Prinsesse Sol
Af Louis Jensen
Det har aldrig plaget mig før, men nu gør det. Det er min far. Han er
grim. Usædvanlig grim og ikke bare i ansigtet. Også alt det andet.
Kroppen er skæv, benene er for lange, armene for korte, og tæerne!
Tæerne ligner ikke menneskers tæer.
Og min mor! Hun er grimmere end min far, selvom man ikke skulle
tro, det var muligt, hvis man bare en gang har set min far vralte af sted
på sine mærkelige tæer.
De er så grimme, min far og mor, at hvis man afholdt en verdensmesterskabskonkurrence i grimhed, så ville min mor få guld og min far
sølv. Og der ville være langt ned til nr. 3.
Men jeg er smuk.
Det siger alle.
Da jeg var barn, det er jeg ikke længere, nu er jeg ved at blive voksen, råbte folk overraskede, når de så mig: "Hvor er hun smuk!" "En.
prinsesse!" "En juvel!"
Min skønhed tiltrak lyset. Selv i kulsorte nætter lå der lag af lys hen
over min hud, og på regnvejrsdage lyste mit ansigt ud i stuens kroge
som en lille sol.
"Det er skønheden," sagde en voksen. "Og er der intet lys, så begynder den selv at skinne." Dengang forstodjeg det jo ikke. Senere måske.
Måske lidt.
Og måske blev jeg endnu smukkere, fordi min mor, som holdt mig
frem, var så ubeskrivelig grim. F.eks. havde hun ingen almindelig
næse. Den var alt for stor, men kun hår man så hende forfra. Det så
ud, som om hele hendes hoved var en eneste stor næse. Men når man
så hende fra siden, så tænkte man: hvor er næsen? Er den bidt af? Og
så mærkelig og grim var næsen, at man blev både stum og l~m, hvis
ikke min mors ører tog al opmærksomhed fra næsen og fik folk til at
råbe forfærdet af forbavselse. At ørerne virkelig var så grimme, forstår
man måske bedre, når jeg fortæller, at inin mor til sidst (Også når hun
sov) bar en stor øredækkende hat. Før hun fik hatten, var alene synet
af ørerne nok til at få både børn og voksne til at græde af fortvivlelse
og skræk.
9
·,
I.
10
I
Da jeg var barn, sad jeg om sommeren på en
hvid stol foran vores hus på græsplænen. Så
standsede folk op og så på mig. Min far og mor
stod omme bag gardinerne inde i huset og var
. stolte af mig.
"Se!" sagde folk. "Se håret!" "Se næsen!"
"Hvilke små og fine ører!" "Se stjernen
øjet!"
Så smilede jeg og nikkede. Og så råbte de
endnu højere.
Men nu bryder jeg mig ikke om det længere.
Min far og mor elskede mig, og de holdt
inderligt af hinanden. Det undrede mig ikke, da
jeg var barn, men som jeg voksede op og
begyndte at se min far og mor med de andres
øjne og fik øje for deres grimhed, begyndte jeg
at spørge mig selv, hvordan en mand kunne
el,ske en så grim kviride som min mor? Og
hvordan kunne en kvinde elske en mand med
en så hæslig og deform krop og så mærkelige
tæer som min fars. Jeg havde jo selv gjort det,
elsket dem, mindede jeg mig om. Alligevel
begyndte jeg at undre mig. Men det var ikke
min undren, der var min stærkeste følelse. Det
var medlidenheden. Jeg syntes, det var synd.
Og lidt efter fik jeg den tanke, at jeg ville give
dem af min overflod.
Jeg Vidste ikke, hvordan jeg skulle bære mig ad, men jeg blev mere og
mere sikker: Min mor skulle have min næse og ører og min far mine
tæer.
En morgen da jeg vågnede, jeg havde i lang tid tænkt så stærkt på
mit ønske om at dele min skønhed med mine forældre, var min næse
væk. Der sad ganske vist en næse der, hvor næser sidder, men det var
ikke min. Jeg mærkede det med det samme, da jeg vågnede, og da jeg
så mig i spejlet, kunne jeg se, at den næse, der nu sad i mit ansigt, var
en ganske almindelig næse. Måske ikke helt almindelig. Den var skæv,
men det er de fleste næser i virkeligheden. Min egen, den vidunderligt
formede med de smukt svungne næsefløje, var væk. Godt, tænkte jeg,
nu sker det, og både svimmel og forbavset gik jeg ud i køkkenet.
