1. No category

FSB
Muligheder og perspektiver ved en samlokalisering af
nødmeldecentralerne for brand og redning (110), politi (112) og
det præhospitale akutberedskab (113) samt indførelsen af et
fælles nødnummer
Indledning
Med et stadigt hurtigere ændrende trusselsbillede samt fokus på samme, synes det
essentielt, at organisationen og struktureringen af nødmeldetjenesten er funderet i
samfundets behov, hvorfor udgangspunktet for dens virke bør tages i borgerne og ikke
systemet.1
Det handler om at skabe et bedre tilbud i form af en øget tryghed til borgerne, ligesom det
handler om udviklingen af nødmeldetjenesten generelt, herunder bedre tilgængelighed,
bedre udnyttelse af ressourcer og bedre samarbejde.2
Hvor den nuværende organisation og struktur af landets nødmeldecentraler i Norge er delt
op i fagområder omfattende brand og redning (110), politi (112) og det præhospitale
akutberedskab (113), er hensigten gennem en samlokalisering at få antallet reduceret fra
1
Netop det ændrede trusselsbillede og de dermed ændrede forudsætninger for den nuværende organisation
af nødmeldetjenesten og de igangværende overvejelser omkring samlokaliseringen af brand (110), politi
112) og sygehusvæsnet (113), bekræfter at nødmeldetjenestens virke ikke har eller kan få karakter af
statisk.
2
Som netop omtalt og fremhævet i rapporten vedrørende forenkling og effektivisering av nødmeldetjeneste. I
den forbindelse handler det samtidig om at få optimal udnyttelse af det landsdækkende
radiokommunikationssystem, kaldet Nødnettet. For mere herom henvises til: Utredning 2004, Forenkling og
effektivisering av nødmeldetjenesten – Et trygt system, Det Kongelige Justits- og Politidepartement, Oslo.
1
de nuværende 90 (110 – 23 centraler, 112 – 27 centraler og 113 – 40 centraler) til mindre
end 10 på landsplan, og samtidig få nødmeldecentralernes virke forankret i en og samme
organisation.3
Således gennemføres projektet SAMLOK omkring en samlokalisering
forskellige nødmeldecentraler i Søndre Buskerud omfattende Søndre
central IKS (brand), Operationscentralen 112 ved Søndre Buskerud
medicinsk nødnummer 113 (akutmedicinsk kompetencecenter – AMK)
Buskerud HF.4
af landets tre
Buskerud 110
politidistrikt og
ved sygehuset
Visionen for projektet SAMLOK er, at en samlokaliseret nødmeldingscentral ” … skal gi
bedre tjenester med økt trygghet til befolkningen, og være et fyrtårn i utviklingen av
nødmeldetjenesten i Norge”.5 Samtidig udelukkes ikke på forhånd muligheden for en
videreudvikling af projektet vedrørende samlokalisering, herunder indførelsen af et muligt
fælles nødnummer.6
Forudsætningerne for samlokalisering af nødmeldecentraler
Forudsætningen for samlokaliseringen af landets nødmeldecentraler vil være
tilvejebringelsen af de nødvendige rammer, herunder faciliteter og fælles teknologisk
platform samt en revurdering af de forskellige nødmeldecentralers nuværende geografiske
dækningsområde.
Men ligesom det handler om at få tre teknologiske platforme forenet, og tre forskellige
geografiske områder bragt i overensstemmelse, ligeså meget og ligeså vigtig vil det være
at få tre forskellige (organisations)kulturer til at virke sammen.7
3
Med henvisning til St.meld. nr. 22 vedrørende samfundssikkerhed, så vil vil nødetatene i Drammen ”
samlokalisere sine nødmeldesentraler i nybygde lokaler på toppen av politihuset, men vil fortsatt operere tre
sentraler med hvert sitt personell. Målsettingen med samlokaliseringen er å bidra til et bedre tilbud til
befolkningen, bedre ressursutnyttelse og bedre samhandling mellom nødetatene. Samlokaliseringen i
Drammen bør gi et godt grunnlag for å kunne trekke ut erfaringer og læring som både regjeringen og andre
kan ha nytte av i arbeidet med å planlegge for felles nødmeldesentraler. For mere herom henvises til:
St.meld. nr. 22 (2007-2008), Samfunnssikkerhet, samvirke og samordning, Det Kongelige Justits- og
Politidepartement, Oslo.
4
For mere herom henvises til: Beslutningsgrunnlag for en samlokalisering av 110 – 112- 113 I Søndre
Buskerud, Rapport fra nedsatt prosjektgruppe, 5. januar 2007.
5
For mere herom henvises til: Præsentation af PROSJEKT – SAMLOK, Samlokalisering av
nødmeldesentralene, Prosjektleder Per Henriksborg, Drammen, 2. oktober 2008, planche 7.
