1
SCHILLER INSTITUTTET
En hyldest til
William Shakespeare
1 5 6 4 - 2 0 1 4
450 år
2
P R O G R A M
Velkomst
v/ formand Tom Gillesberg
Sange af Heise til tekster af Shakespeare
Sopran: Feride Istogu Gillesberg
Klaver: DominikWizjan
Shakespeare Seen in Light of Friedrich Schiller's
»Theater as a Moral Institution«
v/ Daniel Grasenack-Tente
Shakespeares brug af metaforen i sit forfatterskab,
belyst gennem skuespillet »Romeo og Julie«
v/ Michelle Rasmussen
Diskussion
Bliv medlem
1 år: 500 kr.
6 mdr.: 275 kr.
3 mdr. introduktion: 100 kr.
Homebanking: 1551-5648408, Giro: 564-8408
3
Feride Gillesberg
Tekster af Shakespeare sat til musik
af Peter Heise
(ca. 1868)
1)
Græd ikke mere, du lille mø!
fra »Stor ståhej for ingenting«
Græd ikke mere, du lille mø!
Hvem vil på manden lide?
En fod på land, en fod i sø,
hans hjerte flagrer vide.
O, græd ej saa, men lad ham gaae;
vær frisk og glad i sinde,
og lad din sorg og klage gaae
med sang for alle vinde, og lad...
Syng ikke meer med suk i løn
den sang saa fuld af smerte!
Fra den tid vaaren først var grøn
bor svig i mandens hjerte.
O, græd ej saa, men lad ham gaae;
vær frisk og glad i sinde,
og lad din sorg og klage gaae
med sang for alle vinde, og lad...
2)
Den Jomfru sad med sorgen
fra »Othello«
Den jomfru sad med sorgen bag løvet i læ.
De pile, de grønne pile,
med hånden på sit bryst,
med sit hoved på knæ.
De grønne, de grønne pile.
De klare bækken randt forbi
og hvisked hendes nød.
De pile, de grønne pile.
De salte tårer trilled
4
og gjorde stenen blød.
de grønne, de grønne pile.
Jeg fletter min krands af
de grønne, grønne pile.
3)
Der var en gang en Svend med sin pigelil.
Af "Som man behager"
Der var en gang en svend med sin pigelil;
de sang, saa det klang over mark og vang, de sang...
de gik ad den grønne rugmark til.
i den unge vaar, - når ringe byttes og hjerter slaaer,
nar fuglene gynge på kvisten og synge, jeg fæster min brud i vaar, jeg fæste min brud i vaar.
Hvor rugen stod saa tæt og saa grøn,
de sang, saa det klang, over mark og vang...
der fandt de to sig en plads i løn.
I den unge vaar, når ringe byttes og ...
Og som de sad en vise de kvad,
de sang, saa det klang, over mark og vang ....
Saa flygtigt er livet som blomstens blad.
I den unge vaar, når ringe byttes og ....
Saa grib da tiden, forinden den gaar,
de sang saa det klang over mark og vang....
thi elskov er blomsten i livets vaar.
I den unge vaar, når ringe byttes og ...
4)
Den gang jeg var Ung og Elskovsfuld
Fra »Hamlet«
Den gang jeg var ung og Elskovsfuld, det var mig stort behag,
og tiden den gik saa let, saa let, det tyktes mig ingen sag.
Men alderdom kom listede og fik mig i sine kløer,
og bragte mig til et fremmed land, da var jeg ei den, som før.
En hakke og en spade kun, dertil et dødninglin,
os saa et hul i dyben muld, den stads skal være din.
5
5)
Hvis du vil ligge her under de grønne træer
Fra »Som man behager«
Hvis du vil ligge her, under de grønne træer,
synge af freidigt bryst, kappes med fuglens røst,
kom hid, kom hid, kom hid i skoven ud!
Hos mig due seer ei fjender fleer, end blæst og vinterslud,
ej fjender fleer, end blæst og vinterslud.
Vrager du hofmandsskik, fryder dig solens blik,
vinder du selv dit brød, nøisom af jordens skjød,
kom hid, kom hid, kom hid i skoven ud!
