1. No category

Efraims øreflip
20 de havde set den. Måske troede de han selv havde spist den,
men det havde han ikke, han havde spyttet den ud på vejen.
Cecil Bødker, 1971 (8,9 ns)
Men hver gang han mødte Efraim stirrede han på stedet
hvor den havde siddet. Såret var groet sammen for længe
Hver gang han kom til at se på det sted, hvor Efraims øreflip
siden, og der var kommet noget underlig knudret noget
skulle have siddet, kom han til at tænke på hvordan den
25 forneden på øret, og det var ikke fordi man lagde så meget
5 havde set ud da den lå på vejen og bare lignede en lille bleg
mærke til det, hvis ikke lige man vidste det og tænkte på
flad sten. Der havde ikke været spor rødt på den. Det var
hvad der var sket. Men når man så efter var øret blevet helt
fordi han havde beholdt den så længe inde i munden før han
forskelligt fra det der sad på den anden side af hodet.
Det øre kiggede han også meget på – især på flippen. Det
spyttede den ud.
Den havde bare ligget dér, og der var kommet lidt sand på
30 havde været sådan en.
10 fordi den var våd, men da havde Efraim allerede været langt
Men der havde ikke været spor mærkeligt ved at have den
henne ad vejen, tudskrålende og med blodet løbende ned ad
inde i munden. Der var somme tider nogen af de andre der
halsen.
spurgte om det ikke havde været væmmeligt, men det syntes
han ikke.
Der var ingen der havde samlet den op.
Somme tider tænkte han på, om der mon var nogen der
35
Og desuden kunne Efraim jo bare have holdt sig væk.
15 havde fundet den bagefter, eller om den bare havde fået lov
Der var ingen der havde sagt han skulle komme og stille
til at blive liggende så vognene kørte over den – eller om
sig op og være fræk og alt muligt, bare fordi han selv havde
den måske var blevet sparket i grøften – eller ædt af en
ligget nede i grøften ude ved vejen, uden så meget som at
hund. Der kunne ske så meget med sådan en øreflip der lå
ville indrømme for sig selv hvad han lå der for.
helt alene for sig selv. Og der var aldrig nogen der sagde at
Denne pdf er udskrevet af Simon Valsted Grandt (simo692r), Læreruddannelsen på Fyn (461413), 9/1 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.
40
Hvorfor skulle Efraim så absolut stå stille og spørge, han
han vidste godt hvad det var hendes mor var så bange for.
kunne jo bare være gået forbi og have holdt sin mund.
Sådan var det bare slet ikke.
Eller være blevet hjemme.
Og han kunne stadigvæk mærke hvordan det havde været,
Det var vel ikke forbudt at sidde i den grøft – eller i nogen
og hvordan hendes mor havde stået og behandlet dejen med
anden grøft for den sags skyld. Og han sad der aldeles ikke
65 sine korte vrede hænder, mens hun fortalte ham at Camilla
45 fordi han vidste at Camilla ville komme forbi, overhodet
ikke kom ud. At Camilla skulle til at hjælpe hjemme nu, at
hun var stor nok til det og at det ikke var noget altid bare at
ikke, han havde vel lov til at lede efter vilde jordbær.
Selvfølgelig gjorde det ikke så meget at Efraim først havde
føjte om.
troet han samlede myreæg fordi han havde revet så mange
græstotter op. Det var ikke det – men måden han havde sagt
Han havde stirret på hendes hænder.
70
Det så ud som om hun var gal i hodet på dejen, som om
50 det på, og måden hans dumme udvandede øjne havde
det var den der havde gjort hende noget. Og han havde slet
vandret rundt nede i grøften på. Og så det at han hele tiden
ingenting sagt, var bare blevet ved med at kigge på hende,
blev stående.
hvordan hendes sko var gået lidt op i syningen, hvordan
Som om han også vidste at Camilla skulle komme forbi.
Og når det så ikke engang var derfor han sad der. Ingen
55 havde nogen sinde forbudt Efraim at lege med hende eller
hendes hår var kommet ud i tynde tjavser under tørklædet.
75 Bare kigget, indtil hun mærkede det og blev ubehagelig til
mode.
følges med hende eller noget. Det var bare ham. Hendes
Hvad glor du på dreng?
mor havde aldrig helt kunnet li ham, og jo mere han legede
Og hvordan han havde fyldt sig med indespærret
med hende jo mere sur blev hendes mor.
