1. No category

 Rødfarve, linolie og maling. Fokus på traditionelle produkter. Dette afsnit vil først og fremmest omhandle de ældre typer træbehandling og maling med fokus på træhuse og svensk tradition. Nogle ældre produkter som ”rödfärg” og linolie lever bedre end nogensinde, mens andre såsom tempera‐ og limfarve er blevet lidt af en specialitet. Interessen for traditionelle typer af overfladebehandlinger skyldes dels, at disse ofte æstetisk er velvalgte til ældre huse, dels at de bedste typer arbejder godt sammen med konstruktioner, der er diffusionsåbne og fugtbelastede. Endelig har nogle af disse gamle farvetyper ganske simpelt en visuel karakter, der er værd at ofre kræfter på at opnå. Af Bjørn Donnis, Kirsten og Claus Thykier Indhold
Indhold ..................................................................................................................................................... 1
Forord....................................................................................................................................................... 4
Hvad er maling?........................................................................................................................................ 4
Hvad kan maling og oliebehandling – og hvad kan det ikke?.................................................................... 5
Beskyttelse og pynt ........................................................................................................................... 5
Andre funktioner............................................................................................................................... 6
Sammenligning mellem de nedenfor omtalte typer.................................................................................. 6
Linolie og andre olier til bygningsbrug ...................................................................................................... 7
Nogle fælles egenskaber ................................................................................................................... 8
Linolie og linoliebaserede produkter ................................................................................................. 9
(BD): .............................................................................................................................................. 9
(Rå) Linolie .................................................................................................................................... 9
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 1 af 56 Kogt linolie/fernis........................................................................................................................ 10
Stand olie og Blæst linolie ........................................................................................................... 10
For den kemisk interesserede:..................................................................................................... 10
Hvad er det linolie kan?................................................................................................................... 10
Beskytter linolie (og andre hærdende olier) mod råd og svamp?..................................................... 12
Skal man fortynde linolie med terpentin? ....................................................................................... 13
Flere oplysninger ......................................................................................................................... 14
Priser og forhandlere....................................................................................................................... 14
Kinesisk træolie eller tungolie ......................................................................................................... 16
Tungolie baseret lak .................................................................................................................... 17
Priser og forhandlere................................................................................................................... 17
Dehydreret ricinus olie, ”Dehydrated castor oil” ............................................................................. 18
Tall olie ........................................................................................................................................... 18
Rödfärg og andre slamfarver. ................................................................................................................. 19
Historien ......................................................................................................................................... 19
Hvad er en slamfarve?..................................................................................................................... 20
Der er 2 ægte røde! ......................................................................................................................... 22
Slamfarve er andet end rødfarve! ................................................................................................... 22
Hvad er Ægte Falu Rödfärg .............................................................................................................. 22
Hvad koster det............................................................................................................................... 23
Hjemmekogt ................................................................................................................................... 24
Hvad er fordelen ved rödfärg (og andre slamfarver)?...................................................................... 27
..og ulemperne................................................................................................................................ 27
Er rödfärg farligt for helbredet? ...................................................................................................... 27
Hvordan dækker det?...................................................................................................................... 28
Hvor godt beskytter Rödfärg? ......................................................................................................... 28
Hvordan bruger man rødfarve? ....................................................................................................... 30
Kan man sprøjtemale med rödfärg? ................................................................................................ 30
Kan man male træ, der tidligere er malet med andet end slamfarve? ............................................. 31
Elkabler på en Falurød facade! ........................................................................................................ 31
De problematiske hvide pigmeter........................................................................................................... 32
Limfarver (og hvidtede lofter)................................................................................................................. 33
Rødfarve, loftshvidt og limfarver..................................................................................................... 33
Loftshvidt ........................................................................................................................................ 33
”Ægte” limfarve............................................................................................................................... 33
Temperafarve ......................................................................................................................................... 35
Æggeolietempara ............................................................................................................................ 36
Kaseintempera ................................................................................................................................ 37
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 2 af 56 (Lin)oliemaling og alkydoliemaling.......................................................................................................... 38
Syre/Syra: ....................................................................................................................................... 39
Alkydoliemaling .............................................................................................................................. 39
Litteratur, oliemaling: ..................................................................................................................... 40
Forhandlere..................................................................................................................................... 41
Hvidtekalk og erstatninger...................................................................................................................... 42
Tjære ...................................................................................................................................................... 42
Baggrund, historie og egenskaber ................................................................................................... 42
Anvendelse og praktiske egenskaber .............................................................................................. 44
Beg/”Beck”...................................................................................................................................... 45
Hvis du vil vide mere ....................................................................................................................... 46
Hvor køber man trætjære?.............................................................................................................. 46
Slipersolja/kreosot ................................................................................................................................. 47
Jernvitriol/Gråfarvning af træ ................................................................................................................. 47
Bejdse (og ”Lasyr”).................................................................................................................................. 48
Lakbejdse: ....................................................................................................................................... 49
Terpentin, balsamterpentin og andre fortyndingsmidler ........................................................................ 49
Mineralsk terpentin ........................................................................................................................ 49
Vegetabilsk terpentin / fransk terpentin / Balsamterpentin............................................................ 49
”Citrusolier” / appelsinskals‐olie ..................................................................................................... 50
De moderne malinger – ”Plastmalinger”................................................................................................. 50
Ikke‐vandig alkydmaling (alkydoliemaling/lackfärg)........................................................................ 50
Vandig akrylmaling (”akrylatfärg”) og latexfarver. .......................................................................... 51
Sammenligninger med traditionelle malinger. ................................................................................ 52
Moderne ”træbeskyttelse” ..................................................................................................................... 55
Læs mere om traditionelle malinger ....................................................................................................... 56
 Tryk på dette symbol for at komme tilbage til indholdsfortegnelsen Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 3 af 56 Forord Dette skrift beskæftiger sig mest med traditionelle malingstyper. Det skyldes ikke, at forfatterne mener, at ”alle moderne malinger er ubrugelige” – langtfra! Mange ældre malingstyper giver meget smukke resultater, især mht. mat overflade, der sammen med det høje pigmentindhold giver en usædvanlig farvedybde. Hertil kommer, at en del torpare har et gammelt hus i det svenske. Disse torpare bør have en speciel interesse for de gamle malinger af såvel tekniske som æstetiske grunde; men det bør naturligvis være ejerens frie valg, hvilken malingstype, han foretrækker, med mindre huset er fredet (K‐märkt). Nu er det således, at vi i dag ikke accepterer at bo i huse, hvor temperaturen kun kommer over 15°C i enkelte rum om vinteren – tænk på hvor mange, der synes, det er ulideligt, hvis det tager to timer fra ankomsten til husets temperatur er over 20°C. Så derfor fyrer vi på den ene elle anden måde – og vi fyrer meget – og det er dyrt. Omkostningerne til opvarmning reducerer vi ved at isolere og tætne for træk og vind – det opfordrer vore egne myndigheder os også hele tiden til! Hvis vi nu benytter malinger, der er beregnet til moderne huse med styr på fugtvandringen, i en gammel enkel konstruktion, hvor der er fugtvandring, og hvor den nylige isolering har gjort den varme side af væggen varmere og især den kolde siden endnu koldere, og hvor tætningen yderligere har udelukket blæsten fra at udlufte konstruktionen, så går det – måske – galt, fordi de moderne malinger er beregnet på moderne konstruktioner, hvor fugtvandring bør være lav og kontrolleret. (BD)  Hvad er maling? Binderen er det man normalt karakteriserer Maling er et materiale, der består af mindst tre malingstypen med: Oliemaling, alkydmaling, komponenter: Pigmentet (farven), binderen og akrylmaling, limfarve, æggeolietempera, cement‐
noget der gør malingen flydende. farve osv. Binderen skal være et stof, der gennem Det, der gør malingen flydende, kan evt. være en fysisk eller oftere kemisk proces hærder til binderen selv. Men selv når binderen er flydende noget fast og bestandigt efter påføringen. i uhærdet tilstand, vil man ofte justere, hvor tyktflydende malingen er, med en fortynder, der Pigmenterne (farvestofferne) i ”rigtig maling” (i kan være vand, terpentin, cellulosefortynder, modsætning til bejdse, akvarelmaling og sprit eller andet. Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 4 af 56 transparent træbeskyttelse) danner et uigennemsigtigt lag, der er hvidt eller farvet. Hvis pigmentet er så kraftigt farvet, at der kun skal tilsættes ganske lidt for at få den ønskede kulør, vil man yderligere have tilføjet et hvidt pigment eller et hvidt ”fyldstof”. Lakker er i moderne sprogbrug normalt maling uden (større mængde) pigment, men bruges også om maling med en meget høj glans, der måske endda er opnået ved polering. Industrielt anvendes også pulverfarver, der sprøjtes på emnerne og derefter smeltes sammen. Malinger kan yderligere naturligvis indeholde mange andre stoffer for at tilføre ekstra funktioner. Det kan være svampegifte til træbeskyttelse, billige fyldstoffer til at give tykke og ekstra dækkende lag og evt. struktur, rust‐
hæmmende stoffer, magnetiske materialer, selvlysende, fluoriserende eller kraftigt reflekterende stoffer, stoffer, der leder (statisk) elektricitet væk. På et meget basalt plan er maling ikke ret forskellig fra beton og især pudsemørtel. I mørtel og beton er binderen kalk/cement, pigmenterne/fyldstoffet er sand, grus eller skærver, og det, der gør det hele flydende, er vand. Der findes da også ting som cementbaserede malinger, berapninge og filtsning og spartelfarver der danner bro mellem de to grupper af materialer. (BD) 

Hvad kan maling og oliebehandling – og hvad kan det ikke? Beskyttelse og pynt Man maler for at beskytte materialet eller konstruktionen, man maler for at gøre overfladen mere glat og rengøringsvenlig, og man maler for at farvelægge emnet. Metaller beskyttes forhåbentlig mod rust/korrosion, og træ mod råd, svamp, mug og andre trænedbrydende påvirkninger som stærk sollys. I vore dage glider pynteformålet (farvelægningen) ofte sammen med vedligeholdelses‐ og beskyttelsesformålet. Et skib males for at sinke rustangreb og bevoksninger af alger, rurer osv. – og så benytter man lige lejligheden til at sætte rederiets logo på skorstenen, der i øvrigt ofte ikke har anden funktion end netop at vise logoet. Bundgarnspæle og jernbanesveller var tjærede – eller behandlede med kreosot eller slipersolja. Det var alene for, at de skulle holde så længe som muligt. Bindingsværk vil ofte også være tjæret med trætjære eller oliemalet. Det var den bedste træbeskyttelse, man engang kendte for dette konstruktionsmæssigt kritiske og yderst ubeskyttede træ. I dag er det i de fleste egne svært at forestille sig bindingsværk, der ikke er sort – eller af en given Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 5 af 56 farve i en given egn. Så i dag er beskyttelses‐
funktionen næsten blevet overskygget af farvesætning. Og ren farvesætning bliver det når ”bindingsværket” er rent pynt uden bærende funktion. Det klassisk finske, svenske eller norske rødfarvede hus, er oprindelig opstået som en måde at få de ”simple” træhus til at ligne de ”fine” huse bygget af røde mursten. Problemet med mursten var at de fremstilles af ler, der er så sjælden i de 3 lande. Senere fandt man, at rødfarven havde nogen beskyttende virkning overfor solens nedbrydende virkning og endda lidt overfor svampeangreb. Andre funktioner Nogle meget specielle funktioner som f.eks. magnetiske malinger er nævnt ovenfor. En egenskab, der er blevet mere og mere vigtig, er hygiejnen/rengøringsvenligheden. Ældre typer indendørs maling udmærker sig ved en påfaldende dårlig rengøringsvenlighed, med undtagelse af oliemaling og fernis. I dag kan man dårligt forestille sig at indkøbe en moderne indendørs maling uden at overveje, om den er rengøringsvenlig nok til den påtænkte anvendelse. I erhvervslivet stiller myndighederne endog meget store og specifikke krav på dette område også langt udenfor de fødevare‐
bearbejdende erhverv. (BD) 

Sammenligning mellem de nedenfor omtalte typer. I teksten nedenfor er der omtaler af en lang række malingstyper og andre typer overfladebehandlinger. Opdelingen går i grove træk fra ”primitive” behandlinger (linolie på træ, falu rød), over traditionelle ”ægte” malinger (limfarve, tempera‐
farver), til moderne og næsten moderne malingstyper ((lin‐)oliemaling og de moderne alkyd‐ og akrylfarve), hvor de moderne malinger kun får få ord med på vejen – dem kender både vi og farvehandleren. Endelig er der afsnit om beslægtede materialer, der er svære at passe ind så som trætjære. Idéen er på den ene side at reklamere lidt for de klassiske produkter for de, der kunne få lyst til at prøve, samt at fortælle lidt om hvilke materialer, der efter forfatterens mening bør have en fast plads i udvalget af overfladebehandlings‐
produkter. Men husk, der er nogle materialer som de fleste nok vil anse for at være forældede til almindelig brug. Netop på dette område er der nogle, der ellers lever i den moderne verden, der er blevet overbevist om at enhver type maling, der ikke fandtes i 1940 er uanvendelig og dybt ødelæggende. For at ingen skal være i tvivl, så deler forfatterne ikke dette synspunkt. 


Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 6 af 56 Hør mark (Belgien, foto: Jean‐Pol GRANDMONT ‐ Wikimedia Commons) Linolie og andre olier til bygningsbrug De olier der omtales her er de ”naturlige” eller kun let modificerede naturstoffer, der har den egenskab at de er ”tørrende”, dvs. at de ved udsættelse for lys, varme og ilt hærder op til en konsistens, der af gode grunde ligner plast eller en hård voks. De får en fyldig omtale, dels fordi de både historisk og stadig i moderne træpleje har en stor betydning, dels fordi de i behandlet form ikke alene danner basis for de traditionelle oliemalinger og for fernis. Sammen med den genopdagelse af disse grad er sildeolie/fiskeolie eller ”tran”, som det traditionelle olier, især linolie i vor del af verden, kaldes på svensk. I Bohus län var dette den er der opstået en række myter om stoffernes normale ”bygningsolie”! – den olie som vi i dag – næsten mirakuløse egenskaber. Selvom disse måske – køber for formuer i små kapsler som ‐3 stoffer har masser af værdifulde egenskaber, er olie. der desværre ikke hold i mange af de anprisninger, der udsættes for. Herudover findes der et par ”eksotiske” olier med Det er trist fordi man risikerer, at brugere, der har tørrende egenskaber, hvoraf vi kun i praksis hørt alt for positive beskrivelser, kasserer møder én enkelt, tung olie eller kinesisk træolie, anvendelsen af dem, fordi ”de duede alligevel der bruges alt for lidt i vor del af verden – samt ikke”. Det er synd – de kan så meget – men den mængdemæssigt måske største af dem alle, mirakler udrettes ikke. der ingen gang har et ordentligt dansk navn, men som i Nordamerika er ligeså lovprist som linolie I Nordeuropa er linolie (hørfrøolie), den absolut som det eneste rigtige til bevaring af træ: bedst kendte tørrende olie. I dag er de smukke ”dehydrated castor oil” – på dansk vel ”afvandet blå hørmarker endda blevet et relativt almindeligt amerikansk olie”. syn i egne af Sverige. Men mere om disse produkter senere. Den eneste anden ”indfødte” olie i Norden, der udviser tørrende egenskaber i større eller mindre Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 7 af 56 Et par andre tørrende olie er ikke så udbredte som træbehandling hverken I Skandinavien eller andetsteds og skal bare lige nævnes ved navn: Oiticica olie (et af de mange forskellige stoffer, der kaldes rosentræs olie, fra frø af Licania rigida). Den er ligesom tung olie en meget hurtigtørrende olie, men hærder op mere sprødt og mørkere.
Sojaolie er på grænsen til at være tørrende og det samme gælder solsikkeolie. For begge gælder at plantesorten og forbehanlingen spiller ind. Men normalt sælges oliene ikke direkte til træbehandling. ”Safflower” olie (farve‐Tidselolie) er tørrende og gulner ikke. Det meste af denne olie anvendes til at fremstille alkydolier, hvor den ikke‐gulnende egenskab videreføres – og meget sælges som madolie med proklamerede ernæringsmæssige gode egenskaber. Egenskaberne er stærkt sortsafhængig! 

