Startspring
Noveller
STARTSPRING
20 noveller
udvalgt ved DM i novelleskrivning for unge 2014
Startspring
Redaktion: Jo Hermann
Omslagsfoto: Anders Johansen
Produktion: Plusord, plusord.dk
Tryk: Scandinavian Book
Se efterskriften for flere oplysninger
1. udgave, 1. oplag 2015
Bidragyderne har ophavsretten til de enkelte noveller
Dansk Forfatterforening har ophavsretten til samlingen
© 2015
ISBN 978-87-996146-3-9
Teksten kan hentes som gratis e-bog på
danskforfatterforening.dk/om-dff/dm-i-novelleskrivning.aspx
Indhold
Frederik Ørnstrøm Heyde-Petersen: Hænder
7
Linea Gabel Henningsen: Med farmor i hjørnet
11
Victoria Julie Schou: Selvpluk
13
Sif Stokholm: Vi to itu
16
Ida Sejersdal Dreiager: En pige
20
Jonas Klausen: Jeg falder
24
Astrid Emilie Lund: De høje træer
26
Liv Throen Longhi: Sandheden om en løgn
29
Maja Sejerskilde Juul Iversen: Et skridt frem og to tilbage
33
Mia Lindemann Jakobsen: Brevet
36
Peter Buch Hvarregaard: Hønsehuset
40
Amalie Hünersen: En jungle af foragt
43
Sarah Stoltenberg: Overfaldet
48
Anna Schøtt-Edholm: Sådan er det vel
52
Kathrine Haxholm Filtenborg: Det tavse køkken
55
Daniel Harsfort: Forandringer
58
Johanne Bønløkke Høgfeldt: Ham med shortsene
62
Nikolaj Simon Kobæk Nielsen: Går vi?
65
Melissa Høegh Marcher: Rum
68
Marcel Madsbøll: Døre
72
Efterskrift76
Om bidragyderne
77
Frederik Ørnstrøm Heyde-Petersen
Hænder
Grin. Gensynsglæde. Glade børn. Larm. Mere larm. Skrigende unger.
Og forældre der lignede noget katten havde slæbt med ind. De var så
kolde og så så trætte ud, med vinterdøde øjne.
»Hej. Nå … Ja …hmm. Godt nytår!«
»I lige måde. Nå … Kom I godt ind i det nye år?«
»Det er godt nok mørkt i år. Jeg havde helt glemt hvordan januar er.«
Sådan lød det typisk her i svømmehallen.
For jeg stod i en svømmehal igen. En dejlig varm svømmehal. Her
var masser af lys, reflekser fra vandet, varme, liv – alt var en skærende
kontrast til livet udenfor, hvor der var der is, mørke, frost, kulde og
intet liv. Da jeg kom til hallen oppe på bakken, stod den og lyste op i
vintermørket. Som en lillebitte, flagrende flamme der lyste op i fimbulvinteren. Og så var der alle ungerne og alle svømmerne. Og Ellen.
Jeg havde været træner i fem år, og det sidste halvandet år havde
jeg haft mit eget svømmehold på en ti stykker. Jeg var begyndt med at
hjælpe lidt til hallen da jeg var mindre, så blev jeg trænerassistent og
sendt på kurser, og nu havde jeg endelig mit eget hold. Jeg var kun et
par år ældre end dem, så vi klikkede fint. Jeg viste, forklarede, viste, og
de prøvede. Deres tider var blevet bedre over det sidste år, så det var
fedt at være træner. Der var et par okay drenge på holdet. Drengene
havde travlt hele tiden:
»Hvad så, William, lavede du damer i skolen?«
»Ku’ godt, men Oscar sku’ ha’ chancen i dag, ik’, Oscar?«
»Ah, hold da kæft, Willie. Han laver da flere end dig!«
Sådan kørte de løs hele tiden under landopvarmningen. Så længe
de gjorde det dæmpet og grinede, var det okay. Jeg syntes også det
var sjovt, og jeg blandede mig af og til i deres snak og grinede med.
Der var også nogle ret søde piger. De sagde ikke så meget, men hvi
skede lidt og fnisede endnu mere. De gloede på mig. Og jeg gloede
7
tilbage. Men kun i smug – nok se, men ikke røre. Slet ikke som træner.
»Har du en kæreste, træner?«
»Øh … Måske.«
»En du har noget med?«
»Øhm, det kunne da godt være.«
Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle svare. Men det var lidt mærkeligt at stå og snakke om det med en pige på næsten samme alder. I
badetøj. Jeg gled af, mumlede bare noget, og så gik jeg i gang med at
forklare træningsprogrammet. Men en af pigerne var altså ret sød. Ellen med det lange, lyse hår og de isblå øjne. Hvis jeg nu ikke var hendes
træner, så … Men det var jeg altså. Hun virkede genert, havde ikke
væ-ret med på træningslejrene, og hun var aldrig alene i hallen. Ellen
kunne lyse op i det smukkeste smil, men pludselig så hun sin far – og
så var hun nærmest kuet og håndsky. Dunstan var der altid. Altid. Han
var der også til morgentræning og til ekstra weekendtræninger; det her
var underligt. Ingen andre forældre, overhovedet, kunne finde på at
være der altid.
»Nåh, du må være vild med svømmehaller?« prøvede jeg en dag at
sige til ham. »Nej,« var det eneste svar. En anden gang efter en sen
aftentræning fik jeg fyret en bemærkning af da Ellen og hendes far var
på vej ud af døren: »Tak for i dag. Skynd dig hjem at spise, og husk
at passe din skønhedssøvn!« Jeg skulle være stoppet efter »tak«. Dun
stan stoppede midt i døren, vendte sig halvt og kiggede på mig. Ikke
nidstirrende, bare uudgrundeligt. Det var som om han vogtede over
hende. Lidt surt, Ellen var faktisk ret lækker. Dunstan ville knap nok
hilse på mig, og ved øjenkontakt skulede han bare. Som om jeg havde
gjort ham noget eller ville gøre hans datter noget. Men Ellen fik også
skideballer og gnavne kommentarer fra ham. Så var der det ene galt, og
så var der det andet galt.
»Svøm nu«, »Hurtigere«, »Træk igennem« og »Kom nu, vandføling!«
Nogle gange er det nemmest at vise et tag ved at tage fat i svømmerne og dreje armen i det rigtige tag. Det var helt naturligt at hive og
dreje i arme og ben. Men ikke Ellen. Jeg måtte ikke røre hende – den
dag hendes far så mig gøre det for at hendes træk skulle blive bedre, gik
det galt – han blev endnu mere mørk at se på. Alvaro, bademesteren,
havde set det og snakkede med mig bagefter. Jeg skulle ikke speku8
lere på det, og bademesteren skulle nok holde hånden over mig – han
havde set det hele – hvis der blev mere ud af det.
Klubben skulle selv sørge for livreddere. Bademesterens job var
ikke at være livredder, men bare at spule omklædningsrum, låse skabe
op når folk havde glemt deres koder, drikke kaffe og småsludre med
os andre. Hyggeligt nok. Vi havde snakket om at det var typisk for
kommunen at spare personale væk og så vaske deres hænder: Sker der
noget i vores kommunale svømmehal, er det ikke vores ansvar. Det er
jeres. Sådan. Ingen diskussion. Men førstehjælpskurserne var gode at
have – de skulle alligevel tages til kørekortet. Så her stod jeg, sytten år
og træner, med ti liv i mine hænder i en lun, lys og lækker svømmehal,
tænkte på aftensmad, bandet og mit nye Ludwig-trommesæt.
»Heeeeej, der er noget galt med Ellen!« »Prøv at se!« »Ååh nej!«
»Aaaadddr!« Tilbage til nu. Lige nu. Der var noget galt. En skade? Næ.
Noget lå og flød ude i vandet. Det lignede opkast. Ulækkert. Var der
bræk i vandet? Alle op, fat i Alvaro, i med rensemaskinen, lukning af
svømmehallen i et par timer mens alt vandet blev renset. Og fandens
til arbejde med at aflyse og forklare og skyde på hvornår vi måske
kunne komme i gang igen. Æv!
»Alle op! Alle op! Alle – ALLE, også jer!! – op!«
Alle svømmede til nærmeste kant og begyndte at kravle op under
larm og med »urgh« og »klamt« og så videre. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9 …
En gang til: 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9 … Hvor var nummer 10? Jeg manglede en svømmer? 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9 … »Hvor er Fie?« »Omklædningsrummet.« Okay, ro på.
Men et eller andet fik mig alligevel til lige at kigge ned i bassinet.
Ikke ud over hele bassinets overflade, men ned i vandet. Og der lå hun.
Med ryggen op. Hun lå i skyggen, under femmetervippen og halvt
nede mod bunden. Jeg sprang. Jeg tænkte ikke. Jeg sprang bare. Det
var som om noget i mig tog over, klik, og så kørte automatpiloten. Jeg
ramte vandet skævt – det var ikke den slags startspring, vi træner. Og
så benspark og bryst-arme. Ned. Nedad. Bare nedad til jeg nåede hen
til Ellen. Det var nemt nok at dykke til bunden, men ikke i dag. Det
føltes som at svømme i gelé og jeg kunne slet ikke flytte vandet med
hænderne. Hvor var hun? Jeg åbnede øjnene. Der! Der var hun. Hun
lyste op i mørket, et lille lys i det store, mørke bassin. Under hendes
9
svømmehætte stak hendes lyse hår ud i totter, der flagrede som små,
skrøbelige flammer i mørket. Jeg greb fat ved armhulen og i håret,
jeg tog hendes liv i mine hænder. Og så sparkede jeg. Igen var vandet
tungt, som om det ville holde os fast. Bjærgeben. Sådan. Og en gang
til. Hun var overraskende tung. Vand er livgivende, og vand er løftende
og alt det der. Men ikke lige her. Det var som om vandet og mørket
ikke ville slippe. Jeg snappede efter vejret, da vi brød fri af det mørke
vand, Ellen var bare slap. Jeg trak bagover på ryggen og hev hendes
krop op oven på min. Der lå vi så – kind mod kind. Hendes hoved
duftede af shampoo og vinyl fra badehætten. Mit hjerte hamrede. Det
slog nærmest imod væggen i min brystkasse og videre ind i ryggen
på hende. Men hendes hjerte slog ikke tilbage. Folk kom styrtende.
»Læge! 1-1-2! 1-1-2!« blev der råbt. Vi lå der på kanten, og igen tog et
eller andet over i mig. Ellen trak ikke vejret. Et par fingre i munden på
Ellen, frie luftveje. Jeg vendte hende om på ryggen og løftede hendes
hoved lidt bagud. To pust i munden, brug hænderne til at lukke for
anden luft. Og så hænderne over kors oven på brystbenet. Find rytmen. Mærk rytmen i hænderne. Ligesom på trommerne. Liv kan ligge
i hænderne, og hænder kan tage og give liv. 30 hårde, solide tryk, 5 cm
ned, 120 bpm, »Come on baby, light my fire«. Jeg havde The Doors i
hovedet. 4 gange med 8 taktslag per linje. Flyt hænderne, luk af, 2 pust.
Tilbage med hænderne, tryk og give liv. Jeg havde ondt i skuldrene, jeg
havde ondt i hænderne. Mine knæ blødte af at ligge på fliserne, de er
ru lige ved bassinkanten. Jeg blev ved. Kiggede på mine hænder. Så
hvordan de gjorde deres job, masserede livet tilbage i Ellen.
Så kom Alvaro med AED’en, redderne kom og tog over, og jeg kom
på benene. Mine hænder rystede. Dunstan stod og kiggede på mig. Vi
sagde ikke noget. Vi så på hinanden. Han rakte ud for at tage om mine
hænder og tog dem i sine. Klemte dem, men på en venlig måde. Og så
trillede en enkelt tåre ned ad kinden på ham og ramte vores hænder.
Tiden stod stille, og så var det ovre.
Jeg hørte siden, at Ellen havde det godt. Men hvad der skete den
dag, og hvad der var med hende og hendes far, fandt jeg aldrig ud af.
Ellen kom aldrig til svømning igen.
10
Linea Gabel Henningsen
Med farmor i hjørnet
I hjørnet af loftsrummet stod der en lænestol. Betrækket var blomstret
og falmet og så lige så gammelt ud som kvinden i den. Rynkerne lå
som et kort over årene i hendes ansigt, og man kunne næsten se spindelvævet bredt som et tæppe over hende. En pige og en dreng sad i
midten af rummet, han på en stol og hun på bordet.
»Du må ikke glemme,« raspede kvinden i lænestolen fra sit hjørne,
»at et problem …« Hendes vejrtrækning blev dybere.
Pigen gik hen for at åbne vinduet og tændte en cigaret. Drengen
betragtede hende, lagde først den ene fod så den anden op på bordet.
»Så du ryger stadig?«
Hun smilede og sendte et pust af røg i hans retning. »Jeg har ikke
lyst til at nægte mig selv små glæder. Folder du stadig fugle?« Hun
gjorde et lille nik mod hans hænder, der trommede en lydløs rytme
mod hans lår.
»Læser du stadig lige så meget?«
Hun satte sig med ryggen mod væggen, lige under vinduet. »Jeg er
god til at elske bøger, jeg er god til at elske cigaretter og kaffe og te.«
Hun smilede svagt og tog et sug. »Jeg er god til at elske ting der ikke
kan elske mig igen, ting der ikke kan forlade mig. Måske er det derfor,
jeg elsker dem.« Hun så eftertænksomt på ham, det sidste var mest
henvendt til sig selv. »Er det svar nok?«
»Men … hvorfor?« Han trommede med fingrene på sit lår.
Kvinden i lænestolen lænede sig frem med et sæt, hun glippede med
øjnene. »Man kan ikke løse et problem …«
»Hvorfor hvad?«
»Hvorfor … gøre sådan noget?« Han slog ud med armen. »Forsvinde på den måde.«
Hun hævede et øjenbryn; var det ikke indlysende? »Jeg ødelægger
mig selv, så andre ikke kan.«
11
De havde øjenkontakt et øjeblik for længe, vidste begge to godt,
hvad det egentlig drejede sig om. »Du er ikke den eneste, du ødelægger,« tilføjede han. Hun så væk.
»Måske gjorde man ret i at putte kærlighed i bøger. Måske kan den
ikke leve andre steder.«
Han lo kort, en lille, opgivende latter, inden han smilede til hende.
»Hvis mennesker var regn, ville jeg være støvregn, og du en orkan.«
Hun slog ud med armen. »Jeg er en storm med hud.«
De tav, hun så ned.
»Man kan ikke …« Der lød et host fra hjørnet.
»Nogle gange tænker jeg på, at hvad, hvis alt det vi ser, bare er en
hallucination forårsaget af at indhalere ilt?« Hun tog et sug af cigaretten. Asken for enden voksede sig længere.
»Måske er det derfor, at man besvimer.« Han satte sig ved siden af
hende. Deres knæ rørte næsten ved hinanden, deres skuldre strejfede.
»Jeg har savnet dig.« Han så ned på sine hænder, fortsatte inden hun
kunne nå at sukke. »Og det gjorde ondt, da du rejste. I lang tid stak det,
når nogen nævnte dig, når jeg kom til at tænke på dig.«
Hun kiggede på ham. Hendes øjenbryn trak sig sammen.
En lille stav af aske faldt af cigaretten. Han tog en dyb indånding
som tilløb til noget, men fortrød så igen. »Har du prøvet at møde nogen, som bruger samme parfume som nogen du savner?« Han kastede
prøvende et blik på hende. Hun svarede ikke. »Glem det. Jeg ved ikke,
hvor jeg ville hen.« Han rejste sig og gik over til stolen igen.
Der var stille, bortset fra lyden af en hivende vejrtrækning.
»Du må ikke glemme, at man ikke kan løse et problem med samme
tænkning, som skabte problemet,« lød det fra den gamle kvinde i hjørnet.
12
Victoria Julie Schou
Selvpluk
Det er tidlig morgen, da jeg står mellem stikkelsbærrækkerne og plukker. Morgenrøden er kun akkurat rullet ind over landet og minder om,
når valmuer kvæler en rapsmark. Bag trækronerne er himlen anderledes blå, to verdener kolliderer. Et par rækker længere væk står et
ældre ægtepar ved ribsene. Det er mærkeligt, som det altid er gamle
mennesker, der spiser ribs. Måske fordi det er de eneste bær, de kan
spise. Små og skrøbelige nok til, at selv gamle kan fortære dem. Selvom
morgentågen har lagt sig tykt og slører mit udsyn, kan jeg alligevel se,
at manden bare står og spiser bærrene direkte fra busken, mens konen
plukker. Hvordan han holder stilken over munden og synker den ned
i svælget for derefter at hive stilken nøgen ud igen. Jeg forestiller mig,
hvordan resterne ligger lunt i mundvigen, og tungen der søger febrilsk
efter dem. Konen puffer ham i siden. Fråden ligger om munden på
ham, som hos en gennempisket hest, når dens mule klakker sammen.
Min første skål er kun halvfyldt, og jeg mangler stadig tre mere. En
med blåbær, en med solbær og en med ribs. De andre vil egentlig helst
bare have blommer eller mispel. Men jeg har forklaret dem, at jeg synes, at mispel smager bedre som ord end syltet på glas.
Der kommer flere selvplukkere, som formiddagen tager til. I mellemtiden har jeg trukket en skævknappet cardigan over hovedet, da jeg
føler mig stærkt forbrændt på skuldrene, og er gået i gang med blåbærrene. De er betydeligt lettere at plukke. De falder let af kvisten, og man
behøver ikke passe på torne som ved stikkelsbærrene, men til gengæld
sviner de virkelig. Især da jeg ufrivilligt maser en håndfuld sammen ved
lyden af den ældre dames høje stemme, som jeg nu er tæt nok på til
at høre. De står ved ribsene endnu, og jeg opfanger små brudstykker
af deres samtale. Noget med at deres poppeltræer har fået poppelrust.
Bladene er gullige og flækker i kanten. De krummer sig sammen og
falder tidligere fra træet, end de burde. Konen skælder manden ud.
13
Hun løfter pegefingeren, og i sollyset lægger jeg mærke til, at man kan
se hårene på hendes arme. Hendes arm der i modlys ligner ryggen på
en kat. Manden virker ligeglad med tonen og den løftede finger. Han
har flyttet sig længere væk fra hende og er gået i gang med at tømme
en ny busk for ribs. Jeg kan se, at konens skål stadig er tom, og hun
brokker sig over, at han ikke plukker, at han bare står der og spiser. Jeg
mangler kun toppen af min skål, så er jeg færdig med blåbærrene. De
ryger hastigt ned i skålen. Den rigtige teknik er at stille sig overskrævs,
hvis størrelsen på buskene ellers tillader det. Man har bedre overblik
og begge hænder frie. Med skålen på den ene side, altid bag dig, så
du undgår at træde i den, når du går fremad. Man plukker langt mere
effektivt og tænker til sidst ikke over det. Kroppen gør det helt mekanisk, og pludselig er man optaget af noget andet imens. Jeg kom til at
tænke på i vinters, da isen lå flere meter op ad stranden og pressede
sandet indad mod land. Skummende vand slog ind over, som for at
opbløde isen. Men hver gang frøs det fast i revnerne mellem flagerne.
