1. No category

Himmerlandshistorier:
I perioden 1898 til 1928 udgav den danske nobelpristager i litteratur, Johannes V. Jensen, i flere omgange sine Himmerlandshistorier.
En række historier om menneskeskæbner i Himmerland, som
gjorde Himmerland kendt i hele Danmark.
Vi bringer tre nutidige Himmerlandshistorier fra tre tidligere
stationsbyer. De ligger alle langs den gamle jernbanestrækning
mellem Hvalpsund og Aars. Hvalpsund, Fandrup og Aars havde
deres storhedstid fra jernbanens åbning i 1910 til slutningen af
60’erne.
Blot 40 år senere er byerne sendt til tælling og blevet en del af
Udkantsdanmark. Vi jagter svarene på, hvordan det er gået til, og
hvordan fremtiden tegner sig for det himmerlandske folkefærd.
Afsporet
Udkantsdanmark er ikke kun de geografisk fjerne egne i Danmark. Udkantsdanmark breder sig, og
midt mellem øst- og vestkysten, midt i Jylland ligger Vesthimmerland, som er kommet i den tunge
kategori med udkantskommunerne
Tekst Anders Lysholm
Danmark bliver mindre og større. Mindre i den forstand at befolkningen
og industrien bliver centraliseret i storbyerne, og større i den forstand at
der for landområderne bliver længere til arbejdspladsen og den næreste
købmand.
I dag er det kommet så vidt, at ordet udkantsdanmark er kommet ind i
det danske hverdagssprog.
Når man snakker om udkantsdanmark, er den almindelige opfattelse,
at det er Danmarks yderligste klitter og øer på grund af deres afsides
beliggenhed i forhold til vækstområderne.
Fra Thy i nord, ned langs kommunerne klistret op ad Danmarks
vestkyst og derefter gennemstrejfende Danmarks sydhavsøer til Lolland
og Falster – et område som kaldes ”den rådne banan”.
Udkanten i midten
Men denne gængse opfattelse er ikke fyldestgørende. Mellem Øst- og
Vestkysten i Jylland ligger Vesthimmerland – langt fra den klassiske
rådne banan i de geografisk fjerne egne af Danmark.
Vesthimmerland er i kategori med ”den rådne banans” kommuner på
grund af den negative befolkningsudvikling, lave vækst og det lave uddannelsesniveau.
Dette er til trods for, at Vesthimmerland ligger trygt placeret midt i
Jylland – blot omkring 40 kilometer væk fra vækstbyer som Viborg,
Randers og Aalborg.
”De traditionelle erhverv er under pres. Der findes ikke en virksomhed
i Vesthimmerland, som ikke er i konkurrence med det globale marked.
I Østeuropa er de lige så gode og billigere til at gøre det, de gør i
Vesthimmerland,” siger lektor i arkitektur, Jørgen Møller, fra Aalborg
Universitet.
Han beskæftiger sig blandt andet med kommuneplanlægning og ud- og
afvikling af udkantsområder.
Udkantsdanmark breder sig
Selvom nabokommuner til Vesthimmerlands Kommune ikke er stemplet som udkantskommuner i dag, går udviklingen kun én vej.
”Vesthimmerlands nabokommuner er ikke kendt for erhvervsudvikling
og befolkningstilstrømning. Udviklingen ruller også baglæns her. I de
områder har der været mange spændende virksomheder, men produktionen flytter også fra de kommuner,” siger Jørgen Møller.
Rebild- og Mariagerfjord Kommuner er nabokommuner til Vesthimmerland mod øst. I dag er de ikke stemplet som udkantskommuner.
Men de to kommuner er kommet blandt de kommuner i Danmark, som
er en del af regeringens differentierede planlov, som skal gøre det nemmere at bygge boliger og erhvervsbyggeri i naturbeskyttede områder.
På samme måde kan de ligesom 37 andre kommuner få lov at søge
penge i regeringens Indsatspulje. Den har til formål at forskønne det
fysiske miljø.
Men der var engang
-engang hvor vesthimmerlandske byer som Hvalpsund og Fandrup var
spirende byer med eget mejeri, købmænd, vognmænd, og hvor fisk i
Limfjorden gav mønter i lommen.
Der var dengang indtil for blot én generation siden, hvor hele Danmark
blev gennemskåret af 51 private og et udvidet antal statslige jernbaner
i en sådan grad, at danskerne ikke havde mere end 12-30 kilometer
til den nærmeste station. Engang, hvor der var liv og udvikling i hver
enkelt by, og hver by var vigtig i sig selv.
To jernbaner løb igennem Vesthimmerlands istidslandskab og bragte
vækst, sammenhæng og betydning til landsdelens små byer.
Men i takt med personbilens og lastbilens indtog, forsvandt vigtigheden
af de himmerlandske jernbaner, og siden da er centraliseringen gået
stærkt.
Fra 1910 til 1969 lå 25,5 kilometer livgivende jern mellem Hvalpsund
og Aars. Denne jernbane sikrede vækst, stolthed og betydning til byer
som Hvalpsund, Fandrup og Aars.
I dag, en generation efter lukningen, kæmper de mod affolkning,
mangel på beskæftigelse og prædikatet ”Danmarks sjette fattigste kommune.”
Vækst og betydning er i dag byttet ud med overlevelseskamp og en
kamp mellem generationer for at finde fælles fodslag i en ny virkelighed i Vesthimmerland.
Vi er taget på jagt i Himmerlands glemte stationsbyer og afsporede
nutid for at finde svar på, hvad det er for en udvikling Danmark har
været inde i de sidste 40 år, og hvordan fremtiden kan sikres i Vesthimmerland.
