Nye støttegrupper til kvinder med en spiseforstyrrelse og diabetes type 1 og 2 LMS har i mange år haft gode erfaringer med støttegrupper for mennesker med spiseforstyrrelser. Denne ekspertise var derfor et godt afsæt til at oprette støttegrupper for kvinder med diabetes og en spiseforstyrrelse. I 2010 oprettede vi i samarbejde med Diabetesforeningen støttegrupper for kvinder med diabetes type 1. En efterfølgende evaluering viste, at støttegrupperne havde haft gode resultater. LMS opretter nu støttegrupper diabetiker med en spiseforstyrrelse. Både type 1 og type 2. Af Anders Elvang, LMS Grupperne starter i første omgang i København, men kan ved fornøden tilslutning også startes i Odense og Aarhus. En personlig beretning Når Louise tænker tilbage på de seneste 13 år med type 1 diabetes og spiseforstyrrelser, er det med tristhed i sindet. Årene har været fyldte med bekymringer om vægt og følelsen af at være anderledes. Samtidig var det året, hvor Louise konstant søgte efter forståelse og anerkendelse fra forældrenes side og levede med en evig frygt for sygdommens eventuelle følgesygdomme. Tilmelding til en støttegruppe kan ske ved at sende en mail til LMS Rådgivning på [email protected] Oplys navn, adresse og alder samt hvilken spiseforstyrrelse du lider af, og om hvorvidt du ønsker at komme i støttegruppe for type 1- eller type 2- diabetes. Gruppen for type1 henvender sig til kvinder mellem 17 og 35 år. Gruppen for type 2 henvender sig til kvinder mellem 30 og 55 år. Louise var 11 år, da hun fik konstateret diabetes. I dag er hun 24 år og har i flere år kæmpet med en spiseforstyrrelse. En spiseforstyrrelse, som blev en reaktion på de fysiske konsekvenser, Louise oplevede af sin diabetes. I begyndelsen da Louise fik diagnosen diabetes, oplevede hun næsten sygdommen som noget positiv, fordi hun havde tabt sig pga. den manglende insulin. Desuden nød hun al den opmærksomhed, hun pludselig fik fra familie, venner og ikke mindst lægerne. Louise var derfor ret optimistisk omkring et liv med diabetes og tog det blot som en positiv udfordring, at skulle leve op til en stram regulering af kost, motion og insulin. Men Louises liv med diabetes tog en voldsom drejning, da hun nogle år efter blev teenager. Fra at have været i fuld kontrol med kost og motion, fik Louise nu pludselig jævnlige ædeflip. Den hårde motion fortsatte hun dog med, i et desperat forsøg på at holde vægten nede. Desuden begyndte hun at holde igen med insulinen for at undgå at tage på. I Louises hoved og i hendes selvværd var der nu kaos. Hun følte sig meget alene med sygdommen, dens mulige følgesygdomme og den konstante kamp mod overvægt. De psykiske problemer, Louise oplevede i forbindelse med sygdommen, fyldte rigtig meget hos Louise, men dem var der Type 1-diabetes er en såkaldt ”auto-immun sygdom”. Det betyder, at det er kroppens eget immunsystem, der ødelægger de celler i bugspytkirtlen, der producerer det livsvigtige hormon, insulin. Type 2-diabetikerne udgør ca. 80 pct. af den samlende gruppe af diabetikere. Det svarer til ca. 220.000 danskere. Type 1-diabetes bliver som regel diagnosticeret, når man er barn eller teenager. Man ved ikke, hvad der udløser type 1-diabetes, og sygdommen kan derfor heller ikke forebygges eller helbredes. Dertil regner man med, at yderligere 245.000 går rundt med en uopdaget type 2-diabetes. Type 1-diabetikerne udgør ca. 10 pct. af den samlede diabetikergruppe - ca. 25.000 danskere. Kilde: www.diabetes.dk Ofte tæller man