1. No category

MEDLEMSBLAD FOR
RADIOTELEGRAFISTFORENINGEN AF 1917
NR. 3 2014
97. ÅRGANG
1
Fødselsdage
AUGUST
23. august
5253
50 år. Per René Thode Clausen
Roselillevej 88
2300 København S.
26. august
1297
85 år. Per Holger Pedersen
Bondegårdsvej 9
9900 Frederikshavn
SEPTEMBER
12. sept.
3050
75 år. Mogens Lehd Pedersen
Kildebakkerne 30
3310 Ølsted
25. sept.
4246
60 år. Jette Elverdam
Bisserup Havnevej 50,
Bisserup
4243 Rude
OKTOBER
1. oktober
4961
60 år. Kenn Paul Jørgensen
Nørgaardsvej 4G, st.
2800 Kongens Lyngby
15. oktober
5113
50 år. Flemming Rod Jensen
Søvænget 3
5960 Marstal
17. oktober
2699
70 år. William Pohlmann
Østparken 51
6840 Oksbøl
19. oktober
5638
70 år. Anette Søbjerg Jensen
Vodroffs Tværgade 5D,7,2
1909 Frederiksberg
4. nov.
2377
75 år. Vagn Ahler Madsen
Heimdalsvej 20
9800 Hjørring
21. oktober
5619
50 år. Poul Ib Mortensen
Postboks 217
3950 Aasiaat
5. nov.
2041
80 år. Henning Bach
Bækkevang 39
2800 Kgs. Lyngby
22. oktober
2918
70 år. Knud Nielsen
Lodsvej 14, Nordby
6720 Fanø
11. nov.
2242
75 år. Keld Andersen
Aoyagi-cho 993-17,
Tatebayashi,
Gunma-ken
JP-374-0035
28. oktober
3984
60 år. Klaus Frisenette Jensen
Postboks 35
3923 Narsarsuaq
30. oktober
1500
75 år. Ruth Skovgaard Hansen
Ellegårdsvej 16 D,
2750 Ballerup
NOVEMBER
1. nov.
4671
50 år. Jørgen Per Hansen
Gartnervang 40, 2.th.
4000 Roskilde
2. nov.
5649
60 år. Jan Ravnmark
Skovbrynet 39
5620 Glamsbjerg
Foreningen ønsker tillykke!
2
16. nov.
5608
80 år. Einar Gade-Jørgensen
Møllestræde 5
3400 Hillerød
24. nov.
1737
80 år. John Egon Nielsen
Rosenhøj 26C, 3 mf.
8260 Viby J.
29. nov.
2478
80 år. Hedin S. Hilduberg
Gammelgårdsalle 19, lejl. 7
2665 Vallensbæk Strand
I en seng på hospitalet, hvor de hvide senge står…
radio
telegrafen
Medlemsblad for
Radiotelegrafistforeningen af 1917
Nr. 3
August 2014
97. årgang
ISSN: 0033-8508
Redaktion:
Jan Preisler
(Ansvarshavende)
Udgiver:
Radiotelegrafistforeningen af 1917
Gl. Køge Landevej 55, 5.sal
2500 Valby
Telefon 33 14 19 17
Girokonto: 540 - 1917
Netbank: 43105401917
E-mail: [email protected]
www.raf1917.dk
Oplag:
500 eksemplarer
Telefontid:
Tirsdag og torsdag 11.00-14.00
Kontoret i Grønland:
Telefax 32 95 99
Formand:
Carol Ann Thrane
Tlf. 38 71 40 88
Forretningsfører:
Vagn Klovborg
Tlf. 56 63 09 59
Redaktion og layout:
Bodil Laursen og Jan Preisler
Deadline for nr. 4
1. november 2014
Produktion:
Special-Trykkeriet Viborg a/s
Livøvej 1,
8800 Viborg
Telefon 86 62 40 33
Nej, så slemt gik da det heldigvis ikke, da jeg for et par måneder
siden, yderst talentfuldt, fik min højre langfinger i klemme mellem en dør
og dens karm, præcis på samme fikse måde, som vi gang på gang siger til
„de små børn“ at de IKKE skal gøre.
Efter at have besigtiget skaden og konstateret, at fingeren ikke havde
det så godt og for øvrigt udgjorde en mindre udgave af det stockholmske
blodbad, blev jeg ved gode kollegers mellemværende gelejdet på skadestue, selvfølgelig via 1813, for nu til dags møder man jo ikke bare sådan
uden videre op på skadestuen. Så langt så godt. Ankomst skadestuen ca.
15.30 afgang skadestuen ca. 20.45. Lang ventetid, javist men også interessant at se, hvordan ventetiden så absolut ikke skyldtes, at de ansatte
ikke arbejdede hårdt. Først et kvarters ventetid i et lille venteværelse med
hurtig (men grundig) besigtigelse og et skud mod stivkrampe (det gjorde
slet ikke ondt), så ud i det store venteværelse og her blev der virkelig
ventet. Men der var også mange patienter at tage af og de ansatte lå ikke
på den lade side. Efter ca. halvanden times ventetid i det store venteværelse blev det så endelig min tur til at blive behandlet, røntgenfotograferet,
hvor man konstaterede, at fingeren var brækket, bedøvet (det gjorde s..
ondt), syet, røntgenfotograferet igen, besigtiget igen for så endelig at få at
vide, at fingeren heldigvis ikke skulle opereres. Seks dage efter var jeg
atter på hospitalet, hvor jeg fik at vide, at fingeren var som den skulle
være. I denne omgang var ventetiden dog ikke så lang.
Men den samlede ventetid på ca. 7 timer valgte jeg at bruge til noget konstruktivt, nemlig til at lave min egen lille observation af, hvor myreflittige de forskellige ansatte var, næsten alt gang foregik i løb, hvis det da
ikke foregik pr. løbehjul. Alligevel var der overskud til at give god behandling og til at være venlig. Jeg så ikke et eneste „surt ansigt“ under
forløbene. Og nej, ferietiden var ikke begyndt endnu. Jeg tør slet ikke
tænke på, hvor travlt der må være her i den glohede ferietid.
