1. No category

KLATRING PÅ KLIPPER
Alt det basale
– Og så en del mere!
Af Jesper Schjællerup
Forord
Denne bog er tænkt som en teoretisk forberedelse til at lære klatring på egne
sikringer på klipper, der er relativt let tilgængelige.
Ideen har været at skabe en teoretisk indgang til klatringen, der kan hjælpe
med at overskue værktøjerne i rækkefølge og give inspiration til flere fornøjeligheder. For den mere rutinerede er der nok snarere tale om en samling guldkorn –
og om ikke guldkorn, så i hvert fald let valset havre, der danner en sund basis for
en god dag på klipperne.
Bogen er delt op i to dele:
Første del (kapitel 1–14) er den grundlæggende viden, som man minimum
skal have øvelse i for at kunne klatre forsvarligt på klipper. Dette er så vidt muligt skrevet i den rækkefølge, det er naturligt at lære det i.
Anden del (tillæggene) omhandler mere avancerede teknikker og viden, som
kan hjælpe én til større forståelse for aspekter i og omkring klatringen og viden
om udstyret.
Der er andre færdigheder, der også bør læres i forbindelse med klatring på
klipper. Det vigtigste er førstehjælpskundskaber og senere viden om decideret
bjergredning. Vil du klatre et stykke fra alfarvej, er det også nyttigt at kende til
brugen af kort og kompas, og i øvrigt have almindelige lejrkundskaber – bare for
at gøre det hele lidt mindre besværligt.
Jeg kan kun opfordre til at gøre din viden så bred som muligt – og denne bog
er tiltænkt som det teoretiske grundlag for selve klatringen.
Klatring handler om råstyrke, viljestyrke, teknik og gefühl. Og ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge.
Jesper Schjællerup
2012
Til min mangeårige klatremakker Maya, der har stået model til utallige klatreture og endeløse eksperimenter – altid med en fast hånd på rebet!
Og ikke mindst til min kone Jeanette, der – trods det faktum, at hun aldrig har
klatret – formentlig er blevet udsat for mere klatresnak og -teori end mange inkarnerede klatrere. Uden hendes inspiration og tålmodighed var denne bog forblevet i skal-gøres-engang-kassen!
Den obligatoriske advarsel
Badeværelsesgulve er glatte
Tag ikke imod slik fra fremmede
Se dig for, før du går over vejen
Livet har sine risici
Klatring er én af dem!
Denne bog er lavet i bedste overbevisning; men noget kan
være bedre og burde være anderledes.
Hvor meget du end læser bøger og gennemtænker eventuelle
situationer, vil du ikke kunne bruge nogen klatreteknikker
forsvarligt, før du har øvet dem grundigt under kontrollerede
forhold og gerne under opsyn af en kvalificeret underviser.
Visse ting kan for nogle virke åbenlyst banale, mens andre aldrig skænker dem en tanke. Vær sikker på, at du har været
gennem alle nødvendige aspekter, før du kaster dig ud i noget
på egen hånd.
Acceptér de risici, du kan håndtere, uden at skade andre
Ellers bliv hjemme!
Klatring er en potentiel farlig beskæftigelse!
Indholdsfortegnelse
Kap. 1
Indledning
10
Hvordan klatring kan læres – Friklatringens former
– Makkeren – Håndværket
Kap. 2
Udstyr
18
Fodtøj – Kalk og kalkposer – Seler – Hjelme – Reb
– Slynger – Karabiner – Bremser – Sikringer – Tøj
– Udstyrslister – Montere udstyret – Kvejle rebet op
Kap. 3
Knob
43
Kap. 4
Rutebeskrivelser
47
Graderinger – Signaturforklaringer
Kap. 5
Betegnelser for klippeformationer
53
Kap. 6
Topreb
54
Etablere topanker – Montere rebbremsen
– Makkertjek – Sikre klatreren
Kap. 7
Bevægelsesteknikker
60
Trin – Greb – Udnyttelse af formationer i klippen
Kap. 8
Andenmand
69
Etablere bundsikring – Backfeede rebet – Sikre
førstemanden – Klatre andenmand – Kommunikation
Kap. 9
Ned igen
77
Etablere abseilanker – Abseile – Prusikke
– Trække rebet ned
Kap. 10
Førstemand
85
Sætte sikringer – Alternativer – Afstand mellem sikringerne
– Sætte hurtigslynger – Rebtræk – Fald – Ved toppen
Kap. 11
Flere reblængder
101
Specielle forhold – Standpladser – Multiabseil
Kap. 12
Nødprocedurer
105
Frigørelse fra sikringskæden – Ved for vanskelige ruter
– Hjælpe en skadet makker op på en hylde – Abseil med
en skadet makker
Kap. 13
Efter klatreturen
110
Logbog over rebets brug – Eftersyn og rengøring af udstyr
Kap. 14
Videre herfra
Yderligere krav til klatreren – Klatringens forgreninger
116
Tillæg A
Mere udstyr
124
Materialer – Sko – Seler – Hjelme – Reb
– Karabiner – Rebbremser – Slynger – Sikringer
– Andet udstyr
Tillæg B
Flere teknikker
178
Sikringsmetoder – Rebføringsteknik – Abseil – Op igen
Tillæg C
Kort om artificiel klatring
197
Specielt udstyr – Teknikker
Tillæg D
Førstehjælp
200
Udstyr – Forebyggelse – Førstehjælpens grundregler
– Nogle behandlingsmetoder – Transport af en skadet
Tillæg E
Træning
207
Den indbyggede træning – Målrettet træning
– Soloklatring på topreb
Tillæg F
Beregning af belastninger
213
Faldfaktor – Fangryk – Belastning på rebbremsen
– Belastning på øverste sikring – Belastning på
standpladserne
Tillæg G
Flere knob og stik
221
Grundknob – Faste løkker – Sammenføjninger
– Klemknuder – Diverse – Mere om HMS-knuden
Tillæg H
Betegnelser for klatrestil
Stikordsregister
228
230
1 – INDLEDNING
Kapitel 1
Indledning
Friklatring er betegnelsen for at klatre på klipper ved egen kraft og teknik
uden brug af udstyr til andet end det rent sikkerhedsmæssige.
Klatring er én af de sportsgrene, hvor man har en fornemmelse af, at det udelukkende er ens egen ydelse, der tæller. Når du hænger på væggen, er det ikke et
spørgsmål om andres indsats, kun din egen.
Det er klart, at f.eks. sikringer skal være lavet i tilstrækkelig god kvalitet, at
rebet skal kunne holde til rykket, hvis du falder, og at din sikringsmakker skal
vide, hvad der skal gøres.
Alt dette har dog kun betydning i det øjeblik, din egen præstation ikke slår til.
Du kæmper mod love, som blev fastlagt ved universets fødsel, og som ikke bliver ændret eller fortolket af politiske instanser. Tyngdeloven virker på én og kun
én måde. Vægtstangsprincippet ændres ikke som andre principper, efterhånden
som samfundet udvikler sig.
Friklatringen er en udfordring af ens egen kraft, psykiske styrke og evner til
at finde vejen frem ud fra naturlige muligheder. Hvad klippen byder af naturlige
muligheder kan udnyttes. Dybest set handler det hele jo blot om at kravle rundt
på nogle klipper på den måde, man selv finder naturlig. I stedet for at bevæge sig
rundt på en overflade, som man normalt gør, kan der komme en rumlig dimension med i oplevelsen.
Toppen er målet – men vejen derop er formålet.
Hvordan klatring kan læres
Klippeklatring er pr. definition en farlig beskæftigelse, som kræver erfaring
og rutine for at kunne udføres forsvarligt, da der konstant er potentielle risikomomenter tilstede.
Jeg vil anbefale, at du lærer teknikkerne af en kompetent klatrer, der har det
nødvendige overblik og indlevelsesevne i begynderens situation, samt vilje og
lyst til at lære fra sig. Dette mentor/elev-forhold kan give meget koncentreret og
effektiv indlæring og oparbejdelse af rutine. (Og det skal læres ordentligt – ikke
bare af én du kender, der lige har prøvet det engang, og som da godt kan lære dig
de småting, der kræves…!)
10
1 – INDLEDNING
Et mentor/elev-forhold til en mere erfaren klatrer er en
meget effektiv og inspirerende måde at lære klatring på
Når du senere kommer til at klatre med andre, vil du ganske givet få nye ideer og ny inspiration, og få lyst til at prøve nogle ting, du har set andre gøre, så du
videreudvikler din klatreteknik og –stil. Internettet er jo også fuld af forklaringer,
videoklip og tegninger, der kan give nye ideer og inspiration, så du har noget at
lege videre med.
En anden måde at lære klatring på er, at du melder dig til et kursus, hvor der
er kvalificerede instruktører, som kan introducere dig for sikre metoder og derefter øve dig.
For nybegynderen er det dog vanskeligt at vurdere, hvorvidt instruktørerne er
kvalificerede eller ej. Problemet er også, at du på de sædvanlige kurser kun har
en kort periode under kyndig vejledning.
En metode til at vurdere instruktørerne på, er ved at se på karakteren af svarene på dine spørgsmål. Hvis det typiske svar lyder “sådan er det bare” eller “det
er en gylden regel”, uden at du kan få nogen nærmere begrundelse, eller i det
mindste en beskrivelse af faktorerne bag, så du kan foretage din egen vurdering,
er der noget galt. At en underviser har 25 års erfaring fortæller ikke, om vedkommende klatrede et års tid for 24 år siden, eller om der virkelig er blevet klatret (og høstet erfaringer) i samtlige 25 år.
Alt det anvendte udstyr bør være godkendt. Hvis man betaler for et kursus,
må man som minimum forlange, at grejet ikke er hjemmelavet for at spare penge,
men er produceret af professionelle.
Lad dig ikke forblænde af titlen “instruktør”. Nogle begynder fra fuldstændig
bar bund, tager et weekendkursus og kalder sig derefter instruktører. Se på, om
der er en velfunderet organisation (hvad en sådan én så end er!) bag, der afholder
instruktøreksaminerne, og forhør dig om, hvad vedkommende kan instruere i.
11
1 – INDLEDNING
Mange, der kun har overfladisk kendskab til enkelte momenter i klatringen, kalder sig rask væk klatreinstruktører uden nogen nærmere specifikation.
Dette betyder dog ikke, at der skal være en organisation bag, før at vedkommende er egnet som instruktør. Nogle har gennem egen interesse og evner beskæftiget sig med klatring og alt dertil hørende i mange år, uden nødvendigvis
nogensinde at have bestået en klatreeksamen. Alligevel vil de kunne give en undervisning, der ikke på nogen måde står tilbage for selv den bedste uddannede og
eksaminerede instruktør. Der var jo også nogle, der eksaminerede den første, der
fik en eksamen…
Spørg til, hvor meget instruktøren får klatret for sin egen fornøjelses skyld.
Hvis al klatreaktiviteten består i at lære nye, hvordan man kommer i gang med
klatring, får instruktøren hverken vedligeholdt eller udvidet sin horisont. Nogle
henter den information og de rutiner, der lige nøjagtig er nødvendige for at kunne få titlen som instruktør, andre dyrker det med stor interesse og vil i den forbindelse da gerne lære det fra sig, de har indhøstet af viden og erfaringer.
Held og lykke med at finde den rigtige!
Søg på Internettet og spørg dig frem hos andre klatrere, om de kender til instruktørerne eller kursusholderne – og hvis du får et negativt svar, så spørg efter
detaljerede begrundelser. Klatreverdenen er (desværre) fyldt med personlige intriger, sladder og ævl. Trist, men sandt.
Klatringen er dog ikke mere mystisk, end at du med en smule sund skepsis
(ikke krakilsk negativitet) ofte kan se, om den undervisning, du modtager, er noget værd eller ej.
Det hele skulle gerne ende med, at du har et stort repertoire af forskellige
teknikker, så du uanset situationen og eventuelle problemer kan afvikle klatringen til din egen fornøjelse og med minimal risiko for dig selv og uden risiko for
andre.
Friklatringens former
Rent praktisk kan friklatringen foregå på flere måder:
Man kan klatre toprebsklatring, som betyder, at man er sikret af et reb ovenfra. Hvis man mister grebet, vil man ikke få noget særligt langt fald; man vil
hænge mere eller mindre på stedet og dingle i rebet.
Førstemandsklatring vil sige, at man klatrer op ad en rute og selv gør sig fast
til sikringspunkterne efterhånden. Det kan selvsagt give nogle længere og kraftigere fald end ved toprebsklatring, da man ikke er sikret af et reb ovenfra, før man
12
1 – INDLEDNING
er faldet forbi den sidst satte sikring. Den, der klatrer først op ad klippen og sætter sikringer, kaldes førstemanden. At klatre førstemand kaldes også at føre en
rute. Makkeren, der klatrer efter og tager sikringerne med, kaldes andenmanden.
Indstillingen til klatringen kan variere utrolig meget.
Der er den sportslige indstilling, som bl.a. bliver fremhævet af de kunstige
klatrevægge, hvor greb og sikringspunkter er tydeligt markerede, og usikkerheden strengt taget kun ligger i, hvorvidt man kan holde fast på et greb eller ej. Til
denne indstilling hører klatrekonkurrencer og ganske faste regler for, hvordan
man klatrer, hvor langt man klatrer, og hvor god man er. Klatring er her ofte noget man gør på bestemte tidspunkter i et bestemt tidsrum.
Denne indstilling kan tages med ud på klipperne, hvor ruter får monteret faste
sikringspunkter, så usikkerheden bliver lige så lille som på kunstige vægge. Det
er visheden om det forholdsvis lange fald, der er det største problem på kunstige
vægge og klippevægge med forplacerede sikringer. Man behøver sjældent være
nervøs for, om sikringen holder eller ej.
Som følge af det sportslige præg, bliver denne type klatring betegnet som
sportsklatring.
En anden indstilling er at se klatringen, ikke som en sport; men som en del af
et eventyr. Man sætter selv sine sikringer, når man klatrer førstemandsklatring,
med deraf følgende højere eller lavere grad af nervøsitet over, om de holder eller
ej. Der er nemlig masser af klippe, som enten virker løs eller ikke vil samarbejde.
Man klatrer ad ruter, som kan spænde fra ti minutters klatring på få meter til flere
dages klatring på hundredvis af meter. Denne klatreform er vanskelig at give en
enkelt etiket på grund af det store spænd; men som regel omtales det blot som
klatring på egne sikringer eller almindelig klippeklatring – en noget løs betegnelse.
Reglerne her er ikke så veldefinerede, da en enkelt alternativ teknik, såsom at
bruge sikringen som greb, kan være nødvendig for at komme de sidste fem meter
op ad den 400 meter lange rute. Dette betragtes som utvetydigt snyd i sportsklatringen. Det er det vel for så vidt også i den almindelige klippeklaring; men her er
der ofte kun klatrerens egen samvittighed til at dømme. Ingen tilskuere, ingen
dommere.
Som sådan er stilen den samme for almindelig klippeklatring som for sportsklatring – det gælder jo om at komme op af ruten (kunstig eller naturlig) udelukkende ved egen hjælp og kun bruge sikringsmidlerne i tilfælde af et fald. Men på
grund af de vidt forskellige forhold er det sværere at lave en sammenligning af,
hvad der er tilladt på den specifikke rute – og om det overhovedet giver mening
at diskutere begrebet ”tilladt” i den sammenhæng. Der hersker dog en vis bred
enighed om, at det er op til én selv, om man vil anvende sikringerne som greb,
13
1 – INDLEDNING
hvis det er nødvendigt – men det er dårlig stil at “glemme” at fortælle om det
bagefter, hvis man beretter om sine bedrifter.
For at præcisere begreberne lidt: Klatrestil er din egen personlige fremtoning
og metode til udførelsen – den er udelukkende den enkeltes ansvar.
Klatretik drejer sig om de handlinger, der også får indflydelse på andre.
F.eks. er det etisk forkert at placere en bolt et sted, hvor andre skulle bruge formationen i klippen for at klatre frit.
En af de andre regler, der hos mange (men absolut ikke alle) er enighed om,
er, at topreb viger for føring.
Toprebning med et anker på egne sikringer tager ofte lang tid med tilrigning
af de rette faciliteter, hvorimod førstemandsklatring på samme rute kan være forholdsvis hurtigere overstået. Det kan virke som en irriterende regel, hvis man er
den, der vil klatre på topreb; men grupper, der klatrer på topreb, kan spærre fuldstændig for et klatreområde, så der ikke er andre, der kan komme til at klatre.
På den anden side kan et topreb opsat på fast monterede bolte klares forholdsvist hurtigt, så et makkerpar, der gerne vil prøve en enkelt tur på ruten hver,
kan få klatringen overstået hurtigere end et makkerpar, der klatrer på egne sikringer.
Min indstilling er, at alle har lige meget ret til klipperne (naturligvis med
undtagelse af en eventuel ejer af området!), og ingen har mere ret til at beslaglægge dem end andre!
I praksis betyder det, at det tidligere nævnte makkerpar, der sætter topreb på
formonterede ankre og klatrer en tur, ikke behøver fortrække, fordi der tilfældigvis kommer nogen forbi, der vil føre. Jeg ved godt, at hvis man vil klatre gentagne gange på samme rute, eller man er en gruppe, bør man i høflighedens interesse holde en pause, hvis der kommer et makkerpar, der gerne vil føre ruten – og
dem der fører ruten skal så tilsvarende kunne få turen overstået inden for rimelighedens grænser, dvs. ikke noget med gentagne forsøg på en rute, man reelt ikke kan klatre.
En problemstilling der desværre af og til giver anledning til skænderier ude
på klipperne.
Makkeren
Trods den personlige indsats er klatring en meget social beskæftigelse: Man
er nødt til at have en makker (med mindre man klatrer solo). Fordi man bogstaveligt talt holder hinandens liv i hænderne, er det vigtigt, at man i et makkerpar
14
1 – INDLEDNING
kan stole på hinanden, og at man i det store hele har samme indstilling til klatring. Der er nogle sikkerhedsregler, der skal overholdes, og ignorerer man dem,
er det ikke blot én selv, det går ud over. Ser vi bort fra de åbenlyse fejl, hvor man
slipper rebet til klatreren, etc., hvor det helt tydeligt er den anden, det går ud
over, vil fejl, der skader én selv også gå ud over makkeren: Vedkommende vil
for altid være den fra dét makkerpar, hvor én kom til skade.
En vigtig ting i denne forbindelse er makkertjekket. Inden klatringen begynder, og undervejs i forløbet, tjekker man hinanden. Selv de mest rutinerede klatrere kan glemme at låse en karabin, binde en knude færdig eller tage sin hjelm
på. Faktisk er det ofte netop de rutinerede klatrere, der laver disse fejl – nybegynderne er gerne optagede af selv de mindste ting, da de jo lige har lært dem.
Så selvom du har klatret i hele 10 minutter, skal du ikke holde dig tilbage med
(diskret) at påpege forglemmelser hos din læremester. Det kan redde hans liv.
Meeen – husk alligevel at skelne mellem petitesser og reelle ting. (Det er nu ikke
nemt!)
Du kan eventuelt have dig et Princip! Et Princip er altid godt, for så er det af
og til nemmere at overbevise folk om, at det ikke er personligt ment. Selvom det
måske er det. Når det er et Princip, accepterer de fleste også, at der ikke behøver
foreligge en rationel grund. Så ét af dine Principper kan være, at du altid tjekker
udstyret på en makker, du ikke har klatret med i, lad os sige… 6 måneder. Og
vedkommende skal tjekke dit.
På den måde får du et par friske øjne, der tjekker din sele for slid, og du får
muligheden for at tjekke, at den indbindingsløkke og det reb, der skal sikre dig,
rent faktisk er i stand til det. (Så i dette tilfælde er der rent faktisk en rationel årsag bag Princippet!)
Så en god måde at gøre forberedelserne til klatreturen kunne jo godt være, at
man lige sad og kiggede grejet igennem, så man også fik startet turen hyggeligt?
Klatreturen bliver også en meget større fornøjelse, hvis man ikke skal ofre
energi på at holde hinanden ud, men bare fungerer godt sammen. Dette forhold
kommer på tale, når man vælger sine klatremakkere efter noget tids klatring.
Som nybegynder må man ofte tage til takke med, hvem der vil lære én noget,
hvad enten det er i en klub eller på et kursus.
Begynder hver eneste klatretur med, at man skændes om, hvem der skal gøre
hvad, hvorfor og hvorhenne, bliver det hurtigt en sur tjans. Godt humør og overbærenhed over for andres (gentagne) tåbeligheder kan hjælpe én et langt stykke.
Tåbelighederne skal dog være af ufarlig karakter – Drejer det sig om, at den ene
klatrer på sit ego, så det ses som et personligt nederlag ikke at kunne klatre en
given rute, og vedkommende derfor vil gøre hvad som helst for at komme op, er
det tid at slå bremserne i! Her skal du overveje, om det ikke ville være et bedre
alternativ helt at lade være med at klatre.
15
1 – INDLEDNING
Tag heller ikke altid irettesættelserne personligt. Hvis din makker beder dig
om at stramme ekstra op, holde ordentligt på rebet, lade være med at lave alt muligt andet, etc., så sig ikke “Stoler du ikke på mig?!” Det er klatreren, der risikerer et fald, ikke sikringsmanden. Tag hensyn til det.
Et bud på et godt makkerskab er noget i retning af:
Begge er villige til at yde noget for den anden, og begge har noget at tilbyde (i form af viden, udstyr, godt humør, etc.)
Begge viser initiativ
Begge er villige til at give afkald på komforten, hvis det får det hele til at
skride nemmere
Begge udviser fornuftig brug af ressourcer (vand, mad, udstyr, etc.)
Egoerne er ikke i vejen for, at det rigtige bliver gjort
Man kender hinandens stressreaktioner og kan enten acceptere dem eller
takle dem
Alt dette er overordnede forhold omkring klatringen. Men for at man ikke
skal lege for meget med sit eget liv og førlighed, er der nogle tekniske færdigheder, der er nødt til at være på plads.
Håndværket
Det er forholdsvist sjældent, at der sker uheld inden for klatresporten. Dette
skyldes bl.a., at en del af klatringens natur netop er at sætte fokus på sikkerheden; man har hele tiden sikringer og reb med sig, og den største udfordring på
mange ruter er ikke selve klatringen; det er at kunne sætte sikringer imens, så
man gør det på en forsvarlig måde.
Mange, som lærer at klatre på kunstige klatrevægge og boltede klipperuter,
lærer hurtigt at klatre svære og anstrengende ruter. Når de så kommer ud på de
“rigtige” ruter, er de tilbøjelige til at sløse med sikkerheden, da det tit virker
umiddelbart nemmere lige at fortsætte et par greb mere, hvis man har besvær
med at sætte en sikring (lave en run-out, dvs. lang afstand ned til sidste sikring).
Denne tilbøjelighed har efterhånden kostet nogle menneskeliv!
Når der endelig sker et uheld, sker der virkelig noget. Det er klippe, man klatrer på, og den er altså hård at ramme! Det er ikke det samme som at dratte et par
meter ned på faldunderlaget i den lokale klatreklub, hvor man kan forvride sin
fod i et uheldigt tilfælde.
Det mest ironiske i den sammenhæng er, at teknikkerne i klatringen ikke er
særlig svære at lære. De skal bare sidde på rygraden, så man ikke skal vride hjer16
1 – INDLEDNING
nen for at finde ud af, hvad man skal gøre. Det, der er sværest at lære, er fornemmelsen for klatringens aspekter: Evnen til at vurdere en rute og klippens art
og tilstand, evnen til at vurdere egne kræfter og evner, og evnen til at vurdere,
om man kan fortsætte eller bør vende om, selv på de korte ruter.
Du kan lære at klatre efter en bog lige så lidt, som du kan lære at tale et sprog
flydende ved at læse en bog: Principperne og systemet bag kan læres; men det
bliver fremstillet i segmenter. Sammensætningen til en større helhed kommer
med øvelsen.
Denne fornemmelse er den virkelige udfordring i klatring, og den skal læres
gennem egne oplevelser og erfaringer. Den teoretiske indgang til de tekniske
færdigheders enkelte dele er det, denne bog introducerer dig for.
17
2 – UDSTYR
Kapitel 2
Udstyr
Selv om friklatring i sig selv ikke involverer hjælpemidler, kræves der dog af
sikkerhedsmæssige og praktiske grunde alligevel udstyr af forskellig art.
De vigtigste krav til udstyret er: styrke, funktionsdygtighed og lav vægt. Materialerne, der bedst honorerer disse krav, er aluminium, stål og nylon, hvorfor
størstedelen af alt klatreudstyr er lavet af de omtalte materialer.
Et assorteret udvalg af forskelligt klatreudstyr
Der stilles mange forskellige krav til styrken af klatreudstyret, og det kan være noget af en jungle at holde rede på de mange tal og testbeskrivelser. Så er det
rart at vide, at man et langt stykke hen ad vejen heller ikke behøver skænke det
en tanke.
Det er der nemlig andre, der har gjort for én: Det drejer sig om den internationale bjergbestigerorganisation UIAA (Union Internationale des
Associations d’Alpinisme), der fastlægger retningslinier for
godkendelse af sikringsudstyr til klatring og Den europæiske
UIAA-mærkat
Godkendelseskomité, CEN (også blot omtalt som CE), der arbejder på, at standarderne bliver ens over hele Europa.
Hvis bare du sikrer dig, at udstyret har én af disse godkendelser, er du på den sikre side. Godkendelsesmærkerne, som be18
CE-mærkat
2 – UDSTYR
står af de viste mærkater eller bogstaverne UIAA/CE, er præget ind i udstyret eller skrevet på en tilhørende mærkat eller den (lovbefalede) medfølgende brugsanvisning.
Fodtøj
Det første stykke tid kan du sagtens klare dig med et par gode træningssko/tennissko. De skal helst have en sål, der er flad helt ud til snuden. Løbesko
med bløde, profilerede såler, der måske endda skråner udad, er ikke særlig velegnede. Et par vandrestøvler med stiv sål er bedre, og de er også velegnede, hvis
tilgangen til klatreruten går hen over kuperet terræn.
Det bedste er et par deciderede klatresko. De består af
en tynd sko med en speciel sål, der har stor friktion. Klatreskoene kaldes derfor også for friktionssko. Sålen går op
over snude og hæl, så de giver god friktion, næsten lige
meget hvordan du vender skoen.
Kravet til skoene er, at du skal kunne stå fast og samtidig have føling med grebene, så de skal sidde godt.
Klatresko
Hvor store skoene skal være, afhænger meget af, hvad du skal bruge dem til
– eller rettere: Hvor lang tid ad gangen, du skal bruge dem.
Skal du klatre vanskelig klatring på kortere ruter, med mulighed for behagelige pauser mellem ruterne, kan du regne med, at klatreskoene skal være et halvt
til et helt nummer mindre end den skostørrelse, du normalt bruger. Her drejer det
sig nemlig om at have god føling med grebene fra begyndelsen af ruten.
Skal du klatre længere ruter, f.eks. hele dage ad gangen, skal du tage højde
for, at dine fødder vil svulme op, og skoene skal derfor sidde omtrent lige så
godt som et par almindelige sko. Skal du klatre, når det er koldt, skal der være
plads til et par strømper.
Ved dine første par sko kan du regne med, at tæerne lige netop skal ramme
indersiden af skosnuden, uden at tæerne dog krummes sammen.
Nogle siger, at skoene skal gøre ondt for at sidde korrekt; men det er vigtigt
heller ikke at få dem for små, så du helt mister fornøjelsen ved at klatre. Er de så
små, at du kun kan have dem på i kort tid ad gangen, vil du koncentrere dig mere
om, at skoen gør ondt, end om at klatre. Og så er ideen med skoene forsvundet!
19
2 – UDSTYR
En stiv sko, også kaldet en kantstiv sko, er nemmere at stå fast på små greb
med, da man ikke skal bruge så mange kræfter i foden for at holde den på plads.
En sko med lille stivhed, også kaldet en blød sko, har gerne bedre friktion; men
er da også mere krævende med hensyn til muskler i fod og ankel, og den er derfor rettet mod den mere rutinerede klatrer.
Formen på foden kan være symmetrisk eller asymmetrisk. Hvis den er symmetrisk, er storetåen den længste tå. Er foden asymmetrisk, er det anden eller
tredje tå, der er den længste tå. Tag hensyn til det, når du køber sko.
Kalk og kalkposer
Kalk – også kaldet klatrekalk, eller mere korrekt: magnesiumcarbonat – har
den glimrende egenskab, at det opsuger sveden på hænder og fingre, så de bliver
tørre. Det er en fordel, når éns fingre bliver så glatte af sved, at man ikke kan
holde fast på de små greb.
Ulempen er, at dels sætter kalken hvide spor, og dels udglattes ruheden i
klippen, så den naturlige friktion nedsættes. Derfor er det visse steder forbudt at
bruge kalk. Sørg altid for at kontrollere dette, når du tager nye steder hen og
klatrer.
Kalken opbevares i en dertil indrettet kalkpose, som er
foret med fleece indvendigt, helst hele vejen op, for at undgå
at det drysser ud. Posen fås i forskellige størrelser: fra den,
hvor du kun kan kalke det yderste af fingerspidserne, til den,
hvor du kan komme kalk på til op over håndleddet.
Kalkpose
Kalken fås i løst pulver (fri kalk), bolde (chalkballs) eller klodser. Det løse
pulver er billigst; men boldene eller klodserne støver ikke så meget.
Som alternativ til kalken kan du have en våd klud med i stedet. Hvis denne
opbevares i en plasticpose i en kalkpose, rækker du bare bagud og får fingrene
vasket af, tørrer dem i blusen eller bukserne, og så er du kørende igen med fine,
rene finger(spidser).
20
2 – UDSTYR
Seler
Selen er én af de absolut nødvendige ting for at kunne klatre sikkert. Det er i
den, at du fastgør dit reb, som skal gribe dig, hvis du falder. Selerne fås i forskellige udformninger og typer; men for klippeklatreren er det bedste valg en siddesele, da den kombinerer sikkerhed med bevægelsesfrihed.
Valget af siddesele afhænger af behov, smag og pengepung. Selen skal bare
kunne sidde godt i længere tid uden at skære ind ubehagelige steder, og det er
både et spørgsmål om pasform og polstring. Prøv at hænge 5-10 minutter i selen
i forretningen, inden du køber den. Nogle brede remme (5 cm eller mere) og en
vis polstring i ryggen er ting, der er værd at kigge efter.
En sele, der kan indstilles i benløkkerne er en fordel,
hvis du vil klatre under forskellige vejrforhold og dermed
i forskellig påklædning. Regner du kun med at klatre om
sommeren i godt vejr, kan du nøjes med én med faste
benløkker. Som regel vil selen med indstillelige løkker
sidde bedst, og den giver dig større valgfrihed – en sele
Siddesele
holder i nogle år, og dine ambitioner kan ændre sig.
Drop-seat er betegnelsen for, at stroppen bag på selen, der går fra bæltet og
ned til benløkkerne, kan løsnes. Dette er en lettelse, hvis du skal træde af på naturens vegne, mens du har selen på.
Ved indbindingspunktet har mange seler en samleløkke, som er omtrent dobbelt så solid som resten af selen, og kan bruges til at fastgøre klatringens forskellige arbejdsredskaber i (kaldes også for en arbejdsløkke eller en centralløkke).
Bagpå kan selen have en næsten tilsvarende samleløkke, her bare kaldet et
haul-loop. Den er beregnet til den lidt større belastning, der opstår, hvis du skal
trække et reb med dig op. Løkken er som udgangspunkt ikke beregnet til fastgørelse i en standplads! Hvis det er tilfældet, vil det fremgå tydeligt af mærkningen
i selen.
Til at opbevare udstyret under klatringen, har selen nogle udstyrsløkker, som
kan variere i antal. Disse løkker er redskabsholdere, og ikke på nogen måde beregnet til væsentlig belastning (som regel max. 5 kg.).
En sele med to til tre udstyrsløkker kan bruges på mindre vægge; ellers må fire udstyrsløkker anses for passende. Seler fås også med adskillige løkker (min
aktuelle sele har f.eks. 9 stk.), hvis du gerne vil have udstyret sorteret.
21
2 – UDSTYR
Hjelme
Dit hoved er måske ikke det kønneste og klogeste her på
jorden – men en smule beskyttelse er det nok alligevel værd!
En klatrehjelm beskytter dig mod at slå hovedet, hvis du falder uheldigt på en rute og mod at få sten, karabiner, sikringer
og andet i hovedet. Det er aldrig til at vide, hvad din makker
kan tabe, eller hvad der pludselig kan løsne sig fra oven.
Klatrehjelm
Under anstrengelserne med klatring kan en hjelm let blive varm at have på.
Når du vælger en hjelm, skal du derfor vælge én, du ikke vil være fristet til at lade blive hjemme – så hjælper den ikke!
Vælg en let hjelm, der sidder godt på hovedet, uden at remmene snærer, og
som ikke uden videre kan slås af hovedet, hverken den ene eller den anden vej.
Der skal være ventilationshuller, så varmen kan komme væk, og en kant på siden, der beskytter ørerne og siden af hovedet. Selv en lille kant er meget effektiv.
Er der også beslag eller elastikker til at fastgøre en pandelampe, kan du også
bruge den, hvis du klatrer i mørke.
Hjelme kan være lavet af forskellige materialer, enten plastik, glasfiber eller
kulfiber (carbon). Plastikhjelme er lette og forholdsvis billige, kulfiberhjelme er
lette og forholdsvis dyre, mens glasfiberhjelme er tungere.
Brug ikke cykel-, hockey-, arbejdshjelme eller andet – kun hjelme decideret
beregnet til klatring er stærke nok.
Reb
Rebet er også én af de centrale dele i sikkerheden ved klatring. Det er rebet,
der forbinder alle de andre led til én stor kæde. Derfor skal du være meget varsom med dit reb og passe godt på det.
Klatrereb er lavet af nylon i en opbygning,
der kaldes kernmantel. Det betyder, at rebet har
en indre del, kernen, og en ydre del, strømpen.
(Fri oversættelse af mantel, som egentlig betyder
noget i retning af kappe.)
Kernmantelreb
For at afbøde et fald bedst muligt, skal rebet være elastisk. Denne type reb
kaldes for dynamisk reb. Hvis rebet ikke er elastisk, kaldes det for et statisk reb.
22
2 – UDSTYR
Statiske reb bruges (i friklatringen) kun i forbindelse med udstyret, f.eks. til at
binde slynger med; men aldrig til den egentlige klatring, hvor rebets opgave er at
fange klatreren i et fald.
Reb fås i forskellige størrelser. Et godt reb til begyndere er et
såkaldt helreb, 10,5-11 mm tykt, da det er det mest enkle at bruge og kan tåle en hård behandling.
Et helreb er mærket i hver ende med et stykke tape, hvor der
Helrebsmærke
er en cirkel med et ét-tal inden i.
Der findes også tyndere dynamiske
reb, 7-9 mm (halvreb) og 7-8 mm (tvilMærke for
To mærker, der begge
lingereb). Det kræver dog avancerede
halvreb
betyder ‘Tvillingereb’
kundskaber at kunne bruge dem korrekt.
Det er kun ved klatrereb, dvs. dynamiske reb, at betegnelserne hel–, halv– og
tvillingereb bruges.
Statiske reb i diametre op til 7–8 mm kaldes for rebsnøre.
Klatrerebene kan være behandlet med en vandafvisende belægning, enten
uden på strømpen (slides forholdsvist hurtigt af) eller på alle rebets bestanddele
(holder længere). Dette er dog ikke så aktuelt den første tid, hvor man klatrer enkelte reblængder ad gangen og i øvrigt holder sig væk fra klipperne, hvis det hele
er dynget til i vand. Kan du få et godt tilbud på et vandafvisende reb, skader det
naturligvis ikke. Men jeg har lært mig at håndtere de tunge, våde reb, så jeg ikke
er afhængig af, at mit eget eller makkerens reb er vandafvisende.
Endelig skal det nævnes, at til klatring bruger man reb, ikke tov. Tov er kraftigere i opbygning end reb, og ikke så smidigt og let. En anden betegnelse for reb
er strømpetov, et udtryk der dog snarere benyttes i sejlsport.
Slynger
En slynge er betegnelsen for et bånd eller et stykke reb, der er bundet sammen i enderne, så det danner en lukket ring. Bånd lavet af nylon kaldes for tape,
så en slynge lavet af dette bånd, kaldes for en tapeslynge. En slynge lavet af reb
kaldes for en rebslynge.
En meget anvendelig rebslynge er prusikslyngen. Det er en slynge på 60 cm
længde, som er lavet af 150 cm rebsnøre med en diameter på 5-6 mm og bundet
sammen med en dobbelt fiskerknude med 3-4 cm lange tampe.
23
2 – UDSTYR
Sådan bindes en prusiksnøre
Efter prusikslyngen er bundet, så træk i den ene ende og træd i den anden for
at stramme knuden helt til. Det er ikke så attraktivt at teste knudens holdbarhed
højt oppe på en væg, hvor du har sat din lid til den – og så finde ud af, at den var
for løs!
Normalt har man behov for to prusikslynger, og man kan vælge at have to
med samme længde eller én på 60 og en anden på 100-120 cm, afhængig af personens højde. Den lange prusikslynge skal være omtrent lige så lang, som der er
fra livet og ned til fødderne. Når du måler ud til slyngen, så regn med, at der går
godt 40 cm alene til det dobbelte fiskerknob og tampene.
Tape findes i to udgaver: Tubular og flad. Den tubulare tape (også kaldet tube tape eller kanalvævet tape) er et rør af nylon, dvs. den er hul indvendig. Dette
giver en blød tape med stor smidighed, hvilket gør den nem at arbejde med.
Den flade tape (også kaldet flat tape) er et
fladt bånd, som er stivere end tube tapen og
ikke så smidig at arbejde med; men den er mere modstandsdygtig over for slid. Desuden er
den stærkere end den tubulare. Bredden på
tape er typisk mellem 16 og 25 mm.
Tubular tape
Fladvævet tape
Tape fås i metermål eller som færdigsyede slynger, enten almindelige, på 60
cm, eller lange, på 120 cm. Lange slynger kaldes også for standpladsslynger.
Slynger, lavet af tape i metermål, skal bindes med en tapeknude med 8-10 cm
tampe. Der går 160 cm tape til den almindelige og 280 cm til den lange slynge.
En (fabriks)syet slynge foretrækkes ofte, da syningen er stærkere og fylder
mindre end en knude.
Øverst: Bundet slynge
Nederst: Syet slynge
24
2 – UDSTYR
Længden angiver, hvor langt den færdige slynge rækker, ikke hvor langt et
stykke der er brugt til at lave den med.
Det er ikke alle forhandlere, der er enige i dette, så vær opmærksom, hvis du
bestiller en slynge fra et katalog. Nogle gange bliver en standpladsslynge på 120
cm omtalt som en 240 cm slynge. Betegnelsen anvendes meget i Storbritannien.
Rebslynger, lavet af reb med en diameter på mindst 8 mm, kan bruges i stedet
for tapeslynger. Rebenderne bindes med en tapeknude eller med dobbelt fiskerknude (8-10 cm tampe). Laves slyngerne af reb med mindre diameter end 8 mm
giver det et markant svagere led i sikringskæden.
Tapeslynger fås også i korte længder (10-30
cm), hvilke bruges til hurtigslynger, også kaldet ekspresslynger. Det er slynger med en karabin i hver
ende, som bruges til at lave et hurtigt forbindelsesled mellem sikringer og reb.
Selve tapeslyngen i hurtigslyngerne fås som åbne, halvåbne eller lukkede slynger. De åbne slynger
er mindre tilbøjelige til at overføre rebets bevægelser til sikringen, men de lukkede slynger er lettere
at håndtere.
Til venstre en hurtigslynge
med lukket tapeslynge,
til højre en mere åben
Den nederste karabin i hurtigslyngen kan fikseres, dvs. sikres mod at dreje
rundt. Dette gøres med elastik eller et specielt tildannet stykke gummi, som sættes fast på tapeslyngen lige over den nederste karabin.
Hvis hurtigslyngen er lavet af helt åbne slynger, må den nederste karabin ikke
fikseres, da man uforvarende kan komme til at klippe karabinen ud af slyngen.
Dermed vil den gode sikring, man troede, man havde sat, svare til at sikre sig i
en gang dobbeltklæbende tape!
Du må ikke fiksere nederste
karabin, hvis det er en åben
slynge…
… Karabinen kan i et ubevogtet øjeblik (næsten)
klippe sig selv ud af slyngen
25
Et slyngen syet sammen,
kan du roligt fiksere den
nederste karabin.
2 – UDSTYR
Karabiner
For at kunne fastgøre de forskellige ting til hinanden bruges karabiner. De
kan være lavet af aluminium eller stål. Aluminium er langt at foretrække i mange
situationer, da det vejer meget mindre end stål.
Karabiner findes i to hovedkategorier: Låsekarabiner og snaplinkkarabiner.
Låsekarabinen er karakteriseret
ved, at lukkeren kan låses, enten med
en skruemuffe (skruekarabin) eller
en fjederbelastet muffe (quicklockkarabin), så den ikke utilsigtet springer
op. Snaplinkkarabinen har ikke denne mekanisme.
Skruekarabin
Quicklockkara-
bin
Snaplinkkarabiner kaldes også for
standardkarabiner eller almindelige karabiner. Skruekarabiner er dog lige så
almindelige, så betegnelsen “standard” eller “almindelig” kan let skabe tvivl om,
hvorvidt, der menes skrue– eller snaplinkkarabin; derfor vil jeg efterfølgende
bruge betegnelsen “snaplink”.
Snaplinkkarabiner er oftest mindre end låsekarabiner,
lettere og som regel billigere. De bruges, hvor der kræves
hurtig indklipning, bl.a. ved førstemandsklatring.
Lukkeren kan enten være lige (straight-gate) eller buet (bent-gate). De buede er lidt nemmere at sætte rebet
ind i; men også lidt dyrere. Personligt synes jeg ikke forskellen er mærkbar.
Snaplinkkarabin
med buet lukker
Desuden fås karabinerne med en lukker i kraftig ståltråd (Trådlukker, wirelukker eller wire-gate). Det nedsætter vægten betragteligt
og mindsker risikoen for whiplasheffekten, som medfører
uhensigtsmæssig åbning af karabinen ved stød og vibrationer fremkaldt af rebet, da der ikke er så meget inerti i lukkeren på grund af dens mindre vægt.
Ulempen ved wirelukkeren er, at den er forholdsvis
svag på tværs. Det er ganske vist en retning, ingen karabiner må belastes i; men der er minimale (dvs. ingen) reserKarabin med
wire-lukker
ver i en karabin med wirelukker, hvis det alligevel skulle
ske.
26
2 – UDSTYR
Snaplinkkarabiner kan også sikres mod at åbne i utide, hvis du bruger to og
to sammen, og vender åbningen hver sin vej.
Rigtig
Farlig
Forkert
Gør det til en vane altid at låse en skruekarabin, når du har klikket den ind i
reb eller lignende. I mange tilfælde vil det være fuldt tilstrækkelig at lade den
fungere som snaplinkkarabin; men hvis du har siddende på rygraden, at en
skruekarabin låses, når den bruges, vil du sjældent havne i en situation, hvor du
er i tvivl om, hvorvidt karabinen er låst eller ej.
Med en quicklockkarabin behøver du ikke overveje, om du får den låst. Men
tjek efter, om der er kommet en snip slynge, en lille pind eller andet i klemme i
låsen.
En quicklock, der ikke er låst, er mere åben end en skruekarabin, der ikke er
skruet til!
En lukket lukker har stor betydning for styrken. Og den skal være lukket.
(Det er derfor, den hedder en ”lukker” og ikke en ”åbner”!)
Karabiner kan desuden have forskellig form. HMS-karabinen har en ensartet
rund bue i den brede ende. Den har god plads til at arbejde i, hvilket kan mangle
i andre udformninger. Den kaldes også for den pæreformede karabin. (HMS-karabinen er særlig velegnet til at lave HMS-knuden i – deraf navnet.)
D-karabinen har form som et
D, hvilket betyder, at hovedparten
af belastningen vil komme til at
ligge i rygsiden, hvor karabinen
er stærkest. Derfor tåler denne
form som regel større belastning
end andre.
D-karabinen kan være så bred
i den ene ende, at den nærmer sig
HMS-formen.
HMSlåsekarabin
D-karabin
(symmetrisk),
lige lukker
D-karabin
(offset),
lige lukker
En (tidligere) almindelig D-karabin er symmetrisk omkring tværaksen. De
fleste D-karabiner er bredere i den ene ende: Disse kaldes off-set D-karabiner.
27
2 – UDSTYR
De beskrevne former er de overordnede former. Herunder findes et utal af varianter, som alle har lige netop dén ekstra fordel, som af nogle anses for at
være absolut nødvendig. De vigtigste krav til dem
alle er dog, at de skal kunne holde til belastningerne, og der skal være tilstrækkelig plads til at arbejde med rebet i.
Udstyrskarabiner, hhv.
D– og pæreformet.
Må ikke bruges som
en del af sikringskæden
Endelig er der en række mindre, billige og tydeligt spinklere karabiner, som ikke er konstrueret til
at holde nogen nævneværdig belastning. Disse kaldes udstyrskarabiner, og er, som navnet antyder,
kun beregnet til at hænge udstyr i, såsom kalkposen
og kilepirken.
Bremser
Rebbremser bruges til at kontrollere rebet med, blandt andet ved sikring af
klatreren og ved nedfiring.
Til sikring bruges oftest en plade- eller tubebremse. Disse er enkle og virker
begge på samme måde: Du stikker en bugt af rebet ned gennem bremsen og sætter bugten i en låsekarabin, som sidder i selen. Bremsning af rebet forgår så ved,
at du strammer rebet til, og den derved fremkomne friktion i de vinkler, der er
mellem bremsen og karabinen, bremser rebet.
Da tubebremsen er aflang, er der et lille stykke mellem karabinen og forsiden
af bremsen, hvor rebet aldrig ville kunne bukkes. Dette bevirker, at en tubebremse ikke vil kunne skabe lige så stor friktion som den flade bremse, og derved ikke
bremse lige så effektivt.
Pladebremsen omtales ofte som en stichtbremse, da det var navnet på én af
de første bremser af denne type, der kom på markedet. Den kaldes også en grisetryne . Måske ikke så flatterende, men meget dækkende. Til gengæld er det én af
de bremser, der har størst bremsekraft, også på våde reb.
Ligeledes var Tube også navnet på en bestemt bremse; men navnet bruges nu
i flæng om alle bremser, der er mere eller mindre tubeformede.
Tubebremserne er efterhånden blevet helt dominerende på markedet.
28
2 – UDSTYR
Pladebremse
(Sticht)
Plade–/tubebremse
(Variable Controller)
Tubebremse
(ATC)
Nogle bremser (som f.eks. Variable Controller) tilbyder forskellig friktion, alt
efter hvordan du vender bremsen. Fordelen er, at du lettere kan bruge både tykke
og tynde reb i samme bremse. Ulempen er jo så selvsagt, at du skal være opmærksom på at vende den rigtigt.
Det er også en god ide at kontrollere, at den bremse, du anskaffer dig, rent
faktisk virker med det reb, du anvender – og lav gerne kontrollen, før makkeren
tager sit første styrt!
Bremsen skal holdes nede mod karabinen på én eller anden måde. Dette kan
enten være med en snor eller en bøjle monteret på bremsen. Det er for at forhindre, at du kommer i en situation, hvor bremsen befinder sig halvanden meter oppe ad rebet – så er det svært at lave en hurtig og effektiv låsning af rebet!
Snoren eller bøjlen kan også bruges til fastgørelse i klatreselen, når bremsen
ikke anvendes.
På en pladebremse skal du ofte selv montere snoren: Brug en 45-50 cm lang
rebsnøre med en diameter på 3 mm, bundet med dobbelt fiskerknob med 1 cm
lange tampe, så du får en lille slynge (samme princip som en prusikslynge). Du
kan også binde bremsen fast i den ene ende af snoren og lave en løkke i den anden ende. Bremsen skal sidde max. 10 cm fra karabinen.
Ottetallet, også kaldet ottetalsbremsen, bruges til
nedfiring ad rebet, hvilket jo gerne skulle ske kontrolleret. Den kontrollerede nedfiring kaldes for abseil, og
bremsen kaldes da for en abseilbremse.
Ottetallet er en abseilbremse, der er enkel, god til at
aflede varmen og billig.
Ottetal
Sikringer
For at sikre dig selv ved førstemandsklatring, kan du bruge kiler, hexe eller
friends (eller slynger omkring bevoksning eller klippeblokke).
29
2 – UDSTYR
Der findes andre sikringer end disse grundtyper, der er beskrevne herunder,
da der hele tiden sker udvikling på området, og forskellige typer blandes sammen. F.eks. fås der kiler med form som hexe (eller er omvendt) og visse friends
kan bruges som almindelige kiler. Hvis du først får en grundlæggende viden om,
hvordan du bruger disse typer, kan du senere vurdere, om de nye tiltag er noget
for dig.
Kiler er lavet af aluminium og sat fast på enten
wire eller reb. De sættes fast i kileformede klippesprækker.
Kilerne kan have lige sider, eller de kan være mere
avancerede med buede sider og eventuelt med hulninger. Jo mere buet og formet en kile er, jo lettere
er den at få til at sidde i en klippesprække – og jo
sværere er den at få derfra igen!
Til at tage kilerne ud, kan du bruge en kilepirk.
Det er en tynd, flad metalstang, der gør det nemmere at skubbe på eller trække i kilen.
Pirken kan være forsynet med kroge i den brede
ende, der bruges til at tage friends ud med.
Kiler
Kilepirk
Bind en lille prusikslynge i kilepirken, med omtrent samme længde som pirken. Så har du noget at klippe en karabin i, som du kan sætte fast i rebet, hvis du
i en anstrengende situation er bange for at tabe pirken. Du kan også bruge én lille
retractor, som man bruger til bl.a. liftkort, der selv trækker snoren ind igen.
Hexe – eller Hexentrics, som de også hedder, med lettere varianter i form af Rockentrics eller Torque – er sekskantede aluminiumsklodser, hvor fire af siderne ikke er parallelle, og
eventuelt er let buede. Dette gør, at hexen ved belastning
trækkes sidelæns og dermed klemmer sig fast i sprækken. Der
er ikke kun tale om en egentlig kileeffekt, men også om en
fastklemning.
Når du køber hexentrics, kan de enten være monteret på en
wire, eller du skal selv montere enten reb eller tape i dem.
Brug i så fald et ca. 115–130 cm langt stykke reb, med en tykHexentric på wire
kelse der udfylder hullerne i hexen (diameteren er beskrevet i
brugsanvisningen til hexen), og bind det sammen med dobbelt
fiskerknude med 4-5 cm tampe.
Om det er dynamisk eller statisk reb, eller flat– eller tubetape betyder ikke så
meget; men jo stivere rebet eller tapen er, jo lettere er det at placere hexen. Det
er også baggrunden for, at de bliver produceret med en færdigmonteret wire. Den
30
2 – UDSTYR
er så bare så stiv, at der skal en hurtigslynge til, for ikke at hexen risikerer at
vandre ud af klippen. Det er ikke tilfældet, hvis det er reb eller slynge, der er
monteret.
Der fås noget forholdsvist tyndt reb (5 mm), som går under betegnelsen Gemini-cord. Det er reb, lavet af en blanding af Kevlar og Spectra, og derfor meget
stærkt. Imidlertid er det meget lidt smidigt, så hvis du bruger det til dine hexe,
skal du slå en ekstra tørn på det dobbelte fiskerknob (tredobbelt fiskerknob). Det
slides også hurtigere og skal derfor udskiftes oftere.
Friends har en stamme, stiv eller bøjelig, hvorpå der sidder én eller to aksler.
På akslerne sidder fire metalskiver med
takker, de såkaldte kamme. Når sikringen
bliver udsat for belastning, åbner kammene
sig lidt, hvilket får dem til at bide sig endnu hårdere fast i klippen.
Friend med stiv stamme
Friends kan sidde næsten alle steder, i
såvel kileformede som parallelle sprækker,
og tilmed i dem, der har en svag åbning
udad. Af de mest almindelige sikringer er
det kun friends, der kan sidde i sidstnævnte
sprækker.
Friend med blød stamme
Betegnelsen ‘friends’ stammer fra det mærke, der kom først på markedet. Der
findes dog tilsvarende sikringer fra andre producenter, end dem der lavede Friends; men for nemheds skyld kalder man ofte dem alle for ”friends”.
Andre betegnelser kan være ”aktiv kamkile” eller ”aktiv sikring” (modsat kiler og hexe, der er passive sikringer), ACD (Active Camming Device) eller SLCD
(Spring Loaded Camming Device).
Friends findes også med brede kamme, som er beregnede til at sætte i blødere
klippearter som f.eks. sandsten, og med kamme af forskellig størrelse, som passer bedre i sprækker, der åbner meget udad.
Den største ulempe, der kan nævnes ved friends, er prisen. Hver enkelt friend
er kostbar, så der skal ofres væsentlig flere penge for at få et samlet sæt sikringer. Og så kræver de, at man lærer teknikken med at sætte dem. Når det så til
gengæld er sket, er de meget alsidige og hurtige at sætte.
For visse friends modsvarer vægten prisen, så der skal hurtigt slæbes på nogle flere kilo. Andre friends er dog så lette, at de faktisk ikke vejer mere end en
hex med reb.
31
2 – UDSTYR
Tøj
Kort sagt: Tag det på, du synes! Der er ingen krav, hverken til sikkerhed, udformning, mønster eller andet. Det er dog praktisk, hvis du kan bevæge dig i det.
Men hører du til den type, der kan lide at være låst fast i et par alt for små jeans,
som tilmed er blevet våde af en kortvarig byge, står det dig også frit for.