ILLERISØRE
Trinbræt
HVALPSUND
Station
FANDRUP
Station
ULLITS
Station
HESTBÆK
Trinbræt
AARS
Station
FARSØ
Station
DAMMERGAARDE
Trinbræt
HAUBRO
Station
HOLME
Station
Vesthimmerlands
Kommune:
Indbyggere: cirka 38.000
Areal: 771,8 km2
Fire største byer: Aars (7893), Løgstør (4367), Farsø (3310),
Aalestrup (2809)
Andel der bor i landdistrikter eller landsbyer: 50 procent
Kendt for:
Den danske nobelpristager i litteratur Johannes V. Jensen
Forfatter og kvindesagsforkæmper Thit Jensen
Stenalderbopladsen i Ærtebølle
Hjemsted for Kimbrerne
En udkantskommune:
Der er 16 udkantskommuner i Danmark
En udkantskommune er en kommune, hvis største by har mindre
end 30.000 indbyggere, og som ligger mere end 40 km fra nærmeste by med over 40.000 arbejdspladser.
Der er større fraflytning end resten af landet
Det er de unge, som flytter, mens de ældre bliver boende
Uddannelsesniveauet er lavt i forhold til resten af Danmark
Der er begrænsede beskæftigelsesmuligheder
Der er nedskæringer i den kommunale service på grund af manglende skatteindtægter
PISSELHØJ
Trinbræt
ILLERISØRE
Trinbræt
HVALPSUND
Station
FANDRUP
Station
ULLITS
Station
HESTBÆK
Trinbræt
AARS
Station
FARSØ
Station
DAMMERGAARDE
Trinbræt
HAUBRO
Station
HOLME
Station
PISSELHØJ
Trinbræt
Pia og palmerne
Engang tændte fiskerne ved Limfjorden cigarer med pengesedler. I dag er jernbanen forsvundet,
arbejdspladserne få, og der er én fisker tilbage. Men i Hvalpsund lægger de sig ikke ned. De satser
på turister og palmer for at overleve – men omvæltningen fra fiskerby til turistby er ikke uden
vanskeligheder.
Tekst Anders Lysholm
Hvalpsund: Den gamle hvidkalkede
stationsbygning helt ned til Limfjorden
står der stadig. Men drejeskiven,
skinnerne og pissoiret er væk - ligesom
de to perroner.
Et af de to logihuse til det overnattende
jernbanepersonale er ved at blive
istandsat. Her åbner jernbanemuseet til
maj.
”Erhvervsturismen falder lige så
snart, der er nedgang i erhvervet i
Farsø og Aars, hvor vi henter vores
erhvervskunder. Finanskrisen kostede
overnatninger og tre til fire arbejdspladser
her,” fortæller 41-årige Peter HolmPedersen.
Han ejer Hvalpsund Færgekro, der er
Hvalpsunds største turistvirksomhed.
Den gamle røde remise, hvor to toge
Selvom der ikke er specifikke tal
kunne stå i læ for Limfjordens saltholdige for Hvalpsunds overnatninger og
vestenvind, står der også.
turismeudvikling, er Peter HolmPedersen ikke bleg for at give en
Men i dag er det ”100’eren”, som holder vurdering af betydningen.
der.
”Infrastrukturen gør, at det ikke
Bus nummer 100 er i dag den eneste
er attraktivt at lægge nogle større
offentlige forbindelse til omverdenen for virksomheder her. Der er for lang
havnebyen – jernbanen forsvandt i 1969
transport. Så det er turismen, vi skal satse
ligesom så meget andet.
på for at bibeholde arbejdspladserne og
100’eren kører til Farsø, Aars og Aalborg skabe nye,” siger Peter Holm-Pedersen.
– men for det meste skal man bare til
Og turismen er vigtig for Vesthimmerland
Farsø.
Kommunes omkring 38.000 indbyggere
Klemt inde mellem det gamle
baneområde og vandet ligger
fiskerihavnen. Knuste muslinger ligger på
asfalten sammen med store hvide poser
med net i. De tilhører Hvalpsund Net –
byens største virksomhed. Her arbejder
15 mand.
Indtil 2004 var Hvalpsunds fyrtårn
vognmandsfirmaet Holm-Pedersen. Her
arbejdede 60 mand.
i en tid, hvor industriarbejdspladser
forsvinder.
1249 himmerlændinge i kommunen
havde i 2006 et job, som var skabt af
turismen.
Og i Hvalpsund mener Peter HolmPedersen med et forsigtigt bud, at 20
til 25 borgere har et job, som er direkte
relateret til turismen – omkring halvdelen
af byens arbejdspladser.
Engang var der masser af arbejde
i byen og på havnen. Fire
fiskebutikker, bådværftet, teglværket,
Pia lukker og slukker
fiskemelsfabrikken, en auktionshal og 3040 kuttere gav arbejde – men sådan er det Klods opad Hvalpsund Net på havnen
ligger den gamle auktionshal. En gul
ikke mere.
bygning en meter fra kajkanten med røde
Svend Aage Poulsen på kutteren ”Pia” er træporte.
i dag Hvalpsunds eneste erhvervsfisker.
Den sidste auktion var i 1970, og den
”Hvis du står ude ved vejen klokken halv sidste auktionsmester var Erik Randrup seks om morgen”, siger 62-årige Ole
eller Mølle-Erik, som han bliver kaldt. I
Randrup og holder en kort pause.
Hvalpsund har de fleste øgenavne.
man i vores erhverv. Men jeg tror ikke,
der kommer nogen fiskere efter mig
den dag, jeg stopper,” siger Svend Aage
Poulsen, som havde den første fridag i
seks uger den anden dag.
har Peter Larsen Kaffe i Viborg doneret
fem kroner til palmerne per pose kaffe,
som er blevet solgt i Dagli’ Brugsen. Og
kaffe bliver der drukket i Hvalpsund.
Små 100 meter fra færgelejet,
badestranden og Færgekiosken vejer et
Dannebrog og et hvidt ”Dansk Kroferie”
Femhundredekronesedler i Bibelen
flag. Det er Hvalpsund Færgekro, som
holder til i den store gule bygning med
Men der var engang, hvor fiskerne i
Hvalpsund kunne trække fisk op på stribe, hvidmalede vinduer og rødt eternittag.
og indtil omkring 1850 var Limfjorden
En mand slår græs udenfor kroens 28
Danmarks vigtigste fiskevand.
værelser. Foran hovedindgangen har de
Og da jernbanen mellem Aars og
Aalborg blev forlænget til Hvalpsund
i 1910 kunne velhavende fiskere sende
fiskekasserne med toget til blandt andet
Aalborg.
travlt med at stille terrassevarmere og
kurvemøbler frem, inden weekendens
turister kommer. På Færgekroen
kan man blandt andet komme på
gourmetgolfophold.
