1. No category

Multi-level Governance i den Europæiske Union
– casestudie af EU’s landbrugs- og tekstilpolitik
Summer School 2012
EU og virksomhederne: Fra København til Bruxelles
v/ Peter Nedergaard
Signe Schou Hansen
Institut for Statskundskab
Københavns Universitet
Signe Schou Hansen
Københavns Universitet
EU og virksomhederne v/ Peter Nedergaard
Multi-level Governance i den Europæiske Union
Summer School
10. september 2012
Indhold
1. Indledning ...................................................................................................................................................... 3
1.1 EU’s landbrugspolitik: Common Agricultural Policy (CAP) ...................................................................... 3
1.2 EU’s tekstilpolitik ..................................................................................................................................... 5
2. Komparation af landbrugs- og tekstilpolitikken ............................................................................................ 6
3. Multi-level Governance ................................................................................................................................. 9
3.1 Begrebet ’Governance’ ............................................................................................................................ 9
3.2 Multi-level Governance som analyseramme......................................................................................... 10
Tabel 1: Typer Multi-level Governance .................................................................................................... 10
3.3 Multi-level Governance af landbrugs- og tekstilpolitikken ................................................................... 12
4. Producentinteresser i et MLG-system ......................................................................................................... 13
4.1 Interessevaretagelse i 2003-reformen af CAP ....................................................................................... 13
Tabel 2: Koalitioner på det landbrugspolitiske område i EU op til CAP-reformen I 2003 ........................ 14
4.2 Producentinteresser i tekstilpolitikken i 2005 ....................................................................................... 16
5. Konklusion ................................................................................................................................................... 18
Litteratur.......................................................................................................................................................... 20
2
Signe Schou Hansen
Københavns Universitet
EU og virksomhederne v/ Peter Nedergaard
Multi-level Governance i den Europæiske Union
Summer School
10. september 2012
1. Indledning
Multi-level Governence blev som begreb udviklet til at beskrive udviklingen i EU’s strukturpolitik som følge
af den gennemgribende reform i 1988 (Marks 1992). Herfra er begrebet udviklet til mere generelt at kunne
anvendes analytisk i studiet af politiske beslutninger i den Europæiske Union (Bache og Finders 2004).
Forklaringen på fremvæksten af denne nye teoretiske ramme skal findes i opfattelsen af EU som et sui
generis. Traditionelt sondres der i litteraturen mellem national og international politik, men i Multi-level
Governance-litteraturen opfattes dette som en falsk dikotomi. Grundlæggende for litteraturen er
opfattelsen af, at ’…EU neither resembles domestic polities nor international organizations, and therefore
defies explanation from approches applied either to politics within states or politics between states.’
(Bache og Flinders 2004).
Med udgangspunkt i denne opfattelse ønsker jeg at analysere to bemærkelsesværdige reformer i nyere
europæisk virksomhedspolitik: reformen af CAP i 2003 samt afskaffelsen af netop indførte importkvoter på
kinesisk tekstileksport i 2005.
Som jeg vil redegøre for herunder, er både EU’s landbrugs- og tekstilpolitik historisk set kendetegnet ved en
mere omfattende social sikring af producenterne, end hvad der har været gældende for industrien
generelt. Begge politikområder har dog været underlagt et stadigt stigende pres for liberalisering både
internt og eksternt ud fra en opfattelse af, at tiden er løbet fra den omfattende producentbeskyttelse.
Trods et betydeligt politisk pres for fortsat at beskytte de europæiske tekstilproducenter, oplevede
industrien en markant liberalisering i 2005. Modsat forholder det sig dog i landbrugssektoren, der trods
politisk pres for med reformen af CAP i 2003 at liberalisere politikken, bibeholdt en omfattende
producentbeskyttelse.
Med denne opgave ønsker jeg at afdække, om en forskel i de to politikområders institutionelle organisering
som Multi-level Governance-systemer kan bidrage til forklaringen af, at CAP-reformen i 2003 ikke medførte
den samme markante liberalisering, som afskaffelsen af de netop indførte importkvoter på kinesisk
tekstileksport betød for tekstilpolitikken i 2005.
1.1 EU’s landbrugspolitik: Common Agricultural Policy (CAP)
Landbrugspolitikken spiller en helt central rolle i det europæiske samarbejde, idet ’The co-operation in the
agricultural policy field of the European Union is the oldest and the most developed area of supranational
co-operation…’ (Nedergaard 2006). I Rom-traktaten opstilles fem grundlæggende målsætninger for den
fælles landbrugspolitik: at forøge landbrugets produktivitet; at sikre producenterne en rimelig
3
Signe Schou Hansen
Københavns Universitet
EU og virksomhederne v/ Peter Nedergaard
Multi-level Governance i den Europæiske Union
Summer School
10. september 2012
levestandard; at stabilisere markederne for landbrugsvarer; at sikre forsyningerne; samt at sikre
forbrugerne rimelige priser. Målsætningerne er internt modstridende, og med indførelsen af det indre
marked kommer også nye og klarere målsætninger for landbrugspolitikken.
I 1960’erne indføres prisstøttepolitikken, efter hvilken landbrugets overskudsproduktion opkøbes af EU,
samtidig med at der opstilles importkvoter samt gives eksportsubsidier for landbrugsvarer. Denne politik
har ingen negative konsekvenser i EU så længe selvforsyningsgraden af landbrugsvarer er under 100. I så
fald fører prisstøttepolitikken blot til mindsket import af landbrugsvarer produceret uden for EU til skade
for især den amerikanske og australske landbrugssektor.
I 1970’erne er overproduktionen af landbrugsvarer i EU imidlertid betydelig, hvilket fører til store
fødevarelagre og begyndende intern kritik af prisstøttepolitikken. Kritikken tager til i 1980’erne og
1990’erne, hvor miljøhensyn, kritik fra verdensmarkedet, et stigende pres på EU’s budget og udsigten til at
indlemme de østeuropæiske lande i EU og derved i CAP sætter reformering af landbrugspolitikken på
dagsordenen.
I 1992 vedtages den første substantielle reform af CAP med blandt andet indførelsen af arealpræmier – en
mere direkte støtte end prisstøtte – samt braklægningsordningen. I rammerne af Agenda 2000 (et
handlingsprogram for de fremtidige østudvidelser af EU) fremsætter Kommissionen i 1997 forslag om
videre reform af CAP, der fastlægger rammerne for landbrugspolitikkens udvikling frem til 2006 med en
planlagt midtvejsevaluering i 2002 (Nedergaard 2009).
