1. No category

1
FRA FAMILIEARKIVET
VI
Breve fra de Thorborgske brevgemmer.
1948 - 65
Udskrevet af Karsten Thorborg
2006-14
2
Fra mor i Kahytten til far i Gentofte
Lørdag [juli 1948]
Kære Johs! Tak for Brevet i Dag, Brev fra dig var det, jeg mindst havde ventet. Jeg synes bestemt,
vi skal tage med [til Carl Gustav og Gertruds bryllup 23/7 1948], for det første synes jeg, det kan
blive morsomt, for det andet synes jeg, et Afslag ikke rigtig var passende, som Tilfældet ligger, og
Helle saa glimrende kan passe Karsten. Vi skal jo først af Sted Torsdag Aften og er her igen Lørdag
Middag.
Tanken gik paa Kvindevis straks til min Garderobe, den er saa fattig i den Genre, men jeg kan
maaske tage Helles New Look paa.
Nu har Karsten faaet et nyt og stort Problem, for han hørte jo om Brylluppet. Er Onkel Carl da ikke
gift? Kan Onkel Carl og Tante Mette da ikke lide hinanden mere? Du og Far vil da altid holde
sammen, ikke? Hvem fik Huset? o.s.v. o.s.v. Det er uudtømmeligt.
Her har vi det godt, her var Brev fra Kjeld, med Afsender ”Villa Væde”, Norge, saa man anede,
hvad det indeholdt, det regner baade inden i og uden for Teltet, Teltkammeraten var rejst, saa nu
flyttede han sine Teltpæle til Løkketangen, ogsaa af Mangel paa Penge. D. 15 er han rejst dertil.
Han vilde tage Færge over fra Neolunghamn til Langesund. Saa kan du se paa et Kort. Saa kan det
jo ikke vare saa længe, inden vi ser ham her, i det uendelige kan han (jo) ikke blive hos
Løkketangens.
Vi gik i Seng i Gaar Kl 9 og spiste Morgenmad i Morges Kl 10, og nu er Huset gjort Lørdagsrent.
Vi var ved Stranden fra 1-4 i Gaar og gik Tur i Aftes i Jyderup Skov.
Det var da morsomt med Salby og Frøkenen, som ingen af os kan huske, hvad hedder, men det er
nok ikke saa morsomt for Eriksen, hvor er han dog et ensomt Menneske. [Fars kolleger].
Jeg kan næsten ikke forstaa, Vivi gider tage den lange Tur for saa kort Tid, hvorfor kommer hun
ikke lidt før? Det er rart, at din Mor har det saa godt.
I Dag er Vejret igen graat, men det er nu ingen Nyhed. Kjellund er lige kørt af med Netterstrøms
med Baby i Kurv. [Sommerhusnaboer].
Hils i Gentofte. Skal hilse fra de to her.
Din Snuser
Karsten henter Aviser i Kasjotten, hvilket skulde være Magasinet, saa nu er Rummet døbt.
Jeg forstaar ikke rigtigt, hvornaar vi skal spise til det Bryllup. Vielsen er Kl 1, og vi inviteret til
Middag? Det maa du faa Rede på
Fra mor til far, Helle og mig i Vig
Søndag [aug. 1948]
Kære Trekløver! Her kommer et statis[?], det kom i Gaar, nu er det maaske for sent, men jeg faar en
kær Anledning til at fatte om Pennen. Jeg har haft forrygende travlt, vaskede Storvask i Gaar i
herligt Tørrevejr, vaskede alle Syltekrukkerne i Sæbevand, ordnede den nedfaldne Frugt, der
bugnede på Køkkenbordet, Fru Balle maa ha’ samlet dem op, det er nu forvandlet til 13½ Pund
Ævlegrød i Krukke. Kjeld plukkede Mirabellerne, dem henkogte jeg paa Glas (1), og nu har jeg
strøget, og saa skal I slippe, da jeg ved, det keder Jer over alle Grænser. Jeg gik i Seng Kl 8 og sov
med det samme, jeg var og er fuldstændig stivbenet, det er ikke saadan efter al den Lediggang. Jeg
var et Smut paa Ibsensvej først den Aften jeg kom, da havde Adda det elendigt, hun kunde
overho’det kun ligge paa Sofaen og Humøret var derefter. Saa var jeg der i Gaar Aftes, da var
Farmor daarlig, hun havde Feber, var snart kold, snart varm. Trysse og Jørgen stod i fuldt Skrud og
skulde til Middag hos Overlæge Poulsens, de kunde ligesaa godt have været Hertugparret af Kent,
han i Kjole, og hun i pragtfuld lysegrønt Skrud, blegrøde Roser i Haaret og hvid grønlandsk Ræv,
og de drog naturligvis af Sted i Bil. Den mindste har de med, en lille sød en, men ham har Adda
3
hele Dagen, og skal sidde oppe og høre efter om Natten til de kommer hjem. Fredag, Lørdag,
Mandag er de ude og i Dag skal Fru Christensen og hendes Datter der kom fra München i Gaar, der
til Middag. Det er meget for Adda, naar saa Svigermor er daarlig ved Siden af, og Vivi som en Flue
i en Flaske, men tirsdag Morgen rejser de igen. Saa var jeg deroppe i Morges, da var Farmor bedre,
men nu er baade Trysse og Drengen blevet forkølet, hun var i Natneglige, saadan maa hendes
Natkjole vist betegnes, og hun ser meget sød men meget sart ude uden Krigsmaling. Mudde havde
været der efter Bogskabet med en Flyttemand, og Adda havde spurgt, hvordan hun dog kunde være
hjemmefra, og dertil havde hun svaret, at hun var saa sur, saa hun maatte helst være alene, der var
ingen, der var tjent med at være sammen med hende, det er da ihvert Fald Selverkendelse. Hun har
nu ogsaa manglet en Far i den Retning, at hun ikke har oplevet, at man i slige Tilfælde behersker sig
og retter sig efter hinanden, de fleste Ægtepar kan jo nu engang ikke bo hvert sit Sted i Tilfælde af
akut Surhed.
Kjeld har betalt Husbrikkene[?] og sendt Telegram til Norge til Brylluppet. Han er begyndt at lære
at spille Tennis af Thomas [Bang], Resultat: en næsten lam Højrearm.
Karens [vores unge pige] Forældre fik Ferie Lørdag, saa de kom til Staden i Gaar, det har været
bittert for hende at rejse Dagen før, men al Ære værd har hun dog ikke haft Mod til at bede som en
extra Dag. Meget Skub er der ikke i hende, naar det brænder paa, som i disse Dage. I skulde se
hende vride Strømper igennem Maskinen een ad Gangen, men i den daglige Trummerum er hun jo
meget god, hun har lige haft Visit af Lilian, der er paa Besøg hos Tovborgs. Søster var med, og hun
spurgte med store Øjne, om Karsten boede alene i Sommerhuset, en stolt Tanke!
Karen har plukket de sidste Ribs, dem fik jeg 1 Fl. Saft af, og en lille Krukke Mirabelmarmelade af
Gøtsches Mirabeller, der ligger strøet oppe ved Trappen, + Grød af Rasch’ Mirabeller, der venligst
flyver ind i vores Have. Alt Tøjet (bl.a. 9 Skjorter) er strøget, og saa har jeg fundet en lyseblaa
Drengeskjorte til dig, Helle, som Afløser for Lasen, nu kan du godt bruge den til at tørre Pensler i,
nede ved Knapperne. Ho’det har fået vaadt paa, det var lige i rette Tid. Saa har jeg ringet til Fru
Bonip, men hun er paa Ferie til d. 20.
Fru Jensens [nabo] Signe skal rejse til 1. Sept., de har faaet en Lejlighed, og nu skal hun ikke have
flere af den Art, nu søger hun Kone igen. Jeg har talt med Fru Zeuthen [maleren Ernst Z.s enke] ,
Lone er kommet hjem, og hendes Forlovelse er officiel, han aftjener p.t. sin Værnepligt paa
Jægersborg Kaserne, men naar han er færdig med det, skal han bo hos hende, han har to Aar tilbage
af Studierne, men for øvrigt skal de giftes inden saa længe, og skal saa vidt jeg forstod, saa ogsaa bo
hos hende, velbekomme! Saa har jeg talt med Hr. Nebel [genbo]. Paa Tirsdag starter han sin Turne,
og saa er det altsaa, vi muligvis kan vente ham en Dag [i sommerhuset]. Frk. Nielsen [Nebels
husholderske, min reservemor] er rejst, men kommer igen om en Uge, jeg inviterede ham til
Middag, men han spiser hos Fru Knutsen. Hans eneste Poppel var ogsaa røget hin Cyklondag [8/8]
– han var nede at se vore Rædsler, han mener Philipatræet vil skyde igen, naar vi skærer det
brækkede af. Gytte Werner har reddet Indholdet alligevel. Hun var tre Maaneder henne, ellers intet
Nyt fra den Kant.
Jeg har faaet et dejligt Stk. Flæsk hos Fru Christensen, og hun lovede at være den Del af Familien
huld, som er herhjemme. Der er ingen Farvelade uden den store Æske paa Helles Værelse, saa jeg
maa nok købe en, men saa gaar jeg ogsaa ud fra, at Karsten er ualmindelig sød, mens jeg er væk.
Kj. har hentet Bøger og glider saa i Skole i Morgen Kl 10. Karen har jeg givet fri i Dag og sagt, at
saa faar hun ikke fri, før jeg kommer hjem, medmindre Kj. bliver bedt ud til Middag. Han er uhyre
tilfreds med, at du, Johs, kommer paa Fredag, det morer ham bestemt ikke, at være her alene. Han
var hos Flemming [Gordon Møller] i Aftes, og vi bad Thomas til Middag, men han kunde ikke. NU
skal jeg til at lappe Lagner og stoppe Strømper. Jeg har ikke hørt noget herhjemme fra Knud, og her
er intet med Posten. Briketterne kom i Gaar, fornuftigvis ringede de og spurgte, om vi var her, saa
nu er Kælderen hyggelig, og puh, hvor de lugter. Foreløbig har jeg Gennemtræk, men det kan ikke
4
hjælpe, naar jeg rejser, saa glemmer de bare at lukke, jeg sætter Karmen for Havedøren, saa har de
ikke den at huske paa, det er den mindst nærliggende.
Hvis jeg ikke hører noget fra Knud i Løbet af Mandagen, kommer jeg efter Bestemmelsen Tirsdag,
ellers sender jeg et Kort Mandag Aften. Mange Hilsener kære Nusseben. Jeres Grete-Mor
HELLES TID SOM AU-PAIR I SCHWEIZ 1949
Helle: Forhistorien til mit Schweizerophold 1949:
De gamle gulnede breve har virkelig sat tankerne i sving. Jeg tænker på forhistorien til mit
Schweizerophold. Det var ikke lyst, der drev mig, jeg følte mig nærmest tvunget til at forlade mit
kære tegneri. Og så til Schweiz! I toget kom jeg til at sidde overfor maleren Ole Søndergaard og
hans datter. De skulle til Paris og havde malerkassen med som bagage. Jeg fortalte dem, at jeg var
på vej til Schweiz som au-pair-pige, og de vendte det hvide ud af øjnene. Han sagde ”Hvem har dog
været så ond imod Dem? Tag med os til Paris. Vi skal få det rigtig sjovt.”
Jeg havde det ikke godt, slugte en masse sovepiller for at falde til ro. Ingen havde jeg at tale med
om mine virkelige problemer, men med brevene holdt jeg mig oven vande.
Det store kulturskifte, vil jeg nærmest sige, at komme fra hjemmet i Gentofte ind på malerskolen,
hvor jeg blev betragtet som en floromvunden, utilnærmelig pige, der var enormt afhængig af mine
forældres moralbegreber, var større end man forestiller sig.
Jeg kom til at gå på malerskolen sammen med Hans Lollesgaard, der var kommet på Akademiet
lige efter studentereksamen. Han var bror til Knud, (Lolle), der allerede på den tid var maler, gift
med den utroligt stærke Ulrikka, som jeg besøgte sammen med Hans, og som jeg beundrede så
meget, så Mor blev jaloux. Vi var på en Akademitur til Paris, hvor vi fulgtes ad i al ærbarhed og af
de andre på holdet betragtedes som par. Hans var frygtelig sensibel. Han var en dygtig tegner, men
sine kunstnerdrømme fik han aldrig indfriet. Han lagde ikke skjul på, at han syntes jeg var en sød og
yndig pige, der skulle have tiden til at gå, indtil jeg blev gift. (Måske med ham). Mor var meget
irriteret på ham og syntes slet ikke, han var noget for mig, han var noget af en vatnisse, den yngste
af en søskendeflok. Han boede sammen med sin bror, Svend, der var jurist. Der var noget forfinet
og jomfrunalsk over dem alle sammen, en af de ugifte mostre, der alle forgudede Hans, hed Bitten
Ruge og var Farvis gode veninde, en kæmpestor kvinde, der rødmede for et godt ord. Men de var
elskelige, og alle syntes, jeg ville være et passende parti for Hans.
Slangen i paradiset hed Jardbjørg Krokan, hun var nordmand og datter af den kendte nynorske
digter, Inge Krokan, hun var enormt dominerende og ”frigjort”. Hun anså det for sin mission at
frigøre alle dydsirede folk, hun traf på, især havde hun et godt øje til mig og Hans. Hendes veninde,
Genie Dahl, der også var elev på malerskolen, fik hun pudset på Hans, og det gik hverken værre
eller bedre, end at hun forførte Hans, han mistede sin dyd, og dermed var han solgt. Han gennemgik
ufattelige sjælekvaler, bl.a. vendte han sig fra mig, vendte et kridhvidt ansigt mod mig og forholdt
sig tavs, og jeg led.
Så tog Ulrikka affære. Blandede sig, tog parti for mig og bagtalte Genie. Og Hans så ingen anden
mulighed, som den gentleman han var, end at gifte sig med Genie. Det holder ikke, spåede Ulrikka.
Jeg var fortumlet og ulykkelig, alle snakkede.
Mor og Ulrikka besluttede, at jeg måtte ud af hele den hvepserede. Mor kendte Hanne Zeuthen, som
fortalte, at hun havde en veninde i Schweiz, der i den grad trængte til hjælp. Om ikke det var noget
for mig at komme til at beskæftige mig med noget praktisk og komme til at tænke på noget andet.
Tankerne kværnede i mit hoved. Havde jeg bare kunnet snakke med nogen. Det var hårdt. Jeg følte
mig kastet ud i kulden, og som trøst læste jeg Søren Kierkegaard, min eneste lekture, og kunne altid
finde noget, der passede til min situation. Jeg følte af en eller anden grund stor skyld, fordi jeg var
så uafklaret, og fordi jeg længtes forfærdeligt efter kærlighed. Jeg drømte bare om at finde en mand,
5
der ville elske mig og ikke som den ”yndige”, artige pige, de ville gøre mig til. Der lå et temperament i mig, som jeg ikke var mig helt bevidst. Jeg var 22 år.
Da jeg senere rejste med Knud, mødte vi et ungt amerikansk par, der gik med hinanden i hånden,
det havde de gjort i to år, de rejste simpelthen verden rundt med en rygsæk, og jeg syntes, det måtte
være lykken.
Nå, men ægteskabet mellem Genie og Hans holdt, lige til han døde for en del år siden. Han blev
bladtegner og tegnede for Aktuelt i mange år. Jeg så dem aldrig, de holdt sig langt fra alt, hvad der
hed udstillinger. Hun holdt helt op med at male, selvom hun var overbevist om, at hun var et stort
talent og tålte ikke at høre, at andre gjorde karriere. Ulrikka og Knud slog hånden af dem.
Sandsynligvis er de gået hinanden frygteligt på nerverne. De kunne virkelig ikke fordrage Genie.
Jeg traf hende for nylig på Louisiana. Hun var enormt tyk og gik besværligt med en stok
Hans holdt én udstilling i sit liv nede hos Ole Dahl i Admiralgade. Da jeg hørte om det, gik jeg
derned, og han blev meget bevæget over at se mig. Der kom ikke en eneste af de gamle
kammerater, ikke engang hans kolleger fra avisen, hvad der sårede ham dybt. Det var udmærkede
tegninger om end noget stive, og jeg kunne se, at han ikke havde udviklet sig i alle de år. Han var så
presset af hele tiden at skulle levere tegninger til avisen, så det blev lidt af et mareridt for ham at
skulle følge med, og det var det, de levede af. Han spurgte, om han måtte komme og besøge mig i
Gernersgade, og det ville jeg da glæde mig til. Ingen vidste på det tidspunkt, hvor syg han var, og
kort tid efter døde han, så det nåedes ikke.
For mig gik venskabet med Knud og Ulrikka også i vasken, da jeg kom hjem og begyndte på
Akademiet igen. Alt var blevet anderledes, og jeg havde forandret mig. Jeg havde nogle
kontroverser med Mor og kunne ikke bo hjemme mere, jeg gik mine egne veje. Så kom forelskelsen
i Peter Zinkernagel, som jeg levede længe på. Han forløste noget i mig, som hverken Hans eller
nogen anden havde kunnet. Men det er en anden historie.
Fra Helle som au pair i Schweiz 1
Mandag 6/3 1949
Kære alle sammen.
Det er absolut første chance jeg har til at skrive til jer. Kl. er halv 12. Vi har gjort huset i stand,
madet tvillingerne og lavet middagsmad, og venter nu bare paa at Hr. Trachsler skal komme hjem i
middagspausen. Det hele er saa nyt og fremmed, det er dejligt jeg har Hanne [Zeuthen], hun er
vældig sød imod mig. Hanne og jeg bor foreløbig sammen her, jeg skal bo hos to damer i en villa
her i nabolaget, men de er bortrejst for tiden, saa jeg har ikke pakket ud og har ikke ét sted at være
alene. I gaar aftes laa vi længe og snakkede inden vi sov, jeg er ganske godt inde i
familieforholdene nu.
Naa, men jeg vil begynde forfra. Rejsen var ret god. Første dag sad jeg muttersene, efter at damen
var staaet ud i Nyborg. Kl. 10 om aftenen kom en tyk mand, der skulle til Rom og spurgte, om han
maatte ligge paa min anden bænk. Vi sov med mellemrum, det var haardt, men det var en fordel at
kunne ligge udstrakt. Kufferterne blev ikke paa noget tidspunkt aabnet, det var billigt sluppet.
Næste dag traf jeg i spisevognen en maler og hans datter, det var Ole Søndergaard, hvis billeder jeg
kender saa godt, han er medlem af den Frie. De var paa studierejse til Rom og vi blev vældig fine
venner. Han tegnede mig i toget og ville gerne male mig engang senere. I Basel skulle de skifte, og
jeg blev atter overladt til mig selv. Saa skete der noget underligt. En dame kom og trak af med mig
og mit pas - ud af toget og ned ad Basels gader - uden at sige, hvad jeg skulle. Vi havnede paa et
hospital, hvor jeg fik ordre til at lægge tøjet og blev saa undersøgt og gennemlyst, før jeg blev
lukket ud. Jeg var ganske desorienteret, og blev noget hed om ørerne, da toget var forsvundet med
6
al min bagage. Jeg henvendte mig til en togmand, og han gav sig til at skælde mig ud, fordi jeg
havde forladt det. (Jeg forstaar ikke et pluk af deres dialekt). Naa, det viste sig selvfølgelig at være i
den skønneste orden alt sammen. 20 minutter efter kom toget igen, men jeg synes, det var en
uforskammet behandling. - I Zürich ventede Hanne og Hr. Trachsler paa mig. Vi tog en taxa til
busstoppestedet og derfra med bussen opad-opad 5-600 m over havets overflade til Kilchberg. De
havde middag parat til mig, varmt bad og saa paa hovedet i seng - vidunderligt!
Ungerne er henrivende - simpelthen. Tvillingerne 11 maaneder og meget forskellige. Margurite
sortebrunt haar og brune øjne, Erica gule krøller og blaa øjne. Drengene 3 og 4 aar, Jacki og Heini
struttende af sundhed, frygtelig vilde og evigt pludrende. ”Dante Helle” hedder jeg. De gaar i
børnehave her ved siden af fra 9-11 og igen fra 2-4. I mellemtiden sover de, og de bliver puttet for
natten kl. 6, saa sig ikke de ikke faar sovet ud, men det er yndigt for os andre. De smaa er uhyre
skikkelige, de sover dagen lang, synes jeg. - Frau Trachsler er umaadelig sød, jeg tror vi vil komme
godt ud af det sammen, det er vist umuligt andet, hun er knagende dygtig og proper, man kan slikke
gulvene, alt er meget moderne og praktisk indrettet, men her er meget at gøre, for alt skal være
fuldendt. Jeg lærer at passe smaa børn og skal lave maden til dem. Hendes mand bruger sit hjem
som hotel nærmest, han er næsten aldrig hjemme en aften. Det er en tragedie af et ægteskab, han
holder veninder i byen og det er kun børnene, der binder dem sammen. Hun er meget tapper, prøver
at dække over det med smil og forkæler ham for ikke at faa scener, hvad der ustandselig er optræk
til, saasnart han kommer ind ad døren. Hun har masser af venner, der drysser ind og holder modet
oppe hos hende, og hun er meget gæstfri, ingen af dem kan lide ham. Hun er 34, men kunne godt
være op mod de 50 efter udseendet at dømme, hun er helt graahaaret. Han er pæn, meget mørk, og
Hanne siger, at han paa bunden er god, han har været elskværdig mod mig hele tiden, og jeg ville
ikke ane alt dette, hvis ikke Hanne havde sat mig ind i det. I gaar søndag stak han af lige efter
middag og kom slet ikke mere før sent ud paa aftenen, da vi var gaaet i seng. Men vi havde huset
fuldt af unge folk, og de var saa søde alle sammen.
Jeg har skrevet i en rasende fart, men nu maa jeg slutte, for vi skal spise.
1000 hilsener Helle.
Har faaet 30 frc. for flaskerne til Carl. Det er bankkursen - halv-halv.
Fra Helle 2
Torsdag 11/3 1949
Kære Mor.
Tusind tak for brevene. Dit kom prompte, maa jeg sige. Naa, det var dig der laa i nettet og holdt mig
i haanden! Det var modigt af dig at skride til Hector med saalerne.
Jeg fortsætter nu i lidt bedre ro efter at vi har vasket op efter middag og alle sover. Jeg vil prøve at
holde mig vaagen i disse knappe eftermiddagstimer, skønt det holder haardt, men ellers mærker jeg
jo slet ikke at jeg har spor fritid. Jeg tror nok, at jeg kan skyde en hvid pind efter tegne- og maleri. Luften er meget skarp heroppe, taarerne triller mig ned ad kinderne bare jeg stikker hovedet ud, og
den gør mig dødtræt. Hanne var ogsaa som en klud den første tid. - De lever uhyre sundt. Alle
mennesker strutter af sundhed og er brune som midt om sommeren. Jeg ligner en tynd bleg selleri i
forhold til alle andre. De faar kød én gang om ugen, ellers bestaar kosten af grønsager og frugt,
næsten ikke brød og aldrig grød, men altid suppe, grøntsagssuppe med revet ost i til hver eneste
middag.
7
Jeg har endnu ikke set forretninger. De findes ikke paa dette strøg. Her er meget smukt. Dybt nede kan vi se Zürichsøen og til den modsatte side bjerge. Vi gik med
drengene to timer i gaar og mødte overalt udklædte fastelavnsfolk. Fastelavn er en fest, der varer
otte dage hernede. Ellers pæne almindelige mennesker der vandrer rundt med rødmalede næser og
underlige dragter ved højlys dag. Heini kom hjem opløst i graad lige før middag, fordi han havde
mødt to, der var klædt ud som bussemænd. Sikke en ide!
Den første aften, jeg kom, var frau Trachsler til karneval udklædt som gammel kone, hun fulgtes
med sine forældre, der bor i lejligheden her ovenover. Hendes mand gik i seng i den tro, at hun
ogsaa sov sødeligt. Han maatte endelig ikke vide det, da han ellers vilde forbyde hende at gaa ud.
Man skulle efter beskrivelsen tro, at han var en rædsom tyran, men i virkeligheden er han saa pæn
og høflig og stilfærdig. Jeg kan slet ikke forstaa det, men det kommer jeg vel til med tiden.
Nej, nu maa jeg sove, jeg er lige ved at trille ned af søvn. - Desværre er jeg blevet meget forkølet
paa rejsen.
Din Helle. Hils rundt omkring.
Jeg faar sikkert ikke lejlighed til at skrive til nogen, før jeg forhaabentlig snart flytter over til mig
selv.
Fra Helle 3
Fredag [12/3 1949]
Kære lille Mor
Jeg har endnu ikke noget brev at svare paa, men jeg fortsætter, hvor jeg slap i gaar, for der er sket
en betydelig forandring. – jeg har faaet værelse hos svigermoderen til en af Frau Tr.s veninder. Hun
bor helt nede ved Zürichsøen. Det blev ordnet i løbet af eftermiddagen, ganske vist er det ikke det
værelse, som var blevet lovet mig med vand paa værelset, egen indgang osv., men hellere bo mere
primitivt og saa hos rare mennesker. Frau Wattenmacher er en meget sød og jævn gammel dame,
der bor alene og spiser hos sin søn, der har lejlighed her nedenunder. Jeg har laant hendes
gæsteværelse og pulterkammer. Her staar masser af gamle ting, mit skrivebord er en
trædesymaskine, og jeg skal fyre i en gammel kakkelovn og vaske mig i køkkenet, men det er lige
meget. Jeg sover herligt i en kæmpemæssig maghoniseng ovenpaa et væld af madrasser, og ind
imellem alt hendes har jeg faaet anbragt mine egne sager nogenlunde godt. Her er saamænd
efterhaanden ganske hyggeligt. To skuffer er stillet til min raadighed og det forreste af et skab, hvor
mine kjoler endelig er rystet ud. For at kommer herind, skal man almindeligvis gennem hendes
dagligstue, men tænk jer min henrykkelse, da jeg opdagede, at jeg ved at kravle igennem et skab
kan faa min egen udgang til gangen. – Men dette luxusværelser ikke gratis, hvad der gaar ud over
Frau Trachsler. Fra 7 til 10 skal jeg gøre den unge Frau Wattenmachers lejlighed i stand, før jeg kan
stige op til Frau Trachsler og fortsætte med, hvad hun ikke har naaet. Frau W. er som alle Svejtsere
en fantastisk energisk husmor, vældig frisk og umaadelig proper. Jeg har sandelig lært at bruge
hænderne, for hun skal selvfølgelig have saa meget ud af min arbejdskraft som muligt de tre timer
jeg er hos hende. Hendes to børn er 3 og 1 aar og ikke nær saa søde som Trachslers. Jeg kan slet
ikke sige dig, hvor tvillingerne er bedaarende.
Jeg har nu fulgt Jackie og Heini i børnehave. Klokken er 3. Saa har jeg fyret i mit Zimmer og sidder
nu ved sybordet og skriver. Kl. 4 skal jeg være oppe paa toppen igen for at hente drengene, saa skal
vi gaa tur en time, inden de skal hjem og spise.
8
Jeg havde en ganske dejlig aften hos tandlægeparret Röss og Fred, i gaar sammen med Frau Tr.
Hanne er i Weinfelden hos Carl. Fred taler godt og meget gerne engelsk, og vi er blevet fine venner.
De har kun været gift et aar og er meget forelskede i hinanden. De er saa søde. Röss forærede mig et
par natursilkestrømper uden én stopning paa, bare fordi hun pludselig fik lyst til at give mig noget.
Det er lidt bittert for Frau Tr. at se deres lykke, der er ikke megen hjemlig hygge hos hende. Men
hun er meget tapper, hun faar det hele til at glide, og hun sagde til mig at hendes mand skulle ikke
med, for ”han kunne ikke lide ost.”
Det var en ejendommelig spise. Flydende ost rørt op med snaps og hed vin i en gryde over en
spritflamme midt paa bordet. Alle spiser af samme gryde. Man tager smaa stumper brød paa gaflen
og kører dem rundt i gryden, hvorpaa man holder dem i vejret til afkøling et øjeblik, før man spiser,
og hurtigt en ny brødstump paa gaflen og køre rundt. Massen skal være i bevægelse hele tiden.
Dertil drak vi stærk sort kaffe. Det smagte dejligt lige i øjeblikket, men natten derpaa var knap saa
morsom!
Nu er klokken allerede for mange
Hilsen Helle
Fra Helle
Mandag
Du kan selv sætte dato paa, jeg kan slet ikke finde ud af dagene
Kære Knud.
Den sidste lille bitre bemærkning i dit brev var mere end et søsterhjærte kunne bære. Nu prøver jeg,
om en plade chokolade slipper igennem. - Din stakkel, som har saa mange opgaver og kedelige
tegninger, saa vil jeg hellere vaske bleer. – [Knud var stud.polyt].
Her gaar det udmærket, kun er jeg plaget af en væmmelig forkølelse - klimaforandringen, men jeg
har faaet nogle næsedråber, jeg skal dryppe med morgen og aften. Kommer du og besøger mig til sommer?
Kilchberg er en henrivende lille by, alt er saa pænt og alle kender hinanden og hilser. Høflighed
betyder uhyre meget; i det hele taget holdes der strengt paa de ydre former. Du skulle se, hvordan
alle gode Kilchbergborgere promenerer paa den lange Kirchessstrase i smaa familiegrupper søndag
eftermiddag iført de stiveste kisteklær. Luften genlyder af deres overdaadigt høflige hilsener:
”Grütche mit einander”. Katolikkerne er i sort fra top til taa, og kirkeklokkerne fra den
protestantiske og den katolske kirke prøver at overdøve hinanden, klokkeklangen er meget smuk, og
der er et svagt ekko fra bjergene. - Folk er spidsborgerlige og nøjeregnende, men - det gælder for de
fleste - meget reelle og gæstfri.
Lørdag kom Hanne tilbage fra Weinfelden, hvor hun har boet hos Carl nogle dage og hjulpet ham
med en stor operation af en ko, der havde slugt et søm. Jeg mødte hende i Zürich kl. 2, og saa
vandrede vi rundt i byen paa maa og faa. Du store kineser, hvad man kan købe, hvis man altsaa
havde penge. Jeg købte mig et par netnylonstrømper. Det gaar alle med hernede, og de skal være
uopslidelige. Hanne har gaaet med det samme par to aar, og der er ikke en stopning paa endnu. De
kostede 8-9 frc. - Saa tog Hanne hjem, og jeg gik paa en svejtsisk kunstudstilling. Det gør jeg ikke
mere. De kan overhovedet ikke male! Jeg tænker med længsel paa den Frie. I længden kunne jeg
ikke holde ud at bo her, tror jeg. Man savner enhver form for kunstnerisk sans hos disse mennesker.
Men der er saa meget andet godt. Jeg kan lære en masse, - og paa mange maader har de fordele
9
frem for danskerne. - Du kan tro, jeg faar travet noget. Jeg har værk i mine bagben af den daglige
bjergbestigning fra Wannenmachers til Trachslers, Wann osv. med n og ikke l, som jeg skrev sidst.
Frau W. er meget sød. Hun og fr. Tr. er gode veninder, de holder meget af hinanden og er saa
hjælpsomme mod hinanden og mod mig. Da jeg kom op paa mit værelse lørdag kl. 6, orkede jeg
ikke at gaa op til Tr.s igen, for at spise, vaske op osv., og da jeg ikke havde haft rigtig fri den uge,
jeg havde været der, ringede jeg og spurgte, om hun havde noget imod, jeg gik i seng. - Nu maa jeg
lige fortælle, at jeg bor alene i lejligheden, da den gamle fra Wannenmacher er rejst væk i 10 dage
til sin datter. Fru Trachsler sagde, at jeg maatte endelig holde fri, og da hun ikke kunne lide at jeg
skulle gaa glip af aftensmad, fik hun den unge fru W. i lejligheden nedenunder til at invitere mig,
men ikke nok med det. Da jeg var gaaet i seng kom hun, fru W., med appelsiner og en hel plade
chokolade til mig. De er virkelig enestaaende søde. Den unge familie nyder, at grossmutter er
bortrejst for tiden, for hun forkæler børnene saa frygteligt. Her er en dreng paa 3 aar, Rudi, og en
pige paa ét, Ruth. Jeg kan aldrig høre, om de siger det ene eller det andet. - (Naar hun ber mig
klæde Rudi paa, haler jeg Ruth op af sengen) - især da man bruger at sætte -li efter alt - paa
svejtsisk -, der er lille - altsaa i stedet for -chen. Altsaa bliver Ruth: Ruthli og Rudi til, Rudili. Kan
du forstaa det? Eller er du søvnig.
Mor spurgte, hvad vi boede i - i villa. Her findes kun villaer i Kilchberg, hvilket I maaske kan se
paa kortet til Farmor. Trachslers i et nyt moderne hus, Wannenmachers i et gammelt helt nede ved
søen.
I gaar, søndag, gik Hanne og jeg tur med nr. 756 veninde af Frau Trachsler. Vi var en herlig tur ude
i det helt vilde. Paa to minutter er man udenfor civilisationen.
I aften faar jeg besøg af Hanne paa mit lille hummer. Jeg kæmper for at faa kakkelovnen til at
brænde. - Jeg skal ned at købe lidt frugt, vi kan nyde.
Hanne ved ikke, hvor hun skal gøre af sig selv. Hun kan ikke holde til at blive ved med at sove i
børneværelset. Hun sover aldrig ordentligt der.
Nu skal jeg op og hente die Buben im Kindergarten und dann gehen wir spatzieren eine Stunde.
Kærlig hilsen fra din søster Helle.
Hilsen til Fin og Henning!
Hils Mor og tak saa meget for hendes dejlig lange brev og frimærkerne! [Internationale frimærker].
Fra Helle i Schweiz 4
Lørdag 19/3 49
Kæreste lille Mor.
Tusind tak for dit brev, for avisudklippene og ikke mindst for forkølelsestabletterne. De kommer
paa et tørt sted. Lige siden mandag har jeg gaaet og været rigtig sløj og kun kunnet holde den
gaaende paa piller. Jeg har den mest modbydelige hovedpine hver morgen naar jeg vaagner og kan
næsten ikke efter morgenrengøringen hos Frau Wannesmacher slæbe mig op ad ”bjerget” til
Trachslers. Gad vide hvor længe det kan blive ved. Naar dertil kommer, at jeg har levet paa
tvebakker og æbler nogle dage grundet paa min mavepine, der pludselig blussede op en nat, saa kan
du forestille dig, hvordan jeg har haft det den sidste uge. - I dag holder jeg fri paa mit værelse d.v.s.
fra kl. 1. Jeg sidder ganske hyggeligt og stille med bulder i kakkelovnen. Frau W. har lige været
heroppe og tilbudt mig et varmt bad i aften. - Det er raakoldt udenfor, og det sner, man har ikke
ligefrem lyst til at tage ud med madpakke, men kære, hvor er jeg henrykt over at jeg har mit eget
10
rum. Det er faktisk pænt og hyggeligt. Det er første gang i denne uge, jeg har fyr paa kakkelovnen,
jeg har simpelthen ikke haft tid til at være her, og naar jeg er kommet hjem om aftenen, har det
været lige paa hovedet i seng med tabletter og en klud om halsen.
Hanne rejste tirsdag morgen. Carl ringede og beordrede hende af sted til Weinfelden, hvor han bor.
Der ligger Dyrlægens, hans kone og deres husassistent syge, saa stakkels Hanne skulle være
sygeplejerske og kokkepige der i et hus med 5 etager. Hun begynder at føle sig besværet nu
[gravid], det er ikke morsomt for hende, men hun tog det tappert, maa jeg sige. Hun sagde: Jeg er
henrykt over i hvert fald at have en seng at sove i. Jeg havde brev fra hende i dag. Hun har haft
frygtelig travlt. Om hun altid er saa energisk, ved jeg ikke - eller om hun er blevet smittet af
svejtsernes ukuelige gaa-paa-mod. - Vi har haft storvask hos Frau Tr., til hvilken hun havde ”laant”
mig to morgener. Hun vasker alt sengetøj selv, og da det kun foregaar hver sjette uge, var den
kæmpestor. Jeg vaskede børnetøjet og alt det uldne og hængte op hele haven fuld mandag (derfra
tror jeg nok den værste forkølelse stammer). Frau Tr. strøg til kl. 1 om natten efter at have staaet
over vaskebaljen fra 5 om morgenen!!! Før i tiden, da hun endnu ikke havde børnene, - de har
nemlig været gift 10 aar, inden Jacki kom til verden, - havde hun heldagsarbejde paa en
chokoladefabrik, og da maatte hun begynde at vaske storvask, naar hun kom hjem om aftenen kl. 7.
Hun havde alle 10 aar mandens mor og søster boende. De er lidt sindssyge begge to. - Hun har for
øjeblikket en kedelig affære med de to. Svigermoderen er 77 og lider af en slags forfølgelsesvanvid.
Frau Tr. tager engang imellem ind og besøger hende i Zürich og samtidig besøger hun saa en en
veninde, der bor i lejligheden ovenover. Tænk, saa finder svigermoderen paa, at hun gaar op til
veninden for at tale ondt om hende. - ”Og hun har ganske bestemt hørt gennem loftet, at Frau Tr.
har beskyldt sin svigermor for at stjæle.” Nu spiller hun martyr overfor enhver, der kommer og
fortæller den historie.
Jeg har haft børnene alene tre eftermiddage i træk. Frau Tr. har været i Zürich paa indkøb o.s.v., hun
nyder at overlade huset til mig. Det er strengt at holde styr paa de unger. Drengene gaar ikke mere i
børnehave om eftermiddagen, for vi har ikke tid til at hente og bringe dem, og tvillingerne er
ubeskrivelig vrøvlede, de er ved at faa tænder i undermunden. Men henrivende børn er de alle fire,
selvom de engang imellem kan bringe en til fortvivlelse. Forleden dag sloges drengene, saa jeg
sendte dem ud for at faa fred. De vil heller ikke sove om eftermiddagen mere, desværre. Jeg holdt
øje med dem ud af vinduet, men saa glemte jeg dem for de smaa. Og da jeg skulle ha’ dem ind, var
de sporløst forsvundet. Tvillingerne anbragte jeg paa hver sin potte, og saa gik den vilde jagt.
Bilerne kører med en forrykt fart paa disse smaa krogede veje, det er farligt for børn at lege der.
Jaski fandtes højt oppe og Heini helt nede paa den anden side af hovedvejen til Zürich. Til Jacki
sagde jeg: Findest du es ist net von dir fortzuspringen, wenn ich habe gesagt, du neben dem Haus
bleiben solt. Hvorpaa han saa paa mig med sine store fromme brune øjne og svarede med den mest
indsmigrende stemme: Nein Dante Helle, ich finde es sehr schlecht. Heini gav jeg en endefuld,
hvilket er det eneste han forstaar, men vi var ikke mere uvenner, end han om aftenen, da jeg lagde
ham i seng, gav mig et kys paa kinden og sagde: Du bist eine Liebe!
Jeg forstaar næsten alt, hvad de siger nu, og de er blevet saa vant til mit gebrokne sprog, at de ikke
griner mere. - Jeg vil altsaa hellere passe drengene end de smaa ufornuftsvæsener. Jeg har ikke
rigtig forstand paa smaa børn. - At have tvillingerne i kravlegaard er opslidende, forsikrer jeg dig
for. Saa river de hinanden i haaret og gaar paa hovedet udover kanten o.s.v. Ja, I maa undskylde, jeg
kan ikke fortælle om ret meget andet, for jeg har ikke oplevet andet. - Frau W.s børn er ikke nær saa
dejlige. Ruth en flegmatisk tyk 1 aars pige, Rudi en skrækkelig forkælet unge, der græder sig til alt.
- Til gengæld har hun en mere sympatisk mand. Hr. Trachsler virker meget ubehagelig selvretfærdig - maaske netop paa grund af daarlig samvittighed. Han kommer næsten aldrig hjem til
aftensmaden før hen ad 10, forleden dag eller nat var den 1. Hans kontor lukker kl. 5, og hun aner
11
ikke hvor han opholder sig. Naar han har været rigtig uforskammet mod hende om morgenen,
kommer han hjem med chokolade og kager. Han er meget mærkelig, men han elsker sine børn, og
de forguder ham. ”Wann kommt der Fatti” er deres evindelige spørgsmaal.
Men Frau Trachsler er lige sød. Man mærker aldrig paa hendes humør, hvilke bekymringer hun har
at trækkes med. Jeg har lovet at blive hos hende til juni. Jeg skal gaa til gymnastik om mandagen og
til syning fra April hver tirsdag sammen med hende, vi har Grossmutter til at se efter børnene. Der
ligger noget dejligt bomuldstøj og venter paa, at jeg faar penge; af det skal der blive en nederdel. -Nu har jeg spist til aften hos Wannemachers. De er forfærdelig søde. Hun meget dygtig og
umaadelig energisk og hjælpsom. Du godeste, hvor der arbejdes i Svejts. Der er et tempo paa, som
vi slet ikke kender hjemme. Jeg forstaar godt, at svejtserne er daarlige malere.
Manden her er ovnbygger, det er en meget jævn og solid familie, der ikke nægter sig noget hvad
maden angaar. De skærer smørret af i tykke flager og lægger det paa brødet. I det hele taget har jeg
aldrig spist saa meget smør som her. De betaler, hvad det koster. Nej, vores smørrebrød kendes gar
nicht. Til aften hos Trachslers, hvor jeg jo plejer at indtage mine maaltider paa nær morgenmaden
spiser man kartofler, spagetti, æbler og slet ikke paalæg, men brød til. - Aa, jeg trænger til at sludre,
det er et brev nu ikke rigtig egnet til, især ikke, naar det kun maa veje 20 gr. (Jeg har en vægt
staaende foran mig). Altsaa bliver det ikke denne gang til et kort til hr. Nebel [vores genbo på
Udsigten], men hils ham mange gange.
I dag har jeg været her i 14 dage. Det var godt jeg blev rusket løs. Ind imellem dukker alt det gamle
op, man glemmer dog ikke, men bare det at have det paa afstand og saa mærke, at man virkelig er til
hjælp og at de er glade for mig, det betyder meget. Naar bare denne forbistrede influenzafornemmelse snart vil være forbi, saa klarer jeg det nok, men jeg skal indrømme, det har været en
streng uge. Jeg ligner udkogt æblegrød i ansigtet. - Sig mig, hvor agter I at rejse hen. Har det
interesse, hvis Hr. Tr. kan skaffe valuta hertil, det kan han sikkert, men det bliver jo frygteligt dyrt?
- Med hensyn til min løn saa maa jeg fortælle, at det at være husassistent i Svejts kræver en
uddannelse. En pige, der kommer ud af skolen og vil være husas., hun skal være to aar hos en eller
anden frue for en lille løn, her skal hun lære bestemte ting, om aftenen gaar hun paa teoretisk
kursus, og naar de to aar er gaaet skal hun op til en eksamen i baade det praktiske og det teoretiske,
og først da kan hun forlange en ordentlig løn. Ugentlig fridag kendes ikke. Hvis en pige faar fri to
timer en eftermiddag om ugen er det alt. At man kan ha’ lyst til at sidde og tegne og læse, forstaar
de ikke, man skal hele tiden foretage sig noget praktisk. Den unge Frau W. kom i begyndelsen og
spurgte, om jeg ikke kom ned til dem fordi hun troede at jeg kedede mig, men jeg har fortalt dem, at
jeg nyder at være alene, og at de absolut ikke behøver at tage hensyn til mig i den retning. Jeg kan
udmærket faa den smule tid jeg har tilovers til at gaa. - Jeg er helt syg naar jeg læser Charlottenborganmeldelsen. Jeg længes meget efter at se noget kunst, at tale med mennesker der har lidt
kunstforstand, ligesom jeg selv har lyst til at male og tegne, men det maa vente. Det er godt at ha’
noget at glæde sig til. Det bliver nu dejligt at komme hjem til København igen. Fortæl mig om Ole
Søndergaard - Sjøstedt - Høier - Wiig, tænk at de nævnes sammen med Juan Gris og Braque. Det er
slet ikke til at fatte. - Det glæder mig for Hans [Lollesgaard]!
Du maa hilse Far og drengene og paa Ibsensvej. Hvordan har Farmor det? Hils Tora og Grete og
Lone [Zeuthen], hvis du ser dem. Jeg skriver snart til Lone. Og hils endelig Ulrikka. Du og Karsten
skal vel snart derop. Bare de dog maa være raske!
Til sidst de kærligste hilsner til dig selv søde Mor. Din Helle.
Forklarende Kommentar fra Helle 26/2 2014
12
Kære Karsten.
Jeg har bestemt mig for at vie denne dag til skrive- og ryddeopdag. I går var Ida/Augustdag, da fik
jeg heller ikke rørt mine igangværende billeder, men de har også brug for at tørre i fred og at tages
op til refleksion.
Du har flere gange spurgt, hvordan Heidi kom ind i familien Thorborg. Det ligger langt tilbage, lige
fra dengang Mor og Hanne Zeuthen (næsten hen over hovedet på mig) bestemte, at jeg burde
fjernes langt væk fra det usunde miljø på Akademiet, hvor det hele gik op i fnidderfnadder.
Hanne havde en schweizisk veninde med 4 børn, som hun i den grad trængte til at få hjælp til at
passse. Vupti! Med Mors kendte handlekraft var dét arrangeret. Helle kunne rejse. Jo før jo bedre.
Det rygtedes blandt skoleveninderne, en af dem, Birgit Norlev, gik på håndarbejdskursus sammen
med en frøken Buser, der var fra det tyske Schweiz. Måske var det en idé om vi mødtes. Det gjorde
vi, oppe hos Birgit en eftermiddag lige inden min afrejse, hvor vi udvekslede adresser på vores
mødre. Frl. Buser var ganske ny i Danmark og kendte ingen, så det var yderst velkomment at få et
sted at holde til. Jeg fik begejstrede breve fra Mor. Frl. Buser blev hurtigt til du og Heidi, hr. og fru
Thorborg til MOR og FAR. Som sagt, de havde fået en erstatningsdatter. Og hvilken datter? Heidi
var intelligent, musikalsk, hjælpsom, huslig og lærenem. Hun tilbragte al sin fritid i Gentofte og
knyttede venskab med Knud. Hun var uddannet på Kunstgewerbeschule i Zürich, var datter af en
skovrider, som til hendes store sorg var død, og hendes mor, Frau Buser, boede i Langnau am Albis,
en god lang fodtur fra Kilchberg, hvor jeg kom til at bo, fra Zürichsøen over den lille bjergkæde,
Albis. Da jeg havde fridag hver søndag, blev mit naturlige udflugtsmål Heidis hjem.
Vores mødre lå lysår fra hinanden. "Mutti" var nok den perfekte Hausfrau. Rengøring var hendes
pligt. Selvom hun alene gik rundt i sit hus med sutsko på, skulle der gøres rent hver formiddag,
tæpperne ud til bankning, gulvene mobbet, støvet grundigt fjernet, og det kun på hendes måde. Jeg
prøvede at "hjælpe" hende en dag, det gjorde jeg aldrig mer, for alt, hvad jeg troede, jeg havde
gjort, blev demonstrativt gjort om på hendes måde, uden et ord. Sådan! Vi kom aldrig på
bølgelængde. Såsnart rengøringen var overstået, begyndte madlavningen, suppe hver dag, herlige
supper, én til midt på dagen og en ny til aftensmad. På den måde kunne enhver husmors tid gå med
travlhed fra hun stod op, til hun gik i seng, med at servicere mand og børn. Det kunne man kalde at
være bundet til kødgryderne.
I Danmark var vi da kommet et skridt nærmere frigørelsen. Og Heidi nød det. Hun fik lært at gå i
bukser og at cykle, og Mor nød hendes hjælp, som hun vitterlig ikke var vant til fra den rigtige
datter. Jeg fornemmede alligevel at hun savnede mig, og at mine breve og hendes omgående svar,
som jeg desværre ikke opbevarede, var en kilde til glæde.
Heidi lærte sig meget hurtigt at tale dansk, jeg tror, hun på det tidspunkt godt kunne tænke sig at
blive i Danmark. Hun lagde op til det ved nærmest at "fri" til Knud, men som kvinde var hun slet
ikke noget for ham, hvad han eftertrykkeligt fik gjort hende opmærksom på, dels var hun et par år
ældre end hans storesøster, og dels var hun slet ikke så yndig, som den, han gik og drømte om. Hun
kom som bekendt senere (Ingrid).
Heidi blev i Danmark et år, hvor hun havde fået arbejde på et børnehjem med at reparere børnenes
tøj. Det var knappe tider, man stoppede og reparerede, dvs "holdt" tøjet, det skulle vare længe. i
øvrigt ved jeg meget lidt om den side af sagen, Heidi åndede og levede for livet som det foldede sig
ud under Mors vinger.
Jeg lærte nok noget i Schweiz, men var klar over, at det sidste jeg kunne ønske mig, var at ende som
Schweizerfrau. Så jeg drog hjem en erfaring rigere, jeg har stadig det skønne landskab, det på
mange måder vidunderlige land, i mit hjerte.
13
Senere holdt Heidi og jeg forbindelsen med breve, hun skrev på tysk, jeg på dansk, og når vi var
sammen, talte vi det sprog, hvor vi bedst kunne være i fred for fremmede lyttere, i Danmark på tysk,
i Schweiz på dansk. Det havde vi stor fornøjelse af, men man skal passe på. En gang kom vi gruelig
galt af sted ved at kommentere en rædsom, fed kone i Zürich Zoo. Hun viste sig at være dansker,
ubs!
Jeg ved, Heidi gemte mine breve gennem årene, bundtede dem og lovede, at jeg skulle få dem, et
fuldstændigt katalog over mit liv (Vorherrebevares). Den gang hun døde, og hendes søn, David,
ryddede op, stod han med bunkerne og blev enig med sig selv om at destruere dem. Det var nok
meget godt. Vi skal ikke i den grad leve på minderne, det har jeg det bedst med. Jeg har heller ikke
Heidis tyske breve, dem kasserede jeg, når jeg havde læst dem og svaret på dem. Det samme som
Mor praktiserede, og som jeg stadig gør - pånær enkelte, som jeg ikke nænner at skille mig af med.
Det er dem, jeg skal tage i nærmere øjesyn resten af denne dag - med papirkurven ved hånden. Den
dag for ikke længe siden, da jeg lod Bobo køre alle mine stokke til destruktion, gjorde det ondt og
gør det stadig. Men jeg tog beslutningen for at spare mine efterkommere for det, og ingen uden jeg
ville kunne finde ud af at trykke dem og slet ikke på en måde, så jeg kunne godkende dem. De
træsnit, der bliver tilbage efter mig, er originaler, og dem kommer der ikke flere af.
Endnu en formiddag i godt selskab (dit) Jeg ved, du læser opmærksomt med. Hav det super (som
Martin siger)
Kærlig hilsen Helle
Fra Helle i Schweiz 5
Onsdag aften 30/3 1949
Kære Far! Tusind tak for din lille hilsen og for din fødselsdagsgave, den gik fint igennem - den
første rate. Det var en dejlig ide, for penge er snart det eneste, jeg kan have fornøjelse af hernede. I
maa sige til familiemedlemmer, der muligvis tænker paa at beskænke mig med bøger e.l. at de skal
ikke sende mig andet end en fødselsdagshilsen, den bliver jeg glad for, og jeg mangler intet. Og
kære lille Mor! Jeg har nu to breve at takke for. Altsaa danke vielmal! Du har brugt dine øjne godt
paa Den Frie, jeg vandrede med dig rundt i tankerne. Dog tror jeg ikke, jeg vil give dig ret, efter
hvad jeg kender til Riseby og Høm. Steerup plejer ogsaa at være fin. Jeg giver dig ret i, at der er
noget ganske fint over Poul Sørensen, noget sart og vagt og meget følsomt. Du vil finde lidt af det
samme i Knud [Lollesgaard]s billeder. Jo, Ulrikka har alt for meget at gøre, det er forfærdeligt at
tænke paa, for hun slider sig op simpelthen. Men Knud er kunstner, det er meget svært for ham og
synd, at han ikke med god samvittighed kan male løs. Naar han maler er det Ulrikka, der får ham til
det. Hun er enestaaende.
Jeg vil lige svare paa dine forskellige spørgsmaal: Vi faar post kl. 8, kl. 11 og kl. 4. - Hr. Trachsler
er bankmand, han staar for et eller andet med klarering og fremmed valuta. - Frau Tr. har ikke
udsigt til at faa anden hjælp, naar jeg rejser. - Sykurset koster 5 frc. for et halvt aar, og gymnastik
koster 2 frc. om maaneden, saa det kommer jeg nok over. Alt den slags hører under staten. Alle
børnehaver er gratis, og det gratis husholdningskursus og barneplejeditto er obligatorisk for alle
unge piger, der er fyldt 18 aar. Det er et land med system i sagerne. - Med hensyn til vask, saa
vasker vi børnevask hver tredje dag, det er kun storvask der er hver sjette uge. - Ja tak jeg vil meget
gerne have mit nylonstof herned. Frau Diemer (Frau Tr.s mor) er vældig ferm til at sy og hun vil
uden tvivl hjælpe mig. Men gaar det glat gennem tolden?
14
Det er dog forfærdeligt for faster Adda med den evindelige ballade paa asylet. Du skulle se nogle
børnehaver, de har her i Schweiz. Noget saa henrivende. Børnehaven er en forberedelse til
skolegangen her, og alle børn gaar der et eller to aar. De sidder ved smaa runde borde af lyst egetræ,
fire ved hvert. Der er sandkasser paa hjul, og hvert barn har deres eget lille skab med legetøj. Jeg
har været i to børnehaver i Kilchberg og en i Langnau, de var næsten ens. Lave røde villaer med
vinduer fra loft til gulv. Der er kun 30 børn i hver - og to lærerinder.
Frau Trachsler og Wannenmacher har gaaet i børnehave sammen i Kilchberg - og fulgtes ad i skole
og har begge to lært husholdning i Paris.
Naa, men jeg vil fortælle, hvad jeg har oplevet siden sidst. - Lørdag tog jeg til Langnau efter
middag og blev modtaget paa det hjærteligste af Frau Buser og hendes søn, Hans. Det er et
ualmindelig hyggeligt hjem, rigtig landligt baade indvendigt og udvendigt. De er virkelig
kultiverede mennesker. Frau Buser, sat og rolig, maaske lidt stillestaaende, og sønnen nydelig,
energisk og foretagsom. Det er ham, der bestemmer! I kan tro, det er en fyr med ben i næsen.
Moderen sørger stadig inderligt over mandens død og over, at de maatte flytte fra den dejlige
skovridergaard! Det er som om hun kun lever i erindringen om den tid. Hun viste mig billeder af
manden, og jeg kan levende forestille mig, at det har været ham, der førte an, og at det nu er hans
rolle sønnen har overtaget. Hun virkede lidt trist paa mig. Men hun har ogsaa veninder en masse.
Jeg var meget indtaget i en Frau Wind med spillende brune øjne, hun kom og gik som var hun
hjemme der. Hun boede paa den anden side af vejen. Hendes to sønner var i Stockholm, og hun
haabede, de kom hjem nu i sommer. - Jeg kan slet ikke beskrive, hvor jeg nød de to dage. De stod
omtrent paa hovedet for mig. Og jeg skulle ingenting bestille. Jeg sad i en liggestol midt i solen,
mens Frau Buser lavede aftensmad. - Jeg gik en lang tur med Hans, og der var ikke den ting, han
ikke vidste besked med. Han har været et aar i Paris og rejst Tjekkoslovakiet rundt og set
Wienerudstillingen o.s.v. o.s.v. Der ligger en Tierpark ligeved huset i de naturlige bjergomgivelser
og paa en restaurant der nød vi druesaft (ikke vin) og chokoladekager. - Søndag skulle han paa
skitur i Alperne. Han er hjemme hver Weekend, d.v.s. her hjemme og tager ud paa ski. Man ser
tydeligt de hvide bjerge bagved den mørke bjergkæde, Albis, som man naar hen til foden af, paa
fem minutter. Om formiddagen begav vi os paa bjergbestigning. Fra toppen af Albis ser man
Zürichsøen i hele dens udstrækning; der er tæt bebygget hele vejen rundt. Husene ligger alle i etager
som Kilchberg, som smaa gule klatter set deroppe fra. Det var et herligt vejr og meget smukt. Vi
sad længe paa en bænk og nød tilværelsen og saa paa folk, der travede forbi med rygsæk og lange
støvler og vandrestav, det var rigtig hvad jeg før i tiden har forestillet mig som Schweiz. Ned kørte
vi i aaben bus.
Jeg gik hele vejen hjem. Frau Buser og Wind fulgte mig et stykke paa vej over et højdedrag, og saa
fortsatte jeg ad stien nedad. Jeg bor jo helt nede ved Zürichsøen. Det tog mig en times tid at naa
hjem. Men det var en ubeskrivelig skøn aften. Man gaar igennem grønne enge og et stykke gennem
skov, og kirkeklokkerne fra samtlige landsbyer ringede solen ned. - Og saa begyndte hverdagen
igen. Jeg spurgte Frau Trachsler, hvordan deres søndag var forløbet: Ach! Die Buben sind so
unmöglich gewesen. Sie können gar nicht folgen! Tirsdag havde pigerne ét aars fødselsdag. Det var
en anstrengende dag. Veninderne strømmede ind. Der var en snakken og en vrælen af alle deres
medbragte børn plus ”vores” egne, saa jeg var helt kørvims. Jeg fik mig forresten en alvorlig
forskrækkelse om formiddagen, da jeg var ved at klæde tvillingerne paa ude paa terrassen. Jeg
havde lagt Erica paa bordet, og et sekund, da jeg vendte mig for at tage potten fra Margurite, som
hun var ved at endevende ned over sig, benyttede Erica lejligheden til at trille ned og dunke ansigtet
ned i stengulvet, saa blodet flød ud af næsen. Hun skreg længe efter, og jeg var ved at blive helt
hysterisk ogsaa, men Frau Trachsler tog det ganske roligt. Hun puttede Erica i seng og fortalte, at
det var ogsaa sket for hende, da Heini var spæd, - og det var den slags knubs, som smaa børn før
15
eller senere fik. - Heldigvis slap hun da ogsaa med en bule i panden. - Men det kunne aldrig falde
Frau Tr. ind at komme med en bebrejdelse. Hun forlanger meget, det gør hun. Jeg er aldrig ledig et
øjeblik, men hun er meget forstaaende og sød altid. - I dag har hun klippet alle fire unger. Hun holdt
dem fast mellem knæene, og saa gik saksen. En to tre - en barber kunne ikke ha’ gjort det pænere.
(Du behøver ikke læse hele brevet højt).
- Hvor var det dejligt du sendte de piller. Nu prøver jeg dem. Jeg har haft nogle væmmelige nætter
med drømme, saa jeg ikke har kunnet sove. Jeg har ikke sovet én nat normalt den tid jeg har været
her, det er nu ikke godt. De sidste to dage har jeg været lidt ked af det, ikke af at være her specielt,
men af det hele i al almindelighed. Det er nu ikke lige morsomt altid. Jeg tænker helst ikke. I gaar
mens jeg dækkede bord slog uret en kvart over seks, og i det samme kom jeg til at tænke paa, at lige
i det øjeblik begyndte Aksel Jørgensen sin forelæsning. Der er tider, hvor jeg føler mig meget alene,
fordi ikke en eneste har den mindste forudsætning for at forstaa hvad jeg gemmer paa. Det er en
haard kur, men selvfølgelig den eneste rigtige. - Dit brev kom som det var kaldet. Det opmuntrede
mig til at bide tænderne sammen. Det maa jeg gøre nogen gange. Man ser aldrig et uvenligt ansigt
hernede. Alle arbejder med et stort smil. Det er en ganske forbløffende arbejdslyst her hersker, og
heldigvis smitter den.
I morgen har Hans Buser inviteret mig til koncert i Zürich. Han henter mig ved toget. (I skal ikke
være bange, han er forlovet med en pige fra Basel). - I maa endelig tage pænt imod dem i
København og invitere dem paa smørrebrød! De glæder sig meget, og jeg tror Frau Buser trænger
stærkt til lidt luftforandring.
Nej, det var Hannes opfindelse med de 30 frc. Der er absolut noget sødt ved Hanne, men ogsaa
noget bundegoistisk. Alt hvad hun og Carl gør er altid det rigtige, og alle maa føle sig beærede over
at kende dem. Jeg holder 10 gange mere af Lone. - Hanne var her i Mandags for at hente nogle ting.
De skal tre dage til Italien, inden de rejser hjem. Hun har det storartet. De har faaet en stilling hos
Danmarks største dyrlæge i Høng.
Vil du hilse Hr. Nebel, det er kedeligt han er saa syg - og vores allesammens Frk. Nielsen
[husholderske hos Nebel]. Hils Faster Adda og Farmor og Farvi. Jeg skriver til Knud snart. Men
ellers er det begrænset hvem jeg kan faa tid til at skrive til. Jeg maa tage nætterne til hjælp for at naa
det.
Til slut de kærligste hilsener Jeres egen og eneste Helle
En speciel hilsen til Karsten!! Jeg længes snart efter at se, om han bliver dygtigere til at tegne!
Fra Helle i Schweiz 6
Fredag aften 25/3 1949
Kære lille Mor.
Tak for dit sidste lange brev. Hvor er det dejligt, at du og Far kommer lidt ud at rejse, det kan I
sandelig trænge til. Nu er jeg spændt paa at høre hvilket land det bliver. Og efter dine beskrivelser
af alt det nye tøj, du hast bekommen, lyder det, som om det nok er en mor, man kan være bekendt at
sende ud i verden!
Jeg sidder paa mit værelse i soveposen og med den islandske, det varer altid noget, inden her bliver
varmt. Det er lidt kedeligt værelset vender mod nord, saa her aldrig kommer en solstraale, men
hvad, det er ikke saa tit, jeg er her. – I morgen har jeg fri og er inviteret til Frau Buser til middag kl.
12. Det skal blive herligt med en fridag. Frau Trachsler var endda saa sød at give mig fri til søndag,
16
hun vil ringe til Frau B. og spørge, om jeg kan bo der. – Vi har det skønneste foraarsvejr, vi spiser
ude paa terrassen og børnene leger ude hele dagen. – Jeg faar lært at bestille noget her i Schweiz
skal jeg love for. Men det gaar udmærket. Jeg er slet ikke ked af mit arbejde, der var bare de dage,
hvor jeg virkelig følte mig syg, hvor jeg syntes, det var for meget. – I gaar var jeg alene med alle
ungerne fra kl. 1 til aften, puha! Ingen af dem ville sove. Altsaa satte jeg pigerne i kravlebur og
sendte drengene i haven med strenge paalæg om ikke at forlade den. Jeg havde forskellige ting at
gøre inde, og imens fandt de tossede unger paa alle de ulykker, man kan tænke sig. Én gang maatte
jeg hente dem ind fra en pløjemark, hvor de stod i skidt til anklerne. Derefter fiskede de i
Grosspapas karpedam og raabte hallo fra toppen af et pæretræ. Jeg var helt ophidset, da Frau Tr.
kom hjem fra Zürich, og da de fortsatte med at smide Grus ned i kælderen i haandfuldevis, blev hun
saa rasende (hun har nemlig temperament) og tævede dem med en tæppebanker der ligger i
børneværelset til det samme, og de blev puttet paa hovedet i seng uden aftensmad. – De er faktisk
ikke uartige, de er bare usandsynlig foretagsomme, jeg ved ikke hvad man stiller op med saadan
nogle børn, man kan jo dog ikke bare lade staa til. Du skulle se dem: pragtfulde drenge med brune
øjne, struttende af bare eventyrlyst. Frau Tr.s forældre, som du ved ejer huset og har den øverste
lejlighed, vil ikke have dem boende der mere. Grosspapa, som er en stor hidsig bonde, faar daglig
raserianfald over børnene og nu vandrer han hver dag rundt for at finde en anden lejlighed til den
stakkels Trachslerfamilie, men det er vist haabløst og Frau Tr. er fortvivlet ved tanken. De sidder ret
smaat i det økonomisk, og de faar aldrig noget billigere end dette.
Frau Trachsler er et udmærket menneske. Jeg sætter meget pris paa hende. Men hun er paa bunden
pivnervøs, det er ikke mærkeligt, at hun trænger til at trække vejret i Zürich engang imellem. Vi
maa skiftes til at være hos børnene. Eet menneske ville blive nervenedbrudt, hvis det skulle være
bundet af dem hver dag. Tvillingerne begynder ogsaa at udvikle sig godt. Der er temperament for
alle pengene – ogsaa der. –
Frau Tr. vil gerne beholde mig saa længe som muligt. Noget bestemt vil jeg ikke sige, men jeg har
tænkt paa, om det ville være saa dumt at blive her i sommer. Jeg kan uden tvivl lære en masse. Jeg
har jo ikke noget at komme hjem til foreløbig. Selvfølgelig faar jeg ikke set ret meget af Schweiz
paa denne maade, men for det første har jeg ingen penge at rejse for, og tage en plads et eller andet
sted har jeg ikke mod til, efter hvad jeg har hørt. Paa børnehjemmet, Pestalozziheim, har de ikke
brug for mere hjælp, Hanne har forespurgt. Ja, hvad synes du?
Jeg har faaet tegnet noget i den sidste tid. Jeg er gerne færdig med middagsopvasken halv to, saa er
børnene lagt i seng, om de sover er en anden ting, men de skal i hvert fald. Hr. og Fru Tr. lægger sig
ogsaa en halv times tid, og saa stikker jeg simpelthen af. – Jeg har siddet paa kirkegaarden og
tegnet, kirken ligger saa skønt, eller jeg har siddet ved Zürichsøen og malet akvarel. Jeg bliver væk
en times tid, saa er huset vaagnet op til daad igen – og der er nok at tage fat paa. – Hos Frau
Wannenmacher gør jeg rent, alt hos hende skinner. Hos Frau Tr. fortsætter jeg med at gøre rent,
vaske bleer og lave mad. Jeg laver maden nu alene under hendes vejledning, og jeg skriver op i en
lille bog bagefter. Scweizeressen er dejlig. I den maaned jeg snart har været her, har vi faaet kød to
gange. (Det var lige noget for Kjeld), men ellers spiser vi grøntsager paa 100 forskellige maader.
Hun er meget dygtig til at faa noget godt ud af næsten ingenting. Husholdningspengene er smaa. I
dag har jeg skrabet Swartsroten to stive timer, det ta’r lang tid at gøre alle de grøntsager i stand.
Mine hænder er konstant indianerfarvede. – Naa, om eftermiddagen gaar jeg tur med drengene.
Forleden dag kom vi et godt stykke op ad bjerget til den yndigste lille katolske kirke, hvor vi gik
ind, der var gamle udskaarne billeder og dejlige farver. Det gaar let nok at gaa ud, men hjem er
fyrene aldrig til at trække, de vil opleve mere – mere, og hvis jeg ikke haardt og brutalt ta’r dem ved
hvert vingeben og slæber dem af sted hylende som et par pattegrise, kom vi aldrig hjem. – Gaar jeg
ikke tur med dem, strikker jeg fødder i deres strømper. Efterhaanden som ungerne vokser, piller
17
man føderne op og strikker dem om. Kl. 6 spiser børnene semoulegrød alle fire, og saa har vi et
værre cirkus, inden de er i seng. Jeg synger danske ”nachtlieder” for dem, hvis de har været artige,
og saa sidder de op i deres lyseblaa natskjorter og ligner smaa englebørn. Kl. 7 spiser vi andre, ½8
henter jeg mælk og ta’r tøj ned og pudser støvler, og saa gaar jeg hjem ins Zimmer og i seng. Men
tænk, det kniber for mig at sove, selvom jeg er dødtræt. Jeg kan godt ligge vaagen mange timer. Det
er som om, jeg ikke forstaar at slappe af, og jeg drømmer meget og vaagner alt for tidligt. De
sovepiller jeg har er for stærke, vil du være sød at sende Karbromal i dit næste brev. Hvis jeg ikke
faar sovet ordentligt om natten, maa jeg spise nogle opkvikkende tabletter man faar uden recept,
Solidan, om dagen. De er absolut uskadelige. Det er et frygtelig skraaplan jeg er kommet ind paa
med alle de piller. Det er ikke smaating, jeg har taget det sidste halve aarstid. Men kan du ikke give
mig et raad. Forhaabentlig vil foraaret og den regelmæssige sunde tilværelse her efterhaanden
hjælpe saa nerverne falder helt til ro.
Jeg fik brev fra Ulrikka i gaar. Hun skriver, at hun vil se at faa dig og Karsten derop i næste uge.
Det glæder mig meget, at I skal lære hinanden at kende. Jeg holder forfærdelig meget af baade
Ulrikka og Knud. Hun skriver saa søde breve til mig og opfordrer mig til at tegne, naar jeg kan. Jeg
følger hendes raad, jeg tegner, hvad jeg kan overkomme. Knud er ved at faa ”mig” indrammet. Jeg
er spændt paa, hvad du synes om hans billeder. – Hun nævner slet ikke Hans med et ord. – Det er
mærkeligt han er rejst til Odense nu??
Nej, jeg har ikke lyst til at komme hjem foreløbig, selvom jeg længes efter jer – og til tider føler
mig lidt ensom mellem alle disse mennesker, som dog er mig meget fremmede. – Det er 14 dage
siden, jeg sidst har talt dansk. Det har hjulpet kolossalt paa mit tyske, og jeg forstaar næsten alt,
hvad de siger, naar de taler dialekt. Tandlæge Bjerk maa nu være langsomt opfattende!
Jeg træffer en mængde mennesker. Næsten hver dag kommer veninder og stikker næsen indenfor.
De bliver ikke inviteret til at nyde noget, de kan sidde paa kanten af køkkenbordet og sludre, Frau
Tr. fortsætter uanfægtet med sit arbejde. Forleden dag gjorde jeg rent i kælderen og havde det
elektriske komfur skilt af, det skulle pudses fra yderst til inderst. Det er ikke noget hyggeligt hjem.
Hr Trachsler er aldrig hjemme hele søndagen. Han er frygtelig rastløs. Men sidste søndag kom han
om aftenen og foreslog, at vi skulle spille et spil, der hedder Eile-mit-Veile. Vi morsede os
glimrende alle tre, saa liver Frau Tr. op og bliver 10 aar yngre. Hun holder utvivlsom meget af ham.
– Hun er temmelig aaben overfor mig. Hun fortæller, at han, mens hun gik og ventede tvillingerne,
føjtede rundt med en lille krukke af en veninde, og tog hende saagar med hjem. Nu mener hun ikke
der er nogen, men at han bare drysser rundt og sidder paa de smaa værtshuse, der er forsamlingssteder for ulykkelige ægtemænd, hvor de diskuterer og drikker ovomaltine, det er meget almindeligt
- og i hvert fald uskadeligt.
Og jeg er begyndt at gaa til gymnastik. Det er en lille historie for sig. Men maaske kan du faa lov til
at se et fødselsdagsbrev, jeg har skrevet til Nøster med tegninger til, for nu kan jeg ikke overkomme
mere i aften.
Næste gang har jeg nok oplevet noget mere. De er vist omtrent ens de breve, jeg skriver, har jeg paa
fornemmelsen. Det er rengøring og børnesnak osv. i den dur, der optar min dag. I gaar aftes tegnede
jeg Hr. og Frau Diemer, Frau Trachslers forældre daoben. Temmelig vellykket! Frau W. har bestilt
et portræt af Rudi. Jeg maa tegne ham engang, naar han sover.
Hils Far og drengene og Ibsensvejerne. Jeg fik kort fra faster Adda. Hun hører vel mine sparsomme
nyheder igennem dig, saa hils hende mange gange og sig tak. Og saa hils endelig paa Skørbækgaard. [Lollesgaards sted]. Gid jeg kunne tage med jer!!!
Kærlig hilsen til dig selv Din Helle
18
Hvordan har I det? Skriv snart!
Lørdag morgen: straalende sol. Jeg glæder mig til at komme ud. Jeg skal gaa til en lille landsby,
Adliswil og derfra tage toget til Langnau.
Her er en lille opgave for Knud. Opskriften paa sprøde Ølpandekager, bitte! Kærligste hilsner!
Fra Helle i Schweiz 7
Lørdag aften 9/4 1949
Kære lille Mor! Det brev, som jeg nu begynder paa, faar du altså paa min fødselsdag. Jeg ville
ønske, jeg kunne have skrevet før, jeg har som sagt ikke haft tid, men du skal vide, at jeg gaar ind i
mit 23ende aar noget saa rask og glad. De sidste 14 dage har jeg følt mig helt anderledes tilfreds
med tilværelsen og er faldet helt til her i Schweiz. Du har ret, jeg har endnu den bedste tid tilbage.
Foreløbig bliver jeg hos Frau Trachsler. Det gaar mere og mere op for mig, hvilken engel hun er.
Jeg holder meget af hende og er saa glad for at kunne hjælpe hende. Det er rent galt med manden
igen. Forleden aften bad hun mig om at blive i stedet for at gaa ned paa mit værelse, og saa fortalte
hun, at en eller anden havde været saa venlig at fortælle hende, at ”en dame” ventede paa ham ved
toget hver morgen. Hun sagde, at skulle hun til at gennemgaa de samme rædsler som for et aar
siden, saa ville hun skilles og beholde alle fire børn hos sig, hun gaar allerede med planer om,
hvordan hun kunne indrette sig. Betale en for at passe dem den halve dag, mens hun gik paa
arbejde. – Hun lever paa en frygtelig vulkan. – Jeg gad vide, hvor længe det holder. Han er ikke
hjemme en eneste aften og siger aldrig et ord om, hvor han gaar hen. – Ballade med forældrene
ovenpaa er der altid. De blander sig ustandselig i børnenes opdragelse, og hun hører aldrig et
anerkendende ord hverken fra dem eller sin mand for det store arbejde hun gør. Desuden staar det
meget sløjt til med finanserne. Han vil overhovedet ikke have noget med regninger at gøre eller den
slags, og hun ved ikke sine levende raad, hvordan hun skal faa dem betalt. Men tænk, hun klager
aldrig, men prøver at se de lyse sider af tilværelsen. Da hun gik og ventede tvillingerne til allersidst,
lagde Hr. Trachsler sig i seng med iskias og var komplet hysterisk. I fem uger nægtede han at staa
op, skønt han næsten intet fejlede, og han kom ikke og besøgte hende paa klinikken. Har han dog
ikke en modbydelig karakter? Og alligevel bliver hun ved at paastaa, at der er en god kerne i ham
”han er bare svag”. Men hun indrømmer, at var det ikke for børnenes skyld, kunne han ryge og rejse
hvorhen han ville hurtigst muligt. Han gør ikke andet end at pine hende. – Frau Trachsler har ikke
saa dyb bund som f.eks. Ulrikka, men hun er mindst lige saa stærk. Heldigvis for hende har hun et
ret barnligt sind, og hun elsker at pjanke med sine veninder, der allesammen er forfærdelig søde,
men meget overfladiske. Frau Tr. er saa absolut den, jeg sætter mest pris paa. – Vi arbejder vældig
godt sammen. Hun siger, at hun holder meget af mig, og hun elsker at sludre hyggeligt og hører
meget gerne alt, hvad jeg kan fortælle om Danmark. – Jeg har slet ikke haft fri i denne uge paanær
et par timer nu i eftermiddag, men saa har jeg til gengæld fri hele dagen i morgen. –
Der er usandsynlig meget vask altid, vask og strygning. – Det har været en anstrengende uge.