type 1½-diabetes med til type 2-diabetes. Tallet når derved op på 245.000. Tidligere blev type 2-diabetes kaldt gammelmandssukkersyge, da den primært ramte ældre mennesker. I dag er denne betegnelse imidlertid misvisende, da udviklingen af type 2-diabetes i befolkningen har gjort, at også yngre mennesker rammes af sygdommen. Kilde: www.diabetes.dk ingen i hendes omverden, som havde øje for. Forældrene og lægerne havde kun opmærksomhed på de tal, som fortalte, hvordan det gik med diabetes. puberteten. Det vil for nogle piger med type 1-diabetes betyde, at det bliver lettere at tabe sig og holde vægten, når de har rundet de 25 år. Louises er en opdigtet person, hvis oplevelser er baseret på de historier LMS støder på rådgivningen. Anoreksi er ikke mere udbredt blandt piger med diabetes end hos jævnaldrende piger. Derimod har piger med type 1-diabetes tre gange så høj risiko for at udvikle bulimi end deres jævnaldrende veninder. Nogle af de følgesygdomme, som personer med diabetes og spiseforstyrrelse oplever, er forsnævringer i øjets små blodkar, der kan føre til nedsat syn og i værste fald blindhed, svækkelse af følesanserne samt nyreproblemer pga. årelange problemer med forhøjet blodsukker. Desuden er forstyrrelser i hjerterytme pga. ustabil væske- og saltbalance årsag til øget dødsfald blandt diabetikere med anoreksi. Teenagere med diabetes Piger med type 1-diabetes har ofte større problemer med overvægt end jævnaldrende piger. Det skyldes Body Mass Index (kropsmasseindex) hos piger med type 1-diabetes fra 12 års alderen stiger hurtigere end hos andre børn. Det bevirker at teenagepiger med type 1-diabetes i gennemsnit vejer seks kilo mere end jævnaldrende piger, som ikke har diabetes. Drenge med type 1-diabetes oplever derimod ikke samme stigning i vægt. Blandt diabetikere er teenagepiger den gruppe, som får mest insulin pr. kilo. Dette ændres dog omkring 25 års alderen, hvor de er tilbage på samme niveau af insulin som før 8 Snakke om det der er svært Støttegruppeleder hos LMS, krops- og psykoterapeut Anne Kristine Karsholt, der også er psykiatrisk sygeplejerske, fortæller, at børn LMSnyt nr. 35 og unge kan klare mange ting, hvis de får lov til at reagere på de vanskeligheder, der kan være. - De skal have mulighed for at snakke om det, der er svært. Simple spørgsmål som: “Hvordan er det for dig, at du skal huske at måle blodsukker?” er væsentlig at spørge ind til, så de får mulighed for at sige, at det “fandme er irriterende”. Børn og unge med diabetes skal have mulighed for at fortælle, hvordan de føler sig anderledes og have lov til at blive vrede. At give rum til det betyder rigtig meget. ikke leve. De oplever mange påbud, som nu skal du, nu bør du, nu må du. Der mangler i den grad en omsorgsdel i behandlingen af diabetes på ambulatorierne. Det vigtigste er næsten, at der bliver skabt plads til, at børn og unge kan tale med hinanden om, hvordan det er at have den her sygdom” Anne Kristine Karsholt fortæller: ”Min fornemmelse er, at de unge, der får en spiseforstyrrelse, er ganske sårbare mennesker, og om de kvinder, jeg har mødt, der også har diabetes, kan jeg kun sige: De skal have omsorg, forståelse og har brug for at blive set og hørt. Desværre virker det som om, at den hjælp, de har fået i ambulatorierne, fra de var ganske små, nærmest har lagt en grobund for, at de fik en spiseforstyrrelse. De beskrev nogle meget pegefingeragtige anvisninger og direktioner på, hvordan de skulle leve og LMSnyt nr. 35 9