1. No category

Dansk A
Højere handelseksamen
Teksthæfte til den digitale eksamensopgave
med adgang til internettet
Vejledende opgavesæt 2
Efterår 2013
Side 1 af 18 sider
Opgavesættet består af 6 opgaver.
Du skal kun besvare én af dem.
Indholdsfortegnelse:
Opgaveoversigt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 2
Opgave 1, tekst 1: Zlatan Ibrahimović: Jeg er Zlatan Ibrahimović (uddrag) . . . . . . . . side 4
Opgave 2, tekst 2: Sophus Claussen: ”Rejseminder” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 9
Opgave 2, tekst 3: Steffen Brandt: ”På Skanderborg Station” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 10
Opgave 3, tekst 4: Ida Jessen: ”I min hjemby” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 11
Opgave 5, tekst 6: H. C. Andersen: ”De røde sko” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 15
Det øvrige tekstmateriale findes kun elektronisk.
Side 2 af 18 sider
Opgave 1
Skriv et essay, hvor du diskuterer det sociale miljøs betydning for individets udviklingsmuligheder. Inddrag tekstgrundlaget og eksempler fra litteratur og/eller film,
som behandler samme tema. Giv dit essay en titel.
Tekstgrundlag:
Tekst 1Zlatan Ibrahimović: Jeg er Zlatan Ibrahimović. Min historie fortalt til David
Lagercrantz, 2011.
Uddrag af kapitel 4 og af bogens sidste kapitel. Oversat fra svensk.
Opgave 2
Foretag en sammenlignende analyse og fortolkning af ”Rejseminder” og ”På Skanderborg Station”.
Tekstgrundlag:
Tekst 2Sophus Claussen: ”Rejseminder”.
Fra digtsamlingen Pilefløjter, 1899.
Tekst 3Steffen Brandt: ”På Skanderborg Station”.
Fra TV2’s album Rigtige Mænd - Gider Ikke Høre Mere Vrøvl, 1985.
Opgave 3
Foretag en analyse og fortolkning af ”I min hjemby”. Perspektivér til tendenser i
samtiden.
Tekstgrundlag:
Tekst 4Ida Jessen: ”I min hjemby”.
Fra novellesamlingen Postkort til Annie, 2013.
Side 3 af 18 sider
Opgave 4
Foretag en analyse af nyhedsindslaget om hashmisbrug på institutionen Nexus.
Indslaget gav efterfølgende anledning til debat i medierne, hvor bl.a. politikere, eksperter
og mediefolk diskuterede den journalistiske behandling af nyheden. Orientér dig i diskussionen på internettet.
Skriv med udgangspunkt i indslaget og diskussionen en kommentar til et landsdækkende medie, hvor du vurderer 21 Søndag’s journalistiske behandling af nyheden
(ca. 300 ord).
Tekstgrundlag:
Tekst 5Nyhedsindslag i 21 Søndag på DR1, den 26. maj 2013.
Varighed: 16 min.og 20 sek.
Opgave 5
Foretag en analyse og fortolkning af ”De røde sko”, og perspektivér teksten litteraturhistorisk.
Afslut besvarelsen med en refleksion over, hvilke hjælpemidler du har valgt, og
hvordan du har brugt dem (mindst 300 ord).
Tekstgrundlag:
Tekst 6H. C. Andersen: ”De røde sko”.
Fra Nye Eventyr. Tredie Samling, 1845.
Retskrivningen er moderniseret.
Opgave 6
Foretag en analyse og vurdering af reklamespottet fra Danske Bank. Find på
inter­nettet et reklamespot fra en anden dansk bank, og brug dette i en afsluttende
­perspektivering.
Tekstgrundlag:
Tekst 7 A New Normal Demands New Standards, reklamespot fra Danske Bank, 2011.
Varighed: 50 sek.
Side 4 af 18 sider
Opgave 1
Tekst 1
Zlatan Ibrahimović: Jeg er Zlatan Ibrahimović. Min historie fortalt til David Lagercrantz,
2011. Uddrag af kapitel 4 og af bogens sidste kapitel. Oversat fra svensk.
Jeg er Zlatan Ibrahimović
1
5
10
15
20
25
30
35
Af kapitel 4
JEG BEGYNDTE I GYMNASIET på Borgarskolen på den særlige fodboldlinje, og jeg
havde store forventninger til det. Nu ville
alt blive anderledes. Nu ville jeg blive rigtig
cool. Men det hele blev et chok. Ok, jeg var
forberedt.
Der var jo nogle Limhamnstyper på
holdet. Men nu var der også piger og så en
anden type fyre, sådan nogle tjekkede nogle,
der havde fedt tøj og stod og røg ovre i et
hjørne. Der, hvor jeg kom fra, gik man i kondisko og træningsdragt fra Adidas eller Nike.
Det var det sejeste, syntes vi, og det var det,
jeg altid gik rundt i. Det, jeg ikke havde fattet, var, at jeg lyste langt væk af Rosengård!
Det var som et stempel. Som om den der
hjælpelærer stadig hang efter mig.
På Borgarskolen havde man Ralph Lauren-bluser, Timberlandsko og skjorter! Bare
det! Jeg havde knap nok set en fyr i skjorte
før, og jeg fattede lige med det samme, at
situationen krævede akut handling. Der var
sygt mange lækre babes i gymnasiet. Man
kunne ikke komme til at snakkes med dem,
hvis man lignede en perker. Jeg snakkede
med far om det, og vi skændtes. Vi fik SU
på det tidspunkt. Den var på syv hundrede
og femoghalvfems kroner om måneden, og
for far var det indlysende, at han skulle have
de penge, for det var ham, der stod for alle
udgifter, som han sagde. Jeg fremlagde sagen
på en anden måde:
”Jeg kan jo ikke gå rundt og være skolens
mest kiksede fyr!”
På en eller anden måde købte han argumentet. Jeg fik SU’en og en bankkonto og
det der hævekort med et træ på. Beløbet kom
den tyvende i hver måned, og mange af mine
40
45
50
55
60
65
70
75
venner stod parat klokken 23:59 ved hæveautomaten dagen før og bare ventede, helt
åndssvage. Bliver det ligesom snart midnat?
Ti, ni, otte … Jeg var lidt mere cool. Men
morgenen efter var det helt hundrede, at jeg
havde hævet en pæn del og var løbet ud for
at købe et par Davis jeans.
De var de billigste. De kostede to hundrede og nioghalvfems, eller så skulle jeg
have polotrøjer, tre for nioghalvfems. Jeg
prøvede med den ene og den anden stil. Der
var ikke noget, der virkede. Jeg lyste stadig
langt væk af Rosengård. Jeg passede ikke
ind. Sådan følte jeg det. Jeg havde været lille
hele mit liv. Men den sommer var jeg vokset
sygt meget, tretten centimeter på få måneder,
og jeg gætter på, at jeg så meget ranglet ud.
Jeg havde simpelt hen brug for at hævde mig,
og for første gang i mit liv begyndte jeg nu
rigtig at hænge ud derinde i city, på Burger
King, på Triangeln og på Lilla Torg.