Når nu der igen skal spares, for det ligger jo i tidens trend, at der skal
der, må jeg så foreslå, at der ikke kommer nogen personalereduktioner
her, tak!
Jeg håber alle har en god sommer med masser af kølige drinks og
måske en tur i vandet, for magen til hede, har vi vist ikke haft i mands
minde.
Carol Ann Thrane
Forside:
De danske krigssejlere ved Triumfbuen
inden kransenedlæggelse ved den ukendte
soldats monument.
Foto: Søren Juhler
3
Veteranfrokost
22. oktober 2014
Nyt fra FU
Lyngby Radio:
Søværnets Operative Kommando
(SOK) overtager radioekspeditionen pr. 1.
januar 2015 ved virksomhedsoverdragelse.
Carol Ann Thrane
Formand
Lønregulering for ansatte ved Lyngby
Radio: Der er indgået aftale om lønregulering mellem TDC og Dansk Metal og lønreguleringen gælder også for ansatte på
RAF-overenskomst.
Overenskomstforhandlinger 2015:
RAF 1917 og øvrige organisationer
under CO10 har nu fremsat de specielle krav,
dvs. de krav, der vedrører egen organisation.
Henning Poulsen
Næstformand
Jørgen Lund-Ertel
Feriehusene:
Grønhøj:
Først på sommeren blev en del
vedligeholdelsesarbejde udført på feriehuset
ved Løkken. På terrassen er de nye brædder og steder, hvor maling var slidt af til rent
træ, grundmalet og efterfølgende er hele
terrassen malet med meget slidstærk maling. Skorstenen er blevet repareret, pudset
op og derefter malet. Kugleventilen ved
vandmåleren frigjort, så vandgennemstrømning igen er mulig. Bemærk
at det kun er hovedhanen i målerbrønden,
som må anvendes for lukning af vandet.
Endelig er buskene langs stien op til huset
blevet beskåret, da bevoksningen næsten
havde lukket stien.
Medlemmerne:
Karl Erik Birkholm
Det har desværre været nødvendigt at
slette et par medlemmer på grund af
kontingentrestance, idet de ikke har reageret på adskillige henvendelser.
Onsdag den 22. oktober kl. 12
mødes vi til veteranfrokost i Air-Pub i
Odense
Radiotelegrafistforeningen byder på
sild og 3 stk. smørrebrød samt en øl og en
dram til RAF-veteranerne (60+). Ekstra
forplejning udover det nævnte er for egen
regning.
Air-Pub har adresse Kongensgade
41, Odense C - 10 minutters gang fra stationen (800 m). http://www.air-pub.dk/
Det er samme sted som i oktober 2011.
Taxafolk kan køre direkte til bagindgangen
via P-pladsen på Klostervej.
Indkvarteringen arrangeres, så det sociale samvær tilgodeses. Der er også rygemuligheder.
Der er plads til 50 deltagere. Yngre
medlemmer kan deltage, hvis der er plads.
Pris -100 kr.
Tilmelding til Erik Hellerup Madsen –
tlf. 65920670 eller 21427483 eller mail
[email protected] (det er to 1-taller!)
Tilmelding – navn og foreningsnr. –
senest søndag d. 19. oktober. Liste over tilmeldinger lægges på hjemmesiden.
Lad os vise de køvenhawnere, at frokosten også kan foregå andetsteds – og vis
os, at I også tør møde os udenbys.
Vi har reserveret tidsrummet 12-17 –
men bliv så længe du lyster.
Som 65+ rejser man til halv pris med
DSB den dag.
Husk at melde fra, hvis du har tilmeldt,
men alligevel ikke kan deltage.
73 – og alt det der – på festligt gensyn!
Erik (nr. 2895)
Det er stadig muligt at købe DVD´en med
scannede medlemsblade 1914-2011 for
kr. 235.- incl. forsendelse. Henvendelse til
kontoret.
Jørgen Andresen Jensen
4
På foreningens hjemmeside er der nu lavet
arkiv med alle de nye årgange under
„debat m.v.“
Mindeord
Jørgen-Werner Christensen
Vores ven og kollega JørgenWerner drog hinsides til de syngende
telegrafpæle sidst i maj måned efter
en tids sygdom og kort efter sin 75
års dag.
Han var født på Amager og de
senere år interesserede han sig da
også meget for Amagers historie.
Allerede som dreng var han tiltrukket af søen og kom hurtigt ud og
sejle til søs med ØK – som opvasker.
Der opdagede han så, hvor godt
telegrafisterne havde det og det blev
så karrieren for Jørgen-Werner.
Han sejlede som telegrafist (han
fik certifikat i 1959) i både danske,
svenske og norske skibe, en hel del i
Caribien, men også Afrika og syd om
til Australien. Joh, han kom godt nok
de syv have rundt.
Men så gik han i land på Grønland og var telegrafist i Sukkertoppen
og Godthåb og Umanak. I alt 9 år på
Grønland blev det til og interessen for
og snakken om Grønland holdt ved,
lige til det sidste.
Efter at have erhvervet 1. klasses certifikat, blev han i 1976 ansat
på Lyngby Radio og var her indtil pensionen.
Herefter kom han flittigt til
Lyngby Radios QPF (pensionist frokoster) og RAFs veteran sammenkomster og naturligvis også til Sukkertop træf, hvor der var gang i snakken
om de gode gamle dage, hvor morse
og telegrafister var uundværlige.
Jørgen-Werner huskes især for
sin venlige hjælpsomhed – „hvad kan
jeg gøre for dig, min ven“ hørte man
ofte i Lyngby Radios lokaler. Og så
for sin videbegærlighed om alt mellem
himmel og jord, så meget at han også
til tider gik under navnet
„SpørgeJørgen“.
