Revolutionær teori og praksis

Revolutionær teori og praksis
Venstrefløjen kontra Marx
TOMMY FALKEØJE
Revolutionær teori og praksis. Venstrefløjen kontra Marx.
Copyright Tommy FalkeØje.
2
Forord
Mange af de skrifter, som Karl Marx skrev, er først blevet oversat til engelsk og dansk i 1930’erne
og i 1960’erne. De andre skrifter, som blev oversat tidligere, ligger tæt på samme tanker, som Friedrich Engels skrev; og derfor har de fleste ment, at Marx og Engels var enige. Det vil denne bog
vise, at de ikke var. Den marxisme, som har været udbredt i venstreorienterede kredse, er en tankegang, som mere knytter sig til Engels end til Marx. Der opstod også en bevidsthedsspaltning, som
Marx blev bevidst om i 1860’erne, sådan at de venstreorienterede herefter kun identificerede sig
med én del af bevidstheden, mens den anden del blev projiceret ud på de politiske modstandere. Og
hermed blev den venstreorienterede tankegang faktisk reaktionær, fordi den blev til en filosofi med
en nærmest mekanisk historieopfattelse.
I dag er der så meget oversat af Marx, at man kan læse hans skrifter i kronologisk rækkefølge, og
dermed opdage de misforståelser, der har været. Man kan derfor nu redegøre for, hvad Marx egentlige mente med det, som han skrev. Selvfølgelig kan der være fortolkninger af detaljer; og jeg har
særlig haft fokus på bevidsthedens strukturer. Men der tegner sig i dag en anden opfattelse af marxisme end den, der har været tidligere.
Marx’s var ikke filosof. Han opfattede bevidsthed som et værktøj til politisk og social forandring.
Og hans analyser og tanker er stadig aktuelle i dag. I starten af bogen giver jeg baggrunden for den
europæiske bevidsthed. Og så relaterer jeg Marx til andre tænkere på hans tid. Det drejer sig om
Hegel, Feuerbach og Proudhon. Det er helt sædvanligt i venstreorienteret litteratur om Marx. Men
netop fordi man har forstået Marx ud fra Engels’s tankegang, bliver Marx’s kritik af disse andre
tænkere også misforstået. Det vil jeg rette op på.
Midt i bogen vil jeg sammenligne Marx’s tanker med andre tænkere, der har levet efter hans tid.
Og her vil jeg vise, at Marx hele tiden forbliver aktuel.
Så vil jeg inddrage de tanker, der dukkede op med ungdomsoprøret i 1968, og som på mange måder medførte en kulturrevolution. Det var tanker, der kom fra Indien og Kina. Her vil jeg især fokusere på Mao, som kunne se ligheden mellem Marx’s idéer og kinesisk tænkning.
Og til sidst i bogen vil jeg forsøge at gøre det, som Marx ikke nåede før sig død, nemlig at summere op, hvad man som revolutionær skal gøre for at fremme socialismen – hvis man har den forståelse, som Marx havde.
Det meste af den kritik, som fra borgerlig side rettes mod Marx, er i virkeligheden en kritik af den
venstreorienterede marxisme. Og hvis Marx levede i dag, ville han komme med den samme kritik.
Til gengæld er Marx også kritisk overfor højreorienteret tankegang. Og mennesker med en borgerlig bevidsthed kan faktisk lære ganske meget af den Marx, hvis analyser er ledetråden i denne bog.
Formålet med denne bog er at være et bevidsthedsmæssigt værktøj til politisk forandring. Bogen
kan bruges både som lærebog og opslagsbog. Og det er mit håb, at den vil sætte gang i diskussioner
og inspirere den enkelte til at danne sig sine egne meninger – og gøre noget.
Tommy FalkeØje
Januar 2014
3
Indholdsfortegnelse
Kristendommens bevidsthed ................................................................................................................ 7
Socialisme .......................................................................................................................................... 11
Utopiske socialister og Marx ..................................................................................................... 12
Hegel .................................................................................................................................................. 14
Hegel og Marx ........................................................................................................................... 16
Feuerbach ........................................................................................................................................... 18
Feuerbach og Marx .................................................................................................................... 19
Proudhon ............................................................................................................................................ 21
Proudhon og Marx ..................................................................................................................... 21
Bakunin .............................................................................................................................................. 27
Marx og Engels .................................................................................................................................. 30
Engels ........................................................................................................................................ 31
Falsk bevidsthed ........................................................................................................................ 35
Engels’s bevidsthedsstruktur ..................................................................................................... 37
Psykologi ............................................................................................................................................ 38
Freud .......................................................................................................................................... 38
Jung............................................................................................................................................ 39
Perls ........................................................................................................................................... 39
Psykologer i dag ........................................................................................................................ 39
Psykiatri ..................................................................................................................................... 40
Økonomisk teori ................................................................................................................................. 42
Kapitalen.................................................................................................................................... 42
Økonomisk vækst ...................................................................................................................... 46
Videreudvikling af marxismen........................................................................................................... 49
Rosa Luxemburg ....................................................................................................................... 50
Lenin .......................................................................................................................................... 51
Trotskij ...................................................................................................................................... 52
Bevidsthedsmæssig opvågning .......................................................................................................... 55
Lukács........................................................................................................................................ 55
Nyt syn på bevidstheden .................................................................................................................... 59
Frankfurterskolen ...................................................................................................................... 59
Kina ........................................................................................................................................... 60
Mao ............................................................................................................................................ 64
Kulturrevolution ........................................................................................................................ 69
4
Bevidstheden stivner igen .................................................................................................................. 72
Fagbevægelsen .......................................................................................................................... 72
Højreorienteret arbejderparti ..................................................................................................... 73
Mandsagtige kvinder ................................................................................................................. 74
Ny slags videnskab .................................................................................................................... 75
Nye bevidsthedsmønstre ............................................................................................................ 79
Venstre- og højreorienteret ........................................................................................................ 80
Frihedsbevægelsen i Østblokken ............................................................................................... 82
Total spaltning.................................................................................................................................... 84
De europæiske bevidsthedsspaltninger .............................................................................................. 89
Ny psykologi og spiritualitet .............................................................................................................. 92
Revolutionær bevidsthed.................................................................................................................... 96
Samfundssystem ........................................................................................................................ 96
8-deling af magten ..................................................................................................................... 97
Menneskets natur ..................................................................................................................... 103
Objektiv historisk situation...................................................................................................... 104
Kropslig funderet bevidsthed .................................................................................................. 107
Massekommunikation.............................................................................................................. 109
Lokal kommunikation ............................................................................................................. 112
Lære at være naturlig ............................................................................................................... 114
Politisk café ............................................................................................................................. 121
Magt ......................................................................................................................................... 122
Jordbrug og natur ............................................................................................................................. 123
Produktivkræfter ...................................................................................................................... 123
Den revolutionære bevægelse .......................................................................................................... 125
Når bevidstheden vågner ......................................................................................................... 125
Partidemokrati ......................................................................................................................... 127
Græsrodsforening .................................................................................................................... 128
Opvågning ............................................................................................................................... 131
Organisation ............................................................................................................................ 134
Arbejderklassen ....................................................................................................................... 137
Hvornår kommer socialismen? ........................................................................................................ 139
Index................................................................................................................................................. 141
5
Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt,
men hvad det kommer an på, er at forandre den.
6
Kristendommens bevidsthed
Hvis vi går tilbage til det gamle Grækenland omkring år 300 før 0, forestillede man sig, at
mennesket bestod af sjæl (hoved) og legeme (underliv). Sjælen kom fra himlen. Det var solen, måne, planeterne og stjernerne, der blev overført til det levende menneske. Når man døde, gik sjælen tilbage til himlen. Legemet kom fra jord. Og når man døde, blev legemet igen til jord.
Og midt mellem sjæl og legeme (bryst) var der så lungerne, der rytmisk forbandt sjæl og legeme.
Den græske filosof Aristoteles (384–322 før år 0) mente, at denne bevidsthedsstruktur var meget
konstruktiv, fordi det er en 2-polet bevidsthed. Kropsligt er der noget konkret (underliv) og noget
abstrakt (hoved). Men bevidsthedsmæssigt er det to bevidsthedspoler, som opleves samtidig. På en
måde er man udenfor de to poler (oplever sig i brystet). Og så kigger man på to delbevidstheder
samtidig. Man kan sammenligne dem. Man kan putte indhold i dem. Have én tanke og den modsatte
tanke eller negationen heraf. Man kan have negationens negation osv. Det er blevet til den videnskabelige måde at tænke på.
Hvis vi ser på det jødiske samfund på samme tid, var der en anden opfattelse af bevidstheden. Mens grækerne snakkede om legeme og sjæl, snakkede jøderne om kød og ånd. I modsætning til grækerne, hvor legeme og sjæl var adskilte, kunne kød og ånd aldrig adskilles. De
er to sider af samme sag. Ånden (hoved og underliv) lægger sig rundt om det kødelige menneske
(bryst). Er der ikke noget kød, kan der heller ikke være nogen ånd.
På et meget tidligt tidspunkt i jødernes historie var Gud et åndeligt fænomen i himlen; men senere
var Gud et bevidsthedsmæssigt fænomen, der ikke kun var i himlen. Man så også Guds kræfter i
flodvandet, fordi Gud kunne lade floden strømme over sine bredder og skylle hele byer væk, hvis
folk ikke rettede sig efter Gud. Gud og jøderne – ånd og kød – kunne ikke adskilles. Jøderne mente
– og mener stadig i dag – at Gud er summen af alle jøderne.
Når et menneske fødes, bliver det udrustet med en ånd fra Gud. I løbet af livet kan mennesket
godt opnå erfaringer. Og når mennesket dør, høster Gud denne erfaring. Når Gud så lader en nyt
menneske opstå, er Gud blevet klogere og udruster det nye menneske med højere indsigt – end de
mennesker, der levede tidligere. Jøderne tror ikke på noget liv efter døden.
I perioden 300 før 0 til år 0 var der et par store folkevandringer fra det græske område ned til
det jødiske område. Og de to sæt bevidstheder smeltede langsomt sammen, idet man fik det
græske mønster i højre side og det jødiske i venstre. I skrifter fra den tid blandes begreberne
legeme, sjæl, kød og ånd.
Her er det interessant at læse om Jesus, der levede omkring årene 0-33, og som var grundlaget for
Kristendommen. Han snakkede meget om, at man skulle gå tilbage til det oprindelige. Og efter hans
tid opstod en masse små kristne fællesskaber. De havde fælles økonomi. Mænd og kvinder var ligestillet. De fungerede som gruppe. De gik og omfavnede hinanden og kyssede hinanden – er der kilder, der fortæller. Der var en forholdsvis fri seksualitet, også sex mellem mennesker med samme
køn. Fællesskaberne var stabile og velfungerende - fremgår det af mange kilder. De havde de idealer, som vi i dag forbinder med socialisme og kommunisme.
Det er interessant at gå lidt i dybden med, hvad der skete i forbindelse med Jesus’s død. Romerne
havde besat landet, og der var en stadig større modstandsbevægelse af partisangrupper. Romerne
reagerede med at korsfæste alle, der satte sig op mod dem. Og flere og flere blev korsfæstet. Jesus
gik rundt i landet sammen med nogle andre og lavede helbredelser og snakkede om det gode liv. Og
romerne antog, at han var sådan en partisan. Han blev pisket og korsfæstet. Men det var dråben, der
fik bægeret til at flyde over. Manden var jo uskyldig. Så formanden for det jødiske råd gik hen til
den romerske kommandant og krævede, at Jesus skulle tages ned fra korset; ellers ville der blive
oprør. Jesus blev så taget ned; men en soldat stak et spyd i siden på ham, så Jesus var hårdt såret.
Fra forskellige kilder ved vi, at Jesus overlevede et par uger. Efter hans død mødtes hans venner for
at snakke om, hvad der nu skulle ske. De havde den oprindelige jødiske opfattelse, at bevidsthed var
noget, som Gud havde givet et menneske. Og når mennesket døde, var det Gud, der kunne høste de
7
erfaringer, som mennesket havde opnået gennem sit liv. Man kunne ikke forestille sig, at bevidstheden kunne gå videre fra menneske til menneske. Og fordi Jesus nu var død, var Jesus’s bevidsthed
væk. Men Jesus’s venner havde også en smule af den græske bevidsthedsstruktur, hvor man netop
kan opsamle bevidsthed i hovedet. Og mens de sad og snakkede, blev de overrasket over, at Jesus’s
bevidsthed var til stede. De kunne tænke og tale ligesom ham. Dermed opdagede de, hvad den græske bevidsthedsstruktur kunne. Og derfor besluttede de, at de nu ville fortsætte det arbejde, som
Jesus havde udført – og gå rundt og fortælle om det gode liv.
20 år senere er der en kilde, hvor man kan læse, at Jesus’s ånd var til stede ved mødet efter Jesus’s
død. Og 20 år endnu senere er der kilder, hvori det antydes, at Jesus efter sin død blev til en ånd.
Han kom op i Himlen. Endnu senere er der kilder, hvor det er tilføjet, at Jesus døde, men blev levende igen. I dag er der mange, der tror, at de kristne herefter begyndte at tro på et liv efter døden.
Men vi skal helt op til 1700-tallet før denne tanke bliver udbredt. I dag synes mange kristne, at det
interessante er, at Jesus er en ånd. De forestiller sig så, at de selv bliver en ånd efter døden. Det oprindelige var dog, at hans venner opdagede, at Jesus’s tanker ikke døde med ham; men at de også
kunne have disse tanker og dermed udbrede dem.
20 år efter Jesus’s død skrev Paulus (et brev i Biblen) om sin splittede bevidsthed, hvor han
beskriver det viste mønster ret præcist. Han var godt klar over, at det vigtigste budskab var, at
man ikke skal være permanent spaltet i højre og venstre side. Men han indrømmede, at han
ikke magtede at forene siderne. Han mente derfor, at Jesus havde en særlig evne, som andre ikke
havde. Kun Jesus kunne forene siderne og opnå den oprindelige bevidsthed. Jesus havde nogle særlige guddommelige evner. Han var sendt af Gud. Og nu var han taget op til Gud – mente Paulus.
Men Jesus ville snart komme tilbage, og så ville han med Guds hjælp ændre hele verden, så alle
mennesker fik den oprindelige bevidsthed. Man skulle derfor ikke spilde tiden med sex og snak om
dagligdags ting. Man skulle forberede sig på en total omvæltning.
En af kirkens ledere, Augustinus (354–430), kunne tydeligt mærke, at der var 3 åndelige kræfter i
kroppen. Gud var selvfølgelig kun én; men når man nu kunne mærke 3, mente Augustinus, at Gud
havde én substans, nemlig ånd; men at han havde tre fremtrædelsesformer, nemlig Gud, Søn og
Helligånd.
Romerriget blev på grund af en borgerkrig delt i en østlig og en vestlig del. Og kirken i øst kunne
ikke acceptere denne forestilling om at dyrke Jesus som en ånd eller som Guds søn. Men det blev
den vestlige kirkes tro.
I Biblen kan man læse, hvordan Johannes mente, at Gud ville gribe ind i verden igen efter tusinde
år. Og det blev så til den vestlige kirkens forudsigelse. På årets sidste dag i år 1000 ved midnat skulle det ske. Alle de troende havde forinden foræret deres jord, bygninger og penge til kirken, for nu
skulle Guds rige opstå. Alle kirkeklokker kimede i timerne op til midnat. Og folk gik ud på markerne og knælede ned og så op mod Himlen. Ved midnat holdt man op med at ringe med klokkerne.
Folk holdt vejret. Og man spejdede op. Hvor kom revnen i Himlen? Der var helt stille, og man lyttede intenst. Man begyndte at kigge lidt forvirret rundt og se på hinanden. Var der noget galt med
uret? Havde man regnet et år forkert? Havde man taget fejl? Hvad ville der ske nu? Ja, kirken havde
ikke lyst til at forære alting tilbage. Man var jo blevet kolossal rig og ejede alting. Så lidt efter lidt
begyndte man at bygge store kirker, klostre og præsteboliger. Og Paven ansatte masser soldater og
fik sig en hær.
I år 1054 kom der et brud mellem den vestlige og den østlige kirke. I øst havde man den oprindelige opfattelse af Jesus. Men i vest mente man, at man kunne have Jesus som en levende ånd inden i
sig (venstre bryst).
Højre side blev herefter opfattet som menneskets bevidsthed, mens venstre side var en Jesus-ånd. Man oplevede en sammenhæng mellem de to sider. Så menneskets skæbne var
derfor delvis bestemt af det åndelige.
Men i 1400-tallet kom så den første bevidsthedsspaltning i Europa. Den hedder alienation.
Adelen, som knyttede sig til bevidstheden i højre side, oplevede, at de hævede sig op over
8
dyret (underliv) i sig selv – tegnet her med en streg - og fik en civiliseret fornuft (hoved). Det startede i overklassen, men det bredte sig til alle mennesker i samfundet. Herefter følte alle, at de havde
noget dyrisk (underliv), som man var nødt til at holde nede ved hjælp af sin forstand (hoved). Hvis
man ikke gjorde det, ville man voldtage og myrde. Sådan var menneskets natur, mente man. Og
derfor var det også nødvendigt, at man havde en statsmagt med politi og militær, der på samme måde kunne undertrykke mennesker, hvis de ikke evnede selv at fortage den nødvendige selvundertrykkelse.
Tidligere vidste man, at Kina og Indien var højt civiliserede kulturer. Men efter spaltningen mente
man, at europæerne var de eneste civiliserede i verden. Mennesker i alle andre kulturer var dyr. Og
så begyndte man at sejle ud til fremmede verdensdele, hvor det så var acceptabelt at slå folk ihjel –
de var jo dyr – stjæle alt og fragte det hjem til Europa.
Kirken holdt fast i, at man kunne have Jesus i brystet. Men med alienationen fik man opdelt det
åndelige i godt og ondt. I hovedet kunne man opleve Gud. Og i underlivet kunne Satan eller Djævelen tage bolig. Derfor var det ekstra vigtigt at have Jesus til at bekæmpe Satan inden i sig selv. Kirken begyndte at prædike, at man efter døden enten kom i Himlen eller Helvedet. Det medførte dog
ikke, at folk i almindelighed begyndte at tro på et liv efter døden. Men man begyndte at tro, at der
var en slags gengældelse, sådan at Gud enten belønnede én eller straffede én i forhold til, hvordan
man havde levet.
Præsten Martin Luther (1483 – 1546) vendte sig mod den katolske kirke – især, fordi den katolske
kirke ville koble bevidsthederne i højre og venstre side, sådan at det religiøse (venstre) spillede en
rolle i samfundslivet (højre). Og Luther og andre gennemførte så reformationen, hvorved den reformerte og den protestantiske kirke opstod. Her lagde man vægt på ”to-regime-læren”, så kongen
og adelen herskede i samfundslivet (højre), mens kirken herskede i det religiøse liv (venstre). På
dette tidspunkt kunne man stadig mærke begge siders bevidstheder, sådan at det bare var en polaritet i bevidstheden.
I slutningen af 1700-tallet begyndte så småt den anden bevidsthedsspaltning at indtræffe.
Det startede i overklassen. Først omkring år 1860 erkendte Marx, at arbejderklassen også
fik denne spaltning. Man fik en bevidsthed, hvor man oplevede den ene kropssides bevidsthed som sit ”jeg”, mens den anden projiceredes udenfor ”jeg’et”. Spaltningen hedder reifikation.
Den indebar to markante nye fænomener. Den ene var, at religiøse mennesker begyndte at tro på et
liv efter døden. De oplevede nemlig, at de bestod af et ”jeg” (den ene side) og af en ånd (den anden
side). Og der var ikke længere nogen bevidsthedsmæssig sammenhæng mellem bevidsthederne i de
to sider. Altså levede ånden eller sjælen uafhængig af ”jeg’et”. Og når ”jeg’et” døde, levede ånden
eller sjælen videre. Gud blev samtidig projiceret udenfor menneskene. Hvor Gud tidligere var alles
fælles ånd, blev han nu til en selvstændig ånd, der eksisterede udenfor menneskerne. Det andet nye
fænomen var, at mennesker begyndte at leve i parforhold. Indtil da kunne man have en kæreste,
men forholdet var en del af en gruppefamilie. Men nu kunne man ikke finde ud af at få grupper til at
fungere, fordi der altid var strid og splittelser. Det enkelte menneske oplevede et ”jeg” (den ene
side). Og så oplevede man et stort tomrum (den anden side), som man desperat trængte til at få fyldt
ud med en kæreste. Man trængte ganske enkelt til at forene sine to sider. Men da den ene blev oplevet udenfor ”jeg’et” og projiceret ud på en kæreste, trængte man til at forene sig med kæresten.
I Danmark opstod der så i 1800-tallet en særlig dansk form for kristendom. Der var to teoretikerne,
der formulerede idéerne.
Den ene var N.F.S. Grundtvig (1783-1872). Han var ideologen bag højskolerne, som startede
i 1844, hvor voksne kunne komme på kostskole for at udvikle sig personligt. Han gik også
ind i politik i 1849. Grundtvig mente, at man godt kunne gå i kirke om søndagen, hvor man
beskæftigede sig med den religiøse bevidsthed. Men i dagligdagen skulle man mærke, at der var
noget åndeligt (bryst), som lå nedenunder sproget (hoved) og ovenover det dyriske (underliv). Det
9
var Helligånden. Og det var det, der ubevidst styrede ens handlinger, så man opførte sig på en moralsk god måde i overensstemmelse med religionens bud om næstekærlighed. Det har givet en halvreligiøs politisk kultur, hvor danskerne godt nok laver love (hoved); men nedenunder disse sproglige love er der noget åndeligt (bryst), som gør, at man ikke altid følger en lovs ordlyd, men lovens
ånd, som det udtrykkes.
Den anden var Søren Kierkegaard (1813-1855), som var én af dem, der lagde grunden til
eksistentialismen, hvor man ikke kun oplever samfundsbevidstheden, men mærker, at der er
en bevidsthed (bryst), som er omgivet af det gode (hoved) og det onde (underliv), og at man
ikke bare skal følge med flertallet, men hele tiden have sin egen indre selvfølelse som fundamentet
for sine handlinger. Han skrev sine vigtigste værker i periode 1843-46, hvorefter hans skrifter begyndte at blive en slags kritik af Grundtvig og andre, der holdt sig til samfundsbevidstheden.
10
Socialisme
Allerede i 1200-tallet begyndte bønder et oprør mod adelsvældet. De lokale bønder gik til angreb på
den lokale adelsborg. Og adelsmanden red så ud med sine svende og dræbte de oprørske bønder i
landsbyerne. Men så slog bønderne sig sammen i bondehære og brændte nogle adelsborge af. Og
adelen slog sig sammen i adelshære og brændte nogle landsbyer af. Og sådan foregik det ofte de
følgende 400 år. Paven og hans hær blandede sig i kampene, og de myrdede også løs i bondelandsbyer, hvor man ikke havde den rigtige religiøse tro – efter kirkens mening.
I historiebøgerne kan man læse om overklassens historie. Men der har altid været en opposition i
folket. Og landsbyfællesskaberne bestod ikke bare af uvidende bønder. Der var også højt begavede
folk, der bevidst ønskede et friere samfund, hvor bevidstheden ikke var spærret inde i et fastlåst
mønster. Som sådan kan man godt opfatte perioden fra 1200-1700 som en lang borgerkrig mellem
landsbyfællesskaberne og adelen. Og hvis man undersøger landsbyfællesskaberne nærmere, vil man
se, at der ofte var tale om frie fællesskaber med ligestilling mellem kønnene – og et reelt direkte
demokrati. Opdelingen i jordlodder og de gamle mænds landsbydemokrati opstod først i 1700tallet, hvor adelen efterhånden havde knust de frie forhold.
I landsbyerne skete det ind imellem, at nogen ikke mere ville være med til fællesskabet, fordi der
var krig mellem bønder og adelen. Og disse frafaldne blev kaldt forrædere, fordi de flyttede til byerne eller begyndte at arbejde for adelen. De blev til vor tids håndværkere og småkapitalister.
I begyndelsen af 1700-tallet kunne alle mærke, at de havde en bevidsthed i underlivet, der
var dyrisk. Her var man aggressiv. Man havde en drift til at slå ihjel og æde sit bytte. Og
mænd havde drift til at voldtage kvinder. Men så havde man heldigvis forstanden i hovedet,
som kunne styre og kontrollere de dyriske kræfter. Ydermere havde alle i samfundet projiceret det
dyriske udenfor ”jeg’et” (tegnet med en streg), så man var blevet civiliseret.
Man kunne også mærke det åndelige. Jesus var en levende kraft, som man havde i brystet.
Foroven (hoved) var Gud og hans engle en åndelig kraft. Og forneden (underliv) var Satan
og onde trolde. Og alle gode mennesker havde hævet sig op over det onde, sådan at underlivets bevidsthed var projiceret udenfor ”jeg’et”.
Man havde begge de to bevidstheder samtidig. Men i slutningen af 1700-tallet opstod der en
egentlig spaltning af bevidstheden, sådan at man ikke længere forbandt de to bevidstheder
(den lodrette streg).
Men så kom der mennesker hjem fra Indien og fortalte om inderne. De havde ingen selvundertrykkelse. De havde ingen fornuft (hoved), der skulle styre og kontrollere dyret (underliv) i dem selv. Til gengæld var de meget kærlige.
Når bevidsthederne fra underliv og bryst går sammen, er det ikke bare en sammensmeltning af en
dyrisk aggression og en kærlig medfølelse. Det bliver til en helt tredje slags bevidsthed, hvor man
bliver fræk, sjov og spændende – og hvor der ikke er nogen lyst til at angribe andre mennesker.
Der var allerede bonde-bevægelserne, der ville af med adelsvældet. Men det var kendskabet til
den indiske bevidsthed, som satte skub i de revolutionære grupper. For nu var man overbevist om,
at man ikke behøvede den kontrollerende og styrende bevidsthed. Både kapitalister og arbejdere
ville af med staten og den selvundertrykkende bevidsthed. Mange gik i terapi. Man ville ændre sin
bevidsthed. Man ville ikke længere opfatte det dyriske som noget ondt. Man ville af med den ”fornuft”, der skulle styre og kontrollere. Nu ville man bare udfolde sig frit. Så ville man – ligesom inderne – blive nogle kærlige og sjove mennesker.
Mange af de europæere, der emigrerede til Amerika, tog denne bevidsthed med sig; og den udgør
i dag Republikanernes bevidsthedsstruktur, mens Demokraterne har den gammeldags europæiske.
Den socialistiske bevægelse, som opstod, ville frigøre sig fra den stivnede og splittede bevidsthed. Man ville tilbage til det naturlige. Man frigjorde sig fra
projektionerne i bevidstheden, så man kunne føle alle sider af sig selv. Og her følte
11
mange, at der var tre delbevidstheder. Der var en dyrisk konkret bevidsthed (underliv). Der var en
tankemæssig abstrakt bevidsthed (hoved). Og der var en følelsesmæssig individuel bevidsthed
(bryst).
Men der var altså også mange, der skiftede over til den bevidsthed, som var den indiske, hvor
man føler sig som en krop, der både er dyrisk og kærlig (underliv og bryst), og hvor man oplever, at man (hoved) ikke behøver at styre og kontrollere sig selv. Og med denne bevidsthed
ville man af med adelsvældet og staten. Ingen samfundsmagt skulle styre og kontrollere. Enhver
skulle være fri.
De nye kapitalister og småborgere sad på kaffestuer og diskuterede revolution. Og i 1789 var der
en anledning, hvor proletariatet i Paris gjorde oprør. Og det medførte den Borgerlige Revolution,
som siden brede sig ud i Europa. Kapitalisterne satte sig hurtigt på magten, mens bønder og arbejdere forblev mere passive.
Vi ved i dag, at der eksisterede græsrodsbevægelser i Europa i 1700-tallet, og at der var mange revolutionære skrifter med idéer til et nyt samfund og en ny bevidsthed. Men der er intet af det, der er
bevaret. Til gengæld er der bevaret en række skrifter fra overklassen, hvor der var teoretikere, der
knyttede sig til de revolutionære bevægelser, og som udtænkte teorier for samfundsudviklingen og
for en fri bevidsthed.
Henri de Saint-Simon (1760-1825) var sådan en overklasseteoretiker. Og i hans skrifter finder vi
for første gang ordet socialisme. Han mente, at den kapitalistiske overklasses magt skyldtes deres
intellektuelle overlegenhed. Og han mente, at der altid ville være sådan en overklasse, der ville styre
samfundet. For at forbedre de lavere klassers forhold skulle staten være et instrument til videnskabelige fremskridt og social produktion. Det skulle være eksperter, der styrede alting, og derfor ville
klassekonflikter ophøre, fordi alt ville blive til gavn for alle. Staten skulle også skaffe arbejdspladser til proletariatet.
Charles Fourier (1772-1837) mente, at problemerne med det nye kapitalistiske samfundssystem ikke var kapitalisterne. Problemet var bønderne og arbejderne, som
oplevede sig selv i den konkrete kropslige bevidsthed (underliv), og som projicerede den styrende bevidsthed (hoved) udenfor sig selv. De kunne derfor kun opfatte sig selv som nogle, der blev styret af andre - og kunne altså ikke finde ud af at tage initiativer til at forbedre deres
situation. Fourier mente, at det skyldtes for ensidigt arbejde. Han mente, at mennesker havde 12
passioner, og de skulle tilfredsstilles via varieret og gensidig komplementære former for arbejde.
Hvis bønder og arbejdere derfor skulle genvinde deres evne til at kunne tage initiativer og styre,
skulle de danne kollektiver med jordbrug og al anden slags produktion. Her skulle mænd og kvinder
være ligestillede. Og det ville – troede han – blive så stor en succes, at kapitalister også ville deltage. Hen ad vejen ville staten så forsvinde af sig selv. Han tegnede og beskrev sådan et stort kollektiv. Og så sad han på sit kontor hver dag og ventede på, at en kapitalist ville komme og tilbyde at
finansiere det første kollektiv; men det skete aldrig.
Utopiske socialister og Marx
Karl Marx (1818-1883) kaldte denne tidlige socialisme for utopisk socialisme. Begrebet utopi
kommer fra Thomas Mores bog Utopia fra 1516; og den handler om et fantasiland, hvor mennesker
lever i fred og retfærdighed med hinanden.
Når Marx ikke kunne lide disse utopiske socialister, var det ikke, fordi de manglede teoretisk indsigt i bevidsthedens indre strukturer, modsætninger og dynamikker, men fordi de troede, at magthaverne ville give magten fra sig. Det troede Marx ikke. Han mente, at magt var noget, man tog – og
altså ikke fik. Marx skrev i Det kommunistiske Manifest i 1848 om disse utopiske socialister:
De angriber alt, hvad der danner grundlaget for det bestående samfund. De har da også leveret
højst værdifuldt materiale til arbejdernes oplysning. Deres positive forslag med hensyn til fremtidens samfund, f.eks. ophævelse af modsætningen mellem land og by, af familien, den private
ejendomsret, lønarbejdet, forkyndelsen af social harmoni, statens omdannelse til at være ren og
12
skær forvaltning af produktion – alle disse forslag udtrykker kun klassemodsætningens forsvinden, den klassemodsætning, der netop først nu begynder at udvikle sig, …
Marx mente altså, at de utopiske socialister har ”leveret højst værdifuldt materiale til arbejdernes
oplysning”. Det glemmer mange socialister i dag. De tror, at den utopiske socialisme kun er reaktionær, og at der ikke er noget, man kan lære fra den. Men det var ikke Marx’s opfattelse. Da Marx
flyttede til Paris i 1843, flyttede han ind i et kollektiv, hvor medlemmerne var inspireret af Fourier’s
tanker, og hvor Marx netop stiftede bekendtskab med kollektivisme, kvinders ligeberettigelse, lokalt
fællesskab, sammenhæng mellem natur og samfund mm. Og det var her, at han blev tændt for socialismen. Den livsstil, som man havde i disse miljøer, var det, som var værd at kæmpe for. Og det
var det mål, han altid havde for øje, når han teoretiserede over arbejderklassen og dens kamp for
befrielse. Men han havde også kritik:
Den kritisk-utopiske socialismes og kommunismens betydning står i omvendt forhold til den historiske udvikling. I samme grad som klassekampen udvikler sig og tager form, mister denne
fantastiske hæven sig over klassekampen, denne fantastiske bekæmpelse af klassekampen, al
praktisk værdi, al teoretisk berettigelse. Mens derfor ophavsmændene til disse systemer i mange henseender var revolutionære, så danner deres elever altid reaktionære sekter. De fastholder mestrenes gamle anskuelser overfor proletariatets historiske videreudvikling. De søger derfor konsekvent at tage brodden af klassekampen og forsone modsætningerne.
Ophavsmændene var revolutionære, men eleverne reaktionære, skrev Marx. Og det var, fordi han
via sin samfundsanalyse erkendte, at kapitalismen var så stærk, at man kun kunne opnå frigørelse
gennem en klassekamp. De folkelige bevægelser, der byggede på de utopiske socialisters visioner,
blev da heller aldrig til ret meget.
Marx boede kun kort tid i kollektivet. Og han levede en ret traditionel tilværelse med sin kone.
Hun deltog ikke i hans teoretiske arbejde. Og han kunne for eksempel skrive, at han gik ind for
”kvindefællesskab”, hvilket betød, at mænd kunne have sex med hinandens koner. Han erfarede
derfor heller aldrig, hvad et kollektiv betød for bevidstheden hos det enkelte medlem. Marx koncentrerede sig om den store arbejderklasse, men sad på afstand og skrev om den og for den. Hvad den
enkelte konkrete arbejder tænkte og mente, vidste han ikke.
Marx var selv en overklasseteoretiker; men han vidste godt, at visioner ikke er nok. Han ville finde ud af, hvordan man kunne skabe en revolution. Og her indså han, at det var nødvendigt at forstå,
hvorfor folk havde den bevidsthed, som de havde.
13
Hegel
Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770–1831) var en tysk filosof, som tog afstand fra projektioner
og spaltninger i bevidstheden – og som beskrev, hvordan den naturlige bevidsthed var – sådan som
han erkendte det. Det er meget svært at citere noget fra Hegels vigtigste skrift Åndens fænomenologi, som udkom i 1807. Bogen strækker sig over 500 sider – og er én lang fortælling om bevidstheden, der danner sig selv, deler sig op i forskellige dele som modsætninger, der eksisterer samtidig
osv. Det siges ofte, at han er svær at læse. Og jo, hvis man tror, at al hans skriveri skal forstås som
elementer i én og samme bevidsthedssfære, bliver det helt håbløst. Når nogen for eksempel mener,
at hans system kan reduceres til tese, antitese og syntese, har man trykket alle hans argumenter ned
til samme bevidsthedssfære, hvor de bare bliver elementer i en slags matematik; og så har man intet
fattet.
Hele hans tankestruktur bygger på den 3-delte bevidsthed, som tegninger viser. Han starter
med intet, går videre med væren, så bevidst væren osv. Hver gang han er nået frem til en erkendt bevidsthed, bliver den igen udsat for den 3-delte bevidsthedsmæssige gensidige beskuen – og antager så en ny erkendt bevidsthed. Lag på lag bygger han således ovenpå hinanden – idet
han på denne måde afdækker alle de begreber, som filosoffer i tidens løb har tumlet med.
Hvis man læser ham og samtidig strukturerer sine egne tanker i overensstemmelse med det viste
mønster, falder delene på plads. Det interessante for mig er ikke alt det filosofiske pladder, som
man sådan kan formulere. Det interessante er, at den europæiske filosofi er en overbygning på et
bestemt bevidsthedsmønster. Det specielle ved Hegel er, at han indser, at der er en indre dynamik
mellem bevidsthedsdelene, når der foregår en erkendelsesproces.
Jeg vil nøjes med at give et enkelt citat fra Hegels indledning. Hvis man læser det, som om alle
sætninger tilhører en logisk rækkefølge, bliver det rent nonsens. Og mange vil sikkert umiddelbart
opleve det sådan:
Det viser sig nu, at den naturlige bevidsthed kun er et begreb om viden, ikke virkelig viden. Da
den naturlige bevidsthed imidlertid opfatter sig selv som virkelig viden, har denne vej negativ
betydning for den, og det, der for begrebet er realisering, gælder dermed snarere for den som et
tab af sig selv. For på denne vej mister den sin sandhed. Dermed kan den betragtes som tvivlens vej – eller egentlig som fortvivlelsens. For på denne vej sker ikke det, som man normalt
forstår ved tvivl: at der ruskes op i denne eller hin formentlige sandhed – hvorpå man, efter således på passende vis at have bortvejret tvivlen, vender tilbage til sandheden, så sagen kan opfattes som førhen. Der er tværtimod tale om en bevidst indsigt i den fremtrædende videns
usandhed – en indsigt, for hvilken dét er det virkeligste, der set fra sandhedens standpunkt blot
er begrebet, der ikke har realiseret sig.
[denne erkendelsesvej er] rækken af forskellige skikkelser, som bevidstheden gennemløber på
sin vej, der udgør den udførlige historie om dens dannelse af sig selv som videnskab.
Mens Hegel skrev det her, har han skiftet rundt mellem de 3 bevidstheder, som han hele tiden har i
sine tanker. Og det er 3 forskellige slags bevidstheder, som kvalitativt kan spejle sig i hinanden,
men aldrig smelte sammen i en simpel logik. Jeg vil nu dissekere citatet:
Det viser sig nu, at den naturlige bevidsthed kun er et begreb om viden, ikke virkelig viden.
I højre side er der to bevidsthedspoler. I den ene pol (underliv) har man et
objekt, som man studerer. Og i den anden pol (hoved) får man en naturlig
bevidsthed. Denne bevidsthed er en abstrakt tanke. Og man kan give denne
tanke et navn, så det hermed bliver et begreb. Men det er ikke viden. Man skal nu slå ind på en erkendelsesvej for at finde ud af, om det er en tilfældig tanke eller om det er en sandhed, altså viden.
Da den naturlige bevidsthed imidlertid opfatter sig selv som virkelig viden, har denne vej negativ
betydning for den, og det, der for begrebet er realisering, gælder dermed snarere for den som et
tab af sig selv. For på denne vej mister den sin sandhed.
14
Når man ser noget, vil man jo mene, at det, som man ser, er rigtigt. Man opfatter derfor denne naturlige bevidsthed som virkelig viden. Men nu skal man altså ind i en erkendelsesrunde – eller en
vej – hvor man skal finde ud af, hvad man kan bruge denne naturlige viden til.
Man skifter derfor over til sin bevidste væren, og herfra kigger
man nu over på den to-polede bevidsthed, hvor der dels opleves et objekt og dels opleves en naturlig bevidsthed.
”Begrebet bliver realiseret”, skriver Hegel. Og hermed mener han, at man ikke bare oplever det.
Det bliver brugt i nogle sociale situationer, så man får erfaring med, hvordan det virker, hvis man
anvender den naturlige bevidsthed. Her viser det sig altid, at man ikke fuldt ud har erkendt den absolutte sandhed. Og derfor smuldrer den naturlige bevidsthed noget.
Denne erkendelsesvej får for den naturlige bevidsthed en negativ betydning, idet dele af den viser
sig ikke at kunne bruges til noget. Hermed taber man noget af den naturlige bevidsthed. Og dermed
mister den sin sandhed.
Dermed kan den betragtes som tvivlens vej – eller egentlig som fortvivlelsens. For på denne vej
sker ikke det, som man normalt forstår ved tvivl: at der ruskes op i denne eller hin formentlige
sandhed – hvorpå man, efter således på passende vis at have bortvejret tvivlen, vender tilbage
til sandheden, så sagen kan opfattes som førhen.
Den plads i bevidstheden, hvor jeg nu har sat et spørgsmålstegn, kan ikke
længere rumme den oprindelige naturlige bevidsthed, for undervejs er det
klart, at det ikke var sandheden om objektet.
Der er tværtimod tale om en bevidst indsigt i den fremtrædende videns usandhed.
Erkendelsesprocessen går altså ikke ud på, at man nærmer sig en sandhed. Man erkender i stedet
for, at den naturlige bevidsthed blot var en umiddelbar bevidsthed. Og i takt med, at man bliver klogere, indser man, at den var usand.
[man får] en indsigt, for hvilken dét er det virkeligste, der set fra sandhedens standpunkt blot er
begrebet, der ikke har realiseret sig.
Den naturlige bevidsthed var blot et begreb. Men nu har det realiseret sig – i hvert fald en lille smule. Det vil sige, at det har bevæget sig over i den bevidste væren, hvor det nu får en funktion i ens
eget sociale liv. Og realiseringen går videre. For så påvirker det også det oprindelige objekt. Sagen
er jo, at det her ikke er naturvidenskab, hvor objektet forbliver det samme. Det er et bevidsthedsmæssigt og/eller socialt objekt. Og det ændrer sig, hver gang der sker en bevidsthedsmæssig eller
social aktivitet. Hegel fortsætter:
[denne erkendelsesvej er] rækken af forskellige skikkelser, som bevidstheden gennemløber på
sin vej, der udgør den udførlige historie om dens dannelse af sig selv som videnskab.
For hvert gennemløb af erkendelsesprocessen opstår en ny bevidsthed. Bevidstheden indtager hermed en ny skikkelse.
Når det drejer sig om filosofi, som Hegel beskæftiger sig med, når man til sidst frem til alle de filosofiske tanker, som der kan tænkes. Og dermed når man frem til den absolutte viden om bevidsthed.
Det vigtigste for mig er at påvise, at Hegel havde denne bevidsthedsstruktur. Men det er også vigtigt
at gøre sig klart, at Hegel ikke havde spaltninger mellem underliv og bryst (alienation) og mellem
15
de to kropssider (reifikation), sådan som det ellers var tilfældet med flertallet på hans tid. Hegel var
blandt de revolutionære, som netop frigjorde sig fra bevidsthedsspaltningerne.
Hegel og Marx
Ligesom alle andre intellektuelle var Marx overbevist om, at Hegel havde ret i sin analyse af
bevidsthedens struktur, modsætninger og indre processer. Og det var, fordi han ganske enkelt
kunne mærke det rent kropsligt og også opleve den tilhørende bevidsthedsstruktur. Derfor
finder vi ikke nogen skrifter, hvor Marx begrunder, at bevidstheden er sådan. Han går ud fra, at alle
andre også kan mærke det. Først i 1860’erne gik det op for ham, at andre ikke længere kunne mærke denne bevidsthedsstruktur. Og det medførte dels, at han skrev sit hovedværk helt om, og at han
nogle år efter skrev, at ingen forstod ham. Men det vender jeg tilbage til.
Hvor Hegel anså venstre sides bevidsthed for en ånd, der bare er en bevidst væren, forkastede
Marx denne religiøse anskuelse og mente, at det var et individuelt følelses-jeg. Bevidsthedens udvikling sker – ifølge Marx – altså ikke, fordi der er en religiøs ånd i mennesket, som er bevidst om
sig selv, og derfor forholder sig til højre sides to bevidsthedspoler. Det sker, fordi der er et konkret
menneske med følelser og med et socialt liv.
Fordi den bevidste væren hos Hegel aldrig forandrer sig, når Hegel frem til noget uforanderligt.
Men i Marx’s tankegang forandrer det individuelle ”jeg” sig i takt med samfundsudviklingen og i
takt med forandringerne i højre sides to bevidsthedspoler. Alle tre poler i bevidsthedsstrukturen
gennemgår altså forandringer i takt med den historiske udvikling. Lad os tage et eksempel.
Indledningsvis er der en tyran (T), der hersker over folket (F). Og så har vi en undersåt
(U). Undersåtten kigger på forholdet mellem tyrannen og folket.
Så begynder en social proces, hvor undersåtten (U) gennemlever en hel masse – og ændrer sig selv og dem, som han omgås. Så forestiller folk sig, at de selv (F) kommer til at
herske. Og tyrannen (T) bliver nu den, de skal herske over.
Alle tre bevidstheder har ændret sig i løbet af processen. Tyrannen (T) har mistet sin magt. Folket
(F) har fået knyttet begrebet solidaritet til sig. Og undersåtterne (U) har fået en ny social og følelsesmæssig position.
Marx gør meget ud af, at det er en proces. Mens bevidstheden i brystet er en følelsesmæssig og individualistisk bevidsthed, er bevidstheden i hovedet og underlivet henholdsvis en abstrakt tanke og en konkret bevidsthed om natur, teknik, produktion, arbejdsorganisation
mm. Marx sammenfatter alt det sidste i begrebet produktivkræfter.
Bevidsthedsstrukturen medfører også det, som Marx kaldte fremmedgørelse. Indledningsvis i
en erkendelsesproces har arbejderen et konkret ”jeg” (underliv), der er undertrykt af en kapitalist (hoved). Men når han kigger på sig selv, får han to ”jeg’er”. Det ene er stadigvæk det
konkrete ”jeg” (underliv), og det andet bliver et abstrakt analyserende ”jeg” (hoved). Men i takt
med at han analyserer, bliver ”jeg’et” i hovedet til et konkret ”jeg”, og ”jeg’et” i underlivet bliver til
et objekt, som han studerer. Her erkender han, at underlivets bevidsthed er blevet til en arbejdskraft.
Og hermed er det blevet til noget abstrakt. Det, som indledningsvis var konkret, er blevet abstrakt.
Og det, som indledningsvis var abstrakt, er blevet konkret. Tankegangen, som Marx her anvender,
følger fuldstændig Hegel.
Arbejderen ”sidder” nu inde i sit hoved og kigger ned på sin arbejdskraft. Og dermed er han blevet passiviseret. Han har mistet følelsen af sin kraft. Og derfor laver han ikke revolution. Det er kun
mellemklassens teoretikere, der kan indse, at en revolution er nødvendig. Men fordi produktivkræfterne (underliv) udvikler sig, vil der – ifølge Marx - komme en modsætning mellem de to be16
vidsthedspoler (underliv og hoved), sådan at den tredje pol (bryst), der er individuel og følelsesmæssig, ikke vil finde sig i det mere. Så vil man få lyst til at lave revolution.
Marx troede, at bevidsthedsstrukturen var opstået langsomt igennem den historiske udvikling, og at
den 3-delte struktur kun var et par hundrede år gammel. Men kort før sin død læste Marx i Biblen.
Og her opdagede han til sin store overraskelse, at Paulus over 1800 år tidligere havde skrevet noget,
som kun gav mening, hvis Paulus havde den samme 3-delte bevidsthedsstruktur, som Marx selv
havde. Paulus skrev:
… jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg
hader, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, giver jeg loven ret i, at
den er god. Men så er det ikke længere mig, der handler, men synden, som
bor i mig.
Paulus forstod altså ikke sit eget bevidsthedsmønster. ”Det (hoved), jeg vil, det gør jeg ikke”,
fordi hans ”jeg” i underlivet trækker i modsat retning. ”og det, jeg hader (underliv), det gør
jeg”. Selvfølgelig ikke hele tiden. Men det undrer ham, at han har en bevidsthed i underlivet,
der får ham til at gøre noget, som han (hoved) hader. Så er der en lov i samfundet, der skal få folk
til at lade være med at udføre de handlinger, som bevidstheden i underlivet gerne vil. Så når han
gør, hvad underlivet vil have ham til, er det godt, at der er en lov. Den er god, for den får én til at
kontrollere og tilbageholde sig selv. Paulus kan dog ikke forstå, at der skal kunne være 2 ”jeg’er”.
Derfor mener han, at han har et ”jeg” i hovedet; og så er der en synd, som bor i hans kød.
Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men
udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke;
men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil,
er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.
Paulus projicerede altså det onde (underliv) over i sit kød. Og så undskyldte han sig med, at det ikke
var ham, der handlede, men synden (underliv), som boede i ham. Det er den græske tanke om kamp
mellem lys (hoved) og mørke (underliv) – eller mellem de gode (hoved) og det onde (underliv).
Paulus kunne jo kun opleve de to bevidsthedspoler, hvis han havde en tredje pol, der kunne
kigge på de to. Så alt i alt havde Paulus præcis den bevidsthedsstruktur, som Marx troede var
skabt af det moderne klassesamfund og den kapitalistiske splittelse mellem arbejde og familie.
Marx’s historieopfattelse smuldrede hermed, og han erkendte, at han havde taget fejl. Derfor er det
også interessant, at store dele af venstrefløjen i Europa stadig mener, at bevidsthedsstrukturen blev
skabt i perioden 1600-1800.
Det afgørende for mig er her at påpege, at man bliver nødt til – i det mindste – at have 3 samarbejdende bevidsthedspoler for at kunne handle revolutionært.
17
Feuerbach
Jeg har fundet en del citater fra Ludwig Feuerbach (1804–1872) i Louis W. Schat Petersens bog:
Ludwig Feuerbach og Kristendommen. En religionsfilosofisk afhandling fra 1883.
Feuerbachs skrifter var et opgør med Hegel. Ligesom alle andre mærkede Feuerbach den 3delte bevidsthed. Hos Hegel var bevidstheden i venstre side en guddommelig og uforanderlig
ånd, som er den, der igangsætter bevidsthedsmæssige processer. Men Feuerbach mente, at det
bare er en subjektiv følelse. I starten opretholdt han dog Hegels forestilling om, at denne bevidsthed
er evig og uforanderlig; men den er ikke individuel. Feuerback oplevede den altså ikke som en del
af et ”jeg”. Denne bevidsthed var projiceret udenfor ”jeg’et” – illustreret med den lodrette streg.
Bevidstheden tilhører ikke individet, individet har ikke bevidsthed. Men er kun i bevidstheden,
som planten nyder lyset og indånder luften, men ikke har det i sig. Havde individet bevidstheden, ville det ikke være underkastet den stadige skiften mellem søvn og vågen.
I 1836 skrev han så om bevidstheden – altså den i højre side, som efter hans opfattelse kunne
ændre sig og udvikle sig. Når der kun er 2 bevidsthedspoler (hoved og underliv), som bliver
brugt til en konkret og en abstrakt bevidsthed om det, der er uden for menneskets selv, mangler man jo en bevidsthedspol (bryst i venstre side) til at opleve de to bevidstheder. Men det løste
Feuerbach ved at mene, at selvbevidstheden opstår i et forhold til et andet menneske:
… mennesket eksisterer nemlig ikke fra og ved fødslen, han bliver først menneske ved mennesket, kun i en anden bliver han sig selv bevidst og hæver sig til idéen om menneskeheden og
guddommen.
Det endelig brud med Hegel kom i 1839:
Hegel mangler i det hele taget syn for det sanseliges realitet, han har tilsidesat de naturlige
grunde og årsager, fundamenterne for den genetisk-kritiske filosofi.
Dialektikken er ingen spekulationens monolog med sig selv, men en dialog mellem spekulationen og empirien. Modsætningen til væren – i almindelighed, således som logikken betragter
den – er ikke intet, men den sanselige, konkrete væren.
Altså: Hegel befinder sig hele tiden inde i bevidstheden selv. Feuerbach mener, at det er sanseoplevelserne, der sætter bevidsthedsprocessen i gang.
Hegel mente, at følelsen (bevidstheden i venstre) er en form, og at den guddommelige ånd
sænker sig ned i denne form. Feuerbach mente blot, at man føler sit hjerte.
I 1843 skrev Feuerbach:
Sandhed er hverken materialismen eller idealismen, hverken fysiologien eller psykologien;
sandhed er kun antropologien, sandhed er kun sanselighedens, anskuelses standpunkt…
Materialismen går ud på, at der er en bevidsthed (underliv), der er konkret og knytter sig
til materien – og at denne bevidsthed skaber en abstrakt tanke (hoved).
Idealismen går ud på, at der er nogle idéer (hoved), som skaber en bevidsthed (underliv),
som bruges til de materielle og sociale forhold.
Men Feuerbach har hverken denne primitive materialisme eller
idealisme. Han har den samme opfattelse som Hegel og Marx, at
der foregår bevidsthedsrunder. Processen bliver henført til antropologien – altså til en social proces – og her bliver den blot beskrevet som det at sanse.
18
Det er i modsætning til Marx – som vi straks skal se – som mente, at
det ikke bare er at sanse, men en social proces, hvor mennesker også
forandrer sig. Mens Feuerback kun har to bevidsthedspoler, som kan
forandre sig, har Marx tre bevidsthedspoler, der kan forandre sig. Det
er den følelsesmæssige og individuelle bevidsthed (bryst), som efter
Max’s mening skal forandre sig, for at et menneske kan blive revolutionært.
Feuerbach og Marx
I 1848 skrev Marx Teser om Feuerbach; men han offentliggjorde det ikke. Det gjorde hans skrivekammerat Engels i 1888 efter Marx’s død.
Hovedmanglen ved al hidtidig materialisme - Feuerbachs medregnet - er, at tingen, virkeligheden, sanseligheden, kun opfattes som objekt eller som beskuen; derimod ikke som menneskelig
sanselig praksis, ikke subjektivt.
Feuerbach sigter til sanselige objekter, der virkelig er forskellige fra tankeobjekterne; men han
opfatter ikke selve den menneskelige virksomhed som genstandsvirksomhed.
Spørgsmålet om, hvorvidt det tilkommer den menneskelige tænkning objektiv sandhed, er ikke
et teoretisk, men et praktisk spørgsmål. Det er i praksis, mennesket må bevise sin tænknings
sandhed, dvs. dens virkelighed og magt, dens dennesidighed. Striden om, hvorvidt en tænkning, der isolerer sig fra praksis, er virkelig eller ej, er et rent skolastisk spørgsmål.
Altså: Man får en ny tanke (hoved). Så gennemfører man en runde i
praksis – og kommer igen tilbage, men nu med en erfaring (underliv)
om, hvad der kom ud af det. Så får man en ny tanke (hoved). Gennemfører en ny praksis runde. Får en ny erfaring (underliv), som giver en ny tanke (hoved) osv.
Der er aldrig nogen objektiv sandhed. Hvis en teori i praksis viser sig at skabe forandring, sådan
som man forstillede sig i teorien …, så var teorien sand. Egentlig var Feuerbach og Marx ikke uenig
om, at der skal være sådan en praksisrunde. Forskellen består i, at Feuerbach mente, at menneskene
ikke ændrer sig selv i løbet af runden; mens Marx mente, at menneskene netop ændrer sig selv; de
får en anden selvbevidsthed, der gør, at de ændrer deres sociale aktiviteter. Marx fortsætter:
Den materialistiske lære, at menneskene er produkter af omstændighederne og opdragelsen, at
forandrede mennesker altså er produkter af andre omstændigheder og forandret opdragelse,
glemmer, at omstændighederne netop forandres af menneskene, og at opdrageren selv må opdrages.
At forandringen af omstændighederne falder sammen med den menneskelige virksomhed, kan
kun opfattes og forstås rationelt som revolutionerende praksis.
Samfundslivet er væsentlig praktisk. Alle mysterier, der forleder teorien til mysticisme, finder deres rationelle løsning i den menneskelige praksis og i forståelsen af denne praksis.
Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre
den.
Vi kan altså se, at Feuerbach ikke oplevede nogen bevidsthedsmæssig proces mellem højre og venstre siders bevidstheder. Og dermed bliver den individuelle bevidsthed blot til sanser. Hermed er
mennesket blevet som en tilskuer. Man betragter samfundet. Man får også tanker om det. Men man
har ikke sig selv med i denne bevidsthed.
19
I modsætning hertil mente Marx, at det var nødvendigt for et menneske at forandre sig selv for at
blive revolutionær. Det er ikke kun tankerne og idéerne, der skal ændres. Det er også menneskets
følelsesmæssige og sociale liv, der skal forandres.
20
Proudhon
Pierre-Joseph Proudhon (1809-1865) og Marx mødte hinanden i Paris i 1844. De ønskede en socialistisk revolution, og de aftalte at samarbejde. Men venskabet varede kun et år. Og så stod det klart,
at de havde vidt forskellige opfattelser af, hvad der skulle til for at ændre samfundet.
I 1846 skrev Proudhon Det økonomiske systems modsætninger eller Elendighedens filosofi. Og
året efter udkom så Marx’s svar med bogen Filosofiens elendighed, hvor han kritiserede Proudhon,
så det nærmest lignede en nedrakning.
Proudhon og Marx
Jeg skifter mellem at citere fra de to bøger – og kommer ind imellem med nogle kommentarer. Først
Proudhon:
… hvordan bliver brugsværdi til bytteværdi? For læg mærke til, at de to slags værdier – selvom
de eksisterer samtidigt i tankerne (fordi den første kun opstår synligt i nærværet af den anden)
ikke desto mindre indgår i en rækkefølge: bytteværdi er en slags tanke om brugsværdi.
I bevidstheden optræder værdi på to måder. Brugsværdien knytter sig til noget konkret, for eksempel en kartoffel. Den har en værdi, fordi man kan spise den. Men
kartofler har også en bytteværdi på markedet, idet man kan købe og sælge kartofler.
Marx er enig i, at begreberne brugsværdi og bytteværdi opstår samtidig. Det er på grund af det kapitalistiske marked, hvor der er bytteværdi, at man får tanker om brugsværdi. Tidligere havde man
ikke begrebet brugsværdi. Der brugte man bare tingene. Men så skriver Proudhon:
Det er bevist, at det er menneskets frie vilje, som fremkalder modsætningen mellem brugsværdi
og bytteværdi.
Hertil skrev Marx:
Hr. Proudhon stiller den frie køber over for den frie producent. Han tillægger dem begge rent
metafysisk egenskaber.
Så længe producenten producerer i et samfund, som beror på arbejdsdeling og privat bytte – og
det er hr. Proudhon’s forudsætning – er han tvunget til at sælge. Hr. Proudhon gør producenten
til herre over produktionsmidlerne; han må imidlertid indrømme os, at besiddelsen af disse produktionsmidler ikke afhænger af den frie vilje. Desuden: Disse produktionsmidler er for størstedelen produkter, som han får fra udlandet, og i den moderne produktion er han end ikke i stand
til at bestemme den mængde, han vil producere; det i enhver tid gældende trin i udviklingen af
produktivkræfterne tvinger ham til at producere på dette eller hint bestemte niveau.
Konsumenten er ikke friere stillet end producenten. Hans mening afhænger af hans midler og
hans behov. Begge afhænger af hans sociale placering, der igen afhænger af den almindelige
samfundsmæssige organisering. Arbejderen, der køber kartofler, og den holdte elskerinde, der
køber kniplinger, følger ganske vist blot deres respektive meninger; men deres meningers forskellighed skyldes forskellen i den stilling, de indtager i verden, og som igen er et resultat af den
samfundsmæssige organisering.
Hvori består hr. Proudhon’s hele dialektik således? Den består i, at han erstatter brugsværdi og
bytteværdi, udbud og efterspørgsel med abstrakte og selvmodsigende begreber som sjældenhed og overflod …
Og her opstår uenigheden mellem Marx og Proudhon. Marx vil analysere samfundet ved at bruge
begreberne brugsværdi og bytteværdi, mens Proudhon kigger på begreberne sjældenhed og overflod
- og fokuserer på modsætningen mellem mængde og pris. Han skriver:
21
En bonde, som har høstet 20 sække hvede, som han antager, at han skal forbruge sammen
med sin familie, opfatter sig selv dobbelt så rig, som hvis han kun havde høstet 10. På samme
måde med en hustru, der har spundet 50 meter tråd, mener, at hun er dobbelt så rig, som hvis
hun kun havde spundet 25 meter. I forhold til familien har begge ret. Set i forhold til andre, tager
de måske fuldstændig fejl. Hvis mængden af hvede er fordoblet ud over hele landet, vil 20 sække blive solgt for mindre end 10 i forhold til, hvis der kun var blevet høstet den halve mængde.
Og tilsvarende med de samme omstændigheder: 50 meter tråd vil være mindre værd end 25.
Så værdien formindskes i takt med, at produktionen forøges. Og en producent kan blive fattig,
hvis han fortsætter med at gøre sig selv rigere.
Proudhon’s regnestykke er jo forkert. Hvis alle bønder producerer 20 sække hvede i stedet for
kun 10 sække, bliver de 20 sække ikke solgt for mindre end de 10 sække. De 20 sække bliver
solgt for samme pris som de 10 sække. Proudhon’s pointe er bare, at bytteværdien på markedet
ikke kun - som Marx mener - er bestemt af udgifter til råvarer, arbejdskraft mm.
Og når nu samfundet i fremtiden – efter Proudhon’s forestilling – bliver et fornuftigt samarbejde
mellem bønder, arbejdere og producenter, vil man også finde ud af at producere en passende
mængde, i forhold til hvad der er brug for, og så vil der opstå det, som han kalder ”konstitueret
værdi”, og som rummer modsætningen mellem brugsværdi og bytteværdi.
Her overfor skrev Marx:
Hvor arbejdet selv er en vare, måles det som sådan ved den arbejdstid, som er nødvendig for at
producere varen arbejde. Og hvad kræves til fremstillingen af varen arbejde? Lige netop den
arbejdstid, som er nødvendig for arbejdets uafbrudte underhold, dvs. for at sætte arbejderen i
stand til at opretholde livet og videreføre sin race. Arbejdets naturlige pris er intet andet end
lønnens minimum.
Idet hr. Proudhon måler varernes værdi ved hjælp af arbejdet, gribes han af en ubestemt følelse, at det er umuligt ikke også at underkaste arbejdet, for så vidt det har en værdi, varen arbejde, samme målestok. Han aner, at han dermed stempler minimumslønnen som det umiddelbare
arbejdes naturlige og normale pris, at han altså accepterer samfundets nuværende tilstand. Og
for at unddrage sig denne skæbnesvangre konsekvens gør han omkring og påstår, at arbejdet
ikke er nogen vare, at det ikke kan have nogen værdi.
Altså, Proudhon anerkender, at arbejdslønnen under kapitalismen presses ned til en minimumsløn.
Men derfor er det også, at Proudhon forestiller sig nogle politiske forandringer, så arbejderne ikke
skal være en vare, men hvor mennesker indgår fornuftige aftaler med hinanden.
Det er jo meget sympatisk. Og sådan skal det da også være i det fremtidige socialistiske samfund
– mener Marx. Men sådan er det ikke under kapitalismen. Her bliver arbejderne behandlet som en
vare på arbejdsmarkedet. Marx opsummerede sin kritik i et brev fra 1946 til sin forlægger:
Hr. Proudhon ser i historien er bestemt række samfundsmæssige evolutioner; han finder fremskridtet virkeliggjort i historien; han finder endelig, at menneskene – som individer – ikke vidste,
hvad de gjorde, at de har narret sig selv med hensyn til deres egen bevægelse, dvs. at deres
samfundsmæssige udvikling ved første øjekast tager sig ud som noget, der er forskelligt fra, adskilt fra og uafhængig af deres individuelle udvikling.
Står det menneskene frit at vælge den ene eller anden samfundsform? På ingen måde. Tag et
bestemt trin i udviklingen af menneskenes produktivkræfter, og de vil have en bestemt form for
handel og konsumption. Tag bestemte grader i udviklingen af produktionen, handelen, konsumptionen, og de vil have en tilsvarende form for samfundsorden, en bestemt organisation af
familien, stænderne eller klasserne, kort sagt et tilsvarende borgerligt samfund. Tag et sådant
borgerligt samfund, og de vil have en tilsvarende politisk stat, som ikke er andet end det borgerlige samfunds officielle udtryk. Det er det, hr. Proudhon aldrig vil komme til at forstå, for han tror
at gøre noget stort, når han appellerer fra staten til samfundet, …
22
Marx mente, at der har været et adelssamfund. Og nu er der et kapitalistisk samfund. Og forhåbentlig kommer der engang et socialistisk samfund. Problemet for Marx er, at Proudhon forestiller sig,
at almindelige mennesker har en eviggyldig bevidsthed, som er uafhængig af det nuværende samfundssystem. Proudhon tror, at man bare politisk kan afskaffe den nuværende stat. Det kan man
ikke, mener Marx.
Marx holdt fast i, at der er en magthaver-bevidsthed (hoved) og en produktivkraft bevidsthed
(underliv). Og han mente ikke, at man kunne ændre magtforholdene i samfundet, med mindre man først ændrede produktivkræfterne.
Proudhon visualiserede en helt anden samfunds- og bevidsthedsstruktur, hvor der ikke er
nogen bevidsthed på ”statens plads” (hoved), men hvor det menneskelige og følelsesmæssige (bryst) spiller sammen med produktivkræfterne (underliv).
Som jeg tidligere i bogen har redegjort for, var der mange i de revolutionære kredse, som netop
havde denne bevidsthed. Det er den gamle indiske bevidsthedsstruktur, hvor man ikke behøver at
have en styrende og kontrollerende bevidsthed (hoved) – hverken inde i sig selv eller som statsmagt.
Marx mente, at Proudhon tog fejl. Så længe kapitalismen eksisterer, vil alle mennesker –
ifølge Marx – have en abstrakt bevidsthed (hoved) og en konkret bevidsthed (underliv), men
også en individuel følelsesmæssig bevidsthed (bryst). Og de tre vekselvirker med hinanden –
og danner forbigående og historiske samfundsformer. Han skrev:
Således er de økonomiske former, under hvilke menneskene producerer, forbruger, bytter, forbigående og historiske. Når menneskene erhverver nye produktivkræfter, ændrer de deres produktionsmåde, og sammen med produktionsmåden forandrer de alle deres økonomiske forhold,
der blot var de nødvendige relationer for denne bestemte produktionsmåde.
Det er det, hr. Proudhon ikke har begrebet og langt mindre påvist. Hr. Proudhon, som er ude af
stand til at følge historiens virkelige bevægelse, leverer et vrangbillede, der gør krav på at være
dialektisk. Han føler ikke trang til at tale om det 17., 18. og 19. århundrede, for hans historie udspiller sig i indbildningens tågeverden og er højt hævet over tid og sted.
Idet hr. Proudhon etablerer ejendommen som et uafhængigt forhold, begår han mere end en
metodologisk fejl: han leverer et klart bevis for, at han ikke har fattet den forbindelse, som knytter alle den borgerlige produktions former sammen, at han ikke har begrebet den historiske og
forbigående karakter, som produktionsformerne i en bestemt epoke har.
Marx mente, at bevidsthedsstrukturen er skabt af samfundssystemet – og har historisk og forbigående karakter. I takt med at produktivkræfterne udvikler sig, kan der ske forandringer i menneskenes
bevidsthed, så de bliver revolutionære og ændrer samfundet. Og Marx mente, at Proudhon’s ideal
om en anden bevidsthedsstruktur blot er en indbildning. Hvor Marx for eksempel mente, at ejendom
er et historisk fænomen, og at det vil blive ophævet, når produktivkræfterne og samfundets videreudvikles, mente Proudhon, at al ejendom er tyveri og bare skal afskaffes ved lov.
Proudhon svarede ikke på Marx’s kritik. Men efter revolutionen i februar i 1848 udgav han i 1849
En revolutionærs bekendelser: Historien om Februar Revolutionen. Og følgende er hentet fra kapitel 3:
Alle er lige og frie: samfundet, af natur og idé, er således autonom, man kan sige uregerlig. Hvis
aktivitetssfæren hos hver borger er bestemt af den naturlige arbejdsdeling og valg af profession,
er de sociale funktioner kombineret sådan, at de danner en harmonisk effekt, og resultatet af alle frie aktioner bliver, at der ikke en nogen regering. Hvem som helst, der lægger en hånd på
mig for at regere mig, er en tronrager og en tyran; jeg erklærer ham som min fjende.
23
… når mennesket én gang har nået majoritetens tidsalder, må regeringer og magtgrupper ophøre. Denne konklusion opstår med den samme logiske kraft, den samme nødvendige tendens,
som vi så, da socialisme opstod ud af absolutismen, filosofi opstod ud af religion, og lighed dukker op ud af ulighed.
… en regering kan aldrig være revolutionær, af den simple grund, at den regerer. Kun samfundet, massen af folk, blandet med intelligens, kan revolutionere sig selv, for kun folket kan udfolde sig spontant, analysere dets situation, forklare mysteriet om dets skæbne og herkomst, ændre dets tro og dets filosofi; fordi kun folket evner til syvende og sidst at kæmpe mod dets autoriteter og høste dets frugter.
