4/2012 - Spedalskhedsmissionen
Spedalskhedsmissionen 4/2012 Læs i dette nummer: - Mindeord om Johs G. og Karen Andersen - Solstrålehistorie om Mahona fra Tanzania Kom og hør Bestyrelse: Jan Meyer, læge, Hobro, formand Flemming Møller Mortensen, sygeplejerske, MF, Skørping, næstformand Lisbeth Pedersen, bogholder, Amager, kasserer Asbjørn Hansen, sognepræst, Svinninge Kristian Jensen, skolepsykolog, Aalborg Uffe Torm Spedalskhedsmissionens arbejde Redaktionsudvalg: Jan Meyer Asbjørn Hansen (ansvarshavende) Kirkevej 6b, 4520 Svinninge tlf.: 59 26 51 65 E-mail: [email protected] Kontor: Administrator: Klaus Leonhardt Skibbroen 6, 2. Postboks 13, 6200 Aabenraa Tlf. 3529 4254. Fax 3529 4258 E-mail: [email protected] www.spedalsk.dk Tryk: Øko-Tryk Borrisvej 5b, 6900 Skjern Tlf. 9694 0411 Forsidefoto: Johs. G. Andersen har efter specialuddannelse hos pioneren Dr. Paul Brand foretaget senekirurgi på en patient i Purulia, The Leprosy Mission. (privatfoto) Bagsidefoto: Fiona Spence, TLMI Brugte frimærker sendes til: K nud Grøndahl Mortensen Stenlandsvej 25 2300 København S. 2 Spedalskhedsmissionen Knud Grøndahl Mortensen og Anne Grøndahl Arrild fortæller i Nr. Jernløse præstegård om deres indtryk og oplevelser under en studietur til Spedalskhedsmissionen i Bangladesh. Onsdag d. 26. sept. i Nr. Jernløse (Præstegårdssalen, Hovedgaden 7): Folkekirkens Mission i Holbæk provsti sit halvårlige møde kl. 19.30. På programmet er denne aften arbejdet blandt spedalske i Bangladesh. Knud Grøndahl Mortensen og Anne Grøndahl Arrild har været på studietur til landet og vil både fortælle om landet og deres møde med de spedalske. Alle er velkomne. Mindeord Mange år i tjeneste for de spedalske Af Ortopædkirurg Jørgen Otto Meier og fysioterapeut Birgit Urd Andersen Til minde om spedalskhedskirurg Dr. Med. Johs. G. Andersen, død 2005, og hans hustru, sygeplejerske Karen Andersen, f. Bøgh, død 2012 Johs. G. og Karen Andersen`s liv har været præget af udviklingen i behandling af spedalskhed i den anden halvdel af det tyvende årh.. Da medicinsk behandling blev mulig, blev det også muligt at rehabilitere patienterne til et værdigt liv i samfundet. Johs. G. og Karens arbejde for missionen lå væsentligst i dette felt. Når patienterne kunne blive smittefrie, kunne de også færdes i samfundet, og det blev presserende at rehabilitere gennem rekonstruktiv kirurgi og optræning for de mennesker, der havde fået skader, inden deres sygdom blev opdaget og behandlet. Det begyndte i Nordøstindien Der var tråde tilbage til Santalmissionen i Nordøstindien, hvor Karen blev født i Bihar i 1922 af lægemissionærparret Bo og Helga Bøgh. Bo, der var læge, og hans bror Eli, der var ingeniør, var de første til at tage arbejdet for de spedalske op i praksis i Santalmissionen. Det skete efter mange års bøn for de spedalske om, at nogen måtte få kald til netop det arbejde. Bo skrev bogen ”Blandt Spedalske” i 1925. Da Karen var 7 år, bosatte familien sig i Danmark, hvor de tre børn voksede op. Som sygeplejeelev forlovede Karen sig med stud. Johs. G. var altid klar til en snak med patienterne på hospitalet, her Purulia Leprosy Hospital. privatfoto Spedalskhedsmissionen 3 der af sygeplejen, og i Vellore arbejdede hun med rehabiltering som værkstedsleder for spedalske drenge. Herefter fulgte ansættelser i The Leprosy Mission i Purulia i Vestbengalen i Nordindien og i Nepal. I Nepal arbejdede Karen med rehabilitering i fysioterapien, bl.a. med fysioterapi for de opererede