13 god til at kradse sine fordringer ind. Da han døde i 1896, var formuen sat over styr. Enken drev fabrikken videre nogle år, ligesom der kom en periode med skiftende bestyrere og ejere. Omkring 1908-1910 er epoken dog slut. Et konsortium fra Herning kom ind, søen tømtes for vand og dynd, og der blev udsat ørredyngel. På grund af de mange gedder i Gunderup Bæk blev det dog en kortvarig fornøjelse. Rind Plantage overtager Kuriøst nok blev det aktieselskabet Rind Plantage, som Jens Jeppesen selv var med til at stifte (aktie nummer 1-5 stod i hans navn), der bragte stedet ud af dødvandet i 1913. Plantagen købte den tidligere fabrik »med vandhjul, have og omliggende jord«, som det hedder, og Skærbækgård fik herefter sit eget liv. I 1917 købes gården af Vilhelm Pedersen, og hans søn, Niels Bjerg Pedersen, overtager den i 1953. Niels Bjerg Pedersen og hans hustru bor i dag i Lind og har overdraget gården, der i dag ligger som nærmeste nabo til højskolen, til datter og svigersøn. Det er altså tredje generation af samme familie på gården siden 1917. Plantageselskabet havde haft en pavillon på vestsiden af Herning-Vejle landevejen, men ville benytte den gamle fabriksbygning til sommerrestaurant i stedet. I 1914 åbnede den med Kirstine og Chr. P. Christensen som forpagtere. Herefter fulgte en årrække med forenings- og skoleudflugter til Skærbæk. Højskolehjemmets Ungdomsforening holdt sankthansfester, ligesom der berettes om grundlovsmøder. Skærbæk lå tæt på Herning og var et nemt sted at køre eller cykle til. Omvendt var det lidt eksotisk at komme væk fra byen og ud til skov og sø. Den efterfølgende forpagter, Walther Frederiksen, der kommer til i midten af 1950’erne, huskes især for hans etablering af en hel dyrehave, hvoraf mange af dyrene var overtaget fra Poul Wittrup, der - inden han etablerede sig i Haunstrup med stor dyrepark - virkede i midtbyen, men slet ikke kunne rumme alle dyrene. Walther Frederiksen moderniserede restauranten, rensede søen op, så den blev attraktiv som badesø, og så skaffede han pedalbåde, man kunne sejle på søen med. I midten af 1960’erne kunne forpagtningen imidlertid ikke indbringe nok til at vedligeholde stedet, og på generalforsamlingen i 1964 vedtog Rind Plantage at sælge traktørsted og sø under den forudsætning, at der blev indføjet en bestemmelse om offentlig adgang til søen og forbud mod at udstykke byggegrunde ved skoven. Konditorens drømme Næste navn på skødet var 1. januar 1965 Gunnar Sørensen, det succesfulde konditori Trianons ejer, der på den tid er en af Hernings store erhvervspersonligheder. Dengang var også Sunds Sø et yndet udflugtssted, og Gunnar Sørensen så tilsvarende muligheder ved Skærbæk. Den oprindelige tanke var at renovere det gamle traktørsted, men bygningen viste sig at være dårlig. Den var jo også gammel, og samtidig ønskede vejmyndighederne, at man kunne rive bygningen ned og skabe bedre trafikale forhold. Derved blev det. Resterne af den gamle fabrik forsvandt, og den nye restaurant rejste sig lige ved siden af - og med udsigt til søen. Gunnar Sørensen skabte en flot spiserestaurant. Eftertiden spørger, om den var for flot, og om der var et marked for den. Men hans visioner rakte videre. Der blev bygget festlokaler til større selskaber, og på et tidspunkt omfattede planerne også et hotel. Han ville hvert år lave noget nyt, der skulle være legeplads for børnene, ligesom campingplads indgik i planerne. Hans kiosk og cafeteria langs vejen blev om sommeren et sandt tilløbsstykke, og mange benyttede Skærbæk Sø til udflugt og badesø. Hans søn, Poul G. Sørensen, husker hvorledes han som dreng fik god mad hver søndag, hvor familien spiste på Skærgården. Ligesom han husker, at de forretningsmæssige ambitioner ikke blev indfriet. Der blev eksperimenteret med forskellige tiltag, blandt andet diskotek, men det slog ikke rigtigt an, og efter fem-seks år opgav Gunnar Sørensen. || Badeliv ved Skærbæk Sø i begyndelsen af 1970’erne. Foto: Lokalhistorisk Arkiv/Hugo E. Madsen Familiehøjskolen I 1971 overtog KFUK’s Sociale Arbejde Skærgården. Det skete på initiativ af Meta Hareskov, byrådsmedlem i Herning og landsformand for KFUK. Samme år var hun en af de drivende kræfter bag oprettelsen af Herning Musikskole. Hun blev højskolens første formand. Ved sin side havde hun Bitten Damgaard, som tog over, da Hareskov blev 70 år. Højskolen har kun haft disse to formænd. »Tanken om at skabe en højskole for enlige forsørgere, at gøre noget for at stimulere familien, så barnet kan få lov til at leve og leve under rimelige vilkår«, som Meta Hareskov selv har udtrykt det, var et udgangspunkt for arbejdet med at danne den ny højskole, der som den eneste har drevet skole og daginstitution samtidig med højskole. Det gik så stærkt med at komme i gang, at man ikke fik tid til den officielle indvielse. Den blev derfor gennemført i september 1974, hvor man til gengæld kunne fejre begivenheden samtidig med indvielsen af børneskolen. Og dagens hædersgæst var dronning Ingrid, der tilmed havde taget en check med for også kontant at støtte højskolen. || Sådan har Skærbækgård taget sig ud i de første år efter genopbygningen i 1856-1857. Til venstre ligger selve gården, der siden blev selvstændigt landbrug, og til højre ses bygningen, der blev indrettet til fabrik. Nogle af arbejderne på fabrikken boede på gården. Fabrikken findes ikke mere, men gården ligger stadig i Skærbæk som nærmeste nabo til højskolen. Foto: Herning Museum || Den entreprenante konditor Gunnar Sørensen væltede det gamle traktørsted og skabte restauranten ved søbredden i 1965. Han ses her til højre sammen med restaurationens daglige leder, Viggo Hansen. Foto: Lokalhistorisk Arkiv || Det første forstanderpar på Familiehøjskolen Skærgården, Knud og Kirsten Magnild, der virkede indtil 1985. Foto: Lokalhistorisk Arkiv