42
16. oktober 2011
111. årgang
Guds magt og knus
Kort tid efter deres kobberbryllup mistede Helle sin mand
D
et var tre uger efter Helle og
Ole Røjkjær Mikkelsens kobberbryllup i januar 2009, og
parret og deres drenge havde lige
været i kirke. Ole, der var missionær
i Indre Mission, trak i løbetøjet og
sagde et hurtigt farvel til Helle, inden
han begav sig ud på en halvmaraton.
»Jeg tænkte, at der nok gik et par
timer, inden han kom hjem. Da tiden
nærmede sig, fik jeg en mærkelig fornemmelse i maven. Derefter ringede
en dame på døren og sagde, at jeg
skulle komme med. Ole var faldet om
100 meter fra vores hjem, og så vidste jeg som sygeplejerske, at den var
gal.
Jeg gav ham hjertemassage, men
jeg kunne godt se, at der ikke var noget at gøre. Han var væk,« fortæller
Helle Juul Mikkelsen, der er 38 år og
bor i Himmerland.
Savede bord i stykker
Helle vidste fra sit arbejde, at livet
er sårbart, og at døden kan komme,
hvornår det skal være.
»Det kunne ske for alle andre, bare ikke for mig. Oles pludselige død
stoppede det, vi var i gang med. Det
bragte mig i en choktilstand, der varede i lang tid. Jeg reagerede med
foretagsomhed. Jeg havde masser af
energi på det tidspunkt og fik ryddet
op i mange ting.
Men jeg havde også en vrede,
som jeg skulle af med. Jeg havde set,
hvordan drengene reagerede ved at
smadre et stakit. Så jeg savede simpelthen Oles skrivebord over i fire
stykker,« siger Helle.
Helles mand faldt om under en løbetur.
Jesus sad i haven
»I lang tid havde jeg ikke mere energi, når dagen var slut. Så kunne jeg
bede Gud om energi til næste dag,
og det fik jeg. Jeg fik det, jeg skulle
bruge, og han gav mig også trøst
gennem andre mennesker,« forklarer
Helle, der ikke har noget glansbillede
af Gud.
»Mit billede af ham er blevet mere realistisk. Det er Gud, der har al
magt, og samtidig har han givet mig
nogle knus undervejs. En måned efter Oles død var jeg bekymret for,
hvordan Ole havde haft det i de sidste minutter, mens han var i live.
Jeg tror, at Gud ville glæde mig,
for jeg fik et syn. Jeg så Ole ude i haven. Jesus sad på vores stensætning,
og Ole var ved hans fødder. Bagefter
kom Ole hen til vinduet og kiggede
ind, og så gik Ole og Jesus ud af haven som to kammerater, der holder
om hinanden.«
Min tillid er styrket
Helle tænker lidt over, hvordan hendes tillid til Gud er i dag.
»Den er stærkere. Selv om han har
tilladt, at lidelsen skulle ramme mig,
så har han alligevel sørget for mig og
børnene,« fortæller Helle.
Der er dage, hvor hun er ked af
det. Men Helle har fået en kæreste,
Jørgen, der også har mistet en ægtefælle, og det har hjulpet hende til at
se fremad.
Libyen-syndromet. Læs:
www.jesusnet.dk/ln.php?Libyen
70 300 150
-
åben hele døgnet
på 2 minutter
ny hver dag
med fuld
anonymitet
16.-22. oktober 2011
Missionær Jørgen Bloch, Rønne.
Anette Ingemansen
Udgivet af Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark. ISSN 0901-2362
Ekspedition: Indre Missions Hus, Korskærvej 25, 7000 Fredericia. Tlf. 75 92 61 00
Bladet kan bestilles i enkeltabonnement til levering gennem postvæsenet. Kr. 99,- pr. år
Bladet kan bestilles med stor skrift. 10 numre, kr. 55,- pr. år
Ved bestilling af flere ekspl. indhentes tilbud og prisliste i ekspeditionen
Redigeret af Holger Skovenborg, Indre Missions Tidende, tlf. 82 27 12 20, e-mail: [email protected]
Hjemmeside: jesusnet.dk/etord. Layout: Villy Jakobsen. Tryk: Elbo Grafisk A/S, Fredericia
Søndagens tekst
Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de
øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse:
»Når du bliver indbudt til et
bryllup, så sæt dig ikke øverst
ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end
du, og så kommer han, der har
indbudt jer begge, og siger til
dig: Giv ham din plads! Så må du
med skam indtage den nederste
plads.