Når han var i HF-telefonen, så
„gik der tit Grønland i den“ så de, der
ikke havde været på Grønland til sidst
også kunne historierne næsten udenad.
Og når snakken ikke lige var om Grønland, så kunne han også underholde om
god og rigelig mad med dyre rødvine
til - eller andre af hans interesser og
samlerobjekter: frimærker og mønter.
Trods alle historierne og snakken,
så var han alligevel et ret privat menneske, men da han blev gift med MayBritt, telefonist på Lyngby Radio, gik
det meste af hans tid og omsorg til familien, som han bekymrede sig meget
om. Savnet af ham vil være mærkbart
i lang tid.
Blandt veteraner og grønlandsfarere vil han også blive savnet, især
for sit skarpe vid og sine historier.
Æret være Jørgen-Werners
minde.
Feriehusene
Gudmindrup Lyng
Ledige uger: 33, 37-52
Henning Poulsen, Lyngby Radio
Løkken
Ledige uger: 34, 37-41, 47-52
Medlemsstatistik
Ændringer maj 2014
5650 Axel Dixen
4671 Jørgen Per Hansen
4707 Kaj G. Ludvigsen
5627 Leif Trust
slettet
slettet
slettet
slettet
Ændringer juni 2014
5281 Susanne Rasmussen
2294 Jørgen-Werner Christensen
udmeldt
afgået ved døden
Ændringer juli 2014
5575 Laban D.J. Eliassen
5588 Sakæus G.J.K. Taunajik
5558 Verner Peter Qvotrup
slettet
slettet
passiv
Medlemstal pr. 31. juli 2013
Aktive 106
Passive 304
5
6
Krigssejlernes deltagelse i fejring af 70-årsdagen
for invasionen i Normandiet
Da Danmark i 1940 blev besat,
befandt der sig mindst 254 danske
skibe i allieret eller neutralt farvand.
128 af disse skibe kom ikke hjem igen,
og det er dokumenteret, at i hvert fald
83 af dem blev torpederet. 1.084 af
de ca. 6.300 søfarende i udeflåden
omkom, og søfolkene var dermed den
danske befolkningsgruppe, der led de
største tab under krigen. Blandt de
omkomne var 15 radiotelegrafister.
Men allerede før besættelsen
blev danske søfolk ofre i krigen. Før
den 9. april 1940 blev 35 danske skibe
og 11 fiskekuttere sænket, og 386 sømænd og 36 fiskere omkom. På udenlandske skibe omkom 22 danske sømænd i samme periode, hvilket bringer det totale antal omkomne op på
426.
Mere end 100 af de omkomne
var ikke fyldt 17 år.
Jens Arne Glinsvad gjorde gennem hele krigen tjeneste på tankskibe
ejet af ESSO. Radiotelegrafen nr. 4,
2010 bragte Jens Arne Glinsvads beskrivelse af det farefulde job, der sluttede med hjemkomst til Danmark i juni
1946. I juni dette år deltog Jens Arne
Glinsvad sammen med fire andre tidligere krigssejlere i markering af 70års dagen for de allieredes invasion i
Normandiet. Ved denne højtidelighed
blev Danmark officielt anerkendt som
allieret nation. Til glæde for bladets
læsere har Jens Arne Glinsvad skrevet herværende beretning om turen til
Frankrig.
Indtryk fra mindehøjtidelighederne
for 70-årsdagen for de allieredes
invasion i Normandiet 2014
Mindehøjtideligheden for D-dag
operation Overlord d. 6. juni 2014 på
Omaha Beach i Normandiet blev en
stor dag for de danske krigssejlere, de danske søfolk, der var i allieret
krigstjeneste under 2. verdenskrig. Fra
denne dag er Danmark anerkendt som
allieret i lighed med England, U.S.A.
Inskriptionen på monumentet på Utah Beach lyder: “Til minde om de 800 danske
søfolk, der deltog i invasionen i Normandiet, juni 1944:“ (Foto: Torsten Granow)
og Frankrig. Danske skibe i allieret tjeneste fik først lov til at sejle under
dansk flag d. 25. december 1943. De
Danske skibe, der deltog i invasionen,
var derfor under dansk flag, men først
i år blev Danmark anerkendt som allieret. Samtidig anerkendte den danske
regering officielt de danske krigssejleres indsats som en del af den danske
modstandsbevægelse. Forhistorien til
denne anerkendelse, som de danske
krigssejlere har kæmpet for i årevis,
tilhører i højeste grad formand for foreningen Krigssejlere Erik Kragelund,
der ved et nært samarbejde med formanden for Frihedskampens
Frednings- og Mindefond Christian
Eugen Olsen skabte forudsætningen
for dette. Det var en stor begivenhed,
som blev mindet med en rejse til
Normandiet i dagene fra d. 3. juni til
d. 9. juni 2014. Rejsen var arrangeret
og sponsoreret af Frihedskampens
Frednings- og Mindefond og tilrettelagt af Christian Eugen Olsen.
Turen begyndte fra Tietgensgade
i København med bus d. 3. juni kl. 7.00
om morgenen. I alt var vi 24 deltagere heriblandt fem tidligere krigssejlere herunder Erik Kragelund, som
er formand for foreningen Krigssejler
og undertegnede. Derudover deltog
Christian Eugen Olsen, som er formand for Frihedskampens Fredningsog Mindefond samt Jens Vilhelm Ege
7
som er formand for Danske Veteraner 1940-1945. Med var også journalister både fra DR og TV 2, så vi var
under hele turen godt mediedækket.
