FSB Muligheder og perspektiver ved en samlokalisering af nødmeldecentralerne for brand og redning (110), politi (112) og det præhospitale akutberedskab (113) samt indførelsen af et fælles nødnummer Indledning Med et stadigt hurtigere ændrende trusselsbillede samt fokus på samme, synes det essentielt, at organisationen og struktureringen af nødmeldetjenesten er funderet i samfundets behov, hvorfor udgangspunktet for dens virke bør tages i borgerne og ikke systemet.1 Det handler om at skabe et bedre tilbud i form af en øget tryghed til borgerne, ligesom det handler om udviklingen af nødmeldetjenesten generelt, herunder bedre tilgængelighed, bedre udnyttelse af ressourcer og bedre samarbejde.2 Hvor den nuværende organisation og struktur af landets nødmeldecentraler i Norge er delt op i fagområder omfattende brand og redning (110), politi (112) og det præhospitale akutberedskab (113), er hensigten gennem en samlokalisering at få antallet reduceret fra 1 Netop det ændrede trusselsbillede og de dermed ændrede forudsætninger for den nuværende organisation af nødmeldetjenesten og de igangværende overvejelser omkring samlokaliseringen af brand (110), politi 112) og sygehusvæsnet (113), bekræfter at nødmeldetjenestens virke ikke har eller kan få karakter af statisk. 2 Som netop omtalt og fremhævet i rapporten vedrørende forenkling og effektivisering av nødmeldetjeneste. I den forbindelse handler det samtidig om at få optimal udnyttelse af det landsdækkende radiokommunikationssystem, kaldet Nødnettet. For mere herom henvises til: Utredning 2004, Forenkling og effektivisering av nødmeldetjenesten – Et trygt system, Det Kongelige Justits- og Politidepartement, Oslo. 1 de nuværende 90 (110 – 23 centraler, 112 – 27 centraler og 113 – 40 centraler) til mindre end 10 på landsplan, og samtidig få nødmeldecentralernes virke forankret i en og samme organisation.3 Således gennemføres projektet SAMLOK omkring en samlokalisering forskellige nødmeldecentraler i Søndre Buskerud omfattende Søndre central IKS (brand), Operationscentralen 112 ved Søndre Buskerud medicinsk nødnummer 113 (akutmedicinsk kompetencecenter – AMK) Buskerud HF.4 af landets tre Buskerud 110 politidistrikt og ved sygehuset Visionen for projektet SAMLOK er, at en samlokaliseret nødmeldingscentral ” … skal gi bedre tjenester med økt trygghet til befolkningen, og være et fyrtårn i utviklingen av nødmeldetjenesten i Norge”.5 Samtidig udelukkes ikke på forhånd muligheden for en videreudvikling af projektet vedrørende samlokalisering, herunder indførelsen af et muligt fælles nødnummer.6 Forudsætningerne for samlokalisering af nødmeldecentraler Forudsætningen for samlokaliseringen af landets nødmeldecentraler vil være tilvejebringelsen af de nødvendige rammer, herunder faciliteter og fælles teknologisk platform samt en revurdering af de forskellige nødmeldecentralers nuværende geografiske dækningsområde. Men ligesom det handler om at få tre teknologiske platforme forenet, og tre forskellige geografiske områder bragt i overensstemmelse, ligeså meget og ligeså vigtig vil det være at få tre forskellige (organisations)kulturer til at virke sammen.7 3 Med henvisning til St.meld. nr. 22 vedrørende samfundssikkerhed, så vil vil nødetatene i Drammen ” samlokalisere sine nødmeldesentraler i nybygde lokaler på toppen av politihuset, men vil fortsatt operere tre sentraler med hvert sitt personell. Målsettingen med samlokaliseringen er å bidra til et bedre tilbud til befolkningen, bedre ressursutnyttelse og bedre samhandling mellom nødetatene. Samlokaliseringen i Drammen bør gi et godt grunnlag for å kunne trekke ut erfaringer og læring som både regjeringen og andre kan ha nytte av i arbeidet med å planlegge for felles nødmeldesentraler. For mere herom henvises til: St.meld. nr. 22 (2007-2008), Samfunnssikkerhet, samvirke og samordning, Det Kongelige Justits- og Politidepartement, Oslo. 4 For mere herom henvises til: Beslutningsgrunnlag for en samlokalisering av 110 – 112- 113 I Søndre Buskerud, Rapport fra nedsatt prosjektgruppe, 5. januar 2007. 5 For mere herom henvises til: Præsentation af PROSJEKT – SAMLOK, Samlokalisering av nødmeldesentralene, Prosjektleder Per Henriksborg, Drammen, 2. oktober 2008, planche 7. 6 De igangværende overvejelser omkring muligheden for indførelsen af et fælles nødnummer for brand, politi og sygehusvæsnet er dog ikke nye. Således var der allerede i 1964 nedsat et udvalg med det formål at arbejde for netop en standardisering af de forskellige nødnumre for landets nødmeldecentraler. For mere herom henvises til: Nødhjelpnummer 000 for hele landet, Aftenposten, 9. maj 1964. 