6
De igangværende overvejelser omkring muligheden for indførelsen af et fælles nødnummer for brand, politi
og sygehusvæsnet er dog ikke nye. Således var der allerede i 1964 nedsat et udvalg med det formål at
arbejde for netop en standardisering af de forskellige nødnumre for landets nødmeldecentraler. For mere
herom henvises til: Nødhjelpnummer 000 for hele landet, Aftenposten, 9. maj 1964.
7
Den forskellige forståelse af opgave og kernekompetence blandt de involverede organisationer i
samfundets beredskab kan imidlertid give problemer, når det gælder både det organisatoriske og praktiske
ledelsesansvar, hvorfor det er afgørende at få disse aspekter grundigt belyst i forbindelse med eventuelle
nye tiltag i forbindelse med et formaliseret samarbejde på tværs af aktørerne i samfundets beredskab. En
central problematik, som derfor skal have opmærksomhed, er eksistensen af forskellige kulturer indenfor
samme organisation, hvis sådanne ikke deler et fælles grundlag. Det er såvel organisationsteoretisk som
praktisk velkendt, at dette er hyppigt forekommende, endog normalen – også – og specielt – i politisk
administrative sammenhænge, men det kan samtidig, hvis ikke det tildeles fornøden opmærksomhed, give
2
Med kultur menes, at der indenfor en organisation er skabt et sammenhængende og
vedvarende mønster af tankegange i forhold til organisationens centrale opgaver og
menneskelige relationer.8
En sådan forståelse er ofte centreret omkring organisationens ”kernekompetencer”, som
forstås som del af organisationens kultur. Opgaver, som ligger udenfor organisationens
kultur vil typisk ikke opnå samme opmærksomhed som opgaver, der ligger i forlængelse af
organisationens selvforståelse.9
Hver aktør har hver deres respektive opgaver. Men hvor opgaverne i forhold til den enkelte
organisation og missionsforståelse synes indlysende, kan omvendt andres opgavesæt og
rolle være vanskelig at forstå.
Skabes det derfor ikke på forhånd et fælles grundlag, vil der ikke for organisationen
eksistere en fælles rolleforståelse eller identitet, og således intet fælles mønster for
hverken adfærd eller tankegang.10
Omvendt og såfremt det lykkes at skabe en fælles organisationskultur blandt de
involverede etater, er det forventningen at denne vil kunne vinde udbredelse blandt også
de operative aktører på skadestedet, ligesom det vil kunne bidrage til en bedre
øvelsesplanlægning mellem brand og redning, politi og det præhospitale akutberedskab.
Muligheder og perspektiver for nødmeldetjenesten
Hvor udgangspunktet for en ny nødmeldecentral er godt, synes mulighederne og
perspektiverne ovenud gode. Det være sig i forhold til visiteringen og en bedre bistand,
trippelvarslingsrutiner, hurtigere responstid, samarbejde og handling på skadestedet samt
kompetenceudvikling og udveksling af erfaringer.
anledning til vanskeligheder. I den sammenhæng skal henvises til manglende effektivitet. Når her anføres
betegnelsen ”ikke-effektiv”, er det for at betone forskellen fra ”ineffektiv”. Dette i betydningen af, at
organisationer, der kendestegnes ved en kulturkonflikt som følge af, at få ”påtvunget” nye måder at gøre
tingene på udefra, ofte fungerer løst koblet. Hermed menes, at organisationens nye profil i overvejende grad
fungerer som et legitimerende ansigt udadtil, mens gamle og eksisterende rutiner styrer praksis.
8
Disse kulturer fungerer som organisationens ”identitet”, der med kun langsom foranderlighed overleveres
fra en generation af ansatte til den næste, ligesom de leverer en sammenhængende forståelse af, hvilken
rolle man som organisation løser. For mere herom henvises til James Q. Wilson, Bureaucracy. What
Government Agencies Do and Why They Do It, Basic Books, New York, 1989.
9
Som det lader sig konstatere, er der en stor forskel på, hvad de forskellige organisationer opfatter som
deres kernekompetence. Kulturen i den enkelte organisation udveksles i et kompliceret samspil mellem
interne og eksterne faktorer, som påvirker hinanden gensidigt, ligesom den udgør en stabiliserende faktor i
organisationens virke. Omvendt er den af samme årsag vanskelig at forandre såfremt omstændighederne
måtte kræve det. Det være sig som følge af fornyelser på forskellige områder i samfundet, herunder ny
teknik og indsigt, nye kommunikationsmuligheder m.m. For mere herom henvises til: Jørgen F. Bakka, Egil
Fivelsdal og Lars Lindkvist, Organisationsteori: struktur, kultur, processor, Uppsala 1999.
10
Har denne modstand på alle niveauer i organisationen ikke kunnet forhindre en inkludering af opgaver,
som ikke harmonerer med organisationskulturen, har resultatet ofte været rivalisering imellem
organisationskulturer. Endvidere har man eksempler på, at en organisation vil søge at modsætte sig
inkluderingen af opgaver i organisationen, som ikke harmonerer med organisationens kultur eller
rolleforståelse. For mere herom henvises til James Q. Wilson, Bureaucracy. What Government Agencies Do
and Why They Do It, Basic Books, New York, 1989.