Hos mig du seer ei fjender fleer, end blæst og vinterslud,
ej fjender fleer, end blæst og vinterslud.
6)
Kom nu kun, kom nu kun, Død
Fra »Helligetrekongersaften«
Kom nu kun, kom nu kun, Død,
svøb mig ind i dit sorte sørgeslør
Fly, min sjæl, fly fra livets nød,
ved den dejliges grumhed jeg døer, ved den...
Min hvide dragt med buxbom på, o bered den!
en død som den, jeg lide må, ingen led den.
Ingen blomst, ingen blomst må
strøes til pryd paa min kistes sorte fjæl;
Ingen ven, ingen ven staae ved min baare
med sorgfuldt farvel, ved min baare med sorgfudt farvel,
For graad at spare, byg med flid, skjul min rede,
at ingen elsker kan gaae did for at græde.
7)
Naar til lyren Orpheus sang.
fra »Henrik den Ottende«
Naar til lyren Orpheus sang,
bøied sig ved strængens Klang
træets top og isdækt fjeld, og isdækt fjeld...
Urt og blomst sprang frodigt ud
Ret som naar, paa vaarens bud,
Regn og solskin blandes vel.
6
Alting tystned ved hans spil;
bølgen tav og lytted til;
tæmmet laa den vilde sø, den vilde sø...
Tonens tryllemagt er stærk,
sjælekval og hjerteværk,
lytte sig i blund og dø.
8)
Blæs, blæs, du vintervind!
fra »Som man behager«
Blæs, blæs, du vintervind!
glemsomme venners sind lang være saar kan slaae;
fnøs du end nok saa vred, aldrig saa dybt du bed,
fordi dig ingen saae.
Syng da i sky under egen den grønne,
med svig fare venner, med falskhed de skjønne;
men her i det grønne kan livet sig lønne, livet sig lønne!
Frys, frys, du bittre kuld kuld!
du er ej pinefuld som Utaks beske drik,
stivner du bølgen fast, aldrig du sved saa hvast
som venners kolde blik.
Syng da i sky under egen den grønne,
med svig fare venner, med falskhed de skjønne,
men her i det grønne kan livet sig lønne!
9)
Sig hvor, sig hvor fødes elskovslyst!
fra »Kjøbmanden i Venedig«
Sig hvor, sig hvor fødes elskovs lyst?
Sig hvor fødes elskovs lyst?
i vort hoved, i vort bryst?
Hvor er den fostret trygt og tyst?
Elskov er i øjet fød, elskov er i øjet fød,
med blikke fostret, og sin død
faaer den på sin ammes skjød.
Saa jordes den med klokkeklang
Ding dang, ding dang...
ding! Dang!
7
10)
Genoveva mit ihrem Kind im Gefängnis
(Ikke Shakespeare tekst)
Schlafe, schlafe mein Kind!
Draussen geht der Wind,
die dicken Mauern Beschützer sind.
Dein Jammergeschrei
Bericht mein Herz entzwei,
schlafe, schlafe mein Kind.
Draussen geht der Wind,
die dicken Mauern Beschützer sind.
Dein lichter Blick ist all mein Glück,
Wenn ich dich tränke,
in deinem Auge mich versenke,
so verfliegen, versiegen
die Bilder der Leiden
und weichen den Freuden,
dein lichter Blick ist all mein Glück.
Doch wenn ich gedenke,
dass du, meine Lust,
an Mutterbrust
verschmachten musst,
dann möcht ich die Seele dein,
in Küssen dir entziehn,
mit dir entfliehn,
vor Gottes Thron zu sein!
Schlafe mein Kind, schlafe mein Kind!
Bös die Menschen sind.
Lass uns sterben, o Gott, gelind!
P. Heises oversættelse af
Genoveva med sit barn i fængslet
Sov nu, sov nu, barnlil’,
under stormens spil,
de tykke mure beskytte dig vil.
