Hoven Kirke

Seværdigheder langs Skjern Å
7 Hoven
7 Hoven
Hoven
Haven bag museet i Hoven.
Hoven by
Hoven (1297 Hoglen, 1330-48 Hofne) er en landsby i
Vestjylland med ca. 260 indbyggere (2011), der ligger
19 kilometer nordvest for Grindsted og 21 kilo­meter
sydøst for Skjern. Byens navn stammer fra Middel­
alderen og betyder "Gudehov" – altså et hellig­sted.
Stednavneforskeren Peter Gammeltoft mener, at sted­
navnet Hoven kan føres tilbage til Jernalderen. At
Hoven utvivlsomt har rødder langt tilbage, vidner de
mange gravhøje i området om. De skal formentlig dateres til Sten- og Bronzealder.
Forfatteren Salomon Frifelt kaldte Hoven for “en
oase i hedens ørken”. I ældre tid var Hoven et trafikalt
knudepunkt, der forbandt byerne Vejle, Tarm/Skjern,
Ringkøbing og Kolding. De gamle vejforløb kan stadig følges i bybilledet.
Byens naturlige samlingspunkt ligger omkring kir­k­
en, præstegården, vandmøllen og skolemiljøet med
bl.a. kvindehøjskole og pogeskole (en privat forskole
for børn mellem 6 og 9 år). Dette område vurderes til
at have særlig høj kulturhistorisk og kulturmiljømæssig værdi.
Hoven Kirke
Den lille kirke ligger smukt, hvor åen krydser landevejen. Den består af romansk kor og skib fra omkring
år 1200. Våbenhuset er noget yngre end kor og skib.
Tårnet fra 1961 har afløst en tagrytter fra 1874, der
atter havde en lille forgænger. En tagrytter er et lille
tårn med spir, som har været placeret på kirkens tag.
Skibet er bygget af granitkvadre med skråkantsokkel.
Den øvre del af koret er bygget af rå kampesten,
mens den nederste del, hjørnerne og området omkring vinduerne ligeledes er bygget af granitkvadre.
Den neder­ste del af koret har skråkantsokkel ligesom
skibet. Den sydlige dør (mandsdøren) er i brug, mens
den nordlige dør (kvindedøren) er tilmuret. Over
Side 2
7 Hoven
© Kort og Matrikelstyrelsen
Side 3
7 Hoven
Altertavle
Altertavlen nævnes første gang
i 1766, hvor pastor Bang i en
indbe­ret­ning skriver, at: ”Alter­
et er meget smukt malet, men
me­get katolsk”. En inskription
un­der tavlens midterfelt lyder:
”Jeg farer op til min Fader og eders Fader, og til min Gud og eders
Gud. Joh. 20, 17. “
Midterfeltet, som har forgyldt baggrund, er forsynet med en udskåret
Kristus-figur omgivet af fire engle
på vej mod himmelen, hvor Gud
Fader med skæg og krone venter
ham. Neden for Kristus ser man de
12 apostle.
Hoven Kirke
nord­døren ses den smalle overligger fra døren indmuret. Af oprindelige vinduer ses et i nordmuren og
et i østgavlen af koret. Den oprindelige korbue med
profile­rede kragbånd er bevaret, men noget afrettet.
Loftet i skibet er lavet af bjælker. Kirken gennemgik en restaurering i 1874, hvor murene blev forhøjet,
nye vinduer indsat, nyt tagværk blev rejst og to fag
bygget til i den vestlige ende.
Døbefont
Den romanske døbefont af granit er formentlig samtidig med kirkens kor og skib, dvs. fra omkring år
1200. Tidligere var døbefonten dækket af et trælåg,
som hang i en jernkæde. Gruben i døbefonten er
i dag dækket af et dåbsfad i messing.
Fadet blev i 1905 skænket til kirken af
højskoleforstander K. Kristensen og
bærer inskriptionen:
Det øverste venstre sidefelt viser Marias bebudelse,
mens det nederste venstre sidefelt viser Simeons velsignelse af Kristus-barnet i templet. Det mærkelige
ved det nederste felt er den cisterciensermunk, som er
til stede ved velsignelsen, da de første munkeordner
først blev grundlagt ca. 500 år senere.
I det øverste højre felt ser man Josefs og Marias forlovelse, mens man i det nederste højre felt ser Marias
møde med Elisabeth. I den katolske kirke har Maria
en helt særlig status, så når Ma­ria optræder på alle fire
si­­detavler, un­d­er­støtter det past­or Bangs iagttag­else
om, at al­ter­tav­­­­l­en er af ka­tolsk op­rind­else. Altertavlen
”Døb, genfød dem, Herre from dybt i
Livets Kilde – Lader da små Børn komme til mig. Matt 19, 14 – Aldrig de til
Død og Dom sig fra dig forvilde – Minde
om min kære afdøde hustru Karen Marie
Kristensen, f. Jensen. Houen den 11/3
1865-1905 K. Kristensen.”
