1. No category

Erik Svendsen
EKSISTENSFORSKNING
Biopolitik, det nøgne liv og
Naja Marie Aidts Bavian
”Med de digitale medier er mennesket i den grad kommet i vælten – om
ikke i kunsten, så i underholdningsindustrien, og det med en bombastisk
narcissisme, der i den grad har marginaliseret kunsten – ikke bøgerne som
sådan, men skønlitteraturen ryger helt i baggrunden. For i den ny verden
er kunsten kun et markedsprodukt på linje med så meget andet. Og dem,
der vil hævde, at kunsten er andet og mere – såsom en erkendelsesvej,
en eksistensforskning, taler for meget få ører”. Sådan skriver Suzanne
Brøggers maskerede alter ego, fru Z, i forfatterens seneste opgør med
tiden: Jeg har set den gamle verden forsvinde – hvor er mine øreringe?
Breve til prinsen af Mogadonien (s. 168). Det følgende skal ikke handle
om Suzanne Brøgger, men der er flere pointer i citatet, der egner sig som
indgang til mine overvejelser over Naja Marie Aidts formidable novellesamling Bavian (2006).
Dels vil jeg fremhæve litteraturens særlige omgave: at bedrive eksistensforskning. Den vil Aidt med sikkerhed også skrive under på, ganske
vist ud fra andre kunstneriske strategier end Brøggers. Dels vil jeg hævde,
at Bavian endevender denne bombastiske narcissisme, krænger den udad
og viser at mennesker, som de er flest nok er selvcentrede, men de har
ikke nok i sig selv. Selv om deres adfærd synes styret af en bred vifte af
eksklusionsmekanismer som har til formål at udelukke og degradere andre.
Novellerne kan således læses både som en bekræftelse af den herskende
socialpsykologiske elendighed og som dyk ind i indre liv, der kun provisorisk er forbundet med medmennesket. Den anden, den fremmede som
hin enkelte dog ligner.
Kunst er eksistensforskning på æstetikkens præmisser. Suzanne Brøgger har ret. Mit ærinde er imidlertid bredere. Jeg vil føre metaforen eksistensforskning videre og meget kortfattet vise, hvordan Aidts bog har
affinitet til nogle de samfundsteorier, som man kan finde i den franske
filosof Michel Foucaults forestillinger om biopolitik og videre hos den
italienske litterat, filosof og jurist Giorgio Agamben, når han fremhæver
skabelsen af det nøgne liv som et kendetegn ved moderniteten. Der er i
mine øjne en slående sammenhæng mellem på den ene side biopolitikken,
44
spring 30 manus.indd 44
30-09-2011 00:16:38
disciplineringen af legemet og det nøgne liv som udtryk for afhumanisering,
denationalisering og den intrikate dialektik mellem eksklusion og inklusion, som ligger i deporteringslejre, herunder fx KZ-lejre som nazismen
producerede disse, og på den anden side en række markante træk af såvel
tematisk som stilistisk art i Bavian. På forhånd vil jeg sige, at meningen
ikke er at overføre samfundsvidenskabelige teorier på litteraturen for at
bevise, at de første har ret og kunsten fungerer som illustrerende kategori.
Derimod vil jeg gerne åbne for en litteraturlæsning, der er kontekstuel
uden at den giver køb på respekt for kunstens egenart, dens særlige måde
at bedrive eksistensforskning på.
Jeg må tilstå, at jeg ikke ved om Aidt har læst Foucault og Agamben.
Det er ikke godt at vide, og jeg er heller ikke sikker på om det er afgørende
for min argumentation. Hvad jeg kan se ved at sammenholde Agamben
med Bavian er, at begge kilder trækker på et ressentiment mht. hvordan vi
behandler vores medmennesker. Jeg påstår, at de to tekster kritisk afspejler
tidsånden, og den er dårlig – tidsånden. Der er selvsagt politiske kræfter
som forsvarer den førte politik. Pudsigt nok vrimler det ikke med den slags
apologetiske stemmer i den kulturelle og kunstneriske offentlighed. Som
Brøggers alter ego skriver: En gentleman holder altid med samfundets
tabere.
Hvad jeg med sikkerhed ved er, at Kirsten Thorup i sin roman Ingenmandsland (2003) flere gange direkte citerer fra Agambens Homo Sacer
(1998), og den roman kan helt på linje med Bavian læses som en allegori
over, hvordan vi behandler samfundets svageste led: de gamle, de ikke
produktive, de marginaliserede. Kirsten Thorups roman udmærker sig
ved at være det første eksempel på samtidslitteratur, der allegorisk eller
mere kontant tematiserer, hvordan det nøgne liv vinder frem. Når Suzanne
Brøgger skriver indigneret og næsten ikke morsomt om livet i danske
flygtningelejre i sin bog, stivner smilet hos læseren. Og jeg tror ikke, at
Suzanne Brøgger bliver den sidste danske forfatter, som vil bruge ord på
at beskrive sociale eksklusionsmekanismer der reducerer medmennesker
til tavse og udstødte objekter, som hverken hører hjemme i Danmark eller
det samfund, de har måttet forlade.
Den direkte eller indirekte meddelelse
Hal Foster plæderede for det synspunkt på samtidskunsten i The Return of
the Real (1996), at der er sket et skred fra en repræsentation af det traumatiske til det præsenterende det traumatiske. Den abjektale kunst bruger ikke
omskrivninger. Der appelleres til sanserne og det emotionelle, direkte, og
følgelig er det ikke givet, at tidligere tiders hermeneutiske tilgang til det
45
spring 30 manus.indd 45
30-09-2011 00:16:38
kunstneriske objekt er meningsfuld. Forskellen mht. valg af kunstneriske
genrer spiller imidlertid en afgørende rolle. Selv om der er store stilistiske
og udsigelsesmæssige forskelle mellem Suzanne Brøgger og Naja Marie
Aidt er de fælles om at bruge de indirekte former. Hos Brøgger ligger denne
distance i den maskerede fortæller, en aristokratisk madame fra verden af
i går. Hendes tone ekkoer af 1700-tallets elegante brevskrivere og på den
konto formår Brøgger både at udstille sin egen maske og de tendenser i
samtiden, som teksten med brask og bram ønsker at distancere sig fra. Der
er masser af idiosynkratiske udfald i Brøggers bog. Men teksten benytter
vedvarende et filter, som tvinger læseren til at reflektere og ikke slutte
tilbage til den empiriske forfatter, for det er ikke hendes private holdninger
teksten fremturer med. Det hele bæres af et stuntjeg med mange masker.