3
Ydermere skal henvises til muligheden for optimal udnyttelse af ressourcerne og skabelse
af en række synergieffekter mellem de involverede aktører i samfundets beredskab,
omfattende brand og redning, politi og det præhospitale akutberedskab.11
Samtidig giver en samlokalisering af nødmeldecentralerne mulighed for og/eller anledning
til en på længere sigt egentlig samtænkning af disse, hvilket allerede på nuværende
tidspunkt vil skabe behov for fokus på en fælles operatøruddannelse og ikke mindst
udviklingen af operatørrollen til et vigtigt fagfelt med tilhørende certificering.
En fælles bred operatøruddannelse inden for områderne brand og redning, politi og det
præhospitale akutberedskab vil alt andet lige kunne skabe større positiv effekt for
borgerne, idet operatørernes samtidige kompetencer i disse tre fagområder vil kunne
skabe bedre koordinering af ressourcerne i de tilfælde, hvor tilstedeværelsen af flere
aktører er nødvendig.
Spørgsmålet om, hvorvidt hver af de tre etater skal bidrage til en fælles
operatøruddannelse samt hvilken myndighed, der skal have ansvaret for uddannelsen, vil
dog først for alvor blive aktuelt i tilfælde af en samtænkning af nødmeldecentralerne.
I den forbindelse synes det oplagt og logisk om man netop med udgangspunkt i projektet
SAMLOK i Drammen lod oprette et egentligt tværfagligt forum og/eller innovationscenter
med fokus på nytænkning og udnyttelse af fælles teknologiske løsninger samt udvikling af
samarbejdsformer på tværs af sektormyndighedernes virke.
Alternativt kunne man forestille sig en til formålet nyoprettet organisation uafhængig af de
tre etater, hvilket samtidig vil kunne bidrage til skabelsen af en fælles rolleforståelse eller
identitet og dermed fælles mønster for såvel adfærd som tankegang. 12
Dette ikke mindst med hensyn til problematikken omkring de forskellige kulturer i
organisationerne, som i forvejen må forventes at indbyde til forskellige opfattelser på
baggrund af de i forvejen velkendte interesser, ligesom det må handle om at få samlet en
række gensidigt relaterende funktioner.13
Uafhængig af hvilken model man måtte vælge eller foretrække, synes det ovenud relevant
at medtænke skadestedskendskab og operativ skadestedserfaring i en egentlig
operatøruddannelse. Netop skadestedskendskabet og skadestedserfaringen synes
11
Hvor aktørerne i samfundets beredskab understøtter hinanden i løsningen af forskellige opgaver, synes
netop en samlokalisering at kunne skabe forudsætningerne for at opnå optimal udnyttelse af hinandens
kapaciteter og kompetencer i samfundets samlede beredskab og dermed bidrage til en optimal koordinering
og ressourcestyring, hvilket vil lette flådestyringen i tilfælde af en eller flere større hændelser.
12
I Finland stilles ikke krav om en beredskabsmæssig uddannelse for at kunne optages på
alarmoperatøruddannelsen, som varer halvandet år. Ansøgeren skal være mindst 18 år, have en
studentereksamen eller tilsvarende, samt et almindeligt kørekort. Oven i denne uddannelse kan man tage et
20-ugers uddannelsesforløb for at blive vagtleder (skiftmästare). Således har en finsk alarmoperatør på
lederniveau modtaget omkring to års undervisning indenfor sit respektive fagområde. For mere herom
henvises til Preben Bonnén og John Sadolin, Alarmeringscentralen som tværfaglig koordinerende og
ressourcestyrende organ, BONNÉN REPORT, København, oktober 2006.
13
For mere herom henvises til Preben Bonnén og John Sadolin, Alarmeringscentralen som tværfaglig
koordinerende og ressourcestyrende organ, BONNÉN REPORT, København, oktober 2006.
4
selveste forudsætningen for skabelsen af den nødvendige sammenhæng og kontinuitet fra
opkald til nødmeldecentralen til hjælpen er fremme.
Af same årsag synes det ikke umiddelbart relevant hvilken aktør, som modtager opkaldet
til nødmeldecentralen, men hvilken organisation og struktur denne bør hvilke på
omfattende alle relevante aktører.
Samlokalisering af nødmeldecentraler og fælles nødnummer
Umiddelbart vil samlokaliseringen af nødmeldecentralerne for brand, politi og
sygehusvæsnet kunne anskues uafhængig af de igangværende politiske overvejelser
omkring indførelse af et muligt fælles nødnummer til erstatning for de nuværende tre
nødnumre til brand og redning, politi og det præhospitale akutberedskab.14
I den forbindelse skal også henvises til at de tre nødmeldecentraler har at gøre med andre
opgaver end blot at modtage nødmeldeopkald. Således udgør modtagelsen af
nødmeldeopkald for eksempelvis politiets vedkommende kun en lille del af hverdagens
mange gøremål.