Allerede i 2001 igangsætter daværende landbrugskommissær Franz Fischler imidlertid arbejdet med at
udarbejde en mere omfattende reform af CAP. I juni 2003 vedtages den såkaldte Fischler-reform, som i
store træk medfører en ekstern liberalisering samt en intern bureaukratisering af landbrugspolitikken.
Prisstøtten erstattes i videre omfang med direkte støtte, samtidig med at landmændene skal leve op til nye
skrappere krav til dyrevelfærd, fødevarekvalitet og miljøbeskyttelse (Nedergaard 2009).
Nedergaard (2009) peger på forhold både internt i EU og eksternt, der kan forklare Fischler-reformen. Hvad
angår det interne pres, satte udbruddet af kogalskab i 2000 EU’s landbrugspolitik højt på den politiske
dagsorden, og i en tale til Kommissionen i april 2001 lægger Fischler vægt på ’the need for the CAP to
become more economically, environmentally and socially sustainable.’ (Nedergaard 2009).
Hvad angår det eksterne pres resulterede Doha-runden i en aftale om at mindske landbrugsstøtten og
derved de negative effekter heraf på landbrugsproduktionen og handlen med landbrugsvarer. Endvidere
var der med østudvidelserne udsigt til en markant stigning i udgifterne til landbrugspolitikken, hvorfor
4
Signe Schou Hansen
Københavns Universitet
EU og virksomhederne v/ Peter Nedergaard
Multi-level Governance i den Europæiske Union
Summer School
10. september 2012
behovet for at sænke landbrugsstøtten var åbenbart. Ifølge Nedergaard (2009) er det eksterne pres for en
reform af landbrugspolitikken afgørende for, at den såkaldte Fischler-reform blev vedtaget i juni 2003.
Når jeg her betegner reformen som kendetegnet ved en manglende liberalisering – på trods af at den som
ovenfor beskrevet medfører en eksterne liberalisering af landbrugspolitikken – skyldes det, at Fischler
indledningsvis foreslog en fuldstændig afskaffelse af prisstøtte, så den europæiske landbrugspolitik ’no
longer [would] be trade distorting and no longer [would] be subsceptible to attack in the WTO’ (Agra
Europe). Producentinteresserne i EU har altså haft held med at påvirke den politiske beslutningsproces, så
den endelige reform ikke indeholdt en nær så omfattende liberalisering, som den indledningsvis var
tiltænkt. Nedergaard (2009) forklarer dette med eksterne og interne politiske asymmetrier i EU; jeg vil i
tillæg hertil afdække betydningen af landbrugspolitikkens institutionelle organisering i et Multi-level
Governance-system.
1.2 EU’s tekstilpolitik
EU’s tekstilpolitik har sin oprindelse i GATT’s Multifibre Trade Arrangement (MTA) – et system af
handelsrestriktioner på tekstilvarer – som i 1974 bliver introduceret i medlemslandene. Systemet viser sig
meget robust, og først med Uruguay-runden i 1990’erne vedtager medlemslandene at fjerne
importkvoterne på tekstilvarer ved udgangen af 2004. Med Kinas indtræden i WTO (tidligere GATT) i 2001
bliver også importkvoter for kinesisk tekstileksport omfattet af liberaliseringen. For at sikre, at WTOlandene ikke hermed bliver oversvømmet af kinesiske tekstilvarer, tilføjes en klausul, der tillader landene
frem til 2013 at beskytte deres tekstilproducenter, i så fald ophævelsen af MTA medførte en vedvarende
stigning i kinesisk tekstileksport (Nedergaard 2009).
For EU betyder ophævelsen af MTA en markant stigning i importen af kinesiske tekstilvarer i 2005, og
allerede i marts 2005 underlægges Kommissionen og ikke mindst handelskommissær Peter Mandelson et
betydeligt pres for at indføre restriktioner på kinesisk tekstileksport til EU. I april fremlægger Kommissionen
retningslinjer til sikring af de europæiske tekstilproducenter, men det understreges dog, at sådanne
foranstaltninger udelukkende indføres efter grundig analyse og i samråd med Kina (Nedergaard 2009).
I juni 2005 indgår Kommissionen og den kinesiske regering den såkaldte Shanghai Agreement, der inden for
rammerne opsat af WTO, fastsætter grænser for den årlige vækst i kinesisk tekstileksport til EU for ti
kategorier af tekstilvarer til og med 2007. Aftalen bliver imidlertid først håndhævet fra juli 2005, og i den
mellemliggende måned giver EU importtilladelse til tekstilvarer på knap det dobbelt af kvoten for 2005.
Dette førte til, at ’…more than 75 million sweaters, trousers, bras and other garments worth € 43 million
5
Signe Schou Hansen
Københavns Universitet
EU og virksomhederne v/ Peter Nedergaard
Multi-level Governance i den Europæiske Union
Summer School
10. september 2012
were stockpiled in European ports after China had filled its quota much faster than anticipated by the
European side.’ (Nedergaard 2009).
I august 2005 stiger presset på Kommissionen for at finde en løsning på problemet, og i september 2005
indgår Mandelson en ny aftale med den kinesiske regering om, at tillade de berørte varer at komme ind i
EU, mod at halvdelen fraregnes fremtidige importkvoter. Tekstilpolitikken bliver altså ved årsskiftet 2005
fuldstændig liberaliseret, i løbet af foråret igen betydeligt reguleret, og endelig bliver de netop indførte
reguleringer allerede i efteråret 2005 omgået.
Som forklaring på den omskiftelige politik peger Nedergaard (2009) på betydningen af EU’s sociale gruppers
villighed til at acceptere konsekvenserne af en tekstilpolitik, der favoriserer forhandlerne frem for
producenterne. Op til den franske folkeafstemning om Forfatningstraktaten den 29. maj 2005 havde
Kommissionen i støtte til ’ja’-siden signaleret stor villighed til at beskytte europæiske interesser på
bekostning af frihandelshensyn. Med det franske nej skiftede folkestemningen imidlertid, men
forhandlingerne mellem Kommissionen og den kinesiske regering var for fremskredne til at sadle om. I
stedet blev implementeringen forhalet, så konsekvenserne af den netop indgåede aftale blev afbødet.
Nedergaard (2009) lægger altså vægt på skiftet fra sympati for producenter til sympati for forhandlere efter
den franske folkeafstemning som forklaring på tekstilpolitikkens liberalisering; jeg vil i tillæg hertil afdække
betydningen af tekstilpolitikkens institutionelle organisering som Multi-level Governance-system.