Suzanne Brøgger inkarnerer den performative strategi i litterært regi og
taler derfor om skriften som erkendelsespraksis. ”Man skriver ikke om
den, man er, men om den, man er på vej til at blive og endnu ikke kender”
(Brøgger s. 126).
Jeg har svært ved at forestille mig, at Naja Marie Aidt abonnerer på
denne skrifttematik, eftersom hun konstruerer et imaginært univers, der
kun via fiktive mellemstationer er forbundet med den empiriske forfatter.
Distanceringsfiltret er både endnu mere finmasket end Brøggers og mere
traditionelt. Traditionelt, fordi Aidt ikke skriver kvasibiografisk (mig
bekendt!) og dermed ikke gør sin egen person til et integreret moment i
aflæsningen af det litterære værk, sådan som tilfældet er hos Jens Blenstrup,
Pablo Llambias, Claus Beck-Nielsen (død eller levende), Knud Romer,
Jørgen Leth, Lone Hørslev og en bunke andre samtidsforfattere. Og endnu
mere finmasket fordi Aidt anvender den klassiske lukkede litterære form,
skaber en realistisk forankret parallelverden, hvor skriftens symbolske
tegn mimer en genkendelig bredspektret realitet, men vel at mærke i sin
egen diegetiske form og med skiftende synsvinkler mellem aktørerne og
en absolut tilbageholdende implicit fortæller. Aidt er så genrekonservativ,
at de fleste af teksterne i Bavian lever op til novellekravene med en overraskende drejning i udgangen og med få men veldefinerede aktører, som
sjældent ved, hvad de gør. Men det er ikke noget nyt.
Et af Aidts tilbagevendende greb er underrapportering, dette at teksten
og en figur sent lader alle de informationer, som er vigtige, tilflyde læseren.
Hvor Brøgger leger med læseren ved at markere og eksperimentere med
synspunkter, holdninger, der leger Aidt med sine læsere ved at få læseren
til at mobilisere fordomme om de skildrede figurer og på den måde, ved
udgangens overrumplende turnering, bliver teksten et spejl, der udstiller
læserens fejltolkninger og blinde pletter. Det gælder ikke mindst ”Kvinden
i baren” og ”Sår”, hvor det sent afsløres, hvilket køn protagonisten besidder.
46
spring 30 manus.indd 46
30-09-2011 00:16:39
Suzanne Brøgger fremhæver en dimension i litteraturen, som andre
medier og vidensområder ikke kan rumme: det indre liv. Siger hun som selv
har alle disse filtre om sine tekster, så det indre liv bliver uigennemskueligt,
netop tilsløret. Men ikke desto mindre: Det er unikt for fiktionslitteratur,
at den giver adgang til den indre side af den menneskelige bevidsthed. Vi
kan nå ind bag pandebrasken, se hvad den anden tænker og føler. Man skal
immervæk huske på, at det er en forfatters konstruktion af et papirjeg, et
stuntjeg, eller skyggemenneske, som kun indirekte er sammenligneligt
med de identiteter som optræder i videnskabelige dataopsamlinger og som
er objekter for den brede vifte af videnskaber, der er udviklet siden den
religiøse magt abdicerede, og oplysningen tog têten i moderniteten.
Aidts indirekte teknik hænger ikke bare sammen med, at hun skriver via
et multiplum af stedfortrædere i den lukkede kortprosas form; den hænger
i særdeleshed sammen med det underrapporterede og ikke psykologisk udpenslende. Vi får en nuanceret skildring af, hvordan realistisk tegnede figurer
reagerer på indtryk fra omverdenen, men vi får vel at mærke ikke udfoldet
de tanker og den bevidsthed der ligger under den fysiske reaktion.
Den fraværende tolkning
”Kvinden i baren” demonstrerer denne teknik til perfektion: Et menneske
har placeret sig i en bar i Berlin og studerer sin omverden. Jeg-fortællerens
andel i historien bliver først blotlagt i novellens udgang; i første omgang
må læseren konstatere, at der reageres på bestemte indtryk: ”Det er hele
tiden ham, der taler. Hun smiler og hendes øjne glider som kærtegn over
ham: Hans ansigt, hans hænder, hans bryst. Hun stråler. Pludselig er det,
som om jeg ingenting kan se. Jeg virrer lidt med hovedet. Lidt efter kommer mit syn tilbage” (s. 170). Lidt senere mens det kærtegnende par spiser
suppe og kvindens hånd nærmer sig mandens albue, ”som om hendes hånd
ligger på lur. Mit syn svigter igen. Øjnene brænder og svier”. Den fysiske
tilnærmelse accelererer og tilsvarende skifter jeg’et fra fjern til nærsans,
idet synsforstyrrelse erstattes af forandringer i munden: ”Deres hænder
folder sig i hinanden og hviler nu roligt på den hvide dug. Jeg mærker
smagen af blod. Jeg har vist bidt mig i læben. Jeg får fat på et stykke
kød med tungen. Jeg spytter det ud i servietten. Det bløder overraskende
kraftigt” (s. 171).
Endnu en mental forskydning, der tager form af en fysisk reaktion følger
umiddelbart efter, hvor jeg’et tænker om et tekststed, der lyder: ””Berlin
er et sår der ikke længere bløder, men et sår der stadig kan kradses i”. Jeg
bliver rasende over, hvor rædselsfuldt patetisk der er”. Jeg’et kan åbenbart
godt mobilisere vrede over, at Berlin metaforisk fremstilles som et sår, og
47
spring 30 manus.indd 47
30-09-2011 00:16:39
hvis læseren kobler mellem byen og voyeuren, forsøger jeg’et at afvise den
tanke. Patos er som bekendt defineret ved at være heftige emotioner, som en
tekst skal fremkalde hos læseren eller tilskueren; det er ikke skuespilleren,
der skal græde, det er tilskueren. Hos Aidt vil jeg’et ikke græde, men må
gerne forskyde de rørelser, som synet af det forelskede par skaber ind i
intellektuel distance i forhold til at fortolke Berlin, som et sted der ikke er
kommet sig over fortidens sårdannelser. På andres vegne, på kollektivets
vegne, kan jeg’et godt være krænket, mens den krænkelse, som jeg’et selv
oplever, får stumme, selvdestruktive fysiske udtryk.
Det forelskede par forlader restauranten og efterfølgende er jeg’et ved at
miste bevidsthed: ”Og der er noget der drysser i mit blik, så det hele bliver
så hvidt at det svimler, jeg er ved at styrte eller synke da jeg tager et skridt
frem” (s. 173). Efter at være nede at vende, nede i toiletten i kælderen,
se sig i spejlet kulminerer fortællerens degradering og tilbøjeligheden til
bevidsthedsudfald med et indre billede af den tørre brudebuket derhjemme:
”Den er spids og tør. Billedet forsvinder. Jeg tænker på hvordan det mon
føles at æde jord” (s. 174). Teksten har på dette tidspunkt ekspliciteret at
voyeuren er lig med en forsmået hustru; hendes forurettede følelser og deraf
følgende på en gang forblændede og sensitive afkodning af omverdenen
bærer novellen. Derfor den indimellem kærlige og vidende beskrivelse af
manden på baren.
