En smededreng går til modstand
En smededreng går til modstand En smededreng går til modstand Modstandsmanden «Lille Johns» erindringer og opgør Af Aage Staffe Forlaget Ådalen En smededreng går til modstand Copyright © 2000 by Aage Jørgen Staffe and Forlaget Ådalen Redaktion, produktion og layout: Aage Staffe Forlaget BOgPArtisanen er ophørt. Forlaget Ådalen udgiver bøgerne for fremtiden. Bøgerne kan du låne på biblioteker købe i boghandel eller ved forlaget Ådalen. Al henvendelse vedr. køb af bøger til Forlaget Ådalen Tlf. 40 14 47 91 [email protected] Bøgerne foreligger som PDF filer på www.aage-staffe.dk disse kan kan frit benyttes - kopieres til studier eller debat. Forudsætning: Kilden skal angives. Kommerciel udnyttelse ikke tilladt. ISBN 87-990002-3-7 For enkelte illustrationer har det været umuligt at finde frem til den rette ophavsindehaver. Såfremt vi på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil selvfølgelig blive honoreret som havde vi indhentet tilladelse i forvejen. Indhold Kapitel 1 Barndom i et arbejderhjem Industrialiseringen i blomst Diktatorernes storhedstid – 1930-1940 Kapitel 2 Arbejdernes forsvar mod boligspekulation Kapitel 3 Tyske flygtninge Isvinteren 1939-1940 Kapitel 4 9. april 1940 Danmark går i sort Maksimalpriser og sortbørs var nye ord Kapitel 5 Tysklandsarbejdere Alsang, algang og kongemærker Kommunisterne arresteres Nazityskland overfalder Sovjet Støjsendere Anti-Kominternpagt Illegale blade Statsministeren taler til sit folk Kapitel 6 Arrestationer Er du ikke lidt dum? Kapitel 7 Første sabotage – det bliver alvor Eigil og Emil i spjældet Royal Air Force bomber B&W Kapitel 8 Spontane strejker i 1943 Jødeforfølgelser og terror Tre tons trotyl Kapitel 9 Sabotageteknik Alarmsystemer Holger Danske-teknikken Smededrengeteknikken 7 7 12 14 34 41 52 66 68 76 90 92 96 108 111 113 114 115 118 119 121 129 129 136 144 153 156 159 164 167 169 180 190 197 197 199 208 209 Indhold Kapitel 10 Folkestrejken 44 Transporter Kapitel 11 Det danske politis indsats Willi Boller Kapitel 12 Røde Kors-ambulancer Aktionen mod Tankstelle Kapitel 13 Allways i Boyesgade RAF bomber Shellhuset Den skæve våbenfordeling Kapitel 14 Frygten for modstandsbevægelsen Hjalff-sagen Kapitel 15 Et langt forår Louis’ begravelse Kapitel 16 Kapitulation den 4. maj Arrestationerne Kapitel 17 Festivitas og parader Retsopgøret trækker ud Kapitel 18 Rejseliv i det krigshærgede Europa Samfundstrussel – vi er farlige igen Prostitutionen i historieforskningen Kapitel 19 Sabotagens betydning Admiral Dönitz om sabotagen Litteraturliste 210 215 217 227 230 230 245 249 259 268 270 276 283 283 290 294 296 298 306 313 313 322 325 328 331 336 351 359 361 361 363 365 384 Forord Denne bog består af to væsentlige hovedelementer: Dels er den en meget tæt og nærværende skildring i erindringsform af en københavnerdrengs liv i 30’rnes og 40’rnes København. Men den er også en usædvanlig skildring af et meget ungt menneske, der langsomt, men sikkert suges ind i modstandskampen under den tyske besættelse. Vi trækkes gennem nogle af de mest nervepirrende situationer og aktioner, hvor der betales med liv og meget mere. Men bogen er i høj grad også et kraftigt opgør med alle dem og alt det, er gjorde modstandskampen og Befrielsen så bitter for dem, der kæmpede med livet som indsats – også det liv de forsøgte at leve efter Befrielsen. Og den er primært et opgør med alt, hvad der har med krig at gøre. Som forfatteren Aage Staffe udtrykker det: «I krig er alle tabere». Parallellerne til nutidens konflikter er slående. Og bogen beskriver meget præcist, hvordan mennesker forandrer sig, når krig og konflikter trænger sig på og eksistensgrundlaget ændres voldsomtog brutalt. Mennesker, som var de bedste venner og/eller gode naboer, bliver til de værste fjender. Og på det store plan, hvor det handler om penge, magt og politik, sker der ting, som man i »fredstid« dårligt tør drømme om i sit værste mareridt. Kombinationen af de to elementer fås i denne bog. Her skildret af et menneske, der har oplevet at stå overfor at skulle betale den yderste pris for sine holdninger og handlinger. Det er samtidig en opsang og et opgør med historieskriverne om at grave endnu dybere næste gang, de tager fat på vor nyere historie. I denne skildring af den virkelige virkelighed ligger elementer og kimen til at se nærmere på nogle af de forhold i den officielle historieskrivning, der gennem et halvt århundrede har haft tilbøjelighed til at fremstille den danske »nationale« indsats under Anden Verdenskrig i et mere positivt skær, end det måske er rimeligt. Endelig er bogen rigt illustreret – både med billeder i almindelig forstand, men såmænd også i det meget direkte sprog, som forfatteren tilmed mestrer så levende. AJ 6 Kapitel 1 EN BARNDOM I ET ARBEJDERHJEM Som tusinder af andre bønderkarle og daglejere søgte min morfar, der hed Martin Carlsen, omkring 1890’erne lykken i København. Fra sit sjette år, hvor han blev sendt ud at tjene, kendte han kun til et slid fra sol stod op til sol gik ned, til en mad, man i dag dårligt nok ville byde et svin. Han kunne gå til ro ude i stalden, som var hans bolig. Hans kost bestod for det meste af gammelt, tørt rugbrød og vandgrød. Vandgrød er byg kogt i vand. Usle rønner, slum ud over alle grænser, leje kaserner selv i tredje eller fjerde baggård var, hvad han kunne få at bo i, da han kom til Kongens Stad. Disse lejekaserner var de rene dødsfælder, hvis der udbrød brand. Familie efter familie boede i små rum, der alle vendte ud til en lang gang. Skulle man redde livet ved brand, var det bedst at springe ud ad vinduerne. Brandvæsenet havde hestetrukne sprøjter helt frem til mine barneår. Går man rundt i det indre København i dag, ser man stadig, hvordan hus- hjørnerne er skåret af. Det blev gjort for, at man kunne komme ind i de snævre gader med stigerne. Lys og luft og en sund kost manglede, og derfor var folk i disse spekulationsreder altid plaget af fattigdommens sygdomme, tuberkulose, fnat, gigt og ikke mindst kønssygdomme som syfilis og gonorré. Morfar mødte min mormor Helga Carlsen og de blev forelskede. Men Martin var ikke den rigtige for hendes småborgerlige familie, som bestod af velhavende slagtermestre. Mormor havde stedfaderen taget til sig i nåde. Hun var det, man kaldte et uægte barn, dvs. avlet og født »i synd« uden for ægteskabet. Det var en stor skam, som man på alle mulige måder forsøgte at skjule for