8
Dit jamrende skrig –
hjertet knuger mig –
sov nu, sov nu, barnlil’,
under stormens spil,
de tykke mure beskytte dig vil.
Dit søde blund,
dit smil om mund,
din spæde røst
er al min trøst.
Har jeg ved brystet
dig fast i mine arme krystet,
da bort iler,
da hviler
hvert sorgernes minde,
for glæden de svinde,
din spæde røst,
er al min trøst.
Dog, ak, naar jeg tænker,
at du, al min lyst,
ved moders bryst
faaer ingen trøst,
o, kunde jeg sjælens baand,
o kunde jeg sjælens baand
da sprænge med mit kys, med dig bortflye,
med dig hen i Guds Faderhaand!
sov nu, barnlil’!
Ondt kun verden vil;
tag os til dig, O, Herre mild.
9
Daniel Grasenack-Tente
Shakespeare In Light of Schiller
From Theater as a Moral Institution
1784
»Human nature cannot bear the
uninterrupted and eternal rack of daily
business; and sensual excitement simply
dies with its own gratification. Man,
overwrought by animal enjoyments,
fatigued from protracted labors,
tormented by his eternal compulsion to
remain active, thirsts for better and more
select amusement—either this, or he will
blindly plunge into wild revelry,
accelerating his own demise and
disrupting the peace of society.
Bacchanalian debauchery, ruinous
gambling, a thousand follies hatched
from idleness—these are the inevitable
consequences of the legislator's inability
to rechannel these tendencies within the
population. The businessman is in
danger of developing stomach ulcers as
his atonement for a life of selfless
dedication to the state; the scholar is in
danger of degenerating into a dull
pedant; the common man, into a beast.
The stage is the institution where
instruction and pleasure, exertion and
repose, culture and amusement are wed;
where no one power of the soul need
strain against the others, and no pleasure
is enjoyed at the expense of the whole.
When grief gnaws at our heart, when
melancholy poisons our solitary hours;
when we are revolted by the world and
its affairs; when a thousand troubles
weigh upon our souls, and our
sensibilities are about to be snuffed out
underneath our professional burdens—
then the theater takes us in, and within
its imaginary world we dream the real
one away; we are given back to
ourselves; our sensibilities are
reawakened; salutary emotions agitate
our slumbering nature, and set our hearts
pulsating with greater vigor. Here the
unfortunate, seeing another's grief, can
cry out his own; the jolly will be
sobered, and the secure will grow
concerned. The delicate weakling
becomes hardened into manhood, and
here the first tender emotions are
awakened within the barbarian's breast.
“And then, at last – O Nature! what a
triumph for you!—Nature, so frequently
trodden to the ground, so frequently
risen from its ashes!—when man at last,
in all districts and regions and classes,
with all his chains of fad and fashion
cast away, and every bond of destiny
rent asunder—when man becomes his
brother's brother with a single allembracing sympathy, resolved once
again into a single species, forgetting
himself and the world, and
reapproaching his own heavenly origin.
Each takes joy in others' delights, which
then, magnified in beauty and strength,
are reflected back to him from a hundred
eyes, and now his bosom has room for
a single sentiment, and this is: to be
truly human.«
10
From Henry V
by William Shakespeare
1599
PROLOGUE
Enter Chorus
Chorus
O for a Muse of fire, that would ascend
The brightest heaven of invention,
A kingdom for a stage, princes to act
And monarchs to behold the swelling scene!
Then should the warlike Harry, like himself,
Assume the port of Mars; and at his heels,
Leash'd in like hounds, should famine, sword and fire
Crouch for employment. But pardon, and gentles all,
The flat unraised spirits that have dared
On this unworthy scaffold to bring forth
So great an object: can this cockpit hold
The vasty fields of France? or may we cram
Within this wooden O the very casques
That did affright the air at Agincourt?
O, pardon! since a crooked figure may
Attest in little place a million;
And let us, ciphers to this great accompt,
On your imaginary forces work.
