1. No category

Tiden efter landbruget….
Jeg slutter i Rødding 1. November 1954 og kommer hjem til Vejle. Der er tre måneder til jeg skal ind som
soldat, så der er ikke meget ved at søge job. Imidlertid har min far brug for hjælp i hans juletræs-firma.
Jeg kommer hjem lige hvor der er højsæson for at fælde
og afsende juletræerne. Vi kører rundt til de forskellige
landmænd, hvor far har opkøbt juletræer og her skal de så
fældes og slæbes ud til fast vej, så lastbiler ell. lign. kan
køre der. Det foregik på den måde at far gik forrest
gennem en række med træer og udvalgte de træer som
skulle fældes. Jeg kom bagefter med et ”kæmpehøgenæb”
og klippede simpelt hen træet ned. Vi har været helt oppe
på at fælde ca. 2000 træer på én dag.
Træerne bliver sendt til snart hele europa, men fortrinsvis
Berlin, Hannover, Schweiz og Italien. Ud over at hjælpe med fældning, udførte jeg også læssearbejde. Qua
min fortid ved landbruget, hvor jeg lærte at læsse et læs kornneg, kunne
jeg også læsse et læs med juletræer, det være sig på lastbil, såvel som på
jernbanevogn. Nu skal det bemærkes at det var før den tid, hvor træerne
blev betrukket med en strømpe, så det var in natura. Jeg kunne læsse 2500
træer på en såkaldt ”rungevogn”, lang jernbanevogn med lodrette stivere.
På en lastbil med anhænger kunne jeg læsse ca. 2000 træer. Rungevogn
Det var ikke altid helt ufarligt! Engang skulle vi hente juletræer på Rhoden Gods. Her måtte vi imidlertid
ikke selv fælde træerne, det skulle overlades til godsets skovarbejdere. På en lidt stejl skråning skulle vi
udtage træer, og der blev udvalgt et, som skulle tages ”lidt højt”. Jeg stod ved siden af træet og holdt det så
skovarbejderen, med sin økse, kunne fælde træet. Han ramte desværre lidt ved siden af, men snittede
stammen, med det til følge at han ramte mig i hovedet med flad økse. Uha, - det kostede heldigvis kun en
hjernerystelse…..
Fa. Meyer fra Hannover, hentede selv deres juletræer på en lastvogn med anhænger. De var en flerårig
kunde og blev som sådan, kendte i familien. Her var en ældre chauffør som hed ??? og han havde et par
valgsprog, som mange stadig husker: ”das ist alles nicht so einfach” og ”unmöchliches wird sofort erledigt, Wundern dauert etwas länger”! Der var også en Meyer-søn ? Wolfgang. Han kom alene til sidst for at hente
træer. Jeg husker vi læssede trækket på Vonge-egnen og medens vi læssede kørte ”knægten” frem. Han må
have kedet sig, for han sad og tømte en flaske Whiskey imens. Da vi skulle binde læsset af, kom han
vaklende ud af førerhuset, stiv af syre. Vi tog chancen at jeg kørte vogntoget til Vejle, selvom jeg ikke havde
kørekort til lastbil. Så måtte knægten overnatte/afdampe i baghuset på Nørrebrogade 47.
Vi hentede juletræer så langt væk som på Djursland. Her havde far en ”fætter Johannes”, som var lidt
involveret, med at finde træerne. Jeg husker vi en sen aften kørte hjem til Vejle. Det var så toget at man
knap kunne se en hånd for sig. Dengang var der ikke noget der hed hvide striber på de mindre veje. Jeg
kørte og far sad med hovedet ud af den højre siderude og dirigerede retningen efter rabatten, til vi kom
gennem Århus og ud på hovedvejen.
1
Da far i 1959 købte ”hytten” i Koutrup,
plantede han grunden til med rødgraner.
Han regnede vel med at han kunne høste
juletræer der, efter en 6 – 7 år. Han tog
nu fejl, for markedet svingede over på
ædelgraner, der var næsten ingen der ville have
rødgraner, så gav han dem til familie og venner.
Kalle og Anette
Hvert år – op gennem 60-erne, holdt han noget han kaldte for ”Kalles Grangivelige”. Dette var vel i og for
sig optakten til vores årlige familiejulefrokost.
På hyttens hjemmeside: www.beringerne.dk er der – mest i billeder beskrevet hyttens betydning for
familien Bering.
Soldatertiden
Jeg blev indkaldt til at give møde ved 6. Regiment på Odense Kaserne d. 11 februar 1956.
