Slovenien Adventure Om Slovenien Slovenien er en af vores personlige favoritrejsemål – og lidt et overset hjørne af Europa – heldigvis! Med sine beskedne 20.256 km² har landet en overskuelig størrelse, men rummer alligevel en mangfoldighed, som de fleste andre lande ville misunde. I nord ligger de julianske alper og Triglav Nationalpark, der er opkaldt efter Sloveniens højeste bjerg Mt. Triglav på 2.864 meter. I syd ligger små hyggelige Adriaterhavsbyer med cypresstræer og i øst vidtstrakte vinmarker og førsteklasses spahoteller. Slovenien er et slaraffenland for firmaer. Der er ubegrænsede muligheder for aktiviteter og vel og mærke i omgivelser, man skal lede længe efter. Vi har de sidste mange år lavet firma- og incentiveture til dette lille smørhul, og gang på gang bliver vores kunder overrasket over det lille lands mange muligheder og kulturelle skatte. Programforslag 4 dage/3 nætter Dag 1: København-Ljubljana-Bled Afrejse fra København om aftenen, og efter ankomst til Ljubljana direkte transport til byen Bled, der ligger for foden af de julianske alper. Indkvartering på det firestjernede Hotel Golf, der har en lækker spa- og welnessafdeling. Dag 2: Området omkring Bled Morgenmad på hotellet, og om formiddagen er der mulighed for aktiviteter i lokalområdet, for eksempel mountainbike, canyoing, paragliding, ridning i bjergene, fosskajak med mere. Om eftermiddagen er det oplagt med en sejltur til Sloveniens eneste ø, Bled Island. Turen sker i de såkaldte pletnabåde, der er en form for gondoler, men som kun findes ved Lake Bled. Ombord serveres lokale specialiteter og lokale vine. På Bled Island besøg i den lokale kirke, hvor den, som ringer med kirkeklokken, får et ønske opfyldt! Om aftenen middag på Bled Castle, hvor den lokale greve og hans hof byder velkommen. Slottet ligger på toppen af en klippe, og stedet har masser af karakter og udsigt over de julianske alper. En fantastisk aften, der ikke kan opleves andre steder. Vi kan desuden arrangere klassisk musik til middagen. Dag 3: De julianske alper De julianske alper byder på noget af Europas smukkeste natur. Mulighederne for aktiviteter er ubegrænsede, og området ligger langt fra alfarvej, hvilket er med til at øge følelsen af en autentisk oplevelse i et uberørt hjørne af Europa. Dagen byder på vandring gennem Sloveniens højeste bjergpas, Vrsic Mountain samt en køretur langs Soca-floden gennem Trenta-dalen til Bovec, hvor frokosten serveres som picnic. Efter frokost er der riverrafting på Europas måske smukkeste flod, Soca. Senere er det igen på med vandrestøvlerne, denne gang til Kozjak-vandfaldet, hvor der er mulighed for en dukkert. De modige kan også hoppe i vandet ved broen Most na Soci og Lake Bohinj. Turen varer hele dagen (ønskes mere teamorienterede aktiviteter arrangerer vi gerne ekstra aktiviteter i Vrsic-passet). Når dagen er omme, er der middag på en lokal restaurant nær Bled, og vi kan sørge for et lokalt band, der sikrer underholdning til langt ud på natten. Dag 4: Bled-Ljubljana-København Dagen står på afslapning ved søbredden i Bled eller yderligere aktiviteter. En mulighed er også at benytte faciliteterne på en af de mange kurbade omkring Bled, hvor termiske kilder sørger for helsegivende bade. Eller måske kan dagen bruges på et besøg i hovedstaden Ljubljana med shopping og sightseeing. Sidst på eftermiddagen fly retur til København. Billeder fra ruten: Kort over Slovenien Culture Adventure - Odebjergvej 5 - 3300 Frederiksværk | Tel.: 7610 0070 | Rejsegarantifonden. nr. 1479
© Copyright 2024