Suppose within the girdle of these walls
Are now confined two mighty monarchies,
Whose high upreared and abutting fronts
The perilous narrow ocean parts asunder:
Piece out our imperfections with your thoughts;
Into a thousand parts divide on man,
And make imaginary puissance;
Think when we talk of horses, that you see them
Printing their proud hoofs i' the receiving earth;
For 'tis your thoughts that now must deck our kings,
Carry them here and there; jumping o'er times,
Turning the accomplishment of many years
Into an hour-glass: for the which supply,
Admit me Chorus to this history;
Who prologue-like your humble patience pray,
Gently to hear, kindly to judge, our play.
Exit
11
Michelle Rasmussen
Shakespeare og
metafor
1. Romeo (First sight)
O, she doth teach the torches to burn
bright!
Her beauty hangs upon the cheek of
night,
Like a rich jewel in an Ethiop's ear;
Act I, scene v
2. Chorus
A pair of star-cross'd lovers take their
life;
Prologue
3. Montague
... But all so soon as the all-cheering
Sun,
Should in the furthest East begin to
draw
The shady Curtains from Aurora's bed,
Away from light steals home my
heavy Son,
And private in his Chamber pens
himself,
Shuts up his windows, locks fair
daylight out,
And makes himself an artificial night:
-- Act I, scene 1
4. Balcony scene: Romeo
But, soft, what light through yonder
window breaks?
It is the East, and Juliet is the Sun,
Arise fair Sun and kill the envious
Moon,
Who is already sick and pale with
grief,
That thou her maid art far more fair
than she:
Å, med forstærket glans hver fakkel
skinner!
Som en juvel i nergerpigens øre,
så smykker hendes skønhed nattens
kinder,
to elskende, der måtte stride
med vrede stjerner og stor modgang
lide,
men liså snart som solen, verdens liv,
begynder, fjernt i øst, at drage bort
de mørke forhæng fra Auroras leje,
så lister, tung i sind, min søn sig hjem
fra lyset, låser døren til sit kammer
og lukker skodderne for dagens lys,
og skaber sig en kunstig nat derinde
Men tys! Der kommer lys fra vinduet!
Ja, der er øst, og Julie er solen!
Stå op, du skønne sol, og dræb kun
månen,
misundelige måne, hvid af harme,
fordi du, hendes tjenerinde, er
langt skønnere end hun.
12
…Two of the fairest stars in all the
heaven,
Having some business, do entreat her
eyes
To twinkle in their spheres till they
return.
What if her eyes were there, they in
her head?
The brightness of her cheek would
shame those stars,
As daylight doth a lamp; her eyes in
heaven
Would through the airy region stream
so bright
That birds would sing and think it
were not night.
-- Act II, Scene 2
…Men to af himlens stjerner
fik andet ærind og bad hendes øjne
at skinne for dem, til de kom tilbage.
Tænk blot, hvis stjernerne og hendes
øjne
nu bytted plads? Å, stjernerne blev
matte
ved hendes kinders glans, som lampens skin
ved dagens lys; men hendes øjne ville
oplyse himlen med så klar en glans,
at fuglen sang og troede det var morgen.
1. Juliet
Come, night. Come, Romeo. Come,
thou day in night,
For thou wilt lie upon the wings of
night
Whiter than new snow upon a raven’s
back.
Come, gentle night, come, loving,
black-browed night,
Give me my Romeo. And when I shall
die,
Take him and cut him out in little
stars,
And he will make the face of heaven
so fine
That all the world will be in love with
night
And pay no worship to the garish sun.
Act III, scene 2
Kom, nat! – Kom, Romeo, du dag i
natten!
For her, på nattens vinger, vil du hvile
mer hvid end sne på ravnens sorte ryg!
Kom, blide nat! Kom, elskovsrige nat
med sorte bryn! Giv mig min Romeo!
Og når han dør, så del ham op i stjerner!
Han vil forskønne himlens ansigt sådan,
at alle folk forelsker sig i natten
og ikke mere hylder solens glimmer
13
Juliet (at the end of their night
together)
Wilt thou be gone? It is not yet near
day:
It was the Nightingale, and not the
Lark,
That pierced the fearful hollow of
thine ear;
Nightly she sings on yon Pomegranate
tree,
Believe me Love, it was the
Nightingale.
