POLITIKEN Mandag 13. februar 2012 6 Debat Tvindspøgelset jagter os Rene linjer Højskoleloven er forældet. nye højskoler JESPER ELKJÆR ØLAND FORSTANDER, ROSKILDE FESTIVAL HØJSKOLE I 1996 GENNEMFØRTE Folketinget en ny højskolelov. Det skete for at komme Tvindhøjskolernes misbrug af den tidligere lov til livs. Lovændringerne ramte målet og stoppede effektivt de huller, som Tvind udnyttede. Men den nye højskolelov efterlod et regelsæt, der den dag i dag gør det svært at udvikle og forny skoleformens fysiske rammer. De danske højskoler byder ellers ind med løsningforslag til et par af samfundets største udfordringer: selvtilstrækkeligheden og krævementaliteten. Og ikke mindst i krisetider er der behov for vækst på den kreative og den sociale bundlinje. Der er derfor behov for højskoler, der som en integreret del af deres virke fodrer kreativiteten. Siden slut-90’erne er højskolerne mere eller mindre blevet dømt ude og i krise. Ser man udelukkende på antallet af højskoler, så er der tilsyneladende noget om snakken, for antallet faldet fra 107 til 73. I virkeligheden er det historien om en skoleform, der ikke bare blev ramt af Tvindloven, men også af faldende ungdomsårgange, arbejdsmarkedsreformen i 1996, lukningen af Den Fri Ungdomsuddannelse og ændringerne af kvote 2. Samtidig eksploderede 00’erne i evalueringer og test – og højskolens eksamensfri læringsrum ﬁk det svært. Men nu er det vendt, og med de sidste tre-ﬁre års elevfremgang markerer højskolen sin genkomst og baner dermed vejen for oprettelsen af nye skoler. Men et spøgelse jager stadig de danske højskoler – Tvindspøgelset. Og for os, der prøver at komme med nye bud på, hvor højskolen skal hen, og på, hvordan den kan bidrage aktivt i forhold til at ændre dagsordenen fra ’hvad kan jeg få’ til ’hvad kan jeg give’, så er højskoleloven ude af trit. Begrundelsen for højskolelovens udformning, 16 år efter Tvind, er stadig …Tvind. Spørgsmålet er, hvor lang tid vi skal slæbe rundt på et lovgrundlag, som ikke yder skoleformen ny tillid. NÅR DET ligger mig på sinde at udfordre lovgrundlaget, har det afsæt i de udfordringer, jeg står over for i mit arbejde med at bygge en ny højskole. Med Roskilde Festival som initiativtager og solid opbakning fra Roskilde Kommune har vi sat os for at bygge Roskilde Festival Højskole omkring en tidligere betonproduktionshal i en ny kreativ bydel i Roskilde. Højskolens værdimæssige fundament er udviklet omkring frivillighed og aktivt medborgerskab med en fagproﬁl, der vægter ligeligt Faktum er, at mellem almene fag og speciader, siden liserede fag. Tvindloven er Med vores stærke bagland, blevet gennem- en byggegrund på godt ført, kun er 4.000 kvadratmeter og ca. 15 mio. på kontoen, har vi en rekommet 8 nye el enestående mulighed for højskoler til at gentænke højskolen i bygninger skabt til formålet. Vores mål er at rejse godt 100 millioner, hvilket selvfølgelig er en udfordring lige nu. Alligevel er det lovgrundlaget, der volder os de største hovedbrud. Her er et par eksempler: Når en kulturinstitution bygges op fra grunden, så kan man etablere en anlægsfond i form af et anpartsselskab. Anpartsselskabet fungerer som en juridisk selvstændig enhed, der ﬁnansierer byggeriet og herigennem løfter momsen, så den ikke bliver en belastning for kulturinstitutionens drift. En højskole kan ikke som en kulturinstitution trække momsen fra til nye anlæg eller forbedring af eksisterende anlæg. Bygger man en højskole fra grunden til 100 millioner, så skal der reelt skaffes 125 mio.. Det bliver selvsagt svært at overbevise investorer om at donere midler, der allerede er betalt skat af, til også at donere momsen. Det efterlader en højskole med vores ambitioner med den mulighed, at vi skal ﬁnansiere momsen via lån. Glemmer vi et kort øjeblik alt om ﬁnanskrise og manglende risikovillighed fra bankerne, så kan vi med lån og deraf følgende låneudgifter i den størrelse ikke fremvise en forsvarlig drift og dermed ikke leve op til lovens betingelser for etableringen af nye højskoler. Godt så! Hvorfor glemmer vi så ikke bare drømmen om at bygge højskolen fra grunden? Folkeskoler, plejehjem, gymnasier eller lignende statslige og kommunale institutioner kan etablere sig på lejet grund og i lejede lokaler på matrikler, der ligger forskudt eller på afstand af