omverdenen. Men det gik kun til hendes forældre døde, og der skulle arves. Hun havde ingen rettigheder, hun var jo uægte, så hun fik ikke en krone, mens hendes søskende, som hun var vokset op med, delte en forholdsvis stor formue, og overlod hende til en fremtid i fattigdom. Min mormor og morfar fik et værelse i Åbenråkvarteret inde bag Rosenborg Slot. 7 Dengang var man lige holdt op med at bruge bygninger, der tidligere havde fungeret som heste- og kostalde. Københavns befolkning ville jo gerne have frisk mælk hver dag. Afstandene var store, så derfor kunne man ikke transportere mælken med hestevogn på de elendige veje. Rundt om i storbyen havde man derfor kostalde, hvor folk så kunne hente frisk mælk. Dengang var dette og de nærliggende kvarterer berygtede, ja, selv da jeg var mellem 14 og 15 år, holdt jeg mig væk. Tyve, bumser, alfonser med deres ludere, som lå i vinduerne og kaldte fyrene op til et hurtigt knald, var hverdagens billede. Om aftenen trængte larmen ud fra de mange værtshuse, der lå på næsten hvert eneste gadehjørne. Der var et leben – men hvilket leben? Da jeg var barn, forstod jeg ikke, hvorfor morfar, denne store, kraftige mand, aldrig havde et arbejde. Jeg forstod heller ikke, hvordan de fik det til at løbe rundt, man hørte aldrig de gamle klage. Kunne han virkelig tjene nok ved at klunse, tuske med alverdens ting og have spjældarbejde? Ved spjæld forstår man, at håndværkere laver forefaldende arbejde, reparerer osv. for borgerskabet. Det minder vel mest om det, vi i vore dage kalder »sort arbejde«. Han var altmuligmand, noget af en tusindkunstner, derfor var der ofte bud efter ham. Det er først senere, da jeg blev større, at jeg forstod lidt af hans skæbne. MIN MOR ELSE Min mor hed Else, og hun blev født i 1906 i Rosengården bag Rosenborg Slot i dette luderkvarter med fulderikker og småforbrydere. Det var et sådant typisk københavnermiljø som dette, min mor kom fra 8 Mormor Helga og morfar Martin Carlsen Herfra flyttede familien til en forladt bondegård på Amager. Vandet drev ned ad væggene, svamp og mug gav en modbydelig stank. Hele familien fik alle de sygdomme, som fattige dengang var plaget af: gigt, tuberkulose osv. Kun 10 år gammel måtte mor ud og tjene, og da det syvende skoleår var slut, fik hun heldagsarbejde i et vaskeri. I en alder af kun 17 år blev hun stormende forelsket i Vølker og troede til sin skræk, at hun var blevet gravid, efter at de havde kysset. Noget senere viste der sig dog en lille flot bule på maven. Det var Aage, der meldte sin ankomst. Dengang var en enlig mor ilde faren, hun havde så at sige ikke mulighed for at klare sig og sit barn på egen hånd. Der var ingen til at hjælpe hende ud over den nærmeste familie. Ingen børnehaver, ingen socialhjælp – kun fattiggården, som var sidste station, hvor den enlige mor kunne leve med sin skam, til hun havnede på kirkegården, eller hvis hun havde lidt småmønt, kunne hun gå til en kvaksalver for at få foretaget en abort – et indgreb, der oftest medførte langvarig sygdom, ufrugtbarhed eller død. Far – det ædle menneske – giftede sig med mor, brylluppet blev imod traditio- nerne holdt af min fars forældre, som var skræddermester og ret småborgerlig. Mors forældre var som simple, fattige arbejdere ikke fine nok. Mor bar et brudeslør med falske myrter – vidnesbyrdet – eller bedre: en falsk reklame for, at hun nok stadig var jomfru, var ren, uberørt, ubesmittet, som man sagde dengang. 9 Mor bar myrter, uskyldens symbol, da hun og far blev gift men jeg var på vej. Her er jeg som ca. 1-årig. Der var tale om en førstegangsfødsel, og den blev utrolig svær. Påskesøndag den 12. april 1925 kom jeg til verden i en etværelses kvistlejlighed på Amager. En lejlighed, som om vinteren var isnende kold, da vinden frit kunne suse igennem »slottet«. En vindeltrappe gjorde udflugterne til det fælles toilet (lokum) i gården til noget nær en større udflugt, derfor var en »tissespand« med låg fast inventar i alle køkkener. Jordemoderen skulle til påskefrokost og gav derfor mor en meget stærk medicin, nærmest et heksemiddel, der fremskyndede fødslen. Mor blev sprængt i stumper og stykker, hun må have lidt utroligt meget, men intet fik hun til at lindre, intet til at tage smerterne. Medmenneskelige hensyn var et nærmest ukendt begreb. Hun var jo blot en simpel arbejderkone. MIN FAR VØLKER blev født i 1903, og som enebarn forkælet ud over alle grænser i en super mandschauvinistisk ånd, man må nok betegne hans opvækst som ret forkvaklet. Efter 20 års ægteskab var han stadig ude af stand til blot at lave en kop kaffe (kvindearbejde). 10 Hestetrukne køretøjer var almindelige dengang, og der kom mange til smedjen hos bedstefar for at blive skoet - her en skraldevogn. Min farfar Karl Johansen var naver, og som vandrende skræddersvend gik han på valsen igennem Europa. Ved et bal i en afholdsloge i Berlin mødte han skønne Amalie, som han gjorde gravid – og hu-hej blev de gift. Efter 32 år i «helvede» stak Karl af og giftede sig med Ingeborg, der i en alder af 40 år mistede sin mødom. Det lyder som et eventyr, men skal være ganske vist. «Malle», som vi kaldte farmor, havde det ikke just nemt, romantik var et fremmedord. I deres sovekammer var der store rugemaskiner, hvor hundredvis af kyllinger blev udruget. Maskinerne blev drevet af petroleum, så man må kunne tænke sig til duftene. Spisestuen var skrædderværksted og prøveværelse, tre skrædderes arbejdsplads var spisestuebordet. Så kunne bedstemor vel være i køkkenet? Nej, det var indrettet til presserum, og her arbejdede man med kæmpestore dampstrygejern, som man pressede tøjet med. Småborgernes ambitioner gjorde, at sønnen derfor under voldsomme prote- ster blev pisket til at lære violinspillets mysterier. Men da han var 14 år og stor nok, valgte han at gå i lære som skibsbygger på B&W på Refshaleøen. Det blev noget af et kulturchock for den unge småborgeraspirant, da han her blev konfronteret med de mest yderligtgående inden for den danske arbejderbevægelse. 