Jeg lavede også lidt værre ting, ikke kun
for spændingens skyld. Jeg havde brug for
seje ting. Ellers ville jeg ikke have en chance
i skolegården. Jeg neglede f.eks. en fyrs
MP3, den fedeste lille sag. Vi havde jo vores
egne skabe uden for klasseværelset med små
kodelåse, og jeg fik en af overklassefyrenes
hemmelige kode at vide af en kammerat.
Da han var gået, gik jeg derhen og ligesom:
Højre fem, venstre tre, og så cyklede jeg væk
med minidiscen og lyttede til hans musik og
følte mig ret cool. Men det var selvfølgelig
ikke nok.
Jeg havde stadig ikke meget at komme
med. Jeg var stadig en perker fra Rosengård.
Min ven var mere smart. Han fik sig en
kæreste fra en fin familie og charmede sig
ind hos hendes bror og begyndte at låne hans
Side 5 af 18 sider
80
85
90
95
100
105
110
115
120
tøj. Et godt trick, helt sikkert, også selvom
det ikke lykkedes hele vejen igennem. Os
fra forstadsghettoen gled aldrig rigtig ind.
Vi var anderledes. Men lige meget hvad, så
dukkede min ven altså op i de fedeste, dyre
mærker og havde en cool kæreste og var
totalt blæret. Selv følte jeg mig hundrede
procent i underskud. Jeg måtte give den gas
med fodbold.
Men her gik det heller ikke godt. Jeg var
kommet op i juniorrækken og spillede med
dem, der var et år ældre, og det var faktisk
en bedrift i sig selv. Vi var et fantastisk hold,
et af de bedste hold i landet i vores aldersgruppe. Men jeg var bænket. Det var Åke
Kallenbergs beslutning. En træner har selvfølgelig ret til at sætte, hvem han vil på bænken. Men jeg tror ikke, det kun handlede om
fodbold. Når jeg blev skiftet ind, scorede jeg
tit. Jeg var ikke dårlig. Men jeg var forkert
på andre områder, syntes de.
Man sagde, at jeg ikke gav tilstrækkeligt
meget til holdet. ”Dine driblinger fører ikke
spillet fremad!” Jeg hørte den slags ting hundrede gange, og jeg kunne mærke de dårlige
vibes: Altså ham der Zlatan! Er han ikke for
uligevægtig? (…) Jeg skældte ud på mine
holdkammerater. Jeg råbte og snakkede for
meget på banen. Jeg kunne finde på at skælde tilskuerne ud. Ikke fordi det var alvorligt
noget af det. Men jeg havde mit temperament
og min spillestil. Jeg var en anden slags spiller, og jeg blev gal i skralden. Jeg hørte ikke
rigtigt hjemme i MFF. Der var mange, der så
det på den måde. Jeg husker Sverigesmesterskaberne for juniorer. Vi kvalificerede os til
slutspillet, og det var jo en stor ting.
Men Åke Kallenberg udtog mig ikke til
holdet. Jeg skulle ikke engang sidde på bænken. ”Zlatan er skadet,” sagde han til alle, og
det gav et gib i mig. Skadet? Hvad var det
for noget snak? Jeg sagde det til ham:
”Hvad snakker du om? Hvordan kan du
sige sådan noget?”
”Du er skadet,” gentog han, og jeg troede
ikke mine egne ører. Hvorfor kom han med
125
130
135
140
145
150
155
160
165
sådan noget pis, når vi skulle spille slutspil?
”Du siger det bare, fordi du ikke vil have
mig med.”
Men nej, han oplevede mig som skadet, og jeg blev rasende over det. Der var
en underlig stemning. Ingen sagde tingene
ligeud. Ingen var mand nok, og det år vandt
Malmö FF Junior-SM uden mig, og det fik
ikke ligefrem min selvtillid til at vokse. (…)
På det her tidspunkt havde A-holdet problemer. Malmö FF’s A-hold er jo nærmest
det fineste i hele landet. Da far kom til
Sverige i halvfjerdserne, var klubben altdominerende. Man kom oven i købet i finalen
i Champions League, eller Europa Cuppen,
som det hed dengang, og næsten ingen fra
juniorerne blev taget ind. Ledelsen rekrutterede i stedet for fra andre topklubber. Men
det her år var situationen en anden. Uden at
nogen rigtig fattede hvorfor, gik det dårligt
for klubben. MFF som altid havde ligget i
toppen af Allsvenskan risikerede at rykke
ned. De spillede dårligt. Økonomien var
håbløs. Man havde ikke råd til at købe nye
spillere, og flere af de unge fra egne rækker
fik chancen, og I kan sikkert forestille jer,
hvordan vi juniorer snakkede om det! Hvem
vil de tage ind? Ham eller ham?
Det blev selvfølgelig Tony Flygare og så
Gudmundur Mete og Jimmy Tamandi. Men
jeg var ikke engang til overvejelse. Jeg var
den sidste på holdet, der ville blive valgt.
Det troede jeg. Det troede de fleste. Så helt
ærligt, der var ikke noget at håbe på. Selv
juniortræneren holdt mig på bænken. Hvorfor skulle A-holdet så tage mig? Det lå ikke i
kortene. Alligevel var jeg ikke dårligere end
Tony, Mete og Jimmy. Det havde jeg vist, når
jeg blev skiftet ind. Hvad fanden er problemet ligesom? Hvad har de gang i? Alt det der
kørte rundt i mig, og jeg blev mere og mere
overbevist om, at der var en masse politik i
det.
Som dreng var det måske cool at være
anderledes og lidt mere blæret end de andre,
men i længden var det bare en ulempe.
Side 6 af 18 sider
170
175
180
185
190
195
200
205
210
215
Når det virkelig gjaldt, ville man ikke have
nogen perkere eller vilde fantaster, som laver
brasser-ting hele tiden. Malmö FF var jo den
hæderkronede fine klub. I storhedstiden havde alle spillerne været lyshårede og velopdragne og heddet Bosse Larsson eller noget
i den stil. (…) Jeg havde fået min ungdomskontrakt, og den måtte jeg nøjes med, og så
med U20. U20 var noget, de havde lavet i
samarbejde med Borgarskolens fodboldgymnasium. Juniorholdet var op til atten. I U20
var der en tyveårs grænse.
Vi var ikke så mange, der blev optaget
der, ikke nok til at danne et hold endnu.
Men selve idéen var at forhindre os i at forlade klubben, og vi spillede tit med fyre fra
B-holdet og mødte tredje divisionshold og
sådan noget. Det var ikke noget særligt, men
her havde jeg en chance mere for at vise,
hvad jeg kunne.
Sommetider trænede vi med A-holdet,
og her nægtede jeg at tilpasse mig. Normalt
disker en juniorspiller ikke op med de fedeste
driblinger i den slags situationer. Han sætter
ikke ind med de vildeste tacklinger i nærkampen og begynder at råbe: ”Forbandede
idiot!” Han styrer sig. Men jeg tænkte: Hvorfor ikke? Jeg har intet at tabe. Jeg sparede
ikke på noget. Jeg gav den bare gas, og ja, jeg
kunne godt mærke, at de snakkede om mig.