2. Komparation af landbrugs- og tekstilpolitikken
EU’s integration i bredden har medført, at medlemslandene koordinerer den politiske indsats på stadigt
flere områder. Hvilke interesser der er repræsenteret, deres indbyrdes styrkeforhold og de institutionelle
rammer de arbejder under, er dog meget forskellige fra politikområde til politikområde. For at analysere,
om den forskellige institutionelle ramme for landbrugspolitikken henholdsvis tekstilpolitikken er afgørende
for, at det første område afværger en liberalisering mens det andet område oplever en sådan, anvendes
her en kontrollogik, hvor alle relevante tredjevariable holdes konstante.
Som relevante tredjevariable udvælges i denne analyse tre karakteristika ved landbrugspolitikken, som i
litteraturen opfattes som unikke sammenlignet med EU’s øvrige politikområder. Hvis forholdene også gør
sig gældende for tekstilpolitikken, kan disse afvises som forklaringer på, at landbrugspolitikken ikke oplever
en liberalisering med CAP-reformen i 2003, når tekstilpolitikken blot to år senere gennemgår en
liberalisering.
6
Signe Schou Hansen
Københavns Universitet
EU og virksomhederne v/ Peter Nedergaard
Multi-level Governance i den Europæiske Union
Summer School
10. september 2012
Til udvælgelse af kontrolvariable tages udgangspunkt i Nedergaard (2006), som fremhæver tre
grundlæggende årsager til at anlægge en særlig teoretisk ramme for at analysere EU’s landbrugspolitik: for
det første er landbrugspolitikken det ældste og mest udviklede supranationalt koordinerede politikområde
med mange karakteristiske stiafhængigheder; for det andet er landbruget underlagt nogle særegne
økonomiske forhold, der som sektor adskiller sig markant fra industrien; for det tredje adskiller
interesserepræsentationen sig fra andre sektorers (Nedergaard 2006).
Hvad angår det første karakteristika er det netop forklaringskraften af CAP’s særegne institutionelle
organisering, der her skal undersøges. Nedergaard beskriver det sådan, at den Europæiske Union i relation
til CAP kan opfattes som ’(…)one multi-level governance system in the agricultural policy area where the
Member States function as integrated elements of the internal decision-making asymmetries(…)’
(Nedergaard 2006). I næste afsnit opstilles der en teoretisk ramme, hvori landbrugs- og tekstilsektoren kan
opfattes som kendetegnet ved hvert deres Multi-level Government-system.
Hvad angår det andet karakteristika skal forklaringen på landbrugets særegne økonomiske forhold findes i
de særlige karakteristika, der kendetegner udbuddet og efterspørgslen efter landbrugsvarer. Produktionen
af landbrugsvarer afviger fra produktionen af industrivarer i kraft af to omstændigheder. For det første er
der et stort antal producenter spredt over store geografiske områder. Landbruget er som følge heraf
afhængig af et særligt system til indsamling og forarbejdning af produktionen. Endvidere er den enkelte
landmand meget immobil og kan kun svært tilpasse produktionen til prisændringer.
Endelig betyder det store antal producenter, at den enkelte landmands andel af produktionen er så lille, at
han ikke kan påvirke prisen på markedet. Landbrugssektoren er altså modsat industrien kendetegnet ved
fuldkommen konkurrence. I forlængelse heraf er det endvidere meget svært og omkostningsfuldt at
koordinere produktion og priser på tværs af sektoren, og landmænd er altså udsat for en markant hårdere
konkurrence end industriens producenter.
For det andet produceres landbrugsvarer i højere grad end industrivarer på et risikomarked kendetegnet
ved stor uforudsigelighed i prisudvikling, afkast og konkurrenternes produktion. Dette skyldes især, at
produktionen af landbrugsvarer er biologisk frem for mekanisk, og derfor fluktuerer mellem sæsoner og
over år. Disse to omstændigheder for landbrugsproduktionen betyder, at udbuddet af landbrugsvarer er
langt mere ustabilt end udbuddet af industrivarer.
Efterspørgslen efter landbrugsvarer er karakteriseret ved at være meget prisinelastisk. Forbruget stiger
altså kun i begrænset omfang som følge af prisfald. Dette skyldes, at landbrugsvarer langt overvejende er
fødevarer, for hvilke forbrugernes efterspørgsel er naturligt begrænset af størrelsen på deres maver – altså
7
Signe Schou Hansen
Københavns Universitet
EU og virksomhederne v/ Peter Nedergaard
Multi-level Governance i den Europæiske Union
Summer School
10. september 2012
hvor meget de kan spise. Lav og meget usikker indkomst kombineret med en prisinelastisk efterspørgsel
har politisk legitimeret en mere omfattende social sikring af producenterne i landbrugssektoren end for
EU’s øvrige politikområder.
Ser man på efterspørgslen efter tekstilvarer, er denne karakteriseret ved på lang sigt at være prisinelastisk.
Konkret kommer dette til udtryk ved, at efterspørgslen efter tekstilvarer kun i begrænset omfang stiger
som følge af indkomststigninger i samfundet. Endvidere er tekstilvarer ikke et nødvendigt forbrugsgode,
hvorfor forbrugerne kan udskyde deres forbrug, til priserne når det rette (lave) niveau. I denne forstand er
tekstilindustrien underlagt lignende svære økonomiske forhold, som de der gør sig gældende i
landbrugssektoren (Nedergaard 2009).
Hvad angår det tredje karakteristika, er producentinteresserne stærke på begge politikområder. En række
selektive incitamenter for at organisere sig, samt et ønske om at sikre sig mod den ofte lave og meget
usikre indkomst i sektoren, har gjort organiseringen af produktionsinteresser i landbrugssektoren stærk. De
modsatrettede interesser hos de europæiske forbrugerne og skattebetalere er kun svagt organiseret, og
landbrugspolitikken kan som følge heraf næppe reformeres uden et stærkt eksternt pres fra internationale
aktører, som ønsker at fremme markedsgørelsen af sektoren (særligt USA og WTO). Denne politiske
asymmetri skaber en stærk bias mod producentbeskyttelse på bekostning af liberalisering i sektoren
(Nedergaard 2006).
Ser man på udbuddet af tekstilvarer, gør to særlige karakteristika sig gældende. For det første er den
europæiske tekstilproduktion begrænset til de syd- og østeuropæiske medlemslande. For det andet er disse
lande kendetegnet ved dårlige jobmuligheder for de ufaglærte tekstilarbejdere, der mister deres job som
følge af en markedsgørelse af tekstilproduktionen. Modstanden mod en liberalisering af tekstilpolitikken er
altså i høj grad koncentreret i bestemte regioner af EU, der alene bærer omkostningerne ved en
liberalisering af tekstilindustrien. Begge karakteristika reducerer organisationsomkostningerne, og
producentinteresserne er i kraft heraf i stand til at lægge et ikke ubetydeligt pres på repræsentanterne for
de tekstilproducerende lande i EU (Nedergaard 2009).