Alle revolutioner … er kun sket ved hjælp af folkets spontanitet. Regeringer har altid bremset,
altid undertrykt, altid brugt magt, aldrig revolutioneret noget. Deres rolle handler ikke om at skabe forandring, men undgå den.
Nogenlunde samtidig (1848) udgav Marx og Engels Det kommunistiske Manifest, og i kapitel 3 om
forskellige reaktionære socialister omtales Proudhon som en bourgoeis-socialist:
Som eksempel anfører vi Proudhon’s "Elendighedens filosofi".
De socialistiske bourgeois'er vil have det moderne samfunds eksistensbetingelser, men uden
de kampe og farer, de nødvendigvis fremkalder. De vil have det bestående samfund minus de
elementer, der revolutionerer og opløser det. De ønsker bourgeoisiet uden proletariat.
Bourgeoisiet forestiller sig ganske naturligt den verden, hvor det selv hersker, som den bedste.
Bourgeois-socialismen udarbejder denne bekvemme forestilling til et helt eller halvt system. Når
den opfordrer proletariatet til at realisere disse systemer og drage ind i det nye Jerusalem, så
forlanger den i grunden kun, at proletariatet skal blive indenfor det nuværende samfund, men
opgive sine hadefulde forestillinger om det.
En anden, mindre systematisk, men mere praktisk form for denne socialisme søgte at afholde
arbejderklassen fra enhver revolutionær bevægelse ved at påvise, at ikke politiske forandringer
af den ene eller den anden slags - altså kun ændringer af de materielle eksistensforhold og de
økonomiske forhold - kunne gavne den.
Ved ændring af de materielle eksistensforhold forstår denne socialisme imidlertid på ingen måde afskaffelsen af de borgerlige produktionsforhold, der kun er mulig af revolutionær vej, men
derimod administrative forbedringer, der kan foretages på grundlag af disse produktionsforhold
og altså ikke forandrer noget i forholdet mellem kapital og lønarbejde, men i bedste fald skaffer
bourgeoisiet en nedsættelse i omkostningerne ved dets styre og forenkler dets statshusholdning.
I manifestet skrev Marx så, hvad det er, som man skal gøre:
Kommunisternes umiddelbare mål er det samme som alle andre proletariske partiers: proletariatets organisering som klasse, bourgeoisiherredømmets fald og proletariatets erobring af den politiske magt.
Proudhon og andre fortolkede det, som om Marx ikke ville afskaffe statsmagten, men erobre den.
Men Marx ville også afskaffe staten, men alligevel have en politisk magt, der kunne regulerede
produktionen. Marx fortsatte:
Men vor tidsalder, bourgeoisiets tidsalder, udmærker sig ved, at den har forenklet klassemodsætningerne. Hele samfundet spalter sig mere og mere i to store fjendtlige lejre, i to store klasser, der står i direkte modsætning til hinanden: bourgeoisiet og proletariatet.
Undertiden sejrer arbejderne, men kun forbigående. Det egentlige resultat af deres kampe er
ikke den umiddelbare sejr, men det, at arbejdernes samling griber mere og mere om sig. Det
24
fremmes ved de forbedrede samfærdselsmidler, som storindustrien skaber, og som bringer arbejderne fra de forskellige egne i forbindelse med hinanden.
Og endelig, i den periode, da klassekampen nærmer sig sin afgørelse, antager opløsningsprocessen indenfor den herskende klasse, indenfor hele det gamle samfund, en så voldsom, en så
grel karakter, at en lille del af den herskende klasse udskiller sig fra den og slutter sig til den revolutionære klasse, den klasse, der holder fremtiden i sin hånd. Ligesom altså tidligere en del af
adelen gik over til bourgeoisiet, sådan går nu en del af bourgeoisiet over til proletariatet, særlig
den del af bourgeois-ideologerne, som har arbejdet sig frem til en teoretisk forståelse af hele
den historiske bevægelse.
Læg mærke til, at revolutionen ikke er et voldeligt kup. Det er en langsom opløsning, som medfører, at også borgerlige mennesker, der har en teoretisk forståelse for den historiske bevægelse, vil
tilslutte sig revolutionen.
Af alle de klasser, som i dag står overfor bourgeoisiet, er det kun proletariatet, der er en virkelig
revolutionær klasse. De andre klasser går tilbage og forsvinder, efterhånden som storindustrien
trænger frem, men proletariatet er storindustriens aller egentligste produkt.
Den væsentlige betingelse for bourgeoisiklassens eksistens og herredømme er ophobningen af
rigdom i hænderne på private, kapitaldannelsen og kapitalforøgelsen: Kapitalen er betinget af
lønarbejdet. Lønarbejdet hviler udelukkende på arbejdernes indbyrdes konkurrence. Industriens
udvikling, som viljeløst og modstandsløst fremmes af bourgeoisiet, skaber – i stedet for at isolere arbejderne i konkurrence – deres revolutionære samling i associationen. Med storindustriens
udvikling bliver altså selve grundlaget for bourgeoisiets måde at producere og tilegne sig produkterne på slået bort under det. Det producerer først og fremmest sine egne banemænd.
Bourgeoisiets undergang og proletariatets sejr er lige uundgåelige.
Marx har altså en bestemt udviklingstankegang, som både gælder for bevidstheden og den sociale
organisation.
Proudhon stillede op til parlamentsvalget i 1848, men blev ikke valgt ind. I 1851 udgav han Den
generelle idé med revolutionen i det 19. århundrede, hvor han blandt andet skrev:
Vi ønsker en fredelig revolution … Vi ønsker, at det nuværende system af undertrykkelse og fattigdom skal erstattes af et system af tryghed og frihed; … at ethvert menneske i stedet for at
være underordnet og adlydende skal knyttes til samfundet via en fri kontrakt.
Det er en industriel organisation, som vi vil sætte i stedet for en regering. I stedet for love, vil vi
have kontrakter. Ikke flere love vedtaget af flertallet, heller ikke når det er enstemmigt; hver borger, hver by, hvert industrielt forbund laver sine egne love. I stedet for politisk magt, vil vi have
økonomisk kraft. I stedet for gamle klasser af adelsmænd, borgere og bønder, eller af forretningsmænd og arbejdere vil vi have mulighed for at lave særlige produktionssammenslutninger
om landbrug, fabrikation, handel osv.
Det var Marx helt enig i. Men så havde Proudhon nogle økonomiske idéer. Al arv skal afskaffes.
Der skal være en national folkebank, der kan låne penge til almindelige mennesker til meget lav
rente. Han udtænkte også en overgangsordning for landmænd. Ethvert afdrag på gæld skal medføre,
at landmanden øger sin brugsret. Og når hele ejendommen er betalt, skal kommunen overtage ejendommen og fastsætte en leje for landmænd. På den måde skal al jord gradvis nationaliseres. Han
havde tilsvarende idéer for lejere. Al leje skal indsættes på en konto til køb af huset. Den enkelte
lejer ejer så den andel, som han har betalt. Kommunen skal – på vegne af lejerne – overtage de lån,
der har finansieret huset. Kommunen skal have ret til at købe huset af tidligere ejer, og i så fald skal
lejerne kunne betale huset færdig inden 30 år, hvorefter der ikke skal betales mere. For reparationer,
administration, vedligeholdelse og tilbygninger skal arbejdet udføres i overensstemmelse med bygningshåndværkernes fagforening. Alt det her var Marx uenig i. Det var her, at han så, at Proudhon
bare ville køre det nuværende samfund videre, men med nogle få forbedringer.
25
Både Proudhon og Marx gik imod det repræsentative demokrati, hvor befolkningen vælger politikere. Alle de revolutionære mente, at man skulle fremme individualismen. Men Proudhon og Marx
var ret uenige om, hvad det betød.
Proudhon mente, at den europæiske bevidsthed havde skabt et system, hvor der var nogle
magthavere (hoved), der undertrykte folket (underliv). Og den enkelte bonde og arbejder
havde så den bevidsthed, at de oplevede sig som en del af folket (underliv) – og altså ikke
som selvstændige individer. Ved at fjerne staten og magthaverne (hoved) kunne det enkelte menneske genvinde sin selvstændighed som individ. Det var denne individualisme, han ønskede.
Når det var sket, var der ikke nogen bevidsthed (hoved) til at kontrollere og styre. Så var der
kun den kropslige funderede bevidsthed. Og det var, hvad Proudhon opfattede som den individuelle bevidsthed.
Marx mente ligesom Proudhon, at den europæiske bevidsthed havde skabt et system, hvor der
var nogle magthavere (hoved), der undertrykte folket (underliv). Men i modsætning til
Proudhon mente Marx, at man ikke bare kunne forlade denne bevidsthed.
Og så mente Marx, at et menneske også havde en individuel bevidsthed. Og det var den, som
de undertrykte skulle dyrke. Her ville de få en følelse af sig selv (bryst). Og med den ville de
kunne kigge på samfundet og indse, at det var forkert, at magthaverne undertrykte folket.
Både i forhold til de utopiske socialister og til Proudhon kommer Marx flere gange ind på klassekampen. Han skriver, at de gamle forskellige klasser efterhånden opløses, og at de afløses af 2 klasser, nemlig kapitalistklassen og arbejderklassen. Her er der ikke tale om noget psykologisk, sådan at
man kan diskutere, om en grønsagshandler er kapitalist eller arbejder. Klassebegrebet er et abstrakt
begreb, der kun giver mening i en samfundsanalyse. Det, som Marx hævder, er, at befolkningerne
havner i 2 klasser, som danner en uforenelig modsætning. Kapitalistklassen trækker i retning af at
proletarisere hele jordens befolkning og gøre dem til lønslaver. Arbejderklassen trækker i retning af
at frigøre alle mennesker i et retfærdigt fællesskab.
I Danmark er der nogle socialister, der mener, at klassekampen er ovre. Der er ikke 2 klasser mere, mener de. Men sagen er, at klassekampen er blevet global. For hver gang der går 1 krone fra
kapitalistlandene til ulandene, går der 10 kroner fra ulandene til kapitalistlandene. De 10 % rigeste
her på jorden bliver rigere og rigere, mens de 10 % fattigste bliver fattigere og fattigere. Kapitalistklassen som globalt abstrakt fænomen trækker i retning af at proletarisere alle de fattige over hele
kloden, mens arbejderklasen som globalt abstrakt fænomen trækker i retning af frihed og retfærdighed for alle mennesker.
Hvad er den overordnede forskel på Marx og Proudhon? Jo, Marx havde alle teorierne i orden; og
det anerkendte Proudhon da også mere eller mindre til sidst. Men Proudhon’s styrke var, at han
tænkte på den måde, som de fleste almindelige mennesker gør: Man har en bevidsthed, hvor man
slipper analysen, slipper selvkontrollen, slipper forudfattede opfattelser - og hvor man bliver et
handlende individ, der forsøger at finde nye veje, - udnytte de muligheder, der viser sig, - forholde
sig til hinandens faktiske handlinger osv.
Proudhon var god til at visualisere det; men han var dårlig til selv at udføre det. Derfor blev det
Bakunin, som ikke var teoretiker, men tilhænger af Proudhon, som blev praktikeren.
26
Bakunin
Mikhail Bakunin (1814-76) var ofte den, der stod foran folket i revolutionære situationer og opildnede dem til handling. Han vidste derfor af erfaring, at folk godt kunne slippe den europæiske fastlåste bevidsthed. Spontant kunne de skifte, så deres tanker og følelser blev mere umiddelbare, og at
de derfor blev i stand til at handle revolutionært.
Under den fransk-tyske krig i 1870-71 tog befolkningen i Paris magten og lavede deres egen frie
kommune. De blev blodigt sablet ned. Og det gav bagefter tanker om, hvad man så skulle. Lad os
læse om Bakunins tanker, som han skrev i 1871 kort efter Pariserkommunen fald.
Jeg er en overbevist fortaler for økonomisk og social lighed, fordi jeg ved, at uden det vil frihed,
retfærdighed, værdighed, moral, folks velbefindende, såvel som det nationale velfærd aldrig blive til andet end løgne. Men fordi jeg står for frihed som det primære for mennesker, tror jeg, at
lighed må skabes her på jorden via spontan organisering af arbejde og kollektiv ejerskab gennem organiserede producenters sammenslutning, og en tilsvarende spontan føderation af
kommuner til at erstatte den dominerende patriarkalske stat.
Her er der en fundamental forskel mellem socialister og revolutionære kollektivister på den ene
side og autoritære kommunister, som støtter den absolutte statsmagt på den anden.
De førstnævnte er dem, der fulgte Proudhon’s idéer. De sidstnævnte er dem, der fulgte Marx.
Deres slutmål er det samme. Begge ønsker lige meget at skabe en ny social orden, der for det
første er baseret på det kollektive arbejdes organisation … og for det andet på fælleseje af produktionsmidlerne.
Forskellen er kun, at kommunisterne forestiller sig, at de kan opnå deres mål ved at udvikle og
organisere arbejderklassens politiske magt, hovedsagelig proletariatet i byerne, hjulpet af radikale borgere. De revolutionære socialister derimod tror, at de kun kan opnå succes ved at udvikle og organisere ikke-politiske eller anti-politiske sociale kræfter i arbejderklassen i byer og
på landet, inklusiv alle af god vilje fra overklassen, som bryder med deres fortid og åbent ønsker
at tilslutte sig og acceptere det revolutionære program fuldt ud.
Forskellen fører til forskel i taktik. Kommunisterne tror, det er nødvendigt at organisere arbejderne med det formål at erobre den politiske statsmagt. De revolutionære socialister organiserer sig med det formål at destruere – eller formuleret mere høfligt – at likvidere staten.
Kommunisterne er fortaler for princippet og den praktiske udøvelse af autoritet; de revolutionære socialister lægger al deres tro i frihed. Begge går ind for videnskab, som kan udrydde overtro
og erstatte religiøs tro. De første vil pålægge folk videnskab med magt; de sidste vil forsøge at
udbrede det, så grupper, der én gang er blevet overbeviste, vil organisere og samarbejde spontant, frit fra bunden og op, på deres egne betingelse og tro mod deres enge interesser, aldrig
følge en forud lagt plan, der er påtvunget de ”uvidende” masser af nogle få ”overlegne” hjerner.
Her tænkte Bakunen mest på Marx, som han opfattede som sådan en overlegen hjerne, der havde en
plan for alting.
De revolutionære socialister mener, at der er meget mere praktisk fornuft og visdom i massernes instinktive stræben og reelle behov, end der er i den dybsindige intelligens, som doktorer og
folkeforførere - efter så mange fejltagelser – stadig forsøger sig med for at gøre folk lykkelige.
De revolutionære socialister mener endvidere, at menneskeheden i al for lang tid har været underkastet det at blive regeret; at årsagen til problemerne ikke ligger i en speciel form for regering, men i de fundamentale principper for selve det at regere, uanset hvilken form det tager.
Endelig er der den velkendte modsætning mellem kommunisme, som er udviklet af den tyske
skole og accepteret delvis af amerikanere og englændere - og proudhonisme, som hovedsagelig er udviklet og fuldendt af proletariatet i de latinske lande.
27
Sagen var dengang – og er det stadig i dag – at Marx’s tanker hovedsagelig er et tysk, amerikansk
og engelsk fænomen, mens arbejderklassen i Holland, Belgien, Frankrig, Spanien, Italien m.fl. i
overvejende grad knytter sig til Proudhon’s teorier. Bakunin fortsætter:
Jeg støtter Pariserkommunen, til trods for al den blodsudgydelse folk led under …. den er blevet
mere udholdende og magtfuld i hjerterne og tanker hos Europas proletariat. Jeg støtter den,
trods alt, fordi den var en modig, klart formuleret negation af staten.
I modsætning til hvad de autoritære kommunister mener, nemlig – og det finder jeg helt forkert,
at en social revolution skal udråbes og organiseres af et diktatur eller af en konstitueret forsamling, der er opstået ud fra en politisk revolution, mener vores venner, de parisiske socialister, at
en revolution hverken kunne opstå eller bringes til fuldstændig udvikling, med mindre det sker
ved spontane og vedvarende aktioner fra masserne, grupperne og folkets sammenslutninger.
Det er oplagt, at frihed aldrig vil blive givet til folk. Og de reelle interesser i samfundet, i grupperne, lokale sammenslutninger og enkeltpersoner, som udgør samfundet, vil aldrig blive tilfredsstillet, før der ikke længere er nogen stat. Det er åbenbart, at samfundets såkaldte generelle interesser, som staten antages at repræsentere, og som i realiteten kun er en generel og
konstant negation af de rigtige interesser i regionerne, kommunerne, sammenslutningerne og
undersåtter i samfundet, kun er en abstraktion, en fiktion, en løgn.
Staten er som et slagtehus eller en enorm kirkegård, hvor al den reelle stræben, alle landets levende kræfter, indgår ædelmodigt og lykkelig, i skyggen af denne abstraktion, for at lade sig
selv blive slået ned og begravet.
Den fremtidige sociale organisation skal opstå fra neden af, ved hjælp af frie sammenslutninger
eller føderationer af arbejdere, startende med sammenslutningerne, så fortsætte til kommunerne, regionerne, nationerne, og endelig kulminerende i en stor international og universal føderation. Det er kun sådan, at den sande, livgivende sociale orden af frihed og generel velfærd vil
opstå – en social orden, som langt fra at begrænse folk, vil bekræfte og forsone individernes interesser i samfundet.
Det sidste var Marx enig i. Uenigheden handler om, hvordan den revolutionære bevidsthed opstår
hos almindelige mennesker.
Bakunin lagde grunden til den kollektive anarkisme. Når anarkister planlægger aktioner, siger de, at det ikke skal ske ud fra holdnings-baserede analyser (hoved), men
ud fra handlings-baserede analyser (krop). Man skal ikke bygge på bestemte teorier
for, hvad der rigtigt at gøre. Man skal forholde sig til aktuelle og konkrete handlinger, som folk står
midt i. Det er her, at næste trin i en aktion spontant vokser frem.
Der er jo to former for frihed; nemlig en individuel, som liberale borgerlige går ind for, og en kollektiv, som socialister går ind for. Herom skrev Bakunin:
Jeg er fanatisk tilhænger af frihed, idet jeg betragter friheden som det eneste medium, hvorigennem vi kan udvikle intelligens, værdighed og lykke. Med "frihed" menes ikke officiel "frihed",
uddelt, afmålt og reguleret af Staten. Det er noget falsk, der repræsenterer nogle fås privilegier
og manges trældom; - og ikke den individuelle frihed, selvisk, gemen og fiktiv, som den fremføres af … borgerlig liberalisme, der betragter individets rettigheder som noget, der begrænses af
staten, og som derfor nødvendigvis må resultere i reduktionen af individets rettigheder til nul.
Nej, jeg mener den eneste frihed, der i sandhed er det ord værdig, den frihed, der består i den
fulde udvikling af alle de fysiske, intellektuelle og moralske/etiske evner, der findes latent i enhver, den frihed, der ikke anerkender andre begrænsninger end de, der kan føres tilbage til vor
egen naturs love. Det betyder, at der i egentligste forstand ikke er nogen begrænsninger, eftersom disse love ikke pålægges os af en ydre lovgiver, ved siden af os eller over os. Det er love
der ligger i os som en del af os og udgør en del af selve det at være menneske.
28
Marx kunne ikke lide Bakunin. Marx mente, at Bakunin var uvidende om menneskets egentlige
natur, og at Bakunin bare byggede på forhåbninger og drømme.
29
Marx og Engels
Allerede i 1845 skrev Marx (sammen med Friedrich Engels) sit første store skrift, Den tyske Ideologi, der dog først udkom i 1932 på tysk i Moskva; og man skal helt op til 1960’erne, før det blev
almindelig kendt rundt om i Europa. Marx gennemgår her den historiske udvikling, sådan som han i
sin fantasi forestiller den sig. Her er lidt udpluk:
Den første ejendomsform er fællesejendom i stammen… På dette trin er arbejdets deling endnu
meget lidt udviklet og begrænser sig til en videre udbredelse af den naturlige deling af arbejdet,
som findes i familien… Slaveriet, der er latent til stede i familien, udvikler sig først efterhånden…
Marx troede altså, at slaveri ligger latent i mennesket, sådan at manden hersker over kvinder og
børn. Men vi har historiske kilder fra Mellemøsten, der viser, at der var ligeværd (nogen kalder det
matriarkat) mellem mænd og kvinder. Det var først, da klimaet ændrede sig, og der blev steppe og
ørken, at der kom krige om at erobre en frodig dal. Og disse krige var så omfattende, at alle var på
konstant flugt eller erobring i 400 år fra 1200-800 før 0. I disse år førte mændene krig, mens kvinder, børn og husdyr fulgte med. Og det var først efter disse krige, at man ser patriarkat og kvindeundertrykkelse.
Den næste form er fællesejendom i den antikke kommune og stat, der især opstår ved at flere
stammer gennem kontrakt eller erobring forener sig til en by, og hvor slaveriet fortsat eksisterer…
Det er mere korrekt, at slaveriet opstår her. Den form for slaveri, der fandtes tidligere, lignede mere
den form for arbejde, som arbejderklassen har i dag.
Den tredje form er den feudale ejendom eller stænderejendom…
Marx konkluderer, at det sociale liv og bevidstheden dannes som en historisk proces – og tager
hermed afstand fra de filosoffer, som beskriver bevidstheden ud fra ren filosofi. Han fortsætter:
Arbejdets deling bliver først virkelig deling fra det øjeblik, hvor der indtræder en deling af det
materielle og det åndelige arbejde.
Og her er det, at Marx mente, at den polariserede bevidsthed begyndte at opstå. Indholdet i
denne bevidsthed blev efterhånden til adelens og kapitalisternes ejendomsret og senere til det
moderne samfund med en statsmagt (hoved), der herskede over dem, der udførte den materielle produktion (underliv).
Så snart arbejdet begynder at blive opdelt, har hver enkelt udelukkende en bestemt virksomhedskreds, som bliver ham påtvunget og som han ikke kan komme ud af; han er jæger, fisker,
hyrde eller kritisk kritiker, og det må han blive ved med at være, hvis ikke han vil miste midlerne
til livets ophold
Marx mente, at der er herskere (hoved), der udøver magt over jægere, fiskere, hyrder og kritikere
(underliv), sådan at de ikke kan leve frit, men må kæmpe for livets opretholdelse ved at forblive det,
som de er.
– i det kommunistiske samfund derimod, hvor hver enkelt ikke udelukkende har en virksomhedskreds, men kan uddanne sig i en hvilken som helst gren, som han måtte ønske sig, regulerer samfundet den almindelige produktion og gør det netop derved muligt for mig at gøre dette i
dag, noget andet i morgen, at gå på jagt om morgenen, fiske om eftermiddagen, beskæftige mig
med kvægavl om aftenen, kritisere oven på middagen, netop hvad jeg har lyst til, uden nogen
sinde at blive jæger, fisker, hyrde eller kritiker.
30
Her ser vi tydeligt, at Marx var enig med de utopiske socialister om deres visioner for fremtiden.
Man lever i frivillige fællesskaber, går på jagt om morgenen, fisker om eftermiddagen osv. – kort
sagt, gør det, som man har lyst til.
Når det så kommer til, hvad man skal gøre for at revolutionere samfundet, var Marx godt klar over,
at arbejderklassen har kapitalistklassens bevidsthedsstruktur; og det er så det helt store problem.
Den herskende klasses tanker er i hver epoke de herskende tanker, dvs. den klasse, som har
den herskende materielle magt i samfundet, er tillige dets herskende åndelige magt. Den klasse, som råder over midlerne til materiel produktion, disponerer tillige over midlerne til åndelig
produktion, således at tillige også tankerne hos gennemsnittet af dem, der er berøvet midlerne
til åndelig produktion, er underkastet den. De herskende tanker er ikke andet end det ideelle udtryk for de herskende materielle relationer.
Det altafgørende er derfor, hvordan man kan ændre de undertryktes bevidsthed, så de laver revolution. Og her er det, at Marx – som tidligere vist – mente, at bevidstheden udvikler sig i overensstemmelse med den 3-delte struktur:
Der er en konkret bevidsthed (underliv) om den materielle produktion. Så er der en abstrakt
bevidsthed; det er de herskendes tanker (hoved). Men så er der også en individuel følelsesmæssig bevidsthed (bryst), der kigger på modsætningen, og som er igangsætter til en bevidsthedsproces.
Engels
Friedrich Engels (1820 - 1895) var Marx’s skrivekammerat. Han havde arvet en bomuldsfabrik, og
han gav Marx penge hver måned, så Marx kunne sidde og studere og skrive.
Nogen tror, at Marx i 1840-50 kun beskæftigede sig med bevidsthedsmæssige problemer, og at
han så senere begyndte at skrive om økonomi. Det er ikke rigtigt. Han begyndte med de økonomiske skriverier i 1844. Han skrev i Til kritikken af den politiske økonomi (udgivet i Berlin 1859):
Studiet af økonomien, som jeg påbegyndte i Paris, fortsatte jeg i Brüssel, hvorhen jeg var flyttet
som følge af hr. Guizots udvisningsordre. Det almindelige resultat, som jeg kom til, og som, da
det først var vundet, tjente som ledetråd i mine studier, kan kort formuleres således: I den samfundsmæssige produktion af deres liv træder menneskene ind i bestemte, nødvendige, af deres
vilje uafhængige forhold, produktionsforhold, som svarer til et bestemt udviklingstrin af deres
materielle produktivkræfter. Indbegrebet af disse produktionsforhold danner samfundets økonomiske struktur, den reelle basis, på hvilken der hæver sig en juridisk og politisk overbygning,
og hvortil der svarer bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer. Den måde, hvorpå det
materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet.
Det er ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed.
Læg mærke til, at Marx ikke skriver, at det er det materielle liv (underliv), der skaber bevidstheden (hoved). Han skriver, at det er menneskers samfundsmæssige væren, der bestemmer bevidstheden – og som vi har set, tænker Marx her både på produktivkræfternes bevidsthed (underliv) og den individuelle følelsesbevidsthed (bryst).
Engels, som kommenterede og udgav samme skrift samtidig, erstattede dog ovenstående afsnit
med:
Ikke alene for økonomien, men for alle historiske videnskaber (og alle videnskaber, der ikke er
naturvidenskaber, er historiske) var det en revolutionerende opdagelse, denne sætning, at »den
måde, hvorpå det materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet« at alle samfunds- og statsforhold, alle religiøse og juridiske systemer, alle teoretiske anskuelser, der dukker op i historien, kun kan forstås, når man har forstået de materielle livsbetingelser i den pågældende periode, og når de udledes af disse materielle betingelser.
31
Det er mig, der har fremhævet ”materielle livsbetingelser”. Hvor Marx mente, at det var menneskers samfundsmæssige væren, som bestemte deres bevidsthed, mente Engels, at det var de materielle livsbetingelser, der bestemte bevidstheden. Så fortsætter Engels, idet han citerer Marx:
»Det er ikke menneskenes bevidsthed, der bestemmer deres væren, men deres samfundsmæssige væren, der bestemmer deres bevidsthed«. Denne sætning er så ligetil, at den måtte
være en selvfølge for enhver, der ikke er kørt fast i idealistisk svindel. Men sagen har højst revolutionære konsekvenser, ikke blot for teorien, men også for praksis.
Her er Marx og Engels enige. I næste afsnit skriver de begge to det samme:
På et vist trin i deres udvikling kommer samfundets materielle produktivkræfter i strid med de
forhåndenværende produktionsforhold, eller, hvad der kun er et juridisk udtryk for det samme,
med de ejendomsforhold, indenfor hvilke de hidtil har bevæget sig. Fra at være produktivkræfternes udviklingsformer, slår disse forhold om til at blive lænker for dem. Der indtræder da en
epoke med sociale revolutioner. Med forandringen af det økonomiske grundlag sker der en
langsommere eller hurtigere omvæltning af hele den uhyre overbygning…
Mark fremhævede dog ikke sociale revolutioner i kursiv; det var kun Engels, der gjorde det. Så
kommer der en tekst, som kun Marx har:
Når man betragter sådanne omvæltninger, må man stadig skelne mellem den materielle omvæltning i de økonomiske produktionsbetingelser, som kan konstateres med naturvidenskabelig
nøjagtighed, og på den anden side de juridiske, politiske, religiøse, kunstneriske eller filosofiske, kort sagt ideologiske former, i hvilke menneskene bliver sig denne konflikt bevidst og udkæmper den. Lige så lidt som man bedømmer et menneske efter, hvad det mener om sig selv,
lige så lidt kan man bedømme en sådan omvæltningsperiode ud fra dens egen bevidsthed, men
må tværtimod forklare denne bevidsthed ud fra modsigelserne i det materielle liv, ud fra den
forhåndenværende konflikt mellem samfundets produktivkræfter og produktionsforhold. En samfundsformation går aldrig til grunde, før alle de produktivkræfter er udviklet, som den er vid nok
til at rumme, og nye højere produktionsforhold træder aldrig i stedet, før de materielle eksistensbetingelser for dem er fostret i det gamle samfunds skød. Derfor stiller menneskeheden
sig altid kun opgaver, som den kan løse, thi når man ser nøjere til, vil man altid finde, at opgaven selv kun melder sig, hvor de materielle betingelser for dens løsning allerede er til stede eller
i det mindste er i færd med at skabes.
I store omrids kan man betegne den asiatiske, den antikke, den feudale og den moderne borgerlige produktionsmåde som progressive epoker i den økonomiske samfundsformation.
Her skal man lægge mærke til, at Marx mener, at der er forskel på materiel og økonomisk udvikling
på den ene side og så bevidsthedsmæssig udvikling på den anden. Men det vælger Engels altså fra.
Næste afsnit er ens hos Marx og Engels. (Antagonisme betyder modsætninger, der ikke kan forliges):
De borgerlige produktionsforhold er den sidste antagonistiske form for den samfundsmæssige
produktionsproces, antagonistisk ikke i betydning af individuel antagonisme, men af en antagonisme, der vokser frem af individernes sociale livsbetingelser; de produktivkræfter, som udvikler
sig i det borgerlige samfunds skød, skaber imidlertid tillige de materielle betingelser for løsningen af denne antagonisme«.
Til sidst slutter Engels sådan:
Der åbner sig altså straks perspektiver til en vældig, til alle tiders vældigste revolution, når man
forfølger vor materialistiske tese videre og anvender den på nutiden.
Det er mig, der har fremhævet ”materialistiske”. Og Marx slutter sådan:
Med denne samfundsformation ender derfor det menneskelige samfunds forhistorie.
32
Denne forskel på Marx og Engels blev uddybet mere og mere i løbet af årene. De var enige om de
store linjer i den historiske udvikling; men Marx inddrog hele tiden det bevidsthedsmæssige, mens
Engels mente, at samfundet udviklede sig efter nogle materialistiske naturlove.
Hvis man ser nærmere på Marx’s vigtigste skrift, Kapitalen Bind 1, ser man en stor forskel mellem
første version fra 1858 og anden version i 1867. I den første version skriver Marx om den økonomiske udvikling, som om det kun er materielle betingelser, der styrer udviklingen – idet han selvfølgelig inde i sin egen tankegang hele tiden er klar over, at der foregår en bevidsthedsmæssig proces,
som skubber til udviklingen. Men i den anden version har Marx mange steder tilføjet sætninger, der
præciserer, at der er en bevidsthedsmæssig faktor, som spiller med. I den anden version har han
også trukket et af de sidste kapitler frem som det første - og begynder så med at fokusere på bevidsthed.
Marx erkendte nemlig, at der var ved at ske en bevidsthedsspaltning, så de to siders bevidstheder
ikke længere hang sammen. Han mente, at det var kapitalismen, der skabte denne spaltning, idet
man brugte højre side som samfunds- og arbejdsbevidsthed – og venstre side som familiebevidsthed.
Med denne spaltning opfatter mennesker sig selv som en arbejdskraft (højre side) og som
menneske (venstre side). Og hos Engels ses det tydeligt, at han udelukkende tænker i overensstemmelse med bevidsthedsmønstret i højre side.
Engels udgav i 1880 Socialismens udvikling fra utopi til videnskab. Følgende er fra kapitel 3 og
handler om revolution og ophævelse af klassemodsætninger.
Idet den kapitalistiske produktionsmåde mere og mere forvandler befolkningens store flertal til
proletarer, skaber den selv den magt, som er tvunget til at fuldbyrde denne omvæltning, da de
ellers må gå under. Idet den mere og mere tvinger til at forvandle de store samfundsmæssige
produktionsmidler til statsejendom, anviser den selv vejen til omvæltningens fuldbyrdelse. Proletariatet sætter sig i besiddelse af statsmagten og forvandler først produktionsmidlerne til
statsejendom. Men dermed ophæver det sig selv som proletariat, dermed ophæver det alle
klasseforskelle og klassemodsætninger, og dermed også staten som stat.
Her er ikke 3 bevidsthedspoler med 3 kvalitativt forskellige bevidstheder, sådan som Marx’s bevidsthedsstruktur er. Hos Engels foregår alt inde i tankerne. Det er en abstrakt bevidsthed, som beskriver en proces.
Engels tror på Darwin’s teorier om den historiske udvikling. Her udvikler arterne sig; men det er
ikke en bevidst vilje, at en leopard gennem tusinder af års evolution får længere ben og kan løbe
hurtigere. Det er tilfældigheder. En konkret leopard får lidt længere ben end andre leoparder. Og
den klarer sig bedre. Andre vil så gerne parre sig med den. Og derfor vil dens gener blive videreført.
Resultatet er, at der er flere af ungerne, der får længere ben. Dem med de længste ben klarer sig
bedre end andre. Og så bliver de også nogle, som andre gerne vil parre sig med. Og generation efter
generation kommer der flere og flere med længere ben, så de kan løbe hurtigere. Engels overfører så
denne tankegang på samfundet. Det, som sker materielt og fysik, medfører ændringer i samfundet.
Det at man skal erobre staten var jo i direkte modsætning til de oprindelige idéer, hvor man skulle
afskaffe staten. Men både Marx og Engels skiftede opfattelse efter Pariserkommunen, hvor statsmagten blodigt nedsablede pariserne, fordi de havde lavet en demokratisk og selvstyrende kommune. Og derfor mente Marx og Engels nu, at man blev nødt til først at overtage statsmagten.
Det hidtidige samfund, der bevægede sig inden for klassemodsætninger, havde brug for staten,
dvs. en organisation af vedkommende udbyttende klasse til opretholdelse af sine ydre produktionsbetingelser, altså navnlig til med magt at holde den udbyttede klasse nede i den form for
undertrykkelse (slaveri, livegenskab eller stavnsbånds lønarbejde), som den bestående produktionsmåde betingede.
33
Så snart der ikke mere findes nogen samfundsklasse, der skal holdes nede, så snart klasseherredømmet er fjernet og den kamp for den enkeltes eksistens afskaffet, som opstår på grund
af det hidtidige anarki i produktionen, og altså de sammenstød og udskejelser, der udspringer
heraf, er der ikke mere noget, der skal undertrykkes, og som kunne nødvendiggøre en særlig
undertrykkelsesmagt, en stat.
Den første handling, under hvilken staten virkelig optræder som repræsentant for hele samfundet – overtagelsen af produktionsmidlerne i samfundets navn – er samtidig dens sidste selvstændige handling som stat. Statsmagtens indgriben i samfundsforhold bliver overflødig på det
ene område efter det andet og sover så hen af sig selv. I stedet for hersken over personer træder nu forvaltning af ting og ledelse af produktionsprocesser. Staten bliver ikke "afskaffet", den
dør bort.
Denne opfattelse, at man først skal erobre statsmagten, og at den vil dø af sig selv, blev venstrefløjen teori – og er det stadig i dag.
Vi skal nu se noget helt nyt hos Engels – en tankegang, som ikke findes hos Marx – men som venstrefløjen også har overtaget:
Men selv om inddelingen i klasser således har en vis historisk berettigelse, så har den det dog
kun for et givet tidsrum, for givne sociale forudsætninger. Den bundede i produktionens utilstrækkelighed: den vil blive fejet væk ved de moderne produktivkræfters fulde udfoldelse. Og
faktisk forudsætter afskaffelsen af de sociale klasser en sådan historisk udviklingsgrad …
Klassesamfundet skyldtes altså, at produktivkræfterne ikke var udviklet nok.
Dette punkt er nu nået…. . Den samfundsmæssige tilegnelse af produktionsmidlerne … frigør
endvidere en mængde produktionsmidler og produkter til fordel for hele samfundet, idet den gør
ende på den nu herskende klasses og dens politiske repræsentanters vanvittige luksus. Muligheden for ved hjælp af samfundsproduktionen at sikre alle samfundsmedlemmer en eksistens,
som ikke blot er materielt fuldt ud tilstrækkelig og fra dag til dag bliver bedre, men som også garanterer dem den fuldstændigt fri uddannelse og udfoldelse af deres legemlige og åndelige anlæg, denne mulighed er der nu for første gang, men den er der.
Tidligere var mængden af produktionsmidler og produkter for lille. Det er først nu, at der er skabt så
meget, at alle kan få et godt liv. Det har medført den forestilling hos de fleste venstreorienterede
gennem hele 1900-tallet, at produktivkræfterne bare skal udvikles mere og mere, og når de er udviklet nok, kommer revolutionen. Alle var derfor overbeviste om, at revolutionen ville starte i Tyskland; men den kom i Rusland. Det skal jeg vende tilbage til. Engels skrev endvidere:
Med samfundets overtagelse af produktionsmidlerne er vareproduktionen afskaffet og dermed
produkternes herredømme over producenterne. Anarkiet inden for den samfundsmæssige produktion erstattes med planmæssig bevidst organisation.
Kampen for den enkeltes eksistens hører op. Dermed træder mennesket i en vis forstand endeligt ud af dyreriget, træder fra dyriske kår ind i virkelig menneskelige. Summen af de livsforhold,
som omgiver menneskene, og som indtil nu beherskede dem, kommer nu ind under menneskenes herredømme og kontrol, og menneskene bliver for første gang bevidste, virkelige herrer
over naturen, fordi de og idet de bliver herrer over deres egne samfundsforhold.
Vi ser her, at bevidstheden i højre side, som jo tidligere var kendt for, at man (hoved) havde
hævet sig op over dyret (underliv) i sig selv, nu udnævnes til en fuldbyrdet proces. På tegningen viser jeg med en streg, at det dyriske bliver projiceret udenfor ”jeg’et”, så det ikke
opleves mere. For Engels forsvinder det bare. I det følgende kommer Engels ind på folks ”egen sociale handlen”, som jo tidligere var det individuelle følelses-jeg (bryst) – og det forsvinder også hos
Engels, mens jeg mener, at det blot er projiceret udenfor ”jeg’et”.
Lovene for deres egen sociale handlen, som tidligere stod for dem som fremmede naturlove,
der beherskede dem, bliver da med fuld sagkundskab anvendt og derved behersket af menne-
34
skene. Menneskenes samfundsmæssige tilværelse, der tidligere stod for dem som påtvunget af
natur og historie, bliver nu deres fri virksomhed. De objektive, fremmede magter, som tidligere
beherskede historien, træder ind under menneskenes egen kontrol. Først fra da af skaber menneskene selv deres historie med fuld bevidsthed, først fra da af vil de sociale årsager, som sættes i bevægelse af dem, overvejende og i stadigt stigende grad få de tilsigtede virkninger. Det er
menneskehedens spring fra nødvendighedens rige ind i frihedens rige.
At gennemføre denne universelle befrielse er det moderne proletariats historiske mission. For
fuldstændig at blive klar over de historiske betingelser og selve denne handlings natur, - og for
at videregive den fulde forståelse heraf til den nu undertrykte proletariske klasse - samt meningen med den betydningsfulde opgave, som proletariatet er kaldet til at fuldføre … dette er opgaven for den videnskabelige socialisme, nemlig at give teorien for den proletariske bevægelse.
I sidste afsnit af ovenstående følger jeg ikke helt den tyske oprindelige tekst, fordi en direkte oversættelse ville blive meget snørklet. Så jeg har rettet lidt på sætningerne, så det giver mening på
dansk; men samtidig har jeg bestræbt mig så grundig som muligt for at bevare den oprindelige mening.
Her er det, at Engels får skabt begrebet videnskabelig socialisme – et begreb, som Marx aldrig anvendte. Og mens Marx’s teori hele tiden bevæger sig mellem 3 forskellige bevidsthedssfærer, befinder Engels’s teori sig i én eneste bevidsthedssfære, som udgøres af en abstrakt tankegang. I venstreorienterede kredse betragter man Engels’s teori som en forbedring og videreudvikling af Marx’s
teori. Efter min opfattelse er det en fordummelse.
Mens Marx’s teori hele tiden var videnskabelig i sin metode, er Engels’s teori det modsatte af
videnskab. Det var ikke kun Engels, som havde denne form for uvidenskabelig videnskab. Det var
ret almindeligt dengang. Der var alle mulige teorier om dyrenes, om menneskenes og om verdens
udvikling. Og det blev alt sammen kaldt videnskab, selvom det mere var fantasi. Marx var den første af alle teoretikere, som anvendte videnskab på den måde, som vi i dag forstår det. Han tog fejl
på et par områder, og hans historiske viden var begrænset. Men det, som gør, at han til stadighed vil
være en kilde til at forstå samfund og udvikling, var og er, at han bestræbte sig på at hæve sig op
over religion, fantasi og filosofisk tankespind – og fastholdt, at det var nødvendigt at forstå, hvordan
den sociale virkelighed egentlig er – sådan ude i den virkelige virkelighed – og lige så meget inde i
den virkelige bevidsthed, som mennesker har.
Marx’s teori for bevidsthedens udvikling hedder ”historisk materialisme”. Og Engels’s teori for
det samme hedder ”dialektisk materialisme”. Efter Marx’s død var der engang, hvor Engels blev
kritiseret for sine synspunkter og blev beskyldt for ikke at have forstået Marx. Og her indrømmede
han, at udviklingen ikke bare skete sådan, at produktivkræfterne skabte bevidstheden. Der var også
en individuel bevidsthed, som spillede en rolle. Men han fastholdt, at det vigtigste var produktivkræfterne.
Falsk bevidsthed
Engels lancerede også begrebet falsk bevidsthed, som de venstreorienterede i dag har overtaget. Her
mener man, at mennesker har en falsk bevidsthed, hvis de er underlagt den herskende borgerlige
ideologi, så de ikke ser deres virkelige objektive interesser.
Ifølge Marx kan bevidstheden aldrig være sand eller falsk. Den er altid under forandring, og den
udvikler sig i runder: Man har en teori. Man udfører den i praksis. Man får erfaringer. Sammenligner med den teori, man havde i starten. Bliver klogere og får en forbedret teori. Udfører den i praksis. Får nye erfaringer. Sammenligner med den teori, man gik ud fra. Bliver klogere og får en bedre
teori osv.
Men hos Engels er der ingen bevidsthedsproces, der udvikler sig i runder. Her ender man op med
en færdig bevidsthed, som så enten er sand eller falsk. Og venstrefløjen har lige siden ment, at Engels’s teori var bedre end Marx’s. Arbejderklassen har i dag en falsk bevidsthed, mener man. Men
efter revolutionen kan man begynde at skabe en sand bevidsthed. Hele problemet er så, hvordan
man får arbejderklassen til at lave revolution. Det skal jeg vende tilbage til.
35
Men faktisk giver det god mening at snakke om falsk bevidsthed – og om myter og tro. Nemlig, når
man er stagneret i et bestemt bevidsthedsmønster – og især hvis der er bevidsthedsmæssige spaltninger og projektioner. Lad mig give nogle eksempler:
Alienationen handler om en bevidsthedsmæssig spaltning, som skyldes, at man har projiceret underlivets bevidsthed udenfor sit ”jeg”. ”Jeg’et” opleves i bryst og hoved – og vil ”det
gode”. Vi føler ”det onde” i underlivet; men det er projiceret ud på andre mennesker. Vi
oplever derfor, at det onde kommer fra andre mennesker.
Vi føler, at der er onde kræfter, som vil ødelægge verden med terrorisme. Der er hele samfund,
som vi føler er besat af ondskab. Derfor føler vi et falsk behov for at forsvare os mod de onde. Vi
bliver nødt til nogle gange at bombe disse lande og andre gange besætte dem og føre krig mod de
onde mennesker, som vi føler så tydeligt. Resultater er, at der i disse lande opstår frihedsbevægelser
og terrorgrupper, som vil forsvare og hævne sig. Og de angriber os mere og mere desperat. Hermed
beviser de, at vores opfattelse er rigtig – nemlig, at de er onde.
Oprindelig hænger seksualitet (underliv) sammen med kærlighed (bryst) og fornuft (hoved). Men
nu er der et falskt behov for sex uden kærlighed og fornuft. De unge går på diskotek, drikker sig
fulde og bliver høje af narkotika, og så flirter de og finder en sexpartner, så de får dækket deres behov. Mange voksne mænd, som har kone og børn, går ind imellem til prostituerede. Der er også
mange kvinder i dag, der har sex med tilfældige mænd.
Reifikationen handler om en bevidsthedsmæssig spaltning, som skyldes en permanent splittelse mellem højre og venstre side. Højre side opleves som et redskab, og man føler, at man er
en arbejdskraft. Hvis man ikke har et arbejde, føler man hele denne side tom. Så derfor føler
man et falskt behov for at have et arbejde. I andre kultur identificerer man sig med sin krop; i vores
identificerer man sig med sit arbejde.
Venstre side opleves som et individualistisk ”jeg”. I andre kulturer kan man skifte mellem at føle
sig som en del af fællesskabet og føle sig som individ. Men i vores kultur føler man hele tiden sin
individualisme. Man tror, at hvis man ikke har denne individualisme, er man kun i stand til at føle
sig som en del af fællesskabet; og så bliver man et gruppemenneske, der aldrig gør oprør, men altid
tilpasser sig. Derfor føler man et falskt behov for individualisme. Så tror man, at man bliver potentiel revolutionær. Men realiteten er modsat; man bliver tilskuer til sit samfundsliv.
Splittelsen i en mandlig (højre) og en kvindelig (venstre) side gør også, at man føler et falskt behov for et tosomhedsforhold i en kernefamilie. Man identificerer sig med et ”jeg” (den ene kropsside), hvor man reelt føler sig halv. Men så føler man også en kæreste (den anden kropsside), hvad
enten man har en kæreste eller ej – og man føler et behov for at smelte sammen med denne kæreste
(blive hel). Egentlig føler man bare behov for at forene sine to sider.
Det samlede splittede bevidsthedsmønster giver et falskt behov for at få mere. Enhver del af
bevidstheden savner noget mere, nemlig det, der er udenfor den delbevidsthed, som man
oplever. Ligegyldigt hvor meget man får, trænger man desperat til at få mere.
Hvis man mærker efter i sin underbevidsthed, oplever man det, som hedder myter. Det er
opfattelser af den historiske udvikling og af menneskets natur.
Hvis man føler efter i højre side, mærker man en relation mellem underliv og hoved. Og det
giver myten om udvikling – nemlig, at vi kommer fra noget dyrisk (underliv) og går mod
noget forstandigt (hoved). Vi føler altid, at udviklingen går fremad og opad. Vi føler, at vi
altid bliver klogere. I den virkelige virkelighed er der perioder i den Europæiske historie, hvor folk
faktisk mister indsigt, fornuft og visdom, og hvor klogskaben bare er dumhed på højere niveau; men
man føler altid, at det går fremad.
36
Hvis man føler efter i venstre side, mærker man en bevidsthed i brystet, hvor man føler kærlighed og medfølelse overfor andre mennesker. Og det giver troen på, at vi er de kærlige – i
modsætning til mennesker i andre kulturer. De er jo ikke stivnet i dette bevidsthedsmønster;
og så kan de ikke føle det samme. Ergo tror vi, at de kun har begrænset eller betinget kærlighed.
Engels’s bevidsthedsstruktur
Som det ses, har Engels præcis den bevidsthedsstruktur, som tegningen viser. Han har alienationen og reifikationen. Underlivet og venstre side er projiceret udenfor han ”jeg”. Han har
de forskellige ”falske” bevidstheder, som jeg netop har gennemgået. Selv mener han, at mange i arbejderklassen har en falsk bevidsthed, fordi de ikke har den bevidsthedstruktur, som han har.
Både Marx og Engels mente, at bevidsthedstrukturen var skabt af samfundssytemet, og at den
ville ændre sig, når man erstattede kapitalismen med socialisme. Her havde Marx ingen mening om,
hvordan det ville blive. Men Engels mente, at socialismen vil blive en videreudvikling af den eksisterende bevidsthed. Han troede på Darwin’s teori om evolution. Menneskeheden har udviklet sig
op til den kapitalistiske bevidsthed – og vil videreudvikle sig frem til socialismen. Den bevidsthedstruktur, som man har fået under kapitalismen, giver en bevidsthed, som er forudsætning
for, at man kan tænke videre i en socialistisk retning. Det mente Marx ikke.
37
Psykologi
Når jeg her kommer ind på psykologi, er det for at vise, at psykologer også har den samme opfattelse af bevidsthedens strukturer som Engels. Jeg starter med nogle af de mest kendte af psykologiens
”fædre”.
Freud
Sigmund Freud (1856-1939), der er kendt for at skabe psykoanalysen, var godt klar over, at der var
græsrodsbevægelser i 1700-tallet, der havde lavet følelsesforløsende terapi for at slippe den selvundertrykkende bevidsthed. Men da det ikke havde medført varige ændringer af bevidstheden, konkluderede han, at man ikke kan ændre bevidsthed bare ved at udleve indestængte følelser. Man bliver nødt til at forstå sin barndomsudvikling, så man erkender, hvordan bevidsthedsmønstret opstår.
Kun når man har forstået det, kan man ændre bevidsthedsstrukturen. Freud oplevede bevidstheden
sådan:
Nede i underlivet har man en dyrisk bevidsthed. Og for at tøjle den, så man ikke løber rundt
og voldtager andre, får man et ”Over-jeg” i hovedet, som man bruger til at styre og kontrollere sig selv. Den dyriske bevidsthed bliver i løbet af barndommen fortrængt, så man som voksen ikke oplever den som et ”jeg”. Og Freud kaldte denne del af bevidstheden for ”Det”. Man oplever bevidstheden i underlivet som en slags ting. Det er noget, som man har – og ikke noget, som
man er; det er projiceret udenfor ”jeg’et”.
Og så mente Freud, at der mellem de to bevidsthedspoler var en følelsesmæssig bevidsthed,
som han kaldte ”Jeg”.
Spaltningen af bevidstheden – mellem underliv og bryst – sker i 1-2 års alderen, fordi forældrene
gerne vil opdrage deres barn til at blive normal civiliseret. Spaltningen hedder alienation. Dels er
det europæiske menneske hermed blevet aseksuelt. Man har sublimeret seksualiteten – kaldte Freud
det, sådan at den seksuelle drift er blevet til en drift for at præstere et arbejde. Og dels har det europæiske menneske mistet kontakten til sin kraft og kropslige vilje. Det har givet anledning til, at europæiske filosoffer har brugt over hundrede år på at diskutere, om man har en fri vilje; for sagen er,
at flertallet af europæerne ikke er i kontakt med sådan en kropslig vilje. Europæerne er blevet psykisk knækkede. De er blevet til pæne og høflige mennesker, der dukker nakken og finder sig i undertrykkelse. Det startede så småt med krigene mellem adel og bønder i 1200- tallet. Men det var
først i 1400-tallet, at den psykiske undertrykkelse slog igennem generelt. Og siden har forældre lært
deres børn, at det er bedre at adlyde magthaverne. Når man først er blevet alieneret, tænker man
ikke mere over det. For så tror man ikke længere på sin egen kraft. Så tror man på samfundssystemet og autoriteterne.
På alle pædagogseminarier lærer man i dag, at et barn fra fødslen af er følelsesmæssigt knyttet til sin mor. Og barnet er kun trygt, når det mærker en fælles følelse (bryst) med en forælder eller pædagog. Barnet udvikler sig ved at efterligne den voksne, tror man.
Når barnet så kommer op i 4-6 års alderen, starter en intellektuel proces. Og her er der først
en periode i barnets liv, hvor der forfølger sine dyriske drifter (underliv) – og dermed udfolder sig primitivt og egoistisk. Men så lærer barnet efterhånden at kunne styre og kontrollere
sig selv (hoved).
Den europæiske bevidsthedsstruktur er derfor biologisk naturlig og selvfølgelig. Det kan ikke
være anderledes – mener de fleste. Ganske vist er det helt anderledes i alle andre kulturer. Men det
er, fordi disse kulturer er nede på et middelalderligt niveau. Med tiden vil de blive civiliseret og
komme op på vores niveau og få vores bevidsthedsstruktur – er den almindelige opfattelse i Europa.
Republikanerne i USA og mennesker i andre kulturer oplever modsat, at europæerne er stivnet i et
ret sindssygt bevidsthedsmønster.
38
Jung
C.G. Jung (1875-1961) forsøgte sig med at finde ud af, hvad der gemte sig nedenunder det fastlåste
mønster, som en europæer var havnet i. Han nåede frem til følgende:
Udadtil er der et "jeg", som han kaldte "persona", og som jeg kalder overflade-jeg’et, og som
er et bevidsthedslag mellem de to sider. Nedenunder er der så personens skyggesider, som er
de bevidstheder, som man gemmer. Her så Jung, at der var to stivnede mønstre. Ét i højre
side, som han kaldte "Animus" (mand), og ét i venstre side, som han kaldte "Anima" (kvinde). Han
mente, at en mand først skulle lære at beherske Animus i højre side - og bagefter Anima i venstre
side. Og at en kvinde tilsvarende skulle gøre det i omvendt rækkefølge. Herefter kunne man slippe
fastlåsningen til disse bevidsthedsmønstre, sådan at de 2 sider smeltede sammen. Og så nåede man
tilbage til "selvet", som var det oprindelige, mente Jung. Han var godt klar over, at der kunne være
forskellige bevidsthedsmønstre i de to sider.
Mennesker, der identificerer sig med ”persona-bevidstheden” ser alting ud fra to modsatte synsvinkler. De argumenterer altid med ”på den ene side” – og ”på den anden side”. Og de har tanker,
der undskylder, forklarer, begrunder eller rummer den modsætning, som de oplever inde i sig selv –
mellem de to kropssiders bevidstheder.
Perls
Frederick S. Perls (1893-1970) mente, at bevidstheden ikke dannede lag ovenpå et "selv". Dette
"selv" eksisterer ikke, mente han. Der er kun bevidsthedsmønstrene. Han kaldte sin metode for gestaltterapi. En gestalt er en indestængt følelse. Den er opstået i en social proces, som man ikke kunne færdiggøre. Man stivnede midt i en erkendelsesproces. Andre menneskers magt var for stor, så
man ikke kunne gøre sin proces færdig. Nu sidder der så en indestængt følelse. Men den kan også
rumme et billede eller en sætning. Tilsammen kaldes det for en gestalt.
Hans terapeutiske metode var så at gennemspille den sociale proces igen, men denne gang sammen med terapeuten, som giver et passende med- og modspil, så klienten kan gøre sin oprindelige
erkendelsesproces færdig.
Han var klar over, at problemerne sad opdelt i højre og venstre kropsside; og at den endelige
befrielse ville komme med en forening af de to sider. Han troede altså, at man kunne komme
helt fri af de kropslige mønstre. Det kan man ikke. Det skal jeg vende tilbage til senere i bogen.
På sine gamle dage blev han klar over, at han havde begået en fejl, som han så fik rettet. Sagen er,
at man aldrig skal begynde på en følelsesforløsning, før man er helt bevidst om, hvor følelsen sidder
i kroppen, og hvad det er for en bevidsthed man vil ud af – samt have en idé om, hvad det er for en
bevidsthed, man gerne vil hen til. Det var den samme erkendelse, som Freud havde. Nemlig, at en
følelsesforløsning alene ikke ændrer mønstret. Efter kort tid genskaber man ubevidst mønstret igen.
Man bliver nødt til at forstå mønstret – og bevidst arbejde på at opnå en anden bevidsthed.
Psykologer i dag
Pædagoger og psykologer er i dag en slags blødt politi, der skal sikre, at befolkningen har den europæiske bevidsthedsstruktur og de spaltninger, som man skal have for at passe til samfundet. Alienationen skal helst gennemføres i 1-2 års alderen og reifikationen i 3-4 års alderen. Og analyseenergien og enheds-energiens bevidstheder skal være dem, som folk identificerer sig med. Hvis det
ikke lykkes for det enkelte menneske at tilpasse sig helt hertil, opstår sociale og psykiske problemer. Og så skal en psykolog hjælpe med samtaleterapi og rådgivning, så den utilpassede kan komme ind i den ”normale” bevidsthedstilstand.
Man kan dog også have en politisk psykologi, hvor terapien går ud på at ændre bevidstheden, så
den passer til et socialistisk samfund. Det var der elementer af i 1970’erne; men det er nu helt fraværende.
39
Psykiatri
På psykiatriske afdelinger udfører man også tilpasningsterapi, når og hvis man har tid til det. Det
har man som oftest ikke. Og derfor bruger man i dag en masse medicin og flere og flere elektrochok. Men når man tager sig tid til det, er der dog refleksioner over det menneskelige sind.
Der er Asperger’s syndrom. Mange kendte videnskabsmænd og kunstnere har (haft) Asperger’s
syndrom. Det har gjort dem mere kreative end "normale" mennesker. Det handler om, at de ikke i
tilstrækkeligt omfang er blevet spaltet i 2 kropssider og stagneret her. Mere eller mindre har de været – eller er – i stand til at få de to sider til at samarbejde og også få dem til at smelte sammen. For
mennesker med store sociale problemer kan Asperger’s syndrom blive et sygeligt problem.
Autisme handler om, at et menneske er stivnet i højre og venstre side – ligesom de ”normale”.
Men den en side er ikke blevet socialiseret. Den er blevet til en indre bevidsthed, som lever inde i
personen. Denne side er som oftest uden kreativitet, men bruges helt mekanisk. Den kan bruges til
at huske enorme mængder af oplysninger – eller udføre svære regnestykker. Hvis en autistisk patient oplever, at denne side truet, føler han sig angrebet og kan reagere meget voldsomt og hysterisk.
Så er der skizofreni. "Normale" mennesker tror jo, at de ser virkeligheden. Men faktisk ser de kun
det, der passer til de indre bevidsthedsstrukturer. Da alle ser det samme, bliver man bekræftet i illusionen om, at man ser objektivt. Men den skizofrene er godt klar over, at det, som han ser ude i virkeligheden, også er noget indre. Han kan med andre ord ikke skelne fantasi fra virkelighed.
Den skotske psykiater Ronald David Laing (1927-89) mente, at andre psykologer tog fejl, når de
mente, at det var drifter eller biologiske årsager, der skabte det splittede og stivnede energimønster.
Det var lige omvendt. Det var det splittede og stivnede energimønster, der skabte folks behov og
drifter. Og han mente, at skizofreni blot var en naturlig reaktion på det vestlige energimønster. Han
opfandt derfor "anti-psykiatrien", hvor han gennem samtale hjalp patienterne til at forstå, at de
egentlig havde reageret helt naturligt, og det var samfundet, der var sygt og ikke dem.
Det gav anledning til, at man lige siden har haft sindslidende i samtaleterapi. Man undgår diskussionen om, hvorvidt det er samfundet eller patienten, der er syg. Samtalen begrænses til, at samfundets bevidsthed er det normale, og at den syge har en unormal bevidsthed. Hvis han eller hun vil
have det bedre, må man ændre eller tilpasse den unormale bevidsthed til det normale.
Psykoser handler efter min opfattelse om alienationen - altså spaltningen imellem underliv og
bryst. Det "normale" menneske gennemfører spaltningen i 1-2 års alderen – og får det dyriske og
umoralske projiceret udenfor ”jeg’et” og ned i underlivet. En psykose handler så om, at ”jeg’et”
pludselig opleves i underlivet.
En femtedel af befolkningen får en depression. Her mærker man brystets bevidsthed hele tiden.
Det er totalt spærret inde og har ingen forbindelse til andre dele af bevidstheden. Her opstår gråd,
angst og en konstant følelse af at være ked af det. Det, som man er ked af, er, at man er totalt spaltet, og at hjertets følelser er spærret inde og ude af kontakt til noget som helst.
De psykiske sygdomme er meget svære at helbrede, fordi de jo er skabt af spaltningerne i det europæiske bevidsthedsmønster. Men ved hjælp af medicin kan man fjerne de dårlige følelser, som
patienten oplever. I de seneste par år har man fundet en helt ny metode, som har vist sig meget effektiv. Man borer ind i hjernen og sætter en metaltråd ind til det sted, hvor bevidstheden oplever
lidelsen. Og så forsvinder følelsen. Herefter kan patienten leve videre med det normale bevidsthedsmønster – som egentlig giver lidelsen – men nu uden at føle den.
Her i Danmark startede i 1979 Galebevægelsen, som var en slags politisk anti-psykiatri bevægelse.
Den eksisterer stadig; men det politiske er forsvundet.
I andre samfundsystemer har man andre former for psykiatri. I Rusland i dag er der psykiatriske
hospitalsafdelinger, hvor man godt er klar over, at der er eller kan være forskellige bevidstheder i
underliv, bryst og hoved. Hver af disse 3 bevidstheder kan så udfolde sig på 4 måder: 1) man kan
have for meget energi. 2) for lidt. 3) være for udadvendt. 4) være for indadvendt. Psykiaterens opgave er så at undersøge alle 12 energiprocesser – og finde ud af, hvilke der skal stimuleres, og hvilke der skal passiviseres.
40
I et socialistisk samfund vil pædagogik, psykologi og psykiatri være anderledes. Det er mentale
værktøjer til at få mennesker til at passe til de bevidsthedsstrukturer, som man gerne vil have, at
befolkningen anvender.
41
Økonomisk teori
Efter Marx’s død og helt frem til 1930’erne var der ikke ret mange, der kendte til de skrifter, som
Marx skrev tidligt. Derimod kendte man til hans økonomiske skrifter. Og især kendte man til Engels’s skrifter. Man troede, at Mars’s teori var en slags økonomisk determinisme, som beviste, at
kapitalismen automatisk ville blive afløst af socialismen i takt med udviklingen. Det var bare et
spørgsmål om tid. Man skulle bare vente, til det skete.
I dag er der stadig mange ”marxister”, der mener, at Marx’s ungdomsskrifter bare var en gang
borgerligt vrøvl, og at han først blev ”videnskabelig” på et senere tidspunkt. De mener, at marxisme
handler om en økonomisk teori. Disse ”marxister” mener ligesom Engels, at den kapitalistiske bevidsthedsstruktur er god, og at man skal bygge videre på den. Og så tror de, at Marx havde en økonomisk teori for kapitalismens sammenbrud. Det havde han ikke. Hvad den marxistiske økonomi
går ud på, vil jeg nu gennemgå.
Der er mange, der tror, at man kan modstille Marx’s økonomiske teori med den borgerlige økonomiske teori, sådan at hvis den ene er rigtig, er den anden falsk. Men det er som at sammenligne rødbeder med cykler. Begge teorier benytter præcis de samme økonomiske begreber; og begreberne
betyder præcis det samme i begge teorier. Men mens den borgerlige økonomi beskæftiger sig med
at forklare, hvordan samfundets samlede husholdningsøkonomi fungerer, er Marx’s økonomiske
teori en analyse af forholdet mellem kapitalistklassen og arbejderklassen. Han formår at bevise, at
den kapitalistiske økonomi har en indre modsætning, der medfører konstant vækst, indebærer jævnlige kriser og på lang sigt er destruktiv for menneskeheden.
Kapitalen
Når man har Engels’s tro på, at der er en videnskabelig årsag til, at kapitalismen udvikler sig til socialisme, vil man jo forsøge at læse Marx’s hovedværk, Kapitalen, sådan, at man leder efter forklaringen på, at det vil ske. Der er også gennem hele bogen en undertone, der bygger en konklusion op.
Så hvor er det, at Marx kommer med det endelige argument for, at kapitalismen går til grunde og
socialismen overtager? Her opfører man sig ligesom ham, der gerne vil finde skoven, og som går
rundt og rundt for at finde den, men ikke kan se andet end træer. Han finder aldrig skoven. Og mange venstreorienterede kan heller ikke finde konklusionen i Kapitalen bind 1.
David Harvey har fundet konklusionen. Han er professor i geografi og antropologi på City University of New York. Han har i de sidste 40 år undervist i blandt andet ”Capital”. Det kan jo på engelsk betyde flere forskellige ting. Og det er først for et par år siden, at universitetets ledelse opdagede, at han underviste i Das Kapital, altså Marx’s bog. Nu er han blevet en offentlig kendt person,
som ofte optræder i progressive TV-udsendelser, hvor han forklarer, hvad den økonomiske krise
egentlig handler om.
Allerede i 1982 skrev han bogen The Limits to Capital, hvor han gennemgår den kapitalistiske
økonomi ud fra en marxistisk synsvinkel. Men i 2010 udgav han bogen A Companion to Marx’s
Capital, der er en egentlig læsevejledning til Marx’s Kapitalen bind 1. Han gennemgår Marx’s tekst
kapitel for kapitel – og redegør for, hvornår Marx er ironisk, og hvornår han mener det, han skriver.
Harvey har gennem de 40 års undervisning i Marx’s Kapitalen bind 1 blevet klogere og klogere.
Dels har han undervejs læst alle de økonomer, som Marx hele tiden henviser til. Og først og fremmest har Harvey lært af de kommentarer og spørgsmål, som de studerende har præsenteret han for.
Alt det bruger han, når han skal forklare, hvad Marx egentlig mente.
Mange mener, at Marx’s ”ungdomsskrifter” er småborgerlige tanker, der ikke kan bruges revolutionært, og at det kun er hans senere økonomiske analyse, som kan bruges af socialister. Men Harvey er god derved, at han netop har forstået, at den økonomiske analyse kun kan og skal forstås i
lyset af det, som Marx skrev meget tidligt, og som handlede om bevidstheden. Og i Harveys bog
om Kapitalen citerer han ofte Marx for netop at påpege og vise, at det er afgørende for Marx at forbinde økonomi og bevidsthed.
42
I A Companion to Marx’s Capital påpeger Harvey igen og igen, at Marx faktisk forsøger at få
økonomi og bevidsthed til at gå sammen. Selvom Marx mener, at den økonomiske analyse er afgørende, viser Harvey, at Marx også mener, at det bevidsthedsmæssige har en afgørende betydning for
udviklingen. Harvey pointerer derfor, at man ikke skal nøjes med at detaillæse Marx’s økonomiske
analyser, men se sammenhængen i hele Kapitalen. Det er denne sammenhæng, der giver forståelsen.
Jeg kan ikke være mere enig. Hvis man læser enkelte afsnit hos Marx, kan man let komme til at
misforstå alting. Det er først, når man læser Kapitalen bind 1 i sammenhæng, at man forstår, hvad
det hele drejer sig om. Det er den samlede tekst, som giver en forklaring på, hvordan kapitalismen
vil udvikle sig.
Hvis man vil læse mere detaljeret om den nuværende økonomiske krise, har Harvey i 2011 udgivet
bogen The Enigma of Capital. Den er mange gange lettere at læse end Kapitalen. I bogens første
tredjedel beskriver han kapitalisternes økonomiske fiduser fra 1970’erne og op til i dag; og her bruger han amerikanske økonomiske udtryk, som kun økonomer forstår. Men andre kan med fordel
godt læse det alligevel. Så skal man bare tænke økonomisk fidus, hvor gang man ikke forstår et
økonomisk begreb.
Hvor Marx i Kapitalen starter med abstrakte analyser og bagefter kommer med historiske eksempler, går Harvey den anden vej rundt. Han kommer med konkrete historiske eksempler først og
summerer dem så op til en økonomisk analyse, som er 100 % den, som Marx kom med. Rent teoretisk er det en svaghed, fordi der mangler beviser. Men pædagogisk er det mange gange bedre, fordi
alle uden forudsætninger kan følge med. Mens Marx selv er meget teoretisk og har forudsigelser af,
hvad der historisk vil ske, tager Harvey udgangspunkt i den historie, som var fremtid for Marx, men
fortid for Harvey – og viser, at der historisk skete det, som passer til Marx’s analyse.