11 Jeg kom ofte hos bedstefar, og som regel faldt der en femøre af fra ham, og det var nok til, at man kunne købe alt mulig slik. Et stort stykke flødechokolade kostede 3 øre. Men det, der trak mest, var en smedje nede i gården. Her kom skralde-, øl- og mælkevogne for at få beslået de enormt store heste. Når hestene skulle have nye sko, blev de gamle sko taget af, hovene renset og benene undersøgt. Langt de fleste af de ældre heste havde sygdomme i bentøjet. De blev stivbenede og fik spat, stenbroen var hård og krævede sit, derfor blev mange københavnske heste sat på græs ude på landet i sommermånederne. Når man rensede hovene, skar og brændte man hovens horn og smurte den ind i noget, der lignede tjære, hvilket gav en meget speciel duft, som jeg godt kunne lide. Men spændende var det at se smedene håndtere disse store dyr, som ikke alle var lige samarbejdsvillige. Men man havde en masse kneb, bl.a. snor om mulen og benene, så de ikke kunne bide og sparke. Arbejderne fik deres politiske parti – Socialdemokratiet. Men i 1914, hvor den første verdenskrig brød ud, opstod der en konflikt inden for socialdemokratierne. Tyske pacifister, antimilitarister, der udgjorde venstrefløjen i Socialdemokratiet, kom i konflikt med deres parti, fordi ledelsen stemte for krigsbevillingerne. Med verdenskrigen fulgte en række nødlove. Mændene skulle til fronten, og kvinderne skulle ind på fabrikkerne. Tempoet blev sat nogle takker op, det gjaldt mere end nogen sinde fædrelandets ve og vel. Samtidig faldt reallønnen drastisk. Industrialiseringen i blomst De år, der her fortælles om, er de første 30 år af det århundrede, vi lige har forladt. De år var lige så turbulente og forvirrede som det århundredeskifte, vi oplever nu. Dengang var det ikke nye kommunikationsmidler som PC’ ere og digital teknik, der ændrede verden. Det var maskinerne. Deres indtog betød, at vi fik fabrikker med tusindvis af arbejdere, der skulle betjene det nye grej. De, der før havde været bønder og daglejere, blev industriarbejdere. De organiserede sig i fagforeninger, og der opstod strejker og arbejdskampe. 12 De uhyrlige tab på fronterne var i 1916 en trussel mod våbenproduktionen, hæren ønskede derfor produktionen øget, men samtidig ønskede hæren mere «slagtekvæg» til fronten. Konflikten i Socialdemokratiet skærpedes, fordi partiet gik ind for nødlovene. Ud af konflikten i arbejderbevægelsen og modstanden mod højrefløjen i Socialdemokratiet opstod den kommunistisk/syndikalistiske bevægelse. I januar 1918 udbrød der generalstrejke i Berlin. Den fik bred tilslutning og voksede på få dage fra 400.000 til 700.000 arbejdere alene i Berlin, snart havde 1 million i hele Tyskland nedlagt arbejdet. Lederne og ca. 1.000 arbejdere blev sendt til fronten i straffebataljoner – dvs. selvmordsbataljoner. Tyskerne smuglede den russiske, kommunistiske leder Lenin fra Schweiz, hvor han var landflygtig, til Rusland. Lenin indfriede deres forventninger ved at starte en revolution, for straks derefter at slutte fred med Tyskland. En revolutionær bølge skyllede ind over Tyskland og hele Europa, men i et samarbejde mellem hæren og højrefløjen i Socialdemokratiet slog man arbejderopstandene ned. Kun i Rusland sejrede Lenins bolsjevikker, men splittelsen i arbejderbevægelsen var nu katastrofal. Tiden frem til den anden verdenskrig – mellemkrigsårene – var præget af stor ustabilitet, børskrak, arbejdsløshed, oprør og borgerkrige. Forholdene og splittelsen i arbejderbevægelsen betød, at fascisterne flere steder kom til magten. Revolutioner - oprør havde karakter af regulær borgerkrig - men arbejderopstandene blev slået brutalt ned 13 I Tyskland kom nazisterne til magten. Folkeforbundets og stormagternes passi- vitet ved Hitlers besættelse af Rhin-landet, ved Italiens overfald på stammefolkene i Abessinien, ved terroren i Spanien og ikke mindst ved Japans overfald på Kina og udtræden af Folkeforbundet – alle disse brud på international lov og orden med alle demokratiernes passivitet var en væsentlig årsag til den anden verdenskrigs udbrud. Hitler tiltog sig uindskrænket fuldmagt ved at erklære Tyskland i undtagel- sestilstand. KPD (kommunisterne), fagforeninger og arbejderaviserne blev forbudt. Terror, razziaer mod parti- og fagforeningskontorer og den sociale nød samt massearbejdsløsheden betød, at dele af arbejderklassen sympatiserede med Hitler, mens socialdemokrater og kommunister bekrigede hinanden. DIKTATORERNES STORHEDSTID – 1930-1940 Hitler regerede ved at sprede frygt. Alle var bange for alle, ingen kunne føle sig sikker og angiveriet florerede. Tyskerne opfordredes til at være nationale, derfor opstod kampagner som »køb tysk« og »en god tysker handler ikke med en jøde«. Den tyske borger skulle have det godt, gildet skulle betales af undermennesker, jøder, slaver, sigøjnere og kommunister. Jøderne blev erklæret som de skyldige for elendigheden i Tyskland. Hitlers SA smadrede jødiske forretninger, ejendomme og synagoger systema- tisk og åbenlyst. Politiet stod passivt på sidelinjen. Hvis den forulempede søgte beskyttelse hos myndighederne, blev han nærmest til grin, et sådant jødesvin skulle ikke tro, at han bare kunne komme rendende. Vidner til terrorhandlinger truedes, ingen turde udtale sig. Det blev frygtens og ondskabens årti, men dette var kun begyndelsen, for det blev endnu værre. SØNDAGSTUR PÅ AMAGER Søndagene, som jeg husker dem i første halvdel af 30’rne, blev altid gjort til festdage, for det var den eneste dag, der var hviledag med en arbejdsuge på 48 timer eller mere. Man arbejdede altså også på lørdage. Far fik lov til at sove længe, mor havde allerede varmet vand til det ugentlige bad i en vaskebalje. 14 Om vinteren blev baljen sat foran kakkelovnen, om sommeren foregik det i køkkenet. Kakkelovnen blev brugt flittigt til at varme vand i, en firkantet stikkedel blev sat i fyrhullet og en eller nogle gange to kedler ovenpå. Jeg fik lov at lege og pjaske et stykke tid, ikke sjældent gjorde far mig selskab ved kakkelovnen. Han tog sig et fodbad, fik en kop kaffe, vi pjankede og pjaskede ret så meget, lige indtil mutter tog fat. Der blev skrubbet og skuret. For en arbejderkvinde dengang var det en æressag, at hun var proper, hendes unger og hendes tøj skulle være rent. Når de forskellige familiers tøj var hængt op på tørresnoren nede i gården, manglede det ikke på kommentarer, hvis tøjet blev hængt gråt op. Havde man lus og lopper var det en katastrofe. En dag havde vi besøg af en lirekassemand i gården. Vi børn stod i en rund- kreds om ham, løb rundt og samlede de penge op, der indpakket i avispapir blev smidt ned. Åbenbart har jeg revet mig for meget i håret, for pludselig stod mor Else der. Uden et ord greb hun mig hårdt i armen og førte mig bestemt og brutalt op i køkkenet. Inden jeg fik set mig om, var mit tøj flået af og smidt ud på trappen, og jeg blev skuret, så huden var ildnende rød. Men ikke nok med det; derefter gik loppejagten ind med en tættekam, det gjaldt om også at få æggene uskadeliggjort. Turen kom derefter til det fine søndagstøj. Om lørdagen fik vi det ugentlige bad, det foregik i en vaskebalje foran kakkelovnen, hvor vandet blev varmet. Nogle gange tog far fodbad samtidigt, men det var mor, der skrubbede og skurrede, så vi kunne blive rene og propre. 