Da jeg imidlertid ikke har tøvet med at give udtryk for min egen opfattelse
om nogen af de andre emner, vil jeg heller ikke stå tilbage for mig selv her:
Langærmede trøjer og lange bukser beskytter mod hudafskrabninger og
myg (hold i øvrigt myggespray og –olie væk fra klatregrejet, da det mørner nylon og plastik. Lad det tørre ind ca. 20 minutter, inden du trækker i
grejet).
En softshell, der er vindtæt, åndbar og vandafvisende er god til de køligere årstider.
En bomuldsanorak der er vindtæt, vandafvisende og har snore– eller burrelukning og eventuelt hætte, er et særdeles godt aktiv. Du kan smøge
ærmerne op, hvis du får det for varmt, sveden fra anstrengelserne kan fordampe ud gennem stoffet, og du kan lukke det hele til og tage hætten op i
de inaktive perioder, så du ikke kommer til at fryse. Meget alsidig og anvendelig i alle årstider.
Tæt pasform (uden at være stramt) er en fordel, da du så ikke mister udsynet til dit grej, der sidder i selen.
Brug svedtransporterende undertøj. De fås både i korte og lange udgaver.
Fryser du om fødderne, og har du ikke plads til strømper i dine klatresko,
så tag en hue og et halstørklæde på. Det største varmetab sker via hovedet, så en hue under hjelmen kan hjælpe dig til at holde varmen i hele
kroppen.
Fryser du stadig om fødderne, så tag et par sokker, klip tåen af og træk
dem op over sko og ankler, så de danner et par ankelvarmere. Det holder
godt på varmen, og dækker ikke friktionssålerne.
Nu vi er ved påklædningen: Tag fingerringe af, da de bliver frygtelig ridsede;
men du risikerer også, at de sætter sig fast i en klippesprække eller et greb, og
det kan koste en brækket finger eller en skadet sene!
32
2 – UDSTYR
Udstyrslister
Med alt det udstyr, der findes, kan det være svært at få overblik over, hvad og
hvor meget der behøves. Når du begynder, følges du (forhåbentligt) med en mere
erfaren klatrer, som har, hvad der skal til for at føre på klippe.
Det, du så skal have, er et basissortiment, der gør dig i stand til at være vedkommendes makker, uden at hindre hans muligheder for selv at klatre. Du skal
således kunne fastgøres til en standplads, sikre din makker og efterfølgende klatre samme rute som makkeren, mens du tager sikringer ud.
Forslag til et basissortiment for både første– og andenmand
et par klatresko
en siddesele
en hjelm
3–4 låsekarabiner (HMS–form, aluminium)
en plade–, tubebremse eller tilsvarende
et ottetal
2 lange slynger (120 cm)
2 prusikslynger (60 cm)
1 snaplinkkarabin til at have bremse, ottetal og prusikslynger i
en kilepirk i en lille udstyrskarabin, med fangsnor
kalkpose og kalk
Når du kommer videre i forløbet og selv vil begynde at føre ruter på klippe,
kræver det en udvidelse af sortimentet, med mindre du har fundet en makker, der
er villig til at lade dig klatre med sit grej.
Svaret på, hvad du så skal have, er: ”Hvad du skal bruge på ruterne!” Ja tak.
Det ved man så, når man har skulle have haft brugt det! Det varierer omtrent lige
så meget, som der findes ruter.
Hovedsagen er, at du ikke kommer til at slæbe på mere vægt og ofre penge på
mere, end du rent faktisk har brug for – men du skal have det tilstrækkelige og
rigtige udstyr. Der er mange dingenoter, der bremser, låser, lyser og blinker. Med
en god bremse og nogle snore kan du klare det meste!
Nogle gange kan det så faktisk godt svare sig at købe lidt ekstra: Sikringer fås
ofte i sæt, der er billigere at købe samlet, end hvis du udvælger dig et mindre antal.
33
2 – UDSTYR
Forslag til udvidelse af sortimentet til at klatre førstemand
50–60 m helreb, diameter på 10-11 mm
6-10 hurtigslynger med snaplinkkarabiner, slyngelængde 15-17 cm. Nogle har
forskellige længder på deres hurtigslynger. Jeg har den samme længde på alle
slyngerne, for så er en hurtigslynge en hurtigslynge. Ikke dér, jeg gider træffe et
valg. Og en variation mellem 10 – 12 – 15 – 17 cm har ikke den store praktiske
betydning på klippe. Så hellere et par ekstra 60’er slynger
2-4 almindelige slynger (60 cm)
2-4 ekstra snaplinkkarabiner
et sæt kiler, str. 1-10 eller 2-9
2 store snaplinkkarabiner, én til store og én til små kiler
3 hexentrics, str. 7-9, hver med en snaplinkkarabin
Linecutter. Så er det lidt
måske 2-3 friends, der dækker over 30-60 mm (evt. et
lettere i en stresset sihelt sæt), hver med en snaplinkkarabin
tuation kun at skære
en let tilgængelig, skarp kniv, saks eller linecutter (til
den tilsigtede slynge
over
førstehjælp og til at skære gamle eller uhjælpeligt fastlåste slynger med)
Jo mere du øver dig med det, du allerede har, jo lettere vil du kunne klare en
given situation med enkle midler. En person med dårligt udstyr og fremragende
kundskaber er bedre stillet end én med det bedste udstyr og manglende viden om
at bruge det!
Lidt ekstra, når du er ved at være vænnet til det
Fordobling af de sikringer, du bruger mest, f.eks. 5-6 små kiler str. 1-5 eller flere
hexentrics
2-3 friends, så du har et helt sæt (med en snaplinkkarabin hver)
flere snaplinkkarabiner
flere slynger (fortrinsvis 60’ere hængt over skulderen). De vejer ikke meget, og
de bruges til at reducere rebtrækket.
Når du når hertil, har du ganske givet selv en idé om, hvad du har brug for af mere
udstyr!
Netop friends er og har været genstand for delte meninger. Rigtig mange rigtig svære ruter er blevet klatret kun ved hjælp af kiler og hexentrics, så der er ingen grund til at investere i friends som det første.
Men det samme kan man sige om hampereb! Rigtig mange rigtig svære ruter
er klatret, uden at førstemanden er faldet.
34
2 – UDSTYR
Hvis friends ligger inden for din økonomiske ramme, så køb dig et sæt. Jeg
kan ikke se nogen praktiske grunde til ikke at lade friends være en del af det første udstyr. Det er muligt, du bliver bedre til at sætte kiler, hvis du ikke har friends; men ud fra den logik skal du heller ikke have hverken hexentrics eller
slynger til at sætte om fremspring. Friends kan sættes, hvor andre sikringer ikke
kan, og det er en god grund til at have dem.
Det kan blive en større udskrivning, og du kan vælge at dele udstyret med en
makker.
Et krav til dette er dog, at du skal være helt sikker på, at det er den samme
makker, du bliver ved med at klatre med. Spørgsmål omkring, at den ene låner
udstyret til enkelte klatreture, og hvad der sker, hvis én bliver træt af at klatre,
skal også være afklaret. I kan eventuelt lave aftaler om, at den anden i så tilfælde
kan købe udstyret til reduceret pris.
Det kan blive en temmelig kompliceret affære, så derfor vælger mange at have et komplet udstyr selv, og så skiftes med sin makker til at tage reb, sikringer,
slynger, etc. med på ture. Også fordi klatregrej har sin helt egen charmerende
måde at sige ”klikk” på, som gør, at man kan sidde og hygge sig med det uden
nødvendigvis at være på klatretur…
Netop fordi klatreudstyr er forholdsvist dyrt, er det fristende at samle noget
op, der er glemt, tabt eller efterladt et sted (booty) Det er en spændende (!) måde
at øge usikkerheden på, for du ved ikke, hvad udstyret har været udsat for, og om
det går i stykker, næste gang du bruger det!
Tag det med, men kun hvis du ved, hvem der savner det, eller hvis du vil have det som en souvenir.
Og så er der det udstyr, der er fixet udstyr! Det betyder ikke, at det er fixet fra
en anden klatrerygsæk! Det er en kort udgave af ”fikseret udstyr”, altså sikringer
der er beregnet på at bliver siddende på ruten, så andre kan have glæde af det.
Den type udstyr må ikke tages med hjem!
35
2 – UDSTYR
Oven i klatregrejet kommer de mere eller mindre dagligdags ting, der vil lette
dagen og vejen for dig, når du er på klatretur.
Et udvalg af andet grej
Det afhænger meget af personlig smag og komfort, hvad der er nødvendigt.
Kan du køre i bil helt hen til klatreruterne, kan du tage mere med, end hvis du
skal gå med en rygsæk.
Som en slags rygsæk kan du tage en kalkpose og fjerne inderforet. Så kan der
være en (lille!) regnjakke, noget guf og andet praktisk i den.
Og så er førstehjælpspakken én af de ting, du ikke bør spare væk.
Andet grej
et par vandrestøvler eller –sko
en rygsæk på 30-40 liter
vandflasker, 1–2 liter
noget spiseligt med protein og kulhydrater
et sæt regntøj af nogenlunde kvalitet
en hat eller hue
en sweater til standpladserne eller mellem ruterne, hvis det er koldt
en pandelampe
måske en backup i form af nøgleringslygte, der sidder som fast udstyr i selen
3–5 m toiletpapir foldet sammen
førstehjælpspakke, astrotæppe
GPS
mobiltelefon der dækker i det pågældende område!
papir og blyant
måske en rebpose? (Se side 41)
36
2 – UDSTYR
Det er også en god ide at have noget mad med, da klatring har tendens til at
kræve en vis mængde energi. Så nogle madvarer, der ikke vejer noget, holder sig
i al slags vejr, smager godt og giver energi er jo godt.
Mine favoritter er Alt-i-én-kiks, lakridskonfekt, chokoladebarrer, energibarrer og marcipanbrød. Og sandwicher med skinke og ost. Bananer bliver mast,
hvis du har dem med på ruten. Dem, jeg har med, gør i hvert fald.
Af energidrikke er kakaomælk godt til at give et boost, og en blanding af 2
dele vand og 1 del appelsinjuice holder energien ved lige. En halv kop kaffe er
også godt. Og noget saftevand, der ikke er en obskur light-udgave. Er du på diæt,
skal du naturligvis overveje kalorieindtaget. Men ellers gør det ikke noget, at der
er en vis mængde sukker i de drikkevarer, du indtager under hård fysisk aktivitet.
Du kan finde en masse speciallitteratur om netop dét emne.
Husk toiletpapir.
Montere udstyret
For at kunne udnytte den sikkerhed, udstyret tilbyder, skal det først og fremmest tages på og spændes på den rigtige måde.
Hjelmen er noget af det første, der tages på. Mange steder er det nødvendigt
at tage hjelm på, allerede inden man når til selve
ruten, da der kan være fare for stenspring, dvs.
løse sten, der af sig selv kommer ned ovenfra.
Sørg for, at hjelmen sidder ordentlig på hovedet,
og at alle remme er spændt passende. Du skal
ikke spænde dem så stramt, at du får hovedpine;
men omvendt skal hjelmen kunne holde til et
slag fra siden, uden at falde af.
Rigtigt
Forkert
Siddeselen skal sidde, så bæltet ligger over hoftekammen, og der kan komme
et par fingre ind mellem bæltet og ryggen. Den må ikke være løsere, for hvis du
vender om i et fald, så hovedet er nedad, skal du gerne blive hængende i hofteremmen, så ikke du med dine blafrende arme kan vinke til selen, der er sikkert
fastgjort til rebet.
37
2 – UDSTYR
Benløkkerne skal sidde en lille smule løsere;
der må godt kunne komme det første af hånden ind
mellem løkker og ben.
Tilbageføring af strop
Alle spænder skal sikres ved at føre stroppen tilbage gennem spændet, så der
er en fri snip på 8-10 cm. Nogle seler har selvlåsende spænder; men det vil fremgå af brugsanvisningen.
Kan de bageste stropper, der går fra bæltet ned til benløkkerne, justeres, skal
de også passe. Er de for lange, risikerer du, at benløkkerne flytter sig frem til
knæhaserne, når du sætter dig i selen, så du får knæene presset op til brystkassen
og bliver hæmmet i din bevægelsesfrihed.
Udstyret hænges hensigtsmæssigt på plads i selen – se forslag på næste side.
Klatrerne fastgør sig til rebet (binder sig ind) ved
at sy et ottetalsknob i selen, så både bæltet og stroppen mellem benløkkerne er bundet ind.
Løkken, der dannes i rebet, kaldes indbindingsløkken og skal være på størrelse med en knyttet hånd.
Indbinding i siddesele
Ottetalsknobets frie tamp skal være mindst 10 cm. Lad gerne tampen være
længere, så du kan afslutte med den ene halvdel af et dobbelt fiskerstik. Dermed
kan din makker hurtigt se, at du har bundet en komplet knude.
I din sele er der syet et mærkat ind, hvor den korrekte indbindingsmetode er
illustreret. Jeg har dog endnu til gode at se andet end ottetalsknobet illustreret!
Når skoene så til sidst tages på, skulle du gerne være færdig med din personlige klargøring. Tjek lige makkeren, om det hele er i orden, og så er det i gang
med klatringen.
38
2 – UDSTYR
Forslag til fastgørelse af udstyr i selen
Prusikslyngerne bindes op én ad gangen. Fold slyngen sammen på midten og drej
den, så knuden er midt på, hvorefter der bindes en overhåndsknude. Er det en lang
slynge, skal den foldes mere end én gang.
Opbinding af slynge
Sæt ottetal, prusikslynger og stichtbremse i samme snaplinkkarabin. Kilepirken og
kalkposen sættes begge i hver sin udstyrskarabin. De to skruekarabiner sættes
sammen. Du kan hænge grejet i selen som vist herunder.
1: 2–3 friends
2 skruekarabiner
Ekstra karabiner
Kilepirk
2:
Kiler, str. 1–5
Kiler, str. 6–10
3 hexe
2–3 friends
3: 3-5 stk. hurtigslynger
Evt. 1–2 stk. 60’erslynger
4:
3-5 stk. hurtigslynger
Evt. 1–2 stk. 60’erslynger
5: Kalkpose
Karabin med bremse, etc.
Fold standpladsslyngerne på samme måde som vist ved prusikslyngerne herover –
dog uden at binde knuden midt på som vist på sidste billede.
Nu har du en slynge på 60 cm, der ligger dobbelt. (Det kan være, du vil gøre det på
en anden måde; men nu ved du, hvad jeg mener!) Sæt en karabin i hver slynge og
hæng dem over skulderen.
60’er-slyngerne er enten over skulderen
eller hængt i selen triple-tricked. Det vil
sige, at der er sat en karabin i den ene
ende af slyngen. Så er den anden ende
ført gennem karabinen og ned, og en anden karabin et sat i de nu tre ender. Så
har den ca. samme længde som en hurtigslynge. Hvis du vil bruge den i fuld
længde, tager du blot den ene karabin
ud, og trækker slyngen ud i fuld længde.
Det er ikke så forvirrende som det lyder, når man først prøver det!
39
2 – UDSTYR
I bageste udstyrsløkke hænger jeg førstehjælpspakken, lommekniven i en énhåndskobling (som man kan købe i en fiskeudstyrsforretning), en nøgleringslygte og måske en lille flaske vand.
Vandet har jeg af og til i en vandrygsæk, 1- 2 liter. Det føles ikke
så tungt, når det bæres på ryggen, som når det bæres i selen.
Den skal bare sidde tæt og være komfortabel.
Énhåndskobling
til kniven
Nogle har hurtigslyngerne til at sidde i løkke 1 og 2; men i en vanskelig situation har
jeg ikke lyst til at skulle dreje nakken af led for at finde lige nøjagtig den bestemte kile
eller hex, jeg skal bruge. Derfor vil jeg gerne have sikringerne foran og hurtigslyngerne bagpå. Så når jeg rækker om i løkke 3 eller 4, ved jeg, at det er en hurtigslynge,
jeg får fat på – og ikke noget andet.
Her er angivet, at hex’er hænger i hver deres karabin, og kilerne er fordelt på to karabiner. Det kan være en fordel med hex’er i kun én karabin, og så de ekstra snaplinker
bagest i løkke 1. Men du taber noget udstyr på et tidspunkt. Sådan er det. Og jo flere
karabiner, det er fordelt på, jo mindre taber du ad gangen. Men jo mere fylder det også i selen.
Før man får rutine i at se nøjagtig hvilken af sine sikringer, man vil sætte det pågældende sted, kan det være en fordel at have flere sikringer af omtrent samme størrelse hængt sammen, så man har den rigtige sikring i det bundt, man tager ud af sin sele. Som én af mine læremestre sagde: ”Har jeg grejet i hånden, taber jeg det ikke.
Punktum.” Det er også et spørgsmål om overbevisning og selvtillid. Er man bange for
at tabe det, bliver man mere fumlefingeret. Overvejelse frem og tilbage…
Skal du ud på meget lange ruter og skal bruge mere grej, end der kan være i selen,
kan du bruge et bandolér – en (ca. 60 cm) slynge hængt over den ene skulder, som
du kan klippe noget af grejet i. Du flytter derved noget af vægten væk fra hofterne op
til skuldrene. Bandoléret kan være polstret, hvor den hænger over skulderen.
Problemet med et bandolér er ofte, at det vil svinge ind foran dig på ruter, der ikke er
helt lodrette, og det hindrer dit udsyn til grejet og kan i uheldige tilfælde trække dig ud
af balance, hvis det pludselig svinger til den anden side. Visse færdigsyede baldolérer modvirker dette ved at have en ekstra skrårem. Du kan også bruge skulderremmene på den tidligere omtalte vandrygsæk.
Simpel bandolér og bandolér med stabiliseringsrem og udstyrsløkker
40
2 – UDSTYR
Kvejle rebet op
Rebet vejer og fylder en del og kan hurtigt
vikle sig ind i alt muligt. En nem løsning er at
have det i en speciel rebpose. Til sådan én hører
en dug, rebet backfeedes ned på. Det hele pakkes og snøres sammen og fylder ikke meget mere end selve rebet. Ved klatrestedet foldes dugen med rebet ud, og rebet ligger beskyttet mod
hvad der end måtte befinde sig på jorden, backfeedet og klar til brug.
Efter klatringen backfeedes rebet tilbage på
dugen igen og foldes sammen. Nemt og enkelt.
Men vejer lidt ekstra.
Rebpose
Har du ikke en rebpose, eller synes du, den er for upraktisk at slæbe på, f.eks.
i forbindelse med klatring af flere reblængder, kan du kvejle rebet op. Du kan
bruge ringkvejlet (også kaldet bjergbestigerkvejlet), rygkvejlet eller sommerfuglekvejlet.
Ringkvejlet er nemt at
håndtere, når det gøres rigtigt
og passer på at dreje rebet i
fingrene, efterhånden som man
kvejler det op. Ellers kan rebet
kinke (dvs. sno om sin egen
længdeakse, så det giver små
løkker på rebet).
Rygkvejlet har den fordel, at rebet kan bæres som en rygsæk, og du har så
hænderne frie til andet. Begynd med midten af rebet, så det kvejles dobbelt op.
41
2 – UDSTYR
Sommerfuglekvejlet har
den fordel, at rebet opbevares
backfeedet, hvis du er lidt
omhyggelig med at lægge
kvejlene.
42
3 – KNOB
Kapitel 3
Knob
Dit liv kan komme til at afhænge af, at du kan binde det korrekte knob på
den korrekte måde (dramatisk, men korrekt!). Nedenstående er et lille udvalg af
de utallige knob, der kan anvendes; til gengæld kan du med dem klare dig meget
langt i din klatrekarriere. Lær dem grundigt, så du bogstaveligt talt kan binde
dem med lukkede øjne.
Generelt skal tampene på knobene og knuderne være ca. 10 × rebets diameter. På tapeslynger skal tampene være min. 8–10 cm lange.
Det syede ottetalsknob bruges til indbinding i selen.
Tampen skal være mindst 10 cm lang.
Ottetalsknob (syet)
Afslut eventuelt det syede ottetalsknob med den
ene halvdel af en dobbelt fiskerknude som sikringsknude. Knobet skal nok holde alligevel, men så er
du sikker på, at tampen er lang nok, og du har styr
på den.
Ottetalsknob med sikring
Ottetalsknobet kan også bindes på en bugt, hvis
du skal klippe den i en karabin…
Ottetalsknob på en bugt
... og bindes omkring selen, hvilket
f.eks. kan udnyttes på en standplads.
Ottetalsknob bundet omkring selen
43
3 – KNOB
På samme måde, kan du binde en overhåndsknude på en bugt. Det svækker dog rebet mere,
og er sværere at få op efter belastning.
Overhåndsknude på en bugt
Det dobbelte halvstik bruges til fastgørelse i
karabiner, omkring træer, etc.
Dobbelt halvstik
Det dobbelte halvstik kan hurtigt bindes i en karabin, som vist her. Øv dig i at
binde det til begge sider.
Dobbelt halvstik i en karabin i en håndevending
Slyngestikket bruges f.eks. til at binde to
slynger sammen med. Desuden er den første trin
til prusikknuden.
Slyngestik
Prusikknuden er en klemknude, som låser
om rebet, når der er belastning på den. Prusikknuden er den mest enkle, virker for træk i begge retninger, og den kan bindes med én hånd.
Kniber det med at få den til at klemme om rebet, kan der slås en tørn mere.
44
Prusikknude
3 – KNOB
Til at binde prusik– og andre rebslynger
bruges den dobbelte fiskerknude. Den ene halvdel bindes ofte som afslutning på ottetalsknobet.
Dobbelt fiskerknude
En anden knude til samme formål er
tapeknuden. Den kræver bare noget mere
opsyn, da den kan arbejde sig løs. (Den må
derfor ikke bruges til prusikslynger.)
Tapeknude
Autoblokken er i lighed med prusikknuden
en klemknude, som har den fordel, at den kan
løsnes, selvom der er belastning på den. Når
man trækker på øverste del af knuden, kan
man trække den ned ad rebet.
Bemærk, at hele slyngen skal bruges i opviklingen i autoblokken, så karabinen lige
nøjagtig kan få fat i de to ender. En slynge på
ca. 60 cm vil være passende.
45
Autoblok
3 – KNOB
HMS-knuden er en bremseknude til brug for sikring af en klatrer og til abseil.
Læs mere om brugen af den i afsnittet ”Montere rebbremsen” og ”Abseile”.
HMS-knude på enkelt reb…
… og på dobbelt
reb
HMS-knude i en håndevending
Alle knob reducerer brudstyrken på rebet.
Men til almindelig klatring er det ikke noget, du behøver tænke over, da der er rigelige reserver i rebet.
46
4 – RUTEBESKRIVELSER
Kapitel 4
Rutebeskrivelser
Det kan være en fordel at kunne danne sig et indtryk af ruternes sværhedsgrad og beskaffenhed, allerede inden man går i gang med klatringen. Det kan gøres ved at læse en klatreguide (også kaldet en klatrefører eller en fører) over området, kigge på fotografier, tegnede rutediagrammer (en topo), snakke med lokalkendte, og hvad der nu ellers måtte være af hjælp.
Graderinger
I klatreguider står de enkelte ruter beskrevede og gerne angivet med en sværhedsgrad. Hvilken gradering, der er anvendt, afhænger af, hvilket land guiden er
lavet i, og hvilken type klatring, det drejer sig om.
I det meste af Skandinavien bruges en skala, der er lavet af UIAA, når det er
klatring på egne sikringer. Skalaen går fra 1 til 10, hvor 1 er den letteste grad.
Boltede ruter (sportsklatreruter) graderes normalt efter det franske system.
UIAA-graderingen angives med romertal, eventuelt efterfulgt af et arabertal i
parentes, F.eks. V+(6).
V+ er rutens generelle gradering, (6) er graderingen i crux’et (udtales krúkset), dvs. på rutens sværeste sted. Nogle steder bruges plus– og minustegnet kun
fra grad V og opefter, andre steder bruges de over hele skalaen. Det afhænger af
den lokale udgiver af klatreføreren. Er helhedsgraderingen højere end cruxgraderingen, betyder det, at ruten er anstrengende og krævende i længere tid.
En udbredt nærmere angivelse af skalaen er “en grad fem er sværere end en
grad fire og lettere end en grad seks!”. Det kræver det altså ikke den helt store
akademiske eksamen at kunne slutte sig til… Det er mere behageligt at have en
egentlig beskrivelse af, hvad de enkelte grader fordrer. En sådan beskrivelse kan
ses på næste side.
Graderingen kan til tider være meget subjektiv (Nogle mener, der kun er to
grader: De ruter man kan klatre, og dem man ikke kan klatre!), hvilket naturligvis skyldes forskellen i, hvor dygtige de forskellige er til at klatre; men det skyldes også forskelle i evner og fysiske faktorer, såsom styrke, smidighed og rækkevidde: Én, der kan række længere eller er mere smidig, vil synes, at der er flere
greb til rådighed end én, der ikke rækker så langt eller ikke er så smidig; og én,
der ikke er så dygtig til at klatre, ser ikke så mange muligheder, som én, der er
bedre (uanset de øvrige fysiske faktorer).
47
4 – RUTEBESKRIVELSER
Som regel er der dog overraskende stor overensstemmelse mellem forskellige
klatreres vurdering, hvis det er rutinerede klatrere, der er tale om.
I
En mellemting mellem en stejl skrænt og en stige. Man skal vide lidt om
hvor éns tyngdepunkt er og kunne holde balancen. Om ikke andet, så
med hænderne til hjælp.
II
Mange gode greb og trin at vælge imellem, og sjældent overhængende.
Man skal kunne holde balancen godt, uden brug af hænderne, og ikke
lade sig påvirke af, at der kan være langt ned. Er ruten overhængende,
er trinene på størrelse med hylder.
III
Stadig mange gode greb (men knapt så mange trin), som kan bruges på
forskellige måder. Kan være overhængende; men så er grebene tilsvarende store og gode. Et kendskab til de mest simple teknikker, såsom
tyngdeforskydning, er også nødvendigt. Man står godt til at sætte sikringer, og der kan ofte nås fra den ene sikring til den anden.
IV
Antallet af greb og trin er begrænset; men der er stadig flere at vælge
imellem. Ruten kan være lettere overhængende, og der kræves en vis
balance og styrke. Der forekommer bevægelsessekvenser af kortere
længde mellem sikringerne.
V
De rigtige greb skal findes, og dynamiske bevægelser kan være et krav.
God balance og styrke kræves. Man skal kunne holde fast om et greb
med kun et par fingre, stå på et trin med det yderste af skosnuden, og
jamteknikker skal gerne beherskes godt. Det er på V’eren, at man begynder at få fornemmelsen af at gøre det umulige muligt.
VI
Fuldstændig afhængighed af at finde de rigtige greb, den rigtige tyngdeforskydning og den rigtige balance. Grebene er ofte så små, at man enten må være ekstremt fingerstærk eller bevæge sig meget dynamisk for
at nå toppen.
VII
Yderst få muligheder i valg af greb. Kræver ud over stor fingerstyrke, god
balance og dynamiske bevægelser også regelmæssig træning! Vedvarende VI’er uden pauser bliver ofte graderet VII.
VIII
Endnu mere krævende: Nu er der også krav til akrobatiske færdigheder,
og at man har optrænet specifikke muskler og sener gennem længere
tids klatring.
IX
Ud over al træningen og de tillærte færdigheder, skal der også være naturlige anlæg og evner.
X og
videre
Ekstremt svære ruter, der fortrinsvist klatres af mennesker, der har indgået aftale med tyngdekraften om, at den er mere optaget af at få den
tabte marmelademad til at lande med den forkerte side nedad, end hvor
klatreren egentlig befinder sig henne!
Skalaen er open-ended, dvs. der kommer altid en ny, der kan klatre en
rute, der er sværere…
48
4 – RUTEBESKRIVELSER
Sammenligning af graderinger for forskellige lande
Når du begynder at klatre, vil du sikkert have fornemmelsen af, at andre
mennesker åbenbart klatrer langt sværere ruter, end du måske tror, du nogensinde kommer til.
Her skal du være opmærksom på, at der dels kan være tale om sportsklatring,
dvs. klatring, hvor der i forvejen er sat bolte fast, så man ikke skal bruge tid og
kræfter på at sætte sikringer, og dels er der stor forskel på, om man kan klatre 8
meter af en given grad, eller man kan klatre 400 meter!
49
4 – RUTEBESKRIVELSER
Giv ikke efter for graderingsræset! Lær håndværket godt og solidt, så skal
resten nok komme af sig selv, og du vil være bedre rustet til at klare eventuelle
problemer.
Sammen med rutens sværhedsgrad, kan der også ses lidt på, hvad der egentlig
skal klatres på ruten – overhæng, kaminer, mange løse sten, gode standpladser?
Det er en god idé at få et overblik over, om begge parter kan klatre ruten (det er
ikke nok, at kun førstemanden kan komme op), og det er nyttigt at vide, om man
har de sikringer, der skal til. F.eks. kan ruten bestå af en bred rende, der er forholdsvis let at klatre, men umulig at sikre.
Nogle ruter har betegnelsen sværtsikret – altså uanset hvor god du er til at
sætte sikringer, er der ikke mange steder at sætte dem.
50
4 – RUTEBESKRIVELSER
Signaturforklaringer
Er der et fotografi i rutebeskrivelsen, kan det være svært at se detaljer; men
nogle gange er ruten tegnet i diagramform, hvor den skematiske opstilling gør
det lettere at overskue, og forskellige signaturer fortæller om rutens beskaffenhed. Signaturerne kan variere meget fra sted til sted, og nogle topoer har deres
helt eget system. Nedenstående signaturer læner sig pænt op UIAA’s anbefalinger.
Til og fra
Klatrerute
Variation af ruten
Skjult del af ruten
Crux
(Pendul) travers
God standplads
Bivuak
Dårlig standplads
Dårlig bivuak
Hængende
standplads
Hængende bivuak
Standplads
uden vurdering
Abseilanker
Abseilanker
51
4 – RUTEBESKRIVELSER
Hylde
Rampe
Hylde
Riss
Hylde
Riss uden sikringsmulighed
Kamin
Diedre
Borebolt
Off-width
Slagbolt
Klemblok
Sanduhr
Hjørne
Træ eller kraftig
busk
Kant
Tag
Overhæng
Græs
Overhæng
Sne og is
Slab
Løse sten
Stejlt slab
Varde
52
5 – BETEGNELSER FOR KLIPPEFORMATIONER
Kapitel 5
Betegnelser for klippeformationer
Der findes mange udtryk for de forskellige klippeformationer, som er lånt fra
tysk, fransk og engelsk. Vi har jo ikke så stort et udbud af klipper, som de andre
lande har.
Grat
Et skarpt
hjørne, der
ikke er lodret.
Skyder hjørnet frem og
danner en
selvstændig
del, kaldes
det en pillar.
Er graten
vandret, kaldes det en
ribbe
Arête
Et udvendigt
hjørne, hvor
vinklen er
mere end
90°
Fremspring
Som navnet siger: en del, der
springer frem fra
den øvrige væg.
Stikker det op,
kaldes det en
spike eller et
horn. Er den
helt fritstående,
kaldes det en
pinakel
Diedre
Indvendigt
hjørne, som
en åben bog.
Vinklen er
mindre end
120°.
Kaldes også
et flared
crack
Hylde
En vandret flade, der er stor
nok til at stå i
det mindste nogenlunde almindeligt på.
Skråner den
opad til den ene
side, kaldes det
en rampe
Groove
Et indvendigt
hjørne med
en vinkel på
mere end
120°, og
dermed mindre dyb end
en diedre.
Riss
En sprække i
klippen.
Er den større
end en håndsbredde, men
smallere end at
man kan få hele
kroppen ind i
den, kaldes den
en off-width
53
Ofte heller
ikke så regelmæssig
Væg
Den del af
klippen som
er mellem
60° og 90°
stejl
Overhæng
Den del af
væggen,
som er mere
end 90° stejl.
Er overhænget vandret,
kaldes det et
tag
Kamin
En dyb sprække, der er stor
nok til at man
kan få hele
kroppen derind
Slab
En del af væggen, der er mindre end 60°
stejl. Kaldes også en platte
En flage (eller
flake) har stadig
væsentlig kontakt med den
øvrige del af
klippemassivet.
Er flagen helt
løsnet, kaldes
det en skive.
Endelig er ur
småsten og
skærver, der er
faldet ned og
ligger ved foden
af klippen.
6 – TOPREB
Kapitel 6
Topreb
At springe direkte ud i at føre ruter uden at have klatret på klippe overhovedet, kan absolut ikke anbefales!
Den letteste og mest sikre måde, at lære at
klatre på klippe på, er ved at begynde med
toprebsklatring.
Toprebsklatring kan afvikles på to måder:
Den ene måde er at gå op til toppen af klippevæggen, sætte rebet i et fuldstændig sikkert
anker, som rebet kan løbe frit igennem, og gå
Princippet i toprebsklatring
ned til foden af klippen igen. Her står den ene
på jorden og sikrer, mens den anden klatrer. Når klatreren er nået til tops på ruten, fires han ned igen af sikringsmanden.
Den anden måde ligner meget – her bliver sikringsmanden blot siddende i
toppen af ruten, fastgjort til ankeret, og sikrer ovenfra. Ellers er princippet nøjagtig det samme. Denne metode er anvendelig, hvis rutens længde svarer til halvdelen af rebets længde eller mere, dvs. i praksis længere end 20 m.
Etablere topanker
Det kritiske punkt ved toprebsklatring er at få
etableret et fuldstændig sikkert topanker. Hvis det
ryger, kan selv den bedste sikringsmand intet gøre for
at redde klatreren.
Nogle steder er der sat ringbolte, hængere eller
toprebshager i toppen af ruterne. Der skal altid være
mindst 2 uafhængige, 100% pålidelige sikringer. Og
gerne 3 eller 4! Lav eventuelt backup til mindst én
anden sikring.
Der må absolut ingen tvivl være om, at det anvendte topanker kan klare opgaven!
Er der ikke i forvejen lavet ankre, kan det etableres ved at sætte sikringer. Dette kræver selvsagt stor
rutine i at placere sikringerne korrekt, og der stilles
54
Forskellige forplacerede
topankre
6 – TOPREB
ekstra krav til sikringerne, da et topanker belastes ujævnt. Der må f.eks. ikke
bruges friends til topankre, da der sker bevægelser i sådan ét, og det som regel er
uden opsyn. Friends kan vandre og dermed frigøres.
Vær påpasselig med, at rebet ikke trækker løse sten fri, når der klatres, at det
ikke kommer til at køre over en skarp kant, eller at det er snoet om sig selv. Rebet skal have så frit løb som overhovedet muligt.
Rigtigt
Karabinen i topankeret er placeret ude
over kanten, så rebet kan løbe frit
Forkert
Karabinen i topankeret er placeret
for langt inde på kanten. Der er
stor friktion og slid på rebet
Vinklen mellem to uafhængige sikringer skal være så lille som muligt, så belastningen fordeles så ligeligt som muligt.
Med 120° vinkel mellem sikringerne belastes hver enkelt sikring med den
samme last, som der er i rebet: Bliver vinklen større end dette, er der mere last
på hver enkelt sikring, end hvis der kun havde været én sikring!
Ved omtrent parallelle
slynger deles sikringerne halvt om halvt
om belastningen
Jo større afstanden bliver, jo mere belastes
hver enkelt sikring
55
Ved 120° er det så at
sige den direkte last på
hver sikring – og med
større vinkel vokser lasten hurtigt!
6 – TOPREB
Fald ikke for fristelsen til at sætte alle
sikringerne sammen med én lang slynge,
uden at der er bundet knuder, så sikringerne
belastes uafhængigt af hinanden. Det er muligvis hurtigt at etablere, men det giver uforholdsmæssig stor last på hver enkelt sikring.
Og hvis én sikring ryger, kommer der væsentlig choklast på den anden.
Løsningen kaldes – med sædvanlig sans
for et fængende navn – for ”Dødens Trekant”.
Dødens Trekant
Den karabin, der sættes i topankeret, skal altid være en låsekarabin, og hvis
du sætter to (af samme størrelse og udformning) i stedet for kun én, får rebet en
større runding at løbe over. Det giver mindre friktion og slider ikke så meget på
rebet.
Bruger du karabiner af stål i stedet for aluminium, så slider det ikke så meget
på karabinerne.
Montere rebbremsen
Sikringsmanden sætter rebet i bremsepladen (som
beskrevet på side 28) og derefter i en låsekarabin i
indbindingsløkken.
Sikringsmanden kan med fordel være fastgjort i en
bundsikring, hvis han står langt væk fra væggen, eller
hvis klatreren er meget tungere, da der så er fare for at
blive trukket op eller ind i fremspring på klippen.
Etablering af bundsikring beskrives på side 70.
Stå helst med siden til klippevæggen og sikringshånden udad for ikke at risikere at slå den ind i klippen med deraf følgende risiko for at slippe rebet.
56
Montering af rebbremse
6 – TOPREB
Makkertjek
Når begge makkere er klar, og inden den egentlige klatring går i gang, laves
et makkertjek. Man kontrollerer, at makkeren har monteret alt korrekt, og ser efter at:
Selens mavebælte er spændt tilpas, så det ikke kan glide ned over hofterne.
Alle spænder er lukket korrekt (ført tilbage)
Alle er bundet korrekt ind i rebet. Ved topreb sikres rebenden med en ottetalsknude, hvis ikke sikringsmanden binder sig ind.
Rebet ligger rigtigt i bremsen
Rebbremsen sidder i samlestroppen eller indbindingsløkken i en låsekarabin,
der er låst korrekt
Sikringsmanden er placeret sådan, at der ikke er umiddelbar risiko for at få
løsnede sten i hovedet, og så en eventuel belastning fra en faldende makker
ikke flår sikringsmanden væk fra sin stilling
Med lidt rutine bliver makkertjekket hurtigt overstået – men det må aldrig
blive så hurtigt overstået, at man sløser med det.
Flere gange har klatreren glad bevæget sig afsted, uden at sikringsmanden
overhovedet havde rebet i bremsen. Og et selespænde, man lige ville spænde rigtigt senere, er blevet glemt i skyndingen.
Det kan også være en ide, at man gør det til en vane, at man ikke snakker,
mens man gør sig klar. Det er måske ikke så social en attitude; men det kan være
en stor fordel, når man passer sin egen rutine med at tage sele korrekt på, binde
sig ind, etc.
Der kan altid snakkes videre bagefter.
Sikre klatreren
Når begge er klar, siger sikringsmanden ”Du er sikret” – Gerne med tryk på
”sikret”. Den første lyd gør makkeren opmærksom på, at man siger noget, og den
egentlige besked kommer så fra og med anden stavelse. Det lyder måske noget
akademisk, men det er et godt fif.
Klatreren svarer med ”Jeg klatrer” og begiver sig så ellers afsted.
57
6 – TOPREB
Klatreren sikres med følgende teknik:
Venstre hånd
holder den del
af rebet, der
går op til klatreren.
Højre holder
ved den del,
der ligger på
jorden
Efterhånden
som klatreren
bevæger sig
opad, trækkes
rebet ind med
venstre og ud
med højre
Når højre arm
er næsten
strakt, låses
bremsen ved
at føre højre
arm ned til
hoften og holde fast
Venstre hånd Derefter flyt- Herefter flyttes venstre
tes højre
flyttes over på
hånd igen
den anden del hånd tilbage,
over på rebet,
op mod
af rebet og
tager godt fat. bremsen, og der går op til
griber om re- klatreren, og
proceduren
bet
gentages
På denne måde (hånd over hånd) er der altid en hånd klar til at låse bremsen,
hvis klatreren skulle falde, da enten venstre eller højre hånd hele tiden er i umiddelbar nærhed af hoften.
Når klatreren er nået op til toppen (eller til det punkt på ruten, hvor han ikke
kan klatre længere), siger han ”Jeg sætter mig”, og du strammer rebet så meget
op som muligt. Nedfiringen sker så ved først at låse bremsen, og derefter lade
rebet løbe forsigtigt gennem bremsen på den måde, producenten af den enkelte
rebbremse anviser.
Ved tubebremser, der typisk ikke har så stor bremseeffekt, kan begge hænder
holdes på rebet hele tiden, ved at du lader hænderne skiftevis glide og holde fast
i rebet under bremsen (sliding hand). Med lidt øvelse går det ganske gelinde.
Den øverste hånd holder fast om rebet,
mens hånden føres op mod bremsen,
så rebet løber gennem bremsen.
Imens føres nederste hånd nedad
Når øverste hånd er helt oppe,
føres den nedad rebet igen.
Imens føres nederste hånd – nu med et fast
greb om rebet – op mod den øverste hånd.
Processen gentages, og hænderne kører op
og ned uden at bytte plads
58
6 – TOPREB
På bremser med større bremseeffekt (f.eks. en stichtbremse) lader du rebet
løbe gennem højre hånd (sliding hand), som bliver nede ved hoften. For at få rebet til at løbe jævnt, kan bremsen vippes lidt fremad med venstre tommelfinger,
så der bliver afstand mellem bremsen og karabinen.
Husk at fire stille og roligt ned, så klatreren går ned ad væggen – der skal ikke tages store spring, da der også er risiko for at træde forkert på en ujævn klippevæg, og det giver unødige, dynamiske belastninger på topforankringen.
Du skal også kunne sikre ved brug af en
HMS-knude. Knuden snor ganske vist rebet; men
når (ikke ”hvis”!) du har tabt din bremse eller lånt
den ud til en anden, der har tabt sin og mangler
færdigheder i alternative sikringsmetoder, kan du
altid anvende denne løsning.
HMS-knude i låsekarabin i selen
HMS-knuden kræver ikke andet end en stor karabin (HMS-karabin). Karabinen skal have en bred bue, for låseknuden skal kunne dreje rundt om karabinen
(skifte side). I en D-karabin kan denne manøvre risikere at hindres.
Sikring med HMS-knude.
Modsat en mekanisk rebbremse låser knuden bedst, når begge reb føres fremad.
Men selvom du i et øjebliks befippelse trækker rebet
bagud som sædvanligt, låser den stadig udmærket.
59
7 – BEVÆGELSESTEKNIKKER
Kapitel 7
Bevægelsesteknikker
Så er vi kommet til det, det hele drejer sig om: At bevæge sig på klippen! Alt
det om udstyret og dermed følgende teknikker skal læres og indøves, og det fylder en masse i denne bog.
Det egentlige omdrejningspunkt
om klatringen, som jo netop er selve
bevægelserne, er i den sammenhæng
relativt hurtigt overstået! Klatring er
ikke en ny oplevelse for mennesket,
og man skal højst have trænet de ting,
vores forfædre gjorde som en del af
hverdagen.
Bevæg dig på den måde, du selv
finder naturlig. Du kan få råd og vejledninger og bevægelsessekvenser,
men det, den ene finder naturligt, kan
være fuldstændig akavet for den anden.
At finde ting og greb handler for
en stor del om fornemmelse for klippen. Du kan tit se, hvor du skal placere hænder og fødder; men mange
gange skal der føles hen over klippen,
for at finde dén lille kontur, der har
tilstrækkelig bæreevne. Og denne fornemmelse er en del af charmen ved at
klatre på klippe.
Toprebsklatring på en let begynderrute.
På denne rute lærer man, at hvis man
blot mærker efter, kan der være et væld
af trin og greb
Lad bevægelserne foregå stille og roligt. De febrilske bevægelser, med hænder der klapper løs, og tåspidser der banker løs, hører hjemme hos begynderne
på en kunstig klatrevæg – eller hos en klippeklatrer der er ved at syre til! Jo mere
lydløst, du klatrer, jo mindre energi spilder du.
Ud over rå muskelkraft og en vis smidighed er der nogle generelle tricks og
teknikker, der sparer kræfter og gør bevægelserne mere flydende:
60
7 – BEVÆGELSESTEKNIKKER
Brug benene til at klatre med, og hold dig ind til væggen med hænderne
Hvis hændernes primære funktion er at hive dig op ad væggen, vil du hurtigt
løbe tør for kræfter. For at få det fulde udbytte på længere ruter er du nødt til at
opøve teknikker, hvor det er benene, der laver det meste. Hvis du sammenligner
lårmusklerne med armmusklerne, kan du se, at der er mere at hente i benene end
i armene.
Det kan tit svare sig de ekstra anstrengelser at få mokket foden op på et højere trin, så det bliver lettere at nå de næste greb.
Føler du, at du glider af klippen, kan de være fordi, du træder med hele fladen på begge fødder. Gør den zone, du træder på, så lille som muligt, så belastningen (og dermed friktionen) bliver større, og du står bedre fast.
Og så er det for resten nemmere at skubbe, end det er at trække. Hvis du vender armen og skulderen, vil du ofte kunne skubbe dig videre.
Brug ikke knæene til at lægge på trin eller greb, hvis du kan undgå det! Udover at det er dårlig stil og gør ondt, risikerer du at låse dig selv fast, så du hverken kan komme op eller ned.
Brug også øjnene til at klatre med
Brug øjnene til at finde den rette rute, så du ikke klatrer i blinde. Det kan være fristende at række ud efter et godt stort greb; men hvis det fører dig ud i en position, hvor du ikke kan komme videre, er det værdiløst! Så er det bedre at vælge
det mindre, knapt så gode greb. Hold dig derfor ikke ubetinget for langt ind til
væggen. Jo længere ude, jo mere fri.
Men et godt dead-point skal du heller ikke gå af vejen for. Det er et greb, der
som sådan ikke fører dig nogen steder; men det gør, at du kan have godt fat,
mens du leder efter andre greb,
Hvil med knogler og sener
Du skal overføre belastningen til knogler og sener, hvor det er muligt. Har du
fat i et greb lige ud for skulderen, og har brug for et øjebliks pause til at finde det
næste greb, skal du bruge meget energi på at holde armen bøjet og dig selv ind til
væggen. Sænker du i stedet tyngdepunktet ved at gå ned i knæ, kan du hænge
uden at bruge kræfterne i armen.
Er det et passende stort greb, kan du også læne dig bagud og stemme fødderne mod væggen. Det har den yderligere fordel, at du kommer ud fra væggen og
kan se mere.
Trepunktsreglen
En stabil teknik er altid at have kontakt med mindst tre punkter på væggen.
Dette kan være to hænder og én fod, eller én hånd og to fødder. Sørg for at have
61
7 – BEVÆGELSESTEKNIKKER
godt fat og stå godt, inden du begynder at række eller træde ud efter et nyt greb
eller trin. Finder du ud af, at stedet alligevel ikke er velegnet, har du stadig god
balance til at finde et andet greb eller trin.
Er teknikken indøvet, kan den sagtens udføres flydende. Ellers kan det virke
som tung klatring – dvs. udelukkende beroende på råstyrke, ingen glidende bevægelser.
Brug dynamiske bevægelser
Som næsten-modstykke til Trepunktsreglen er brugen af dynamiske bevægelser. Det er ikke altid, du skal finde en god måde at støtte på – den eneste rigtige
løsning kan være, at komme hurtigt videre. Hvis der kun er små greb og trin til
rådighed, skal du ikke spilde tid og kræfter på at holde dig fast i dem.
Prøv at hoppe fra det ene trin til det andet og udnyt inertien i bevægelsen til
at få dig i en mere fordelagtig position, i stedet for evt. at skulle trække dig op.
Men husk, at du ikke skal lave en så lang række af dynamiske bevægelser, at
du glemmer at få sat sikringer!
Udnyt tyngdepunktet
Tyngdepunktet sidder omtrent i mellemgulvet, dvs. over hofterne. Når du rejser dig op på et trin, så flyt hofterne over den fod, du lægger belastningen på.
Hvis du strækker dig langt ud efter et greb, så stræk et ben den modsatte vej, så
der kommer balance i kroppen.
Det kan let komme til at virke som en bedre dans, hele tiden at flytte tyngdepunktet; men det virker!
62
7 – BEVÆGELSESTEKNIKKER
Trin
Udnyttelse af friktion
Står du på et slab, så
udnyt friktionen mellem sko og klippe ved
at holde så meget som
muligt af skoen ind
mod klippen (smearing).
Heel hook
På samme måde,
som du kan bruge
fingrene til at gribe
med, kan du også
bruge hælen eller
tæerne.
Toe hook
Kantet på trin
På små trin er det tit lettere at
stå fast, hvis du vender siden
af skoen til. Det kan være såvel inder– som yderside. Du får
tyngdepunktet ind mod væggen og kan række længere.
Et langt trin af denne art kaldes
en liste.
Sænket hæl
Hvis du står på tåspidsen
på et trin, vil du i løbet af få
øjeblikke bruge alle dine
kræfter i benene, og de vil
begynde at ryste ukontrolleret. Dette kaldes symaskineben. Du kan undgå
det ved at sænke hælen.
T-stack
Tå-jam
Fod-jam
Er der ikke trin, kan du bruge jam, dvs. sætte en legemsdel i
klemme i en sprække. Tå-jammet er grundprincippet for fodjam,
som kan være alt fra det yderste af skosnuden til hele foden. Er
den viste fodjam for kort, kan du sætte den anden fod på tværs
mod hælen af den første, så de står vinkelret på hinanden (Tstack). Foden kan sætte sig godt fast, og det kræver rolige bevægelser at få den derfra igen uden risiko for at komme til skade.
Fodskifte
Meget praktisk teknik, der lader dig komme
videre, selvom der umiddelbart kun er ét trin.
Håndskifte kan udføres efter samme princip.
63
7 – BEVÆGELSESTEKNIKKER
Greb
Især på de større greb kan man opnå ekstra kraft ved at lægge hænderne over
hinanden og bruge dem begge på samme greb.
Klemmegreb
Der kan fås nogenlunde
godt fat (cling grip – de
yderste led har fat), og ofte kan tommelfingeren også holde med (cling hold
– fingrenes andet led har
fat). Kan du få fat med hele hånden eller endda
begge hænder, kaldes det
et jug eller kuffertgreb.
Kan du kun lægge de
yderste led vandret, kaldes det et crimp. Ved et
closed crimp er vinklen i
grebet mindre end 90 grader, og ved et open crimp
er den større.
Pinch grip
Der klemmes sammen om grebet. Det
kan være så lille, at
kun de yderste led
af pege- og tommelfinger, der holder
fat.
Udnyttelse af friktionen
Det gælder om at have så
stor flade som muligt i hånden og holde imod med
tommelfingeren. Denne
teknik er også effektiv, hvis
fingrene vender nedad.
(Ovenstående viser et
open grip).
Er kanten nogenlunde som
en bogryg eller en omvendt
tagrende, uden nogen mulighed for at få fat med fingerleddene, kaldes det en
sloper
Nøddegreb
Der kan ikke fås helt fat
med noget. Du er nødt
til både at gribe, klemme og udnytte friktionen.
Underhåndsgreb
Der tages fat, som om
du ville løfte hele klippen.
Fingerhul med
stabling
Det kræver mange
kræfter af holde sig i
én finger, så det kan
være en hjælp at
stable flere fingre
oven på hinanden.
Fingerhul
Denne teknik
kræver trænede
muskler og ikke
mindst trænede
sener.
64
Modtryk
En forhøjning på
væggen kan
bruges som
greb, hvis der er
tilstrækkelig friktion.
7 – BEVÆGELSESTEKNIKKER
Såvel som fødderne kan jammes, kan fingre, hænder, arme, skuldre, ben eller
sågar hele kroppen også bruges, så man kan trække eller skubbe sig videre.
Hemmeligheden ligger i at få så meget som muligt ind i sprækken, dreje, så
der sker en fastklemning, ignorere smerten og derefter stole på, at det holder. Når
først du har fået styr på jamteknikkerne, åbner der sig en lang række ruter for
dig. De enkelte trin og greb, beskrevet her, udgør de enkelte dele i bevægelserne.
Det er, når du sætter dem sammen, det bliver rigtig sjovt.
Man kan kende en vægklatrer fra en klippeklatrer ved, at vægklatrerne kalder
det at ”jamme”, klippeklatrerne kalder det at ”jamre”! Lidt tapening hjælper.
Tape om håndryggen
(Tapening) Da det kan være
forbundet med en vis smerte
at udføre jamteknikker, falder
det ikke altid naturligt at udføre det ene jam efter det andet.
Hvis du kommer lidt tape omkring hånden, tager det det
værste.
Fladhåndsjam
Læg hele hånden
ind og pres knoerne og fingrene i
hver sin retning.
Du kan også dreje
hånden
Nævejam
(Fist jam) Om
håndryggen skal
op- eller nedad
kommer an på
situationen
Tea-cup
En udnyttelse af
tommelfingerens
bredde og låsende
effekt
65
Hand-stack
Denne teknik er meget kraftfuld, da du
har begge armes kraft
at hive dig op med.
Den er dog svær at
komme videre fra
7 – BEVÆGELSESTEKNIKKER
Finger-jam
I en smal
sprække, hvor
der kun er plads
til et par fingre
kan du bruge et
fingerjam, dvs.
klemme fingrene fast i risset.
Ring-lock
Er sprækken lidt bredere, så du kan få et par
fingre ind, kan det være
svært at dreje hånden
nok til en effektiv fastklemning. Så kan du
bruge tommelfingeren
til at øge bredden og
låse de andre fingre
fast med
Arm-bar
I en armbar er vinklen i albuen over 90
grader.
Der bruges en del
kræfter på at presse
albue og hånd hver
sin vej; til gengæld
kan friktionen i klippen udnyttes godt
Arm-lock
I en armlock er
vinklen i albuen
under 90 grader.
Det er lettere at
få et godt greb
på denne måde
end med armbaren; til gengæld
er du mere låst
fast i den videre
bevægelse
Off-width
Er sprækken i klippen bredere end en hånd og
smallere, end at du kan få hele kroppen ind, kaldes det en off-width. Her skal du bruge jamteknikker i stor udstrækning, og det kan være vanskeligt
at holde sig tilstrækkeligt fast til ikke at falde ned
uden samtidig at låse sig så fast, at man ikke kan
komme videre.
Kan du bruge armbar eller armlock, har du som
regel godt fat. De mere vanskelige off-widths er
dér, hvor du kun har plads til én hånd i bredden.