Nogle fælles egenskaber Som nævnt er netop disse olier ”tørrende”, dvs. at de ved udsættelse for lys, varme og ilt hærder op til voks‐ eller plast‐lignende konsistens. Samtidig udvider de sig en lille smule. Når det sammenholdes med at molekylstørrelsen er så lille at de let trænger nogle millimeter ind i tørt træ, så kan man opnå en temmelig fuldstændig udfyldning af træets porer med en plastlignende masse i nogle millimeters dybde. Man skal blot forhindre at hærdningen eller ”tørringen” foregår alt for hurtigt. ALLE disse og andre planteolier (og dyrefedt) er ganske små molekyler i forhold til porerne i træ. Derfor trænger de ganske let – et stykke ind – i træet. Der er ikke nogen forskel, der overhovedet har betydning i molekylstørrelse på forskellige ubehandlede olier og fedter, der stammer fra forskellig plante og dyr. Næsten alle planteolierne er flydende ved stuetemperatur (kokosfedt, kakaofedt og palmekerneolie er et par undtagelser). Flydende planteolie er som nævnt tyndflydende nok til at indtrængningen ved påsmøring er flere millimeter dyb i nåletræ. Ved neddypning kan man opnå dybere indtrængning. Den egenskab, som alle de tørrende olie deler, er at de indeholder mange dobbeltbindinger – de er hvad man i ernæringslære terminologien kalder flerumætter (polyumættede) i meget høj grad. Advarsel: Når tørrende olie hærder (stivner) udvikles der varme. Hvis hærdningen sker langsomt bemærker man det ikke. Men kluden med linolie (eller endnu værre med ”tungolie”), der ligger i solskin, bliver så varm, at man ikke kan holde på den – og måske går der ild i den. Desværre en uhyggelig almindelig brandårsag. Husk at gulvolie til oliebehandlede gulve ofte indeholder linolie! Brugte klude og pensler ‐ lægges i metalspand med låg, ‐ i en LUKKET plastpose eller ‐ i vand. Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 8 af 56 Linolie og linoliebaserede produkter Der er mange meninger om linolie – til underholdning er nedenstående forfatternes individuelle præsentationer, hvortil det skal noteres at vi alle er glade brugere af linolie produkter: (KT & CT): Linolie har de gode egenskaber, at fugt og kondens kan passere igennem (diffusionsvenlig). Brugen af linolie hviler på mange århundreders erfaringer. Olien trænger langt ind i træet og beskytter det. Linolie udvindes af hørfrø, som presses på samme måde, som når man presser oliven‐ eller rapsolie. Brug koldpresset linolie, som er den bedste og reneste. Rå koldpresset linolie bruges til imprægnering af råt træ og kitfalse i vinduer, samt hvis man vil lave kit selv. Kogt koldpresset linolie bruges til linoliemaling. Også hvis man selv fremstiller maling med velegnede pigmenter eller pigmentpasta! Linoliemaling anstryges tyndt med gode pensler, egnet til formålet ‐ f.eks. kinesiske pensler med sorte svinebørster. Linoliemaling skal altid anstryges tyndt. Hvis ikke, rynker den, danner en gullig hinde ‐ og tørrer for langsomt. Skal males to til tre gange! OBS. Brug linoliemaling fra anerkendt firma. Mal udvendigt kun i tørt vejr og ikke i en temperatur på under 15°! N.B. Linoliedrænkede klude kan selvantænde. Brænd dem eller opbevar dem i vand! Sollys bidrager til hærdning af linolie. Malingen tørrer dårligere i mørke eller kunstlys. Derfor må man regne med længere tørretid om vinteren end om sommeren. I mørke rum kan maling med linolie gulne noget. (BD): (Rå) Linolie (hørfrøolie, sv.: linolja, engelsk: linseed oil, flax) udvindes af hørfrø. Frøene og/eller den pressede olie skal lagre adskillige måneder, ellers forbliver der for mange uønskede stoffer i olien ‐ og disse stoffer siges at fremme, at det linoliebehandlede får skimmelsvampe (bliver sortprikket). Urenheder er specielt et problem for koldpresset linolie. Det er et problem, at der ikke er en god deklaration af "renheden" af linolie. Rent sprogligt: ”jomfruolie” er det samme som koldpresset olie. Termen er taget fra olivenolie, vistnok mest for at give en grund til at tage en højere pris. Som nævnt er det et problem, hvis den koldpressede olie ikke er lagret så længe, at ikke‐olie bestanddelene, der måtte findes, kan fjernes. Varmpresset olie er som navnet siger presset ud under opvarmning, hvorved man får højere udbytte. Der kommer flere urenheder med, men til gengæld udskilles de yderst let. For spiseolier regner man normalt varmpresset olie for ringere produkter end koldpressede. Til træbehandling er dette næppe tilfældet, men ofte er den varmpressede linolie lidt mere viskøs (tyktflydende) og skal derfor måske fortyndes med lidt terpentin for at få en god indtrængning. Nogle fagfolk mener endda, at en mildt varmebehandlet fernis (altså et produkt mellem rå linolie og kogt linolie/fernis vil fungere allerbedst til træbehandling, og at den normalt anbefalede anvendelsen af koldpresset linolie er en uheldig misforståelse! Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 9 af 56 Kogt linolie/fernis ”Koges” linolie (kold‐ eller varmpresset), får man naturligt nok "kogt linolie" også kaldet fernis. ”Koges” er sat i anførselstegn, fordi den bedste temperatur er noget under linolies kogepunkt. Her er hærdningen (dannelsen af polymerer), dvs. sammenbindingen mellem de enkelte molekyler til meget store molekyler i fuld gang. Hvis fernissen er kogt længe (eller ”dobbeltkogt”), vil den derfor ikke trænge ret langt ind i træet. Ved milde varmebehandlinger er molekylerne stadig så meget mindre end træets porer, at det ikke har negativ indflydelse på indtrængningen. Til gengæld sikrer kogningen, at også de dybeste lag olie tørrer og beskytter. Fernis giver en pæn overflade (en malingsfilm ‐ lak), fordi hærdningen foregår i hele laget på samme tid. Derimod vil rå linolie, der ligger i et lag på overfladen ved hærdningen typisk først danne en film, der derefter rynker på grund af udvidelsen ved hærdningen. Der er på det seneste rejst tvivl om, der faktisk optræder en betydelig polymerisation ved de forskellige former for kogning – det har været svært at eftervise ved de metoder, der burde kunne demonstrere det. En anden teori er, at kogninger først og fremmest nedbryder de antioxidanter, der naturligt er i olien og som især i den koldpressede, rå linolie sinker poly‐
merisationen. Et problem med "kogt linolie/fernis" er, at man ikke har en deklaration, der angiver "hvor meget" den er kogt/polymeriseret. Stand olie og Blæst linolie … er andre behandlinger (kogt hhv. uden og med megen luft), der giver delvist polymeriserede produkter i familie med kogt linolie. Standolie er temmelig tyktflydende – tilsætning af standolie giver en mere "normal" struktur på malingen og et lidt laklignende produkt. Standolie er normalt temmelig dyrt. For den kemisk interesserede: Den rå linolie (jomfruolie, koldpresset olie, kemikalie identifikationsnummer: CAS‐nummer 8001‐26‐1) indeholder som alle andre fedtstoffer 3 lange kulbrintekæder, hver forsynet med en syregruppe (som i eddikesyre) i den ene ende. De tre syregrupper er bundet til glycerin (glycerol) ‐ fedtstoffer kaldes derfor også triglycerider. Ca. 2 af de 3 "fedtsyrer" (de lange kæder med syregruppen) i linolie indeholder 3 dobbeltbindinger (linolénsyre) ‐ resten 1 eller 2 (linolsyre). Langt de fleste linoliemolekyler indeholder 57 kulstofatomer, hvilket sammenlignet med rene kulbrinter (som f.eks. mineralsk terpentin) er ganske mange, men ikke ret mange i forhold til plast. Hvad er det linolie kan? Fordelen ved en træbehandling med først linolie og derefter linoliemaling af flere typer (stigende grad af "fedme") i mange lag er, at træets porøsitet i overfladen og nogle mm ind fyldes godt ud med et plast‐ eller vokslignende produkt i form af den hærdede linolie. Fordi malingen er så tyndflydende, maler man i (helst mange) tynde lag – hvilket i øvrigt næsten Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 10 af 56 altid er fordelagtigt for alle malingstyper – traditionelle som moderne. Ulempen er selvfølgelig de mange behandlinger (op til 7 gange inklusiv forbehandlinger med ren olie og grundinger ifølge nogle anvisninger) samt de lange tørretider. Næsten alle, der har brugt oliemaling, kender nok, at man står søndag eftermiddag og er nødt til at lukke vinduerne, selvom malinger ikke er hærdet. På den anden side giver mange, tynde lag god holdbarhed. ‐ Husk at man sagtens kan linoliebehandle træværk, og derefter fortsætte med en malingsbehandling med alkydoliemaling. ‐ Husk, at ikke må benyttes relativt "tætte" malinger som oliemaling ‐ heller ikke linoliebaseret maling – hvor der kommer megen fugt "indefra", så går det HELT galt. Men der ”må” ikke komme megen fugt gennem en ordentlig konstruktion. Tænk i så fald i stedet på f.eks. slamfarve. I øvrigt anbefales ved vinduesmaling, at man maler en gang mere indvendigt end udvendigt – så kan fugten fra huset diffundere hurtigere ud af de yderste lag maling end ind i træet gennem det tykkere inderste lag ‐ lyder principielt rigtigt, men man må tvivle på, om effekten overhovedet er målelig. ‐ Husk at benytte en relativt stiv "anstryger" (rund pensel) og kun dyppe den 5‐10 mm ned i malingen. En anstryger arbejder malingen godt ned i træet. I det her tilfælde er penselvalget virkelig af betydning for resultatet og for, hvor let arbejdet går. Hvis der dannes penselstriber "forslætter" man – trækker en flad pensel let henover den våde maling. ‐ Husk at linolie ikke "genopretter strukturen" i rådnet træ – men noget træ, der er delvist nedbrudt, således at det er meget porøst, men som stadig hænger sammen, vil i nogen grad kunne "udstøbes" med den polymer, linolien danner. Egentlig omdanner man i de ekstreme tilfælde vinduet (eller hvad det nu er) til et cellulosefiber armeret ”linolieplast”‐vindue! Men heldigvis en langt smukkere udgave af normale plastvinduer. Men hvis årsagen til, at træet rådnede, ikke er fjernet, er det en stakket frist. Tidligere anvendelse af linolie‐ eller alkydolie maling var ikke årsagen til at det pågældende træ rådnede, men måske årsagen til at den eksisterende bygningsfejl fik nedbrudt træet meget hurtigt. Ved en kraftig linoliebehandling af nedbrudt træ, skal man sikre at træet er meget kraftig udtørret inden linoliebehandlingen. ‐ Selvom man ofte angiver at linoliebehandlet træ og linoliemaling er diffusionsåben, så er det en egenskab, hvor sætningen bør fortsætte med ”når man sammenligner med…”. Det siger sig selv, at træ, hvor alle porerne i overfladen er udfyldt med en planteolie, der er hærdet til et ”plastlignende” materiale, ikke kan være meget let gennemtrængelig overfor damp. Og det er i det store og hele meningen med påføringen! ‐ Alle olierne og olieprodukterne (oliemaling, fernis osv.) kan tilsættes (eller være tilsat) sikkativ (tørremiddel – typisk en koboltforbindelse ), der forkorter hærdetiden. Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 11 af 56 Hvis der tilsætter så meget sikkativ, at malingen eller fernis’en færdighærder ligeså hurtigt som moderne produkter, må man forvente, at mange af produkternes gode egenskaber er mistet. ‐ Husk til sidst, at en ren linoliebehandling ikke alene kan beskytte udendørs nåletræ! Heller ikke ”red cedar” eller lærketræ. Som minimum skal linolien være tilsat fungicid og behandlingen gentages med jævne mellemrum – hvilket fører til næste afsnit. Beskytter linolie (og andre hærdende olier) mod råd og svamp? Linolie er principielt en fødevare ‐ også for nogle mikroorganismer. På den anden side er rene fedtstoffer (hærdende eller ej) typisk lette at opbevare uden at blive fordærvede – olivenolie, smør osv. harsker (det er næsten det samme, som det der sker ved "hærdningen"), men de rådner og mugner normalt ikke. Når man nogle gange har observeret, at linoliebehandlet træværk meget hurtigt bliver angrebet af mikroorganismer (typisk skimmelsvampe – sorte prikker/belægninger), antages det ofte, at det skyldes, at olien ikke har været ren, men indeholdt andre stoffer fra hørplanten, der så har næret mikroorganismerne. Disse belægninger kan afvaskes, og brug af detergenten Rodalon vil typisk udskyde genvæksten betydeligt. I løbet af nogle få år vil linoliens overflade dog under alle omstændigheder være så nedbrudt, at skimmelsvampeangrebet går i gang på udendørs linoliebehandlet træværk, hvis der er mangel på både fungicid og fravær af en stærk konstruktiv træbeskyttelse ( en konstruktion, hvor der er taget stort hensyn til at at f.eks. endetræ ikke opfugtes, og træet i det hele taget tørrer let, samt at der er et ”billigt” offerlag (spån eller brædder) udenpå alt bærende – sådan som f.eks. de overlevende norske stavkirker er opført.) Kun hyppig vedligeholdelse kan i så fald holde overfladen i form. Udendørs træværk uden god konstruktiv beskyttelse kan ikke behandles til en lang levetid med linolie alene. At olierne som sådan skulle have en beskyttende virkning ved at være "giftige" for mikro‐
organismer er ikke korrekt. Til gengæld vil et stykke træ, der er grundigt behandlet med linolie, tungolie eller andet, der fylder porerne ud, være blevet "massivt" i overfladen (alle porer i overfladen er "udstøbt" med de plastlignende polymerer), og i den tilstand er det nok kun de allermest aggressive mikroorganismer, der – bogstaveligt talt – kan finde fodfæste på/i træet. Hvis først træet er revnet ("vejrbidt" eller "soludtørret") er situationen en anden, og oliebehandlingerne vil nok sinke yderligere angreb, men vil ikke kunne give nær så god en beskyttelse, som man opnår ved at behandle træet fra det er nyt. Fungicid‐problemet: I gamle dage benyttedes i malinger pigmenter (tænk på blyhvidt), der ofte var giftige for mug‐ og råd‐svampe og mos og alger – og for dyr og mennesker. Tilsætning af en mindre mængde af zinkoxid (zinkhvidt) anbefales til tider, idet zink ligesom moderne fungicider er giftigere for mikroorganismer end for mennesker og dyr – desværre er zink jo et stof, der aldrig vil forsvinde fra miljøet. Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 12 af 56 Linolie tilsat fungicid kan man købe hos special‐
forhandlere af linolie og linolieprodukter – se under Forhandlere. Problemet er, at der bør være 2 typer fungicider: et eller flere der beskytter mod mug og skimmel. Både i spanden og i den første tid efter påføring. Derudover bør der ved udvendig anvendelse som grundingsolie være et olieopløseligt rådbeskyttende fugicid. De forskellige fabrikater oplyser normalt ikke hvilke virkninger, de tilsatte fungicider har. Desværre / heldigvis kan man som privat vistnok ikke købe koncentrerede moderne fungicider – heldigvis fordi man let vil komme til at overdosere de meget små mængder, der skal anvendes; desværre fordi det er svært at opnå en passende koncentration ved at tilsætte et i forvejen fortyndet middel. Vil man meget gerne lave alt fra bunden, er én mulighed for at få en linolie med nogen egentlig kemisk modstandsdygtighed over råd og svamp at blande linolien med en (oliebaseret) trægrunder med fungicid som f.eks. Gori 22. Nu skal man bare tænke på at fungicid indholdet i træbeskyttelsen som f.eks. Gor1i 22 i forvejen er det, der er beregnet til at give en god beskyttelse. Så tilsætning af en mindre mængde fungicidholdig træbeskyttelse til linolien har næppe nogen væsentlig effekt. Så egentlig er det næppe anbefalelsesværdigt – man roder med noget smågiftigt stof uden at få megen virkning. Der findes et produkt til genopretning af stærkt nedbrudt træværk ved navn Gori 22/7, der ses anbefalet som fungicid tilsætning. Midlet er i dag ikke mere koncentreret end alm. Gori 22 mht. fungicider. Det indeholder derimod yderligere et insekticid (mod husbukke) og ”forøger træets dimensionsstabilitet” – her tænkes på bevaring af træ, der egentlig næsten er rådnet væk på museums genstande o.l. Andre steder ser man anbefalinger af tilsætning af "citricidal, et let nedbrydeligt fungicid udvundet af grapefrugtkerner" ‐ at et let nedbrydeligt stof skulle være en effektiv langvarig beskyttelse virker selvmodsigende. Nu kunne det selvfølgelig være denne tekst, der er lidt for anprisende, men stoffet er undersøgt seriøst. Nogle kommercielle ”Grapefrugt Frø Ekstrakter” var faktisk noget virksomme – efterfølgende fandt man, at netop de virksomme var tilsat det syntetiske fungicid benzethonium klorid Der forhandles, så¨vidt vides, både et oprenset naturstof under navnet, såvel som et råt ekstrakt af grapefrugtkerner. Alt tyder på at stoffet tilhører den "alternative" verden – til tider hjulpet på vej af lidt tilsat virksom kemi – og det var vel ikke meningen! (BD) 