Ungerne har paaskeferie fra børnehaven 3 uger, og det har regnet og sneet, saa vi har haft dem
rendende om benene dagen igennem. – Forleden dag var Jacki stukket af. Jeg trak i gummitøj og
gik ud paa jagt i et storm-regnvejr af den anden verden – bevæbnet med en paraply. Det var næsten
ikke til at kæmpe sig frem. Jeg spurgte alle vegne, om de havde set drengen, han var iført et par
røde legebukser og en lille trøje. Jo-e en kone i en stalddør havde set ham rende op ad kirkestien, og
tænk, han stod foran kirken drivvaad og ventede paa, at et brudepar skulle komme ud. Han fik saa
mange klø, der kunne ligge paa ham og kom paa hovedet i seng uden mad. Samme dag faldt Heini
og slog et stort hul paa kinden og næsen, og Margurite væltede ud af sin seng og hang med hovedet
19
nedad i sin sele, saa hun nær var blevet kvalt. – Drengene er begyndt at spise med ved bordet,
noget, der ikke gaar lydløst for sig. Tæppebankeren er i sving mindst én gang under hvert maaltid. –
Jeg elsker de unger – ”Dante Helle, ein Nachtlied’li singe”, raaber de i deres senge hver aften, og
jeg fortæller dem historier, du skulle høre historien om Delle, der ”hat nicht ihr guten Würstelisuppe gern”, eller Rotkampli (Rødhætte). – Ja, der er noget at rive i! Frau Tr. har foræret mig 4 par
nylonstrømper med lidt stopninger paa til ”at gaa af i huset” plus et par dejlige brune snøresko og et
par ”Finken”. Det er kludesko. I Schweiz gaar man aldrig inde med sko, der kan ridse gulvene. Alle
sutter rundt i kludesko. (Mine tjeksko er ikke velsete, fordi der er gummi under). De er altsaa
vanvittige med deres rengøring. – Jeg skurer og mopper og boner gulve hos Frau Wannenmacher,
som man kan spejle sig i. Den gamle Fra W. har komplet rengøringsdille. Hun er alene her i
lejligheden, spiser endda hos de unge, og alligevel kan hun faa hele dagen til at gaa med at gøre
rent. Hver morgen møder jeg hende i gangen i blaaternet kittel og med et tørklæde bundet om haaret
– imellem alskens koste og mopper. Kommer man et smut kl. 4 om eftermiddagen, kan man finde
hele lejligheden endevendt. Og hvad der irriterer mig er, at hun altid gaar og snuser i mine sager og
smækker vinduerne op, saa her altid er iskoldt. Jeg har haft et lille sammenstød med hende, fordi jeg
ikke var sober nok med mit værelse, men jeg har lovet at forbedre mig, og altsaa endevender jeg det
hver morgen og sørger for at skramle mest muligt med redskaberne, saa hun kan høre, der bliver
bestilt noget. Men saa er hun ogsaa lutter smil. Igaar aftes var Frau Tr. og jeg inviteret til en familie
i nabolaget, vi havde en vældig hyggelig aften og i eftermiddag har jeg tegnet et portræt af datteren,
der er 21 – for et par nylonstrømper. –
Ja, gymnastikken er noget for sig selv. Lærerinden er 50 og en vældig badusse, der foretager
rejehop midt paa gulvet i takt til en gong-gong-tromme, som hun slaar paa. Vi gør ”gymnastik” en
time, saa sætter vi os i en rundkreds og synger, og saa fortsætter vi endnu en time med boldspil og
lege, der foregaar under vilde hyl og skrig. Jeg har laant en dragt af lærerinden, jeg kan være fire
gange i den, men naar jeg lægger læg paa buksebenene og snørrer dem sammen om livet, saa gaar
det. Der gaar ca. 30 Kilchbergfruer og –frøkener paa holdet, allesammen samme robuste type. Naar
man kommer giver man alle 30 haanden og ligesaadan, naar man skilles halv 11 om aftenen.
Forrige torsdag var jeg i Zürich om eftermidddagen. Først gik jeg paa en lombardisk udstilling med
gammel kunst, vældig fin, og dernæst gik jeg paa indkøb med mine fortjente 40 frc. Et haardt
tiltrængt vækkeur kostede 22 frc. og for resten købte jeg stoffet til den nederdel, jeg skal sy paa
kurset efter paaske. (Jeg griber mig i at tænke paa tysk og tænk dig, i gaar kom Fred og begyndte en
samtale paa engelsk, og jeg kunne næsten ikke sige én sætning rigtigt, men blandede ustandselig
tyske gloser ind i). – Om aftenen den torsdag var jeg altsaa til koncert. Det var Bushkvartetten, og
de spillede Beethoven, Mozart og Schubert ganske dejligt. – Som jeg skrev, travede jeg hele sidste
søndag alene med en tegneblok, en humpel brød, en pølse og ost. Paa vejen malede jeg to
akvareller. Jeg mødte kun ganske faa mennesker, og der var saa skønt, det gik gennem skov det
meste af vejen. – Jeg haaber det bliver til noget med, at jeg kan bo hos Frau Buser. Her er saa
mange motiver. Jeg er til tider helt syg for at faa lov til at male, men det bliver kun til en lille skitse
hist og her, saadan som jeg har det nu. – Jeg har allerede læst meget i den tid, jeg har været her; for
den sags skyld kunne jeg sikkert godt nedsætte mig som husmor, naar jeg kommer hjem.
Ja, hvor dagene dog flyver – ogsaa for mig. Tak fordi du huskede Gymnastikinstituttet! Det er
morsomt Heidi er saa sød. Hun og hendes familie er af en lidt finere støbning end de mennesker jeg
omgaas her i Kilchberg, det er jeg ikke i tvivl om. – Hans B. har laant mig 10 frc, som han kan faa i
danske, ikke osse? Tak far mange gange for nr. 2 femmer, jeg tror ikke der er nogen risiko ved at
sende. Desværre røg en hel femmer i dag til forsaaling af sko. Jeg slikker næsten aldrig, hvor
utroligt det end lyder, men jeg er næsten udspist med hensyn til chokolade, jeg har faaet saa meget
forærende. De er mageløst gavmilde. – Hanne har efterhaanden faaet et komplet babyudstyr
20
forærende, og mennesker, som hun har set én gang sætter sig til at strikke smaa trøjer til hende, naar
de hører, det kniber med babygarn i Danmark. Hanne var meget træt sidst hun var her, sin billet har
hun ikke faaet endnu, og vi satte i fællesskab et engelsk brev sammen til det engelske konsulat om
at fremskynde transitbevillingen [gennem det besatte Tyskland antager jeg], da hun ikke gerne
skulle have sit barn i toget. Hun rakker rundt fra det ene sted til det andet og hjælper med storvask
her og rengøring der. Det er for galt! hvad de forskellige kan byde hende, synes jeg. Carl er sur og
irriteret, han er ikke altid nem, saa jeg har virkelig ondt af hende. Alle hendes ting staar hos Frau
Tr.s mor og er i vejen, hvilket Frau Diemer er knotten over. Men Hanne er ikke den der giver op,
man skulle tro, der var svejtserblod i hendes aarer. Hvordan mon Lone har det. Hvor er de søstre
forskellige.
Ulrikka skriver, at Gudmundsen Holmgren havde været oppe hos dem og været meget imponeret
over de fremskridt Knud havde gjort. Han erklærede, at Knud blev en meget fin maler. Det har
været en stor opmuntring for dem. – Du skriver, at Ulrikka er ikke værd at misunde, men jeg vil da
sige, at hun er meget lykkeligere end Frau Trachsler. – Hun har slidt frygteligt i det, men hun har
virkelig faaet noget ud sin kamp. Det er det sørgelige og bitre i den andens skæbne, at hun har ofret
hele sit liv for at hjælpe manden. Da hun lærte ham at kende, var han helt nede paa bunden, havde
daarlige kammerater og var arbejdsløs, han havde lidt gadefejerarbejde, det var alt. Og hun var saa
stærk og sund og idealistisk, at hun trodsede forældrene og alle, der raadede hende fra det, og
giftede sig med ham, selvom hun maatte tage den sindssyge mor og søster med i købet. Hun var 21
aar og havde hjulpet forældrene paa et værtshus, hvor hun havde arbejdet strengt fra hun kom ud af
skolen som 15-aarig. Et aar fra hun var 18-19 var hun i Paris i nogle frygtelige pladser hos
bourgøjserfolk, der ikke regnede hende for noget. - Og alligevel har hun ikke mistet sin barnlige tro
paa det gode. Hvis hun ikke engang bliver belønnet, saa er der ingen retfærdighed til. Jeg haaber saa
inderligt, børnene vil forstaa det, naar de vokser til – og at de ikke har arvet for meget fra faderen.
Endnu kan man ikke dømme. Det er de pragtfuldeste børn, man kan tænke sig.
Jeg vil hellere arbejde hos Trachslers end hos Wannenmachers. Her hos W.s er det bare arbejde, der
skal gøres, schnell, schnell (er det rigtig stavet?). Det andet sted finder jeg en opgave i at aflaste Fru
Trachsler. Hun trænger til at slappe af, og til at more sig. Naar hun stikker af engang imellem til
Zürich eller til veninder og overlader mig hele redeligheden, svarer jeg altid paa forespørgsel om
hvor hun er fra moderens og mandens side, at hun er ”Kommisionen zu machen”. Ellers ligger der
en forfærdelig ballade til hende, naar hun kommer hjem. De kan ikke udstaa hendes veninder, det er
en slags jalousi. Moderen præker altid for hende om, hvordan hun aldrig kunne tillade sig at gaa ud,
da hun havde hjem og børn.
Søndag kl. 12
Her er jeg igen. Nu sidder jeg ved fru Busers bord og vil slutte brevet, mens hun laver middagsmad.
Jeg er gaaet hele vejen. Vejret er atter straalende, jeg gik denne gang paa 1½ time, det er den
skønneste tur. – Jeg har lige siddet og fortalt hende om alt, hvad jeg har bedrevet siden sidst. Hun er
ualmindelig sød og moderlig, og hun følger mig med interesse. Jeg skal hilse saa masser af gange,
hun er henrykt for at skulle bo hos jer, og hun er vanvittig spændt paa, hvordan hele rejsen spænder
af. Jeg vil ogsaa vente deres tilbagekomst med spænding. Gid jeg havde fjernsyn. – Hans er for
øjeblikket paa besøg hos sin kæreste, men kommer til middag om en halv time. Han har lovet at
spille for mig, og jeg har taget mine danske noder med. Jeg er saa glad for at jeg har den familie i
ryggen. Jeg føler mig saa herligt hjemme her og har gjort det fra første gang jeg traadte ind ad
døren. – Ikke fordi jeg er fremmed i Kilchberg nu. Det tog bare længere tid for mig at vænne mig til
miljøet og for dem at vænne sig til mig. De kendte ikke rigtig min type, eller hvad skal jeg sige? Jeg
havde paa fornemmelsen, at de ”kiggede” paa mig, men det gaar fint nu.
21
Jeg har fulgt dit raad med at ligge stille en halv times tid efter middag, og det har faktisk hjulpet.
Jeg er helt holdt op med tabletter. Jeg havde to skrækkelige nætter, men den sidste uge har jeg sovet
som en sten 8 timer hver nat. Det er dejligt. Jeg føler mig virkelig saa sund og rask og er ikke ked af
at tage fat. – Knopperne er lige ved at springe ud paa træerne og engene er grønne – grønne, og
vandet fosser afsted ned ad bjergene. Det svejtsiske foraar er ganske sikkert skønt. Jeg er glad for at
jeg aldrig har lidt af hjemve, for det maa være en plage. Jeg kan for det meste indrette mig efter
forholdene, og hvor man kommer lærer man og høster erfaringer, som kan komme en til gode
senere hen i livet.
Jeg tænker meget paa alle jer der hjemme og paa, hvad jeg har oplevet før. Der kan ske utrolig
meget paa et aar. Min sidste fødselsdag husker jeg saa tydeligt som var det i gaar. Det er mærkeligt,
hvor tanker og virkelighed kæder sig sammen. –
Nu haaber jeg, I har det rigtig godt, Far og du og drengene og alle de andre!!
Endnu engang tak for alle dine gode breve – og tak fordi du har været saa sød og forstaaende en
mor! Jeg er saa slem til at lave knuder. – Nej, nu maa jeg slutte. Frau Buser staar parat med maden.
De allerkærligste hilsner. Jeres Helle
Jeg skal hilse fra Frau Trachsler.
Fra Helle i Schweiz 8
Mandag 11. april 1949
Min egen kære Familie! Til trods for den lange roman jeg sendte af i gaar [ukendt], skal I have
endnu en hilsen fra Schweiz med 1000 tak til jer alle 5. Hvor er I dog søde allesammen. – Da jeg
lukkede mig ind hos Trachslers i morges, var Frau Tr. i ”byen”, men hun havde spredt en stak af
breve ud over spisebordet, et saa overvældende syn, at jeg satte mig ned og stortudede. Frau Tr.
kom lidt efter, og hun tog mig kærligt om skulderen og sagde: Det tænkte jeg nok, derfor gik jeg saa
tidligt, men sæt Dem nu bare og læs i fred og ro. Jeg skal hurtigt lave, hvad der skal laves. – Er hun
ikke rørende? – Der var 7 dejlige hjemmelavede lommetørklæder fra Mormor, en pung fra Farvi,
den er tiltrængt, alt rasler ud af den gamle, og saa var der brev fra Ulrikka og fra Knud med to smaa
koralbrocher til min grønne bluse. –
Vejret har været dejligt i dag. Jeg har været ude med drengene fra halv tre til omtrent 6. De paa
trehjulede cykler medbringende en billedbog og en bold, jeg med mine tegnesager. Frau Tr. gik tur
med tvillingerne i den nye promenadevogn. Hun har solgt den store barnevogn, og hun er stolt over
at køre med de to lyseblaa unger i den lækre cremefarvede vogn. Naturligvis skulle hun have en
veninde med. Mærkeligt at hun aldrig kan tænke sig at nyde saadan en tur alene. – Drengene og jeg
fandt en yndig plet skov med en stejl sti, hvor de fik hele eftermiddagen til at gaa med at trække
cyklerne op og suse ned med benene strittende ud til hver side. Det skal gaa vildt til, ellers morer de
sig ikke. Men jeg tegnede og malede en akvarel.
Hvor er tilværelsen helt anderledes, naar solen skinner. [Overstreget stykke]. Det er for resten en
rigtig trist historie. – Frau Trachsler og jeg griner i stilhed af grossmutter. Tænk, hun er saa vred paa
Frau Tr., at hun ikke har talt til os i to dage. Ellers kommer hun rendende hvert øjeblik, men dette
her er tegn paa den største ophidselse – yndigt fredeligt, saa længe den varer. At hun dog ikke helt
har glemt, at hun har familie nedenunder viste en pose med hjemmelavede karameller som hun
havde sat udenfor ”vores” entredør. Hvor kan voksne mennesker dog opføre sig, som pattebørn! –
22
Og nu rumler Busers i toget. Jeg følger dem i tankerne. – Jeg havde en vidunderlig søndag! Hans B.
og jeg spillede sammen efter mine danske noder om aftenen. Jeg tog først hjem med 10-toget, og da
var de ikke begyndt at pakke endnu, men vi havde sovet længe alle tre om eftermiddagen. Nu kan
de jo forøvrigt fortælle, at jeg har det glimrende. – Min nederdel strammer betænkeligt om maven.
Kære Far. 1000 tak for alle pengene. – De bliver omhyggeligt lagt ind til de andre i Søren
Kierkegaard. Ja, Schweiz er et dejligt land. Jeg ser og ser og nyder det spirende foraar med aabne
sanser. Billedet af Kjeld er udmærket. Nej, lille bror, jeg glemmer ikke dine adonistræk, nu jeg har
sat dit billede op i et hjørne af servantespejlet. Kommer der ikke snart et billede af Karsten?? De
smaa pippekyllinger var søde, men hvor er farverne henne, Darde? Hvis ikke du har flere, maa Mor
forære dig nogle af de bløde vikingefarver. Det næste billede skal være med farver!! Hvad leger du
og Søs? Er I stadig abekatte?
Og, kære Knud. Du flittige! Du maa ikke svigte Søren K. helt. Jeg læser lidt hver dag for at styrke
min aand. Jeg bryder mig slet om andre bøger. Jeg har læst Gentagelsen igen, langsomt og grundigt.
Det er en genial tankegang, finder jeg. Tænk at kunne gaa udenfor sig selv og betragte sig selv som
et andet menneske, samtidig med, at han lever saa stærkt i sine egne følelser. – Det er vist
ualmindelig klodset udtrykt, man skulle ikke tro jeg daglig læste S.K.s flydende dejlige danske
sprog. – (Jeg savner at tale dansk. Schweizertysk er et grimt sprog, selv naar man vænner sig til
det). – For øjeblikket læser jeg den første opbyggelige tale om at ville eet. Man føler, hvordan han
taler direkte til en selv. Jeg tager det til mig og tænker tit paa det i hvad jeg foretager mig i det
daglige. Man kan nemlig godt filosofere samtidig med at man vasker bleer og skræller kartofler.
Jeg sidder som sædvanlig godt indpakket i min seng og skriver. Da jeg før gik hjem i mørket, traf
jeg en for mig ganske ubekendt dreng, der sagde: ”Guten Arbig Fräuli aus Dänemark.”
Tirsdag morgen
Der er fem minutter til mit lille vækkeur opløfter sin klokkerøst – Atter straalende sol udenfor
vinduet! Det kan ikke være, fordi det er min fødselsdag, men maaske regner og stormer det i
Danmark?
Hils familien Buser mange gange. Hils paa Ibsensvej, som jeg snart skriver til. Og hvis det nu varer
lidt, før I hører fra mig igen, saa er det fordi jeg har mange breve at takke for.
De kærligste hilsener til alle jer, som jeg længes lidt efter.
Jeres Helle
Hils Frk. Nielsen
Fra Helle i Schweiz 9
Tirsdag 26/4 1949
Kæreste Mor.
Det er tirsdag formiddag og jeg staar med det ene ben i køkkenet, men jeg kan altsaa ikke lade være
at skrive, for fru Trachsler har sat mig fluer i hovedet! Jeg læste Knuds og dit brev for hende, og saa
sagde hun: Selvfølgelig skal De tage nogle dage til Paris! med Deres forældre!!! Hvorpaa hun gav
mig min maanedsløn, der er nok til rejsen retur herfra!!! Jeg har endnu 20 frc. foruden de 100 frc.
Hans gemmer til mig. – Hun er enestaaende sød, det er hendes højeste ønske at rejse selv, og derfor
opfordrer hun mig til at opleve saa meget som det er mig muligt, og hun nyder at høre mig fortælle
om alt det som hun altid er gaaet glip af, uden den mindste smule misundelse. – Jeg ved ikke hvad I
23
synes, men skriv straks. I maa godt skrive: nej, jeg kan ikke forlange, at faa baade i pose og sæk,
saa vil jeg slaa mig til ro i Schweiz, hvor jeg har det vældig godt. Men kunne det ikke være
morsomt??? –
Jeg har lige haft en ganske dejlig tur til Langnau; som jeg skrev, tog jeg herfra lørdag eftermiddag.
Jeg skal hilse masser af gange fra Bubers, de var saa glade for deres Danmarkstur og til næste
sommer kommer fru Buser igen for længere tid. Hun modtog mig med: Ich habe Ihr mutter gelobt
Sie to hüten. Ich bin Ihr Stifmutter jetz, aber dan müssen wir auch: Du to einander sagen, und du
must: Mutti sagen, wie meine andere Kinder.
Lørdag aften snakkede Heidi og jeg til kl. halv 2 og sov længe næste morgen. Hun er forfærdelig
sød. Søndag var jeg med Muddi, Hans og Heidi paa tur i bjergene, i nærheden af Pilatus forresten.
Det var drønende varmt og endte med et herligt tordenvejr. Mandag begyndte Hans i sin nye skole i
Thalwill – to stationer fra Kilchberg. Halv 3 tog Heidi og jeg til Zürich, hvor vi mødtes med deres
fætter, Max – 26 aar – filmstjernetype, og vi saa paa optog 2 timer. Det var alle haandværkerlaugene udklædt i dragter fra det 18. aarhundrede, der marcherede gennem gaderne med trommer og
musik. Der var en mængde mennesker i nationaldragter, og blomster i tusindvis blev kastet til dem
– meget festligt. Saa hentede vi Hans og saa ”der Böög” blive brændt paa toppen af et stort baal
midt paa torvet ved floden Sihl. I al hurlumhejen mødte vi nogle af Hanses venner, og 7 mand høj
gik vi paa restaurant og spiste aftensmad. Zürich var festlig om aftenen med fakkeltog og kulørte
lamper og musik. Vi endte paa et lille vinhus og naaede med nød og næppe sidste tog til Kilchberg.
Kl. 4
Jeg har nu gjort rent i køkkenskabe og –skuffer med rent hyldepapir osv. og sidder og venter paa
lægen, der skal komme og se paa tvillingerne, der har feber begge to. Margurite har rødt udslet i
hovedet, det ser ud som røde hunde.
Aften
Mere naaede jeg ikke, før lægen kom. De har en eller anden børnesygdom, jeg kan ikke opfatte
hvilken, men foreløbig skal de blive i sengen. Den lille sorte er forfærdelig at have i sengen, hun er
en lille hidsig dame, og hun skriger i eet væk efter underholdning. – Nu passer jeg børn. Klokken er
9, og jeg er lige blevet færdig i huset. Hr. Trachsler er som sædvanlig ikke kommet hjem, og fru Tr.
er som sædvanlig ”lige fem minutter” hos en veninde.
Jeg havde lige før besøg af et lille spøgelse i lang hvid natskjorte, det var Heini, der gik i søvne.
Han krøb ind til mig og hulkede og var slet ikke vaagen, da jeg bar ham ind. Fru Tr. fortalte, at
Jacki var kommet i gaar og havde spurgt ganske fortvivlet, om Tante Helle var rejst hjem. – Altsaa,
hvor blev de henrykte for de smaa biler. Jacki dansede rundt og sang: Die Muddi von Tante Helle
ist eine Liebe. De er bestemt ikke forkælede med legetøj. De har kun ganske lidt, og bilerne er en
verdensbegivenhed. De har ikke snakket om andet hele dagen, og nu sover de begge to med hver sin
paa hovedpuden. Da jeg hentede dem fra børnehave, gik vi en omvej op om kirken, for at bilerne
kunne køre af sig selv ned ad Schützenmattsweg, der gaar stejlt ned fra kirken til Schüz…strasse.
Aa, de dejlige unger, hvor jeg elsker dem.
Sidste uge var en travl uge. Jeg sad næsten ikke paa min hale hele dagen. Tre eftermiddage strøg jeg
fra ½2 til ½6-6, og om aftenen reparerede vi tøj, indtil vi ikke kunne se ud af øjnene mere. Fru Tr.
har lært mig at sy masker ind i stedet for at stoppe strømper. Det er slet ikke til at se, at det er
stopninger, eftersom det er hele smaa strikkestykker man syr. –
Forleden dag, da jeg var alene hjemme, kom en mand med en kuffert fuld af elastik og stoppegarn
osv. , som han ville sælge. Jeg skyndte mig at fortælle, at jeg var ikke die Frau, men han hørte
24
ingenting, han snakkede med en rivende tungefærdighed og pakkede ud paa gulvet. – Ich habe kein
Geld, raabte jeg, hvorpaa han saa op og tørrede sig over panden: Ja, es ist heiss heute, sehr heiss. –
Hvorpaa han fortsatte med sine varer. – Haben Sie weit gegangen, spurgte jeg. – Ob ich habe
weisses Garn, sagde han lyksalig. Oh ja-a. – Og saa halede han garn frem. Jeg var ved at dø af grin,
og var nær aldrig sluppet af med ham. –
Jeg fik brev fra Ulrikka med eftermiddagsposten. Hun gør hovedrent og har malet og kittet
køkkenloft, desuden laver hun hus til gæslingerne. Knud maler! Meget glad og opmuntret af al den
anerkendelse, han har høstet. De lader til at have det godt. Naar hun nu er færdig med rengøringen,
skal du nok derop, kære, hvor ville jeg gerne se det hus nypudset!! Jeg synes, jeg kender saa mange
dejlige mennesker! – Mor, hvor har du dog været sød og gæstfri mod Busers. Heidi tænker paa dig
med stor kærlighed og glæder sig meget til Knud kommer, og til hun skal til Danmark og besøge jer
igen. Jeg talte med hende i telefonen for et øjeblik siden. Hun er begyndt i sine nye lærerindestilling
i dag, og hun var meget tilfreds med sin start.
Skriv nu rigtig snart. Jeg har en masse at fortælle, men det bliver ikke til mere i aften, for jeg vil
hjem i seng. (Langweilig also, at Fru Tr. ikke kommer! Jeg kender hendes ”fynf Minuten”). Hils
Knud og tak for hans brev. Han kan bo hos Busers til 1. juli og se sig om paa stedet den uge, inden
vi starter vores langfart. Hils Farmor mange gange. Jeg tænker paa hende!
1000 hilsener til jer allesammen. Din Helle.
Auf Wiederburche in drei Wochen???
Kl. 10
Nu kom hr Tr. først og skulle have aftensmad. Uf!
Fra Helle i Schweiz 10
Søndag morgen 1/5 [1949]
Kæreste lille Mor.
Tak for dine to breve, de kom fredag i to postombæringer, men tænk i omvendt orden, saa jeg fik
det sidst skrevne først, hvad der jo var meget godt, eftersom jeg ventede saa spændt. Men nej,
selvfølgelig er jeg ikke skuffet, det var bare en flyveide og egentlig havde jeg ikke ventet, det kunne
lade sig gøre. Jeg glæder mig nu meget over, at du og Far kommer ud at rejse, du kan tro, jeg skal
følge jer i tankerne, jeg husker det hele saa tydeligt fra nøjagtig for et aar siden. Aa, hvor er der
dejligt i Paris, og hvor jeg glæder mig til at høre, hvad I oplever paa turen. Vil I besøge vores
familie dernede [Sophus Levinsen], saa maa I hilse dem alle sammen hjerteligt fra mig. Jeg haaber
at kunne rejse dertil en anden gang igen. Du skal se, Mor, du faar sikkert flyvegriller ligesom Mutti
Buser, naar du først har prøvet vingerne. Det var slet ikke daarligt, om vi to tog til Schweiz sammen
til næste aar – og maaske videre. Jeg sad netop i gaar aftes og snakkede med fru Trachsler om, hvor
kedeligt det er, at vi bor saa langt fra hinanden, jeg ville saa gerne kunne følge børnene som de
vokser til. Men hun siger, at ”saa snart hun faar penge (hvor hun skulle faa dem fra maa guderne
vide) saa kommer hun til Danmark og sætter en af ungerne af hos os. Hun nærer en dyb kærlighed
til Danmark, og hvis hun skulle leve sit liv om, siger hun, ville hun rejse til D. og finde en dansk
mand, for ”de schweiziske mænd er der ikke noget ved”.
Jeg skriver paa sengen søndag morgen kl. ½7. Det var min mening, jeg ville have skrevet i gaar
aftes, men saa nænnede jeg ikke at gaa fra fru Tr. Hun trængte absolut til selskab. – Det staar
forfærdeligt til med økonomien. Hun kan ikke faa det til at løbe rundt hvor meget vi end sparer. Saa
25
forleden dag ringede en og fortalte, at hun havde hørt de trængte til flere penge, der var en arkitekt,
der kunne give dem noget aftenarbejde, noget regnskab, tror jeg nok, om hun fru Tr. kunne tænke
sig det. Først sagde hun nej, hun kan ikke overkomme det ogsaa, men saa slog det ned i hende, at
det kunne manden passende foretage sig om aftenen. Vi drøftede det en hel formiddag, hun, frau
Diemer og jeg og var allesammen parat til at skubbe til for at faa ham til det. Og tænk han opførte
sig som en uartig skoledreng overfor sin lærerinde. Ikke tale om. Han arbejdede paa kontoret hele
dagen, saa kunne han vel nok have aftenerne for sig selv. Næ, sagen er den, at han har ikke tid, han
er i Zürich hver aften, hvor han selvfølgelig ogsaa bruger penge. Nu er det opgivet. Maa det ikke
være fortvivlende.
Jeg er begyndt paa mit sykursus. I onsdags lærte vi (jeg er paa begynderhold) at maale paa hinanden
til bluse og nederdel og begyndte at klippe mønster til nederdelen. Om tirsdagen skal jeg nu lave
mønster, om onsdagen sy stof og alt muligt andet, der er obligatorisk, inden man faar lov at klippe
stoffet. Det er hver gang fra 7 til 10. Jeg maalte paa fru Pauline, der er tre gange saa tyk som jeg,
hvis det gør det. Jeg kunne næsten ikke naa om hende. Lærerinden, Fr. Weber, er ganske ung og
ualmindelig yndig at se paa. I løbet af det sidste aar har hun mistet begge sine forældre og eneste
bror. Nu er hun helt alene i et værelse i Zürich. Jeg forstod hvad hun sagde, men var ganske blød i
knolden, da jeg gik hjem, for det er - ved siden af, at det er anstrengende for mig at følge med
sprogmæssigt - et helt indviklet regnestykke, og desuden havde jeg hele dagen gjort rent i skabe og
skuffer med rent hyldepapir. Næste uge: Mandag gymnastik, tirsdag mønsterklipning, onsdag
syning, torsdag er vi inviteret til Frau Scholck, hende med chokoladefabrikken. (Kniber det at følge
med i dette nye navneregnskab?) Men først og fremmest har jeg fri i dag og skal til Busers, saa snart
jeg er færdig med min lille gerning hos Wannensmachers. Heidi ringede igaar og frau Trachsler
sludrede med hende først og sagde, at hun kendte hende allerede saa godt gennem mig, og hun
maatte komme og spise til middag hos os en dag, hun havde lyst.
Jacki er begyndt at gaa alene til og fra børnehave. Heini beholder vi hjemme. I gaar en time efter, at
han var rendt af sted, fandt Røss ham tilfældigvis paa en eng, hvor han gik og legede med sig selv,
og da hun spurgte, hvorfor han ikke var i børnehave, fortalte han, ” at børnehaven var lukket, han
havde været der”, hvorpaa Røss resolut tog ham ved vingebenet og trak ham i børnehave, der
selvfølgelig ikke var lukket. Først havde han faaet skæld ud af Tante Røss, dernæst af lærerinden,
og da han kom hjem var der ikke bygget æresport for ham. Jeg var den eneste, der forholdt mig
passiv i den alvorlige sag, og ved aftensbordet sagde han højt og trodsigt: ”Ich habe nur Tante Helle
gern.” Strenge miner fra forældrene – og pludselig faldt han mig hulkende om halsen og sagde:
”Tante Helle, sie sind alle böse mit mir.” Jeg sagde at ”ob er nur immer brav väre, dan wolte alle
auch liebe ihm sein.” ”Ich will immer lieb sein”, lovede han, og da de var puttet i seng sang vi
Nachtlieder og fortalte historier til jeg var ganske hæs. Den bedste historie de kender er en, om en
dänisch Mädchen, der rejser en lang, lang vej og kommer til Schweiz, hvor hun skal passe twei
liebe Burbe.
Forleden dag ville Heini ikke have tørret haar med føhnen. Jeg var alene med alle ungerne og havde
mit mas med at lægge dem i seng. Drengene var i bad, og Heini hylede og skreg, han ville ikke
vaskes og ikke op osv. Til sidste gik jeg ud og tog mit tøj og sagde, at nu kunne de have det saa
godt, nu rejste jeg hjem til min lille bror, der var meget sødere end de uartige unger. Et øjeblik efter
kom Jacki og sagde, at Heini havde lovet at staa op og at tage saa meget føhn (I ved det er varm luft
til at tørre haaret) han viste hvor meget ved at holde tommel- og pegefinger op for næsen af mig. De
er altsaa ikke til at staa for.
Nej, hvor det er skrækkeligt for dem paa Ibsensvej. Men kære Mor, du dømmer vel ikke
kristendommen ud fra Farmors anskuelser. Farmor er jo saa gammel, at hun slet ikke mere rigtig
26
ved, hvad hun snakker om, men jeg synes ikke, at vi kan være i tvivl om, hvad der er det rigtige.
Har du læst Søren Kierkegaards første ”opbyggelige tale” om hjertets renhed? Jeg kan slet ikke
undvære S.K., jeg er saa glad for de smaa bøger jeg har med, jeg forstaar alting meget bedre naar
jeg prøver at sætte mig ind i hans tankegang, og det hjælper mig saa utrolig meget baade til at
komme til klarhed i tankerne og i det hele taget til at tage stilling til hvad jeg hører og ser. Jeg læser
godt, det er noget af en øvelse at kunne koncentrere sig om læsningen. Jeg nyder det ogsaa for
sprogets skyld, det danske sprog er nu dejligt. De tyske sætninger falder saa indviklet over hinanden
– for mig. – Stakkels Farmor. Det er strengt at blive saa gammel, men hvor er det alligevel godt for
hende, at hun har sin religion, for selvom den ikke yder andre barmhjertighed, saa er den dog til
uendelig trøst for hende selv, og det er i dette tilfælde det vigtigste; - det er maaske for meget
forlangt at fru Petersen skulle kunne indse det, men jeg synes I skulle prøve at forklare hende det!!
Altsaa fru P.
Jeg faar den ene lille lap efter den anden – meget sødt – fra Tante Merete med nogle linier i hver og
internationale frimærker, som jeg altid har brug for, nu maa jeg snart se at faa skrevet til Skovens.
Men altsaa, hvor tiden er knap til alt hvad jeg skal naa. Hvert minut paa dagen er udnyttet til det
yderste. Gad vide om ikke Tora [Bjerk] er spids. Jeg har kun sendt hende et kort de to maaneder jeg
har været her, og jeg har ikke hørt et muk fra hende til min fødselsdag. Hils hende hjerteligt, hvis du
træffer hende. I ledige øjeblikke sender jeg kort og breve ud i verdensrummet til alle mine mange
bekendte, det kan ikke blive til saa meget til hver, naar jeg stadig skal fortsætte føljetonen til dig og
Ulrikka, mine to kæreste og sødeste veninder!! --Nu sidder jeg paa Adliswil station. Det er ikke gaa-vejr, eftersom det smaaregner og er rigtig koldt.
Jeg maatte trække i den gule uldne kjole og sportsstrømper og sydvest. Den er jeg meget glad for. –
Ville du være sød at sende nogle forkølelsestabletter, det trækker op igen, ikke saa sært eftersom
alle ungerne er snotforkølede. Men det skal blive meget slemt før jeg lægger mig syg hos frau
Warmenmacher. Hun er for øvrigt tilfreds med min orden nu, men hun vil under ingen
omstændigheder have mig boende længere end til 1. juli, da det er saa ”unbekvemt” at have et
fremmed menneske i lejligheden. Jeg er der faktisk aldrig – kun om natten og lister, naar jeg
kommer hjem – og vasker mig i køkkenet, før hun staar op om morgenen, saa megen gene har hun
ikke af mig. Der var maaske tale om, at fru Tr. kunne faa en norsk ung pige i mit sted til juli, men
ingen vil ofre et værelse, og de har ikke raad til at betale for et. Tænk dig, frau Diemer ovenpaa har
et tomt værelse med en seng, men hun vil aldrig røre en finger for at hjælpe datteren, hun er den
mest egoistiske mor, jeg har været ude for. Puha, hvor er folk smaalige!
10 Uhr Abend. Wieder im Bed
Saa gik den søndag. Aa, hvor har jeg haft det dejligt. Mutti modtog mig med et smækkys paa
kinden. Hans var ikke hjemme, derimod var der en Onkel Hans, der talte tysk, fransk og italiensk
lige godt og var meget interesseret i dansk og Danmark. Han var 75. – Heidi og jeg kan ikke blive
trætte af at snakke sammen. Hvor er hun dog en yndig pige. Vi gik en lang regnvejrstur i skoven.
Der var de dejligste farver, alt er grønt og rødt og violet. Fru Trachsler har givet mig en stor æske
akvarelfarver, som hun havde fra for mange aar siden. Jeg har aldrig ejet saa fine farver før. –
Næste søndag skal Mutti til Basel, hvor hun skal bo 14 dage, saa bliver Heidi og jeg alene hjemme i
Langnau. Hos fru Wind bor en svensker, som har truffet hendes sønner i Sverige. Jeg hilste paa ham
paa vejen, og næste gang, jeg kommer til Langnau kommer han og besøger os og prater lidt svensk.
Jeg tog toget fra Langnau til Adliswil igen, og derfra tager det nøjagtig 35 minutter at komme hjem
til W.s. Først aser man 20 minutter op ad bjerget til kirken, derfra gaar benene som trommestikker
ned til Zürichsøen. Jeg faar stærke benmuskler – en god træning til min fremtidige gymnastik. 1000
tak fordi I har sørget så godt for mit skema, nu haaber jeg, det giver resultat. Hvornaar faar jeg
27
besked om det? Naa, ikke mere denne gang. Der venter mig en ordentlig børnesnak hos Trachslers i
morgen.
Jeg kan høre Karsten sige: Mor du er ssssød gennem sit charmerende tandhul.
Hils ham og Far og drengene masser af gange.
Din egen Helle
Hannis adresse? Frk Birchs? Muddes? Hende havde jeg kort fra.
Fra Helle i Schweiz 11
Tirsdag 10/5 [1949]
Kære Knud.
Tak for dit brev og for dine smaa hilsener i Mors.
Jeg har ikke bundet mig til 1. juli, men jeg har hele tiden sagt, at jeg bliver hos Trachslers til den
første, saa hele 10 dage før kan jeg ikke godt være bekendt at snyde for – især da jeg – det ved jeg –
i alle tilfælde faar mine 40 frc. Men kunne vi ikke sige, at du f.eks. er lidt længere om turen til
Zürich, tog over Holland og var her omkring d. 25, hvis du kommer nogle dage før, kan du roligt
indlogere dig hos Busers. De har plads nok og vil kun være glade for det besøg. Den 25. synes jeg
godt, jeg kan rejse. Jeg kan sikkert godt stille al min bagage hos Busers, ligesom de ogsaa har
tilbudt mig, at jeg kan bo hos dem efter vores udflugt, til jeg finder noget andet. Tilbage til
Kilchberg vil jeg i hvert fald ikke, men jeg bliver i Schweiz, jeg har jo ikke noget at komme hjem
efter. – Saa synes jeg, at vi skal indskrænke turen til Schweiz og Frankrig, det er ikke noget at ofre
20 frc. paa italiensk visum, naar blot vi kommer til Stettin ser vi næsten Italien. Og saa en anden
ting, kære broder: Vi vil ikke jage afsted! Jeg synes, vi havde for stærk fart paa i Tjekkoslovakiet.
Jeg vil gerne have lov til at trække vejret lidt hvert sted, og denne gang skal jeg have tegnet og
malet akvareller undervejs. Indforstaaet??!!
Jeg er saa træt, saa træt nu i aften. Jeg har været hos Fru Wannenmacher hele dagen og strøget efter
hendes storvask. Fru Trachsler ”laaner” mig ud. Det er nu lige morsomt nok, naar man lige har
overstaaet en storvask, saa at begynde paa den næste. Desuden har ungerne her kighoste, de skriger
og hoster døgnet rundt, det snurrer i mine ører længe efter, at jeg er blevet alene.
Nej næste gang vil jeg et sted, hvor jeg ikke er saa ophængt med arbejde, saa jeg kan faa tid til at
male. Men hvor? Maaske finder vi noget paa vejen. Jeg kan jo gaa rundt og ”søge stilling”. Det
bliver kun for et par maaneder. Jeg vil gerne hjem til oktober, hvis jeg skal begynde paa
gymnastikhøjskolen til november, hvad jeg inderligt haaber. Ellers ved jeg ikke mine levende raad.
Naa – og du slider i det, dit skind. Hils dine arbejdsfæller og smaa brødre. Det er rigtigt, at jeg har
lovet Kjeld chokoladen. Han kan give Karsten noget af den. Du skal nok faa Chokolade, naar du
kommer til Schweiz!
Aa jeg glæder mig til du kommer! Heidi faar ferie 11. juli, hun vil saa vente paa dig og følges med
dig til Danmark. Det passer fint. Har I faaet sendt Mor og Far godt af sted, jeg venter spændt at høre
fra dem i Paris. – Hils ogsaa paa Ibsensvej.
Kærlig hilsen fra din lille storesøster. Kommer der ikke snart en tegning fra Karsten? Og fotografier
af familien?
28
Fra mor. Hun og far var på tur til Paris 11-20/5 1949
Nordekspressen d. 11/5 [1949]
Kære Helle! Nu ruller vi over Grænsen! Og vi har lige et Døgn for os, inden vi naar Paris, men det
er herligt, Ferien indtil nu er gaaet som en Leg, bare vi nu ikke havde skulle efterlade Kjeld i
Sengen, som jeg skrev på Kortet, ligger ham med Betændelse i den ene Trædepude under
Storetaaen, og det gør saa ondt. Vi havde Dr. Dam til at se paa det i Gaar, og foreløbig skal han
ligge med varme Omslag og Sæbevand, vi har faaet Farmors fru Steffensen til at gaa derned om
Morgenen og se paa det, og Dr. Dam kommer igen i Morgen, havde det været en Tur indenfor
Landets Grænser, var jeg ikke rejst fra ham, men det her Maskineri kunde ikke standses, hvis det
ikke var meget alvorligt, og passet bli’r han jo i bedste Maade, men derfor kan jeg jo bedst lide
alligevel at ”holde Haand”.
Far skrev i sidste Uge efter alle Kunstens Regler et Brev paa Fransk til et Hotel i Paris, han skrev:
Jeg kommer med min …, og her var store Diskussioner om, hvad ”Kone” hedder paa Fransk, og
han slog op i et Leksikon, og der stod – Hustru - épouse, og det gik af, og siden har det Ord spøgt i
min Hjerne, lige til jeg i Morges lagde et lille nyt Leksikon ned, og saa slog det op, og der stod
épouse – nygift Kvinde - Brud. Jeg hylede af grin, de venter et Brudepar! Og jeg fløj ind til Kjeld,
og ved du, hvad han sagde ”Han skulde have skrevet Ma veuve, og det betyder Enke, det havde vel
nok været endnu mere humoristisk, vi har nu ganske vist endnu ikke hørt fra Hotellet, men de har
vel travlt med at rulle den røde Løber ud. Hver gang jeg tænker paa det, faar jeg et Anfald.
Naa, vi sidder i en læderpolstret Kupe, vi startede med at være sammen med en Mor og hendes to
Døtre, de mest urolige Voksne, jeg har været ude for, de arrangerede og hoppede og flyttede sig og
snakkede, saa jeg var ved at brække mig af deres Stemmer, men saa fandt de pludselig en Kupe,
hvor der aabenbart maa være mere Plads, for Moderen og den ene forsvandt i Odense, og har ikke
vist sig siden, saa nu er her kun den ene Datter, og hun kan jo ikke snakke med sig selv, en svensk
Herre, og en anden, som kun skal til Hamburg. Vi havde Madpakke med og en Flaske Kakao, det
var vores Frokost, og ellers har vi Kiks og Smør og det er vores Middagsmad. I Morgen tidlig til en
Forandring skal vi have Kiks med Smør og Kakao, men Frokost i Spisevognen og Middag i Paris.
Vi medfører et Par smaa Hovedpuder til at visse paa i Nat.
Karsten fulgte os til Ibsensvej 5, hvor Faster Adda stod for at sige farvel, han var lidt stille og
beklemt, men Faster A. tog ham ind. Flasken med Kakao havde jeg købt Patentprop til, men
allerede paa Kbh.s Hovedbanegaard, begyndte den brune Væske at løbe ned i Hodet paa mig, saa
den var skidt, men ellers er kold Kakao en glimrende Ide. Vi rejste ind med Grete Holm, skal hilse
saa meget. Nu er det bestemt, at hun skal en Uge til Samsø og derefter til Jylland med en Veninde.
Carl [Gustav] var med Toget til Odense, han rejser til Grønland næste Uge. Jeg har hørt, han var
med til et Gilde, Mette havde fornylig, ikke sært, Gertrud bli’r skør, for det rygtes jo, Mette er jo
kun interesseret i, at hun faar det at vide. Pokkers godt ser han ud.
Jeg havde saa mange smaa morsomme Oplevelser i Fredags. Om Morgenen ringede Ulrikka, for at
meddele, at Billederne fra dig var paa Vej, og sagde: ”Det er dejligt at se Helle ligne sig selv med
Krølle paa Næsen”, før jeg havde set Billedet, stod jeg lidt uforstaaende overfor Bemærkningen, saa
var jeg i Byen for at købe en Hofteholder, og havde Valget mellem en til 8,25 og en til 18,25, og
valgte den første, saa sagde Kvinden: ”Ja, jeg synes, den anden er lidt mere fyrstelig”, en komisk
Bemærkning. Nu holder vi i Hamborg, det er umuligt at skrive, naar vi kører. – Senere paa Dagen
vilde Far gerne vide, hvordan en Alpehue klæder ham, og jeg anbefalede ham at prøve din, og saa
kom han ind i fuld Alvor iført en lille Rejsehat, jeg har købt med grøn Fordel og en lille grøn Sløjfe,
nej, hvor saa han sjov ud. Nu lader det til den tredje Kvinde ogsaa er forsvundet, saa der kun er
Svenskeren og os tilbage, saa alt tyder paa en god Nat.
29
Aachen 12/5
Saa har vi naaet Belgien, jeg har da sovet flere Timer i Nat, vi tre har skiftedes til at ligge udstrakt.
Jeg vaagnede i Køln, det er stadig Ruin paa Ruin, og er ikke al Indmad blæst ud af Husene, er de
beboet, og der hænger Vasketøj mellem Brokkerne. Jeg læsker min Aand ved Herdahls ”Løg”, og
nu er der kommet en lille tysk (anta’r jeg) Kvinde ind, der er fuld af Smil og rullende Øjne, om det
bli’r Far eller Svenskeren, hun slaar sig paa, vil vise sig. Vi kan købe Galle Jessen her i Toget frit, 3
store Plader hver. Jeg har faaet Facaden pudset op, det er Alverden at vide, at man ikke ligner en
Tallerken Æblegrød
Nu er vi i Paris, hurra! Ikke spor trætte, Adr. er: Hotel de la Place de l’Odéon 6. Paris V. Der var
ikke Plads, hvor vi havde skrevet til.
Mange hilsener Mor og Far
Fra mor til Helle i Schweiz
Paris 13/5 [1949]
Kære lille Helle! Saa er den første Dag i Paris gaaet i dejligt vejr, Sol, men ingen overdreven
Varme. Vi startede med petit Dejeuné i en Bar, hvor vi staaende nød Caffe aut lait og morgen Boller
og en Banan, saa gik vi til Notre Dame, hvor vi overværede noget af en Begravelse, Frokosten tog
vi udenfor en Restaurant paa Rue de Rivoli, det var en Humpel af de lange Brød med en Pølse inden
i og dertil gloende franske Kartofler kogt af en Mand udenfor Restauranten, og vi glemmer ikke at
svinge Pokalen med franske Vine. Vi blev underholdt af en Mand, der spillede på to Tinskeer og
sang til. Vi saa paa Vinduer, og konstaterede himmelhøje Priser, Pariserne kan aabenbart heller ikke
betale dem for her er bestemt ingen Elegance, ser man endelig en smart Dame, kan man være sikker
paa, hun taler amerikansk. Saa var vi på Toppen af Triumfbuen per Elevator, og saa futtede vi hjem
med Metroen, som vi er saa dygtige til at bruge, det synes jeg er morsomt. Saa sov jeg 1½ Time
som en Kampesten, og saa spiste vi Middag og saa paa Folkeliv over en Kop Kaffe. Sikke en
Stemning, der er om Aftenen, men Franskmændene snakker jo ogsaa med hele Kroppen. Her er
vidunderligt, og saa alt det man kan faa af Bananer, Dadler, Rosiner osv. Jeg maa have en Del med
hjem ogsaa til de rare Mennesker, der hjælper med Pasning af Kodillen. I Dag skulde Karsten med
Farvi i Cirkus Schumann, saa vores Oplevelser bli’r sikkert smaa mod hans.
Hvor er Gaderne dog beskidte i Handelskvartererne, og hvor er Gadehandelen morsom om ikke just
hygiejnisk, naar det gælder Madvarerne. Vi spiste Middag i Gaar i en Restaurant, hvor der ved
Siden af os sad et Ægtepar, de fik Skinke, og da de ikke kunde spise det hele, kaldte de paa
Servitricen og bad om et Stk. Papir, og saa rullede de Resterne ind i det og stak det i Lommen. Og
hvor de kysser, der stod et ungt Par i den propfyldte Metro og kyssede hinanden ganske ugenert.
Man er ikke i tvivl om, at det er Lidenskabernes By.
14/5
Vi har haft en glimrende Dag. Startede med at gøre Byen, en Del af den i alle Tilfælde, og tog
Billetter til en Autobustur til Versailles. Til Frokost dumpede vi ind i en alt for fin Restaurant, hvor
vi delikaterede os med Svinekoteletter. Det var en dejlig Tur til og fra Versailles, men man skal nu
undgaa Fører, det var en 5aarsplan at komme gennem Slottet med ham. Nu i Aften har vi haft os et
lille privat Gilde paa Værelset, vi følte os som Kostskoleelever. Vi købte en hel Flaske Hvidvin,
Chocolade, Bananer, Appelsiner, Kokosnødder, (Kiks og Smør har vi endnu fra Danmark) og nogle
store Sandwiches a’ en [?] med den herligste Leverpostej imellem og vi spiste og drak, og jeg blev
saa vidunderlig fuld saa jeg bagefter lige kunde vakle hen paa min Seng.
30
I morgen, Søndag, har vi Planer om Højmesse i Notre Dame, derefter Louvre. En Dag skal vi paa
Loppemarkedet, og Onsdag Aften til Tryllefløjten i l’Opera.
Vi var inde i en mægtig Forretning i Dag en Slags Bazar med virkelig herlige Ting, jeg fik
Haarnaale en masse, og de havde de sødeste Kittelkjoler til 30 danske kr. Faar vi Penge tilbage vil
jeg ha’ en. Jeg har købt en Mappe Gauguin til dig, som jeg sender ved første Lejlighed.
Jeg har glædet mig til Paris, men det overgaar alle Forventninger.
Din Mor
Fra Helle i Schweiz mor og far på Hotel Place de l’Odeon i Paris 13
[Kilchberg] Mandag [16/5 1949]
Kære Mor og Far.
Tusind tak for brevene, der kom samtidig i dag. Hvor er det herligt, alt hvad I oplever. Jeg fik
hjertebanken ved at læse om det. Aa, hvor jeg husker det hele!
Ja det er nok længe siden jeg har skrevet og dette bliver heller ikke langt, for jeg har forrygende
travlt. Sidste uge strøg jeg efter Frau Ws storvask, til hvilket hun havde ”laant” mig. Begge børnene
der har kighoste og forældrene er helt udkørte. Ungerne skriger og hoster døgnet rundt. Her hos os
ligger alle fire med feber og hoster – ikke kighoste. De har feber alle sammen. De har allesammen
haft 40 gr. én dag og overbrækket alt, saa her har været en vask over alle grænser. Drengene er
forfærdelige at have i sengen, de raaber Mutti og Helle hvert femte minut. Det er et værre hospital.
Bare vi andre slipper for samme omgang. I aften har vi haft dem i kamillete-bad efter lægens ordre.
Frau Tr. har været ret deprimeret i den sidste tid. I børnehaven har de sagt, at Jacki er et overnervøst
barn, hvilket sikkert skyldtes en ”spænding” i hjemmet. Hun har nu paataget sig noget skrivearbejde
for at kunne betale hvad de skylder rundt omkring. Jeg har lovet at passe hele redeligheden i denne
uge. Det er lidt strengt, men det tager jeg ingen skade af – drengene kan forhaabentlig komme op i
morgen. I gaar havde jeg fri, det var søndag. Jeg tog et tog kl. 7 til Basel, hvor Heidi tog mod mig,
og saa gik vi paa udstilling i Münstermesse. Det er en aarlig begivenhed, hvor forretningsdrivende
fra hele Schweiz kommer rejsende med deres varer. Der var maser af dejligt haandværk. Hvor er
Schweizerne dygtige! Hele Basel var i feststemning, og ligesaa mange mennesker som hjemme paa
Kgs. fødselsdag. Vi gik til Manequinopvisning og travede rundt og saa og saa og spiste! Overalt var
der boder med Schweizerspecialiteter.
Om eftermiddagen kørte vi i aaben sporvogn rundt i byen og gik op i kirkernes taarne med en herlig
udsigt. Om aftenen tog vi tilbage til Zürich og – gik i biografen. Naar man endelig har fri, skal man
vel have noget ud af det!!
Jeg fik brev fra mine tre smaa brødre i lørdags. Jeg havde skrevet til Knud, at vi ville ikke halse
afsted paa vores tur, jeg trænger snart til fred og ro og til at tegne, og alt det var han mærkeligt nok
ganske indforstaaet med. Han glæder sig selvfølgelig vildt til eksamen er overstaaet, det skind. Jeg
begynder at føle mig stærk i arme og ben. – I aften skal jeg til gymnastik! Jeg har lige været inde og
tordne for drengene, der bliver ved med at kravle op og rende rundt paa gulvet.
Jeg er færdig med at klippe mønster til at sy knaphuller o.m.a., inden jeg faar lov at klippe stoffet.
Vi er grundige her in dem Schweiz. Sidste lørdag var Heidi inviteret herud til Nachtessen. Mutti har
været i Baselland 14 dage. Søndag – altsaa sidste – var jeg i Langnau, vi gik i bjergene hele dagen
og tog den med ro. De smaa pusterum er velgørende.
Vi har sommervejr.
31
Naa, men jeg maa skynde mig at løbe efter mælk, inden gymnastikken. Derfor ikke mere. Til slut.
Hav det rigtig, rigtig godt. Jeg er nu glad for, at jeg ikke skal rejse til Paris. Jeg kunne ikke forlade
huset – som det ligger i øjeblikket.
De kærligste hilsener
Jeres Helle
Jeg har sendt en lille pakke hjem i dag med cremepulver, suppeterninger, cigaretter og chokolade.
Fra Helle i Schweiz 14
[Kilchberg] Fredag 20/5 1949
Velkommen hjem!!
Kære lille Mor!
Tak for kortene fra Paris. Nu glæder jeg mig til at høre, naar I er kommet hjem, endnu flere
beretninger. Jeg tror turen har været ovenud vellykket, ikke? Den var bare for kort, synes jeg. Mon I
fik mit brev?
Nu er drengene raske, de leger under vilde hyl i haven, men der er stadig noget knas med pigerne,
de skriger ørerne af os til sidst. Frau Tr. skriver og skriver, og jeg har masser at bestille, men kun til
den 1. Saa maa jeg gøre en forandring. Frau W. vil ikke have mig boende mer. Det værelse er et
fuldkomment blødt punkt hos hende. Denne gang er der ingen anden grund, end at hun ikke kan
taale at have et fremmed menneske i sin lejlighed. Hun vil ha’ gjort værelset hovedrent, og derefter
skal det staa tomt! Frau Tr. og den unge W. er kede af det, men der er ikke noget at gøre. – Det er
umuligt at opdrive en seng til mig her i Kilchberg. Trachslers kunne sagtens leje et værelse for 60
frc, men det kan der selvfølgelig ikke være tale om. Altsaa flytter jeg til Busers om natten. Kun en
uge. Jeg skal saa komme to hele dage om ugen og afløse Frau Trachsler, saa hun kan tage til byen
osv. Den nat imellem har jeg faaet lov at sove hos Frau Diemer, der er i et ualmindelig elskværdigt
humør for tiden. Jeg talte med Heidi i telefonen igaar. Der hos dem er jeg hjertelig velkommen.
Heldigvis jeg har dem, ellers var jeg nødt til at tage den første den bedste plads. Schweizerne i al
almindelighed er underlige! Jeg er lykkelig for, at jeg er Dansker. Danmark er det dejligt land.
Synes du ikke? Selvom der er meget dejligt i udlandet, ville jeg ikke bytte. Jeg maa jo se om jeg kan
hjælpe Mutti, saa jeg ikke kun er til ulejlighed. Frau Tr. siger, at der er slet ingen sammenligning
med hvad jeg kan bestille nu og, hvad jeg kunne i begyndelsen. I næste uge vasker vi storvask igen,
mens jeg endnu er her.
Mit gymnastikkursus om mandagen gaar altsaa i ”vasken” nu, men sykurset om onsdagen fortsætter
jeg med. Jeg har klippet og riet min nederdel. Den bliver virkelig noget saa sød. For øjeblikket er
Frau Tr. ude paa en cykletur. Hun ville prøve at faa noget stof til mig paa et udsalg til en hvid bluse,
som jeg gaar igang med, efter nederdelen. Jeg er glad for, at jeg ikke mister forbindelsen med dem
med det samme. Jeg vil savne hende og ungerne, naar det engang er helt forbi. – Ih, hvor jeg har
lært meget de tre maaneder, jeg har været her – i alle retninger. Du kan sige til Knud, at han kan
skynde sig saa meget han vil med at komme. Jeg er parat til at rejse. – Jeg vil prøve at faa malet
noget, mens jeg bor hos Busers. Tænk jeg er helt beklemt ved tanken, det er som om det er flere aar
siden jeg har haft en pensel i haanden, bare jeg kan huske, hvordan ”man gør.” Har drengene
modtaget en lille pakke fra mig? Og Heidi spørger, om I har faaet noget chokolade, hun har sendt
for længe siden?? s.u.!! Nej, jeg glemmer rent at sige 1000 tak for Gauguinbillederne. Dem er jeg
meget glad for.
32
Min formue bestaar af to frc. pt. Det er heldigvis nok til en returbillet til Langnau i morgen aften,
hvor jeg har fri til søndag. –
Aften
Det er rent utroligt som dagene flyver afsted for mig, det meget husvæsen gaar jo nogenlunde
regelmæssigt, men jeg ved slet ikke hvor tiden bliver af. – Med husfreden gaar det op og ned. Jeg
virker som lynafleder mellem ægtefællerne Tr. Han tager sig lidt i nakken, naar der er fremmede til
stede. Han er bedst, naar han er tavs eller bliver helt væk. Frau Tr. og jeg kommer vældig godt ud af
det med hinanden. Der var ikke én af hendes veninder jeg ville bryde mig om at være hos, saa jeg
har været meget heldig.
Hvor jeg skal være efter vores rundrejse aner jeg ikke. Ikke i Kilchberg og helst heller ikke i
Langnau, nu ville jeg gerne se noget nyt, men der viser sig nok et eller andet. Kun ville jeg ønske
jeg kunne faa lidt mere fri om dagen. Det er meget at være i sving ustandselig fra 7 morgen til 8
aften. Maaltiderne er noget af det mest forstyrrede med unger, der midt under det hele skal i seng og
vaskes osv. Én ting forstaar Frau Tr. ikke, det er at slappe af eller ”hygge”. Forleden aften gjorde
hun rent til kl. ½1. Tvillingerne begynder med suppe ved 5-6 tiden om morgenen for det meste – og
klynker natten igennem. Altsaa jeg finder at Fru Tr. har en rædselsfuld tilværelse. Men frisk og sød
er hun altid - dog har hun ogsaa sine sorte” dage. Det er glimrende klaret! Hvem kunne gøre hende
det efter? Nu vil jeg gaa i seng. Natten er min egen, og jeg sover som en kampesten.
Hilsen til alle uden undtagelse. Din Helle
Fra Helle i Schweiz 15
[Kilchberg] Fredag aften 27/5 1949
Kære lille Mor.
Tusind tak for dine to breve, det lange og det korte. Det har været vældig morsomt at følge dig og
Far rundt i Paris til alle de steder jeg kender. Jeg har været paa l’art modern og ogsaa i operaen. Vi
hørte et larmende Wagnerstykke og sneg os derfra midt i det hele, da vi havde faaet nok. – Klokken
er halv ni, og jeg sidder uden lys og skriver og hører efter børnene og har det saa dejligt for mig
selv. – Jeg har haft drengene i vandet. De er helt raske nu og spillende fra top til taa af
gavtyvestreger. Tak for dit kloge raad mht. pigerne.
Jeg fortsætter i min seng en time efter. Hr. Trachsler kom endelig og havde ikke spist, saa jeg
maatte til at hale det hele frem igen. Vi ved aldrig om han kommer, eller om han skal have mad. Og
selvfølgelig sker det som regel, at han ikke kommer, hvis man lader bordet staa dækket, og naar
man endelig rydder op og tror man er færdig, skal det nok passe, at han behager at indfinde sig. Der
er forskellige ting, man maa bide i sig og lade være med at ærgre sig over. Men det er der vel alle
vegne hvor man kommer. Det er meget sundt at lære at indordne sig under forholdene som de er, og
det synes jeg egentlig, jeg kan. – (Jeg har været saa fiks at glemme min fyldepen oppe hos
Trackslers). Naa jeg kom fra dit raad med ørepine. Det er virkelig tilfældet. Vi dryppede ører paa
Margurite nu i aften, da hun fik et af sine voldsomme skrigetilfælde – og hun var sofort rolig. Det
staar sikkert i forbindelse med tænderne. De faar begge to kindtænder. – Altsaa, Mor, du ville
smelte, hvis du saa de dukkebørn. Jeg gjorde dem i stand efter middagssøvnen i dag. Trak dem i
lange hvide Strümpfhosen og lyserøde strikkede Jäckli, børstede krøllerne, de mørke og de gule
rundt om fingrene til ”hanekam”, satte dem i den lave brede tvillingvogn og rullede ned til Röss, der
havde lovet at gaa en tur med dem. De er slet ikke til at staa for. De ”snakker” ustandselig, og ved
hjælp af to fingre stolprer de ganske godt afsted.
33
Mandag og tirsdag var ubeskrivelige! Vi havde storvask, og jeg mødte kl. 7 paa Schützm.str. og
gjorde hus i stand, lavede mad, passede børn og hængte tøj op og tog tøj ned og strøg og strøg!! Og
Frau Tr. vaskede fra 5 om morgenen. Desuden havde hun paataget sig, at skrive i hundredevis af
kort til tuberkuloseundersøgelse og skulle ned 3 gange paa t.stationen om dagen. Altsaa var hun paa
t.stationen fra 8-10, kom hjem og vaskede videre, paa stationen fra 2-4, hjem og vaske, og igen paa
t.st. fra 7-9 om aftenen, hvorefter hun kom hjem og vaskede resten. Børnehaven var lukket tre dage,
saa jeg havde børnehave paa terrassen. Da jeg ikke kunne rende og se efter ungerne, havde jeg givet
dem ordre til at lege der, mens jeg strøg i stuen. Men hvad de knægte kunne finde paa! De endte
med at lege indianere og surre tvillingerne fast til tremmerne i kravleburet. – Vasken var ligesaa
stor som sidst, men dette gik lettere for mig denne gang. Jeg naaede at stryge det hele paa to dage
og én formiddag. Men jeg har ogsaa snart øvelse i at stryge tøjvaske. I dag har jeg vasket igen en
temmelig stor klatvask, vores vask er bundløs! Heini tisser i sengen hver eneste nat, selvom han
kommer op paa potten kl. 10. Hvad gør man ved det?? Forleden dag gik han paa hovedet i brønden
med alt tøjet paa og kom hjem drivende vaad, saa han maatte i seng med varmedunk.
Du skal nu ikke have ondt af mig mht. arbejde. Jeg gør det gerne, og det er jo heller ikke saa strengt
hver dag. I grunden er jeg meget glad for at prøve, hvad det vil sige rigtig at slide i det, som jeg
gjorde paa vaskedagene og at lægge sig i sengen saa dødtræt, at man ikke kan tænke én tanke. Der
er noget tilfredsstillende i det. Og paa en maade har jeg meget frie hænder til at lægge alt til rette
som jeg vil. Frau Tr. giver næsten aldrig ordrer til noget, men jeg ved hvad der er at gøre.
Onsdag eftermiddag var jeg et smut i Zürich for at faa ordnet min opholdstilladelse, men der var
vrøvl. Som turist var det ikke sikkert, de kunne give mig længere opholdstilladelse, og en
arbejdsbevilling ville de ikke skaffe mig, den skulle jeg have haft hjemmefra. Men en anden dag
skulle jeg henvende mig til der Fremderpolitis’. –
Kristi Himmelfartsdag havde jeg fri. Gik en dejlig tur alene i bjerget og malede lidt akvarel og endte
i Langnau, hvor forskellige uindbudne gæster var faldet ind og blev til aftensmad, Heidi lavede
smørrebrød og hentede øl, og der blev sagt: velbekomme og ”tak for mad”. Mutti er kommet hjem
med en femaarig niece, der skal bo der tre uger. En af gæsterne kørte mig hjem paa motorcykle og
lovede at hente mig samt alle mine pakkenilliker paa onsdag. – Jeg vil ikke savne familien
Wannenmacher! Nu skal jeg bo i Hans’es værelse. Ih, hvor bliver det dejligt! Det bliver vist til, at
jeg skal komme til Kilchberg onsdag morgen og tage ”hjem” fredag aften, saa er jeg ikke til saa
meget besvær for Busers, og jeg vil gerne hjælpe Frau Tr. Jeg ved ikke, hvad jeg skal ha’ for det.
Penge er et uartigt ord. Selvfølgelig ville jeg gerne have mange penge. Der var hundrede ting jeg
kunde bruge dem til, men det skal ikke være det, det kommer an paa. I 10 dage ejede vi ikke fem
flade robben i huset, det var nærmest et hjernebrud at finde paa noget at spise, som ikke skulle
købes. Stemningen er god for øjeblikket. Hr. Tr. har ligesom børnene sine umulige perioder og gode
dage. For 14 dage siden var Frau Tr. paa nervesammenbruddets rand. Nu er han pludselig ”hib”
igen, og det forandrer hele huset. Hun bliver roligere og giver sig mere tid til børnene, hvilket har
umaadelig meget at sige. De lider mere end man tror under den nervøsitet, der til tider kan ligge i
luften. Saa bliver de uartige og hysteriske. Deres ”gale” streger kalder jeg ikke uartighed, men de
kan være trodsige og gøre konsekvent det modsatte af hvad de skal, og det er det mest anstrengende
af alt. – Paa søndag er jeg inviteret til Winthertur (en by) af Freulein Schärer, der bor under Busers,
til en kirkekoncert, hvor hun skal synge.
Naa, nu maa jeg sove, saa ikke mere denne gang.
Hav det godt og lad mig snart høre igen. Det er spændende med Knuds eksamen og med [?]. Hils!!
De kærligste hilsener til dig selv. Din egen Helle
34
Jeg kan godt forstaa, om I grinede af mine wunderbare päckli. Jeg fik mig selv et billigt grin
sammen med postemanden, da jeg skulle til at opgive, hvad den indeholdt.
Jacki nægter at kalde mit Tante. Respektløst raaber begge drengene: Hellenli, hvad de morer sig
kolossalt over..
Aa, hvor jeg glæder mig til Knud kommer.
Det bliver desværre ikke til noget med pigen! Hun havde lige taget en plads i Holland. Skal jeg
prøve at finde en anden?
Fra Helle i Schweiz 15
[Langenau] Fredag 10[/6 1949]
Kære lille Mor. – det er snart længe siden, jeg har skrevet til dig. Tusind tak for dine breve og for
fotografierne. Hvor er familien Buser god og ogsaa det billede af Far, der drikker kaffe ved søen.
Jeg synes, jeg kan se, at Karsten er blevet længere. Aa, hvor jeg længes efter jer allesammen. Hvor
bliver det dejligt at se Knud snart! Tak ham for den udmærkede tegneblok, der kom i forgaars.
Jeg har det vældig godt i alle maader. Vi har det saa morsomt sammen, Heidi, Hans, Röbbi (som
hedder Robert har jeg netop faaet at vide), og jeg. – Det blev det skønneste vejr i pinsen, og vi
travede fra morgen til aften i Albis, saa jeg har været helt radbrækket i ben og lænd. Nu arbejder vi
igen med hver sit og mødes her hver aften, - (Hans kommer ogsaa til aftensmad hver dag) - og
spiller og danser. De er saa søde. Vi kommer bare for sent i seng, og ”huset” staar op kl. 6 om
morgenen. Du kan ikke tænke dig, hvor Mutti er flittig. Hun er da ikke Schweizerfrau for ingen
ting. Hun arbejder i haven, vasker storvask alene (det foregik de dage, jeg var hos Trachslers) og
foretar sig i det hele taget helst alting selv, som hun er vant til det. I morgen tager hun og Liselotte
altsaa til Baselland, saa bliver vi alene, hvad jeg nu glæder mig til. Det er saa dejligt at være helt
uafhængig. - Jeg er begyndt paa et stort billede. Jeg staar paa en skovkrænt et stykke herfra og ser
over mod et engdrag, der lyser helt gyldent mod den lyseblaa himmel, og nederst kommer toppen af
forskellige grupper af træer, der vokser i dalen. Det er vidunderligt at male igen. Jeg ved slet ikke,
om jeg kan faa noget ud af det. Jeg er usandsynlig langsom, ved du, men bare det at mærke paletten
i haanden og se alle mine dejlige farver, det er mange dages slid værd.
Onsdag og Torsdag var jeg i Kilchberg og havde arbejde til op over begge ører. – Jeg tog toget fra
Langnau en kvart i 7 og gik fra Albisvil til Kilchberg. – Drengene fik øje paa mig fra vinduet, og du
skulle ha’ overværet den modtagelse jeg fik. Heini løb saa stærkt, hans smaa brune ben kunne løbe
og kastede sig i armene paa mig, og begge drengene sprang rundt om mig og snakkede i eet væk,
indtil de skulle i børnehave kl. 9.
Frau Trachsler er træt. – Hendes øjne er helt smaa af for lidt søvn. Børnene er saa anstrengende, at
det er for meget for eet menneske at skulle passe dem døgnet rundt. Hun trænger til at sove ud,
siger hun og bare komme væk en tid fra det hele. Jeg kan mærke paa mig selv, hvor velgørende det
er at være fri for børn en uge. Men det var alligevel rart at være der igen. – Torsdag formiddag
gjorde jeg rent i lejligheden, mens hun sov. Kl. 11 tog hun af sted med tvillingerne til en veninde
paa den modsatte side af søen, og de kom først tilbage halv 8 om aftenen. Imens vaskede jeg, gjorde
kælderen ren, pudsede vinduer, strøg, passede drengene, gav dem mad, badede dem og lagde dem i
seng. Heini har altid tørst. Han drikker og drikker og gør sengen vaad baade under middagssøvnen
og om natten. Og det er komplet umuligt at forbyde ham at drikke. Ser han sit snit til det, hænger
han over hestetruget og drikker af det modbydelige vand, hvor drenge sopper og hunde drikker, og
da jeg hentede dem fra børnehave i regnvejr, lagde han sig pludselig ned paa maven og drak af
35
rendestenen. Det er fortvivlende med ham. – Grosspapa Diemer har pludselig taget en beslutning.
Nu kan han ikke holde alt det børnevrøvl ud mere, og nu er han ved at slaa et lille hus op til dem
helt nede ved hovedvejen, hvor der er en tot græs som ikke er bebygget. Huset bliver ganske
tarveligt, og bussen kører lige der forbi. Det er et daarligt sted for børnene. Her hvor de bor, er
vejen lukket, og de har den dejlige eng lige udenfor. – Nej, Diemers er altsaa egoister til
fingerspidserne. Det kunne ikke falde Frau Diemer ind at komme og sidde hos børnene, mens
forældrene gaar. Hun vil ikke ha’ noget som helst med dem at gøre, hvis hun skal have lidt besvær
af det.
Paa næste onsdag henter jeg drengene fra morgenstunden, saa vil Heidi og jeg gaa i zoologisk have
med dem og bade i Siht, og hvad vi ellers kan finde paa, og saa tager jeg med dem til Kilchberg om
aftenen, sover hos Frau Diemer igen og er hos Frau Tr. for sidste gang – rigtigt, om tirsdagen.
Næste onsdag er Knud jo allerede kommet. – Da jeg kom til Albiswill i gaar aftes, var toget kørt, og
da tog er lidt af en sjældenhed paa den strækning, begyndte jeg at gaa i øsende regn ud ad
landevejen. Men næppe var jeg kommet udfra stationen, saa standsede en bil og en mand smækkede
vogndøren op og spurgte om jeg ville med, og han kørte mig lige til døren. Jeg tror nok, det skal gaa
ogsaa med at rejse paa den maade.
Jeg har syet min nederdel færdig og riet min bluse sammen. Stoffet har Frau Trachsler foræret mig.
Du kan tro jeg bliver fin. Blusen er med vingeærmer eller hvad de helt korte hedder. Kan Knud ikke
tage et par shorts med til mig. Jeg er ganske ligeglad med, hvad man kan gaa eller ikke gaa i her i
Schweiz. – De gode Langnau-bønder får lange halse, inden jeg rejser. Du godeste, hvor de glor efter
mig, naar jeg kommer med mit billede i Haanden og staffeliet og malerkassen stikkende ud af
rygsækken, men den slags gernerthed er jeg komplet kureret for.
Jeg fik kort fra Per Kjeldgaard, at han passer mit job hos Jallit og er meget glad for at arbejde med
børnene. Hvis jeg ikke faar tid til at overtage det for gymnastikken, kan han beholde det, god?
Aften
Nu har Heidi og jeg været i bad, og Mutti har været oppe og skælde os ud, fordi vi var for længe om
det og brugte for meget vand. Hun kan være saa fnysende arrig. Havde du troet det? Jeg er i den
grad optaget som datter i familien. Jeg føler mig næsten mere som ”rigtig” datter overfor Mutti end
overfor dig, hvis du forstaar hvad jeg mener. Mutti er uendelig sød og god, men hun ved, hvad der
sømmer sig, og man har at rette sig efter det. Jeg kender ingen der kan affærdige en protest som
hun: ”Heidi! Du weisst was ich meine, färtigh!!” Det er meget morsomst at iagttage det Buserske
familieliv. Hans regerer over det hele. Mutti er som smør overfor Hans. Og baade hun og Hans
retter paa Heidi og behandler hende som lillesøster, saa hun engang imellem ønsker sig langt væk.
Men det er kun smaating. Det er virkelig et ganske dejligt hjem!
Jeg fik brev fra Knud i dag, der fortæller, at de er moder- og Karstenløse derhjemme. Det havde jeg
glemt. I bliver der vel nogle dage endnu, saa du kan naa at faa dette brev i Kahytten. Jeg kan ikke –
jo sludder nu fandt jeg det, hvor du skriver, at I rejser hjem den 12. Nej, saa kan I altsaa ikke naa at
faa det. Altsaa sender jeg det hjem.
Hans har givet ordre til, at vi skulle tidligt i seng i aften, fordi vi saa søvnige ud, saa jeg maa hellere
sove..
Jeg skal hilse viele, viele gang fra dem alle tre.
Hils ogsaa hjemme og paa Ibsensvej og Hanni, Hr. Nebel og Frk. Nielsen og Karen og alle hvem
der bryder sig om en hilsen i det hele taget.
Din Helle
36
Det er ikke helt sikkert, Mutti naar at komme hjem til Knud kommer. Hun skal styre hus for
Liselotte og den lille bror i Baselland, mens forældrene er paa ferie.
Gid I nu har haft nogenlunde vejr, saa I kunne nyde stranden. Her har vi regn meget tit, men det er
varmt. Vi bader i Sihl der løber lige udenfor huset, og jeg er brun som en indianer. Det er et dejligt
klima at male i, fordi der næsten aldrig er en vind der rører sig.
Pas paa at der ikke er en fugl (eller noget andet) der lægger æg i din rede!!
Lørdag
Jeg har faaet mit pas for tre maaneder igen, altsaa til 5. september. Tak for brev til morgen!
Fra mor i sommerhuset
[sommeren 1949]
Kære far, Knud og Ibsensvejere!
Her meldes alt vel, på nær vejret, og her er en skrivelse fra Kjeld. [Han var i England 10/7-12/8].
Jeg skal da love for, at han får noget ud af turen, man var nu så rart tryg, så længe han var under Mr.
Kings beskyttende vinger, men nu er han altså ude på det vilde hindbær, og åbenbart alene, men der
er sikkert pragtfuldt i Cornwall, og han gør vel bekendtskaber, det er blevet varmt mellem hans
første bekendtskaber, og hvor er det pænt af Kings at invitere dem. Hvis man kunne sende dem
bacon, var det sikkert et godt tidspunkt, når først alle vender tilbage til byen, er der nok ikke
overflod mere, mon Adda ikke vilde forhøre hos fru Christensen.
Jeg har lige haft besøg af Valdemar Jensen, han laver gården i efteråret ved at støtte foretagendet
med egestolper, han sagde, at vi aldrig skulle ha’ ladet tjære en sommerdag, men sådan en fyr
vidste, hvad han gjorde, når han tjærede på et gloende varmt tag, kunde et kilo tjære strække til hele
taget, og taget skulde overhodet ikke tjæres, så det var ganske værdiløst, og for øvrigt var der en
sådan forskel på tjære, det de kørte rundet med var ikke fra Villadsens fabrikker, som Hans
Jakobsens var, men noget skidt, de kom billigt til i Holbæk. Så det var vældig opmuntrende. Det
gjorde mere skade end gavn, da det knækkede tagpappen!! Hvis det regnede ned igen, var det
rådeligst, som han så det, mens det var vådt. Han skal tætte Solhjem -, derovre skal det være helt
galt.
I går var her kort fra Merete. Huset ved Blåvand er så primitivt, at de har måttet opgive at lave
middagsmad der, men må spise på kroen, og Mogens savner sin seng. Det åndede ikke lutter
begejstring.
Torsdag aften var vi så på Strandlyst og morede os dejligt, efter Folkedansen, dansede Heidi og jeg
familiedans og do-rheinländer, der var stoppende fuldt. I går regnede det med et kvarters
mellemrum, men ind imellem var der lidt sol, og en dobbelt, flot regnbue. Vi var dog et smut i Vig
efter føde og garn og kom nogenlunde fra det, men det var rart at få luft, og så trøstede vi os med
kakao om aftenen og radioen, vi hørte udmærket musik fra Frankfurt, og Heidi fandt en italiensk
sender og vi tog også Stockholm, så, lille Knud, træk piben ind, min Ven. Vi har vasket og gjort
rent. Mis har livsmod for 10 små katte den sover hos mig og er så kær, den bevæger sig ikke før 8
morgen. I går aftes kunde jeg ikke finde den, hver gang, jeg sagde Mis, sagde det miav, så sad den
på det højeste punkt af taget. Hvad mener I om de Krupske hatte? Bare de ikke stopper hans rygsæk
fuld af dem. Mon ikke du skulde puste lidt mølvæske ind i skabene ovenpå og i garderoben, det
findes i vinduet der, tror jeg nok, ellers i bænken. Mange hilsener fra os alle tre + Mis. Jeres Mor.