”Hvem tror han, han er” og den slags, og jeg
mumlede: ”Skrid ad helvede til!” og fortsatte
bare. Jeg kørte på med tricks og finter. Jeg
spillede den hårde gut, og en gang imellem så
Roland Andersson, træneren for A-holdet, på.
I starten troede jeg helt vildt meget
på det: Synes han, jeg er god eller? Men
det ændrede sig med alt det pis, der skete
omkring mig. Da jeg så ham igen en dag ude
langs sidelinjen, tænkte jeg bare: Han har
sikkert hørt noget kritik! Fået klager. På det
tidspunkt følte jeg mig mere og mere skuffet over fodbolden, og jeg havde heller ikke
meget succes på andre områder, slet ikke i
gymnasiet. (…)
Men jeg orkede ikke rigtig at gøre noget
220
225
230
235
240
245
250
255
260
seriøst ved problemet. Jeg fortsatte bare med
at spille. Den dag, hvor Roland Andersson
stod der og kiggede på, spillede jeg med U20
på bane 1. Bane 1 findes ikke mere. Men det
var en græsbane, og den lå lige ved siden af
Malmö Stadion, og bagefter fik jeg at vide,
at Roland Andersson ville tale med mig.
Tænkte det nok. Jeg gik lidt i panik, helt
ærligt, og begyndte at tænke:
Har jeg stjålet en cykel? Har jeg nikket
nogen en skalle? Jeg gennemgik alt det dumme, jeg havde lavet, og det var jo sikkert en
hel del. Men jeg fattede ikke, hvordan noget
af det kunne være nået frem til ham, og
jeg fandt på tusind dårlige undskyldninger.
Roland er en ret støjende type med en dyb
stemme. Han er skøn, men ret streng i det.
Han dominerer et rum, og jeg tror, mit hjerte
bankede en smule stærkere.
Roland Andersson, jeg havde hørt, at
han havde spillet ved VM i Argentina. Han
var ikke kun en af de gamle MFF-stjerner
fra storhedstiden. Han havde også været på
landsholdet. Altså en respektindgydende
mand, og han sad ved sit skrivebord uden et
smil på. Han så alvorlig ud, som om der var
den værste skideballe på vej.
”Hej Roland. Hvordan står det til? Var der
noget, du ville?”
Jeg prøvede altid at spille selvsikker på
den måde. Det var noget, der havde siddet
i mig siden barndommen. Man måtte ikke
fremstå svag.
”Sæt dig ned.”
”Ok, tag det roligt. Der er ingen døde. Det
lover jeg.”
”Zlatan, det er på tide, du stopper med at
spille med småungerne.”
Med småungerne? Hvad snakker han om?
tænkte jeg, og hvad fanden har jeg gjort de
små?
”Hvad mener du?” sagde jeg. ”Snakker du
om nogen bestemt?”
”Det er på tide, du begynder at spille med
de store drenge.”
Jeg fattede stadig ikke noget.
Side 7 af 18 sider
265
270
275
280
285
290
295
300
”Hva’?”
”Velkommen på A-holdet, knægt,” fortsatte han, og helt ærligt, jeg kan ikke beskrive det, aldrig nogensinde.
Det var, som om jeg blev løftet ti meter
op, og jeg gik sikkert ud og huggede en ny
cykel og følte mig som den sejeste fyr i byen.
Af bogens sidste kapitel
(…) Jeg havde været seks år i Italien og vundet Scudettoen hvert år. Har nogen anden
gjort noget lignende? Jeg tvivler på det, og
vi vandt heller ikke bare ligaen. Vi tog Super
Cuppen hjem, opgøret mellem ligavinderen
og cupvinderen. Vi tog til Kina. Der var
hysteri omkring mig dernede også, og jeg
scorede og blev Man of the Match og fik mit
attende titeltrofæ, mit attende, og jeg var lykkelig, virkelig.
Men der var også sket noget med mig.
Fodbold var ikke alt mere. Jeg havde min
familie, og jeg havde sagt nej til landsholdet.
Jeg kunne godt lide Lars Lagerbäck. Alligevel havde jeg ikke glemt episoden i Göteborg1. Jeg glemmer ikke så let, og jeg ville
have mere tid til Helena og drengene. Derfor
havde jeg ikke spillet med Sverige et stykke
tid, men på den anden side, det havde været
den der sidste sommer i Barca, hvor alting
var tungt, og jeg følte mig som ham den
anderledes og besværlige fyr fra Rosengård
igen, ham, der ikke rigtig passer ind.
Den sommer var mange af mine holdkammerater i Barcelona med og vandt hele
VM, og jeg havde det mere og mere sådan:
Jeg savner det der, ikke sådan at jeg havde
tænkt mig at være med på landsholdet af
den grund. Det tog for meget tid. Jeg var
næsten aldrig hjemme med børnene. Jeg gik
glip af så meget. Men på det tidspunkt stoppede Lasse Lagerbäck. Erik Hamrén blev ny
landstræner. Han ringede til mig:
”Hej, hej. Jeg er den nye træner.”
”Jeg må sige det ligeud,” sagde jeg. ”Jeg
305
310
315
320
325
330
335
340
345
har ingen planer om at komme tilbage.”
”Hva’?”
”Jeg ved ikke, hvad man har sagt til dig.
Du er måske blevet lovet noget forkert, men
jeg spiller ikke.”
”For fanden, Zlatan. Du tager mig på sengen. Det havde jeg ingen anelse om.”
Men han var et stædigt asen. Jeg kan godt
lide stædige asner. Han kørte på: Det bliver fantastisk. Det bliver så godt, alt sådan
noget, og jeg inviterede ham til vores hus i
Malmö, og jeg mærkede det med det samme,
den fyr er skøn. Vi klikkede. Han var ikke
nogen almindelig svensk træner. Han turde
overskride grænser, og det er altid de bedste.
Jeg giver ikke noget for duksedrenge, det ved
I. Sommetider må du bryde reglerne. Det er
sådan, du kommer videre. Jeg mener: Hvad
skete der med dem på MFF’s drengehold,
som altid opførte sig pænt? Bliver der skrevet bøger om dem?
Jeg sagde ja til sidst, og vi blev enige, jeg
skulle have anførerbindet og få en lederrolle
også på landsholdet. Det kunne jeg godt lide.
Jeg kunne oven i købet også godt lide, at det
var mig, der skulle tage skraldet i medierne,
hvis vi tabte. Det gav mig et kick, og da jeg
mødte gutterne på holdet, så jeg på dem. De
tænkte: Hvad fanden sker der her? Normalt
dukker der nogle få fans op for at overvære
træningen. Nu kom der seks tusinde til en
enkelt lille landsholdssamling i Malmö, og
jeg sagde helt roligt:
”Velkommen til min verden!”
