1. No category

2
Nr. 17 - 27. april 2007
KULTUR
LEGENDARISK
weekendavisen
Mamma Mia! Til drengene en lys og en mørk, til pigerne en drenget og en mandig. Flamboyante temaer oven på en fast
og tør bund og stortrommen på alle fire slag lagde soundtracket til flere generationers ungdom.
Af RENÉ GUMMER
FØJ for den lede! Lange-Helle smagte af HubbaBubba og rødvin og stak sin tunge så langt ind
i min mund, at det føltes, som om jeg var ved
at sluge en levende rødspætte. Selv havde jeg
bundet et par tandglas Strohrom og en god kvart
flaske Cinzano Rosso og da Helles tunge på et
tidspunkt dansede rhumba på min drøbel i takt
til When I Kissed The Teacher, blev jeg så dårlig
at begge de indtagne fluider forlod min krop i en
eksplosiv fontæne og for evigt slukkede den glød,
der havde ulmet mellem Helle og mig i flere måneder. I dag har jeg fortsat et ret anstrengt forhold til både Helle, Cinzano og Strohrom, mens
When I Kissed The Teacher er sluppet bemærkelsesværdigt uspoleret gennem årene. For selv
om Abba-sangen gjorde episoden legendarisk i
skolegården og gav Helle tilnavnet »læreren«,
hænger resten af gruppens sange ikke på samme
måde fast i en enkelt erindring, men genererer
snarere en mere overordnet forestilling om at
være ung og vild og fri, smagen af det første kys
eller den varme dunken i kroppen fra en spirende
ungdomsforelskelse. Måske er det den evne til at
sætte sig som eksponenter for lyse og lykkelige
stunder, der gør, at Abba-sangene stadig sælger
som varme hveder, og nye indpakninger af både
koncept og produkt med jævne mellemrum relanceres for et nyt publikum.
På papiret ser opskriften på Abbas succes
enkel ud: en sound, der er universel og genkendelig; hvid, nordisk, ufarlig og fuldstændig blottet
for blå toner. Banale og forudsigelige popsange,
altid med en kontant titel, serveret i keyboardbaserede wall-of-sound arrangementer med
flamboyante temaer oven på en fast og tør bund,
stortrommen på alle fire slag og Agnethas sopran
og Fridas mezzosopran helt i front. Visuelt er der
lidt for enhver smag: til drengene en lys og en
mørk, til pigerne en drenget og en mandig. Sammenlagt genererede Björn, Benny, Agnetha og
Anni-Frid med de komponenter en så markant
merkantil succes og efterlod så mange kulturelle
spor i flere generationer, at de er helt uden for
sammenligning med andre nordiske artister.
De otte lp’er, der blev produceret mellem 1973
og 1981, har gennem årene solgt i omegnen af
350 millioner eksemplarer – uden at nogen dog
kan give et helt præcist tal. Men salgstallene
er svimlende, omsætningen har været – og er
stadig – enorm og det endda uden at medregne
merchandise, film og de efterfølgende solokarrierer, der bød på pæne salgstal for pladernes vedkommende og enorme for de tre musicals, Chess,
Kristina Från Duvemåla og Mamma M
Forretningen ABBA har således altid kørt
godt, lige fra den spæde begyndelse i 1971 til
gruppens brud i 1982. Men så sandelig også lige
siden. I 1992 solgte for eksempel opsamlingscd’en ABBA Gold knap 30 millioner eksemplarer,
mere end nogle af de enkelte originale plader.
Der er stadig masser af guld at hente i ABBA.
Pengene ligger i sangene. Ikke kun i de originale
versioner, andre kunstnere har også været med
til at understrege ABBAs succes efter bruddet,
såvel kunstnerisk som med kold kasse ved at
indspille cover-versioner af de største schlagere.
Både den lette garde og de hårde bananer har
kunnet hente inspiration i ABBAs bagkatalog:
kunstnere lige fra U2, Kylie Minogue og Cliff
Richard til Erasure, Mike Oldfield, Westlife og
R.E.M. har haft succes med en eller flere af ABBAs sange. Forrige år fik Madonna et nummer
ét hit i 47 lande med nummeret Hung Up, der er
bygget på samples af ABBAs Gimme! Gimme!