7 Den forskellige forståelse af opgave og kernekompetence blandt de involverede organisationer i samfundets beredskab kan imidlertid give problemer, når det gælder både det organisatoriske og praktiske ledelsesansvar, hvorfor det er afgørende at få disse aspekter grundigt belyst i forbindelse med eventuelle nye tiltag i forbindelse med et formaliseret samarbejde på tværs af aktørerne i samfundets beredskab. En central problematik, som derfor skal have opmærksomhed, er eksistensen af forskellige kulturer indenfor samme organisation, hvis sådanne ikke deler et fælles grundlag. Det er såvel organisationsteoretisk som praktisk velkendt, at dette er hyppigt forekommende, endog normalen – også – og specielt – i politisk administrative sammenhænge, men det kan samtidig, hvis ikke det tildeles fornøden opmærksomhed, give 2 Med kultur menes, at der indenfor en organisation er skabt et sammenhængende og vedvarende mønster af tankegange i forhold til organisationens centrale opgaver og menneskelige relationer.8 En sådan forståelse er ofte centreret omkring organisationens ”kernekompetencer”, som forstås som del af organisationens kultur. Opgaver, som ligger udenfor organisationens kultur vil typisk ikke opnå samme opmærksomhed som opgaver, der ligger i forlængelse af organisationens selvforståelse.9 Hver aktør har hver deres respektive opgaver. Men hvor opgaverne i forhold til den enkelte organisation og missionsforståelse synes indlysende, kan omvendt andres opgavesæt og rolle være vanskelig at forstå. Skabes det derfor ikke på forhånd et fælles grundlag, vil der ikke for organisationen eksistere en fælles rolleforståelse eller identitet, og således intet fælles mønster for hverken adfærd eller tankegang.10 Omvendt og såfremt det lykkes at skabe en fælles organisationskultur blandt de involverede etater, er det forventningen at denne vil kunne vinde udbredelse blandt også de operative aktører på skadestedet, ligesom det vil kunne bidrage til en bedre øvelsesplanlægning mellem brand og redning, politi og det præhospitale akutberedskab. Muligheder og perspektiver for nødmeldetjenesten Hvor udgangspunktet for en ny nødmeldecentral er godt, synes mulighederne og perspektiverne ovenud gode. Det være sig i forhold til visiteringen og en bedre bistand, trippelvarslingsrutiner, hurtigere responstid, samarbejde og handling på skadestedet samt kompetenceudvikling og udveksling af erfaringer. anledning til vanskeligheder. I den sammenhæng skal henvises til manglende effektivitet. Når her anføres betegnelsen ”ikke-effektiv”, er det for at betone forskellen fra ”ineffektiv”. Dette i betydningen af, at organisationer, der kendestegnes ved en kulturkonflikt som følge af, at få ”påtvunget” nye måder at gøre tingene på udefra, ofte fungerer løst koblet. Hermed menes, at organisationens nye profil i overvejende grad fungerer som et legitimerende ansigt udadtil, mens gamle og eksisterende rutiner styrer praksis. 8 Disse kulturer fungerer som organisationens ”identitet”, der med kun langsom foranderlighed overleveres fra en generation af ansatte til den næste, ligesom de leverer en sammenhængende forståelse af, hvilken rolle man som organisation løser. For mere herom henvises til James Q. Wilson, Bureaucracy. What Government Agencies Do and Why They Do It, Basic Books, New York, 1989. 9 Som det lader sig konstatere, er der en stor forskel på, hvad de forskellige organisationer opfatter som deres kernekompetence. Kulturen i den enkelte organisation udveksles i et kompliceret samspil mellem interne og eksterne faktorer, som påvirker hinanden gensidigt, ligesom den udgør en stabiliserende faktor i organisationens virke. Omvendt er den af samme årsag vanskelig at forandre såfremt omstændighederne måtte kræve det. Det være sig som følge af fornyelser på forskellige områder i samfundet, herunder ny teknik og indsigt, nye kommunikationsmuligheder m.m. For mere herom henvises til: Jørgen F. Bakka, Egil Fivelsdal og Lars Lindkvist, Organisationsteori: struktur, kultur, processor, Uppsala 1999. 10 Har denne modstand på alle niveauer i organisationen ikke kunnet forhindre en inkludering af opgaver, som ikke harmonerer med organisationskulturen, har resultatet ofte været rivalisering imellem organisationskulturer. Endvidere har man eksempler på, at en organisation vil søge at modsætte sig inkluderingen af opgaver i organisationen, som ikke harmonerer med organisationens kultur eller rolleforståelse. For mere herom henvises til James Q. Wilson, Bureaucracy. What Government Agencies Do and Why They Do It, Basic Books, New York, 1989. 