Over for producentinteresserne står igen interesserne hos forbrugere, der med en liberalisering kan se
frem til større konkurrence og derved lavere priser på tekstil. Der er imidlertid kun få selektive incitamenter
for forbrugerne til at organisere sig, og denne interessegruppe står derfor svagt over for
producentinteresserne.
8
Signe Schou Hansen
Københavns Universitet
EU og virksomhederne v/ Peter Nedergaard
Multi-level Governance i den Europæiske Union
Summer School
10. september 2012
På baggrund af denne kontrollogik skal den afværgede liberalisering af landbrugspolitikken modsat den
omfattende liberalisering af tekstilindustrien, søges forklaret ud fra en forskel i de to politikområders
institutionelle organisering som Multi-level Governance-systemer.
3. Multi-level Governance
Nationalstaternes fortsatte integration i Den Europæiske Union i både dybden – med europæisk
beslutningskraft på stadig flere politikområder – og i bredden – med inklusion af stadig flere stater – har
medført en centralisering af den politiske beslutningskraft. Hvor nationalstaterne tidligere udgjorde den
altdominerende arena for vedtagelse og implementering af politiske beslutninger, har nye former for
governance på det supranationale henholdsvis det regionale eller lokale niveau overtaget en betydelig del
af beslutningskraften (Hooghe og Marks 2004).
Med denne udvikling har regeringsførelse – som begrebet governance tilnærmelsesvis kan oversættes til i
sin traditionelle forstand knyttet til nationalstaterne – antaget nye former. Governance er blevet et begreb
til at forstå, hvad den fortsatte europæiske integration betyder for nationalstaterne, samt hvilke
muligheder og begrænsninger EU som et politisk system giver for opfyldelsen af medlemsstaternes og de
europæiske borgeres politiske mål (Borrás og Peters 2010).
3.1 Begrebet ’Governance’
Hooghe og Marks definerer governance som ’binding dicision making in the public sphere’ (2004). Borrás og
Peters (2010) anvender governance-begrebet som en variable, der udtrykker ’the capacity of society to
develop some means of making and implementing collective choices’ (Borrás og Peters 2010).
I en europæisk kontekst er begrebet som nævnt særligt brugbart til at forstå det komplekse politiske
system, som europæisk politik bliver vedtaget og implementeret gennem. Som Borrás og Peters (2010)
udtrykker det:
‘That complexity does not eliminate the capacity for effective governance, but it does reduce its probability,
with the resulting possibility of unintended consequences for the capacity and legitimacy of the governing
system. The internal complexity may, therefore, produce a need for additional mechanisms for steering and
control that can augment the activities for the formal EU institutions.’
(Borrás og Peters 2010)
Den stadigt større fragmentring af EU’s beslutningsproces kan potentielt mindske samfundets kapacitet til
at producere kollektive beslutninger og derved reducere legitimiteten af de førte politikker. Over for denne
9
Signe Schou Hansen
Københavns Universitet
EU og virksomhederne v/ Peter Nedergaard
Multi-level Governance i den Europæiske Union
Summer School
10. september 2012
opfattelse står Multi-level Governance-litteraturen, der grundlæggende opfatter den fragmenterede
governance i Den Europæiske Union, som både mere efficient og normativt mere optimal end den
traditionelle statscentrerede governance (Hooghe og Marks 2004).
3.2 Multi-level Governance som analyseramme
De problemstillinger det politiske system forventes at løse, afgrænser sig ikke snævert til den enkelte
nationalstat. Samfundets eksternaliteter er grænseoverskridende, og effektive politiske løsninger på disse
kræver derfor også grænseoverskridende beslutningskompetencer. Ved at frigøre governance fra
nationalstaten bliver det muligt at træffe kollektive beslutninger på netop den arena, der fordrer
vedtagelse og implementering af den mest optimale og legitime politik (Hooghe og Marks 2004). Hooghe
og Marks identificerer i litteraturen dette som hovedargumentet for Multi-level Governance (MLG). En
række andre positive konsekvenser af MLG fremhæves dog også i litteraturen: større repræsentativitet af
samfundets heterogene præferencer; stærkere politisk forankring af beslutninger; konkurrence mellem de
politiske aktører om de mest efficiente løsningsforslag og i tillæg hertil mere innovative løsningsforslag
(Hooghe og Marks 2004).
Denne enighed på tværs af Multi-level Governance-litteraturen om værdien af, at differentiere den
politiske beslutningskompetence på en flerhed af niveauer, modsvares imidlertid ikke af en enighed om,
hvordan et politisk system med MLG organiseres optimalt. Hooghe og Marks identificerer to
kontrasterende opfattelser af MLG, som de ganske simpelt benævner Type I og Type II. Tabel 1
opsummerer hovedtrækkene i de to idealtyper, som vil blive gennemgået nedenfor.
Tabel 1: Typer Multi-level Governance
Institution
System
Egenskaber
Udbredelse
Type I
Generelistiske
Ikke overlappende medlemskab
Begrænset antal niveauer
Fastlagt struktur
Intrinsisk fællesskab
Voice
Værdipolitik
Nationalstater
EU’s formelle organisering
Type II
Funktionalistiske
Overlappende medlemskab
Ubegrænset antal niveauer
Fleksibel organisering
Ekstrinsisk fællesskab
Exit
Problemløsning
EU’s funktionalistiske organisering
OPP
Kilde: Baseret på Hooghe og Marks 2004
Institution
Institutionerne i Type I MLG er kendetegnet ved, at de alle varetager en flerhed af funktioner i det politiske
system; eksempelvis at være politikformulerende og politikimplementerende, være interessevaretagende
10
Signe Schou Hansen
Københavns Universitet
EU og virksomhederne v/ Peter Nedergaard
Multi-level Governance i den Europæiske Union
Summer School
10. september 2012
for sine medlemmer, indeholde en retsinstans, med videre. Institutionerne kan som sådan siges at være
generelistiske. Modsat er institutioner i Type II MLG funktionalistiske, altså kendetegnet ved at varetage
netop én af disse funktioner i det politiske system. I kraft af, at Type I-institutioner varetager alle relevante
funktioner for sit (territorielt) afgrænsede område, vil medlemskab af disse ikke være overlappende.
Institutionerne er derimod indlejret i hinanden i et ordnet system af stadigt mere overordnede institutioner
omfattende stadigt flere underordnede institutioner. Medlemskab af Type II-institutioner er derimod som
oftest overlappende, idet man som borger har behov for at indgå i en række institutioner for at dække alle
relevante funktioner i det politiske system.