Omvendt og med henvisning til politiets lovhjemlede ansvar for at lede og koordinere (læs:
Politiloven), bl.a. redningsindsats (LRS), synes netop samlokaliseringen med fælles
oplæring og øvelser dog positivt. Ikke mindst fordi en større hændelse vil kræve deltagelse
fra andre etater end politiet alene.
Skal politiet kunne varetage sin opgave som ledende og koordinerede myndighed, er ” …
det avgjørende at etaten har rolleforståelse og øvelsesmønster som i slike situasjoner
baserer seg på samvirke med andre nød- og beredskapsetater, kommuneledelse, lokalt
næringsliv, frivillige organisasjoner og publikum", som det udtrykkes i St.meld. 42
(Politirollemeldingen).15
Hvor virket for politiets operationscentral i denne sammenhæng udgør det operative
niveau, ligger politiets indsatsledelse på det taktiske niveau, hvorfor organiseringen af
nødmeldetjenesten må forventes ændret, såfremt projektet vedrørende samlokalisering i
Drammen videreudvikles, herunder med indførelse af et muligt fælles nødnummer.16
14
Hvad angår projektet vedrørende samlokaliseringen, drejer dette sig blot om en fælles fysisk placering af
nødmeldecentralerne for brand, politi og sygehusvæsen. For mere herom henvises til: St.meld. nr. 22 (20072008), Samfunnssikkerhet, samvirke og samordning, Det Kongelige Justits- og Politidepartement, Oslo,
afsnit 6.4, pkt. 6.4.4.
15
For mere herom henvises til: I St.meld. 42, Politirollemeldingen), Det Kongelige Justits- og
Politidepartement, Oslo, afsnit 6.7, pkt. 6.7.1
16
At projektet vedrørende samlokalisering i Drammen kan videreudvikles med indførelse af et muligt fælles
nødnummer fandt ligeledes omtale i St.meld. nr. 22. For mere herom henvises til: St.meld. nr. 22 (20072008), Samfunnssikkerhet, samvirke og samordning, Det Kongelige Justits- og Politidepartement, Oslo,
afsnit 6.4, pkt. 6.4.4.
5
Behov eller manglende behov for fælles nødnummer
Forslaget om indførelsen af et fælles nødnummer har fundet modstand hos bl.a.
Helsetilsynet, som vurderer, at dette ikke vil formindske antallet af fejlnødopkald til politiet,
men derimod øge responstiden for medicinsk nødhjælp, grundet manglende fagkyndighed
hos bl.a. operatørerne.17
Hvorvidt et fælles nødnummer vil koste menneskeliv, som fremført af store dele i
sygehusvæsnet, synes ovenud vanskeligt at vurdere, grundet manglen på nærmere
undersøgelse heraf. Omvendt vil det være af ligeså stor interesse at få undersøgt og
vurderet, hvorvidt netop manglen på et fælles nødnummer ikke har kostet menneskeliv.18
Hvor befolkningen i dag i forvejen har store vanskeligheder med at finde frem til rette
myndighed, synes netop et fælles nødnummer alt andet lige at kunne gøre det lettere for
den enkelte borger at få kontakt til myndighederne uanset om der er ønske om kontakt til
brand og redning, politi eller det præhospitale akutberedskab.19
Uden det nødvendige kendskab til eksempelvis nødnummeret 113, foreligger der netop
risiko for, at borgeren ikke rettidigt får kontakt til rette myndighed og dermed direkte
adgang til den nødvendige hjælp i en given situation, hvilket vil kunne koste menneskeliv
(situationens alvor taget i betragtning).20
Således synes udgangspunktet for kritikken mod indførelsen af et muligt fælles
nødnummer for brand og redning, politi og det præhospitale akutberedskab, baseret på en
forkert præmis, idet man i kritikken ikke medtænker de forventede planlagte ændringer i
den nuværende organisation og struktur af nødmeldecentralerne (som synes
forudsætningen herfor), men udelukkende forholder sig til den nuværende organisation og
struktur.21
17
For mere herom henvises til artiklen: Helsetilsynet går mot felles nødnummer, Helsetilsynet, Oslo, 16.
oktober 2004.
18
I den forbindelse skal henvises til en undersøgelse af et repræsentativt udsnit af befolkningen i juni 2008
foretaget af Norstat for konsulentselskabet Geelmuyden Kiese, hvori befolkningens manglende kendskab til
nødnumrene blev påpeget, hvilket muligvis også er årsagen til, at 88 % af befolkningen i en undersøgelse
udført allerede i 2002 var positive stemt over for indførelsen af et fælles nødnummer. For mere herom
henvises til: Pressemelding nr. 52, Det Kongelige Justits- og politidepartementet, Oslo, 9.maj 2008.
19
Ved ulykker hvor flere aktører er involveret, har alarmeringscentralen i Danmark den samlende og
koordinerende funktion. Hvorvidt anmelderen selv skulle kunne tage stilling til hvilken myndighed der er
relevant blev afvist i rapport vedrørende alarmering og akut indsats, ligesom denne anbefalede endvidere, at
der fortsat opereres med blot et og samme alarmeringsnummer. For mere herom henvises til: Rapport fra
Underudvalget vedrørende alarmeringsfunktionen til Udvalget vedrørende alarmering og akut indsats,
København, 31. marts 1999.