Skal man fortynde linolie med terpentin? vel at mærke ved grunding af træ. Igen et af de spørgsmål, der diskuteres heftigt både med og uden den store viden. Grundlæggende skal man nok ikke fortynde, hvis linolien er fornuftigt tyndtflydende. Umiddelbart synes den terpentinfortyndede linolie at trænge dybere ind, men det vil i nogen udstrækning Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 13 af 56 fortrinsvis være terpentinen, der trænger langt ind. Alt andet lige vil den mængde terpentin, der er tilsat, delvist ende som ”manglede” udfyldning af porerne. Dette betyder, at man skal grunde mindst en gang mere. På den anden side er det udmærket at fortynde, hvis man ser, at den linolie, man har, ikke trænger ordentlig ind men danner en film på overfladen. Godt nok tørrer man rutinemæssigt overfladefilmen af efter 20‐
30 minutter, men hvis intet er trængt ind er hele øvensen spildt. Dette kan især observeres på andre, mindre porøse, træarter end nåletræ. Det mest ubehagelige er, at nogle fabrikanter sælger ”grundingsolier” uden at oplyse at de – måske – er terpentinfortyndet – og uden at prisen afspejler, at halvdelen er billig terpentin. For tungolie (se nedenfor) er det normalt at fortynde, fordi olien hærder så hurtigt, at man må sikre en god indtrængning, der forløber hurtigt. (BD) 
 Flere oplysninger Center for Bygningsbevaring i Raadvad, Anvisning vedr. Linolie (Søren Vadstrup): www.bygningsbevaring.dk/files/anvisninger/spm
_linolie.pdf GODE RÅD OM MALING med traditionelle malingstyper på træ og murværk af Søren Vadstrup. Copyright Raadvad, Nordisk Center til bevarelse af håndværk. ISBN 87 90915‐14‐3. Kan læses på www.bygningsbevaring.dk/files/gode_r%C3%A5d
_maling.pdf Miljøstyrensen har i 2001 udgivet en rapport i serien: ”Økologisk Byfornyelse og Spildevands‐
rensning, Nr. 15 2001”: ”Linolie til overflade‐
behandling af udvendigt træværk”. Rapporten på ca. 100 sider omhandler grundlæggende en undersøgelse af en lang række bygninger, der 5‐10 år før har været behandlet med linolieprodukter. Der er dog også masser af baggrundsstof vedr. linolie og linoliemaling. Konklusionen er i denne forfatters tolkning kort, at linolie og linoliebaserede produkter er rigtig gode – når de bruges korrekt. At der er mange muligheder for fejl, samt at man ved professionelle anvendelser (dvs. hvor maleren skal lønnes) skal have udviklet systemer med kortere tørretider og færre påføringer.
Rapporten indeholder mange billeder af vinduer, der er blevet restaureret med linoliemaling ca. 5 år før. Nogle er fantastisk flotte – på andre er behandling kassabel og har været det længe. Den bedste tilstand ses på nogle vinduer, der er malet 5 gange over 6 uger efter grundings‐
behandlingerne!!!! www2.mst.dk/Udgiv/publikationer/2001/87‐
7944‐657‐4/html/default.htm 
Priser og forhandlere Pris: Ren rå linolie af fin kvalitet, inkl. Skandinavisk produceret, bør ikke koste meget over SEK/DKK Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 14 af 56 50‐80 for 1 liter, og mindre i større portioner. Kogt linolie (fernis) koster typisk 10‐20% mere. For at sætte ovenstående priser i perspektiv: Importprisen for rå linolie (i store mængder, fra Canada og Argentina) er efterhånden steget til omkr. 10 DKK pr. liter, Skandinavisk produceret under SEK 30 pr. liter!
Specielt til pleje af havemøbler sælges div. produkter, der typisk består af linolie m/u terpentin, evt. fungicid og evt. med lidt rødbrun farve til omkring DKK 200 pr. liter! (BD) 
 Forhandlere I vore dage er det igen let at købe både rå linolie og linoliefernis i et byggemarked. Ønsker man specielle typer eller renheder er det værd at se, hvad specialforretninger kan tilbyde. Disse forretningers hjemmesider har også megen værdifuld information og gode vejledninger. Man skal dog ikke ”tro alt hvad man læser”. Der optræder også en del anprisninger, som produkterne ikke kan bære – og også rent sludder. Se også under Flere Oplysninger ovenfor. I Sverige: Der er lag vægt på bl.a. at udvælge nogle firmaer i eller på vej til ”torpareland”. www.linoljeprodukter.se (Allbäck i Ystad – fra lokalt dyrket hør – lang liste af forhandlere i Sverige og Danmark)
www.ottossonfarg.com (nær Lund) er en af de gode oliemalingfabrikanter i Sverige – både direkte salg og forhandlere. Sælger også linolie. http://www.linoljefarg.se (Wibo färg) er en anden kendt oliemalingsfabrikanter, mest med salg gennem forhandlere. Sælger også linolie. www.gysinge.nu sælger kogt linolie (fernis) til den urimelige pris af SEK 130 pr. liter(for 1 liter), hvorimod www.byggfabriken.com (bl.a. Malmö) har et udvalg til usædvanlige rimelige priser. Fører i øvrigt den nedenfor omtalte ”Danish Oil”. www.qvesarum.se ( nær Lund/Höör) www.kulturfarg.com (ikke i Torpareland, men Norrbotten) www.qvarnarp.com (Eksjö) www.hellbergslin.se (på Öland, lokalt dyrket) www.folkesbygg.se (Hanaskog nær Kristianstad) mange forskellige renovering materialer og linolieprodukter fra Ottoson Färgmakeri I Danmark: PAS PÅ: Nogle danske fabrikker sælger ren linolie (med/uden fungicid) under navnet Grundingsolie. I andre firmaer er Grundingsolie halvt linolie og halvt terpentin. Nedenstående udvalg er langtfra fuldstændigt. De fleste af disse firmaer har internetbutik. Linolie1‐2‐3, Stenløse www.linolie123.dk www.damsonpaint.dk Wolfs linolie‐ og tjærefabrik, St. Heddinge www.wolfs.dk Morsø maling www.morsmaling.dk (priserne synes meget rimelige) Genbyg.dk A/S, Amager Landevej 185, Kastrup (tæt på broen) www.genbyg.dk (også her synes priserne på linolie meget rimelige) Linoliebutikken, Højbjerg www.linoliebutikken.dk Københavns Farvehandel (Badstuestræde), www.kobenhavnsfarvehandel.dk Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 15 af 56 Tibberup Høkeren i Helsingør www.tibberuphoekeren.dk sælger linoliemaling fra Københavns Farvehandel. 
Kinesisk træolie eller tungolie Også kaldet Aleurites olie. ”Tung” udtales i øvrigt ”på kinesisk” og ikke som ordet ”tung” i modsætning til ”let”. I østasien (Kina, Korea, Japan) er denne olie helt dominerende, hvor vi bruger linolie. I USA er tung olie næsten enerådende til finish på ”finere træarbejder” og benyttes i høj grad til generel træbehandling. I Sverige er produktet også bedre kendt (og lettere at købe) end i Danmark. Enkelte svenske industrielle vinduesfabrikanter anvender tungolie til grundbehandling af trævinduer, hvilket olien er yderst velegnet til. Olien udvindes af kernerne i de giftige frugter fra træet Aleurites fordii (og beslægtede arter), der i dag dyrkes i stor stil i mange lande netop for at fremstille denne olie. Verdensproduktionen af tungolie er ca. 1/10 af produktionen af linolie. For begge olier gælder i øvrigt, at langt den største del anvendes teknisk – bl. a. til at omdanne til alkydolier. Tungolie indgår ligesom linolie som en komponent i en del ”plastmalinger” (alkydolie baserede malinger) og i masser af trykfarve. Den kemiske forklaring: Næsten al fedtsyren i tung olie er den sjældne elaeostearin syre, der har 3 dobbeltbindinger siddende tæt på hverandre. Det er således en mere umættet olie end linolie, hvilket sammen med de tætsiddende dobbeltbindinger bl.a. betyder, at den hærder hurtigere. En anden forskel fra linolie er, at tungolie – for det meste – danner en glat (ikke rynket) film på overfladen, hvis overskud ikke er tørret ordentlig af. Dette skyldes, at tungolie hærder nogenlunde samtidig "over det hele", mens linolie typisk hærder fra overfladen. Når hele laget hærder samtidigt, forårsager udvidelsen en lidt tykkere film i stedet for rynker. Ved behandling af havemøbler kan det være udmærket med denne lidt voksagtige film fra tungolien – især hvis man kan få den jævn. Men hvis man bruger tungolie til grundbehandling af f.eks. vinduesrammer, bør man undgå filmen (tørre efter inden olien hærder, eller slibe filmen af, før der males videre). Hærdet tungolie gulner mindre end linolie – giver det man I USA kalder ”wet look wood”. Hvor tungolie sammenlignes med linolie, vil man normalt se tungolie beskrevet som et bedre valg, der er mere bestandigt – især ved kritiske komponenter (bundstykker i vinduer). Fortyndet tung olie synes ideelt ‐ og billigt ‐ i forhold til div. "teak olier" ‐ til vedligeholdelse af teak (og andre hårdttræs) havemøbler. Min Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 16 af 56 erfaring er, at hvis man først vasker træet rent, lader det tørre og derefter tørrer over med en klud godt fugtet med "45%" tungolie inden møblerne er blevet (alt for) misfarvede, kan de holdes som nye i lang tid, med en minimal indsats. Man ser langt oftere, at der anvendes fortyndet tungolie, end man ser fortyndet linolie. Det beror på (udover at det er en lidt dyrere olie), at olien hærder så relativt hurtigt. Derfor er fortyndingen en fordel, således at man kan opnå en god indtrængning før hærdningen. At arbejde med ren ufortyndet tungolie på en varm, solfyldt sommerdag er ikke rigtig muligt, det hærder på klud og pensel. Til gengæld må man, hvis man ønsker en total opfyldning at træets porøsitet med hærdet olie, og man benyttet fortyndet olie, udføre påføringen 2‐3 eller flere gange. Tungolie baseret lak Koges tungolie dannes en "fernis" ligesom for linolie. Passende blandinger af kogt og rå tungolie + linolie o.a. giver en lak, der kaldes Tonkin‐lak. Denne lak siges at være en af de mest elastisk og holdbare/modstandsdygtige af de ældre typer på markedet. Især skulle den være anvendelig på træ med lav porøsitet (teak o.l.), hvor mange andre lakker har en dårlig vedhæftning. Et gammelt fransk produkt ved navn Le Tonkinois (der dog øjensynligt er 70% linolie baseret) sælges stadig (temmelig dyrt), men skulle være et rigtigt godt valg til f.eks. teaktræ på skibe, hvis det påføres korrekt ‐ dvs. i 4‐8‐12 lag! En af typerne af "Epifanes" bådlak (Hollandsk) er også tungolie baseret. Disse kunne måske være interessant til kritiske detaljer på huse?  Man kan til tider se, at tungolie fremhæves for at have mindre molekyler end linolie – og derfor skulle trænge hurtigere/dybere ind. Det er ikke korrekt, at molekylerne er mindre, de er af næsten ens størrelse. Meget præcist målt er molekylerne i tungolie/kinesisk træolie marginalt større. Undersøgelser (i litteraturen) om tung olie skulle være mindre viskøs (mindre tyktflydende) end linolie giver ikke belæg herfor. Der findes et eksamensarbejde fra Chalmers (Teknisk Universitet i Göteborg), der viste at forbehandling med tungolie (før grunding med polyurethan og slutmaling med alkydoliemaling) gav den bedste holdbarhed (af de undersøgte metoder) for træ af samme kvalitet. (BD)  Priser og forhandlere Tungolie koster i Sverige (hvis man ikke køber det for dyrt) 75‐100 SEK/liter ‐ enten som ren olie eller som en 30‐50% blanding med terpentin og fungicid. Varemærker er bl.a. Jupex 45 og Jupex 90 (45 og 90 er % af tungolie) fra Wibo Färg. Brafab (Havemøbel fabrikant) har et produkt svarende til Jupex 45, som man ofte ser I forretninger, der sælger havemøbler. I Danmark føres tung‐olie produkter af mange af de specielle linolie‐/linoliemalingsforhandlere som blandt andre Linolie123 og Morsø maling, se Forhandlere af linolie. Literprisen ligger I Danmark på 75‐170 DKK (100%). Tonkinlakker er ret let tilgængelig i såvel Danmark som Sverige, både hos specielle Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 17 af 56 linolie/linoliemaling‐forhandlere og i båd‐ og skibsudstyrsforretninger. Sammenlign pris inden køb – variationen er betydelig! (BD) 
 Dehydreret ricinus olie, ”Dehydrated castor oil” ”Castor oil” eller ricinus olie er det vi kender – i hvert fald fra vittighederne – som ”amerikansk olie”. Olien produceres på verdensplan i lige så stor mængde som linolie. Omtales her fordi den, når den nu er så udbredt, nok kommer på markedet engang – med nogle urimelige anprisninger. Den kemiske forklaring: Castor olie, der i Skandinavien traditionelt kun benyttes industrielt, er kun "enkeltumættet", men indeholder som noget næsten enestående for fedtstoffer en hydroxyl (‐OH) gruppe, der let kan fraspaltes som vand og give endnu en dobbeltbinding – efter denne fraspaltning (”dehydrering”) er denne olie også hærdende. Internationalt benyttes olien meget i trykfarver, samt som komponent i ”naturlige” malinger og lakker. Yderligere indgår den på samme måde som linolie – efter ”ommøblering af molekylet” – i hærdende alkydolier til moderne malinger. I USA er olien almindeligt anvendt, hvor vi bruger linolie. Den er temmelig tyktflydende og ligeledes ret hurtigthærdende. Og bare for sjov: I USA/Storbritannien kalder man olier bestående af linolie, tung olie, lidt lak/harpiks for "Danish Oil". Der anvendes til at oliebehandle trægenstande og kan poleres til et meget smukt resultat! (BD) 

Tall olie (Tall olja, ”tall” det svenske ord for fyrretræ, der i denne sammenhæng er blevet internationalt, engelsk: ”Tall Oil” – som man i den engelske verden naturligvis udtaler forkert – som det engelske ord for høj, ja selv på fransk: ”Huile de tall”) er også værd at nævne, selvom den ikke er hærdende. Tall olie stammer som ordet siger fra nåletræer, især fyr. Under papirfremstilling vil små mængder fedtstoffer og harpiks i træet adskilles i frie fedtsyrer og glycerol. Fedtsyren vil ‐ fordi surhedsgraden er lav – udskilles som "sæbe" (Natrium salt af fedtsyrerne). Tall olie er disse sæber lavet "tilbage" til frie fedtsyrer samt noget ikke nedbrudt fedtstof fra træet. Udover anvendelse til fremstilling af alkyd malinger optræder tall olie også i mange af de – især svenske – "træolier", der benyttes til første træbeskyttelse og grunding. Tall olie varierer efter sigende virkelig meget i kvalitet alt efter processen på papirfabrikken – svensk tall olie er vistnok blandt de ringere – set som træolie. Efter rensning benyttes tall olie i øvrigt i stor stil til (gen‐) fremstilling af sæbe, herunder "brun sæbe", der i Sverige traditionelt er farvet gult eller grønt, fordi tall oile oprindelig var så uren, at den farvede sæben. Det sidste nye er, at man snart begynder at fremstille dieselbrændstof fra tall olien. Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 18 af 56 Egentlig forekommer olien i meget små mængder i fyrretræet, men på grund af de kolossale mængder træ, der passerer gennem de finske og svenske papirfabrikker, er produktionen alligevel enorm. (BD) 