System
Som ovenfor nævnt indgår Type I-institutionerne i et ordnet system af over- og underordnede niveauer,
som grundlæggende udgøres af et lokalt, et regionalt, et nationale og et internationalt niveau. Type IIinstitutionerne organiserer sig i modsætning hertil på et utal af niveauer, afhængig af hvor institutionen
mest effektivt varetager sin funktion. I forlængelse heraf står det også klart, at Type II MLG er fleksibel i sin
organisering, så systemet til hver tid modsvarer efterspørgslen hos befolkningen og dets institutioner.
Heroverfor står den hierarkisk ordnede Type I MLG, hvis institutioner er gennemsyret af idealet om
magtens tredeling, og som i kraft heraf er meget robust over for skiftende folkelige og institutionelle
præferencer.
Egenskaber
De ovenfor beskrevne karakteristika ved Type I henholdsvis Type II MLG sætter den grundlæggende ramme
den politiske beslutningsproces. En række modstridende egenskaber bliver i kraft heraf kendetegnende for
de to typer governance, hvilke skal diskuteres herunder.
I kraft af, at Type I-institutioner varetager alle relevante funktioner for et klart afgrænset område,
repræsenterer de også interesserne for et veldefineret fællesskab af borgere, og vil som sådan udtrykke
deres fælles identitet og særlige præferencer. Heroverfor står Type II-institutionerne, som med deres
funktionalistiske karakter repræsenterer en konstant varierende gruppe borgere, der for en længere eller
kortere periode deler præferencer.
Heraf følger også, at den mest effektive måde at udtrykke sin utilfredshed med en Type II-institutioner er at
ophøre medlemsskabet (exit i Hirschmans terminologi; 1970), mens den ufrivillige karakter af
medlemskabet af Type I-institutioner gør det meget omkostningsfuldt at ophøre medlemsskabet – det vil
eksempelvis betyde at man fysisk skal flytte til en anden region eller et andet land. Derimod vil Type Iinstitutioner ofte understøtte deliberative processer, som gør det muligt for medlemmerne at udtrykke
11
Signe Schou Hansen
Københavns Universitet
EU og virksomhederne v/ Peter Nedergaard
Multi-level Governance i den Europæiske Union
Summer School
10. september 2012
deres utilfredshed og i fællesskab nå en for medlemmerne mere optimale kollektiv beslutning (voice i
Hirschmans terminologi; 1970).
Endeligt vil Type I-institutionernes generelistiske karakter og systematiske organisering give plads for
partipolitisk konkurrence, hvor den indbyrdes positionering overordnet sker på den klassiske
socioøkonomiske skillelinje. Modsat vil Type II-institutionernes funktionalistiske karakter ikke muliggøre
generel politikformulering, men fokusere de kollektive beslutninger om løsningen af konkrete
eksternalitetsproblemer. I kraft heraf bliver politikformuleringen i Type I MLG også af fordelingsmæssig
karakter med betydning for samfundet generelt, mens Type II MLG kendetegnes ved problemløsning og
politikoptimering inden for specifikke politikområder.
Udbredelse
Type I MLG er den dominerende governance-type i nationalstaterne og de politiske systemer, der ligger
herunder på lokalt og regionalt niveau. I EU er der med strukturpolitikken løbende sket en decentralisering
af beslutningskompetencer fra nationalt niveau til regionale institutioner, hvilket har betydet en udbredelse
af Type I MLG til medlemslandene med særligt stor evidens i Frankrig, Italien og Spanien. Også EU’s
formelle institutionelle opbygning efter idealet om magtens tredeling med den udøvende magt placeret
hos Ministerrådet og Kommissionen, den lovgivende magt hos Ministerrådet og Europaparlamentet og
endelig den dømmende magt hos EU-domstolen, er udtryk for Type I Multi-level Governance.
EU’s ’søjleopdeling’ på politikområder er derimod et tydeligt udtryk for Type II MLG, idet institutionerne her
har snævert formålsspecifikke funktioner. I kølvandet heraf følger også et stort antal uafhængige
interesseorganisationer funderet i EU’s politiske system, som søger at gøre deres indflydelse gældende på
det konkrete politikområde. Derfor findes der inden for EU stor variation i governance mellem de enkelte
politikområder, hvor institutionernes organisering er stærkt varierende. Dette er særligt tydeligt for
landbrugspolitikken, for hvilken der igennem hele den politiske beslutningsproces i EU er oprettet særlige
organer for landbrugspolitik. Type II Multi-level Governance er altså en vigtig ramme for at forstå, hvorfor
reformvillige interesser mere succesfuldt kunne gøre deres indflydelse gældende i tekstilpolitikken end i
landbrugspolitikken.
3.3 Multi-level Governance af landbrugs- og tekstilpolitikken
Multi-level Governance-teorien skal i nærværende analyse anvendes til at belyse, hvordan den
institutionelle organisering af landbrugs- henholdsvis tekstilpolitikken kan bidrage til forklaringen af, at
landbruget afværger en liberalisering med CAP-reformen i 2003, mens tekstilindustrien oplever en
betydelig liberalisering blot to år senere.
12
Signe Schou Hansen
Københavns Universitet
EU og virksomhederne v/ Peter Nedergaard
Multi-level Governance i den Europæiske Union
Summer School
10. september 2012
Konkret skal det analyseres, om produktionsinteresserne på de to politikområder har forskellige
institutionelle ramme for at gøre deres indflydelse gældende, og om dette kan forklare, at
produktionsinteresserne i landbrugspolitikken mere effektivt kan påvirke beslutningsprocessen end
produktionsinteresserne i tekstilpolitikken.
4. Producentinteresser i et MLG-system
Indledningsvis skal det analyseres, hvordan producentinteresserne i landbrugssektoren er repræsenteret i
det europæiske politiske system frem til reformen af CAP i 2003 sammenlignet med de reformvillige
kræfter, og om dette kan forklare den manglende liberalisering af landbrugspolitikken. Herefter skal det
analyseres, hvordan henholdsvis producentinteresser og forhandler-/forbrugerinteresser i tekstilindustrien
er repræsenteret i det europæiske politiske system frem til afskaffelsen af importkvoter for tekstilvarer i
2005, og om dette kan forklare, at der faktisk skete en liberalisering af tekstilpolitikken.
4.1 Interessevaretagelse i 2003-reformen af CAP
Tabel 2 gengiver de tre koalitioner, Nedergaard (2008a) identificerer som de overordnede interessegrupper
i den europæiske landbrugspolitik fra 1990’erne, hvor de første forsøg på substantielt at reformere CAP
som beskrevet ovenfor blev gjort, og frem til CAP-reformen i 2003.