Vi havde så småt ventet at høre, hvordan der var i Gentofte, men vi fik altså lamperøg.
37
Hvis der er mulighed for at du kunne ha’ mine lysegrå sko med herop, vilde de af mine ligtorne
modtages med taknemmelighed, de står i enten mit tøjskab eller natbordschar. Knud er nok hjemme
Tirsdag aften, så antager jeg Heidi kommer til Gentofte.
Kommentar til det videre forløb fra Helle 20/2 2014:
Kære Karsten. Tusind tak fordi du gider. Det er faktisk meget spændende at blive sat tilbage i tiden.
Det hele står lyslevende for mig, noget, jeg ikke har skænket en tanke i lange tider.
Jo ser du, da jeg var færdig hos Trachslers i Kilchberg, tog jeg et job på en børnekoloni i Appenzel,
det, der svarer til vores Svagbørnskoloni, for bybørn, der ellers ikke havde chance for komme bort
fra storbyen. Da jeg arriverede dertil, var et hold piger ved at rejse og skulle afløses af et hold
drenge. Jeg kom samtidig med Hans S., der som sidste del af sin teologiske uddannelse skulle lede
denne sommers drenge. Jeg var der, da de ankom og indså snart, at det var en stor opgave. Vi var
der på frivillig basis. Vores "betaling" kom senere i form af et gratis ophold på rekreationshjemmet
"Sonneblick". [---] Ingen af os var vant til at styre sådan en udisciplineret flok, og Hans tog kraftigt
fat lige fra starten, var alt for streng. Han var selv opdraget med en strenghed, som jeg aldrig har
været ude for, det var med lussinger og forbud, langt fra, hvad man ville tolerere i dag. De fleste var
hårde bananer, men der var også kære drenge. Jeg skrev en artikel om dem, da jeg kom hjem, som
blev trykt i et eller andet tidsskrift, jeg tror, jeg har den et eller andet sted. [---].
Derfor nu bare en kærlig hilsen.
Søster Helle
Fra Helle i Schweiz 16
[Sonneblick, Walzenhausen, Appenzell ?/7 1949]
Kære Mor og Far.
Nu er jeg barneplejerske paa Sonneblick for 20 piger – ikke drenge, som jeg havde ventet. De er fra
7 – 10 aar og har næsten allesammen lange fletninger, der skal børstes et par gange om dagen. Her
er i forvejen to unge piger, elever paa børnehaveseminariet i St. Gallen. De er meget søde – 19 aar
og utrolig barnlige, men de bliver her kun en uge, saa bliver jeg den eneste ”tante”, og til den tid
kommer en ”onkel”, det er en teologisk student, der ogsaa skal passe børnene. Dette hold skal skifte
om 14 dage og give plads for et drengehold, som igen skal være her 3 uger. Man ser ikke meget til
forstanderinden. Vi bor i et hus for os selv og maa gøre lige, hvad vi har lyst til. Maden bliver bragt
tre gange om dagen fra et rekreationshjem lige ved siden af, det er det egentlige ”Sonneblick”, tror
jeg nok. Her er ganske dejligt. Det ligger højt oppe med en vidunderlig udsigt over Bodensee, man
kommer til Walzenhausen med en Segelbahn fra endestationen der ligger to stationer fra St. Gallen.
Vi gaar dejlige ture i omegnen og samler blomster og spiller bold. I dag tog vi et tæppe med og slog
os ned et sted i skovens skygge og læste højt. Jeg har bare været saa forfærdelig træt lige siden jeg
kom hjem. Jeg gad vide, om Knud har det paa samme maade, det er som om jeg ikke kan faa sovet
ud. – Vi har lige faaet børnene i seng. Klokken er 8, det er saa fredeligt, naar de sover og heldigvis
skal de hvile 2 timer midt paa dagen, saa skiftes vi til at hvile med – for at opretholde ordenen. Det
er søde piger i en rigtig tøsealder, hvor man fniser og fniser. Aa, hvor jeg husker det fra jeg var i
den alder. De er meget villige til at hjælpe til i det husarbejde her er – opvask osv., og det er helt
velgørende at ha’ med saa store børn at gøre, der kan klare sig selv.
38
Jeg er meget spændt paa at høre, hvordan Heidi og Knud naar hjem. Jeg fik jo ikke vinket Farvel til
dem, derimod tog Heidi med mig til Zürich for at anbringe mig i det rigtige tog. Hun er saa rørende
betænksom i alle retninger, det glæder mig meget, at hun skal have en god tid i Kahytten nu. Hun
trænger i høj grad til ferie. Gid jeg kunne kigge ned (eller op) til jer. Jeg længes lidt efter jer! Der er
et stakkels barn her, der er helt syg af hjemve. Hun gaar ganske stille rundt med rødrandede øjne.
Saadan har jeg nu aldrig haft det, men det maa jo være en forfærdelig plage aldrig at kunne være
hjemmefra. – Ja denne gang bliver Knud altsaa alene om at berette om vores tur. Det var en stor
oplevelse for os begge to, jeg er meget glad for at tænke tilbage paa den. Du godeste, hvor har vi set
meget, jeg har aldrig haft 17 dage saa sprængfulde af oplevelser – ikke sært om man trænger til lidt
rekreation bagefter. – Jeg var i Kilchberg dagen før jeg rejste hertil. Ungerne var ualmindelig søde.
Drengene elsker mig højt. Saadan en barnekærlighed er rørende. Ellers gaar det skævt det hele, men
det er jo ikke noget nyt. Hr. Tr. havde for en uge siden taget Jacki med til Bern til motorløb. De
startede kl. 5 om morgenen og var hjemme igen halv 12 om aftenen, og drengen havde 40 graders
feber og rystede saadan af nervøsitet, at han var ude af stand til at fortælle, hvad han havde oplevet.
Endnu da jeg kom, begyndte han at sige en hel masse forvirret noget, som man slet ikke kunne finde
hoved eller hale paa. Sikken en behandling af et barn! –
Det er morsomt, Hanne har faaet en datter. Det havde været en streng fødsel, idet barnet kom med
fødderne først, Hanne havde skrevet til Frau Fr. Har Carl faaet stilling? Og hvor skal Lone og
Flemming bo? Sender du ”Maries brev”, Mor? Jeg ville gerne have lidt lekture. Nu vil jeg i seng,
derfor ikke mere. Kærlig hilsen til alle! Jeres Helle. Hav det rigtig godt!!!!
Heidi betalte min togbillet til St Gallen – 11,50 frc. Jeg har nu 25 frc., som jeg ikke tør røre. Jeg ved
ikke hvad jeg faar her, i hvert fald bliver det ikke meget. (En hilsen til Heidi fra Frl. Breckler).
Hils Eggert.
Fra Helle i Schweiz 17
[Sonneblick] Fredag 23/7 [1949]
Kære lille Mor og Heidi – og evt. Knud(?)
Jeg vil begynde et brev nu i aften og først og fremmest takke Mor for det sidste brev og de andre for
kort fra Faaborg. Det er godt at vide, den kedelige togrejse er overstaaet, forhaabentlig er resten af
turen gaaet godt uden for meget regn. Her har det øset ned tre dage fra morgen til aften, og vi har
dels leget inde i stuen ovenpaa og dels travet ture indhyllet i gummitøj. I dag er første solskinsdag,
og den skal vi fejre ved at lave lampeoptog med hjemmelavede lygter – naar det bliver mørkt nok til
det. Hele dagen har vi plukket bær i skoven. – Paa onsdag drager hele flokken af om morgenen og
afløsningen holder sit indtog samme dag. De to ”tanter” rejser i morgen, saa skal økonomaeleven
fra køkkenet hjælpe mig med børnene de sidste 5 dage. Hun har aldrig haft med børn at gøre før,
saa maa jeg se, om jeg kan dirigere det. Det er ikke nogen helt nem opgave. De skal holdes strengt
for ikke at gaa over gevind. Jeg er nu glad for, at der kommer drenge paa næste hold, jeg tror de er
mindre komplicerede end pigerne her. De har saa mange nykker, bliver fornærmede og tuder for
ingenting og sladrer om hinanden, men saadan er pigebørn, ellers er de meget søde, nogle stykker
ganske henrivende. Vores mæslingepatient kan komme op i morgen. Billedet er taget sidste søndag,
hvor ”tante Loni” holder søndagsskole med protestanterne blandt børnene; katolikkerne er paa det
tidspunkt i kirke med nr. 2 tante.
Ja, Heidi kender jo det hele. Det er et dejligt sted, og man faar i høj grad lejlighed til at prøve sine
evner som pædagog. Forleden dag var der en af pigerne der stortudede, fordi de andre gjorde nar af
39
hendes drengenatskjorte. Jeg viste hende, at jeg altid gik med drengeskjorter, og nu praler hun af sin
natskjorte. Hjemveen har vi ogsaa faaet kureret. Nu er de som sagt saa levende og vilde, saa man er
nødt til at ty til straffe som fuldstændig tavshed under maaltiderne eller tidlig sengegang – for at
genoprette ordenen. Opfører de sig godt, faar de belønninger, og i særlig grad, gives der
”bednujfeti”[?] (hedder det ikke saadan?) De reder senge selv og fejer og vasker op, og de er mere
end villige, og gør det godt.
Mandag
Jeg genoptager skrivningen efter en længere pause. Jeg har ikke haft eet ledigt øjeblik. Tak for
brevet og for bogen, der kom i morges. Det glæder mig at tænke paa, at I er sammen ved
sommerhuset, Mor og Heidi. Jeg er saa glad for min søster, og jeg savner hende. Meget! Det bliver
dejligt at snakke med dig igen. Jeg haaber, I rigtig kan nyde tilværelsen med sol og vand.
Ja, det er forfærdelig trist at tænke paa Tracklers. Kunne man bare gøre noget for dem, men det er jo
umuligt. Det bedste ville uden tvivl være, om drengene kom hjemmefra en tid. Kedeligt at
”Kahytten” ligger saa langt væk, ellers skulle det være min største glæde at bo der med dem.
I gaar kom den teologiske student, og han startede i morges med at flette fletninger og feje, og
børnene er ellevilde med ham, men han er ogsaa ualmindelig flink. Det skal nok gaa godt. For
øjeblikket er de i skoven allesammen med ham. Jeg har været til læge med en, der har bylder
forskellige steder, noget ækelt noget. Vi har været til doktor i tre omgange, nu skal hun sendes hjem
i dag. Frl. Brecker er vældig sød, hun har forrygende meget om ørerne, men altid parat til at hjælpe,
naar man komme angaaende børnene.
Jeg tegner alt hvad jeg kan i middagspausen, naar jeg sidder vagt i sovesalen.
De kærligste hilsener. Jeres Helle
Fra Helle i Schweiz 18
[Sonneblick] Fredag 29/7 [1949]
Kære allesammen!
Nu sidder jeg til en lille forandring og passer paa 21 urolige drengehoveder, der absolut ikke har
lyst til at sove. 1000 tak for alle jeres breve. Hvis der har været mangel paa breve fra min side, saa
skyldes det, at jeg har haft meget at gøre, og at jeg har haft forskellige andre breve at svare paa. –
Tirsdag morgen pakkede vi pigernes kufferter og sendte, onsdag fulgte vi dem med banen til St.
Gallen om formiddagen og hentede det nye drengehold et par timer efter. De var som en flok vilde
aber, der var en forvirring uden lige, og den første aften efter at der først ved 11-tiden var faldet ro
over gemytterne, var ”Onkel Hans” og de to ”tanter” (der er kommet en Heidi her fra egnen til at
hjælpe med børnene) mildest talt dødtrætte. De startede en kvart over 5 den næste morgen med at
prøve at vælte huset, og vi blev enige om, at nu maatte der ta’s voldsomt fat. Vores ellers meget
sagtmodige onkel har virkelig ogsaa taget sig sammen. Jeg er sikker paa, det er et glimrende kursus
for ham dette her. Han er uendelig sød og flink, bare alt for blid, pigerne tyranniserede ham paa det
grusomste. – Jeg er trods alt glad for at have med drenge at gøre, de er meget mere ligetil end piger,
selvom de er vildere. Men det er nu lige meget, man kommer til at holde af saadan nogle unger,
efterhaanden som man lærer dem at kende. Der var afsked paa Reinsche station under en regn af
taarer.
I gaar have jeg fri hele dagen. Her i nærheden bor en væverfamilie, hvor konen - før hun blev gift har tjent hos Fru Trackslers forældre og stadig staar i forbindelse med familien i Kilcberg. Til hende
40
havde Frau Tr. ogsaa skrevet om Margrits død [den lille mørke af Trachlers tvillingepiger jf. brevet
4/8], og havde saa meget sødt bedt hende om at tage sig af mig, naar jeg havde fri. – Hun sendte sin
yngste dreng for at hente mig kl. 8 til morgenmad og jeg var hos dem hele dagen og havde det saa
dejligt. De var meget hjertelige og gæstfri. Jeg gik en lang tur med den 14-aarige dreng, og han
fortalte mig en masse om folkenes daglige tilværelse heroppe. Alle husene er af træ og ældgamle, i
mange er der hverken vand eller elektricitet indlagt, nogle har 20 minutters gang til det nærmeste
vandsted, og eftersom de maa bruge 12 spande vand til kreaturer og eget forbrug, kan man regne ud,
hvor meget tid der gaar med at slæbe vandspande op og ned ad knudrede stier. Væveren er i gang
med sin væv i kælderen fra morgen halv seks, til han ikke kan se mer om aftenen, vævens dunk
gennemrystede huset, saa alt sitrede og det var umuligt at sidde stille og skrive ved bordet i stuen.
Der er tre børn, den ældste datter er 22 og arbejder paa en fabrik i byen for at tjene til udstyr; jeg saa
hun havde to mindre kister fulde, men det var ikke tilstrækkeligt, - altsaa maa hun vente med at
gifte sig til der er nok. Naar jeg tænker paa, hvad man gifter sig ”paa” i Danmark, maa jeg smile.
Jeg var spændt paa at komme ”hjem” til Sonneblick og høre, hvordan dagen var forløbet. Ih, hvor
jeg nød at være fri for børnevrøvl en dag. Tænk jeg er her paa 17. dag, er det ikke utroligt. Naa, en
dreng var faldet ned fra et træ og brækket armen lige i albueleddet, saa nu er han indhyllet i gips fra
skulderen til fingerspidserne. Ellers er de ved at falde lidt til ro. – Mens jeg skriver her, passer jeg
paa som en smed, at ingen forstyrrer de andre. Tillader man den mindste hvisken, løfter der sig
straks efter ballade.
I eftermiddag skal vi bade i ”Schwimmenbad”. I morges legede vi røvere og soldater i skoven. Det
var meget spændende. – Jeg har skrevet et langt brev til Lone og ogsaa faaet et kort fra deres
bryllupsrejse i Ærøskøbing. Hun skriver, at de har det vidunderligt, og hun er saa lykkelig. Det
glæder mig meget.
Ulrikka har været saa syg. Hun faldt med hesten og slog sig meget slemt, saa hun i 10 dage ikke
kunne røre sig, og nu humper rundt med to stokke; desuden fik hun et lille kraniebrud. Men hun er
henrykt for, at Vibeke ikke fik stillingen i Hørsholm, og at Knud har malet nogle børneportrætter og
faaet 300 kr for stykket. Hvordan hele menagen er gaaet uden hende, begriber jeg ikke, og det
skriver hun heller ikke noget om. Jeg skal hilse Mor mange gange fra hende. Hun gaar stadig med
planer om at skrive til dig, men har saa meget om ørerne, saa det endnu ikke er blevet til noget.
Nu skal I høre et komisk tilfælde. Hans Schulzer (”onklen”) fortalte, at han havde en dansk bekendt,
og det viste sig at være Hanne. Han traf hende allerede for flere aar siden, da hun var i Schweiz for
første gang og har ogsaa denne gang været sammen med hende og Carl og kender hele
Zeuthenfamilien godt af omtale. Desuden er han uhyre interesseret i Søren Kierkegaard, saa meget,
at han tænker paa at lære dansk for at kunne læse hans værker. Det er en mangelfuld tysk
oversættelse, der findes, og han mener S.K. er en af de største aander, der har levet – eller den
største!
Men nu er mine drenge saa urolige, jeg maa vist lade dem staa op.
Jeg tegnede den gamle bedstefar hos væverfamilien, Klee, hedder de, og jeg har tegnet flere skitser
af børnene, kurgæsterne osv. Desværre er jeg frygtelig træt om aftenen.
Ja, det bliver en dejlig dag, naar vi samles ved middagsbordet alle seks paa Udsigten 28. Det varer
jo ikke saa længe mer. Jeg bliver sikkert her til 1. september. Frl. Brecker er umaadelig sød. Jeg har
snakket en del med hende og hun beder mig hilse Heidi paa det hjerteligste. Hvor ville det være
morsomt, hvis du kunne besøge mig paa en weekend, Heidi. Jeg maa jo endelig høre fra dig,
saasnart du kommer hjem!!! Rart at Kjeld kom til London, og at de er saa begejstrede for ham. Han
skriver ganske morsomt. Vær søde at sende mig hans andre skrivelser ogsaa, jeg gemmer dem og
41
tager dem med hjem. – Jeg er ellers temmelig urolig med hensyn til det gymnastikvæsen, jeg vil
aande lettet op, naar jeg kommer hjem og kan tage haand i hanke med det. Ja., for noget maa der
gøres. – Jeg drømmer om natten om det..
Kærlig hilsen til jer alle!
Helle
1. august skal vi have stor ”Feurfest”.
Fra Helle i Schweiz 19
[”Sonneblick”], Onsdag 4/8 1949
Kære lille Mor.
Tak for dit brev. Det var dejlig langt. Ja, gid du kunne kigge herop, for det er en ikke helt
almindelig menage. Jeg har det udmærket, det har vi alle sammen, selvom vi ”plejefar og plejemor”
kæmper en haard kamp for at styre vores drenge. Hans har taget sig voldsomt sammen og viser sig
at være i besiddelse af en ualmindelig taalmodighed, hvilket har meget at sige, for med respekten
kniber det for de flestes vedkommende. Men ”onkel” Hans er et meget sympatisk menneske, han
har en fin forstaaelse, og de kan vældig godt lide ham. Jeg tror, han bliver en god præst. Vi arbejder
godt sammen og er altid enige. Du skulle se os trone for hver sin ende af det lange bord. Jeg øser
op, suppe og kartofler i lange baner, de er evigt sultne og skuffer ind i hovedet det bedste de har
lært, og sidder én ikke ordentligt, faar han lov til at spise færdig i køkkenet. I morges sprang vi
højdespring og længdespring paa en eng. Det gælder om at holde dem sammen og faa dem
interesseret i at yde deres bedste, ellers finder de paa alskens ulykker. De er skrækkelig vilde og
med skam at melde saa er den mest henrivende møguartige dreng halvt dansker. Wiggo, hedder han,
hans mor er dansk og sjovt nok, saa var det første han sagde til mig: ”Du sprichst genau wie meine
Mamma”. Forleden dag maatte vi spærre ham inde i kælderen (han sparkede fodbold med en fuld
potte i sovesalen). De andre siger, det er det danske temperament. –
1. august fejrede vi i stor stil. Det er Schweizs nationaldag. Vi havde omhyggeligt lavet kærter af
papir med stearinlys i, men du kan da nok tænke, at fem minutter efter at vi forsigtigt havde faaet
ild i lamperne, svingede knægtene rundt med dem til alt stod i flammer. De havde sengene fulde af
kinesere, der blev futtet af kl. 12 om natten. Du store kineser en ballade inden vi fik dem i seng. I
det hele taget faar vi aldrig sovet ordentligt ud. I aftes, efter at de var kommet i seng – efter
godnatsang og aftenbøn løftede der sig en larm derindefra. Saa havde de klædt sig ud. Bunker af tøj
ovenpaa hinanden og af stearinlysene lavet skæg og øreringe osv. Opfindsomheden er enestaaende.
Hans og jeg var frygtelig trætte. Vi kunne ikke begynde at tage affære igen, saa vi nøjedes med at
tage lyspropperne ud, saa kunne de rage rundt i mørke eller sove med tøjet paa. Det varede da heller
ikke længe, inden de blev kede af det. –
Om aftenen synger vi og fortæller historier. De store drenge kan det ikke nytte at putte i seng før 9.
Der er altid en masse saar og skrammer, der skal forbindes, bukser, der skal sys eller vaskes, vaade
klude, der skal lægges på ophovnede øjne, naar de har været oppe at slaas. – Men vi har det dejligt!
Drenge er nu engang drenge. I gaar var vi i vandet, hvilket sker et par gange om ugen. I eftermidddag skal vi en lang tur og plukke blomster, du ved, en af hver slags, saa holder vi konkurrence
om, hvem der finder flest. I gaar kom en ung pige, Dora, til for at hjælpe os. Den forrige, Heidi, er
rejst igen. Hvordan Heidi klarede alle de drenge alene, begriber jeg ikke – hvis de har været af
samme kaliber som disse! Vi diskuterer børneopdragelse, ”onkel” og jeg, med en iver som afhang
det af os, hvad drengene vil udvikle sig til. Det er uden tvivl ogsaa udviklende for os, og bestemt en
42
morsom og interessant opgave. Mærkeligt saa intimt man kommer til at kende saadan nogle børn
paa saa kort tid. ”Tante Hele”, kalder de mig. – Men heldigvis er det kun 13 dage endnu. Man fik
bestemt sit nervesystem spoleret, skulle være var langt ud i fremtiden, det er jeg klar over.
Det er velgørenhedsarbejde alt sammen. De, der hjælper, faar ikke noget for det, men eftersom min
pung var tom, tog jeg mod til mig og gik til Frl. Brecker og spurgte, om hun ikke kunne sætte mig
til noget arbejde efter den 15. som jeg kunne tjene noget ved, hvorpaa hun omgaaende gav mig 50
frc. og sagde, at de sidste 14 dage kunne jeg nok trænge til ferie. Hun vil give mig et dejligt
sydværelse, og saa skal jeg bo der som en anden kurgæst og tegne saa meget, jeg vil. Hendes bror er
kunstner, og hun er meget interesseret i min tegning. Jeg har tegnet flere portrætter, som hun har
”laant” til fremvisning til en god ven. Jeg tror ikke jeg kan sælge noget. De sætter det slet ikke i
forbindelse med penge, men bare det, at de er interesserede og virkelig synes jeg tegner godt,
betyder meget for mig. Frl. Brecker tænker paa at rejse til Danmark sammen med mig, og jeg har
lovet at bede jer være søde at skrive efter en brochure fra Bautahøj!! [et sted vores familie havde
ferieret] og sende hertil saa hurtigt, det lader sig gøre; bitte!
Jeg er meget ked af at tænke paa Ulrikka. Hun er selvfølgelig staaet for tidligt op. Jeg var ikke klar
over, at det var saa slemt. Det er mærkeligt, at nogle mennesker skal have saa mange lidelser. Jeg
synes Ulrikka har trukket et stort læs. Det er jo næsten umenneskeligt hvad hun har gennemgaaet. –
Jeg ved kun gennem dig, hvordan Margrit er død. Tænk, jeg har jo ogsaa engang fundet hende
hængende med hovedet nedad i sin sele og sagt til fru Trachsler hvor farligt det kunne være. Hvor
maa det have været forfærdeligt at komme og finde hende den morgen.
Jeg har haft brev fra Mutti, hun skriver egentlig ingenting, men spørger hvornaar jeg kommer til
Langnau. Det skal nu kun være paa en hurtig gennemrejse denne gang. Jeg havde paa fornemmelsen at vi slet ikke var særlig velkomne, da vi kom hjem fra vores rejse, hvad der ærlig talt var
lidt af en skuffelse for mig. Jeg tror Mutti er jaloux. Hun vil holde Heidi som en lille pige, og hun er
frygtelig urimelig i sine krav. Hvis jeg var Heidi, stak jeg ogsaa hjemmefra, for de slider hinanden
op. Heidi kan nemlig drille hende til hun gnistrer. Jeg glæder mig meget til at Heidi kommer til
København. Jeg holder ogsaa meget af hende, og jeg synes det er dejligt I alle sammen kommer saa
godt ud af det med hende.
Torsdag morgen kl. ½7
Jeg vil skynde mig at skrive, inden jeg staar op, saa morgenposten kan faa det med. I nat har jeg
sovet længe, for vi sendte drengene i seng klokken 7 i gaar. Jeg tror de var overtrætte. Da vi kom
hjem fra vores blomstertur, som virkelig var succes, - de var interesserede og noget saa søde - og
skulle spise havregrød, gik de helt over gevind. Fløjtede og piftede og skreg og smed rundt med
skeer og gafler. Det var ikke til at høre ørenlyd. Men pludselig blev det Hans for meget, med et sæt
røg han op på bænken og knaldede nogle særdeles velrettede ørefigner ud, hvorpaa indtraadte
dødsstilhed. Han saa ganske forskrækket ud selv, og jeg maatte beherske mig for ikke at faa et
latteranfald. Ved bordet var han situationens herre og kommanderede: Keine Wort!! Und nachher
sofort im Bet! Klokken ½8 var alt stille i sovesalen. Dora og jeg var meget imponerede. Dora er en
sød landlig pige paa 17 aar.
Nu har vi spist morgenmad og gjort huset i stand. Hver morgen tildeler jeg hver et job, som de mere
end villigt udfører. I morges havde jeg 5 patienter. En havde skaaret en dyb rift i tommelfingeren,
en revet lilletaaneglen helt af. To maatte sidde med fødderne i sæbevand og ha’ trykket betændelse
ud bagefter, og en har et stort hul paa læben, der ustandselig springer op at bløde. Jeg har en
længere konsultation hver morgen og aften. De springer rundt paa bordet hvor jeg sidder og skriver
i haven. Derfor maa jeg slutte. Der er ellers 100 ting at fortælle, men det maa vente til jeg kommer
43
hjem. – Jeg tror hellere jeg vil skruppe og vaske irgendwo, naar jeg kommer hjem. Kan I ikke finde
en annonce med formiddagshjælp e.l.
Vi skal paa en tur i skoven inden middag. Ikke én dag med daarligt vejr har vi haft.
Schreibe bald Bruder Knud! Auf Wiederburche Dein Helle
Ein Gruss für alle – auch Kjeld!
Det gaar mig udmærket med Appencellidritz som de taler her.
En opfindsom dreng havde hjemmefra skrevet fem kort som han fra tid til anden sendte hjem. Liebe
Mamma und Pappa. Viele Grüsen. Es geht mir prima. Eure Sohn Bernhard.
Fra Helle i Schweiz 20
[”Sonneblick”], Mandag 15/8 1949
Kære lille Mor. Jeg er henrykt for gymnastikken! Tak for dit brev midt i al travlheden. Her er alt
roligt nu hvor vi har faaet sendt ungerne hjem. Vi gaar barnløse rundt og dasker og finder en sok her
og et par badebukser der, som ikke er kommet med. Der var en forvirring uden lige, inden alle
havde fundet deres forskellige sager frem. Alt var skrevet op paa lister, hvad de havde medbragt, og
Dora og jeg kontrollerede og pakkede ned, gjorde rent efter dem og sørgede for at de kom afsted
med rene halse og ører og plastre her og der. En vandrede af paa strømpesokker med skoene i
haanden grundet paa et saar på hælen. Men det gik godt det hele. En havde vi de sidste fire dage i
sengen med bræk, men ellers struttede de af sundhed og havde gennemsnitlig taget 3 pund paa. Det
var helt trist at vinke farvel, man kommer virkelig til at holde af saadan en flok, selvom man ikke
har kendt dem saa længe, saa følte vi os som én stor familie. Vi har haft saa meget at gøre, saa jeg
forsikrer dig for, vi var dødtrætte igaar. Hans mest, tror jeg. Han er ikke saa vant til praktisk arbejde
som jeg, og det er anstrengende at skulle tage sig af 20 drenge fra morgen til aften. Man har aldrig 5
minutter i ro. – Ja, lige i øjeblikket har vi nok af børn, men en anden gang gaar jeg med glæde til det
igen, om en lejlighed byder sig. Det er vældig morsomt at lede saadan en koloni, for vi havde haft
frie hænder. Dora er her ogsaa endnu, men hun tager hjem i morgen. Hun er sød, men kedelig i
længden, hun mangler lidt hjernesving og kunne absolut heller ikke foretage sig noget selvstændigt
med børnene. Hans bliver her nogle dage endnu. Nej, du skal ikke være bange! For resten er Frl.
Brecker netop i dag til bryllup – det er den teologiske student og en ”plejemor” fra sidste år, der
bliver gift! Det var til dem jeg tegnede de kreationer – de blev ret vellykkede, i hvert fald var Frl.
Brecker godt tilfreds med dem. Jeg tegnede hele lørdag aften efter at have fulgt drengene til
stationen kl. 5.
Det er ikke saa varmt mere. To-tre dage var det hundekoldt, og da jeg har været saa letsindig at
rejse herop uden strømper eller i det hele taget varmt tøj, telefonerede jeg til Langnau for at faa dem
til at pakke min rygsæk og sende herop. Jeg fik Heidi i telefonen, - og jeg spurgte: ”Hvordan gaar
det?” ”Ikke saa godt”, svarede hun ”det er slet ikke rart at være hjemme igen, men jeg vil skrive til
dig!” Hun ville endelig, at jeg skulle tage herfra noget tidligere og saa bo de sidste dage hos dem.
Jeg vil prøve at faa pladsbillet til den 1. eller 2. september.
[Svar på ”annonce” fra mor:] Jo, jeg tager med tak imod Deres tilbud om formiddagsplads, Frue.
Saa vidt jeg forstaar, ønsker De ikke suppe til hvert maaltid. Det er ellers saa behageligt nemt at
putte 3 terninger i en gryde vand. Jeg tror, jeg har faaet det hver evig eneste dag, jeg har boet i
Schweiz. Selv paa dage, hvor vi har stønnet af hede – det er ganske utænkeligt andet. Schweizere er
usmidige, og jeg vil ikke være Schweizerfrau, selvom jeg har anlagt fletningsknude i nakken – og
44
som oftest tænker på Switzerdütz (jeg taler det langtfra rigtigt, men forstaar det). – ”Letzte Tisdig
sind mer bis am Bodesee ganz oben - abbe gange. Es ist ziemlich wit, aber schön gesi! Mer hat
Assekörbli (madkurv) mit geso.” Ungerne badede (jeg er stærkt forkølet stadigvæk, saa jeg holdt
mig fra vandgang) – I dag gik vi tre en herlig tur op i bjerget. Aa, Schweiz har en vidunderlig natur,
og overalt hører man køernes fine klokkelyde som musik.
Jeg haaber, jeg kan klare gymnastikken, selvom den er streng. Jeg skal i hvert fald gøre mit bedste.
Jeg føler mig saa energisk og rask, saa det er en ren fornøjelse at staa op om morgenen. Der er nu
altsaa noget om, at schweizeraanden smitter. Jeg ville gerne ha’ set mig selv klare det arbejde, jeg
har haft med drengene, for et halvt aar siden, hvor jeg ikke engang kunne overkomme at pakke min
egen kuffert. – Jeg fik brev fra Heidi Biser, det er den unge pige der var her 8 dage og hjælpe til
med drengene i begyndelsen. Hun bor i nærheden af St. Gallen og inviterer mig til at komme og
besøge sin familie ved siden af Pestalozziheim, du ved det store børnehjem, vi talte om i Danmark,
og det vil hun vise mig, fordi jeg engang sagde, jeg havde lyst til at se det. Til togturen sendte hun
mig 10 frc., men dem vil jeg nu ikke tage imod, dem sender jeg tilbage, jeg har jo penge, og hun er
Damesoneiderin[?] og sidder daarligt i det; faderen er død for nylig. Ærgerligt ogsaa, det er saa dyrt
at køre med tog her i landet. – Antroposopherne i Basel, som Jallit opfordrede mig til at opsøge, har
jeg absolut aldrig haft lejlighed til at tage ud til. En returbillet herfra til Basel ville komme op paa
50 frc.
Jeg har moret mig meget over Missekatten, jeg glæder mig til at se dette nye henrivende
famliemedlem. Jeg ved ikke, hvem der er mest rørende, du eller Mis! Ja jeg glæder mig til at se dig
igen – jer alle sammen! Mon Karsten begynder at gaa i skole i dag, det lille pus? ”Vores” drenge
startede i dag, men ikke paa et nyt skoleaar. Her begynder skoleaaret i maj.
Det er godt Kjeld kom saa meget før hjem end jeg, saa vi ikke skal snakke i munden paa hinanden
(bare vi kan forstaa hinanden. Han taler vel engelsk, jeg kan ikke sige én sætning rigtig paa engelsk
mere. Spørg bare Knud). Det er absolut nødvendigt, at jeg faar plads i huset hos dig, jeg skal prøve
at lade være med at glemme at ”pudse” for snak. Og jeg vil ogsaa tegne. Her tegner jeg en hel del,
mest med tusch. Folk vil intet hellere end gerne sidde model for mig. Det irriterer mig bare, at de
siger: Jah, es ist ganz genau abgetzeignet! Jeg ved, der var mange, jeg skulle skrive til. Men jeg
kunne altsaa sidde og skrive breve fra nu af og til jeg skal rejse! – Jeg vil bede dig hilse til højre og
venstre og haabe, de forskellige vil forstaa, at det er ikke fordi jeg har glemt dem. Jeg fik forresten
brev fra en tysk gæst, som jeg sludrede med et par aftener – og tegnede. Han skriver paa
konvolutten: Fräulein Helle Malerin (Begleiterin i.d. Kinderkolonie ”Sonneblick”) og begynder:
Sehr geehrtes, liebes Fräulein” osv.
Frl. Brecker har faaet brochuren fra Bautahøj, men har ganske rigtig mere lyst til at bo i nærheden
af København. Jeg skal snakke nærmere med hende om det. Hun er som sagt til bryllup i disse dage.
Jeg sender Ulrikkas sidste brev. Det er dejligt det gaar hende saa meget bedre!
Tirsdag
Nu fik jeg pakke fra Heidi med alt mit vintertøj, chokolade, hjemmebagt kage og pærer og det
sødeste brev, hvor hun skriver at hun savner ”Mor og Far og brødrene” uendelig meget og at det er
forfærdelig trist at skulle begynde igen. Der er blomster fra Vig Lyng heftet fast i brevet. Jeg glæder
mig til at se hende. Mutti skal maaske til Baselland en tid, og saa stikker Heidi herop – ogaa kun
maaske.
1000 hilsner til alle.
Din Helle
45
Det er for øvrigt smeltevarmt i dag!
Fra Helle i Schweiz 21
[”Sonneblick] Mandag 15 august 1949
Kære lille Mormor.
Det har været din fødselsdag, og jeg har tænkt paa dig, men ikke haft tid til at skrive før nu, hvor vi
har faaet sendt vores drenge hjem i skole. Men altsaa, rigtig hjertelig tilllykke! Jeg ønsker dig alt
godt i det nye år! Nu er mit schweizerophold ved at ebbe ud. Omkring 1. september har jeg været
her et halvt aar, og saa vender jeg næsen hjemad igen. Hvor er jeg lykkelig for den tid, jeg har haft i
dette dejlige land. Jeg har læst og set meget synes jeg, og først og fremmest er jeg blevet mere
selvstændig end jeg var før, da jeg havde min familie til at sørge for alt. – Da jeg rejste hjemmefra,
ordnede Mor mit tøj og pakkede det meste af mine kufferter. I lørdags pakkede jeg 20 kufferter, og
kontrollerede at alt var med, at ungerne var rene i ørerne, at de forlod huset i ordentlig stand osv.
Baade ”Onkel Hans” og jeg var dødtrætte til slut, men det var helt trist at vinke farvel. Trods de
gale streger var vi virkelig kommet til at holde af de drenge. Vi har været som én stor familie, og vi
har været enige om allesammen, at det har været en herlig tid. Da Hans ved det sidste maaltid
spurgte, hvem der havde lyst til at blive en maaned til, røg alle fingrene til vejret paa nær et par
enkelte af de mindre, der havde hjemve. – Vi har været paa de skønneste ture – én dag gik vi fra
morgenstunden ned ad bjerget til Bodensøen med madkurve fulde af brød, æbler og ost og te paa
flasker. Der badede vi og legede hele eftermiddagen, og hjem tog vi ”der Drotsejlbahn”, der kører
stejlt opad til Walzenhausen – flere steder gennem mørke tunler hugget ind i fjeldet. – Det er nu
ikke gaaet uden besvær og tud og brøl og skrammer! Hvor 20 drenge er sammen, er der altid
slagsmaal og larm. En brækkede armen i albuen ved at falde ned fra et træ, en maatte ligge et par
dage med kolde omslag paa panden efter at være gaaet paa hovedet ned ad en skrænt, og fire dage
havde vi en i sengen med bræk. Han laa i mit værelse, saa jeg kunne hjælpe ham, naar det
tiltrængtes om natten. – Alle, undtagen han naturligvis, havde taget 3-4 pund paa, det er temlig godt
gjort paa tre uger.
Ellers har jeg været doktormand og forbundet og pillet splinter ud osv. – og vasket deres alt for
beskidte tøj og stoppet rifter. De var ret ofte i Schwimmenbad om eftermiddagen, saa vi gjorde som
regel ikke meget ud af vasken, men én dag holdt vi storvask med varmt vand og sæbe, hver dreng
skuret fra top til taa. De var fordelt i to sovesale – og du godeste et hyr vi havde hver middag og
aften, inden der blev stille!! Jeg var glad for der var et mandfolk til at dundre for dem engang
imellem, og det var meget morsomt at se, hvordan den ellers saa blide og stille teolog kunne rulle
sig ud, naar det skulle være. Den sidste uge kom en ung pige fra egnen og hjalp ogsaa, hun er 17 aar
og meget sød, men uden ret meget hjernesving. Hun kunne ikke foretage sig noget selvstændigt
eller holde styr på ungerne.
Nu bor vi her alle tre. Dora skal rejse i morgen, Hans Schulthess bliver her nok endnu nogle dage,
og forstanderinden har inviteret mig til at bo her som gæst til september; jeg bad hende om at give
mig arbejde i køkkenet paa kurhotellet, men der har de ikke brug for mere hjælp, saa det er vældig
pænt af hende. Mens de andre er her, vil vi holde ferie og gaa ture i skoven, men naar jeg bliver
”alene” skal jeg tegne saa meget, jeg kan. Her er mange kurgæster, morsomme typer, der ikke har
andet at bestille end at sidde model for mig.
Jeg er spændt paa at høre, hvordan det gaar Moster Kirsten og Onkel Børge med vævningen, jeg
synes det er storartet, at de er slaaet ind paa det! –
46
Men Mor har fortalt, at jeg er blevet optaget paa Statens Gymnastikinstitut fra 1. november. Jeg vil
være gymnastik- og svømmelærerinde. Det skal være en meget streng skole, jeg haaber, jeg kan
holde til det, men jeg føler mig saa rask, saa det gaar forhaabentlig. Nu glæder mig mig vanvittigt til
at se familien igen derhjemme! Jeg talte med Heidi Buser i telefonen igaar. Hun har jo lige været i
Danmark, og hun holder forfærdelig meget af min familie og Danmark og var slet ikke tilfreds med
at komme hjem til Schweiz.
1000 hilsener til alle paa Krumstrup!
Din Helle
Fra Helle i Schweiz 22
[”Sonneblick], Søndag morgen 22/8 1949
Kære Mor, Far, Knud, Kjeld og Karsten.
Tak for brevet igaar. Knud ender med at blive led og ked af negerkys, hvis han fortsætter med 20
om dagen!! [Knud var i virksomhedspraktik på en chokoladefabrik]. Han maa jo være tosset. – Det
er dejligt Karsten er så henrykt for at gaa i skole. Men i dag er det søndag, saa maa han se at faa
tiden til at gaa hjemme. – Hvis jeg kan overkomme det, kunne jeg ogsaa tænke mig at gaa paa
sykursus i vinter. Jeg synes jeg er sluppet heldigt fra, hvad jeg har syet i Kilchberg. Heldigvis har
jeg det tøj, for min grønne sommerkjole er saa frynset af slid, saa jeg ikke kan vise mig i den, den
hvide tynde bluse virker som malerklud og ak! min stribede Amerika-kjole er begyndt at revne alle
vegne. Jeg har pillet ærmerne af den til at lappe med. Men nu er det for øvrigt ved at blive efteraar
her i Schweiz. Det er koldt i skyggen, og man kan udmærket trække i ulden nederdel og sweater.
Her er dejligt i skoven. Vi har travet meget omkring. I gaar rejste Hans Schulthess. (Jeg tror jeg
skrev hans navn forkert i begyndelsen, det var før jeg saa det skrevet. Jeg savner hans selskab
meget. Vi har haft det saa ualmindelig rart sammen. Han har en virkelig beundringsværdig karakter
– saa ærlig og beskeden – streng mod sig selv og tolerant overfor andre. Det er dejligt at snakke
med saadan et menneske. Dog tror jeg, det ville være gavnligt, om han havde lidt mere
selvbevidsthed, det maa man have som præst; men det kommer maaske med aarene. Frl. Brecker
har inviteret ham til at komme igen i julen. Hver juleaftensdag samler hun alle mulige mennesker –
gamle og ensomme og syge – saa mange der er plads til (der er sengepladser til 90) og inviterer dem
til at bo der 8 dage, hvor de saa har det som grever og er lykkelige! Hun siger, det er den
taknemmeligste opgave, hun har og de dejligste dage hele aaret rundt, Hun faar masser af breve
bagefter, der viser, hvilken glæde hun har gjort dem. Hans skal saa tale til dem og være med til at
gøre det hyggeligt for dem. Han er meget begejstret for Frl. Brecker. – Til næste efteraar, naar han
har faaet sin eksamen, vil han til Tyskland som præst.
Nu er jeg kommet hjem fra kirke. Det var en ganske glimrende prædiken. Kirken er fuld hver
søndag, folk er meget flittige kirkegængere her; - i Schweiz i det hele taget forresten. Kirkerne er
meget spartansk udstyret uden alter og lys osv., og præsten er helt sortklædt og taler meget nøgternt
og klart. Det er den diametrale modsætning til katolikkernes kirke. Den reformerte kirke synes at
passe bedst til den tysk-schweiziske mentalitet, og dog er ca. halvdelen katolikker. Man sporede
tydelig forskellen i børnenes opdragelse.
Aften. – Jeg har gaaet en lang tur i skoven med en blind professor – et meget interessant menneske.
Han er dr. i kunsthistorie og har skrevet flere kunstfilosofiske bøger i Berlin. Tænk for saadan en
mand at være helt blind nu. Han er tysker og har været i russisk koncentrationslejr 3 aar, hvor han
har gennemgaaet det utroligste. Han siger, at der er intet der mere kan gøre ham noget. Han tør kun
47
bevæge sig med en under armen, og det gaar i snegletempo, men han er forfærdelig morsom at
snakke med, og han taler om former og farver bedre end nogen sund, men – der findes sandelig
forskellige slags mennesker her. En har 11 aar ligget lam i sengen, indtil hun ved at gennemgaa en
stor operation i ryggen igen var i stand til at gaa. Nogle er saa magre og blege, saa man næsten ikke
forstaar, hvordan de holder sig oprejst. – Jeg sidder ved bordet ved siden af en schweizisk kone, der
græder med korte mellemrum. Og nu skal I høre grunden: ”Hun har fem børn, og de har alle
sammen giftet sig, og nu sad hun hjemme og følte sig forladt og ensom – og har tilbragt hver eneste
dag med at græde fra morgen til aften over en mors ulykkelige skæbne, til hendes nerver var helt
ødelagt!” (Godt Karsten er saa lille). – Jeg har fundet den sødeste tjekkiske frue, der har siddet
model for mig i dag. Det blev rigtig daarligt hvad jeg lavede, og hun lovede at sidde igen imorgen
formiddag, ”og hvis det ikke lykkes, sidder jeg igen imorgen eftermiddag,” siger hun. Hun er ikke
syg, men ledsager en veninde, der lider af hjertekrampe, efter at hun har overværet et bombardement, hvor hendes hjem, mand og børn er gaaet til. – Der har været ballade med en evigt
kværulerende og besværlig frøken. Hun skulle flytte til et andet værelse, fordi den blinde skulle
have det værelse han var vant til fra sidste aar, da han ogsaa boede her. Og tænk, det lavede hun
saadan en komedie over, og opførte sig komplet sindssygt ved et middagsmaaltid – raabte og skreg
og beskyldte Frl. Brecker for de sjofleste ting og endte med at sige, at de blinde fik storhedsvanvid,
fordi man gjorde saa meget stads af dem, Men hun fik svar paa tiltale i alles paahør, og hun blev
sendt direkte ned til ”der Pfarrer” for at han skulle berolige hende. Økonomaeleven fortæller, at hun
blev vækket en nat af en anden skør kvinde der pludselig var kommet i tanker om, at hun ville
forære hende 1 frc. Her er næsten lutter kvinder – og hvor de snakker, mest om sig selv og deres
nerver, og det er ikke lige spændende altsammen. Engang imellem maa man fortrække fra haven,
der summer af stemmer som en bikube, men der er jo 100 skønne steder at gaa hen.
Som jeg skrev, var vi i Pestalazzidorf. Hans og jeg laante et par cykler (jeg kunne træde min med
knæene), og mødtes med Heidi Biser og Dora i en landsby, der hedder Traggen, hvor vi spiste vor
medbragte proviant. I et hus for børn fra Elsas fandt jeg en dansk lærerinde, som jeg fik en lang
sludder med, og hun fortalte meget interessant om den kæmpestore børnekoloni. Det er virkelig en
helt lille landsby, der ligger for sig selv mellem nogle høje bakker i nærheden af Traggen. Børnene
bliver opdraget efter strengeste principper. De udfører selv alt arbejdet i huset og haven og
køkkenet. Der er eet stort køkken og der skiftes ”familierne” til at have ”uge”. De bliver undervist
af lærere fra deres eget land og har tysk, gymnastik, tegning og modellering sammen. I sidstnævnte
fag gaar de frem efter nyeste Jallitmønster. Lederen er en meget idealistisk, ung mand, som vi ogsaa
talte med. Han var begejstret og fortalte, hvor vanskelig en opgave det havde været i begyndelsen
med alle disse børn, der løj og stjal og havde glemt at le. Hele historien er 3 aar gammel, og alle
børnene er samlet op mellem ruiner (nøjagtig som vi har set det paa filmen: Et barn eftersøges). Nu
tumler de som andre børn og ser lykkelige ud. Danskeren var glad for at være der, men hun har et
vanvittigt arbejde. Hun skal holde børnenes tøj i sit hus (hvert hus har 16 piger og drenge), vaske
op, stoppe og i det hele taget være som en mor for dem. Hun er i uafbrudt gang fra 6 morgen til 10
aften og faar 50 frc. om maaneden! Ellers hører der et ungt ægtepar til hver familie, og har de selv
børn, maa de ikke gøre forskel paa deres egne og de fremmede. To par havde selv børn, der gik
under samme betingelser. Alle børnene siger Mamma og Pappa. Det elsaske ægtepar maatte rejse,
fordi de ikke kunne holde til arbejdet. Nu søger de efter et andet, men det er jo en krævende opgave.
”Faderen” skal samtidig være lærer. Børnene bliver undervist i hver sit hus. Men tænk, aldrig at
have et rigtigt privatliv! – Jeg kunne vældig godt tænke mig at komme der for en tid (maaske som
gymnastik- og tegnelærerinde, hvem ved?). Desuden er der i ”landsbyen” en psykolog som
”forældrene” kan arbejde sammen med i vanskelige spørgsmaal, som der er mange af – naturligvis.
– Mærkeligt, der findes saa meget, man ikke har nogen anelse om, naar man gaar hjemme i
Gentofte!
48
Nu varer det ikke længe, før jeg kommer og fortæller! – Den 2. september er jeg til afhentning paa
Københavns banegaard. – Vi kørte over Teuffen, hvor vi besøgte Heidis hjem, en lille bondegaard,
derfra til St. Gallen, hvor jeg fik pladsbilletten ordnet, og derfra kunne vi næsten holde frihjul, 25
km hjem til Walzenhausen. Det var den skønneste tur langs Bodensøen et langt stykke i grus og sten
– møjsommeligt fra landsby til landsby paa udturen. – Om aftenen sidder gartnerens Felix model for
mig. Jeg tegner ham paa bagsiden af en stor graa papæske. Frl. Brecker ligner en forynget udgave af
Toras ”Faster Janne”.
Jeg har lige været paa vægten for at se, om jeg har taget paa, og jeg vejer uden sko 114 pund, det er
ikke for meget, men jeg har dog taget 7 pund paa, siden jeg rejste hjemmefra. – Maden her er uhyre
enkel, men god. Vi faar kød en gang om ugen, ellers staar den paa suppe, grøntsager, frugt og brød.
Jeg spiser altid knækbrød, da min mave ikke kan døje det tunge brune hvedebrød. Her er 3
maaltider om dagen. Schweizerne er meget mere nøjsomme end Danskerne hvad mad angaar, hvad
jeg finder er et tiltalende træk. Men jeg længes efter frugtgrød, mælk, tykmælk og smørrebrød, ting
man aldrig faar hernede. Og de giver aldrig en lækker dessert eller kage her. Kjeld ville bestemt
ikke befinde sig godt i ”Sonneblick”, medmindre han havde masser af Taschengeld.
Hils Farmor mange gange. Hvor det gør mig ondt at tænke paa hende! Jeg længes efter at se hende
snart. Tak for frimærkerne. Hvad synes Mor om fotografierne? 1000 kærlige hilsener. Jeres Helle
Er chokolade frigivet hjemme? Og smør?
Mandag: Jeg startede dagen med at gaa paa hovedet ned ad trappen og slaa hul paa begge knæene
ligesom de smaa børn.
KNUDS BREVE SOM MARINESOLDAT 1950
Fra Knud som telegrafist i marinen
Møns Udkigspost 8/3 [1950]
Kære Alle sammen, ja her er jeg så igen - alt står vel til. For at begynde med begyndelsen: Én sidste
lille venlig hilsen fra Mathkasernen i form af verdens mest elendige forbindelse herned (2 timers
ventetid i Kallehave og 1½ i Stege). Nå trods alt nåede vi herned - var vi startet 20 min. før fra
kasernen, var vi kommet 4 timer før herned - så det var en ret god hævn de tog sig for al det vrøvl vi
har forårsaget på deres elendige kaserne. Nok om det, kl. 6 steg vi af rutebilen og fortsatte op på
toppen af klinten pr. lastbil. Alle på Møn kender forholdene heroppe bedre end vi selv og er meget
interesserede i alt. Busbillettøren forklarede os venligt at det ikke var kutume at marinerne betalte
for befordringen - vi ærgrede os over de billetter vi i forvejen havde købt, men som trøst stak han os
en håndfuld billetter til senere brug (top-secret). I øvrigt kan jeg fortælle Jer, at vi lever i et paradis.
To små sommerhuse - hyggelige og i den mest vidunderlige natur jeg nogensinde har set - vældig
flinke fyre - det hele er så vidunderligt som noget kan være.
Vi ligger som sagt helt nede på klinten fjernt fra alle andre (5 km til nærmeste butik - men bussen
kører næsten helt herud). Her er skov og nedenfor den bratte kridtvæg har vi havet - man skal dog et
stykke væk for at bade - men det er jo ikke aktuelt endnu. Vi har en dejlig schäferhund der hedder
”Radar” og desuden en kat (da-di-da = -.- = K). Desværre måtte vi efterlade en mand i Kbvn. da han
skulle udsone 14 dages kvarterarrest (han er lige blevet gift og kunne ikke løsrive sig i mandags fra
hjemmets hygge og kom 5 timer for sent). Men han kommer, når de 14 dage er gået. Vor kok bestod
sin 1. prøve i går og bestod den med glans - væsentlig side af sagen. Ja hvad kan jeg yderligere
berette - vi har 2 dejlige radioer, et værelse i Stege samt 3 daglige aviser - alt leveret af folk og værn
+ 1 månedlig biografbillet. Pengemæssigt set ligger det som følger - vi får 4 kroner om dagen til
49
kost, som går i en fælles pulje og overskuddet fordeles ligeligt ved månedens udgang - varierer fra
20 til 60 kr. pr. mand + 2 kr. om dagen. Vi holder ca. 4 timers vagt om dagen + rengøring, fejning,
afhentning af varer og post. Vi har fri hver anden lørdag-søndag fra fredag middag til mandag
middag - så vi ses jo nok engang - i øvrigt kan jeg kun anbefale excursioner herned - her er virkelig
dejligt. Jeg har netop fejet og vasket gulv i opholdsrummene (som er ligeså hyggelige som var det
ens private stue) - man føler sig som på et vandrehjem - eller måske snarere sit private sommerhus.
Her er ved at blive lavet om på alting og selv skal vi lave mange småreparationer når vi gider. Vi
kan sidde og føre hyggelige samtaler med vores kammerater på Bornholm og Gedser. Jeg har lige
øvelsestelegraferet med København - vi var helt beklemte ved første gang at sende vores toner ud i
den store verden. Nu skal vi spise - flæskesteg - så foreløbig slut.
Knud
PS. Hvad event. skrives om interne forhold må ikke komme videre. Gem brevene, da de skal bruges
som dagbog. Alt tyder på at vi får en helt god sommerferie her. Nu skal jeg ned at ordne radiorummet så slut, slut.
(Bed Helle om Birgers adresse event. må den findes i mit jalousiskab).
Fra Knud
Møns Udkigspost 12/3 [1950]
Ja kære forældre og alle derhjemme - her har I mig så igen. Tak for brev - rart at høre fra Jer.
Klokken er ½1 midnat og jeg sidder i vores lille hyggelige radiorum og nyder freden og varmen vejret er nemlig rædselsfuldt - det stormer og skaber sig udenfor. Her er alt ved at finde en fredelig
og rolig gænge. Jeg har vagten til kl. 4 og mindst hvert kvarter (eller skal vi være ærlige og sige i
praksis hver ½ time) skal jeg op på klinten og indføre mulige skibe i protokollen. Stort set skulle jeg
sidde derude alle 4 timer, men den anden ordning er ligeså effektiv. Vi har en lille udkigspost
deroppe på den yderste klint 105 m over havet - med en pragtfuld udsigt. Den største ulempe er
tanken om de 105 m ned - vi har surret hytten så den kan blive hængende i tilfælde af skred - set
nedefra er der nemlig temmelig hult at se under os, men i øvrigt påtænker vi at få lavet en rationel
løsning af problemet. I denne storm bryder jeg mig ikke om at være der i al fald. I går havde vi den
ventede invasion af en hel rutebil løjtnanter det spændte udmærket af - blot blev jeg nødt til at holde
vagt ude i udkiggeren i hele 2 timer for camouflagens skyld - de var nede at lege med vores
radaranlæg, hvad der i øvrigt voldte dem store kvaler, de fløj mellem hinanden som opskræmte
høns. Selv har jeg lige lært at starte anlægget og har kørt med det 3 timer i dag. Vi har store kvaler
med vores radiosender, den er lidt svag og man har vanskeligt ved at høre os rundt omkring, men
det kan lige slæbe an. Vi øvelsestelegraferer 2 timer hver formiddag og hver time snakker vi
hyggelig med Gedser og Bornholm (tys-tys). Jeg har været ude at se til Sommerspiret og hjem langs
kysten, men jeg var nær aldrig kommet op igen, jeg sank i ler til knæene - du kan tro, jeg så dejlig
ud da jeg kom hjem. A propos komme hjem - så kan I vente mig fredag aften derhjemme og så
drager jeg af igen mandag morgen.
Nå jeg var lige ude at notere et skib (kan hilse fra Bornholm, som jeg lige har snakket med). I
forgårs da vor høje chef skulle kalde Bornholm blev han modtaget med - ”Va fanen kan man nu
ikke få lov at sove, sku’ I nu forstyrre igen” - han tog det helt pænt - det er jo ellers ikke helt efter
reglementet - og så havde vi endda varskoet at vi fik besøg den dag. I går skulle jeg have 4-8 vagten
om morgenen, og I kan tænke Jer min begejstring da jeg vågnede og kl. var nær 7. Det viste sig at
man havde glemt at purre min forgænger og stationen var uden vagt hele natten. Vi forklarede
50
Bornholm og Gedser diverse tekniske uheld - nå der var ikke sket nogen skade af den grund. - Jeg
sidder i øjeblikket og prøver at kalde Gedser - de sover sødt.
Nå så fik jeg blæk igen. Dette bliver lidt springende skrevet - der er ustandselig et eller andet der
skal passes. Godt det samme ellers kunne det blive trist nok. Det stormer sådan udenfor, at jeg
venter før eller senere at vores antenne flader ned. Jeg får 6 dages påskeorlov - som efter mine
beregninger er + lørdag-sønd. vil give 10 dage omtrent - men jeg får den sandsynligvis uden for
helligdagene - hvad der passer mig aldeles udmærket. Forresten - der findes ingen undskyldning for
Mathkasernen - selvom vi ikke var forsinket var vi først kommet frem til samme tid som nu, var
blot ventetiden blevet længere - enten er det sløseri eller også direkte ondskabsfuldhed - jeg hælder
til den sidste antagelse.
Søndag
Vores telefon er Stege 2506, hvis I af en eller anden grund vil ha’ fat i mig. Jeg sov til morgen til kl.
13 og stod op lige til middagsmaden. Vejret er bedre og jeg skal nok snart ud at gå tur med ”Radar”
og fotografiapparatet, som jeg netop efter bedste evne har repareret. Slut. -.-.
Hilsen til alle, gensyn fredag kl. 19
Knud
Fra Knud
Møn 26/3 1950
Kære alle sammen - ja her er jeg igen - 4 kedelige timer skal slås ihjel. Kl. er 4 morgen og jeg har
vagt. Heldigvis er det tåge - hvad det har været konstant de sidste 3 døgn - så jeg stryger
udkiggeren. Der er noget om hvad vor gode ven kvartermester Mathiesen på luftmarinen sagde
(med et lunt smil): ”Der nede på Møn er der altid tåge” - ifølge vore protokoller er der nemlig tæt
tåge ca. halvdelen af tiden. Nå, nok om denne tågesnak.
Kære Mor - tusind tak for dit brev, som jeg fik idag, eller rettere igår - hyggeligt at høre fra Jer
stakkels små civilister. I øvrigt kunne jeg godt ha’ tænkt mig at ha’ været med til det gilde hos C[arl
Gustav] og G[ertrud] det lød imponerende. For at snakke om noget helt andet - så havde vi også
meget fint besøg - nemlig af en samling højere officerer med en kommandørkaptajn Bahnsen - vor
høje chef - i spidsen (i blandt var næstkommanderende fra Mathkasernen - hvem det især var
Mogensen en stor oplevelse at genopfriske bekendtskabet med). (Mogensen var selv kommet dagen
før - det var ham med kvarterarresten). Det forløb over forventning godt. Bahnsen var meget
anerkendende overfor det arbejde vi har udført her og viste sig meget medgørlig - vi havde for
første gang i marinens historie fået lov til at ændre på anlægget på eget initiativ - og der var faktisk
også udført et pænt stykke arbejde. Vi benyttede lejligheden til at kræve ind alt, hvad vi mangler
hernede og fik udvirket, at vi nu får en skrivemaskine - en kryptograf (kodemaskine) og en ny
sender. I øvrigt opdagedes det at Harboe - polyteknikeren der er her nede - og jeg går sammen med
Bahnsens søn på læreranstalten. Af samme grund havde han prøvet at lave en værkstedsordning for
polytter indenfor marinen, men uden held - så han skal nok blive en god hjælp når jeg skal ha’ den
sag endelig ordnet.
Nå jeg var lige ude at starte radaren, men nu kan den passe sig selv indtil jeg ikke gider høre på det
spektakel længere. Udenfor brøler et tågehorn fra fyret ustandseligt - jeg er lige ved at sige - med
Jens Kirk - en lille skagenbo fra radioskolen ”Jæ bett kow do skal nok bli malket vær do kuns
rulig.” Undskyld mit mangelfulde jyske, men sådan lød det for mig. Vores næstkommanderende fra
51
Nykøbing var her også og han åndede lettet op ligesom alle vi andre da de dampede af allesammen
de høje herrer og nød en bajer sammen med os for at fejre det - han er helt all-right. (Jeg opnåede i
øvrigt at få en øl af næstsplejs fra mathkaserne - han steg et par grader).
Nu håber jeg på fint vejr i morgen så vi kan komme ud at trave. For et par dage siden var vi ude at
gå en lang tur på 4 timer op og ned af klinten langt pokker i vold iført træskostøvler. Det viste sig at
være umådeligt praktisk både med hensyn til ler og kridt og dernæst da vi på vejen ned af skrænten
mødte to hugorme - nogle kolossale modbydelige kryb som vi gjorde kort proces imod - de lå og
solede sig i græsset. Så det er ikke mig der ta’r den tur i gummisko mere. Vi har i øvrigt mange små
ting at beskæftige os med, jeg er blandt andet ved at fabrikere et stativ til vores støvler - en af mine
kammerater har polstret vores divan, og vi har ferniseret gulve og pudset vinduer til den store
guldmedalje. Desuden skal jeg til at reparere vores sender, men som sagt håber vi nu på at få en ny
og stærkere.
Nå nu er jeg ikke i stand til at finde på mere at berette, så jeg slutter. Mange hilsener til Jer
allesammen og på gensyn på fredag ved 7 tiden.
Jeres Knud
Nå, jeg tror jeg vil telegrafere lidt til vore kammerater på Bornholm for at holde mig vågen - ellers
benytter vi den trafik at vække hinanden skiftevis hver halve time pr. radio når vi har vagt.
Fra Knud
Møn [påsken 5/4 1950]
Kære forældre - tak for brev, ja formodningen er rigtig. Jeg er virkelig kommet herned til Klinten
igen og alt står vel til her. Her er ellers nok at rive i, nu vi kun er 5 - jeg har fast 0-4 vagten hver
anden dag - så jeg gør næsten nat til dag og omvendt. Til gengæld er der ikke mange soldater, der så
om morgenen (kl. ca. ½11) får serveret the på sengen af chefen (alias Harboe). Ydermere arbejder
vi på vores køkkenhave og reparerer radar (radar med lille r). Den brækkede ned for os - først kunne
antennen ikke stå for stormen for et par uger siden (vindstyrke 10) - nå det var hurtigt repareret,
men hvad værre er, så gik der noget inde i anlægget - vi arbejdede en hel nat på at finde fejlen - fik
den lokaliseret omtrentligt - og nu vandrer det ind til Holmen til reparation, det var i øvrigt meget
pinligt, idet vi netop fik ordre til at holde øje med de amerikanske eftersøgningsmaskiner - samt en
flygtningebåd der prøvede at gå ind til klinten, men som drog videre nordpå, da de så vores
kikkerter. For et par dage siden fik vi orden på vores koder - telegrammet jeg afsendte - som jeg
fortalte var gået lukt i admiral Lundsten - han blev rasende over smøleriet på Holmen - og det
bragte en vældig energiudfoldelse fra Plotholms side - så man kan da sige, at vi har nået et resultat.
Jeg talte i øvrigt med Plotholm - han kom mærkelig nok ikke ind på vores lille skrivelse fra før
påsken. Nok om det.
Finn arriverede her samme dag som jeg - hitsh-hikede med fint resultat (på 5 timer) og blev sat af
ved hotellet. Vejret var ikke det bedste, men han blev søndagen over, og da gik vi en herlig tur til
Liselund - hele vejen langs klintens yderste kant. Mandag drog han af igen om morgenen, men var
nær aldrig kommet hjem igen - det havde været en rædselsfuld tur. I øvrigt er her sket store
forandringer - uvejret har forårsaget store skred - blandt andet er det nu næsten håbløst at komme op
og ned til vandet fra vores grund - der er helt forandret. Det undrer mig blot at hytten står der endnu
- lige i nærheden har der været et kolossalt skred - store blokke ler og kridt med træer og blomster
ligger nede på stranden - vi opholder os aldrig i hytten mere efter dette. I dag havde vi det mest
52
pragtfulde vejr - uhyggeligt vidt udsyn havde man - der er aldrig i stationens historie været noteret
så mange skibe på én dag - vi kunne med det blotte øje se klinterne og fyrtårnet på Rügen.
Kære far nu har jeg læst Hohlenbergs bog og jeg må sige, at jeg synes den er et mesterværk - både i
skildringen, vurderingerne og af den måde han bringer Kierkegaard ind i det store perspektiv. Jeg
glæder mig til at læse Braunsteins bøger, nu går jeg snart i krig med Dostojevskis breve. I øjeblikket
læser jeg ”Begrebet Angest”, men jeg indrømmer at jeg forstår den ikke i helheden, meget går over
mit stakkels ho’de, men så meget desto mere glæder jeg mig over de detalJer som jeg formår at
fatte. Jeg forstår ikke hans definitioner ganske. Når han skriver for at udrede noget filosofisk blir
han så uklar.
Jeg fik brev fra Heidi hvilket var meget kort, men udmærkede sig ved en fantastisk fremgang, hvad
det danske angår. Fik desuden et kort fra Birger - skal hilse Helle. Jeg sidder og sørger over at jeg
glemte min fyldepen hjemme, jeg tror jeg ta’r hjem at hente den på fredag. Jeg er ved at være
udtømt for stof, men klokken er kun tre og det at skrive er den bedste måde at holde mig vågen på,
så jeg filosoferer videre. En lille hilsen til Kjeld - hvis forstørrelsesapparat jeg venter mig meget af.
[om fotofremkaldelse].
Hvor er der dog skønt ud ad klinten - når man står på ”Taleren” og har udsigten udover ”lille klint”
- det er noget af det skønneste jeg har set - og så parken ved ”Liselund” med alle enebærbuskene,
fårene der trasker rundt og alle træernes underlige violette farver mod det grønne - usædvanlig
grønne græs - ja det er noget der ville vække maleren i Helle igen. Nu vil jeg snart ud at ro og se det
hele fra sø-siden - det må være helt eventyrligt.
Her har været mange flygtninge i Klintholm havn - hvilket medførte et uventet besøg af
næstkommanderende - hvad der forårsagede almindelig forvirring - vi var kun 3 mand herude +
Pouls forlovede som boede her et par dage i vores gæsteværelse. Vi var ved at spise til middag, da
han ankom med sin kone for at spise frokost og gå tur på klinten. Han kunne ikke undgå at mærke
hvor uvelkommen han var. - Pigen måtte gemmes og hendes mad skjules - Harboe kaldes hjem fra
påskefrokosten på Hundsøgård - vild forvirring. Heldigvis gik alt godt, og vi var glade da de
forsvandt igen.
I går talte jeg med Nicolaj [Balle Balle han var præst i Keldby på Møn], der blev meget forbavset
over at høre, at jeg var kommet herned, jeg blev inviteret på det kraftigste, men må vente til de
andre kommer hjem - her er temmelig meget at gøre - jeg håber blot på lidt dis i horisonten. Vi
lever ellers godt - jeg er bange for at denne påske [skærtorsdag 6/4] tærer rigeligt på vores
overskud, men det får nu være som det være kan. Radar (stort R) er næsten rørende lydig og
lærenem. Jeg var nede ved rutebilen og den gik stolt med sin pind. Pludselig opdager den en fasan
og så tog fanden ved den. Den kunne med lethed ha’ fanget den, men da jeg kaldte på den, vendte
den straks om - hvor mange hunde havde gjort det. Den og Radise leger så det ser helt livsfarligt ud,
men de morer sig begge herligt. Undertiden bli’r katten dog bange og borer kløerne i Radars snude det må gøre ondt, men Radar tilgiver den højmodigt med det samme og så leger de videre.
Nå nu har jeg snart tjæret 6 sider og klokken nærmer sig hastigt 0400 så nu går jeg og ud og ser
efter skibe for et syns skyld - sludrer med Bornholm og Gedser, hvorefter jeg brutalt purrer den
stakkels Harboe - det bliver et hårdt og langvarigt job, så nu vil jeg slutte og takker for det tålmod I
har udvist ved at læse alt dette.
Mange hilsner fra Jeres Knud
Fra Knud
53
Marineudkigsstationen, d. 7/4 [1950]
Kære mor! Jeg ved ikke om I p.gr.a. helligdage har modtaget tre breve fra mig på samme dag. I så
fald er dette det der kommer sidst i rækken og derfor er det der gælder.
På mandag afgår jeg fra Møn for at drage ud på det uvisse. Jeg skal være telegrafist på Holger
Danske - og så vidt jeg forstår, skal jeg til Middelhavet og muligvis Sydamerika. [….].
Det bliver mærkeligt at forlade dette lille paradis, men det er eventyret der vinker forude. Det er en
mærkelig tanke at her sad jeg og troede, at nu var den hellige grav vel forvaret, og jeg skulle blive
her til jeg skulle hjem. Og så på mandag d. 15 er idyllen forbi. Der vil blive dage, hvor jeg i søsyge
vil forbande min skæbne, jeg gør mig ingen illusioner. Men alligevel - hvornår får man sådan en
chance igen. Togtet er et good-will togt og der er ingen tvivl om at det vil byde på morsomme
episoder. Vi skal ud at vise flaget. [….].
Det bliver en kedelig overgang at komme under kommando igen, men jeg får jo en ret god stilling
om bord, der har ikke tidligere været radiotelegrafist ombord, og jeg får en stilling, der tidligere har
været beklædt med mather, så der er håb om at jeg får ret gode forhold. Man kan jo med en vis ret
sige, at jeg får en indholdsrig soldatertid og fordelingen af tiden har været fin. Arresødal i den
kølige eftersommer, den kolde tid i København og endelig det dejlige forår på Møn, hvor jeg netop
har oplevet at se bøgen springe ud. Der er ingen fare for at jeg skulle blive træt af at være her, men
på den anden side, så har jeg set det der er at se her, så måske vil det være det bedste om jeg rejser
nu.
I dag skal jeg besøge Nicolaj for første - og sidste gang. Det bliver morsomt at se hvordan de bor,
men mærkeligt at det bliver på falderebet at jeg første gang besøger dem.
[…] Jeg befinder mig skiftevis i begravelsesstemning og i begejstring, men det kan ikke nytte at
møde til det med nogen som helst forudfattet mening. Alt må falde som det bedst kan, og jeg vil
prøve at få det bedste ud af det, når det skal være.
Mange hilsener og på gensyn en gang mellem på mandag og 1. september.
Jeres Knud
Hils alle derhjemme og på Ibsensvej. Jeg håber at der også i fremtiden vil vise sig mulighed for at
fortsætte korrespondancen. Selvfølgelig kan meget ændres endnu, men det bliver der ikke nu - hvis
det står til mig. Jeg er født med uro i blodet, Knud.
Fra Knud
Møens marineudkig, d. 27/4 1950.
Kære alle sammen, her er jeg igen. Alt står vel til. [… ]. Mor - jeg skal hilse dig fra Harboe, han
husker ikke dig så godt som du ham. Han blev hjemsendt for to dage siden - stor sorg - og
afskedsgilde, samtidig kom vores nye chef - en nybagt civilingeniør - Skov hedder han og er en
flink fyr. Harboe opnåede omsider at få en plads på en fabrik i nærheden af Dijon i Frankrig, jeg
håber at kunne nyde godt af hans erfaringer senere på det område, vi hører jo nok fra ham når han er
nået frem.
Næstkommanderende var her ude at indsætte den nye mand i hans høje embede - vi stod for første
gang i stationens historie i geled, mens han improviserede en smuk tale om Harboe og stationens
stolte traditioner - meget rørende. De fleste af besætningen er i aften til en eller anden amatørrevue uha - så vi har haft en umådelig fornøjelig og hyggelig aften vi resterende + en tekniker fra Holmen.
54
Vi drak kaffe og spillede billard om det dermed forbundne arbejde - jeg kom til at vaske op efter
vores budding.
[…].
Hilsen til Jer alle og til dem på Ibsensvej - ud at kigge - ikke stjerner, men skibe.
[…].
Ja - nu er det lørdag og jeg har ikke fået dette sendt af endnu så det sker først til morgen. Jeg har
nattevagt igen - klokken er ½4. Der er ikke meget nyt at berette. De andre som ikke var fri sidst er
rejst, så her er fredeligt - vi har for første gang spillet bridge i aftes. Vores nye chef er jo
polytekniker - så han har prøvet det før. Jeg har lige læst Raskolnikof færdig. Jeg synes den er
betydelig mere naiv end brevene, jeg er ikke tilhænger af disse alt for handlingsmættede bøger, og
oversættelsen var ikke god, men på baggrund af biografien og brevene forstår man den, og synes
alligevel om den. Har I læst Kælderdybet? […]
Fra Knud
Møens marineudkig, d. 3/5 1950
Kære alle sammen, endnu en nattevagt skal slås ihjel. […].
Jeg kan trøste dig med at også jeg har henlagt Begrebet Angest da jeg ikke forstår den endnu. Der
forekommer så mange ord og begreber, som jeg ikke er fortrolig med. Jeg vil holde mig til de af
værkerne, der ikke er alt for filosofiske - Gentagelsen fx.
Derimod læser jeg nu Verner von Heidenstams erindringer. De synes ganske fornøjeligt skrevet og
beskriver et miljø, der nu er forsvundet, nemlig den gamle svenske adel i al dens gru. [… ].
Det vil være helt sjovt hvis I kom herned på en lille tur, jeg ta’r selvfølgelig fri den dag. Var det i
øvrigt ikke noget med et påfølgende 8 dages ophold på Hunosøgård? Det kunne der vel nok blive
råd til.
Nå nu kan det ikke blive til mere for denne gang, jeg skal også skrive til Heidi, så slut herfra. Jeres
Knud
Hilsen fra Erika [den ny skrivemaskine], Radar og Radise.
[…].
Her er jeg igen. Årsagen til at jeg skriver er at der er sket noget beklageligt. Næstkommanderende
ringede og sagde at på grund af personalemangel skulle vi afgive to telegrafister til skibene. Nå vi
blev selvfølgelig meget kede af det foretagende og ringede til Holmen for at spørge Roedholm om,
hvad meningen var. Roedholm traf vi ikke, men derimod vores gode radiomester - han beklagede
det også, men der var ikke noget at gøre. De manglede telegrafister til de to fregatter - Holger
Danske og Niels Ebbesen. I øvrigt ikke det værste - eftersom den ene skal til New York og den
anden til Grønland. Alligevel var der ikke nogen af os der frivilligt forlader Møn. Vi kan ikke
undvære det mere. […].
Fra Knud
Niels Ebbesen d. 21/5 1950. Et sted nord. for Hundested
55
Kære allesammen, ja det forløb jo lidt anderledes end jeg havde regnet med - om lørdagen kl. 14
satte vi ud og gik op gennem sundet og landede her ved Hundested. Det hele er forløbet uden større
sindsoprivende hændelser - det har nærmest været kedeligt.
Lidt om forholdende om bord. Indkvarteringen er rædselsfuld - det kniber stærkt med pladsen og
køjerne hænger så tæt at det er vanskeligt at komme i dem. Dog havde det blot været problemet men nej sagen er den, at man ikke en gang har kunnet afse plads til at hænge en køje op til mig men derimod ligger jeg på kistebænken, ovenpå de andres skabe - således at det bliver umuligt at
komme til deres tøj uden at jeg skal purres først.
Nå jeg var lige oppe at få mig en lille lur, jeg fik ikke sovet ret meget i nat, da jeg havde 4-8 vagt og
vi bliver purret kl.6.
Vi har ligget stille hele dagen - og jeg har fri. Der er landlov og vi kan blive sat i land fra en
motorbåd, men jeg har ikke haft lyst - hvad, skal man i Hundested - og dertil var jeg som sagt så
søvnig.
Rent materielt lever vi som blommen i et æg - her er rigeligt at spise og maden er udmærket. Vi
lever nærmest i overflod, hvad angår margarine, pålæg og lignende. Det værste er at man intet har at
foretage sig.
Der er mønstringer i overflod også - det er ustandseligt, men jeg har dannet præcedens for at jeg
ikke deltager i nogen af dem. På den måde bliver hele mit arbejde vagt i 8 timer i døgnet, en lille
smule rengøring og ellers intet. På den måde er jeg en af dem der har det bedst om bord. Men jeg
savner noget at bruge al den øvrige tid til. Jeg kom så pludseligt af sted at jeg intet har fået forberedt
i den retning. Nu skal vi ind i Isefjord og ligge stille i nogen tid, for at rapperne skal i land og have
nogle skydninger og så bliver der rigelig tid til at forsyne sig med lekture og lignende.
Det hele er så nyt - det kan udvikle sig - endnu føler jeg mig i dette hav af mennesker som forladt på
en øde ø. Jeg har endnu ikke truffet et eneste menneske at snakke med. På Møn var vi så mange
med fælles interesser - men her er det en stor kedsommelighed. Det bliver måske anderledes med
tiden - de er flinke at have med at gøre, men så forskellige fra dem jeg ellers har omgåedes.
Jeg tror jeg har det som en fisk, der er blevet trukket op af vandet. Det er en overgang, når man er
vant til friheden på Møn.