De 4 standardfarver i 2009 fra Falu Rödfärgverket: Grå, lys rød, den normale røde, sort. Fotograferet i meget stærkt sollys. I mørkere vejr er den grå tæt på den sorte, og begge de to røde virker betydeligt mørkere. Rödfärg og andre slamfarver. Hvis man skal nævne én ting, der af danskere og mange andre opfattes så ærkesvensk, som man overhovedet kan tænke sig, så er det nok de røde træhuse med ”hvide kanter”. Man kan bare se på foreningens logo eller studere forsiderne på lidt ældre numre af Torpare bladet, hvor der var et rødt hus på næsten hvert andet nummer! Det morsomme er, at det set i et andet – lidt længere – perspektiv er rödfargen temmelig moderne foreteelse, fuldkommen som støbejernskomfurer og danske firlængede bindingsværksgårde. (BD) 
 Historien Ældre svenske træhuse var ubehandlede eller tjærede. ”Rödfärgsverket”, hvor pigmenter til “Ægte rødfarve” produceres, opridser historien således: I 1500 tallet begyndte man at bruge rødfarve. I 1600‐tallet blev rødmalede huse et tegn på rigdom og status – man prøvede at efterligne de røde murstenshuse i Danmark og resten af Europa! (Ler til mursten er jo en sjælden vare i Sverige!). Før kongelige besøg blev byernes borgere til tider beordret til at male facaderne røde. Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 19 af 56 I 1700 tallet spredte rødfarven sig til herregårde og større gårde og til bygningerne ved de første industribruk, præstegårde o.l. Samtidig blev husene nu oftest bygget som blokhuse (med ”knut” hvor tømmerstokkene flettedes sammen i hjørnerne). I byerne begyndte man at udstyre husene med beklædnings brædder, i hvert fald mod gaden og facaden blev oftere oliemalet i lyse farver. I løbet af 1800 tallet blev rødfarven spredt til almindelig bondehuse og efterhånden også til den almindelige befolknings huse samtidig med, at man begyndte at male udhuse og stalde. Det er faktisk dette billede af Sverige, som det først kom til at se ud fra slutningen af 1800‐tallet, vi i dag opfatter som ”det rigtige, gamle svenske” udtryk. I Nationalromantikkens tid i slutningen af 1800‐
tallet blev de mere eller mindre smukke ”farvesætninger” af til tider overbroderede Snickarglädje‐huse populære – ofte oliemalede. I 1900 tallet forsvandt træhusene efterhånden i byerne. På landet og på de resterende trævillaer i byerne blev moden facademalinger i kun to farver – en til fladerne og en til vinduer og udsmykning – udført i linolie‐ og senere alkyd‐oliemaling, senest akrylmalinger. Eller beklædningen blev udskiftet med asbestcement plader (”eternit”) eller endda stålplader. Parallelt hermed kom den revival‐bevægelse af gammel byggeskik, som vi stadig ser i dag – og med den (måske lidt overdrevne) fokusering på rødfarve med hvide ”knutar” – som også er så tydelig i dag. I øvrigt er rødfarve i dag ganske almindelig i Finland, der selvfølgelig også var svensk i mange år – og i moderne tid efter sigende i bl.a. Chile!!! Derimod er farvelagte træhuse på Færøerne, i Island og Grønland normalt oliemalede. (BD) 
 Hvad er en slamfarve? ”Ægte rødfarve” er en slamfarve. I al almindelighed består en maling af (mindst) tre komponenter – pigmentet (det der giver farven) og binderen – noget det størkner til noget der plast‐ eller lim‐lignende og endelig et opløsningsmiddel, der gør det hele flydende. Slamfarven er nok næsten så tæt på stenaldermandens farve til hulemalerier som muligt: Et pigment, noget vand og en uhyre svag binder, nemlig lidt melklister! Melklisteret er der første og fremmest for at give malingen en konsistens, så det kan smøres på, og for at pigmentet ikke bundfælder. Umiddelbart efter tørring vil det virke som binder, men man må formode, at det stille og roligt vaskes væk og nedbrydes – så man ender med, at have pigment direkte på træet. I dag vil mange slamfarver dog være tilsat lidt linolie, der binder godt nok til at farven ikke smitter ret meget af, men som slet ikke er til stede i tilstrækkelig mængde til, at træet har en egentlig malingsfilm på overfladen. Pigmentet i rødfarve består af et jernoxid, som af mineralogerne kaldes hæmatit eller blodjernsten. Det fremstilles mange steder i verden under navne som Italiensk Rødt eller Engelsk Rødt. Falu rödfärg kommer fra grubeaffald – malm, der blev frasorteret i Falu kobbergrube, fordi det Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 20 af 56 indeholdt for lidt kobber (sorteringsarbejdet var i øvrigt børnearbejde!). Dette ”affald” indeholder/ består af jernglans (der grundlæggende allerede er hæmatit, bare i store massive, sorte klumper). Jernglansen nedbrydes overfladisk af vand gennem årene og danner et tyndt lag gul okker på overfladen af stenene, der eventuelt smuldrer. Disse gullige sten/grus kaldes ”rödmull”. Bunker af rödmull, der venter på at blive sigtet, få slebet overfladen af og returneret til yderligere nedbrydning. Slammet, der er en blanding af jernhydroxider (okker/rust), jernsulfat og fint kvartssand, underkastes den vigtige ”brænding” (opvarmning). 3 trin i rødfarvens tilblivelse: Bagest til højre; rå jernglans (malm), forrest nedbrudt jernmalm (”rödmull”) med et flere mm tykt lag okker og bagest til venstre den brændte rødfarve på en meget primitiv Dalarhäst – Falun er hovedbyen i Dalarne. ”Rödmullen” sigtes så man kun har småsten og grus. Dette roteres i en stor tromle så overfladelaget af okker og kvartsstøv slides af. Ved vask af ”rödmullen” får man 10% som ”slam”, mens resten af stenene returneres og får lov at ligge 20‐30 år mere for yderlige dannelse af okker. Farvekontrol ved brændingen. Hver "bunke" er en "time‐
prøve". Én plade repræsenterer således ét skift. Man nedknuser prøven om sammenligner farven på det glatte område hvor man har presset pigmentet sammen. Ved denne termiske/kemiske proces fraspaltes svovlholdige gasser og vand, og hæmatiten gendannes, men nu i en højrød form og i en farvenuance, der er afhængig af ovnens temperatur. Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 21 af 56 Endelig formales den brændte pigment til 10‐100  (mikron) korn (eller 0,01‐0,1 mm). Dette er faktisk ret grove korn i forhold til andre pigmenter og er en af årsagerne til, at man opnår den ekstremt matte farve. (BD) 
 Der er 2 ægte røde! I gamle dage havde pigmenter nok forskellige nuancer fra dag til dag. Hvor mørk farvens bliver bestemmes af temperaturen ved brændingen. Efterhånden lagde man sig fast på en ret lys farve – næsten orange i aftensol! For en del år siden skiftede man til en højere temperatur. Mange svenskere syntes, at den lyse farve trods alt var for skrigende eller “unaturlig”. I dag er den mørke farve den helt dominerende med 99% af produktionen, men den lyse kan sagtens købes som råt pigment til hjemmekogning og som færdigkogt i ”byggnads‐
vård”‐forretninger og ved bestilling. Desværre skal man vil for færdigkogt farve oftest skulle betale næsten dobbelt pris, hvis man foretrækker den lyse farve. Fremstillingsomkostningerne er grundlæggende de samme, men mængden, der fremstilles af den lyse farve, er naturligvis mindre. Se de 2 farver inden Rødfarve‐afsnittet (på side 19) (BD) 
 Slamfarve er andet end rødfarve! Man kan fremstille slamfarve af alle (tilstrækkeligt billige) uorganiske pigmenter! Desværre har Rødfarveværket gradvist fjernet de fleste kulører fra sortimentet, således at der udover de to røde (den gamle lyse, næsten orange og den nyere ret mørke) p.t. kun er sort og grå. De sorte og grå slamfarver fra Falun er også baseret på den gule okker, blot brænder men uden adgang af luft og får dannet et andet jernoxid end hæmatit. Yderligere er der tilsat noget trækul. De sorte pigmenter brændes i lønarbejde udenfor Falun. Gysinge fører dog færdige slamfarver – desværre til en gevaldig pris – i andre kulører www.gysinge.nu/frames.aspx?sectionId=844 Falu Vapen (der er noget andet end selve Rödfärgverket) sælger andre kulører i slamfarver: faluvapen.se/index_slamfarger.html Muligvis kan de findes andre steder. (BD) 
 Hvad er Ægte Falu Rödfärg I princippet kan rödfärg fremstilles ud fra ethvert hæmatit (jernoxid) pigment, gravet op af jorden eller fældet fra et jernsalt. Generisk kaldes disse røde pigmenter Italiensk rødt og Engelsk rødt. Flere miner har som Falu gruben fremstillet rödfärg af affaldet, f.eks. Sätragruvan i Finspång og minerne nær Nora. Men med årene er ”Ægte Falurød” blevet et begreb i Sverige – kun de nuancer, der traditionelt fremstilles ved at udtrække 10% slam fra bunkerne med malmaffald fra den for længe siden lukkede kobbermine i Falun, tørre, pulverisere og opvarme det regnes for ”ægte”. Hertil kommer at andre mineraler i netop dette affald (zink bl.a.) har en konserverende effekt/er giftigt for alger og svampe. Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 22 af 56 Endelig indeholder Falu farven meget kvartsstøv (mere end halvdelen!), der giver en ”glimmeragtig” reflekser og dermed en særegen glans i den eller meget matte farve. Det vil sige at pigmentet ”bør” komme fra pigmentleverandøren: Falu Gruva i Falun (ejet af Store Kopparberget, der igen ejes af den finsk/svenske Stora Enso koncern (træ/papir)): www.falurodfarg.com Al pigment fra og slamfarve fremstillet på basis af Falu rödfärg er mærket med symbolet: Indtil 2008 havde en række fabrikanter licens til at fremstille færdig slamfarve på basis af pigment leveret fra Falu Gruben. Desværre har Falu rødfarveværket monopoliseret produktionen, med tilsvarende øgning af prisen. Rötmotaverken/Falu Vapen – et af ”licens‐
kogerierne” www.faluvapen.se/index_produkter_fv.html er vistnok det eneste,der stadig må fremstille ”ægte” Falu rødfarve på licens samt slamfarve i andre kulører. Den tidligere licens “rødfarvekoger” Vadstena Färg, www.vadstenafarg.se/ fremstiller nu en rødfarve på andet pigment. Også en tredje licenskoger Teknos/Tranemo www.teknos.fi/?l=se_se fremstiller nu under navnet “Tranemo Rödfärg” en “uægte” rødfarve. Man kan få ”uægte” rødfarve fremstillet af pigment (Engelsk Rødt eller Italiensk Rødt) af uoplyst oprindelse. Farvenuancen vil nok være anderledes – den svage ”glimmer” effekt af det enorme indhold af fint kvartssand vil normalt mangle. Om dette gælder alle produkter er ikke til at sige på forhånd, men det er tydeligt, at disse produkter sælges billigt, men med ringe oplysninger og normalt uden opstrøgne farveprøver. Man må håbe, at der foretages undersøgelser, der ender med, at man finder producenter, der laver flotte farver efter gode opskrifter, i en konstant kvalitet og især, at man får spredt oplysningen. Desværre står den lidt tilbedende holdning til Falu farver, der findes i Sverige nok i vejen for interessen. På et tidspunkt må Faluverket dog til at løse problemet, idet der kun er gammelt grubeaffald udenfor hullet til ca. 80 års rødfarve produktion! Eftersom selve Falu Gruv er ikke alene fredet, men udnævnt til et UNESCO Verdensarvområde, er det utænkeligt af fjerne mere malmaffald fra gruben. Redningen ligger måske i Garpenberg mine ca. 30 km syd for Falun, idet denne aktive mine drevet af Boliden bryder en mineralisering, der er meget lig den der lå i Kopparberget i Falun. (BD) 
 Hvad koster det Færdig Falu rød koster typisk (2009) for 10 liter/12 kg: omkr. SEK 230‐400 og SEK 600‐650 for hhv. den almindelige og den lyse udgave. Den billigste ”almindelige” fandt vi i 2009 i Cheapy efterfulgt af Byggmax‐kæden, den dyreste i Byggfabriken i Malmö (www.byggfabriken.com ) , der til gengæld havde den billigste lyse! Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 23 af 56 Disse priser svarer til 10‐20 SEK/m² for hhv. mørk og lys farve. MEN – der er mange forretninger, der i det mindste om foråret sælger Falu Rödfärg (færdigkogt, normalt i 10 liter/12 kg spande) noget billigere (før monopolet blev strammet blev der solgt helt ned til halv pris) Med priserne i den lave ende, kan det ikke betale sig selv at koge farven fra ægte Falu pigment, men det kan være morsomt og hyggeligt, og man kan fremstille farven efter egen opskrift. Dette gælder den normale mørke farve. Til gengæld kan man selv koge den lyse farve til næsten samme pris som den mørke ca. SEK 2600 for 20 kg pigment, der giver 100 kg farve. Det er halv pris af færdigkogt! Hvis man skal bruge meget færdig (mørk) rødfarve, så er det værd at se efter (om foråret) hos f.eks. Byggmax (www.byggmax.se ), Cheapy (Silvans billigkæde): www.cheapy.se , ÖoB/Överskottsbolaget (www.overskottsbolaget.se ), Biltema! (www.biltema.se/), Jula (www.jula.se) og Rusta (www.rusta.se ). I perioder (også ofte om foråret) har Coop Forum med ”Bygg och Trädgård” solgt det billigt og ICA Maxi har det også til tider på tilbud ligesom div. bygge‐
markedskæder. Men desværre sidder Falu efterhånden så fast på prisdannelsen, at der ikke mere er meget at spare på den originale farve. Til gengæld kommer de uoriginale farver ind på dette marked – til 100‐
170 SEK/10 liter. (BD)  Hjemmekogt Ønske man at ”koge” farven selv koster pigmentet (sælges i dag ikke mere direkte fra Falun, men kun fra forhandlere, der kan findes her: www.falurodfarg.com/frf_templates/RetailerList
Map.aspx?id=1467 ): omkr. SEK 2500 for 20 kg – dette giver omkr. 100 liter maling. Som man kan se er der, hvis ovenstående pris holder, meget at spare ved selv at koge den lyse røde, men næsten intet for den normale mørkere. Den ”officielle opskrift” fra Falu verket er: Recept för 50 kg färg (räcker till 150 m2)
Ingredienser:
33 l vatten
2,5 kg vetemjöl
10 kg rödfärgspigment
1 kg järnvitriol
4 kg kokt linolja [linoliefernis]
Anvisning:
Koka upp 28 liter vatten
Rör ut mjölet i 5 l vatten och vispa ner det
Låt koka under omrörning i 15 minuter
Tillsätt pigmentet och järnvitriolen
Koka under omrörning i 15 minuter
Tillsätt linoljan
Koka i ytterligare 15 minuter under omrörning
Tillsätt ev ca 2 dl såpvatten för bättre emulgering
(lösning) av linoljan
När färgen svalnat är den målningsklar.
fra www.falurodfarg.com/frf_templates/Page.aspx?i
d=230 [järnvitriol kaldes også jernsulfat] Trækonservator Jørgen Vinther har afholdt nogle kurser i Danske Torpare regi. Nedenstående er Jørgen Vinters bud på en opskrift: Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 24 af 56 Opskrift på Falurödfärg Kog 12 liter vand,
tilsæt 200 g jernvitriol og 50 g kobbervitriol.
2 kg Falurödfärg eller italienskrød udrøres i det kogende
vand.
Fremstil og tilsæt ½ liter melklister af hvedemel eller
rugmel.
Tilsæt 2 liter rå linolie
et brev hjortetaksalt - (syder) - eller 500 g brun sæbe.
Det hele koges i en time, hvorefter det spædes med ca
10 liter vand.
Det er interessant, at denne opskrift (Jørgen Vinters) kun indeholder mindre end halvt så meget rødfarvepigment som Falu værkets, men samme mængde (koncentration) af linolie. Tilsætningen af kobbervitriol (kobbersulfat) er formentlig ulovlig i dag, og er under alle omstændigheder noget miljøsvineri. Endelig er der benyttet rå linolie og ikke kogt linolie (fernis). Det er lidt underligt, den rå linolie vil være mere tilbøjelig til at forsvinde ind i træet og dermed ikke hjælpe til med at binde pigmentet. Yderligere vil den hærde ganske langsomt. En tredje opskrift fra autoritativ svenske kilde ligner Falu‐verkets, men indeholder dobbelt så meget jernsulfat/vitriol. Kirsten Thykier, der har stor erfaring i at restaurere gamle svenske huse, bruger nedenstående opskrift, der ligner den sidste noget – her i 4 gang så stor portion (se også Torpare Bladet nr. 124): Falurödfärg – eller svenskrødt, som danskerne kalder den – er en ”slamfärg”, som bruges overalt i Sverige. Det rustrøde pigment er et restprodukt fra kobberudvindingen i minerne i byen Falun. Slamfarven fås også i andre kulører end rød ‐ f.eks. gul og sort. Selv foretrækker vi den lyse røde, som er den nuance, man brugte i gamle dage. Den er lidt dyrere end den noget mørkere røde, som blev moderne først i 1900‐årene. Pigmentet (såvel som den færdigblandede maling) kan købes i ”byggnadsvårdsaffärer” eller bestilles gennem velassorterede farvehandler. Forberedelser, inden huset males Tag arbejdstøj, handsker og støvmaske på. Børst væggene fri for støv, alger og spindelvæv samt løst pigment fra tidligere maling. Brug en stiv skurebørste eller en stålbørste hertil. Efter dette vil det være herligt med et godt bad eller en svømmetur i søen for at kunne kende sig selv igen. 1.
2.
3.
4.
Fremstilling af malingen Du skal bruge: 50 liter postevand 2 kilogram jernvitriol (farvehandler eller Lantmännen) 2‐2½ kilogram finmalet rugmel (levnedsmiddelbutik) 8 kilogram Falurödfärg‐pigment (farvehandler eller byggnadsvårdsaffär) (NB: Opskriften kan ganges op eller ned efter behov!) Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 25 af 56 Sådan gør du: 1. Tænd ild under en grukedel eller en lille olietønde 2. Hæld 45 liter vand i (gem de sidste 5 liter) 3. Når vandet koger, kommes jernvitriolen i, og der omrøres, indtil vitriolen er opløst 4. Rugmelet udrøres i de sidste 5 liter vand 5. Rugmelsrøden hældes i grukedlen/tønden under stadig omrøring og koger i 15 minutter 6. Pigmentet drysses derefter i blandingen under kraftig omrøring 7. Det hele koger nu i 30 minutter under omrøring (syng gerne en svensk låt imens) 8. Ilden slukkes. Malingen er nu færdig og kan bruges med det samme – også varm! Opskriften giver 60‐65 liter maling, som rækker til ca. 200 m2 ved ommaling og ca. 100 m2 ved nymaling. Gode råd (de er ikke dyre!) 1. Da malingen tørrer hurtigt, er det bedst at male i fugtigt vejr. 2. Mal ikke i direkte solskin, men følg Solens vandring og mal hele tiden på skyggesiderne
af huset. 3. Tør evt. malingsstænk på døre og vinduer af med en fugtig klud. Jernforbindelserne i malingen kan give grimme rustpletter. (KT) Opskriften er igen ”tynd” mht. pigment, der er meget jernvitriol i – og det er som det kan ses en opskrift uden linolie og derfor uden behov for sæbe. Med denne variation i opskrifterne kan man indirekte udlede, at det ikke er meget vigtigt præcist hvilken opskrift, man benytter. Men der er et par generelle hensyn: Kobbervitriol bør med vore dages viden udelades af miljø‐ og helse‐hensyn. Beskytter rødfarve ikke godt nok, så brug træbeskyttelse. Kobbervitriolen kan i øvrigt give et blågrønt skær. Uden linolie vil den tørre farve smitte mere af, og holde lidt dårligere. Til gengæld siges linolie at fremme afskalning frem for almindelig nedslidning. Men det er et valg man må træffe. Hvis man udelader linolien så er der ikke nogen grund til at tilsætte nogen form for sæbe. Færdigkogt rødfarve er i dag næsten udelukkende fremstillet med lidt linolie. Anvender man væsentlig mere linolie end i opskrifterne ovenfor, opnår man ikke den ønskede matte overflade, farven kan skalle af, og dens diffusionsåbne egenskaber forringes på ukontrolleret vis. Ønsker man af en eller anden grund noget mere ”malingagtigt” så vær konsekvent og brug (dyrere) lin‐ eller alkydoliemaling med rødfarve kulør – eller en dækkende træbeskyttelse. Men sørg for, at husets konstruktion er velegnet til egentlig maling. De hjemmekogte farve indeholder ikke fungicid (svampegift), hvorfor nedbrydningen af melet (fra klisteret) begynder hurtigere – ofte med et tydeligt angreb af skimmelsvamp (små sorte prikker) i nogle år – især på en fugtig nordside. Bruger man meget mel, bliver angrebet værre – al andet lige. Lad være med at eksperimentere med egentilsætning af fungicid. De fungicider, der Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 26 af 56 fungerer, kan private ikke købe koncentrerede. Man kan selvfølgelig godt bruge ”Atamon” o.l. (det aktive indholdsstof i Atamon er kemikaliet natriumbenzoat, E 211), men det er ikke godkendt til denne brug. Det bliver også meget dyrt i effektive mængder (fordi Atamon til syltning sælges dyrt i tynde opløsninger). Atamon har kun en væsentlig virkning i surt miljø (som frugtholdige safter og marmelade). Færdigkogt Falu rødfarve er sur nok – formentlig på grund af jernvitriolen, men om en given opskrift på hjemmekogt er tilstrækkelig sur, bør kontrolleres for ikke helt at spilde kræfterne. (BD) 

