Tekst 4: Peter Seeberg: Forsinkelse Teksten er fra Eftersøgningen og andre noveller, 1962. Peter Seeberg (1925-1999), dansk forfatter. Dust tog aldrig sovevogn den ene gang om året, hvor han foretog sin lange rejse til kongressen. Han forklarede hende, at han hellere ville sidde med hovedet inde i sin frakke i hjørnet af en anden klasses kupé. Intet var bedre. Bumpe lidt med nakken mod trævæggen, falde hen med ekspressens lange løb under sig, sove ind et øje5 blik, vågne til blank vågenhed med uldfrotteret varme i ansigtet, slå frakken til side, trække ruden ned og stikke det svulne ansigt ud til afkøling i den regnfyldte blæst. Lade sig dumpe i sæde igen og lade dråberne flyve hen over hovedet, til der blev svalt i den tomme kupé. Tænke på livet. Store øjeblikke. Tale med mennesker, der kom ind og som gik igen. Stå ud på stationer. Møde mennesker i ventesale, 10 mens én eller anden formalitet, som kun køreplanseksperterne forstod, holdt toget tilbage tolv minutter, en halv time, eller en time og treogtyve minutter. Drikke en kop kaffe, nyde en cognac. Han ville ikke undvære det. Derfor skulle ingen få ham til at benytte sovevogn. Hun smilte ad ham, mens han talte. Han lagde mærke til, at hendes venstre øje 15 var en lille bitte smule større end hendes højre øje, at hendes venstre øjenbryn lå en lille bitte smule lavere over øjet end det højre bryn over det højre øje. Det var gået så let at møde hende. Han havde netop fået trukket sin mappe ind gennem den raske svingdør, da hun bumpede mod den ene dørfløj i dens knaldende tilbagebevægelse. Hun havde opfanget dens slag med kufferten, men havde 20 ikke straks kunnet skyde den op. Da havde han været der og havde draget den op for hende og havde undskyldt sig. Hun havde leet af ham og havde sat sig ind og stillet kufferten fra sig og taget handskerne af og set sig om i ventesalen, hvor der sad et par mænd og sov med hovederne på bordet, mens en mager kvinde sad rank 1 på en bænk og så lige frem for sig og en servitrice stod bag en buffet og skyllede glas i en zink1. Der var så højt i rummet. De havde stået begge og sundet sig, men så havde han taget hendes kuffert og de havde set på hinanden og havde fulgtes ad hen til et bord uden for lampelysets skarpeste felt, hvor de havde sat sig ned, og han havde fået bestilt lidt kaffe til dem, mens han uafladeligt så på hende, der hele tiden kom 30 til at smile ad ham. Alt var en lille smule skævt ved hende, havde han snart opdaget. Munden hang en lille kende ned ved den ene mundvig, den ene kind var næsten ukendeligt fuldere end den anden, ja denne lille skævhed gik igen i alle synlige legemsdele, men det gjorde ham kun godt. Han fandt det tilmed sandsynligt, at han selv i hendes 35 øjne besad lignende småfejl, ja, han ønskede, at hun måtte se alle hans skavanker på samme måde, som han havde set hendes. Han fik sagt sit navn i forbindelse med en historie, som han selv figurerede i, men det var ham ikke gørligt blot at spørge hende, hvad hun hed. Det skulle komme af sig selv, syntes han. 40 Det havde været tåbeligt. Netop det havde været det tåbeligste, fordi det ikke mere var til at genoprette. Ikke én eneste af annoncerne havde virket. De havde drukket en kop kaffe sammen. Han snakkede og så ofte op på uret. Hun så aldrig op på uret. Hun så ned på sit venstre håndled, når hun ikke så på ham med sin underlige skælmske strålen. Hun så også nu og da over på én af 45 mændene, der havde hovedet boret ned mellem armene på bordet, og Dust fulgte skinsygt hendes blik og mødtes glad med det skråt ude i rummet og svang det ligesom tilbage igen til deres midte. Han ville fortælle hende alt om sit liv. Han lagde sin hånd lidt frem på bordet. Hun lagde sin højre blidt over hans. Han havde ikke ventet det, men han blev 50 oprømt. Han mistede holdet på historien om sit liv, det var som om det først lige var begyndt. Han foreslog, at de skulle gå ud. De var gået ud på perronen, hvor regnen dryppede fra de halvrådne tage, hvor