Nej, når du bliver indbudt, gå
da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød
dig, kan komme og sige: Min
ven, sæt dig højere op! Så bliver
du hædret i alle gæsternes påsyn.
For enhver, som ophøjer sig
selv, skal ydmyges, og den, der
ydmyger sig selv, skal ophøjes.«
Fra søndagens tekst i kirkerne:
Lukasevangeliet kap. 14, vers 1-11
Alt, hvad I vil, at mennesker skal
gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og
profeterne.
Jesus i Matthæusevangeliet kap. 7. vers 12
Du skal elske din næste som dig
selv.
Matthæusevangeliet kap. 22, vers 39
Om søndagens tekst
Beskedenhed
efterlyses
O
p til folketingsvalget for en
måned siden, var det ikke ligefrem beskedenhed og ydmyghed, der så ud til at være idealet
blandt politikerne. Tværtimod gjorde
kandidaterne til pladserne i Folketinget alt for at fremhæve sig selv – ofte
ved at tale nedsættende om andre.
Det tyder på, at politikerne regner
med, at det er nødvendigt for at vinde de øverste pladser i det politiske
liv og en plads i folketingssalen. Jo højere oppe mod talerstolen jo bedre.
Gad vide
Men det kunne nu være forfriskende,
om man turde tale pænt om og til
hinanden og anerkende hinandens
kvaliteter. Gad vide, hvordan det ville
gå for en politiker, som vovede det.
Faktisk er det den vej, Jesus peger
på. Ikke specielt for politikere, men i
vores måde at være på over for hinanden i dagligdagen.
Jesus ønsker ikke, at vi skal gå
rundt som underkuede og fulde af
mindreværdskomplekser. Vi er skabt
af Gud og elsket af ham.
Men vi skal heller ikke fremhæve
os selv på andres bekostning, men elske og anerkende andre mennesker
og behandle dem, som vi gerne selv
vil behandles.
Holger Skovenborg
Lykken er ...
F
orleden hørte jeg i radioavisen,
at undersøgelser viser, at det
moderne menneskes søgen efter
lykken udvikler sig til stress eller depression hos de, som stræber intenst
efter lykkefølelsen, fordi lykkefølelsen
ikke opleves som en konstant følelse.
Forskere på området siger, at lykkefølelsen netop ikke er konstant, men
at lykken opleves, når vi går ud over
os selv og vore egne behov og er noget for andre mennesker.
Mod moderne tankegang
Denne konklusion tror jeg rummer en
stor sandhed. Den gør op med den
moderne tankegang, hvor det først
og fremmest handler om mig selv,
mine behov, og det at søge lykken
i mig selv og for mig selv. En tankegang jeg tror vi alle, om vi vil være
ved det eller ej, er præget af i større
eller mindre grad.
Men jeg spørger: Hvad er lykkefølelsen i bund og grund, og hvad skal
der til, for at jeg oplever den følelse?
Handler det om at være tilfreds med
de vilkår, jeg lever under? Hvordan
måler jeg lykkefølelsen, og kan den
overhovedet måles?
En dimension mere
Som kristen har jeg en dimension
mere i mit liv, end dem forskeren
nævnte, nemlig Guds-forholdet. Jeg
er sat ind i forholdet til Gud, og den
kærlighed, han har vist mig gennem
Jesus, den må jeg dele videre ud af
til de mennesker, jeg er sat i relation
til. Det handler altså om, at jeg er sat
i relation til Gud og dernæst til min
næste. Det giver en dybde i mit liv at
vide, at jeg er villet og elsket af Gud,
og at han har sat mig ind i fællesskab
med andre.
Menneskeligt set har vi et grundlæggende behov for at være noget
for andre. Vi ser på Bibelens første
sider, at Gud skabte to mennesker,
fordi han så, at det ikke var godt for
mennesket at være alene.
Jeg må være noget for andre. Også
når konflikter, og misforståelser opstår. For egoismen stikker jo desværre
sit ansigt frem indimellem, også hos
kristne.
At bevæge sig ud over ens egne
behov, giver mening med livet. Eksperten har ret, lykken er, når vi er noget for andre mennesker.
Birte Stræde Simonsen