Hvad er fordelen ved rödfärg (og andre slamfarver)? I korte træk: tradition, diffusionsåben, let forarbejde, kan pletrepareres i et par år, let at påføre pænt, relativt billigt, let forarbejde før genmaling ..og ulemperne relativ kort holdbarhed – selvom de fleste oplever langt mere end de 5‐10 år, man ser opgivet, kræver ru træ (næsten) og konstruktionsmæssig træbeskyttelse (dvs. at træhuset er opført fornuftigt, med bl.a. tagudhæng og beskyttet endetræ) i (endnu) højere grad end filmdannende farver (som (lin‐)olie maling ). Da malingen ender med at være tørt pulver aflejret i den grove overflade på det ru træ sammen med lidt tørret melklister, så vil farvelaget være ekstremt diffusionsåbent! – også selvom der evt. er tilsat en lille smule linolie. Mængden af linolie er slet ikke stor nok til at lukke overfladen. (BD) 
 Er rödfärg farligt for helbredet? Måske et sært spørgsmål – så simpel en sammensætning og ”naturlige” råvarer? Men fundamentalt er rødfarve problematisk som så meget andet. For os, der kun anvender rødfarve få dage med års mellemrum, er det ikke den store bekymring, vi skal mobilisere, men alligevel bør man overveje helseproblemet 2 gange: Først og fremmest når man børster gammel maling ned og igen ved påføring af den nye. Så længe farven sidder på væggen er den ufarlig. Ved afbørstningen af gammel farve bør man bære støvmaske og i øvrigt vaske sig selv og tøjet grundigt. Kobberindholdet er så lavt, at det ikke giver anledning til den store uro, og zink er ikke farligt for ”højere dyr”, som vi mennesker er i denne sammenhæng. Rødfarven kan indeholde en del bly – op til 1,2% af det tørre pigment, og dette er ikke sundt. Men først og fremmest er kvartsen i ægte Falurød absolut ikke noget, man skal få i lungerne i større mængde – og slet ikke når støvet endda kan indeholde (skimmel)svampesporer. Påføring af ny farve med pensel er også helsemæssigt uden problemer. De færdigkogte farver er tilsat fungicider (svampegifte), hvorfor handsker og alm. renlighed med hænder, læber (skæg) og tøj inden eftermiddagskaffen /pils‐
neren) er en god idé. Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 27 af 56 I det øjeblik man går over til at sprøjtemale, så bliver problemerne større – lidt som ved afbørstningen, blot er der nu også fungiciderne at tage hensyn til. Ved sprøjtemaling med færdigkogt farve bør (skal) man anvende typen, beregnet hertil, idet der her er valgt et (endnu) mere ufarligt fungicid (en af de mange ”Parmetol’er”). Fungicidet er formentlig nedbrudt for længst, når man børster gammel maling af. (BD) 
 Hvordan dækker det? På nyt, uhøvlet træ regner man med omkr. 3 m² pr liter. Uanset om man maler med pensel eller sprøjte, skal nyt træ helst have ”lidt mere end én gang” (men to er rigeligt) – det er en fordel at fortynde lidt med vand første gang (men fortynder man mere end med ca. 10% bliver det alt for tyndt til penselmaling). Almindeligvis påstår man, at ”høvlet træ kan man ikke anvende rødfarve (eller andre slamfarver) på”. Det er dog en sandhed med modifikationer. Ofte vil man jo have ”locklister” – den lille dækliste mellem beklædningsbrædderne – og disse vil ofte være høvlet på siderne – og det går da meget godt at male dem. Det er tydeligt, at den glatte overflade ikke tager mod megen farve, men efter et par ganges overmaling er overfladen blevet passende ru og sugende af de første lag farve, og så dækker det rimeligt. Men det er helt korrekt, at på større og især ”vejrmæssigt belastede” overflader er slamfarve ikke et godt valg på høvlet træ – selvfølgelig kan man med en båndsliber – meget groft slibebånd og lav hastighed – gøre overfladen mere ru, men det gør jo samtidig træet mindre holdbart. (BD) 
 Hvor godt beskytter Rödfärg? Rødfarven er kraftig farvet, hvorfor beskyttelsen af træet mod nedbrydning af sollyset er rigtig god. Noget mere kompliceret er beskyttelsen mod råd og svamp. Allerførst er råd og svamp kun et stort problem, hvis træet er fugtigt en stor del af tiden.
Slamfarven er diffusionsåben (ligger som pigmentkorn i overfladen), hvorfor træet tørrer næsten ligeså let, som hvis det var ubehandlet. Ligeledes forsvinder fugt indefra huset let ud igennem træet. I en ”sund” konstruktion, hvor der næsten ingen fugt kommer fra jord, indefra eller fra fundamentet, hvor træet er beskyttet af tagudhæng, og væggen mod opsprøjt fra jorden osv. vil slamfarven fungere fint – det vil ubehandlet træ såmænd også gøre. Hvis en konstruktionsdetalje er meget fugtbelastet – vi kender alle vinduerne, der uanset kvalitet før eller siden rådner ”i bunden” – så skal der mere til end slamfarve. Et tilsvarende kritisk sted er det nederste af beklædningen, hvor den er så tæt på terræn eller tæt på et udløb fra er nedløbsrør, at der kommer opsprøjt. Én mulighed er at give træet det pågældende sted en behandling (eller flere) med træolie/linolie eller ”kinesisk træolie” – alt med fungicid – og lade det hærde/tørre. Derefter rødfarve malingen. Det hjælper absolut, men rigtig godt er det jo ikke. Alternativt kan man købe tid ved at Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 28 af 56 anvende trykimprægneret træ + rødfarve. I begge tilfælde vil der ofte være lidt farveforskel. anvendt det mod mos, ved, hvor hurtigt virkningen ophører. Endelig er der det evige spørgsmål om Rødfarve er alge‐, svampe‐ og råd‐hæmmende? Og selvom vi ikke har kunnet finde nogen god undersøgelse af problemet, så vover vi et svar: Jo, den er giftig overfor disse organismer – men ikke særlig meget og næppe i lang tid! Selve pigmentet indeholder stadig lidt kobber (Falu Gruv var jo først og fremmest en kobber‐
mine). Kobber er et ganske giftigt tungmetal, der i gamle dage var meget brugt i træbeskyttelse (f.eks. den oprindelige ”Cuprinol”). I dag er kobbersalte faset ud til de fleste anvendelser, fordi effekti‐
viteten ikke var imponerende i forhold til den grove miljøbelastning. Heldigvis er der meget, meget lidt kobber i rødfarven ca. 0.1‐0.3% – hvis der var væsentlig mere, var rødfarve ikke tilladt! Derudover indeholder rødfarven naturligt noget zink. Zink er et interessant stof, idet det næsten ikke er giftigt for ”højere organismer”, vi har endog brug for en del zink for at fungere. Til gengæld er zink uhyre giftigt overfor alger, lav, en del svampe osv. Nogle kender tricket med at lægge små stykker zinkplade (fra en tagrende) mellem tagstenene i øverste og næstøverste række på nordsiden af huset? – så forsvinder algebegroningen på tagstenene. Endelig tilsætter man i nogle opskrifter rødfarven betydelige mængder ”jernvitriol” (ferrosulfat) – det samme som man kan bruge til at bekæmpe mos i græsplænen. Dette har nogen giftvirkning over overfor mos og alger, men alle, der har I de færdigkogte rødfarver er der tilsat fungicider, ganske som i træbeskyttelse, men dog i små mængder. Disse fungicider er først og fremmest tilsat, for at hvedemelet ikke skal rådne mens malingen står i spanden! Men selvfølgelig ophører deres virkning ikke momentant ved påføring af malingen. Totalt set vil rødfarven have nogen giftvirkning overfor svampe, alger osv. På den anden side er virkningen ikke massiv. Desværre skyldes en del af virkningen indholdet af tungmetaller (kobber og især zink) – en metode for træbeskyttelse, som man ellers søger at undgå, idet disse stoffer aldrig nedbrydes, men forbliver i miljøet. Forhåbentlig er dit hus konstrueret med omtanke: træ, der sjældent bliver vådt, og under alle omstændigheder træ, der let tørrer, og en konstruktion, hvor der ikke kommer betydelig fugtbelastning i konstruktionen fra jorden eller fra beboerne. I så fald holder træet sig i umindelige tider uden rådangreb. Det er det, man kalder konstruktiv træbeskyttelse – langt bedre og billigere end træbeskyttelse i malerdåser. Skulle du få (mange) ”sorte prikker” (skimmelsvampe) på væggen – så begynd med bare at vente et års tid og se, om ikke de kan børstes af, når de har spist alt melet i rødfarven.
Ellers kan fortyndet Rodalon‐udendørs (9,5% Benzalkoniumchlorid) og en børste + masser af Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 29 af 56 vand klare det for noget tid – eller alternativt noget ”Algtvätt” (og ikke älgtvätt som vi engang – under de febrilske forsøg på at tale svensk – kom til at spørge efter). Og næste gang du skal male dette sted, så påfør også lige Rodalonen/algtvätt’en – fortyndet efter anvisningen – før du maler! (BD) 
 Hvordan bruger man rødfarve? En af de allerbedste ting ved Falurød (udover udseendet) er, at ved ommalinger er forarbejdet meget begrænset. Under forudsætning af, at der ikke er skader i træet, der skal repareres, børster man med en stiv kost – hvis der direkte er flagende maling skraber man flagerne væk, hvis ikke kosten tog dem. Et angreb af skimmelsvamp (sorte prikker) eller alger fjernes ved at vaske med at passende middel hertil – eller Rodalon, i nødstilfælde kan du bruge fortyndet Klorin. Skur efter med rigeligt vand efter 15 min, med mindre der står andet i brugsanvisningen, og lad træet tørre nogenlunde op før maling. Ved ommaling er det en fordel at give steder helt uden maling et strøg allerførst – og hvis træet er helt sølvfarvet og glat kan man give det et strøg med groft sandpapir først. Så kan man formentlig klare sig med en enkelt omgang rødfarve over det hele. Falurød er en dejlig maling at male med, når først man vænner sig til den – ”strukturen” er god til hurtige bevægelser med en bred pensel – én gang hurtigt den ene vej, og én gang langsomt retur for at arbejde farven ned i det ru træ – og overlap bliver usynlige efter tørring. Yderligere kan man – så længe det er nogenlunde nymalet (i månedsvis) – reparere helt usynligt. Endelig tørrer malingen på under 1 time. Men selvfølgelig tager et helt hus sin tid og en del kræfter – det er en god ide at tage en side, facade eller gavl hvert/hverandet/hvert tredje år – det vil de fleste nok finde meget mere overkommeligt. (BD) 
Kan man sprøjtemale med rödfärg? Her er, hvad Faluverket skriver: Måla med spruta: Falu Rödfärg tillverkas både som handstrykningsfärg och sprutmålningsfärg. När det gäller sprutmålning, kan en lågtrycksspruta användas, typ Volumair turbinspruta, med munstycke 2‐2,5 mm eller högtrycksspruta med 10‐ 20 bar och munstycke 1‐1,2 mm. Man behøver ikke købe en speciel maling – man skal bare fortynde med 20‐25% vand, så man sænker pigmentindholdet – ellers stopper dysen. En fordel ved den specielle sprøjtemaling er, at der er valgt en mindre usund fungicid. Spørgsmålet er, hvor megen tid man sparer – skal man bruge mange kræfter på afdækning af sokkel, vinduer og døre og omkring taget – er besparelsen nok beskeden. Det er lidt smag og behag – men på en lang ladevæg uden vinduer er sprøjtemaling rigtig effektiv. Til gengæld mangler den sprøjtemalede væg at få malingen ”masseret” ind i overfladen, så holdbarheder er nok lidt kortere. (BD,CT) Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 30 af 56 Kan man male træ, der tidligere er malet med andet end slamfarve? Det korte svar er nej – men der er undtagelser. Hvis den gamle maling er en ”tynd” træbeskyttelse (penetrerende), således at der ikke er en malingsfilm, og desuden måske noget nedbrudt (må ikke mere være vandskyende), så går det fint.
Hvis den gamle maling (dækkende maling) er meget nedbrudt (det meste skallet af og resten meget mat), så kan man sagtens forsøge efter afskrabning. Hvis den gamle maling kun delvist er skallet af, så skal man være forberedt på, at det senere vil skalle mere af og dermed blotlægge træet – der så skal have ny rødfarve. Men det er lettere at give en årlig gang rødfarve end at slibe det hele og samtidig sørge for, at overfladen bliver ujævn nok. Det gode er, at rødfarven er meget gennem‐
trængelig og derfor ikke vil forårsage nogen ulykker. Det værste, der kan ske, er, at det ikke bliver pænt, og man skal til at skure rødfarven af og behandle med andet. Det kan blive et stort arbejde, hvorfor man bør forsøge at behandle et lille felt først! Hvis man nu ikke KAN anvende slamfarve før man har fået skiftet beklædningen! – og man synes, man altså SKAL have et rødfarvet hus. I så fald er løsningen at anskaffe en type dækkende træbeskyttelse eller oliemaling i samme farve. Det har de fordele og ulemper, som netop denne type maling nu engang har, og den glans, der hører til den valgte maling, men farven kan være pæn nok. Men man opnår selvfølgelig ikke den specielle mathed, som er så karakteristisk for rødfarven. En torpare har dog i torpareforum givet en opskrift, der måske er generelt anvendelig: Problemet: Man har et hus, der er (alkyd)oliemalet (i Falurød farve) og man er ked at den relativt blanke farve. Torparens løsning: tager Falurød pigment og oprører det til en (tyk) pasta med terpentin. Derefter blandes én del pigmentpasta i én del rød alkydoliemaling. Den resulterende såkaldte ”magre” maling giver et langt mattere og mere ”autentisk” udseende. Der er ganske simpelt for meget pigment til, at malingsfilmen rigtig kan dannes omkring og over pigmentkornene. Formentlig reduceres holdbarheden betydeligt i forhold til oliemalingen, men hvis man nu har 3 huse ved siden af hverandre, og det ene er malet i blank oliemaling – og det irriterer grænseløst hver gang man ser på det…. En variant ville i øvrigt være at fremstille pigmentpastaen med linolie. (BD) 
Elkabler på en Falurød facade! Det synes måske som en mærkelig overskrift, men dækker over en virkelig specialitet til den, der elsker rødfarve! Clas Ohlson sælger el‐kabler (og plastklemmer til fastsømning) i ”Falurød” farve! Her er et link direkte til produkterne (Clas Ohlson skifter hele tiden varenumre, så link’en virker måske ikke): www.clasohlson.se/Product/Product.aspx?id=1364
83581 www.clasohlson.se/Product/Product.aspx?id=1364
89096 ‐ så kan huset da ikke blive mere gennemført svensk! (Det pynter faktisk). (BD) 
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 31 af 56 De problematiske hvide pigmeter At ”hvidt er ingen farve” – er mere rigtigt, end man umiddelbart tror. Alle hvide pigmenter er i virkeligheden glasklare stoffer – som meget små partikler. Tænk på, hvor hvidt florsukker er i forhold til melis! Et findelt glasklart stof fungerer som et effektivt hvidt stof, hvis det bryder lyset meget kraftigere end omgivelserne! Nogle af de ældste hvide pigmenter er kridt, porcelænsler (pibeler, kaolin), talk (talkum, fedtstenspulver) og gips. Ingen af disse stoffer har brydningsindekser, der er høje nok til, at man i dag betragter dem som pigmenter. Røres de op i (lin‐)olie, er de let transparente (gennemskinnelige). De benyttes stadig sammen med aluminiumoxid, men første og fremmest som ”fyldstof” til f.eks. spartelmasser og strukturmaling – eller ”kridering”, som man kaldte det før i tiden. Især benyttes de i vandbaserede typer, hvor de fungerer fornuftigt efter tørring. Et af de første ”farve”‐mæssigt gode hvide pigmenter, man fik, var ”blyhvidt” (basisk blycarbonat), et fantastisk godt pigment, kendt i mindst 2000 år, der desværre har to problemer, hvoraf vore forfædre desværre ikke tog det ene alvorligt. Det ”lille” problem er, at blyhvidt reagerer med svovlbrinte (gassen, der lugter af rådne æg) og bliver sort! Det uhyggelige problem er, at bly er et giftigt tungmetal, hvis virkning først indtræder efter lang tid, og som sådan aldrig nedbrydes og forsvinder. Så ikke alt gammeldags er godt! Allerværst er det, at blyhvidt på grund af håndværkerkonservatisme er anvendt parallelt med andre hvide pigmenter op i 1940’ne på trods af, at ikke alene var faren velkendt, men man havde endda alternativer. Alternativerne blev blot anset for uanvendelige, nymodens og uprøvede. Endelig har der har sikkert stået malingrester i udhuset langt efter 1940’ne. Derfor: træ der er oliemalet hvidt eller i lyse farver, må ALDRIG brændes i brændeovnen og må ALDRIG smides i skoven – det skal på genbrugspladsen, med mindre du positivt ved at det er malet første gang efter f.eks. 1955. Det bør nævnes, at det selvfølgelig er strengt forbudt at anvende såvel blyhvidt som blymønje i alle civiliserede lande! En af de første afløsere for blyhvidt kaldes Lithopone, en blanding af Bariumsulfat og zinksulfid. At barium er endnu giftigere end bly er ikke problemet, for netop bariumsulfat er så komplet uopløseligt,som man næsten kan forestille sig. Problemet er, at lithopone ikke kan overmales med (lin‐)oliemaling, idet denne ikke binder! En anden afløser var zinkhvidt (zinkoxid, kendt fra zinksalve og zink liniment) og brugt fra 1834. Pigmentegenskaberne er kun nogenlunde, ikke meget bedre end de bedste fyldstoffer, men dog en ren hvid farve. Problemet her er, at zinkhvidt i (lin‐)oliemalig (og nogle andre typer oliemaling) gulner, hvis ikke malingen udsættes regelmæssigt Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 32 af 56 for sollys! I hvor høj grad fænomenet skyldes zinkhvidt og hvor meget, der skyldes linolien er ikke helt klart. I øvrigt kan det (basiske) zinkoxid reagere med (forsæbe) linolien, hvilket gør malingen hård og uønsket sprød – hvilket i øvrigt også skete med blyhvidt. Fra starten af 1900‐tallet blev titanhvidt (titandioxid, rutil) et praktisk tilgængeligt, hvidt pigment, idet man dels fik produktionsmetoderne på plads, dels lærte at coate (pålægge et overfladelag) de små pigmentkorn med zinkoxid eller andet, for at det ikke i sollys skulle ”afbrænde” binderen. Titanhvidt slog dog først rigtigt igennem i maling i anden halvdel af 1900‐tallet. Titanhvidt er et af de allermest ”hvide” stoffer, der eksisterer p.gr.a. et ekstremt højt lysbrydningsindeks. Samtidig er det absolut ugiftigt, må bruges som hvid farve i fødevarer (og slik), og desuden er det umådeligt inert (ikke‐
reaktivt), især når først det er coated, så det ikke kan aktiveres af sollys. Derfor forbliver det hvidt, lige meget hvad det udsættes for. (BD) 

Limfarver (og hvidtede lofter) Rødfarve, loftshvidt og limfarver Alle disse farvetyper er grundlæggende limfarver: et pigment opslemmet i en vandig lim. I slamfarverne (rødfarven bl.a.) er limen bare melklister med meget ringe styrke, som formentlig forsvinder med tiden. Loftshvidt I lofts‐kridt anvendes en helt speciel lim kaldet ”Islandsk mos”, der binder ganske svagt, hvorfor det er let at vaske loftet ned. Der er en stor forvirring om, hvad ”Islandsk mos” er. Der er to muligheder – og ingen af dem er faktisk en mos. Nogle anfører, at der faktisk er carrageenan‐tangplanten, der normalt hedder ”Irsk mos”, hvorfra man udtrækker carragenanen, der er et vedkendt fortykningsmiddel i fødevareindustrien. Imidlertid indeholder ægte ”Islandsk mos” Cetraria islandica, der er en art lav, som ligner rensdyrlav, også en stor mængde af et stivelseslignende produkt. Et gæt kunne være, at man oprindelig har brugt Islandsk Mos, men da det blev for dyrt at indsamle, skiftede man over til det meget lignende carrageenan fra ”Irsk mos”. ”Ægte” limfarve Når man taler om limfarver, tænkes normalt på indendørs vægmalinger, der har mange egenskaber, som ligner rødfarven – også mht. udseendet – men hvor limen trods alt er noget kraftigere. Limfarver var den fremherskende vægmaling frem til midten af 1900‐tallet. Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 33 af 56 Det, der slog malingen ud, var, at limfarven er meget lidt slidstærk og absolut ikke vaskbar. Til gengæld har den en smuk, mat overflade, der især er synlig med kraftigt farvet pigment. Sådanne flader kan have en umådelig smuk stoflighed. Det er denne matte glans fra limfarven, der er en væsentlig årsag til, at man i dag generelt stadig vælger vægmalinger, der er meget matte (glans 5‐10). Ældre limfarver (i dag kun meget traditionelle limfarver) vil være baseret på lim fremstillet fra slagteriaffald: benlim, perlelim, hudlim, mens nyere limfarver i høj grad baseres på udgaver af celluloselim (celluloseklister/tapetkliser). Limfarven er meget diffusionsåben, hvilket dog også gælder almindelige moderne vægmalinger på et porøst underlag. Limen vil opløses i stærk fugt, og fugtig maling vil få skimmelsvamp, der lever af limen. Man blander normalt selv malingen. Hvis den købes færdig, er den (bør den være) billigere end færdig vægmaling. Det er lettere at finde råvarer/opskrifter hos de alternative malingsleverandører, de der sælger linoliemalinger, trætjære osv., frem for i den almindelige farvehandel. Grundopskrift: til 1 liter maling: 1 kg pigment opblødes natten over i vand – skal være en tyk pasta. Der fremstilles ½ liter lim efter opskrift på pakken. Man blander nu f.eks 75% af hhv. lim og farvepasta og laver et prøveopstrøg. lader tørre 2 timer. Kontrollerer farve, glans (for meget dyrelim gør overfladen blakket/blank). Evt. justeres forholdet mellem farve og lim, ved at tilsætte mere af de 25% af hver, der er gemt. Malingen gøres tyndere med vand hvis nødvendigt. (BD) Man kan også fremstille hvide eller lyst tonede limfarver. Nedenstående opskrift er et godt startpunkt. Materialer 5 kg kridt ca. 2,5 liter vand Limopløsning: 100 gram celluloselim (forstærket!) 2,5 liter vand Pigment (hvis farven ikke skal være hvid ‐ skal stå natten over i et glas med vand, inden det lidt efter lidt blandes i limopløsningen) De 2,5 liter vand hældes i en spand. Kridtet hældes i uden omrøring (”uden” ikke ”under”, det er vigtigt!). Lad opslemningen stå til næste dag uden omrøring. Pisk limpulveret nogle minutter ned i de andre 2,5 liter vand. Rør om, til pulveret er opløst. Lad blandingen stå 15‐20 minutter. Hæld limblandingen langsomt i kridtblandingen under stadig grundig piskning. Hvis man ønsker at indfarve limfarven, skal man være opmærksom på, at der går ret meget Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 34 af 56 pigment til. Det er derfor klogt at formindske mængden af kridt i forhold til mængden af pigment. Prøv først med en lille portion af kridt‐
limblandingen, bland pigment i og lav en farveprøve på et stykke karton. Når man har opnået den rette nuance, har man en ide om forholdet mellem kridt‐lim og pigment i det hele taget. OBS. Farven bliver lysere, når den tørrer! Limfarve tørrer hélmat op og er mest velegnet til at male på papir (tapeter), murværk eller træ. Der kan males med såvel rulle som med pensel. Selv foretrækker vi pensel. Dækkeevnen er særdeles god, og der kræves kun én anstrygning. Maling med limfarve i køkkener anbefales ikke, da limfarve preller af på selv let fedtede overflader, og den er ikke vaskbar. Her anbefales, at man i stedet bruger æggeolietempera, naturtempera (som er noget mere robust) eller linoliemaling. Limfarvede lofter er smukke, men forberedelsen temmelig besværlig, da lofterne skal være helt rengjorte. (KT & CT) 

