42 16. oktober 2011 111. årgang Guds magt og knus Kort tid efter deres kobberbryllup mistede Helle sin mand D et var tre uger efter Helle og Ole Røjkjær Mikkelsens kobberbryllup i januar 2009, og parret og deres drenge havde lige været i kirke. Ole, der var missionær i Indre Mission, trak i løbetøjet og sagde et hurtigt farvel til Helle, inden han begav sig ud på en halvmaraton. »Jeg tænkte, at der nok gik et par timer, inden han kom hjem. Da tiden nærmede sig, fik jeg en mærkelig fornemmelse i maven. Derefter ringede en dame på døren og sagde, at jeg skulle komme med. Ole var faldet om 100 meter fra vores hjem, og så vidste jeg som sygeplejerske, at den var gal. Jeg gav ham hjertemassage, men jeg kunne godt se, at der ikke var noget at gøre. Han var væk,« fortæller Helle Juul Mikkelsen, der er 38 år og bor i Himmerland. Savede bord i stykker Helle vidste fra sit arbejde, at livet er sårbart, og at døden kan komme, hvornår det skal være. »Det kunne ske for alle andre, bare ikke for mig. Oles pludselige død stoppede det, vi var i gang med. Det bragte mig i en choktilstand, der varede i lang tid. Jeg reagerede med foretagsomhed. Jeg havde masser af energi på det tidspunkt og fik ryddet op i mange ting. Men jeg havde også en vrede, som jeg skulle af med. Jeg havde set, hvordan drengene reagerede ved at smadre et stakit. Så jeg savede simpelthen Oles skrivebord over i fire stykker,« siger Helle. Helles mand faldt om under en løbetur. Jesus sad i haven »I lang tid havde jeg ikke mere energi, når dagen var slut. Så kunne jeg bede Gud om energi til næste dag, og det fik jeg. Jeg fik det, jeg skulle bruge, og han gav mig også trøst gennem andre mennesker,« forklarer Helle, der ikke har noget glansbillede af Gud. »Mit billede af ham er blevet mere realistisk. Det er Gud, der har al magt, og samtidig har han givet mig nogle knus undervejs. En måned efter Oles død var jeg bekymret for, hvordan Ole havde haft det i de sidste minutter, mens han var i live. Jeg tror, at Gud ville glæde mig, for jeg fik et syn. Jeg så Ole ude i haven. Jesus sad på vores stensætning, og Ole var ved hans fødder. Bagefter kom Ole hen til vinduet og kiggede ind, og så gik Ole og Jesus ud af haven som to kammerater, der holder om hinanden.« Min tillid er styrket Helle tænker lidt over, hvordan hendes tillid til Gud er i dag. »Den er stærkere. Selv om han har tilladt, at lidelsen skulle ramme mig, så har han alligevel sørget for mig og børnene,« fortæller Helle. Der er dage, hvor hun er ked af det. Men Helle har fået en kæreste, Jørgen, der også har mistet en ægtefælle, og det har hjulpet hende til at se fremad. Libyen-syndromet. Læs: www.jesusnet.dk/ln.php?Libyen 70 300 150 - åben hele døgnet på 2 minutter ny hver dag med fuld anonymitet 16.-22. oktober 2011 Missionær Jørgen Bloch, Rønne. Anette Ingemansen Udgivet af Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark. ISSN 0901-2362 Ekspedition: Indre Missions Hus, Korskærvej 25, 7000 Fredericia. Tlf. 75 92 61 00 Bladet kan bestilles i enkeltabonnement til levering gennem postvæsenet. Kr. 99,- pr. år Bladet kan bestilles med stor skrift. 10 numre, kr. 55,- pr. år Ved bestilling af flere ekspl. indhentes tilbud og prisliste i ekspeditionen Redigeret af Holger Skovenborg, Indre Missions Tidende, tlf. 82 27 12 20, e-mail: [email protected] Hjemmeside: jesusnet.dk/etord. Layout: Villy Jakobsen. Tryk: Elbo Grafisk A/S, Fredericia Søndagens tekst Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: »Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« Fra søndagens tekst i kirkerne: Lukasevangeliet kap. 14, vers 1-11 Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Jesus i Matthæusevangeliet kap. 7. vers 12 Du skal elske din næste som dig selv. Matthæusevangeliet kap. 22, vers 39 Om søndagens tekst Beskedenhed efterlyses O p til folketingsvalget for en måned siden, var det ikke ligefrem beskedenhed og ydmyghed, der så ud til at være idealet blandt politikerne. Tværtimod gjorde kandidaterne til pladserne i Folketinget alt for at fremhæve sig selv – ofte ved at tale nedsættende om andre. Det tyder på, at politikerne regner med, at det er nødvendigt for at vinde de øverste pladser i det politiske liv og en plads i folketingssalen. Jo højere oppe mod talerstolen jo bedre. Gad vide Men det kunne nu være forfriskende, om man turde tale pænt om og til hinanden og anerkende hinandens kvaliteter. Gad vide, hvordan det ville gå for en politiker, som vovede det. Faktisk er det den vej, Jesus peger på. Ikke specielt for politikere, men i vores måde at være på over for hinanden i dagligdagen. Jesus ønsker ikke, at vi skal gå rundt som underkuede og fulde af mindreværdskomplekser. Vi er skabt af Gud og elsket af ham. Men vi skal heller ikke fremhæve os selv på andres bekostning, men elske og anerkende andre mennesker og behandle dem, som vi gerne selv vil behandles. Holger Skovenborg Lykken er ... F orleden hørte jeg i radioavisen, at undersøgelser viser, at det moderne menneskes søgen efter lykken udvikler sig til stress eller depression hos de, som stræber intenst efter lykkefølelsen, fordi lykkefølelsen ikke opleves som en konstant følelse. Forskere på området siger, at lykkefølelsen netop ikke er konstant, men at lykken opleves, når vi går ud over os selv og vore egne behov og er noget for andre mennesker. Mod moderne tankegang Denne konklusion tror jeg rummer en stor sandhed. Den gør op med den moderne tankegang, hvor det først og fremmest handler om mig selv, mine behov, og det at søge lykken i mig selv og for mig selv. En tankegang jeg tror vi alle, om vi vil være ved det eller ej, er præget af i større eller mindre grad. Men jeg spørger: Hvad er lykkefølelsen i bund og grund, og hvad skal der til, for at jeg oplever den følelse? Handler det om at være tilfreds med de vilkår, jeg lever under? Hvordan måler jeg lykkefølelsen, og kan den overhovedet måles? En dimension mere Som kristen har jeg en dimension mere i mit liv, end dem forskeren nævnte, nemlig Guds-forholdet. Jeg er sat ind i forholdet til Gud, og den kærlighed, han har vist mig gennem Jesus, den må jeg dele videre ud af til de mennesker, jeg er sat i relation til. Det handler altså om, at jeg er sat i relation til Gud og dernæst til min næste. Det giver en dybde i mit liv at vide, at jeg er villet og elsket af Gud, og at han har sat mig ind i fællesskab med andre. Menneskeligt set har vi et grundlæggende behov for at være noget for andre. Vi ser på Bibelens første sider, at Gud skabte to mennesker, fordi han så, at det ikke var godt for mennesket at være alene. Jeg må være noget for andre. Også når konflikter, og misforståelser opstår. For egoismen stikker jo desværre sit ansigt frem indimellem, også hos kristne. At bevæge sig ud over ens egne behov, giver mening med livet. Eksperten har ret, lykken er, når vi er noget for andre mennesker. Birte Stræde Simonsen
© Copyright 2024