Faktisk lyder historien, at nogle fiskere
blev så rige, at de tændte cigarer med ild
fra pengesedler. Og så var der storfisker
Morten Poulsen, som gemte 500
kronesedler på udvalgte skriftsteder i sin
Bibel.
Omkring en kilometer længere oppe
af kysten ligger lystbådehavnen. Her
lå teglværket, Hvalpsund Værft og
trinbrættet Illerisøre tidligere. I dag er der
kun restaurant ”Marina”.
Men da store kuttere og nylonnet
invaderede Hvalpsund og Limfjorden i
1960’erne, forsvandt fiskene hurtigt som
resultat af overfiskning.
En overfiskning, som blev forværret af
en stigende forurening i 1980’erne. Og
omkring år 2000 var det endegyldig slut
med fulde fiskekasser på kajen.
I dag hører man sjældent de
karakteristiske dunkende lyde fra
trawlernes motorer i sundet mellem
Hvalpsund og Sundsøre.
En mand i joggingbukser sidder alene
i restauranten og fortærer dagens ret.
Kalvesteg med tyttebær, brun sovs,
en skål med franske kartofler, syltede
agurker og rigeligt med kartofler.
Den velvoksne mand læner sig tilbage og
må levne resten af kartoflerne og sovsen.
Han rejser sig og går op til den kvindelig
servitrice med små tatoveringer kravlende
ned af begge arme under den kortærmede
lyseblå skjorte.
”Nå, hvor meget kommer jeg så af med,”
spørger han.
Men i storhedstiden mellem 1927 til 1977 100 kroner bliver det, men så fik han også
var der mellem 30 til 40 større og mindre et glas rødvin.
fiskefartøjer i havnen i Hvalpsund.
Han betaler kontant. Her kan man ikke
bruge dankort.
Klar til turisterne
På fiskerihavnen hopper en ensom orange
truck fra Hvalpsund Net rundt på den
”Du kan ikke forestille dig, hvor mange
Tre overskårede dåseøl til cigaretskod står ujævne asfalt. Henne ved færgelejet
biler der kører ud af byen, fordi folk skal på bordet i den gamle auktionshal. Rundt ved stranden, omkring 150 meter fra
fiskerihavnen, holder tre biler foran et
på arbejde.”
om står en masse stole og to lænestole
blåt træhus denne solrige dag i maj. Det
i vilkårlig uorden op af den port, hvor
”Der er vel kun 50 – 75 stykker, der
er færgekiosken.
fiskene kom direkte fra kutterne og ind i
stadig arbejder i Hvalpsund. Det er jo
auktionshallen.
Den åbner omkring første april hvert år.
ikke flere, end der var på havnen i gamle
Der skal nemlig være åbent Skærtorsdag.
dage,” fortæller Ole Randrup, som er
Her mødes de lokale hver formiddag og
formand for Hvalpsund borgerforening.
drikker et par øl. Nogen gange drikker de Der kommer Farsø Motorcykelklub
altid til færgelejet og Færgekiosken
så meget, at de dårlig nok kan gå hjem,
Nogle af Hvalpsunds 610 indbyggere
i Hvalpsund. I år kom der 400
lyder historierne på havnen.
må køre helt til Århus for at komme på
motorcyklister.
arbejde. Og fra august kommer yderligere I dag er det ikke fiskerne, der mødes i
Når solen skinner, kommer folk langvejs
14 til at køre ud af byen. Der lukker
auktionshallen. Der er nemlig kun én
fra for at få en af Færgekioskens berømte
skolen nemlig.
erhvervsfisker tilbage i Hvalpsund.
Færgevafler eller en Cheesedog. Det er
”Nej, der er slet ingen diskussion. Hvis vi Det er Svend Aage Poulsen og kutteren
et stort sesambrød med smøreost, rå løg,
skal overleve i Hvalpsund, skal vi satse
A88 - eller Pia, som den retmæssig
chiliketchup og en ristet pølse.
på turismen,” siger Ole Randrup.
hedder.
”Den kan man ikke få nogen andre
”Indtil for fem år siden var Ivan med på
steder,” fortæller Jette Sørensen fra et af
Pia. Men han stoppede, fordi der ikke var Færgekioskens små vinduer. Det er Tove,
Turisme er Limfjordens nye guld
løn til os begge. I dag fisker jeg alene,”
som har opfundet den.
fortæller
31-årige
Svend
Aage
Poulsen
og
I Hvalpsund ser de virkeligheden i
Ovre på den anden side af vejen ved
fortsætter:
øjnene, og de kan kun se tilbage på
færgelejet ligger badestranden.
fortidens storhedstider med et nostalgisk ”Lige nu går det fint. Jeg fanger det, jeg
tilbageblik.
Siden 2008 har der hver sommer svajet
må hver dag.”
fire palmer i vestenvinden. Og i 2009
”Der er ingen fisk i fjorden i dag. Og jeg Han må fange 45 ton blåmuslinger om
kom der endnu en palme til. Men så kom
tror ikke, der kommer nye virksomheder ugen, så det er tre dage med 15 tons.
vinteren.
herud. Det skal udelukkende være
Resten af tiden fisker han efter rejer.
virksomheder, som har med turisme at
”Palmerne blev sat ind i en garage. Men
gøre”, siger Ole Randrup.
Svend Aage og Pia fisker primært
så kom alt det her snevejr og kulde. Det
efter blåmuslinger i hele Limfjorden.
kunne de ikke tåle. Der var kun en, der
Politikerne i Vesthimmerlands Kommune Muslingefiskeriet tegner sig i dag for 85
overlevede,” fortæller borgerforeningens
mener ligesom borgerforeningens
procent af fangsterne i Limfjorden.
formand, Ole Randrup.
formand, at turisme er det byerne ved
Limfjorden skal satse på, hvis de skal
Og selv om blåmuslingerne er det nye
Men til Open Bynight i Hvalpsund senere
overleve.