3 Ydermere skal henvises til muligheden for optimal udnyttelse af ressourcerne og skabelse af en række synergieffekter mellem de involverede aktører i samfundets beredskab, omfattende brand og redning, politi og det præhospitale akutberedskab.11 Samtidig giver en samlokalisering af nødmeldecentralerne mulighed for og/eller anledning til en på længere sigt egentlig samtænkning af disse, hvilket allerede på nuværende tidspunkt vil skabe behov for fokus på en fælles operatøruddannelse og ikke mindst udviklingen af operatørrollen til et vigtigt fagfelt med tilhørende certificering. En fælles bred operatøruddannelse inden for områderne brand og redning, politi og det præhospitale akutberedskab vil alt andet lige kunne skabe større positiv effekt for borgerne, idet operatørernes samtidige kompetencer i disse tre fagområder vil kunne skabe bedre koordinering af ressourcerne i de tilfælde, hvor tilstedeværelsen af flere aktører er nødvendig. Spørgsmålet om, hvorvidt hver af de tre etater skal bidrage til en fælles operatøruddannelse samt hvilken myndighed, der skal have ansvaret for uddannelsen, vil dog først for alvor blive aktuelt i tilfælde af en samtænkning af nødmeldecentralerne. I den forbindelse synes det oplagt og logisk om man netop med udgangspunkt i projektet SAMLOK i Drammen lod oprette et egentligt tværfagligt forum og/eller innovationscenter med fokus på nytænkning og udnyttelse af fælles teknologiske løsninger samt udvikling af samarbejdsformer på tværs af sektormyndighedernes virke. Alternativt kunne man forestille sig en til formålet nyoprettet organisation uafhængig af de tre etater, hvilket samtidig vil kunne bidrage til skabelsen af en fælles rolleforståelse eller identitet og dermed fælles mønster for såvel adfærd som tankegang. 12 Dette ikke mindst med hensyn til problematikken omkring de forskellige kulturer i organisationerne, som i forvejen må forventes at indbyde til forskellige opfattelser på baggrund af de i forvejen velkendte interesser, ligesom det må handle om at få samlet en række gensidigt relaterende funktioner.13 Uafhængig af hvilken model man måtte vælge eller foretrække, synes det ovenud relevant at medtænke skadestedskendskab og operativ skadestedserfaring i en egentlig operatøruddannelse. Netop skadestedskendskabet og skadestedserfaringen synes 11 Hvor aktørerne i samfundets beredskab understøtter hinanden i løsningen af forskellige opgaver, synes netop en samlokalisering at kunne skabe forudsætningerne for at opnå optimal udnyttelse af hinandens kapaciteter og kompetencer i samfundets samlede beredskab og dermed bidrage til en optimal koordinering og ressourcestyring, hvilket vil lette flådestyringen i tilfælde af en eller flere større hændelser. 12 I Finland stilles ikke krav om en beredskabsmæssig uddannelse for at kunne optages på alarmoperatøruddannelsen, som varer halvandet år. Ansøgeren skal være mindst 18 år, have en studentereksamen eller tilsvarende, samt et almindeligt kørekort. Oven i denne uddannelse kan man tage et 20-ugers uddannelsesforløb for at blive vagtleder (skiftmästare). Således har en finsk alarmoperatør på lederniveau modtaget omkring to års undervisning indenfor sit respektive fagområde. For mere herom henvises til Preben Bonnén og John Sadolin, Alarmeringscentralen som tværfaglig koordinerende og ressourcestyrende organ, BONNÉN REPORT, København, oktober 2006. 13 For mere herom henvises til Preben Bonnén og John Sadolin, Alarmeringscentralen som tværfaglig koordinerende og ressourcestyrende organ, BONNÉN REPORT, København, oktober 2006. 4 selveste forudsætningen for skabelsen af den nødvendige sammenhæng og kontinuitet fra opkald til nødmeldecentralen til hjælpen er fremme. Af same årsag synes det ikke umiddelbart relevant hvilken aktør, som modtager opkaldet til nødmeldecentralen, men hvilken organisation og struktur denne bør hvilke på omfattende alle relevante aktører. Samlokalisering af nødmeldecentraler og fælles nødnummer Umiddelbart vil samlokaliseringen af nødmeldecentralerne for brand, politi og sygehusvæsnet kunne anskues uafhængig af de igangværende politiske overvejelser omkring indførelse af et muligt fælles nødnummer til erstatning for de nuværende tre nødnumre til brand og redning, politi og det præhospitale akutberedskab.14 I den forbindelse skal også henvises til at de tre nødmeldecentraler har at gøre med andre opgaver end blot at modtage nødmeldeopkald. Således udgør modtagelsen af nødmeldeopkald for eksempelvis politiets vedkommende