I landbrugets koalition er landbrugets producentinteresser – primært repræsenteret i EU gennem COPA
(Comité des Organizations Professionelles Agricoles de l’Union Européenne) – en helt central aktør. COPA
blev etableret i 1985 som et samarbejdsorgan for medlemslandenes nationale landbrugsorganisationer.
Siden har det været den vigtigste europæiske lobbyorganisation for landbrugssektoren i EU (Nedergaard
2008). Som ovenfor beskrevet er markedet for landbrugsvarer i udtalt grad et risikomarked, hvilket giver
producenterne i landbruget store selektive incitamenter til at organisere sig. Derfor er COPA også en stærk
aktør i beslutningsprocessen for den europæiske landbrugspolitik.
Som det fremgår af tabellen nedenfor, finder landbrugets producentinteresser støtte hos både dele af
Kommissionens Generaldirektorat for Landbrug, Udvikling af landdistrikter og Fiskeri samt hos de fleste
medlemslande, deres landbrugsministre embedsmænd. Særligt gennem COPA påvirker landbrugets
producentinteresser EU’s landbrugspolitik ved at gøre deres interesser gældende over for Kommissionen
under udarbejdelsen af reformoplægget, idet Generaldirektoratet for Landbrug, Udvikling af landdistrikter
og Fiskeri arbejder i et tæt netværk med landbrugets interesseorganisationer.
Forslag til landbrugspolitiske reformer er imidlertid altid mere vidtgående i deres bestræbelser på at
liberalisere CAP, end hvad der i sidste ende vedtages af Ministerrådet og Europaparlamentet. Dette skyldes,
13
Signe Schou Hansen
Københavns Universitet
EU og virksomhederne v/ Peter Nedergaard
Multi-level Governance i den Europæiske Union
Summer School
10. september 2012
at Kommissionen ’are appointed to serve the general European interests without having to grant
consideration to voter reactions.’ (Nedergaard 2008a). Ministerrådet er til sammenligning repræsentanter
for nationalpolitiske interesser, som formes på medlemsstaternes hjemlige politiske arenaer, og udsættes
derfor ikke som Kommissionen for direkte lobbyisme i EU (Greenwood 2011).
Tabel 2: Koalitioner på det landbrugspolitiske område i EU op til CAP-reformen I 2003
Koalition1
Landbrugets koalition – ikke behov for reform
af CAP’s politiske substans
Diskurs2: ‘Ikke behov for ændringer før 2006’
Moderat reformkoalition – behov for moderate
reform af CAP’s politiske sustand
Diskurs: ‘Behov for en ny kurs I CAP’
Radikal reformkoalition – behov for radikal
reform af CAP’s politiske substans
Diskurs: ‘Afskaf CAP nu’
Aktører
Landbrugets europæiske interesseorganisationer
(primært COPA3)
Dele af Kommissions Generaldirektorat for Landbrug,
Udvikling af landdistrikter og Fiskeri
Den landbrugspolitiske presse
De fleste medlemslande
Nationale landbrugsministerier
Kommissær Franz Fischler
De fleste af Kommissionens økonomiske afdelinger
Dele af Europaparlamentet
Dele af pressen
Enkelte medlemslande (England, Tyskland, Holland,
Danmark og Sverige)
Forbrugerorganisationer
Tredjeverdenslande
Økonomer
OECD
Dele af pressen
1. Koalition oversætter begrebet ’advocacy coalitions’ fra Advocacy Coalition Framework-teorien defineret som ’a
political subsystem consisting of people from various governmental and private organizations that ‘both (1) share a set
of normative and causal beliefs and (2) engage in a nontrivial degree of coordinated activity over time’ (Nedergaard
2008a)
2. Diskurs oversætter begrebet ‘storyline’ som udtryk for ‘actors attempt to secure support for their respective
definition of reality(…)’ (Nedergaard 2008a)
Kilde: Nedergaard 2008a
Ud over at gøre deres interesser gældende direkte i det europæiske politiske system kan
producentinteresserne altså også påvirke EU’s landbrugspolitik ved at gøre deres interesser gældende
nationalpolitisk. Som det fremgår af koalitionen har landbrugets interesser haft en betydelig succes hermed
op til 2003-reformen af CAP. Denne succes kan forklares med det forhold, at ’support from agricultural
organizations is often more important than that which is indicated by the actual number of voters in the
agricultural sector. This is due to the fact that supporting agriculture gives politicians a base for attracting
non-agricultural votes for rural areas as well as from agricultural supply industries(…)’ (Nedergaard 2009).
Ikke kun Ministerrådet men også Europaparlamentet vil qua denne mekanisme fremme
producentinteressernes præference for fortsat høj landbrugsstøtte og omfattende protektionisme af
landbrugsvarer i udformningen af en reform af CAP.
14
Signe Schou Hansen
Københavns Universitet
EU og virksomhederne v/ Peter Nedergaard
Multi-level Governance i den Europæiske Union
Summer School
10. september 2012
Den moderate reformkoalition er også til stede i EU’s beslutningsproces på flere niveauer. Ud over at
kommissær Franz Fischler sætter sig i spidsen for at liberalisere CAP gennem en tidligere reform af
landbrugspolitikken end planlagt, har de økonomiske kræfter i Kommissionen støttet op om dette arbejde.
Endvidere har Europaparlamentet i de senere år lagt større vægt på at fremme generelle europæiske
interesser, og har i kraft heraf for en vis del støttet en reform af CAP(Nedergaard 2008a). Endelig er der en
håndfuld medlemslande, som i meget begrænset omfang har gavn af CAP’s støtteordning, og som derfor
har bakket op om Fischlers reformforslag i Ministerrådet.
Tilstedeværelsen af disse interesser på flere niveauer i EU’s politiske system er afgørende for, at der
overhovedet blev igangsat et arbejde for at reformere CAP. Uanset at der kan identificeres et eksternt pres
som beskrevet ovenfor, der ønsker EU’s landbrugspolitik liberaliseret, vil et sådant arbejde kun
igangsættes, hvis der er en realistisk mulighed for faktisk at få et forslag gennemført. At et sådant arbejde i
sidste ende ikke bærer frugt, kan forklares med, at de reformvillige interesser er stærkt pressede i både
Ministerrådet og Europaparlamentet – et forhold der ovenfor forklares med producentinteressernes store
succes på de hjemlige politiske arenaer.
