1. No category

Boy, en usandsynligt pjusket hund af ukendt oprindelse, og
nu den uomstridte herre over sin families husførelse, fortæller om sit oplevelsesrige liv i Provence i Frankrig i denne
enestående muntre erindringsbog.
Som en rendyrket paranoid, der lider af storhedsvanvid, er
Boy en sammensat personlighed. Hans dagbog – midt mellem Proust og Eeyore – indeholder henvisninger til Voltaire
og Machiavelli side om side med tips om håndtering af
klodsede menneskefødder under spisebordet, amourøse og
belærende indslag samt sammenstød med blikkenslagere og
atletiske adspredelser krydret med muntre og anstrengende
eventyr i det franske landskab.
Boy’s refleksioner over livet og forholdet mellem menneske
og hund – og hans indskudte åbenbaringer om den menneskelige tilstand – der kommer fra et forfriskende nyt perspektiv, det vil sige cirka i knæhøjde, gør ham til en uimodståelig,
om ofte ilter, følgesvend.
A
B
Et Hundeliv
Udgivet af Lodrö Sangpo
Forfatternes Bemærkning
1
Dette er et ikke-skønlitterært værk, bortset fra visse passager.
I tråd med den gængse skik for selvbiografiske værker, der
er taget i brug af politikere i deres memoirer, har jeg justeret
sandheden, hvor som helst den kunne falde ud til ugunst for
mig selv.
2
gøede ad vinden. Men lykkeligvis er nogen af os udpeget
af skæbnen til at overstige vor ydmyge begyndelse og have
succes i denne konkurrencebetonede verden. Lassie er et godt
eksempel. Eller det lille kræ, der tilbringer hele sit liv med
hovedet på alt for skrå, mens han lytter til en ældgammel
grammofon. Men hellere ham end mig, men på den anden
side er der vel ikke meget at vælge mellem for terriere.
Støjende små bæster med yderst begrænset intelligens, efter
hvad jeg har erfaret.
Efterhånden som mine memoirer folder sig ud, vil jeg
beskrive mine fremskridt ad livets trange vej mere detaljeret
– hele vejen fra fødslen til min nuværende storhed, uden at
forglemme tiderne med trængsler, månederne i vildmarken,
hus-søgning, løjerlige møder, milepæle, vendepunkter og så
videre. Men lad os for øjeblikket lade dette hvile og vende
os mod mere grundlæggende ting: min fremtræden som en
celeber person og min beslutning om at fremkomme med
mine meninger på tryk.
Skæbne, Berømthed, Proust og Mig.
ivet er, som vi alle ved, uretfærdigt. Og
godt det samme. Hvis alt var gået som
planlagt, ville jeg stadig være lænket
udenfor en eller anden bondegård ude
hvor kragerne vender, og have levet
på alt for små madrationer, mens jeg
3
4
Det hele begyndte, som disse ting jo så ofte gør, ved
et rent tilfælde. En fotograf var kommet til huset for at få
en gratis drink under påskud af at ville tage kunstneriske
billeder af lavendel-bedet. Jeg ofrede ham ikke specielt
megen opmærksomhed, udover en overfladisk snusen, men
han satte sit glas fra sig længe nok til at tage et par uformelle
portrætfotos. Jeg var i silhuet, husker jeg, med solen bag
mig – contre jour, som vi siger i Frankrig – og jeg hørte ham
mumle noget om ’den ædle vilde’, mens jeg holdt pause for
at vande geranierne. Jeg tænkte ikke videre over det på det
tidspunkt. Nogle af os er fotogene andre ikke. Men et par
uger senere der var jeg så, i et ugeblad. I fulde farver, halen
opret – det levende indbegreb af den frygtløse vagthund. Og
så siger de at billeder ikke lyver. Åh hvilken uvidenhed.
Efter dette var der ingen ende på det hele. Andre blade,
eller i det mindste de der var vågne nok til at genkende
stjerne kvalitet, når de så den, kom for at opsøge mig. Aviser,
Tv-hold, forskellige beundrere fra nær og fjern samt et
halvsuspekt par, der prøvede at sælge hundemad langt over
udløbsdatoen – alle kom de, og jeg gjorde mit bedste for at
passe dem ind. Og så begyndte brevene at strømme ind.
Jeg ved ikke, om du nogensinde har modtaget et brev fra
en totalt fremmed med spørgsmål om dine mest personlige
vaner. Jeg selv må have modtaget hundredvis af dem. Og
nogen var oven i købet ret uforskammede. Jeg blev endda
tilbudt sikker sex med en rottweiler (sådan noget findes ikke,
hvis du spørger mig, ikke med de kæber). Nå, men det stod
snart klart, at verden forventede et eller andet budskab fra
mig. En opregning af mine principper måske, eller hvad der
nu til dags er kendt som en vejledning til livet. Jeg grublede
dybt over dette.
Men i årenes løb har jeg fået ligesom et blødt punkt
5
m.h.t. Proust. Han har godt nok en tendens til at blive ved
og ved lidt for meget efter min smag, men vi har adskillige
karakteristika tilfælles. Vi er begge franske selvfølgelig.
Vi har begge en reflekterende natur. Vi er begge store
beundrere af kiks – creme-kiks for ham og kalk-berigede,
kødbensformede ekstra knasende for mig. Så derfor, tænkte
jeg ved mig selv, hvis han kan dele sine meninger om livet,
kærligheden, sin moder, tebords delikatesser og søgen efter
lykke, hvorfor så ikke jeg? Ikke fordi jeg husker min mor
særlig godt, i virkeligheden, fordi hun forlod mig kort tid
efter at have fået mig og de andre tolv. Nå ja, under de
omstændigheder kan jeg ikke sige, at jeg bebrejder hende det,
selvom det gjorde min tro på det moderlige instinkt noget
anstrengt på det tidspunkt. Det var en mørk og tørstig tid,
som du vil se.
Men jeg afviger fra emnet. Litteraturen kalder, og jeg
må forsøge at få orden på mine tanker. I det store og hele har
6
det været et heldigt liv på trods af min underprivilegerede
begyndelse. Hundenes skytshelgen – Sct. Bernhard, for de
der ikke ved dette – har været god mod mig. Men alligevel,
erfaringen har fået mig til at danne mig visse meninger,
og læsere med en særlig sart indstilling kan måske føle
sig fornærmet af nogle af mine tilfældige bemærkninger
om babyer, hygiejne, pudler og dyrlæger, som insisterer
på at tage ens temperatur på den gammeldags facon.
For disse bramfri kommentarer vil jeg ikke komme med
undskyldninger. Til hvilken nytte er dagbøger som denne,
hvis de ikke viser hele forfatteren med vorter og det hele.
7
Problemer
8
il min fødselsdag kom der alt for mange,
og jeg ville ikke selv have inviteret
nogen af dem. Jeg kunne først ikke se
dem, fordi det tager nogle dage før
øjnene åbner sig, men de gjorde så
sandelig deres tilstedeværelse bemærket.
Prøv du at spise morgenmad med et fodboldhold, der alle
sammen kæmper for at få fat i det samme stykke ristet brød,
og du vil få en fornemmelse af, hvad det var, jeg måtte
igennem. Totalt kaos, alle mod alle, albuer overalt og skråt op
med bordmanerer. Da jeg var ret ung på det tidspunkt, kunne
jeg selvfølgelig ikke forestille mig, at det kunne blive et
problem, bortset fra lidt puffen og skubben ved spisetid. Hvor
tog jeg dog fejl.
Der var tretten af os alt i alt, og begrænsede
leveringsmuligheder ved den mødrene barm. Problemet var,
at moder var blevet helt overrumplet – først af min fader
bagved laden og derefter af vores ankomst i så stort antal,
eftersom hun kun var udstyret til at forsyne et halvt dusin ad
gangen. Selvklart betød dette, at vi måtte spise i hold med få
timers mellemrum. Hun beklagede sig hele tiden over mangel
på søvn, hvalpe-kløe og fødselsdepression. Nu når jeg ser
tilbage på det, er det ikke så mærkeligt.
Man hører al muligt nonsens i disse tider om enebarnets
trængsler. Folk snakker løs på deres bekymrede måde
om ensomhed, mangel på søskende-kontakt, for megen
opmærksomhed fra forældrene, stille og ensomme måltider
og alt det der. Lyder himmelsk, for mig at se. Simpelthen
himmelsk. Hellere det end hver dag at skulle bokse ti
omgange mod et dusin modstandere med kronisk mælketørst,
hver gang man føler sig lidt brødflov. Det slider på en og
er højst skadeligt for fordøjelsen Store familier burde være
9
forbeholdt kaniner. Jeg er sikker på, at Proust ville være enig
med mig i dette.
Og det er, hvad med min stakkels udslidte moder også
må have følt, for ikke så snart var vi alle mere eller mindre
på benene og missede mod verden, end hun forsvandt. Bare
sådan. Jeg husker tydeligt, da det skete. Midt om natten var
det, og jeg var halvvejs sovende. Jeg rullede lige rundt for
at få mig en smule næring, som man jo gør, og vågnede op,
ved at jeg suttede på min broders øre. Vi blev faktisk begge
noget chokerede, og han kiggede skævt til mig nogen tid
derefter. Jeg kunne godt lide at vide, hvad søskende-kontakt
entusiasterne ville have anbefalet i denne situation. Gruppe
terapi, sandsynligvis, med en session med selv-følelses
træning og et skud antibiotika til den skadelidte.
Ingen af os fik megen søvn resten af den nat, som du
nok kan forestille dig, og om morgenen knurrede vore maver,
mens de svagere brødre begyndte at klynke. Da jeg jo er
optimist, følte jeg mig sikker på, at den kære moder bare
var smuttet ud for at få lidt voksen-selskab bag ved laden og
ville komme tilbage i tide til morgenmaden. Men næh nej.
Timerne gik, maverumleriet og klynkeriet blev mere og mere
højlydt, og selv jeg begyndte at frygte det værste. Moderløs,
omgivet af en flok pylrehoveder, og stadig med smagen af
min broders øre i munden og uden nogen øjeblikkelig udsigt
til noget mere nærende, var dette min første erfaring med
livets skyggeside.
Jeg har tit undret mig over, hvordan vi klarede os
gennem de næste uger. Herren og Fruen i husholdningen
fordelte ind i mellem en skål tynd mælk og nogle afgjort
andenhånds levninger (den dag i dag kan jeg ikke mande
mig op til at synes om kolde nudler), men det var en fattig
og utilstrækkelig kost. Men på trods af det skulle man tro,
10
at de havde serveret første klasses bøfkød, med den ståhej
de lavede. Hver dag kunne jeg se dem diskutere udenfor
ladedøren, hun i sine tæppetøfler og han i sine støvler. Noget
af det gik hen over hovedet på mig, men jeg var ikke alt for
glad for den røde tråd i det, de sagde. For mange munde at
mætte, penge ud ad vinduet, det kan ikke blive ved på denne
måde, noget må der gøres, det er også din fejl, at hun slap
ud af huset ved fuldmåne – jeg har aldrig hørt en så ophedet
debat om fordelingen af nogle få gamle kyllingeben og et
halvt franskbrød, som havde kendt bedre dage. Men det var
det eller ingenting, så vi tog til takke.
Så begyndte vi at modtage besøg, og den gamle hykler
i støvlerne skiftede melodien ud. Han bragte sine venner ind
for at kigge på os og snakkede om os, som var vi familiens
arvegods. ’Første klasses jagthunde’, sagde han ’fra en
lang linie af champions. Ulastelige gener. Man kan se det
på hovedformen og det smukt bøjede skulderparti’. Det er
unødvendigt at sige, at han bare fandt på det alt sammen. Jeg
vil vædde på, at han ikke engang havde set min fader; jeg
havde i hvert fald ikke. Men han blev ved og ved, indskød
bemærkninger om fremragende stamtavler og blodlinier,
der gik helt tilbage til Ludvig den Fjortende. Det var en
forestilling, som ville have fået en brugtvogns-forhandler til
at rødme.
De fleste af hans venner gennemskude ham, men der er
jo altid nogle få enfoldige her og der, så en efter en blev mine
søskende sendt af sted til nye hjem under dække af at være
fuldblods jagthunde. Det viser bare, hvad man kan slippe af
sted med, hvis man er en skamløs fupmager. Det er en lektie,
som jeg tog til mig i den grad, og den har tjent mig godt
mange gange siden. Jeg husker for eksempel den dag, jeg
mødte en familie af vildsvin i skoven, men det er en anden
11
historie.
Du tænker måske på, hvordan jeg følte det, ved at se
dem, der var mig nære og kære, forlade det fædrene hjem
Berøvet, måske? Ensom og nedtrykt? Ikke lige. Der er godt
og dårligt i enhver situation, og det tog mig ikke lang tid at
regne ud, at færre munde at mætte betød mere for dem, der
er tilbage. Hjerteløs og selvcentreret, siger du måske, men en
tom mave ændrer ens syn på livet på mange måder. Desuden
har jeg altid anset mig selv for at være den bedste af kuldet
– hvis du havde set de andre, ville du forstå hvorfor – og jeg
var således sikker på, at jeg en dag ville indtage min rette
plads i tingenes tilstand med tre fulde måltider om dagen og
en komfortabel køje inden døre. Ja ja, vi kan alle tage fejl.
Jeg begyndte at lægge nøjere mærke til ham i støvlerne,
da det klart var ham, der bestemte, og jeg plejede at smigre
den elendige tølper, hver gang han var i nærheden. Min
teknik var ikke så finpudset, som den er i dag, men jeg gjorde
det bedste, jeg kunne, med en ivrig hale og frydefulde hvin,
og jeg var vildfaren nok til at mene, at jeg gjorde fremskridt.
Et eller andet sted under det utiltalende ydre, tænkte jeg, var
der en venlig sjæl, som i sidste ende ville synes om mig. Men
ak, der var mindre i ham end det så ud til. Du har sikkert hørt
livet beskrevet som værende væmmeligt, brutalt og kort. Så
her har du ham. Alt for frimodig med sine støvler, selv da, så
det er derfor, jeg har haft en inderlig mistillid til fødder siden
da.
Men en dag slap han mig ud af laden, og jeg troede,
at livet skulle til at tage en bedre drejning. Jeg forudanede
i det mindste en skovtur, og måske en inspektion af mit
nye logi med et hæderligt måltid for at fejre min ankomst i
familiehjemmet. Åh ja, ungdommens enfoldige optimisme.
Han tog mig over til en rodet del af haven fuld af
12
ukrudt og rustne oliedunke og ældgamle traktordæk, lagde
en løkke om min hals og slog den anden ende af rebet rundt
om stammen på et platantræ og stod så lidt væk og betragtede
mig. Jeg ved ikke, om du nogen sinde har kigget på folk,
der prøver at afgøre, om de skal have lam eller oksekød i
en slagterbutik, men det var sådan han så ud – tankefuld
og beregnende. Jeg hoppede op og ned et par gange og
udførte en behersket glædesdans, og kvalte næsten mig selv
med løkken, og gav så op og sad der i støvet. Vi stirrede på
hinanden. Han suttede på sit overskæg. Jeg forsøgte mig med
et ynkeligt klynk. Han gryntede og gik tilbage ind i huset.
Og det var så den mystiske dybe kommunikation mellem
menneske og hund.
Og der var jeg så hele sommeren – bundet, kedende
mig, og søgende hvad lise jeg kunne finde i platantræets
skygge. Fra tid til anden kom han over og kiggede op og
ned ad mig på den der tankefulde måde, men bortset fra
det var der meget lidt afveksling. Jeg gøede en hel del bare
for at have noget at lave, og kiggede på myrer. Travle små
fyre, myrer. De kan stadig fascinere mig, når de løber hid
og did, øjnene fremadrettede, i rækker og geled, skulder ved
skulder. Store byer er ligesådan, hører jeg, med millioner af
mennesker, der går fra det ene hul til det andet og så tilbage
igen. Løjerlig måde at leve sit liv på, men sådan er det.
Jeg havde fået for vane at tilbringe natten rullet
sammen i et af de gamle traktordæk, og en morgen vågnede
jeg op og opfangede en afgjort forandring i luften. Den havde
en duft af en anderledes årstid i sig, og der var en tykt lag af
dug på gummiet. Sommeren var forbi.
Jeg ved nu, skønt jeg ikke vidste det dengang, at starten
på efteråret bringer den primitive længsel, der ligger og lurer
i menneskets bryst, frem i lyset, og især i min del af verden.
13
Mænd samles, bevæbner sig til tænderne og går ud for at
kæmpe med agerhøns, kaniner, fasaner eller hvad som helst
ellers, der rører på sig i buskene. Det vides, at det er hændt,
at de har skudt hinanden, hvilket er forståeligt, hvis man har
haft en anstrengende dag med kaninerne og absolut vil kunne
bringe noget med hjem til konen. Men jeg afviger igen fra
emnet.
Jeg var kommet frem fra mit dæk, havde strakt mig
og ordnet mine sædvanlige gøremål og forventede endnu
en kedelig dag som så mange andre, da hvad jeg kun kan
beskrive som en fremtoning kom marcherende ud af huset.
Det var ham med støvlerne, og i stedet for hans sædvanlige
undertrøje og mølædte bukser var han majet ud i fuld jungle
kamuflage - spættet brun-grøn kasket og dertil hørende jakke,
patronbælte, en taske slynget over den ene skulder og et
gevær over den anden, Nimrod, Jægeren, i karnevalskostume.
Da han kom nærmere, fangede jeg duften af gammelt
blod fra hans taske – en stor forbedring, må jeg sige, i stedet
for den sædvanlige aroma af hvidløg, tobak og sved – og jeg
fornemmede, at noget var under opsejling. Og ganske rigtigt,
han løsnede mit bånd og betydede med sin støvle, at jeg
skulle komme med ham i vognen. Jeg kan godt se, at dette
måske ikke lyder som starten på den perfekte dag for dig,
men jeg havde været bundet for enden af det reb i månedsvis,
så du kan nok forestille dig, at jeg opfattede dette som det
helt store eventyr. Der er trods alt en grænse for ens interesse
for myrer.
Så af sted vi drog og forlod efter et stykke tid vejen
for at bumpe op og ned på en meget ujævn markvej, før vi
stoppede. Nimrod steg ud, men fik mig til at blive i vognen.
Jeg kunne høre gøen, så jeg kiggede ud ad ruden.
Tre eller fire andre vogne hver med en hund indeni at
14
dømme efter lydene var parkeret i en skovrydning. Nimrod
og hans venner spankulerede omkring, klappede hinanden på
ryggen på en mandig måde og sammenlignede bevæbning
og militære regalia. En flaske af et eller andet blev frembragt
og gik på omgang, og en af krigerne fremdrog en pølse, som
blev hakket i stykker med en kniv, der var stor nok til at
kunne have flænset en hval, og konsumeret, som om ingen
af dem havde set mad i dagevis. Og så havde de endda oven
i købet også fået morgenmad. Derefter var der mere aktivitet
angående flasken, gøningen døde ud, og jeg må have døset
hen.
Det næste, jeg husker, var at blive hevet ved nakken ud
af vognen og beordret ind i skoven. De andre hunde syntes
at vide, hvad der skulle gøres, så jeg gjorde det samme. Vi
satte næserne til jorden og løb rundt på en måde, der så ud til
at have et formål, med den bevæbnede afdeling til at danne
bagtrop. De lavede støj nok til at skræmme alle væk, der ikke
lige netop var stokdøve, og enhver fugl med blot en halv
hjerne (en fasan for eksempel) ville være draget bort til en
sikker siddeplads på taget af politistationen længe før vores
ankomst.
Men man kan aldrig regne med kaniners opførsel. En
af de andre hunde standsede pludselig og indtog en positur,
som man af og til ser i gamle malerier af den landlige skole
– hovedet strakt fremad, nakke, rygrad og hale i en perfekt
lige linie, med den ene pote hævet, som om den havde trådt
i noget ulækkert. Jeg tror, den tekniske betegnelse er ”at
pointe”. Nå men jeg traskede over for at se, hvad der foregik,
og der, trykkende sig under en busk, var der en kanin, der
rystede som en geleklump og helt klart ikke var i stand til at
afgøre, om den skulle rulle om på ryggen og spille død eller
prøve at løbe fra det.
15
Der blev stor opstandelse blandt tropperne bagved
os, og forskellige instrukser blev givet videre, hvilket jeg
ignorerede. Det var trods alt min første kanin, og jeg ville
gerne kigge nærmere på den. En pæn frokost var i mine
tanker, husker jeg, da jeg sprang frem efter den, men den må
have læst mine tanker. Den sprang mellem mine ben og væk,
og så brød tredje verdenskrig løs.
Du må lige forstå, at jeg aldrig havde været i kamp før,
og jeg var således ikke forberedt på den forfærdelige larm
fra adskillige geværer, der blev affyret samtidig lige hen over
hovedet på mig. Du har ingen anelse om, hvilket chok det var
for hele systemet, så jeg laver derfor ingen undskyldninger
for mine handlinger. Instinktet tog over, og jeg skyndte mig
væk fra skudlinien hurtigere end kaninen. Faktisk tror jeg, at
jeg overhalede ham på vej tilbage til sikkerheden under bilen.
Jeg kunne ikke komme ind i den, så jeg dykkede ned
under den, og jeg var netop ved at få pusten tilbage og var i
færd med at lykønske mig selv med min heldige flugt fra
16
dødens gab, da jeg blev klar over, at jeg ikke længere var
alene. Jeg kunne høre lyden af latter, og et meget fuldmodent
sprog, som jeg genkendte som stammende fra Nimrod. Han
var den eneste, der ikke grinede.
Han brølede ad mig, at jeg skulle komme ud, men jeg
fandt det bedst at blive, hvor jeg var lige i øjeblikket, og lade
ham genvinde sin fatning. Han begyndte at sparke på siden
af vognen til forøget munterhed fra de andre medlemmer af
selskabet, og da det ikke virkede, kom han ned på alle fire,
puffede til mig med skæftet på hans gevær, åbnede døren til
bilen og hjalp mig ind med sin støvle.
Turen hjem var ikke nogen stor social succes. Jeg
vidste, at jeg ikke havde klaret det med den færdighed og
snilde, som var forventet af mig, men det var trods alt min
første tur ude. Hvordan skulle jeg kunne kende spillets
regler? Med henblik på at fremme harmonien og et stille liv
forsøgte jeg mig med nogle undskyldende tilnærmelser,
17
men alt, hvad jeg fik ud af det, var et drag over nakken og
en strøm af ukvemsord. Hvad jeg ikke havde forstået, var
selvfølgelig, at jeg havde fået ham til at lige så dum ud, som
han var, overfor hans ligemænd (som i øvrigt ikke var meget
bedre stillet, hvis man skal dømme efter deres udseende, men
i det mindste havde de sans for humor). Folk er ret følsomme,
med hensyn til hvordan de opfatter sig selv, har jeg opdaget.
Ét lille knæk i deres spejlbillede af selvforherligelse og de
surmuler i timevis. Eller de lader deres dårlige humør gå ud
over det nærmest tilgængelige emne. I dette tilfælde mig.
Så det var tilbage for enden af rebet og i unåde nogle
dage, mens Nimrod og jeg overvejede vore respektive
stillinger. Han ønskede tydeligvis en jagtkammerat, fast
18
overfor vinge og skud. Mine ambitioner gik mere i retning
af hjemlig-hygge, måske med en smule lettere vagttjeneste
og et tag over hovedet. Ikke at jeg er modstander af jagt ud
fra moralske overvejelser, må du forstå. Hvad mig angår,
er en død kanin lettere at få has på end en bevægelig. Det
er larmen fra de der geværer, jeg ikke kan klare. Jeg har
ekstremt følsomme ører.
Det endelige strå kom nogle få dage senere, da Nimrod
besluttede, at han ville trække mig gennem noget elementær
træning og feltøvelser. Han kom ud af huset bærende på
sin bøsse og et formløst pelsbundt – en af hans skrækkelige
gamle undertrøjer, tror jeg det var, rullet sammen med et
kaninskind rundt om.
Han smuttede rebet af min hals og pressede bundtet op
under min næse et par sekunder, mens han mumlede noget
om duften af vildt, idet han dog glemte, at han havde brugt
undertrøjen til at tørre fingrene i, da han rodede med sin
vogn. Det er ikke nemt at oparbejde nogen sand entusiasme
over for en stærk odør af dieseldunster, men jeg gjorde mit
bedste for at virke opvakt og ivrig, og så begyndte næste trin
i denne farce.
Han kastede bundtet ind i en klump ukrudt tyve meter
væk og lagde sine hænder ned på mig for at forhindre mig
i at komme i nærheden af det. Jeg havde ikke til hensigt at
komme i nogen som helst nærhed af det, og da slet ikke med
en skydegal galning bag ved mig, så jeg sad bare der og
afventede den videre udvikling. Han syntes at tage dette som
et bevis på eksemplarisk tilbageholdenhed og feltkundskab,
og smilede skævt til mig med, hvad, jeg tror, han selv syntes
var et anerkendende smil. ”Bieng” sagde han. ”Ça commence
bieng”.
Hvad nu? Skulle vi vente på, at undertrøjen og
19
dens pelsfrakke kom ud fra ukrudtet og overgav sig til de
overvældende magter? Skulle vi snige os ind på den og fange
den i et uopmærksomt øjeblik? Mens vi overvejede, hvad
vi skulle gøre, lagde jeg mig ned – en fatal fejlbedømmelse
af situationen viste det sig, fordi det begrænser ens
starthastighed fra stedet.
Jeg kiggede ikke engang på ham, så jeg så ham slet
ikke hæve geværet. Men da det gik af, var jeg væk og gemt i
et af traktordækkene, hurtigere end du kunne sige bang.
Har du nogen sinde set en mand totalt miste kontrollen
over sig selv? Det er ikke noget kønt syn, især ikke hvis han
vifter med en bøsse i din retning og sprutter af arrigskab,
så jeg tænkte, at jeg hellere måtte lægge noget mere solidt
mellem os begge. Med et eneste spring var jeg ude af
traktordækket og bagved platantræet, før han kunne få rebet
tilbage om min hals. Vi gik rundt og rundt om træstammen
adskillige gange, han bandende som en besat, mens jeg
gjorde alt, hvad jeg kunne, for at se tilpas brødebetynget ud,
alt imens jeg bakkede baglæns for fuld fart. Ikke nemt må jeg
lige sige, men jeg syntes, det var mere sikkert end at tilbyde
ham min bagende, selvom han sikkert ville have ramt forbi,
da han jo ikke var nogen særlig skarpskytte.
Det kunne måske være endt med en udmattet
våbenhvile, hvis det ikke lige havde været for ankomsten af
en af hans kumpaner, som stod der med tårerne strømmende
ned ad kinderne ved synet af os, der legede, hvad der må
have set ud som en energisk sangleg rundt om træstammen.
Nu, når jeg tænker efter, må det have været latterliggørelsen,
der var ansvarlig for min efterfølgende adresseændring. Du
må have opdaget dette selv. Der er dem iblandt os, der bare
ikke kan tage en spøg.
Begivenhederne udviklede sig derefter hurtigt og
20
temmelig smertefuldt. Da det endelig var lykkedes ham at
trænge mig op i et hjørne, gav han mig et par smertefulde
snerter med enden af rebet og smed mig ind bag i vognen.
Jeg hørte ham råbe ad sin kone – hvilket kors hun dog måtte
bære den stakkels kære gamling – før han satte sig tilbage i
bilen, snerrede af mig og kørte af sted i rasende fart, som om
han var for sent på den til en god vens begravelse og ikke
ville komme for sent til festen.
Jeg holdt mig pænt af vejen, udenfor rækkevidde bag
i vognen og grublede. Vi skulle ikke ud at jage igen, kunne
jeg se, da han ikke havde sin fordømte bøsse med sig eller
sin fjollede hat. Det var ligeså åbenbart, at dette ikke var en
fornøjelsestur. Han havde stadig denne vredladne holdning
i hoved og skuldre, og han kørte alt for hurtigt for hans
begrænsede evner og fysiske koordineringsevne, mens han
tudede i hornet ad alt og alle og svajede rundt om hjørnerne
som en etbenet fulderik.
Videre og videre gik det, op ad bakke det meste af
tiden, indtil vi gjorde et bumpende holdt lidt væk fra vejen.
Jeg gjorde klar til yderligere ubehageligheder, og da han
steg ud og kom om til bagenden af vognen, smuttede jeg hen
på førersædet, bare for det tilfælde at han havde planer af
voldelig art i tankerne. Vi kiggede på hinanden, han gennem
den åbne bagdør og jeg hen over ryggen på førersædet.
Han nikkede og gryntede, og holdt så en pølse hen
under næsen på mig. Det var svinekød, kan jeg huske, med
lige den rette mængde fedt og en vidunderlig krydret aroma.
Men da jeg lænede mig frem for at tage den, vendte han sig
og kastede den ind i buskene. Et langt kast var det oven i
købet, for en der ellers altid beklagede sig over sin gigt.
Nå, jeg tror nok, du kan regne ud, hvad der skete. Jeg
for efter pølsen, idet jeg tænkte, at dette var lige min form
21
for jagt og dykkede ind i underskoven, med næsen på fuld
overtid, mens jeg følte, at nu var tingene måske alligevel
ved at se lidt lysere ud. Spændingen ved jagten må have
fået overtaget, for jeg var ikke bevidst om nogen som
helst lyd bagved mig. Desuden er jeg ikke, hvad man kan
kalde lydløs, så jeg har sikkert lavet en pæn mængde støj,
mens jeg masede mig gennem bevoksningen. Under alle
omstændigheder, efter ti minutters frugtesløs snusen omkring
standsede jeg for lige at orientere mig, kiggede mig tilbage
og så, at noget ligesom manglede.
Landskabet var helt øde. Ingen vogn, ingen mand. Han
var stukket af mens jeg var beskæftiget andetsteds. Jeg fandt
i øvrigt heller aldrig pølsen.
22
I Mellemtilstanden
fsat og efterladt. Det var de ord, der
langsomt dæmrede for mig efter at have
afsøgt den tomme horisont for et glimt af
vognen og dens bedrageriske ejer. Jeg tog
dette som et vink om, at mine tjenester
ikke længere var påkrævet på Chateau
Fortvivlelse, og uden nogen presserende
forpligtelser havde jeg masser af tid til at tage bestik og
overveje fremtiden.