kun en lille del af hverdagens mange gøremål. Omvendt og med henvisning til politiets lovhjemlede ansvar for at lede og koordinere (læs: Politiloven), bl.a. redningsindsats (LRS), synes netop samlokaliseringen med fælles oplæring og øvelser dog positivt. Ikke mindst fordi en større hændelse vil kræve deltagelse fra andre etater end politiet alene. Skal politiet kunne varetage sin opgave som ledende og koordinerede myndighed, er ” … det avgjørende at etaten har rolleforståelse og øvelsesmønster som i slike situasjoner baserer seg på samvirke med andre nød- og beredskapsetater, kommuneledelse, lokalt næringsliv, frivillige organisasjoner og publikum", som det udtrykkes i St.meld. 42 (Politirollemeldingen).15 Hvor virket for politiets operationscentral i denne sammenhæng udgør det operative niveau, ligger politiets indsatsledelse på det taktiske niveau, hvorfor organiseringen af nødmeldetjenesten må forventes ændret, såfremt projektet vedrørende samlokalisering i Drammen videreudvikles, herunder med indførelse af et muligt fælles nødnummer.16 14 Hvad angår projektet vedrørende samlokaliseringen, drejer dette sig blot om en fælles fysisk placering af nødmeldecentralerne for brand, politi og sygehusvæsen. For mere herom henvises til: St.meld. nr. 22 (20072008), Samfunnssikkerhet, samvirke og samordning, Det Kongelige Justits- og Politidepartement, Oslo, afsnit 6.4, pkt. 6.4.4. 15 For mere herom henvises til: I St.meld. 42, Politirollemeldingen), Det Kongelige Justits- og Politidepartement, Oslo, afsnit 6.7, pkt. 6.7.1 16 At projektet vedrørende samlokalisering i Drammen kan videreudvikles med indførelse af et muligt fælles nødnummer fandt ligeledes omtale i St.meld. nr. 22. For mere herom henvises til: St.meld. nr. 22 (20072008), Samfunnssikkerhet, samvirke og samordning, Det Kongelige Justits- og Politidepartement, Oslo, afsnit 6.4, pkt. 6.4.4. 5 Behov eller manglende behov for fælles nødnummer Forslaget om indførelsen af et fælles nødnummer har fundet modstand hos bl.a. Helsetilsynet, som vurderer, at dette ikke vil formindske antallet af fejlnødopkald til politiet, men derimod øge responstiden for medicinsk nødhjælp, grundet manglende fagkyndighed hos bl.a. operatørerne.17 Hvorvidt et fælles nødnummer vil koste menneskeliv, som fremført af store dele i sygehusvæsnet, synes ovenud vanskeligt at vurdere, grundet manglen på nærmere undersøgelse heraf. Omvendt vil det være af ligeså stor interesse at få undersøgt og vurderet, hvorvidt netop manglen på et fælles nødnummer ikke har kostet menneskeliv.18 Hvor befolkningen i dag i forvejen har store vanskeligheder med at finde frem til rette myndighed, synes netop et fælles nødnummer alt andet lige at kunne gøre det lettere for den enkelte borger at få kontakt til myndighederne uanset om der er ønske om kontakt til brand og redning, politi eller det præhospitale akutberedskab.19 Uden det nødvendige kendskab til eksempelvis nødnummeret 113, foreligger der netop risiko for, at borgeren ikke rettidigt får kontakt til rette myndighed og dermed direkte adgang til den nødvendige hjælp i en given situation, hvilket vil kunne koste menneskeliv (situationens alvor taget i betragtning).20 Således synes udgangspunktet for kritikken mod indførelsen af et muligt fælles nødnummer for brand og redning, politi og det præhospitale akutberedskab, baseret på en forkert præmis, idet man i kritikken ikke medtænker de forventede planlagte ændringer i den nuværende organisation og struktur af nødmeldecentralerne (som synes forudsætningen herfor), men udelukkende forholder sig til den nuværende organisation og struktur.21 17 For mere herom henvises til artiklen: Helsetilsynet går mot felles nødnummer, Helsetilsynet, Oslo, 16. oktober 2004. 18 I den forbindelse skal henvises til en undersøgelse af et repræsentativt udsnit af befolkningen i juni 2008 foretaget af Norstat for konsulentselskabet Geelmuyden Kiese, hvori befolkningens manglende kendskab til nødnumrene blev påpeget, hvilket muligvis også er årsagen til, at 88 % af befolkningen i en undersøgelse udført allerede i 2002 var positive stemt over for indførelsen af et fælles nødnummer. For mere herom henvises til: Pressemelding nr. 52, Det Kongelige Justits- og politidepartementet, Oslo, 9.maj 2008. 19 Ved ulykker hvor flere aktører er involveret, har alarmeringscentralen i Danmark den samlende og koordinerende funktion. Hvorvidt anmelderen selv skulle kunne tage stilling til hvilken myndighed der er relevant blev afvist i rapport vedrørende alarmering og akut indsats, ligesom denne anbefalede endvidere, at der fortsat opereres med blot et og samme alarmeringsnummer. For mere herom henvises til: Rapport fra Underudvalget vedrørende alarmeringsfunktionen til Udvalget vedrørende alarmering og akut indsats, København, 31. marts 1999. 