Limfjordsguld, så fanger fiskerne mindre på måneden, vil den gamle palme og fire
og mindre.
nye stå klar på stranden – til 6000 kroner
Fra år 2000 og til 2005 steg antallet
stykket.
af overnattende gæster i hele
I 2001 blev der trukket 5.358 tons
Vesthimmerland fra 392.000 til 425.000
blåmuslinger op i Hvalpsund. I 2010 blev ”De koster satme så mange penge, men
overnatninger. Men så kom finanskrisens det kun til 713 tons blåmuslinger, et ton
det er der ikke noget at gøre ved.” siger
mavepumper og rev turisterne væk. Og i hjertemuslinger, otte tons østers – ingen
Ole Randrup.
2008 var antallet af overnatninger faldet
fisk.
Det er blandt andet Farsø Sparekasse, der
til 371.000 overnatninger.
”Jeg bliver nødt til at tro på det. Det gør
har været med til at finansiere dem. Og så
Fremtidens redningskrans
Hos Vesthimmerlands Kommune tror
man ligesom i Hvalpsund Borgerforening
på, at turismen har et stort potentiale i
fremtiden i de byer, som ligger ud til
Limfjorden.
I 2006 udskrev kommunen en
arkitektkonkurrence om fremtidens
havneudvikling i Hvalpsund.
Det endte med tre forslag, som blandt
andet foreslog lejligheder og feriehuse
ved vandet, et havnebad, en handelsgade
på fiskerihavnen, kanaler, restauranter og
en havnepromenade mellem fiskeri- og
lystbådehavnen.
Men selvom man er enige om, at fiskeriet
er et fortidsminde i Hvalpsund, er der
delte meninger om fremtiden. Og da
Vesthimmerlands Kommune fremlagde
de fremtidige planer for Hvalpsund Havn,
skabte det røre i byen, og der kom et utal
af indsigelser fra Hvalpsunds borgere.
Havneudviklingen er derfor foreløbig sat
på standby.
én fisker tilbage,” siger Marinus Poulsen
skarpt med en tyk himmerlandsk accent
og sukker:
”Det ender jo med, at vi bliver jaget væk.
Men jeg bliver sgu boende her. Det har
jeg altid gjort.”
Initiativet med palmerne på badestranden,
giver han heller ikke meget for.
”Den palmestrand er noget fis. Det er
forfærdeligt, de kan finde på at bruge
penge på det. Der er jo kun to-tre grønne
grene på dem,” siger Marinus Poulsen
med hænderne dybt begravet i lommerne
på de blå arbejdsbukser.
På Hvalpsund Færgekro er Peter HolmPedersen ved at klargøre de sidste ting
inden turistsæsonen.
”Det er kun positivt med turistplanerne
for Hvalpsund. Det er sørgeligt, at der
sidder nogle mennesker, som føler
sig forsmået og kun vil kæmpe imod
udviklingen. Det er en katastrofe for
samfundet herude,” siger Peter HolmPedersen og fortsætter:
”Skal vi overleve herude, så bliver vi
nødt til at gøre noget. Vi skal ikke sætte
os imod alt forandring”.
Før kommunen fremlagde sine planer var
Peter Holm-Pedersen med til at udvikle et
projekt med lejligheder på havnen.
”Allerede inden vi havde sendt
tegningerne ind til kommunen, lå der
klager fra borgere,” fortæller Peter HolmPedersen.
Oppe af bakken ved Dagli’ Brugsen
ligger bodega og restaurant Lord Nelson
på hjørnet af Sundvej og Illerisørevej –
lige i city, som de lokale siger. I daglig
tale bliver bodegaen dog bare omtalt som
”Lorden”.
Otte lokale sidder på de høje barstole
rundt omkring baren, mens en sidder
foran spilleautomaten i hjørnet.
Bag bardisken, som er beklædt med
mørkt træ, langer Bodil Madsen Hancock
og Tuborg øl ud, mens cigaretter bliver
skoddet i de orange askebægere.
”Hvis jakke er det her?” spørger Bo
Pedersen – også kaldt Taxa-Bo.
”Må jeg se?” siger 33-årige Mads
Nielsen henne fra baren, mens han kigger
nærmere på den sorte jakke.
”Nej, der er ikke bundet en knude på
ærmet. Så er det ikke Jimmis,” griner
Mads Nielsen.
Jimmi har nemlig kun én arm – Jimmi
Enarm bliver han kaldt.
I baren går snakken om alt fra arbejde,
den forfaldne badebro til sladder fra byen.
Men snakken falder også på Hvalpsunds
fremtid.
”Der er mange meninger om, hvad der
skal ske i Hvalpsund. Nogen vil gerne
have, at den bliver ved med at være den
I 2009 fik Hvalpsund en golfbane i
udkanten af byen – Hvalpsund Golf Club. samme som altid, og andre vil have en
turistby. Så lige nu sker der ikke noget.
”Golfbanen blev udsat i to år, fordi
Det kræver, der kommer en fælles front.
naboen protesterede, men til sidst måtte
Lige nu er der for få, der vil Hvalpsund”,
han give sig. Det er typisk,” fortæller Ole siger Mads Nielsen.
Randrup.
Men det er ikke Hvalpsunds fremtid, der
bliver snakket mest om på ”Lorden” i
dag.
Palmefis og Lorden
I går kørte en lastbil nemlig i havnen i
På fiskerihavnen traver 66-årige Marinus Sundsøre, da den skulle med færgen til
Poulsen rundt på havnekajen. Han
Hvalpsund.
stoppede med at fiske i Limfjorden for 15
år siden. I dag er han invalidepensionist
Den kørte tværs gennem færgen og ned
men færdes dagligt på havnen.
i havnebassinet. Men chaufføren fik kun
skrammer – og så var det i øvrigt Svend
”Turisterne generer mig ikke. Men det
Aage, der fiskede ham op igen.
generer mig, at kommunen vil lave det
hele turistet hernede med lejligheder.
