Solstråler i morgendis side 43 Solstråler i morgendis handler om de billeder, der er taget med en lav sol og en omgang dis. Typisk under træer, så der opstår mønstre i disen. Det betyder selvfølgelig, at du skal tidligt op om morgen, og jeg kan af erfaring anbefale at gå efter solopgange i det tidlige forår eller det sene efterår. Solopgange forekommer at være lidt mere venlige på de årstider – i forhold til klokkeslæt, altså. Udfordringerne ved sådanne billeder er selvfølgelig på den ene side en lavt hængende, og ofte kraftig sol og på den anden side disen som oplyses til et hvidt, strålende tæppe, hvor træerne så sender skygger ned igennem. Fem billeder med et EV-trin imellem er derfor sjældent nok. Overvej syv eller ni billeder i stedet for. Hvis du hellere vil de fem billeder, så tage lige et ekstra på +4 EV så du er sikker på, at du får detaljerne i skyggerne med. På billedet ovenfor, septembersol, er der brugt syv billeder med et EV-trin imellem. Der var vindstille. Solen var kraftig og disen blev derfor næsten selvlysende. For at sikre noget af den interessante kontrast imellem de lyse og de mørkere områder i disen, er ”strength” skruet op til 75. Det er en høj værdi, men i dette tilfælde særdeles velegnet. Samtidig er ”details contrast” skruet op til 2. Dette giver lidt ekstra kontrast i detaljerne (og dermed udtryk for skarphed) i forgrundens græsstrå og i blade og grene. ”Lighting adjustments” er indstillet til ”natural+”. Hensigten er her at undgå, at skyggeområderne bliver trukket frem, da det vil formindske forskellene imellem disen og grenenes skygger i disen. Smooth highlights”, ”micro-smoothing” og ”shadows smoothing” er alle sat til 0. Det gælder om at fastholde alle detaljerne og om at fastholde kontrasterne på lokalniveauet. side 44
© Copyright 2024