Det gør ondt de samme steder på hænderne i hele forløbet uden den store mulighed for aflastning.
Hvis du favner ruten, kan det give en relativt glidende fremdrift:
Skub den øverste hånd så langt op, du kan nå
(tommelfingeren nedad), med albuen godt ud.
Knyt hånden, drej albuen ind og lillefingersiden
nedad, så hånden jammer og vrides fast. Nu holder du dig med dén hånd og begge fødder. Nederste hånd følger efter (lillefingersiden drejes
opad når hånden jammes). Derefter flyttes øverste fod, og til sidst bringes den nederste fod på
plads.
Med denne teknik bruger du trepunktsreglen, og
det er ikke helt så smertefuldt at skulle holde sig i
begge hænder som i kun én hånd, hvis den ene
fod smutter ud af jammet. Og den ene hånd kan
bringes fri til at sætte sikringer.
66
Favne ruten
Øverste hånd
set nedefra
Nederste hånd
set oppefra
7 – BEVÆGELSESTEKNIKKER
Udnyttelse af formationer i klippen
På klipper kan du ikke altid se grebene. Det er ofte nødvendigt at føle sig
frem for at finde lige dén lille krystal, der kan støtte én i den videre bevægelse –
der skal tit kun ganske lidt til. Og ofte behøves ikke engang deciderede greb;
formationerne i klippen kan være trin eller greb i sig selv.
Dynamisk bevægelse
(Også kaldet dynamisk
klatring.) Der stødes fra
med den ene hånd, mens
der rækkes ud med den
anden. Denne dynamiske
bevægelse (dyno) giver
ekstra lang rækkevidde,
da man udnytter kroppens inerti.
Kamin
I en kamin kan
du bruge en
slags helkropsjam. Stem imod
med både ryg,
arme og fødder.
Lay-back
Fødderne stemmer imod
én side, og du læner dig
så meget som muligt til
den anden.
Er det bare en enkelt eller
få bevægelser, kaldes
det et lay-away
Mantelshelf
Teknikken her kaldes også at
mantle. Det betyder at komme op på en hylde eller bred
liste, uden at kunne udnytte
greb længere oppe
67
Bridging
Kan være meget afslappet klatring. Jo længere
benene er fra hinanden,
jo mere kan du læne dig
ind mod væggen og dermed undvære greb. Kan
bruges i en diedre
Overhæng
Overhæng kræver armkræfter;
men benene kan tit hjælpe mere, end det umiddelbart ser ud
til. Sørg for at flytte benene med
op, så det er dem, der skubber
kroppen opad i stedet for at armene trækker
7 – BEVÆGELSESTEKNIKKER
Fra kaminklatringen kan du også bruge teknikken med at stå med siden til væggen,
sætte hælen bagud og støde det inderste
ben fra på et greb, når du klatrer på en ellers flad væg. Dette kaldes back-step. På
denne måde får du tyngdepunktet mere ind
mod væggen, end hvis du stod med front
mod væggen, og kan således bruge benene
mere og få længere rækkevidde.
Det har stor gavn på lodrette vægge, og
endnu større gavn på overhængende vægge, hvor du ellers skal bruge flere armkræfter på, at holde dig ind til væggen.
Er der kun en flade, og ikke noget trin, at
sætte bageste fod mod, kan du sænke
knæet mere, så du kan presse ind mod fladen. Dette kaldes et knee-drop. Et kneedrop kan også bruges på et greb som hvileposition.
Back step
Laver du mantelshelfteknikken ved at sætte foden op
på det greb, du holder hænderne på (ligeledes på en
ellers flad væg), kaldes det et high-step. Så kan du
træde højere op og nå et greb.
Det kræver en god balance at kunne udføre trinet, især
på en lodret væg. Er væggen lettere overhængende,
kan det udføres som en del af en dynamisk bevægelse,
hvor du hurtigt rejser dig op efter et godt greb.
High step
68
8 – ANDENMAND
Kapitel 8
Andenmand
Når du har klatret noget toprebsklatring, og sikringen af en anden klatrer er
blevet en naturlig ting, kan du begynde at være med i et reblag, der klatrer førstemandsklatring. (De første gange foregår det formentlig på kortere ruter, der
ikke er længere end rebet, én-reblængdes ruter.)
Princippet i førstemandsklatring er ganske enkelt: Den ene klatrer opad og sætter sikringer efterhånden (mellemforankringer), så hvis han falder, vil rebet hænge i den sidst satte sikring og
standse faldet.
For at rebet i så tilfælde ikke bare løber gennem alle mellemforankringerne, skal der være en
sikringsmand (andenmanden), som står i bunden
og giver reb ud gennem rebbremsen, efterhånden
som førstemanden klatrer opad.
Hvis førstemanden falder, låser andenmanden
rebet, så der ikke bliver givet mere reb ud.
Andenmanden sikrer
førstemanden
Når førstemanden er kommet op på toppen,
laver han standplads, så han ikke risikerer at falde
ned. Derefter trækker han det overskydende reb
op og sætter rebet i sin rebbremse, så han kan sikre andenmanden.
Andenmanden kan nu klatre opad og tage de
sikringer ud, som førstemanden satte.
Hvis andenmanden mister grebet, falder han
ikke ret langt, da han jo klatrer på topreb.
Førstemanden sikrer
andenmanden
Din opgave som andenmand er som sagt at sikre førstemanden, hvis han falder.
Imidlertid er du også nødt til at sikre dig selv, for hvis førstemanden falder
efter en kort længde, kan det give så kraftigt et ryk i rebet, at du selv bliver flyttet. Du kan så blive slået ind i klippen, og den længde, du flytter dig som sikringsmand, lægges til førstemandens faldlængde – og der er ingen grund til unødigt at øge risikoen for, at han falder til jorden, ned på hylder eller lignende.
69
8 – ANDENMAND
Etablere bundsikring
For at stå fast som andenmand skal du have etableret en bundsikring, der skal
være en fuldstændig sikker forankring. Den kan laves omkring et træ eller klippefremspring, enten ved hjælp af tapeslynger eller ved at binde rebet omkring.
Hvis du binder rebet omkring, skal du passe på skarpe kanter. Skal forankringen
laves med sikringer, og du ikke har den fornødne erfaring, må førstemanden sætte sikringerne for dig.
Laves forankringen omkring et stort, solidt træ, er én sikring nok; men hvis
den laves med kiler eller lignende, skal der være mindst to. Stol aldrig på kun én
sikring, hvis det er omkring en (tilsyneladende) solid klippeblok. Selv de mest
solide blokke kan flytte sig en dag.
En meget anvendelig måde, at lave bundsikringen på, er at føre rebet fra indbindingsløkken
frem til den første sikring, lade det gå gennem en
låsekarabin dér, og føre det tilbage til indbindingsløkken.
I indbindingsløkken sættes en anden låsekarabin, og rebet bindes fast i karabinen med et dobbelt halvstik.
Så føres rebet videre til næste sikring, som også er monteret med en låsekarabin, og bindes med
Bundsikring lavet af reb
et dobbelt halvstik.
med to sikringspunkter
Er den anden sikring uden for umiddelbar
rækkevidde, kan du lade rebet gå igennem som
ved den første sikring, og binde det dobbelte halvstik i karabinen i indbindingsløkken. På denne måde kan du justere længden af fastgørelserne, fra der hvor du
står, så der altid er en lige linie fra bundsikringen til topankeret.
Du kan også bruge slynger
til at fastgøre dig med (her
er kun vist én). Sæt slyngen fast med et slyngestik
eller en låsekarabin i indbindingsløkken.
… eller du kan binde rebet
fast med et ottetalsknob
eller dobbelt halvstik i sikringen (og eventuelt binde
en slynge fast i en anden
sikring).
70
Du kan også føre rebet tilbage og binde et ottetalsknob i indbindingsløkken.
Lad tampen være mindst
20 cm lang.
8 – ANDENMAND
Hav bundsikringen på samme side som bremsehånden (højre side, hvis du
sikrer med højre hånd). Har du den på den anden side, vil du drejes en lille smule, så bremsen åbner lidt, når trækket fra den faldende klatrer overføres til bundsikringen.
Pas på, at rebet, der går op til klatreren, ikke kommer til at køre hen over noget andet nylon, f.eks. den del af rebet, der går ned til sikringerne. Nylon er meget følsomt over for varmen, der dannes af friktionen. Falder førstemanden pludseligt, bevæger rebet sig pludseligt hurtigt, og det kan udvikle friktionsvarme,
der svækker nylonet. Du kan ikke regne med at kunne se det på stoffet bagefter.
Det opdager du først i en anden situation, når den slynge eller selen, du regnede
med kunne standse dit kraftige fald, rykkes over som følge af det mørnede nylon…
Placér bundsikringen, så du kan komme væk eller i dækning, hvis der kommer løse sten ned fra oven. Det kan være under et udhæng (hvor der så opstår fare for at slå hovedet op i klippen!), eller omkring et hjørne (hvor du så til gengæld ikke kan se førstemanden). En sikringsmand der står lige under ruten, måske endda ud for en rende i klippen, og tilmed gjort godt fast i bundsikringen, er
prisgivet, hvis der kommer noget ned.
Vælg bundsikringen med omhu.
Fælles, for alle de forskellige måder at etablere bundsikringen på, er, at der
bliver sat én eller flere sikringer, og i dem sættes en karabin, der ikke åbner i utide.
Er du således det mindste i tvivl om, hvorvidt karabinen kan åbnes ved uheld
eller ej, skal du sætte en sikret karabin, dvs. en låsekarabin eller to snaplinkkarabiner med åbningen hver sin vej. Bruger du alligevel, af én eller anden grund, en
enkelt snaplinkkarabin, så bind slyngen eller rebet fast med et dobbelt halvstik,
bundet i den brede ende af karabinen (husk at vende lukkeren udad, væk fra
klippen).
Som rutineret klatrer kan du vurdere, hvornår det er sikkert nok kun at sætte
én snaplinkkarabin/dobbelt halvstik. Er du begynder, så sæt altid en låsekarabin
– bare for en sikkerheds skyld!
71
8 – ANDENMAND
Backfeede rebet
Et reb har en uovertruffen evne til at vikle sig ind i sig selv. Det kan give
problemer, hvis førstemanden er midt i en svær bevægelse, og pludselig må
hænge fast, mens du vikler rebet ud. Dette undgås ved at backfeede rebet, inden
klatringen begynder.
At backfeede betyder, at du tager fat på rebet i den ene ende og lægger det i
en løs bunke, efterhånden som du trækker rebet gennem hænderne. Når du er
færdig, har du fat i førstemandens ende af rebet. Rebet kan nu uden problemer
trækkes op fra bunken.
Om det er andenmanden eller førstemanden, der backfeeder rebet, betyder
ikke noget – men som regel har andenmanden bedst tid, da førstemanden ofte
skal have udstyret på plads.
Sikre førstemanden
Teknikken i at sikre førstemanden er den samme som ved almindelig
toprebsklatring, bare omvendt: Du giver reb ud i stedet for at tage det ind. Husk,
at du hele tiden skal være klar til at låse rebet, hvis førstemanden falder.
Nogle gange kan det godt betale sig ikke at lave bundsikring, da løftet af sikringsmanden giver ekstra elasticitet i sikringskæden. Dermed får førstemanden
dog også et længere fald. Bliv enige om det i makkerparret, og lad erfaringen råde. Hvis ikke I har så meget erfaring, så lav en bundsikring og lad være med at
sætte tvivlsomme sikringer.
Når du sikrer, så pas på ikke at holde rebet for stramt og dermed hæmme førstemandens bevægelser. Omvendt må der heller ikke være for meget reb ude, så
førstemanden vil falde unødvendigt langt, hvis uheldet er ude.
En vigtig egenskab er at opnå fornemmelse for rebets bevægelser. Du kan ikke altid se op på førstemanden, da ruten kan gå om hjørner og over kanter. Desuden vil du få hold i nakken, hvis du kigger mere eller mindre lodret opad for at
se 30-40 meters klatring! Derfor skal du kunne mærke i rebets bevægelser, om
der skal gives reb ud, trækkes reb ind (hvis førstemanden har sat en sikring over
sig, klikket rebet ind, og derefter klatrer videre), og foretage de lynhurtige skift,
der skal til for ikke at holde rebet for stramt. Det kan ikke beskrives hvor meget
og hvor lidt, der skal holdes igen. Det skal øves! Og der skal råbes ’Stram
op/slæk så for …!’ (indsæt egne foretrukne forstærkende fyldord) på mere end én
klatretur.
72
8 – ANDENMAND
På lange ruter, hvor man hverken kan se eller høre førstemanden, kan det være svært at afgøre, hvorvidt han er faldet eller ej. Når der er meget reb ude, og
faldfaktoren er lille, skal der ikke meget kraft til at holde igen. Hvis rebet virker
stramt, og du giver lidt ud, uden at spændingen på noget tidspunkt aftager, er der
stor chance for, at han hænger i den anden ende af rebet.
På ruter, der er overhængende fra begyndelsen af, er det naturligvis ikke noget problem, da du kan se ham. Men går ruten først over en kant og derefter via
et overhæng, hvor førstemanden ikke kan komme i kontakt med klippen igen og
klatre videre, kan det være et problem. Så er du er nødt til at slække rebet, for at
fire førstemanden ned, til rebet bliver en lille smule slapt, og førstemanden kan
klatre igen eller lave standplads.
Klatre andenmand
Når førstemanden er kommet op og har sikret sig selv på en standplads, tager
du rebet ud af rebbremsen, så førstemanden kan hive det overskydende reb op.
Derefter begynder du at nedbryde din standplads så meget som muligt, men
så du stadig er sikret (hvilket jo ikke er det store problem, hvis du står på jorden). Skal der en rygsæk med, tager du den på, før eventuelle slynger bliver lagt
over skulderen. Ryd op, så du ikke efterlader noget. Er der sat en sikring, du kan
nå fra jorden af, kan du fjerne den, allerede inden signalet om, at du er sikret, er
kommet fra førstemanden. Har du ikke klatreskoene på endnu, tager du dem på.
Når du så får signal om, at førstemanden er klar til at sikre dig, kan du begynde at klatre opad.
Undervejs tager du de sikringer ud, som førstemanden satte. Med mindre førstemanden har belastet sikringerne, enten ved at være faldet eller have trukket
dem voldsomt til, skulle det ikke være det store problem.
Kiler tages ud ved at trække dem modsatte vej, som de er sat i. Ofte kan de
let komme fri, hvis du ser på, hvordan de er kilet fast, og så lirke lidt ved at
trække udad og ind igen. Vil de stadig ikke ud, så brug kilepirken til at skubbe
med. De kan sidde så fast, at du må lægge pirken ind på kilen mellem de to wireender, og slå hårdt på pirken. Pas på, at det hele ikke flyver fra dig, når det
kommer løs. Træk ikke hårdt opad i kilen. Du kan bøje wiren permanent, så den
bliver næsten umulig at bruge ordentligt fremover.
Hexe tages ud på samme måde som kiler. De sidder dog sjældent lige så godt
fast.
73
8 – ANDENMAND
Friends tages ud ved at gribe om det lille håndtag med fingerspidserne, eller
kilepirkens eventuelle kroge, og trække friendens kamme sammen.
De sikringer og hurtigslynger, du tager ud, kan du fastgøre til udstyrsløkkerne
i selen eller til en slynge, du har hængt over skulderen (som et bandolér).
Om du først tager sikringen af klippen og derefter af rebet, eller først af rebet
og derefter af klippen, er et spørgsmål om vane. Men pas på, du ikke taber det
hele! Hvis du bruger et bandolér til at hænge udstyret i, kan du lettere sætte det
fast dér, inden du klipper det ud af rebet. Ellers er det snarere et spørgsmål om
øvelse og vane, hvad der er det mest hensigtsmæssige.
Fastgør hurtigslynge og sikring til selen eller bandoléret med den karabin, der
er mellem hurtigslynge og sikring. Bruger du den karabin, rebet sad fast i, kommer den til at slå ind i dine knæ og omkring benene. Som regel kan det ikke svare sig, at hænge kiler i en samlet karabin og hurtigslyngerne rigtigt på plads,
mens du klatrer – vent med det til du er på standpladsen.
Kommer du til en vanskelig passage, så lad sikringen sidde i rebet, efter du
har taget den ud, og sæt den på plads senere. Det kan måske være lettere generende; men du skal ikke bruge kræfter på at holde dig på plads, mens du får sikringen gjort fast i selen eller bandoléret.
Er det en særlig vanskelig situation, f.eks. en sikring, der er sat temmelig godt
fast i et crux, så overvej, om du vil sige til førstemanden, at han skal holde dig i
rebet, mens du tager sikringen ud. Det kan bare være en lidt ærgerlig situation,
fordi du jo så ikke har klatret ruten rent. Men har du én gang prøvet at slå tommelfingeren ind i klippen, så blodet stod ud til alle sider, og du ikke kunne bruge
den til ret meget resten af dagen, er det en løsning, du vælger en anden gang!
Du kan også vælge at lade sikringen sidde, hvis den er komplet umulig at tage ud. Det vil måske føre til en diskussion med førstemanden; men dels har I muligheden for bagefter at abseile ned og arbejde videre; dels kan det være en bemærkning til førstemanden om at sætte sikringerne, så de både er sikre, men så
sandelig også er til at fjerne igen.
Når du kommer op til førstemanden, fastgør du dig enten i hans sikringspunkter – med egne karabiner – eller i den standplads, han har gjort klar til dig.
74
8 – ANDENMAND
Kommunikation
Der er en række bestemte råb, der bruges, for at kommunikere med makkeren. Alle beskeder kvitteres med et ”OK” eller lignende, så den anden ved, at
budskabet er nået igennem.
Signaler – Den lange udgave
Hvis du kan høre, at der blev råbt ét eller andet, men ikke hvad, så råb ‘Gentag’.
Hvis du under klatringen synes, at rebet er for stramt, så råb ‘Slæk’, og synes du,
det er for løst, så råb ‘Stram op’.
Det er ubetinget klatreren, der bestemmer, hvor stramt rebet skal være.
Når andenmanden er klar til at sikre førstemanden, siges ‘Du er sikret’.
Inden førstemanden klatrer, siger han ‘Jeg klatrer’.
Er første sikring ikke sat i, inden klatringen begyndes, siges ‘Første sikring sat’,
når det sker. Så ved andenmanden, hvornår alvoren begynder.
Kan førstemanden mærke, at han er ved at falde, råber han ‘Falder’.
Når førstemanden er oppe og har etableret standplads, råber han ‘Tag mig ud’.
Når andenmanden har taget rebet ud af bremsen, råber han ‘Du er ude’.
Når førstemanden har trukket al det overskydende reb op, og det nu er andenmanden, han trækker i, råber andenmanden ‘Det er mig’.
Når førstemanden har sat rebet i bremsen, råber han ‘Du er sikret’.
Inden andenmanden klatrer, råber han ‘Jeg klatrer’.
Når andenmanden er oppe og har sikret sig i standpladsen, siger han ‘Tag mig
ud’.
Kommer én af jer til at løsne en sten eller tabe noget udstyr, råber vedkommende
‘STEN’ af sine lungers fulde kraft, også selvom det ikke er en sten. Hører du råbet
‘sten’ og ikke umiddelbart kan se, hvor den rammer, så søg så tæt ind til klippen
som muligt og gerne ind under et overhæng. Hvis du kan se stenen, så flyt dig væk
fra faldlinien.
Når der er langt mellem to, der råber til hinanden, er man tilbøjelig til kun at
høre det sidste, der bliver råbt. Ovenstående signaler er bygget op, så dette ikke
kan føre til farlige misforståelser. F.eks. er det ikke heldigt, hvis førstemanden
råber ‘Jeg er sikret’ og klatreren tror, der råbes ‘Du er sikret’.
Kommunikationen kan også være vanskelig på grund af blæst eller anden
støj, eller hvis ruten går omkring et hjørne. Aftal på forhånd hvordan og hvilke
signaler, der gives.
I stedet for råb eller ryk i rebet kan man bruge en fløjte. Lyden af sådan én
skærer gennem det meste støj. Her kan man på samme måde bruge tre fløjt som
signaler.
75
8 – ANDENMAND
Signaler – Den korte udgave
Er der meget støj eller anden mangel på kontakt, er det bedst at reducere kommunikationen til et absolut minimum i form af et signal fra førstemanden, der betyder ‘Du
er sikret’. Signalet kan være tre kraftige ryk i rebet, hvert med ca. ét sekunds mellemrum, som besvares med tre tilsvarende ryk fra andenmanden.
Besvarelsen fra andenmanden er vigtig: Skulle det være et misforstået signal, har
førstemanden chancen for at rykke flere gange intenst i rebet; det betyder ”Nul,
nix, du skal stadig sikre mig!”
Har førstemanden ment det alvorligt med de tre ryk, sætter han sin rebbremse i og
trækker ind. Rebet skal hele tiden holdes passende stramt, og man får derved automatisk alt det overskydende reb trukket op. Det er ganske vist lidt besværligt at
skulle trække det overskydende reb gennem bremsen, i stedet for bare at trække
det frit – til gengæld er det en mere sikker metode.
Andenmanden kan begynde at klatre, når han kan se, at det overskydende reb er
trukket op. Førstemanden har jo sikringen klar.
Man kan også bruge små walkie-talkier. De har dog den store ulempe, at der
enten skal være frit udsyn mellem de to klatrere eller en passende klippevæg i
rette placering, der kan kaste radiobølgerne det rigtige sted hen. Og så vejer de
ekstra. Men så kan man også føre den samtale, man nu vil.
Jeg har flere gange haft radioer med. Vi er næsten altid endt med at føre en (i
øvrigt hyggelig) konstant samtale gennem radioen, men har helt uden at tænke
over det anvendt rebet til at kommunikere sikringssignalerne med. Så jeg vil vove påstanden, at radioer ikke er nødvendige. Men det er sjovt legetøj.
76
9 – NED IGEN
Kapitel 9
Ned igen
For at komme ned igen, kan I fire jer ned ad rebet igen med en rebbremse.
Dette kaldes at abseile. De første gange kan det for nogle være noget af en udfordring, for du er nemlig nødt til at stole fuldstændigt på udstyret uden nogen
mulighed for at holde fast i klippen. Denne nervøsitet går dog som oftest hurtigt
over, når man får rutine i procedurerne. Abseil er et grundværktøj, der bruges til
at komme ned igen fra en rute. Det anvendes også til at abseile ned til et topanker, man ikke kan nå fra jorden. (I så tilfælde skal man bare være sikker på, at
man derfra kan abseile videre ned eller komme op igen!)
Abseil er i princippet enkelt; men netop derfor er mange tilbøjelige til at se
stort på sikkerheden – man bliver fareblind på samme måde, som man bliver
fartblind efter at have kørt på motorvej i lang tid, og så skal sætte farten tilstrækkeligt ned på afkørslen. Men som alt det andet: Har du enkle og effektive metoder til at sidde på rygraden, er du hjulpet et godt stykke af vejen.
Etablere abseilanker
Inden I abseiler, skal I have lagt rebet omkring et sikkert anker, så rebet kan
trækkes med ned bagefter. Det kan være omkring de tidligere omtalte fastmonterede topankre (se side 54), eller omkring et træ eller et fremspring i klippen. Der
kan også sættes et par sikringer med slynger, hvor rebet sættes igennem.
Det sidste er dog en dyr løsning, da sikringerne og slyngerne ikke kan tages
med ned. Det er (som regel) også kun i fjernere bjergområder, at det bliver aktuelt. I lokale sportsklatreområder vil det næsten altid være muligt at gå tilbage til
udgangspunktet, selvom det kan være lidt af en omvej.
Midten af rebet skal ligge i ankeret. Markér eventuelt midten med tape, så
den er nem at finde. Brug ikke spritpenne, heller ikke de specielle “rebpenne”.
De kan nedsætte styrken i rebet væsentligt!
Er der en gammel slynge efter et tidligere abseil, må du ikke bruge den. Når
rebet trækkes gennem slyngen efter abseilet er overstået, bliver varmeudviklingen nemlig så stor, at slyngen skades. Det kan ikke altid ses, så skift altid en
gammel slynge ud med din egen.
Lav slyngen af noget tape eller 8 mm reb, som er købt i metermål (lav eventuelt et par stykker af dine 60’er-slynger som selvbundne slynger). Skær et pas-
77
9 – NED IGEN
sende stykke af og bind det sammen med en dobbelt fiskerknude eller en tapeknude.
Er det et ikke helt sikkert anker, rebet er lagt omkring, kan I lave en backup og lade den tungeste abseile
ned først med alt udstyret.
Hvis ikke backuppen bliver belastet, var ankeret
godt nok, og backuppen kan fjernes. Hvis den bliver
belastet, og der ikke er nogen andre muligheder for at
lave anker, må det udstyr, der blev brugt til at lave
backup med, efterlades. Husk mindst to sikringer til
backup – det er i princippet et topanker.
Det er trist at måtte efterlade udstyr; men alternativet kan være et frit fald ned mod klippegrund – det er
muligt, du ikke synes, din makkers liv er mere værd end
prisen på udstyret, men dit eget er vel?!
Backup på abseilanker.
Husk to sikringer.
Brug ikke friends,
da de kan vandre.
Efter ankeret er etableret, bindes der et ottetalsknob ca. en meter fra rebenderne, så I ikke risikerer at abseile ud over enden af rebet. Der råbes ”Reb”, så
folk nedenunder er advarede, og rebet kastes ned.
Det gælder om at lægge rebet
så pænt som muligt ned ad klippesiden.
Hvis du kvejler rebet op i to
kvejler, og først kaster det kvejl,
der er tættest på ankeret, og umiddelbart efter kaster det andet, vil
du med lidt øvelse kunne få rebet
til at lægge sig lige så fint ned ad
klippen, som en fluefisker lægger
Nedkastning af rebet til abseil
en flue ud til ørreden.
Kan rebet ikke rebet komme ordentligt ned (pga. hjørner, bevoksning, kraftig
vind eller andet), kan det kommes i en rygsæk eller rebpose, som første mand
hænger under sig, når han abseiler ned.
Pas på med kanterne! Selv en lille skarp sten kan give alvorlige skader på rebet. Læg eventuelt en trøje som beskyttelse. Bind den fast i det ene reb, så det
hele kan trækkes med ned til sidst.
Vær opmærksom på, at friktionen over klippekanter kan være meget stor. Lad
den første, der abseiler ned, prøve at trække lidt i rebet for at se, om det kan
trækkes ned. Hvis ikke, er det om at finde et mere egnet abseilanker, mens tid er.
78
9 – NED IGEN
Abseile
For at abseile sætter du rebet i ottetallet, som sættes
fast i selens samleløkke med en låsekarabin (som vist
på billedet). Med ottetallet kontrollerer du hastigheden,
som du firer dig ned ad rebet med.
Rebet holder du i højre hånd, som du holder nede
ved højre lår. Når du holder fast omkring rebet, vil friktionen i hånden og ottetallet tilsammen kunne holde
dig.
Der er imidlertid ingen låseeffekt i ottetallet, hvis
Ottetal og selvsikring
du kommer til at slippe rebet, så derfor skal du have en
sat i selens samleløkke
selvsikring på. Bind en prusikslynge på rebet lidt over
ottetallet med en let løs prusikknude, og sæt den fast i selen med en låsekarabin.
Hold venstre hånd på knuden og træk den med ned, efterhånden som du abseiler.
Hvis du har langt hår, så flet det eller bind det op, så ikke det kommer i
klemme i abseilbremsen. Pas også på hjelmes hagerem og andre bånd eller snore
i beklædningen.
Hvis du abseiler med rygsæk, kan det være en fordel at sætte den fast i samleløkken og lade den hænge under benene for ikke at blive tippet bagover.
Pas på, at ottetallet ikke kommer til at hænge i lukkerens muffe. Det kan i
uheldige tilfælde knække karabinen eller ottetallet.
Abseil i rolig gang ned
over væggen
Selve abseilet foregår med så lodret overkrop
som muligt, fødderne fladt ind mod væggen og i
almindelig ganghastighed ned ad væggen. Store
spring giver øget belastning på ankeret, du risikerer at træde forkert, og hvis rebet ligger hen over
en kant, hvad det ofte gør, udsættes det også for
unødigt slid.
Kommer du til at slippe med bremsehånden,
slipper du også blot prusikslyngen, så knuden
strammes til og standser dig.
Efter prusikknuden er strammet til, er den
umulig at løsne, mens der stadig er belastning på
den. For at kunne komme videre, skal du derfor have overført din vægt til rebet
eller en klippehylde.
79
9 – NED IGEN
Lås først ottetallet som vist på billedet til højre.
(Vil du gerne have det yderligere sikret – f.eks. hvis
du skal kravle over en klippekant inden abseilet – kan
du binde ottetallet af, på samme måde som vist for
pladebremsen på side 105.)
Efter du har låst ottetallet, bøjer du det ene ben og
snor rebet tre-fire gange omkring foden, så du kan
Låst ottetal
træde op i rebet.
Når du træder op i rebet, bliver belastningen taget af prusikslyngen, og du
kan løsne knuden ved at dreje den. Den skal løsnes så meget, at den igen kan køre frit på rebet.
Sæt dig ned i selen igen. Nu bliver du holdt på plads af det låste ottetal.
Rebet vikles af foden, og du tager fat med venstre hånd
om rebet over ottetallet og trækker dig lidt op. Så kan du
nemt låse ottetallet op igen og fortsætte abseilet.
Samme procedure anvendes, hvis du kommer til at
abseile ned over en kant, som vipper rebet op over ottetallet, så det danner et slyngestik. Du kan også bruge
teknikken, hvis du af én eller anden grund vil gøre holdt
undervejs i abseilet, f.eks. hvis du vil hente nogle glemte
sikringer.
Har du vanskeligheder ved at lave låsen om selve ottetallet, kan du bare vikle rebet 3-4 gange om benet, så er
det også låst.
Bremsen låst ved at
vikle rebet om benet
Når første mand er abseilet ned, råber han ”Rebet er frit”, så den næste ved,
at han kan gå i gang.
Den lydløse kommunikation kan også bruges til at sige ”Rebet er frit”: Træk
rebet en halv meters penge frem og tilbage tre gange. Det kan klatreren i toppen
se, og så ved han, at rebet er frit.
Det er ikke helt nok at satse på, at når rebet hænger løst, er der ledigt; første
mand kan have stillet sig midlertidigt på en hylde for at løsne et fastklemt reb eller andet.
Oftest er det abseilottetallet, der bruges til at fire sig ned ad rebet med. Det er
enkelt at sætte rebet i, nemt at låse undervejs, hvis det skulle blive nødvendigt,
og det er enkelt at overskue. Imidlertid kan enhver anden rebbremse bruges med
større eller mindre succes, og det er en god idé at have øvet nogle alternative metoder, hvis man enten skulle miste sit ottetal, låne det ud eller lade det bliver
hjemme for at have mindre udstyr at slæbe på.
80
9 – NED IGEN
Én af de mest nærliggende andre måder at abseile på, er ved at bruge den samme bremse, som man
sikrer makkeren med.
Bruger du en pladebremse, er bremsekraften for
stor til, at rebet kan løbe så let igennem, at det giver
en behagelig abseil. Er rebet vådt, er det ekstra besværligt. Sæt en karabin mellem hovedkarabinen
(som sidder i samleløkken) og bremsepladen, eller
sæt ekstra karabin ved siden af hovedkarabinen.
Bruger du en tubebremse, monterer du bare rebet, som hvis du skulle sikre (med dobbeltreb, et reb
i hvert hul), da bremsekraften her er mindre, hvilket
også giver en jævn abseil.
Pladebremse som abseilbremse. Der er monteret
en snaplinkkarabin for
at give et jævnt abseil.
(Her kun vist med enkeltreb)
Hvis du bruger plade– eller tubebremse, skal du
være ekstra opmærksom på ikke at abseile for hurtigt. Bremserne er ikke så store, så der er ikke så
meget gods til at optage varmen.
Skal du abseile flere længder ad gangen, så brug
hellere et ottetal. Ellers skal du vente med at gå i
gang med næste abseil, til bremsen er kølet tilstrækkeligt af efter det forrige.
Tubebremse som
abseilbremse
Den mindst udstyrskrævende teknik er at bruge en HMS-knude. Den kræver
kun en (låse)karabin. Du kan altså stadig abseile (og sikre din makker for den
sags skyld) selvom du ved et uheld har sendt din
sikringsbremse og ottetal i fri flugt ned over klippen. (Hvis du gør det, så husk at råbe ”STEN!”)
Til gengæld snor den rebet temmelig meget, og
du skal sørge for, at låsen på karabinen vender
væk fra rebet, så låsen ikke skrues op.
En fordel mere er, at den låser fint, hvis du
holder bremsehånden nede ved hoften som til
abseil med ottetal; men den låser endnu bedre,
hvis du holder hånden op foran dig. Det er dog en
noget anstrengende position at holde hånden i.
Pointen er, at så længe du har fat i rebet,
bremser knuden. Du kan meget vanskeligt holde
hånden forkert.
81
Abseil med HMS-knude
9 – NED IGEN
Prusikke
Får I rebet smidt ned et sted, hvor I mod forventning alligevel ikke kan komme videre ned, er det nødvendigt at kunne komme op ad rebet igen. Dette gøres
ved at prusikke op (gå prusikgang).
For at prusikke skal du binde en prusikslynge fast på rebet med en prusikknude, og sætte den fast i selens samleløkke med en låsekarabin – på samme måde som ved selvsikringen under abseil. En anden prusikslynge bindes også fast
på rebet med en prusikknude, neden under den første prusikknude. Denne slynge
er til at træde op i.
Endelig tages der fat i rebet et stykke under begge slynger, og med dette bindes et dobbelt halvstik i en låsekarabin, som også sættes fast i samleløkken.
Nu kan du flytte dig op ad rebet ved at flytte den første slynge så langt op, som det kan lade sig gøre, og sætte
dig i selen, så prusikslyngen bærer hele din vægt.
Den anden prusikslynge skubber du nu så langt op ad
rebet som muligt, men ikke højere end at du kan nå op
med foden og træde i den.
Når du træder op, tager du vægten af den øverste
slynge, og kan derfor løsne knuden på dén, så den kan
skubbes længere op ad rebet.
Sæt dig tilbage i selen og gentag hele proceduren, til
du er oppe.
Du kan eventuelt sætte en slynge mere i nederste
Prusikke
prusikslynge, så du ikke skal løfte foden helt så højt op –
(Backup er udeladt for
det er trods alt din fulde vægt, du skal løfte op i ét ben.
overskuelighedens skyld)
Hvis det er en lang prusikgang, kan det godt svare sig, at
gøre den lidt behagelig.
Det kan i øvrigt også gøres ved at lave fodslyngen så stor, at du kan træde op
i den med begge føder på én gang.
Det dobbelte halvstik er din backup. Hvis den prusikslynge, der er bundet i
selen, ryger, er der ellers ikke noget til at holde dig; men med et dobbelt halvstik
vil du altid være fastgjort til rebet. Du kan nemlig justere stikket uden at løsne
det fuldstændigt, så du kan flytte det med dig op ad rebet. Og selvom prusikslyngen ryger, når du er ved at justere det dobbelte halvstik, vil der ikke ske andet, end at stikket strammes og holder dig.
82
9 – NED IGEN
Trække rebet ned
Den sidste, der abseiler ned, holder øje med, at rebet løber nogenlunde frit, så det kan trækkes ned bagefter. Gør
eventuelt en hurtigslynge fast mellem samleløkken eller en
benløkke og den rebende, der skal trækkes i.
Når I trækker, er et jævnt, konstant træk i rebet er bedre
end kraftige ryk. Træk i det reb, der ligger inderst mod klippen, ellers låser det sig fast. Rykvise bevægelser kan få rebenden til at svirpe ned over klippesiden, hvilket øger risikoen for, at rebet kiler sig fast. Pas på sten, der kan trækkes
med rebet ned.
Når rebet skal
ned, så træk i
det inderste reb
Hvis rebet alligevel kiler sig fast (jammer), prøv at slå
bugter med rebet. Det kan måske få det fri. Øg trækket i det,
eventuelt ved at I begge trækker samtidigt. Pas på nedfaldende sten.
Er det heller ikke nok, så bind en prusikslynge i rebet og sæt den i selen, så I
kan bruge hele vægten. Pas på, at I er sikrede samtidig. Ellers vil I falde videre
ned, hvis rebet pludselig giver sig!
Vil rebet stadig ikke komme ned, er det ved at være
tid for seriøse overvejelser. Du kan prusikke op ad rebet
og løsne det. En udmærket løsning, hvis du kan nå begge
ender af rebet. Hvis du kun kan nå den ene, vil det være
et sats på, at rebet er kilet så godt fast, at det kan holde
til din vægt – denne løsning ligger i øvrigt i klasse med
at springe elastikspring uden at vide, om elastikken er
gjort fast! Men kan du nå begge ender, er det den hurtigste og sikreste metode.
En anden løsning er at klatre almindelig førstemandsklatring op til problemet. Dette kan lade sig gøre,
hvis der allerede er trukket så meget reb ned, at der er
noget at klatre med.
Klatring med to
prusikknuder
Er der intet af dette, der er muligt eller tiltaler dig,
kan du binde to prusikslynger omkring rebet, og klatre
en slags førstemandsklatring op ad klippen, ved at sætte
sikringer og flytte prusikslyngerne op efterhånden, så de
hele tiden er foran dig (se billedet).
Hvis du falder, og fastkilingen kan holde din vægt,
vil du hænge i den øverste prusikslynge som ved
83
9 – NED IGEN
almindelig prusikgang. Hvis fastkilingen ikke holder din vægt, har du gavn af
begge slynger, da belastningen herved bliver noget større på slyngerne, og de
glider. Du må regne med, at slyngerne bliver lettere smeltede, så de ikke kan
bruges igen (men der er en god chance for, at de holder).
I stedet for prusikslyngerne kan du også bruge et dobbelt halvstik i to låsekarabiner, du sætter i samleløkken.
Hvis du bruger mekaniske rebklemmer, skal du have to, som tager træk hver
sin vej.
Et fastkilet reb er en forbistret situation. Gør hvad du kan for at forhindre, at
det overhovedet sker. Men hvis det sker, så hold hovedet koldt og overvej roligt,
hvad du vil gøre, inden du kaster dig ud i noget. Og den bedste løsning kan være
blot at vinke farvel til rebet og dreje om på hælen. Står I begge på jorden, så afskriv hellere rebet frem for at tage en uforholdsmæssig stor risiko ved at bjerge
rebet.
84
10 – FØRSTEMAND
Kapitel 10 Førstemand
At føre en rute kræver et større overskud, såvel fysisk som psykisk, end det
gør at klatre på topreb. Dels skal der bruges energi på at holde sig fast til klippen, mens man sætter sikringer, og dels er der bevidstheden om, at man falder
noget længere end på topreb. Faldlængden bliver jo dobbelt så lang som afstanden ned til sidste sikring plus den længdeforøgelse, der kommer af rebets elasticitet. Den psykiske faktor kaldes eksponeringen og er et fællesudtryk for enhver
form for skræk eller nervøsitet i forbindelse med klatringen. Som oftest er den
fremkaldt af højden, og betegnelsen eksponeret rute bruges om en rute med frit
udsyn. Nedad. Lige under fødderne. Reaktionen på at være udsat for eksponering
kaldes også at være gripped.
Dertil kommer det faktum, at man er i den seriøse ende af rebet. Ét af de mest
ensomme steder i verden kan findes 20 cm over den sidste sikring. Der er ikke
den tryghed, at man bare kan sætte sig i rebet, hvis man synes, tingene bliver
uoverskuelige. Du kan ganske vist sætte en sikring, så du har rebet over dig; men
det er stadig en sikring, du selv har sat.
At være bange undervejs er ikke unormalt. Man skal derud for at flytte grænserne. Men der er stor forskel på, om man er skrækslagen eller spændt på, om
man nu også kan klare den pågældende rute.
Nogle mener, at en god måde at kommeover nervøsiteten på, at ved at lave
bevidste fald regelmæssigt. Det er jeg ikke enig i:
Det er godt at lære faldteknik, så du har øvet, hvordan du skal fra med hænder og (især) fødder, hvis du falder. Men det er en teknik, der lige så godt kan
øves på en kunstig klatrevæg. Det behøver du ikke bruge tiden på klipperne på.
Du er der for at klatre, ikke for at falde.
Jeg tror heller ikke på, at det hjælper at sætte sig mål for, hvad man ikke vil
gøre, som f.eks. ”Jeg vil ikke falde ned”. Fokusér hellere på, hvad du gerne vil
gøre: F.eks. ”Jeg vil trække vejret normalt hele vejen til toppen.”
De problemer, der opstår, når du er i den seriøse ende af et reblag, må du selv
klare – og det er ikke altid, du kan spørge din læremester; heller ikke selv om
vedkommende er i den anden ende af rebet. Det er som førstemand, at du finder
ud af, om du har forstået de ting, du har lært, eller det bare er regler, lært i blinde.
85
10 – FØRSTEMAND
Netop på grund af denne seriøsitet
ligger muligheden for den store tilfredsstillelse som klatrer også som
førstemand.
Hvis du har lært hver enkelt element grundigt, så du kan håndværket
og dermed kan tage det ansvar for
reblaget, det er at føre en rute, er det
en fornøjelse at vælge en rute, der
passer til dine evner, finde ruten op ad
klippen, finde de rigtige sikringer og
sikringsplaceringer for at sørge for din
egen sikkerhed (og dermed gøre det
muligt for makkeren på jorden at kunne gøre noget, hvis du falder), og klatre et sted hen! Og have gjort det hele
på en måde, så andenmanden trygt kan
klatre efter.
Den første rute på egne sikringer er
noget helt specielt – man er indtrådt
i de voksnes rækker!
Lær at klatre højt, frit og fornøjeligt – og lær at gøre det kompetent!
Sætte sikringer
Når du sætter sikringer, kan du udnytte de naturlige sikringsmuligheder, der
er på ruten, såsom klippefremspring eller træer, der vokser på hylder, eller bruge
de tidligere beskrevne sikringsmidler.
Det gælder om at opøve en erfaring og rutine, så du, allerede i samme øjeblik
du ser et sted at placere en sikring, har valgt hvilken specifik type sikring, du vil
bruge, hvor stor den skal være, og hvordan den skal vende.
Og dog skal du ikke være mere fokuseret på én bestemt sikring, end at hvis
du ser en bedre sikringsmulighed en halv centimeter derfra, vælger du den med
det samme. Ligeledes er det en fordel at kunne sætte sikringen rigtigt første gang,
også selvom man hænger i én finger og er lettere stresset.
I begyndelsen (og et meget langt stykke tid frem!) er det dog en god idé at tage den med ro. Prøv at komme til at stå forholdsvist godt, når sikringen sættes, så
du ikke bliver helt udaset efter få meter, selvom du er lidt tid om at finde rette
sikringssted og –størrelse. Derfra kigges der så videre op ad ruten for at finde
egnede greb, trin eller riss og det næste egnede sted at sætte en sikring.
86
10 – FØRSTEMAND
Sæt sikringerne så tæt, som det er praktisk muligt, for at opøve rutine i at sætte sikringer hurtigt og effektivt. Vælg nogle korte ruter, så du ikke løber tør for
hurtigslynger, sikringer og kræfter, inden du når toppen.
Et godt sted at øve placering af sikringer, for os ikke-bornholmske danskere,
er på stensætninger, fundamenter til jernbanebroer, gamle staldbygninger eller
lignende (Ud over en generelt fantastisk ø er bornholmerne jo også velsignede
med muligheden for nemt at øve kilesætning på den ægte vare!) Selvom en samling kampesten ikke er rigtig klippe, kan du alligevel få en mase rutine ved at gå
bekvemt rundt på jorden og spotte egnede steder til dine sikringer.
Og denne opfordring kan jeg naturligvis ikke komme med uden samtidig på
det kraftigste at understrege, at du skal have ejerens tilladelse!
De letteste sikringer, at sætte, er en slynge omkring et træ eller en klippeblok:
Slyngen lægges dobbelt
omkring stammen, og
der sættes en karabin i
til at samle enderne
med.
Dette giver størst styrke
i sikringen.
Slyngen kan også bindes om stammen med
et slyngestik.
Det giver lidt længere
rækkevidde; men styrken nedsættes.
Den længst mulige rækkevidde opnår du ved at
have en selvbunden slynge med, og binde den
omkring stammen.
Det kan dog være vanskeligt, hvis du ikke står
godt.
Der kan lægges en
slynge omkring et klippefremspring (et horn
eller en spike).
Du skal passe på, at
slyngen ikke løfter sig af
fremspringet, efterhånden som du klatrer videre.
Klemblokke kan
også udnyttes med
samme variationer af
fastgørelser, som omkring et træ.
Støder klipperne helt
sammen, kaldes det en
threadstone.
Et naturligt hul i klippen
(sanduhr) er ofte meget
sikkert.
Husk at kontrollere for
skarpe kanter.
87
10 – FØRSTEMAND
Når du sætter sikringer, skal du være sikker på, at klippen er god og solid. Er
du i tvivl, så bank på klippen med et kilebundt eller andet hårdt. Kommer der en
hul lyd, er klippen ikke solid. Fjern også jord, mos og andet, så der ikke er noget
mellem sikringen og klippen – eller find et andet sted at sætte sikringen.
Vær meget opmærksom på, at du hurtigt kan klatre bedre, end du kan sikre!
Det frister mange til at klatre op ad en rute, de egentlig ikke kan sætte sikringer
på – og det svarer til at klatre solo! Ingen sikring – ingen chancer!
Her er et udvalg af muligheder for at sætte kiler og hexe:
Find en kile af passende størrelse, og
vend den, så den
har størst mulig kontakt med klippen, og
så der er plads til wiren under kilen.
Træk kilen på plads
med et tilpas kraftigt
træk, så du er sikker
på, at den sidder
fast; men også så
den er til at få derfra
igen.
Placering af hex i en
lodret, næsten parallel
sprække. Der er god kontakt med siderne, og ved
belastning klemmer
den sig mere fast.
Bedst
Dårlig
Kilen kan placeres på den
ene eller anden led.
Så meget som muligt af kilen skal
være i kontakt med klippen.
Kontrollér, at den ikke
sidder og vipper.
Placering af hex i en
vandret sprække.
Sørg for, at slyngen ligger
tættest mod loftet i
sprækken, så holdes hexen bedst på plads.
88
God
Placering af hex
i lodret sprække.
– men denne gang er den
brugt som almindelig kile.
10 – FØRSTEMAND
En kile skal sidde godt – men andenmanden skal også have dem ud igen. De
skal ikke gemmes langt ind i et riss og trækkes umenneskeligt hårdt til. Sikringerne skal snarere sættes på plads end hugges på plads.
Som regel skal en hex være belastet for at klemme sig fast. Det kan gøre den
lidt vanskelig at bruge, da du risikerer, at den falder ud af sprækken, når du klatrer videre, og rebet bliver slapt.
Så er det nemmere at bruge en friend. Kammene trækkes sammen ved at hive
i triggeren (som man kalder det lille skydehåndtag), frienden sættes ind, hvor
den passer, og triggeren slippes igen, så kammene ekspanderer. Nemt og hurtigt
(men ikke billigt!)
Sørg for, at der er plads bag ved frienden, da den skubbes lidt frem, når
kammene trækkes sammen igen. Og at sprækken ikke åbner indad. Der sker nogle små bevægelser i frienden, og den vil i så fald vandre ind og løsne sig.
Placering af en friend:
Frienden sættes, så stammen vender i den retning,
trækket vil komme fra.
Kammene skal være nogenlunde ens ekspanderede, ikke for meget og ikke
for lidt.
I denne friend er
kammen trukket for
meget sammen.
Hvis frienden har to aksler eller
cam-stop, kan den bedre holde til
at blive overekspanderet, og kan
dermed virke på samme måde
som en almindelig kile. Har den
ingen af delene, vil den bukke
kammene helt om og ryge ud i
denne situation.
En friend med stiv stamme, der bliver sat i en vandret
sprække, skal lægges så langt ind, at der ikke er risiko for,
at stammen knækker ved belastning.
Friend med stiv stamme
89
10 – FØRSTEMAND
Friend med blød stamme
En friend med blød stamme kan bedre tåle at ligge over
en kant. Den har dog ikke godt af det. Den skal nok holde
første gang, men wiren kan blive permanent bøjet, og frienden bliver dermed uhåndterlig.
Om du vil bruge denne løsning kan være en kalkuleret risiko – du regner jo ikke med at falde, vel?
Hvis du alligevel falder, og faldet samtidig har en styrke,
der bøjer wiren permanent, har det kostet en friend. Det er
bedre end slet ikke at sætte en sikring
En afbundet friend med stiv stamme er i denne forbindelse én af de bedste løsninger.
Afbindingen sker ved at binde et stykke 6 mm rebsnøre i
stammen, således at de yderste kamme vender nedad og
snøren ikke kommer i karambolage med håndtaget til at
trække kammene sammen med. Så er der ikke noget, der
bøjer eller knækker.
Afbundet friend
Alternativer
Har du sikringsmidler nok og en samarbejdsvillig klippe, er det sjældent noget problem at placere en egnet sikring.
Du kan imidlertid komme ud for, at
sprækkerne ikke vender i den rigtige retning;
der er kun mulighed for usikre placeringer;
eller du har ikke de størrelser eller det antal
af nogle bestemte sikringer, der skal til, for
umiddelbart at placere en sikring.
Så må du ty til noget andet: Alternative
placeringer af sikringer.
Det gælder om at bruge det, du har for
hånden, til at løse den opgave, der er stillet.
På billedet kan du se en række forslag til,
hvordan forskellige problemer kan løses.
90
Alternative placeringer
af sikringer og slynger
10 – FØRSTEMAND
En usikker placering betyder, at
sikringen ikke vil være i stand til at
tage den fulde belastning ved klatrerens fald. Så kan du sætte én eller
flere sikringer sammen med den første.
Disse skal sættes, så alle sikringerne deles om belastningen, for at
give så lille påvirkning af den enkelte sikring som muligt. Når du laver denne belastningsudligning, må
du ikke lave vinklen mellem de to
sikringer større end 120 grader.
Er vinklen større, bliver belastningen på hver enkelt sikring større,
end hvis du havde nøjedes med én
sikring. Lav i det hele taget vinklen
så lille som muligt for at dele belastningen mest muligt.
Og slutteligt: En enkelt dårlig
sikring er bedre end slet ingen –
men der er ingen grund til at lege
med livet!
Belastningsudligning
ved hjælp af en slynge.
Den ene del er snoet,
så hvis den én sikring
ryger, er der stadig en
chance for, at
den anden holder.
Denne udligning må ikke laves mellem de to
eneste sikringer på en
standplads på grund af
faren for chokbelastning.
Du kan også lave en
knude på slyngen
(overhånds– eller
ottetalsknob), så du
undgår chokbelastning af den anden
sikring, hvis den
ene sikring ryger.
Laver du udligningen
mellem de to sikringer på standpladsen,
er det denne, du skal
bruge for at undgå
chokbelastning.
Hvis du ikke har en sikring, der er
stor nok til den pågældende sprække, kan
du overveje at stable kiler og hexe oven
på hinanden. Hvis kilerne, du stabler, har
buede sider, skal siderne passe ind i hinanden.
Sæt den største kile øverst og træk
den til, så den sidder helt fast.
Sæt den mindre kile fast med en karabin til den større kile, så du ikke pludselig får en kile flyvende gennem luften,
uden for rækkevidde.
Stabling af kiler
Tilsvarende med hexen; sæt hexen
øverst, og følg ellers samme procedure.
91
Stabling af
kile og hex
10 – FØRSTEMAND
En anden fremgangsmåde kan også være, at du simpelthen henter den størrelse sikring, du mangler! Det kan gøres, hvis du tidligere har anvendt den størrelse,
du nu mangler. Men den (eller de) øverste sikringer stadig sidder på plads klatrer
du ned og henter én eller flere sikringer, for derefter at klatre op igen og fortsætte.
Det hedder at back-cleane. En besværlig teknik, men du får til gengæld større
udbytte af samme rute, da du klatrer visse sektioner flere gange.
Teknikken kan også anvendes, hvis der er opstået for stort et rebtræk, og du
er et sted, hvor det ikke er hensigtsmæssigt at lave standplads.
Afstand mellem sikringerne
Første sikring sættes så højt, som du forsvarligt kan nå fra jorden. Det betyder, at hvis det er en lodret eller meget stejl væg, sættes første sikring, mens du
stadig står på jorden. Er første del af ruten nogle lette trin, der bedst kan sammenlignes med en trappe, er der selvfølgelig ingen grund til at spilde sikringer på
at placere én i den højde. Essensen er at kunne vurdere, hvornår klatringens
sværhedsgrad og højden over jorden kræver en sikring, og hvornår du føler dig
utryg uden.
Hver sikring skal sættes, så du ikke vil nå jorden ved et fald (husk, at benene
når en meters penge længere ned end indbindingspunktet i selen). Sæt de første
tre-fire sikringer passende tæt, kun med en halv til en trekvart meter mellem
hver. Derefter kan du øge afstanden til et par meter eller mere – hvis du har lyst.
Faldet bliver jo dobbelt så langt som afstanden til den sidst satte sikring.
I begyndelsen vil du nok sætte sikringerne så tæt så muligt. Det er glimrende.
Evt. fald bliver mindre, og du får træning i at sætte sikringer. Men senere bliver
der længere mellem placeringerne, for du mener sagtens at kunne klatre strækningen. Og andre gange vil du gerne have dem sat mere eller mindre oven i hinanden, fordi du er bange for at falde.
Her skal du begynde at overveje systematikken! Hvis du klatrer lange stræk
uden sikringer på de ruter, du synes, er lette, og samtidig er bange for at falde på
en svær rute lige over en rigtig godt placeret sikring, er du ude af trit med forholdet mellem sikkerhed og risiko.
De lange, lette ruter føles måske ukomplicerede; men du kan falde. Og hvis
du gør det uden at have sat de nødvendige sikringer, er du i større fare, end hvis
du falder på den svære rute med den gode sikring. Lær dine sikringer at kende.