Gimme! Samme år fik sangen Waterloo æren af
at blive kåret som den bedste Melodi Grand-Prix
sang nogensinde og mens musicalen Mamma
Mia!, der er baseret på en række ABBA-sange,
har trukket fulde huse i koncertsale verden
over de sidste otte år – uden udsigt til at stoppe
foreløbig – er man i Stockholm ved at indrette et
ABBA museum, der er planlagt til at åbne i 2008.
❑
BJÖRN Kristian Ulvaeus og Benny Bror Göran
Andersson mødte hinanden første gang backstage til et afterparty i Linköping folkepark tidligt i juni 1966. Festen blev holdt af Hootenanny
Singers – en uhyre populær svensk folkgruppe
som Björn Ulvaeus komponerede, spillede
guitar og sang i – efter et job og i anledning af,
at Björn og to andre medlemmer skulle ind og
springe soldat den følgende dag. På vej til jobbet
i Linköping mødte de orkestret Hep Stars, der
var strandet ved en vejforgrening lige uden for
Ålleberg. Hootenanny stoppede ikke, men rullede vinduerne i turbussen ned og skreg »fest i
Linköping i aften!« til de strandede kolleger.
Hep Stars var på det tidspunkt det hotteste
navn i svensk popmusik. Udråbt som Sveriges
Beatles solgte de flere plader og trak mere
publikum end selveste Fab Four havde gjort på
deres besøg i landet et par år tidligere og var
en gevinst at kunne præsentere til en hvilken
som helst fest. Benny Andersson var kommet
med på orgel i oktober 1964 og begyndte tidligt
at komponere sange til orkestret. Hootenannys
invitation fra bussen blev modtaget hos det populære orkester med glæde, men misforstået. Hep
Stars tog den noget længere tur til Lidköping og
fik en lang næse i den festtomme folkepark der.
Miseren blev dog hurtigt opklaret og et par timer
senere trykkede Björn og Benny hænder for
første gang. Som sangskrivere fandt de hurtigt
sammen og endte aftenen sammen uden for festteltet i godt selskab med en ramme starköl, en
akustisk guitar og en stribe Beatles-sange. Dagen efter skulle Björn som nævnt i trøjen, men
fik helt usædvanligt permanent orlov efter bare
tre måneder for at hellige sig sin musikalske karLAY-OUT: MARIE LÜBECKER. KORREKTUR: FLEMMING GERTZ
havde været deres 15 minutter i rampelyset. Pigerne talte om at genoptage deres solokarrierer,
mens Björn & Benny var godt tilfredse med, at
arbejde videre i varmen fra alle de internationale kontakter Waterloos succes havde skabt.
Faktisk var alle fire så godt på vej tilbage til de
respektive karrierer, at da den næste single,
SOS, ramte hitlisterne med et brag, var det lidt
af en overraskelse. Men som nummer et på hitlisterne stort set over hele verden banede sangen
vejen for ABBAs egentlige gennembrud som
selvstændigt orkester uden for grandprixet, med
lp’en ABBA.
❑
Det perfekte match: Agneta, Bjørn, Benny og Anni-Frid - ABBA.
riere. Den aften, Björn kom hjem fra hæren til
sine forældres hus i Västervik nord for Kalmar,
stod Benny klar og dér begyndte Anderssons
og Ulvaeus’ samarbejde som komponister. Godt
nok en lidt ramponeret start, for Ulvaeus senior
gad ikke høre på de to i kælderen, så da det blev
sengetid for resten af familien, kørte han dem og
deres instrumenter til sit kontor i den lokale papirmølle, hvor de kunne larme så tosset, de ville.
Nattens udskejelser udmøntede sig dels i sangen
»Isn’t it easy to say« der senere blev indspillet på
Hep Stars’ tredje album, dels i en overordnet arbejdsfordeling, der skulle vise sig at vare gennem
hele karrieren: Benny stod for musikken, mens
Björn håndterede tekstskrivningen.