En proces stjålet fra mennesket. Du fryser fast i mennesker, du ikke
ønsker, som resistent ukrudt mellem de andre. Følfod, eller gråbynke
måske.
Solbærrene er mine yndlingsbær. Hvis du nulrer bladet fra busken
mellem fingrene, dufter det ligesom bærrene smager, og duften bliver
siddende i flere dage. Nogle gange, når glassene er tømt og jeg savner
smagen af solbær, henter jeg en håndfuld blade, jeg opbevarer i en
beholder ude i stalden, og gnubber dem mod huden. Så går jeg rundt
for mig selv og drømmer mig tilbage til sommeren. Når bladene også
er brugt, drikker jeg min egen solbærlikør. Den skal altid laves på friske
bær, og så tilsætter man bare rom og søder med lidt honning.
Jeg står nu ved rækken over for ægteparret, der ikke lader til se mig.
De skændes stadig, eller konen skændes i hvert fald med manden,
uden han deltager. Hendes skål er ved at være fyldt, men manden spiser stadig bare. Nu råber hun op om deres gamle hund, som jeg kan
forstå ikke længere lever. Hun siger, hun ville have haft den med, at
den sikkert ville havde været til mere nytte end ham, men så fanger hun
mit blik. Jeg er, uden jeg selv har opdaget det, stoppet med at plukke.
Manden ser også på mig, men så igen ned på sine fedtede fingre. Febrilsk ser jeg også væk, bøjer mig ned og plukker hastigt videre, indtil
14
jeg ikke længere kan høre dem. Dengang jeg var barn, havde jeg også
en hund. Den fulgte mig overalt, hvor jeg gik, i haven og over markerne. Den blev væk en dag i sivene, da jeg hørte en maskine pløje
jordflager op bag mig. Derefter så jeg den ikke igen. Jeg var ikke ked
af det. Jeg undrer mig blot nu over, at den gamle dame stadig tænker
på sin afdøde hund.
Jeg fortsatte den anden vej tilbage ad ribsbuskene. Det var ikke til
at se ægteparret forude. Måske de endelig var færdige? Med en lille
saks klippede jeg ribsstilkene af, helt inde ved grenen. Det var et værre
besvær. Jeg kom til at snitte mig selv, så en neglerod røg op, og jeg
opdagede flere tråde fra en vatrondel, der sad fast under neglebåndet.
Men som jeg fortsatte fremad, blev der færre og færre bær på buskene,
og jeg trådte på flere nøgne stilke, der lå på jorden. Det måtte være
dem, som den gamle mand havde fortæret. Jeg ville finde en ny række,
så jeg gik ud på den anden side, da min fod stødte mod noget, og jeg
i det samme faldt mod jorden. Jeg ømmede mig. Der var torne i mine
håndflader, og halmen sad fast på mine knæ. Det var først, da jeg rejste
mig op, børstede mig ren og vendte mig om mod min skål, at jeg så, at
det var den gamle mand, der lå på jorden. Halmen omkring ham var
mørkerød. Det måtte være saften fra bærrene, som også dryppede fra
hans hoved. Jeg fik øje på en hel fyldt skål med ribs ved siden af ham.
De så dejligt friske ud, og mange af dem var pillet helt af, ingen stilk.
I min egen skål lå der næsten ingen. Så jeg stillede de andre skåle med
blåbær, solbær og stikkelsbær op på min lille trævogn og satte dem i
spænd. Derefter tømte jeg min egen ribsskål og tog i stedet den gamle
mands på vognen. Ingen så noget, og han sagde ikke selv noget, bevægede ikke engang munden. Så begav jeg mig ned ad den lille bakke
mod gårdhuset, mens jeg glædede mig til at komme hjem og sylte bær
og lave saft.
15
Sif Stokholm
Vi to itu
Der er cirka fire en halv milliarder mennesker i verden, og alligevel var
det dig, der skulle komme spankulerende ind i mit liv og bore hæle og
negle ind i min hud, så spidse at det føles, som om der er blå mærker
hele vejen ind til mine knogler.
»Hej. Jeg skal bruge en akustisk guitar.«
Jeg havde aldrig set noget så smukt som dig. Jeg var sikker på, at hele solsystemet
måtte bo i dine grønne øjne.
Selv da du væltede hele samlingen af sjældne lp’er, og i dit forsøg på at rydde
op fik smadret vitrineskabet, der skulle beskytte butikkens stradivarius, kunne jeg
ikke lade være med at smile til dig.
Der er kun tre dage til nytårsaften. Tre dage til, at kalenderen siger
1985. Overskudsagtige mennesker vil sikkert fortælle mig, at det er den
perfekte mulighed for at begynde på en frisk. Og jeg vil nikke og smile
og sige, at de har ret, og inderst inde tro lige så lidt på dem, som jeg
tror på politikerne i mit fjernsyn.
Jeg føler mig gennemsigtig, da jeg går gennem parken. Solen har
fundet vej gennem skyerne, og en fugl fløjter fra sin rede. Jeg har
lyst til at skrige, at den skal holde kæft. Jeg har lyst til at skrige af
hele verden.
Jeg ved godt, at drømme kun varer det kvarte af en nat, men der
for vil der alligevel altid være nogle af dem, man aldrig glemmer. Der
vil altid være nogle af dem, der vil køre på repeat, selv i ens vågne
timer.
»Sofie? Sofie, ikke? Du arbejder i musikshoppen.«
Jeg kunne se på dit smil, at du var fuld. Du havde også besvær med at holde
balancen, og øllet var ved at skvulpe ud over kanten på plastikkruset i din hånd,
16
da du gik hen imod mig. Jeg havde svært ved at undertrykke et grin, da du greb fat
i min arm for at holde dig oppe.
»Og du er Liva, hende den uheldige. Hej.«
»Det må være mig.«
Dit grin mindede mig om et lille uskyldigt barns. Du grinte med hele kroppen,
og du grinte meget. Du grinte af mine platte jokes og tragikomiske pointer i de
historier, jeg fortalte.
Jeg var sikker på, at jeg kunne leve af dit grin.
Græsplænen føles meget større, end den har gjort det sidste år. End
den har gjort alle de gange, jeg har været her med dig.
Vi lå i regnen på græsset og talte stjerner. Vi var gennemblødte, og alligevel var det
eneste vand, jeg mærkede, dråberne fra dine krøller på min kind.
»Du er så smuk, Liva.«
»Og du er fuld, Sofie.«
»Og det er du også.«
Vi fniste i kor.
»Har du nogensinde været forelsket, Sofie? Altså, sådan rigtigt forelsket?«
»Kun i dig.«
Jeg kiggede ikke på dig, men alligevel kunne jeg fornemme din reaktion. Du
var ikke overrasket, det vidste jeg, men du lod som om. Jeg satte mig op og så
ind i dine øjne, det eneste jeg kunne skimte i mørket.
Dit kys smagte af nikotin og øl, og alle sommerfuglene, der havde gemt sig i det
ene hjørne af mit bryst, fløj nu ustyrligt rundt i hele min mave.
Jeg havde aldrig følt mig så hel, som jeg gjorde, da jeg vågnede den morgen. Du
sad i min vindueskarm med begge ben trukket op under dig selv og kiggede drømmende ud mod verden, mens jeg lå i sengen og betragtede, hvordan dit ansigt lyste
mere og mere op, i takt med at solen bevægede sig ind over himlen. Din arm under
min arm, igennem parken midt på natten. Vores park, vores nætter.
Din spinkle stemme sang falsk og stille: »There is a light that never goes out.«
Da du drejede hovedet mod mig, og dine smilende øjne mødte mine, gav The Smiths
sange og alle livets svære brikker pludselig mening. Alt faldt på plads.
Jeg forbander mig selv for at gå lige her. Tage netop de her stier. Hvad
er det overhovedet, jeg laver?
17
På en måde har jeg lyst til at glemme dig. Slette hele det år, vi var
sammen. Glemme alt, hvad vi nogensinde var. Glemme, at vi overhovedet var. Glemme, at jeg inderst inde godt ved, at du havde ret i, at
tiden ikke er den rigtige til dig og mig. Måske hvis dine forældre havde
været mine, eller du bare havde stolet lidt mere på dig selv. Stolet lidt
mere på kærligheden.
Jeg rakte ud efter din hånd, men du trak den til dig og lagde i stedet armene overkors.
»Hvad? Må jeg ikke holde dig i hånden? Må verden ikke vide, at vi er forelskede i hinanden? Er det, fordi jeg er en pige?«
»Der er jo ingen grund til unødvendig provokation, vel.«
Der er cirka fire en halv milliarder mennesker i verden, men den eneste, der nogensinde har betydet noget, var dig. Og nu er verden stukket
af, kørt med 130 kilometer i timen ud ad motorvejen, og har efterladt
mig på midterrabatten, lamslået og gloende dumt ud i ingenting som
en anden neandertaler.
»Jeg tror ikke, du forstår, hvor speciel du er for mig, Liva. Jeg tror ikke, du forstår,
hvor højt jeg elsker dig. Jeg ved, du også elsker mig.«
»Det er bare ikke så simpelt, Sofie, det må du forstå.«
»Nej, Liva! Jeg forstår ikke, at det ikke er så simpelt. Jeg elsker dig, og du
elsker mig. Hvad fanden er det, du er så bange for?«
Du ser lille ud, som du står der i din alt for store dunjakke. Med fødderne
skraber du i jorden mellem os. Jeg har lyst til at trække dig ind til mig. Skærme
dig for regnen. Kysse alle dine bekymringer væk.
»Jeg er bare så træt. Jeg er så træt af at være hende, der må stå på tæer for at
kigge ind ad vinduet og se alle andre sidde i varmen og hygge sig. Og hvad havde
du overhovedet tænkt dig? At vi to skulle til at være kærester og gå hånd i hånd og
sidde og spille The Smith’s sange? Jeg kan ikke lave sådan noget film-oprør, Sofie,
jeg kan ikke bare tage dig i hånden og stolt gå ind til min far og proklamere, at
min kæreste er en pige.«
»Så det er det? Du er bange? Du er fandeme ligesom alle andre. Du er fuldstændig ligesom din far …«
Dine tårer løber ned ad kinderne.
18
»Og bare … fuldstændig ligesom alle de andre. Du er skide bange for at stikke
ud fra mængden, er det det, der er problemet?«
Jeg ville ikke have dig til at græde.
Jeg ville bare have lov til at elske dig.
»Kærligheden er kompleks, Sofie.«
Så gik du.
19
Ida Sejersdal Dreiager
En pige
Pigen fulgte dråberne, der langsomt bevægede sig fra toppen af ruden
og ned mod bunden. Verden var grå på den anden side af vinduesglasset. Skyerne havde samlet sig på himlen som et tykt, truende lag af vat,
der druknede verdens lyde. Det eneste, man kunne høre, var regnens
stille trommen mod taget og … nej. Det eneste, hun kunne høre, var
regnens stille trommen mod taget. Hvis det havde været en sommerdag, havde hun måske kunnet høre lyden af fuglenes sang.
Hun så, at Manden stod på en grøn eng med en lille fugl i hænderne.
Han havde ikke lagt mærke til det, men der var et hul mellem hans
pege- og tommelfinger stort nok til, at fuglen kunne slippe fra ham.
Hun stod helt stille og betragtede sceneriet uden en lyd. Fuglen tittede
forsigtigt frem i hullet. Hun kunne tydeligt se, hvor skræmt den var.
Men hun vidste ikke, om den var bange for Manden eller for verden
udenfor. Fuglen sad nogle minutter og kiggede ud af hullet. På en
måde ville det være lettest, hvis han bare opdagede hullet. Så ville han
lukke det, og valget ville blive meget nemmere at træffe. Hun gispede,
da fuglen pludselig hoppede ud af hullet og styrtede mod jorden, for
så at brede sine vinger ud i sidste sekund. Det spinkle kræ fløj mod
himlen, og hun kunne mærke solen i ansigtet og vinden under sine
vinger, der nærmest bar hende af sted væk med retning mod …
En velkendt, gennemtrængende smerte jog igennem hendes spinkle
krop, og hun måtte bide tænderne hårdt sammen for ikke at komme
til at skrige. Hun kendte allerede årsagen til smerten, så hun behøvede
ikke lytte til ham for at stoppe den. Hun skulle bare åbne øjnene. Alligevel trængte lyden af hans stemme igennem laget af vat, og hun
kunne ikke gå tilbage til kun at høre regnen. Den sagte, trommende
lyd blandede sig med hvæsende støn. Da lyden først var trængt igennem, kunne hun ikke længere holde de andre indtryk tilbage. Hun blev
20
pludselig nødt til at anerkende lugten af sved og tyngden af det, der
pressede hende ned mod den gamle madras ved siden af vinduet. Så
kom frygten også krybende. Den var uhyggeligt velkendt, og den gav
ham det sidste, han havde brug for til at blive færdig, som hun havde
vidst, den ville. Hun væmmedes over den lettelse, hun følte, da det var
overstået, og hans krop sank sammen i nydelse oven på hendes. Han
trak sig ud af hende og smilede til hende, og de vidste begge to, at han
havde vundet igen.
»Du ved, jeg elsker, når du kæmper. Det tætteste …« Han sagde kun
den bid af sætningen, men han behøvede heller ikke mere, for hun
kendte ordene ud og ind. Hun trak tæpperne op omkring sig og rullede
sig sammen til en kugle. Lyden af hans latter fik hende omgående til
at fortryde denne handling. Han var klar igen. Hun lukkede øjnene og
bed tænderne sammen, da smerten skød igennem hendes krop. Han
ville have hende til at åbne øjnene. Han ville se hendes frygt, men hun
ville ikke give ham den tilfredsstillelse. For når han ville have hende til
at kæmpe fysisk, kunne hun kun gøre modstand ved ikke at give ham
den tilfredsstillelse. Så hun lå helt stille med lukkede øjne, indtil smerten tvang hende til at åbne dem igen.
Pigen måtte stille sig på tæer for at få fat på dåsen. Hun var ikke ret høj,
og hos denne købmand stod dåserne med flåede tomater på øverste
hylde. Hun strakte armen og fik fat i den. Så gik hun hen til den gråhårede mand ved kassen og lagde varerne på disken.
»Jeg har efterhånden set dig her nogle gange,« sagde manden. Hun
havde også set ham nogle gange. Han havde rynker omkring de blå
øjne, der især var markerede, når han smilede, og han havde et gråsort
skæg, der mindede hende om noget fra hendes gamle liv. Før i tiden
var det aldrig gået, men Manden havde været uforsigtig på det seneste.
Han havde sendt hende hen til det samme supermarked flere gange i
træk. Hun åbnede munden, men så lukkede hun den igen og lagde lige
penge på disken. Hun lukkede øjnene og stod der et øjeblik. Hun skiftede vægten over på den anden fod og lyttede til kunderne, der småsnakkede i andre dele af supermarkedet. Hun tog en dyb indånding
og lod lugten af forskellige varer og mennesker fylde hendes næsebor.
Hun åbnede øjnene igen og kiggede direkte ind i den gamle mands
21
venlige, blå blik. Med rystende hænder trak hun op i trøjen og lod ham
se de store, blå plamager, der bredte sig på hendes hud.
Pigen fulgte dråberne, der langsomt bevægede sig fra toppen af ruden
og ned mod bunden. Verden var grå på den anden side af glasset. Alt
var hvidt i det her rum. Væggene, gardinerne, sengetøjet. Alting var så
hvidt, at det gjorde ondt i hendes øjne.
Efter episoden med den gråhårede mand havde nogle uniformerede mænd hentet hende. Hun havde i timevis siddet og lyttet til en
kvinde, der snakkede om forståelse. Hun ville vide, hvor Manden var.
Pigen havde overvejet at fortælle hende, hvor hun kunne finde ham,
men frygten sad som en klam hånd over hendes mund og forhindrede
hende i at svare. Kvinden fortalte hende, at hun ikke skulle skamme
sig, og at det ikke var hendes skyld. Men pigen var ikke dum. Hvis hun
havde fortalt kvinden om de ting, hun havde ladet ham gøre. Hvis hun
havde fortalt hende om, hvordan hun nogle gange havde sparket bare
for at tilfredsstille ham hurtigere, så ville kvinden have fået kvalme af
væmmelse ligesom hun selv. Det vidste hun.
Hun havde hørt sig omtalt i radioen et par gange. »Nina Olsen, der
kun fem år gammel blev bortført nogle få gader fra sit hjem i Sønderborg, er nu blevet fundet efter syv år i fangeskab …« Hun kunne ikke
rigtig huske, at Nina havde været hendes navn, men hun vidste, at det
ikke var hende længere. To mennesker fra hendes gamle liv var dukket
op med tårer i øjnene. De sagde, at de var hendes forældre, men hvordan kunne de være det? Hun kendte dem ikke. Ikke længere. Og hun
var ikke deres datter længere, så meget var hun sikker på. De troede
måske, de gerne ville have hende, men de vidste ikke, hvad hun havde
gjort. Hun frygtede deres foragt, hvis de fandt ud af det. Hun fortjente
dem ikke.
Det hvide rum var i virkeligheden ikke så anderledes end hendes
værelse hos Manden. Hun var vel endt her, fordi de ikke vidste, hvad
de ellers skulle stille op med hende. De to mennesker fra hendes gamle
liv havde besøgt hende en del. Med tiden var der blevet stadigt større
mellemrum mellem besøgene. Manden havde hele tiden talt sandt.
Den sætning, han havde gentaget så mange gange, at han til sidst kun
havde behøvet sige et par ord, for at den spøgte i hendes bevidsthed.
22
Jeg er det tætteste, du nogensinde kommer på kærlighed. Hun havde
ikke troet på det i starten. Hun havde ikke engang helt troet på det, da
hun flygtede. Men nu vidste hun, at det havde været sandt hele tiden.
Ingen kunne elske hende længere.
Fuglens vinger kunne ikke længere holde den oppe. Hans hænder var
der ikke længere til at gribe hende. Hun faldt.
23
Jonas Klausen
Jeg falder
Jeg falder, som så mange gange før.
Som altid har jeg en trang til at skrige, men jeg skriger ikke. Ikke
denne gang. For en gangs skyld vil jeg prøve bare at nyde turen. Jeg har
efterhånden erfaret at jeg alligevel vågner inden jeg rammer jorden – så
er der jo ingen grund til alarm.
Jeg falder i stilhed og har måske endelig fået krammet på mit faste
mareridt? Alene tanken om aldrig mere at skulle vågne badet i sved
får mig til at storsmile alt imens jeg hurtigere og hurtigere tumler mod
hvad der synes at være enden af mit fald.