Prøv noget klatring (i lav højde), hvor du sætter en sikring med en (karabin og)
slynge i. Brug så slyngerne som trin, så du får set, at en sikring kan holde. Lav
92
10 – FØRSTEMAND
nogle fald i en sikring (gerne med backup på sikringen – der er altid en risiko) så
du får en fornemmelse af det. Og lad være med at lave lange run-outs på lette ruter. Som sagt er risikoen også til stede her.
Hvis du har det bedst med, at du hele tiden har en sikring over dig, så du klatrer topreb, så gør det. Vælg tilpas overkommelige og velkendte ruter. Efterhånden kan du vænne dig til, at sikringen så sidder ud for brystkassen, så ud for livet, senere ud for knæene, anklerne og videre nedad. Efterhånden som du får mere rutine og erfaring i førstemandsklatring på klipper, rører det dig sandsynligvis
mindre og mindre, og du klatrer mere frit. Hvis aldrig du når dertil, nå ja, så er
det sådan, du klatrer!
Lynlåseffekt
Sikringen sættes, så den kan tage et fald i den
retning, der er aktuel. I langt de fleste tilfælde er
det nedad; men på traverser, overhæng og i tilfælde hvor sikringsmanden står langt væk fra væggen, kan det være nødvendigt, at sikringen kan tage træk i flere retninger, for ikke at blive rykket
ud.
Bliver den rykket ud, får den næste sikring
også et træk i den forkerte retning, så den rykkes
ud, og sådan kan det fortsætte opad videre i sikringsrækken (lynlåseffekten).
Sikringen kan i sig selv sidde godt,
eller det kan være en sammenkobling
af flere sikringer, som vist på billedet.
Der kan også sættes en sikring, der kun
tager træk opad, med det ene formål at
forhindre de øvrige sikringer i at blive
rykket ud (en modholdssikring).
Du kan binde de to
sikringer sammen
med et dobbelt
halvstik, som vist
på tegningen til
venstre, hvis der er
risiko for, at den
nederste sikring falder ud.
Du kan også sætte
en sikring, der kun
kan tage træk opad.
Modvirkning af lynlåseffekten
93
10 – FØRSTEMAND
Tag også hensyn til andenmandens klatreevner. Hvis du klatrer en rute, der
går sidelæns (en travers), er det lige så farligt for andenmanden at falde, som det
er for dig.
Forkert!
Ingen sikring for andenmanden
Rigtigt
Andenmanden er også sikret
Sætte hurtigslynger
I den første sikring kan der sættes en karabin alene for at gøre faldlængden så
lille som mulig. I alle de efterfølgende sikringer sættes en hurtigslynge.
Nogle steder ser man, at der ikke bliver brugt hurtigslynger overhovedet; men
rebet bliver sat i en karabin alene i sikringen. Denne fremgangsmåde har den
ulempe, at rebets bevægelser overføres næsten direkte til sikringen, hvilket i
uheldige tilfælde kan få sikringen til at ryge ud.
Problemet er forsvindende lille, når der er tale om den første sikring, da rebet
ikke når at arbejde ret meget, inden næste sikring er sat, og sikringspunktet dermed er flyttet højere op. Men det gælder kun første sikring. Derefter skal der
(hurtig)slynger i alle sikringer.
Når hurtigslyngerne sættes i sikringen, skal karabinerne
vendes, så lukkeren ikke uforvarende kommer til at åbnes
mod et fremspring eller en ujævnhed i klippen.
Vær opmærksom på, at på klipper er der mange små
ujævnheder, der ikke altid er lette at få øje på. Og det værste
af det hele: Perspektivet kan snyde, så det, du tror er lodret
ned, egentlig går lidt ud fra væggen. Det betyder, at karabinen i en belastet situation ikke altid trækkes den retning, du
regner med.
94
Utilsigtet åbning
af karabin
FØRSTEMAND
Karabinen kan også åbnes kortvarigt i et fald, når ryggen af karabinen rammer klippen. Vægten af lukkeren får den til at fortsætte, så karabinen er åben i
det kritiske øjeblik (whiplash– eller piskesmældseffekten). Det er et forhold, der
er svært at gøre noget ved; man kan eventuelt bruge låsekarabiner på særlig udsatte steder.
Den nederste karabin, dvs., den rebet klippes ind i, vendes, så lukkeren vender væk fra den retning, der klatres i. Rebet klippes ind i karabinen, så det kommer indefra og ud (for at undgå backclipping).
Karabinen vender
rigtigt, og rebet
kommer indefra og
ud.
Rebet må ikke gå
hen over lukkeren.
Backclipping
Rebet er klippet forkert ind i karabinen, så
det ikke kommer indefra og ud.
Når belastningen kommer, drejes det hele
ukontrolleret, og karabinen belastes på den
svage led, eller sikringen kan vrides ud.
Lukkerens åbning skal helst være opad for at undgå, at rebet klipper sig selv ud af karabinen. Det ses
dog, at rutinerede klatrere vurderer anderledes, f.eks.
hvis de klatrer en rute, der går skråt hen over klippen,
og de har vendt lukkeren væk fra klatreretningen.
Hvis du derimod klatrer lige op, og ikke med sikkerhed kan sige, på hvilken side af karabinen et eventuelt fald vil komme, er det sikrest at vende nederste
karabin, så åbningen vender opad.
Karabinen vender, så åbningen er nedad, og rebet
er ført forkert igennem –
farligt!
Efter rebet er sat i hurtigslyngen, og du føler trang til at sætte en ny sikring
umiddelbart efter, er der risiko for at lave Z-clipping: Der sker, hvis du tager fat i
rebet under den sidst satte sikring, og sætter den i den nye hurtigslynge. Så
kommer du ikke ret meget videre, for rebtrækket bliver enormt! Du risikerer også at trække sikringerne ud, når du klatrer videre, så alt i alt er det en dårlig teknik.
Det er fristende at klippe rebet i hurtigslyngen så højt oppe som muligt, så du
komme til at klatre på topreb. Dette er imidlertid en farlig praksis, da du så har
95
FØRSTEMAND
ekstra meget reb ude for at klippe rebet ind. Falder du i det øjeblik, får du dermed også et ekstra langt fald.
Klip ind i bæltehøjde, så du ikke har mere reb ude end nødvendigt. Er det dig
psykisk umuligt at gøre det (og dermed konstant være over den sidst satte sikring), er det bedre at klatre nogle lettere ruter, til du har fået mere rutine.
Rebtræk
Ud over at nedsætte risikoen for
at sikringerne arbejder sig ud af
klippen, har hurtigslyngerne også et
andet formål: De reducerer rebtrækket.
Rebtrækket er et udtryk for,
hvor vanskeligt det er at trække rebet gennem de sikringer, der er sat,
og hen over den ru klippe. Jo vanskeligere det er, jo større rebtræk.
Almindeligvis omtales det ikke
som stort og lille rebtræk: At der er
rebtræk betyder kort og godt, at der
er stort rebtræk.
Dårlig rebføring
– stort rebtræk
God rebføring
– lille rebtræk
Rebtræk kan undgås ved dels at placere sikringerne, så rebet føres i så ret en
linie som overhovedet muligt, og dels ved at forlænge afstanden mellem de to
karabiner med hurtigslynger eller længere tapeslynger.
Skarpe knæk øger ikke bare rebtrækket; de nedsætter også elasticiteten i rebet. Hvis du falder, er det elasticiteten i alt det reb, der er mellem dig og sikringsmandens bremse, der skal afbøde faldet. Imidlertid vil to vinkler på omkring
90 grader virke næsten lige så effektivt som en knude, så elasticiteten kun virker
fra de skarpe knæk og op. Det forøger belastningen på både dig og øverste sikring.
Er det af én eller anden grund komplet umuligt at undgå et skarpt knæk, kan
du (som nævnt ved etablering af topanker, side 56) sætte to karabiner af samme
størrelse og udformning i slyngen, og klippe rebet ind i dem begge. Men få derefter lavet en standplads så hurtigt som muligt, så I kan begynde forfra på en ny
reblinie.
96
FØRSTEMAND
Fald
Da et førstemandsfald er længere end et toprebsfald, kræver det lidt teknik: Hvis du kan mærke, at du
er ved at falde uden den mindste chance for at undgå
det, så skub dig lidt ud fra væggen, så du ikke skraber
eller slår dig mod fremspring. Hold hænderne væk fra
rebet, da der f.eks. kan lægge sig en snoning om en
finger, som jo så bliver udsat for faldets fulde kraft.
Når du lander igen, så tag fra med bøjede arme og ben,
så du får så blød en landing som muligt. Det er ikke så
slemt, som det umiddelbart lyder til.
Hvis du er klatret sidelæns i forhold til sidst satte
sikring (traverser, overhæng, etc.), kan du få et pendulfald. Det er ganske harmløst, hvis du falder ud i fri luft;
men ikke, hvis du falder ind i klippen. Så vær hele tiden bevidst om, hvilken retning du eventuelt vil falde i.
Førstemandsfald.
Tag fra med hænder og fødder
Det største problem (ud over at sikringen kan ryge ud!) er faktisk, hvis du
bliver tippet rundt, idet du falder, og slår hovedet ind i klippen. Det kan ske ved,
at du har benet på den forkerte side af rebet, eller får en fod i klemme mellem rebet og en hurtigslynge.
Forkert
Klatreren tippes
bagover af rebet.
Brug eventuelt
foden til at løfte
rebet med.
Rigtigt
Rebet vil ikke
komme i vejen i
et fald.
Når rebet går lige
ned, kan du godt
have benene på
hver sin side.
Har du haft et kraftigt fald, så lad rebet hænge løst og hvile i 10-15 min., så
fibrene kan nå at trække sig sammen og blive elastiske igen. Bind dig bagefter
ind i den anden ende af rebet, så det får så lang hviletid som muligt.
97
FØRSTEMAND
Ved toppen
Ved toppen af ruten forankrer du dig i en
standplads, så du ikke risikerer at falde ned, og så
du kan holde andenmanden, hvis han falder. Princippet i en standplads er nøjagtig det samme som
ved bundsikringen – den eneste forskel er, at nu
kommer trækket nedad i stedet for opad.
Også her er det vigtigt, at trækket bliver overført så direkte til sikringerne som muligt. Hvis du
står på en hylde, skal du altså finde sikringspunkter over dig selv, ikke nede på hylden. Ellers skal
du holde andenmandens vægt i dine ben.
Eksempel på en standplads
Er det ikke muligt at finde sikringspunkter til– kan ellers laves på samme
strækkeligt højt oppe, kan du sætte dig ned, når du
måde som bundsikringen
sikrer.
En god løsning er at sætte sikringer højere oppe,
som du fører rebet igennem, inden det går ned til rebbremsen. Så vil du blive trukket opad, hvis andenmanden falder, og din egen vægt virker så som ekstra sikring.
Find også ud af, hvor andenmanden skal være, og
hvordan han skal være sikret, når han kommer op til
dig. Enten kan han sættes ind i dine sikringer, eller du
kan forberede en standplads til ham. Lav din egen
standplads lidt væk, så der bliver plads til andenmanden, når han kommer op.
Før rebet gennem en sikring, så du sikrer opad.
Lad ikke ting ligge og flyde på standpladsen. Pak dem væk eller gør dem fast
i standpladsen eller dig selv. Selv en svag brise kan snildt løfte en hat eller en
handske ud over klippesiden, og en karabin kan sparkes ned i hovedet på andenmanden. Og et “Ups!” hjælper ikke meget, når andenmanden først har fået en
aluminiumsflaske i hovedet…
Sørg for, at rebet kan stakkes eller hænges pænt, så du stadig har styr på bunken, efterhånden som makkeren klatrer opad. Og sørg for, at du får dig placeret,
så du kan bruge din sikringsarm frit.
Når du har givet besked til andenmanden om, at han må tage dig ud (”Tag
mig ud”), og du har fået at vide, at han har gjort det (”Du er ude”), trækker du
det overskydende reb op. Pas på, det ikke falder ned ad klippesiden, hvor det både kan genere andenmanden og kile sig uhjælpeligt fast i sprækker.
98
FØRSTEMAND
Når du trækker rebet op (og mens du sikrer), så hæng rebet skiftevis over
hver side af indbindingspunktet, så du har det lige foran dig. Så er det backfeedet, og der er styr på det.
Derefter sætter du rebet i rebbremsen og giver besked til andenmanden om, at
han er sikret. (Råb ”Du er sikret”.)
Har du tabt/udeladt/etc. din rebbremse, kan du også her anvende en
HMS-knude til at sikre med. Hvis
(når!) du har en meget sikker standplads, kan du anvende direkte sikring,
hvilket betyder, at du sætter rebbremsen (i dette tilfælde HMS- knuden) direkte i et samlepunkt for standpladsen.
Det stiller større krav til sikringernes
Direkte sikring med og
holdbarhed, da du dermed fjerner dig
aflåsning af HMS-knude
selv som det elastiske led, der ellers
kunne have optaget en del af belastningen. Som minimum må der ikke være vandring i sikringerne, og de må ikke kunne løsnes ved hele tiden konstant at blive
strammet op og slækket. Er standpladsen således egnet (f.eks. en standplads med
borebolte), er direkte sikring tit en hurtig proces.
Når du sikrer andenmanden, så sørg hele tiden for at holde rebet tilpas stramt,
så han ikke får et unødigt langt fald. Det er tit bedre at holde rebet lidt for stramt
end lidt for løst. Det er noget, man må finde ud af i hvert reblag – ikke alle vil
have rebet lige stramt eller lige løst.
Når I begge er oppe, kan I abseile ned. Det er sædvanligvis proceduren, når
man klatrer ruter på én reblængde.
I kan også vælge at klatre ruten igen på topreb. Har en lokal klatreklub sat
topankre op, vil det være naturligt, og ofte det mest sikre, at benytte disse.
For at kunne frigøre dig fra rebet og føre det igennem topankeret, kan du enten lave en standplads med egne sikringer, eller bruge topankeret (hvilket vel nok
er det mest nærliggende). Faren er her, at du tror, du er koblet ind; men rebet er
blevet ført den forkerte vej igennem. Ét skridt ned!
99
FØRSTEMAND
Nedenstående tegning viser en sikker procedure.
Først gør du dig
fast med en slynge og to skruekarabiner i ankeret.
Du skal være sikret i begge sikringer.
Giv besked til sikringsmanden om,
at han kan tage
dig ud.
Derefter trækker du en bugt
af rebet igennem ankeret og
binder et ottetalsknob på
bugten.
Ottetalsknobet
sætter du i samleløkken med en
skruekarabin.
Denne skruekarabin løsnes ikke, før
du står sikkert på
jorden igen.
Nu kan du binde det oprindelige ottetalsknob op, og trække tampen gennem ankeret.
Bed sikringsmanden om at
gøre klar til sikring og stramme rebet op.
Når rebet er strammet op,
kan du løsne tapeslyngen fra
ankeret og lade dig fire ned.
Har du klatret en overhængende
rute, kan du koble en hurtigslynge i
rebet lige under topankeret. På den
måde bliver du holdt ind til klippen, så
du kan tage sikringerne med ned.
Dette kræver imidlertid lidt forsigtighed med den sidste sikring (den
nærmest jorden). Her risikerer du
nemlig et pendulfald, når den tages ud.
Svinger du ud i fri luft, betyder det ikke noget; men du kan ramme et træ eller en klippe.
Nedfiring med hentning
af slynger og sikringer
100
11 – FLERE REBLÆNGDER
Kapitel 11 Flere reblængder
I stedet for at abseile ned efter at have klatret en reblængde, kan I vælge at
klatre videre, hvis ruten er længere.
Så er I ude på en flerreblængdersrute (multipitch-rute).
Specielle forhold
At klatre flere reblængder stiller større krav til begge klatrere. Den vigtigste
forskel er, at efter mere end én reblængde kan I ikke regne med bare at kunne fire jer ned til jorden, hvis der sker et uheld. I er udsat for større eksponering, som
kan påvirke beslutninger, der ellers i lav højde ville være rationelle og enkle. Er I
midt på en rute, kan I ikke bare blive enige om, at nu vil I hjem og se fjernsyn.
Mange steder er der et point of no return, hvorfra I er nødt til at klatre videre op
for at kunne komme ned.
Det kan være nyttigt at have (læs: I skal begge have) i det mindste et rudimentært kendskab til artificiel klatring, som er løsningen, hvis kræfterne slipper
op, regn eller storm sætter ind, eller én af jer kommer til skade, samt kendskab til
de mere avancerede klatreteknikker, bl.a. nævnt i denne bog.
Det er sjældent på flerreblængdersruter, I skal presse citronen yderligere ved
nu at prøve at klatre en grad højere, end I ellers er vant til. Hvis I kommer i vanskeligheder, I ikke selv kan hjælpe jer ud af, kan det involvere en masse anstrengelser fra redningsmandskab og andre klatrere. I stedet for deres egne gode oplevelser skal de nu deltage i jeres mislykkede eventyr.
Selvfølgelig er det ikke forbudt, og der kan ske uheld, som man skal have
hjælp af andre til at løse. Men frem for en indstilling, der siger ”Hvis det går
galt, kommer der nogle og redder mig”, er det bedre at have indstillingen ”Det
her er krævende, så vi skal forberede os så godt, som det overhovedet er muligt!”
At klatre flere reblængder er en meget større oplevelse. Man kommer ud på
en rejse, oplever glæden ved at stå på toppen af noget stort, og med den rigtige
makker får man en god oplevelse. Så betyder trætheden, det forbistrede grej og
de følelsesløse tæer ikke så meget.
Det er ligesom at have det sjovt – bare anderledes.
101
11 – FLERE REBLÆNGDER
Standpladser
Der er ofte mindre plads på standpladserne, da de enten vil være på små hylder på
klippesiden, eller endda hængende i sikringer. Det er vigtigt hele tiden at have styr på,
hvilke karabiner, der kan klippes ud af, og
hvilke knuder, der kan løsnes – og især hvilke der ikke kan!
Hold standpladserne så enkle som mulige. Der er mere reb samlet på et lille sted, og
forvirringen kan let blive total. Det blev
nævnt i beskrivelsen af førstemandens standplads, på side 98, og er endnu mere vigtigt
på en flerreblængdersrute: Pas på løse ting.
Hav kun én ting i hånden ad gangen. Forsøg ikke at sætte karabin, reb og bremse fast
i den samme strop på samme tid med den ene
hånd, mens du hælder en kop kaffe op med
den anden.
Grej hængt op på standpladsen.
Rebet er her vist hængende i en
slynge; men det er samme princip, når du hænger det over indbindingspunktet. Diverse løse
ting er pakket i rygsækken.
Det er en god idé at have indøvet effektive og dermed ressource– og tidsbesparende procedurer.
Bemærk: Høj hastighed skal opnås ved at være effektiv; ikke ved at jage af
sted og sjuske! Effektivitet er systematisk at have udviklet sikre rutiner for de basale færdigheder (såsom opsætning og nedbrydning af standpladser, sikringsteknik, kommunikation og abseil), ved at kunne finde den rigtige vej første gang,
kunne løse de opståede problemer sikkert og effektivt, osv.
Derfor skal man først begive sig ud på flerreblængdersruter, når man har fået
en vis erfaring og et solidt grundkendskab til klatringen.
102
11 – FLERE REBLÆNGDER
Klatreforløbet ved flere reblængder kan afvikles på forskellige måder: Den
samme kan føre alle reblængder, I kan skiftes til at føre, eller I kan skiftes til at
føre et par reblængder hver (føre i blokke).
Uanset, hvad der vælges, er proceduren den samme:
Standpladsen skal have sikringer, der kan tage træk både nedad og opad
Udstyret skal sorteres og hænges på plads i førstemandens sele eller bandolér
Rebet skal eventuelt backfeedes, så det ligger rigtigt i forhold til førstemanden (rebbunken kan også vendes, hvis det er lagt i nogle pæne kvejl –
men det kræver øvelse!)
Den første sikring skal sættes, allerede inden førstemanden begynder at
klatre. Hvis han ellers falder, umiddelbart efter han har forladt standpladsen, vil der komme en enorm belastning på reb og udstyr (et såkaldt faktor2 fald). I uheldige tilfælde kan belastningen være større, end tingene kan
holde til
Når I skal have udstyret sorteret, kan I hænge en slynge op mellem jer eller
mellem to sikringer. Andenmanden tømmer sin sele eller sit bandolér for alt det
udstyr, som blev samlet ind undervejs, og hænger det op på slyngen. Nu hænger
det, så begge kan få fat i det uden problemer. Hvis førstemanden sorterer, kan
andenmanden backfeede rebet imens, hvis det er nødvendigt.
Denne procedure kan anvendes, lige meget hvordan forløbet afvikles.
Multiabseil
Abseilet skal også gerne være effektivt. På flerreblængdersruter er der ofte
monteret faste ankre i passende afstande, en såkaldt abseilpiste. Abseilet kaldes
multiabseil. Når første mand er abseilet ned:
1. fastgør han sig til abseilankeret med slynger
2. tager han abseilbremse og –backup af og råber “Rebet er frit”, så makkeren kan begynde abseilet
3. binder han knuden i rebet op
4. fører han første så meget som muligt af den ene rebende gennem ankeret
og laver en eventuel backup af ankeret (se side 78)
5. forbereder, hvor makkeren skal stå
Når makkeren er nede, trækker han rebet ned fra forrige anker, mens den første fører det videre gennem næste anker, så det er klart til næste abseil. Første
mand abseiler igen, proceduren gentages, og abseilet fortsætter.
103
11 – FLERE REBLÆNGDER
På én-reblængdesruter kan man som regel se jorden ved abseilet, og mange er
derfor tilbøjelige til at glemme knuden i enden af rebet, som gøre, at man ikke
abseiler ud af rebet. Den forglemmelse er bogstavelig talt livsfarlig, når man
snakker multiabseil!
Undgå at abseile ned ad ruter, du ikke kender. Du ved ikke, om der i det hele
taget vil være mulighed for at lave en standplads, hvor der kan laves et nyt abseilanker fra, eller det er en spejlblank klippevæg. Selvfølgelig kan du prusikke op
igen; men når du har prusikket tre gange 25 meter, vil du nok ønske, at du havde
taget den lidt længere, men alligevel kendte abseilrute.
Der skal være anderledes hold på rebet ved multiabseil. Hvis den forkerte
ende slippes på det forkerte tidspunkt, kan hele rebet forsvinde i afgrunden – og
afgrunden behøver ikke være mere end 10-12 meter dyb. Bind en overhåndsknude på en bugt ca. midt på rebet, som du sætter i en karabin i selen, til knuden er
bundet i enden af rebet. Så vil den værste situation være, at du skal trække i rebet
for at få det til at ligge med midten i ankeret.
Slip heller ikke rebet, hvis du lige er abseilet ned over et udhæng og har svinget dig ind til en hylde. Er du sidste mand, og rebet hænger og griner af dig 4
meter fra væggen, er du på den!! Seriøst! Der er ikke andet for end at prøve at
gribe rebet med nogle slynger, der er bundet sammen. (Jeg vil slet ikke foreslå
dig at springe ud efter rebet! Det virker heller aldrig på film!)
Efter multiabseilet skal rebet have lov at hvile, inden du klatrer igen. Det er
blevet strakt ud gentagne gange under jeres abseil, og elasticiteten skal genvindes. Det kan tage fra et par timer til en dags tid, alt efter hvor langt I har abseilet.
104
12 – NØDPROCEDURER
Kapitel 12 Nødprocedurer
De fleste klatreskader sker faktisk, når klatrerne tror, strabadserne er overståede, og derefter begynder at slække på sikkerheden (f.eks. er abseil den enkeltdisciplin, der tegner sig for flest skader).
Hvis uheldet skulle være ude, er der er nogle teknikker, som kan hjælpe én ud
af de fleste situationer, eller i hvert fald gøre det muligt at hente hjælp.
Det bedste er at få den tilskadekomne ned på jorden, hvilket i de fleste tilfælde kan gøres ved ganske enkelt at fire ham ned. I kan dog være på en flerreblængdersrute, eller der kan være fastklemninger eller andet, der enten kræver
hjælp udefra, eller at man kommer op til klatreren.
Frigørelse fra sikringskæden
Selvom den tilskadekomne er klemt
fast, f.eks. med en fod eller et bukseben i en sikring, må du ikke bare slippe
rebet. Hvis pludselig han kommer løs,
er han jo værre stillet! Du er nødt til at
frigøre dig fra sikringskæden på en
sikker måde, før du henter hjælp.
Første trin i frigørelsen
fra sikringskæden er
at afbinde rebbremsen.
Afbinde rebbremsen
Metoden virker også på en HMS-knude
Næste trin er at binde en
prusikslynge fast på rebet
med en autoblok og sætte en
karabin i. Fra denne karabin
sættes den anden prusik– eller tapeslynge fast med en
låsekarabin i din standplads.
105
Lås rebbremsen op igen, og lad
rebet glide langsomt igennem, til
al vægten ligger i prusikslyngen.
Nu kan du tage rebet ud af bremsen og sikre det ved at binde et
dobbelt halvstik i standpladsens
sikringer
12 – NØDPROCEDURER
Du frigør den tilskadekomne igen, ved at låse rebbremsen igen, tage fat om
forreste del af autoblokken og trække ind mod dig selv, til al vægten ligger i rebbremsen igen. Derefter løsnes det hele, og til sidst låses rebbremsen op igen.
Ved for vanskelige ruter
Det er ikke kun ved ulykkestilfælde, hjælp kan være aktuel. Sværhedsgrad,
træthed eller vejrliget kan gøre ruten umulig at klatre.
Det gælder om at tage hånd om situationen, inden den tager hånd om dig: I
skal gøre de rigtige foranstaltninger, inden det udvikler sig til en nødsituation.
Et godt værktøj er at kunne klatre artificielt – læs nærmere om dette i tillæg C
”Kort om artificiel klatring” side 197.
Et andet godt værktøj, som ubetinget hører til de basale redskaber, er at kunne klatre nedad! Det er sværere at klatre ned end op, selvom du nu har tyngdekraften med dig i stedet for mod dig. Du har nemlig sværere ved at se, hvor du
kan sætte dine fødder, da du skygger for dit eget udsyn, og i stedet for at trække
dig op i fingerspidserne, skal du nu støtte dig på dem – Du kan ikke hænge i grebene, før tyngdepunktet er blevet flyttet ned under grebet. Således kan det ofte
være svært at afprøve styrken af et greb eller trin uden at lægge din fulde vægt
over på det enkelte greb, så husk trepunktsreglen, også nedad.
Det er ikke helt let, og det skal øves. Oveni de nævnte besværligheder kommer, at du sandsynligvis har brugt det meste af din styrke på at forsøge at komme
op ad ruten, så du er endnu mere træt, når du skal til at klatre nedad. Måske er du
også belastet ekstra rent psykisk, hvilket ikke gør tingene udpræget lettere. Så tag
gerne beslutningen ”ikke i dag” på et tilpas tidligt tidspunkt, så du også kommer
sikkert ned.
Ellers er proceduren den samme som når du klatrer opad, bare omvendt. Du
klatrer nedad og tager sikringerne når du har indbindingspunktet ud for hurtigslyngen. Din makker tager reb ind, og kan måske være behjælpelig med vejledninger i trin og greb.
Det er dog ikke altid en fordel at blive stresset yderligere af, at der står én og
råber. Bed ham eventuelt om at klappe i!
Du kan også vælge at abseile ned. Dette kræver dog, at du efterlader udstyr i
form at tilstrækkeligt gode sikringer, der bruges som abseilankre. De klatrere, jeg
kender (incl. mig selv) har en udpræget aversion mod at efterlade udstyr. Så træffes valget at abseile ned, så stå ved valget! Der er ingen grund til at føje spot til
106
12 – NØDPROCEDURER
skade ved at styrte halvvejs nede, fordi man alligevel var for nærig til at lave et
abseilanker med backup og så håbe det bedste. I dette tilfælde behøver du imidlertid ikke sætte en karabin mellem en tapeslynge og rebet. Slyngen bliver ganske vist opvarmet, når du trækker rebet ned igen; men den skal alligevel ikke
bruges mere. Sætter du en sikring med stålvire, skal karabinen være der, for ikke
at skade rebet under abseilet.
Er I kommet ud på en rute, hvor førstemanden har kunnet føre en rute, der er
sværere, end andenmanden kan klatre, kan andenmanden prusikke op ad rebet.
Førstemanden skal låse rebet af, som i “frigørelse fra sikringskæden” (se side
105), inden det kan lade sig gøre.
Er andenmanden begyndt på at prusikke, må han nødvendigvis blive ved, til
han enten er helt oppe, eller kan gøre sig selv fast på anden måde. Førstemanden
kan nemlig ikke trække rebet ind som sikring, da det bruges til prusikgangen
(med mindre man har et separat reb, det gøres på).
En anden løsning, som især er god til korte passager, f.eks. forbi cruxet, er det aktive makkerhejs.
1. Førstemanden låser rebbremsen af, som til “frigørelse fra sikringskæden”
2. Derefter sænker han en bugt af rebet ned til andenmanden
3. Andenmanden sætter den bugt i to karabiner i samleløkken (så der er en mindre friktion)
4. Mens andenmanden gør dette, sætter førstemanden
en autoblok på den del af rebet, der går ned til andenmandens indbindingsknude. Autoblokken bliver
sat i en karabin i den karabin, rebbremsen er i
5. Rebbremsen låses op igen, og vægten overføres til
autoblokken
6. Førstemanden stiller sig, så hele trækket fra andenmanden optages af standpladsen – justér evt. slyngerne eller rebet til sikringerne
7. Nu trækker førstemanden opad, og andenmanden
trækker nedad i rebet, som vist på billedet
8. Skal der holdes pause, slipper I blot rebet (langsomt), hvorved autoblokken blokerer rebet, så anAktivt makkerhejs
denmanden ikke falder ned.
9. Når andenmanden er kommet over det kritiske punkt, frigør han bugten fra
karabinerne i selen
10. Førstemanden trækker rebet op, låser atter rebbremsen af og frigør rebet igen
efter samme procedure som “frigørelse fra sikringskæden”.
107
12 – NØDPROCEDURER
Hjælpe en skadet makker op på en hylde
Til tider kan det være bedre at hjælpe den tilskadekomne op på en hylde i
stedet for at fire vedkommende ned, enten for at forenkle den videre redning, eller for at give førstehjælp.
Hvis du er oven for den tilskadekommende, som
ikke selv kan hjælpe til, kan du bruge passiv makkerhejs.
Følg de samme principper som i aktiv makkerhejs; men i stedet for at sænke bugten ned til makkeren, gør du den fast med en prusikknude så langt
nede ad rebet, som du kan nå.
Så trækker du, til prusikknuden er helt oppe ved
bremsepladen. Når du slipper rebet, holder autoblokken fast i rebet, og du kan løsne prusikknuden
og flytte den ned ad rebet igen til næste træk.
Sørg for, at autoblokken bliver bundet så stramt
som muligt, da der ellers vil gå en del tabt i det
stykke, den flytter sig, inden den låser.
Passivt makkerhejs
Hvis du er neden for den tilskadekommende, kan du gøre følgende:
Lås rebbremsen, før du gør noget
andet. Bind prusikslynger om rebet,
og gør klar til at prusikke op til makkeren. Når du løsner bremsen igen,
vil I virke som kontravægte for hinanden, og du kan prusikke op.
Tag fat i makkerens sele og løft
ham op – selvom han er tung, vil din
egen vægt hjælpe til, da du sænkes,
når han hæves (taljetræk). Prusik op
igen, og fortsæt, til I har nået hylden.
Pas på, ikke at løsne dig selv eller
makkeren, før I begge er forsvarligt
fastgjorte på en standplads.
Hjælpe skadet makker op på en hylde
108
12 – NØDPROCEDURER
Abseil med en skadet makker
Sidder I på en hylde, og din makker er så skadet, at han ikke selv kan abseile
ned, må I begge to abseile ned på én gang. Det kan gøres på to måder:
Én måde er, at I begge abseiler ned med
rebet lagt dobbelt:
Bind et ottetalsknob
på en lang slynge, ca.
en trediedel fra den
ene ende.
Sæt en låsekarabin i
Detalje med karabin
sat i knuden
knobet. Heri sættes
abseilottetallet.
Sæt slyngens lange ende fast i din egen sele, og den korte ende fast i makkerens
Sæt en hurtigslynge imellem jer i samleløkkerne
Husk selvsikringen og knuden for enden af
rebet
Abseil med skadet makker
på reb, der er lagt dobbelt
En anden måde er, at I virker som
kontravægte for hinanden.
- Gør klar som til almindelig abseil (se
side 77)
- Sæt en karabin i abseilankeret, så rebet
kan løbe frit igennem uden at brænde
slyngen over
- Sæt en hurtigslynge imellem jer
- Husk selvsikringen og knuden for enden
af rebet
Abseil med kontravægt
Ved denne metode skal der løbe dobbelt så meget reb igennem ottetallet, som
den afstand, I tilbagelægger. Det giver
god kontrol over abseilet.
109
13 – EFTER KLATRETUREN
Kapitel 13 Efter klatreturen
Når klatreturen er overstået, pakker I grejet sammen, efterser og vedligeholder det ved først kommende lejlighed. Ikke?! Og smid det ikke bare i bagagerummet i bilen; udstyret (især nylonet) kan ikke tåle benzin, olie, syrer og andre
kemikalier.
Logbog over rebets brug
Før logbog over det, du bruger rebet til. Notér rutens navn, grad og antal meter, tillige med det sted, du har klatret, og hvem du klatrede med. Så kan du altid
holde styr på, hvad rebet har været udsat for, og det er nemmere at vurdere, om
det skal udskiftes. Desuden har du automatisk en dagbog over dine klatreaktiviteter. Især hvis du tilføjer notater om særlige hændelser, indtryk eller andet, og
måske indsætter nogle fotos.
På de første sider i logbogen kan du nedskrive alle data om rebet, som står på
den medfølgende dataseddel.
Mål også længden af rebet, når du køber det, og skriv det ned. Efter rebet er
taget i brug, vil det krympe lidt. Dels bliver det lettere udstrakt på fabrikken, når
det måles og skæres (mange fabrikanter lægger derfor lidt til længden fra starten
af), og dels kan en gang gennemblødning med efterfølgende tørring få rebet til at
krympe – og det sker på klipperne, at det regner.
Ved jævnlig måling af længden (én til to gange om året), vil du kunne holde
øje med, hvornår rebet er krympet til sin reelle længde – og herefter det begynder at strække sig i stedet for at krympe. Når det er blevet 3-5 % længere, er elasticiteten ved at være for lille, og rebet er ikke egnet til førstemandsklatring mere.
Du kan også tage den nemme løsning: Udskift rebet regelmæssigt –mere herom i næste afsnit, ”Eftersyn og rengøring af udstyr”.
Eftersyn og rengøring af udstyr
Én af de gode ting ved klatring er, at man mere eller mindre kan smide sit
grej i et hjørne efter turen og koncentrere sig om indholdet i køleskabet i stedet.
Alt er lavet af kunststoffer, og er derfor ikke så følsomme over for fugt, varme og
hvad der nu ellers nedbryder naturmaterialer.
110
13 – EFTER KLATRETUREN
Alligevel bliver dit udstyr (forhåbentligt) slidt med tiden. På et tidspunkt skal
de møjsommeligt indkøbte dele derfor erstattes af noget nyere. Der er ikke rigtig
noget af det, der er sådan rigtigt billigt, så man vil jo helst trække tiden ud så
længe som muligt.
Men når du hænger i en enkelt finger et par
meter over en kile med flosset wire eller en friend med kamme, der ikke helt går som smurte,
med en hurtigslynge der næsten er gået over
midt på, som har karabiner, hvor lukkeren heller
ikke helt går i, dit reb måske er mere stift, end
man kunne håbe i den situation, og du yderligere ved, at plasten i din hjelm har været udsat
for mørnende sollys i lidt for mange år eller måske tabt fra en lidt for stor højde en gang for
meget – så er de enkelte små ting, der isoleret
set var til at overskue, lige pludselig samlet i en
ren heksekedel!
Så var det bedre at have ladet det få den hæderkronede plads på udstillingshylden (eller i
skraldespanden – hvor du nu foretrækker at gøre af det grej, du ikke skal bruge mere).
Klatrer der lige mente, udstyret
kunne klare én tur til…
Og hvis ikke dit udstyr bliver slidt, så bliver det ældet. Elasticiteten i klatrereb mindskes med tiden, også selvom rebet ikke bliver brugt. Nylon- og plastprodukter er dog tilsat UV-stabilisatorer, så det er ikke så følsomt over for sollys,
som det almindeligvis beskyldes for at være.
Nogle udstyrsproducenter har (med held) fået indført en regel, der siger, at
når nylon er max. 5 år gammelt, eller efter hyppig brug (uden nogen definition
af, hvad ”hyppig” dækker over!) dur det ikke mere, og der skal købes nyt. Det
siger reglen! Hvilken regel? Ok, det siger Reglen! 5-års Reglen. Nu staves det
med stort, og så er det en uomgængelig lov!
Reglen er ikke ubetinget gældende… Det er korrekt, at elasticiteten forsvinder med tiden, og det skal man være opmærksom på i forbindelse med reb anvendt til førstemandsklatring.
Men brudstyrken i nylonet mindskes ikke. Der er jo f.eks. heller ikke nogen
regel der siger, at sikkerhedsseler i biler skal skiftes efter 5 år!
På mange kunstige klatrevægge ser man en anvendelse af 5-års Reglen, og
her giver det også meget god mening. Det er for at undgå besværet med at skulle
111
13 – EFTER KLATRETUREN
inspicere folks udstyr, for der er én eller nogle få, der skal have ansvaret for det,
og det er et stort arbejde. Det er nemmere at skære alle over én kam, og på 5 år
når de færreste at slide udstyret helt i stykker.
Det er reelt kun reb til førstemandsklatring, der er udsatte for ælde, da elasticiteten kan mindskes. Slynger, seler, reb (til toprebsklatring) mv. kan anvendes,
så længe de er intakte. Alle producenter er dog pænt enige om, at nylon og tilsvarende bør udskiftes, uanset slid, efter 10 år.
Netop det, at udstyret skal være intakt, er som regel også det, der forårsager
brud. Der skal ikke mere end en uheldigt faldet sten til, for at rebet er ubrugeligt,
så det er en påfaldende god ide at gå det igennem med regelmæssige mellemrum.
Og regelmæssigheden skal ikke være en gang hvert 10. år. Et visuelt tjek inden
hver tur, og en mere gennemgående tjek en gang i kvartalet. Så når Matador genudsendes næste gang, skal du have haft tjekket dit udstyr otte gange.
Rebet efterses for slid og brud. Rebet skal udskiftes, hvis strømpen er slidt så
meget igennem, at man kan se kernen (som altid er hvid), eller hvis det er blevet
fladt eller tyndere et sted; så er kernen skadet, selvom strømpen er intakt.
Er der misfarvninger på strømpen eller kommer der støv og pulver indefra, er det
tegn på, at rebet har været udsat for kemisk påvirkning, som har ødelagt det.
Kontrollér også liniebuen: Kør rebet gennem hænderne, mens du laver
en bugt på 10-15 cm. Hvis der noget
sted er et knæk på rebet, tyder det på
skade i kernen.
Intakt liniebue
Defekt liniebue
Er skaden et enkelt sted på rebet,
kan du skære den skadede del væk (varm nylonet op med en lighterflamme, inden du skærer, så du får en hård skal om kernen. Efter rebet er skåret over, smelter du igen endefladen, så enden er helt forseglet og rebet ikke trevler) og bruge
det resterende reb med den længde, det nu har.
Er skaderne jævnt fordelt over hele rebet, har du enten ikke været grundig
nok med dit eftersyn tidligere, eller også har du været slemt uheldig på en enkelt
tur – kassér hele rebet!
Har rebet været udsat for flere voldsomme styrt (eller bare ét over faktor 1),
skal du også kraftigt overveje at udskifte det, evt. nøjes med at bruge det til
toprebsklatring fremover. Ligeså hvis det har nået en permanent forlængelse på
max. 5%, som beskrevet i afsnittet ”Logbog over rebets brug”.
112
13 – EFTER KLATRETUREN
For reb til førstemandsklatring har alderen som sagt betydning. Elasticiteten
forsvinder med tiden, også selvom rebet ikke bliver brugt, så er rebet mere end
5-6 år gammelt bør det ikke bruges til førstemandsklatring mere. Det kan dog
snildt bruges til toprebsklatring. Bruges rebet mere eller mindre hver dag, holder
det ikke mere end en halv til en hel sæson. Bruges det hver eller hver anden
weekend, er det et par år mere.
Hvis rebet snor meget, kan du gå en tur med det på en stor græsplæne. Tag
fat i den ene ende og gå så langt, at det bliver trukket mindst en hel længde gennem græsset. Gå tilbage og tag fat i den anden ende, og gå en reblængde mere.
Det fjerner snoningerne.
Grus og støv, der er trådt ind i kernen, slider rebet, uden at du opdager det.
Undgå derfor at træde på rebet.
Når rebet bliver meget snavset, bliver det stift og uhåndtérligt, og snavset i
rebet slider ekstra meget på udstyret. Så skal rebet vaskes. Vask det enten i hånden eller i maskine ved 30-40 grader. Bruger du varmere vand end 40 grader, opløses kalken i vandet og udfældes igen i rebet, når det køles ned, og gnaver derefter løs på kernen.
Bliver rebet ikke rent alene ved at blive skyllet, så brug et mildt vaskepulver,
f.eks. uldvaskemiddel. Skyl i klart vand bagefter.
Nogle vasker ikke rebet i maskine på grund af frygt for ekstra slid på rebet;
men et reb bliver udsat for træk henover de ru klipper, gennem karabiner og
bremser, og det holder til fald og meget andet. Så, at det skal ligge og vælte
rundt i sig selv i den glatte tromle i en vaskemaskine, er ikke noget, der påvirker
rebet.
Når rebet skal tørre, så læg det i løse kvejl til det er tørt. Temperaturen skal
også her være under 40 grader, ligeledes for at undgå kalkudfældninger. Rebet
skal altså ikke tørres på en radiator eller lignende.
Om rebet tørres og opbevares i sollys betyder ikke noget for styrke og elasticitet. Effekten af UV-stråler overvurderes ofte; men den eneste væsentlige risiko
er, at farven kan falme.
Slynger af tape eller reb ses også efter for skader, brud og tegn på kemisk
påvirkning (oliepletter eller ætsning). Slyngerne må godt være lidt langhårede, så
de ligner nogen, der kunne bruge en barbering. Men der må ikke være deciderede overskårne eller overrevne tråde.
En tapeslynge kan vaskes på samme måde som reb.
Seler er særligt udsatte ved samleløkken. Se især efter på bagsiden, inde i
selve løkken. Også der hvor rebet bindes i selen, er der meget slid (bæltet og
113
13 – EFTER KLATRETUREN
benløkkernes samlestrop). Her gælder også, at lidt strithår er ok, men hvis der er
ved at være tegn på decideret gennemslid, skal selen skiftes. Spænderne skal også efterses; er der dannet skarpe kanter eller anden slitage, er det tid til udskiftning.
Hjelme må ikke have synlige skader. (Heller ikke usynlige, for den sags
skyld. Men de kan i sagens natur være en anelse svære at se.) Hjelme er pga. det
forholdsvis tyndere og stivere materiale mere udsat for UV-stråler. Plasthjelme
udskiftes senest efter 5 år, glasfiberhjelme efter 10 år, kulfiberhjelme hvis de får
hvide aftegninger i materialet. Ellers skal de skiftes, hvis de har været udsat for
kraftige stød eller slag, eller har misfarvninger. Hjelmenes remme efterses på
samme måde som tapeslynger.
Karabiner efterses for korrosion (rust), hvilket dog er en sjælden forteelse
på aluminiumskarabiner. Det kan imidlertid ske, hvis karabinen har været udsat
for saltvand i længere tid. Er de blevet snavsede og har fået sand i de bevægelige
dele, så vask dem i varmt sæbevand, med hjælp fra en tandbørste til at komme
ind i de små kroge. Skyl grundigt og tør dem med en ren klud. En lille trykluftdåse med tør, komprimeret luft er god til at fjerne det sidste vand med. Smør
eventuelt karabinerne til sidst med silikonefedt eller en gang syrefri solvent (læg
mærke til, hvor fikst jeg undgik at bruge firmanavnet ”WD40”!) på de bevægelige dele i meget små mængder. Brug ikke noget med voks. Tør det overskydende
smørelse af bagefter.
Alder er ingen hindring for karabiner. Det er karabinens mekaniske egenskaber, der afgør, om den skal udskiftes. Hvis lukkeren ikke af sig selv vil lukke helt
i let og ubesværet, selvom den er renset, skal den udskiftes.
Der kan opstå større eller mindre ridser og medfølgende grater i karabinen.
Hvis disse bliver så store og skarpe, at de kan skære i rebet, kan de slibes væk
med sandpapir korn 220 eller finere. Kan graterne ikke slibes væk med dette, er
det ikke ridser mere. Så er det kløfter. Tak for denne gang.
Der må selvsagt ikke være revner, ingen løse eller bøjede pinde eller skadede
muffer.
Et ofte brugt begreb er ”usynlige revner”. Disse skulle opstå, hvis karabinen
bliver tabt. Men karabiner kan nu modstå temmelig store belastninger, herunder
også kraftige stød. Et stød, der er så kraftigt, at det skader karabinen, vil efterlade et mærke, som i sig selv vil give anledning til at kassere karabinen. Så hvis
der ikke er synlige skader, behøver du heller ikke være bange for usynlige skader.
Rebbremser slides naturligvis mest, hvor rebet har kontakt med bremsen.
Har du fået anvendt et vådt reb, der også har ligget i sand, kan der allerede efter
en enkelt weekend være slidt temmelig skarpe kanter eller dybe render. Så skal
114
13 – EFTER KLATRETUREN
der skiftes bremse. Har bremsen bevægelige dele, skal disse kunne bevæge sig
let og ubesværet, efter samme princip som karabinerne.
Sikringer efterses også for brud og skader. Wirer, slynger og fjedre på kiler,
hexe og friends kontrolleres. De må ikke være flossede eller permanent, kraftigt
bøjede. De efterses, renses og kasseres de ligeledes efter samme retningslinier
som karabiner og slynger.
115
14 – VIDERE HERFRA
Kapitel 14 Videre herfra
Jo mere du klatrer, jo mere vil du sandsynligvis blive bidt af det. Du vil finde
ud af, at der ud over det, du lige har læst, er en verden af viden og rutiner. Den
bedste måde at lære det på er ved at klatre igen og igen. Læs bøger og blade og
tal med mere erfarne klatrere.
Det er fristende at avancere hurtigt i graderne og klatre svære ruter forholdsvist hurtigt. Prøv i stedet at udvide dit repertoire i de lave grader, så du får fuldstændig styr på at sætte sikringer og bevæge dig frit, inden du vælger sværere ruter. Bliv ikke den næste, der kommer til skade ved at klatre sværere, end sikringsevnerne strækker.
Alt for mange alt for svære ruter giver for mange nederlag! Og så risikerer du
at tabe lysten.
Forvent ikke, at du fra at begynde at klatre på klipperne kan gå fra III– til V+
på én sæson. At du klarer dig godt på en kunstig klatrevæg er ikke det samme
som at klatre på naturlige klipper, hvor du skal lede efter greb og trin, holde dig
fast mens du finder dine sikringer, afgør hvilken én, der er den rigtige, placerer
den godt, klipper reb og hurtigslynge ind og derefter klatrer videre. Ambition og
målrettet træning er godt; men lad det tage den tid det tager.
Her skal det naturligvis nævnes samtidig, at hvis du virkelig er én af de gudsbenådede klatrere, der bare kan det dér knold, skal grunden til, at du holder dig
tilbage, ikke være, at ”man” ikke må klatre til.
Klatring er velsignet ved, at det er dine egne valg, dit eget ansvar og dig der
tager konsekvenserne.
For at gentage en vigtig sentens fra kapitlet om rutebeskrivelser: “Giv ikke
efter for graderingsræset! Lær håndværket godt og solidt, så skal resten nok
komme af sig selv, og du vil være bedre rustet til at klare eventuelle problemer.”
Lær at skelne mellem, hvornår du rent faktisk løste et problem, og hvornår du
bare var heldig.
Bedst af alt: Kan du komme til at klatre med en virkelig rutineret, dygtig og
behændig klatrer, så gør det! Selv en enkelt klatretur kan være en oplevelse, der
kommer til at påvirke din klatrekarriere. At se, hvordan vedkommende bevægelser hen over klipper og sætter sikringer til nær det perfekte, giver inspiration og
et billede af, hvordan det hele egentlig skal gøres!
116
14 – VIDERE HERFRA
Klatring ved vejkanten efter en pludselig indskydelse et sted i Norge.
Jeg husker ikke præcist hvor, men vi var der!
Det var ikke en førstebestigning, for jeg fandt en gammel V-bolt på ruten.
117
14 – VIDERE HERFRA
Yderligere krav til klatreren
Vælger du at dyrke klatringen på anden måde end den absolut stille og rolige
hyggeklatring, stilles der, ud over viljen til at klatre og sikkerhedsudstyret, nogle
andre kontante krav:
- Vær i god fysisk form
Teknik, balance og rutine er meget vigtige ting i forbindelse med klatring.
Men er du ude på de små marginaler, er en god portion råstyrke og udholdenhed nu ikke at foragte.
- Erhverv kundskaber og vær fleksibel
Du skal kende et udvalg af teknikker og kunne sammensætte dem på nye
måder i forskellige situationer.
- Hav overblik
Du skal kunne forudse, hvad der skal ske hvornår. Fokuser ikke kun på den
nuværende opgave (men vær alligevel koncentreret om den!); se også lidt
fremad – hvad er det næste, der skal gøres? Her gavner rutinen.
Som klatrer vil du sikkert komme til at bevæge dig i naturreservater og andre
områder, der kræver omtanke og hensyn. Der er mange uskrevne regler og normer at følge; men indholdet i fire hovedpunkter er især værd at holde sig for øje:
1. Vær forberedt
- Lad være med at klatre noget, der ligger væsentligt over dine færdigheder,
når det indebærer risiko for at komme alvorligt til skade
- Tag ikke ud at klatre alene; hav altid en makker til at sikre dig og hjælpe,
hvis uheldet skulle være ude
- Jo længere væk du vil, jo bedre skal dine færdigheder være
- Tag tøj med til dårligt vejr. Evt. en vindsæk, hvis I kan risikere en ufrivillig overnatning.
- Vurdér tidsaspektet. Kan I blive færdige inden det bliver mørkt, regnen
sætter ind, færgen sejler, etc.? Eller skal der vælges en simplere og kortere rute?
2. Respektér naturen
- Du stiller naturen en udfordring ved at ville klatre på klipperne. Vær klar
til at erkende, at du ikke altid kan vinde. (Naturen kæmper ganske vist ikke; den er der bare og har uudtømmelige kræfter. F.eks. er det forbistret
svært at fange tyngdekraften i et uopmærksomt øjeblik!)
- Begynd ikke at ændre på klipperne med hammer og mejsel (chipping),
ødelæg ikke vegetation og forstyr ikke vildtet
- Efterlad ikke andet end fodspor – skyd ikke genvej, hvis der er stier
118
14 – VIDERE HERFRA
- Begræns brugen af kalk mest muligt (eller undgå helt at bruge det)
3. Tag hensyn til andre
- Lad højtlarmende musikanlæg blive hjemme – ikke alle har lyst til at høre
på jeres nye højttalere til MP3-afspillerne og fællessang
- Hvis nogle er ved at klatre en rute, du også gerne vil klatre, så lad være
med at stå i nakken af dem. Enten kan du vente i pæn afstand, eller også
er der sikkert andre ruter i området
- Undervis ikke andre i klatring, medmindre du er kompetent til det – og
vær ærlig i din vurdering af, om du er kompetent!
- Er I på en længere rute og ved at blive indhentet nogle, der er hurtigere,
så lad dem komme forbi, når I alligevel opholder jer på en god standplads
- Klar dig selv, og hjælp andre
4. Husk sikkerhedens gyldne regler
- Det vigtigste sikkerhedsudstyr sidder mellem ørerne
- Ingen genstande kan erstatte færdigheder
- Forebyg frem for at helbrede
- Fordi du gør én ting rigtig, er du ikke automatisk sikret mod resten
- Planlæg efter evne
- I tvivlstilfælde: Vælg den sikreste løsning
- Se dig for og tænk dig om
Klatringens forgreninger
Efter at have fået en god del øvelse og erfaring i den almindelige klippeklatring, får du måske lyst til at gå videre i de udfordringer, klatringen byder på (ud
over de teknisk sværere ruter). Du kan så klatre med vandrestøvler i stedet for
klatresko, tage en rygsæk på, klatre i regn, sne og/eller mørke.
Du kan også stifte bekendtskab med sne– og isklatring, hvilket er nødvendigt, hvis du vil videre til bjergbestigning.
Bjergbestigning kan udføres i forskellige stilarter: Der er den alpine stil, som
drejer sig om bjergklatring i små grupper (1–4 stykker), medbringende alt det
nødvendige udstyr på hele turen.
Superalpinklatringen er klatring i alpin stil på bjerge i over 6000 meters højde, hvor det ellers er ekspeditionsstilen, der praktiseres. (Grænsen på 6000 m
kommer af, at det er omtrent dér, kroppen udsættes for konstant nedbrydning.
Det kan praktisk talt ikke lade sig gøre at komme til kræfter igen ved f.eks. at tage en lur.) Ekspeditioner er store (og gerne dyre) ture, med mange mennesker og
119
14 – VIDERE HERFRA
bærere. Man har en basecamp som udgangspunkt, og der lægges lejre højere oppe på bjerget, efterhånden som man kommer op ad bjerget. Der gøres ofte flere
forsøg på at nå toppen, da man skal vænne sig til højden og vente på godt vejr.