Harvey påviser, at Marx’s analyse hviler på følgende forudsætninger: Der er ingen problemer i
markedet. Markedet er lukket; og det vil sige, at der ingen handel er med nogle uden for markedet.
Merværdien opnås ved udnyttelsen af levende arbejdere. Rente, profit, leje og skat spiller ingen
rolle for kapitalisten, idet han bare opfatter det alt sammen som merværdi. Politikere, fagforeninger
og arbejdere blander sig ikke; det er rå kapitalisme. Alle materielle varer handles til deres værdi.
Arbejdskraften, som også betragtes som en vare, er dog variabel, idet Marx analyserer, hvad der
sker, hvis lønnen til arbejderne kommer over eller under arbejdernes værdi.
Alt det her er i modstrid med den virkelige verden. Så hvad er det, at Marx forsøger at bevise i
Kapitalen bind 1? Jo, han beviser, at der er en indre modsætning i kapitalismen, som både i teorien
og i praksis viser sig ved, at der hele tiden skal være en økonomisk vækst. Og denne vækst sker
både i omfanget af investeringer, i øget produktion samt i antallet af arbejdere. Men da disse 3 elementer udvikler sig ujævnt, kommer der hele tiden kriser, fordi produktion og forbrug aldrig passer
helt til hinanden. I takt med den kapitalistiske udvikling bliver alting mere og mere problematisk,
og det skaber en voksende bevidsthed om at ville ændre systemet.
Det gør, at folk bliver revolutionære. De får følelser og tanker om at skabe et alternativ. Og de
organiserer sig og kæmper for forandringer. På et tidspunkt – mente Marx – vil også mange kapitalister indse, at systemet skal laves om; og så tilslutter de sig den revolutionære bevægelse. Og før
eller siden bliver alting så grotesk, at der er et folkeligt flertal for at gennemføre forandringerne.
Lad os dog lige nærlæse Marx i et skrift fra 1858:
Ud over et vist punkt bliver produktivkræfternes udvikling en skranke for kapitalen; altså kapitalforholdet en skranke for udviklingen af arbejdets produktivkræfter ... I skærende modsigelser,
kriser, kramper udtrykker den voksende uoverensstemmelse mellem samfundets produktive udvikling og de hidtidige produktionsforhold sig. Voldelig tilintetgørelse af kapital … er den mest
slående form, hvori der gives den et praj om at forsvinde og at give rum for et højere niveau for
social produktion. ... Disse modsigelser leder til eksplosioner, omvæltninger, kriser ... Imidlertid
leder disse regelmæssigt tilbagevendende katastrofer til deres repetition på et højere niveau og
slutteligt til dens voldelige omvæltning.
43
Hvorfor skrev Marx så dette? Jo, fordi arbejderklassen på dette tidspunkt - altså omkring 1858 – gik
til fysik angreb på fabrikkerne og ødelagde maskinerne mm. Og Marx troede så, det ville fortsætte,
indtil revolutionen. Men det har intet at gøre med den argumentation, som Marx i øvrigt kommer
med i Kapitalen.
Den faldende profitrate
Når man nu – som de fleste venstreorienterede – ikke kan se skoven for bare træer, og altså ikke kan
finde det afgørende argument eller konklusion i Kapitalen bind 1, er der mange, der mener, at man
skal finde det i Kapitalen bind 3. Marx nåede selv kun at udgive bind 1, men forberedte to ekstra
bind, som aldrig blev skrevet færdige, men som Engels udgav efter Marx’s død. I bind 3 kommer
Marx ind på profitraten fald.
Det følgende kræver, at læseren har forstand på både matematik og økonomi. Hvis man ikke har
det, kan man nøjes med at læse det overfladisk eller springe det over. For det betyder ingenting,
hvis man vil forstå Marx’s argumenter for det, som han egentlig mente.
Nu kommer et par regneeksempler, der viser, hvad profitratens fald handler om. En arbejder laver et
produkt og får som løn herfor 60 kr. Hvis der ikke er nogle maskiner, har kapitalisten altså 60 kr. i
udgifter til løn. Og hvis han sælger arbejdsproduktet for 90 kr., har han tjent 30 kr. Og det er så
merværdien. Merværdiraten opstår så ved at dividere med brugt løn og gange med 100:
30/60*100=50. Merværdiraten er altså 50. Fordi der ikke bruges maskiner, er merværdiraten og
profitraten det samme.
Nu ser vi på et nyt eksempel, hvor der bruges en maskine for et beregnet beløb af 60 kr. Arbejdslønnen er stadig 60 kr. Udgifterne er tilsammen 120 kr. På grund af maskinen kan der produceres
dobbelt så hurtigt. Så kapitalisten sælger nu for 180 kr. Hans udgifter til maskine og løn er 120 kr.,
så han har tjent 60 kr. Det er så profitten. Profitraten opstår så ved at dividere med maskinudgift og
løn og gange med 100: 60/120*100=50. Profitraten er altså 50. Merværdiraten er i dette tilfælde er:
60/60*100=100. Merværdiraten er altid større end profitraten.
Forskellige merværdirater kan have samme profitrate. I forbindelse med ændrede markedspriser
kan der ske ændringer i merværdiraten og profitraten. Her gælder det, at…
- en faldende merværdirate kan have en faldende, en konstant, eller en stigende profitrate
- en konstant merværdirate kan have en faldende, en konstant, eller en stigende profitrate
- en stigende merværdirate kan have en faldende, en konstant, eller en stigende profitrate
Det afhænger af, hvordan priser og løn udvikler sig. Det karakteristiske for kapitalistisk vækst er en
stigende merværdirate, idet konkurrencen tvinger kapitalister til at bruge flere maskiner. Det afgørende for en kapitalist er profitraten.
Marx definerer kapitalens organiske sammensætning som forholdet mellem konstant og variabel
kapital c/v. Begrebsligt er det den organiske forskel på „levende“(arbejdskraft) og „dødt“ (maskiner) arbejde.
Profitraten falder, når merværdiraten er konstant, og den organiske sammensætning vokser. Det er
simpel matematik. Når man indsætter flere maskiner i forhold til arbejdskraft – og når man antager
som Marx, at kun arbejdskraft kan skabe værdi, ja så falder profitten. Marx har så i bind 3 lavet ”loven om profitratens tendentielle fald“. Det skal ses i sammenhæng med, at han i første kapitel af
bind 3 har vist, at profitraten både kan stige, forblive konstant, og falde. Han skriver:
Fabrikssystemets uhyre evne til springvist at udvide sig og dets afhængighed af verdensmarkedet fremkalder nødvendigvis feberagtig produktion og deraf følgende overfyldning af markerne,
hvad der så medfører lammelse, når markederne skrumper ind. Industriens tilværelse forvandler
sig til en rækkefølge af jævn opgang, højkonjunktur, overproduktion, krise, stagnation.
44
Det er i en kortere periode under en opgang, at Marx forestiller sig, at profitraten har en tendens til
at falde. I andre perioder vil profitraten stige. Og profitraten kan før og under en krise både stige,
forblive uændret, og falde.
Derimod er der ingen tvivl om, at konkurrencen hele tiden medfører, at profitten vil komme under
pres – og altså true med at falde. Og i starten af kapitalismens tidsalder var der meget store profitrater, mens de generelt er faldet i løbet af tiden. Det tvinger kapitalisterne til at skaffe relativ merværdi, som opstår ved mekanisering, rationalisering og effektivisering. Og i det omfang det ikke kan
ske, tvinger det kapitalisterne til at presse lønnen ned, eventuel flytte til et andet land med lave lønninger.
Det er en udbredt misforståelse, at Marx’s tanker i bind 3 handler om den generelle udvikling - og
at han altså mente, at kapitalisterne i løbet af tiden ville få lavere profitrate, og at det ville medføre
stadig større kriser, indtil vi kommer til den endelige afsluttende krise, hvor systemet ikke kan fortsætte.
I Marx’s analyse i bind 3 om profitraten går han ud fra, at merværdiraten er konstant. Det er den
selvfølgelig ikke i praksis. Den er sandsynligvis stigende. Og det antager han også i bind 1, hvor
han analyserer den fremtidige udvikling generelt. Men den kan da også falde i en periode. Det afgørende for Marx er, at han gennemfører sin analyse under forudsætning af, at merværdiraten ikke har
nogen indflydelse. Han kigger dermed på, hvad der sker, når den tekniske udvikling medfører stadig
større brug af maskiner (uden at han altså kigger på, hvor mange arbejdere, der er, og hvor meget de
arbejder).
Marx postulerede, at der er en generel tendens til profitratens fald. Der er ingen logisk argumentation herfor; men der er nogle ”selvfølgelige” betragtninger. Profitraten beregnes som profitten (p)
set i forhold til udgifterne til maskiner (c) og arbejdskraft (v). Altså med denne ligning:
Profitrate = p/(c+v)
Og da v holdes konstant, er det altså c, der afgør profitraten. Hvis der derfor kommer flere maskiner, falder profitraten alt andet lige. Eller som Marx også udtrykker det: En voksende gennemsnitlig
organisk sammensætning (flere maskiner) vil medføre en faldende profitrate i samfundet.
Den enkelte kapitalist forsøger så at imødegå faldet i profitraten ved at øge omsætningen, altså
øge produktionen, hvorved profitmængden ikke falder, selv om profitraten falder.
I den virkelige verden er merværdiraten ikke konstant. Det typiske vil være, at den vokser, når der
indføres flere maskiner. Og det vil modvirke ovennævnte regnestykke, så profitraten ikke falder så
meget – eller måske ligefrem holdes konstant – eller stiger. At forøge merværdiraten vil være den
normale reaktion fra en kapitalist. Det handler om, at sænke lønnen pr. produktionsenhed, altså at
arbejderen ved hjælp af maskinen skal producere flere enheder for samme løn.
Alligevel mener Marx, at der er en tendens til en faldende profitrate. Han nævner dog en række
faktorer, der trækker i retning af en stigende profitrate: Import af billigere råstoffer, kul (og i dag
olie) fra fremmede lande og kolonier forøger profitraten alt andet lige. Maskinerne bliver billigere
at fremstille, efterhånden som maskiner kan fremstille andre maskiner; og det øger profitraten. Gravemaskiner, kraner, lastbiler mm. virker på samme måde i byggebranchen, som maskiner gør i industrien; og det øger profitraten. Mere industrialiserede dyrkningsmetoder indenfor landbruget vil
tilsvarende øge profitraten. Samtidig med indførelse af forbedrede maskiner – hvilket vil give faldende profitrate - vil de allerede eksisterende maskiner blive mindre værd i forhold til at skabe profit; og det trækker i retning af at mindske faldet i profitraten. Hvis profitraten falder, er det, fordi
arbejdskraft ved hjælp af maskiner og effektivisering bliver udbyttet mere. Det er ikke, fordi lønninger er for høje. Men man kan selvfølgelig øge profitraten ved at sænke lønningerne.
Det er klart, at hvis profitraten falder helt ned til 0, vil systemet bryde sammen. Men det vil sandsynligvis bare medføre, at magthaverne finder på et andet system, så de fortsat kan sidde på magten.
45
Det kan være omfattende sociale reformer, nye statsdannelser, globale kooperationer, øko-fascisme
mm.
Teorien om profitratens tendens til at falde handler om, at selv når det går godt for kapitalismen
med vækst og teknologiske fremskridt, er der en indbygget tendens til, at det alligevel en dag når et
punkt, hvor man ikke bare kan fortsætte, som man plejer, for så kommer der en økonomisk krise.
Og så må man foretage sig noget for at undgå krisen. Det kan være mange ting. Og historisk har vi
set en masse forskellige forandringer af kapitalismen. De store forandringer har været overgang til
monopolkapitalisme og overgang til statskapitalisme. Og lige nu står kapitalismen overfor en overgang til globalkapitalisme, selvom vi endnu ikke helt kan se, om det kun bliver til verdensdelskapitalisme. Det karakteristiske ved løsning af enhver af kriserne har været, at profitraten netop er
kommet op på det niveau, den var på inden krisen.
Marx’s argumentation for kapitalismes fremtidige langsigtede udvikling findes i bind 1. I dette værk
skriver Marx kun én gang om profitraten, idet han et sted kritiserer den borgerlige økonom Ricardo
for at sammenblande merværdirate og profitrate. Men der er intet om profitratens fald eller tendens
til at falde.
Fordi al matematikken omkring profitraten er indviklet, tror de fleste venstreorienterede, at teorien
om profitratens tendens til at falde er årsagen til, at kapitalismen bryder sammen. De er bare selv
hverken økonomer eller matematikere, så de forstår det ikke helt. Og så er der nogle venstreorienterede teoretikere, som jævnligt stiller sig op og kommer med en masse argumenter for at overbevise
dem, der ikke forstår det. Jeg husker sådan et seminar, hvor en venstreorienteret samfundsforsker
kom med en masse argumenter og viste kurver og tabeller mm. Tilhørerne var vildt imponeret – og
spurgte ham bagefter, hvor man kunne læse mere om det, så de kunne komme til at forstå det. Men
jeg kunne nu godt gennemskue det. Han sagde ikke noget, der var direkte forkert. Der var bare ingen sammenhæng mellem argumenterne. Så reelt forklarede han ingenting.
Økonomisk vækst
Men det er klart, at der er et voksende problem, fordi den enkelte kapitalist hele tiden er nødt til at
investere, hvis han fortsat vil være kapitalist. Hvordan det er gået, har Harvey redegjort for ved at
bruge 1990-priser - og dermed se bort fra inflation. Han har så beregnet, at den materielle produktion og serviceydelser i 1820 var cirka 694 milliarder US dollars på verdensplan; i 1913 var det steget
til 2,7 billioner; i 1950 5,3 billioner; i 1973 16 billioner; og i 2003 41 billioner. Verdensbanken beregnede beløbet i 2009 til 56,2 billioner. Og hvis kapitalismen fortsætter, vil beløbet være over 100
billioner i 2030. De historiske erfaringer har vist, at der skal ske mindst 3 % vækst hvert år for at
undgå krise; og derfor skal der altså i 2030 investeres for 3 billioner (3.000.000.000.000 US dollars), hvis kapitalismen ikke skal bryde sammen.
Indtil omkring år 1980 lykkedes det for kapitalismen forholdsvis let at investere alle disse penge,
især fordi man kunne udvide markedet til hele verden. Men siden da har kapitalismen haft sit største
problem med at finde ud af, hvad man kunne investere i. Der har simpelt hen været for mange spekulationspenge i forhold til menneskehedens behov for materielle ydelser. Mens man i 1980 talte
om, at vi var på vej til at fritidssamfund, hvor vi skulle lære, at maskiner og robotter klarede arbejdet, mens vi nøjedes med at leve, begyndte man fra kapitalistisk side at skabe en bevidsthed via
reklamer om, at vi skal forbruge mere og mere. Køb og smid væk. Og i dag har vi så meget isenkram, plastikdippedutter og virtuel social fiktion, at vi ville blive meget lykkeligere, hvis vi gik ned
i forbrug. Men psykisk skriger vores underbevidsthed på mere forbrug. Vi er i følelsesmæssigt underskud. Vi trænger desperat til mere. Egentlig er det kærlighed, vi trænger til. Men vores sociale
evner til at dele kærlighed er underudviklede. Og vi er hjernevaskede til at tro, at merforbrug vil
give os det, vi har behov for.
Det lykkedes dog ikke kapitalisterne at få alle deres investeringspenge omsat i yderligere materiel
produktion. Og derfor begyndte kapitalister at overtage offentlige opgaver. Man lavede private sy46
gehuse, private jernbaner, private alderdomshjem, privat alt muligt. Kapitalisterne, der investerede i
disse serviceydelser, argumenterede med, at det var til folkets fordel, for så kunne man vælge frit
mellem offentlig eller privat. Men private sygehuse har ikke tryllet flere læger frem. Kapaciteten er
den samme. Forskellen fra før og nu er, at de rige kommer op forrest i køen. Og så har investorerne
i disse sygehuse tjent enorme store profitter. Og det er præcis det, som det reelt har handlet om.
Men der var stadig for mange spekulationspenge, og derfor var Kina frelsen for kapitalisterne.
Man investerede enormt i Kina i løbet af 1980’erne. Her var lønnen lav, profitten stor, og priserne
på varerne, der blev sendt til Vesten, var også lave. Alting blev billigere og billigere, og vi købte
mere og mere. Men ligesom i kapitalismens barndom her i Europa faldt profitten hurtigt på grund af
konkurrencen. Og i 1990’erne så kapitalisterne sig om efter andre muligheder. Man kunne for eksempel låne penge i Japan til en rente tæt på nul procent, og så investere i London i særlige værdipapirer, som gav 7 procent i rente. Hvorfor så bekymre sig om at investere i materiel produktion,
der kun gav lavere profit?
Nogle økonomer har beregnet, at man i 2005 kunne få 30 gange mere tilbage end det, som man
investerede i disse spekulationer. Det var fiktive penge, som ikke havde nogen forbindelse med materiel produktion eller serviceydelser. Det handlede udelukkende om, at de smarteste kapitalister
ravede til sig på andre kapitalisters bekostning. Man spekulerede ikke bare ved hjælp af sine egne
penge. Man lånte så meget som muligt til lav rente og spekulerede til højere rente.
De rigeste banker og deres direktører blev rigere og rigere, mens de fattigste banker blev ofre og
krakkede. Det var som et korthus, der væltede, fordi kortene i bunden faldt sammen. Regeringerne
begyndte så at hjælpe bankerne. Skatteyderne finansierede store hjælpepakker, så de store banker
ikke behøvede at krakke. Og bankdirektørerne satte deres løn op, fordi de nu ikke bare skulle drive
bankforretning, men yde en ekstraordinær indsats for at redde deres bank. De millioner af mennesker, der blev arbejdsløse eller måtte gå fra hus og hjem, har ikke fået en eneste øre. Alle de penge,
som bankerne så har fået fra de statslige støtteordninger, er ikke gået til at redde befolkningens og
produktionens økonomi. De er udelukkende gået at konsolidere bankernes egen økonomi.
Den nuværende krise satte ind allerede i 2006; men det store krak kom først i 2008. Bankerne
havde udlånt penge til at bygge huse – og de havde udlånt penge til huskøberne. Alle var hermed i
gæld. Men priserne på husene var højere, end køberne reelt kunne betale. Og så brød det hele sammen.
Det egentlige problem for den nuværende økonomiske krise var ikke, at ”boligboblen brast”. Problemet opstod tidligere. Problemet var, at man ikke kunne finde investeringsmuligheder nok for alle
de investeringspenge, som kapitalisterne havde. Og så accepterede man, at man investerede i boligprojekter, som var højst tvivlsomme.
Allerede i 2009 havde kapitalisterne tabt enorme summer. Men der skal tabes betydelig mere, før
der er ødelagt så meget, at en ny økonomisk optur kan begynde. Det betyder, at flere banker vil
krakke, flere lande vil gå bankerot, flere vil blive nødt til at gå fra hus og hjem, og flere virksomheder vil bliver udkonkurreret, sådan at arbejdsløsheden generelt vil stige.
Lige nu forsøger man her i Europa at gøre det samme som i 1970’erne. Politikerne i det enkelte
land bilder arbejderklassen ind, at lønningerne er for høje, og velfærden er for stor. Vi kan ikke
konkurrere med vore nabolande, hedder det sig. Og så skal den danske arbejderklasse blive fattigere, så vi kan konkurrere med Tyskland. Og den tyske arbejderklasse skal blive fattigere, så Tyskland
kan konkurrere med Danmark. Man forsøger ganske enkelt at få arbejderklassen til at lide tabene.
Men det er kun det kortsigtede problem. Det langsigtede problem handler om at finde investeringsmuligheder for al den finanskapital, som kapitalisterne har brug for at investere. Hvis man ikke
bruger omkring 2 trillioner US dollars i år og et stadigt større beløb år for år til investeringer, kommer verdensøkonomien aldrig i gang. Og lige nu sparer alle for ikke at være dem, der bukker under
først. Man snakker om at bruge penge på solvarme, vindmøller og anden vedvarende energi, el-biler
og lignende; men det er i denne sammenhæng små investeringer. Investeringer vedrørende rejse til
Mars kan godt opsuge noget af kapitalisternes investeringer; men det er heller ikke nok. Investeringer i genteknologi og konstruktion af robotmennesker og kan opsuge temmelig mange penge – og
47
kan måske redde kapitalismen for en stor økonomisk krise. Men alt dette og helst mere skal der ske,
hvis kapitalismen skal overleve de kommende år. Hvis det ikke lykkes at gennemføre alle disse investeringer, kan det nuværende system ikke fortsætte.
Den kickstart, som den danske og amerikanske regering har iværksat, kan godt hjælpe processen i
gang; men så heller ikke mere. Kapitalisterne skal finde på enormt store nye investeringer. Hvis det
mislykkes for dem, betyder det bare, at magthaverne må finde på noget andet. Og med den kreativitet, som kapitalisterne har, skal det nok lykkes for dem. I værste fald kan de iværksætte en stor krig,
hvor man ødelægger en masse. Når man så bagefter skal bygge alting op igen, kan de fortsætte som
kapitalister – og fortsætte som magthavere.
Hvis der skal komme socialisme, vil det ikke være, fordi kapitalismen udvikler sig hen til uløselige
problemer; kapitalisterne skal nok finde en ”løsning”. Der vil kun komme socialisme, hvis et flertal
i befolkningen synes, at kapitalismen skaber for mange problemer, og at folk derfor ønsker at ændre
systemet. Det var sådan, at Marx også så det.
48
Videreudvikling af marxismen
I 1864 stiftede nogle engelske og franske arbejdere den Internationale Arbejdersammenslutning,
senere kaldt 1. Internationale. Marx, der var med til det stiftende møde, fik indskrevet sine synspunkter i indledningen til sammenslutningens vedtægter. Bakunin tilsluttede sig Internationalen i
1868. Efter Pariserkommunen i 1870-71 kom der splid mellem Bakunin og Marx. Bakunin beskyldte Marx for at svigte de grundlæggende idéer, fordi Bakunin mente, at Marx og det kommunistiske
parti bare ville sætte sig på det borgerlige magtapparat og køre systemet videre. Marx beskyldte
Bakunin for at ville planlægge en hemmelig militant bevægelse, som skulle forhindre en kontrarevolution.
Marx ville af med Bakunin. På kongressen i 1872 lykkedes det Marx at få besluttet, at Internationalen skulle flytte til USA. På dette tidspunkt var Marx mest populær i Tyskland, og Bakunin mest
populær i de andre europæiske lande. De vedkendte sig begge til socialisme, men havde altså forskellige strategier for at opnå det. Arbejderne i Europa var splittet mellem de to strategier, og det
var årsagen til, at Internationalen blev nedlagt i 1876. Dem, der tilsluttede sig Marx, kaldte sig herefter marxister. Og dem, der tilsluttede sig Bakunin, kalde sig herefter anarkister. Bakunin og Marx
kørte videre med hver deres organisation; men begge organisationer døde langsomt hen.
Marx døde i 1883. Ved hans begravelse holdt Engels en tale, der blandt andet indeholdt følgende:
Ligesom Darwin opdagede loven for den organiske naturs udvikling, sådan opdagede Marx den
menneskelige histories udviklingslov, nemlig den simple kendsgerning, som indtil da havde været tilgroet i ideologi, at menneskene først og fremmest må spise, drikke, bo og klæde sig, inden
de kan dyrke politik, videnskab, kunst, religion osv.; at altså produktionen af de umiddelbare
materielle livsfornødenheder og dermed et folks eller en periodes økonomiske udviklingstrin til
enhver tid danner det grundlag, ud fra hvilket statsinstitutionerne, retsopfattelsen, forestillingerne om kunst, ja selv de pågældende menneskers religiøse forestillinger har udviklet sig, og ud
fra hvilket de derfor også må forklares, og ikke omvendt, sådan som det hidtil er sket.
Men ikke nok med det. Marx opdagede også den specielle bevægelseslov for den nuværende
kapitalistiske produktionsmåde og for det borgerlige samfund, som denne har frembragt. Med
opdagelsen af merværdien var her pludselig skabt lys, mens alle tidligere undersøgelser, såvel
de borgerlige økonomers som de socialistiske kritikeres, havde forvildet sig i mørket.
Thi Marx var frem for alt revolutionær. På den ene eller anden måde at arbejde med på at styrte
det kapitalistiske samfund og dette samfunds statsinstitutioner, at arbejde med på befrielsen af
det moderne proletariat, som han først havde givet bevidsthed om dets egen stilling og tarv, bevidsthed om betingelserne for dets frigørelse – dét var hans virkelige livskald.
Når ”han” her er fremhævet, er det, fordi Engels netop lagde tryk på det. Engels mente nemlig, at
Marx havde givet proletariatet dets bevidsthed – både om dets situation og om mulighederne for en
befrielse. På den måde var teorien klaret. Og så var det op til arbejderklassen at gennemføre det i
praksis.
Marx ville have, at de revolutionære mennesker selv formulerede teorier for deres praktiske handlinger, som så trin for trin skabte udviklingen. Men med Engels’s ”marxisme” kom der en færdig
teori. Nu skulle man bare udføre den.
I begyndelsen af 1900-tallet mente langt de fleste ”marxister”, at kapitalismen ville bryde sammen
af sig selv. Det havde Engels jo en teori for. Man skulle bare vente. Så ville produktivkræfterne
udvikle sig. Og på et tidspunkt var de udviklet nok, og så ville systemet bryde sammen, og folket
ville lave revolution. Man troede, at denne teori var skabt af Marx; og derfor kom der en række forbedringer af marxismen:
Tyskeren Karl Kautsky (1854-1932) inddrog landbruget som en vigtig del af samfundsanalysen.
Han populariserede Marx og forsimplede teorierne, så for eksempel Bernstein – der var teoretisk
ubegavet - totalt misforstod Marx.
49
Eduard Bernstein (1850-1932) – også tysker – lancerede efter Engels’s død i 1895 reformismen,
altså at man ikke skulle lave revolution, men arbejde politisk for at forbedre samfundet. Han troede
– ligesom langt de fleste ”marxister” på hans tid – at Marx’s teori kun var økonomisk determinisme,
altså at den økonomiske udvikling i samfundet automatisk ville medføre socialisme Og det kritiserede han selvfølgelig. Han kritiserede også Marx’s værditeori. Han troede, at Marx mente, at arbejderne skulle aflønnes i forhold til deres værdi. Men det mente Marx ikke. Marx syntes selvfølgelig,
at arbejderne skulle kæmpe for at få højere løn. Beinstein var faderen til den socialdemokratiske
bevægelse.
Rudolf Hilferding (1877-1941) – ledende teoretiker for det tyske socialdemokrati – videreudviklede
den ”marxistiske” teori. Han så, at der kom et finansmarked; og så mente han, at banker ville samarbejde for at få kontrol over al kapital. Hermed ville de kunne kontrollere udviklingen, så der ikke
længere opstod økonomiske kriser.
Hilferding mente så, at i takt med at proletariatet fik kontrol over staten, ville man også kunne få
kontrol over bankerne og dermed kapitalen. Efter 1920 mente Hilferding, at ”organiseret kapitalisme” udgør et overgangsstade til socialisme. Det ”organiserede” består i tekniske og kemiske fremskridt, kapitalistiske sammenslutninger og karteller, internationalisering af handelen, overgang fra
fri konkurrence til statslig planlægning af samfundsøkonomien, ”økonomisk demokrati” ved at arbejderne deltager i demokratisk kontrol. Hilferding mente herefter, at man ikke behøvede at socialisere bankerne.
Nikolai Bukharin (1888-1938) – russisk – mente, at konkurrencen mellem virksomhederne vil få
dem til at slutte sig sammen i stadig større og stærkere enheder, som igen samarbejder mere med
staten. Resultatet vil blive statskapitalistiske karteller med en international konkurrence. Han formulerede idéen om socialisme i ét land, altså at Sovjet skulle udvikle socialisme, selvom resten af
verden var kapitalistisk. Han mente, at i andre lande ville der opstå en statskapitalisme, som ville
overgå fra konkurrence til planlægning. Det ville medføre en konkurrence mellem staterne, og den
fulde konsekvens ville blive en verdenskrig. Han mente, at en verdensimperialistisk krig ville
fremme en overgang til socialisme. Arbejderklassen i de kapitalistiske lande ville under krigen blive
bevidst om deres klasseinteresser. Hermed trak han lederne i Sovjetunionen væk fra teorier om den
bevidsthedsmæssige udvikling og over til at tænke på en verdenskrig, der kunne ende med, at proletarer i hele verden ville indføre socialisme overalt.
Rosa Luxemburg
Rosa Luxemburg (1871-1919) – polsk-tysk – argumenterede imod visse russiske marxister, der
mente, at kapitalisterne kunne bringe balance mellem produktion og forbrug. Det kan de selvfølgelig ikke, fordi der produceres mere værdi, end der er købekraft til. Købekraften består af arbejdernes
løn og den del af profitten, som kapitalisterne bruger til forbrug. Men der er en profit derudover.
Kapitalisterne løser problemet ved, at profitten investeres. Og det medfører, at der hele tiden bliver
en vækst. Luxemburgs pointe er så, at der hermed er brug for at inddrage flere arbejdere og udvide
markedet. Kapitalismen har derfor brug for, at der er ikke-kapitalistiske ressourcer, som inddrages.
Det har medført en del diskussion. Er det fordi kapitalismen har brug for flere arbejdere, at kapitalismen har brug for vækst? Eller er det fordi – som Marx mente, at det er merværdien og profitten,
som kapitalisterne er nødt til at investere for fortsat at forblive kapitalister. Og det er selvfølgelig
det sidste. Men i praksis vil det sandsynligvis også medføre, at der inddrages flere arbejdere og nye
markeder. Luxemburg mente så, at kapitalismen bryder sammen, når man har inddraget alle mennesker i ulandene i kapitalismen, for så er der ikke flere, der kan inddrages. Marx selv havde også
tanker om, at alverdens befolkning kunne blive lønslaver under kapitalismen; men han mente, at
man forinden ville opnå en bevidsthed om at afskaffe kapitalismen.
Luxemburg blev leder af en ”venstreorienteret” fraktion, der mente, at kapitalismen ikke ville
bryde sammen ”af sig selv”. Socialisterne måtte tage magten og ikke vente på, at den faldt i hænderne på dem som et modent æble.
50
I dag er der mange venstreorienterede, der heller ikke synes, at man bare skal vente. Men hvad gør
de så? Jo, de holder nogle interne seminarer, hvor de repeterer teorien. Teorien er nemlig ikke som
hos Marx et redskab, der sammen med praksis skal udvikle samfundet og bevidstheden. Teorien er i
høj grad den, som Engels formulerede. Man mener, at det er den faldende profitrate, som vil skabe
stadig større kriser (hvad det ikke er, og hvad Marx ikke mente). Og man mener, at når 90 % af jordens befolkning, som i 1980’erne boede på landet, nu bor tæt omkring storbyerne, er det et udtryk
for, at næsten alle er inddraget i det kapitalistiske arbejdsmarked. Og så hælder man til Luxemburgs
synsvinkel, at kapitalismen snart ikke kan udvikle sig mere. Man ser også, at jordklodens ressourcer
snart er ved at blive udnyttet 100 %, og så kan kapitalismen heller ikke længere investere, fordi man
mangler råstoffer. Men nano-teknologi, genbrug mm. kan i de kommende flere hundrede år godt
videreudvikle sig – selvom det bliver svært - og opsuge de investeringer, som kapitalismen har brug
for.
Disse meget venstreorienterede tror, at en revolution vil ske, sådan som der var optræk til det i
Tyskland i 1920-21. Man forestiller sig, at systemet bryder sammen, og at der kommer massearbejdsløshed. Folk sulter. Der er demonstrationer hele tiden. Politikerne magter ikke at gøre noget.
Fagforeningerne indkalder til protestmøder. Der opstår vold i gaderne. Befolkningen mister til sidst
tilliden til både politikere og hele systemet. Der kommer generalstrejke. Arbejderne begynder at
besætte fabrikkerne. Der dannes gadekomitéer. Der opstår arbejderråd. Og det hele ender med, at
arbejderne sætter sig på alle magtorganer i samfundet.
Og hvad gør de venstreorienterede så, når de altså ikke bare vil vente på, at det sker? Jo, de udgiver aviser, blade, websider og arrangerer demonstrationer. En af de mest venstreorienterede fraktioner, vi har i Danmark, arrangerer ustandselig demonstrationer. Og det er så deres måde, hvorpå de
ikke venter på sammenbruddet. Men sagen er, at de tror på Engels’s teori om, at der kommer et
sammenbrud. Og med deres protester og demonstrationer er de bare lidt på forkant med udviklingen.
Der, hvor jeg er uenig med disse venstreorienterede, er, at de tror, der er en teoretisk begrundelse
for, at der kommer sådan et sammenbrud. De tror, at det er noget, som Marx har leveret beviset for.
Det har han ikke. Engels havde en teori for, at kapitalismen udvikler sig til socialisme, som om det
var en naturlov. Men Marx havde ingen sådan en teori. Marx havde en teori for, at der ville opstå
stadig større kriser. Og så havde han en teori for, hvordan man kunne udvikle en revolutionær bevidsthed – ved at koble teori og praksis. Forestillingen om, at systemet bryder sammen er kun et
håb. Reelt er det kapitalistiske system nu i konstant sammenbrud. Og lige nu er der udfordringer
med at styre sammenbruddet, fordi man er ved at overgå fra national kapitalisme til global kapitalisme. Men det går fremad – set med kapitalisternes øjne. Den nuværende krise rammer kun arbejderklassen. De rige har ingen krise. De tjener på krisen. Og så er de ved at nå det mål, som europæerne har sat sig siden 1400-tallet, nemlig at herske over hele jordkloden. Så den kommende periode
med kapitalisme vil dels blive en konstant krise, hvor de fattige bliver fattigere – og dels konsolidering af de rigeste, så de kan hæve sig op over deres biologiske natur og skabe en masse af det, som
nu kun findes i fantasien.
Lenin
Vladimir Iljitj Uljanov (1870–1924), som tog navnet Lenin, og som var Sovjetunionens leder fra
starten, anerkendte, at der var sket et skift fra konkurrence-kapitalisme til monopol-kapitalisme med
tilhørende imperialisme, og at det indebar et ”skift til en højere social-økonomisk orden” med udbredt socialiseret produktion, delvis udskiftning af økonomiens indbyggede love med direkte dominans, svækkelse af profit-orienteret akkumulation (langsommere væksttakt), og nogle steder stagnation og forfald. Lenin selv mente ikke, at det gav grund til at ændre Marx’s økonomiske analyse.
Han havde dog – i modsætning til Marx – den opfattelse, at monopol-kapitalisme var den sidste
udvikling af kapitalismen, og at næste skridt ville blive en overgang til socialisme. Dels var krigsøkonomien under Første Verdenskrig en slags fællesøkonomi for hele befolkningen. Og dels troede
Lenin ligesom langt de fleste, at socialismen ville opstå efter krigen. Men der var ingen økonomisk
51
teoretisk begrundelse for, at monopol-kapitalismen ville medføre socialisme. Og det skete da heller
ikke.
Lenin mente, at arbejderne havde en bevidsthed med sig selv som undertrykte – og magthaverne
som undertrykkere. Han skrev:
Arbejderklassen er med egne evner kun i stand til at udvikle fagforeningsbevidsthed; og det kan
være, at de kan finde ud af at forene fagforeninger, kæmpe mod arbejdsgivere samt forsøge at
tvinge regeringen til nødvendig arbejderlovgivning osv.
Lenin havde den forståelse - som Marx også fik efter 1860 - at arbejderklassen havde fået spaltet
bevidstheden, sådan at de dels havde en samfundsbevidsthed, hvor de oplevede sig selv som arbejdskraft og kapitalisterne som herskere; og den gav så en fagforeningsbevidsthed. Og dels havde
de så en familiebevidsthed, som var blevet apolitisk.
Inden Første Verdenskrig brød ud, havde Rusland været igennem en voldsom udvikling. Befolkningen var fordoblet på 50 år, og selvom 80 % af befolkningen stadig var bønder, havde der rejst sig
en omfattende industri og en ny arbejderklasse.
Ingen af de socialistiske teoretikere i Europa havde forestillet sig, at der kunne komme en socialistisk revolution i Rusland. For man troede på Engels’s teori om, at det var produktivkræfternes udvikling, der skabte bevidstheden. Så derfor troede man, at socialismen ville opstå i et af de mest
udviklede lande i Europa. Men så kom der en spontan opstand i begyndelsen af 1917 i Rusland. Det
skyldtes især krigen og de stigende fødevarepriser. Men den gav anledning til en generalstrejke.
Myndighederne satte militæret ind og opløste parlamentet. De fleste troede, at oprøret var slået ned;
men så besluttede soldaterne i nogle af regimenterne til at tilslutte sig oprøret. Bønder og arbejdere
fik dermed mere magt. Bolsjevikpartiet med Lenin i spidsen forsvarede opstandene.
Trotskij
Lev Bronstein (1879-1940), der tog dæknavnet Trotskij havde udtænkt, hvad han kaldte ”den permanente revolution”. Mens de fleste socialistiske teoretikere indtil da mente, at produktivkræfterne
først ville medføre en borgerlig revolution, der kunne omdanne et underudviklet land til kapitalisme
– og så senere ville medføre en socialistisk revolution, der kunne omdanne kapitalisme til socialisme, mente Trotskij, at en begyndende revolution i et underudviklet land godt kunne være permanent
– og føre udviklingen helt frem til socialisme. Det lykkedes ham at overbevise Lenin om det. De var
dog begge godt klar over, at en isoleret revolution i Rusland ville blive knust af de kapitalistiske
lande. Derfor var det altafgørende, at der også kom revolution i Tyskland, som var det mest udviklede land i Europa; og at revolutionen så bredte sig til alle andre lande.
I oktober i Petrograd besatte bolsjevikkerne så de institutioner, der endnu ikke var under folkets
kontrol. Trotskij organiserede et magtfuld forsvar; og han blev formand for den militære revolutionskomité, der skulle forberede et forsvar af revolutionen mod en mulig kontrarevolution. Han blev
senere leder af den røde (sovjetiske) hær; og der kom så en borgerkrig mellem de røde og de hvide.
De hvide var en blandet gruppe, der modtog støtte fra udlandet, og som modsatte sig bolsjevikkerne; men borgerkrigen endte med de røde som sejrsherrer.
I løbet af Første Verdenskrig kom der alvorlig hungersnød i Tyskland; og mange døde af sult. Befolkningen protesterede mod krigen, og i november 1918 gjorde nogle matroser mytteri og startede
en revolutionær opstand, der hurtigt bredte sig til hele Tyskland. Overalt blev der oprettet arbejderog soldaterråd. Hele det tyske folk blev revet med i begejstring. Og hurtigt kom de 60 største byer i
Tyskland under de revolutionæres kontrol. Den tyske kejser satte militæret ind; men mange af soldaterne sluttede sig til de revolutionære. En demonstration besatte rigsdagsbygningen, og Tyskland
blev udråbt til en demokratisk socialistisk republik. Overalt blev der nedsat arbejder- og soldaterråd.
Og 3000 delegerede samledes i Berlin og udråbte sig til landets højeste magt. Socialdemokraterne
fik en massiv indflydelse; og folkemasserne ønskede bare fred og brød.
52
På en rådskongres i december gav man den socialdemokratiske regering den udøvende og den
lovgivende magt – og besluttede at afholde valg den 19. januar 1919 til en konstituerende nationalforsamling. De revolutionære fortsatte med strejker og opstande, som socialdemokraterne vendte
sig imod; og et frikorps af frivillige soldater myrdede kort før valget de revolutionæres ledere. De
borgerlige vandt valget, og socialdemokraterne støttede deres politik.
De revolutionære gav ikke op. De iværksatte strejker og krævede nationalisering og samfundseje
af produktionsmidlerne og frikorpsene opløst. Men under en strejke i Berlin indsatte man kampvogne, morterer, flammekastere og fly mod de strejkende arbejdere, så 1.200 blev dræbt og titusinder
såret; og frikorpsene fortsatte med at nedskyde arbejdere. I begyndelsen af 1920 startede de tyske
minearbejderne så en generalstrejke. Den socialdemokratisk dominerede rigsdag bekæmpede den
med militær. Men så besluttede minearbejderne at danne Rote Armee (Den røde hær). 50.000 arbejdere erobrede hele Ruhr distriktet. De socialistiske ledere mente, at nu måtte socialismen sejre. De
var overbevist om, at produktivkræfterne var udviklet nok, og at bevidstheden hos arbejderne derfor
ville være socialistisk; men flertallet af tyskerne forblev passive. Og frikorpsene kunne så nedslagte
de revolutionære i Ruhr.
Det kom helt bag på de socialistiske ledere. Man troede, at produktivkræfterne var udviklede nok.
Men det var de åbenbart ikke.
Jeg vil citere lidt fra en tale, som Trotskij holdt i København i 1932:
Oktoberomvæltningen proklamerede og indledte proletariatets herredømme. Det var verdenskapitalismen, der på Ruslands territorium led sit første store nederlag. Kæden sprang i sit svageste led. Men det var kæden og ikke kun leddet, der sprang.
Kapitalismen har som verdenssystem historisk overlevet sig selv. Den er ophørt med at opfylde
sin væsentligste mission: højnelsen af menneskelig magt og menneskelig rigdom. Menneskeheden kan ikke blive stående på det én gang nåede niveau. Kun en magtfuld forøgelse af produktivkræfterne og en rigtig, planmæssig, dvs. socialistisk organisering af produktion og fordeling kan sikre menneskene – alle mennesker – et værdigt leveniveau og samtidig give dem den
dyrebare følelse af frihed over for deres egen økonomi. Af frihed i dobbelt betydning: for det første bliver mennesket ikke længere tvunget til at vie hovedparten af sit liv til fysisk arbejde. For
det andet bliver det ikke længere afhængigt af markedslovene, dvs. af de blinde og mørke kræfter, der udfolder sig bag dets ryg. Det vil opbygge sin økonomi frit…
Det her skal selvfølgelig ses på baggrund af, at der i 1929 kom det store økonomiske sammenbrud,
hvor alle kapitalistiske lande gik økonomisk i stå og massearbejdsløshed bredte sig overalt. Trotskij
troede, at det var enden for kapitalismen, og at fremgang kun komme opstå, hvis man skiftede til
socialisme. Sådan gik det jo ikke.
Men det interessante er, at Trotskij mente, at produktivkræfterne havde udviklet sig op til et niveau, hvor kapitalismen havde etableret sig. Og at socialisme så handlede om at videreudvikle produktivkræfterne, og at det kun kan ske, hvis samfundssystemet ændres. Her er ikke noget om bevidsthed; her er det bare videreudvikling af produktivkræfterne.
Det menneskelige samfund er en kooperation, historisk opstået i kampen for tilværelsen og sikringen af artens opretholdelse. Samfundets karakter bestemmes af dets økonomis karakter. Karakteren af økonomien bestemmes af arbejdsmidlerne.
Her er der ikke længere nogen dialektik. Det er arbejdsmidlerne, der bestemmer økonomien. Og det
er økonomien, der bestemmer samfundets karakter.
Da Trotskij erfarede, at lederne i Sovjetunionen trak samfundet i en forkert retning, skev han i 1936
bogen Revolutionen forrådt. Her skrev han indledningsvis:
Proletariatets diktatur er en bro mellem det borgerlige og det socialistiske samfund. Efter selve
sit væsen er det derfor af foreløbig karakter. En biopgave for staten, der udøver diktaturet, men
53
en meget vigtig, består i at forberede sig på at afskaffe sig selv. Den grad, denne biopgave
gennemføres i, er på en vis måde en målestok for, hvordan den har løst sin hovedmission: opbygningen af et samfund uden klasser og materielle modsætninger.
Til at starte med organiserede man sig i Sovjetunionen sådan, at man lokalt i de enkelte industrigrupper valgte et råd, som kaldtes en sovjet. Alle rådene mødtes så på den årlige kongres, hvor man
vedtog de fælles beslutninger, og imellem kongresserne var der en eksekutivkomité, der styrede
fællesskabet. Men i 1936 vedtog man en ny forfatning, som magthaverne kaldte "den mest demokratiske i hele verden". Det var reelt en tilbagevenden til det borgerlige demokrati med direkte valg
til den ledende forsamling, som herefter blev kaldt den Øverste Sovjet.
Baggrunden var, at man var bange for fascismen. Og derfor ville man begynde at samarbejde med
de europæiske socialdemokratier. De kommunistiske partier i alle de europæiske lande blev pålagt
at indgå alliance med socialdemokrater, liberale og andre under navnet ”folkefront”. Stalin ønskede
også selv at fremstå mere ”demokratisk”.
Så man begyndte at afholde valg, hvor den enkelte kunne sætte sit kryds hemmeligt. Og forfatningen havde en bestemmelse om at beskytte borgernes personlige ejendom – altså en tilbagevenden til
den borgerlige ejendomsret i stedet for en socialistisk brugsret. Forfatningen garanterede også tale-,
trykke- og forsamlingsfrihed samt ret til at demonstrere.
Her med var man vendt tilbage til den samme magtstruktur som i de kapitalistiske lande; nu var
det bare partiet og bureaukratiet, der sad på magten. For at sikre sig den fortsatte magt, var det kun
det kommunistiske parti, der havde eneret til at opstille kandidater til valgene; og derfor var det da
heller ikke spor demokratisk. For at fuldende billedet hører, at man iværksatte massive udrensninger, hvor titusinder af kritikere blev sendt i koncentrationslejre – og Trotskij blev myrdet.
Der kom så en trotskistisk bevægelse, som stadig eksisterer, og som stadig mener, at produktivkræfterne bare skal udvikle sig mere. I 1950’erne var der nogle trotskister, der videreudviklede Engels’s
mekaniske historieopfattelse med at mene, at de kapitalistiske kriser opstår med helt faste mellemrum.
Her forestiller man sig, at kapitalismen på et tidspunkt kommer ud i en afsluttende krise. Den er så
stor, at hverken politikere eller kapitalister kan løse problemerne. Folk bliver arbejdsløse, begynder
at sulte, besætter fabrikker, organiserer sig osv. Og så gennemfører de revolutionen.
Man er godt klar over, at folket ikke har den fornødne bevidsthed. Hvis der ikke er nogen revolutionær ledelse, vil det bare blive til en borgerkrig, og mange arbejdere vil hellere støtte en stærk
mand, der har organiseret sig militært, frem for at være med i en solidarisk folkebevægelse, der virker kaotisk. Derfor mener trotskistiske ledere også, at man skal være arbejderklassens fortrop og
erobre statsmagten, afvæbne militær og politi samt bevæbne arbejderne.
Det kunne lade sig gøre i Rusland. Det kan også lade sig gøre i Afrika, hvor 100 mand besætter
præsidentens palads, hvorefter de selv sætter sig på magten. Men det har intet med revolution at
gøre. Det er et kup. I Sovjetunionen blev lederne i løbet af 50’erne enige om, at sådanne kup kun
kunne lade sig gøre i fattige tilbagestående lande. Det giver ingen mening i et Europæisk land.
Trotskisterne forestiller sig, at der kommer et stort sammenbrud, så alle arbejdere på samme tid
besætter deres arbejdspladser mm. Og så indfører de bagefter et socialistisk samfund, hvor statsmagten afvikles, produktivkræfterne udvikles endnu mere, og hvor arbejderne får et rigere liv.
De mener, at Marx havde en teori om, at samfundet sådan ville bryde sammen før eller siden. Det
havde Marx ikke. Engels havde sådan en teori. Han kaldte den videnskabelig. Men der er ingen
videnskabelige argumenter. Det er kun et håb.
Marx havde derimod en teori om, at kapitalismen ville udvikle sig, så der kom stadig større problemer. Og det ville medføre, at flere og flere ville føle, at noget var galt. Og så ville man danne sig
tanker om, hvad man selv ville, og hvad man selv kunne gøre for at ændre verden. Hvis store dele af
befolkningen kom med i sådan en bevidsthedsmæssig opvågning, kunne det føre til revolution.
54
Bevidsthedsmæssig opvågning
Det interessante er, at de socialistiske ledere troede, at et flertal af tyskerne i 1920 ville identificere sig med den venstreorienterede bevidsthed. Her oplevede folk magthaverne (hoved) og
sig selv som arbejdskraft (underliv). Og fordi produktivkræfterne var udviklet nok, ville de
opleve en modsætning mellem de to bevidstheder. Og så ville folk indse, at man kunne udskifte
magthaverne og danne en socialistisk stat. Sådan tænkte teoretikerne. Og som vi har set, var der
også mange tyskere, der troede, det kunne sket. Men de blev nedkæmpet af borgerlige og nationale
kræfter.
Det nazistiske parti blev dannet allerede i februar 1920. De tog afstand fra den venstreorienterede
bevidsthed (hoved), der ville styre og kontrollere hele samfundet. Og de tog også afstand fra den
kapitalistiske bevidsthed (underliv), der bare ville udfolde sig frit uden styring.
I stedet ville de have en national socialisme, hvor alle i samfundet opfattede sig som én stor
familie. Det handlede om at føle fællesskabet (bryst).
For flertallet af befolkningen var der dog tale om, at man begyndte at genopleve, at de to siders bevidstheder hang sammen. Det var ikke kun i Tyskland. Overalt i Europa begyndte
mennesker igen at opleve sammenhæng i deres bevidsthed. Det gav sig udtryk i forskellige progressive folkelige bevægelser. Der opstod en biodynamisk bevægelse, hvor man skulle dyrke jorden
mere økologisk. Der opstod kvindegrupper, der kæmpede for ligestilling og opnåede valgret for
kvinder. Der opstod en række terapeutiske grupper, der ligesom i slutningen af 1700-tallet arbejdede med at frigøre bevidstheden for at blive mere oprindelig. Der opstod kooperationer af arbejderdrevne virksomheder.
Det generelle ved den bevidsthedsmæssige proces var, at man koblede den individuelle følelse
(bryst) sammen med den samfundsmæssige bevidsthed (hoved) og produktion (underliv). Det stivnede europæiske parforhold, som jo etableres ved, at man kun mærker og identificerer sig med den
ene kropssides bevidsthed, mens den anden er projiceret ud på en partner, blev ophævet for mange i
20’erne. Man begyndte at udfolde homoseksuelle forbindelser frit. Man etablerede gruppefamilier.
Nye åndelige og spirituelle grupper opstod. Overalt rejste der sig en stemning af, at nu skulle verden
forvandles. Nu skulle der opstå fred og retfærdighed.
De socialistiske ledere forklarede nederlaget i 1920 med, at produktivkræfterne åbenbart ikke var
udviklet nok; men man var sikker på, at det ville blive tilfældet i løbet af få år. I Sovjetunionen døde
Lenin, og Josef Stalin (1878-1953) overtog lederskabet. Stalin proklamerede idéen om ”socialisme i
ét land”; og så begyndte en kamp for at udvikle Sovjetunionen og forsvare sig mod de kapitalistiske
lande.
Lukács
En af de markante socialistiske ledere i Europa i disse år var den ungarske filosof Georg Lukács
(1885-1971), som forsøgte at komme tilbage til Marx’s oprindelige teorier. I hans bog Historie og
klassebevidsthed fra 1923 har han et kapitel, der hedder Reifikationen og proletariatets bevidsthed.
Her skriver han blandt andet:
…den modsigelse som her fremtræder mellem subjektivitet og objektivitet …er intet andet end
det logiske og metodologiske udtryk for det moderne samfund tilstand: en tilstand i hvilken
mennesket på den ene side i stadig større udstrækning sprænger, opløser og overgiver de ”naturlige”, irrationelle og blot faktiske bånd, men på den anden side samtidig i denne af dem selv
skabte, ”af dem selv frembragte”, virkelighed opretter en slags anden natur, hvis udvikling stiller
dem i samme ubønhørlige lovbundethed som de irrationelle naturkræfter (eller mere korrekt, de
i samme form fremtrædende sociale relationer) tidligere har gjort.
Altså, den oprindelige naturlige relation mellem subjekt og objekt er af samfundet blevet omdannet
til en omvendt relation – og opleves som en anden naturlighed, som man nu tror på, som om det var
en naturlov.
55
Lukács fokuserede på subjekt-objekt. I det borgerlige kapitalistiske samfund opdrages børnene til
at vende subjekt-objekt, sådan at det, som burde være subjekt, bliver til objekt – og det, som burde
være objekt, bliver til subjekt.
Det burde jo være sådan, at det kropslige jeg (underliv) er subjekt - og at samfundsbevidstheden (hoved) er objekt.
Men i Europa har man projiceret underlivets bevidsthed udenfor ”jeg’et”. Og forældre, pædagoger og skolelærere opdrager hver generation til at gøre det samme. Det er naturligvis en
kunstig spaltning, som kun opretholdes ved en daglig selvundertrykkelse. Og enhver af os
kan da også slippe ud af den kunstige bevidsthed, når og hvis vi får opmærksomhed på det – og kan
indse, at vi bør gå tilbage til det naturlige.
Men med spaltningen (alienation) bliver underlivets bevidsthed til objekt, og så opstår der et subjekt i hovedet. Det betyder, at vi tror, at vi skal styre os selv og hinanden. Og dermed tror vi, at der
skal ledelse til. Vi kan ikke selv. Der skal være et system. Der skal være en organisation, tror vi.
Så kommer Lukács også ind på reifikationen – altså spaltningen mellem de to kropsiders bevidstheder. Den skal brydes ved at blive bevidst om den i alle de situationer, hvor den optræder.
For ethvert menneske som lever under kapitalismen udgør altså reifikationen den nødvendige,
umiddelbare virkelighed, og overvindelsen heraf kan ikke ske på nogen anden måde end gennem den uafbrudte og til stadighed fornyende tendens til i praksis at bryde igennem tilværelsens reificerede struktur gennem en konkret sammenstilling af de modsætninger i den totale
udvikling, som konkret fremtræder, og gennem at gøre den immanente sammenhæng af disse
modsætninger i den totale udvikling bevidst.
Lukács skriver også, at det afgørende ikke er, at man forstår de to sider; men at man forstår nødvendigheden i at samle dem. Og som det vigtigste skriver Lukács, at det er igennem strejker, aktioner,
folkelige bevægelser mm. (praksis), at man opbygger bevidsthed (teori) om, hvordan man kan
forene den splittede bevidsthed og det splittede samfund. Og det indebærer, at det enkelte menneske
ændrer sig selv samtidig med, at man ændrer noget ude i samfundet. Altså præcis ligesom Marx
også beskrev det.
Lad os tage et eksempel fra vor tid: Det handler om en mine, hvor der opstod en eksplosion, og hvor
man bagefter interviewede minearbejderne. Disse minearbejdere accepterede en pandelygte, hvis
batteri havde strøm til 8 timer, selvom de var i minen op til 12 timer. De accepterede kun at spise i
de små pauser, der opstod i løbet af arbejdet. De accepterede at lægge deres afføring op på båndet,
der førte malmen op til overfladen. De accepterede, at sikkerhedsforanstaltninger ofte var fraværende. Men de havde en særlig minearbejdermentalitet, som de var stolte af, og som gjorde, at de kunne klare at være minearbejdere. Og dette sidste er reifikationen. De var i stand til at spalte deres
bevidsthed i 2 dele. Den ene del er en arbejderrolle. Den anden del er en menneskerolle. Reifikationen består ikke i, at de accepterer, at de ikke har strøm i deres pandelampe, at de kun spiser i små
pauser, at der ikke er toiletforhold, og at sikkerheden er dårlig. Reifikationen består i, at de etablerer
en arbejdsbevidsthed, hvor de ikke føler ubehag, men nærmest er stolte over, at de kan magte det.
Lukács mente, at der er en objektiv mulighed for at opnå en revolutionær bevidsthed, når man står
overfor sådan et konkret problem som for eksempel en pandelygte, der ikke lyser nede i minen.
Hertil mener andre, at mennesker netop reificerer deres bevidsthed, sådan at man opdeler oplevelser
og følelser. I det konkrete eksempel reagerede minearbejderne ved at være stolte over, at de faktisk
kunne magte at være nede i minen, selvom deres pandelygte slukkede.
Lukács mente så, at evnen til at af-reificere bevidstheden i situationen afhænger af, om man i forvejen har en grundlæggende forståelse for samfundssystemet og for den spaltede bevidsthed. Des
flere i arbejderklassen, der får denne indsigt, des mere revolutionær kan arbejderklassen blive i sin
kamp for at ændre systemet.
56
Lad os tage et andet og mere hjemligt eksempel. I 3-4 års alderen opstår der en kamp mellem forældre og barn, hvor barnet til sidst i afmagt opgiver, hvorefter det gennemfører reifikationen, hvor
barnet får et ”jeg” i den ene side og andre mennesker i den anden. (Alienationen er allerede gennemført to år tidligere, hvor bevidstheden i underlivet blev projiceret udenfor ”jeg’et”.)
Spaltningen mellem de to sider giver skyldfølelse. Ganske vist var det forældrene, der tvang
barnet til at gennemføre spaltningen; men det var barnet selv, der gennemførte det. Og derfor oplever man i sin underbevidsthed, at man er skyldig. I højre sides underliv opstår (om
ikke før så nu) en vrede, der er rettet mod venstre side. Og i venstre sides bryst opstår nu en følelse
af et indre såret barn. Lige så snart de to sider kommer i kontakt med hinanden, oplever man disse
følelser. Men reifikationen gør, at man netop ikke forbinder de to siders bevidstheder og derfor heller ikke mærker disse følelser.
Egentlig opfører barnet sig indtil 3-4 års alderen sådan, som Marx og Lukács synes, at det revolutionære menneske skal fungere. Det er i overensstemmelse med Marx’s teori for, hvordan bevidstheden udvikler sig. Modsætningen mellem krop (underliv) og magthavernes/forældrenes ideologi
(hoved), skaber nogle følelser i barnet (bryst), som får det til at danne sin egen bevidsthed, der er i
modsætning til overmagten. Men efter reifikationen foregår barnets videre udvikling i skolen, hvor
det kun er tankerne (hoved), der udbygges. I brystet forbliver et lille 4-årig indre barn, hvis udvikling er gået i stå. Og nede i underlivet er der også et dyrisk lille barn, der føler sig som i en fangekælder, og som er fuld af vrede og måske had. Disse to indre børn lever videre i underbevidstheden
resten af livet, men mindre man går i terapi – eller får en politisk forståelse, der løsner op for det.
Hvis man som voksen deltager i møder og skal diskutere uenigheder, opfattes det helt uacceptabelt,
hvis man forbinder underlivets bevidsthed med hovedets bevidsthed. Så oplever andre, at man udfolder magt. Det er totalt uciviliseret og udemokratisk, er den borgerlige opfattelse. Og det giver en
følelse af skam. Men det er egentlig det, som den revolutionære socialist bør gøre.
Det er også uacceptabelt, hvis man forbinder brystets bevidsthed med hovedets bevidsthed. Så
blander man det principielle med det personlige. Og det opleves ydmygende og giver skyldfølelse.
Men det er egentlig det, som den revolutionære socialist bør gøre.
Et reformistisk politisk parti bygger på medlemmernes alienerede og reificerede bevidsthed. Her ser
man, at vi har demokrati; men at der ikke er demokrati på arbejdspladsen. Og derfor vil man udvide
demokratiet, så der også kommer demokrati på jobbet. Man synes også, at vi bare skal nationalisere
store private virksomheder, så de bliver offentlige virksomheder; men det er bare at skifte fra den
ene sides bevidsthed til den anden.
Et revolutionært politisk parti – sådan som Lukács ville opbygge det - organiserer processer, hvor
man kommer ud af de alienerede og reificerede tanker – og bygger på individers viljer til at skabe
udvikling– samt koordinerer dem. Den revolutionære bevidsthed handler om at ændre både det private og det offentlige – og skabe en ny form for samfundsorganisation.
Lukács mente, at det er afgørende, at et revolutionært parti består af mennesker, der har erfaring i
at forbinde de splittede bevidstheder, sådan at de kan tage initiativer til at trække andre arbejdere
med sig – og skabe nogle helt nye sammenhænge, der overskrider kapitalismen og lægger grunden
for socialismen.
For proletariatet er det livsvigtigt at blive bevidst om sin eksistens dialektiske væsen,..
Problemer er bare hvordan? Her understregede Lukács, at det jo ikke kan ske via tænksomme analyser. Det er først, når teori og praksis mødes, at der kan ske ændringer af bevidstheden.
Det kapitalistiske samfund har trukket alle mennesker over i enten kapitalistklassen (hoved)
eller arbejderklassen (underliv). Men lige så snart arbejderklassen går i aktion, genopstår et
subjekt, der er knyttet til underlivets bevidsthed. Og så er objektet at erobre den politiske
magt (hoved). Hermed er den oprindelige handlingsdygtige bevidsthed genopstået.
57
I kapitlet Proletariatet situation skrev Lukács:
Umiddelbarhed og formidling er altså ikke kun koordinerende og komplementerende måder at
forholde sig til virkelighedens objekt; men de er samtidig – i overensstemmelse med virkelighedens dialektiske væsen og den dialektiske karakter af vore anstrengelser med at konfronteres
med denne virkelighed – relative processer, der danner vores tankemæssige bevidsthed.
Der er altså ikke kun tanker (hoved) og et objekt (underliv). Der er også en umiddelbar og
formidlende bevidsthed (bryst). Denne er ikke kun koordinerende og komplementerende.
Den indgår i den dialektiske proces, hvor alle 3 bevidstheder gensidig udvikler hinanden og
bestemmer det bevidsthedsmæssige indhold. Det vil blandt andet sige, at det ikke kun er objektet
(underliv), der danner den politiske bevidsthed (hoved). Det er også den sociale bevidsthed (bryst),
der er med til at danne indholdet i den politiske bevidsthed i hovedet. Først når man inddrager menneskenes sociale formidlende processer (bryst), sker der en politisk indsats, der kan overskride og
ændre det kapitalistiske samfund.
Alt det her tænkte og skrev Lukács, efter at det blev tydeligt, at revolutionen ikke spredte sig fra
Rusland til Europa. Bogen udkom først 1923; og den blev mødt med kritik af alle dem, som mente,
at marxisme er en økonomisk teori, som bygger på en naturlov om produktivkræfternes udvikling,
sådan at produktivkræfterne kommer til et udviklingstrin, hvor kapitalismen ikke kan fortsætte, og
at socialismen derfor med nødvendighed vil opstå.
Andre mente, at Lukács måske nok havde ret i sine synspunkter; men at han udelukkende fokuserede på individuel bevidsthedsudvikling. Lukács tilbageviste kritikken i bogen Et forsvar for historie og klassebevidsthed – magi og dialektikken. Den udkom i 1926, men blev først oversat til engelsk i år 2000. Han skriver i starten:
… jeg vil bevise, at hvad det virkelig handler om er partiets rolle i revolutionen…
Og bogen handler så om, hvad det socialistiske eller kommunistiske parti skal gøre frem mod en
samfundsmæssig situation, hvor det er muligt at foretage revolutionære skridt, der overskrider kapitalismen. Man skal ikke bare opstille teorier. Man skal koble teorier sammen med en folkelig praksis, sådan at teori og praksis udvikler hinanden, og sådan at subjekt (mennesker) og objekt (samfund) også udvikler hinanden. Altså være aktiv i en dialektisk proces.
Lukács var ret alene blandt socialistiske ledere om at vende tilbage til Marx’s oprindelige teori.
Han var ikke særlig god til at forklare andre om det. Men han var et barn af sin tid - og vidner derfor om, at man – i hvert fald nogen - netop i de år var i stand til at forbinde de splittede bevidstheder.
Den generelle bevidsthedsmæssige opvågning i 20’erne døde ud efter det store økonomiske krak i
1929. Og Europas befolkning gled igen ind i et bevidsthedsmæssigt mørke. Nazismen kom til at
dominere i Tyskland; og vi fik Anden Verdenskrig. Og dernæst den kolde krig mellem Sovjetunionen og Nato.
58
Nyt syn på bevidstheden
I 1960’erne – men inden ungdomsoprøret i 1968 – var der især 2 nye strømninger, der rokkede ved
marxismen. Den ene var den kritiske teori, som blev formuleret af ”Frankfurterskolen” og den
anden var maoismen.
Frankfurterskolen
I midten af 1920’erne var der nogle teoretikere, der lavede deres eget Institut for Socialforskning i
Frankfurt. Det var blandt andre Max Horkheimer (1895–1973) og Theodor W. Adorno (1903–
1969).
De kunne godt se, at arbejderklassen havde en spaltning mellem samfundsbevidstheden (højre) og den individuelle familiebevidsthed (venstre). Men i begyndelsen af 30’erne troede de
stadig, at arbejderklassen ville slippe denne spaltning og få en revolutionær bevidsthed. I slutningen af 30’erne blev det dog klart, at det ikke skete. De mistede derfor troen på arbejderklassen;
og i stedet udviklede de den ”kritiske teori”, som skulle afsløre klassesamfundets modsætninger.
Horkheimers og Adornos bog Dialektik der Aufklärung fra 1944 betragtes som hovedværket for den
kritiske teori. I kapitlet Kulturindustri – oplysning som massebedrag beskriver de, hvordan massemediernes oplysning til befolkningen skaber kunstige behov. Og i 1965 skrev Horkheimer:
Den kritiske teori bygger videre på den oprindelige europæiske tanke, hvor der foregår en stadig udvikling fra det dyriske op mod det forstandige. Problemet med kapitalismen er bare, at
goderne ikke bliver spredt ud til alle, men primært til kapitalisterne. En videreudvikling vil så på
et senere historisk tidspunkt – hvor udviklingen når op på et endnu højere forstandsniveau medføre socialisme.
Nu er det altså ikke produktivkræfterne, der skal udvikles, og som vil medføre socialisme, når de er
udviklet nok. Nu er forstanden.
En af deltagerne i Frankfurterskolen var Herbert Marcuse (1898-1979). Han udgav i 1955 bogen
Eros og civilisationen. En filosofisk analyse af Freuds psykoanalytiske teorier, hvor han blandt andet skrev:
De traditionelle grænser mellem psykologien på den ene side og politisk og social filosofi på
den anden er blevet overflødiggjort af menneskets forhold i den nuværende periode ... Psykologiske problemer bliver derfor til politiske problemer, private lidelser afspejler mere direkte end
før helhedens lidelser, og helbredelsen af personlige lidelser afhænger mere direkte end før af
helbredelsen af den almene lidelse.
Marcuses fortjeneste var, at han klart indså, at der i vores kultur er en spaltning mellem den politiske og sociale filosofi på den ene side (højre) og psykologien på den anden side (venstre). Han så
også, at der i mellemlagene var en igangværende proces, hvor man ophævede denne spaltning, sådan at det private og psykologisk (venstre) blev gjort politisk - og at det enkelte menneskes helbredelse i høj grad er en politisk proces, der går ud på at ophæve spaltningen mellem de to sider.
I hans bog Det éndimensionelle menneske. En undersøgelse af det højtudviklede industrisamfunds
ideologi fra 1964 opfordrer han til, at et mindretal i mellemlagene gør oprør for at frigøre menneskeheden fra de falske behov – nu, hvor arbejderklassen åbenbart ikke magtede at ændre noget.
Med falske behov forstår Marcuse de behov, som magthaverne har påduttet folket på den ene eller
anden måde.
Den klassiske marxske teori forudser overgangen fra kapitalisme til socialisme som en politisk
revolution: Proletariatet ødelægger kapitalismens politiske system, men opretholder det teknologiske apparat, som det underordner socialiseringen ... Ganske vist mente Marx, at når de
’umiddelbare producenter’ selv kom til at organisere og styre produktionsapparatet, så ville det
59
medføre en kvalitativ forandring i den tekniske kontinuitet, nemlig en produktion med sigte på at
tilfredsstille individuelle behov, der udviklede sig frit.
Marcuses kritik rettede sig imod den ”marxisme”, der var på hans tid, og som faktisk var det modsatte af, hvad Marx mente. Ifølge Marx skulle revolutionen primært handle om en produktionsmæssig revolution. På et sent tidspunkt erkendte Marx, at det nok var nødvendigt at erobre den politiske
magt for derved at umuliggøre en borgerlig kontrarevolution. Det har så ført til den ”marxistiske”
tanke, at man først skulle erobre den politiske magt; og når arbejderne så styrede produktionen, ville
der ske en kvalitativ forandring, der kunne tilfredsstille individuelle behov, der udviklede sig frit.
