1. No category

Årsskrift 2014
Årsskrift aktuelt fra arkivet
27 årgang
Indhold:
Lokalhistorisk Forening
for
Bevtoft og Tirslund
sogn
Arkivet’s Bestyrelse
Formand:
Johan Nissen
Næstformand:
Anna Steensbeck
Kasserer:
Jens Erik Bonde
Sekretær:
Jørgen Hansen
Arkivleder:
Anni Huusmann
Arkiv IT:
Daniel Bopp
Arkiv:
Lis Holm
Foreningens formål er at vække og
nære interesse for sognehistorie.
Dette formål søges opnået ved at holde foredrag, udflugter og lign, samt
ved at drive og opretholde et arkiv.
7451 9248
7483 0866
7451 4469
Lokalhistorisk Arkiv
for
Bevtoft og omegn
6111 1540
Afstemningsfest for 50 år siden
Af lærer P. L. Clausen - Brørup
side: 4 - 8
Besættelsestiden
Af C. J. Christensen
side: 8 - 13
Opvæks i Hjartbro
Af C. J. Christensen
side: 13 - 19
Fra Holland til Danmark
Af Johan van der Kamp
side: 20 - 22
Lorens Madsens livshistorie.
Bosat Forsbacka, Sverige
side: 22 - 24
Da jetjageren faldt ned i Tirslund 13 april 1972.
Af Anni Huusmann
side: 24 -26
Årets gang i Bevtoft og Tirslund Lokalhistoriske Forening og arkiv 2013.
Af Johan Nissen
side: 27
Arkivet indsamler, registrerer og
opbevarer arkivalier, manuskripter, billeder, kort, filmoptagelser,
lydoptagelser m.m. vedrørende Lokalhistorisk arkiv for Bevtoft og omegn. Under hensyn til beskyttelse af
privatlivets fred og indgåede aftaler
ved aflevering gøres materialet tilgængeligt for alle interesserede. Det
indsamlede materiale betragtes som
offentlig ejendom og dets forbliven
som sådan garanteres.
7483 1978
2674 5830
7451 4124
2
3
Afstemningsfest for 50 år siden
P.L. Clausen er født på Havebækvej
4 i Gøtterup, og har skrevet stykket i
1970.
Da toget kommer nordfra, er perronen et mylder af mennesker. Ved
kupédøren mases der på, det er med
at komme ind og få en plads. Tilbage
på perronen er der endnu mange, da
toget skal køre. De vil vente og vinke
farvel. Der lyder bemærkninger som:
”God rejse! Held og Lykke! Stem Sønderjylland hjem”. Så sker der noget
ekstra. En herre på perronen blotter
hovedet og stemmer i med ”Det er et
yndigt land”. Alle gribes af øjeblikket
og stemmer i med. Inde fra toget, fra
kupevinduerne stemmer folk i med.
Det kniber med at fa ord og tone til
at lyde samtidig, men det gør ikke så
meget. Tankerne går til Sønderjylland ja, Sønderjylland.
Med Tysklands nederlag i 1918 rejste sig for sønderjyderne det store
spørgsmål om Sønderjylland nu kan
få lov til at vende tilbage til moderlandet. Om de må få den afstemning,
som de ifølge Pragfredens paragraf
5 havde fået løfte om, men som Bismark slog en streg over. Den får de
den 10. februar 1920. Ikke bare den
stedlige befolkning, men alle sønderjyder, der er over 21 år og er født
i landsdelen, kan vende tilbage og
være med til at stemme; jeg hører til
dem. Fra min hjemstedskommune
får jeg tilsendt legitimation samt et
emblem, der skal bæres synligt og giver adgang til gratis rejse. Jeg opholder mig på den tid i Nordjylland, og
skal den 8. februar hen på eftermiddagen med ekstratog med sønderjyder begynde rejsen til hjemstavnen.
I Aalborg er et par timers ophold.
Det er ved at mørkne. Jeg tager en tur
ud i byen - den kolde februar luft virker isnende. Der ligger tågedis over
byen, og lysene fra gader og butikker
kan ikke bryde den; der er ikke meget ved at gå der. Jeg vender tilbage
til banegården, hvor der efterhånden
dukker flere op med emblem i knaphullet. Slægt og venner er fulgt med
for at tage afsked. Nogle skal med på
hele rejsen for at hjælpe gamle, som
ikke selv kan klare den.
De to syngende parter kan snart ikke
høre hinanden, da toget begynder at
køre. Men tilbage i sindet er der noget, der bliver ved med at synge.
4
Toget ruller mod Hobro. Folk finder pladser og ser på medrejsende.
Inden længe er snakken i gang. Alle
er sønderjyder, der er nok at tale om.
Hver har sin historie om forfølgelser,
udvisninger og andet, der har ført til,
at deres tur er blevet, som den bev.
Nogle fortæller med lune. Der er ingen bitterhed, fortiden ligger bag, og
nu er det hjemad til barndommens
arne og fortidsminder. Efter Hobro
dukker en ældre herre frem. Han
går fra kupe til kupe med et rødt og
hvidt bånd til de rejsende og beder
dem fæstne dem ved emblemet - og
han indbyder alle til at drikke kaffe
i Randers banegårds restaurant. Det
er ”Sønderjysk forening” i Randers,
der er vært.
Som natten skrider, sagtner talestrømmen. Det ville være godt med
lidt søvn, om det ellers kan lykkes. I
kupehjørnerne er det lettest at blunde. Nogle sidder med lukkede øjne
uden at sove; de kan ikke få støtte for
hovedet, det nikker frem eller det får
lov at hvile på sidemandens skulder.
Jeg kan ikke sove. Jeg sidder og ser
på de sovende, på deres afslappethed.
Jeg tænker på, at inden så længe er
jeg hjemme, og med slægtninge skal
jeg følgende dag videre til afstemningen i Sønderjylland. Et vers kommer
i mine tanker, og jeg kan ikke slippe
det; det passer så godt til øjeblikket.
Der er mange mennesker på perronen i Randers, da toget når dertil.
Midt i mylderet står Randers spejdernes musikkorps og spiller fædrelandssange. Spejdere står rede for at
hjælpe og viser vej til kaffebordene.
Restauranten er festlig pyntet med
flag. Spejderne spiller stadigvæk.
Da toget igen sætter sig i bevægelse,
råbes der fra perronen hurra! Hils
Sønderjylland! Det hele virker overraskende. Det er festligt. Toget standser nu og da, mens det glider syd på
for at optage flere sønderjyder. Det er
midnat, da det når Aarhus. Her gøres
ophold.
Verset er skrevet, efter at tyskerne
havde tabt krigen, og der er udsigt til,
at der skal holdes afstemning:
Saa kom den daw
vi har ønsket saa tit,
da vi ål, med hverandre kan møé
å sæj å bekænd både tyrle og frit
te’ hvad laend, vi no hellest vil høe’
Skik ba’r kun bøj,
I kan tro mæ mi oe
Vi komme i flok,
I o æ flok blywe sto’e.
Sønderjysk forening i Aarhus har
ikke villet stå tilbage for Randers,
men afsætningen er ikke stor. Mens
toget holder, kommer nogle unge
piger ”skranende” ind i toget. De er
kommet med båd fra Samsø. Deres
sprog røber tydeligt, at de er sønderjyder. De er fulde af latter. De fortæller, at de er blevet ført fra havnen
til banegården med fuld musik. På
molen stod et musikkorps og spillede, da båden kom ind, og det vedblev at spille foran dem, da de gik til
banegården. De var seks piger i alt.
Det fandt de var næsten alt for stor
en ære. Men alle var enige om, at det
var gigant og så ”skranede” de videre,
mens de snakkede.
5
Dagen før afstemningen går togene
syd på med stemmeberettigede. Det
er især sønderjyder i grænseegnen,
der er med. Med fuld musik i dobbelt
forstand går det fra Lunderskov mod
grænsebyen i Vamdrup. Der skulle
der tidligere skiftes tog fra dansk til
tysk tog. Det havde rummet spændende momenter. Nu er det anderledes. Grænsespærringerne er væk,
toldkammeret er lukket. Togene kan
køre uantastet ind på sønderjysk
grund. Det kan høres på skinneslaget, da det sker. Skinnematerialet er
forskelligt på den danske og tyske
side af grænsen. Det mærkes med
det samme, at det er et andet Sønderjylland, toget kører ind i. Dannebrog vajer ved huse og gårde. Folk
står ved hjemmene og vifter med et
klæde eller lignende; der er børn med
små flag, som de vinker med. De er
vidende om, at det er stemmeberettigede, togene for det meste kører med.
I Vojens er der et længere ophold for
dem, der skal med sidebane i øst eller vest. Der høres sang og råben, da
toget holder ved Vojens station. Det
er børn, der synger.
