Kapitel 6
De næste dage, forsøgte Miguel at undgå Pablo, men det lykkedes ikke. Nogen måtte have fortalt ham, at der
var en dreng fra Colombia på centret, for en dag opdagede han, at Pablo stod i skjul ved en bygning og så, at
han spillede fodbold med nogle andre drenge.
Han blev klar over, at Pablo havde genkendt ham, og samme aften stak han af til København. Han gjorde
det for at redde sit liv, fordi han udgjorde en trussel for Pablo.
Den første aften i København drev han om og kom tilfældigt til en stor, forladt bygning, der skulle rives
ned, og hvor nogle af vinduerne var blændet med brædder. Hen over fire vinduer i fjerde sals højde hang et
stort banner, hvor der stod: Det befriede hus. Ved siden af huset var resterne af en skaterbane, hvor nogle
drenge og piger skatede på den del af banen, der var intakt.
Det var musikken inde fra huset, der lokkede ham nærmere, og han fandt hurtigt ud af, at det langt fra var
forladt, men beboet af forskellige grupper af unge, der så ud til at befinde sig godt. Flere af dem snakkede
med ham, og da de fandt ud af, at han ikke havde et sted at bo, tilbød de, at han kunne sove der. Selv om
huset var faldefærdigt og overmalet med graffiti og slogans, følte Miguel sig godt tilpas.
I et af værelserne, hvor der lugtede dejligt af kød, der blev grillet, blev han budt på mad af to fyre, der hed
Michael og Anders. De havde sat en stor grill op ude på altanen og var ved at riste pølser.
Miguel blev hos dem, og de snakkede sammen det meste af natten. De fortalte blandt andet, at de ville gøre
huset til en fristad for alle unge, der ville kæmpe mod det kapitalistiske samfund. I rummet lå der dynger af
brosten og jernstænger, som de ville bruge mod politiet, hvis de kom for at rydde huset. *
Han blev der nogle dage, men tog afstand fra den måde, de levede på. De havde ikke arbejde, men fik
penge af deres forældre, og hvis de ikke slog til, hentede de kasseret mad fra containere ved supermarkeder.
Miguel kunne rigtig godt lide dem, men han forstod ikke, hvorfor de ikke fik en uddannelse og et job, for
der var ingen fremtid i at bo i et hus, der skulle rives ned.
En dag kom der to flygtninge til huset. De var kommet illegalt til landet fra Syrien og levede skjult for
politiet. De havde fået arbejde i et firma, der stod for rengøringen i forskellige fabrikker og institutioner. De
fortalte, at arbejdet var let, og at det foregik om natten, hvor fabrikkerne og institutionerne var lukkede.
Han gik med dem for at høre, om han også kunne få arbejde. Det fik han allerede samme aften, og han fik
også en køjeplads i den skurvogn, hvor de andre boede. Lønnen var lav og jobbet dårligt, men det gjorde
ham i stand til at klare sig selv.
Et par uger efter mødte han Abdul, som tilbød, at de kunne bo sammen, da han hørte, at Miguel boede i en
skurvogn. Det blev starten på en helt ny og bedre tilværelse for ham
Abdul og han kom rigtig godt ud af det med hinanden. Han fortalte Abdul alt, hvad han havde været udsat
for i skovene i Colombia. Ikke det hele på en gang men over mange dage.
Abdul fortalte også sin historie, der ikke var nær så dramatisk, for han havde ikke været børnesoldat. Hans
forældre havde betalt nogle mellemmænd for at smugle ham illegalt fra Afghanistan til Danmark, hvor de
håbede, at han ville få et bedre liv.
Avisen med artiklen om Pablo vogtede han endnu mere over, for nu var han klar over, at den kunne fælde
Pablo, fordi han var kommet til Danmark.
Men han var stadig bange for at gå til politiet på grund af sine oplevelser med politiet i Colombia, så han
trak det ud. Desuden var han bange for at skulle møde Pablo ved en retssag. Bare det at være i samme rum
kunne få ham til at bryde sammen.
Miguel går ud i køkkenet og spiser nogle stykker mad, så han kan klare at arbejde hele natten. Det er fredag
og Abdul besøger en af sine venner og kommer sent hjem.
Da han er færdig med at spise, løber han over til skurvognen, hvor rengøringsteamet bliver hentet og kørt
rundt til de steder, der skal gøres rent.
Skurvognen står skjult i et buskads tæt ved jernbanen og en omfartsvej, hvor der ikke færdes mange
mennesker. Den lille bus, der skal køre dem, holder allerede med motoren i gang. Han hopper ind og bliver
modtaget med hilsner og vinkende hænder af dem, der sidder der, og da bussen er fuld, kører de hen til
fabrikken, der skal gøres ren. Han følger med de andre ind, og kort efter er han i fuld gang med at vaske
gulve.
Det er både kedeligt og hårdt at gøre rent, men det gør ham i stand til at bestemme over sit eget liv. Derfor
er han glad for det. Det eneste, han virkelig savner, er at være sammen med nogen på sin egen alder.