Som om der skete noget fordi han tog Camilla med sig ind
60 til de hemmelige steder i skoven, eller ned i mosen – men
morskab, og ladet som om han var fuld af munterhed, for at
80 hun ikke skulle opdage hvordan han havde det.
Og hvordan han så bare havde vendt sig om og var gået.
Denne pdf er udskrevet af Simon Valsted Grandt (simo692r), Læreruddannelsen på Fyn (461413), 9/1 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.
Senere gloede han altid voldsomt på hende hver gang han
grøften og ikke ønskede at blive set, og ikke havde nogen
mødte hende nogen steder, bare fordi han vidste hun ikke
mulighed for at komme væk. Det var ikke meningen nogen
kunne li det. Måden hun hakkede roer på, måden hun
105 skulle vide han var der.
85 løftede hodet på når han kom, og hvordan hun øjeblikkelig
Og der havde ikke været andet at gøre end lade sig glide
lod som om hun overhodet ikke havde set ham. Måden
helt ned på bunden og se ligeglad ud. Efraim skulle i hvert
hendes underkjole hang ud på forneden. Og håret der altid
fald ikke tro han var bange for ham.
kom ud under tørklædet lige meget hvor stramt hun bandt
det.
90
De grimme gummistøvler som var gået i stykker i hælen.
110 fælde.
Og det blev bestemt ikke bedre af at Efraim skulle blære
Hans øjne var meget åbne og meget fulde af det de så, og
sig med et par træsko som ikke engang var hans egne. De
han var sikker på hun kunne mærke det. Det var hendes
var alt for store, det var nok hans fars. Han var blevet
skyld at Efraim måtte af med sin øreflip.
siddende stille helt nede i grøften uden så meget som at
– I hvert fald lige så meget som det var Efraims egen skyld.
95
Men det havde næsten været som at blive fanget i en
Hver gang han fik øje på stedet hvor den manglede måtte
han tænke på grøften ude ved vejen og hvordan han havde
115 kigge op på vejen, selvom Efraim havde skrævet drabeligt
ud for at gøre sig bemærket.
Samtidig
var
han
kommet
til
at
tænke
på
at
siddet halvt nede i den og set Efraim komme klampende i et
Camilla måske var gået en anden vej hjem for at undgå ham,
par voksentræsko. På det tidspunkt havde han ikke kunnet
og han var kommet til at hade hende næsten lige så meget
vide noget om hvad der ville ske, han havde bare følt
100 musklerne stramme sig af ubehag ved synet af den anden.
Ikke fordi han ellers havde noget særligt imod Efraim,
men hvad skulle han komme for lige når han selv sad der i
120 som han hadede hendes mor.
Efraim stoppede og grinede indladende ned til ham og
spurgte hvad han lå der efter.
Ikke efter noget.
Denne pdf er udskrevet af Simon Valsted Grandt (simo692r), Læreruddannelsen på Fyn (461413), 9/1 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.
Svaret var afvisende. Efraim vidste jo godt der somme
145
125 tider var jordbær.
Og:
Du samler måske myreæg, ville Efraim vide, selvom han
Hvad fanden bilder du dig egentlig ind – tror du du skal
havde hørt at Bedste ikke havde nogen fasankyllinger mere.
bestemme hvem der skal gå på vejen.
Hans krop krummede sig sammen nede i grøften.
Hvad rager det dig?
130
Og hele tiden havde han stået deroppe og prøvet på at
150 finde ud af hvad han lavede nede i grøften og hvorfor der var
Hvad andet var der at sige til det. Men Efraim havde
så mange græstotter revet op. Men Efraim skulle ikke have
selvfølgelig ikke forstået noget som helst, hverken hvorfor
at vide hvordan man havde det når man sad sådan et sted og
græsset var rykket op i totter eller at han burde gå videre.
ikke rigtig vidste hvorfor man var der eller hvad man skulle
Han stod bare der og måbede og sagde: Hvad er’et, som om
sige hvis hun pludselig kom.
han snakkede til en syg. Og så gloede han så han helt glemte
135 at lukke munden igen, selvom der ikke var spor at glo på.
155
Tror du ikke jeg ved du sidder og venter på en tøs, sagde
Efraim fuld af foragt oppe på vejen.