Det var et vendepunkt, ingen tvivl om det, og hvad jeg har
opdaget om vendepunkter er, at de er, hvad du gør dem til.
Der er gode og dårlige, solskin og skygge, bitre og søde og
så videre. Er glasset halvt tomt eller halvt fuldt? Har hver
sølvstribe en sky? Den slags ting.
Som jeg har nævnt, er jeg af natur optimist, og jeg
begyndte således at overveje de lyse sider. Jeg var nu fri til at
løbe rundt, hvorhen min næse drog mig. Der var ikke nogen
umiddelbar fare for et spark i ribbenene eller øredøvende
ekspeditioner med en gruppe bevæbnede idioter. Og mine
hidtidige logi- og fodrings-forhold kunne, som du har set,
dårligt have været værre. At lade disse bag sig var ikke nogen
hård byrde.
Der var imidlertid et problem, som begyndte at trænge
sig på, sådan som problemer jo har det med at gøre. Uanset
hvilke andre evner jeg end besad, var jeg ikke af naturen
udstyret til at klare mig selv. Det er forskellen mellem hunde
og katte. Smid en kat ud af bilvinduet i vildmarken (og jeg
skal da være den første til at give en hjælpende pote), og
før du ved af det, mæsker han sig i en drossel-kotelet og har
frit slag med enhver rede eller kaninhul, som han nu lyster.
23
24
Med andre ord, han ville have besvaret vildmarkens kalden
ved at være blevet vildgænger og blive et rigtigt vilddyr.
Det er der hele tiden hos katte, ved du nok, instinktet. Man
kan ikke stole på dem, og de har desuden en eller to ulækre
personlige manerer, efter min mening, men det er sådan bare
lidt apropos.
Mens jeg rumsterede rundt med alt dette, begyndte jeg
at tænke over hundens stilling, i hvad der løseligt bliver kaldt
et ’civiliseret samfund’. Jeg tør nok antage, at du er bekendt
med dette udtryk, som har været som et snærende halsbånd
om vore halse i ja, åh nok så mange år, den veldædige gamle
vits om en mands bedste ven – opfundet, er jeg sikker på, af
en eller anden sentimental gammel støder med en svaghed for
den våde snude og det tilbedende blik, og jeg går skam helt
ind for det. Men hvad folk lader til at glemme, når de bliver
vådøjede, og tågerne griber dem, er dette: arrangementet
mellem menneske og hund er delvist praktisk. Venskab kan
for så vidt være godt nok – hvis det ikke var for venner, ville
jeg trods alt ikke være her i dag – men man kan ikke afvise
vigtigheden af en varm seng, rigelige rationer og den fri
rådighed over et komfortabelt hus.
En af mine mere begavede forfædre må have indset
dette for adskillige tusind år siden og være kommet til den
konklusion, at mennesket var hans mest oplagte underholds
system. Vi hunde har vore evner og talenter, det er sandt, men
kan vi garantere et hyggeligt og vejrsikret ly? Igen nej. (Og
det kan katte, selv med deres utålelige arrogance heller ikke).
Og således er denne vise forfader kommet frem til
den afgørelse, i hine primitive tider længe før opfindelsen
af kennelklubber og puddel-skønhedssaloner, at blive
et hjemligt tilbehør i den menneskelige husholdning.
Mennesket, der er yderst modtageligt for smiger, valgte
25
at tage dette som et tegn på venskab, broderskab, sand
kærlighed og alt det andet, og på denne måde blev myten
skabt. Lige siden har hunde nydt fleksible arbejdstider,
problemløs kost og logi og, med en smule held og minimal
indsats, tilbedelse.
Det er i hvert fald teorien bag det, skønt min
korte erfaring op til da havde ladet en smule tilbage
i enhver henseende, fra de venlige ord til de basale
bekvemmeligheder. Og nu var tingene gået fra slemt til
værre. Jeg havde et par eftertænksomme øjeblikke, mens
jeg sad der i ensom majestæt deroppe i bakkerne, og der
var endda den flygtige tanke at prøve at finde tilbage til den
djævel, jeg kendte, med støvler og det hele. Heldigvis blev
jeg distraheret af lyden af en bil, og jeg banede mig vej
tilbage ad markvejen til selve vejen, med håbet spirende som
til evig tid.
Bilen passerede mig uden at sagtne farten. Det var der
da også andre, der gjorde i løbet af formiddagen på trods af
vennesæle nik og velkomst hilse-hoppen på min side. Jeg
eksperimenterede med at sætte mig midt på vejen, men de
kørte bare rundt om mig, med hornene tudende og chauffører,
der udviste en decideret mangel på sympati. Det gør ens tro
på den menneskelige natur en smule anstrengt efter en tid.
Men til sidst dæmrede det for mig, at mit held måske kunne
vende, hvis jeg kunne fange et menneske til fods. Man kan
ræsonnere med mennesker til fods, hvilket man ikke kan, når
de suser forbi med firs kilometer i timen. Der er ikke nogen
mellemvej med biler, hvis du forstår, hvad jeg mener. Og jeg
besluttede derfor at finde nogle fodgængere.
Det var nu lettere sagt end gjort, fordi min gamle
jagtkammerat havde valgt at sætte mig af på et sted, der lidt
lignede, hvad jer har hørt om New Zealand – træer, buske,
26
bjerge og meget lidt andet. En fryd for dem, der holder af
uspolerede panoramaer, vil jeg tro, men ikke opmuntrende
for den ensomme rejsende, der søger selskab og underhold.
Og derfor, med vinden i ansigtet, drog jeg af sted for at se,
om jeg kunne finde civilisationen.
Timerne gik, og det må have været midt på
eftermiddagen, da jeg opfangede den svage, velkendte duft af
kloaker og diesel-dunster. For dig har dette måske ikke nogen
særlig betydning og måske endnu mindre tiltrækning, men
for mig betød det folk. Og ganske rigtigt, fra toppen af den
næste bakke kunne jeg se en gruppe gamle stenbygninger,
og som jeg kom tættere på, var jeg i stand til at spore tegn
på aktivitet, travlhed og jag og lyden af stemmer. Ikke ulig
myrer, sådan set, men mere støjende.
Du må huske på at mine hidtidige erfaringer med
menneskelige beboelser havde været begrænset til den simple
forfaldne ruin, hvor jeg blev født. Og dette var således en
27
åbenbaring for mig – dusinvis af huse, og tilsyneladende
hundredvis af mennesker. Et eller andet sted blandt dem,
følte jeg helt sikkert, måtte min fremtidige sjæleven være at
finde. Det er fejlagtige forestillinger som disse, der hjælper
dig til at sætte en fod foran den næste ved slutningen af
endnu en hård dag.
Landsbyen syntes mig enorm, gader førte væk i alle
retninger, mærkelige og vidunderlige aromaer i enhver brise,
folk der slentrede omkring på denne formålsløse måde, som
de nu gør, når de ikke har ret meget i hovedet, udover hvad
de skal have til aftensmad. En gruppe af dem var stoppet for
at pladre med hinanden på et hjørne, og det var her jeg lærte
en værdifuld lektie om overlevelse. Folk synes ikke at være
i stand til at snakke med hænderne fulde. Spørg mig ikke
hvorfor, men når to eller tre samles for at diskutere verdens
problemer, bliver taskerne sat ned på jorden på en meget
praktisk måde, så de i min højde kan undersøge sagerne. (Mit
hoved ville være et sted mellem dine knæ og din talje og i
behændig højde over toppen på en uovervåget taske).
Man skal ikke tøve når lejlighed gives, så jeg befriede
et franskbrød, der stak op af en taske og trak mig tilbage
med det under ly af et bord udenfor landsbyens fortovscafe.
Jeg havde lige afsluttet med de sidste krummer, og var netop
ved at overveje en tilbagevenden til tasken, da en hånd kom
til syne. Den klappede mig på hovedet, forsvandt, og kom
tilbage med en sukkerknald. Jeg kiggede op og fik ved det
næste bord øje på et ungt par, der kiggede vennesælt på
mig og lavede de der lettere imbecile lyde, som mennesker
altid tror taler tydeligt om venskab til et hundeøre. De gør
det samme med babyer også, har jeg lagt mærke til. Men
stemmens toneleje var indbydende, og en venlig hånd er en
behagelig forandring fra en bestøvlet fod, så jeg gjorde mig
28
komme fra en åben dør: frisk, råt kød. Svinekoteletter,
lammekøller, hjemmelavet pølse, linser og indvolde,
marvben, oksekød, og ikke en sjæl var at se, da jeg
fulgte efter min næse indenfor. Den døsige summen af
et fjernsyn kom fra et rum ude bagved, men bortset fra
det, var der stille som graven. Jeg kunne endda høre
klikken af mine egne poter på det savsmuld-dækkede
gulv, da jeg banede mig vej hen imod denne overflødighed
af herligheder lagt frem på et hvidskrubbet træbord.
selv behagelig.
Jamen altså, man skulle tro, de aldrig havde set en hund
før. Mere kurren, flere klap på hovedet og sukkerknalder kom
ned i en fed og hurtig strøm, alle tegnene på kærlighed ved
første blik. Da jeg var en nybegynder på det tidspunkt, optog
jeg dette som en invitation til at følge efter dem, da de forlod
cafeen, og jeg traskede bagefter dem, idet jeg tænkte – det
vil jeg ikke nægte – at en blød seng og et nyt liv lå lige rundt
om hjørnet. Kald mig bare naiv, om du vil, men eftersom min
erfaring med menneskelig adfærd havde været begrænset til
overfusninger af den ene eller den anden slags, var jeg uvant
med venlighed og antog mere, end jeg skulle have.
Problemer begynder ofte, har jeg lært, når en venlig
handling bliver taget for pålydende. Jeg havde grund til at tro,
eller det troede jeg da, at mit møde med disse unge personer
ved cafeen ville være begyndelsen på et vidunderligt forhold.
Men ak, de så det ikke på helt samme måde, og da vi nåede
deres bil, var der par pinlige øjeblikke med puffen rundt,
mens jeg forsøgte at stige ind sammen med dem, der endte
med et fast skub udefter og bildørens smækken lige ovenover
min næse. Der er en morale her et sted om fremmede, der
bringer gaver. Jeg kan godt tage det filosofisk nu, men det var
et afgjort tilbageskridt på det tidspunkt.
En mindre bemidlet hund kunne have fortvivlet. Jeg
har kendt spanieler, for eksempel, som har tendens til at falde
helt sammen, rulle rundt og vifte med benene i luften ved det
første tegn på modgang. Ikke jeg. Bøjelighed, det er det det
drejer sig om. Fremad og opad. Så jeg besluttede derfor at
gøre mig selv glad – som folk så ofte gør, har jeg hørt – ved
at gå ud og købe ind.
Mens jeg arbejdede mig nedad gaden, blev jeg
standset i mine skridt af en duft af himlen, der syntes at
Jeg tænkte, at jeg lige ville ose et par øjeblikke,
før jeg besluttede mig, idet jeg ikke havde indset, at den
ubeslutsomme kunde ofte går glip af de bedste tilbud. Men
jeg var begrænset til, hvad jeg kunne bære i munden, og
jeg havde ikke lyst til at snuppe et stykke affaldsben ned
fra disken, hvis der var en chance for højreb. Det kaldes
udøvelsen af et oplyst valg. Jeg skal love for, at jeg ikke fik
noget ud af det, sådan som begivenhederne udviklede sig.
En række grisetæer havde netop tiltrukket sig min
29
30
opmærksomhed, og jeg stod og overvejede mellem dem og
et nydeligt stykke kalvekød, da der kom et øredøvende brøl
fra bagenden af butikken. Ind fra venstre kom slagteren,
med øjne der var ved at falde ud af hovedet på ham af raseri,
mens han så sig om efter forstærkninger. Lykkeligvis var det
første våben, han kom i besiddelse af, en kost snarere end
en bensav eller en kødøkse, og han var ikke alt for ferm med
den, så han fik væltet en række glas – af henkogt and, så vidt
jeg husker – i sin iver efter at komme i kontakt med mig.
Dette hjalp med til at spolere hans sigte, og jeg klarede lige at
hoppe over resterne og gøre min exit med blot et overfladisk
slag fra kosten over mit bagparti. Jeg lader dette gå videre,
som noget man bør huske, når man går ud og køber ind.
Det var på tide at genoverveje min taktik. Hvis
episoden med slagteren var noget, man kunne gå ud fra, var
der en vis fordomsfuldhed i landsbyens butikker overfor
hunde. Mærkværdigt egentlig, når man tænker på, hvilket
øjeblikkeligt postyr børn kan forårsage, og jeg har aldrig
oplevet dem blive truet med angrebsvåben, men sådan er det
åbenbart. Én regel for nogen og en anden regel for andre. Og
så var det, det slog mig, mens jeg betragtede en mand og en
bastard forlade bageriet uden at blive overfaldet. Måske var
det ikke alle hunde, der kaldte denne krigeriske indstilling
frem; måske var det bare uledsagede hunde. Jeg gik hen ad
gaden til charcuteributikken og ventede udenfor for at sætte
plan B i værk.
Som så mange store ideer var den enkel. Jeg ville hægte
mig midlertidigt på en kunde, der var på vej ind i butikken.
Når jeg først var indenfor, ville vi dele os op for at se til
vore respektive gøremål, og jeg ville så forlade butikken,
fuldt lastet, mens min personlige indkøber distraherede
indehaveren. Det syntes idiotsikkert.
31
Der kom nogle opmuntrende dufte svævende ud
fra charcuteriet. Ikke helt på højde med den rødblodede
righoldighed fra slagerbutikken, men nok til at sætte
fantasien i sving, og det var med en skarp sans af
forudanelse, at jeg skannede gaden for en tænkelig
medskyldig.
Jeg havde aldrig set så mange mennesker før, og jeg
tror min livslange interesse i menneskelig adfærd begyndte
den eftermiddag for så lang tid siden. Alle former, alle
aldre, alle størrelser, bumpende af sted sammen uden nogen
af den interesse for hinanden, som en gruppe hunde ville
udvise. Ingen snusning, ingen gåen omkring hinanden, ingen
ceremoniel benløftning – yderst lidt af hvad jeg ville kalde
social kontakt bortset fra et lejlighedsvist nik med hovedet
eller gribning af hænder. Jeg er vant til det nu selvfølgelig,
men jeg kan huske, at jeg tænkte, hvor mærkeligt det
var, denne mangel på interesse. Måske noget at gøre med
bymæssig overbefolkning, skulle det ikke undre mig. Det må
sløve sanserne.
Jeg var så optaget af at betragte denne forbipasserende
parade, at jeg nærmest hoppede, da jeg følte en kvindes
hånd klappe mig på hovedet. Da jeg kiggede op, så jeg en
tom indkøbstaske og et smilende ansigt, og så var hun væk,
gennem døren og ind i det velduftende charcuteri. Grib
øjeblikket, sagde jeg til mig selv. Og som en skygge var jeg
der bagved hende, og gav min bedste imitation af en ledsaget
hund i officielt ærinde.
Det var et rigtigt charcuteri af den traditionelle slags.
Så mange af dem i disse tider ligger ikke inde med andet end
dåser og æsker og mysteriøse klumper indpakket i plastik,
men her var der rigtig føde. Det meste af det nøgent – store
humpler ost, bjerge af pølser, røgede skinker og lange rækker
32
af færdigkogte retter. Franskmænd nægter ikke sig selv
noget, som du nok ved, og her var der alt fra krebinetter af
indbagt kylling til terriner, som fik mine øjne til at løbe i
vand.
Min ledsager gjorde holdt foran grøntsagerne, som
dog aldrig har vakt min store interesse, så jeg smuttede ned
ad den snævre gang mellem hylderne, mens jeg ignorerede
den flygtige fristelse fra kikseafdelingen, da jeg kom ned
i bagenden af butikken. Det var her, skattene var stillet til
skue, og jeg var meget indtaget i den hjemmelavede lasagne.
Men det var ikke tiden til at fortabe sig i overvejelser. Efter
min forrige oplevelse chez slagteren, havde jeg ikke i sinde
at nøle, og mine bagben var strakt helt ud med forpoterne på
disken og mine kæber netop ved at omslutte et kilo af den
bedste røgede skinke, da helvede brød løs neden for mig.
Hvis man var i det gavmilde hjørne, kunne man have
beskrevet kilden til problemet som en anden hund – et
forfærdeligt, magert lille objekt i knæhøjde med en rotte,
med en absurd tæt sammenkrøllet hale, der så ud som en
orm i krampe, og en gennemtrængende høj falsetstemme,
der kunne have opvækket de døde. Et øjeblik troede jeg,
han havde fået sine juveler i pålægsmaskinen, men det var
såmænd bare hans ynkelige forsøg på at gø. Selv så sulten
som jeg var, var det mig umuligt at tage mig yderligere af
skinken, da han begyndte at tage småbidder ud af min ankel,
og det var mens jeg prøvede at ryste ham af mig, at et bjerg
på ben, med et surt udtryk og et forklæde dukkede frem
bagfra for at deltage. Jeg erindrer også vagt en kagerulle. Alt
i alt syntes det uklogt at dvæle længere.
Det var så den velkomst jeg modtog fra landsbyens
butiksindehavere, og jeg kan kun sige, at du ikke skal stole på
disse postkort med joviale indfødte, der storsmiler vennesælt
33
til kameraet. De to, jeg mødte, ville have givet Genghis Khan
mareridt. (De siger, at han plejede at spise hunde, når han løb
tør. Jeg formoder, at vi har gjort lidt fremskridt siden da).
Jeg vendte tilbage til mit forrige tilflugtssted under
cafebordet og reflekterede lidt. En afvisning og to forsøg
på at tage mit liv i takke for et lille brød og en håndfuld
sukkerknalder. Eftermiddagen havde ikke været noget
fremragende triumftog, og nu var skyggerne ved at blive
lange, og jeg var stadig ikke nærmere til kost og logi, end
da dagen begyndte. Morgendagen ville bringe nye glæder
og muligheder, var jeg sikker på, men i mellemtiden var
der problemet med, hvor jeg skulle tilbringe natten. At
blive under bordet eller søge ly i det store uvisse, det var
spørgsmålet.
Det blev besvaret af caféejeren, der var bevæbnet
med den allestedsnærværende kost, som alle landsbyboere
syntes at have ved deres side, øjensynlig for at afværge
en mulig invasion. Han begyndte at feje dagens levninger
ud fra bordene og ud på gaden – til almindelig fornøjelse
for offentligheden kan jeg forestille jeg mig. Som han
arbejdede sig hen imod mig, mødtes vore øjne. Kosten blev
rejst i angrebsstilling. Jeg ville gerne have tilbudt en lille
erkendtlighed for hans hilsens hjertelighed, men der var ikke
tid til selv et hurtigt løft af benet. Atter måtte jeg forlade
stedet i hast for at søge fred i de landlige omgivelser.
Jeg var godt udenfor landsbyen, mens jeg funderede
over min første smag af den menneskelige venligheds mælk,
da min næse blev vakt af en decideret modenhed i luften
Den kom fra enden af en snæver passage, hvor en stor bøtte
var væltet og dens indhold spredt ud over græsset. Jeg kom
nærmere, med næseborene vibrerende, og fandt ud af, at
problemet med middagsmaden havde løst sig selv. Jeg
34
studerede menuen.
Jeg holder aldrig op med at være forundret over, hvad
folk smider væk. Ben, skorper, kråser, absolut anvendelige
sardiner – alt dette og meget mere var anbragt som juveler
mellem de tomme dåser og papir og plastik. Idet jeg
skubbede en aflagt sko til side, skulle jeg lige til at støve
første ret af – en lækkerbisken af kylling i gele, hvis jeg
husker rigtigt – da jeg hørte en knurren. Faktisk var det mere
som en snerren. Uvelkommende snarere and munter, i hvert
fald. Jeg så op for at se forreste halvdel af an hund stikke ud
fra bøtten, med læberne tilbagetrukket, blottede tænder og
nakkehårene i fuldt alarmberedskab, selve indbegrebet af
Fido der forsvarer hjemmets arne.
Jeg holder af at mene, at jeg ikke er uden mod, især
når modstanderen helt klart er ældre, dårlig til bens og
betragteligt mindre end mig selv, hvilket alt sammen passede
på ham her. Jeg prøvede derfor at ignorere ham en stund,
mens jeg gjorde kål på kyllingeskindet og gik videre med
en temmelig god osteskorpe. Men jeg er sikker på, at du vil
35
give mig ret i, at det ikke er let at nyde maden, når der er
en konstant og meget trættende hvinen i gang i meget kort
afstand fra dit øre. Jeg har hørt, at det samme gælder for
middagsselskaber, der indbefatter investerings-bankmænd.
Du vil sikkert vide dette bedre end jeg, men øjensynlig har de
det med at blive ved og ved og ved. Sådan var det også med
vor ven i bøtten.
Men bortset fra dette lille irritationsmoment, sørgede
jeg ret pænt for mig selv og blev tilstrækkeligt styrket til
at overveje spørgsmålet om sovearrangementet for den
kommende nat i et mere forhåbningsfuldt skær.
Efter nogle få minutters fouragering trådte et tydeligt
mønster igennem. Førende væk fra landsbygaden for hver få
hundrede meter var der små stier, hver af dem med et hus for
enden. Og hver sti syntes at have sin egen bøtte, i stil med
den som min pibende middagsfælle havde indtaget.
Ved at anvende logikkens love uddrog jeg, at alle
disse bøtter ville indeholde et spiseligt udvalg af den ene
eller anden art – ikke noget der ville få ørerne til at rejse
sig måske, men nok til at holde sammen på krop og sjæl,
ubevogtede og let tilgængelige. Snusning bekræftede min
teori, og jeg kan huske, at jeg følte mig ret taknemmelig over
at næse og hjerne arbejdede sammen på denne for maven så
bedste måde.
Med morgendagens morgenmad således sikret vendte
jeg min opmærksomhed mod nattens logi, og her begyndte
jeg at løbe ind i vanskeligheder. Jeg må have besøgt et halvt
dusin huse med henblik på at rulle mig sammen i et par
fredfyldte timer i et udhus, men hvor end jeg vendte mig,
blev jeg mødt med en byge af trusler, alarm råb og lyde af
almindelig misbilligelse. Ikke i dette tilfælde fra mennesker,
men fra min egen art. Hvert etablissement havde i det
36
mindste to residerende hunde, og ud fra den ståhej de gjorde,
skulle man tro, at jeg havde til hensigt at stikke af med
familiens sølvtøj.
Heldigvis var de fleste af dem fastgjort med kæder
eller reb til et eller andet uflytteligt objekt. Dette begrænsede
deres morderiske instinkters udfoldelse, og jeg var i stand til
at sætte dem på plads ved at afmærke deres territorier med
benet løftet lige netop uden for rækkevidde af deres savlende
kæber. Det anses for en fornærmelse, forstår du, i stil med
at komme med nedsættende bemærkninger om en persons
dårlige smag i gardiner, og jeg må sige, at det drev flere af
dem til frådens rand. En af dem – et stort, skabet skrummel
med tænder i overstørrelse – kastede sig selv så heftigt frem i
sin kæde i sin entusiasme for at få fat på mig, at han må have
beskadiget sine stemmebånd. Hans gøen blev pludselig til
en piben, og han så udpræget beskæmmet ud. Det manglede
bare.
Men disse flygtige fornøjelser ville ikke bringe mig
nærmere til en god nats hvile. Det havde været en lang,
begivenhedsrig og instruktiv dag, og jeg var træt nok til ikke
at være alt for pernitten med, hvor jeg lagde mig hoved. Så
længe det var i god afstand fra koste og kæber, ville det være
fint. Jeg gik en runde om det sidste hus, igangsatte endnu
en hysterisk symfoni af hylen og gøen, og dykkede ned for
natten blandt buskene i skovbrynet.
Den romantiske forestilling om skove, som jeg er sikker
på, du kender, er at de er fredfyldte lysninger og bladfyldte
hyggekroge. Moder Naturs rolige havn, et sted for stille
eftertænksomhed. Du skulle bare prøve at bo der, sådan som
jeg gjorde gennem de næste uger. Min vedvarende erindring
om skoven er støjen. Fuglenes larm og deres skrækkelige
morgenkor ved det første gry, jægere og deres bøsser om
37
dagen, den endeløse raslen og puslen af natlige skabninger,
ugler der brølede hele natten igennem – hele arrangementet
er min ide om en dårekiste. Man vender og drejer sig og
længes efter en ubrudt slumren.
Det nåede et stade, hvor jeg begyndte at gøre natlige
udflugter til landsbyen for at få en smule lise for spektaklet.
Så længe jeg holdt en klog afstand til slagteren og min anden
sparringspartner i charcuteriet, havde jeg fri adgang til stedet
og fik lov til at hænge rundt i fred. Der var endog en eller
to af de mindre barbariske landsbyboere, der begyndte at
genkende mig og tilbyde mig venskabets hånd. Men, som før,
blev hånden trukket tilbage, så såre jeg prøvede at konvertere
det til noget mere permanent.
Jeg var på vej tilbage til landsbyen efter en nat i
skoven, hvor dens samlede befolkning havde valgt netop
mit lille hjørne af den som stedet for en gevaldig diskussion.
Eller det kan måske have været parringssæsonen, selvom jeg
ikke er helt klar over ugler og deres vaner, så jeg kan ikke
være helt sikker. Hvad grunden end kunne være, var det en
skinger og søvnløs nat, og jeg følte mig ret nedslidt, som jeg
der spadserede hen ad vejen. Udslidt og mat kunne man sige,
med næsten intet af min sædvanlige fjedren og ånd i gangen.
Jeg hørte en bil bag mig og hoppede ned i grøften, for
at lade den passere. Men den standsede.
Ud steg den kvindelige fører, og jeg kunne straks se, at
det var en sindsfælle ud fra en meget enkel handling. I stedet
for at glo ned på mig fra stor højde, foldede hun sig sammen
så at vore ansigter var mere eller mindre i samme niveau. Det
kan synes en lille ting for dig, men for en hund indikerer det
en hel del – sympati, et ønske om at kommunikere på lige fod
og, lad os ikke glemme, almindelig gode manerer. Prøv at se
på det på denne måde. Hvis du konstant blev tiltalt af nogen,
38
der gloede ned langs deres næse fra et sted et godt stykke
over dit hoved, ville du heller ikke bryde dig om det. En
simpel mangel på høflighed, ville du mene, og du ville have
helt ret. Så du kan forstå, hvorfor jeg besvarede Madames
ouverturer med fyndige bevægelser med hale og krop, små
hvin af henrykkelse og en venlig pote på hendes knæ.
Vi forblev i denne stilling i adskillige minutter,
kommunikerende ved grøftekanten, og så syntes hun at
komme til en beslutning. Hun åbnede bildøren. Mine
ører begyndte at hænge igen og mit humør dalede, fordi
tidligere erfaringer havde lært mig at genkende dette som
et forstade til et hastigt farvel, med bilen drønende af sted
mod solnedgangen og deres velbårne efterladt til at klare sig
videre som før, den ensomme vandrer.
Men ikke denne gang. Jeg blev inviteret til at hoppe
ind, hvilket jeg gjorde, og gjorde mig så uiøjenfaldende som
muligt på gulvet. Forestil dig min overraskelse, for ikke
at nævne en pludselig strøm af genvakt håb, da jeg blev
39
opfordret til at sidde på sædet ved siden af min nye bedste
ven.
Vi har alle vores måde at vise entusiasme og spænding
på. Mennesker stavrer omkring og klasker hinanden på
ryggen, når de føler, det er tid og sted for det, jeg foretrækker
at gnave på et eller andet. Ikke på en aggressiv måde, forstår
du nok, men bare for at demonstrere anerkendelse af den
forhåndenværende situation. Og derfor gik jeg i gang med at
gnave på en tilgængelig sikkerhedssele, som vi der kørte væk
fra landsbyen tilbage ad vejen og drejede ned ad en markvej
mellem to vinmarker.
Den førte til et hus ikke ulig nogle af de andre, som
jeg havde besøgt i disse forløbne uger, selv ned til den
velkendte lyd af andre hunde, der gøede efter mit blod.
Der var to af dem, og de var heller ikke bundet, som jeg
så fra passagersædets sikre post. Det tog en del lokken
fra Madame at få mig ud af bilen og introducere mig for
velkomstkomiteen, men til min lettelse var de begge tæver –
en pjusket gammel kone, med fjern lighed med en jagthund
og en sort Labrador med en halten. De syntes harmløse nok,
og da først formaliteterne var overstået, trissede de af for at
kollapse i haven.
På dette tidspunkt var jeg begyndt at tillade mig selv
at føle, at der kunne være mere på programmet end bare et
besøg. Madame havde et tankefuldt udtryk i øjet, mens hun
plukkede fragmenter af gennemtygget sikkerhedssele ud af
mit kindskæg og tog mig med indenfor, mens hun mumlede
noget om det andet medlem af husholdningen. Lad det bare
ikke være en kat, husker jeg, at jeg tænkte ved mig selv,
eller en morderisk sag med støvler og bøsse. Sjovt som disse
tanker farer gennem hovedet på en i de afgørende øjeblikke i
ens liv.
40
Det viste sig at være den anden halvdel af ledelsen –
ubevæbnet og barfodet, hvilket var en god start, og som så
lettere forundret ud. Vi udvekslede artigheder, men jeg kunne
fornemme at han ikke helt delte Madames følelser, for de gik
over i et hjørne for en tête-à tête og overlod mig til at kigge
lidt på mine omgivelser.
Jeg er ikke nogen stor kender af ejendomme fra noget
som helst synspunkt, men det syntes ganske tilstrækkeligt
til at tilfredsstille mine fordringer – have for og bag, den
utæmmede vildmark i behagelig lang afstand bagved huset,
tæpper på gulvene og duften af to tæver, hvor man end
vendte sig. Det var tydeligt, at de ikke sov ude i det grove.
Alt i alt ville det såmænd passe mig udmærket. Og eftersom
der var to hunde, der allerede residerede her, hvad forskel
kunne så en tredje gøre.