Et plankeværk skiller perronen fra
stationspladsen. Ved det har børnene
anbragt trækvogne og andet, de kan
stå på. De kan herfra se ud over perronen og følge med i, hvad der sker
der. - Der er to klynger af børn, med
lidt afstand mellem klyngerne. De
synger for fuld kraft, når der kommer et tog. Den ene klynge synger: ”I
alle de rige lande” og ”Jeg elsker de
grønne Lunde”, mens de svinger små
dannebrogsflag. Den anden klynge
synger, ”Deutschland, Deutschland
über alles”. Holdene prøver at overdøve hinanden. Ind imellem, når der
ikke kommer tog, er de på krigstog
mod hinanden. En anden ”Holger
Danske” prøver at snige sig hen til
de tyske børn og bagfra fravriste dem
det tyske flag. Lykkes det, jubler danskerne. Tyske børn gør gengæld og
erobrer danske flag. Det lykkes ret
tit for nogen af parterne. Folk står og
ser på børnene; de kan ikke lade være
med at give deres bifald til kende, eftersom deres sympati er. Da en dansk
dreng er ved at få fat i et tysk flag, og
det ser ud til at lykkes, kan en ældre
herre ikke dy sig. Han farer hen mod
drengen med hævet paraply og truer
ad ham, så han må slippe byttet. Men
det tåler en af de danske tilskuere
ikke. Det er en ældre mand, der står
og ryger på en Merskumspibe. Han
hæver denne og går hen mod den vrede mand med paraplyen og siger: ”No
holder du din snut, for no et wos, der
rajer”. Episoden morede naturligvis.
6
Der kommer et tog sydfra med tyskere. Børnene får travlt med at synge
med at overdøve hinanden. Da toget
holder, springer passagererne som
på kommando ud af toget, stiller sig
ved kupé dørene og istemmer ”Deutschland, Deutschland über alles”. Så
snart afgangssignalet lyder, skynder
de sig i toget. Sådan har de nok gjort
ved hver station for at demonstrere.
Det er de tyske ømme sidste krampetrækninger, siger en af danskerne,
der roligt står og ser til. Endelig kommer toget, der skal vestpå. Det kører
langsomt, slingrer, men det er også
”æ lille bahn” vi er med. Nogle kalder den for”æ klein bahn”, tyske ord
har sneget sig ind. Skinnematerialet
er her særlig medtaget. Kupéerne
ser fattige og medtagne ud. Sæderne
er itu, de er slidte, nogle er der skåret i, ikke alle vinduer kan lukkes; et
sted er en af ruderne i stykker, så det
trækker ind.
Det mørkner ude. En flagermuslygte
hænger og dingler i takt med togets
slingren og sender et mat skær ud i
rummet. Overfor mig sidder et par
unge. De ser ud til at være søskende,
søster og bror. Han har på den ene
kind et langt ar. Mon det er fra krigen? Eller er student og har fået det
ved fægtninger. Tyske studenter sætter en ære i at være mærket på den
måde. Det er udtryk for mandighed.
Det fremgår af deres samtale, at de
er tyskere. De er tyske apotekerbørn,
født i Sønderjylland, men er senere
flyttet sydpå. Nu skal de stemme,
hvor de er født, og det bliver nok
tysk. Der er flere tyskere i toget; de er
ordknappe. I et hjørne sidder et par
ældre mænd og taler sammen. De taler om gamle dage, de har gået i skole
sammen og har ikke set hinanden siden. De taler om, at de nu skal møde
mennesker fra dengang, venner og
kammerater. Hvor mange af dem lever endnu?
Enkelte steder ses der bål på bakkerne; det er en hilsen til de rejsende.
De lyses hjem til deres egne. Sådan
må det være. Det gør godt at se, at de
er velkomne hjem. Efterhånden er
det blevet bælgmørkt ude, det er begyndt at snuskregne. Så er de endelig ved vejs ende. Toget ruller ind på
Toftlund station. Hvor er her forandret fra i 1914. Situationen er en helt
anden. Ude på perronen står nogle
tyskere med flag i hånden. Tysk sang
slår dem i møde, da de står ud af toget. Byens tyske ungdom er mødt op
for at demonstrere. Lidt henne i læ
ved galvmuren står danske unge med
Dannebrog. Der er piger i sønderjyske nationaldragter, og bag ved dem
en del af byens borgere. De skal modtage gæsterne og være værter for den
tid, de er på besøg. Regnen er taget
til, og det blæser koldt.
Men nu kommer der gang i det hele.
Nogle mænd med blæseinstrumenter står stillet op foran pigerne i nationaldragter, og nu spiller de op, og
turen går gennem byen. De spiller: ”I
vor barndom vi hørte kartovernes
brag”. Det lyder taktfast, så fødderne
næsten løfter sig af sig selv. Flere folk
slutter sig til toget, eller de kommer
frem i dørene; det er ikke alle der vinker. Ved Frosch hotel sker indkvarteringen. Vi fik lov at bo hos vore gamle
naboer. Der var stor invasion, men
vore gamle venner ville absolut, at
det skulle være således.
10. februar 1920 kom med blæst og
regn. Flaget blev hejst på den nye
flagstang. Det blafrede for vinden og
smældede, så stedets bedstefar flere
gange var henne og se, om det ikke
blev revet i stykker. Han så helst det
blev taget ned. Men det gik ikke an.
Hvis der ikke skulle flages denne dag,
hvornår så?
7
Afstemningen foregik i Tirslund
Skole, hvor både far og vi søskende
havde gået som børn. Der er ikke
sket større forandringer med skolen.
På legepladsen vajer det danske flag
på en høj stang. Jeg måtte tænke på
den gang, det tyske flag hang ud af
Besættelsestiden
kvistvinduet over hoveddøren, og vi
prøvede at ramme det med kugler, vi
pustede med sæbevand. Resultatet af
afstemningen i skoledistriktet var én
tysker, resten danske.
Men der skete så mange ting i Bevtoft dengang, så det er svært at skille
det ad. Men der skete noget i den
lille landsby dengang, som var spændende for os børn. Da tyskerne den
9.4.1940 angreb Danmark og besatte
det, skulle der gå 5 år. De kom også til
Bevtoft hvor de overtog husene i den
bydel vi kaldte Starup. Det er trekanten mellem Krügersvej og Neder Jerstalvej og Møllevej. Ejerne i de huse
fik besked på at finde sig et andet sted
at bo. Jeg husker kun lidt om hvor de
forskellige flyttede hen. Regner Christensen flyttede ind i klubhuset på
sportspladsen. Ham og konen og to
børn Detlef og Ellinor. Vi tænkte ikke
så nøje over verdenssituationen, man
kan sige om besættelsestiden hvad
man vil, men der var folk i byen. For
en dreng på seks år, som ikke anede
hvad det hele gik ud på, var dagene
ikke lange. Tyske soldater sad ud for
skomager Seest og tegnede kirken,
mange af dem var dygtige. Så husker
jeg også en gang hvor de hamrede
disse flagkanoner. Vi var oppe ved
Christian Støvring på gården, som de
havde købt af Niels Rostgård Evald.
Da stod vi uden for og så hvor de skød
efter flyverne, vi kunne se striber på
himlen. Da fik vi besked på at gå ind
i laden! Faren spekulerede vi overhovedet ikke på, det var jo bare spændende.
Skolestuen var om aftenen ryddet for
skoleborde, og der var dækket til kaffebord. Der blev holdt taler, sunget
danske sange. De fik nu for alvor lov
til at lyde. Ind imellem kom der meldinger om afstemningsresultater fra
hele landsdelen. Det var opløftende
og øgede stemningen. I hele første
zone har 75 pct. stemt for Danmark.
Hjemrejsen foregik den følgende
dag. En ung mand kørte os til banen i
Over Jerstal. Han fulgte med på perronen og ventede for at vinke farvel.
Han gav os hånden endnu engang.
Han sagde: ”Hils hjemme i gamle
Danmark og sig vi er vagen”. Han
sagde det på sit sønderjyske mål. Vi
er vagen! Hvor lød det smukt i hans
mund! Han hed i øvrigt Mathias
Damm og var fra Gøtterup. Han var
vagen, viste det sig senere, men døde alt for ung.
P. L. Clausen
8
Min far var en driftig mand, han var
ikke bange for at bestille noget. Der
var ikke mange penge i omløb den-
gang. Han var nok heller ikke den
store økonom, men der var heller
ikke mange midler at arbejde med.