Efter sejladsen over Rødby
Puttgarden kom turens første stop i
Grossenkneten v. Bremen, hvor vi
lagde en krans i mindelunden for „Lillejohn“, - John Christmas Møller, - eneste søn af politikeren Christmas Møller. „Lillejohn“ blev som 18-årig optaget i Grenadier Guards Regiment, og
blev som delingsfører landsat i
Normandiet i juni 1944. Han faldt som
20-årig i kamp d. 9. april 1945.
D. 4. juni kørte vi langs „de engelske strande“ og ved 16-tiden ankom vi til den berømte Pegasus
Bridge, hvor de første engelske trop-
per fra the 6th British Airborne Division ankom natten mellem d. 5. og 6.
juni 1944. Ved broen blev vi mødt af
to engelske guider, der fulgte os resten af turen. De to guider vidste simpelthen alt om Normandiet og de slag
der foregik der. Vi fik hilst på Madame
Arlette Gondree, der var vidne til begivenhederne og ejer af den berømte
cafe ved broen.
D. 5. juni var der kransenedlægning ved den britiske CWGCE
Cementry. Den uendelighed af hvide
kors gør et stort indtryk.
Om aftenen var vi inviteret til en
stor international ceremoni. Det blev
en stor oplevelse med faldskærmslandinger på stranden og mange taler
ved kransenedlægningerne ved de for-
Arne Glinsvad med medalje med følgende indskrift:
2014 - 70 Annniversary du debarquement et de la betaille de Normandie
8
skellige mindesmærker. Vi deltog i
nogle af kransenedlægningerne, men
på et tidspunkt var vi meget trætte.
Krigssejlerne har trods alt passeret de
90 år eller er tæt derpå, - så vi tog
tilbage til hotellet og gik i seng. Fyrværkeriet, der afsluttede dagen, gik vi
derfor glip af.
Så kom den store dag d. 6. juni,
hvor vi kl. 8 præcis afgik i bus med
politieskorte fra hotellet til det danske
krigssejlermonument ved St. Marie du
Mont. Mindesmærket blev indviet for
fem år siden, men skulle nu officielt
indvies af Dronningen. Kl. 9.30 ankom Hendes Majestæt. Der var en
kort ceremoni, hvor Dronningen og
krigssejlerne lagde en krans. Fanevagt
og søværnets tambourmajorkorps var
med til at gøre begivenheden særlig
højtidelig. Om eftermiddagen kørte vi
til Utah Beach Museum, hvor Dronningen så udstillingen af den nye danske afdeling, der er blevet oprettet i
år. Dernæst gik vi ind i en tilhørende
sal, hvor der var overrækning af medaljer til veteranerne. Dernæst var der
taler. Med på talerækken var Erik
Kragelund og jeg. Vi skulle fortælle
om vores oplevelser under krigen.
Man bliver jo lidt nervøs, når man ser
talerækken med borgmesteren, tidligere ceremonimester hos Dronningen
Christian Eugen Olsen, Dronningen og
den franske indenrigsminister. Men det
gik nu som det skulle. Jeg fortalte om
min oplevelse i 1943, hvor vi efter en
vellykket aflevering af otte lightning
kampfly og en last dieselolie i Liverpool
på hjemvejen blev opbragt af tyske ubåde. De tyske u-både opererede i
„wolfpacks“, - dvs. at u-bådene om
natten lagde sig på havbunden under
konvojen med slukkede motorer. Pludselig kunne de så dukke op midt i konvojen og torpedere til højre og venstre. Det skete her fire nætter i træk.
Eskorten der skulle beskytte os var
hjælpeløse og kunne kun sende flairs
op for at lokalisere ubådenes periskoper. Alt blev oplyst af flairsene, og det
skabte en helt særlig ildevarslende
stemning. Det værste, ud over frygten for at skibet skulle gå ned, var dog
at se de søfolk, hvis skib var blevet
torpederet ligge i deres redningskranse
Fra venstre mod højre - Børge Reckeweg - krigssejler, Erik Kragelund – krigssejler og formand for Krigssejlerne,
Eugene Olsen – formand for Frihedskampens Frednings og Mindefond, Jens Ege – formand for "Danske
Veteraner 1940-45”,Arne Glinsvad - krigssejler, Antoinette Meldgård - krigssejler, Max Roe - sekretær ”Danske
Veteraner 1940-45”
9
i det iskolde vand og vente på, at et
lille fragtskib skulle samle dem op.
Hvad tænker man på, når man ligger
der midt i det store Atlanterhav? Efter at være angrebet i fire nætter fik
vi besked af konvoj kommandøren om
at vi skulle sprede os, „scatter“ - dvs.
at hvert skib skulle gå efter sin egen
kurs efter en på forhånd lagt nødplan.
Det gjorde vi så, og for vores vedkommende kom vi helskindet tilbage til
New York. Den dag i dag bliver jeg
bevæget, når jeg tænker på sceneriet
med de brændende skibe og søfolkene,
der lå i deres redningsveste med vestens lille lys tændt og ventede på det
specielle skib, der skulle samle dem
op. Vi andre måtte jo ikke stoppe op
eller gøre noget. 22 ud af konvojens
40 skibe gik tabt.
Lørdag d. 7. juni var der afgang
til Paris. Forinden var der stop ved
Omaha Beach og U.S. National Guard
War Monument, hvor Antoinette
Meldgaard, - turens kvindelige krigssejler, - og jeg lagde en krans. Efter at
sagt farvel til vores engelske guider,
nåede vi Paris, hvor vi lagde endnu en
krans ved den ukendte soldats grav
ved Triumfbuen.
Vi var ved alle kransenedlægninger på forhånd instrueret i
det ritual, der finder sted ved sådanne
begivenheder. Det gjaldt bl.a. påklædningen, som for mænds vedkommende
var mørkeblå blazer, mørkegrå bukser, lyseblå skjorte og slips. Efter
kransenedlægningen ved Triumfbuen
var der reception i den danske ambassadørs domicil i Paris. Det blev en
festlig aften, hvor Antoinette
Meldgaard og jeg fik lejlighed til at
underholde med sange fra krigens tid.