Jeg gik hen, hvor ledelsens konference var i gang, og
rejste et lyttende øre. Der syntes at være to emner under
debat, med Madame bestemt på min side, og den anden
halvdel fanget et sted mellem pro og kontra. Var tre hunde
for mange? Og hvis ikke hvor ville jeg så passe ind? Der
blev fremført et halvhjertet argument om, at mine tidligere
ejere burde findes, men Madame bankede det yderst smart
på hovedet og kørte løs på forpint måde om mishandling,
underernæring og mangel på sengetidsprivilegier. Så
bevægede hun sig over på mere personlige kommentarer om
min urene hud, fremtrædende knogler og almene tilstand af
misligholdelse, og afsluttede med en forbøn på mine vegne
om intensiv pleje og opmærksomhed. Det var musik for mine
øren, og jeg bevægede mig over for at læne mig op ad hendes
ben som en støttende gestus.
Hun vandt til slut – det gør koner sædvanligvis, har
jeg bemærket – og det blev vedtaget at jeg skulle blive i
en prøveperiode. Og jeg vidste, hvad det betød. Hvis jeg
holdt min sti ren, opførte mig høfligt overfor de to tæver
og passede lidt på, hvordan jeg forholdt mig til den anden
halvdel, var jeg inde i varmen.
Jeg husker, som var det i går, hvordan jeg rullede mig
på græsset efter mit første ordentlige måltid i ugevis, mens
ledelsen kiggede på fra husets dør, solen skinnede på min
mave, og alt var vel i verden. Hvilket øjeblik.
41
42
Natmanøvrer
og en Konfrontation med Hygiejne
esten af den dag bekræftede mine første
indtryk, og det så virkelig meget ud
til, at jeg var landet på fødderne. Om
eftermiddagen tog vi en spadseretur
ad stien bagved huset, og jeg begyndte
at ændre mine synspunkter angående
skoven. Den havde visse fordele, hvis
anvendt udelukkende til rekreative formål – et udmærket
udvalg af træer, små og skrækslagne skabninger, der krabler
væk, når man springer efter dem, hule og spændende lyde i
underskoven. Jeg stødte endda på det modne lig af en due,
som jeg rullede mig i i flere minutter, idet jeg var særlig
omhyggelig med disse svært tilgængelige steder som bag
på ryggen og bag ørerne. Alt i alt et underholdende sted at
besøge. Jeg kunne ikke tænke mig at bo der, naturligvis. Og
nu behøvede jeg det ikke engang.
Vi vendte tilbage til huset, og der var mere mad. Jeg var
ikke vant til en sådan overflod og efter at have spist, klarede
jeg kun lige netop at stavre hen under bordet for en siesta,
hvor jeg brugte den velpolstrede Labrador som hovedpude.
Da jeg vågnede, var mørket faldet på. Stadig lidt omtåget,
blev jeg klar over hviskede diskussioner mellem ledelsen
– der komplimenterede sig selv, uden tvivl, over det gode
forsyn, der havde ledet mig til deres dør.
Faktisk opfangede mit rejste øre et anderledes og
mere ildevarslende budskab. Mine soveforhold var under
overvejelse, og der syntes at være en helt unødvendig
bekymring over at lade mig blive inde i huset. Jeg tror, den
vedvarende duft af velrådnet due omkring min nakke og
43
44
skuldre kan have været nævnt, og der var også tale om at
lade mig være fri til at opsøge min tidligere adresse, hvis jeg
ønskede det. Jeg troede, at jeg havde gjort det helt klart, at
jeg var yderst tilfreds og ikke burde forstyrres under bordet,
men folk kan være bemærkelsesværdigt ufølsomme til tider,
og jeg blev gennet ud i natten og ført til et udhus på siden af
huset.
Jeg indrømmer, at det var en forbedring, i forhold til
hvad jeg havde været vant til – et tykt tæppe, en skål vand,
natmads-kiks, hengivne klap og bemærkninger om god
vilje – men det var ikke indendørs. Og indendørs var, hvor
jeg ønskede at være, med hovedet hvilende på en kraftig
Labrador, mens jeg sov familiemedlemmets søde søvn.
Men i nat skulle af en eller anden grund ikke være
natten, og da lysene blev slukket, var jeg forladt der, stirrende
på stjernerne gennem den åbne dør til mit beskedne kammer.
Jeg funderede, som man nu gør i sådanne øjeblikke, over de
forvirrende drejninger, livet kan tage. Op det ene øjeblik,
ned det næste, så tæt på og dog så langt væk, den personlige
erfarings righoldige vægtæppe og så videre. Hvad ville
Proust have gjort i en lignende situation?, tænkte jeg. Tude
efter sin mor velsagtens, men han ville da for det første i det
mindste ikke have befundet sig i en udbygning. Han var altid
indendøre, så vidt jeg husker.
Jeg tænkte, at det var værd at prøve med et eller to
ynkelige hyl, komplet med hulkende vibrato mod slutningen,
og ventede for at se, om lysene blev tændt. Og ganske rigtigt
det blev de, og ud kom ledelsen, fulde af omsorg over, om
jeg kunne være blevet voldeligt overfaldet i min seng af
en militant markmus. Da de fandt mig uskadt og klar til at
ledsage dem ind i huset, ændrede stemningen af sympati sig
med et. Strenge ord blev udvekslet, og jeg fik besked på at
45
lægge mig til ro.
Der er lejligheder, hvor argumenter er frugtesløse – jeg
har ladet mig fortælle, at det er tilfældet, når man har at gøre
med blikkenslagere og sagførere – og jeg fornemmede, at
dette var en af dem. Jeg sukkede et dybfølt suk, og selv om
mine suk er rene kunstværker, lange og inderlige og uendeligt
rørende, havde dette ingen som helst effekt. To hjerter af sten,
indhyllet i deres slåbrokker, overlod mig til mine ensomme
overvejelser. Jeg spekulerede stadig på, hvordan jeg kunne
overbevise dem om deres vildfarelse, mens jeg døsede hen.
Du kender det med, at man kan sove på et problem?
Underbevidstheden går i gang og spekulerer løs ud på de
små timer, og om morgenen voila! Løsningen præsenterer sig
selv. Det er nøjagtigt, hvad der skete for mig, for jeg vågnede
46
med en plan.
Der hvor jeg helt havde taget fejl, var, at jeg havde
overvurderet den menneskelige intelligens. I det store og hele
kan man ikke benægte visse fremskridt så som opfindelsen
af lammekoteletter og centralvarme, men mange mennesker
er mærkeligt uimodtagelige for nuancer. Antydningen,
det diplomatiske vink, den forblommede udtalelse – disse
passerer ofte fuldstændig hen over hovedet på dem, og
menneske og hund finder sig selv kiggende på hinanden
gennem en tåge af ikke-forståelse. Sådan var det med
ledelsen og mig. Venlige mennesker ganske vist, så det ud til,
men ikke alt for kvikke i opfattelsen. Der var brug for klarere
signaler, men de måtte udøves med en vis delikatesse. Man
kan være for ligefrem nogen gange, og det kan ende i tårer,
som en bull-terrier af mit bekendtskab opdagede, da han
begyndte at spise møbler, fordi han følte sig uelsket. Næh,
finesse, det der sagen, og jeg tror, du vil være enig med mig i,
at min plan var et mønster på snedighed og charme.
Der var en behagelig, frisk fornemmelse i luften da
jeg kom frem fra mit boudoir, med lige netop nok brise til at
bære et interessant udvalg af nabolagets aromaer frem til min
næse. Jeg opdagede andre hunde ovre mod øst, blandet med
en lokkende duft af levende høns, og jeg gjorde et mentalt
notat om at aflægge dem et besøg, så snart de hjemlige
skærmydsler var blevet løst. Hønen, forstår du, er denne
lykkelige kombination af sport og næring. Den løber og
skråler på den mest tilfredsstillende måde, mens den bliver
jagtet, og er også yderst velsmagende, når først fjerene er
blevet skaffet af vejen. En meget nyttig fugl, til forskel fra de
fleste.
Med min plan således fast formuleret, gik jeg op
mod huset. Der var stille, da jeg lagde øret mod døren,
47
skodderne var lukket, ingen antydning af aktivitet indenfor.
Jeg havde besluttet mig for ikke at gø til fordel for mindre
konventionelle metoder og begyndte at kradse på det nederste
af døren. Det tog nogle få minutter, men til sidst havde jeg
held med at opildne de to tæver – som jo burde have været
oppe og omkring på dette fremskredne tidspunkt, da det
allerede var godt over daggry – og de løftede deres hoveder
som en anden trup anden-klasses sopraner og begyndte
at hyle og skråle i fin stil, hvilket var nøjagtigt, hvad jeg
ønskede. De ville nedbringe den fulde vægt af misbilligelse
over deres hoveder for at vække husholdningen, og jeg ville
sidde der udenfor, med lukket mund, så god som guld og så
stille som en træstub.
Det varede ikke længe, før døren blev åbnet, og ud
for de to gale tøser helt opkørt af ophidselse, efterfulgt af
ledelsen der gned deres øjne og blinkede mod morgensolen.
Trin et succesfuldt gennemført. Da jeg først var helt sikker
på at have deres fulde opmærksomhed, gik jeg tilbage til
udbygningen, indsamlede mit tæppe og slæbte det hen til
døren, mens jeg logrede undervejs. Sådan, tænkte jeg for
mig selv. Hvis ikke det viser en sandt ønske om at komme
ind i huset, så ved jeg ikke, hvad der skal til. Men for at være
på den sikre side gled jeg over til Madame, tog blidt hendes
håndled i munden og trak hende tilbage i huset, mens jeg
udstødte små overbevisende lyde undervejs. Jeg slap hendes
håndled og indtog en siddende stilling under bordet – med
ret ryg, samlede fødder og hovedet let på skrå, den noble og
velopdragne hund – og afventede udviklingen. De satte sig
begge på hug foran mig, og jeg gav dem endnu et par små
dæmpede hvin. De var lige ved at bukke under, det kunne jeg
mærke, da jeg bemærkede at Madame rynkede på næsen, og
så brugte hun et ord, der på det tidspunkt ikke betød noget for
48
mig: toilettage (soignering o.a.).
Ja, så vidt jeg vidste på det tidspunkt, kunne det
betyde hvad som helst, det kunne have været en ny eksotisk
morgenmad, eller navnet på hendes svigermor, så jeg
holdt bare stillingen og prøvede at udvise entusiasme efter
bedste evne. I lyset af den efterfølgende oplevelse havde
jeg nok gjort klogere i at holde en vis afstand, indtil den
gennemtrængende duft af død due var dampet noget af, men
vi kan alle være bagkloge.
Det vigtigste var, at både tæppe og jeg selv blev tilladt
at forblive i huset, og jeg tog dette som et stort fremskridt.
Jeg moslede hjælpsomt rundt i køkkenet med de andre,
mens morgenmaden blev anrettet og spist, og jeg vaklede
lidt mellem, hvorvidt jeg skulle blive under bordet eller
skulle vove et smut ud i haven, da jeg blev kaldt ud til bilen.
Det så ud til, at den anden halvdel og jeg skulle ud på en
ekspedition.
Vi ankom til en landsby, som jeg vagt huskede fra
mine rejser, og stoppede foran et hus, som, selv på afstand,
havde den inæsefaldende stærke og utiltalende duft af
49
desinfektionsmidler omkring sig. Dette blev værre, da vi
kom indenfor, og jeg var instinktivt ved at sætte i bakgear
for at bakke ud, da jeg blev grebet i for- og bagdel af to
kødfulde unge kvinder, bragt ind i rædselskabinettet og løftet
korporligt op i et bad.
Traumatisk er det eneste rigtige ord til at beskrive,
hvad der derefter skete. Gennemblødt af vand, indsmurt i
sæbe, skyllet og sæbet ind og skyllet igen, og det var bare
ouverturen. Der efterfulgte en uendelig session med en
miniature græsslåmaskine, og så et angreb med sakse, der
klippede løs på ører, overskæg, hale og andre følsomme
områder. Den endelige nedværdigelse var en tilstøvning med
et pulver, der lugtede som en blanding af ’Evening in Paris’
og ukrudtsdræber.
Nøgen, parfumeret og dybt beskæmmet, blev jeg til
sidst afleveret i ventesalen for afhentning. En puddel var
derinde, kan jeg huske, kiggende ned på mig indestængt i
hendes ejerindes håndtaske, og smiskede på den måde, som
de nu gør, når de ved sig sikkert udenfor rækkevidde. Bare
vent, sagde jeg til mig selv. Når de er færdige med dig, vil
der ikke være andet tilbage end et yap og fire poter. Jeg er
ikke alt for glad for pudler, som du sikkert kan fornemme,
men jeg følte faktisk alligevel en snert af sympati for hende.
Så dette var altså toilettage, og for min del ligger
det på højde med hundekenneler, lydigheds kurser,
endetarmstermometre og overvåget cølibat som en af
menneskehedens store fejltagelser.
Men det var nu tid for endnu en overraskelse. Jeg blev
kørt tilbage til huset og hilst velkommen, som om jeg havde
vundet i Lotto – kiks, endeløs klapning, hvin af henrykkelse
og beundring, fotografier, en fire-retters helte-modtagelse,
hvilket jeg alt sammen fandt lettere forunderligt. Det havde
50
trods alt bare været en shampoo og barbering, selvom
det havde været dybt ubehageligt. Fandt disse ekstatiske
demonstrationer sted hver morgen efter morgentoilettet i
ledelsens badeværelse? Jeg ville ikke helt udelukke det. De
har en sær forkærlighed for hygiejne.
Morgenens finale bragte næsten en tåre frem i mine
øjne. Den anden halvdel gik tilbage til bilen og vendte tilbage
til huset bærende på en stor rund kurv, som blev anbragt
ved køkkenet, og det var der, det dæmrede for mig. Denne
horrible prøvelse havde ikke været forgæves. Det var mit
adgangskort til de indendørs glæder. Jeg kunne nu indtage
min stilling som hoved-gøer, forsvarer af området mod
indtrængende firben og permanent beboer. Ikke mere leve fra
pote til mund, ikke flere støvler i ribbenene. Et privilegeret
liv – luxe et volupte (luksus og overdådighed o.a.) – lå
udbredt foran mig.
Det var en indsigt, der steg en til hovedet, og jeg
overvejede at fejre det med en skjult dyk ned i den døde due
for at slippe af med denne renlighedens hørm, der klyngede
sig til mig, men jeg besluttede at lade være. Hvis ledelsen
foretrak den sanitære mig, var det sådan, jeg ville forblive.
Indtil i morgen i hvert fald. Duer bliver altid bedre med
alderen.
51
52
En Hunds Navn
53
følge hvad jeg har lært af erfaringen, er
navngivningen af en hund på ingen måde
en så enkel og ligetil affære, som man
skulle tro, det ville være. Navne varer et
helt liv, og frygtelige fejltagelser bliver
gjort, ofte med humoristiske hensigter.
Jeg tænker ofte med sympati på to af
mine bekendte, en mops, kaldet Gertrude Stein, og Hugtand,
chihuahuaen. Yderst morsomt, uden tvivl, set fra menneskets
synspunkt, men en daglig kilde til flovhed for de berørte
hunde. Det er ingen spøg at gå gennem livet som et objekt
for drillerier. Der peges fingre, og der er en hel del vulgær
munterhed.
Det er denne syge form for humor, forstår du, der får
nogen mennesker til at gå over stregen. Lidet indser de de
følelsesmæssige ar, de efterlader. Det nåede et stade med den
længe lidende Hugtand, hvor, efter i årevis at være blevet
grinet ad, han blev en næsten total eremit. Han begyndte at
tilbringe dagens lyse timer under en seng, og dukkede kun
frem for at træde af på naturens vegne eller for at bide hans
ejer i de nedre regioner af hans ankel.
Heldigvis syntes ledelsen at have nogle rimeligt
fornuftige synspunkter angående navne, når de prøvede at
komme på et passende navn til mig. Jeg lå på gårdspladsen
hin skæbnesvangre morgen og fik min mave masseret
af Madame, mens forslagene føg frem og tilbage, uden
selv at tage specielt aktiv del i foretagendet, men kun lige
interesseret nok til, at jeg holdt mig vågen. I min tidligere
eksistens var jeg blevet tiltalt udelukkende med grynt, slag og
forbandelser, så tanken om at have en officiel titel var noget
af en nyhed.
54
Spørgsmålet om længde, for eksempel, havde jeg aldrig
tænkt over, før jeg hørte den anden halvdel fremlægge et
forsvar for et enkelt-stavelses navn. Lettere for en hunds øre
at opfange over større afstand, sagde han, og nemmere for
den menneskelige stemme at håndtere. Forestil dig at skulle
råbe Beauregard eller Aristoteles imod en hylende orkan.
Lungerne ville simpelthen ikke kunne overkomme det. Og
desuden, fortsatte han, lange navne bliver alligevel afkortet i
daglig brug. Husker du Vercingetorix d’Avignon III, præmie
beaglen? De kaldte ham altid Frede.
Madame kurrede løs mod mig på denne uendeligt
beroligende facon, hun har, og fortalte mig, hvilken god
dreng jeg var, og jeg svarede med halen og løftet fod, da hun
standsede i sine tildelinger af kærtegn og lænede sig hen mod
mig.
’Boy’ sagde hun. ’Boy?’
Ja altså, hun var helt tydeligt ikke ved at tale til den
anden halvdel; det er almindeligt kendt, at hans drengetid
er en sag for oldhistorikere, og jeg accelererede halen og
nikkede høfligt til hende, som man jo gør, når man bliver talt
til. Det syntes at gøre udslaget.
’Kan du se? Sagde Madame. ’Han kan lide det. Vi
kalder ham Boy’
For at være helt ærlig, var det et fedt for mig på det
tidspunkt. Jeg ville have svaret på Heathcliff eller Cæsar
Augustus eller Mitterand, hvis det betød hjemmelavet
mad, pæn behandling og mavemassage, men de syntes
tilfredse med valget, og jeg har heddet Boy lige siden. Jeg
er faktisk taknemmelig mod dem. Det er ærligt, kort og
absolut anvendeligt. Nærmest ligesom den bedre klasse af
gravhunde.
55
56
En Afbalanceret Uddannelse
57
eg var en usleben diamant i disse første
dage, struttende af løfterige muligheder
men noget mangelfuld med hensyn til
de sociale dyder. Jeg havde aldrig spist
af en skål før. Jeg havde en temmelig
afslappet holdning overfor kropslige
funktioner, hvilket forårsagede et eller
to hævede øjenbryn fra ledelsens side. Jeg var uvant med
at navigere rundt om møbler. Gastronomiens verden var
ukendt territorium, og jeg var ikke helt tryg ved handelsfolk.
Med andre ord, jeg manglede poleret optræden. Ikke
overraskende, for så vidt, når man betænker, at mine første få
måneder havde været tilbragt i enecelle, med enkelte besøg
fra manden hvis forestilling om savoir faire (gode manerer
o.a.) var at tage sine støvler af, inden han gik i seng.
Jeg vil imidlertid ikke dvæle ved min ydmyge
oprindelse udover at sige, at den ikke havde forberedt mig
til et liv med faste måltider, sanitære vaner og harmonisk
sameksistens med to gamle tæver. Jeg havde meget at lære.
Lykkeligvis, er jeg begavet med en skarp
iagttagelsesevne Der er dem i denne verden, som blot
kigger, men ikke tager noget til sig. Irske settere rinder mig
i hu her, og jeg har hørt det samme blive sagt om kontorreceptionister, selv om jeg aldrig har mødt en. Men jeg gør
mere end kigger. Jeg observerer omhyggeligt. Jeg absorberer.
Jeg noterer og tager det til mig indadtil. Jeg ynder at tænke
på mig selv som en evig student af adfærd – myrer, firben,
andre hunde, folk, de fascinerer mig alle, og at studere deres
løjerlige små særheder og ritualer har i vid udstrækning
hjulpet min intellektuelle udvikling, verdensmandsagtige
fremtræden, sociale fatning og alle resten af de attributter,
man behøver for at leve i harmoni med mennesket.
58
I begyndelsen udviste jeg særlig opmærksomhed
overfor mine to kontubernaler. Disse var Labradoren, i sit
overtræk af støvet sort bombazine, og den ældste tæve, mere
tæppe end hund, som er blevet omtalt af folk med højst
tvivlsom dømmekraft som at ligne mig. Begge to, antager
jeg, havde tilbragt årevis med at lære rummelen at kende, og
ved at benytte dem som rollemodeller i sager angående rutine
og almindelig fremtræden, tænkte jeg, at jeg ville tage de
nødvendige huslige færdigheder til mig i løbet af ganske kort
tid, imponere ledelsen og derefter indtage min naturlige plads
i toppen af klassen.
Har du nogen sinde prøvet at bo sammen med to
ældre hunkønsvæsener, som er helt fastgroet i deres vaner.
Sandsynligvis ikke, og hvis jeg var dig, ville jeg ikke
gøre mig besværet. De hakker på en, forstår du, og bliver
fornærmede over de mest banale ting. Lad mig give dig et
eksempel, som skete, kort efter at jeg var flyttet ind, og fik
mig til at halte i en uge.
Jeg har fortalt dig at, jeg aldrig havde spist af en skål.
Der er et særligt trick forbundet med det, fordi hvis du er
ivrig efter at få fat i rationen, falder du over maden, og jo
mere sulten du er, des mere skrider skålen væk fra dig. Jeg
har siden hen lært at trænge den op i en krog, hvor den ikke
kan undslippe, men på dette tidspunkt bestod min teknik i at
anbringe en pote i skålen for at holde den fast forankret. Jeg
bør også nævne, at jeg ikke er en af disse forsigtige spisere,
som tager en udvidet spadseretur mellem mundfuldene. Jeg
efterlader ikke madskålen, før den er tom, hvilket jeg anser
for både sund fornuft og gode manerer, og jeg spiser med
fynd og klem (nogle vil måske sige med utøjlet grådighed),
men du må huske på min forsømte opvækst.
Men hvorom alting er, jeg havde afsluttet arbejdet og
59
var ved at sutte det sidste af maden af min forpote, da jeg
bemærkede, at skålen ved siden af min var uovervåget og
halvt fuld. Jeg kan ikke udstå spild, så jeg overførte poten til
naboskålen og skulle netop til at tage mig af dens indhold, da
seniortæven vendte tilbage fra sine rejser, fandt mig i færd
med at rydde op efter hendes efterladenskaber og bed mig
yderst hårdt i låret. Opbragt snerren fulgte efter, og jeg var
nødsaget til at humpe adræt væk på tre ben. Så der har vi
kvindebevægelsen. De er mere end i stand til at tage vare på
sig selv, dette blide køn, og jeg har arrene, der kan bevise det.
Men bortset fra deres noget besiddende holdning til
deres madskåle, fandt jeg mine bofæller at være rimeligt
medgørlige og en stor hjælp med at guide mig gennem det
daglige hjemmelivs klippeskær og strømfald. Her er nogle af
de lektier, jeg har lært.
Det er tilladt at gø ad nabolagets hunde, som er vandret
bort fra deres egen sti, ad manden som kommer en gang om
måneden for at sælge abonnementer til et yoga-månedsblad,
og ad fremmede ved havelågen. Det er ikke tilladt at gø
ad telefonen, hver gang den ringer, ad elektrikeren på
en barmhjertighedsmission, eller ad et tusindben, man
finder i sin kurv klokken tre om morgenen. Knurren og
tandfremvisninger bliver der rynket bryn ad, ligesom større
udgravninger i blomsterbedene, bortgemning af kødben i de
besøgendes håndtasker, og springture i sofaen.
Det anses for dårlige manerer at slippe en vind, og her
må jeg sige, at Labradoren er uovertruffen. Uheldigvis, når
man først har fået et vist ry for den slags, er der en tendens
til, at man bliver behandlet med automatisk mistænksomhed,
nogen gange uberettiget. Jeg husker en vinteraften, med
brændeknuder gnistrende lystigt i pejsen, venner bænket
rundt om middagsbordet, os tre hunde der passede vores
60
egen næringsvej, mens hyggelig snak flød frem og tilbage,
da atmosfæren af velbehagelighed blev besudlet af en sand
torpedo, muligvis som resultat af en overdosis af fed ost.
Det var umuligt at ignorere, og samtalen gik i stå, mens alle
kiggede sig om efter den skyldige part.
Nu var det sådan, at jeg tilfældigvis lå i nærheden af
misdæderen – i dette tilfælde en lille og opfarende mand
indenfor journalistikken for resten – men var der noget
forsøg på fra hans side at påberåbe sig forfatterskabet til
denne misere? Visselig ikke. Med den vel gennemprøvede
frækhed, som jeg er sikker på stammede fra mange lignende
smuttere i fortiden, viftede han med sit vinglas i retning af
Labradoren og sagde så ligefrem, ’Betjent arrester den hund’
Den stakkels gamle dame blev udstødt i natten, et offer for
hendes ry.
Nu vil jeg ikke have, du skal tro, at min hjemlige
uddannelse var begrænset til at undgå ledelsens mishag. Jeg
opsamlede også nogle uvurderlige anvisninger om at etablere
mig selv i deres gode vilje, og lagde en stor del velvilje
til side for at have noget at stå imod med den dag – uheld
forekommer jo, som vi alle ved – hvor der kunne blive brug
for den.
Mennesket reagerer på alle spontane opvisninger af
hengivenhed. Disse kan tage form af den ligefremme hovedpå-knæ med tilbedende blik art, eller den tidlige morgen
hilsen med halen for fuld logren, og til mere komplicerede
indikationer af glæde, tillid, troskab og et ønske om at
behage. Transport og aflevering af dyrebare ting, for
eksempel, slår aldrig fejl med hensyn til at glæde dem. Som
opfølgning på en mindre faux pas fra min side, opgravede
jeg, med nogen tøven, resterne af en mus, som jeg ellers
havde villet gemme, indtil den nåede fuld modenhed, og
61
placerede den for Madames fødder, mens vi var i køkkenet og
lavede mayonnaise. Hun var overvældet af taknemmelighed
– i det mindste tror jeg, det var taknemmelighed. Hun
hidkaldte den anden halvdel, og de betragtede begge musen
med udryk af glad undren. Temmelig rørende, faktisk,
og absolut det involverede besvær værd, eftersom jeg
øjeblikkelig blev tilgivet. Jeg har haft nogenlunde den samme
tilfredsstillende reaktion på andre beviser på agtelse – puder,
hatte, forlagte flybilletter og glemte stykker undertøj fra
gæsteværelserne, en yndlingsbog, vigtige faxer fra fremmede
verdensdele eller den bageste halvdel af en græsslange. Arten
af gaven ser ikke ud til at betyde noget. Det er det faktum, at
jeg har gjort mig det besvær personligt at udvælge den, der
tæller.
Jeg er en kvik student, når der er en eller anden fordel
ved det for mig, så det varede ikke længe, før jeg beherskede
hverdagens rutine og kunne vende min opmærksomhed mod
at lære om den omliggende udendørs verden. Her var jeg
62
naturligvis nødt til at være mere afhængig af ledelsen, og det
vil derfor sikkert være passende på dette sted at give dig en
kort personkarakteristik.
De er ikke som andre par, har jeg opdaget. Under
normale omstændigheder, har jeg hørt, forlader folk deres
huse i dårligt humør kort efter at have indtaget morgenmaden
og går på arbejde. De har kontorer, hvor vigtige og alvorlige
aktiviteter finder sted – møder og papirarbejde og hvad ved
jeg. Dette er ikke tilfældet chez nous. Ærligt arbejde bliver
undgået, og jeg spekulerer nogen gang over hvorfor. Madame
synes absolut arbejdsduelig, især i køkkenet, og jeg ville
have troet, at et fast arbejde i en kantine ikke ville overstige
hendes formåen.
Den anden halvdel, desværre, er ikke iøjefaldende
begavet. Jeg har observeret hans forsøg på havearbejde
og mindre hjemlige opgaver i årenes løb, og de ender
sædvanligvis i smerte og blodsudgydelse: sår fra
skruetrækkere, skovle og beskære-sakse, skoldede fingre fra
køkken-redskaber, brækkede tæer forårsaget af klodsethed
med tunge genstande og forbigående blindhed fra en dårligt
sigtet salve fra en rosen spray flaske, er blot nogle få af
katastroferne. Himlen være lovet går han ikke på jagt.
Han er ikke fingernem, bortset fra en vis færdighed med
proptrækkeren. Selv denne begrænsede færdighed kunne
finde anvendelse i kommercielt øjemed – barer behøver trods
alt bartendere – men han viser ingen tegn på ambitioner, idet
han foretrækker at lukke sig selv inde i et værelse i udstrakte
perioder, spidser blyanter og stirrer på væggen. Besynderligt,
hvis du spørger mig.
Ikke desto mindre synes de at være lykkelige nok,
og arrangementet passer mig glimrende. Det er ikke ofte,
er jeg sikker på, du har opdaget, at man synes om begge
63
medlemmer af et par, og her anser jeg mig selv for at være
yderst heldig – glad for hver af dem, glad for dem begge. De
er punktlige med måltiderne, store tilhængere af fordelene
ved frisk luft og motion, og deltagende, når jeg fejler noget.
De lægger lidt for megen vægt på hygiejne efter min smag,
men ingen er fuldkommen, og med hensyn til almindelig
pleje og opmærksomhed har jeg intet alvorligt at klage over.
Hvis det måtte være mig tilladt med en smule kritik – og
eftersom dette er min bog, tror jeg at det går an – er det blot
det, at de ikke er i stand til at komme overens med deres egne
sociale vaner, hvilket kan være en smule forbistrende fra tid
til anden.
De påstår, højlydt og ofte, at være sande tilhængere
af det stille liv, tilfredse med at vegetere, at beundre den
landlige idyl, og at putte sig med sengetids-kakaoen kort
efter, at solens gyldne skive synker langsomt ned i vest (deres
ord – ikke mine). Hvilket selvbedragerisk nonsens! For to
mennesker, som ynder at tro, at de er blot et enkelt skridt
fra eremittilværelsen i skovene, er de en sørgelig skuffelse.
Jeg kan ikke huske den sidste gang, hvor vort hjem havde
en dag, hvor huset var tomt. Det er ikke naboerne, eller
mændene, der synes at være på konstant vagttjeneste ved en
cementblander; det er en deputation af oversøiske flygtninge
– en støjende, lavestimeret forsamling i det store og hele,
afhængige af drikke, sene sengetider, høj musik og sladder.