At komme til Malmö er altid specielt. Klart
nok, jeg er der selvfølgelig tit. Malmö er
vores hjem. Men så holder vi os som regel
hjemme i vores hus. Det er noget andet at
spille der. Så er det, minderne kommer tilbage. Sommeren efter Scudettoen og Super
Cupsejren skulle Malmö FF og os i Milan
spille en venskabskamp. Forhandlingerne
mellem klubberne og sponsorerne havde
Note:
1)
episoden i Göteborg: der refereres til en situation under en landskamp, hvor Zlatan mod landstræner Lars
Lagerbäcks ønske insisterede på at sparke et straffe begået mod ham selv
Side 8 af 18 sider
350
355
360
365
370
375
380
385
stået på i lang tid, men da billetterne blev
frigivet, strømmede folk til stadion. Det
regnede, har jeg hørt. Folk stod i lange køer
med paraplyer, og billetterne var udsolgt på
tyve minutter. Der var sindssygt meget tryk
på og køer hele vejen frem og tilbage til Pildammsparken.
Jeg har sagt en del shit om Malmö FF
gennem årene (…), men jeg elsker også klubben, og jeg glemmer ikke, da vi kom til Malmö den dag. Hele byen gav mig et kæmpe
knus. Det var ligesom et karneval. Der var
kaos over alt, og afspærringer og hysteri og
store menneskemængder. Folk hoppede og
vinkede og råbte og skreg, når de så mig.
Mange havde stået i timevis bare for at få
et glimt af mig. Hele Malmö holdt fest. Alle
ventede på Zlatan, og jeg har løbet ind på
mange arenaer, der har været ekstatiske og
på kogepunktet. Men det der var noget særligt; det var før og nu på én gang.
Det var hele mit liv, der kom tilbage, og
hele stadion sang og skreg mit navn. (…)
Jeg følte det i hjertet, eller som en af mine
venner sagde engang: Det er et eventyr det
hele. Det er en rejse fra ghettoen frem til
en drøm. For ikke så længe siden fik jeg
tilsendt et billede, et fotografi af Annelundsbroen. Annelundsbroen ligger på grænsen
til Rosengård, og på den bro var der også
nogen, der havde sat et skilt op: Man kan
tage en fyr ud af Rosengård, men man kan
ikke tage Rosengård ud af en fyr, stod der,
underskrevet Zlatan.
Jeg havde ikke haft en anelse om det. Det
var helt nyt for mig, og på det her tidspunkt
blev jeg skadet. Jeg forstuvede foden og tog
hjem til Malmö nogle dage for at genoptræne. Jeg havde en fysioterapeut fra Milan
med, og en eftermiddag tog vi ud til broen
for at kigge på det der citat. Det var en mærkelig følelse. Det var sommer og varmt, og
jeg steg ud af bilen og så på skiltet og ople-
390
395
400
405
410
415
420
425
430
vede, hvordan der virkelig skete noget med
mig. Det der sted var specielt.
Det var under den bro, min far blev udsat
for røveri og fik sin lunge punkteret. Ikke
langt derfra ligger den tunnel, som jeg, ude
af mig selv af skræk, løb igennem, når jeg
skulle hjem til mor på Cronmans väg og havde lygtepælene som pejlemærke. Det var mit
barndomskvarter. Det var de gader, hvor det
hele var begyndt, og jeg følte mig, hvordan
skal jeg sige det? Stor og lille på samme tid!
Jeg var helten, der vendte hjem. Jeg var
fodboldstjernen, men også den skræmte
dreng i tunnelen igen, ham, der troede, at
han ville klare sig, hvis bare han løb hurtigt nok. Jeg var det hele på en gang, og jeg
garanterer, der gik hundrede minder gennem
mit hoved.
Jeg huskede far med sine hovedtelefoner
og håndværkeroveralls og de tomme køleskabe og øldåser, men også hvordan han bar
min seng på ryggen, kilometer efter kilometer, og vågede over mig på sygehuset. Jeg
husker mors ansigt, når hun kom hjem fra sit
rengøringsjob, og hendes knus, da jeg tog af
sted til VM i Japan. Jeg huskede mine første
fodboldstøvler; dem jeg købte i Ekohallen
for 59,90 ved siden af tomaterne og de andre
grøntsager, og jeg huskede mine drømme om
at blive så stor og god en fodboldspiller som
mulig, og jeg tænkte: Jeg indfriede drømmen, og det var ikke gået uden alle de store
spillere og trænere, jeg har spillet med, og
jeg kunne mærke, at jeg var taknemmelig.
Der lå Rosengård. Der var tunnelen. Langt
væk kunne man høre et tog på vej over broen. Der var nogen, der pegede på mig.
En kvinde med slør kom hen og ville have
et billede af os sammen, og jeg smilede til
hende. Så begyndte folk at stimle sammen
omkring os. Det var et eventyr, og jeg var
Zlatan Ibrahimović.
Side 9 af 18 sider
Opgave 2
Sophus Claussen: ”Rejseminder”.
Fra digtsamlingen Pilefløjter, 1899.
Tekst 2
Rejseminder
Sophus Claussen
1
2
3
4
5
6
7
Og det var paa Skanderborg Station,
der blev mine Tanker forfløjne.
Jeg saa en nydelig ung Person
med nøddebrune Øjne.
Kokette Øjne, men tavs og bleg
med Ansigtstræk saa skære,
en nittenaars Barm til en fin Figur,
spinkel og Hofterne svære.
Et kysk og forvovent Borgerbarn
med rastløse Sommerfugl-Lemmer.
Af Gangens og Holdningens æggende Kraft
endnu jeg et Gentryk fornemmer.
Thi det er et Minde fra sorgløse Aar,
før Hykleriet og Vaaset
fik trykket vor unge Lyst ihjæl,
om ej det vor Mund fik laaset,
Da lidt blev favnet, men meget nydt
og alt og alle begæret,
da Sindet laa aabent og Blodet frit
som Sommerhavet og Vejret.
Jeg husker de brune Øjne, hvor trist
hun blev da hun saa’ os drage;
thi det var paa Skanderborg Station,
der stod hun alene tilbage.
Men jeg drog mod Nord, over Land og Sø,
og sommerberust mig kendte1),
og da jeg sov ind paa Himmelbjærget,
de brune Øjne mig brændte.
Note:
1)
kendte: følte
8
9
10
11
12
13
14
De brændte saa sødt, de brændte saa hedt.
Jeg drømte, jeg tog hende med mig.
Hun dufted af Blomster, Viol og Reseda,
og kyssede Lindring og Fred mig.
Saa stærke Kys fra en ærbar Mund.
Var Kaffen ej bleven serveret,
den unge Frøken fra Skanderborg
vist havde sig kompromitteret.
Aa disse ærbare Borgerbørn
de maa deres Hjærter ave,
pyntelig blomstrer den stærke Reseda
i Faderens lille Have.
Der findes saa mange Borgerbørn,
som gør vore Tanker forfløjne.
(Jeg mindes vel tyve med himmelblaa
og ti med brune Øjne).
Der findes saa mange sirlige smaa,
som gav os en Dans og en Rose,
Rejseminder og Alfe-Bedrag,
der svinder for Dag over Mose!
Men disse Blomster fra unge Aar,
dem sankede jeg til Dynge;
og naar jeg mærker den flygtige Duft,
begynder mit Blod at synge.