Altersølv
Alterkalken er fra omkring år 1600. Den
er udstyret med en knop og udsmykket
med et acantusblad. De svære renæssance-alterstager er samtidige med al­ter­­
kalken.
Side 4
7 Hoven
det andet, at han skulle yde en passende erstatning til kirkerne.
er blevet restaureret i 1876 og igen i
1905.
Prædikestol
Prædikestolen er fra omkring år
1600, men kraftigt ændret. Den blev
restaureret i 1876 og fremtræder nu
med fem blåmalede felter. På det
midterste felt er der anbragt et relief
med Kristus på korset. Over felterne
står der skrev­et: ”Salige er de, som
hører”, og nedenunder: ”Guds ord
beva­rer det”. I de tomme felt­er har
der muligvis også siddet relieffer. I
hvert fald har Herning Museum nog­le plumpe og nai­
ve relieffer, som angiveligt skulle stamme fra Hoven
Kirke. Reliefferne forestiller Isaks ofring, kobber­
slangen i ørkenen, bebudelsen, korsfæstelsen, op­
stand­­elsen og Kristus som gartner.
Kirkeklokke
Den gamle kirkeklokke antages at stamme fra Nord­
italien og dateres til den sidste halvdel af 1200-tallet.
Hvor­dan og hvornår klokken er havnet i Hoven, ved
man dog ikke. Klokken er blandt de ældste klokker i
landet, som endnu bruges. Den nye kirkeklokke fra
1985 er støbt af A. Paccard fra Annecy i Frankrig.
Klokken er skænket af H. og G. Hansen og bærer indskriften: ”Klokken slår, tiden går, troen på ordet sin
prøve står; er det faldet i hjertemuld, overstår det vel
vinterkuld, bærer sin evighedsfrugt”.
Orgel
Hoven Kirke fik sit første orgel i 1902. Den første
organist var K. Kristensens datter Karen Alvilda. I
1961 blev der installeret et nyt orgelpulpitur og orgel.
Org­let var dog ikke så godt som forventet, så i 1987
fik kirken igen et nyt orgel, bygget af P. Brun og søn.
Fortællinger om Hoven Kirke
Den første præst, som nævnes i forbindelse med Hoven, er Provst Niels fra Mors. Han leve­de i 1200-tallet,
mens Danmark endnu hørte under den katolske kirke.
Om provsten boede i Hoven er usikkert, da han ejede
flere kirker rundt om i landet.
På et tidspunkt i slutningen af 1200-tallet henvendte
han sig til paven i Rom. Pave Bonifacius svarede
tilbage i 1297 og fortalte provsten i entydige vendinger, at han for det første ikke havde fået lov til at
købe kirkerne og nyde indkomsterne af dem og for
Hoven og Sdr. Omme var et fælles
pastorat indtil 1908. Hvornår det
fælles pastorat opstod er uvist, men
det er formentlig senest ved Refor­
ma­tionen i 1536. Den første fælles
præst, som man kender navnet
på, er hr. Jacob, som boede i Sdr.
Omme. Efter 1908 blev Ho­ven et
selvstændigt pastorat, med Ilderhede
som annekskirke. I den forbindelse
blev der bygget en ny præstebolig
umiddelbart vest for Hoven Kirke.
Den første præst, som flyttede ind i den nye præstebolig, var A.P.F. Blinkenbjerg. Om Blinkenbjerg
fortælles det, at den dag han ankom til Hoven, var
vej­ret meget varmt. Præsten var ankommet med tog
til Ølgod og var fortsat videre til Hoven på ”apost­
lenes heste” (gående). Da dagen var varm og vejen
tør, var det en tørstig og ret beskidt præst, som ankom
til Hoven.
Han gik ind ved den første gård og bad om noget at
drikke. På grund af præstens noget miserable forfatning troede folk på gården, at den fremmede var
en vagabond. Gæstfriheden var stor på denne tid
i Vestjylland, så noget at drikke og et stykke mad
kunne vandringsmanden godt få. Da husbonden
var oppe i alderen og havde ondt i ryggen, bad han
den fremmede tage lidt brænde med ind i køkkenet.
Præsten blev bænket ved køkkenbordet, og konen ret­
te­de an med en bid brød.
Snakken gik under spisningen, og på et tidspunkt
sagde husbonden: ”Jeg kan da ikke forstå, sådan en
ung mand ikke søger arbejde i stedet for at gå på landevejen”. Præsten havde svært ved at holde masken og
svarede med et lunt glimt i øjet, at han lige havde søgt
og fået embedet som præst for Hoven og Ilderhede
kirker. Så kan det nok være, der skete noget. Døren
til storstuen blev slået op, og der blev straks fyret op
under kaffekedlen.
Hoven Kirke
Nørre Grenevej 1
6880 Tarm
Tlf. 7534 3052
Kirken er åben for alle i dagtimerne.
Side 5
7 Hoven
Fra venstre Højskolebygningen fra 1878, derefter en tilbygning til højskolen fra 1893 og yderst pogeskolen, som er
bygget i 1904. På billedet til højre Kirkeskole-bygningen fra 1880.