På den anden side så er der ikke andet for end at man tar det som det kommer - jeg har det alligevel
betydelig mere frit end næsten alle de andre her ombord. Den første nat blev jeg purret kl. 12
pludselig af en der sagde at jeg skulle på vagt på dækket. Heldigvis kom i det samme
radiounderkvartermesteren og fik dem gjort forståelig at det kunne der ikke være tale om. Så nu er
de blevet vænnet af med den spøg.
Radarfolkene her må ellers finde sig i at deltage i den almindelige vagt, så det et stort held at jeg fik
ordnet den lille paragraf allerede med det samme - det eneste er nu at det gælder om ikke at drive
om nogensinde, så de får det indtryk at man ikke har noget at gøre. Når jeg har haft nattevagt har
jeg kun 4 timers arbejde om dagen, og så gælder det om at passe på. Det er allerede store ting hvad
jeg har opnået i retning af frihed. Når vi er i havn har jeg fri hveranden dag, medmindre det er en
havn, hvor vi kan få telefon ombord, så har jeg slet ingen ting at gøre uden at stille ure, og kan så gå
det meste af dagen.
Endnu har jeg ikke fået lov til at røre en morsenøgle, men i fremtiden skal jeg passe min trediedel af
vagten og tage alt hvad der kommer i den tid.
56
Der findes ingen ordentlige opholdsstuer på skibet, men der har jeg den fordel at jeg altid har
radiorummet til rådighed. Her er ro og nogenlunde behagelige stole - og en dejlig skrivemaskine,
som jeg betragter som min egen - så længe jeg er her ombord.
Så vidt jeg forstår så får jeg pinseferie på onsdag, men hvor vi befinder os aner jeg ikke, men jeg
tror det bliver i Isefjorden - hvis så kommer jeg nok. Så skal jeg møde igen i Ålborg, men det tør jeg
ikke sige noget bestemt om på nærværende tidspunkt.
Nå jeg har ikke mere for denne gang - jeg slutter. Hilsen til Jer alle - og til alle på Ibsensvej.
Knud
Fra Knud
Kongsøre d. 22/5 1950
Kære allesammen, her er jeg igen. Jeg har ikke andet at foretage mig end at skrive et par ord, selv
om der ikke er hændt så forfærdeligt meget.
I dag er vi ankommet til Kongsøre i Isefjorden, hvor vi skal ligge stille indtil på fredag om alt går
efter programmet. Vi har lukket stationen og har næsten intet at bestille. Det er jeg ikke så ked af,
da jeg ellers skulle have haft vagt i nat fra 4 til 8. Nu slipper jeg med at blive oppe til kl. eet. Jeg
begynder at se lidt lysere på tilværelsen igen. Det er et ret kedeligt job, men jeg har det bedre end
nogen anden ombord faktisk. Jeg er kommet med som erstatning for en math og nyder derfor de
samme fordele ombord, som en sådan. Det betyder fx at jeg ikke deltager i opvask, mønstringer
ruller og lignende. Det eneste jeg er med i er bjærgningsrullen, hvor bådene skal i vandet. Vi holdt
generalprøve i dag. Jeg fik en af årene og vi roede en gang rundt om skibet, og hissede så båden
ombord igen, det var ikke så galt - men det forårsagede at jeg måtte forsage mine mange andre
småpligter, og derfor bliver jeg måske også fritaget for det. Nu mangler jeg blot lekture, men der
ikke andet for end at jeg går i land i morgen og tar turen til Nykøbing for at skaffe mig sådan. Når
det er sket kan jeg friste en helt menneskelig tilværelse - trods alt. Jeg misunder ikke de andre - de
evindelige mønstringer må være nok til at tage modet fra de bedste.
Jeg har efterhånden fået de andre til at respektere min nattesøvn og tage, hvad de skal have i deres
skabe, inden jeg går til køjs. Jeg kan godt se at det er noget skidt også for dem, men vi kommer godt
ud af det med hinanden og kan enes om det.
Jeg har et job, der volder flere kvaler end mange andre nemlig det at sørge for musik om bord
gennem koncertanlægget - det kan godt volde besvær at stille alle tilfreds, men selv kan jeg
heldigvis høre, hvad der passer mig på stationen. Jeg skal i morgen aften ind til land og lyse med
projektør til ære for rappernes kanonskydning - det er derfor at vi overhovedet er her. Det må man
jo finde sig i - og så gå om eftermiddagen i stedet for - det håber jeg kan lade sig gøre. Jeg har ikke
mere at berette, jeg minder blot om at min adresse er - Fregatten Niels Ebbesen, Købmagergades
Postkontor I
Hilsen til Jer alle. Det bliver vist for sent at få dette afsted i dag, men så i morgen skal det ske.
Endnu en hilsen Knud
Fra Knud
“ Niels Ebbesen “ d. 25/5 1950. Kongsøre.
57
Kære mor, tak for dit brev, som nåede mig her i Kongsøre. Det har således været ret hurtigt om at
nå mig - i hvert fald fortælles det at der ofte går 14 dage eller mere for et brev at nå skibet. Ja jeg
spejdede også lørdag og søndag - men det var ud over sundet. Du behøver ikke at være så bekymret
for mine forsyninger af forskellig art - vi kommer tilbage til København mindst en gang inden vi
forsvinder. Første gang om ca. 14 dage. I morgen stikker vi til Ålborg. Lommetørklæder har jeg et
par af. Så jeg behøver ikke at lade indholdet der skulle gå i dem - eller py’en, jeg ved ikke rigtig
hvad du mente - gå uden bords.
Tak for notitsen også. Det stemmer ganske godt med hvad jeg selv har opsnuset, blot kender jeg
ikke noget til Bornholm. Næ du har ret - jeg er virkelig solgt til stanglakrids, men nu prøver jeg at få
det bedste ud af det.
Hils Karsten og sig ham at om tre måneder skal han få både sin broder og en plade chokolade.
Hvad, angår pinseorlov ved jeg intet, og så længe vi er hængt sådan op som vi er i øjeblikket, så vil
jeg ikke engang spørge derom, men jeg får den nok i Ålborg - om jeg så kommer hjem afhænger af
hvor lang tid jeg får - og af hvor jeg så skal støde til skibet bagefter.
Det bliver ganske interessant for Jer at møde familien Sahmel [Helles veninde Johna Sahmel] igen og at få en forklaring på deres lange tavshed.
Jeg synes at Helle har fået fat i den helt rigtige ende, hvis hun kan få et af de job, som hun har
krogen ude efter nu. Det vil være langt den bedste løsning for hende og noget hun kan have langt
mere glæde af end både kontor og af at sætte sig på skolebænken igen selv.
Det er rart at høre også at det går bedre med [Knud] Lollesgårds og at det udviklede sig på en så
gunstig måde.
Jeg takker den barmhjertige samaritan der tog sig af mit brev til Møn - jeg var bekymret for, hvor
jeg havde smidt det, men i går fik jeg brev dernede fra med tak for det, så jeg var klar over at det
havde fundet vej på den ene eller anden måde.
Jeg har haft ret travlt i de sidste dage. Vi er her som jeg vist har skrevet for at eleverne kan holde
skydeøvelser i land. Vi ligger i marinens egen havn ud for torpedoindskydningsstationen - den der
før lå i Bramsnæsvig. Det er jo ikke så. langt fra sommerhuset, men jeg havde nu ikke fået lejlighed
til at tage derhen selvom Kjeld havde været der. For som sagt har vi skydeøvelser både dag og nat.
Og det er mit job at holde radioforbindelse om dagen mellem en MS-båd, der trækker et slæbemål,
og land.
Det er et ret fredeligt arbejde, der ikke volder stor anstrengelse, men det kan godt være både koldt
og trist at ligge på dækket af sådan et skib i fire til fem timer ad gangen. Men det frisker altid op at
få en lille sejltur i fjorden.
Nu kom en løjtnant ag beklagede sig over at jeg har glemt at transmittere pressen ud på banjerne og
messerne - det er knusende så mange små ekstrajob, man pålægger mig - jeg har en vis tendens til at
glemme halvdelen af dem.
Nå der er jo heller ikke nogen grund til at forkæle dem - så finder de blot på så meget desto mere.
Om natten har jeg så den store fornøjelse at passe projektøren, der skal belyse målene. Det er en
videnskab for sig - men det har jeg heldigvis fået læsset over på elektrikerne - de synes det er
interessant.
I øjeblikket har jeg ikke noget særligt mere - så jeg slutter, hilsen til Jer alle fra Jeres allesammens
havmand Knud
58
Fra Knud
Århusbugten Niels Ebbesen “ d. 30/5 1950
Kære mor, tak for dit brev. Jeg befandt mig ganske rigtigt i Ålborg, hvor vi var i pinsen. Vi havde et
kedeligt vejr og selv om jeg havde fri de to dage brød jeg mig ikke om at gå nogen steder. Jeg var
lige i en boghandel og har forsynet mig rigeligt med lekture, så nu er den sorg ude af verden. Så var
jeg ude at gå en lang tur i omegnen. Jeg mødte en af mine venner fra radioskolen ombord på Freja,
der lå et andet sted i havnen. Desuden traf jeg kokken fra Møn. Han var på pinseorlov - de tog sig ti
dage hver. Han medbragte glemte sager og et par breve, der var kommet derned for sent til at nå.
mig. Ellers oplevede jeg ikke stort i den by. Man kender jo ikke en sjæl der.
I morges sejlede vi afsted igen og i vindstyrke 8 kom vi til Århusbugten, hvor vi skal ligge den
næste uge. Der skal være artilleriskydninger. Det var en hård tur, men jeg var glad over at
konstatere at jeg stod imod uden at gøre brug af dine vidunderpiller. Det er ellers noget af det
værste, man kan komme ud for normalt i de danske farvande.
De flest var syge som alliker. Jeg måtte holde mig til bordet for ikke at stolen skulle vælte med mig.
Det er meget sjovt at prøve det - når man kan tåle det. Nu stormer det slet så meget og vi 1igger i læ
i bugten, der er håb om en rolig nat. Jeg har i øjeblikket vagt til klokken 24. Det er rart at man også
her kan benytte sine vagter til noget nyttigt.
Jeg har iøvrigt den fornøjelse at kunne sende Jer vores sejlliste for den nærmeste tid. For tiden indtil
Grønland er den i hvertfald autentisk - derefter bygger den på mere eller mindre faste rygter. Men
forhåbentlig vil jeg få den mere udførligt også for den sidste del af turen inden så længe. Der er
ellers nok at gøre - der er ustandseligt noget der brækker ned - så en antenne så. en modtager og
sidst højtaleranlægget, som jeg har benyttet aftenen til at prøve at få til at makke ret.
Næste lørdag-søndag skal vi ligge i Århus - men sig ikke noget til familien for jeg får kun en dag fri
- og skal så besøge PH, der også er hjemme på pinseorlov. Men jeg håber dog at jeg får tid, til at se
til Dillerne [Bodil og Dres Bang] også. Men jeg har så meget at snakke med PH om, at jeg hellere
vil besøge ham først. Underkvarteren er syg, så jeg han haft vagt det meste af dagen - men det gør
ikke så meget. Radiorummet er mit eneste tilflugtssted her ombord - her er det i det mindste muligt
at føre en smule privatliv.
Der skal kun 15 øre på brevene til mig over postkontoret.
Det er rart for far at få en smule ferie, skal I ikke ud på en lille tur nu I har chancen?
Nå jeg har ikke mere i godteposen - så slut. Mange hilsener til Jer alle - og familien på Ibsensvej.
Knud
Fra Knud
Århusbugten, Niels Ebbesen d. 2/6 1950
Kære forældre, kære søster og brødre,
tak allesammen for brevet i dag. Det er dejligt at høre fra Jer. I de eneste trofaste. Jeg sender en
masse breve ud, men jeg synes at det går noget sløjere den anden vej. Jeg sendte en epistel i forgårs,
hvor jeg lovede at sende sejlplanen - og så glemte jeg at putte den i konvolutten - men her er den så
- forhåbentlig. Tak også for chokoladen - hils Karsten og sig ham, at han ikke skal blive glemt.
59
Angående grønlandske frimærker vil jeg blot bemærke at vi sikkert ses mange gange inden jeg
kommer så vidt at jeg behøver at begynde at tænke derpå.. Vi lægger ind til Århus i aften og jeg
glæder mig til at snakke med PH. I dag fredag vil jeg muligvis opsøge Dillerne, hvis jeg kan få fri i
aften.
Ja far det glædede mig også at se et par ord fra din hånd. Jeg ser næsten ikke en avis, så jeg har ikke
været særlig godt underrettet om nogetsomhelst, men tilfældigvis havde jeg set at rigsdagen var slut
- og glædede mig på dine og familiens vegne. Kjeld må hellere rejse på den “gammeldags maner” jeg har aldrig brugt 1000 kr. til at rejse for og har moret mig ganske udmærket endda. Her er
begyndt at ske noget på stationen - jeg har både modtaget og sendt mine første tegrammer - i
begyndelsen med angst og bævelse, men nu går det helt godt. Stormen gjorde at vi måtte ligge et
helt døgn stille og vente her, da MS-bådene der skulle deltage i vores øvelser ikke kunne nå frem.
Tak for Jeres omsorg for mit helbred under samme. Jeg klarede mig over forventning, til min
overraskelse. God fornøjelse på Møn. Hils alle I ser dernede - jeg kender snart dem alle sammen.
Karsten må hilse alle sine fisk - der må snart være nogle stykker - jeg glæder mig til at se ham.
Kære Helle, her er alt stille, klokken er 6 og jeg har netop set solen stå op. Himlen er skyfri - og alt
tyder på at det skal blive en herlig dag. Men ak - hvor ofte er man ikke blevet bedraget af de lyse
udsigter.
Solens smilende øje titter ned til mig gennem et lillebitte koøje - og i det fjerne ser jeg Århus, og
kysten der tegner sig som en streg i horisonten. Det skal blive rart at have fast jord under fødderne
igen for en kort tid.
Du må låne mine plader så meget du lyster - så længe du bevarer dem indenfor mine egne fire
vægge. Endnu har jeg kunnet holde mig på skabet - og skibet det bliver værre når vi nærmer os
Grønland.
Hils dr. Levi - send ham ud at sejle - det skal nok hjælpe på humøret. Her er masser af marinere der
gerne vil prøve at kvikke Dora lidt op - var det ikke et forsøg værd. Få endelig maskinen i orden,
jeg skal være villig til at læse din håndskrift næste gang.
Jeg slutter - Mange hilsener til Jer alle.
Knud
Fra Knud
Niels Ebbesen Århus d. 5/6 1950.
Kære forældre, i dag er det grundlovsdag, Jeres bryllupsdag og min sidste dag i Århus. Tillykke
(med punkt to ).
Tak for dit sidste brev, som jeg fik i forgårs. Alt står godt til i skibet, og jeg har haft et par gode
dage her i byen. Fredag var jeg en tur hos Dillerne og boede der om natten, hvor bor de dog dejligt.
Jeg var også stærkt imponeret af alt det, som Dres havde frembragt - det var meget hyggeligt og de
tog meget venligt imod mig. Det er vel nok en fordel at have et tilflugtssted, hvor man kommer
frem. Når jeg tænker på hvor kedeligt der var i Ålborg. Det har været en knusende varme uniformen kæber til kroppen. Det er af H til at man ikke kan smide den en gang imellem.
Lørdag havde jeg vagt og måtte pænt blive ombord - det morede mig ikke, jeg var ved at gå til af
hede. Jeg endte på stationen med blæseren i gang - det er den eneste måde man kan holde det ud på.
Men det er jo en skam for det fine vejr der kunne benyttes til meget andet og bedre.
60
Gerne sad jeg nede på Møn igen.
Ja à propos Møn - så besøgte jeg PH i går det var en vældig hyggelig og fornøjelig aften jeg
tilbragte der. Jeg startede om morgenen hos Bodil og Dres - der var besøg af hans forældre og
familien Bjerre. Jeg var der til frokost og blev der til om eftermiddagen hvorefter at jeg tog til
Risskov til PH og var der til langt ud på natten. Jeg nød at være blandt mennesker man kan tale med
og som man føler sig åndelig beslægtet med. Det er det mest trivielle her ombord at leve sammen
med lutter folk uden de fjerneste interesser - ud over beværtninger, slagsmål, øl og ludere. Det lyder
hårdt, men det er desværre sandt for de flestes vedkommende. Min math kom i går hjem fra verdens
bedste slagsmål - han var blevet smidt ud af en beverding og lignede en sæk kartofler i ansigtet - og
så var han rævestolt. Det er kedeligt, når man tænker på hvor heldig jeg har været de andre steder
jeg har været - og det er faktisk det eneste jeg med rette kan beklage mig over her ombord - men
desværre også næsten det væsentligste. I dag har vi valgt vores tillidsmand - og selvfølgelig valgtes
til at repræsenter os værnepligtige den værste rod vi har ombord - jeg tror at jeg er bedre tjent med
at varetage mine interesser selv fremfor at gå til ham med dem. Jeg har fundet ud af at jeg vil alliere
mig med maskinkonstablerne - der er flere flinke fyre iblandt, men dem har jeg ellers ikke noget at
gøre med, de har deres arbejde i den anden side af skibet og sover også i den modsatte ende, men
som de eneste konstabler ombord har vi fælles interesser overfor de højere magter.
PH var her i formiddags for at hilse på mig og se skibet. Han var nedtrykt fordi han lige havde fået
besked om at chefen i Nykøbing ville komme i morgen til Møn og ville se dem alle og derfor måtte
han afbryde sin ferie - som han jo havde fået forlænget ved egen hjælp - og måtte styrte tilbage over
hals og hoved. Det var jo en streg i regningen.
I aften sejler vi til Isefjord og skal ligge der den næste uge. Jeg kunne godt tænke mig at blive en tid
endnu i Århus.
Det er heldigt at det er den 10. og 11. at jeg er i København og ikke samtidig med at I er på Møn,
det er kun en dag om at gøre - så ville det jo have været fuldkomment.
Nå jeg kan ikke vride min stakkels hjerne for mere - så jeg slutter Jeg skal hilse så mange gange fra
Hestehavegårdens beboere [Bodils]. Mange hilsener til Jer alle fra Knud
Fra mor i Gentofte
Torsdag [13/6 1950]
Kære far og Karsten! Så sidder jeg på Udsigten, havde en god rejse, og konstaterede fra rutebilen, at
vor ven ”Doklerrovsky” havde fået trukket sin møgbunke ind bag grøften, så nu kan han med rette
slå beskidte københavnerbørn ihjel. [Han havde slået mig, så jeg knækkede en tand, da jeg var ved
at trække en pind ud af hans kvasbunke ved vejen].
Blev modtaget med middagsmad, og traf Adda og Vivi på stationen på vej til Kbh., så der var kun et
minut.
Knud har været herhjemme en time, han kom i havn i går, og havde været her hele eftermiddagen
og i nat, han og Heidi havde snakket til kl. 2. I aften går skuden til Vejle, han er dygtig ked af
tilværelsen, men har endnu ikke opgivet håbet om Grønland. Der er gået et brev tabt, det der
handlede om Odense, han var ved Trysses dør, men der var ingen hjemme, og han havde ikke noget
at skrive med, så de ved ikke noget om det.
Haven har Jensen[?] været igennem, så der ikke findes eet stk. ukrudt, den har aldrig været så fin
nogensinde, og mine potteplanter florerer. Her er så yndigt. De to piger [Helle og Heidi] kommer
61
altså med mig Lørdag og bliver til Mandag, deres tog går Onsdag aften, vi skal i morgen se at få
sovevognsbillet til dem. I morgen aften skal Helle til Sparre[?] og Heidi til en Schweizer herude i
Ballerup og jeg på Ibsensvej. Hvor bliver her meget frugt, særlig pærer. Du skulle se stokroserne.
Helle har ikke hørt fra Politiken endnu. Knud håber på tre dage hos os i Kahytten ca. d. 23, men der
er jo intet sikkert i denne verden.
Heidi har foræret Helle en dejlig badedragt, og havde kaffebønner og hugget sukker og en plade
chokolade til mig og Karsten.
Og så noget for Karsten. Helle har købt noget fint sand til fiskene i en fiskeforretning og nyt grønt,
der er død en fisk, men de andre er spillevende, og nu er der friskt og fint hos dem. Mis er sød og
kælen, og jeg tror den er holdt helt op med at vokse, den er så køn, jeg skal sige miav fra den.
Mange hilsener begge to
Jeres Mor
Fra Knud
”Niels Ebbesen” Århusbugten d. 16/6 1950.
Kære mor, Tak for dit brev, som jeg fik i går. Det var morsomt at høre Jeres oplevelser fra Møn. Vil
I ikke indrømme mig at der er virkelig dejligt dernede. Ja det er noget andet end livet her ombord.
Det var blot en skam at I ikke mødte PH og Holger. Det var rart at høre at de tog så godt imod Jer
og at I fik lov at se hele bedriften med vores husdyr - blev I ikke forelsket i Radar?
Jo jeg var virkelig oppe at se Hamlet. Det var iøvrigt et kapitel for sig selv. Vi var ude at sejle hele
dagen og kom tilbage til Langelinie kl 5. Jeg var hurtig som død og djævel og var klar til at gå i
land straks efter, men så viste der sig en uventet forhindring - jeg kunne ikke få lov til at forlade
skibet før kl. ½ 6 og toget gik 17.29, så det kunne ikke nås. Det kunne ikke nytte at forklare dem
hvorfor jeg ville afsted før - jeg skulle jo have rejsetilladelse for at kunne tage til Helsingør og den
skulle søges en uge i forvejen og det havde jeg ikke fået gjort. Nå jeg gik så hurtigt det lod sig gøre
og gik op på Østerport og ringede til Finn - idet jeg håbede at få ham med - med samt en bil, men
han var ikke hjemme og havde iøvrigt været der i forvejen. Kl. 6 tog jeg så toget til Klampenborg
og der mødte jeg en Amerikaner, der var kommet for sent til toget og også og skulle derop, og
sammen gik vi ud på landevejen og fik med det samme en vogn, der kørte os derop som et forsinket
lyn. Det var en læge - og det viste sig at være en gammel skolekammerat af Niels [Thorborg] Kerteminde - han var vældig flink og var på vej derop selv til Hamlet.
Kl. 5 minutter før 7 var vi på Kronborg og jeg fik en udmærket billet.
Ja så blev Redgrave syg og jeg troede at det hele var spildt, men heldigvis blev han i stand til at
fortsætte - og spillede blændende. Det var i en helt anden klasse end det amerikanske sidste år. Det
var virkelig en oplevelse, som jeg ikke fortryder. Om aftenen kørte lægen mig tilbage og satte mig
af ved Hellerup station. Jeg var på skibet lidt over 12.
Ellers har jeg ikke oplevet større. De har buldret og braget med deres kanoner hele dagen og skudt
til måls efter en sæk, der var på slæb efter en flyvemaskine. I morgen - eller rettere i aften går vi ind
til Randers, hvor vi bliver til mandag. Så får man set den med. Der skal være fest i byen siges der jeg ved ikke hvor meget det bliver til.
Mange tak for frimærkerne - jeg brugte netop det sidste af den sidste sending i går, så de kom
ualmindelig belejligt.
62
[…] Jeg glæder mig til at se den film med Radar på - det var en god ide at forevige den.
Det lader jo til at det går Kjeld godt [med studentereksamen] ønsk ham tillykke - og gid heldet
fortsat vil følge ham.
Nu jeg har ikke mere i godteposen for denne gang - så jeg slutter
hilsen til Jer alle
Knud
Fra Knud
”Niels Ebbesen“ Århusbugten d. 20/6 1950.
Kære allesammen, Tak for brev, som jeg har modtaget i dag. Det er en mærkelig fornemmelse at
sidde her og høre om Jer der nu skal til at holde sommerferie - det ligger mig så fjernt - det er for
mig sådan at jeg egentlig ikke tænker på, om det er sommer eller vinter, det hele ville ikke se
anderledes ud af den grund. Man er ligesom sat uden for det hele. Der er nok at gøre og jeg sidder
indendørs hele tiden og når jeg har fri, så sover jeg - så som I ser, er det en indholdsrig tilværelse
jeg fører - men det er dog langt fra at jeg vil beklage mig - det er altid sådan at når vi ligger stille det er jeg ikke nogen tilhænger af.
Ja jeg indrømmer at det var frækt at tage til Helsingør, men det var mest min stædighed der fik mig
til at til at tage afsted, jeg var opsat derpå og da de så nægter mig lov til at gå i land i tide, men jeg
mente at hvis jeg ville til Helsingør, så skulle deres smålighed ikke holde mig tilbage. Jeg syntes at
det hele var pragtfuldt sat op og fremragende spillet og ikke mindst Ofelia - det var noget andet end
den amerikanske udgaves. […]
Ja det var jo et flot resultat Kjeld opnåede - meget imponerende. Det var godt at alle hans
anstrengelser kronedes med så meget held. Har Karsten været oppe til examen også? Det bliver
morsomt at høre nærmere om.
Ja nu drager I til Vig - jeg skriver dette så for sidste gang til Gentofte - så er herligheden med den
billige posttakst forbi i parentes bemærket - og jeg håber at det når Jer der. Nå så Kjeld tager op til
Vig også og har droppet sejlturen til Sønderborg - ja han kan jo være heldig, men det er ikke det
letteste - mon ikke han bedst tog til Kalundborg og sejlede til Århus?
Jeg glæder mig meget til at se fars film - ikke mindst afsnittet Møn - det er dejligt at have lidt af det
foreviget.
Det bliver helt rart at se dig når jeg kommer til København igen - mine planer for den tid vil jeg
ikke komme nærmere ind på før jeg kender mere til det hele. Iøvrigt er det noget rigtigt skidt mathen har fået kvarterarrest for at komme for sent - og det resulterer i at han ikke må deltage i
vagtbytning og dette ødelægger mit besøg i Svendborg - så har jeg kun een dag til kvart i syv næste
morgen fri - ellers havde jeg regnet med at jeg kunne få en hel lørdag-søndag men nu må jeg se at få
det bedste ud af det.
Jeg tror at Kjeld skal prøve at komme ind som maskiningeniør - det er der mest rift om i øjeblikket og derfor kan springe lettere derfra end fra de andre retninger, hvis han ombestemmer sig.
Hils Dillerne når I ser dem.
Ja vi havde det rart i Randers - man udbetalte os bonner på 2 ½ krone hver gang vi gik i land, og
som vi kunne anvende overalt i byen - det var en gestus.
63
Det er morsomt at sejle op ad Randers fjord - landskabet er helt hollandsk. Nå jeg får travlt igen - vi
har skydninger i nat og jeg skal passe stationen alene - derfor slutter jeg foreløbig, hilsen Knud.
Jeg har for øvrigt lige læst Helles lille bog - og syntes vældig godt om den - jeg får blod på tanden –
og længes efter at vi stævner mod Grønland. […].
Fra mor i Kahytten
27/6 1950
Kære Johs og Helle! Lige et par ord for at melde, at studenten [Kjeld] er kommet godt herop. Han
havde taget toget til Holte og der straks fået en bil, som afløstes af en motorcykel med lad, - han sad
på det, og til sidst nok en bil, der flot kørte ham op foran døren her, han måtte dog tilbringe 1½ time
i Rørvig, da hans chauffør havde ærinde der, han var her ¼ i syv, lige som jeg i radioen havde hørt
at USA var indtrådt i krigen på Korea, tror I, det forpurrer Knuds grønlandsrejse? Det lyder
hyggeligt alt sammen, de forbandede kommunister. Men for at komme tilbage til Kjeld, så nød han
madpakken, han havde med, her, jeg fik ikke oplyst, hvorfor han havde været på frivillig sultekur
hele dagen, for ½ time efter arriverede Eggert [Oppermann] og bortførte ham, så bortset fra natten
tilbringer han sikkert mere tid der end her.
Vi har haft dejligt vejr de to sidste dage, så vi har badet, der var herligt på stranden, vi har vores
gryde i fred og ro, og skiltet var kun sandet til, men vandet er koldt, det er også meget koldt om
aftenen, så man føler ikke trang til at movere sig ude efter solens nedgang. Børneflokken [foruden
mig Sven & Søs Tovborg Jensen] enes for det meste godt, men jeg vil godt sige, at jeg er træt af
dem og særlig deres konversation, når vi når aften, men så står man jo på med friske knægte efter en
nats søvn. Men jeg vil nu godt sige, at i længere tid ville denne form for tilværelse nu ikke passe
mig.
Her er leverandører som før krigen, det er næsten ved at være for meget af det gode, de ruller ind
foran døren med deres heste og vogne, det er lidt synd for grunden. Slagteren bebudede, han vil
komme hver dag undtagen Mandage, det tror jeg nu, jeg vil stoppe, grøntvogn kommer hver dag,
ostevogn to gange ugentlig, fiskemand to gange, det er en trafik uden lige, piben har rigtignok fået
en anden lyd, kan I huske, hvor vi kæmpede for kødet sidste år.
Hans Christian har jeg set i det fjerne, og Georg har jeg hilst på, han har lagt sig ud i højden og
drøjden, så jeg dårlig kunne kende ham. Jeg havde brev fra mor i dag, der var fødselsdagshilsen
med 10 kr i til Kjeld (og fra Pillerne var der et presentkort på varer til 20 kr, tror I sådan et kan
indløses overalt, det ser sådan ud), men mor, Poul, Grete og deres børn var på biltur i Søndags, de
startede hjemmefra kl 9 morgen, og Poul ville ikke sige, hvor de skulle hen, så endte de på Rømø,
de kørte 374 km i alt, og var hjemme igen kl 9 aften. Ellers var der ikke noget særligt. Jeg gad vide,
hvordan farmor har det, Kjelds familiekundskab lader jo meget tilbage at ønske på alle områder, alt,
hvad jeg spurgte om, det øjeblik han var her, anede han ingenting om. Ved I, at gildet hos Allan trak
ud, så de drak morgenkaffe et andet sted kl. 7½, så man kan selvfølgelig ikke forlange alverdens
hjernesving. Han rejser vist allerede Lørdag, muligvis over Fyn (Mommark).
28/6
Nu til morgen kom Kjeld i tanke om, at han havde breve med fra Jer, så I ser, jeg overdriver ikke,
når jeg siger at han er lidt åndsforsnottet. Men tusind tak for dem, og for bogen, jeg skal læse dem
med det samme og tage den med den 13, er det tids nok? Det har regnet i nat, men vi har da set
solen, heldigvis sover børnene til 8½. Sven mødte kl 11 i aftes og erklærede, at han ikke kunne
sove, han var forbrændt på ryggen, der var overho’det ikke noget at se, men jeg fedtede ham ind,
64
men han er ikke den, der bærer de små ubehageligheder med tålmod efter et lille myggestiks kløe at
dømme. Her var kort fra deres mor, at de skulle med 12-toget fredag.
Jeg må sige, Helle, du har et program for dig, jeg får helt åndenød, men det er jo rart at være
beskæftiget og en del fornøjelser er der imellem, det glæder mig, at det lysner på Skørbækgård
[Lollesgaards], hvor var det pænt af dem med det lille skind, jeg kan ikke lade være at tænke på, at
havde hun fået lov at ha’ sin gang hos os, var hun ikke kommet ud i alt det, netop fordi hun er så
påvirkelig. Mon fru Andersen kan lade være at bebrejde sig selv det, så må det ikke gøre det
nemmere for hende.
Jeg havde de frygteligste anelser ang. tandbørsten, eftersom jeg ikke kunne finde min grønne, men
her er en gul i overskud, så jeg har også købt en, men for tandbørstens skyld kunne du altså godt
komme her på weekend.
Kjeld har efter 11 timers søvn tømmermænd endnu, så han er ved at gå til over børnesnak og
begriber ikke, at jeg er levende, jeg er nu glad for, at det falder, mens du, Johs, ikke er her, jeg er jo
trods alt mere hårdhudet. I aften laver jeg fødselsdagsgilde med pandekager med Vermouth for
Eggert, Hans Chr. og Kahyttens indvånere.
Det har været en spøg fra konduktørens side, det kunne jeg også godt ha’ fundet på at sige, havde
jeg taget fejl, netop for at bedyre min uskyld.
Det var dejligt du kom med rutebilen, Johs, jeg var lidt bekymret for en ældre herre i fuld speed til
Vig. Karsten må ha’ fornøjelsen med at følge dem, nu håber jeg, den holder så længe, at jeg kan se
dem i toget. Jeg tror ikke, Niels er arriveret endnu. Ja, avisen er kommet all right, men der er intet
nyt om Knud, nu skulle han svømme om ved Nyborg. Jeg er ved at afvikle kørslen ind på grunden,
jeg be’r dem holde ude på vejen, mælkemanden sætter flaskerne oppe ved indkørslen, hvor jeg igen
anbringer de tomme, med det resultat, at der til morgen ligger 3-4 knuste tomme flasker. Hvem der
er mester for det og på hvis ansvar ved jeg ikke. Kj. har jo opgivet motoren, her lå ellers brochure
fra Italy.
Ja, så er her vist ikke mere, vejret ser lidt plumret ud. Søs har hele sin garderobe, der er ret
righoldig, på i løbet af dagen, og det aftagne findes over hele huset og grunden. Jeg har læst en bog
af Svend Stolpe, den var god og er godt i gang med en sweater til Karsten. Helle, kan du ikke finde
min lille mørkeblå bolero i mit skab i soveværelset og gi’ far den med herop. Brødristen har vi
heller ikke fået med, selvfølgelig kan den undværes. Og så send mig Jennys adr. på Fyn og hils
hende mange gange, husker du fiskene? Og klap Mis mange gange fra dens [?] mor.
Mange hilsener til Jer alle Jeres mor.
Kjeld traf Francesco i Holte på studenternes papirindsamling, derved kom jeg til at tænke på hans
sweater, kunne du ikke finde ham i telefonbogen eller få hans adr. hos [?] og sende ham den, den
ligger ved siden af klaveret.
Fra mor i Kahytten
29/6 1950
Kære Johs og Helle! Tak for Heidis brev, det tyske kan jeg altså ikke læse, men det danske tyder
kraftigt på, hun trænger til ferien, og den skal nok ikke være for voldsom, hellere kortere at trave og
blidere, at hun ikke skal være helt udkørt, når hun skal tage fat igen. Så skulle Tovborgerne
forhåbentlig være vel hjemme, når I får dette. 100% succes har det ikke været, fra Sven begyndte at
klø på ryggen, var tilværelsen for ham selv og os andre ødelagt, det varede to dage og nætter, han
65
var ikke solskoldet, men det var nok det salte vand og den skrappe vind, der var faldet i huden, der
var intet at se, jeg holdt ham stadig indfedtet i olie, og det er jo meget ubehageligt, men det kan
tages mere eller mindre i stiv arm, og hans var meget krumme og at dømme efter de småting, der
tog pippet fra ham og som var kontrollable, så skal der ikke meget til hyl. Karsten er en anderledes
hård hund, han skar sig på en muslingeskal i vandet, og kom hjem med skoen svømmende i blod,
han fik den i sæbevand, fik jod og plaster på, og så foer han a’ igen uden et kny. I dag, Torsdag, er
det bedre med den kløende ryg, så jeg håber de mørke punkter bli’r glemt, når de skal berettes
hjemme. Enigheden kniber det også med, de er lige forkælede alle tre. Men det skal ikke nævnes,
tre er jo aldrig ideelt. Niels kommer slet ikke herop i år.
Jeg har stor fornøjelse af min søn studenten, det er nemlig gået modsat, i stedet for en søn, har jeg
fået to, Eggert har omtrent slået sig ned her for godt. Han er en rar og flink fyr. I går havde vi
pandekagegilde, med Vermuth og kaffe. Hans Chr. var her også, han har haft flere breve fra Knud,
så Knud må føre en omfattende korrespondance, når flere skrivelser kan tilfalde Hans Chr. Han og
Eggert er to velnærede herrer efterhånden. Da pandekagerne var fortærede, gik jeg på visit hos
Oppermanns, og blev modtage med en hjertelighed og henrykkelse, så jeg nær var gået bagover. Jeg
fik Vermuth og cigaret. De rejser i morgen aften. Georgs hus er færdigt, han flytter ind i morgen, og
på Lørdag er jeg højtidelig inviteret til at se det. Han skal selv lave mad der, han har 3 uger tilbage
af sin ferie. De har lejet deres hus ud til en prokurator Kofoed for 1000 kr i en måned, de har to børn
på 7-9 år, så jeg øjner legekammerater til Karsten, og det er altid bedre, når de ikke er under samme
tag. Den lille Claus er atter hos Netterstrøms, det var ham der sidste år spåede Niels og Karsten, at
de endte hos Dævlen, når de sagde, der var rotter i gården, han har imidlertid fået bukser på begge
ben og kastet sin blusekjole, så da han tilmed er hersker over Netterstøms gynge og vippe, bliver
han skønt endnu ikke 6 år optaget i laget, men han skal rejse om 5 dage.
Lørdag traver Kjeld ud ad landevejen, han glæder sig. Familien Bangs dispositioner er underlige.
Pigen, der er med i bilen derned, sendes hjem pr. tog før de andre. Tror I nogensinde, Thomas får
lov til at hike rundt med Kjeld, det er vel ikke bagtanken at putte dem begge i bilen, nu bliver der så
plads, men jeg skal nok holde mund, men inden Kjeld starter, vil jeg sige ham et alvorsord, nemlig,
at han ikke må begive sig til Frankrig alene. De skal være to. Man er aldrig sikker på, hvad Bangs
kan hitte på. Jeg hører stadig ikke fra Knud, i morgen skulle de så stævne til Svendborg. Det lyder
lidt bedre fra Korea, ikke? Må det ikke være bittert at miste sine pårørende i den fjantede krig. Gid
man kunne sprøjte for kommunister, som man kan for vejbred, de er som ukrudt i græsplænen.
Vejret er meget godt, ikke ideelt, men det kunne være meget værre. Kjeld og Eggert er lige gået til
stranden med gummibåden fulgt af de jublende tre, det øjeblik har de ventet på i spænding, i går
blæste det alt for meget, og kajakken kan der slet ikke være tale om.
Mange hilsener fra Jeres mor
Hils Jenny og Mis.
Sikken en aften så henrivende, månen sidder mægtig og gulrød lige over horisonten. Helle må ha’
en dejlig aften i Klampenborg, men her er bedre. Nu har jeg da lært, at den amerikanske udenrigsminister hedder Atjesson.
Heller ikke noget fra Knud i dag, Fredag, men dette fra Merete, det ser ikke så strålende ud for
Jørgen, synes jeg som matematiker, bare han kunne komme under behandling af en af vores.
Jeg cykler til Vig, putter de to i rutebilen og ta’r Karsten bag på cyklen hjem.
Hils faster Adda så mange mange gange, og lad hende nyde godt af dette brev, jeg håber det går
nogenlunde deroppe, og mon de har hørt fra Vivi.
66
Påskrift fra Kjeld
Kære Helle! Tusind tak for fem’eren. Da mor utvivlsomt har fortalt alt, hvad der er værd at berette,
vil jeg slutte af med ønsket om at du vil få en god sommerferie! Jeg skal nok hilse Heidi fra dig.
Sincerely Yours Kjeld.
Fra Knud
”Niels Ebbesen” Rønne d. 9/7 1950
Kære mor, jeg havde ikke regnet med at det skulle være nødvendigt at skrive nu inden vi sås i
København igen, men nu kommer der meget ubelejlige nyheder. Grønlandsturen er udsat foreløbig
til d. 27 ds - men så begynder jeg at tvivle på om vi overhovedet kommer afsted. Det er nu en gang
sådan at når en ting først begynder at blive udsat - så bliver det hurtigt for sent. - Du kan forstå at
jeg ikke var begejstret ved den besked.
Det får yderligere til følge at vi ikke kommer til København i denne omgang - i bedste fald så kun
for en enkelt dag - og der røg min pinseferie - jeg havde ellers lige fået det ordnet således at jeg
havde fået orlov i de fem dage vi ellers skulle have ligget i København - det er også satans. Nu skal
vi til Vejle - jeg føler ikke den fjerneste trang til at komme dertil - begrundelsen er officielt at vi
skal være dommerskib under en kapsejlads i Vejle fjord næste lørdag-søndag og derefter i
Fredericia næste uge - men den virkelige grund er selvfølgelig den almindelige spændte situation
[Koreakrigen]. Meningen er så at vi skal se tiden an i de ti dage og så skal det udsættes igen. Når
det skal være på den måde vil jeg lige så gerne i land igen med det samme - jeg havde ellers set
frem til turen til Grønland som det eneste lyspunkt ved det her foretagende. Før vi tog afsted fra
Holmen sagde radiomester Hansen til mathen - hvis De vil til Grønland, så køb en vandcykel - jeg
tror han får ret - det ville være en sikrere måde. Nå lad ikke galden koge over - jeg må faktisk
indrømme at jeg har haft det dejligt her på Bornholm. Vi havde en ganske usædvanlig rolig overfart
- havet var som et spejl, solen skinnede - og det var mig der tog solbad på dækket når der ikke var
andet at bestille. Kom i havn fredag eftermiddag i Rønne - jeg havde vagt den dag, så der var ikke
noget med at komme i land - det gjorde nu ikke så meget - jeg havde kun været een time til køjs den
foregående nat - og kunne som følge heraf godt sove tiden væk.
Lørdag var jeg på udflugt, arrangeret af Bornholms marineforening til Hammershus. Det var et
ualmindeligt vellykket foretagende - de spenderede turen med toget, øl - kaffe og cigaretter på os.
Hammershus selv var ganske interessant at se og derefter tog vi turen langs kysten - en herlig
særpræget natur - til Sandvig hvor vi badede - det er noget, der kun sjældent er lejlighed til - så jeg
nød det. Om aftenen var jeg nede på flåderadio Rønne og besøge mine kammerater fra radioskolen der var Ikast - fra byen af samme navn - som jeg daglig snakkede med i radioen, da jeg lå på Møn.
Han er en lun fyr og det var dejligt at føle sig blandt kammerater af den rigtige støbning. Her
ombord ville man - hvis man ikke kendte andet - få det indtryk at alle mennesker var indskrænkede
og uinteressante - det er den sørgeligste samling jeg endnu har været sammen med. Jeg føler det
først rigtig hver gang, jeg møder de gamle kammerater fra radioskolen - (det var virkelig et
enestående hold).
Jeg glemmer helt at takke dig for dit brev og ikke mindst for forstrækningen som jeg ganske
udmærket kan finde anvendelse for. Jeg synes allerede det ligger så langt tilbage, hele billedet har
ændret sig siden dengang selv om det kun er to dage siden. Udsigten til at ligge og rakke rundt her
endnu mindst to uger - og så det at jeg går glip af den lille ferie, som jeg havde glædet mig til har
ødelagt en del af mit gode humør - men man må jo så tage det med. Hvis vi så endelig kommer
67
afsted bliver der ikke noget med at ligge i København først, så bliver det kun en enkelt eller to dage
til at proviantere. Jeg håber stadig på at vi kommer afsted, men jeg tør ikke regne med det. I dag har
jeg vagt igen, men jeg håber at få besøg fra flåderadio i eftermiddag - det hjælper lidt på det -.
Nå jeg har ikke mere. Slutter. Mange hilsener til er alle
Jeres Knud.
Nu får jeg jo næppe Heidi at se - I må hilse hende - nu syntes jeg lige at det hele klappede så fint.
Det er en skam, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Hvis der overhovedet bliver nogen frihed
mens vi er i København for at fylde olie er der måske en chance alligevel.
Jeg ved ikke om du har til hensigt at komme til København i alle tilfælde, men hvis der er en chance
tager jeg hjem - jeg har nøglen og kan i givet fald holde til på Ibsensvej.
Hvis jeg kun har frankeret med 15 øre til Vig er det en fejltagelse - jeg har hele tiden været klar
over at det kun gik til København.
Påskrift af mor
Kære Helle! Her et lige modtaget brev fra Knud, det er vel nok en afbrænder for os allesammen,
men mest for ham, hvis Grønlandsturen helt ryger i luften, jeg har nu hele tiden tænkt mig den
mulighed. Jeg kommer nu i alle tilfælde efter aftalen, og så håber jeg i hvert fald, at få Jer med
herop, selv om det kun bliver nogle dage. Søndag rejser far til Gentofte et par dage. I søndags var vi
en dejlig tur om aftenen i dollargrinet ud på Odden, i Odden havn så vi solen gå ned som en højrød
ballon. I går var vi på hindbærtur i Jyderup skov, der er en mængde i år. Karsten var i vandet for 3.
gang den dag kl. 8 om aftenen. Jeg håber du har held med dine mange foretagender, både portrættet,
Politiken og at du heller ikke sved frikadellerne i Farum. Vi har haft lidt torden, der desværre har
afkølet luften rigeligt. Så du sidste søndagsnr. af Politiken, der er rejsebrev + skitser af en, der
hedder Palle Nielsen, bare de ikke har for meget af den slags, men så prøv Berlingeren, de har tit
noget i søndags-afdelingen. Jeg agter at invitere Georg til kaffe i aften, det glippede sidst, det var
arrangeret. Så starter Heidi i dag.
Mange hilsener Mor.
Du gemmer drengenes brev!
Fra mor
Mandag 17/7 [1950]
Kære Snuser!
Her er alt vel, og her er et kort fra Kjeld, han er jo nu foreløbig i gode hænder, Paris får han sikkert
meget ud af på denne måde. Vi var alle kvinder og mand i vandet i går, da du var draget af, det var
dejligt, men Helle blev brændt af en vandmand, det sved et stk. tid.
Om aftenen var de på visit hos Georg, som i forvejen havde visit af to unge damer, den ene var
datter af det nye hus, der bygges overfor ham, hun og hendes familie var arriveret med deres gods i
den tro, at huset var til at rykke ind i, det bygges af Rosen, og så var det hverken helt eller halvt
færdigt, så hun bor på hotel, og de andre tog hjem igen, og Petersen er rejst på ferie. Hvor det ligner
ham.
68
Helle havde talt med ridder Rap, Mogens er søkadet på ”Niels Ebbesen” [mon ikke ”Holger
Danske”?], og så henrykt for at være der, der er et så fænomenalt kammeratskab. Det er synd, Knud
ikke kom der, i stedet for mellem de bisser.
Vi gik tidligt i seng, jeg var dog vågen midt på natten nogle timer, men sov så til gengæld til kl 8½,
ungdommen tog morgenbad, det har øset ned i nat, så vej 14 omtrent er en å, men når vi endda har
sol om dagen, må vi jo være glade. Karstens badebukser er og bli’r væk, jeg var hos Marie Olsen
[købmand] for at få et par nye til ham, men de koster 8,75 i hans størrelse, 3 kr mere end hos Simon
Olesen, jeg følger dem nok til toget i morgen, hvis vejret er ordentligt, så ser jeg også nogen i Vig,
er de lige så dyre der, så får de besked med til dig om at købe et par, men tag hellere til 8 år.
Justesens [i Solhjem] har to argentinerpiger på besøg, så de har lånt to sæt spisegrejer. Hegnet
vokser, de er alle i sving med at bygge. Karsten sover i din seng, han var ikke til at styre, nå, han
lader sig nu heller ikke forstyrre af lys eller andet, når først han sover.
Ja, det er vist, hvad jeg har at berette. Karsten og jeg er spændt på, hvordan det går Mis.
Hils på Ibsensvej, hvis Vivi spørger, kan du sige, at jeg havde lommetørklædet i min taske.
Din Snuser.
Du må hellere tage nogle konvolutter med herop. Tak for pengene.
Kjelds adr. lod jeg stå hjemme i din brevholder, det var ikke fikst, men den gælder jo nok heller
ikke, når du først er her tilbage.
Vi har lige haft visit af fru Justesen (Ingrid), hun har en søn på 30, der bestyrer en af argentinernes
fabrikker i Buenos, argentineren har taget billet til d. 25, han skulle ellers ha’ været her 4 måneder
endnu. Rejsen koster 5-6000. Han ville så gerne ha’ sønnen på besøg, men har ikke råd, men nu
havde hun fint antydet svogeren, at han godt kunne gi’ ham rejsen, han har penge nok (sagde hun).
Karsten bestemte pludselig i aftes, da vi var kommet i seng, at nu ville han ikke være kræsen mere,
så han startede i dag med hamburgerryg, og det viste sig nu, at det smagte så yndigt, at han spiste to
stykker.
Fra Knud
”Niels Ebbesen” Horsens d. 4/8-1950
Kære mor,
Ja så kom vi altså til Horsens og jeg griber den første lejlighed, til at skrive - vi har ikke haft
forbindelse med land før nu - MS-bådene har jo forladt os, så nu får vi almindeligvis kun lejlighed
til at modtage og afsende post når vi er i havn.
Det er nu heller ikke de store nyheder jeg har at berette om - alt går i den vante gænge - men vi har
ikke noget at klage på - vi er jo nu ikke overanstrengte efter at vi har begyndt at gå ankervagt dvs. at
vi kun holder vagt hver fjerde time døgnet igennem når vi ligger til ankers - og når vi så er tre om
det så bliver der ikke så meget til hver. Vi havde en rolig overfart til Århusbugten, hvor vi holdt
meget drastiske øvelser med “Willemoes” og ”Huitfeldt” og mange andre af marinens skibe - og har
haft skydninger i massevis.
Det er en dejlig aften nu, men jeg bar vagt og skal blive ombord, men har fri i morgen. Om de
nærmere planer for fremtiden kan jeg ikke sige noget, men jeg regner med at næste havn bliver
Rødvig - i nærheden af Faxe Ladeplads, og derfra til Nykøbing, som allerede nævnt ( Sjælland).
69
Nu må Helle og Heidi vel være kommet hjem igen - mon de har haft noget bedre vejr i den sidste
ende - ellers skal det jo nok komme nu. Jeg glæder mig til at høre nærmere om deres tur.
Hils dem mange gange - men når dette når frem, er Heidi måske allerede på farten igen. Hvordan
mon det også går Kjeld - er han ved at vende snuden hjemefter?
Det ser ud til at det begynder at tage en mere gunstig vending i Korea og Belgien, mon ikke snart
der vil blive ro igen rundt omkring - det synes ikke som om spændingen er så voldsom som den har
været.
Jeg har ikke mere at fortælle og slutter derfor med hilsener til Jer alle.
Knud
Fra Knud
“Niels Ebbesen” d. 7/8 1950.
Kære allesammen, tak for breve fra mor og Helle, det var rart at høre fra Jer. Guderne må vide
hvornår jeg får dette sendt afsted - nu er vi ude at sejle igen og måske får vi ikke forbindelse til land
før på fredag, men så må I vente til da.
Tak for synet af billederne - de er slet ikke så tossede - særlig det af Karsten i vandet er meget sødt men pas på dine horisonter - de er ikke altid lige vandrette.
Det er dejligt at høre at Sverigesturen var så stor succes - trods vejret - men det var vel nok en skam
at I kom hjem lige dagen efter at jeg var taget afsted igen - det skulle have moret mig at høre Jer
fortælle og endnu engang at se Heidi. Nu er der jo så igen et lille håb for Helle om at få noget
antaget til Politiken - før eller senere lykkes det nok, men det med fast medarbejderskab ved
Socialen det lyder næsten for godt - det ville vel nok være rart om hun kunne få den tjans. Jeg har
lige haft brev fra PH - han skriver at han og Holger og Ivan har fået et job som elektroinstallatører
hos elektrikeren i Stege - de har på egen hånd færdiginstalleret to huse og er nu igang med Borre
kirke. Sikke en tjans - det havde været noget for mig at være med til - de tjener så gode penge. Max
er typograf i Stege og resten er gået i roerne - gud ved hvem der passer stationen. Nu skulle han
iøvrigt hjem på en uges sommerferie - det går godt det lille guldur. Takket være det fine vejr fik jeg
dog en smule ud af besøget i Horsens. Vi var - dvs. en af mine kammerater og undertegnede ude på
den kommunale badeanstalt lørdag eftermiddag - der var beskidt, men det var alligevel dejligt - og
så særligt at ligge inde på græsset og tage solbad hele eftermiddagen. Det er det man trænger til i
øjeblikket.
Søndag var der arrangeret marinefest i byen, men da havde jeg vagt. Derimod var der fri adgang til
alle byens biografer og jeg var med en af maskinkonstablerne henne og se en bloddryppende
kriminalfilm - ”Manden i Eiffeltårnet” - den var i øvrig slet ikke så dårlig.
Jeg begynder iøvrigt at befinde mig helt godt ombord. - Vi har det rart oppe på vores lille hummer
med musik og bøger - rigtig hjemmeliv - og så har vi malet og lakeret det, så det begynder at se lidt
mere menneskeligt ud - nu mangler vi efter Bjørns mening kun en lysedug for at fuldkomme
illusionen af hjemlig hygge. Det er en kolossal fordel vi der har frem for de andre - og ingen andre
end os har tilladelse til at være der. Det var godt at vi fik hældt alle de elever i land. Jeg er nu gået i
gang med Ends and Means - jeg har læst ikke så lidt, men jeg kan klare mig den første tid med
lekture efter at jeg fik provianteret i Kbhvn. […].
Mange hilsener il Jer alle Knud.
70
Hvis mor er på Krumstrup når dette når frem, bedes det eftersendt dertil når I har læst det.
“Niels Ebbesen” d. 14/8 1950.
Kære allesammen,
Ja som det fremgår af ovenstående, så befinder jeg mit i Kongsøre - mod forventning. Vi lå sidste
uge ud for Juelsminde og holdt øvelser med torpedobådene, […].
Jeg har netop fået svar fra læreanstalten på min ansøgning. Deri gives allernådigst tilladelse til at
møde de par dage senere - underskrevet prof. Andresen. Så er den sag klaret. Derimod har jeg
endnu ikke hørt fra personelkontoret, som jeg belemrede med en ansøgning om den erklæring, som
jeg skal have til anstalten, men der er jo også god tid - og de må også have tid til at finde det frem,
som skal bruges.
Jeg har ikke hørt noget om hjemsendelse endnu, men det må gå sin gang - de plejer ikke at være for
hurtige med deres dispositioner.
Derimod kan jeg fortælle at planen er ændret igen, således at vi i stedet i at gå til Frederikshavn går
vi til København - altså om ca. 14 dage. […].
Der er faktisk ikke noget så fredeligt som et krigsskib i weekenden, hvor der kun er få ombord og
resten ligger og tager solbad på dækket. Stationen er omdannet til en hel dagligstue, hvor vi sidder
om aftenen og diskuterer, læser og hører radio. Jeg kunne vist godt være taget til København, men
når vi kommer der alligevel om 14 dage, så ville jeg hellere spare de penge og nyde livet og
sommeren, hvor jeg var. Jeg har ikke stort mere på sinde og slutter med masser af hilsener til Jer
alle.
Jeres Knud
Fra Knud
Kongsøre d. 4/8 1950
Kære mor,
nu er vi på vej mod København - men kun for at afmagnetisere - vi kommer slet ikke i havn, men
fortsætter til Nykøbing, men der er jo heller ikke så lang tid inden vi kommer til staden. I dag har
jeg hele to breve at takke for - og den dejligste hundevagt at slå ihjel - så det passer såre godt
sammen.
[…] Så er familien altså snart samlet derhjemme igen - dagligtilværelsen begyndt Karsten i skole det vil sige at sommeren er forbi - uden at jeg har opdaget hverken på den ene eller anden måde at
den har været.
Men heldigvis er der nu kun knap tre uger tilbage af mine trængsler - inden man kan begynde på de
næste.
Og Helle har fået ny stilling og begynder at få noget ud af tegningen - det ser jo lovende ud.
Ja det ville være rart at komme lidt ud at rejse for Jer - og måske skal det lykkes for Jer, hvad der
mislykkedes for mig - at nå til Silkeborg, der skulle være så smukt. [… ].
71
Jeg forstår at mormors fødselsdag var i den helt store stil - og morsomt at min hr. broder skulle
betids til at deltage i festlighederne - jeg føler med den stakkels englænder der må trækkes rundt,
men han kan måske li det.
Nu tror jeg på verdensfreden når man kan risikere at Thomas [Bang] opholder sig i landet et helt år
mere, mon ikke han trænger til at lære lidt matematik? […].
Læste med udbytte din sang - den var ikke så skeløjet - særlig de to første vers var glimrende. […].
Nå jeg vil til at slutte, da det kniber med at finde på mere at fortælle - derfor slut herfra. Hils alle og ikke mindst farmor, mine kære søskende og mit faderlige ophav.
Mange hilsener til dig fra sønnen Knud
Fra Knud
Fregatten ”Niels Ebbesen” Østersøen d, 22/8 1950
Kære allesammen, mange tak for pakken med lysedugene og kiksene - og for brev indeni.
Ja jeg var nær det forjættede land, men nåede grundet omstændighederne ikke så langt, selv om jeg
nok tør sige at der blev gjort hvad der kunne gøres for at komme frem. Sagen var den at chefen og
nogle af vores officerer skulle derned og se stationen - inviteret af distriktet. PH havde telefoneret
til dem og bedt dem ringe til mig at jeg skulle prøve på at slippe med - og selv om jeg var
betænkelig ved sagen vovede jeg mig ind i løvens hule til chefen og spurgte frækt om jeg måtte
køre med - han var meget venlig, men kunne ikke hjælpe idet det var distriktet der stillede bilen til
rådighed, men at jeg skulle tale med distriktet - det gjorde jeg - jeg talte med chefen for distriktet han blev lidt knotten, men endte med at sige at for hans skyld var det det samme hvem der kom
med. Men efter en så god en begyndelse strandede det hele på, at der simpelt hen ikke var plads i
bilen. Det kunne ikke hjælpe at prøve at tage derud alene - for det første havde jeg kun fri en
eftermiddag og nat - og for det andet ville det være at udsætte sig for unødig fare at rejse samme
sted hen som chefen uden rejsetilladelse - så det var faktisk umuligt. Hvis jeg var kommet med
bilen var jeg kommet uden om den vanskelighed - så havde det været en tjenesterejse.
Nå men det er ikke fordi - Nykøbing var en dejlig by - hvor der blev taget godt imod os - der var
almindelig enighed om at det var den by hvor man fandt sig bedst tilrette - så det kunne have været
værre - og så var der stor fest i byen - og to gratis øller pr. mand på restaurationerne - det er den
slags der varmer en om hjertet.
Søndag kom chefen hen til mig og fortalte om besøget og om hvor dejligt der havde været derude så han var da i det mindste ikke blevet fornærmet - det var da noget en af løjtnanterne kom med
hilsener fra dem derude og til sidst traf jeg vores næstkommanderende fra distriktet - ham der fører
tilsyn med stationen og fik sendt hilsener tilbage gennem ham.
Egentlig er der ingen grund til at skrive i dag for vi kommer til København på torsdag og skal ligge
der i hvert fald til mandag - og måske længere - det ved jeg ikke, men det vil vise sig. Men I skal
ikke vente at se mig før jeg er der - men jeg vil prøve om jeg kan få en lørdag-søndags orlov, men
det er igen det med Bjørns kvarterarrest, der spiller ind - jeg ved ikke om han får lov til at bytte
vagt. Men det skal prøves.
Lysedugen - den runde - pyntede svært på vores kedelige bare bord - men det skvadderhoved til en
kvartermester sagde, at sådan noget var umilitærisk og passede ikke på en radiostation - nu skal vi
prøve at blødgøre ham, men hvis det ikke lykkes er der jo ikke andet for end at jeg bringer den hjem
igen med tak for lån.
72
Vi har haft det dejligste vejr de sidste par dage og er nu midt på Østersøen, kl. ½3 om natten er søen
som et stuegulv, det er mærkeligt at det stadig kan gå på den måde - men det kan ændre sig mange
gange inden vi når København igen. Næstkommanderende mente at jeg ville blive hjemsendt
mellem d. 10. og 14. september, der var kommet en kundgørelse derom i almindelighed, men endnu
ikke noget konkret i mit specielle tilfælde - men det er der ikke noget foruroligende i - det er der
heller ikke for noget andens vedkommende.
Der er indført tørlægning af matherne ombord, efter at de havde lavet en sådan ballade ombord at to
af dem fik henholdsvis 30 og 10 dages kvarterarrest - matherne - 7 ialt har, tror jeg, lige så megen
straf, som resten besætningen tilsammen. Det er altid de rigtige man finder til at lede andre - og de
små rapper skal nok hurtigt komme efter det, dem som endnu har noget at lære i den retning.
Nå jeg vil slutte - på snarligt gensyn - og hilsen til Jer alle på Udsigten og Ipsensvej - og hvem der
ellers måtte se dette.
slut. Jeres Knud.
Fra Knud
Kattegat, på vej mod Århusbugten. Fregatten “Niels Ebbesen” d. 31/8 1950
Kære allesammen, så har I mig her igen. Vi har haft en virkelig vellykket tur op i Skagerak, hvor
det har været meningen at vi skulle have øvelser med ubådene. Vi sejlede i mandags op og ankrede
ved Skagen. Vi havde fint vejr derop og alt tydede på at det ville fortsætte, men den næste dag
begyndte det at blæse op, det udviklede sig til en veritabel storm. Netop som vi var kommet ud til
øvelsespladsen blev det så galt at ubådene ikke kunne dykke og det hele måtte opgives.
Vi lå brak den dag ved Skagen så, for to ankre - og drev alligevel og blev kastet rundt på bølgerne,
der var større end jeg har set dem nogensinde før.
Næste dag var man opsat på at øvelserne skulle gennemføres ligegyldigt, hvordan det så ud, men
det blev løgn. Vi lå brak og svævede ovenpå bølger, der var meget større end skibet. Det var mange
gange værre end det havde været i Østersøen, men det var behageligere bølger end dem på
Østersøen, mere rolige. Der var udsendt stormvarsel for alle danske farvande - og ikke uden grund jeg har aldrig været ude for noget lignende. De brækkede sig for et godt ord næsten allesammen,
men jeg var heldigvis blandt de få som klarede den. Da jeg mærkede det trække op lagde jeg mig til
at sove og vågnede først da vi lå sikkert for anker ved Skagen igen.
I dag skulle det så være, men så meldte ubådene afbud og vi sejlede med uforrettet sag, det er ellers
nogenlunde fint vejr.
Ikke fordi der er såmænd også gyng i den i dag. Bjørn kom lige ind fra dækket - gennemblødt - han
havde ligget på fordækket - i læ og fået en sådan skylle ind over sig, at han nu er nede at skifte tøj.
I skulle se i går, hvordan alt fløj rundt, stole og borde væltede, jeg måtte, mens jeg spiste mit flæsk
sidde og holde på servicet, der ellers var gået i dørken. Vi går nu som det fremgår af ovenstående
mod Århusbugten og skal ligge for anker der, men ikke i havn, men jeg regner med lørdag at få
chancen til at komme i land i Århus, senere skal vi tilbage til Østersøen for at have de skydninger vi
blev forhindret i sidst vi var der pga. stormen, men så får vi se om vi har bedre held næste gang.
Måske anløber vi så København på vejen - det ved jeg ikke noget om endnu.
Der er ingen der ved noget i øjeblikket og nu er planerne lavet om endnu engang, så nu er det hele
mere usikkert igen - så usikkert at, der ikke en gang er rygter, der ellers florerer i massevis - i
omløb.
73
Men den almindelige mening er ellers den at vi ikke kommer til København foreløbig, men jeg
øjner nu en chance.
Ellers er der ikke stort at fortælle, Jeg vil slutte med mange hilsener til Jer alle.
Jeres Knud
Da vi var i København syntes Basse alligevel det var synd ikke at komme ud at se på byen - og han
og den lille elektriker (der også har kvarterarrest) hoppede ned ad skibssiden og dem afsted til
værftsbrovagten, hvor de stablede gamle havemøbler - de fandt - ovenpå hinanden, men i det
kritiske øjeblik væltede de, men de gik trøstigt videre, men havde ikke regnet med et elektrisk hegn
over plankeværket den første der nåede dette udstødte et vræl, der vækkede vagten. De løb og
gemte sig i nogle skræpper, mens de storkede rundt efter dem. Endelig blev de opdaget af en
værnepligtig, men de løb og sprang i vandet og svømmede over i nogle kolonihaver, hvor de
ventede til det var blevet roligt - og mørkt, hvorpå de svømmede tilbage og sneg sig ombord på
skibet, gemte det våde tøj og skyndte sig at tage brusebad for at kunne give en forklaring på vandet,
der drev fra dem. En yderst vellykket ekspedition - en dag før arresten var forbi - men der er ingen
der er klar over eventyret - så det gik jo dog relativt godt. De var helt vilde af angst, da de kom
tilbage - de kunne også godt have risikeret at de havde skudt på dem.
Fra Knud
Frederikshavn d. 7/9 1950
Det er noget siden at I har hørt fra mig, men det har sine årsager. Vi har som I jo nok har hørt
gennem pressen netop indtaget Norge. Det har været meget hemmelighedsfuldt - og har ikke måttet
omtales på forhånd - hvorfor man havde forment os at sende post - og i det hele taget at sætte os i
kontakt med omverdenen.
Vi kom fra Skagerrak til Århus om fredagen og lå for anker der fredag og søndag uden for byen uden at vide det fjerneste om hvad der forestod - og uden at måtte komme i land - vi var ikke fri for
at skumle lidt. Og lørdagen kom og stadig intet nyt. Endelig om aftenen fik vi at vide at vi skulle til
Stavanger - sammen med en norsk jager - Arendal - flagskib var Holger Danske og desuden var to
ubåde, Tyr og 3 minestrygere implicerede.
HD og de mindre både skulle lede hovedangrebet mod Oslofjorden, mens vi ubemærket et døgn før
de andre sneg os med slukkede lanterner op gennem Kattegat og Skagerrak til Stavanger sammen
med - Arendal - og mens de andre gjorde et mislykket forsøg på at gøre landgang det ene sted
gennemførte vi en overrumpling det andet. […. Lang beskrivelse af forløbet]. I går aftes gav skibet
punch som tak for det store arbejde der var udført, næstkommanderende holdt tale og takkede hver
og en for den store indsats for fædrelandet (selvfølgelig ikke mindst radioen). Hurra og skål - det
hele som tegn på at chefen havde været tilfreds med sig selv. Nå han sparede såmænd heller ikke
selv skroget, det skal indrømmes, når ret skal være ret. Nå nu går vi i havn alligevel, det er et
fremskridt selv om det kun er en stakket frist.
Nå jeg vil slutte - mange hilsener til Jer alle - håber der ligger brev til mig i Frederikshavn/Knud
Fra Knud
”Fregatten Nie1s Ebbesen” Horten, d. 11/9 1950
74
Kære allesammen, når I modtager dette er I jo nok vendt hjem fra Sverige - og muligvis på vej
hjem. Tak for kortet fra Tyringen - der ser dejligt ud - jeg ville gerne følge Jer did, men nu er jeg
forresten i Norge selv om jeg; ikke har mærket det mindste til det. For min skyld kunne vi lige så
godt ligge i Århusbugten, som vi kan være her, lige lidt ser vi til noget som helst. Vi må ikke komne
i havn og kan ikke komne i land i det hele taget, men kort fra os ser vi Horten, der ser ganske
hyggelig ud på afstand. Nu vi er her alligevel, kunne jeg godt tænke mig at 1ugte til landskabet - og
smage det norske øl. Nå det kan altså ikke lade sig gøre og det hjælper ikke at græde derover. Det
begynder iøvrigt også at blive småt med penge - vi får ingen løn de sidste tre uger inden
hjemsendelsen, så jeg har kørt på reserverne, men nu har jeg jo så en skilling til gode, når jeg
kommer hjem med hjemsendelsespenge med videre. Så da ligger de første par dage lunt i svinget.
Vi sejler herfra i aften til Århusbugten for sidste gang og derfra afgår jeg i morgen eller overmorgen
til København og torsdag kl. 14 er jeg en fri mand. Jeg håber om aftenen at kunne få PH og Holger
med hjem til middag, som pæne civile mennesker. Det glæder jeg mig til - der er blot det at de
muligvis bliver hjemsendt en dag før jeg, men jeg håber at møde dem.
[… Langt stykke om storm og søslag].
Mange hilsener fra Knud.
Jeg har desværre endnu ikke set Helles værk i ”Socialen” - det glæder jeg mig til. Det ellers næsten
den eneste avis jeg plejer at se, men nu har vi været ude at sejle, så vi ikke har fået den idag, men I
har den vel nok derhjemme - mon ikke. Det var jo ellers en helt god betaling. Hvordan mon det går
med “Magasinet”? Jeg har lige erobret mig 200 Chesterfield, men dem skal I ikke vente at se for
mange af. Jeg har ikke råd til at betale told, så jeg kommer nok til at ryge dem forinden. Nu bliver
det morsomt at se, om jeg eller brevet kommer først hjem - jeg håber det bliver mig. Nu kunne jeg
godt tænke mig en lille rekreation efter det sidste her, men det går jo ikke. Vi har to mand høj
modtaget og sendt ca. 125 telegrammer på det par dage her, så vi har ikke haft tid til at sove på
vagten heller. Jeg har slet ikke været til køjs de sidste par dage, men har taget et par tæpper op i
radiorummet og min madras og har ligget med tøjet på bag senderen - det var den eneste måde der
blev tale om hvis der overhovedet skulle blive noget ud af det. Men det har været dejligt at ligge
stille med lukket station hele dagen i dag - jeg har sovet en hel nat og er blevet vasket - det var
noget der kvikkede op. Men nu skal vi sejle igen men tre om vagten igen, så er det ikke så galt i
igen.
Vi havde Joe en nordmand med i stedet for Bjørn, men han kunne ikke klare alt det uvante her
ombord og var nærmest til pynt, men en vældig sympatisk fyr det var han - han passede til alt andet
end marinen, og havde da også søgt ud om et år. Han er en slags mathelev, men af en helt anden
type, end dem vi har her.
Hils alt og alle K
HELLES AKADEMIKTUR TIL SPANIEN 1952
Fra Helle på vej til Spanien
[Paris] Mandag [april 1952]
Kære allesammen.
Jeg vil benytte gråvejret til at skrive i. Jeg sidder på mit meget hyggelige værelse i hotel de la Place
de l’Adeon med åbent vindue ud til Comédie francaise. Luften er mild og fuld af regn. I de her dage
veksler sol og regn hver halve time. Det er for usikkert at sætte sig ud med tegneblokken. - Jeg
75
nyder mit pariserliv! Er kun ked af at alle de kendte mennesker tropper op allerede på torsdag. Jeg
ville synes det var herligt, om der lå flere måneder foran mig. Så godt kan jeg undvære Danmark.
Jeg har rigtig levet mig ind i pariseratmosfæren ved at gå rundt på må og få bogstavelig talt fra
morgen til aften. Jeg har været på loppetorvet en formiddag, på Louvre en eftermiddag + andre af
de steder, men bør visitere. Nu til morgen vandrede jeg ind på Kunstakademiet, viste mit
akademibrev frem og bad om lov til at se skolen. En portner henvendte sig til noget der lignede en
bank, derefter skulle jeg udfylde et papir, hvorefter jeg blev ført ad plysgulvtæpper til direktørens
kontor, men ikke længere. Han beklagede, at professorerne var ikke interesserede i fremmed besøg.
Synes I ikke det er underligt? Jeg snakkede med en arkitektstuderende om det. Han skulle til
eksamen på lørdag og var ude at trække luft mellem læsningen og spurgte om jeg havde lyst til at
promenere med ham. Så gik vi over en time ved Seinen og parlerede. I kan tro de her dage, hvor jeg
har været overladt til franskmænd, har hjulpet på mine sprogkundskaber. Når mange snakker
sammen, forstår jeg ikke ret meget, men sådan som her forstår jeg alt og kan selv gøre mig
forståelig. - Jeg føler mig ikke spor alene - tværtimod synes jeg, det er dejligt. Om morgenen køber
jeg [?] og mælk og ellers laver jeg selv mad på det lille apparat på værelset - hvis jeg da ikke er
inviteret ud! - Alt er lige dobbelt så dyrt som hjemme. På en lille tarvelig restaurant - 2 stykker
gratin, meget middelmådig - 8 danske kr. - En aften var jeg i Opera Comique på Galleriet, hvor jeg
hørte Tosca og så en festlig veneziansk ballet. - I går eftermiddag tog jeg til Avenue de Segur til
Freda Morel. De var som sædvanlig mægtig søde og gæstfri mod mig. Hendes mand var hjemme og
de stod lige og skulle bile ud at besøge Denise, der som bekendt venter nr. 5 barn. M. Desnault har
købt et pragtværk af en villa udenfor Paris [Sophus Levinsens efterkommere]. - Jeg blev jo inviteret
med. Vi kørte gennem Boulogne-skoven til et vidunderligt sted ude på landet. Der hører park med
drivhus og tennisbane til paladset. De 4 drenge har hver sit værelse plus gæsteværelser til eventuelle
kammerater. Freda viste mig rundt, og jeg har aldrig set mage til overdådighed! Der er da også 2
piger i sving for at holde det. Soveværelset var en drøm, og Freda sagde, at det var åbenbart trop
comfortable. Den mindste dreng kan ikke gå endnu, kun 1 år, den næste er lige fyldt 3, henrivende
mørkebrunøjede unger. Madelaine og hendes mand var der også, vi havde en herlig dag. Kl. 9 var vi
tilbage i Segur, hvor jeg spiste middag med familien Morel. Det er meget trist med Francoise. Hun
har været dødssyg og skal endnu hvile i sin seng det meste af dagen. Freda er ikke lykkelig, hun er
endnu mere rastløs nu efter at hun har været i New York med Jean. Og stakkels Jean! Nervøs og
tynd og med hovedet tæt besat af store filibumser. De har konsulteret 20 læger rundt omkring, men
lige meget hjælper det. M. Morel er en lille fed ikke særlig sympatisk herre. Det er mit indtryk, at
det er et ret uharmonisk hjem. Ledanseun’s lader til at have det meget bedre. Deres anden datter,
Margurite er gift med en tegner, som vist ikke sidder særlig godt i det. Det er en forskel fra
søsterens forhold. - I morgen skal jeg spise frokost med Francoise 1 time, så skal hun hvile, ligeså
på onsdag. Hun var meget glad for at jeg skulle komme, og det passer udmærket for mig. Freda og
Madelaine er stærkt optagede damer.
Jeg har lige set en meget fin udstilling af nulevende franske kunstnere, der iblandt Picasso før hans
surrealistiske periode. Han er en meget stor kunstner. Det at man ikke forstår hans ting i dag, må vel
skyldes, at vi er et trin bagefter i udviklingen. Det morer mig meget at rode i kasserne ved kajerne.
Jeg har imellem alt ugebladsskramlet fundet en virkelig fin lille kinesisk original-tegning, som jeg
fik for 5 kr. Der er flere ting jeg har kig på, men jeg må spare for at kunne få så mange pesetas som
muligt.
Nu stråler solen. Jeg vil gå ned og sætte mig i Luxembourg-haven og se på børnene lege. De er så
søde. Tak for tabletterne. Pungen er ikke her. Jeg er ked af jeg har slæbt den store kuffert med. Jeg
kommer til at slæbe meget rundt på den i den kommende tid. Men jeg har fået lov at læsse en del af
indholdet af hos Freda.
76
Fra Helle i Spanien
Onsdag [april1952]
Kære allesammen.
Det er vist længe siden jeg skrev sidst eller også forekommer det mig bare sådan fordi hver dag er
så lang og indholdsrig, så tiden blir en helt anden end hjemme. Spanien er et stor og mærkeligt land.
Vi kørte med toget fra Paris 2 nætter og 1 dag gennem en ørken af sten. Den castilianske højslette
virker storslået og uendelig knugende på en. Aldrig i mit liv har jeg set så mange sten, vilde
fantastiske, forrevne klippepartier med gule og røde blomster i hver en sprække. Små bitte byer
bygget af de samme sten - så de falder helt ind i landskabet - ligger med enorm afstand fuldstændig
isoleret; toget drøner forbi og gennem lange lange sorte tunneler i klipperne. Det var en vidunderlig
morgen den sidste, inden vi nåede Madrid! Vi sad helt stumme af betagelse og så ud af vinduerne
og havde slet ikke tid til at være trætte, før vi faldt om i de senge, der stod parat til at modtage os. Vi bor på et stort nyopført børnehjem lidt udenfor Madrid. Halvdelen er optaget af små drenge, men
vi har masser af plads, sovesale med 10 i hver, badeværelser, spisesal med små lavbenede borde og
stole. Her er meget fint skinnende og ubrugt og fineste betjening - Morgenmælk kl. 9, middag med
3 retter og frugt kl. 3, og så varm mad ved halv 10-tiden om aftenen, det er sædvanlige spanske
spisetider. Og alt det koster hver person 4½ kr. om dagen. Det er fantastisk billigt at leve hernede. 9
øre for sporvogn byen igennem. Sko fra 2 til 20 kr. Jeg har købt et par espalladeres med
sejglgarnssåler til at rende med hernede. - Her er på mange måder herligt, vi har det så godt som vi
kan have det, men der er en bagside af medaljen og det er fascismen, der så givet er baggrunden for
det hele. Alle de små drenge i denne pragtbygning er forældreløse og de er under fuldstændig
militær disciplin og uden mindste smule hygge og kærlighed. Det gør ondt helt ind i hjertet, når
man ser deres parade om morgenen, hvordan de marcherer en og en i geled syngende deres
heltesange og med ”leve Franco”. Hitlerjugend om igen.
