ng
red
s
n
ske
er,
yur
et
e.
ødan
n
se
em
a-
ne
d
r,
ine
en
en
t
g
ets
å
,
nt
dt
e
m
e
e
Udland
# 33 15. august 2014
11
Spanien. En ung universitetsprofessor har på få måneder vendt op og ned på det politiske landkort. Pablo Iglesias har som frontfigur i
protestpartiet Podemos fået Spaniens mange indignados til at samle sig i fælles front. Kritikere frygter en ny sydeuropæisk Grillo-bevægelse.
Manden med hestehalen
En af de kritiske røster tilhører den tidligere redaktør på
avisen El Mundo, John Müller, som står bag den nyligt udkomne bog #Podemos. Deconstruyendo a Pablo Iglesias.
»Podemos har indført elementer fra den latinamerikanske
populisme i spansk politik. Partiets økonomiske program er
så godt som umuligt at realisere og ville være en katastrofe
for Spanien,« vurderer Müller i et interview med netavisen
Libertad Digital.
Til trods for de skeptiske røster er opbakningen til Podemos
støt stigende. Ifølge en dugfrisk meningsmåling mener en
tredjedel af spanierne, at partiet udgør et reelt alternativ til
regeringsmagten, og at det politiske program er realistisk og
vil være muligt at gennemføre.
Partiet appellerer til den samme ophobede frustration,
som for tre år siden mobiliserede 15.maj-bevægelsens indignados – de indignerede – som i titusindvis slog teltlejre op på
centrale pladser i Spaniens store byer og dannede fortrop for
den internationale Occupy-bevægelse. Luften gik siden ud
af 15.maj-bevægelsen, der med sin manglende koordinering
og modvilje mod etablerede institutioner ikke formåede at
skabe en reel politisk platform. Men indignationen mod det
politiske og økonomiske system er intakt, og med Podemos
har den fået en mulighed for at sætte reelle fingeraftryk på
den førte politik.
Af KASPER KLOCH
B
ARCELONA – José Martínez Díaz er vred. Vred
på de spanske politikere, der meler deres egen kage,
på bankerne, der tager røven på almindelige mennesker, og på Angela Merkel, der tvinger Spanien
længere og længere ned i dyndet. Han er ganske enkelt vred
på »systemet«, og han har i årevis følt sig svigtet af samtlige
politiske partier. Lige indtil nu.
Díaz er mødt op til aftenens hvervningsmøde i Barcelonabydelen Sant Martí for at give sin støtte til det venstreorienterede protestparti Podemos. Partiet, der har rod i den såkaldte
indignados-bevægelse, har blot eksisteret i et halvt år, men har
allerede forårsaget et mindre jordskred i spansk politik.
Ved debuten til EU-valget i maj blev det til otte procent af
stemmerne og hele fem af Spaniens 54 mandater i Strasbourg.
Siden er det kun gået fremad, og de seneste meningsmålinger
gør Podemos til landets tredjestørste parti med op mod 15
procent af stemmerne. Holder tendensen, vil Podemos sidde
med de afgørende mandater, når de spanske vælgere efter alt
at dømme stemmer det borgerlige Partido Popular fra magten
ved næste års parlamentsvalg.
»Jeg støtter Podemos, fordi alle andre partier har spillet fallit. Politikerne er bundkorrupte og bruger krisen som
undskyldning for at tage de sidste rettigheder fra folk. Det
er på tide at nogen rejser sig og gør noget,« siger Díaz, der er
pensioneret politimand og i en årrække har ført en højtråbende solokampagne mod tingenes tilstand via sine velbesøgte
profiler på Twitter, Facebook og YouTube.
Podemos, »vi kan«, har hentet sit navn fra Obamas banebrydende kampagne fra 2008 og er en politisk sensation uden
sidestykke i det moderne Spanien. Partiets mærkesager er krav
om borgerløn, 60 års pensionsalder, nedsat arbejdstid, omfattende nationaliseringer og mere direkte demokrati. Ligesom
det beslægtede Movimento 5 Stelle i Italien er partiets succes
et resultat af en dyb mistillid til den politiske klasse, massiv
mobilisering via sociale medier og fascination af en karismatisk lederfigur.
Politisk komet
Manden, der har samlet de mange utilfredse spaniere i en fælles front, er den 35-årige universitetsprofessor Pablo Iglesias.
En politisk komet med enestående medietække og en suveræn
sans for slagkraftig kommunikation.
Med sin lange hestehale, farvede armbånd og opsmøgede
ærmer ligner Iglesias ved første øjekast en overvintret protestsanger, der ved en fejl er dumpet ned i en politisk debat. Men
når han begynder at tale, mærker man straks den hypnotiske kraft, der har gjort ham både elsket og hadet, frygtet og
beundret.
