Tekst og foto Harris Jensen hunde gammel dansk hønsehund: EN NATIONAL RACE Specialklubben for den gamle danske hønsehund kan i år fejre 60-års jubilæum. Racen er meget ældre og hører nok til blandt de ældste racer inden for de stående jagthunde. FOR 300 ÅR SIDEN boede der i Glenstrup sogn mellem Randers og Hobro en mand ved navn Morten Bak. Han var jæger, og han interesserede sig for avl af jagthunde. Interessen for jagt og jagthunde delte han formentlig med mange af datidens bønder og landsbyboere. Det, der imidlertid gjorde Morten Bak til noget særligt, var hans interesse for gennem målrettet og bevidst avl at skabe en bestemt jagthundetype. Igennem otte led krydsede han lokale gårdhunde med de såkaldte sigøjnerhunde. Gårdhundene blev på de egne dengang ofte kaldt „blodhunde“, men det er sandsynligt, at der er tale om afkom af adelens støverhunde, som havde islæt af St. Hubertushunde, og som netop dengang blev behæftet med denne benævnelse. Sigøjnerhundene stammede formentlig overvejende fra spanske pointere, som også har lagt gener til mange andre jagthunderacer. Det lykkedes Morten Bak i løbet af disse otte generationer at renavle en race af hvid- og brunbrogede jagthunde. De blev dengang kaldt Bakhunde eller Gamle Danske Hønsehunde. Digteren Steen Steensen Blicher, der som bekendt var passioneret jæger, er ofte på tegninger gengivet sammen med brun/hvi- 48 de jagthunde. De minder umiskendeligt om den gamle danske hønsehund, og da Blicher netop levede sit liv i denne del af Jylland, er der vel al mulig grund til at antage, at hans følgesvende på de lange jagtture er „forfædre“ til nutidens gamle danske hønsehunde. Racen fører de næste 250 år en usikker tilværelse. Som det var kendetegnende for mange racer, foregik avlen på den tid uden en egentlig godkendt registrering og stambogsføring. I tiden umiddelbart efter afslutningen på Anden Verdenskrig tog en kreds af jagthundeejere imidlertid initiativ til at stifte Klubben for Gamle Danske Hønsehunde. Geografisk er racens kraftcenter nu flyttet til Fyn, Ærø, Lolland og Falster. Chr. Bansen, Ærø, Johs. Matzen, Nysted, Carl E. Petersen, Svendborg, M. Jensen, Aarup og Chr. Schneekloth, Tommerup, udgjorde pionergruppen, som lavede forarbejdet, således at klubben kunne stiftes på et møde i Svendborg den 1. maj 1947. For at sikre og stabilisere racen blev der i de følgende år foretaget et stort arbejde med at registrere hunde og fastlægge en standard for racen. Udstillinger og prøver www.jaegerforbundet.dk var de anvendte redskaber. Nutidige medlemmer af klubben lægger ikke skjul på, at vor tids ejere af gamle danske hønsehunde er disse pionerer stor tak skyldig; de sikrede Danmark en national stående hønsehund. En række af personligheder har siden forstået at varetage racens tarv. Et klogt ordsprog siger „Ingen nævnt, ingen glemt“. Men en enkelt person skal dog nævnes her: Knud Pedersen, Gamborg, blev klubbens formand i 1959, og han varetog denne post frem til 1986, hvorefter han fortsatte en årrække i avlsudvalget. Er man med i forreste linje i så mange år, kan man ikke undgå at sætte et markant præg på race og klub. Efter flere og lange forhandlinger blev Klubben for Gamle Danske Hønsehunde optaget som anerkendt specialklub i Dansk Kennel Klub i 1963, og efter lige så lange og grundige overvejelser blev klubben i 1979 en del af fællesskabet for de stående jagthunde i Danmark, da den blev tilsluttet Fællesrepræsentationen for specialklubber for stående Jagthunde i Danmark (FJD). Igennem en lang årrække udviklede klub og race sig i et roligt og stabilt tempo, men i 1981 indledte Danmarks Radio en udsendelsesrække med titlen „Dus med dyrene“. Udsendelsen var tilrettelagt af Poul Thomsen, og han medbragte som „fast inventar“ i udsendelserne sin gamle danske hønsehund, Balder. Både udsendelser og Balder tog seerne med storm. Umiddelbart skulle man tro, at alle var lykkelige for succesfulde udsendelser med høje seertal og gratis tv-reklame for hunderacen. Men spørger man medlemmer af klubbens bestyrelse i dag, er det med blandede følelser, at man tænker tilbage på tiden med „Dus med dyrene“. Efterspørgslen efter hvalpe eksploderede, og det medførte en avl af gamle danske hønsehunde, som helt klart var i overkanten af, hvad racen kunne bære. Man 5 / 2007 skal huske på, at den gamle danske hønsehund var et dansk fænomen. Hvis efterspørgslen på hvalpe øges markant i andre racer, kan avl og population tilgodeses ved, at „fremmede blod og gener“ hentes i andre lande. Denne mulighed havde Klubben for Gamle Danske Hønsehunde bare ikke. Måske var den eksplosive tilvækst i hvalpetillægget en medvirkende årsag til, at racen blev ramt af avlsmæssige problemer. Konkret blev nogle hunde ramt af den defekt, der kaldes muskeltræthed, og som manifesterer sig ved, at hundene ikke kan udfolde sig fysisk i en grad, der er nødvendig for en jagthund. Imidlertid har klubben med bestyrelsen