D. 8. juni sagde vi farvel til Paris. Vejret var skønt, og chauffør Hans
Wagner kørte os en sightseeing tur
bl.a. med stop ved Eiffeltårnet, før vi
satte kursen hjemad. Vi havde en enkelt overnatning i Bochum, inden vi
efter en oplevelsesrig tur landede i
København d. 9. juni kl. 18.15.
Arne Glinsvad
Fotografierne er optaget af Søren
Juhler, der venligt har stillet dem
til rådighed.
10
Bøjes klumme
Fortsat beretning om foreningens formænd gennem tiderne
Helge Skovgaard Hansen var
formand i 1966-67, men han havde
inden da for længst gjort sig heldigt
bemærket i forretningsudvalget, ikke
mindst under den lange konflikt med
Danmarks Rederiforening. Jeg husker
flere episoder under kampen. Vi var
en dag indkaldt til forligsinstitutionen,
hvor civildommer C. Ove Christensen
residerede som forligsmand. Da vi
trådte ind i det store rum på første sal,
blev vi modtaget med denne salut fra
forligsmanden: „Hvad kommer De her
for? Deres krav er jo urimelige. Dem
kan vi ikke hjælpe Dem med“.
Skovgaard og jeg så på hinanden.
Skovgaard nikkede, rejste sig og
sagde: „Godt Bøje, lad os gå“. Da vi
nåede hen til den hvide dør, kaldte forligsmanden os tilbage til bordet, hvor
K.W. Lindemann fra Danmarks
Rederiforening sad og godtede sig. Så
tog vi fat på forhandlingerne, og de
endte med folketingsindgreb, så forligsmanden havde ret. Han kunne ikke
hjælpe os, men det kunne vi selv, og
det gav bonus senere.
Skovgaard kom fra det dejlige
fynske land og boede i mange år i
Tommerup tæt ved Odense. Da han
fik ansættelse ved Lyngby radio, søgte
han efter lejlighed i København, men
det var vanskeligt. Man skulle på den
tid være meget heldig eller giftefærdig for at opnå den lykke at få en lejlighed. Det lykkedes, da han købte
en cigarforretning, hvortil der hørte en
lille lejlighed.
Skovgaards rolige væsen og
klare intellekt var en gevinst under
drøftelserne i forretningsudvalget.
Han var meget tænksom og søgende
i sin argumentation, og alle lyttede med
respekt til hans velvalgte ytringer.
Skovgaard stillede sig velvilligt til disposition med den tekniske indsigt, han
havde i så rigt mål. Ikke mindst da
foreningen stræbte efter at forbedre
medlemmernes praktisk-tekniske
kundskaber, stod Skovgaard i spidsen
for projektet. „Fejlfindingsbogen“,
„Transistorkurser“ og det stort anlagte
„Radarkursus“ var Skovgaards hjertebørn. Ved forhandling med toldvæsenet lykkedes det at få stillet et lokale i
Københavns Frihavn gratis til rådighed, og fra blandt andre DSB og ØK
fik foreningen overdraget radarudstyr,
der blev anvendt til undervisningsformål. Skovgaard deltog selv i tilrettelæggelsen af undervisningen og stod
sammen med Sven Bjørneboe og Edwin Fischer for selve undervisningen
i Frihavnen. Det var nok en skuffelse for os alle, og ikke mindst for
Skovgaard, at så få rederier så gevinsten ved den kvalitative udvikling,
radiotelegrafisterne gennemførte. Et
rederi som Dannebrog og enkelte andre rederier så fordelen ved at acceptere og anvende den nye „Radio
Electronic Officer“, men Danmarks
Rederiforening forblev uinteresseret.
Skovgaard gjorde selv meget for at
udvikle sine tekniske kundskaber. Han
interesserede sig tidligt for IT, frekventerede flere kurser og blev en habil
programmør. Det var endog sådan,
at Generaldirektoratet for Post- og
Telegrafvæsenet kopierede et – måske flere – programmer, som
Skovgaard havde udviklet til kommercielt brug på Lyngby radio. Da undertegnede fik overdraget opgaven at
redigere foreningens jubilæumsbog i
forbindelse med foreningens 75 års
jubilæum, fik jeg stillet en computer til
rådighed for at løse opgaven, og hele
den ret omfattende installation af maskineriet stod Skovgaard naturligvis
beredvilligt for.
Ja, Skovgaard var et enestående
menneske, stilfærdig og uegennyttig.
Det hører med til beskrivelsen af
Skovgaard, at han havde et syns-
handikap, der nok besværliggjorde
hans aktiviteter, men ingen kunne
mærke det, for hans præstationer som
radiotelegrafist og hans virke i
foreningsregi var altid fortrinlige. Hans
flid og idealisme blev endelig anerkendt af foreningen, da foreningens
repræsentantskab i april 2004 besluttede at udnævne Skovgaard til æresmedlem af foreningen. Selve udnævnelsen og overdragelsen af diplomet
fandt sted ved en frokost i august
2004, hvor formanden Carol
AnnThrane og en skare af veteraner,
FU-medlemmer og æresmedlemmer
deltog og hyldede ham. Vi mistede
Skovgaard alt for tidligt. Han afgik ved
døden 6. november 2005.
S. Bøje Larsen
Lille quiz
Wendelboe-arrangement
S.S. „Bjørn“
Torsdag d. 4. september mødes
Wendelboes veteraner i Helsingør til
den årlige sammenkomst.
Man mødes på havnen kl. 9.30
ved museumsskibet S.S. „Bjørn“, til
morgenkaffe og rundvisning på det
bevaringsværdige fint vedligeholdte
skib. Derefter besøges det nye
søfartsmuseum, hvor museumspektør
Thorbjørn Thaarup vil orientere om
stedets forskning og formidling inden
besøg i samlingerne. Efterfølgende
forhaler man til den meget spændende
„Naverhule“, som er samlingssted for
tidligere og nuværende navere. Her
blive dagens frokost så indtaget.