Ikke at jeg har spor imod det. Der er sjældent kedeligt,
og hvis du ligesom jeg har en sund nysgerrighed omkring
verdens gang, er der ikke noget sted helt så oplysende som
min plads under spisebordet, hvor jeg lærer ved at lytte i
smug.
Dette har stået på i årevis nu og har forsynet mig med,
hvad man kan kalde en vidtspændende, eklektisk uddannelse.
64
Jeg ved, for eksempel, at 1985 var en særlig god årgang
i Châteauneuf, at en af de lokale borgmestre holder af at
klæde sig ud i sygeplejerskeuniform og spille trompet, at
alle politikere og sagførere er rå børster, at forfattere er
helgenagtige og hårdtarbejdende kunstnere, udnyttet af
brutale bogforlag, at KanalTunnellen vil være enden på
England, som vi kender det, at en bager i den nærmeste
landsby er stukket af med eksotisk danser fra Marseille, at
en diæt af foie gras og rødvin forlænger den forventelige
livslængde; at den Europæiske Union bliver ledet af tølpere,
at den Britiske kongefamilie flytter til Hollywood, og sådan
bliver det bare ved. Hele menneskelivet er at finde her, og det
er fascinerende stof, hvis man kan holde sig vågen.
Hvad der nogen gange er endnu mere interessant, er
den kritiske evaluering, som bliver udført i køkkenet, når
først de festende er taget af sted, og her vender vi igen tilbage
til ledelsen.
Jeg forsøger at undgå at gå glip af disse blide
udvekslinger, mens de tomme flasker bliver talt, og
tallerkenerne tabes, og der er en beroligende velkendthed
overfor den retning konversationen tager. Det begynder
med en fyndig meningsforskel om kvaliteten af maden, med
Madame udtrykkende sin skuffelse over sin kogekunst og
den anden halvdel pegende på de tomme tallerkener og de
renpillede ben. Dette opfølges af alenlange diskussioner
angående højdepunkterne i aftenens underholdning og af
personlige bemærkninger, som vi ikke behøver gå ind på
her, om de forskellige gæster. Tredje akt er en fælles og
enig afstemning om at undgå al social kontakt i de næste
seks måneder. Men så er det, vi får reprisen. Som går
ud på, at man indser, at man allerede har inviteret til en
genforestilling, og at invitationerne er blevet accepteret
65
Og så i seng. Kan du se, hvad jeg mener? De siger en ting
(’Aldrig mere’) og gør præcis det modsatte (’Vi ses næste
tirsdag’).
Men den konstante strøm af gæster har været instruktiv,
som du vil få at se på de efterfølgende sider. Og ved at
holde øjne og ører åbne, lærte jeg gradvis meget af det, jeg
ved i dag. Man kan sige at observation og smuglytning har
forsynet mig med en sund intellektuel basis. Med hensyn
til praktiske kundskaber er der dog ikke nogen erstatning
for erfaring i de hårde knubs’s skole. Jeg vil her give dig
hændelsen med blikkenslageren under køkkenvasken.
Henri hedder han, og han dukker hyppigt op i huset
hen mod slutningen af formiddagen for at arrangere sine
redskaber på køkkengulvet. Dette er tilsyneladende en
vital del af blikkenslager processen. En slags blødgøring
af musklerne før mysterierne om ventil, afløb og overløb
bliver undersøgt. Så han fremlægger altså sine rækker af
hamre, indstillelige skruenøgler, bor og blæselamper og
hans specielle hat med lygten foran for bedre at kunne kigge
ind i de mørke hjørner, kigger på sit ur og går til frokost.
Blikkenslagermesteren, siger han, kan ikke blikkenslagre på
tom mave. Madame må så forsøge at bane sig vej gennem
udstyret og mumler, på hendes særlige måde, om at opgive
det hele og flytte i telt, og den anden halvdel finder på sin
sædvanlige måde noget presserende at foretage sig så langt
væk fra køkkenet som muligt.
Normalt ofrer jeg ikke blikkenslagerarbejde særlig
megen opmærksomhed, men ved denne lejlighed var jeg
nysgerrig. I nogle dage var der kommet en interessant og
tiltagende stærk duft fra skabet under køkkenvasken. Jeg
kunne ikke helt selv placere den, men jeg overhørte Henri
sige, at efter hans professionelle mening var der et lille dødt
66
dyr, eller måske endda en rede af dem, der sad fast et sted i
røret. Jeg er aldrig modvillig overfor et lig, så længe det ikke
er mit eget, så derfor besluttede jeg at overvåge aktiviteterne
og se for mig selv nøjagtigt, hvad det var, der gemte sig i
køkkenets fordøjelseskanal.
Henri kom tilbage fra frokost, og ledelsen krøb i skjul,
en vane de har i lyset af mulige katastrofer. Lige siden den
uheldige sag med førstesalens cisterne, tror jeg, de frygter det
værste, når Henri går i krig mod blikkenslageriet, og jeg må
indrømme, at han har en noget blakket kampliste: spillet 39,
vundet 10 og resten tabt, og det er bare, siden jeg begyndte at
holde regnskab. Hvorom alting er, med ledelsen vel og trygt
af vejen var der bare os to tilbage i køkkenet.
Henri justerede sin hat og tændte lygten,
kravlede på alle fire ind under vasken og begyndte
diagnosticeringprocessen, hvor han med en hammer slog
på alt indenfor synsvidde. Han snakker med sig selv under
arbejdet, så jeg var mere eller mindre i stand til at følge med
i fremskridtene, selvom der ikke var meget at blive ophidset
over, med mindre man har en speciel interesse i korroderede
samlinger og deformerede afløbsrør.
Og så må han alligevel have fundet, hvad han søgte
efter, fordi der var en pludselig indhalering af åndedrag, og
’voila!’ blev nævnt et par gange på en tilfreds måde, før han
bakkede ud af køkkenskabet og rodede rundt i hans samling
af instrumenter på køkkengulvet. Jeg tog hans plads under
vasken, og det var øjeblikkelig indlysende for mig, hvor
fremmedlegemet sad, halvvejs oppe i U-bøjningen. Jeg var
forbløffet over, at han ikke selv kunne lugte det, men sådan
er blikkenslagere vel, går jeg ud fra – masser af rå kraft, og
meget lidt talent i næseborene.
Der var en markmus derinde, var jeg ret sikker på, og
67
jeg tænkte netop over et eller andet passende sted at begrave
den, da jeg blev prikket på skulderen, og jeg vendte mig
rundt og fik øje på Henri og hans illuminerede hat. Han var
ivrig efter at få mig til at gå væk, tror jeg, for han halede mig
ud ved bagbenene og kaldte mig noget fornærmende, skønt
teknisk set korrekt, og skubbede mig til side på sin vej ind i
skabet.
Noget i mine gener tog over på det tidspunkt, en vild,
primitiv lyst efter at være med til drabet. Desuden var det
lige så meget mit skab som hans. Jeg klemte mig tilbage
ind i det, så jeg kunne kigge over hans skulder og bevidne
uddragningen af markmusen på nært hold. Henri albuede
mig ud. Jeg skubbede mig ind igen. Og sådan blev det ved i
adskillige minutter. Det var en viljernes kamp, men til sidst
vandt min beslutsomhed overhånd, som den sædvanligvis
gør. Hunde er mere ensporede end mennesker, forstår du,
som du ville vide, hvis du nogen sinde har iagttaget nogen
prøve at lokke en JackRussel terrier ud af et kaninhul.
Jeg tror, Henri ville have trukket på skuldrene, hvis der
havde været plads til det, men han nikkede til mig i stedet,
betydede mig, at jeg skulle komme tættere på, og gik i gang
med en skruenøgle. Som den enkle, tillidsfulde sjæl jeg var,
troede jeg at vor territoriale uoverensstemmelse var blevet
løst og lagde min hage på hans skulder for bedre at kunne
følge med i, hvad der derefter skete. Hvilken fejltagelse.
Han foretog en sidste drejning med skrunøglen, dykkede til
side og lod mig få det fulde udbytte af den døde markmus
og adskillige liter af opstemmet vand lige mellem øjnene.
Han skød endda også skylden på mig for den efterfølgende
oversvømmelse. Morale: stol aldrig på en blikkenslager på et
begrænset område.
Det er en form for oplevelse, der efterlader et
68
følelsesmæssigt mærke, og jeg er ked af at måtte sige, at der
har været andre. Tag for eksempel postbudet, som opponerer
mod min løben ud for at løbe en glad tur med hans bil, og
som holder en håndfuld grus klar til at kaste på mig. Eller
cyklisten, som prøvede at lave skilning i mit hår med sin
cykelpumpe; han mistede balancen og faldt, som tilfældet
var, og trak sig tilbage såret med forrevne shorts og blodet
strømmende ned af hans ben. Det var en lykkelig slutning,
men der har været gange, hvor tingene ikke er gået helt på
den måde, de skulle – hønsetræningsepisoden, bare for at
nævne et enkelt tilfælde. Jeg vil omtale den mere udførligt
senere, men jeg tror, du forstår min pointe. Snublesten er
der overalt, og folk er uforudsigelige. Verden kan være et
farefuldt sted.
69
Kommunikationens Kunst
70
eg er, har jeg fået at vide, en pryd for
ethvert hjem, en vennesæl følgesvend,
en tålmodig tilhører, en vismand, en
kilde til vedvarende underholdning
og en mobil tyverialarm. Men jeg har
opdaget i årenes løb, at disse dyder
ikke er nok for nogen mennesker. De er
næsten altid kvindelige, ifølge min erfaring, og de deler visse
karakteristika – alle som resultat af, formoder jeg, at have
været udsat for alt for mange eventyr i ungdommen. Der
er ikke noget bedre eksempel på denne race end et af vore
lokale landemærker, Madame Bilboquet, en stor dame af en
vis alder hengivet til godgørende arbejde og årgangsportvin,
hvilket hun anser for at være très anglais.
Hun bærer vide klædninger i pastelfarver og lugter
af tørrede blomster, der har ligget for længe i en skuffe.
Hendes håndtaske smager af talkumpudder. Hun samler
porcelænsfigurer af stovte grise og drøvtyggende køer. Hun
skriver breve på papir, der har små søde kaniner hoppende
rundt langs den nederste kant. Du kender typen. Hun har
uden tvivl hjertet på rette sted, men hun har denne uheldige
tendens til at strømme over.
Jeg kan fornemme, hvad der er på vej, når hun fikserer
mig med et fugtigt og godgørende øje og smiler. Hvis jeg
ikke foretager en undvigemanøvre, vil hun klappe mig på
hovedet på denne forsigtige, tøvende måde folk antager,
når de samler en død spurv op. Så sukker hun. Og så starter
det. ’Er han ikke sød?’, siger hun, med den stemme hun
sædvanligvis reserverer til hendes forbistrede kaniner. ’Hvad
mon han dog tænker på?’
Det meste af tiden på sex, eller hvor det næste måltid
skal komme fra, men selvfølgelig skal hun ikke vide det.
71
Jeg er ofte fristet til at gøre en ende på hendes nonsens ved
at kaste mig ud i en støjende undersøgelse af mit understel.
Men jeg gør det ikke. Jeg føjer hende. Man ved aldrig med
Madama Bilboquet. Hun har af og til haft kiks, i hvad hun
kalder sin reticule (indkøbsnet). Så jeg påtager mig mit
mest sjælfulde udtryk og ruster mig til det uafvendelige. Og
ganske rigtigt, efter endnu et stormfuldt suk, ud kommer det,
den manglende ingrediens: ’Ville du ikke ønske, at han kunne
tale?’
Jamen jeg spørger dig. Der er hun, en voksen kvinde,
der vælter banaliteter ud af sig, der ville gøre en pudel
flov, og vi ved alle hvilke små tudser de er. Faktum er, jeg
har intet som helst behov for at tale. Jeg kan gøre mine
følelser fuldstændigt klar for enhver, der besidder bare de
mest rudimentære iagttagelsesevner. Ledelsen forstår mig.
Naboerne forstår mig. Vi havde besøg af en af de lokale
skatteinspektører her forbi forleden. Han er ikke nogen
Einstein, men selv han syntes at forstå mig. Han tog af sted i
en fart, med det ene af sine bukseben lettere fugtigt, men det
er en anden historie.
Men altså, jeg taler måske ikke, men jeg mener gerne,
at jeg er en af de store kommunikatører. Jeg har en mandig
og distinkt gøen, en veltalende snusen og et hvin af rædsel,
der tjener til at afværge ethvert forsøg på soignering. Jeg
har, har jeg fået at vide, en højst udtryksfuld snorken. Og
min knurren er et studie i trussel, en inderlig rumlen, der slår
skræk i hjertet på små fugle og tøvende sælgere. Uheldigvis
giver den mig en øm hals, så jeg bruger den sparsomt.
Du vil have bemærket, at disse evner, skønt
imponerende i deres oktave spændvidde, alle er baseret på
lyd. Og lad os bare være ærlige, de fleste hunde kan lave en
lyd, når det passer dem, selvom det måske ikke er med min
72
timing og sans for tonehøjde. Støj er, på den anden side, ikke
altid den rette måde at opnå, hvad man vil. Bare spørg en
hvilken som helst politiker. Han vil fortælle dig, at velrettet
smiger og, hvis du har en stærk mave, den lejlighedsvise
runde med baby-kysning vil frembringe mere tilfredsstillende
resultater end råben. Sådan er det med hunde, og sådan er det
med mennesker. Charme lykkes, hvor gøning fejler. Bare stol
på mig.
Nøglen til det hele er, efter min mening, hvad
sociologerne kalder kropssprog. Den anmodende pote,
den vibrerende hale, det faste og kærlige dvælende blik,
henførthedens gysen – disse taler højere end ord, når de
bliver anvendt af en ekspert. Og jeg holder af at mene, at
jeg er en ekspert; himlen skal vide, at jeg har haft masser af
øvelse.
Lad mig give dig et eksempel, der fandt sted bare her
forleden dag. Det havde regnet hele morgenen, og ledelsen
havde besluttet at gå ud og få en lang frokost. Dette er
hyppigt deres reaktion på ubehageligt vejr. Ubetænksomt af
dem, jeg ved det, men sådan er det. Så jeg blev altså efterladt
i huset med de andre hunde – søde gamle sjæle på mange
måder, men noget mangelfulde med hensyn til pionerånd.
Noget modvillige med at tage del, hvis du forstår, hvad jeg
mener. Jeg tror, de muligvis led under eftervirkninger af for
megen træning i deres karakterdannende år og aldrig var
kommet over det.
Som jeg altid gør, når jeg bliver lukket inde og overladt
til min eget underhold, tog jeg en tur rundt i ejendommen
– checkede køkkenet for om der skulle være nogen spor af
noget spiseligt som følge af sløset husholdning, afprøvede
døre og elektriske kabler, omarrangerede tæpper og i det
store og hele gjorde mig selv nyttig. Og så, som en pludselig
73
indskydelse, besluttede jeg at tage et kig på førstesalen, hvor
overnattende gæster plejede at blive låst inde. Af en eller
anden grund har dette været udråbt som forbudt område.
Himlen må vide, hvad de foretager sig deroppe, men det er
blevet gjort helt klart for mig, at jeg ikke er velkommen der.
Så op ad trappen går jeg altså, og hvad tror du jeg
finder der? Døren er blevet efterladt på klem, og glæderne,
ved hvad der storladent bliver omtalt som gæstesuiten, er
tilgængelig for inspektion.
Nå, men har du set èt badeværelse, har du set dem alle.
Bare, ukomfortable steder, der stinker af sæbe og renhed.
Men soveværelsesdøren var en helt anderledes sag – væg-tilvæg tæppe, hynder i overflod, en stor seng. Og en temmelig
fin seng oven i købet. Ikke for høj, med en rigelig forsyning
af puder og en lokkende udbredelse af hvad jeg senere fandt
ud af er et antikt sengetæppe. For mig at se så det ud som
et ganske almindeligt lagen, men antikt linned er ikke en
af mine store interesser. Jeg selv hælder mere til skolen for
indendørs udsmykning med pelstæpper.
Ikke desto mindre, sengen udøvede absolut en vis
tiltrækning – hvad den også ville gøre for dig, hvis du
normalt tilbragte natten i en kurv på gulvet – så jeg hoppede
op.
Først var jeg lidt desorienteret over graden af blødhed,
hvilket mindede mig om de gange, hvor jeg ved et uheld
havde trådt på en Labradoren. Men da jeg først havde
tilpasset mine bevægelser, fandt jeg, at jeg kunne foretage
min udforskning med korte og ret opildnende hop, og banede
mig vej op til sengens hovedgærde, hvor puderne holdt til.
De var dårligt organiserede, set ud fra mit synspunkt,
lagt frem på en nydelig række, hvilket kunne passe meget
godt for den hvilende menneskelige figur, men ikke er et
74
passende arrangement for en hund. Vi kan lide at være
omringet, når vi sover. Jeg tror, det kan være et ubevidst
ønske om at vende tilbage til livmoderen, selvom jeg
personligt ikke kunne tænke mig at besøge den endnu
engang. Som du måske husker, måtte jeg dele den med
12 andre og har ikke nogen behagelige minder om den
oplevelse. Alligevel, instinktet om at omgærde sig hænger
ved, og jeg gik i gang med at slæbe puderne hen i midten
af sengen, indtil de dannede en slags cirkulær rede. Og der
lagde jeg mig tilrette, i stor komfort, og døsede hen.
Nogen tid senere blev jeg vækket ved lyden af en bil
og de to gamle tævers gøen nede fra stueetagen. Ledelsen
havde åbenbart mæsket sig nok og havde besluttet sig for
at vende tilbage. Du ved måske ikke dette, men folk, der
bor med hunde, kan lide den fulde tilstedeværelse, når de
kommer hjem, efter at have været fraværende. Det får dem
til at føle sig elsket og værdsat. Det kan også få dem til
at føle sig lettere brødebetyngede over at have ladt deres
trofaste ledsagere helt alene. Dette, igen, kan føre til, hvad
de kalder godbidder, og hvad jeg anser som samvittigheds
bøder for at kompensere for overlagt negligering. Hvordan
man end ser på det, faktum er, at det som regel kan betale
sig at præsentere sig selv ved døren med et klart øje og glad
hale, og i almindelig opføre sig, som om livet havde været
en ørkenvandring uden dem. Rent faktisk kunne jeg gladeligt
have tilbragt hele eftermiddagen på sengen, men jeg sprang
nedenunder for at gøre min pligt og stillede mig op på linie
med de andre, da ledelsen gjorde deres entre.
Alt gik godt indtil om aftenen, da Madame gik op for
at sætte nogle blomster og en karaffel med insektafskrækker
i gæsteværelset for nogle gæster, der skulle ankomme den
følgende dag. Hun er meget samvittighedsfuld med at udføre
75
disse små personlige træk og har ofte været i stor kvide over
sådanne detaljer som valget af vandet – sprudlende eller fladt
– som skulle stå på sengens sideborde. Hun ønsker, at hendes
gæster skal føle sig godt tilpas, hvilket, jeg blot føler, vil få
dem til at blive længere. Den anden halvdel derimod går helt
ind for at give dem det tidligst mulige au revoir, hvilket blot
egner sig til at vise, at ægteskabet kan være et spørgsmål om
at give og tage. Hvorom alting er, der var Madame nu på vej
ovenpå til brudesuiten.
Jeg hørte fjerne alarmråb, lagde to og to sammen og
antog, at mine justeringer af sengetøjet forårsagede en mindre
uro. Som konsekvens var jeg henne i min kurv hurtigere end
en rotte op ad et nedløbsrør og forgav at sove, da hun kom
ned. Der var tre af os, ræsonnerede jeg, og der var derfor
en svag chance for, at en af tæverne ville blive dømt til
vand og brød, mens den sande misdæder undslap. Fejlagtig
anholdelse og fængsling var ganske populært for tiden, havde
jeg hørt, og jeg håbede, at dette ville gå hen og blive endnu et
kapitel i uretfærdighedens annaler.
Med øjnene fast lukkede og ørerne tunet ind på
orkanvarsel, lyttede jeg til Madame, som hun hævede sin
røst indigneret over fodaftrykkene på sengetæppet, revne og
nedlagte puder og en eller to andre små ting af uperfekthed,
som ville diskvalificere os fra at vinde præmien for ÅretsHus.
Jeg hørte hende komme over til min kurv og vovede
et halv-åbent øje. Madames anklagende finger var lige foran
mig, fremvisende beviset, rystende det pokkers sengetæppe
foran mig, og hun himlede op, som om jeg havde kastet
op i hendes hat (hvilket jeg havde gjort engang, men der
var formildende omstændigheder). Jeg forsøgte med den
nonchalante og en smule forundrede reaktion, men hvad jeg
76
havde glemt at tage i betragtning, var størrelsen af mine poter
og de spor af mudder, der var tilbage på dem efter morgenens
spadseretur. Idet hun greb fat i en fældende pote, anbragte
hun den på et stort veldefineret fodaftryk, og det var det.
Døden, hvis retten skulle ske fyldest, skyldig efter anklagen
og alvorlige repressalier på vej, følte jeg mig sikker på.
Medmindre jeg handlede hurtigt.
En lektie, jeg har lært, er at alting kan forhandles. Ingen
forbrydelse, ligegyldigt hvor grusom, er udenfor tilgivelse.
Man kan stjæle søndagsstegen, makulere bøger, bide
hovederne af levende høns og i det store og hele vandalisere
af hjertens lyst, så længe ens beroligelsestaktik er i orden.
læs aviserne.
Straf i vores hus, som i retssystemet i almindelighed,
afhænger ikke kun af overtrædelsens grovhed, men også – og
dette er måske mere vigtigt – af humøret og indstillingen hos
den siddende dommer og jury. Der er dage, hvor en mindre
forseelse kan føre til korporlig gengældelse og midlertidigt
eksil; ved andre lejligheder er alt hvad man får for den
samme overtrædelse en mundtlig irettesættelse og en halv
times prøvetid, med eftergivelse af resten for god opførsel.
En uberegnelig ting er retfærdigheden. Man kan aldrig vide,
hvilken vej den vil springe.
Atmosfæren på denne særlige aften var spændt. Jeg
formoder, at det ikke kun var arten af forbrydelsen, men også
virkningen af en overdådig frokost, hvilket ofte kommer
op til overfladen på den tidlige del af aftenen: plagsom
hovedpine, udkørthed og oppustethed, ledsaget af pirreligt
humør. Dommeren ville gå efter den hårdeste straf, efter hvad
jeg kunne fornemme, så jeg besluttede ikke at holde noget
tilbage. Der var brug for hele repertoiret. Det var tid for
noget avanceret kropsdynamik, eller hvad jeg kalder de syv
fredeliggørende bevægelser. Jeg giver dem videre til dig, i
håbet om at du aldrig behøver bruge dem.
Det er kendt som skyldsbyrde-forhandling og har tilladt langt
værre skurke end mig at slippe væk ustraffede, med knap nok
en plet på deres våbenskjold. Hvis du ikke tror mig, så bare
77
78
ET
Rul om på ryggen, i stil med cocker spanielen, og
vift hjælpeløst med benene i luften. Dette tjener til at
indikere anger og til at blokere det første instinkt hos det
vrede menneske, hvilket er at tildele smertefulde slag mod
bagfjerdingen. Man kan ikke slå på den i gulvhøjde med
nogen særlig stor kraftfuldhed.
TO
Stemmens toneleje vil fortælle dig, når ophedningens
øjeblik er dalet lidt, og det er tid til at stå op og tiltale
dommer og jury. Dette bør gøres med den modificerede
side-skridning – hovedet nedad i skamfuldhed, med resten
af kroppen vrikkende i en storm af undskyldning. Bløde
angergivne lyde er på sin plads her, hvis du har taget på at
gøre dette. Undgå gøning eller nogen som helst blotning af
tænder.
79
TRE
Sid. Løft højre pote og placer den på det nærmeste knæ.
Af en eller anden grund, opfatter de fleste menneske dette
som kært, og chancerne for et snert over ørerne er små.
FIRE
Fjern poten og hvil hele vægten af dit hoved på det
udvalgte knæ. I de fleste tilfælde vil dette fremkalde et
ufrivilligt klap, og så ved du, at du er hjemme i varmen. Hvis
det ikke gør det, så fortsæt med resten af programmet.
80
SEKS
På nuværende tidspunkt burde alt være tilgivet, men
det er vigtigt, at man ikke ses fejre dette for hurtigt. Jeg tager
mig altid tid til nogle minutters hengiven læning – mod et
ben eller en arm, hvad der er mest ligefor. Hvilket lem er ikke
vigtigt, det er den indyndende gestus, der tæller.
FEM
Find ud af, hvor der er en hånd. Efter at have forvisset
dig om, at den ikke holder på et glas rødvin så puf til hånden
med en fast opadgående bevægelse med hovedet. Jeg nævner
kun det med rødvinen på grund af et uforvarende uheld, som
jeg engang fik skylden for, helt uretfærdigt, hvilket i høj grad
ødelagde øjeblikkets trylleri.
81
Og det, ni gange ud af ti, burde gøre det. Kun i absolut
desperate situationer, når alle fremvisninger er blevet mødt af
alvorlig tilbagevisning, og grusomme trusler fortsætter, er jeg
nødt til at gøre brug af den ultimative løsning og slippe mit
hemmelige våben løs.
Jeg bør måske forklare dets historiske oprindelse. For
nogle år siden gav en af mine beundrere mig en efterligning
af en jule-knallert i fuld størrelse i lyserød, med festlige
kviste af gummi kristtjørn stikkende ud i begge ender,
et sandt samler objekt. Det viser sig at være et meget
tilfredsstillende objekt at have i munden: velformet, og med
lige den rette form for eftergivenhed. Du har sandsynligvis
aldrig holdt den øvre del af et egerns bagben i dine tænder.
Det har jeg, og min knallert har nogenlunde den samme form
for konsistens. Fast men eftergivende, hvis du kan følge mig.
Den anden lighed med egernets ben er, at min knallert piber,
når den bides i. Dette morer mig, og af grunde jeg ikke ville
vide, hvordan jeg skal forklare, får det folk til at le. Slår
aldrig fejl. Og derfor in extremis (yderste nødstilfælde), når
katastrofen tårner sig op, giver jeg så op og afventer min
rette straf? Kryber jeg sammen under den svidende stirren
af misbilligelse? Visselig ikke nikke nej. Jeg henter min
knallert.
82
SYV
Selv her er en vis følsomhed i behandlingen af stor
betydning. Konstant piben er irriterende for det menneskelige
øre, som jeg ofte har bemærket mange gange, når fjernsynet
er tændt, så jeg sidder bare med knallerten klemt mellem
mine tænder, og ser så fortabt ud som muligt, og piber
med skiftende intervaller. Og ved du hvad, det virker altid.
Altid. Himlen må vide hvorfor, men i løbet af få sekunder er
uvejrsskyerne forsvundet, og jeg genindsættes i nåden, takket
være dette pib, der afvender vrede. Der er en lektie at lære
for menneskeheden her et eller andet sted, og hvis du nogen
sinde finder dig selv inddraget i retsforfølgelse, er mit råd at
forvisse dig om, at du har en gummiknallert i lommen.
83
84
Mano a Mano med Katten i Garagen En Holmgang
85
ele verden, som Jean Paul Sartre kunne
have sagt, hvis tanken var faldet ham
ind, er opdelt mellem dem, der kan
lide katte, og dem, der ikke kan. Jeg er
stiftende medlem af denne anden gruppe,
hvilket ikke vil komme som nogen
overraskelse for dig, når jeg fortæller dig,
hvordan katte og jeg først traf hinanden. Det var i min spæde
barndom, da tiderne, som jeg har nævnt, var hårde, og føden
var knap – for os hunde i hvert fald. Det var en helt anden
suppegryde for huskatten.
Hepzibah af navn, ondskabsfuld af natur, tilbragte sine
dage med at slumre indendøre, og at dømme efter hendes
udseende var hun groft overfodret. Hun var større, end vi var
dengang – et monstrøst kugle-øjet monster dækket af spættet
sort og brun pels, med én lang tand ragende ud over hendes
underlæbe og et fuldt sæt kløer, som alle os hvalpe fik at føle
på et eller andet tidspunkt. Hver aften ved fodringstid kom
hun vraltende ned til os i laden for at inspicere tilbuddene
– vel vidende at vi, sikkert ved en fejltagelse, ind i mellem
fik tilbudt noget, der var lidt mere appetitvækkende end
gammelt brød og sener. Når som helst dette skete, ville
Hepzibah hænge omkring, klaskende os til højre og venstre
for at komme først til truget. Og, det skal du vide, det var
garanteret bare for at drille. Det kan ikke have været på grund
af sult, hun var bygget som en sofa.
Den dag i dag, efter dette ungdommens traume, kan jeg
aldrig se på katte med nogen ægte entusiasme, og jeg holder
aldrig op med at undres over den popularitet, som Felis
domesticus nyder. Hvad er han, når alt kommer til alt, andet
end en antisocial pelskugle med storhedsvanvid.
Råddenskaben begyndte for tusinder af år siden, som
86
enhver historiker vil fortælle dig, med ægypterne. Af en
eller anden grund – halvkogte hjerner på grund af klimaet
muligvis eller af at bygge alle disse pyramider – opløftede de
kattens status fra almindelig musefanger til et religiøst objekt,
beskytter af Faraoens killingekuld og hoved-ikon. Kattene,
selvfølgelig, der var alt for tilfredse med sig selv fra fødslen
og fremefter, tog dette som deres velfortjente ret og førte sig
frem som herrer over ørkenens sand og tog første-sæde ved
kung Tut’s middagsselskaber, hvor de fik deres poter salvede
med hellige urtesalver, og opgav musning til fordel for et liv
i lediggang og almindelig ubehagelig optræden. Og dette har
været deres lod lige siden.
Da faraonernes styre brød sammen – hvilket det var
forudbestemt til at gøre, i lyset af de vildførte mennesker,
der var i ledelsen – kunne man have troet, at verden ville
have lært sin enkle lektie om årsag og virkning, nemlig:
katte-tilbedere ender på en kedelig måde. Det bedste, de kan
håbe på, er en bandage i fuld længde og en parkeringsplads
i et dårligt ventileret gravmæle. Og yderligere en ting: Du
vil ikke finde Misser rullet sammen ved deres fødder i evig
loyalitet. Hvis han får bare en halv chance, er han væk og
leder efter det første det bedste bløde levned.