Hoven Kvindehøjskole
Hoven Kvindehøjskole var ikke en almindelig
højskole. I virkeligheden var det et privat lærer­inde­
seminarium, som havde til formål at uddanne kvinder
til at undervise de mindste elever i datidens almue­
skoler i Vestjylland om vinteren. Højst usædvanligt
i en tid, hvor uddannelse fortrinsvis var rettet mod
mænd, og kvindens plads var foran ”kødgryderne”.
Uddannelsen varede et år, fra november til november.
Skolen var formentlig den eneste af sin art i landet og
fungerede fra 1891 til 1926.
Det nøjagtige antal lærer­inder, som blev uddannet på
Kvindehøjskolen, er uvist, men antager man, at der i
gennemsnit blev uddannet 25 pr. år i de 35 år, skolen
eksisterede, når man op på ca. 875 lærerinder.
Vinterlærerinder
De kvinder, som blev uddannet i Hoven, blev kaldt
vinterlærerinder, fordi de som regel kun blev ansat
for én vinter ad gangen. De skulle undervise de små
elever, mens degnene underviste de større. I sommerhalvåret, perioden fra maj til november, gik de store
elever kun i skole én gang om ugen, så i den periode
kunne degnen selv klare undervisningen.
I mange egne af Vestjylland blev der drevet skole
på denne måde helt frem til 1950’erne, hvor de nye
centralskoler gjorde det muligt at undervise elever­
ne hele året rundt. I Hoven foregik denne form for
undervisning i den gamle ”Kirkeskole”, som er fra
1880, helt frem til 1957. I den gamle skolebygning,
som ligger over for kirken, er der i dag indrettet en
skolestue anno 1957.
”Den vestjyske skoleforordning”
Den skoleform, som førhen blev praktiseret i de tyndt befolkede vestjyske
egne, går under betegnelsen ”den
vest­­­jyske skoleforordning” eller hjæl­
pe­­skoler, omgangsskoler eller bi­sko­
ler. Biskolernes oprindelse kan føres
tilbage til Skoleloven af 1814. Skoler­
ne hav­de hverdagsundervisning i vin­
ter­­halvåret og undervisning en halv til
en hel dag om ugen i sommer­halvåret.
Elever fra Kvindehøjskolen ved Mølledammen, o. 1911.
Side 6
Til undervisning i biskolerne antog
man ofte begavede unge drenge. In­
d­en drengene begyndte at undervise,
gennemgik de en prøve hos den lokale
provst, for at vise om de besad de nødvendige kundskaber. De skulle:
7 Hoven
1) Læse tydeligt og på en måde, som kan
fastholde elevernes opmærksomhed.
2) Med egne ord kunne redegøre for Luthers
Katekismus og Lærebogen i Religionen.
3) Kende de fire regnearter og reguladetri.
Skrive pænt og tydeligt på grammatisk godt
dansk. Synge de alminde­ligste salmer rigtigt
og med en ren tone.
Hoven Sogn Landsbymuseum og Lokalarkiv
Museet har til huse i Kirkeskolen og Hoven
Kvinde­højskoles bygninger fra 1880, som
Skolestue anno 1957
ligger centralt i byen over for Hoven Kirke.
Kirkeskolen funge­rede som skole indtil 1957. På det med alskens kemikalier, elektriske armaturer og en
lille torv foran skolebygningerne er rejst en mindesten stensamling. Centralt i museet ligger den gamle spi­
se­sal, med adgang til ”lærerværelset”, degnestuen. I
over højsko­lens grundlægger, Kristian Kristensen.
de tilstødende rum finder man køkken og bryggers.
Museet fungerer i dag både som lokalhistorisk arkiv,
landsbymuseum og ”medborgerhus”. Lokalarkivets Museets første sal er indrettet med udstillinger om
formål er at modtage/indsamle og registre materiale, Hjemmeværnet, gammelt værktøj, husgeråd, sko­­
såsom fotos, avisudklip, begivenheder, persondata, le­­­bøger og sågar en udstilling med historisk dame­
bygninger, landskaber og alt vedrørende Hoven Sogn. un­dertøj. I et tilstødende værelse til dameunder­
tøjs­­udstillingen har man forsøgt at genskabe de
Museet indeholder et bredt spektrum af effekter, som læ­­­rerstuderendes pigekamre.
har tilknytning til området. Her finder man en meget
fin skolestue, som den må have set ud i 1957. Her er alt I den østlige ende af bygningen lå skolens stald med
fra originale pulte og oplysningstavler til blækhuse, plads til to heste, to køer med ungkvæg og et par grise.
skrive­tavler, grifler og skoletasker. Mu­se­et rummer I stalden kan man stadig se den oprindelige indde­
også en im­ponerende samling af gamle skolebøger. ling af båseskillerum, samt en bred vifte af forskelligt
I et tilstødende rum til skolestuen er ”fysiklokalet” håndværktøj.