Jeg husker han havde en cykel med
sidevogn, som han havde fyldt med
overskuds træ fra savværket. Det
skulle min bror Tonny og mig save til
brændsel til næste dag, da han kom
med et nyt læs. Om sommeren var
vi med vor far i Bevtoft Plantage og
tage stød op, (rødder) det var et slidsomt arbejde for min far. Men for os
var det hyggelig for vi havde brød og
saft med, det nød vi i pauserne. Som
jeg husker det skinnede solen næsten
hver dag. Jeg husker også købmand
Andersen som havde forretning på
Krügersvej 34 hvor min storebror og
mig fik bolsjer med hjem. Så hvidt
jeg husker var det kongebolsjer som
man kaldte det, de var hvide med
røde striber, som var klæbet sammen, men vi tog dem med hjem på
køkkenbordet og knuste dem. Men så
pludselig en dag, havde vi fået en lillebror den 24. juli 1941. Jeg har aldrig
oplevet at se min mor gravid. Jeg ved
ikke om jeg i det hele taget var klar
over, hvor de kom fra. Dengang var
der mange hjemmefødsler. Jeg husker en kraftig jordemoder som drak
en masse kaffe, det må jo naturligvis
have været i ventetiden. Men vi så
først den lille når den lå hos mor. Så
hvor den kom fra, har jeg så vidt jeg
husker aldrig spekuleret over. Han
kom til at hedde Erling. Om ham kan
jeg huske, han lånte en lille to hjulet
cykel på jernhjul, hos købmand Andersen. Den var han meget populær
på. Han gik hen for at låne den hver
dag. Til sidst havde han slidt den op,
han betragtede den efterhånden som
sin egen. Han var vældig populær
blandt de unge karle fra gårdene. For
han var efterhånden blevet ret god
på cyklen, så de morede sig vældigt
over hans artisteri, sådan en sommeraften. (Dengang var der jo ikke
så mange fritidsaktiviteter som der
er i dag)
De unge stod gerne foran købmand
Andersens butik og snakkede. De
unge karle og piger havde lange arbejdsdage seks dage om ugen. Og jeg
husker også min bror Tonny byggede
den første cykel til mig, af en gammel
damecykel, hvor sadlen var sat fast,
halvvejs nede af stangen. Han lærte
mig også at cykle, da jeg var omkring seks år og jeg husker også en
weekend hvor Rokkengælds ikke var
hjemme, gik Erling over og puttede
hønsene i kloakken. Det blev far meget vred over, så han fik besked om at
gå over at sige undskyld. Da han kom
tilbage havde han fået nogle æbler
med, så det var straffen for at putte
høns i kloakken. Nu var jeg blevet ca.
8 år så jeg måtte hjælpe til med børnepasning.
9
I det næste hus på Søndergade, som
den hed i min barndom, boede Heine
Madsen i den vestlige ende, ham og
konen var pensionister, jeg husker
ikke hvad konen hed. I den østlige
ende boede en polak som hed Johan
Bunk og som arbejdede på præstegården, ved forpagter Niels Holm.
Johan Bunk der var kommet til Danmark fra Polen i trediverne, han var
ungkarl og arbejdede som alt mulig
mand på gården, han var sikkert billig at have gående. (I 1980`ne mener
jeg han fik tilladelse til at besøge
hans søster i Polen.)
Dengang drev man køerne hjem til
malkning hver dag og ud igen når de
var malket, så efter sådan en tur, lå
der godt med komøg på gaden. Huset overfor Johan Bunk boede, så vidt
jeg husker, en der hed Hans Brik og
i vinkelhuset boede en der hed Carl
Kock som senere byggede et nyt lille
hus på Hyrupvej (Nuværende ejer
Kaj Clausen) Og det næste hus boede
der et par gamle jomfruer, æ sypiger
som vi kalde dem. I huset inden Mejeribestyrerens bolig boede en gammel dame, som altid gik med et glas i
tasken, som hun brugte til at spytte i
(jeg mener hun hed Krog eller noget i
den retning.) Og så var det hjemmesygeplejersken Søster Nielsine, som
var en bestemt dame. Som vi blev
sendt hen til med de små skrammer
vi fik.
Det er ikke for at forsvare det, men
vi tænkte ikke så nøje over verdenssituationen. Efter hvad jeg husker
tog man let på pædagogikken den
gang, der lå nemlig en halmstak inde
på Markus Callø’s mark, hvor vi har
pjækket fra skole mange gange. Men
for vi børn var det en rig tid på oplevelser, ja, måske den rigeste. Da tyskerne havde besat landet var jeg 4
- 9 år gammel og hungrede efter nye
oplevelser, vi spekulerede ikke på, at
der var krig ude i verden.
Jeg husker også en episode hvor jeg
var sammen med min store bror og
en der hed Niels Rosenberg, vi var
ude for at stjæle ammunition til en
frihedskæmper. (Jeg har tit tænkt på
bagefter om det var en frihedskæmper.). Men lige meget med det, for det
var meget spændende. Fodboldstadion lå i min drenge tid, ud for vejen
Møllevænget, altså det nuværende
Parkvej område. Lige efter Neder
Jerstalvej 12 gik der et levende hegn,
det sneg vi os ned af, for omtrent ude
ved Neder Jerstalvej, lå der et ammunitionsdepot, hvor der gik tyske
vagtposter, så jeg havde fået besked
på at være stille. Hvor meget ammunition vi fik, ved jeg ikke, for det var
så spændende, at jeg som 9 åring ikke
havde tid til at overveje sådanne problemer. Men vi kom da til Galstedvej,
hvor vi fortsatte over dengang Johannes Calløs marker og Anker Nielsens
marker til Hyrupvej, hvor der kom
en mand med hest og vogn, og han
fik ammunitionen. Det var også den
eneste gang jeg var med på sådanne
eventyr, det var simpelthen for spændende.
10
Når de tyske soldater havde været
nede ved forsamlingshuset og spist
deres ærtesuppe eller hvad de fik,
kom de med en humpel brød og pålæg, tilbage til skolen. Det må have
været trist for de fleste, at sidde der
på skolen og kigge ud af vinduerne.
Vi spekulerede ikke på, at de af og til
blev udskiftet. Og mange af de unge
soldater, blev måske sendt til fronten, hvor de måske blev dræbt, måske
få dage før krigens slutning.
Da 4.maj 1945 endelig kom, var jeg
inde på skolens legeplads igen, efter
de havde overtaget skolen var der
adgang forbudt. Der hørte jeg for første gang tyske soldater, i deres telte,
tigge om æg. (På tysk.) Da måtte de
klare sig selv.(Nu bag efter, 65 år
senere kan jeg godt se det ikke har
været sjovt) Men vi havde ingen æg
til dem, vi børn. Og vi tænkte vel heller ikke meget over det. Eller stemningen var vel nok, at de selv havde
været ude om det. Men dagen efter
den 5.5.1945 kan jeg huske at jeg stod
ved den kirkelåge, ud til vejen, hvor
der stod 3 eller 4 militærlastbiler og
soldaterne steg op, og kørte bort. Det
var sidste gang jeg så tyske soldater i
Bevtoft i de år.
Det var i slutningen af krigen og tyskerne må have ventet et angreb på
Danmark, for man gravede pansergrave oppe ved Diagonalvejen, ca.
100-200 meter op af Lorens Thilsen
og ned af Anker Nielsens mark og
samtidig var den halve vejbane gravet op. Jeg synes jeg kan genkende
det øverste billede. Lorenz Thilsens
gård må ligge til højre uden for billedet. (Senere gdr. Ove Würtz) Det
er de træer som jeg synes at have set
mange gange før. Billedet er taget fra
Diagonalvejen, mod syd. Jeg kan ikke
huske om jeg har set dem grave dem.
Der ses på billedet at der både var
kvinder og børn.
Men lige efter kapitulationen kørte
der en engelsk jeep i pansergraven.
Man måtte have fat i pastor Nissen da
han var den eneste der kunne forstå
og tale engelsk. Da tyskerne i august
havde taget politiet, blev der oprettet
civile korps som skulle holde justits
på befolkningen, og det gik som altid, frenne er frenne værst. Jeg tror
mange af dem der var med i de korps,
havde store samvittighedskvaler resten af deres liv.
Jeg har læst mig til, at det var hjemmetyskerne der blev kommanderet
ud for at grave pansergrave. De kom
vel nok fra hele Sønderjylland. Vi
havde ikke mange hjemmetyskere i
Bevtoft. Der var en som havde været
med i krigen og havde fået et stift ben.
Dette billede synes jeg er taget fra
Diagonalvejen ind mod Bevtoft. Vi
var også med tyske soldater i forsamlingshuset, for at se krigsfilm
(propaganda film). Men de tyske
soldater var nok glade for at have
os på skødet. Jeg ved ikke om de så
meget af filmen, for jeg tror mere de
sad og tænkte på deres kære, hjemme
i tyskland. For en dreng på seks år,
som ikke anede hvad det hele gik ud
på, var dagene ikke lange. Men det
spekulerede jeg ikke på, det var bare
spændende.