Den radikale reformkoalition består af eksterne aktører, der kun i begrænset omfang indvirker på EU’s
beslutningsproces. Af disse kan forbrugerinteresser – som modpart til landbrugets producentinteresser –
forventes mest effektfuldt at gøre sine interesser gældende i EU’s politiske system. Når
forbrugerinteresserne alligevel står så markant svagere end producentinteresserne, skal forklaringen findes
i de manglende selektive incitamenter forbrugerinteresserne har for at organisere sig (Nedergaard 2009).
Forbrugerne er ikke organiseret i en stærk organisation og kan derfor ikke indgå på den flerhed af politiske
arenaer, som landbrugets interesseorganisationer yder deres indflydelse igennem. I kraft heraf bliver
forbrugerinteresserne aldrig en egentlig modvægt til producentinteresserne i landbrugssektoren.
Ved at være til stede i både det europæiske politiske system og på de hjemlige politiske arenaer i
medlemslandene bliver landbrugets interesser varetaget meget effektivt i den beslutningsproces, der leder
op til 2003-reformen af CAP. Herudover er landbrugets producentinteresser også repræsenteret på alle
niveauer af den europæiske beslutningsproces, og står her stærkere end de reformvillige kræfter.
Landbrugets præferencer for at opretholde landbrugsstøtten og sikre en betydelige protektionisme, er altså
repræsenteret i alle dele af beslutningsprocessen bag reformen. I denne optik er det derfor heller ikke
overraskende, at Franz Fischler ikke får succes med at liberalisere CAP i den vide udtrækning, som
reformoplægget indledningsvis lagde op til.
15
Signe Schou Hansen
Københavns Universitet
EU og virksomhederne v/ Peter Nedergaard
Multi-level Governance i den Europæiske Union
Summer School
10. september 2012
4.2 Producentinteresser i tekstilpolitikken i 2005
Som det forholder sig for producentinteresserne i landbrugssektoren er producentinteresserne i
tekstilindustrien også organiseret i én stærk interesseorganisation kaldet Euratex (The European Apparel
and Textile Confederation). Som der tidligere er argumenteret for, har markedet for tekstilvarer flere
ligheder med risikomarkedet for landbrugsvarer, og organiseringen af tekstilindustriens producenter er
som følge heraf også betydeligt stærkere end forbrugerinteresserne (Nedergaard 2008b). Euratex er altså
en afgørende spiller i den europæiske tekstilpolitik.
Euratex organiserer producentinteresserne i 27 europæiske lande (Belgien, Bulgarien, Danmark, England,
Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Letland, Litauen, Norge, Polen, Portugal,
Rumænien, Schweitz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyrkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig).
Sammenslutningen af disse lande gør Euratex til en afgørende spiller i også den internationale tekstilpolitik:
’With a household consumption of nearly 500 Billion Euro, the EU 27 is the largest world market for textile
and clothing products. The European industry is the second world exporter in textiles as well as in clothing.’
(Euratex 2012).
Under MTA-politikken forhandles både størrelsen og indholdet af eksportkvoterne på tekstilvarer løbende,
hvilket giver producentinteresserne særligt stærke incitamenter til at organisere sig. Idet ’(…)each
individual producer could often have at least some influence on the administration of the quota system
that was relevant for his or her particular line of production.’ (Nedergaard 2008b) har de europæiske
producenter en interesse i at være repræsenteret i den fælles interesseorganisation, som i kraft heraf
organiserede så godt som hele industrien.
Med tekstilindustriens liberalisering i 2005 er producentinteressernes incitamenter til at organisere sig ikke
blevet mindre. Den frie konkurrence for tekstilvarer lægger pres på priserne, hvilket har ‘made it easy for
producers to build consensus about the well-defined goal of easing the competitive pressure through
political means.’ (Nedergaard 2008b). Alt taler altså for, at tekstilindustriens producentinteresser kan yde
lige så stor indflydelse på den førte politik, som producentinteresserne i landbrugssektoren ovenfor har vist
sig at gøre.
Som en del af EU’s stærke virksomhedsinteresser har Euratex en ikke ubetydelig indflydelse på
Kommissionens arbejde, idet de er leveringsdygtige i en afgørende viden om det specifikke politikområde
som tekstilindustrien udgør (Greedwood 2011). I kraft heraf spiller Euratex også en afgørende rolle for at
sætte fokus på de voldsomme negative konsekvenser, som afskaffelsen af MTA har for EU’s
tekstilproducenter. Dette stemmer overens med, at Kommissionen så snart de negative konsekvenser
16
Signe Schou Hansen
Københavns Universitet
EU og virksomhederne v/ Peter Nedergaard
Multi-level Governance i den Europæiske Union
Summer School
10. september 2012
bliver evidente, indleder arbejdet med at genindføre importkvoter for kinesisk tekstileksport. Forklaringen
på, at disse importkvoter allerede inden deres indførelse igen blev omgået, skal derfor findes andet steds.
Modsat producentinteresserne i landbruget står tekstilindustriens producentinteresser relativt svagt i
Ministerrådet. Årsagen hertil skal findes på de hjemlige politiske arenaer. Selv om Euratex organiserer
interesser i 27 europæiske lande, udgør tekstilproduktionen i langt de fleste lande kun en marginal andel af
den samlede industri. Som ovenfor beskrevet har kun et mindre antal syd- og østeuropæiske lande en så
betydelig tekstilproduktion, at afskaffelsen af MTA afgørende kan påvirke arbejdsløsheden. Det er som
følge heraf også kun et begrænset antal medlemslande i EU, som har interesse i at bakke op om
Kommissionens arbejde for at genindføre importkvoter på kinesisk tekstileksport.
Som over beskrevet er landbrugets producentinteresser i stand til at gøre deres indflydelse effektivt
gældende ved at være til stedet både i EU’s beslutningsproces og på de hjemlige politiske arenaer. På den
hjemlige politiske arena kan producentinteressernes succes forklares med, at der er mange politiske
stemmer at hente i hele landdistriktet ved at bakke op om landbruget. Samme mekaniske gør sig for så vidt
også gældende for tekstilindustrien, i det omfang produktionen af tekstilvarer udgør en betydelig andel af
et lands industri. Hvis en liberalisering af tekstilindustrien har afgørende indflydelse på en regions
arbejdsløshed, vil der politiske være stemmer at vinde ved at sikre produktionens og derved også regionens
overlevelse.
Når tekstindustriens producentinteresser alligevel må siges at stå betydeligt svagere på de hjemlige
politiske arenaer end landbrugets producentinteresser – og som følge heraf også er svagere repræsenteret
i både Ministerrådet og Europaparlamentet – skal forklaringen findes i, at tekstilproduktionen i langt de
fleste medlemslande kun udgør en marginal andel af den samlede industri. Som ovenfor beskrevet har kun
et mindre antal syd- og østeuropæiske lande en så betydelig tekstilproduktion, at afskaffelsen af MTA
afgørende kan påvirke arbejdsløsheden. Det er som følge heraf også kun et begrænset antal medlemslande
i EU, som har interesse i at bakke op om Kommissionens arbejde for at genindføre importkvoter på kinesisk
tekstileksport.