Bag ved mu­seet ligger den hyg­
ge­­lige museums­have. Ha­vens
træ­­er blev op­rin­delig plantet
af højskolefor­stan­d­er Kris­t­
ensen og udgør i dag en dej­­lig
plet ned til Hoven Å/Simmelbæk. På pladshen er afholdes
bl.a. sankt­hans­­fester for byens
borgere.
Nogle af lokalarkivets frivillige i gang med at registrere samlingerne.
Side 7
Museet og arkivet bliver drevet
af frivillig arbejdskraft og modtager kun et beskedent offentligt
til­skud på 3.000 kr. om året.
Derud­over bidrager kommu­
nen med det yd­re vedligehold
af museumsbygninger og mu­
se­ums­have.
7 Hoven
gerningen hos Kristensen. I 1877 steg antallet af unge
elever til syv, og Kristensen antog en hjælpelærer.
Året efter oprettedes Hoven Højskole.
Oprindeligt var Kristensens hensigt nok at oprette en
almindelig højskole, men mange af højskoleelever­ne
blev efterfølgende vinterlærere, og enkelte tog og­så
provste­eksamen. Der var ingen eksamen ved sko­le­
årets afslutning. Elevtallet vekslede mellem 20 og 30,
som alle kom fra omegnen, dvs. Es­bjerg-, Varde- og
Ølgod-egnen.
I slutningen af 1880’erne begyndte der også at melde
sig piger til højskolen. Pigerne blev uddannet til at
under­vise de mindste klas­ser og til under­vis­ning i
hånd­ger­ning for de ældste klas­ser. I no­vember 1891
overgik høj­skolen til ude­lukkende at undervise kvind­
er. Tilslutning­en blev hurtigt så stor, at skolen måtte
udvides. Året efter blev der tilføjet en ny bygning,
med lærerværelse, gymnastiksal og en møn­ster­klas­se,
hvor lærer­eleverne kunne få praktisk er­fa­ring.
Et lille udvalg af museets imponerende samling af
gamle skolebøger.
Hoven Sogns Landsbymuseum og Lokalarkiv
Bredgade 8, Hoven
6880 Tarm
Formand: Herluf Pedersen, tlf. 7534 3189.
Åbningstider på Lokalarkivet:
Anden mandag og sidste mandag i hver måned
fra kl. 14-15, eller efter aftale med bestyrelsen.
Ved siden af skolegerningen en­ga­gerede Kristensen
sig i plant­nings-sagen. En af hans første gerninger,
efter at være kommet til Hoven, var at plante 75 træer
i sin have. I de følgende år stod han bag en lille plante­
skole ved Tirsbjerg og tilplantning af en plantage på
syv tdr. land vest for Hoven Mølle. I 1872 fik han
arran­geret Hedeselskabets opkøb af de to Påbølgårde,
som senere skulle blive til Påbøl Plantage.
Mindesten og kendte
Hoven-borgere
Kristian Kristensen (1841-1918)
Kristian Kristensen blev født i et lille hus i Sdr. Omme
sogn (o. 1330 Oom) i 1841. Han mistede sin far som
lille, så moderen var enlig forsørger. Hans første skole­
tid var meget ensformig. Man begyndte dagen med
salmevers, derefter religion i 1½ time, mens resten af
formiddagen gik med læsning i Hjorts ”Børne­ven”.
Han kom ud at tjene som seks-årig og vogtede gæs til
han var ni, derefter vogtede han 200 får til han var 14
år. Efter konfirmationen tog han arbej­de på Fyn, men
vendte året efter tilbage til Sdr. Omme.
Et efterfølgende ophold på Chr. Kolds højskole i
Dalby på Hinds­holm skulle få stor betydning for
Kristen­sens skolesyn. Efter høj­sk­ oleopholdet blev
han huslærer hos en købmand, hvor han også startede
en friskole ud fra den Kold­ske tankegang. I efteråret
1861 tog han på seminariet i Jel­ling, hvor han blev
meget inspire­ret af forstanderen H.J.M. Svendsen.
Han fik en god første karakter og derefter en stilling
som lærer i Hoven i 1865. I de følgende år kom der
hver vinter flere unge, som søgte vejledning i lærer­
Kristensen blev udnævnt til dannebrogsmand (Dbm.)
og blev ved sin aftrædelse som folkeskolelærer i 1906
belønnet med Fortjenst­medaljen i sølv (F.M.) af kon­
seils­­­præsident I.C. Christens­en.
Kristian Kristensen foran Kirkeskolen, o. 1910.
Side 8
7 Hoven
1874-75 tog han på højskoleophold
i København. Han blev tilkendt en
halv fri­plads på højskolen. I perio­
den 1875-1877 tog han lærereksa­
men på Gedved Seminarium. Sit
første job fik han i Vinding sogn ved
Holstebro, hvor han under­vis­te ved
biskolerne i Koldkær og Agerfeld
hver anden dag.
Efter Kristian Kristensens død i
1918 fortsatte hans svigersøn, N.J.