Jamen, vil du måske sige, det var de mørke og primitive
tider, og vi er kommet en lang vej siden da. Vidensmængden
er forøget med kvantespring, og nu har vi moderne guder
som Fjernsyn, for eksempel, eller fodboldspillere. Hvis
dette er din mening, kære læser, må jeg fortælle dig, at
katte-bevægelsen ikke alene har overlevet men har trivedes
stormægtigt, og dens pelsede fangarme rækker ud, hvorhen
man end ser.
Tag for eksempel kunstarterne. Der er malerier af katte,
hele bogsamlinger af prosa og poesi viet til katte, hyldevis
87
af hilsende postkort med Misser, der smiler sit nedladende
smil. Der er endda, har jeg hørt, en katte-musical. Jeg kunne
faktisk godt tænke mig at se den, fordi tanken om mænd
og kvinder, der spankulerer rundt på en scene i falske haler
og nylon-knurhår, tiltaler min sans for det absurde. Jeg tør
vædde med, at showet er en sællert i Ægypten.
Alt dette – og der er meget mere, men jeg vil ikke
overudpensle pointen – er bare som et forsøg på at forklare
min holdning vis-à-vis katten. Jeg er ikke en fan. Kald det
bare sure rønnebær, hvis du vil, eller skyd skylden på den
horrible Hepzibah, men når jeg tænker på de overpolstrede
kreaturer, der får lov til at have frit løb i møblerne og får
serveret fløde-kylling gourmet middage, får det mit blod i
kog og giver mig alvorlige tvivl om menneskets sans for
prioriteter.
Vores husholdning er ret oplyst, er jeg glad for at kunne
sige, og derfor, bortset fra det lejlighedsvise syn af en kat,
der sniger sig gennem skovbrynet, er jeg ikke generet af dem.
Jeg ville sandelig ikke forvente at finde en noget steds på
mine bølgende agre og mindst af alt i min garage. Men en
morgen for ikke så længe siden, slentrede jeg forbi den åbne
garagedør på min vej til at udføre lidt lettere arbejde med
hensyn til regulering af firbensbestanden, da jeg blev standset
brat af min næse. Der var den, stærk og umiskendelig, færten
af kat.
Det er en populær fejlopfattelse – skamløst opmuntret,
selvfølgelig, af prangende fremvisninger af vaskning og
slikning og poter bag ørerne – at katten er en af naturens
reneste skabninger, lugtfri og samfundssindet, når det drejer
sig om affaldsbortskafning. Det er det rene vås. Sæt en
moden gammel hankat ind i et indelukket område, så som en
garage, og hold vejret. Så slemt er det.
88
Jeg stak hovedet indenfor døren og så mig omkring.
For at hjælpe dig til at kunne se det for dit indre blik, bør
jeg fortælle dig, at garagen ikke ville vinde nogen præmier
for pænhed og ryddelighed. Bilen står i midten omgivet
af sække med kunstgødning, længder af vandslanger, en
græsslåmaskine, tre eller fire havestole, der hviler sig mellem
deres opgaver, tønder af rosenspray, gamle urtepotter og en
række hylder, der indeholder alt fra dåser med maling til en
kædesav. Selv med alle deres talenter, mistænkte jeg aldrig
ledelsen for hæleri, men denne sammenrodning af udstyr
ser ud, som om det var blevet fjernet under dække af nattens
mulm og mørke fra en isenkræmmer og smidt hulter til
bulter ind i dets nye hjem, efterhånden som det kom ned fra
lastbilen. Og skjulende sig et eller andet sted mellem dette
vraggods var indtrængeren.
Jeg gik ind ad døren, og bevægede mig med uendelig
grumhed, og så mig omkring. Intet rørte på sig. Han var
sandsynligvis presset op mod væggen fastfrosset af rædsel,
eller han kunne have fået et hjerteslag bagved pottemulden,
men han var ikke i nogen af de åbenlyse steder. De kan lide
at skjule sig under biler, ved du, hvilket er grunden til, at
man ofte ser dem med en elegant plet af bundkarolie ned ad
ryggen. Denne her var imidlertid gået i dybt skjul.
Jeg vidste dog, han var der, ud fra lugten, så jeg banede
mig vej gennem skramlet hen imod hylderne på bagvæggen,
med næsen søgende og hver en sans på qui vive (fuld styrke),
et dødbringende våben, rede til at slå til. Og så fik jeg øje på
ham. Eller, for at være helt nøjagtig, en del af ham.
Den højeste hylde blev brugt til opmagasinering af
flade træbakker, stablet i en bunke, og jeg bemærkede, at den
øverste bakke syntes at have groet en hale. En busket rødlig,
grimmer udseende tingest var det, i lighed med de børster,
89
som folk bruger til at rense blokerede afløb, og fra mit
synspunkt lige så ulækker. Aha, sagde jeg til mig selv. Følg
halen, og du finder katten.
Planen var at give den dinglende hale et pludseligt ryk
og så se, om den røde besøgende ville bryde verdensrekorden
for uassisteret flyvning ved at komme ud af garagen uden at
røre gulvet. Men til min store ærgrelse var enden af den lige
netop udenfor rækkevidde, selv strakt helt ud på bagbenene.
Jeg travede frem og tilbage, og overvejede mulige taktikker
og var fast besluttet på at bibeholde overraskelsesmomentet,
da jeg følte, at jeg blev iagttaget. Det er en særlig evne, jeg
har, en slags oversanselig opfattelse udviklet gennem de
gamle dage med at leve i det rå og smutte fra koste, og den
har endnu ikke svigtet mig.
Jeg så op, og der var et syn, der kunne få fløden til at
syrne. Missers hoved var dukket op, på størrelse med en
lille melon, med to slemt molestrerede ører og øjne med
samme farve som gamle kanin-kugler. Jeg er en gavmild
90
sjæl, så jeg vil blot sige, at han ikke ville have vundet nogen
skønhedskonkurrencer, og lade det blive ved det. Vi så på
hinanden i stilhed et par sekunder, og så besluttede jeg at vise
ham, at jeg ikke havde til hensigt at tage imod logerende. Jeg
steg op på bagbenene og gav ham hele smøren Jeg snerrede,
jeg gøede, jeg frådede om munden af blodtørst. Du kan ikke
forestille dig al denne vildskab, medmindre du har været til et
litterært cocktailparty uden restriktioner med drikkevarerne.
Og ved du, hvad han gjorde? Han gabte, lukkede øjnene og
gav ethvert indtryk af at ville lægge sig til at sove.
Jeg var ved at blive lidt hæs på dette tidspunkt, ikke
helt sikker på hvad det næste skridt skulle være, da der kom
et pludseligt vindstød, og garagedøren smækkede i med en
lyd som en eksplosion. Det vækkede bæstet, og han kom
ud af frøbakken og stod klar til hvad som helst bag ved
græsslåmaskinen på en brøkdel af et sekund.
Han var om muligt endnu mindre indtagende på
jordplan, og det blev gjort værre af den latterlige attitude,
han indtog. Hans hale pegede lige op mod himlen, hans
ryg var spændt i en bue, hans pels stod ret op, som om han
lige havde slugt noget højspændingsmælk, og hans lasede
ører var presset fladt ned mod hans mølædte hoved. Jeg kan
huske, jeg tænkte, at han ville være uden chancer, hvis han
aflagde prøve på musical’en, og så begyndte begivenhederne
at udvikle sig hurtigt.
Vi spilfægtede nogle få sekunder, med mig hoppende
og dansende foran ham og ham tagende et par uvirksomme
slag med hans pote, før det gik op for ham, at han var
udklassificeret. Jeg havde ham på flugt Gennem malerdåserne
og tomme flasker for vi, spredende alt foran os, indtil vi
kom til døren, der, som jeg har fortalt dig, var smækket i.
Nu havde jeg ham, hvor jeg ville have ham. Tid til at trække
91
vejret for anden runde.
Det var der, jeg lærte en anden praktisk visdom, som
jeg anbefaler dig at komme i hu, hvis omstændighederne
skulle fordre det. Den i hjørnet optrængte modstander, som
ikke har nogen steder at flygte hen, kan man ikke stole på. De
siger dette om rotter, som du nok ved, og om højt placerede
regeringsembedsmænd, som bliver fanget med deres fingre
i kassen eller med deres bukser nede, og det er ganske vist.
De slår ud og ignorerer konsekvenserne, forårsager lidelse
og smerte for uskyldige parter. Og det er nøjagtig, hvad der
skete for mig.
Jeg havde indtrængeren med ryggen mod rebene så at
sige, op imod garagedøren, uden chance for at undslippe.
Hvis han havde overgivet sig fredeligt, havde jeg givet ham
en hurtig overhaling og sendt ham af sted, men han kom ud
af ringhjørnet som en besat og fik langet mig en over snuden
med en forbavsende kraft for sådan en lille, buttet størrelse.
Han havde også alle kløerne fremme. Instinktet må have
overtaget, formoder jeg, for det næste, jeg husker, er, at jeg
tog et flyvehop baglæns og opad og landede på kølerhjelmen
på bilen. Uværdigt kunne du sige, men du var heller ikke i
den modtagende ende.
Det var på dette tidspunkt, at ledelsen, tiltrukket af
vore forhandlinger, kom til kattens redning ved at åbne
døren. Han for ud som en loppe på skøjter, med mig i
moderat skarp forfølgelse, og fandt tilflugt i de høje grene
i et mandeltræ. Jeg tog stilling nedenfor foden af træet og
knurrede og stampede og spændte mine knurhår, som om jeg
var vild efter noget action, men hvis sandheden skal frem, var
jeg helt glad for at lade tingene blive, hvor de var. Men det
skulle ikke være så.
En af fordelene ved det landlige liv er, at man aldrig
92
helt er fri for nysgerrige naboer, som vil gribe enhver
lejlighed til at stoppe, hvad de laver, for at kigge på hvad du
laver. Jeg var oppe på bagbenene og gav en overbevisende
opvisning af at prøve på at ville kravle op i træet, da der kom
et råb fra vinmarken bag ved huset.
’Attention’ sagde stemmen, ’Det er Madame Noiret’s
kat! Han er gammel og sart. Få Deres hund til at holde op!’
Vi så os omkring, ledelsen, katten og jeg, for at se en
laset skikkelse sidde på sin traktor og fægte med armene
i stor ophidselse, sådan som franskmændene har tendens
til at gøre i krisesituationer. Jeg gøede. Katten hvæsede og
kravlede endnu et par grene op. Den anden halvdel greb
mig bagfra. Den geskæftige kravlede ned fra sin traktor og
stavrede op ad stien for at slutte sig til os.
Han insisterede på at give hånd, hvilket gav mig
chancen for at slippe ud af den anden halvdels hænder
og lægge nogen afstand imellem os. Jeg afslog ledelsens
invitation til at komme tilbage i huset, og jeg satte mig
udenfor rækkevidde og ventede på, at tyngdekraften skulle
udvirke sin magi på katten. Han var nu usikkert placeret
siddende helt oppe i toppen af træet, og svajede i vinden, og
jeg havde en behagelig vision af hans gren, der knækkede
– mandel er slet ikke så robust et træ – og det røde missil
styrtende mod jorden. Således forgår alle indtrængere.
Alarm og fortvivlelse ved foden af træet. Katten
skulle reddes. Madame Noiret måtte informeres, en crise
dramatique, hvad skal vi dog gøre? Jeg vidste, hvad jeg
ville gøre, hvilket var at undgå arrestation og vente på at
indtrængeren faldt ned af hans pind. Dette så i stigende
grad ud som en mulighed, da vinden friskede op, og jeg var
interesseret i at se, om katte virkelig lander på deres fødder.
Den anden halvdel mumlede noget om en vigtig aftale
93
og begyndte at glide sidelæns af sted til baren, men vor
mand med traktoren havde andre ideer. ’De må få fat på en
stige,’ sagde han, ’og genvinde katten, mens jeg går hen og
henter Madame Noiret. Allez! Vi skal returnere med al mulig
hastighed.’ Og af sted traskede han på sit medlidenheds
ærinde.
Med megen slæben med fødderne gik den anden
halvdel hen til garagen og kom tilbage med en udtræksstige,
som han for en gangs skyld fik stillet op uden at kvæste sine
fingre. Han klemte den op imod træet, mens han bandede,
med Madame snakkende om, at han skulle være forsigtig
og moderere sit sprog overfor katten. Da han kravlede op ad
stigen, begyndte toppen af træet at bøje på den mest lovende
måde, mens røde Tom klyngede sig til sin gren som den
grumme død og hvæsede rasende.
Jeg var godt placeret til at kunne se, hvad der derefter
skete. Den anden halvdel lavede beroligende lyde og
udstrakte en reddende hånd, som prompte blev angrebet med
tænder og kløer. Utaknemmelige bæster, katte, som jeg altid
har hævdet, og den anden halvdel havde et eller to udtryk
til at beskrive dem, da han vendte tilbage til jorden med
kradserifter op til albuen, netop i tide til at byde Madame
Noiret og hendes våbensvend velkommen.
Hun var selvfølgelig i noget af en ophidset tilstand
over det hele, og vred sine hænder og hylede og kaldte på
sin lille solstråle i grenene om at berolige sig selv, for Mama
var kommet, dobbelt ration af kalvelever til middag, hvis
han kom ned og så videre. Men han skulle ikke nyde noget,
og efter at set skaderne på den anden halvdels arm var der
en udpræget mangel på frivillige til at kravle op for at hente
ham.
Hvis jeg havde haft ledelsen, ville jeg have efterladt
94
ham deroppe indtil efteråret, hvor han vel ville være faldet
ned sammen med bladene, men Madame Noiret var ved at
piske sig selv op til en skummende ulykkelighed. ’Det er alt
sammen Deres fejl’ sagde hun til den anden halvdel. ’Det er
Deres hund, der har terroriseret stakkels ZouZou. Hvad har
De tænkt Dem at gøre?’
Til hvilket han svarede – fornuftigt nok, tænkte jeg,
efter at være blevet såret i kamp – ’Madame, Deres kat var
i min garage. Min stige er til Deres disposition. Jeg vil gå
og forbinde min arm og vil derefter tage mig en drink for at
komme mig. God aften Frue.’
Dette kunne absolut ikke gå an. Madame Noiret pustede
sig selv op som en galsindet ballon og forlangte så at bruge
telefonen. Stillet overfor en sådan umenneskelig opførsel,
sagde hun, var hun tvunget til at påkalde de højere autoriteter.
Englændere kunne måske være uden agtelse for hjælpeløse
dyr, eller det påstod hun da, men franskmændene, der var
civiliserede, har så sandelig. Vi vil tilkalde les pompiers og
alle de tapre gutter fra brandvæsenet til at redde Zouzou.
Hvad som helst for et stille liv er ledelsens motto, og
derfor gik de alle sammen ind i huset for at foretage opkaldet
og glo på hinanden. Jeg var begyndt at kede mig ret meget
efterhånden og gik af sted med Labradoren for at få tiden til
at gå indtil ankomsten af drengene i blåt med deres kraner
og, håbede jeg, hydraulisk opererede katteudtrækkere. De er
meget moderne er det franske brandvæsen, og jeg havde et
behageligt billede af Zouzou, der blev plukket ned af grenen
med en gigantisk pincet.
Men som tingene udviklede sig, var det ikke lige den
lykkelige slutning, man kunne have forventet. Pompiererne
dukkede pligtskyldigt op, og vi gik alle ned til indkørslen
for at tage imod dem. Madame Noiret førte an med skrig
95
af lettelse, udøsende velsignelser over enhver, der bar en
uniform og pegende foragtens fingre ad den anden halvdel.
En herskesyg, ubehagelig gammel støvle, var hvad hun var,
og hun fortjente fuldt ud, hvad der derefter skete.
Kaptajnen skar hende af i midt-pladder og spurgte
hende, hvor den farelidende kat var. ’Følg mig’ sagde
Madama Noiret. ’Bring dine mænd og passende udstyr. Og
vite! Der er ingen tid at spilde.’
Processionen banede sig vej hen til mandeltræet, med
Madame Noiret kaldende på den kvalmende måde, folk
bruger til at tiltale deres katte med, og der indtrådte, hvad
man kun kan kalde en svanger og ildevarslende stilhed. Træet
var ubeboet. Zouzou, endelig udvisende en rest af fornuft, var
smuttet, mens det gik godt, og vi alle var optaget andetsteds.
96
Det bedste var endnu til gode. Madamae Noiret, der
havde foretaget tilkaldelsen, blev tvunget til at betale for at
bringe hele det samlede brandvæsens korps ud uden rimelig
grund. Hun protesterede og skabte sig, som de alle gør,
når deres tegnebøger er under trusler, men til ingen nytte.
Kaptajnen skrev regningen ud på stedet.
Den anden halvdel smilede resten af dagen på trods af
sine sår.
97
Vinsmagningen
98
vis du ligesom jeg, har en logisk
arbejdende hjerne, en selv-eftergivende
natur og en ikke eksisterende
samvittighed, er der et vist aspekt af
den menneskelige adfærd, som kan
udøve et enormt pres på tålmodigheden.
Det omtales, altid med skinhellige
overtoner, som mådehold – ikke for meget af dette, ikke for
meget af hint, diæt og afholdenhed og tilbageholdenhed,
tarmudskylninger, kolde bade før morgenmaden og
regelmæssig læsning af moralsk oprustende afhandlinger. Du
må være stødt på alt dette og værre ting, hvis du har nogen
Californiske venner. Personligt er jeg en stor tilhænger af
filosofien om at leve og lade leve, så længe du holder dine
tilbøjeligheder for dig selv. Følg denne fornægtelsens vej,
hvis det er, hvad du ønsker, og alt, jeg kan sige, er, at så
meget mere fjollet er du, og skån mig for detaljerne.
Uheldigvis kan man ikke undgå selvretfærdighed
fuldstændigt, og denne kuriøse mistro til glæder er ingen
steder mere iøjefaldende end med hensyn til drikkevarer.
Folk kan lide at drikke. Dette blev åbenbart for mig, meget
kort tid efter at jeg ankom til huset, af de tusind flasker
(de fleste tomme). Men det er sjældent den enkle spontane
proces, som det burde være, fordi der altid er spørgsmålet
om klokken. Jeg kan ikke sige dig, hvor ofte jeg har
bemærket det: når folk bliver tilbudt en drink, hvad er så
det første, de fleste mennesker gør? Kigger på deres ure,
som om klokkeslættet havde noget at gøre med tørst. De
siger uvægerligt ja tak, men aldrig før efter en fremvisning
af tøven, sædvanligvis fejet til side ved at påberåbe sig
støtte fra de internationale tidszoner. Nogen, et eller andet
sted i verden, kæler for en stiv drink on the rocks (med
99
isterninger o.a.). Dette giver tilsyneladende det nødvendige
anerkendende blå stempel.
Og så er der undskyldningerne, skønt jeg ikke ved,
hvorfor de gider komme med dem; jeg har aldrig behøvet en
undskyldning for at hoppe i og gøre mig selv til et dyr. Men
de gør, og de vil klynge sig til et hvilket som helst halmstrå.
Fødselsdage, bryllupper, og begravelser, ankomsten af det
nye år, svigermoderens afrejse, årsdagen for Napoleons
yndlingshests død – listen er lang og listigt udtænkt, og jeg
har set flaskerne trimle for ingen anden grund end, at man har
set den første gøg. Efter min erfaring er der imidlertid ikke
nogen undskyldning så gennemskuelig som vinsmagningen,
et klart tilfælde af denne forskrækkelige udskejelse under
sparsomt dække af uddannelse, hvis du spørger mig,. Men du
må hellere læse videre og dømme selv.
100
Helten ved denne lejlighed var en lille fyr med hjulben
og lommen fuld af proptrækkere, kendt af sine beundrere
som Gaston med Næsen. Han forsyner mange af de lokale
bosiddere med vin, som, han påstår, er dyrket på hans
families gods og tilgængelig kun for de udvalgte få. Dette
modtages altid vel af landadelen, som har tendens til at tro
på hvad som helst, der smigrer dem, og de ynder også hans
forekommende vane med at bringe vareprøver til huset, og
på den måde undgå en usikker kørsel tilbage efter nogle få
flydende timer i vingården.
Jeg er ikke sikker på, hvordan Gaston gjorde det –
bestikkelse skulle det ikke undre mig
men en skønne dag havde han på en eller anden måde
overtalt ledelsen til at slå dørene op til deres statelige hjem
og stille en passende baggrund til rådighed for en dégustation
extraordinaire (ekstraordinær smagsoplevelse o.a.). Venner
blev inviteret, med startskuddet sat til 12 middag, og glem
ikke jeres checkhæfter. Hele ideen, forstår du, gik ud på at
gøre klientellet bløde i hovederne og i humør til at afgive
ekstravagante bestillinger.
Gaston arriverede tidligt for at gøre klar til seancen.
Som jeg har fortalt, er han en lille mand – bortset fra hans
næse, som er imponerende – og det var som at se en ophidset
jockey lede efter sin hest, som han flintrede ud og ind og
hentede sine skatte. Han satte dem frem på bordet: rækker
af flasker, specielle glas, små spyttespande, og servietter
for dem, der havde tendens til at savle. Så fremdrog han
den ceremonielle proptrækker, og han begyndte at synge
smørtenor hen for sig, mens han åbnede flaskerne. Hver
og en var et lille vidunder, ifølge ham selv, og han blev
ved med at fare ud i køkkenet for at vifte propper under
Madames næse, alt imens hun gjorde sit bedste for at få
101
rationerne organiseret. Den anden halvdel tog sig en pause
fra sit blyantsspidseri for at give en hånd med, og på ingen
tid antog spisestuen et udseende som en forfriskningsbod ved
landsbyens byfest.
Tørst må tilskynde til punktlighed, formoder jeg, fordi
ved middagstid var alle studenter af druen tilstede og samlet.
Kendte ansigter de fleste af dem – Eloise, kunstneren med
vandfarve-kolorist blokering; kvinden, som dyrker snegle
længere oppe i dalen og hendes mand, drankeren med
skriveproblemet; Angus, den skotske flygtning; Jules og Jim
fra landsbyen; og den besøgende ekspert, Charles, en engelsk
gentleman fra vinhandlerselskabet, komplet med grogblomstrende ansigtskulør. Med andre ord, et broget udvalg af
det lokale society’s bærme, der sled i bidslet for at få dagens
første glas.
Det var varmt udenfor, så derfor besluttede jeg at
blive under bordet og håbe på det tilfældige tilskud ovenfra.
Madame havde givet alt, hvad hun havde i sig i køkkenet,
og blandt andre frydefuldheder var der patéer, salami,
skinke, tærter af forskellige overbevisninger og oste. Fra
tidligere erfaring vidste jeg, at vin giver skødesløse hænder.
Fingre mister deres greb, og der er pludselig et udvalg af
lavtflyvende lækkerier for dem, der ligger klar og venter.
Desværre er intet i livet uden en pris, og i dette tilfælde var
jeg nødsaget til at lytte til noget af det mest fejlbehæftede
nonsens, jeg har hørt, siden jeg opgav kampen med
fjernsynet.
Det begyndte fredeligt nok med Gaston, der kvidrede
løs om reglerne for smagsoplevelserne, vigtigheden af at
følge proceduren, således at ganen blev sat op til at værdsætte
de fremadskridende nuancer af smag, den yderst vigtige
rolle som næseborene spillede, og nogle få andre juveler af
102
hokus-pokus. Dette blev fulgt op af en kort periode af stilhed,
formodentlig mens de udførte deres tilbedelser over deres
glas, og så – dette fik mig faktisk til at sætte mig op, fordi jeg
troede at rørlægningen havde taget endnu en slem drejning –
lydeffekterne tog over.
Svælgning, det er ordet. De nedsvælgede i forening, de
gurglede, de lavede forlængede sugelyde. Og de spyttede. Jeg
har kendt børn, der blev sendt i seng i unåde for langt mindre
anstødelig opførsel ved bordet, men de syntes at være yderst
fornøjede med sig selv; lille Gaston lykønskede dem med,
hvad han kaldte deres professionelle teknik. På den anden
side, han ville sikkert have sagt det samme, hvis de havde
valgt at drikke splitternøgne med et sugerør, så længe de
holdt ord og endte med at afgive en bestilling, når dagen var
slut. Ros fra en sælger, efter min ydmyge mening, er en af
livets mindre overbevisende komplimenter.
Lydene af sugning forsatte derudaf, selv om jeg
bemærkede, at som tiden gik, faldt hyppigheden af spytning
markant. Og så, efter en særlig lang og støjende session
med smasken og gurglen, fik vi fornøjelsen af nogle lærde
kommentarer fra Charles, gentlemanden i vinhandelen.
’Brombær’, sagde han, ’trøfler, krydderier, et strejf af væsel,
forvirrende kompleksitet, men’ – og dette fik taget til at løfte
sig, så du kan nok forstå, at de var ret højt oppe nu – ’er den
ikke lidt ung til at være oppe så sent?’
’Mais non’, peb Gaston og trak sig selv op i sin fulde
højde, sådan som den nu var. ’Denne vin er frydefuldt
fremmelig. Han har krop, ben, skuldre, udholdenhed, en
stamtavle, en formidabel personlighed. Og derudover har han
ambitioner.’ Og med det blev glassene fyldt op igen, mens de
andre kendere blandede sig i debatten.
Det havde alle tegn på et interessant skænderi, med
103
det franske selskab sluttende sig sammen mod den engelske
milord. Han begyndte at se ned langs sin næse, og gjorde
den fejltagelse at begynde at tale om Bordeaux’es strålende
frembringelser, hvilket var en foræring for vores side
naturligvis. Jules og Jim spurgte ham med en del gnækken,
hvordan dette års årgang var i Wimbledon, og diskussionen
degenererede på lovende vis, da Eloise kom ud af sin trance.
’Vinens ånd’ sagde hun, ’er bestemt brændt umbra, jeg kan se
det’. Dette, skal du lige lægge mærke til, kom fra en, der ikke
havde lagt hånd på en pensel i mands minde.
I et mindre eksalteret selskab, selvfølgelig, ville en
bemærkning som denne være blevet taget som et sikkert tegn
på beruselse i tredje grad, og Eloise ville være blevet sendt af
sted til et mørkt værelse med lugtesalt og et glas vand.. Men
forbløffende nok, de forsamlede vismænd tog det alvorligt,
og mine forhåbninger om en støjende splittelse mellem de
internationale forbindelser svandt væk, da de gjorde sig klar
104
til at diskutere vinenes aura. Jamen hvad gir du mig.
Skønt jeg er student af menneskelig adfærd, er der en
grænse for den mængde af prætentiøs nonsens, jeg kan høre
på, og det var nu tid til min eftermiddagsspadseretur. Denne
bliver sædvanligvis foretaget i selskab med ledelsen, men
de var groet fast i deres sæder med fastfrosne og glasagtige
grin, mens konversationen blev mere og mere fjoget, så jeg
besluttede at overlade dem til at klare sig selv.
En ensom ekspedition passede mig faktisk fint, fordi
jeg i nogen tid havde planlagt at besøge en af nabogårdene,
hvor en ny hund havde taget ophold. Jeg havde set hende
på afstand fra skovstien. En indtagende lille størrelse var
hun oven i købet, lille men perfekt formet, og jeg ville have
droppet ind for at byde velkommen tidligere, hvis ikke
ledelsen havde halet mig væk. Så jeg overlod hjerne-trusten
til deres overvejelser og smuttede ud af huset. En lille ømt
møde i slyngplanterne, tænkte jeg, ville være lige det rigtige
til at klare hovedet efter de intellektuelle prøvelser fra
vinsmagningen.
Man kaster sig ikke bare ud i disse situationer. Kald
mig gammeldags, om du vil. Men jeg tror ikke på, at man
bør ankomme til et stævnemøde stakåndet og med tungen
hængende ud af halsen. Det får en til at se alt for ivrig ud.
Desuden, jeg skynder mig aldrig gennem skoven af frygt for
at gå glip af noget. Jeg foretrækker at snuse omkring, med
alle sanser på spring, vildmarkens mester og svøben for alle
små ting, der piber.
Skoven forandrer sig hver dag, ved du nok, måske
ikke for det menneskelige øje, men så sandelig for den
velinformerede næse. Man kan lugte, hvor jagthunde
har været, om en vildorne har krydset stien, om hvorvidt
kaninerne har været oppe og ude, såvel som spor af
105
menneskelige passager. Og nedenunder det hele den skarpe
duft af fyrrenåle og vilde urter, der blander sig med hinanden,
og på en god dag med den smukke bouquet af en gammel
skinkesandwich efterladt af en forbipasserende cyklist. Fuld
af overraskelser er naturen.
Jeg banede mig vej i en lang bue gennem træerne,
smuttende hid og did eftersom lydene og lugtene påkaldte
sig min opmærksomhed, indtil jeg kom til et udkigspunkt på
en skråning oven for bondegården. Jeg kiggede ned, og der
var min lille prinsesse, bundet i skyggen og snorkende blidt,
et billede på uskyld. Nå ja, tænkte jeg, det skal vi snart få
gjort en ende på, men jeg holdt mig tilbage nogle øjeblikke
– ikke ud fra galante eller romantiske følelser, for at være
ærlig, men så jeg kunne være sikker på, at der ikke var en
eller anden farlig gubbe med en bøsse, der stod og lurede i
kulissen.
106
Kysten var klar, og jeg nærmede mig på lydløse poter.
Ved nøjere øjesyn var hun mindre, end jeg havde troet,
men dejligt afrundet, med en frisk ung duft om sig og et
charmerende lille skæg. Jeg vækkede hende med et prøvende
puf mod hendes rumpe. Hun sprang på tæerne og viffede, bed
mig og klemte sig ind bagved en stor blomsterkumme – alle
tegnene – hvis du ikke er kendt med dem, på øjeblikkelig
tiltrækning. Uransagelige er sandelig kærlighedens veje.
Vi skæmtede, eller rettere jeg gjorde mit bedste for
at skæmte, og hun begyndte efterhånden at komme med
på melodien, men der var en alvorlig forhindring. Jeg var
dobbelt så stor som hende, og uden en eller anden form for
kunstig assistance var der ingen måde, hvorpå vi kunne have
et forhold, hvis du forstår. Det er vitalt at erindre dette i lyset
af de følgende hændelser, men du kan tage mit ord for det:
lysten var der, men praktiske overvejelser kom i vejen.
