Artiklen om jagten og vildtet på Æbelø
Kort venligst med tilladelse fra Aage V. Jensens Naturfond Æblernes og dåvildtets ø Lystfiskere med hang til at prøve kræfter med sølvblanke havørreder, har for længst taget Æbelø til sig. Der er noget meget specielt ved øen Æbelø nord for Fyn. Naturen, historien og det faktum, at det dåvildt, der er sat på øen, år efter år vender tilbage til deres ophavssted i brunsttiden. Tekst og foto: Steen Axel Hansen Meget af det dåvildt vi ser i Danmark, stammer fra udsætninger fra Dyrehaven. Dåvildt et på Æbelø stammer sandsynligvis fra Tyskland, hvorfra de kom i 1200-tallet, ikke bare til Æbelø men formentlig også til Ravnholt, Wedellsborg og Romsø. 38 www.jaegerforbundet.dk Som en smådefekt papirdrage svæver Æbelø i Kattegat ca. fire kilometer nord for Fyn lidt nordøst for Bogense. Efter øen svæver Æbeløholm, Dræet og Ejlinge. Nu om dage ejes øen af Aage V. Jensens Naturfond. De overtog Æbelø og småøerne den 1. maj 1995 efter godsejer Erik W. Grevenkop-Castenskiold. I dag er Æbelø med omkringliggende søterritorium fredet. Selve Æbelø er kun på lige godt to kvadratkilometer. Engang var der liv på øen. Øen hav de en havn og en skole, samt flere gårde, men i dag er Æbeløgård, hvis ældste dele er bygget omkring 1680 smukt restaureret, den eneste beboede bygning på øen. Her bor øens bestyrer og skytte, Per Abild. Læg lige 6/7 / 2013 mærke til det efternavn, som er et gammelt ord for æble. Genialt. Tilbage til naturen Da Aage V. Jensens Naturfond overtog Æbelø, besluttede man, at øen skulle gives tilbage til naturen. Tilbage til det oprindelige. Der er fjernet kilometervis af vildthegn. Dræn og grøfter er fjernet for at genskabe de oprindelige skovsumpe, som er kærkomne opholdssteder for vandinsekter og padder. 30 ha nåletræer blev fjernet, dog har de herboende skovfyr fået lov til at blive. Nu om dage bliver skovens træer stående, til de en dag dør og drætter om. Herefter får de lov til at blive liggende, hvor de faldt og fungerer her- 6/7 / 2013 efter som levested for svampe, insekter og meget andet. Før Naturfonden overtog øen i 1995, blev der drevet intensiv jagt på Æbelø. Der blev udsat fasaner, ænder, dåvildt og kronvildt i rå mængder. De store mængder vildt tog for sig af retterne på Æbelø. Al olden af eg og bøg blev ædt af fuglene og klovdyrene. Den fantastiske kæmpebille, eghjorten, blev ligeledes udryddet. Faktisk er den ikke set på Æbelø siden 50-erne, men man snakker om, at den snart skal reintroduceres på Æbelø. Der er et rigt fugleliv på Æbelø. Digesvaler, ravne, ugler, den fantastiske pirol og den ikke mindre imponeren de havørn yngler på øen. www.jaegerforbundet.dk Vildt på øen Der er stadig vildt på øen. Mufloner og dåvildt, og … nå ja, der er stadigvæk fasaner på øen. To styks. Desværre er begge kokke, så det … Råvildt har der været der. En djævelsk stærk buk, en rå og lam. Men de døde pludseligt af råvildtsyge, fortæller Abild. Smittet er de givet vis blevet ovre på Fyn, da de jævnligt krydsede frem og tilbage mellem Æbelø og det fynske fastland. Ræve er der også på Æbelø – og mår, og dem gør skytten, hvad han kan for at holde i ave. Klovvildtet må jages på Æbelø, men på Æbelø Holm, Dræet og Ejlinge har de fred. Derude må kun jages ræv – og det bliver der så. Vejen til Æbelø foregår til fods. Ved 39 > Læg mærke til al den fod, der ses på højre og venstre side af hjulsporet. Fod af då vildt. > ebbe. Fra Fyn til øen er der fire kilo- meter. Ebbevejen er den 1,5 km lange vej til Æbelø Holm, og den ligger under vand. Æbelø er et populært turistmål ikke mindst blandt lystfiske re, der gerne tager turen for at fiske