20
Omvendt er det opfattelsen i EU at 1-1-2 gennem kampagner tilstrækkeligt indarbejdet i befolkningernes
bevidsthed som alarmeringsnummer. Således er 1-1-2 at betragte som det fælles europæiske
alarmeringsnummer, der skal kunne benyttes til at foretage nødopkald overalt i EU. For mere herom
henvises til: State of implementation of the single European emergency call number ”1-1-2” (as of
September 2001), version 2.0, Europa Kommissionen, Bruxelles, 18. oktober 2001.
21
At sikre en bedre samordning og/eller samtænkning af de forskellige virkeområder i samfundets
beredskab er dog ikke at forveksle med en sammenblanding af kompetencerne. Dog er det opgaven
(herunder de politiske visioner og ambitioner), som bør dikterer strukturerne i fremtidens organisation af
nødmeldetjenesten og ikke strukturerne, som dikterer opgaven.
6
Dette i sig selv giver en debat, baseret på et fra begyndelsen forkert grundlag, hvilket er
uheldigt mulighederne og perspektiverne taget i betragtning. Der er ikke tale om
indførelsen af blot et fælles nødnummer, men mere og snare om at tilrettelægge og
indrette en ny organisation.22
Vigtigheden af information og oplysning til befolkningen
Dog handler det ikke blot om tilrettelæggelsen og indretningen af en ny organisation, men
ligeså meget om oplysning af befolkningen om, hvilken myndighed man retter
henvendelse til i tilfælde af en ulykke. Det være sig gældende for såvel de nuværende tre
nødnumre, som i tilfælde af et og samme nødnummer.
Omvendt er det antagelsen, at oplysning af befolkningen om hvilken myndighed man retter
henvendelse til i tilfælde af en ulykke eller større hændelse, alt andet lige må forventes
lettere med et fælles nødnummer, ligesom denne oplysning på forhånd bør målrettes
befolkningen generelt.
I den forbindelse skal henvises til Danmark, Sverige, Finland og Island, hvor der den 11.2.
hvert år gennemføres en såkaldt 112-dag, hvor formålet netop går på at oplyse
befolkningen om hvem og hvordan man kontakter myndighederne i tilfælde af ulykke og
samtidig oplyser om samfundets beredskab generelt.23
Alligevel bør oplysning af befolkningen omkring de respektive nødnumre foregå løbende
og omfatte så godt som alle befolkningsgrupper, hvor enkelthed – vel at mærke – skal
være hovedprincippet.
Således bør der udover gennemførelsen af årlige informationsarrangementer skabes
opmærksomhed på nødnumrene ved oplysningskampagner på offentlige steder, såsom
banegårde, busstationer, busstoppesteder og offentlige institutioner, herunder
uddannelsesinstitutioner, sygehuse og borgerservice m.m. samt i presse og medier.
De videre initiativer og tiltag vedrørende nødmeldetjenesten
Den 3. december 2008 behandlede Stortinget St.meld. nr. 22 vedrørende
samfundssikkerhed, hvor temaet netop omhandlede overvejelserne om introduktionen af
et fælles nødnummer og fælles nødmeldecentraler.
22
I denne nye organisation vil og bør det selvsagt tages hensyn til at den livreddende behandling ikke bliver
forsinket. Således bør operatørerne på den nye nødmeldecentral kunne dække alle fagområder og
kompetencer, som de i dag hver især varetager. Det vigtigste krav ved eventuel indførelse af et fælles
nødnummer bør være en videreførelse af det nødvendige fagkyndighedsprincip, som også meddelt af
Stiftelsen Norsk Luftambulanse (SNLA) ved åben høring i Stortinget den 2. oktober 2008. For mere herom
henvises til: Stiftelsen Norsk Luftambulanse (SNLA) melding ved åben høring i Stortinget den 2. oktober
2008.
23
Hvor formålet i Sverige, Finland og Island går på hvordan man som borger anmelder en ulykke, vægter
den danske model af 112-dagen at skabe større opmærksomhed omkring samfundets beredskab, herunder
en række relevante problemstillinger og de forskellige roller de mange aktører i samfundets beredskab
spiller.
7
Oplæring og uddannelse af operatører til politets nødmeldecentral
© FSB
Resultatet af behandlingen blev nedsættelsen af en interdepartemental arbejdsgruppe,
hvis arbejde skulle afsluttes og fremlægges for Stortinget inden den 1. juni 2009.24
I indstillingen til St.meld. nr. 22 om et fælles nødnummer og fælles nødmeldecentraler,
hedder det at regeringen ” … tar sikte på å innføre felles nødnummer og etablere felles
nødmeldesentraler for brann, helse og politi”.