Men Marcuse mente, at kapitalismen allerede har ændret alt det kulturelle:
Hvis massekommunikationsmidlerne blander kunst, politik, religion og filosofi med annoncer på
harmonisk vis og ofte uden at det mærkes, så bringer de disse kulturområder på én fællesnævner – de er en form for vare. Sjælens musik bliver også sælgerens musik. Bytteværdien og ikke
sandhedsværdien tæller.
Han går videre og analyserer sproget:
Autonomi, opdagelse, påvisning og kritik svinder til fordel for benævnelser, påstand og imitation.
Magiske, autoritære og rituelle elementer gennemtrænger talen og sproget. Sproget bliver berøvet de formidlende led, der er stadiet i erkendelsen og den erkendende vurderingsproces.
Marcuse erkender ikke, at der er en overordnet spaltning mellem hoved og underliv, sådan som
Marx så det. Marcuse tror – ligesom de fleste andre – at sproget eksisterer i sig selv. Derfor genfinder han modsætningerne i sætningskonstruktionen, i grammatikken og i konstruktionen og sammensætningen af nye ord. Modsætningen eller spaltningen af bevidstheden finder han altså i den
enkelte sætning. Heri har han selvfølgelig ret. Men dermed fokuserer han forkert. Det interessante –
set fra et revolutionært synspunkt – er, at hele tankegange, som tidligere hang sammen, nu er opspaltet i 2 deltankegange, hvoraf den ene knytter sig til abstrakte tanker i hjernen, mens den anden
hænger sammen med kropslige konkrete handlinger.
Marcuse påviser, at alle tanker er blevet én-dimentionelle – og styres af
samfundet på den ene eller anden måde. Han mener, at samfundet pådutter folk imaginære behov. Mennesket handler ikke længere ud af
deres egen behov, men ud fra systemets behov. Bogen Det éndimensionelle menneske fik stor betydning for det ungdomsoprør, som satte ind i 1968.
Den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger (1929-) uddybede mediekritikken i sit essay Einzelheiten fra 1962, hvor han skriver om bevidsthedsindustri. Der er kommet en massiv påvirkning fra
medierne, som totalt dominerer folks bevidsthed. Evnen til at tænke selvstændigt eksisterer selvfølgelig stadig; men påvirkningen fra massemedierne er så kraftig, at de reelt sætter rammerne for,
hvad vi tænker samt tvinger tankerne ind i bestemte mønstre. Sådan som jeg ser det, er denne bevidsthedsindustri i dag blevet meget mere massiv.
Kina
I næste afsnit kommer jeg ind på de maoistiske venstreorienterede, som blev inspireret af den kinesiske leder Mao; så derfor springer jeg nu til at se på, hvordan den kinesiske bevidsthed er. I både højre og venstre side er der på hudens overflade 3 elektriske kredsløb. Et af dem starter ved brystet, løber ud ad armen til tommelfingeren,
tilbage ad pegefingeren, op over hovedet, ned og ud ad benet til nummer to tå, tilbage
ad storetåen op til brystet. Det andet kredsløb løber på samme måde, men går til lillefinger og lilletå og er flyttet en tredjedel rundt på kroppens overflade. Og det tredje
har det på samme måde, men går til langfingeren og nummer fire tå. Hvert kredsløb
deler kineserne op i 4 meridianer. Strømmen kaldes for ”chi”. I USA har flere for60
skellige virksomheder i slutningen af 1990’erne produceret små apparater, der kan måle disse energistrømme, så meridianer er virkelige.
Når strømmen flyder frit rundt i alle meridianerne, føler man bare en sammenhæng. Men så kan
man bremse energistrømmen. Og det interessante i forhold til bevidsthed er, at man kan bremse
strømmen mellem hoved og bryst samt mellem bryst og underliv. Lad os tage et eksempel: Jeg sidder og snakker med en anden person. Men lidt efter lidt siger vedkommende noget værre sludder,
og jeg bliver langsomt mere irriteret på ham. Pludselig siger han noget helt tåbeligt – og så sker der
noget i min krop. Jeg kan mærke, hvordan der op gennem maven og brystet rejser sig en følelse af
ophidselse. Men samtidig indser jeg, at vedkommende er naiv og ikke vil være i stand til at forstå
mine synspunkter. Og så sker der det, at jeg er i stand til at standse ophidselsen. Jeg spænder op i
alle musklerne i kæben og halsen samt i nakken og skuldrene. Og jeg gør musklerne i det øverste af
brystet helt slatne. Og så standser den følelsesstrøm, som ellers var på vej op til hovedet. Jeg kan
stadig mærke ophidselsen i brystet. Men nu er jeg i stand til at indtage et forstående smil med ansigtet – og lade som om, jeg stadig er interesseret i at lytte og forstå. Jeg har lavet en mur af spændinger mellem bryst og hoved. Når jeg spænder op i en muskel kaldes det en overspænding. Når jeg
gør en muskel helt slatten, kaldes det en underspænding. Begge medfører, at den elektriske strøm i
meridianerne standser. Og i det her eksempel opstår der så en højere elektrisk ladning i brystet end i
hovedet.
Årsagen til at strømmen standser skyldes, at cellerne i de over- eller underspændte muskler ligger
stille i forhold til hinanden. Det er kun, når musklerne bevæger sig, og at cellerne dermed presser
sig mod hinanden, at der overføres elektrisk ladning fra celle til celle. Det kan man konstatere ved
at massere sådanne spændte muskler. Når man dermed presser cellerne mod hinanden, kan man
presse strømmen fremad. Og ja, det kan man altså måle; så det er også rigtigt. Den elektriske ladning befinder sig altid i nogle kiselkrystaller i cellevæggene. Hvis 2 naboceller har forskellige ladninger, og de presses mod hinanden, overføres der ladning fra den celle, der har højest ladning, til
den celle, der har lavest ladning.
Man kan lave en tilsvarende spændingsmur mellem underliv og bryst. Man spænder op i lænden.
Og man spænder man op i mavemusklerne (hvis man er en mand, der gerne vil demonstrere for sig
selv, at han er stærk og sej) – eller man gør dem slatne (det er det normale). Laver man sådan en
spændingsmur, medfører det, at de seksuelle følelser forbliver i underlivet, så de ikke blander sig
med kærlige følelser i brystet.
Ved hjælp af sådanne muskelspændinger kan man indtage 8
forskellige energimønstre. På tegningen betyder sort høj ladning (burde have farven rød) – og hvid betyder lav ladning
(burde være gul eller gylden). Jeg har givet energimønstrene følgende navne. Fra venstre til højre er
det: territorie-energien, analyse-energien, udlevelses-energien, skaber-energien, samlings-energien,
enheds-energien, hengivelses-energien og modtager-energien.
Fordi der er meridianer i begge kropssider, kan man have forskellige energimønstre i
hver kropsside. Her er 3 eksempler. Den side, som man ser til venstre, er personens
højre side. Og den side, som man ser til højre, er personens venstre side.
Fra huden går der nervetråde op til hjernen. Og via disse nervetråde overføres energimønstret til
hjernen, så der opstår samme ladningsmønster i hjernen. Nogen har ment, at dette energimønster
opstår på grænsefladen mellem for- og baghjerne; og det er meget sandsynligt, men ikke påvist videnskabeligt.
Når man skifter energimønster, skifter strukturen i bevidstheden også. Hvis jeg har et bestemt
energimønster og betragter, hvad der foregår socialt, får jeg en bestemt oplevelse af den sociale
situation. Men hvis jeg så skifter til et andet energimønster – og stadig kigger på den samme sociale
situation, får jeg en anden oplevelse. Jeg ser de strukturer i den ydre sociale virkelighed, som passer
til de indre strukturer, som jeg har i min bevidsthed.
61
Man kan skifte energimønster og bevidsthedsstruktur meget hurtigt, hvis der kun foregår
små forandringer i energimønstrene. Hvis det
er store forandringer, går det langsommere. Vil man for eksempel gennem den proces, som er tegner her, kan det for nogle af skiftene tager flere minutter.
Når man vil skifte energimønster er rækkefølgen, at energilegemet først skifter; det drejer sig om
energistrømmene i kroppen. Umiddelbart efter skifter åndedrættet, så det tilpasser sig det nye mønster. Og til sidst etablerer muskelspændingerne sig. Men de 3 trin sker uendelig hurtigt efter hinanden.
Nogle tror, at man kan skifte energimønster ved at skifte muskelspændinger i kroppen. Det kan
man ikke. Det interessante er altså, at energilegemet er bevidst; eller at bevidstheden primært sidder
i energilegemet.
Når man som europæerne altid er stagneret i det samme energimønster, føler man bare, at man er
levende. Men når man kan skifte energimønster, opdager man sit energilegeme. Det er det, som
nogen kalder sjælen. Kineserne kalder det for den levende energi. Så bliver man klar over, at man
kan mærke 3 forskellige slags bevidstheder. Der er hjernebevidstheden. Der er den kropslige bevidsthed. Og så er der energilegemets eller sjælens bevidsthed. Den sidste er et immaterielt fænomen, som har form af ens overflade. Og når man føler sit energilegeme, mærker man det energimønster, som man har indtaget. Man kan mærke, om der er høj eller lav ladning i henholdsvis højre
og venstre side – og i henholdsvis underliv, bryst og hoved. Og så oplever man samtidig en bevidsthed i hjernen, som svarer til energimønstret.
Ofte sker det, at man skifter bevidsthed uden at lægge mærke til, at energimønstret skifter. Og så
kan man bagefter – hvis man føler efter – konstatere, at man har indtaget nogle nye muskelspændinger og altså skiftet energimønstrer. Men man kan også bevidst skifte energimønster – hvis man
altså kender dem – og så kan man konstatere, at tankerne ændrer sig i overensstemmelse med det
nye energimønster.
En normal europæer har permanente muskelspændinger mellem underliv og bryst samt mellem bryst og hoved. Og man er stivnet i et polariseret energimønster med analyse-energien i
højre side og enheds-energien i venstre. Man lærer energimønstret og den tilhørende bevidsthed at
kende som barn. Opfører man sin i overensstemmelse med mønstret, bliver man rost af forældre,
pædagoger og lærere. Ellers bliver man misbilliget og skældt ud.
I 1700-tallet blev europæerne inspireret af indisk bevidsthed, så man holdt op med at tro, at
det var nødvendigt med en selvundertrykkende bevidsthed i hovedet for at styre og kontrollere sine egne dyriske kræfter i underlivet – og at det heller ikke var nødvendigt med en stat,
der skulle styre og kontrollere samfundet. Hermed lærte man udlevelses-energien at kende. Og det
var afgørende for at få folk til at blive revolutionære.
Nu lever vi i en tid, hvor fjernsynet, rejser og flygtninge får kulturerne til at støde sammen – og så
opdager man også, at man kan lære noget af de fremmede. På amerikanske universitetsinstitutter for
filosofi får nye studerende nu en litteraturliste, hvor halvdelen af bøgerne er gammel kinesisk filosofi. På tilsvarende institutter i Europa er de studerende stadig tvunget til at læse de europæiske
filosoffers snørklede tankebaner, som er viklet ind i reifikationens mønster. I de sidste 20 år er
græsrodsorganisationer i USA inspireret meget af kinesisk tankegang. I Europa har man endnu ikke
opdaget den visdom, der er i kinesisk kultur.
Jeg begyndte at studere kinesisk visdom i begyndelsen af 1970’erne. Det tog mig over 20 år, inden jeg ”opdagede” energimønstrene. I dag skifter jeg frit rundt mellem energimønstrene og deres
bevidstheder. Og når jeg for eksempel siger, at jeg er i hengivelses-energien, mener jeg, at jeg ikke
bare har muskelspændinger mellem bryst og hoved, men at jeg også har den bevidsthedsstruktur,
der dannes af energimønstret. Når jeg i resten af bogen vil beskrive en bevidsthedsstruktur, vil jeg
nogle gange kalde den ved energimønstrets navn.
62
Hvornår kineserne opdagede energimønstrene og de tilhørende bevidstheder, ved vi ikke; men det var tidligere end år 2000 før 0. Omkring 500
før 0 erkendte de, at der er en særlig rækkefølge, som man ikke kan lade
være med at anvende, når man udvikler sig, kommunikerer, gør erkendelser osv. Jeg kalder det en erkendelsesrunde. Eller en teori-praksis
runde; og det skal jeg vende tilbage til.
I stedet for at tegne alle de små figurer, fandt kineserne på ying-yang-symbolet.
Når kineserne så dette symbol, tænkte de på de 8 energimønstre og rækkefølgen
gennem dem. Farverne her er sort og hvid. Kineserne brugte farverne rød og gul
(gylden). Ying-yang-tegnet er siden forstået og fortolket på et utal af måder.
Når de skulle tegne et enkelt energimønster, tegnede de det også forsimplet,
idet de brugte streger. En ubrudt linje betyder høj ladning. En brudt linje
betyder lav ladning. Når der er samme energimønster i begge sider, kaldes
det et trigram.
Når der er forskellige energimønstre i de to sider tegnede de et hexagram. De
tre øverste streger repræsenterer energimønstret i venstre side, og de 3 nederste energimønstret i højre side. I Kina var der aldrig en spaltning mellem de
to sider, sådan som vi har det i Europa. Kineserne havde derfor en helt anden
forståelse af sådan et polariseret energimønster end det, som jeg beskriver.
Omkring år 0 mistede kineserne den oprindelige forståelse, og de begyndte at tegne et energimønster sådan, som jeg har vist det her til venstre. Der var stadig den samme 3-deling; men
nu opfattede de hovedet som en udløber ligesom arme og ben. De inddelte i nedre bughule,
øvre bughule og bryst – og så var der 5 udløbere: 2 ben, 2 arme og 1 hoved. Sagen var, at kineserne
opfattede øvre bughule som nogle organer, der sendte impulser op til hovedet og hjernen. Og de
opfattede hovedet som et følehorn og hjernen som en føleknude, der til enhver tid kunne mærke en
bevidsthed, men som ikke ophobede tanker. Leveren giver den grundlæggende impuls, som sender
energi ud i kroppen i retning af hovedet. Men milten tilbageholder og frigiver noget af denne energi.
Det sker i nogle langsomme rytmer. Når milten trækker sig sammen, tilbageholder den noget energi. Og når den slipper, gives denne energi fri igen, så den strømmer op til hjernen. Hermed kommer
energien op til hjernen i rytmer, der medfører, at vi tænker i sætninger. Endelig er der nyrerne, der
virker modsat leveren. Når nyrerne bruger energi, sker det som en langvarig brug af energi, og det
standser energistrømmen op til hovedet.
Omkring år 1300 var kineserne stivnet i samme energimønster, som vi har i Europa i dag. Og
dengang kom der et forsøg på at genopdage den gamle visdom. På dette tidspunkt omtalte
kineserne energilegemet ligesom jeg gør det – med underliv, bryst og hoved samt højre og
venstre side.
For dem var problemet: Hvordan kan man forene de to sider og få et forenet ”jeg”? Det var præcist det samme, som man i Mellemøsten omkring år 0 prøvede på, og hvor man opfandt begrebet
terapi som en metode til det. Nu vil jeg beskrive, hvordan kineserne taklede det problem.
I højre side er der høj ladning i underlivet – hvilket også er en opladning, fordi energien skabes i
underlivet – mente kineserne. Og i venstre side er der lav ladning i underlivet – hvilket så også er en
afladning. Man er altså opladende i højre side og afladende i venstre. For at forene de to sider, bliver man så nødt til først at skifte til samme energimønster i begge sider – og herefter lade dem
forene sig. Og det betyder, at man enten i højre side skal skifte fra en opladende energi til en afla63
dende – eller i venstre side skal skifte fra en afladende energi til en opladende. Man skal altså vende
energistrømmen i den ene side. Kineserne kaldte det at vende lyset om.
Her på tegningen vendes energien i venstre side fra en afladende til en opladende energi. Og umiddelbart efter kan man forene de to sider. Når man har
lært det, har man igen fået evnen til at kunne skifte mellem at forene sig og
polarisere sig – og dermed leve et friere liv, hvor man kan skifte frit mellem alle energimønstre.
Denne metode er mere filosofi end praksis. Min erfaring er, at man kan skifte fra et hvilket som
helst energimønster til et hvilket som helst andet. Det mest populære var at have et samlet energimønster.
I flere hundrede år skiftede mange kinesere så rundt mellem energimønstrene; men der var lige så
mange, der havde den buddhistiske tankegang, hvor man hele tiden skal balancere mellem de 8
grundlæggende energimønstre. For flertallet blev de to systemet blandet fuldstændigt.
Mao
Mao Tse-tung (1893-1976), som blev den kinesiske revolutions ledende teoretiker og organisator,
begyndte i midten af 1920’er at læse om Marx. Og det medførte, at Mao lidt efter lidt ændrede hele
den kinesiske tankegang. Som vi skal se, gennemførte Mao sammen med kineserne præcis sådan en
erkendelsesproces, som Marx skrev, at man skulle for at ændre sin bevidsthed.
Da Mao læste Marx, opdagede han, at vi i Vesten var stagneret i analyse-energien (højre) og
enheds-energien (venstre). Og han opdagede, at europæerne brugte analyse-energien på en
måde, der gav en særlig hjernebevidsthed, som kineserne ikke kendte til, fordi de på dette
tidspunkt altid skiftede energimønster hele tiden.
Analyse-energien i højre side har jo høje ladninger i hoved og underliv, og det giver to energipoler i hjernen. Derfor kan man have to tanker i hjernen samtidig. Og så kan man opleve sig selv med
enheds-energien i venstre side; og herfra er man i stand til at sammenligne de to tanker. Og denne
sammenligning kan man så flytte til analyse-energiens ene energipol, hvorefter man kan indtage
endnu en tanke, som fastholdes af den anden energipol i analyse-energien– og så kan man sammenligne igen. Sådan kan man fortsætte at opbygge tanker i forlængelse af hinanden. Man kan derfor
opbygge en omfattende samling af sammenhængende tanker – hvad man ikke kan, hvis man bare
skifter energimønster hele tiden.
Men Mao var også klar over, at den europæiske tankekonstruktion var dårlig, fordi den bare byggede tanker ovenpå tanker, uden at man nogensinde kunne finde ud af, om det var konstruktivt eller
ødelæggende. Derfor skulle man skifte mellem teori og praksis. Man skulle afprøve sine tanker for
at finde ud af, om de var gode.
Her i Europa blev man også inspireret af Maos tanker; og i kultur-revolutionære kredse begyndte
man også at snakke om at veksle mellem teori og praksis. Men det blev til en veksling mellem en
praksisløs teori og en teoriløs praksis. Man byggede mere ovenpå sine teorier og troede, at man blev
klogere, hvor man reelt blev dummere på et højere niveau.
64
Men Mao kunne forene kinesisk visdom
med vestlig tankegang – og fandt frem
til, at processen skulle være: 1) Man får
en ny idé eller teori. 2) Man udfører den
i praksis. 3) Man høster erfaringer, hvilket bliver til en ny idé eller teori. 4) Man
sammenligner så den nye teori med den
gamle – og herved bliver man klogere,
så man er sikker på at opbygge visdom i
stedet for dumheder. Man skal altså ikke
veksle mellem teori og praksis. Man skal udføre processen sådan; teori-praksis-teori, analyse, teoripraksis-teori, analyse, teori-praksis-teori, analyse osv. Det var der kun meget få, der forstod her i
Vesten.
Her i Vesten brugte Hegel, Marx og andre teoretikere megen energi
på, hvordan man byttede indholdet i hovedets og underlivets bevidsthed. Altså hvordan det abstrakte (hoved) blev til noget konkret
(underliv) via praksis – og hvordan det konkrete (underliv) blev abstrakt (hoved) via erkendelsen.
Marx oplevede kun analyse-energiens og enheds-energiens bevidstheder, men beskrev den sociale proces, hvor menneskets individuelle
og subjektive følelses-jeg forholdt sig til den 2-polede samfundsbevidsthed. Og det centrale for Marx – både i forhold til Hegel, men
også til andre socialister – var at fastholde, at det ikke kun var den topolede bevidsthed (analyse-energien), der udviklede sig, men også
menneskets individuelle følelsesmæssige jeg (enheds-energien). Det
var derfor alle 3 del-bevidstheder, der påvirkede hinanden og udviklede sig.
Når Marx kom ind på den individuelle følelsesmæssige delbevidsthed, beskrev han den ikke bare som én bevidsthedstilstand,
men som en social proces, hvorved individet udvikler og forandrer sig
selv. Så selvom Marx kun følte og oplevede en fastlåst bevidsthedsstruktur med analyse-energien og enheds-energien, mente han ikke, at de to energimønstres bevidstheder bare spejlede sig i hinanden og dermed skabte hinandens bevidstheder. Han mente netop, at
der foregik en social proces. Og det er her, at Marx adskiller sig fra Hegel og Feuerbach. Og dermed er hans tankegang i overensstemmelse med den måde, som kineserne tænker på.
Men lad os nu vende tilbage til Mao. Han fik først den idé, at man skulle lære at bruge kul til at lave
stål. Alle landsbyer begyndte derfor at lave stål. Det meste af det egnede sig dog ikke til noget som
helst. Og bønderne forsømte deres dyrkning, så millioner døde af sult. ”Det var jo ikke godt,” sagde
Mao; men han sagde også, at det var en nødvendig læreproces for at udvikle den nye bevidsthed.
Og kineserne fik lært, at man godt kan lave stål; men at man skal lave det af god kvalitet malm.
Fordi mange kinesere døde af sult, fik Mao den idé, at man skulle dræbe alle fuglene, fordi de spiste
en del korn. Herefter løb alle kineserne rundt efter fuglene, indtil fuglene blev så udmattede, at de
lod sig fange og blive dræbt. Men herefter blev der flere insekter, som ødelagde mere korn end fuglene. Og igen døde millioner af kinesere. Det var jo ikke godt. Men nu har vi lært, at fugle er nødvendige i naturens husholdning, sagde Mao. Han gav også signal til, at de forstokkede universitetsprofessorer, læger og embedsmænd skulle afskaffes; og mange blev myrdet. Men så stod pludselig
nogle studenter på et hospital og skulle hjælpe en vanskelig patient; og det kunne de ikke. Men så
lærte kineserne, at det var godt, at der var kloge og erfarne folk. Mao kaldte hele processen at opbygge en ideologi – og det var både omkring produktion, politik mm.
65
De fleste her i Vesten anser Mao for en tyran, der er skyld i millioner af kineseres død. Men kineserne anser ham for en stor reformator, der har ændret kinesisk bevidsthed. For selvom det kostede
mange menneskeliv i starten, har kineserne fortsat den bevidsthedsmæssige proces.
Kineserne knytter stadig an til den cykliske tankegang; og når det drejer sig om samfundsudvikling,
tænker de i runder, der varer 20 år – men opdeler i 5-års planer. Da man var færdig med runden
1960-70’erne, gjorde man status. Et af resultaterne var, at kvinderne var blevet frigjorte fra gamle
roller, og at de nu var integreret i samfundslivet. I næste runde - 80-90’erne - fokuserede man på étbarns politikken, hvor en mand og kvinde kun måtte få ét barn; og dermed nedbragte man befolkningstallet. Og man konstruerede også lavteknologiske maskiner til fattige mennesker i landsbyer
for at opnå en bæredygtig udvikling. Det indebar, at Kina skiftede fra et land med sult til et land
med velstand. I den nuværende runde - 2000-2020 - er kineserne for alvor gået i gang med at efterabe kapitalismen. Totalt ukritisk kopierer man alle produkter fra Vesten og producerer dem selv. Og
man bygger så meget som muligt, udvider industrien så meget som muligt og satser på industriel
forskning så meget som muligt. Det har gjort, at mange storbyer er enormt forurenede, så man næsten ikke kan trække vejret. Ifølge deres tradition skal de bare fortsætte, indtil 20 års perioden er
færdig – og så analysere og finde en ny vej. Men forureningen er nu så omfattende, at man må gøre
noget her og nu. Overalt hvor der er en statue af Mao, har myndighederne i de seneste år også opført en statue af Konfusius (551-479 før 0), som var en stor teoretiker omkring energimønstre og
bevidsthed. Så det er et signal til befolkningen om, at man ikke bare skal efterabe Vesten, men også
fastholde gammel kinesisk visdom.
Foucault
Den franske filosof Michel Foucault (1926-84) var en af de socialister, der knyttede an til en maoistisk tankegang, hvor teori og praksis var forenet. Han udgav i 1961 Histoire de la folie à l'âge
classique - Folie et déraison (Galskabens historie i den klassiske periode). Han tog udgangspunkt
omkring år 1500, hvor spedalskheden var ved at ophøre. Man havde systematisk udvist de spedalske fra byerne. Og hvis de ikke kunne gå, bar man dem udenfor, så de kunne ligge og dø på en
mark. Denne tankegang med at udvise mennesker blev nu videreført, så alle ikke-normale også blev
udvist. Gale mennesker, som tidligere blev accepteret som landsbytosser, blev nu uddrevet. I starten
blev de bare konstant sendt videre; men efterhånden begyndte man at spærre dem inde. Der var ikke
tale om nogen straf eller behandling. De skulle bare væk fra det normale samfund. Hvis de blev for
aktive og opførte sig aggressivt, gav man dem kolde bade, eller de blev spærret inde i beholdere, så
det kun var deres hoved, der var fri. Man prøvede også at placere dem i nogle apparater, der blev
snurret hurtigt rundt for at passivisere dem.
De fleste gale blev behandlet som dyr. De blev lænket i stalde. Om vinteren kunne der være frost.
Men de havde kun noget halm til at beskytte sig med. Hvis de gale ikke gjorde, hvad man sagde,
blev de pisket. Man mente, at de gale var nogle væsner, hvor det menneskelige var forsvundet. De
var overgået til at være dyr.
Foucault mente, at der i 1400-1500-tallet opstod en bevidsthed, hvor det europæiske menneske
hævede sig op over det dyriske i sig selv.
Jeg er enig; men jeg mener, at bevidsthedsstrukturen allerede eksisterede. Efter min opfattelse kom der bare en social proces, hvor man bevidsthedsmæssigt fik en adskillelse mellem en
fornuftsbevidsthed (hoved) og en dyrisk bevidsthed (underliv). Men Foucault mente altså, at
selve det to-polede bevidsthedsmønster opstod i disse år. Han kendte ikke til energilegemet og
energimønstrene.
Det udviklede sig så til, at mennesker blev ”moderne”. Ikke nok havde man et civiliseret ”jeg” i
hovedet og et dyrisk ”væsen” i underlivet. Men man fik også to bevidstheder. I hovedet kom der en
bevidsthed om at iagttage, og i underlivet var der en bevidsthed om det konkrete. Man begyndte
derfor at iagttage alt og alle, og dermed begyndte man at få begreber og kategorier. De gale (underliv) blev dermed til en kategori (hoved). Foucault mente hermed, at der blev skabt en bevidsthed,
der ikke var der før. Og derfor troede han, at analyse-energiens bevidsthedsmønster blev skabt.
66
I 1963 skrev Foucault bogen Naissance de la clinique - une archéologie du regard médical (Klinikkens fødsel). Efter den borgerlige revolution i 1789 kom der klinikker og sygehuse for de fattige. De
medførte, at lægerne nu kunne forholde sig til mange patienter; og så begyndte man at registrere
sygdomstegn. Hvis en patient havde nogle bestemte symptomer, var der sandsynlighed for, at patienten havde en bestemt sygdom. I stedet for at hjælpe patienten, vendte lægerne sig nu mod at afhjælpe sygdommen.
Foucault så her, at der var en lighed mellem filosofferne og lægerne. Filosofferne havde teorier,
som beskrev virkeligheden. Og lægerne havde tegn eller symptomer, som beskrev sygdommene.
Teorierne og symptomerne fik hermed et selvstændigt liv. Igen mente Foucault, at dette var med til
at skabe bevidstheden, der hører til analyse-energien. Foucault mente, at der hermed kom indhold i
bevidstheden, nemlig teorier og symptomer.
Foucault erkendte hermed, at ”samfundsbevidstheden er ændret”. Tidligere havde man en læge
(hoved) og en patient (underliv). Men de nye samfundsinstitutioner, klinikker og sygehuse, gjorde,
at man fik sygdomme (hoved) og symptomer (underliv). Lægen kiggede ikke på patienten. Han
undersøgte en lang række patienter og kiggede på, om de havde samme symptomer. Selve sygdommen ses ikke. Der eksisterer kun symptomer. Sygdommen eksisterer kun i sproget.
Nu hvor lægerne i fællesskab havde fået overblik over symptomer og givet navn til sygdomme,
blev de gale ikke længere betragtet som dyr, men som syge. De levede herefter i særlige asyler,
hvor de skulle behandles. Her anvendte man dels straf med pisk, kolde styrtebade, fratagelse af mad
osv. Og dels psykologisk hjælp, hvor de skulle lære at identificere sig med fornuften (hoved), der
skulle styre og kontrollere deres ufornuft (underliv). De skulle altså lære at identificere sig med analyse-energien på den ”moderne” måde, hvor man (hoved) har hævet sig over dyret i sig selv (underliv). De kom under konstant overvågning. Deres ord og handlinger blev bedømt. De var (og er) blevet ofre for psykologers og psykiateres behandlinger. Den nye bevidsthed om sygdomme, som altså
var socialt skabt, ændrede, hvordan man behandlede de gale. Fra at betragte dem som dyr blev de
nu betragtet som syge mennesker.
I 1966 skrev Foucault bogen Les mots et les choses - une archéologie des sciences humaines (Ordene og tingene). Bogen handler om, at europæerne i 1500-1700 skabte den bevidsthed, som er analyse-energiens bevidsthed. Der er ”ordene” (hoved), og der er ”tingene” (underliv). Han skrev, at der
er ideologiske og institutionelle rammer for, hvad man i en bestemt historisk periode kan tænke.
Han mente, at der til enhver tid er nogle samfundsinstitutioner, der skaber bevidsthed. Og beviset er
netop de gales historie, hvor de først blev accepteret som landsbytosser, så blev de dyr - og til sidst
blev de patienter. I bogen forsøgte han at vise en tilsvarende udvikling indenfor kunst og økonomi.
Foucault generaliserede så. Historisk er der først noget usynligt (underliv). Men ved at sætte sprog
på, opstår der noget synligt, som Foucault kaldte signatur (hoved). Det er altså sproget, der trækker
disse fænomener ud af mørket og gør dem til noget.
Jeg vil nu sætte Foucaults analyse ind i den kinesiske model om
teori og praksis. Foucault kendte ikke energimønstrene; og det
gjorde jeg heller ikke på det tidspunkt. Men Foucaults analyse og
tanker passer fint med modellen. På et tidspunkt (1) havde man
fornuft (hoved) over det dyriske (underliv), og de gale blev spærret inde og behandlet som dyr. Efter revolutionen begyndte lægerne at undersøge (2) de fattige og fik en masse indtryk. Man begyndte så at koordinere (3) gamle teorier med, hvad man nu iagttog. Og lægerne begyndte at kommunikere (4) med hinanden for
at finde ud af, hvad de var enige om. Læger og andre begyndte så
at udtrykke deres holdninger (5). Og så kiggede man tilbage og
kunne indse (6), at man havde taget fejl. I underbevidstheden (7) blev der nu rykket rundt på bevidsthedselementerne. Og så fornemmede (8) man, at noget helt nyt var på vej. Og det blev til en ny
teori (1) om behandling af de syge.
67
Foucault mente så, at erkendelsen også rykkede ved, hvordan man
identificerede sig selv. Så vi tager lige en runde mere gennem
energimønstrene: Indledningsvis (1) havde man et ”abstrakt subjekt” (hoved) over et ”kropsligt objekt” (underliv). Sproget blev
så løsrevet fra objekterne. Ordene fik herefter ingen faste betydninger. (2) Man følte og snakkede om sin eksistens. Man begyndte så (3) at koordinere de gamle begreber med de nye. Og man
begyndte at kommunikere med hinanden (4) for at finde ud af,
hvad man var enige om. Man følte tydeligt (5), at der var en eksistens, som handler om at være menneske (i modsætning til udgangspunktet, hvor man havde en ”abstrakt bevidsthed” om et
subjekt og en anden bevidsthed om at ”være et objekt”). Og så kiggede man tilbage og kunne indse
(6), at den gamle bevidsthed var forkert. I underbevidstheden (7) blev der nu rykket rundt på bevidsthedselementerne. Så fornemmede man (8), at noget helt nyt var på vej. Og det blev til en ny
teori (1) om, at det er forkert at have to bevidstheder, hvor den ene kigger på den anden. Man skal
derfor forlade hovedets bevidsthed (2) og kommer ned og mærke sig selv.
Vi ser her, at Foucault ikke bare tager én runde, men tager ét skridt videre og standser så i udlevelses-energien.
Foucault mente, at han helt havde forladt den gamle europæiske bevidsthed (analyseenergien), fordi den var statisk. Hans historiske analyser viser, at det europæiske
menneske hele tiden er på vej i en erkendelsesproces. Og her oplever han udlevelsesenergiens bevidsthedsmønster, hvor der ikke er nogen bestemt bevidsthed (hoved), men hvor man
kropsligt og følelsesmæssigt (underliv og bryst) er i en konstant social proces.
Undervejs i processen opstår der selvfølgelig nogle abstrakte tanker (hoved) om de konkrete
erfaringer (underliv), man har gjort. Men Foucault vil ikke kalde dem en teori. Han kalder
dem en ”ytring”; og det er i denne sammenhæng ikke det at sige noget. En ”ytring” er det
bevidsthedsindhold, der manifesterer sig efter en erkendelsesrunde, hvis der altså er erkendt noget.
For så iagttager man det, man har ”ytret”, og det giver anledning til videre sociale og erkendelsesmæssige runder. Vidt forskellige begreber kan godt udgøre en identisk ”ytring” eller ligge nær hinanden. Men de skal dog tilhøre samme ”domæne” eller ”felt”.
Det er normalt samfundsinstitutioner, som skaber disse ”ytringer”. Det er ikke nødvendigvis
kendte institutioner. Ofte er det nye spirende grupper, som senere bliver til etablerede institutioner.
Her kan man så analysere, hvem der ytrer sig, deres indplacering i samfundssystemet samt personernes forhold til et domæne (emneområde).
Efter endnu en runde opstår så et diskursobjekt. Diskurs betyder ”det, man snakker om”. Og Foucault mente her, at det skal være noget, som et stort flertal i samfundet snakker om. Hvis det kun er
en mindre gruppe, er det ikke et diskursobjekt.
Der er altså ikke nogen sand og uforanderlig teori i hovedet – her med udlevelses-energiens
bevidsthed. Der er en social proces, hvor man snakker med hinanden, og hvor bevidstheden
hele tiden udvikler sig.
På en videnskabelig konference sagde Foucault, at han helt havde forladt den gamle europæiske
bevidsthed. Men da andre påpegede, at han i erkendelsesrunden kom igennem en fase (analyseenergien), hvor der både var subjekt (hoved) og objekt (underliv), indrømmede han, at hans teori
ikke var perfekt.
Det vigtigste for Foucault var at få os til at slippe ud af analyse-energiens bevidsthed. Hovedets
bevidsthed må forsvinde, hvis man skal åbne for en ny bevidsthed om mennesket, mente han. Det er
først omkring år 1800, at mennesket socialt blev skabt som et objekt (underliv) for videnskaben
(hoved). Opgaven var og er at befri mennesket fra at være sådan et objekt – og hermed slippe ud af
analyse-energiens bevidsthed.
Foucault kunne ikke lide de grupper, der knyttede sig til analyse-energiens bevidsthed. Det var
humanisterne, der har en ideologi (hoved), der distancerer sig til det dyriske (underliv). Han kunne
68
heller ikke lide strukturalisterne, som mener, at sproget har bestemte strukturer, og at bevidstheden
altså kun er inde i hovedet. For hele hans argumentation handlede om, at den to-polede bevidsthed
var historisk skabt – og dermed, at den også kan omskabes. Men han kunne heller ikke lide socialkonstruktivisterne, der ud fra samfundsmæssige forhold (underliv) ville skabe en særlig samfundsbevidsthed (hoved). Og det var især ”marxister”, der havde Engels’s opfattelse, og som mente, at
det var produktivkræfterne, der skabte samfundsbevidstheden.
I 1969 skrev Foucault bogen L’archéologie du savoir (Vidensarkæologien). Det er en slags opsummering; men bogen indeholder også en generel teori for diskurs. Foucault stiller spørgsmålet: Hvad
er det, der får bevidstheden til at være et sammenhængende hele? Ja, det er ikke et bestemt objekt i
den ydre verden. Det er ikke en bestemt type af analyse. Det er ikke ved at bruge særlige begreber.
Og det er ikke et bestemt tema. Foucault vidste altså godt, at det er noget inde i selve bevidstheden.
Han vidste, at bevidstheden kan ændre sig for hver erkendelsesrunde. I stedet for at veksle mellem
teori og praksis mente han, at der er en konstant praksis, og at der undervejs opstår ytringer.
Foucault mente så, at man skulle fokusere på, hvorvidt noget rent faktisk er sagt eller skrevet.
Altså om der har været en ”ytring”, der har skabt et diskursobjekt. Og det interessante er så at studere flere erkendelsesrunder i forlængelse af hinanden og se på, hvordan disse ”ytringer” ændrer sig –
og så relatere dem til samfundets øvrige processer. Ud fra sine historiske analyser om de gale, mente Foucault, at det også handlede om at finde de ”ytringer”, som ikke blev sagt, men som kunne
siges eller burde siges.
Hvis vi skal vurdere Foucault ud fra Marx’s synsvinkel, er det i overensstemmelse med Marx, når
Foucault fokuserer på bevidsthedsrunder, og at bevidstheden udvikler sig fra runde til runde. Men
Foucault afviger fra Marx, når han mener, at man bare skal have udlevelses-energiens bevidsthed.
Foucault går fra den ene grøft (analyse-energien) over i en anden grøft (udlevelses-energien).
Kulturrevolution
Tanken om at frigøre sig fra den vestlige kulturs energimønster med tilhørende bevidsthedsstruktur
modnedes i 1960’erne og blussede for alvor op efter et studenteroprør i 1968 i Paris.
Det var et opgør med analyse-energiens bevidsthed. Tidligere herskede universitetsprofessorerne (hoved) over studenterne (underliv). Men nu ville studenterne selv bestemme, hvad de
skulle studere. Det bredte sig til hele samfundet. Tidligere var der på skolerne autoritære lærere (hoved), der stod for at undervise, og som straffede eleverne (underliv), hvis de ikke adlød. Nu
skulle man i stedet have humanisme på skolerne. Tryghed var forudsætningen for at lære noget. Og
fokus skiftede fra lærerens undervisning til elevens læring. I fjernsynet var der tidligere en bedrevidende belæring af befolkningen. Nu skulle der ikke længere tales ned til folk.
Tidligere var mellemlagenes kvinder hjemmegående. De var i god kontakt med følelserne
(bryst). De beskæftigede sig ikke med abstrakte analyser (hoved). Og de fleste fik aldrig en
orgasme (underliv). Nogle læger mente, at kvinder kunne få en særlig følelsesorgasme, der
startede i brystet. Der kom derfor gang i en kvindebevægelse, der dels handlede om at frigøre seksualitet og dels handlede om at lære mændenes bevidsthed, så kvinderne kunne komme ud og deltage i samfundslivet.
Kvinderne skulle altså ikke kun identificere sig med enheds-energien, men også med analyseenergien. De skulle nu både være mødre og passe hjemmearbejdet, mens de samtidig skulle have en
karriere i erhvervslivet; og så skulle de være mere seksuelt aktive. Rundt omkring i USA og Europa
har det som oftest betydet, at en kvinde må vælge mellem karriere eller børn. Men mange har forsøgt at klare begge dele. Det har medført en masse stress, der er gået ud over børnene, som har mistet voksenkontakten og i stedet må nøjes med fjernsyn og computer. Og det er også gået ud over
seksualiteten, som stort set er fraværende på grund af for højt stress. I de Nordeuropæiske lande er
der i de fleste kernefamilier en ambition hos kvinderne om, at de kan få manden til at tage halvdelen
af hjemmearbejdet, og at de derfor kan magte både karriere og børn. Men samtidig melder statistikkerne om, at stadig flere bliver syge på grund af stress.
69
Kvindebevægelsen delte sig i 2 lejre – en socialistisk og en borgerlig. Allerede i 1949 forsøgte den
franske filosof og feminist Simone de Beauvoir (1908-86) at gøre oprør mod husmoderrollen i enheds-energien. Hun skiftede selv til manderollen med analyse-energien, som hun - ligesom andre
socialister - mente var den eneste naturlige, mens kvinderollerne var kunstige. Man fødes ikke som
kvinde, mente hun. Man bliver det. Enheds-energiens bevidsthed var skabt af mændene, mente hun
og andre socialistiske kvinder.
Den anden fløj, som var mere borgerlig, frigjorte sig ved at skifte fra enheds- energien til hengivelses-energien. Det er det kvindemønster, som republikanerne har i USA; men i Europa blev det
ikke til en del af en familie, men kun et individualistisk bevidsthedsmønster.
Jeg vil kort beskrive de følelser, der knytter sig til hengivelses-energien, når den ikke bruges
som en social bevidsthed. Her ser en kvinde (hoved) sig selv (bryst og underliv) udefra.
Reklameindustrien forstår at udnytte dette energimønster. De ved, at kvinden ikke føler sin
krop som noget i sig selv, men at hun skal iklædes sin kvindelighed. Et dameblad havde for eksempel en artikel med overskriften: "Ann er blevet en ny kvinde - væk med de lange bluser." Sagen var,
at hun var begyndt at bruge korte bluser. Men hele artiklen handlede ikke om, at hun havde skiftet
tøjmode; men at hun var blevet en anden kvinde.
Når man ser, hvad reklamen kan få kvinder til, er det forståeligt, at de kvinder, som udfolder analyse-energien, kritiserer de kvinder, der udfolder hengivelses-energien. Håret skal plejes med særlige produkter, øjenbrynene skal plukkes, øjenvipperne skal farves, kinderne skal fremhæves med
kindrødt, halsen skal masseres, brysterne skal trænes, brystvorterne skal farves, albuerne skal gnides
ind i olie for at blive smidige, armhulerne skal barberes, maven afmagres, så den falder indad, balderne skal optrænes, så de bliver faste, hårene skal barberes af ved trussekanten, knæene skal blødgøres med salver, benene skal barberes, fødderne skal indsmøres, tåneglene skal lakeres. Og daglig
bruges ansigtscreme, pudder, øjenskygge, kindrødt samt læbestift, og på hænderne files neglenes i
en fremstrittende bue, hvorefter de males røde.
I de senere år er det også blevet populært med kosmetiske operationer. Der tilbydes læbeforstørrelse, rynkebehandling, brystforstørrelse, ansigtsløft, fjernelse af poser under øjnene, opstramning
af maven, fjerne modermærker mm. De unge kvinder i dag ved ikke, hvordan et normalt bryst ser
ud. De tror, at det skal strutte; og derfor tror de, at deres eget bryst er forkert. Så brystoperationer er
blevet helt normalt.
Når hengivelses-energien ikke misbruges af reklameindustrien, er den faktisk en meget smuk og
naturlig energi, som er uundværlig i et godt fungerende fællesskab. Problemet er blot, at vi i Europa
har afskaffet det fællesskab, som energien kan udfolde sig i. Den er smuk i en storfamilie. Den bliver let kvalt i et parforhold. I den republikanske familiesammenhæng er den stadig smuk. Især for
katolikker, fordi de knytter forbindelse mellem bevidsthederne i deres to sider. Men det bliver helt
grotesk i kapitalistisk individualisme.
Der kom også en mandebevægelse. Til at starte med gav man kvinderne skylden for, at
mænd undertrykte sine følelser i underlivet, fordi det var kvinderne, der havde opdraget
drengebørnene. Drengene havde ikke fået lov til at udfolde deres naturlige energier, og som
voksne var de derfor opspaltede og havde hadefulde følelser til kvinder. Vejen fremad skulle være,
at kvinder skulle lade drengene og mændene være, som de var. Så ville hadet forsvinde. Og så kunne begge køn leve frit sammen.
Få år senere kom der så en anden mandebevægelse, der brugte det spejlvendte argument. Fædrene
har svigtet i børneopdragelsen. Drengene har ikke haft et mandeideal. De har ikke haft en far, som
de kunne identificere sig med, så de kunne udvikle en sund brug af mande-energierne. Det tomrum
må de nu som voksne selv udfylde, og så må de udvikle en faderrolle, så de ikke giver problemet
videre til næste generation. Man begyndte så at studere og snakke om, hvordan mænd i andre kulturer til andre tider har udfoldet sig. Her nåede man hurtigt frem til, at mænd altid har danset, spillet
på tromme og sunget. Men ellers studerede man, hvad mænd historisk har gjort. Bogen Iron John af
70
Robert Bly (1926-) blev brugt meget. Bogen handler om mænd i fremmede kulturer. Og bogen følger det gamle eventyr om Jern Hans, der forlader sin mor og drager ud i verden for at finde sig selv.
Her kommer han gennem 8 faser, der svarer til de 8 grundlæggende energimønstre, som jeg beskriver i denne bog.
Mandebevægelsen startede i USA, men kom også delvis til Europa. Her handlede det mest om, at
mænd ikke bare skulle være i analyse-energien, men også skulle udfolde enheds-energien. Man
skulle finde de bløde værdier frem i sig selv.
Tidligere identificerede en mand sig med højre side og analyse-energien – og en kvinde med venstre side og enheds-energien. Men nu mærkede man begge sider lige meget. Og den side, som man
tidligere havde projiceret ud på en kæreste, blev nu en side af sig selv. Det medførte, at parforhold
og kernefamilier gik i opløsning, og mange begyndte at bo i kollektiver.
Traditionelt brugte man højre side og analyse-energien på arbejdspladsen – og venstre side og
enheds-energien i familien. Men nu blandede man det sammen, og så opstod produktionskollektiver, hvor arbejdsfællesskab og familie var det samme.
Der er mange, som i dag mener og tror, at kulturrevolutionen efter 1968 kun handlede om gruppesex og løse forbindelser, og som mener, at børnene led under det. Men før 68 blev børnene straffet
med spanskrør i skolen, og de skulle lære salmevers udenad. Efter 68 indførte man humanisme i
skolen og mente, at tryghed var forudsætningen for at kunne lære noget. Før 68 var læreren i centrum, og man snakkede om undervisning. Efter 68 snakkede man om læring, og at børn skulle lære
at kommunikere og tage ansvar. Før 68 stod mellemlagskvinderne alene i hvert sit køkken og måtte
ikke deltage i produktion og samfundsliv. Efter 68 begyndte kvinder at snakke sammen, få uddannelse og få positioner i samfundslivet. Før 68 sad speakeren i fjernsynet og talte belærende til folket. Efter 68 blev speakeren én af folket, der formidlede budskaber. Før 68 var det normalt at piske
de sindssyge. Efter 68 begyndte man med samtaleterapi og humanistisk behandling. Der kom mange flere forandringer, så der var virkelig tale om en revolution. Og med hensyn til sex var der før 68
en voldsom kvindeundertrykkelse i fastlåste parforhold – om med en seksualmoral, hvor sex var
syndigt. Langt de fleste kvinder var så anspændte i underlivet, at de ikke kunne få orgasme. Efter 68
begyndte en kvindefrigørelse, som medførte, at kvinder nu også kan få orgasme.
71
Bevidstheden stivner igen
Af forskellige årsager blev det pludselig til et modefænomen at flytte i kollektiv og have sex med
flere partnere. Men for langt de fleste varede det mindre end 10 år, inden de var slidt følelsesmæssig
ned. Så vedkendte de sig deres egen indre todelte bevidsthed, hvor parforhold er det eneste rigtige.
Når man følelsesmæssigt identificerer sig med sin ene kropsside, og projicerer den anden ud på en
kæreste, er to-somhed den eneste varige samlivsform.
Efter 1975 begyndte der at dukke kollektiver op, hvor man fokuserede på at dele fjernsyn, lave
fællesspisning osv. Og når unge mennesker bor i kollektiv i dag, har de den traditionelle spaltede
bevidsthed. De har et ”følelses-jeg” og deres eget værelse. Og de har et ”samfunds-jeg”, som de
dels bruger på arbejdet, men også bruger i fjernsynsstuen og under fællesspisningen.
Fagbevægelsen
På arbejdspladserne var det også tydeligt, at folk identificerede sig med den ene side og projicerede
den anden ud.
Den venstreorienterede tyske sociolog Oscar Negt (1934-) fik den idé, at man skulle lave
kurser for fagbevægelsens tillidsmænd, hvor de skulle lære at indse, hvordan enhedsenergiens bevidsthed opstod, så de fik individuelle følelser (bryst).
Analyse-energiens bevidsthed var naturlig og sand, fordi den både gav en forståelse for forholdet mellem kapitalistklassen (hoved) og arbejderklassen (underliv), men også gav en følelse af at være underordnet og brugt (underliv) af en kapitalist (hoved).
Marx mente jo, at hverken højre eller venstre sides bevidsthed var naturlige og sande. De var
heller ikke unaturlige og falske. De var historisk skabte. Og Marx indså helt rigtigt, at det er
bevidstheden i venstre side (enheds-energien), der giver en følelsesmæssigt individuel bevidsthed,
der er afgørende for, at et menneske får revolutionære følelser. Men så opdagede Marx efter 1860,
at folk havde fået en bevidsthedsmæssig spaltning mellem de to sider, så de ikke længere var i stand
til at koble sidernes bevidstheder. Og herefter opstod der bare nogle umiddelbare følelser i venstre
side om individ og familie. For Marx gik den revolutionære løsning så ud på at ophæve denne
spaltning. Men for de venstreorienterede i dag går det ud på af komme ud af venstre sides bevidsthed og så kun have analyse-energiens bevidsthed. Disse venstreorienterede mener, at de selv kun
har analyse-energiens bevidsthed. Og så mener de, at det er de politiske modstandere på højrefløjen,
der har enheds-energiens bevidsthed. Men sjovt nok bruger de halvdelen af deres kræfter på at rakke ned på enheds-energiens bevidsthed. De har nemlig denne bevidsthed i sig; den er bare projiceret
uden for deres ”jeg”. Problemet for de venstreorienterede er, at mindst halvdelen af arbejderklassen
identificerer sig med enheds-energiens bevidsthed – og projicerer analyse-energiens bevidsthed ud,
sådan at de oplever sig i opposition til de venstreorienterede.
Negt mente, at enheds-energiens individuelle og følelsesmæssige bevidsthed gjorde folk apolitiske.
Og han og alle de venstreorienterede mente, at det var magthaverne i det kapitalistiske system, der
bevidst havde skabt denne bevidsthed for at passivisere og undertrykke arbejderne, så de kun gik op
i familieliv.
I 1970’erne begyndte fagbevægelsen overalt i Europa med arbejderkurser efter Negts tankegang.
Det enkelte kursus skulle tage udgangspunkt i overstået strejkeaktion. Læreren skulle vælge en aktion, der kunne bruges til at opnå den korrekte bevidsthed. Aktionen skulle give tanker, der kunne
forklare, hvorfor arbejderne drømmer sig væk fra det politiske og over i det private og psykologiske
(enheds-energien). Når arbejderne så i undervisningssituationen gav udtryk for deres følelser, ville
de til deres forbavselse opdage, at deres kammerater havde de samme følelser som dem selv. Det
var derfor ikke kun noget, der hørte til familien eller individet. Det måtte åbenbart være noget samfundsmæssigt. Og denne indsigt skulle så få arbejderne til at erkende, at enheds-energiens bevidsthed er skabt af det kapitalistiske system, siden det nu viser sig, at alle har denne bevidsthed. Arbejderne skulle så hjælpes til at forstå, at de havde en splittet bevidsthed. Og de skulle lære at indse, at
72
hvis de afskaffede kapitalismen, ville de kunne nøjes med analyse-energiens bevidsthed, og så ville
enheds-energiens bevidsthed forsvinde.
Men fordi arbejderne jo følte enheds-energien, kunne de mærke, at den ikke var kunstig. Og de
syntes derfor, at kurserne var tåbelige. Efter nogle år holdt man så også op med disse kurser.
Den østrisk-franske socialfilosof André Gorz (1923-2007), som også samarbejdede med fagbevægelsen, havde et andet bud på, hvad arbejderklassen skulle gøre for at skaffe sig en anderledes bevidsthed, hvormed de kan forbedre deres livssituation.
Han kunne godt se, at arbejderklassen er låst fast i to roller. Der er arbejderrollen i analyse-energien og familierollen i enheds-energien. Ledelsen på en virksomhed ønsker jo, at
arbejderen ser hele sin livsopgave i arbejdet. Men hvorfor skulle arbejderen åbne op for
ændringer af sin bevidsthed, hvis det bare medfører, at han skal opgive noget af sin familiebevidsthed til fordel for en arbejdsbevidsthed. Så vælger han hellere at opretholde sin indre spaltning.
Gorz anbefalede derfor, at man tager fat på det, som han kaldte selvvirkeliggørelse. Det er et andet ord for personlig udvikling. Her mente han, at man skal have et personligt mål. Den lille håndværksmester kan sikkert godt forene sit personlige mål med arbejdet. Og direktøren kan måske også. Men alle andre vil have det anderledes.
Hvis man vil selvvirkeliggøre sig via erhvervslivet, kan man skabe sig en karriere, hvor man i ét
job lærer noget, i næste job lærer noget andet, i tredje job bygger videre på det, man har lært i de to
foregående osv. I hvert arbejdsforhold ofrer man sig delvis for virksomheden, men man forventer
og kræver også, at virksomheden ofrer sig for én selv. Det bliver til en personlig udvikling.
Andre vælger en selvvirkeliggørelse i fritidslivet. Måske er man med i en fodboldklub. Dels spiller man på et hold. Men man er også træner for nogle yngre. Man indgår også i en støtteforening og
er måske med til at drive en klubrestaurant. Så går man på dommerkurser. Og man deltager i konferencer. Så arrangerer man konkurrencer og landsstævner. Der er forældremøder. Og udvalgsarbejde,
der tager sig af økonomiske, sociale og samarbejdsmæssige problemer osv.
Selvvirkeliggørelsen kan også handle om, at man samler på frimærker. Det er ikke så meget selve
frimærkerne, der giver selvvirkeliggørelsen. Det er hundredvis af breve, telefonsamtaler, møder,
rejser, aftaler og handler, der gør det.
Hvilken selvvirkeliggørelse, det enkelte menneske vælger, er ligegyldigt. Men det er en naturlig
trang og et livsnødvendigt behov at udfolde alle energimønstrenes bevidstheder i en sammenhæng.
Her opstår det gode liv ved at skabe tid og rum til at udfolde mere og andet end analyse-energien
(arbejde) og enheds-energien (familie).
Fagbevægelsen i Europa lancerede så i 1980’erne begreberne ”det gode arbejde” eller ”det udviklende arbejde”, hvor man i samarbejde med virksomhederne skulle give arbejderne mulighed for
personlig udvikling. Grundlaget skulle være sikkerhed og tryghed i ansættelsen. Så skulle man kunne diskutere arbejdets indhold og karakter. Der skulle være jobrotation for ikke at nedslide kroppene, kurser for at udvikle arbejdsopgaverne, flekstid, inddragning i planlægning m.m.
Det fik man så gennemført, og det virkede. Arbejderne blev mere tilfredse. Men Gorz og andre af
arbejderklassens teoretikere mente, at forudsætningen for selvvirkeliggørelsen var, at arbejdstiden
blev sat ned, så arbejderne fik mere psykisk overskud, og at de i deres fritid havde tid til det, som de
ikke kunne virkeliggøre på arbejdspladsen.
Det gik lige omvendt. Globaliseringen medførte hård konkurrence. Og tempoet på virksomhederne blev sat op, samtidig med at arbejdstiden reelt er steget. Man har stadig ”forbedringerne” på arbejdspladserne; men i stedet for at åbne op for en fri bevidsthed har det blot medført, at man har
kunnet presse arbejderne yderligere.
Højreorienteret arbejderparti
Venstrefløjens politikere kritiserede i samme periode de højreorienterede politikere for kun at tale
om enheds-energiens her-og-nu følelser. Og resultatet var, at halvdelen af arbejderklassen – som jo
identificerer sig med enheds-energien - blev skubbet væk fra de venstreorienterede partier, og at der
kom helt nye højreorienterede arbejderpartier i Europa.
73
Der kom igen en egentlig spaltning mellem de to sider i folks bevidsthed. Det enkelte menneske kunne nu mærke begge sider. Men man oplevede kun den ene sides bevidsthed som sin
egen. Den anden sides bevidsthed oplevede man hos sine politiske modstandere.
Mandsagtige kvinder
De fleste venstreorienterede kvinder og mellemlagskvinder valgte at identificere sig med højre sides
bevidsthed – og dermed helt droppe den gamle kvindebevidsthed. Så fra omkring år 1960 til 1990
skiftede alle disse mellemlagskvinder fra at identificere sig med enheds-energien i venstre side til
analyse-energien i højre side. De tænker og opfører sig nu præcis ligesom mænd. Og mange af dem
mener, at de nu er blevet frigjorte.
Kvinder, der befinder sig i analyse-energiens bevidsthed, er ikke seksuelt spændende for mænd.
Der mangler den følelsesmæssige polaritet. Og derfor er der i dag mange kvinder, som svinger mellem de to sider. Når de opfører sig med enheds-energiens bevidsthed, opfattes de som egocentriske,
dumme, naive og latterlige. Og når de opfører sig med analyse-energiens bevidsthed, opfattes de
som teknokrater og robotagtige bureaukrater. Og mange af dem føler, der bliver set ned på dem,
ligegyldigt hvordan de opfører sig.
I løbet af en drengs tidlige udvikling – inden han stivner helt - gennemlever han
blandt andet skiftet fra territorie-energien til analyse-energien. Han ved derfor i sin
underbevidsthed (underliv), at hans abstrakte tanker (hoved) er en overbygning på
hans dyriske selv. Og tilsvarende ved han, at virksomhedens og samfundets ledelse (hoved) er en
overbygning på magthavernes selviske kræfter (underliv).
Kvindernes skift kom fra enheds-energien til analyse-energien, og de opfatter de abstrakte tanker (hoved) som almengyldige, biologisk naturlige, selvfølgelige, eviggyldige osv. Når mænd i store virksomheders bestyrelser gerne vil have sådan en kvinde
i bestyrelsen, er det, fordi hun netop er god til at få beslutninger til at virke, som om de er selvfølgelige og ikke kan være anderledes; hun tror jo selv på det. Men de fleste bestyrelser vil ikke have
sådan en kvinde som formand. Disse mænd har en dyrisk kraft og selvbevidsthed (underliv); og når
det kommer til stykket, skal en virksomheds bevidste strategi (hoved) fremme deres egne dyriske
drifter.
Jeg har deltaget i adskillige kvindefrigørelsesseminarer, hvor jeg sammen med andre mænd viste
vores sympati og støtte til kvinders ligestilling med mænd. Og hver gang har jeg og andre mænd på
et tidspunkt rykket ned bagest i lokalet og siddet og hvisket til hinanden, at der var lang vej igen.
Analyse-energiens bevidsthed kan fungere på 3 måder. Det naturlige og oprindelige er, at
man oplever en energistrøm fra underliv til hoved, og at det giver en bevidsthed om, at vi
udvikler os fra noget dyrisk til noget fornuftigt – eller at vi beskæftiger os med noget konkret og forsøger at få et abstrakt overblik eller sætte et mål.
Som Hegel og Marx har beskrevet grundigt, er der også den modsatte proces, hvor de abstrakte tanker overføres til den kropslige, sociale og konkrete virkelighed. Hos Hegel og
Marx sker denne proces i forlængelse af den første. De gør meget ud af at påvise, at der
skal en tredje bevidsthedspol (bryst i venstre side) til, for at man kan gennemføre disse processer.
Hvis man ikke er i god kontakt med sådan er tredje bevidsthedspol, flyder bevidstheden
hele tiden frem og tilbage mellem de to poler; og det giver en konstant analyse, der kan
fortsætte i det uendelige.
Hos de mellemlagskvinder, jeg kender, fungerer analyse-energiens bevidsthed på den måde – den
midterste af de ovenstående tre - at det er abstrakte tanker, der overføres til den kropslige, sociale
og konkrete virkelighed. Og hvor kommer disse abstrakte tanker så fra? Jo, de er skabt af den europæiske kultur med adelssamfundet og siden kapitalismen. Disse tanker indeholder en lang række af
forestillinger, som disse kvinder anser for biologiske, naturlige og selvfølgelige. Selv de mest venstreorienterede mellemlagskvinder kan ikke forestille sig andet end disse ”evige” abstrakte tanker.
Så det, der egentlig er en kapitalistisk form for bevidsthedsmæssig undertrykkelse, har de gjort til
noget naturligt, som alle må underordne sig. Det drejer sig ikke om det bevidsthedsmæssige ind74
hold, for disse kvinder kan godt se, at kapitalisterne undertrykker arbejderne, og at det er godt at
lave revolution. Det er strukturen og dynamikken i bevidstheden, som de ubevidst har overtaget.
Ny slags videnskab
Amerikaneren Thomas Samuel Kuhn (1922-1996) beskæftigede sig med naturvidenskabelig videnskabsteori. I 1962 udgav han bogen The Structure of Scientific Revolutions. Og den blev siden brugt
til også at vurdere samfundsvidenskab. Kuhn forsøgte at gøre op med den europæiske videnskabsfilosof Karl Raimund Popper (1902-1994), som repræsenterede den gamle traditionelle europæiske
videnskab.
Popper mente, at en videnskab skal ville noget. Der skal være retning og mål (analyseenergien). Man kommer fra noget (underliv) og skal frem til noget bedre (hoved). Det knytter
sig til den gamle europæiske tanke, hvor man kommer fra noget primitivt og hæver sig op til
noget fornuftigt.
Kuhn mente, at man skulle væk fra det de gamle fastlåste meninger (hoved) og åbne op for
at se på processen (udlevelses-energien). Måske er der en ingeniør, der pludselig får en teori
om, at man kan lave et nyt produkt. Så går han i gang med en metode, hvor han systematisk
udfører en masse forsøg. Undervejs opstår nogle moralske problemer, om hvad man bør og ikke
bør; og så finder man et værdisæt. Og til sidst bliver man klar over, hvad man præcis skal arbejde
hen mod; og det er så et mål. De 4 elementer – teori, metode, værdisæt og mål – kalder Kuhn et
paradigme. Og han vil gerne have et paradigmeskift. Han skrev:
De fleste videnskabsmænd er i hele deres karriere optaget af rengøringsarbejde. Det er dette
arbejde, jeg kalder normalvidenskab. Når man ser nærmere efter i historien eller i det moderne
laboratorium, synes dette foretagende at være et forsøg på at tvinge naturen ind i den præfabrikerede og temmelig stive kasse, paradigmet udgør. Det er ikke en del af normalvidenskabens
mål at fremkalde nye arter af fænomener; ja, de, der ikke passer ind i kassen, ses ofte slet ikke.
Videnskabsmænd sigter normalt heller ikke mod at finde på nye teorier, og de er ofte intolerante
over for dem, andre udtænker. I stedet sigter normalvidenskabelig forskning mod at samordne
de fænomener og teorier, som paradigmet allerede byder på.
Det kender jeg alt for godt. De forskere, som jeg har forsøgt at kommunikere med, kan kun acceptere tanker, der er indenfor analyse-energiens rammer. De ser kun en ottendedel af virkeligheden, idet
de mener, at de 7 andre energimønstres bevidstheder ikke er videnskab. Når jeg har forsøgt at forklare, at mennesker faktisk benytter alle 8 energimønstre – og at der er nogle vigtige sammenhænge
mellem dem, kan de godt blive imponeret og finde det interessant. Men jeg har endnu ikke mødt én,
der er villig til at diskutere det. Jeg tror, at de intuitivt er klar over, at hele deres videnskabelighed
falder fra hinanden. Kuhn skriver endvidere:
Overgangen fra et paradigme, som er i krise, til et nyt paradigme, hvorfra en ny normalvidenskabelig tradition kan udspringe, er langt fra at være en kumulativ proces med viderebearbejdning eller udvidelse af det gamle paradigme. Snarere er det en rekonstruktion af faget ud fra et
nyt grundlag, en rekonstruktion som ændrer nogle af fagets mest elementære teoretiske generalisationer såvel som mange af paradigmets metoder og anvendelser.
Det er jeg helt enig i. Så længe man forbliver indenfor det traditionelle europæiske energimønsters
bevidsthed, kan man kun bygge videre på det eksisterende paradigme. Så kan man kun videreudbygge de teorier, som allerede findes.
Foucault, som jeg tidligere er kommet ind på, satte gang i en proces, hvor mange andre samfundsforskere også skiftede fra analyse-energiens til udlevelses-energiens bevidsthed – altså til et nyt paradigme. Denne nye videnskabelige metode hedder diskursteori. Og jeg vil citere lidt fra 3 danske diskursforskere for at vise bredden i den.
75
Den danske forvaltningsteoretiker Niels Åkerstrøm Andersen (1964-) beskriver i borgen Diskursive analysestrategier, hvad det nye er:
I stedet for på forhånd at definere, hvad vi undersøger, må vi undersøge, hvordan vor genstand
er konstrueret historisk på vidt forskellige måder og i vidt forskellige sammenhænge. Vi skal ikke
kun søge efter de begivenheder, som er åbenlyse set fra nutiden, men også efter de konstruktioner, strategier og praktikker, som af en eller anden grund ikke blev til noget, er blevet opløst
igen eller er blevet forvandlet til noget andet. Vi skal altså ikke kun følge det, der blev til noget,
men i høj grad også det, der blev bortselekteret som fejl, utidssvarende, urealistisk osv.
Sådan kunne Foucault også udtrykke sig. Men i modsætning til Foucault kan Andersen ikke se, at
det her behøver at være i modsætning til analyse-energiens bevidsthed. Og det har han ret i. For
Andersen drejer det om at supplere den forskning, der udføres med analyse-energiens bevidsthed,
så man også får de indsigter, der opnås med udlevelses-energiens bevidsthed.
Den tyske sociolog Niklas Luhmann (1927-1998) byggede videre på Foucaults teori, idet
han udtænkte en hel ny sociologisk teori for samfundet – udelukkende byggende på udlevelses-energiens bevidsthed. Her i Danmark er hans teori især blevet anvendt i skolen. Hvor
eleverne tidligere skulle erhverve sig en viden (analyse-energien), skal de i dag lære, hvordan man
skaffer sig viden. De skal lære at samarbejde. Lære at undersøge. Lære at formidle osv.
Den danske kommunikationsforsker Lars Qvortrup (1950-) har blandt andet skrevet trilogien Det
hyperkomplekse samfund (1998), Det lærende samfund (2001) og Det vidende samfund (2004). Han
er tilhænger af Luhmanns teori – og har for eksempel skrevet:
Jo mere man ved, des mere ved man, at man ikke ved… Viden fungerer ikke som et kar, der
langsomt fyldes, men som en kikkert: Jo stærkere den er, des klarere kan vi se, at der er uendeligt meget, vi ikke kan se.
Qvortrup mener, at viden i sig selv udgør kvalifikation. Viden om viden udgør kompetence. Viden
om viden om viden udgør kreativitet. Og viden om viden om viden om viden udgør vores samlede
videnskultur.
Mange lærere i dag mener, at man skal tilbage til den gamle skole, hvor eleverne får en viden. Jeg
mener, at både analyse-energiens bevidsthed og udlevelses-energiens bevidsthed er værdifulde redskaber til at opnå viden. Og så mener jeg, at de øvrige 6 energimønstre er lige så værdifulde.
Den danske planlægningsteoretiker Bent Flyvbjerg (1952-) beskæftiger sig mere med det politiske
system. Han har blandt andet skrevet:
Forskeren skal spørge, hvordan kommunikationen finder sted, og hvordan politikken, planlægningen og demokratiet opererer. Er kommunikationen karakteriseret ved konsensus-søgning og
fravær af magt? Eller er kommunikationen udøvelse af magt og retorik? Hvordan kan man få
konsensus-søgning og retorik på den ene side og frihed fra dominans såvel som magtudøvelse
på den anden side til i sidste instans at finde sammen i en konkret kommunikationsproces?