Temperafarve Temperafarver er de ældst kendte udgaver af de moderne vandfortyndbare malinger. I vandfortyndbare ”rigtige” malinger, så som de fleste moderne malinger, har man en emulsion af meget små olie/binder/”plast”dråber med pigment i vand. Man kan sammenligne det med olie/eddike dressingen, der kan rystes eller røres til en mælket væske – eller med mælk og fløde, hvor man har en emulsion af mælkefedt i vand. Olie/eddike dressingen skiller hurtigt i eddike og olie, hvis ikke ”man gør noget”. Fløden er langt mere stabil. Hemmeligheden er mælkens indhold af en protein, der kaldes kasein, som forhindrer fedtdråberne i at vokse sammen. Temperafarver fremstilles grundlæggende efter samme opskrift: man fremstiller en oliemaling af pigment og f.eks. linolie. Blander med vand og et proteinstof og pisker, til det emulgerer. Som protein vil man normalt enten benytte æg (der i det store og hele består af et protein – albumin – og vand) eller kasein udvundet fra skummetmælk. Disse malinger kalder derfor naturligt hhv. æggetempera (æggeolietempera) og kaseintempera. I øvrigt kommer man let i et dilemma med navngivning mht. temperafarver, idet nogle regner en maling af melklister og linolie (+ pigment) for en temperafarve, på trods af at protein‐indholdet (her gluten fra hvedemel) er meget begrænset. Lidt flabet kan man omtale disse typer maling som en opbagt sovs. Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 35 af 56 Hvis man regner en sådan maling for en temparafarve, så bliver rødfarve i de opskrifter, hvor man tilsætter lidt linolie også at regne som temperafarver. Lidt teknik: I mange opskrifter, bl.a. én af nedenstående, tilsættes ”Atamon” for at forhindre at malingen mugner/rådner. Kemikaliet i Atamon er IKKE godkendt til dette brug, og det er næppe en strålende idé eller rettere temmelig uansvarligt at have det relativt potente E211 Natriumbenzoat siddende på væggene. Der er angiveligt et betydeligt antal personer, der er allergiske for det. Temperamaling bør nyfremstilles når man skal bruge det. Temperamalinger er temmelig vejrfaste på ru træ og puds. Temperamalinger bør anvendes på ret sugende underlag. Høvlet, ubehandlet træ er den mest ”glatte” og tætte, overflade man bør anvende det på. (BD) Æggeolietempara den ”fine” til mere maleriagtige detaljer Den mest kendte emulsionsmaling er æggeolietempera. Ordet “tempera” kommer fra latin “temperare”, som betyder at sammenblande. Æg som bindemiddel har været anvendt i det gamle Egypten og i det antikke Rom og Grækenland. Vi kender vel alle besværet med at vaske indtørrede æggerester af tallerkener og bestik. Æggeolietempera har været anvendt siden middelalderen. Den er billig og holdbar! Opskrift på æggeolietempera til maling af møbler m.v. (mindste mængde ‐ multiplicer efter behov) 1. Slå et æg ud gennem en sigte i en skål (både blomme og hvide). 2. Pisk det let. 3. Hæld 2 halve æggeskaller kogt, koldpresset linolie i blandingen. 4. Tilføj 2 halve æggeskaller vand heri. (dvs. lige meget æg, olie og vand) 5. Omrør blandingen, som nu emulgerer. 6. Tilføj pigment efter smag og behov og rør det hele sammen. Prøv dig frem. N.B. Nogle pigmenter opløses bedre end andre! 7. Lad malingen stå køligt et par timer. (KT & CT) Opskrift på magrere æggeolietempera (til sugende underlag ‐ f.eks. vægpap) En fjerdedel æg (blomme og hvide). En fjerdedel rå, koldpresset linolie. To fjerdedele vand. Pigment. Gode råd Æggeolietempera skal anstryges tyndt. Malingen tørrer meget hurtigt på overfladen, så hvert penselsstrøg er definitivt. Man kan altså ikke efterstryge! Når malingen har tørret ca. en uge, kan man børste den med en blød børste, hvis man vil opnå en silkeblank overflade. Først efter flere uger er malingen hærdet igennem. Derefter er den utrolig slidstærk og næsten umulig at fjerne igen. Møbler, som er malede med æggeolietempera, kan friskes op, ved at man stryger dem med en mager tempera. Bland en møbeltempera uden Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 36 af 56 pigment, men med mere vand i og stryg den over den gamle maling. Tør efter med en tør klud. (KT & CT) 
Kaseintempera Opskrift (Søren Vadstrup): 100 g tørkasein udrøres i 200 ml vand. Der tilsættes nu yderligere 800 ml varmt vand ‐ ikke kogende. Under omrøring tilsættes herefter 20‐25 g hjortetaksalt (ammoniumhydrogencarbonat) for hver liter kaseinopløsning. Under denne proces sker der en kraftig opbrusning, hvorfor man fra starten skal anvende en rigelig stor blandingsbøtte. Når limstoffet er bruset af, tilsættes der 5 ml Atamon (anti‐skimmelmiddel) pr. liter. [en ikke‐tilladt anvendelse af Atamon, BD] I stedet for tørkasein kan man bruge 200 g kvark, som blandes i 1 liter varmt vand, hvorefter der tilsættes 20‐25 g hjortetaksalt for hver liter kaseinopløsning – samt Atamon. Dette limstof tilsættes nu farvestoffet (ca. 0,5 kg pigment til 1 liter limstof – afhængigt af pigmentet). Man fremstiller først en lidt tykkere pigmentpasta, som røres godt igennem. Derefter tilsættes mere og mere limstof, indtil en passende strygbarhed og dækkeevne opnås. Malingens smitfrihed kontrolleres gennem prøveopstrøg. Tørkasein kan købes f.eks. hos Tibberuphøkeren i Helsingør, hos Qvarnarp, hos Wederslóv Herrgård eller Gysinge. Find adresser og websider under Priser og forhandlere (KT & CT) Man kan købe temperamalinger færdige, men desværre er meget af det der sælges under navnet tempera er dog bare noget ”der ligner” Et par henvisninger – der er flere www.kulturarv.dk/tjenester/publikationer/emne
opdelt/bygninger/byggeblade/15_byggematerial
er/02_materialer_II/ mba.evia.dk/?id=6 ”GODE RÅD OM MALING” med traditionelle malingstyper på træ og murværk af Søren Vadstrup. Copyright Raadvad, Nordisk Center til bevarelse af håndværk. ISBN 87 90915‐14‐3. Kan læses på www.bygningsbevaring.dk/files/gode_r%C3%A5d
_maling.pdf 

Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 37 af 56 (Lin)oliemaling og alkydoliemaling Oliemaling kan sagtens (og bliver) fremstillet med moderne pigmentsystemer – eller som hybrider. Oliemaling er blot linoliefernis (kogt linolie), evt. tilsat siccativ (tørringsmiddel) og evt. terpentin eller rå linolie. Hertil et eller flere passende uopløselige pigmenter (farve). Antallet af (modstridende) opskrifter er mindst ligeså stort som antallet af småproducenter. Traditionelt benyttes som pigmenter jernforbindelser til brune/gule/røde farver ‐ kromoxid til grønne, sod (kønrøg) til sort/grå og til blå hhv. koboltbaserede pigmenter og ultramarin. Tilsætning af en mindre mængde af zinkoxid (zinkhvidt) anbefales til tider i linoliemalinger, idet zink ligesom moderne fungicider er giftigere for mikroorganismer end for mennesker og dyr. Desværre er zink et stof, der aldrig vil forsvinde fra miljøet. Et andet problem, der anføres, er, at zinkoxid er (lidt) "alkalisk", og i princippet vil alkaliske pigmenter reagere med (nedbryde) linolien til sæbe! – og man må derfor ikke bruge zinkoxid i store mængder som pigment i linoliemaling. Vi stiller os dog noget tvivlende overfor, om der dels i praksis kan foregå en forsæbning – dels om den (med zink delvist forsæbede maling) vil skade, idet zinksæber ikke er vandopløselige.
Kromoxid og koboltblå indeholder masser af stærkt miljøbelastende tungmetal, men så længe pigmentet er intakt, og malinger sidder, hvor den skal, er det ikke noget problem, idet pigmentet er meget lidt opløseligt. Problemet opstår, når man engang skal af med det malede træ – eller vil slibe på det. Ultramarin er på trods af den flotte farve et mineral, der altid fremstilles syntetisk, og som på trods af farven IKKE indeholder tungmetaller. Bemærk at fordi en farve kaldes f.eks. koboltblå eller ultramarin, så er det ikke nødvendigvis hhv. en koboltforbindelse eller mineralet ultramarin, til tider er det blot navnet på kuløren. "Moderne" malinger er efterhånden skiftet over til alle at være grundlæggende hvide (titandioxid) og så tilsat farvet toner (efter kundens ønske, i butikken). Disse "tonere" vil typisk være kraftigere farvende organiske azofarvestoffer i stedet for de klassiske uorganiske pigmenter og bruges på grund af den meget høje farveintensitet i mindre mængde. Linoliemaling kan ”bare” benyttes som maling, uden at man først forbehandler med rå linolie osv. ligeså vel som man kan linoliebehandle noget træ, der efterfølgende males med moderne maling. Normalt vil man dog søge at få det bedst mulige ud af linoliemalingen, ved at foretage det man i dag kalder en "systembehandling" med linolieprodukter. Dette består i først at behandle med rå linolie, derefter med linoliemaling (farve), hvor man gradvist skifter fra ren linoliemaling til blandinger af linoliemaling og stadig mere og mere ekstra linolie ("federe" maling), altså samtidig mindskning af pigmentindhold. Alternativt kan man på mere normal måde, efter den indledende imprægnering med rå linolie, først grunde og mellemstryge med linoliemaling (evt. med lidt terpentin eller linolie tilsat – Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 38 af 56 malingen skal gøres meget tyndtflydende), og derefter slutmale med ren linoliemaling. Nogle mener, at det er meget forkert at tilsætte terpentin – andre at det er OK. Det er dog næppe nødvendigt med tilsætning af terpentin, fordi de fleste linoliemalinger er tyndtflydende i en for de fleste ganske uvant grad. Syre/Syra: En lille advarsel: Hvis du læser svensk litteratur om disse produkter herunder hærdning af linolie, vil du både støde på ordene "syre", der betyder ilt, oxygen (”oljorna tar upp syre ur
luften”) og "syra", der betyder syre (noget surt) på dansk (f.eks. innehåller fettsyra)! Et rigtig svært ordpar, der desværre kan give anledning til
større eller mindre ”katastrofer”. (BD) 

Alkydoliemaling De typer af de ”moderne” malinger, olier, lak osv., der umiddelbart er sammenlignelige med linoliemaling, er alkydoliemaling (i praksis de malinger, der fortyndes med terpentin). Reelt er forskellen, at hvor linoliemalingen har en binder ("det, der stivner"), som består af linolie og kogt linolie (fernis), og hvor malingen måske er tilsat lidt terpentin, så vil alkyd‐oliemalingens binder i stedet bestå af "alkydolie", og den vil normalt indeholde en væsentlig mængde terpentin eller en anden kulbrinte. Herudover er der selvfølgelig i begge malinger pigment og evt. hjælpestoffer: stoffer der forhindrer en for tidlig dannelse af en overfladefilm, evt. fungicid, osv. osv. Ordet ”alkyd‐” lyder meget "syntetisk", men er grundlæggende ikke ret forskellig fra de såkaldt "naturlige" tørrende olier: Man fremstiller noget, der ligner de naturlige fedtstoffer/olier – ud fra fedtsyrer fra f.eks. linolie eller tall olie og andre organiske syrer samt syntetiske polyalkoholer (polyoler) i stedet for glycerin. Alt i alt får man en lidt større og mere forgrenet ”olie”. Ved at variere hvilke olier, man begynder med, mængden og typen af polyol, mængden og typen af den ekstra syre, procesbetingelserne osv. osv. får man en hel række variable, der gør, at man kan "designe" binderen ‐ f.eks. til at tørre hurtigere, flyde pænt sammen, ikke gulne, blank overflade osv. Efter at terpentinen er fordampet, hærder alkydmaling på samme måde som linolie‐
produkter, dvs. ved reaktion med luftens ilt. Som bekendt tager det let adskillige timer selv for disse ”designede” malinger. Alkydoliemolekylerne er typisk nogle få gange større end de rå, tørrende oliers molekyler (linolie oevs). At man alligevel nok ofte har en noget ringere indtrængning i meget porøst træ end for linoliemaling, skyldes, at alkydoliemolekylerne har en tendens til at "optræde i flok" (større ensembler, kaldet miceller). Disse siges at kunne være et par tusindedele mm store – hvilket er omk. 1000 gange større end det enkelte alkyd‐
molekyle – eller molekylerne i de tørrende olier. Til de bedste resultater anbefales ofte "systemmaling" ‐ altså behandling med en række produkter, der er tilpasset hverandre. Vores egen – helt uvidenskabelige – erfaring er dog, at ved f.eks. maling af vinduer, vil man kunne opnå et udmærket og holdbart resultat gennem en rigtig Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 39 af 56 god og grundig forbehandling med linolie eller måske endnu bedre med tungolie (med eller uden fungicider), efterfulgt af maling (helst i et par omgange). Ved påstrygningen begyndes med en noget fortyndet alkydoliemaling (af en type beregnet til netop udendørs brug, f.eks. "dækkende træbeskyttelse"). Pas På: Man bør passe meget på med at male med alkydoliemaling ovenpå linoliemaling – hvis der er fugt i træværket, får man opblæring. Til gengæld fungerer linoliemaling ovenpå alkydolie‐
maling udmærket, om end man ikke rigtig opnår nogen af linolien ”tekniske” fordele ved denne metode. Vi mener, at mange af problemerne med alkydoliemaling – udover fugtbelastet konstruktion – skyldes, at udsatte konstruktioner forbehandles utilstrækkeligt og blot males en enkelt gang med et tykt lag. Det virker også lidt, som om malingsproducenterne overfor private ikke er glade for at fortælle, hvor langsommelig en rigtig god malerbehandling faktisk er. Til gengæld synes "natur”‐malings producenterne snarere at overdrive, hvor grundig man skal være.
Der har været en lille tendens til, at nogle malingsfabrikker så småt er ved at fremstille hybrider mellem gammeldags linoliemaling og moderne malinger. Hvor meget, der er salgsgas (hvor man tilsætter en alkydmaling en sjat linolie, eller hvor linolien bare er en af råvarerne i alkyd'en) og hvor meget, der er seriøse forsøg på at kombinere det bedste ved hhv. den traditionelle linoliebehandling/linoliemaling og de muligheder, der er i moderne malinger, står ikke klart. Se f.eks. på Beck & Jørgensens system B3, ( www.bj.dk ) eller Beckers: Expolin + "oljefärg" ( www.beckers.se ), der dog vist er udgået. (BD) 
Litteratur, oliemaling: Der er til udarbejdelsen af ovenstående hentet oplysninger så mange steder fra, at vi ikke vil forsøge at referere til dem. Se dog bl.a. www.teknologisk.dk/1962 Vi vil dog også gerne fremhæve nedenstående lille referat af en rapport. Det bemærkelses‐
værdige er, at man her ser en "grøn" organisation, der tager alle mulige forbehold overfor at "naturligt" og "ufarligt" skulle være synonymer: Informationscenteret for Miljø & Sundhed:
www.miljoeogsundhed.dk/rapport/Linolieresume
.doc I sammenhængen her er det væsentligste dog, at der i selve rapporten er en meget omfattende litteraturliste, der er nyttig, uanset om man er enig i rapporten konklusioner eller ej. Se også i Informationscenterets pjece: "Bolig. Råd om Miljø og Forbrug fra Informationscenteret for Miljø & Sundhed" ‐ kan findes på www.miljoeogsundhed.dk/raadommiljoogforbrug
/bolig2003.pdf Informationen på Rådvad centerets hjemmeside om linolie og oliemaling ( www.raadvad.dk ) specifikt www.bygningsbevaring.dk/default.asp?pid=190 ). Miljøstyrelsen: Linolie til overfladebehandling af udvendigt træværk Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 40 af 56 Kulturarvsstyrelsen: Overfladebehandling af udvendigt træ I Sverige: 