hinanden. Det kan højskolen ikke. En højskole skal eje såvel grund som bygninger. Endvidere må en højskoles bygninger ikke være adskilte af offentlig vej, men skal repræsentere én enhed, hvilket er yderst udfordrende, når man f.eks. er placeret i en by. Faktum er, at der, siden Tvindloven er blevet gennemført, kun er kommet 8 nye højskoler til. De er alle mere eller mindre etableret i eksisterende bygninger, der på den ene eller anden måde har udtjent deres oprindelige formål. Det være sig i et gammelt plejehjem, en gammel gård, et gammelt hotel eller i en gammel nedlagt skole. Spørgsmålet er, om det er højskolens skæbne som skoleform, at den kun kan eksistere i bygninger, der ikke er skabt til formålet? En forældet højskolelov gør under alle omstændigheder sit til at fastholde højskolen i et jerngreb, der gør det svært for skoleformen at forny sig. Her endnu et scenisk bidrag til den store fortælling om robotstøvsugeren og ældreplejen. En for øvrigt rosværdig kommunal modernisering. Tegning: Per Marquard Otzen En lang gallapremiere SIGNATUR ANITA BAY BUNDEGAARD Facebook minder om julebrevet: alt er positivt. Absolut kun positivt. I lørdagens debatsektion kunne man læse et interview med sociologen Rasmus Willig, der vil gøre op med den anerkendelseskultur der ifølge ham hersker overalt, ikke mindst som ledelsesﬁlosoﬁ. Problemet, siger Willig, er, at vores omgang med hinanden bliver falsk, fordi alt skal udtrykkes i positive og anerkendende termer. Willig går så langt som til at kalde tendensen for ’positivitetsfascisme’. Er der et sted, hvor denne tendens er meget tydelig, er det på Facebook. Analyserer man folks opdateringer er det bemærkelsesværdigt hvor mange af dem, der handler om at blive set og anerkendt. En af mulighederne som Facebook jo er født med er ’like’ – altså at kunne lide noget. Derimod er der ingen kritisk ’dislike’mulighed. At Facebook er et redskab til selviscenesættelse er imidlertid for længst blevet erkendt og accepteret af brugerne. Det ligger i tiden, at det er helt i orden. Vi lever i en X-faktor-tid, og vi går alle rundt og venter på, at netop vores X skal blive opdaget og trukket frem af de skjulte talenters skuffe. FACEBOOK og de andre sociale medier er den nye dagbog. En dagbog var i gamle dage en bog, hvori man kunne skrive om sig selv, diskutere med sig selv, være den man var. Det var en lukket bog man kunne betro sine inderste hemmeligheder, og ofte havde den til fulde en lås på forsiden, så ingen andre kunne få del i ens hemmeligheder. I dag bekymrer vi os over internetsikkerhed og identitetstyveri, men vi udstiller samtidig hele vasketøjssnoren i fuld eller udvalgt offentlighed på Facebook. Vi optræder, sætter os selv og vores familie og venner i scene, skaber vores liv - i stedet for blot at leve det. Og vi oplever ingen modsætning her. Faktisk bliver vores liv måske først til, når vi sætter det lidt i scene. Vi lever når vi optræder. Vi er når vi ses. Fænomenet er i familie med det ligeledes meget udbredte julebrev. Vellykkede familier sender hvert år velmenende be- Kravet om succes og toppræstation i stedet for banal almindelighed gør det umuligt at se, at al iscenesættelse foregår på et bagtæppe af almindelig ingenting retninger rundt til vennekredsen om, hvor godt det er gået netop denne vellykkede familie i år. Ligesom Facebook er genren udelukkende positiv. Man får aldrig julebrev fra dem der i årets løb er blevet skilt, er gået konkurs med egen virksomhed og har måttet sende et par af børnene til afvænning for stofmisbrug eller behandling for spiseforstyrrelser. Men fordi tragedierne aldrig iscenesættes lurer komedien lige om hjørnet på al denne lykke og succes. Når politikerne f.eks. bruger mere tid på deres opdateringer af, hvad de foretager af betydningsfulde handlinger i folkestyrets tjeneste, end på disse handlinger selv, bliver de latterlige. Mediernes satirikere morer sig ikke uden grund over nye ministres ærlige benovelse over pludselig at færdes blandt de berømte: »Er super stolt - har lige fået denne bog tilsendt fra Madeleine Albright :-)«, skrev kirkeminister Manu Sareen forleden. »Har netop sluttet dagen med en telefonsamtale med FNs generalsekretær Ban Ki-moon - det er ind i mellem lidt surrealistisk at være udviklingsminister :-)«, skrev udviklingsminister Christian