”Kvinden i baren” er, som Suzanne Brøgger fordrer, et studie i den indre
verden. Det er en indirekte tekst om, hvordan bevidstheden arbejder på
højtryk i spidsbelastningssituationer. Om afstanden mellem dem der har
levet længe sammen, måske endog en allegori over en generation, som er
vokset op med kulturel frisættelse, men såvel det kollektive symbol, Berlin,
som subjektet, bløder fortsat. Historiens ar forsvinder ikke. Teksten har
både et flow og er stillbilleder, som viser hvordan det kontrollerede legeme
er underlagt kræfter, som i prægnante øjeblikke i livet overgår social- og
biopolitikken. Fortællerens bevidsthed arbejder på højtryk, men det novellen dvæler ved er de fysiske reaktioner herpå. Showing, not telling er den
klassiske teknik Aidt anvender.
Foucault og kulturens byrde
Den principielle forskel mellem kunstens humane data og videnskabens
data er vital; i den forstand kan vi ikke sammenligne de to felter. Omvendt
lever de begge højt på at være hinandens modsætning. Dermed sagt at
der er niveauforskel mellem Aidt og Foucault, når denne taler om den
civilisationshistoriske udvikling af biopolitikken. I kunsten ses verden fra
gulvhøjde, med et mikrosociologisk blik og af og til med en famlende indre
48
spring 30 manus.indd 48
30-09-2011 00:16:39
verdens bevidsthed, i samfundsvidenskaben og filosofien anskues den fra
en olympisk position. Den ene vinkel er ikke bedre end den anden, begge
kan være problematiske, og begge kan rumme stor indsigt i komplekse
samfundsmæssige processer.
Det er i sidste kapitel i Seksualitetens historie bind I: Vilje til viden, at
Foucault sætter biopolitikken på begreb. Hvor tidligere tiders magtsystem
– inkarneret ved fyrsten – kunne skalte og valte med befolkningens og
individets liv – der gælder en anden dagsorden med statsdannelser, som
vil fremme en materiel og samfundsmæssig vækst. Folkemassens liv skal
beskyttes, teknikker og foranstaltninger skal udvikles så befolkningen lever
længere og bedre og dermed kan bære fremskridtet i arbejdets sved. Denne
udvikling sætter sig igennem i to faser: ”En af polerne, tilsyneladende den
første, der udformes, har centrum i kroppen som maskine: Dressuren af
legemet, forøgelsen af dets evner, aftvingelsen af dets kræfter, den parallelle vækst i nytten af det og i dets lydighed, dets integration i økonomiske,
effektive kontrolsystemer, alt dette er blevet tilsikret af magtprocedurer der
karakteriserer disciplinen: menneskelegemets politiske anatomi. Den anden
pol, der udformes lidt senere, mod slutningen af det 18. århundrede, har
centrum i kroppen som art, i legemet der er gennemsyret af det levendes
mekanik og tjener som støttepille for de biologiske processer. Forplantningen, fødslerne og dødeligheden, helbredsniveauet, levetiden, den lange
levetid, forhold der kan give sig udslag i disse størrelser, varetagelsen af
alt dette kommer i stand ved hjælp af stadig intervention og regulerende
kontrol: en befolkningens bio-politik.” (Foucault s. 153-154).
Disciplineringen af kroppen og reguleringen af den samlede humane
biomasse er de to poler i bio-politikken. Med den formes moderniteten
og de mange led i denne proces, gør Foucault rede for i den historisk anlagte Biopolitikkens fødsel, der er en række forelæsninger fra 1978-1979.
Magten har i Foucaults optik ikke nogen essens, den er derimod relationel
og indlejres i alle de institutionelle systemer, som udgør fundamentet for
bio-politikken. Filosoffen argumenterer som en sociolog, der interesserer
sig for så forskellige instanser som tekniske videnskaber, medicin, statistik,
retsfilosofi og den liberale statsdannelse.1
Der er langt til Bavian, vist så, men et vigtigt forbindelsesled er italesættelsen af kropsdisciplineringen. Pointen er prisen for ’kulturens byrde’, og
selv om Naja Marie Aidt ingenlunde er alene om at tematisere, hvordan
denne disciplineringsfernis har det med at krakelere (et motiv der som en
skygge har fulgt det borgerlige samfunds litteratur), udmærker hun sig
ved at være en af mest fintmærkende nyere danske forfattere, hvad angår
risikosamfundets biopolitiske omkostninger. Foucault kan cool beskrive
de institutionelle relationer, der producerer magt; Aidt skildrer heroverfor,
49
spring 30 manus.indd 49
30-09-2011 00:16:39
hvordan kroppene og bevidsthederne har deres hyr med at leve disciplineret.
Det er ikke noget tilfælde, at novellesamlingens titel på en gang ligger
tæt på det humane og dog langt fra det: Aben er evolutionshistorisk vores
nærmeste animalske led, men når mennesker opfører sig som animalske
væsener, går der hul på civilisationens overflade. Det sker gang på gang i
Bavian. Forfatterens paratekstlige titelvalg antyder, at bogen gerne skulle
læses med den betoning, men dertil vil jeg tilføje et andet sigende træk ved
figurerne, nemlig deres evindelige projektioner og hang til at ekskludere
andre. Selv om figurerne synes fanget i ensomhed, tænker de på den anden
side konstant på, hvordan de indgår i relationer til andre. På den simple
måde er der samklang mellem Foucaults principielle menneskesyn og den
måde Aidts noveller skildrer subjekterne, som blindt og forstyrret forbundet
med andre. Det indre liv er ikke meget bevendt, hvis der ikke er kontakt
med en ydre human verden.