Jeg blev en dag vist rundt i studenterbyen og fik en lang snak med direktøren for samme. Det var
meget interessant, han var elskværdig og der var absolut ytringsfrihed. Jeg plumpede lige i med min
forargelse over børnehjemmet og dertil svarede han: ”De ta’r ganske fejl. Små drenge behøver
ingen kærlighed, de skal vokse op og blive soldater, al den blødsødenhed fordærver dem bare. Der
er 3 ting der er vigtige i en mands liv: At være mandfolk, karriere og at være en god soldat, Spanien
har et heltefolk. - Vi skal altid vinde.” - Ingen skal bilde mig ind at alle de barbenede små drenge,
man ser lege udenfor husene ikke har en lykkeligere barndom end disse, der står ret hver gang en
lærer taler til dem.
I går var jeg i El Escorial og langt ude på landet mellem stenene hvor hyrderne sidder hele dagen
med deres hjorde og lange horn til at sammenkalde dyrene med. Jeg tog derud med Frank Rubin, vi
oplevede en hel dag derude i den fantastiske natur. Alle kvinderne var sortklædte med sorte slør til
beskyttelse mod den svidende sol. Vi så hvordan de alle sammen fra landsbyen gik ud til et lille
flodløb med deres storvask - så lå de på knæ i en lang række - alle sorte og gned det hvide tøj mod
stenene, mens de hele tiden sang en meget enstonig sang. Hen mod aften var et stort areal med sten
dækket af hvide lagner. Pradomuseet er dejligt og kølig, herlige Goya-billeder.
Fortsættelse i Toledo, der ligger 70 km. Fra Madrid. - Vi er nogle stykker herude, autostoppede for
at spare penge og kom før toget. Folk er meget gæstfri over alt. Sorthårede, smilende og altid synger
de og danser på gaderne om aftenen.
Men nu må jeg se at få dette af sted.
77
Kærlig hilsen Helle
Fra Helle i Spanien
Vi kan ikke finde ud af datoen 22?[/4 1952]
Kære Mor Far Knud Kjeld og Karsten og andre som ville være glad for en hilsen!
Jeg tror postforbindelsen herfra er meget usikker. Måske er det ikke umagen værd at skrive, men jeg
synes I skal ha’ et livstegn fra mig. Jeg har det så herligt som jeg faktisk ikke kunne have drømt om.
Tænk for en lille primitiv boplads mellem høje røde fjelde lige ned til Middelhavet. En lillebitte by,
Calaunda hedder den og for at komme til den næste lille by, skal man stå op kl. 5 om morgenen og
fange bussen ud på fjeldvejen. Det er den mest storslåede vej mellem klipperne. Da vi kom til
Granada skulle flokken spredes heldigvis, der er ikke noget så kedeligt som at støde på danskere
overalt. Braunstein kendte en masse steder og gav gode råd, men jeg havde ikke lyst til at følge
nogen af dem. Det er meget sjovere at finde ud af det selv. Jeg har hele tiden holdt sammen med
Frank Rubin. Han er storartet mod mig, vi satte et kryds på Spanienskortet på et sted vi kunne se var
med masser af bjerge og ved havet og næsten ubeboet, tog en bil over bjergene og havnede i denne
ubeskrivelig dejlige lille by. Som folk gloede! Vi følte os som nogle mærkelige dyr i begyndelsen,
men efter t have boet her 4 dage nu elsker de os alle sammen og ved ikke det bedst de skal gøre os. I går lærte jeg at vaske. Dvs. jeg viste mig i døren med en bunke snavset tøj, men én to tre var
bopladsens kvinder i gang med hver sit stykke, slog det mod stenene og skyllede og sang og
snakkede og børnene stimlede sammen, så de måtte slå efter dem med kæppe for overhovedet at
kunne være der. Mage til spektakel har jeg ikke været med til. Det forekommer dem at være det
rene trylleri at man kan tegne. Vi tegner og maler hver dag, men vi skal kravle højt op for at være i
fred. Hele byen uden undtagelse skal helst følge alt hvad vi foretager os og helst stikke næsen helt
ned i tuschpennen.
Vi bor på et såkaldt funda, hvor vi har to dejlige værelser med blomsterbalkon. Her spiser vi fast
middag altid fiskesuppe og ris og for resten bikser vi selv noget sammen. Den eneste ”forretning”
her findes er et lille skummelt bagværelse med en fantastisk ophoben af ting. Befolkningen er meget
fattig. De lever af fisk og gedemælk og tomater. De går i pjalter. De ser meget raske ud med
undtagelse af, at næsten alle selv små børn har betændte øjne. De må jo mangle et eller andet
vitaminstof. Der var noget for en læge at gøre. Men de er lykkelige som børn alle sammen. En pige
er voksen, når hun er 15, så er hun giftefærdig, og inden hun er rundet de 20 har hun et barn i
hånden, et på armen og et i maven. Intet under at det myldrer med børn. Mændene er fiskere. Hver
morgen drager de ud. Vejret er vidunderligt, ikke for varmt og aldrig for koldt. Sørgeligt det får en
ende så snart. Den 30. skal vi være i Granada igen og så begynder den besværlige hjemtur. Jeg er
blevet meget brun og tyk, føler mig dejlig rask.
Jeg glæder mig til at fortælle. Her er så meget så meget!!
Kærlig hilsen. Jeg håber alt står vel til. Har ikke hørt fra Jer siden Paris!?
Helle
Vores hus er det fornemste i byen. Her er meget propert og familien er lidt ”fine”, hvad der ikke gør
den sødere. Bambusmåtter som døre. Masser af geder. Røde lerkrukker til at hente vand i. Det er et
dejligt syn, når alle kvinderne henter vand. Skoleundervisningen -- åh -- jeg gider ikke skrive mer.
Slut!!
78
Fra Helle i Spanien
Granada 29/4 [1952]
Kære Mor.
Tusind tak for dit brev, som jeg har fået her i Granada. Nu er vi her igen efter 10 vidunderlige dage
i Calaunda. Det var sørgeligt at tage afsked med bopladsen, aldrig har jeg set noget så smukt og rent
som den lille by. Vi kom ind på livet af den, synes jeg og begyndte rigtig at komme i gang med at
tegne og male. Frank lavede sig et atelier på balkonen ud mod bjerget, og der arbejdede det meste af
dagen, resultatet er 5 store skitser i farver til malerier. Han er en fin maler. Jeg tror nok jeg har fået
ligeså meget ud af at kigge på ham som af at tegne selv. Jeg har ikke spor lyst til Danmark og
børnekoloni. Gid der blev tid og fred, så kunne jeg godt udarbejde mine skitser. Har vældig lyst til
det. - I dag mødes vi alle sammen i Granada, smækfulde af oplevelser. Nogen har været på
vandretur i bjergene, nogen har været i Marokko osv. Hvis vi kunne have samlet alle vores
oplevelser i en sæk, var hele Spanien nok repræsenteret. Vi havde jo mange muligheder, men jeg
synes, jeg har valt det bedste. På så kort tid er det ikke godt med alt for mange indtryk.
Tak Knud for brevet. Jeg kunne under ham og Ingrid en dejlig Venedig-tur, men hvorfor netop
Venedig igen? Der er så mange andre steder, som man ikke kender. Hvad siger I til orangelunde
med stor tunge rødgule appelsiner, dadelpalmer, figentræer, lange flodstrækninger med sukkerrør.
Ellers ikke noget nyt! Vi har badet i Middelhavet og er tørret af solen på klipperne hver dag. Om
otte dage står vi i København. Sørg for godt vejr til os!
Kærlig hilsen til Jer alle sammen. Det er ikke blevet til meget brevskriveri til nogen.
Jeres Helle
Fortæl Karsten, at i Caleunda er skolegang frivillig. De, der vil, går i skole ét år. Og det er meget få,
der kan læse og skrive. De kender ikke til aviser. - Tøjet hænger i laser på dem. Børn har aldrig
bukser på, og hvis de har, står tissemanden ud af hullet som en pind for nemheds skyld. Til de er et
par år hænger de bogstavelig talt fast i moderens brystvorte, hvor hun går og står dagen igennem.
Fra Helle i Spanien
Granada 19/5 [1952]
Kære familie Tænk så nåede vi Granada! Der er meget langt hjem nu - og alt er som et eventyr. Menneskene kan
man næsten ikke drømme sig til og naturen har så fantastiske former og farver som jeg aldrig har
set. Jorden er rød som teglsten, klipperne hvid-grå. Vi har lige gået i et gammelt Maurpalads og
plukket appelsiner - store modne frugter og spist mandler fra mandeltræer. Her er ubeskrivelig
dejligt og et vidunderligt klima, lunt og friskt hele døgnet rundt og ikke spor for varmt. Men vi har
også lidt for at komme så langt. - Jeg var ude for den værste totur i mit liv. Stuvet sammen som
kreaturer i to 3-klasses bumletogsvogne med træsæder til 2/3 af flokken, kørte vi ganske langsomt
det meste af et døgn gennem et fuldstændigt øde og vidunderligt landskab. Det er vist umuligt for
danskere at tænke i afstande som disse, tænk i 100vis af mil uopdyrket land. Når vi endelig
standsede ved en lille landsby, kom alle folk løbende og råbende og viftende og leende. Der var
nogle arabere med som blinde passagerer. De opholdt sig under sæderne eller på det mere end
uhumske lokum. Engang hvor jeg sad på samme, bankede de på som rasende fordi konduktøren var
i sigte; der var ikke andet for end at skyde slåen fra og lade dem slippe ind. Konduktøren havde
imidlertid set buksebagen af den ene, hvorpå de blev beordret ud og smidt af toget under et
79
voldsomt skænderi. Nå men det værste var, at jeg var hundesyg. Denne her forfærdelige olivenolie
som alting er stegt eller dyppet i, er ikke noget for min mave, og varmen i toget og den stadige
rumlen fik det hele til at koge over, så jeg tilbragte natten på maven ud af vinduet, hvor jeg
brækkede mig efter noder, og jeg var fuldstændig afkræftet da vi nåede Granada. Men efter 10
timers søvn og et måltid olivenmad - der er jo ikke andet at spise - kom jeg helt til hægterne igen,
har i dag travet rundt og befinder mig glimrende igen. Men gudskelov jeg nu har fred for rejse for
en tid, så langt. Jeg har været oppe i hulerne, hvor zigøjnerne bor. Der går en smal sti i snoninger op
ad bjergsiden mellem kløften og floden til den ene side og der i klippevæggen ligger åbningerne så
tæt som musehuller og det vrimler med sorte zigøjnere i spraglede klæder. Det er gøglere, et helt
stort samfund, der sådan set ikke har noget med den øvrige spanske befolkning at gøre. De stjæler
som ravne. Men skal holde godt fast på tegnebogen. Det sjove er, at de ikke aner, det er galt at
stjæle. Fra de mindste børn klynger de sig til ens ben og vrider de smukke kroppe, mens de råber: ”ma peseta cigaretti!” Og alle gaverne eller tyvekosterne forsvinder ind på barmen. Deres boliger er
gravet i mærkværdige former og festligt dekorerede. Om aftenen opfører de deres vilde danse med
Castanetter. Der er noget magisk over hele atmosfæren, men har svært ved at rive sig løs.
Her inde i byen er folk meget ærlige, og utrolig lattermilde. Hvor vi går, stiller de sig op og vrider
sig af grin. Det er en gammel maurby med smalle krogede gyder med smukke orientalske
bygningsværker. Lige udenfor ligger kaktuslunde med kæmpestore kaktus og langs floden vokser
bambusser.
Endnu i dag er alle danskere i Granada, indkvarteret på mange hoteller, men nu spredes vi for alle
vinde. Jeg skal op at pakke. Vi er et par stykker der ta’r bussen mod Malaga og Middelhavet. Prøv
at finde det på kortet Der er ingen breve til mig, men jeg håber alt går godt hjemme.
Rigtig kærlig hilsen. Jeres Helle
Dosmerseddel fra mor på ved ud ad døren til Italien
[11/9 1952]
[11- 27 sep 1952 regerede Helle på Udsigten, mens far og mor var i Italien].
Kære Helle! Velkommen hjem!
Karsten er altså hos Peter, og ham ringer du hjem. Gent. 5241, jeg håber han har læst lektier. Du må
daglig holde ham til ilden, se hans skrft. efter, og spørge, om han skal læse på diktat eller
genfortælling.
Han har to par nylonstrømper, grå og brune, som jeg vasker ud hver 3-4 dag, skiftevis. Han møder
Tirsdag og Fredag kl. 9 ellers 8. Han får gryn (giv ham bare uristede, selv om han gør vrøvl) på
sengen kl. 7.15, og kaldes på 2. gang 5 min. i halv 8. Kommanderes i seng kl. 9. Spiser som
skolemad 3 halve rugbr. og 1 stk. fransk. Kan nu lide leverpostej særlig med asie til. Der står noget i
et overbundet glas i spisekammeret. Han kommer fra skole kl. 2 de 4 første dage i ugen og kl 1 de
to sidste.
Der er brombær i haven, og muligvis også bønner. Har du noget for selv om eftermiddagen, kan du
bare ringe til fru Budtz, så skal de lege der, og jeg vil ikke ha’ dem til at styrte rundt her alene.
Skulle der blive noget med en vandhane, så ring til centralvarmeservice, står på telefonblokken.
80
Kjeld har husholdningspengene. Sæbepulver + køkkenhåndkl. er i køkkenskabet nærmest
spisekammeret. Husk din sygekasse.
Vi føler os om rovmorderens små kanariefugle, efter at ha’ læst om Gedserfærgen som vi skulle ha’
været med i går.
Mange hilsener Mor og Far
Fra mor
[Krumstrup] 26/6 [1953]
Kære sønneke [Kjeld]! Som hovedpersonen d. 27. vil jeg henvende mig til dig først, med many
happy returns of the day og gid du må få fornøjelse ud af den tiltænkte festlighed, vejret lover ikke
allerbedst til gardenparty, her regner det p.t., og så vil jeg slutte med mange hilsener. Og sig så ikke
at prædikenen ikke var priselig kort, for øvrigt vil jeg lige bemærke, at du er velkommen i Skoven
når som helst, Jørgen har det godt og der er dejligt dernede. Din mor.
Kære Johs! Så kommer turen til dig. Vi havde en god rejse, det er en fænomenal forbindelse, toget
holdt overho’det ikke over Sjælland, og Ringe-toget holdt ved færgen og standsede kun ved Nyborg
H. Kirsten, Børge og Lene var der med den lille grå, der er en dejlig lille vogn, som har
revolutioneret hele tilværelsen her. Hele dagen i går havde vi det herligste vejr, så vi spiste ude. Jeg
talte med Helle i telefonen, hende skal vi hente i aften efter middag, hun har det godt. Hun er glad
ved Køng, så hun vil se at komme tilbage dertil efter Viborg, siger de her, at hun har sagt, for i de 3
minutter vi talte i telefon, blev der ikke så meget at drøfte, når vi også skulle udveksle
vejrbetragtninger. Det var vel nok en hund af format, vi kom i kupe med, og hvor den lugtede af
det, men den forsødede Karstens tilværelse, han havde gerne taget den med hjem. Det var samme
race, som den, fru Jensens lejer i sin tid optrådte med, efter at ha’ sendt billede af sig selv og en
skødehund.
Børge har det helt forbavsende godt, det er længe siden, han har gået så godt. Han er i gang med at
væve vores betræk, det er kønt, det skal på udstillingen i Ollerup. De fik ikke noget ud af
udstillingen i Ringe, det går lidt trægt med salget i øjeblikket, men det er nok sommeren, der gør
det. De har planer om, at Lene skal væve 3 forklæder til de tre prinsesser, og overrække dronningen
i Ollerup, så bli’r hun da Danmarks-berømt, og Helle ikke ene om at komme i avisen med billede.
Karin er ikke hjemme, hun startede i går morges til Bornholm, med lærer, lærerinde og 18
kammerater på cykel, de skulle ha’ første station i Slagelse, hun skal være væk i 8 dage. Per er en
sød unge, han har sådan et par kønne øjne. Karsten skal helst sluge alle herlighederne på én gang, så
han er ganske stakåndet, og her er vel også nok noget at ta’ sig af, lige til to små ællinger –
moderløse, der sidder i en lille kasse ude i gården på varmedunk, så er her to små killinger, der er
ramt af, at deres forældre er søskende, de kan ikke holde balance på bagbenene, og Poul har fået ny
hund, en rød setter, Lady, den er så sød, og den viger ikke fra ham døgnet rundt, og den er 2 år, så
det mærkeligt, den i den alder kan slutte sig så 100 pct. til ham. Glaus følger Viggo mark op og
mark ned, hvor han så opholder sig. 4. Juli drager hele fløj-familien til Norge, i bil gennem Sverige,
de har anskaffet et stort 6 mands-telt med to feltsenge til ”de gamle”, bord og stole og kogegrejer.
Lady skal i pleje hos den forrige ejer. Glaus skal mor ha’, og det glæder hun sig ikke til, for den
sørger og hyler selv om natten. I morgen aften er vi alle mand inviteret til aftensmad i Fløjen.
I går aftes rullede vi ved 8-tiden ned til Skoven, det var bedst at komme uanmeldt, for at forstyrre
deres cirkler så lidt som muligt. Jørgen havde det godt, han er tynd som en streg, men glad og man
81
kunne intet se på hans gang, og han styrter fra bal til bal, og imponerende nok i bilen. Han og Georg
Pers skulle til Flintholm, og Jørgen skulle ha’ Georg med på vejen. Mogens siger, at det går aldrig
for Perser, og de gennemfører aldrig, hvad de begynder på, og ”når de ta’r sådan en idiot som Bille
Wiggers til rådgiver, skal det gå galt”, sagde han, hvor meget eller lidt det så passer. Vi er inviteret
derned til Henriks fødselsdag på Mandag. Da vi talte om Perses, sagde jeg i forbifarten, at Agnete
var der, så bemærkede Jørgen ”så må det hellere blive far, der ringer dertil og aftaler med Georg.”
Almindelig smil! Jeg sagde, at det var rart at høre, at de også havde næbbede børn. For øvrigt har
jeg ond af Merete, det er som alt i hende er gået i knude, hendes ansigt, hendes bevægelser og alt
hvad hun siger. Man har sådan en lyst til at sige: slap a’”. De skal ha’ deres køkkenbord repareret
og vasken flyttet, så spurgte jeg, om de så ikke skule ha’ rustfri vask. ”Jo”, sagde Merete, ”vi skal
ha’ en ny, men jeg tror ikke det hedder rustfri, men nu skal jeg spørge Mogens”, og så kom hun
tilbage og meldte, at det var rustfri, de skulle ha’. Der er tale om, at Jørgen skal begynde at bo i et
pensionat i Webersgade, hvor en kammerat, der er stud. Polyt. Bor, så vil han derfra se at finde et
værelse. I begyndelsen af Aug. skal han til praktisk prøve, og det foregår sådan, at han pludselig får
besked om at møde et eller andet sted i landet omgående. Og hvor det så bliver, så agter de at køre
dertil og holde ferie ved nærmeste strand. Mogens’ forelskelse i Helle er lige så stor, som hendes
var i ham, da hun var lille. Han vil absolut ha’ hende med på Mandag, og hun skal bo der om natten,
og han skal nok køre hende til rutebilen, men hvad hun selv siger, ved jeg ikke.
Da Mor spurgte Karsten i går, om han ikke syntes, det ar dejligt at køre i bil. Svarede han ”Det er
bedre end at køre i tog, men jeg vil nu hellere køre på cykel.” De fortalte mig selv om spøgen med
familien, som stopklodser og jeg tog det en mægtig joke, og så gjorde de det samme. Så i aftes
sagde jeg ”og så vil vi gerne se Jer alle fire fremme i rampelyset, når Kirsten skal starte”, så stak
Merete ho’det ind og sagde ”vi havde på fornemmelsen, at I blev fornærmede, det var ment som en
spøg”, hun skal nok træde i spinaten.
Vimmer blev modtaget med en fin kasse, hvori den fører sin stilfærdige tilværelse. På færgen var
der en familie med bur med selskabspapegøjer. Det er ikke sådan med de husdyr. Her lå brev til mig
fra Bodil, Ida nåede lige at blive færdig med eksamen, da hun lagde sig med influenza og flere dage
over 40, hvor er der mange, der er syge. Jordbær er her så mange a’, at de kan se stort på dem, der
mugner, vi fik to svingende skåle på bordet i går med fløde, så den dårlig kunne løbe ud ad kanden.
Intet under, at ungdommen bliver vel ved magt. Mors 16-årige pige vejer nok sine 150, og det er
uden overdrivelse. Grete ser noget træt ud, og ferien synes jeg noget problematisk, i telt og med
madlavning pr. spritapparat. Vi voksne har været i Ringe alle mand i formiddag. Så er posten her.
Skal hilse.
Hils Adda.
Din Snuser.
Til lykke med vores fælles håb.
Fra mor på Krumstrup
Mandag 29/6 [1953]
Kære Snuser! Så skal du igen ha’ en hilsen fra ferieland i håb om, at posten bringer et fra slideland,
men det er praktisk at skrive, mens husets damer virker.
Helle hentede vi så Fredag aften, du kan ikke tænke dig mage til butik Køng Højskole er, og der
skal da hele Helles indstilling til at finde det yndigt, for det yndige ligger i sandhed uden for huset,
der er smukt omkring, men regnvejrsdage må være harske, da begrebet hygge for mig at se skal
82
findes med lup. Men det er måske den rette stemning. Det er en gammel kasse med trapper op og
trapper ned og smalle gange, og Helles rum, for eg vil ikke betegne det som værelse, er mod nord,
alt i øllebrødsfarve og møbleret som et ka’lekammer, og alt er indhyllet i løbesodslugt. Skolestuerne
var rigtig pæne, og der var rent. Men toiletforholdene – bevar mig. Jeg tror, det er dømt til
undergang, for uden penge og åbenbart uden nogen som helst praktisk begreb kan sådan noget jo
ikke køre rundt.
For denne weekend var der inviteret 100 gamle elever, og en gris var slagtet og ventedes at blive
spist op, og intet skulle gæsterne yde, men alle r glade og et stort rum er stillet til malernes
rådighed, hvor de kan rode, og kunst er så efterladt på væggene. Helle er kun ked a’, at hun skal vil
Viborg og ikke tilbage og bliver der til 15. Aug. Hun og Stilling har tegnet brochurer, der skal
udsendes for at lokke husarerne til. Hun ser strålende ud. Hun tog tilbage i går aftes, Kirsten kørte
hende til Ringe, og derfra gik rutebil til Hårby, der havde hun over en times ophold til næste rutebil
til Glamsbjerg, så alt i alt er det en tur på 3 timer. Kommer hun en anden gang, må hun cykle til
Hårby. Men det var hyggeligt at være sammen med hende her. Om aftenen, altså i går, var en
tandlæge Jørgensen og kone inviteret her op til jordbær, han er assistent for sommerferien hos deres
tandlæge i Ringe, og de har købt væveting på udstillingen, han viste sig at være søn af Vogelius
Jørgensen på Søgårdsskolen, og var klassekammerat med Torben Bonnesen og Frederik Paludan, og
studiekammerat med Tora og Kaj. Han ventede Fredrik til Ringe for skovrider Oluf Bang søger
assistent, og han skulle tale med ham om eventuelt at få stillingen, så han har åbenbart fået nok af
Sverige. Det var kedeligt, Helle var taget af sted, for det havde nok moret hende at drøfte gamle
kammerater.
I aften skal vi til morbrors til Henriks fødselsdag, man undres hver morgen over at vågne op til det
herlige sommervejr, det er jo nu bedst for dem, der ikke bestiller noget, hvordan mon Kjeld klarer
sin tørmælk. Jeg har gået en mængde af Lenes babytøj til Karoline. Du kan ikke tænke dig, hvor
Karsten morer sig, de enes så strålende alle tre, og vi ser dem kun til måltiderne, i går havde de
flikket en tømmerflåde sammen med en æblekasse ovenpå, og på den padlede de rundt i
Smededammen, ind imellem spiller de kroket. I morgen hen på eftermiddagen skal vi til
Teglværksskolen ved Nyborg med aftensmad, så kan børnene komme i bølgerne. Masser af
jordbærrene er ødelagt, men nu der det, som der dukker et nyt kuld frem, der altså er født i
tørkeperioden og altså er fine. I går fik vi kyllingesteg, og i forgårs duesteg, så vi lider egentlige
ingen nød. Jeg måtte lægge en klædelig dæmper på Karstens kyllingespiseri, det var en forbløffende
appetit han pludselig lagde for dagen. Lørdag aften var vi til et overdådigt aftensbord i Fløjen og
endte med jordbær, inden vi gik ned til os selv.
I dag køres der hø hjem. Haven er så yndig med roser. Væverne har travlt, vores betræk ble v
færdigt i går. Nu væver de også gardiner, de er ualmindelig smukke, ja, det er alle deres ting,
tandlægeparret i går købte 10 håndklæder og et forklæde.
Tror du ikke vores cykler skal sendes til Asnæs, før jeg kommer hjem, at vi er sikre på, at de er der,
og tøjet må vi nok sende som ilgods lørdag. I al min lediggang her, svimler det for mig med al det,
jeg skal foretage mig de par dage, vi skal være hjemme.
Så nu kører de tre på tom høvogn forspændt traktor, bare alt andet bliver tomt efter dette.
Helle havde haft brev fra forlagsboghandleren, Strupe, med ”tak for den dejlige bog, som han
glædede sig til at vise kunden, der lige i øjeblikket var bortrejst.”
Her har d et nyt flue-udrydningsmiddel, aerosol, det er dyrt, men jeg har aldrig set noget så
hurtigvirkende, det er hårdt tiltrængt, men også bundløst, synes man.
83
Tak for Jeres rare og indholdsrige breve, det ar dejligt festen gik så godt, og fuldmånen havde I. Du
fik 10 krus af mormor, en mere udførlig tak til samme påkrævet.
Mange hilsener. Tillykke med Thomas.
Skal hilse så meget
Jeres Grete - mor.
Fra mor på Krumstrup
Onsdag [1/7 1953]
Kære Snuser! Så kommer sidste skrivelse for denne gang, vi er i Kbh. lidt over fire på Fredag, med
os er alt vel, men Lene ligger i sengen med ondt i halsen, hun dog feberfri i dag, og Per har trådt
noget op i foden, så han går og hinker.
Lenes dårlighed blev konstateret lige før vi skulle til stranden i går, så det blev Grete, der blev
chaufice, og mor, Per, Karsten og jeg var med. Jeg lånte Kirstens badedragt, og Karsten og var i
bølgerne. Per er sådan vandskræk, at han end ikke var til at formå at soppe. Vandet var dejligt, og
der var ikke mange mennesker. Vi havde aftensmad med, jeg har aldrig set Karsten spise så meget,
de har noget, der hedder sønderjydsk rugbrød, og det behager ham i høj grad. – I forgårs havde vi en
vældig hyggelig aften hos Pillerne, det er jo nogle skønne aftener, flagermusene smuttede om
hoderne på os, og vi så hele kalkunbedriften, den er af format, 700 kyllinger og 100 gamle, netop
den dag trillede en maskinefuld ud af æggene, de findes i alle størrelser. Ole havde skudt sin første
buk den dag, og det er jo mere end at blive konfirmeret. Jeg synes Jørgen er rask og glad at se på. I
Lørdags havde han været til det berømte bal på Flintholm, var kommet hjem kl. 3, have taget
smokingen af og var gået på bukkejagt. Mage til Henriks fingerfærdighed har jeg sjældent set lige
fra hans bogbinderi til hans bastarbejder, han vil være bogbinder, og siger praktisk, at det de andre
studerer for, kan hans far så sætte i hans bogbinding, det er tre ualmindelig søde drenge. Det er ikke
umuligt, at Henrik får lov at besøge os i sommerhuset. Samme Henrik viste os lysbilleder fra deres
rejser, de var nydelige, men jeg synes slet ikke, de står mål med de levende, da lyset blev tændt
igen, sov Karsten trygt. Han var lidt fornærmet over, at jeg stoppede ham i at spise kyllingesteg ud
over det passende, så da jeg senere rettede ham for noget anet, sagde han ”du er nu lidt slem ti, mor,
at blande dig i mine forhold.”
Jeg har hørt om kongebesøget hos Erik. Han lå og sov til middag, så ringede telefon, og en af
drengene tog den, og da han hørte det var kongens adjudant, smed ha røret, og foer ind til faderen
”Far, far, kongen er i telefonen”. ”Sludder dreng”, sagde Erik. Men han måtte dog op af
divaneseren, og fik så besked om, at Hans Madsen ankom om en time. De arme mennesker, de
havde ikke engang sodavand i huset, så der gik expresbud til købmanden i Lørup efter det, og
købmanden er ikke lidt stolt over leverancen.
Jenny har taget plads som oldfrue på et alderdomshjem i Ollerup, hun har jo nok haft for lidt at rive
i i de små stuer.
Det er dog en tragedie med alt, hvad der hører til Bonnesens, det bedste var, om tiden kunne læge
alle sår, og Torben og Birte finde hinanden igen, hedes har det været en ren besættelse, som kan
gøre hende mere klog og moden. Med kendskab til alle de mærkelige hændelser måtte man
egentlige kunne skrive en spændende roman.
Jeg er klar over at jeg i en tidligere tilværelse må ha’ været padde, mens de andre er ved at smelte,
nyder jeg varmen i fulde drag, men jeg har ganske vist heller ikke noget at bestille, det er vel nik en
84
slap-a’-tilværelse, jeg har sovet og sovet, de første morgener vågnede jeg tidligt ved de landlige
lyde såsom gæs og køer, men nu sover jeg fra alt, denne her stille sommer er da helt eventyr. Nu er
Ingrid [Thorborg] vel så færdig på kontoret. Det var dejligt, hvis det med gården i Tommerup kunne
løses på fredelig vis. Men jeg er lidt bange for, hvad broderen siger, han er vist en hård negl. Der
faldt en sten fra mit hjerte, ved at høre Kjelds gilde vel overstået, uden at den gamle med brillerne
var exploderet. Stakkels Kj. der sla[?], netop mens sommeren står på. Så I avisen om den gård, der
var brændt, da gårdejeren tændte en tændstik i en vognport? Jeg har aldrig kunnet lide, når der var
stærk bezinluft i kælderen, og det er der nu tit. Jeg venter med at skrive til familien Olsen til Fredag
aften, skal Henrik [Olsen, feriebarn] følges med os til vandet Mandag, eller skal vi lade ham rulle
derop Tirsdag med rutebilen? Mon de ikke har deres kolonihave lige nær ved den.
Det bliver vist ikke til noget med Jørgen og Webersgade. Jeg kom til at tænke på det værelse, som
Witt havde hos Rille, mon det ikke var noget hvis det ellers var ledigt, han var jo glad for at bo der.
Hvis I havde oplevet kattene her, ville I sætte guldring om Mis’es hale til tak for dens artighed, hvis
mor kommer til at gå igen på Krumstrup, bli’r det med en kat under hver arm. Deres egen og fløjens
hankat går igen på ikke lydløse frierføder ti kattemoderen her, der endnu har de balanceløse
killinger så om føje tid kan de altså begynde på et nyt kuld.
Så ved jeg ikke mere. Hils Adda så mange gange, og jeg skal hilse herfra.
Jeres Grete – mor.
Per er ikke af så mange ord, men i går opløftede han røsten og sagde: ”Jeg tænker hele Bornholm er
dækket af Søsses fedt, det render nok ned ad landevejen.” Brødre er søde.
Jeg har lige talt med Mogens, han ville meget gerne ha’, at Kjeld fandt Rille i telefonbogen, og
ringede og spurgte, om der var værelse ledigt. De hedder Dinesen, og han er forsikringsmand, og
send så lige et kort om det direkte til Skoven.
De har fået opringning fra en pige fra Aarhus, der søgte plads hos dem, hendes kæreste er
bagersvend i Gudbjerg.
HELLES OPHOLD PÅ LYSEBU I NORGE 1954
Fra Helle på Lysebu i Norge
7/5 [1954]
Kære Mor.
Tak for dit brev i dag. For første gang har vi set solen, ellers har Lysebu været indhyllet i en sky. Vi
har kun kunnet se et par meter frem for os de sidste dage, og grantræerne lige udenfor vinduerne var
fuldstændig forsvundet. Det var helt sært at vågne op til bjerge. Når det er klarest, kan man se 75
km væk. Her er virkelig så tyst som i en kirke og hvis ikke mand vidste at banen et kvarters gang
her fra kan føre en til Oslo i løbet af en halv time, kunne man tro, at verden bestod af granskove og
bjerge. Vi lever som på førsteklasses hotel. Her bor 24 danske og et par nordmænd, og vi bliver
vartet op af 8 piger in nationaldragter. Vi skal ikke røre en finder, værelset er gjort i stand, når man
rejser sig fra morgenbordet, badeværelser og finsk badstue står til fri afbenyttelse på alle tider af
døgnet. Her er dagligstue i gammel telemarkstil med stor åben pejs, atelier’er og musikværelse og
bibliotek. - jeg blev glad overrasket ved at møde Otto Svensson, som jeg kender lidt fra Akademiet
og som er en meget begavet kunstner. Vi er for øvrigt det største hold af malere og billedhuggere,
der har været på én gang på Lysebu: 6 malere og 2 billedhuggere. Så er her en stiftsprovst fra
Haderslev, konservator Jacobsen, overbibliotekar Ostenfeldt, pastor Bielefeldt, et par unge præster
85
og en del lærere, bl.a. en mag. i gymnastik, han studerer rytmisk gymnastik for mænd. Jeg er den
yngste og eneste under 30 år.
Alle tågedagene gik jeg på museer i Oslo, i går var jeg på Bygdø, hvor jeg sammen med maleren
Heedal skitsede lidt hele eftermiddagen i de gamle bondestuer. Her er nok at se. I dag har jeg været
hjemme og tegnet. Sneen smelter på kraft og risler ned ad alle skråninger, den har ligget meget højt,
og endnu går den til knæene i skoven, hvor der ikke er skovlet. Tænk jeg synes allerede jeg har
været her så længe. - I aften skal vi se en film fra Kenya, hvor konservator Jacobsen har rejst, det er
en farvefilm, der varer 1½ time. Det er nogle mægtig søde mennesker. Man blir hurtigt rystet
sammen og vi har nogle gevaldige diskussioner i biblioteket efter aftenteen med tændte stearinlys
og en brændeknude i kaminen. - Vi får dejlig mad og jeg er konstant sulten, så jeg kommer nok
hjem som en fedebolle. Masser af ymermælk, tykt knækbrød og tre slags ost er de faste og
frokostretter. Man må slev passe på at sætte sin dag lidt i system, at den ikke skal smuldre væk.
Svensson er meget flittig, han rejser sig straks efter bordet og maler mange timer hver dag. Jeg kan
nok lære noget af ham. Han maler ikke naturalistisk og aldrig efter motiv, men det er sjovt at se,
hvordan hele hans farveholdning har ændret sig heroppe i de tunge farver, der omgiver os.
Jeg er meget begejstret for Munch. Der findes mange af hans billeder på Nationalgalleriet. Storstein
hører til de store nutidige malere, han og Per Krogh står for meget af udsmykningen på Rådhuset. Der er vist ikke noget ledigt lokale til min lille udstilling i Oslo, så jeg må nok nøjes med Lysebu.
Aften. - Filmen fra Afrika var strålende. Det har været vist i World Cinema. Vi så alle de store vilde
dyr i nærbilleder og kom rundt til de forskellige negercrawl’er. -- Kan du huske Sidsel, den
kæmpestore norske pige, der var ude hos os engang - hende, der er lidt døv. - Hun har haft stor
succes med sine malerier. Hun kommer af og til på Lysebu og på onsdag har hun inviteret alle
malerne herfra hjem til sig.
Hilse mange gange hjemme og rundt omkring! Det ar rart, pengene fra Odense kom. Hvad er tante
Janes adresse? Hendes mand er bare: Dommer, ikke? Jeg savner et ur. Der findes ikke ét ur her på
stedet udover armbåndsure. Mit lille vækkeur kan vel ikke sendes?
Mange hilsener og hav det godt.
Din Helle
Fra Helle på Lysebu
Lørdag 15 Maj [1954]
Kære Mor.
Mange tak for brev, pakke og kort. Jeg kan slet ikke følge med længere. Pakken var revnet, så
blusen hang ud af den, men gudskelov var uret i tændstikæsken ikke faldet ud. Blusen er lagt på
hylde til varmere tider, men sidder godt og vil være sød til en sommernederdel. - Det er morsomt du
traf Pipin. Jeg glæder mig at høre mere om det. Var Lisbeth sød? Hvad er det for noget med filmen
fra mit børneselskab?? - Konservator Jacobsen har taget billeder herop fra, han er taget hjem til
Aarhus nu, og når han får dem fremkaldt sender hen dem rundt til vores forskellige
hjemmeadresser. Så det kan I altså vente Jer, men jeg ved ikke hvor længe det varer. - Det var
interessant at høre om Jeres Ruslandstur. Samme dag dit brev kom fik jeg brev fra Carl Henry med
lang beretning om et foredrag Brammer havde holdt om en rejse til Moskva. Brammer var
øjensynlig mere positivt indstillet overfor det hele derovre end Steen. Han er altså også upolitisk. -
86
Carl Henry skriver overraskende lange og gode breve. Han ved ikke hvad han skal stille op med sig
selv om søndagen og studerer i øvrigt Norge -!
I dag har vi skyen over os igen. Håbløst malevejr, alt er gråt som et fotografi. Det har ellers været
nogle herlige dage. Jeg har truffet en professor Kreiberg - læge, som er et meget godt bekendtskab
at have, da han er en stor personlighed og kendt i hele Oslo. Det begyndte med at han inviterede alle
interesserede fra Lysebu til at se sin malerisamling af Edv. Munch og Nicolai Astrup. Vi var 6, der
tog dertil, et dejligt hus på den anden side byen. Vi blev hjertelig modtaget og han og jeg kom til at
snakke træsnit, som er hans specielle interesse. Han har i sin samling nogle meget fine farvetræsnit
med indtil 14 stokke til hver. Et par dage efter ringede han og inviterede mig til middag. Vi mødtes
på Karl Johan og gik en lang spadseretur op ad fjeldet på den modsatte af Oslo, højt op til
sømandsskolen, der er rigt udsmykket af Per Krogh med meget originale fresker. Derefter spiste vi
på en fin restaurant, der ligger med stor udsigt over Oslo Fjord med havnen og hele byen bagved. Vi
sad på terrassen i solen, det er jo helt forår i Oslo med udsprungne træer på skråningen, og spiste
kyllinger og karamelbudding. Om aftenen var vi til koncert i Domkirken, der var ganske dejlig.
Munchs grafik er pakket ned på Nationalgalleriet, men konservatoren ved Kobberstiksamlingen er
en god bekendt af Kreiberg og han har lovet at stille hele samlingen til vores rådighed en dag, når vi
kommer til byen. - Professor Kreiberg fortalte mig om hvad han oplevede under krigen. Han og
hans 15 årige søn måtte flygte til England, hvorfra de illegalt fragtede aluminium med et skib til den
nordligste spids af Norge. De var ude for nogle frygtelige strabadser og levede i 5 år i
landflygtighed. Da det blev hans kone og 3 børn for broget i Norge, flygtede de til Rusland over
Moskva til Sibirien. I alle disse år havde de ingen direkte forbindelse med hinanden. Nu er familien
atter samlet og ved et mirakel uskadte alle sammen. De to sønner bor hjemme. Den ældste, som har
fulgt faderen i tykt og tyndt, er glødende kommunist. Faderen deler ikke hans synspunkter, men da
sønnen tilbød at flytte hjemmefra for ikke at skaffe ham ubehageligheder, sagde han at efter alt
hvad de har gennemgået sammen, så vil de nu holde sammen hvad der end sker. Det er sært at se, hvordan tågen bevæger sig i bølger ligesom damp. Der er små bitte grønne
knopper på træerne. Nå jeg glemte at fortælle, at Kreiberg ville sætte mig i forbindelse med sin ven, Finna, der skal være
Norges bedste nulevende grafiker. I går gik Svensson og jeg på udstillinger i byen og på
Kunstindustrimuseet, der var en masse smukke gamle vævede tæpper. Nu kom posten. Der var en bog til mig: ”Frigjøringen av de allierte krigsfanger i Nordland 1945”
skrevet af professor der. Med Leiv Kreyberg (nå, sådan staves det altså) med en hjertelig hilsen fra
forfatteren. Ja, ja!
Stiftsprovsten hedder Flensmark. - Jeg har nogle aftner spillet sange i dagligstuen, da der
tilsyneladende ikke fandtes andre, der kunne klimpre på klaver. Frk. Skovmand rejste sig et par
dage før jeg kom. Men i går viste det sig, at pastor Bielefeldt spiller ualmindelig godt klaver, han
spillede egne kompositioner, så nu skal jeg ikke ha’ noget af at spille i dagligstuen mere, men holde
mig til musikstuen, der ligger i en bygning for sig. Livet går stille og fredeligt heroppe i skoven.
Hver dag er dejlig at vågne op til. Der forberedes nu 17. maj over alt. Vi skal starte 6.30 mandag
morgen, der er resr3veret pladser til os i Oslo til at se optoget, og vi skal i Nationalteatret om
aftenen. Alle steder ser man plakater med program for 17. maj.
Nu ikke mere. Hils min fader på det hjerteligste og alle mine små brødre og svigerinder og fastre og
frem for alt vores barnebarn. Du får selv et kys fra
Helle
Kan jeg ikke få et billede af Mor med ungpigefrisure?
87
Fra Helle på Lysebu
Fredag 21.[5.1954]
Kære Mor.
Tak for dit pludrebrev. Det er meget hyggeligt at følge Jer i Jeres daglige gang derhjemme. Det
glædede mig at høre om Pipin. Hun ligner en lille fugleunge, den lille, ikke.
Vi har fejret 17. maj efter alle kunstens regler. Kl. 6.30 blev vi purret op. Pastor Dalen holdt tale
ved flaghejsningen - stort morgen bord med bacon og æg. Om formiddagen tog vi til Oslo, hvor der
var reserveret pladser til os på slotspladsen med udsigt ned over Karl Johan, og her foregik
børneoptoget. I 2 timer var det lange strøg fyldt med marcherende børn med flag i hånden, hver
gruppe med sit uniformerede orkester i spidsen. Resten af dagen var Oslo ét kaos. Der var absolut
intet ulovligt, kun at arbejde og lade vær’ at drikke. Om aftenen gik alle folk syngende med
hinanden under armen mere eller mindre berusede alle sammen. Vi var i Nationalteatret hvor vi så:
En tur i det grønne. Vi var hjemme på Lysebu kl. 12 og her ventede os alle tiders middag, der
varede til kl. 3 nat. Fru Hammerich og hendes mand pianisten Robert Rifling var kommet fra en
rejse i Frankrig i mellemtiden. Hun er en strålende kvinde, smuk og stærk og livlig, et virkelig
værdigt midtpunkt for festlighederne. Midt i det hele var der telefon til mig fra København. Jeg var
noget urolig inden den kom, men det var bare Carl Henry, der havde lyst til at høre min stemme og
sige, at han kommer herop i pinsen! - Senere på natten spillede Rifling på flyglet. Vi gik i seng i den
lyse morgen. Jeg har haft noget kludder med maven og været sløj, nu drikker jeg magnesia og det
hjælper. Det skal jeg huske.
Jeg maler tempera, det er noget vanskeligt noget at ha’ med at gøre, men jeg tror nok jeg skal
komme efter det. Jeg slider med det samme motiv endnu. Der er mere end nok at finde ud af i det.
Jeg læser også en hel del lyrik. Der er nu ingen af de norske lyrikere, jeg er særlig begejstret for, jeg
har derimod gået fat i den svenske Edith Sødergrans samlede digte, og de er ganske vidunderlige.
Hun har mange naturdigte og det er ligesom man fornemmer dem bedre, når man selv færdes
mellem bjerge og graner end hvis man læste dem på en hybel i København.
Onsdag spiste jeg til middag med Kreyberg i Oslo og om aftenen mødtes jeg med Svensson og var
med ham til Bachkoncert i Fragnerkirken.
Nu på onsdag skal her være stor festmiddag for hele ministeriet, den danske og svenske ambassadør
og kgl. skuespillere - i alt 50 prominente personer, og efter forlydende skal jeg have
udenrigsministeren til bords - (jeg håber ikke han vil underholde mig med udenrigspolitik). Der er
rejst nogle gamle stipendiater og kommet andre til, bl.a. en kolossal tyk madglad dr. Phil. Der
hedder Lehmann og en pastor Paludan (han er onkel til Frederik og Niels) fra Thy. Jeg skal for
resten hilse Faster Adda fra frk. Ostenfeldt, som har boet hos dem på Grønland og var gode venner
med Onkel Holger. Hun er nøje inde i familien og var klar over hvem jeg var, inden jeg kom.
Forleden aften åbnede jeg udstilling i dagligstuen og forklarede mine træsnit for forsamlingen, der
var meget interesserede. Vi fik en sjov aften ud af det, og jeg skulle besvare en bunke spørgsmål.
Her er også kommet en brandmester og en kriminalbetjent og en faglærer for snedkere, desværre
ingen unge, alderspræsidenten er 73, så Hedal, Svensson, Grete Risbjerg og jeg og et par stykker til
regnes for børnene og kan tillade os noget mere pjank end de andre. Her er 3 i sengen med
influenza. Det er et frygtelig skiftende vejr, i øjeblikket tordner og regner det. Træerne kan slet ikke
få lov at springe ud i fred. Det eneste gode ved det er, at sneen regner væk. Nu giver man snart ikke
se på sne mere.
88
Heidi skriver et meget lykkeligt brev. Sepp bor en tid i underetagen af en villa i Zürich, og hun er
der tidligt og silde og laver mad til ham, hjemme bor hun kun pro forma, skriver han og Mutti lader
det regne over hende med spot og foragt. Men Heidi er den stærke nu. Hun skriger at hun er i stand
til at holde det umulige ud. Hun elsker Sepp overalt i verden - og hendes liv er pludselig blevet fuldt
af 1000 Überraschungen, Ereignisse und Erlebnisse! ”Wenn ich denke wie viel sich geändert hat in
meinen Leben seit ich Sepp getroffen habe … vorher jahrelanger Stilstand und nun plötzlich bricht
der ganze Sturm los! Det er lige hvad man kunne unde hende. … Fru Petersen vil alligevel ikke af
med Carl H. og da det nok trækker i langdrag med Bellahøj, bliver han på Østerbro foreløbig. Der
kan skiene godt få lov at stå. - Besøget hos Sidsel gik glimrende. Hun har en ønskelejlighed for en
enlig, en lille korridor, en ret stor stue med et kæmpe ateliervindue med den dejligste udsigt, et lille
soveværelse + badeværelse med W.C. Hun er nu meget sød og havde malet mange gode portrætter,
og hun klarer sig rigtig godt som malerinde. Vi blev trakteret med rødvin og madder og nødder og
chokolade i massevis og snakkede til nattoget. Sengetiden ligger altid på den anden side midnat
heroppe. Aftenerne er de aller hyggeligste og i godt vejr er her en vidunderlig udsigt over bjergene,
der bliver mørkeviolette i aftenlys. Men nænner slet ikke at sove fra det. Til gengæld trækker
morgenbordet gerne ud til 10. Sikke en tilværelse! - Grete Risbjerg Thomsen er en ualmindelig sød
pige. Hun er underlig sky overfor fremmede, og det varede længe, inden vi kom på talefod med
hinanden, men når hun siger noget, kommer det meget præcist og velovervejet. Hun er gift med en
elektroingeniør, der skriver mindst ét brev til hende om dagen, sommetider et med hver postgang,
og jeg har indtryk af, at hun tilbringer al sin tid med at skrive breve til ham, men det kan jo også
være udviklende og resulterer måske også i et digt af og til. - Maleren Gutorm ligger i senge med et
frygteligt hekseskud. Han kan ikke røre sig og må suge mælk i sig gennem en gummislange. I aftes
var hans værelse samlingsstue for alt hvad der kunne være af malere og præster og Grete, der lå af
influenza blev anbragt på benenden med badekåbe på, og så hentedes der vinflasker fra hemmelige
depoter i huset. Gutorm slubrede Sherry og rødvin og Vermouth i sig gennem gummislangen, vi
andre drak af vore tandglas og stemningen - selv patientens blev høj, han druknede smerterne i vin
og pastor Paludan fortalte historier, der ikke var lige artige alle sammen. Han er en usædvanlig
grinagtig præst. Jeg ville gerne høre ham prædike. Vi drak dus alle sammen. - Den dag i Oslo med
professor Kreyberg drak vi kaffe på hans laboratorium 10. etage på det nye rigshospital, som han er
indrettet selv. Det er meget fint og lyst og med udsigt over hele byen og fjorden. En dag i næste uge
skal han være min gæst på Lysebu. Vi har lov at have en heldagsgæst 2 gange om ugen til frokost
kl. 8-10, formiddagsmat 12-134, middag 16.330 og aftensmat 20-22. Min mave er blevet rund og
trivelig - og dr. Lehmanns blir ikke mindre. Hedals kone slog hænderne sammen over den basse af
en mand, der tog imod hende forleden dag efter 2 måneders Lysebuophold. Om han var blevet
tykkere!
Mange hilsener til Jer alle sammen fra Helle
Fra Helle på Lysebu
Søndag [stemplet 30.5.1954]
Kære alle sammen.
Her kommer det traditionelle mandagsbrev - forhåbentlig. Det er for alvor blevet forår, på én gang
er birken sprunget ud og står helt lysegrøn mod de mørkrød-grønne graner og skovbunden er hvid af
anemoner og i græsplænen myldrer forårsblomsterne op. Det er henrivende ud. Men det er så vådt i
jorden af al den smeltede og smeltende sne, så man dårligt kan gå på de små stier uden
gummistøvler. Jeg glæder mig til vores pinsetur. CH kommer torsdag 3. og skal herfra med båden
igen om tirsdagen og jeg har arrangeret en herlig gå-tur fra turisthytte til turisthytte hele Oslo-marka
igennem.
89
Festen i onsdags var aldeles strålende. Min udenrigsminister sendte afbud, så jeg nøjedes med en
generalsekretær. Vi var 80 til stor diné med vidunderlig mad og ædle vine, og der var ikke een tale.
Meningen med festen var kun at stipendiater og dansk-norsk styre skulle lære hinanden at kende.
Fru Hammerich er selskabsmenneske, jo flere, jo bedre, hun har en evne til at være alle vegne og
sørge for at ingen føler sig udenfor. Kaffen bagefter blev indtaget i hendes private stuer. Hun og
hendes mand bor i et lille hus eller snarere stort hus bygget i samme gamle bondestil som det øvrige
Lysebu. Jeg kom til at sidde sammen med departementschef Kock og den danske ambassadør
Wasar, alle var i meget løftet stemning og diskussionen mellem de herrer og malerne var ikke
kedelig. Det endte med at en del af selskabet gik på maleriudstilling. Jeg blev opfordret til at stille
min grafik til beskuelse, Svensson har en hel lille serie af temperamalerier, som han har malet
heroppe. Sent om aftenen spillede Rifling Grieg og Mozart på klaveret. Han øver sig daglig seks
timer, jeg sidder tit udenfor hans vindue og hører det, han forbereder sig til nogle koncerter han skal
holde på Island i sommer. - Da gæsterne var gået fortsatte vi andre i biblioteket. Grete Risbjerg
læste sine digte op og den sidste flaske Whisky blev tømt ved 4-tiden om morgenen. Vi var noget
bimmelim den næste dag.
I går fik jeg en glædelig overraskelse. Fru Hammerich og Rifling ville gerne se min lille udstilling,
for en af gæsterne have bedt hende købe to træsnit - to af de små digtillustrationer. De sad hele
morgenstunden på min divan og sagde noget meget smukt til mig. Jeg kunne mærket at de virkelig
gjorde indtryk på dem, og de ville også købe noget til sig selv, de skulle bare snakke om hvilket.
Jeg fik Kjeld-udklippet fra Mormor. Bed ham vare sig for de norske jenter. Jeg maler oppe i en
gammel brandtomt lige herved. Der ligger nogle sorte stokke, der sammen med en masse stærkt
rustenrødt jern danner en forunderlig kontrast til skovens mørke - og lysegrønne farver.
Men nu får I ikke mere. Bielefeldt tripper for at komme af sted til Oslo med brevet. Fortæl mig
hvordan I fejrer bryllupsdag. Jeg skal, hvis jeg kan, prøve at ringe hjem - jeg ligger i vældig
telefonkorrespondance med Carl Henry.
Mange hilsner - Jeres Helle- tak for brevet Mor!
Fra Helle på Lysebu
Torsdag [stemplet 10/6 1954]
Kære Mor og Far.
Mange tak for Jeres brev i dag. Det er rart at høre, I har haft en god pinse også, selvom der jo
manglede et par børn til at fuldende billedet. Nu er Kjeld nok kommet med en frisk hilsen fra mig.
Det var sjovt at se ham på Lysebu, hvor han havde nok at gøre med at hilse på hele ”familien”
heroppe. Jeg håber han morede sig lidt. Dagen før han kom, fulgte jeg Carl Henry til båden. Så var
det min tur til at stå ene tilbage. Men han kommer nok igen om ikke så forfærdelig længe. Det var
første gang han var i Norge, og jeg tør sige Norge har været en stor oplevelse for ham. Naturen
præsenterede sig fra sin allersmukkeste side. Tænk alle de blomstrende graner og nysudsprungne
birketræer og sol fra morgen til aften. Vi havde den mest eventyrlige og vidunderlige pinsetur i
Nordmarka. Travede mange timer hver dag gennem store skove, hvor vi bare havde mærkerne på
træerne at rette os efter, mange steder var der slet ikke sti at se, men man måtte balancere på
væltede træstammer over en sump eller klavre op af en fjeldside. Det var nogle værre stroppeture
sommetider. Men bevar mig vel, hvor var der skønt og stille. Det forekommer danske helt utroligt,
at der findes noget så stort og tyst, at man kan gå en hel dag uden at møde et menneske. Vi boede på
turisthytter, hele små hoteller med fin og alt for dyr servering. De ved nok hvad de skal ha’ for det
90
de gode nordmænd. Vi spiste et forsvarligt måltid hvert sted og smuglede et par stykker knækbrød
med i lommen til turen og tog så middagen i næste hytte, vi nåede frem til om aftenen. Man lærer
hinanden godt at kende på sådan en tur. Det undrer mig, hvordan man kan se hinanden så tit, som vi
har gjort det hjemme i København de sidste 8 måneder, og så alligevel dukker der nye sider op hos
den anden, som man aldrig har set eller lagt mærke til. Vi tror det kræver lang tid, inden vi forstår
hinanden helt. Det er ligesom man har levet i hver sin verden, og pludselig skal man prøve at sætte
sig ind i en helt ny verden - og samtidig åbne sin egen. Vi er jo ikke de rene børn mere, og ingen af
os kan give slip p den tråd, vi én gang har fået fat i. Carl Henry var meget glad for at være den ene
dag på Lysebu, og han syntes jeg havde fået lavet noget heroppe. Selv er jeg langt fra tilfreds, men
det var opmuntrende, at han kunne se noget i det, og heldigvis har jeg da en tid endnu, hvor jeg kan
fortsætte, jeg har i hvert fald fat i noget, som jeg kan arbejde videre med. På en eller anden
mærkelig måde er mine temperamalerier en fortsættelse af træsnittene. De er i familie med
hinanden, og jeg forstår mere og mere, hvad maleri er og hvilke muligheder, der ligger i farverne.
Det er de samme problemer som i træsnittene, der virker med sort og hvidt eller gråt, her har man
blot hele orkestret at spille på. Jeg nyder hver dag heroppe uden nogen materielle bekymringer. Så
gode betingelser får man næppe igen.
Den udsædvanlige sympatiske der. La Cour og hans kone er kommet. Det er et ældre, meget
levende og smukt ægtepar, der pynter i Lysebufamilien. Så har en rundt gemytlig fynsk maler holdt
sit indtog, bedsteven med William og hele det fynske malerkleresi, jeg lærte at kende på Fyn sidste
sommer.
Tak for de henrivende billeder af den lille vidunderlige forkælede [Vibeke]. Alle her har fået lov at
beundre vores barnebarn. Hun er slet ikke til at holde ud. Hvis du sender flere billeder, skal jeg
omgående returnere dem, når jeg kommer hjem igen. Jeg har halvanden gul sok færdig. De skal nok
komme, inden sommeren er helt forbi. Kan hun passe bukserne endnu? Hils Knud og Ingrid og
spørg, om de ikke kan sende en gammel tante en lille venlig hilsen. Masser af hilsener til Jer tre fra
Helle
Jeg har det stykke i Information, du omtaler, Mor. Der står:
”At den voksende interesse for ung dansk grafik ikke er uberettiget, fremgår af den fine lille
udstilling, der kan ses i Kunstkredsen for grafik og Skulptur. To kvindelige grafikere hævder sig
ved deres personlighed: Vera Myhre og Helle Thorborg. Den ene skildrer sig slev gennem den ydre
virkelighed, den anden arbejder mere lyrisk umiddelbart. Desuden fængsler nogle ting af Aksel
Jørgensen, kraftige fromstærke arbejder, et halvt hundrede år gamle, men med en masse ungdom i
behold ----.”
Jeg er da helt vigtig af at blive nævnt sammen med min gamle professor. - Det er åbenbart Erik
Petersen, der har stavlet en udstilling på benene.
Jeg vil meget gerne ha’ en regnfrakke som Kjelds, bare mindre, sent herop, hvis det lader sig gøre H
Fra Helle på Lysebu
Fredag 18/6. [1954]
Kære Karsten.
Mange tak for dit brev og de to fine tegninger, der var med regnfrakken. Jeg synes især godt om
den, der hedder cirkus. Jeg har slået dem op på min væg med tegnestifter. Det var mærkeligt de ikke
tog den til udstillingen i skolen, men de andre var måske bedre? Der er en vældig god fart i de
91
mænd, der svinger i gyngerne. - Jeg har lavet udstilling med mine træsnit her på Lysebu, det er
hængt op næsten som i Toldbodgade og ser helt pænt ud. Ved siden af i atelier’et har vi hængt vores
bedste ting op, som vi har malet i de to måneder vi har været her. Vi er fire malere tilbage heroppe,
og vi har et hjørne og en væg hver. Det er mærkeligt at se, så forskellige resultater, der er kommet
ud af det. Vi havde fernisering i går aftes med øl og de følgende aftener skal vi hver især holde et
lille foredrag om det, vi arbejder med - for de ukunstneriske gæster på Lysebu.
Kære Mor. - 1000 tak for regnfrakken, den passer udmærket. Alting er så dyrt i Oslo, så jeg er glad
for at spare mine norske penge. Det kommer nok til at knibe med penge. Nu ringede Carl Henry i
går, at han kommer allerede den 26. han har ferie ca. 3 uger, og så rejser vi over Jotunheimen for at
se bjerge og gør turen på motorcykel. Det vil spare os for mange dyre togpenge. Jeg kan lade al min
bagage minus rygsæk stå på Lysebu, til vi er tilbage. Fru Hammerich, som jeg skulle købe træsnit af
mig, er i Danmark og kommer først hjem den sidste, så dem når jeg ikke at få forinden. Håber jeg
træffer hende hjemme, når vi kommer for at hente tingene. Jeg ved ikke, om HC kan lægge ud for
mig, jeg holder på vi skal dele udgifterne. Hvis ikke, kommer han og får de penge, jeg har liggende
hos dig. Men jeg venter lidt og ser tiden an. Det er ikke umuligt jet kan sælge noget på udstillingen.
Jeg har i samme håb inviteret professor Kragberg til middag på mandag.
Jeg er lige ved at træffe aftale med Grete Risbjerg Thomsen om at illustrere en bog med hendes
digte. Hun er sikker på at få udgivet sine digte p Gyldendal. Det skulle være digte, der ikke har
været trykt før. Hun har været meget flittig heroppe og har fået en del færdigt. Det kunne være
dejligt at have en bestemt opgave at gå i gang med i vinter, og de er virkelig gode, hendes digte.
Måske har der sneget sig nogle grantræer og norsk natur ind i de sidste. Hun er meget forsigtig og
genert og viser kun nødigt frem af sin produktion, så jeg vil ikke trænge mig på. Men hun foreslog
selv at jeg skulle prøve at illustrere hende, hun var meget glad for de ting jeg har lavet til Mistral.
Jeg har haft en særlig oplevelse. Pludselig optrådte Jordbjørk på Lysebu sammen med Sidsel,
inviteret af den svenske malerinde, der kender dem begge fra akademiet i København. Jordbjørk er
gift med en forstmand et sted højt oppe i Norge, hvor de har ét menneske pr. kvadratkilometer, hvor
det stadig fryser 5 grader, og hvor bjørnen 17. maj havde været helt inde ved huset og hentet sig et
får. Hun har fået en dreng, som nu er 7 måneder og desuden er hun blevet mor for 3 drenge fra 16 til
8 år. Men trods alt lignede hun sig selv, overspændt og med den samme frygtelige trang til at være
midtpunkt, som altid før. Hun kom to dage i træk og slog det samlede Lysebu med forundring og
betagelse. Hun fortalte æventyr og sang og spredte en mystik om sig. - Den første aften sad jeg nede
i stuen og hørte på hende, men det vakte ikke særlig lystige minder i mig, og den anden dag holdt
jeg mig helt væk. Jeg kunne næsten ikke holde det ud og alle de andre har ikke bestilt andet end at
fortælle mig, hvad jeg er gået glip af. Jeg husker nok, hvordan jeg selv i begyndelsen var duperet af
hende, men det er da usædvanligt at komme et fremmed sted blandt fremmede mennesker og straks
placere sig i deres midte og begynde at synge - uopfordret. Sådan var hendes entre - og dermed
kunne hun holde opmærksomheden fangen i mange mange timer. Man hørte overhovedet kun
hendes stemme. Fru la Cour var så oprevet at hun ikke kunne sove om natten, men måtte gå op og
ned ad gulvet: ”Det var som selve Norge kom ind i stuen”, sagde hun. Der er også noget fantastisk
stærkt ved Jordbjørk, det er bare det, man ved, at hun kan gøre folk helt kulrede. Jeg er kureret. - En
af de nærmeste dage kommer Bjørn Næss! - Karin, den svenske pige, kendte jeg ganske flygtigt,
hun gik hos Aksel Jørgensen, mens jeg gik hos Kræsten. Hun var meget opslugt af hele den
atmosfære og har taget den med sig. Hele hendes tankegang er så knudret og indviklet filosofisk, så
vi andre har opgivet at følge hende. Kineserne er de eneste, der forstår hende og derfor begraver
hun sig i kinesisk livsfilosofi, og alle hendes små studier af granskoven er symboler på tiden og
92
evigheden. Hun har et lille hof her på Lysebu, bestående af en lærer, en præst og en tegner, de
sluger til sig som klatpapir, hvad hun siger. La Cour prøver at trække hende ned å jorden. De har
nogle voldsomme diskussioner, så man må fortrække, hvis man ikke skal blive rundtosset.
Heldigvis er Lysebu stor og omgivelserne endnu større og endelig har man sit eget dejlige lille stille
værelse, med udsigt til masser af mørkegrønne grantræer.
Kan I ha’ det godt alle 3. jeg har sendt fotografier til Knud, som I skal se.
Kærlig hilsen Helle
Fra Helle på Lysebu
Fredag 25/6. [1954]
Kære lille Mor.
En venlig sjæl har lånt min fyldepen, 1000 tak for brev og henrivende billede. Carl H. skal lige se
dem, så sender jeg dem hjem; jeg glæder mig skrækkeligt til han kommer søndag morgen. I forgårs
snakkede vi for 7,75 kr. i telefonen og i går ringede han og sagde at Faster Adda havde det bedre og
at du vil købe sovepose. Tak! Gid Faster Adda dog må komme igennem det. Det ville være så
dejligt at tænke på, at hun skulle få nogle år uden mavesmerter. De vil jo alle sammen bære hende
på hænderne, når hun kommer hjem.
Jeg havde brev fra Tora [Bjerk], som fortæller om Hanne Heeland, 28 år, det er da frygteligt.
Hendes lille pige er 4 år. Tora skriver: ”Vibeke var noget af det mest bedårende jeg har set. Selv på
sine glansdage kan Ulla slet ikke være med i vognen der. Men hvem Søren er hun blevet så køn
efter?” Der er atter invitation til mig. Jeg huskede nemlig hendes fødselsdag! - Jeg gad vide om det
kort jeg sendte Mormor ikke er faldet i god jord, siden jeg ikke har hørt et ord fra hende. Når man
væver og interesserer sig for farver, må man da synes de er morsomme. - Lige uden for mit vindue i
et stort grantræ bor 2 små yndige rødbrune egern, der sidder og kigger på mig fra en gyngende gren.
De spiser nye små grankogler og tørrer sig bagefter om munden med forbenene.
Nu er vejret klaret op, vi er fri for tåge, men det er stadig koldt. Vi har sandelig haft en elendig
sommer. Jeg håber stærkt den vil komme nu. Vi stikker nok af en eller to dage før den første. Da vi
endnu ikke helt har fastlagt ruten kan jeg desværre ikke sige noget om poste restante, men vi skal
skrive nærmere. Det var nok det man kalder en ønskedrøm den om arkitektsvigersønnen og
modernisering af nr. 28, Udsigten, hva’! Vores Sct. Hansfest druknede i regn, men bussen var
bestilt til kl. 9 aften, og så kørte vi 2 timer højt op på Ekeberg, hvorfra man ser vores top på afstand.
Der regnede det, men uden skyer på jorden, og det var det mest besynderlige syn at se over mod
Voksenkollen og opdage, at det kun var et begrænset område der lå indhyllet i sky, og der vadede
man rundt og troede at hele Norge var tåget. Svært uheldigt at skyen netop havde valgt os at slå sig
ned over så mange dage i træk. Jeg var lige ved at få tåge på hjernen, frarådede oven i købet C.H. at
komme, for jeg tænkte: en tur i bjergene uden at kunne se nogen ting, er spildt. Men han sagde, at
hvad enten det var tåge eller sne eller torden eller hagl, så kom han. Jeg synes ikke du bestiller
andet end at være bedstemor, hvordan skal du hold ud at sidde i sommerhus så langt fra alt hvad der
hedder Pusser? Lad mig snart høre nyt. Et brev sendt lørdag får jeg i hvert fald mandag morgen.
God Vig-tur!
Mange slags hilsener. Helle
Postkort fra Helle
93
[Stemplet 19/6 1954]
Kære
Kære Mor. Brevet fra i går blev ved en fejltagelse ikke sendt i går, men så vil jeg be’ dig ringe
tirsdag i stedet for på samme tid. Hanni har fået søn nr. 3 i nat, 5 pund. Tante Margrethe ringede.
Alt stod vel til. Carl H. har hentet hele bagagen på scooteren, nu har jeg lagt i blød. Faster Adda ser
elendig ud, men er meget glad. Solen skinner, solbærrene er modne. Jeg glæder mig til at gense min
mor. Hils! Nu vejret er så fint igen, er der nok dejligt ved stranden. Helle
Fra Helle i Norge
Mandag 5/7 [1954]
Kære Mor og Far.
Hvad siger I til snestorm i juli måned. Vi er kommet op i 1800 meters højde til morgen. Det var en
streng tur både for os og motorcykel stejlt op fra dalen ad en smal, fedtet sti. Vi løb og trak og
skubbede og hoppede på og af og svedte og frøs. 3 Timer gik det bare opad på den måde, og
snestormen brød løs, da vi nåede op. Nu sidder vi i den øverstliggende fjældstue i pejsestuen og
hviler ud. I morgen skal vi op i isen med fører og tov. Det er frygteligt spændende. Men tænk at bo
fast i denne is- og stenørken, ikke et grønt blad vokser her. Men bevar mig for priser de ta’r overalt.
Vi er snart ruinerede. Man er jo henvist til at spise her. Regningen sidste sted, hvor vi var 1½ døgn
og kun nød 2 måltider (der var ikke elektricitet, og vandet skulle hentes i køkkenet) kom på: 69
kroner. Nå, Carl Henry ta’r den slags med en knusende ro og har en englelig tålmodighed, når det
gælder strabadser med den mere end tunge maskine. Jeg har jo bare at løbe efter som en lille hund,
når det blir for meget for den. I dag har vi kunnet synge: Det er mig og mobedikken, der er ude at gå
tur. Vi begynder at glæde os til at komme tilbage til sommeren, men nu har vi også set bjerge, så
det kan forslå. I går gik vi hele dagen små og muttersene i de store stenkolosser mellem rivende
fosser og fandt små rørende blomster - isranunkler, der pippede frem fra stenene. Jeg har skrevet til
Tara, at vi kommer forbi på hjemvejen og ligger ind til dem, men jeg vil hjem nu. C.H. vil også
gerne ha’ mig med hjem. Der er så meget vi skal … Jeg har meget lyst til at lave nogle træsnit til
efterårsudstillingen. Kan jeg ikke godt gå lige så stille hjemme og pusle med et?
Vi regner med at komme til Hærdal den 8. eller 9. Der ser vi efter post. Så skal vi gennem
Hardangervidda og Telemarken til Oslo, hvor al min bagage opholder sig. Jeg håber alt går godt
hjemme. Er spændt på nyheder. Vi studerer stavkirker på vejen. Carl H. har læst om dem og er nøje
inde i konstruktionen, de er bygget som vikingeskibene, men det er sjældent de findes rene, under
reformationen byggede de en masse krims-krams til.
Nu må I ha’ det så godt.
Kærlig hilsen Helle
Vi så lidt af solformørkelsen. Det var en med værdig stemning og et væmmeligt lys det gav. Solen
var så stor som det alleryderste af en tommelfingernegl.
Fra Helle til mor i Kahytten
[Udsigten 28] Søndag 18/7 1954]
Kære mor og Far.
Så er vi hjemme efter en drøj tur gennem Sverige. Det begyndte at regne, da vi forlod Grums, og
derefter kørte vi i en endeløs regn på opblødte grusveje. Scooteren var blevet træt og var på
94
værksted 3 gange, nu løber den, men uden lys. Og her hjemme er vejret ikke lystigere ser det ud til.
Hvor kan I dog holde ud at bo i sommerhuset? Jeg vil foreløbig blive på udsigten. I morgen kan vi
hente bagagen på Larsens Plads, så vasker jeg storvask. Vi er en smuttur på Oldmestervej [hos
Knuds], hvor alt står bra til, så skal vi til middag hos Beckmanns og i biffen i aften. I morgen
begynder Carl Henry på tegnestuen igen. Kan du ikke, Mor, ringe hjem til mig i morgen ved 6-7-8tiden. Skal til frokost hos Faster Adda. Jeg vil gerne vide, når du kommer.
I hast mange hilsener Helle
Fra Helle til mor i Kahytten
[Udsigten 28] Onsdag [juli 1954]
Kære alle 4. miav, miav.
Tak for brev og kort fra Kjeld. Intet om hvornår Far dukker op på Udsigten? Jeg har det dejligt. Har
rigtig taget Kjelds værelse i besiddelse. Jeg er bogstavelig talt ikke i stuerne, men omgiver mig med
papirer, farver og krukker omkring det store skrivebord. I går kom Carl H. baksende med en 1½ m
lang fyrreplade, der skal forvandles til træsnit. Jeg har hittet min gamle løvsav frem fra loftet og
pudset den op og købt klinger til den, så er den så god som ny. Jeg skal nemlig prøve noget nyt. I
forgårs bestilte jeg klaverstemmer, der skal stemme klaveret og C.H.s guitar. Jeg venter og venter,
men han kommer stadig ikke, fjolset. Vi har ellers været så trætte, og så har vi haft ondt i halsen.
Jeg har det endnu. C.H. er i fuldt vigør nu, han er på tegnestuen hele dagen, afbrudt af møder om
Moskva-udstillingen. I dag kommer Thorsen, og så skal de blive enige med køkkenudvalget om,
hvor meget de skal ha’ med. Carl H. skal muligvis til Randers meget snart nogle dage og se på
stålvakse.
Vi havde en dejlig dag hos Wiig. De er ualmindelig hyggelige at besøge. Han og Marion havde
været på Bienalen og tilbragt nogle vidunderlige dage i Venedig og Firenze. Han har svært ed at
finde sig selv igen, efter at han er kommet hjem. Han har en periode af rastløshed, hvor han intet
kan foretage sig, det er aldrig sjovt for den bedre halvdel. Hun sender ham til Fyn en tur, så han kan
dampe af hos William.
Jeg er dagligen et smut på Ibsensvej med et lille sigtebrød og for 10 øre gær. I går faldt der frokost
af med kyllingepluk. Jette og Adda var der. Og forleden traf jeg Ny med Hanne og Peter. Det
vrimler med gæster, jeg forstår ikke hun (Faster Adda) kan holdet til det. - Hanni kom hjem i går.
Vi mødte Jens Vilhelm med fuldskæg, da vi gik aftentur i mandags og blev inviteret ind til Tante
Margrete for at se Niels tegne krigsskibe. Han er nu en herlig gut. Han sagde til sin Far: ”Du kan
sør’me tro nej, tror du jeg vil hoppe og springe for dig.”
Jeg er blevet klippet, så Carl Henry sagde: ”Din lille stakkel.” Det er blevet for kort, jeg er mere end
drengeklippet, men gudskelov vokser det jo hurtigt.
Hav det nu godt. Hvis der ikke kommer noget i vejen, kommer vi på lørdag. Det glæder jeg mig til.
Mange hilsener Helle
Til Helle fra gymnastikforeningen
22/8 1954
Kære Helle Thorborg!
95
Tak for Deres brev med den for Dem glædelige meddelelse, men for os sørgelige meddelelse.
Vi ønsker Dem imidlertid hjertelig til lykke med Deres Forlovelse og snarlige giftermål.
Men, kære, hvor er vi ked af at skulle miste Dem som leder, og hvor vil damerne blive kede af det!
Jeg synes, De faldt så godt ind i vor forenings arbejde og ånd. Deres fine og nydelige form overfor
gymnasterne satte jeg megen pris på. Det bliver svært at finde en leder, som kan fortsætte i den ånd.
Tak for den tid, De har været leder i vor forening, og lykke og held i fremtiden.
De venligste hilsener fra bestyrelsen og Deres
Inger Hansen
Fra Carl Henry
Blåvand kra 3/10 1954
Kære Svigermor og svigerfar!
Hjertelig tak for det stilfærdige, men dejlige bryllup, I holdt for os. Det vil jeg med megen glæde
kunne tænke tilbage på. Ligeledes tak for Jeres store bryllupsgave.
Desværre fik jeg ikke sagt det, jeg gerne ville ved bordet. Den tale, der lige var blevet holdt havde
gjort et stærkt indtryk på mig, så det slog helt klik. Men det jeg gerne ville have, I skulle forstå var,
at jeg igennem mange måneder har overvejet det skridt, jeg var i færd med at foretage. Jeg var fuldt
og helt klar over, hvad jeg gjorde den dag, jeg lidt overrumplende friede til Helle. Det uvejr, som
for kort tid siden drev hen over os, og som slog meget i stykker, var kun et følelsesudbrud. Det
opstod ikke af uoverensstemmelser, men kom som lynet fra en klar himmel. Bagefter holdt vi endnu
mere af hinanden end før, fordi luften imellem os var helt renset, men vi var på den anden side
meget kede af den pinagtige situation, vi havde fremkaldt. - Årsagen var ikke som antydet i brevet
til mine forældre..
Jeg ved ikke, om I har været ængstelige for, at det ar noget, der skulle gentage sig, at det var udtryk
for dybere uoverensstemmelser. Det er det ikke - absolut ikke.. - Jeg ville også have takket for den
tillid, I har vist mig, og for den gæstfrihed, jeg har modtaget. Jeg har været glad for at komme hos
Jer og håber, det må lykkes os at skabe en lige så tryg atmosfære i vort hjem, som den jeg har mødt
hos Jer.
Jeg skylder Jer også tak, fordi I skaffede os den dejlige lejlighed på Hovmestervej. Vi får det
hyggeligt der, og jeg håber I tit får lyst til at besøge os.
Jeg fik aldrig besvaret det brev, jeg modtog lige inden min afrejse til Moskva. Jeg blev både lidt
overrumplet og glad for det. Det var min mening at besvare det derovre fra, men jeg fik knapt nok
en stund til at skrive til Helle, så der gik så lang tid, at jeg syntes tidspunktet var forpasset. Det har
jeg været lidt ked af.
Jeg håber trods dette, at vi må komme hinanden nærmere ind på livet og at Helle fremdeles er i nær
kontakt med sit hjem.
Vi har haft de mest vidunderlige ”hvedebrødsdage”, man kan tænke sig, og har gået lange ture ved
havet og i klitten. Vejret har været meget fint. Helle har været det sødeste, man kan tænke sig.
Hende er jeg Jer mest taknemmelig for af alt.