Jeg lægger mærke til at drømmen har ændret sig. Omgivelserne har
ændret sig. Dette er ikke den samme monotone betonjungle som jeg
plejer at styrte mod. Ganske vist er der mange ligheder, men det er
bestemt ikke den samme by. Der er masser af liv i gaderne. Når jeg
kigger nærmere efter, ser jeg at folk står stille. De har alle det samme
ansigtsudtryk, som jeg ikke umiddelbart kan aflæse.
De står med mere eller mindre åben mund, ja nogle har nærmest
tabt underkæben, og alle har øjnene spærret vidt op. Deres ansigtsudtryk giver straks mere mening da jeg får øje på hvad det er de holder
øje med.
Ved min side ser jeg en gigant af et passagerfly. Først hyler perspektivet mig ud af den da det jo ikke er hver dag man ser sådan en kolos
på nært hold – og slet ikke i faldende-mand-perspektiv! Sammen med
det store stykke stål følges et hav af gnister, flammer og glasskår. Der
kan ikke herske nogen tvivl. Den store Airbus flyver samme vej som
mig – direkte nedad.
Jeg vender igen blikket fremad, altså direkte ned mod ansigterne på
gaden, og møder de skræmte, tomme blikke. Folk kniber sig selv og
hinanden i armen som for at sikre sig at det ikke blot er en drøm. Efterhånden som jeg nærmer mig kan jeg høre stilheden, den knusende
24
stilhed der signalerer at noget stort er på vej. Man kan smage spændingen i luften, og gaderne simrer af frygt og afmagt.
Selv har jeg lidt svært ved at beslutte mig for hvordan jeg skal forholde mig til denne forestående ulykke. Jeg beslutter mig hurtigt for
blot at lade brændende fly være brændende fly og så ellers fortsætte
nedad. En mand i frit fald, som jeg nu engang er, har alligevel en voldsomt begrænset evne til at gøre fra eller til i en flykatastrofe. Jeg kan
dog ikke slippe bekymringen helt endnu. Tænk hvis min evindelige
»falder ned fra et højhus«-drøm fremover skal erstattes af en »fanget
i et brændende fly«-drøm? Forandring siges at fryde, men jeg er nu alligevel hellere fri – specielt nu hvor jeg føler at jeg har mestret denne
drøm og bare kan lade mig falde.
Det er lykkes mig at overhale flyet, hvad enten det nu er godt eller
skidt, og jeg kan pludselig genkende flere af ansigterne nede på gaden.
Det skræmmer mig lidt. Det er jeg heller ikke vant til. Jeg bliver faktisk
lettet da jeg kan se at det velkendte sorte hul åbner sig på fortovet under mig. Jeg lukker øjnene hårdt i og gør mig klar til at vågne idet jeg
rammer det sorte hul i fortovet. Jeg tæller ned fra fem.
»Fem« … »Fire« … »Tre« … *bip* … »To« … *bip* *bip* … »En« …
*bip* *bip* *bippe* *bippe* *bip* …
Jeg vågner med et sæt til lyden af en eksplosion. Larmen fra de skrækslagne passagerer og lugten af den krasse røg gør mig desorienteret.
Jeg når kun lige at få hoved og hale på det hele inden jeg mærker at
flyet begynder at dykke.
»Forhold jer venligst i ro, og afvent nærmere information. Der er
ingen grund til panik!«
Ikke en meter tror jeg på den skrækslagne stewardesse, der panisk
prøver at overbevise folk om at de ikke skal være bekymrede. Snart
vender vi snuden direkte mod jorden, og jeg beslutter mig for at rulle
det lille gardin op for at kaste et sidste blik på landskabet under os.
Imens stewardessen gentager den indøvede kommando, denne gang
endnu mindre overbevisende, spotter jeg en lille skikkelse uden for mit
vindue. Ved nærmere eftersyn viser det sig at være en mand. Han lever
tydeligvis i en anden virkelighed end jeg, for hans smil når fra øre til
øre mens vi sammen falder.
25
Astrid Emilie Lund
De høje træer
De høje træer der omfavner vores hus, hviner når jeg ligger stille i min
seng. Skriger mod vinden og giver sig hen under dens styrke. Danser
om kap imens jeg holder om min dyne. Flere gange forestiller jeg mig
at være som dem. I en fjerdragt af grønt.
Min far sidder tit i mahognistolen. Den er blå og står i hjørnet af det
varme rum. Min far kan godt lide bøger og aviser. De handler alle
sammen om krig. Det eneste jeg ved, er at de er lavet af papir, og papir
er lavet træ. »Det er vigtigt at følge med i hvad der sker,« siger han.
Men jeg forstår ikke, hvorfor man skal følge med i andres elendighed.
Elendighed skrevet på træ der ikke længere er et træ. Ligesom vi ikke
længere er mennesker når vi dør. Død er der også tit i hans avis. Han
smiler til mig når jeg kigger på ham fra min plads ved bordet. Han smiler hen over al elendigheden og spørger hvordan det er gået i skolen
– »Har du lært noget?« Jeg går på den lokale folkeskole, vi er enogtyve
i min klasse. Jeg er den enogtyvende. Jeg fortæller ham altid hvad jeg
har lært. Det handler tit om tal og ord. Han er stolt af mig, det ved jeg.
Jeg kan se det i hans smilende øjne. Lyset fra lampen elsker hans blik
lige så højt som jeg gør, og vi kæmper tit om pladsen. Når han læser
om død, læser jeg om tal og ord, altid ved vores spisebord, der er lavet
af egetræ. Når jeg ikke længere ser på tal, ser jeg på årerne og tænker
på hvor mange år der er gemt i dem. Jeg har aldrig talt dem. I vores
klasse ligner bordene også træ. Men de er falske. Jeg ved godt at min
lærer tror jeg er ensom. Det ved jeg ikke om jeg er.
Jeg går tit blandt asketræerne. Lyset mærker jeg falde ned på mig. Solen
varmer mig. Tusind blade, tusind og millioner. Jeg ser grene der strækker sig hundrede meter op imod rummet over dem. Jeg tænker tit på
hvad det er de prøver at nå. Måske stjernerne, tænker jeg, måske bare
26
min opmærksomhed. Jeg tænker på hvorfor de tusind, de millioner
blade sidder på træet, helt tæt, bare for at flyve væk når det bliver koldt.
Men Blodbøgen er mit yndlingstræ. Anderledes.
Jeg sidder i hjørnet af klassen. Derfra kan jeg se de høje asketræer, der
står som en mur omkring skolen. Vi har en fast sidemakker. Ved siden
af mig kan jeg mærke varmen. Jeg smiler til hende når hun siger godmorgen. Jeg har aldrig set øjnene. Grønne, måske. Mit liv går ligeud.
Hendes op og ned. Hun skriger højt med åben mund når hun griner.
Når han vender sig om mod hende og peger op mod vores matematiklærer, holder hun sig for munden og bliver helt rød i hovedet. Andre
dage er pladsen tom.
Jeg er der hver dag. Mine lærere ved mange ting, og det kan jeg godt
lide. Jeg sidder stille og lytter, gemt i en isoleret boble. Omkring mig
griner, hvisker og peger de på hinanden. Jeg kender alle lærerens svar.
Men boblen er uigennemtrængelig.
Jeg har gjort det hele mit liv. Lært om livet. Men jeg er det enogtyvende barn. De ved ikke at jeg ved det. Tror jeg ikke selv kan se at jeg
ikke er som dem. Det ved jeg godt jeg ikke er. Jeg er ikke dum, men jeg
græder heller ikke.
Hver aften spiller radioen i min far stue. Det er altid de samme lyde,
men jeg kender ingen af dem. Radioen er lavet af teaktræ. Den aften
satte min far sig ved siden af mig. Vi sad begge to ved egetræsbordet
og kiggede på tal og ord. Der var ingen elendighed. Hans blik rørte
mine strittende hår på hovedet, men jeg så kun tal og ord. »Hvordan
gik det i skolen i dag?« Jeg ventede. Der kom ikke mere. Jeg begyndte
at tælle årerne i bordet. »Jeg græder heller ikke,« tænkte jeg og kom til
åre nummer tyve. Min far har brune øjne. Jeg prøver tit at finde ud af
hvilken træsort de ligner. Jeg finder aldrig svaret. Jeg elsker ham. Han
omfavnede mig – ligesom træerne omfavner vores hus. Læreren havde
ringet tidligere den dag.
Skolen var ikke skolen. Den var anderledes. Stille. Hun var der i dag.
Jeg så på hende. Men hun så også på mig. Hendes fingre lavede mønstre. Hendes øjne forsvandt. Hun tror at jeg ikke selv kan se det. Hun
27
tror at jeg ikke kan se hende. Men jeg ser hende. Stille. Hun er smuk.
En lysning i skoven. Og så forsvandt mine tanker ind bag boblen. Det
falske træbord lå dødt under min langefinger, og læreren stod ved den
grønne tavle. Ikke som blade. Kun som sygdom. Jeg besluttede mig for
ikke at være der næste dag.
De træer der omfavner vores hus, er store og høje. Jeg så op på dem
den dag og så de uendeligt mange veje der strakte sig op mod rummet.
Jeg glemte hvilken træsort det var. Vinden rev i drømmen og gjorde
den stærkere. Rev i mit hår og gjorde det vildere. Jeg så ned på min fars
hus. I horisonten, et hegn af asketræer. Jeg kunne høre bladene synge.
Jeg greb ud efter den mørkebrune gren og følte barken sno sig under
mine fingre. Jeg så ikke længere ned. Jeg så mod den blå åbne himmel
over mig. Den viste sig som det den var – intet, alt og slet ingenting.
Jeg kiggede mod himlen og mod mig selv. Jeg så hvordan flere skyer
samlede sig, og mærkede hvordan vinden begyndte at skrige om kap
med bladenes sang. Jeg hørte ikke meget mere før min egen stemme
gennemtrængte boblen. Jeg stod på toppen af træet.
Jeg stod på toppen af min verden og følte pludselig hvordan hvert
et minut i mit liv blev forvandlet til det et træ så det som: et ubetydeligt
splitsekund, og til det min far så det som: dyrebart. Og til sidst kunne
jeg ikke skelne de to fra hinanden. Da jeg stod på toppen af verden,
skreg jeg. Jeg skreg af vinden. Af alt – af alt og intet og af slet ingen
ting. Jeg skreg ud over hele verden. Jeg skreg så ingen kunne høre det.
Med tusinder og millioner blade hvirvlende omkring mig stod jeg der.
I en fjerdragt af grønt.
28
Liv Throen Longhi
Sandheden om
en løgn
År 2030. Jeg kan ikke sætte en finger på, hvornår det startede. Det kom
nærmest snigende. Jeg husker synet af de voldsomme billeder i TV
Avisen. Billeder af enorme vandmasser, der strømmede ind over store,
udtørrede arealer med landjord og skyllede mennesker væk, som var
de tændstikmænd. Jeg troede det var løgn, men det eskalerede. Fjersynet, radioen og nettet – hvor end man vendte sig hen, blev man bombarderede med advarsler og forudsigelser om det højaktuelle problem:
global opvarmning. I årtier havde vi løjet over for os selv. Vi havde
bildt os selv og hinanden ind, at vi ikke kunne gøre noget ved klimaforandringerne. Imens kørte vores airconditionanlæg på højeste gear og
kølede vores huse med røde, blinkende standby-knapper. Selvisk var vi
blevet ved med at tage bilen i stedet for cyklen eller karbadet i stedet
for brusebadet. Nu skulle vi betale prisen. Og det var dyrt at lyve, for
vores kæmpe udslip af CO2 havde fået polerne til at smelte som en
sodavandsis på en stegende hed sommerdag. Kolossale mængder havvand oversvømmede store dele af Europa, og millioner af mennesker
var uden hjem og på flugt fra alt vandet. De lande i Europa, som ikke
lå under vand, blev erklæret for lukket. Det betød, at folk der ikke var
indbyggere i det pågældende land, ingen adgang havde. En intens og
nådesløs kamp om pladsen på kloden var brudt ud
Omtrent på samme tid med at det hele kulminerede i Europa, blev
der udskrevet nyt valg i Sverige. En politiker ved navn Wimmy blev
valgt. Han var en overbevisende, energisk, disciplineret og skræm
mende målrettet lille mand. Man vidste ikke meget om hans baggrund,
eller hvem hans familie var, men der gik rygter om, at hans hustru og
datter var tryllebindende. Præcis ligesom Wimmy selv var det, når han
29
med sine velformulerede valgtaler forsikrede svenskerne om, at de ikke
ville komme til at mangle plads, hvis de satte kryds ved ham. Mærke
sagerne var glasklare: Sveriges plads er udelukkende for fuldblodssvenskere – alle udlændinge skal ud! Min familie og jeg var tilflyttere fra
Danmark og altså ikke fuldblodssvenskere. Men det havde aldrig rørt
os, for vores familie havde boet i Sverige i flere generationer, og vi følte
os lige så svenske som de langbenede elge, der gik rundt i de svenske
skove. Men efter at offentligheden havde taget Wimmys budskab til
sig, blev det faktum, at vi altid havde boet her, overskygget af vores
oprindelige nationalitet. Pludselig blev vi stemplet som en trussel mod
svenskernes chancer for at overleve klimaforandringerne i lyset af
pladsmanglen på vores våde planet. Fem faretruende dage efter Wimmys tiltræden som landets leder flyttede vi, eller nærmere flygtede.
Det første, der tiltrak sig min opmærksomhed på vores nye tilholdssted, var at man kunne se himlen. I byen var himlen ikke noget man så,
for udsynet til himlen var dækket af et stort, avanceret net af ledninger, som hang højt oppe over jorden. Men i udkanten af Sverige var
himlen fri. Klippekysten var blevet glemt, fordi der hverken var netværksforbindelse eller tilførsel af elektricitet. Langsomt begyndte vi at
bygge vores liv op her. Det varede ikke længe, før andre ikke-svenskere
i Sverige begyndte at dukke op. De havde fået anonyme tip om vores
hemmelige tilflugtssted, så vores hus blev hurtigt omdannet til én stor
multikulturel lejr, der emmede af forskellige sprog og madlugte.
En søndag morgen i juni spadserede jeg en tur for mig selv i nærheden af huset. Jeg fulgte en lille grussti, der gik ind gennem en palmeskov, og der sad hun pludselig. En pige omtrent på min alder. Hun
sad mærkeligt afventende på hug på den støvede sti. Hendes krop var
krummet sammen, og det så ud, som om hun holdt øje med noget
eller nogen. Hun havde ikke set mig, og jeg stod musestille helt uden
at trække vejret. Så drejede hun hovedet og fik øje på mig. Et udtryk
af tilfredsstillelse gled hen over hendes solbrændte ansigt, men lige
så hurtigt som udtrykket opstod, forsvandt det igen. Som en fisk der
slipper ud af ens hænder. Hun betragtede mig ud gennem pandehåret
og rejste sig så elegant op. I næste sekund landede hun som en kat
i min favn. Jeg var mundlam. Det var hun til gengæld ikke, og hun
præsenterede sig med selvsikkerhed i stemmen som Vilja og fortalte,
30
at hun var dansker og præcis ligesom mig var flygtet og nu holdt sig
skjult. Jeg stod paralyseret og stirrede på hende. Først da hun fortalte,
at hun holdt til et stykke herfra, sammen med sin bror, fik jeg munden
på gled og tilbød stammende, at de kunne bo hos os sammen med
de andre udlændinge. Da jeg nævnte ordet udlændinge, virrede hun
nervøst med hovedet og begyndte så ihærdigt at spørge ind til, hvor vi
boede. Jeg havde ikke kendt hende mere end fem minutter, men alligevel nærede jeg et stærkt ønske om at dele min livshistorie med hende.
Denne tiltrækning havde jeg aldrig oplevet før nu. Hun var imødekommende, varm og havde et utroligt vindende væsen. Det bedste af det
hele var, at hun nærede et stort ønske om at blive min ven.
Vi gik hele dagen, og hun ledte mig ad veje, jeg aldrig havde turdet
gå ad før, og pludselig førte en mild brise lugten af salt med sig. Foran
os lå der en blikstille overflade af skinnende sølv. Det var månen, som
spejlede sig i havet. Det tog pusten fra mig. Men jeg vidste samtidig
godt, at den smukke overflade var bedragerisk, for dybt under den lå
der huse og haver druknet i vand. Vilja fortrak ikke en mine selv, og
før jeg vidste af det, havde hun dyppet sin tå i det spejlblanke vand,
og resten af hendes krop fulgte lynhurtigt efter. Der gik en skælven
igennem mig, for min mor havde altid rådet mig til at tage mig i agt for
vandet, men ude i det sølvskinnende vand sendte hun mig så uskyldigt
et smil, at jeg lod mig overtale og stille glide ned i det kolde vand.
Det føltes, som om vi havde befundet os ved havet i flere dage,
da månens lys gik bort, og hun insisterede på at følge mig hjem. Det
var der, situationen forandrede sig. Jo nærmere vi kom huset, jo mere
indelukket blev hun, og jeg kunne mærke, at hun gik ved min side og
spændte i hele sin krop. Da hun mellem de grønne blade fik øje på
mit hus, var det, som om hun skulle til at sige noget, men hun tav, og
hendes azurblå øjne fik et tvetydigt, utilnærmeligt udtryk i sig. I samme
øjeblik så jeg, at husvinduerne var knuste. Mit hjerte begyndte at banke
hårdt, og jeg sendte hende et nervøst blik og begyndte at løbe hen
mod vores hus. Da jeg åbnede døren stod en bølge af røg imod os. Et
mareridtsagtigt syn mødte mig: Mor, far, lillesøster, mormor, morfar
og alle vores udenlandske medbeboere var kneblet med store, brune
reb og lå spredt rundt på rummets gulv. Jeg kunne se, hvordan min
lillesøsters bryst hævede og sænkede sig, mens hun med vidt opspilede
31
øjne stirrede på personen, der stod midt i rummet. Det var en fremmed, lavstammet mand, og han stod med ryggen til os. Han vendte sig
stille og roligt om, og pludselig stod jeg ansigt til ansigt med Wimmy.
Han havde fundet os! Min hjerne arbejdede på højtryk for at finde en
logisk forklaring på, hvordan han havde opdaget vores sted, da jeg i det
samme fik øje på Vilja. Hun stod ikke længere ved min side, men ved
Wimmys. Jeg ville skrige til hende, at hun skulle se at komme væk, men
i det samme faldt mit blik på Wimmys store hånd, der holdt hende
kærligt om skulderen. Pludselig forstod jeg sagens sammenhæng, og
løgnen gik op for mig i sin sande ondskab: Vilja var ikke dansker som
os, hun var ikke på flugt, hun havde ikke nogen lillebror, og værst af
alt: Hun havde ikke villet lære mig at kende. Hun var blevet sendt ud
for at finde mig og udlevere mig, min familie og alle de andre udlændinge til Wimmy. Det hele havde været én stor, fed løgnehistorie, som
hun havde opdigtet for at finde ud af, hvor vi holdt til. Hun var Wimmys datter.