Agamben og kulturens uvæsen
Tyskeren Thomas Lemke udgav i 2007 Biopolitik. En introduktion. Det
største kapitel er ikke overraskende helliget Foucault. Ud over at give
en oversigt af forskellige mindre bidrag til området gennemgås flere af
Agambens vigtigste tekster og Michael Hardt & Antonio Negris fræsende
kapitalismekritik i Imperiet. Om den nye verdensorden i globaliseringens
tidsalder (2001) og Multitude: War and Democracy in the Age of Empire
(2003). Tager man bogens introducerende karakter i betragtning, er det
påfaldende, hvor kritisk Thomas Lemke er i sin præsentation af Agamben
og det skønt den italienske filosof er oplagt inspireret af Foucault. Måske
fordi Agamben drejer biopolitikken væk fra det store anonyme fællesskab
– den statslige forvaltning af biomagten – hen i retning af undtagelsen
fra reglen, der så i Agambens argumentation bliver reglen. Det er på
behandlingen af de marginaliserede man skal kende den moderne stats
demokratiske sindelag, og der er resultatet mistrøstigt. Hos Foucault bliver
suverænen lig med historisk foranderlige relationer, hos Agamben sker
der en accentforskydning, så den suveræne statsmagt konstant spekulerer
i udøvelse af vold mod det, der defineres som fremmedelementer. Når
universelle og lovfæstede menneskerettigheder bliver bestemmelser, man
kan ophæve med et politisk flertal, råber Agamben vagt i gevær for nu at
sige det kort og kontant. For ham er suverænen desværre en uafviselig
essens i moderniteten – og den brutale suveræn rækker langt bagud i
civilisationshistorien.
Agamben trækker på Carl Schmidts udlægning af suverænen, og her er
50
spring 30 manus.indd 50
30-09-2011 00:16:39
pointen, at der konstrueres en intrikat dobbeltbestemmelse. På den ene side
er suverænen den instans, der deklarerer undtagelsestilstand og dermed
ophæves den gældende lov, på den anden side demonstrerer suverænen
at loven fortsat hersker i og med at den suspenderes af ingen ringere end
af suverænen. Som man måske vil vide, var der en tæt forbindelse mellem Carl Schmidt og Hitlers voldsregime, som filosoffens teori kom til at
legitimere. Agamben vil vende Schmidts suverænen på hovedet, eller man
kunne sige, at han vil vise, at selv om Hitler er fortid, kan den moderne
velfærdsstat fremstå lige så enerådig, som Hitler gjorde i den juridiske
undtagelsesperiode fra februar 1933 til 1945, den såkaldte Verordnung
zum Schutz von Volk und Staat. Den gav staten en lang række beføjelser
som suspendering af den personlige frihed, ytringsfriheden og retten til at
forsamles og meget mere – alt sammen for at beskytte samfundet, samtidig
med at det var de år, hvor jøder og andre såkaldte kulturelt fremmede blev
frataget deres statsborgerskab, blev gjort hjemløse og jaget vildt i Tyskland.
Lejren blev deres sidste hjemsted og den inkarnerede paradokset: På en
gang blev jøderne (og andre ekskommunikerede) frataget deres borgerlige
rettigheder og udstødt af samfundet, på den anden side blev de i lejren del
af et fællesskab. Lejren var både en del af kulturen og kulturens undtagelse.
Eksklusion og inklusion hænger uvægerlig sammen. Og suverænen er
afhængig af den magt, der ligger i den sociale udstødelse. Magten lever
af sine ofre. Uden frygten for marginalisering, ingen tilslutning til den
herskende ideologi.
Giorgio Agambens forfatterskab er broget, og jeg vil her blot fokusere
på et aspekt som spiller en afgørende rolle i min sammenhæng, nemlig
opdelingen mellem zoe og bios, som skaber betingelsen for det nøgne
liv.2 Zoe er betegnelsen for det at leve, mens bios er måden, formen som
individet eller gruppen vælger at leve på. Agamben deler med en af sine
inspirationskilder, Walter Benjamin, en forestilling om det potentielle,
det ikke udfoldede i livet og at andre og anderledes livs-former findes.
Mennesket er et åbent væsen. Det har ingen mission, intet mål, blot eksistensen. Imidlertid er det fatalt karakteristiske ved civilisationshistorien,
at zoe og bios bliver adskilt, og når bios skrælles væk af suverænen, bliver
kulturens tilstand prekær. Det nøgne liv tager form, netop ved at individet
eller gruppen fravristes sine rettigheder, sine tilhørsforhold til kulturen.
Formuleringen ’det nøgne liv’ må altså ikke forveksles med for eksempel
kulturradikale drømme om det autentiske menneske; Agambens pointe er
den diametral modsatte. Det nøgne liv opstår som en forsvarsløs kategori i
det øjeblik magtens repræsentanter vælger at fritstille udvalgte mennesker
fra kollektivet, for nu at bruge en eufemisme for det forhold at mennesker
mister deres forankring i kulturen, i det øjeblik både de symbolske og
51
spring 30 manus.indd 51
30-09-2011 00:16:39
materielle relationer, juridiske og uformelle rettigheder, ophæves. Når alle
identitetsmarkører, individuelle som kollektive, glimrer ved deres fravær,
har vi det nøgne liv. Den ultimative denaturalisering af mennesket. Den
ultimative suspension af menneskerettighederne.
Lejrens æra?
Legemliggørelsen af denne tilstand finder Agamben i nazismens kz-lejre.
De indsatte blev frarøvet alle deres ejendele, mistede deres statsborgerskab
og fik i stedet brændemærket et nummer i kroppen. Umyndiggørelse,
degradering er løsenet for suverænen og dennes håndlangere. Dehumanisering og objektivering er her to sider af samme sag. Der går en lige linje
fra afnationaliseringen og frem til gaskamret.
At denne eksklusion skal kunne lykkes forudsætter en dæmonisering af
de udvalgte grupper. Agamben henter fra arkaisk romersk lov et eksempel
nemlig homo sacer – den hellige mand – som symbolsk sammenfatter de
tvetydige mekanismer. Homo sacer var betegnelsen, man hæftede på det
menneske, der havde begået en forbrydelse og som myndighederne og
befolkningen måtte jage ud af byen, endog slå ihjel uden, vel at mærke, at
morderen ville blive retsforfulgt. Selv om der ikke var et retsligt efterspil,
hvis man dræbte homo sacer eksemplaret, kunne drabet være en tvivlsom
aktion, for homo sacer var hellig i den forstand, at man mente vedkommende var smittebærer, uren og derfor udgjorde en reel trussel mod majoritetskulturen. Følgelig skulle disse udskud isoleres og ekskommunikeres.
Det smittende objekt skal ofres for at opretholde, konfirmere den herskende
orden.
Spørgsmålet er derpå, hvordan man kan indhegne homo sacer-tilfældene. Ifølge Agamben stopper eksklusionen og inklusionen i lejren ikke
ved enkeltstående stigmatiseringer. Historisk set har jøder, sigøjnere,
homoseksuelle, retarderede og andre ageret skydeskive som homo sacer,
men principielt har vi at gøre med en eksklusionsproces ohne ende, og
alle kan med et pennestrøg miste deres rettigheder: ”At the two extreme
limits of the order, the sovereign and homo sacer present two symmetrical
figures that have the same structure and are correlative: the sovereign is
the one with respect to whom all men are potentially homines sacri and
homo sacer is the one with respect to whom all men act as sovereigns”
(Agamben: Homo sacer side 84).