En gang imellem går han hen ved en skole i nærheden på det tidspunkt, eleverne får fri. Når de går
snakkende hen over skolegården, ønsker han, at han var en af dem
Der er især to piger, han har lagt mærke til. De snakker og griner og ser ud til at være gode veninder. Den
ene har et smukt lyst hår som så mange andre danske piger, mens den anden har mørkt hår som pigerne, hvor
han kommer fra. Hvem af dem der er flottest, kan han ikke afgøre, for de er meget smukke begge to.
Han har tilfældigt mødt den mørkhårede pige nogle gange i et supermarked og set på hende i smug, men da
hun var så tæt på, blev det bare til korte, afbrudte blikke. Til trods for det syntes han, at hun også så på ham i
smug.
Det må være fantastisk at være kæreste med hende, men det vil han aldrig kunne opnå. Hun er sikkert fra en
god familie, mens han har været børnesoldat, der har slået mennesker ihjel.
Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre, men han har drømmen.
”Se nu at få fart på,” lyder en stemme.
Miguel bliver klar over, at han er gået i sine egne tanker, så han speeder gulvvaskningen op.
Tiden snegler sig af sted, mens han vasker den ene lange gang efter den anden. Af og til møder han en af de
andre på rengøringsholdet, men mange af dem kan han ikke tale med.
Der er flest fra Afghanistan, Irak og Syrien, som er flygtet fra krigen i deres hjemlande.* Nogle få af dem
kan lidt engelsk, men ellers gør de fagter til hinanden, når noget skal forklares.
Endelig er han færdig med at vaske gangene, og klokken 23 skal de fortsætte ovre på et kontor i nærheden.
De bliver kørt derover i bussen, men kontoret ligger ikke langt fra fabrikken, så han vil hellere løbe derhen
selv. Da rengøringsfolkene lidt efter lidt samles ved indgangen, giver lederen ham lov til at løbe derover på
betingelse af, at han ikke kommer for sent.
Han skynder sig ud fra fabrikken og fylder lungerne med den friske natteluft. Pladsen rundt om
bygningerne er oplyst af fire projektører, der sidder øverst på høje master.
Så snart han kommer væk fra den oplyste plads, lukker mørket sig om ham, og han sætter i løb. Kort efter
er han ude på en vej, hvor de spredte gadelygter og butikkernes natbelysning gør det lettere at se vejen.
Han er kun nået nogle få hundrede meter, da han passerer en parkeret bil med sideruden rullet ned. I farten
får han et glimt af manden, der sidder i bilen, og selv om det er mørkt, og han kun ser personen i profil, er
han ikke et sekund i tvivl om, at det er Pablo.
Synet af Pablo sender et gys gennem ham og får ham til at øge farten. Hvad laver han her? Har han fundet
ud af, at han er med i et rengøringsteam, eller er det et tilfælde, at han holder der?
Miguel når kort efter til et afsnit af vejen med lidt flere gadelamper. Han vender sig nogle gange for at se,
om Pablo kører efter ham, men bilen holder stadig i vejsiden.
Der er ikke mange andre ude på det sene tidspunkt, og han møder bare nogle få cyklister og tre unge, der
går på det modsatte fortov. Ingen af dem vil kunne hjælpe, hvis han igen bliver overfaldet.
Omsider er han fremme ved kontoret, der skal gøres rent, og han fortsætter ind i porten og gemmer sig bag
en række skraldespande.
Hjertet banker hurtigt efter løbeturen og opdagelsen af Pablo, og han frygter virkelig, at Pablo har fundet ud
af, hvor han arbejder.
Nogle minutter senere hører han, at bussen nærmer sig, men først da den et øjeblik efter standser foran
porten, tør han komme frem fra sit skjul.
Arbejderne strømmer ud af bussen, og han følger med dem ind på kontoret og går direkte over til et vindue,
der vender ud mod gaden. Derfra kan han se, at bilen med Pablo holder lige over for kontoret, og skjult bag
et gardin ser han, at gløden fra en cigaret af og til lyser op i den mørke bil.
Miguel går væk fra vinduet, da han mærker, at hans ben begynder at ryste. Han frygter, at Pablo har i sinde
at vente på, at han er færdig med at gøre rent. Vil Pablo igen gøre et forsøg på at fange ham, eller holder han
der kun for at skræmme?
Pablos tilsynekomst får ham atter til at tænke på den nat, da Pablo skød hans familie. Han forsøger at
skubbe tankerne fra sig, men han kan ikke styre dem mere. Til sidst tager de overhånd, og han løber ud på et
toilet og holder sig for munden og græder.
Resten af aftenen tænker Miguel kun på, hvordan han skal komme hen til Abdul uden at Pablo ser ham, og
med mellemrum er han ovre ved vinduet og ser, at bilen stadig holder nede på vejen.
Da de er færdige med at gøre rent på kontoret, og alle går ned til bussen for at blive kørt tilbage til
skurvognen, gemmer han sig igen bag skraldespandene. Derfra ser han, at bilen med Pablo følger efter
bussen, og da den er væk, skynder han sig at løbe hjem.