20 Omvendt er det opfattelsen i EU at 1-1-2 gennem kampagner tilstrækkeligt indarbejdet i befolkningernes bevidsthed som alarmeringsnummer. Således er 1-1-2 at betragte som det fælles europæiske alarmeringsnummer, der skal kunne benyttes til at foretage nødopkald overalt i EU. For mere herom henvises til: State of implementation of the single European emergency call number ”1-1-2” (as of September 2001), version 2.0, Europa Kommissionen, Bruxelles, 18. oktober 2001. 21 At sikre en bedre samordning og/eller samtænkning af de forskellige virkeområder i samfundets beredskab er dog ikke at forveksle med en sammenblanding af kompetencerne. Dog er det opgaven (herunder de politiske visioner og ambitioner), som bør dikterer strukturerne i fremtidens organisation af nødmeldetjenesten og ikke strukturerne, som dikterer opgaven. 6 Dette i sig selv giver en debat, baseret på et fra begyndelsen forkert grundlag, hvilket er uheldigt mulighederne og perspektiverne taget i betragtning. Der er ikke tale om indførelsen af blot et fælles nødnummer, men mere og snare om at tilrettelægge og indrette en ny organisation.22 Vigtigheden af information og oplysning til befolkningen Dog handler det ikke blot om tilrettelæggelsen og indretningen af en ny organisation, men ligeså meget om oplysning af befolkningen om, hvilken myndighed man retter henvendelse til i tilfælde af en ulykke. Det være sig gældende for såvel de nuværende tre nødnumre, som i tilfælde af et og samme nødnummer. Omvendt er det antagelsen, at oplysning af befolkningen om hvilken myndighed man retter henvendelse til i tilfælde af en ulykke eller større hændelse, alt andet lige må forventes lettere med et fælles nødnummer, ligesom denne oplysning på forhånd bør målrettes befolkningen generelt. I den forbindelse skal henvises til Danmark, Sverige, Finland og Island, hvor der den 11.2. hvert år gennemføres en såkaldt 112-dag, hvor formålet netop går på at oplyse befolkningen om hvem og hvordan man kontakter myndighederne i tilfælde af ulykke og samtidig oplyser om samfundets beredskab generelt.23 Alligevel bør oplysning af befolkningen omkring de respektive nødnumre foregå løbende og omfatte så godt som alle befolkningsgrupper, hvor enkelthed – vel at mærke – skal være hovedprincippet. Således bør der udover gennemførelsen af årlige informationsarrangementer skabes opmærksomhed på nødnumrene ved oplysningskampagner på offentlige steder, såsom banegårde, busstationer, busstoppesteder og offentlige institutioner, herunder uddannelsesinstitutioner, sygehuse og borgerservice m.m. samt i presse og medier. De videre initiativer og tiltag vedrørende nødmeldetjenesten Den 3. december 2008 behandlede Stortinget St.meld. nr. 22 vedrørende samfundssikkerhed, hvor temaet netop omhandlede overvejelserne om introduktionen af et fælles nødnummer og fælles nødmeldecentraler. 22 I denne nye organisation vil og bør det selvsagt tages hensyn til at den livreddende behandling ikke bliver forsinket. Således bør operatørerne på den nye nødmeldecentral kunne dække alle fagområder og kompetencer, som de i dag hver især varetager. Det vigtigste krav ved eventuel indførelse af et fælles nødnummer bør være en videreførelse af det nødvendige fagkyndighedsprincip, som også meddelt af Stiftelsen Norsk Luftambulanse (SNLA) ved åben høring i Stortinget den 2. oktober 2008. For mere herom henvises til: Stiftelsen Norsk Luftambulanse (SNLA) melding ved åben høring i Stortinget den 2. oktober 2008. 23 Hvor formålet i Sverige, Finland og Island går på hvordan man som borger anmelder en ulykke, vægter den danske model af 112-dagen at skabe større opmærksomhed omkring samfundets beredskab, herunder en række relevante problemstillinger og de forskellige roller de mange aktører i samfundets beredskab spiller. 7 Oplæring og uddannelse af operatører til politets nødmeldecentral © FSB Resultatet af behandlingen blev nedsættelsen af en interdepartemental arbejdsgruppe, hvis arbejde skulle afsluttes og fremlægges for Stortinget inden den 1. juni 2009.24 I indstillingen til St.meld. nr. 22 om et fælles nødnummer og fælles nødmeldecentraler, hedder det at regeringen ” … tar sikte på å innføre felles nødnummer og etablere felles nødmeldesentraler for brann, helse og politi”. Som begrundelse for denne beslutning henvises til at Nødmeldetjenesten ” … er en del av den offentlige operative beredskapen som skal komme nødstilte til unnsetning. Tjenestens oppgaver er å motta nødanrop, vurdere situasjonen, gi profesjonell veiledning til innringeren og iverksette nødvendige tiltak, for eksempel utrykning (…)”. Ikke mindst erfaringerne har betydet, at ” … samarbeidet mellom nødmeldesentralene og etatene kan forbedres. Manglende felles rutiner og manglende, sen eller ufullstendig viderevarsling mellom nødetatene kan få alvorlige konsekvenser for publikum i akutte nødsituasjoner”. 