Som begrundelse for denne beslutning henvises til at Nødmeldetjenesten ” … er en del av
den offentlige operative beredskapen som skal komme nødstilte til unnsetning. Tjenestens
oppgaver er å motta nødanrop, vurdere situasjonen, gi profesjonell veiledning til
innringeren og iverksette nødvendige tiltak, for eksempel utrykning (…)”.
Ikke mindst erfaringerne har betydet, at ” … samarbeidet mellom nødmeldesentralene og
etatene kan forbedres. Manglende felles rutiner og manglende, sen eller ufullstendig
viderevarsling mellom nødetatene kan få alvorlige konsekvenser for publikum i akutte
nødsituasjoner”.
24
Kort tid efter nedsættelsen af arbejdsgruppen, aflagde denne besøg i Drammen med henblik på at få
indblik i projektet SAMLOK, ligesom arbejdsgruppen den 8. december gennemførte en dialogkonference
vedrørende et nødnummer og fælles nødmeldecentraler.
8
Netop med det formål at få sikret borgernes tryghed, synes – ifølge arabejdsgruppen – et
fælles nødnummer at ” … være mer brukervennlig for publikum enn dagens ordning, da
man unngår forvirring om hvilken etat og hvilket nummer man skal ringe i kritiske
nødssituasjoner”.
I forlængelse heraf henvises til, at et og samme nødnummer ” … mellom norsk
nødnummer og det felleseuropeiske nødnummeret vil også være fordelaktig – både for
utlendinger på besøk i Norge og for nordmenn i Europa”.25
Lovgivning vedrørende nødmeldetjenestens organisation og virke
På samme måde som krav om klarhed, konsistens og omstillingsevne forekommer
indlysende i kraft af nødmeldetjenestens rolle som omdrejningspunkt, er der ligeledes
både tydelige gevinster og potentielle synergieffekter at hente såfremt
nødmeldecentralerne præsterer at indfri disse krav.26
Mere klarhed i det skadeorganisatoriske set-up, vil således medfører en mere strømlinet
organisation i hvilken ansvarsfordelingen imellem aktører i tilfælde af en større hændelse
er helt klare, ligesom konsistens på tværs af nødmeldecentralerne ville kunne sikre
retningslinier i tilfælde af en større hændelse og danne konceptuelt grundlag for et mere
formaliseret tværsektoralt samarbejde (udenom også nødmeldecentralerne).27
Dette
lader sig muligvis imødekomme med
en lovgivning
vedrørende
nødemeldecentralens organisation og virke, idet netop en lovgivning herom ville være en
politisk beslutning, funderet i landets repræsentative demokratiske struktur. 28
Det er antagelsen, at en lovgivning vedrørende nødemeldecentralens organisation og
virke, såvel som på et hvilket som helst område, vil medfører en rationel velargumenteret
25
Således er det regeringens samlede opfattelse, at en ny organisering af nødmeldetjenesten er påkrævet,
ligesom det handler om at få udnyttet de forskellige sektormyndigheders ressourcer på optimal vis. Endelig
henvises til behovet for at kunne begå sig på flere sprog end blot norsk. I den forbindelse vil større centraler
”… l ettere kunne tilrettelegge for mottak av nødanrop på flere språk. Fellessentraler kan også videreføre
mottak av meldinger om akutt forurensning og varsle Kystverket, slik 110-sentralene gjør i dag”.
26
Således kunne en lovgivning vedrørende nødemeldecentralens organisation og virke repræsentere første
skridt imod et formaliseret samarbejde imellem aktørerne i samfundets beredskab, og hermed sikre den rette
organisation samt de rette strukturer i forhold til aktørerne i samfundets beredskab og deres varetagelse af
respektive opgaver.
27
Samtidig ville en lovgivning vedrørende nødemeldecentralens organisation og virke have en vægtig
signalværdi i og omkring samfundets beredskab, idet den potentielt vil kunne have eller få indflydelse på alle
aktører og hermed antyde et mere sammenhængende beredskab overfor borgere såvel som aktørerne i
samfundets beredskab.
28
Dette er tilfældet i Finland, hvor intentionen med en lovgivning vedrørende 1-1-2 er, at kunne ”… ensure
the even provision, availability and quality of emergency response centre services throughout Finland and to
improve cooperation between public authorities”, som det udtrykkes. Således har man i Finland lovgivet
omkring service niveauet, synergieffekterne, samordning og koordinering, ligesom det også er tilfældet
vedrørende problematikken omkring leverandører til samfundets beredskab. For mere herom henvises til:
Emergency Response Act, 157/2000 (amendments up to 762/2003 included), Ministry of Interior, Finland,
section 1,1 og Preben Bonnén og John Sadolin, Alarmeringscentralen som tværfaglig koordinerende og
ressourcestyrende organ, BONNÉN REPORT, København, oktober 2006.
9
gennemgang af området samt garantere implementering af de bedste løsninger på en
række underområder.29
Som emner indenfor hvilke en lovgivning synes at kunne gøre en forskel kan nævnes
ansvarsfordeling i situationer med nødmelding, geografisk placering af nødmeldecentralerne, indretning og bemanding af nødmeldecentralerne, uddannelse af personalet
samt datasikkerhed og tavshedspligt.