Det var bidende koldt – det frøs minus 21 grader om natten – den koldeste februar siden 1942. Vi blev
indkvarteret i barakker, opdelt i sektioner med sovesale med tilhørende baderum. Der var etagesenge,
bestykket med tæpper og lagner som skulle redes på ”engelsk vis”. – altså konvolutter bestående af tæpper
og lagner. Hver sovesektion gik på tværs af bygningen med et vindue i hver ende. Der var godt nok en
kakkelovn, men der måtte ikke fyres og vinduerne skulle stå åbne om natten. Det var en barsk forandring
for mange, især for de som var vant til at sove hjemme ”ved mor” i opvarmede rum.
Her gik de første tre måneder med rekruttiden, som var der man lærte at hilse, at gå i takt, at eksercere, at
skyde, at kravle, at holde sig tør og ren, o.s.v. Det var en hård tid for mange, især de som ikke kom fra job
hvor man automatisk var i form. F. eks. Havde vi to københavnere på ca. 28 år, (Engel og Hasselgren) som
havde læst til sagfører. De havde en kondi der var lig nul. Vi stærkeste skiftedes til ”bære/støtte” dem når
der blev kommanderet løb i sluttet geled ud til eksercerpladsen. Ellers var det hårdeste nok marchturene.
Jeg husker en finalemarch fra forskolen, hvor vi gik en tre dage rundt på Fyn. Vi havde hele tiden tv-masten
HØJSTRUP-senderen (står midt på Fyn) i horisonten på venstre hånd. Ret hurtigt blev nogle udtaget til at
komme på befalingsmands-skole. Selv blev jeg udtaget til korporal-aspirant og disse særligt udvalgte blev så
samlet i et hold for sig. Det blev kaldt forskole. Dette sluttede d. 22 maj, hvor vi jo i princippet var soldater.
Nu blev vi delt op igen, nogen skulle på sergentskole de meget kloge skulle på officersskole medens vi (der
var bunden), - blot skulle være korporaler.
Sønderborg - korporalskolen
D. 23 maj blev de af os der skulle være korporaler, sendt til Sønderborg. Her mødtes vi med andre unge fra
f.eks. Sjællandske regimenter. Her skulle vi så uddannes i forskellige våben som f. eks morterer,
dysekanoner, maskingeværer, men alle våbentyper der hørte til i et tungt kompagni.
2
Og det gik sommeren så med. Det var en herlig sommer med masser af udendørs aktiviteter. Hjemme i
kasernemiljøet var der meget ”kæft trit og retning”, men når vi var i marken med vores Fenrikker var tonen
aldeles afslappet. Jeg var i en gruppe som blev uddannet i tungt maskingevær hvorfor vi var meget ude i
terrænet. Der var meget med terrænløb og vi blev af og til kaldt op midt om natten for at blive kørt i
lukkede GMC’er til et, af os ukendt sted. Her blev der kommanderet ”sid af” – og meldt ”vi ses til
morgenmaden”. Så skulle vi jo først finde ud af hvor vi var. Det var nu ikke så svært. Det var jo ikke krigstid,
så vejskiltene var ikke fjernet. Det var herligt i sensommermånederne hvor vi gik på æblerov i bøndernes
haver på vejen hjem.
Terrænløb var jo med kort og kompas og var en af mine favoritdicipliner. Vi havde et ugentligt løb, både på
Als, men også på Jyllandssiden. Jeg var gruppeleder for en god gruppe, men vi blev aldrig nr. 1, altid nr 2.
Men da vi forlod skolen blev vi udråbt som sommerens nr 1.
Til daglig havde vi ikke megen tid til at gå byen om aftenen. Vi skulle læse, eller pudse våben eller havde
vagter. Det kunne være hovedvagter, klassevagter, brandvagter eller områdevagter om natten. Vi havde et
specielt rum i kælderen til vores tunge våben, hvor vi så skulle pudse og vedligeholde udstyret. Det forgik
som regel om aftenen. En gang var der et pudsehold der syntes pudseriet skulle laves om til en fest, hvorfor
en stafet blev sendt til købmanden efter øl. (Det blev Elefantøl). Jeg havde klassevagt, men der blev sendt
bud op til klasseværelset, at der var ”øl i kælderen”. De som læste og undertegnede gik i kælderen og fik os
en øl. Nu havde jeg jo vagt-tjeneste, så jeg forlod ret hurtigt selskabet, medens resten efterhånden blev lidt
højrøstede. En Fenrik, (den lille mørke) der ville hente noget i en tørrestue lidt henne ad kældergangen,
blev opmærksom på ”støjen”, - dukkede op i døren og indberettede hele bundtet. Jeg var heldig, jeg havde
jo vagt. Havde jeg været til stede, havde jeg fået en spjældtur for vagtforseelse. I øvrigt er jeg ikke sikker på
at det som sådan var rigtig forbudt at drikke øl i kælderen, det var jo udenfor tjenesten. Men de
”formastelige” fik foretræde for Obersten, som deklarerede at ”sådanne stærke øl havde han aldrig
drukket” –
Det værste disciplinarmiddel der overgik mig på skolen, var en morgen hvor jeg kørte vores jeep ned for at
læsse, havde delt motoreftersynet op i to, på gr. Af tidsmangel. Jeg ventede med at checke væskestanden i
batteriet til jeg var kørt ned foran kældertrappen. Just som jeg var i færd med at skrue propper af
akkumulatoren, dukkede Kaptajnløjtnant Ravn op bag min ryg. Det kostede en weekend. Så kunne jeg lære
at hele motoreftersynet skulle foretages inden køretøjet overhovedet blev startet op.