langs øens fabelagtig smukke kyster, hvor chancerne for havørreder, hornfisk og makreller i sæsonen er store. Der er strikse regler for ophold på Æbelø og de omkringliggende øer. Man må færdes på stranden døgnet rundt, men man må ikke overnatte uden særlig tilladelse, og man må ikke gå uden for vejen på Æbelø Holm eller gå i land på Dræet i fuglenes yngletid. På selve Æbeløholm, Dræet og Æbelø skal hunde altid være koblet. Kunne vi få lov …? Grunden til Jægers ønske om et besøg på Æbelø skyldes, at det var kommet os for øre, at dåvildt, og især stærke dåhjorte, som normalt står på Fyns fastland, i brunsttiden vandrer tilba e til det sted ude i Kattegat, hvor de i g sin tid blev sat – Æbelø. Det lød som noget af en skrøne, så der var kun en måde at få det opklaret på, og det var at få fat i manden, der passer øen og vildtet – Per Abild. Meeen … nu tager man ikke bare lige over til Æbelø, traver ind ad en dør i den gamle bindingsværksgård, og råber ud i et lokale: – Hva… er der noget om snakken om at …. Nej. Det skal først gå ad de formelle kanaler, og det var i det her tilfælde en skriftlig anmodning til Aage V. Jensen Naturfond om tilladelse til at besøge øen og Per Abild med henblik på en historie om især Æbeløs dåvildt til Jæger. Mange hviskede mig i ørene, at jeg ikke skulle blive for skuffet, hvis jeg fik et afslag, da fonden fik utrolig mange forespørgsler om ditten og datten, men ikke mange fik en positiv tilbagemelding. Svaret på anmodningen kom hurtigt. Det var underskrevet af formanden for Aage V. Jensen Naturfond, Leif Skov, og ordlyden var kort fortalt, at Jæger skulle være velkommen på Æbelø. Det var bare at kontakte Per Abild og få fikset det praktiske. Som sagt så gjort. Oktober kom, dåvildets brunsttid startede … det var tid til at tage til Æbelø. Æbeløs fantastiske dåvildt En blændende flot oktoberdag tager Per Abild imod nær parkeringspladsen på det Fynske land fire kilometer sønden for Æbelø. Abild, der har sin hund Kuno – en ordentlig kleppert af en tysk jagtterrier og en masse haben gut med – er kørende i et stort monster af en traktor, der er sortsværtet af tjære for at holde rusten stangen. Bag traktoren er en overdækket vogn. I den er der store bløde tomandssæder – sikkert fra en gammel udåndet rutebil – så der sidder man helt fint og nyder turen. Vi kører selvfølgelig, når det er eb be. Jeg sidder og betragter fuglelivet. Et mylder af vadefugle og ænder. Så passerer vi et par havørredfiskere i waders, der også er på vej til Æbelø med deres fluestænger over nakken. Vi fortsætter gennem vandet med Ejl inge på den ene side og Dræet på den anden og når Æbelø Holm. Traktoren æder sig på land, og vi bumper af sted i et ujævnt spor, og så ser vi det første vildt. Små rudler af dåvildt. Rudler uden store hjorte. Snart dukker også små flokke af mufloner op, og blandt dem går der nogle alvorlige herrer med dobbeltswung i hovedprydelsen. Hvor holmen slutter i en spids, kører vi ud på den sandtange, der ender ved bestemmelsesstedet – Æbelø. – Tjek lige det fugtige sand for fod, brøler Abild for at overdøve traktorens brølen. Jeg læner mig ud og kigger ned. Det er løgn. Det er fandeme løgn, tænker jeg, da jeg ser den megen fod. Dåvildtfod på vej til Æbelø. Dåvildtfod på vej bort fra Æbelø. Fod i hundredvis – måske i tusindvis. Okay, så er der altså noget om snakken om de mange stykker dåvildt, der veksler frem og tilbage mellem øen og fastlandet. Så… endelig ruller vi ind på Æbleø. Øen med den spændende får-lov-atpasse-sig-selv-natur, de stejle, gule skrænter mod kysterne, strandenge ne, de gule, grønne, orange, blå og violette træer, alt sammen omkranset af smukt, dybblåt vand. Oppe ved bindingsværkgården drejer Abild nøglen til traktoren, der „udånder“ med et dybt suk. Så følger stilheden. Ikke en lyd høres, men så starter „musikken“. Der „bøvses“ og „ralles“ fra flere lokaliteter. Dåhjort ene tager fat igen. Det store brunstcirkus fortsætter. I eftermiddagssolen nyder vi en kop kaffe og koncerten, der gavmildt leveres af dåhjortene. På sletten på Mufloner går og nyder tilværelsen på Æbelø Holm. Det kan de gøre i fred og ro, for her er der jagtforbud. 