Hermed forsøger Flyvbjerg at bygge bro mellem analyse-energiens og udlevelses-energiens bevidstheder.
Til sidst må vi effektivt og i dialog kommunikere resultaterne af vores forskning til vore medborgere og omhyggeligt lytte til deres feedback. Hvis vi gør det – med fokus på specielle værdier
og interesser i sammenhæng med de særlige magtrelationer – kan vi med succes overføre organisationsforskning til en aktivitet udført offentligt for offentlige myndigheder; nogle gange for
at afklare, andre gange for at gribe ind, nogle gange for at skabe nye perspektiver, men altid
fungere som øjne og ører i de igangværende bestræbelser for at forstå nutiden og udtænke noget om fremtiden.
En forsker bør stille spørgsmål om værdier, der kan evalueres – mener Flyvbjerg: Hvor skal vi hen?
… Er det ønskeligt? … Hvad burde gøres? ... Hvem vinder, og hvem taber? ... Ved hjælp af hvilke
magtrelationer?… Hvilke muligheder er tilgængelige for at ændre eksisterende magtrelationer? ...
76
Og er det ønskeligt at gøre det? … Hvordan er magtrelationerne hos dem, der stiller spørgsmålene?”
Det ses, at disse diskursteoretikere har forladt eller nedtonet analyse-energiens bevidsthed. I al væsentlighed har de kun taget et skridt til udlevelses-energiens bevidsthed, idet de ikke inddrager befolkningens sociale processer i deres analyser, men nøjes med at fokusere på deres egen forskning.
I dag er der både i USA og Europa mange universitetscentre og videnskabelige institutter, som
udelukkende driver forskning med udlevelses-energiens bevidsthed. Og de opfatter de gammeldags
forskere, der anvender analyse-energiens bevidsthed, som reaktionære, der forsøger at fastlåse nutiden og fremtiden til fortidens tankegange.
Disse ”gammeldags” forskere, som også omfatter de fleste marxistiske forskere, mener tilsvarende, at de ”nye” diskursforskere er totalt uvidenskabelige og bare kommer med en masse vrøvl.
Begge de to typer af samfundsvidenskabelige institutter driver forskning. Og der kommer hele
tiden en masse doktordisputatser fra dem begge. Og hver gang er der gensidig kritik, hvor man
nærmest rakker hinanden ned for at være uvidenskabelig. Kritikken skjules normalt for offentligheden, fordi man jo risikerer, at befolkningen så ikke tror på samfundsforskere mere, når det altså viser sig, at de er vildt uenige. Alligevel er uenigheden kommet frem. Lad os tage et eksempel.
En diskursforsker fandt frem til, at cirka 50 % af nybagte mødre på et tidspunkt følte vrede overfor
deres barn og fik følelser, der handlede om at slå barnet ihjel. Nu var det jo ikke sådan, at han bare
spurgte nybagte mødre, om de havde trang til at slå deres barn ihjel, for så ville de jo bare svare nej.
Han stillede en lang række spørgsmål, og så fortolkede han dem.
Han vidste, at analyse-energiens bevidsthedsmønster fungerer sådan, at underlivet bliver projiceret udenfor ”jeg’et”, men at der her ophobes vrede.
Og han forsøgte at finde ud af, hvad mødrene følte, når de var i udlevelses-energiens bevidsthedsmønster, hvor de kunne føle (bryst) deres vrede (underliv).
Efter 3 måneder var der en anden forsker, der anvendte den gammeldags videnskabsmetode med
analyse-energiens bevidsthedsmønster, og som fandt frem til, at det kun var et par procent af nybagte mødre, der fik sådan en trang til at afreagere på deres barn. Han spurgte direkte mødrene for at få
et klart svar: ”Har du haft tanker om at slå dit barn ihjel?” Og selve spørgsmålet trækker mødrene
over i analyse-energiens bevidsthed. Her oplever de ikke vreden, fordi den er projiceret udenfor
”jeg’et”. Her oplever de fornuft og forstand.
Når en europæisk mor føler trang til at dræbe sit barn, hænger det jo sammen med, at hun psykisk
har dræbt underlivet i sig selv – ved at det er projiceret udenfor ”jeg’et” – sådan som det sker for
alle normale europæere. Hun får ikke den tanke at ville slå sit barn ihjel. Men hun får måske den
følelse.
I fjernsynet kommer forskerne og fortæller om deres sandheder. Og så viser det sig, at det, som var
videnskabeligt sandt for 3 måneder siden, nu ikke er sandt længere. Og 3 måneder efter kommer der
en anden forsker, som så har endnu en ny sandhed, som modbeviser det, som ellers var sandt. Befolkningen får ikke kendskab til de forskellige slags forskning, som giver modsatte svar. Og resultatet i dag er, at vi alle sammen nu ved, at forskere kan være uenige, og at der altså ikke er nogen
sandhed. Det bliver benyttet flittigt at politikerne, som altid kan finde en forsker, der støtter deres
synspunkter.
I 1970’erne var der noget, der blev kaldt kvindeforskning. Det var fortællinger, der var udtrykt med enheds-energiens bevidsthed. Her er der ikke den form for sandhed, hvor man kan
opstille en logik, hvor man undersøger det ene, som er årsag til det andet, og som gør, at
man kan konkludere det tredje. Det er hele fortællingen, som i sig selv rummer en sandhed, som
ikke kan udtrykkes på anden måde. Hvis man læser sådan en afhandling, kan man ikke finde nogen
bestemte sætninger, hvor man kan læse konklusionen. Men når man har læst det hele, vil man bagefter være klar over, at man har forstået noget nyt. Denne form for kvindeforskning varede kun i
77
nogle få år. Så skiftede de kvindelige forskere til analyse-energiens bevidsthed eller til udlevelsesenergiens bevidsthed.
I den arabiske kultur har man også en videnskabelig forskning, som er anderledes. Den bygger på territorie-energiens bevidsthed. Her er det spirituelle tanker, der knytter sig til de lave
energier i hoved og bryst, der danner det bevidsthedsmæssige indhold. Disse tanker og følelser er koblet sammen på en måde, der giver en slags etisk-moralsk form for videnskab. Den er ikke
accepteret her i Vesten. Vestlige mennesker tror, at det bare er en middelalderlig form for tankegang.
Efter min opfattelse kan man bruge alle 8 energimønstres bevidstheder til videnskabelig forskning. Hver for sig giver de en begrænset sandhed. Tilsammen giver de en mere fuldstændig sandhed.
I venstreorienterede kredse er det populært at mene, at Foucaults og Luhmanns form for videnskab
er reaktionær. Og det er, fordi de fleste af de forskere, der anvender denne form for videnskab, kun
holder sig til udlevelses-energiens bevidsthed. Så ser de for eksempel, at velfærdssamfundet bliver
indskrænket i disse år. Men så kommer der en masse frivilligt arbejde. Og så interviewer de folk,
som synes, at det er dejligt at hjælpe andre mennesker. Og så kommer der et styrket lokalt fællesskab. Og det giver større medmenneskelighed. Og så er der en organisation, der holder et møde om
fremtidssamfundet. Og her interviewer forskerne mødedeltagerne; og her er der nogle, der er enige
om, at de gamle skal være mere aktive og selv bestemme mere i dagligdagen. Og så er der en fysioterapeut, der begynder at koble fysiske øvelser med køkkenarbejde, så de gamle bliver i stand til at
røre i store gryder. Og en forfatter har så skrevet en bog om værdighed. Og der bliver holdt et møde
på rådhuset, hvor borgmesteren lover, at borgerne skal have mere direkte indflydelse. Og på et plejehjem bliver man nødt til at afskedige nogle medhjælpere på grund af den økonomiske krise. Men
så kommer der 3 frivillige i stedet for. Og så interviewer forskeren de ansatte for at finde ud af,
hvad de synes om det.
Der et intet mål med denne forskning. Der er en konstant social proces. Forskeren forsker for folket, men ikke med folket. På et tidspunkt udgiver forskeren en rapport, som politikere, ansatte og
borgere kan læse. Og den skal så hjælpe alle, så de bedre kan få alting til at fungere. Om det bliver
et skridt i retning af et socialistisk samfund – eller et skridt i retning af et styrket kapitalistisk samfund – eller noget helt andet – er uinteressant. For udlevelses-energiens bevidsthed handler udelukkende om de enkelte menneskers processer for at manøvre i et fællesskab og rette sig ind efter hinanden.
Her er det, at mange venstreorienterede tager afstand fra denne småborgerlige aktivitet, som sovser alt ind i sociale processer, hvor man ikke ved, i hvilket retning man bevæger sig. Ofte er der tale
om, at mennesker bevarer den kapitalistiske form for individualisme. Der kan godt forekomme små
delprocesser, der ændrer det bevidsthedsmæssige i en mere social og solidarisk retning. Men der
forekommer lige så mange processer, der trækker i alle andre retninger. Og den samlede effekt bliver meget ofte, at man trækker befolkningen væk fra analyse-energiens bevidsthed og over til udlevelses-energiens bevidsthed. Med analyse-energien oplever folk klassesamfundet med kapitalister,
bureaukrater og teknokrater, der manipulerer med folk, og hvor man har abstrakte tanker om et alternativt samfund. Med udlevelses-energiens bevidsthed oplever folk, at alle er med i en stor social
proces, hvor vi påvirker hinanden og gensidigt skaber samfundet.
Men en forsker kan godt bruge udlevelses-energiens bevidsthed til en anden form for forskning.
Og det handler om at forske med folk. Her deltager man direkte i de folkelige processer – og presser
på for at opnå de mål, som man har sat sig med analyse-energien.
Tilbage i 70’erne begyndte man på venstrefløjen at tale om dobbelt-organisering. Dels skulle man
være medlem at et venstreorienteret parti. Og dels skulle man være med i en eller flere græsrodsbevægelser. Og når man så udøvede sin indflydelse i en græsrodsbevægelse, skulle det ikke bare være
at sætte plakater op og lave kaffe mm. Man skulle have den videnskabelige indsigt i det emne, som
bevægelsen arbejdede med, sådan at man kunne påvirke andre i den rigtige retning.
78
Jeg var selv aktiv i en række af disse græsrodsbevægelser – og jeg må med skam meddele, at de
fleste af de venstreorienterede personer fejlede. De så det som deres opgave at få andre væk fra udlevelses-energiens bevidsthed og over til analyse-energiens bevidsthed. De snakkede om at samle
græsrodsbevægelserne del-bevidstheder op til en overordnet bevidsthed, som skulle pege frem mod
et socialistisk samfund.
Hvordan ville Marx have forholdt sig til det? Han mærkede det dobbelte energimønster med
analyse-energien og enheds-energien. Og han pointerede, at den bevidsthedsmæssige udvikling for mennesker bestod i, at man følte efter i den individuelle bevidsthed (bryst), hvorfra man
kunne forholde sig til samfundsbevidstheden, hvor man oplevede noget konkret (underliv) og noget
abstrakt (hoved), og hvor det enkelte menneske så kunne udskifte indholdet i samfundsbevidstheden, sådan at man fik et revolutionært mål (hoved), som man (underliv) skulle kæmpe for.
Men når man læser Marx, er det tydeligt, at den individuelle følelsesbevidsthed ikke er noget statisk. Det er en proces. Og i denne proces
indgår der en række forskellige bevidsthedsmæssige delprocesser. Alt
det, som udlevelses-energiens bevidsthed går ud på, er en del af disse
processer. Marx’s kendte ikke til energimønstrene og deres bevidstheder. Det afgørende for ham var, at man fik en ny erkendelse via
processen.
Nye bevidsthedsmønstre
Hvis vi vender tilbage til Luhmann og diskursforskningen, blev tankegangen udtrykt
som et skift fra analyse-energiens bevidsthed til udlevelses-energiens bevidsthed. I
stedet for at lære en bestemt viden (hoved), skulle skolebørnene og de studerende
lære en social praksis (bryst/underliv), hvor de undersøgte noget og deltog i en konstant gensidig
kommunikation med andre. Problemet var og er, at man dels ikke forstår processen gennem energimønstrenes bevidstheder - og dels tror, at analyse-energiens bevidsthed er dårlig, hvad den ikke
er.
Det befriende er dog, at europæerne efter 1970’erne ikke bare har været låst fast i analyseenergiens og enheds-energiens bevidstheder, men altså også har lært at anvende udlevelsesenergiens bevidsthed. Det dårlige er, at der er nogle (mange venstreorienterede), der kun udfolder
analyse-energien – og andre, der kun udfolder udlevelses-energien.
I de senere år er det også blevet almindeligt at anvende samlings-energiens bevidsthed. Her
er der to, der snakker sammen. Når person A får en følelse (bryst), bliver den straks omsat til
en tanke (hoved), som siges. Og så får person B en følelse, som straks bliver omsat til en
tanke, som siges. Og så får A en følelse, som straks… osv. Energimønstret handler om, at man har
mistet sin kraft (underliv), og at man nu sidder tilbage og skal finde ud af, hvad der stadig fungerer
socialt. Det udfoldes temmelig meget i fjernsynet med udsendelser, hvor der er ”almindelige” mennesker i studiet, og hvor de snakker om deres sociale problemer. Hvad følte du, da han gik fra dig?
Hvad tænkte du, da du så hans nye kæreste? Hvor ofte får I snakket om boligindretningen? Hvordan reagerede hun, da du sagde, at du ikke kunne klare det mere? Har I talt om, hvad I skal gøre
efter ulykken? Hvordan påvirker det dig, at du ikke kan udføre det samme mere? osv.
Hengivelses-energien er også blevet populær. Den kan bruges på mange måder. En af dem er
til masochisme. Og især venstreorienterede var i starten meget forarget over, at nogle mennesker sådan udsatte sig selv for smerte og undertykkelse. Men masochisten føler det mere som
at udleve indestængte følelser samt indtage en ydmygende rolle, som er udtryk for en ubegrænset
kærlighed. Når folk bruger hengivelses-energien er det ikke så meget den måde, man bruger energimønstret på, som betyder noget for dem. Det er selve det at bruge energimønstret, der er vigtigt.
I dag er der også mange, der mediterer. Det drejer sig modtager-energien, hvor man slipper
alle sine tanker (hoved), følelser (bryst) og dyriske vilje (underliv) – og hvor man slipper
uønskede bevidsthedsdele samt integrerer øvrige bevidsthedsdele med hinanden, så man
79
bagefter føler sig hel og afslappet.
Faktisk er det sådan i dag, at de fleste behersker mindst 2 energimønstres bevidstheder. Og mange
kan følge med i 3-4 energimønstres bevidstheder, hvis de kommer i naturlig rækkefølge.
Venstre- og højreorienteret
Det er ikke alle, der har åbnet op for nye bevidsthedsmønstre. Mange venstreorienterede og højreorienterede hænger stadig fast i deres gamle mønstre.
De fleste venstreorienterede mener, at der kun er én rigtig og sand bevidsthed, og det er analyse-energiens bevidsthed. Og her følger man Engels, der mente, at vi kommet fra noget
primitivt og dyrisk (underliv) - og vi er kommet op til noget fornuftigt (hoved). Og i takt med
produktivkræfternes udvikling vil vi komme op på endnu højere fornuft, og så vil socialismen opstå.
Tilsvarende mener de fleste borgerlige, at der kun er én rigtig og sand bevidsthed, og det er
enheds-energiens bevidsthed. Mennesket lever i en usikker verden, hvor der både er noget
godt (hoved) og noget ondt (underliv). Og man må hele tiden forholde sig konkret til livet og
turde følge det, som man føler er rigtigt.
Begge politiske fløje har dog hinandens bevidstheder i sig, idet de identificerer sig med den ene
og projicerer den anden ud på de politiske modstandere.
De venstreorienterede knytter an til analyse-energien. Deres ideal en kraftig statsadministration med politisk kontrol (hoved) over markedets frie kræfter (underliv). De bruger megen tid
på at analysere forholdet mellem stat (hoved) og produktion (underliv) - og mellem magthaverne (hoved) og folket (underliv). De går ind for viden, information, kommunikation og bevidste
beslutningsprocesser. Produktionen skal ikke bare ledes fra oven (hoved). Arbejderne (underliv) må
organisere sig, så de får indflydelse. Den venstreorienterede opfatter sin bevidsthed som videnskabelig, fordi han (hoved) jo studerer den fysiske og sociale virkelighed (underliv). Og han oplever
den historiske udvikling som bestående af nogle trin, hvor han kan se to ad gangen - svarende til
energipolerne i hoved og underliv. Når den venstreorienterede snakker, ser han indad. I hans hjerne
sammenligner han hele tiden to tanker (hoved og underliv). Men når de højreorienterede ser på
ham, oplever de det som en robot, der bliver styret af en iskold hjerne.
De højreorienterede knytter an til enheds-energien. Deres ideal er ingen statsadministration
(hoved) og ingen underkastelsesmentalitet (underliv). De nægter at deltage i analyser af samfundet; det opfatter de bagstræberisk. Livet består af valg, der skal komme indefra (bryst);
og så forvandler tilværelsen sig hele tiden. Livet er et mirakel. I sit indre har man en individuel ånd
(bryst). Produktionen skal helst foregå i familieagtige fællesskaber. Familiefølelsen (bryst) og familieansvaret er centralt. Den højreorienterede opfatter ikke, at han har en bevidsthed; han har jo kun
én bevidsthedspol, så derfor er han bevidst. Han har ikke et sæt tanker og teorier om samfundet.
Men han ser blot ud i verden og lærer af erfaringen. Her ser han hele billeder af virkeligheden - og
han ser historiens gang som en række øjebliksbilleder, der afløser hinanden som en film. Med enheds-energien opleves jo, at alt udgør en enhed. Penge og materielle værdier opleves derfor lige så
nært som alt andet - og man sparer og holder på værdierne. Når den højreorienterede snakker, ser
han udad og føler et "vi" med tilhørerne (kun én energipol). Når de venstreorienterede lytter til ham,
oplever de blot, at han bare forholder sig til det umiddelbare og slet ikke forsøger eller er i stand til
at forholde sig til konflikter eller modsætninger – hvad han da heller ikke kan, fordi han kun har én
bevidsthedspol.
Når den venstreorienterede politiker omtaler forhold til andre mennesker og relationer i samfundet, bliver det meget fornuftigt. For det passer godt til politikerens stivnede energimønster, som er analyse-energien, og som netop handler om forhold og relationer. Her har han en
abstrakt og analyserende tankegang. Men når den selv samme politiker udtaler sig om individet,
bliver det helt grotesk – efter de højreorienteredes mening. Og de love og bestemmelser, sådan en
politiker laver, føles kvælende og umyndiggørende. Det enkelte menneske bliver en brik i et system. Alt det, der kan få et menneske til at føle motivation, er fraværende. Lovene passer på et gen80
nemsnitsmenneske, som ikke eksisterer i virkeligheden. Og det virkelige menneske kommer konstant i klemme mellem lovenes paragraffer - mener de højreorienterede.
Når den højreorienterede politiker udtaler sig om individets behov, motivation og udfoldelse
bliver det meget fornuftigt. For det passer godt til politikerens stivnede energimønster, som
er enheds-energien, og som netop handler om individets inderste følelser (bryst). Her har han
sit "jeg" i centrum. Men når den selvsamme politiker omtaler forhold og relationer mellem mennesker i samfundet, bliver det helt grotesk - efter de venstreorienteredes mening. Og de love og bestemmelser, sådan en politiker laver, giver fri mulighed for, at den stærke rager alt til sig, mens den
svage intet får.
Alle energimønstre er gode; men når man stagnerer i dem, får man hurtigt udlevet det gode, og så
bliver de dårlige, fordi bevidstheden hermed låses fast.
Analyse-energien er god, fordi man kan sætte sig mål (fra underliv til hoved), - fordi man kan
analysere (sammenligne underliv og hoved), og fordi man kan kontrollere sig selv (fra hoved
til underliv). Men problemet i dag er, at der er for mange mål, for meget analyse og for meget
kontrol. Med analyse-energien har politikerne (hoved) hævet sig højere og højere op over den sociale virkelighed (underliv). Antallet og kompleksiteten af lovene er nu så omfattende, at forbindelsen
mellem lovene og folks adfærd er definitiv brudt. Polariteten i energimønstret mellem hoved og
underliv er blevet til en splittelse, så der ikke længere er sammenhæng mellem den bevidsthed, som
knytter sig til hovedets energipol, og den bevidsthed, som knytter sig til underlivets energipol. Politikerne reagerer desperat med endnu flere love. Det, som engang medførte større retfærdighed og
styring, medfører nu uoverskuelighed, tilfældighed, uretfærdighed, afmagt m.m.
Enheds-energien er god, fordi den giver en følelse af ansvar. Med denne bevidsthed kan man
nemlig ikke skille sig selv fra omgivelserne. Man er midt i verden, og ens handlinger får konsekvenser for udviklingen. Denne oplevelse af, at alt hænger sammen i en enhed, medfører
dog også, at man er helt sikker på, at alle problemer nok skal løses hen ad vejen. Man oplever jo –
via erfaringen - at alting igen og igen samler sig til en enhed (inden i ens egen bevidsthed), så derfor
er naturens og Guds orden åbenbart sådan, at alt finder sin egen løsning. Forskerne har for eksempel
de sidste 25 år advaret mod at afbrænde mere kul, olie og benzin. Sagen er, at afbrændingen øger
luftens indhold af kuldioxid; det giver den såkaldte drivhuseffekt. I atmosfæren opstår et lag af kuldioxid, så solens varme godt kan slippe ind, men ikke ud. Og derfor vil jordens temperatur stige
med 2-4 grader inden år 2100. Noget af Grønlands is vil smelte, så verdenshavene vil stige med
mere end 50 cm. Der vil komme mere storm og regn; og der er fare for, at havstrømmene ændrer
sig. Der frigøres også mere og mere metangas til atmosfæren. Og for hver forskningsrapport, der
kommer, viser det sig, at problemet vokser hurtigere og hurtigere. De seneste rapporter advarer om,
at der er risiko for en global opvarmning på 6 grader; og det kan medfører så store forandringer, at
menneskehedens eksistens er truet. Men med enheds-energien føler man, at den helt store harmoni
er så stærk, at mennesker ikke kan forrykke balancen. Og det væsentlige er, at man ikke bare tror
det. Man føler det (bryst). Ens tanker (hoved) befinder sig på et meget lavere energiniveau; og de
spiller ingen rolle i virkeligheden.
I fjernsynet er der ofte debatter, hvor man har en venstreorienteret og en højreorienteret politiker i
studiet. Den venstreorienterede tænker og snakker ved hjælp af analyse-energien, og den højreorienterede tænker og snakker ved hjælp af enheds-energien. Og sådan en snak kommer der selvfølgelig
ikke noget ud af. Det svarer til, at man slår hinanden i hovedet med argumenter, som modparter
ikke fatter noget af.
Journalisten skal så tildele lige meget taletid til de to politikere. Den borgerlige politiker bruger
enheds-energien til at komme med nogle spontane følelser og vurderinger. Og efter 2 minutter giver
journalisten så ordet til den venstreorienterede. Han benytter analyse-energien, hvor man kan have
to bevidstheder ad gangen. Han starter med at analysere, hvorfor noget (den ene pol) er et problem i
forhold til noget andet (den anden pol). Journalisten ved så ikke helt, om man skal give ordet over
til den borgerlige politiker; men han venter lidt, fordi den venstreorienterede jo ikke er kommet
81
frem med nogen argumenter. Så nævner den vestreorienterede ét aspekt (den ene pol) af den samlede situation (den anden pol) og analyserer det. Nu bliver journalisten urolig, for måske skal man nu
skifte over til den borgerlige politiker. Men han venter lidt. Den venstreorienterede politiker kommer så med et andet aspekt (den ene pol) og relaterer det til det overordnede problem (den anden
pol). Og nu er det klart, at der egentlig er behov for 6-7 andre tilsvarende aspekter og tilhørende
analyser, inden den venstreorienterede kan konkludere og forklare, hvordan man skal løse problemet. Men allerede efter de første 2 del-analyser har den venstreorienterede brugt 2 minutter, og så
gives ordet over til den borgerlige politiker. Han bruger så 2 minutter til at komme med en række
følelser og holdninger samt spontane løsningsforslag. Og så får den venstreorienterede igen ordet.
Egentlig var han midt i en række af argumenter; men han kom aldrig frem til sin konklusion. Men
nu bliver han tvunget til at tage stilling til de spontane holdninger, som den borgerlige politiker lige
er kommet med. Sådan svinger det frem og tilbage mellem de to politikere. Den ”videnskabelige”
analyse og konklusion, som den venstreorienterede gerne vil gennemføre, er ikke mulig. Han sidder
tilbage som en klovn. Han er dybt irriteret og frustreret - og kommer så med nogle påstande, som
der ikke er tid til at argumentere for.
Befolkningen føler, at de er blevet godt informeret. De har både fået højre- og venstreorienterede
synspunkter. Den borgerlige politiker kom med nogle handlingsorienterede løsningsforslag; og den
venstreorienterede politiker havde en masse forklaringer, hvor der ikke var nogen konklusion.
I stedet for at lytte til den borgerlige og den venstreorienterede politiker, kan man jo ikke lade
være med at kigge på deres ansigtsudtryk. Når den venstreorienterede snakker, kan man tydeligt se
på hans ansigt, at han befinder sig inde i sine tanker med to bevidsthedspoler samtidig. Han kigger
tomt ud i luften, mens han snakker. I virkeligheden er han indadvendt. Han analyserer og forklarer.
Muskelspændingerne mellem underliv og bryst samt mellem bryst og hoved overføres til ansigtet,
så han har spændinger omkring øjne og mund. Hvis man analyserer hans ansigt grundigere, ser
man, at der er en vrede og had i højre side – og en afmagt i venstre, hvor han føler sig spærret inde.
Hvis man selv har samme fastlåste energimønster med analyse-energien i højre side og enhedsenergien i venstre - og har de samme totale spaltninger mellem delene, vil man jo bare slappe af,
som om man ser sig selv i spejlet. Og så kan man lytte til det, der bliver sagt. Men hvis man er som
de fleste i arbejderklassen, mærker man sig selv i enheds-energien i venstre side. Og når man så
kigger på den venstreorienteredes ansigt, ser man en desperat maske, som virker umenneskelig og
håbløs; og så er man ikke i stand til at lytte til, hvad der bliver sagt. Man føler bare, at det er uhyggeligt. Men når man så hører den højreorienterede, slapper man helt af. Her oplever man menneskelighed. Det kan godt være, at man ikke er enig i det, der bliver sagt. Men her er der da håb.
Der er et par enkelte danske venstreorientere politikere, der har afveget fra normen. Den ene har
været en formand for Socialistisk Folkeparti. Han er vokset op i en borgerlig landbrugsfamilie – og
har primært den borgerlige bevidsthedsstruktur, men har iklædt den et socialistisk indhold. Og han
formåede at få et stort antal mennesker til at bakke op om sig. En anden har været politisk ordfører
for Enhedslisten. Hun er vokset op i et kollektiv – og er i stand til at brede sine argumenter ud over
flere energimønstres bevidstheder. Hun har også fået stor tilslutning i befolkningen. Ingen af de to
brillerer med historisk viden, teoretisk forståelse eller visionære idéer. Men de to partier har brugt
dem som frontfigurer, fordi de tiltrækker vælgerne.
I dag har de fleste venstreorientere politikere lært, at der kun er tid til nogle få sætninger, når de
bliver interviewet i fjernsynet. Og så kan man jo lige så godt lade være med at komme med forklaringer om, hvordan alt ville se ud, hvis samfundet var indrettet socialistisk. Men går derfor ind på
den borgerlige tankegangs præmisser. Og her kan man så kritisere og komme med forslag til forbedringer. Det giver imidlertid seerne det indtryk, at man er grundlæggende tilfreds med systemet;
men at der bare skal laves lidt om.
Frihedsbevægelsen i Østblokken
Rusland og de andre lande i Øst-Europa, som var med i Sovjetunionen, havde et politisk styre, som
de kaldte ”marxistisk”. Revolutionen havde været et kup, sådan at det kommunistiske parti nu sad
på magten.
82
Og ifølge ”teorien” skulle staten nu langsomt dø bort, mens folket udviklede en socialistisk bevidsthed. Problemet var bare, at man ikke anede, hvad sådan en socialistisk bevidsthed skulle gå ud på. Der kom mange gode eksperimenter, og vi kan faktisk lære en hel del af det. Men overordnet set havde man stadig Engels’s opfattelse af, at menneskeheden var på vej fra noget dyrisk og biologisk (underliv) til noget forstandigt (hoved). Og på alle
niveauer i samfundet fastholdt man analyse-energiens bevidsthed som det, alting skulle rettes ind
efter.
I starten så folket op til partiet, der gik foran og banede vejen for det gode samfund.
Men til sidst begyndte folk at hade partiet. Og hele Østblokken og deres form for socialisme gik i opløsning, mens folk stod og råbte ”Væk med partiet”.
Det mærkelige er, at venstrefløjen i Vest-Europa ikke har lært noget af det. Jo, de har lært, at Østblokkens magthavere var revisionistiske og forrådte socialismen. Men man tror, at efter den kommende revolution, hvor man selv sidder på magten, vil alting blive helt anderledes. Venstrefløjen
har intetsteds i Vest-Europa i de sidste 20 år seriøst forsøgt at analysere, hvad der gik galt.
Og for dem, der endnu ikke har forstået det, er problemet, at man hænger fast i analyse-energiens
bevidsthed. Man skal i det mindste have den forbundet med enheds-energiens bevidsthed, sådan
som Marx forklarede det. Men også med de andre energimønstres bevidstheder, sådan som Marx
også forklarede det, idet han dog ikke beskrev energimønstrene, men de sociale og bevidsthedsmæssige processer, man skal igennem for at forvandle sig selv og samfundet.
83
Total spaltning
I løbet af 1980-90’erne kom der den tredje og sidste bevidsthedsspaltning, som jeg har døbt
deperdution. Den handler om, at bevidstheden i hovedet har mistet kontakten med kroppen.
Man har stadig alienationen, hvor underlivet er spaltet fra brystet. Og man har også reifikationen, hvor de to kropssider er spaltet fra hinanden. Og nu er der så også deperdutionen, hvor brystet
er spaltet fra hovedet.
Før 1980 antog man, at menneskets "jeg" befandt sig i hjertet. Og man havde ofte hjernedøde
mennesker liggende resten af deres liv på særlige hospitaler. Men efter 1985 begyndte man at opfatte hjernedød som den egentlige død. Og efter 1990 var et hjernedødt menneske med et levende hjerte er blot et præparat, som man kan udtage organer fra og transplantere til andre mennesker.
Før deperdutionen bestod kroppen af hoved, bryst og underliv – men efter deperdutionen oplever
folk, at de kun har hoved (hoved) og krop (bryst og underliv). ”Jeg’et” befinder sig i hovedet.
Kroppen er som en slags maskine.
Jeg husker tydeligt en plakat, som jeg så i 1992 på en S-togsstation. Det var en bank, der havde lavet plakaten. Der var et stor foto af ansigtet af ung pige i 14-16 års alderen. Og hun havde et ansigtsudtryk, som var meget nyt og anderledes. Jeg fik strak den oplevelse, at pigen stod på 5. sal og
var parat til at springe ud. For teksten drejede sig om, at hun bare skulle kaste sig ud i det totalt
uoverskuelige og farlige. Men hun kunne trygt gøre det, for hun ville lande sikkert, men med en helt
ny identitet, hvor hun ville blive meget stærkere. Spændingerne om hendes øjne havde jeg aldrig set
tidligere; og jeg fik kuldegysninger ved synet.
Før deperdutionen udfoldede mennesker over 100 forskellige slags følelser – og der opstod mange
forskellige slags sociale hierarkier og relationer. Efter deperdutionen udfolder de fleste unge mennesker kun 4 sociale følelser – men kan i ekstreme situationer komme op på 6-8.
De unge i dag kender ikke andet. De ved ikke, at det kan være anderledes. Udfordringen for dem
er at realisere sig selv, idet de skal udleve de ressourcer, som de har i deres hjernemæssige bevidsthed.
Psykologen Abraham Maslow (1908-1970) mente, at menneskers behov kunne sættes ind i en såkaldt behovspyramide. Nederst og først havde man fysisk behov for luft, vand, mad, vitaminer,
søvn, hvile, sex o.lign. Når det behov var tilfredsstillet, fik man behov for sikkerhed, beskyttelse,
strukturer m.m. Først når det så var tilfredsstillet, rejste der sig behov for kærlighed og venskab. Når
man havde fået noget af det behov dækket, fik man behov for at blive respekteret og have status
blandt andre, men også selvrespekt, selvværd og uafhængighed. Når disse behov var noget tilfredsstillet, nåede man frem til et behov for selvrealisation, hvor man fik behov for at skabe sine egne
visioner og udleve dem i praksis, så man kunne ændre verden.
Rækkefølgen svarer til, at man først tilfredsstiller underlivet, så brystet og til sidst hovedet i den
vestlige kulturs energimønster. Det interessante i dag er, at forældrene lærer deres små babyer selvrealisation, - at pædagogerne i børnehaven lærer børnene selvrealisation, - at lærerne i skolen underviser eleverne i selvrealisation, og at alle uddannelser er træning i selvrealisation.
De, der har oplevet denne opvækst, kan ikke finde ud af at takle sociale konfrontationer. De udskifter deres kærester på stribe. Og de behandler sig selv og hinanden som skuespillere, der skal
præstere en rolle. I kroppen kan de enten ingenting mærke – eller også kan de kun mærke træthed,
stivhed og smerte.
Et billede på deperdutionens følelse er, at man befinder sig på en tømmerflåde (hjernen) midt ude
på havet (kroppen). Man kan regne ud, at man må have været på et skib, der er gået ned. Men man
kan ikke huske det. Man er grundlæggende set alene. Og man aner ikke, hvor man flyder hen. Et
andet billede er, at kroppen er en maskine eller en robot, og at hovedet (hjernen) er en computer
eller kommandocentral. Man sidder oppe i hovedet og kan ikke mærke sin krop, som nu er det, der
er under halsen.
84
Det egentlig levende føler man i hjernen i hovedet. Resten er bare noget mekanik, der skal virke.
Man er ikke i kontakt med sin vilje, som er en kraft, der knytter sig til underlivet. Men man har omdefineret begrebet, så det nu betyder et valg mellem flere muligheder. Man er heller ikke i kontakt
med det åndelige eller med visioner. Så udvikling er ikke længere en skabelsesproces; det er blevet
til noget, der kommer, når man arbejder med det. Alt levende er således blevet til processer, der er
så døde, at en computer i princippet kan overtage dem – og udføre det samme. Og det er altså ikke
sådan, at en computer nu er så avanceret, at den kan udføre alt det, som menneske kunne tidligere.
Det er omvendt, at menneskers tankeprocesser er blevet så indskrænkede, at vi er kommet ned på et
mentalt niveau, så alt lige så godt kan udføres mekanisk.
Siden årtusindeskiftet har der været en modreaktion, som handler om at slippe spaltningerne, så der
kan ske en vis energioverførsel mellem de polariserede kropsdele. Det går ud på, at man sidder
sammen og fortæller historier om, hvor tåbeligt noget af samfundssystemet fungerer, idet teknokraterne (hoved) undertrykker det levende (underliv). Fortælleren (bryst) tillader sig at udtrykke sig
frit. Herved ophæves noget af energipolariseringen mellem siderne og mellem hoved og underliv, så
der frigøres en portion energi fra underliv til hoved. I stedet for at være vred og aggressiv, som man
ellers er, når man slipper selvundertrykkelsen, kommer der nu en glad latter. Langt det meste af den
tid, man er sammen, sidder man på skift og kommer med sådanne historier, så man griner konstant.
På stand-up scener står der nu en ”komiker” og snakker. Hvis han bare siger noget, der relaterer til
bevidstheden i underliv, begynder folk at grine og klappe. Det behøver ikke være sjovt. Og det er
det som oftest ikke. Det befriende ligger udelukkende i, at man siger noget, hvor ”jeg’et” tager udgangspunkt i underlivet i stedet for hovedet.
Mennesker i dag har altså en 6-delt personlighed. En del (1) handler om
politik og samfund. En anden del (2) om mobil og internet. En tredje (3)
om café- og kultur. En fjerde (4) om familie. En femte (5) om arbejdskraft.
Og en sjette (6) om sex. De 6 bevidstheder lever hvert deres eget liv. Enhver af dem hænger sammen med noget ude i den sociale virkelighed. Og
derfor føler man noget meningsfuldt. Men der er ingen sammenhæng inde i
det enkelte menneske. Der er 6 ”mig’er”.
Jeg hørte for et par år siden et radioprogram, hvor nogle forskere blev spurgt om, hvordan det moderne menneske er i dag. Og der blev svaret med et ”vi”. Vi identificerer os ikke kun med én rolle –
som for eksempel ”jeg er slagter”, eller ”jeg er læge”. Vi har også en rolle i familien. Og så har vi
en tredje rolle i det politiske liv. Seksuelt har vi måske en rolle, hvor vi går i swinger klub lørdag
aften. Og så har vi måske en religiøs rolle, hvor vi om søndagen går i kirke og skrifter til en præst.
Sagen er, mente forskerne, at vi i dag kan vælge en masse. Vi har mere frihed end nogensinde, mente de. Rollerne bliver defineret af dem, der er med i de sociale fællesskaber. Og det enkelte menneske er bare glad for, at man kan bruge mange sider af sig selv. Der er også en forventning fra samfundet om, at man deltager i mange forskellige aktiviteter.
Inden deperdutionen var der en energimæssig sammenhæng mellem hoved og bryst. Den
høje ladning i hovedet gav en politisk samfundsbevidsthed, og den lave ladning i brystet gav
en moralsk bevidsthed. Det gjorde, at man kunne analysere og vurdere samfundsforhold følelsesmæssigt.
Det kan de unge ikke mere. Den politiske bevidsthed (hoved) består nu kun af et sæt tanker.
Der er ikke længere nogen spirituel bevidsthed (bryst) forbundet med den. Når unge akademikere derfor i dag er ansat i den offentlige administration og skal finde på politiske løsninger, kan de kun tænke kvantitativt. Alt skal kunne måles. Enten er der for lidt eller for meget. De
har ikke evnen til at tænke kvalitativt, hvor det handler om indholdet eller måden, som noget fungerer på.
Den moralske eller spirituelle del (bryst) af samfundsbevidstheden, som man havde tidligere, er
nu løsrevet og har fået sit eget helt isolerede indhold. Det handler om musik, teater, kunst, café,
85
stand-up osv. Hvis de unge ikke går til sådanne café-arrangementer, vil de opleve et tomrum i deres
bevidsthed. Caféer, restauranter, koncerthuse og andre har forstået at fylde dette tomrum. De venstreorienterede har ikke magtet at gøre noget lignende. Når de endelig laver noget, er det for en lille
fraktion, hvor man primært sidder og kritiserer andre venstreorienterede fraktioner. Vi skal tilbage
til 1970’erne eller 1920’erne for at finde socialistiske kulturarrangementer.
Inden deperdutionen var familiefølelsen (bryst) koblet sammen med en etisk (hoved) følelse.
Hvis et menneske eller en familie kom i klemme mellem paragrafferne i en lov, kunne embedsmændene godt være fleksible og lade det etiske råde.
Men i dag går det ikke mere; det betragtes som korruption og magtmisbrug. I dag skal man
følge loven. Og hvis et mennesker kommer i klemme, er det bare ærgerligt. Etikken er forsvundet. Oppe i hovedet har vi i stedet fået en virtuel bevidsthed. Vi sidder og kommunikerer
med vores computer, og vi kommunikerer med vores mobiltelefon. Denne form for kommunikation
indeholder ikke grimasser og anden kropssprog. Den er også begrænset til de muligheder, som teknikker giver os. Og den er med til at ændre hele den måde, vi kommunikerer på. Hvis de unge ikke
konstant bruger deres smart phone, føler de et indre tomrum. Også her er der kapitalistiske virksomheder, der har været hurtige til at fylde tomrummet. Men hele den form for kommunikation
bliver til små overfladiske sætninger. Til gengæld foregår det næsten uafbrudt. Her kunne de venstreorienterede have budt ind med en anden brug af de elektroniske midler, så kommunikationen
blev mere forpligtende, kollektiv og koblet på sociale processer. Men det har man ikke magtet.
I dag kan vi stadig skelne mellem rigtige mennesker og programmerede robotter. Men i løbet af
nogle år vil man kunne lave robotter, der opfører sig på en skærm, så man tror, det er rigtige levende mennesker. Man kan så ikke længere skelne mellem virkelighed og fiktion.
Jeg så et fjernsynsprogram, hvor nogle ”eksperter” udtalte sig om vores nye kultur. Der var også
klip, hvor unge mennesker deltog i forskellige sociale situationer, men hvor de samtidig sad med
deres smart phone og skrev sms’er. Og konklusionen var, at det bare er noget, som man skal vænne
sig til. Så var der interview med nogle unge mennesker. De havde aldrig læst mere end 10-15 sider i
en bog. Og hvorfor skulle de det? De læste i stedet for på internettet. Jeg synes ikke, at problemet
går ud på, om man parallelt med alt andet kan sidde og trykke på sin smart phone. Det kan man
selvfølgelig godt, hvis man har lært det, og det er blevet en rutine. Det er bevidsthedsspaltningerne,
der er det største problem. Dels at man kun har en én-dimensionel bevidsthed i hver af sine delbevidstheder – og derfor kun kan tænkte kvantitativt. Og dels at man ikke er i stand til at bruge disse del-bevidstheder i sammenhæng.
Efter alienationen i 1400-tallet begyndte man at erobre kolonier, have slaver og myrde folk, der
ikke havde hvid hudfarve. Og man begyndte at behandle sindssyge som dyr, der skulle lænkes. Man
begyndte at torturere kriminelle og brænde kvinder, som man troede var hekse. Efter reifikationen i
1700-tallet satte man yderligere gang i koloniseringen af fremmede verdensdele. Og i Europa gjorde
man arbejderklassen til fabriksslaver. Men mente, at det aldrig var muligt at få dem op over sultegrænsen. Hvis de tjente mere, satte de bare flere børn i verden. En arbejder holdt 10-15 år, inden
han kom ud for en arbejdsulykke – på grund af de farlige maskiner, der var. Og de fleste arbejdere
døde, inden de var 30 år.
Nu har vi så fået deperdutionen, selvom ikke alle har opdaget det. Den splittede bevidsthed
er ved at blive samfundsmæssiggjort, som Marx kaldte det. Det vil sige, at samfundet langsomt er ved at blive 6-delt. Delene hænger ikke sammen inde i det enkelte menneske. De
hænger heller ikke sammen ude i samfundet. Men til enhver del i bevidstheden er der en tilsvarende
del i samfundet. Med den ene del-bevidsthed forsøger vi at skabe fornuft. Med den anden del overlader vi det til enhver at klare sig selv. Med den tredje del etablerer vi familie. Men den fjerde del
dyrker vi vores krop. Med den femte del søger vi sammen. Og med den sjette del sidder vi foran
computeren det meste af tiden. I hver af de 6 bevidstheder finder vi en logik og sørger for at agere
konstruktivt. Men alle 6 trækker i 6 modsatte retninger. Og den samlede virkning er, at vi splitter
86
samfundet og naturen ad. Samtidig med at vi bliver mere og mere bevidste og iværksætter gennemtænkte planer, er vi i gang med at ødelægge samfundet og hele kloden.
De fleste naturvidenskabsfolk mener, at menneskeheden har været igennem en udvikling, hvor vi
er blevet klogere og klogere. Vores ”jeg” har tidligere været bundet til den biologiske krop; men det
er fortid. Nu er bevidstheden kun i hovedet, mens kroppen opleves som en slags maskine. Man kan
kun føle kroppen, hvis den smerter.
I fremtiden vil mennesker sandsynligvis være parate til at få indopereret små apparater, som er
mere effektive end vores nuværende organer. Og vi vil også blive villige til at få indopereret en
computer og radio i hovedet, så vi kan få en fælles viden med en supercomputer. Vi vil sikkert få
små nano-robotter, der svømmer rundt i vores blod, og som er mere effektive end vores nuværende
røde og hvide blodlegemer.
Lige nu forsker man i, hvordan man kan lave soldater om til halve robotter, så en general kan sidde trygt og styre tusinder af soldaters hjerner, uden at de kan føle noget. Men i fremtiden vil sådan
en mellemting mellem mennesker og robotter blive til særlige robotter, der kan formere sig selv. De
vil lære at rejse i rummet og hente råvarer fra forskellige planeter, så de kan videreudvikle deres
herredømme i rummet. Man har allerede meget konkrete planer om at hente råstoffer fra Månen, og
der forskes intenst i, hvordan man kan gennemføre det i praksis.
Det interessante er, at et meget stort antal forskere tror på dette. Men værre er det, at rigtig mange
af dem også tror, at menneskeheden vil udrydde sig selv, inden der er gået 500 år. Deperdutionen
har medført, at disse forskere har udslettet deres kropslige følelsesmæssige bevidsthed til fordel for
nogle tanker i hovedet; og så føler de, at det også vil gå sådan med menneskeheden. De mener, at vi
ikke kan standse udviklingen. Vi vil ødelægge vore kroppe og livsbetingelserne for højerestående
liv her på kloden. Men vi vil samtidig befolke universet med robotvæsner, der vil brede sig overalt.
Nogle af disse forskere er religiøse og tror, at det er Guds plan med menneskeheden. Vi er bare en
mellemfase i Guds store plan.
Inden vi kommer dertil, vil vi havne i destruktive krige om jordens ressourcer. Alle vil gerne have
den levestandard, som vi har i Vesten. Men det kræver så mange råstoffer, at der er brug for 7 jordkloder. Første og Anden Verdenskrig var krige om at herske over jorden. Inderne mener, at vi allerede er i Tredje Verdenskrig. Dels er det Vestens krig mod de fattige lande. Og i Vesten er det hjernerne krig mod kroppene, idet man nu ikke længere skal slå fjendens kroppe ihjel, men sin egen.
Det splittede energimønster i kroppen medfører kræft, gigt og en masse andre sygdomme. Under de
to tidligere verdenskrige var der stadig moral og etik. Det er der ikke mere.
Det totalt splittede energimønster giver ubevidst er trang til at splitte alt. På den ene side vil enhver
del af bevidstheden ønske sammenhæng med de andre dele. Men på den anden side bidrager enhver
”normal” vesterlænding til at trække samfundet og fællesskabet i 6 forskellige retninger, så alting
ødelægges.
Jeg var for nylig aktiv i en venstreorienteret partiafdeling, hvor unge mennesker lavede politisk arbejde, som de kaldte det. De havde den deperduterede bevidsthed. 5 ud af de 6 bevidstheder handlede om sport, café, mobil/internet, kæreste, sex, natur. Og så var der 1 bevidsthed om politik. Der var ingen analyser – for det kræver, at man kan koble 2 delbevidstheder.
Der var ingen forståelse for Marx, for det kræver 3 delbevidstheder. Der var ingen historisk indsigt,
for det kræver også 2 delbevidstheder. Men – som de sagde – de håbede på, at revolutionen ville
komme. Og de ville gerne være aktive. Så de stod ofte og delte løbesedler ud om forskellige emner.
Og de deltog flittigt i demonstrationer og arrangerede også én selv. De kom aldrig i kommunikation
med andre end dem selv. Den af de 6 bevidstheder, som de anvendte til politik, skulle både rumme
parlamentarisk arbejde og græsrodsarbejde. Og når man ikke har to bevidsthedspoler til det, betyder
det, at græsrodsarbejde altid handler om at støtte det parlamentariske arbejde.
Deperdutionen gennemføres individuelt, når et barn kommer op i 10-14 års alderen. I dag er det
sådan, at cirka hvert sjette unge menneske i denne aldersklasse skader sig selv – for eksempel ved at
87
skære i sig med et barberblad. De kan ikke klare den psykiske smerte med at udsætte sig for bevidsthedsspaltningerne. Og da der ikke er nogen politisk opposition, der kritiserer systemet og kan
engagere de unge i en alternativ politisk bevægelse, udsætter de sig for fysisk smerte. Det giver en
kortvarig flugt og følelsesmæssigt forløsning. Men det giver også et signal til læger og behandlere
om at få hjælp. Der er ingen politikere, der taler disse unges sag. I hele det politiske spektrum er der
kun tale om effektivitet. Politikere, der kalder sig socialistiske, taler ganske vist om elevråd og ret
til praktikplads mm. Men de taler ikke om at være menneske. Man skal bare være en brik i et
umenneskeligt system. Helt op til omkring år 1980 var der socialistiske politiske bevægelser, der
mere eller mindre godt talte for et andet system, og hvor ungdommen kunne øjne et alternativ, så de
følte et håb. Men siden da har venstrefløjen været tavs, når det drejer sig om et reelt alternativ.
De generationer, der voksede op i 90’erne og 00’erne har ikke kendt nogen egentlig opposition. Og
de forstår derfor kun ”systemets” tankegang. Det har medført, at socialistiske politikere nu mener,
at befolkningen ikke er parat til at tænke på et alternativt samfund. Man bliver nødt til at tale det
sprog, som folk forstår. Og dermed begrænser man sig til ”systemets” tankegang. At der er sket en
højredrejning, og at de unge er blevet mere højreorienterede, skyldes, at de højreorienterede har fået
vind i sejlene – tænker mange venstreorienterede. Man kunne lige så godt sige, at det er en højredrejning, der har skabt en højredrejning, der har skabt højredrejningen. Det er den slags mentale
evner, som man har, når bevidstheden er deperduteret. Man det er lige så sandt, at det er manglende
socialistiske visioner, der har skabt manglende socialistiske visioner, der har skabt manglende socialistiske visioner. Der er ikke længere nogen bevidsthedsmæssige processer. Der er kun kvantitative forandringer. Man kan få mere. Eller man kan få mindre. Men man kan ikke få andet.
88
De europæiske bevidsthedsspaltninger
Efter den første bevidsthedsspaltning (alienationen) i 1400-tallet begyndte man at erobre
kolonier, hvor man holdt slaver og dræbte de indfødte, fordi man opfattede dem som dyr.
Og i Europa begyndte man at lænke de sindssyge i stalde, fordi de også var som dyr, mente
man. Kriminelle fra de lavere klasser blev også opfattet som dyr og blev straffet med tortur. Så begyndte man at brænde hekse. Og fjender, som blev taget til fange, skulle have en langsom og smertelig død. Man forsøger i dag at bilde folk ind, at der altid har været fremskridt, og at det var meget
værre inden 1400-tallet. Men det er historieforfalskning. Den meget tidlige middelalder var mere
menneskevenlig. De store grusomheder kom først efter år 1400; og det blev værre og værre indtil
omkring år 1600, hvor det bundede og begyndte at gå opad igen.
Efter den anden bevidsthedsspaltning (reifikationen), der startede så småt for overklassen i
1700-tallet, men som Marx først kunne se i arbejderklassen efter 1860, begyndte man at
udbytte naturen og fattige mennesker i enorm stor skala. Alle andre kulturer har til alle tider
haft nogle religiøse overvejelser, som handlede om respekt for naturen, sådan at man underordnede
sig. Men i Europa begyndte man at mene, at man frit kunne gøre, hvad man havde lyst til – og lave
alting om. Positivt set har det medført den naturvidenskabelige og industrielle revolution. Negativt
set har det medført, at vi nu er ved at smadre hele jordkloden.
Det er sådan, som Marx jo erkendte, at bevidsthedens mønster overføres til det sociale fællesskab,
så der opstår de samme strukturer i samfundet, som der er i bevidstheden. Tilsvarende opstår der de
samme strukturer i bevidstheden, som der er i samfundet. Og Marx’s teoretiske fortjeneste var at
påvise, at disse to processer er én og samme proces.
I 1900-tallet blev det blandt andet til, at europæerne i dag stort set består
af 3 grupper. Cirka en tredjedel tænker som kapitalisterne (underliv), hvor
det er materielle kræfter, der styrer, og hvor det handler om at blive så rig
som mulig – uden at tænke over konsekvenserne. Så er der cirka en tredjedel, der tænker som de fleste venstreorienterede socialister (hoved), hvor man skal styre og kontrollere befolkningen, og hvor man skal hæve sig op over det dyriske og skabe et samfund, der bygger på fornuften. Endelig er der cirka en tredjedel, der tænker som nazisterne eller nationalisterne,
hvor man opfatter samfundet som én stor familie.
Da Sovjetunionen blomstrede, havde man som mål at lave en verdensrevolution, sådan at socialisme skulle herske overalt. Da Nazi-Tyskland blomstrede, havde man som mål at lave et verdensomfattende 1000-års rige. Og nu hvor kapitalismen blomstrer, er man i gang med en globaliseringsproces, hvor alle mennesker på jordkloden skal deltage på det kapitalistiske marked. Alle tre politiske
retninger havde og har destruktive sider i sig. Hver af de tre beskylder de to andre for at skabe alle
problemerne. For 10-15 år siden var der en massiv propaganda, hvor man beskyldte Sovjet for alt
dårligt. Lige for tiden er der en lige så massiv propaganda, hvor man dagligt viser film fra NaziTyskland, hvor de beskyldes for alt ondt.
Det sidste er en væsentlig årsag til, at ny-nazistiske partier vokser i disse år. Der er ingen tvivl om,
at nazisterne begik frygtelige krigsforbrydelser. Men man skjuler, at meget af det, som vi i dag forbinder med velfærdssamfundet, var noget, som nazisterne satte i gang, inden krigen kom. Det drejer
sig om det, som i dag udgøres af personnummer, sygesikring, beskyttelse af naturen, det lokale fællesskab mm. Når der så er en tredjedel af Europas befolkning, som har en bevidsthedsstruktur, der
passer til den nazistiske tankegang, og de konstant får at vide, at denne tankegang er skyld i alt dårligt, medfører det selvfølgelig, at de dels lukker af for andres argumenter, og dels får en voksende
medlemsskare.
Krigens sejrherrer – de kapitalistiske lande – har desperat brug for an syndebuk til at dække over
alle de fejl, som man ustandselig begår. Og her siges det ofte, at det nuværende samfundssystem
ikke er perfekt, men det bedste af alle de samfundssystemer, der har været. Og i stedet for at kigge
på egne fejl om mangler, bruger man altså nu rigtig megen tid på at beskrive det værste, som man
89
kan finde på om nazismen. Spørgsmålet er så, om socialister bør deltage i denne propaganda – eller
om man ikke rettere burde deltage i at revidere historieopfattelsen, så dem bliver mere objektiv.
På venstrefløjen er der i mange kredse den opfattelse, at man skal bekæmpe nazistiske grupper, lige
så snart de viser sig i gadebilledet. Hvis man gør det, får de ikke en chance, mener man. Og når hele
kapitalismen bryder sammen – og det er essensen i venstrefløjens teori – vil nazisterne også prøve
at sætte sig på magten. Men ved at bekæmpe dem allerede nu, hvor de stikker hovedet frem, svækker man dem, så de ikke får nogen afgørende indflydelse. Dermed er der kun socialisterne, der er
tilbage til at overtage resterne af det samfund, som kapitalisterne har kørt i sænk. Problemet med
denne teori er, at man fastholder og forstærker de bevidsthedsspaltninger, der er. Dermed er man
med til at opretholde systemet. Man er faktisk med til at sørge for, at en tredjedel vil tænke kapitalistisk og en anden tredjedel vil tænke nazistisk eller nationalistisk. Ikke fordi man direkte bidrager til
det. Men fordi man indirekte fremmer det. Des mere man offentligt manifesterer den bevidsthed,
som udelukkende knytter sig til hovedet i det europæiske energimønster, des mere skaber man fjender, der så udelukkende knytter sig til bevidsthederne i bryst og underliv.
Den bedste måde at bekæmpe nazister og nationalister er ikke at slås med dem på gaderne. Det er
langt mere effektivt at få flere og flere mennesker til at slippe det stivnede og splittede energimønsters og tilhørende bevidstheder. For hvis man slipper bevidsthedsspaltninger, vil man dels tage
afstand fra de politiske grupper, der har sådanne spaltninger – og dels blive en aktiv kraft til opbygge et anderledes samfundssystem, hvor kærlighed, fred, retfærdighed og folkenes selvbestemmelse
er i centrum.
En sådan frihedsbevægelse vil også vende sig bort fra den venstrefløj, der har hele deres ”jeg”
placeret i den hjernehalvdel, hvorfra de forsøger at styre og kontrollere alt. Det vil blive en frihedsbevægelse, som gør op med forestillingen om, at vi skal herske over alt.
Efter den tredje bevidsthedsspaltning (deperdutionen), som er kommet for nylig, og som
den ældre del af befolkningen ikke forstår, er der ingen del af bevidstheden, der er i kontakt
med kroppen. Den opleves som en maskine. Der er ved at ske en omstrukturering af bevidsthedsstrukturen i samfundet, som igen skaber individets bevidsthed. Med én del af bevidstheden
er man lidt højreorienteret. Med en anden del er man lidt venstreorienteret. Men en tredje del er
man økologisk. Men en fjerde del forbruger man mere og mere. Men en femte del griner man mere
og mere, selv om der ikke er noget sjovt. Og med en femte del kommunikerer man mere og mere,
men ikke om noget af indholdet i de fem andre bevidsthedsdele.
Der informeres mere og mere. Der kommunikeres mere og mere. Og især informeres og kommunikeres der om, hvordan man skal kommunikere. Det enkelte menneske føler 6 ”mig’er” i stedet for
1 ”jeg”. Og ligesom der ikke er nogen forbindelse mellem de indre 6 ”mig’er”, er der reelt heller
ingen forbindelse mellem mennesker. I én sammenhæng bruger man den politiske del af bevidstheden, når man snakker med andre, som så også bruger den politiske del af deres bevidsthed. I en anden sammenhæng bruger man sin computer/mobil bevidsthed sammen med andre, som så også bruger deres computer/mobil bevidsthed. I en tredje sammenhæng bruger man sin café-bevidsthed
sammen med andre, som så også bruger deres café-bevidsthed. Man kommunikerer ikke med mennesker. Man kommunikerer fra en sjettedel af sig selv og til en sjettedel af andre mennesker.
Kort tid efter alienationen og reifikationen oplevede de privilegerede i samfundet en slags befrielse,
fordi man nu kunne gøre noget nyt, som man ikke tillod sig tidligere. Men hver af disse bevidsthedsspaltninger medførte et par hundrede års voldsom undertrykkelse og ødelæggelse af sociale
forhold.
Lige nu efter deperdutionen opfatter de privilegerede også en stor befrielse, fordi bevidstheden
ikke længere er bundet til bestemte sammenhænge. Nu kan man bare udfolde sig frit i alle retninger.
Men går det ligesom de to sidste gange, vil der også komme et par hundrede års voldsom undertrykkelse og ødelæggelse af sociale forhold. Det er selvfølgelig kun et gæt. Men det er et kvalifice90
ret gæt. Jeg tror, at det vil komme til at gå endnu værre, end det er set tidligere – hvis vi da ikke
vågner op og gør noget for at standse denne udvikling.
Marx brugte begrebet samfundsmæssiggørelse. Det betyder, at det, som der er inde i bevidstheden,
også bliver det, som der er ude i samfundet. Og her tænkte han på strukturerne og de bevidstheder,
som opstår på grund af strukturerne. De fleste på venstrefløjen i dag mener jo, at de har den sande
bevidsthed, og at de politiske modstandere har en falsk bevidsthed, mens mennesker i andre verdensdele bare er nede på et middelalderligt niveau.
Vi har uendelig travlt med at påstå, at det er kineserne, araberne, afrikanerne og alle de andre, der er
i gang med at ødelægge alting – og at det er os i Vesten, der forsøger at redde alting. I virkeligheden
er det lige omvendt. Det er os, der er problemet. Vi forstår det bare ikke. Det er bevidsthedsspaltningerne, der snyder os.
91
Ny psykologi og spiritualitet
I de senere år er der kommet en del amerikanske bøger, hvor psykologer og spirituelle terapeuter
har beskrevet terapier, hvor der ikke er spaltninger i bevidstheden.
Den amerikanske psykolog Daniel Goleman (1946-) udgav i 1995 bogen Emotional Intelligence
(Følelsernes intelligens).
Man skulle ikke kun have hjernens intelligens (højre side). Nu skulle man også have hjertets
intelligens (venstre side).
Den amerikanske psykolog Marshall Rosenberg (1934-) knyttede an til samme energimønster. Han
udgav i 1999 bogen Nonviolent Communication (Ikkevoldelig kommunikation). Det kaldes også
girafsprog. Giraffen har en lang hals og har derfor overblik (analyse-energien). Og den har et stort
hjerte og er derfor følelsesfuld (enheds-energien). Man skal snakke i fire trin: Hvad skete der? Hvad
følte og føler man? Hvilke behov fik man dækket – og hvilke ikke? Og til sidst skal man anmode
om at få dækket nogle behov. Man skal altså forbinde de to siders bevidstheder.
Nogle psykologer fandt på at bruge analyse-energiens bevidsthed, men uden en spaltning af bevidstheden. Martin E.P. Seligman (1942-) kritiserede Freud, som mente, at
mennesker med deres over-jeg (hoved) undertrykker sine drifter (underliv). Det giver
også lært hjælpeløshed, fordi man undertrykker sin egen magt. Seligman udviklede i stedet en positiv psykologi. Idéen er, at man skal tage udgangspunkt i de konkrete udfordringer, man står i (underliv); og så skal man programmere sig selv (hoved) og begynde at løse de problemer, som man har. I
stedet for lært hjælpeløshed får man nu lært optimisme. Denne positive psykologi er kommet til
Danmark i de seneste par år.
Modtager-energiens bevidsthed er også blevet populær i Amerika. Jeg vil nøjes med et enkelt eksempel. Eckhart Tolle (1948-), født i Tyskland, boet i Spanien og England, bor nu i Canada. I 2008
udnævnte New York Tímes ham som den mest populære spirituelle forfatter i USA. Og han er velkendt i mange kredse her i Danmark.
Det startede mange år tidligere. Efter en langvarig selvmordsdepression sprang han ud som spirituel lærer med bogen The Power of Now: A Guide to Spiritual Enlightenment (1999) (Nuets kraft.
Nøgle til personlig frigørelse).
Jeg kan ikke leve med mig selv længere. Det var den tanke, der hele tiden gentog sig i sindet.
Så blev jeg pludselig bevidst om, hvilken besynderlig tanke det var. Er jeg én eller to? Hvis jeg
ikke kan leve med mig selv, må der være to af mig nemlig ’jeg’ og det ’selv’, ’jeg’ ikke kan leve
med. Måske, tænkte jeg, er der kun en af dem, der er virkelig.
Her opdagede Tolle, at man kan have to bevidstheder samtidig (højre og venstre side). I højre
side er der tanker, og i venstre side er der følelser – og hos Tolle var disse følelser frygt.
Jeg kunne føle, at jeg blev suget ind i en tomhed. Det føltes, som om tomheden var inden i mig,
snarere end uden for mig. Pludselig var der ikke mere nogen frygt.
Tolle var åbenbart kommet ind i modtager-energien. Men Tolle mener, at alle kan
komme i kontakt med denne totale spirituelle følelse. Det mener jeg også.
Jeg vidste selvfølgelig, at der var sket noget dybt betydningsfuldt med mig, men jeg forstod det
overhovedet ikke. Det var først flere år senere, efter jeg havde læst åndelige skrifter og været
sammen med åndelige lærere, at jeg indså, at det, alle søgte, allerede var sket for mig.
92
Tolle fortæller, at han hele tiden skifter mellem to forskellige bevidstheder. Den ene er
falsk, og det er samfundsbevidstheden (analyse-energien). Og den anden er sandheden
om, hvordan man kan frigøre sig (modtager-energien).
Jeg viser dig, hvordan du kan frigøre dig fra at være slave af sindet, gå ind i denne oplyste bevidsthedstilstand og bibeholde den i dagligdagen.
Hvis man søger det spirituelle, forbliver man i analyse-energien. Så er man en krop (underliv), der
vil frem til noget (hoved). Men så kommer man aldrig til noget spirituelt. Hvis man vil i kontakt
med det spirituelle, sker det altid nu, mener Tolle.
Denne fornemmelse af dit eget nærvær, er ikke en tanke. Den opstår hinsides sindet.
Og Tolle vil ind og mærke den ”oplyste tilstand” i bevidstheden.
Jeg nyder også modtager-energiens bevidsthed. Jeg bruger den temmelig meget. Nogle gange kan
der gå flere timer, mellem jeg bruger den. Andre gange kun få minutter. Når jeg er inde i modtagerenergien, er jeg der normalt 1-3 minutter; men jeg kan godt være der op til 15 minutter. For mig er
det kun sjovt, når modtager-energien bruges i sammenhæng med andre energimønstre. Tolle oplever ikke livet sjovt. Han har hele tiden en samfundsbevidsthed i højre side med analyse-energien.
Og i venstre side oplever han ”smertekroppen”, når han er i enheds-energien – og ”befrielse”, når
han er i modtager-energien.
I sin bog A New Earth, Awakening to Your Life’s Purpose (2005) (En ny jord: nuets muligheder og
livets mening) tager Tolle skridtet videre og mener, at vi skal skabe en ny jord. Og han mener, at
menneskeheden først nu har mulighed for at gøre det.
De fleste mennesker er så totalt identificeret med stemmen inde i hovedet – den uophørlige
strøm af ufrivillig og tvangspræget tænkning og de følelser, der ledsager den – at vi kan beskrive dem som værende besat af tankerne. Så længe man er fuldstændig ubevidst om dette, betragter man tænkeren som den, man er. Dette er det ego-orienterede sind.
Det er analyse-energien. Den er ligesom alle andre energimønstre vidunderlig dejlig og konstruktiv, når man bruger den i sammenhæng med andre energimønstre. Og den er lige så destruktiv som alle andre energimønstre, når man er stagneret i den.
Når egoets forstyrrelse holder op med at hæmme vores intelligens, kommer den fuldstændig i
harmoni med den universelle intelligens….. Vi bliver beviste deltagere i skabelsen af form. Det
er ikke os, som skaber, men den universelle intelligens, som skaber gennem os.
Og det er så modtager-energien. Hvis man bruger den i sammenhæng med andre energimønstre, bliver man forvandlet, hver gang man går igennem energimønstret. Men hvis man bare
hopper ind og ud af energimønster, mærker man kun det spirituelle, uden at det i øvrigt ændrer noget.
Den nye jord opstår, efterhånden som flere og flere mennesker opdager, at det vigtigste formål
med deres liv er at bringe bevidsthedens lys ind i denne verden og derpå bruge alt, hvad de foretager sig som et redskab for bevidsthed.
Jeg synes også, det er vigtigt at bringe modtager-energien ind i vores erkendelsesprocesser. Men
Tolle forbliver splittet og stagneret. Han har bare udskiftet energimønstret i den venstre side – og så
skiftet identitet fra højre til venstre side. Det er enkelt og nyt – og alle kan opleve det. Man skal bare
mærke efter inde i sig selv.
93
De gamle kinesere kaldte dette energimønster ”beskadigelse af det åndelige lys”. Det er samfundet, der har beskadiget det åndelige. Og som resultat heraf vælger man at identificere sig
med det åndelige inde i sig selv. Halvdelen af ens energi går dog med at opleve mørket; og
man gør intet for at afhjælpe eller forandre dette mørke. Man blander sig ikke i samfundets elendighed, men nøjes med at mærke det indre lys. Som tidligere skrevet er alle energimønstre gode; men
for kineserne var dette energimønster kun en midlertidig overlevelse, når samfundet blev rigtig
mørkt. Og når jeg læser om tilhængere af Tolle, viser det sig da også, at de fleste af dem har store
psykiske problemer og oplever alting mørkt. Tolles tanker er i dag også meget udbredt i Europa,
hvor han betragtes som en stor åndelig læremester.