24 Kort tid efter nedsættelsen af arbejdsgruppen, aflagde denne besøg i Drammen med henblik på at få indblik i projektet SAMLOK, ligesom arbejdsgruppen den 8. december gennemførte en dialogkonference vedrørende et nødnummer og fælles nødmeldecentraler. 8 Netop med det formål at få sikret borgernes tryghed, synes – ifølge arabejdsgruppen – et fælles nødnummer at ” … være mer brukervennlig for publikum enn dagens ordning, da man unngår forvirring om hvilken etat og hvilket nummer man skal ringe i kritiske nødssituasjoner”. I forlængelse heraf henvises til, at et og samme nødnummer ” … mellom norsk nødnummer og det felleseuropeiske nødnummeret vil også være fordelaktig – både for utlendinger på besøk i Norge og for nordmenn i Europa”.25 Lovgivning vedrørende nødmeldetjenestens organisation og virke På samme måde som krav om klarhed, konsistens og omstillingsevne forekommer indlysende i kraft af nødmeldetjenestens rolle som omdrejningspunkt, er der ligeledes både tydelige gevinster og potentielle synergieffekter at hente såfremt nødmeldecentralerne præsterer at indfri disse krav.26 Mere klarhed i det skadeorganisatoriske set-up, vil således medfører en mere strømlinet organisation i hvilken ansvarsfordelingen imellem aktører i tilfælde af en større hændelse er helt klare, ligesom konsistens på tværs af nødmeldecentralerne ville kunne sikre retningslinier i tilfælde af en større hændelse og danne konceptuelt grundlag for et mere formaliseret tværsektoralt samarbejde (udenom også nødmeldecentralerne).27 Dette lader sig muligvis imødekomme med en lovgivning vedrørende nødemeldecentralens organisation og virke, idet netop en lovgivning herom ville være en politisk beslutning, funderet i landets repræsentative demokratiske struktur. 28 Det er antagelsen, at en lovgivning vedrørende nødemeldecentralens organisation og virke, såvel som på et hvilket som helst område, vil medfører en rationel velargumenteret 25 Således er det regeringens samlede opfattelse, at en ny organisering af nødmeldetjenesten er påkrævet, ligesom det handler om at få udnyttet de forskellige sektormyndigheders ressourcer på optimal vis. Endelig henvises til behovet for at kunne begå sig på flere sprog end blot norsk. I den forbindelse vil større centraler ”… l ettere kunne tilrettelegge for mottak av nødanrop på flere språk. Fellessentraler kan også videreføre mottak av meldinger om akutt forurensning og varsle Kystverket, slik 110-sentralene gjør i dag”. 26 Således kunne en lovgivning vedrørende nødemeldecentralens organisation og virke repræsentere første skridt imod et formaliseret samarbejde imellem aktørerne i samfundets beredskab, og hermed sikre den rette organisation samt de rette strukturer i forhold til aktørerne i samfundets beredskab og deres varetagelse af respektive opgaver. 27 Samtidig ville en lovgivning vedrørende nødemeldecentralens organisation og virke have en vægtig signalværdi i og omkring samfundets beredskab, idet den potentielt vil kunne have eller få indflydelse på alle aktører og hermed antyde et mere sammenhængende beredskab overfor borgere såvel som aktørerne i samfundets beredskab. 28 Dette er tilfældet i Finland, hvor intentionen med en lovgivning vedrørende 1-1-2 er, at kunne ”… ensure the even provision, availability and quality of emergency response centre services throughout Finland and to improve cooperation between public authorities”, som det udtrykkes. Således har man i Finland lovgivet omkring service niveauet, synergieffekterne, samordning og koordinering, ligesom det også er tilfældet vedrørende problematikken omkring leverandører til samfundets beredskab. For mere herom henvises til: Emergency Response Act, 157/2000 (amendments up to 762/2003 included), Ministry of Interior, Finland, section 1,1 og Preben Bonnén og John Sadolin, Alarmeringscentralen som tværfaglig koordinerende og ressourcestyrende organ, BONNÉN REPORT, København, oktober 2006. 