40 www.jaegerforbundet.dk 6/7 / 2013 højre side af gården – ud mod kysten – går der masser af dåvildt. Per Abild fortæller, at der på øen skønnes at stå omkring 150 stykker dåvildt, og i brunsttiden kommer der mindst 100 mere på brunstvisit. Hjortene, der ses på sletten, er ikke af imponerende statur. Et par fine halvskufler ses, men det er også det … Jeg spørger Abild, om der ikke er herrer i sværvægtsklassen på Æbelø. Han smiler, ryster de sidste dråber kaffe ud af sit krus, og siger: – Troede aldrig, at du ville spørge. Kom, lad os gå en tur! Vi bevæger os tavst sydpå. Allerede i et skovbryn stiger hjortekvaliteten. Her går en fuldskuffel og raller mellem dåer og kalve. Vi fortsætter. Nu ændrer skoven karakter. Til gammel urskov. Ældgammel urskov med væltede træer, der får lov at ligge og råd ne og en skovbund, der sine steder er oversået med meterhøje bregner. Her ligger et afpillet kranie fra en spidshjort. Her er mos, insekter og sikkert alskens kryb nede under døde blade. Her lugter på en gang surt, sødt og godt. Her stinker af død og jammer, men på forunderlig vis også af liv og eventyr. Det er en fantastisk biotop i en symfoni af de mest fantastiske farver. – Der er her, vi skal ind, hvisker Per Abild. – Det er her, gulddrengene holder til. Så varer det ikke længe, før solen synker i havet bag den gamle smedje. Vi bevæger os langsomt ind i „junglen“ ad en smal veksel. Her er på en gang spooky, forfærdeligt og vidun- derligt. Jeg stopper og lytter. Ud over et par fuglestemmer er her tyst. Jeg står med en fornemmelse af at være overvåget – nidstirret og uønsket. Jeg kigger på Abild, der lægger en pegefinger på læberne, peger ind i det grønne, og hvisker. – Kan du se ham? Jeg kan ikke se en pind, men så ser jeg en svag bevægelse. Det er en hjort, der ved at bevæge et sølvfarvet forløb en smule røber sig. Jeg sætter mig på hug. Nu ser jeg ham. Hans store muskuløse krop, den enorme svulmende hals, hans kraftige stænger, øjen- og issesprosserne, men de brede, store skovle, som må være der, er dækket af løv. Mon Dieu! Sikke en skabning. Vi går lidt videre. Som den ekspert han er, peger Per Abild flere hjorte ud. Dér. Dér og der. Næsten alle står de tavst og nidstirrer os. Enkelte springer og er hurtigt opslugt af skoven. Nogle lader os gavmildt se deres Per Abild ved skiltet, der fortæller om øens havørne. Jovist. Et par alvorlige fejninger afslører, at der er dåvildt i området. Hos de tunge drenge 6/7 / 2013 www.jaegerforbundet.dk > Først da jeg sætter mig på hug, kan jeg se pladshjorten. 41 > Abilds tyske jagtterrier, Kuno blev egentlig købt til gravjagt, men så voksede han, og voksede, så den gik ikke Granberg. Men på jagt kommer han alligevel. På vej tilbage til Fyn, mens vandmasserne stiger. gigantiske skovle, men kun i meget korte øjeblikke. Men hvilke øjeblikke. Her er ifølge Abild guld, mere guld og større guld. Han fortæller endvidere, at flere store medaljehjorte bliver nedlagt hvert år, men at jage herinde er ikke… bare lige. Bare det at komme ind og på plads i skoven – uden at annoncere det højlydt for hele herreklubben – er en