Jeg giver ikke op uden kamp, og som skumringen
faldt på, var jeg stadig ved at forsøge at anvende logik
overfor problemet, da intermezzoet endte på dramatisk vis.
Ah, tænker du måske, jorden bevægede sig endelig. Ikke
det mindste. Jeg var så optaget, at jeg ikke havde nogen
som helst fornemmelse af at være observeret, før jeg følte
et tordnende spark i ribbenene og hørte de rasende råb fra
ejeren, som var vaklet hjem fra sine broderilektioner for
at finde os i, hvad han antog med sine beskidte tanker, var
flagrante delicto (fersk gerning o.a.).
Dette var ikke øjeblikket, hvor man skulle blive
hængende. Jeg trak mig tilbage til mit udkigspunkt på
bakken bag ved huset, skjulte mig selv bagved en busk
og spekulerede. Så nær og dog så fjern, tænkte jeg.
Stjernestrøede elskende adskilt af skæbnens grusomme
vildveje, uopfyldt længsel, og desuden, som om det ikke
107
havde været nok for en dag, var jeg begyndt at føle en
overvældende hulhed, hvilket mindede mig om, at jeg var
gået glip af frokosten. Mens skumringen blev til nat begyndte
jeg at gå hjemad, bittersøde minder svandt bort, til fordel for
forventningen om hvad der mon kunne vente mig i køkkenet.
Jeg er ikke meget for sejpineri. I det mindste ikke på tom
mave.
Skoven er ikke normalt et særlig travlt sted efter
mørkets frembrud, så jeg var derfor overrasket over at se
glimt af lommelygter foran mig, på stien og imellem træerne.
Jeg gjorde holdt. Forsigtighed er det bedste, når man møder
fremmede ved nattetide. De kunne være jægere, og jeg havde
ingen længsel efter at blive taget for et eller andet spiseligt.
Uheld sker jo fra tid til anden, og det er sket at jægere
har skudt først og undskyldt bagefter, som de gjorde med
Madama Noiret’s kat bare her forleden dag. Hun tog det ret
tungt, og for en gangs skyld kan man ikke bebrejde hende
det.
Jeg gjorde en omvej fra den slagne sti, indtil jeg var
sikkert ovenfor lygterne, og i glimtene af lys kunne jeg ane
en gruppe skikkelser. De bralrede gennem underskoven og
bumpede ind i træer og snublede yndefuldt over sten, eller
satte sig ned med dette besynderlige pludselige ryk, der
er forårsaget af benenes kollaps uden nogen forudgående
advarsel. Det var, da en af dem råbte op i smerte efter at
have valgt et skarpt sted at sidde, at jeg genkendte stemmen,
og da jeg kom nærmere, så jeg, at det var i sandhed Gaston
med Næsen, med hans muntre flok af vinkendere omring sig.
Dagens program inkluderede åbenbart en natur-tumlen efter
endt vinsmagning.
Jeg tænkte, jeg ville give mit besyv med et par minutter,
før jeg gik hjemad, og gik hen bag Gaston, mens hans
108
masserede sin skade, og gøede høfligt for at give mig til
kende.
Hvilken velkomst. Med enhver tanke om hans sår bag
ham, kaldte Gaston på de andre – ’navnet på piben, det er
Boy, jeg har fundet ham, Madame vil blive henrevet, himlen
være lovet’, og en masse andet yderligere – og midt i al
klapningen og klukningen og den almindelige ophidselse
gik det op for mig, at dette faktisk var en eftersøgningshold,
der var sendt ud for at finde mig i egen høje person. De ville
sandsynligvis stadig have været derude, hvis jeg ikke havde
fundet dem, men det er noget andet. Jeg var faktisk temmelig
rørt over deres bekymring og sikrede mig, at de alle var til
stede og korrekte, før jeg ledte dem hjem.
Madame var delvist henrevet over at se mig igen,
og efter nogle få øjeblikke med halvhjertet udskæld blev
middagen serveret. Mægtig god oven i købet, med noget
kylling som bonus sauteret i marsala (hvilket jeg er meget
glad for) som en yderligere støtte til at komme mig ovenpå
en anstrengende dag. Og det, kunne du måske tro, burde være
efterfulgt af et dyk i kurven og lyset, der blev slukket.
Men det blev det ikke, og her vender jeg tilbage
til tidligere bemærkninger om drikkeri, der behøver en
undskyldning, ligegyldigt hvor tynd. Min sikre tilbagevenden
fra navnløse rædsler blev behandlet som endnu en grund til
at fejre, og pokker tage mig, om ikke de tapre vinsmagere
gjorde front mod flaskerne igen, med lille Gaston førende an
med fægtende proptrækker og resten af dem i tæt trængsel
rundt om som kameler efter en måned i Sahara. Den sidste
ting, jeg husker at høre, før jeg nikkede væk under bordet,
var at rosé ikke rejser, men jeg ville ikke tage det alt for
tungt. De gode gør det.
109
Prøvelse ved Høne
110
er er magiske morgener i livet, hvor
solen fanger trætoppene, og der er en
svag skarphed i luften og dug under
fode, ethvert foretagende er tiltalende,
og man nyder denne særlige følelse af
veltilpashed. Frisk og fro, hvis du ved,
hvad jeg mener, og klar til at springe på.
På morgener som disse med blodet rullende gennem årerne,
ynder jeg at tage en tur gennem vinmarken i håb om at finde
noget småt og ubetydeligt at terrorisere. Jeg har ladet mig
fortælle, at dette hyppigt finder sted i korridorerne i store
forretningsforetagender, når formanden for bestyrelsen gør
sine runder, og slår i buskene efter sekretærer og yngre ledere
og i almindelighed gør sig selv svimmel af magt. Det er
samme princip, ser du, bortset fra at i mit tilfælde er jeg på
udkig efter pels og fjer snarere end efter et mørkt jakkesæt.
Vinmarken var kølig og fugtig, de mandshøje grønne
tunneller strakte sig op over bakken, og for en gangs skyld
var der ikke en jæger i sigte. Jeg har aldrig haft meget
tilovers for jægere, som du ved, hovedsagelig fordi deres
mangel på evne til at holde sig skjult spolerer alt for os andre.
En enkelt lurende jæger laver nok støj, mens han lister sig
på tæerne gennem markerne, til at skræmme alt levende
væk mellem her og den anden side af bjerget. Himlen må
vide, hvordan de, der tilbringer vinteren med at sove, får et
øjebliks ro med al denne stampen omkring og banderi, der
finder sted. Måske er vore vinterdvælende venner ved at lide
af fremadskridende døvhed. Det er underfuldt som naturen
tilpasser sig ændrede forhold.
Idet denne dybe tanke steg frem for mig, så jeg en
forsamling af høns for enden af vinstokkene og gjorde
en pause for at fundere yderligere over den evolutionære
111
proces. Her har vi en fugl med vinger, der er ude af stand
til at flyve, og hvis eneste frembringelser er at kunne kagle
og lægge æg uden nogen skelnen. Mærkeligt når man
sådan tænker over det. Og med denne pudsige tanke, lagde
jeg tankevirksomheden på hylden og blev rovdyret, der
bevægede sig tyst som et spøgelse hen mod mine påtænkte
ofre.
Der må have været en fire fem stykker, og de skrabede
løs på jorden og rykkede hovederne op og ned – faktisk ikke
ulig mennesker, der bliver grebet af lysten til at danse – da
jeg sprang frem fra mit dække og gik efter, hvad der så ud
som den langsomste gamle suppehøne i gruppen.
Af sted for hun sammen med de andre, udvisende
forbavsende hurtighed ved startboksen, skrålende og tagende
på vej, som om jeg allerede havde mine tænder i et fast
greb om hendes vitale dele, og vi kom ud af vinmarken med
rasende hastighed og i fin racerstil. Jeg formoder, at hvis
du har valget mellem at løbe hurtigere eller få hovedet bidt
af, så giver det dig denne ekstra drivkraft. Alt jeg kan sige
er, at de høns for hen over jorden som renavlede racere, og
jeg var stadig nogle få meter bag dem, da de skød under en
stenbue og ind på gårdspladsen af en faldefærdig bondegård.
Nu havde jeg dem, tænkte jeg ved mig selv. Og derfor, da
hastighed ikke længere syntes absolut nødvendig, slentrede
jeg ind efter dem for at tage dagens udvalg i øjesyn.
Tæl aldrig dine høns, som jeg tror Voltaire plejede at
sige, og hvor havde han ret. De var der godt nok, men der
var også en gammel støder, der stod ved siden af en stabel
tømmerstokke, kædesav i hånden, et galt blik i øjnene,
en ansigtsfarve som en rødbede og iført kludekasket og
støvler. Jeg genkendte typen fra min ungdom, en levende
advarsel mod farerne ved indavl og for megen billig rødvin
112
til morgenmad. Hvordan myndighederne kan tillade dem at
vandre frit omkring, forbløffer mig, men sådan er det altså.
Jeg antog et nonchalant attitude, som om jeg blot var
ved at tage en harmløs spadseretur uden nogen tanke om at
antaste hans dyrebare kuld og nikkede til ham. Han gloede på
mig, og kiggede på den gamle suppehøne. Hun var kollapset
i et hjørne af gårdspladsen og syntes at have lidt problemer
med åndedrættet. Høns er ikke designede for længevarende
sprint-løb, forstår du. Og anstrengelsen og ophidselsen havde
tydeligvis sat sine spor.
Nå men altså man kunne tydeligt høre maskineriet
snurre og hvæse i hans hoved, som han der prøvede at lægge
to og to sammen.
Han gjorde langt om længe det mentale spring og
indså, at der måtte være et årsags-effekt forhold mellem
min tilstedeværelse og hønen i havsnød, lagde kædesaven
fra sig og rakte ud efter det nærmeste stykke brænde. Jeg
er aldrig sen til at opfange en hentydning, så jeg gjorde en
rask omkring-vending og satte kurs mod vinmarken. Da jeg
113
så mig tilbage, stod han ved indgangen til gårdspladsen og
holdt øje med mig med brændeknuden i hånden og, havde jeg
mistanke om, uvenlige tanker i hovedet. Jeg gjorde en mental
anmærkning om at holde en sikker afstand i fremtiden.
Du kan forestille dig min uro, da der den aften pludselig
var en hamren på døren. Og hvem andre skulle stå der på
dørtærskelen med tordnende øjenbryn end den stolte værge
for hønsene. Han var kommet for at tale med ledelsen, og
fra de indledende udvekslinger så det ikke ud til at være et
selskabeligt besøg.
Men æres den, der æres bør, ledelsen gjorde deres
bedste for at virke høflige, bad ham komme ind, tilbød ham
en drink, og foregav at ignorere det spor af mudder, halm
og hønseklatter, som han efterlod på gulvet. Jeg holdt mig
taktfuldt ude af syne i køkkenet, med ørerne på stilke og
lyttede.
Introduktionerne var overstået og Roussel, som han
kaldte sig, foldede sig ud med sin lidelseshistorie. Den
morgen, sagde han, havde han lidt det sorgfulde tab af
hans mest produktive høne – en høne ydermere som han
havde opfostret fra æg til storslået modenhed og var blevet
meget knyttet til, en høne af sjælden karakter og hengiven
indstilling, en veritabel dronning blandt høns. Dette
ubetalelige eksemplar havde smidt stængerne i vejret som
resultat af et hjerteslag. Roussel snøftede i sin drink et øjeblik
eller to for at lade os værdsætte den fulde tragedie i hans
smertelige tab.
Ledelsen kom med høflige lyde af chok og rædsel, men
jeg kunne mærke, at de ikke havde nogen anelse om, hvorfor
de skulle inkluderes i dette sørgetog. Jeg vidste, hvad der var
på vej, selvfølgelig, og det tog ikke lang tid.
Roussel tillod sig selv at lade sig presse til at modtage
114
endnu en drink, holdt mandigt tårerne tilbage og kom
omsider til sagen. Hjerteslaget, som brat havde gjort en ende
på livet for en af naturens mest ypperlige frembringelser var
blevet forårsaget af overanstrengelse, sagde han, mens den
prøvede at undslippe kæberne hos en vild og utrænet hund..
En hund, ak og ve, som boede i netop dette hus. Beh oui. I
netop dette hus.
Jeg trak mig længere tilbage i køkkenet, mens
budskabet trængte ind. Ledelsen, helt berettiget efter min
mening, spurgte Roussel efter noget bevis. Trods alt, sagde
de, var der dusinvis af hunde i dalen, de fleste af dem med
kriminelle papirer af den ene eller anden art. Hvad gjorde
ham så sikker på, at mistankens fingre pegede i den rigtige
retning?
’Ah’, sagde Roussel, og lænede sig frem og
eksercerede sine øjenbryn som en rasende, ’men jeg har set
denne hund i min egen gårdsplads. Jeg kan beskrive ham
for jer.’ Hvilket han så gik i gang med at gøre, og jeg må
sige, at oplevelsen af at lytte til en forudindtaget hævngerrig
gammel båtnakke sværte min karakter til og komme med
uflatterende bemærkninger om min fysiske fremtræden ikke
var noget, jeg har lyst til at gå igennem igen. Han var en
skamløs overdriver, mere end noget andet, der påstod, at
han havde set mig med munden fuld af fjer på den omtalte
morgen. Hvorfor ikke smide en serviet og kniv og gaffel med
i billedet når du nu er i gang, kan jeg huske, jeg tænkte, og
jeg er sikker på, at han ville have gjort det, hvis det var faldet
ham ind. Det var et skamløst tilsværtende falsk vidnesbyrd,
og jeg kunne ikke tro, at han kunne slippe af sted med det.
Men ved du hvad, det gjorde han. Ledelsen tog det
hele til sig, med lejlighedsvise gisp fra Madame, og den
anden halvdel sprang op og ned hvert øjeblik med den
forsonende flaske. En sygelig forestilling, efter min mening.
De skulle have smidt ham ud.
I stedet – du vil næppe ro det, men det er helt sandt –
sluttede de med at betale ham for hans gamle suppehøne,
hvilket var, hvad han havde villet fra starten af, er jeg sikker
på, og da han endelig langt om længe tog sin kasket på for
at gå hjem, sludrede de løs som gamle hjertevenner. Og der
burde det have sluttet, med en mindre irettesættelse til jeres
højtærede, og ingen nagende følelser. Men nej.
Afstivet af drikkevarerne, og gjort vidtløftig, uden
115
116
tvivl, af den pludselige tilstrømning af penge til hans lomme,
stoppede Roussel i døren og kom med et forslag, der fik
blodet til at isne i mine årer. ’Deres hund’, sagde han, ’kunne
bliver trænet på høns. Der er en måde, hvorpå dette aldrig
slår fejl, og eftersom I har været så forstående i min sorgens
time, skal det være mig en fornøjelse at undervise ham.’
Der er øjeblikke i livet, hvor man kan se gengældelse
og katastrofer komme fra det fjerne og alligevel er ude af
stand til at afværge dem. Jeg prøvede alt – det fulde omfang
af smiger, haltede usikkert, et hosteanfald, rystende under
sengen - men til ingen nytte. Ledelsen var blevet vildført
af den gamle sadist til at tro på, at han var interesseret i at
bidrage til min videre uddannelse. Men det var helt klart for
mig. En generøs finansiel afgørelse var ikke nok for ham: han
ønskede hævn. Jeg har hørt det samme sagt om skilsmisse.
Den følgende morgen var ganske passende overskyet
og grå, da jeg blev slæbt over markerne til Roussels
trænings-akademi og afleveret i hænderne på min professor.
Han gav ledelsen besked på at komme tilbage om en time,
hvor de, sagde han, ville finde en ændret hund, fri for
alle ondskabsfulde vaner og for evigt kureret for hønseafhængighed. Og ved du hvad? De takkede ham faktisk oven
i købet. Det trodser en hver fornuft, gør det ikke? Sjældne
juveler, er ledelsen. Men jeg tvivler sommetider på deres
kompetence med hensyn til karakterbedømmelse.
Roussel tog mig med ind i et skur og lukkede døren.
Jeg blev straks mindet om mit første hjem, selv ned til
muddergulvet og de dekorative enkeltheder. Det var et
trangt beskidt sted, der flød med familiens arvegods –
rustne spande, en ældgammel cykel, rådnende sække,
splintrede tønder og et udvalg af forhistoriske redskaber,
som Roussel åbenbart gemte på for at give dem til sine
117
taknemmelige børnebørn. Jeg så mig omkring efter mulige
flugtveje og fandt mig selv hypnotiseret ved synet af den
gamle suppehøne fra dagen i forvejen, nu i meget ringere
tilstand, liggende fladt på et blikbord. Hendes hoved med
dets falmede kam hang ud over kanten, og et ubevægeligt
øje fikserede mig med et sorgfuldt stirrende blik. Et dystert
sceneri, kunne du sige, og det var det også, men jeg kunne
ikke forstå, hvorfor hun var der og ikke simrede fredeligt på
komfuret. Selv de gamle er ret velsmagende, skal du vide,
hvis man koger dem længe nok.
Roussel tog hende op ved benene og svingede hende
frem og tilbage – uden at udvise den ringeste respekt for den
kære afdøde, kan jeg huske jeg tænkte – og kom så over og
holdt kroppen hen imod mig for nøjere inspicering. Ud fra
høflighed mere end fra ægte interesse lænede jeg mig frem
for et nøjere eftersyn, hvorpå han hvirvlede den opad, og det
lykkedes ham næsten at score et direkte hit på mit hoved. Og
rent faktisk så snittede næbbet mig på snuden, da jeg trak mig
væk, og det var skam også yderst smertefuldt.
Da var det, at jeg forstod meningen med lektionen. På
sin simpel-hjernede måde, håbede Roussel, at nogle få slag
med st stumpt fjeret instrument ville overvinde instinkter,
der var blevet udviklet gennem generationer. Nytteløst
selvfølgelig, men det skulle han ikke vide, og han for efter
mig med hønen slaskende efter mig, mens jeg dukkede mig
og sprang til side, det bedste jeg kunne. Det viser lidt af
mandens stupiditet, at det tog ham en godt stykke tid at indse,
at jeg ville være et lettere mål, hvis jeg var bundet.
Der var en længere pause i fjendtlighederne, mens
han gennemsøgte skuret efter en kæde eller et reb og blev
mere og mere galsindet, mens han dykkede ned mellem
efterladenskaberne, mens jeg holdt mig så lang fra ham,
118
som pladsen tillod. Til slut må han have husket, hvor han
opbevarede et forråd af snor – sandsynligvis i et pengeskab
under hans seng – og forlod skuret, mens han gryntede
horribelt, og lukkede døren og efterlod mig alene med den
døde høne.
Desperate situationer kalder på desperate løsninger.
Du kan måske huske, at jeg fortalte, at skuret havde et
muddergulv, og jeg benyttede mig af Roussels fravær
til at grave løs i hjørnet indtil jeg havde lavet en grav af
tilstrækkelig størrelse til at skjule hele hønen med undtagelse
af et modstræbende ben, som bare ikke ville blive nede.
Rigor Mortis var indtrådt, tror jeg, eller måske havde
tidspresset forhindret mig i at grave dybt nok. Men hvorom
alting er, det var ikke noget problem, fordi jeg sad på
gravhøjen for at dække det fremragende lem, og det er sådan
Roussel fandt mig, da han vendte tilbage med hans reb.
Der var en mindre skønhedsfejl i min plan, hvilket
den mere opmærksomme læser blandt jer sandsynligvis har
opdaget, og den blev afsløret, da Roussel nærmede sig for
at binde mig. Jeg bevægede mig bort fra hjørnet for at holde
mig væk fra ham, og det opstående ben var i fuldt skue.
Jeg ville ønske, du kunne have set udtrykket i hans
ansigt, men jeg vil spare dig sprogbrugen. Lad det være nok
at sige, at han var overrasket. Idet han kastede rebet fra sig,
knælede han ned for at genopgrave liget, så at lektionerne
kunne fortsætte. Det var dette billede – Roussel skrablende
i jorden med ryggen mod døren – der mødte ledelsen, da de
ankom for at afhente mig.
Jeg blev ikke for at overvære resten. Så snart døren blev
åbnet, var jeg udenfor, tilbage over markerne og hjemme igen
uden anden men af oplevelsen end et overfladisk næbsår.
Da ledelsen vendte tilbage, var alt tilgivet, sådan som det
119
sædvanligvis er, og jeg er glad for at kunne sige, at det
spirende sociale liv med Roussel synes at være kommet til en
brat afslutning. Jeg ser ham i horisonten en gang imellem, og
han kyler sten i retning af mig for gammelt venskabs skyld,
men nøjagtighed er ikke hans stærke side.
Lærte jeg så overhovedet noget af alt dette? Ja så
sandelig: nærm dig aldrig en mand, der er bevæbnet med en
død høne. Der står noget lignende i et værk kaldet ’The Art
of War’ (Krigens Kunst) om at undgå konflikt med overlegne
styrker. Sun Tzu er forfatteren, i fald du er interesseret.
120
Glæden ved Bolde
121
n ven af familien, som slår ned på os fra
tid til anden, er en af de få mennesker,
som deler min glæde ved at slappe
af under spisebordet. Det ligger ikke
for ham med den stive formalitet med
stolen og det selskabelige samvær. Ved
lejlighed, når han har spist, har han været set glide blidt ned
for at slutte sig til mig, og vi knytter bånd. Du kan måske
finde dette svært at tro, men der findes fotografier, der beviser
det. Han fastholder, at det hjælper på hans fordøjelse, selv
om jeg tror, det har mere at gøre med en længsel efter det
stille og inderlige selskab efter alle de konversationelle
hug og stik, der finder sted på øverste dæk. Under alle
omstændigheder er han en sjælsfrænde.
Nu forholder det sig sådan, at han også er en slags
eminence i den Britiske tennisverden, eller muligvis en
førende madudbringer. Hvad det end er, giver det ham
adgang til de højeste niveauer af Dronningens konkurrence.
Han gnubber skuldre med spillere og kongelige og er tilladt
brugen af VIP toiletfaciliteterne, hvilket tilsyneladende er en
ære reserveret for de heldige få. Alt dette har jeg fundet ud af
under en lang session under bordet en dag.
Som jeg måske har nævnt, kan jeg lide at have noget
at tygge på, når øjeblikket kommer over mig. Helst levende,
men det involverer at fange det først, og af en eller anden
grund er det ikke særligt populært hos ledelsen. Så derfor,
faute de mieux (så meget desto værre/desværre o.a.), er jeg
som regel nødt til at tage til takke med et dødt objekt så som
en pind, Labradorens tæppe eller en gæsts sko. Uspændende
sager for det meste skønt jeg en gang havde held til at få fat i
et barns bamse. Den kæmpede ikke meget imod, må jeg sige,
122
og der var tårefyldte bebrejdelser over resterne og megen
gråd og tænders gnidsel, efterfulgt af ensom indespærring
under middagen. Fyldet gav mig også et galde-anfald. Alting
i dag er lavet af kunstfibre, der, kan jeg fortælle dig, er totalt
ufordøjelige. Hvis du nogen sinde har spist blæksprutte i en
billig italiensk restaurant, ved du, hvad jeg mener.
Det var kort efter bamsehændelsen, at jeg fik foræret
min første tennisbold, og jeg syntes straks om den. Rund,
fjedrende og lille nok til at bære rundt med i den ene side
af munden, mens man gør ud af den anden, var den min
faste følgesvend i ugevis. Man kan derfor forestille sig mine
sårede følelser, da flygtningen fra Queens (en kendt tennis
bane i England o.a.) arriverede en dag, tog et eneste kig på
min bold og vrængede, ’Ikke helt på toppen af mesterskabs
standard’, sagde han. ’Desuden er den skaldet, tilsølet og ude
af form’. Nå ja, man kunne sige det samme om adskillige af
de gæster, jeg har set komme og gå, men jeg er ikke meget
for billige fornærmelser. Velbehag mod alle mennesker er
123
min regel i livet, så længe de gør sig nyttige med kiksene.
Jeg var mere eller mindre kommet mig over de
nedsættende bemærkninger om mit rekreative udstyr, da der
ankom til huset en stor kasse adresseret til mig. Dette var
usædvanligt nok, til at postbudet personligt kom ind for at
aflevere den med egen hånd sammen med en del tvetydige
og helt unødvendige kommentarer om min manglende evne
til at kvittere for pakken. Mens han lykønskede sig selv med
sit svagsindede vid, benyttede jeg lejligheden til at lette ben
op ad en sæk med endnu ikke afleveret post, som han havde
efterladt uden for døren. Hævnen er fugtigblød.
Jeg kom tilbage for at finde kassen åbnet og ledelsen
i færd med at studere et brev, som beskrev herkomsten af
indholdet. Dette bestod af tennisbolde, dusinvis af dem,
næsten uden mærker, og med fuldt flor af lyst gult hår. Men
de var ikke almindelige hverdagsbolde. Ifølge brevet var de
bolde af enorm og enestående vigtighed og berømmelse, idet
de havde været i fjernsynet. De var blevet brugt i mændenes
finale i Dronningens turne og samlet sammen, stadig varme
af deres anstrengelser, af vor mand på pletten og sendt over
til mig til brug for mig personligt.
Til at begynde med sad jeg bare og kiggede på dem,
og kroede mig. Efter at have været på en ration af en
enkelt bold, gav en hel kasse af dem mig en vidunderlig
følelse af pludselig velstand. Franske politikere må have en
lignende følelse, når de bliver valgt til et højt embede og får
tilladelse til at dyppe næsen i chateauxer og limousiner og
regerings-kaviar. Intet under at de klynger sig til magtens
taburetter, længe efter at de skulle være puttet til side i et
alderdomshjem. Jeg ville gøre det samme.
Jeg var ved at sortere mig vej gennem boldene, før jeg
udvalgte min legekammerat for den dag, da jeg blev slået af
124
jeg, som jeg sagde, jo ikke give jer navnene, men jeg er
sikker på, at hvis I ser tilbage gennem resultatlisterne, vil I
finde, at finalisterne det år var en Tysker og en Sydafrikaner,
moi. Facinerende er det ikke?
de forskellige budskaber, de sendte mig gennem min næse.
Hvis du nogen sinde har kigget tennis – jeg er sikker på,
at nogen mennesker gør det, når de ikke har noget bedre at
foretage sig – vil du have bemærket, at kamphanerne altid
har et par ekstra bolde i lommen på deres shorts. I dette
mørke og overophedede rum foregår der en eller anden form
for osmose, og boldene tager karakter af det atletiske og
svedende lår. Og hvis du, som jeg, skulle være i besiddelse af
en yderst følsom og fintindstillet lugtesans, er det muligt at
identificere lårets ejer – ikke ved navn selvfølgelig, men efter
oprindelsessted.
Jeg anvendte mine deduktive evner og var i stand til
at adskille boldene i to grupper. Den ene til venstre var fra
den gamle verden – kompleks, moden, med en teutonisk
afpudsning og et stænk af alkoholfri øl. Til højre, et klart
signal fra det mørke kontinent, varm og støvet, med en
forfriskende snert af den vilde veldt (savanne o.a.). Nu kan
125
Og det er efter min velovervejede mening et af de få
interessante aspekter ved tennis. Som i meget af det der
går for at være sport, er et grundlæggende princip blevet
misforstået. Essensen i ethvert spil, synes jeg, er at få bolden
i besiddelse og finde et stille hjørne, hvor man kan ødelægge
den i fred og ro. Men hvad er det, vi ser disse latterligt højt
betalte og prangende udklædte folk gøre med bolden? De
rammer den, sparker den, kaster den, hopper den, putter den
i et net og i almindelighed fjoller rundt med den. Derefter
enten kysser de hinanden eller klasker hænder eller får et
hysterisk anfald og går hen og surmuler i et hjørne. Og det er
oven i købet voksne mænd og kvinder, selv om man aldrig
ville gætte det. Jeg har set fem-årige med bedre styr på sig
selv.
126
Men nu vil jeg ikke have, at I skal tro, at jeg er
helt blottet for sportslige instinkter. Min egen udgave af
Grib Bolden, for eksempel, giver mig timevis af harmløs
underholdning og holder voksne væk fra barerne og ude af
problemer. Jeg vinder også hele tiden, hvilket er, som det skal
være.
Først vælger jeg et ophøjet sted. Det kan være ved
toppen af en trappe, en mur, en svømmepøl – hvor som helst
der giver mig en højdefordel. Trapper er de bedste, på grund
af de medfølgende fordele for hjerte-kar systemet, men jeg
skal vende tilbage til dette om lidt.
Jeg indtager en stilling, med bolden i munden, og
lurer med sænket hoved på samme måde som en grib, der
overværer sin morgenmads snarlige død. Før eller senere
tiltrækker denne ubevægelige og temmelig ekstraordinære
positur opmærksomhed. ’Hvad laver Boy?’, siger de.
Eller ’Skal han til at kaste op?’ Med øjnene fra de samlede
tilskuere hvilende på mig, åbner jeg langsomt munden, og
lader bolden hoppe fra mig, fri. Ned ad trapperne, springende
tilbage fra væggen eller ned i det dybe går den. Jeg forbliver
komplet rolig, det ublinkende øje fast fikseret på bolden
under mig. Det er et spændt og fokuseret øjeblik.
Spændingen varer ved, indtil nogen ved at bruge den
almindelige fornuft indser formålet med spillet, hvilket er at
fange bolden og kaste den tilbage til mig. Hvis tilskuerne er
særligt tykhovedede – og jeg har kendt nogle stykker, må I
tro, som ikke syntes at vide, om det var frokost eller tirsdag
– kan jeg være nødt til at afgive et kort gø for at anvise
begyndelsen på spillet. Bolden bliver hentet, bragt tilbage og
givet til mig. Jeg giver spillerne et minut eller to til at falde
til ro og komme sig over ophidselsen, og så gentager jeg
processen.
127
Jeg omtalte trapper lidt tidligere. Disse har den dobbelte
tiltrækning af støj og sund fysisk udfoldelse, i kontrast til
de besøgendes sædvanlige program af albuebøjning og frivægt træning med kniv og gaffel. Den faldende bold giver
mangfoldige hoppende lyde, og henteren skal klatre op ad
trapperne for at give den tilbage til mig. Som enhver læge vil
fortælle dig, er dette meget gavnligt for både ben og lunger.