Det skal de satme ikke, så længe der er
ILLERISØRE
Trinbræt
HVALPSUND
Station
FANDRUP
Station
ULLITS
Station
HESTBÆK
Trinbræt
AARS
Station
FARSØ
Station
DAMMERGAARDE
Trinbræt
HAUBRO
Station
PISSELHØJ
Trinbræt
HOLME
Station
En bitter og to indbyggere
Siden 2006 har Fandrup officielt ikke haft status af by, da den kom under de krævede 200
indbyggere. Men i den tidligere stationsby snakker de ikke tal og dystre fraflytningsprognoser. De
kæmper for at fastholde byens sammenhold og nærvær - selv om det til tider er svært.
Tekst Anders Lysholm
Fandrup: Med en lige
asfaltbelægning, der ligger op af den
gamle jernbanestrækning, bryder
Dammergårdsvej sig vej igennem
markerne fra Ullits.
forholde sig til denne majmorgen. Der er
”store oprydningsdag” i Fandrup.
hus,” fortæller Ove
Andersen.
Syv kyllinger og en til det andet ben
En bebyggelse dukker op over bakken.
Dammergårdsvej fortsætter mod nord,
mens vejskiltet ”Borgergade” byder
velkommen til Fandrup med et skarpt
venstresving.
Klokken er fem minutter over ni. Fire
borde, blå plastikstole, en Doktor Nielsen
Bitter og en Gul Gajol er slæbt ud af
den gamle mørkerøde DSB-godsvogn,
som står i udkanten af græsplænen.
Sportsbanen - som de lokale kalder den.
”Hos posten kunne
man blive klippet
hver søndag,” griner
Bent Flak.
Et klassisk sorthvidt byskilt tager imod.
Fandrup står der tydeligt øverst på skiltet, ”Det er da helt vildt, så mange vi er
mens den grafiske tegning af hustage og
i dag. Vi er jo næsten flere end til
et kirketårn delvist er falmet væk.
sommerfesten, kommer det spontant fra
38-årige Sanne Hovgesen – hende nede
Hastigheden bliver sat ned. Med 25
fra Borgergade nummer 43.
meters afstand står en chikane med
et rød-hvidt bolsjefarvet refleksskilt
og et ensomt træ. Faktisk så tæt at
buschaufførerne i 112’eren er godt trætte
af det.
”Det er jo nok, fordi det er gratis,”
kommer svaret prompte fra en af byens
ældre borgere, mens et rundstykke
fortæres.
Der er ingen tegn på liv på Borgergade
i Fandrup denne søndag morgen i maj.
Men i nummer seks sidder en dreng på
anhængertrækket til en campingvogn og
byder velkommen med et ”hej”.
18 voksne og syv børn er mødt op.
Der nikkes med tilfredshed. Jo, det er
ganske pænt for en forårsoprydningsdag
i Fandrup taget i betragtning af, at der er
konfirmation nede i Krudthuset længere
nede af Borgergade.
Ved Fandrups sjette chikane kigger en
snorlige sti ud af skoven. Det var her
togene fra Hvalpsund kom fra og var
helt nede i fart, inden de standsede ved
Fandrup station. Nogen stor station var
det aldrig. Men i Fandrup var den vigtig.
En by opstod og voksede.
En sænket blå bil svinger uden om sjette
chikane og kører forbi i lav fart.
En ung mand kigger nysgerrigt ud af
vinduet og løfter så to karakteristiske
fingre og hilser forbeholdent på
himmerlandsk vis.
Og det er det, der er kvaliteten i
Fandrup og de vesthimmerlandske
landsbyer – altså kommunikationen og
samhørigheden. Det er landsbysamværet,
som skal tiltrække folk til Fandrup.
Flugten fra det blide vest
Fremtidsudsigterne ser ellers
dystre ud, når man ser på de
fremtidige befolkningsprognoser for
Vesthimmerland og især for landsdelens
landdistrikter.
Mens befolkningstallet i Danmark
kommer til at stige med toenhalv
procent frem mod år 2025, vil antallet af
himmerlændinge frem mod 2025 være
næsten konstant med en lille stigning på
200 mennesker.
Men den stagnerende
befolkningsudvikling i Vesthimmerland
dækker over store forskelle. De
mennesker, som vælger at bo i
Vesthimmerland vil i fremtiden
klumpe sig sammen i byerne. Men af
Vesthimmerlands fire store byer bliver det
kun Aars og Aalestrup, som vil opleve at
blive flere frem mod 2025.
I de nordlige og vestlige egne
går befolkningstallet tilbage. Og
landområderne mister over fire procent
af deres indbyggere frem mod 2025.
I Fandrup må de derfor se en ny
virkelighed i øjnene. I 2025 vil der kun
være 181 tilbage i Fandrup mod de
nuværende 198.
Men i Fandrup hænger man sig ikke
tal, prognoser og prædikater. Her ser
man fremad og tror stadig på, at nye
mennesker vil finde vej til Fandrup.
Og i øvrigt er der andre vigtige sager at
Byen skal forskønnes. Der skal fældes
træer, svævebanen trænger til en kærlig
hånd, vippen males, petanquebanen
klargøres, ukrudt og affald skal fjernes.
Borgergade nummer
40 var tømreren,
og i nummer 44
boede smeden. Han
lukkede i 1983 og
havde op til 25
beskæftiget med
at bygge kobåse til
landmænd.
”Dengang kendte vi
jo alle mennesker
i byen. Det gør vi
ikke i dag, siger
Ove Andersen og
fortsætter:
”Der var et rigtig
sammenhold i
byen. Vi mødtes til
fest eller nede ved
Brugsen. I dag er
der mange, der ikke
kommer, når vi holder fest.”
”De holder noget på den, synes jeg.”