De hjerteligste hilsener fra Jeres hengivne svigersøn
96
Carl Henry
Fra Helle i Sydfrankrig
9/9 1955
Kære Mor.
I morges hentede vi posten i Carcasonne. Mange tak for dit lange brev. Jeg har ikke haft tid til at
skrive breve før, selvom jeg har nok at skrive om. Vi har nu lavet mad på en dejlig skrænt udenfor
Carcasonne mod nord. Dybt under os pløjer de en kæmpestor mark med stude, det ser helt
oldnordisk ud. Vi er kommet lidt til vejrs i bjergene, hvor det er noget køligere og velgørende, for i
hele Provence, hvor vi har listet rundt nogle dage var det ganske frygtelig hedt, hvad vi har lidt
under. Det ar næsten ikke til at sove om natten for sved og myg og midt på dagen kunne man kun
eksistere i Skyggen eller i fart på landevejen. Der var ellers vidunderligt i Provence. Fra Aix en
Provence kørte vi over Marseilles til Arles, hvor van Gogh boede og har malet mange billeder. Det
er meget morsomt at se den egn, hvor impressionisterne har hentet deres motiver, det var som at
køre gennem ét stort maleri. Vi så Cezannes atelier i Aix jeg har lige før jeg rejste læst hans breve,
der er skrevet på det sted. Nimes og Avignon og Les Boux er rigtig gamle sydfranske byer, den
sidste delvis forladt, de er meget forfaldne og folk er fattige kan man se, mange af den ældre
generation er invalide. Ungerne er henrivende overalt, slet ikke til at stå for med de store brune
øjne. Her er utrolige mængder af vinmarker. Vi plukker tasken fuld af druer hver dag og guffer
dagen igennem. Det går alle turister. Langs vejene gror mandeltræer og figner, som vi også spiser.
Rødvinen koster k1 kr. literen til stor fryd for Carl Henry, eg bryder mig desværre ikke meget om
den, den er for sur for mig. Vi har begge to været lidt sløje, Stigs piller har uden tvivl hjulpet mig
over endnu en influenza, jeg slugte 16 på 1½ døgn, havde det rædsomt den følgende dag i varmen
og er nu helt ovre det. Vi kører nu nord-vest på til les Eyziles øst for Bordeaux, hvor
grottemalerierne findes. Derfra til Paris. Hvornår vi kommer dertil afhænger af vejret, scooteren
osv. Men poste restante Paris får vi i alle fald. Vi må nok forlænge ferien med nogle dage.
Scooteren har lige været hos Vespa-mand, bremserne var blevet slappe på den lange bjergtur, nu går
det fint igen. Carl Henry er en herlig rejsekammerat, alting går så godt og nemt for ham.
Bagagebæreren er knækket under den tunge rygsæk, men han har udfundet et meget sindrigt
remmesystem, der holder bagagen oppe. Jeg er vældig glad for min nye blå kjole, hvor aften, når
jeg stiger ud af bukserne og i den for at ”gøre byen” er den lige pæn efter at have været rullet
sammen i sækken. Aftenerne, når vi er kommet af med bagagen på hotel, er dejlige. Der er altid fest
og liv i de små byer. Den kvadratiske franske seng er vidunderlig! Det gør os ondt at høre om
Marens endeligt. Hils nu Karsten og Far og rundt omkring. Mokebikken skal i gang igen. Det er
virkelig dejligt at køre uden at fryse, C.H. er sød i undertrøje og styrthjelm. Kærlig hilsen fra os
begge.
Helle
Fra Helle på Krumstrup til mor
Mandag 8/12 [1958]
Kære Mor.
Det regner, så det er ikke indbydende at gå tur, derfor skal du ha’ en lille hilsen, selvom vi nu nok
snart ses. Jeg venter telefon fra min mand i aften; hvad mon han så har fundet på? Vi har det
97
mægtig godt. Gertrud går rundt på Krumstrup, som om hun aldrig havde bestilt andet og
kommanderer med sine gamle tanter og onkler og sin oldemor, og alle føjer hende. Da Bodil og
Dres kørte i går, klappede stilheden sammen om os, og vi var så søvnige, så vi næsten ikke kunne
holde os oprejst kl. 8. For bevar mig vel hvor Bodil skvaldrer. Man hørte hendes stemme som en
kværn. Jeg flygtede af og til for ikke at komme til at brække mig over Lasse og Ida, som vi fik
forfra og bagfra, hvordan de spiste, hvordan de vaskede sig og gik på W.C. og sagde osv. Gertrud
interesserede hende ikke særligt. Mon hun interesserede sig for andre end sine egne børn? ”Du er
den mest forkælede mokke, jeg har truffet” var hendes bemærkning til mit lille englebarn. Mogens
fik sig nogle ordentlige omgange. Han var det mest egoistiske væsen på denne jord, havde
mindreværdskomplekser overfor Ida - og i den dur. Og hun frydede sig over, at han sad i
København og Ida i Århus. Hvor havde han godt af det! Og den arme Visse, som ligger syg, og som
så gerne vil være sammen med dem i julen: ”Vi sætter os imod det med hænder og fødder. Jeg tør
slet ikke nævne til børnene at der er en mulighed for at hun indfinder sig. De blir fortvivlede.” Man
får hurtigt nok af hendes ondskabsfulde snak, men Mormor synes nu, hun er ”så fornøjelig” at høre
på! Der er ingen, der går ram forbi. Hvis jeg ikke havde været i nær familie med dig, skulle du bare
høre i hendes næste udgydelser til dig. Hun havde åbenlyst ondt af, at vi beslaglagde Krumstrup så
længe. Nu nok om det … Men du ser, at jeg ikke er nogen varm beundrer af din kære søster.
Nu glæder mig til at se Carl Henry igen. Jeg har sparet en masse energi sammen til de hjemlige
juleforberedelser. Her ovre har jeg strikket 1½ par uldne bukser til Gertrud. De er dejlig varme
under hendes overall. Viggo er hjemme på juleorlov, der kun varer 8 dage. Gertrud kalder alle med
arbejdstøj og lange støvler for Per. ”Der er 2 Peere ude i gården.” I aften skal vi voksne til MørkHansens. Lene babysitter.
Nå, vi kan snakke, når jeg kommer hjem. Jeg er familien her meget taknemmelig for den herlige
ferie vi har haft. Jeg mærker nu, hvor den var tiltrængt. Jeg føler mig, som ny og - tænk - begynder
at glæde mig til en lillesøster. Næste jul ligger hun og kigger på julelys et halvt år gammel, mens
Gertrud og Laurids pakker julepakker op. Hvor blir de kære. Jeg glæder mig til nyheder fra Gerd,
det lille skind. Man ved ikke, hvad man går ind til første gang. De får forhåbentlig en lykkelig jul
med et nyt lille menneskebarn.
Tak fordi du vil have os til middag. Jeg kan ikke sige noget nu, men jeg kan ringe om, når vi
kommer. Tror du lillebror kan kende mig?
Hils mange gange og knuselsk min lille sønnike.
Din Helle og Gertrud.
Fra mor til mig i Sverige
23/7 [1959]
Kære Karsten! Tak for dit brev fra Ljungby, ja, du kan tro, jeg gruede for Jer, da det ½ time efter
Jeres start styrtede ned, vi fik 30 mm. Den dag, og jeg ventede at se Jer igen, det var behjertet af de
mennesker at ta’ sig så kærligt af Jer. Her har vi stadig regn med nogen opklaring ind imellem. Men
nu kommer G.B.K. jo med alle nyheder herfra, så her ikke er meget at skrive om. To timer efter at
de forlader fædrelandet, gør vi det samme pr. Caravel Jet, vi starter kl. 22 og er i Milano kl. 1.15.
Der bliver vi om natten, og næste dag tager vi til en lille by, Borgigera, i den italienske riviera, men
lige ved den franske, og der bli’r vi, så vi atter er hjemme 3. aug.
Jeg var ovre at sludre lidt med fru Tovborg forleden, og så kom Sverre, han og familie har været på
biltur, bl.a. i Østrig, og de hilste på Joseph, han bor i et ældgammelt, faldefærdigt palæ, hvor der bor
98
masser af mennesker, de havde nær aldrig fundet frem til ham, da der ikke var navne på dørene.
Men endelig lykkedes det, og han har en lillebror på 2 måneder, han blev meget forbavset over
besøget, og de hørte ham sige til moderen, ”det er hende den kønne”, det var Hildur. Hun er ovre at
besøge Søs nu, de to passer børnene, mens forældrene er bortrejst. Det var ved at gå i orden med en
stedfortræder for Søs det er en klassekammerat, Birgitte Ramsgård Thomsen (tror jeg), der
rimeligvis skal derover, så Søs kommer snart hjem, og de håber på, at det går i orden med Casa
Blanca, hun får rejsen betalt, selv om hun kun bli’r der to måneder. Sven og Sverre skal til Jylland
og ture rundt blandt Svens megen familie. For øvrigt fik jeg Cedergreens sommeradresse, og skrev
om lejligheden til Ida, men C.H. var her til middag i går, de får Jytte i huset i huset igen ½ år fra
midt i sept. så har hun en pause mellem børnehave og højskole, så er Helle da lykkelig i den tid.
Det er i et Gammel Hellerup-hæfte fra 1958, du har kigget, lige da du skred ud ad døren, jeg har det
nye, og de skal begynde skolen fredag d. 12. kl. 10. Men derfor må I gerne komme hjem d. 10. Du
skal ha’ bukser til mormors fødselsdag. Hun kan ikke gå i den gangkurv, så jeg gad vide, hvad det
skal blive til.
d. 21
Jeg har været i Elmevænget i dag, Knud er færdig med fliserne mod sø-siden, hvor er det pænt, og
er godt i gang med dem til den anden side. - Lasse er kommet hjem nu, han skal i 4 dage fra 4. aug.
være med til at tælle biler og ha’ 4,50 pr. time, 8 timer daglig. Det er en rar lille skilling. Det var
synd for Jer, at I glemte smørret, det lever vi af a’ endnu. Her er vejret faktisk ved at blive fint,
bedre end radioen melder.
Mange hilsener til Jer begge to. Mor.
Fra Helle i Kahytten til mor
Fredag 29/5. [1959]
Kære Mor.
Mange tak for 2 breve. Posten kommer først ved 3-tiden. Atter en strålende dag. Ungerne er i
topform. Jeg skal love for, vi nyder tilværelsen. Jeg bliver godt forkælet. Jytte har energi for to. Jeg
har kun at trisse rundt med mine børn, slænge mig et yndigt sted og lade dem løbe omkring som de
vil. Vi ser ikke en bil og ikke en sjæl. Jeg lader Jytte regere som det passer hende, siger bare; Lad
vær’ med at gøre for meget ud af det, kom nu ud i solen! Skal du ikke i vandet?” Der er ikke tale
om, at jeg må røre en finger, og jeg vil sige, det er vidunderligt, for jeg sover dårligt om natten og er
temmelig træt og tung. Nu glæder jeg mig snart til at få den sidste klump ud af maven og blive
normal igen. Vi har det ualmindelig hyggeligt. Så i aften kommer Carl Henry med Farmor, og jeg
håber vi kan få det rart også de sidste dage. Det ved man jo aldrig. Hvordan barometret står. Jeg tror
de vil kunne e stor forandring på Gertrud. Hun er rund og rød i kinderne, og som hun hopper rundt
på bare ben, kun iført bukser og den lille stribede kjole, jeg syede, ser hun virkelig noget af det mest
graciøse og yndige. I morges hørte jeg hende ligge og sige: ”Jeg elsker min lille søde lillebror.”
Hvad kan man forlange mere. Hun ta’r sig moderligt af ham, til tider for meget, så protesterer han
med nogle hidsige hvin og basker rundt med armene for at ryste hende af sig. Jeg tænker tit på
Knud og mig selv og tænker, du genkender situationen. På en måde tror jeg, vores lille nr. 3 får det
morsommere end Kjeld havde det med os store søskende. Om nogle år er de jo næsten lige store og
jævnbyrdige. Men bevar mig sikke et hus indtil da. Vi er nødt til at tøjre Laurids i klapvognen
indendørs, eller var der ikke mere helt indbo. Alt blir smidt hen af gulvet med stor kraft, og ruderne
i havedøren er udsat for den frygteligste overlast. Ligeså herligt her er i fint vejr, ligeså rædsomt må
99
her være med ham i dårligt. Jeg gruer lidt for at komme hjem til Bondevej med alle forbudene.
Hvad skal vi stille op med fyren? Det er også synd. Han er så dejlig, når han får lov at røre sig som
det lille naturbarn han er. Han kunne bruges som medspiller i en oldtidsfilm med e faste ben og
flagrende hvide lokker, og lysende blå øjne, der næsten forsvinder i rødbrune kinder. Carl H. vil
prøve at låne et meget fint apparat, Fællesorganisationen ejer, der kan tage farvebilleder, med herop.
Gertrud gør botaniske studier i marken. Hun går på jagt efter nye blomster og kommer og spørger
”Hvad hedder så den, Mor?” Ved jeg det ikke, putter hun den i min lomme og siger: ”Så sal vi se
efter i blomsterbogen, når vi kommer hjem.” Den lille trasker i hælene på hende og lægger visne
strå og småsten i skødet på mig som sit bidrag og så får man et mægtig vådt kys i tilgift.
Forleden aften havde vi vandgang her i stuen. Børnene blev skrubbet og fik vasket hår, og bagefter
vaskede Jytte og jeg hår på hinanden.
Jytte siger, at hun vil meget gerne med herop igen. Hun virker så glad og tilfreds. Jeg er glad for, at
hun nu får fri et par dage. Hun spurgte, om hun måtte gemme sine halve lørdags-fridage til en
samlet lille ferie, hun havde regnet ud, at det blev én dag om måneden. Så i løbet af 4 måneder
kunne hun rejse hjem i 4 dage. Mindes det Jette?
Jørgen og Mette er et sjove par. Jeg glæder mig til at se dem. Mon ikke de trods alt er morsommere
end Ida og Mogens? Ida er en nydelig pige, men jeg tror Bodil stikker dybere i hende end man
regner med.
Hvornår er det Magdalene har fødselsdag, d. 2. eller 10. juni?
Gyvelen blomstrer overalt, Nu skal vi til stranden, inden vi skal til at stege lyn-høne.
Hvornår mon Kjelds kommer? Det ville nok være det nemmeste for os at spise til aften her, så
børnene kan sove på vejen hjem.
Jeg håber de får en god uge med de 2 små. Jeg glæder mig til at se Birgitte sidde. ”Nye dukke har
fået vand i hovedet” og er kommet til at hedde Birgitte Thorborg.
Helle
Stigs og min Sverigestur på Velo Solex’er til Kjelds i Ludvika 16/7 – 6/8 1960
100
Fra Karsten
17/7 1960
Kære allesammen! Det havde I nok ikke ventet, var? For øjeblikket ligger vi i telt et sted nord for
Markaryd på vej til Jønkøbing. Solen skinner og da vi lige har spist ser vi lyst på fremtiden. Det var
ellers pokker til vejr igår. Da vi havde nået Skodsborg var vi drivvåde. Men som sædvanlig kom mit
medlemskab af den ”forbandede” roklub [Hellerup Roklub] os til gode. Vi kørte ned til klubbens
sommerhus og bankede på. Huset viste sig at være lejet ud til et af medlemmerne som boede der
med sine forældre, og vi kom ind, fik tørt tøj, franskbrød, kage, sherry samt et værelse at sove i.
Desuden har vi lånt hans regnslag. Det er et helt kapitel for sig som jeg dog vil undlade. I kan ellers
tro vi var våde!!!! Og det lige til teskjorten, den kunne vrides. Selv min sovepose var våd, det var
sådan at der samlede sig små søer på gulvet efter den. Nå, men alt er nu tørt, så jeg vil fortsætte. Kl.
6 listede vi op og tog afsted og var så heldige lige at nå en båd. Vi har ikke haft vrøvl med
knallerterne bortset fra, at min ikke kunne lide regnvejret og som følge deraf gik usandsynlig
101
langsomt, men nu i dag kørte den som en mis. Her er fantastisk dejligt og vi ligger helt ugenert. Der
er ingen der aner at vi er her. Med hensyn til moneterne går det godt. Igår brugte vi ingen penge og i
dag har vi kun betalt til båden og 2 l benzin. Vi har besluttet os til ikke at bruge smør overhovedet
(som bekendt glemte jeg noget hjemme). Hvis G.B.K. [Kjeldfamilien: Gerd, Birgitte & Kjeld] har
plads ville vi se med sympati på hvis de tog noget feriepakket rugbrød med som vi kunne fortsætte
med. Vær venlig at gemme brevet!
Mange hilsner fra Stig og Karsten
Fra Karsten
19/7 1960
Ja, her har I mig altså igen. Jeg har tænkt mig at skrive hver anden dag ”ved ded”, at jeg så senere
vil have en dagbog.
Vi vågnede i går som vi havde bestemt os til ved 5 tiden, men da det pjaskede ned, kom vi først
afsted ved 9 tiden. Næppe var vi startet før det igen begyndte at regne, men vi blev ikke nær så våde
som i lørdags p.gr. af vort nye regnslag, som en af os bruger, mens den anden både har regnslag og
regnfrakke. På vejen gik vi ind på en kaffebar og fik for 2,80 kr 4 stk. wienerbrød samt en kande
med 6 kopper kaffe! Derefter fortsatte vi til klokken 3 (ca. 110 km). På det tidspunkt standsede
regnen nemlig, og resten af dagen skinnede solen. Stedet, hvor vi slog lejr, var meget forskelligt fra
det forrige. Mens dette bestod af næsten ufremkommelig underskov og mosebund, groede der på
bunden af det andet sted kun blåbær og en grå mos/lavart. Begge utrolig smukke, hvor på sin måde.
Det sidste sted havde dog den bagdel at der ikke fandtes drikkeligt vand i nærheden. Det eneste
vand der var, kom fra en i øvrigt dejlig elv der løb et godt stykke væk. Om aftenen gik vi en dejlig
tur og gik som sædvanlig i seng ved 8.30 tiden. Også i morges regnede det, men ved 8 tiden klarede
det lidt op, og vi drog af. Vi havde dog næppe nået hovedvejen, før regnen igen tog fat. Det blev et
kort men kraftigt regnskyld, så vi var lidt våde da vi nåede en ny kaffebar, hvor vi for 3.30 fik 4
wienerbrød + 6½ kopper kaffe!! I støvregn gik det så videre til Jønkøbing, men derefter klarede det
op. Den ny vej vi var kommet ind på løber langs Vätterns venstre bred og bugter sig i bakke-dal.
Høvestræde er helt til grin. For at komme ned til vandet kørte vi ned af en meget stejl og lang
grusvej med det strålende resultat, at vi landede i en gård. Men intet er dog så galt osv. Vi fik
nemlig nogle kartofler af den rare bondemand og derefter begyndte opstigningen. Næste gang havde
vi bedre held med os, og vi ligger nu mætte og veltilfredse ved søens bred. Det er fuldkommen som
at være ved stranden, der er et bredt stykke med sand og bølgerne skvulper som ved havet. Vi har
været i vandet!!! Det var hundekoldt!
Pengene slår stadig fint til bortset fra de to kaffebarer har vi endnu ikke betalt noget.
Jeg skal i øvrigt skrive til Søs så hvis GBK vil tage adressen med vil jeg være dem evig forbundet.
Så tak nu begynder det at regne. Uf. Der er en mægtig flot regnbue.
Ja, her har I mig igen, det er nu onsdag d. 20. Jeg ligger i min sovepose og skriver, mens Stig læser.
Regnen som jeg sluttede med varede kun nogle minutter, og vi fik en herlig aften, hvor vi gik tur.
Vi badede endnu et par gange og vaskede os i strandkanten. Om morgenen plaskede det ned, og vi
kom derfor først afsted ved 10.30 tiden og kørte gennem øsende regn og fjern torden til Hjo, hvor vi
drak kaffe. Derefter fortsatte vi ad en elendig grusvej og ligger nu i et vidunderligt klippelandskab
med udsigt til Vättern (vi har nemlig slået lejr på en klippetop). Klippe – sø – og skovlandskab, men
da vi havde passeret Vättern, blev det mere trivielt, og først ved 5 tiden fandt vi en egnet lejrplads
102
ca. 30 km nord for Ørebro (vi har kørt 115 km i dag). Vi er altså kun en dagsrejse fra Ludvika, så vi
kommer til at køre nogle dage rundt i omegnen indtil GBK kommer. Måske tager vi til Siljan.
Skal hilse fra Stig.
Mange hilsner fra Karsten
Fra mor
20/7 [1960]
Kære Karsten! Tak for brev nr. 2, lige ankommet, det var dejligt at få det, inden vi futter a’, trods
megen væde, lader det jo til, at I nyder turen, ja Sverige er et herligt land, og så forskelligt at køre
igennem, som var det sammensat af mange lande. Tænk om du havde skrevet om, hvor Søs’ adr.
var at finde, jeg har uden resultat set i dit skrivebord, jeg har i formiddag talt med fru Tovborg, og
de skulle på weekendtur til Sjællands Odde, så hun havde travlt, så hende vil jeg ikke forstyrre igen.
Der var ikke noget nyt med Søs, de venter stadig besked fra Casa Blanka. Hun lovede ellers at ta’
sig af mis, de sidste dage har jeg fodret den i skuret. De har bestilt en kattekilling til efter deres
sommerferie; de skal til Østrig i 14 dage, Hans skal med, de har lånt en fin villa af deres bekendte
dernede, dem, Søs besøgte sidste år. De rejser d. 12. aug. Svend bli’r alene på skansen, så kan vi
fodre ham lidt til tak for mis. I København regner og tordner det, vi kan høre buldret i det fjerne,
men vi har tørrevejr. Du aner ikke, hvor jeg glæder mig til vores rejse. I Milano skal vi bo en nat
lige op ad domen, og på vejen til Bordigera bli’r der et ophold i Genua. Jeg har fulgt jeres velotur på
kortet, Ørebro ligger altså ved Hjälmarn, køber I kort?
Nu kan du altså sende næste epistel til Revieraen, muligvis kommer der til at ligge et brev her fra til
dig, men det er der ikke noget at gøre ved. Kjeld har af far fået penge, så de 75 sv. kr. du skal ha’ er
rundet op til 100, så har du vist også med al dåsemaden fået dine kostpenge. Men så kan I også
spise på jeres lejrplads i Ludvika og ikke spise de andre ud af huset.
Vi har haft langt brev fra Helle i dag, hun er så ubeskrivelig begejstret for deres bondegård
[sommergård i Vigsø], i øjeblikket lægges der nye gulve i det meste af den. Bente [deres unge pige]
er klaret noget op, men hold fast, hun har købt noget i den flaske, der kan sprøjtes ud i hendes
værelse for at holde luften frisk. Begrebet åbent vindue er hende ubekendt. Nu skal hun ha’ besøg af
soldaten i 8 dage.
Nå, men fortsat god ferie og mange hilsner til jer begge.
Mor
Begge dine strygefri skjorter hænger jo herhjemme?? Men da jeg ikke har fået noget SOS, bli’r de
hængende, ellers kunne Kj. ha’ fået en med.
Fra Karsten
Lørdag 23/7 1960
Kære allesammen! Klokken er ca 7, og jeg sidder på en sten udenfor Ludvika og skriver, mens Stig
koger kartofler. Dagen i går var temmelig broget. Stigs knallert gik nemlig i stykker mens vi kørte
ud fra lejrpladsen, og vi var 17 km fra nærmeste by. Efter 1½ times forgæves forsøg på at få den til
at virke jokkede vi den de 17 km til Lindesberg, hvor vi fandt en cykelmekaniker, der naturligvis
havde lukket, som alle svenske butikker har det midt på dagen. Vi gik derfor ind på en café og
spiste (klokken var 14.15 og da vi indtil da intet havde spist var det ikke uden appetit). Derefter gik
103
vi hen til mopetmanden, der i mellemtiden havde åbnet og fik ordet knallerten. Det tog kun kort tid
og kostede intet. Vi kørte derefter videre og nåede ved halv seks tiden et sted 41 km fra Ludvika.
Det stødte ned til en sø med tilhørende elv og vandfald, men p.gr.a. myg og myrer måtte vi allerede
næste dag fortrække. Vi kørte først til Grängesberg, hvor vi håbede at kunne få jernminerne af se,
men de var lukket lørdag, søndag og mandag, så dem må vi have til gode. (Vi regner med at tage en
udflugt dertil fra Ludvika). Dernæst satte vi kursen mod Ludvika, hvor vi fandt GBK’s lejlighed,
som de desværre havde husket at låse.
Søndag 24/7
Ja, nu er det morgen. Vi fortsatte, efter at have set GBK’s lejlighed, ca. 8 km udenfor byen, hvor vi
fandt et rart sted, der støder ned til søen. Efter at have spist røg vi en pibe tobak, tog vores
sædvanlige svømmetur og gik i seng. Vi sov til klokken 10. Vejret har været dejligt. I de sidste 4
dage har vi praktisk talt undgået regn og vi har helt fra Hälsingborg haft rygvind. Også i nat sover vi
her og på mandag kører vi igen til Ludvika og håber så at møde GBK. Ludvika er langt den sjoveste
af de svenske småbyer, vi har set.
Vi tilbragte søndagen på ryggen. Vi gik tur, badede, spillede kort og slikkede solskin. Nu til morgen
vågnede vi ved at regnen pjaskede ned på teltdugen. Det øser ned!
Kl. er nu 5 min. i 12. der er en midlertidig opklaring som vi har benyttet til at grave en vandrende
omkring teltet. Vi traver nu op for at se om GBK er kommet (Vi lader teltet stå og tørre).
Mange hilsner Karsten – skal hilse fra Stig.
Søndag 30/7 1960
Kære alle sammen! (eller begge to), I aner ikke, hvor det glæder mig at høre, at I har været et smut i
Italien. Det bliver sjovt at udveksle rejseminder. Tak for dit brev mor! Når jeg ikke har skrevet før
skyldes det simpelthen, at der ikke er sket så meget samt at der har været så meget andet at lave om
aftnerne. Nå men jeg vil fortsætte, hvor jeg slap sidst.
Hin mindeværdige mandag travede vi gennem øsende regn til Ludvika (12 km! ikke som først
antaget 8) så det var et par lidt våde og meget trætte drenge der nåede Kjelds låste hoveddør.
Umådelig slukørede var vi allerede ved at vende om, da genboens ene datter, Berit, som en
frelsende engel stak hovedet ud af sin entrédør og fortalte at Gerd var ovre hos sin veninde,
Gunhild, med Birgitte. Her fandt vi dem også ganske rigtigt og Gerd gik med os hjem. Vi spiste
middag hos dem og om aftenen traskede vi i buldermørke tilbage til teltet. Næste morgen var det
overskyet men tørvejr, så vi pakkede teltet sammen og kørte tilbage til GBK. Da Kjeld kom hjem
gik vi op på et lille bjerg udenfor byen (kun 5 min.s gang fra GBK) og der viste han os et sted, hvor
vi kunne slå lejr. Om aftenen havde GK besøg af et nygift svensk par, Bo og Ulla. Med hensyn til
spisning har vi modtaget Kjeld og Gerds talrige opfordringer til at spise der og til gengæld har vi så
vasket op o.l. Vejret har ikke været for godt så vi har tilbragt meget tid indendørs, hvilket i øvrigt
var meget rart efter den meget flakken om. I den tid vi boede hos GBK holdt vi caféskikken i hævd,
hvilket var mægtig hyggeligt. En af dagene besøgte vi the family of Witt og havde der en hyggelig
aften. Inge viste sig fra sin absolut bedste side, og hvis man ikke var blevet advaret, ville man tro at
hun var mægtig sød (næsten lidt for sød) omend meget affekteret. Vi var også en aften på genvisit
hos Bo og Ulla. Vi har i øvrigt skilt knallerterne ad til omtrent sidste møtrik (let overdrevet) og
renset dem. Det hjalp! I går strålede solen, hvilket vi benyttede til en tur langs Väsman søen. Senere
”vaskede” vi bukser ved at gå ca. 1½ km i en rivende elv med vand op til midten af lårene
(bukserne var dog næsten tørre, da vi kom tilbage til GBK). Det var en herlig tur. Om aftenen gik vi
op på toppen af Höltberg og så fra udsigtstårnet ud over Väsman osv. Det var sjovt at se det hele
oppefra, milevidt ser man kun trætoppe kun afbrudt af søen og enkelte huse. Vi sov godt den nat!
104
Nu til morgen pakkede vi og kørte (kun afbrudt af en løs benzintank hos Stig samt 10 km uden
benzin også hos Stig) gennem et fantastisk smukt landskab i strålende solskin til et sted ved bredden
af søen Saxen ca. 20 km nord for Filipstad.
Mandag morgen 1/8
For resten tusind tak for de 25 kr. Det var en rar lille lommeluner! Her går alt stadig godt. Vi har
lige spist morgenmad (kaffe og knækbrød). Jeg har glemt at fortælle, at de foromtalte blå bær
pudsigt har vist sig faktisk at være blåbær, så vi har nu fået et velkomment kosttilskud. De danner
nemlig simpelthen underskoven. Nå, men vi skal snart pakke, så jeg vil slutte. Vi regner med at nå
et stykke syd for Karlstad.
Samme dags eftermiddag
”Ha, ha”. Den med Karlstad var meget sjov ikke? Vi startede ca. kl halvtolv og efter nogen tids
forløb nåede vi Filipstad (det var som at køre i rutsjebanen). Til altings ulykke ankom vi i
middagsstunden, hvor alle butikker er lukkede. Da Stig skulle have en film gik vi ind på den daglige
café og derefter fik jeg den ”strålende” idé at pumpe cyklen med en trykluftpumpe. Jeg ved ikke om
I kan gætte resten. Stig gav selvfølgelig sin for meget så hele skidtet eksploderede med et brag.
Cykelsmeden havde naturligvis ingen dæk af den størrelse og ligeså med byens andre
mopetermænd. I tropisk hede vandrede vi noget slukørede op til stationen for at høre, hvor meget en
jernbanebillet ville koste, idet vi overvejede om vi skulle sende veloerne og blaffe hjem eller også
selv skulle tage billetten. Heldigvis gik det dog ikke så galt. Mopetmanden ringede til Karlstad og i
morgen kl. 1 får han sendt et nyt dæk. (Pyh-ha). Vi bar altså vores habengut, (stadig i tropisk
varme), til et sted lidt udenfor byen, hvor vi fandt lidt træer og en mark på hvilken vi nu efter at
have slået telt op, ligger sveddryppende og daser.
Fra Karsten
Tirsdag 2/8 1960
Kære far og mor! Jeg sluttede sidst med vores lille uheld i Filipstad. Da vi ikke kunne få dækket om
morgenen, og da vi ikke gad se mere på byen sov vi længe og stod først op ved 10 tiden (vi var
nemlig ved at kvæles af varme i teltet). Det var som igår stegende hedt (cykelhandleren påstod igår
at det var 35 gr., og morgenen idag gav den bestemt ikke noget efter i den retning). Ved 11.30 tiden
gik vi op for at se om knallerten var færdig. Det var den ikke, men dækket var kommet, og mens
Stig ventede hos mopetmanden, gik jeg tilbage for at pakke teltet sammen. Det var begyndt at se
lidt gråt ud, så jeg skyndte mig. Men næppe havde jeg fået taget pløkkerne op, før det begyndte at
øse ned. Der var ikke andet at gøre end at lægge regnslaget over alle vores ting der stod ude i
græsset, skifte til badebukser og sætte pløkkene på plads igen, men før jeg var færdig med det, stod
der store søer i teltet. Midt i det hele dukkede Stig pjaskvåd op. Han fortalte at også cykelsmeden
havde givet ringen for meget luft, og den var påny eksploderet. Heldigvis var der intet sket med
dækket denne gang, så det gik. Imidlertid standsede regnen, og solen kom igen frem. Det varede
kun få minutter før det hele var tørt (det var så varmt at underlaget dampede). Midt i det hele
opdagede vi, at det tilfældigvis var Stigs fødselsdag, hvilket vi fejrede ved at køre ca 130 km
gennem det dejligste landskab. Ved 7- halv 8 tiden kørte vi ind i en skov og spiste til middag
(kartofler og dåsekød), hvorefter vi fortsatte til Åmål. Her begyndte det imidlertid at regne og da
klokken efterhånden var blevet halv ni tog vi ind på en teltplads. Denne ligger meget idyllisk ved
Vänern med klipper og det hele, men det er lidt vanskeligt at vende sig til støjende radioer og
masser af mennesker efter at vi i så lang tid kun har været os selv. Det er en dejlig aften. Vi har
105
siddet for os selv oppe på en ensom klippe og set på et flot tordenvejr langt væk (braget kom først et
par minutter efter lynet).
Onsdag d. 3
Vi stod op kl. 7.30. Vejret var (og er) overskyet stærkt blæsende og halvkoldt med mere eller
mindre vedvarende byger (strålende ikke?) Vi benyttede morgenen til at gå en tur op på klipperne,
spise morgenmad samt pakke. Kl. 9.30 skred vi. Vi havde heldigvis medvind, så det gik temmelig
stærkt. Ved tolvtiden drak vi som sædvanlig kaffe (det regnede udenfor) og resten af menuen bestod
af vilde hindbær (som der er masser af), vilde jordbær (som der er temmelig få af) og blåbær (som
det vrimler med). Ved 4 tiden nåede vi Troldhättan. Vi gik først ned og kiggede på sluserne. De er
enorme og skibene ligeså. Bagefter kørte vi op på en klippe lige ved siden af, og her slog vi lejr. Vi
ligger sådan, at vi kan skimte elven mellem træerne og hvis vi går 10 meter har vi en fantastisk
udsigt over sluseværket. Desværre er der langt til vand og stedet er ikke fuldstændigt ugenert, men
vi kan naturligvis ikke få alt på én gang. Vi overvejer så småt at ligge her en dag over. Jeg er
spændt på at høre hvordan flyveturen hjem har været. Jeg vil ikke håbe at det har blæst som her. Nå,
men vi skal spise (mager bov), og derefter vil vi gå en tur langs slusen.
Torsdag d. 4 kl. 14.30
Under vores slusetur mødte vi tilfældigt et par piger og de viste os, hvad der var værd at se på
Troldhättan. Den ene var meget tavs og gik tidligt, mens den anden, som er mægtig frisk, blev og
drak kaffe med os i teltet. Det var hyggeligt. Sluserne er fantastiske om aftenen, når projektørerne
spejler sig i vandet. Det har regnet en del i nat og nu er det gråt selvom regnen er holdt op. Her er
begyndt at blive livligt. Teltet bliver forvekslet med en børnehave. Først kom den før omtalte tavse
pige (betydelig yngre end den anden) sammen med sin lillesøster (2 år) og en jævnaldrende
veninde, og snart efter dukkede yderligere et par drenge (ca. 13 år) op. De kendte åbenbart pigerne
for snart efter sad alle 4½ og spiste. Efter 1 måske 1½ times tid forløb (det føltes om et år) forsvandt
de endelig til vores store lettelse. Til gengæld kommer der nu og da en ungdommelig knallertrakka
forbi så vi føler os nærmest som om vi var i zoologisk have – indenfor burene. Netop som jeg sad
og skrev kom de 2 førnævnte fyre + en tredje og stod et stykke tid og gloede, og før de gik advarede
de os mod nogle idioter der efter sigende vil komme i nat og vælte teltet. Hvorvidt det har noget på
sig ved jeg ikke, men vi kan i hvert fald ikke forlade teltet på en gang. Bah.
Skal hilse fra Bjarne, Ingerlill og Stig (alle myket bra). Mange hilsner fra Karsten.
Fredag 5/8
Kære far og mor! Jeg sluttede sidst i Trolhättan. Mens vi spiste, kom vi i snak med en flink fyr
(Bjarne), som ville låne en tændstik, og mens Stig underholdt sig med ham, gik jeg som aftalt
aftenen før hen og hentede Ingerlill (kl. 21.30). Kort efter at vi var kommet tilbage måtte Bjarne gå,
og derefter overlod vi teltet til dets skæbne og gik en tur ned i byen. Da det begyndte at blive mørkt,
gik vi tilbage og drak kaffe. Det blev som forrige aften en lang kaffesludder, for vi fulgte først
”Lill” hjem ved 1 tiden. Ligesom i går aftes var vi på kartoffelskud, så vi sov godt den nat. Efter
aftale kom Lill næste morgen kl. 8 og vækkede os og tage afsked. Vi spiste så morgenmad og
vaskede op. Kl. 10.45 drog vi afsted. Det var hundekoldt, så det var med blå fingre og løbende
næser, at vi nåede Göteborg. Herfra fortsatte vi ud ad Riksväg 2. Vejen er god, men omgivelserne
dødtriste. Det er gårde og sommerhuse altsammen. Vi standsede ved en teltplads (der var ingen
muligheder for at slå op andre steder) kl. 19.15 (vi havde kørt 154 km). Teltpladsen er elendig og
omgivelser og vejr dårlige, så i morgen vil vi (hvis det ikke regner) stå op kl. 7 og køre helt hjem.
Vi vil så kunne være hjemme ca. kl. 19 idet vi vil holde et 2 timers hvil i Halmstad, hvor vi også
106
skal gøre indkøb. Jeg har glemt at fortælle, at der ikke skete noget med teltet, ligesom vi resten af
eftermiddagen fik lov at være i fred.
Søndag d. 7
Jeg sidder nu hjemme i Gentofte. Vi startede i går kl. 8.15 og kørte 210 km gennem et temmelig
trist og usandsynlig koldt landskab. (Det blev dog lidt varmere senere på eftermiddagen). Vi ankom
hertil kl. 18.30 om lørdagen d. 6. Tusind tak for jeres gaver (smask). Jeg kommer ikke op til Vig
denne gang, da der er så meget at ordne (vand i kælderen, 8 film, 4 breve). I behøver ikke at komme
hjem. Allerede til i aften har jeg 3 middagsindbydelser Ingrid [Thorborg] (som kom først og som
jeg derfor har modtaget), Tovborgs og Budtz-Jørgensens. I morgen skal jeg spise hos Helle (hun
anede ikke, at jeg havde været i Ludvika) og i overmorgen hos Peter, så I kan se at jeg er
velanbragt. Jeg har ikke set noget til Mis. Har I??
Mange hilsner fra Karsten
NB Tag brevet med hjem.
P.T. Jeg har næsten 100 danske kroner med hjem.
Fra Karsten til Ingerlill [kladde]
Søndag d. 7/8 1960
Kære Ingerlill! Efter at vi havde taget afsked med dig spiste vi, vaskede op og drog af sted ved
10.30 tiden. Det var hundekoldt, men vi nåede dog 154 km. Vi blev nødt til at slå lejr på en
teltplads, da det altsammen var opdyrket. Vi havde en kold, men hyggelig aften og næste dag stod
vi tidligt op og kørte de sidste 210 km hjem. Vi var hundesultne og fantaserede om store, saftige
bøffer, så det var noget af en afbrænder at komme hjem til et tomt og låst hus uden lys, vand og
mad. Far og mor var nemlig taget til sommerhuset. Nå, men vi fik da fisket vores knækbrød (ØV)
frem, og dertil spiste vi noget pølsemad, som vi havde levnet. Da vi havde spist kørte Stig hjem, og
senere kom en kammerat, Peter, med hvem jeg fejrede hjemkomsten ved hjælp af en flaske Martini,
som far og mor havde haft med hjem fra Italien. I morges fremkaldte jeg et par film samt pakkede
ud, derefter tog jeg ud til min bror, hvor jeg var inviteret til middag. Her fik jeg ret at mærke, at jeg
er kommet til Danmark igen. Vi spiste nemlig en skøn middag med øl og snaps (brændevin), så jeg
sover nok godt i nat. (I fjollede svenskere aner ikke, hvad I går glip af). I nat sover jeg hos min bror,
idet jeg skal passe hans børn i morgen. Imorgen skal jeg spise middag hos min søster, Helle, og i
overmorgen hos Peter, så jeg er velforsørget.
Fra Helle til mor
Lodbjerg tirsdag [sommeren 1960]
Kære Mor.
Tak for 2. brev. Jeg skynder mig at skrive et par ord. Her er pragtfuldt. Børnene er faldet helt og
befinder sig aldeles storartet. De har fået et par legekammerater på en gård her ovrefra, og der
opholder de sig den meste tid og kommer hjem fulde af komøg. Carl Henry og jeg går og kører ture
hver dag. I går var vi i Vorupør, der er meget flot med nøgne klitter. Hvis I har lyst, vil vi komme
dertil søndag eftermiddag og hente Jer. Vi har fri i denne uge, og Jyttes ferie begynder på lørdag til
torsdag eller fredag. Men send lige et kort, om vi skal komme (vi er jo nødt til at have hele flokken
med). Eller om I har andre forslag. Jeg fik samme omgang som Laurids med opkast et par dage efter
107
ham, og i dag er C.H. sløj. Ingen undgår deres skæbne. I kan glæde Jer, hvis bare vejret holder, kan
det blive en herlig tur. Hils Kjeld og sig, de er nogle skvadderhoveder. Det manglede bare, at du
ikke skulle ha’ været med. Vi går i seng kl. 8.30 og står op med hønsene. En dag, jeg hvilede mig til
middag, sad en lille mus pludselig på min mave. - Bortset fra mavetilfældene, som heldigvis kun
varer én dag, har vi mægtig med appetit. Vi kan både se og høre Laurids udvikle sig fra dag til dag.
Hans ordforråd er ikke ringe. Bobo hører ikke til de udpræget rolige børn, men der er ikke noget i
vejen med ham. Han ligger længe ind imellem og pludrer for sig selv. På hjerteligt gensyn!! Skal
hilse!
Helle
Fra Helle i Torun, Polen, til mor og far
Søndag 13/8 [1960]
Kære Mor og Far.
Nu har jeg været her over en uge og stadig intet livstegn hjemmefra, mig forekommer det at være en
lille evighed. I dag er så vidste skolefridag, jeg håber I har haft en god tid ved sommerhuset. Her
skifter vejret ligesom hjemme - fra hed sommer til køligt efterår. I går kørte vi i bus til Slupsk 80
km herfra igennem det skønneste bondeland. Høsten er i fuld gang, mange steder slås kornet med le
og bindes op med hænderne, og hesteforspand med 2 og 3 heste ruller dagen lang forbi. Det er
virkelig morsomt at se storkene som almindelige fugle på tagryggene ved deres reder eller i
markerne. Slupsk har været helt lagt i ruiner under krigen, men er genopbygget og ikke smuk, men
museet, som vi var inviteret til, er rekonstrueret efter en gammel borg, som har tilhørt en af deres
gamle konger. Øverste etage er museum for moderne kunst; der var udstilling af tidligere Osiekimøders arbejder, rettere et udvalg af dem, på denne måde, hvor hver deltager afleverer et værk til
muset, får de jo efterhånden en stor samling international kunst. Det var forbavsende at se
”undersalen” stod dekorativt mange små borde med vin og kager og ferskner, og her blev også film
forevist om liv og virke i Osieki-planen fra tidligere år. Godt og inspirerende var det. Aktiviteten
vokser herude som dagene går. Her ligger i forbindelse med hovedbygningen 4 lange
atelierbygninger, og her foregår det. Jeg står i det første med mit staffeli ved siden af 2 tjekkere, 2
polakker og 1 tysker fra DDR. Vidt forskellige opfattelser repræsenterer vi, det er spændende at se,
hvad der kommer ud af det. - Min ryg er desværre ikke så god. Sengen er dårlig, og rigtig støtte
finder jeg ingen steder, i atelierne findes kun taburetter. Jeg må begynde at gå til gymnastik, når jeg
kommer hjem. Ellers befinder jeg mig mægtig godt. Her kom 3 russere i går, trinde og
temperamentsfulde, alle mulige sprog lyder: engelsk, tysk, fransk, polsk, tjekkisk, dansk, enhver
blir tøet op, og vi bliver rystet sammen i en virkelig positiv atmosfære. Men jeg skal indrømme, at
lidt uro er der altid tilbage i blodet for mit vedkommende, når man har lagt 3 unger bag sig. Jeg
bilder mig ind, at det er verdens sødeste, passer det ikke? Hils den i alle tilfælde fra deres ravnemor,
som her debuterer som malerinde. Det går godt.
Kærlig hilsen til Jer alle!
Helle
Fra far
Christiansborg 14/3 1961
108
Kære Snuser! Jeg sender dig et par ord, da jeg har et og andet at berette. Jeg var glad for Fynsturen
Der var både festligt og hyggeligt, synes jeg, og man fik da talt men hel del med de forskellige
familiemedlemmer. På hjemturen nød jeg en kop te i Birthes og Nicolais [Balle] selskab, det var
også meget rart. Otto [Staggemeier] dukkede først op i København; han var taget med et tidligere –
stærkt forsinket – tog. Jeg håber, du kom godt til Krumstrup og fandt alt relativt vel. CH kom
forfrisket hjem i mandags, og gensynsglæden var stor. Han skal dog allerede onsdag på
forretningsrejse til Berlin, hvorfra han kommer hjem lørdag. Ebis [min ”faster” Ebis] må altså
undvære ham, hvad han var ked af, men han vil med til Frederiksværk på søndag. Der skal vi vist
for øvrigt også med. Helle mente, at der ville komme en indbydelse, så snart du er vendt tilbage.
Det var noget, de pludselig havde fået lyst til. Men så er der noget mindre godt. Jytte [Helles unge
pige] ligger med en slem nyrebetændelse. Hun har fået penicillin og skal foreløbig holde sengen. Da
Laurids også ligger med feber (vistnok p.gr. af skoldkopper) ser det lidt broget ud for Helle, men
frk. Nielsen flytter nu ud til hende og bliver til lørdag. Så kan Jytte måske være oven senge søndag.
Det var en slem ulykke, der stod om på Bagsværd sø. Karsten er godt fornøjet. Han havde i aftes
besøg af Stig, og vi fik os en lang atompassiar. Det er jo noget som interesserer mig stærkt, og som
de også kender noget til. Turen til Rørvig var gået godt. De havde leget røvere og soldater (II.g’er!!)
og om aftenen haft en lang telefonpassiar med en lærerinde – hedder hun fru Gerlach [Gersing] eller
sådan noget. Hvad kan sådanne nogle fyre dog ikke finde på, men det havde vist været til gensidig
fornøjelse. Der kom i dag 35 kr 08 øre til Karsten for lektiehjælpen. I øvrigt alt vel. Hils på det
hjerteligste derovre.
Din Snuser
Fra far til mor hos Kjelds i Ludvika
Gentofte 18/11 1961
Kære viv! Endelig har lykkens gudinde tilsmilet vort lille hjem. Karsten har vundet et
kvartalsabonnement på Information, og det så attråede blad er allerede begyndt at indfinde sig. Vi
har haft det herligste solskinsvejr i dag (lørdag), og jeg har benyttet det til havearbejde. Bl.a. er
georginerne blevet taget op og bragt i hus. I morgen vil jeg om muligt tage fat igen. Kl. 17.30
kommer Helle så og afhenter os for at fodre os af til aften. Hun har nemlig køretøjet. I aften er
Karsten til kalas hos Svend [Tovborg]. Vi har til middag haft Visti [Larsen] som gæst. Karsten
havde slagtet en skildpadde og opvartede i øvrigt med en blåbærret, som vi andre fra starten af var
noget skeptiske overfor, men som faktisk faldt meget godt ud, selvom den vist var tilberedt på en
noget uortodoks måde. Ole [naboens dreng] har formedelst 45 kr. – trods sin utilstrækkelige alder –
erhvervet sig en knallert, som han fryder nabolaget, i særdeleshed hr. Nielsen, med at øve sig på.
Hvilke køreegenskaber den er i besiddelse af, skal jeg ikke udtale mig om, men knalde kan den i
hvert fald, så det er en lyst. Vedlagte brev er modtaget fra Trysse [Flamand Christensen], og så har
jeg som nævnt en hilsen til dig fra Neter [Agnete Thorborg]. Hun har været meget tilfreds med
aftenen og håber snart at se os ude hos sig. Jeg læser for tiden Göran Scüldts bog. Den er meget
læseværdig. Men hvis du havde tænkt dig at tilbringe næste sommer i en lille sejler på det dueblå
middelhav, så tror jeg nok du vil ombestemme dig efter at have læst hans beskrivelser af sejladsen
ned langs Italiens vestkyst, hvor han i øvrigt gæster mange steder, som vi nikker genkendende til,
bl.a. Pæstum. Af græsk lærer man flere nyttige gloser, f.eks. får man at vide, at man på en restaurant
i Grækenland ikke skal bede om ”il conto”, men om logaritmerne, det lyder jo meget lige til. I skal
jo nok have det rart deroppe. Men tiden går, og snart er det igen os to i Gentofte du vil lade sin sol
skinne på.
”Du kommer - så er livet smukt
109
Og hver en time ler.
Så stander intet tankens flugt,
Så bærer al min gerning frugt.
Og hvad jeg ønsker sker.”
Jeg citerer her Carl Ploug fra et lyrisk husapotek, jeg har erhvervet mig til min husvalelse under dit
fravær. Ja eller var der såmænd ikke noget særligt at berette om. Karsten og jeg klarer os efter
omstændighederne godt. Madlavningen sørger han for, og blomsterne tager jeg mig af. Katten var
forleden dag ikke til at finde noget sted, men så viste det sig senere, at den havde slået sig ned i
køkkenskabet. Hav det nu rigtig godt alle I deroppe i det yderste Thule, hvor der vist er koldere end
her. I nat tror jeg dog, at også vi får nattefrost. De hjerteligsted hilsner til Jer alle fra Jeres Farfar
osv.
Fra far til mor hos Kjelds i Ludvika
Gentofte 20/11 1961
Kære Viv! Tak for brevet, som kom i dag (mandag), men mærkeligt nok først efter, at jeg –
temmelig sent - var draget af. Jeg skriver igen, fordi jeg har et og andet at berette. Søndag spiste vi
så middag (kl. 18) hos Helle. Vi havde det meget hyggeligt og blev godt beværtet, men Helle var
lidt nedslået af, at Else har sagt op. Hun var utilfreds med, at hun ikke kan drage hjem hver lørdag,
og finder vist også lønnen for lav, hvilket tydeligt fremgår af hendes telefonsamtaler. Helle
besvarede opsigelsen med at sige at hun vor forkælet, hvilket udløste en tudescene. Pigebarnet så
dog meget sød ud, da vi var derude, men da moderen står bag opsigelsen, er der vist ikke noget at
stille op. Helle har haft besøg af den schweizer, der skal arrangere hendes udstilling i Zürich; han
var meget begejstret for hendes farvetryk, hvoraf nogle nu er anbragt i glas og ramme i stuen.. Bobo
er atter oven senge, han så så sød og glad ud. Gertrud var lige ved at æde mig, men hun vil helst
have monopol på mig i forhold til Laurids, der også gerne vil gøre sig lidt gældende. Svigermoderen
har endnu ikke givet lyd fa sig, heller ikke til CH, som pt. er i Esbjerg, hvor han leder et kursus. Før
han drog af, havde han gaver med til børnene; det skulle vel gøre bod på, at de ser ham så lidt.. helle
kørte mig både hen og hjem. Hun sagde, at hun ikke følte sig tryg, da Knud for nylig kørte hende
ind til den torsdagskoncert. Han kører for hårdt og uden den fornødne forsigtighed ved
vejoverskæringer. Elmevænget har jeg ikke hørt fra. Visti har spist et måltid her et par dage. Hans
kvinder har været i Sverige – for øvrigt hver sit sted. Mandag den 27. er der sammenkomst med
spisning i Folketingsforeningen. Fru Kyhns mand skal holde foredrag med lysbilleder fra Irak, det
må vi vist med til. Og så skal jeg fra fru Tovborg-Jensen indbyde dig til at blive medlem af hendes
damestudieklub. Det er en stor ære, og jeg tror, du skulle benytte dig af den. De mødes hver anden
fredag for at udvikle deres ånd på det kunsthistoriske område; på fredag skal de f.eks. dyrke
Michelangelo hos Tovb.-Jensens. Under tiden tager de også på udflugt, idet flere af de 12 (pt. dog
kun 10) damer kører bil. Herhjemme står det godt til
Karsten klarer alene husholdningen, som tækket være dåserne går hurtigt fra hånden, og der er fint i
køkkenet, kan jeg glæde dig med. Vi har dejlig sol om eftermiddagen, men frost om natten. Hvad
det nu godt deroppe. De hjerteligste hilsner til Jer alle fra Jeres farfar osv.
NORGESTUREN MED FAR 1962
Fra far
110
Trondheim 14/7 1962
Kære Snuser! Nu til aften er vi programmæssigt nået til Trondheim, en interessant by, der er
sammensat af en mærkelig blanding af gammelt og hypermoderne, f.eks. kan man modtage sine
måltider i store flotte cafeteriaer, og priserne er helt igennem langt mere moderate end i den ret dyre
Oslo. Her på hotellet har vi et dejligt værelse med alle moderne indretninger, efter at lokalerne er
blevet moderniseret. Hvad der særlig har imponeret os er en wc-rulle så stor som et møllehjul; den
ville hjemme på Udsigten forslå et helt år.
Men nu griber jeg lidt tilbage i tiden for at få det hele med. Vi kom til Oslo på det helt nye og flot
udstyrede skib Kong Olav, hvor en af restauranterne er en stor cafeteria. Vi delte kahyt med en far
og hans 10-12-årige søn, der var dejligt lydløse, indtil de om morgenen startede kl. ca 4½ (norsk tid
endda!). Om det er mig, der har drevet dem på flugt med min specielle form for soveteknik ved jeg
ikke. Måske har de frygtet, at skibet var ved at bryde sammen i sine sammenslutninger. Det kan dog
også tænkes, at det er salget af de toldfri varer, der har virket lokkende. De mange køer, som man
ser på skibet, beslaglægger nemlig en stor del af passagernes tid. Der er spiritus- og cigaretkø der er
chocoladekø og der er madkø. Derimod undgik vi lykkeligt tågekoen. Vi medfører allerede fra
Oslobåden lidt til fælles bedste. Senere vil vi supplere det på turen over Sundet. I Oslo boede vi
langt fra både og Jernbane. Det var lidt upraktisk, men vi havde iøvrigt megen fornøjelse af
opholdet der. Vi var først i Vigelandsanlægget, der er imponerende stort og meget ejendommeligt –
absolut en seværdighed af rang. Så beså vi rådhuset, som også er en oplevelse. Derfra gik turen til
stortinget, som vi fik forevist meget indgående af dets 2 øverste embedsmænd. Jeg fik der så meget
litteratur, at vi har måttet sende den hjem tilbage med en vægtig bog om Mussolini, som Karsten
købte ved Østerport i Kbh (!) I Oslo så vi også det meget store og indholdsrige kunstgalleri, som
Karsten havde svært ved at løsrive sig fra, særlig på grund af Edv. Munchs billeder, som han var
helt betaget af. Jeg lagde bl.a. mærke til Willumsens ”Efter stormen”, som Oslo har sikret sig. Den
følgende morgen studerede vi byen, som man har en smuk udsigt over oppe fra slotsanlægget.
Frognersæteren og Bygsø nåedes ikke, men der kan Karsten jo nok komme en anden gang. Turen
fra Oslo til Trh. var afvekslende og smuk, nu glæder vi os til at studere byen med domkirke osv. i
morgen. Karsten snorker for øvrigt allerede – dog ikke i bogstavelig forstand. Ja så er gæsterne vel
arriveret, når du modtager dette. Hils dem alle samt hele vor talstærke familie, når du kommer i
forbindelse med de forskellige.
Din hengivne Johs.
Fra mor
[Lørdag] 14/7 1962
Kære Johs og Karsten! Tak for kortet, som jeg allerede fik i dag fra Vigelandsparken, vi har vist
vejr som I, blikstille, skiftevis gråt og sløret, men varmt. I øjeblikket tordner det i det fjerne, så ved
man jo ikke, hvad det fører med sig. Jeg har det ellers bare bra, og vil daglig sætte tanker på papir,
så kan I få dem som dagbog, så får jeg da det hele med. I har forhåbentlig modtaget et kort, sendt i
går til Narvik, det mener jeg, må have nået Jer, når I er der på opturen.
Elmebørnene var her altså nogle timer i går, og kl. 17 kom forældrene efter dem, så kørte jeg med
dem hjem, for at se deres blomster, og så rullede Knud mig til Ida. Som jeg skrev på kortet, var de
parat til afgang, da Kjelds arriverede, dvs. Ulla var lige i vandet med børnene, de kunne uden skade
have benyttet lejligheden til at invitere dem på en bid mad, det havde været nok så venligt, så jeg
var oplagt til lidt sandheder, da jeg kom til Elmevænget, det sagde jeg nu ikke noget om, men
spurgte bare, om de da ikke havde spist sammen, og tavshed kan også udtrykke noget, men da så
111
Knud begyndte på, at Kahytten var slemt forfalden, at køleskabet måtte indfældes i køkkenbord, at
gårdhegnet var ved at falde om af mange på pasning, så tog jeg fat, og fortalte blidt men bestemt, at
ud over de faste udgifter, der følger med et hus, ville vi ikke strække os videre, jeg fortalte ham det
temmelig meningsløse i, at du var den eneste, der skulle bruge din ferie til at male og tjære, og hvis
de ikke selv tog fat i fremtiden, blev huset solgt, det var dem med de små børn, der havde glæden af
den, vi var lige lykkelige, om vi havde det eller ej, og det blev da også til, at når de kom derop igen,
ville han tage fat. De havde været i byen og købt klaver til 4300, og så havde svogeren Ib endda
skaffet dem 10% på det, det er nyt af teak, de kunne have fået et brugt i maghony med glimrende
toner til 1800, men det ville Ingrid ikke have i stuen.
Men han kørte mig altså til Ida, hvor jeg havde en hyggelig aften, den lille er det mest bedårende
barn, og så ligger hun og siger lyde og griner indad. Hun skal hedde Iben, og skal døbes kl. 8 om
morgenen, præsten har to kirker, og der er altid barnedåb før gudstjenesten. Mogens kørte mig
hjem.
Det har været en sand nervehelse disse stille dage, jeg kunne godt have brugt 5 til. Jeg ved ikke, om
der har siddet noget i mis, da den så os vandre af i torsdags med kufferter, for den følger mig som
en skygge, fuglen beholder jeg indtil videre, hvis de skal derop igen, er det ikke noget at flytte den,
de har den aftale med deres lyspunkter, Kylles, at de skal derop sammen, hvis vejret bliver til det,
de påstår, at de ikke har haft en hel solskinsdag deroppe, Knud har været i vandet én gang. Han så
for øvrigt dårlig ud.
Ingrid blomstrer, og man ville sige, at da den dame går uden bælte må der vist være noget i gære,
det er næsten ikke til at se, at hun er gravid, jeg synes, det er umuligt, at der kun skulle være tre uger
til.
Plæneklipperen er kommet; jeg har fjernet stedmoderblomsterne fra blomsterkassen, og stillet den
lange med springbalsaminerne i midten, og da de to andre var ved at være overbefolkede, tog jeg en
fra hver, så jeg kun behøvede at købe en plante for at få den fin.
Hvis I i Sverige kommer til en Epa eller dens søster, så er der en ting, jeg meget gerne ville have, og
som jeg har set der, det er en lille håndstøvsuger med batteri, den kan i en fart fjerne krummer og
deslige, hvor man ikke behøver at tage støvsuger frem.
Nu har vi tordenbygen her, i går kom der en kolossal skylle, der berigede blomsterbaljen, men
heldigvis ikke kælderen. Lusene er døde på pebberplanten, men jeg tror desværre også planten, de
røde frugter er upåvirkede endnu, men bladede er elendige at se på. Nu får vi pæne jordbær i H.B.
for 1.48, men gartnerne tager 2-3 kr. Så har I fået dagens høst af nyheder.
Søndag [15/7]
Så er det blevet søndag, og I er i Trondheim, jeg håber, I har været i kirke. Der kom et omtrent
skybrud i går aftes, og det kunne kælderen naturligvis ikke stå for, så min sidste akt var at øse, og
det var min første i morges. Stokroserne lå fladt ned ad terrasse, dem har jeg bundet op,
Klematissen, den røde, hænge også halvvejs ned, men den må hænge, til I vender hjem. Så er Ole
[naboens søn] vendt frygtelig tilbage, han og en kammerat racede rundt i rundingen, op og ned ad
vejen, og rundt om deres hus hele eftermiddagen i går, det er noget baby-agtigt. I morgen startede
de kl. 8½, men så hørte jeg et tordnende ”Ole” det kom vist fra hr. Nielsen, gud velsigne ham, siden
har her været ro, men man skulle tro, Sørensens selv havde øre at høre med.
Det er den dejligste luft, varmt og blikstille, og solen sidder på spring. De meldte om spredte byger
og regn i den sydlige del af landet, og mine interesser ligger jo mod nord.
112
Jeg har fyldt alle vaser med blomster til mine gæsters ære, så her er så dejligt. Pebbertræet har rettet
sig, jeg købte i går i drivhuset en herlig lille plante for 2 kr, han kaldte den en Bovadia, men
blomsterbogen kalder Bouvardia, men der er det mærkelige, at den burde være rosa eller hvid, men
er blå. Han har et stort udvalg, og er absolut den billigste, jeg købte også en Havaieblomst med
tretten knopper for 4 kr, nu vil jeg se, om jeg ikke kan få held med den.
Der har slet ingen post været, mens I har været væk, heller ikke fra Helle. Sverre stak lige hodet
indenfor i fredags, han var hjemme mellem to rejser, han troede du, Karsten, var her endnu. Det kan
nok være MacMillan leger det muntre køkken, det må ikke være så rart at være postelinet, det lyder
da helt vanvittigt, Mon han selv kommer godt fra det.
Søndag aften
Jeg sidder op i sengen og skriver, det kan også lade sig gøre. Mine gæster kom allerede kl. 2, de var
kommet over med en færge tidligere, end de havde billet til, de kom i en flot ny Simca, tomatfarvet.
Mor har det så ualmindeligt godt, hun går op og ad trappen som en mis – omtrent - og da jeg sagde,
at hun måtte se at komme ned og se enden af haven, svarede hun ”hvorfor skulle jeg ikke det, jeg
gik rundt i Svendborg i går.”
Børge er der ingen forskel på, men han ser rask og frisk ud. Mor er medejer af bilen, med det de fik
for den gamle, og det, de har fået den billigere, vel på grund af Børge, er det blevet 2500 til hver.
Lene har tabt 6 kg, hun er faktisk nydelig og også sød. Mor og jeg var alene et øjeblik, så fortalte
hun, at Bodil pludselig til hende havde rakket Lene ned, havde begyndt med at sige, at hende kunne
hun godt undvære, det var jo det rette at sige til mor, men mon Bodil da er rigtig klog. Hun har så
ondt i maven af, at Lene har bilen til at køre til stationen i, og hvad rager det dog hende. At de ikke
ville have samme mærke som Ida og Mogens, blev hun så fornærmet over, så det er nok det, der er
blevet til, at Lene ikke kunne få en, der var fin nok. Hun er nu ved at udvikle sig til en kælling.
Vi fik det skønneste vejr ved middagstid, og det holdt resten af dagen, Ole var her til middag. Vi
planlægger en tur til Dragør, mor og Børge har aldrig været der, og jeg vil meget gerne se det igen.
Mandag 16/7
Der har været brev fra Bodil, Lasse er ikke kommet ind, og det værelse, de mente var ham sikret, er
smuttet, værtinden ville ikke blive ved at vente, så i næste uge kommer han ind og skal søge, hun
spørger, om vi tror, frk. Ruges er ledigt, den arme dreng, hvis han skulle bo der, så det vil jeg ikke
forhøre om. Han skal ha’ kørekort til motorcykel torsdag.
Vi bliver ved med det samme vejr, efter avisen er der faldet masser af regn i går rundt om, så vi har
været heldige, 27 er kvæstet på vejene.
Krumstrupperne havde en skål jordbær med i går og en lille spand salat, det var fine hoder, sået så
de ikke skulle tyndes, så det kan altså lade sig gøre. De er så begejstrede for verandaen, der er også
dejligt, så det bliver nok der, vi tilbringer den meste tid, jeg blev kørt byærinder i Simcaen af Lene.
Ved hendes bistand går det også godt, at få Børge op og ned ad trappen, hans ben, der er blevet
opereret er ikke vågnet af bedøvelsen endnu, han har ingen følelse i det. Der kan godt gå 5 måneder.
Så tror jeg I har fået nok i denne omgang, jeg sender et poste restante kort til Boden skulle I ikke få
det, er ulykken ikke så stor.
Mange hilsener og fortsat god tur, jeg skal hilse fra familien.
Jeres Grete-mor
113
Fra far
Narvik 16/7 1962
Kære Snuser! Så er vi programmæssigt nået frem til Narvik, hvor dit meget velkomne kort lå og
ventede på os. Det kan altså ikke være helt galt med postgangen. I Trondheim (beboerne kalder den
stadig T-hjem) så vi om søndagen den storslåede domkirke samt en kunstsamling, hvor det lykkedes
Karten af opspore yderligere et par Munch-billeder. Om eftermiddagen travede Karsten op til en
gammel fæstning, mens jeg mere bekvemt tog med en sightseeing-bus. I øvrigt vandrede vi
naturligvis om i byen, som ligger meget smukt. Derefter gik det pr. sovevogn til Fauske og videre
pr. bus til Narvik. Busturen var meget lang og afbrudt af 4(!) færgeoverfarter, men det var et
pragtfuldt landskab, som en stor del af tiden lå badet i sol. Den ene af færgeturene var ret lang, og I
må ikke forestille Jer noget i retning af storbæltskomfort på den ret primitive færge, men til
gengæld var der jo det skønneste fjordlandskab at se på. Karsten stiftede i øvrigt bekendtskab med
en jente, der – så vidt jeg forstår – er student og skal studere historie ligesom han. Jeg vil ikke
betegne hende som nogen charmebombe, men det var jo atter en afveksling. Desværre modtoges
hun i Narvik af en ven, men det aftaltes dog, at de skulle mødes lidt senere på aftenen, så Karsten er
altså godt anbragt. Karstens bagage er nu i god vækst igen. I Trondhj. erhvervede han sig et stort
tungt katalog over malerudstillingen, men nu vil jeg antage, at han snart kan se bunden i sin
kassebeholdning. Jeg vil ikke påstå, at man dør af hedeslag her i Narvik, og vejrprofeterne giver os
ikke alt for opmuntrende meldinger, men i busserne sidder man i hvert fald lunt og godt, og når vi
tager godt med tøj på, skal det nok gå, i solen har man det dejligt, og vi håber på, den også i den
kommende tid vil vise sig i rimeligt omfang. Vi havde en temmelig kedelig medpassager i
sovevognskupeen, en bedaget herre, som var forbitret over, at han skulle skilles fra sin fyldige
madam, skønt det dog var temmelig selvfølgeligt, når de ikke havde billet til en 2 køjes kupe. Om
morgenen beslaglagde han gulvpladsen en hel time til et vidtløftigt morgentoilette, bl.a. brugte han
mindst 20 min til at el-barbere sig, hvad jeg dog aldrig har præsteret. Nå, vi andre blev såmænd
færdige i god tid endda, da toget var 1 time forsinket. Vi drak morgenkaffe i spisevognen til
akkompagnement af fjorde og bjerge, der passerede forbi os. Nu håber jeg, I alle på Udsigten
befinder Jer godt.
Hils på det hjerteligste omkring dig.
Din Johs
Fra mor
Mandag aften d. 16/7 1962
Kære Johs og Karsten! Mange tak for brevet, der kom med aftenposten, jeg håber, at I har fået mit i
Narvik, og hvis I opdager, at det er postet i Helsingør, så er det ikke, fordi jeg er rendt hjemmefra,
men nu atter sidder i min seng og slår tangenterne. Vi var på en dejlig biltur helt nord for Rågeleje,
oppe ved det sommerhus, de lånte sidste år, der boede nu et ægtepar Møller, han er meget let
angrebet af sclerose, Børge har været sammen med ham i Haslev, så vi blev budt indenfor, det var
et ganske dejligt hus, det lå ikke så spændende, men jeg synes nu, det var meget bedre end sit rygte,
men de havde jo dårligt vejr hele tiden deroppe sidste år. Der var rædselsfuldt i Gilleleje af
sommergæster, men dejligt i Rågeleje. Vi kørte over Helsinge hjem, vi havde fint vejr på hele turen,
men vi kunne se, det havde regnet her, og faster Karen Nørresø ringede for at få Kjelds adresse, og
hun sagde, at det havde regnet 3 timer i Kbh. Gerd havde ringet i lørdags til forældrene, og meddelt,
at de havde det dejligt, de badede, og Birgitte var en hel vandhund. Nu har vi fået den forfløjne ide,
at tage op til dem i morgen, vi pakker madkurv og starter tidligt, og er hjemme igen til middag,
114
Kirsten og Lene skiftes til at køre. Bonde Jensens har også ringet i dag efter deres adresse, de ligger
også på tur derop. Mine billeder var fine, det er så udmærket af studenten [dvs. mig].
Det var morsomt at høre om alt, hvad I har set, dog synes jeg, Karsten kunne have ventet med
Mussolini til hjemkomsten, det havde været nok så praktisk.
Tirsdag aften [17/7]
I kan tro, vi havde en god tur til sommerhuset. Vi startede i gråvejr, der udartede til styrtende vande,
da vi nåede Tåstrup og blev ved, til vi drejede af mod Nykøbing, så klarede det, og vi ankom dertil
med sol bag slør, og så kom den frem bag sløret, og vi havde den dejligste eftermiddag. De blev
noget forbavsede, Birgitte for os om halsen alle sammen og var ellevild, deres frokostbord kunne
nok trænge til supplering, vi havde masser med og øller, og det forsvandt som dug for solen. De er
så henrykte for at være deroppe, de har haft nogen sol hver dag, og de bader hver dag, Birgitte er
fuldstændig vild, hun styrter i vandet så Kjeld må springe efter hende. Ulla har fået en sheik på 16
år, der afhenter hende til badning, en pæn fyr, de har truffet hinanden på minigolfbanen, så
sommeren er reddet for hendes vedkommende, han er fra Kbh. og hedder Vagn Larsen. De gik
nydeligt ved hinandens side ud ad grunden, ned ad vejen hånd i hånd! Darling 1 er solgt og revet
ned, og der er kommet et nydeligt lille sommerhus i stedet for. Der var et ubeskriveligt rod i
Kahytten, men når de bare befinder sig godt, må de om det, jeg ved bare, at jeg skal aldrig, aldrig bo
sammen med dem. Vi tog derfra kl. 4, mor og Børge snorksov i hver sin liggestol, mens vi andre
var ved vandet, vi havde ikke kørt et kvarter, før regnen styrtede ned igen, men herhjemme var der
ikke kommet en dråbe, mens de har været ved at drukne i Bagsværd, jeg talte med Ingrid, de havde
glemt tøj deroppe, som jeg spurgte, om de ikke ville hente i morgen aften og drikke en kop kaffe
her, så de kunne få hilst på familien, det lod ikke til, at de havde tænkt på at røre på sig. Børnene
der, er begyndt svømmeundervisning i friluftsbad i Bagsværd. Bliver det lidt konstant tørvejr, går
Kjeld i gang med maling af vinduer. Vi kunne ikke finde spaden, men der var et ubeskriveligt rod i
magasinet, så den kan nu godt kan findes under de geologiske lag, selvom Kjeld påstår, han har set
efter den der. Sten var som sædvanlig vrøvlet og klynkende, ham er jeg ikke tilfreds med, bare han
er rigtig rask, men nu skal han også til læge, når de kommer ind igen, det sker d. 24. Og nu har Mor
set dem, og så tænker jeg, de er rejst forinden, det var skørt for en enkelt nat at ulejlige frk. Nøhr,
men det har vi ikke snakket om.
Jeg ringede til fru Nørresø, hun ligger stadig i sengen, og i dag er moster Johanna blevet opereret.
Krumstrupperne er vildt betagede af Birgitte, hun er også et dejligt barn. I dag havde Børge et
forsinket fødselsdagsbrev fra Henrik, han er mægtig begejstret for tilværelsen deroppe på Grønland.
De har 19 graders varme, der er meget varmt i solen, men vinden er kold, isbjerge svømmer ude i
vandet, det virker nok lidt afkølende. Han var tre dage i Godthåb, opholdt af tåge. Jeres bogpakke er
kommet.
I dag er det den 18. og jeg siger tak for brev fra Narvik, det er da helt utroligt, så hurtigt det er
kommet igennem, jeg kan vist godt også sende dette til Narvik, og nøjes med et kort poste-restante
til Boden. Måske får I de to breve samtidigt, men så kan I tage dem for fortsat roman.
Wehagerne er taget til byen, og mor læser avis, Lene har slået græsplæne, så der ikke findes et strå
over en cm, og hun har ved hjælp af olie ordnet have-ligge-sofaen, at have hende i huset, er lige så
godt som en altmuligmand. Hun kører også bilen bedre end Kirsten, der er ratgear, og den
forandring falder Kirsten tungt. I går fik vi gulerødder af egen avl, de var mægtig fine.
Anita Dan telegrafist Herberts skib] kommer til Kbh. i aften, og da jeg antager, at Cedergreens
sidder på Odden, tænker jeg, Herbert kikker herover, hvis han ikke bliver hængende hos Tovborgs.
Vi har fint, fint sommervejr, strålende sol.
115
Vejrmeldingen var god, dog kunne vi øst-beboere vente en enkelt byge, men for mig er det såmænd
vigtigere at sommergæsterne har tørvejr. Det er Kjeld og Gerds 5-års bryllupsdag i dag, den fejrede
de i går med at gå på Strandlyst til amatøraften. Haven er dejlig, og stuerne har vi næsten ikke været
i, og både Kirsten og Lene er vældig søde til at hjælpe med det lidt, her er at gøre, så det er helt
ferie, betydeligt mere end når familien Kjeld er her.
Det lyder dejligt, alt det brevet fortæller, selv den tykke mand i sovekupe’en bliver nok humoristisk
til sidst. Edvard Munch har også gjort indtryk på mig, er det ikke på Statens Museum, der er et
meget smukt af en bro med nogle børn, eller er det damer, på.
Men så ved jeg ikke mere at diske op med, og I må fortsat have det bare bra.
Jeres Lillemor
Fra far
Tromsø 17/7 1962
Kære Snuser! Nu til aften nåede vi til Tromsø efter en meget lang, men smuk og indholdsrig tur
med både frokost- og kaffepause undervejs. Denne gang var der kun en enkelt færgetur, og den
varede højst 20 min. Vejret var til at begynde med fint med solskin over landskabet. Senere kom der
nogen regn, som dog ikke generede os synderligt. I bussen var der lunt og bekvemt.
Aftenen før var Karsten som nævnt ude med et par unge. De drak først te på vennens værelse og
begav sig så til byens fineste hotel, hvor en kammerat af de andre, en student som er natportier på
stedet, skænkede gratis øl for dem. Derefter var der en forretningsmand, som uddelte
chocoladestænger i stor udstrækning, så Karsten kom meget begejstret hjem kl. 1 om natten. Jeg må
dog tilføje, at vi havde trakteret ungmøen på turen dertil. Her i Tromsø er der temmelig koldt, og
det regner lidt, men hotellet er lunt (opvarmet) og 1. klasses. Karsten har kontakt til en ny,
charmerende ungmø, som er med på turen og vistnok også student. De skal på tur i byen og om
muligt se en hval blive flænset på et hvalskib. Jeg er dog bange for, de kommer for sent til det. Lidt
før middag meldtes der, at hvalen var på vej ind i havnen, men da var Karsten så søvnig, at han faldt
i søvn på værelset. Man får nogle mærkelige begreber om tiden på disse kanter, for selv midt om
natten er det så lyst, at man kan læse i sin seng uden kunstigt lys. Midnatssolen har vi ikke set noget
til endnu, men det lykkes forhåbentlig senere. Vejrmeldingen har bedret sig. Der loves
temperaturstigning og skiftende skydække samt ”stort sett pent vær”. Deres stavemåde ser ser os
mærkelig ud. Det heder ”stasjon, sjokolade, sivilforsvar, sirkel” osv. hvis de da ikke bruger det
nynorske. På postkontorerne findes 2 sæt blanketter, det ene på ”bokmål”, det andet på nynorsk. I
morgen bliver busturen kortere, men i overmorgen skal vi vistnok køre 500 km. Busværtinden er en
vaks og opmærksom studine, som studerer sprog og har gode muligheder for at gøre studier i
marken. På vort rejsehold er følgende nationer repræsenteret: Danmark (vi er 6), Norge, Belgien,
Frankrig, Italien, USA og Canada. Hils på det hjerteligste omkring dig. Håber alt går på bedste
måde ud Udsigten. Her er vi all right.
Din Johs
Vi har allerede set flere samer med deres telte og dyr, de sælger forskellige ting ved vejene og blev
fotograferet i lange baner af bussens passagerer. Når der er noget særligt at se, gøres der altid holdt,
der er jo ingen tidstabel, som skal overholdes.