11
De dage tyskerne havde været på
øvelse eller bare ude på march ture,
kom de altid syngende op gennem
byen, vel ca. 100 mand, eller et kompagni. Jo, synge kunne de. Tyskerne
spiste meget guleærtesuppe. (Jeg
kan lugte det endnu 63 år efter)
Tyskerne havde deres køkken bag
ved forsamlingshuset. Jeg mener de
havde bygget en kampestensbygning
hvor de havde indrettet køkken. Den
lå der mange år efter krigen, men
det spekulerede jeg ikke på, det var
bare spændende. Ligeledes havde de
bygget et latrinhus i det syd/vestlige
hjørne af forsamlingshusgrunden, så
det var en fin blanding af gule ærter
og lort. Det lå der flere år efter krigen,
og blev brugt som toiletter til forsamlingshuset indtil man omkring 1950
fik moderne toiletter. Jo der var meget der kunne lade sig gøre dengang.
te over, det var bare spændende. ) Jo
jo, dengang skede der noget i den lille
landsby.
Nede lidt østligere for de nuværende
pensionistboliger der havde tyskerne
opstillet flagkanoner (maskinkanoner) som hver gang der var engelske
flyvere over flyvepladsen, hamrede
løs på flyverne. Jeg husker engang
vi havde været ude og lege ved en
træsilo, (hvor forpagter Niels Holm
opbevarede pulp, som blev brugt
som foder til køer) lige efter radioforhandler Skov, eller Krügersvej 51
eller på grunden nr. 53. (Som i min
barndom var en stor græsmark.)
Det første hus jeg husker på denne
græsmark er i dag Buen 2 som blev
opført i 1947. Vi havde fået besked
på at komme hjem, så snart de var i
gang. Da jeg var nået hen til kirken,
hørte og så jeg et smæld på gaden. Så
kunne det nok være jeg kunne finde
hjem. (Hvad det var, fandt jeg aldrig
ud af. Men det var jo nok et stykke
metal.)
Dengang de byggede flyvepladsen,
kom der hver morgen lastbiler med
kasser med et enkelt vindue i, der sad
arbejderne inde i. Lige sådan om aftenen når de havde fyraften. De kørte
vest på, hvor de kom fra ved jeg ikke
præcis. (Jeg mener at kan huske de
kom fra Brøns)
Vi var ikke langt henne i krigen, før vi
fik rationeringsmærker. Vi fik mærker efter hvor mange vi var i husholdningen. Der var særlig en der ikke
kunne få kaffe mærkerne til at slå til.
Det var Mie Ot som vi kalde hende.
Så snart hun så os, spurgte hun om vi
kunne hente mærker fra den og den.
(Lidt positiv var der da også.) For
da Niels Rostgård Evald havde solgt
sin gård til Støvring byggede de hus
i 1943. Her anlagde han et gartneri
med æble plantage. Jeg husker særlig
to af hans børn, Kaj og Henning som
jeg synes kunne lave alt.
Jeg husker en gang vi var cyklende
med vore forældre på Galstedmark,
hvor en tysk flyver var nødlandet, det
var jo spændende for en knøs på 5-7
år. Jeg husker også en tysk soldat der
bar mig hen til flyveren og satte mig
ind i kocpitet, hvor han ville have mig
til at røre ved styrepinden, men det
turde jeg ikke. Vi har også set megen
tysk propaganda film. (Det kan jeg se
i dag, men det var ikke noget vi tænk-
”Billede synes jeg er taget fra Diagonalvejen ind mod Bevtoft”
12
Mine forældre var Hans Peter Christensen og Mary Margrethe Bennetsen. De var for nylig flyttede
ind i huset som de havde købt af et
dødsbo. De var nygifte, og jeg var deres første barn. Min far havde været
karl på Bevtoft Præstegård, og min
mor havde været i huset hos præsten,
pastor Nissen, tæt på præstegården.
Så det er jo naturligt nok at de fandt
sammen. De blev viede i Gl. Haderslev kirke den 14 juli 1940. Jeg blev
født i november, så min mor har været midt i graviditeten da hun blev
gift. Måske har graviditeten været
årsag til at de blev viede i Haderslev.
De havde ingen egentlig tilknytning
til Haderslev, som lå omkring 25 kilometer borte. Men min mors søster
Amanda boede der, så måske var det
derfor?
Opvækst i Hjartbro i fyrrerne
Min verden starter i det gamle, stråtækte hus, overfor købmanden. I den
vestre halvdel af huset. Der fødtes jeg
den 26. november 1940. Jeg tror at
det forløb helt normalt for den tid.
Uden læge. Der har nok været en
jordmoder tilstede, og et par nabokoner. Og sikkert min faster Karen,
som boede lige i nærheden. Hvis der
havde været behov for læge, så havde
det ikke været så nemt. Vi havde ingen telefon. Men måske havde købmanden. Så kunne der være ringet
derfra, og hvis lægen var hjemme, og
havde tid, og havde bil, så ville han
nok være kommet. Fra Toftlund, ti
kilometer borte.
13
Min far var bondesøn. Fra gården
”Lerdal” et par kilometer nord for
Hjartbro. ”Å æ bjer”. Der var ikke
gårde nok til alle landmandssønner,
så han blev bygningsarbejder og savskærer. Fædrenegården var overtaget
af søsteren Didde, og hendes mand
Mathias Riis. Min mor kom også fra
en gård, ”Rangtanggård” i Vester
Lindet, ca. tyve kilometer nord for
Hjartbro.
Min far arbejdede i Bevtoft og omegn, og kom normalt hjem til middagsmad hver dag. På cykel, forstås.
Om vinteren, når det var småt med
arbejde, ”stemplede” han. Det vil sige
at han gik på arbejdsløshedsunderstøttelse. Men ofte var der så behov
for snerydning af vejene, og det var jo
også arbejde. Min mor passede huset,
og arbejdede periodevis på gårdene,
med roetynding og kartoffelsamling.
Jeg var med, og har nok ligget i en
kurv eller i en barnevogn for enden
af ageren, indtil jeg selv kunne følge
med op og ned ad rækkerne. Derhjemme ved huset, har jeg hørt at jeg
var tøjret med en snor til flagstangen
indtil de fandt det forsvarligt at lade
mig bevæge mig frit.
Huset var gammelt, og rustikt. Med
brændelade til tørv og brænde. Og
das med spand. Udendørs pumpe
på brønden. Køkken med brændekomfur, og kakkelovn i stuen. Et par
alkover til at sove i. Ingen varme i
soveværelset, men varmedunk efter
behov. Det var før termorudernes tid.
Så om vinteren drev fugten ned ad
ruderne, og var det koldt nok, frøs det
til is. Skulle man kigge ud, måtte man
ånde en smelteplet på ruden. Vasketøj tørredes ofte omkring kakkelovnen, og det bidrog til fugten. Bad var
der lørdag aften, i en stor zinkbalje på
stuegulvet, som var fyldt med varmt
vand fra komfurets indbyggede vandkedel, eller varmet på kakkelovnen.
På forsiden af huset var der græsplæne og lidt blomsterbede, og bag
huset var der en ret stor køkkenhave,
som min far passede omhyggeligt, og
som bidrog med grønsager og frugt
til husholdningen.
Det første par år af min tilværelse,
husker jeg naturligvis ikke, men
gradvist åbnede verden sig for mig.
Overfor var købmanden, en brugs-
forening med en uddeler. Uddeleren
hed Kristian Kjærsgaard Kristensen,
og hans kone hed Margit. De var
jævnaldrende med mine forældre, og
gode venner. De havde ingen børn, så
jeg blev også lidt deres. De boede i en
lille lejlighed i enden af købmandsbygningen. I resten af bygningen
boede Katrine, mon ikke hun hed
Nansen? Enke efter den gamle købmand. Katrine var en ældre sortklædt
kvinde som levede et stille liv i bagsiden af bygningen. Der var en ret stor
have; i østenden af vort hus; boede en
familie som vi kaldte Thorups. Med
fire- fem børn, lidt ældre end jeg. Det
har nok været de første børn som jeg
legede med da jeg begyndte at komme udenfor, på egen hånd. Længere
mod øst på grunden, var der en sandgrav hvor vi legede. Og jeg husker at
jeg stod nede i graven, og en Thorup
dreng stod oppe og tissede ned på
mig. Så det har nok ikke været det
bedste kammeratskab.
14
Da jeg var omkring to år, fik jeg en
lillesøster som blev døbt Mette Marie, men kaldt Misse. Og efter nogen
tid, flyttede Thorup familien, i stedet
kom Mie og Johannes Schmidt, med
deres to piger Astrid og Sonja. Dem
havde vi megen glæde af i en del år.