postautomobilerne kørte op til postvognene, hvor en portør bankede på hvert hjul i en togstamme, mens togførerne stod i klump og talte sammen med store papmap55 per under armen. Dust lagde hånden om hendes skulder, hun søgte hans anden hånd bag om hans ryg. Sådan passerede de vognene og lokomotivet og gik yderst ud på perronen, hvor snerpende røg fra rangerlokomotiverne undertiden slog ind over dem. Her slap han hende og så ned på hende og omfavnede hende. Højtaleren var begyndt at 60 tale om natekspressen midt i et kys. Forsinkelse på en time og femogtredive minutter. De drev ind ad perronen, hånd i hånd, ud ad gitterlågen til stationspladsen, hvor taxachaufførerne sad og læste morgenaviserne i deres biler. De gik ind i de mindst lyse gader, videre ind i de mørkeste, stod stille under lygterne, på hjørner65 ne, prøvede at ruske et par portdøre op. De gik gennem lurvede toetagers kvarterer med uasfalterede fortove og brolagte kørebaner, hvor alt lugtede af gas og våde kulbjerge bag spændte plankeværker. 25 zink: vask 1 Han tænkte på tiden, der gik, som han ikke måtte tænke på. De måtte få alt ud af den knappe tid. De vendte om ved en tværgade og gik på 70 må og få, men stadig i retning af stationen. Hun sagde ingenting til ham, han fortalte klagende om sit dagligliv og om den årlige rejse, og hun strøg hans hånd. På hånden sad en ring, mærkede han, men han ville ikke spørge. De satte sig ind i et af sporvejenes læskure og omklamrede hinanden, sikre på den snarlige adskillelse. Han måtte sige sådan noget som hvad de dog skulle gøre, hvorfor de dog ikke 75 kunne afbryde deres rejser, men hun svarede ham ikke. Hun kærtegnede ham blot. Tiden tog fart, mærkede han. De rejste sig og gik videre. Han skød en halvåben port op og førte hende ind i det mørkeste hjørne med dens fugtige lugt. Her stod de længe, gennemblæst af hverandres ånde. Hun hang som en krøbling om hans hals og hofter. Derpå gik de videre, mens ensomheden og kulden lidt efter lidt sat80 te sig i blodet. Han ville gøre modstand og søgte efter ord, der skulle bringe en ny blomstring, men det faldt ham lettest at sige, at de allerede kunne se stationen med det lysende ur over indgangen. Han spurgte hende, hvilket tog hun skulle med. Han købte chokolade i en automat, tømte fire smårum og stak til hende. Hun morede sig over ham, det var alt for galt. Da de gik over stengulvet i ventesalen, 85 hørte han, at hendes hælslag lød lidt forskelligt. Det ene ben var en smule kortere end det andet. Hun blev stående og friserede sig foran et spejl, mens han hentede hendes kuffert og sin taske. Da han kom tilbage, så han alle hendes små bitte skævheder, han så dem atter tydeligt. Men de betød ikke noget. Han sagde til hende, at hun havde 90 givet ham så meget, så meget, som han aldrig havde vidst eksisterede af lykke. Hun svarede ham let, men dog med en vemodig glans i øjnene, at hun var fuldstændig lykkelig, at hun aldrig skulle glemme dette møde, at det ville vare evigt, fordi det nu blev afsluttet. Han bad hende sige, hvad hun hed, men hun rystede på hovedet. Han kunne mindes hende som en elsket fra stationen i Tauben. 95 De fulgtes ud på perronen gennem tunnelen. Deres tog afgik fra hver sit spor, de tætte trucks til rejsegodset var allerede på vej over sporene. Togets dundren voksende, mens de stod og ventede. ”Og så skal vi aldrig ses mere,” sagde Dust. ”Nej,” sagde hun, ”aldrig mere.” 100 ”Det kan ikke være rigtigt,” sagde Dust, ”det er som at dø.” ”Ja,” sagde hun, ”sådan er det at dø.” Hun steg ind i det ventende tog, der skulle afgå straks efter at natekspressen kom ind på sit spor. Hun gik ind i sidegangen og trak et vindue ned. Natekspressen fór ind langs perronen. 105 ”Sig mig, hvad du hedder,” sagde Dust. Toget satte i gang. Han så efter hende. Hun havde en hånd løftet, lidt krummet, til afsked. Hendes øjne var allerede skjult. Han var gået et par skridt baglæns, havde vendt sig mod sit tog. Han havde prøvet at kalde hende noget, men intet navn slog til.