De to venner går med små
eftertænksomme skridt ude midt på
Ebbesøvej. Med hænderne solidt plantet
i lommerne, forklarer de, hvordan
Ebbesøvej er opkaldt efter bygmester
A.P. Ebbesø. I 1910 startede han som
bygmester i Fandrup, og i 1926 udvidede
han det til en tømmerhandel. Men i 1951
flyttede tømmerhandlen tre kilometer og
en station mod øst - til Farsø.
”Ja, skal den der Nielsen ikke en gang
mere rundt,? spørger Sanne Hovgesen.
”Der i nummer fire bor vores
politimand,” siger Bent Flak.
”Vi skal jo også have en til det andet
ben,” siger hun og griner. Doktor Nielsen
tager endnu en omgang om bordet. Denne
gang efterfulgt af en halv flaske Gul
Gajol - en rest fra sidste års sommerfest.
Men det hedder ikke politimandens hus.
Det hedder Kyø’s, fordi det var dem,
som boede der før. I Fandrup henviser
man altid til dem, som boede der før. Så
det hedder tandlægens, købmandens og
bagerens.
”Jeg samlede hele syv kyllingeflasker
op på Dammergårdsvej den anden dag”,
fortæller Sanne Hovgesen, og henviser til
Gammel Aalborgs små snapseflasker.
En ældre mand bryder småsnakken.
Efter anden runde om bordet og en
kort tredje runde rejser de 17 voksne
sig. Fire par træsko, to termoveste og
en kedeldragt er klar til at forskønne
Fandrup.
Syv vognmænd og det klippende
postbud
74-årige Bent Flak og 69-årige Ove
Andersen rejser sig fra de blå plastikstole
og går ud mod Borgergade. Ove Andersen
fører an med en sorthvid kasket fra Farsø
Sparkasse til at skygge for forårssolen,
mens Bent Flak følger trop let haltende
på det ene ben.
”Derinde var der en skobutik. Dengang
boede der 13 i huset. Nu bor der fem,”
siger Bent Flak og peger mod huset på
Borgergade nummer 25.
Fokus rettes mod husene på højre hånd
af Borgergade, og Bent Flak og Ove
Andersen fortæller ivrigt om byens
storhedstid. Dengang hvor der var
syv vognmænd i Fandrup. Dengang
mellem 1910 og 1969 hvor jernbanen
løb igennem byen på sin rejse mellem
Ullits og Farsø. Før den tid var det blot
en samling gårde, men med jernbanen
flyttede himmerlændinge og handlende
til byen, og pludselig kunne borgerne
i Fandrup foretage alle deres indkøb i
Fandrup.
”I nummer 34 boede mureren, i nummer
36 var slagteren, nummer 38 var postens
Billede
Bagerens er i øvrigt til salg - 161
kvadratmeter til 550.000 kroner.
En bil kommer kørende i høj fart fra
nord ad Banevej og drejer så til højre af
Ebbesøvej. Ove Andersen møver sig væk
fra vejen og ind på fortovet. Bent Flak
bliver stående midt på vejen og griner.
38 000 indbyggere, som bor i en af
Vesthimmerlands landsbyer eller
landdistrikter.
Hos Vesthimmerlands Kommune
og Landsbyudvalget tror de på, at
landsbyernes kvaliteter er fremtidens
luksus. Det er nærværet og den særlige
identitet, som de tror på, at danskerne vil
vælge til. Og de har en tro på, at blandt
andet Fandrups borgere har lyst til at gøre
en forskel for at gøre byen mere attraktiv.
til at være aktive som forening,” siger
Mikkel Valnert.
Selvom truslen om landsbydød er
reel, bekymrer det heller ikke Mikkel
Valnert, at Fandrup officielt nu kun er en
samling huse og ikke mere har status af
landsby efter at være kommet under 200
indbyggere.
”Kan vi ikke tælle hunden med? Så er vi
på 199, siger han og griner.
Men virkeligheden er en anden i Fandrup.
Blomster og den sidste revy
Tarzan og bordellerne
Fandrups politimand og borgerforenings
formand, Mikkel Valnert, giver
gyngestativet en sidste gang maling.
Sammen med resten af borgerforeningen
kæmper han for at gøre Fandrup til et
attraktivt sted. Men arbejdet med at gøre
Fandrup til en Himmerlandsk perle er
ikke uden udfordringer.
”Der er dem, som vil engagere sig og
sørge for, at vi har nogle gode rammer.
Og så er der de andre, som bare bor her.
Det er det, vi kæmper med. At få dem,
der bare bor her til også at engagere sig,”
fortæller Mikkel Valnert.
Borgerforeningen håber, at nye initiativer
som tarzanbanen i skoven og crossfit til
de voksne kan lokke nye indbyggere til
Fandrup. Men velkomsten til eventuelle
nye borgere i Fandrup halter stadig.
”De sidste 50 år er det blevet sagt i
borgerforeningen, at vi skal have lavet
en folder til de nye, give dem en blomst
og sige velkommen til byen. Det har
vi stadig ikke fået gjort”, siger Mikkel
Valnert.
Sommerfesten er det årlige højdepunkt i
Fandrup. Det er også her, der er revy.
”Vi har jo brystet os af, at vi er den sidste
af byerne her, som stadigvæk har revy.
Tilbage i tiden havde hver by i nærheden
Bent Flak og Ove Andersen går tilbage
Han mener, at det er omkring en tredjedel deres egen revy, men de er alle sammen
mod sportsbanen. På vej op mod
af byen, som er villige til at gøre en
væk nu. Nu døde vores godt nok sidste år,
Borgergade går de forbi byens eneste
indsats for byen.
men vi prøver at redde den i år,” fortæller
kollektive trafikpunkt - 112’eren. Men i
Mikkel Valnert.
Fandrup snakker man ikke om hverdags-, ”Da vi skulle starte på at bygge den
nye Tarzanbane til børnene, gik vi i
Klokken nærmer sig halv to, og de tre
lørdags- og søndagskøreplan. 112’eren
borgerforeningen en tur i byen og stemte biler, traktoren, børnecykler og den ene
kører nemlig kun på skoledage.
dørklokker. Men der var ikke nogen, som trillebøre forsvinder fra sportspladsen.