Jeg nåede ikke at reagere på den kendsgerning, for i det samme
blev døren sparket ind med et brag, så støvet hvirvlede op. Rummet
blev med ét fyldt med uniformsklædte mænd, som brutalt begyndte
at rive og slide i mor og far. Jeg stod som lammet. Gennem virvaret
af mennesker og lyden af skrig fik jeg øje på Vilja. Store, mørke tårer
silede ned ad kinderne på hende, og hendes tørre læber formede lydløst
ordet undskyld. Så blev alt sort.
32
Maja Sejerskilde Juul Iversen
Et skridt frem
og to tilbage
Vi gik rundt om hinanden i cirkler. Et skridt frem og to skridt tilbage.
Sådan var det altid med hende, umuligt. Umuligt at komme fremad og
videre. Umuligt at bryde løs af tankestrømmen. Hun var umulig.
»Hvis ikke du snart tager dig sammen, bliver jeg sindssyg.«
Jeg sagde, at så måtte hun jo det. Der var intet at gøre, intet der ikke
allerede var blevet gjort. Barnlig, kaldte hun mig. Jeg rystede på hovedet og rettede hende til magtesløs.
Hun sukkede og ruskede i sit hår, stønnede. “For fanden!” Hun
satte sig på kanten af stuebordet. “Er det sådan, du vil have det?”
Jeg svarede ikke. Hvad skulle jeg sige? Om det var sådan, jeg ville
have det, anede jeg ikke.
»For fanden!« Hurtige skridt og et hårdt smæk med døren bag mig,
og hun var væk. Ude af stuen, snart ude af huset.
Hvor hun skulle hen, var mig ligegyldigt. Hvorfor skulle hun også
blive? Hun passede perfekt ind i det sort-hvide skema, hun flygtede
fra. De samme suk, de samme udråb. Skulle jeg være den barnlige?
Kælling. For min skyld kunne hun blive væk for altid.
Himlen åbnede sine sluser, imens jeg ventede på, at mine øjne skulle
åbne sine. Jeg forventede smerte, sorg og anger. Alligevel sad jeg tilbage med en følelse af tomhed. Ligegyldighed. Jeg sad der bare, efter
ladt og mekanisk. Jeg trak vejret, og mit hjerte bankede. Min hjerne
bestod af ettaller og nuller – intet andet. Gulvet forsvandt, væggene
blev hvide og lyste op. Jeg faldt og faldt i en bundløs søjle af lys.
Stuegulvet var hårdt, himlen var sort. Bevidstheden havde genvundet sit greb om min krop af aluminium. Som en robot programmeret
kun til overlevelse, åbnede jeg køkkenskabene et efter et. Pasta, potter,
33
pander. Et, et, nul, nul, et. En høj ringetone brød rummets unaturlige
stilhed. Maskinen svarede. I æteren lød en stemme, jeg kendte engang.
Hun stillede krav og bad om forladelse i et væk. Hun kastede med følelser, computeren ikke kunne læse. Til sidst nævnte hun et navn, jeg
ikke husker at have heddet. »Jeg vil ikke miste dig,« hviskede hun. Jeg
anede ikke, hvad hun snakkede om. Miste hvem, miste hvad?
Jeg skruede op for komfuret, fyldte gryden med vand og ventede.
Et, et, nul, nul, et. Tørst. Jeg åbnede køleskabsdøren og scannede inventaret for væske. Pepsi, appelsinjuice og hvidvin. Skrueproppen af,
det høje glas ud af skabet. Sødmen bredte sig i munden. Endnu et glas
fik varmen til at sive ud i kroppen. Endnu et og endnu et fik panseret
til at smelte. En halv flaske til at lave maden, den anden halve til at
spise den. Den næste flaske til opvasken, flasken efter til at tørre af.
De hvide glasflasker var tomme, men jeg var fuldendt. Vi havde byttet
roller, flaskerne og jeg.
Ettaller og nuller var forsvundet, og jeg genvandt kontrollen. Jeg
tænkte glasklart. Jeg var mig selv igen. Navnet fra maskinen var mit,
stemmen hendes. Otte cifre, elleve sætninger, jeg efterhånden kunne
udenad. Hun tog straks telefonen. »Men lov mig, at det var sidste
gang.« Jeg svarede med et løfte. Det var absolut sidste gang. Jeg havde
det bedre nu, svor jeg. Flaskerne blev gemt, tænderne børstet. Det hele
var rutine, men denne gang skulle være den sidste. Jeg tændte fjernsynet. Uret slog, døren gik op, hun kom ind. »Jeg elsker dig.« – Vi gik i
seng en time efter, sov efter to.
Til morgen lavede hun æg og undskyldte for sit hysteri. Jeg sagde,
at det skulle hun ikke. Det var min fejl, og det skulle ikke ske igen.
For resten elskede jeg hende. Vi holdt hinanden i hænderne under
hele morgenmaden, klarede oprydningen sammen og blev enige om
at se Venner hele formiddagen. Om aftenen skulle vi besøge hendes
forældre, en gammel aftale. Hun rejste sig fra sofaen omkring frokost
og kunne ikke bestemme sig for, hvilken kjole hun skulle tage på. Jeg
sagde, at det måtte hun selv om. Til eftermiddag havde hun valgt kjole,
men vidste ikke, hvordan håret skulle sidde. Jeg trak på skuldrene og
sagde, at det gik jeg ikke op i. Inden vi skulle ud ad døren, skulle hun
vælge sko. »Jeg tager de sorte så. De passer jo til alt,« sagde hun smilende og tog min hånd. Jeg lod hende modvilligt holde den. Vi holdt
34
ind på vejen for at hente blomster. Jeg stod og så ud i luften, mens hun
ivrigt diskuterede med sig selv, om vi skulle have de orange eller gule
tulipaner. Hun gik til kassen, jeg ventede ved indgangen.
Tre bank på hoveddøren til den store villa, før den gik op, og svigerfar stod i entreen. »Kom indenfor,« sagde han smilende. Jeg gik lige
ind. Hun standsede på måtten og tørrede sine sko.
Menuen stod på steg til hovedret, is til dessert og kage til kaffen. De
andre samlede tallerkener sammen. Snakken gik om vejret og nyhederne fra DR1. Hun tog min hånd, da vinen kom på bordet sammen med
hovedretten. Jeg slap den for at holde om glasset. Mit glas. Svigermor
sendte et blik min vej, da hendes datter rømmede sig. De kunne stirre,
alt hvad de ville – jeg var tørstig.
»Kunne du tænke dig noget vand også?« spurgte hun, men jeg tog
hendes hånd med min frie og takkede pænt nej, jeg havde jo allerede
skænket op. Desuden skulle hun ikke blande sig.
På vejen hjem var hun stille.
»Jeg bliver sindssyg, hvis ikke du snart tager dig sammen!« skældte
hun, så snart vi var inde i huset.
Jeg svarede, at det måtte hun så blive.
Hun gik rundt i cirkler og sukkede, så op på mig og sukkede igen:
»Er det sådan her, du vil have det?«
Jeg sagde ingenting, var faktisk ligeglad.
»For fanden!« Hun satte sig på køkkenbordet og så ned i gulvet.
Jeg gik ind mod stuen.
»For fanden!« råbte hun. Hurtige skridt og et hårdt smæk med døren. Snart var hun ude af køkkenet og ude af huset.
Sådan var det altid med hende. Umuligt. Et skridt frem og to skridt
tilbage.
35
Mia Lindemann Jakobsen
Brevet
Der hænger det. Jeg går hen til min opslagstavle, tager det ned og
kigger på det. Jeg står med det i hånden lidt, glatter hjørnerne ud, hvor
magneterne har siddet, og hænger det lige så forsigtigt op igen. Det
har jeg gjort de sidste fire dage, siden brevet kom. Brevet om, at jeg er
en af de udvalgte til at tage på en musikcamp, hvor vi den sidste dag
skal spille til en stor koncert. Min bedste ven, Kasper, og jeg var til den
audition for flere måneder siden. Han spiller guitar, og jeg synger. Det
er nu engang sådan, at man kan stille op flere ad gangen, men om man
er dygtig nok til at komme med, er individuelt. Vi har prøvet at komme
med i flere år, og nu er det rent faktisk sket: Jeg er med. Det håber jeg
også Kasper er, men på den anden side ville det også være nemmere,
hvis han ikke var. Så ville jeg i hvert fald have en undskyldning for ikke
at tage med.
»Emma, der er morgenmad,« kalder min mor nede fra køkkenet. Jeg
griber en børste i farten og stiller mig hen foran spejlet. Hurtigt kører
jeg den igennem mit hår. Jeg stopper op engang, betragter mig selv i
spejlet. Mine øjne ser tomme ud. Jeg tager min taske, lukker døren og
spurter ned ad trappen. Hun vender sig om med en tallerken i hånden.
»Jeg har lavet morgenmad til dig,« smiler hun og sætter tallerkenen på
bordet, der hvor jeg plejer at sidde. Hun har lavet god morgenmad i
dag: pandekager med sirup og blåbær. Og så går hun ellers bare rundt
og smiler. Smiler, som om ingenting er sket, men jeg ved jo godt, at hun
bare prøver at være sød ved mig. Jeg har egentlig ikke nogen appetit,
men spiser alligevel, nu hvor hun har været så sød at lave pandekager
til mig. Vi udveksler nogle få ord, og jeg skynder mig ud ad døren.
I dag er det første skoledag efter sommerferien. Jeg har ikke lyst til
at gå derind, til at se nogen af dem i øjnene. Men det skal jeg, så jeg
forsøger at finde smilet frem og tvinger mine ben til at gå. Omsider
når jeg frem til skolen. Jeg kaster mig nærmest ind ad døren, så jeg
36
ikke kan nå at vende om. Lidt ligesom når man rykker et plaster af,
hurtigt og mindre smertefuldt. Der står Kasper og hans venner. Eller
mine venner er det jo også. Mille med de flotte krøller, vi alle sammen
misunder, Tanja med sine fede læderstøvler og Mike, der altid pjatter
med de andre, sådan som han også gør lige nu. Jeg smiler næsten ved
synet og stopper op et øjeblik, betragter dem. Louise og Kasper står
der også, men med ryggen til mig. Louise har fået ny hårfarve, siden
sidst jeg så hende. Kasper ligner sig selv. Den sædvanlige læderjakke,
jeans og det brune, halvvilde hår. Nu lykkes det mig at smile lidt. Synet
af ham minder mig også lige om, at jeg har travlt. Jeg har ikke lyst til at
snakke med nogen af dem lige nu, og Kasper gennemskuer mig altid.
Så jeg sniger mig ind i klassen. Troede jeg. »Emma?« Det er Kaspers
stemme. Jeg nåede det ikke. »Hvad har du lavet? Jeg har slet ikke kunnet
få kontakt til dig siden ...« Jeg kigger ned i jorden. »Siden ulykken. Jeg
har virkelig prøvet! Hvordan har du det?« færdiggør han. Jeg kan høre
på ham, at han virkelig er bekymret. Sådan er Kasper. Nu står han der
og er en god ven, og jeg prøver bare at undgå ham. Mit hjerte hamrer
så meget, at jeg næsten er bange for, at han kan høre det. »Jeg har det
fint,« mumler jeg. Han kigger på mig, vurderer, om det er rigtigt, det
jeg siger. Det ringer ind, og jeg går over til min plads.
Min taske bliver kastet over i hjørnet af mit værelse bag reolen. Første
dag er overstået. Jeg går hen til opslagstavlen, tager brevet ned og kigger på det. Så hænger jeg det forsigtigt op igen, hvorefter jeg smider
mig i min seng. Femte dag i træk. Nu er jeg nødt til at fortælle ham
det. Han er for god en ven, til at vores drøm bare bliver smidt væk, og
han er alt for god en ven, til at jeg slet ikke fortæller ham det. Hvordan
skal jeg nogensinde sige det? Jeg kan jo ikke engang snakke med nogen
længere. Ikke efter fars ulykke. Det er for svært at se nogen i øjnene.
Specielt når man lige har besøgt ham på sygehuset. At se ham ligge der
... en maskine og nogle slanger koblet til hans krop, og en bunke læger,
der forsøger at holde ham i live ... Men jeg skal snakke med Kasper.
Uanset om jeg kan eller ej.
Klokken er 05.44, og jeg er lysvågen. Jeg vender og drejer mig, imens
jeg forsøger at finde ud af, hvordan jeg skal komme igennem den her
dag. Jeg ved ikke, hvor lang tid der er gået, men det må have været lang
37
tid, for min mor kalder pludselig på mig med sit sædvanlige »Emma,
der er morgenmad.« Jeg ligger stadig under min dyne og ved, at jeg
kommer for sent, hvis ikke jeg skynder mig med morgenmaden. Jeg
får langsomt flyttet mine ben ud af sengen, ud på gangen og ned ad
trappen. Jeg kommer helt sikkert for sent i dag.
Det har ringet, og der er ingen mennesker rundt om skolen. Jeg går
stille hen mod døren. Nogen kommer løbende og fumler med nogle
tasker bag mig. Jeg stopper op. Det brune hår, læderjakken og guitartasken er ikke til at tage fejl af. Det må være Kasper. Et kæmpe smil er
plantet i hans ansigt, og han har kurs mod mig, med et brev flagrende
i hånden. Mit hjerte hamrer. »Vi gjorde det!« råber han med en glad
stemme. Jeg får tårer i øjnene, kan ikke holde det inde mere. Han når
helt frem til mig, og smilet forsvinder straks. »Emma?« Han ser mig
lige i øjnene. Jeg åbner min mund, men der kommer ingen ord ud. De
sidder fast i min hals. Kasper lægger sin arm om min skulder. »Kom,«
siger han og trækker mig med sig.
Vi går væk fra skolens grund og ned ad stien, jeg kom fra. Her står
en lille samling krogede træer og nogle halvrådne bænke, man kalder
parken. Vi sætter os på græsset. »Hvad sker der?« spørger Kasper. Jeg
lader en tåre trille. Han rækker sin arm ud og omfavner mig. Jeg lader
mig selv slappe af og være ked af det. Bare et øjeblik tænker jeg og lukker øjnene. »Skal du på musikcamp?« spørger jeg. Kasper kaster et blik
i retning af brevet. »Ja, men kun hvis du skal med.« Jeg tager en dyb
indånding. »Jeg har fået brevet, men jeg kan ikke.« Kasper skubber mig
lidt fra sig igen, så han kan se mine øjne. »Kan ikke?« Han ser forvirret ud. Jeg tager en dyb indånding mere. »Jeg kan ikke se folk i øjnene
efter det, der er sket. Når folk begynder at have ondt af mig, spørger
de, hvordan jeg har det, og ...« En dyb indånding mere. »Og det kan
jeg ikke svare på. Jeg føler mig så ... svag.« Det var faktisk rart at få det
ud. Jeg fortsætter: »Altså det er jo sødt af dem, men jeg kan bare ikke
klare det. Og der kommer til at være alt for mange medlidende ansigter
til den koncert, og ...« Kasper afbryder mig. »Emma!« Han kigger mig
i øjnene. Denne gang holder jeg øjenkontakten. »Hvis der er noget,
du ikke er, så er det svag,« siger han. Han ser mig stadig i øjnene. Jeg
smiler en anelse og tørrer mine øjne. »Burde vi egentlig gå tilbage til
skolen?« spørger jeg. »Næh, jeg gider ikke at have matematik,« griner
38
han. Så finder han sin guitar frem og begynder at spille. Han spiller en
af de sange, vi selv har skrevet, og kigger over på mig, antyder, at jeg
skal synge med. Jeg kaster et blik i retning af brevet, og denne gang
smiler jeg. 39
Peter Buch Hvarregaard
Hønsehuset
Jeg var fjorten år gammel og skulle ud for at fodre hønsene i hønsehuset. Det var min tjans, da min far på det sidste ikke havde haft tid
til at passe dem. Min far arbejdede meget i forhold til min mor, som
havde bedre tid til at gå hjemme. Men jeg var drengen, så jeg skulle
fodre høns.
Hønsehuset lå for enden af en lille sti i haven. Det var falmet gult og
henlå i skyggerne fra et stort, gammelt træ, som afskar solens stråler og
druknede dem i den tætte krone. Jeg åbnede døren og trådte ind, men
standsede med det samme. Mellem halm og tønder hang en mand,
slapt som et lod, badet i en kegle af støvet lys fra vinduet. Min mave
trak sig sammen, og jeg hostede bittert slim op i halsen. Blodet dunkede bag øjnene. Det var min far. Hans nakke var knækket, og hovedet
hang skråt nedad, fortrukket i en grimasse. Under ham gik hønsene
fredeligt rundt og hakkede i halmen på gulvet. Deres øjne var sorte og
blanke. Jeg tog et hurtigt skridt tilbage, men snublede over tærsklen og
blev pludselig suget hurtigt ned mod jorden, ude af stand til at nå at
redde mig selv. Jeg mærkede et hvidt stik i baghovedet, og mit syn blev
hyllet i tunge skygger. Verden sev langsomt ud omkring mig.
Der var sort som intetheden, og et pendul af susende blod slog i mig.
Frem og tilbage, fra fødderne til hovedet. Kun billedet af min far lyste
på nethinden som lyn i mørket. Livløs. Jeg havde ingen fornemmelse
af min krop. Jeg var ikke vågen. Et rodet lydbillede dannede sig i mit
hoved og blev langsomt højere. Lyden af et band, der afprøver deres
instrumenter, før de skal til at spille. En trompet, der kørte op og ned
ad skalaer med en dæmpet, sprød lyd. Sporadiske toner fra bas og
klaver og rislende lyde fra bækkener steg langsomt i mit hoved. En
mørk og luftig mandestemme talte bandet ind. En, to, tre, fire! Bandet
begyndte at spille en stille, jazzet rundgang, og stemmen sang med en
40
fjern, dragende klang. »Strange bird, can you make me a man?« Ordene
hang i rummet som usynlige tråde, der skar igennem luften. Et gulv
kom langsomt til syne. Jeg lå på maven. Et blankt, sort flisegulv under
mig. Slørede, runde skygger bevægede sig i små stød i takt til musikken.