Jeg må dog indrømme, at der har været dage, hvor jeg
har været lidt ude af form til det lange spil. Bolde tager af og
til nogle uheldige hop, som vi alle ved, og bliver nogen gange
mistet i det rå terræn. Eller, noget oftere, tilskuerne har været
for optaget af forfriskningerne til at være opmærksomme. Og
her, tror jeg, er der et inspirerende eksempel på hengivelse og
viljen til at vinde og overkomme alle odds.
Det var en af de aftener, hvor intet, jeg gjorde, kunne
slå igennem mod denne happy hour (fri drinks o.a.).
Jeg lurede, jeg tabte bold, jeg gøede, og stadig vedblev
lystigheden. Jeg led endda den tort at måtte hente bolden selv
– hvilket, som enhver af disse tennisfolk vil kunne fortælle,
er en skæbne værre end at være nødt til at betale for deres
128
egne tennis-ketchere. Men i stedet for at briste i gråd og råbe
på ledelsen, som de fleste af dem gør det, spillede jeg mit
eget spil hjem.
De forsamlede gæster – der må have været otte eller
ti af dem i forskellige grader af usammenhængenhed – var
alle bænket omkring et lavt bord, og tudede løs om livets
genvordigheder, mens de nedsvælgede hors d’oeuvrer og
holdt deres tomme glas frem for mere af samme slags.
Ingen af dem bemærkede, at jeg smuttede som en fe gennem
skoven af ben og arme hen til bordet.
Og så – et hen over hovedet smash! – jeg droppede
bolden ned i en bowle af tapenade, der, som du måske ved, er
en olieholdig dyppelse lavet af sorte oliven. Den plasker på
den mest tilfredsstillende måde, og de, der sad i umiddelbar
nærhed af den, fik pludselig sort udslæt over det hele.
Du kunne have hørt en kæbe blive tabt. Det var fuldt
ud den efterfølgende gengældelse værd, og den dag i dag,
når som helst jeg tager min yndlingsbold op, bliver jeg
betragtet med den respekt, der passende tilfalder en mester.
Og hvis du endnu aldrig har smagt en tapernade-smagende
tennisbold, kan jeg varmt anbefale det. Opskriften kan fås
ved forespørgsel.
129
Pigen ved siden af
130
eg bliver ikke så let forlegen. Jeg
er afslappet i et tætpakket lokale,
er veltilpas med fremmede og
elskværdig, når jeg bliver stillet over for
komplimenter. Med en undtagelse.
’Se lige Boy. Han er fuldstændig
ligesom en af familien’, jeg har hørt
denne idiotiske frase én gang, jeg har hørt den hundrede
gange, og den undlader aldrig at få mig til at krympe mig.
Det spørgsmål jeg stiller mig selv er, Hvilken en? Det kan
ikke være Madame på grund af forskellen i køn, så jeg må gå
ud fra, at jeg bliver sammenlignet med den anden halvdel, og
hvis nogen tror, at det er en kompliment, så har de valgt den
forkerte hund. Den anden halvdel er en beundringsværdig
fyr på mange måder, en prins blandt spadseretursgængere
og en gavmild hånd ved fodringstiderne. Men han vil være
den første til at indrømme, at han er nærsynet, helt blottet
for ansigtshår, dårligt koordineret, nyttesløs med kaniner og
forfalden til lange perioder af ørkesløshed. Du kender mig
godt nok efterhånden til at forstå min mangel på entusiasme
over sammenligningen.
Dog, der er meget at sige til fordel for teorien om,
at visse folk og visse hunde deler personlighedsdefekter
og endda den lejlighedsvise fysiske særhed, og dette blev
gjort helt tydeligt for mig for ikke så længe siden, da vi
underholdt Sven, lommesvenskeren, og hans modbydelige
corgi, Ingmar. Jeg bør nok her indskyde, før nogen fra den
Svenske Antismæde Forening tager anstød, at jeg, når det
drejer sig om svenskere i almindelighed, intet har imod dem.
Behagelige mennesker i det store og hele, og de laver en god
topløs sandwich.
Sven, derimod, er et uhyre i alt andet end størrelsen –
131
aggressiv, diktatorisk, selvhøjtidelig, støjende og selvtilfreds.
De mere opmærksomme blandt jer vil have indset, at denne
beskrivelse, fra aggressionen til selvtilfredsheden, nemt
kunne anvendes om corgien, der, som vi alle ved, er en af
naturens mest spildte anstrengelser. Og at se ligheden mellem
de to, Sven og Ingmar, der japper løs i forening og hopper op
og ned sammen, var i sandhed uhyggelig. Den anden halvdel
må også have bemærket det, fordi når han kom med en
gæstevenlig vodka i den ene hånd og en kiks i den anden, var
der et øjebliks forvirring, før han kunne beslutte, hvem der
skulle have hvad.
Men jeg afviger fra emnet. Hvad, jeg vil fortælle jer,
kan måske komme som en overraskelse, eftersom I må
have gættet nu, at jeg ikke bryder mig om de fleste hunde,
der opererer tæt ved jorden. Jeg vil ikke nægte dette – de
kommer ind under dine fødder, og de har en tendens til at
nappe – men der er altid undtagelser, og jeg fandt mine
tanker oftere og oftere vende tilbage til den sky lille juvel,
som jeg for nylig havde mødt, pigen ved siden af med
skægget. I løbet af ugerne, der fulgte, smuttede jeg væk, når
som helst lejlighed bød sig, i håb om at vi kunne finde en
løsning på vores tidligere problem. Den sande kærligheds
veje er ofte strøet med forhindringer, som Pekingeseren
opdagede, da han udviklede en romantisk tilknytning til en
sofapude, men jeg var overbevist om, at opfindsomhed ville
vinde igennem til sidst.
Erfarne generaler og indbrudstyve vil altid fortælle
dig at recognoscering er nøglen til success, og jeg tilbragte
mange timer bag min busk ovenfor bondehuset med at
observere bevægelserne ud og ind af huset og ventende på
le moment juste, det rette øjeblik. Den samme rutine blev
fulgt hver morgen hvor fruen i huset tog min tilkommende
132
– Fifine blev hun kaldt, hvis jeg havde overhørt rigtigt –
på en morgenspadseretur på marken, før hun bandt hende
ved bagdøren. Jeg besluttede at afprøve forsvarsværkerne
en dag og udsendte et glødende kærlighedshyl fra bag ved
busken. Fifine spidsede ører, og det så ud, som om hun
sendte et luftkys i min retning, men jeg var knap halvvejs
nede af skråningen, før døren blev åbnet og en vision af
væmmelighed dukkede frem og viftede en forskærekniv og
snerrede.
Og sådan fortsatte det med mine afgange mod Fifine
vedvarende forpurret af det gamle fugleskræmsel i køkkenet,
og så skete der noget, som dæmpede min fyrighed og fik
mig til at tænke på at prøve lykken andetsteds. Det var i
aperitif-stunden, da ejeren havde for vane at hvile sig fra
sine anstrengelser med et glas i skyggen af et træ. Fifine
blev løsnet fra rebet, og de to ville betragte solnedgangen
sammen, skønt hvorfor hun valgte at blive ved hans fødder,
når jeg var til rådighed, vil jeg aldrig forstå. Det er umuligt
at gøre rede for kvindelig adfærd. Kravlende over dig det
ene øjeblik blot for i næste øjeblik at bede dig holde en vis
afstand, efter hvad jeg har erfaret. Jeg er blevet fortalt, at det
har noget med månen at gøre.
Nå men altså, der var de under træet, da hvem andre
skulle komme anstigende fra bagdøren end Professor Roussel
fra hønseakademiet, ledsaget af en hund, som så ud, som om
han nedstammede fra en lang række af gnavere – fedladen,
kort i bentøjet, smal i snuden og gennemført utiltrækkende.
Du har sikkert set typen på plakater om hundegalskab. Det
var tydeligt, at de alle kendte hinanden, fordi de to mænd
satte sig tilrette med en flaske, mens Fifine og Fede gantedes
i græsset. Det var et slag i sig selv, men der var langt værre
ting i vente.
133
De to mænd havde travlt med at suge den rå blanding
i sig og var i dyb samtale, så de bemærkede ikke, hvad jeg
kunne se klart og tydeligt. Fifine, som viste alle tegn på at
være en lille løsagtig tøjte, var i færd med at lokke hendes
kammerat væk fra træet og rundt om på den anden side af
huset – farende hen imod ham, hoppende hen over ham
(ikke spor svært), rullende om på ryggen og så smutte væk.
Grov provokation af en seksuel art, der er ingen anden
beskrivelse, der passer. Hun kunne lige så godt have taget
ham i nakkeskindet og slæbt af med ham. Jeg fandt optrinnet
dybt anstødeligt, men du ved, hvordan det er, når noget
skrækkeligt men fascinerende finder sted: man kan ikke lade
være med at stirre.
Finfølelse tilskynder mig til at trække et slør henover,
hvad jeg derefter så, bortset fra at Fifine fik sin vilje med
ham bagved en rosenbusk, før hun vendte tilbage til hendes
herres fødder med et udseende som lille Frøken Dydig
efter et anstrengende spil kroket. Med drømmene knust,
hjertet bristet, forpint og ude af mig selv vendte jeg hjem
igen. Heldigvis fandt jeg et sted, hvor den gamle Labrador
havde nedgravet et marvben, så dagen var ikke helt spildt.
Alligevel, det havde været et emotionelt tilbageslag, og det
bekræftede alle mine følelser med hensyn til hunde med
korte ben. Slaver af øjeblikkelig tilfredsstillelse, hvis du
spørger mig, og med meget mangelfuld skelneevne. Jeg
strøg Fifine fra min liste over fremtidige tiltrækninger og
besluttede at finde en mere passende ledsagerinde, måske
en af Dobermann søstrene, jeg ser nogen søndag morgener i
skoven. Eller måske dem begge. Jeg er ikke selvisk.
134
Det var godt hen på efteråret, før jeg blev mindet om
Fifine og det oven i købet en højst ubehagelig påmindelse.
For en gangs skyld var aftenen fri for selskabelige
forpligtelser, og vi var en famille (i familiens skød o.a.) –
med ilden blussende i pejsen, middagsmaden godt på vej
i køkkenet, de to gamle tæver snøftende løs i deres kurve
– da der var et bank på døren. Ledelsen tager ikke mildt på
uventede forstyrrelser som denne ved fodringstid, og der er
altid en betydelig modvillighed ved at tage imod den ukendte
besøgende. Madame hæver sine øjne mod himlen, den anden
halvdel mumler forbandelser, og jeg har oplevet dem begge
gå ind og gemme sig i soveværelset og foregive at være ude.
Men bankningen fortsatte, og den anden halvdel blev sendt af
sted for at smide indtrængeren på porten.
Hen fejlede miserabelt, som han ofte gør – jeg er bange
for, at han mangler dræber-instinktet på dørtrinet, jeg har ofte
tænkt på, at jeg burde lære ham at bide. Da han dukkede op
igen, var det med en kendt afstumpet skikkelse på slæbetov.
Fifines ejer, kasket i hånd og med et ansigt som en tordensky,
135
da han så mig tilbagelænet ved pejsen.
Næppe havde han præsenteret sig selv som Monsieur
Poilu, før han begyndte at arbejde sig selv op til en tilstand af
højlig fortørnelse, mens han viftede med kasketten i retning
af mig og gav en dramatisk imitation af en mand, der var
inderligt krænket. ’Min dyrebare Fifine’, sagde han, ’som
er som en datter for mig – Madame og jeg er ikke velsignet
med børn – er blevet ødelagt, skændet, frarøvet sin uskyld.
Hun er tung med hvalp, og jeg ser i dette rum den lystgale
slyngel, der er ansvarlig.’ For det tilfælde at han ikke havde
gjort det helt klart, hvem han hentydede til, marcherede han
over og pegede på mig med fingeren skælvende af lidenskab,
mens han rablede videre. ’Det er ham, udyret, og se på hans
størrelse. Tanken om dette brutale bæst og min lille Fifine,
så lillebitte, så forsvarsløs, quelle horreur (hvilken rædsel
o.a.), hendes liv ødelagt, og ydermere er min frue i chok med
allerede et dyrt besøg af lægen, en hel familie i ulykke…’
Han holdt pause for at trække vejret og for at
hente yderligere inspiration, mens jeg funderede over
uretfærdigheden i det hele. Ikke alene var jeg komplet
uskyldig – skønt det ikke var, fordi jeg ikke havde prøvet
– men jeg havde faktisk overværet denne udåd, og hvis der
var nogen, der havde mistet deres uskyld, kan det ikke have
været Fifine. Lille Fede, snarere. Og som jeg i tankerne
gennemgik hin aftens hændelser, stod det hele klart for
mig. Poilu havde utvivlsomt hørt fra sin ven Roussel om
affæren med den overbetalte høne, og så en mulighed her
for at uddrage lidt finansiel hjælp til hans kone’s migræne
piller med masser tilovers til en god middag. Med andre
ord en fadderskabssag. Du kan synes, at dette er en kynisk
konklusion, men jeg kender disse mennesker, og jeg kan
fortælle dig, at de anser tegnebogen for at være et af deres
136
livsvigtige organer.
Selvfølgelig havde ledelsen ingen anelse om
sandheden, og de sad bare der og nikkede alvorligt, mens
Poilu stavrede rundt i værelset og greb sig til sin feberhede
pande og frådede om munden, mens han jappede løs om
syndens sold. Et øjeblik troede jeg, at han ville fremlægge en
regning, men han løb til sidst tør for pusten og stod og gloede
på mig, hans mandige bryst bævende af bevægelse. Eller
muligvis tørst. Tirader har denne effekt på nogen mennesker.
For en gangs skyld tog ledelsen ikke tilflugt til den
beroligende flaske men begyndte at stille ham spørgsmål.
Havde han set handlingen? Hvornår havde den fundet sted?
Var det muligt, at en anden hund havde udført den?
Poilu spruttede løs, mens han gav det indryk, at han
havde været til stede på pletten på det rette tidspunkt med
137
sin notesbog rede og havde noteret belastende detaljer, og
så gjorde han den fejltagelse at vende tilbage til emnet om
Fifines diminutive størrelse, formodentlig for at tilskynde
til mere skyldfølelse og sympati blandt publikum. Til sidst
stillede ledelsen det spørgsmål, som jeg havde ventet på.
Hvor lille er Fifine?
’Ah, men hun er lillebitte, en lille næsten ingenting,
så sød’ – og her gjorde Poitu beskrivende bevægelser med
hænderne, der indikerede noget ikke meget større end en
velfodret guldfisk.
’I så fald’ sagde ledelsen, ’hvordan kan denne
uheldige forbindelse så have været med vores hund? Som
De ser, er han stor, mange gange større end Deres Fifine,
og mindst dobbelt så stor. Det er ikke de mest befordrende
omstændigheder.’
Lige nøjagtigt mine tanker, selvfølgelig, og som du nok
husker, havde jeg gjort mit bedste for at overkomme denne
naturlige forhindring uden held. Det afgør det, tænkte jeg.
Game, set og match til hjemmeholdet, mit gode navn renset,
og Poilu påvist at være den kræmmeragtige afpresser, som
jeg vidste, han var. Jeg gabte og vendte mig om, idet jeg
antog, at jeg havde hørt det sidste om den sag.
Men Poilu tog ikke af sted. Han bad om en kasse, og da
den anden halvdel hentede en gammel vinkasse fra garagen,
satte han den på gulvet og placerede sin kasket ovenpå.
’Nu’ sagde han, ’vær venlig at præsentere Deres hund for
kasketten.’
Jeg ved ikke, hvem der var mest forvirret, jeg eller
ledelsen, men de besluttede at tækkes den gamle slyngel, og
jeg blev bragt over for at blive præsenteret for kasketten på
kassen. Den var mere eller mindre i højde med mit bryst, og
dette syntes at kvikke Poilu enormt op. Han nikkede med
138
hovedet et par gange og gryntede med tilfredshed, mens han
cirklede rundt om mig. ’Det er som jeg tænkte’, sagde han.
’Forestil Dem, at min kasket er min lille Fifine. De vil kunne
observere, at hun nu er af samme højde som Deres hund, og
med denne ekstra ophøjelse er alle ting mulige. Ja’, tilføjede
han, ’det er nøjagtig, som jeg tænkte. Sådan blev det gjort.’
Jeg kunne næppe tro mine egne ører, og selv ledelsen
var ved at finde det vanskeligt at opretholde passende
alvorlige udtryk. Før vi vidste af det, ville Poilu sværge med
hånden på hjertet på, at han havde set mig krybe rundt om
huset bærende på en vinkasse eller måske en trappestige eller
en transportabel elevator, og jeg er sikker på, han ville have
gjort det, hvis ikke Madame var kommet i tanker om sin roti
de porc (flæskesteg o.a.) i ovnen. Hun er en velafbalanceret
kvinde for det meste, men når hendes madlavning er i fare,
kan hun blive nærtagende, hvilket hun blev. ’Forbandet
sludder’, sagde hun og sejlede ud mod sit køkken, og efterlod
den anden halvdel og Poilu til at sammenligne skulen.
De brugte fem minutter på at være uenige med
hinanden, før Poliu besluttede, at det var usandsynligt, at han
ville få udleveret en check. ’Dette er ikke enden på affæren’,
sagde han. ’De vil høre nærmere fra mig.’ Og med denne
salut slog han med krøllerne, reddede sin kasket og forlod os.
Men vi hørte aldrig fra ham igen, og grunden blev helt
tydeliggjort, da Fifine nedkom med en håndfuld skabninger,
som kun en blind moder kunne elske. Jeg så dem en dag,
da jeg var ude og gå tur med den anden halvdel – grå,
tykmavede, kortbenede svæklinge, som snydt ud af næsen på
deres far. Sagen afvist.
139
På deres Lugt Skal Du Kende Dem
140
er er vi så igen. Der skal være en soirée
i aften, en sammenkomst af kultiverede
og sofistikerede mennesker, som kaster
epigrammer frem og tilbage over bordet
og holder konversationens bolde i luften.
Det er i det mindste den optimistiske
teori. Vi får se.
I mellemtiden udviser ledelsen tegn på panik, som det
så ofte er tilfældet, og når man kigger på deres forberedelser,
er det nok til, at få hvem som helst til at få alvorlige tvivl
omkring gæstfrihedens velsignelser. En hel del vin bliver
bragt op fra kælderen af den anden halvdel, som forlyster
sig selv med at komme med indiskrete kommentarer
om de sandsynlige virkninger hos dem, der skal drikke
den. Dette gør Madame opbragt, da hun nu er i de sidste
krampetrækninger med en soufflè, og hun fortæller ham så,
at disse er vore kære venner. Den anden halvdel snøfter og
siger, at han længes efter at kende en afholdsmand. Madame
snøfter tilbage, og sådan fortsætter det. Jeg bringes til at føle,
at jeg er overflødig for nødvendighederne for så vidt angår
køkkenet. Der er fødder overalt, og jeg finder fødder meget
truende. Jeg trækker mig tilbage til sikkerheden i haven for at
gruble.
Hvorfor mon folk spiser i flokke? Og hvornår begynder
denne vane? De ser ikke ud til at gøre det, når de er små,
hvilket er alt hvad man kan sige til fordel for babyer. Babyen
har tendens til at spise alene og gør et pokkers stort søle
ud af det oven i købet, så der er altid noget, der falder ned
fra pinden. Bortset derfra hælder jeg mest til at være enig
med W.C. Fields. Adspurgt om hvordan han kunne lide
babyer, svarede han, ’Kogt!’ Godt sagt W.C. Uberegnelige
små abekatte er de for det meste, de prøver altid at hive
141
i ens overskæg eller prøver at skrue ens ører af, selv om
jeg som regel bærer over med deres sociale mangler, når
lammepuréen begynder at flyve.
Heldigvis kommer der ingen babyer i aften. Man kan
vide det ud fra placeringen af møblerne. Når huset er tømt,
så det ligner en operationsstue, kan man være sikker på, at
Mester Baby kommer på besøg. Dette er ikke sket, så i aften
forventer vi åbenbart voksne, også farlige på deres egen
måde, men lettere at forudsige.
Jeg tør vædde med, at den sædvanlige zoologiske have
vil begynde, så snart drikkevarerne begynder at gøre deres
virkning – øredøvende rablen, fødder der flyver omkring med
hensynsløs løssluppenhed, bagtalende bemærkninger om
fraværende venner, og med meget lidt der falder af, udover
den lejlighedsvise tabte krumme, til det tavse mindretal
under bordet. Og nogen mennesker kalder middagsselskabet
en af de store glæder ved det civiliserede liv. Meeen, der
er naturligvis tale om de samme mennesker, der stemmer
på anbringelsesmodne politikere, og som melder sig ind på
aerobics hold, så man kan se, at de er nogle få kort fra at
spille med et fuldt sæt.
Åh jah. Alle ting må forgå, og der er altid postmortemet at se frem til. Det finder pr tradition sted blandt
resterne i køkkenet, hvor de andre hunde og jeg samles
og nyder resterne fra festen og kommentarerne fra vores
geniale vært og værtinde, mens de tæller de tomme flasker og
aflægger ed på aldrig at gøre det igen.
Der har været nogle klassiske øjeblikke, kan jeg godt
fortælle dig. Højt drama, lavkomik, tårer og verbalt misbrug,
gåen i rette og anger, og endda ved en enkelt lejlighed, fysisk
voldsomhed. Hvad der skete, var dette.
Mrs. Franklin, en formidabel amerikansk dame, som
142
aflægger os et besøg en gang om året på sin statelige vej til
Cap d´Antibes, havde bedt os om lejlighed til at møde en
vaskeægte lokal, en homme du coin, en sand indfødt. Der
var en vis vanskelighed her, idet alle indfødte i besiddelse
af blot en smule fornuft ligger underdrejet for sommeren
eller forsvinder et eller andet fugtigt og køligt sted hen som
Skotland, hvor de kan bære mærkeligt tøj uden at tiltrække
kommentarer. Så der var derfor en vis skraben af bunden
af tønden, før ledelsen fik held med at overtale Raoul den
politiske aktivist til at forlade Avignons barrikader og beære
bordet med hans ubarberede tilstedeværelse.
Dette var på sin egen beskedne facon noget af et offer,
fordi hverken Madame eller den anden halvdel kan lide
Raoul, som har en stikkende temperament og drikker som
et hul. Men udvalget var begrænset, og han var en sand
indfødt, hvilket han aldrig blev træt af at fortælle alle og
enhver. Ikke alene var han en sand indfødt, men han var også
en varm forsvarer for renheden af den glorværdige franske
arv (hvilket efter min opfattelse hovedsagelig består af
museer, basken med armene og et stort forråd af organiseret
nedsvælgning, men det er bare sådan en randbemærkning).
Hvorom alting er, Raoul havde nedladt sig til at iklæde sig
sin mindst tilsølede læderjakke og komme, og Mrs. Franklin,
der bar sin bedste chintz kjole til hans ære, var passende
imponeret og tilfreds.
De var rene modeller på diplomati under middagen, og
overholdt pænhederne og udviste dyb interesse for hinandens
synspunkter omkring prisen på meloner og den snigende
trussel fra baseball kasketter båret omvendt, og aftenen så
ud til at være dømt til høflighed. Det var først da min vært –
hvem jeg mistænker for nogen gange aktivt at tilskynde til
fortrædeligheder for at holde sig vågen – pressede brandy
143
ned i halsen på dem og nævnede Euro Disney, at pelstotter
begyndte at flyve.
Raoul nærmest kløjsede i sin medicin. Quelle horreur!
Fransk kultur, den skinnende juvel i civilisationens krone,
var ved at blive trukket ned af usmagelige amerikanske
opfindelser – le Coca-Cola, Les Big Mac, og nu denne
utålelige Mickey Mouse med sine fremstående ører. De
Gaulle ville aldrig have tilladt sådan en vulgaritet på
Frankrigs jord.
Sludder, sagde Mrs. F. Euro Disney er intet imod Côte
d’Azur, når det drejer sig om vulgaritet. Og desuden, sagde
hun og fyldte sig glas op, så virker blikkenslagerarbejdet i
Euro Disney, hvilket er mere end man kan sige om resten af
Frankrig.
Altså, man skulle tro, at hun havde foreslået, at
Monsieur Mickey skulle tage ophold i Elysée Paladset.
Jeg ved ikke, hvorvidt Raoul havde ærværdige forfædre i
blikkenslagerbranchen, men henvisningen til blikkenslagere
skar ham ind til marven. Han rejste sig op og hamrede i
bordet og afleverede en vindstyrke ti svada om onderne ved
den amerikanske kultur-imperialisme fra tyggegummi til
Sylvester Stallone (som i øvrigt begge er voldsomt populære
i Frankrig, vil jeg lige tilføje). Og så gjorde han den fejl
at bevæge sig videre, med armene fægtende til alle sider
og brandy flyvende partout, til at omtale Mrs. Franklin’s
udseende. ’Se bare på den kjole’, sagde han, med en
vrængende krølle med læben, ’det er, hvad jeg mener med
amerikansk vulgaritet.’ Han gik for vidt naturligvis, men
man kan som regel regne med Raoul til at gøre det, hvilket er
grunden til, at han ikke er særlig efterspurgt.
Under alle omstændigheder, det gjorde udslaget. Mrs.
Franklin var oppe og rundt om bordet som et lyn, med gode
144
bevægelser for en kvinde af hendes årgang, og fangede ham
lige ret på næsen med en solid lige højre med sin håndtaske.
Der må have været noget tungt indeni – ekstra juveler til
weekenden måske, eller et halvt dusin dåser med Mace
(tåregas o.a.) – for den trak blod. Dette syntes at opildne
hende til endnu større anstrengelser, fordi hun jagtede Raoul
fra huset, udstødende krigsråb og gik efter en knockout.
Og hvad, kan du spørge, gjorde medlemmerne af
vort kultiverede publikum, mens alt dette foregik? Absolut
ingenting, hvilket får mig til at tro, at det samme princip
gælder for mennesker som for hunde: bland dig aldrig i en
ærlig udveksling af forskelle i synspunkter. Den, der forsøger
at lægge sig imellem, bliver bidt fra begge sider.
Du vil kunne forstå ud fra dette eksempel, at
middagsselskaber i et multikulturelt samfund ikke er uden
de lejlighedsvise uplanlagte adspredelser, og jeg håber at
aftenens kombattanter vil være en livlig flok.
Jeg hører dem ankomme nu, i fuld krigsstemning selv
før de kommer ind i huset. Du har hørt æsler i parringstiden,
kan jeg forestille mig, al denne skryden og stampen med
fødderne. Det er næsten ligeså slemt som det. Hvad værre
er, de suser forbi mig uden så meget som et ord til goddag.
Desperate efter en drink går jeg ud fra. Jeg går ind efter
dem og vurderer damernes håndtasker for brugbarhed som
angrebsvåben og observerer den velkendte rituelle dans, der
altid går forud for de alvorlige sager.
Jeg finder det stadig mærkværdigt. Mænd griber hænder
og kvinder pikker kinder, men der er aldrig, hvad jeg vil
kalde informativ kropskontakt. De bøjer sig i taljen og nikker
og dukker sig, men de mangler at tage ordentlig fat, hvis du
kan følge mig. Der er ingen rigtig substans i udvekslingen.
Hvordan kan de håbe at opdage noget som helst af interesse
145
fra en afstand på en armslængde eller en kort kontakt lidt vest
for øreringene?
Mine hilsemetoder er derimod ægte hjertelige, eller
det kan jeg da godt selv lide at synes, og yderst afslørende.
Når jeg nærmer mig, logrer jeg kraftigt med halen. Dette
beroliger de mere frygtsomme sjæle, tilfører en vis grad af
bonhomie og forbereder vejen for en mere intim hilsen –
et prøvende snif mod gæstens centrale område. Jeg skulle
måske tilføje her, at min højde tillader mig at gennemføre
dette uden noget af den servile hoppen op og ned, som hunde
af formindsket statur er nødt til at udføre. Du har set dem, er
jeg sikker på. De ser ud som pelsforede yo-yo’er.
Så her er vi altså, næse mod skridt. Gisp og hvin fra
damerne og mandige forsøg fra mændene på at opfatte mødet
som endnu et pudsigt udslag af det landlige liv. ’Drenge er
146
drenge’, siger de. Eller, med et spor af forsigtighed, ’Bider
han?’ Jeg må sige, at jeg har været fristet til at tage en
mundfuld fra tid til anden, især når de kalder mig Rover eller
spilder gin på mit hoved, men indtil videre har jeg klaret at
holde mig tilbage. Der vil dog komme en dag. Der er grænser
selv for min godmodighed.
Den indledende undersøgelse tager kun nogle få
sekunder, men det kan være meget oplysende for dem af os
med en uddannet næse og en evne til at værdsætte de etniske
forskelle. I aften, som jeg nu gør mine runder, finder jeg, at vi
har en blandet pose af mistænkte fra adskillige lande, og det
er interessant, hvor ofte deres personlige dufte bekræfter de
nationale stereotypier.
Her har vi Jeremy, englænderen, der passer perfekt
på profilen. Han lugter fugtigt, med undertoner af sherry
og restdufte, der antyder ældgammel tweed og uvirksom
skælshampoo. På trods af aftenens lunhed bærer han tykke
bukser, der får en til at tænke på efterår og vildtskydning.
Han kalder mig ’dear boy’ og synes ret nedtrykt, da jeg
trækker min næse tilbage og bevæger mig videre.
Jules og Jim, antikvitetshandlerne fra landsbyen
spankulerer rundt på deres sædvanlige ophidsede facon.
De er, som de fleste af vore landsmænd, uvægerligt krast
duftende: gennemtrængende eau de cologne, der blander sig
med følgeeffekten fra en kraftig krydret frokost. Hvidløg
selvfølgelig med betydelig assistance fra ansjoser og
peberkorn, og en svag souvenir af anisfrø og lakrids efterladt
fra morgenpastisen. En kombination, der ofte får mig til at
nyse ud over deres hvide espadrillos.