15 Lange strømper fastgjort med brede elastikker (lakridsbånd kaldte vi dem) til et livstykke og derefter korte bukser, sommer og vinter. Blusen var om søndagen gerne en matrosbluse med krave. De korte bukser blev senere skyld i brådne pander, fordi man som 10-årig ofte blev hånet for at være en tøsedreng, når man gik med lange strømper og korte bukser. Det fandt man sig ikke i, så faldt hammeren. Du må ikke begynde at lege, du skal sørge for, at dit tøj er rent, og hvis du spiller fodbold og ridser skonæserne, så vanker der. Har du forstået? Efter disse prædikener var man klar til at drage til bageren for at hente friske rundstykker til far og for at snolde. Søndagsfemøren blev ofte vendt og drejet, før den blev brugt, man kunne få et meget stort stykke flødechokolade for femøren. Familien drog af i fineste puds. Om sommeren havde mændene en stråhat på hovedet, og vi drenge slog stråhatte – Dengang var det helt almindeligt med lokum i gården. Derfor havde vi en tissespand i køkkenet (med låg). Vi flyttede tre gange, og den sidste gang i 1935 fik vi toilet inde i lejligheden, og det var vild luksus. Billedet viser medlem af natpissernes klub. 16 Det vil sige: vi kom lidt spyt på fingeren, satte den ind i hånden og klaskede næven i. Hvorfor ved jeg ikke – måske bragte det held, måske var det en konkurrence indbyrdes om, hvem der kunne slå flest stråhatte. Ét var dog sikkert, at når der var stråhatte, var det sommer. De fleste søndage samledes hele familien hos mormor og morfar, og det var rigtig mange. Mor havde fem søstre og en bror, og de bragte ægtefæller, kærester og børn med sig, og det blev hurtigt en forsamling på 20 til 30 mennesker. Mormors søskende lagde jo også tit vejen forbi. Pigerne tog lidt lækkerier med hjemmefra, og flere af mændene havde på mystisk vis og i al hemmelighed fået brændevin på bordet. Stemningen blev munter, og snakken gik. Uanset om det var sommer eller vinter, sne, sol eller øsende regn, var der plads til alle i dette noget store sommerhus. Huset lugtede muggent, det plagede mormor meget, for som hun sagde: – Lige meget, hvad jeg gør, så lugter her af fattigdom. Huset havde de købt billigt, nærmest for en slik, da det var fyldt med svamp. Frokosten strakte sig over flere timer, verdenssituationen blev ordnet, alle vidste præcist, hvad der skulle til. Men børskrakket i Wall Street i Amerika frygtede de, alle var bange for, at det ville brede sig til resten af verden. Vi kan ikke tåle at få flere arbejdsløse, det er svært nok allerede nu at få noget at rive i. De hårde gadekampe mellem de forskellige partier i Tyskland var man meget opmærksom på, og ikke mindst hungersnøden. Inflationen i Tyskland havde drevet priserne himmelhøjt op. Arbejderne fik flere steder løn to gange om dagen, for hvis man ventede til fyraften, kunne man risikere, at lønnen i mellemtiden var blevet helt værdiløs. Prisen for et brød var en overgang over en million mark. Grinende sagde man, det var sgu’ billigere at tapetsere med marksedler end at købe tapetet. Mange tyske børn kom til Danmark efter Første Verdenskrig, man kaldte dem wienerbørn. Min fars forældre havde to børn boende i flere år, Marischen og Max. Tyske børn sultede og fik ødelagt deres helbred af engelsk syge og kartoffelsyge. Fattigdommen i Danmark satte dog også sine spor. Tuberkulosen hærgede i de fleste hjem, og flere af mine klassekammerater havde haft engelsk syge. 17 Deres brystkasser var helt deforme, brystbenet stak lige ud i luften. I skolen var der tvungen badning en gang om ugen og uddeling af levertran og hybensaft med C-vitaminer. Næsten alle i familien var socialdemokrater, deres meninger ville vi i dag karakterisere som kommunistiske. Nogle få var »ræverøde«, dvs. de var kommunister. Efter frokosten kom kaffen, sjusserne og kortene på bordet. Som regel spillede man mausel under råben og uenighed, og imens hyggede kvinderne sig med kaffe og de sidste sladderhistorier: Har du hørt? Nu venter fru Pedersen sig igen. Det må da snart være nok med alle de børn. Otte er mange munde at mætte. Ja, ja, det kan du sagtens sige, men han kommer jo skidefuld hjem to-tre gange om ugen. Hvis ikke hun føjer ham, når han vil i seng med hende, tæver han hende både gul og blå. Så på den måde skal de da nok få reden fuld af unger. VI FÅR ET SLOT Far kom glad hjem fra arbejde en dag, han var ivrig. Han kunne ikke skjule, at der var sket noget stort og kaldte på mor: – Else. Else! Nu skal du bare høre. Jeg har fået tilbudt en lejlighed. Der er et værelse mere end her, to dejlige, store lyse værelser med masser af sol, pragtfuldt stort køkken med tre gasblus og bageovn. Der er toilet på køkkentrappen, så vi bliver sparet for at rende ned i gården fra femte sal og stå i kø ved lokummet i gården. Vi kan selv holde det rent og pænt, så bliver vi skånet for svineriet, når folk er syge. Der en pæn stor kælder, hvor vi kan have koksene. Det vil spare dig for en masse rengøring. Se bare her, hvor meget kulstøv, der ligger i gangen, selv om jeg ved, at du har gjort rent i dag. Knægten kan lege i en stor gård med masser af sol. – Jamen, Vølker, tror du, vi har råd til det? 40 kr. om måneden er mange penge. – Værten spurgte, om du var proper, og om du var interesseret i at vaske trapper. Hvis vi tager nogle trapper, bliver det billigere, og hvis vi hjælpes ad, skal det nok gå. Vil du ikke nok tage med og kigge på den? Mors søskende med deres ægtefæller og snottede unger dukkede op, alle var ivrige og ville tilbyde deres hjælp. 