De smægter saa sødt, så hjærtebeklemt
mod Solskin og luftblaa Dage.
Men det er paa Skanderborg Station,
der staar de alle tilbage.
Side 10 af 18 sider
Opgave 2
Steffen Brandt: ”På Skanderborg Station”.
Fra TV2’s album Rigtige Mænd - Gider Ikke Høre Mere Vrøvl, 1985.
Tekst 3
På Skanderborg Station
Steffen Brandt
1
2
3
Hoppet af på en ny station
uden at ønske at kende nogen
faldet af lige i svinget der
hvor historien slutter
Der hvor tæppet til sidst går ned
for den helt store kærlighed
og du sir de berømte ord
som jeg lover at glemme
Der stod nattens stjerne
helt perfekt iscenesat
og ventede og ventede kun på mig
4
5
6
Og da publikum rejser sig
og jeg råber: Jeg elsker dig
tændes lyset og du er væk
i de regnvåde gader
På en hvilkensomhelst station
vil jeg standse og møde nogen
stige på lige i svinget der
hvor historien begynder
Et sted derude ligger verden
åben og forladt
og venter og venter kun på mig
Side 11 af 18 sider
Opgave 3
Ida Jessen: ”I min hjemby”.
Fra novellesamlingen Postkort til Annie, 2013.
Tekst 4
I min hjemby
Ida Jessen
1
5
10
15
20
25
30
35
I min hjemby, i et rødt hus på hovedgaden,
lå der en boghandel, der blev drevet af et
ægtepar, som boede på første sal over forretningen. Da jeg kom i skole, blev Saugmanns
lille, tætpakkede butik et af de steder, som
jeg blev drevet hen imod, så snart jeg havde
penge på lommen. Bøgerne stod i to lag i
hylderne, og det tog en uendelighed at æde
sig igennem udvalget og bestemme sig. Hr.
og fru Saugmann lod mig græsse i fred og
forstyrrede mig ikke med spørgsmål om,
hvad jeg var ude efter, og om de kunne hjælpe med noget, ligesom de heller aldrig omtalte, at vi kendte til hinanden i andre sammenhænge, hvor jeg efter min mors ønske i en
ikke særlig fjern fortid havde kaldt dem for
”onkel Saugmann” og ”tante Helle”.
Det var nemlig sådan, at mine forældre
hvert år inviterede Saugmanns til at holde jul
hos os, og det lå i luften, at det var synd for
dem, fordi de aldrig havde fået børn. De takkede nu altid nej. Saugmanns omgikkes ikke
ret mange, og ingen i min hjemby kendte
noget særligt til deres private forhold. Men
i stedet kom de så tredje juledag til frokost,
sammen med præsten, der var ungkarl og
havde et blødt, barberet ansigt og vandrende,
forpinte øjne, der til sidst fæstnede sig på et
fjernt punkt i spisestuen, mens han sagde
”nååårrrh”, som om han nu endelig forstod
alt. Mine forældre mente at han var bøsse,
og at han under alle omstændigheder var et
ulykkeligt menneske, som man måtte være
venlig imod. Han kom fra en gammel præstefamilie og var blevet ansat for sit navns
skyld, men faktum var, at han ikke var i
stand til at gennemføre en begravelsessamtale eller en prædiken, og da slet ikke at styre
40
45
50
55
60
65
70
75
konfirmanderne, hvor undervisningen udviklede sig til den rene mishandling af præsten.
Ud over sit ”nåårrh” tog han ikke del i samtalen ved frokostbordet, og så snart der blev
sagt velbekomme, trak han sig tilbage til min
fars kontor, hvor han sov til middag, indtil
det var på tide at tage hjem. På de fjerne bølger som rygter rider på, skyllede det i land,
at han havde været en glad fyr der havde
spillet banjo og strippoker i sin kollegietid.
Det var umuligt at tro, at ét menneske kunne
foretage et sådant spring.
Hans ansættelse i vores by endte i en
fyring, og da skandalen havde lagt sig, blev
han glemt. Men mange år senere, da jeg
under en af mine flytninger landede i Næstved, så jeg ham på gaden, hvor han med fjerne øjne skridtede drømmende af sted på sine
store platfodede plader. Det lignede en gang
på månen. Han var hvidhåret nu og havde
et mægtigt skæg, der nåede ham til midt på
brystet. Det var næsten tredive år siden, jeg
havde set ham, men jeg var ikke i tvivl om,
at det var ham, og at han var meget, meget
syg. En indskydelse fik mig til at følge efter,
og jeg så ham låse sig ind i en rød murstensbygning i en af sidegaderne. Hans navn stod
ved ringeklokkerne. I hans vinduer var gardinerne af mørkebrunt fløjl, og de var trukket halvt for. Vinduerne var grå. Det hele
mindede om en hamsters mørke bolig.
I den tid jeg boede i byen, så jeg ham med
jævne mellemrum, for det meste fraværende
og spøgelsesagtigt gennemsigtig, men der
var også dage, hvor hans ansigt var klarere.
Somme tider tænkte jeg på at give mig til
kende, men jeg kunne ikke minde ham om
tiden i min hjemby og den stadige nedskriv-
Side 12 af 18 sider
80
85
90
95
100
105
110
115
120
ning af hans liv, selv om han i virkeligheden
nok har været ligeglad med den slags.
I min hjemby var der i min barndom et
hav af butikker og små næringsdrivende.
Ud over Saugmanns boghandel var der to
slagtere, to bagere, fire købmænd, en skohandel, en trikotageforretning, en blomsterforretning, en guldsmed, en tobakshandel, en
Tatol og Marys Magasiner. Der var farve- og
tapetforretning, hvor jeg købte murstens- og
flisetapet og beklædte en skotøjsæske til at
indrette en bagerbutik i, der var en cykelhandler, en tømmerhandel, en tankstation og
en radioforretning. Der var gartner Schiødt,
der dels havde forretning og dels havde
drivhuse med en stærk muldet lugt og lange,
lange mistbænke med unge voksende planter.
Der var slikmutter og autoværksted, og der
var frøken Sonne, der havde haft struma, og
som syede tøj til folk under sine udstående
øjne. Der var herrefrisøren, der stod ude på
gaden i sin hvide kittel og spejdede efter
kunder, så ingen vovede sig ind til ham. I alt
boede der tusind indbyggere i vores by, og
som barn længtes jeg væk derfra. Det forekom mig, at alting stod stille, og at nogen
forandring aldrig ville blive mulig her. Jeg
gik rundt og rugede og ventede på at blive
stor nok til at komme væk.
Man sagde om fru Saugmann, at hun var
så god af sig, at hun forærede det halve af
forretningen væk, og sandt er det i hvert fald,
at jeg fik papæsker med kraftigt violet eller
parfumeret brevpapir, hvor limen på konvolutterne ikke længere virkede, eller små sorte
voksdugsindbundne notesbøger, som hun
fandt frem i kardusomvundne tyvestykspakker oppe på lageret. Som lille var det hende,
jeg helst ville handle med i forretningen.