hænder. Kirurgien blev videreudviklet, og der blev udvekslet viden på kongresser. Karen udnyttede sine mange kreative ideer til produktion - se hesten på hylden - ved siden af regnskaber og marketing fra dette simple arbejdsbord. med. Johs G. Andersen, f. 1922, som havde et klart kald til at rejse ud som lægemissionær. Det var naturligt for Johs. G. at suge til sig af sin svigerfars erfaringer som lægemissionær. Bo på sin side påskyndede sin svigersøn til at videreuddanne sig mest muligt, da det ville blive nødvendigt i missionsarbejdet at yde lægefagligt højt kvalificeret arbejde. Dette skulle blive ekstra vigtigt i arbejdet for de socialt stigmatiserede spedalske. Bo og Helga rejste selv ud et par år for at udfylde tiden på hospitalet i Sevapur i Assam, mens Johs. G. og Karen fik deres basale uddannelse til arbejdet. De rejste ud i 1953. Allerede i de første år kaldte arbejdet for de spedalske, og Johs. G. tilså patienter et nærliggende sted. Høj kvalitet i arbejdet for de spedalske Efter hjemmeophold i 1958/59 fulgte to år i Sydindien i Karigiri og Christian Medical College i Vellore til videreuddannelse. Kirurgi blev arbejdsfeltet for Johs. G. med pioneren Paul Brand som underviser. Karen arbejdede i Karigiri som le- 4 Spedalskhedsmissionen Doktordisputats Sygdom bragte parret til Danmark i 1967, og det førte til nogle års hjemmeophold, hvor Johs. G. færdiggjorde og forsvarede sin doktordisputats om spedalskhed i Middelalderen i Danmark og i Indien i moderne tid i forbindelse med ansættelse på Rigshospitalet. I 1967 blev Johs. G. godkendt som specialist i plastikkirurgi. I disse år begyndte deres to børn uddannelser som fysioterapeut og bandagist. Undervisning og specialkirurgi i Afrika Efter nogle års arbejde på KCMC, Klimanjaro Christian Medical Centre, i Tanzania, blev det atter til ansættelse i The Leprosy Mission i Alupe i Kenya, hvorfra Johs. G. desuden tilså og opererede spedalske patienter i Tanzania, Kenya og Uganda, ved at flyve ud med The Flying Doctor Service. Dette arbejde fik undertegnede som medicinstuderende og fysioterapeut mulighed for at se og deltage i i et halvt år i 1974. Vi så og medvirkede i et højt kvalificeret arbejde udført under ofte primitive vilkår, og hvor hjælpepersonale først skulle undervises. Altid i Spedalskhedsmissionens tjeneste Johs. G. fik ansættelse som ekspert i Danida under det danske udenrigsmini- sterium, med ansættelse i The Leprosy Mission. Fra 1977-84 arbejdede han som leder af kirurgi og rehabilitering i ALERT i Addis Abeba i Ethiopien, med uddannelse af læger fra hele kontinentet i spedalskhedskirurgi, samt andet personale i rehabilitering. Undertegnede læge og fysioterapeut modtog også undervisning i seks uger i forbindelse med udsendelse gennem Mellemfolkeligt Samvirke til Liteta Leprosarium i Zambia i 1980. Det var yderst inspirerende til at yde så højt kvalificeret arbejde som muligt for de spedalske med lavest mulige omkostninger, for at nå ud til flest mulige. I Zambia havde vi mulighed for at integrere i alment sundhedsprogram. Johs. G. opererede og underviste også i Liteta og på universitetshospitalet i forbindelse med en kongres. Aktiv som pensionist i Danmark Engagementet fortsatte i Danmark efter pensionering. Dels arbejdede Johs. G. i bestyrelsen, dels rejste de begge til Nilphamari i Bangladesh et halvt år i forbindelse med et sundhedsprojekt i et samarbejde mellem Danida og Spedalskhedsmissionen. Desuden tilbragte Johs. G. nogle måneder i Bhutan med