Fra mor
116
Torsdag d. 19/7 1962
Kære Johs og Karsten! Tak for brev fra Tromsø, det er da helt fantastisk, så hurtigt de går igennem,
jeg så også Jeres fine Samer-kort til Elmebørnene, vi har nemlig været der til frokost i dag, og det
var en frokost som på Kystens Perle, og vi spiste ude og havde det mest pragtfulde vejr, vi var der
til en kvart i 6, og Kirsten, Knud og jeg gik tur, først langs søen til højre så ind i parken, han var i
helt overdådigt humør. Efter den frokost drak vi kun en kop te herhjemme.
Fru Nørresø ringede, at hun havde talt med Gerd, de havde de haft gråvejr hele dagen, Linnblatte
var kommet og blev der til søndag, selv kunne de ikke få Oluf tirsdag, så de kommer mandag k. 6,
familien her rejser mandag kl. 12, og så jeg har bestilt permanentkrølning, så det passer mig skidt,
jeg ville gerne have haft det døgn for mig selv, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Tirsdag
skal Gerd, Birgitte og fru Nørresø til Helsingør at se til moster Johanne, og Ulla passe Sten, fredag
tager Gerd med barn herfra og ind til Pilealle [hos forældrene] det sidste døgn, Ulla skal ud med sin
sheik, men hun og Kj. bor her om natten, og lørdag går det hjem til Ludvika.
Det er en skrækkelig vejrmelding i aften, men den holder måske ikke stik. Der var brev fra Helle i
dag, men da det ikke egnede sig for offentligheden, puttede jeg det til side, og ingen ved det er
kommet, bl.a. beklagede hun mig med alle mine gæster, og det ville nu være synd, for de er de mest
fordringsløse og nemme gæster, og de erklærede i aften, at de havde aldrig haft så dejlig en ferie,
jeg har bogstavelig også nedlagt alt arbejde, undtaget at sørge for mad, for der er ikke noget så
fortvivlende som at se en værtinde flintre rundet og have travlt, og vi er kun i stuerne om aftenen. I
morgen formiddag skal de til byen, og er vejret godt, skal vi til Dragør om eftermiddagen. Lørdag
skal de + mor til middag hos frk. Nøhr.
Frederik bor stadig hos Margrethe, for i aften har han afhentet både mælk og smør her. Nå, men
Helle har haft det mest strålende vejr, C.H. er hyggefar og nu forlyder det at en fredningslov er ved
at gå igennem, så netop deres egn [i Vigsø] går ram forbi med sommerhusbebyggelse. Hun maler
akvarel.
Mor har været på udflugt ned i enden af haven og siddet dernede, og der serverede jeg frokost til
hende og mig, de andre var i byen. Der er ikke udsprunget georginer endnu, men rosen er dejlig.
Jordbær er nede i 1,44. I morgen venter vi at se Lasse.
Helle havde på en eller anden forunderlig måde fået en ørentvist i konvolutten, den klistrede arket
sammen, og var selv sagt temmelig fladtrykt. Jeg har hverken hørt eller set noget til Herbert.
Fredag [20/7]
Vejret er kedeligt, det har regnet stærkt i nat. Brev fra Bodil, at Lasse har fået værelse på Østerbro,
så han slipper for at tage herind. Mor siger mange tak for kort i dag. Så er det sidste skrivelse. Ha’
det godt begge to og mange hilsener fra mig.
Margrethe ligner sig selv, Lene kørte for mig, da jeg skulle byærinder, så kom M. lige ud ad sin
låge, ”hop ind”, sagde jeg, ”hvis du skal i byen”, næ hun skulle til Kbh. men hun ville da gerne
komme op ad Kirkebakken, da vi så kom dertil, sagde ”De kører mig lige til Kildegårds Plads”. Det
undrer mig bare, at hun ikke skulle køres helt ind. Fra mandag rejser hun 10 dage til Bornholm. Hun
kom med de lånte ting i morges og stod i den åbne dør og udbredte sig om, hvor travlt jeg måtte
have det, jeg stod på gløder af skræk for, at der skulle køres op, det er da også upassende.
Der er kommet noget til hr. Tovborg fra Ortofon? Jeg bortlægger titler udenpå brevet, det forvirrer
kun på poste restante-breve til udlandet.
Nu skinner solen og vi drager til Dragør.
117
Fra far
Alta 19/7 1962
Kære Snuser!
Siden jeg sidst skrev, er vi nået frem til Alta efter en tur, der navnlig i dag har været smuk og
afvekslende. Vi har set mange samhytter og været inde i en af dem, endvidere stativer med fisk, der
hænger til tørring i millionvis, samt adskilligt andet af interesse. Vejene er langt bedre, end jeg
havde tænkt mig, og vi møder mange biler, som kommer langvejs fra. Jævnsides med stejle
sneprydede fjæltoppe ser man også meget frodighed, men det hele er naturligvis ikke så langt
fremme som hjemme hos os. Kartoffelplanterne er endnu ganske små, og tulipanerne står i blomst.
Rejseselskabet, som vi deltager i fra Narvik og tilbage til Narvik igen, er kultiveret og stilfærdigt.
Karsten finder sig godt tilrette i det, han sidder for øjeblikket og spiller skak med signora Maria fra
Roma. Hende og en anden italienerinde har vi snakket en hel del med på en blanding af italiensk,
fransk og engelsk. De er femmes savantes, den ene dr. med., den andet statsvidenskabelig. Vi taler i
det hele taget efter bedste evne med udlændingene, selv fransk kaster vi os ud i, uanset at vore evner
i den retning ikke er store. Nogle af franskmændene forstår også lidt engelsk, så lidt får vi da ud af
konversationen. Der er navnlig en fransk professeur (folkeskolelærer), som formår at holde en hel
forsamling i ånde, fordi han er så sjov og rund og trivelig. Der er også andre typer, som vi morer os
over, særlig en canadier, der ustandselig skal have busturen afbrudt, for at han kan styrte ud og
fotografere. Hotellerne vi bor på er gode, i aften har vi hver sit værelse. For øvrigt sover Karsten fra
alt, min tilstedeværelse har han kun undtagelses mærket noget til om natten. Her i Alta er klimaet
mildere end i Tromsø, hvor det var lidt barskt. Man kan klare sig uden overtøj på vejen, og hotellet
er opvarmet, så vi lider ingen nød. Der er heller ingen, som er forkølede, og Karsten og jeg befinder
os i enhver henseende udmærket. Klokken er nu nær ved 23 (n.t.), og solen står et godt stykke over
horisonten. I morgen eller i overmorgen håber vi at få den at se som midnatssol. Helt oppe mod
nord skal der være størst chance for det. Ja dette bliver nok sidste brev, jeg skriver fra Norge.
Slutningen af beretningen må du have mundtligt. Og nu må du så hilse på det hjerteligste omkring
dig fra Karsten og din hengivne
Johs.
Sign. Maria ville have Karstens navn stavet. Nu siger hun det fint. Mit er jo så ligetil, da jeg er
pavens navnefætter.
Mor på Krumstrup
Mandag aften [maj 1964]
Kære Johs! Jeg kan allerede i aften sende en hilsen, for Lene kan få det med og sende det fra Århus,
hun skal køre til Jylland med Henrik. Jeg synes, mor er meget svag, og nu har hun også
lungebetændelse, det begyndte i går aftes med stikken i siden, og de måtte ha’ læge, nu får hun
indsprøjtninger af menighedssygeplejersken, og de giver hende noget kvalme, hun spiser også
absolut intet, og kaster lidt væske op. Jeg fortryder i hvert fald ikke den afbestilte Wientur. Jeg
synes fru Nielsen er guld værd, hun er så omhyggelig med mor, har en engels tålmodighed, og det
gør da ikke noget, at hun er langsom, bare hun kan holde til det. Hun vil godt blive, bare hun kan få
fri nogle dag omk. den 1., de tænker på at få frk. Steffensen, den anden sygeplejerske, de havde, og
så tage fru Nielsen med frem og tilbage, når de skal herover d. 29. Tænk dig frk. [Bodil] Nøhr skal
giftes til efteråret, den udkårne er noget yngre end hun, han er ved noget forsikringsvæsen, er ved at
blive skilt, hans viv gav ham strygejernet i hodet, han har en datter på 18, som frk. Nøhr allerede er
118
på kant med. Men så holder Virum-paradiset altså op. Han skal ha’ en pragtvilla i Bagsværd, han
hedder Helge Brodersen.
Viggo og hans Inge er hjemme, hun er en pæn pige, de tager brevet med i aften, det er mere på
vejen. Skovens har jeg talt i telefon med, de kommer her onsdag eftermiddag. Mor havde ikke feber
i aften, men hun har ikke været vågen 10 min siden jeg kom i eftermiddag, men de siger, at hun var
blevet klarere i hjernen.
Der var næsten ingen rejsende, og der var så smukt, her giver køerne mælk, så de har måttet låne
spande på Forhåbningslund, her er jo vældig med græs. De kommer selv sjoskende hjem om
aftenen, går direkte til Smededammen for at drikke og få fodbad, og så ind i stalden.
Mange hilsener, og pas godt på hinanden.
Jeres Grete – mor
Mor på Krumstrup
Tirsdag [maj 1964]
Kære Johs! Det er meget sløjt i dag. Jeg har sovet i værelset ved siden af mor i nat, for jeg tror nok,
fru Nielsen var ved at køre træt, mor har for den sags skyld sovet hele natten, men med de
mærkeligste lyde, der fik mig til at springe ud ad sengen i hvert fald de første timer, da Jer erfarede,
at de egentlig ikke havde noget på sig, blev jeg liggende, men meget søvn blev det ikke til. Men nu
er fru Nielsen frisk. Jeg ved ikke, hvad de skulle gøre, hvis de ikke havde hende om natten, men
hun må ha’ afløsning engang imellem. Til morgen var temperaturen på 36,5, hun sover og sover og
lider ikke noget. Bodil har ringet og ligger på spring hertil, og det er der ikke noget at sige til, men
vi gruer. Lægerne skal komme i formiddag. Bodils ophold de dage forleden herhjemme, havde nær
slået benene helt væk under Kirsten.
Erhardt Mørk-Hansens kone, f. Clauson Kås, faldt pludselig død om i deres dagligstue pinse-lørdag
[16/5 1964], ligesom børn og børnebørn indfandt sig på pinseferie, hende var jeg elev sammen med
på børnehjemmet. Konen, der skulle være kommet her med de to drenge og bo ovre bag vævestuen,
blev det ikke til noget med, efter at Grete havde fået et fuldstændig forvirret brev fra hende, der
handlede om hendes dårlige nerver, så blev det til alt held afblæst.
Børge har det rigtig godt, i hvert fald ikke værre. I går tog mor i min trøje og spurgte, om jeg havde
købt den i Aarhus, så sagde jeg, at jeg var ikke Bodil, og dertil sagde hun: Jeg kan såmænd ikke
kende forskel på Jer. Og hver gang en af de unge var hos hende i går, troede hun bagefter, at det var
en anden.
Dette er jo ikke særlig indholdsrigt. Jeg håber, I klarer Jer. Endnu kan jeg ikke sige, om jeg kan
rejse hjem på fredag. Det er et kedeligt vejr, i går sad jeg lidt i solen i gården, i dag er det koldt,
muntert er det hele ikke. Kan ud ikke ringe til Helle, og Karsten må være inde i sagerne, så han
eventuelt kan give besked, om nogen ringer.
Mange hilsener Grete
Mor på Krumstrup
Søndag 1964 [maj 1964]
119
Kære Johs! Så er det søndag og situationen er sådan: Mor er meget bedre, hun kan bedre samle
tankerne, og i går var hun oppe nogle skridt, og længere end til i morgen vil de ikke beholde hende
på sygehuset, så i går formiddags kørte Kirsten og jeg ud til Christiansminde og aftalte med dem, at
mor blev kørt direkte dertil fra sygehuset, vi så den stue hun kunne få, et dejligt værelse ud mod
sundet i stuen, og de var så elskværdige at tale med, der skal hun blive foreløbig en måned, det er
ikke værd at lægge planer for langt ud i fremtiden. Hun er selv ganske indforstået med det og glad
for det. Det er ligesom hendes syn er ved at rette sig noget, for det var det, hun var mest ked af,
tiden bliver jo lang, når hun ikke kan læse. I dag tager vi transistoren med til hende. Hun er så sød
og taknemmelig for alt, hvad der bliver gjort for hende. Og det mærkelige er, at hun hører meget
bedre, men det er måske det lille rum hun ligger i, der gør det. Men ellers kunne jeg ikke være her i
et værre vejr, den stive østenvind går gennem huset, og de mellemliggende uopfyrede værelser er
som isskabe, intet under, at mor har gigt, som hun for øvrigt ikke mærker det mindste til nu. Jeg
kører med i ambulancen i morgen, og Kirsten kører bagefter, så vi kan komme tilbage igen. Med
Børge går det godt, han skal op på tirsdag, og nok hjem inden påske. Lene ringer hver aften og
udsteder bulletin, den dag jeg kom, havde Bodil ringet til Poul, og malet fanden på væggen, men det
havde de heldigvis ikke ladet gå videre til Kirsten, vi var enige om at vente til Lene ringede om
aftenen. Vi tilbringer aftenerne i Fløjen, for mors telefon er i stykker, mosegrisene har gnavet kablet
over, de har lige fået jordkabel i stedet for luftdo. Og de er lagt i noget plastic, som grisene regner
for dessert, så den kalamitet har de overalt, og de kan ikke finde, hvor det er galt. Så Pouls er også i
farezonen. Vi så trekampen i aftes, tillykke, tillykke. Der var da fart over feltet. Per er lige kommet
hjem fra soldatertjenesten, han er blevet svært loppet op, han er en pæn fyr. Viggo kom i aftes og
tager af sted igen i aften, han er forvalter ved Faxe, og Karin ankommer i eftermiddag. Mogens +
Merete traf jeg hos mor, den dag, jeg kom, de har Ole, Søs og Henrik hjemme i weekenden. De
spurgte om Kirsten og jeg kom derned i går aftes, men det var ikke et vejr at køre ud i. Kirsten
trænger vældigt til at stives af. Vi har det allesammen så godt sammen.
Hils Karsten og mange hilsener. Snus
Fra Helle i Schweiz
[Locarno] 5/7 [1964]
Kære Mor.
Tak for dit brev, der lige ramte Bosses fødselsdag! Det ar en særpræget fødselsdag. Han glædede
sig enormt og startede med at råde hurra for sig selv kl. 5 om morgenen, og så gik det løs med
boldspil, han fik en stor blå bold af Laurids, og spilledåse, der spillede ”Alle Vögel sind schon da”
hundrede gange i træk. Efter morgenmaden vandrede vi med tykke sko på langsom to og sejt op i
bjerget en times tid, til vi kom til en bred bæk der fossede af sted over stok og sten, og her gjorde vi
holdt, tog alt det svedige tøj af og holdt vask i det kolde vand. Der er ubeskrivelig skønt med et
væld af blomster og mærkelige insekter, - og det sjove er at børnene virkelig har sans for naturen.
De får timer til at gå med at studere biller og sommerfugle. Ingvar med sine fem år gjorde sit bedste
for at leve op til alderen, fik megen ros og strålede over hele hovedet. Vi kaldte ham ”femmeren”.
Vi spiser en masse. Carl Henry laver maden med stor omhu og interesse, vi blir lukket ud af
køkkenet, når han skal til at kokkerere. Når han er færdig, kommer han ud og spørger ”om det vil
passe mig meget dårligt at spise nu?” Jeg maler akvarel om formiddagen og nyder at kunne sætte
mig til bords, han sørger for indkøb, så jeg ved knap hvad menuen står på, men det smager
fortræffeligt. Så drikker vi os en god rødvinsrus til og sover en herlig middagssøvn. Jeg laver
kirsebærsaft til børnene, og vi samler brombær til marmelade. De har et stort værelse med egen
indgang på loftet at regere i de enes som altid, når de er henvist til hinandens selskab, allerbedst, og
120
i øvrigt nyder de at Carl Henry har tid til at ta’ sig af dem, Jeg tror ikke, han skænker Fællesorganisationen en tanke, han har den evne, når alle broer bagud er brudt (vi har ikke engang
omadresseret vores post eller givet adressen til kontoret) at kunne ryste det hele af sig og virkelig
nyde livet. Det er den ideelle måde at holde sommerferie på - og så dette vidunderlige klima! Jeg
tænker med lidt bekymring på vores nye lejere, der kommer til bondegården i dag. Formodentlig er
det koldt og blæsende, jeg synes næsten ikke det er værd at holde sommerferie i Danmark med de
somre vi altid her - jeg skrev til købmanden i Vigsø og bad ham sende koks hen til dem efter at jeg
havde læst dit brev. Vi har i øvrigt fået os nogle italiensk-schweiziske venner, en gammel vinbonde,
der bor på aftægt hos sin søn og svigerdatter, som har to yndige sorthårede piger på 9 og 11 år. Da
vi gik forbi deres hus i dag blev vi vinket ind og budt på druesaft og rødvin, jeg ærgrede mig over at
jeg ikke kunne tale sproget for at skabe kontakt mellem børnene, Gertrud er helt syg for at vise
pigerne sine dukker men konen inviterede børnene med op til køerne, der går i bjerget, og der er de
nu. De havde en lang samtale indbyrdes om Gertruds hår, var henne at føle på krøllerne og fandt det
meget bella, mens de var ved at flække af grin over hendes navn, som faldt dem umuligt at udtale.
Mandag morgen
Vi fik et kraftigt regnskyl i går aftes og nu til morgen står alt så grønt og friskt i solen. Ungerne er
for længst nede hos det nye bekendtskab. Bosse kom ned fra sin bjergtur med la signora i hånden,
pludrende af fuld hal, så det går fint. Jeg glemte at fortælle at vi forleden aften stegte høne på spid
over grillen i den åbne kamin udenfor på terrassen, det var et dejligt måltid, skindet blev stift og
sprødt som svær.
Carl Henry var ude på en dramatisk klatretur i går, godt jeg ikke vidste noget om det! Han kom til at
hænge fast et sted, hvor han hverken kunne komme op eller ned og afgrunden lige under sig. Nå det
lykkedes ham altså i løbet af et kvarter, hvor han havde tid til at tænke over hvor ”søde og yndige vi
var” at mave sig op over en fast kant. Det er de her dumdristige danskere!! Jeg har inviteret Heidi
hvis hun kan løsrive sig fra Zürich et par dage, vi venter spændt på svar..
Ta’r du en tur til Krumstrup? Det må være enerverende at bo der, de stakler. - Hils Gerd og Kjeld
og sig tak for den yndige natkjole de sendte Gertrud til hendes fødselsdag, den slanger hun sig i i de
tessinske nætter.
I må ha’ det så godt som muligt alle sammen.
Vær hilset af os. Din Helle
Fra Karsten i Rom til NATO-seminar 26/7 – 15/8 1964
2/8 1964
Kære far og mor! Som nævnt blev jeg vel modtaget af Ilja og hans forlovede, Karin, og hos dem
boede jeg de tre løse nætter. Jeg sluttede sidst med, at vi ville besøge den forladte by, Santa Maria
in Galeria. Det blev en oplevelse uden lige. Steder er ganske ukendt, og vi beså ruinerne med stor
interesse. De ligger på en klippe og kan bedst sammenlignes med Olevano. Senere klatrede vi ned
ad klippen til en å, der løber omkring den, og her fik vi verdens dejligste bad i en lagune dannet af
et vandflad. Trætte og fuldkommen lykkelige blaffede vi om aftenen hjem. Den næste dag besøgte
vi på samme måde Albanosøen, hvor en italiensk ingeniør, der selv var på sight seeing, gav os en
større middag (kylling, mv.) og kørte os hjem igen. Endelig besøgte vi den sidste dag en by meget
lig Olevano og nær ved. Vi tog over Tivoli og fik derfra en lastbil. At rejse på tommelfinger her er
den letteste sag i verden. Den følgende dag tog jeg ud til mit nuværende hjem, hvor lykken ventede
121
mig i form af et enkeltværelse. Dagen brugte jeg til at hvile ud samt at se Thermemuseet, som jeg
ikke så sidst.
Om morgenen d. 1/8 – altså i går – havde vi vort første møde. Vi sidder i en stor sal med NATOstjerne og via tolke og høreapparater kan vi vælge mellem engelsk og fransk. Vi er nogle og 40 fra
alle 15 NATO-lande, så I kan tro det svirrer med fremmede sprog. Om eftermiddagen var vi på
bustur Rom rundt. Det er ikke den bedste måde at se en by på, men rent orienteringsmæssigt er det
meget nyttigt. Om aftenen besøgte jeg Ilja. I dag har jeg været på heldagstur til en lille klippeby,
Sperlonga. Den ligger ved vandet så vi badede dejligt. Efter middag kunne vi vælge mellem en
bustur fra Sperlonga og at blive i byen. Jag valgte heldigvis det sidste og så byen, som er meget
morsom samt så ruinerne af Tiberius’ villa, selvom jeg måtte springe over hegnet p.gr.a. søndagen.
Det eneste minus er varmen. Sommetider kan jeg dårligt ånde. Jeg sveder konstant, men man
vænner sig til det – sådan da. Jeg medsender et program. Som I ser, er jeg ordentligt kommet
mellem hænder, men der er jo mange spændende udflugter, som f.eks. Napolituren (3 dage!) og
operaen. Vatikanmuseet tror jeg ikke jeg vil se igen, så der bliver en halv fridag. Som I ser, har jeg
det som blommen i et æg – om end kogt. Jeg er spændt på at høre om Jeres evt. rejseplaner. Mange
kærlige hilsener fra Karsten.
Casa Internationale della Studente. Foro Italico. Mit værelse er nr. 79.
Fra mor på Krumstrup
Krumstrup Torsdag [aug.? 1964, af far påskrevet 1965]
Kære Snuser! Det er tidlig morgenstund, 18 gr. varme, og lidt tåge, der varsler en varm dag. Rejsen
var fin, tog nr. 2 fyldte færgen, men da havde jeg fået plads på promenadedækket overfor en sød
ældre dame, der kunne ha’ spillet i en sketchs betitlet ”Hvordan man skaffer sig enebord på en
overfyldt færge”, hver der satte sig, overfaldt hun med snak, hun startede med ”Jeg kommer fra
Korsør, så jeg skal ikke ha’ kaffe”, og så blev folk spurgt ud, så de rejste sig efter et øjebliks forløb,
jeg undgik min skæbne, ved at sidde med min bog, men jeg læste ikke for at nyde hende. Hun var
helt fantastisk.
Jeg tog bussen til Kværndrup, og der blev jeg modtaget af Grete og Karin, der er hjemme et par
dage. Hun har malet al træværket på broen ved gårdsiden. Uden Grete ville jeg tro, Kirsten var rolig
og afbalanceret, men hun gav en utrolig beskrivelse af hende, bl.a. sagde hun, at den dag, hun kørte
galt med bilen, var hun i en tilstand, så hun aldrig skulle ha’ haft lov at sidde ved et rat, hun kunne
ikke gøre for, at manden kørte ind i hende, men hun havde aldrig tabt snøvsen i den grand, hvis hun
havde været normal. Manden skal være på sygehuset i 4 måneder. Bodil var jeg sammen med ½
time efter Gretes beskrivelse, havde hun regeret og kritiseret, og været i totterne på frk. Nielsen,
men de to damers (Grete og Bodils) elskov til hinanden kan være på et meget lille sted, så hvor
meget man skal lægge i det, ved jeg ikke, Kirsten har ingenting sagt. Mor er meget forandret, og jeg
tror meget svag, hun var ualmindelig klar i går, hun havde ligget og glædet sig til jeg kom, og jeg
kunne fortælle hende om børnene, om det så var om Bernhard Olsen, så var hun klar over
forbindelsen mellem ham og Børges bror. Hun er så sød og tilfreds, Kirsten siger, hun er mere
tilfreds, end hun har været i mange år, og hun lægger planer for sin 85 års fødselsdag til næste år for
i år kan hun desværre ikke samle os. Hun er så tynd og lille, jeg tror, jeg kunne bære hende. Fru
Nielsen er de ved at brække sig af, samtidig med, at de ryster for, at hun skal rejse, men nu har hun
fået afbetalt en hel del af sin skyld på radio, sovesofa og verdensatlas, men de mener, hun bliver til
bunden er nået. Skør er hun, men ikke hvor sygeplejen ligger, hun sender alle de mærker ind, der
findes i sæbe, vaskepulver osv., hun købte en kæmpe-Valo for at få mærkerne, den kostede 16,50
122
kr, så tilbød hun Grete valoen for ½ pris, og da Grete ikke ville ha’ den, forærede hun den til konen,
men hvad skulle de gøre uden hende. Fru Fogh er Kirstens altopslugende kærlighed, og efter Grete,
var det ubeskriveligt forfærdeligt, da hun var her, for hende var fru Nielsen jaloux på. Pillerne var
her i går aftes, de var godt fornøjede, og skal ha’ Elisabet fra d. 27-2, hun er den røde snor i deres
tilværelse, Mette havde præsenteret drengen for Mogens og sagt ”det er dit andet barnebarn”. De
ville gerne ha’ haft mig derned, men det tager alt for lang tid af de par dage, jeg er her, og Kirsten
har ikke fået bilen endnu. Den var tilsagt på dag og klokketime til eftersyn i Svendborg, da den så
mødte op, var den motorsagkyndige rejst på ferie. Så de kan være billøse længe endnu. Men det er
måske et held i uheld, at Kirsten ikke skal køre en tid. Men tænk, om mor lå og led, hun har ikke en
fornemmelse, hun nyder sin mad, hun nyder den friske luft, der kommer ind ad vinduet, og hun
nyder et glas rødvin til måltiderne. Kirsten siger, at hun har 18000 om året, så pekuniært går det
fint. Jeg tror ikke, de tager herfra til sommerhuset, Kirsten ville ikke få en rolig time. Viggo og
kæreste har sagt ja til det afrikanske tilbud, nu venter de kun på myndighedernes endelige
bestemmelse, så skal de giftes inden jul, om det går i orden. Det er på Blixens farm det skal foregå.
Per kommer 8 dage hjem i næste uge, det går ham så fint i England.
I går aftes fik vi en lille bitte byge, men Lene ringede hjem, og det styrtede vande ned i Århus. De
har haft kulde men næsten ingen regn her. Her er vandmangel. Man må kun trække i snoren for det
større, og bad kan de slet ikke tillade sig.
Senere
Mor har det også meget godt i dag. Jeg har haft små ene-interviews med Børge og Grete, min
virksomhed er nærmest som en ”fru Ninis”, eller hvad de her skrivende konsulentdamer hedder.
Børge sagde, at Bodils virksomhed var ubeskrivelig, hun ville af omsorg, men denne temmelig
misforstået, for Kirsten, sætte hende både fra madlavning og alt andet, lægge dem i seng kl. 10, så
de var lige ved at brække sig af hende, og Grete fortalte, om et hysterisk anfald Kirsten havde haft,
så hun havde stillet sig ned i køkkenet og skreget, så Poul var kommet farende ind ovre fra
gårdspladsen, han kunne høre det helt derover, og det var lige efter det, hun havde kørt bilen, og
Grete siger, at ved sammenstødet med knallerten, har hun vitterligt trådt på speederen i stedet for
bremsen; så at manden var almindelig kendt for at være et fjollehoved, har frelst hende fra at
komme i fedtefadet. Grete var faret derop i sin bil til assistance, og Børge var smækfornærmet over
at hun ikke have taget ham med, så han ikke har talt til hende siden. Dette er ikke et sted man slår
sig ned i uger, men en upartisk opmand er sikkert god i nogle dage.
Jeg håber, du klarer dig og huskede madkassen i køleskabet. Vejret er dejligt og vejrberetningen fin,
og det glæder mig ubeskriveligt for Ribe og Vig. I dag har Knuds så været halvdelen af tiden ved
Sortehavet. Mange hilsener Din Grete
Fra mor hos Kjelds i Sverige
Västerås Lørdag [17/10 1964]
Kære Johs og Karsten! Kun et par ord i en fart, Kjeld skal til byen, så der er en chance for at få dette
i en putkasse.
Rejsen gik fortræffeligt, ingen tollemænd. Selv mine to kyllinger gled upåagtede igennem, dem
turde jeg ikke mæle om til Jer, så ville I vel ha’ troet, jeg blev hængt.
Vi var tre i sovekupeen, men jeg startede alene i Malmø, i den øverste køje, og en kardromal gjorde,
at jeg ikke aner, når de to andre kom til, jeg sov uafbrudt til kl. 6½, så stod jeg op, for jeg syntes, jeg
lå i en æske. Vi var 35 min. forsänat, jeg blev afhentet af Kjeld og de to små, stor henrykkelse.
123
Huset er pagtfuldt, jeg synes simpelthen, det er mere end de mange penge værd, men det er jo
hverken helt eller halvt i orden, og jeg begriber ikke, hvornår de bliver færdig, og det sidste tekniske
uheld var i går, da en tømrer slog et søm i et vandrør, vand under vasken, så gulvet måtte op, og nyt
kan ikke lægges før om en måned. Børnene er søde. Omgivelserne eet pløre og murbrokker, men
dejlig udsigt, og den bli’r jo, og det andet forsvinder. Jeg skriver snart ordentligt.
Jeres Grete - mor
Fra far på rigsdagstur til de nordiske hovedsteder
Hotel Continental, Stockholm 11/1 1965
Min kære viv!
Efter et vellykket besøg i Västerås er jeg nu nået til Stockholm, og jeg har i aften god lejlighed til at
sende dig et par ord. Kjeld modtog mig på stationen, hvortil jeg ankom med kun et kvarters
forsinkelse. Han var ved at komme til hægterne igen og har mandag genoptaget sit arbejde.
Firmaets læge så på ham og gav ham nogle penicillin tabletter, som han skulle tage for halsen. De
andre har det fint, og ungerne gav mig en hjertelig modtagelse. Her var om søndagen streng frost,
men Kjeld og jeg vovede os alligevel ud på et par ture, om formiddagen i omegnen, om
eftermiddagen i byen, hvor vi bl.a. så den pragtfulde domkirke, som Gerd endnu ikke har set
indvendig. Kjeld ville absolut give mig et billedhefte om den, det kan du også få glæde af. Sneen
var ikke høj, men mandag kom der mere. Vejret var i det hele taget ikke behageligt, men jeg var
dog på ny en tur i byen. Så spiste jeg frokost med dem kl. 12 sammen med Kjeld. Efter at han var
draget af, fulgte de andre mig lidt senere til stationen, hvorfra de drog videre for at besøge en dansk
familie. Mit tog var noget forsinket, og jeg kom først til Stockholm ved 17 tiden, men det gjorde nu
ikke så meget. Jeg sov noget undervejs og havde tid nok til at studere det stockholmske
forretningsliv. Om mandagen stænger de store forretninger – derunder varehusene – først kl. 20, og
ved tunnelbanen er der en hel underjordisk by, hvor man kan købe alt lige til kl. 22. Det er et
fantastisk fint område, som vi ikke har magen til i København. Hotellet jeg bor på er også tip-top,
helt nyt, uden dog at være i den prisklasse, som Australia i Vejle ligger på. Har naturligvis alle
bekvemmeligheder. Selv vaskepulveret, som jeg ikke fik med hjemmefra, ligger der en pose af, og
der er snor over badekarret beregnet til skjortevask.
Det er jo et herligt hus Kjeld har fået sig. Det er faktisk større, end jeg havde forestillet mig, når
man tager alle de mange kælderrum i betragtning. Der bliver nu også meget at passe. Med de to ret
aktive børn, der ikke altid forliges alt for godt, har Gerd faktisk nok at tage sig af. Undertiden
kniber det også lidt med tålmodigheden, og så skælder hun mægtigt ud på ungerne. Hjemmets klima
er dog god, man har indtrykket af, at de er tilfredse med hinanden og med tilværelsen som helhed.
Med hensyn til hund er de kommet til den opfattelse, at kældernedgangen burde have været anbragt
i entreen. Garderoben kunne de også have tænkt sig lidt anderledes, men det er jo kun småting. Jeg
havde noget chokolade med til dem fra båden og efterlod en Azalie. Den var temmelig pebret
sammenlignet med, hvad man giver for blomster hjemme hos os, men jeg syntes der trængtes til lidt
kulør i stuen. Ellers er det næsten udelukkende grønne planter, de har.
I aften vil jeg hygge mig lidt og gå tidligt i seng. Fra i morgen tidlig vil det gå slag i slag. Jeg håber,
du har opdaget, at jeg har lagt tobaksvarer i dækketøjskabet. God fornøjelse til festlighederne.
Tusinde hilsner til dig selv, Karsten og den øvrige familie fra Jeres
Farmand.
124
Mor til far i Sverige og Norge
[Brev til Grand Hotel, Oslo] Mandag [12/1 1965]
Kære Snuser! For at begynde, hvor du slap os, så hyggede gudinden sig svært i din seng, jeg
efterlod hende for natten med begge læselamper tændt og en hoben billedbøger, og hun sov til kl.
8½, men vi havde også set en umådelig lang Alpe-bestigning i TV, som hun ikke var til at rokke fra.
Og for blive ved TV, så lukkede jeg et øjeblik op for det, der hedder ”kig ind”, det Harriet Sc.
brokkede sig over, det er under al kritik, og det fortsætter 16 lørdage endnu, den første der optrådte,
var ham med de jeg ved ikke hvor mange villaer på Strandvejen og 8 biler, og ved du, hvem han er?
Hr. Spies! Der var en, der skrev i læserbrev til Harriet S. at hun kunne jo bare lukke for sit TV, ja,
det kan man, men det er da lidt trist at skulle gribe den udvej 16 lørdage i træk.
Nå, men Gertrud var mægtig sød, hun beskæftigede sig godt og kl. 16½ kom Helle og hentede os
hjem til flæskesteg og tyttebærgrød, og C.H. var hjemme og var hyggefar i den helt store stil, han
lavede flyvere til børnene af de gamle blade af kalenderen, og de var helt vilde. Helle fortalte mig,
at de tænker på at give Bosse et andet mellemnavn, altså skulle Lauge skiftes ud, og det nye skulle
være hans kaldenavn, jeg lod som om det var en nyhed, og spurgte med ikke uberettiget angst i
stemmen, hvad de havde fundet på, hold dig nu fast – Marius, jeg spurgte, om de var helt vel
forvarede, jeg gjorde sådan et vrøvl, at det måske kan få dem til at tænke sig om, Sigurd og Gregers
havde også været på tapetet, og det var da lækkerbiskner ved siden af. Jeg har ikke engang fortalt
Karsten det, for jeg håber, at det hele enten dør i stilhed, eller at de tager et af de andre navne. Jeg
sagde, at kaldte dem ham Marius, så blev han Bosse for mig resten af mit liv.
Jeg havde brev fra Kirsten i dag, mor har det så godt som nogensinde, det er også som hendes
hukommelse er ved at bedres. Så ringede Inger Werner, hun havde haft det godt hos Jørgen, særlig
da Eva lagde sig til sengs med 37,7 i 2½ dag og var meget syg og måtte have læge. Men så havde
Inger Jørgen for sig selv. Det var jo alt for smittefarligt at sidde på sengekant..
Men Hanne havde været ved at dø, mens Inger var væk. Per skulle i sejlklubben d. 29. og havde
ikke fundet nogen, der kunne være hos Hanne, og havde glemt at sætte telefonen hen til hendes
seng, inden han gik. Da han kom hjem kl. 11 fandt han hende bevidstløs, og hun kom omgående på
hospitalet, og der var hun uden bevidsthed i 2½ døgn. Men nu er hun kommet hjem, hun havde fået
et anfald, så hun ikke kunne trække vejret, og kunne altså ikke tilkalde hjælp. – De kan alle,
undtagen Lasses elskede komme i morgen, så vi bliver altså 8, og fru Petersen kommer og tager
opvasken. Vi skal have svinekam, ostepind og en kage, som jeg laver.
Jeg ringede til Judithe og sagde farvel til hende, og tilsyneladende var hun ved godt mod. Nu
ringede Otto [Staggemeier], han have talt med Trysse [Flamand Christensen], og Jule [Judithe] skal
indlægges i morgen og opereres, der menes, at de kan tage det, og så skal hun til efterbehandling, så
går det måske en tid. Ser du, Trysse bliver 50 i år, d. 8, febr, Jeg spurgte, om der blev startet noget,
man kunne være med i, hun ønsker sig en grammofon, og Neter [Thorborg] er den, der tager sig af
det, jo flere, vi er, jo bedre kan den jo blive. Der skal vist være en lille intim middag, gad vide, om
det udstrækkes til os, så kan jeg jo komme til Krumstrup med det samme. Den skal holdes lørdag.
Men nu afhænger det vel lidt af Judithes tilstand. Jeg hørte i pressen om Jeres frostvejr deroppe,
bare du ikke fryser om ørerne, sagde jeg ikke, du skulle have taget din kraniemuffe på?
Når så i morgen er vel overstået, begynder jeg at tænke på Karstens abegilde, der er ingen der endnu
har sagt nej, om det så er Søs, så agter hun at komme, hun kommer fra klinikken dagen før. Jeg
fortalte dig vist ikke, at jeg talte med Gersa [Keller] d. 8, det var hendes fødselsdag, Aage døjer med
sit ben, hvor der ikke er ordentlig blodomløb, på grund af sukkersygen, det er da vist noget
125
temmelig slemt noget, mon ikke det er det, der kan sætte sig til koldbrand. Otto fortalte, at den lille
Agnete har skoldkopper, men i mild grad, han synes, hun gør fremskridt. Søt har fået 15 i skriftlig,
og Inger i Skotland har været til sin første eksamen i socialrådgivning, hun fik 53, og den bedste
englænder havde fået 63. Otto har da også nogle glæder.
Vi har det værste sjaskevejr, mørkt og regn og søle, i går morges havde det frosset, så trappen var
en sand glidebane, nu har Karsten renset den og fliserne ud til lågen. Han var hos Kloster i går aftes,
han og den elskede var blevet sagt op, hvor de boede, lige på det tidspunkt, hvor han skulle have
været til eksamen, så den måtte han opgive, nu har de fået to værelser i Hvidovre, er man forlovet,
er det åbenbart det samme, som at være gift.
Knuds har jeg ikke hørt noget fra. Så skal du snart fra Västerås, hvor er jeg spændt på beretning
derfra, måske ringer jeg til dem i aften. Alene vejret er jo spændende. Jeg har købt alt ind til i
morgen, og Jørgen får jo et værelse som på hotellet i Ebeltoft omtrent, eget wc, bad og radio ved
sengen. Det var et udmærket interview med Helle og to billeder måske ikke det kønneste, men ret
karakteristisk, man tror, hun har grønlandsk blod i årene. Derimod var Gertrud ikke i avisen i går,
men der skal have stået i lørdags, at hun skulle være frøken Fortuna [ved Koloristernes
lodtrækning]. Det skrev Kirsten.
Nu sender jeg dette i håb om de vil lade det ligge til dig, til du kommer.
Mange hilsener din Snuser.
Skulle Neter ringe om gave til Trysse, var det så ikke passende at vi skrev os for 50 kr?
Fra far i Stockholm
Hotel Continental 13/1 1965
Kære Snuser! Jeg har igen en ledig stund og vil benytte lejligheden til at fortælle dig, at alt hidtil er
forløbet fint. Riksdagsåbningen var en oplevelse, som vi havde lejlighed til at følge fra nærmeste
hold takket være en første klasses placering. Bl.a. overværede vi jo lilleprinsens edsaflæggelse. Han
anses endnu for et temmelig umodent ubeskrevet blad. Så har her jo været en del selskabelighed,
men også udbyttegivende drøftelser som jeg selv deltog i og lærte adskilligt af. Desuden har jeg fået
personlig kontakt med kolleger i riksdagen og med svenske politikere, af hvilke flere var meget
charmerende. Sproget volder næste ingen vanskeligheder. De taler næsten alle tydeligt og distinkt.
Mærkeligt nok synes de også at forstå, hvad vi andre siger.
Noget af det mest spændende under åbningshøjtidelighederne var en kyradserdeling, der i
langskaftede støvler kom trampende gennem risksalen. De var små som drenge, hvilket var
nødvendigt, da de skal kunne passe ældgamle vaskeskindsuniformer fra Carl den 11.tes tid. Den
gang var gennemsnitshøjden meget lavere end nu. De havde til opgave – med dragne sabler – at stå
vagt om Kungl. Majestät. I går aftes var vi efter fin middag i Operakällaren for egen regning i den
berømte Bellman restaurant Gyllene Freden, hvor vi havde det hyggeligt og først brød op temmelig
sent. I aften skal vi til den danske ambassadør, og så går turen med nattoget til Oslo.
Kærlig hilsen til Jer alle fra farmand
Fra mor på Krumstrup
Krumstrup d. 8/6 [1965]
126
Kære Snus! Det var en snild måde at kommer hertil på, jeg blev afleveret på stedet. Arkitekt Børge
Kjær og deres sekretær fru Salsmark (sådan lød det), var med. B.K. er en hel fantastisk charmetrold
og tænk, at gå ind som far til 4. Hans kone var hos Helle, da vi kom der, hun ligner en stor pige,
yndig, og den ældste er 12, så nogen børnesko må hun da ha’ trådt. Sekretæren var ingen
charmetrold, men jeg tror ret betaget af sin arbejdsgiver. Hun skal være knald-dygtig. Hun har en
mand og to børn, og de lever deres eget liv, de rejser på ferie sammen uden hende. Mor var alene
med fru Poulsen, da vi pludselig tren ind ad døren, og det var lige ved at overvælde hende, Kirsten
og Børge var i Odense for at sende Lene a’. Børge Kjær var meget interesseret i den gamle bygning,
så vi var ude at se den fra havesiden også. Broerne er ved at falde sammen under en. Mor talte med
C.H., men lidt hen på aftenen sagde hun ”var en af dem da C.H.” Men hun har det ellers rigtig godt.
Vi lod, som vi ville i seng kl. 11, for at få hende af sted, så snakkede vi videre til kl. 12. Pigerne
kommer i aften. Det er sørens, at jeg glemte, at der skal være barnedåb hos Jørgens på søndag, så de
kunne ha’ fået noget med fra os. Henrik skal sejle til New Zealand, det tager en lille måned.
Elisabet havde været så møg-uartig, da Pillerne havde hende sidst. Hun medførte en stor bamse, og
idet hun blev sluppet ud af bilen, for hun ind i badeværelset, postede kummen fuld af vand, og lagde
bamsen i, og dyngvåd anbragte hun den i sin seng. Vi har lige drukket morgenkaffe på havetrappen,
fru Poulsen sagde, at mor havde glemt, jeg var her, så hun skal blive i uvidenheden lidt endnu,
dagen kan blive lang nok. En middagsstund skal vi til Skårup, deres grund er 770 m2. Vil du ikke
gøre mig den tjeneste at ringe til fru Henriksen og spørge, om jeg kan få en tid f.eks. d. 23 juni, det
er lige meget på hvad tid på dagen, jeg må have stabiliseret den stifttand inden sommerferien. Tlf.
nr. står på tlf.-blokken. Men ikke før d. 23, hvis vi skal til sommerhuset, men det her vejr kan da
ikke blive ved. Nu kommer posten her mellem 10-11, han er blevet kørende i gul postbil, så han
medfører også pakker. Torskegildet på Aprilvej [hos Helle] var ikke vellykket, der var et hav af
tallerkner med smasket torsk, og flere fremmede børn sad og spiste syltetøjsmadder. Gertrud var
ved at knuse Børge K. til afsked. Mange hilsener, Snusebasse, jeg håber, du ikke har det alt for
kedeligt.
Din Grete
Fra mor på Krumstrup
9/6 [1965]
Kære Johs! Så må du hellere få den lille daglige opstrammer. I går middag kørte vi ad smukke veje
til Skårup og så deres grund. Skårup er en ualmindelig idyllisk landsby, og grunden ligger lige i
udkanten, hvor der bliver bygget flere nye huse, men der er frit og dejligt, det minder noget om hvor
Ida [Langballe] bor. Der er 2 km til Skårupøre, det nærmeste vand, og der er helt usædvanligt
smukt, og kun en smuttur i bil. Om aftenen var Mogens og Merete her + Astrid og Mourits [MørkHansen] og hans søster fru Boesen, hende med villaen ved Furesøen. Nu er den gamle læge død, der
boede ved siden af hende, og hvis grund C.H. havde så meget vrøvl om, og enken bor der, og har
solgt den halve grund, der netop var tale om + at fru Boesen har solgt den bid af sin, som C.H.
gerne ville have haft med, til en arkitekt Søren Harboe. De lever for godt her på Fyn, Mouritz og
Astrid er et par basser, Mogens er blevet en halv gang så tyk, og Merete ej at tale om, og Poul er
smældfed. Nu er det pludseligt ikke sikkert, at Henrik kommer af sted, han er blevet tilbudt
afdelingslederstillingen i Silkeborg, så nu spekulerer han stærkt over det, og det sidste ord var ikke
sagt i Ny Zealand-sagen. På fredag biler de to M’er op til ham og bor der, og Mogens holder
fødselsdag om lørdagen der, og så tager de sammen til barnedåb i Vrinders, det sker i
formiddagsgudstjenesten og så er der middag k. 12, og så kører de hjem. Så har de i Vrinders været
så snedige at tage de to bedsteforældre til faddere + en kusine til Mette, og bedsterne skulle de jo
127
ha’ alligevel, så de bliver kun de par mennesker end ikke Oles skal med. Men når det er en årlig
begivenhed, må de holde igen. Jeg købte, da vi kørte gennem Svendborg ”Niels Holgersen”, og gav
Mogens den med. Så kan babyen underholde sig med den, hvis han keder sig i vuggen.
Fødselsdagsgave til Mogens selv havde jeg med. Det er stadig skidt med Dres’ ben, og de er bange
for, det aldrig bliver godt. Per var hjemme, da jeg kom, han er vel nok blevet en pæn og gæv fyr, det
er et helt forvandlingsnr. D. 20. juli rejser han pr. bus med sin landbrugsskole til SydfrankrigSchweiz- Italien-Tyskland i 5 uger. Viggo skal giftes 24 juli. Jeg har lige været i Ringe, alle
adspredelser tages med. Børge blev kørt ned til pottemanden, hvor han lærer at glasere sine ting, de
er nydelige. Han føler det bedre i sine ben, men se det kan man ikke. Fru Poulsen, der passer mor,
er en af de få engle, der færdes på jorden. Vi har pragtfuldt vejr igen i dag. Håber alt vel hos dig. Di
Snuser
Fra Bente til forældrene på vej til Israel
Århus-København den 24/6 1965
Rejs fugl, flyv! [Bente skulle alene til Israel]
Kære far og mor!
Skibet er netop sejlet, og jeg har lige vinket farvel til I to kære mennesker. Tak for en dejlig uge, jeg
er meget ked af, jeg ikke kunne blive længere hjemme hos Jer – Jeg skyndte mig at gøre mig i stand
til natten. Far, du er en stjerne (NB du også mor!) – at jeg således har fået fyrstindesuite. Jeg vil
prøve at arte mig vel, og jeg skal nok – også i egen interesse – passe godt på mig selv. Nu håber jeg
bare, I får en god sommer og får hvilet lidt ud. Jeg håber, du mor får de mørke rande under øjnene
væk, og at du far får radbrækket nakken på en heldig måde. I må hilse Mogens og sige, at jeg synes,
han er en herlig fyr.
Et kæmpe-takkeknus til Jer begge fra Jeres altid hengivne datter.
GRÆKENLANDSTUREN 1965 på motorcykel med Christian Vestergaard
Fra Karsten i Prag
Mandag morgen og aften d. 12/7 1965
Kære alle sammen!
Som den gode søn jeg er, må jeg vist hellere skikke jer et par ord om rejsen, altså: Velankommen til
Varnemünde kludrede jeg i det og fik hotelværelse i Meissen (nær Dresden) til samme aften, i
stedet for næste aften. Til trods for at vi straks opdagede misforståelsen, var en ændring umulig, og
der var da intet andet for end at starte. Rejsen gennem Nordtyskland over Rostock var oplivende.
Det vrimlede med mennesker og dyr – og flag (Østersøugen). Senere på eftermiddagen kom vi
derimod gennem en lang række landsbyer så øde, som havde pesten hærget. Ved en fejltagelse kom
vi ad en vej til Vestberlin, som vi af økonomiske og tidsmæssige grunde ikke ville besøge. Af den
årsag så vi ikke Østberlin, men fortsatte ad motorvejen mod Dresden. Omk. 80 km derfra var vi så
trætte og kolde, at vi ikke gad køre mere, især da klokken alligevel var for mange til at komme ind i
vores Meissenhotel. Vi fandt derfor et rastested ved motorvejen og tilbragte resten af natten
snorksovende i vores soveposer på to bænke. Jeg opdagede end ikke engang, at det på et tidspunkt
regnede.
128
Om morgenen kørte vi dernæst til Dresden, den mest triste by jeg endnu har set. Ganske vist var det
søndag morgen, men det var en mærkelig fornemmelse at køre i en storby omtrent uden trafik. Alle
store bygninger som kirker, slotte mv. ligger i ruiner. Enkelte steder er end ikke brokkerne fjernet.
Helt mod syd var alt langt mere velholdt, og at køre i Tjekkoslovakiet er en fornøjelse. I en lille by,
Valary, gik vi ind for at få en kop kaffe – og så var spillet gående. Vi landede i et selskab af
arbejdere, hvoraf enkelte kunne noget tysk. Mage til hjertelighed har jeg ikke mødt hos fremmede
før. Vi blev overlæsset med gaver i form af øl, spiritus, middagsmad og sågar rede penge (45 kr).
vort største (og eneste) problem var at begrænse gaverne antal. Til gengæld kunne vi give dem
nogle amerikanske cigaretter og bic-kuglepenne, som de var helt pjattede med. (En pakke
amerikanske cigaretter koster ca. 20 kr). En af dem var politibetjent og partimedlem. Han var
fantastisk! I sku’ ha’ set ham trylle med cigaretter og knuder på lommetørklæder. At beskrive ham
er ganske umuligt. Altid i bevægelse, snakkende, gestikulerende. Hen på aftenen kørte han og en
kammerat med os til et hotel 10 derfra i Klabausky, hvor vi før vi så os om på ny sad bænkede, ikke
med hver en øl, men med 7 halve liter til behagelig fordeling. En anden bød på en eller anden stærk
drik osv. Det var en fantastisk dag. Da vi endelig ved halv et tiden kunne komme i seng, sov vi oven
i købet helt godt.
Næste dag – altså nu til morgen – kom vores politimand og viste os omkring, gav morgenmad osv.
Selv hotelværten har vi måttet love at sende et postkort fra Istanbul. Nu er vi i Prag, som er en livlig
og spændende by. Alle vejene i Tjekkoslovakiet er kantet af frugttræer, bl.a. med modne kirsebær,
så der får vi et velkomment kosttilskud.
På hele rejsen har vi ikke mødt skygge af uvenlighed – tværtimod, selv når vi kører på en
fodgængerbro, bliver vi venligt vist til rette af en betjent. Turister er der næsten ingen af, og det er
uhyre nemt at komme i kontakt med folk. Næsten alle er de kritiske overfor forholdene, strækkende
sig fra ironi til stærk kritik. Som f.eks. en østtysk soldat, som fortalte, at han kun lærte russisk i
skolen, russisk som han ikke havde brug for, eller den tjekkiske chauffør som fortalte, at der var
mere politi end arbejdere. Han lod imidlertid ikke særlig trykket deraf – især da vor ven
politimanden sad lige overfor. Overhovedet har jeg indtrykket af, at i det mindste den tjekkiske
kritik nærmest er at sammenligne med vor hjemlige kritik af socialdemokraterne. Derimod er
nationalfølelsen stærk. Især politimanden var ivrig efter at vise omkring mv. Interessen for Vesten
er vældig. Uden fremmed valuta kan man kun købe østvarer, med valuta derimod alt, selv
præsidenten blev jeg betroet. Jeg kunne have solgt mine cowboybukser og endog motorcyklen, hvis
jeg ville. Priserne er temmelig høje selv for os med vores særlige turistkurs, men alligevel har jeg
indtryk af, at der spises godt. Egentlig toldkontrol har vi ikke være udsat for, vi har blot skulle
udfylde nogle papirer.
Alle ældre taler tysk, mere eller mindre. Med de unge er det værre; af fremmede sprog lærer de
alene russisk undtagen på nogle enkelte gymnasier. Vejrmæssigt har vi været heldige, idet vi
gennem Tyskland på lange stækninger kørte på endnu regnvåde veje, og på Sjælland så skyerne
trække sammen bag os. Bortset fra en enkelt byge er vi således helt sluppet for regn. Turen gennem
Tyskland var derimod kold – dette i modsætning til Prag, hvor vi færdes i skjorteærmer, selvom
solen kun sjældent viser sig rigtigt.
Motorcyklen [en splinterny østtysk mz sport 150 kubik] har gået fint og vækker vældig interesse. I
Tyskland fordi den alene eksporteres, i Tjekkoslovakiet fordi man kun kører Java, deres eget
fabrikat. Trafikken er på landevejen ubetydelig. Biler er der især i Østtyskland få af, hvorimod
motorcyklerne er talrige. Pokker sku’ da rejse en omvej over kedelige (og farlige) vesttyske
autostradaer, når man har mulighed for at rejse gennem øst, som er så langt mere fremmed og
spændende.
129
Dagen i morgen tilbringer vi her i Prag, og dernæst rejser vi til Wien. Måske tager vi derfra til
Budapest, men det er usikkert. Vil I skrive, kan I skrive til Thorborg, post restante, Split.
Kærlige hilsener fra Karsten
Hilse fra Christian.
PS. Jeg har glemt at fortælle, at vi var usandsynlig heldige med at få værelse i Prag. Det havde vi
fået at vide var vanskeligt, men den første vi spurgte, viste os et ungdomshotel, hvor vi nu bor. Det
er nyt og pænt, og et dobbeltværelse koster kun 38 tjek. kroner = ca. 19 d. kroner med vores
turistkurs.
Hils Sven og Herbert og hvem I ellers møder.
Rijeka 16/7 1965
Kære familie og venner!
Da jeg sidst skrev jer til, var vi i Prag. Det er en dejlig by med masser af liv, små pubber og trafik.
Alene er antallet af lysreklamer decimeret i forhold til København. Under et besøg i deres – i øvrigt
imponerende kongeslot – blev jeg desværre syg, og resten af dagen gik med at brække mig og sove.
Om aftenen var jeg dog atter frisk. Dagen efter fortsatte vi til den østrigske grænse ved Znojmo. Det
tjekkiske landskab er frodigt og velplejet som det danske + floder og bjerge – havet. Fra Znojmo
kørte vi til Wien, hvor vi fandt et ikke alt for dyrt hotel. Om aftenen kiggede på deres Tivoli, og
næste formiddag gjorde vi nødvendige indkøb. Derefter kørte vi over Wiener Neustadt og Gratz
mod grænsen ved den jugoslaviske by Maribor. Gratz er en dejlig by, som I engang burde besøge.
Uden for denne fandt vi nogle høstakke, hvor vi redte seng. Men vi blev snart trætte af at lege raske
spejderdrenge. Aldrig har jeg hørt så mange myg. Efter et par timers kamp besluttede vi da at
fortrække – men ak. Christian havde tabt vores startnøgle – den første var allerede smidt væk. Vi
var temmelig blege. Det var mørkt, nøglen kunne ligge på et stort areal med halm, og motorcyklen
sælges ikke i Østrig. - -- Pludselig fandt Christian den, miraklernes tid er ikke forbi endnu. Derefter
fortsatte vi til det blev lyst. Vi var da nået til syd for Ljubjana, hvor vi fandt en græsbevokset klippe.
Her sov vi fra 5.30 – 10.
Rijeka 17/7
Turen gik så til Rijeka, hvor vi bor i et studenterhotel på en 8-mands stue. Det er gevaldig billigt –
og primitivt. Om aftenen købte vi noget rødvin, som vi drak sammen med andre af herbergets
lystige svende. Det hele endte med – naturligvis – at vi gik i vandet. På vejen mødte vi en større
flok unge jugoslaver, som så ret vilde ud. De var i badetøj og rødvinsflasker samt guitar. Dem
sluttede vi os til, og før vi så os om var et af badehotellets låger nedlagt, og vi svømmede i
Middelhavet – ikke nogen dårlig fornemmelse. Det var i øvrigt nogle flinke fyre, som gav rødvin.
Nu til morgen kører vi lidt længere mod syd langs kysten. Vejret er, som det bør sig ved
Middelhavet.
Mange kærlige hilsener fra Karsten
Dubrovnik 20/7 1965
Kære alle sammen! Tak for dit kort som jeg fik i dag, mor. Opatja [hvor mor og far skulle til] ligger
lidt nord for Rijeka, hvor vi boede to nætter. Vi har ikke været der, men jeg kan ikke tænke mig
andet, end at der er rart og fredeligt.
130
Vi blev en dag mere i Rijeka end beregnet, idet det regnede gevaldigt. Der blev dog lejlighed til en
dejlig bjergtur, og om aftenen var vi i byen. Næste dag kørte vi til Zadar. Det er en dejlig by med
smalle gader og bymure. Også der fandt vi et studenterhjem. De er rørende billige og udmærkede.
Dette var en skole, vi havde eget værelse med mulighed for styrtebad ol. – det hele for ca. 4 kr. pr.
næse. Om mandagen var der marked – sikken en vrimmel. Det var mægtig skægt. I ville ha’ slikket
jer om munden ved at se alle de udskårne trædyr og kulørte tæpper. Samme dag kørte vi til Split,
her fandt vi også et studenterhjem. Byen er mere international end Zadar, men jeg gik en dejlig tur i
små menneskefyldte gader om aftenen. Efter en lidt over 200 km lang tur er vi i dag nået til
Dubronik – vistnok civilisationens sidste post i Jugoslavien. Her er intet studenterhotel, så vi har
lagt vort underlag på en campingplads, hvor vi kom ind, da igen drømte om, at vi ingen telt havde.
Her ligger jeg nu i skumringen og skriver, mens Christian vasker skjorten. Vejen hertil har været
den smukkeste i Jugoslavien. I Dubronik har vi ikke været endnu, men den er vist morsom – helt
indesluttet af bymure, som den er. Vi vil nok køre ned at se til den i aften.
Med hensyn til Ilja [han og Karin skulle også til Athen], så vil jeg lægge en besked i ”American
Express” til ham, når vi selv ved mere. Vi har opgivet indtil videre at tage til Istanbul – det kniber
lidt med økonomien. Næste brev kan derfor stiles til Athen.
Jeg stiler dette brev til dig Helle, hvis ikke far og mor der her, vil du så sende det videre til dem.
Nu går vi. Mange hilsener fra Karsten
[Uden på konvolutten]. Jeg er endnu i Dubronik, den er edder go’. En hel fæstning med smalle
gyder osv. Lige over vort hoved flyver en eller anden satellit adstadigt.
Titov Veles d. 24/7 1965
Kære alle sammen! Jeg sluttede sidst i Dubrovnik. Den ligger beskyttet bag hvide bymure, en farve
alt er holdt i. Vejene er anlagt geometrisk, smalle, fyldte af liv og vasketøj. Men ikke som i Napoli.
Alt er rent og velholdt, hver en dør er et lille kunstværk. Mange kirker, helt forskellige fra de
italienske. I en klostergård hang modne appelsiner. Vi tilbragte aftenen og det meste af næste dag
med at gå og indånde atmosfæren. Om natten sov vi på jorden på en campingplads – det var
udmærket, blot vågnede jeg op med ikke mindre end 15 flotte røde loppestik på maveskindet, en
prydelse jeg stadig kan fremvise. Hvert især klør som bare fanden, hvis jeg af vanvare rører et af
dem.
Jeg glemmer, at vi om aftenen var ude at svinge træbenet under den frie himmel i Dubrovnik. Jeg
dansede bl. a. med en jugoslavisk pianistinde, som også besøgte byen. Hun var meget forfinet og
gevaldig sød. Talte fransk som jeg, så vi havde en indholdsrig samtale – je pense – øh-bøh. Lidt fik
jeg dog at vide. Man kan vælge mellem engelsk, tysk og fransk i skolen – og det er da også
forbløffende, at vi langs kysten mødte børn, som talte udmærket engelsk. Alene i Beograd med
under 1 mill. indbyggere læser 80.000 studenter. Det skal nok blive til noget en gang. Hun fortalte
også, at kirken kun har ringe interesse bl.a. de unge – og det synes eg er et godt tegn.
Efter Dubrovnik kørte vi til Kotor, den sidste kystby. Vejen var stort set asfalteret, men hullet og
smal. Omgivelserne derimod smukke, turisterne få. Et sted måtte vi sejle – båden var to motorbåde
med fælles dæk. Kotor er en skæg by. Smalle gyder bag bymure der rækker helt op til toppen af et
højt bjerg. Ad disse mure har man så under kamp med arvefjenden, tyrkerne, kunnet trække sig op
til en fæstning. Vi gik en del ad vejen derop og nød udsigten over Kotorbugten. Vi boede privat i
byen, det var ret dårligt. Som sædvanlig – havde jeg nær sagt – virkede vandet ikke mv.
Overhovedet er de sanitære forhold hernede ikke efter danske forhold. Wc-papir mangler overalt,
131
og wc’erne er snavsede. Bruserne bruser i alle retninger osv. så det kan godt være at du far skal
vente lidt med at rejse langt ned.
Turen fra Kotor mod Titograd var helt usandsynlig smuk. Vejen slyngede sig i skarpe sving op ad
bjerget med stadig videre udsyn over kysten og alle dens bugtninger. En lodret stigning på 1247 m
lige fra havet. Selv oppe nær passet lå en skole. Vi havde tænkt os at forsøge at komme igennem
Albanien, men så skulle vi have skaffet visa hjemmefra. I stedet kørte vi til Titograd, en helt ny by i
moderne stil. Der bygges meget på tynde piller og tilsyneladende meget spinkle broer over brede
kløfter. Fra Titograd kørte vi over Kolasin til den lille landsby Andrejevica. Vejen til Kolasin var en
omvej, men af en eller anden grund asfalteret. Herfra begyndte imidlertid løjerne. Jeg har aldrig
tidligere vidst hvad ordet STØV egentlig indebærer. – Nu ved jeg det. På nær en enkelt kort
strækning har hele vejen til Skopje været støvveje. Støv, let som fnug, som hvirvles op af enhver bil
og ligger som en flere hundrede meter lang hale efter den. Støv i munden, i øjnene, overalt i
bagagen. Støv i alle motorcyklens dele. Bevar mig vel. Og det er en med fedt rødt afmærket
hovedvej. Vej 14 ville klare sig med glans i en kvalitetskonkurrence. Turen fra Kolasin til
Andrejevica var i det hele taget streng. Vi kunne kun køre ganske langsomt, dels på gr. af vejens
kvalitet og dels fordi vi bevægede os opad mod et pas i 1598 m.’s højde. På vejen standsede jeg ved
nogle zigøjnerdrenge, som vi nær aldrig var sluppet fra igen. Da vi nåede toppen blev det mørkt. Jeg
er glad for, at I ikke kunne se os under nedturen ad snoede serpentinerveje med grus og huller i
buldermørke. Det var svært rart at komme indendørs i et lyst hotel med vand. Det var den 22. Turen
fra Andrejevica til Kosovska Mitrovica var helt fantastisk. Først kørte vi over Cakorpasset i 1849
m.s højde, stadig ad grusede serpentinerveje. Trafikken er meget ringe, består mest af lastbiler og
busser – væmmelige busser, støvende og svære at komme forbi. Udsigten var pragtfuld, og vejen
blev ikke mindre smuk, da vi var kommet ned igen og kørte i en bjergkløft. Her begyndte folkelivet
at blive orientalsk præget, især da vi nåede Pec, en spændende by. Minareternes spidser rager op
over en broget forsamling af lave huse, bygget af soltørrede lersten, træ og tegl imellem hinanden.
Nogle af vejene brolagte, andre asfalterede, de fleste grusede. Langs vejene ofte vandløb. I
bymidten som sædvanlig høje, moderne huse. Næsten al trafik foregår til fods, til hest eller til vogns
med heste eller okser forspændt. Alle mennesker færdes ude, her og der myrer en bil sig båttende
frem. Motorcyklen vækker furore, hvor vi kommer frem kigges der, vinkes, stimles sammen. Ofte
20 mennesker der diskuterer. Ham der kan tysk spørger: danska? Og meddeler resultatet videre. Det
vrimler med børn, gerne en hale efter os, når vi går omkring. Mennesketyperne er fantastiske.
Huden brun og hos de ældre solgarvet. Klæderne helt fremmedartede. Bukserne ofte filt syet
sammen med lærredsstrimler. Vest med guldlænke til uret. Hvid filtkalot eller turban, dog ikke så
stor som de indiske. Således er Pec og således er alle byerne her omkring også Kolsovska
Mitrovica, hvor vi overnattede. I Pec besøgte vi et græsk-katolsk munkekloster med en kirke berømt
for sine freskomalerier. De græsk-katolske kirker har ikke spir som vore, men kupler, en kuppel for
hvert af de tre sideskibe. De er særprægede og smukke. Munkene er langskæggede som Macharios
og bærer rund kalot. Denne klosterkirke var helt overmalet med tætte farver. Forgemakket mørkt.
Skibene oplyst kugleformet fra kuplerne – lys spillende i guld og farver.
På vejen fra Kosovska Mitrovica til Skopje var vi heldige at komme ind i en Minaret. Vi standsede i
en lille by, dels for at få vand, dels for at fotografere en Moske og en græsk-katolsk kirke liggende
ved siden af hinanden i skøn forening. Vi pegede på vanddunken, og en mand fra opløbet førte os
ned under moskeen i et sandt menneskemylder i mørket. Her stod en mand i midten og trak koldt
vand op til en skål, som alle drak af. Vor ven skubbede sig frem, alt imens han forklarede en hel
masse, hvori ordet ”turister” ofte forekom, således fik vi fyldt vore dunke. I minareten havde der
netop været gudstjeneste og på trappen stod nogle præster, fornemme i sort med hvide flipper og
paraplyer, alvorlige og talte, vi pegede på os og derpå på indgangen og en skægget gamling viste os
132
ind i forgemakket og pegede på vores sko, som vi tog af. Derpå gik vi ind. Det var en ganske
almindelig landsbyminaret, men hvor var den smuk. Et lyst kvadratisk rum, hvidt med vægmalerier
og hele gulvet dækket af masser af små ægte tæpper. En balkon velsagtens til koret, lavet af malet
træværk. En med plys i mange farver beklædt trappelignede genstand der endte i et slags forgyldt
tempel. Dertil mange andre dikkedarer. Vor ven læste på arabisk, bagfra, nogle mærkværdige
kruseduller på nogle billeder forestillende, forstod vi, dels de hellige byer, dels profeternes
rækkefølge med Allah i spidsten.
Nær Skopje var vi ude for et mindre uheld: jeg var ved at overhale en tjekke på knallert – en af de
ganske få turister vi har mødt – da han pludselig slog et mægtigt sving for at komme uden om et hul
i vejen. Resultatet var at både han og vi stod på hovedet ned ad en skrænt med græs. Der skete ikke
noget. Vi måtte ofre en dollar for at få rettet en fodhviler og få smurt en smørekop, intet andet.
Skopje er næsten genopbygget [efter jordskælvet 1963]. Nogle minareter mangler endnu spiret.
Banegården ligger i ruiner og posthuset er endnu af træ. Desuden mange tomme pladser og revner i
murene.
Fra Skopje kørte vi nu denne eftermiddag ad en glimrende motorvej til Titov Veles. Hvor vi nu har
vasket støvet af os og vil gå ud i byen. I morgen kører vi til Grækenland. I Athen vil vi opsøge
Bodils adresse. [Bodil Tovborg-Jensen?]
Mange hilsener fra Karsten
Athen 27/7 1965
Kære mor og far! Jeg sluttede sidst i Titov Veles i Jugoslavien, 60 km fra Skopje. Samme aften,
som jeg skrev, mødte vi en ung jugoslavisk geologiingeniør, som talte engelsk. Han fortalte en
masse om Jugoslavien og gav øl i flere omgange – mægtig flink fyr. Hans arbejde bestod i at finde
mineraler i bjergene. Nu lå han i nogle meget uvejsomme bjerge i Makedonien. Han havde der
været udsat for både giftslanger og noget i retning af skorpioner – og en bjørn, som have givet ham
lejlighed til at nyde udsigten fra et træ i 2 stive timer. Han var meget begejstret for Tito og systemet.
Derimod kunne han ikke lide russere og især tyskere (de havde dræbt begge hans forældre). 10% af
den jugoslaviske befolkning blev dræbt under krigen. Partisanhæren, Titos, bestod af 500.000
veltrænede soldater. Han var meget positiv overfor Vesten i øvrigt. Albanere og kinesere stod han
derimod uforstående overfor. Hans syn på Jugoslavien og nabolandene var ganske morsomt. Han
karakteriserede de første som lidt dovne, måske ikke særlig livlige, men ærlige. Italienere og
grækere holdt han meget af for deres ilterhed og musikglæde. Begge lande havde han besøgt. Her
oppe i nord var vi arbejdsomm4e, men ikke nogen store kavaljeros. Bulgarien var den store
konkurrent mht. turister. Desuden fortalte han om uddannelse og de forskellige dele af Jugoslavien.
I Slovenien var pigerne således friere og det søde liv florerede på trods af regeringens ønsker osv.
Turen videre gennem Makedonien gik gennem et utroligt øde landskab. Nogle steder tørre marker,
hvor der høstedes med le og sine steder segl(!), andre steder var der lutter bløde bjerge, bevokset
med tørt græs og jord og nu og da lave buske. D. 26. kom vi da til Grækenland. Det nordvestlige
Grækenland er utrolig kedeligt, fladt som en pandekage, med varme marker. Vi nående Larissa om
aftenen. Næste morgen kørte vi til Athen. Vi passerede Thermopylæ nedefra. Stejle skrænter lige
ned til sletten. Stakkels persere. Om aftenen nåede vi Athen. Vi fandt et ungdomsherberg, hvor vi
efter nogen parlamenteren fik lov at sove på taget. Det viste sig imidlertid, at vi skulle have
vandrekort – og det havde vi naturligvis glemt. Vi var såedes nødt til at klatre ud ad et vindue og op
på en stige som førte op på et andet og højere liggende tag på bygningen. Her sov vi glimrende som
blinde passagerer hele natten til solen vækkede os. Så gik vi ned og mængede os med de øvrige
indvånere. Her så vi en gammel ”Berlinger”, som fortalte om regeringsvanskeligheder i landet.
133
Næppe var vi da heller nået ned til posthuset, (hvor der naturligvis ikke var post til nogen af os, mærkede du snerten mor?) før vi var midt i en generalstrejke og kæmpedemonstration. Det
vrimlede med mennesker, og højtalere skreg ud over pladsen. Jeg spurgte en intellektuelt udseende
fyr om, hvad det drejede sig om, og så begyndte en ny stor oplevelse. Det var en demonstration mod
kongedømmet, amerikanerne, NATO og Novas, og for Papandreos. Vi fik det hele oversat, og snart
var vi et helt selskab bestående af græske studenter, 2 af han– og 2 af hunkøn – eddersøde. Alle var
meget ivrige demonstranter – og tror jeg med god grund. Styret har vist ikke meget med demokrati
at gøre. Her i Athen er det bestemt ikke nogen fordel at være Anne Maries landsmand.
Kongedømmet er hadet, og netop nu er situationen på kogepunktet. En student sagde, at de levede
på en vulkan – revolution var ikke usandsynlig. Der har været demonstrationer næsten hver dag.
For 2 dage siden blev en student dræbt af stokkeslag. Hans billede blev vist overalt. Vi så billeder
fra hans begravelse. Gaderne var fyldte – det må ha’ mindet om begravelsen beskrevet af Christian
Christensen [”En rabarberdreng vokser op”]. Også ved denne demonstration var der masser af
mennesker – mange, mange tusinde – og det til trods for at radiospeakeren fortalte, at kun ganske få
sluttede sig til den. Løgn fra ende til anden, beregnet for resten af landet. Pigerne var medlemmer af
en venstreorienteret studenterorganisation, og de viste os kontorerne. Gangen var prydet af
studenter som politiet havde dræbt. Hvorfor fanden kan de kvajpander ikke holde sig i baggrunden.
I dag var de blevet forskrækkede efter mordet, og alt gik derfor fredeligt for sig. – Selvom mange
lyste af had. De kom gruppevis med skilte fra den by eller den fagforening de tilhørte. Folk gav
plads for processionerne, mens de med faner og knyttede hænder gik skrigende frem. Jeg ville
nødig være politibetjent der – men de holdt sig klogelig borte. – Efter at have set kontorerne
inviterede en af pigerne – skæppe sød – os hjem til sig at spise. Her gav hendes forældre os en
mægtig middag, vi trillede fra bordet. Hendes far havde været fængslet 5 år og en af drengenes far 6
år for politisk virksomhed. Jeg giver ikke en døjt for kongedømmet her. Desværre kunne hendes far
ikke engelsk, men med hende som tolk gik det. Jeg tror han var helt rigtig. Vore nye venner
skaffede os dernæst et billigt hotel. Det er på taget af en bygning med elevator. Her sover en masse
studenter på gulvet – bl.a. Ilja og Karin, ja verden er lille. De var naturligvis kommet til Athen
samme dag, som studenten blev dræbt. De have fået tåregas i øjnene og det hele. Nu ligger vi på
taget med mange sjove mennesker, stråmåtter over hovedet, bruser, retsina (græsk hvidvin med
harpikssmag) og Uso (=Pernot). Det er lykken!
Vejret har gennem hele Jugoslavien været tåleligt tempereret. Her i Grækenland har det imidlertid
været meget varmt. I dag endda med rekord – men det går. Taget vi ligger på vender lige ud mod
Akropolis, som vi ellers endnu ikke har besøgt. Det venter vi nok med til i morgen, hvor vi igen
skal være sammen med vore græske venner og veninder.
Jeg er fyldt med soleksem. Hvad kan jeg gøre ved det? Ja, der er så meget, der bør skrives, men det
er uoverkommeligt – blot dette, vi er misundelsesværdige!
Mange sønlige og kærlige hilsener fra Karsten. Skriv snart!
Jeg håber I kan læse skriften. Det må nødvendigvis gå lidt stærkt. Snart kommer Ilja og Karin, og så
skal vi ud og spise.
[Uden på konvolutten]
Og så sagde jeg: En terrasse med udsigt til Akropolis, som er ganske nær ved os. – Under 4 kr. pr.
nat og bruser. Som jeg skrev drikker vi Uso. Det er skide stærkt og dejligt. – Christian har netop af
samme grund tabt hele sit barbergrej. Vi har endnu ikke været ude for et eneste toldeftersyn.
Athen 29/7 1965
134
Kære far og mor! Som I ser lider jeg af skrivekløe, men der er så mange indtryk, som jeg gerne vil
nedfælle, mens de er friske. Tak for jeres brev, som jeg fik i går, onsdag. Der var jo både surt og
sødt. Knuds dårlige vejr undrer mig, men det har nu nok bedret sig under den sidste del af turen.
Vor beslutning om ikke at tage til Istanbul var nok mindre betinget af ømme numser end af
tidsmæssige og økonomiske betragtninger.
Samme aften som jeg sendte det forrige brev afsted, var Ilja og Karin ude af byen. De mødte en
journalist, som netop var blevet frigivet af politiet efter demonstrationerne. Han havde været
fængslet en uge, havde i flere dage ikke fået mad, var blevet tæsket og havde måttet løbe spidsrod
imellem to rækker slående betjente. Han var således prydet med blå øjne mv. – og han havde blot
været ude for at skaffe oplysninger til sit blad. Samme aften tilbragte jeg diskuterende på vores tag.
Her er et mægtig sjovt liv oppe. Næste dag – dvs. i går – var vi sammen med Ilja og Karin om
formiddagen. Derpå tog de ud til en ø, Zamos. Vi skal mødes her på taget i beg. af august, hvis vi
ikke finder på noget andet. Kl. 5 mødte vi efter aftale de to græske piger, som fulgte os til Akropolis
og i øvrigt fortalte os om græske forhold mv. Det var en udmærket aften. Akropolis imponerende.
Senere på aftenen gik jeg ud for at finde Hans [Tovborg Jensen] og Helles hotel. På vejen hjem kom
jeg over Omoniapladsen, den største i Athen. Her demonstrerede en flok unge for Papandreou. De
blev hurtigt splittet af politiet, men kun for at samles på et andet hjørne igen. Jeg tror aldrig, at jeg
har set så meget politi før. De går rundt i grupper på 100-200 mand. I morgen skal vi sammen med
pigerne deltage i en studenterdemonstration foran universitetet, og på søndag er vi inviteret til
middag hos en af dem. Derefter skal vi alle på biludflugt ud til en badestrand. Jeg gad vidst, hvornår
vi kan løsrive os fra Athen. I dag har vi tænkt os at opsøge Hans og Helle, som må være ankommet
kl. 2 i nat.