i spidsen vist initiativ og handlekraft. Der er udarbejdet retningslinjer for avlen, og muskeltrætheden er i dag et problem under kontrol. Defekten kan spores gennem en analyse af hundenes muskelfibre, og desuden har et medlem lavet en helt enestående kortlægning af de forskellige blodlinjers helbredsmæssige styrker og svagheder. Endelig har man valgt at tilføre racen nye gener ved indkrydsning af den franske race braque français. En race, der til forveksling ligner den gamle danske hønsehund, og som efter sigende oven i købet er i besiddelse af stor jagtlyst og udholdenhed. „Krydsningerne“ følges nøje af klubbens bestyrelse og avlsråd. Hvert enkelt individ bliver bedømt af sagkyndige personer, inden de får lov til at indgå i fortsat avl. Det skal også nævnes, at Genressourceudvalget, som er et overordnet udvalg, der skal sikre nationale husdyrracer, har bevilget betragtelige beløb til sikring af den gamle danske hønsehund. Jægers udsendte har besøgt et af klubbens medlemmer for at få en førstehånds- Verner Dalgaard er klart til „gammel dansk“. beretning om den gamle danske hønsehund. Verner Dalgaard er landmand med en masse bijob, som ikke skal nævnes i denne sammenhæng. Han bor i naturskønne omgivelser i landsbyen Gl. Korup på Fyn. Verner har haft andre hunderacer, men for 10 år siden oplevede han på jagt en gammel dansk hønsehund. Siden har denne race været hans foretrukne jagthund, og når jeg hører ham fortælle om racen, er der ikke noget, der tyder på, at han nogensinde skifter race. – En gammel dansk hønsehund er en alsidig race, der kan bruges til alle former for jagt. Samtidig er den nem at dressere, og afhængigt af hvordan du præger den i det første år, kan racen både byde på hunde, der søger stort, og hunde der søger i et mere begrænset søg, fortæller Verner. Han understreger, at denne evne til at tilpasse søget er en vigtig egenskab. Det er af afgørende betydning for jagtens kvalitet, at jagtterræn og søgsstørrelse passer sammen. – Jeg giver mine hunde frie tøjler i det første år. Jeg er ikke så nervøs ved, at unghunde preller lidt efter vildtet, jeg skal ved en velovervejet og grundig dressur nok finde „håndbremsen“ på mine hunde, når de skal med på jagt og prøver, fortsætter han. Selvom en gammel dansk hønsehund sagtens kan lære at gå i et meget stort søg, understreger Verner, at det ikke er det meget store søg, der skal være racens særpræg. Det er derimod grundighed og stabilitet. – Når en gammel dansk hønsehund har afsøgt et terræn, er det gjort grundigt. Og har den taget stand, kan du regne med, at den holder sin stand, indtil føreren kommer til og kan afvikle en jagtlig situation, siger Verner med begejstring i stemmen. – En gammel dansk hønsehund kan holdes som stuehund, og den kan holdes i en velindrettet hundegård. Igen handler det om at præge og opdrage hunden på den rigtige måde, fortsætter han. Jeg fornemmer dog tydeligt på Verner, at en hund, der konsekvent tilbringer hele livet i hundegård, nok ikke bør være en gammel dansk hønsehund. Han understreger også, at racen, ligesom enhver anden jagthunderace, har brug for daglige tilbud om fysisk udfoldelse i vekslende form af træning, jagt og motionering. Verner ser lyst på racens fremtid. Som før nævnt har bestyrelse og avlsråd styr på udviklingen, og desuden er racen i dag spredt til andre lande. Faktisk er der oprettet en specialklub i Sverige. Den elektroniske medieverden åbner også i denne sammenhæng for kontakter med hundefolk over hele kloden. Verners præstationer med egne hunde giver ham også berettiget grund til optimisme. Et pokalskab med diverse pokaler og sølvtøj fortæller, at han med jævne mellemrum demonstrerer, hvordan en gammel dansk hønsehund skal arbejde på jagtprøver. Og at racen fint kan begå sig i selskab med andre jagthunderacer. [email protected] RACENS STANDARD Helhedsindtryk: middelstor, rektangulær, kraftigt bygget hund. Stor forskel i eksteriør mellem han og tæve. Proportioner: Forholdet mellem skulderhøjde og kropslængde er som cirka otte til ni. Temperament: giver indtryk af ro, soliditet, beslutsomhed og mod. Under jagten relativt langsomt gående. Den bevarer stedse kontakten med jægeren og løser sin 5 / 2007 opgave som stående hønsehund uden at skabe unødig uro i terrænet. Den er lige velegnet til store såvel som til små jorder. Størrelse: skulderhøjden for hanner: 5460 cm, idealhøjde over 56 cm, tæver: 5056 cm, idealhøjde over 53 cm. Vægt: han 30-35 kg, tæve 26-31 kg. „Racens standard“ kan evt. ses i sin fulde ordlyd på klubbens hjemmeside: www.gdh.dk www.jaegerforbundet.dk Priser En hvalp koster ifølge Verner Dalgaard fra kr. 4.500-6.000. Forældrenes præstationer på jagt og prøver forklarer prisforskellen. Verner har ikke et bud på, hvad en voksen færdigdresseret hund koster. – Ejere af voksne færdigdresserede hunde sælger ikke deres hunde. Man sælger da ikke et familiemedlem, siger han med eftertryk. 49