Wederslöf Herrgård/Byggnadsvård ved Växjö
www.wederslofbyggnadsvard.se og www.folkesbygg.se (Hanaskog nær Kristianstad) Forhandlere En lidt tilfældig liste mest med producenter af maling, men også nogle forhandlere inkl. forhandlere af pigmenter. I Danmark: Genbyg.dk A/S, Amager Landevej 185, Kastrup (tæt på broen) www.genbyg.dk
Linoliebutikken, Højbjerg www.linoliebutikken.dk Original linoliemaling ApS www.linolie‐maling.dk
Linolie1‐2‐3, Stenløse www.linolie123.dk www.damsonpaint.dk Wolfs linolie‐ og tjærefabrik, St. Heddinge www.wolfs.dk (sælges i København bl.a. hos: Gammelholms Tapet & Farvehandel, Holbergsgade 16, 1057 København K) Morsø maling www.morsmaling.dk Tibberuphøkeren, Helsingør www.tibberuphoekeren.dk sælger linoliemaling fra Københavns Farvehandel. www.ottossonfarg.com (nær Lund) Ottossons Färg sælges mange steder: bl.a. www.kulturfarg.com www.gysinge.nu www.linoljeprodukter.se (Allbäck i Ystad) www.kulturhantverkarna.se (Stockholm, mange forhandlere) www.qvarnarp.com www.byggreturen.se (Quesarum, ved Höör) www.byggfabriken.com (Malmö) Nogle af de store malingsfabrikker har linoljemaling i sortimetet, bl.a. har Beckers produktet ”Tradition”:
http://www.beckers.se/sv/Utomhus/Vara‐
Produkter/Fonster/Tradition‐Linoljefarg/


Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 41 af 56 Hvidtekalk og erstatninger Hvidtning med hvidtekalk er selvfølgelig en overfladebehandling, men noget anderledes end egentlige malinger. Det er karakteristisk, at binderen og pigmentet er samme stof – den læskede kalk, der først tørrer som en slamfarve og derefter langsomt hærder til kalk/kridt ved at optage CO 2 fra atmosfæren. Kalkning vil normalt benyttes på murværk og ikke på træ, om end det forekommer. Hvis man ønsker at kalke træ – til mere end lidt svag hvidtoning, skal man iblande kalken kasein (mælkeprotein) eller en anden lim Kalkning er sammen med slamfarve maling de mest diffusionsåbne overfladebehandlinger. Hvidtekalk kan indfarves, men ikke med ethvert pigment, idet kalken er meget basisk. På grund af den stærke base‐ (eller lud‐)virkning skal man også være ekstremt forsigtig, således at man ikke får stænk i øjnene. Læsket kalk er langt farligere end syre. En velkendt farvesætning er gulfarvning (som Nyboder) med tilsat jernsalte (jernvitriol), der danner okker. Alternativer, der deler mange af egenskaberne ved hvidtekalk, er div. cement‐ eller silikat‐ baserede ”murfarver”, der bl.a. sælges under varemærket Cempexo. Inden man evt. skifter til silikatmaling eller cementfarve, bør man sætte sig ind i disse typers krav til kvaliteten af underlaget. Ligeledes bør man være klar over, hvilke begrænsninger disse vil sætte for fremtidige behandlinger. I ved ældre bygninger må man være grundig i at undersøge om skiftet er forsvarligt, måske en forbedring, eller katastrofalt. Indendørs finder vi kalkning på skorstenen og ildstedet i køkkenet. Her kan man også støde på primitive udsmykninger, der egentlig er kalkmalerier. De vil sjældent (aldrig?) være udført som al fresco (udført i våd hvidtekalk), som de egentlige kalkmalerier, men er malet efter kalkningen. Loftshvidt er et andet materiale end hvidtekalk! (BD) 

Tjære Baggrund, historie og egenskaber Tjære er den mørke, højtkogende væske, der udskilles når stenkul eller træ opvarmes uden (ret meget) ilt. Processen er den såkaldte tør‐
destillation eller pyrolyse og foretoges i gamle dage i en tjæremile (også kaldet ”tjärdal”) – en (træ‐) kulmile indrettet, så tjæren opsamles. Stenkulstjære (stenkul opvarmet på samme måde – evt. i et koksværk), og det beslægtede produkt kreosot, er i det store og hele uanvendelig til trædele i bygninger og under alle omstændig‐
heder er de så giftige produkter, at der er store begrænsninger mht. salg og anvendelse. I Sverige er stenkulstjæreprodukter ikke ”helt så forbudte” som i Danmark! Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 42 af 56 Trætjæren var i perioder tilgængelig i Sverige i fantastisk store mængder, bl.a. på grund af den enorme produktion af trækul til jernværkerne. Faktisk havde Sverige/Finland i praksis monopol på fremstillingen af trætjære i 1600‐tallet, og det var landets vigtigste eksportartikel i mange år. Trætjære ‐ ofte under navne son Finsk eller Norsk Trætjære, dalbränd tjära, Stockholm Tar (en speciel fin, lys kvalitet) har en tusindår lang historie som en komponent i ”træbeskyttelse” af stærkt belastet træ og beskyttelse af f.eks. tov og sejl. Uden at forklejne produktets dyder, må man huske, at for blot 200 år siden var dette det eneste virkningsfulde produkt, man overhovedet kendte. I vore dage vil de færreste fagfolk betragte trætjære som træbeskyttelse – altså noget der aktivt beskytter i dybden og i lngere tid mod råd og svamp, men derimod som et værdifuldt stof til overfladebehandling – se senere. EU behandlede fra 1998 til 2007 trætjære som et ”biocid” (gift, i dette tilfælde komponent til træbeskyttelse), men undersøgelser førte til konklusionen at beskyttelse var så svag i forhold til moderne træbeskyttelse, at trætjære fra 2007 har været ”frikendt”/”dømt ubrugelig” – hvordan man nu måtte vælge at anskue det. Trætjære præsenteres ofte som et ufarligt ”natur”produkt. Det er det ikke – læs blot de lovpligtige advarsler (i Danmark): R20/21/22- Farlig ved indånding, ved hudkontakt og
ved indtagelse. R43- Kan give overfølsomhed ved kontakt med huden.
S2- Opbevares utilgængeligt for børn.
S23- Undgå indånding af dampe / aerosoltåger.
S36/37- Brug særligt arbejdstøj og egnede
beskyttelseshandsker.
S46- Ved indtagelse, kontakt omgående læge og vis
denne beholder eller etiket.
S51- Må kun bruges på steder med god ventilation.
Mal-kode (1993) : 00-5 (andre udgaver har højere tal
såsom 3-5!). Første tal vedrører om maleren påvirkes
af at indånde dampe ( skala 00 til 5, det andet tal fare
ved berøring o.l. Skala 0-6. Højt tal = farligt).
Må desuden kun anvendes af personer over 18 år.
Man SKAL bruge beskyttelseshandsker der er tætte
overfor tjærens bestanddele (allergifaren).
De fleste advarsler inkl. 5‐tallet i Malkoden er relateret til den store risiko for allergi. Når det er sagt – og indirekte dermed en advarsel for indendørs anvendelse – trætjære har absolut en betydelig træbeskyttende virkning – men formentlig mere ved at udfylde træets porer, end på grund af ”giftighed” (mod råd…). Den beskyttende virkning mht. ”giftighed” overfor råd er slet ikke på niveau med moderne træbeskyttelsesolier tilsat fungicider. Jævnfør også EU's beslutning nævnt ovenfor. Trætjære beskytter ikke hårdt belastet træ (konstant opfugtet træ, forkerte bygnings konstruktioner, træ i jordkontakt) i noget særlig omfang. Her skal man have fat i specielle tropiske træsorter eller trykimprægneret træ – eller bedre: ændre konstruktionen radikalt. De norske stavkirker og de svenske spånklædte kirker holder først og fremmest godt, fordi trækonstruktionen er gennemtænkt og omhyggeligt udført og konstant vedligeholdt – ikke på grund af den (ofte kolossale mængde) tjære, der sprøjtes på. I øvrigt holder de bedst i de nordligere, tørrere egne af landene! Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 43 af 56 Anvendelse og praktiske egenskaber Udover at trætjære ikke er et helt ufarligt produkt (allergi fare) – se ovenfor – er der andre egenskaber, man bør kende: Trætjære hærder eller tørrer ikke uden videre! Efterhånden fordamper de mest flygtige bestanddele, nogle af bestanddelene oxideres og nedbrydes, og overfladen mærkes ikke klæbrig, med mindre det bliver meget varmt Men egentlig ”hærdet” bliver det aldrig eller først efter lang tid. Trætjære er IKKE ordentlig opløselig i petroleum/mineralsk terpentin/benzin/stenkuls‐
nafta o.l., om end det kan variere fra det ene tjæreprodukt til det andet. Derimod er det opløseligt i methanol også kaldet ”træsprit”! Dette er altså den mulige fortynder. Methanol er desværre ret giftig og ikke altid lige let at få fat på. Almindelig sprit fungerer oftest også. Nogle typer trætjære kan blandes med linolie. Normalt skulle det gå godt for produkter, der er navngivet Finsk Trætjære. Ønsker man en tjære, der tørrer nogenlunde op – og helst inden for rimelig tid, siges en blanding af 1/3 linolie, 1/3 vegetabilsk terpentin (”balsam terpentin”) og 1/3 trætjære at fungere, idet linolien hærder. Man benytter den dyre vegetabilske terpentin fordi tjæren er lettere at opløse/blande med denne. Måske skulle man overveje at anvende Slipersolja? Trætjære er i bøtten meget mørkt og meget tyktflydende. Når det er – korrekt – anvendt bliver træet lysebrunt (nærmest te‐farvet – lidt afhængig af fabrikat), med mindre der efterhånden er påført mange lag eller det er ældet, så ender det med at blive sort! Ønsker man fra starten et sort tjærelag, må man tilsætte kønrøg (sv. ”kimrök”, sort pigment bestående af fint kul (sod) ). Man anbefaler 0.5‐2 kg kønrøg til 20 liter tjære. Når man skal påføre trætjære går det oftest MEGET lettere, hvis man får opvarmet bøtten temmelig meget (60‐70 °C) – men husk, at det kan antænde! Brug helst vandbad eller el‐plade og en metalgryde (under overvågning!). Man anvender bygningsmæssigt traditionelt trætjære til overfladebehandling af udvendigt træ. Før rødfarven blev opfundet, var tjæring den eneste brugbare overfladebahandling af træbygninger. Lang tid efter overlevede (overlever) tjæring til udhuse, af gavltrekanter, spåntage (og de ældre træbeklædte tage) og især simple udhusdøre og luger. Fungerer bedst på uhøvlet træ. Alle kender en blakket, sort udhusdør eller port, der har fået tjære mange gange. Her skodder der bare er behandlet én gang – formentlig med fortyndet trætjære. Cajsa Wargs hus (Borgarhuset), Wadköping, Örebro Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 44 af 56 En anden anvendelse er til grovere, svært udskifteligt – mest udvendigt – træværk: fodbjælken, bindingsværk (evt. med sort eller kulørt pigment se nedenfor), spær, sternbrædder og vindskeder. Ved disse anvendelser kommer man delvist ”indvendigt” i huset – især ved spær. Man bør i dag overveje disse indvendige anvendelser meget – dels p.gr.af allergi‐
problemerne, dels vil nogle mennesker finde den kraftige tjærelugt (duften?), der er tydelig i månedsvis, uudholdelig! Hvis man overvejer at f.eks. at tjære ”delvist indvendige” detaljer som spær eller en bryggersdør, en loftsluge e.l. – på grund af udseende eller på grund af tjærens vandafvisende egenskaber, så prøv først at tjære et løst bræt og stil det op tæt på stedet, man vil tjære. Hvis nogen af brugerne af huset synes, at huset nu er ubeboeligt, får hovedpine osv. kan man fjerne det tjærede bræt og i stedet behandle med andre materialer som f.eks. moderne træbeskyttelse (kun udvendigt+kanter og kun hvis nødvendigt) og/eller bejse, linolie osv. En tredje anvendelse er trætjære tilsat pigmenter (kønrøg (sod) for sort farve) til ”maling” af bindingsværk eller f.eks. luger og porte. Evt. kan man yderligere tilsætte (linolie)fernis, hvorved man egentlig har fremstillet en oliemaling tilsat trætjære. Tjære er et ældre middel til kosmetisk reparation af meget nedbrudt (råddent) træ. Man påfører rigeligt tjære og efter nogen tid bliver det relativt hårdt om man får ”udstøbt” porøsiteten i det nedbrudte træ. Hærdende olie – linolie og især ”Kinesisk træolie” kan gøre samme eller bedre gavn. I familie hermed er tætningen og ”udstøbningen” af samlinger udvendigt. Se nærmere nedenfor under beg. Ting, man indvendigt klassisk ville kitte – og hvor man i moderne materialer ville bruge spartelmasse eller fugemasser. Trætjære kan i det store og hele ikke overmales med maling, før trætjæren er betydeligt nedbrudt. Trætjære danner i al almindelighed en nogenlunde diffusionsåben behandling, idet det sjældent lykkes at fylde overfladeporøsiteten fuldstændig op, og efter mange behandlinger vil tjæren typisk krakelere og dermed åbne sig. Beg/”Beck” Beg er det, der bliver tilbage ved fordampning af træ‐ eller stenkulstjære (fra jordolie får man et lignende produkt kaldt bitumen – eller asfalt). Beg sammen med drev tætner træbåde. I bygningssammenhæng dukker de forskellige typer op dels til overfladebehandling af bindingsværk, til tætning og udfyldning ved samlinger af bindingsværk og endelig som behandling af sokler. Grundlæggende er alle tre typer beg betænkelige i alle tre anvendelser. Risikoen for at spærre fugt inde er uhyggelig høj. På den anden side – hvis det nu er gået godt i 100 år, og man ikke har ændret stort på anvendelse eller isolering af huset så… Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 45 af 56 Hvis du vil vide mere Kulturarvsstyrelsen: www.kulturarv.dk/tjenester/publikationer/emne
opdelt/bygninger/byggeblade/11_overfladebeha
ndling/04_traetjaere/ ‐ masser af information. Riksantikvarieämbetets Matarialguide: materialguiden.raa.se/materialguiden/index.asp?
page=mat_show&matid=66&chptid=194 Hvor køber man trætjære? Nedenstående skal ikke betragtes som en anbefaling af netop disse leverandører eller som en fuldstændig liste. Mange af firmaerne sender produkterne. HUSK at sammenligne priser, de varierer meget. Danmark: Abelona.dk, Nykøbing Sjælland www.abelona.dk Gammelholms Farvehandel, Holbergsgade 16, 1057 København K Morsø Maling ApS, Erslev (Mors) www.morsmaling.dk Linolie Danmark, Skive www.linolie.dk Linolie1‐2‐3, Stenløse www.linolie123.dk Linoliebutikken, Højbjerg www.linoliebutikken.dk Naturmaling, Vendersgade 5, København K www.naturmaling.dk Genbyg.dk A/S, Amager Landevej 185, Kastrup www.genbyg.dk Phenix, Ravnsborggade 16A, 2200 KBH N [Auson trætjære] www.phenixx.dk Tibberuphøkeren, Helsingør www.tibberuphoekeren.dk Wolfs linolie‐ og tjærefabrik, St. Heddinge www.wolfs.dk forhandles også af bl.a. Lørup Malervarer, Ringe www.LM‐linolie.dk Sverige: I Sverige kan man uden videre finde trætjære: i farvehandlen og (de fleste) byggemarkeder, sågar hos Biltema og Jula. Går man efter specielle produkter, produkter med en historie osv., kan man se på følgende forhandler: Claessons Trätjära, Göteborg www.claessons.com Gysinge Byggnadsvård www.gysinge.nu sælger en simpel ovnbrændt trätjära (3071‐131) til de vanlige kraftige priser, mens Byggfabriken www.byggfabriken.com sælger Dalbränd trätjära. (BD) 


Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 46 af 56 Slipersolja/kreosot I Sverige ser man masser af ”slipersolja” (”Jernbane svelle olie”) til salg. Det anbefales til ”brygger” (både‐ og badebroer) og andet træ, man ønsker at beskytte mod råd. For en dansker, der husker dengang alle (helst) skulle fjerne evt. jernbanesveller, fordi de var imprægneret med det angiveligt farlige kreosot, kan det undre. Forskellen er at splipersolja er en blanding af trætjære og alkydolie, mens den kreosot, der i nyere tid blev brugt i Danmark og i mange andre lande, var et stenkulstjære produkt. I Sverige har man og har man haft samme problematik. Her er professionel anvendelse af stenkuls‐kreosot dog stadig tilladt – det virker så godt ved træ‐el‐ og telefon‐master. Men privat må man ikke bruge det. Da slipersolie er trætjære baseret, er det tilladt. Tests viser, at produktet giver træ en noget bedre holdbarhed en almindelig träolja, specielt sinkes revnedannende udtørring. Slipersolja kan IKKE overmales med alm. maling. (BD) 


Jernvitriol/Gråfarvning af træ I ældre tid har det været benyttet at behandle råt træ med jernvitriol/jernsulfat på ydersiden, især på sekundære bygninger (udhuse osv). Træet får herved en smuk grå/sølvgrå farve, som træ ellers opnår ved ældning. Farvningen opstår gennem en nedbrydning af træets overflade. Opskriften er 500 g jernvitriol 30 g kobbervitriol (kobbersulfat/cuprisulfat) ½ pose ”sølvbejdse” Alt opløses i 7‐10 liter varmt vand. Sølvbejdsen er tilsat, for at man straks kan se, hvor langt man er nået med påsmøringen, idet jernsulfaten først farver træet efter lidt tid udsat for sollys. Jernvitriol behandlede udhusdøre, Wadköping, Örebro Træet bliver farvet, men langtidsbeskyttelsen er marginal, idet der ikke er nogen beskyttelse mod sollys, og jernsulfatens egentlige træbeskyttende virkning ikke holder i lang tid. Derfor kræver anvendelsen, at den konstruktive træbeskyttelse er god, og egentlig opnår man alene herved næsten samme virkning. I vore dage må behandlingen regnes for primært kosmetisk. Behandlingen ændrer ikke på, hvor diffusions‐
åbent træet er. Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 47 af 56 Indendørs – uden sollys – vil ”gråningen” fra jernsulfaten være beskeden – brug en ren bejdse. (BD) 