På Borgergade dribler en bil uden om
ville hjælpe”, fortæller Mikkel Valnert og
En oprydningsdag er slut, vippen har
chikanerne, og ægteparret bukker hovedet fortsætter:
skiftet farve fra mat rød til skinnende rød.
for at kigge ud under solskærmen. De
”Jeg tror, at identiteten fra dengang banen
løfter hånden og hilser.
Borde, stole og arbejdsredskaber er atter
var her, er væk. Folk har lige så meget
tilbage i den gamle godsvogn – ligesom
Bent Flak og Ove Andersen gengælder.
deres identitet i Viborg, Løgstør, Hobro,
flasken med Doktor Nielsen Bitter og
Aalborg eller, hvor de nu arbejder og
Den Gule Gajol, og Mikkel Valnert
opholder sig meget. Dem, som gider
skubber den store jernport i på den gamle
engagere sig, engagerer sig der, hvor de
Velkommen til udkantskommunen
godsvogn.
arbejder.”
Vesthimmerlands Kommune har i
Selvom det kan være svært at stable
samarbejde med Landsbyudvalget
initiativer på benene i Fandrup, er de
i kommunen lavet en strategi for,
vigtige for byen.
hvordan landsbyerne i Himmerland
kan bekæmpe fremtidens dystre tal for
”Vi er opmærksomme på, at vi skal undgå
befolkningsudviklingen i landdistrikterne.
landsbydød, hvor der begynder at stå
tomme huse, som bliver omdannet til
En politik, som skal sikre fremtiden
bordeller eller andet. Så vi bliver nødt
for de cirka 19 000 ud af kommunens
”Ja, det var min søn. Jeg vidste, han ville
dreje.”
ILLERISØRE
Trinbræt
HVALPSUND
Station
FANDRUP
Station
ULLITS
Station
HESTBÆK
Trinbræt
AARS
Station
FARSØ
Station
HAUBRO
Station
DAMMERGAARDE
Trinbræt
HOLME
Station
PISSELHØJ
Trinbræt
Håbets by
Aars er Vesthimmerlands metropol og uddannelsesby. Til trods for at Vesthimmerland historisk set
er en af Danmarks dårligste uddannelseskommuner, får flere unge en ungdomsuddannelse. Men
en ekspert og erhvervsrådet er stadig skeptiske. De faglærtes arbejdssituation er usikker, og de
højtuddannede forsvinder.
Tekst Anders Lysholm
Aars: Lige under lyskeglen fra
ovenlysvinduet i hallen sidder 19-årige
Janne Maibritt Bjørn Jørgensen og
kigger med et fokuseret blik ind i
computerskærmen.
Mens drengen ved siden af pakker
sammen, bladrer hun opgavepapirerne
igennem igen. Klokken 13.55 rækker hun
en gul seddel op. Hun vil gerne printe.
Der er skriftlig matematikeksamen på
Vesthimmerlands Gymnasium. En af
mange eksamener Janne Maibritt Bjørn
Jørgensen skal igennem, inden hun kan
tage studenterhuen på den 21. juni.
Hendes mor tog også en
studentereksamen, men hendes far har
aldrig været på gymnasiet. Han har
arbejdet i landbruget hele sit liv.
Janne Maibritt Bjørn Jørgensen er én
af de unge himmerlændinge, som går
på gymnasiet til trods for, at hun ikke
kommer fra en familie med den store
uddannelsestradition.
Vesthimmerlands håb for fremtiden er
placeret i Aars – på den østligste del
af kommunegrænsen. Det er i Aars, de
kæmper for at få de unge til at tage en
ungdomsuddannelse, så Vesthimmerland
i fremtiden ikke skal høre til en af
Danmarks lavest uddannede landsdele.
Og satsningen ser ud til at virke.
af Danmark. Derved er Vesthimmerland
en af de kommuner i Danmark, som har
det allerlaveste uddannelsesniveau.
Ligesom så mange andre danske
kommuner har der derfor været fokus
på at få flere til at tage mere uddannelse.
En indsats, som har båret frugt. Flere går
videre fra folkeskolen i Vesthimmerland
og tager en ungdomsuddannelse på
gymnasiet, HF eller Erhvervsskolerne.
Men det er ikke uden vanskeligheder
i en kommune, som ikke har store
uddannelsestraditioner.
Anette Krogsgaard Nielsen er
uddannelsesvejleder på Farsø Skole
og på Østermarkskolen i Aars. Her
hjælper hun de unge med at vælge
ungdomsuddannelse.
”Nogle fædre siger stadig, det skal
nok gå uden, at de unge tager en
ungdomsuddannelse. De ufaglærte
familier har ikke tradition for at tage
en uddannelse. Men det er mit indtryk,
at de unge godt ved, de skal have en
ungdomsuddannelse for at få et job,”
siger Anette Krogsgaard Nielsen.
Undervisningsministeriet har
lavet en prognose for, hvordan
uddannelsesniveauet ser ud i fremtiden i
Danmark.
Den viser, at fire ud af fem af de
Men til trods for, at flere unge bryder den unge, som afsluttede niende klasse
sociale arv og får en ungdomsuddannelse, i 2008 i Vesthimmerland, vil få en
ser fremtiden ikke lutter lys ud i håbets
ungdomsuddannelse inden for 25 år. Et
by.
tal som ligger på landsgennemsnittet.
De unge, som får en høj uddannelse i
de store byer, kommer kun i lille grad
tilbage til kommunen. Og de som får en
erhvervsuddannelse kan i høj grad se
frem til et usikkert jobmarked.
Industriens guldalder
Vesthimmerland har altid haft et
af de laveste uddannelsesniveauer
med mange ufaglærte. Landbruget,
metalvirksomheder og træ- og
møbelindustrien har altid sikret, at der har
været arbejde nok at få i Vesthimmerland,
også selvom himmerlændingene ikke
havde en uddannelse.
Og da Vesthimmerlands tre jernbaner
trak sit spor igennem landsdelen, blev
godsvognene fyldt med træ og jern i
Farsø, Løgstør og Aars og sendt mod
andre dele af Danmark.