De var gode at lege med, og at vokse
op sammen med. Uddeler Kristian og
Margit flyttede til Fredericia, og ind
flyttede ungkarl Aksel Jensen. Aksel
fortsatte ungkarl hele sit liv. Han levede et stille liv i sin simple lejlighed,
spillede violin, passede sin brugs med
regnskaber og vareture, og var en
central person i det lille samfund. Det
var i brugsen man mødtes, og hvor
man købte alt det dagligdags. På kontobog, som far afregnede hver fredag
aften, i lighed med andre mænd, og
Aksel gav et bolsje til hver af os børn.
Den gamle Katrine døde, og ind flyttede datteren Didde med sin familie. Manden Harald Nielsen, og tre
drenge Jens, Hans Christian og Martin. Hans Christian var jævnaldrende
med mig. Og drengene var gode legekammerater. Harald Nielsen, som ellers var købmand, begyndte at drive
landbrug med den jord der hørte til
ejendommen. Lidt længere henne ad
vejen, boede Hilda og Aage Hansen.
De havde to drenge, Børge og Frede,
omkring min alder, og senere fik de
Tove. Aage arbejdede i statsskoven.
Overfor dem boede Sine og Christian
Lorensen. De havde tre drenge, som
var lidt yngre. Den ældste hed Peter.
Christian arbejdede også i statsskoven. Mellem dem og os boede Lydia
og Marius Schmidt. De havde fire piger, Helga, Dorthea, Gerda og Edit,
lidt usikker på navnene. Alle disse
børn var med i legegruppen. Om vinteren i husene. Om sommeren på gaden. Boldspil, skjul, halli- hallo, ”tik”,
morfar-børn, doktor, og hvad ved jeg.
Da vi blev større ændrede legen karakter. Vi legede med dampmaskine
og ingeniørsæt. Ikke Tekno, men en
billigere udgave fra Brugsen, Metallo
tror jeg det hed. Vi skrev bilnumre
ned, og læste Tarzan bøger og Anders
And. Vi, eller rettere min far, havde
en del kaniner som han tog på udstilling med. Og som vi også spiste når
det passede ind i programmet. Dem
plukkede vi foder til, i vejkanter og
hvor vi ellers kunne finde noget.
Gaden, sagde jeg. Men det var det
ikke. Det var en grusvej. Men omkring 1950 skete der noget. Der blev
gravet vejgrøfter, og vejen blev asfalteret Det smager lidt af by, ikke? Under gravningen af vejgrøfterne dukkede noget interessant op. Masser af
snustobak eller skrådåser! Jeg samlede på dem. Som dagens henkastede
øldåser. Så før i tiden smed folk også
bare skidtet i vejsiden.
15
Et par år senere skete der igen noget stort. Åen, Gelså, løb forbi nede
i engen. Vi fiskede i den. Legede i
den. Sejlede i den. I zinkbaljer, og
i en gammel fladbundet robåd. Og
man badede i åen om sommeren,
med sæbe og håndklæde og det hele,
som i baljen i stuen om vinteren. Og
bønderne vaskede deres vogne i den,
og pumpede vand fra den til markvanding. Nu skulle åen reguleres, så
engene kunne afvandes, og blive egnede til dyrkning. Der kom en stor
gravemaskine, som kørte på udlagte
sveller i de bløde enge. Og hvem kørte med denne gravemaskine? Ingen
mindre end min morbror Bernhard
fra Gram! Der blev gravet en ny, snorlige kanal, fra bro til bro. De gamle åbugtninger kom til at ligge som søer i
engen. Gode at løbe på skøjter på, og
gode at fange gedder i. Store gedder.
I den nye å, med det hurtigere løbende vand, kom der efterhånden en del
ørreder, som jeg fangede mange af.
Størrelsen var nok ikke lovlig, men
hvem bekymrede sig om det. Gedder
fangede vi også på Mergelland. Peter
Troelsen var min gode klassekammerat, og hans forældre ejede gården
med de store mergelsøer.
Vi gik i danseskole i forsamlingshuset i Bevtoft, og vi gik til søndagsskole
hos Holger og Katrine, Kedde smeds
søster og svoger som havde landbruget ved smedjen. Og vi tog på badeture i Toftlund friluftsbad og ved Vedsted sø. Vi havde jo lært at svømme
under vor leg i åen.
Af festligheder ude i samfundet kan
jeg nævne juletræsfester i søndagsskolen, i fagforeningen, og skolens.
Der var gymnastikopvisningen, og
ringridningen hvor vi deltog på cykel.
Når vi skulle til fest, foregik det som
næsten altid, på cykel. Undtagelsesvis lavede far dog en aftale med Fritz
Bahr, lillebilmanden, om at transportere os. Det var luksus.
Skolen, ja. Da jeg blev seks eller deromkring, skulle jeg i skole. I Bevtoft.
Jeg havde fået en cykel, og skulle
cykle derhen. En farlig skolevej ville
man sige i dag. Ingen cykelsti. Og
på et stykke ad den store Diagonalvej. Hvor der kørte masser af lastvogne med brunkul til Enstedværket
i Åbenrå. Det gik nu godt for mig,
men en kammerat, Oluf Asmussen,
blev kørt over og dræbt, da han plukkede til sine kaniner, i rabatten. En
anden Hjartbrodreng, Niels Stenholt,
startede i skolen samtidigt med mig.
Men han måtte ikke cykle for sine
16
forældre, han skulle gå, og der var
jo et par kilometer. Ofte forbarmede
min mor sig over ham, og tog ham
bag på cyklen, og fulgte os til skolen,
I skolen havde vi lærer Klemmensen.
En udmærket og kontant lærer. Hvis
ikke man stille passede sit arbejde, så
kom den fugtige tavleklud flyvende
gennem luften. Så der var rimeligt
god respekt. Senere kom der en lærer
Laursen til. Vist mere for de yngre.
Og da vi blev lidt ældre, lærer Madsen. Tidligere militærmand, og lidt
kolerisk. Havde vist også sukkersyge,
og det undskyldte for meget, mente
forældrene. Dengang var der kun den
ældste del af den nuværende skolebygning. To klasseværelser, samt
læreboligen, hvor hr. og fru Madsen
residerede. Ude langs vejen var der et
buskads hvor vi stillede cyklerne op
ad træerne. Skolens store græsplæne
var lærer Madsens, og i en del år slog
jeg græsset hver uge, i frikvartererne,
og tjente lidt ved det. Jeg var meget
læselysten. Og min bedstefar (farfar)
havde doneret nogle bøger til biblioteket. Måske derfor følte jeg ejerskab,
og i de sidste år brugte jeg frikvarter
er til at ”ordne” bibliotek. Som sagt
var lærer Madsen kolerisk, så der
vankede rap over fingrene, og svirp
med spanskrøret. Og jeg har da også
oplevet at en hadet elev blev taget
med i tørveladen, og der trakteret så
blod, tårer og snot flød. Vi var naturligvis ikke de allersødeste elever, og
kunne godt finde på skarnsstreger.
Som f. eks. smide en gummibold af
cykelslangeringe op oven i den høje
kakkelovn, så røg og stank fylde klas-
selokalet. Gymnastik og boldspil lavede vi om sommeren på gymnastikpladsen bag skolen. Men om vinteren
foregik det i det uopvarmede forsamlingshus. I samlet trop marcherede
vi, med lærer Madsen i spidsen, gennem den halve by ned til forsamlingshuset, og tilbage igen. Om vi brugte
én time, eller to, husker jeg ikke. Bad
bagefter, - glem det. Det er noget af
nyere dato. Generelt kan jeg sige at
jeg havde en god skoletid, og fik lært
det vigtigste. Jeg var en langsom
starter om morgenen, så det var ikke
altid jeg nåede at få morgensangen
med. Skolen var syvårig, eksamensfri
folkeskole, så af ”eksamen” havde vi
kun en årlig ”overhøring” hvor skolekommissionen fulgte undervisningen
et par timer. Der var skoleudflugter.
Jeg husker både Sønderborg, Fredericia, Munkebjerg, Himmelbjerget,
Odense, og København hvor det vigtigste var Tivoli og Daels Varehus.
Når vi skulle på en sådan udflugt,
så startede det på Villy Rosenbergs
grisebil som var blevet grundigt spulet til opgaven. Der var højt lad, og
bænke, og der blev vi stuvet sammen,
både elever og lærere, og fragtede til
Over Jersdal station, hvor vi skiftede
til tog.
Lektier skulle vi lave, men det var
ikke det vigtigste. Mange havde fritidsjob, og tjente lidt lommepenge.