Bejdse (og ”Lasyr”) Bejdse (svensk ”bets”. ”Beis” er norsk, hvor den kendte fabrik Herdins ligger) er en tyndtflydende, normalt gennemsigtig (transparent), farve som man påfører alene for at ændre udseendet. Hygæa/Teknos er andre velkendte fabrikater i Skandinavien. Man kan købe nogle typer bejdse færdig‐
blandede, men oftest vil man nok blande dem selv fra små breve med et farvepulver. Der findes vandbejdse, spritbejdse og i dag også vand/sprit bejdse. Navnet fortæller, at de opløses i hhv. (varmt)vand, sprit, og en vand/sprit blanding. De nok mest kendte bejdser i vor del af verden (fra Herdins) er i dag produkter, der enten kan benyttes til vandbejdse eller til vand/sprit‐
bejdser. Spritholdige opløsninger er lettest at arbejde med, fordi de tørrer meget hurtigt, og den ubrugte bejdse kan holde sig i en lukket flaske. Ulemper: Bejdse kan kun bruges på ubehandlet træ – eller træ hvor evt. gammel oliebehandling o.l. er ”forsvundet”. Se dog lakbejdse nedenfor. Bejdse skal normalt efterbehandles – olie, lak… Bejdse kan ikke fjernes, idet det er den absolut bedst indtrængende overfladebehandling! Farven trænger flere mm ned i lette træsorter, såsom gran og fyr. I hårde træsorter som eg og delvist bøg ligger den mere yderligt, men der skal stadig slibes meget træ væk, hvis man fortryder behandlingen. Men man kan sagtens f.eks. male ovenpå. Bejdse findes i et utal af ”træfarver” samt i nogenlunde klare grundfarver (rød, gul, blå, grøn og også sort). Hvis man ønsker at ændre udtrykket i et stykke træ, så det ligner anden træsort – eller f.eks. efter en reparation få et nyt stykke træ til at ligne et ældet, skal man ikke stole alt for meget på farvekortene. Man kan godt komme til at skulle fremstille et par bejdser – eller blande – før man bliver tilfreds med efterligningen. Udover at få f.eks. fyrretræ til – mere eller mindre – at ligne teak, eg eller mahogni, så er en af de nyttige egenskaber ved bejdse, at man kan få en flade, hvor træet af en eller anden grund ser mere uensartet ud end man ønsker – nogle brædder gulner måske hurtigere end andre – til at blive langt mere ensartet uden at foretage et større farveskift. Men husk bejsningen inden evt. lakering eller oliebehandling. Som nævnt er de helt eller delvist spritbaserede bejdser holdbare. Man finder er god flaske med et holdbart skruelåg, som man blander bejdsen i. Det, der ikke bruges, gemmer man med navn på – og måske binder man en stump lyst fyrretræ behandlet med bejdsen på. Man skal nok få brug for det. Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 48 af 56 Lakbejdse: Købes færdigt. Er en (tynd) lak med bejdsefarve tilsat. Kan (også) benyttes ovenpå tidlige lakeret træ. På ubehandlet træ giver det bejdse og lak i én behandling, men farve og farve‐
intensiteten er svær at styre. De laktyper, man køber for at beskytte indendørs træbeklædning mod gulning, er i den svagt hvide udgave i princippet en hvid lakbejdse tilsat et lys‐
filter. ”Beislakk” er (norsk) for en klar lak beregnet til at benytte ovenpå bejdsen!!! ”Lasyr” i Sverige dækker både over træbeskyttelse til udendørs brug og over færdige ”bejdseagtige” farver/lakker til indendørs brug. (BD) 
Terpentin, balsamterpentin og andre fortyndingsmidler Mineralsk terpentin (et destillat af råolie) hedder på svensk Lacknafta, Målarterpentin eller evt. White Spirit. Petroleum er nogenlunde det samme (er godt nok til penselrens) og hedder på svensk Fotogen [udtale: fotosjeen]. Tändvätska og lampolja er også næsten det samme og kan anvendes i små mængder i en snæver vending. Kemisk består terpentin af lange, næsten uforgrenede, kulbrinter CH 3 ‐CH 2 ‐CH 2 ‐...‐CH 2 ‐CH 3 med et indhold af en lang række andre kulbrinter, herunder 15‐20% aromater (benzen, toluen o.l.). I de andre produkter nævnt overfor er der normalt færre aromater. I vore dage ser man mere og mere forskellige varianter med tilnavne som alifat‐nafta, luktfri, låg‐aromatisk, paraffinisk (og tilsvarende lampeolie osv). Principielt er de nogenlunde samme stofblanding, men man har fået reduceret aromatindholdet stærkt. Hvis man er generet af lugten af almindelig terpentin, kan det være en god idé at vælge de lavaromatiske, der dog stadigvæk indeholder stoffer, man bør omgås med nogen varsomhed især indendørs. De lavaromatiske terpentiner vil i al almindelighed fungere ligeså godt, dog er de lidt dårligere opløsningsmidler. Vegetabilsk terpentin / fransk terpentin / (tidligere: terpentinolie – før i tiden blev ordet ”terpentin” benyttet om produkter med stort indhold af harpiks. Pas på ved gamle opskrifter, harpiksen ville gøre slutproduktet mere lak‐agtig). Vegetabilsk terpentin kaldes på svensk
Balsamterpentin eller ofte blot (äkta ) terpentin! Det udvindes ved destillation af træ (fine varer tappes fra det levende træ sammen med harpiks) og indeholder langt mere komplicerede molekyler end mineralsk terpentin ‐ især store mængder af et, der hedder α‐pinen [alfa‐pi‐nén]. Balsamterpentin

‐pinen Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 49 af 56 Vegetatabilsk terpentin er et lidt bedre opløsningsmiddel til mange ting (f.eks. når der skal renses delvist hærdet maling af), men et dårligere opløsningsmiddel til (bone)voks. Ifølge listerne over grænseværdier (hvor meget man må udsættes for på en arbejdsplads) er mineralsk og vegetabilsk terpentin nogenlunde lige farlige. Grundlæggende kan de to materialer og deres variater (alifatnafta osv.) i al almindelighed erstatte hverandre, og ingen er mindre farlige, eller mere ”naturlige” end det andet – alt stammer fra plante riget i forskellige tidsaldre. Denne ombyttelighed gælder penselrens, pletfjerning, fortynding med små mængder o.l. Men hvis man skal tilsætte større mængder til en (lin‐)olie eller alkyd‐oliemaling, bør man sikre sig at fortyndingsmidlet fordamper inden malingen hærder, ellers får man ikke under nogen omstændigheder en god malingsfilm. Problemet er selvfølgelig, at de nødvendige data og viden til at foretage denne bedømmelse af fordampnings‐
hastigheden vil vi normalt hverken have eller uden videre kunne skaffe os. Det sikreste, man kan gøre, er at benytte præcist den type terpentin, der står i opskrift eller på dåse – og derudover prøve at kontrollere, at man ikke er udsat for en oversættelsesfejl! – eller et problem med ord, der har ændret betydning gennem årene. (BD)
”Citrusolier” / appelsinskals‐olie …benyttes til tider som "naturlig" erstatning for terpentin. Også disse stoffer er en samling af terpener ligesom vegetabilsk terpentin – og ligeså farlige, og især allergimæssigt meget betænkelige. Efter en kort populær periode er det i dag således at anvendelsen normalt frarådes af miljø‐ og arbejdssikkerhedsmyndigheder. (BD) 

De moderne malinger – ”Plastmalinger” …jamen de dur slet ikke! Det indtryk kan man få når man læser beskrivelserne fra f.eks. linoliemalings fabrikanter. Og mange af os har haft kedelige oplevelser med f.eks. moderne vinduer, der er rådnet efter 10 år, hvor man beskylder malingen for at være årsagen. Det holder ikke. De ”moderne” malinger – ”plastmalinger” som nogle – forkert – benævner dem, er gode – og oftest økonomisk optimale, hvis man skal betale arbejdsløn. Men de kræver, som alle andre materialer, at man respekterer deres egenskaber og begrænsninger. Først en yderst kort gennemgang af typerne, derefter nogle sammenligninger! Ikke‐vandig alkydmaling (alkydoliemaling/lackfärg) Denne maling kender vi formentlig alle, selvom den er på vej ud af markedet, fordi de professionelle malere i praksis ikke mere må bruge den. Det er rundt regnet de malinger, ”emalje”, ”halvmat vinduesmaling” osv., som Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 50 af 56 skal/kan fortyndes med terpentin, og som er 4‐6‐
8 timer om at tørre. De er omtalt ovenfor. De er grundlæggende fremstillet som forbedrede udgaver af linoliemalingen, blot er den kogte linolie erstattet af ”alkydolie”, der ikke er et billigere produkt, men ét hvor man kan få indflydelse på egenskaberne. Alkydolie findes i utallige udgaver og fremstilles af bl.a. linolie, tall olie og div kemikalier. I princippet samler man de enkelte byggesten i oliemolekylet anderledes end i den kogte linoliefernis. Ikke for at gøre det billigere, for det er det ikke, men for at opnå ønskede egenskaber: Først og fremmest vil man have en sikker, kortere tørre/hærdetid. Derudover er der – på grund af håndværkerlønningerne – et ønske om at gøre det muligt at påføre malingen i tykkere (og færre lag), der flyder pænt ud og hærder uden at rynke. Alkydoliemolekylerne er noget større end linoliefernisen og danner endnu større ”klumper”, men det er stadig en maling, hvor binderen, alkydolien, trænger rigtig godt ind i træets overflade og binder malingsfilmen fast. Malingen vil normalt påføres som linoliemaling så man har en sammenhængende malingsfilm, der naturligvis er temmelig tæt. Alligevel er malingen ganske diffusionsåben, når man sammenligner med andre malinger, der danner film. Nu er der forskel fra den ene type til den anden. Typisk er ALLE malinger, der er matte (fordi de indeholder meget pigment eller fyldstof) langt mere diffusionsåbne end blanke malinger – og hvad er det så lige, man ser sammenlignet? Lidt længere nede i teksten henvises til to ”officielle” danske dokumenter, hvor man rangordner linoliemaling og alkyd‐oliemaling direkte modsat. (BD) 

Vandig akrylmaling (”akrylatfärg”) og latexfarver. Vi kender den som den normale vægmaling og efterhånden også som vandfortyndbare malinger til alle mulige andre anvendelser. Malingen minder meget om de gamle temperafarver – de består af meget små flydende kugler af binder, pigment og evt. hjælpestoffer, der er opslemmet i vand – lidt som fløde eller mælk. Når malingen tørrer, i høj grad ved at vandet suges ind i det, der males – og selvfølgelig fordamper, så smelter kuglerne sammen til en mere eller mindre sammenhængende malingsfilm. Denne film bliver normalt ikke ret tæt som andre emulsionsmalinger ikke engang overfor flydende vand, hvorfor malingen normalt er meget duffusionsåben!!! Dette gælder i endnu højere grad, hvis man f.eks. maler sugende, ujævne overflader som tapet eller gipsplader (der har et papirlag yderst), men derimod i mindre grad hvis man maler på grundet, høvlet træ! Bl.a. af denne grund kan man fra forskellige – i sig selv gode, troværdige – tests få meget forskellige vurde‐
ringer af anvendeligheden. På træ anbefales oftest en grunding for at få en god vedhæftning, og så er det diffusions‐
tætheden af den tætteste af de to malingstyper, der er bestemmende. Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 51 af 56 Binderen kan i øvrigt være forskellige stoffer, almindeligst er akrylpolymerer. I de malinger der kaldes ”latex”‐malinger, er det normalt PVA (polyvinylalkohol), som vi kender fra PVA‐lim (den hvide almindelig trælim). Latex er i øvrigt en uheldig benævnelse, idet latex normalt teknisk forstås som naturgummi. Endelig er der malinger med vinylacetat som binder, hvilke ofte benævnes ”plast‐malinger”. Der skal sikker være adskillige andre polymerer, der anvendes. Sammenligninger med traditionelle malinger. Allerførst er her en lille tabel klippet fra et skrift (en ”anvisning”), omhandlende ”Valg af maling til ældre træfacader” fra Center for Bygningsbevaring i Raadvad, skrevet af Søren Vadstrup, M.A.A. Her er de 6 valgte malingstyper: 1 linoliemaling 2 lim‐ og temperafarver 3 plast‐ og akrylmaling samt vandig alkyd 4 alkydoliemaling 5 halvdækkende plastmaling med fungicider (vandfortyndbar træbeskyttelse) 6 halvdækkende alkydoliemaling med fungicider (terpentinfortyndbar træbeskyttelse)
materialer. Samtidig drejer denne evaluering sig Nu er det næppe nogen nyhed, og næppe heller fornærmende at notere, at Søren Vadstrup som nævnt om vedligehold af ældre facader. Alligevel er kritikpunkterne mod hhv. vandig (forenklet sagt) er en meget stor tilhænger af ældre bygningsmetoder og traditionelle akrylmaling og alkydoliemaling primært, at der Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 52 af 56 skal afrenses (hvis den gamle maling skaller) og det miljø‐uvenlige ved at alkydoliemaling indeholder terpentin. Hele ”anvisningen” er uanset forudfattede meninger værd at læse og kan hentes her: www.bygningsbevaring.dk/files/anvisninger/v
algmaling.pdf En anden anvisning drejer sig delvist om samme emne: ”MALING AF TRÆFACADER ‐ med traditionelle malingstyper”, hvor Søren Vadstrups anbefalinger og evaluering af en række traditionelle malingstyper præsenteres. www.bygningsbevaring.dk/files/anvisninger/
malingtraefacader.pdf Den samlede danske skov‐ og træindustri, Skov‐ og Naturstyrelsen og mange andre står bag hjemmesiden www.trae.dk På denne hjemmeside refereres i ”leksikonet” Teknologisk Instituts samlede bedømmelse af linoliemaling, alkydoliemaling og vandig akrylplastmaling. Artiklen kan læses her: www.trae.dk/index.asp?page=/dokumenter/
dokument.asp%3FDokumentID%3D128 Tabellen herfra er gengivet nedenfor (på næste side) med mine understregninger.
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 53 af 56 Egenskab Terpentin‐opløst alkydmaling Vandig acrylplast og plastal‐
kydmaling Linoliemaling Væsken: Lugt Aromatisk linolielugt Terpentinlugt Svag lugt; (f.eks. ammoniak, formaldehyd) Rengøring af pensler Terpentin eller hårshampo og vand Terpentin eller hårshampo og vand Vand Brandrisiko Brandbar Brandbar Ikke brandbar Lagring Ikke temperaturfølsom. Kan danne skind Ikke temperaturfølsom. Kan danne skind Min. 10 ºC Påføring Flyder godt sammen, løber, kun tynde lag Flyder godt sammen Moderat sammenflydning Kræver hurtig påføring Tørretid Lang til meget lang tørretid afhængig af bindemiddel og sikkativ Lang tørretid ‐ ca. 1 døgn Kort tørretid ‐ ca. 2 timer Indtrængning Indtrængende Indtrængende Ikke indtrængende Vedhæftning God vedhæftning også til ældre overflader. Ekspanderer under hærdningen. God vedhæftning også til ældre overflader God vedhæftning til rengjort, fast porefyldt overflade. Bedst på alkydgrunding Filmen: ældning Fleksibilitet Blank fra start, men bliver mat Blank fra start, men bliver mat Mat fra start, ændres ikke Bleges. Eroderer fra overfladen, kriderer. Gulner i mørke. Bleges. Eroderer fra overfladen, kriderer. Lyse kulører gulner Sej, gulner og kriderer ikke Vandtæt og lidt diffusionsåben Vandtæt og mere diffusionsåben Er ikke vandtæt men diffusionsåben Kortere livslængde Kortere livslængde Længere livslængde Bliver med tiden hård og sprød med mikrorevner, som kan lukkes ved genbehandling 2‐3 gange. Hård og bliver sprød med mikrorevner Elastisk og forbliver elastisk meget længe. Er termoplastisk Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 54 af 56 Hovedformålet med at gengive denne tabel er først og fremmest at vise, at selv de, der har professionel forstand på området, ikke præcist kan angive, hvad der er bedst. Så derfor er der god grund til at være skeptisk overfor overbevisninger om, at dette eller hint materiale er alt andet overlegent, det være sig et ”velprøvet gammelt produkt” eller ”det sidste nye fantastiske nanoteknologi‐baserede produkt”. Ligesom man bør have en naturlig skepsis overfor at et givent og til formålet anbefalet materiale i virkeligheden er ”fuldstændigt uanvendeligt” og vil føre til ”katastrofale konsekvenser”. (BD) 
Moderne ”træbeskyttelse” Hvis dette afsnit var skrevet for 25‐30 år siden ville det have været simpelt. Træbeskyttelse var farvede, men nogenlunde transparente væsker, der lod åretegningen være synlig, og hvor der var et indhold at stoffer, der skulle forhindre råd og svamp. De var baseret på linolie/alkydolie/tallolie. Egenskaberne opnåedes ved ikke at have noget fyldstof og intet eller kun lidt uopløseligt pigment. Samtidig tilsatte man en heftig blanding af giftige tungmetaller og organiske fungicider. Disse træbeskyttelser udmærkede sig ved at give nogen beskyttelse mod Solens nedbrydende virkning (”udtørring”), men nok mindre end man umiddelbart troede, fordi de lyse var for gennemsigtige. De forskellige giftige stoffer havde en virkning i nogen tid, men en del vaskedes ud. Yderligere var de lette at genbehandle – næsten lettere end rødfarve, ligesom diffusionen af vanddamp var næsten uhindret. Ulempen var, at holdbarheden på udsatte steder såsom sternbrædder, bjælkeender, kraftigt opfugtede steder var meget ringe. Yderligere ændredes farven gradvist mod mørkere for hver behandling. To‐tre udviklinger har mudret billedet. For det første er der kommet stadig flere typer ”dækkende træbeskyttelse”, der umiddelbart er uskelnelige fra almindelig maling, men som dog indeholder fungicider. For det andet er der også på dette område sket et skift mod vandbaserede typer. Grundlæggende er det en lidt vanskelig sag at fremstille en vandbaseret fungerende træbeskyttelse, især mht. grundingsolier. En grundtanke ved træbeskyttelse er, at den skal være trængt lidt ind i træet, men vandige emulsionsmalinger udmærker sig netop ved, at det emulgerede samler sig i et diffusionsåbent lag på overfladen. Og endelig er der foregået den almindelige udvikling, hvor man på den ene side må fjerne stoffer, der efterhånden vurderes som uønskede i miljøet, mens man på den anden side får adgang til nye specifikke beskyttelsesmidler, bindere med langt bedre langtidsholdbarhed mv. En tydelig konsekvens af det sidste er formentlig det, der afspejles i, at disse malingstyper i dag er blandt de mest kostbare. Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 55 af 56 ”Lasyr” i Sverige kan både dække over en træbeskyttelse (med fungicid) og over en færdigblandet ”bejdseagtig” farve til indendørs brug. Man bør absolut undgå at anvende træbeskyttelse indendørs. Hvis det er farvelægningen, man ønsker, vil (sprit)bejdse eller lasyr være et godt alternativ, hvor bejdsen evt. kan efterfølges af lakering eller en linolie eller tungolie‐behandling. (BD) 

Læs mere om traditionelle malinger Rundt om i teksten er der enkelte specifikke henvisning til f.eks. center for bygningbevaring 
Søren Vadstrups ”Gode råd om maling”, der kan læses her www.bygningsbevaring.dk/files/gode_r%C3%A5d
_maling.pdf er nævnte flere steder i dette skrift. Den lille bog omtaler mange ældre malingstyper, inklusiv nogle, der næppe er af praktisk betydning for os som tranfarve baseret på olie fra hvallever. Bogen er dog seriøs og troværdig, hvilket er godt at have til sammenligning, når man læser de til tider fantasifulde anprisninger fra fabrikanter og forhandlere. (BD) 



Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk Side 56 af 56