Maj 2012 2

Dansk A
Højere
forberedelseseksamen
Hæfte 2
Kl. 10.30-15.00
2hf121-DAN/A-2-31052012
112263.indd 1
Torsdag den 31. maj 2012
kl. 9.00 - 15.00
12/03/12 10.52
Prøvemateriale
Hæfte 2
Særtekster – udleveres kl. 10.30:
Side
5.
Henrik Pontoppidan: En stor Dag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3
6.
Amalie Skram: Constance Ring. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5
7.
Johanne Meyer: Kvindens politiske Valgret og Valgbarhed. . . . . . . . . . . . 8
8.Katrine Winkel Holm: Jeg anklager feminismen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10
Ortografi og tegnsætning følger originalerne. Trykfejl er dog rettet.
2
112263.indd 2
12/03/12 10.52
5. Henrik Pontoppidan: En stor Dag
Teksten er en omarbejdet udgave af en fortælling, som Pontoppidan skrev i 1891.
Den indgik i 1899 i en ny udgave af Fra Hytterne, som udkom første gang i 1887.
Henrik Pontoppidan (1857-1943), dansk forfatter.
5
10
15
20
25
30
35
I en lille Indsidderstue1 i Udkanten af Byen boede et midaldrende Ægtepar.
Konen var rød og oppustet af Drikfældighed, Manden bleg og mager af den samme Last. Begge levede de kun for eet: Brændevin. Naar de havde sammentigget
sig saa mange Penge, at de kunde faa deres 2 Pots2 Flaske fyldt, lukkede de sig
inde i deres Stue og lagde sig i Sengen med Flasken imellem sig. Saa længe denne
endnu var nogenlunde fuld, var Forholdet imellem Ægtefolkene det bedste; men
efterhaanden som de nærmede sig Bunden, blev der Krig. Da sloges de i Sengen
og rev hinanden i Haaret – til stor Morskab baade for deres egne og andres Børn,
der stod paa Taa udenfor Vinduet og kiggede ind.
En Gang under en saadan heftig Strid hændte det, at Manden foer ud af Huset
med en blodig Rift paa Kinden, og siden var han ikke til at finde. Der gik en hel
Uge, uden at man saae eller hørte noget til ham.
Da bemærkede kørende Folk, at deres Heste blev sky og veg til Siden, hver
Gang de kom forbi en ubeboet Rønne, der laa ved Landevejen et Stykke fra Byen
og vendte en indsunken Gavl ud mod Vejen. Huset blev undersøgt, og man fandt
her de halvt opløste Rester af den forsvundne Mand, der havde hængt sig oppe paa
Loftet.
Han blev funden i en siddende Stilling, med Ryggen støttet mod Gavlbrædderne, og ganske uden Hoved; og i denne Stilling lod man ham sidde endnu halvandet
Døgn, fordi Loven bestemmer, at Liget af et Menneske, der er død uden Vidner,
ikke maa bortflyttes, før Øvrigheden3 har besigtiget det, ... og det tog jo Tid at
sende Bud til Købstaden, og endnu længere Tid for Øvrigheden at komme i Uniformen.
Imidlertid blev Huset et Valfartssted4 for den lille Landsbys opskræmte Befolkning, og hele Dagen var Landevejen foran det belejret af en støjende Flok af Smaahusenes Børn, der straks omringede de nyankomne for at vise dem, hvorledes man
udefra kunde skimte en Del af Liget gennem Sprækkerne i de raadne Gavlbrædder.
Ogsaa en fremmed Tilrejsende, der i Kroen havde hørt om Begivenheden, kom
hen paa Eftermiddagen drivende derud og stod et Øjeblik, omkreset af Børnene,
og saae op mod de sørgelige Menneskelevninger.
Børnene forholdt sig i Begyndelsen ganske tavse, ligesom for ikke at forstyrre
ham i Nydelsen. Men da han – hurtigt fordrevet af Stanken – havde vendt sig for at
gaa, sagde et af dem:
”Det er den Drengs Fa’er!”
Den Fremmede drejede sig hastigt omkring.
3
4
1
2
Indsidderstue: lejet værelse
Pot: gammelt mål, ca. 1 liter
Øvrighed: offentlig myndighed
Valfartssted: meget besøgt sted
3
112263.indd 3
12/03/12 10.52
40
45
50
55
”Hvad er det, du siger?”