Jeg hjalp til hos Elof Skov, en af bønderne i Hjartbro. Kørte traktor. Læssede roer på og af, og raspede roer
til køerne. Og lavede andet, lettere
arbejde. Traktoren var ved at afløse
hestene, og der var brug for nogen
til at køre, medens bonden selv passede maskinen bagved. Senere fik jeg
fritidsjob hos smeden, Kedde, alias
Christian Holm. Der var meget jeg
kunne lave, og det resulterede i at
jeg efter skolen blev arbejdsdreng, og
senere endda kom i lære der. Mange
andre opgaver tog vi del i. Vi samlede kartofler, ”skokkede” korn, var
klappere ved jagterne i statsskoven.
Samlede grene i skoven til brænde og
kvas. Deltog i gravning og tørring af
tørv i mosen Plukkede blåbær i skoven. Ikke bare sure pligter, men arbejde som vi glædede os til.
17
Alt var dog ikke kun fryd og gammen. Det var krigstid, og det bekymrede forældrene. Knaphed på meget.
Vi børn tog det meste som oplevelser.
Flyene i luften. Sølvpapirstrimlerne
som de havde kastet. Marcherende
soldater. Jeg følte det ikke som noget
særligt truende. Hus og gårdbrande
var derimod noget vi frygtede, og ofte
måtte vi ud af sengen når der var tordenvejr. Stråtagene var farlige. De
kunne skride ned og spærre udgangene. Der blev holdt brandøvelser,
med Falck fra Toftlund. Min onkel
Kedde var brandfoged. Havde kasket
og brandhorn, og skulle varsle hvis
der opstod brand. Der var et sprøjtehus hvor der stod en gammel hestetrukken sprøjtevogn, med en stor
håndbetjent pumpe på. Jeg tror dog
ikke at den var driftsklar, og jeg har
aldrig set den brugt. Omkring 1950
blev sprøjtehuset ryddet, og indrettet
som frysehus for gårdene. Her havde
de hver deres dybfryser med kød fra
slagtning. Hjemmefrysere kom først
senere. I min barndom oplevede jeg
to gårdbrande. Gården i Vraa, og
Jens Dinesens gård å æ bjer’. En anden ulykke som gjorde et stort indtryk, var da Helga Steenholt fik håret
i en transmissionsaksel eller et remtræk, og blev delvis skalperet. Frygteligt! I vort eget hus havde vi en grim
oplevelse under en storm. Vinden fik
revet hul i vort stråtag, og truede med
at fjerne det hele. Falck kom og indsamlede markharver fra nogle bønder. Harverne blev hukkede på taget,
og sikrede det, og det blev yderligere
dækket med presenning.
Helbred og sundhed? Ja, man kunne
frygte det værste under de barske forhold der herskede, men vi overlevede
jo. Mange forkølelser, øjenbetændelser, halsbetændelser, bygkorn, bylder
o.l. Ofte vågnede man op om morgenen uden stemme, hæs og skruk. Og
uden at kunne åbne øjnene som var
klæbede til i indtørret pus. Badning i
borvand med en tot vat løste problemet. Vaccinationer fik vi, mod kopper og børnelammelse, og sikkert en
del mere. Polypper og mandler fik
mange ”fjernede”. Vi blev undersøgt
af skolelæge én gang om året, doktor
Thygesen og søster Nielsine. Tænder tænkte man ikke meget på. De
voksne fik trukket dem ud når der
var noget. De fleste voksne havde en
form for gebis. Tandbørsten var vist
ikke opfundet. Selv kom jeg for første
gang til tandlæge i 16 års alderen, da
smerten blev for meget. Det resulte-
18
rede i en udtrækning med lattergas,
og 12 plomberinger. Det har forårsaget en del dyre tandlægeregninger i
min voksetid.
lige dage var det. Julen fejredes også i
fællesskab på gården. Og nytårsaften
til gengæld, i fællesskab hos Faster
Karen.
Familie-slægtsforholdene. Min mors
familie havde vi ikke så meget kontakt til, idet de jo boede langt borte.
25-30 kilometer var langt borte når
man kun rådede over cykler. Min
fars familie derimod, var tættere på.
Faster Karen med manden Christian
Riis, boede et par hundrede meter
fra os, og var og forblev barnløse.
Og min tante Didde med mand Mathias Riis, bror til Karens Christian,
boede et par kilometer væk hvor de
havde overtaget ”slægtsgården”. De
havde en datter Ella som var et år
ældre end jeg. At Didde hed ”tante”
på trods af at hun jo var faster, var
nok for at vi ikke skulle forveksle de
to fastre. Faster Karen blev næsten
en reservemor for min søster og mig.
Min mor udviklede gradvist psykisk
sygdom, og hun var hyppigt indlagt i
længere perioder. Og der var det lykken at have Faster. Hun hjalp min
far med at klare det daglige. Hun vaskede for os og vi spiste hos hende. I
høsttiden samledes vi ofte alle sammen på gården. Det var før mejetærskerne. Kornet kørtes utærsket hjem,
og pakkedes op i laden, for tærskning
i løbet af vinteren. Gården var i Holstensk byggestil, med en enorm høj
rygning. Kornnegene skulle stikkes
fra person til person med lange forke,
opad, opad, og pakkes helt til tops.
Der skulle mange mennesker til. Der
viste fællesskabet sin værdi, og her-
Det var lidt om den Hjartbro barndom jeg erindrer, - slet ikke så galt
endda.
Carsten J. Christensen, september
2013.
19
Fra Holland til Danmark
Johan´s lillebror, som var syv år yngere, også ville være bondemand.
Men gården var for lille for at alle
kunne bo der, så Johan besluttete sig,
for at opfylde sig en gammel drøm.
Siden han i sin tid på Landbrugsskolen har været på studietur i Danmark
har han altid snakket om, hvis han
ikke længer kunne være bonde på
øen, vil han flytte til Danmark. Hans
forældre tog det vist nok med et gran
salt.
Johan Nissen har bedt mig om at fortælle om dengang, i marts 1989, hvor
vi flyttede fra Holland til Danmark:
Jeg vil begynde med at fortælle lidt
om ”min” Johan. Johan er født og
vokset op på en gård, som har været i
familiearv i 160 år, beliggende ved en
stor flod, som har dens oprindelse i
Rhinen. Det betødt, at det ikke var et
sjældent tilfælde, at deres jord blev
oversvømmet af store mængter smeltevand fra Tyskland.
I september 1988 skete det så, at Johan og mig blev kærester og i februar
1989 besøgte vi Danmark for første
gang sammen. Vi var begejstret af
Danmark og især af det dejlige landskab i Sønderjylland med alle de små
bakker, mens blikket alligevel gå lang
ud over markerne. Her var i hvert
faldt plads nok!
Faderen, Johannes van der Kamp,
stammer fra den såkaldte Kamper ø,
som hører til byen Kampen. ”Kamp”
betyder både på gammel Hollandsk
og i dialekt ” lille mark ”. Øen er efterhånden blevet forbundet med broer
og veje til fastlandet og de historiske
gårde ligger på en torp. Selve jord er
den fineste ler, som ejes af kommunen og forpagtes til de lokale bønder.
Selve bygninger, maskiner og kreaturer ejes derimod af landmændene.
Pagten af landbrugsjorden blev altid
overdraget fra far til søn, så det har
været en stor glæde, da Johan blev
født efter to piger.
Selv om pengene var små, så bød
Danmark for os på en chance, at få
benene under egen bord. Vi besluttede os, at blive og besøgte en del ejendomme, som var til salg.
Jeg har altid drømt om et bindingsværkhus med stråtag og stokroser
foran døren, men det var ikke ligefrem det, Johan var interesseret i. I
stedet for faldt vi for ”Lille Kragager”
tæt ved Bevtoft. Dels fordi stalden og
huset var moderne, men også fordi
markerne lå så smukt rundt omkring
gården.
Forældrene har aldrig spurgt Johan
om han vil være bondemand, sådan
var det bare. Efter han havde afsluttet landbrugsskolen, kom han hjem
på gården og indgik i en I/S sammen
med sin far.
Tretten år senere viste det sig, at
20
Vi aftalte med den daværende ejer,
Sven og Stine Boysen, at vi køber
gården til den første april, men kom
overens, at vi skulle flytte ind inden
påske, fordi den faldt tidlig i dette år.
Så havde Sven og Stine mulighed for
at holde fri under flytning.
At lære dansk er utroligt svært for
en Hollænder og mange af naboerne kunne kun lidt tysk eller engelsk.
Min første sætning, som jeg læret på
dansk, var:”Jeg er fra Holland, snakker du tysk?”
Vi drog tilbage til Holland, for at hente vores få personlige ting og sager og
kørte sammen med min hund Sara i
Johan´s gammel Opel Ascona vores
nye hjemmeland i møde. Heldigvis
efterlod Svend og Stine to gammle
gæstesenge på Kragager, som ikke
skulle flyttes med til Bevtoft, hvor de
to fandt et nyt hjem. Det var pænt af
dem, fordi vi havde jo næsten ingenting. Det eneste, vi havde var en lille
opsparing, et banklån og hinanden.