Eftermiddag
Hans kommer først i morgen. I stedet gik vi på nationalmuseet – to do our duty. Endnu engang,
hvor er verden lille. Hvem stod foran museet: en af mine græske NATO-venner. Han var fyr og
flamme og gav en glimrende middag. Vi fik talt en del politik. Det var interessant at høre kongetro
argumenter, selvom de forekom mig uholdbare. Han fandt, at kongens magt betød en sikkerhed for
demokratiet derved, at han kunne afskedige en statsminister, hvis denne handlede i
uoverensstemmelse med folkets vilje. At en sådan afskedigelse snarere ville følge – og faktisk netop
har været forårsaget af – en privat uoverensstemmelse mellem konge og regering, erkendte han
ikke. Vi aftalte, at vi ved lejlighed skulle ringe til ham; han ville så vise os byen. Godt at have
venner på et ellers fremmed sted. Desværre har vi måttet forlade vores tag et par dage p.gr.a. et
engelsk selskab af unge. I stedet har vi fundet et andet på nabohotellets tag. Det koster det samme,
men er ringere, så vi vil snarest flytte tilbage. Har forstuvet foden lettere på Akropolis i går. Det
generer mig lidt. Det er synd med kortene i Istanbul, men det får være.
Aften
Har tilbragt aftenen med i al ensomhed at gå tur i byens orientalsk prægede del og op til
Akropolisklippen. Udsigten over byens myriader af lys er fantastisk. Så langt øjet rækker ses lys
kun afbrudt af mørke pletter, klipper. Disse tvinger byen ind i mærkelige, amøbeagtige bugtninger.
Jeg sidder i en liggestol. For næsen af mig ligger Akropolis, oplyst på sin klippe. Ved min side står
et svingende bæger Retsina, den specielle græske vin, lagret i fyrreskåle og derfor med en ram
harpikssmag. Smager måske ikke egentlig godt, men giver i forbindelse med den blandede musik
fra talrige orkestre en særlig stemning. Jeg føler, at jeg har været væk de sidste 20 år og ønsker at
forblive her de næste 20 med. Om natten sover jeg iført underbukser og lagenpose – udendørs!
Vågner tidligt ved solens varme.
d. 30/7
135
Ja, god morgen igen. Har sovet glimrende. Efterhånden har vi helt vænnet os til at sove på denne
måde. Christians hånd er nu for 3. gang hævet siden Østtyskland, hvor han fik et eller andet stik.
Det er mærkeligt, det kan blive ved. Min fod er også hævet endnu, men den er mindre øm. Nu
kommer Christian med mælk og brød. Han har glemt alle vores penge hos en af vore veninder, så vi
håber at kunne låne/nasse af Hans til frokost. Jeg ser i en amerikansk avis, at de nu er begyndt at
bombe misilbaserne i Nordvietnam. Vi talte med en særdeles fornuftig amerikaner i går. Han ville
ikke vende tilbage til USA nu, fordi han ikke ville slås for den sag. Amerikanerne er nemlig ved at
indkalde unge til Vietnam. En anden amerikaner, som jeg netop har lånt avisen af, er også dybt
bekymret. Han skal hjem at giftes og regner med at blive taget. – Kønne udsigter!
Eftermiddag
Har mødt Hans og Helle. De ligger nu og soler sig på vores tag. De vil vist med på barrikaderne i
aften. Kjeld har afleveret en nøgle til Hans, kommer Hans i tanke om. Hvordan er det i øvrigt gået
med Frederik [Schou, Muddes søn] og mit værelse? Skal hilse fra alle sammen.
Mange kærlige hilsener fra Karsten
Fra mor
31/7 1965
Kære Karsten! Mange tak for dit lange og interessante brev i dag, du er i begivenhedernes centrum,
vi følger godt med, forsiderne handler ikke om andet. Ret spændende, hvad det hele bliver til, vi har
nu ikke følelsen af, at P—o [Papandreou] er nogen engel. Vi er lige kommet hjem fra vores
Jyllandstur, det var et gevaldigt bryllup vi var til [Viggo Eggertsen og Inge Brix Jensen i Asdal
kirke 24/7], brudens forældre er så tiltalende, og selv er hun vel også nok sød. Vi var på gården efter
middagen, og der var overbygning, hvor de unge dansede. De var meget kede af, at vi ikke kunne
komme til frokost næste dag, da ventede de 40 af gæsterne, vi over 57. Jeg havde en ”onkel Peter”
til bords, og vi opdagede, at vi begge var født i Horsens, det gav jo nær tilknytning.
Vi kom til Helle [i Vigsø] ved frokosttid lige samtidig med at CH svingede ind på grunden. Hvor er
egnen dog pragtfuld, vi gik en tur til huset med udsigtstårnet, og så kørte de os til Hanstholm og til
Bulbjerg, det blæste, så det næsten ikke var til at stå på benene, men storslået var det. Vi havde lidt
sol, en del blæst, men kun nogle byger, men vi sad med fyr på hver aften. De kørte os til Thisted om
tirsdagen, og derfra futtede vi til Ribe, det er en herlig by, vi var i toppen af domkirketårnet, det var
en mageløs udsigt, og så morsomt at se alle de smukke gamle huse deroppe fra, selve kirken er også
meget smuk. Vi var på den antikvariske samling, på deres kunstmuseum, det var strålende med
malerier, der strakte sig fra Jens Juel til Richard Mortensen. Mon det var i Quedens Gaard, du
boede? Der så vi kunsthåndværk. Vi boede i udkanten af byen, ikke så langt fra sygehuset på et
kollegium, der er hotel om sommeren, der var så fint, alle hoteller var optaget. Den dag var fugtig,
men det generede os ikke særligt, da vi var klædt på til det, men sol havde været bedre, og vi
planlagde turen videre over Løgum Kloster til Sønderborg, men så vågnede vi i silende regn
ligesom da vi var i Luzern. Så tog vi i stedet for til Kolding, og svømmede os frem til Kolding Hus,
der ligger helt vidunderligt, og der var på museet 42 rum med gamle ting af alle slags, hen under
middag tog vi videre til Odense, og nåede lige en omvisning på det nye rådhus, kunstmuseet og
derefter H.C. Andersens hus. Så var vi også trætte og gik tidligt i seng. Næste dag var vejret bedre,
køligt, men tørt og nogen sol, og så tog vi til Fåborg, så malerisamlingen, og var på Agnetes
[Staggemeier] grav, og så i det hele taget den sjove gamle by. Tog så tilbage til Odense og spiste til
middag hos Jørgen og Trysse [Flamand Christensen]. Han sagde, at hvis I manglede penge, kunne I
136
henvende jer på et hospital og blive bloddonor de giver 50 kr. for ½ l blod. Det kendte han en, der
havde gjort. Vi tog fra Odense tidligt i morges og var herhjemme til frokost.
Her lå brev fra Kjeld, de havde haft de rædsomste kvaler med hunden på vejen hjem, Dagen før de
skulle afsted blev den syg med dårlig mave, så de måtte på Landbohøjskolen med den for at få
tabletter til den, der fik de at vide, at den ikke måtte komme ind i Sverige før tre uger efter den var
vaccineret mod hundesyge, så de smuglede den ind i bunden af en taske. Så måtte den ikke være i
sovekupéen, så Kj. måtte sidde op i en alm. kupe med den hele natten, og der sked den på gulvet til
de andre passagerers raseri. Og nu derhjemme har den udset deres prydstæppe til wc, men de elsker
den højt. De vil absolut have os derop til jul, hvad siger du til det? Så har vi talt med Knud, det var
ikke andet end jeriminader over deres tur, selvom de sidste 8 dage vejrmæssigt var bedre. Det var
en hel fiasko. Jeg har slået op i lægebogen om soleksem, der er intet andet at gøre end at beskytte
huden mod solen, det er de ultraviolette stråler, som nogen ikke kan tåle, og så findes der en salve,
men det kan du vel ikke få. Jeg har skrevet til Athen poste restante, dateret d. 23. Men jeg troede jo,
du var i Istanbul, så der ligger et par kort, men uden interesse, hvis du har fået brevet. Pas nu på, at
du ikke pludselig er forlovet med en græsk pige.
D. 12/-13-14 skal jeg til mormors 85 års fødselsdag, far tager også nok derover, men måske kun fra
morgen til aften, det morer ham ikke vanvittigt. Det er mildest talt en rædsom sommer herhjemme,
vi er taknemmelige, når bare det ikke øser ned, så tager vi blæst og kulde i stiv arm, og der siges,
det bliver ikke bedre i denne uge. Alle aviserne ligger i den store kælder i en æblekasse med et stk.
fra en liggestol over, og du ved, der ligger nogle penge under dit skrivebord i din sparekassebog.
Send ikke noget af det varme tøj med nogen hjem, det bliver nok koldt på den sidste del af turen
hjem igen. Bodils adr. dernede er åbenbart ikke blevet aktuel? Mange hilsener til alle jer danske, der
har fundet hinanden.
Din MOR
Skal hilse mange gange fra far.
Næste side til Christian:
Kære Christian! Jeg savner dig meget, og glæder mig til at du kommer hjem, for jeg har ingen at
snakke med. Jeg har sendt flere kort, men der staar saamænd ikke noget særligt, blot hvad Dagen
gaar med her, men det er jo altid en Skuffelse naar der ingenting er, men jeg har sendt et Brev og
resten aabne Kort, husk det aabne Brevkort uden Billeder paa. – Min Ryg har det daarligt for Tiden
saa jeg er helt til Rotterne, men jeg forsøger at gøre saa lidt som vel muligt af Husgerning, men det
er jo svært. Nu gør jeg Plads til Far. – 1000 Kys min Dreng. Kortet kom til min Fødselsdag og dit
lange Brev fik jeg d. 30/7. Pas nu godt paa dig selv. Kys mor. Kys Pia, Kys Jens [hans mindre
søskende]. Jeg glæder mig til du kommer hjem.
Kære C.C.!
Det var rart at høre, at I begge har det godt og er kommet vel til Athen, haaber at I ikke blander Jer i
noget der har med Politik at gøre, da man før at man tror det, er indblandet i noget, som man helst
bagefter ikke bryder sig om, tænk Jer flere Gange om før I udtaler Jer om noget, ellers vil jeg haabe
at I faar rigtig meget ud af Jeres lange Rejsefærd og indsuger alle de nye Indtryk og Oplevelser paa
hver sin Maade, jeg kan ikke forstaa at I ikke har faaet nogle af vore Breve som er sendt for længe
siden, men jeg vil da haabe at dette kommer frem til Jer.
Jens og jeg havde en god Ferie i Palma med nok af dejligt Solskin, Luft, Vand og Vin, vi boede paa
et Hotel ”Beell Pi” med Svømmebassin og rigeligt med Mad, men de fleste af dem vi rejste derned
med, fik den ”herligste daarlige Mave”, saa jeg maatte spille ”Doktormand” og give dem vores
137
Mavepiller, som saa klarede det for dem, her hjemme regner det næsten hver Dag og er Hundekoldt,
saa vi faar ikke sejlet og staaet noget paa Vandski. Vandet er ikke mere end 14 gr. saa man kommer
hurtigt op igen.
I morgen tidlig skal jeg på Due - Gaasejagt oppe i Nordsjælland, saa jeg skal op før Solen staar op
og af sted, saa nu faar du ikke mere denne Gang, nu er Klokken 23,10 ”dut”, saa jeg skal ned med
Brevet på Posthuset, saa det kan komme hurtigt af sted til Jer, jeg skal hilse fra Jens, Pia og ”sure”
Sambo.
Jeg vil ønske Jer alt godt og pas nu godt på Jer selv fra Din gamle ”Futti” Far Carl
Athen 31/7 1965 morgen
Kære far og mor! Som jeg fortalte i sidste brev, var vi ude at se på folkeliv i aftes. Vi mødte vore
græske venner som aftalt. Derimod gik vi bus af Hans og Helle, som imidlertid deltog på egen hånd.
Vi samledes ved universitetet, og derfra gik turen til parlamentet, hvor demonstrationer i øvrigt er
forbudt. Anledningen var, at Novas netop på det tidspunkt skulle have sit tillidsvotum i parlamentet.
Menneskemylderet var fantastisk. Jeg tror ikke 100.000 har kunnet gøre det. Snarere det dobbelte.
Vi var gået i forvejen og mødte således demonstrationen fra universitetet forfra. Vi sluttede os til
det, og så gik turen ned gennem gaden omgærdet af klappende og syngende mennesker. Ved
parlamentet var der allerede fyldt af folk – og politi. Op langs siderne af bygningen stod mange
hundrede politifolk med radiosendere og vandkanoner. Alt forløb dog fredeligt – og pokker sku’ da
også heller. Der er ikke tale om, at folkemængden kaster så meget som en tomat. Det er først når
politiet griber ind, at der bliver ballade. Det er klart, at når de idioter – undskyld – kaster
tåregasgranater ind blandt hundrede tusinde sammenstimlede mennesker, må det gå galt.
Jeg er imponeret af vore små studenterpiger. De er blot atten år, og sjældent har jeg set en så
sammenbidt udholdenhed. Den ene har fået slemme tæv af politiet, og dog traver de hver gang med
i første række helst. Engang imellem skal de ringe hjem til deres ængstelige mødre. Samtidig er de
fyldt af liv og charme, klapper i hænderne og synger demokratiske sange. En yndefuld lethed
forbundet med fast vilje til kamp for, hvad de tror vil befordre et lykkeligere liv. Da vi gik for at
prøve at finde Hans, lød det i øvrigt bagved, som om der var opstået tumult, alt imens politiet med
sirener i masser af biler kørte ned mod Oroniapladsen, hvortil demonstrationen nærmede sig. Det
var festligt at se Toula – en af pigerne – bevidst dvælende standse hele kortegen af politibiler, da vi
gik over gaden foran dem. Hun gik blot frem med en håndbevægelse som en dronning, der standser
pøbelen. Endnu mere morsomt var politifolkenes ansigter – de var ikke venlige.
Hans har lånt motorcyklen i dag. Vi vil vaske og tager nok derefter til Pireus. Søndag skal vi til
middag hos Christi [den anden pige], og mandag kører vi nok til Zacynthos at besøge Sven.
Mange hilsener fra Karsten
Kylini 3/8 1965
Kære far og mor! Jeg sidder nu på færgen til Zakynthos og venter på, at den skal sejle. Vi forhørte
os i går, mandag, om der var post – forgæves. Evt. post får da vente til vi kommer tilbage til Athen
omk. d. 9. Mit sidste brev skrev jeg fredag aften efter demonstrationen. Om lørdagen lånte Hans og
Helle motorcyklen. De var en lang tur på Peloponnes. Vi tog til Piræus, snavset, uordentlig, fyldt
med skibe og skibsmateriel. Her smagte vi kogt blæksprutte med slim, sugekopper og det hele.
Krabber bliver man ikke fed af – men fattig. Om aftenen hyggede vi os med H. og H. på vores tag.
Sammen med en skotte og en amerikaner snakkede vi og drak.
138
Søndag besøgte vi Christi og hendes forældre. Hendes far er professor ved landbohøjskolen –
hvilket jeg fik at vide efter at have fortalt, hvad min reaktionære NATO-ven havde sagt om
professorernes ringe standard. Bortset fra et mindre ildebefindende, som naturligvis faldt sammen
med en i øvrigt glimrende middag – I ved kvalme, varme, fed spise – umulig at sige nej til – tysk
konversation, stå op for at sige goddag til nyankomne – havde vi en dejlig fredelig dag i familiens
skød. Toula var nemlig blevet forhindret, så vi kom ikke til vinfest, men det kan vi måske nå, når vi
kommer tilbage til Athen. Vi var hos familien fra morgen til aften, spiste, drak, hørte musik,
snakkede, spurgte. Bl.a. hørte vi kampsange fra borgerkrigen. Under Karamalis’ regering var de
forbudte. De var smukke. Faderen må endnu gå stille med døren politisk, hvis han vil beholde sit
arbejde, selvom forholdene under Papandreou’s regering forbedredes noget. Nu kan man godt læse
en vensteavis offentligt uden risiko. Derimod kan det genere pigerne ved studier og senere
ansættelse, hvis det bliver opdaget, at de er medlemmer af Lambracos-bevægelsen. – En
organisation, opkaldt efter Lambracos. Han var parlamentsmedlem og deltog i en maraton (-atom)
march for 2 år siden. Kort efter blev han myrdet. En motorcykel med sidevogn kørte ham ned, og en
mand i sidevognen slog ham med en jernstang. Det er en offentlig hemmelighed, at politiet stod
bag. I protest blev der oprettet en organisation, som nu har celler over hele landet. Det er for den
Toula og Christi arbejder. Hvis jeg var dronning Frederikke, ville jeg ikke vove mig udenfor en dør,
efter at have set Christis blik ved omtale af hende. Som Christis mor sagde: ”Christi is sehr böhse”.
Ja, det skal jeg love for, men ikke uden grund. Vi snakkede dog også andet end politik. Bl.a.
beundrede vi familiens 6 katte, hvoraf en lige har fået øjne. I Grækenland findes endnu intet
fjernsyn. I stedet sidder man på terrassen om aftenen og hører musik, forskellig fra hver terrasse. Vi
kørte sent efter en dejlig dag. Mandag rensede og ”reparerede” vi motorcykel om formiddagen.
Resultatet var, at vi – efter at have taget af sted med Hans og Helle – kun nåede til udkanten af
Athen på vej mod Zacynthos, før vi gik i stå. Heldigvis kom der er mekaniker forbi. Vi kunne ikke
forstå hinanden, men han kunne forstå motorcyklen. Vi kørte derefter til Peloponnes og langs
dennes nordkyst. Det blæste stærkt, og sine steder fik vi brusebad fra havet, som slog ind over
vejen. Det var et vældigt syn. Solen, nedgående, i øjnene, gav alt et hårdt, lidt grumset skær.
Brunligt, bortset fra havet i oprør. Kørte også om aftenen. Ved 10-tiden fandt vi nogle skyggefulde
træer, som vi sov under. Nu til morgen kørte vi så de sidste 30 km til Kylimis. Vi nåede lige båden
– men ak – der var en bus. Ventetiden på 5 timer til næste båd tilbragte vi da med at spise, læse,
bade, sove og – som I ser – skrive. Nu sejler båden. På St. George-skolen vil vi besøge Svend og
Lisbet.
Der er stor misforskel på Athen og det øvrige land. Også på anden vis kan vi mærke, at vi er lidt
udenfor de sædvanlige turistgange. Folk er mere nysgerrige, og nogle vinker – om end ikke som i
Sydjugoslavien, hvor vi måtte vinke med arme og ben for at følge med. Vejret i Athen har været
varmt. Vi har gået og dryppet lige så stille, men har ikke været meget generet. På grund af blæsten
er her ikke særlig varmt. Det er helt mærkeligt ligefrem at opsøge solen.
Zachynthos samme aften
Jeg kan hilse fra Sven og Lisbet. Vi nåede Prins Georg-skolen midt i siestaen – ingen hjemme,
troede vi. Christian åbnede en dør, men lukkede den hurtigt igen ved synet af en bar røv. Samme
røv viste sig ved nærmere eftersyn at tilhøre Sven. Vi spurgte, om vi kunne spise med, men det
eneste svar forstanderen gav var: ”No”. Betale: ”Bien”. Så var den klaret. Middagen kostede os
tilsammen 5 drachmer (=ca. 1,25 kr). Kunne vi sove her. Næh og dog. Vi kunne for 50 drachmer få
to senge i en særlig fløj. Så ville vi hellere sove på stranden. Forstanderinden trak på skulderen, men
efter middagen gav hun os to gratis madrasser, som vi måtte lægge ude i gården. På den måde skal I
ikke regne med at se os foreløbig. Sven og Lisbet er brune og har haft en dejlig tur. Nu til aften har
de lånt motorcyklen og er kørt til stranden for at bade. De skal være her til d. 6. – vi osse. Derefter
139
tager de med bus gennem Peloponnes først til Olympia – vi osse. Dernæst til Athen. Vi tager nok et
smut omkring Sparta først. DIS-holdet består af 15 piger og kun 5 drenge, men der skal nu noget til
for at stikke vores søde græske piger, som jeg med vemod tænker tilbage på.
Sejlturen hertil var vist ellers ikke noget for dig mor. Det tog 2½ time, og den lavtliggende båd
rullede gevaldigt – det var sjovt. Landet man ser, ser brunt ud. Nu må jeg imidlertid løbe, vi har lige
fået en whiskyinvitation, jeg havde ellers netop tænkt mig en lyrisk svada.
Glimrende Whisky! I morgen tager vi med de andre til badestranden, som skal være fremragende.
Mange kærlige og sønlige hilsner fra Karsten
Fra mor
3/8 1965
Kære Karsten! Tak for tre breve med samme post i dag, og tak for det, der lå til os hos Helle, det
glemte jeg sidst. Det ene i dag var det, du havde sendt dertil som nr. to. Vi læste breve en time. Jeg
skal lover for, I oplever noget, vi følger i bogstavelig betydning slagets gang hver aften i TV. Har
dog endnu ikke fået øje på jer. Tag sol med hjem, her er stadig ikke sommer, vi starter dagene med
c. 12 gr. man ifører sig så småt vintertøjet. På torsdag skal jeg have søstrene Staggemeier med børn
til frokost, og fredag har jeg lovet at gå i Tivoli med Elmepigerne, bare har jeg i går aftes pludselig
fået lumbago, så jeg lever på tabletter, og det bliver man skør i knolden af, jeg håber, det forsvinder
så pludselig som det kom. Jeg var hos Judithe i går, den gamle fru Larsen var død om morgenen,
lige før vi rejste til Jylland, var hun faldet ud af sengen, men havde ingen meen lidt, og så
minsandten lader de hende ryge ud igen, de sætter ikke sengehest for, og så slog hun sig, så hun
måtte på hospitalet, og nu er hun væk, og Judithe sørgende enke. Der er kommet meddelelse om fra
legatet, at pengene bliver sendt, de er sikkert ikke uvelkomne, når du kommer hjem. Så er der
kommet en forsikring på ”Puk”ken [min gamle motorcykel], den må jeg vel sende til Visti. [Som
havde fået min ældste do].
Tovborgs er vist bortrejst, jeg har været ved døren et par gange og kun truffet en sørgende kat, men
nu stikker jeg Hans brev gennem brevsprækken.
Frederik er rykket ind i dit værelse, så det er i orden for denne måned. Tante Margrethe er ellers
kommet til hægterne og ville have haft ham igen, men Mudde holdt på, hun skulle rekreere i aug.
Fru Vestergård og jeg sendte et brev sammen d. 31 juli, håber I har fået det. Forstuvning skal i koldt
vand eller have koldt omslag, det kan vare væmmeligt længe. Jeg traf Elna [Bering] på mejeriet i
går, hun havde haft en pragtfuld tur i Sydfrankrig og Italien, nu havde hun fået et job, men jeg kan
ikke huske, hvad det var. Jeg venter Vibeke nu, Lisbet har fået en sjælsveninde, og de to rotter sig
sammen, så det var en ynk med Vibe, det er skrækkeligt derude [hos Knuds i Elmevænget] i alle
retninger.
Det var en malende skildring, fru Nørresø gav mig i går af hunden, Tines, besøg hos dem, den
havde kun villet ligge i seng med Birgitte, og der havde den brækket sig i en edderdunsdyne, så
havde den tisset på en grøn løber, Gerd mente, den tog den for en græsplæne, men da den derefter
tissede på deres røde tæppe, måtte teorien om græsplænen falde. Men Kjeld skriver, at Sten er
blevet artig, han har fået den lille søster, han trængte til. Fra Helle er der kun henrykte toner, de har
haft en familie på 6 boende en weekend, Groth Jensens, vi traf dem i Hanstholm, de har sommerhus
syd for Thisted. Helles kommer hjem på fredag, og mandag rejser hun og CH til Tronheim og skal
være væk i 8 dage, jeg antager fru Beckmann skal passe børn imens, jeg sidder jo noget af tiden på
140
Fyn. Tovborgs er ganske rigtigt i Jylland, siger fru Vestergård, der lige har nydt godt af dine breve.
Hun rejser til Mallorca på lørdag 8 dage. Pia og Vibeke hinkede sammen.
Mange hilsener til dig selv og andre landsmænd. Din MOR
Zachynthos d. 4/8 1965
Kære far og mor! Vi har nu set lidt mere af øen. Den er vist på størrelse med Bornholm.
Hovedbyen, der hedder det samme som øen, blev i 1953 helt ødelagt af et jordskælv. Nu er den
genopbygget, fin og hvid. Prins Georgs skole er bygget af danskere efter jordskælvet. DIS-holdet er
eneste beboere.
Vi sov på vores madrasser i gården med myggene summende over hovederne. I nat vil vi nok prøve
at finde et mere højtliggende sted. I formiddags kørte vi op til et munkekloster 20 km herfra. Der
bor 5 urgamle munke med langt hvidt skæg. Klostret er meget gammelt og har vistnok kendt bedre
dage. Vi blev budt ind af en munk, der talte lidt engelsk. Han viste os kirken og cellerne. Munkene
går i almindeligt tøj, - slidt og lappet. Alene deres runde kalot røber deres profession. Tempoet er
mere end langsomt, de trisser omkring, passer dyr og bygninger, tilbringer morgen og aften en time
i kirken, vor munk vidste ikke hvornår – blot når abbeden ringede med klokkerne. Han må åbenbart
have et ur. I disse dage var han i øvrigt bortrejst, så de andre 4 havde det tilsyneladende som
skoledrenge uden lærer. Cellerne var enkle, men prydet af billeder af tidligere abbeder, familie,
julenisser, en plakat med en traktor osv. – Mærkelig blanding. Vor munk havde været gift og havde
efter sin kones død for 23 år siden trukket tilbage til klostret. Se, det er da et munkevæsen, man kan
forstå. Det er det hyggeligste alderdomshjem, jeg har set. Et avisudklip med billeder af Anne Marie
med forældre hang i en af cellerne: ”Papandreou no good”. ”Dania good, good people”. En af
munkene havde en mægtig vintønde i sin celle. Da jeg ville byde ham en cigaret (som de er helt
vilde med), tog han hele pakken. Den var ham vel undt. Det var nogle festlige fætre. Vi dinglede
helt af al den vin, de havde fyldt på os, da vi gik ned ad klippen igen. Turen dertil ad små støvede
veje langs vandet var helle ikke kedelig, så den formiddag var vel anbragt. Om eftermiddagen
badede vi i Laganabugten, hvor der er en mægtig fin badestrand. Jeg tror kun, der er danske turister
på øen. Turist og Dania er vist nærmest synonymer.
Just nu kommer Lisbet trækkende med Sven ned ad gangen. De har været på udflugt med gruppen
og har kunnet drikke, hvad de ville, forklarer Lisbet. Sven siger af samme grund ikke så meget, blot
dette: ”Hold kæft, sikken en røvtur.” (Hik).
Vi er blevet tilbudt at tage med på en sejltur ud til en lille ø med gruppen i morgen. Det glæder vi os
til.
Senere
Vi har lige fået en gratis middag her, det er ikke dårligt således at køre på frihjul. De har også lagt
madrasser ud i gården igen, så vi må trodse myggesværmen. I aften skal vi i teatret.
d. 5/8
Teaterturen var en oplevelse, selvom jeg nu og da havde svært ved at holde mig vågen. Stykket var
skrevet af Aristophanes, men kunne lige så godt være skrevet af Lenin. Det blev spillet af en græsk
trup under fri himmel, og der var indskudt aktuelle hip. Det drejede sig i al sin enkelhed om, at
krigsguden, Ares, havde fanget gudinden Fred, som så blev befriet af den arbejdende befolkning,
mens våbenfabrikanterne græd. Det blev spillet med liv og lyst, dans, musik og rytme. I stykket
forekom en tysk hjelm, og børnene, der kun havde lært at lege krigslege, råbte Heil Hitler.
141
Nu til morgen tog vi med de andre ud til en lille ø i Laganabugten. Det var en pragtfuld tur. Jeg tror
ikke, jeg har badet så meget før. Vi sejlede med en fiskekutter derud, hvor der er en enkelt fisker
med familie og husdyr om sommeren. Badestranden er den bedste jeg har set. Fint hvidt sand,
strålende sol og dybt med det samme – dertil Agaveblomster i silhuet. Vi kunne springe på hovedet
fra stranden, ville vi højere op: fra kutteren. Vi spiste og drak en sold frokost og havde dertil vin og
druer med på stranden – det var sagen. Når dertil kommer, at holdet består af 5 drenge og 15 piger
(!), kan I forstå, at det var en vellykket skovtur. Det summer endnu af sol og saltvand i hovedet på
mig. I aften har Sven inviteret os med til fest, vi skal spise hummer ved strandkanten, drikke vin,
bade. I morgen kører holdet så til Olympia med os bagefter. – Sikke et liv.
Også i aften vankede der gratis middagsmad af de riges rester. Vi er køkkenpersonalets kælebørn.
Hvis ikke de kan finde os, styrter de rundt for at fortælle os, at der er mad. I smug hælder de vin op
til os, og vi bliver nærmest tvangsfodret. Kedeligt, at vi ikke kan spise for 8 dage. Alt her er dansk.
Traditionen tro er der også sendt nogle madam blå herned. Men hvad skal de stille op med dem – et
lille ulandshjælpeproblem. Her er problemet dog løst – vi får skænket vin af kaffekander!
På vej til Naupion d. 8/8
Omsider er der tid til at fortsætte. Hin sidste aftenen på Zachynthos tilbragte Christian sovende,
mens jeg på Svens invitation fulgte holdet til Laganabugten. Her spiste vi blæksprutter, dansede og
badede. Næste morgen tog vi sammen med de andre tilbage til Kyllini på Peloponnes.
Naupion, aften
Fra Kyllini kørte vi før de andre til Olympia. Landskabet var temmelig frodigt. I Olympia mødte vi
en studiekammerat og hans pige. Dem slog vi følge med. Museet i Olympia er lille og godt. Selve
Olympia derimod stort og uoverskueligt. Alle fire badede vi derefter i en rivende flod, spiste
middag og kørte om eftermiddagen over et højt bjerg mod Tripolis. Nær Vychina, 60 km før
Tripolis, fandt vi et af sten dannet indelukke. Her sov vi udmærket og blev næste morgen vækket af
hyrdeklokker. I Tripolis skiltes vore veje. De kørte til Naupion, vi til Sparta. Tripolis er en
provinsiel by med broget folkeliv og utrolig mange tiggere. Walter, min studiekammerat,
fotograferede nogle festligt klædte kvinder – og måtte prompte betale. Vejen til Sparta gik gennem
de sædvanlige lave, bløde bjerge. Gulbrune af tør jord og svedent græs, plettet af lave buske. Her og
der støvgrønne oliventræer. Overalt lave stendiger til fårene. Byerne er hvide. Husene ligger helt ud
til vejen. De er lave. Gårdene er dækket af druetage. Mange haver har kaktushække. Sparta er en ny,
ikke særlig morsom by. Derimod besøgte vi Mystras. Det er en ruinby fra 1200-tallet. Den ligger op
ad et bjerg og er imponerende stor og velbevaret. Der er mange kirker, flere af dem med
byzantinske kalkmalerier. Desuden var der slot, borg, huse, mure, veje osv. Byen ligger lige vest for
Sparta. Udsigten hertil glimrende. Sparta ligger på en af disse evindelige græske sletter, helt flade,
omgærdet af bjerge. Hele omegnen er en stor olivenlund.
Fra Sparta kørte vi mod Kalamata. Vejen hertil er utrolig dårlig. Gruset slanger den sig over et højt
bjerg. Vi kommer ud for nogle temperatursvingninger. I bjergene er det ræve koldt. – ”. ”Mr.
Thorborg. I suppose.” Det var Ilja og Karin, der tilfældigvis også er taget til Naupion og så os sidde
ved havnen og skrive. – Nå, jeg nåede til Kalamatavejen. (Kl. er nu omk. 11.30). Vi overnattede i
bjergene med udsigt over Kalamata og bugten. Ved siden af os boede 2 schweizere i telt. Af dem fik
vi spydstegt gedekød. Hvad vi ikke fik spist, spiste en hund om natten. Nu til morgen kørte vi så
over Kalamata til Meganopolis. Her så vi et lille antikt teater. Over Tripolis kørte vi gennem øde
bjergland til Argos. Her klatrede vi som veritable bjergbestigere op på Argosbjerget. Der ligger en
stor fæstning, ganske utilgængelig og derfor fri for alt turistpjat. Ned fandt vi en smal klatresti.
142
Herfra kørte vi til Tiryns med dets kæmpesten ruin. Mægtige sten, fint tilpassede. Vi nåede Naupion
just som DIS-holdet skulle af sted til Epidauros. Vi fik lov at køre med og sparede derved 60 km på
motorcykel. Teatret der imponerende. Almindelig tale fra scenen kan høres på sidste række. Der er
vist 52 i alt. Vi havde netop sat os til at skrive, velankomne til Naupion igen, da Ilja og Karin kom
forbi. Sammen har vi netop besteget en enorm fæstning på et bjerg her i byen. Det var en stor
oplevelse at få i de øde, velbevarede fæstningsværker, alene oplyst af en næsten fuld måne. Jeg har
vist aldrig gået på så mange trapper før. Vi klatrede rundt, nød udsigten over Argosbugten med alle
lysene på månestriben sart over vandet. I kirken fandt vi stearinlys, så vi kunne gå rundt i sorte
gange og rum, hemmelighedsfuldt og spændende.
Morgenen d. 9/8
Vi havde egentlig tænkt os at gå i seng i går aftes, da vi skrev, men den bus, DIS-bussen, vi havde
fået lov at sove i, var væk. Midt i det hele kom den da og hentede os til en natklub, hvor vi bl.a. så
græsk dans. Alle mændene, tror jeg, kan en mængde rytmiske og meget indviklede dansetrin – vel
nærmest at sammenligne med færøsk folkedans. Det blev sent inden vi kom til ro efter en lang og
spændende dag. Desværre er det også tidligt nu til morgen, at vi er kommet op, så i dag må vi se at
få en god siesta. Vi har lige badet fra molen med et skilderhus til skiftekabine. Nu vil vi tage til
Mykene, Korinth og Athen.
Mange hilsener fra Karsten
Hilse fra Christian
Athen d. 9/8
Jeg kommer i tanke om, at det går hurtigst, hvis jeg sender brevet med Sven. Jeg har netop
modtaget 2 breve dateret henholdsvis d. 31/7 og d. 3/8. Jeg forstår, at I har haft en god
Jyllandsrejse. Ja, jeg boede i Quedens Gaard i Ribe. Mht. at give blod er vi klar over det og vil gøre
det en af dagene om muligt. – Det forudsætter bestemte blodtyper. Jeg begriber ikke, at GBKS [dvs.
Kjelds] ikke anskaffede sig en svensk hund. Jeg er ikke vildt begejstret over tanken om svensk jul,
men det vil jeg lade jer afgøre. Knuds ferie gider jeg næsten ikke kommentere, hvor er det synd for
dem, - kvæl hende [Ingrid]. Jeg håber din Lumbago er forsvundet. Det var da noget grimt noget at
rage sig til. Visti har intet med Pukken at bestille. Betal ikke noget før jeg kommer hjem.
Forstuvningen har jeg stadig glæde af. Foden er lidt hævet og tåler dårligt vridninger, derimod går
jeg ugeneret, det er jo det vigtigste.
På vej til Athen besøgte vi Mykene med dets imponerende kuppelgrave, løveporten og den persiske
brønd. Gravene må minde om underjordiske pyramider. De er enorme. Store sten lagt på hinanden
danner en slags bikube. Brønden klatrede vi ved tændstiklys ned i. Mange trapper fører ned til en nu
tør brønd. I Korinth mødte vi DIS-holdet. Vi spiste og badede med dem. Korinthkanalen er smuk,
lang, smal, blå, skåret dybt ned i den højtliggende tange. Kom tilbage til Athen kl. 5. Vi er igen
flyttet ind på vores første tag, hvor vores bagage hele tiden har været deponeret. Her er nu mange
englændere med guitarer og en banjo. De spiller edder godt. Jeg føler det nærmest, som om jeg er
kommet hjem fra en dejlig udenlandsrejse – men rart alligevel at være hjemme igen.
Morgen 10/8
Da vi i går aftes gik ud i byen, mødte vi et par DIS-piger, med hvilke vi tilbragte en fornøjelig aften,
drak Uso (Pernot) i Plakaen, så ud over Athen ved næsten fuldmåne fra Akropolisklippen, var i
natklub – sjældent har jeg set mage til bule. Alt sammen svært fornøjeligt.
Vi har lagt planer for fremtiden. Venedigbåden går kun om torsdagen. Vi tager den følgelig d. 19.
Den 21 om morgenen kl. 8 ankommer vi til Venedig. Engang om søndagen d. 22 fortsætter vi så og
143
regner med at komme hjem d. 27. Økonomisk skal det nok kunne gå. Vi har stadig ca. 100 $ + 1100
kr. – dvs., at vi har brugt ca. 1200 kr. Venedigturen koster c. 60 $, det er en grim post. Vi har altså
endnu 8 dage i Grækenland. Vi bliver nok i Athen til fredag d. 13. – evt. d. 14. Derefter tager vi
over Delfi til Korfu, hvor vi bliver, indtil båden går torsdag d. 19. kl 00.15. Som det fremgår heraf,
mødes vi desværre ikke i Venedig – og ej heller på Udsigten før den 4/9. Det bliver rart for jer at
komme ned i solen efter den dårlige sommer, jeg forstår, I har haft
Fra mor
7/8 1965
Kære Karsten! Hvor er du flink til at skrive, mange tak for brevet i dag, det kom ligesom far og jeg
skulle til byen sammen, så vi læste det i toget, og så fik fru Vestergaard de sidste nyheder, inden
hun drager til Mallorca i dag. Jeg synes vi skriver og skriver, og stadig meldes der, at der ingen post
er til jer, men nu må det vel have hobet sig op, når I atter når Athen. Mon dette så ikke skal være det
sidste poste restante der, I må vel også tænke på engang at vende næsen hjem, og det er en
temmelig lang vej. Men måske agter I at besøge os i Opatija, der er vist kun eet hotel, og gid at
vandet måtte rinde der, og wc’erne virke, vi er der den 21, og i Chiggiocio d. 28 og i Gentofte d. 4.
sent. Her er alt vel, Helles er kommet hjem fra deres landsted efter en tårevædet afsked med
kattekillingerne, nu på mandag rejser hun og CH 8 dage til Tronhjem. Vibeke har boet her fra
onsdag til i går aftes (fredag), hun cykler herover, og nyder at være her uden Lisbet, hun Lisbet, har
fået en hjerteveninde, der hedder Helle, og de hvisker og tisker, og det kan Vibe ikke holde ud.
Vibeke har leget med Pia, og da vi i går skulle i Tivoli, var Pia og veninde Helle med, så havde de
hver en at muntre sig med, og det gik fint, der er en blomsterpragt som jeg nød sammen med en
bog, og så passede ungdommen sig selv med lige mange penge, og de var brugt op kl. 17.30, og så
tog vi hjem. Dagen før havde jeg så søstrene Staggemeier med børn, det er sjovt med dem fra
Skotland, den store, der er 6 år, lige fyldt nu i aug. er skolebarn på andet år og læser, regner og
skriver og taler flydende dansk og engelsk, de små på 4 og 2 taler kun engelsk, men kan høre en
historie på dansk uden besvær.
Axel Sandemose er død, 66 år, han fik en blodprop, og døde her i Kbh. Legatpengene er i hus og jeg
har sendt kvittering. Den før omtalte Puk-forsikring ringede jeg til Visti om, og fik at vide, at det
var den gamle havarerede, så jeg ringede til Baltica og forklarede dem sagen og de fik den i hodet
igen. Visti havde været i Sverige på gården, men ellers tjener han jo til livets ophold ved at have
vagt, og er heldigvis ikke en af de 60, der har fået besked om, at der ikke er plads til dem [på
medicinstudiet].
Det er da sjovt med den kontakt, I har haft med Tovborgerne, nu kan vi høre nyt, når de kommer
hjem. Jeg tror ikke familien er vendt tilbage endnu, Mis møder hver aften og får lidt, men den er
sindssygt kræsen, så der sørges nok for den også fra anden side. Jeg har været i staden for at få en
ganske let frakke til vores sydlandstur, og hos Kopp fik jeg en, nedsat 100 kr. til 98 fra 198, det var
da også værd at tage med. Vejret er helt pænt, og de skriver noget om, at sommeren skal komme i
næste uge, det var heller ikke for tidligt. Jeg har pudset far på at finde en varm skjorte til dig til
vinter, jeg antager, den, du har på eller havde på nedturen har udtjent. Det gør jo ikke noget at jeg
gentager, at jeg rejser på torsdag til Fyn, du plejer at glemme den slags, far kommer fredag derover,
og så tager vi sammen hjem lørdag, så når du får dette brev, er vi alt på de hjemlige breddegrader
igen, så du skal ikke sidde på taget i Athen og være ked af, at jeg ikke er her. Hils Christian, hans
far lå på sofaen og sov, da jeg meldte om brevet, han havde været oppe kl. 3 for at gå på jagt.
Mange hilsener fra far og mig selv, Din MOR
144
Jeg har altså afsendt brev d. 31 og d. 3, og fru V. skrev d. 4.
Athen 12/8 1965
Kære forældre! Athen ved nat: lykken. Efter at have sendt Sven og Lisbet afsted tilbragte vi aftenen
sammen med Ilja og Karin samt en skotsk pige fra vores tag. Vi fandt en billig beverding, drak
retsina og melon, var pjattede og nød det. På vej med Akropolisklippen klatrede vi over en mur og
landede på et tag med dejlig udsigt. En græker kom og sagde en masse, vi lod ham snakke og nød
udsigten. Snart efter stod der flere og kikke på os. En kunne engelsk, en ung fyr. Han forklarede os,
at vi lå på et kirketag, og at Gud ville blive vred. Hvad ville han gøre? Det vidste han ikke, men han
ville gerne have den cigaret, jeg bød ham. Om vi kunne spille guitar? Nej ku’ han? Ja. Det var i
orden, alle gik – grækerne og os – i samlet procession op på Akropolisklippen, hvor Perikles døde.
Her anbragte vi os i fuldmånen, hørte græske sange og så ud over byens millioner af lys, mens en
stor schæferhund slikkede os skiftevis – lykken er en stor varm hund. Hjemturen gik over den bar,
hvor vores spillevenner fra taget optræder. De er gevaldig flinke, og der har efterhånden udviklet
sig en slags kommunisme imellem os. Her er ellers godt fyldt nu. Vi ligger på kryds og tværs, og nu
og da støder man på et ben eller en arm – men hyggeligt og morsomt er det. Jeg ville ikke bytte med
fyrstesuiten på det dyreste hotel. I aften har vi inviteret Toula og Christi til teatret – det antikke ved
Akropolis. Vi skal se Elektra. For at få fat i dem måtte vi besøge dem og blev straks inviteret ind.
Toulas forældre er skræddere og, tror jeg, temmelig fattige. Jeg glæder mig til at være sammen med
dem – altså pigerne – igen. Ilja og Karin går nok også med.
Forleden dag – d. 10 – gik jeg alene på Akropolismuseet, hvor jeg naturligvis mødte Sven og
Lisbet. Museet er overkommeligt og godt. I går mødte jeg en klassekammerat, Hansson, og jeg har
også mødt en anden studiekammerat – man sku’ tro, det var Frue Plads, jeg færdedes på. I morgen
rejser Ilja og Karin hjem. Det er trist, vi har haft nogle af de bedste dage med dem. De er så åbne og
glade. Vi har aftalt at tage en afskedsdrink her kl. 12 i morgen. Kl. 9 skal vi være på hospitalet for at
give blod.
Politisk forekommer det mig, at kongen har klovnet utroligt i det. Det er muligt, at Papandreou ikke
er nogen engel, han lyder meget selvsikker – for ikke at sige selvglad – og er nok meget ambitiøs,
men her er mindre tale om personer end om principper. Et valg i dag ville utvivlsomt falde ud i hans
favør, ligesom han åbenbart er den eneste, der kan få flertal i parlamentet. Kongen har således sat
sig i den situation, at han må krybe til korset, hvis ikke han ligefrem laver et fascistisk kup med
påfølgende borgerkrig. Hvad har han da opnået? At blive grundig upopulær samt at gøre
Papandreou til sin åbenbare fjende. – Papandreou, som han vel alligevel ikke i det lange løb kan
forholde statsministerposten. Jeg spår kongen et langt og forhåbentlige lykkeligt liv i eksil – til
bedste for både Grækenland og ham. (Så kan han spille fodbold hele dagen). Så vidt jeg kan forstå
på Ilja har Tilje Rasmussen, Politikens korrespondent hernede, ikke begrebet meget af, hvad her
foregår. Nej, folk bliver ikke trætte af at demonstrere, så længe kongen bærer sig så tåbeligt ad. Jeg
læste i en amerikansk avis, at der har været et nyt dødsoffer, denne gang i Thessaloniki. Her er der
demonstrationer hver aften.
Ja, så har vi været i teatret. Det var helt fyldt – en halvkreds fyldt med spændte ansigter. Hvad der
mest betog mig var koret. Strengt symmetrisk på begge sider af scenen, bevægede det sig rytmisk,
anspændt. Hver situation afspejledes i dets bevægelser udført nøjagtig ens af alle dets medlemmer.
I morgen skal vi så grumme tidligt op for at give blod. Vi har aftalt med to engelske piger at følges.
De har været på Korfu en uge og skal tilbage dertil næsten samtidig en uge og skal tilbage dertil
næsten samtidig med os – glimrende. I øvrigt består morgendagens program af følgende: Når vi har
givet blod, skal vi mødes med Ilja og Karin til en afskedsdrink; derefter skal vi rense motorcykel
mv. sove og om aftenen håber jeg, at min reaktionære NATO-ven er ledig. Lørdag morgen kl. 10.15
145
skal vi så sige farvel til Toula og Christi – ak – og derefter kører vi til Delfi. Derfra går turen til
Korfu. Alene det, at afrejsedagen er fastsat er trist. Jeg er nærved at have mest lyst til at hoppe af,
men det er jeg heldigvis for velopdragen til at gøre.
Nå men nu nærmer jeres afrejse sig. I kan nok også trænge til lidt sommer. Det er helt mærkeligt at
tænke sig, at det kan regne. Mærkeligt sådan helt at have sprunget en lorte-sommer over.
Som du ser, tog Sven noget snavsetøj med sig, det har lettet lidt på bagagen. Filmene vil jeg gerne
have fremkaldt, til jeg kommer hjem, ellers bliver det helt uoverkommeligt. [Jeg fremkaldte ellers
selv].
Athen er en dejlig by – især om aftnerne når alle lysene fra de lave huse som små klare punkter
konkurrerer med stjernerne. Bilerne må dyttende kravle igennem menneskefyldte gader. Den eneste
ulempe er, at priserne er relativt høje. Selvom vore måltider næsten udelukkende består af brød og
mælk, løber det op – som Hans siger: ”Man går ikke langt på literen hernede.” Engang imellem må
der være råd til en bajer eller et glas vin, selvom vi indskrænker det mest muligt. Viden er i øvrigt
langt dyrere end i Italien. En alm. flaske koster over 20 drachmer, dvs. mere end 5 kr. Nå, men nu
vil jeg i seng. Gid I må få en god tur. Hils familie og venner.
Mange kærlige hilsner fra Karsten
Athen 13/8 1965 aften
Kære far og mor! Jeg har netop sendt Ilja og Karin hjem med toget. De står i den situation, at de
måske ikke har tag over hovedet. Jeg tænker mig, at de måske måtte bo på Udsigten, når I rejser. I
så fald kan de vande blomster osv. – og jeg kommer jo hjem kort efter. Jeg har sagt til Ilja, at han i
givet fald kan ringe til jer og tale om det.
På stationen mødte jeg vores skotske pige fra taget, og sammen tog vi på en dejlig tur til en
byzantinsk kirke i Dafnie, som er kendt for nogle dejlige, men noget medtagne mosaikker og
freskoer. Derefter kørte vi til Elefsis, hvor vi så ruiner og et godt lille museum. Desuden så vi ud
over Salamisbugten og forestillede os slaget. Forinden havde Ilja givet en udmærket middag. – Alt i
alt kan I se, at det ikke kun er vores skyld, når turen har været så billig. Lige nu ligger jeg på en
sovepose og skriver, mens vore musikalske venner underholder på guitaren. Det er aften, lunt. Der
ryges, snakkes, synges, spilles, drikkes. Hvor vil jeg savne vores tag. Papiret, jeg skriver på, er ikke
vores, pennen ikke heller. Vores Uso går på omgang og min sovepose er udlånt, idet lagenposen er
nok – lagenpose og underbukser, udendørs! – Nå, nu kom Christians bog tilbage, den har været
brugt som underlag. Jeg har lige været nede at købe en soulaki (deres pølser) – manden ville ingen
penge have. Den fik jeg forærende. I dag skulle jeg have nogle tabte møtrikker til motorcyklen. Det
tog i al hygsomhed ½ time, flere mand impliceret – kostede intet. Grækenland er lykken! Her på
taget, hvor det vrimler med mennesker lader vi trygt vores pengekatte ligge frit fremme. De er sikre
som i et pengeskab.
Kærlige hilsener fra Karsten
14/8 lørdag morgen (på bagsiden af konvolutten)
Jeg glemte at fortælle, at de ikke ville have blod den dag og heller ikke i dag, så det bliver desværre
ikke til noget. I går aftes sent tilsluttede jeg mig demonstrationen og mødte der nogle græske
studenter, med hvilke jeg diskuterede til sent. Nu skal vi pakke, hente evt. post og tage afsked med
Toula og Christi – og så af sted til Delfi. Mht. videre post må vi be’ dem returnere den til Danmark.
Har netop modtaget dit brev af den 9/8 – tak. Vi har taget afsked med vore søde græske piger og
kører nu til Delfi. Vi har gaver fra deres forældre til jer.
146
Fra Ingeborg Larsen
15/8 1965
Kæreste Karsenuller! Det var et masendes godt brev, vi fik fra dig – tak for det.
Status her er således:
Zita [Birk Larsen] hænger oppe i luften – på vej til Rimini – om alt går som planlagt daler hun ned
ved 13.30 tiden – hun vil være her tilbage om 14 dage.
Visti er p.t. flyttet hen i Thimms [Lindenburg] Collegieværelse da han er i gang med istandsættelse
af sit eget værelse. – Vi har netop sammen flyttet diverse store ting på loftet. – Jan ser vi ikke – han
er på græs. Jens Otto [Sick] og min Ulla [hans kone] er et par dage i Sverige. Thimm har fået et
”reservelægejob” i Faxe foreløbig aftalt til 1. okt. 65 – for kr. 2400 pr. m. og egen villa, hvor han
dog kun råder over køkken, bad og et værelse.
Onkel Bent [Lindenburg] blev i går lørdag indlagt på Esbønderup for at få gips og ståltråd fjernet han skal blive der en uges tid, og hvis alt er o.k. vil han være på benene igen, men nok igen i gips –
Skovgård blev træt af at slæbe tømmer – så han tækker tage – jo som assistent for en rigtig
tækkemand. Bammm og Eva kom tilfældigvis i samme maskine til Paris – jeg tror Hanne
[Lindemann] er på vej hjem og Eva skal jo begynde på Teilmann, så hun følger snart efter.
Ra[?] har været her et par gange – han er tilfældigvis hverken gået i stykker – eller er syg.
Vi har fejret både det ene og det andet ikke mindst vor Zitas 21 års dag. Hun var smuk og
henrivende og vi var mange, som fik lov til at være sammen med hende. Hun har sagt ministeriet
farvel for denne gang – og det viste sig ved afskeden at man har været så glad for hende og det
arbejde hun har gjort, at der altid senere vil være brug for hende, hvis hun selv ønsker det.
Tante Helga [Bents kone] har det op – og ned – men nu skulle vi efterhånden få tid til at tage op til
”godset” – som hun nu synes at være mere glad for – Visti og Thimm var deroppe små 8 dage –
alene.
Sidse [Sick] har optrådt som solist (sang) i fjernsynet – jeg så hende ikke – men det skal iflg. referat
have været godt. En dag mødte jeg Torben – han hængte lidt med sit næb –
Du er ej gået glip af en dejlig dansk sommer m.h.t. vejret for det har været regn og koldt – men
naturligvis med gode dage iblandt.
Kære Nuller. Vi savner dig så meget, at vi glæder os meget til at høre dit faste tramp i gulvet – og vi
glæder os meget over at du oplever en masse og at du har det godt – Kan du nu komme godt hjem
til os. – Jeg har et stort – stort knus til dig.
Mange, mange kærlige hilsner fra Ingeborg
Brev stilet til sig. Johs Thorborg, Hotel Ritz, Chiaggia (Kjodja)
Korfu d. 16/8 1965 [skrevet på 2 servietter]
Kære mor og far! Tak for brevet. Det har jo passet fint med brevene bortset fra kortene i Istanbul.
Nej, vi kommer ikke til Opatija denne gang. Lørdag nåede vi Delfi efter en bjergrig tur over Elefsis
og Levadia. Delfi ligger oppe i bjergene, på bjergsiden ned mod en dalkløft. Vi beså museet og
ruinerne. Især gjorde statuerne af Kleobis og Biton indtryk. Jeg kendte dem så godt i forvejen og
147
brugte lang tid til at se dem in natura. Hvilken primitiv kraft og spænding. Overhovedet indeholdt
museet mange gode ting. Ruinerne var vidtstrakte. – Jeg vågnede på selve templet ved, at en
kustode fortalte mig, at det var forbudt at sove der, og havde glemt både tid og sted og var helt
forvirret.
Så gik turen på frihjul ned til vandet ad slyngede serpentinerveje. Vi fik båden til Aiyon kl. 8 og
nåede derover i belravende mørke. Sejltiden fordrev vi med at spille kort med to amerikanske børn.
Ved 12-tiden nåede vi båden ved Rion. Inden afgangen dansede vi med nogle lystige grækere ved
stranden og fik vin af dem. Så afsted med båden til Antirion på fastlandet. Her kørte vi op i bjergene
og sov som små søm. Søndag kørte vi helt op til Igoumenitsa, som vi nåede kort før båden gik.
Nåede Korfu i mørke. Her fandt vi en bakke, hvor vi sov trods mange myg. Vi vågnede ved støjen
fra en telegrafstation lige ved siden af os. Vejret her på Korfu er anderledes. Det er varmt nok, men
overskyet og nu og da regner det lidt. Dette giver sig udslag i en meget frodig og smuk vegetation.
Øen er meget bjergrig og frodig. Korfu-by morsom med sine små gader, men fyldt med turister. Nu
til morgen kørte vi over på den anden side af øen ad en helt fantastisk dårlig vej. Nede ved kysten
har vi fundet en fin sandstrand – uden turister. Ja, I kan tro vi er på BØH-landet nu. Vi har søgt ind
på en lille taverna – stedets absolut eneste. Vi bestilte en omelet, som prompte blev lavet – på bål
bag ved huset. Der er naturligvis hverken elektricitet eller vand indlagt. Vi bliver beværtet på det
voldsomste med vindruer, friske figner mv. Værten sider med til bords. Hvad han lever af, ved jeg
ikke – vel mest af egne produkter. Tilsyneladende sover han udendørs. Han har lavet nogle huse af
bambusstænger, tættet med bregner. Et af dem har vi fået lov af sove i gratis.
Vi er nu gået ned på stranden. Vi vil hellere sove her. Jeg er lige vågnet efter at have sovet i mere
end 2 timer i sandet. Stranden er vel 2 km lang og nogle 100 m bred, omsluttet af bevoksede bjerge.
Solen som nu skinner frit, står over vandet og giver det et meget skarpt lys – jeg må knibe øjnene
sammen fod over det. Det er hvidt i brændingen. Her er ingen mennesker. Da vi kom, var her nogle
få.
Ja, så sidder vi igen bænket med brød, likør og tomat. Mandens kone spinder i hånden. Ulden sidder
i en flækket bambusstol. På en pind drejer hun således, at der fremkommer en tråd. Vi har set hele
processen. Fårene ligger udenfor. Den rå uld hiver de fra hinanden, så den bliver let og fin. Så
spindes den, og vi har også set datteren strikke en ulden, noget kras trøje. Man skal holde sig væk
fra hunde o.l., de klør sig som vanvittige. Tomaterne har vi fået på fælles tallerken. Igen sidder
farmand med til bords, drikker likør med os, skåler, overvåger om vi mangler noget. Vandet henter
han fra en krukke i huset.
Morgen 19/8
Mens Christian gik ned på stranden, tilbragte jeg aftenen i familiens skød. Deltog i dyrenes fodring
til lige stor fornøjelse for begge parter. Jeg føler mig som en københavnerdreng, der første gang er
på landet. Da det blev mørkt, tændte de en carbidlampe. Det er første gang, jeg har set sådan en
tingest. Den giver et skarpt hvidligt lys – som en svejseflamme. Lugten er ikke mindre skarp.
Kvindens stemme kan få fandens oldemor til at græmme sig. De bruger hele skalaen.
Om natten sov vi på stranden. Stjernehimlen er fantastisk, og når månen står op giver den sandet et
skær som et rigtigt månelandskab. Vi vågnede ved æselskryderi og klokker fra en gedeflok, som en
hyrde drev langs stranden. Nu vil vi køre tilbage til Korfu-by for at tage billetter til båden og veksle
penge.
17/8 om aftenen
Efter en kærlig afsked, hvor stedets politimand gav Uso, kørte vi ad næsten lodrette bjergveje
tilbage til Korfu. Nu ligger vi på en mark i Ypsors lige ved vandet. Jeg har opdaget, at jeg har endnu
148
en – eller rettere flere – erindringer fra vort landophold, nemlig en hel række nye flotte loppestik. Vi
har lige købt en masse pærer af stedets spritter, han bor 10 m herfra på samme mark. Det er altid
rart at have nogen til at se efter pengene.
Jeg er imponeret af æslerne. Små, seje, lavtgearede dyr med en engels tålmodighed. Deres stemme
minder om en pumpe, lidt utæt.
Morgen 18/8
Jeg er træt af lopper. Nissen er åbenbart flyttet med. I nattens løb er jeg efterhånden nået op på
nærved 30 stik, tror jeg. Meget morsomt. Christian har vist også fået et par stykker.
Aften
Ja, nu er vi på tur rundt om øen. På vejen hertil skred vi med motorcyklen og kurede nogle meter –
kun iført korte bukser og sko – hen ad vejen. Det gav nogle grimme hudafskrabninger til os begge.
Især mistede Christian en stor del af huden på oversiden af den ene fod. Jeg sad bagest og var mere
beskyttet af bagagen. Vi så således endnu mere Herrens ud, end vi plejer, da vi nåede en lille
landsby nær kysten. Indbyggerne samledes om os og gav os tilsyneladende mange gode råd. Her er
helt vidunderligt. Vi ligger mellem nogle oliventræer helt ud til kysten. På den anden side vandet
ses fastlandets bjerge som et fatamorgana. Stranden har fint hvidt sand, og man skal vade langt ud
på fin sandbund. Vi har samlet brænde til et bål, og en af byens unge sønner har lovet at skaffe
majs, som vi kan stege. Han er lige redet afsted på sit æsel for at hente det. En anden har givet os en
mægtig brændeknold, og dertil har vi købt en mængde Uso. Ja, vor sidste (ak) aften i Grækenland
skal nok blive vel anvendt.
Jeg har glemt vores fælles bøn i kor, da vi skred: Av for Helvede. Ja, vor religiøsitet fornægter sig
ikke i farens stund.
19/8 1965
God morgen. Sikken en aften. Vi bliver betragtet som meget sjældne og interessante dyr. Der blev
ikke noget med stille ved bålets sidste glød at synge vort hjemlands vemodige sange. Derimod sad
vi i centrum af 12 larmende grækere i alle aldre. Deres råben og latter må have kunnet høres i miles
omkreds. En kvinde havde ikke hørt, at vi var danske og spurgte, om vi havde mødre i Tyskland.
Jeg svarede nej i Danmark. I sku’ ha’ set hende. Hun klappede hænderne ned på lårene og udbrød
med en mund som ulvens i Lille Rødhætte: ”Anna Maria”. Hun lignede en illustration til ”Det er
ganske vist”. Grækerne er overhovedet støjnarkomaner. Det er fabelagtigt, som de larmer. Forrige
aften havde de sat en højtaler op som spillede mindst 3 programmer eksklusive tale og skrat. Den
spillede på fuld gas udendørs og overdøvede ganske alle andre apparaturer af samme slags. - Jeg
glemmer at fortælle, at de trakterede med majs og blæksprutter på dåse, som vi fiskede med
hænderne og åd, som de var – prisende himlen, at det var mørkt, så vi ikke kunne se dem. Nå, men
omsider, da fodringen var overstået, gik tilskuerne, så vi kunne komme i seng. Vi sov noget kantet
p.gr.a. sårene, men ellers godt. Nu til morgen er der dannet en god sårskorpe hos mig, men
Christians fod væsker stadig. Den må der nok gøres noget ved. I nat var det i øvrigt hans tur til at
have lopper. Det er da godt, vi kan skiftes lidt.
Bjergene på den anden side viser sig at være Albanien. Ja, så i aften går båden til Venedig. Vi har
haft det helt vidunderligt her i Grækenland. Naturligvis har der været besværligheder, men det må
man jo tage med, hvis man vil søge oplevelser af den art, vi har mødt. Nu om lidt kører vi til Korfuby for at find én læge. Vi har jo en forsikring for det samme.
Korfu-by
149
Ja, der sker immervæk noget. På vej hertil punkterede vi. Den slags skal jo traditionelt set ske på en
rejse. Altså: vi punkterede, men ikke som i romanerne i en ørken. Kun et par km fra en lille by. –
Til gengæld 2 lange km op ad bakkes. Her fandt vi en taverna med en knallert-benzindunk. Vi
spurgte om de havde en pumpe – og som altid, hvor nøden er størst, findes mængder af
hjælpsomme grækere. Motorcyklen blev skubbet ind i kroen, en mekaniker tilkaldt, og cyklen skilt
ad. Vi fik ikke et ben til jorden. Efter en time var den fiks og færdig. Jeg gad nok se den danske
krovært, der ville lægge lokaler til et sådant formål. Men her har man tid. Ikke alene værten, men
også alle gæsterne. Alle deltager i festlighederne, kigger, diskuterer, båtter på hornet, spørger om
priser og kvalitet, snakker om Anna Maria osv. Hun er i øvrigt meget populær her. Vi fik at vide, at
vi var i familie med Grækenland gennem hende. Nu sidder vi igen på vores stamrestaurant i Korfuby. De kender os og smiler over hele femøren, når vi kommer. Det er et rigtigt folkekøkken. Billigt
og godt.
Aften
Endnu engang på stamcafeen. Vi er nu på trykke hånd stadiet. Danmark-Grækenland familie. Anna
Maria osv. Vi har været til læge med Christians fod. Den er blevet renset og pakket ind, så må vi
håbe, det hjælper.
Just nu sang alle fire tjenere en kort sang for os – forestil jer det hjemme.
Grækenland er meget varieret. Sine steder har der været for mange turister. Således i Ypsos, det
sted vi sov ved siden af sutten. Atmosfæren var kold med dukebokse og en infernalsk larm.
Kommer man ud på landet, vinkes der, og man modtages med helt anderledes åbenhed. Overalt
behøver man blot at gå til de mindre fine steder for at møde venlighed og sjov. I Athen – og vel
overhovedet de større byer – er den umiddelbare kontakt naturligvis mere upersonlig. Folk er her
mere politisk bevidste. På landet er kongeparret sødt, hurra, hurra. Rygtet siger, at den nye
statsminister, Sidimokras, er blevet bestukket. Det er næppe helt forkert. Hvorfor skulle en socialist
ellers gå højres ærinde? Er det politiske liv råddent, gælder det imidlertid ikke grækerne iøvrigt.
Man stjæler ikke her. Vi lader med større sikkerhed end hjemme alting stå på motorcyklen eller
udendørs, hvor vi sover. Der er heller ikke tale om, at vi får galt tilbage i forretningerne eller
lignende. Den eneste grund der måtte være til at søge et afsides sted at sove er ønsket om fred for
venlige og nysgerrige mennesker. I Italien skal vi nok være mere forsigtige mht. at forlade vore
ting. Prismæssigt er her ikke rørende billigt. Sammenlignet med Italien er vinen dyr og ikke særlig
god. Vi har kun drukket lidt. Har man selv flaske med, er uso’en billig, men det er noget stærkt
skidt – som vor snaps. Kommer man væk fra turiststederne – men de er talrige – er alt langt
billigere. I Roda, byen hvor vi sov sidste nat, spiste vi således omelet, sardiner, tomatsalat samt hver
½ flaske vi for 30 drachmer, dvs. ca 7 kr tilsammen. I Athen tror jeg det ville koste over 50
drachmer.
Sproget er langt vanskeligere end italiensk f.eks. Det har ikke mange berøringspunkter med andre
sprog. Vi har efterhånden lært en række enkelte ord som tak, farvel, godaften, ja, nej samt en række
navne på retter, men noget sammenhængende kan vi ikke sige eller forstå. Til gengæld er grækerne
utrolig smidige til at forstå fingersprog. – Hvilket er temmelig vigtigt, da få taler engelsk, tysk eller
fransk. Landskabet er på fastlandet temmelig afsvedent på denne årstid. Karakteristisk er de brune
bjerge, hvorfor rene støvskyer fyger ned i dalen. Christis mor klagede over, at det var umuligt at
holde huset rent. Overalt finder man flade sletter omkranset af bjerge. Sletternes natur er i øvrigt
meget varieret. Korfu danner en undtagelse mht. frugtbarhed, og jeg tror dette gælder flere små øer.
Dem har vi ikke haft tid til at besøge i denne omgang, ej heller Kreta, men det er godt at have til
gode til næste gang – for, at en sådan vil komme, tvivler jeg ikke om.
Skibet 20/8
150
Omsider er vi så kommet af sted. Det var en uendelig ventetid. Skibet skulle være kommet 12.15,
men vi kom først ombord 2.30 Jeg lagde mig på gulvet under dækket og har sovet udmærket. Det
blæser gevaldigt (selvom skibet ikke vipper), og det er gråt i vejret. Jeg er bekymret for jeres
sommervejr hernede. I kan velnok trænge til lidt solskin.
Nå, men nu skinner solen, og vi sidder på dækket. Vi er kommet i ”snak” med nogle franske
studenter, som lige har bragt os en mængde brød fra deres middag. – Som sædvanlig er der langt
sjovest på de billige rækker.
Samme aften
Det er ikke dårligt med sådan en fredfyldt dag. Eftermiddagen tilbragte jeg sovende, snakkende med
en sød fransk pige, slikkede solskin. Aftensmaden gav en engelsk student af sin medbragte proviant
– vi kom for sent, butikkerne var lukkede, da vi ville proviantere. Natmaden har de franske piger
sikret os fra deres måltid. Som I ser, er vi i gode hænder. Det er naturligvis ikke sådan, at vi alene
modtager. Det er simpelthen sådan, at alle hjælper alle. Det er en dejlig form for solidaritet. Nu til
aften har vi spillet kort med to englændere. Jeg kommer pludselig i tanke om, at Christian har
fø’sdag i dag.
Venezia d. 21
Vi vågnede som vistnok skibets sidste, lige tidsnok til at se den smukke indsejling forbi
Dogepaladset mv. Nu sidder jeg i venteværelset på en rødekorsstation, mens Christian endnu en
gang får undersøgt sin fod. Det ser ud til, at han har forstuvet den grundigt. Af samme grund er vi
nu på vej hjemad 60 km fra Trento nær Gardasøen. For første gang siden Larissa i Grækenland,
hvor vi overnattede d. 25/7, har vi fået et hotelværelse. På vej hertil kom vi gennem Padua og
Verona. Begge ser spændende ud. Vi kørte lidt rundt, men stod ikke af. Veronas Colosseum er
imponerende. Formiddagen tilbragte vi i Venedig. Cyklen parkerede vi på 9.de etage i et
parkeringshus. Det var sjovt at se byen igen. Jeg kunne tydeligt huske den fra dengang jeg var med
jer. Jeg var inde at købe et par nye sommersko. En englænder spurgte mig, om jeg havde gået hele
vejen. Tæerne stak efterhånden ud gennem både strømper og sko.
Bolzano d. 22
Vi sov 12 timers uforstyrlig søvn og er nu iført sweatre på vej mod Brenner. Det bliver nok sidste
bulletin fra mig inden I vender hjem. Håber at høre fra jer der.
Rigtig god rejse.
Mange kærlige hilsner fra Karsten
Fra Visti Birk Larsen
Kbh. d. 18/8 1965
Kære Karsten!
Tak for dit brev – det lader til, du har det godt – det glæder mig. Selv om du ikke har været væk
længe, er der alligevel sket en del. Thimm og jeg har været på ferie i Sverige, Onkel Bent’s
ødegård. Vi ville have kørt derop, Thimm på scooter og jeg på Mukke (det kalder Thimm din
motorcykel); men så brød Thimm’s scooter sammen og vi indstillede os på begge at køre på Mukke.
Men lige som jeg starter fra Østerbrogade og ikke engang har nået Hans Knudsens Plads knækker
kæden. Enden på komedien: Vi tomlede derop bortset fra 25-30 km, som vi gik (g-i-k), og vi var 12
timer om hele turen.
151
Deroppe havde vi det stille og roligt, men fik ikke læst så mange bøger, vi gerne ville. Vi var der
kun 4 dage og onkel Bent og hans søster med afkom var der fr.-lø.-sø. Det var nødvendigt at tage
hjem fordi 1) vi skulle se Sisse i TV og 2) Thimm er blevet ”overlæge” på Faxe Sygehus. Af den
grund har jeg fået hans værelse på Collegium Medicum, og her bor jeg nu, mens jeg er gået i gang
med at indrette mit eget værelse. Zita og Bent er rejst til Italien i går, - til Rimini, samme sted som
Jens Otto og Ulla var.
Alt her lader til at være fred og idyl, men jeg tror nu ikke min mor er vildt begejstret for, at jeg ikke
bor hjemme; jeg tror nu det er godt for os begge. Husk nu at komme hjem selvom du har det dejligt
– universitetet begynder snart.
Visti
Gentofte 25/8 1965
Kære mor og far! Tak for brevet. Jeg sendte et fra Bolzano, som jeg håber ligger på hotellet, når I
kommer til Italien. På grund af Christians fod kørte vi hurtigt hjemad. Overnattede d. 23. i
Nürnberg, og nåede efter et døgns kørsel Gentofte kl. 12 middag næste dag. Det viste sig at være
heldigt. Christian have fået rygende blodforgiftning, som krævede øjeblikkelig behandling og
fuldstændig ro. Det var ellers en lang og om natten utrolig kold tur. Til trods for, at jeg købte for 88
kr. på båden samt medbragte andet godt fra syden, har jeg stadig næsten 100 kr. med hjem. Tiden
her hjemme har jeg udnyttet til at se venner og bekendte. Mærkeligt nok var jeg ikke særlig søvnig
ved ankomsten, så efter at have spist frokost hos Vestergårds, kørte jeg ind til Fin [Egenfeldt]. Han
har haft en god men noget problemfyldt tur. Først fik han stjålet motorcyklen i Bulgarien. Den fik
han dog tilbage efter to dage. Men i Tyrkiet blev Anne Marie syg i fem dage, og i Italien blev deres
kuffert med film, dagbøger og al habenguttet stjålet, så de måtte låne penge på konsulatet. Fra Fin
kørte jeg over Olfert Fischersgade [Sven Tovborg] til Østerbrogade [Ingeborg Larsen], hvor jeg
havde bestilt hakkebøf og til gengæld leverede sprutten. Der tog jeg bad og sov 12 timer. I dag kørte
jeg derfra hjem, hentede tingene hos Vestergårds, kørte dernæst ud til Helle. Hørte der om Knuds
og om Jakobs fødselsdag. Besøgte dernæst Knud på vejen hjem til middag hos Tovborgs for endelig
at slutte dagen nu her med Sven og Lisbet over et stille glas Campari. Som I ser, har jeg ikke spildt
tiden. Zita er i Italien med Bent Danneskjold – det kan hun vel nok trænge til. Har talt i telefonen
med Kloster, han og Anette har giftet sig den 31/7. Hun var været på en vellykket sommerlejr med
børnehaven, mens han har arbejdet på NESA. I morgen er jeg inviteret til middag hos Helle, og på
fredag kommer Visti, Kloster og Anette til middag her. Jeg har endvidere planer om en
grækenlandsaften i næste uge. Ilja har jeg ikke haft kontakt med, men han ville i det mindste
kontakte mig om d. 27, hvor jeg sagde, jeg ville være hjemme. Jeg hører, far har været autoriseret
oversætter af vore breve – det kan jeg godt grine af. Fru Vestergaard var helt rundt på gulvet ved at
se os vel hjemme igen. Har I været meget bekymrede? Tak for tobakken. Sammen med, hvad jeg
selv medbragte, har jeg nu et lager, som vel rækker en tid. Jeg var ikke helt stolt ved at skulle
gennem tolden. Foruden den flaske Whisky og den karton cigaretter jeg måtte have med, medbragte
jeg en flaske Campari, en flaske Rom (80%) og 250 g. tobak, men det gik gnidningsfrit. –
Mærkeligt nok. Den dårlige samvittighed lyste ud ad mig. I alt har vi kørt op mod 9000 km uden
vrøvl med motorcyklen. Det er fint klaret. Nu er den helt kørt til. Hjem gennem Tyskland kørte den
fuldt lastet 90 km i timen. Jeg glæder mig til at se jer og udveksle glade ferieminder.
Mange kærlige hilsener fra Karsten
PS. Måske har I ikke hørt, at Poul Hansen p.gr.a dårligt [?] er trådt tilbage som finansminister (men
ikke som folketingsmedlem). I stedet er Grünbaum blevet finansminister og Iver Nørlund
økonomiminister. For P. Hansens vedkommende er der dog kun tale om rekreation. Han omtales
som favorit til posten som folketingsgruppens nye formand.
152
PS. PS. Tak fordi I har givet mig mulighed for den dejlige tur.
Fra Christie Paraskevaidou
Athen 22/10 1965
Lieber Karsten, Es ist sehr nett von Dir, dass Du uns geschriben hast. Ich will mich sehr bedanken
für die Fotos und besonders für das schöne Decklein von Deiner Mutter. Ich habe es auf meinen
Tisch gelegt. Es gefält mir sehr gut.
Wie seid iher nach Hause gekommen? Ich hab von Toula erfahren, dass ihr einen Unfalle auf Korfu
gehabt habt. Ich hoffe das es nichts schlimmes war.
Bei euch wird das Studium schon begonnen haben. Ich warte noch auf das Ergebnis von der
Prüfung die ich gemacht habe. Es hat viel Schwindel gegeben. Man kann kein Vertrauen haben,
dass man mit seinem Wert in die Universität kommt.
Zu Zeit haben wir noch die Stephernopoulos Regierung. Sie haben ihr antidemokratisches
Programm schon eingesetzt. 14 Gewerkschaftler sind schon festgenommen worden. In der Provinz
ist der Polizeistaat wieder lebendig geworden noch nicht gesiegt. Die Anderen haben ja die Macht.
Du schreibst von der Armut am hand. Du meinst dass diese grosse Armut die politische inactivität
bringt. Naturlich stimmt das. Aber zu der Armut kommt auch noch die Unwissenheit. Der Staat hat
niemals gesorgt dafür. Sie sind total ungebildet. Dazu kommt auch noch der Terror.
Wie geht es Christian? Er hat uns nicht geschrieben.
Also, viele liebe Grüse aus Griechenland. Christi
Fra mor til mig på mit logi ovenpå Stigs far, på Tryggevældevej 89,2 i Brønshøj
Onsdag [efteråret 1965]
Kære Karsten! Jeg talte med fru Tovborg i går, hun meldte at Søs skulle have barnedåb på søndag,
det skal være på Søtoften, og du skal med. Det er middag kl.6, men jeg har ingen bemyndigelse til
at invitere, hun kunne ikke forstå, Søs ikke havde ringet og fået din adr., nu fik hun den, men nu ved
du altså, at du ikke skal lægge andre planer. Fredag skal vores studiekreds begynde, så vi tager nok
til sommerhuset lørdag morgen tidligt, og kommer hjem søndag aften. Men huset bliver herhjemme.
Bente fra Silkeborg har ringet i går ang. nogle penge, du skulle have til hende fra Jeres fælles
arbejde i sommer, hun fik adr. Så ligger her to opkrævninger til dig fra Baltica, den ene er på 42,
den anden på 54 kr, kan den ene være til Visti?
Skeen til dåbsbarnet, den vi købte i Venedig, pakker jeg ind og 1ægger på dit bord, glem den så
ikke.
Knud, børn og den schweiziske [[Monika?] var her i aftes for at hente æbler, hun er tiltalende, men
ikke nogen charmetrold, men Knud var svært oplivet, der var ikke noget nyt fra fabrikken.
Så var der ikke mere hverken godt eller ondt,
Mange hilsener MOR
Du må jo have dit mørke tøj på til dyppelsen, jeg håber, du har anden skjorte derinde end den hvide,
du drog af i, for ellers bliver den da bundløs af skidt.