Steen og Lisbet Møllgaard Andersen Karen formåede under vanskelige vilkår at holde sammen på familien og altid have et hjem med en gæstfri indstilling med mange gæster. Motto Johs. G.’s motto var: ”Af en tjener forlanges der kun, at man er tro i sit arbejde.” Skrevet d. 1. august 2012 af ortopædkirurg Jørgen Otto Meier og fysioterapeut Birgit Urd Andersen, i mindet om vore forældre/svigerforældre. Karen vejleder patienter om smidiggørelse af led før og efter operation for at optimere operationsresultaterne. Spedalskhedsmissionen 5 Historien om Mahona og Lukas Af Steen Møllgaard Andersen, Sikonge, Tanzania Mahona med sin kære cykel, som han bruger til at hjembringe 20liters vanddunke med. - hvori en cykel spiller en vigtig rolle. Da Mahona for første gang kom til Leprosariet for mere end to år siden, kunne han ikke ét ord swahili; kun sit stammesprog Sukuma. Og han havde aldrig gået i skole – kunne ikke læse så meget som et bogstav. Han lignede mest en stor dreng og måtte være betydeligt yngre end de 20 år, som hans onkel opgav. Det er ganske almindeligt, at folk langt ude fra bushen ikke har nogen ide om, hvor gamle de er. Medicin og læseøvelser Uden tvivl var der tale om et nyt tilfælde af spedalskhed, og han blev indlagt. Det er jo nu om dage langt fra påkrævet, men vi ville gerne gøre noget for at få rettet de krogede fingre på den ene hånd ud. En begynderbog i swahili blev indkøbt til ham, og han var ovenud begejstret for de farverige tegninger i den. Vi tænkte det ville være godt for ham at være indlagt alle de 12 måneder, han skulle tage sin spedalskhedsmedicin; men efter et par måneder kom et par onkler, der ville have ham med. De garanterede, at han nok skulle passe sine fingerøvelser, og de skulle nok sørge for, at han ville sidde med de tørre fødder i vand hver dag og pleje dem med vaseline. Knastørre fødder Efter yderligere tre måneder kom han tilbage, denne gang med sin bedstefar. Hånden var blevet tydeligt værre, og fødderne var lige så tydeligt ikke blevet passet, men var knastørre med store revner. Bedstefar var af den opfattelse, at drengen skulle være indlagt, til behandlingen var afsluttet – om det så var på grund af indsigt og medfølelse med ham, eller om det var på grund af det sociale stigma, det fremgik ikke – men det passede os helt og ganske. Så Mahona blev igen indlagt – sammen med sin elskede cykel, der havde sin faste plads ved siden af sengen på stuen. På cykel til kirke En ny ”Swahili for 1. klasse” blev indkøbt, og venlige og villige medpatienter hjalp ham videre i undervisningen. Han viste sig at være kvik i opfattelsen, og kombineret med hans iver resulterede det snart i, at han kunne læse ganske godt, selv om der var meget af det, han ikke forstod – der var jo masser af swahili-ord, han ikke kendte betydningen af. Udover studierne var hans yndlingsbeskæftigelse at køre rundt i Sikonge på cyklen, og han var god til at komme 6 Spedalskhedsmissionen i kontakt med folk. Somme tider kom han om aftenen forbi kirken, når Richard var i gang med at øve med sit gospelkor, og Richard kendte han jo som leder af leprosariet. Han følte sig tiltrukket af musikken og dansen, og inden længe var han en hyppig deltager mere end tilskuer; også om søndagen. Egen Bibel Han aflagde desuden hyppige småbesøg nede i Richards hus, og en dag fik jeg at vide, at han var i stand til at læse flydende - selv Bibelen. Det påskønnede vi ved at give ham hans egen, og da interessen var vedholdende, og han ytrede