Skydebanen lå lige ned til sydkysten på Als. Vi havde en frisk skydefenrik. Jeg husker varme sommerdage,
hvor han tillod de hold som ikke skulle skyde, at gå i vandet.
Det var i øvrigt medens jeg var i Sønderborg, at far ”solgte” navnet Jensen. Så pludseligt hed jeg ikke mere
84-Jensen, men 84-Bering. Det var på en måde pudsigt, men på den anden side noget jeg havde prøvet før,
nemlig i skolen i Hobro. Der var vi tre i klassen der hed Henning, hvorfor lærerne besluttede at kalde mig
Bering. Så nu var alt igen ved ”det gamle”.
På skolen i Sønderborg blev der også (som noget nyt – tror jeg) uddannet mater, som vel var forløberen for
kontrakt soldater. Vi var kamptropper, medens materne mere var logistikere – forsyningenheder etc.
Men ellers… Sønderborg, - det var en herlig by hjulpet godt på vej af en herlig sommer.
D. 7 November 1956 blev vi så udnævnt til Korporaler og blev så sendt i marken.
Vi blev nu sendt til Tønder, hvor vi skulle medvirke til uddannelse af et hold rekrutter i et tungt regiment.
Her skete egentligt noget pudsigt. Normalt (hed det sig) forblev ens tilhørsforhold altid til det regiment man
3
oprindelig var indkaldt til. Jeg og flere andre, var indkaldt til 6 regiment i Odense. Med udnævnelsen til
korporaler, blev vi overflyttet til 9 regiment. ”Dronningens Fodregiment”, hvor vi så forblev. I Tønder
mødtes vi også med de, eller nogle af de som var blevet sendt på sergentskole.
Vi blev formeret i relevante kampgrupper. ”Maskingeværerne” var formeret i en sektion, som bestod af 2
grupper, en sektionsfører(sergent) og en gruppefører(korporal). 8 mand, 2 maskingeværer i 2 Jeep’s .
De næste 3 måneder var således den obligatoriske rekruttid, for de nyindkaldte soldater. I den tid skulle vi
så bibringe dem deres færdigheder i den våbentype de nu var udset til at
betjene. Jeg kan huske at de maskingevær folk, som vi havde, alle var
lavstammede og stærke. De var sikkert særligt udvalgt til dette job, som
ofte indebar at det tunge maskingevær med diverse tilbehør og
ammunition ofte skulle bæres frem til de udvalgte stillinger. Betegnende
for dem alle var, at det var nogle små rødder, men min opfattelse af dem
var, at skulle vi i krig, kunne vi ikke få et bedre mandskab.
Min gruppe
Det blev i og for sig tre sure måneder, fra november til februar. Rekrutter var vel per definition, altid
beskidte. Men det arbejdsmæssige, har jeg ingen særlige erindringer om. Og byen Tønder – der var ikke
meget for soldater i fritiden. Der var et dansested, men det var ikke et sted jeg kom. Så var der jo sygehuset
og sygeplejerskerne. Her kom der forskellige befalingsmænd. Vi havde én – sergent Olsen – en stor og
stærk smed/skibsbygger fra Helsingør, som sektionsfører. Det var almindelig kendt – også blandt
rekrutterne – at han nærmest boede på sygehuset.