Hensynet bliver i stedet dels at sikre forhandler- og forbrugerinteresser, som i kraft af mindre bureaukrati
og lavere priser har stor fordel af en liberaliseret tekstilindustri, dels at leve op til aftalen indgået i WTO
med EU’s største samhandelsparter. Når det står klart for Kommissionen, at både Ministerrådet og
Europaparlamentet er villige til at tage de negative konsekvenser af en liberaliseret tekstilindustri for
producenterne af tekstilvarer, er der ikke længere incitament til at håndhæve de netop genindførte
tekstilkvoter. Kommissionen har som paradigme at fremme generelle europæiske interesser, og vil derfor
17
Signe Schou Hansen
Københavns Universitet
EU og virksomhederne v/ Peter Nedergaard
Multi-level Governance i den Europæiske Union
Summer School
10. september 2012
favorisere en liberalisering af tekstilindustrien i det øjeblik dette bliver en politisk farbar vej, altså når en
sådan politik vinder opbakning i Ministerrådet og Europaparlamentet.
Ser man på repræsentationen i det europæiske politiske system adskiller producentinteresserne i
tekstilindustrien sig ikke fra producentinteresserne i landbrugssektoren. I begge tilfælde er
producentinteresserne stærkt organiseret i én central interesseorganisation, og det lykkes også i begge
tilfælde for denne at yde en afgørende indflydelse på Kommissionen. Den afgørende forskel skal findes på
den hjemlige politiske arena, hvor tekstilindustrien kun i et begrænset antal medlemslande kan gøre deres
indflydelse effektivt gældende. Derfor bliver tekstilindustriens producentinteresser heller ikke varetaget i
Ministerrådet eller Europaparlamentet, og de netop genindførte importkvoter bliver aldrig håndhævet.
5. Konklusion
Både den europæiske landbrugspolitik og den internationale tekstilpolitik er historisk kendetegnet ved
omfattende protektionisme. Landbrugspolitikken har ud over massive støtteordninger for producenterne af
landbrugsvarer også omfattet importkvoter på landbrugsvarer med særligt store konsekvenser for
amerikansk og australsk eksport. Tekstilpolitikken har også omfattet importkvoter, der de seneste år særligt
har beskyttet de europæiske tekstilproducenter mod konkurrencen fra kinesisk tekstileksport. Presset på at
reformere de to politikområder har dog været stort både eksternt fra særligt WTO og EU’s største
samhandelsparter, som ønsker friere international handel, og internt fra forhandler- og
forbrugerinteressegrupper samt mere liberale kræfter i det europæiske politiske system.
I begyndelsen af 2000’erne blev der taget afgørende skridt mod en liberalisering af både landbrugs og
tekstilpolitikken, men det lykkedes i en vis udstrækning landbrugets producentinteresser at afværge den
omfattende liberalisering, som Europakommissionen arbejdede for. Dette skyldes producentinteressernes
betydelige succes med at gøre deres interesser gældende på de hjemlige politiske arenaer i
medlemslandene, så både Ministerrådet og Europaparlamentets medlemmer fremmede deres præferencer
i vedtagelsen af 2003-reformen af landbrugspolitikken.
Til sammenligning står tekstilindustriens producentinteresser væsentligt svagere end landbrugets
producentinteresser i mange af medlemslandene, fordi tekstilindustrien udgør en marginal andel af
landenes industri. Tekstilindustriens producentinteresser kan altså kun gøre deres indflydelse gældende på
de hjemlige politiske arenaer i de syd- og østeuropæiske medlemslande, som fortsat har en betydelig
tekstilindustri – om ikke nationalt så regionalt. Omfanget heraf er ikke stort nok til at samle Ministerrådet
og Europaparlamentet om at varetaget producentinteresserne på bekostning af forhandler- og
18
Signe Schou Hansen
Københavns Universitet
EU og virksomhederne v/ Peter Nedergaard
Multi-level Governance i den Europæiske Union
Summer School
10. september 2012
forbrugerinteresserne. Man er villig til at acceptere de negative konsekvenser af en liberaliseret
tekstilpolitik for tekstilindustriens producenter, og derfor bliver de genindførte importkvoter aldrig
håndhævet.
19
Signe Schou Hansen
Københavns Universitet
EU og virksomhederne v/ Peter Nedergaard
Multi-level Governance i den Europæiske Union
Summer School
10. september 2012
Litteratur
Agra Europe. Nyhedsmedie, Bruxelles.
Bache, Ian og Flinders, Matthew (2004): ’Themes and Issues in Multi-level Governance’ i I. Bache and M.
Flinders (Eds.), Multi-level Governance, 1-11. Oxford: Oxford University Press.
Borrás, Susana og B. Guy Peters (2010): ‘Governance an European Integration’ i M. Egan, N. Nugent og W.
E. Paterson (Eds.), Research agendas in EU studies. Stalking the Elephant, 117-132. New York: Palgrave
Macmillan.
Greenwood, Justin (2011): ‘Business and Professional interests’ i J. Greenwood, Interest Representation in
the European Union, 65 – 108. New York: Palgrave Macmillan.
Hirschman, Albert O. (1970): Exit, Voice and Loyalty. Responses to Decline in Firms, Organization and States.
Cambridge: Harvard University Press.
Hooghe, Liesbet og Gary Marks (2004): ’Contrasting Visions of Multi-level Governance’ i I. Bache and M.
Flinders (Eds.), Multi-level Governance, 15-30. Oxford: Oxford University Press.
Marks, Gary (1992): ‘Structural Policy in the European Community’, i A. Sbragia (Ed.), Europolitics:
Institutions and Policymaking in the ‘New’ European Community. Washington: The Brooking Institute.
Nedergaard, Peter (2006): ‘Marked failure and government failure: A theoretical model of the common
agricultural policy’, Public Choice, 127, 393-413.
Nedergaard, Peter (2008a): ‘The reform of the 2003 Common Agricultural Policy: an advocacy coalition
explanation’, Policy Studies, 29:2, 179-195.
Nedergaard, Peter (2008b): ‘European Import Quotas on Chinese Textile and Clothing Exports in 2005: A
Panic-Driven Commission or Rational Explanations?’, J Ind Compet Trade 9, 17-47.
Nedergaard, Peter (2009): Business and Politics in the European Union. Cases in Service, Agriculture and
Textiles. København: DJØF Forlag.
20