De knejsede over mig og kredsede om mig. Et skarpt spot blev tændt i
loftet med et klik, og alt blev hvidt for mine øjne. Det skarpe lys stak,
da jeg langsomt forsøgte at åbne dem igen. Jeg så skikkelserne foran
mig. Det var høns. Hønsene fra hønsehuset. Min krop reagerede ikke,
da jeg prøvede at rejse mig. Min stemme reagerede ikke, da jeg åbnede
munden for at skrige. Langsomt gled hønsene rundt om mig. Mit syn
blev sløret. Jeg gemte mit hoved i hænderne. Jeg var lukket inde i de
sorte fliser. Gradvist blev lyset og musikken dæmpet, og hønsene forsvandt igen i en sløret masse. Kun deres øjne syntes stadig at betragte
mig fra mørket. Lyden af bandet forsvandt sammen med sangeren, og
der var nu igen et rungende mørke omkring mig. Jeg kunne ikke længere mærke gulvet under mig, og jeg svævede i et uendeligt tomrum.
Mine øjne var åbne. Alt var lyst. Fortumlet væltede jeg ud af sengen og
ned på gulvet. Jeg havde stadig alt mit tøj på. Mit baghoved dunkede
af smerte. Min far var død. Han havde hængt sig. Hvorfor havde han
gjort det? Hvor lang tid havde jeg været besvimet? Havde min mor
fundet ham? Jeg kom langsomt på benene og gik med rystende skridt
ud af mit værelse og ned ad trappen til stuen for at finde min mor.
Den hvidmalede stue med det lille runde kaffebord materialiserede
sig foran mig, og der sad min moders skikkelse med en kop kaffe og
smilede til mig, da jeg trådte frem i døren. Over for hende med ryggen til mig sad en mand. Jeg stoppede brat op. Han vendte sig om og
smilede op til mig.
»Endelig vågnede du,« sagde min far, »det var ellers noget af et fald,
du var ude for der.«
Jeg stirrede lamslået på ham.
»Bare rolig,« sagde min mor, »lægen var ude for at se på dig, dit hoved fejler ingenting.« Hun grinede henkastet. »Vi er bare glade for, at
der ikke skete noget slemt. Kom, sæt dig ned.«
»Hvor skal du hen?« spurgte min far. Jeg var allerede på vej ud af
stuen.
41
»Hov!« råbte de efter mig, som jeg satte i løb ud af stuen med retning mod hønsehuset. Jeg kom op til det skyggeklædte gule skur, hvor
jeg havde fundet min far død tidligere. Jeg skulle til at åbne døren, da
jeg hørte musik derindefra. En dragende mandestemme sang til rolig
musik. Jeg åbnede døren med rystende hånd og trådte ind i et helt sort,
flisedækket rum med et stort, hvidt spot i loftet. Jeg lukkede døren bag
mig.
Et reb hang fra loftet under det hvide spot. Den slappe genstand for
enden var indhyllet i skæret. Der hang jeg. Først kunne jeg ikke kende
personen. Mig selv i barneskikkelse. Nakken knækket. Kroppen livløs.
Jeg kiggede ned på gulvet. I lyset kredsede hønsene om den afdøde i
takt til musikken og dannede en truende, ubrydelig cirkel. Men helt fredeligt hang jeg dér. Omringet, bevogtet af hønsene. Jeg stod forstenet
og betragtede skikkelsen. Men jo mere jeg betragtede den skikkelse,
som hang foran mig, jo fjernere forekom han mig. Jo mere jeg prøvede
at genkende trækkene i ansigtet eller holde fast i hans tilstedeværelse,
jo mere utydelig blev han. Og jo mere jeg prøvede at græde, jo mere
indså jeg, at den dreng, der hang der, var død – for altid væk.
42
Amalie Hünersen
En jungle af foragt
Hun havde haft sex før. Det var der ingen ben i. Den væsentligste
forskel var blot, at ham, hun før havde givet adgang til sin krop, var en
kæreste. Akkurat som det skulle være. Hun havde svoret for sig selv,
at hun ikke ville have sex, hvis det ikke var en kropslig kærligheds
erklæring. Men hendes forestilling om samliv druknede på få timer.
Først i øl, dernæst tequila og så alt det andet. Klokken var natten til lørdag, da hun på vej mod dansegulvet faldt over sine ben. En hjælpende
hånd stod klar. Hans mørke krøller kunne ingen tage fejl af. Hun havde
talt med ham tidligere, så meget kunne hun da huske. De havde god
kemi, og de dansede videre krop mod krop. Hendes hånd i hans, og
hans hånd i hendes. Hun holdt med stort besvær ryggen rank, i hvert
fald lige indtil de låste toiletdøren bag sig. Det kunne højst kategoriseres som en kropslig erklæring. Desuden var det afbrudt samleje, og så
var løftet vel ikke helt brudt?
Hun tvang blikket op mod det hvide loft. Lamperne gled forbi, og deres skarpe skær blændede hende en efter en. Hun lod det svie. Tårerne
piblede frem. Hun ville gerne græde, ikke hulke eller vræle, bare lade
tårerene løbe. En fugtig hånd gled ned over hendes kinder og fejede
tårerne bort.
»Det skal nok gå. Det er den rigtige beslutning.«
Ordene fik maven til at slå knuder. Hun vendte hovedet mod Marie.
De var hinandens rådhus, bank og advokat, men i dag var de bare kusiner. Med Maries hånd i hendes egen blev lugten af steril død lukket
ude. Næsten. Hun bed tænderne sammen, så hårdt at lyden fra de klippende træsko blev lukket ude. Hvis Marie kom til at røbe det for sine
forældre, ville de sige det videre til hendes forældre. Sådan fungerer
familie. Hendes åndedræt blev hurtigere, og pulsen fulgte trop.
»Er du klar, Josephine?«
43
Halsen snørede sig sammen, og al kropsvarmen strømmede mod
hendes svælg. Tårerne var kun lige nøjagtigt holdt op med at trille, men
det hindrede dem ikke i at springe på ny. Nu kunne hun lige så godt
droppe at græde kønt som på film. Hun rystede fortvivlet på hovedet.
»Jeg bliver aldrig klar.«
Han mødte hendes øjne, med noget der mindede om medfølelse.
Så svang han sengen i retningen af operationsstue 5. Det hev og trak
og sled i hver eneste tanke. Det var ikke for sent at fortryde. Flygte. Se
konsekvensen i dens små, uskyldige øjne. Nu græd Marie også.
Hvide vægge, hvide kitler, hvide lagener, hvide masker. Marie gav
hendes hånd et klem. Hun talte sig frem til tre-fire kittelklædte. Deres
munde bevægede sig, men der kom ingen lyd ud.
»Vil du se barnet først, Josephine?«
Jorden begyndte at krakelere. Det var som om den luft, der fyldte
rummet, ikke var til gavn for lunger som hendes. Hun gispede efter
vejret.
»Nej, det skal hun ikke. Hvis I bare går i gang nu, vil det være det
bedste.«
Taknemmelig vendte hun hovedet mod Marie. Faktisk ville hun næsten hellere have hende til at gøre det.
En kittelklædt nærmede sig med en transparent, gasmaskelignende
ting i hånden. Nu var der kun få indåndingers tid tilbage at vende verden i.
»Du tæller bare ned fra 10, Josephine, så skal vi nok passe på dig.«
Hun blev søvnig ved otte. Det sortnede ved fem.
Cikaders sang fik hende til at slå øjnene op. Fugtigt, stikkelsbærgrønt
græs stak op mellem hendes tæer. Hun var stadigvæk iført sit hvide
operationskluns, men alt var anderledes. Et abeskrig gav genlyd, og
fugten fik svedperler til at dugge på hendes pande.
»Goddag.«
Den dybe, hvæsende stemme virkede mere chokerende end abeskriget. Synet af manden ved siden af fik hendes hjerte til at springe et
par slag over.
»Hvor er jeg?«
»I Randers Regnskov.«
44
Hun rynkede panden. Operationen foregik i Herlev.
»Hvem er du?«
»Jeg kunne være din farfar, men det er jeg ikke.«
Stemmen lød, som havde han røget en pakke cigaretter dagligt, og
med en alder mellem 85 og skindød var det formentlig for sent at
stoppe. Hun så undrende på ham.
»Hvis jeg var din farfar, ville jeg spørge dig, hvad du var i gang med
lige nu?«
Hans kolde, isblå øjne fik kontakt med hendes. Hun smagte på
spørgsmålet.
»Jeg får fjernet barnet.«
»Det modsatte, ja. Du skaber. Et menneske!«
Han svang stokken over hovedet af begejstring. Hun hævede brynene. Alderen måtte trykke gevaldigt.
»Jeg tror, du misforstår mig. Det har jeg gjort, natten til lørdag. Nu
fjerner de det.«
Han trak på smilebåndet, og de utallige rynker fulgte med, så godt
de endnu kunne.
»Det er dig, der misforstår.«
Pludselig brød han ud i latter. Hans adamsæble vibrerede, og Randers Regnskov rungede.
»Hun fanger den slet ikke.«
Han så mod aben, der havde sat sig foran dem og slog sig på lårene.
Nu grinte de begge to. Det gav et jag i hendes krop. Hvad var det, hun
ikke så, ud over aben, der tydeligvis forstod dansk.
Han viftede dyret op på sine skuldre. Forsigtigt rejste han sig fra
bænkens brædder, og pludselig ændredes udtrykket i hans ansigt.
»Du skaber det menneske, du vil være. En morder.«
Han så stift ind i hendes øjne. Varmen og vreden samlede sig i hendes bryst.
»Jeg kan ikke være mor nu.«
»Fandens til pigebørn, der myrder til højre og venstre, hvis verden
ikke lige er, som det passer dem.«
»Dit hjælpeløse barn kan ikke gøre for, hvad du går rundt og gør.«
Nu var det aben, der snakkede.
Hun rejste sig med et sæt. Vreden trak vejret for hende.
45
»Det var et uheld. I ved ikke, hvordan det er.«
Hun råbte. Tårerne trængte sig på af ophidselse.
»Nej, og gud ske tak og lov for det. Det var på et toilet ikke? Sikken
en værdighed.«
Han rystede på hovedet, til stor irritation for aben, der havde hænderne dybt begravet i hans hår.
»Hvad fanden bilder I jer ind? Det var én stor fejl.«
»Men mordet, dét var ikke en fejl. Det var planlagt. Kortlagt. Overlagt!«
Ordene fik hjernen til at rulle i hendes hoved. Hun knugede hænderne sammen. Varmen kunne kvæle hende. Hun kunne kvæle ham.
»Jeg er ikke nogen morder! Barnet ville havde ødelagt mit liv, og jeg
ville have ødelagt barnets. Jeg er så ked af, at det skete, men det gjorde
det. Jeres mening gør ikke nogen forskel!«
Med ét slap aben håret og klappede. Manden klappede med, og et
smil ændrede hans hidtil udtryksløse mimik. Cikaderne stoppede deres
sang, og aberne deres skrig.
»Jeg driller bare, og det samme gør bæstet her.« Aben nikkede. »Men
det gør den virkelige jungle ikke nødvendigvis. Derfor må du være
forberedt.«
At vinde i lotto uden at have deltaget, ville give langt mere mening.
»Det kræver mod at stå imod, som du gjorde i dag, men du bliver
nødt til det. I hvert fald hvis du skal få dit liv på rette kurs,« supplerede
aben.
»Hvordan får man så livet på rette kurs?«
»Du skal træffe de valg, der er gode for dig, ikke for de andre. Som
regel banker tvivlen kun på, når flertallet drejer til venstre, mens man
selv trækkes mod højre.«
Hun var selv højre-venstre-blind, men det gjorde nok ikke noget.
»Hvad nu, hvis selv ikke ens nærmeste familie bryder sig om den vej,
man har valgt?«
»Så må du overveje, om du vil lade dem følge dig fremover.«
Hun bed sig i læben. Han rakte sin stok frem mod hende og trak
hende hen til sig. Hun mærkede hans varme hænder om sig, og abens
i sit hår.
»Er du klar?«
46
Hun nikkede. Denne gang var hun. I hvert fald så klar, som hun nu
kunne blive.
Hun blev mødt af et skarpt lys. Øjnene forsøgte at genvinde synet.
Hun blinkede fortumlet. Den monotone lyd fra pulsmåleren fik hende
startet igen. En kittelklædt, to kittelklædte. Hun kunne ikke lade være
med at smile. En herre fortalte med ro i stemmen, at hun ville mærke
bedøvelsen lidt endnu, men det gjorde hende ikke noget. Hun kunne
sagtens mærke, at den sterile seng og det mørkeblå Region Sjællandlogo førte hende ned ad den rigtige vej. Hendes vej. Selvom barnet var
væk nu, havde hun mere liv i maven end før.
47
Sarah Stoltenberg
Overfaldet
Jeg har fået senere fri, end jeg plejer, og solen kryber ned bag bjergtinderne. Jeg følges hjem fra skolen med de andre piger fra landsbyen. Vi
går aldrig alene. Vi lever livet farligt, det plejer vi altid at sige.
Det er mest de andre, som går og snakker og griner. Jeg behøver
ikke være deres ven, og de behøver ikke være mine veninder. Det er alt
for hårdt, hvis vi nu en dag skulle blive dræbt. Det ville gøre for ondt at
miste. Mit hjerte skal være et lukket rum for enhver, der kan såre mig.
Alle ved, at vi løber en stor risiko ved at gå i skole. Ingen siger det højt,
men det svæver i den tørre luft omkring os.
I dag er ikke anderledes end dagen i går eller dagen i morgen. Sådan går jeg
og tænker, da jeg hører en brølende støj længere bagude. Vi stivner alle
sammen et par sekunder midt på den øde landevej. Jeg er den første af
os, der vender mig og møder synet af maskinerne. Det er fire knaldrøde motorcykler, som er på vej lige imod os.
Efter få sekunder er vi alle i bevægelse og løber, selvom vi ved, at det
er håbløst. Vi er så tæt på at være i sikkerhed, men alligevel stadig så
langt fra. Man kan se byens konturer i horisonten, i de sidste desperate
rester af sollys, der forsøger at kravle tilbage over bjergene. Mørket har
sænket sig fuldstændigt over ørkenen, så jeg farer hurtigt vild. Jeg er
kommet et stykke væk fra kaosset, og hvis jeg bare fortsætter gennem
de små tørre buske og alt sandet, så vil jeg kunne slippe væk.
I det samme hører jeg et skrig lige bag mig.
En af mændene har taget fat i en pige og prøver at slæbe hende over
til sin motorcykel. Jeg kan kun se det, fordi lygten fra en af de andre
motorcykler kaster lys over mod dem. Hun er den yngste i vores klasse,
og den, jeg altid har syntes bedst om. Hun minder mig om min egen
lillesøster, som også skal gå i skole, når hun er gammel nok. Pigen er
kun ni år og slet ikke begyndt at leve sit liv endnu. Jeg kan ikke lade
dem tage hende.
48
Jeg sniger mig hurtigt og lydløst over mod dem i ly af mørket. Jeg
ved ikke, hvordan jeg har modet til det, men jeg er villig til at gøre
alt for at beskytte hende. Jeg springer frem fra mørket og vælter dem
begge omkuld. »Run, RUN!« skriger jeg til hende, mens vi ligger i en
stor bunke i det varme sand. Hun kommer hurtigt fri og løber og løber, sådan som jeg sagde, at hun skulle. Hun er hurtig, og snart er hun
helt ude af syne.
Jeg prøver at rejse mig for at løbe efter hende, men nogen holder
fast i mig. Det er en af landsbyens unge mænd. Jeg ser kort hans ansigt
i lygtens skær. Først er det helt umuligt for mig at forstå, hvad der sker.
Det kan simpelthen ikke være sandt, men det er det. Vi er der alle sammen. Undtagen den vigtigste, den lille pige.
Mine tarme krøller sig sammen i maven på mig: Hvad vil de med os?
Inden nogen af os når at reagere, har drengene dannet en tættere kreds
omkring os. De er ikke ældre, end at jeg stadig kan kalde dem drenge.
De cirkler rundt om os. Jeg er skrækslagen, men jeg gør alt for ikke
at vise det. Hurtigt, som en slange, griber en af dem ud efter en af
de andre og trækker hende uden for cirklen. Hun forsvinder om bag
de andre drenge, så hun er ude af syne, men vi kan stadig høre hende
bede for sit liv. Han griner ad det, og lidt efter hører vi hendes skrig.
Tydeligt og smertefuldt. Et skrig så kraftigt og skingert at det kunne
knuse glas.
Skriget dør langsomt ud og ringen af drenge åbner sig. Der i sandet
ligger hun bevidstløs, men selv da græder hun og klynker af smerte.
Hele hendes ansigt er vansiret. Helt rødt og hævet, som havde de skoldet hende med kogende vand eller sprøjtet syre på hende. Lige i det
øjeblik går det op for mig, at det er præcis, hvad de har gjort.
Kvalmen stiger op i halsen på mig, og dagens frokost bevæger sig
op gennem halsen. Mit blik bliver let tåget. Jeg kan ikke længere fortrænge angsten. Den stiger helt op i mig og overtager hver muskel i
min skrækslagne krop. Jeg snurrer rundt om mig selv og leder efter en
flugtvej. Alle drengene står vendt mod os med plastikpistoler. Det er
ikke svært at gætte, at de er fyldt med syre. Alt bevæger sig langsomt,
som om jeg er spærret inde i en boble. Det er slet ikke mig, som står
her og er omringet som et andet dyr. Jeg er langt væk, et lykkeligere
sted.
49
Rundt omkring mig falder pigerne sammen og vrider sig og skriger,
hver gang de bliver ramt af syrestrålerne. Nogle forsøger at rejse sig
igen, og for nogen lykkes det, men for de fleste gør det ikke. Nu ligger
de bevidstløse i sandet.
Smerten rammer også mig og slår hul på min boble. Jeg skriger og
falder på knæ. Først nu går det op for mig, hvor mange gange jeg er
blevet ramt. Mine hænder og min hals svier og er helt ubrugelige til
at holde mig i live. Jeg gør et forsøg på at rejse mig og er også næsten
helt oppe, da den ældste af drengene træder et skridt hen mod mig og
sparker mig omkuld.
Jeg gør endnu et forsøg på at komme op, og da jeg næsten er helt
oppe, vender jeg ansigtet mod dem for at lægge mærke til, hvem de er.
Men det eneste jeg ser, er løbet på en af pistolerne. Jeg hører drengenes latter, lige inden de trykker på aftrækkeren. De er ikke mere end
en meter fra mig, og de rammer hele venstre halvdel af mit ansigt, så
det brænder. Det er så voldsomt og gør så ondt, som har man presset
hundrede chilier ind i munden og tygget dem på en gang. Det eneste
jeg vil, er at dyppe mit ansigt ned i flodens kolde vand.
Jeg falder sidelæns ned mod sandet og lander tungt med hele min
kropsvægt. Denne gang bliver jeg liggende, jeg har ikke kræfter til
andet, og sløvheden er ved at komme krybende. Jeg forsvinder som
sandkorn ved kysten, når tidevandet kommer rullende. Bølgerne trækker mig længere og længere væk, men jeg kæmper. Kæmper for at
holde fast i min bevidsthed.