”Det er den Drengs Fa’er!” gentog Barnet og pegede henimod sin Sidemand.
Der – midt i Klyngen, der fra begge Sider trængte sig omkring ham som en
Slags Æresvagt – stod en lille, bleg og forvokset1 Dreng paa syv-otte Aar og saae
op paa den fremmede Mand med et Par skelende Øjne, der skinnede som i en Rus.
”Er det din Fa’er?”
”Ja,” svarede han, – han stod med Hænderne i sine Bukselommer og satte selvbevidst den ene Fod frem.
Den fremmede havde løftet sine Bryn.
”Er det virkelig hans Fa’er?” spurgte han de andre Børn.
”Ja!” svarede Æresvagten i Kor og trykkede sig endnu tættere omkring den lille hæslige Krøbling, der pludselig var bleven Dagens Helt mellem Børnene paa
Grund af den ualmindelige Bevægelse, hans Faders Selvmord havde vakt.
Da den Fremmede kom tilbage til Kroen, forblev han længe tavs. Han, der om
Formiddagen havde moret sig over Kromandens Fortællinger om det fordrukne
Ægtepars vilde Kampe i Sengen om Flasken, fortalte slet ikke, hvor han havde
været. Men da han satte sig ved det Bord, der imidlertid var bleven dækket for
ham, og hvor den uundgaaelige Brændevinskaraffel tronede midt imellem Anretningens mange Smaatallerkener med røget og saltet Kød ligesom et Domkirketaarn paa et Slagtertorv, sagde han til Krokonen:
”Aa hør, go’e Kone – gør mig den Tjeneste at tage det Djævelskab der væk!”
forvokset: vanskabt
1
4
112263.indd 4
12/03/12 10.52
6. Amalie Skram: Constance Ring
Teksten er et uddrag af romanen Constance Ring (1885). Amalie Skram (18461905), norsk forfatter, dansk gift og bosat i Danmark siden 1884.
Den meget unge Constance er gift med den 16 år ældre hr. Ring.
5
10
15
20
25
30
35
Da hun nærmed sig Huset, saa hun, at Spisestuen var svagt oplyst, og tænkte, at
Alette1 maatte være der inde for at lægge i Ovnen.
Hun var allerede halvt oppe i Trappen, da hun husked, at Klokkeledningen
var i Ustand 2. Hun havde ingen Entrénøgle paa sig, derfor vendte hun om og gik
op Bagvejen. Da hun kom ind i Kjøkkenet, fandt hun Lampen stærkt osende og
Vandkjedlen saa voldsomt i Kog, at der stod en Sprøjt ud af Tuden hen over Gulvet. Uden at give sig Tid til at tage Tøjet af, vilde hun ind i Spisestuen for at
bede Pigen raade Bod paa denne Uorden. Døren var halv aaben, og idet hun
stødte den op, saa hun Bagsiden af Ring, der stod med noget klemt inde i sine
Arme og Hodet saa dybt fremoverbøjet, at det saa ud, som om Kroppen var
hodeløs. Uden at fatte, hvad det var, som foregik, traadte hun over Tærskelen, og
i samme Nu løsned der sig to Skikkelser ud fra hinanden. Med en hurtig Bevægelse vendte Ring sig om og skotted3 med langsomme Øjekast fra den ene til
den anden. Der kom en slap Trækning om hans Mundviger, et Slags fjollet Smil.
Med Ansigtet halvt bortvendt stod Alette; hun var flammende rød, hendes Haar
i Uorden; Øjnene fo’r raadvilde omkring, og den ene Haand kramsed hjælpeløst
paa Forklædet.
Constance blev greben af en underlig Svimmelhed. Det syntes hende, at hun
sank og sank, hun og Stuen og altsammen, og at det aldrig fik Ende. Hun vilde
gaa hen over Gulvet eller bare røre sig fra Stedet, hvor hun stod, men det forekom
hende, at hun var stivnet fra Top til Taa, og at det ikke vilde lykkes hende.
Alette var den første, som fatted sig; stille lusked hun ud af Stuen.
„Skal Du ikke ta Tøjet af?” Stemmen lød saa ydmyg, saa ulig hans almindelige. Hun vidste næsten ikke, om det var Ring, der havde talt. Men Lyden vakte
hende; hun gik et Par Skridt og tog et Tag i Spisebordet som for at støtte sig.