18 For os drenge blev baggården efterhånden lidt for lille. Den store verden udenfor måtte udforskes, og vi begyndte derfor at strejfe omkring og vagabondere indtil politiet bragte os hjem igen. Samme dag, som den nye lejlighed var tom, rykkede de ind med spande og børster. Der blev skuret og skrubbet efter alle kunstens regler. Fattige folk havde lært lektien. Skal man værge sig mod fattigdommens sygdomme, er renlighed, lys, luft og nærende kost af største vigtighed. Onkel Charles hvidtede lofterne og tapetserede. Han var dansk mester og kunne få selv det mest genstridige storblomstrede tapet til at passe i mønstrene hele vejen rundt. Mine onkler var arbejdsløse, så de tilbød far at flytte. Så mistede far ikke løn ved at skulle bede sig fri fra jobbet. Vi lejede en tohjulet trækvogn for 30 øre i timen, og for at spare i lejen havde man båret hele bohavet ned på gaden i forvejen. Da køretøjet ankom, var det bare at læsse på. Over stok og sten i trav. Det tog ikke lang tid, for vor familie havde kun en dobbeltseng, en kommode (mors konfirmationsgave), et spisebord, fire stole og et dækketøjsskab. Jeg havde ingen seng, så jeg sov mellem mine forældre i deres store seng. Tøj og den slags tog mine mostre sig af på deres cykler, mændene ville jo bare krølle det. Fremme ved den nye lejlighed dukkede far op. Hurtigt blev det hele sat af på fortovet, og vi børn sat til at passe på, at ingen stjal det fra os. Man var nemlig blevet enige om at hente et læs koks på gasværket, som lå lige i nærheden. 19 LØNNINGSDAG Sidst på ugen, når husholdningspengene var ved at være slut, blev jeg sendt til slagteren for at spørge, om de havde nogle pålægsrester. Som regel fik man en masse dejligt pålæg, som mor med stort talent fik pyntet, så det lignede en herregårdsfrokost. Det var også almindelig brugt at sende mig til bageren lige før lukketid kl. 9 om aftenen. Især en af bagerjomfruerne var god ved mig. Hun havde et særligt lunt glimt i øjet, når jeg stod i forretningen og bare ventede på, at netop hun ville ekspedere mig: – Nåh, hvad ønsker Herren? Hviskende – man skulle jo ikke reklamere med, at man var en fattigrøv – spurgte man, om hun havde for fem øre gammelt brød og rakte hende spånkurven. Store lagkagestykker, lækker kringle og ikke sjældent også både rugbrød og franskbrød røg ned i kurven. En dag så jeg en dreng lige så stille hugge en stor flødekage. Den blev lirket ned i lommen, og drillesyg, som jeg var, kunne jeg ikke dy mig for, ligesom tilfældigt, at komme til at skubbe til ham og tvære flødekagen godt og grundigt ud i lommen. Det var måske morsomt, men alligevel ondskabsfuldt. Men alle børn stjal i butikkerne. Hos grønhandleren gik man ind og spurgte, om de havde noget stødt, det vil sige æbler eller pærer, der var skrammet. På fredagene var jeg ikke glad for at skulle til bageren, for da vrimlede kvar- teret med fulde folk. Der var masser af børn i baggårdene dengang bemærk bevæbningen 20 Branderter kom tumlende i hele fortovets bredde. Kom man for tæt på, kunne man risikere at få en gang tæsk, de var altid ondskabsfulde. Uden for værtshusene lå ofte branderter, nærmest bevidstløse, og der var ofte slagsmål. Der var en verden til forskel på disse arbejderes ankomst til værtshuset med penge på lommen og deres spillen stor mand: jeg giver en omgang – og så til den ynkelige sortie. Når pengene var brugt, var det på hovedet ud ad døren. Når de lå i rendestenen, gik det op for dem, at de nu skulle hjem til en vranten kone og en redefuld forsultne unger. Betjente kørte rundt på cykel med deres store hjelme og en bidsk køter i snor. De havde øgenavne som Lynet, Rugbrødet, Jernhånden osv. De var nogle rå børster og slagsbrødre, som holdt af at tæve løs på folk. Mange kvinder besøgte mor for at få gode råd eller låne til hjælp til huslejen. Hvad skulle de stille op med mandens drikkeri? Prøv at give ham ølkapsler på brødet, var et af forslagene. Kvinderne var som regel bange for deres mænd, tæsk var ikke ualmindeligt. Far foreslog ofte, at hun skulle gå til mandens arbejdsplads og bede dem udbetale lønnen til hende. Glem ikke at gå op i marketenderiet (tutten) og bed dem holde op med at give ham kredit. Jamen, tror du ikke, de bare fyrer ham? Der er selvfølgelig en risiko, men er det ikke lige meget, du ser jo alligevel aldrig en krone af hans løn? Far havde gode erfaringer fra sin arbejdsplads, hvor man forsøgte at reducere drikkeriet, blandt andet på grund af de meget alvorlige arbejdsulykker. Men det jeg husker fra disse kvinder, er deres stille, håbløse gråd, deres grå, forslidte skuldre og to, tre små snottede unger i skørterne. VI STREJFER OG VAGABONDERER – 1930 Da jeg var omkring fem år, var vi fire knægte, som blev enige om at udforske den store verden. For at kunne finde hjem igen, begav vi os af sted langs sporvognslinjerne. Jeg har sikkert ikke kunnet læse, men vidste dog, at Linje 5 var med brunt skilt og brune lys, Linje 2 var med to røde lys og Linje 13 var vistnok gul og brun. Disse tre linjer førte til og fra Amager 21 Første tur var lang for små gåben. Vi nåede broerne og nød det travle liv i havnen med de mange skibe fra fjerne lande. Næste tur blev længere, katastrofalt meget længere. I byen gik vi tilbage til et stoppested, men fulgte sporene i den gale retning. Vi gik og gik, og omsider blev vi klar over, at noget var rivende galt. Vi måtte være gået i en gal retning, vi orkede simpelthen ikke mere. De voksne turde man ikke spørge. Vi blev efter et «taktisk møde» enige om, at bruge vore gamle teknikker. På et egnet sted begyndte vi at stortude, og de mindste skulle kalde på deres mor. Efter nogen tid dukkede en velvoksen betjent op. Han var mistænkeligt venlig og spurgte, hvem vi var, hvorfor, hvor vi boede osv. Han fik lidt at arbejde med, medens vi hylede hjertegribende og tørrede snot ud i hele fjæset. Vi måtte med på stationen. Her lavede de pragtfuld chokolade og vi fik nogle velvoksne stykker kringle. Den værste panik havde lagt sig. Jeg kunne vort telefonnummer, men turde ikke opgive det. En kvik kammerat foreslog betjenten, at hvis vi fik til en sporvognsbillet, kunne vi godt selv finde hjem, hvis vi bare kom den rigtige vej. Når kulkranen kørte, var han så smart , at han spildte næsten lige ned i hovedet på os, der samlede koks. 22 Et af vore bedste steder at samle koks var i havnen, men her var det svært, for det var organiseret af voksne arbejdsløse, der jagede os unger væk, så vi kunne kun samle de steder, hvor der ikke var ret meget. Jeg tror, komedien endte med, at en af vore forældre hentede os. Nogen tid se- nere lavede vi nummeret igen med stor succes, men da vi for Gud ved hvilken gang sad på en station og betjentene gjorde klar til at lave den guddommelige chokolade, kom en betjent ind og ved synet af os små stakler, brølede han op: – Hvad fanden, er det nu jer igen! Det er et nummer, det her. Tror I ikke, vi har andet at lave? Tror I det er en børnehave? Et plejehjem? Vi blev smidt ret ud ad døren. De prøvede dog først at forhøre os, jeg tror, de var nysgerrige. Men de opgav det ret hurtigt, da det eneste de fik ud af det, var hulken og vores snot på ærmerne. Parolen: Tilstå aldrig, havde bestået sin prøve igen. ARBEJDSLØSHED BETØD EN ANDEN FAR En noget hængeøret far dukkede op, hvad er der galt? – Jeg er blevet fyret. Men jeg skal nok finde noget andet. En avis var dyr. Kl. 11 om aftenen startede far på cykel til Pilestræde, hvor Berlingske Tidende havde en vægavis. Her blev næste dags avis hængt op ved midnatstid. Han måtte mase sig frem mellem alle de andre arbejdsløse for at kunne læse annoncerne. 