Østergård, med at drive Kvinde­høj­
skolen helt frem dens ned­læggelse
i 1926. I 1919 rejste gamle elever
og venner en minde­sten for K. Kristensen. Den er place­ret på den lille
plads foran de gamle skolebygning­
er. Indskriften på stenen lyder:
I 1879 blev I.C. gift med Karen Kir­
stine Pedersen fra Hoven, som han
havde kendt siden barndomsårene.
De havde gået i skole sammen og var
blevet konfirmeret samtidig. Han fik
På fodstykket står: “Barn blandt
arbejde som lærer i Uhe ikke langt
Børn. Ung blandt unge. Mand
fra Hoven, men lønnen var så lille,
blandt Mænd”. På soklens bagside
at der om søndagen ofte kun var råd
står der: ”Rejst af Elever og Venner
til fattigmandsretten ”melgrød”, en
1919”.
grød kogt på rugmel. I.C. underviste
i Uhe i tre år og fik i den periode to
Plantagerne
børn sammen med Karen. Herefter
I området ved Tirsbjerg og Påbøl Mindestenen for K. Kristensen
fik han en bedre betalt stilling på
Plantager (syd for Hoven ad På­bøl­
Vrønding skole ved Horsens, hvor
vej) er der opsat mindestene for flere fremtrædende han også startede en lille højskole. Som forbillede har
person­er og nationale begivenheder.
han sikkert haft sin gamle lærer, K. Kristensen. Han
Ved Skovridergården (3 km syd for Hoven) findes en blev i Vrønding i ca. fem år, hvorefter han fik job som
mindesten for den kendte Venstre-politiker og kon­ lærer og kirkesanger i Stadil ved Ringkøbing.
”Forstander K. Kris­­ten­­sen Dbm.
F.M. Lærer i Hoven fra 1865-1918.
Gud er Kærlighed”.
seils­præsident I.C. Christensen, hvis fødehjem engang lå her. Ved gården står også en sten over skov­
rider Mads Holt, som ledede beplantning­en af den
s­tore Påbøl Plantage.
Kort tid efter at han kom til Stadil, blev han valgt ind i
sognerådet og var sognerådsformand 1888-91. I 1890
I.C. Christensen (1856-1930)
Den kendte politiker, minister og konseilspræsident
Jens Christian Christensen (kaldet I.C.), blev født 21.
november 1856 på en hedegård ved Påbøl (1522 Pobill, 1534 Pobel) syd for Hoven. Han var den ældste
af ni søskende, syv drenge og to piger. Da han var otte
år gammel, kom han ud at tjene som hyrdedreng. Som
11-årig kom han op til sin farbror, som var lærer på
Helgenæs. Dels for at gå i skole, men også for at passe får. Efter konfirmationen hjemme i Hoven arbej­de­
de han på den fædrene gård, i sommer­månederne var
han post­af­løser og der­­udover ar­bej­­dede han lidt for
købmand­en i Hoven.
I efteråret 1872, knap 16 år gam­mel, blev han hjælpe­
lærer i Kirkeskolen i Hoven, som blev ledet af K.
Kristensen. Næste forår fik I.C. med karakteren
”meget vel skikket” sin provste­eksamen i Skjern
og måtte nu undervise som biskolelærer. I vinteren
Teksten på stenen lyder:
J.C. Christensen og hustru Karen Kirstine
Han stod som folkets talsmand
paa tinge og i kong­ens raad
1890-1924
Hun var sin husbonds trofaste hjælp
gennem modgang og sejr
Rejst af Hoven sognefolk ved hans barndoms­hjem
1933
Side 9
7 Hoven
blev han valgt ind i Folketinget for
partiet Venstre. I 1891 døde Christen
Berg, en af Venstres store ledere, og
I.C. overtog hans stilling og blev
der­udover formand for finansud­
valg­et. Selv om Venstre havde flertal
i Folketinget, var det Højre – eller
Kon­servative, som de hedder i dag,
– der med kongen i ryggen sad på
regeringsmagten. Med systemskiftet
i 1901 udpe­ge­de kongen dog en Venstre-regering,
hvor I.C. blev Kul­tus­minister. I 1904 havde I.C. og
Karen sølvbryllup, som blev holdt i gymnastiksalen
på Hoven Kvindehøjskole. Året efter blev Venstreregeringen sprængt, og I.C. blev derefter udnævnt til
konseils­præsident og krigs- og marinemi­nist­er.
I 1908 blev han dog nødt til at fra­træde sit ministerium efter Al­berti-skandalen. Han kom for en rigsrets­
sag, men blev efterfølgen­de frikendt og allerede året
efter blev han udnævnt til forsvars­minister. I perio­
den 1911-13 var han formand for Folketinget, og fra
1916-18 var han igen minister. I 1920 blev han tilbudt
posten som statsminister, men afslog og blev efter
eget ønske udnævnt til kirkeminister. Dette ministerium varetog han i to år.
I 1924 trak I.C. sig tilbage fra det
politiske liv og nød sit otium i Hee,
hvor han døde i 1930. I.C. Christensens hus, bygget i 1907, fun­
gerer som museum og lokalarkiv i
Hee. Huset er blevet nyistandsat og
rummer bl.a. en stor samling af I.C.