Ring begyndte langsomt at gaa frem og tilbage uden at passere forbi Constance. Da han anden Gang var tæt ved Døren, som Alette havde ladet staa aaben, lukked han den stilfærdig. Saa gik han hen til Buffeten, flytted et Glas og en Flaske
bag Temaskinen, og stilled sig op i en skraa Stilling med Haandfladen hvilende
paa Buffeten.
„Constance – jeg ber Dig – hm,” han bytted Fod, – „tro mig, – det var, – det var
ikke saa ondt ment, som det, – som det kanske saa ud.”
Hun stod ubevægelig og saa stivt hen for sig.
(…)
[Constance opsøger herefter sin kusine Marie, gift med en ven af Ring, Rikard
Hansen]
„Jeg vil ikke leve med Ring længere, – jeg kan det ikke” – og saa fortalte hun,
hvorledes Sagerne stod.
Alette: stuepigen
Klokkeledningen var i Ustand: dørklokken var i stykker
3
skotted: kiggede i smug
1
2
5
112263.indd 5
12/03/12 10.52
40
45
50
55
60
65
70
75
80
Det spændte Udtryk i Maries Ansigt veg efterhaanden Pladsen for et bekymret
Alvor.
„Ja, naturligvis forstaar jeg godt, at det har gjort Dig græsselig ondt, men det er
da ikke noget at ta saadan paa Vej for.” Hun vented lidt. „Et Mandfolk, som kysser
en Tjenestepige. – Det har ikke stort paa sig, Du.”
Det var Constance som om Grunden svigted under hende.
„En gift Mand, i sin egen Spisestue – med sin Kones Tjenestepige” – stammed
hun.
„Ja vist er det for galt, og jeg maa rigtignok sige, at jeg ikke havde troet, at
Ring var saadan. – Men Constance, er Du ganske vis paa, at Du ikke selv har
Skyld?”
„Hvad mener Du med det?” spurgte Constance.
„Du er altid saa kold og overlegen mod ham, det synes baade Rikard og jeg.”
Constance følte sit Hjærte sammensnøres. At Marie skulde vende Angrebet
mod hende, var noget, hun ikke havde tænkt sig. Hun stirred hjælpeløs paa hende.
„Hans Opførsel oprører Dig altsaa slet ikke?” spurgte hun.
„Jo, det skal Gud vide, Constance, – men Du maa huske, at Mændene er saa
ganske anderledes end vi. De er saa vant til slige Affærer fra før af, og de kan saa
let faa Tilbagefald, hvis ikke deres Koner, jeg havde nær sagt, sætter Livet ind paa
at holde dem fast, og det kan en Kone, i alt Fald en, der har de ydre Betingelser, –
som Du f. Eks.”
Constance følte en oprørsk Forbitrelse, der var nær ved at kvæle hende.
„Det er modbydeligt, hvad Du siger,” sa hun og knyttede uvilkaarlig Hænderne.
„Ja, ja, Constance, – Du faar nok lære om igjen, Du skulde bare vide, hvor faa
Mænd der er, som er sine Koner tro, ikke et af hundrede Ægteskaber er rent, Du.”
Og nu gav hun sig til at fortælle vidt og bredt om al den Uterlighed1, Ægtemændene bedrev, og Konerne saa gennem Fingre med; hun nævnte flere Eksempler fra
deres fælles nærmeste Bekjendte og fra andre, som de kun kjendte af Navn.
Constance blev sjælesyg af at høre paa det.
„Men du gode Gud!” – raabte hun til sidst, „hvis dette er sandt, og hvis alle
Mennesker finder sig i det, hvorfor er da ikke denne Løgneinstitution afskaffet?
Hvorfor i al Verdens Rige har vi ikke offentligt Flerkoneri?”
”Som Tyrker og Hedninger! – jo, det vilde være herligt”.
„Saa var der da Sandhed i Tingene, og saa vidste vi jo, hvad vi gik ind til.”
Marie vilde ikke gaa nærmere ind paa det meningsløse Snak.
„Ja, jeg er nu som sagt saa vis paa, at det kommer saa uhyre meget an paa
Konen, hvordan Ægteskabet blir. Hvis Du vilde, kunde Du faa en umaadelig Magt
over Ring. – Han er saa snil2 og saa let at lede – og saa elsker han Dig virkelig, om
han saa hundrede Gange kysser saadan en Tøs.”
Constance lo bittert.