Efter militæret begyndte Björn på Stockholms Universitet, mens Benny fortsatte livet
på landevejen med Hep Stars. Samtidig med
studierne arbejdede Björn på kontoret hos Polar
Music, Hootenanny Singers’ pladeselskab, ejet og
drevet af den tidligere troudabour Stig »Stikkan«
Leopold Anderson. Hootenanny Singers eksisterede stadig og indspillede plader, men der var
ikke den store stemning for turneer eller anden
aktivitet i orkestret. Derfor begyndte Björn at se
stadig mere til Benny, der ganske vist stadig spillede med Hep Stars, men samtidig med at resten
af verden bevægede sig mod kærlighedssomre
på LSD og en mere syret tilgang til musikken,
falmede orkestrets stjerne langsomt i publikums
øjne. I september 1969 var det slut med Hep
Stars, de gik hver til sit, forsanger Svenne Hedlund tog sin amerikanske kone Charlotte Walker
og en guitarist med sig og dannede Svenne &
Lotta, mens Benny blev makker med Björn, med
fast job som komponist- og producerpar på Stikkan Andersons Polar Music.
❑
KÆRLIGHEDEN ramte Björn & Benny stort
set samtidig. Tidligt i 1969 stødte Benny ind
i Anni-Frid Synni Lyngstad – mellem venner
bare Frida – på et job i Malmö, hvor de begge
var på plakaten, han med Hep Stars, hun som
svensktop-sangerinde med et par mindre hits
bag sig. Kun et par måneder senere traf Björn sin
kommende kone Agnetha Fältskog under prøverne til et TV-show. Også hun havde havde haft
vind i sejlene på de svenske hitlister siden 1967,
og da Björn & Benny – som nu officielt skrev sig
med &-tegn – var ansat til det samme, var det
naturligt at de begyndte at skrive og producere
til begge deres kærester. Langsomt begyndte
pigerne også at dukke op på andre af Björns &
Bennys produktioner, men det var først i begyndelsen af 1972, at konceptet havde fundet sin
rette form. Björn & Benny, Agnetha & Anni-Frid
udsendte singlen People Need Love, som blev et
stort hit i Sverige og et mindre i store dele af resten af verden. Sangen blev også udsendt i USA
af Playboy Records, der – nu de alligevel havde
rettighederne – benyttede lejligheden til at bruge
flere af Björns & Bennys tidlige kompositioner
som underlægningsmusik i soft-core pornofilm.
People Need Love blev et vendepunkt, for selv
om produktionen stadig var forholdsvis konservativ med vægten lagt på hooklines og vokalharmonier oven på en næsten anonym backing,
pegede sangen frem mod en kommende sound.
Succesen førte også andre ting med sig, blandt
andet en opfordring til at skrive et nummer til
det svenske melodi grandprix. For at tilpasse deres bidrag stilen i grandprixet producerede Björn
& Benny med vilje Ring Ring radikalt anderledes
end nogen af deres tidligere produktioner. Lyden
var stor og tyk med masser af dubs, ringende 12strengede guitarer, godt med rumklang, en storladen attitude og vokalerne rimelig langt nede i
mixet – kraftigt inspireret af Phil Spectors wallof-sound. Ring Ring endte som nummer tre i det
svenske melodi grandprix i 1973, hvilket genererede en moderat succes flere steder i Europa,
men vigtigst af alt en invitation til at bidrage med
endnu et nummer året efter. Björn & Benny,
Agnetha & Anni-Frid som de stadig kaldte sig,
benyttede året til at justere deres udtryk og
målrette det til et internationalt publikum, blandt
andet ved at ændre gruppens navn til det noget
mere mundrette ABBA, en sammenstilling af
forbogstaverne i de fire medlemmers fornavne.
❑
WATERLOO fejede alle af banen. Sangen fik
maksimale point i den svenske udtagelse til det
internationale melodi grandprix, og alle tippede,
at svenskerne sad med en sejr, allerede inden
finalen blev afgjort i det sydlige England i 1974.