ønske om at blive kristen, blev han indskrevet til konfirmations-undervisning. Til da havde han været, hvad tanzanianerne selv kalder for en pagani, en hedning. Sukumaerne vil nok sige, at Gud findes, men det er ikke en, der betyder noget i livet eller i hverdagen, eller som man tilbeder. Og de har heller ingen dyrkelse af forfædrenes ånder, hvad der ellers er almindeligt her til lands. Derimod tror de fuldt og fast på hekseri og trolddom. Aldrig utilfreds En dag var behandlingen slut, og han blev kørt til Kolandoto sygehus langt nordpå for at blive opereret. Da han kom tilbage med en mere funktionsduelig og langt pænere hånd, indlogerede han sig hos Richard. Her gik han til hånde, og desuden tjente han lidt penge ved at hente vand i en brønd, fylde det på 20-liters dunke, og bringe det hjem til folks huse bag på den kære cykel. Initiativ og arbejdsiver skorter det ikke på, og i det hele taget er han et herligt menneske, der altid virker positiv og glad. Jeg kan ikke mindes nogensinde at have set ham utilfreds. Døbt og konfirmeret Nytårsdag blev han døbt og konfirmeret i sognekirken, hvor han havde valgt Lukas som sit dåbsnavn.Det er jo meningen, at han inden for en overskuelig fremtid skal til at stå på egne ben, og han har nu i nogle måneder arbejdet som vagtmand på hospitalet med vandforretningen ved siden af. Foreløbig har han kun tjenesten som nattevagt på leprosariet eller nede i Kidugalo camp, for han er endnu for ung til at stå ved hospitalets hovedindgang, hvor man skal kunne hamle op med en masse ubehageligheder, såsom aggressive brokkehoveder og fulde og voldelige personer. Det sidste nye er, at han er flyttet ind i et lille hus, hvor han bor til leje. Og så må vi se, hvordan det går med det næste, han har i tankerne: anskaffelse af en motorcykel og en kone.Jeg synes, det er en rigtig solstrålehistorie. Et godt eksempel på vellykket revalidering, og et godt eksempel på det, vi er sammen om i mission: At mennesker må komme til at kende Jesus Kristus. Mahona er et herligt, glad og arbejdsivrigt menneske, som fandt en ny retning i sit liv på leprosariet. Spedalskhedsmissionen 7 Glæden stråler ud af Zorina Begum (nr 2 fra venstre). Hun boede i Dhakas slum med fire børn, da hun fik konstateret spedalskhed, og hendes mand forlod hende. Spedalskhedsmissionen fik hende med i en selvhjælpsgruppe, og i dag har hun en lille bod, hvor hun sælger tøj. Hun er nu kasserer i selvhjælpsgruppen, der har 17 medlemmer. Fotograf: Fiona Spence, TLMI ISSN 1398-6236 Spedalskhedsmissionen GIROINDBETALING KVITTERING Overførsel fra kontonummer 8 Indbetaler 7 Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse 306 9494 306 9494 Spedalskhedsmissionen Skibbroen 6, 2. Postboks 13, 6200 Aabenraa Spedalskhedsmissionen Skibbroen 6, 2. Postboks 13, 6200 Aabenraa BLAD NR 4/2012 Underskrift ved overførsel fra egen konto Meddelelse til modtager Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse Kvittering Min gave til uddeling til arbejdet for de spedalske Kroner Øre . . Betalingsdato , Til maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt +01< +3069494< Dag Måned eller År Betales nu Sæt X 4030S (12.06) DB 209-9958 Gebyr for indbetaling betales kontant Kroner . . Øre , Checks og lignende accepteres under forbehold af at pengeinstituttet modtager betalingen. Ved kontant betaling i pengeinstitut med terminal, er det udelukkende pengeinstituttets kvitteringstryk, der er bevis for hvilket beløb der er indbetalt.
© Copyright 2024