„Ja, for det er bare en Mandfolkestreg. – Du kan endnu faa en udmærket Mand
af ham, og det er jo en Kones, – jeg kan næsten sige Mission at virke godt paa sin
Mand.”
al den Uterlighed: alle de seksuelle udskejelser
snil: rar
1
2
6
112263.indd 6
12/03/12 10.52
85
Men jeg føler ikke noget Kald for den Mission,” sa Constance haanlig.
„Vis Dig nu højmodig, Constance og tilgiv ham, saa skal Du se, Du faar Velsignelse af det. Ofte er en slig1 Hændelse et Middel i Guds Haand til at bringe Hjærterne nærmere sammen, naar vi bare bruger det paa den rette Maade.” Maries
Stemme vibrerte, og hendes Øjne var fugtige.
Der blev en Pause.
Constance sad med korslagte Arme og saa stivt hen for sig.
en slig: sådan en
1
7
112263.indd 7
12/03/12 10.52
7. Johanne Meyer: Kvindens politiske Valgret og
Valgbarhed
Teksten er et uddrag af en tale, som blev holdt i 1888 ved Nordisk Kvindesags­
møde i København. Johanne Meyer (1838-1915), dansk kvindesagsforkæmper.
5
10
15
20
25
30
Der tales i vor Tid saa meget om de besiddende og de besiddelsesløse1, om den
Uret, der øves mod Mennesket i den fjerde Stand 2, og med Rette; men i Virkeligheden er kun en Del af Folket besiddelsesløs, og det er Kvinderne.
Hver Gang en Stand har kæmpet for sine Rettigheder som Menneske – som
Borger – Bonde – har det altid været med hende ude af Betragtning; hendes Kaar
kunde være mere eller mindre trykkende under og ved Kampen, men at hun var et
Menneske, der lige saa fuldt som Manden trængte til at leve et Liv i Frihed og
Ansvar, det tænktes der ikke paa! Folket fortsatte stadig sin Udvikling med den
ene Halvdel udenfor Ligestillelse.
(…)
Systematisk holdt nede ved religiøse og huslige Følelser er Kvinden opdraget,
men Sandheden er stærk i vore Dage, og Lyset falder tydeligt over alle officielle
Løgne, hvoraf ingen er saa stor som Kvindens Opdragelse og Stilling i Samfundet,
thi den omfatter over Halvdelen af Menneskeslægten, og jeg vil ønske, at jeg i dette Øjeblik ikke maa staa som en, der klager, men som en virkelig Anklager over
for det Samfund, der som en Daare3 holder de Kræfter nede, som skulde bygge
dets egen Lykke op.
Der fremkom i vor sidste Rigsdagssamling4 et Forslag om at give Kvinden
kommunal Valgret, et Forslag, som, hvis det var blevet vedtaget, var kommet den
ugifte Kvinde til gode.
Vi kan saa godt forstaa, at aktive Politikere maa som Sømænd i Modvind krydse5 og øve forskellig Taktik, alt som Vinden blæser; men Vælgerfolket, vi, som
staa bag ved, vi maa holde klare Principper, og vi vil derfor ikke skjule, at det, vi
Kvinder vil, det er politisk og kommunal Valgret og Valgbarhed baade for den gifte og den ugifte Kvinde.
At Kvindesagens Centrum er den gifte Kvinde, vil let forstaas, naar vi tænke
paa, at det er den unge Slægt, til hvem vi knytte vort Haab; men hvorledes skal
dens Opdragelse komme i det rette Spor, naar Moderen, den nærmeste Opdragerinde, ikke har nogen Deltagelse i det offentlige Liv.
Den væsentligste Anke6, der rejses herimod, er, at Kvinden har andre Evner
end Manden. Der siges ikke, at hun er ringere end han; heller ikke anses hun i kriminelle Sager for mindre Personlighed end han, da hun heri straffes i Lighed med
Manden. I Skattepligter og i personlige Pligter dømmes hun ligestillet. Kun naar
besiddende / besiddelsesløse: folk som ejer/ikke ejer noget af betydning
fjerde Stand: arbejderklassen
3
Daare: tåbe
4
Rigsdagssamling: Rigsdagens (i dag Folketingets) arbejdsår
5
krydse: sejle i siksak op mod vinden
6
Anke: indvending
1
2
8
112263.indd 8
12/03/12 10.52
35
40
45
50
55
hun kræver sin Ret i Ordningen af det offentlige, da bliver man pludselig øm over
hende og nænner ikke at drage hende ind heri.