Friis Bach i torsdags. Men det surrealistiske består ikke i at ministeren passer sit arbejde, og for generalsekretæren jo blot er det aktuelle jakkesæt i kontoret, men i at hverdagen på den måde hele tiden vises frem og indgår i det stadigt voksende behov for anerkendelse og positive vibrationer. Det surrealistiske er, at en selviscenesat virkelighed er et skuespil, en ﬁktion, et doku-drama, udvalgte vinkler og historier. NOGET KUNNE tyde på at Rasmus Willig har fat i den lange ende, når han hævder at den galopperende trang til anerkendelse og positive tilstande, gør os til falske masker, der spiller skuespil i stedet for at sige hvad vi mener og koncentere os om at gøre det vi gør. Der er gået inﬂation i anerkendelse, ligesom der i de unges karakterer, hvor alle forventer og får 12-taller, for hvem vil fratage den unge smagen af succes. Og kravet om succes og toppræstation i stedet for banal almindelighed gør det umuligt at se, at al iscenesættelse foregår på et bagtæppe af almindelig ingenting. Hvor der ikke rigtig sker noget. Og uden hvilken, al skuespillet ville blive umuligt, simpelthen fordi skuespillerne - os allesammen -ville overdøve hinanden. I positivtivitetsfascismen ligger magten hos de mest støjende positive. Jo mere succes man kan fremvise, jo mere magt vil man få. Uanset om succesen stammer fra egen Facebookside og egne julebreve. For der er tale om en handel: anerkender du mine succeser anerkender jeg dine. Men hvis alt er kendt og tilgængeligt, hvad står så X’et i X-faktor for? [email protected] Man kan ikke løbe fra empirien Svenskerne har forsøgt sig med en finansskat, men da de tabte både likviditet og arbejdspladser, afskaffede de den igen. Tobinskat JENS ROHDE, GRUPPEFORMAND FOR VENSTRE I EUROPAPARLAMENTET 8.2. FORTÆLLER Politiken på næsten begejstret vis, hvordan en ny analyse viser, at en såkaldt Tobinskat gavner den økonomiske vækst, og ikke det modsatte, som 9 ud af 10 analyser viser. Det er jo en spændende historie, hvis ikke den blot var endnu et partsindlæg i debatten om en skat på ﬁnansielle transaktioner. Artiklen henviser til beregninger lavet af økonomiprofessor Stephany GrifﬁthJones fra Colombia University bestilt af De Europæiske Socialdemokrater. Beregningerne lyder jo forjættende. Men når man kradser i lakken, ﬁnder man hurtigt ud af, at for Stephany Grifﬁth-Jones har Tobinskat aldrig været et økonomisk spørgsmål, men i stedet et moralsk spørgsmål. Hun har således ﬂere gange slået til lyd for, at man bør indføre en Tobinskat af rent moralske grunde. Det stiller unægtelig hendes ’beregninger’ i et noget usikkert lys. Stephany Grifﬁth-Jones har i årevis haft en tyrkertro på, at en skat på ﬁnansielle transaktioner er en god ide. Så sent som i Selv franskmændene, som argumenterer så kraftigt for Tobinskatten nu, afskaffede deres aktieskat i 2007 2009 forfattede hun indlægget: ’Now let’s tax transactions’. Dengang argumenterede hun godt nok for en global Tobinskat, men det synspunkt har hun så fraveget på bestilling fra Socialdemokraterne. Hendes tætte forhold til en Tobinskat springer yderligere i øjnene, når man sidder med hendes bog: ’Global Capital Flows, Should They be Regulated?’. Ud over at man sidder med endnu et værk fra Stephany Grifﬁth-Jones, der dæmoniserer den ﬁnansielle verden, så kan man konstatere, at ingen andre end James Tobin selv har skrevet forordet til bogen. Når så Socialdemokraterne sætter Stephany Grifﬁth-Jones i spidsen for beregninger om Tobinskatten, er resultatet jo næsten givet på forhånd. Analysen er fair nok som et indlæg i debatten, men den må på det kraftigste betragtes som en po- litisk analyse og ikke en analyse udarbejdet af en neutral økonomiprofessor. MAN KAN vælge at tro på den ene eller anden analyse – det står jo enhver frit for. Men ingen kan løbe fra empirien, og den er, at svenskerne tabte både likviditet og arbejdspladser på indførelsen af en ﬁnansskat, og derfor afskaffede de den igen – desværre kom handlen ikke tilbage. Selv franskmændene, som argumenterer så kraftigt for Tobinskatten nu, afskaffede deres aktieskat i 2007, mens den nuværende chef i Verdensbanken, Christine Lagarde, var ﬁnansminister. Det er den virkelige verden, og den er altid god at forholde sig til. Der er ikke behov for at søsætte pengemæssige eksperimenter.