1. No category

Skt. Thomasparakit
eller hvad den nu hedder og kaldes.
Aratinga pertinax
(I værket ”Danske navne på alverdens fugle” står der: A ratinga pertinax
Brunstrubet Aratinga)
Det har i nogle år været en problemfugl, idet der sydfra er kommet
nogle fugle til Danmark, som har
voldt både opdrættere og dommere
problemer. Nu er problemer nok ikke blevet mindre af, at der angiveligt
er sket sammenblanding af nogle af
racerne gennem tiden.
For at tage det fra begyndelsen:
Der er en art, og denne art har
mindst 13 racer. Nogle af disse racer
er meget svære at skelne fra hinanden. Nogle er ret nemme at pille ud,
og faktisk er det nemmeste at kikke
på panden. Nogle enkelte har hvid
pande, andre har gul pande, og endeFugle fra Brovst udstillingen 2012.
lig er der nogle, der ikke har tydeligt
pandebånd. Nogle er blå på issen,
Den ene har hvidlig pande.
andre er ikke. Nogle har helt sort
over og undernæb, mens andre har lysre overnæb og mørkt til sort undernæb.
Når der i skemaet står gråsort, så er det overnæbbets farve, der næsten kan være
hornfarvet.
Det kan der så laves et skema over:
Store gummigede og andet brydningsudstyr, noget så stort, at det måtte samles
dernede, var der også. New Zealand var fantastisk, idet stort set alle typer klima
var der, men det er nu ikke målet for næste rejse, der ifølge statistikken skal fin-
de sted omkring 2013 (de tre ture
var i 91, 99 og 2006).
Gunnar har holdt fugle en del år,
men især siden han kom til Jebjerg.
Der har været lidt småfugle, og han
vandt bl. a. 1. præmien i 68 på broncefinke. Ellers er det nu parakitterne, der har været nærmest hans hjerte (der for resten her i vinter ikke
havde det så godt, så der kom lidt
reservedele i det). Nu gik der bl. a.
rosella, stanley og svaleparakitter
foruden nogle nymfer. Der var også
nogle ganske store undulater, men En af demange arter planter i haven. Den
de har ikke ønsket at formere slægstod med røde ”stikkende” frugter.
ten i år. I det hele taget har det ikke
været så godt et opdrætsår som sædvanligt. Gunnar kunne nu også have holdt
fingrene for sig selv ved det ene par svaleparakitter, så havde der sandsynligvis
været 3 unger mere på resultatlisten.
Gunnar har gjort sin borgerpligt i Skive Fugleforenings bestyrelse, idet han kom
ind omkring 1995 som kasserer, og den post beholdt han i 5 til 7 år, men da der
var problemer med at få fyldt bestyrelsen op sidste år, så måtte Gunnar træde til
igen, men kravet var, at den anden ledige post også blev besat. Det gjorde den jo
så også. Da der så skulle sættes reservedele i hjertet i vinter, så kunne Gunnar ikke rigtig passe sit job, så Viggo ordnede det for ham.
Vi trissede lidt rundt (det gør gamle mennesker jo, så Gunnar måtte sætte farten
lidt ned for min skyld) og kikkede rundt omkring i haven. Ved morgenkaffen
kom der et ord ind i samtalen, som jeg aldrig havde hørt før: krabbeboller.
Derfor er de grænser, som ikke er egentlige grænser, men blandingszoner,
hvor der er spor af de to racer, der lever ved siden af hinanden. For at en race
skal kunne anerkendes, så skal den være konstant indenfor et område, og så skal
den afvige på en eller anden måde fra de racer, der findes i dens nærhed. Tag til
eksempel racerne: aeruginosa og griseipecta. Den ene (aeruginosa) omslutter
helt den anden (griseipecta). Der er kun lidt variation mellem de to racer.
En af de, som vi ser i voliererne i dag. Den ligner meget en
Aratinga pertinax tortugensis
Hos andre fugle kan man komme ud for, at der i en lille svært tilgængelig dal
kan være en isoleret race, der adskiller sig noget fra de racer, der omkranser den.
Mange af kløfterne i Andeskæden går på langs af bjergkæden, og så kan det være svært for en fugl at komme over i dalen ved siden af. Det kan så betyde, at de
fugle på den ene side af højderyggen ikke helt ligner de på den anden side - selvom de er samme art.
Så kan man vende det om: betyder det noget for vore fugle i vore volierer.
Fuglene er nok ligeglade, men så er der et klogt hoved et sted, der lige kan pege
på, at den fugl, som man har lige er en anden end den naboen har, og så er den
selvsagt lidt dyrere??