23 Hvis han troede på, at der var job, måtte han videre, ofte helt ud i den anden ende af byen. Han måtte skynde sig for at komme først i køen. Helt udkørt dukkede han op hen ad formiddagen – tavs – ikke til at slå et ord af. Når mor pressede ham, løftede han lidt af sløret for de ydmygelser, han havde været igennem. Et sted havde formanden gået rundt og følt på arbejdernes muskler og var kommet med nogle meget grove, hånlige bemærkninger til de svageligere eksemplarer af menneskeracen. Far sagde: – Jeg vidste, jeg havde set ham før. Pludselig kunne jeg huske ham fra en fascistdemonstration, hvor han stod og skreg i fuld uniform, lange støvler og skrårem. Nogle unge arbejdere holdt møder hos os. En aften hørte jeg dem drøfte netop sådan en »svinehund«, og hvad man burde gøre ved ham. Far blev belært om, at formanden ikke var fascist, næh, han var KU’er, medlem af Konservativ Ungdom, men var det egentlig ikke det samme fedt? Far fik på et tidspunkt arbejde i et jernstøberi, hvor han skulle banke gløde- skaller af jern. Det var et beskidt arbejde, og mor sendte mig over på støberiet med hans madpakke. Langt om længe fandt jeg ham i en hal fyldt med støv og røg. Da jeg rakte ham madpakken, ville han give mig et knus, men jeg trak mig hastigt tilbage, for han var så utrolig snavset. – Ja, dette er ikke for mennesker, sagde han blot. En aften havde han taget violinen frem, noget vi alle hyggede os ved – bare han ikke øvede skalaer og den slags. Han begyndte at spille nogle melodier, som næsten altid lige så sikkert som amen i kirken betød, at mine forældre ville kissemisse. Derfor redte mor som regel op til mig på sofaen, og vi børn var ikke i tvivl; resten af aftenen var deres. Men denne aften var anderledes, han var forknyt, han var ked af det. – Se på mine hænder, Else, de bliver mere og mere ødelagte. Jeg har bedt om at få arbejdshandsker, men han griner bare ad mig. Skal det her fortsætte, kan jeg ikke gå ud og spille til baller. Formanden er et svin, han råber og skriger ad os, han prøver på alle mulige måder at provokere. Hvis der er nogen, som bare kigger på ham, bliver de fyret lige på stedet. 24 – Ved du hvad, Vølker, jeg synes, du skal holde op, du skal se, det går nok alligevel. Aage har fået nogle venner, som giver ham alle de grønsager og kartofler, vi har brug for, og han har også fundet et sted, hvor han kan hente lidt koks. Det med vennerne var nu ikke den hele og fulde sandhed. Vi børn lærte også, at det vigtigste var at kunne holde kæft. Vor parole var: »Brug øjnene og lad være med at spørge. Bliver du nappet af de voksne, skal du se ynkelig ud, tud lidt, tør snottet ud i hele hovedet og sig, du troede ikke, du vidste ikke, så lader de dig rende«. På torvedagene, hvor amagerbønderne var kørt ind på Grøntorvet, var vi fire knægte, der kørte ud på Amagerland og simpelthen stjal, hvad vi skulle bruge. Kartoflerne var vi frække nok til at tage direkte fra deres kuler. Gik den ikke, passede vi dem op, når de kom kørende med deres hestevogne. En kørte op og snakkede med kusken, mens et par knægte kravlede op bagfra og hev ned, hvad de kunne få fat i. Engang imellem blev det en noget sammensat affære, engang imellem vankede der et rap fra kørepisken. Når min far begyndte at spille mors yndlingsmelodier, var det næsten lige så sikkert som amen i kirken, at mine forældre ville kisse- misse. Derfor redte mor op til mig på sofaen, og vi børn var ikke i tvivl, resten af aftenen var deres. Men en aften var han anderledes. 25 Vølkers Dancing Band hed min fars orkester, og det spillede oftest til baller. Koksene fik vi ved gasværket. Vi gik simpelthen rundt om vognene og samlede det op, der var spildt. En af mændene kunne jeg godt lide, han kunne smile ud af øjenkrogene og vips, lå der masser af koks. Han var god til at spilde. Amagerbanen var et af vore bedste steder, godsvognene stod langs Kløvermarken, og det gav os mulighed for at komme ind uden at blive set. Vognene var spredt på så stort et areal, at det var svært at passe på dem, men også her var det mest kul og koks. Jeg kunne på en tur have to små sække fyldt, én bag på cyklen og én på styret. Det svarede til tre spande koks, vort forbrug på to tre dage. I havnen kom vi også, men her var det straks svært, for her var det organise- ret med voksne mænd og kun voksne, som jagede os unger væk. Så de eneste steder, vi kunne samle, var der, hvor der ikke var ret meget. Når kranen kom, kørte han så smart, at han spildte næsten lige ned i hovedet på dem, der samlede. Far fortalte, at han havde haft et job som havnearbejder, og da de lossede et skib med Bata sko, smadrede kranføreren nogle kasser, så alle havnearbejdere og deres familier i lang tid gik i Bata sko. Senere blev skoene pakket sådan, at alle venstre sko var i en kasse og alle højre i en anden. Dermed var skoeventyret forbi. Der skulle smadres for mange kasser til, at det så tilfældigt ud. Men vi var nu ikke så dumme endda. I nogen tid havde vi kredset rundt om disse fyre og havde lært deres navne. En dag sagde jeg til Kisser: – Prøv at gå ind og samle, du skal ikke se bange ud, men selvfølgelig være klar til at spæne. Hvis de siger noget, siger du bare, at du samler for Poul, han er her nemlig ikke i dag. 26 Den virkede, og vi brugte den fidus, når de andre ikke fungerede. Dækkene på fars cykel var efterhånden slidt op, men at tage turen på gåben ud for at søge arbejde var uoverkommeligt. Turene på sofaen blev længere og længere. Hver anden dag gik man til kontrol. Man skulle stille i Smedeforbundets arbejdsløshedskasse på Gl. Kongevej. Jeg spurgte fatter: – Hvorfor skal du stille der? – Det er for, at de kan være sikker på, at man ikke er i arbejde. Jeg forstod det ikke, det var jo kropumuligt at opdrive selv det mest lurvede, beskidte job. De arbejdsløse stod fire og fire i en endeløs række og ventede i regn, sol eller isnende