Netop problemstillingen vedrørende datasikkerhed og tavshedspligten hører til blandt de
mest omdiskuterede områder i forhold til samlokaliseringen af nødmeldecentralerne for
brand og redning, politi og det præhospitale akutberedskab.30 Alligevel synes en
samordning af lovgivningen for nødmeldetjenesten dog ikke på nuværende tidspunkt
aktuel.
Det er antagelsen, at de nuværende lovgivninger omkring tavshedspligten for de
involverede myndigheder omfattende brand, politi og sygehusvæsnet synes ovenud
tilstrækkelig.31 Dog vil det alligevel på længere sigt kunne blive relevant at få samordnet
disse forskellige regelværk i en og samme lovgivning.32
Udvidelse af projektet SAMLOK
Hvor et fælles nødnummer vil være fordelagtigt, og hvor det vil være væsentligt at gøre
brug af erfaringerne fra de øvrige nordiske landene, bør Norge dog ” … finne sin egen
modell, tilpasset norske forhold”, som det blev udtryk i rapporten til en fremtidig fra den
interdepartementale arbejdsgruppe.33
Arbejdsgruppen anbefaler således en model, som ” … innebærer at mottak av alle
nødanrop og veiledning av innringer flyttes fra etatenes eksisterende nødsentraler til felles
29
For mere herom henvises til Preben Bonnén og John Sadolin, Alarmeringscentralen som tværfaglig
koordinerende og ressourcestyrende organ, BONNÉN REPORT, København, oktober 2006.
30
Især i forhold til visitation af anmelderen gældende for hele landet, synes en lovgivning for 1-1-2 at kunne
gøre sig gældende, ligesom en sådan mulig lovgivning vil kunne befri operatøren for en ikke relevant
administrativ byrde i forhold til varetagelsen af alarmeringsfunktionen. For mere herom henvises til Preben
Bonnén og John Sadolin, Alarmeringscentralen som tværfaglig koordinerende og ressourcestyrende organ,
BONNÉN REPORT, København, oktober 2006.
31
Hvor en samlokalisering af nødmeldecentralerne for brand, politi og sygehusvæsnet ikke forudsætter
ændringer i gældende lovgivning, vil situationen være en kvalitativ anden i tilfælde af en mulig samordning. I
tilfælde af en mulig samordning. For mere herom henvises til: Beslutningsgrunnlag for en samlokalisering av
110 – 112- 113 I Søndre Buskerud, Rapport fra nedsatt prosjektgruppe, 5. januar 2007.
32
Dette i tilfælde af at samlokaliseringen af nødmeldecentralerne for brand, politi og sygehusvæsnet måtte
udvikle sig til en samordning af disse. I en sådan mulig fælles lovgivning bør denne omhandle en regulering
af hvordan og hvornår operatørerne har adgang til hvilke informationer, og under hvilke omstændigheder
disse informationer bør frigives til såvel andre myndigheder som det operationelle niveau (læs: indsatleder
på skadestedet). I den forbindelse drejer det sig om hvorvidt den enkelte operatør skal have adgang til alle
informationer, men kun kan frigive relevante informationer eller hvorvidt operatøren blot skal have adgang til
de sundhedsfaglige informationer, som f.eks. elektroniske patient journaler, hvorimod politiet kan gøre brug
af politimæssige informationer, hvorved den enkelte myndighed/institution ikke har lige adgang til
personrelateret informationer.
33
For mere herom henvises til rapport: Forslag til fremtidig organisering av nødmeldetjenesten,
interdepartemental arbeidsgruppe, Oslo, 15. juni 2009,kapitel 9, afsnit 9.6, s.90.
10
112-sentraler, samt at virksomheten ved dagens 110-sentraler og AMK-sentraler overføres
til de nye 112-sentralene. Den øvrige virksomheten ved politiets operasjonssentraler
opprettholdes som i dag”.34
Det er vurderingen at en fælles nødmeldecentral vil kunne varetage ” … behovene for
hurtig og adekvat håndtering av nødanropene, tilstrekkelig samordning og brukerretting på
en betryggende og forsvarlig måte”, som arbejdsgruppen understreger.35
At håndtere opkald til nødmeldecentralen på en betryggende og forsvarlig måde
forudsætter ” … tilstrekkelig erfaring med å håndtere tidskritiske og komplekse hendelser
for å sikre nødvendig kompetanseog god faglig kvalitet i tjenesten. Befolkningsgrunnlaget
for den enkelte sentral må derfor være stort nok til å gi operatørene tilstrekkelig erfaring fra
et bredt spekter av ulike hendelser”.36
Implementeringen af et nyt fælles nødnummer og en ny struktur af nødmeldecentralerne
vil indebærer omfattende organisatoriske, økonomiske og tekniske ændringer, hvorfor
arbejdsgruppen anbefaler gennemførelsen af et pilotprojekt med det formål at
kvalitetssikre vurderingen som ligger til grund for ændringerne.37
Gennemførelsen af pilotprojekt vil dog forudsætte en samlokalisering af
nødmeldecentralerne for brand og redning, politi og det præhospitale akutberedskab. I den
forbindelse synes Drammen at udmærke ”… seg som et aktuelt pilotprosjekt. Her har det i
lengre tid pågått en prosesse for å samlokalisere de tre sentralene i en og samme etasje
på politihuset(SAMLOK-prosjektet)”.38
Konkluderende bemærkninger
Samlokaliseringen af brand (110), politi (112) og sygehusvæsnet (113) i Drammen blev
fuldendt den 16. marts 2010, hvor sygehusvæsnets nødmeldecentral flyttede ind. Årsagen
til sygehusvæsnets senere indflytning end det var tilfældet for brand og politi, skal søges i
de mange tekniske udfordringer på grund af den forsinkede kontrolrum soft ware hvorfor
en alternativ og midlertidig løsning er fundet.