Alment om arten
Som de fleste andre Aratingaer, så har den også lyst til at lade sin stemme høre
både i tide og især i utide.
Sker der noget, som fanger dens opmærksomhed, så skal den nok forsøge at
berette om det. Det kan være lidt uheldigt, hvis ejeren bor i et villakvarter og har
naboer, der ikke bryder sig om skrigeri i sent og tidligt (når deres katte på nattesjov passerer volieren!!??).
Ellers er det en ret robust art, som stort set klarer det danske klima uden de
større problemer. Selv hård frost klarer den uden at få forfrysninger eller andre
skader. Den er dog ikke helt så glad for bar frost, og den vil da helst sidde inde
eller under taget. Skinner solen, så kommer den ud og er ganske livlig og agil.
Det er en ret behændig art, som godt kan klare at bevæge sig i de mindre grene, og grene bør den have, for den gnaver en del. Selv tykkere grene går den
gerne i gang med, foruden den kan være slem ved træværket og reden i volieren.
Den er ikke vanskelig at passe, og en god alsidig parakitblanding er ofte nok
til at holde den i live. Nogle af dem tager også frugt eller bær. De vil som regel
gerne tage en æggeblanding. Mine fik en kanarieopmadningsfoder, og det passede dem fint.
Når det kommer til rede og opdræt, så er det problemerne kan begynde at opstå. Alene reden kan give en grå hår i hovedet, for nogle vil have en stor kasse,
mens andre kun vil gå i en lille kasse - også så lille, at man kan undre sig over,
at der kan være en fugl i den. Mine havde flere typer kasser, og til overnatning
og sommerresidens brugte de en stor kasse af den traditionelle type, men da de
fik lyst til at få afkom, så gik de i en lille kasse, som jeg brugte til dværgpapegøjer. Hullet blev molesteret en del, og når hun lå derinde, så kunne hun kikke ud,
mens hun rugede. De fik aldrig nogle unger, men om det skyldes, at det var en
dårlig rede, eller æggene var ubefrugtede, ved jeg ikke, for de fik lov til at passe
sig selv. Senere byttede jeg dem for et par spætter, og den nye ejer fik året efter
unger af dem.
Opdræt
Den har været opdrættet en del gange i Danmark og i de senere år er der kommet flere opdræt rundt om især i Jylland. Det har som regel været ganske pæne
kuld. På en udstilling ser fuglene ofte lidt nussede ud i fjerdragten, men de savner ofte den glans, som kendetegner mange andre arter af fugle.
I det hedengangne tidsskrift Stuefuglene er der i årgang 51 en ganske god
opdrætsberetning, som lyder sådan:
Opdræt af Brunkindet eller Brunstrubet Kilehaleparakit A ratinga pertinax
aeruginosa
Udbredelse:
Den tørre tropiske zone i
Columbia langs det Karibiske hav og østpå ind i det
vestlige Venezuela, øvre
Rio Branco i det nordvestlige Brasilien,
Farvebeskrivelse:
Pandebånd, kinder, øredækfjer og strube blegbrune, hos ældre fugle gullige,
isse blålig, øvrige overside
Den ligner mest en
grøn, øvrige underside gulAratinga pertinax chrysophrys.
liggrøn, men med en orangefarvet plet på midten af bugen. Vinger og hale som hos Sct. Thomasparakitten,
vingedækfjer og inderste svingfjer grønne, de øvrige blå med sortagtig spids og
grønne ved basis, tommelfjer og hånddækfjer grønne, men blå mod spidsen, undervingedækfjer gulliggrønne, de store dog sortagtige ved roden. Halen grøn, de
fire midterste halefjer blålige mod spidsen. Øjet gulliggråt, den brede øjenring
hvidliggul, næb sortagtig, fødder brunligt kødfarvede.
I naturen:
På sumpede områder ved kysterne ret talrigt forekommende og ofte kan den
ses li flokke på ca. 20 stykker, enten trækkende højt til vejrs under vedvarende
skrig: »kri-kri-kri«. eller flyvende lavt fra træ til træ med kraftige vingeslag. Så
længe flokkene søger føde, er de derimod meget stille og tavse, kun af og til hører man da et sagte »krikri« fra dem, C. A. Young beretter, at denne art lever i
Cordia, hvor dens skrig »kni-kri« har givet den det lokale navn, at den er meget
sky, så den sætter af ved den mindste forstyrrelse, samt at den mellem juni og
september lejlighedsvis er observeret i store flokke passerende hen over Berbicefloden, Delacour oplyste, at den i 1923 var en meget almindelig fugl i hele Venezuela.