Skulle du spørge fra nogen? Bare gå, videre. Men så var
Bagefter huskede han ikke selv hvordan han var kommet
det Efraim stillede sig op og skrævede i sine åndssvage
op af grøften, han havde slet ikke mærket hvordan det gik
træsko og begyndte at blive fræk og alt det der.
til, kun at han rettede sin sammenkrummede krop voldsomt
Ikke før du siger hvad du sidder der for, havde han sagt.
140
Jeg har sgu da ikke gjort dig noget.
Og det havde ikke nyttet spor at stirre rasende på ham. Og
heller ikke at sige: Hold kæft og forsvind og sådan noget.
Efraim havde bare sagt:
Hov hov, det er vel ikke din vej.
Og:
160 ud, var oppe på vejen og stangede pandeskallen ind i maven
på den anden så han blev slået tom for luft. Han mærkede
hvordan Efraim bukkede sammen ved det.
Efraim var både større og tungere, men han var ikke
særlig hurtig. Og den her sære fornemmelse af at være helt
165 hvid indeni, som var kommet mens han sad nede i grøften
Denne pdf er udskrevet af Simon Valsted Grandt (simo692r), Læreruddannelsen på Fyn (461413), 9/1 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.
gjorde det let at vælte Efraim om på vejen og smide sig selv
ovenpå.
Det var mens de lå sådan og sparkede i støvet og skiftedes
til at stønne anstrengt, at de havde hørt hende sige noget
170 lige ved siden af.
I spærrer vejen, havde hun sagt og ikke turdet gå forbi for
ikke at blive sparket.
Der var ingen der havde hørt hende komme og det var
Det var første gang han havde set hende sådan, og synet
satte sig i ham som en lammelse. Hun plejede altid at gå og
daske med det løst ned ad ryggen.
Det var noget hendes mor havde gjort. Og det var slet ikke
190 den samme Camilla mere, hun virkede helt anderledes og
meget ældre, og det var slet ikke til at tænke på at snakke
med hende når hun så sådan ud.
Han havde tørret munden i ærmet, hans læbe blødte.
ikke til at sige hvor længe hun havde stået og set på dem. Og
Efraims træsko havde stadigvæk ligget der hvor han
175 det var lige netop det allerværste der kunne ske, for nu ville
195 havde sparket dem af sig. Og Camilla havde bare stået og
Efraim få fornemmelsen af at han alligevel havde ret – selv
om det var ham der lå nederst.
Der var ikke andet at gøre end at rejse sig op og børste det
værste skidt af tøjet og vente på at hun ville gå videre.
180
Men Camilla var ikke gået forbi. I stedet havde hun spurgt
hvorfor de sloges?
185
ventet.
Men så var det at Efraim begyndte at sige alt det med den
her stemme der var helt fed af hvad han troede. At han selv
kunne se det var en tøs, – at det bare var hende han havde
200 ventet på – og at de var kærester og alt muligt.
Vel var de ej kærester. Der havde ikke været andet at gøre
Sådan noget var vel ikke til at svare på, og det havde varet
end at fare lige ind i maven på ham igen, men denne gang
længe før han havde bekvemmet sig til at se ordentligt på
havde Efraim alligevel været mere forberedt og det var først
hende. Sådan højere end til fødderne.
da han mærkede at han ikke kunne holde ham nede at han
Hendes hår var flettet.
205 havde sat tænderne i Efraims arm. Det havde fået alt det
fede til at gå af stemmen igen.
Denne pdf er udskrevet af Simon Valsted Grandt (simo692r), Læreruddannelsen på Fyn (461413), 9/1 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.
For helvede, havde han brølet og væltet ham af sig. Sådan
Jeg slås som en hund, havde han svaret og følt en sær
noget er fejt – du slås som en hund.
stolthed indvendig. Et kort øjeblik havde han syntes han
Men det havde bare været at gå på ham igen.
210
Og det var først da de rodede rundt på vejen, og Efraim
kunne hamle op med hendes fletninger. I hvert fald når han
230 lod være med at se direkte på hende.
havde forsøgt at slå ham i hodet med en af træskoene, at
Du har glemt din træsko, hylede han efter Efraim.
han virkelig for alvor havde bidt hårdt.
Og Efraim havde vendt sig om med hånden fuld af blod,
før han løb videre.
Men så var det også at han havde beholdt noget i
Hvad gjorde han? spurgte Camilla.
munden.
215
Et stykke af Efraim?
235
at snakke almindeligt med. – Og slet ikke om det.
Mens Efraim selv hylende sled sig løs og kom op og skreg
feje køter – og holdt sig på øret mens blodet løb ham ned ad
Jamen hvad sloges I så for?
halsen.