Jeg åbner forsigtigt mine øjne. Jeg er blind på det ene øje, jeg ser kun
sort. Jeg stirrer op mod dem med mit raske øje. De står og snakker,
inden de starter motorcyklerne og forsvinder. Jeg får kun få glimt af
dem, men det er nok, til at jeg genkender dem. De er ikke alle sammen
fra landsbyen, så jeg kender ikke alle, men jeg skal nok huske dem. En dag tager
jeg hævn!
Jeg ligger der i sandet og er stivnet af smerte, da jeg hører blide
fodtrin i sandet. Det er pigen. Hun er her stadig. Hun kommer hen
mod mig, men jeg ved ikke, om hun har opdaget mig, for jeg kan ikke
bevæge mig så meget som en centimeter. Hendes ansigt er lige ud for
mit, og hun hvisker til mig: »I’ll save you. I’ll get some help.« I sine
hænder står pigen med nogle af de visne palmeblade, som ligger alle
50
vegne. Hun spytter på dem og dækker mit ansigt med dem, inden hun
begynder at løbe. Jeg hører hendes fodtrin forsvinde i det fjerne.
Bladene er ikke meget, men de dulmer smerten. Jeg ligger og venter.
Det føles som timer, men jeg er ikke sikker på, hvor længe det virkelig
er, for alt står stille for mig. Det eneste jeg tænker på, er smerten. Den
brændende smerte, som fylder min krop.
Ud af ingenting hører jeg en kraftig trampen og stemmer, som taler,
men jeg er langt væk nu. En eller anden samler mig op i sine arme og
løber af sted med mig. Det er under løbeturen, jeg langt om længe mister bevidstheden, og resten af dagen forsvinder i mørket ...
Tre af pigerne overlevede ikke overfaldet, og ingen af os har noget håb om en
fremtid længere. Det er det, som høvdingen fortæller os alle dagen efter overfaldet.
Vores eventyr er slut, siger han. Men det var meget mere end bare et eventyr. Det
var et helt liv, fyldt med muligheder, som endte. Det var så meget mere, end det
de tror. Det var håbet for alle landsbyens piger, og det døde sammen med vores
drømme. Det var simpelthen alting, som forsvandt den dag.
51
Anna Schøtt-Edholm
Sådan er det vel
Min søster plejede at sige til mig, at jeg skulle tage mig sammen og få
et liv. Ingen mennesker, der har et liv, går rundt i en stald i flere timer
om dagen. Og lugter oven i købet af stald i endnu flere timer. Ja, ifølge
min søster lugtede jeg faktisk hele tiden. Af tis og lort. Jeg forstod ikke
rigtigt, hvad hun mente med noget af det, hun sagde, men sådan var
det. Vi har aldrig været så tætte, mig og min søster. Hun flyttede hjemmefra, da jeg var syv.
Min bror var den mest normale af os. I en tidlig alder begyndte han
at overnatte hos venner, ofte flere dage i træk. Mor mente, det var fint,
hyggeligt og godt. Han var populær og vist også meget god i skolen,
altså var han ikke som os andre. Men noget var der i vejen, mor forstod
ikke, hvorfor de altid skulle være hjemme hos de andre og lege eller
hænge ud eller være sammen, eller hvad de nu kaldte det. Så derfor
gjorde hun sig store anstrengelser for at få min bror til at invitere sine
venner hjem til os. Hun købte slik og kager og bagte boller og kanelsnegle. Det var ikke til mig, men hver gang jeg kunne liste mig ud i
køkkenet og stjæle fra det gode skab, gjorde jeg det. Hvis der manglede
noget, var alle sikre på, at det var min bror, der havde taget det. Han
benægtede, men var ikke så god til det. Når han blev vred, blev han
rød i hovedet og begyndte at svede på næsen, og så kunne man godt
tolke det, som om han var skyldig og havde dårlig samvittighed. Far
kunne blive meget vred, han brød sig ikke om, at folk stjal og løj. Og
så kunne han i øvrigt ikke forstå, at det kun var ham og mig, der skulle
passe gården. Hver eneste dag. Det sagde han ret tit, selvom jeg ikke
tror, han ville have, det skulle være anderledes. Jeg var god til at hjælpe
til på gården, jeg havde et godt tag på hestene, det sagde far engang.
Og jeg kunne godt lide, at far sagde sådan noget.
De få gange min bror havde venner med hjem, skulle de sidde med
ved bordet og spise. Jeg sagde ingenting, sad og spiste min mad og kig52
gede ned i tallerkenen. Far, som ellers snakkede meget, var helt tavs,
og det var mor, som prøvede at dræbe stilheden. Hun stillede vennerne
spørgsmål, som hun allerede kendte svaret på, og smilede og klukkede
alt for højt og alt for kunstigt. De må kunne mærke det, tænkte jeg.
Disse måltider var nogen, der bare skulle overstås. Min ellers voldsomme appetit forsvandt. Det var, som om maven var fyldt, inden vi
havde spist. Jeg vidste, at mor var vred på far. Men far var ligeglad, han
kunne aldrig lide en eneste af vennerne, og man kan sige, han ikke var
typen, der gjorde sig umage for at skjule sin foragt for folk.
Særligt én episode fra min tid derhjemme står klart i min erindring.
Jeg havde klaret alt det, jeg skulle. Muget ud, strøet op, hentet hø, fyldt
vandkarrene. Jeg vidste, at én af hestene fik ekstra meget foder, fordi
den skulle sælges og derfor være flot og dejligt fed. Det var ekstra
arbejde for far at fodre den, så det besluttede jeg mig for at gøre. Jeg
fandt sedlen, hvor foderrationerne stod, og fandt hestens navn, Chloe.
Det var ikke første gang, jeg blandede foder, så det klarede jeg hurtigt.
Jeg husker, hvordan jeg glædede mig til at se fars ansigt lyse op og høre
ham sige med stolthed i stemmen, at hans datter var den bedste i verden. Jeg var ikke ret gammel. Jeg gik ud på folden og fik fat i hesten. Jeg
måtte slå den på siden med rebet flere gange for at få den til at gå, men
det var jeg vant til. Jeg klarede at åbne hegnet med den ene hånd og
styre hesten med den anden, noget der altid fik mit hjerte til at banke
lidt hurtigere. Der var strøm i hegnet, og jeg var meget bange for at få
stød. Mere bange end de fleste. Af en eller anden grund havde det altid
været sådan. Jeg bandt hesten til en bom, det gik fint, alt var helt fint.
Men så var det, som om nogen havde sat ild til dyret. Den nærmest
eksploderede. Grimen gik i stykker, jeg blev ramt af en hov lige på
hoften, en stabel med spande væltede, hesten blev endnu mere bange
og løb tilbage mod folden. Jeg så det hvide i dens øjne, næseborene
var enorme, og jeg er sikker på, den blev en halv meter højere. I det
øjeblik kørte far ind på gårdspladsen. Han råbte og skreg, da han så, at
hestens ene bagben sad fast i en bunke metalsnor, der havde ligget ude
foran stalden. Jeg stod som forstenet og stirrede. Jeg tror, jeg rystede
over hele kroppen og var ligbleg, men det er ikke sikkert. Far kunne
være meget rolig, når det var nødvendigt. For eksempel når han skulle
fange en panikslagen hest eller berolige en folende hoppe. Det gjorde
53
indtryk på mig, for dyrene stolede på ham. Man skulle have været en
hest, tænker jeg en gang imellem, smiler for mig selv og ryster på hovedet. Egentlig kan jeg godt blive bange for mig selv, når jeg tænker
sådan noget. Far ænsede mig ikke, før jeg havde stået stiv af skræk der
ved bommen en halv times tid. Jeg kunne ikke så godt bevæge mig
efter slaget på hoften, men det var ikke den fysiske smerte, der forhindrede mine ben i at gå. Det var noget inden i mig, jeg ikke kan forklare.
Far havde for længst fået hesten ind i stalden. Den havde fortjent det
bedste af det bedste som kompensation for min hjernedøde opførsel,
og det var, hvad den fik. – »Hvad fanden havde du tænkt dig?« – sagde
far, kiggede ned på mig og rystede på hovedet, som om det simpelthen
var ubegribeligt for ham, at nogen kunne være så dum. Hans lyseblå
øjne lyste af foragt, og jeg kiggede væk. Jeg havde taget en forkert hest
ind, det her var ikke Chloe. Det var en katastrofe, og det var min skyld.
Der gik omkring tre uger, før vi begyndte at slappe af igen. Hestens
ben var ikke så ødelagt, som de troede i første omgang, den skulle nok
klare sig. Far solgte Chloe til en god pris, og det gjorde ham glad. Alle
var glade.
Eller, min bror var måske ikke ligefrem glad, men det var jo, som
det nu engang var. Han var jo aldrig tilfreds. Jeg så ikke meget til ham,
vi var mest bare far, mig og så mor, og det var også det bedste. Far
henvendte sig sjældent direkte til mig, men en gang imellem smilede
han glad, når han fortalte om noget, der var gået godt. Så smilede jeg
også. Sådan var min barndom vistnok. Det kunne bestemt have været
værre. Mens jeg sidder på stationen og venter på, at han skal hente mig,
tænker jeg over, om jeg mon var lykkeligere før. Det er ikke noget, jeg
har lyst til at tænke på, men alligevel dukker spørgsmålet op oftere og
oftere. Har far slet ingen idé om, hvordan jeg har det? I mit nye liv
langt, langt væk fra alt der var, ved jeg ikke, hvad jeg skal tro eller mene
om noget som helst. Og jeg skammer mig stadigvæk.
54
Kathrine Haxholm Filtenborg
Det tavse køkken
Kaffekoppen rammer bunden af køkkenvasken. Ikke særlig hårdt, men
nok til, at den går i tre irregulære stykker. Isakka gjorde det ikke med
vilje. Koppen smuttede mellem hendes hænder. Vandet var så koldt.
Resten af opvasken står stadig og venter på køkkenbordet. Vandhanen
løber.
Isakka kan ellers godt lide at være i køkkenet, for der er så mange lyde:
Vandhanen der løber, køleskabet der brummer, tallerkener der klirrer,
og nu også kaffekopper, der går i stykker. Mor må ikke vide det med
koppen, for så bliver hun ikke glad. Skårene skal gemmes langt væk.
Mor er heldigvis nede i kælderen, så Isakka skynder sig at åbne til skraldespanden under vasken og smider skårene ud. Skraldespanden er næsten helt fyldt. I sin iver skærer hun sig på en af de skarpe kanter, et lille
snit i højre pegefinger. Hun lukker til skraldespanden og står længe og
stirrer på fingeren og det røde blod. Fascineret. Kjolen, hun har på, har
samme røde farve. Hun ser, hvordan en dråbe blod samler sig, og hvordan en usynlig kraft får dråben til at begynde at løbe ned mod albuen.
Isakka skynder sig at tage armen ind over vasken, så der ikke kommer
blod på gulvet. Hun holder armen ind under den kolde hane og læner
sig ind over vasken for at nå vandhanen, så hun kan slukke for vandet.
En lyserød blanding af blod og vand har samlet sig i nogle af de andre
kaffekopper, der står til afvaskning i vasken. Det har en meget flottere
farve end farven på den brune kaffe, der plejer at være i kopperne.
Isakka hører ikke mor komme. Hun fornemmer det. Hun kigger
over skulderen, og dér står mor i køkkendøren med armene over kors.
Mor siger ikke noget, men det behøver hun heller ikke, for mors øjne
taler til Isakka. De siger, at hun ikke må være i køkkenet, og det ved
hun jo godt, for det har hun fået at vide. Mange gange. Isakka kigger
ned på det sort- og hvidternede køkkengulv. Hun har ikke lyst til at
høre, hvad mors øjne siger. Hun stopper sin højre pegefinger i mun55
den for at skjule snittet for mor. Isakka kan mærke gennem den sitrende luft i køkkenet, at mor rynker øjenbrynene. Mor går med lange,
lydløse skridt hen og griber fat om Isakkas håndled og studerer fingerspidsen. Så får hun øje på kopperne i vasken med den svagt røde
væske, og uden et anstrøg af tvivl åbner hun til skraldespanden og finder skårene. Det irriterer Isakka, at mor bare sådan lige kan regne ud,
hvad der er sket. Det må være sådan noget, mødre kan. Mor siger ikke
noget, men ser bare på Isakka. Det er som om stilheden fylder enormt
meget i det lille køkken. Mors øjne anklager Isakka og spørger, hvorfor
hun ikke bare kan være ligesom andre børn. Hvorfor hun absolut skal
lave ballade i køkkenet, hvorfor hun ikke leger på gaden med de andre
og gør, som der bliver sagt? Isakka kan godt forstå, hvad mor mener.
Der er bare det problem, at Isakka slet ikke kan lide de andre børn. De
andre børn larmer. De små lyde fra køkkenet kan hun godt lide, men
larm er ikke rart. Det er hun slet ikke vant til.
Så får Isakka en idé. Måske ved mor slet ikke, hvordan en lyd lyder.
Hvis hun vidste det, ville hun måske lade Isakka lytte til lydene i køkkenet. Så Isakka stirrer mor lige ind i øjnene og trækker vejret, så dybt
hun overhovedet kan, og så laver hun den bedste lyd, hun kan komme
i tanke om. Skriget splintrer stilheden og sætter luften i bevægelse. Det
spreder sig som ringe i vandet, så hele huset er i vibrationer og væggene ryster. Lyden skærer sig ind i marv og ben og helt ind i sjælen.
Mors øjne begynder at dirre. Isakka bliver glad, da hun ser, at der er liv
i mors øjne. Isakka kan slet ikke styre sig og smiler bredt til mor, mens
ekkoet af skriget stadig runger i det lille køkken. Mor smiler ikke. Så
slipper mor Isakkas håndled og rækker armene hen mod hende. Hun
vil nok omfavne Isakka, for det har Isakka set mødre gøre ved deres
børn mange gange. Mor tager fat om Isakkas hals. Det er ikke helt
sådan, det plejer at se ud, men mor har vel lov til at gøre tingene på
sin egen måde. Mors øjne dirrer værre, end Isakka nogensinde har set.
Mor strammer grebet om Isakkas hals, og det er faktisk ikke særlig rart,
for nu begynder Isakkas øjne også at dirre. Der kommer sorte pletter
for hendes øjne, og hendes hoved bliver tungt, og så sætter resterne af
skriget sig fast i halsen, så hun er ved at kvæles i det. Isakka vil gerne
have mor til at slippe grebet, men mors øjne begynder at skrige nu, og
Isakka kan slet ikke sige noget.
56
Ud af øjenkrogen ænser Isakka, at skraldespanden stadig står åben.
Det lykkes hendes at fiske det ene skår fra kaffekoppen op. Mor ser
det ikke. Isakka holder skåret op i hovedet på mor for at skærme for de
skrigende øjne, men det hjælper ikke. Isakka vifter fortvivlet med armene, og i forbifarten rammer hun mor med skåret. I det samme slipper mor grebet om Isakkas hals, og Isakka gisper lettet. Skåret har ramt
mor tværs over venstre side af halsen. Blodet fosser ud og løber hele
vejen ned ad mors overkrop. Mor knækker sammen og lander med
ryggen mod gulvet, helt uden en lyd. Så ligger hun stille. Hendes øjne
er holdt op med at dirre. De siger ikke noget. Køkkenet er helt tavst.
Der er godt nok meget blod på gulvet, men mors snit er selvfølgelig
også noget større end snittet i Isakkas fingerspids. Isakka sammenligner de to snit et øjeblik, men det er lidt svært, for det i hendes finger
er næsten ikke til at se mere, og mors er helt dækket af den røde farve.
Isakka kigger rundt i køkkenet. Så kigger hun ned på skåret, hun stadig
holder i hånden. Skårets skarpe kant er malet med en stribe af rødt.
Isakka læner sig ind over vasken og tænder for vandhanen. Hun skyller skåret, til det er helt hvidt, og lukker for vandet igen. Isakka smider
skåret ned i skraldespanden til de to andre dele af det, der engang var
en kaffekop, og lukker til skraldespanden igen.
Hun står helt stille et øjeblik. Der er slet ikke så rart at være i køkkenet mere. Måske har mor alligevel ret. Isakka skulle slet ikke være i
køkkenet. Hun træder hen over mor og ud af køkkenet. Hun kan ikke
mærke mors øjne. Isakka efterlader sig små røde fodspor gennem huset, men det ser hun slet ikke. Hun går ud ad hoveddøren, ud i verdens
larm, og lukker døren bag sig.
57
Daniel Harsfort
Forandringer
Hjemme hos Ahmed var det aldrig det samme som hjemme hos mig.
Mor sørgede altid for, at der var mad på bordet om aftenen, og når vi
var hos Mormor og Morfar, sørgede Mormor for det. Hjemme hos
Ahmed skulle vi selv lave maden. Ahmed boede anderledes, og de
spiste heller ikke den samme mad som os.
Det var ikke, fordi Ahmeds mor ikke elskede ham. Jeg var sikker på,
at hun elskede ham lige så meget, som Mor elskede mig. Måske var
Ahmed og hans familie bare anderledes. Men så alligevel, Mormor og
Morfar var jo også anderledes end os.
Morfar ville altid have, at der skulle serveres brun sovs og kartofler.
Hjemme hos Ahmed lavede vi pandekager med oksekød, og andre
gange lavede vi noget helt andet. Ikke fordi jeg ikke kunne lide Mormors mad, men det var altid det samme. Jeg sad altid for enden af
bordet og nikkede, når de kiggede på mig. Morfar sørgede altid for, at
alle ved bordet havde det godt. Mormor sørgede for maden. Den aften
havde vi det godt alle sammen. Det sagde Morfar.
»Når Morfar har det godt, har vi det også godt,« sagde Mor og Far
altid.
De sagde også altid, at Morfar ikke kunne lide forandringer. Men
det hele var jo også godt nok. Hvorfor skulle vi lave om på noget, når
vi allerede har det godt i forvejen? Det sagde Morfar tit til mig. Han
kunne godt lide at lære mig ting.
Ahmed sørgede selv for mange af de ting, der skete i huset. Når jeg
var sammen med ham, kunne vi ofte sidde en hel dag på hans værelse,
uden at nogen kom ind og brokkede sig og sagde, at vi skulle lave noget andet.
Sommetider tænkte jeg på Mormor. Jeg tænkte på, om Mormor også
58
var glad. Morfar sad altid ned. Han sad ned, mens Mormor rendte
rundt i huset og ordnede ting og lavede mad. Måske var det bare sådan,
det skulle være. Måske var det bare mig, der var anderledes, og måske
forstod jeg bare ikke, hvad det ville sige at være … voksen?
»Det er godt, at vi er så glade,« smilede Morfar for den anden ende
af bordet. Han havde sit sorte jakkesæt på. Det samme som enhver
anden dag.