Christensens personlige ting.
www.jcchristensen.dk
Skovrider Mads Holt (1840– 1913)
Mads Holt blev døbt Mads Chr. Jensen, men tog navn
efter sit fødested Holt i Rind sogn syd for Herning.
Han blev ansat som plantør ved Hedeselskabet i Skarrild Krat i 1869.
Efter Hedeselskabets køb af de to Påbølgårde i 1874
blev Mads Holt året efter ansat som plantør i Påbøl.
Hans tjenestebolig blev indrettet i den ene af de to
gårde, som senere fik navnet ”Skovridergaard”.
Han etablerede en stor planteskole i Påbøl og fik
deri­gennem en enorm praktisk erfaring med til­plant­
ning af hedearealer. Han opdagede blandt andet, at
beplantning af Rødgran bedst lykkedes, hvis man
plante­de Bjergfyr imellem granerne. Denne op­dag­el­
se var formentlig en af grundene til, at han fik tit­el af
skov­rider i 1882, på trods af at han ikke havde nogen
akademisk uddannelse. I 1876 blev han tildelt erind­
ringsmedaljen. I 1891 blev han udnævnt til danne­
brogsmand (Dbm), og i 1910 blev han hædret med
Fortjenstmedaljen i sølv (F.M.).
Mads Holt døde i 1913 og ligger begravet med sin
hustru på Hoven kirkegård. Efter hans død rejste man
i 1921 en mindesten over ham ved skovridergården.
På stenen står der:
SKOVRIDER
M HOLT
Dbm. F.M.
1840-1913
I Krigen og i Freden
han kæmped lige tro
Som Plantningsmand på Heden
Hans Navn skal hos os bo
Rejst af Venner
1921.
Mindestenen for Mads Holt
Side 10
7 Hoven
Tirsbjerg Plantage
Tirsbjerg Plantage er med sine 23,4 ha en af de mindste plantager i området. Plantagen blev i 1904 købt
af den københavnske papirhandler Adolf Levison,
som omdøbte den til Heimdal Plantage. Levison ønskede, at plantagen skulle være til gavn og glæde for
egnens befolkning, der allerede dengang benyttede
området til festplads, folkemøder og lignende. I 1914
skænkede Levison plan­­tagen til staten.
I tidens ånd rejste Levison to mindesten i plantagen,
Danmarksstenen og mindestenen over Kong Christian IX. Det var i tiden ind­en genforeningen med
Sønderjylland, hvor hedeopdyrkningen havde stor
opbak­ning, og det nationale spillede en stor rolle.
Til venstre for skiltet på p-pladsen går en skovvej
hen til Danmarksstenen,
som er rejst til minde om
genforeningen i 1920.
Længere inde i skoven,
ved Kongehøjen, er der
rejst en mindesten for
Christian IX.
Danmarksstenen med
teksten: “Jeg tror der er
skønnest i Danmark”.
Lige vest for p-pladsen,
på top­pen af Tirsbjerg
Knap, står en mindesten
for professor dr.phil. F.
Weis, opstillet i 1934 på
iniatiativ af en kreds af
lokale personer. Via sine
un­dersøgelser af hede­
jord­erne bidrog Weis
kraftigt til opdyrkningen
af he­den. Fra Tirsbjerg
Knap er der udsigt mod
nord over ejendommen
Heimdals marker, og
det var netop her, Weis’
teo­rier før­s­te gang blev
omsat til praksis.
Inden Levison skænkede
Tirsbjerg Plantage til den
danske stat, indplante­de
han løvtræer og anlagde
veje og stier for publiKong Christian IX (1818- kum. Det var Le­vi­sons
1906): “Sit fædreland
tanke at skabe et si­de­
skyld­er man alt”.
stykke til Skibelund Krat,
Kort over Tirsbjerg Plantage
et nationalt møde­sted for dansk­heden før genforening­
en med Søn­der­jylland i 1920. Ved Ski­belund Krat
findes en min­delund med minde­sten over personer,
som har gjort en særlig indsats for det nationale, det
folkelige eller det reli­giøse i Danmark.
Levison var heldig i sit valg af plantage. Tirsbjerg
Plantage ligger på det nordøstlige hjørne af Ølgod
Bakkeø, som er en rest af det landskab, som blev
dannet under den forrige istid. Hvis man står på Tirs­
bjerg Knap, kan man tydeligt fornemme overgangen
fra bakkeøen og til den smeltevands­slette, som blev
skabt, da isen fra sidste istid smeltede og strømmede
mod vest fra isranden, som befandt sig længere østpå.
Jordens beskaffenhed er, i kraft af at det er en bakkeø,
væsentlig bedre end den omkringliggende hedeslette.
Det let skrånende terræn og den lidt bedre jordbund
giver nogle vækstforhold, som man ikke umiddelbart
skulle forvente i hedeegnene. De ”bedre” jordbunds­
forhold og indplantning gør, at området i dag fremstår
Side 11
7 Hoven
kend­te og mindre kendte danskere. Den mest prominente taler
var formentlig I.C. Christensen.