Det næstsidste kapitel i Homo sacer bærer titlen “The Camp as the
‘Nomos’ of the Modern” og er et af de mest omdiskuterede i litteraturen
om Agamben. Siden den imperiale kolonialisering har flygtninge søgt til
Europa, og ikke alle har oplevet at blive integreret i demokratierne, for nu at
52
spring 30 manus.indd 52
30-09-2011 00:16:40
anvende en diplomatisk sprogbrug. Agambens kritiske pointe er, at lejren,
som blev en permanent løsning for nazityskland, er ved at få samme status
i modernitetsstater. Flygtninge får en behandling, der kan sammenlignes
med de stigmatiserede grupper, som Hitlers styre ville fjerne fra landkortet.
Parallellerne er slående: Indvandrere og flygtninge gøres rets- og statsløse.
De må ikke opholde sig i de lande, de har søgt tilflugt i, og de lever på tålt
ophold i dertil indrettede lejre. Rettigheder har de ingen af. De er både
socialt ekskluderede og inkluderet i et veldefineret socialt rum, der per
definition har karakter af et reservat, der gerne placeres i udkantsområder.
Sandholmlejren som det nøgne liv in spe.
Undtagelsestilstanden er blevet en regel. Det er denne polemiske side af
Agambens skrifter, der manifesterer sig i Kirsten Thorups Ingenmandsland
og som danner klangbunden i Suzanne Brøggers møde med Avnstrup-lejren. Har denne aristokratiske pamfletskriver læst Giorgio Agamben? Der
henvises ikke til ham, men hun synes at dele mishaget ved det politiske
systems menneskeforvaltning. Lejren ligger ”langt ude i ingenmandsland,
dybt inde i en skov, i et oprindeligt sindssygehospital, anneks til Sankt
Hans, fjernt fra normalmogadonerens blik. Befolkningen kan faktisk med
god ret hævde, at den ’intet vidste’. Nu skal vi lige huske på, at det ikke er
Auschwitz, slet ikke – selvom det første, man ser, når ’slottet’ tårner sig op
midt i den mørke skov, er en høj skorsten i forbindelse med en politistation”
(Brøgger side 98).
Lavine-litteratur
Aidts noveller har en forbløffende spredning hvad angår miljø og personager, om end flere tekster har hovedfigurer der generationsmæssigt matcher
forfatteren, som er født i 1963. Der er børn som hovedpersoner, og der er
midaldrende, der er såvel kvindelige som mandlige hovedpersoner. Der er
noveller, som synes begivenhedsløse og andre som er stærkt dramatiske.
Alle tekster er realistisk konciperede, men der er forskel på hvor katastrofalt
konflikterne udvikler sig. Fortællingerne følger forskellige mønstre og jeg
vil lancere følgende kategorisering.
Der er for det første det, man kunne kalde klassiske noveller med en
overraskende udgang, som vender resten af historien på hovedet, eller sætter
den i relief. ”Søndag” og ”Tur i bil” er repræsentanter for denne kategori.
For det andet er der en række lineære fortællinger med en uforløst dramatik.
”Bulbjerg” matcher denne kategori i den forstand, at det hurtigt går op for
læseren – faktisk introduceres en ulmende undergrund allerede i de første
linjer – at der er noget galt i den lille familie. Kaos afløses af endnu mere
kaos; den mandlige jegfortæller bekender tilsyneladende umotiveret, at
53
spring 30 manus.indd 53
30-09-2011 00:16:40
han har et hedt forhold til hustruens søster. Da han erfarer, hvorfor adoptivsønnen skal hedde Sebastian, og vi forstår, at hustruen Anne åbenbart i
mange år har haft en anden mand i tankerne, tvinges man til at revurdere
magtspillet i ægteskabet. Men novellens udgang ophæver ingenlunde de
voldsomme spændinger, teksten har rullet op. ”Torben og Maria”, ”Solbær”,
”Afbrydelse” og ”Sår” er skruet sammen efter dette bevidst uforløsende
koncept. For det tredje er der fortællinger, hvor der går hul på en byld, og
historien ruller frem som en lavine. Det går fra ondt til værre og endnu
værre. ”Slik” og ”Myggestik” repræsenterer denne morbide dramaturgi. I
”Konference” møder en karrierekvinde en tidligere elsker, og det vækker en
erotisk trang, der helt slår hende omkuld, og denne variant af faldshistorien
er beslægtet med ’lavineteksterne’. Ægteparret i ”Bulbjerg” har samme
manglende evne til at kontrollere begæret, der følgelig fører på vildveje.
Hvor Suzanne Brøgger i parentes bemærket, apropos min indledning, gerne
plæderer for erotikkens kræfter som frisættende og transformerende, der
møder vi hos Aidt snarere skildringer af en fatal erotik, som vælter det
kulturelle læs og forblænder tilværelsen.
Selv om diversiteten i Bavian er indlysende, er det omvendt ikke
svært at finde tilbagevendende mønstre i Bavian. Samlingen lever op til
sin genrefordring; selv om den paratekstlige angivelse er ’Noveller’, vil
jeg påstå, at vi har at gøre med en novellesamling, fordi der er disse på
en gang redundante og variable træk. Bavian former variationer over det
tema, der antydes i titlen. Det vil sige bogen handler, som Isak Winkel
Holm klart angiver i sin recension i Kritik om at miste selvkontrollen og
begive sig ind i et mentalt ingenmandsland: ”Aidt bruger sine noveller til
at afsøge denne zone af ikke-menneskelighed der befinder sig på samme
tid udenfor og indenfor det menneskelige. Indenfor fordi den uafviseligt
er en del af menneskelivet; udenfor fordi den ikke stemmer overens med
vores forestillinger om det humane” (Holm i Kritik nr. 184, side 55).
På hver deres måde afsøger de enkelte tekster grænsen mellem det menneskelige og ikke-menneskelige. Er der en viljens autonomi (Kant), bliver
den gang på gang sat til vægs af kræfter, der rækker videre, både ned i det
animalske i hin enkelte og væk fra den tillærte kulturelle fernis. Bavianen
har mange fremtrædelsesformer men fælles er dehumaniseringen, det
udtalte ubehag ved denne afskrælning og en given slip på tøjlerne. Med
det resultat at de sociale relationer misrøgtes. Det er derfor samlingen er
forankret i realismen, for den fokuserer snarere på de sociale relationer end
på introvert psykologi. Apropos Agamben handler bogen om ”at afgøre
hvem der hører med inden for det menneskelige fællesskab, og hvem der
ikke gør – og som derfor kan spærres inde i forskellige former for lejre. Jeg
54
spring 30 manus.indd 54
30-09-2011 00:16:40
skal undlade at drage paralleller til den aktuelle danske flygtningedebat”,
skriver Isak Winkel Holm (s. 57).