Hertil knytter der sig en sjov historie. Regimentet havde i sommeren 1957 300 års jubilæum. Vores
kompagni var på det tidspunkt flyttet til Haderslev, men vi blev kørt til Tønder. I ovennævnte anledning var
der stor opmarch af soldater til en ”happening” – (jeg tror det var på en sportsplads). Her var der opbygget
en tribune, hvor Kong Frederik med følge, hilste på værnet, medens de marcherede forbi i stramme
kolonner (”giv agt – se til højre – se lige ud” og så var det forbi). Herfra gik vi så gennem byen med et
musikkorps foran. Og nu til den sjove historie: Fortovet var tæt pakket med tilskuere og heriblandt en
moder med et lille barn på armen. Da vi passerer forbi, råber barnet – ”FA-AR FA-AR”. Den fanger en af
mine maskingeværrødder – han råber frem i geleddet - ”Sergent Olsen – der er én der kalder på dem”.
Vores indkvartering som befalingsmænd, var ret primitiv. Vi boede i nogle barakker bagved kasernen. Men
vi havde det selvfølgelig ret privat og kunne, uden for tjenesten, komme og gå som vi ville. Vi havde for
resten en anden ”original” blandt korporalerne. – GREVE, - mælkemanden fra Odense. Han var ret grebet af
det her soldaterhalløj og det at holde på formaliteterne. På det kvarter hvor han boede, havde de en radio.
Dengang sluttede udsendelserne kl. 24, hvorefter der blev afsluttet med afspilning af ”Kong Christian”. Vi
var nogle stykker der en aften, just kl. 24 kom hjem til barakken. Vi passerede vinduet til greves kvarter – og
hvad ser vi. Der står Greve alene på stuen, i retstilling og gør honnør medens radioen spiller Kong Christian.
Jeg mener også det var her at korporal V.S.Nielsen som vagtkommandør ved garageanlæget, ved afladning
af maskinpistoler, fejlede groft og skød en menig en byge tværs over hoften. Han blev degraderet og kom til
at arbejde på lageret resten af tiden.
Ti l nytåret 56/57 var jeg på vagtholdet. Jeg havde imidlertid frivagt, så vi skulle selvfølgelig fejre
nytårsaften. Det startede med at vi fik hentet nogle øl. Der var en ny type på markedet, en stærkøl som
blev kaldt ”nonneblod”. En øl med en flot rød farve, som slog som en hest sparker. Halvplørede bevægede
vi os ind til byen og gik på bar. Én eller anden syntes vi skulle starte med en whisky, også jeg. Jeg husker at
4
jeg drak whiskyen ”on the rocks” sådan ret hurtigt. Nu sker det besynderlige, at jeg pludselig føler mig total
klarsynet og ædru. – Men det er nok forkert, for jeg husker intet om resten af aftenens forløb.
Vi blev færdige med uddannelsen af rekrutterne, som efter 3 måneder var ”rigtige soldater” – klar til kamp.
Kompagniet blev d. 1 februar 1957 forlagt til dækningsstyrken i Haderslev.
Her var vi så del af den stående styrke, som skulle forsvare Danmark i tilfælde af ???
Det tænkte vi nok ikke videre over, men der var dog ”rester” fra anden verdenskrig som havde indflydelse
på styrkerne i Haderslev. Der var stadig styrker placeret i Itzehoe i Nordtyskland. Jeg tror det var det sidste
hold danske styrker som skulle derned når vi korporaler blev hjemsendt. Jeg er lidt usikker på hvordan det
endte, men der var i hvert fald noget om snakken. En dansk forlægning i Tyskland sluttede i disse år!
Dagligdagen gik med diverse interne øvelser, suppleret med marchtur, natlige udkald o.s.v.
Der var også øvelser, både i stort regi, som skydeøvelser i Borris, hvortil vi i en periode blev forlagt til,
medens de forskellige våben øvede med skarpe skud i bøssen. Borris var langt ude. Her skete ikke noget
uden for tjenestetiden. Man siger at det kunne koste op til 10 kr. ar se sporet af en damecykel i vejkanten.
Som korporaler havde vi det godt i Haderslev. Lønnen var ”god”, 35,- kr. om ugen. Herfra stammer
udtrykket: Vi går ned i byen om aftenen og smider om os med en to – tre kroner. I øvrigt var folk meget
venlige overfor soldater. Det hændte ofte at en gæst i baren, gav en omgang øl til et par soldater.
Et sted vi kom meget, eller nogen af os kom meget, var på minigolfbanen nede ved Dammen. Chefen der
var en herlig mand, som vi havde mange gode stunder med.
Her var sjældne weekendvagter, så vi kunne rejse hjem næsten hver weekend. Transport fra Haderslev og
til faktisk alle dele af landet var lidt besværligt, hvis man ikke var selvkørende den gang. Og det var der ikke
så mange der var. Der var én, - ÅGE fra Låge. Han var noget af en købmand, altid ude på at tjene penge.