Der tales i disse år meget om spiritualitet. Men de fleste socialister aner ikke, hvad det handler om. Når man er i skaber-energien med høj ladning overalt, er der ingen spiritualitet. Nogen mener, at alle dyr altid er sådan; det mener jeg ikke.
I de 7 andre energimønstre er der kropsdele med lav ladning; og
her kan man opleve det spirituelle. Hvert energimønster med en
eller flere lave ladninger giver en spirituel oplevelse. Efter min
mening har dyr også disse oplevelser; men de er ikke så gode som mennesker til at filosofere over
det.
I den kristne kultur er der 3 spirituelle oplevelser. Der er Helligånden i højre side i brystet.
Der er Gud i venstre side i hovedet. Og der er det onde eller Satan i venstre side i underlivet.
Hvis man kun identificerer sig med bevidstheden i højre side – og projicerer venstre side ud i
det religiøse, kan man få Jesus som en levende kraft i venstre side i brystet. Her er så ikke et
spirituelt fænomen, men en levende ånd. Det gør, at de kristne mener, at kristendommen er
meget mere end andre religioner.
Det karakteristiske ved de lave energier er, at de giver en gensidig telepatisk bevidsthed, sådan at de
på en måde er en kollektiv bevidsthed mellem mennesker. Man kan danne spirituelle gruppebevidstheder, hvor alle i gruppen oplever det samme. Og man kan danne åndelige mestre og engle.
Man kan danne afdøde ånder. Og man kan opleve dyrs og planters ånder.
Visdom opstår, når man har det samme åndelige eller spirituelle indhold i alle kropsdele med lav
ladning. Så er der ikke en masse ånder, men én samlet ånd. Tidligere kaldte kineserne det forfædrenes ånd. De oprindelige kristne kaldte det for Gud. Indianerne kaldte det Den Store Ånd. Hvis man
har forskelligt indhold i de enkelte kropsdele med lave ladninger, splitter man sin bevidsthed. Og så
opstår alle forskellige åndefænomener.
Nogen religiøse mennesker mener derfor, at man først skal forene sig med Gud. Og så kan man
bagefter blive ægte revolutionær. Hvis man ikke gør det i den rækkefølge, bliver man bare en pamper eller tyran. Andre mennesker har oplevet den modsatte rækkefølge – nemlig, at nogle mennesker får sammenhæng i del-bevidsthederne med høje ladninger, og at de efterfølgende får en oplevelse af den spirituelle sammenhæng.
Min erfaring er, at der ikke er en bestemt rækkefølge, sådan at man skal det ene før det andet. Jeg
mener, at man ikke kan opnå fremskrift med det ene, uden at der også sker fremskridt med det andet. De to sæt bevidstheder – der knytter sig til henholdsvis de høje og de lave ladninger i kropsdelene – er to sider af det samme. De følges altid ad.
Det letteste og de mest naturlige er, at man indgår i sociale processer, hvor man bruger alle energimønstrene i sammenhæng. Her oplever man umiddelbart mest de høje ladningers bevidsthed. Men
hvis man netop gør det helt frit, vil man undervejs også opleve den spiritualitet, der knytter sig til de
lave ladningers bevidsthed. Man oplever det som en slags moral eller etik, der handler om at tage
ansvar for hele kloden og for alt liv.
Den gensidige kritik, der er mellem religiøse mennesker på den en side og ateister på den anden, er
blot udtryk for, at begge grupper har en splittet og spaltet bevidsthed, hvor de ”sidder” i hver deres
del-bevidsthed, som de oplever som sandheden - og synes, at andre er dumme.
94
Religion er opium for folket, eller religion er en narresut, udtrykkes det. Og jo, det kan jeg godt
være enig i, hvis det er den form for religion, som er mest udbredt i dag. Men så er det også opium
eller en narresut, når de venstreorienterede ”sidder” i venstre hjernehalvdel og drømmer om, at det
gode samfund kommer, hvis man bare følger den bevidsthed, der opstår dér.
95
Revolutionær bevidsthed
I resten af bogen vil jeg beskrive, hvad man skal og ikke skal, hvis man vil arbejde med en revolutionær bevidsthed, sådan som Marx forstillede sig det. Jeg betragter ikke marxisme, som en teori, der
er begrænset til den viden, som man havde i 1800-tallet. For mig er marxisme et bevidsthedsmæssigt værktøj, som bygger på Marx’s indsigt og metode. I takt med produktivkræfternes udvikling altså tekniske fremskidt og ændrede sociale forhold – vokser vores forståelse og viden; og det skal
vi benytte os af for at forandre verden.
Når jeg kigger tilbage på historien, ser jeg 3 perioder – som jeg har redegjort for her i bogen – hvor
bevidstheden har frigjort sig fra det traditionelle europæiske mønster.
Kurven er bare en illustration og en forsimpling for at illustrere udviklingen. Der var en lang periode fra cirka 1750-1850, hvor mange lavede terapi, og hvor der var kaffestuer, hvor man diskuterede
revolution - og også gennemførte den borgerlige revolution. Der var også en frigørende periode, der
startede i slutningen af første verdenskrig og udfoldede sig i 1920’erne mellem de to verdenskrige.
Og så var der kulturrevolutionen, der blussede op i 1968 og udfoldede sig i 1970’erne.
Imellem disse frigørende perioder har bevidstheden været stagneret i det kendte europæiske mønster; men der er trin for trin kommet egentlige spaltninger i bevidstheden, så europæerne i dag er så
spaltet, som det overhovedet kan lade sig gøre.
I de frie perioder har alle energimønstrenes bevidstheder udfoldet sig mere eller mindre. Efter år
2000 er der langsomt kommet en lille opvågning. Og der er mulighed for, at vi igen kan få en revolutionær periode. Det kan også gå modsat, sådan at den totalt spaltede bevidsthed trækker europæerne ned i et endnu dybere bevidsthedsmæssigt mørke. Den materielle, teknologiske og økonomiske
udvikling samt de globale handelsmæssige, klimatiske og befolkningsmæssige forhold kan trække i
begge retninger.
Kun hvis der er en politiske bevægelse, der er bevidst om farerne og mulighederne, og som kan gå
foran og visualisere og opildne befolkningen, vil det være muligt at trække udviklingen i den revolutionære retning. Sådan så Marx det i 1840’erne. Og sådan ser jeg det også i dag.
Samfundssystem
Den vigtigste drivkraft i 1700-tallet var indsigten i, at man kunne have en bevidsthed, hvor man
ikke skulle undertrykke sig selv – og hvor staten heller ikke skulle undertrykke folket. Med den
borgerlige revolution valgte man, at magten i samfundet skulle være 3-delt - i overensstemmelse
med de 3 bevidsthedsmønstre, som man kunne mærke. Der var ikke bare tale om en 3-deling. Man
snakkede meget om, at der var 3 forskellige slags bevidstheder.
Der skulle være et parlament. Det var den lovgivende magt, som skulle følge analyse-energiens
bevidsthed. Folket skulle vælge nogle politikere, og de skulle lave rammer og principper for samfundet.
I dag foregår det med analyse-energiens bevidsthed. Politikerne har en to-polet bevidsthed
(hoved og underliv). Og så har de sig selv i hovedets pol og studerer underlivets pol, som de
har projiceret ud på folket hvorefter de laver nogle love (hoved), som folket skal følge.
96
Men sådan var det ikke umiddelbart efter revolutionen. Parlamentets medlemmer skulle bestå
af frie mænd, som havde skiftet til den fri bevidsthed, hvor de ikke havde hovedet styring og
kontrol og det dyriske i mennesket. Og de skulle ikke studere folket – og heller ikke lave
love, der skulle styre og kontrollere andre. De skulle snakke ud fra deres vilje (underliv) og lyst
(bryst). Og det som de kunne få flertal for, skulle så nedskrives i en lov.
Så skulle der være den udøvende magt, Det skulle være regeringen, kommunerne, embedsmændene
osv. I dag laver parlamentet en masse love, som helt ned i de mindste detaljer foreskriver, hvordan
regeringen, kommunerne og embedsmændene skal tænke, og hvad de skal gøre.
Og hvis man i dag spørger en embedsmand om en sag, har han ingen meninger (hoved). Hen
er bare en krop, der udfører det, som parlamentet har besluttet. Dermed indtager han udlevelses-energiens bevidsthed.
Men reelt varetager han analyse-energiens bevidsthed, idet han knytter an til lovene (hoved),
som skal styre og kontrollere folket (underliv). I dag kaster han ansvaret fra sig og mener, at
han bare gør, hvad der står i lovene. Men lige efter revolutionen var det en selvstændig magt
i samfundet, hvor regering, kommuner og embedsmænd var ansvarlig for deres egne handlinger.
Endelig skulle der være den dømmende magt – altså dommerne og domstolene. Og de skulle
knytte sig det den individuelle og følelsesfulde bevidsthed.
Denne 3-deling af magten har man i princippet stadig i England. Når nogle borgere i en by gerne vil
lave en ungdomsskole – for eksempel – gør de ikke som i Danmark, hvor vi studerer lovene og finder ud af, hvad vi har ret til. Nej, man går til en politiker, der alene anvender udlevelses-energiens
bevidsthed. Der er nemlig ikke lavet love for sådanne detaljer som en ungdomsskole. Det afgørende
er, om der er folkelig opbakning. Politikeren spørger så andre politiker. Og han spørger lokale embedsmænd. Og det ender med, at man finder ud af noget. Måske bliver det en sag, hvor mange skal
deltage i beslutningsprocessen. Og så starter den første med at tage et papir og med små bogstaver
skrive oppe til venstre – uden at lave nogen margen – hvad han mener om sagen. Papiret går så videre til den næste, som også med små bogstaver skriver de næste par linjer. Man skriver ikke sine
overvejelser. Dem nøjes man med at tænke; man skriver sin konklusion. Hvis der er mange, der skal
inddrages, kan det være, at man også skriver på bagsiden af papiret. Det anses for helt uacceptabelt,
hvis man ikke kan nøjes med forside og bagside. Kommunikation skal helst foregå mundtligt. Opgaven er at finde mulighederne for lokalt samarbejde – og så gennemføre noget. Det var sådan for
nogle år siden, inden man fik computere. Hvordan det er nu, ved jeg ikke.
I Danmark foregår det helt anderledes. Folketinget har lavet en million lovparagraffer, der i mindste detalje har beskrevet, hvad unge må og skal – og hvilke slags skoler, der skal laves, hvordan de
skal styres osv. En politiker eller embedsmand har stort set ingen indflydelse. Hvis man endelig vil
lave noget, der ikke er udtænkt på forhånd i lovgivningen, starter en sag. Første kontor laver en
mappe og forside. Så kommer der 20 sider med historiske eksempler og analyser. Og så kommer
overvejelser og forslag til den videre behandling af sagen. Mappen sendes så videre til et andet kontor, som skriver yderligere 20 sider. Og mappen går så til et tredje kontor osv. Hurtigt bliver det til
flere mapper. Og på et tidspunkt skal mapperne tilbage til det første kontor, som så skal tage stilling
til det, som de andre kontorer har redegjort for. Der er ingen undervejs, der tør træffe en beslutning.
Der er uendelige analyser. Når sagsmapperne er blevet så store, at ingen kan overskue sagen, er der
et gruppemøde, som man skærer igennem og træffer en beslutning. Bagefter kan ingen hænges op
på beslutningen, for det var gruppen, der afgjorde sagen. Der er heller ingen politiker eller embedsmand, der bagefter vil udtale sig om den konkrete sag.
8-deling af magten
Ingen gider kæmpe for noget, som man ikke ved, hvad er. Det nytter ikke blot at sige, at vi vil have
socialisme. Man skal klart beskrive, hvordan sådan et samfund skal fungere. Og her skal vi da i det
97
mindste have de 3 uafhængige samfundsinstanser, som der kom ud af den borgerlige revolution. Så
dem starter jeg nu med at beskrive:
Der skal være en besluttende magt, der knytter an til udlevelses-energien. Det er politikere,
der sidder i Folketinget eller Parlamentet. Det skal ikke være som i Danmark nu, hvor der på
alle livets områder er vedtaget tusindvis af paragraffer, der regulerer ned i mindste detalje,
hvad vi skal og ikke må. Politikerne er medmennesker, der repræsenterer folket. De må gerne danne
partier og fraktioner. De kan passende indkaldes hvert år til en række møder, der afholdes i løbet af
et par måneder. I tilfælde af at en fremmed militærmagt invaderer os – eller noget lignende, kan de
selvfølgelig indkaldes ekstraordinært. De har den direkte kommando over landets militær.
Parlamentets opgave er at lave regler, der giver rammerne og principperne for, hvad der skal ske i
samfundet. Formålet er ikke, at et flertal sidder på magten (hoved) og undertrykker mindretallene
(underliv). Parlamentet skal vælge en regering, der skal varetage nationens samlede interesser overfor udlandet. Men de skal overlade fagområderne til fagministre.
Den udøvende magt skal formes efter den bevidsthed, der dannes af analyse-energien. I
dag kender vi denne bevidsthed som noget undertrykkende, idet det er hovedet, der skal
styre og kontrollere underlivet – og staten, der skal styre og kontrollere folket.
Men den naturlige brug af energimønstret er omvendt. Der er en energistrøm fra underlivet til hovedet. Og det, som man vil (underliv) skal efterhånden blive det, som man er
bevidst om (hoved). Og den styring, der er (hoved) skal udspringe af de konkrete handlinger (underliv), der foregår. Det betyder, at processen bygges op fra neden af.
Lad os tage et eksempel med fiskeri. De lokale lystfiskere, fjordfiskere, havfiskere og havmiljøfolk
danner det lokale fiskeri-råd. Her koordinerer man fiskeriet lokalt. Så sender man nogle erfarne fra
det lokale fiskeri-råd til et regionalt fiskeri-råd, som koordinerer det regionale fiskeri. Og så sender
man nogle erfarne fra det regionale fiskeri-råd til et nationalt fiskeri-råd, som koordinerer det nationale fiskeri. Her vælger man så en fiskeriminister, som repræsenterer nationen over for andre lande
– og i vores tilfælde også EU, FN og andre internationale institutioner. Ministeren er altså én, der
selv engang (og måske stadigvæk) har fisket eller været aktiv i havmiljøet. Og han har først været
aktiv i det lokale fiskeri-råd, siden været aktiv i det regionale fiskeri-råd, og så været aktiv i det nationale fiskeri-råd, hvorefter han er valgt som fiskeriminister.
På nøjagtig samme måde er det med landbrug, kulturinstitutioner, hospitaler og sundhedsklinikker, håndværk, industri, trafik osv. Der bliver forholdsvis mange sådanne ministre, og hver har et
snævert fagområde. Til gengæld ved en minister, hvad han snakker om – i modsætning til de nuværende ministre, som mest af alt tjener til, at vi andre griner eller ryster på hovedet af deres uvidenhed.
I en by skal der være et socialråd, der har til opgave at løse sociale problemer, som folk og familier ikke selv magter at løse. Her gælder det, at rådet skal træffe beslutninger og føre dem ud i livet.
Og ligesom efter den borgerlige revolution skal rådets medlemmer til enhver tid kunne afsættes af
folket, hvis den lokale befolkning ikke har tillid til dem. De skal ikke udtale sig om principielle retningslinjer. De skal udtale sig om konkrete sager. Selvfølgelig kan der være tale om, at de ikke offentligt udtaler sig om en person, der har det svært og er i behandling mm. Men de er pligtige til at
udtale sig om konkrete sager. Og hvis der er flertal i lokalbefolkningen, der ikke bryder sig om deres konkrete beslutning, skal man kunne afskedige dem straks – og vælge nogle andre.
Jeg vender lige om lidt tilbage til forholdet mellem den udøvende og den besluttende magt.
Men jeg vil først komme ind på den dømmende magt, som knytter sig til enheds-energiens
bevidsthed. Efter den borgerlige revolution besluttede man, at dommerne skulle vælges
blandt folket og af folket. En dommer skulle kunne afsættes, hvis flertallet af den lokale befolkning
havde mistet tilliden til dommeren. Og dommeren skulle dømme ud fra folkets retsfølelse.
98
Sådan er det principielt stadig i England i dag. I nogle år synes lokalbefolkningen, at butiksrøvere
skal dømmes hårdere. Og så følger dommerne det og sætter straffen op. Efter nogle år synes lokalbefolkningen måske, at butiksrøvere skal dømmes mildere. Og så følger dommerne det. Englænderne er generelt meget tilfreds med deres retsvæsen.
Det er i modsætning til Danmark, hvor mange mister troen på retssystemet, hvis de har været i
direkte kontakt med det. I Danmark er det sådan, at det er politikerne i Folketinget, der bestemmer
straffene. Hvis et flertal af politikerne synes, at voldtægtsforbrydere skal dømmes hårdere, ændrer
man i straffeloven, og herefter skal dommerne så følge loven og straffe hårdere.
På et tidspunkt efter den borgerlige revolution vedtog man, at der skulle være forskellige dommere for forskellige slags forbrydere. Hvis en forbrydelse handlede om økonomisk svindel i en virksomhed, skulle dommeren være fra kapitalistklassen, så han havde forudsætninger for at forstå forbrydelsen. Og hvis en forbrydelse handlede om at bryde ind i en butik og stjæle cigaretter, skulle
dommeren være fra arbejderklassen, så han havde forudsætninger for at forstå forbryderen.
I flere lande i Østen i dag har man et tilsvarende princip, der knytter sig til forskellige etniske
grupper. Hvis forbryderen har en muslimsk baggrund, skal dommeren være muslim. Hvis forbryderen har en buddhistisk baggrund, skal dommeren være buddhist osv. Det har vist sig at være en meget god idé, som befolkningen er tilfreds med.
Her i Danmark har vi allerede nogle muslimske præster, som fungerer som dommere, når der er
stridigheder mellem muslimske familier. Og det fungerer også godt. Men de fleste danske politikere
kan ikke lide det. De synes, at det skal være politikerne, der bestemmer strafstørrelsen, og som ansætter dommere, der så retter sig efter politikerne.
Da formålet med socialisme er at lave et samfund, der tjener befolkningen, bør man selvfølgelig
også have forskellige dommere, alt efter hvem der har begået en forbrydelse. I lighed med i Østen,
hvor en stridighed mellem for eksempel en kristen og en muslim afgøres af to dommer, en kristen
og en muslim, bør man også i Danmark have flere dommere i sådanne sager.
Oprindelig og stadig i England indfører man straffe i nogle retsprotokoller, så man kan læse, hvilken straf en forbryder har fået. Og hvis der ikke sker ændringer i befolkningens retsfølelse, skal
dommerne dømme retfærdigt, sådan at en forbryder får samme straf som en anden forbryder, der
har begået den samme kriminelle handling.
Efter den borgerlige revolution var der megen snak og enighed om, at de 3 samfundsmagter knyttede sig til 3 vidt forskellige bevidstheder, sådan at de ikke kunne kobles sammen til et fælles system. Man oplevede tydeligt de 3 energimønstre. Og at blande dem ville svare til at blande cykler,
fisk og fodbold. Det karakteristiske ved enheds-energiens bevidsthed, som altså bruges til retsvæsnet, er, at det handler om følelser. Og derfor er det helt afgørende, at en sag afgøres hurtigt, mens
man stadig kan huske følelserne om den forbrydelse, der er begået. Man skal derfor sørge for at
vælge nok lokale dommere, så der ikke opstår en pukkel af sager, der venter på at blive behandlet.
I Danmark fik vi aldrig revolution. Det var kongen og hans ministre, der syntes, det var synd for
danskerne, at vi ikke var med på det nye. Og de indførte så nogle love, der gav lidt frihed hist og
her. Den danske stat har altid stået over loven. I nyere tid har man godt kunnet rejse en retssag mod
staten; men man har aldrig vundet sådan en sag. Det kan ikke lade sig gøre – efter dansk lov. Man
kan rejse en sag ved en international domstol, hvis Danmark har underskrevet en traktat. Og her har
man en mulighed for at vinde en sag. Den danske stat minder derfor på en række punkter om en
banan-republik, hvor en diktator bestemmer, hvordan dommere skal dømme.
Både i Europa og i USA har der været problemer mellem den lovgivende (besluttende) og
den dømmende magt. Jeg vil ikke trætte med en masse eksempler, men blot komme ind på
hengivelses-energiens samfundsmæssige bevidsthed, hvor den i USA bliver brugt som en
føderal højesteret, i Tyskland som en forfatningsdomstol – og i andre europæiske lande brugt til en
ombudsmand.
Når en lokalpolitiker eller embedsmand udfører et job, skal han normalt holde sig indenfor de
rammer og efter de principper, som parlamentet har besluttet. Men der kan være forhold, der gør, at
99
han vælger et udføre sit arbejde i strid med parlamentets beslutninger. Derfor er der en højesteret
eller en forfatningsdomstol, som på eget initiativ, eller fordi nogen har klaget, tager stilling til, om
det er acceptabelt, at han har handlet i strid med gældende regler. Der kan også være situationer,
hvor en udøvende politiker eller embedsmand holder sig indenfor de gældende regler, men hvor
nogen klager over urimelig behandling, og så kan der klages til en ombudsmand, der skal tage stilling til, om en borger er blevet behandlet rimeligt – uanset om regler er fulgt eller ej.
Hvis højesteret, forfatningsdomstolen eller ombudsmanden finder, at de udøvende magthavere har
handlet i strid med gældende regler eller har fulgt reglerne, men på en urimelig måde, kan man ophæve de trufne beslutninger og kræve, at der træffes en anden beslutning.
Sverige var det første land, der fik sådan en ombudsmandsordning. Og Danmark fik én hurtigt
efter; men meget hurtigt besluttede de danske politikerne, at hans indgriben kun skulle være vejledende. Hermed tilsidesatte man hans reelle magt, sådan at politikerne i Danmark har den fulde magt
– både som beslyttende, udøvende, dømmende og nu også i forhold til klager. I Danmark har vi
mange forskellige klagekontorer. Der er advokatnævnet, der behandler klager over advokater; men
reelt varetager det advokaternes interesser. Der er patientklagenævnet, hvor man kan klage over en
behandling af en læge eller hospital mm. Men reelt varetager det lægernes interesser. Der er forbrugerklagenævnet, hvor man kan klage over forretninger. Men reelt varetager det forretningernes interesser. Der er masser af andre klagekontorer; men kun sjældent varetages de svages interesser.
I et socialistisk land skal der selvfølgelig i hver by være ét klagekontor. Og til dette klagekontor
kan man klage over alt.
Når lokale politikere og embedsmænd kan tillade sig at fravige gældende regler – mod at risikere,
at et klagekontor kræver, at de skal ændre deres afgørelser – vil det medføre, at politikerne i parlamentet holder op med at træffe detaljerede beslutninger. De vil så nøjes med at lave regler, der giver
rammerne og principperne for, hvordan der skal administreres. Og det er præcis meningen.
Klageinstitutionerne vil få en særlig magt, således at magten ikke kun er 3-delt, men 4-delt. Hengivelses-energiens bevidsthed handler om, at der opstår en ”holdning”. Det er en slags tanke uden
analyse, men med en social spiritualitet. Og der vil være en konstant udvikling af sådan en kollektiv
holdning. Der vil være en løbende debat i samfundet om, hvordan vi som fællesskab fungerer.
Vi kommer så til territorie-energien. Bevidsthedsmæssigt danner den to psykiske grænser.
Den ene er omkring familien (primærgruppen), og den anden er omkring landsbyen, boligkarréen eller bydelen (sekundærgruppen). I det kapitalistiske samfund har man smadret denne bevidsthed. Folk, der bor i et bestemt område, kan ikke bruge dette område frit. Arealer og huse
er ejet af kapitalister, og folk kan kun enten gå på gaden eller leje sig ind eller købe sig ind.
Territorie-energiens bevidsthed indebærer også, at der opstår drengebander, der forsvarer deres
territorium. I oprindelige samfund er der nogle af de voksne mænd, der tidligere har været aktive i
bander, men som nu vejleder og irettesætter de yngre bander, sådan at der opstår en form for opdragelse.
Jeg kalder ungdomsbanderne for folkemagt. Den vil altid være der. Man kan bekæmpe den og
sætte en masse unge i fængsel. Men man kommer aldrig af med denne magt. Den er en del af vores
natur. Det er ikke de unge mænd i banderne, der er fejludviklede – og ikke har formået at få en individualistisk bevidsthed, men er forblevet på et dyrisk gruppestadium. Det er de ”normale” mennesker i det kapitalistiske samfund, der fejludvikles, så de stivner i det polariserede energimønster
med analyse-energien og enheds-energien samt gennemlever de 3 bevidsthedsspaltninger: alienationen, reifikationen og deperdutionen.
Kunststykket er at inddrage drengebanderne i samfundet på en god måde. Den indsigt, som de
revolutionære fik i 1700-tallet, at det ikke er nødvendigt at have en bevidsthed i hovedet til at undertrykke sine dyriske kræfter, er en indsigt, som vi skal genopfriske. Territorie-energien giver ikke
anledning til aggression. Det er en fredelig og forsvarende bevidsthed. Og folkemagten er den 5.
magt i samfundet.
Hvis der er en ung mand, der ikke kan opføre sig ordentligt, træder den lokale folkemagt til og
sørger for at opdrage ham. Man skal i sådanne tilfælde ikke tilkalde politiet. Dels kommer politiet
100
altid for sent. Og hvis politiet endelig kommer, ender det med, at man sætter de unge i fængsel, så
de bliver endnu mere kriminelle, når de kommer ud igen. I det kapitalistiske samfund har man splittet folk, så de dårligt nok kender deres nabo. I et socialistisk samfund kender man hinanden lokalt –
og de store drenge eller unge mænd kender hinanden; og det er dem, der skal sørge for orden.
I dag er sådanne drengebander forfulgt af myndighederne; og de er blevet kriminelle grupper, der
hærger den øvrige befolkning. Nu kæmper politiet mod dem i en uendelig kamp, der aldrig kan vindes. I et socialistisk samfund skal banderne inddrages i samfundet som en naturlig del af fællesskabet.
I et socialistisk samfund skal de mennesker, der bor i et område, også være dem, der har ret til at
bruge dette areal. Hvis vi tager et typisk område ude på landet, er jordpriserne kommet så højt op, at
man ikke kan leve af at dyrke jorden. Der er i stedet grisefabrikker. Eller en kapitalist ejer en mark,
hvor der står to heste til pynt. Her kan der i stedet dannes en socialistisk økonomisk zone, som kan
hedde kollektiv, folkekommune eller andet. Det kan være et areal på måske 15 gange 15 kilometer;
og der er måske 3 små landsbyer, en lille skov, en sø, en mose mm. De mennesker, der bor her, har
erhvervet brugsretten til en pris, som de kan betale ud fra den produktion, som foregår lokalt. De
bestemmer selv, om de vil have en børnehave, en skole, en svømmehal, en ridebane, et fabriksareal,
en frugtplantage osv.
Inde i en storby dannes der tilsvarende en bydel, hvor alle i bydelen indgår i fællesskabet. Halvdelen af gaderne er haver, hvor der er grønsager, frugt, høns mm. Og der er drivhuse op ad murene.
Der er værksteder, butikker, teater, ungdomsklub, uddannelsescenter mm.
Sådan en socialistisk økonomisk zone, folkekommune, folkebydel, eller hvad det nu skal hedde,
er i princippet ligesom en familie. Her gælder ikke de nationale eller internationale økonomiske
love. Danmark kan sagtens deltage i et frit økonomisk globalt marked. Og Danmark kan stadig opretholde nationale aftaler om handel, økonomi mm. At der så en nogle lokale områder, der opfatter
sig som en stor familie, og hvor folk indgår aftaler med hinanden om, hvem der laver gulerødder, og
hvem der passer høns osv., er ikke et nationalt anliggende og vedrører ikke internationale aftaler.
Handels- og markedsaftaler vedrører heller ikke, om det er mor, der laver mad, og far, der vasker
op. Så længe staten ikke blander sig i de interne forhold, har staten heller ingen andel i eller ansvar
for, hvordan man organiserer sig økonomisk og produktionsmæssigt.
I dag har man i socialt boligbyggeri en ordning med venteliste. Når en lejlighed bliver ledig, bliver den tilbudt dem, der står øverst på ventelisten. I et socialistisk samfund er det beboerne, der bestemmer, hvem der skal flytte ind. Til gengæld skal der være en forventning og et krav om, at man
deltager i samfundets sociale arbejde – og derfor får en beboersammensætning, hvor der er mennesker med forskellige etniske baggrunde, psykisk syge, handicappede, unge, ældre osv.
Folkemagt kan kun blive noget godt, hvis der også er et folkeråd, som bygger på samlingsenergiens bevidsthed. Det var det, som man i Rusland og Sovjetunionen kaldte en ”sovjet”.
Det er et råd af almindelige mennesker, som udøver direkte demokrati. Det drejer sig om at
blande idéer (hoved) og følelser (bryst), så man finder ud af, hvad man egentlig er sammen om.
Energimønstret skaber en vi-følelse.
I Danmark i dag sidder folk foran fjernsynet og skaber sådan en vi-følelse sammen med statsministeren, oppositionslederen, journalisten og TV-værten. Pressefolk, der opretholder illusionen om, at
magten er 3-delt, opfatter sig så som den 4. magt i samfundet, hvor de skal holde politikerne i ørerne og afsløre fejl og mangler mm. Vi-følelsen bliver hermed national. De regler, som gælder for en
familie i det sydligste Danmark, skal være de samme regler, som gælder for en familie i det nordligste Danmark. Det hele bygger på en illusion. Det enkelte menneske har skabt en vi-følelse sammen
med fjernsynet. Og når man møder naboen, føler man ham som fremmed.
I et socialistisk samfund lever folk i kollektiver eller kommuner, som udgøres af et lille landområde, en by eller en bydel. Her skal der skabes en vi-følelse mellem mennesker. Dels skal der være
”folkets kontor”, der fungerer som sekretariat for det lokale demokrati. Der skal være vægaviser,
101
plakatsøjler, lokal-TV, folkehøringer, debatmøder osv. Og dem, der bor i lokalområdet, træffer beslutninger om, hvad de vil, og hvordan de vil gøre det.
Her bliver det meget mere interessant at følge med i, hvad der sker lokalt, end at se TV og høre,
hvad en politiker på det nationale plan mener om lukketider for butikker. Og pressen som den 4.
statsmagt vil ikke længere spille nogen væsentlig rolle. Folkerådet er den 6. magt i samfundet. Her
træffes alle beslutninger om dagliglivets forhold. Hvem skal producere kartoflerne? Hvem skal producere gulerødderne? Hvem skal lave frugt? Hvordan skal vi skaffe træ til husene? Hvem passer
avlstyren? Hvilke jobs kan gamle mennesker udføre? Hvordan kan de unge lære om jordbrug, kærlighed og børneopdragelse? Skal vi have en racerbane? Hvordan sikrer vi os, at bibliotekerne bliver
lige så gode som i hovedstaden? Hvem tager sig af børnene? Hvordan skaffer vi musikinstrumenter,
så der kan opstå en masse musikgrupper? Hvor skal vi placere værksteder? Hvor skal vi placere
virksomheder, der producerer til det globale marked? Hvem tager sig af at løse de sociale problemer, som folk ikke selv kan finde ud af? Hvem deltager i det lokale fiskeriråd? - sundhedsråd? –
transportråd? osv.
De løsninger, man finder frem til i sådan en kollektiv kommune, er sandsynligvis helt forskellige
fra de løsninger, man finder frem til i en anden kollektiv kommune. En særlig opgave for et folkeråd er at være i kontakt med den lokale folkemagt, som fungerer som de lokale beskyttere samt tager sig af at opdrage drengebanderne.
Skaber-energiens bevidsthed er ligesom de andre bevidstheder noget, som man ikke kan
afskaffe. Samfundsmæssigt giver den en national følelse af, at vi er med i et stort fællesskab.
Både op til Første Verdenskrig og Anden Verdenskrig troede mange socialister, at man kunne få arbejderne i Europa til at stå sammen imod kapitalisterne. Men det skete ikke. Da krigen kom,
gik arbejderne sammen med deres nationale kapitalister imod den, der boede i andre lande.
I Europa har man tidligere haft konger og kejsere til at stå for denne nationale bevidsthed. Og man
uddeler medaljer til alle, der har ydet en indsats for nationen. Mange socialister forestiller sig, at
man bare kan afskaffe alt det. Men så opstår der i stedet for en præsident, der er mindst lige reaktionær som en konge.
Opgaven er at få en national institution, som udfylder skaber-energiens bevidsthed. Her forestiller
jeg mig en statsambassadør, der klipper snore over, og som kan byde velkommen på nationens vegne. Det er nødvendigt med en række aktiviteter, der kan udfylde denne bevidsthed. Statsambassadøren bør vælges, fordi han eller hun er en kulturpersonlighed, som kan stå på en talerstol og sige noget meningsfuldt om medmenneskelighed. Og man kan for eksempel lave nationale festdage, hvor
Livgardens musikkorps og ridende husarer fører et par guldkareter gennem hovedstaden, og hvor
der i hver karet sidder årets prins og prinsesse, som er valgt blandt eleverne på landets skoler. Der er
også behov for rundt om i regionerne at arrangere nationale dage, hvor man har nogle festlige ceremonier, og hvor man snakker i forsamlinger om nationen.
Hvis man ikke gør noget af det her, opstår der pludselig en ”fører”, der er en stærk mand, som
mange vælger at følge.
Statsambassadøren bør vælges direkte ved en folkeafstemning for en årrække (måske 8 år). Og
han eller hun er så den 7. magt i samfundet. Vedkommende skal også kunne afsættes ved en folkeafstemning, hvis befolkningen er utilfreds.
Den 8. magt i samfundet udgøres af modtager-energiens bevidsthed. Det er egentlig en bevidsthed, som er udenfor samfundet. Det er en bevidsthed, som opstår, når store dele af folket mister troen på systemet og begynder at tænke i nye retninger. Det er sådan, at alle religioner er opstået. De har alle sammen i starten været politiske bevægelser. Der vil altid være nogle
grupper, som mener, at samfundet fungerer på en måde, hvor der er brug for sådan en bevægelse.
Og i dag er der kirker, moskéer, templer og nyreligiøse terapeutiske grupper, der lever i samfundet,
men føler, at deres budskab ligger udenfor det eksisterende samfund. I et socialistisk samfund vil
det være naturligt, at man giver rum til sådanne bevægelser.
102
I Kina har man et visdomsråd af ældre og erfarne personer, der varetager fremtidige generationers
interesser. Rådet er selvsupplerende og selvorganiserende. Mens alle økonomer kun tænker på at
videreføre de sidste 5-10 års udvikling, og alle politikere godt nok lægger planer for de næste 20 år,
men reelt kun tænker på de kommende 3-4 år udvikling, tænker visdomsrådet nogle gange 20-30 år
frem og andre gange 200-500 år frem. Hvad er det vi vil på denne klode? I et socialistisk samfund
vil det være naturligt, at vi også har sådant et visdomsråd.
Menneskets natur
Jeg overværede et møde, hvor en kendt venstrefløjspolitiker snakkede om muligheden for at overgå
til socialisme. Og han fokuserede på menneskets natur. Kan det lade sig gøre at få et fællesskab til
at fungere? Er vi ikke egoister, når det kommer til stykket?
Dels mente han, at det var godt, at kvinderne i 1970’erne skiftede til en individuel
bevidsthed, som han udtrykte det. Hermed kom de ud den gamle kvinderolle, hvor de
bare sad fast i deres følelser (bryst).
Og dels var det godt, at mennesker (hoved) har hævet sig op over det dyriske (underliv). For
dyr kan kun forfølge egne egoistiske drifter. Mennesket er et fornuftsvæsen, som kan styre
sig selv.
Og så er der det med produktivkræfternes udvikling. For i takt med at vi bliver rigere og får mere
avanceret teknologi, vil vores forstand udvikle sig – og på et tidspunkt kan vi indse, at socialisme er
det rigtige – mente han.
Der var tydeligt, at han projicerede venstre sides bevidsthed ud på de politiske modstandere, så
han ikke kunne mærke denne side som sig selv. Og han havde også en markant bevidsthedsmæssig
spaltning, så underlivets kræfter også var projiceret udenfor hans ”jeg”. Han var blid og forstandig.
Tam og pæn. Fornuftig og analyserende.
Og så var han overbevist om, at der var en retlinjet udvikling fra det dyriske til det fornuftige. Dermed var det bare et spørgsmål om tid, inden menneskeheden ville indse det fornuftige i socialismen,
som altså efter hans mening bestod i at styre og kontrollere folket ved hjælp af den højeste
fornuft.
Selvom han projicerede enheds-energiens bevidsthed ud på de politiske modstandere,
havde han dog den borgerlige opfattelse af psykologi, som går ud på, at et menneske bliver socialt, hvis man får anerkendelse. Man skal føle (bryst), at andre er venlige og respekterer én. Man skal føle sig velkommen. Man skal føle, at man er med i fællesskabet osv.
Han kom også ind på ”den fri vilje”. Han mente godt, at vi kunne opnå de tanker, som kunne føre
os til socialisme; men er det så det, som vi tænker, når vi står over for at skulle agere politisk? Det
var vist i bedste fald noget, som han håbede på.
Som det ses, havde han præcis den bevidsthedsstruktur, som knytter sig til det europæiske
energimønster. Og det mente han så var menneskets natur. Og så troede han, at man med den
bevidsthed kunne opnå socialisme. Det tror jeg ikke.
Der har været en evig diskussion blandt filosoffer i Europa - efter at vi fik den viste bevidsthedsspaltning med alienationen og reifikationen – om vi har en fri vilje. Der er ingen
tvivl om, at en europæer til en vis grad selv kan vælge indholdet i de enkelte bevidsthedsdele. Men europæeren kan ikke forbinde disse bevidsthedsdele. Og når det kommer til stykket, opfører
man sig og agerer derfor altid i overensstemmelse med det spaltede energimønsters bevidsthed –
uanset hvad indholdet er. Og derfor har man ikke fri vilje – så længe man har spaltningerne.
Marx var stagneret i det europæiske energimønsters bevidsthed,; men han havde ikke
spaltningerne. Og det havde alle de andre, han kendte, heller ikke. Alle hans idéer om
bevidsthed handlede præcis om sammenhængen mellem delene i bevidsthedsmønstret. Da
han udgav sit hovedværk ”Kapitalen” i 1858, var den ”fri vilje” stadig uproblematisk.
Men da anden version kom i 1867, havde Marx lavet meget om; og her skrev han, at
kapitalismen ikke bare udbyttede arbejderne økonomisk, men at kapitalismen også skabte en
103
personlighedsspaltning, så arbejderen fik 2 adskilte bevidstheder. I 1870’erne skrev han, at ingen
forstod ham; alle havde åbenbart fået denne spaltning. Og han skrev ikke så meget mere, inden han
døde i 1883.
Hvis man betragter perioderne 1750-1850, 1920-30 og 1970-80 var der mange, der udfoldede alle
energimønstres bevidstheder – uden nogen spaltninger; og det var i disse perioder, at socialisme
kom på flertallets dagsorden, og at man faktisk ændrede samfundet i socialistisk retning.
Objektiv historisk situation
Kapitalismens økonomiske drivkraft – nemlig den enkelte kapitalists behov for at investere sin kapital – har drevet udviklingen frem til en situation, hvor der er en række permanente kriser. For
hvert år har kapitalisterne som helhed brug for at investere stadig mere; og erfaringen viser, at der
skal være en økonomisk vækst på mindst 3 % hvert år for at undgå sammenbrud i økonomien. Tidligere kunne sådan en vækst være en udfordring for naturen og menneskers arbejde. Men nu er den
kapital, der hvert år skal investeres, blevet så stor, at de ”finansielle markeder” (kapitalisternes penge) har fået en hel ny rolle, som om de er en verdensregering, der bliver nødt til at ændre de politiske spilleregler i samfundene. Det har givet en ny permanent krise, idet politikerne ikke længere
kun er afhængige af befolkningernes opbakning; nu er de også afhængig af finanskapitalen, som
skal låne politikerne penge til at videreføre systemet.
Indtil for et par år siden kunne de enkelte regeringer her i Europa føre en selvstændig økonomisk
politik. Det kan de ikke mere. Regeringerne låner store summer på de finansielle markeder, og renten for tilbagebetalingen dikterer, hvad den enkelte regering kan foretage sig. Vi har derfor en helt
ny situation, hvor de internationale kapitalmarkeder bestemmer udviklingen. De bankfolk, der styrer
alt det her, tjener mange millioner om året. Der er opstået en klasse af kapitalister, som opererer
internationalt, og som får årlige lønforhøjelser på 30-40 %, mens de fattige bliver fattigere og fattigere. I takt med at politikerne ikke længere kan imødekomme befolkningens behov, mister folk troen på politikerne.
Stigningen i produktion af lettilgængelig olie og stigning i forbrug af olie har stort set fulgtes ad.
Men der er ved at ske et skift, så forbruget af olie vil stige kraftigere, end det er muligt at skaffe
lettilgængelig olie. Og det vil medføre stadig større prisstigninger på olie. Selvfølgelig kan man så
lave biogas, som bilerne kan køre på. Og man kan også bruge biogas til opvarmning. Men olieforbruget er så stort, at biologiske løsninger ikke kan dække behovet. I hvert fald ikke de første mange
år. Her i Danmark er der grund til at tro, at de fattige vil komme til at fryse om vinteren. De vil ikke
længere have råd til at køre i bil. Og alle de madvarer, som i dag fragtes fra Syd-Europa i lastbil op
til os, vil blive dyrere på grund af større transportudgifter.
Behovet for at skaffe profit tvinger stadig flere virksomheder til at udnytte billig arbejdskraft i ulandene. Her opfører man fabrikker, hvor lokale folk kan få et arbejde – ofte med en god løn, gode
forhold, intet børnearbejde, pension, fagforening osv. Men disse moderne fabrikker udkonkurrerer
alle de lokale virksomheder, så der reelt bliver massearbejdsløshed. De arbejdsløse søger så arbejde
i høsttiden ude hos landmændene. Her konkurrerer de med fattige landarbejdere om at få arbejde.
For hvert år bliver det sværere og sværere at få noget høstarbejde; og lønnen presses længere ned
for hvert år. Det, som Marx forudså, viser sig altså at være rigtigt. Dengang forestillede han sig, at
det skete i Europa. Nu sker det på verdensplan. De rige bliver rigere og rigere. Og de fattige bliver
fattigere og fattigere. Så længe de fattige i ulandene har den bevidsthed, som de har i dag, sker der
ikke noget. Men hvis socialister i den rige del af verden begynder at bevidsthedsudvikle sammen
med de fattige i den fattige del af verden, kan det sætte gang i en verdensomspændende politisk
bevægelse i retning af socialisme..
For at undgå folkelige opstande har regeringerne i ulandene hjulpet bønder med at få store marker,
hvor man dyrker ris og korn ved hjælp af store maskiner, kunstgødning og kunstvanding. Regeringerne giver også økonomisk støtte til særlige butikker, hvor man sælger ris og korn til de fattige for
104
en pris, de kan betale. Nogle steder så billigt, at prisen ikke engang dækker produktionsomkostningerne. Dyrkningsmetoden medfører, at kornet danner stivelse i stedet for kornsukker. I vores del af
verden, hvor folk er overvægtige, betyder det ikke så meget. Men når man er på sultegrænsen, kan
det blive katastrofalt. For når man spiser grød eller brød af stivelses-korn, skal kroppen først bruge
energi på at omdanne det til korn-sukker. Og så kan kroppen bagefter forbrænde dette sukker. Herved får man så præcis den samme mængde energi, som man først har brugt til at omdanne stivelse
til sukker. Det er med andre ord snyde-mad, som mætter dejligt i maven; men som ikke giver nogen
energi. Resultatet er, at de fleste børn er underernærede, og at børnedødeligheden er stor. For at
sikre sin egen alderdom, sætter forældrene flere børn i verden. Så håber de, at nogen af børnene
overlever, så de kan sørge for forældrene, når de bliver gamle.
Danmark er det land i verden, der producerer mest gift. Og rundt om på markerne i de fattige lande
går folk og sprøjter den danske gift ud på planterne for at dræbe insekterne. Ud over at mennesker
selv bliver syge, lykkes det også helt at udrydde bierne forskellige steder. I dag er der mange store
områder, hvor der ikke længere er bier – og så sker der ingen bestøvning af planterne. Det betyder,
at der ikke længere kan dyrkes grønsager. Det er stadig mulig at dyrke korn, fordi der her sker en
bestøvning ved hjælp af vinden.
Fordi vi brænder så meget olie af, kommer der mere kuldioxid i luften; og det medfører, at solens
varme godt kan komme ind gennem atmosfæren, men at der er mindre, der kommer ud igen. Det
medfører en global opvarmning. Ved polerne smelter isen. Hvis permafrosten i Sibirien hører op,
vil der blive frigivet enorme mængder af metangas til atmosfæren, og det vil medføre betydelig mere global opvarmning.
Opvarmningen har medført, at høstudbyttet i mange ulande er blevet mindre og mindre – og der er
steder, hvor der nogle år ikke kan høstes noget. Sammenlagt betyder det, at fødevareproduktionen
bliver mindre. I stadig flere områder i ulandene er der nu egentlig hungersnød. Det medfører folkevandringer, hvor flere og flere søger mod den rige del af verden. Den globale opvarmning medfører
også, at havene varmes mere op, sådan at der kommer flere storme med tilhørende oversvømmelser
af landområder.
Den enkelte kapitalist bliver hele tiden nødt til at investere i maskiner, der kan køre hurtigere. Og
flere og flere arbejdere får stress. Ofte er der én, der bryder sammen og får en psykisk depression.
Forbruget af nervepiller, lykkepiller, hovedpinepiller og al anden medicin er de sidste 10 år steget
med over 1000 %. Kroppene bryder mere og mere sammen. Astma, allergi, sukkersyge, gigt, kræft
m.fl. hærger i stadig stigende omfang. Man kalder dem velfærdssygdomme eller livsstilssygdomme.
Det er lykkedes indtil nu at få folk til at tro, at disse sygdomme rammer tilfældigt, og at det overvejende er genetisk arvede sygdomme. Men sandheden er, at det er sygdomme, der er skabt af det
kapitalistiske system. For 20 år siden fik cirka 25 % kræft. For 10 år siden var det over 30 %. Nu er
det over 35 %; og mange læger mener, at det snart kommer op over 40 %. Lægerne kæmper for at
behandle alle disse sygdomme. Behandlingen går ikke ud på, at folk skal ændre deres måde at leve
på, så de ikke bliver syge. Tværtimod; behandlingerne går ud på at finde medicin, så folk kan fortsætte med et unaturligt liv, hvor kroppen går i stykker. Vi er nu i en situation med varig sygdomstilstand.
Forskerne ved, at vi øger mængden af drivhusgasser i atmosfæren. Og alle er enige om, at hvis vi
øger drivhusgasserne ud over en bestemt grænse, vil der komme en uoprettelig ødelæggelse af hele
jordklodens økosystem. Vi bliver derfor nødt til at formindske afbrændingen af kul og olie – og
dermed også begrænse al transport. Hvad de færreste ved er, at kødproduktionen – alt inklusiv –
bidrager med en væsentlig forøgelse af drivhusgasserne (kuldioxid, lattergas og metangas). Nogle
forskere har beregnet, at den del af drivhusgasserne, der kommer fra den forventede kødproduktion
i sig selv vil medføre, at vi når den kritiske grænse allerede omkring år 2030. Og i denne beregning
105
er altså ikke medtaget de drivhusgasser, der kommer fra afbrænding af kul og olie. Tager man det
sidstnævnte med i beregningen, når vi den kritiske grænse tidligere.
I de fattige lande spiser man vegetarisk; og de kender ikke til knogleskørhed, huller i tænderne,
forkalkninger, blodpropper og alt det andet, der følger af at spise for meget kød. Den danske landsbrugsorganisation for traditionelt landbrug ”Landbrug og Fødevarer” har i samarbejde med den
danske regering planer om at øge kødproduktionen i Danmark. Den nuværende begrænsning skyldes, at man ikke kan tilføre mere tis og lort fra dyrene til markerne uden helt at ødelægge al natur.
Men en ny teknologi er på vej, sådan at man kan omdanne dyrenes afføring til gas. Den kan man så
bruge til opvarmning eller som brændstof til biler. Og dermed kan man tjene betydelige flere penge.
Det vil øge atmosfæren med yderligere drivhusgasser; men det er der ikke tænk på. Nu producerer
vi 25 millioner svin om året. Hvorfor ikke producere 50 millioner eller 100 millioner? Og afsætningen har man tænkt på. Det er mellemlagene i ulandene, som nu er blevet så rige, at de har råd til at
købe kød.
Vi har vænnet os til en verdensorden, hvor de fattige i ulandene producerer råstoffer, og hvor vi i
den rige del af verden producerer forarbejdede varer. Råstofferne bliver generelt billigere og billigere, mens de forarbejdede varer generelt bliver dyrere og dyrere. De store internationale kapitalistiske institutioner arbejder for at bevare det system. Men især Kina og Indien, men også Rusland og
Brasilien og Syd-Afrika er lande, der er i gang med omlægning, så de også producerer forarbejdede
varer. Hvis de alle sammen producerer sådanne forarbejdede varer, betyder det en ny global konkurrence, hvor vi i vores del af verden ikke længere kan producere og sælge lige så meget, som vi har
gjort tidligere. Nogen forestiller sig, at alle danskere skal være med i sådan en global konkurrence,
sådan at vi igen kan få fuld beskæftigelse og sælge en masse til udlandet. Men det vil ikke ske. Det
bliver i langt højere grad arbejderne i Kina og Indien, der kommer til at udføre denne produktion og
afsætning på verdensmarkedet. Selvfølgelig kan danske virksomheder deltage i denne konkurrence.
Og det er også sandsynligt, at der kan skabes mange jobs til danskerne i sådan en produktion. Men i
forhold til de seneste 25 år, vil vi komme til at se en lønnedgang for mange arbejdere (hvis de vil
bevare deres arbejdsplads) eller en fyring af måske en tredjedel af arbejderne. Det eneste reelle alternativ er, at disse arbejdere skal i gang med en lokal produktion af mad, tøj, byggematerialer mm.
På Marx’s tid var der 1½ milliard mennesker på jorden. Da russerne lavede revolution, var der 2
milliarder. Da ungdomsoprøret kom i 1968, var der 3 milliarder. Ved årtusindeskiftet var der 6 milliarder. Nu er der 7 milliarder mennesker. Nogle snakker om, hvornår vi kommer op på 8, 9 og 10
milliarder. Og det er om få år. Men andre mener, at sulten forinden vil bremse processen. Vi vil
aldrig komme op på 9 milliarder, mener de.
I løbet af de næste 10-20 år vil befolkningstilvæksten medføre enormt store forandringer på jorden. Vi støder på den overgrænse, der handler om, hvor mange mennesker, der kan bo på denne
106
klode. 90 % af menneskeheden er vegetarer. I vores del af verden er de fleste kødspisere. At producere kød kræver 4-10 gange mere areal end at producere vegetarisk kost. Og store arealer i ulandene
bliver nu opkøbt af kapitalistiske koncerner til kødproduktion samt til at producere vegetarisk olie,
der kan erstatte den mineralske olie.
Men herhjemme snakker alle økonomer og politikere om, at vi skal have gang i væksten. De tror,
at man bare kan fortsætte. Vi skal igennem krisen, siger de. Og på den anden side af krisen kan vi
fortsætte, som vi har gjort de sidste mange år. Deres totalt stivnede og splittede bevidsthed hjælper
dem til at tro på det. Men de løber ind i langt flere vanskeligheder, end de kan forestille sig. Alle
problemerne vil øges markant i de kommende år. Og det vil medføre, at magthaverne vil blive nødt
til at omlægge systemet på den ene eller anden måde.
De næste 10-20 år vil også blive en periode, hvor det er muligt at visualisere og kæmpe for et alternativ. Når den sociale virkelighed ændres fuldstændig, mister folk troen på systemet, og så holder
de op med deres daglige selvundertrykkelse, hvor de forbliver i det polariserede energimønster med
analyse-energiens og enheds-energiens bevidstheder udsat for alle tænkelige spaltninger. Det sker
individuelt, når man går ned med stress eller bliver fyret, skilt eller lignende. Og det sker kollektivt,
når man ikke kan fortsætte samfundsmæssigt, som man plejer. I dag er der psykologer og læger, der
klarer problemerne ved at berolige folk og døse dem ned og fjerne de kropslige symptomer. Men vi
nærmer os den tilstand, hvor revolutionære fortalere og organisatorer får en mulighed for at visualisere et alternativ.
I dag er de fleste socialister ofre. De håber på revolution og kritiserer systemet. Men de fleste trækker i en retning med endnu mere styring. Men man kan også blive de første, der erkender elendighederne. Begynder at vågne op. Kommer ud af den bevidsthedsmæssige blindgyde, som man befinder sig i. Og begynder at bygge på de kropslige, biologiske og naturlige ressourcer. Så kan man gå
foran og trække andre med sig.
Kropslig funderet bevidsthed
Spaltningerne i bevidstheden skyldes samfundsmæssig og hjernemæssig undertrykkelse af
kroppen. Det enkelte menneske har påført sig dem i løbet af barndommen. Og så kan man
som voksen tro, at det er noget, der er sket for mange år siden. Men faktisk er denne selvundertrykkelse aldrig mere end et par dage gammel. For man gentager selvundertykkelsen dagligt. Og
det er let at slippe af med den – især hvis man er flere, der støtter hinanden.
Så snart man slipper denne selvundertrykkelse, vil man straks befinde sig et energimønster
uden sådanne spaltninger. Og her er det vigtigt at gøre sig klart, at det europæiske energimønster også giver en konstruktiv bevidsthed. Der er bare 63 andre energimønstre. Og det vil være
meget klogt og konstruktivt, hvis man i det mindste lærer de 8 grundlæggende energimønstres bevidstheder at kende.
Jeg har i 80-90’erne arbejdet en hel del som psykoterapeut. Og herfra ved jeg, at mennesker ikke
skifter deres bevidsthed, fordi de oplever problemer. De skifter kun, hvis de øjner, at det er muligt
at skifte til noget andet, som er bedre. Hvis man ligger ude i en sump og klynger sig til en træstamme, får man ikke lyst til at slippe træstammen og svømme i en tilfældig retning, hvor man ikke kan
se andet end sump. Men hvis man kan se en ø eller en båd, bliver man parat til slippe det, man
klynger sig til, og komme hen til noget, som tydeligvis er bedre.
Det sker, at jeg i fjernsynet ser en reportage fra en demonstration. Og her bliver der så interviewet
en venstreorienteret teoretiker, som snakker om, hvor dårligt alting er. De fleste seere vil hermed
udelukkende få det dårligt. Og de vil ubevidst tænke, at det er godt, at de har en træstamme at klynge sig til. Og det vil sige, at de klynger sig til det eksisterende samfundssystem. Hvis det i stedet var
en ung kvinde, der slog ud med armene og sagde, at hun var glad for at være med i en socialistisk
bevægelse, for her gik det i den rigtige retning. Så ville seerne ikke tænke på den træstamme, de
klynger sig til – men på en ø eller en båd, som måske kunne blive deres redning.
107
Et af de vigtigste budskaber skal være, at der er så meget jord i Danmark, at vi alle sammen kan få
et godt liv. Vi kan producere alle de grønsager, vi har brug for. Vi kan producere alt det korn, vi har
brug for. Vi kan producere alt den frugt, vi har brug for. Vi kan få det kød, som vi har brug for. Vi
har ler til mursten. Vi har kalk og grus til mørtel og cement. Vi har sand til glasruder. Vi har skove,
hvor vi kan få træ. Vi kan producere planter, der kan bruges til tøj. Vi har søer og åer, hvor vi kan
fiske. Vi kan lave alt det læder, som der er brug for til sko og tasker mm. Vi har så meget jord, at vi
kan eksportere fødevarer til adskillige millioner mennesker i andre lande; og her kan vi købe metaller, som vi ikke selv har. Vi kan bygge en masse svømmehaller, idrætshaller, koncertsale, biblioteker, uddannelsescentre, teatre, hobbyværksteder og meget mere. Og vi kan give gode vilkår og faciliteter til mennesker, der kan og vil producere til det globale marked, og som så kan tjene penge til
Danmark. Det er måske en tredjedel af befolkningen, der i kraft af gode uddannelser og godt samarbejde mellem forskning og virksomheder kan lave sådanne virksomheder, der kan konkurrere på det
globale marked. Vi kan alle sammen blive rige og få et godt liv.
Men det er også vigtigt at indse det, som Marx gentagne gange understregede - nemlig, at mennesker skal forandre sig. Først når man ændrer sin bevidsthed, bliver man revolutionær.
Territorie-energien giver en bevidsthed om, at man er med i et gruppefællesskab. Her har
man sin landsby, sin stamme, sin klan eller sin storfamilie i tankerne. Man har også en følelse af et kropsligt ”jeg” (underliv), hvor man oplever, at man er en kraft i fællesskabet.
Enheds-energien giver en følelse af, at man er et ego i fællesskabet. Man betyder noget for
de andre. Og andre vil gerne vide, hvad man føler. Man er ikke bare et gruppemenneske;
man er et individ.
Hengivelses-energien giver en bevidsthed om ens rolle i fællesskabet. Man ser sig selv i relation til de andre. Territorie-energien, enheds-energien og hengivelses-energien er bevidsthedsmønstre, der giver en social bevidsthed.
Udlevelses-energien giver en bevidsthed om at finde muligheder for at udfolde sig og påvirke fællesskabet. Det er en meget individualistisk bevidsthed; men den handler altid om ens
forhold til andre mennesker.
Skaber-energien giver en bevidsthed om at koordinere sig med de andre og skabe harmoni.
Det er her, at individerne ”støder sammen” – og at mulighederne opstår. Det er ofte mangfoldigt og kaotisk.
Samlings-energien giver en trang til at finde et fælles ”vi”. Det er her, at man bliver klar
over, hvad man kan sammen. For den enkelte gælder det om at få tanker og følelser til at
smelte sammen.
Modtager-energien giver evnen til at slippe fortidens tanker og følelser og forvandle sig, så
man ikke længere hænger fast i gamle teorier, men kan åbne sig for nye indsigter. Det er en
spirituel kraft, der svarer til at blive genfødt til et nyt liv.
Analyse-energien kan bruges til selvundertrykkelse og til stivnede tanker. Men hvis man får
en fri energi, vil der opstå en bevidsthed, hvor man har sig selv som udgangspunkt, og hvor
man sætter sig mål for, hvad man vil bruge sine kræfter til.
Er menneskets natur for egoistisk, så socialisme ikke er en mulighed? – var spørgsmålet, som den
venstreorienterede teoretiker stillede? Og selve det at stille sådan et spørgsmål vidner jo om, at svaret måske er nej. Men hans natur var også stivnet og splittet. I stedet for at stille sådan et negativt
spørgsmål skal man fortælle om ovennævnte sociale processer: Hvem oplever jeg i mit fællesskab?
Hvordan udtrykker jeg mine følelser, så andre i fællesskabet får tillid til mig og vil samarbejde med
mig? Hvad er det, jeg kan indse, de andre har brug for? Hvad kan jeg bidrage med for at få fællesskabet til at fungere? Hvordan kan vi koordinere os med hinanden? Hvad er det, vi har talt os frem
til? Des mere man snakker om det til andre, des mere får de bevidstheden hen til de energimønstre,
der gør, at de selv får tilsvarende tanker.
108
Massekommunikation
Når mennesker er ude af de normale sociale relationer - og sidder og slapper af med aviser, ugeblade, radio og fjernsyn, kan de godt slippe stagnationen i deres traditionelle energimønster med analyse-energien i højre side og enheds-energien i venstre. Og så er de i stand til at opleve andre energimønstre.
Lad os begynde med den borgerlige kulørte presse, der fokuserer på kongelige, skuespillere og rige mennesker, der gifter sig, får børn, bliver skilt og
gifter sig igen. Vi ser på tegningen en del af cirklen med de 8 energimønstre - bestående af enheds-energien, hengivelses-energien, modtagerenergien og territorie-energien. Når bevidstheden gennemgår en proces
gennem disse 4 energimønstre, opstår der en fortælling, som er den, man
gerne vil give læserne. Læseren kan så spejle sig i fortællingen og få følelser, der passer til det, man oplever i sit eget indre.
Det starter med enheds-energien. Fokus er på følelserne. Det handler om ømhed, omsorg,
medfølelse, ansvar, familie og kærlighed. Det er fortællingen om en person (bryst), der er
omgivet af gode (hoved) og onde (underliv) kræfter, men som har fundet sig selv og nu ved,
hvad vedkommende vil. Måske handler fortællingen så om, hvordan vedkommende blev klar over,
at hun ville giftes med ham.
Så skiftes til hengivelses-energien, hvor fokus er på, hvad hun har betydet for ham. Her
handler fortællingen ikke om hende (hoved), men om hendes relation (underliv og bryst) til
ham. Det er en modtagende bevidsthed. Hvad skete der med hende, da han gjorde… Hvad
tænkte hun, da han… Hvordan reagerede hun, da han…
Så er der forvandlingen, der sker i modtager-energien. Personernes tanker (hoved), følelser
(bryst) og kropslige handlinger (underliv) betyder her ikke noget. Bryllupsceremonien fylder
det hele. Ritualet er en magisk handling. Hvis personerne kommer til at gøre eller sige noget,
smiler vi tilgivende; de er jo kun mennesker.
Til sidst er der territorie-energien. Hvad kommer brylluppet til at betyde? Hvad ligger der og
ulmer af problemer? Er der noget, der peger frem mod noget? Hvad skal der måske nu ske?
Hvad tegner der sig af muligheder? Alt sammen vage tanker og følelser (bryst og hoved),
der ikke har taget form endnu. Er hun (underliv) spændt? – usikker? – nervøs? – håbefuld?
Det er et drama, som læseren opnår inde i sig selv. Man bliver ført igennem de 4 energimønstre;
og man danner sine egne tanker og følelser undervejs.
Fortællingen føres aldrig videre til analyse-energien, hvor det handler om, hvad der så skete, og
hvad der kom ud af det. For så brydes illusionen. Så kommer man til at sammenligne fortællingens
hovedperson med sig selv. Og så erkender man sin egen fastlåsthed. Det er vigtigt at standse, inden
det sker. Så kan læseren forblive i drømmen. Så kan man tænke: De levede lykkeligt til deres dages
ende. Der er heller ingen af de øvrige energimønstre, som blandes med fortællingen. De ville i givet
fald kun spolere historien.
Så er det sportsjournalistik. Det knytter sig tæt til udlevelses-energien og skaberenergien. Og der er ingen sammenhæng med andre energimønstre. Men i og med at
der er to energimønstre, giver det også en oplevelse af et forløb.
Det starter med den enkelte sportsstjerne. Vedkommende skal helst have en aggression som
et vildt dyr. Der skal ikke være nogen som helst selvkontrol (hoved) på banen. Og ellers
(bryst og underliv) skal der være total høj ladning. Den enkelte spiller skal kunne orientere
sig (hoved) i forhold til de andre og huske sin placering mm. Men det er den individuelle præstation, der er vigtigst.
Men så handler det også om holdsport. Det går ud på at få den enkeltes indsats til at gå op i
en højere enhed med de andre, så man udgør et hold. Den enkelte skal være som et tandhjul i
en maskine. Når det hele kører, bliver holdet en effektiv kampenhed. Med skaber-energien er
der ingen indre bevidsthedsmæssige polariseringer mellem høj og lav ladning. Og det gør, at man
oplever sammenhold og fællesskab.
109
Journalistikken handler så om processen fra udlevelses-energien til skaber-energien. Om hvordan
den enkelte spiller bygger sin styrke op. Hvordan han eller hun får teknikken ind i kroppen, så der
ikke skal tænkes, men kun handles. Og om hvordan man træner taktisk, så man passer sammen med
holdkammeraterne – eller matcher modstanderen.
De to energimønstre opfattes som primitive og dyriske – og kan ikke anvendes sammen med andre energimønstre - er den almindelige opfattelse. Men man ved godt, at de eksisterer. De er reminiscenser fra dengang, vi var dyr. Der er brug for dem, når man går i krig. Men i fredstid er de problematiske. Derfor mener man, at sport er en god ting, for her får man afløb for disse instinkter, og
så kan det øvrige samfund fungere på en civiliseret måde.
Så er der samlings-energiens bevidsthed. For ikke at føle et tomrum har man brug for at fylde denne bevidsthed med nogle tanker og følelser. Men da der ikke er nogen sammenhæng i
folks liv - og altså ikke sammenhæng mellem energimønstrene, bliver det til, at man bare
blander nogle tanker (hoved) og følelser (bryst). Det foregår så enten som sæbe-opera eller livsstilsudsendelse i TV, hvor man konfronterer nogle mennesker, der har forskellige tanker og følelser.
Eller det er læserbrevkasser eller debatsider, hvor man kan skælde ud på dem, man er uenige med.
Hvis et skrevet indlæg er for langt, bliver det forkortet af redaktionen; og man skærer så det væk,
som ikke passer til energimønstret. Det, der er tilbage, skal være noget, hvor der både er tanker og
følelser, men hvor de ikke er forbundet fuldstændig (endnu), og hvor læseren derfor ikke kan lade
være med at bruge energimønstret til selv at danne en forbindelse mellem tankerne og følelserne.
Det handler nemlig om at tilfredsstille folks behov for at bruge energimønstret.
Nogen undrer sig over, at der er så mange af disse udsendelser i fjernsynet, fordi de jo alle sammen er ens, og at indholdet og konklusionerne også altid er ens. Når man undrer sig, er det, fordi
man tror, at det er indholdet i fortællingerne, der betyder noget. Det er det ikke. Det er glemt dagen
efter. Det er selve brugen af energimønstret, der er afgørende. Folk har behov for at bruge det. Oprindelig brugte mennesker det i deres sociale liv, men det sker ikke mere. Og nu føler man et tomrum. Når man så oplever det på skærmen eller på papir, slapper man af og føler sig mere hel.
Endelig er der analyse-energien. Det er de intellektuelles og de venstreorienteredes energimønster. De to energipoler i energilegemet overføres via nervetrådene til en tilsvarende
energistruktur i hjernen, så man har to tanker samtidig, som man kan sammenligne. Så oplever man sig selv (hoved), der studerer noget (underliv). Man har så opdaget eller afsløret noget. Og
man kan med de to energipoler i hjernen analysere det. Hermed opbygger man en viden; og man er
sikker på, at det er videnskabeligt sandt, fordi man har anvendt en videnskabelig metode til at studere den sociale virkelighed. Når de venstreorienterede så i TV, radio eller på skrift udbreder sig om
noget, indtager de en attitude, hvor de ved bedre og skal fortælle andre om sandheden.
Hvis en lytter eller læser identificerer sig med analyse-energien, går budskabet rent ind. Men andre lader sig ikke snyde. De mærker intuitivt, at denne sandhed kun er en ottendedel af virkeligheden. De syv andre energimønstre giver andre synsvinkler på virkeligheden og indeholder andre tanker og følelser. Og den sammenhæng, som der er mellem hoved og underliv i energimønstret, og
som de venstreorienterede bruger til at opnå en forklaring og begrundelse, oplever andre meget
snæver, fordi de jo identificerer sig med et andet energimønster og ikke kan se sammenhæng mellem deres eget energimønster og så det, som de venstreorienterede taler ud fra.
Den venstreorienterede presse giver ingen oplevelse af processer, fordi der kun anvendes ét energimønster. Det giver en følelse af, at tiden er gået i stå. Man er havnet i en kunstig og kedelig verden, hvor tankerne er spærret inde i en mental labyrint, og hvor alt er gråt. Ordene tårner sig op som
kulisser, der tvinger fantasien ind i firkantede rum og mørke gange. Mennesker, der ikke er stagneret i analyse-energien, føler det uhyggeligt.
Hvis man nu vil udfolde en revolutionær socialistisk journalistik, skal den bevæge sig gennem alle
energimønstrene. Undervejs vil man ramme alle befolkningsgrupper, så de oplever noget, som de
110
kan genkende fra deres eget liv. Og så kan man forbinde det med andre energimønstres bevidstheder, sådan at de får en oplevelse af sammenhænge.