William Blake smitter
Det er påfaldende, hvordan der optræder forskellige konfigurationer af
det nøgne liv i novellesamlingen. I den første novelle, ”Bulbjerg”, har vi
adoptivbarnet, der klædes af og bliver en kastebold mellem de indignerede og frustrerede forældre. Drengen er forsvarsløs, også selv om han
får kælenavnet Seba og hedder Sebastian, opkaldt efter moderens gamle
elsker, grill-ejeren, der i den mandlige hovedpersons optik ligner ”en abe,
som han stod der med sin brede overkrop og de behårede arme” (Bavian
s. 23). Der sker en accentforskydning i ”Bryllupsrejse”, hvor bruden Eva
(!) i kraft af et fysisk møde med et samfundsmæssigt udskud, en bums,
der stinker og reciterer William Blake, mister mund, mæle og status. Eva
klæder sig efterfølgende nøgen og vil kravle ned til havet for at blive
renset men snubler og hænger i en gren, dinglende over afgrunden, hvad
Tim ikke ved, for han har svigtet sin hustru og er listet op til landsbyen
for at forkæle sig selv. Måske fordi han er klar over, hvad mødet med den
farlige fremmede mand har sat i gang. Eva er i ægtemandens øjne godt på
vej til at regredere: ”Hun udstødte små fortvivlende lyde, der fik ham til
at tænke på fugleunger og mus” (Bavian s. 40). Da Eva fragtes tilbage til
byen, båret af en fremmed græsk mand, er dehumaniseringen ved at være
fuldbyrdet: ”She’s crazy, she’s crazy” blev han ved med at sige, mens han
rystede på hovedet” (s. 46).
Parallellen til det første, uventede møde med den gale outsider er indlysende. Pointeret er ligeledes den ekspanderende smitte: Bumsen smitter
Eva, og Tim føler sig nødsaget til at distancere sig fra sin hustru for han vil
undgå at blive smittet, dvs. blive reduceret til det nøgne liv. Den reaktion
er imidlertid netop med til at skabe det nøgne livs eksistensform hos Eva.
Symptomatisk nok lader den anonymiserede fortæller Tims distancerende
attitude skinne igennem i den tilsyneladende deskriptive skildring af parrets exit fra byen, idet teksten omtaler Eva anonymiseret som ’den nøgne
kvinde’ og ikke med sit egennavn: ”Tim trak den nøgne kvinde efter sig
gennem byen til parkeringspladsen” (s. 46). ”Bryllupsrejsen” har vekslende
synsvinkel hos henholdsvis Tim og Eva; udgangen er imidlertid fortalt
med Tims point of view, omend i tredje person: ”da han havde madet
hende med små stykker fåreost og brød, da han havde pakket hende ind i
et tæppe, alt sammen mens en søjle af irritation og afsky tårnede sig op i
ham, en afsky rettet mod hendes solskoldede hud og de næsten bedende,
enfoldige øjne, der blev ved med at søge hans, hånden” (s. 47).
55
spring 30 manus.indd 55
30-09-2011 00:16:40
Scenen med den afmægtige hustru med de bedende øjne mimer en
perverteret nadverseance – som om Eva havde brug for at bede om syndsforladelse – men det religiøse ritual afløses af en seksuel udrensning, idet
Eva er masochisten, der vækker det sadistisk-animalske i Tim. Efter at
have pisket sin hustru (som forudsagt i et af William Blake citaterne), får
den kastrerede mand sin udløsning: ”Gurglelyde kom et sted dybt fra hans
hals. Og før han nåede at få bukserne helt af, tømte han sig ud over hendes
fødder. Hun lod sig glide ned på ryggen, kiggende op i loftet og smilende.
Et fjernt, fåret smil. Det lød som om cikadernes sang steg derude. Så hørte
han hende hviske: ”We will now descend into the valley”” (s. 47). Det
sidste er endnu et William Blake citat, og dermed er Evas identifikation
med repræsentanten for homo sacer måske fuldbyrdet. Hun gentager
vildmandens Blake-recitation, men det er et nyt citat, så vi må formode, at
også Eva har forlæst sig på den tidlige engelske romantiker og mystiker.
Ved at påtage sig den lokkende taberrolle og ved at bliver udstyret med
et ’fåret smil’ antyder teksten, at Eva kan lignes med lammet i en ofringsceremoni. Eva er lig et ave, der betyder ’beherske, holde nede, tilbede og
tugte’, og den manden elsker, tugter han. Når manden skal være sammen
med kvinden, må han huske at tage pisken, som den misogyne Nietzsche
skrev. Tim bruger pisken, men som en moderne mand ved ikke han ikke
rigtig, hvorfor han er nødt til det.
”Bryllupsrejse” kan således oplagt læses som en manende tekst om den
afgrundsdybe adskillelse mellem de to køn, selv når vi har at gøre med
et nyslået ægtepar. Tim handler instinktivt – og forkert – da vildmanden
dukker op. Han vil flygte fra konfrontationen, er ikke mand for at klare
udfordringen og luskeriet fortsætter. Hvis Eva skal konnotere den første
kvindelige figur i det bibelske univers, kan Tim henvise til præsten i det
Ny Testamente, Timotheus, som inkarnerer ’den der ærer Gud’ og som skal
pleje menigheden. I så fald er han en ringe bestyrer af den patriarkalske
opdragelse.
Man gjorde et barn fortræd
Giorgio Agamben har flere gange skrevet om barnet som repræsentant for
det forsvarsløse menneske; der er flere tekster i Bavian, hvor børn fremstår
som afmægtige brikker i de voksnes desperate spil om magten. I ”Torben
og Maria” føres en fortvivlende social arv videre, så Torben får bank af
sin moder Maria, der i sin opdragelse får gode råd af sin mor: ””Du skal
slå ham i røven, så han ikke får mærker”, siger hendes mor. ”Ellers får du
vuggestuen på nakken”” (s. 65). Novellen har en veldefineret og diegetisk
placeret jeg-fortæller, nemlig Bjerget, Torbens fraværende fader, der på
56
spring 30 manus.indd 56
30-09-2011 00:16:40
afstand betragter sin exfamilie og reflekterer over dens skæbne. Selv om
hans viden burde være begrænset, synes Bjerget at være ganske vidende,
ja endog i besiddelse af et refleksionsniveau, der gør det muligt at se strukturelle mønstre i familiehistorien, ligesom han kan referere ordvekslinger,
som havde han været en flue på væggen i det lille hjem.