Waterloo blev indspillet i et væld af udgaver, på
spansk, tysk, svensk, engelsk og italiensk og verden lod til at elske sangen og det uskyldige, let
kiksede udtryk de fire kolporterede fra scenen
i Brighton. Publikum så imidlertid kun toppen
af isbjerget, for hovedparten af succesen skyldtes målrettet og hårdt arbejde. Björn og Benny
havde allieret sig med nogle af de fineste musikere i Sverige: Janne Schaffer på guitar, Rutger
Gunnarsson på bas og Ola Brunkert på trommer.
Sammen med Björns guitar og Bennys klaver
arbejdede de op til udtagelsen benhårdt i ugevis
på at skabe lige præcis den cocktail af genkendelighed blandet med nyskabelse, vitalitet og
personlighed i sangen, som de formodede ville
tage stikket hjem. Manager, forlægger, pladeselskabsdirektør og tidligere troubadour Stig »Stikkan« Anderson, var ikke blind for de potentielle
indtjeningsmuligheder ved at skrive en international grandprix-vinder og bød ind med forslag
og tekstlinjer for at få en kreditering.
Skoene var kridtet til en international karriere, da Waterloo løb af med sejren. En lp lå
klar med flersprogede singleversioner af de
formodede hits, et ekstravagant show med
hjemmedesignede kostumer var indøvet, og et
musikalsk backinghold der kunne spille røven ud
af bukserne på de fleste, ventede med ladte instrumenter. Sange var der også masser af, Björn
& Benny havde i 1974 et bagkatalog baseret på
næsten otte års daglig sangskrivning.
Det var imidlertid ikke så let at starte en
international karriere baseret på en grandprix
sejr, som både pladeselskab, ABBA selv og de
fleste svenskere havde spået og regnet med. De
efterfølgende singler Honey, Honey, So Long
og I Do, I Do, I Do, I Do, I Do floppede på hitlisterne de fleste steder i verden, med undtagelse
af Sverige, Norge og Danmark. I dag er det ikke
så svært at høre hvorfor. Kompositionerne er
uambitiøse, produktionen snobber nedad og er
tydeligvis et forsøg på at kopiere Waterloos succes ved simpelthen at dissekere arbejdsmetoden
fra hittet og planke de komponenter, der ser ud
til at virke. Som andre kunstnere før dem, erfarede ABBA dog hurtigt, at den metode var den
sikreste vej til kunstnerisk selvmord, og da tommelfingrene pegede nedad fra de store internationale pladeselskaber til nyt materiale, begyndte
ABBA så småt at vænne sig til, at Waterloo
ARBEJDET med opfølgeren til ABBA begyndte
i det travle brus af overrasket, euforisk glæde og
travlhed den internationale succes bragte med
sig. Med tungen lige i munden fokuserede gruppen på de let genkendelige visuelle fordele ved at
kunne præsentere to fremragende sangerinder,
der uden at konkurrere kunne bejle til drengene
i kraft af at være piger, og til pigerne i kraft af at
være rollemodeller. At Frida var mørk og Agnetha lys gjorde kun fordelen endu mere åbenlys.
Pigerne var i front, mens Björn & Benny indtog
en mere sekundær rolle på scenen. I studiet
var det dog drengene, der havde det store ord,
dem, der komponerede, arrangerede, spillede
og producerede. Formen var fundet, de store
armbevægelser fra produktionen af Ring Ring
var fundet frem igen, de ringende 12-strengede
akustiske guitarer og de klassisk inspirerede
klaverlicks oven på den tungeste bund, der
endnu er blevet lagt i en popprodution. Sangene
var gennemarbejdet ud i det absurde, men man
eksperimenterede også – kraftigt opfordret og
inspireret til det af den faste tekniker Michael B.