Hun var en nipsfigur af en kvinde, spinkel
og ængstelig, og alle vidste, at han så mere
optimistisk på tingene.
Vi blev aldrig inviteret hjem til dem til
gengæld for min mors frokoster. De gik
ikke ud om aftenen, og jeg så hende ikke en
eneste gang hos købmanden eller i Brugsen.
Hvad lavede de oppe i deres lejlighed oven
125
130
135
140
145
150
155
160
165
170
på boghandlen? Ingen vidste det, og der blev
heller ikke talt om det, for der var noget
næsten immaterielt over Saugmanns, og man
forventede ikke den samme jordiske optræden af dem som af andre.
Da de nåede pensionsalderen, drejede de
nøglen om. Jeg ved ikke, om de prøvede at
få boghandlen solgt, for jeg var flyttet fra
byen på det tidspunkt og havde en tendens til
at lade nyhederne hjemmefra vandre ind ad
det ene øre og ud ad det andet. Store grønne
cellofangardiner blev trukket ned på indersiden af ruderne, og huset blev forvandlet til et
dødt stop i hovedgaden ved siden af de andre
døde huse, for af alle de mange forretninger
var der nu kun Brugsen og en kiosk og en
genbrugsforretning tilbage, og den forandring var kommet, mens jeg var i fuld gang
med min egen.
Saugmanns begyndte at rejse. De tog til
Rom og Firenze og så på renæssancekunst,
de gik til nytårskoncert i Wiens Musikver­
ein, ja, de var helt i Kina og gå på den kinesiske mur. Fru Saugmann var stadig spinkel
og sart, og han var stadig optimistisk og
beleven. Man så dem på byens fortove, hvor
de fortalte om deres rejser til folk de mødte,
altid arm i arm, altid sammen.
Og så skete der det mærkelige, at de via
mine forældre inviterede mig med på en af
deres rejser, en togtur til Bergen og derfra
videre med skib til Trondheim. Det var en
helt usandsynlig gestus, i min alder og så fra
netop dem, og invitationen kom på et tidspunkt, hvor jeg lige var blevet færdig med
mine brødløse studier og var i tvivl om alt.
Det var grænseoverskridende, det forbavsede
mig mere end noget andet, men jeg slog til.
Jeg ville gerne.
Turen varede i ti dage, og bedre rejseselskab end Saugmanns, når nerverne var
flossede, kan jeg ikke forestille mig. Han var
galant og endelig den onkel, som jeg havde
skullet se ham som, da jeg var barn, og han
opfordrede mig til at kalde ham for Palle.
Hun var fuld af sødme, og hendes store klare
øjne var grå som havet, vi sejlede på. De var
Side 13 af 18 sider
175
180
185
190
195
200
205
210
215
et trygt og fint og morsomt og helt igennem
taktfuldt rejseselskab. De stillede ingen krav
til mig og lod mig have mine hemmeligheder, som jeg var så optaget af, at det end ikke
faldt mig ind, at de også kunne have deres.
Der var kun én mislyd på hele turen. I kupeen i toget fra Bergen til København fulgtes
vi med et ældre tysk ægtepar, hvor manden
hele tiden pegede på udsigten og fortalte
sin kone, hvor de var og hvad de så. De var
meget venlige og ville gerne i kontakt med
os, men Palle Saugmann nægtede at svare,
når de talte til ham, og stemningen i kupeen
blev efterhånden tyk af vrede. Helle prøvede
at tale ham til ro, men det var forgæves. Til
sidst måtte vi finde et andet sted at sidde.
Vi holdt kontakten i mange år, stadig
uden at jeg nogensinde blev inviteret hjem til
dem. Jeg var med til deres guldbryllup, som
blev fejret stort på en restaurant i nabobyen.
Blandt gæsterne var mange af de gamle
handlende, der i mellemtiden var flyttet til
andre byer, og venner, som jeg ikke anede
eksistensen af. Festen sluttede med dans, og
da Palle Saugmann bød mig op, dansede vi
ud til ”It’s now or never.”
”Ja!” udbrød han begejstret, da han hørte
teksten. ”Det er lige netop sådan det er. Det
er derfor, jeg er blevet så gammel.”
Jeg troede han mente, at han altid havde
taget chancen når den bød sig, eftersom det
normalt er den slags folk bryster sig af. Men
Palle Saugmann ville i en helt anden retning.
”Jeg har aldrig udnyttet lejligheden. Det er
derfor! Jeg har sparet det hele!”.
Det var sidste gang i fem år, jeg var sammen med dem, men en vinteraften blev jeg
ringet op af min mor. Hun fortalte, at Helle
Saugmann var død meget pludseligt og skulle begraves to dage efter. Hun spurgte, om
jeg kunne komme med.
Hun hentede mig på stationen og støttede
sig til min arm, mens vi ad omlagte veje gik
forbi ældede og delvist reparerede facader,
ned til bymidten. Lige inden vi åbnede lågen
til kirkegården standsede hun op.
”Der er noget, jeg gerne vil fortælle dig,”
220
225
230
235
240
245
250
255
260
sagde hun. ”Du skal ikke blive forbavset
over, at der sidder en dame inde i kirken, der
ligner Helle Saugmann. Hun sidder sikkert
ved siden af Palle.” Det undrede mig at høre
hende omtale ham som Palle, for det havde
hun aldrig gjort, men jeg kommenterede det
ikke. ”Hvad mener du?” spurgte jeg.
”Helle har en datter.”
”Hvad?”
”Hun er over tres år, og hun har børn og
børnebørn. Helles oldebørn sidder derinde.”
”Hvor længe har du vidst det?”
”Jeg fik det at vide i går aftes,” sagde min
mor.
”Og hvor længe har de vidst det?” spurgte
jeg.
”Altid, håber jeg,” sagde min mor med et
lille smil.
”Du ved, hvad jeg mener.”
”Gør jeg?”
”Hvor længe har de kendt hinanden,
mener jeg.”
”Ikke så længe, tror jeg. Ti-femten år.”
Her sluttede samtalen, for nu var vi nået op
til kirken og de andre begravelsesgæster, og
vi gik ind.
Palle var blevet en meget gammel mand,
og jeg turde næsten ikke kysse hans papirtynde kind, så jeg nøjedes med at række ham
og Helles datter hånden. Min mor havde talt
sandt: Hun var som snydt ud af næsen på sin
mor. Da hun drejede hovedet, gjorde hun det
på Helles måde. Hun smilede Helles smil,
hendes øjne var klare som Helles, ja, selv
hendes håndtryk var som Helles, og der var
en forsigtighed mellem hende og Palle, som
måske også var Helles, men måske allermest
deres helt egen. Det var, som om alle blev
trøstet af hendes tilstedeværelse.
Der var kommet mange til begravelsen,
og gulvet bag kisten var fyldt af blomster.
Ingen snakkede, ingen tiskede på bænkene,
ingen strakte hals efter det ukendte barn og
hendes efterkommere, der var ingen sensationslyst. Bortset fra Helles børnebørn og
oldebørn og jeg selv var folk gamle, og jeg
formoder, at alle de tilstedeværende vidste, at
Side 14 af 18 sider
265
270
et helt livs tien ikke er noget, man forklarer i
en håndevending.