”Hvis Kvindens Evner er ringere end Mandens”, siger Grundtvig1 etsteds,
”hvorfor taler vi da til hende om det højeste og bedste, om Gud og om Kærlighed?” Nej, det er heller ikke det. Hun roses jo stadig for sine dybe Evner, sin
Moderlighed, sin Ømhed og Forstaaelse af de lidende, sin Skønhedssans, sin Sympathi for Kunst og Poesi, og til Overflod besidder hun Husholderiskhed 2.
Alle disse Kræfter og Evner, som skattes saa højt i Hjemmet, hvorledes tror
man, at de uden Skade kan undværes i Ordningen af det offentlige Liv? Og er der i
det hele taget saa stor Forskel paa Husholdningerne i det smaa og Husholdningerne i det store? Vi tro det ikke.
(…)
Samfundet har ikke Raad til at undvære Halvdelen af Folkets Deltagelse i det
almene Vel.
Digteren Ploug3 sagde i Landstinget4 i Vinter, da han var Ordfører for Flertallet
i Landstinget, der ikke ønskede Kvinderne ind i det offentlige Liv: ”Kvinden bør
ikke komme ind, thi det er hendes Sag at tage sig af Hjærteanliggender”. Han burde have sagt: Derfor bør Kvinden komme ind, thi Ordningen af vort Samfund er et
Hjærteanliggende.
(…)
Ind i selve Lovgivningsarbejdet maa Kvinden, hvis det er sandt, at hun har
mere Følelse end Manden; thi det er Love, som er gennemtrængte af Humanitetsfølelsen5, vi maa have.
3
4
Grundtvig: Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872), dansk præst og digter
Husholderiskhed: evner for at holde hus
Digteren Ploug: Carl Ploug (1813-1894), dansk digter og politiker
Landstinget: indtil grundlovsændringen i 1953 bestod den danske rigsdag af to afdelinger: Landstinget
og Folketinget.
5
Humanitetsfølelsen: menneskelighed, det at føle forståelse for og omsorg for andre
1
2
9
112263.indd 9
12/03/12 10.52
8. Katrine Winkel Holm: Jeg anklager feminismen
Teksten er et uddrag af en artikel i Berlingske Tidende 26. september 2010.
­Katrine Winkel Holm (f. 1970), dansk teolog og samfundsdebattør.
5
10
15
20
25
30
35
40
Jeg er et omvandrende ressourcespild. I ca. ti år har jeg brugt størstedelen af min
tid på børn, hjem og hus. Resultatet er et slunkent CV samt en stort set ikke-eksisterende pensionsopsparing. Og hvad så? Jeg har det, der er bedre: tre børn, jeg
ikke føler, jeg har forsømt, og en familie, der er intakt. En stor rigdom. Alligevel
kan mine feministiske kønsfæller forklare mig, at jeg er et ressourcespild og oven i
hatten et omvandrende ligestillingsproblem. Jeg er nemlig økonomisk afhængig af
min ægtefælle. Bruger man størstedelen af sin vågne tid på at passe sine egne,
ikke andres, børn, er det stort set umuligt at forsørge sig selv. Ikke noget at skamme sig over, for selve ideen med et ægteskab er i mine øjne, at »mand og hustru
skal være hinanden til støtte og i fællesskab varetage familiens tarv«, som det hed
i en gammel ægteskabslov.
Men nej, det er slet ikke godt. Sådan lyder den fasttømrede statsfeministiske
grundopfattelse, som jeg har haft rig lejlighed til at studere det seneste år.
(…)
På Ligestillingsministeriets hjemmeside oplyses jeg om, at jeg er med til at forhindre realiseringen af ligestilling, fordi jeg personligt har gjort alt, hvad jeg har
kunnet, for at bidrage til den »meget skæve barselsfordeling« mellem forældrene
(jeg ammede bedre end min mand, syntes jeg), hvad der ifølge dansk statsfeminisme er »et af de allerstørste ligestillingsproblemer«.
En mor, der tager sig fuldtids af sine børn, er et samfundsmæssigt spild og skaber af et af de allerstørste ligestillingsproblemer! Det er den semiofficielle, statsfeministiske danske holdning anno 2010. Det er det, vi opflasker danske piger til at
tro, samtidig med at vi beklager os over det lave fødselstal, de mange opløste
familier og de forældre, der ikke tager sig nok af deres børn.