Museet for Søfart, Helsingør
Alle tidligere Wendelboe-kursister er velkomne.
Tilmelding til Knud-Helge Andreasen på tlf. 5485 9700 eller 2264
9560 eller mail: [email protected]
senest den 24. august.
Flere oplysninger findes på
www.wendelboesradioskole.dk
Et vindue er flyttet fra „slot“ til
skrot, - men i hvilket „slot“ var vinduet tidligere placeret??
Kan du gætte navnet på „slottet“
så send dit svar til Bodil Laursen [email protected]
Vagn Jensens fortsættelse af artikel
om ekspeditioner til NordøstGrønland er af tekniske grunde
udsat til kommende nummer af
bladet.
Naverhulen
11
Lyngby Radio - en aktiv arbejdsplads
En onsdag i juni tog jeg ud på
Lyngby Radio for at høre lidt om hvad
der foregår dér i denne tid. Vagtchef
Irene Olsen havde sat tid af til en lille
samtale.
„Det primære formål med arbejdet på Lyra er selvfølgelig vagt i forbindelse med nød-, il- og sikkerhedstjenestenen. Vagten finder sted døgnet rundt. Om sommeren har vi masser af lystsejlere. De kommer ikke for
at få samtale, de kommer for at få
hjælp. Der kan også kommer nogle
enkelte fiskere på mellembølge, som
vil have en samtale, fordi de er så
langt ude, at mobilen ikke kan rækker.“
„Hvad sker der på en almindelig
vagt?“
„ Nu er sommerferien jo startet.
Vi har mange henvendelser, som ikke
kan kaldes egentlig søredning, men blot
anmodning om hjælp. Når de kalder
os, er det som regel grundstødning eller løben tør for benzin og så en sjælden gang tager de vand ind.“
„Hvad kan I gøre ved det?“
„Vi svarer dem selvfølgelig, så
vi kan få at vide hvor de er henne, og
hvad der egentlig er galt. Hvis det blot
er en almindelig grundstødning, og de
står på sand og solen skinner og der
er havblik, så ringer vi privat. Vi har
et søredningskartotek, som vi kan anvende i den slags sager. I dag kan det
koste penge, men det er en aftale
mellem de, der skal hjælpe og den
grundstødte. Det blander vi os ikke i.
Birgit Kinslev holder øje med AIS
12
Tidligere klarede de det ofte med en
flaske whisky eller en kasse øl, men
det har nok ændret sig lidt i de seneste år, da det ofte er professionelle,
der tager ud. Det kan jo også være et
forsikringsspørgsmål, hvis noget går i
stykker. Men nu om stunder breder
der sig mere og mere noget, der hedder Dansk Søredningsselskab. Jeg har
forstået, at de så samtidig opfordrer
de pågældende til at melde sig ind, da
Dansk Søredningsselskab er en almennyttige forening som ikke modtager nogen støtte fra stat eller andre
sider. Deres eksistensgrundlag bygger
derfor på de medlemmer, de har, samt
donationer fra private og virksomheder. De går altid ud, når vi beder dem
om det. Og hvis de går ud, uden at vi
er indblandet, fordi de er blevet kontaktet direkte eller via SOK, kalder de
os altid op og fortæller hvad de har
gang i og hvordan redningen forløber.
Ved hjælp af det omfattende
søredningskartotek, vi har opbygget,
kan vi kontakte folk i det område, hvor
der er hjælp behov. Vi spørger også
de pågældende lystsejlere, om de evt.
kender nogle i området, som kan
hjælpe dem. Men hvis de f.eks. er
kommet langt fra hjemligt farvand, og
vi ikke lige har nogle at kontakte, kalder vi op på kanal 16 og spørger, om
der nogle, der vil være behjælpelige.
Hvis ikke der er det, så kigger vi i kartoteket. Hvis ikke vi kan finde nogle
dér, eller de ikke har tid, så kontakter
vi SOK, MOCN eller MOCS (Maritimt Overvågnings Center Syd/Nord).
Enten overtager de det, eller også beholder vi det selv men får lov til at låne
en af Marinehjemmeværnets kuttere
eller et af de andre orlogsfartøjer. Er
det en MAYDAY eller PAN PAN, så
er det os, der udsender MAYDAYrelay og PAN PAN-meddelelser. Vi
dirigerer ikke skibene – det er altid
frivilligt, om man vil gå til hjælp. Skal
der laves søgemønster, og det ikke er
en, der er erfaren i det, så laver SOK
søgemønster. Vi havde en situation i
går, hvor man havde fundet en jolle,
der var kæntret. Man formodede, at
der var en, der var faldet overbord.
Der var helikopter ude samt to
hjemmeværnskuttere og marinefartøjet „Havfruen“ samt tre tyske
marinefartøjer. Alle fartøjerne kunne
man se på AIS
(Automatic
Identification System) samt se, hvordan de sejlede i et bestemt udstukket
søgemønster. De fandt så ikke nogen.
Det er jo ikke sikkert, at der var nogen, som var faldet overbord.
I vores PAN PAN-meddelelse
skriver vi så, at der er helikopter ude
og andre fartøjer. Vi oplyser hvem der
leder operationen, hvis der er udnævnt
nogen, samt at hvis man vil være med,
skal man henvende sig til det skib, der
leder eftersøgningen. Det er noget af
det, vi laver om sommeren. Det er
derfor vi er her – det er vores primære
opgave.
Den kommercielle del er derimod
meget begrænset. Dog har vi vejrvarsler, skydeadvarsler, fiskerimeldinger
og
navigationsefterretninger, som skal udlæses. Nu
om stunder har man jo mobiltelefoner
og satellittelefoner, så samtaler kommer kun på tale, hvis deres mobiltelefon er gået i stykker eller de er så
langt ude på havet, at der ikke er
mobildækning.