frost på, at det skulle blive deres tur til at blive stemplet – altså kontrolleret. I dag forstår jeg det. Det er en af mange systematiske måder at fjerne selvværd og selvtillid på fra en borger, der er så dum, at han er nødt til at arbejde. Fatter havde mistet lysten og troen på, at han var noget, at han kunne noget. Nederlaget var hans. Han var dresseret. Jeg havde fået en ny far. Janteloven for fuld hammer. Du ska’ ikke tro, du er noget. Under lejligheden var der en fiskeforretning i en kældergennemgang. Vinden susede igennem, og resultatet var, at vore stuegulve var som is. Sad vi i længere tid, trak vi fødderne op på stolen. Ofte tændte mor ikke op i kakkelovnen i dagtimerne. Selv en rulle optændingsbrænde var dyr, så der var kun råd til at fyre, når vi alle var hjemme. Efterhånden som kulden satte ind, forsvandt mine fiduser med hensyn til at skaffe koks. Kun Amagerbanen virkede, men også her blev det sværere. Overalt var der konkurrence, og jeg bad mor love mig, at når det blev varmt igen, skulle hun huske mig på at få kælderen fyldt i tide med koks. Vi måtte lære af dyrene, gøre som musen, samle forråd, medens man kunne. Jeg var begyndt at interessere mig for naturen og læste en masse om dyr. Mor fik underlivsbetændelse. Jeg var konstant snottet og havde ofte hals- betændelse. Når man ser i bakspejlet, er forklaringen simpel nok, vi var for dårligt klædt, og vitaminer vidste man ikke, hvad var. Frugt så vi aldrig, og når vinteren var værst, var det umuligt for mig at skaffe grønsager. 27 Ovenover os boede snedkerens, en familie med 12 børn i to værelser. Jeg hav- de godt hørt allerede ved 7 - tiden, at det skramlede på trappen. Mor sagde ingenting og jeg blev sendt i skole med to rundtenommer med sukker på. Det sneede stadig og på fortovet sad moderen med alle børnene pakket ind i dyner og tæpper. Hele familien med 12 børn var smidt ud, huslejen var ikke betalt. – Ved du, hvor I bliver sendt hen? spurgte jeg Flemming, min bedste legekammerat. – Næh, jeg har hørt, det er til en husvildebolig eller husvildebarakkerne. – Okay, jeg må smutte, ellers kommer jeg for sent til det røde fængsel (skolen). Du kigger herud, ikke? Jeg har ikke set ham siden. I en sidegade så jeg plud- selig en kæmperotte galoppere langs husmuren med en mælkedreng med to flasker mælk i hænderne efter sig. Da han nåede op på siden af rotten, sparkede han elegant ud med sin træsko. Tarme og maveindhold sprøjtede ud og op ad den nykalkede væg. Synet var ækelt. FAR SPILLER OP Far spillede til baller, og dengang gik man til bal to til tre gange på en uge. Det var billigt og en både spændende og sjov måde at være sammen på. Som medlem af Orkesterforeningen (musikernes fagforening) fik far mange fagforeninger at spille for. I julemånederne var han ude at spille op til tre gange om ugen, og som mor sagde med et grin: – Det giver smør på brødet og ænder på bordet. Der var ofte andespil, og far var næsten altid heldig, så i nogle uger kunne vi godt leve af andesteg hele ugen. Til sidst kunne vi godt blive lidt trætte og brokkede os, og en dag sagde far: Else, hvorfor prøver du ikke at bytte en and med noget andet mad? – Det er dog noget af det dummeste, jeg har hørt længe. Bytte, hvem skal jeg bytte med? Det kræver, at de har noget at bytte med. Er du klar over, at mange af vore naboer går sultne i seng hver dag? Er du klar over, at jeg har et rend, hvor de tigger 25 - øre til gasautomaten, så de kan få varm mad? 28 I fattigkvartererne rendte kontrollører fra el- og gasværker i tide og utide for at lukke op og i for gas og el, når regningerne ikke blev betalt. Enden på komedien blev gerne, når regningerne forblev ubetalte, at folk fik en 25-øres gasautomat. Mor havde i nogen tid gjort rent hos nogle rige mennesker og vasket deres storvask. Når hun havde en sådan tjans, blev jeg som regel hevet ud af dynerne samtidig med far kl. lidt over 6 morgen, for jeg skulle fyre op under grukedlen. En storvask dengang var en kompliceret affære, tøjet skulle sorteres og læg- ges i blød for så endelig at blive kogt i flere timer. I grukedlen fyrede vi med kul. Det kunne let svine, og kullene kunne blive våde. Efter skoletid skulle jeg møde igen, og som regel kunne jeg redde mig en gang mad. Mor sagde ofte: – Du spiser ikke, du æder som en tærsker. Men jeg måtte slæbe vasketøj på loftet. Det var drøjt, helt op til femte sal ad en snoet køkkentrappe. Hun havde også reddet sig nogle flere trapper at vaske, så summa summarum fik fars manglende arbejde mindre og mindre betydning, hvilket sårede hans stolthed og ikke mindst hans forfængelighed. Ofte blev vi inviteret til juletræsfester, hvor far spillede, og det var fest. Vi børn dansede om et kæmpe juletræ og alle de gamle julelege blev leget med os: Sprøjterne kommer, Jeg gik mig over sø og land, Tornerose var et vakkert barn, Brandalarm osv. Der var en eller to mænd som julenisser mellem os børn. De var rigtig dygtige til at få os til at synge og lege, uden at det gik for vildt til, men det blev ikke mindre spændende, når et helt orkester på seks mand blandede sig, spillede midt imellem os og lavede skæg og ballade. Efter juletræet fik vi varm chokolade med en ordentlig klat flødeskum og en godtepose med masser af slik og frugt, æbler, appelsiner og bananer. Resten af aftenen var de voksnes. Jeg hængte en del oppe ved scenen, når far var ude at spille. Det gav jo altid lidt status, når man henkastet lod en bemærkning falde om, at det er min fars orkester. Af og til kom en yngre skønhed op til kapelmesteren og bad med smægtende øjne, om han ikke ville være sød at passe på hendes taske. Musikernes øjne smuttede noget omkring. Der var nogle glimt i dem, som jeg først meget senere forstod, men mor Else forstod og hun var klar til kamp. Uden al tvivl var far en fyr, der kunne få pigehjerter til at banke. 