»Det er godt, at vi kan sidde her, spise og være sammen,« sagde han,
måske i et håb om at nogen ville sige noget til ham.
Der var aldrig nogen, der sagde noget til Morfar. Mormor sagde i
hvert fald aldrig noget, og det gjorde Mor og Far heller ikke. Men hvad
skulle vi også sige til ham? Vi havde det jo godt alle sammen.
Denne aften fik vi som sædvanlig kød, kartofler og brun sovs, og
stilheden var, som den plejede at være. Vi kiggede alle sammen ned i
de fine tallerkner, alle bortset fra én. Morfar kiggede rundt på os alle
sammen og smilede, men vi smilede ikke til ham, kun når hans blik
faldt på en af os. Så længe han var glad, vidste vi, at alle var glade.
Morfar havde forrige år købt et ur formet som en ugle. Han sagde, at
den skulle forestille vores familie: en klog og glad familie. Ahmed og
hans familie havde ikke nogen ugle. Familier er så forskellige. Uglen og
bestikkets klirren mod tallerknerne var det eneste, man kunne høre.
Og så var der Morfar, der rømmede sig en gang imellem.
»Jeg skal ud til Ahmed i morgen,« sagde jeg og brød stilheden. Var det
smart at sige det, jeg ved det ikke? Jeg følte bare, at denne endeløse
stilhed skulle brydes.
Øjeblikket var fyldt, men hvad det var fyldt med, vidste jeg ikke.
Det var ikke glæde, som Morfar så gerne ville have. Det var en anden
følelse, men tilsyneladende følte alle ved bordet det samme. Mor sad
med rynkede øjenbryn. Far kiggede på mig, men kiggede hurtigt væk
igen, ned i Mormor og Morfars fine mahognibord. Denne følelse mindede mig om noget. Det mindede mig om timerne i skolen. Alle de
timer i klassen hvor hverken jeg eller nogen anden kunne finde svaret.
Er der ingen, der kender svaret, spurgte lærerinden altid, men vi havde
hovederne fyldt af andre ting. Hvad var det, hun ville have svaret på?
Jeg vidste det i hvert fald ikke.
59
Mormor brød sig ikke om skænderier. Hun ønskede ikke at blande sig
eller gøre noget, som Morfar ikke kunne lide. Man kunne se på Mormor, at hun ikke havde lyst til at fortsætte.
»Ahmed?« sagde Morfar. Om han søgte et svar på, hvad jeg havde
sagt, eller hvad han søgte, vidste jeg ikke. Men at han søgte noget, det
kunne jeg se i hans øjne.
»Ahmed?« sagde Morfar igen og kiggede hen på mig.
»Det er én fra min klasse,« sagde jeg.
Det var ikke det svar, Morfar ledte efter.
Mor og Far kiggede begge på Morfar. Deres øjne var ens. De lignede mine, når jeg kom i skole og fortalte, at jeg ikke havde lavet lektier.
Undskyldende.
»Vi har prøvet, det har vi virkelig,« sagde Mor undskyldende til Morfar.
Jeg forstod det ikke.
»Undskyld!« Mor fik tårer i øjnene. Hun var blevet ked af det. Var
det min skyld? Hvorfor skulle Mor undskylde over for Morfar?
Far kiggede hen på mig. Den tikkende ugle var som tinnitus i mine
ører.
Morfar rejste sig fra bordet og gik. Rundt om bordet sad Mor, Far,
Mormor og jeg. De kiggede alle på mig, men jeg vidste ikke hvorfor.
Mahognibordet var fyldt med Mormors gode danske mad, som hun
havde brugt flere timer på at lave.
»Hvor skal Morfar hen?« spurgte jeg Mor. Mor kiggede bare på
mig med et tomt blik i øjnene. Et blik jeg ikke så hos Mor ret ofte.
Man kunne stadig høre uglen i baggrunden. Den var lige bag mig.
Jeg kunne høre sekundviseren tikke. Et øjeblik efter kom morfar ind
igen, han havde taget andet tøj på: noget der lignede hans typiske
golf-polo, men med de samme bukser som til jakkesættet. Da han
stod bag mig, bankede han sine hænder ned på skuldrene af mig. Om
det gjorde ondt, vidste jeg ikke. Jeg husker kun dette øjeblik, men er
det ikke også nok?
En aften jeg var hos Ahmed sammen med hans bedsteforældre, smilte
hans farfar til mig. Hans farfar havde et varmt smil. Det er ikke til at
60
glemme, ikke til at glemme den dag. Han sagde ikke noget, han smilte
bare. Ligesom min morfar, men alligevel var de så forskellige.
Jeg sad inde i Mormors systue. Mormor var her også. Lugten var anderledes, end den plejede at være. Døren ind til stuen foran mig var
lukket, men lyden trængte igennem. Lyden af noget, som jeg ikke havde hørt før, og dog kunne jeg stadig kende klangen.
»Det er godt, at vi er glade og holder sammen,« sagde Mormor og
smilede til mig.
Hjemme hos Ahmed var det anderledes.
61
Johanne Bønløkke Høgfeldt
Ham med shortsene
Han havde shorts på, selvom vi var et godt stykke inde i september.
Jeg så ham ud ad vinduet hver dag, når han kom gående op ad bakken,
tydeligvis i sin egen verden, med den ene fod foran den anden på fortovskanten. Jeg ved ikke, om han bevidst valgte at holde sig lidt uden
for alting, men udenfor var han. Ingen vidste noget om ham. De fleste
heller ikke hans navn – ham med shortsene blev han bare kaldt. Men
jeg vidste godt, hvad han hed.
Jeg var sjældent så godt med i timerne i den tid. Det var ikke, fordi
jeg ikke prøvede, det gjorde jeg virkelig. Men min tid var kold og kedelig, og der var sket dårlige ting, som jeg blev ved med at blive mindet
om af blikke på gangen. Et enkelt skænderi havde pludselig gjort mig
så ensom.
Desuden var vi i det klasseværelse med den bedste udsigt, og jeg
valgte altid vinduespladsen. I første lektion var himlen stadig lidt rød,
og det syn glædede jeg mig til hver dag. Derfra kunne jeg også se ham
med shortsene komme gående op ad bakken, for sent hver eneste
morgen. De andre elever småløb eller gik med hastige skridt på det
tidspunkt, men han gik med lange, langsomme skridt. Tiden lod ikke
til at gøre ham den mindste smule bekymret.
Jeg tænkte tit på, hvad der skete den aften med skænderiet. Jeg kan
huske, vi havde drukket kaffe på en café, hende og jeg, og det havde
været koldere end andre septemberaftener, så vi havde siddet indenfor. Jeg havde købt kaffe til os for en halvtredser, og bagefter forsøgte
vi at dele småpengene. Senere, da vi stod på vejen og jeg ikke havde
undskyldt, tog jeg min hånd op af lommen, og mønterne blev spredt i
mørket på fortovet. Det eneste, jeg fik samlet op, var en tokrone, som
jeg stak i lommen. Da jeg rejste mig op, havde hun allerede vendt ryggen til og var på vej væk.
Jeg stirrede, første gang jeg så ham med shortsene gå i lige linje på
62
fortovskanten, for jeg troede egentlig aldrig, jeg skulle se ham igen. Jeg
havde vel glemt ham lidt. Men nu gik han pludselig på min skole, og jeg
tænkte på, om han mon tænkte det samme om mig. Der var jo gået så
lang tid. Vi havde ikke snakket sammen, siden vi var små, og der måtte
nødvendigvis være sket en del ting siden dengang, men som han gik
der, med armene ude til siderne for at holde balancen, virkede det ikke,
som om han havde forandret sig synderligt. Han havde været det barn,
som spiste regnorme og kravlede for højt op i træerne, og han havde
vist mig, hvordan man plukkede brændenælder uden at brænde sig, og
hvor man skulle gå hen for at finde de største frøer.
Det slog mig altid, hvor ubekymret han så ud, og jeg kunne ikke lade
være med at tænke over, om mange ting egentlig ikke ville være lettere,
hvis man var sådan en, som gik med shorts i september.
Det blev koldere og koldere for hver dag, og det, og så det at himmelen var lidt mørkere og rødere hver morgen, når jeg sad ved vindues
pladsen, var de eneste måder, jeg kunne mærke, at tiden stadig gik. Jeg
havde det, som om der intet var sket siden den septemberaften, hvor
en lille ting, jeg ikke engang var sikker på hvad var længere, var endt i,
at hun råbte lidt, og jeg råbte lidt. Hun var sådan én, der gik op i småting. Efter det var vores venskab bare slut, og det var ret trist, syntes
jeg. Hun sendte mig væmmelige blikke på gangene.
Jeg ville ønske, jeg kunne være ligeglad, men i stedet forsøgte jeg at
undgå de blikke. De mindede mig om, hvad jeg ikke længere havde.
En dag pjækkede jeg fra første lektion, drejede til venstre i stedet
for til højre og endte ved søen. Der var stille, ingen by i syne nogen
steder. Det var slet ikke meningen, jeg skulle være der på det tidspunkt, men det kunne jeg godt lide. De mange store frøer hoppede
dovent rundt i græsset, på samme måde som dengang jeg havde gået
rundt der og fanget dem i en plasticspand, og jeg tænkte over, hvor
dan jeg var endt med at have de venner, jeg havde, og om jeg mon
havde haft andre bekymringer dengang end myggestik og våde tæer
i gummistøvlerne.
Der var også store, klamme skovsnegle, som efterlod tydelige spor
efter sig. Der er mange måder at efterlade spor på. Slimede, langtrukne
spor er én måde, den slags er der længe efter. Langsomt, men sikkert,
snegler de sig frem, og så er de væk og har efterladt et spor, som bare
63
bliver ved med at være der. Når jeg cykler på asfaltveje, sigter jeg altid
efter skovsnegle.
Mennesker er små. Jeg er et lille menneske. Det ved jeg, fordi jeg
ikke sagde undskyld for den der lille ting, som var sket, og som var så
lige meget. Det skulle jeg have sagt, jeg kunne stadig sige det, men jeg
gjorde det ikke, og selvom jeg virkelig prøvede og tænkte over, hvorfor
det var sådan, var det bare sådan, det nu var.
Hver gang jeg gik forbi hende på gangen, havde jeg lyst til at stirre.
Iskoldt i øjnene og brandvarmt i nakken, så hun til sidst ville gå ned
med forkølelse, og jeg blev så træt, når jeg tænkte over, hvor meget jeg
lod mig rive med af det hele. Vi havde jo været venner, og det er ikke
sådan, man bliver venner med nogen igen. Men jeg var ikke længere
helt sikker på, at det var det, jeg ville. Jeg undgik øjenkontakt og kiggede ned. Det er ofte det nemmeste, tror jeg.
Jeg forstillede mig, at hun var sådan en, der gik med shorts i september og var ligeglad og ubekymret, og at vi havde siddet udenfor og
drukket kaffe. Men det var ikke sådan én, jeg var venner med, og jeg
kunne ikke huske hvorfor.
Mange er enige i, at mennesker er små, og det er nok, fordi det er en
rar ting at kunne sige, når man ikke kan forklare, hvorfor man handler,
som man gør. Jeg blev sådan én, som trak spor, selvom jeg kunne have
forhindret det. Men ingen mennesker er så store. Selv ikke dem, der
synes solopgangen er flot, og som aldrig glemmer nogen, de fangede
frøer med for fjorten år siden.
Jeg sidder på vinduespladsen igen og kigger ud, jeg kan stadig mærke kulden i mine kinder. Der kommer han gående, helt upåvirket af tid
og kulde, alt er, som det plejer. Og jeg fandt en mønt igen i morges. Jeg
finder hele tiden tokroner i min lomme.
64
Nikolaj Nielsen
Går vi?
»Hvorfor vil du absolut over nu?«
Jeg så op fra den blafrende primus, så hende i øjnene og gentog mig
selv. Alle mine knogler værkede af kulden og den manglende plads. Jeg
var træt, men ikke uden en snert af beslutsomhed tilbage i stemmen.
»Som sagt. Jeg vil se, hvad der er på den anden side. Vi skal se, hvad
der er.«
Endnu et vindstød slog mod teltet, der buede faretruende indad. Jeg
svang kejtet armen ud for at trykke imod. Da blæsten tog af, åndede
vi begge ud i kor med den. Trods kulden sad vi på hver vores side af
gasbrænderen. En spinkel flamme stod op fra den.
»Se, nu kan vi endda spejle æggene,« bemærkede hun og ledte i den
nærmeste taske. Mit blik blev fanget af den lille gasbrænders lys. Skyerne fra vores åndedræt mødtes i luften over den og gjorde teltets
hulning tåget.
»Hvorfor det?« spurgte jeg.
»Så vi er klar til i morgen?«
»Jah …« mumlede jeg, men kunne allerede mærke hendes misbilligende blik uden at se efter.
»Vi går over, når vinden har lagt sig. Når det ikke er så mørkt. Okay?«
»Okay …«
Jeg løsrev modvilligt blikket fra feltkomfuret. Det var en af Nordens få klare nætter, og gennem genskæret fra ilden kunne jeg ane månelysets aftegning på teltdugen bag hende. Sneen og isen måtte være et
særligt syn deroppe. Døsigheden sneg sig ind på mig. Frygtsomt vækkede jeg mig selv og ledte efter noget at gøre. Det eneste oplagte var at
grave den slidte støbejernspande frem fra vores sæk med køkkengrej.
Hun havde fundet de sidste to æg, taget fra nogle vejrbidte grågæs, vi
havde passeret, og slog dem ud på panden.
Mens æggene fladede ud og begyndte at simre, krøllede vi os sam65
men og ventede. Jeg så op mod teltets kuppel, hvor ildens skær svang
sig i en øm, underligt makaber kinddans med uvejret. Jeg tog et skarpt
åndedrag og spurgte forsigtigt:
»Er du helt sikker? Altså … ikke på det med gletsjcheren.«
Det lød henkastet og afslappet, håbede jeg. Svaret var et hurtigt blik
op fra æggene og den velkendte tone. Halvt forlegen, halvt anklagende.
»Du har stadig ikke glemt det?«
»Glemt!«
Hun rettede sig anstrengt op og ruskede de magre spejlæg, der begyndte at gulnes, lidt rundt på panden.
»Du ville altså blive gladere,« hvis du lærte at give slip.
Det lød henkastet og afslappet, håbede hun nok.
»Måske. Du ville blive gladere, hvis du lærte at sige ja.«
Samtalen var ovre, og længe sad vi tavse og ventede.
»Vi glider ikke med dem her på,« forsøgte jeg endelig, og løftede
sigende en af pigskoene ved teltdøren op. Jeg prikkede med en finger
til den hårde sål, hvor et virvar af små søm stak ud.
»Det blæser for meget,« affærdigede hun mig.
»Vi slår et reb om maven. Så kan vi hjælpe hinanden op, hvis én
glider.«
»Og hvis vi begge falder?«
Hun tog panden af blusset, lod det brænde og pegede for at sige, jeg
burde spise noget. Jeg skrabede det ene æg op på min bliktallerken og
tyggede omhyggeligt på det. Hænderne blev stivere, for hvert øjeblik
de tilbragte uden for lommernes for.
»Men gletschjeren må nu være smuk i det vejr,« sagde jeg.
Hun sukkede og så træt op på mig.
»Så gå dog.«
Jeg tøvede et øjeblik. Stillede ægget til side og rystede svagt på hovedet.
»Det ved du, jeg ikke gør.«
Hun spiste op uden at svare.
»Vi har også ishakkerne,« begyndte jeg.
»Nej.«
»Det kan ikke være så slemt. Vi skal bare stå fast.«
»Ikke nu.«
66
Det blev ikke til noget. Jeg opgav at tale til hende og holdt i stedet
hænderne over primussen for at få lidt varme i dem. Prøvede at huske
den dag, vi begyndte på den her tur. Jeg havde glemt datoen, men vidste, at vi havde været undervejs længe. Jeg kunne stadig huske gruset
på den skovsti, vi begyndte på, og den stille, dybgrønne verden under
lærke og graner. Endelig suset i maven, da vi brød gennem trægrænsen,
og tundraen lå foran os. Små, vindtørre buske groede mellem lavet og
stenene, og en enkelt gang så vi en flok rener, der græssede et stykke
østpå. Det var et par dage før, vi igen begyndte at holde os til hver
vores side af teltet. Om aftenen havde vi hørt vingeslagene fra store
gåseflokke, der trak sydpå.
Bag primussen begyndte hun at synke sammen. Da jeg rakte ud for
at ruske hende i skulderen føltes det, som om hele stormen stod mig
imod. Alt for langsomt åbnede hun øjnene og rettede sig op. Ingen af
os kommenterede det. Jeg spurgte beslutsomt:
»Kommer du med?«
»Det kan du ikke mene. Hvad tror du selv?« Ordene rungede i mine
ører, som om vi lå på havets bund. Jeg hostede, halvt for at rense halsen, halvt for at holde mine sanser vågne.
Men jeg kunne mærke det i maven. Jeg kunne ikke gå alene.
»Hvis vi bevæger os, fryser vi ikke så meget, påstod jeg. Hun overvejede det kort, men rystede så tungt på hovedet.«
»Det ændrer ikke noget.«
»Det gør en forskel. Det bliver nemmere.«
Der kom ingen reaktion. Der skulle mere til.
»Vi glemmer dengang. Nej, jeg glemmer dengang. Går vi så?«
Stilhed. Så rakte hun tøvende ud mod teltdørens lynlås. Da hun trak
den op, overdøvede dens skrabende melodi for en stund alt. Den dækkede vores åndedræt, dækkede selv blæsten derude. Jeg slukkede med
hvide fingre gasbrænderen. I halvmørket over den vekslede vi et langt,
beroligende håndtryk.
»Ja.«
67
Melissa H. Marcher
Rum
En af pigerne sad og pillede ved sit hvide plasticarmbånd. Hun var ny
her, det var tydeligt. Hendes hår havde den længde, de klipper det, når
man først kommer ind. Men ingen af os havde været i dette rum før.
Det nye rum var formet som en trapez. Da vi vågnede, lå pigen op
ad den længste væg, men nu havde hun sat sig i et af de brede hjørner.
Jeg sad, hvor jeg selv var vågnet – i midten langs en af de skrå vægge.
»Følelsen skal akkvireres på en time.«
En af drengene begyndte at råbe, mens jeg forsøgte at få mig selv
til at græde. Vi havde hver vores metode til at akkvirere. Det var ikke
lykkedes sidst, og de havde sagt, at jeg ville ryge i Det Kolde Rum, hvis
ikke jeg blev ked af det denne gang. Den nye pige gjorde ingenting. Hun
sad bare, som hun havde siddet, inden opgaven blev stillet. Jeg havde
lyst til at forklare hende, hvad der skete, hvis hun ikke akkvirerede følelsen, inden tiden løb ud. Men så ville jeg spilde min egen tid.