Folkefesterne blev afholdt i mere
end 100 år, men døde langsomt ud
efter 2. Verdenskrig.
Frederik Weis (1871-1933)
Botaniker, mikrobiolog og pro­
fes­sor ved Landbohøjskolen fra
1905. Han er især kendt for jord­
bundsbio­logiske og jordbunds­
ke­miske under­søgelser, hvor han
har ydet en betydelig indsats. Han
påviste bl.a., at nitraten i hedejord­
er bindes i kolloider i allaget efter
nedsivning, og at man kan øge
Mindesten for Frederik Weis på toppen af Tirsbjerg Knap. Teksten lyder:
jord­ens bonitet ved at bryde al“Professor dr.phil. Frederik Weis. Født 1871. Død 1933.
laget op. Hedeopdyrkningsforsøg
Frugtbar muld af øde hede.”
efter Weis’ anvisninger var meget
som en varieret og spændende plantage, hvor man vellykkede. Ud over sine videnskabelige afhandling­
kan finde stort set alle alminde­ligt forekommende er har Weis udgivet talrige populære skrifter. Det mest
skov­­træarter, som for eksempel Eg, Rødeg, Bøg, kendte er fremstillingen af den almindelige biologi,
Lærk, Sitkagran, Rødgran og Almindelig Ædelgran. “Livet og dets Love” (1911).
Vækstbetingel­ser­ne betyder, at det er muligt, også på
Egekrat i Hoven sogn
lang sigt, at fastholde det meget varierede skovbil­le­
de, med en blanding af løv- og nåletræer, ved hjælp af I Hoven sogn ligger fem egekrat med et samlet areal
på ca. 8,3 ha. Egekrattene er områdets sidste rester
selv­foryngelse.
af den oprindelige løvskov, som i forhistorisk tid
Festpladsen
dækkede store dele af landet. De fem egekrat ligger
I den sydlige del af Tirsbjerg Plantage ligger et åbent ved Kratbanke (1,3 ha), Barslund (1,5 ha), Hulmose
område, der tidligere
blev brugt som fest­
plads. Det var oprinde­
ligt en mergelgrav,
kendt under navnet
Ӿ
brændvinskammer”, som var gravet
ind i en østvendt skrå­
ning, en pla­cering der
gav fest­pladsen god læ
for vest­envinden. De
før­­ste folkefester på
pladsen blev afholdt
i 1876, på initiativ af
den legendariske lærer
og højskoleforstander
K. Kristen­sen. Fester­
ne blev tidens store
til­løbs­stykker
med
op til omkring 1.300
del­tagere og taler af Den tidligere festplads ses stadig tydeligt i Tirsbjerg Plantage.
Side 12
7 Hoven
(3 ha), Dyrvig (2 ha) og Ørbæk (0,5 ha). Som rester af
den oprindelige skov har
egekrattene stor historisk
værdi, fordi de fortæller om
menneskenes udnyttelse af
skoven i historisk tid. Ege­
krattene blev første gang
nærmere beskrevet af E.M.
Dalgas i 1884.
Omme Å
Den ca. 72 kilometer lange
Omme Å er Skjern Ås største
tilløb. Dens udspring ligger
lidt vest for Jelling i Vej­le
Kommune, og den løber ud i
Skjern Å ved Lundenæs lidt Omme Å ved Sønderskovvej
øst for Skjern i Ringkøbingom sommeren og streng frost om vinteren be­vir­ke, at
Skjern Kommune.
der ikke var vand nok til at drive møllehjul­et. Møllen
Fra udspringet vest for Jelling løber den mod nord- malede for folk i Hoven, Ådum og Ølgod sogne.
vest, forbi Gadbjerg, Farre, Ringive, Filskov og Sdr.
Omme, hvor den modtager vand fra Hallund Bæk fra I 1728 førte ejeren af Hoven Vandmølle proces mod
nord, og især på det sidste stykke får en del mindre ejeren af Lille Mølle ved Bindesbøl i Ådum. Bagtilløb fra syd. Ved Hoven vest for Sdr. Omme løber grunden var, at man havde lavet dæmning og kanal
Omme Å sammen med Hoven Å. Fra Hoven drejer ved Lille Mølle, som derved fik bedre muligheder for
Omme Å mere mod nord, op mod det militære øvel­ at male. Mølleren på Hoven Mølle mente, at det ville
ses­­område, Borris Skydeterræn. På strækningen over tage kunder fra Hoven, hvilket retten gav ham medBorris Hede er åen slynget og ureguleret. Vest for hold i. I 1806 blev der opført et nyt stuehus og nye
heden kommer det sidste større tilløb fra syd, Gundes- længer ved møllen. I en årrække blev der drevet såvel
bøl Å, før den løber ud i Skjern Å, cirka 3 km øst for kro som købmandshandel ved Hoven Mølle.
landevej­en mellem Skjern og
Tarm.