»Det har jeg aldrig hørt før«, kom en ung, kvindelig studerende hen og fortalte
mig efter et foredrag, hvor jeg havde slået til lyd for, at hjemmet er andet end en
kødgryde. »Jeg har aldrig før hørt, at det er i orden ikke at gøre karriere,« betroede hun mig. Ikke spor overraskende, når den statsfeministiske opfattelse er, at
ikke-karriere-kvinder er ressourcespild. Og hvad der er helt grotesk: Denne systematiske nedgørelse af kvindens klassiske arbejdsfelt, der med Hanne-Vibeke
Holsts1 gamle, præcise formulering bidrager til »moderskabets fatale prestigetab«,
finder sted i kvindernes navn. Af kvinder. For kvinder. Det kan vi takke feminismen for, ikke kun »elitefeminismen«, eller »forbudsfeminismen«, men den realeksisterende feminisme, som vi møder den i dag. »En feministisk bevægelse, der
havde respekt for kvindens indsats i fortiden, ville ikke forklejne husarbejdet,
moderskabet eller det ubetalte medborgerlige og lokale arbejde. Den ville ikke
gøre en lønseddel til det eneste symbol på præstation«. Sådan skrev den store,
amerikanske sociolog Christopher Lasch. Men hvor findes en sådan feministisk
bevægelse? Jeg har ikke mødt den.
(…)
Hanne-Vibeke Holst: dansk forfatter (f. 1959)
1
10
112263.indd 10
12/03/12 10.52
45
50
55
Moderne feminister har for længst taget BH´en og læbestiften til nåde, men opfordrer stadig til kønskamp. En endeløs strid, der mere og mere ligner et evigt, ustoppeligt søskendeskænderi om, hvem der sidst tømte opvaskemaskinen, og hvem der
sidst gik ned med skraldespanden. En kønskamp, der er lige så destruktiv, som
den er ulidelig.
Til gengæld fornægter moderne feminisme den skæbne, som kvinder til en vis
grad er ofre for: Vi er fysisk svagere end mænd og har derfor i visse situationer
brug for deres beskyttelse, vi kan kun få børn i den periode, hvor det samtidig forventes, at vi gør karriere. Vi er på disse områder handicappede i forhold til
arbejdsmarkedet og er derfor pisket til at træffe nogle svære valg. Det må vi se i
øjnene og få det bedste ud af, eventuelt ved omhyggeligt at vælge uddannelser og
jobs, der er forenelige med børn og familie. Gør man det, anklages man for at forråde kvindesagen og gøre ligestillingsproblemerne større. Det er ikke sandt.
Tværtimod afslører påstanden feministernes egen foragt for den kvindelige livssfære og arbejdsfelt. Det er den, det er på tide at gøre op med.
For nej, jeg har ikke spildt mine ressourcer. Jeg har skabt en familie.
11
112263.indd 11
12/03/12 10.52
12
112263.indd 12
12/03/12 10.52
Oplysninger til brug for Copydan
Lise Ammitzbøl m.fl.: Det moderne gennembrud. Vild med dansk, Gyldendal, 2009.
Anonym: Idé og Virkelighed. Socialisten 1871.
Henrik Ibsen: Et dukkehjem. Dansklærerforeningen, 1967.
Herman Bang: Fattigliv. Claes Kastholm Hansen (red.): Reportager af Herman Bang. Gyldendal,
1983.
Henrik Pontoppidan: En stor Dag. Noveller og skitser, bind 1. Gyldendal, 1950.
Amalie Skram: Constance Ring. Gyldendal, 1978.
Johanne Meyer: Kvindens politiske Valgret og Valgbarhed. Hvad-vi-vil, nr. 7, 1888.
Katrine Winkel Holm: Jeg anklager feminismen. Berlingske Tidende 26. september 2010.
Billeder:
Ilja Repin: Pramdragerne fra Volga. Gregori Sternin: Ilja Repin. Parkstone Aurora, 1999.
Christian Krohg: Kampen for Tilværelsen. Oscar Thue: Christian Krohg. Aschehoug, 1997.
Elin Danielson-Gambogi: Ved Thebordet. Lise Ettrup m.fl.: Det modernes gjennombrudd i Norden. Dansklærerforeningen, 1993.
13
112263.indd 13
12/03/12 10.52
112263.indd 14
12/03/12 10.52
112263.indd 15
12/03/12 10.52