9 gennemgang af området samt garantere implementering af de bedste løsninger på en række underområder.29 Som emner indenfor hvilke en lovgivning synes at kunne gøre en forskel kan nævnes ansvarsfordeling i situationer med nødmelding, geografisk placering af nødmeldecentralerne, indretning og bemanding af nødmeldecentralerne, uddannelse af personalet samt datasikkerhed og tavshedspligt. Netop problemstillingen vedrørende datasikkerhed og tavshedspligten hører til blandt de mest omdiskuterede områder i forhold til samlokaliseringen af nødmeldecentralerne for brand og redning, politi og det præhospitale akutberedskab.30 Alligevel synes en samordning af lovgivningen for nødmeldetjenesten dog ikke på nuværende tidspunkt aktuel. Det er antagelsen, at de nuværende lovgivninger omkring tavshedspligten for de involverede myndigheder omfattende brand, politi og sygehusvæsnet synes ovenud tilstrækkelig.31 Dog vil det alligevel på længere sigt kunne blive relevant at få samordnet disse forskellige regelværk i en og samme lovgivning.32 Udvidelse af projektet SAMLOK Hvor et fælles nødnummer vil være fordelagtigt, og hvor det vil være væsentligt at gøre brug af erfaringerne fra de øvrige nordiske landene, bør Norge dog ” … finne sin egen modell, tilpasset norske forhold”, som det blev udtryk i rapporten til en fremtidig fra den interdepartementale arbejdsgruppe.33 Arbejdsgruppen anbefaler således en model, som ” … innebærer at mottak av alle nødanrop og veiledning av innringer flyttes fra etatenes eksisterende nødsentraler til felles 29 For mere herom henvises til Preben Bonnén og John Sadolin, Alarmeringscentralen som tværfaglig koordinerende og ressourcestyrende organ, BONNÉN REPORT, København, oktober 2006. 30 Især i forhold til visitation af anmelderen gældende for hele landet, synes en lovgivning for 1-1-2 at kunne gøre sig gældende, ligesom en sådan mulig lovgivning vil kunne befri operatøren for en ikke relevant administrativ byrde i forhold til varetagelsen af alarmeringsfunktionen. For mere herom henvises til Preben Bonnén og John Sadolin, Alarmeringscentralen som tværfaglig koordinerende og ressourcestyrende organ, BONNÉN REPORT, København, oktober 2006. 31 Hvor en samlokalisering af nødmeldecentralerne for brand, politi og sygehusvæsnet ikke forudsætter ændringer i gældende lovgivning, vil situationen være en kvalitativ anden i tilfælde af en mulig samordning. I tilfælde af en mulig samordning. For mere herom henvises til: Beslutningsgrunnlag for en samlokalisering av 110 – 112- 113 I Søndre Buskerud, Rapport fra nedsatt prosjektgruppe, 5. januar 2007. 32 Dette i tilfælde af at samlokaliseringen af nødmeldecentralerne for brand, politi og sygehusvæsnet måtte udvikle sig til en samordning af disse. I en sådan mulig fælles lovgivning bør denne omhandle en regulering af hvordan og hvornår operatørerne har adgang til hvilke informationer, og under hvilke omstændigheder disse informationer bør frigives til såvel andre myndigheder som det operationelle niveau (læs: indsatleder på skadestedet). I den forbindelse drejer det sig om hvorvidt den enkelte operatør skal have adgang til alle informationer, men kun kan frigive relevante informationer eller hvorvidt operatøren blot skal have adgang til de sundhedsfaglige informationer, som f.eks. elektroniske patient journaler, hvorimod politiet kan gøre brug af politimæssige informationer, hvorved den enkelte myndighed/institution ikke har lige adgang til personrelateret informationer. 33 For mere herom henvises til rapport: Forslag til fremtidig organisering av nødmeldetjenesten, interdepartemental arbeidsgruppe, Oslo, 15. juni 2009,kapitel 9, afsnit 9.6, s.90. 10 112-sentraler, samt at virksomheten ved dagens 110-sentraler og AMK-sentraler overføres til de nye 112-sentralene. Den øvrige virksomheten ved politiets operasjonssentraler opprettholdes som i dag”.34 Det er vurderingen at en fælles nødmeldecentral vil kunne varetage ” … behovene for hurtig og adekvat håndtering av nødanropene, tilstrekkelig samordning og brukerretting på en betryggende og forsvarlig måte”, som arbejdsgruppen understreger.35 At håndtere opkald til nødmeldecentralen på en betryggende og forsvarlig måde forudsætter ” … tilstrekkelig erfaring med å håndtere tidskritiske og komplekse hendelser for å sikre nødvendig kompetanseog god faglig kvalitet i tjenesten. Befolkningsgrunnlaget for den enkelte sentral må derfor være stort nok til å gi operatørene tilstrekkelig erfaring fra et bredt spekter av ulike hendelser”.36 Implementeringen af et nyt fælles nødnummer og en ny struktur af nødmeldecentralerne vil indebærer omfattende organisatoriske, økonomiske og tekniske ændringer, hvorfor