Engang var der byfest i min hjemby. Det
skete kun den ene gang, det var i tiden lige
inden den store butiksdød satte ind. Hovedgaden blev afspærret, og der var kaffebord
og fodboldkamp mellem medlemmerne af
handelsstandsforeningen. Stort set alle var
mødt op, bortset fra frøken Sonne, der holdt
sig inde bag sine gardinløse vinduer. Barbe-
275
280
ren havde skiftet kitlen ud med vindjakke.
Helle Saugmann optrådte som en yndefuld,
sivtynd, let svajende dommer med en gul
fløjte, som hun ikke kunne få til at udstøde
andet end nogle ynkelige halve hyl. Indtil det
øjeblik kom, hvor hun blæste kampen af. Da
løftede den gule fløjte sin stemme helt op
over gaden og byens tage.
”Det var satans, Helle,” råbte gartner
Schiødt. ”Der tog du ligodt røven på os.”
Side 15 af 18 sider
Opgave 5
H. C. Andersen: ”De røde sko”.
Fra Nye Eventyr. Tredie Samling, 1845. Retskrivningen er moderniseret.
Tekst 6
De røde sko
H. C. Andersen
1
5
10
15
20
25
30
35
Der var en lille pige, så fin og så nydelig,
men om sommeren måtte hun altid gå med
bare fødder, for hun var fattig, og om vinteren med store træsko, så at den lille vrist
blev ganske rød og det så grueligt.
Midt i bondebyen boede den gamle Mor
Skomagers, hun sad og syede, så godt hun
kunne det, af røde, gamle klædestrimler
et par små sko, ganske kluntede, men godt
ment var de, og dem skulle den lille pige
have. Den lille pige hed Karen.
Just den dag hendes moder blev begravet,
fik hun de røde sko og havde dem første
gang på; det var jo rigtignok ikke noget at
sørge med, men hun havde nu ingen andre
og så gik hun med bare ben i dem, bag efter
den fattige stråkiste.
Da kom der i det samme en stor, gammel
vogn, og i den sad der en stor, gammel frue,
hun så på den lille pige og havde ondt af
hende, og så sagde hun til præsten: ”Hør, giv
mig den lille pige, så skal jeg være god imod
hende!”
Og Karen troede, det var altsammen for
de røde sko, men den gamle frue sagde, at de
var gruelige, og de blev brændt, men Karen
selv blev klædt på rent og net; hun måtte
lære at læse og sy, og folk sagde, at hun var
nydelig, men spejlet sagde: ”Du er meget
mere end nydelig, du er dejlig!”
Da rejste dronningen engang igennem
landet og hun havde med sig sin lille datter,
der var en prinsesse, og folk strømmede til
uden for slottet, og der var da Karen også,
og den lille prinsesse stod i fine, hvide klæder i et vindue og lod sig se på; hun havde
hverken slæb eller guldkrone, men dejlige
40
45
50
55
60
65
70
røde saffianssko; de var rigtignok anderledes
nette, end de Mor Skomagers havde syet til
lille Karen. Intet i verden kunne dog lignes
ved røde sko!
Nu var Karen så gammel, at hun skulle
konfirmeres, nye klæder fik hun, og nye sko
skulle hun også have. Den rigtige skomager
inde i byen tog mål af hendes lille fod, det
var hjemme i hans egen stue, og der stod
store glasskabe med yndige sko og blanke
støvler. Det så nydeligt ud, men den gamle
frue så ikke godt, og så havde hun ingen
fornøjelse deraf; midt imellem skoene stod
et par røde, ganske som de prinsessen havde
båret; hvor de var smukke! Skomageren sagde også, at de var syet til et grevebarn, men
de havde ikke passet.
”Det er nok blanklæder!” sagde den gamle frue, ”de skinner!”
”Ja, de skinner!” sagde Karen; og de passede og de blev købt; men den gamle frue
vidste ikke af, at de var røde, thi hun havde
aldrig tilladt Karen at gå til konfirmation i
røde sko, men det gjorde hun nu.
Alle mennesker så på hendes fødder, og
da hun gik op ad kirkegulvet til kordøren,
syntes hun selv de gamle billeder på begravelserne, disse portrætter af præster og
præstekoner med stive kraver og lange, sorte
klæder, hæftede øjnene på hendes røde sko,
og kun på disse tænkte hun, da præsten lagde sin hånd på hendes hoved og talte om den
hellige dåb, om pagten med Gud og at hun
nu skulle være et stort kristent menneske; og
orglet spillede så højtideligt, de smukke børnestemmer sang og den gamle kantor sang,
men Karen tænkte kun på de røde sko.
Side 16 af 18 sider
75
80
85
90
95
100
105
110
115
120
Om eftermiddagen vidste da den gamle
frue, af alle mennesker, at skoene havde
været røde, og hun sagde, at det var stygt, at
det passede sig ikke og at Karen herefter, når
hun gik i kirke, skulle altid gå med sorte sko,
selv om de var gamle.
Næste søndag var der altergang, og Karen
så på de sorte sko, hun så på de røde – og så
så hun på de røde igen og tog de røde på.
Det var dejligt solskinsvejr; Karen og den
gamle frue gik ad stien gennem kornet; dér
støvede det lidt.
Ved kirkedøren stod en gammel soldat
med en krykkestok og med et underligt langt
skæg, det var mere rødt end hvidt, for det var
rødt; og han bøjede sig lige ned til jorden og
spurgte den gamle frue, om han måtte tørre
hendes sko af. Og Karen strakte også sin lille
fod ud. ”Se hvilke dejlige dansesko!” sagde
soldaten, ”sid fast når I danser!” og så slog
han med hånden på sålerne.
Og den gamle frue gav soldaten en lille
skilling og så gik hun med Karen ind i kirken.
Og alle mennesker derinde så på Karens
røde sko, og alle billederne så på dem og da
Karen knælede for altret og satte guldkalken
for sin mund, tænkte hun kun på de røde
sko, og det var som om de svømmede om i
kalken for hende; og hun glemte at synge sin
salme, hun glemte at læse sit ”Fadervor.”
Nu gik alle folk fra kirke og den gamle
frue steg ind i sin vogn. Karen løftede foden
for at stige bag efter, da sagde den gamle
soldat, som stod tæt ved: ”Se hvilke dejlige
dansesko!” og Karen kunne ikke lade være,
hun måtte gøre nogle dansetrin, og da hun
begyndte, blev benene ved at danse, det var
ligesom om skoene havde fået magt over
dem; hun dansede omkring kirkehjørnet, hun
kunne ikke lade være, kusken måtte løbe
bag efter og tage fat på hende, og han løftede
hende ind i vognen, men fødderne blev ved
at danse, så hun sparkede så grueligt den
gode, gamle frue. Endelig fik de skoene af
og benene kom i ro.
125
130
135
140
145
150
155
160
165
Hjemme blev skoene sat op i et skab, men
Karen kunne ikke lade være at se på dem.
