KIERKEGAARD MØDER BACH Liv og længsel efter døden - Bachs tre bas-kantater set med Kierkegaards briller Periode: 28. oktober - 10. november 2013 (14 dage op til Kierkegaards dødsdag) Steder: Projektet henvender sig til koncertsale, musikforeninger, oplysningsforbund og kirker m.m. Medvirkende: Filosof og forfatter Peter Tudvad, bassolist Jakob Bloch Jespersen og 7 instrumentalister fra Enghave Barok (obo, strygere og orgelpositiv) Pris: 20.000 kr. inkl. trykte programmer med forord og oversættelser, samt medbragt orgelpositiv Booking: Kjeld Steffensen 20 16 77 35 eller mail [email protected] Yderligere info: www.enghavebarok.dk/kierkegaard.asp KIERKEGAARD MØDER BACH Liv og længsel efter døden - Bachs tre bas-kantater set med Kierkegaards briller Medvirkende: Filosof og forfatter, Peter Tudvad, bassolist Jakob Bloch Jespersen og Enghave Barok Pris: 20.000 kr. inkl. trykte programmer med forord og oversættelser Periode: 28. oktober - 10. november 2013 Johann Sebastian Bach (1685-1750) skrev fem årgange kantater til hver søn- og helligdag i kirkeåret. Af dem har ca. 200 overlevet til vor tid, og selv om Bachs kantater blev overgået i antal af nogle af hans forgængere, så er der aldrig før eller siden nogen der er kommet i nærheden af ham, når det handler om indholdet. Derfor regnes hans kantater, sammen med hans oratorier, messer og passioner, blandt de allerstørste kulturskatte i den godt tusindårige kirkemusikalske historie. Bach havde blandt sine mange talenter en særlig evne til at lade tekst og musik gå op i en højere enhed. Hans musik er fuld af billedskabende effekter og symbolik, der altid har til formål at underbygge og kommentere teksten – en evne der har givet ham tilnavnet ”Den femte Evangelist”. Som koncert- og kirkegænger hører man gerne Bachs kantater, herunder ikke mindst de seks der udgør hans juleoratorium, men sædvanligvis uden at man dvæler ved teksterne eller overvejer deres sammenhæng med datidens liturgi, salmer og prædikener, teologi, filosofi og opbyggelseslitteratur. Med Peter Tudvads introduktioner til Johann Sebastian Bachs tre bas-kantater, der alle kredser om døden som en forløsning, er det hensigten at åbne denne del af kantaterne for tilhørerne, dog uden at lukke kantaterne inde i et rent kirkeligt univers, men derimod ved at åbne dem for refleksioner over eksistentielle erfaringer, man kan gøre sig uafhængigt af ens religiøse forhold. Således vil introduktionerne ikke bare gøre rede for kantaternes tilblivelseshistorie og praktiske brug i datidens gudstjenester, men også sætte dem ind i en bredere idehistorisk sammenhæng, hvor reformatoriske tanker om synd og frelse brydes med pietismens fokus på lidelse og glæde såvel som oplysningstidens forståelse af tradition og emancipation. Til denne historiske kontekstualisering føjes overvejelser over eksistensen som en bestandig kamp mellem håb og fortvivlelse, som den især udfoldes hos Søren Kierkegaard (1813-1855), der ganske vist ikke havde kendskab til Bachs kantater, men via inspiration fra fælles rødder som Martin Luther og Johann Arndt og åndsbeslægtede salmedigtere som Brorson og Kingo alligevel bevæger sig i de samme spor. Introduktionerne vil ikke have præg af prædikener, men så meget desto mere af en kritisk diskussion af den etablerede forkyndelse, som dårligt formår at være opbyggelig, når den ikke tør gå til grunde(n) for dér at bygge fundamentet. På den baggrund vil Bachs kantater ikke på trods, men netop i kraft af den dødslængsel, de vidner om, søge at vække til nyt liv. Den mest kendte af Bachs tre bas-kantater, Kantate 82 ”Ich habe genung” indeholder den smukke vuggevise ”Schlummert ein, ihr matten Augen” og har uden tvivl været en af Bachs