Bruger man udelukkende basecampen som start– og leveringssted inden den
egentlige klatring begynder, og man derefter kun har forbindelse mellem højdelejrene, hedder det capsule style.
Før man giver sig i kast med decideret bjergbestigning er det en god idé at
have flere års alsidig erfaring, for det er ofte ude, hvor hjælpen kan være både
dage og uger om at nå frem – hvis den da nogensinde når det. Klippeklatringen i
denne sammenhæng er blot et værktøj; men det skal mestres til fulde.
Half Dome, Yosemite, Californien
Artificiel klatring kan praktiseres i større stil, hvor der bruges specielt udstyr.
Så kan der klatres vægge, du ellers ikke ville være i stand til at friklatre (Se i øvrigt side 197, ” Kort om artificiel klatring”).
Under friklatring hører også begrebet soloklatring, som betyder, at man klatrer friklatring uden makker til at sikre én. Der kan enten bruges specielle teknikker eller udstyr til at sikre sig selv med rebet, eller man kan klatre fri soloklatring, dvs. soloklatring uden sikring (det, der normalt forstås ved soloklatring).
Foregår den frie soloklatring i store højder, vil en enkelt fejl selvsagt være fatal! Vejen ned fra en soloklatring kan være en solorapelling, der tilsvarende er
120
14 – VIDERE HERFRA
nedfiring uden reb… For at få den større fornøjelse ud af dette, skal du nok have
tendens til at bære rød kappe over noget blåt undertøj, og i øvrigt have en vis
aversion mod kryptonit. Har man så til gengæld denne tendens (eller synes, at
man i det mindste kunne ligne en sådan persons forsvundne fætter) er soloklatring den rene form, fri, utvunget, uden besvær med at sætte sikringer.
Det der er en farlig væg for den ene kan være en ren stige for den anden.
Der er imidlertid regelmæssigt nogle, der bliver slået ihjel eller invalideret af
at opfatte sig selv som Supermans fætter! At man slipper for besværet med at
sætte sikringer betyder, at det kan være lettere at klatre solo end at klatre med
sikringer. Har man så øvet sig på en klatrevæg og derigennem opnået stor styrke
og god teknik i selve klatringen, kan fristelsen til at klatre en svær rute på egne
sikringer være for stor. Når det så oppe ad ruten opdages, at man skulle have haft
ekstra overskud til at sætte sikringer, er det set at folk klatrer videre uden de fornødne sikringer. Det er surt, hvis grebet smutter!
John Bouchard har på et tidspunkt udtalt: ”Soloklatring er en gave, reserveret
for de bedste klatrere på deres bedste dage”. (Ok, han sagde det måske ikke på
dansk; men betydningen er den samme!)
Foregår soloklatringen derimod i lave højder, kaldes det bouldering (Boulder
= stor klippeblok). Det er soloklatring uden sikring, hvor man klatrer på sten,
vægge eller lignende i få meters højde, så risikoen for at komme til skade, hvis
man falder ned, er til at overse. (Det er i hvert fald hensigten. Holder dog ikke altid i praksis.) Det kan være for at træne enkelte bevægelser, såkaldte problemer,
eller simpelthen fordi stenen ligger der, og klatrelysten kommer over én!
Der er nogle, der foretrækker kun at klatre på kunstig væg, hvor man kan se
grebene, andre sværger til klipper, hvor der kan klatres sportsklatring (dvs. klatring, hvor der er boltet sikringspunkter fast i klippevæggen) eller klatring på egne sikringer (førstemandsklatring, som det er beskrevet her i bogen, dvs. du sætter selv sikringerne, efterhånden som du kommer opad).
Klatring på egne sikringer kaldes også traditionel klatring, et udtryk direkte
hugget inspireret fra amerikansk. Der er dog nogle kortlivede traditioner, de holder sig i det unge land, for udstyr og teknikker ændres konstant.
Men de kalder det altså trad ovre på den anden side af Dammen.
121
14 – VIDERE HERFRA
Atter andre har det bedst med
træklatring, som i øvrigt er en ganske glimrende måde at lære sikrings– og rebarbejde og klatring i
mere end et par meters højde over
jorden.
Det er meget sikkert i forhold til
klippeklatring, da man kan se grenene og umiddelbart vurdere deres
styrke. Der er hele kulturer omkring træklatring, bestående af personer der aldrig har sat deres fod på
en klippe, men som finder den levende organisme, et træ udgør, mere tiltrækkende end en klippes
uforanderlige væsen.
En klippe udvikler sig jo ikke –
den går højst i stykker på forskellig
måde. Smag og behag.
Træklatring er en meget god måde
at opøve rutiner i rebarbejde på
– og så har det sin egen charme
Dertil kan lægges opdelingen i konkurrenceklatring, motionsklatring og hyggeklatring – eller simpelt hen fordi du kan lide det, og ikke vil sætte nogen etiket
på. Og måske dyrker lidt af det hele, fordi det hele er tiltalende.
Så værsgo, der er nok at vælge imellem.
God fornøjelse!
122
14 – VIDERE HERFRA
Krogeduren, Bornholm
123
A – MERE UDSTYR
Tillæg A Mere udstyr
Det hidtil nævnte udstyr er det mest almindelige, som du kan klare dig et meget langt stykke af vejen med – og mange vil aldrig få brug for andet.
Der kommer dog konstant nye typer og variationer til, og det allerede beskrevne udstyr skal der her redegøres nærmere for, og nogle beslægtede genstande præsenteres også.
Hver producent har naturligvis sin helt egen variant og fremstillingsmetode –
en forskel der dog ikke altid er så stor, når det kommer til stykket.
Angivelse af styrker og belastninger
I bogen her har jeg hidtil anvendt betegnelsen ”kg” for at angive, hvilken belastning
der er tale om.
Dette er imidlertid ikke den korrekte angivelse, da ”kg” er en vægtangivelse.
Den korrekte betegnelse er kN, som står for kilo-newton, altså 1000 newton.
I udtrykket newton er der taget hensyn til tyngdeaccelerationen, så 1 kg kan sammenlignes med 9,81 N, og 1 N svarer således til 0,102 kg.
I daglig brug bliver der dog rask væk rundet af, så 1 N svarer til 100 g, og 1 kN ~
100 kg.
Betegnelsen daN anvendes også. Det er deca-newton, altså 100 N. Det smarte ved
den betegnelse er, at 1 daN svarer til 1 kg. Og det er jo en enhed, de fleste af os er
fortrolig med.
Da de følgende kapitler går mere i dybden med oplysningerne, skifter jeg også over
til den korrekte betegnelse, kN.
Men 20 kN kan stadig sammenlignes med en last på 2 tons,
og 850 daN kan sammenlignes med en last på 850 kg.
Mere om materialer
Klatregrej skal igennem en masse tests og afprøvninger, før det kommer på
markedet. Som regel er det nok at se på de rent praktiske ting ved udstyret, såsom funktionalitet, vægt og pris.
124
A – MERE UDSTYR
Alligevel vil det være en fordel at kende lidt nærmere til de enkelte materialer, for bedre at kunne forstå baggrunden bag de forskellige regler og den anvendte praksis – det er ikke alle situationer, du kommer i, der findes et klart facit
til. Mange gange er du nødt til at veje for og imod, og indgå et kompromis mellem de forskellige faktorer.
Aluminium
Aluminium er et metal med meget lav vægt. Den rene aluminium er ikke særlig bestandig over for korrosion; faktisk reagerer den øjeblikkeligt med luftens
ilt. Resultatet af reaktionen er en meget tynd (10 mikromillimeter) hinde af korund. Og dét er særdeles bestandigt over for angreb. Korund ligger kun ét trin lavere end diamant på Mohs’ hårdhedsskala... En anden effekt ved kontakten med
luft er, at aluminiumet modningshærder. Det vil sige, at metallet bliver stærkere
efterhånden som tiden går.
Hvis beskyttelseshinden bliver ødelagt visse steder, f.eks. ved lang tids udsættelse for havvand, opstår der grubetæring. Det ses som små sorte prikker, der
ligner fluepletter. Det er dog sjældent alvorligt, da tæringen ophører, så snart den
gendannede hinde har lukket hullet. Er aluminiumet imidlertid konstant kraftigt
udsat, kan grubetæringen fortsætte uhindret – og så får den betydning for styrken
i metallet.
For at forbedre bestandigheden over for korrosion, øges tykkelsen af beskyttelseshinden kunstigt. Det kaldes anodisering eller elektrisk oxidering (eloxering). Andre metoder, producenterne vælger, er at male eller lakere aluminiumet.
Aluminium er et sejt og forholdsvist blødt metal, hvilket betyder, at selv om
et emne af aluminium bøjer, mister det ikke styrken umiddelbart. Ligeledes holder det styrken, selv om temperaturen falder drastisk. Det har betydning ved valg
af materialer i kolde, isfyldte omgivelser. Aluminium er dog mere modtagelig for
slid end f.eks. stål, netop på grund af blødheden.
Stål
Stål er et forholdsvist tungt metal med stor hårdhed og meget stor styrke over
for både træk, tryk og slid.
Når stål bliver udsat for et så kraftigt træk, at det begynder at give efter, beholder det styrken, selv om det trækkes længere, da stål er et meget sejt metal.
Rent faktisk bliver stål i første omgang endnu stærkere ved at blive trukket. Det
skyldes, at stålets atomer flytter sig bedre til rette, og derved øger styrken. Samtidig mindskes elasticiteten. Dette kaldes deformationshærdning.
125
A – MERE UDSTYR
Stål gøres modstandsdygtigt overfor korrosion ved at legere med krom, nikkel, mangan og kobber, og mindske indholdet af svovl og fosfor. Behandlingen
gør det også modstandsdygtigt over for syrer.
Ved langvarige temperatursænkninger påvirkes stål mere end aluminium.
Dette er dog næppe relevant for den almindelige klippeklatrer. Men nu ved du
det og kan selv udforske dét emne nærmere.
Aluminium kontra stål
Aluminium og stål er konkurrerende materialer inden for klatreverdenen. De
bruges til at lave de samme ting med, og det er efter de specifikke behov, man
skal vælge. I klatretidernes morgen (eller rettere: karabinernes morgen! I begyndelsen brugte man slet ikke karabiner…) var alle karabiner lavet af stål. I dag vejer stålkarabiner omkring et kvart kilo stykket, og dengang var de endnu tungere,
så du kan hurtigt regne ud, at der ikke var den store motivation for at medbringe
mange karabiner på en klatretur.
Udviklingen af aluminium har derfor lettet klatrerens hverdag, og den vigtigste grund til at bruge aluminium frem for stål er da også den lave vægt. En aluminiumskarabin vejer typisk kun en trediedel af, hvad en stålkarabin vejer, så
overalt, hvor det er muligt, er metaldele lavet af aluminium.
Ståls fordel er den større slidstyrke. Dette udnyttes bl.a. ved permanente forankringer, hvor der skal løbe reb igennem, meget og ofte.
Varmeledningsevnen er også forskellig for de to metaller. Aluminiums varmeledningsevne er på ca. 170 W/m×K, og ståls er ca. 60. Aluminium leder altså
varmen omtrent tre gange så godt som stål. Dette betyder i praksis, at hvis to lige
store karabiner, én karabin af aluminium og én af stål, bliver udsat for samme
mængde varme, bliver aluminiumskarabinen cirka tre gange så varm.
Desuden har aluminium større friktion end stål, så der skabes simpelt hen ikke samme friktionsvarme i stål, som der gør i aluminium.
Nylon og lignende
Nylon er et tekstil, der har fordel af lav vægt, stor styrke og forholdsvis billig
pris. Selve ordet “nylon” bruges i flæng; men nylon er egentlig en del af den
kunststofgruppe, der hedder polyamider. Til denne gruppe hører også perlon.
Den korrekte betegnelse at bruge ville egentlig være polyamid, da både nylon og
perlon i stor grad bruges til klatreudstyr. Imidlertid er ordet “nylon” så udbredt,
at jeg i det efterfølgende vil holde mig til det.
126
A – MERE UDSTYR
Nylon er i sig selv stærkt, elastisk og sejt, hvilket øger styrken, alt sammen i
større grad end naturmaterialer kan leve op til.
Nylon rådner heller ikke som de fleste naturmaterialer gør, hvis det bliver udsat for vand eller fugtige forhold i længere tid; men for at øge styrken yderligere,
kan der tilsættes et aromatisk polyamid, også kaldet aramid, såsom Kevlar eller
et højmodulært polyethylen (HMPE – hvilket på dansk betyder, at det er fremstillet med ekstremt lange fibre) såsom Spectra eller Dyneema.
Aramiderne er dog kendetegnet ved at være meget stive, så det er ikke ubetinget en fordel.
HMPE’rne har et noget lavere smeltepunkt end nylon og er væsentligt glattere, hvilket så ikke gør dem så velegnede til f.eks. prusikslynger. Dels vil de glide
på det reb, de skal låse på, dels kan man ikke binde selve slyngen sammen med
en forsvarlig knude. Men som almindelige, syede slynger og som forstærkning i
hjelme er materialet velegnet, da styrkeforøgelsen kan være temmelig stor – typisk 4 gange større for aramider og ca. 6 gange større for HMPE’r.
Fremstillingen af de syntetiske fibre sker som tråde i endeløse baner, hvilket
er en fordel ved f.eks. reb. Der bliver ikke nogle sammenføjninger, der nedsætter
styrken, uanset hvor langt et stykke, man skal bruge.
Der er dog visse ting, kunststofferne ikke har så godt af: UV-stråling fra solen nedsætter elasticiteten, for meget varme får det til at smelte (250-300° for nylon, hvilket hurtigt opnås, hvis to stykker nylon glider mod hinanden, ca. 150200° for de stærkere fibre), olie, urin (sic!) og især syrer opløser nylonet. Angreb
fra kemikalier kan ses som misfarvninger eller pulverbelægninger på det pågældende område.
Nylon er elastisk i sig selv, og det udnyttes blandt andet i klatrerebet. Nedbrydningen af elasticiteten begynder imidlertid i samme øjeblik, nylonet er fremstillet, så selvom et reb ikke bruges, mister det alligevel lidt af elasticiteten hver
dag.
Andre materialer
Ud over de beskrevne materialer bruges også: Plastik (polyethylen og formstøbt polyuretan); glasfiber og kulfiber til hjelme; kobber og messing til sikringer; polypropylen bruges i lighed med nylon til reb; gummi bruges til såler på
sko; og titanium (kan) bruges alle steder, hvor der ellers bruges stål eller aluminium. Titanium er dog forholdsvist dyrt, og endnu er det kun få steder, det har
vundet udbredelse, på trods af den utrolig lave vægt og store styrke. Desuden er
det ikke så smidigt som hverken stål eller aluminium og er derfor ikke egnet,
hvor der kræves en reserve i form af sejhed (f.eks. ved karabiner og sikringer).
127
A – MERE UDSTYR
UIAA/CE–krav til udstyr – generelt
Den 1. juli 1995 blev det et lovkrav, at alt udstyr, der bruges til sikring (personlige
værnemidler, også kaldet Personal Protective Equipment, PPE), godkendes. Er sikringsudstyret solgt i Europa skal godkendelsen være en CE-godkendelse.
For at få denne godkendelse, skal udstyret leve op til de europæiske normer
(CEN/EN-normerne), producenten skal være ISO-9000 godkendt, og der skal medfølge en brugsanvisning på det pågældende lands sprog.
CE-mærkning er ikke et kvalitetsstempel i sig selv; det er en adgangsbillet til det
europæiske marked. Heldigvis har CEN lagt sig op ad f.eks. UIAA, så helt galt går
det ikke.
Godkendelsesmærket består i et mærkat eller et stempel med CE og produktionsåret. Der kan være tilføjet andre oplysninger på godkendelsesmærket.
Godkendelsen behøver ikke være præget ind i produktet, det kan være angivet på
den tilhørende brugsanvisning.
UIAA var oprindeligt den organisation, der opstillede internationale krav til sikringsudstyr, der bruges inden for klatring. UIAA har også i store træk opstillet de krav,
der bliver benyttet til CE-godkendelsen, så med hensyn til styrke og holdbarhed er
der ingen forskel på UIAA– og CE-krav.
Der er dog visse genstande, hver organisation ikke stiller krav til, så det er stadig
vigtigt, at der er enten en UIAA– eller en CE-godkendelse på udstyret (se side 18).
Andre anerkendte godkendelsesmærke kan være DIN (Deutsches Institut für Normung), ANSI (American National Standards Institute), ISO (International Organization for Standardization), 3 Sigma, etc. Disse garantimærkater skal du se efter,
hvis du f.eks. køber klatregrej pr. postordre.
I det følgende skelner jeg ikke mellem UIAA og CE – de bliver slået sammen under
ét og omtalt som UIAA/CE.
Bemærk, at det kun er selve sikringsudstyret, der skal godkendes. Eks.: Hvis en
rebklemme gøres fast i selen, så det er den, der er dit sikre forbindelsesled til rebet, skal den være godkendt. Bruges den derimod til at binde en slynge i, som du
træder op i, behøver den ikke være godkendt!
Det skal også bemærkes, at det kun er minimumskravene, der testes. Hvis f.eks.
producenten af en normal karabin lover, at karabinen kan holde til 25 kN, bliver det
ikke testet. Det bliver kun kontrolleret, at den kan leve op til de 20 kN, og så er de
sidste 5 kN op til forbrugerens tillid til firmaet.
Denne tillid kan man nu som oftest uden problemer have til producenterne, i hvert
fald de anerkendte. Hvis en sikringsgenstand skulle svigte, er det næppe UIAA/CE,
der kommer til at hænge på den; det bliver producenten. Og ud over sagsanlægget
er den dårlige omtale og dårlige samvittighed også et problem (hvilken faktor, der
gør sig mest gældende, lader jeg være op til læserens egen vurdering!). Summa
summarum er det absolut i producentens interesse at levere den lovede vare.
128
A – MERE UDSTYR
Mere om sko
Klatresko laves i forskellige udformninger. Der er
low-cut sko (som er den almindelige skoform), high-top
sko, også kaldet klatrestøvler (som går lidt op ad anklerne – ikke at forveksle med vandre– og bjergstøvler,
som er meget kraftigere) og slippers (som ikke skal
spændes på nogen måde, men bare sidde stramt).
Low-cut sko
Som oftest spændes skoene med snørebånd; men
velcro ses også, og giver en meget hurtig påspænding
og tilpasning af skoen. Ulempen ved velcro er, at man
ikke altid kan give skoen så kraftig opstramning på foden, hvis det er nødvendigt, som man kan med snørebånd.
High-top sko
Ydersålen kan være i flere stykker, hvor hæl– og tåstykke sættes separat på. Den kan også være med
slingshot rand – sålen er lavet i ét stykke fra hæl til tå,
og går op over fodkanten hele vejen rundt.
Slipper med
slingshot rand
Den asymmetriske og symmetriske form blev nævnt på side 19; men skoen
kan også have en bøjning i sålen. Bøjer tæerne nedad, er skoene lidt bedre til at
kante på et trin, og det kan føles nemmere at trække med tåen. Der gives dog køb
på komforten. Dette problem er løst med den bananformede sko (cambered sole), som trods den umiddelbart underlige form giver et godt fodarbejde, og samtidig ikke nedsætter komforten væsentligt (størrelsen taget i betragtning).
Opbygningen af skoen giver forskellige effekter. En board-last sko er lavet
ved, at mellemsålen først sømmes på en læst af træ eller plastik, hvorefter overdelen af skoen limes og syes fast. For at mellemsålen skal kunne holde til sømmene, skal den være lidt kraftig, og en sko, lavet på denne måde, er derfor forholdsvis stiv. Det gør skoen velegnet til klatring på kanter og små krystaller, og
skoen skal ikke nødvendigvis klemme stramt om foden, for at man får det fulde
udbytte af den.
En slip-last sko er lavet ved, at mellemsålen først er limet til en tynd strømpe,
som derefter trækkes over læsten, hvor ydersålen limes på. Nogle gange limes
ydersålen direkte på strømpen. En sådan sko er let, blød og fleksibel, og giver
stor føling med trinene. På grund af den bløde sål skal styrken skal hentes fra foden, så skoen skal sidde stramt. Slip-last sko er den mest udbredte type.
Når sålen er ved at være slidt op på én fantastiske klatresko, kan skoen omforsåles. Det er næppe billigere eller nemmere end at købe nye sko; men ikke alt
kan gøres op i penge.
129
A – MERE UDSTYR
Omforsålingen skal helst ske inden hele kanten er slidt væk, da der ellers ikke
er meget at lime sålen på. Board-last sko kan omforsåles gentagne gange, da
ydersålen kan udskiftes. Med en slip-last sko er det lidt mere vanskeligt, for der
er ikke så meget at slide af, før den nye sål skal limes på.
Mere om seler
Ud over siddeselen findes der brystseler og helkropsseler (også kaldet fuldseler). En kombisele er betegnelsen for en bryst– og siddesele sat sammen, så de
har samme effekt som en helkropssele. Den er altså ikke i sig selv nogen specifik
sele.
Som nævnt på side 37 skal siddeselen altid sidde over hoftekammen for at kunne
fastholde én, der hænger med hovedet nedad. Drejer det sig imidlertid om overvægtige personer, eller børn, hvor hofterne ikke er fuldt udviklede endnu, og derfor ikke er så markerede, skal der benyttes en brystsele sammen med siddeselen
eller en helkropssele. (Et andet problem med børn er også, at tyngdepunktet er
højere end hos voksne mennesker, og de derfor er mere tilbøjelige til at tippe
bagover.)
Brystselen sidder, som navnet antyder, fast omkring brystkassen. Formålet
med en brystsele er, at holde overkroppen i en oprejst stilling, eller at holde klatreren i selen, hvis hovedet vender nedad. Formålet er ikke at tage størstedelen af
belastningen ved et eventuelt fald.
Har brystselen indbindingspunkter som vist på billedet til højre, skal de være
5-6 cm fra hinanden når du tager en dyb indånding. Tværremmen skal være 5-10
cm under armhulerne.
Andre brystsele har en tværrem, der går hele vejen rundt om brystkassen, og
den skal også indstilles, så du uden besvær netop kan tage en dyb indånding.
Der skal lige være plads
til tre fingre mellem
stropperne
Brystsele med
samlestrop
130
A – MERE UDSTYR
Om du binder en samlestrop i selen, som du derefter binder rebet i, eller binder rebet direkte i selen, er en smagssag.
Visse indbindingsmetoder indebærer, at en karabin bliver sat i brystselen, og
rebet bundet deri. Vær forsigtig, hvis du gør det. Nogle seler er nemlig konstrueret, så karabinen kommer meget tæt på ansigtet, hvis du falder.
Anvendelse af brystseler
En brystsele må aldrig bruges uden siddesele, da brystkassen kun har en begrænset evne (ca. 12 kN) til at modstå trykket fra en belastet sele.
Når man har hængt i en brystsele i et halvt minuts tid, kan man ikke bevæge armene. Hænger man længere tid (ca. 10 min.), får man også problemer med at trække
vejret. Hænger man længere tid endnu (ca. 30 min.), kan man ende med at dø, på
grund af, at luft– og blodtilførsel bliver blokeret.
Og døden har det altså med at være så definitiv.
Ved brug af en kombiselen (som det i praksis bliver, når man ellers bruger
brystsele, da en brystsele ikke må bruges alene), gælder det om at finde den mest
hensigtsmæssige måde at binde sig ind i rebet på, med indbindingspunktet beliggende omtrent ud for brystbenet – selve påtagningen af bryst– og siddesele skulle
ikke volde de store kvaler, hvis de tidligere beskrevne retningslinier følges.
Indbindingspunktet må ikke ligge lavere, da der så er risiko for, at man alligevel vippes med hovedet nedad i et fald.
Den mest bekvemme måde er at lave en samlestrop, som forbinder de to seler. Så kan rebet bindes
af selen, hvor det er sikkert, uden at skulle tage hele
selen af og på. Samlestroppen kan, som nævnt ved
brystselen, laves af et stykke reb eller af tape.
Den letteste måde er at binde samlestroppen
(med et stykke reb eller tape på ca. 170 cm) sådan,
at stroppen er sat omkring siddeselen, samlet i et ottetals– eller overhåndsknude midt på, ført omkring
brystselen og enderne samlet med et ottetalsknob eller en overhåndsknude.
Indbindingspunktet er gennem hver løkke og
over knuden midt på slyngen, som vist på billedet.
131
Samlestrop lavet med
ét stykke reb/slynge
A – MERE UDSTYR
Nøjes du med at sætte den i den nederste løkke, er det som at binde sig ind i
en siddesele alene, og nøjes du med den øverste løkke, ligger tyngdepunktet forkert og du risikerer at få indbindingsknuden i hovedet, hvis du falder.
For at få den optimale effekt, skal du derfor binde dig ind midt i løkken.
Er knuden ved brystselen i vejen, kan du begynde ved brystselen og arbejde
dig nedad i stedet. Du kan også lade den afsluttende knude være længere nede.
Prøv dig frem, og brug hvad du synes bedst om. Bare indbindingspunktet kommer til at ligge ud for brystbenet.
Hvis du binder dig ind som i en almindelig siddesele, virker det ikke som
helkropssele, men udelukkende som en siddesele, du med garanti ikke falder ud
af.
Du kan også binde samlestroppen af to stykker
reb eller slynge, hver på godt en meters længde.
Det gøres ved at binde de to stykker sammen
midt på med et ottetalsknob, og samle dem i hver
ende med et dobbelt fiskerknob. Indbindingspunktet
er også her gennem hver løkke og over knuden
Dette er lidt mere klodset, men er samtidig den
sikreste metode: Du kan nemlig binde dig ud af den
ene sele og stadig være sikret i den anden. Dette kan
være en fordel, hvis du skal have skiftet tøj eller taget regntøj på.
Har du en 60’er tapeslynge, kan du binde det hele sammen som vist på billedet til højre.
Slyngen går gennem indbindingspunktet på siddeselen, og derefter op til lige under brystselen.
Indbindingsløkken går gennem brystselens fastgørelsespunkter, og ned gennem enderne på slyngen.
132
Samlestrop lavet med
to stykker reb/slynge
Indbinding med syet tapeslynge
A – MERE UDSTYR
Du kan også vælge ikke at lave en samlestrop i kombiselen; men i stedet binde dig direkte ind med rebet, med én af de følgende metoder, der er vist her.
Afsluttes med en dobbelt fiskerknude eller
et pælestik.
Sy et ottetalsknob, hvis
ender går omkring
hhv. samleløkken og
brystselen
Bemærkning om samlestroppen
Uanset hvilken metode du vælger til at lave en samlestrop med, er der én ting, du
altid skal have for øje: Du må ikke gøre indbindingspunktet til det svageste led i
kæden!
Det betyder, at du skal vælge en reb– eller tapetype, der er stærk nok. For rebets
vedkommende skal den samlede diameter således være mindst 8 mm hvis det er
et statisk reb, og 9 mm, hvis det dynamisk. For tapens vedkommende må bredden
ikke være mindre end 19 mm, og kun tubular tape. Fladvævet tape indebærer for
stor en risiko for, at knuderne arbejder sig løse.
Benytter du noget, der er smallere eller tyndere, skal du derfor lægge det flere gange omkring indbindingspunkterne. Hvis du f.eks. bruger 6 mm statisk reb (rebsnøre) til at lave samlestroppen med, skal du føre det to gange gennem indbindingspunkterne.
Helkropsselen er i princippet nøjagtig det samme som en kombisele; den er
bare lavet i ét stykke. Den er således hurtigere og enklere end kombiselen at tage
på – især når de grundlæggende justeringer er foretaget. Helkropsselen er dog
tungere, dyrere og mere besværlig end siddeselen alene, så denne type bruges
normalt ikke til friklatring.
Desuden er der fare for piskesmældseffekt i nakken ved brug af helkropssele
(og kombisele). Hvis kroppen hælder bagover i faldet, kan opretningen, idet selen standser faldet, være så hurtig, at hovedet ikke når at følge med, hvorved pi133
A – MERE UDSTYR
skesmældseffekten opstår. Omvendt kan et tilsvarende fald iført siddesele, men
med en tung rygsæk, give kraftig belastninger på rygsøjlen. Helkropsseler benyttes derfor fortrinsvis ved klatring med en tung rygsæk (og ved de tidligere omtalte problemer med at finde markerede hofter).
Som i kombiselen, skal også helkropsselens indbindingspunkt være omtrent
ud for brystbenet, så klatreren kommer til at hænge med hovedet opad og let lænet bagover i et eventuelt fald.
Først tages skulderstropperne på, og selen tilpasses hen over overkroppen, så
stropperne ikke risikerer at falde ned over skuldrene. Er indbindingspunktet to
stropper, der skal nå sammen, må de ikke være mere end 5-6 cm fra hinanden
(som ved en brystsele). Til sidst spændes og tilpasses benløkkerne.
Forskellige måder at binde sig ind i en helkropssele på
Indbindingen i en hvilken som helst sele foregår altid med en fast løkke. Det
mest udbredte er det syede ottetalsknob, da det er det eneste knob, der har garanteret holdbarhed på trods af gentagne be– og aflastninger, og som samtidig er
muligt at løsne efter fuld belastning. Andre knob er lettere at løsne, men kan til
gengæld gå op hvis belastningen kommer til og fra, og atter andre holder stensikkert, men er til gengæld umuligt at få op efterfølgende. Desuden bibeholder
ottetalsknobet mest muligt af rebets styrke.
Ud over ottetalsknobet kan der bruges et pælestik med stopperknude, pælestik med Yosemiteafslutning eller et dobbelt pælestik.
Er I flere end to i reblaget, skal én eller flere binde sig ind i rebet, uden at have rebenderne at arbejde med. Så kan der bruges et sommerfuglestik, et syet pælestik, eller et syet ottetal på en bugt, dvs. rebet lægges dobbelt i en bugt, og så
syes der ellers som ved et almindeligt ottetal. Det giver en kraftig knude; men det
er solidt.
Løkken på ottetallet kan også laves så stor, at klatreren kan trække det ned
over kroppen og lave et slyngestik i samleløkken.
134
A – MERE UDSTYR
Indbinding midt på rebet.
Der er her bundet et ottetal, som hele klatreren træder
igennem og afslutter med et slyngestik i samleløkken
UIAA/CE-krav til seler
Normer: UIAA 105 / EN 12277
Før i tiden testede UIAA formelt set ikke siddeseler alene. Grunden er, at UIAA er
en gammel bjergbestigerorganisation, og da der i bjergbestigersammenhæng som
oftest er brug for en sidde– og brystsele i kombination eller en helkropssele, er kravene udformet efter dette.
(I praksis var det dog anderledes, da testen forløber på en sådan måde, at kun én
sele ad gangen bliver belastet). Derfor kan man i siddeseler fra før 1998 finde en
bemærkning om, at de kun må “benyttes sammen med brystsele”. Efterhånden er
det dog nok de færreste, der efterhånden bruger en sele af den dato…
Der er fire typer seler:
Type A er en helkropssele.
Type B er en helkropssele til børn (max. 40 kg)
Type C er en siddesele.
Type D er en brystsele (må kun benyttes i kombination med en siddesele).
Selernes udformning:
Alle bærende remme i en sele skal være min. 43 mm brede (33 mm for type B).
For brystseler er de tilsvarende minimumsbredder hhv. 28 og 23 mm.
Ikke-bærende remme og andre stropper skal være min. 28 mm brede (23 mm for
type B).
Mindst 50% af synlige bærende syninger skal være i kontrastfarver.
135
A – MERE UDSTYR
Test af seler:
Seletesten for siddeseler sker ved, at en model af en torso (en dukke) bliver udstyret med selen og bundet ind i et reb efter producentens anvisninger.
Derefter bliver der gradvist påført en kraft på rebet, der i løbet af 2 minutter når op
på 15 kN. Belastningen holdes den i ét minut og fjernes derefter i løbet af yderligere
et minut. Lasten påføres umiddelbart efter igen i tre minutter.
Herefter må der ikke være nogen påvirkning eller skade af syninger, spænder eller
materiale i øvrigt, der umuliggør almindelig brug af selen.
Ved test af brystseler bliver dukken vendt på hovedet; og det hele udføres på
samme måde.
Kraften er dog i denne omgang reduceret til et træk på 10 kN.
Helkropsseler bliver test på tilsvarende måde som sidde– og brystseler. (Her er
det jo blot ikke nødvendigt at montere en ny sele, når dukken vendes på hovedet!)
For børneseler er det 10 kN i retvendt position og 7 kN i omvendt position.
Samleløkken (og evt. andre løkker beregnet til abseil) skal kunne holde til mindst
15 kN.
På siddeseler bliver spændernes styrke også testet:
Der trækkes sideværts med 1 kN påført over 1 minut. Spændets placering opmærkes.
Trækket forøges til 10 kN over de næste 2 minutter. Dette træk holdes i 3 minutter,
hvorefter belastningen fjernes. Spændets placering opmærkes på ny.
Der må max. være 20 mm mellem de to opmærkninger.
Alternative seler
De godkendte seler er alle (fabriks)syede af brede nylonremme, med mere eller mindre polstring. Der kan også bindes seler af reb eller slynger; men på grund
af den reducerede styrke og forøgede ubehag/risiko for skader, bruges de bundne
seler i forbindelse med almindelig friklatring almindeligvis ikke til andet end
nødsituationer.
Nedenstående seler er derfor medtaget for at vise et udvalg af disse seler. Jeg
vil på ingen måde anbefale at bruge dem til almindelig klatring!
UIAA/CE stiller som krav for godkendelse af seler, at bærende remme skal
være min. 43 mm brede. Det er ikke kun for komforten, det er for at undgå ska-
136
A – MERE UDSTYR
der. Så orienter dig om selerne herunder, så du i en nødsituation, du ikke havde
forestillet dig, alligevel kan sikre dig til en vis grad mod fald.
En seletype, der visse steder (uheldigvis) anvendes i forbindelse med introduktionskurser til toprebsklatring, er et swamibælte (også kaldet klatrebælte).
Det er kort sagt en siddesele uden benløkker.
Fordelen ved swamibæltet er den billige pris og
den enkle påtagning.; men belastningen på klatreren
vil udelukkende komme til at ligge omkring livet,
Swami-belt
med deraf følgende pres på mave/lunger og nederste
ribben. Er belastningen på over 4 kN, vil det føre til
alvorlige skader – en belastning, der let opnås i et fald.
Swamibæltet er derfor ikke velegnet til førstemandsklatring, og i det hele taget til klatring i længere tid ad gangen med mange nedfiringer (som der er ved
toprebsklatring).
Brugen af swamibæltet kan til en vis grad forsvares ved toprebsnedfiringer,
hvor benene til stadighed står på jorden. I det øjeblik fødderne letter, skal benløkkerne træde til, og så er det om at have en siddesele.
Summa summarum: Swamibæltet er ikke velegnet. Der skal benløkker på, så
du har en siddesele.
Har du af én eller anden grund fået fat i et swamibælte, kan du købe færdigsyede separate benløkker, så du får en siddesele ud af det.
Du kan også selv lave nogle
interimistiske benløkker.
Du kan tage en 120’er slynge
og dreje en enkelt gang, og stikke benene i løkkerne.
Eller også kan du tage to
slynger, og binde en overhåndsknude på hver, så du har nogle
løkker, der passer om låret.
Benløkker bundet
med én tapeslynge
Benløkker bundet
med to tapeslynger
I begge tilfælde sætter du en låsekarabin mellem benløkkerne og swamibæltet.
Swamibæltet kan også bindes af en ende af klatrerebet, som eventuelt sammen med et par benløkker lavet af tapeslynge, giver en forholdsvis god nødsele.
137
A – MERE UDSTYR
Swamibælte bundet af reb
En siddesele kan bindes af enten ca. 6 meter reb (skær eventuelt det nødvendige stykke af klatrerebet – det er jo en nødsituation!).
For at binde selen,
skal du først slå dig selv
hårdt eller sparke dig
over skinnebenet, fordi
du har mistet din sele!
Derefter gør du følgende:
Før rebet videre ned, ind
mellem benene og op bagpå. Før rebenderne under
den del, du har lagt om livet
Find midten af rebstykket,
og hold det ud for venstre
hofte
Læg rebet om livet (stadig
med midten ud for venstre
hofte) og bind en enkelt
knude. Tilføj evt. en ekstra
tørn i knuden
Før rebet yderligere en omgang om livet, og bind en
råbåndsknude ved din venstre hofte
Indbindingspunktet er forrest
på selen, som ved en almindelig siddesele
Følg proceduren på nedenstående tegninger for at binde en slynge af tape.
Begynd med at binde to løkker på et stykke tubular tape, ca. 7 meter langt og 25
mm.. Bind løkkerne med overhåndsknuder i en størrelse, så du kan få benene i
dem.
138
A – MERE UDSTYR
Tampen til venstre skal være 120-130 cm
lang, og der skal være ca. 15 cm mellem de
to benløkker.
Siddesele bundet af ca. 7 meter tubular tape
Den hurtigste løsning
for en alternativ siddesele, er at bruge en 120’er
slynge, som du sætter om
livet som vist til højre.
Siddesele lavet af en 120 cm tapeslynge
De netop viste seler med reb og slynge nok de eklatant mest ubehagelige seler at anvende! Desværre ses de af og til i forskellige arrangementer, gerne ved
børn og unge, hvor en skoleklasse lige skal prøve, og den seje klatrer, der står for
det, ikke har råd/vil bruge penge på at anvende ordentligt og godkendt udstyr!
For at gentage mig selv: Det er til nødsituationer, ikke som erstatning for korrekt
klatregrej!
Alternative brystseler kan udføres som vist herunder. Bruges disse brystseler
sammen med en almindelig siddesele, er det en nem, effektiv og sikker løsning,
der tilmed hverken vejer eller koster ekstra. Du har jo alligevel udstyret med dig.
Brystseler lavet med tapeslynger
139
A – MERE UDSTYR
De alternativ brystseler anvendes relativt hyppigt, og dette medfører heller
ikke den store skade, hvis det ellers er sammen med en godkendt siddesele. Det
kan f.eks. være meget godt for lige at give den ekstra sikkerhed mod at tippe
bagover, hvis man over en strækning skal klatre med rygsæk på.
Visse steder bruges en slynge, der bindes fast foran og bagpå siddeselen, og
sidder som en skrårem på overkroppen. Dette er en farlig løsning, da slyngen,
der vil gå lige ved siden af halsen, kan forårsage en strangulering. Brug hellere
én af de viste løsninger.
Mere om hjelme
Som nævnt kan hjelme kan være lavet af forskellige materialer, enten plastik,
glasfiber eller kulfiber (carbon).
Alle klatrehjelmene, der sælges, skal være godkendte. Det vil sige, at de alle
kan holde til en vis minimumsbelastning, og derfor kan man tillade sig at gå efter
pasform og vægt, snarere end styrke.
De letteste hjelme er lavet af plastik og kulfiber. Kulfiber er stærkere og mere
smidigt end plastik, og kan holde til en hårdere behandling – særligt over for
spidse genstande. Smidigheden gør det dog også sværere at se, om der er opstået
svagheder i hjelmen, hvor plastikken bliver hvid, når den har været udsat for et
kraftigt stød. Kulfiberhjelme er dyrere end plastikhjelme, og der kommer hele tiden stærkere plastikhjelme på markedet, så kulfibers fordel frem for plastik bliver mindre og mindre.
Glasfiberhjelme er tungere end de andre typer. Når en glasfiberhjelm modtager et slag, får fibrene energien fra stødet til at ændre retning, så påvirkningen
sker på langs med glasfibrene. Det svarer lidt til effekten i en skudsikker vest.
Styrkemæssigt rangerer plastikhjelmene lavest, dernæst kulfiberhjelme, og
øverst glasfiberhjelmen. Som sagt er der garanteret en vis minimumsstyrke; men
jo værre situationen er, jo mere modstandskraft kræves. Derfor ses glasfiberhjelmene hyppigt brugt i bjergområder, hvor der er stor fare for gentagne stenspring og nedfaldende is. Fordi hjelmen bliver ramt af en sten én gang, garanterer det ikke mod, at man ikke bliver ramt igen.
Hjelme opdeles også i standard– og letvægtshjelme. For at en hjelm kan få
prædikatet "letvægt", skal den veje 500 g eller derunder.
Formen på hjelmene kan også variere. Nogle hjelme (for det meste af glasfiber) går ned over nakken. Det beskytter selvsagt ekstra mod slag i nakken og
140
A – MERE UDSTYR
baghovedet; til gengæld gør det også hjelmen tungere og meget varmere, så man
kan derfor være fristet til at tage hjelmen af på standpladser eller neden for ruten.
Her er hjelmen ellers er lige så nødvendig som under selve klatringen, pga. fare
for nedfaldende genstande.
UIAA/CE-krav til hjelme
Normer: UIAA 106 / EN 12492
Kravene til en hjelm er, at den inden for en temperaturgrænse fra – 20OC til +35OC
skal kunne holde til belastninger af følgende art::
Dæmpning af stød:
En kugleformet prøvevægt på 5 kg slippes 1 m fra hjelmen.
Den kraft, der overføres til hovedet, må ikke overstige 10 kN (iht. CE-normen. UIAA
har forøget kravet, så der kun må overføres 8 kN til hovedet), og hjelmen må ikke
gå i stykker ved slaget.
Testen udføres med fald fra toppen, fra siden og bagfra.
Den udføres også forfra, dog med en flad prøvevægt.
Modstand mod gennemtrængning:
En kegle på 3 kg slippes 1 m fra toppen af hjelmen, således at det er spidsen, der
rammer. Der udføres 2 fald, der rammer med 5–10 cm afstand.
Hjelmens skal må ikke trykkes ned, så der er kontakt med hovedet, og hjelmen må
ikke gå i stykker ved slaget.
Fastholdelse af hjelm:
Der trækkes med en kraft svarende til 0,5 kN både forfra og bagfra, uden at hjelmen ryger af hovedet (dvs. min. en 3-punktsfastgørelse af remmen).
Det samme gør sig gældende med en kraft, svarende til en 10 kg tung prøvevægt,
der slippes 17,5 cm fra hjelmen.
Andet:
Der skal være ventilationshuller med et samlet areal på 150 til 450 mm 2.
141
A – MERE UDSTYR
Mere om reb
Reb til klatring er lavet af nylon. Elasticiteten og smidigheden i reb lavet af
naturmaterialer er for lille i forhold til nylonrebet, og naturrebene bliver uforholdsmæssigt kraftige for at opnå samme styrke. Desuden er der et stort problem
med sikkerheden:
Naturreb er ikke produceret med henblik på klatring, og der er derfor ikke de
samme høje krav til garanteret ensartet kvalitet. Der kan være en enkelt brøkdel
af en centimeter, der ikke har helt samme styrke, og producenten kan ændre på
sammensætningen, hvis det passer bedre til en anden brugergruppe – og intet af
dette tiltaler en klatrer, hvis liv kan afhænge af rebets styrke.
Visse klatrere bruger dog stadig af og til reb af naturmaterialer, fortrinsvis af
hamp, manila eller silke. Hvis man er yderst rutineret og erfaren, har indgående
kendskab til rebene og klatringen, og desuden kan bevare overblikket, så sikkerheden hele tiden er i top, er der for så vidt heller ikke noget i vejen for det. Men
vil du lære om det, vil jeg henvise til klatrere med nærmere kendskab til emnet.
Rebets kerne består af et antal kordeler, som er tykke, farveløse (hvide) snore. Den vigtigste grund, til at kernen er hvid, er, at farvestoffet ville nedsætte
styrken.
Kordelerne ligger som regel pænt ved siden af hinanden, men kan også være
flettede. Normalt er der 10-12 kordeler, men visse producenter laver reb med op
til 60 kordeler. Et øget antal kordeler giver et mere smidigt reb. En anden måde
at få et smidigt reb på, er ved at flette kordelerne, så der er tre store kordeler.
Kernen giver rebet 75-85 % af styrken, så den skal helst beskyttes så godt
som muligt mod slid, snavs og UV-stråling.
Denne beskyttelse yder strømpen. Strømpen er gerne farvet, hvilket gør det
lettere at se, om den er blevet så slidt, at man kan se kernen igennem – en anden
fordel ved at kernen er hvid.
Strømpen kan være vævet på forskellige måder. En tæt vævning giver et stift
reb, som er modstandsdygtigt overfor slid. En mere løs vævning giver et blødt og
medgørligt reb, som til gengæld bliver let slidt. Desuden kan nylonet være glat
eller ru. Jo glattere, jo mindre slid – men også sværere håndtering, da rebet glider
og er mere levende.
Rebet kan også være gjort vandskyende. Dette er en fordel, da vand optaget i
rebet dels øger vægten og gør det sværere at håndtere. Behandlingen med det
vandskyende middel gør også rebet lidt tungere og stivere, og der er delte meninger om, hvor effektivt det er. Men det varierer fra mærke til mærke, og fra op-
142
A – MERE UDSTYR
levelse til oplevelse. Skal du klatre ruter i frostvejr er der dog bred enighed om,
at et vandskyende reb er noget nemmere at håndtere.
Det siges også, at brudstyrken nedsættes ved at rebet bliver vådt. Helt op til
30 % ifølge nogle kilder, ca. 10 % ifølge andre. Om disse kilder så har noget at
have påstanden i, eller om de blot citerer sig selv og hinanden, er det ikke lykkedes mig at få dokumenteret. Argumentet er noget i retning af, at ud over elasticiteten i materialerne ligger en del af styrken i rebets opbygning, hvilket vandet
øver negativ indflydelse på. Nylonfibrene er nemlig let snoede, så det giver en
fjedervirkning, når rebet belastes. Fjedervirkningen bliver delvis blokeret, når
vandet lægger sig i de mellemrum, fibrene skulle have bevæget sig i.
Til gengæld har Pit Schubert skrevet i et UIAA-notat (03/2000, ”About Ageing of Climbing Ropes” ) at selv på et 30 år gammelt reb var brudstyrken intakt:
Det eneste, der i praksis knækker et reb, er et fald over en relativ skarp kant eller
påvirkning af syrer. Altså ikke sollys, ikke ælde, ikke valget af knude.
UIAA/CE-krav til reb – Betegnelser
Normer: UIAA 101 ”Dynamic Ropes” / UIAA 108 ” Sharp Edge Resistant Dynamic
Ropes” / EN 892
For at et reb kan blive godkendt af UIAA/CE, skal nedenstående ting testes og skrives på en seddel, der skal ligge ved rebet. Ifølge lovens bogstav skal det stå på
dansk, når rebet sælges i Danmark, hvilket dog sjældent overholdes. Derfor har jeg
skrevet den engelske betegnelse i parentesen.
– Vægt (Weight). En del af rebet bliver belastet med 10 kg. Herefter skæres 1 meter af den belastede del, som derefter vejes.
– Antal UIAA-fald (Number of UIAA-falls). Dette er en simulering af et kraftigt fald.
UIAA-faldet beskrives nærmere på side 213.
– Fald over skarp kant (Sharp edge): Ikke et CE-krav, men en yderligere UIAA-test.
Det er en skærpelse af UIAA-faldet, som beskrevet nærmere på side 213.
– Fangrykket (Impact force), som er et udtryk for den belastning, klatreren udsættes for i en bestemt type fald. Dette beskrives nærmere på side 214. I godkendelsen interesserer man sig kun for fangrykket i det første UIAA-fald.
– Den statiske længdeforøgelse (Static elongation / Extension at XX kg load). Det
testes ved, at rebet hænges op i hele sin længde med et lod med en given vægt
fastgjort i den ene ende. Når rebet hænger stille, måles længdeforøgelsen, som
højst må være et bestemt antal procent af reblængden.
– Den dynamiske længdeforøgelse (Dynamic elongation). Dette beskriver den
maksimale længde, et reb udvider sig i testen af UIAA-fald.
143
A – MERE UDSTYR
– Strømpeglidet (Sheath slippage). Et udtryk for, hvor meget strømpen kan flytte
sig i forhold til kernen, og det må ikke være for stort. Trækkes strømpen for meget, kan det ændre kordelernes placering i forhold til hinanden, så de kommer til
at ligge rodet. Dette vil nedsætte styrken på rebet.
Testen udføres ved, at 2,0 meter af rebet trækkes gennem en kraftig rebklemme
5 gange, hvorefter strømpeglidet måles.
– Knudeegenskaberne (Capacity for knotting). Der udføres en knobtest,som består
i at binde et overhåndsknob på rebet og så belaste det med et lod i ét minut.
Loddets vægt reduceres til 1 kg, og den indvendige diameter af hullet i overhåndsknuden måles.
Hullet må ikke være større end diameteren på rebet.
Testens resultat angives som decimaltal, og udregnes ud fra formlen:
Indvendig knudediame ter
Rebets diameter
Eks.:
12,2 mm
= 1,2
10,2 mm
Der kan være flere krav end de nævnte; i så fald står det beskrevet i senere afsnit
ved de enkelte rebtyper.
Den vigtigste skelnen mellem reb gøres med hensyn til elasticiteten – i dynamiske og statiske reb.
Dynamiske reb er, som beskrevet på side 22, elastiske. Elasticiteten ligger
dels i selve nylonmaterialet (ca. 1/3), dels i opbygningen af rebet (ca. 2/3).
Længdeforøgelsen ved fald vil ligge mellem 15 og 25 pct., afhængig af faldets
længde og vægten af klatreren – og helt op til 45 pct. i et faktor-2 fald.
Dynamiske reb kategoriseres yderligere efter diameteren på og brugen af rebet: Helreb, halvreb og tvillingereb. Da kategoriseringen hænger sammen med
sikringsteknikken, er det kun elastiske reb, der deles op på den måde – man bruger jo ikke statiske reb til sikring af en klatrer.
Helreb har en diameter på 9,1-11 mm. Rebteknikken og håndteringen er enkel, da der kun er et reb ad gangen. Helreb bruges til klatring på klipper, kunstige
klatrevægge og i træer.
En variant af helrebet er multidroprebet. Det blev “opfundet” for at kunne
honorere sportsklatringens krav om et reb, der udsættes for store belastninger
mange gange. Dette er nødvendigt på f.eks. lange, svære ruter, hvor der faldes tit,
og man ikke har en umiddelbar mulighed for at vende om eller bruge flere reb.
Grunden til at “opfundet” står i anførselstegn er, at der ikke blev opfundet
noget nyt; der blev blot sat nogle højere krav til antallet af UIAA-fald, for at rebet kunne blive godkendt som multidropreb. Man har derved sikret minimums-
144
A – MERE UDSTYR
krav for godkendelserne, da det i godkendelsessammenhæng ikke er nok, at producenten lover, at rebet kan holde til flere fald – husk, at UIAA kun tester minimumskravene, ikke om det lever op til producentens angivelser.
Halvreb har en diameter på 7,8-9 mm. Det bruges til den mere avancerede
klippeklatring, hvor man sikrer sig i to mere eller mindre parallelle reb samtidigt.
(Bruges det til toprebsklatring, er ét reb tilstrækkeligt. Det slider dog meget på
rebet, og et enkelt halvreb har ikke de reserver, et helreb har som følge af tykkelsen.)
Sikkerhedsmæssigt er halvreb bedre end helreb, for hvis det ene reb af én eller anden grund bliver skåret over, har man stadig det andet som sikring. Desuden er halvreb knapt så sårbart overfor slid på en klippekant, da to halvreb ligger
med en større flade på klippen end ét helreb. Med halvrebet kan man også give
bedre sikkerhed for andenmanden i visse tilfælde, og der er nogle andre brugsmæssige fordele. Dette bliver beskrevet på side 180 i afsnittet ”Flere rebføringsteknik”.
Ulempen ved halvreb er, at to halvreb vejer næsten dobbelt så meget som ét
helreb.
Tvillingereb har en diameter på 7-8 mm. Det bruges især til alpin klatring,
hvor der er behov for lav vægt og stor sikkerhed. Også her gælder princippet om,
at fladen på de to mindre reb er større end på ét helreb, med deraf følgende modstandsdygtighed over for slid. To tvillingereb vejer omtrent det samme som ét
helreb; men det har ekstra sikkerhed i form af to reb.
Der er ingen krav til bestemte diametre eller en bestemt vægt, for at et reb
skal være i en bestemt gruppe. Så en producent kan i princippet godt lave et helreb med en diameter på 6,0 mm.
En yderligere fordel ved de tyndere reb er, at deres kantstyrke er større. Et
helreb, der hænger i en karabin, så de to rebender vender 180 grader i forhold til
hinanden, belastes mest i de yderste rebfibre, da disse strækkes mere, end dem
der ligger inderst i banen. Det er derfor, brudstyrken nedsættes til omkring 60%
af den oprindelige styrke.
Jo tyndere rebet er, jo mindre forskel er der i belastning – og dermed bibeholdes en større styrke. For et 8 mm reb bibeholdes omkring 75% af styrken, et 6
mm reb har 90% af sin oprindelige styrke, og for tapeslynger er det praktisk taget
uændret.
145
A – MERE UDSTYR
UIAA/CE-krav til dynamiske reb
Normer: UIAA 101 / EN 892
Helreb
Halvreb
Antal reb, der testes ad gangen
1
1
2
Min. antal UIAA-fald
5*
5
12
Testvægt ved UIAA-fald
80 kg
55 kg
80 kg
Max. fangryk
12 kN
8 kN
12 kN
10%
12%
10%
Max. statiske længdeforøgelse
Max. dynamiske længdeforøgelse
Tvillingereb
40%
Max. strømpeglid
1%, dog max. 20 mm
Max. afvigelse på evt. midtermarkering
1000 mm
* Multidroprebet skal kunne holde til minimum 10 UIAA-fald; ellers er de øvrige
krav de samme, som til det almindelige helreb.
Antallet af reb, der testes sammen, hænger sammen med det brug, rebene er beregnet til. Helreb er selvfølgelig beregnet til at bruge enkeltvis; halvreb skal kunne
klare et fald, selvom det kun er det ene reb, der opfanger faldet, og testes derfor
enkeltvis; tvillingreb bruges altid to og to sammen, og testes derfor også to og to
sammen.