Den gode revolutionære journalistik er at bevæge sig rundt i erkendelsescirklen, men nøjes med at
tage 3-4 trin – og beskrive den bevidsthedsmæssige sammenhæng, der knytter sig til sådanne 3-4
energimønstre. Og så skal man variere, sådan at man fra artikel til artikel eller fra reportage til reportage starter sin beskrivelse med et nyt energimønster.
Jeg læste en avisartikel, hvis overskrift var: ”I denne weekend samles et styrtblødende Socialdemokrati til kongres i Aalborg. Fra det faglige bagland er der klar besked til partitoppen: Hvis vi skal
redde partiet, skal vi tilbage til rødderne.” Kort genfortalt handlede artiklen så om, at Socialdemokratiet holdt kongres. Og så citeres to socialdemokratiske fagforeningsfolk om, at den politiske kurs
skal lægges om for at redde partiet. Folk er skuffede, fordi de havde troet, at Socialdemokratiet ville
arbejde for de svageste. Folk vil ikke længere stemme på os. Nogle skifter til SF og Enhedslisten.
Men mindst lige så mange til Dansk Folkeparti og Venstre. Vi skal have genoprettet tilliden. Man
skal lytte til folk. Men partiets topfolk er akademikere. De ved ikke, hvad der foregår ude på arbejdspladserne. Nu har vi et forklaringsproblem. Det var en god artikel. Flot indledning. Godt indhold. Alt sammen nærmest perfekt. Den flytter bare ikke en millimeter i folks bevidsthed.
Her kunne man have lavet en artikel, der starter med territorie-energien, kommer igennem analyseenergien og slutter med udlevelses-energien, altså 3 trin i en bevidsthedsproces:
Man starter med Else og Åge i bus på vej til Ålborg. Else er lige blevet arbejdsløs. Og Åge
vil gerne arbejde færre timer om ugen, fordi han har astma. De har store forventninger til, at
deres partikammerater vil afstikke en kurs, der vil hjælpe dem.
Hvad tænker Else så, når hun hører, hvad der bliver sagt af partitoppen? Og hvad er det,
som Åge står og snakker med en anden mand om? Er der noget af det alt sammen, som gør,
at hun bliver klogere?
Else bliver ked af det og fælder en tåre. Har de råd til at fortsætte, som de plejer. Åge er lidt
desperat. Der er for mange velmenende ord. Nu bliver han nødt til at gøre noget, men hvad?
Else og Åge har været igennem en proces. Hvad har de fået ud af det?
Hvis man laver artiklen sådan, vil den henvende sig til andre end dem, der allerede har de rigtige
meninger. Her fortælles en historie som et forløb. Man kan forstå, hvorfor de siger det, som de siger. Man kan identificere sig med dem.
Det er selvfølgelig mere tidskrævende at lave sådanne fortællende artikler - frem for bare at citere
nogle fagforeningsfolk og ansatte. Problemet er, at der er hundredvis af artikler, der kun knytter sig
til analyse-energien. Men man kan omprioritere sine journalistiske kræfter. Man kan skrive langt
færre af de traditionelle artikler – og så tage sig tid til fortællinger, der kan skabe følelser og ændre
holdninger.
Hvis vi tager DR’s TV-avisen og TV2’s Nyhederne, gør de principielt det, som jeg foreslår. Der er
hele tiden små fortællinger, som sikrer, at seerne hænger fast og kigger med. Problemet er så bare,
at studieværterne altid konkluderer – og strukturerer emnerne sådan, at der kun er en venstreorienteret og en højreorienteret udgave af virkeligheden. Og der er intet, der er systemoverskridende eller
peger i en socialistisk retning.
I løbet af få år vil fjernsyn og internet bliver totalt integreret. Og så bliver der tusindvis af kanaler,
hvor man kan se det, som man vil, på det tidspunkt, man vil – og hvor der sandsynligvis også bliver
afstemninger og debatter om den enkelte udsendelse. De professionelle filmmagere vil helt sikkert
stadig have deres berettigelse. Men hvis vi ser på internettet i dag, er det klart, at amatører også kan
lave film af god kvalitet. Kvaliteten er anderledes end den professionelle kvalitet. Der er en særlig
kvalitet, fordi filmmagerne bor og lever dér, hvor filmen er optaget. Som oftest er de også direkte
involveret i det, som filmen handler om. Og endelig vil de opnå noget ud over at lave en god film;
de vil have kontakt med andre.
111
I dag er både videokamera (camcorder), lys- og lydudstyr og redigeringsprogrammer så billige, at
amatører bare kan gå i gang. Det største problem er, at filmene ligger spredt på internettet, og at der
er 1000 elendige film for hver god. Og hvordan finder man så den gode film. Der er brug for en
hjemmeside, som styres af mennesker, der ønsker revolutionære forandringer, og hvor man kan
uploade links til videoer, som nogen har lavet.
I Danmark vil det også være oplagt at lave en alternativ TV-avis, Nyhedsudsendelse, eller hvad det
nu skal hedde. For eksempel laver nogen en lille videofilm om bydelens værksted, hvor man udskifter termostater i køleskabe, så temperaturen bliver fra 7-12 grader i stedet for 3-7 grader. Så sparer
man mange penge til strøm; og grønsager og de fleste andre varer holder sig bedre og længere. De
laver så en forkortet udgave af filmen til nyhedsudsendelsen. Her skal der ikke være indledning
eller afslutning. Og der skal kun være det vigtigste. Og den skal kun vare 45 sekunder. Og på
skærmbilledet skal der være en web-adresse, som seerne kan skifte til. Den korte film uploades til
Youtube. Og herfra embeddes den på en nyhedswebside - på en underside, der slettes hver uge, men
hvor nye film lægges op. Ud for hver film er der et skrivefelt, hvor alle kan kommentere filmen. Og
der er et pointsystem, så enhver bruger kan give point til filmen. Hver uge er der så nogle redaktører, der vælger de film, der har fået flest point. Disse film sættes så ind i en Youtube afspilningsliste, hvor man godt kan afkorte filmene, hvis de er for lange. Og afspilningslisten embeddes så på
nyhedswebsiden, hvor man altså kan se ugens nyheder – lavet af folket – for folket – og for en revolutionær udvikling. Her kan alle så se ugens nyheder. Måske en halv time med 15 indlæg.
Lokal kommunikation
Det vigtigste for en revolutionær massekommunikation er at følge de mennesker og grupper, der
udfører processer med teori-praksis runder gennem de 8 energimønstres bevidstheder. Det foregår
ofte i mindre lokale fællesskaber. Her kan man dels hjælpe med til at styrke processen gennem den
ene runde efter den anden – og dels visualisere og opildne andre til at foretage sig noget lignende.
Jeg vil give et tænkt eksempel om et gårdprojekt med værksteder og høns. Det foregår i en stor gård
i en boligkarré i en storby. Og idéen er, at man i gården opfører et værksted og biogasanlæg i en
bygning på 50 kvadratmeter. Der skal være fladt tag – og heroppe skal der være plads til 20 fritgående høns. De har så en hønsetrappe ned til et rum med siddepinde til at sove på samt et rum med
redekasser, hvor de lægger æg. Biogasanlægget bruger husholdningsaffald til at lave gas, der dels
opvarmer vand til beboerne – og dels bruges til en fælles mini-bil, der har et stort lad, og som kan
bruges, når man skal transportere materialer. Vi antager, at vi er kommet halvvejs i opførelsen. Der
er oprettet et bygningsfirma med nogle, der bor i karréen, men ellers var arbejdsløse; det er en murer, en tømrer og en ufaglært, som alle 3 er løst ansat på timeløn. Så er der 8 andre i karréen, som
hjælper til med byggeriet. Der er dannet en hønsepassergruppe og en biogasgruppe. Og så er der en
kommunikationsgruppe, hvor én er med i vores revolutionære parti – lad os kalde hende Pia, som
sammen med 2 andre skal få samarbejdet til at fungere.
Det var Pia, som fik sat det hele i gang. Hun havde lavet flotte plakater. Hun havde oprettet en
hjemmeside for karréen, og her havde hun uploadet en videofilm med animation, der illustrerede
hele projektet. Og hun havde til et beboermøde lavet en flot præsentation med lysbilleder. Hele projektet var beregnet sådan, at udgifterne til opførelsen ville blive tjent hjem igen i form af besparelser
på æg, biogas og brug af mini-bil. Hendes partiafdeling havde hjulpet hende MEGET – og man var
også i gang i 12 andre boligafdelinger.
Det langsigtede revolutionære mål – set fra partiets synsvinkel – er at hjælpe med til at skabe et
lokalt fællesskab, som kan indgå i en bydels selvforvaltning, der kan ende op som et folkekollektiv.
Teorien er, at når folk deltager i sådan en proces, får de hen ad vejen åbnet op for at bruge alle sider
af deres bevidsthed, og så opdager de deres sociale evner og ressourcer. I takt med at de opnår erfaringer, vil de også se på hele samfundet på en ny måde, og de vil så blive interesseret i at skabe et
socialistisk samfund.
112
Kommunikationsgruppen vælger at lave en video og en større
artikel i beboerbladet om samarbejdet i byggegruppen. De interviewer håndværkerne og medhjælperne (1) og fokuserer på, hvilke
erfaringer (underliv), de har gjort, og hvad de nu tænker (hoved).
Tre uger senere snakker de igen med arbejderne; men nu er opgaven at vise, hvad den enkelte arbejder gør (2). Nu er det ikke,
hvad han tænker. Det er heller ikke, hvad der er planen. Heller
ikke, hvad de har aftalt. Fokus er på, hvad han gør. I langt de fleste tilfælde, kan man ikke udføre det, som er udtænkt. Det opdager man først, når man står midt i problemerne. Og så gør den ene
noget; og den anden gør noget andet. Og måske modarbejder de
hinanden. Men hver person finder en vej ud af problemerne. Og
den er præcis det, som skal dokumenteres. En måned senere er kommunikationsgruppen så igen på
arbejde. Og nu handler det om, hvordan arbejderne har fundet ud af at koordinere (3) deres forskellige handlinger, så der kommer noget samlet ud af det. Denne proces gennem tre energimønstre skal
så vises i en film og skrives i en artikel.
Pia og hendes kommunikationsgruppe er her med til at vise, at mennesker godt kan en hel masse
sammen. Det skal bare ske på en måde, hvor man bygger på det enkelte menneskes erfaringer og
forståelse – og hvor enhver kan prøve sig frem – for endelig at koordinere hinandens arbejde.
Nu forestiller vi os så, at hønsepassergruppen har været oppe at skændes. Problemet er, hvem der
skal fodre, og hvem der skal samle æg. Der er en dame, der snakker meget, og som har meget faste
meninger om, hvordan man passer høns. Og de fleste andre gider ikke længere være med. Her får
Pia og kommunikationsgruppen en typisk opgave med at vise bevidsthedsprocessen, når den gennemgår de 4 energimønstre, hvor der er lavest ladninger. De har valgt at koncentrere sig Tove: Man
tager udgangspunkt i (5), hvad Tove føler. Hun har sagt sin mening; men hun har ikke vist sine følelser fuldt ud. Pia overbeviser hende om, at det er afgørende vigtigt, at hun klart og tydeligt viser,
hvad hun føler. Hvis hun ikke gør det, vil andre i hønsepassergruppen tro, at hun delvis bakker op
om den meget talende dame. Og så vil de andre føle, at det er endnu sværere at skabe noget godt.
Og så holder de sig bare for sig selv. Men hvis Tove viser sine følelser helt oprigtigt, vil de andre
forholde sig lige så meget til hende, som til den meget talende dame. Og så vil de få lyst til at sige
deres mening og også vise, hvad de føler. I skrift og/eller video får kommunikationsgruppen hjulpet
Tove med at komme ud med sine følelser.
Og det medfører, at Tove efterfølgende bliver i stand til at skifte over til (6) at se hele den proces,
som hønsepassergruppen har været igennem. Der er sket noget med hende undervejs. Og nu kan
hun se sig selv i forhold til de andre på en ny måde. Hun kan se, hvad hun har gjort ved de andre, og
hvad de har gjort ved hende. Og hun kan se sin rolle i forhold til dem. Hvad betyder hun for dem?
Og hvad betyder de for hende? Hvem har hun egentlig hjulpet? Og hvem har betydet noget for hende?
Når Tove har været igennem alle disse tanker, vil hun opleve en afslappelse (7). For nu har hun
gjort, hvad hun kunne - og også sagt, hvad hun har følt og tænkt. Der sker så en bevidsthedsmæssig
integration inde i hende. Måske mærker hun det – måske ikke. Men nogle tanker forsvinder, og andre bliver tydeligere.
Efter et stykke tid vil Tove så opleve, at der rejser sig en ny energi inde i hende (8). Hun begynder
at føle hønseprojektet på en ny måde. Hele denne proces skal kommunikationsgruppen videregive
til andre i bebyggelsen. Det er vigtigt, for at andre kan forstå Tove. Men det er også vigtigt, at andre
får kendskab til den proces, som Tove har været igennem. Den viser, at det er naturligt at reagere
som Tove. Og den viser, at man ikke bare trækker sig og bliver desillusioneret; men at man kommer
igennem processen og får lyst til at engagere sig igen.
113
Nogle vil mene, at al denne kvindagtighed og føleri er apolitisk – og noget, som man skal overlade til folks privatliv. Men det er hele denne del af
bevidsthedslivet, som netop for et par hundrede år siden blev fjernet fra
den politiske scene og gjort privat. Og det har medført, at mennesker ikke
kan udføre politiske handlinger. De kan kun tænke abstrakt. De kan protestere og strejke; men de kan ikke mærke, hvad de selv vil kæmpe for. Derfor er det en central opgave for et revolutionært parti at hjælpe folk til igen
at bruge deres bevidsthed fuldt ud.
Når man så efterfølgende starter med den analyserende bevidsthed, bliver
det ikke til abstrakte tanker (hoved) om den fysiske og sociale virkelighed
(underliv), hvor man er usikker på, hvad der kommer ud af ens handlinger, hvis man da i det hele taget gør noget. Det bliver til tanker (hoved)
om det (underliv), som man selv mærker er det grundlæggende. Så bliver
det en kropslig funderet bevidsthed. Så bygger man på sin kraft og vilje.
Så kan man ikke lade være med at gøre det, som man mærker. Det bliver nødvendigt og selvfølgeligt.
Hvis vi kigger tilbage i historien og ser på de revolutionære processer i 1750-1850, 1920-30 og
1970-80, viser det sig, at der var revolutionære grupper som netop gjorde det, som jeg har beskrevet
i det tænkte eksempel med Pia og kommunikationsgruppen. Måske ikke så firkantet og systematisk
som her beskrevet. Men med samme forståelse og mål. Og det interessante er, at sådanne processer
meget hurtigt bliver samfundsmæssiggjorte – for at bruge Marx’s udtryk. For folk snakker jo videre
om alt det her. Og gensidigt former de hinandens bevidsthed. Man spilder altså ikke tiden med kun
at ”frelse” Tove. Man sætter sociale processer i gang. Og de breder sig som ringe i vandet. Hver
gang man foretager sig noget på denne måde, forstærker man processen. Det bliver som en tsunami,
der ruller ind mod kysten. Og når den rammer, forstærkes dens kraft, så den vælter alt. Bevidstheden er et langt stærkere våben end geværer og demonstrationer. Og det er det eneste, der for alvor
kan vælte det samfundssystem, som vi har nu.
Lære at være naturlig
Dér, hvor jeg bor, er der i stuen slået to lejligheder sammen til en børnehave. Hver morgen kommer
folk cyklende med deres børn og afleverer dem i børnehaven. Dem, der bor her i bebyggelsen, cykler så med deres børn hen til en anden børnehave.
Selvom det ikke er bevidst, er det en forberedelse til voksenlivet. Børnene skal lære, at når de
bliver voksne, skal de væk hjemmefra hver dag og indgå i noget institutionelt, hvor der er
nogle, der bestemmer, og hvor man opfører sig ”professionelt”. Kort sagt træning i at være
lønarbejdere. Børnene skal på en pædagogisk måde have splittet deres bevidsthed, så de får en arbejds- og samfundsbevidsthed i højre side og en individuel familiebevidsthed i venstre side.
Nu skulle man så tro, at de venstreorientere ville arbejde for en målsætning, hvor børnene ikke fik
splittet deres bevidsthed. For det ville sætte dem i stand til at forbinde de to siders bevidstheder – og
dermed ville de få evnen til at udvikle deres tanker og følelser revolutionært, sådan som Marx og
andre har beskrevet, at det kan lade sig gøre. Men det sker ikke. De venstreorienterede bekymrer sig
udelukkende om, hvor mange pædagoger, der er pr. antal børn - og hvor mange kvadratmeter rum,
der er pr. barn - samt hvor meget pædagogerne tjener.
I 1970’erne udviklede der sig faktisk 2 slags børnehaver. Og i 1980’erne var der på Danmarks Pædagogiske Universitet en gruppe forskere med Sven Thyssen (1934-) som leder, der undersøgte disse børnehaver for at finde ud af, hvordan pædagogikken var. Konklusionen var, at der var en ”marxistisk” og en borgerlig pædagogik.
Den ”marxistiske” pædagogik gik ud på, at pædagogerne skulle lade børnene i fred, sådan at
børnene selv kunne udvikle sig. Børnene skulle skaffe sig en bevidsthed (hoved) ud fra de
konkrete erfaringer (underliv), som de selv gjorde. Hvis der var konflikter mellem nogle
114
børn, skulle man helst ikke gribe ind. Børnene skulle lære at danne naturlige hierarkier. De skulle
lære at begå sig socialt. Kun hvis de blev for voldsomme, råbte pædagogerne ad børnene; men de
fortalte ikke børnene, hvad børnene så skulle gøre; det skulle børnene selv finde ud af.
Den borgerlige pædagogik gik ud på, at børnene skulle udvikle deres følelsesmæssige tilknytning til en voksen. Når der skulle drikkes te, hældte pædagogen teen op i en lille kande,
og så hældte barnet teen op i sin egen kop. Når barnet tegnede et hus, kiggede barnet op på
pædagogen, som så sagde, at det var et pænt hus. Hvis barnet udførte noget ”forkert”, kiggede barnet også op på pædagogen, og så indtog pædagogen et vredt udtryk, så barnet kunne indse, at det
havde gjort noget forkert. På denne måde skabte man et sæt følelser hos barnet, så det lærte, hvordan man skal opføre sig rigtigt. I virkeligheden bygger denne form for børneopdragelse på frygt.
Barnet skal hele tiden kigge på den voksne for at se, om barnets handlinger bliver accepteret. Hvis
den voksne smiler, kan barnet slappe af og fortsætte. Hvis den voksne ser stram ud, betyder det, at
der komme misbilligelse, hvis barnet fortsætter.
Forskerholdet konkluderede, at børnene i begge slags børnehaver udviklede sig godt. Men de
mente dog, at den borgerlige pædagogik var den rigtige.
Alt det her er nu glemt, for i løbet af 80’erne blev spaltningen mellem de to sider genskabt så
massivt, at man nu slet ikke kan forestille sig en pædagogik, der knytter an til analyse-energien.
Men lad os forestille os, at forældrene i den børnehave, hvor jeg bor - har opnået en revolutionær
bevidsthed, og at de gerne vil give deres børn en bedre start i livet. Forældrene begynder derfor en
proces, hvor målet er, at de børn, som bor i bebyggelsen, også skal gå i børnehaven, sådan at der
opstår et naturligt fællesskab mellem børnene.
De starter med at analysere bevidstheden (1). Der er en undertrykt
vilje og vrede (underliv). Og der er en civiliseret og abstrakt fornuft (hoved), så hvert menneske skal undertrykke sig selv. I stedet
for at tvinge børnene ind i samme bevidsthed, formulerer man nu
en teori, som siger, at hvis et barn gennemlever alle energimønstrenes bevidstheder i en social sammenhæng, vil det som voksen
ikke finde sig i selvundertrykkelse og bevidsthedsspaltninger; men
så vil barnet få sociale evner til at indgå i kollektive arbejds- og
beslutningsprocesser. Næste trin (2) er at undersøge mulighederne.
Hvem snakker med pædagogerne i børnehaven? Hvem tager kontakt med en pædagogisk forsker? Hvem kortlægger, hvor mange
børn, der bor i bebyggelsen, og hvordan deres dagligdag er? Hvem sørger for, at der regelmæssigt
udkommer et beboerblad, og at der er en løbende beskrivelse af børneprojektet? Hvem tager kontakt med kommunen? Det handler ikke om at uddelegere disse opgaver. De voksne gør bare det,
som de hver især finder rigtigt. Så er næste trin (3) at koordinere handlingerne. Det går ikke ud på at
nøjes med det, som alle kan blive enige om. Tværtimod. Det handler om at støtte hinanden, så alle
giver alt, hvad man har i sig. Handlingerne går så i mange retninger. Og opgaven er at give rum til
forskellighederne, men alligevel koordinere det, så der opstår en følelse af et ”vi”. Først når denne
vi-følelse eksisterer, og man har opdaget bredden og forskellighederne i handlingerne, går man i
gang med (4) at finde ud af at lave en fælles fortælling. Den må godt være lidt modsætningsfuld.
Den opstår, når man snakker meget med hinanden. Så finder man ud af, hvad der bare er ens egen
kæphest, og hvad der er noget, som man kan sammen med de andre. Det er meget vigtigt, at man
dyrker denne fase grundigt, inden man går videre. Man skal nå frem til, at alle deler den samme
fortælling, sådan at der er skabt et reelt ”vi”. Når det er sket, skal man så til det modsatte (5), hvor
hver enkelt tager stilling til den fælles fortælling - og udtrykker hans eller hendes personlige engagement og følelser for projektet. Det er her, at man lærer hinanden at kende, så man i det følgende
ved, hvem man kan samarbejde med om enkelte delprojekter. Der kommer nu nogle faser, der er
meget personlige. Man kigger tilbage på processen, og man kigger på sin egen rolle i forhold til de
andre (6). Det er her, at den enkelte finder ud af, hvor meget man gider være med. Når man har fundet ud af det, sker der en forvandling (7), hvor man psykisk slipper tanker, følelser og vilje. Og efter
115
et stykke tid sker det så, at man pludselig mærker (8), hvad man nu vil. Her er der nogle, der mister
lysten til at deltage. Og der er andre, der mærker, at de vil fortsætte med projektet.
Så er vi fremme ved analyse-energien igen (1). Dem, der vil fortsætte, mødes; og nu er der hos den enkelte en vilje (underliv), der
bygger på erfaringerne fra processen gennem den første runde. Alt
det, som hver enkelt har undersøgt og startet op, bliver diskuteret
(hoved). Men nu er der ikke bare gode idéer. Nu ved vi, hvem der
brænder for de enkelte delprojekter. Og når der snakkes, snakkes
der ud fra de følelser, som man mærker (underliv). De idéer, der
blev formuleret i første runde, er nu blevet til konkrete sociale
menneskers handlinger. Det er det, som Marx beskriver ved, at det
abstrakte (hoved) er blevet til noget konkret (underliv). Og så sker
det også, at dette konkrete nu bliver til noget abstrakt. For nu ændrer man teorien. Den kommer så til at handle om socialt samarbejde; og derfor lægger man nogle
nye planer for den næste runde.
Når man læser Hegel, er der mange sådanne runder; men de foregår alle sammen inde i bevidstheden. Marx overtager Hegels udviklingstankegang; men for Marx er det helt afgørende, at menneskene gennemgår en personlig udvikling i løbet af runden. Han kritiserer igen og igen andre teoretikere for ikke at forstå det. Mennesker forandrer sig. De bliver nye mennesker, skriver han. Og det er
forudsætningen for, at den bevidsthed, som opstår, bliver revolutionær, så den ikke bare er inde i
hovedet, men også er en kraft ude i den sociale virkelighed.
Nu vil jeg ikke gennemgå de 10-20 runder, som kan beskrive den sociale proces, der kan foregå i
løbet af et par år, og som kan medføre reelle forandringer. Men jeg vil nøjes med at vælge en runde,
hvor forældrene bliver opmærksomme på, at det ikke kun er dem selv, der skal forandres, men også
deres børn.
I den normale europæiske børneopdragelse fratages børnene deres naturlige sociale relationer
til andre børn og til andre voksne end deres forældre; og så vokser de op med en far og en
mor, der har en spaltet bevidsthed med analyse-energien i højre side og enheds-energien i venstre;
og hvor faderen følelsesmæssigt identificerer sig med analyse-energien, mens moderen følelsesmæssigt identificerer sig med enheds-energien. Man bilder sig ind, at der ikke er forskel på at opdrage drenge og piger. Men børnene spejler sig i de voksne. I løbet af barndommen lærer børnene,
at dette energimønster og den tilhørende bevidsthed er god, mens alle andre energimønstres bevidstheder er dårlige.
Inden barnet er blevet 2 år, har det gennemgået den første bevidsthedsspaltning (alienation)
– ofte samtidig med pottetræningen, hvor barnet lærer, at underlivets bevidstheder er dårlige. Hvis barnet ikke lærer denne spaltning, vil det som voksen få en bevidsthed fuld af de ”7 dødssynder”, som man kaldte dem, dengang hvor man i 1400-tallet begyndte med denne spaltning. Det
er stolthed, grådighed, liderlighed, vrede, fråseri, misundelse og dovenskab – kaldte man det. Jeg
synes, at det vigtigste ved denne spaltning er, at man mister den direkte forbindelse til sin vilje og
kraft. Man bliver civiliseret (hoved); men man ved ikke, hvad man vil (underliv). Viljen er dræbt.
Den eksisterer stadigvæk i sproget og tankerne; men her fungerer den, som om man kan vælge mellem forskellige færdige muligheder, som systemet allerede har skabt.
I 3-4 års alderen gennemlever barnet så den anden bevidsthedsspaltning (reifikation), hvor
barnet bliver klar over, om det er en dreng eller pige. Hvis en dreng efterfølgende identificerer sig med højre side, bliver han heteroseksuel – og trænger til at blive forenet med sin
venstre side, som nu er projiceret udenfor ”jeg’et” og over på en pige. Hvis han derimod identificerer sig med venstre side, bliver han homoseksuel – og trænger til at blive forenet med sin højre side,
som nu er projiceret udenfor ”jeg’et” og over på en dreng. Tilsvarende men omvendt for en pige.
Spaltningen skaber en individualisme, så man ikke længere kan finde ud af at fungere i et gruppefællesskab.
116
Den tredje bevidsthedsspaltning (deperdution) gennemlever et barn i 10-14 års alderen. Så
det er ikke interessant for børn i børnehavealderen.
Nu forestiller vi os, at forældrene omkring børnehaven indser, at deres børn har mistet vilje og kraft
(alienationen), og at de i børnehaven bliver udsat for en opdragelse (reifikation), hvor de skal lære
individualisme.
Specielt indser forældrene, at den nuværende form for børnehave er dårlig, fordi den er med til at
skabe reifikationen. Sagen er jo, at barnet lever halvdelen af tiden i børnehaven – og den anden
halvdel af tiden i familien. Det er ligesom forældrene, der går på arbejde og er hjemme. Det skaber
en splittelse mellem samfunds- og arbejdsbevidstheden (analyse-energien) og den følelsesmæssige
familiebevidsthed (enheds-energien).
I andre kulturer, hvor der ikke er sådan en bevidsthedsmæssig splittelse, har børn og voksne evnen
til at polarisere sig – og kan godt fungere ligesom europæerne; men de har også evnen til at samle
de to siders energimønstre og få en samlet bevidsthed, så de også kan fungere i et gruppefællesskab.
Så forældrene omkring børnehaven begynder at lave børnegrupper i boligkarréen. På lang sigt
skal alle børn, der bor i bebyggelsen, også være dem, der går i børnehaven. Børnene skal ikke bare
lege sammen mandag-fredag fra kl. 7-17. De skal også lege sammen i weekenden. De skal lære
hinandens forældre at kende. De skal kende hinandens brødre og søstre. De skal måske sove hos
hinanden. De skal på weekend sammen. Og store skolebørn skal hjælpe, når der foregår børnearrangementer. Pensionister i bebyggelsen skal komme og læse historier for de små.
Men man skal også tage fat på pædagogikken. I dag sker det ofte, at en pædagog (og forælder)
siger:
Vil du godt tage din jakke på!
Det betyder: Du skal tage din jakke på lige nu. Barnet lærer dermed, at alle spørgsmål er falske
kommandoer.
Hvis en voksen alligevel spørger seriøst, viser det sig, at barnet ikke kan
svare. Sagen er, at barnet skal igennem 4 energimønstre, inden det kan
give et svar, der kommer indefra. Men længe inden barnet er kommet
hertil, opgiver den voksne. Pædagogen tolker det sådan, at barnet ikke
kan finde ud af det. Og så må den voksne hellere overtage ansvaret og
det videre initiativ:
Når du ikke kan finde ud af det, må jeg hellere hjælpe dig. Nu tager du jakken i den ene hånd
og tasken i den anden og så kommer du med mig.
Barnet lærer hermed, at det ikke kan finde ud af noget, for når det ikke lykkes for barnet at komme
igennem de 4 energimønstre, oplever barnet, at den voksne har ret. Barnet lærer, at hvis det forsøger
at gennemleve energimønstrene, fører det sig selv ud i forvirrende tanker, der aldrig når en ende.
Men nu skal man støtte barnet i hvert skift fra energimønster til energimønster: Undervejs kan man
løbende få indsigt i, hvor langt barnet er kommet i erkendelsesprocessen.
Når man spørger, vil barnet hurtigt nå frem til enheds-energien, hvor det skal føle efter i sig
selv. Lidt senere kan man følge spørgsmålet op med:
Kan du mærke, hvad jeg godt vil?
Så får barnet en impuls til hengivelses-energien, hvor barnet ser sig selv i forhold til den
voksne.
Så kan man følge op med en impuls, der svarer til modtager-energien. Man kan sætte sig i en
ventende og koncentreret stilling – eventuelt holde om barnet, hvis det er uroligt. Nu bliver
barnet nødt til at lade impulserne blande i sig.
117
Så kommer barnet til territorie-energien. Her skal man dels markere sin egen grænse, dels
respektere barnets grænse - og endelig have opmærksomhed på barnet. Småsludren er tilladt, og fysiske bevægelser er befordrende.
Nå, hvad finder du ud af?
Dette spørgsmål kan man så bruge som næste impuls, hvor barnet kommer ind i analyseenergien. Her får barnet målrettet sin lyst – og bliver i stand til at svare på det oprindelige
spørgsmål.
For et barn, som allerede er undertrykt, kan det tage lang tid at komme igennem disse trin. Men når
barnet først kender proceduren, begynder barnet at opleve tillid til sig selv. Og så kan man bygge
videre på, at barnet nu udgør en ressource - og ikke blot er en passiv dukke, man skal kommandere
med. Efterhånden lærer barnet at gennemleve energimønstrene hurtigere. Og til sidst kan barnet
svare inden for et par sekunder. Og svaret bliver ikke bare et skift direkte fra enheds-energien til
analyse-energien, hvor følelser og tanker ikke hænger sammen; men svaret kommer i forlængelse af
en proces, hvor følelser omsætter sig til tanker, og hvor barnet føler ansvar og engagement i det
svar, som gives.
Hvis man ikke har ødelagt barnets bevidsthed i de første par leveår, behøver barnet ikke at lære
det her; for det er medfødte evner. Men det kan tage lang tid og kræve stor tålmodighed, hvis barnet
først er blevet ødelagt – og så igen skal lære at være naturlig. Men det kan godt ”betale” sig at bruge
tid på det. For når barnet først har lært det, kan man lave aftaler med barnet ligesom med en voksen.
Og barnet vil handle ansvarligt og konstruktivt.
Jeg har set det tydeligt i en stammelandsby i Indien, hvor jeg boede et stykke tid, og hvor børnene
opførte sig naturligt. De var ikke ”civiliserede”. Og dermed ikke pæne og høflige. Men de fungerede fantastisk godt socialt – både i forhold til hinanden og i forhold til voksne. Jeg har også set det i
1972, hvor jeg besøgte Tvind Børnekursus, og hvor man lod børnene få direkte ansvar. De første 3
uger var kaos. Men så begyndte de store at forsvare de små. Og børnene begyndte at samarbejde.
Og de lavede deres egen plan for køkkenhave, madlavning, rengøring mm. De store børn lavede
deres skoleskema med de fag, som de gerne ville lære. Det meste af tiden hjalp de hinanden med
læringen. Og kun ind imellem tilkaldte de læreren, hvis der var noget, de ikke kunne finde ud af.
Børnene var meget kropslige, kærlige og omsorgsfulde.
I en børnegruppe kan man for eksempel arbejde med at genopdage
energierne ved at følge månerytmen, sådan at man fra nymåne til
fuldmåne gennemlever de mandlige energimønstre - og fra fuldmåne til næste nymåne gennemlever de kvindelige. Her er et eksempel, hvor månedens projekt er dukketeater. Man starter (8)
med at finde ud af, hvilken rolle, man skal have. Nogle af børnene
tror måske, at de oppe i hovedet skal sammenligne sig med andre
roller – og så vil én af dem være prinsesse og en anden kejser.
Men nu skal de følge en proces gennem de mandlige energimønstre, hvor man starter med territorie-energien. Man finder en masse dukker, strømper og træstykker, som kan fungere som midlertidige dukker, og så prøver børnene at spille roller med dem. Hvert
barn prøver at lege med forskellige dukker og roller for at finde frem til den eller de roller, som lige
præcis passer med nogle følelser og tanker, som barnet har lige nu. Alle prøver at være sømænd,
pirater, købmænd, aber, politi, malkepiger, astronauter, røvere, babyer, kinesere m.fl. Og man prøver at lyve, overdrive, skælde ud, trøste, synge og meget mere. Efterhånden bliver det tydeligt, hvor
hvert enkelt barn har noget, som det selv sætter grænser op omkring. Det er selvfølgelig problemer
eller udfordringer, som barnet har for tiden. Men det er ikke stivnede tanker eller følelser (hoved og
bryst). Det er dér, hvor barnet mærker, at det har sig selv kropsligt (underliv). Og det viser sig ved,
at barnet spiller rollen med dukken på en direkte overbevisende måde. Det leger man med i cirka 3
dage – altså cirka 1/4 af den tid, der er frem til fuldmåne.
118
(1) Næste trin foregår med analyse-energien. Her skal man finde ud af, hvilke mål, man skal prøve at nå frem til. Man arbejder videre med det enkelte barns roller. ”Hvad vil du godt med ham røveren?” kan pædagogen spørge. Og så prøver man at gennemspille nogle episoder. Hvis der er kraft
i rollen, tegner man det på tavle. Og det er drejebogen til teaterstykket. Det tager også cirka 3 dage.
(2) Så kommer man til udlevelses-energien, hvor der skal lægges kraft og følelser i rollerne (underliv og bryst), og hvor hvert barn skal finde ud af (hoved), hvor dets rolle passer ind i forhold til
de andre roller. Her ændrer man så dukkernes udseende, så de passer til rollespillet. Også det leger
man med i lidt over 3 dage.
(3) Næste trin er skaber-energien, hvor det hele skal koordineres. Ingen børn skal have begrænsninger i deres roller – i forhold til deres ”indre” tilskyndelser – men man skal nu få det hele til at
hænge sammen. Egentlig kører hele forestillingen nu. Man har bygget den op gennem de mandlige
energimønstre. Men nu skifter man så over til de kvindelige energimønstre.
(4) Og så kommer man til samlings-energien. I takt med at børnene prøver forestillingen, opdager
de, at replikkerne og handlingerne ikke hænger sammen. Det, som den ene siger, giver en følelse
(bryst) hos den anden. Og det resulterer straks i, at den anden siger noget (hoved), som hænger
sammen med denne følelse. Så får den første også en følelse (bryst), og det resulterer også i, at der
bliver sagt noget (hoved). Hver gang man gennemspiller stykket, ændrer det sig lidt, så det begynder at hænge sammen.
(5) Nu er man så ved enheds-energien. Det enkelte barn kan nu dels føle sig selv som et ego
(bryst); men kan også føle dette egos rolle i forhold til de andre (hoved og underliv). Man laver afsluttede prøver og forpremiere. Og så viser man forestillingen for andre.
(6) Bagefter er der cirka 3 dage i hengivelses-energien. Der er oprydning og efterbearbejdning.
Hvert barn evaluerer sig selv. Og man tegner og snakker. Man skiftes til at fortælle, hvad man har
oplevet undervejs. Og det enkelte barn bliver klar over, hvad det har lært.
(7) Så er der endelig modtager-energien. ”Hvad skal jeg lave?” er der måske et af børnene, der
spørger. Og så kan pædagogen passende svare: ”Du skal kede dig!” For der skal ikke tages nogen
initiativer. Månedens projekt har sat noget i gang i underbevidstheden. Noget vil glide ind i
”jeg’et”. Andet vil forsvinde. Og når man senere går i gang med næste projekt, vil barnet være en
lille smule forvandlet.
(8) Når barnet så igen kommer til territorie-energien, har det en styrket kraft og vilje, der er parat
til at tage næste udfordring.
Undervejs har barnet lært noget om det gode og civiliserede. Det har også lært noget om sig selv og
de andre. Og det har lært noget om fornuft. Ikke som undertykkelse, hvor barnet får at vide, at det
ikke er godt nok, og at det må stivne og spalte bevidstheden. Men som en vækst, hvor barnet folder
sig ud – og bliver et kraftfuldt, kærligt og indsigtsfuldt menneske. I barnets underbevidsthed vil der
så rejse sig nogle bevidsthedsmæssige energier, som er dem, barnet nu har lyst til at arbejde videre
med. Det betyder, at barnets videre bevidsthed bygger på dets egen dyriske bevidsthed (underliv) – i
modsætning til forældres og pædagogers irettesættelser.
De fleste steder i Østen samt i den arabiske kultur er det her noget helt centralt i pædagogikken.
Man er klar over, at man ikke skal udøve en hjernemæssig undertrykkelse af børnene, så børnene
stivner i en polariseret bevidsthed med nogle regler (hoved), der skal styre deres egne kræfter (underliv). Man lader derfor de små børn udfolde sig frit. Når de så er blevet lidt større, begynder man
at lære dem heltehistorier. I arabiske lande er det Koran skoler, hvor børnene sidder og læser Koranen, indtil de kan historierne udenad. Det karakteristiske ved disse heltehistorier er, at de ikke er
moralske efter analyse-energiens bevidsthedsmønster – altså styrende og kontrollerende.
Heltehistorierne handler om, at man har en dyrisk kraft fuld af vilje (underliv). Og over den
skal man have spirituelle følelser (bryst) og tanker (hoved) om, hvordan man opfører sig
heltemodigt i forhold til andre. Når man kan en masse af sådanne historier, aflejrer de sig i
hjernen som mønstre for god opførsel – og det sker med territorie-energiens bevidsthed.
119
I Europa kan pædagoger og lærere kun analyse-energien, når de skal irettesætte børnene. Men børn
med arabisk baggrund kan ikke finde ud af at rette sig efter det, fordi deres egne forældre ikke anvender analyse-energien. De fleste mener, at de arabiske familier skal lære at disciplinere børnene
på den europæiske måde. Jeg mener, at forældre, pædagoger og lærere i Europa skal lære af fremmede kulturer og begynde at anvende territorie-energien i opdragelsen. Ja, og så i øvrigt også lære
at bruge de andre energimønstres bevidstheder i børneopdragelsen.
Alt det, som man kan gøre med børnene, kan man også gøre med voksne. Hvis man spørger en voksen, om hun vil være med til at lave en samtalecafé for pensionister, kan den voksne selvfølgelig
godt bruge den alienerede og reificerede samfundsbevidsthed, og lade tankerne køre rundt i hovedet. Og vedkommende kan så også hurtigt få nogle idéer – og måske have ”lyst” til at være med.
Men det er en særlig slags tanke-lyst. Og den holder ikke dagen efter.
Ofte laver man møder med voksne, hvor man anvender principperne fra det såkaldte fremtidsværksted, hvor man trækker folk igennem 3 faser. 1) Hvad er der af problemer? 2) Hvad er det mest fantasifulde, du kan forstille dig for at lave problemerne om til noget godt? 3) Hvad er realistisk at gøre? Alt sammen holder sig inden for tankerne i hovedet. Man kan blive vældig opstemt, fordi man
pludselig er mange, der byder ind med noget, man kan gøre. Men efter en måneds tid er alt glemt.
Det er vigtigere at finde ud af, hvad folk føler inde i sig selv (enhedsenergien). Føler de, at de skal bruge deres kræfter på deres familie? Eller på arbejdspladsen? Eller på affaldssortering? Eller på deres egne
børn? Og føler de, at der er plads til det, som man her og nu snakker om
– for eksempel en samtalecafé for pensionister? Så skal man hjælpe folk
med at erkende deres personlige historiske situation lige nu (hengivelses-energien). Hvad har de lavet de sidste 2 år? Hvad er der kommet ud af det? Hvad har det medført for dem? Hvordan ser de sig selv nu? Hvad er deres relationer til andre mennesker nu? Når man
er kommet så langt, er det tid til en pause, hvor man gerne kan lave noget praktisk, men helst ikke
snakke. Man kan også sætte sig og meditere (modtager-energien). Når man så begynder igen (territorie-energien), har man fået en vilje og kraft til et eller andet, som man mærker i underbevidstheden. Og så kan man (analyse-energien) hjælpe hinanden med at sætte ord på det. Og først nu dukker
der tanker op i hjernen, som bygger på følelser, holdninger, spiritualitet og energier.
Ligesom for børn kan det tage lang tid at gennemføre processen, hvis man har været stivnet og
spaltet, og det er første gang, at man åbner op for det naturlige. Men når man har prøvet det et par
gange, går det meget hurtigere. Og til sidst kan man faktisk komme igennem sådan en proces på et
par sekunder. Og så er der ingen grund til at holde store møder. Så spørger man bare folk; og dem,
der har lyst, går så i gang.
Når man så går videre, er udgangspunktet (analyse-energien), at hver
enkelt har nogle idéer (hoved), som bygger på hans eller hendes vilje og
kraft (underliv). Og det er ikke noget, som skal diskuteres eller besluttes. Man kan godt informere hinanden om det; men det er ikke så vigtigt. Alle går i gang (udlevelses-energien). Og enhver starter dér, hvor
man kan se, at det er smart, og hvor der er muligheder. Så kommen man
til koordinationen (skaber-energien). Det er her, at man skal få noget til
at fungere. Det træder i stedet for en beslutning. Det er ikke sikkert, at alt fungerer ideelt. Men noget fungerer. Og det er så det grundlag, som man bygger videre på (samlings-energien). Her snakker
man sammen – og bliver klar over, hvad man kan sammen. Det vil ofte være lidt frustrerende, fordi
det jo er en slags kompromis. Det er ikke et kompromis mellem tanker; men mellem sociale handlinger. Og fordi det altså ikke passer præcis til, hvad den enkelte gerne vil have, slutter denne proces
med (enheds-energien), at man viser overfor de andre, hvad man føler for det, der er sket. Så ved
man, hvor man har hinanden. Og så er der grundlag for at arbejde videre med sagen. Også her gælder det, at det kan tage lang tid og føles besværligt og ubehageligt, når man ikke er vant til det.
120
Mange finder det svært, når man til sidst i sådan en proces skal udtrykke sin umiddelbare følelse
for det, der nu er kommet ud af det. Det er ikke velanset med den traditionelle europæiske bevidsthed, hvor man skal være pæn og høflig - og nøjes med at komme med nogle abstrakte tanker. Men
for at opnå noget, som virkelig fungerer, skal man udtrykke sine følelser klart og tydeligt. Det ved
alle godt, når det drejer sig om et parforhold. Men hele parforholdets bevidsthed er gjort privat. Nu
skal man bruge den samme bevidsthed i forbindelse med et fælles projekt. Det handler ikke om, at
man skal tage afstand fra hinanden og skilles. Man skal bare turde sige højt, hvad man føler. Og så
skal man opdage, at man ikke bagefter behøver at hade hinanden eller modarbejde hinanden, fordi
man føler forskelligt. Man skal bruge det til at finde en position i det fælles projekt.
I denne gennemgang har jeg gjort det meget skematisk og systematisk. I den virkelige verden sker
det selvfølgelig mere tilfældigt og kaotisk. Det afgørende er, at man kan mærke energimønstrene.
Så mærker man tydeligt, om man skal forblive i det enkelte energimønsters bevidsthed lidt mere,
inden man går videre i processen.
Som jeg tidligere har skrevet, kan man ikke skifte energimønster ved at skifte muskelspændinger og på den måde komme over i et nyt energimønster. Man kan heller ikke skifte energimønster ved
at tænke på et nyt energimønster. Sagen er, at energilegemet er selvbevidst - og at det er energilegemet, der vælger at skifte. Man skal altså ikke optræne sine muskler for at lære et nyt energimønster at kende. Man skal heller ikke forstå noget. Alle energimønstrene er medfødte evner. Man skal
tillade, at det sker. Det er ligesom at trække vejret. Den nyfødte baby skal ikke først optræne sine
vejrtrækningsmuskler. Og det skal heller ikke forstå, hvordan man gør. Det sker bare. Nøjagtig det
samme er tilfælde med energimønstrene – og de tilhørende bevidstheder. Det sker bare.
Det, der er tilfældet med os mennesker, er, at vi gennem børneopdragelsen lærer børnene, at der er
nogle af de medfødte evner, som er forkerte, og som man ikke må udføre. Og her i Europa er der 6
ud af de 8 grundlæggende energimønstre, som sådan er ”forbudte”. Det europæiske menneske tror,
at børnene starter med ikke at have nogen bevidsthed overhovedet - og at børnene så skal lære analyse-energiens og enheds-energiens bevidstheder at kende. Men virkeligheden er lige omvendt. Fra
fødslen af kender børnene alle energimønstrene. Og opdragelsen går ud på at påføre børnene en
selvundertrykkelse, så de ikke udfolder 6 ud af de 8 energimønstre. Og når børnene er blevet voksne, udfører de så dagligt denne selvundertrykkelse, hver gang de kommer ud i nogle sociale relationer.
Når man derfor skal lære at udfolde energimønstrene frit, går det egentlig ikke ud på at lære noget. Det går bare ud på at holde op med selvundertrykkelsen. Og når det sker, opdager man – måske
til sin overraskelse – at man opfører sig på den ”forbudte” måde. Og så er det, at ”normale” mennesker hurtigt undertrykker sig selv igen. Men her er det så, at man skal opdage, at de ”forbudte”
energimønstres bevidstheder slet ikke er dårlige, og at det faktisk er konstruktivt at udfolde dem.
Politisk café
I flere årtier inden den borgerlige revolution i slutningen af 1700-tallet sad revolutionære aktivister
jævnligt på kaffestuer og diskutere undertrykkende og frigørende bevidsthed, fremtidens produktion
og samfundsstruktur, organisering af den revolutionære politiske bevægelse mm. Uden denne snak
var der aldrig kommet nogen revolution. Og uden en tilsvarende snak fremover vil der heller aldrig
komme nogen socialistisk revolution.
Det er i orden, at vi diskuterer politiske løsninger indenfor det nuværende samfundssystems rammer; men sådan en snak skal ikke sammenblandes med revolutionær snak.
Vi skal systematisk fremme en snak om et helt andet grundlag for det samfundsmæssige fællesskab. Det gør ikke noget, at snakken nogen gange bliver flyvsk og fantasifuld. Det er heller ikke
afgørende, om alt er realistisk og politisk muligt. Det er processen, der er vigtig. Vi skal omstrukturere brugen af vores bevidsthed, så en del af den hele tiden beskæftiger sig med et fremtidigt samfund, der er anderledes end nu. Og vi skal udbrede denne snak til alle andre, sådan at de også begynder at tænke på en ny og anderledes fremtid. Dengang i 1700-tallet var der mange småborgerlige
121
fantasier og en masse konkrete løsninger på alle tænkelige problemer. Og det meste var totalt urealistisk og manglede forståelse for folkelig medleven. Men det gjorde ikke noget. Tværtimod. Det
skærpede kun snakken.
I dag er der også mange nye idéer på vej; men de bliver ikke diskuteret. Hvis jeg går på café, sidder halvdelen med hver deres bærbare computer og forestiller sig, at de kommunikerer med andre.
Og der er en baggrundsmusik, så man ikke kan høre, hvad de siger ved nabobordet. Er man en lille
gruppe, der godt vil snakke sammen, kan man sætte et par borde sammen. Men så skal man anstrenge sig for at overdøve baggrundsmusikken.
Vi har brug for en ny type af café. En politisk café, hvor normen er, at man drikker vand, og at der
en en buffet med lidt brød, ost og gulerødder. Her skal man sidde ved et stort bord, hvor mange kan
deltage i samtalen. Der skal ikke være musik, og rummet skal have en akustik, så det er let at høre,
hvad der bliver sagt. Her kan man holde tema-aftener, lave oplæg til diskussioner, lave videokonferencer og meget mere. Revolutionen skal snakkes i gang.
Magt
Marx var helt klar over, at man skulle udråbe revolutionen som et mål. Der var 2 veje, som udviklingen kunne forfølge: en borgerlig vej og en revolutionær vej. Lad mig citere fra Manifestet fra
1848:
Bourgeoisiet river alle, selv de mest barbariske nationer, med ind i civilisationen ved den hurtige
forbedring af alle produktionsmidler, ved det kolossale fremskridt med hensyn til samfærdselsmidlerne. De billige varepriser er det svære artilleri, som skyder alle kinesiske mure i grus …
Det tvinger alle nationer til at tilegne sig bourgeoisiets produktionsmåde, hvis de ikke vil gå til
grunde; det tvinger dem til at indføre den såkaldte civilisation, d.v.s. at blive bourgeois'er. Kort
sagt, bourgeoisiet skaber sig en verden i sit eget billede.
Og det ses tydeligere i dag end nogen sinde før. Og i afslutningen af Manifestet skrev han så om de
revolutionære bevægelse – og her har jeg ændret i citatet, idet jeg har skrevet vi i stedet for kommunisterne:
Vi støtter overalt enhver revolutionær bevægelse mod de bestående sociale og politiske tilstande… Endelig arbejder vi overalt på at skabe forbindelse og forståelse mellem de demokratiske
partier i alle lande. Vi erklærer åbent, at vores mål kun kan nås ved, at hele den bestående
samfundsordning styrtes med magt. Lad kun de herskende klasser skælve for vores revolution.
Ved den har vi kun vore lænker at tabe. Vi har en verden at vinde.
Så længe kapitalisterne beholder magten, vil vi se en videreudvikling, der øger alle de problemer,
som verden har nu. Kun ved at manifestere en folkelig mod-magt kan den bestående samfundsordning afskaffes.
Vi snyder os selv og hinanden, hvis vi tror, at vi bare skal gå i dialog med magthaverne, så vi får
nogle bedre love, der kan tjene befolkningen. Det er nemlig ikke lovene og de gode viljer, der driver
kapitalisterne. Det er deres økonomiske overlevelse som kapitalister, der tvinger dem til de handlinger, som de foretager. Selv når de kan indse, at deres handlinger er med til at ødelægge alt her på
jordkloden, vælger de at gøre det alligevel, idet de så håber på, at de selv overlever som kapitalist,
og at alle andre kapitalister på jorden indskrænker deres aktiviteter, så kloden bliver reddet.
Kapitalisterne styrer ¾ af al økonomi. Og politikerne kan så bruge ¼ af økonomien til at rette op
på de ulykker, som der opstår. Så længe magtforholdet er sådan, kommer der aldrig nogen revolution.
Den revolutionære vej er at skabe og styrke en folkelig magt, så vi tvinger de til enhver tid siddende politikere til at acceptere nye folkelige bevægelser, der går i gang med en ny og anden form
for produktion, fordeling, organisering osv. I takt med det vil der så opstå et nyt politisk system.
122
Jordbrug og natur
Alle revolutioner starter med, hvordan vi vil bruge jorden. Det var Marx meget klar over – og skrev
i 1850’erne, at jordbruget ville blive noget helt centralt i en kommende revolution. Han levede på
det tidspunkt i London. Og her var floden Themsen reelt byens kloak. Fødevarer blev fragtet ind til
byen. Og menneskers afføring og andet affald gik så direkte ud i floden. Denne modsætning mellem
land og by skulle løses; og Marx forestillede sig, at det organiske affald gik tilbage til landet.
Landmændene var også begyndt at anvende kemikalier i deres dyrkning; og det anså Marx for en
ødelæggelse af naturen, som man også skulle gøre op med ved en revolution.
I Det kommunistiske Manifest fra 1848 skrev Marx om de utopiske socialister:
..,. [de har] positive forslag med hensyn til fremtidens samfund, f.eks. ophævelse af modsætningen mellem land og by, af familien, den private ejendomsret, lønarbejdet, forkyndelsen af
social harmoni, statens omdannelse til at være ren og skær forvaltning af produktion…
Og det er ikke tilfældigt, at Marx først nævnte ophævelse af modsætningen mellem land og by. I
dag har vi vænnet os til, at enten er det fattige mennesker i ulandene, eller også er det industrialiseret landbrug, der leverer fødevarer til byerne. Og så kan vi andre sidde i byerne og være ligeglade
med naturen. Men Marx vidste godt, at en revolution primært skal handle om, hvordan mennesker
og natur kan forenes.
I Engels’s skrift fra 1880 Socialismens udvikling fra utopi til videnskab skrev han blandt andet:
Summen af de livsforhold, som omgiver menneskene, og som indtil nu beherskede dem, kommer nu ind under menneskenes herredømme og kontrol, og menneskene bliver for første gang
bevidste, virkelige herrer over naturen, fordi de og idet de bliver herrer over deres egne samfundsforhold.
Engels havde en anden opfattelse – nemlig, at menneskene i det socialistiske samfund skal hæve sig
op over naturen. Man skal blive herrer over naturen. Man skal ikke længere være underlagt de vilkår, som naturen tidligere har budt menneskene.
De venstreorientere har siden hen holdt sig til Engels. Det er først i vor tid, at de venstreorienterede er begyndt at tænke på økologi og natur. Og det er, fordi vi er i gang med at ødelægge kloden, så
der ikke kan bo mennesker her, hvis vi fortsætter, som vi gør. Det er ikke kærlighed til naturen. Det
er ikke ophævelse af modsætningen mellem land og by. Og det er ikke interesse i at dyrke sunde,
saftige og lækre grønsager, der driver de fleste venstreorienterede. Det er deres egen overlevelse,
der er truet. Og derfor er de nu blevet miljøvenlige. Vi er ved at smadre hele kloden, og hvis vi ikke
standser den proces, er der slet ingen fremtid for nogen af os.
Det kan man kritisere på samme måde, som Marx kritiserede de utopiske socialister. Man vil godt
løse et problem. Men man forestiller sig, at man kører videre med samme samfundsstruktur som nu.
De venstreorienterede kan godt indse, at man skal lave om på samfundsstrukturen i forholdet mellem kapitalister og arbejdere. Men de fleste forholder sig ikke til forholdet mellem bønder og arbejdere. Og dermed forestiller de sig ikke, at jordbruget bliver noget helt centralt i en kommende revolution, sådan som Marx mente.
Produktivkræfter
Engels havde jo den teori, at det er produktivkræfternes udvikling, der vil føre os frem til socialisme. Og lad os derfor kigge på den historiske udvikling for en plov. Man begyndte at pløje for et par
tusinde år siden – med 2 okser, der trak en pind gennem jorden. Så fik vi en jernplov. Siden en større plov, der skulle trækkes af 2-4 heste. Og i nyere tid har vi fået traktorer og meget store plove. Er
det ikke udvikling af produktivkræfterme?
123
Produktivkræfterne handler jo også om det sociale. Så efter den russiske revolution havde Lenin
den opfattelse, at landbrugene fremover skulle være som fabrikker. Og mange bønder blev efterhånden tvangskollektiviseret. Det vigtigste var dog, at landbruget blev mekaniseret, mente Lenin.
Det gik jo ikke så godt; høstudbytte og kvalitet faldt. Men på et tidspunkt fik bønderne deres jord
tilbage, hvilket medførte, at udbytterne og kvaliteten steg igen.
Men lad os se lidt nærmere på det at pløje. De plove, som man anvender i ulandene, er rigtig gode
for jorden og dyrkningen. Her skærer man planterødderne over i 10 centimeterts dybde, sådan at der
opstår en overfladejord, der er god at dyrke i. De bakterier, som lever i de øverste 10 centimeter, er
nogle arter, som kræver meget ilt for at fungere. Og de bakterier, der lever længere nede, er nogle
andre arter, som kun kan fungere, hvis der er lidt ilt.
De moderne plove vender jorden. De pløjer i 25-40 centimeters dybde. Overfladebakterierne
kommer ned, hvor de ikke får ilt nok. Og bakterierne nedefra kommer op i overfladen, hvor de får
for meget ilt. Bakterierme kan så ikke leve og formere sig. De tunge traktorer trykker også jorden,
så bakterierne kvæles. Og det er et stort problem, fordi det er disse bakterier, der sørger for, at planterne får alle grundstoffer i sig. Det moderne gift-industrielle landbrug producerer planter med 3040 grundstoffer. Økologisk og biodynamisk landbrug kommer op på 50-70 grundstoffer. Men det
naturlige landbrug burde producere planter med mindst 80 grundstoffer. Først så bliver fødevarerne
fulde af saft, olier, sødme og dufte. Og så bliver de sundhedsskabende. De få grundstoffer, som
mennesker i dag indtager, medfører astma, allergi, sukkersyge og mange andre sygdomme.
Det er en udpræget opfattelse blandt venstreorienterede, at det maskinelle landbrug er mere effektivt
end det gammeldags, hvor man primært brugte sine hænder. Da jeg var landmand i 1980’erne,
snakkede jeg med flere gamle landmænd, som i deres ungdom havde arbejdet med hest og hesteredskaber. De sagde alle, at det maskinerede landbrug ikke havde givet mindre arbejde – og ikke havde
givet større udbytte. Jeg arbejdede selv med hest og hesteredskaber – og kunne sammenligne med
mine naboer, der brugte store maskiner. Det var to meget forskellige dyrkningsmetoder. Men nettoresultatet var det samme, som de gamle landmænd havde fortalt: samme mængde arbejdstid og
samme mængde udbytte. Et år prøvede jeg så at lave håndarbejde. Her dyrkede jeg mere intensivt,
så der stod 3 gange så mange planter pr. arealenhed. Og resultatet var igen: samme mængde arbejdstid pr. samme mængde udbytte.
Mange tror, at økologisk dyrkning giver mindre udbytte, sådan at en global omlægning til økologi
vil medføre, at man ikke kan brødføde jordens befolkning. Men min erfaring er, at økologisk dyrkning giver lige så stort udbytte som gift-industriel dyrkning. Ganske vist skal cirka 25 % af arealet
på skift være kløvergræs, der har evnen til at samle kvælstof samt danne mange rødder i jorden,
som bakterierne skal leve af. Og det vil jo medføre, at der kun kan høstes 75 % i forhold til det traditionelle landbrug, hvor man høster på hele arealet hvert år. Men hvis man overgår til håndkraft,
hvor der kan stå 3 gange så mange planter pr. areal, får man et udbytte på 3 gange 75 % = 225 % i
forhold til det traditionelle landbrug. Og der er rigeligt med alle grundstoffer i jorden – i hvert fald
den danske jord. Udfordringen er, at der skal være bakterier nok til at frigøre stofferne til planterødderne. Her er det, at den økologiske landmand hele tiden skal sørge for at opforrmere gode jordbakterier i kompostbunker.
Engels skrev, at man skulle blive herrer over naturen. Og Lenin mente, at man skulle mekanisere
landbruget. Og de venstreorienterede i dag kan ikke forestille sig et landbrug uden enormt store
maskiner. Denne form for produktivkræftenes udvikling, hvor landbrugsredskaberne bare bliver
større, var aldrig en del af Marx’s tanker.
124
Den revolutionære bevægelse
Da Marx skulle beskrive, hvad det revolutionære parti var – set i forhold til alle andre socialistiske
partier – fokuserede han på det mest centrale, som var og er, at det revolutionære parti er for alle.
Det er for anarkister, libertære socialister, småborgerlige fritænkere, præster, tænksomme kapitalister osv. Der er ikke nogen, der er udenfor. Derfor behøver man heller ikke være medlem. Alle er
med. Man kan være beskuer eller aktivist. I det revolutionære parti kan der være grupper, fraktioner
og enkeltpersoner.
De fleste partiafdelinger har en årlig generalforsamling, hvor man vælger bestyrelse eller noget
lignende. Og så er der nogle af dem, der i lighed med kapitalistiske og aristokratiske forsamlinger
beslutter, hvad partiafdelingen skal foretage sig det kommende år. Hvis sådan en beslutning går ud
på, at man skal fortsætte med de teori-praksis runder, som er i gang, og at man dermed arbejder sig
fremad i en proces, hvor man udbygger samarbejdet med andre, høster erfaringer og korrigerer kursen for at være sikker på at opnå resultater, vil det være helt fint. Så arbejder man revolutionært.
Men hvis man beslutter, at afdelingen skal holde et månedligt møde, og hvor første møde skal
handle om boligpolitik, næste møde om billetpriser til busser, næste møde osv., så er det ikke noget
revolutionært arbejde. Så inviterer man typisk en af sine egne politikere til at komme og holde et
oplæg til diskussion. Og så går det ud på, hvad man kan i Folketinget eller på rådhuset. De fleste
venstreorienterede partier går ud fra, at det er sådan, at lokalafdelingerne fungerer. Og derfor vedtager man nogle kampagner. For eksempel kan man i to måneder lave en kampagne om unge og praktikplads. Og så trykker man en masse løbesedler og plakater, som sendes ud til afdelingerne. Medlemmerne kan så dele ud og hænge op. På den måde bliver medlemmerne aktive.
Jeg har været med til meget af sådan noget. Der er ingen erkendelser, ingen analyser og ingen målsætninger. Beslutningerne er kvantitative betragtninger. Det
hele foregår oppe i hovedet. Mens man holder møde, skal ens smart phone også
betjenes. Hvis der er fodboldkamp i fjernsynet, må det gerne vises i baggrunden. Og når man er
færdig med det kedelige arbejde, skal man på værtshus og få en bajer. Udover det politiske er der 5
andre bevidstheder, der trækker.
Når bevidstheden vågner
Inden jeg går videre, vil jeg lige kaste et blik tilbage på 1970’erne. Dengang snakkede man om
dobbeltorganisering. Dels var man aktiv i en eller flere græsrodsbevægelser. Og dels var man aktiv i
sin partiafdeling. I en græsrodsbevægelse arbejdede man med ét emne - for eksempel vedvarende
energi. Og i partiet arbejdede man med at formulere den overordnede politik for hele samfundet. I
græsrodsbevægelsen var der både socialister, anarkister, småborgerlige mellemlagsfolk, religiøse
mennesker, små selvstændige og mange andre. De ville alle sammen have vedvarende energi. Men
nogle gik ind for at støtte erhvervslivet, så de kunne lave smarte energimaskiner. Andre gik ind for,
at man skulle være ydmyg overfor naturen og indskrænke energiforbruget. Og andre gik ind for helt
tredje idéer. Medlemmerne af det revolutionære parti skulle så være med i græsrodsarbejdet, men
skulle overbevise de andre om, at det kun var socialisme, der kunne udgøre en varig ramme for
vedvarende energi.
Som jeg har klargjort det tidligere i bogen, opererede Marx med 3 delbevidstheder, som alle 3 indgik i en proces. Den samfundsmæssige
bevidsthed havde to bevidsthedspoler, hvor man opnåede konkrete
erfaringer (underliv), som man analyserede og fik abstrakte tanker
(hoved). Og så havde man en individuel følelsesmæssig bevidsthed
(bryst), hvor man udførte en masse sociale handlinger, som gav anledning til, at man fik nye erfaringer osv. Men efter 1860 erkendte Marx,
at der blandt alle, han kendte, var sket en bevidsthedsspaltning, så samfundsbevidstheden (analyseenergien) ikke længere hang sammen med den individuelle følelsesbevidsthed (enheds-energien).
Denne splittelse af bevidstheden har hærget Europa igen og igen; men vi var faktisk ret mange i
1970’erne, som fik samlet bevidsthederne i de to kropssider. Og vi var dem, der skabte alt det nye
125
og progressive, som opstod. Der er nogle forskere, som i dag mener, at man kan dele 70’erne op i to
perioder. I den første periode blev der udført revolutionært arbejde, som ændrede samfundet på
mange måder i en positiv retning. Og så er der perioden efter 1975, hvor bevidstheden stivnede, og
hvor de venstreorienterede begyndte at undertrykke alle, fordi de insisterede på, at alt skulle samles
sammen til en overordnet abstrakt samfundsteori.
Mange af disse venstreorienterede syntes, at det var godt, at folk selv tog fat og gjorde noget. Men
de syntes, at folk gjorde det forkerte. I de år var der mange græsrødder, der sagde: Vi går i gang
med praksis; og i takt med at vi bliver klogere, opnår vi en teori for, hvad der fungerer. Og mange
af de venstreorienterede sagde: Vi må have en teori for, hvad vi vil, så vi ikke bare går i ring eller to
skridt frem og to tilbage; og så må vi bagefter udføre det i praksis.
Jeg oplevede tydeligt, hvordan mange af mine venner efter 1975 begyndte at få en stivnet og splittet bevidsthed. Og omkring 1982-83 syntes jeg, at det var dem alle sammen. Der kom så en højredrejning i dansk politik. Det værste – efter min opfattelse – var, at der ikke længere var nogen, der
visualiserede et alternativt samfund. Og det medførte – som jeg har skrevet tidligere i bogen – at der
var mødre, der i afmagt og desperation fik følelser om at dræbe deres nyfødte barn; og at der var og
er cirka en sjettedel af de unge, der skader sig selv ved at skære i sig. Fordi de venstreorienterede
mente, at det kun var samfundsbevidstheden, der var sand, mens den følelsesmæssige individuelle
bevidsthed var falsk, skiftede også halvdelen af arbejderklassen fra at identificere sig med de venstreorienterede til at identificere sig med de højreorienterede, hvor Dansk Folkeparti opstod. På universiteterne begyndte man at studere Marx på en ny måde. ”At læse Kapitalen” var en meget anvendt bog, hvor marxismen bliver gjort til filosofi. Og der var mange andre marxistiske forfattere,
som fik presset Marx ind den splittede og stivnede bevidsthed.
Men lad os nu forestille os, at den bevidsthedsmæssige opvågning, som så småt er på vej, virkelig
bliver til noget, så der er basis for revolutionære processer, og at en lokalafdeling begynder at arbejde revolutionært. Skal vi så gøre ligesom i årene 1968-75, sådan som nogen i dag mener?
Dengang var udgangssituationen et bevidsthedsmønster med 2 spaltninger, hvor der var
bevidsthedsmæssige forbindelse mellem hoved og bryst, som gav moralske og etiske tanker.
Og frigørelsen kom meget til at handle om at integrere de to sider (højre og venstre).
I dag er flertallet fastlåst i et bevidsthedsmønster med 3 spaltninger, hvor man oplever 6
”mig’er” uden nogen sammenhæng. Mennesker lever i 6 forskellige sociale sammenhænge
– og har travlt med at nå det hele.
Der er rigtig mange græsrodsbevægelser i dag, som opfatter sig som revolutionære, men som forbliver i det 6-delte bevidsthedsmønster. De bruger én af de 6 bevidstheder til deres græsrodsarbejde.
Det kan for eksempel være et fødevarefællesskab, hvor man handler direkte med nogle økologiske
og biodynamiske avlere og fordeler grønsager til deltagerne. En del af medlemmerne ser gerne, at
fællesskabet breder sig til andre af livets områder. Men andre af medlemmerne kan ikke se hvorfor;
de oplever jo, at de har en del-bevidsthed, som kun omhandler fødevarer, og det er det, som fællesskabet drejer sig om. De 5 andre del-bevidstheder drejer sig om noget helt andet.
Der er også musik- og koncertfællesskaber, der har skabt et spændende musikmiljø, hvor de også
bruger én af de 6 bevidstheder til det; og der er nogle seksualpolitiske grupper, som bruger én af
underlivets bevidstheder til at frigøre menneskers kropslighed osv.