Ernæringen består af korn, frugt og blomster, men denne art har særlig forkærlighed for umoden majs, nedlagte fugles kro var i alle undersøgte tilfælde fyldt
med umodent korn og majs.
Flokkene anretter stor skade på markerne og sætter vagter ud, hvis advarsels-
Fugle fra Ålborg udstillingen 2012. Den ene har hvidlig pande.
skrig øjeblikkeligt får hele flokken til at lette under høje skrig. De forfølges kraftigt af farmerne, som skyder eller fanger dem på limpinde, da fugleskræmsler er
uden virkning, men ved brug af lokkefugle nedskydes og fanges mange.
Den forveksles i naturen ofte med Kaktusparakitten fordi den ligesom denne
ofte træffes på kaktusplanterne, hvis frugter den uden tvivl æder. Yngletiden er
kornets og majsens modningstid. Træhulheder, palmekroner og forladte spættereder, men frem for alt forladte termitboer anvendes som rede af den Brunstrubede Kilehaleparakit, der ikke selv bygger rede. Undertiden udvider den dog de
hulheder, den anvender som rede, og hvori den anbringer 3-5 hvide rundovale
og glinsende æg på 26 x 21 mm, der har en bemærkelsesværdig tyk og hård
skal. Det berettes fra Guiana, at begge køn ruger, samt at ungerne opholder sig
meget længe i reden og først forlader denne som fuldvoksne.
Det synes som om hunnerne er længere tid om at udfarve end hannerne.
Import:
Ret ofte importeret, både tidligere og i de senere år. I 1966 var den hos flere
danske fuglevenner.
I fangenskab:
To hvor det gule ses i masken. De ligner noget
Aratinga perttinax surinama, men panden er svær at se
En fornøjelig, men støjende lille fugl, der kan blive meget tam og fortrolig,
mange individer kan lære at fløjte og eftersige ord og sætninger. Et par leger
sammen som lorier, og når en enkelt fugl bliver fortrolig, kan dens ejer næsten
gøre ved den, hvad han vil og lære den at gøre små kunststykker.
Opdræt:
1908 opdrættet i England. Dansk førsteopdræt hos Erik Bagge, Hvidovre, der
fik sølvmedalje herfor i 1958. Citat efter Albrecht-Møllers Papegøjebogen. citat
slut.
Vi købte i marts 73 i Glostrup Fuglehandel et par små kilehaleparakitter som
værende Kaktusparakitter. Men det var altså Brunkindet Kilehaleparakitter. De
er mærkeligt nok, men fuglehandlere vil altså have, at det skal være Kaktusparakitter. Jeg er igen for kort tid siden hos en fuglehandler blevet tilbudt et par Kakusparakitter, men igen var der tale om Brunkindet Kilehaleparakitter. Man må
vist fastslå, at der ikke findes Kaktusparakitter mere i Danmark, jeg så for et par
år siden et par hos J. Chr. Larsen, Rågeleje, men ved at de begge er døde, og jeg
har set, at den ene nu findes udstoppet i Albrecht-Møllers samling. I Walsrode
Fuglepark findes et smukt par.
Jeg satte fuglene ud i vores voliere, der måler indv. 120 x 200 x 100 cm, og
udv. 200 x 200 x100 cm, og gav dem en redekasse indv. med mål 17 x 17 x 30
cm. Der gik ikke lang tid før de gik i gang med kassen, flyvehullet blev gnavet
dobbelt så stort og snart var der lagt 5 æg, men det blev kun til 2 unger i 1973, i
1974 blev der igen lagt fem æg og da fik jeg 3 unger på pind, i år overgik de sig
selv ved først at få 4 unger af 5 æg, og så lægge 3 æg igen og få 2 unger, desværre døde den ene unge af første kuld ca. 14 dage efter at være kommet på pinden. Men 5 unger må vel siges at være et ret pænt yngleresultat. Som opmadning har de fået masser af gulerødder, jeg bruger 25 kg gulerødder om ugen til
hele mit fuglehold. Desuden har de fået spiret hvede, solsikke, masser af mælkebøtter, figner, æbler, appelsiner.
Foruden ovenstående opdræt har jeg også fået opdræt af Blåpandet Dværgara,
Berlepschs Conurer, Kongealexander m. m.
Så i helhed kan man vel sige, at det har været et godt opdrætterår 75 i Maribo.
John Westh Henriksen, Maribo.
Kort over levesteder for
Skt. Thomasparakit i naturen