Bevæbnet til tænderne med tal og eksempler tordner Iglesias
med sammenknebne øjne og messende stemmeføring mod
den »politiske kaste«, bankerne, storkapitalen og systemets
»strukturelle vold«. I tv-debatter mister han sjældent besindelsen, og med sin høflige insisteren på at få lov at tale færdig sidder han gang på gang tilbage som anstændighedens stemme,
når debatterne udvikler sig til veritable råbekonkurrencer.
Han holder sig til den stramt udstukne linje, og når han bliver
konfronteret med sine angivelige sympatier for venstreorienterede styrer i Venezuela og Cuba, afviger han behændigt og
insisterer på at tale om sin beundring for det finske undervisningssystem eller Frankrigs økonomiske interventionisme.
Iglesias’ gennemslagskraft på skærmen har givet ham en
fanbase langt ud over Podemos’ ideologiske udspring på den
yderste venstrefløj. Som fast paneldeltager i populære de-
Pablo Iglesias – på nationalt tv fremstår han som ærlig og
ubestikkelig, en mand, der taler jakkesættene imod og
udstiller hykleriet. Sympatier for Cuba og Venezuela holdes i
baggrunden. FOTO: REUTERS/JEAN-MARC LOOS
batprogrammer på nationalt tv har han talt sig ind i mange
spanieres hjerter som en ærlig, ubestikkelig type, der taler
jakkesættene direkte imod, udstiller hykleriet og modigt går
på barrikaderne for et bedre og mere retfærdigt samfund.
Det er svært at overvurdere Pablo Iglesias’ betydning for
Podemos’ succes. Op til EU-valget i maj traf partiledelsen en
kontroversiel beslutning om at udskifte det personneutrale,
cirkelformede logo med et portræt af Pablo Iglesias. Med
ham som blikfang på stemmesedlerne firedoblede partiet sin
tilslutning på selve valgdagen og kunne efterfølgende indkassere gevinsten. Podemos blev – trods partiets erklærede ideal
om ikke at fokusere på enkeltpersoner – synonym med »ham
med hestehalen fra tv«.
Iglesias trækker fronterne hårdt op, og han har fundet et
stort, taknemmeligt publikum for sin skarpvinklede retorik
om eliten versus folket, løgn versus ærlighed og falsk demokrati versus ægte.
Latinamerikansk populisme
Intellektuelle og politikere fra både højre og venstre har
forsøgt at diskvalificere Iglesias som en populist, der forfører
vælgerne med utopiske valgløfter. Det er ikke gået ubemærket hen, at partiets chefideolog, politologen Juan Carlos
Monedero, i ni år var rådgiver for Venezuelas nu afdøde leder
Hugo Chávez.
Topstyring eller kaos?
Det er præcis derfor, José Fernández Díaz er mødt op denne
aften til Podemos-mødet i Barcelona. Han er ikke alene.
Podemos har på kort tid opbygget et landsdækkende netværk
af mere end 700 borgerdrevne lokalafdelinger, kaldet »cirkler«,
der opererer med fællesmøder, håndsoprækning og virtuelle
debatfora som de bærende søjler – en organisationsform, der
er gået i arv fra 15.maj-bevægelsen.
Omkring 40 personer er mødt op til aftenens asamblea, der
bliver afholdt på en lille plads midt mellem beskedne boligblokke og den lokale fodboldbane. Forsamlingen er broget;
her er ældre sølvræve med mærker af livet og unge hipstere
med moderigtige briller og tidens hængeskæg. Nogle er her
for første gang, andre har deltaget i flere af de forudgående
møder.
Arbejdsløse, lønmodtagere, studerende, pensionister og
hjemløse skulder ved skulder, forenet i utilfredsheden med det
etablerede system og drømmen om at skabe noget nyt. Alle
har et udestående, en frustration eller en flammende vrede
over tingenes tilstand.
Blandt deltagerne er den 47-årige Xavi Zabal Bustamante,
der til daglig arbejder som tjener.
»Podemos har givet mig et håb, en tro på, at der findes en
anden vej, en anden måde at gøre tingene på. De almindelige politikere har fjernet sig fra folket, men Podemos lytter,«
fortæller Bustamante til Weekendavisen.
Om Podemos og Pablo Iglesias i praksis kan levere de
forandringer, partiets tilhængere efterspørger, kan kun tiden
vise. Det er også et åbent spørgsmål, om partiet vil være i
stand til at leve op til idealerne om direkte demokrati, medbestemmelse og fri debat. Sporene skræmmer fra Italien, hvor
Movimento 5 Stelle har været under hård kritik for topstyring
og for at lukke munden på dissidenter og kritiske røster inden
for organisationen.
Lige nu er Podemos drevet frem af en bølge af begejstring.
Kan tilslutningen i meningsmålingerne omsættes til stemmer
ved næste års parlamentsvalg, er der lagt op til et historisk
nybrud i spansk politik, hvor de to store, traditionelle partier,
PP og det socialdemokratiske PSOE, har delt magten mellem
sig de sidste 35 år uden utidig indblanding fra andre.