Om vinteren tog vi til dansk undervisning i Gram, det var den årstid,
hvor der var lidt tid til overs. Jeg husker en nabo-komsammen hos Peter
og Laura Troelsen, hvor vi selv mente
vi kunne en del dansk. Men nej, så
snart de begyndte at snakke Sønderjysk sammen, forstod vi ikke en dyt.
Mange ting var andeledes og tog tid
til at forstå, fremgangsmåden var
en hel anden. Især markarbejde var
nyt for os, fordi ”hjemme” havde de
kun græsmarkene og majs og det var
noget, maskinstationen tog sig af.
Heldigvis fik vi en tolk, gamle Hans
Koch, som snakkede tysk og kunne
hjælpe os med sproget. På den måde
kunne han fortælle maskinstationen
om vores planer. Vi var også i mange
år medlem i en Erfa-gruppe fra Landboforeningen i Toftlund. Men ellers
stod de første par år kun på arbejde
og atter arbejde.
Og det var ikke let, at få lånet hjem,
vi gik i Toftlund fra en bank til den
anden og fik af en bankdirektør at
vide, at de ikke ville låne os de penge
p.g.a. at vi alligevel ville flytte tilbage
til Holland. Mange år bagefter, når
jeg så ham gående ude på gaden, vinkede jeg med et smil til ham: ”Vi er
her endnu!”
Da vi var flyttet ind, kom vores nabokone Stine Brink med en velkomstblomst, mens det stormede udenfor
og sandet føg over markerne. Hun
kunne en lille smule tysk: ”Schönes
Wetter nicht!”, sagde Stine. Og det
siger vi stædigvæk , når det er rigtig
møg-vejr.
Naboerne har altid været flinke og
immødekommende, men sproget
har været en forhindring i lang tid.
21
Først efter vi fik vores børn, kom der
mere kontakt til den danske befolkning i Bevtoft, fordi vi kom lidt mere
væk fra gården p.g.a. vores børn. Hollænder og danskere er ikke så forskellige men alligevel tager det lang tid,
at kunne forstå, hvordan det sagte er
ment eller hvordan forventninger er.
At kunne forstå, hvad de mener mel-
lem sætninger eller forstå sådan noget som dansk ironi, er rigtig svært.
var født i Fredericia i 1896, som den
yngste af en børneflok på 9. Min mor
hed Birgitte og var født i Aabøl i 1898.
Hendes forældre var Marie og Lorens
Hardt. De flyttede til Gøtterup og boede på ”Æ Slot”. I 1927 købte mine
forældre et hus i Aabøl af en gammel
kone, der blev kaldt Stinne ”Skræd”.
Hun var enke, hendes mand havde
været skrædder, og Stinne blev boende i den ene ende af huset, hun havde
en lille forstue, et køkken og en stue.
Far var arbejdsmand og mor passede hjemmet. Vi havde et par køer
og nogle grise og høns. Der var 4 ha.
jord til huset.
I Sønderjylland er man høflig og
bundet ind i traditioner, men også
lidt konflikt sky, som gør det svært
nogle gange at forstå det. I Holland
er vi vant til at folk bare kommer forbi, og hvis det ikke passer, så gå man
igen. I Danmark aftaler man et besøg
og sørger for at bord er dækket fint
op. Så bliver det straks mere højtidligt og mindre spontant, husk at sige
”Tak for sidst!”, så snart man mødes
igen. ”Skal vi hygge os” betyder her
at vi skal spise sammen. Og det var
ret pinligt første gang vi fik gæster, de
fik bare en kop kaffe og en småkage.
Da vi kom på genvisit, blev vi præsenteret for et veldækket Sønderjysk
kaffebord. Så bliver man lidt flov over
det.
Jeg kom til at tjene ved Jens Bonde
i Tirslund, et rigtig godt sted at være,
første gang man er hjemmefra. Jeg
kom tidlig i lære ved Brdr. Friis i
Øster Løgum. Det var en læretid på
4 år. Jeg fik arbejde på forskellige
værksteder og en tid kørte jeg lastbil,
men det var en urolig tid. I den tid
kom der mange flygtninge til Danmark, fra det østlige Tyskland, jeg
blev kendt med en pige, Erika, men
hun kunne ikke få lov at blive i Danmark. Hun rejste til Sverige, og fik
arbejde på et landbrug. Jeg rejste til
Sverige i 1948, og fik en lejlighed, og
arbejde på jernværket i Forsbacka.
Vi havde det som de fleste andre
dengang. Jeg begyndte i Aabøl skole
i 1931, vi var 2 drenge og 2 piger i
1. klasse det år. De andre var Søren
Lund, Lise Fogh og Marie Stub. Vi
havde først lærer Petersen, i 1934
kom lærer Viggo Ringbro. Det var
dejligt og spændende at gå i skole.
Fritiden skulle vi jo selv fordrive dengang, at fiske i åen var min store interesse.
Skal vi være ligesom dem? Det kan
vi jo alligevel ikke leve op til, men vi
prøver da at tilpasse os uden at tabe
ansigt. Vi bliver aldrig ”rigtige dansker”, men ”rigtige hollænder” er vi
heller ikke mere. Vi tager det bedste
af begge sider.
Hjemme er der hvor vores gård er,
vores dyr og marker. Der hvor vores
børn er vokset op. Vi nyder hver dag
vores udsigt mod Mergelland eller
Hyrup og jeg er sikker på at vi aldrig
flytter tilbage til Holland, fordi hjemme er lige her på ”Lille Kragager” .
vej 17, hun lærte mig klokken, og ved
Anders Møller, Østermarkvej 10 så
jeg de små kyllinger komme ud af
æggene, han havde hønseri og rugeri.
Jeg blev konfirmeret i Tirslund kirke
i 1938, sammen med Marie Stub. Lise
Fogh blev konfirmeret i Nustrup, og
Søren Lund et andet sted.
Lorens Madsens
livshistorie.
Jeg er født i Lerte den 4. februar
1924, og døbt i Sommersted kirke.
Iris og Johan van der Kamp Her var min far fodermester på en
22 gård. Min far hed Aksel Madsen. Han
Efter jeg var fyldt 10 år, var jeg med
min far på jagt, og jeg fik arbejde ved
forskellige bønder med at harve, tage
kartofler op og meget andet. Betalingen var 50 øre pr. eftermiddag, det
var jo ikke meget, når et par nye gummistøvler kostede 9 kr. hos købmand
N. P. Lund i Aabøl. Inden jeg kom i
skole var jeg meget hos mine bedsteforældre, Marie og Lorens Hardt,
Østermarkvej 15, jeg kom også tit hos
Kirstine Margrethe Kock, Østermark-
23
Året efter blev jeg gift med Erika, vi
fik ingen børn, men adopterede Carina fra Korea. Hun var 2 år, da hun
kom til os i 1967, så da var vi en rigtig familie. Det varede dog kun kort.
Erika fik cancer i April 1971 og døde
i december samme år. Jeg blev alene
med Carina, der havde begyndt i skolen. Det var svært, men det gik. Efter
et par år traf jeg Ingrid, hun flyttede
ind hos os, og vi blev siden gift. Hun
havde 2 voksne børn. Carina var meget dygtig i skolen. Hun uddannede
sig til sygeplejerske, og er i dag distriktssygeplejerske. Hun er gift med
Kenneth, han er ingeniør. De har 2
børn, Emma og Adam. Emma er sygeplejerske på sygehuset i Uppsala,
og Adam læser på universitetet i Nörrkøping.
gende ned imod gården, jeg vidste på
det tidspunkt ikke hvad det var. Det
første jeg tænkte på at jeg skulle væk,
ind i soveværelset, og ud af vinduet,
men jeg nåede ingenting, før det var
fløjet forbi, lige nord om gården, men
det efterlod en megen sort røg og
brandbælte,( man skulle næsten tro
det var jordens undergang), da jetjageren lige var fyldt op med flybrændstof, da den skulle til Rømø på øvelse.
Jeg arbejdede på jernværket i Forsbacka til jeg gik på pension som 60
årig. Jeg sluttede som værkmester
på transport værkstedet. Vi bor stadigvæk i Forsbacka syd for Gävle. Jeg
var hjemme i 1988 til guldkonfirmation, Pastor Sloth var inviteret med
til middagen på Agerskov kro, og han
bød os med hjem, og se præstegården. Det var en dejlig dag, som jeg
aldrig glemmer. Jeg er taknemmelig
for et langt og godt liv, sammen med
Ingrid og børn og børnebørn, og håber det må vare ved nogle år endnu.