Er novellen på en måde en realistisk repetition af hvordan sociale tragedier produceres, er den hvad angår fortællerforhold eksperimenterende,
fordi voyeuren Bjerget kan gennemskue de sociale mekanismer, der skaber
betingelser for det nøgne liv in spe: ”Du går i ring, Maria, og det morer mig
at følge dig: gågaden, vreden, tævene, du lader regne ned over drengen,
indkøbene af billigt tøj, drukturene på diskoteket og den smule sex, det
så bliver til” (s. 67). Hvor realistisk troværdig Bjerget er som figur kan
diskuteres; pointen er imidlertid ikke, at den realistiske sans svigter hos
forfatteren, derimod at fortællerens analytiske sans markerer et brud med
den social-økonomiske determination. Novellen er dermed paradoksalt
nok en af bogens få bare lidt optimistisk tonede tekster.
Synsvinklen i ”En pige græder” er konsekvent lagt i frøperspektiv,
hos en 3-årig pige som sammen med sin far skal stige ombord i et tog.
Til pigens ærgrelse må moderen forlades. Den spæde lillesøster presser
måske storesøster ud. Denne oplevelse af tilsidesættelse ekstrapoleres på
perronen. Om end det sker lige efter at pigen lettere euforisk har hævet sig
over en jævnaldrende og ved fysisk at imitere sin far og dennes mandlige
bekendte, føler pigen fremtiden kalder: ”og noget vidunderligt strømmer
igennem hende, noget på én gang fløjlsagtigt blødt og mørkt, men alligevel
meget stærkt oplyst. Hun: Et menneske. Hun kan næsten ikke stå stille
mere, hun vil hoppe op og ned” (s. 87). Pigen agerer voksen – akkurat som
hun medbringer sin dukkevogn – men da de to mænd griner ved synet af
den lilles voksne kropssprog, punkteres euforien. Pigen accepteres ikke
som voksen af sin omverden, heller ikke af faderen. Hun er det ufærdige
menneske. I modsætning til flere andre figurer i Bavian bevarer pigen en
kontrol over krop og sind. Men rådvildhed og maskespil er fra nu af en del
af pigens personlighed: ”Et lille, sort frø, der til forveksling ligner pupillen i farens ene øje, det der skeler en lille smule, når han ikke ved, hvad
han skal sige, er nu plantet i hende. Hun kan mærke, hvordan det rumler
i maven, men hun græder ikke”. (s. 88). Pigen kommer ikke til at repræsentere det nøgne liv, men hun tangerer oplevelsen, når hendes kulturelle
tegn ikke anerkendes. Åbenbart er eksklusionsoplevelsen en indgang til
voksenlivet.
57
spring 30 manus.indd 57
30-09-2011 00:16:40
Den smittende bavian
”Myggestik” fortæller også om en fatal eksklusion. Pigen registrerer, at
de voksne svigter hende, ikke kan se hvad hun rummer. Det modsatte er
tilfældet i den grumme fortælling om en karrieremands fald. Måske er han
blevet smittet ved at være sammen med en ældre, derangeret kvinde. Den
fysiske årsag bliver aldrig blotlagt; det gør pointen derimod nok. Teksten
er fortalt i tredje person men bortset fra få afvigelser herfor, er den fokaliseret hos denne tv-producer, som er skildret som gusten. Han har kun hån
tilovers for sin klynkende broder, der skal skilles og ikke har styr på sit
liv. Men vor helt kommer til at overgå alle andre i menneskelig og fysisk
elendighed. Han hospitaliseres, kroppen forvandles fra fitness-trimmet
til en skelettynd skygge af fortidens skørtejæger, og han bliver gang på
gang konfronteret med døden. I starten erklærer han højtråbende ”Jeg er
ikke SYG” (s. 205), men det ændres, apropos Agambens homo sacer der
smitter, til et ”for guds skyld, rør ikke ved mig” (s. 212). Skrækken er at
blive mødt med afvisninger, men alt og alle svigter ham. Synet af den
forvandlede mand, en præ-muselmand, er for meget, selv broderen og
søsteren trækker sig, ”du ligner en bavian”, som søsteren konstaterer (s.
205). Starter novellen med at være eksakt i fremstillingen af tid og sted,
glider alle distinkte bestemmelser væk i anden del, hvor sygdommen tager
bolig i den stinkende og byldebefængte mand. Infantiliseringen sætter sig
igennem: ”Moren taler til ham, som da han var lille, trøstende, kærligt” (s.
211), og han bliver madet med en teske, senere står den på sondemad. Sit
spejlbillede orker han ikke at se – men i modsætning til flere af de andre
figurer i Bavian, når den slagne mand frem til en erkendelse. Mange fornægter, at de mangler selvindsigt, eller at de tolker omverdenen forkert.
Med Aristoteles’ kategorier fra Poetikken kan man sige, at reglen er, at
Aidts figurer fastholder hamartia – den forkerte tolkning, som de blot insisterer på. I ”Myggestik” derimod når manden frem til en omkalfatrende
erkendelse: ”og også dét at hans liv er gået i tusind små disharmoniske
stykker; det kan aldrig blive som det var, han er ikke sig selv mere, ingen
stolthed, ingen glæde og genkendelse: HER ER JEG, men hvad han så er,
ved han slet ikke” (s. 216).
Aristoteles begreb for dette skift i selvopfattelse er anagnorisis, og ifølge
teorien skal den følges op med en ændret adfærd, peripeti, handlinger der
beviser, at figuren har forstået at leve på de nye og rigtigere præmisser.
Ødipus stikker sine øjne ud, da han langt om længe har fattet, at det er
ham selv, der har været skyld i alverdens ulykker; i ”Myggestik” mærkes
indsigten som en selvdestruktiv social deklassering, når manden forvandles
til repræsentant for socialgruppe fem. Fortidens aktier i fikst tv-produk58
spring 30 manus.indd 58
30-09-2011 00:16:40
tionsselskab er afhændet, andelen af sommerhuset væk og i historiens
udgang lever han af stegt flæsk, ryger meget hash og kan knapt stå på sine
egne ben. Maden sætter sig på maven, resten af kroppen forbliver mager.