kunst, og så er det heller ikke så ligetil at få den rigtige hjort til at stå fri af vegetationen, så det er forsvarligt at sende en kugle af sted. – Hvad med at sætte nogle skydestiger op herinde, spørger jeg, men kan se på Abild, at det måske ikke er dagens mest begavede spørgsmål. – Hør her, siger han og kigger mig dybt i øjnene. – Et helt igennem fantastisk stykke vildt som en stærk, fejst dåhjort i sin bedste alder, skal ikke skydes fra en stige eller et tårn. Den skal nedlægges på fair vis på pürsch. Og hvis det ikke kan lade sig gøre, ja, så er det bare sådan, det er. Så vandt vildtet den runde, og sådan skal det være. 42 På vej ud af skoven render vi også over et par unge muflonvæddere. De karakteristiske profiler af fårene står musestille mellem gamle egestammer. Det kunne meget vel være muflonprofiler, der var skåret ud i masonit og placeret mellem træerne, sådan for sjovs skyld, men det er det ikke. Næsten ude af skoven støder vi på et stort skilt. Et skilt, der fortæller, at der er ynglende havørne i området, og at man skal vise hensyn. Per Abild fortæller om havørnen, at de og han ofte ses. Kæmpefuglen reagerer prompte på lyden af et riffelskud. Når skuddet har ringet af, kommer hav ørnen kort efter glidende gennem luftrummet, for den ved, at et riffelskud normalt betyder et nedlagt styk ke vildt, som igen betyder dampende varm waid fra et opbrækket dyr, som igen er lig med mad. Solen går ned bag Æbelø. Vi får en bid aftensmad, mens himlen sværtes i en dybblå godnatfarve. På himmelhvælvet ses en ubeskrivelig mængde www.jaegerforbundet.dk stjerner og lysende planeter. Hvor er det stort at føle sig så lille – bare en gang imellem. Aftenen går med snak om jagt, dåvildt, småkravl og planter og om Per Abilds hund – jagtterrieren Kuno – og hans ubændige jagtlyst. Den ene anek dote afløser den anden. En af de bedste var dengang Kuno stak til havs en iskold novemberdag. En då, der var meget syg af yverbetændelse, gik til havs. Kuno svømmede efter hende. Længere og længere kom de væk fra kysten. Abild kunne se en katastrofe nærme sig, men han kunne ikke kalde hunden til sig. Og dog. På et tidspunkt drejede hunden og svøm mede mod land. Abild fik med sin riffel på mirakuløs vis skudt dåen, der sank. Kuno var næsten i land, men så stoppede han op og tænkte øjensynligt … der mangler sgu da noget. Då en!!! Og så vendte han i bølgerne og svømmede tilbage for at finde dåen, men Abild fik ham heldigvis vendt igen og fik ham på land. Træt, for- 6/7 / 2013 kommen og forfrossen, men i live. Jeg tørner ind for dagen. Selv om det er koldt uden for, står min terrassedør på klem, for dér, ude under myriaderne af stjerner, rasper, bøvser, snorkler, øffer og gør Æbeløs stærke dåhjorte, og hvem vil gå glip af sådan en gang godnatmusik? Tilbage til den virkelige verden Næste morgen er smuk. Fabelagtig smuk. Solen maler Æbeløs landska- 6/7 / 2013 ber, så det ser ud som om Eckersberg, eller andre guldaldermalere, har været tidlig oppe og ude med de store pensler. Vi får kaffe, brød og bløde æg med orange blomme. Men travlt har vi. Snart er det ebbe og afgang. Mens vandet stiger og så småt når halvvejs op ad traktorens hjul, forsvinder Æbelø i varmedis i baggrunden. Jeg tænker på, hvad det er, der gør en person eller et sted til noget helt specielt. Det er længsel. En længsel www.jaegerforbundet.dk efter at vende tilbage til den eller det. Og sådan har jeg det allerede nu. En længsel efter endnu engang at vende tilbage til Æbelø nøjagtig ligesom dåvildtet. Og til Kuno og Per Abilds historier. Og det må gerne blive snart. Meget snart. [email protected] > 43
© Copyright 2024