Romeo
It was the Lark, the Herald of the
Morn:
No Nightingale: look Love, what
envious streaks
Do lace the severing Clouds in yonder
East:
Night's Candles are burnt out, and
jocund day
Stands tiptoe on the misty Mountains’
tops,
I must be gone and live, or stay and
die.
[Juliet
Yon light is not day-light, I know it, I:
It is some Meteor that the sun exhales,
To be to thee this night a Torch-bearer,
And light thee on thy way to Mantua.
Therefore stay yet, thou need'st not to
be gone.
Romeo
Let me be ta'en, let me be put to death,
I am content, so thou wilt have it so.
I'll say yon grey is not the morning's
eye,
'Tis but the pale reflex of Cynthia's
brow.
Nor that is not the Lark, whose notes
do beat
The vaulty heaven so high above our
heads,
Julie: Å, går du nu? Det er jo langtfra
dag;
det var jo nattergalen, ikke lærken,
der nåede dit bange øres gange;
den synger her hver nat i det granattræ;
tro mig, min egen, det var nattergalen.
Romeo: Nej, det var lærken, morgenens forkynder,
og ingen nattergal. Se, elskede,
i østen de misundelige striber
på kanten af de skilte morgenskyer.
Udbrændt er nattens lys; den muntre
dag
står som på tåspids bag ved bjergets
tåger.
Nu må jeg bort herfra og frelse livet,
og ellers blive her og finde døden.
[Julie: Det lys er ikke dagens lys, det
ved jeg!
Det er et meteor, optændt af solen,
og det skal være dig en fakkelbærer
og lyse dig på vej til Mantua;
å, vent dog lidt! Det haster ikke sådan.
Romeo: Så lad dem gribe mig og dræbe mig!
Hvis blot det er din vilje, er jeg glad.
Vi siger, det grå er ikke morgenlyset,
nej, det er bare månens blege genskin;
og ikke lærkens slag, hvis dirren fylder
den høje himmelhvælving over os.
14
I have more care to stay than will to
go:
Come, death, and welcome, Juliet
wills it so.
How is't my soul, let's talk, it is not
day.
Juliet
It is, it is, hie hence, be gone, away:
It is the Lark that sings so out of tune,
Straining harsh Discords, and
unpleasing Sharps.
Some say the Lark makes sweet
Division;
This doth not so: for she divideth us.
Some say, the Lark and loathed Toad
change eyes,
O, now I would they had changed
voices too:
Since arm from arm that voice doth us
affray,
Hunting thee hence, with Hunts-up to
the day,
O now be gone, more light and it light
grows….]
7. Romeo
More light and light, more dark and
dark our woes.
-- Act III, Scene 5
Jeg blir her meget heller end jeg går.
Kom, død, og vær velkommen; Julie
vil det.
Nej, søde hjerte, det er ikke dag!
Julie: Jo, jo, det er, bort, skynd dig,
skynd dig bort!
For det er lærkens sang, så skærende,
at sangens mislyd skurrer i mit øre.
Man siger, lærken synger håb og
glæde;
men der er håbløs afsked i dens sang.
Folk siger, at lærken bytted øjne med
den lede tudse! Hvorfor ikke stemme?
Dens stemme river mig fra dine arme,
den kalder dagen frem, bortkalder dig.
Farvel, min ven, det lysner mer og
mer!]
Romeo: Ja, sorger mørkner om os, fler
og fler
8. Last scene
Prince
A glooming peace this morning with it
brings;
The sun, for sorrow, will not show his
head:
Go hence, to have more talk of these
sad things;
Some shall be pardon'd, and some
punished:
For never was a story of more woe
Than this of Juliet and her Romeo.
Fyrsten; En dyster fred går frem med
denne dag!
Af sorg vil solen selv sit ansigt dølge.
Kom, lad os nøje drøfte denne sag;
derpå skal nåden eller straffen følge.
En større sorg i verden ingen ved
end Romeos og Julies kærlighed!