Glimt fra to dage på Gendarmstien 21. – 22. maj 2014
”Jeg ser de bøgelyse øer ud over havet spredt” sang vi under høje slanke bøgetræer med
udsigt over Sønderborg bugt mod Kegnæs og Broager Land. Tak til Tove og Kirsten for at
minde os om, hvor smukt vort land er – og oplevelsen blev ikke dårligere af, at solen skinnede
og en let varmedis tonede udsigten i svagt grålige nuancer. ”Jeg ved det, som de ligger der, så
er der kun så kort fra grænse og til grænse. Men dette land er vort”. Der har faktisk været
endnu kortere fra grænse til grænse end i dag, for vi stod jo i den del af landet, som ikke ”var
vort” i perioden 1864 -1920.
Nu lever vi i fredelig sameksistens med vor naboer mod syd og den eskadre der var gået i
luften med kurs mod Tyskland var helt fredelig – det var 100vis af gæs.
For nogle af gå-pigerne var dette 10. tur på Gendarmstien – for andre var det den første. Stien
går både gennem skov og åbent land, og man fornemmer hele tiden havets nærhed – en gang
imellem er det meeeget nært. Det var måske godt, at vi ikke vidste, hvor meget skrænten var
eroderet væk nede under stien. Indtil videre har den holdt, for vi var jo langtfra de eneste
brugere – selvom en af gå-pigerne sukkede over, at det var småt med gendarmer på denne sti.
Vi passerede en sommerfugleeng, hvor vegetationen – så vidt jeg forstod – var sammensat
således at der var skabt levesteder for sjældne sommerfuglearter. Det kræver både tid og
tålmodighed at iagttage sommerfugle, så de mest ’sjældne arter’, vi så, var blågrønne
sommerfugleskabeloner af beton støbt ned i Gendarmstien.
Umiddelbart før vi kom til Høruphav passerede vi en kæmpestor eg. Desværre fik vi ikke målt
hvor mange gå-piger der skulle til for at nå omkring den, men mon ikke den var mindst 400 år
gammel. Egen havde således oplevet krig og fred adskillige gange, ligesom den snart havde
været dansk, så tysk og så igen dansk.
Høruphav var en perle. De gamle fiskerhuse langs ’strandvejen’ var meget velholdte, og man
kunne hurtigt få associationer om ’landsbyidyl i de gode gamle dage’, men måske var flere af
husene blot fritidshuse for folk, der havde råd til at vedligeholde dem.
I skoven var der opsat redekasser – ikke til ugler, men til skalleslugere. Og i skovbunden
bugtede en velvoksen snog sig af sted forfulgt af formand-Hanne og hendes kamera.
En jævn vind betød, at det ikke blev ulideligt varmt at gå. Først da vi nærmede os de 20 km og
havde rundet Sønderborg Slot for 2. gang blev det rigtig varmt, men heldigvis var Torvet og
kolde fadøl ret forude. Tæerne i vandrestøvlerne skreg på luft, men vi havde endnu et par km
at gå tilbage til vandrerhjemmet, før fodtøjet kunne sættes til afdampning uden for døren og
fødderne få et kold douche og et hvil som tak for tro tjeneste.
Vandrerhjemmet diskede op med en lækker middag og traditionen tro var der sange og
forskellige underholdende indslag i løbet af aftenen, og evt. træthed i benene var fuldstændig
glemt, da der var kædedans rundt om bordet.
På vej mod Dybbøl næste formiddag passerede vi et voldsted i udkanten af Sønderborg. Det
var ikke fra en middelalderlig borg men derimod tysk skanse 6 opført efter sejren i 1864. Man
skulle jo forsvare det erobrede land.
På anden dagen gik vi ikke i skov men i åbent land med marker og mange levende hegn af
blomstrende hvidtjørn. Og hele vejen sang lærkerne duet med gå-pigernes kvidren. Undervejs
blev gå-pigesnakken afløst af ”Dengang jeg drog afsted”, som ved fælles anstrengelse blev
gravet frem fra glemselens dyb.
Ved Dybbøl Mølle var en mindre del af skyttelavet samlet ved kanonerne til den årlige
fotografering forud for byfesten. Skyttene var iklædt stiveste puds, høj hat og ordner på rad og
række – samt geværer (sikkert fra 1864), der sandsynligvis har deres daglige plads i et
militærhistorisk museum.
Historiecenterets film gav stof til eftertanke om alle de unge liv, der gik til i ’andres krig’ –
uanset om man giver skylden til preusserne for, at de bare manglede en anledning til at
angribe – eller til danskerne, der ikke respekterede aftalen om, at Slesvig og Holsten ikke
måtte deles. Men måske var det, der gjorde størst indtryk i historiecenteret, den meget
engagerede rundviser, der fortalte om livet i skyttegravene og bag skanserne.
Ude i landskabet kunne man gå fra skanse til skanse og fra mindesten til mindesten. Det er
godt nok meget jord, de har flyttet uden hjælp af gravemaskiner. Mht til mindestenene, så er
jeg glad for, at ingen foreslog, at vi skulle synge den sønderjyske ’nationalsang’ :”Altid frejdig
når du går”.
Tilbage i Sønderborg blev der tid til en forfriskning ved havnen. Der er et charmerende
havnekvarter a la Nyhavn, og her kunne vi sidde og følge, at broen gik op så skibene kunne
komme ud eller ind af Als Sund – og ned, så trafikken mellem Sønderborgs to halvdele kunne
fortsætte.
Tak til Tove og Kirsten for en fantastisk tur. Der var tænkt på alt. Fra billetter til ørepropper.
Da jeg lå i min seng torsdag aften, så tonede et billede frem på min indre skærm – et billede af
et land i hvidt, grønt og blåt. Landskabet med blomstrende hvidtjørn, vild kørvel, grønne
marker, blå himmel og blåt hav. Inde i Sønderborg havde man også valgt hvidblomstrede
træer i rabatten, nemlig selje-røn. Det var meget smukt.
Det sidste, jeg husker, fra før jeg faldt i søvn er et håb om at ’nogen’ har reserveret værelser på
vandrehjemmet i Sønderborg til næste år, så der bliver endnu en gendarmtur.
Inger Vinther