Hvor det præhospitale akutberedskab rykkede ind med sin nødmeldecentral den 16. marts
2010, havde brand og redning den 9. marts 2010 forinden overtaget nødmeldecentralen
34
For mere herom henvises til rapport: Forslag til fremtidig organisering av nødmeldetjenesten,
interdepartemental arbeidsgruppe, Oslo, 15. juni 2009, kapitel 12, afsnit 12.1, s. 105
35
For mere herom henvises til rapport: Forslag til fremtidig organisering av nødmeldetjenesten,
interdepartemental arbeidsgruppe, Oslo, 15. juni 2009, kapitel 12, afsnit 12.1, s. 105
36
For mere herom henvises til rapport: Forslag til fremtidig organisering av nødmeldetjenesten,
interdepartemental arbeidsgruppe, Oslo, 15. juni 2009, kapitel 12, afsnit 12.3, s. 109
37
Intentionen med pilotprojektet vil være at ” … avdekke behov for eventuelle korrigeringer av ordningen før
landsdekkende omlegging av tjenesten og er derfor et viktig risikoreduserende tiltak”. S. 117
38
Hvor arbejdsgruppen har valgt at pege på Drammen til gennemførelse af pilotprojektet, har også
Sunnmøre (Ålesund) ii Nord-Trøndelag (Namsos) udvist interesse, ligesom arbejdsgruppen heller ikke på
forhånd udelukker, at ” .. det også finnes andre aktuelle steder for å gjennomføre pilotprosjekt”. For mere
herom henvises til rapport: Forslag til fremtidig organisering av nødmeldetjenesten, interdepartemental
arbeidsgruppe, Oslo, 15. juni 2009, kapitel 13, afsnit 13.1, s. 117.
11
Vestfold fylke. Det betyder at brands nødmeldecentral i Drammen i alt dækker omkring
500.000 indbyggere i Buskerud og Vestfold fylker.
Udgangspunktet for projektet SAMLOK og de videre tiltag i forbindelse med dette synes
godt, ligesom samlokaliseringen af nødmeldecentralerne vil kunne danne konceptuelt
grundlag for et mere formaliseret tværsektoralt samarbejde mellem etaterne i samfundets
beredskab.
Således bør nye strukturer for organisationen af nødmeldetjenesten ikke blot baseres på
de nuværende omstændigheder og systemer, men også under skyldig hensyntagen til de
ændrede forudsætninger og den videre udvikling inden for rammerne af samfundets
beredskab og den fremtidige teknologi.
Det fremtidige operationsmønster vil alt andet lige stille nye krav til samfundets beredskab,
hvorfor de på længere sigt potentielle krav bør indgå i de videre overvejelser i forhold til
nødmeldecentralernes organisation og virke, herunder skabelsen af plads og mulighed for
også at kunne honorere kommende endnu ikke specificerede krav.
I den forbindelse skal henvises til spørgsmålet om datasikkerhed og tavshedspligten. Hvor
de nuværende regler for datasikkerhed og tavshedspligt i forhold til en samlokalisering af
nødmeldecentralerne synes ovenud tilstrækkelig, vil et senere behov for at få disse
samordnet i en og samme lovgivning ikke på forhånd kunne udelukkes.
Hvad heller ikke på forhånd kan eller bør udelukkes i de igangværende overvejelser
vedrørende nødmeldetjenestens organisation og virke, er indførelsen af et muligt fælles
nødnummer.
Alligevel synes modstanden stor, ligesom kritikken fra begyndelsen synes baseret på en
forkert præmis, idet man i kritikken ikke medtænker de forventede planlagte ændringer i
den nuværende organisation og struktur.
Men skal nødmeldetjenesten også i fremtiden kunne varetage og løse opgaven på optimal
vis, må fokus rettes og fastholdes på borgerens krav og forventninger, herunder øget
sikkerhed for borgerne, optimering af ressourcer samt fremtidssikring. Således drejer det
sig om at tilvejebringe grundlaget for en objektiv og nuanceret diskussion uafhængig af de
nuværende og gældende strukturer.
Preben Bonnén
København, 16. september 2010
12