Unge Linda og hendes søster Erica fra Washington
lugter som alle amerikanere. De minder mig om nogle
nyvaskede skjorter, som jeg engang legede lidt med i et
147
ledigt øjeblik. Der er også et stænk af mundskyllemiddel. Jeg
dvæler sjældent ved amerikanere på grund af deres sanitære
duft. Desuden har jeg på fornemmelsen, at mange af dem
betragter mig som en sundhedsrisiko.
Endelig har vi den ærværdige Angus, en gammel ven
af ledelsen fra Skotlands Western Highlands. Jeg lever i
håbet om, at han en dag vil ankomme iført kilt og bæltetaske,
hvilket ville være en ny oplevelse for os begge. I aften,
desværre, er han klædt festligt ud i antik fløjl, og dufter, som
sædvanlig af havregryn, spildt whisky, Border terriere og
cigar-aske.
Og det er så rollelisten for denne aften. Vil de støde
panderne sammen og genoplive de gamle traditioner med
sproglige angreb og tæskning? Jeg håber det, fordi jeg har
fundet ud af, at når lidenskaberne får frit løb, er der en fin fri
ligegladhed med hænderne, og mad har tendens til at falde
ned fra bordet som resultat.
Til sidst, efter at dytte af hinanden i en time eller
så, trutter Madame i signalhornet, og gæsterne går ind til
middagen. Før jeg slutter mig til dem, rydder jeg lige op i de
kanapeer, som en betænksom gæst har ladet stå til mig på et
lavt bord, og reflekterer over den aromatiske forskellighed
blandt verdens menneskelige befolkning. Jeg ser frem til en
dag at træffe min første australier.
148
Modelsidningen
149
olk har mange pudsige vaner – diæter,
selskabsdans, frimærkesamling og en
rørende tro på aktiemarkedet, blot for
at nævne nogle få – men en af de mest
kuriøse er deres modvillighed mod at
drage fordel af glæderne ved en simpel
spadseretur. Mindst en gang om dagen
drager ledelsen og jeg af sted i søgen efter motion og eventyr
i skoven. Venligt og betænksomt af dem, må jeg nok sige,
selvom der er nogle gange, hvor jeg ville have været gladere
foran pejsen. Men de synes at nyde det, så jeg viser mig altid
villig. Skoven er et stort sted, og jeg vil nødig have, de farer
vild.
Men hvad der stadig forbløffer mig efter alle disse år, er
deres mangel på initiativ. Alt, hvad de gør, er at traske af sted.
– ingen snusning, ingen ubekymret rullen sig, ingen løben
efter høns, ingen stop for at stænke ens overflod ved foden
af træer, ingen rituelle nedgravninger, ingen bagholdsangreb,
ingen gravning og meget lidt i form af elegant hoppen rundt
fra tue til tue. Jeg prøver at opfordre dem ved mit eksempel,
men de er så satte i deres vaner og modsætter sig træning.
Det kunne selvfølgelig være alderen. Man kan ikke lære et
gammelt menneske nye kunster.
Men i hvert fald, det var under en af disse ekspeditioner
at et tilfældigt møde førte til min korte karriere indenfor
kunstens verden. Lad min historie være en advarsel for dig
om, at ingen god gerning forbliver ustraffet..
Vi var i bakkerne ovenfor landsbyen med ledelsen
dannende bagtrop, da jeg hørte lyde af bevægelse, og idet
jeg håbede på en kanin, brød jeg gennem buskene for at
undersøge sagen nærmere. Til min skuffelse var alt jeg så
en menneskelig skikkelse, og endda en jeg genkendte. Det
150
var Eloise, kunstneren, der drev gennem lundene som en
fortabt weekend, i færd med at tage fotografier af kviste. Hun
bar sin vandfarvekulørlægger udklædning med flagrende
gevandter, lærredsstrop sandaler med matchende kamerarem
og en pittoresk hat. Hun var uden tvivl ved at søge efter
inspirationen, der har undgået hende i adskillige år, så vidt
jeg helt sikkert ved. Hun hilste mig med en kurren af fryd.
’Oooh c’est magnifique’, sagde hun. ’Bliv stående,
lige hvor du er, indrammet af det grønne som noget ud af Le
Donanier Rousseau. Så savage (vild o.a.). Og med dette tog
hun et fotografi af mig. Jeg havde en kvist af vild kaprifolium
klyngende sig til mit øre, kan jeg huske, og det var det,
der må have sat hende i gang. De er en sjov forsamling,
kunstnere, med tilbøjelighed til fikse ideer.
Ledelsen kom kæmpende gennem underskoven, og de
og Eloise kyssede og flagrede hænder, som om de ikke havde
set hinanden i årevis. I virkeligheden var hun altid ovre i
huset, sandsynligvis for at se, om hun havde efterladt sin
muse i et hjørne et eller andet sted, men når venner uventet
støder på hinanden, har de tendens til at gøre et måltid ud af
det. Spørg mig ikke hvorfor. I hvert fald, jeg skulle til at følge
en interessant og vildtagtig lugt – en ræv kunne det have
været eller muligvis gamle Roussel, der var ude og anstrenge
sig – da jeg blev stoppet i min gang af noget, Eloise var ved
at sige til ledelsen.
Det var kommet til hende som et glimt, sagde hun med
barmen bølgende i ophidselse, da hun så mig dukke frem
fra buskene. Det var et høj-spændt øjeblik, en blændende
krampetrækning af inspiration; skællene var faldet fra hendes
øjne, og nu var vejen fremad klar.
Ledelsen nikkede og skuffede høfligt frem og tilbage
med fødderne, men jeg kunne se, at de var lige så forvirrede
151
som jeg selv, indtil Eloise begyndte at forklare sig. Hun
er ikke så god til den slags, faktisk, så jeg vil give dig
en forkortet fortolkning af de ti minutters pølsesnak, der
fulgte. Tilsyneladende havde hun planlagt en definitiv serie
af edderkoppespind i vandfarver – derfor kameraet og
kvistefotograferingen, for research formål – men af en eller
anden grund var arbejdet ikke flydt. Det gør det aldrig, hvis
sandheden skal frem. Eloise er, hvad man kunne kalde en
kunstner in spe snarere end en udøvende maler. Mit eget
synspunkt er, at hun er lykkeligere sådan. Timerne er kortere,
for det første, så ens sociale liv ikke lider under det.
Men nu, som et resultat af åbenbaringen i busken,
havde hun besluttet at forlade edderkoppespindprojektet,
kaste sine vandfarve til side og omfavne lærred og oliefarver
– kød og blod, sagde hun, for den modne og seriøse kunstner.
Du er nødt til at kende hende, virkelig, for at fange den
ufrivillige humor i denne udtalelse, men det var sådan hun
sagde det. Ledelsen fortsatte med at nikke og skuffe med
fødderne og holdt ansigtet i de rette folder, mens de ventede
på, at forelæsningen skulle forlade Cezanne og Picasso og
komme tilbage til sagen.
Efter en eller to korte udflugter ind i Fauvismen og
indflydelsen af absinth på van Gogh’s arbejde, afslørede
vor frue af paletten endelig sin plan. Det var at frembringe
et mesterværk, et fuldstørrelses studie af skovenes konge
springende frem fra en busk, indbegrebet af natur i dens
utæmmede storslåethed. Nu er jeg som regel ikke længe om
at få færten af, hvad vej samtalen går, men jeg må tilstå, at
det tog nogle få sekunder, før jeg indså nøjagtig, hvad det
var, hun fablede om. Hun ønskede at male et portræt af mig.
Blandede følelser kom i spil her. På den ene side var der
en tilfredsstillende anerkendelse af mine heroiske kvaliteter,
152
chancen for at blive udødeliggjort, og muligvis nogle få ben
ved siden af som en slags forfriskninger til modellen. På den
anden side, havde jeg mine tvivl med hensyn til maleren Når
jeg fortæller dig, at dette er en kvinde, som jeg har hørt sige,
at hun har alvorlige kunstneriske problemer hver morgen
med hendes valg af læbestift, kan du forstille dig, hvad der
for gennem mit hoved. Vi ville vakle af sted i årevis i studiet,
livet ville passere forbi mig, og når engang portrættet var
færdigt – altså hvis det nogensinde blev påbegyndt – ville jeg
være gammel nok til at behøve assistance fra en autoriseret
sygeplejerske til at hjælpe mig med at løfte benet.
Ledelsen, derimod, havde ikke sådanne skrupler. Jeg
tror, de havde visioner om mit kontrafej hængende i Louvre,
i afdelingen for husdyr ved siden af disse overvægtige
middelalderlige keruber, som alle synes at beundre så meget.
Deres Boy, skulder ved skulder, eller kind ved kæbe, med de
gamle mestre. De syntes, at ideen var spændende. En farlig
ting, entusiasme, især hvor Eloise er indblandet. Men jeg
forudgriber mig selv.
Konferencen i skoven blev hævet, med Eloise der
skyndte sig af sted for at lede efter sit portræt-maler-sæt, og
ledelsen spekulerende optimistisk på fuldførelsesdatoen for
dette storværk. Mit eget overslag var godt 18 måneder, og
det var bare for at købe materialerne, så jeg spekulerede ikke
meget på det hele de næste få dage. Det ville aldrig ske, var
jeg sikker på, og for at være helt ærlig var jeg lettet. Jeg er
ikke skabt til stilleben.
Ak ja, ingen af os er ufejlbarlige. Til min store
overraskelse tog jeg fejl, og Eloise ringede en uge senere for
at sige, at hun var klar til en første sidning. Jeg var langt fra
tilfreds, da jeg havde lagt planer for dagen, og som jeg har
nævnt, nærede jeg stor tvivl om hele projektet. Men ledelsen
var i en tilstand af høj begejstring, og for deres skyld var jeg
vildført nok til at samarbejde. Efter nogen helt unødvendig
afpudsning og kæmning af overskæg, blev jeg afleveret ved
døren, af hvad Eloise kaldte sit atelier.
Det lå for enden af hendes have, en lang smal bygning,
der var blevet lavet om – for ret nylig efter lugten at dømme
– fra et hospits for geder. Og der i døren stod det moderne
svar på Stubbs og Rembrandt, majet ud i fuld kampuniform.
Borte var sandalerne, de flagrende gevandter og den bløde
hat fra hendes dage med at lege med vandfarver. Dette var
den ny og til kunsten overgivne Eloise klædt i, hvad der
så ud som en svejsers overall og gummistøvler, med et
cinnoberrødt pandebånd rundt om hovedet.
153
154
Hun ledte mig indenfor, sludrende løs, som kunstner til
model, om at arbejde sammen for den større glorværdighed
af det malede billede, mens jeg tog en tur rundt i lokalet. Jeg
havde aldrig været i en kunstners atelier før, og det var alt
sammen nyt for mig. Et stort tomt lærred stod på et staffeli
midt i rummet. Ved siden af det var der et langt bord med
tuber med farve, potter med pensler, paletter og – uundværlig
for alle store kunstnere, kan jeg huske, jeg tænkte – en
telefon. Og foran staffeliet var der, hvad jeg bedst kan
beskrive som en kunstig grotte.
Der var klippesten, smagfuldt arrangeret for at danne en
ujævn grund, med en forskellighed af døende planter klemt
ned mellem revnerne. Hvis du havde en meget livlig fantasi
og et ukritisk øje, kunne du have opdaget en svag lighed med
noget natur, men jeg var ikke overbevist. Imidlertid lagde jeg
mærke til nogle kiks, der var efterladt på en en af stenene,
og jeg tog mig af dem, mens jeg lyttede til Eloise foretage
en telefonopringning. Så foretog hun en til. Og en til. Og
hver gang var det den samme historie. Hun ringede til sine
venner for at sige til dem, at de ikke skulle forstyrre hende
– ironisk i virkeligheden, når man tager hendes talent for at
afbryde sig selv ved enhver lejlighed i betragtning. Men hun
udsendte det budskab, at en vigtig opgave var blevet påtaget,
kunstneren i skabelsesveernes greb, ingen kontakt med den
omgivende verden indtil videre og så videre. Jeg spekulerede
på, hvordan de gamle mestre havde klaret sig uden telefoner.
Budbringere med kløftede stokke, kan jeg forestille mig.
Jeg var ved at blive lidt rastløs på dette tidspunkt,
og jeg følte mig mere end nogensinde overbevist om, at
mit velvillige væsen havde ført mig ind i en udvidet dosis
kedsommelighed. Husker du, hvad jeg sagde om gode
gerninger? Man betaler for dem, der er ingen tvivl om det,
155
og som jeg stirrede ud ad vinduet til akkompagnementet af
endnu et telefonopkald, fortrød jeg næsten, at jeg var blevet
født med et så distingveret udseende. Jeg har intet imod, at
kunsterne lider for deres kunst, men jeg ville ønske, at de
ville holde os modeller udenfor.
Endelig, Eloise lagde telefonen fra sig, og slaget
begyndte. Hun tog mig med over for at installere mig i
grotten og gjorde talrige justeringer i min placering i en
stilling af den yderste ukomfort. Dette var min positur,
fortalte hun mig, og jeg måtte ikke bevæge mig, uagtet jeg
havde en sten oppe i bagdelen. Hun trådte tilbage, strakte en
arm ud, spændte tommelfingeren og skelede tankefuldt til
mig på samme måde som Degas, der var ved at få greb om
perspektivet. Men nej. Det kunne ikke gå. Noget manglede.
Jeg fik tilladelse til at stå rør, mens hun gik ud i haven for at
se efter, hvad det nu var.
Hun kom tilbage i triumf, bærende på en favnfuld
ukrudt. Havekunst er ikke en af mine stærke sider, men jeg
er sikker på, du er stødt på dem. De vokser med snoede
fangtråde, der klæber sig fast på dig ligesom lange trevler af
burrer. De er fandens vanskelige at få af igen, så man holder
sig langt væk fra dem, hvis man har bare en smule fornuft.
Eloise kvalificerer naturligvis ikke til denne betegnelse.
Hun begyndte at drapere mig med dette forfærdelige
stads rundt om mit hoved og skuldre, mens hun mimlede
noget sludder om en grønnende ranke, der fuldendte effekten.
Da hun langt om længe var færdig, følte jeg mig totalt
latterlig, som du også ville, hvis man klædte dig ud som en
busk. Men Eloise var åbenbart overbevist om, at vi gjorde
fremskridt, og skubbede mig tilbage på min stikkende pind
med udråb af kunstnerisk fryd. ’Ja’, sagde hun, ’jeg kan
se det nu. Det hoved indrammet af et symbol på naturens
156
frugtbarhed. Superbe.’ Personligt kunne jeg se yderst lidt
gennem løvhanget, der hængte over mine øjenbryn, og jeg
fremfører dette som den egentlige årsag til uheldet. Det
var ikke planlagt ondsindethed, på trods af hvad hun sagde
senere.
Indtil videre var ikke en eneste dråbe farve blevet spildt
for alvor. Jeg var utilpas i begge ender, tre-fjerdedele blind
og hurtigt ved at løbe tør for tålmodighed. Og så ringede
telefonen.
Ville Picasso have besvaret den, eller nogen af de
andre store mestre af penslen? Selvfølgelig ikke. Gjorde
Eloise? Selvfølgelig gjorde hun det. Jeg har hørt det sagt –
uvenligt, som sandheden ofte er – at det ville kræve kirurgi
at få telefonen væk fra hendes øre, og hun var ved at sætte
sig tilrette for en længere indgående diskussion med en af
hendes vægt-vogtende venner om fordelene ved fedtsugning,
da jeg besluttede, at nu var nok nok. Jeg rejste mig fra min
lidelsesseng og gik hen imod døren med den hensigt at vikle
mig selv ud af min bladrige forklædning. Uheldigvis var mit
udsyn beskåret, jeg bumpede ind i staffeliet, lærredet kom
ned på mit hoved, og en kombination af instinkt og irritation
fik mig til at kæmpe imod.
Det var det mest genoplivende øjeblik den dag. Jeg ved
ikke, om du nogen sinde er blevet angrebet af et halvanden
gange halvanden lærred, men hvis du nogen sinde føler dig
lidt nede, kan jeg ikke anbefale det for meget. Det flænser
som en drøm, og der er ingen risiko for personskade. Jeg
var over det som en tiger, indtil intet andet var tilbage end
strimler og stumper. Mens en forfjamsket Eloise gav en
hysterisk løbende kommentar i telefonen. ’ Han er blevet til
en ondskabsfuld dræber, mit værk er ødelagt, jeg frygter for
mit liv. Tilkald politiet’ – jeg bør nok tilføje, at på dette
157
tidspunkt var den rædselsslagne kunstner kravlet op til en
stilling af sikkerhed helt oppe på bordet, hvor hendes
bestøvlede fødder skabte ravage blandt tuberne med
akvamarin og, hvad der var værre, noget af det sprøjtede ud
og landede på mig.
Jeg er sikker på, du kan gætte resten. Et nødopkald
tilkaldte ledelsen. De skyndte sig over, og ved du hvad, det
er første gang jeg nogen sinde har set dem fare sammen.
Der stod jeg, udsmykket med ukrudt og bidder af lærred,
dekoreret med mangefarvede klatter og skrabende på døren
for at komme ud, med Eloise på bordet knugende telefonen
til sit bryst og ved at gøre sig klar til at dåne. Jeg var ikke
158
i den bedste position til at værdsætte synet selv, men jeg er
sikker på, at nogen mennesker ville have betalt et beskedent
adgangs beløb.
Det endte dårligt for os alle. Ledelsen lovede en check
i posten, når de kom hjem, for at kompensere for almindeligt
slid og brug. Jeg blev underkastet en ubehagelig omgang med
sakse og malingsfjerner. Og Eloise var i chok. Sagde hun,
i månedsvis bagefter. Så vidt kunsten. Ikke alt det besvær
værd, hvis du spørger mig.
159
Notater om den Menneskelige Art
160
m jeg så lever til jeg bliver seksten, vil
jeg aldrig helt komme til at forstå den
menneskelige naturs rige kompleksitet.
Ikke sikker på at jeg ville ønske at gøre
det heller. Det ville være et arbejde for
hele livet, og at gruble over tilværelsens
mysterier er dårligt for helbredet. Se
bare, hvad der sker med filosoffer. De fleste ender med at
blive hunde-skøre, og tyr til flasken eller bliver professorer i
eksistensialisme på obskure universiteter.
Når jeg har sagt dette, vil jeg ikke nægte at efter i
mange år at have levet med ledelsen og deres lejlighedsvise
suspekte venner, er jeg kommet frem til visse konklusioner
om dette dyr på to ben. Glimt af indsigt kan have
forekommet, som de jo vil, hvis man observerer nøje,
holder munden lukket og ørerne åbne. Instruktive øjeblikke
forbliver i hukommelsen føjende sig til lageret af viden.
Tag for eksempel den dag jeg lærte om helligheden ved det
menneskelige spædbarn.
Det skete under den socialt farlige time efter middagen,
hvor de, der er omkring bordet, ofte er fristet til at give
efter for en saftig indiskretion, eller endda – in vino veritas
– at sige sandheden. De fortryder det ofte dagen efter, og
brødefulde telefonopringninger bliver udvekslet. Men på det
tidspunkt er det heldigvis for sent.
På den aften, det drejer sig om, var vi privilegerede ved
at have selskab med en moder-jord kvinde. Hun havde tre
små børn og lod aldrig nogen glemme det – fotografier ved
cocktailene, fascinerende fortællinger om deres udfoldelser
med hagesmæk og rangle under første ret, efterfulgt af
opdaterede rapporter i stor og unødvendig detailrigdom om
antallet af tænder og deres eksperimenter med kropslige
161
funktioner. Jeg fandt det lidt svært at sluge, og jeg var ikke
engang ved at spise, men hun pressede på uden at helme,
mens de andre gæster gjorde deres bedste for at klemme
det stegte lam ned. Til slut, efter at være løbet tør for store
nyheder, fremførte hun den teori, at folk har hunde som
substitutter for børn. Vildledt og uhøfligt, selvfølgelig, men
næppe originalt, og jeg tænkte, at bemærkningen ville blive
modtaget med den mangel på opmærksomhed, den fortjente.
Jeg havde imidlertid ikke regnet med den effekt hendes
monolog havde på den anden halvdel. Jeg kan have nævnt
tidligere, at der skal noget nær et jordskælv til at vække ham
fra hans efter-middagen meditationer. Men på dette tidspunkt
– inspireret uden tvivl af en overflod af propaganda om
glæderne ved frugtbarhed – spidsede han ører og bed igen.
Og det var gode ting oven i købet, hvori hovedtrækkene var,
at mange par i disse overbefolkede tider bor i små lejligheder,
hvor hunde er forbudt. Desperate efter selskab køber
parret en undulat eller får en baby afhængig af tilgængelig
bur-plads. Derfor kunne man lige så godt fremføre det
modsatte synspunkt, nemlig at børn i virkeligheden er
hundesubstitutter. Tag en drink til.
Den anden halvdel har før befundet sig i problemer
på grund af hans frivole holdning overfor hellige køer, men
sjældent har jeg set et så dramatisk gensvar. Vibrerende af
følelser som en budding i løbetid fikserede moder-jord ham
med rasende og flammende øjne. ’Det er oprørende’, sagde
hun. ’Sammenligner du min lille Tommy med en undulat?’
En lammet stilhed faldt over bordet, mens alle
ventede på, at den anden halvdel skulle redde sig selv ud af
suppedasen. Men djævelen var faret i ham denne aften, og
han var ikke til sinds at berolige. ’Hvorfor ikke?’ sagde han.
’De er begge små. De er begge støjende. De spilder begge
162
deres mad. Og de har begge besvær med at kontrollere deres
tarmbevægelser.’ Alt sammen sandt selvfølgelig, men ikke
lige hvad en moder ønsker at høre.
Og det var nok til at afslutte denne aftens
underholdning. Den forurettede part kastede sin serviet i
ringen, samlede familiealbummet sammen og slæbte hendes
mand af sted ud i natten, mens hun beklagede sig højlydt
over fornærmelser mod moderskabet og sværgende aldrig
mere at ville tale til den forfærdelige mand igen. ’Hvilken
lettelse’, sagde den anden halvdel, hvilket fik ham til at blive
forvist til køkkenet for at gøre bod. Jeg holdt hovedet godt
nede. Jeg havde nydt hvert minut af det hele naturligvis, men
det går ikke an at hovere.
Mens jeg funderede i min kurv, efter lyset var slukket,
over hændelserne, gik mine tanker til andre følsomme emner,
hvor ufashionable meninger eller nogle få ord sagt i spøg
kan føre til ballade, modfaldenhed eller brudte sociale bånd.
Der er mange ømtålelige emner, når man tænker efter, fra
163
politik – hvilket, jeg kan forstå, mange mennesker stadig
tager alvorligt – til kondomets rolle i det moderne samfund.
Jeg har lyttet til overophedede diskussioner om begge emner,
og jeg har set normalt mildt indstillede fornuftige mennesker
opføre sig som ildere i en sæk over de mest ubetydelige
meningsforskelle. De kan lide at vinde, ser du, og de
bliver sure, hvis de ikke gør. Der er intet så mærkeligt som
mennesker.
Det var med dette i sinde, at jeg tilbragte nogle få
dage med at gennemgå mine tanker, som er indeholdt i de
foregående sider – for at være sikker på at jeg har inkluderet
alt, der kan være af interesse for eftertiden, eller hvem som
helst ellers for den sags skyld. Til min overraskelse fandt
jeg, at jeg kan have forglemt min egen art. Hvad med de
ungdommelige og uprøvede blandt os, som uvidende om
de menneskelige måder at være på er søsat i en mærkelig
verden, hvor folk forretter deres nødtørft indendørs og
straffer den hund, der imiterer dem? Logikken har ikke
noget svar; kun erfaringen har. Og derfor tilbyder jeg disse
hjælpende bemærkninger. Tilfældige pensées (strøtanker o.a.)
kan de måske være, men ikke mindre værd for det. Se hvad
du synes.
RÅD TIL DEN UNGE HUND
1. Pas på Julen. Det er traditionelt set en tid, hvor hvalpe
bliver bragt ind i det glade hjem som gaver. Hvis de
klarer at overleve en tidlig diæt af kalkun, plumkage,
indpakningspapir og juletræspynt, vokser de, som
hvalpe jo gør. Af en eller anden grund forårsager
dette forbløffelse blandt de ældre medlemmer af
familien, som jo burde have vidst bedre. Men det gør
de ikke, og ved forårstide ser de sig om efter nogen,
164
der er rede til at overtage en hund, der er blevet en
besværlighed. Julehvalpe bør ikke lægge langsigtede
planer.. Sørgeligt men sandt.
2. Forsøg ikke på nogen måde at forstå tiltrækningen
ved fjernsyn. Jeg holder af at tænke på mig selv
som rimeligt sofistikeret, i stand til at bevæge mig
frit mellem forskellige sociale grupper, sympatisk
indstillet over for deres interesser, hvor bizarre de
end er, og så videre. Men her kommer jeg til kort.
En kasse fuld af små og støjende mennesker, en
ubehagelig lugt af overophedet plastik, værelset
kastet ud i dybt mørke, al konversation bandlyst og
de svage lyde af snorken i baggrunden – er dette
behageligt? Jeg kan ikke selv få hoved eller hale på
det. Har du nogen sinde set en kanin hypnotiseret af
et sæt billygter? Det er fjernsyn, så vidt jeg kan se.
For drama og underholdning giv mig myrer til hver
en tid.
3. Du kan måske en nat blive forstyrret af den snigende
ankomst gennem et vindue af en herre, som lister
rundt i huset på tåspidserne i stilhed. Disse er
indbrudstyve. Gø aldrig ad dem. De har ingen respekt
for dyrenes rettigheder og kan være voldelige. Udsæt
enhver frembringelse af støj til de er sikkert ude af
huset. Med lidt held kan de have taget fjernsynet.
4. Bade-etikketten forvirrede mig i adskillige måneder,
men reglerne synes at være som følger. Det er
acceptabelt for mennesker at nedsænke sig selv i
vand hver dag; så sandelig, de anser det for en dyd
165
og en glæde. De synger, de leger lege med sæben,
de kommer ud igen lyserøde og tilfredse med dem
selv. Efter at se dette, kan den nybagte hund måske
være fristet til at følge deres eksempel ved at tage
et forfriskende snobad i en vandpyt. Dette er ikke
acceptabelt. Ej heller er rysten sig tør i dagligstuen
eller rensning af ansigtshår med en rask gnubning
mod gulvtæppet. Som i de fleste aspekter i livet er der
et dobbelt sæt regler i gang her, og den giver ingen
fordel til de af os med fire ben og et mudret bagparti
(”gusset”).
5. Lær at skelne mellem naturlige venner og naturlige
fjender. Jeg luner mig altid ved gartnere, fordi vi
har en fælles interesse i at grave; klodsede spisere;
de der forstår principperne ved bestikkelse for at
sikre god opførsel; og bærere af gebisser, som finder
kiks vanskelige at klare. De der skal behandles med
forsigtighed: alle der er klædt i hvidt; folk der stiller
nedladende forespørgsler om din afstamning; gnavne
gamle mænd med stokke; og vegetarianere, bortset fra
ved spisetid, når der er kød på bordet, som de ønsker
at slippe af med lidt diskret. De der skal undgås:
kvinder som bærer fotografier af deres katte. De er
udenfor alt håb.
6. Genkend behovet for selektiv lydighed. Under
normale omstændigheder kan du gøre mere eller
mindre, hvad du har lyst til. Menneskets medfødte
lediggang og korte opmærksomhedsspændvidde vil
frelse dig fra en masse disciplin. Men der vil være
øjeblikke af kriseagtig natur, hvor det kan betale sig at
166
lystre et kald fra autoriteterne. Man kan altid mærke
det. Stemmer bliver hævet, hysteriet lurer, og trusler
bliver ytret. Når de råber med store bogstaver – som
i, ’ BOY! FOR POKKER!’ – så vend tilbage til basen
med det samme, og foregiv, at du ikke hørte det første
gang. Logr inderligt, og alt vil gå godt.
7. Bring ikke venner af det modsatte køn med hjem.
Dette vil kun opmuntre til øjeblikkelig spekuleren
over dine hensigter, og det kan føre til en periode med
husarrest. Romantik, efter min opfattelse, udføres
bedst på neutralt område, hvor du ikke er i fare for at
blive trængt op i et hjørne, og hvor du kan fastholde,
hvad der i dag er kendt som maksimal benægtelighed.
Følg eksemplet fra vores eminente ledere: indrøm
intet før de har dig fast i de små hår.
8. Bid aldrig dyrlæger, selv når du bliver angrebet
bagfra med et koldt termometer. De mener det godt.
9. Endelig skal du huske, at vi lever i en uperfekt
verden, og mennesker gør fejltagelser. Cocktail
selskaber, sart farvede møbler, hårtransplantationer,
Nytårsaften, ormepiller, skarpt orange nylon,
diamanté halsbånd, jogging, børstning, telefon sex,
benvoksning, listen er lang, og livet er kort. Mit råd er
at få det bedste ud af det og at være generøs. At fejle
er menneskeligt, at tilgive hunddommeligt.
Nogen der vil med på en gåtur?
167
168
7. Ved du, at jeg aldrig glemmer, hvordan
man er imod mig.
APPENDIX
Hundens Bøn
1. Mit liv varer kun ca. 15 år. Enhver
adskillelse fra dig betyder sorg for mig.
Tænk over det, når du anskaffer mig.
2. Giv mig tid til at forstå, hvad det er, du
forlanger af mig.
3. Gør mig tillidsfuld - du er hele mit liv.
4. Vær ikke vred på mig længe ad gangen,
spær mig ikke inde som straf.
5. Du har dit arbejde, dine fornøjelser og
dine venner. Jeg har kun dig.
8. Før du slår mig, så tænk på, at mine
tænder med lethed kan knuse din hånd,
men jeg bruger ikke min magt.
9. Når du bliver irriteret på mig, fordi du
selv har travlt, så tænk på, at jeg måske
har ondt i maven, måske lå for længe i
solen eller måske bare er træt eller ked af
det.
Tag dig af mig, når jeg bliver
10.
gammel. Også du bliver gammel.
Vær hos mig, når jeg har det svært.
11.
Alt bliver lettere, fordi jeg har dig.
Din hund
6. Tal med mig, selvom jeg ikke forstår dine
ord. Så forstår jeg, når dine ord gælder
mig.
169
170