29 I sin smoking og gnistrende sort lignede han en spanioler, som han stod med violinen ved kind. En flot fyr. Jeg kunne ofte følge mændenes beundrende, ja ligefrem anerkendende blikke, der fulgte mor. Når de stak hovederne sammen, var jeg godt klar over, at det var min mor, der var på dagsordenen. Hun var »billigt« klædt. Kjolerne og vores tøj havde hun selv rimpet sammen, det var ingen i tvivl om. Hun brugte overhovedet ikke sminke, ikke engang læbestift, det ville være vild luksus. Hun var en bondepige, lige kommet ind med firetoget. Genert, men på en eller anden måde havde hun en optræden, der satte hende i respekt. – Aage, gå op til far og bed om den taske, som tøsen derovre har været oppe med. Gå så hen til hende og sig til hende, at hvis hun ikke kan passe på sig selv og sit, så skal jeg og mine 11 børn gerne gøre det. – Jamen mor, du har da ikke 11 børn. – Forstod du, hvad jeg bad dig om? – Ja. – Så gør det! Jeg forstod ikke en brik af det hele, udover at det åbenbart betød meget for mor Else, at få det gjort. Hun lagde vægt på, at hendes besked blev bragt videre ordret. Mor havde ikke kendt andre mænd end min far. Hun var sky, genert og bange for mænd, og når de inklinerede, var hun afvisende. Hun kunne ikke danse osv. Til et bal var en rigtig flot fyr meget udholdende. Han blev ved og ved på en utrolig elegant måde, og han fik hende langt om længe ud på gulvet. Hvad sker? Dansen var pludselig forbi. Der blev spillet op igen, mor kom på gulvet igen, og så skiftede musikken. Om det var fra vals til foxtrot, tør jeg ikke sige, men der gik panik i parret. De havde besvær med at finde rytmen og takten, og dans blev det ikke til. Efter nogen tid lød det fra kapelmesteren – trods protester og murren fra salen – der er pause. I pausen var far utroligt bekymret for lille mig, jeg måtte da være træt. Da jeg forsikrede ham om, at jeg var frisk som en havørn, fik et spark over skinnebenet mig til at indse, at jeg nok var træt. Jeg skulle tidligt op næste dag og i skole, og han syntes, at mor skulle gå hjem med det stakkels barn. Så vi traskede hjem. 30 LILLESØSTER DUKKER OP En meget sen aften – måske var det nat – blev jeg vækket af far, han var næ- sten gået i panik: – Op med dig, få noget tøj på, spring alt, hvad remmer og tøj kan holde, over på lillebilstationen og få en vogn (taxa) herover, den skal holde lige neden for døren. Mor er meget, meget syg, skynd dig, det haster!Det var en bidende kold februar aften. Jeg røg ind til chaufførerne i deres varmerum. De var ikke særligt hurtige, men jeg råbte og skreg som en gal. Pludselig faldt 10-øren, og så gik det bare stærkt. Kort efter holdt vi uden for døren. Far var på vej ned ad trappen, han bar mor og råbte: – Skaf noget varmt, tæpper eller dyner! Jeg fløjtede af sted og nåede lige at få smidt et par tæpper ind. Far selv – huskede jeg bagefter – sad kun med bukser på og i undertrøje. Han må have frosset. Men af sted gik det med et lommetørklæde ud af bilvinduet. Alt dette postyr havde vækket folk i opgangen, og en meget venlig kone spurgte, om jeg ville være hos dem, til far kom hjem. Det ville jeg ikke, så hun gik med mig og vågede over mig resten af natten. Næste morgen kom nyheden: du har fået en lillesøster. Hun var en pjevs, da hun var født alt for tidligt. Mor fik vist nok svangerskabsforgiftning, og det kunne jeg forstå var dødsens farligt. Mor i en flot hvid kjole med røde prikker, lillesøster Lillian og mig. 31 Første gang jeg så min søster, syntes jeg, hun var ualmindelig rynket og grim. Men når jeg tænker efter, husker jeg, at jeg var noget chokeret, da jeg så mine egne børn som nyfødte, ingen af dem var kønnere, de lignede hende på en prik, små aber. Endnu engang blev far ydmyget. Sagen var nemlig, at jeg var vokset ud af mit forslidte tøj, og mor var for medtaget af søsters fødsel og sin lange sygdom til at rimpe laserne sammen. Dertil kom, at man manglede babytøj og en seng til den nyankomne verdens- borger. Med far i hånden gik vi til socialkontoret i Wildersgade på Christianshavn og stillede os op i en meget lang kø. Meget har jeg glemt, men denne oplevelse står stadig lysende klart, som var det i går. Hvorfor ved jeg stadig ikke. Endelig, blev det vor tur. En spinkel herre i pænt jakketøj og med et nydeligt slips, spurgte: – Og hvad vil så De? Far forklarede: – Vi mangler tøj, en seng og en barnevogn. Nedladende fik han besked på, at det kunne der overhovedet ikke være tale om, der var andre, der trængte mere. Hvad han vidste om det og hvorfra han havde sine oplysninger, sagde han ikke. Endnu kan jeg fornemme fars følelser, han knugede min hånd uden at sanse, hvor hårdt han klemte. Han var såret, ydmyget, og jeg mærkede, hvordan han kæmpede for at beherske sit raseri. Stammende sagde han: – Jeg beder ikke om noget til min kone, jeg beder heller ikke om noget til mig selv, det eneste jeg beder om, er det nødvendigste til vore børn. Lillesøster fik en seng. Om jeg fik tøj, husker jeg ikke. En forårsdag var jeg som straf blevet lagt i seng. Min søster Lillian lå i en anden seng, jamrede og peb. Mor var tindrende gal. Når hun var inde for at tørre søsters feberhede pande og give hende lidt væske, fik jeg nogle absolut dræbende blikke. Pludselig blev hoveddøren revet op, og ind stormede en stor mand. Han rakte mor lægetasken og i samme bevægelse stod han i køkkenet og vaskede hænder. Mor rakte ham ærbødigt husets bedste håndklæde og en ske. I samme sekund kastede han sig over mig og råbte: »Sig ÅÅHHHHH!«, stak skeen dybt ned i halsen, så jeg var ved at brække mig. – Det er ikke ham. Den laban dér fejler ikke noget, udover at han altid laver ballade, udbrød mor. 32 Doktormanden kunne ikke sige noget som helst om, hvad ungen fejlede og var ude af døren, inden fanden kunne få sko på. Ud på natten turde mine forældre ikke vente længere, der måtte gøres noget. I mørket kunne jeg høre dem hviskende drøfte, om de skulle køre ungen til hospitalet i barnevognen. Det kostede ikke noget, men at tilkalde en natlæge var vist frygteligt dyrt. Natlægen kom alligevel. Det var en noget anden oplevelse. Stille og roligt undersøgte han barnet, medens han samtidig udspurgte mor om alskens ting, feber osv. Han konstaterede en mellemørebetændelse og ordinerede varme omslag, gav sig tid til at hjælpe mor med de første omslag og sagde: – Jeg kommer igen om et par timer. – Det har vi ikke råd til, sagde mor. – Det koster ikke noget. Jeg gør det på denne måde, for det er bedst, hvis det overhovedet er muligt at undgå at punktere hendes ører. Lægen Solov var en ung, russisk jøde. Han blev hele familiens læge – også efter at jeg var blevet gift og lige indtil, vi flyttede på landet i 1960. Under jødeforfølgelserne havde han og hans familie gemt sig for tyskerne, men far fandt dem alligevel og hjalp dem til Sverige fra Syrefabrikkens bro i Kastrup. Det var kommunistpartiets særlige rute, der gik dér. Lægen var meget taknemmelig overfor hele min familie, og prøvede at gøre gengæld. Selv mange år efter krigen kom han næsten øjeblikkeligt, når vi ringede. 33
© Copyright 2024