Vi får også forespørgsler om
opankring fra handelsskibe, og der stiller vi dem igennem til MOCN eller
MOCS. Og når de skal sejle væk igen,
skal de igen tale med MOCN eller
MOCS, for det er deres opgave at
overvåge de danske farvande.
Bent Christiansen logger ind
Irene Olsen, Birgit Kinslev og Bent Christiansen på vagt
Så har vi en ordning med Dan
Pilot. Når der kommer skibe, som
kalder Dan Pilot på kanal 16, så svarer vi dem. Vi beder dem derefter kalde
på kanal 87, som er den kanal lodsstationen benytter. Det er en simplexkanal, og hvis skibet ikke kan få forbindelse, kalder de bare igen på kanal
16 og så stiller vi samtalen igennem.“
„Hvor mange personer er på vagt
her på stationen?“
Der er altid to ekspedienter og
en vagtchef døgnet rundt. Alle går
både dag, aften og nattevagter efter
nærmere fastlagte vagtplaner. I alt er
vi 25 personer som er ansat til betjening af radioen. Men selvfølgelig kan
der være stille perioder, hvor man kan
få tid til at se i avisen eller snakke med
de øvrige vagthavende kolleger. Men
vi lytter hele tiden og er vant til at
ørerne er henne i højttalerne.“
„Arbejdsmæssigt er det vel et
godt sted at være?“
„Ja, helt sikkert. Når der ansættes folk oplyser vi, at her på stedet er
der en hård men kærlig tone. Mange
af os har jo kendt hinanden gennem
mange år. Men der kommer jo fortsat nye medarbejdere – vi har netop
fået ansat to ex-telegrafister. „
„Hvad sker der med Lyngby Radio efter nytår?“
„Der overgår vi til SOK. Vi
snakker da selvfølgelig om den situation, men vi er jo vant til at arbejde
sammen med dem, så det bliver
næppe noget problem. Der er jo tale
om virksomhedsoverdragelse. For
vores vedkommende er den nye overenskomst netop trådt i kraft, og den
første periode vil den selvfølgelig stadig være gældende for os.“
„Hvor længe har du selv været
her?“
„Siden 1970, altså i 44 år til
august. Oprindelig ville jeg have været telegrafist, men der var ikke nogle,
der kunne finde ud af hvordan man
blev det. Jeg havde læst noget om det
i et dameblad og selvfølgelig også set
Birgit Sadolin i „Een pige og 39 sømænd“. Men så kom jeg i erhvervspraktik på Valby Postkontor. Den sid-
ste dag spurgte postmesteren om hvad
jeg ville være: „Radiotelegrafist“. „Så
skal du ud på Lyngby Radio“ sagde
han. Min mor ringede så og talte med
bestyreren. Han fortalte, at enten
skulle man uddannes indenfor postvæsenet som postelev og derefter læse
til radiotelegrafist eller også skulle man
på navigationsskole og derefter ud at
sejle. „Men vi mangler kontorassistenter“, sagde han, og spurgte om ikke vi
havde lyst til at komme ud at kigge.
Da vi ankom i forhallen, kom der en
helt speciel duft imod mig, og det første jeg sagde til min mor var: „Her vil
jeg gerne være“. Jeg anede jo stadig
ikke rigtig, hvad det gik ud på. Jeg kom
så ind til bestyreren der dengang hed
Morsby. Han forhørte mig lidt i engelsk og tysk hvorefter han spurgte,
om jeg ikke havde lyst til at komme
ind at sidde i ekspeditionen. Jeg blev
så ansat som kontorassistent på prøve.
De må jo have været glade nok for
mig, for jeg er da endnu ikke blevet
smidt ud!“
Jan Preisler
13
Morsetelegrafi som
Immateriel Kulturarv
Radiotelegrafistforeningen og
„Eksperimenterende Danske Radioamatører“ (EDR), går sammen om
at sende en ansøgning til det danske
UNESCO, om udnævnelse af morsetelegrafi til dansk „immateriel kulturarv“.
Radiotelegrafistforeningen,
som repræsentant for den snart
100 årige varetagelse af telegrafisters tarv, og EDR som repræsentant for fortidig og nutidig brug af
morse, i det som officielt kaldes
for „Radioamatør-tjenesten“. Forhistorien for ansøgningen, som pt
er ved at blive udformet, er følgende:
I Tyskland har man stiftet en
interessegruppe for ophøjelse af
morsetelegrafi til „kulturarv“.
En sådan ophøjelse og stempling foregår i UNESCO regi, og på
landeplan. Den tyske gruppe, kalder
sig „Interessengruppe Kulturerbe
Morsetelegrafie“ , forkortet IKM –
og de forsøger at gøre alle relevante
organisationer interesseret.
Initiativtageren til gruppen er
Juergen Gerpott, Wedel, Tyskland.
Om sig selv oplyser han: Former
Radio Officer in the merchant marine
(1965-1972), on ships of DDG Hansa,
O. Wallenius Bremen; HAM
(DL8HCI) since 1984, working only
in telegraphy, - retired civil servant
of National Weather Service, Marine
Office Hamburg (Deutscher
Wetterdienst (DWD), Seewetteramt
Hamburg (1972-2010). Et antal lande
er kontaktet, og flere har fremsendt
ansøgninger til deres lokale
UNESCO, som følge af Juergen
Gerpotts anstrengelser, som nu har
stået på et par år. Erfaringer er
indhøstet, og nu er det Danmarks tur.