Min mor sad der allerede.
Hun stirrede forbløffet frem for sig. Så pegede hun på sin næse. På _
min. Nu sad den i min mors ansigt. Jeg så på hendes næse (min). Et
kort øjeblik blev jeg bedrøvet, men så kort at jeg knap nåede at tænke
over det, for nu løb jeg i stedet hen og omfavnede min mor. Vi sagde
ingenting. Omfavnelsen sagde det hele, og min mor forstod det allerede. Men ingen af os kunne forklare den anden, hvordan den slags
kunne finde sted.
Kort efter fik min mor mine ører. Jeg fik i stedet to helt almindelige. Måske ikke helt almindelige. Det ene var større end det andet. Der
var også en mærkelig bule inden i det højre, men hvad gør det? De
fleste ører er jo mærkelige, når man ser nærmere efter. Nogen er for
store, nogen for små, nogen har for mange hår. Det var, mens vi sad
og så fjernsyn. Jeg mærkede det. Min mor mærkede det. Hun sendte
mig et spørgende blik og følte efter under den øredækkende hat, som •
hun jo altid bar. Jeg nikkede. Så tog hun hatten af, og der, på min mors
hoved, sad verdens fineste ører. (Mine).
Derefter begyndte det at ske for min far. Først kroppen. Den rettede
sig langsomt ud. Til gengæld blev min ryg en anelse skæv, men så lidt,
at man knap nok kunne se det. Dernæst, eller måske var det samtidig,
begyndte hans arme at vokse, og i samme takt blev benene mindre.
Midt i processen så han mærkelig ud, men det var mere, fordi hans tøj
ikke passede længere. Buksebenene hang ud over skoene, og skjorteærmerne sad pludselig oppe ved albuerne.
Mine ben? Jo de ændrede sig også. Det
ene blev længere end det andet, men det var
så lidt, at der ikke var andre end mig selv,
der opdagede det. Jeg lagde bare en ekstra
sål ind i den venstre sko. Så var det i orden.
Det var værre med armene. De blev begge to
venstrearme. Det så lidt mærkeligt ud i
begyndelsen, men nu har jeg vænnet mig til
det og kan gøre alting igen.
Men selvom min far og mor forvandlede
sig, kunne jeg stadig kende dem. Det var,
som om de seiv stadig sad inden i den nye
krop. Det var kun det yderste, der var forvandlet. De talte på samme måde, holdt lige
så meget af hinanden som før. Og lige så
meget af mig.
i
-i{'
iI
u_1
..,,I
Måske, det har jeg tænkt over, er det fordi vi bor i byen, hvor husene
bytter plads? Her foregår der måske andre ombytninger? Alligevel passer det jo ikke rigtigt. Det var ingen rigtig bytning. Den grimme næse,
de forfærdelige ører, de for korte arme og ben forsvandt jo helt væk.
Jeg tænker ikke længere over det. Nu glæder jeg mig over, at min
far og mor går rundt i byen pg ser næsten helt almindelige ud. Min
mor har pillet gardinerne ned, og nu bærer hun aldrig hat. Selv ikke i
det stærkeste frostvejr. De nye ører skal ses, og så står de midt i den
frosne luft og snevejret om hovedet på hende og stråler og skinner.
Den øredækkende hat er ikke smidt væk. Min mor gemmer alting.
Til sommer, siger hun, skal den bruges ude i haven. Hun mener, at
fuglene kan bruge den som rede.
Men min fars tæer forvandlede sig ikke. De ville ikke slippe ham. De
hagede sig fast, og ligegyldigt hvor stærkt jeg ønskede det, så slap de
ham ikke. Så jeg har stadig mine oprindelige tæer. Ti velformede og
velbyggede tæer. Måske er det godt nok, for min nye kæreste siger, 'at
næst efter mig selv, så holder han allermest af mine tæer.
Onnf'o~~e l
j er
grupper.
"Det var ingen rigtig ombytnin!=). Den grimme næse, de
forfærdelige ører, de for
kort~
arme og ben forsvandt jo
helt væk."
Hvordan vil I forklare det?
Hvis I skulle give novellen en ny overskrift, hvad skulle
den s§ hedde?