Selv mener manden, at han ”fandeme lider af indbildt syge, det er sgu da
morsomt og så skide være med det hele” (s. 217). Den fysiske og mentale
eksklusion han tidligere gerne praktiserede, er han nu offer for. Vinderen
kommer sandelig til at smage tilværelsens sødme som offer. Ved at blive
vraget af det gode, økonomisk solide selskab, skrælles mandens kulturelle
fernis af. Modsat pigen i ”Hun græder ikke” rutsjer hovedfiguren helt ud
af bios: ”åh, vederkvægende søvn, vederkvægende hvile, gud ske tak og
lov; han har sat sig i stolen og åbner forventningsfuld en øl, han føler sig
pludselig som en nyfødt der har det hele til gode” (s. 217). Anagnorisis
er kun antydet, og hvor meget fremtid der er i et liv i samfundets laveste
sociale lag kan diskuteres. Jeg tvivler nu på, at manden kan genopstå.
Snarere er den sociale deklassering udtryk for Aidts lyst til for en gangs
skyld at filosofere med hammeren, dvs. til at lade fiktionen have en klar
klassekritisk brod. ”Myggestik” kan mageligt læses som en dom over et
miljø, der har gjort eksklusionen af mennesker fra lavere sociale lag og
klasser til en sportsgren.
Homo sacer – en svigtet figur
”Afbrydelsen” har en mandlig protagonist, der modsat ”Myggestik” skulle
være et humant menneske, der kan respektere andre. Han er studerende,
ikke nogen overklassespire, en lidt forsagt fyr, der ikke helt har styr på det
med damerne. Pludselig vælter en thai-kvinde ind i hans liv. En fremmed
banker på døren, et menneske uden ressourcer, identitetspapirer og dertil
sparsomt påklædt. Den navnløse kvinde er flygtet fra det lokale bordel
i boligkompleksets kælder. Kvinden trygler om beskyttelse og logi. Parallellen til det nøgne liv, til behandlingen af flygtninge er evident. Den
grumme morale er, at der ikke hersker nogen nåde. Også den studerende
er en forvalter af eksklusionens grundlov, også han ser på den fremmede
som en der smitter, eller en der repræsenterer det dårlige selskab – samfundets klare tabere.
Thai-kvinden er for nøgen til, at den unge mand kan håndtere situationen.
Hun smigrer ham i starten ved at opføre sig som stuepige, ved at være omsorgsfuld som en reservemoder. Eller hun blotter sit barberede skød, mens
hun sover branderten ud på toiletgulvet. Manden beskytter sig imidlertid
bag sin ungdom: ”jeg gider fandeme ikke patte på slappe fremmedpatter”
(s. 154). Så går det bedre med den jævnaldrende rødhårede kvinde fra
opgangen, men vor helt har så svært ved at nærme sig drømmepigen. Den
59
spring 30 manus.indd 59
30-09-2011 00:16:40
nærmeste er for fjern for manden. Det gælder også thaikvinden. Han er
ikke meget for at fortælle sin omverden, at kvinden er flyttet ind. Da han
endelig beretter, er det i løgnens form. Han foregiver at være ombejlet af to
kvinder, og det får han studiekammeraternes anerkendelse for. Følelsen er
euforisk, men da han vender hjem er det melodramatisk for sent. Thaikvinden har lært af mødet med studenten og er forsvundet. Symptomatisk nok
er det først da, at studenten er rede til at identificere sig med flygtningen:
”Han lagde sig nøgen på gulvet og faldt i søvn” (s. 162).
Det er ikke noget tilfælde, at novellen hedder ”Afbrydelsen”. Mødet
med den nødstedte fremmede som har behov for elementær hjælp forbliver
kun en afbrydelse, en kortvarig afvigelse fra normaltilværelsen, hvor repræsentanter for det nøgne liv en miniature højst anfægter selvgodhedens
glansbillede. Afmagt er et andet ord for afbrydelse. Eller skulle man skrive
svigt?
Litteratur
Aidt, Naja Marie: Bavian, Gyldendal 2006.
Agamben, Giorgio: Undtagelsestilstand. Philosophia 2009.
Agamben, Giorgio: Homo Sacer. Sovereign Power and Bare Life, Stanford
University Press 1998.
Agamben, Giorgio: Remnants of Auschwitz. The Witness and the Archive, Zone
Books 2002.
Agamben, Giorgio: Das Offene. Der Mensch und das Tier, edition suhrkamp,
2003.
Arisoteles: Poetikken, Det lille Forlag 2004.
Bolt, Mikkel (red. m.fl.): Livs-form. Perspektiver i Giorgio Agambens filosofi,
Klim 2005.
Brogaard, Sara (m.fl.): Biopolitik – Bavian, hum-basprojekt, RUC, foråret 2010.
Vejleder Erik Svendsen.
Brøgger, Suzanne: Jeg har set den gamle verden forsvinde – hvor er mine øreringe? Breve til prinsen af Mogadonien, Gyldendal 2010.
Durantaye, Leland de la: Giorgio Agamben, Stanford University Press 2009.
Foster, Hal: The Return of the Real, MIT Press 1996.
Foucault, Michel: Seksualitetens historie I. Vilje til viden, Rhodos 1978.
Foucault, Michel: Biopolitikkens fødsel. Forelæsninger på College de France
1978-1979, Hans Reitzels forlag 2009.
Geulen, Eva: Giorgio Agamben zur Einführung, Junius 2005.
Hardt, Michael m.fl.: Imperiet. Om den nye verdensorden i globaliseringens
tidsalder, Informations forlag 2003.
60
spring 30 manus.indd 60
30-09-2011 00:16:40
Holm, Isak Winkel: ”Bavianzone”, i: Kritik nr. 184, Gyldendal 2007.
Iversen, Stefan (red. m.fl.): Ophold. Giorgio Agambens litteraturfilosofi, Akademisk Forlag 2003.
Lemke, Thomas: Biopolitik. En introduktion, Hans Reitzels Forlag 2009.
Lykkeberg, Helle m.fl.: En stemning af rovdyr. Projekt skrevet på dansk, RUC,
foråret 2010. Vejleder Erik Svendsen.
Nymoen, Ingrid: ”Når estetikken bliver etikkens form. Nordisk Råds litteraturpris 2008” i: Norsk Litterær Årbok (red. af Jørgen Magnus Sejersted m.fl.),
Det norske samlaget 2008.
Raffnsøe, Sverre m.fl.: Foucault, Samfundslitteratur 2008.
Thorup, Kirsten: Ingenmandsland, Gyldendal 2003.
Noter
1. Der er udgivet dusinvis af introduktioner til Michel Foucaults forfatterskab, jeg
vil fremhæve den danske som Sverre Raffnsøe med flere har begået, Foucault, der
udkom i 2008.
2. Således kan man læse to introduktioner til forfatterskabet på dansk, med hver
sin vinkel. Antologien Ophold fokuserer på Agambens tekster om poesi, mens den
anden antologi Livs-form drejer sig om de filosofiske momenter.
61
spring 30 manus.indd 61
30-09-2011 00:16:41