egne favoritter. Det ses bl.a. af at kantaten er bearbejdet flere gange og findes i udgaver for bas, sopran og mezzosopran. Tilsammen med kantaterne 158 ”Der Friede sei mit dir” og 56 ”Ich will den Kreuzstab gerne tragen” udgør de tre kantater en fornem præsentation af Bachs brug af symbolik til at understøtte teksten - og tilsammen danner de en fin ramme om Det nye Testamentes fortælling om Jesu liv. Læs om Enghave Barok og hør liveoptagelser med ensemblet på www.enghavebarok.dk. Curriculum vitæ Peter Tudvad, født 1966, cand.mag. i filosofi med sidefagsstudier på statskundskab og teologi, Københavns Universitet 1997, underviser på Folkeuniversitetet 1997-99, videnskabelig medarbejder på Søren Kierkegaard Forskningscenteret ved Københavns Universitet 1999-2005, freelanceforsker, foredragsholder og forfatter, bosiddende i København og Berlin, har været kommentator på Berlingske Tidende, Information og Kristeligt Dagblad samt litteraturanmelder på Weekendavisen, essayist og anmelder for filmmagasinet Ekko og skribent på det jødiske magasin Goldberg, har skrevet programartikler for Det Kgl. Teater (Don Juan, 2006, Ordet, 2007, og Sylfiden, 2011) og Radio Underholdnings Orkesteret (Titus, 2006, og Orfeus, 2009), oversat flere bøger (Mary Berg Dagbog fra ghettoen i Warszawa, 2007, Iris Chang Nanjing-massakren, 2008, og Laurence Rees Stalin, nazisterne og Vesten. Anden Verdenskrig bag lukkede døre, 2010) og selv forfattet Kierkegaards København (2004), Kierkegaards Jyllandsrejse (2006), Sygeplejerske i Det Tredje Rige - en danskers historie (2009) og Stadier på antisemitismens vej - Søren Kierkegaard og jøderne (2010) samt hundreder af artikler i diverse antologier, tidsskrifter og aviser. Jakob Bloch Jespersen, født 1978, fik allerede som dreng sin musikalske grunduddannelse og interesse for sang gennem sin skolegang på Sankt Annæ Gymnasium og som medlem af Københavns Drengekor. Det førte til studier ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvorfra han tog sin diplomeksamen i 2004, og siden til Operaakademiet i København, som han afsluttede i 2007. Endvidere har han studeret privat hos barokspecialisten Hervé Niquet i Paris. I 2006 debuterede Jakob Bloch Jespersen på Det Kgl. Teater som Angelotti i Puccinis TOSCA og har siden bl.a. medvirket i DVD-produktionen af Carl Nielsens MASKARADE og som Basilio i Rossinis BARBEREN I SEVILLA på Den Ny Opera med Baroksolisterne. Desuden har han medvirket i en række moderne operaproduktioner med bl.a. Holland House og Figura Ensemblet - bl.a. den Reumertvindende forestilling Historien om en Moder. Jakob Bloch Jespersen er en efterspurgt koncertsanger og beskæftiger sig som sådan særligt med barokmusik og nykomponeret musik i samarbejde med en række af Europas førende ensembler inden for disse genrer, bl.a. Concerto Copenhagen, Lautten Compagney, Arte Die Suonatori, London Sinfonietta, Kammerensemble Neue Musik Berlin, Theatre of Voices m.fl. Jakob Bloch Jespersen har medvirket på en række prisvindende CD-udgivelser: bl.a. synger han Jesus i Dacapos nylig afsluttede serie med Heinrich Schütz’s narrative værker. Jakob Bloch Jespersen tilhører desuden den faste soliststab ved Enghave Barok. www.jakobbloch.com www.enghavebarok.dk Enghave Barok er et professionelt ensemble, med base i Enghave Kirke på Vesterbro i København. Ensemblet er sammensat af højt specialiserede barokmusikere fra Øresundsregionen og har de seneste år markeret sig som et af Danmarks bedste barokensembler. Enghave Barok har specialiseret sig i opførelser af J. S. Bachs vokalværker og har høstet mange rosende ord for sine levende opførelser af værkerne, på instrumenter der ser ud og lyder som på Bachs tid.
© Copyright 2024