Omme Å er sejlbar for kanoer
fra Ringive til Borris Skydeterræn nord for Hoven.
Hoven Vandmølle
Øst for kirken, ved den gamle
landevej mellem Ringkøbing
og Kol­ding, ligger Hoven
Vandmølle. Møllen nævntes
første gang i 1610, hvor den
hørte ind und­er godset Nørlund som landgildemølle.
Vand­forholdene ved møllen
var så gode, at den normalt
kunne male både sommer og
vinter. Dog kunne stærk tørke Møllesøen ved Hoven Mølle
Side 13
7 Hoven
Omkring 1840 blev købmandshandelen dog flyttet til Kirkegård i Hoven. Kroen eksisterede kun fra
1833 til 1874 og blev muligvis drevet uden bevilling.
Det mente den lokale præst V. Birkedal i hvert fald.
Præstens utilfredshed skyldtes måske, at mølleren J.
Andersen i 1845 havde været med til at bygge skolen
over for Hoven Kirke – et projekt som præst­en var
modstander af. Andersen søgte derfor bevilling, og fik
den, men i 1874 blev bevillingen solgt til Krogården
i Hoven.
Vester Grene – Dyrvig Hede
En af de sidste hedeudstykninger i Danmark
Vester Grene på Dyrvig Hede er det (næst)sidste hede­areal, som blev udstykket i Danmark. Før
udstykning­en henlå Dyrvig Hede som et uopdyrket
hedeareal iblandet områder med indlandsklitter. Udstykningen af Dyrvig Hede markerede et vendepunkt
i det natursyn, som havde præget land­et siden anden
halvdel af 1800-tallet.
Dengang skulle de førhen så øde hedearealer opdyrkes, mens man efter 2. Verdens­krig gik ind for at
be­va­re de sidste rester af de jyske heder. Ændringen i
synet på naturen var alle­rede begyndt med fredning­en
af Borris Hede i 1903, men slog først helt igennem
i 1950’erne, med Dyrvig Hede som én af de sidste
udstykning­er.
I 1941 opkøbte Hedeselskabet et område på knap
300 ha ca. 2,5 km nordvest for Hoven, hvoraf Dyrvig
Hede udgjorde hovedparten af det købte areal. Det
hen­lå uudnyttet i en årrække, men under 2. Verdens­
krig arbejdede tyskerne med planer om at oprette en
in­terimistisk flyveplads på Dyrvig Hede. Tyskerne
an­lagde flyverskjul til flyvepladsens faciliteter, såsom brændstoftanke og maskingeværstillinger, men
hvor langt, man kom med planerne, er usikkert. Fra
landevejen, som går gennem Sønder Grene Plantage,
kan man endnu ane rester af jordvolde og skyttehul­
ler, men hovedparten af anlæggene forsvandt, da man
planerede området i forbindelse med opdyrknings­
planerne i 1950’erne.
Oprindelig var der planlagt en udstykning af 19 parceller i Dyrvig Hede, med et areal på 13 til 18 ha afhængig af jordens bonitet. Af de 19 udstykkede parceller var det dog kun 16 parceller, som blev udloddet
til salg. I foråret 1954 blev der trukket lod blandt ansøgerne til de 16 parceller, men da der ikke var ansøgere nok, måtte man igennem to ansøgningsrunder.
Nord for udstykningen af de 16 parceller var der få år
forinden udstykket tre parceller. Fra disse tre parceller
blev der efterfølgende udstykket yderligere to parceller, så der i alt boede 21 familier på den tidligere hede.
I dag dyrkes det meste af jorden af to landmænd, som
med moderne maskiner kan overkomme det samme
areal som 21 familier i 1950’erne.
De tre sidste parceller, som aldrig blev udloddet, udgør
i dag Dyrvig Hede. På luftfoto kan man endnu se firkantede aftegninger i vegetationen på Dyrvig Hede.
Aftegningerne stammer fra den udstykning, som blev
planlagt men aldrig udført. På heden kan man endnu
se nedgravede markeringssten. Stenene har indskrift­
en DDH og et nummer. DDH er en forkort­else for
Det Danske Hedeselskab, mens nummer­et henviser
til, hvilken kulisse området hører til. Et par af disse
sten kan stadig ses fra vejsid­en, når man kommer ad
Dyrvigvej.
Kilder
Degn, Hans Jørgen og Lisbeth Emsholm: Egekrat
i Ringkjøbing Amt, 1983.
Lauridsen, Per Lunde: Landsbyernes kulturmiljø
som resurse, Skjern-Egvad Museum 2006.
Thomsen, Niels Aage: Hoven Kvindehøjskole
1891-1926: De vestjyske tjenestepigers universitet, 2010.
Thomsen, Niels Aage: Vester Grene. Hedeopdyrk­ning i 1950’erne, 2004
På luftfotoet ses endnu antydninger af et udstykket
areal på Dyrvig Hede, som dog aldrig blev opdyrket.
Foto: Cowi.
Trap Danmark 5. udgave
www.denstoredanske.dk
Side 14