Men Vesthimmerland er en af de ti
kommuner i Danmark, som vil have
færrest indbyggere med en videregående
uddannelse i fremtiden.
Det er kun halvdelen af dem, der får en
videregående uddannelse, som vender
tilbage til Vesthimmerland.
Og mens flere og flere unge i
Vesthimmerland vil på gymnasiet, vælger
cirka halvdelen stadig en erhvervsfaglig
uddannelse frem for en gymnasial
uddannelse og uddanner sig blandt
andet til tømrere, murere, fiskere og
chauffører. Andelen af befolkningen
i Vesthimmerland, som har en
erhvervsfaglig uddannelse, ligger et godt
stykke over landsgennemsnittet.
Den store andel af faglærte, ufaglærte
og udsigten til en lille andel af
højtuddannede i Vesthimmerland
vækker bekymring hos en ekspert og hos
Himmerlands Erhvervsråd.
Men i dag er arbejdspladserne
i træ- og metalindustrien få, og
polske og ukrainske arbejdere har
taget over i landbruget, mens store
For få designermøbler
industrivirksomheder har flyttet
arbejdspladser til udlandet eller tættere på Vesthimmerlands fortid, hvor
landsdelen blandt andet var kendt for sin
vækstbyerne i Danmark.
møbelproduktion, er en afsluttet epoke.
Og som en konsekvens af, at der altid
Og en ekspert i kommuneplanlægning
har været arbejde at få, har mange
samt ud- og afvikling af udkantsområder
himmerlændinge undladt at tage en
ser ikke positivt på Vesthimmerlands
uddannelse.
fremtid.
Blandt landets dårligst uddannede
I dag har 40 procent i Vesthimmerland
kun folkeskolens afgangsprøve som
deres højeste uddannelse. Det er markant
flere end resten af landet, hvor det er 30
procent, som kun har folkeskolen som
ballast.
Samtidig har Vesthimmerland markant
færre med en høj uddannelse end resten
”Der er ikke en fremtid for faglærte i
eksempelvis byggebranchen. Tendensen
er, at virksomhederne er truet af lukning.
Hvis de kunne lave designermøbler i
Vesthimmerland, var der fremtid. Men
de bliver lavet i København. Fremtiden
er innovation og viden, og det er der ikke
meget af i Vesthimmerland” siger lektor
Jørgen Møller fra Aalborg Universitet.
Hos udviklingschefen i Himmerlands
Erhvervsråd slår
tonen over i det mere
alvorlige, når samtalen
falder på fremtiden
med den lille andel
af højtuddannede i
kommunen.
”Det er bekymrende,
at der ikke er udsigt
til, at vi får flere
højtuddannede i
fremtiden. Dem vil vi
gerne have flere af, fordi
fremtidens jobs er inden
for deres branche. Og
jo større andel vi får,
jo større er chancen
også for at udvikle
kommunen, så vi
bliver mere attraktive,”
fortæller udviklingschef
Jørgen M. Jørgensen.
Han påpeger, at
Vesthimmerland ikke
har nogen statslige
virksomheder eller store
offentlig institutioner,
som tiltrækker højt
uddannede.
Billede
Op og ned og måske op
Vesthimmerlands
Kommune er
en særdeles
konjunkturfølsom
kommune, hvor hvert
opsving giver arbejde,
og hver nedgang giver
arbejdsløshed.
Sådan har det altid været
i Vesthimmerland. Der
har altid været mange,
som arbejdede inden
for industri og landbrug
i forhold til resten af
Danmark.
Udviklingschefen i Himmerlands
Erhvervsråd spår med blandede
forventninger om fremtiden for
den store andel af unge med en
erhvervsuddannelse.
”Det hele afhænger af konjunkturerne.
Men det er ikke sikkert, det kommer
til at gå så godt som for tre år siden,
hvor vi ikke kunne få folk nok. Det
kræver længere tid at finde et job i
fremtiden. Omvendt, hvis man ikke får en
ungdomsuddannelse, så står man endnu
svagere,” siger udviklingschef Jørgen M.
Jørgensen.
På Vestre Boulevard i Aars kigger Vivi
Eistrup Kræmer frem for sig ved sit
skrivebord på Jobcenter Himmerland.
Hun er beskæftigelseskonsulent og tager
imod de unge, som ikke kan få arbejde.
Hun mærker tydeligt rutsjeturene,
som følge af Vesthimmerlands
erhvervsstruktur.
”Fra 2006 – 2009 gik det rigtig godt
med beskæftigelsen. De ufaglærte fik
job, og de faglærte kunne vælge og
vrage,” fortæller Vivi Eistrup Kræmer og
fortsætter:
”I dag kommer der mange uden
uddannelse og vil have job, men der
er ikke nogen til dem. Og de faglærte
tømrere og murere kommer også herind,
fordi de bliver vinterfyret. Så vi har nok
at se til.”
Hue og flyttebil
Klokken er 14, og den skriftlige
matematikeksamen er overstået.
19-årige Janne Maibritt Bjørn Jørgensen
forlader idrætshallen sammen med de
øvrige 154 gymnasieelever og HFstuderende.
I kantinen ude foran idrætshallen
overlapper halve sætninger hinanden.
”Ej, kunne du finde ud af..?” og ”Jeg
nåede slet ikke..”
Janne Maibritt Bjørn Jørgensen sætter sig
ned ved et af bordene og reflekterer over
fremtiden.
Efter et sabbatår i New Zealand og
militæret, er kursen fokuseret mod
København og dyrlægeuddannelsen
fra august 2012. Men når den lange
videregående uddannelse, som dyrlæge er
i hus, så er fremtiden mere usikker.
”Det kommer meget an på, hvordan
jeg falder til i København. Hvis jeg
falder godt til, kunne jeg godt finde på
at blive,” siger Janne Maibritt Bjørn
Jørgensen og tænker lidt, før hun svarer
på spørgsmålet, om hun vil tilbage til
Vesthimmerland igen.
”Måske – men så vil jeg hellere bo lidt
mere nord på ved Aalborg eller syd på
ved Århus.”