Tretow – med både effekter og nye indspilningsprocesser. Trommesæt blev dubbet – en hidtil
uhørt feature – der blev leget med delay, rumklang og kompressorer. Hvert instrument skulle
have en helt fast og genkendelig rolle i produktionen. Trommerne var som udgangspunkt uden
dikkedarer, hvis der skulle spilles fills, skulle
de være enkle, genkendelige og til at spille lufttrommer til. Bassens rolle blev til en markant
og præcis måde at sætte trommernes enkelhed i
relief, mens den akustiske guitar blev brugt næsten perkussivt i stedet for tonalt. De få soloer
var ekstremt disciplinerede og satte altid mere
fokus på sangen end på instrumentalisten. På
den måde kunne der skabes plads til klavertemaer, effekter og pigernes vokaler, der rykkede
fra at stå et udefinerbart sted dybt ude i rumklangen på Ring Ring til en plads helt fremme i
pappet på højttalerne på den nye produktion.
Da Arrival udkom i 1976, lagde den verden
for ABBAs fødder, med en uhørt række af hits:
When I Kissed The Teacher, Dancing Queen,
Knowing Me Knowing You og Money Money
Money som de største. Alle var bygget op over
samme produktionsskabelon med den finesse,
at hvert enkelt nummer fremstod dybt originalt,
samtidig med at det bar en ekstrem grad af
genkendelighed i sig. Den enorme gennemslagskraft Arrival havde i hele verden, rakte dybt ind
i de fire medlemmers liv, der de næste fire år
stort set udelukkende bestod af en lang række
af turneer, nye indspilninger, nye hits, film,
tv-shows og interviews. Presset kostede Björn
og Agnethas ægteskab i slutningen af 1979. En
privat tragedie, der blev ganske offentlig i et
af gruppens største hits »The Winner Takes It
All«. Den næsten pinligt udleverende – om end
universelt rammende – tekst, skrevet af Björn,
understregede, at gruppens egne medlemmer
satte karrieren over privatlivet. ABBA levede
mod alle odds videre efter skilsmissen, dog med
fokus stift rettet mod det professionelle arbejde
og de kontrakter, der var indgået internationalt.
Men det var, som om gnisten manglede efter
udgivelsen af Super Trouper i 1980.
❑
I det hele taget sluttede festen dér i 1980. Den
glade, ubekymrede stemning fra senhalvfjerdserne, discobølgen – som ABBA også red på
toppen af – rungede ud med et hult drøn, blev
overtaget af en musikalsk næsevrængen ad
alt der tilnærmelsesvis kunne betegnes som
muntert. I ABBA-regi betød det, at den nye
plade, The Visitors, blev præsenteret som »more
mature«, selv om sandheden var, at den ganske
simpelthen bare var dårligere end forgængerne.
Ikke så underligt, for under indspilningerne blev
også Benny og Frida skilt, og Agnetha ville ganske simpelthen forlade gruppen, da hun havde
fået nok af offentligt privatliv. Rygterne vil vide,
at Stikkan Anderson som hendes afløser kontaktede den danske dansktopsangerinde Anette
Klingenberg. Arrangementet blev dog aldrig til
noget, for i 1982 lukkede og slukkede ABBA for
butikken med et par lykkeligt glemte singler.
Siden da har der næsten hvert år været rygter
om en gendannelse, men indtil videre er det
tætteste, de fire har været på at arbejde sammen igen musicalen Mamma Mia!, der havde
premiere i London i 1999. Agnetha lever i dag
på en gård uden for Stockholm, hun har holdt
pause fra karrieren, men udsendte sidste år en
ny cd. Frida giftede sig i 1992 med den tyske
prins Heinrich Ruzzo Reuss von Plauen af fyrstehuset Reuss, et ægteskab, der gjorde hende
til prinsesse. I dag lever hun i Schweiz. Efter en
række år i England flyttede Björn i 1994 tilbage
til Stockholm for at kunne komponere og arbejde
sammen med Benny. Selv om de er nogle af de
bedst sælgende og mest populære komponister
i pophistorien, mødes de to stadig hver dag på
kontoret. Det kunne jo være, der gemte sig en
sang til derinde.