Jeg vil slutte med at sende en hilsen
til gamle bekendte her fra Forsbacka.
Da jetjageren faldt ned i
Tirslund d.13 april 1972.
Selvom der er gået mere end 30 år
siden den skønne forårsdag i april
måned, husker jeg det stadigvæk. Det
var nemlig en megen flot forårsdag,
og kornet var kommet op på marken.
Jeg stod ved spisebordet i køkkenet,
og var ved at forberede middagsmad,
og aftensmad til Hans, drengene Jens
Christian, Kaj og Jørgen og Flemming Thomsen fra Gøtterup, der var
medhjælper hos os. Jeg skulle om aftenen til Aabøl, og hjælpe Ingeborg,
da de skulle have gæster efter Reimer’s konfirmation, Reimer var blevet konfirmeret søndagen før, så det
var derfor der skulle laves aftensmad,
ved den tid.
Lorens Madsen.
24
Der lød pludselig et ordentlig brag,
(det må være da vingen ramte diget
i markskellet),og jeg så op og ud af
vinduet, og der kom der noget bra-
komme med, men det kunne jeg ikke
sige, da alt var kaos omkring stedet,
og jeg var på det tidspunkt ikke klar
over, at Etlef var kørt hjem efter noget, og havde taget Per og Jørgen
med sig, det var heldigt. Flemming
var på det tidspunkt syd for landevejen, og var i gang med at hegne der,
han kunne heller ikke forstå hvad der
var sket, måske var det hans knallert
der var eksploderet og havde sat maskinhuset i brand. Han kom også løbende til og blev sendt ind i stalden
for at hente en kost, til at feje vejen
med, da den var fyldt med en masse
skrammel. Der blev ret hurtigt samlet et større publikum, da braget fra
eksplosionen, og det brændende flybrændstof, kunne ses langt omkring.
Herluf Nissen, Tirslundvej 18 havde
ringet til Skrydstrup flyveplads, da
han havde hørt og set flyet komme
meget lavt hen over Tirslundvej 16, så
der var hurtig redningsfolk på stedet,
Falck fra Toftlund, og militæret fra
Skrydstrup, der hurtig kom med redningskøretøjer. Men det varede en
rum tid før Militærpolitiet kom hertil med helikopter, og de landede lige
nord for stalden, og havde der ikke
før været uro i stalden før, så blev
det der nu, da helikopteren lavede et
frygtelig spektakel.
Dele af flyet blev spredt over et meget
stort område på marken, noget af det
landede på taget hos Cathrine Margrethe og Gunner Schjerning, Mergellandvej 10.
Derefter løb jeg ind i stuen, for at se
efter om der var sket noget med Hans,
smed Etlef Poulsen, hans dreng Per,
og vores dreng Jørgen, da de lige
havde været på det sted, flyet pløjede
igennem, med at lægge vand ud til
kreaturerne på marken øst for vejen,
og ned syd for landevejen. Det var
lige der, hvor resten af flyveren pløjede igennem , og slæbte alt, hvad det
ramte med sig, højspænding, tjørnehæk, hegn og stenstakken der lå der
øst for vejen. Det eneste jeg kunne se,
var en tom traktor, og resten af flyet
der lå og brændte på marken. Traktoren kunne i øvrigt ikke starte bagefter,
da brændstoffet var fordampet. Hans
der havde været ganske tæt på, hvor
resten af flyet faldt, kunne jeg ikke se,
og heller ikke nogle af de andre, så jeg
var klar over, at jeg skulle have ringet
efter hjælp, så jeg ringede til Falck,
Falcklederen spurgte hvad de skulle
25
Da Militærpolitiet kom, blev publikum hurtig jaget fra stedet, de blev
delt, nogle blev jaget mod nord, de
havde måske bilen stående syd for,
og andre mod syd, og de havde måske
bilen stående nord for. De fotografer
der endnu var på stedet, fik deres film
Årets gang i Bevtoft og Tirslund Lokalhistoriske
Forening og arkiv 2013.
revet ud af fotografiapparatet, og de
blev brændt på stedet.
Piloten havde ikke nået at skyde sig
ud med katapultsædet før det var for
sent, så han døde ved nedstyrtningen, han lå i vejgrøften midt imellem
Mergellandvej 10 og 13. han var fra
Aabenraa, og hans forældre var der
et årstid efter for se stedet, hvor deres søn var død. De havde talt med
Cathrine Margrethe og Gunner Schjerning, og havde fortalt dem, at de
nogle år før, havde mistet en søn på
samme dato, ved en knallertulykke.
Mandag den 28. januar afholdt lokalhistorisk forening/arkiv sin årlige
generalforsamling med 27 fremmødte ud af ca. 550 mdl. og Jensine Schmidt fortalte, efter kaffen om sin nye
udgivne bog om ”Aabøls Historie”
tilbage i tiden, og om Aabøls huse,
ejendomme og mennesker før og nu,
et stort arbejde hun havde lagt der i.
18. april var Anni, Jens Erik og Jørgen Hansen til møde med foreningerne i den forhenværende Vojens
kommune, mødet går på skift mellem
de forskellige foreninger, og i år var
det Jegerups tur til at arrangere i deres nye lokaler i den nedlagte skole,
med god plads til de forskellige aktiviteter. De forskellige foreninger fik
hver 5 minutter til at fortælle om deres forskellige aktiviteter, bl.a havde
Sønder jysk skoleforening fået 4,7
mil. af Mærsk fonden til at indrette
skolemuseet som ligger ved siden af
klokkemuseet i Over Lerte. I 2014 er
det vores tur til at arrangere dette arrangement.
Der var et større oprydningsarbejde bagefter, soldaterne samlede de
mange stumper af flyet sammen i
mange dage derefter, og bagefter blev
marken håndrevet med en almindelig rive, for at få alle metalstumper
fjernet, men vi fandt da enkelte stykker metal bagefter. Og der manglede
også nogle skarpe skud, det var vist
31 skud de ikke fandt. Militærpolitiet
gik vagt med hunde, og vi måtte ikke
færdes på marken eller i køkkenhaven, så længe de ikke var færdige med
oprydningen
Anni Huusmann
I maj måned plejer vi at være inviteret til generalforsamling på månen i
Haderslev, men ikke i år, hvorfor vides ikke.
14. juni holdt Haderslev åbent hus
i deres nye lokaler i sydbyen, Anni,
Jens Erik og Jørgen deltog.
26
Aftenturen den 27. juni gik til Team
27
”Tordenjet” Flyvestation
Skrydstrup, men alt for få var mødt
frem, en anden gang må der reklameres anderledes, annoncen i ugeavisen
kostede ca. 1000 kr., men vi der var
med fik en interresant aften ud af det.
Først fik vi en gennemgang af redningshelikopteren, og dens anvendelse muligheder, der er en 5 mands
stor besætning altid parat til udrykning omgående, der er døgn vagt så
der er 3 holds skift, en sådan koster
godt 200 millioner, dernæst fik vi en
rundgang i deres lokaler, hvor de har
modelfly fra de første årgange der
kom til flyvestationen for 60 år siden
1953.
Søndag den 24. november deltog vi
i hobbyudstillingen i forsamlingshuset, og vores stand var ikke den
mindst besøgte.
Vi har afholdt 4 bestyrelses møder,
og på det sidste drøftede vi om åbningstiderne skulle indskrænkes, til
kun at have åbent i de lige uger den
samme tid, grundet for få besøg.
Slutter med en tak til alle, og navnlig kollegaerne i bestyrelsen for godt
samarbejde gennem året der gik, op
til alle der er med til at støtte op om
vores forening og arkiv og til dem,
der har taget godt imod os ved salget
af vores årsskrift, så eftertiden kan få
glæde af vores arbejde.
Johan Nissen
Fra Arkivet:
Tidligere årbøger med mange spændende artikler sælges
for 10.- kr. pr. stk.
Gamle film fra Bevtoft sælges for 25.- kr. pr. CD
Lokalhistorisk Arkiv for Bevtoft og omegn
Arkivets adresse:
Bevtoft Skole
Krygersvej 45 6541 Bevtoft
Åbningstid:
I lige uger / Efter aftale
Mandag kl. 14:30 - 16:00
Undtaget i skoleferier
Forsidebillede: Bevtoft Krygersvej
Billeder side:
Postkort fra Bevtoft.
Billede fra afstemningsfest Bevtoft Forsamlingshus.
Panzergrave Diagonalvej ind mod Bevtoft.
Billeder fra Hjartbro.
Fam. Van der Kamp.
Billeder fra Åbøl - Åbøl Kro 1925.
Avisklip fra jetjageren fald ned.
Øvelsen for piloter 1980
Redaktionen tage ikke ansvar for indhold og tekst.
Til salg