Kulturarv, er det noget vi er interesseret i? Telegrafien lever som
reminiscens i handelsflåden og forsvaret. Telegrafien lever trygt og godt
hos radioamatørerne, og det vil den
14
blive ved med i årtier fremover, men
hvorfor sætte et kultur-prædikat på
det? Fordelen kunne være en videre
interesse og udbredelse af morse, udbredelse af kendskab til telegrafisterhvervet med dets utrolige tekniske
udvikling og menneskelige historier,
kulturstøtte på forskellig vis, medvirken på kulturelle udstillinger, og meget andet godt, man ikke lige kan forudse.
Så det er noget vi, RTF og EDR
er interesseret i.
Operator at maritime coastal station
Den tyske gruppe IKM har nu
arbejdet en del år, på at forberede en
ansøgning til Unesco vedrørende :
„Morsetelegrafi – en Immateriel Kulturarv“, samt på at gøre nationale sammenslutninger og foreninger opmærksom på ansøgnings- og optagelses
muligheden.
Gruppen har på nettet lagt et
ansøgningsskema, som udfyldes lokalt,
og som skal sendes til den nationale
(danske) UNESCO afdeling. Fra det
præudfyldte ansøgningskema (som tilrettes til danske forhold), er der en
interessant tekst, som skal forklare
personer, uden kendskab til telegrafi,
hvad det drejer sig om:
Morsekode er blevet brugt i omkring 170 år i stort omfang, som en
manuel udført form for kommunikation. Nye moderne kommunikationsteknikker, har i dag gjort kommunikation ved hjælp af morsekode overflødig. Derfor er antallet af mennesker,
som er i stand til at kommunikere ved
hjælp af morsekode, faldet meget.
Morsekode er blevet brugt i flere lande
på jorden, end noget andet talesprog.
Morsekode har en fordel over det talte
ord i, at det ikke behøver at beskæftige sig med udtalen. Dette har gjort
det muligt at kommunikere mellem forskellige nationer, uanset sproget.
Det er derfor vigtigt for fremtidige generationer at kende til denne
form for kommunikation. Morsekode
vil snart forsvinde helt fra vores daglige liv. Folk vil derfor ikke være i stand
til at forstå den historiske betydning
af begivenheder, hvor morsekode spillede en afgørende rolle, for eksempel
Titanics forlis i 1912.
Ophøret af anvendelsen
af morsekode kan ikke stoppes, og der synes officielt ikke
at være nogen grund til at
holde den i live. Derfor anbefales alle lande at bestræbe
sig på at sikre dokumentation.
Kommunikation via manuel morsekode var (og er)
kun mulig via specialuddannede folk. Morsekode
„sprog“, der tales med fingrene på en morsenøgle, er i overensstemmelse med den givne definition
på „immateriel kulturarv“.
Ved ansøgningen til den lokale
UNESCO afdeling, vedføjes et antal
billeder, hvoraf ovenstående er et eksempel på et, de tyske ansøgere vil
fremsende. Man kan bruge de tyske
billeder, men vi kan sagtens selv være
med, med billeder delvis fra danske
forhold. Der er samlet nogle billeder,
hvoraf 10 skal udvælges til ansøgningen.
At der er en kulturarv at videregive, er evident. RTF og EDR arbejder nu videre med sagen.
Med venlig hilsen
Steen Wichmand OZ8SW
Radioamatør siden 1962. Kun telegrafi. Skriver spalten „CW-hjørnet“
i radioamatørernes månedsblad „OZ“
Dansk produceret morsenøgle, fabrikat
Store Nordiske.
Telegrafi fra Nyker præstegårds loft til Kbh., 8. Maj 1945 - al anden tele og
telefon trafik var afbrudt grundet russisk bombardement
Høre og morseundervisning i Århus
1946
Telegrafist Carl Dejligbjerg på „Hans
Hedtoft“
Kontiki ekspeditionen over Stillehavet
1947. Al kommunikation foregik via
morsenøgle
Samling af morsenøgler på OXA,
Søværnets Museum For Trådløs
telegrafi, Holmen, København
Radiostationen i Grimeton, øst for
Varberg, er en gigantisk radiostation
for telegrafering til USA på langbølge.
Den blev bygget i årene 1922-1924. I
dag på Unescos verdensarv liste.
Overtelegrafist Jan Hansen, DFDS
K-H. Andreasen på Wendelboes
radioskole
En morsenøgle med en unik historie.
Den var med kosmonaut Lebedev
ombord på Suyuz 13 i 1973
Udvalg af billeder, der kan belyse forskellige situationer,
hvor morse har været inddraget og haft betydning
15
Derude
Der var dage derude
hvor himmel og hav
var et eneste frådende skum
hvor vinden den suste
i masternes top
og hvidklædte bølger
forvilded´ sig op
om båden, der sejled´ i hop.
Der var nætter derude
hvor himlen var klar
af stjernernes lysende lys
hvor morilden glimted´
langs skibssidens kant
hvor luften var mild
for den rejsende fant
på den store den blå Atlant.
Der var dage derude
hvor himlen var blå
og solen den bagte dig brun
hvor linen til loggen
i søen sig svang
hvor stemplernes rytme
blev vor lykkes sang
dengang, dengang, dengang.
Der var uger derude
som stille svandt hen
i eet eneste kort sekund
hvor lasten var fuld
og kursen var lagt
hver mand tog sin tørn
og passed´ sin vagt
med søen og skuden i pagt.
Der var timer derude
der føltes som år
når længslen den voksed´ sig stor
hvor alt som var glæde
nu blev en tvang
da følte du rejsen
uendelig lang
og båden for lille og trang.
Der var aftner derude
hvor solen den sank
i et rosenrødt skær af rubin
hvor underet skete
i glimt vi det så
vi aned en storhed
vi her kunne nå
i øjeblikke så få.
Det blev til år derude
med vekslende fart
på de have som dækker vor jord
hvor linen til loggen
i søen sig svang
hvor stemplernes rytme,
erindringens sang
om tiden der var engang.
Kate Larsen
16