På grund af dynamikken i rebet, vil det ikke kunne knække ved almindelig
korrekt brug: rebet er absolut ét af de stærkeste led i kæden. For et helreb ligger
brudstyrken på omkring 18 – 22 kN, afhængig af specifik diameter og leverandør. Hvor knuderne bindes, opstår der ganske vist svagheder, og brudstyrken
nedsættes med 10–40% (igen: afhængig af, hvem der har lavet testen), da rebet
belastes uens i de bugter, knuderne danner.
Alligevel er det eneste, der kan få et godkendt reb, der bruges korrekt, til at
knække, er faktisk en skarp kant. En skarp kant er i denne sammenhæng en runding, der er mindre end en karabin, dvs. med en radius mindre end 5 mm.
Så hvis du blot sørger for at anvende rebet fornuftigt og holde dig fri af skarpe kanter med rebet (og ikke lade rebet komme i kontakt med syre), behøver du
ikke spekulere alverden over brudstyrken af dit reb.
Længden på klatrereb er normalt 50 meter. Det fås også i længder på henholdsvis 60 og 70 m. Flere steder er der meget lange ruter med forplacerede ankre til standpladser og abseil, og dér kan det være en fordel at have reb på 60 m,
og denne længde bliver da også mere og mere udbredt. Klatrereb sælges desuden
i metermål, så du kan købe en længde, der passer til netop dit behov.
146
A – MERE UDSTYR
Da 50 m halvreb og tvillingereb kun giver halvt så lang rækkevidde som tilsvarende længde helreb (fordi de skal bruges to og to sammen), sælges de også i
100 m længder. Nogle gange med et farveskift på midten (bicolor), så det er
nemt at finde midten. En anden fordel ved farveskiftet er ved brug af dobbeltrebsteknik. Her kan klatreren råbe til sikringsmanden, hvilken farve reb der
eventuelt skal strammes op. I stedet for at købe ét reb på 100 m, kan du selvfølgelig købe to på 50 m. Endelig kan du, hvis du kun har ét halv– eller tvillingereb,
lægge rebet dobbelt og nøjes med at klatre reblængder à 25 meter.
To halv– eller tvillingereb har også dobbelt rækkevidde frem for helreb ved
abseil.
Statiske reb (reelt: semistatiske reb)er, som beskrevet på side 22, ikke elastiske – de skal snarere give sig så lidt som overhovedet muligt. På grund af den
manglende elasticitet må et statisk reb aldrig bruges til klatring med risiko for
decideret fald, da chokvirkningen i den hårde opbremsning kan skade de indre
organer. Statisk reb kan dog med udvisning af forsigtighed bruges til topreb. Sikringsmanden skal bare hele tiden være på vagt, så rebet konstant er strammet så
meget op som muligt. Brug af rebet på denne måde bør imidlertid absolut høre til
undtagelserne.
I daglig tale anvendes betegnelsen ”statisk reb” (vi sparer lige luften, der ellers skulle være brugt på at sige ”semi”); men reb, der teknisk korrekt set er statiske, anvendes til f.eks. trækning af printhoveder i blækprintere og tilsvarende
præcist arbejde. Altså nogle høje krav til rebets kvalitet, der ikke anvendes i nogen form for klatring. Så har man for mange penge, som man bruger forkert!
Det er altså som sagt semistatiske reb, vi arbejder med, men de kaldes efterfølgende blot for statiske reb, for nu at holde os til konventionerne.
Når du har købt et nyt statisk reb, så lad det først overnatte i en balje vand.
Det skal derefter tørre et mørkt, køligt og ventileret sted. Statisk reb er nemlig
som et par bukser, der har det med at krympe efter første vask (mine bukser
krymper så gerne fortsat efter første vask. Især hvis der er en god middag involveret!), så det skal lige krympe til korrekt arbejdsdimension. Det giver strømpen
større modstandsstyrke og reducerer strømpeglidet.
UIAA/CE-krav til reb – yderligere krav til statisk reb
Normer: UIAA 107 ”Low Stretch Ropes” / EN 1891
Statisk reb deles op i type A og type B, hvor type A (som er den stærkeste) typisk
er 10 eller 11 mm i diameter og den mest brugte i klatresammenhæng. Type B er
typisk 9 mm reb til brug for evakuering og anden redning. De nævnte diametre er
dog ikke noget krav for opnåelsen af klassificeringen.
147
A – MERE UDSTYR
Statiske reb skal gennemgå de samme typer tests som dynamiske reb, om end
med lidt modifikationer i testvægte, etc.
Udseendet har betydning ,da én farve skal dække mindst 80% af strømpens overflade. Der må være max. to kontrastfarver, der i så fald skal løbe i spiraler rundt i
samme retning.
Det skal angives, hvor meget rebet krymper efter at have været vådt (krympeevne),
og vægten af strømpen (strømpemassen) skal mindst være 30 og 50% af rebets
samlede vægt. Strømpen udgør en større del – og bidrager med en forholdsvis stor
del af styrken – af det statiske reb, da det kan forventes udsat for mere slid på
overfladen, og da kernen, som giver dynamikken, ikke har så stor betydning som
for dynamiske reb.
Desuden er der et par ekstra ting:
Maksimal diameter: Rebets diameter (Ø) skal ligge i et vist interval.
Type A
Type B
Min. 8,5 mm,
max. 16 mm
Brudstyrke: Rebets brudstyrke testes ved langsomt at påføre det belastning, til det springer.
22 kN
18 kN
Brudstyrke med ottetalsknob: Der bindes et ottetalsknob på rebet, og det skal i 3 minutter kunne
modstå den givne belastning.
15 kN
12 kN
Chokbelastning: Rebet udsættes for et faktor-1
fald med den givne vægt. Det skal kunne klare 5
fald med 3 minutters mellemrum.
100 kg
80 kg
100 kg
80 kg
Fangryk: Faldfaktoren er i testfaldet til det statiske reb på 0,3, med et lod af den givne vægt.
Fangrykket må ikke overstige 6 kN, og rebet skal
kunne klare 5 fald.
Strømpeglid: Måles som på dynamisk reb (se side
144). Strømpeglidet skal være under en vis længde
(antal mm).
Strømpeglid: Måles som på dynamisk reb (se side
144). Strømpeglidet skal være under en vis længde
(antal mm).
Statisk længdeforøgelse: Rebet belastes 1 minut
med 50 kg, og derefter 1 minut med 150 kg. Forlængelsen må ikke overstige den givne procentdel af rebets længde.
Knobtest: Belastes med 50 kg i 1 minut, som derefter reduceres til 1 kg.
148
20 – 30 mm for Ø < 12 mm
20 – 25 mm for Ø > 12 mm
20 mm
+ 10
(Ø – 9 mm)
15 mm
5%
1,2
A – MERE UDSTYR
Statisk reb kan være forstærket med Spectra eller Kevlar, så der opnås en væsentlig højere styrke (som omtalt på side 31 og side 126).
Det bruges meget til slynger i tynde diametre, da det nedsætter vægten; men
beholder styrken. I modsætning til det dynamiske reb kan det klart angives, hvor
meget brudstyrken er for det statiske reb. Her er det nemlig rebets “råstyrke”, der
giver holdbarheden, og ikke dynamikken.
Statiske reb type A eller B er egnede til jugging, at hejse både udstyr og
mennesker med, som fix-reb og til lange abseil. Hvis man skulle gå på rebklemmer op ad et dynamisk reb, ville man bevæge sig op og ned som en yo-yo, hvilket – ud over at være brandirriterende – ville udøve stor belastning på ankrene i
toppen. Er det en del af planen, at man skal op ad rebet på den måde, kan det
godt svare sig at medbringe et statisk reb.
Mærkningen af et statisk reb sker efter formen ”A 11 EN 1891”, hvilket betyder, at det er et statisk reb type A iht. EN 1891 med en diameter på 11 mm) eller mærket PPE, Personal Protection Equipment, med tilhørende datablad.
De helt tynde reb, som omtalt beregnede til mindre slynger, kaldes som sagt
for rebsnøre.
UIAA/CE-krav til reb – yderligere krav til rebsnøre
Normer: UIAA 102 / EN 564
Rebsnøre skal være statisk.
Diameter skal være mellem 4 og 8 mm, med følgende brudstyrker:
Diameter i mm
4
5
6
7
8
Brudstyrke
3,2 kN
5,0 kN
7,2 kN
9,8 kN
12,8 kN
En yderligere variation af statisk reb er arborist-rebet (kan med lidt fri oversættelse kaldes træklatrer-rebet). Det er et tykt reb (ca. 13 mm), med specialvævet strømpe, så det har ekstra stor rivstyrke, og så prusikslynger nemt griber fat.
149
A – MERE UDSTYR
Det leveres med øjer for enderne, enten specialsplejsede eller –syede. Rebene er
lavet af polyester eller nylon.
Bemærk: Arboristrebet er ikke beregnet til førstemandsklatring i træer – brug
et almindeligt klatrereb til dét!
150
A – MERE UDSTYR
Mere om karabiner
Karabinerne er det alsidige forbindelsesled mellem alt det øvrige klatregrej,
og man kan næsten ikke have for mange af dem!
Ordet “karabin” er egentlig betegnelsen for en let, kort riffel. For at riflen
kunne gøres fast til en hestesaddel, blev der lavet en hage, den kunne hænge i.
Denne hage blev omtalt som en karabinhage. Ordet “karabinhage” bruges da også stadig; men skal man omtale denne specielle genstand et hav af gange i løbet
af en dag med klatring, finder man hurtigt ud af, at det kun er den halve anstrengelse at bruge ordet “karabin”, og derfor omtales den sjældent som andet blandt
klatrere. Måske endda endnu kortere med den britiske betegnelse ”krab” .
Omkring størrelsen på karabinerne kan det godt svare sig at gøre nogle overvejelser: Hvis du mest bruger 11 mm helreb, må karabinerne godt være af lidt de
større modeller, end hvis du bruger et 9,3 mm helreb.
De mest udbredte karabiner blev præsenteret i afsnittet ”Karabiner” på side
23; der er imidlertid også et par andre karabiner, der kan have interesse for den
mere avancerede bruger:
Snaplinkkarabinen kan være tilpasset, så den
passer særligt til en hurtigslynge. Dermed bliver det
en retningsbestemt karabin, og styrkekravet til belastningen på tværs kan nedsættes.
Retningsbestemt karabin
Den ovale karabin bruges ikke ret meget til friklatring,
da dens dobbeltsymmetriske form let lader den rotere. Det
vil sige, at man i uheldige tilfælde kan få al belastningen på
tværs af karabinen og dermed på lukkeren.
Oval karabin
Den har dog sin berettigelse ved brug af flere karabiner
til abseil, hvor der er en gammel slagbolt på ruten med et
lille hul til fastgørelse, hvor der anvendes taljer og andre
mekaniske hjælpemidler, hvor det er en fordel at kunne dreje karabinen hurtigt og ubesværet, og hvor en asymmetrisk
karabin ville klemme de forkerte steder.
151
A – MERE UDSTYR
Quicklink-karabiner (maillon
rapide) anvendes hvor der kan
forventes træk i flere retninger på
én gang (typisk tre retninger). De
er normalt mere omstændelige at
lukke, for gevindet i lukkeren har
også bæreevne, og skal derfor være af en vis længde og dimension.
Klettersteig-karabiner er beregnet til fastgørelse i jernringe,
omkring bolte, i stiger og lignende. De skal derfor have større åbning, automatisk lås på lukkeren
og kunne klare en større last i flere
retninger.
UIAA/CE–krav til karabiner
Normer: UIAA 121 / EN 12275
Typer
Karabiner opdeles i følgende typer:
Type A
– En karabin med manuel skruelås
Type B (Basic)
– En standard snaplinkkarabin.
Type D (Directional) – En retningsbestemt karabin
Type H (HMS)
– En HMS-karabin
Type X
– En oval karabin
Type K (Klettersteig) – En klettersteigkarabin
Type Q (Quicklink)
– En karabin, der har stor styrke i flere retninger
Én karabin kan godt være flere typer, som f.eks. en oval karabin med skruelås. Det
er en type X/A
Styrkekrav
Når styrken på karabiner testes, lægges der to stålbøjler, med en diameter på 12
mm hver, ind i karabinen, som trækker i den.
Der trækkes i karabinen på langs, både med lukket og åben lukker, og der presses
på lukkeren på tværs.
Hvilke styrker, den enkelte karabin skal kunne klare, afhænger af typen (se nedenstående skema).
152
A – MERE UDSTYR
Fælles krav for alle karabiner er, at:
der skal en kraft på mindst 5 N til at åbne lukkeren
der skal være en fri afstand mellem den åbne
lukker og karabinen på mindst 15 mm
der skal kunne lægges to Ø11 mm reb ind samtidigt, uden at de kommer i karambolage med lukkeren
For type K skal den frie afstand dog være 21 mm, og der skal kunne lægges et Ø21
mm reb ind i karabinen.
Type K testes desuden for følgende:
Den låste lukker skal kunne påvirkes med 1 kN i 30 sek., hvorefter lukkeren og
låsen stadig skal fungere korrekt.
Derefter gentages testen med forøget last, til lukkeren åbnes 3 mm. Det noteres
på karabinen, hvilken kraft, der er opnået. Testen udføres både forfra og fra begge sider.
Karabinen lægges på fladen, klippet ind i en Ø16-bolt, ud over en hylde med en
bredde på 27 mm.
Karabinen skal herefter kunne holde til et træk på 8 kN over fladen, uden at splitterne løsner sig. Der må godt fremkomme varig deformation og revnedannelse.
Der er ikke krav i normerne til størrelsen af karabinernes
tværsnit eller den diameter, der er på de dele, rebet
kommer i kontakt med.
Der er dog en anbefaling, der siger, at den runding, rebet kører over, skal være på mindst 60 grader på hver
side af centerlinien, have en radius på mindst 4,5 mm,
og bredden af tværsnittet skal være mindst 8 mm.
60° + 60°
8 mm
Herunder er en oversigt over belastningerne, de forskellige karabintyper mindst
skal kunne holde til.
Producentens oplysninger om styrkerne skal være præget ind i hver enkelt karabin.
Type
På langs
På tværs
A
B
D
H
X
K
Q
20 kN
20 kN
20 kN
20 kN
18 kN
25 kN
25 kN
7 kN
7 kN
–
7 kN
7 kN
7 kN
10 kN
153
På langs, med lukkeren åben
7 kN
7 kN
7 kN
6 kN
5 kN
8 kN
–
A – MERE UDSTYR
Mere om rebbremser
Rebbremser, eller descendere, er en fællesbetegnelse for de mekaniske anordninger, der tillader dig at lade rebet glide gennem den pågældende anordning,
eventuelt bremse rebet helt op.
Både plade– og tubebremserne nævnt på side 28 fungerede som sagt efter
samme princip, med en bugt gennem bremsen, som sættes ned i en karabin, og
låsningen af rebet foregår ved at trække rebet bagud, så det hele strammes til.
Ved at gribe om rebet kan man holde 20–25 kg, så der skal et hjælpemiddel til at
forstærke effekten, så man når op på de 400–500 kg, et kraftigt fald medfører.
Pladebremserne (eller stichtbremserne – opkaldt efter Fritz Sticht, der var
den første, der fandt på at bruge en sådan anordning som rebbremse… Han har i
hvert fald fået æren for det!) leveres i forskellige varianter; med fjeder, der holder bremsen væk fra selen, og dermed kombinerer pladens store bremseeffekt
med tubebremsens letløb; med stålwire; med firkantet plade; med kileformede
huller; eller mange andre ting.
Alt dette kan gøre bremserne lettere at bruge, dyrere og sjovere – men er
sjældent absolut nødvendigt, rent funktionelt. Det er varianter over samme tema:
En metalting som giver friktion mod rebet.
Låsekraften for de almindelige bremser er på 2–4 kN, og når først man har
vænnet sig til én bremse, vil man som regel synes bedst om den, uanset hvilke
fordele, andre bremser skulle forestille at have.
Et udvalg af forskellige andre bremser
Nogle bremser er konstrueret, så de virker som automatiske bremser (Autoblok-bremser): Når rebet løber igennem med lav hastighed, er der fri passage;
men hvis det pludselig er en hurtig bevægelse, blokeres gennemløbet. Præcis
som en sikkerhedssele i en bil.
Bremseeffekten kan opnås ved nogle bevægelige dele, der klemmer om rebet,
eller det kan være hele bremsen, der vinkles på en bestemt måde for at bremse.
Bremserne med bevægelige dele kræver selvsagt mere vedligeholdelse, så der
154
A – MERE UDSTYR
ikke er noget, der sætter sig fast; til gengæld låser de bedst – omkring 9 kN for
de bedste bremser.
Automatiske bremser med bevægelige dele
Automatiske bremser uden
bevægelige dele
Automatiske bremser er mere følsomme overfor våde, mudrede eller tilisede
reb, end almindelige manuelle bremser er:
- En lille sten, der sidder på rebet, kan blokere låsemekanismen
- Et vådt reb kan være så glat, at der ikke opnås den nødvendige friktion til at
aktivere bremsen
- En jævn acceleration (dvs. hurtigere og hurtigere træk i rebet) kan snyde
bremsen. Det kan f.eks. opstå, hvis en klatrer skrider ned over en glat klippeskråning, hvor hastigheden øges langsommere, end den gør i et frit fald
- En forkert placeret hånd komme til at frigøre udløseren til bremsen
- En for lille rebdiameter kan umuliggøre tilstrækkelig klemmeeffekt til at
bremse rebet
Hvis det hele virker korrekt kan det stadig være et problem (man kan bare ikke vinde!), for den store låseeffekt laver en næsten øjeblikkelig opbremsning af
rebet, hvilket giver chokbelastning på ankrene.
Men er det et tørt, rent og tilstrækkeligt tykt reb, anvendt i solide ankre og
med tilstrækkelig øvelse i betjening, er de automatiske bremser fortrinlige at
bruge, da de yder ekstra sikkerhed og låser hurtigt.
Der kommer hele tiden nye på markedet, og gamle
modeller går ud, og der kan benyttes karabiner, knob
og rebklemmer af forskellig art til formålet.
Får du fat i en bremse, du ikke kender fra tidligere,
så kig i brugervejledningen, der skal følge med, og prøv
dig frem under kontrollerede forhold. Brug kun bremsen til de rebdiametre, den er godkendt til.
Trods tekniske detaljer og flotte farver, er en rebbremse dybest set en genstand, som rebet har mere
155
Bremse til særligt tynde
reb (Twin fra Cassin)
A – MERE UDSTYR
eller mindre besvær med at løbe igennem, og som derfor kontrollerer hastigheden, det sker med.
Ottetalsbremsen, fås også i forskellige varianter.
Der findes udgaver med vinger af forskellig udformning, forskellige størrelser, forskellig bremseeffekt og
forskellige håndtag, så ikke man brænder fingrene
(sic!). Kreativiteten kender næsten ingen grænser, når
det gælder om at få et ottetal til at ligne noget andet!
Ottetal med bredt
vingefang
Vingernes formål er dels at forhindre, at rebet folder op omkring bremsen og laver et slyngestik, dels at
give mulighed for at lave bremseeffekt i forskellige
tron. Det afhænger af den specifikke bremses udformning.
Gør det til en vane altid at kontrollere din rebbremse før brug! Når du mener,
du er klar, så lav et kraftigt ryk med den rebende, der går ud til klatreren. Så er
du sikker på, at du ikke er kommet til at vende bremsen forkert. Det kan snildt
gøres som en almindelig rutine, der kun tager en brøkdel af et sekund. På den
måde har du garderet dig mod et uheld på den bekostning, den dag hvor det hele
af uransagelige årsager har valgt at vende sig selv på hovedet.
UIAA/CE–krav til rebbremser
Normer: UIAA 129 / EN har ikke opstillet krav til rebbremser til klatring
Typer af bremser
UIAA anvender følgende begreber:
- Manuel bremse: Brugeren skal holde fast i rebet for at opnå bremseeffekten
- Manuel bremse med forstærket låseeffekt: Ved lave hastigheder er det brugerens betjening af rebet, der skaber bremseeffekten. Ved høje hastigheder på
rebet træder en mekanisk bremse i funktion og forstærker bremseeffekten
- Bremse til abseil: Brugeren kan justere bremseeffekten og skal kunne standse
helt
- Bremse til abseil med panikfunktion: En bremse til abseil med den ekstra
funktion, at hvis rebet slippes helt, standses gennemløbet
Design og test af bremser
Den enkelte bremse bliver testet med en vinkel mellem det indadgående og det udadgående reb på 30° ± 5°.
Åbningen til fastgørelsen af bremsen skal have afrundet kant, være min. 13 mm i
diameter, og godstykkelsen skal være min. 2,5 mm.
På alle dele, der kommer i kontakt med reb eller brugerens hænder, må der ikke
kunne mærkes grater eller lignende.
156
A – MERE UDSTYR
Bremsen testes med korrekt anvendt reb, dvs. helreb og halvreb testes med ét reb
ad gangen, tvillingreb testes med to reb på én gang. Rebets diameter skal være det
tyndeste iht. brugsanvisningen på rebbremsen.
Alle bremser:
Der påføres gradvist en last på 8 kN med en hastighed på 100 mm pr. minut. Når
den fulde last er opnået, holdes samme last i 60 sek.
Rebet må ikke glide gennem bremsen, og det må ikke knække. Bremsen skal fortsat være fuldt funktionsdygtig, og der må ikke opstå nogen synlige skader.
Ved manuelle bremser er den bremsende rebende forankret, og det er således selve bremsens robusthed, der testes.
Ved bremser med forstærket låseeffekt skal låsemekanismen træde i kraft og
standse rebet, og det er således bremsens robusthed såvel som låsemekanismen,
der testes.
Chokbelastning på bremser med forstærket låseeffekt:
Bremsen belastes øjeblikkeligt med 2 kN, og belastningen bibeholdes i 3 minutter.
Låseeffekten skal træde i kraft, der må max. glide 300 mm reb gennem bremsen,
og der må ikke opstå skader på hverken bremse eller reb.
Dynamisk belastning på bremser med forstærket låseeffekt:
En vægt på 80 kg holdes 1 m over rebbremsen. Vægten slippes og skal kunne falde frit. Rumtemperaturen skal være mellem 15 og 25°C.
Vægten slippes. Bremsen skal standse og holde vægten, og der må max. løbe 1,5
m reb gennem bremsen i processen.
Bagefter skal bremsen fungere korrekt, således at vægten kan løsnes og sænkes
kontrolleret.
Mærkning
På bremser med forstærket låseeffekt og/eller panikfunktion skal det tydeligt markeres, på hvilken måde rebet skal føres igennem bremsen, så det er den rigtige
ende, der går til henholdsvis klatreren og sikringsmanden.
157
A – MERE UDSTYR
Mere om slynger
Såvel som reb kan være forstærket med Spectra, Dyneema eller Kevlar, kan
tapeslynger også være det. Det giver mulighed for at lave noget tape, der ikke er
særlig bredt, men stadig meget stærkt. De smalleste (og dyreste) slynger er ned
til 8 mm brede, mens almindelige er 16–25 mm brede.
For nærmere specifikationer om rebslynger henvises til afsnittet “Mere om
reb” på side 142.
For tapeslynger af almindelig, uforstærket nylon, er brudstyrkerne som vist i skemaet.
Forstærkede slynger kan opnå styrker,
der ligger 3-4 gange højere end de viste værdier. De nærmere specifikationer afhænger
meget af hvilken producent, der fremstiller
tapen, og hvad den forstærkes med.
Brudstyrker for tape
25 mm, flad
25 mm, tubular
19 mm, flad
19 mm, tubular
24 kN
18 kN
22 kN
16 kN
En variant af tapeslyngerne er den såkaldte falddæmper. Den bruges, hvor en
usikker placering betyder, at sikringen ikke vil være i stand til at tage den fulde
belastning ved klatrerens fald. Falddæmperen benævnes også ved det engelske
udtryk screamer.
Falddæmperen er en slynge, der er syet sammen ad
flere omgange på en sådan måde, at syningerne vil rives fra hinanden i forskellige etaper, efterhånden som
kraften bliver større.
Det er i princippet en elastisk effekt; forskellen er
bare, at den dæmpende effekt opnås på forholdsvis kort
afstand, dvs. faldet bliver ikke væsentligt længere, men
kraften bliver mindre.
Falddæmper
Slyngerne er forholdsvis dyre, og kan selvsagt kun rykkes op én gang. Derefter har de dog samme brudstyrke som normale slynger.
Et (langt bedre) alternativ til falddæmperne er belastningsudligningen, som er
beskrevet på side 90.
En mere forarbejdet udgave af den almindelige tapeslynge er en daisy-chain.
Den er bundet eller syet, så der dannes en masse mindre løkker, også kaldet
”lommer”.
Dermed kan du hurtigere fastgøre dig til f.eks. en standplads med den korrekte længde, uden at skulle tilpasse slyngens længde. Daisy-chain’en bindes fast
158
A – MERE UDSTYR
med et slyngestik i samleløkken, en
låsekarabin i yderste lomme, og så
sættes den en omgang omkring livet
eller får lov at hænge løst ned. Herfra
kan du hurtigt frigøre den til anvendelse (kaldes så også en chickensling).
Ulempen er, at hvis den hænger
Daisy-chain med syede lommer
omkring livet, kan den sidde i vejen
for dine sikringer og hurtigslynger, og
hvis den hænger løst ned er den lige
til at træde i. Det er en morsom forteelse, på linie med at jokke i sit eget snørebånd! Men det er hurtig fastgørelse til en standplads med forplacerede ankre.
Ved brug af en daisychain skal du klikke karabinen korrekt ind i lommerne.
Det vil sige, at du kun
må klikke den i én lomme
ad gangen. Hvis du klikker
ind i to lommer, holder den
ikke dobbelt så godt; tværtimod er der intet til at holde
karabinen, hvis syningen
brister.
Desuden er syningerne i
lommerne kun godkendt til
2 kN, så det er absolut kun
til statiske belastninger.
Forkert anbragt karabin.
Hvis syningen brister, ryger karabinen ud!
Korrekt anbragt karabin. Hvis syningen brister, ryger karabinen
blot ned i næste lomme
Vil du have lommer med fuld styrke, kan du selv binde en daisy-chain af
tapeslynge, eller du kan købe den model, der består af flere små slynger.
Daisy-chain bestående
af flere små slynger
Daisy-chain med
bundne lommer
159
A – MERE UDSTYR
En simplificeret udgave af en daisy-chain
er kohalen.
Den består ganske enkelt af en almindelig
60’er tape– eller rebslynge, der er sat fast i selen med et slyngestik og så monteres med en
låsekarabin i den anden ende.
Denne fås også færdigsyet, så den er flad i
det meste af længden med en løkke i hver ende.
Kohale.
Ligheden med kreaturet
er sikkert slående,
hvis man ser en lilla ko!
Med til gruppen af de hurtigere løsninger,
der så ganske vist kræver en smule mere udstyr, er udligningsslyngen eller –
rebet. Den omtales også ved sit engelske navn cordelette, der dog på dansk giver
visse associationer til mad!
Udligningsslyngen er typisk en lang, tynd og stærk slynge, dvs. 12-15 mm
Dyneema-tapeslynge eller 7–8 mm rebsnøre, der er bundet sammen i én lang
slynge på 4-6 m.
Slyngen monteres i
de ankerpunkter, der
skal belastes ligeligt…
Slyngen samles, og
der bindes en ottetals– eller overhåndsknude…
Voilà!
Nu har du et enkelt
fastgørelsespunkt.
Ulempen ved en udligningsslynge er, at den skal være lang, så ikke vinklen
mellem ankerpunkterne bliver for stump og dermed forårsager for stor
belastning på hver sikring.
Men selv en temmelig lang
slynge kan kvejles op og sættes bag
på selen, så den praktisk taget ikke
er i vejen.
Udligningsslynge af tape,
bundet op med en knude på midten
160
A – MERE UDSTYR
En anden måde at binde en udligningsslynge af tape op på
En rebslynge kan vikles op
om sig selv…
Med nogle gode, stramme
omviklinger…
Og gøres fast i en karabin,
så den ikke fylder meget.
UIAA/CE–krav til tape
Normer: UIAA 103 ”Tape” og 104 ”Slings” / EN 565 og 566
Mindst 50% af synlige bærende syninger skal være i kontrastfarver.
Når tape i endeløse baner er UIAA-godkendte, kan det ses
ved, at de har sportråde bagpå. Disse indikerer brudstyrken
og hver tråd gælder for minimum 5 kN, så en slynge med
f.eks. tre sportråde kan altså holde til mindst 15 kN.
Tre sportråde
Er slyngen syet, er minimumskravet, at slyngen skal kunne holde til mindst 22 kN,
uansét hvad eventuelle sportråde bagpå ellers indikerer.
(Undtaget fra dette er slynger, der er sat fast på f.eks. friends eller hexe, da de falder
ind under kravene for sikringer.)
161
A – MERE UDSTYR
Mere om sikringer
Én af de vanskeligste ting i forbindelse med klatringen er at sikre. Klipper er
ikke konstrueret med henblik på at klatre, og nogle gange kan man få fornemmelsen af, at de ligefrem gør hvad de kan, for at man ikke skal klatre på dem!
Om ikke andet, så i hvert fald for at det absolut ikke skal være nemt at placere en
sikring. I denne endeløse kamp opfindes der konstant nye og bedre(?) sikringer,
der skulle være hurtigere eller mere sikre.
Kiler laves, ud over de allerede omtalte normale størrelser, også i få millimeters bredde. Disse helt små størrelser (mikrokiler) er ikke beregnet til normal
friklatring, da de ikke kan holde til den hårde belastning, et fald giver.
Er man imidlertid opmærksom
på kun at sætte dem, hvis der er
meget reb ude til at afbøde faldet,
og begrænser den potentielle faldlængde, har de dog en vis berettigelse. Ellers er de mere egnede til
at holde til en konstant belastning
og anvendes til artificiel klatring.
Mikrokilerne kan også være
lavet af andre materialer, f.eks.
kobber, messing eller jern.
Micro nut
(Mikrokile)
Brass off-set
(Mikrokile af messing)
Friends har tidligere netop været omtalt som ”friends” for nemheds skyld. Da
dette afsnit henvender sig til den mere avancerede klatrer, vil jeg her tillade mig
at skifte til betegnelsen SLCD (der jo som tidligere nævnt står for Spring Loaded
Camming Device), da det dækker området bedre. De kaldes også aktive kamkiler.
SLCD’er hører til i en større gruppe, der kan betegnes ekspansionssikringer.
Det er en fællesbetegnelse for sikringer, der indeholder mekaniske dele, så de
kan udvide sig og bedre tilpasse sig forskellige udformninger af klipperne.
Ekspansionssikringer fås med eller uden kamme, hvor bl.a. SLCD’erne er
med kamme.
En SLCD-variant med kun tre kamme er TCU’en eller 3CU’en (Three Cam
Unit) .
TCU’en kræver mere øvelse at sætte, da den på grund af de kun tre kamme
ikke umiddelbart ligger lige så stabilt som én med fire kamme. Til gengæld kan
den så sidde i mere vanskelige sprækker.
162
A – MERE UDSTYR
Der findes også SLCD’er med kun to kamme (som vel også kunne hedde en
TCU – Two Cam Unit. Hvilket de næsten gør: 2CU . Blandt andet. Men de hedder også 2Cams).
TCU
2Cam
For at det ikke skal være løgn findes der også en sikring med kun én kam.
Denne kaldes en kamkile og beskrives senere.
Ekspansionssikringer (uden kamme) er så betegnelsen for alle de andre sikringer med fjederbelastning. De to væsentligste er rollernuts og tubesikringer.
Rollernuts ligner meget almindelige klemkiler. De er gerne mindre end klemkilerne, og kan således placeres i sprækker, hvor det ellers kan være vanskeligt eller umuligt at placere en klemkile. Da de
er mindre har ikke helt samme styrke som almindelige klemkiler.
En rollernut placeres efter samme princip som
en ekspansionskile med kamme.
Rollernut
Placering af rollernut
Tubesikringerne, også kaldet Big Bro,
fås både med og uden fjederbelastning.
Tubesikringen virker efter samme princip som den stang, der holder et badeforhæng: Det er et rør, som skrues eller presses på plads i en sprække, så rørets ender
stemmer mod klippen.
Den sættes, så den er spændt så meget
mod klippen, som overhovedet muligt, og
helst sådan at små ujævnheder kan forhindre den i at dreje rundt.
163
Tubesikring
Placering af tubesikring
A – MERE UDSTYR
Bong
Bevæger vi os væk fra ekspansionssikringerne, men
stadig er i gruppen for store sikringer, der er beregnet på
de større spændvidder, træffer vi en bong.
Ikke så meget teknologi over den: Det er en V-bolt
på steroider, lavet i aluminium, filet lidt til, som man
regner med giver størst alsidighed i fastgørelser i klippesprækkerne. Endelig er der boret en masse huller for at
nedsætte vægten, og så har man ét styk passiv sikring,
velegnet til større bredder.
En kamkile uden ekspansionsmulighed, også
kaldt en passiv kamkile, er en blanding af en
klemkile og en ekspansionssikring med kamme.
Det er kiler med buede kamme på den ene side
Kamkile (Tricam)
og en spids (brod) på den anden. Ved belastning
bores spidserne ind i væggen, og kammene presser på den anden side.
Kamkiler benyttes fortrinsvis til sikring i bløde bjergarter såsom sandsten og
kalksten. Ved brug af den rigtige teknik kan de også benyttes i hårde bjergarter,
såsom granit.
De er monterede på wire eller tape og fås i mange størrelser. De fås dog ikke
helt små, da de så bare ville smutte ud af den bløde klippeart i stedet for at holde
fast.
En kamkile placeret i en
lodret sprække.
Tapen er lagt mellem kammene, så en eventuel belastning vil få kamme og
brod til at stemme endnu
mere mod klippesiden.
Kamkilen kan også
bruges på samme
måde som almindelig klemkile.
I en vandret sprække er
det bedst, hvis kammene
ligger nederst og brodden
vender opad.
Dette giver naturlig balance i kamkilen
Teknikken for at placere en kamkile er, at lade brodden gå ind i en lille fordybning eller mod en ujævnhed inde i sprækken. Kamkilen skal sidde på en sådan måde, at den eventuelle belastning ikke vil få kamkilen til at vælte omkring
det punkt, brodden sidder imod. Kammene skal være tilpas drejede for at få optimal kontakt med klippen.
164
A – MERE UDSTYR
I en blød klippeart borer brodden sig gerne ind i klippen, frem for at kamkilen vælter. Til gengæld er der så risiko for, at kamkilen trækkes ud ved en hård
belastning.
UIAA/CE–krav til sikringer
Normer: UIAA 124 ”Chocks” og 125 ”Frictional Anchors”/ EN 12270 og 12276
Hvis der er en slynge i sikringen, gælder samme norm som for slynger.
Slyngen eller wiren skal give plads til at indsætte en Ø15 mm bolt.
Passive sikringer skal kunne holde til mindst 2 kN.
Ekspansionssikringer skal kunne holde til mindst 5 kN.
Det skal angives på sikringen (i enheden ’kN’), hvilken belastning, producenten
som minimum vil garantere, sikringen kan holde til i den optimale belastningsretning.
Ekspansionssikringer skal testes både i mest og mindst komprimerede tilstand.
Bolte bruges efterhånden kun undtagelsesvist i forbindelse med friklatring af
en rute. Det skyldes blandt andet, at de skal bores eller slås i med en hammer,
altså et større stykke arbejde.
At bolte alligevel ofte ses på ruterne skyldes,
at man mange steder har valgt at lave denne sikringsmulighed, hvis væggen er meget svær at
sætte sikringer på. Der kan jo godt være greb,
man kan klatre på, uden at der er mulighed for at
sætte de andre typer sikringer, f.eks. i meget
tynde sprækker i en ellers glat klippevæg.
Mange steder har en lokal klatreklub været
på færde for at give (nye) klatrere mulighed for
en lettere tilgængelig oplevelse, hvor det ellers
ville være umuligt, når man er begynder på klipper.
Så vil det ofte være borebolte, udført som
ringbolte af rustfrit stål, der er monteret som
topankre.
Endelig kan boltene simpelt hen være efter165
Udvalg af slagbolte: Fra oven
en Z-bolt (leeper), en V-bolt,
en tværbolt, en sær bolt.
Lost arrow
A – MERE UDSTYR
ladt af en anden klatrer, af historiske grunde (fordi de blev benyttet ved førstebestigningen), klatreren har ikke kunnet få dem ud igen eller de er glemte. I så fald
er det som regel slagbolte, der er blevet anvendt.
Slagbolte kan være lavet af blødt eller hårdt stål eller af titanium. Stålbolte kan
ruste, så før du bruger en slagbolt, der er forplaceret på ruten, som sikring, skal
du kontrollere, om det er nogenlunde sandsynligt, at den kan holde til et eventuelt fald.
Kontrollen består i at se, om bolten er væsentligt rusten og om den sidder ordentligt. Vrik og vrid i den, for at se, om den giver sig. Gør den ikke det, er der
stor sandsynlighed for, at den holder. Men helt sikker kan du aldrig være!
Bolten kan nemlig være afkortet, så den er nemmere at slå ind. Det er ganske
vist ikke helt så sikkert; men den vurdering er jo op til klatreren, der har sat den.
Er det i saltholdigt miljø (kystklipper) har
boltene som regel en levetid på 2 år.
Som nævnt kræver det en hammer at kunne
placere slagboltene.
Det skal være en robust hammer med en
vægt på ½ - 1 kg med en tilpas stor slagflade, så
du ikke rammer klippen i stedet for bolten. Pennen skal være spids, så du kan bruge den til at få
boltene ud igen.
Hammer til at slå
boltene i med...
Bolthammer!
Desuden vil en boltfanger gøre gavn. Det er en metalclips, som holder fast i
bolten, mens du monterer den. Hvis du så kommer til at slippe bolten, eller du
slår uheldigt på den, mister du den ikke. Som prikken over i’et kan du have et
hylster til hammeren i stedet for at have den løst hængende.
De tidligere nævnte sikringsmidler er karakteriseret ved, at de klemmes fast i
den eksisterende klippe, eller former eller udvider siger efter de givne betingelser. En slagbolt har lidt tendens til det modsatte: Den vil gerne ændre klippen, så
den passer til bolten. Værst for bolte af hårdt stål, mindre udtalt for bolte af blødt
stål.
Dette skal dog ikke forstås på den måde, at man bare kan banke en bolt ind,
så skal den nok selv lave det plads, den behøver. Men brug af bolte skader klippen, da stål for det første er hårdere, end det aluminium, der bruges i kiler, og for
det andet kræver det en større påvirkning (f.eks. en hammer eller et bor) at få en
bolt sat fast.
166
A – MERE UDSTYR
En bolt skal placeres, så den ikke kan vippe til nogen af siderne. Det betyder,
at bolten skal placeres i et hul eller en sprække, der ikke kun er kileformet; men
som også lukker opad.
Er det en større sprække, som hverken lukker den ene eller den anden vej,
vælges en type bolt, som kan stabiliseres mod klippens sider, f.eks. en V- eller Zbolt.
Bolten sættes i ved at finde en passende bolt til en passende sprække, og
skubbe den ind med hånden, så langt den nu kan komme. Det optimale er omtrent to trediedele ind.
Afviger det ret meget, bør du finde en bolt af anden størrelse eller udformning.
Herefter bankes den i med hammeren, til den giver en klar, klingende lyd, der
fortæller “Nu sidder jeg godt fast!” Efterhånden som du slår, bliver tonen højere
og højere. Når tonen er den samme i to slag efter hinanden, kan den ikke komme
længere ind. Nu må der helst ikke bankes for meget på den mere, da du risikerer
at bøje bolten ved det. Lad hammeren falde ned på den, for at se, om den bliver
siddende – det skulle den helst!
Giver det et “tok”, har du ramt klippen bag, og så skal du enten binde den af
(hvis den stadig sidder fast) eller finde et andet sted.
Forhåbentlig er bolten sat i til øjet, når den giver den klare lyd fra sig. Hvis
ikke den er det, og der ikke kan findes en bolt, der passer bedre, må du afbinde
bolten med en slynge, for at reducere belastningen på bolten.
Slynge fastgjort til
slagbolt med karabin
Bolt afbundet med et slyngstik
Du kan også bruge dobbelt halvstik.
Om du vender bolten, så øjet vender opad eller nedad er normalt et spørgsmål
om smag og behag. Styrkemæssigt har det ingen betydning, da momentet i bolten
vil være det samme.
Det er kun ved Z-boltene, hvor øjets placering har betydning for, om bolten
drejer sig ud af eller mere fast i sin placering.
167
A – MERE UDSTYR
God og dårlig placering af knivbolt.
Bolten til venstre sidder godt fast i klippen
uden at kunne vippes op eller ned.
En belastning på bolten til højre vil få den
til at vippe og dermed miste kontakten
med klippen, hvorefter den ryger ud.
Oplagte eksempler på god og
dårlig placering af bladbolt.
Bolten til venstre vil få al mulig støtte
i en eventuel belastning, hvor bolten
til højre ingen modstand kan yde.
God og dårlig placering af en V-bolt.
Bolten til venstre har kanterne ind mod
klippen, og har dermed en solid kontakt
med klippen.
Bolten til højre kan være banket nok så
godt fast – men ved den store belastning,
der er i et fald, vil den presses yderligere
sammen og trækkes ud.
God og dårlig placering af en Z-bolt.
Her har øjets placering i forhold til
trækretningen betydning.
Øjet skal vende, så bolten ved en belastning drejer sig mere fast (som til venstre),
og ikke ud af placeringen (som den gør til
højre).
168
A – MERE UDSTYR
UIAA/CE–krav til slagbolte
Normer: UIAA 122 / EN 569
Typer
Der anvendes to typer:
Sikkerhedsbolte, mærket med et ”S”,
og andre bolte.
Design
Hængeren skal have afrundede hjørner indvendigt.
I hængeren skal der kunne indsættes en Ø 15 mm bolt på samme tid.
Materialer
Der anvendes bolte med hårdt stål og med blødt stål:
Hårdt stål:
Mindst en hårdhed svarende til HRC
38.
Overfladen skal fremtræde med mørk
finish.
Hårdt stål – Mørke bolte
Blødt stål:
Max. en hårdhed svarende til HRC 22.
Overfladen skal fremtræde med lys finish.
Blødt stål – Lyse bolte
Der må ikke anvendes bolte med en hårdhed mellem HRC 22 og 38.
Styrkekrav
- Bolten monteres i en vandret sprække med afrundede kanter, således at den
ikke er mulig at trække ud (i praksis fastgøres den med dorne, der bores gennem boltens flade)
- Der skal være 20 mm fra kanten af hængeren ind til væggen (20 mm synlig
slagflade)
- Skal kunne optage:
Nedad
Opad
Sideværts
Sikkerhedsbolt……….. 25 kN
10 kN
15 kN
Andre bolte…………… 12,5 kN
5 kN
7,5 kN
169
A – MERE UDSTYR
Borebolte er lavet af rustfrit stål og
meget solide, og du kan ofte regne med,
at de er sikre. De er dog aldrig bedre,
end evnerne hos den person, der har sat
dem!
En forplaceret borebolt kan være
monteret med en hænger, som der bare
skal klippes en hurtigslynge ind i.
Borebolt (ringbolt)
Borebolt med
hænger og hurtigslynge
Hvordan karabinen vendes i hængeren har ingen betydning, bare lukkeren ikke risikerer at støde mod et fremspring, så den vil åbnes ved belastning.
Hvis bolten ikke har en hænger monteret, kræver det et lidt større arbejde. For at du overhovedet
kan gøre noget, kræves det, at bolten ikke er skruet i
helt til hovedet (en rivet). Er den ikke det, kan du
enten binde en slynge fast til bolten med et dobbelt
halvstik, eller bruge en kile som lås:
Tag en klemkile af passende størrelse, og træk
selve kilen lidt ned ad wiren. Placér wiren omkring
bolten, og skub kilen op mod bolten.
Nu fungerer kile og bolt som sikring, men pas på – sæt en god lang slynge i,
så ikke rebets bevægelser får kilen til at smutte af bolten.
Fastgørelse til rivet
Placering af bolte er nogle handlinger, hvor begreberne klatrestil og –etik absolut er på banen.
Selv slagbolte af det blødeste stål efterlader mærker i klipperne. Hvis der
gentagne gange bankes bolte i de samme riss, kan de efterhånden udvide sig så
meget, at ruterne kan klatres frit! Men så falder det jo sådan set ind under begrebet chipping, da man har tildannet klipperne, så der er skabt kunstige greb.
Borebolte er endnu mere mærkbare, da de ikke fjernes igen.
Et riss, der for én klatrer er en uoverstigelig blank væg, kan for den næste
være en velsignelse af nødder og krystaller. Om ikke nu, så en gang i fremtiden.
Med det enorme udbud af klipperuter, der er overalt i verden, skulle man måske lige overveje, om den rute, man vil placere bolten på, vitterligt er essentiel
for at civilisationen, som vi kender den, kan fortsætte!
For at se sagen fra den anden side (det er ulempen ved den monolog, der er i
en bog – Man er nødt til selv at modsige sig!), er bolte jo så absolut også til
gavn. Det er ikke helt uden grund, de er opfundet.
170
A – MERE UDSTYR
Som tidligere omtalt kan lokale klatrere have sat borebolte i toppen af ruter
for at give mulighed for hurtigere og mere sikker etablering af standpladser, og
på populære flerreblængdersruter kan der bære monteret borebolte, ligeledes for
at gøre det nemmere på de oplagte standpladser. Og nogle ruter kan have en sektion, der er glimrende at klatre på, men som simpelthen ikke levner muligheden
for at sætte en sikring. Hvor dygtig man end er. Så er det ikke usædvanligt, at der
er nogle venlige sjæle, der lige dér har placeret nogle bolte – som regel for få! –
så den i øvrigt glimrende rute kan klatres sikret.
Placering af en bolt på en rute, der tidligere er blevet klatret frit, kaldes retroboltning, og er efter almindelig opfattelse absolut fy-fy! Når nogle har bevist, at
ruten kan klatres uden, er det tydeligvis styrke, evner og mod, der er de nødvendige redskaber, ikke flere bolte.
Udskiftning af eksisterende bolte, der er blevet for rustne eller slidte, er der
sjældent nogen, der har noget imod. Denne procedure kalde reboltning, og skal
naturligvis udføres af en person, der kan montere en bolt efter forskrifterne. Du
skal så bare være opmærksom på, at flere ruter, der tidligere er blevet klatret på
bolte, efterfølgende er klatret frit. Så kan der blandt lokale klatrere være opnået
enighed om, at når de gamle bolte afgår deres naturlige død, skal de ikke udskiftes af nye bolte.
Naturligvis har de lokale klatrere, der ved tilfældets magt opholder sig i nærheden af nogle givne klipper, ikke råderet over klipperne, heller ikke selvom de
klatrer der tit. Men det har den klatrer, der kun af og til kommer på besøg, heller
ikke. Hvis der er en ejer af klipperne, har vedkommende naturligvis bestemmelsesret. Men i de tilfælde, at ruterne ligger uden for lands lov og ret, hvem skal så
bestemme?
Jeg går ind for, at det er den højeste fællesnævner! Når ingen har ret til at bestemme, skal der ikke ændres noget. Og det betyder, at boltene skal blive væk.
Så må man øve noget mere, så man kan klatre ruten.
Medmindre du har nogle gode og velovervejede grunde (som andre end du
selv synes er gode grunde) til at placere en bolt på en almindelig klatrerute, kan
mit råd til dig siges med ét ord:
Ladværemedatbrugedem!
UIAA/CE–krav til borebolte
Normer: UIAA 123 / EN 959
Design
Alle dele, man kan røre, efter bolten er monteret, skal have afrundede hjørner.
I hængeren skal der kunne indsættes en Ø11 mm og en Ø15 mm bolt på samme
tid.
171
A – MERE UDSTYR
Materialer
Alle dele af bolten skal fremstilles i samme materiale.
UIAA stiller desuden som krav, at bolten skal være i rustfast stål (CE stiller ikke
krav til materialet).
Styrkekrav
- Bolten monteres i beton 50 MPa
- Boltens sættedybde skal være minimum 5 x diameteren af bolten, og mindst 70
mm
- En bolt, der er monteres i en lodret væg, skal kunne tage et træk på 25 kN
nedad (forskydningskraft)
- I et træk direkte udad skal bolten kunne optage 20 kN iht. UIAA, 15 kN iht. CE
- Bolten skal kunne modstå en drejning om længdeaksen på 150 Nm i 1 minut,
uden at bolten drejer
Er du løbet helt tør for sikringer og intet som
helst af det, du har, passer, kan du lave en knotensling.
Det er ganske enkelt en slynge, der er bundet
en knude på, som placeres inde bag en sprække,
hvor knuden forhindrer den i at falde ud.
Slyngen kan være af reb eller tape; men reb
giver som regel de største og sikreste knuder.
Knotensling
Andet udstyr
Udstyr er der nok af inden for klatring! Ud over det allerede præsenterede, er
der yderligere et par ting, der kan gøre både livet og pengepungen lettere. De
mest væsentlige er de mekaniske rebklemmer og taljerne. Desuden er der en lille
praktisk ting, der hedder en abseilring.
Rebklemmer
Rebklemmer er en mekanisk udgave af klemknuderne (som f.eks. prusikknuden). De bruges til samme ting, og næsten på samme måde: De sættes på rebet,
og så kan de kun skubbes én vej. Andre udtryk er ascender eller jumar (fra navnet på den første rebklemme, der vandt størst markedsandel).
172
A – MERE UDSTYR
Rebklemmer er hurtigere og nemmere at sætte på rebet end klemknuder. De
er også mere sikre, da deres brudstyrke er højere, og de holder bedre på rebet.
Til gengæld koster de en del mere end halvanden meter prusiksnøre, og de er
tungere og fylder mere. Det er derfor gerne, hvor der skal prusikkes meget (eller
jugges eller jumares, som det også kaldes, når det foregår med mekaniske
rebklemmer), at de har deres berettigelse.
Der er en bevægelig del (kammen), som kan være med eller uden tænder,
kamme eller en glat overflade. Er der tænder på, griber den bedre om rebet; men
den kan også trække strømpen i stykker, hvis den f.eks. skal fange et dynamisk
fald. Den type virker godt på tilisede reb.
Kamme med ribber (i skrå vinkel) griber også godt fat i rebet, og her sker der
ligeledes en hurtig opbremsning.
En kam med glat overflade udnytter friktionen som følge af sammenklemningen, og den kan lave en mere dynamisk opbremsning. Låseeffekten er så naturligvis ikke lige så stor.
Rebklemmer fås med eller uden håndtag, venstre eller højre håndtag, i forskellige vægtklasser og med forskellige antal huller til at sætte karabiner eller
slynger i. Rebklemmer uden håndtag bruges som oftest som låseenheden i diverse hejseværker eller som sikring ved soloklatring på topreb.
Nogle rebklemmer har ikke en bevægelig del. Eller rettere: Den bevægelige
del udgøres af den karabin, man fastgør sig til rebklemmen med – karabinen
presser ind mod rebet, som igen presser mod selve rebklemmen.
Disse rebklemmer har ikke så mange dele, der kan gå i stykker (det er svært
for én del at gå fra hinanden), men til gengæld har ikke så stor styrke. Fordelen
er absolut den lave vægt (dog ikke lavere end en prusikslynge) og den hurtige
montering.
Mekanisk rebklemme med håndtag
Mekanisk rebklemme med håndtag
173
Mekanisk rebklemme uden
bevægelige dele
A – MERE UDSTYR
De fleste rebklemmer kan kun sættes på ét reb ad gangen, og er derfor ikke
velegnet til brug på dobbeltreb.
En undtagelse herfra er Shunt fra Petzl. Den har to
glatte kamme, som er delt af en skillevæg. Denne
rebklemme kan derfor blandt andet bruges som selvsikring ved abseil. Det er med henblik på denne funktion,
Shunten er fremstillet.
Shunt
Lægges der to reb i en Shunt, skal de være af samme
tykkelse, da man ellers risikerer, at kun det ene reb låses.
Ved brug af en mekanisk rebklemme må du ikke skubbe den helt op mod en
knude eller lignende; den skal nemlig kunne skubbes lidt fremad for at kunne
løsnes igen.
Der skal være en sikring mod, at rebet kan slippe ud af klemmen. Det kan enten være med en indbygget låseanordning, der hindrer kammen i at åbne sig helt,
eller også kan du montere en karabin i toppen af klemmen.
Klemmen skal være sikret, så rebet
ikke ved et uheld kan smutte ud af låsen
Her er der anvendt en karabin
som sikring af rebet.
Sikringen kan også være
en ekstra lås på kammen
Til abseil må du heller ikke bruge en rebklemme med tænder, da tænderne
som sagt kan rive rebets strømpe i stykker og glide ned ad rebet. Dette sker ikke
ved rebklemmer uden tænder; de glider bare!
174
A – MERE UDSTYR
UIAA/CE–krav til rebklemmer
Normer: UIAA 126 / EN 567
Design
Åbningen til fastgørelsen af karabinen skal have afrundet kant og være min. 13 mm
i diameter.
Klemmen skal have en sikkerhedsanordning, så man ikke umiddelbart kan tage
den af rebet.
Styrkekrav
Rebklemmen monteres på rebet efter producentens anvisninger.
Derefter skal den kunne belastes 5 gange umiddelbart efter hinanden med 4 kN
(hvis rebet går i stykker undervejs, udskiftes rebet og testen fortsætter).
Yderligere UIAA-krav
Når rebklemmen er korrekt monteret, og der tages fat med
en knyttet hånd lige over bremsen, må den ikke kunne
trækkes ned ad rebet.