Han havde f. eks. Et ekstra job i officersmessen. Han sparede sammen til en scooter, og da han jo kom fra
Låge – 10 km. Nord for Vejle, nød jeg godt af en gang ”køresplejs” der. Men ellers var det let for en soldat
at rejse på tommelfingeren. Igen – der var næsten ingen der var ”selvkørende ” den gang og det vidste folk.
Det var aldrig et problem for en soldat at få kørelejlighed.
Vi var nogle stykker korporaler, som var indkvarteret helt oppe under taget, oppe ”under taget”. Ude under
loftet var der opstillet billardborde etc. Frit brug. Der var man gemt godt af vejen, hvis der kl. 11 om
aftenen blev alarmering. Hvis vi ikke ”hørte det”, kunne vi jo ikke vide at der blev kaldt ud. Vi kunne jo også
være ude hele natten, bare vi var der til tjenestetids begyndelse, så det var jo ikke noget problem. Men der
må jo være nogen af befalingsmændene der vidste besked, det må have været officererne.
Sådan en natøvelse kunne være jævnt kedelig, der gik uendelig meget tid med at vente. Så kom der let
narrestreger op i os. Jeg husker engang vi lå og ventede i en vejgrøft en tre fire km nord for Haderslev. Vi
medbragte af og til nogle kraftige kanonslag, som vel skulle illudere håndgranater. I hvert fald fik jeg den
ide at lægge min stålhjelm over et kanonslag, for at se hvor højt den ville flyve. Jeg anslår det blev 40-50
meter. Se det blå bille nedenunder!
Det endte så med hjemsendelse d 11 august 1957.
Et par år senere blev vi genindkaldt til Søgård lejren. Jamen det var jo den rene svir. Og man spiste godt der.
5
6
Odense Kaserne
Tønder Kaserne
Korporal 784 295 Bering
Hans og Jens
Haderslev Kaserne
Soldatermøde i Langesø
Henning, Jens, Hans og Bent
Kvarteret i Haderslev under taget
Ved Haderslev Dam – øl med chefen for - Minigolfanlæget
Bent og Niels ved Niels’s nye Volvo i Bredal
7
Sønderborg Kaserne Søgård Kasernegård
Far og Søn – Sønderborg ’92
Første soldatermøde i Bredal ca 1965
Ved genindkaldelsen i Søgård lejren – begge foto’s
Bent ved tungt maskingevær
Hvil under øvelse
Genindkaldte i Søgårdlejren
Ove og Birthe på Ærøfærgen
Ungt par i parken
Sergent Odense/Trio
8
Dysekanon beundres
Tove i Mommark
På vej til Rømø
4 mand på stuen i Tønder
Gruppen er kampklar
Kvarter i Haderslev ”under taget”
Dette er sikkert i Langesø
Stålhjelm skudt op med kanonslag Dette er nok Mommark Færgegård
Kortspil i påsken 1957
Genindkaldte soldater Søgård
Langesø igen
Kun en soldat
Soldatertræf
Ovenstående billeder er fra mødet i Kerteminde i 1994 under ledelse af Bent og Birgit
Disse billeder er fra mødet i Vejle 1997, hvor vi var rundt om hytten om søndagen.
2000 Næsby/Fåborg
9
Ærø 2001
2002 Nymindegab
2003 Løgstør
2004 Vejle/Koutrup
Rudbøl Grænsekro/Erritsø 2005
10
Odense 2006 hos Bodil og Jens
Ærø 2007
Ærø 2007
Hårby Kro 2008
Farsø/Løgstør 2009
11
Guldbryllup hos Lis og Jørgen på Krybily Kro 2008
Kirsten og Niels Guldbryllup i Farsø 2009
Soldaterkammerater
Soldatertiden mundede ud i et ret enestående kammeratskab mellem 8 af os:
Hans Nissen, Ove Madsen, Jens Larsen, Bent Jørgensen, Aage Lauridsen, Jørgen Petersen, Niels Nielsen og
undertegnede, Henning Bering
Hans Nissen døde for egen hånd, Ove Madsen omkom ved at blive påkørt og Aage ”gad os ikke mere”!
Alle blev gift og pigerne indgik som gyldige medlemmer af soldaterklubben. Birthe, der mistede Ove, fandt
Sigvart på Ærø. Han faldt fuldstændig ind med gruppen, indtil han døde (af glæde) på sin 60 års fødselsdag.
Birthe fandt så sammen med Regnar, og det er også gået rigtig fint. De to kommer godt ud af det med
hinanden på Ærø, som er begges hjemstavn.
Ovenstående billeder viser (uden ord) over 50 års soldaterkammerat-forløb.
Henning Bering
12