Ikke for noget.
Han lå på jorden og følte med tungen på det han havde i
220 munden. Et stykke af Efraim, tænkte han.
Han havde selv kunnet høre at det var et dumt svar, at det
240 ikke var noget svar overhodet, men der var ikke andre. Han
Og han huskede hvordan Camilla havde holdt sig med
havde uden videre sat sig ned i grøften igen, fordi han ikke
begge hænder om kinderne som om der var sket et mord her
vidste hvad han ellers skulle gøre. Det var der han havde
lige midt på vejen foran hende.
siddet, nu vidste han ikke hvordan han skulle komme
derfra. Han var nødt til at vente til Camilla var gået.
Er du rigtig klog, havde hun hvisket, det var hans øre.
225
Ikke noget, måtte han mumle. Hun var alt for fremmed til
Så først havde han rejst sig op og spyttet flippen i retning
af ejermanden, der allerede var på vej hjem.
245
Men Camilla gik ikke. Hun blev bare stående oppe på
vejen og ventede på at han skulle komme med en forklaring
på det der var sket.
Denne pdf er udskrevet af Simon Valsted Grandt (simo692r), Læreruddannelsen på Fyn (461413), 9/1 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.
Så hoppede hun pludselig ned og sad ved siden af ham
Du kunne have gået med Efraim, fortsatte han og hørte
med sine fletninger og sit forandrede udseende, og en hede
selv hvor ondt det lød. Alligevel var han nødt til at blive ved,
250 ilede igennem ham.
270 hans indvendige pine ved at sidde sådan med hende var
Du kunne godt tage at fortælle mig hvorfor I sloges, sagde
større end han kunne magte.
Du kunne have båret træskoene for ham, sagde han – og
hun stille.
øreflippen. Den glemte han også.
Ikke for noget, siger jeg jo.
Det var som at skære i sit eget kød at sige det sådan.
255
Du bed øret af ham.
Hendes glatte brune arme kom ud af kjolen helt oppe ved
275 skulderen, og han havde aldrig før lagt mærke til hvordan de
Ikke det hele.
så ud. Hendes hud var anderledes end hans. Alting på hende
Han havde aldrig rørt ved andre fletninger end Bedstes.
var anderledes fordi han ikke havde set hende så længe, han
Camilla havde to, de så tunge ud når hun sad med hodet let
kunne have bidt hende i hånden, hvis han havde turdet,
bøjet og pirkede i jorden med en pind. Han skammede sig
boret tænderne dybt ind i hendes arm og suget blodet i sig.
260 over at have flået sådan i græsset. Hvorfor sagde hun ikke at
280 Det ville have hjulpet.
Efraim var en stud og at hun var ligeglad med hvad han
Skal du ikke hjem og hjælpe din mor, sagde han i stedet.
havde sagt?
Skal du ikke gøre nytte, du er jo så stor.
Skal du ikke hjem? havde han spurgt.
Hans stemme vrængede.
Hun svarede ikke, men blev ved med at sidde der som om
Hvorfor går du ikke?
265 hun ventede at de kunne snakke sammen som de havde
285
Hun rejste sig op og hendes arme hang ned på begge sider
gjort før hendes mor sagde at de ikke måtte have noget med
af kroppen. Uden at sige noget begyndte hun ganske
hinanden at gøre.
langsomt at gå.
Hendes ryg havde set ud som om han havde slået hende.
Denne pdf er udskrevet af Simon Valsted Grandt (simo692r), Læreruddannelsen på Fyn (461413), 9/1 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.
Og hun havde ikke vendt sig om. Ikke en eneste gang
290 havde hun vendt sig om og set sig tilbage, ikke engang da
han råbte at hun havde glemt Efraims træsko.
Han stod på vejen og kiggede efter hende, og da hun var
helt væk havde han taget Efraims træsko i hånden og
smadret dem ned i den hårde vejbane alt hvad han kunne.
295 Men de gik ikke i stykker. De var alt for store og fulde af
jernbeslag.
Og så var det altså han havde fået øje på øreflippen der lå
for sig selv der hvor han havde spyttet den ud. Der havde
siddet lidt gråt sand i kanten.
300
fra "Fortællinger omkring Tavs", Fremad
Denne pdf er udskrevet af Simon Valsted Grandt (simo692r), Læreruddannelsen på Fyn (461413), 9/1 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.