Taljer
Ved aktivt og passivt makkerhejs skal rebet løbe omkring nogle karabiner for
at få taljeeffekt. Trods den større runding, to karabiner giver, er der stadig en del
friktion – dette kan reduceres yderligere ved at bruge en talje. (Også kaldet en
taljeblok – men sparer man på stavelserne, kan der snakkes mere på samme tid!)
Der er tre hovedtyper af taljer:
De mindste taljer består blot af et plastikhjul, som sættes på en karabin. Hvis
taljen går i stykker under brug, fanger karabinen rebet, og der sker ingen skade.
175
A – MERE UDSTYR
Plastikhjul som talje
Plastichjulet indsat
i en karabin
Taljen findes også
som en karabin
med indbygget rulle
Andre taljer har en plade til at sidde på hver
side af hjulet, og yder lidt mindre modstand end
plastikhjulet.
Hvis taljen har en styrkeangivelse på f.eks. 5
kN, er den kun ment som en lettelse, ikke som et
sikringsmiddel. Altså præcis som med plastichjulet,
der sættes på en talje.
Her skal du derfor også lave en backup med en
karabin, der udgør den egentlige sikring.
Visse taljer kan (iht. producenten) anvendes
uden ekstra sikring i form af en karabin.
Men der findes ikke en UIAA/CE-norm, der
godkender den slags taljer.
Talje med hjul af kunstof.
Skal altid sikres med
en karabin
Talje produceret med
henblik på at kunne
anvendes uden
ekstra sikring
En tredie type har en lukket kasse med åbne sider,
som hjulet sidder i. En sådan talje kan være godkendt af
UIAA/CE, og behøver derfor principielt ingen ekstra sikring. Men brug alligevel en karabin for en sikkerheds
skyld.
Talje med
lukket kasse
Desuden findes varianter af disse, med to hjul ved siden af hinanden, enten på langs (så taljen sporer bedre på
rebet) eller på tværs (så der kan laves større udveksling).
Dertil kommer taljer med indbyggede rebklemmer.
176
A – MERE UDSTYR
Talje med dobbelte hjul
Talje med indbygget rebklemme
UIAA/CE–krav til taljer
Normer: UIAA 127 / EN 12278
Design
Rullen i taljen skal kunne indeholde et reb, der har 1 mm større diameter, end taljen
er designet til.
Åbningen til fastgørelsen af karabinen skal være min. 12 mm i diameter.
Test
Rebet spændes op, så der er en statisk last på 2 kN.
Taljen skal kunne bevæge sig i uhindret i begge retninger, uden nogen deformation
der hindrer brugen.
Efterfølgende øges belastningen til 15 kN.
Taljen må ikke gå i stykker, så rebet frigøres, men deformation er tilladt.
Abseilring
En abseilring, også kaldet en rap ring, er en smedet
stålring eller en ring af aluminium, som kan sættes i en
slynge i ankeret, når der abseiles. Så er rebet væsentligt
nemmere at trække ned bagefter.
Til denne funktion kan man ellers være nødt til at efterlade en karabin, hvis man mener, en slynge alene giver
for stor friktion; men abseilringen er en smule billigere.
Abseilring
Du skal være opmærksom på, at der ikke findes nogen godkendelsesnorm for
abseilringe. Producenterne garanterer typisk brudstyrker på 20 kN; så her har du
altså endnu et eksempel på, om du stoler nok på den interne afprøvning af udstyret, hvor det er firmaets omdømme, der er indsatsen!
177
B – FLERE TEKNIKKER
Tillæg B Flere teknikker
Tidligere i bogen har jeg beskrevet en række teknikker i sammenhæng. Det er
velafprøvede metoder, som du sagtens kan klare dig med.
Men alting kan naturligvis udføres på en anden måde, så her er lidt flere teknikker, du kan eksperimentere med – naturligvis under kontrollerede forhold!
Flere sikringsmetoder
I det tidligere beskrevne har rebbremsen siddet fast i samleløkken i selen eller
i ottetalsknuden løkke. Det kaldes indirekte sikring, da belastningen fra rebet bliver overført til dig, der er gjort fast i standpladsen.
En anden mulighed er at lave direkte sikring, hvor du monterer rebbremsen
direkte i standpladsen, og du så selv står (sikret) ved siden af, uafhængig af
bremsen.
Der er to meget vigtige punkter, du skal have for øje, hvis du anvender denne
metode:
1. Standpladsen skal være absolut 100% sikker. Det skal den naturligvis også,
hvis det er en hængende standplads; men hvis du er vant til blot at stå på jorden og lade din kropsvægt være sikring nok, er det en ændring fra din sædvanlige praksis
2. Du skal kunne betjene rebbremsen sikkert, dvs. du skal sørge for, at rebbremsen er foran dig (undtagen hvis du bruger HMS-knuden).
Direkte sikring med en HMS-knude.
Der er praktisk taget frit slag for placering af sikringsmanden – bare han holder fast i rebet, så skal knuden nok låse
Direkte sikring med en bremseplade.
Sikringsmanden står bag bremsen,
så den kan betjenes korrekt
178
B – FLERE TEKNIKKER
Flere rebbremser er også designede til at være egnede til direkte sikring
med mulighed for fleksibel placering
af sikringsmanden, da de har selvlåsende effekt.
Hvis du bruger sådan én, er det
vigtigt, at du følger producentens anvisninger nøje, så du får placeret f.eks.
låsende karabiner rigtigt og kan låse
bremsen op igen, hvis andenmanden
først får den belastet.
Direkte sikring fra toppen af reblængden.
Der er anvendt en selvlåsende bremse
For at tage en teknik mere fra de støvede arkiver, er der kropssikringen. Det
er helt uden sele og karabiner (og bør derfor høre til de absolutte undtagelser, at
du får behov for at anvende den!), som navnet svagt antyder.
Du kan kun holde begrænsede belastninger på denne måde, og den bør under
ingen omstændigheder anvendes til at sikre en førstemand med.
Rebet føres én
gang om bremsearmen til venstre,
bag om ryggen og
frem til klatreren,
der er fastgjort i højre rebende
Tag reb ind ved at
føre venstre arm
frem og højre arm
tilbage
Højre hånd holder
fast i begge reb,
mens venstre arm
føres tilbage (rebet
glider gennem hånden imens) og tager
fat i rebet et nyt
sted
179
Processen
gentages.
Ved nedfiring er det
naturligvis modsat
B – FLERE TEKNIKKER
Flere rebføringsteknikker
Tidligere har jeg beskrevet brugen af helreb. Det er ubetinget det letteste, både med hensyn til håndtering og vægt.
Sikkerheden og rebføringen kan så forbedres ved at bruge nogle andre teknikker.
Brug af tvillingereb
Én af de største ulemper ved brugen af helreb er manglen på redundans i sikkerhedskæden. Eller sagt på en anden måde: Der skal blot en enkelt sten, der
rammer forkert en enkelt gang et enkelt sted, før du er helt uden sikring!
For at imødegå dette problem, kan du bruge tvillingereb.
Tvillingereb er i princippet et helreb, der er splittet på langs, og de skal bruges sammen som parallelle reb. Det vil sige, at de to reb – der altid skal bruges
sammen – bindes ind i selen sammen i én knude, føres gennem samme hul i rebbremsen (med mindre rebbremsen specifikt er designet til at kunne bremse de
tynde reb), og føres gennem samme karabin i samtlige sikringer.
Rebene skal have samme karakteristika i form af fangryk, diameter og stivhed. Hvis ikke det er tilfældet, vil det mindst smidige reb tage den største del af
lasten og dermed bliver belastet uforholdsmæssigt meget.
Fordelen ved tvillingerebet er som nævnt den opnåede
redundans, da begge reb virker samtidig og hele tiden supplerer hinanden. Hvis der så uheldigvis falder en sten på dit
reb, er den en vis sandsynlighed for, at det trods alt kun er
det ene af rebene, der bliver skåret (helt) over.
Sliddet på rebene er heller ikke så stort, da de to reb tilsammen har en større flade, der ligger mod klippen, end et
helreb har, og kantstyrken er større end for helreb.
Desuden får du også dobbelt abseillængde, da du godt
kan lade hvert tvillingereb hænge ned på hver side af abseilankeret. I den situation har du bare ikke redundans i rebføringen.
Ulempen er, at hvert enkelt reb koster omtrent det samme som et helreb. Vægten for to tvillingereb er nogenlunde
det samme som for ét helreb, måske lidt tungere.
180
Brug af
tvillingereb
B – FLERE TEKNIKKER
Dobbeltrebsteknik
Er det rebtrækket, der er det store problem på ruterne, fordi sikringerne skal
placeres i en god zigzag-linie, kan du enten bruge nogle tilpas længere slynger, –
eller også skal du over og bruge dobbeltrebsteknik.
Det er samme princip med, at du har to reb med dig, som du sikrer dig i; men
i stedet for at sætte begge reb i samme sikring, udnytter du her, at rebene er lidt
stærkere og dermed kan sættes med sin egen rebføring. Hvert reb kan dermed
beskrive en nogenlunde ret linie, selvom sikringspunkterne ligger meget skævt i
forhold til hinanden.
Dobbeltrebsteknik er i princippet to uafhængige helreb, der er bundet ind i selen med to
separate knuder – så kan du nemlig løsnes helt fra
det ene reb. Ellers bindes de sammen i én knude
ligesom tvillingereb.
Hvis du falder, tager det ene af rebene størstedelen af belastningen, til du når så langt ned, at
det andet reb også træder til og hjælper.
Teknikken kræver et større antal sikringer og
hurtigslynger. Du skal være omhyggelig med,
hvilket reb du klipper ind i en hurtigslynge hvornår, så ikke du pludselig får krydset de to reb, og
så er der i det hele taget mere reb at holde styr på.
Dobbeltrebene bindes oftest
ind i selen med to separate
knuder. Så kan hvert reb efterfølgende løsnes
Sikringsmanden skal også have rebene liggende i to bunker, og der skal hyppigt slækkes på det ene reb, samtidig med at der strammes op på det andet. (Af
samme grund er det en absolut fordel at have rene i en lys og en mørk farve, så
førstemanden kan råbe, hvilket reb han vil have gjort hvad på.)
Alt i alt er dobbeltrebsteknik mere besværlig end både enkeltrebs– og tvillingerebsteknik. Selvom du har to reb ved tvillingereb, er det alligevel lettere, da de
skal håndteres samtidig.
181
B – FLERE TEKNIKKER
Korrekt dobbeltrebsteknik.
Rebene er ført til hver sin side,
og hvert reb beskriver
en lige linie.
Forkert dobbeltrebsteknik.
Rebene krydser ind over hinanden og giver
dermed rebtræk.
Det som dobbeltrebsteknikken vinder på, er muligheden for at klatre ruter,
der så at sige slanger sig afsted. Som sagt kan man have to separate rebføringer
for dermed at mindske rebtrækket, og man kan sikre andenmanden bedre på en
travers, hvor der er risiko for pendulfald.
Her er andenmanden ved hjælp af det
øverste reb sikret mod pendulfald
Hvis der kun blev brugt ét reb her (hhv.
det øverste eller nederste), ville
første– eller andenmanden være
udsat for risiko for et kraftigt pendulfald
Desuden kan du mindske den potentielle faldhøjde: Når du klatrer helreb,
bliver du nødt til at have en smule mere reb ude, når du skal have rebet håndteret
ind i hurtigslyngen (nogle trækker en hel del mere reb ud, f.eks. hvis de er tilbø-
182
B – FLERE TEKNIKKER
jelige til at løfte rebet op til en sikring, der er placeret over hovedhøjde). Denne
teknik kan man bedre tillade sig med dobbeltrebsteknik, da det er det ikke-rørte
reb, der så opfanger klatreren.
Som sagt er dobbeltrebsteknikken to uafhængige rebføringer, du klatrer med
på én gang. Idet rebene ikke følger samme linie hen over klippen, anses det for
meget lidt sandsynligt, at du opfanges lige meget af begge reb på én gang. Så
derfor skal hvert enkelt rebs styrke være på niveau med et helreb.
Da risikoen for alligevel at bliver fanget af begge reb på én gang, og dermed
få fordoblet fangryk, vælger man et kompromis mellem et helreb med fuldt
fangryk, og et tvillingereb med halvt fangryk: Dette reb er det tidligere omtalte
halvreb (teknikken hedder ”dobbelt…”, rebene hedder ”halv…”).
Halvrebet er således stærkt nok til i praksis at kunne fungere som et helreb,
og samtidig er det så tilpas smidigt, at det også kan fungere som tvillingereb.
Men det er et kompromis! Styrken i et halvreb er ikke fuldstændig på højde
med et helreb, og det har især betydning lige efter afgangen fra en standplads.
Hvis du klatrer et stykke – uden at have sat en mellemsikring – og så falder, udøves der en maksimal belastning af rebet. Så før altid begge reb gennem samme
karabin i første sikring (som du i øvrigt gerne skal have sat allerede inden du forlader standpladsen).
Med dette hensyn opfyldt er halvrebet det bedst egnede til dobbeltrebsteknikken. To helreb er meget tunge at manøvrere rundt med, men det kan lade sig gøre
at bruge dem i stedet.
Du skal bare være opmærksom på, at det samlede fangryk for de to reb, du
vil anvende, ikke må overstige det, selen er testet til, dvs. 15 kN. (Det kan her
bemærkes, at to halvreb tillades et samlet fangryk på 16 kN, altså større end kravet til en sele. Som sagt er der indgået kompromiser med kravene til styrken under hensyntagen til sandsynlighed for samtidighed.)
Har du f.eks. et helreb med et fangryk på 9,75 kN og et halvreb med et
fangryk på 5,2 kN, giver det tilsammen et fangryk på 15,0 kN, og de to reb kan
således bruges sammen. Tilsvarende kan du også bruge to helreb, der hver har et
fangryk på 7,5 kN, da det vil give et samlet fangryk på 15,0 kN.
Du må ikke bruge tvillingereb til dobbeltrebsteknik! Der er ikke sikkerhedsmargin nok i et enkelt reb alene til at tage et fald – Ikke med det, man inden for
almindelig klatring vil kalde en fornuftig sikkerhedsmargen…
Og så for at modsige mig selv med det samme: Undtagelsesvist kan dobbeltrebsteknikken benyttes på tvillingereb; men rebene må kun håndteres som halvreb øverst på en lang rute, hvor der er meget reb ude til at opfange et eventuelt
183
B – FLERE TEKNIKKER
fald. Det vil i praksis sige de sidste 15-20 meter på en 50 meter rute. I så fald
skal du huske at tage højde for det allerede fra begyndelsen, og føre hvert reb
gennem hvert sit hul i rebbremsen, og dermed selvfølgelig også have en rebbremse, der er godkendt til de tynde rebdiametre.
Problemet med selv at regne på fangryk på sammensatte reb er, at du kun har
producentens ord for fangrykkets størrelse. Ved godkendelsen af rebet er det kun
hvor vidt fangrykket i første UIAA-fald kan godkendes. Hvad producenten så
skriver på databladet, har intet med godkendelsen at gøre. Der kan i princippet
angives et for lille fangryk. Så her må du ind og vurdere, om du stoler tilstrækkeligt på oplysningerne til at bruge rebet anderledes, end det er godkendt til.
Heldigvis findes der så reb, der er godkendt som både tvillinge–, halv– og
helreb. Med sådan et reb går du ikke helt galt i byen.
Parallelklatring:
På lange ruter, hvor hastigheden har væsentlig betydning for sikkerheden, kan
man undlade at lave standpladser på de lettere passager. Så bruger man den teknik, der hedder parallelklatring eller klatring med løbende mellemsikringer.
I stedet klatrer begge samtidigt med nogenlunde stramt reb imellem sig. Førstemanden sætter sikringer løbende og andenmanden samler dem ind, når han
kommer til dem – dog så der til stadighed er minimum 2 sikringer imellem dem.
Parallelklatring – der er sat mellemsikringer
184
B – FLERE TEKNIKKER
Hvis førstemanden falder, kan andenmanden holde ham ved sin vægt alene,
da andenmanden blot bliver trukket opad.
Det er værre, hvis andenmanden falder. For
at modvirke, at førstemanden så bliver trukket
bagud og ned, kan førstemanden af og til sætte
en rebklemme.
Rebklemme til at sikre, at andenmanden ikke trækker førstemanden ned
Der skal til stadighed være minimum én
rebklemme mellem klatrerne, så førstemanden
skal have nogle stykker med sig. Når alle
rebklemmerne er brugt op, laver førstemanden
standplads og sikrer andenmanden på traditionel
vis.
Når førstemanden vurderer, at terrænet nu bliver for svært til at fortsætte parallelklatringen, sættes der også standplads.
Det er således et krav til førstemanden, at
han er opmærksom på klippernes beskaffenhed og en eventuel øget sværhedsgrad af ruten.
For at gøre skiftet fra vandring til klatring
så effektivt som muligt, monteres rebet i
bremsen fra begyndelsen. Så er det nemt og
hurtigt at begynde at sikre, når man har fået
gjort sig fast i standpladsen.
Rebbremsen er monteret under
hele forløbet
Tre klatrere i reblaget
Det er normalt mere besværligt at være tre klatrere i ét reblag; men der kan
være nogle fordele i form af en ekstra person til at assistere i en eventuel ulykkessituation og flere om at skiftes til at tage svære passager. Eller også er man
simpelthen bare t antal på tre, der gerne vil afsted.
Proceduren er ikke så anderledes fra et almindeligt 2-mandshold, da der stadig er en førstemand, der fører, og en andenmand, der kommer efter.
De efterfølgende klatrere kan så komme op efter hinanden eller nogenlunde
samtidigt.
Hvis de kommer på efter hinanden, skal andenmanden have et reb hængende
efter sig. Dette reb kan enten være gjort fast bag på selen (i selve selebæltet eller
i en tilstrækkelig solid haul-loop), eller bundet ind foran på normal vis.
185
B – FLERE TEKNIKKER
Hvis ruten går nogenlunde lige op, kan andenmanden tage sikringerne ud efterhånden; men hvis der er en travers, skal trediemanden også sikres. I så fald
klikker andenmanden det reb ud, der går mellem ham og førstemanden, og klikker bagefter det reb ind, der går mellem ham og trediemanden.
Trediemanden kommer til sidst efter, og han tager eventuelle tilbageværende
sikringer med.
Kommer de to klatrere op samtidig, skal førstemanden have en rebbremse,
der kan håndtere de to reb til klatrerne uafhængigt af hinanden. Det kan være
med HMS-knuder i hver sin karabin (og
med en vis afstand, så de ikke forhindrer
hinanden i at låse!), med en almindelig rebbremse beregnet til to reb eller med en selvlåsende bremse, ligeledes beregnet til to reb.
Sådanne bremser kræver dog som regel
særlige foranstaltning til at løsne bremsen
igen, så hvis én af klatrerne pludselig belaster rebet, skal den anden klatrer vente på, at
den første klatrer bliver løsnet igen (eller
klatre helt til tops, mens den første venter).
Når to klatrere bringes op samtidig, skal
de kunne klatre med en vis indbyrdes afstand mellem sig, så de ikke kommer til at
løsne sten ned i hovedet af hinanden.
Førstemanden sikrer anden–
og trediemanden samtidig
Flere abseilteknikker
Et andet ord for abseil er rappelling. Det stammer fra fransk, er meget anvendt af amerikanerne, og betyder noget i retning af “tilbagetrække”, “returbevægelse” – altså det, at man trækker rebet ned efter sig, når man har rappellet en
længde. Abseil er tysk/østrigsk og betyder “(ned) ad rebet”.
Begge ord beskriver det samme; men på dansk er der er en lidt anderledes association til ordet rappelling som går i retning af store spring, høj fart og action!
I anstændig klatring passer disse begreber ikke, og derfor bruges som oftest det
tysk/østrigske udtryk. For så vidt er ordet rappel lige så korrekt at bruge. Det er
en vanesag.
186
B – FLERE TEKNIKKER
Trods abseilets relative lille andel i klatringen – det bruges jo kun som returredskab – kræver det alligevel meget af nybegynderen. Pludselig har man ikke
fat i noget, og man er totalt afhængig af, at det man hænger i, er i orden og bruges korrekt. Det er for nogle en stor udfordring. Så stor, at det visse steder praktiseres som selvstændig disciplin.
Dette er der delte meninger om, da nogle mener, at man ikke kan skille det
fra klatringen.
At komme ud og hænge i rebet kan være en stor overvindelse.
På billedet ses tydeligt instruktørens dybe medfølelse med
den stakkels elev, der er ved at overskride en grænse…
Hvor vidt man kan skille det ad, vil jeg lade være op til folks egen vurdering,
så længe man ikke begynder at forveksle begreberne rappelling og klatring, når
de bruges i den sammenhæng. Der er jo også nogle, der finder fornøjelse i at save og skære i træ, uden at de af den grund har lyst til at bygge et helt hus…
Nok om filosofi, mere om teknik:
En anden slags abseilbremse er karabinbremsen. Den laves af karabiner alene, og det har du jo altid med. Hvor mange karabiner, du skal bruge, afhænger
af, hvor stor friktion, du vil have, og hvor tykt rebet er.
Den mest simple består af to låsekarabiner (plus den, du sætter karabinbremsen fast i samleløkken med). Vend låsene på karabinerne væk fra rebet. Den er
187
B – FLERE TEKNIKKER
ikke så velegnet, hvis rebet er tyndere end 11 mm, da den kun giver minimal
friktion.
Friktionen kan øges ved at bruge dobbelte snaplinkkarabiner i stedet for enkelte låsekarabiner. Vend lukkerne hver sin vej, så det ikke pludselig ryger op.
Du kan også øge friktionen ved at koble en ekstra karabin efter selv bremsen,
eller ved at sammenkoble flere bremser.
Opsætning af en karabinbremse
Eksempler på karabinbremser, med og uden snaplinkkarabiner.
Jo flere karabiner, jo mere friktion
Med blot en enkelt karabin kan du som tidligere nævnt abseile i en HMSknude, så umiddelbart kunne karabinbremsen godt synes overflødig. Men skal du
abseile flere længder, bliver din låsekarabin, du laver HMS-knuden i, meget
varm og rebet bliver voldsomt snoet. I en karabinbremse løber rebet mere jævnt
igennem.
Desuden kan det være nødvendigt med forstærket bremseeffekt. Har du en
tung rygsæk med (så er det i øvrigt en fordel at bruge brystsele) eller har du skadet makker hængende, er du meget tungere end normalt. Og det kan man mærke i
abseilet. I stedet for at bruge flere kræfter på at holde fast i rebet kan du kombinere bremserne, f.eks. et ottetal med karabinerbremsen.
188
B – FLERE TEKNIKKER
Har du en V-bolt med dig (spørg mig ikke, hvorfor
du skulle have det – men lad os sige, du har. Måske
fandt du den på ruten. Det har jeg prøvet), kan du også
sætte den på en karabin.
Det er den eneste type bolt, du må bruge, da den
har en rund ryg. Er ryggen skarpere, filer du rigtig meget løs på rebet!
Karabin med
V-bolt
I en variation, jeg har set af og til, er rebet blot snoet tre-fire gange om karabinen.
Friktionen er knap og nap middelmådig, og teknikken snor rebet temmelig meget.
Det er en teknik, jeg ikke mener er noget seriøst alternativ. Metoden anvendes i militær sammenhæng,
hvor udstyret omfang og uddannelsens varighed skal
holdes på et minimum, og hvor det er øvrigt er acceptabelt, at man mister nogle mand. For klatrere kan det
godt svare sig at bruge ekstra tid på at lære at lave og
anvende en HMS-knude!
Rebet snoet
om karabin
Har du intet som helst udstyr ud over rebet, kan du lave klassisk abseil. Det
var således, der blev abseilet i tidernes morgen, før seler og karabiner (og nylonreb) blev opfundet. Metoden er altså klassisk på omtrent samme måde, som en
hestetrukken kærre er en klassisk bil. Abseilmetoden kaldes også kropsabseil eller dülfersitz.
Rebet lægges om kroppen som vist på billedet,
og du går sidelæns ned ad væggen, hele tiden med
højre fod forrest. Skal du over en kant, sten, etc., så
tag et langt skridt med højre, så du ikke har begge
fødder lige ved siden af hinanden. Har du det, er der
kun et lille omdrejningspunkt, og du risikerer at
vende rundt og falde ud af rebet.
Af samme grund skal væggen helst heller ikke
være helt lodret.
For at det er bare nogenlunde behageligt, skal du
have godt med tøj på, så du er polstret mod sliddet
fra rebet.
189
Klassisk abseil
B – FLERE TEKNIKKER
Der er også andre måder at bruge ottetallet på. Ved at
sætte rebet i, som det ses på billedet her til højre, reduceres
friktionen, og der kan abseiles hurtigere.
Ottetal med
reduceret friktion
Metoden bør ikke bruges på klatrereb, da hurtig abseil
skader rebet.
Hvis du vil lave rapelling med fart på, så brug et statisk
reb, type A, eller et dynamisk reb der ikke skal bruges til
andet end abseil.
Abseil skal naturligvis altid foregå stille og roligt for ikke at risikere chokbelastning af ankrene. Lange spring og fuld fart hører normalt ikke hjemme i klatring.
Skal I så hurtigt som forsvarligt muligt ned ad klippen, måske på grund af et
tordenvejr, der er på vej, kan I abseile to ad gangen. Det gælder naturligvis om at
have en så tilpas indbyrdes afstand, at I ikke får løsnet sten i hovedet af hinanden.
I kan i denne sammenhæng udføre simultanabseil. Begge ender af rebet kan
benyttes uafhængigt af hinanden – til gengæld er det kun én rebende, hver især
abseiler på, så der er ikke så meget friktion af have gavn af. Ankeret skal være
endnu mere sikkert end det 100% sikre ankre, I ellers ville etablere, da der er
dobbelt så meget vægt på.
Simultanabseil.
Der abseiles på én rebende til hver klatrer, og karabinen holder rebet på plads.
Sidste mand flytter karabinen, så rebet kan trækkes ned efterfølgende.
Den hidtidige beskrivelse af opsætningen med abseil har været med en
prusikslynge over rebbremsen. Det er en metode, der er enkel og nem at gennem190
B – FLERE TEKNIKKER
skue (og derfor kontrollere, selvom du er stresset), og så kan du låse rebbremsen
fuldstændigt, så det ikke er prusikslyngen, du hænger i. Skal du ud over en klippekant er det også en fordel, at både bremse og prusikslynge er samlet tæt på dig,
så det kan hjælpes med over kanten. Desuden har hver hånd én opgave: Den
øverste trækker bremseknuden med nedad, den nederste styrer bremseeffekten.
Der er (naturligvis) andre måder at rigge det til på. Det kan f.eks. være med
bremsen øverst og prusikslyngen nederst.
Fordelen ved denne metode er, at prusikslyngen som sådan ikke bærer vægten af dig – den låser blot rebbremsen, så det stadig er der, belastningen ligger.
Derfor er der også nogle, der blot gør prusikslyngen fast i benløkken.
Modellen med benløkken bryder jeg mig personligt ikke om: Hvis man
kommer til at flytte rundt, så benet lige bliver løftet lidt op, flytter rebet med, og
man sidder meget dårligt med knæet oppe i næsen! Endnu værre bliver det, hvis
det er i forbindelse med an makkerredning, hvor man også bære vægten af en
makker.
Hvis du i stedet forlænger afstanden op til rebbremsen og gør prusikslyngen
fast i samleløkken, har du løst det problem.
Bare pas på, at bremsen ikke kommer så langt væk, at du ikke kan nå den.
Sommetider skal bremsen nemlig hjælpes over klippekanter eller gennem nogle
grene i en busk, der har valgt at vokse på din ellers perfekte abseilrute.
Bremsen er flyttet op i en 60’er-slynge,
der yderligere anvendes til fastgørelse
til standpladsen.
Der kunne være anvendt en autoblok i
stedet for en prusikknude, eller en
rebklemme der kan låse om to reb.
Her er anvendt en autoblok. Selvom
der kommer belastning på den, så
den låser, kan den fortsat skubbes
ned ad rebet. Dermed skal der ikke
trædes op i slynger eller andet for at
få frigjort bremseknuden.
191
B – FLERE TEKNIKKER
Selvom det virker meget enkelt kræver det lidt mere multi-tasking, da samme
hånd nu både skal flytte bremseknuden og styre bremseeffekten. Problemet er
dog ikke større, end at man godt kan betragte det som en ren øvelsessag.
Hvis rebet er skadet et sted, binder du et
ottetal eller et sommerfugleknob omkring det
skadede sted.
Det vil sandsynligvis ikke være på midten,
rebet er skadet, men det giver så bare nogle
kortere abseillængder.
Er skaden sket længere nede ad rebet, kan
du overveje, om det er smartere at binde knuden for enden af rebet (som du alligevel binder for ikke at abseile ud af rebet) lidt længere
oppe, så du stopper, inden du når det skadede
sted.
Bind en knude for at isolere
en skade på rebet
Det er naturligvis uheldigt at tabe sit ottetal, også selvom man har alternativer
at bruge. såsom de andre bremser, der er nævnt tidligere. Den bedste løsning er
helt at undgå tabet i første omgang.
En metode til dette er som vist herunder, hvor ottetallet hele tiden er fastgjort
i enten selen eller rebet.
Procedure for sikring mod tab at ottetallet
192
B – FLERE TEKNIKKER
Bruger du to halv– eller tvillingereb, skal de bindes sammen, for at du får den
fulde abseillængde. De kan bindes med enten en overhåndsknude eller dobbelt
fisker-foreningsknuden. Uanset hvilken knude, du anvender, skal tampene være
20–30 cm lange.
Som ved almindeligt helreb gælder det også her om at placere knuden rigtigt
i forhold til, hvordan en eventuel abseilring ligger an mod klippen – der skal
trækkes i den nederste rebende.
Korrekt placering af knude – der
trækkes i nederste rebende
Hvis knuden er bundet på øverste
rebende, får du meget store problemer med at trække rebet ned
En anden ting, du skal være opmærksom på ved brugen af halv– eller tvillingereb er, at den knude, du binder i bunden, kan være meget lille, da rebene er
tynde. Så lille, at den vil ryge gennem et abseilottetal.
Slå en tørn mere på stopperknobet og bind en ekstra knude på hver af rebenderne ca. 1½ meter fra bunden, så du kan nå at reagere.
Nogle bruger en karabin i knuden, for dén ryger ikke igennem ottetallet. Det
harmonerer imidlertid ikke med, at jeg kaster med mit reb, men ikke med mine
karabiner. Og at slæbe nogle ekstra karabiner med til det formål alene, gider jeg
heller ikke. Så jeg anvender løsningen med de ekstra knuder.
Låseløkke til at træde op i
Ved aflastning af prusikknuden skal du
som bekendt træde op i rebet. I stedet for de
tidligere beskrevne 3-4 omviklinger af rebet
om foden, kan du anvende låseløkken som vist
til venstre.
Den kan måske nok virke lidt besværlig at
skulle binde; men med øvelsen er det faktisk
nemmere at binde den, end det er at vikle rebet
flere gange om foden.
Det er bare rebet én gang under foden,
hvorefter du danner en lang løkke, som du
fanger forfoden med. Stram op og lad rebet
falde – så sidder foden fast.
193
B – FLERE TEKNIKKER
Og endelig en sidste bemærkning omkring abseilet: Sørg for, at du fylder så
lidt som muligt!
Hæng friendens karabin direkte i SLCD’erne i stedet for de tilhørende slynger, lad karabinerne til hexene gribe om begge ender, hæng evt. kilerne i et bandolér lavet af en slynge, der også er fastgjort til selen, så de ikke hænger så langt
nede.
Jo færre ting, du har der dingler rundt, jo bedre balance har du, og jo mindre
risiko er der for at en kile smutter ind og laver en perfekt placering i en sprække,
du ikke lige forventede at skulle bruge på den facon.
Hvis du vil lave rigtig lange abseil ned ad meget lange reblængder, kan du
kigge nærmere på teknikker og udstyr specielt beregnet til huleudforskning, speleologi.
Flere måder til at komme op igen
Den tidligere beskrevne prusikgang (herefter benævnt almindelig prusikgang) glimrer ved, at det kan udføres med enkle midler, du alligevel har med dig
til almindelig klatring, dvs. karabiner og tape– eller rebslynger.
Og som alt muligt andet ved klatring kan det gøres på en anden måde!
Hvis du hellere vil trække end træde, kan du lave et taljehejs ved hjælp af alpinlås:
Til dette skal du bruge to karabiner, som du gør fast til rebet over dig med en
klemknude. Rebet føres ned i en karabin i selen og op gennem de to karabiner i
en alpinlås.
Nu er setuppet klar til bevægelse. Ved at trække ned i rebenden, der går fra
alpinlåsen, løfter du dig op i taljehejset. Når du ikke kan trække længere, slipper
du rebet, og alpinlåsen holder dig på plads. Prusikknuden flyttes længere op, og
processen gentages.
Lav en backup ved at fastgøre en slynge direkte fra prusikslyngen ned til selen. Hvis alpinlåsen så skulle smutte ud af lås, hænger du i prusikken.
194
B – FLERE TEKNIKKER
Taljetræk med brug af alpinlås.
I stedet for prusikknude kan du bruge en autoblok.
Eller en mekanisk rebklemme, hvis du har sådan én.
Almindelig prusikgang kan ved tilføjelse
af en enkelt mekanisk rebklemme (der skal
være egnet til to reb på én gang!) gøres lidt
nemmere håndterlig.
Den øverste klemknude kan erstattes af
rebklemmen, så ikke du får besværet med at
løsne den bundne klemknude. Ellers er princippet det samme.
En oplagt udvidelse er naturligvis at medbringe to rebklemmer (der begge er egnede til
to reb på én gang), så også den nederste klemknude erstattes af en rebklemme.
Det er en del ekstra vægt at slæbe på, og
jeg vil kun anbefale at medbringe så meget
ekstra udstyr, hvis du ved, du skal gå meget
prusikgang.
Men det er til gengæld en hurtig procedure.
195
Prusikgang med mekanisk
rebklemme, her på enkeltreb.
Der er også anvendt
forlænget fodslynge
B – FLERE TEKNIKKER
Hvis det er en planlagt del af klatringen, at der skal gås meget prusikgang,
kan I lige så godt gennemføre proceduren helt: Medbring et statisk reb, som I
sætter op til formålet. Så er det jugging på et enkeltreb, og I har flere mekaniske
rebklemmer at kunne vælge imellem.
En variation af taljetrækket er at benytte en
rebbremse i stil med en GriGri eller tilsvarende som nederste rebklemme. I stedet for alpinlåsen føres rebet op i en karabin, der sidder
fast i øverste rebklemme. Låseeffekten sidder i
stedet i rebbremsen.
GriGrien giver den fordel, at du kan fire
dig ned ad rebet igen. Det er en fordel, hvis du
er ved at rense en rute, laver en nærmere undersøgelse af geologiske forekomster, giver
instruktion til andre klatrere mv.
Taljehejs der kan anvendes til
skiftevis hejs og nedfiring
Er din hensigt at kunne fire dig ned igen,
skal din anden rebklemme være uden tænder.
Når du skal fires ned kan du så nemlig blot løse kammen lidt uden at skulle tage rebklemmen helt af. Hvis en rebklemme med glat kam
kommer til at lukke omkring rebet igen, får du
blot en lidt brat opbremsning. Er der tænder på
kammen, kan du flå strømpen på rebet i stykker!
Ligesom ved abseil kan du, hvis du gerne vil undersøge mere om teknikker
og udstyr til en seriøs gang vandring op ad reb, kigge nærmere på den industri,
der er rettet mod speleologi.
196
C – KORT OM ARTIFICIEL KLATRING
Tillæg C Kort om artificiel klatring
Artificiel klatring, også kaldet teknisk klatring, vil sige, at man bruger sikringsmidlerne til at klatre på, frem for at bruge de naturlige greb. Dette er nyttigt,
hvis du kommer til en sektion af ruten, der alligevel er for svær til, at du kan
klatre den frit, det bliver dårligt vejr eller du er blevet hurtigere træt end forventet.
Den mest anvendte teknik er den, man kalder french-free. Den går blot ud på,
at du sætter en sikring, bruger den til at trække dig op i, og du derefter friklatrer
videre. Stilen er naturligvis ikke ren; men det er et godt alternativ til at skulle
falde gentagne gange og prøve igen og igen og igen for at komme videre på en
rute.
Du bør bestræbe dig på at lære artificiel klatring inden du giver dig i kast
med længere friklatringsruter. Så er du din egen (nød)hjælp.
Artificiel klatring er sjældent en hurtig måde at bevæge sig på, og det er hårdt
arbejde. Men det er på den anden side en effektiv måde at bevæge sig opad – så
gennemøv rutinerne på lettere ruter, så du kan anvende dem så effektivt som muligt, når du står i en krævende situation. (Det forekommer mig, at det ikke er første gang i denne bog, jeg har nævnt noget i den stil?!)
Specielt udstyr
Rebstiger hører næsten pr. definition sammen med artificiel klatring. Den mest simple rebstige er en enkel slynge, der sættes i en slynge, som du så kan træde op i og nå
lidt længere.
Et enkelt trin er ikke altid nok, og så må du binde en
rebstige med flere trin. Det kan gøres af to slynger, der
trækkes sammen i et halvstik. Der bindes så et enkelt trin i
hver af slyngerne – lad den ene side af slyngen pose lidt,
så det bliver muligt at få foden ind, selvom slyngerne er
belastede af, at du er trådt op i nederste trin (Brug ottetalsknob, så de kan løsnes igen efterfølgende).
En daisy-chain er et godt hjælpemiddel, da du så hurtigt kan klikke dig ind højere og højere oppe, efterhånden
197
Rebstige bundet
af to tapeslynger
C – KORT OM ARTIFICIEL KLATRING
som du får arbejdet dig opad, så du kan sidde og finde plads til næste sikring.
Hvis du alligevel bruger sådan en til din almindelige klatring, er det naturligvis bare om at bruge den. Ellers kan du lave en model med 2–3 hurtigslynger, der
er sat sammen.
Teknikker
Om man skal overgive sig og anvende teknisk klatring er ofte lidt af en overvindelse, da man jo må erkende, at man ikke kan klatre ruten frit. Har du imidlertid først taget beslutningen, er det om at få lag en plan og effektueret den!
Overvej omfanget af den artificielle klatring. Er det et enkelt greb for at
komme op til det gode riss, eller skal det være helt op til hylden? Kan du finde
ståsteder, så det blot er at hive i sikringerne, eller skal der bindes rebstiger? Kan
du eventuelt bruge 1–2 SLCD’er, som du skubber opad efterhånden og bruger
som en slags glidende greb? Eller drejer det sig blot om lige at sætte et knæ eller
en fod ind på rebet, der går ned til makkeren, så du lige kan hænge et øjeblik eller to i den sikring, du lige har sat?
Er det blot nogle enkle sikringer, du har tænkt dig at bruge som greb, er der
ingen grund til nogen ekstra foranstaltninger. Du behøver jo sådan set dårligt fortælle din makker om det…
Hvis der skal bindes rebstiger, skal du arbejde lidt mere. Sæt en hurtigslynge
fra samleløkken til en sikring, så du kan sidde nogenlunde godt imens. Giv eventuelt din makker besked, så han ved, hvad det er, der tager tid.
Det er ofte ikke en god løsning at få makkeren til at stramme rebet op, så du
kan sidde i det; elasticiteten i rebet gør, at du vil glide længere ned ad klippen.
Og med artificiel klatring gælder det, at hver eneste bevægelse skal være møntet
på at vinde mere højde.
Rebet er der naturligvis fortsat, og du skal også sørge for at klippe rebet ind i
sikringer med jævne mellemrum, præcis som ved fri klatring. Men det er sikringerne, du skal have fokus på nu:
Placer rebstigen i en sikring så højt oppe som muligt – Træd op – Sæt en sikring – Ryk i sikringen, så du er nogenlunde sikker på, den sidder godt – Klik dig
ind, så samleløkken sidder i sikringen (eventuelt via en daisy-chain af en art) –
Sæt dig tilbage i selen, så du hviler i sikringen – Gentag proceduren
198
C – KORT OM ARTIFICIEL KLATRING
Det kan være nødvendigt at back-cleane undervejs, da du næppe har sikringer
nok til at klatre artificielt over længere strækninger. Husk dog som sagt at efterlade sikringer med passende mellemrum, som du kan klippe rebet ind i.
Når andenmanden kommer efter får han helt sikkert brug for kilepirken. Hver
enkelt sikring har været belastet, så der er med garanti op til flere sikringer, der
er særdeles genstridige. Han skal sandsynligvis være indstillet på, også at skulle
hænge i rebet, for at kunne bruge begge hænder til at arbejde sikringerne ud med.
Af samme grund er det en fordel så vidt muligt at bruge SLCD’er, da de er
ulig meget nemmere at få ud igen.
Artificiel klatring kan praktiseres i større stil, hvor det dyrkes som en selvstændig form for klatring. Det er en meget udstyrskrævende form for klatring,
der gør brug af bolte, kroge, mikrokiler og meget mere. Til gengæld kan klatringen tage én op ad klippevægge, man ellers ikke ville have skyggen af chance for
at bestige.
199
D – FLERE NØDPROCEDURER OG FØRSTEHJÆLP
Tillæg D Flere nødprocedurer og førstehjælp
På tur er du som regel langt fra nærmeste hjælp, hvis der sker et uheld. Derfor er det nødvendigt at have et vist minimumskendskab til førstehjælp, og det er
en fordel at kunne bruge sin fantasi og anvende de forhåndenværende materialer
i en nødsituation.
Tag et kursus i førstehjælp, og genopfrisk det en gang hvert eller hvert andet
år.
Udstyr
Alt førstehjælpsudstyr skal naturligvis være pakket vandtæt, f.eks. i en plastikboks med tætsluttende låg. Og så skal det være inden for rækkevidde af begge klatrere. En pakke med det primære førstehjælpsgrej kan sidde bag på selen. I
en rygsæk kan der være en pakke med gaze– og elastikbind, et astrotæppe, en
GPS og en mobiltelefon, der dækker i det pågældende område.
Indhold i førstehjælpspakkerne
ca. 20 cm almindelig sårplaster
(klippet i brugbare stykker)
1 rulle sportstape
1 rulle almindelig gazebind
1 rulle kompresgaze
1 rulle elastikbind
5-10 spritservietter
5-10 hovedpinepiller
en pincet og en skarp kniv
evt. 1 pakke vabelplaster
Lad være med at tage medicin eller medikamenter med til andet end eget
brug! Nogle har penicillin og andet godt i deres førstehjælpstasker – fremskaffet
ad knapt så legale veje. Det kan da også være godt, at kunne stille smerterne på
en kammerat, der er kommet til skade. Men hvad gør du, hvis det så viser sig, at
lige netop dén medicin, du giver ham, er han allergisk over for? Så kan han pludselig være i akut livsfare!
At give medicin er ikke førstehjælp, det er lægehjælp. Og det skal man være
uddannet til, for at kunne udføre forsvarligt!
200
D – FLERE NØDPROCEDURER OG FØRSTEHJÆLP
Forebyggelse
Skader kan generelt forebygges ved at tænke sig om, have trænet teknikker
under kontrollerede forhold og være i god form.
At man har overskud af kræfter og ikke har tabt pusten gør, at det bliver
nemmere at ‘træde uden om’ uheldene. Ikke dermed sagt, at det udelukkende
drejer sig om at kunne løfte benene; men en person, der er adræt, både fysisk og
psykisk, kommer ikke så tit til skade som andre i tilsvarende situationer.
Førstehjælpens grundregler
De almindeligt anerkendte grundregler i ulykkestilfælde, som du også lærer
på et førstehjælpskursus, er:
1. Stands ulykken
2. Livreddende førstehjælp / tilkald hjælp
3. Almindelig førstehjælp
Ulykken standses ved at sikre personen mod videre fald, sørge for, at der ikke falder flere sten ned og rammer, etc. Det afhænger helt af den specifikke
ulykke.
Livreddende førstehjælp gives ved at tjekke for bevidstløshed, tjekke vejrtrækning og puls (og give kunstigt åndedræt og hjertemassage, hvis det er nødvendigt) samt stoppe kraftige blødninger.
Imens dette sker kan du tilkalde hjælp fra en mobiltelefon, der ligger ved siden af, med højttaleren slået til.
Når du tilkalder hjælp, så oplys om:
- Hvor (hvilket fjeld, hvilken klatrerute, GPS-koordinater)
- Hvornår ulykken indtraf
- Hvad der skete
- Hvad der er gjort af foranstaltninger på uheldsstedet
- Hvem der er indblandet
- Hvilke skader der er observeret
- Om der eventuelt er andre klarere i området, hvis der skal en større
aktion i gang
- Vejrforhold
- Muligheder for transport af den skadede
201
D – FLERE NØDPROCEDURER OG FØRSTEHJÆLP
Er I strandet hvor telefonen ikke rækker, og du bare må håbe, der er nogle i
nærheden, der kan hjælpe, er det internationale nødsignal:
6 korte fløjt (eller blink) – 1 minuts pause – 6 korte fløjt (eller blink), etc.
Almindelig førstehjælp er de skader, der afhjælpes, hvis ikke nogen af de
ovenstående punkter er nødvendige. Det drejer sig om at komme plaster på mindre sår, behandle for vabler, etc.
Psykisk førstehjælp er en vigtig del af behandlingen under hele forløbet. Det
afspejler sig i din fremtræden og opførsel. Lad være med at nedgøre skader; men
det er lige så vigtigt ikke at overdramatisere. Vær nøgtern og objektiv; men uden
at virke kynisk og arrogant. Det er en svær balancegang – nogle kan bare det der,
andre lærer det aldrig
Nogle behandlingsmetoder
Der kan selvsagt opstå mange typer skader, og det er vigtigt at besidde fornuftig tankegang. En hurtig beskrivelse af nogle typiske skader kan være som
følgende:
Vabler behandles ved at vaske området omkring vablen, stikke et hul i hver
side af vablen og presse væsken ud. Sæt et vabelplaster på (varm det først i hånden, og pres det derefter mod vablen i et minuts tid), eller en fugtsugende forbinding.
Vabelplastret skal blive siddende, til det falder af. Forbindingen skal skiftes
et par gange om dagen.
Flåter, der bider, er i sig selv ikke smertefulde. De kan imidlertid overføre
bakterien Borrelia, som fører sygdommen borreliose med sig, eller en virus, som
giver hjernehindebetændelse. De er mest aktive fra juni til oktober.
Flåter er små, sprællende, sorte fnug, der kan barberes væk med en skarp
kniv eller en skalpel. Pas på ikke at skære hul på dig selv. Det er bedre at lade
munddelene sidde tilbage, end at lave et sår, der risikerer at komme betændelse i
(Borreliabakterien sidder i flåtens tarme, ikke i munden).
Hold øje med stedet i de næste par uger. Begynder såret at blive mere og mere rødt, eller får du en gang influenza, så gå til lægen og få kigget på det.
202
D – FLERE NØDPROCEDURER OG FØRSTEHJÆLP
Ved større sår skal det blødende sted løftes over hjertehøjde. Rens i og omkring såret. Læg en kompresforbinding over såret, og knyt forbindingen med et
råbåndsknob.
Søg læge eller skadestue.
Kraftige blødninger skal standses så hurtigt som muligt! Læg den tilskadekomne ned og forbind såret med kompresforbinding straks. Spild ikke tid på at
rense såret. Læg en hård genstand over forbindingen, og lav en ekstra forbinding
ovenpå igen. Denne kan godt være almindelig gazebind.
Tilkald ambulance eller søg læge/skadestue.
Shock (altså kredsløbsshockket, ikke forskrækkelsen der staves ”chok”) forekommer som følge af andre påvirkninger, enten fysiske eller psykiske. Det kan
være som følge af stort blodtab, påvirkning fra et fald med en høj faldfaktor eller
reaktion på andres ulykker. At gå i chok er en livstruende tilstand!
En person, der er ved at gå i chok, får en hurtig puls, har overfladisk vejrtrækning, huden bliver grå og der optræder koldsved. Senere bliver pulsen meget
svagere, personen bliver omtåget og derefter bevidstløs.
Stands alle blødninger (hvis det er årsagen), læg vedkommende ned, giv rigeligt at drikke og eventuelt et par hovedpinepiller eller anden smertedæmpende
medicin. Sørg for at personen er varm og hold en beroligende samtale i gang.
Tilkald ambulance.
Forstuvninger er overstrækninger af led, hvor ledfladerne et øjeblik er ude
af kontakt med hinanden. Dette kan fremkalde større eller mindre hævelse, alt efter hvor kraftig overstrækningen har været.
Kom så kolde omslag på som muligt (undgå forfrysninger).
Søg læge eller skadestue.
Brud på en knogle fører ofte til en såkaldt ”fejlstillling” – den vender underligt! I så tilfælde er der ikke så meget at være i tvivl om. De mere kritiske tilfælde er de andre slags brud. Men gør det meget ondt efter en ulykke, der kan have
forårsaget et brud, så behandl det, som om det er et brud.
Lade bruddet få støtte, som det ligger – også selv om det vender underligt.
Lad det være op til fagfolk at rette knoglerne op. Du risikerer bare at gøre det
værre, da der er risiko for, at den brækkede knogle kan skære hul på en pulsåre.
203
D – FLERE NØDPROCEDURER OG FØRSTEHJÆLP
Brug sammenrullede tæpper, soveposer, liggeunderlag, eller hvad du nu kan finde.
Er det et åbent brud, dvs. knogler stikker ud, og det bløder, standses blødningen. Et kraftigt blodtab er værre end et brækket ben.
Er vedkommende i direkte fare ved at blive på stedet, så flyt vedkommende
så skånsomt og så kort som muligt.
Tilkald ambulance.
Hedeslag og solstik giver sig til udtryk ved at patienten bliver hed, utilpas,
svimmel, rød i hovedet og ryster af kulde (trods varmen). Det kan ende med besvimelse.
Få personen ind i skyggen, løsn tøjet og anbring hænder og fødder i køligt
vand (gennemvædede omslag, f.eks. skjorter eller T-shirts). Ved nedkølingen
begynder personen at ryste af kulde (hvis ikke han eller hun er begyndt), men
nedkølingen skal alligevel fortsætte.
Der skal rigeligt med drikke til, og hvis ikke personen er for hårdt ramt, vil
en pause fra den varmeste hede få vedkommende på ret køl igen.
Som forebyggelse og afhjælpning kan der drikkes ”englevand”, en liter vand
med en teskefuld salt og en spiseskefuld sukker i. Hæld eventuelt salt i en liter
juice – det gør det nemmere at få det ned.
Får patienten det ikke bedre efter kort tid, så tilkald ambulance.
Forfrysninger kan optræde mere eller mindre udtalt. Det kan være lokalt i
de enkelte led, såsom fingre eller tæer, eller det kan være hypotermi (generel
nedkøling af kroppen, også kaldet kulde/væde-chok).
Lokale forfrysninger behandles simpelt hen ved at varme leddet op igen!
Fingre og tæer, der er blevet kolde, kan opvarmes ved at holde dem nedad og
ryste dem meget hurtigt. Lad være med at slå dem ind imod noget for at forcere
processen. Det er rigtigt, at det begynder at gøre ondt, når blodet og varmen vender tilbage; men smerten fremkaldt ved at banke dem ind i noget har intet med
genopvarmning at gøre!
Er det en lidt værre, men stadig overfladisk, forfrysning, holdes den pågældende legemsdel ind mod kroppen (helst maven – også selv om det koldt som
bare...).
Er forfrysningen så alvorlig, at området er hvidt, hårdt og huden ikke kan
skubbes hen over leddene, skal der ske en hurtig optøning i ca. 40–45 grader
varmt vand! Det gør meget, meget ondt, så nogle til at holde patienten vil være
en fordel.
204
D – FLERE NØDPROCEDURER OG FØRSTEHJÆLP
Er der mulighed for relativt hurtigt at komme til en skadestue, er det bedre at
lade forfrysningen være lidt endnu og i stedet søge hjælp. Behandlingen med
vand kan nemlig fremkalde chok pga. smerten.
Hypotermi kan være svært at opdage, da det kommer snigende. Personen mener som oftest selv, at han eller hun har det helt fint, og er overmåde irriteret
over, at folk dog ikke kan se det.
Vedkommende mangler balance, taler snøvlet og kan ikke koncentrere sig –
virker faktisk lettere beruset. Som sagt, det kommer snigende, så det kan være
svært at sætte en grænse for, hvornår det er et egentlig faresignal eller bare almindelig træthed.
Nedkøling kan forebygges ved at være opmærksom på begyndende følelsesløshed. Det kan være svært, da man jo i sagens natur ikke kan mærke, der er noget galt.
Tilkald ambulance.
Solskoldning undgås ved brug af sololie med højt faktortal. Endnu bedre:
Dæk huden til.
Pas på at sololie eller –spray ikke kommer i kontakt med nylonen på klatregrejet før det er tørret ind (dvs. efter de 20 minutters tid, der alligevel som regel
anbefales, at man skal påføre sololien inden man udsætter sig for solen). Mange
af produkterne er nemlig ret aggressive over for nylon.
205
D – FLERE NØDPROCEDURER OG FØRSTEHJÆLP
Transport af en skadet
Hvis en tilskadekommen ikke selv kan flytte sig, vil det i de fleste tilfælde
være bedst at stabilisere personen, til der kommer hjælp udefra. Det er nemlig
uhyre let at tilføje yderligere skade til en i forvejen sårbar patient.
I situationer, hvor den eneste mulighed er, at de tilstedeværende bærer vedkommende, skal der udvises den største forsigtighed og forudseenhed!
Transport med én
bærer og et ringkvejl
Transport med to
bærere og et ringkvejl
Har man ikke noget reb, kan
den tilskadekommende bæres
i en ‘kongestol’
Båre lavet af et astrotæppe,
regnslag eller lignende. Det
skal bare være solidt! Sokker,
vanter, tøj, etc. pakkes ind, og
låses med et dobbelt halvstik
Er den tilskadekommende ikke tungere,
end to mand kan løfte vedkommende i én
arm hver, kan en ring af et tørklæde være
det mest behagelige
206
E – TRÆNING
Tillæg E Træning
Én af velsignelserne ved klatring er, at du kan lægge præcis så meget energi i
det, som du har lyst til – forudsat at du har et realistisk forhold mellem eget niveau og de ønskede ruter. Men det skader aldrig at være i god form, især fordi
det er meget koncentrerede belastninger, der kommer på enkelte muskelgrupper.