Hun gjorde stadig ingenting. Jeg ved ikke, hvor lang tid der var gået,
for rummene havde aldrig nogen ure og intet dagslys. Men jeg blev
distraheret af, at hun bare sad der. Jeg skubbede mig over til hende.
»Du ved godt, hvad du skal, ikke?«
Hun nikkede.
»Hvorfor gør du ikke noget?«
»Jeg er bange,« sagde hun stille.
»Bare koncentrer dig, så kan du godt. Gør det nu bare.«
»Det er ikke det, jeg er bange for.« Hun rykkede sig lidt bagud.
»Hvad er det så?«
Der gik nogen tid, inden hun svarede.
»At de vil have mig til at føle noget, jeg ikke vil føle.«
68
Hun blev ført væk, da vi andre havde akkvireret. Det gjorde de nye
som regel. Jeg var heldig, første gang jeg var i et rum. De havde valgt
tilfredshed, som jeg ofte havde følt, før jeg kom hertil. Nu har jeg været
her i nogen tid. Hvor lang tid ved jeg ikke. Der er ikke andet lys end
det i loftet, og vores søvn er altid kunstig. De sender en gas ud i rummet efter hver opgave. Hvor lang tid der går imellem dem, er der ingen
af os, der ved. Vi vågner bare op til en ny opgave. Altid i et nyt rum.
Da jeg vågnede igen, kunne jeg dufte mynte. Det gjorde de nogle
gange – påvirkede vores sanser. Rummet var kvadratisk, som det aller
første rum jeg var i. Men dette var større. Eller måske var vi bare færre
mennesker.
»Følelsen er glæde. Følelsen skal akkvireres på 20 minutter.«
Jeg havde aldrig akkvireret glæde før. Og slet ikke på 20 minutter.
Men jeg blev nødt til det. Glade mennesker. Hvordan er det nu? Skal
jeg smile? Jeg prøvede at smile, men min mund var ikke vant til grimassen, og jeg endte med bare at vise mine tænder.
Alt hvad jeg huskede, fra før jeg kom hertil, føltes mere som drømme
end minder. Det var langsomt svundet ind og var nu noget, jeg skulle
lede længe efter for at huske. Kun et enkelt minde poppede op. En træterrasse, en græsplæne og to små børn, der løb rundt på den. Der var
også nogle andre. Nogle gamle mennesker. Men de var ikke på græsset.
De sad i havestole og … smilede.
Jeg prøvede at smile igen. Det var stadig et uigenkendeligt ansigtsudtryk.
Hvis bare jeg kunne huske, hvad resten af mindet handlede om. De
gamle mennesker – var jeg i familie med dem? Mine bedsteforældre
måske? Ja, sådan var det vist. Og de to små børn… Dem kunne jeg
ikke placere. Ikke lige nu.
»Hvordan gør I?« Det var en ny dreng. Ny frisure.
Der var ingen af os, der svarede ham. Vi kunne ikke spilde tiden.
»Hvordan er det, I gør? Kan I ikke hjælpe mig?«
Stadig ingen der svarede.
»Hjælp mig nu! Hvad sker der, hvis man ikke akkvirerer? Vil I ikke
nok hjælpe?!«
69
»Vær nu stille. Du gør det værre for os andre,« sagde jeg endelig med
dæmpet stemme.
»Men jeg ved ikke, hvordan man gør!«
»Du skal føle glæde. Ikke andet end det.«
I mindet løb et af børnene over til mig. Den her er til dig. Tak, den er
rigtig fin. Skal jeg finde en til? Det må du godt. Jeg kunne huske græsset. Jeg
kunne huske det store træ og parasollen og kirsebærrene og fregnerne
og …
Jeg var tilbage i rummet. Resten af mindet var væk. Svundet ind.
Men jeg var glad.
Klokken lød fra højtaleren. Igen var det den nye, der blev ført ud. Der
var stille et øjeblik. Jeg kunne høre ventilatoren. Jeg blev døsig. Jeg
faldt om.
»Hallo? Hallo? Vågn op!« Jeg satte mig hurtigt op og rykkede mig væk
fra hende, der havde vækket mig. Vi var i et nyt rum. Et stort trekantet
rum. Og vi var kun to derinde. Jeg havde aldrig set hende før, men hun
var ikke ny.
»Jeg tror, det er sidste opgave,« hviskede hun, med ryggen vendt
mod den lille røde lampe i hjørnet. »Måske kommer vi ud efter det
her.«
Der var aldrig nogen, der havde snakket om en sidste opgave.
»Hvad mener du?« spurgte jeg.
»Engang vågnede jeg for tidligt. Og jeg hørte to af dem snakke. De
sagde noget om, at de kun har to inde ved sidste opgave.«
»Og hvad sker der bagefter?”
»Jeg er ikke sikker. Måske kommer vi ud. Måske …«
»Måske hvad?«
»Måske tag-«
»Følelsen er omsorg. Følelsen skal akkvireres på 10 minutter.«
Der var ingen af os, der sagde noget. 10 minutter var ikke nok. Jeg
prøvede panikslagen at finde et minde frem. Bare et eller andet. Men
der var intet tilbage.
70
Jeg kiggede på pigen. Hun sad med lukkede øjne. Men så kiggede
hun op.
»De vil have, at vi skal gøre det sammen,« sagde hun.
Jeg sagde ikke noget.
»Kom tættere på.«
Jeg satte mig over for hende.
»Fortæl mig om dit liv. Før alt det her,« sagde hun.
»Jeg … Jeg husker ikke så meget,« svarede jeg.
»Hvad som helst. Bare et eller andet.«
»Jeg ved ikke … Jeg … tror ikke jeg kan.«
»Kan du slet ikke huske noget?«
Jeg rystede på hovedet. Der blev stille.
Jeg havde ikke længere noget at tage af. Alle de følelser, jeg havde akkvireret, kom fra minder. Og nu var minderne væk.
»Vi må skabe følelsen fra bunden,” sagde hun, »det kan ikke komme
fra minder længere.«
»Hvordan gør vi det?«
»Jeg ved det ikke.« Hun kiggede rundt og rejste sig op. Jeg gjorde det
samme. Vi stod lidt og kiggede på hinanden. Til sidst lænede hun sig
ind og krammede mig. Jeg vidste, at jeg skulle føle noget. Jeg vidste,
at hun var ved at finde den rigtige følelse frem. Jeg kunne bare ikke
mærke den. Jeg så en pige for mig. Ikke hende, der stod i rummet med
mig, men en anden. Og jeg vidste, at mindet betød noget for mig. Men
ikke hvorfor. Jeg følte ikke længere noget.
Klokken lød. »Følelsen ikke akkvireret.«
Pigen i rummet kiggede på mig. Hun smilede.
»Kunne du ikke høre det?« spurgte jeg.
Hun rystede på hovedet.
De førte mig ud af rummet.
71
Marcel Madsbøll
Døre
Døre åbnes, og døre lukkes, døre vælges, og døre fravælges. Jeg kan
godt lide princippet. Jeg er tandbørstesælger, og jeg spadserer rundt
og banker på folks døre. Men inden jeg banker på, læser jeg navnet
på deres postkasse, derefter forsøger jeg at gætte, hvilken person der
gemmer sig bag navnet. Jeg er tandbørstesælger, og menneskekender.
Mit lyse, halvkorte hår bliver til en utæmmet vildmark på toppen af
mit hoved, når jeg går fra hus til hus i de utallige nabolag. Det er i dag
den 5. marts, og himlen er dækket af mørkegrå skyer, vinden runger
gennem gyderne og skærer skarpt kanthjørnerne af på de røde lejlighedsblokke. Jeg trækker i min lilla regnjakke, binder snørebåndene på
mine tennissko og lukker den lyseblå kuffert, som tandbørsterne ligger
fint på stribe i.
Døren smækker bag mig på grund af trækken, og jeg begynder at
gå, hvor vejene end fører mig. Vejene fører mig normalt hen til en rød
lejlighedsblok, og det gør de også denne gang. Jeg læser navnene på de
tolv postkasser højt for mig selv, og jeg beslutter mig for at gå op til
Louis Sørensen og Natasha Vibæk. På postkassen er der et skilt med
en schæferhund, hvor der står: »Her vogter jeg, indgang på eget ansvar«. Jeg går op ad trapperne, første, anden og tredje etage, så banker
jeg på nummer elleve. Jeg smører hurtigt et bredt og stort smil ud på
mit ansigt. Døren åbnes med et brag, og døren bliver åbnet udad.
To slørede skikkelser står og peger ned på mig, jeg rynker på næsen
og forsøger at gennemskue, hvad de har gang i. Mens jeg tænker denne
tanke to eller tre gange, går lyset ud.
Jeg lukker forsigtigt øjnene op og ser et stort glas vand med en skive
citron i foran mig. Jeg skæver ned på gulvet og ser min åbne kuffert
ligge forvreden og i uorden. Jeg klør mig i øjnene, for pokker en hovedpine! Jeg dratter tilbage i en ufrivillig søvn.
Jeg sætter mig op i sofaen, kigger ned på mine tandbørster, griber
72
kufferten og rejser mig derefter opgivende op og går hen mod køkkenet. Jeg kan høre, at nogen snakker derude, en ironisk og nedladende
stemme taler til en anden mere rystende og undskyldende stemme.
Tv’et skratter i baggrunden, og kaffemaskinen fylder støjen med små
dryp, der kommer i tilfældig rytme. Jeg banker forsigtigt på køkkendøren, og en mand åbner den. Jeg ser ind i et par blodsprængte øjne,
og jeg blinker et par gange og spørger manden, om han har det godt.
Han siger, at han kunne spørge mig om det samme, rækker hånden
frem og hilser i et løst håndtryk: »Louis,« siger han, og jeg nikker. Han
kigger på mig med spørgende øjne, og jeg nævner tandbørsterne for
ham. Han skal lige til at sige noget, da jeg hører en hviskende stemme i baggrunden, der spørger: »Hvem er det?« og manden hidser sig
hurtigt op: »SAGDE JEG IKKE, AT DU SKULLE HOLDE DIN
KÆFT, KÆLLING?!« råber han og går med vrede skridt ud i hjørnet
af køkkenet, hvor kvinden sidder sammenkrøbet. Adrenalinen i mit
blod får mit hjerte til at banke med dobbelt hast og dobbelt styrke.
Jeg vil stoppe manden, men køkkendøren bliver smækket i. »Jeg ringer
efter politiet!« råber jeg, og døren bliver slået op igen. Manden kigger
på mig med et skævt smil, laver hurtige fagter med hånden og siger en
kort kommando, »Pus!«, og en schæferhund springer ind foran ham
og sætter kurs mod mig. Jeg taber min mobil og får lige nøjagtig tandbørstekufferten med mig, smækker hoveddøren i med et brag og løber
ned ad trappen, ned til postkasserne, ned til navnene.
Jeg skimmer igen alle navnene, jeg har en dårlig fornemmelse i maven over, at jeg ikke kunne hjælpe. Måske burde jeg gå tilbage, tænker
jeg ved mig selv. Jeg beslutter mig for at gå op til en Sanne Jensen i
stedet, og jeg træder med lidt fastere skridt op til anden etage, hvor jeg
banker på hendes dør, forsigtigt, jeg står et par skridt tilbage, så jeg er
i sikkerhed for døren. Så kommer jeg i tanke om, at mine tandbørster
stadig ligger usystematisk, jeg bliver lidt nervøs og bukker mig ned for
at lægge dem i orden, og lige inden jeg får fat i den første tandbørste,
bliver døren åbnet, og jeg kigger op på et smilende ansigt.
Jeg stammer, men hun fniser af mig og tilbyder mig en hånd. Jeg er
kommet op og stå, og hun spørger, om jeg godt kunne tænke mig et
glas vand, og jeg svarer, at det kunne være dejligt. Jeg sætter mig ned
og kigger rundt i lejligheden. Hvide gardiner hænger i alle hjørnerne på
73
de hvide vægge, som i et palads, som spindelvæv i en mørk hule eller
som de hvide vægge på en sindssygeanstalt. Alt er så perfekt, så urørt
og rent, og jeg får kuldegysninger bare ved tanken om at, hvis jeg begår
den mindste fejl, vil fejlen være synlig som et signallys.
Hun kommer ud fra køkkenet og rækker mig glasset med fremstrakt
arm. Jeg tager mod glasset og tager en forsigtig tår. »Er der noget, jeg
kan hjælpe med?« spørger hun, og jeg får vand galt i halsen og siger:
»J-jeg har nogle tandbørster og tandplejeprodukter, jeg ville sælge til
dig,« og jeg smiler lidt forlegent. »Kom med, vi sætter os bare herinde,«
siger hun. Jeg skal lige til at præsentere den automatiske tandbørste,
da to tumlinger suser ind i stuen, begge med butterfly og jakkesæt på.
Jeg beundrer de to små børn og lægger mærke til, at den ene lige har
grædt, og at den anden kigger ned i gulvet og stamper tungt med den
ene fod. »Jeg kan ikke,« siger han og holder tårerne tilbage, »jeg kan
bare ikke …« Hun ignorerer børnene, fletter sine fingre og siger: »Nå,
men hvor kom vi fra?« Jeg ser uforstående på hende og nikker mod
hendes børn, giver hende et tegn til, at hun måske lige skulle se, hvad
der er i vejen med dem. »De skal lære at tage vare på sig selv,« siger
hun, »fugleunger forlader reden, når de kun er få uger gamle.« Jeg
trodser hende og går over mod de to børn, sætter mig på hug foran
den ene og spørger, om han har brug for hjælp. Han kigger op mod
sin mor, og jeg kan se rædslen i hans øjne, der fylder hans blik, og han
løber ind på sit værelse, fulgt af sin lillebror. Jeg rejser mig op, og der
står hun, djævelsk, og jeg fornemmer, at jeg har gjort noget meget
forkert, jeg har taget et stykke af hendes liv og åbnet en lukket verden
for hendes børn. Hun råber: »DU SKAL BLANDE DIG UDENOM
MIN OPDRAGELSE! DU ER TANDBØRSTESÆLGER, DU ER
EN TABER, DU HAR IKKE GJORT DIG VÆRDIG NOK! SE PÅ
DIG SELV! BLAND DIG UDENOM!« Jeg pakker min kuffert med
faste bevægelser, kigger hende i øjnene og smækker døren i med et
brag. Jeg kan høre støvkorn ramme hendes gulv, som en lavine hund
rede kilometer væk. Jeg går ned ad trapperne og overlader resten til
tilfældighederne, for jeg er ligeglad.
Jeg banker på en tredje dør; vreden stikker i mit hjerte, jeg tripper
og er utålmodig. Jeg hører låsen blive trukket til side, dørhåndtaget
trykkes ned, døren åbnes. Jeg lukker øjnene, råber, råber af fuld kraft,
74
for jeg ved, at ingen kan høre mig, og selvom hele lejlighedsblokken er
fuld af døre, har jeg ikke solgt en eneste tandbørste: »JEG ER HER
FOR AT HJÆLPE JER!« Ingen dårlige intentioner i mit sind, og jeg
lyder helt umenneskelig: »JEG ER LIGESOM JER!« Perfekte udenpå,
men rådne indeni. Enten taber jeg, eller også vinder jeg et tabt spil!
Jeg lader gadedøren stå åben og går med trætte skridt tilbage mod
min lejlighed. Hovedpinen er blevet værre, og det siler ned, og jeg kan
høre et tordenvejr, der er på vej. Jeg åbner døren til min lejlighed med
vægten af min krop, og jeg falder ned i min sofa, liggende på maven.
En knude samler sig i min mave, men jeg er ligeglad. I morgen banker
jeg på nye døre, i røde lejlighedsblokke, i et nabolag fuld af familier.
75
Efterskrift
Startspring er resultatet af en novellekonkurrence for unge i gymnasie
alderen, som Dansk Forfatterforening inviterede til i efteråret 2014. Ud
fra de indsendte noveller blev tyve skribenter valgt ud af forfatterne
Inge-Helene Fly og Jo Hermann.
De tyve skribenter modtog som præmie en invitation til et weekendkursus i Forfatterforeningen. Her mødte deltagerne novelleforfatterne
Christina Englund, Mathilde Walter Clark og Simon Fruelund.
Kurset modtog støtte fra Jyllands-Postens Fond, Ole Kirks Fond,
BUPL’s solidaritets- og kulturfond og Andersen Bakery, ligesom eFond
sponserede det elektroniske ansøgningssystem, der blev anvendt.
For projektledelsen stod Dansk Forfatterforenings sekretariatschef,
Sara Strand.
Novellerne er efterfølgende redigeret af Jo Hermann. Antologien
er produceret af kursus- og konsulentvirksomheden Plusord, der er
igangsat af Dansk Forfatterforening.
76
Om bidragyderne
Kort om bidragyderne:
Kathrine Haxholm Filtenborg • Det tavse køkken
Født 1996. Går på Kold HTX
Daniel Harsfort • Forandringer
Født 1996. Går på Støvring Gymnasium
Linea Gabel Henningsen • Med farmor i hjørnet
Født 1997. Går på Helsingør Gymnasium
Frederik Ørnstrøm Heyde-Petersen • Hænder
Født 1998. Går på Sct. Knuds Gymnasium
Peter Buch Hvarregaard • Hønsehuset
Født 1995. Går på Svendborg Gymnasium og HF
Amalie Hünersen • En jungle af foragt
Født 1996. Går på Roskilde Gymnasium
Johanne Bønløkke Høgfeldt • Ham med shortsene
Født 1997. Går på Århus Statsgymnasium
Maja Sejerskilde Juul Iversen • Et skridt frem og to tilbage
Født 1997. Går på Hjørring Gymnasium og HF
Mia Lindemann Jakobsen • Brevet
Født 1998. Går på Fjerritslev Gymnasium
77
Jonas Klausen • Jeg falder
Født 1997. Går på EUC Sjælland, HTX Køge
Liv Throen Longhi • Sandheden om en løgn
Født 1996. Går på Aarhus Katedralskole
Astrid Emilie Lund • De høje træer
Født 1995. Går på Viborg Katedralskole
Marcel Madsbøll • Døre
Født 1997. Går på Fjerritslev Gymnasium
Melissa Høegh Marcher • Rum
Født 1996. Går på Allerød Gymnasium
Nikolaj Simon Kobæk Nielsen • Går vi?
Født 1996. Går på Svendborg Gymnasium
Victoria Julie Schou • Selvpluk
Født 1997. Går på Odsherreds Gymnasium
Anna Schøtt-Edholm • Sådan er det vel
Født 1995. Student fra Kalundborg Gymnasium
Ida Sejersdal Dreiager • En pige
Født 1996. Går på Horsens Statsskole
Sif Stokholm • Vi to itu
Født 1997. Går på Maribo Gymnasium.
Sarah Stoltenberg • Overfaldet
Født 1998. Går på Kalundborg Gymnasium og HF
78