Nu lå den gamle frue syg, de sagde at hun
kunne ikke leve! plejes og passes skulle hun
og ingen var nærmere til det, end Karen;
men henne i byen var der et stort bal, Karen
var inviteret; – hun så på den gamle frue, der
jo dog ikke kunne leve, hun så på de røde
sko, og det syntes hun der ingen synd var
i; – hun tog de røde sko på, det kunne hun
jo også nok; – men så gik hun på bal og så
begyndte hun at danse.
Men da hun ville til højre, så dansede
skoene til venstre, og da hun ville op ad gulvet, så dansede skoene ned ad gulvet, ned ad
trappen, gennem gaden og ud af byens port.
Danse gjorde hun og danse måtte hun, lige
ud i den mørke skov.
Da skinnede det oppe mellem træerne og
hun troede at det var månen, for det var et
ansigt, men det var den gamle soldat med det
røde skæg, han sad og nikkede og sagde: ”Se
hvilke dejlige dansesko!”
Da blev hun forfærdet og ville kaste de
røde sko, men de hang fast, og hun flængede
sine strømper af, men skoene var vokset fast
til hendes fødder, og danse gjorde hun og
danse måtte hun over mark og eng, i regn og
solskin, ved nat og ved dag, men om natten
var det grueligst.
Hun dansede ind på den åbne kirkegård,
men de døde dér dansede ikke, de har noget
meget bedre at bestille end at danse; hun
ville sætte sig på den fattiges grav, hvor den
bitre regnfang groede, men for hende var
ikke ro eller hvile, og da hun dansede hen­
imod den åbne kirkedør, så hun der en engel
i lange, hvide klæder, med vinger som nåede
ham fra skuldrene ned til jorden, hans ansigt
var strengt og alvorligt, og i hånden holdt
han et sværd, så bredt og skinnende:
”Danse skal du!” sagde han, ”danse på
dine røde sko, til du bliver bleg og kold! til
din hud skrumper sammen som en benrads!
danse skal du fra dør til dør og hvor der bor
stolte forfængelige børn, skal du banke på, så
Side 17 af 18 sider
170
175
180
185
190
195
200
205
210
at de hører dig og frygter dig! Danse skal du,
danse --!”
”Nåde!” råbte Karen. Men hun hørte ikke
hvad englen svarede, thi skoene bar hende
igennem lågen, ud på marken, over vej og
over sti og altid måtte hun danse.
En morgenstund dansede hun forbi en
dør, hun kendte godt; indenfor lød salmesang, de bar en kiste ud, som var pyntet med
blomster; da vidste hun, at den gamle frue
var død, og hun syntes, at nu var hun forladt
af alle og forbandet af Guds engel.
Danse gjorde hun og danse måtte hun,
danse i den mørke nat. Skoene bar hende
afsted over tjørne og stubbe, og hun rev sig
til blods; hun dansede hen over heden til et
lille ensomt hus. Her vidste hun, at skarpretteren boede, og hun bankede med fingeren
på ruden og sagde:
”Kom ud! – kom ud! – Jeg kan ikke komme ind, for jeg danser!”
Og skarpretteren sagde: ”Du ved nok
ikke, hvem jeg er? Jeg hugger hovedet af de
onde mennesker, og jeg kan mærke, at min
økse dirrer!”
”Hug ikke hovedet af mig!” sagde Karen,
”for så kan jeg ikke angre min synd! men
hug mine fødder af med de røde sko!”
Og så skriftede hun hele sin synd, og
skarpretteren huggede fødderne med de røde
sko af hende; men skoene dansede med de
små fødder hen over marken ind i den dybe
skov.
Og han snittede hende træben og krykker,
lærte hende en salme, den, synderne altid
synger, og hun kyssede den hånd, som havde
ført øksen, og gik hen over heden.
”Nu har jeg lidt nok for de røde sko!”
sagde hun, ”nu vil jeg gå i kirke, at de kunne
se mig!” og hun gik nok så rask mod kirkedøren, men da hun kom der, dansede de røde
sko foran hende og hun blev forfærdet og
vendte om.
Hele ugen igennem var hun bedrøvet og
græd mange, tunge tårer, men da det blev
søndag, sagde hun: ”Se så! nu har jeg lidt
215
220
225
230
235
240
245
250
255
og stridt nok! jeg skulle tro, at jeg er ligeså
god som mange af dem, der sidder og knejser derinde i kirken!” og så gik hun nok så
modig; men hun kom ikke længere end til
lågen, da så hun de røde sko danse foran sig
og hun forfærdedes og vendte om og angrede
ret i hjertet sin synd.
Og hun gik hen til præstegården og bad,
om hun måtte komme i tjeneste der, flittig
ville hun være og gøre alt hvad hun kunne,
på lønnen så hun ikke, kun at hun måtte få
tag over hovedet og være hos gode mennesker. Og præstekonen havde ondt af hende
og gav hende tjeneste. Og hun var flittig og
tankefuld. Stille sad hun og hørte til, når om
aftenen præsten læste højt af Bibelen. Alle
de små holdt meget af hende, men når de
talte om pynt og stads og at være dejlig som
en dronning, rystede hun med hovedet.
Næste søndag gik de alle til kirke og de
spurgte hende, om hun ville med, men hun
så bedrøvet med tårer i øjnene, på sine krykker, og så gik de andre hen at høre Guds ord,
mens hun gik alene ind i sit lille kammer;
det var ikke større, end at der kunne stå en
seng og en stol, og her satte hun sig med sin
salmebog; og alt som hun med fromt sind
læste i den, bar vinden orgeltonerne fra kirken over til hende, og hun løftede med tårer
sit ansigt og sagde: ”Oh, Gud hjælpe mig!”
Da skinnede solen så klart, og lige foran
hende stod den Guds engel i de hvide klæder,
ham, hun hin nat havde set i kirkedøren, men
han holdt ikke længere det skarpe sværd,
men en dejlig, grøn gren, der var fuld af
roser, og han rørte med den ved loftet, og det
hævede sig så højt, og hvor han havde rørt,
skinnede der en guldstjerne, og han rørte
ved væggene og de udvidede sig, og hun så
orglet, som spillede, hun så de gamle billeder
med præster og præstekoner, menigheden
sad i de pyntede stole og sang af deres salmebog. – For kirken var selv kommet hjem
til den stakkels pige i det lille, snævre kammer eller også var hun kommet derhen; hun
sad i stolen hos de andre præstens folk og da
Side 18 af 18 sider
260
de havde endt salmen og så op, nikkede de
og sagde:”Det var ret du kom, Karen!”
”Det var nåde!” sagde hun.
Og orglet klang og børnestemmerne i
koret lød så blødt og dejligt! Det klare solskin strømmede så varmt gennem vinduet
265
ind i kirkestolen, hvor Karen sad; hendes
hjerte blev så fuldt af solskin, af fred og glæde, at det brast; hendes sjæl fløj på solskin til
Gud, og dér var der ingen, som spurgte om
de røde sko.
Opgaven er produceret med anvendelse af kvalitetsstyringssystemet ISO 9001 og miljøledelsessystemet ISO 14001