Mange træner specielt underarmene, for det er som regel dér, man først mærker sine begrænsninger. Imidlertid kommer du ikke uden om at skulle have en
god grundform, hvis du vil gøre noget seriøst ud af klatringen. Der skal vandres,
kravles over klippeblokke og bæres rygsække, alt sammen inden klaringen overhovedet er begyndt.
Løbeture op af trapper og i ujævnt terræn, gerne med en rygsæk på, og almindelige, kedelige øvelser som arm– og mavebøjninger samt armhævninger er
et godt grundlag for at bevæge sig ubesværet rundt på klipperne. Et simpelt program med en halv til en hel times træning, tre gange om ugen, er et godt udgangspunkt. Ellers er der specielle træningsprogrammer, der involverer stairmasters, medicinbolde, intervaltræning og så videre.
Hvis du vil gå seriøst til træning med målrettede resultater, vil jeg anbefale at
søge specialviden om emnet – der er rigtig mange, der hver især har den eneste
rigtige træningsmetode!
Hvis du lige er begyndt at klatre, så pas godt på dine sener. Muskler trænes
relativt hurtigt op, så du kan holde godt fat i de små greb; men senerne tager
længere tid at træne op til at følge med. Det mærker du, hvis du laver en dyno op
til et lille crimp, og hele din kropsvægt så pludselig hænger i to fingerspidser!
Det er sket mere end én gang, at en klatrer har fået nogle ugers frivillig pause på
den konto.
Den indbyggede træning
Har du let adgang til klipperne, kan den almindelige træning bestå i at cykle
eller løbe til og fra klipperne, eller måske gå en omvej hen til ruten. Der er uden
tvivl nogle ruter, du kender særlig godt, og som du synes er forholdsvis nemme;
disse ruter kan du klatre på topreb, flere gange op og ned, gerne med en vis hastighed. Belastningen kan forøges ved at tage en rygsæk på.
207
E – TRÆNING
Kombiner eventuelt klatringen på egne sikringer med klatring på boltede ruter. Så kan du øve dig på de sværere grader, uden du behøver bruge energi på at
sætte sikringer.
Træningsprogrammet er således skjult i den aktivitet, du alligevel godt kan
lide at lave. Så har du ikke nogen videre fornemmelse af at spilde tiden med fysisk træning i stedet for klatring.
Målrettet træning
Selvom en kunstig klatrevæg aldrig vil kunne give samme fornemmelse som
at være på rigtig klippe, er der alligevel nogle fordele ved sådan en væg. Du er
f.eks. uafhængig af vind og vejr, og der kan indrettes greb og ruter, så du kan
opnå en bestemt form for træning.
Kan du finde de samme greb på en klippevæg, er der naturligvis intet i vejen
for at lave de samme øvelser som på en kunstig klatrevæg.
Der florerer nogle almindeligt kendte træningsprogrammer for styrke, teknik
og udholdenhed, netop beregnet til for på kunstig klatrevæg. Jeg vil naturligvis
heller ikke undlade at bringe programmerne her.
Øvelser til at træne styrke
Frontalangreb
I stedet for at bruge siden af foden på overhæng, så brug tåspidser og armmuskler. Tag lange tag og hold hvert greb
lidt, før du går videre til det næste.
Afslut øvelsen med nogle ruter, hvor du klatrer med glidende bevægelser for at undgå stivhed i musklerne.
Eksplosive bevægelser
Vælg en rute, du kan klatre med lethed. Tag tid på, hvor
lang tid du er om at klatre den. Nu skal du bare klatre den på
den halve tid!
Det drejer sig om at have eksplosive, dynamiske bevægelser,
hvor kroppen snarere bliver kastet op ad væggen end skubbet og hevet.
Kommer du til at stå stille, må du ikke hvile på stedet, find
hurtigst muligt det næste greb og skynd dig videre. Konstant
bevægelse er det vigtige her.
Begynd med en rute med store greb, og vælg mindre og
mindre greb efterhånden som du får øvelse.
208
E – TRÆNING
Indstillingen er vigtig. Du skal kunne se dig selv som den
kraftfulde og energiske klatrer for at blive det.
Bouldering
Denne øvelse kræver en makker.
Find en boulderrute med 4 til 8 bevægelser. Når du har fundet en rute, du kan klatre, så vælg nogle mindre greb, så ruten bliver sværere. Find gradvist de greb, der gør ruten svær;
men alligevel mulig at klatre. Første delmål er at finde en rute, hvor du falder af efter lå bevægelser.
Nu kommer makkeren ind i billedet (ud over at være spotter): Makkeren giver dig lige nøjagtig den støtte, ved at holde på ryggen, hofterne, eller hvor det nu passer, der skal til,
for at du kan komme forbi de kritiske steder.
Andet delmål er at kunne klatre ruten med støtte.
Makkeren giver så gradvist mindre og mindre støtte, så du
til sidst når målet: At klatre hele ruten solo.
Øvelser til at træne uholdenhed
Fald af på den
Find nogle svære ruter, og find ud af hvilken, der er den
sværeste, den næst sværeste, etc. Udvælg en fire-fem stykker.
Du skal du først klatre på den sværeste rute med stille og rolige – men flydende – bevægelser. Når du falder af (hvis ikke du falder af, så har du ikke valgt en rute, der er svær nok)
går du videre til den næst sværeste, og så fremdeles.
Det gælder om at vælge så svære ruter, at du egentlig ikke
kommer ret langt, før du falder af, og hurtigt går videre til
den næste.
Efter du har klatret i fire-fem minutter, tager du en pause på
mindst ti minutter.
Overanstreng dig ikke. To-tre omgange et par gange om
ugen kan gøre det – med mindre du træner til noget specielt.
Syretræning
Stil dig på nogle gode trin. Ræk så langt op efter nogle greb,
at du kun lige står på det yderste af tåspidserne – og hold
den position resten af ruten. Du skal primært klatre med
hænderne, og kun lade fødderne gøre et minimalt stykke arbejde. Hold hårdere om grebene, end du normalt vil gøre.
Kør denne øvelse i et kort interval, f.eks. halvandet minut eller 60 bevægelser.
Kør langsomme, flydende bevægelser.
209
E – TRÆNING
Øvelser til at træne teknik
Fødderne op,
På en væg, der ikke er mere stejl end lodret, klatrer du, så
hænderne ned
hænderne ikke kommer højere op end hovedhøjde.
På denne måde vil du tvinge dig selv til et godt fodarbejde.
Støvet arbejde
Brug kalk som om du var sponsoreret af Magnesium Karbonat A/S! Prøv f.eks. konsekvent at komme kalk på efter hver
eneste bevægelse.
Det kræver, at du finder mulige hvilepositioner, også med de
teknikker, du normalt ikke bruger så meget (kan f.eks. være
heel hook).
Når du kommer kalk på hænderne, så koncentrer dig om at
slappe så meget af som muligt. Det er ikke meningen, at
denne øvelse skal gøre dig til kalkoman; det er kun for at give øvelse i at finde egnede hvilepositioner.
Let på tå
Hvis du har chancen for at se en rigtig klatremester i aktion... så luk øjnene! Du vil praktisk taget ikke høre vedkommende klatre.
Når du klatrer, så placer fødderne med nøjagtighed og præcision. Enhver lyd er faktisk tegn på spildt energi.
Beskriv ruten
Inden du klatrer en rute, så beskriv i detaljer for din makker,
hvordan og hvilke greb og trin du vil bruge. Det skal ikke
bare være “... og så bevæger jeg mig til venstre for at række
op til sidst.” Det skal være “... jeg bruger det lille røde
pinchgrip til højre hånd, løfter højre fod op på det firkantede
hvide trin, rækker venstre hånd op i det blå jug...“, etc.
Målet er, at du skal lære din egen rækkevidde, styrke, smidighed og stil at kende, så du dermed får et realistisk syn på
dine egne klatremuligheder. Desuden vil du også få et overblik over de eventuelle svage sider, du bør træne.
210
E – TRÆNING
Soloklatring på topreb
Klatring med en makker, der kan sikre dig, som du kan udveksle ideer og metoder med. Det er dog ikke umuligt at sætte et reb op og klare solo – du skal bare
være fuldstændig sikker på, hvordan du etablerer et sikkert anker og i øvrigt laver alt det andet rebarbejde.
Denne teknik kaldes clogging, da der (ifølge den udbredte opfattelse) oprindeligt blev brugt en rebbremse, der hedder Clog.
Find en rute, hvor der er (eller kan
laves) et sikkert anker i toppen. Og ét
mere. Der skal nemlig være en backup.
Når du klatrer, foregår det på et
enkelt reb. Fastgør dig til rebet med en
rebklemme og en klemknude eller to
rebklemmer. I bunden af rebet hænger
du en rygsæk eller resten af rebkvejlet
– det skaber modhold, så du lettere
kan trække rebklemmen opad.
Rebklemmen sætter du i siddeselen. Den gøres også fast i en brystsele
(evt. bundet af en tapeslynge), så du
ikke skal skubbe den op ad rebet, når
du klatrer opad.
Når du kommer op til toppen, sætter du en abseilbremse i rebet, som du
låser. Derefter frigør du dig fra
rebklemmen og firer dig ned igen.
Klar til endnu en gang klatring.
Clogging på topreb.
Brystselen trækker rebklemmen med opad.
Backupen udgøres af prusikknuden over rebklemmen
Der fås clogs i forskellige udgaver; men du skal sikre dig, at den du anvender, ikke har en arm, der kan frigøre kammen, når cloggen trækkes hen over
klippen.
211
E – TRÆNING
I stedet for at backupen udgøres af
en rebklemme eller klemknude på
samme reb, kan det gøres en tand mere sikkert ved at have et backupreb.
Der fastgøres fortsat en rebklemme
i siddeselen; men samtidig sættes to
låsekarabiner yderligere i samleløkken.
Den anden rebende hænges ned ved
siden af den første – denne anden rebende er backuprebet.
På backuprebet bindes et antal
knuder (ottetal eller alpine sommerfugle).
Når du begynder klatringen, klikker
du den ene låsekarabin fast i den nederste løkke på backuprebet. Efterhånden som du kommer opad, klikker
du den anden låsekarabin ind i næste
løkke, hvorefter du frigør den første
låsekarabin.
På denne måde bruger du skiftevis
den ene og den anden låsekarabin til at
fastgøre dig i løkkerne på backuprebet, således at der altid er mindst én
låsekarabin koblet ind i backuprebet.
Hvis du bruger en rebbremse i stil
med en GriGri, er det nemt lige at
montere en selvsikring til abseil og så
fire sig ned ad rebet igen.
Opsætning med to enkeltreb – det ene til at
klatre på, det andet som backup.
Der sikres med en rebbremse, der også er
egnet til nedfiring.
212
F – BEREGNING AF BELASTNINGER
Tillæg F Beregning af belastninger
Hvis du opfører dig fornuftigt, når du klatrer (dvs. sætter sikringer i passende
tæt afstand, ikke har for lange fald og ikke falder i statiske slynger), behøver du
ikke tænke alverden på, hvor meget udstyret kan holde til. Alt udstyr, der sælges
i forretninger, skal i følge loven være godkendt. Dermed kan du være sikker på,
at det kan leve op til de krav, almindelig klatring stiller til udstyret.
Men hvis du vil have et større teoretisk grundlag for at kunne vurdere på et
sagligt grundlag i en kritisk situation, vil beregninger og deraf følgende overblik
over belastningerne på de forskellige dele af udstyret være et oplagt emne.
For at kunne beregne belastningerne, er der nogle grundlæggende udtryk, der
skal være på plads:
UIAA-fald, faldfaktor og fangryk. For at dæmpe faldet er der elastik i rebet,
den såkaldte dynamik. Derfor kaldes et klatrereb for et dynamisk reb. Jo mere
reb der er til at opfange faldet med, jo mere elastik er der. Den længde reb, der
opfanger faldet, kaldes den aktive reblængde.
UIAA-fald
Et UIAA-fald er en simulering af et kraftigt fald, og det er
én af de prøver et reb skal kunne klare, for at blive godkendt af UIAA til klatring.
Det foregår på den måde, at et stykke af rebet bliver bundet fast, ført 30 cm op og gennem et hul med en afrundet
stålkant med en diameter på 10 mm.
Herefter føres rebet yderligere 2,3 m op.
Der bindes et lod med en vægt på 80 kg i (for afprøvning
af helreb – halvreb testes kun med 55 kg) med et dobbelt
overhåndsknob.
Reb og lod hænger i ro i minimum 1 minut.
Afstanden justeres, så der er 2,3 meter fra fastgørelsespunktet til krogen, rebet holdes oppe af, og 20 cm fra
krogen til loddet. Den samlede reblængde bliver således
2,8 m.
Vægten slippes og falder 4,8 m.
UIAA-fald
213
F – BEREGNING AF BELASTNINGER
Faldfaktor
Forholdet mellem faldets længde og den aktive reblængde er én af de faktorer, der indgår i beregningen af belastningen på udstyret; den såkaldte faldfaktor.
Den længde, rebet udvider sig, tages ikke med i beregningen af faldfaktoren. Den
ekstra længde, rebet udvider sig, har naturligvis betydning for den reelle faldfaktor, så det beregnede tal er således på den sikre side.
Helt præcist er faldfaktoren defineret som faldets længde divideret med den
aktive reblængde.
Eksempel 1:
Et UIAA-fald har en faldlængde på 4,8 meter og en aktiv reblængde på 2,8
meter.
4,8
Det giver en faldfaktor på
1,71
2,8
Eksempel 2:
En klatrer sætter en sikring 6 meter over standpladsen og klatrer 2 meter længere op, hvor han falder.
Faldets længde bliver det dobbelte af de 2 meter, da han jo falder lige så
langt forbi sidste sikring, som han var over den – altså et fald på 4 meter. Den
aktive reblængde er 6 + 2 = 8 meter.
4
Det giver en faldfaktor på = 0,5
8
Eksempel 3:
En klatrer fortsætter fra en standplads på en klippevæg. Han klatrer 2 meter
op; men inden han når at sætte en sikring, falder han. Faldets længde er 4 meter, og den aktive reblængde er 2 meter.
Det giver en faldfaktor på 2, også kaldet et faktor-2 fald. Det er den højeste
faldfaktor, der forekommer inden for almindelig friklatring.
Fangryk
Fangrykket er et udtryk for den belastning, der er i fastgørelsen mellem klatreren og rebet.
På et givet helreb står der på den medfølgende dataseddel, at UIAAfangrykket er 9,7 kN.
214
F – BEREGNING AF BELASTNINGER
Det betyder, at i UIAA-faldet, som altså har en faldfaktor på 1,71 (jvf. eksempel 1), udsættes en klatrer, der vejer 80 kg incl. udstyr, for en belastning på
9,7 kN.
Forudsætning i beregningerne
Ved udregning af fangrykket forudsættes en ting:
Rebets elasticitet virker som en idealfjeder, hvilket betyder, at udvidelsen er proportional med belastningen.
Dette er ikke helt i overensstemmelse med de rent faktiske forhold; men det er en
god tilnærmelse, og det gør beregningerne overskuelige.
Reelt virker rebet ikke som en idealfjeder, dvs. rebet giver sig ikke lige meget over
det hele: En stor del af kraften bliver opfanget af elasticiteten i rebet tæt på klatreren, da friktionen i karabiner og klipper forårsager en ujævn fordeling.
Derved bliver kraften mindre, jo længere væk på rebet, man måler den.
Tilbage til udregningerne: Faldfaktoren i eksempel 2 var 0,5.
Forholdet mellem faldfaktorerne for eksempel 2 og UIAA-faldet er det samme som forholdet mellem UIAA-fangrykket og fangrykket (F) for eksempel 2.
Opstillet på en ligning giver det
0,5
1,71
F
9,7
hvilket giver F en værdi på ca. 2,9 kN.
Klatreren i eksempel 2 belastes altså med 2,9 kN, hvilket kan mærkes, uden
at det dog er alvorligt.
Tilsvarende fås der i eksempel 3 et fangryk (F) på
F
2,0
9,7 11,4 kN
1,71
Klatreren i eksempel 3 belastes med 11,4 kN, hvilket er en størrelse, der skal
tages seriøst. (I denne sammenhæng kan det lige bemærkes, at en godkendt klatresele kan holde til et fangryk på mindst 15 kN.)
215
F – BEREGNING AF BELASTNINGER
For et bestemt reb kan fangrykket således udregnes for alle faldfaktorer. På
den måde kan der gives et billede af, hvor store belastninger en klatrer udsættes
for – vel at mærke en klatrer, der vejer 80 kg.
Har klatreren en anden vægt (hvad der jo ikke forekommer usandsynligt),
findes det aktuelle fangryk ved hjælp af almindelig forholdsregning. En klatrer
på 65 kg, der falder som svarende til et UIAA-fald i et helreb med et fangryk på
9,7 kN, bliver belastet med
65
9,7
80
7,9 kN
For nogenlunde at kunne beregne belastningen i et vilkårligt fald, skal man
altså kende
– Rebets UIAA-fangryk
– Faldfaktoren
– Klatrerens vægt incl. udstyr
Desuden skal faldet være af en vis størrelse. F.eks. vil et faktor-2 fald med 10
cm aktiv reblængde ifølge beregningerne også give et fangryk på 11,4 kN…
Faldene skal være af en størrelse, der regnes i meter, for at beregningerne er
gældende, da ekstra faktorer som vinklen fra klatreren til øverste sikring og den
dæmpning, der ligger i, at knuder strammes ekstra til, og at selerne giver sig, ikke tages med i dette forenklede regnestykke. Disse faktorer er umulige overhovedet at tage med i praksis.
For at udregne belastningen mere præcist, skal man ud over tyngdeaccelerationen (g = 9,81 m/s2) kende klatrerens vægt (M), rebets effektive tværsnitsareal
(As), faldfaktoren incl. rebets længdeforøgelse (f) og det specifikke rebs elasticitetsmodul (E ~ 3 103 MPa). Så kan fangrykket (F) udregnes efter formlen
F
m g
1
1
2 f
As
M g
E
Da rebets forlængelse som tidligere nævnt ikke er proportional med faldets
længde, er ovenstående formel ikke til den større nytte i praktisk klatring. Desuden mangler der stadig at blive taget hensyn til dæmpningen i rebets friktion mod
klippen, opstramning af knuder, etc.
Det ses dog umiddelbart, at selv det mindste fald giver en dynamisk last på
rebet, der svarer til mindst det dobbelte af klatrerens vægt.
216
F – BEREGNING AF BELASTNINGER
Derfor vælges den nemmere udvej med blot at beregne et fangryk og lade det
være en retningslinie for, hvornår et fald er kraftigt. En lille faldfaktor er ok, en
stor faldfaktor er noget skidt.
Og her er vi så tilbage ved udgangspunktet: “Hvis du opfører dig fornuftigt,
når du klatrer (dvs. sætter sikringer i passende tæt afstand, ikke har for lange fald
og ikke falder i statiske slynger), behøver du ikke tænke alverden på, hvor meget
udstyret kan holde til.”
Belastning på rebbremsen
Det er imidlertid ikke kun klatreren, der belastes. Den sidste sikring, der blev
sat påvirkes også, og det samme gør rebbremsen, som sikringsmanden bruger.
Og alle de andre sikringer, for den sags skyld, hvis ikke de blev sat i en fuldstændig ret linie fra sikringsmanden til klatreren – og det blev de jo nok næppe.
For at kunne regne disse belastninger ud, skal der først ses lidt på lastfordelingen. Forsøg udført af blandt andre Pit Schubert, firmaerne Black Diamond,
Beal, Wild Country og Petzl har vist, at fangrykket er ca. 1,5 gange så stor, som
den belastning, rebbremsen udsættes for, uanset kraftens størrelse. Dette skyldes
det tidligere omtalte forhold, at et dynamisk reb ikke virker som en idealfjeder.
Regnes eksempel 2 igennem igen, viser det sig, at belastningen på bremsen er
2,9
1,9 kN
1,5
Det ligger inden for det, en stichtbremse kan klare (hvilket er 2–4 kN).
Regnes det samme ud for eksempel 3 (faktor-2 faldet), viser belastningen sig
at være
11,4
1,5
7,6 kN
Det ligger langt over det, en almindelig stichtbremse kan holde. Her vil der
altså løbe reb hurtigt gennem bremsen, med risiko for en forbrændt hånd til følge, som så måske slipper. Pas på de faktor-2 fald!
217
F – BEREGNING AF BELASTNINGER
Ovenstående kunne også være et godt argument for at bruge handsker, når
der sikres. Problemet er bare at finde nogle handsker, som har lige så god friktion som den bare hånd, og som giver lige så god føling med rebet.
En anden mulighed kan være at bruge en selvlåsende bremse. Sådan én bremser så bare statisk, og kan dermed øge belastningen på øverste sikring. Teoretisk
set. For i praksis vil den kraftigere opbremsning også blive dæmpet af det reb,
der går fra bremsen op til øverste sikring, og så der kommer ikke nævneværdig
forøget last på denne.
Eksempel 4:
Grænsen for, hvornår et fald betegnes som kraftigt, går ved en faldfaktor på
1,0. Det kan bl.a. forekomme, hvis en klatrer har to meter reb ude og falder
ned fra en standplads placeret oppe på en klippevæg. Faldets længde er 2 meter, og den aktive reblængde er ligeledes 2 meter.
Fangrykket vil være
1,0
9,7
1,71
5,7 kN
5,7
3,8 kN
1,5
Det ligger lige inden for grænsen af, hvad en god stichtbremse kan holde.
og belastningen på bremsen vil være
Bemærk, at alle de udregnede værdier ligger over, hvad et almindeligt abseilottetal kan holde (hvilket er 1–1,5 kN). Det ses altså tydeligt, at det ikke er forsvarligt at bruge et sådant til at sikre en førstemand med.
Belastning på øverste sikring
Belastningen på den sidst placerede sikring er summen af belastningen på
henholdsvis klatrer og rebbremse.
For eksempel 1 stiller det krav til sikringen om at kunne holde til
2,9 + 1,9 = 4,8 kN.
Det ligger jo langt inden for de grænser, udstyret er testet til – forudsat at sikringen sidder godt.
En tilsvarende udregning for eksempel 3 (det med faktor-2 faldet) giver følgende resultater:
218
F – BEREGNING AF BELASTNINGER
Belastningen på klatreren (fangrykket) er 11,4 kN, og på rebbremsen er den
7,6 kN. Det giver en samlet påvirkning af sikringen på 18,9 kN, hvilket ligger
inden for den sikkerhedsmargin, en karabin har (20 kN).
Men sikringen skal sidde meget godt fast og være af stor størrelse, for at kunne holde til det.
Følgen af dette bliver altså, at det gælder om at sætte så store sikringer som
muligt først på ruten, hvor faldfaktoren er størst, og gemme de mindre sikringer
til senere. Dette er dog ikke altid praktisk foreneligt med det faktiske forhold på
klippen. Hvis der vitterlig kun er plads til en lille kile, nytter det ikke at insistere
på at bruge en stor.
Belastning på standpladserne
Som beskrevet i afsnittet ”Etablere topanker” skal de enkelte sikringer til
standpladsen sidde i så lige linie som muligt – selvfølgelig uden at være afhængige af hinanden.
Jo tættere de sidder, jo mere deles de om lasten, og jo længere væk fra hinanden, de kommer, jo mere last er der på hver enkelt sikring.
Det er ganske almindelig trigonometrisk
regning, så der er såmænd ikke det store hokuspokus i det.
Formlen er:
Træk = ½ ×
Last
cos 2
Vinkel mellem sikringerne på
standpladsen
Det vil sige, at hvis en klatrer på 80 kg hænger stille i standpladsen, hvor sikringerne er placeret over hinanden, og dermed = 0, belastes hver sikring med
Træk = ½ ×
80 kg
80 kg
= ½×
= 40 kg
0
1
cos 2
219
F – BEREGNING AF BELASTNINGER
Er vinklen mellem sikringerne 90°, belastes hver sikring med
Træk = ½ ×
80 kg
80 kg
= ½×
= 57 kg
0,707
cos 90 2
Trækkes sikringerne endnu længere fra hinanden, så der er 120° mellem dem,
belastes de hver især med
Træk = ½ ×
80 kg
80 kg
= ½×
= 80 kg
0,500
cos 120 2
Det er altså her, grænsen går. Med 120° vinkel belastes hver sikring med den
fulde last. Flyttes sikringerne endnu længere fra hinanden, belastes de hver med
mere last, end de ville have fået, hvis de var ene om at optage lasten. Så er det
ikke et redundant system mere, hvor de virker sammen om at løse en opgave; de
modarbejder snarere hinanden.
Derfor skal sikringer helst ikke sidde med en større vinkel end 120 grader.
220
G – FLERE KNOB OG STIK
Tillæg G Flere knob og stik
De tidligere beskrevne knob er effektive og holdbare, og de dækker omtrent
hele behovet hvad angår klatring. Men man kan naturligvis altid vikle noget snor
sammen på en anden måde, så herunder er et større udvalg.
Grundknob
Enkelt ottetalsknob
(flamsk knob)
Overhåndsknude
(Enkelt knob)
Stopperknude (Sikringsknob)
Slipstik
Faste løkker
Ottetalsknob syet på en bugt
Dobbelt ottetalsknob med dobbelt løkke
221
G – FLERE KNOB OG STIK
Pælestikket skal have stopperknude, hvis det udsættes for skiftevis belastning og
aflastning. Ellers kan det løsne sig.
Pælestik
Pælestik med stopperknude
Syet pælestik
Pælestik på en bugt
Pælestik bundet på en bugt
222
G – FLERE KNOB OG STIK
Pælestik med Yosemite-afslutning (Yosemite-pælestik)
Sommerfugleøje (Alpin sommerfugl)
223
G – FLERE KNOB OG STIK
Sammenføjninger
Ottetalsknob med to parter
Råbåndsknob
Råbåndsknob med stopperknude
Dobbelt fisker-foreningsknude
Knobet bruges ved abseil.
Det vrider sig ikke op, og det har en glat side, der kan trækkes over kanter.
224
G – FLERE KNOB OG STIK
Klemknuder
Vikingeknude (Klemheist)
Omvendt vikingeknude (Kreutzklem)
Et alternativ til prusikknuden. Denne knude
kan dog ikke bindes med én hånd.
Men den kan trækkes ned at rebet,
selvom den er belastet.
Penberthyknude
Bachmannknude
Marineknude
Denne knude låses ved slipstikket,
der sættes i klemme.
Knuden kan derefter løsnes,
selvom der er fuld belastning på.
225
G – FLERE KNOB OG STIK
Diverse
Kædeknob
Slagterstik (Enkelt topstik) – afslut evt. med overhåndsknude
226
G – FLERE KNOB OG STIK
Mere om HMS-knuden
HMS-knuden var ét af de første bud på en seriøs bremse til rebet, så man ikke
skulle lægge rebet om kroppen for at få tilstrækkelig friktion. Som alt andet nyt
skulle den præsenteres, og igen som ved alt andet nyt blev den modtaget med en
vis skepsis.
En schweizisk bjergfører ved navn Münter præsenterede den på en bjergbestigerkonference i USA i 70’erne. Derfor bliver derovre kaldt ”The Munter
Hitch”, altså det stik, som ham Münter viste frem.
Af samme grund kalder briterne knuden for ”The Italian Hitch”, fordi det var
nogle italienere, der viste knuden for dem.
Oprindeligt skulle det være en Mezzo Barcaiolo, der opfandt knuden – og
derfor bærer den også betegnelsen MB.
Betegnelsen ”HMS” står for ”HalbMastwurf Sicherung”, udledt af ”Demi
Capstan”. Det kan, med de tilhørende overførte betydninger, oversættes til noget
i retning af ”halvdelen af det knob, søfolk bruger til at fortøje en båd til pullerten
på en kaj”. Det er det knob, vi på dansk kalder baghåndsknob (i klatresammenhæng brugt uden afsluttende stopperknob). Så er ”HMS” unægteligt nemmere at
sige!
Et par andre navne, knuden også går under, er friktionsknuden, karabinknuden, Running R og UIAA-metoden.
227
H – BETEGNELSER FOR KLATRESTIL
Betegnelser for klatrestil
Det eneste, der vist overgår udvalget af varierende former for klatregrej i antal, er antallet af klatrespecifikke udtryk. Som følge af dette er der naturligvis en
lang række forskellige betegnelser for, hvordan man kommer op ad en given rute.
Den stil, der anses for den næstbedste, er at flashe. Det betyder, at man klatrer førstemandsklatring op ad en rute i første forsøg, uden at belaste sikringerne
på noget tidspunkt (undtagen på standpladserne, når man sikrer makkeren).
Man må gerne have modtaget information i form af beskrivelser, billeder,
forklaringer eller andet om ruten (beta) på forhånd. (Navnet beta kommer fra videoformatet Betamax: Altså som om klatringen af ruten var blevet optaget på video, og derefter afspillet for at få information om, hvordan det skulle gøres. Som
en klatrer sagde: “Med den beta jeg får, kan det ikke undre, at VHS dominerer
markedet!”) Modtager man vejledning undervejs, kaldes det running beta.
Og her er det på sin plads at oplyse om den Gyldne Regel For Beta: Giv kun
beta til én, der beder om det!
Laver man en flash uden at have modtaget beta, kaldes det on-sight flash.
Dette anses for den bedste stil.
På trinet under flash er on-sight: Samme betingelser som ved flash, bortset
fra, at det her er tilladt at have et fald. Har man det, skal man fires ned til nærmeste sted, hvor man kan stå uden at bruge hænderne (no-hands-rest), hvilket meget let kan være helt nede på jorden. Her binder man sig ud af rebet, som derefter
trækkes gennem sikringerne og ned. Man binder sig ind igen og begynder forfra.
Redpoint vil sige, at man har klatret ruten i samme stil, som når man flasher;
men forinden har man øvet sig på ruten, enten ved topreb eller tidligere forsøg.
Redpoint ligger således meget tæt på on-sight. Forskellen er, at ved on-sight skal
det foregå i sammenhæng, og man må ikke øve sig med toprebsklatring.
At pinkpointe en rute vil sige, at man har klatret i samme stil som redpoint;
men alle sikringerne og hurtigslyngerne var sat i forvejen.
Yoyo er det samme som on-sight med den (markante) undtagelse, at man ikke
binder sig ud af rebet efter et fald, når man er firet ned. Rebet forbliver således i
samtlige sikringer på vej op igen.
228
H – BETEGNELSER FOR KLATRESTIL
Hangdogging er den næstlavest rangerende af stilarterne: Klatreren hænger i
rebet, hvis han er faldet, fortsætter ruten derfra uden at fires ned til noget hvilepunkt.
Lavest ligger bobpoint. Det er betegnelsen for, at man påstår at have klatret
en rute on-sight, selvom man aldrig har været på den – det er nok at være overbevist om, at man kunne have gjort det!
Et sted på samme niveau ligger sandbag og roder rundt. Det dækker over, at
man ganske vist har klatret en rute af en vis sværhedsgrad (så det er ikke nødvendigvis tomt pral); men man har graderet ruten væsentligt højere, end den er
berettiget til, for at man selv fremstår bedre.
Endelig er der greenpoint, der svarer til flash; men klatret på topreb.
Hvorvidt disse regler har nogen værdi, er fuldstændig op til den enkelte klatrer at vurdere. Der er ingen, der kan bestemme, hvordan man vil klatre sine ruter,
og hvad der er rigtigt eller forkert – så længe det kun er et spørgsmål om stil!
Vil man ødelægge klippen ved at hugge i den med hammer og mejsel (chipping) er det ikke blot éns personlige stil, det drejer sig om. Så træder nogle etiske
regler (se side 14) i kraft: Er man berettiget til at udføre sin klatring på andres
bekostning?
Ikke efter min opfattelse.
229
STIKORDSREGISTER
Stikordsregister
Ascender; 172
Asymmetrisk fod; 20
Autoblok; 45
2
2CU; 163
B
3
Bachmannknude; 225
Back-cleane; 92
Backclipping; 95
Backfeede; 72
Back-step; 68
Baghåndsknob uden afslutning; 227
Bandolér; 40; 74
Basecamp; 120
Belastninger
Bremser; 217
Fordeling; 217
Topanker; 55; 219
Øverste sikring; 218
Belastningsudligning; 91
Bent-gate; 26
Beregninger; 213
Beta; 228
Bicolor; 147
Big Bro; 163
Binde sig ind; 38
Bjergbestigerkvejl; 41
Bjergbestigning; 119
Blødninger; 203
Board-last; 129
Bobpoint; 229
Bolte
Bore–; 165
–Fanger; 166
Generelt; 165
Hammer; 166
Ring–; 165
Slag–; 166
UIAA/CE-krav; 169; 171
Bong; 164
Booty; 35
Bouldering; 121
Brass off-set; 162
Bremser
Abseil–; 29
Afbinde; 105
3 Sigma; 128
3CU; 162
5
5-årsreglen; 111
A
Abseil; 77; 79; 186
Anker; 77
–Bremser; 29
Dülfersitz; 189
Klassisk; 189
Krops–; 189
Med skadet makker; 109
Multi–; 103
–Piste; 103
Reduceret friktion; 190
–Ring; 177
Simultan–; 190
Skadet reb; 192
ACD – Active Camming Device; 31
Aktiv reblængde; 213
Aktive sikringer; 31
Aktivt makkerhejs; 107
Almindelig klippeklatring; 13
Almindelig prusikgang; 194
Alpin sommerfugl; 223
Alpin stil; 119
Alpinlås; 194
Andenmand; 13; 69
Anodisering; 125
ANSI; 128
Arbejdssløkke; 21
Arborist; 149
Arête; 53
Arm-bar; 65
Arm-lock; 65
Artificiel klatring; 106; 120; 197
230
STIKORDSREGISTER
EN 564 Rebsnøre; 149
EN 892 Dynamiske reb; 143; 146
Generelt; 128
PPE; 128
Centralløkke; 21
Chalkball; 20
Chicken-sling; 159
Chipping; 118; 229
Chok; 203
Chokbelastning; 91
Cling-grip; 64
Cling-hold; 64
Clogging; 211
Closed crimp; 64
Cordelette; 160
Crimp; 64
Crux; 47
Autoblok; 154
Automatisk; 154
Belastninger; 217
Descender; 154
Eftersyn og udskiftning; 114
Forstærke; 188
Grisetryne; 28
Karabin–; 187
–Kraft; 154
Montering af; 56
Ottetals–; 29
Plade–; 28
Selvlåsende; 179
Sikre ottetallet; 192
Sticht–; 28
Tube–; 28
Typer; 156
UIAA/CE-krav; 156
Variable Controller; 29
Bridging; 67
Brod; 164
Brudstyrker
Reb; 146
Rebsnøre; 149
Sele; 215
Bundsikring; 70
Båre; 206
D
Daisy-chain; 158
daN; 124
Dead-point; 61
Decanewton; 124
Deformationshærdning; 125
Descender; 154
Diedre; 53
DIN; 128
Direkte sikring; 178
Dobbelt fisker-foreningsknuden; 224
Dobbelt fiskerknude; 45
Dobbelt halvstik; 44
Dobbeltrebsteknik; 181; 183
Drop-seat; 21
Dülfersitz; 189
Dynamik; 213
Dynamisk klatring; 67
Dynamisk længdeforøgelse; 143
Dynamiske bevægelser; 62; 67
Dyneema; 158
Dyno; 67
Dødens Trekant; 56
C
Cambered sole; 129
Cam-stop; 89
Capsule style; 120
CE/CEN; 18
CE-krav; Se UIAA/CE-krav
CEN-normer; Se CE-normer
CE-norm
12270 Sikringer; 165
12276 Friktionssikringer; 165
12278 Taljer; 177
565 Tape; 161
566 Slynger; 161
567 Rebklemmer; 175
569 Slagbolte; 169
959 Borebolte; 171
EN 12275 Karabiner; 152
EN 12277 Seler; 135
EN 12492 Hjelme; 141
EN 1891 Statiske reb; 147
E
Effektivitet; 102
Eftersyn; 112
Ekspeditioner; 119
Eksponeret rute; 85
231
STIKORDSREGISTER
Friktionsknuden; 227
Friktionssko; 19
Friktionsvarme; 71
Fysisk styrke; 208
Føre en rute; 13; 85
Føre i blokke; 103
Fører; 47
Førstehjælp; 200
Førstehjælpens grundregler; 201
Førstehjælpspakker; 200
Førstemand; 13
Førstemandsklatring; 12
Eksponering; 85; 101
Ekspresslynger; 25
Elektrisk oxidering; 125
Eloxering; 125
Energidrik; 37
Enkelt knob; 221
Enkelt topstik; 226
EN-normer; Se CE-normer
Énreblængdersrute; 99
Én-reblængdesrute; 69
Etik; 14
Europæiske Godkendelseskomite, Den;
18
G
F
Gemini-cord; 31
Glidende greb; 198
Graderinger; 47
Graderingsræs; 50; 116
Grat; 53
Greenpoint; 229
Grej; Se Udstyr
Gripped; 85
Grisetryne; 28
Groove; 53
Grubetæring; 125
Fald
Faktor-2; 214
Førstemands–; 97
Kraftigt; 218
Pendul–; 97
Falddæmpere; 158
Faldfaktor; 214
Fangryk; 143; 214
Fareblind; 77
Favne ruten; 66
Fingerhul; 64
Fingerjam; 65
Fingerringe; 32
Fist-jam; 65
Fixet/fikseret udstyr; 35
Flage; 53
Flake; 53
Flamsk knob; 221
Flared crack; 53
Flash; 228
Flerreblængdersrute; 101
Fluepletter; 125
Flåter; 202
Fodjam; 63
Fodskifte; 63
Forfrysninger; 204
Forstuvninger; 203
Fremspring; 53; 87
French-free; 197
Friend; 31; 89
Frigørelse fra låst ottetal; 80
Frigørelse fra sikringskæden; 105
Friklatring; 10
H
Halbmastwurf Sicherung; 227
Halvreb; 183
Hammer; 166
Hand-stack; 65
Hangdogging; 229
Haul-loop; 21
Hedeslag; 204
Heel-hook; 63
Helkropsseler; 133
Hexe; 30
Hexentrics; 30
High-step; 68
High-top sko; 129
Hjelme; 22
Carbon–; 140
Eftersyn og udskiftning; 114
Form; 140
Glasfiber–; 140
Kulfiber–; 140
Letvægts–; 140
232
STIKORDSREGISTER
Karabinbremsen; 187
Karabiner
Almindelige; 26
D–; 27
Eftersyn og udskiftning; 114
Fiksere; 25
–Hage; 151
HMS–; 27
Klettersteig; 152
Lukker; 26
Låse–; 26
Maillon rapide; 152
Oval; 151
Pæreformet; 27
Quicklink; 152
Quicklock–; 26
Retningsbestemt; 151
Skrue–; 26
Snaplink–; 26
Standard–; 26
Styrke; 219
Størrelse; 151
Typebetegnelse; 152
Udstyrs–; 28
UIAA/CE-krav; 152
Wirelukker; 26
Karabinknuden; 227
Kernmantel; 22
Kevlar; 158
Kilepirk; 30
Kiler; 30
Kilonewton; 124
Kinke; 41
Klassisk abseil; 189
Klatre ned; 106
Klatrebælte; 137
Klatreførere; 47
Klatreguider; 47
Klatresko; 19
Klatrestøvler; 129
Klatring på egne sikringer; 13; 121
Klemblokke; 87
Klemheist; 225
Klemknude; 44
Klemmegreb; 64
Klippeformationer; 53
Klippefremspring; 87
kN; 124
Plastik–; 140
Standard–; 140
Sætte på; 37
UIAA/CE-krav; 141
HMPE; 127
HMS-knude; 46; 59; 81; 99; 178; 227
Horn; 53
Huleudforskning; 194
Hurtigslynger; 25
Sætte; 94
Hylde; 53
Hypotermi; 205
Hænger; 170
Høj hastighed; 102
Hånd over hånd; 58
Håndskifte; 63
I
Idealfjeder; 215
Indbinding; 38; 134
Indbinding med flere klatrere; 134
Indbindingsløkke; 38
Internationale
Bjergbestigerorganisation, den; 18
ISO; 128
Italian Hitch; 227
J
Jam; 63; 65
Jug; 64
Jugge; 173
Jumar; 172
Jumare; 173
K
Kalk
Alternativ; 20
–Bold; 20
Fri; 20
Klatre–; 20
–Pose; 20
Kamin; 53; 67
Kamkiler
Aktive; 162
Passive; 164
Kantstiv; 20
Kantstyrke; 145
233
STIKORDSREGISTER
Knee-drop; 68
Knob
Alpin sommerfugl; 223
Alpinlås; 194
Autoblok; 45
Bachmannknude; 225
Baghåndsknob uden afslutning; 227
Dobbelt fisker-foreningsknuden; 224
Dobbelt fiskerknude; 45
Dobbelt halvstik; 44
Enkelt knob; 221
Enkelt topstik; 226
Flamsk knob; 221
Friktionsknuden; 227
Halbmastwurf Sicherung; 227
HMS-knude; 46; 178; 227
Italian Hitch; 227
Karabinknuden; 227
Klemheist; 225
Klemknude; 44
Kreutzklem; 225
Kædeknob; 226
Marineknude; 225
MB; 227
Munter Hitch; 227
Omvendt vikingeknude; 225
Ottetalsknob; 43; 134; 221; 224
Overhåndsknude; 44; 221
Penberthyknude; 225
Prusikknude; 44
Pælestik; 222; 223
Running R; 227
Råbåndsknob; 224
Sikringsknob; 221
Sikringsknude; 43
Slagterstik; 226
Slipstik; 221
Slyngestik; 44
Sommerfugleøje; 223
Stopperknude; 221
Tapeknude; 45
Tredobbelt fisker–; 31
UIAA-metoden; 227
Vikingeknude; 225
Knobtest; 143
Knoglebrud; 203
Knotensling; 172
Knudeegenskaber; 143
Knuder; Se Knob
Kohale; 160
Kombiseler; 133
Kommunikation; 75
Kommunikation, lydløs; 76; 80
Kongestol; 206
Konkurrence; 13
Kordeler; 142
Korrosion; 125
Korund; 125
Krab; 151
Kreutzklem; 225
Kropsabseil; 189
Kropssikring; 179
Kuffertgreb; 64
Kunstig klatrevæg; 13
Kædeknob; 226
L
Lastfordeling; 217
Lay-away; 67
Lay-back; 67
Linecutter; 34
Liniebuen; 112
Liste; 63
Logbog; 110
Low-cut sko; 129
Lukker
Bent-gate; 26
Straight-gate; 26
Tråd; 26
Wire; 26
Lynlåseffekt; 93
Løbende mellemsikringer; 184
Låse ottetallet; 80
M
Mad; 37
Magnesiumcarbonat; 20
Maillon rapide; 152
Makkerhejs
Aktivt; 107
Passivt; 108
Taljetræk; 108
Makkertjek; 15; 57
Mantelshelf; 67
Mantle; 67
234
STIKORDSREGISTER
Off-width; 53; 66
Omforsåling; 129
Omvendt vikingeknude; 225
On-sight; 228
On-sight flash; 228
Open-crimp; 64
Open-ended skala; 48
Open-grip; 64
Ottetal; 29
Ottetallets styrke; 218
Ottetalsknob; 43; 134; 221; 224
Overhæng; 53; 67
Overhåndsknude; 44; 221
Marineknude; 225
Materialer
Aluminium; 125
Aramid; 127
Aromatisk polyamid; 127
Carbon; 22
Dyneema; 127; 158
Glasfiber; 22; 127
Gummi; 127
Kevlar; 31; 127; 149; 158
Kobber; 127
Kulfiber; 22; 127
Messing; 127
Nylon; 126
Perlon; 126
Plastik; 22; 127
Polyamid; 126
Polyethylen; 127
Polypropylen; 127
Polyuretan; 127
Spectra; 31; 127; 149; 158
Stål; 125
Titanium; 127
MB-knude; 227
Medicin; 200
Mellemforankring; 69
Menuforslag; 37
Midtermarkering; 77
Mikrokiler; 162
Modholdssikring; 93
Modningshærde; 125
Modtryk; 64
Muffe; 26
Multipitch-rute; 101
Munter Hitch; 227
Myggespray; 32
P
Parallelklatring; 184
Passive sikringer; 31
Passivt makkerhejs; 108
Penberthyknude; 225
Pendulfald; 182
Personligt værnemiddel; 128
Pillar; 53
Pinakel; 53
Pinch-grip; 64
Pinkpoint; 228
Piskesmæld; 95; 133
Platte; 53
Point of no return; 101
PPE; 128; 149
Problemer; 121
Prusikgang; 82
Almindelig; 194
Prusikke; 82
Prusikknude; 44
Psykisk faktor; 85
Pælestik; 222; 223
N
R
Nedfiring; 58
Newton; 124
No-hands-rest; 228
Normer; 118
Nævejam; 65
Nøddegreb; 64
Radioer; 76
Rampe; 53
Rap Ring; 177
Rapelling; 186
Reb
Arborist–; 149
Bicolor; 147
Brudstyrke; 146; 147; 149
Brudstyrker; 46
O
Off-set D-karabiner; 27
235
STIKORDSREGISTER
Dynamik; 213
Dynamisk; 22; 144; 213
Eftersyn og udskiftning; 112
Elasticitet; 113
Fastkilet; 83
Gå tur med; 112
Halv–; 23; 145; 183
Hel–; 23; 144
Jammet; 83
Kantstyrke; 145
Kerne; 142
–Klemme; 172
Krympe; 110
Kvejle op; 41
–Log; 110
Længder; 146
Multidrop–; 144
Natur–; 142
Opbevare; 113
–Pen; 77
–Poser; 41
PPE; 149
Semistatisk; 147
Skære over; 112
–Slynger; 23
–Snøre; 23
Statisk; 22; 147
Statiske; 149
Strømpe; 142
Træklatrer–; 149
Tvilling–; 23
Tvillinge–; 145; 180
UIAA/CE-krav; 143; 146; 147; 149
Vandafvisende; 23
Vandskyende; 142
Vaske; 113
Vådt; 143
Rebbremser; Se Bremser
Rebklemme; 195; 196
Rebklemmer
UIAA/CE-krav; 175
Reblag; 69
Reboltning; 171
Rebposer; 41
Rebsnøre; 149
Rebstige; 197
Rebtræk; 96
Redpoint; 228
Redundans; 220
Regler; 118
Rengøring; 112
Retractor; 30
Retroboltning; 171
Ribbe; 53
Ringkvejl; 41
Ring-lock; 65
Riss; 53
Rivet; 170
Rockcentrics; 30
Rollernut; 163
Running beta; 228
Running R; 227
Run-out; 16
Rutebeskrivelser; 47
Rutediagrammer; 47
Rygkvejl; 41
Råbåndsknob; 224
S
Samleløkke; 21
Samlestrop; 131; 133
Sandbag; 229
Sanduhr; 87
Screamer; 158
Seler
Alternativer; 137
Bryst–; 130; 131
Bryst–, bundet; 139
Eftersyn og udskiftning; 113
Fuld–; 130
Helkrops–; 130; 133
Indbinding; 134
Klatrebælte; 137
Kombi–; 130; 131; 133
Pariser–; 139
Samlestrop; 131; 133
Sidde–; 21; 130
Sidde-, bundet; 138
Skrårem; 140
Styrke; 215
Swamibælte; 137
Tage på; 37
Typer; 135
UIAA/CE-krav; 135
Selvlåsende bremser; 179
Selvsikring; 79
236
STIKORDSREGISTER
Semistatisk reb; 147
Shock; 203
Shunt (Petzl); 174
Signaler; 75
Signaturer; 51
Sikkerhed; 119
Sikre
Direkte; 178
HMS; 178
HMS-knude; 59; 99
Krops–; 179
Med handsker; 218
Rebbremser; 58
Sliding hand; 59
Sikre ottetallet; 192
Sikringer
2Cam; 163
2CU; 163
3CU; 162
Alternative placeringer; 90
Big Bro; 163
Bolte; 165
Bong; 164
Brass off-set; 162
Dårlig; 91
Eftersyn og udskiftning; 115
Ekspansions–; 162
Friend; 31
Hexe; 30
Hexentrics; 30
Kamkile, aktiv; 162
Kamkile, passiv; 164
Kiler; 30
Knotensling; 172
Mikrokiler; 162
Modholds–; 93
Rockcentrics; 30
Rollernut; 163
SLCD; 31; 162
Stabling af; 91
Tage ud; 73
TCU; 162
Torque; 30
Tube–; 163
UIAA/CE-krav; 165
Sikringsknob; 221
Sikringsknude; 43
Simultanabseil; 190
Skadet makker; 109
Skarp kant, fald over; 143
Skive; 53
Skruemuffe; 26
Skrårem; 140
Slab; 53
Slagterstik; 226
SLCD; 31; 162
Sliding hand; 58; 59
Slingshot; 129
Slip-last; 129
Slippers; 129
Slipstik; 221
Sloper; 64
Slynger
Almindelig; 24
Bundet; 24
Chicken-sling; 159
Cordelette; 160
Daisy-chain; 158
Eftersyn og udskiftning; 113
Ekspres–; 25
Hurtig–; 25
Kohale; 160
Lang; 24
Prusik–; 23
Reb–; 23; 25
Standplads–; 24
Syede; 24
Tape–; 23
Udlignings–; 160
Slyngestik; 44
Smearing; 63
Soloklatring; 120; 211
Solskoldninger; 205
Solstik; 204
Sommerfuglekvejl; 42
Sommerfugleøje; 223
Spectra; 158
Speleologi; 194
Spike; 53
Sportråde; 161
Sportsklatring; 13; 121
Spring Loaded Camming Device; 31;
162
Stabling af sikringer; 91
Stamme; 89
Standplads; 69; 98; 102
237
STIKORDSREGISTER
Typer; 161
UIAA/CE-krav; 161
Tapeknude; 45
Tapening; 65
TCU; 162
Tea-cup; 65
Teknik; 210
Teknisk klatring; 197
Test; Se UIAA/CE-krav
Threadstone; 87
Toe-hook; 63
Topanker; 54; 100
Topo; 47
Topreb; 145
Topreb viger for føring; 14
Toprebshage; 54
Toprebsklatring; 12; 54
Torque; 30
Tov; 23
Trad; 121
Traditionel klatring; 121
Transport af skadet; 206
Travers; 94
Trepunktsreglen; 61
Trigger; 89
Triple-trick; 39
Træklatring; 122; 149
Træning; 207
Trådlukker; 26
T-stack; 63
Tubesikring; 163
Tung klatring; 62
Tvillingereb; 180
Tyngdepunktet; 62
Tå-jam; 63
Standpladsslynger; 24
Statisk længdeforøgelse; 143
Statisk reb; 147
Stenspring; 37
Sticht, Fritz; 154
Stichtbremse; 28
Stik; Se Knob
Stil; 14
Stopperknude; 221
Straight-gate; 26
Strømpe; 22
Strømpeglid; 143
Strømpen; 142
Strømpetov; 23
Styrkebetegnelse; 124
Styrker
Bremser; 156
Hjelme; 141
Karabiner; 153; 219
Ottetal; 218
Reb; 46
Reb, dynamisk; 146
Reb, statisk; 147
Rebklemmer; 175
Seler; 135
Sikringer; 165
Slynger; 161
Stichtbremser; 217
Taljer; 177
Tape; 158
Udstyr generelt; 217
Superalpin stil; 119
Sværtsikret; 50
Swamibælte; 137
Symaskineben; 63
Symmetrisk fod; 20
U
T
Udholdenhed; 209
Udligningsslynge; 160
Udstyr
Fastgørelse af; 39
Sortere; 103
Udstyrsliste; 33; 34; 36; 200
Udstyrsløkker; 21
UIAA; 18
Ageing of Climbing Ropes; 143
Reb, ældning; 143
UIAA/CE-krav
Tag; 53
Taljer; 175
UIAA/CE-krav; 177
Tape
Flad; 24
Flat–; 24
Kanalvævet; 24
–Slynge; 23
Tube–; 24
Tubular; 24
238
STIKORDSREGISTER
127 Taljer; 177
129 Braking Devices; 156
Underhåndsgreb; 64
Union Internationale des Associations
d’Alpinisme; 18
Ur; 53
UV-stabilisatorer; 111
UV-stråler; 113
Bolte; 171
Bolte, slag; 169
Bremser; 156
Generelt; 128
Hjelme; 141
Karabiner; 152
Reb, betegnelser; 143; 146; 147; 149
Reb, dynamisk; 146
Reb, statiske; 147
Rebklemmer; 175
Rebsnøre; 149
Seler; 135
Sikringer; 165
Taljer; 177
Tape; 161
UIAA-fald; 143; 213
UIAA-fangryk; 214
UIAA-gradering; 47
UIAA-metoden; 227
UIAA-norm
101 Dynamic Ropes; 143; 146
102 Accessory Cord; 149
103 Tape; 161
104 Slings; 161
105 Harnesses; 135
106 Helmets; 141
107 Low Stretch Ropes; 147
108 Sharp Edge Resistant Dynamic
Ropes; 143
121 Connectors; 152
122 Pitons; 169
123 Rock Anchors; 171
124 Chocks; 165
125 Frictional Anchors; 165
126 Rebklemmer; 175
V
Vabler; 202
Vandskyende reb; 142
Variable Controller; 29
Vedligeholdelse; 112
Vikingeknude; 225
Væg; 53
W
Walkie-talkier; 76
Whiplasheffekt; 26; 95
Wire-gate; 26
Wirelukker; 26
Y
Yoyo; 228
Z
Z-clipping; 95
Ø
Ø; 148
239