I 1960’erne kom det hurtigt til at handle om parforhold. Man havde to sider (højre og venstre),
hvor man identificerede sig med den ene - og projicerede den anden ud på en kæreste. Og dengang
skulle man så forsøge at ophæve denne spaltning. I dag er der ikke denne 2-deling. Der er en 6deling. Og man identificerer sig med alle 6, idet man har 6 ”mig’er”.
Udfordringen handler derfor om at få skabt sammenhæng mellem de 6 del-bevidstheder. Allerede
i dag snakkes der meget om det. Men her handler snakken om, hvordan man får tid til at skifte rundt
mellem de 6, så man når dem alle sammen – og altså ikke få dem til at hænge sammen. Med bevidsthedsstrukturen i 70’erne var de venstreorienterede aktive i én politisk bevægelse samt i én
græsrodsbevægelse. I dag er mennesker aktive i 6 forskellige sociale aktiviteter, hvoraf den ene
måske er politisk, mens flere af de andre er græsrodsbevægelser – eller bare noget helt individuelt.
126
Dem, der i dag gerne vil begynde at være revolutionære, kan ikke kun identificere sig med et parti
og en enkelt græsrodsbevægelse. De bruger alle 6 delbevidstheder til 6 forskellige sociale identifikationer, hvoraf én bruges til politik og andre til alle de forskellige slags græsrodsbevægelser. De
vil gerne være med i det alt sammen. De er egentlig ikke interesseret i at være medlem af en forening eller organisation. De vil bare gerne være med. Så er der tidspunkter, hvor der foregår noget i
én af bevægelserne. Og andre tidspunkter, hvor der foregår noget i en anden af bevægelserne. Og så
er man med dér, hvor der foregår noget.
I 70’erne kunne man godt – rent bevidsthedsmæssigt – få én af delbevidsthederne til at være en
overordnet politisk bevidsthed. Det kan man ikke nu, hvis man altså ønsker at inddrage den bredere
befolkning. Alle 6 delbevidstheder er ligestillede. Ingen er overordnet. Det er selvfølgelig stadig
vigtigt, at man har en bevidsthed om et socialistisk samfund. Men denne bevidsthed må finde sig i
den ydmygelse at komme ned i øjenhøjde med de andre del-bevidstheder. Det betyder – rent politisk – at det er lige så vigtigt at producere en sund gulerod, som det er at opnå en sund organisationsstruktur, og som at få et sundt seksualliv osv.
Partidemokrati
I 2011 var jeg med til at opbygge en ny partiafdeling i et socialistisk parti. Der blev holdt to stormøder, som var mægtig gode, fordi deltagerne meldte klar ud, hvad de gerne ville. De ønskede interne sociale arrangementer, fest og sammenhold. Registrering af lokalområdet med henblik på målrettede kampagner. Færre caféer og flere bænke. Flere cykelparkeringshuse. Diskutere politik. Loppemarked og bydelsfester. Stemme dørklokker. Reparere cykler. Synge mere. Aktiv økologi. Makkerordning. Række ud til naboen. Politiske møder med skolebørn og børnehaveforældre. Byvandring. Samarbejde med andre foreninger. Fællesspisning. Det karakteristiske for alt dette var, at det
demonstrerede, at der var begyndt at komme en bevidsthedsmæssig opvågning, hvor politik ikke
handler om teorier oppe i hovedet, men om at tage udgangspunkt i egne konkrete behov og ønsker –
at bygge på en kropslig funderet bevidsthed.
Der blev nedsat en koordinationsgruppe, som skulle fungere som bestyrelse. Og de skrev så ud til
medlemmerne, at de havde nedsat 6 grupper: gadeplan, sammenhold i afdelingen, fest og farver,
det daglige, debat samt kunst og kultur. Så skulle ham, der ville lave karaoke, samarbejde med ham,
der ville lave byvandring, og hende, der ville involvere forretninger. Og hende, der ville have mere
sang, skulle samarbejde med ham, der ville lave makkerordning, og hende, der ville skaffe lokale.
Resultatet var selvfølgeligt, at ingen af disse grupper blev til noget. Der kom ikke ét eneste gruppemøde eller samarbejde ud af det.
Koordinationsgruppens medlemmer havde den splittede og stivnede bevidsthed,
som stadig er den mest udbredte, og hvor politik udgøres af en sjettedel af bevidstheden, som befinder sig oppe i hovedet, og som ikke er i forbindelse med de
øvrige 5 dele af bevidstheden. Og flere af dem drømte om en position i partiet og stille op og blive
valgt. Og den nye afdeling blev ret traditionel med medlemsmøder, hvor der deltog nogle få medlemmer.
På landsplan var der nogle i partiet, der lavede seminarer for at få lokalafdelingerne til at fungere
bedre. Fokus var dels på ”mødelederen”, som skulle styre et møde effektivt, og på, at det enkelte
medlem følte sig godt tilpas. Og her var der en lang række af teknikker, som var hentet fra nyere
amerikansk psykologi. Der var intet fra de erfaringer, som arbejderklassen har fundet frem til i de
perioder, hvor bevidstheden ikke var totalt stivnet og splittet, og hvor man faktisk formåede at få
indflydelse på udviklingen.
Når det socialistiske parti Enhedslisten holder landsmøder, træffer man beslutninger ved at stemme
om forslagene. Der er forinden udarbejdet forslag, som består af en stor mængde begreber (hoved),
som retter sig mod den sociale virkelighed (underliv). Så kommer der en række ændringsforslag fra
medlemmerne. Og de begrundes med små afhandlinger om social teori og histioriske erfaringer.
Herefter kommer der modforslag, som også begrundes med social teori og historiske erfarringer. Til
127
disse forslag kommer der en række ændringsforslag, hvor man udskifter visse ord og sætninger. Og
til ændringsforslagene kommer der så en række forslag til ændring af ændringsforslagene. På det
besluttende møde stemmes der så om ændringsforslagene til ændringesforslagene. Og så stemmes
der om ændringsforslagene. Og til sidste stemmes om de forskellige elementer i det samlede forslag. Og så stemmes om det samlede forslag. Alt følger en logisk og demokratisk procedure. Og
dermed skulle demokratiet være i orden. Sagen er bare, at 90 % af medlemmerne allerede er stået af
inden det besluttende møde. Og dem, der debatterer på beslutningsmødet, skal forinden adskillige
timer hver dag i en måneds tid have sat sig meget grundig ind i alle forslagene, ændringsforslagene
og ændringerne til ændringsforslagene. Hvis man så har studeret samfundsvidenskab i mindst 6 år
på universitetet, kan man nogenlunde følge med i, hvad der sker. Men ellers er det helt umuligt at
orientere sig. Det hele ender med, at man har vedtaget noget, som nu står på skrift, og som er det,
som partiet har som program. Reelt er det under 1 % af medlemmerne, som har besluttet det. Og
langt de fleste medlemmer føler sig helt fortabt og opgiver at følge med og forstå, hvad det alt
sammen går ud på. Jeg kender tilmed flere formænd fra lokalafdelinger, som også helt har opgivet.
Og den almindelige mening blandt de mange medlemmer, som jeg kender, er, at det alt sammen er
totalt ligegyldigt. For på venstrefløjen er der adskillige af sådanne politiske grupper, som fungerer
på nøjagtig samme måde. Og det karakteristiske ved dem alle sammen er, at de sidder hver for sig
træffer sådanne beslutninger; men de kommunikerer ikke med andre fraktioner på venstrefløjen - og
slet ikke med andre grupper i samfundet. Hver venstrefløjsgruppe har så deres egne aviser, blade og
hjemmesider, hvor de skriver, hvad de har besluttet. Og det er kun dem selv, der læser det. Og hvis
man spørger menige medlemmer om, hvad det går ud på, har mange af dem kun nogle få forestillinger om det.
Græsrodsforening
Med baggrund i ovenstående er det forståeligt, at der er unge mennesker, der
forsøger at udvikle en bedre form for demokrati. Og her er fokus især på fællesskab – eller community, som det hedder på nydansk.
Vi så det allerede i 20-30’erne i Tyskland, hvor folk rundt om på værtshuse begyndte at tale om
fællesskab. Og der opstod en gruppe, der ville revolutionere samfundet. Det udviklede sig sådan, at
det blev én mand, der blev fortaler, og han fik en masse beundrere – især kvinder. Det karakteristiske ved ham var, at han aldrig talte om sine egne interesser. Han følte, at han talte på alles vegne.
Han havde (i starten) ingen meninger selv. Han formidlede blot det, som alle mente. Han blev vældig populær, fordi folk netop var grundig trættte af både de venstreorienterede og de højreorienterede. Når han kom til en mødregruppe, talte han mødrenes sag. Og når han besøgte nogle arbejdere,
talte han arbejdernes sag. Og det var tydeligt for enhver, at han talte direkte fra hjertet. Han var
fuldtstændig åben og ærlig. Alle følte, at han bare var én af folket. Senere blev der dannet et parti;
men han var ikke leder for partiet. En leder har egne meninger. Men han havde kun folkets umiddelbare følelser og spontane meninger. Så derfor kaldte han sig fører. Han gik bare foran, og folk
fulgte efter. Og han repræsenterede kun det, som alle var enige om. Lidt efter lidt blev det ham, der
koordinerede den demokratiske proces – eller som det hedder på nydansk: han faciliterede processen. De idéer og tanker, som han sugede til sig på ét møde, videregav han til andre på et andet møde. Og her blev der tilføjet flere synspunkter, som han tog til sig og fik det indpasset i den samlede
tankegang. Da det hele voksede, var der dog nogle, der ikke helt kunne få deres synspunkter med i
processen. Og efterhånden var der en hel gruppe, der slet ikke passede ind. Men det var, fordi de
ikke ville. De var åbenbart nogle undermennesker, der ikke kunne indse, hvad der var godt. Og når
de nu ikke ville være en del af fællesskabet, måtte de forlade Tyskland. Og dem, der ikke selv rejste, blev til sidst deporteret til nogle lejre, hvor de blev udryddet.
Det interessante er, at det er selve den europæiske bevidsthedsstruktur, der danner denne form for
fællesskab. Og derfor dukker det op igen og igen. Og nu også i de græsrodsforeninger, der er opstået i de senere år. Det vigtige er at forkusere på fællesskabet. Alle er med i processen. Dukker der et
128
problem op, nedsætter man en gruppe, som er åben for enhver, der har lyst til at være med. Og her
skal man så sidde og få idéer til at løse problemet.
Hvis det nu var med højre sides bevidsthed, ville det handle om at forstå (hoved) fortiden
(underliv) og analysere den, sådan at der kunne opstilles en plan for fremtiden.
Men det sker ikke. Det typiske ved disse grupper er, at man sidder og får spontane idéer, der
bygger på følelser for, hvordan fællesskabet kan udvikle sig.
Jeg har i nogle år været aktiv i en fødevareforening, som køber grønsager hos økologiske og biodynamiske avlere. Grønsagerne bliver hver onsdag fragtet til et centralt lager, hvor de bliver delt op til
10 afdelinger. Så bliver varerne kørt ud til afdelingerne, hvor nogen pakker dem i poser, som medlemmerne så henter. Hver uge er der nogle, der bestiller til den følgende uge. Og nogle tager sig af
regnskab og betale regninger.
Ser man tilbage på foreningens udvikling, ser man en vækst i antallet af grupper. Der var en kollektivgruppe, der var en slags bestyrelse, som tog sig af diverse beslutninger. Og så var der nogle
IT-kyndige, der lavede hjemmesider på internettet. Så var der en posegruppe, der skaffede poser til
at hente grønsagerne i. Og en grafikgruppe, der lavede et logo. Så var der formidlingskorpset, der
var en gruppe, der skulle formidle informationer. Og en VSM-gruppe, der skulle finde ud af, hvilke
problemer der var. Og så var der en kommunikationsgruppe, der skulle få grupperne til at samarbejde. Disse overordnede grupper kørte lidt trægt, for det var nogle få ildsjæle, som trak læsset. Men så
blev der holdt et krisemøde, hvor der blev nedsat nogle flere grupper. En gruppe skulle lave reklamefilm om de forskellige arbejdsgrupper og opgaver. En anden gruppe skulle finde på en langsigtet
økonomistyring. En gruppe skulle lave kvantitative og kvalitative medlemsundersøgelser. En gruppe skulle stå for udvikling af organisationsstrukturen. En gruppe skulle stå for udvikling af bedre
introduktionsforløb for nye medlemmer. Og så skulle der være en gruppe, der skulle lave nyhedsbreve og kommunikation til alle medlemmer.
Ifølge min opfattelse ville det alt sammen have fungeret meget bedre, hvis man nedlagde de fleste
af alle disse grupper. Men det interessante var, at der opstod overordnede grupper, og at de voksede
i antal og omfang.
Vi så nøjagtig det samme i stat og kommuner for 10 år siden. Der blev tilført betydelige flere skattekroner til Arbejdsformidlingen; men alle pengene gik til overordnede grupper, der skulle lave undersøgelser, vejlede, kontrollere mm. Der kom også betydelig flere penge til hele det sociale arbejde
i børnehaver, plejehjem, hjemmehjælp osv. Men her gik alle pengene også til overordnede grupper,
som også voksede i antal og omfang.
Det var og er et samfundsfænomen, som opstod efter deperdutionen, som begyndte i
80’erne, - blev samfundsmæssiggjort i 90’erne, - og udviklede sig helt grotesk i 00’erne.
Hvis man er en lidt stor organisation, har man sandsynligvis gang i aktiviteter, som knytter
an til flere af de 6 delbevidstheder. Nogle er aktive med én del af helheden og bruger én del af deres
6-delte bevidsthed. Andre er aktive med en anden del af helheden og også én del af deres 6-delte
bevidsthed – men en anden del end den, som de førstnævnte bruger osv. Og så handler problemet
om, at disse delbevidstheder ikke kan kommunikere med hinanden.
Enhver del af bevidstheden knytter sig til noget ude i den ydre materielle og sociale virkelighed.
Men der er ingen forbindelse inde i det enkelte menneske mellem delene. Der opstår derfor hele
tiden kommunikationsproblemer. Nogen tror så, at det er noget, som kan løses med skemaer, vejledninger, tilbagemeldinger, informationer, undersøgelser, kontrol osv. Det handler altid om at forbedre kommunikationen. Og for hver af de 6 delbevidstheder nedsættes der så en gruppe, der skal
forbedre kommunikationen. Set udefra virker det komisk og tragisk. Men når man har den splittede
bevidsthed, synes det logisk og naturligt.
Jeg har også været med i andre græsrodsforeninger, der er meget mindre. Og her nedsatte man
også hele tiden grupper – i stedet for en direkte kommunikation.
129
Det har ikke noget at gøre med, at folk er dumme, og at de bare skal tage sig sammen og gøre
alting simplere. Sagen er, at bevidsthedsspaltningerne er reelle. Og når man beskæftiger sig med én
del af virkeligheden – og bruger én af sine 6 del-bevidstheder – er man ikke i stand til at koble denne bevidsthed med nogle af de andre 5 del-bevidstheder. Man kan godt erkende, at der er et kommunikationsproblem. Men det er som at stirre ud i mørket eller ind i en væg. Man kan ikke se nogen
løsning. Og derfor bliver man nødt til at nedsætte en gruppe, der skal finde ud af, hvad man kan
gøre. Gruppen finder så ud af noget. Og man kan godt kommunikere det til andre mennesker, for de
har også den tilsvarende bevidsthedsstruktur. Men det løser bare ikke problemet. For så er man bare
flere, der kigger ud i mørket eller ind i en væg. Resultatet vil altid ende i frustration, hvor man tror,
at der skal etableres flere grupper.
Udfordringen er så, hvordan man koordinerer det hele. I fødevareforeningen
havde man en koordinationsgruppe, som i princippet skulle koordinere. Men
den anvendte den samme bevidsthedsstruktur. Og her sad man også og fik
spontane idéer, der bygger på følelser for, hvordan fællesskabet kan udvikle sig. Så reelt var det
bare en ekstra gruppe. Og så skete der det, som der altid sker, at der opstår en person, som egentlig
gerne vil være en del af en faciteringsgruppe, men som bliver til facilitatoren, der ikke selv har nogle meninger, men som påtager sig opgaven med at facilitere den demokratiske proces. Jeg vil her
kalde personen for M. Han påtog sig at komme til de fleste møder for alle grupperne. Og på et møde
udviklede man så den demokratiske proces et skridt fremad. Og på næste møde i en anden gruppe
med andre mennesker, refererede M så, hvordan processen så ud lige nu. Og så udviklede man den
demokratiske proces endnu et skridt fremad osv. M selv havde ingen meninger eller holdninger
(mente han). Og ved at tage alle med på råd, blev der taget højde for alles bekymringer. På den måde var alle med i en demokratisk beslutningsproces, hvor man opnåede konsensus i stedet for at
stemme. Sådan en facilitator kender jeg også fra andre lignende foreninger fra England, Tyskland
og Portugal. Det er selve bevidsthedsmønstret, der skaber den sociale praksis.
Her er det ikke muligt at opdele i modsætninger. Man oplever et fælles ”vi”. Der er kun én
bevidsthed, og den udvikler sig ligesom en film, hvor handlingen hele tiden går fremad. Dem,
der forsøger at facilitere processen, tror selv, at de blot er tjenere for andre. De mener ikke, at
de varetager bestemte interesser. I deres egen selvforståelse formidler de det, som alle andre ønsker.
Alle beslutninger er kun midlertidige – og kun gælder kun til, at man er blevet klogere og kan rette
sig efter de erfaringer, som man høster undervejs.
M og andre har også lavet en organisation, der skal arbejde for omstilling af Danmark. Her skriver
de om ledelsen: Bestyrelsens rolle er at varetage foreningens økonomi og uddele midler til opnåelse
af foreningens mål. Bestyrelsen har ikke formel magt, men indgår som en del af koordinationsgruppen, hvor alle er velkomne. Koordineringsgruppen er det centrale beslutningsorgan. Eventuelle konflikter og problemstillinger om udvikling og drift løses i koordineringsgruppen. Gruppen og gruppens møder er åbne for alle medlemmer. Her følger de nøjagtig den samme organisation som i fødevareforeningen. Man har en formel bestyrelse, men den har ingen magt. Der er kun en konstant
proces, der hele tiden skal koordineres.
Nu kan man mene, at det her er totalt uskyldigt. Hvad gør det, at den del af befolkningen, der går op
i det her, organiserer sig på denne måde, hvor bevidstheden hele tiden udvikler sig? Det drejer sig jo
kun om grønsager, økologi, miljø, dyrevelfærd og klodens fremtid.
Problemet er ikke så meget sådanne foreninger, facilitatorer, førere, organisationsmåder mm. Det er
den grundlæggende bevidsthed, der er problemet. Her opdrager man folk til at tænke på en bestemt
måde. Der er aldrig nogle analyser af fortiden. Der er ingen opsamling af viden. Der er heller ingen
analyser af, hvilke reelle muligheder og begrænsninger, der er i fremtiden. Hele bevidstheden handler om her-og-nu. Den er båret af følelser om fællesskabet. Man er altid midt i processen. Det er
130
som at se en film, hvor handlingen hele tiden udvikler sig. Der bygges konstant bro over alle konflikter og modsætninger. Alle behøver ikke være enige. Og man må gerne have bekymringer. Man
går kun fremad i processen, når alle kan acceptere det eller i det mindste ikke modsætter sig det.
Det kan lade sig gøre, fordi hele denne del af bevidstheden knytter sig til at være forbruger, til familielivet, til fritidslivet, til følelserne.
Men den dag, hvor samfundet bryder sammen, og det opstår en fysisk magtkamp
mellem kapitalistklassen og arbejderklassen, fordi økonomien og produktionen er
brudt sammen, og de fattige begynder at sulte, …
… vil store dele af befolkningen mene, at vi nu skal stå sammen og løse problemerne i fællesskab. Og så er de opdraget til at tænke og organisere sig på en bestemt måde. Her er de ligeglade med alle analyserne og forklaringerne. Og når der
så på et tidspunkt er én, der stiller sig op og taler folkets sag – uden selv at have nogle meninger
eller synspunkter, men blot formidler, hvad alle tænker – så er det ikke ham, men fællesskabet, der
manifesterer sig. Og så får vi en øko-fascisme, hvor hønsene og svinene skal have det godt, men
hvor arbejderne skal i arbejdslejre, hvis de ikke kan opføre sig solidarisk – og hvor socialister skal i
fængsel, fordi de ødelægger hele klodens fremtid ved at sabotere fællesskabet.
I dag er de fleste socialister aktive i fagbevægelse og socialpolitik mm. Hvis gamle nazistiske grupper kommer på gaden, ved de godt, at man skal bekæmpe dem. Men de nye grønne bevægelser forholder man sig ikke til. De er helt uskyldige – tænker man.
Her er det nok en vældig god idé at deltage i de grønne organisationer – og så arbejde for, at viden
om fortiden udbredes, - at man sætter sig ind i de faktiske muligheder, - samt at der sker en individualisering, sådan at det enkelte menneske udfolder sig med en kropslig funderet bevidsthed, der
bygger på egne erfaringer - i stedet for at sidde sammen og få fælles følelser og visioner.
Opstår der et problem, skal man ikke danne en ny gruppe, der er åben, og hvor alle interesserede
kan deltage, og hvor alle idéer er lige gode. I stedet skal man samle dem, der ved noget om problemer, har erfaringer om det, eller arbejder med at skaffe sig erfaringer.
I de første 100 år af socialismens historie var man modstander af magthavere, men også modstandere af et fælles ”vi” – forstået som folket, der var undertrykt af adelen og kongen. Det vigtigste første
skridt i retning af socialisme var et skift til individualisme. Det enkelte menneske skulle være frit og
handle ud fra egne interesser. Det var før reifikationen med en spaltning mellem højre og venstre
sides bevidstheder, hvor man fik et individualistisk ”jeg” i den ene side og andre mennesker i den
anden side. Med reifikationen splittes mennesker, og så bliver individualisme destruktivt. Når man
har af-reificeret sig selv og hinanden, bliver individualisme en konstruktiv forudsætning for kollektivisme, hvor man koordinerer sig med hinanden.
Opvågning
Efter år 2005 er der begyndt en bevidsthedsmæssig opvågning. Det skyldes især den globale opvarmning samt ødelæggelse af naturen og af den økologiske balance i jorden – kombineret med, at
politikerne ikke magter at gøre noget ved det. Flere og flere er klar over, at der forestår en omstilling af samfundet. Men bevidstheden er stadig splittet; og man ved ikke, hvor eller hvordan man
skal tage fat.
Den gamle polaritet mellem bevidsthederne i højre og venstre sider duer ikke længere. Ingen af de
to bevidstheder kan løse de problemer, vi står overfor. Først når man genskaber den indre forbindelse mellem sine 6 adskilte ”mig’er” – og danner et samlet ”jeg”, kan man have flere delbevidstheder, der samarbejder, og som kan skabe både en personlig og en samfundsmæssig udvikling. Så hvad skal der til, for at man slipper ud af den 6-delte bevidsthed?
131
Det starter i det enkelte menneske. Måske får man et psykisk sammenbrud. Måske bliver man
fyret. Måske skilt. Eller man har hørt et foredrag. Eller læst denne bog. Der er en anledning. Og så
bliver man ligeglad med systemet. Så tvinger man ikke længere sig selv til at opdele virkeligheden i
de dele, som anses for ”fornuftige”. Så begynder man at blande det hele. Og især hvis man får lidt
hjælp, finder man et indre ”jeg”, der har en vilje og kraft til at skabe det liv, som man gerne vil leve.
Lokale partiafdelinger og græsrodsforeninger kan yde en stor og afgørende indsats. Men det er
også vigtigt med en systemkritik, hvor det igen og igen skal siges højt og tydeligt, at det nuværende
samfund splitter bevidstheden, så vi mister vores ”jeg” og handlekraft.
Man kan også arrangere ugentlige lejre eller seminarer, hvor man blander del-bevidsthederne i
praktiske gøremål – og parallelt hermed arbejder med at få en forståelse for, hvordan man opnår en
revolutionær bevidsthed.
I takt med at nogle vågner op til et samlet ”jeg”, er det vigtigt, at de har et sted at gå hen, hvor de
kan mødes med ligesindede, der også kan mærke et samlet ”jeg”. I hver politisk lokalafdeling samt i
hver græsrodsforening bør man derfor danne en særlig jeg-gruppe, hvor man kan være sammen og
snakke om, hvad der sker, når man bygger aktiviteterne på hvert enkelt medlems krop, følelser og
tanker - i stedet for på abstrakte idéer.
Er man sådan et menneske, der er vågnet op, vil man sikkert gerne foretage sig noget, hvor man
bruger hele sig selv. Så blander man sine 6 tidligere del-bevidstheder – og så laver man noget, hvor
der er sammenhæng både bevidsthedsmæssigt og socialt. Her støder man ind i det problem – hvis
man er med i en større forening eller organisation – at der sikkert for hvert af de 6 del-bevidstheder
er oprettet en gruppe, som skal løse de problemer, der er med denne del-bevidsthed. Når man så gør
noget, kommer man i modsætning til disse grupper. Så er der nemlig én gruppe, der har lavet retningslinjer for, hvordan man indkalder og engagerer andre. En anden gruppe har lavet retningslinjer
for, hvordan mødestrukturen skal være. En tredje gruppe har lavet retningslinjer for, hvilke økologiske og bæredygtige tiltag man skal have. En fjerde gruppe har lavet retningslinjer for, hvordan man
skal kommunikere på internettet. En femte gruppe har lavet retningslinjer for, hvordan man skal
inkludere nye medlemmer. Og en sjette gruppe har lavet retningslinjer for, til hvad og hvor meget,
man bør inddrage medlemmerne. Og så står man der som ny-opvågnet og kan ikke adskille de 6
del-bevidstheder. Og man kan klart indse, at alle de 6 gruppers retningslinjer passer på bevidsthedspaltede mennesker – og er med til at spalte dem yderligere.
Hvis det er en mindre forening, er det måske kun én gruppe, der har lavet sådanne retningslinjer.
Men de har så diskuteret og truffet beslutninger om de 6 del-bevidstheder på 6 forskellige tidspunkter, idet de ikke er i stand til at forbinde disse bevidstheder. For dem virker det naturligt og selvfølgeligt. Det er bare 6 punkter på en dagsorden.
Som ny-opvågnet kan man have det meget svært, fordi man føler, at ens identitet smuldrer, og at
man har alle imod sig. Så havner man let hos en psykiater, der fylder én med medicin - og gennem
en række samtaler hjernevasker én, så man igen havner i den 6-delte bevidsthed. Men så er det, at
der skal være en jeg-gruppe for mennesker, der ikke deler snakken op i 6 del-emner, der passer til 6
”mig’er”, men hvor man gør det samme, som man gjorde i i perioderne 1750-1850, 1920-30 og
1970-1980. Man snakker om sit ”jeg”. Hvor er jeg henne i mit liv? Hvad vil jeg egentlig? Hvad har
jeg lyst til? Hvad har jeg brug for? Hvad kan jeg bidrage med? Hvad vil jeg gerne lave? Hvem vil
jeg gerne være sammen med? Hvordan kan vi koordinere os med hinanden? Hvilken hjælp vil jeg
gerne have? Hvordan kan jeg hjælpe andre? Hvordan vil jeg bruge mine kræfter?
Man kan kalde gruppen for reflektionsgruppe, selvhjælpsgruppe, anarkistgruppe, spontanitetsgruppe, opsamlingsgruppe, oprørsgruppe, terapigruppe, individualistgruppe, gruppe-for-utilpassede,
gale-gruppe, psyko-gruppe, revolutionsgruppe, gruppe-for-os-der-har-opgivet, gruppe-for-os-der-erbegyndt, samlingsgruppe, tordengruppe, dragegruppe, kys-frøen-gruppe eller noget andet.
Gruppen er en hjælp til deltagernes egne bevidsthedsmæssige processer. Men gruppen bør også
spille en koordinerende rolle for hele fællesskabet.
132
Nogen mener, at der skal iværksættes en slags terapi. Denne tanke ligger i forlængelse af det, som
skete i 80-90’erne, hvor mange gik i individuel terapi. Fejlen dengang var, at det netop var individuelt. Man forsøgte at nedbryde reifikationen – altså spaltningen mellem højre og venstre side –
som om at det noget, der vedrørte den enkelte. Men samtidig var man godt klar over, at det var noget kollektivt. Men så spillede terapeuten rollen som fader, mens patienten spillede sig selv som
barn. Eller patienten skulle i sin fantasi forestille sig selv og sin far i en dialog osv. Her kan vi lære
af Lukács, som helt rigtigt indså, at en ophævelse af reifikationen handler om at forstå den sociale
relation, som man har været placeret i – og måske stadig befinder sig i. Og konsekvensen heraf er,
at man dropper den individuelle terapi – og i stedet arbejder som gruppe og politiserer sin placering
i samfundet og produktionen. I forlængelse heraf indså Lukács også, hvordan man kan ophæve alienationen – altså spaltningen mellem underliv og hoved. Alienationen medfører jo, at det oprindelige
subjekt (underliv) gøres til objekt (arbejdskraft), og at det oprindelige objekt (hoved) gøres til subjekt (samfundsbevidsthed). Og opgaven går så ud på, at genskabe et subjekt, der er kropsligt funderet (underliv). Og det sker på en arbejdsplads, når man går i strejke. Eller sådan var det engang; og
mange socialister mener stadig, at strejker og demonstrationer kan skabe bevidsthed. Men i dag er
sådanne aktioner ofte styret ”fra oven”, sådan at arbejdere bare er passive deltagere. Den bevidsthedsmæssige effekt opstår kun, hvis det er folk selv, der styrer deres aktion. Og det kan ske på alle
af livets områder. Man skal bare sørge for, at der foregår kropslige handlinger, og at det, som man
gør, medfører direkte forbedringer for den enkelte. Lukács kendte jo ikke til deperdutionen – spaltningen mellem bryst og hoved og dannelse af 6 ”mig’er”. En ophævelse heraf indebærer, at man i
den ydre fysiske og sociale verden skaber en direkte sammenhæng mellem de 6 adskilte sociale
sfærer. Det betyder, at de nuværende møder, strejker, studiekredse, kurser, seminarer mm. skal foregå på en ny og anderledes måde. Der skal være en direkte bevidsthedsmæssig sammenhæng mellem 1) politik, 2) kultur, 3) natur, 4) kommunikation, 5) følelser og 6) krop. Det er slet ikke så
svært. Det sker, når folk slapper af, griner, hygger sig og føler, at alt er meningsfuldt. De store politisk korrekte ytringer er totalt ligegyldige. Det er processen, der er afgørende for, at folk slipper
deres bevidsthedsmæssige spaltninger.
Som det er nu, er mennesker bevidsthedsmæssigt optaget af de 6 emner, som udgøres af bevidsthedsstrukturen. Selvfølgelig kan man godt tænke på andre emner, men de forsvinder ud i glemslen
efter få minutter. Vi ved for eksempel, at antallet af mennesker på jorden meget hurtigt vokser til 89 milliarder; og vi ved også, at der ikke er råvarer og madvarer til alle disse mennesker. Men det
indgår ikke i en af de 6 del-bevidstheder; og derfor spiller det ingen rolle, når vi kommunikerer med
hinanden. Hele den måde, som vi producerer på, er tilpasset det kapitalistiske system. Det ved vi
også godt. Men det forsvinder også hurtigt ud af tankegangen, fordi det heller ikke hører til en af de
6 del-bevidstheder. Så nogle af de meget store og centrale emner er noget, som vi aldrig snakker
om. De 6 del-bevidstheder er fyldt op med emner, som vi kan overskue, og hvor det føles rart, at vi
kan udfolde os på alle 6 måder.
Når man har sluppet spaltningerne, har man stadig den europæiske bevidsthedsstruktur med analyse-energien i højre side og enheds-energien i venstre. Og den passer til adelsvælde, kapitalisme,
bureaukrati og teknokrati. Forbliver man i energimønstrets bevidsthed, kan man kun forestille sig en
form for socialisme, hvor man bare udskifter direktøren med en fagforeningspamper. Man kan ganske enkelt ikke forestille sig en anden samfundsstruktur end den, som vi allerede har. Men her er
det, at den lokale partiafdeling eller græsrodsforening såvel som studiekredse, kurser og seminarer
kan spille en afgørende rolle i at ændre bevidstheden. Man skal tilrettelægge og gennemføre sociale
processer, så deltagerne kommer igennem flere forskellige energimønstres bevidstheder – og opdager deres kvaliteter, samt hvad de kan bruges til. Det er heller ikke så svært. Al min erfaring har
vist, at man bare skal gøre det, som folk umiddelbart har lyst til. Det bliver ikke effektivt forstået
som ”efficient” (virksomt, målrettet, hurtigt), men ”effective” (der kommer noget ud af det). Det
afgørende her er, at man fastholder fællesskabet. Det nytter ikke, at man diskuterer politik med nog133
le - laver sund man med andre - synger frigørende sange med nogle tredje osv. Man skal danne
grupper, hvor man udfolder alle sine 6 del-bevidstheder med de samme mennesker.
Organisation
Jeg vil gerne afslutte denne bog med noget, som Marx kun beskæftigede sig med på et meget overordnet plan, nemlig organisation. Det er noget, som kapitalisterne er overordentlig dygtige til, og
som de bruger rigtig mange kræfter på. Og vel også nok derfor, at de har stor succes. Der er jo et
utal af teorier om organisation; men jeg vil nøjes med at komme ind på dem, der har et revolutionært sigte.
Går vi tilbage til tiden efter Anden Verdenskrig og frem til Sovjetunionens fald organiserede de
danske kommunister sig revolutionært. Når man meldte sig ind i partiet, blev man samtidig en del af
den lokale gadekomité, idet alle kommunister i gaden deltog i sådan en gruppe. Og når noget skulle
udføres, var alle i gruppen aktive. Man opfattede sig som en fortrop på det lokale selvstyre, som
skulle komme efter den socialistiske revolution. Der var ikke noget med, at man lige skulle til fodboldkamp, eller på café eller noget som helst andet, når der var brug for gruppen. Problemet dengang var, at deltagerne ikke byggede på deres egen kropslige bevidsthed. De havde ingen teoripraksis runder. For hele politikken var bestemt ovenfra. Man skulle bare udføre det, som lederne
dikterede.
Ser vi på den kulturrevolutionære periode i 1970’erne, var der mange, der flyttede i kollektiv for
at bruge kollektivet som en revolutionær base for politisk aktivitet. Dels havde man et stort hus,
hvor man kunne holde møder, laver bannere, kostumer, trykke plakater mm. Og dels brugte man
hinanden socialt. Man kunne på skift være arbejdsløs, så man kunne bruge al tiden på politisk arbejde. Man kunne passe hinandens børn, så man var mere frit stillet, når man gik i politisk aktion.
Man skiftedes til det praktiske husarbejde, så det tog mindre tid for den enkelte. Man sørgede for, at
der var sengepladser i overskud, sådan at man selv kunne rejse til andre byer og sove i et kollektiv –
eller at andre aktivister fra andre byer kunne få et sted at spise og sove, når de var i ens egen by.
Selvfølgelig kan vi lære af disse erfaringer; men jeg vil gerne inddrage nogle andre indsigter – og
starte med den oprindelige indiske opfattelse af kaster. I dag anser vi kaster på lige fod med samfundsklasser. Og det skyldtes især, at englænderne splittede hele det indiske samfund og satte kasterne op mod hinanden. Fra 1601 og op til Anden Verdenskrig lykkedes det englænderne helt at
ødelægge den indiske kultur. Men nu vil jeg gå tilbage til den oprindelige tankegang om kaster og
se på det positive og konstruktive – og samtidig ”oversætte” det til nutid og til vores samfund.
Når en traditionel venstreorienteret tænker organisation, ser han for sit indre blik nogle firkantede
kasser på et papir, hvor der er streger mellem kasserne, og hvor der i hver kasse står en arbejdsopgave. Det svarer til en menneskelig krop, hvor lungerne er erstattet af en hjerne. Leveren er erstattet
af en hjerne. Nyrerne er erstattet af en hjerne. Tarmene er erstattet af en hjerne osv. Alle organerne
er ens; og de er alle hjerner. Men den oprindelige idé med begrebet organisation var, at man netop
oplevede mange forskellige slags organer, som havde vidt forskellige evner, men hvor man så alligevel fik dem til at indgå i et samarbejde, så de fungerede som én krop. Inderne så samfundet som
sådan en slags krop; og her erkendte de, at der var 4 organer, nemlig kaster, som var meget forskellige, men tilsammen supplerede og komplementerede hinanden.
Hvis man i et samfund, en landsby eller en organisation inddrager alle mennesker, vil det ifølge
indisk visdom vise sig, at der altid opstår 4 hovedgrupper:
(1) Arbejdere, bønder, traditionelle anarkister m.fl. De fokuserer på fysisk arbejde, udnytte
muligheder, prøve sig frem, opnå så meget som muligt, bygge på egne spontane kræfter.
(2) Producenter, handelsfolk, administratorer, embedsmænd, traditionelle socialister m.fl. De
fokuserer på planlægning, dygtiggørelse, markedsføring, salg, styring, kontrol.
134
(3) Igangsættere, initiativtagere, anførere m.fl. De fokuserer på at opdage nyt, se muligheder,
erkende problemer, ændre opfattelse, kommunikere.
(4) Spirituelle vejledere, terapeuter, pædagoger, sygehjælpere, plejere m.fl. De fokuserer på at
tage sig af det uforudsete, hjælpe mennesker, skabe fællesskab.
Den indiske visdom går altså ud på, at medlemmerne eller deltagerne i en organisation vil fordele
sig ligelig mellem de fire forskellige bevidsthedsgrupper. Idealet er, at alle mennesker er i stand til
at indtage alle energimønstre og bevidstheder. Men når mange samarbejder, viser det sig, at der
opstår disse 4 hovedgrupper.
Lad os tage et par eksempler på, hvordan det fungerer her i Danmark i dag. Mest grotesk er
hele det sociale område med alle dem, der ifølge den indiske visdom burde tage sig af det
sociale arbejde. Disse mennesker (4) vil egentlig gerne ansættes til at hjælpe andre mennesker. Men de får nederlag efter nederlag i skolen. De evner ikke at gennemføre en socialpædagogisk
uddannelse, og de kan heller ikke forstå de love og bestemmelse, der gælder for socialt arbejde.
Resultatet er, at de bliver sociale tabere. I stedet for at udføre socialt arbejde – sådan som de har
anlæg for – bliver de til sociale klienter, som andre skal tage sig af.
Socialarbejdere i dag skal være nogle, der kan styre og kontrollere sig selv, og som kan følge de
nedskrevne principper for ”professionel” omgang med svage mennesker samt kunne følge tidsplanerne, udfylde formularer mm. De skal administrere samfundet overfor de svage.
I forhold til revolutionært arbejde er der den traditionelle konflikt mellem (1) anarkister og
(2) socialister. De snakker hele tiden forbi hinanden. Anarkisterne har hele tiden 2 synspunkter: Hvad vil vi opnå, og hvad gør vi. Socialisterne har hele tiden 3 synspunkter.
Hvad er problemet, hvad er målet, og hvem gør hvad. De skændes mere og mere; og så forlader de
hinanden med gensidig foragt. Gruppe (3) og (4) holder sig væk – og det er dem, som anarkisterne
og socialisterne tror, at de kan trække med i aktioner; men det bliver normalt ikke til noget.
I de gamle indiske landsbyer dannede man altid en 5-mandsgruppe, hvor de fire var fra hver sin
kaste, og den femte var en erfaren koordinator, der kunne skifte energimønster og derfor snakke
med alle 4 grupper.
Et stort diskussionstema i socialistiske partiafdelinger eller tilsvarende
grupper har været og er stadig, hvordan man engagerer medlemmerne
og inddrager dem i arbejdet. Her anvender man det bevidsthedsmønster, som man selv har, og som man tror, at alle andre også har. Og så ser man sig selv i hovedets
bevidsthedspol, hvor man skal styre fællesskabet. Så er der nogle socialt svage mennesker, der
hænger fast i deres følelser. Og der er nogle praktikere, der er meget kropslige, men som mangler
den højere forståelse. Ind imellem arrangerer man så nogle åbne møder med mad, hygge og løst
program, hvor mange dukker op. Og så kommer udfordringen: Hvordan får vi dem til at blive aktive?
Egentlig stiller man sig den opgave at få dem til at forlade deres umiddelbare energimønster med
tilhørende bevidsthed og aktivitet - og så få dem over til det energimønster og den bevidsthed, som
er den traditionelle socialistiske. Man kan gøre det mere eller mindre raffineret – og forsøge at få
dem ind i nogle grupper, hvor de føler sig hjemme. Men det ender altid med, at de alligevel dropper
ud.
Så sidder der nogle få socialister tilbage og giver udtryk for, at folk ikke interesserer sig for politisk arbejde, eller at de bare affinder sig med systemet. Folk svigter; de vil ikke deres eget bedste –
siges det.
Men min erfaring fortæller mig noget helt andet. Hvis man organiserer sig på den måde, at alle 4
hovedgrupper af mennesker kan udfolde sig på egne præmisser, er de både interesseret og vil også
135
gerne yde en stor indsats for det fælles bedste. Her skal man gøre sig klart, at hver af de 4 grupper
tænker, føler og udfolder sig forskelligt. Den måde, som de starter noget på – den måde, som de
samarbejder på – den måde, som de kommunikerer på, er forskellig fra de 3 andre grupper.
Man kan ikke nedsætte sådanne grupper. Man skal tillade, at de opstår. De skal mærke, at der er
rum til at udfolde sig. Så vil de selv etablere sig. Man skal ikke give dem opgaver. Der er ikke noget, der skal uddelegeres. Grupperne vokser af sig selv. I takt med at de bliver velfungerende, kan
man begynde at koordinere dem – men ikke før. Og dem, der påtager sig opgaven med koordination, skal mestre de bevidstheder, som grupperne har. Ellers splitter man det hele ad.
I det omfang folk stadig har spaltningerne i deres bevidsthed, betyder det, at den
enkelte har travlt med at deltage i 6 forskellige aktiviteter, hvor man til hver aktivitet bruger én af sine 6 del-bevidstheder. Derfor ser vi i dag, at mennesker har
mere travlt end nogensinde tidligere. De vil gerne deltage i politisk arbejde. Og så tager de deres
kalender frem. Og så er der lige plads ½ time om 4 dage – eller 1½ time om 9 dage. I bedste fald
kan man presse folk til en aften om ugen – og så nogle få timer derudover. Med sådan en indsats vil
der aldrig komme nogen som helst forandring af samfundet.
Hvad skal vi så gøre? For det første skal vi skabe en sammenhæng inde i os selv mellem de 6 adskilte del-bevidstheder. Og det sker ved, at vi ikke længere skal deltage i 6 forskellige sociale sammenhænge; men at vi skal danne et fællesskab, hvor vi udfolder alle 6 forskellige aktiviteter. Fællesskabet skal altså rumme politik, kultur, natur, kommunikation, familie og seksualitet. Vi skal
altså tage til kulturarrangementer sammen med dem, som vi også laver politik med. Vi skal gerne
skrive sms’er og emails – men det meste af tiden kun med dem, som vi laver politisk arbejde sammen med, og som vi går til kulturarrangementer med. Vi skal gerne ud i naturen, spille bold, tage til
stranden osv. Men også med de samme mennesker. Vi skal hjælpe hinanden med at flytte, male
vægge, lave fællesspisning, reparere cykler osv. Vi skal være en storfamilie, hvor vi kan flytte lidt
rundt – men opfatte alle vore boliger som fælles faciliteter. Og vi skal give hinanden omsorg og
kærlighed. Og vi skal have en kæreste, som er med i fællesskabet. Så får vi sammenhæng i vore 6
del-bevidstheder.
Selvfølgelig kan vi godt have et arbejde og også kommunikere med andre; men vi skal prioritere
et fællesskab, hvor de 6 bevidstheder hænger sammen.
Så skal vi deltage i lokal græsrodspolitik. I teori-praksis runder skal vi være med til at opbygge
fysiske og sociale forhold, der på lang sigt kan udvikles til socialistiske zoner med grønsags- og
frugthaver, hønsegårde, drivhuse, værksteder, lokal-TV, børnefællesskaber osv. Parallelt hermed
skal vi deltage i et revolutionært parti eller i en fraktion, en gruppe, en klike, hvor vi visualiserer det
fremtidige socialistiske samfund. Og her er det vigtigt at forstå, at græsrodspolitik og partipolitik er
lige vigtige. Vi skal arbejde frem mod et samfund, hvor det politiske arbejde drejer sig om koordination i stedet for beslutninger, og hvor man bygger det politiske arbejde op fra neden, sådan at man
først koordinerer lokalt, så regionalt og til sidst nationalt.
Endelig skal vi etablere os boligmæssigt og ressourcemæssigt på en kollektiv måde. Det handler
ikke om at bo i kollektiv, hvor hver har sit eget værelse. Men hvis man vil det, er det også muligt.
Det handler at have en kollektiv bevidsthed. Det betyder, at andre i kollektivet gerne må disponere
over min seng, hvis jeg er ude at rejse. Andre i kollektivet må gerne anvende mit kamera. Alle i
kollektivet hjælper med børnepasning på skift, når der foregår en hel masse, og forældrene skal aflastes.
Vi skal kort og godt begynde at leve det socialistiske liv, som vi gerne vil have. Der er et gammelt
ordsprog, som siger. Sådan som er det i begyndelsen, sådan bliver det også til sidst. Hvis vi starter
med at erobre statsmagten, bliver det til sidst en konstant magtkamp om statsmagten. Hvis vi starter
med at skabe det gode hverdagsliv sammen med andre, ender det med, at vi får et godt liv.
Hvis man ikke vil eller kan tage det fulde skridt, er der en mellemvej, som måske også er mere realistisk. På engelsk kalder man det Stakeholder Activism. Og på dansk vil jeg kalde det afhængigheds-aktivisme. Her skal man i sin fantasi forestille sig, at man er med i en landsby, hvor alle er
136
afhængige af hinanden. Der er for eksempel én, der har en kontakt til en økologisk landmand, hvor
køerne får alsidigt og godt foder, så mælken er sund og smager godt. Her fylder man en plastikdunk
med 25 liter mælk. Og så sniger man sig hjem, uden at myndighederne opdager det. Hjemme laver
man så fersk ost. At lave ost til sig selv eller lave det til 25 mennesker tager stort set lige meget tid.
Men det tager måske så megen tid, at man ikke har tid til at handle og lave god og sund aftensmad.
Når det derfor er tid til aftensmad, cykler man over til en anden i den imaginære landsby, hvor maden bliver serveret. Og når osten så er klar, fordeles den til 25 husstande.
I den imaginære landsby er der én eller et par deltagere, der har fundet ud af, hvordan man udskifter termostaten i køleskabe, sådan at de holder en temperatur på 10 grader, og derfor egner sig til
grønsager mm. Og de sørger så for, at alle i landsbyen får udskiftet termostaterne.
Der er også nogle, der laver malerier og skulpturer. Og rundt om i alle hjemmene er der kunstudstillinger, der skifter hver måned.
Så er der én, der gerne vil have en kanelsnegl. Men der tager stort lige meget tid at bage én som at
bage 40. Så der bages 40. Og de bliver ikke foræret til naboerne; de er til de andre i den imaginære
landsby.
Hvis der er én, der skal have malet væggene hvide i dagligstuen, samler man alle malerbøtter fra
alle husstande i fællesskabet, og så er der 3-4, der maler.
Og når man har brugt alle sine penge på andres projekter - og ikke har råd til at tage i et sommerhus i weekenden, gør det ikke noget. For der er andre i fællesskabet, som arrangerer weekend i en
hytte.
Man lærer hinanden at kende. Og man gør sig afhængig af hinanden. Så får man også kræfter til at
deltage i politisk arbejde, så man er med til at forandre samfundet for alle mennesker.
Arbejderklassen
Marx så helt klart, at det er menneskers forhold til produktionen, der er mest afgørende for, hvordan
de forholder sig til udviklingen. I dag mener mange, at det er boligskatterne, der er afgørende; for
tænk, hvis man ikke længere kan betale for det hus, man bor i. Men når krisen spidser til, bliver det
ikke kun huslejen, der bekymrer. Så bliver det også at få mad på bordet, tøj på kroppen osv. Kort
sagt mulighederne for at tjene til livets ophold.
Så længe bevidstheden er spaltet, er det muligt for et mindretal at herske over flertallet. Så kan man
ved hjælpe af bevidsthedsindustrien – i skolen, universitet, radio, TV, aviser – skabe de tanker, som
får folk til at underkaste sig en tilværelse, der følger magthavernes tanker.
Engang var det konger, der bestemte alt. Så var der en adel, der også havde stor indflydelse. Så fik
vi den borgerlige revolution, hvor kapitalister også fik deres område at herske over. Og senest en
demokratisk bevægelse, hvor andre mennesker også har en indflydelse. Spørger man rundt om i
verden i dag, ønsker langt de fleste mennesker her på jordkloden, at demokratiet skal udbredes over
alt, og at det i fremtiden skal være lokalbefolkningen, der direkte bestemmer over deres areal, produktion, organisation osv.
I dag er det sådan, at dem, der sidder på den reelle økonomiske magt, ikke deltager i den materielle produktion. De ejer aktier og andre værdipapirer; og de sidder til møder og bestemmer vilkårene
for over 90 % af befolkningen her på jorden. De er ikke onde mennesker; men de bliver nødt til at
forsvare deres position som kapitalister; ellers ender de med også selv at skulle være arbejdere.
I dag er der en bevidsthedsmæssig spaltning, sådan at halvdelen af arbejderklassen identificerer sig med analyse-energien i højre side (de socialistiske partier), og den anden halvdel identificerer sig med enheds-energien i venstre side (primært Dansk Folkeparti). Hver for sig mener de to fløje, at modparten er nogle tåbelige idioter. Set fra magthavernes synsvinkel handler det
om del og hersk. Det er lykkedes at splitte arbejderklassen i to lige store dele og få dem til at opfatte
hinanden som de primære modstandere.
Opgaven er nu at få de to dele af arbejderklassen til igen at finde sammen. Og her er der to elementære krav, som bør forfølges. Det ene er, at alle skal deltage i den materielle produktion. Sådan
137
formulerede man det tidligere. Både i den tidlige kristne bevægelse, senere i landsbyfællesskaber og
endelig i den tidlige socialistiske bevægelse. Jeg vil mene, at det også er acceptabelt, hvis man deltager i socialt arbejde ved for eksempel at være læge, tage sig af børn mm. Det, som er problematisk
er dem, der kun arbejder med ”hovedet”. Vi skal have et samfund, hvor det er almindelige mennesker, der selv bestemmer, hvad de vil – og ikke som nu, hvor det er intellektuelle eksperter, der styrer folket. Hvis man nu har et job, hvor man kun bruger hovedet, kan man som frivillig lave socialt
arbejde eller deltage i noget fysisk arbejde i en forening, institution eller organisation.
Det andet krav er, at det skal være lokalbefolkningen, der bestemmer over det stykke jordareal,
hvor de bor. Hvis de gerne vil have nogle flygtninge til at slå sig ned, er det deres beslutning. Hvis
de vil have en børnehave, er det deres beslutning. Der skal ikke være nogle overordnede pampere,
der dikterer, hvad de må og skal. Men der skal heller ikke være nogen kapitalister, der bare kan købe en del af arealet - og så saboterer, hvad lokalbefolkningen beslutter.
På disse to grundlæggende principper er det muligt at få hele arbejderklassen med i en politisk
bevægelse, der er revolutionær, og som kan udfordre det nuværende system og skabe det sociale
samfund, som vi gerne vil have.
Spaltningen mellem venstre og højre siders bevidstheder er jo blevet til den politiske opdeling mellem venstre- og højreorienterede. De venstreorienterede identificerer sig med bevidsthedsmønstret,
der knytter sig til analyse-energien i højre kropsside (venstre hjernehalvdel), mens de højreorienterede identificerer sig med bevidsthedsmønstret, der knytter sig til enheds-energien i venstre kropsside (højre hjernehalvdel). Men begge er stivnet i det dobbelte energimønster med analyse-energien
(højre side) og enheds-energien (venstre side), idet man identificerer sig med den ene og projicerer
den anden ud på de politiske modstandere.
Opgaven er nu at skifte til at være fremadorienteret. Man skal igen forbinde bevidsthederne i sine
to sider, så man kan have mindst 3 del-bevidstheder. For så genvinder man den evne, som Marx
fokuserede på – nemlig, at skabe udvikling.
Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den.
138
Hvornår kommer socialismen?
Lad mig starte med igen at citere noget fra Marx, som han skrev, inden han i 1860’erne erkendte, at
arbejderklassen var blevet bevidsthedsspaltet mellem højre og venstre side:
En samfundsformation går aldrig til grunde, før alle de produktivkræfter er udviklet, som den er
vid nok til at rumme, og nye højere produktionsforhold træder aldrig i stedet, før de materielle
eksistensbetingelser for dem er fostret i det gamle samfunds skød. Derfor stiller menneskeheden sig altid kun opgaver, som den kan løse, thi når man ser nøjere til, vil man altid finde, at
opgaven selv kun melder sig, hvor de materielle betingelser for dens løsning allerede er til stede
eller i det mindste er i færd med at skabes.
Som jeg tidligere i bogen har påpeget, mente Marx, at det her ikke var noget mekanisk, men netop
noget bevidsthedsmæssigt. Han mente altså ikke, at en revolutionær bevidsthed ville opstå, fordi de
samfundsmæssige forhold var parate til det. Han mente, at der var mulighed for, at en revolutionær
bevidsthed ville opstå, såfremt de samfundsmæssige forhold var parate til det. Den revolutionære
bevidsthed opstår altså ikke, når produktivkræfterne er udviklede nok. Den revolutionære bevidsthed opstår, når man gør sig selv revolutionær – og bevidst arbejder for at lave revolution.
Og Marx så – via hans historiske analyser – at der havde været revolutioner tidligere; men at de
havde handlet om og været begrænset til det, som produktivkræfterne gav mulighed for.
Marx brugte det her til at forklare noget om den historiske udvikling. Han havde brug for at forklare, hvorfor bønderne 12-1600 tallet ikke ville lave socialistisk revolution, men bare befri sig for
adelens undertrykkelse.
Da Marx skrev ovenstående, var det tydeligt, at kapitalistklassen havde sat sig på magten – og
altså havde skabt det kapitalistiske samfund. Og derfor var der brug for endnu en revolution. Og den
ville så opstå, når produktivkræfterne var udviklet noget mere.
I 1960’erne var der nogle unge forskere, der undersøgte, hvem der sad på magten før og efter den
borgerlige revolution. Og ved kigge på navne og stamtræer, opdagede de, at det var de samme personer. Før revolutionen var de adel. Efter revolutionen var de kapitalister. Den del af adelen, der fik
hugget hovedet af under revolutionen, var dem, der ikke ville være med til kapitalisme. Det var
Marx ikke klar over. Han troede, at kapitalisterne var nogle andre mennesker end adelen.
Midt i 1800-tallet mente Marx, at produktivkræfterne var udviklet så meget, at de samfundsmæssige forhold gav mulighed for, at arbejdere fik lyst til at lave socialistisk revolution. Men efter 1860
indså han, at der var kommet reifikationens bevidsthedsspaltning, så arbejderne i bedste fald blev
reformister, og at revolutionen altså ikke ville komme, med mindre man begyndte at arbejde med
bevidstheden – og genskabe forbindelsen mellem de splittede bevidsthedsdele.
Reifikationen handlede jo om en splittelse mellem højre og venstre kropsside. Og det delte befolkningen i højre og venstreorienterede. De venstreorienterede har aldrig – indtil i dag – haft på programmet at genskabe forbindelsen mellem de to sider bevidstheder. I stedet har man ment, at den
ene af de to bevidstheder blev skabt omkring 1860 af kapitalismen. Og når man engang har lavet
socialistisk revolution, vil den forsvinde igen. Og man har skiftet til at tro på Engels i stedet for
Marx, fordi Engelsk mente, at den revolutionære bevidsthed ville opstå af sig selv, når produktivkræfterne var udviklede nok.
I 1930’erne under den store økonomiske krise med massearbejdsløshed, troede de fleste socialister,
at produktivkræfterne nu var udviklede nok. Nu ville revolutionen komme. Og for tiden, hvor der er
en tilsvarende økonomisk krise, og hvor der samtidig er en miljøkrise forårsaget af global opvarmning, forestiller mange socialister sig også, at det snart må komme dertil, at kapitalismen ikke kan
fungere længere, og at de samfundsmæssige rammer sprænges, sådan at systemet går til grunde, og
139
socialismen starter. Det er selvfølgelige er rar tanke. Men det er forkert, hvis man tror, at det er noget, der indgår i Marx’s teori.
I den nuværende krise får de fleste kapitalister, som jo i dag er direktører, store lønforhøjelser, fordi
de netop gør sig fortjent til det, idet de videreudvikler kapitalismen til trods for krisen. Det er klart,
at der skal ske store forandringer, men der er intet i vejen for, at systemet kan fortsætte i 500 år,
inden man har smadret alt så meget, at der ikke længere kan bo mennesker på denne planet.
Selvom der i dag er akademiske politikere, som styrer samfundene, styrer de i virkeligheden kun
ganske få procent af den samlede økonomi. De store økonomiske transaktioner styres af dem, som
engang var adel, siden var kapitalister og i dag er direktører. Det er forholdsvis få familier, der ejer
langt det meste. Kolonialismen og imperialismen hedder i dag globalisering – og de fleste tror, at
det handler om at hjælpe de fattige med at blive rigere. Men det er lige omvendt. De fattigste i de
fattige lande bliver fattigere. Og de rigeste i de rige lande bliver rigere.
I dag har de venstreorienterede en splittet bevidsthed. Den indeholder følelser af sorg og vrede. Og
med den bevidsthed ser man kun splittelser. Man håber så på, at det kapitalistiske samfund bliver så
splittet, at det bryder sammen. Og så tror man på Engels, at der er en slags evolution, sådan at socialismen starter. Det vil ikke ske.
Det er muligt, at samfundet bryder sammen, eller at vi kører ud over kanten osv. Men i givet fald
er det mere rigtigt at bruge et andet billede, nemlig at vi langsomt kommer længere og længere ud i
en sump, hvor vi hænger fast i mudder. Det er ikke befordrende for socialisme.
Det mest sandsynlige er, at kapitalismen overlever produktionsmæssigt og økonomisk, mens politikken i verden får socialistiske elementer. De to kan sagtens leve side om side. Og når så kapitalismen har ødelagt jordkloden om et par hundrede år, kan de socialistiske politikere overtage begravelsen af menneskeheden.
Men der er selvfølgelig også den mulighed, at de venstreorienterede vågner op og erkender deres
fejl. Og så er Marx stadig værd at studere.
140
Index
1. Internationale;49
3-deling af magten;98
abstrakt;7;12;14;16;18;23;31;65;7
5;80;117;127
adelsborg;11
Adorno;59
afhængigheds-aktivisme;139
af-reificere;57
afsløre;112
alienation;9;38
allergi;106
Amerika;11
analyseenergien;61;62;64;65;67;68;69
;70;73;75;76;77;80;81;84;112;
119;120;122
anarkisme;28
anarkister;137
Anden Verdenskrig;88;103
André Gorz;74
Anima;39
Animus;39
ansigtsudtryk;83
anti-psykiatri;40
arbejderklassen;140
arbejderkurser;73
Aristoteles;7
Asperger’s syndrom;40
astma;106
atmosfæren;82
Augustinus;8
autisme;40
bakterier;126
Bakunin;27
barn;78
Beauvoir;70
behovspyramide;85
Bernstein;50
besluttende magt;99
bestyrelse;127
bevidsthedsindustri;60
bevidsthedsspaltning;9;33;90
Biblen;17
bier;106
biogas;114
bioteknologi;88
Bly;71
blødt politi;39
boligboblen;47
bondehær;11
borgerkrig;11
borgerlig presse;110
borgerlige revolution;12;97
Bronstein;52
brugsværdi;21
brænde;11
buddhisme;64
bughule;63
Bukharin;50
by;125
bytteværdi;21
bønder;125
børnehave;116
børnekursus;120
børneopdragelse;118;123
celle;61
chi;61
community;130
Dansk Folkeparti;128;140
debat;83
del og hersk;140
Den tyske Ideologi;30
deperdution;85
depression;40
Det éndimensionelle
menneske;59
Det kommunistiske
Manifest;12;24;125
det ny venstre;69
dialektisk materialisme;35
diskurs;69
diskursobjekt;69
dobbeltorganisering;80;127
drengebande;101
drivhuseffekt;82
dukketeater;120
dømmende magt;100
effektiv;136
egoist;104
elektrochok;40
Elendighedens filosofi;21
En religionsfilosofisk
afhandling;18
En revolutionærs bekendelser;23
energilegeme;62;64;67;112;123
energimønster;61;62
Engels;3;31
England;98
enhedsenergien;61;62;65;70;73;75;80
;81;100;109;110;119;121;122
Enzensberger;60
etik;87
evolution;37
facilitator;132
falsk bevidsthed;35
Feuerbach;18
film;113
Filosofiens elendighed;21
finansielle markeder;105
fiskeri;99
Flyvbjerg;77
folkemagt;101
folkeråd;102
forbudt;123
forfatningsdomstol;101
forkert;123
forskere;78
141
forudsætninger;43
Foucault;66
Fourier;12
Frankfurterskolen;59
fremmedgørelse;16
fremtidsværksted;122
Freud;38
fri vilje;104
fugle;66
fællesskab;130
fødevareforening;131
følehorn;63
Følelsernes intelligens;93
følelsesforløsende terapi;38
fører;130
Første Verdenskrig;52;88;103
gadekomité;136
Galebevægelsen;40
Galskabens historie;66
generalforsamling;127
generalstrejke;53
gestaltterapi;39
gift;106
gigt;106
girafsprog;93
gode arbejde;74
Goleman;93
Gorz;74
grine;86
grundstoffer;126
Grundtvig;10
gruppe;131
Grækenland;7
græsrodsbevægelse;127
Grønland;82
Gud;7;95
had;57
Harvey;42
Hegel;14
heltehistorie;121
hengivelsesenergien;61;81;101;109;110;1
19;121;122
hest;126
heteroseksuel;118
hexagram;63
Hilferding;50
historieopfattelse;91
historisk materialisme;35
hjemmearbejde;70
hjernedød;85
hjernen;61
homoseksuel;118
Horkheimer;59
husmoderrolle;70
hær;8
højreorienteret;81
højreorienteret arbejderparti;75
høns;114
håndværker;11
ideologi;66
Ikkevoldelig kommunikation;93
Indien;11;120
indisk bevidsthed;62
indisk visdom;137
individuel;12;16;19;23;31;35;55;
58;73;80;98;116;127
indre såret barn;57
Internationale
Arbejdersammenslutning;49
investere;46
Iron John;71
jeg-gruppe;134
Jesus;7
Johannes;8
jord;109
jordbrug;124
journalistik;110
Jung;39
jødisk;7
kaffestue;97
kanelsnegl;139
Kapitalen;33;42
kapitalisme;33
kapitalister;90
karriere;70
kaster;136
katolsk;9
Kautsky;49
kickstart;48
Kierkegaard;10
kinesisk bevidsthed;60
kirke;8;104
kirkeklokke;8
klagekontor;101
klassekamp;26
Klinikkens fødsel;67
kloak;125
kloster;8
kollektiv;12;71;136;138
kommunikation;110
Konfusius;66
kongres;112
konkret;7;12;16;18;23;31;65;75;8
0;117;127
konstitueret værdi;22
koordinationsgruppe;129;132
Koran;121
korn;66
kornsukker;106
kredsløb;61
krigsforbrydelse;90
krise;47
Kristendom;7
kræft;106;107
Kuhn;76
kul;65
kuldioxid;82
kulturindustri;59
kulørte presse;110
kunstudstillinger;139
kvindeforskning;79
kvindefrigørelse;75
kvindelighed;70
kød;7;17
køleskab;139
Laing;40
land;125
landbrug;126
landsby;11;139
landsmøde;129
lav ladning;95
legeme;7
lejr;134
Lenin;51
levende energi;62
lever;63
London;124
Luhmann;77
Lukács;55;135
Luther;9
Luxemburg;50
lykkepiller;106
magt;124
male;139
mandebevægelse;71
Mao;64
Marcuse;59
maske;83
Maslow;85
massearbejdsløshed;106
massekommunikation;110
matriarkat;30
Max Horkheimer;59
medfødte evner;123
medicin;106
mellemlagene;59
meridian;61
merværdirate;44
midnat;8
miljøvenlig;125
milt;63
mine;56
minister;99
mirakel;81
modtagerenergien;61;81;104;110;119;1
21;122
moral;86
More;12
moské;104
muskelspænding;123
månerytme;120
national bevidsthed;103
nationalister;90
natur;125
nazister;90
Negt;73
nervepiller;106
Nuets kraft;93
ny-nazister;90
nyre;63
objekt;68
142
olie;105
ombudsmand;101
onde;17
opstå;8
opvågning;133
Ordene og tingene;67
organisation;136
ost;139
overflade-jeg;39
paradigme;76
Pariserkommunen;27
parlament;99
partiafdeling;129
patriarkat;30
Paulus;8;17
Paven;8
Perls;39
permanent revolution;52
persona;39
personlig udvikling;74
Popper;76
positiv psykologi;93
praksis;65
presse;110
prins;103
prinsesse;103
produktivkræfter;16;35
professor;66
profitrate;44
protestantisk;9
Proudhon;21
præstebolig;8
psykiatri;40
psykoanalyse;38
psykologer;93
psykologi;39
psykose;40
pædagogik;116
Qvortrup;77
reformation;9
reifikation;9;56;57
Reifikationen og proletariatets
bevidsthed;55
relativ merværdi;45
Republikanerne;11
revisionere;91
robot;85
rolle;120
Rosa Luxemburg;50
Rosenberg;93
Rote Armee;53
Rusland;41
Saint-Simon;12
samfundsmæssiggørelse;92
samlingsenergien;61;80;102;110;111;1
21;122
samtaleterapi;40
sanser;20
Seligman;93
selvbevidst;123
selvundertrykkelse;123
selvvirkeliggørelse;74
seminar;134
sjæl;7;62
skaberenergien;61;103;110;111;120;
122
skizofreni;40
skyldfølelse;57
socialisme;12
socialisme i ét land;55
Socialismens udvikling fra utopi
til videnskab;33;125
socialister;90;137
socialistiske partier;140
socialt arbejde;137
Sovjetunionen;84
spedalskhed;66
sport;111
spændingsmur;61
stakeholder activism;139
Stalin;55
stammelandsby;120
statsambassadør;103
stemme;130
stivelse;106
stress;70;106
studenteroprør;69
stål;65
subjekt;68
sukkersyge;106
sult;66
syndebuk;90
systemkritik;134
telepati;95
tempel;104
temperatur;82
teori;65
terapeuter;93
terapi;97;135
territorieenergien;61;75;79;101;109;11
1;119;120;121;122
Teser om Feuerbach;19
Themsen;124
Theodor W. Adorno;59
Thyssen;116
Til kritikken af den politiske
økonomi;31
Tolle;93
to-regime;9
travlt;138
Tredje Verdenskrig;88
trigram;63
Trotskij;52
tvangskollektivisere;126
Tvind;120
tyran;16
Tyskland;51;52
tømmerflåde;85
udbytte;126
udlevelsesenergien;61;62;68;69;76;77;80
;110;111;120;122
udviklende arbejde;74
143
udøvende magt;99
ulande;105
Uljanov;51
Utopia;12
utopisk socialisme;12
vende lyset;64
venstreorienteret;81;112
venteliste;102
verdenshav;82
verdenskrig;50
Vidensarkæologien;69
videnskab;81
videnskabelig socialisme;35
videnskabsteori;76
video;113
visdom;95
vrede;57
vækst;46
weekend;139
ying-yang;63
ytring;68
zone;102
øko-fascisme;133
økologi;125
økonomisk teori;42
Åkerstrøm Andersen;77
ånd;7;95
Åndens fænomenologi;14
år 1000;8