arbejdsgruppen anbefaler gennemførelsen af et pilotprojekt med det formål at kvalitetssikre vurderingen som ligger til grund for ændringerne.37 Gennemførelsen af pilotprojekt vil dog forudsætte en samlokalisering af nødmeldecentralerne for brand og redning, politi og det præhospitale akutberedskab. I den forbindelse synes Drammen at udmærke ”… seg som et aktuelt pilotprosjekt. Her har det i lengre tid pågått en prosesse for å samlokalisere de tre sentralene i en og samme etasje på politihuset(SAMLOK-prosjektet)”.38 Konkluderende bemærkninger Samlokaliseringen af brand (110), politi (112) og sygehusvæsnet (113) i Drammen blev fuldendt den 16. marts 2010, hvor sygehusvæsnets nødmeldecentral flyttede ind. Årsagen til sygehusvæsnets senere indflytning end det var tilfældet for brand og politi, skal søges i de mange tekniske udfordringer på grund af den forsinkede kontrolrum soft ware hvorfor en alternativ og midlertidig løsning er fundet. Hvor det præhospitale akutberedskab rykkede ind med sin nødmeldecentral den 16. marts 2010, havde brand og redning den 9. marts 2010 forinden overtaget nødmeldecentralen 34 For mere herom henvises til rapport: Forslag til fremtidig organisering av nødmeldetjenesten, interdepartemental arbeidsgruppe, Oslo, 15. juni 2009, kapitel 12, afsnit 12.1, s. 105 35 For mere herom henvises til rapport: Forslag til fremtidig organisering av nødmeldetjenesten, interdepartemental arbeidsgruppe, Oslo, 15. juni 2009, kapitel 12, afsnit 12.1, s. 105 36 For mere herom henvises til rapport: Forslag til fremtidig organisering av nødmeldetjenesten, interdepartemental arbeidsgruppe, Oslo, 15. juni 2009, kapitel 12, afsnit 12.3, s. 109 37 Intentionen med pilotprojektet vil være at ” … avdekke behov for eventuelle korrigeringer av ordningen før landsdekkende omlegging av tjenesten og er derfor et viktig risikoreduserende tiltak”. S. 117 38 Hvor arbejdsgruppen har valgt at pege på Drammen til gennemførelse af pilotprojektet, har også Sunnmøre (Ålesund) ii Nord-Trøndelag (Namsos) udvist interesse, ligesom arbejdsgruppen heller ikke på forhånd udelukker, at ” .. det også finnes andre aktuelle steder for å gjennomføre pilotprosjekt”. For mere herom henvises til rapport: Forslag til fremtidig organisering av nødmeldetjenesten, interdepartemental arbeidsgruppe, Oslo, 15. juni 2009, kapitel 13, afsnit 13.1, s. 117. 11 Vestfold fylke. Det betyder at brands nødmeldecentral i Drammen i alt dækker omkring 500.000 indbyggere i Buskerud og Vestfold fylker. Udgangspunktet for projektet SAMLOK og de videre tiltag i forbindelse med dette synes godt, ligesom samlokaliseringen af nødmeldecentralerne vil kunne danne konceptuelt grundlag for et mere formaliseret tværsektoralt samarbejde mellem etaterne i samfundets beredskab. Således bør nye strukturer for organisationen af nødmeldetjenesten ikke blot baseres på de nuværende omstændigheder og systemer, men også under skyldig hensyntagen til de ændrede forudsætninger og den videre udvikling inden for rammerne af samfundets beredskab og den fremtidige teknologi. Det fremtidige operationsmønster vil alt andet lige stille nye krav til samfundets beredskab, hvorfor de på længere sigt potentielle krav bør indgå i de videre overvejelser i forhold til nødmeldecentralernes organisation og virke, herunder skabelsen af plads og mulighed for også at kunne honorere kommende endnu ikke specificerede krav. I den forbindelse skal henvises til spørgsmålet om datasikkerhed og tavshedspligten. Hvor de nuværende regler for datasikkerhed og tavshedspligt i forhold til en samlokalisering af nødmeldecentralerne synes ovenud tilstrækkelig, vil et senere behov for at få disse samordnet i en og samme lovgivning ikke på forhånd kunne udelukkes. Hvad heller ikke på forhånd kan eller bør udelukkes i de igangværende overvejelser vedrørende nødmeldetjenestens organisation og virke, er indførelsen af et muligt fælles nødnummer. Alligevel synes modstanden stor, ligesom kritikken fra begyndelsen synes baseret på en forkert præmis, idet man i kritikken ikke medtænker de forventede planlagte ændringer i den nuværende organisation og struktur. Men skal nødmeldetjenesten også i fremtiden kunne varetage og løse opgaven på optimal vis, må fokus rettes og fastholdes på borgerens krav og forventninger, herunder øget sikkerhed for borgerne, optimering af ressourcer samt fremtidssikring. Således drejer det sig om at tilvejebringe grundlaget for en objektiv og nuanceret diskussion uafhængig af de nuværende og gældende strukturer. Preben Bonnén København, 16. september 2010 12
© Copyright 2024