1. No category

Min oldefars tænketank
Oldefars tænketank
C:\Documents and Settings\Kim\Dokumenter\_SF\Kilder\Data\025-ERI-1994-Tænketank.doc
1
Min oldefars tænketank
- og min egen
!
!
"
#$
!
#%%& %' ((
Oldefars tænketank
C:\Documents and Settings\Kim\Dokumenter\_SF\Kilder\Data\025-ERI-1994-Tænketank.doc
2
Han så ud af vinduet. En blishøne var ved at bygge rede ovre ved den modsatte
kanalbred. En andrik svømmede skræppende forbi. De velkendte lyde beroligede ham.
Et påfugleskrig skingrede inde fra Haveselskabets Have, og lidt efter hørtes et løvebrøl.
Så skulle de igen til at fodre rovdyrene oppe i Zoologisk Have. Han blev pludselig klar
over i hvor høj grad, han havde vænnet sig til at færdes her i Frederiksberg Have. Han
holdt især af disse sene eftermiddagstimer i solen, når der ikke var så mange
mennesker, især om sommeren, når duerne sad og kurrede oppe i trækronerne. Lige nu
var der kun nogle få spadserende, der hastede gennem Haven, men det var jo også kun
midt i april. Om 14 dage skulle bådene i
vandet, og så ville der blive meget mere liv i
den gamle have.
Sønnen Christian var lige gået. Han var
maskinmester
ved
brandstationen
på
Frederikssundsvej. I dag havde han aftenvagt
og havde derfor benyttet dagen til at male
bundtøjet, der nu stod og tørrede på
bådebroen. Det var godt, at Christian var
interesseret i bedriften nu, da han ikke selv
havde de samme kræfter som tidligere.
Christian og Anna boede ude på
brandstationen, men de havde talt om at flytte
ud i nærheden af Haven. De kunne lide alt det
grønne på Frederiksberg. Desuden ventede
Anna sig igen, hvad man tydeligt kunne se på
hende nu. I forvejen havde de Svend Aage, der
nu var to år.
Thomas Christian Theodor Svendsen
Gamle Svendsen var meget glad for livet i
omkring 1905
Frederiksberg Have. Efterhånden var der jo
også gået en del år, siden han startede bådfarten i kanalerne. Han talte efter på fingrene
- det var i dag torsdag den 18. april 1907 - så den kommende sommer ville altså blive
hans 25. sæson. Faktisk en tredjedel af hans liv. 10. september ville han blive 73 år.
"”Om Gud vil, og vi lever,” mumlede han, for han kendte godt bibelverset om ikke at
tage noget for givet.
De første 17 år havde hans både haft fast station ved Kildegrotten, men for syv år siden
var bådehuset blevet bygget. Det lå ualmindelig ideelt, lige nedenfor Slotsbakken, og
herfra kunne han ikke alene betragte det skønne natursceneri, men også se det
kongelige slot, og det betød noget for ham. Gud, konge og fædreland havde altid været
væsentlige ting i hans liv.
Derfor var han lidt betænkelig ved det nye parti med de bombastiske slagord. Den
unge Stauning, som man hørte så meget om for tiden, var ellers meget tiltalende. Det er
da godt, at der bliver gjort noget for samfundets fattigste, havde Svendsen hævdet, når
han deltog i den aktuelle debat, men hverken kongen eller Gud kan afskaffes. Kirken
måske, men ikke Gud - og slet ikke kongen . . .
Det havde været et stort øjeblik, da han sidste år stod i folkemængden inde på
Amalienborg Slotsplads og hørt konseilpræsident I. C. Christensen råbe: ”Kong
Christian IX er død! Længe leve kong Frederik VIII!” Det havde været en
stemningsfuld stund, og han havde råbt hurra af hele sit hjerte, for han følte, at
kronprinsen havde været en god ven for ham.
Den dag havde han på vej hjem gennemgået de gange, han havde mødt kronprins
Frederik. Første gang var i 1864 på Dybbøl Banke. De danske soldater stod
opmarcheret i forventning om kronprins Frederiks besøg. Han havde talt opmuntrende
ord til regimentet, og det trængte de netop til i den stund. Prøjserne og østrigerne havde
Oldefars tænketank
C:\Documents and Settings\Kim\Dokumenter\_SF\Kilder\Data\025-ERI-1994-Tænketank.doc
3
haft overtaget, og alt tegnede til et dansk nederlag, og det blev det også.
En knugende fornemmelse lagde sig over hele landet, da fredskonferencen afgjorde,
at hele Sønderjylland, fra Kongeåen til Eideren, skulle løsrives fra Danmark og
administreres af Prøjsen og Østrig i forening. Ved den internationale fredskonference i
Prag var det lykkedes franskmændene at få en paragraf 5 med, som sagde, at der senere
skulle holdes folkeafstemning i Nordslesvig. Men da prøjserne i 1866 i en ny krig
besejrede Østrig, strøg prøjserne simpelthen bestemmelsen.
Han var aldrig kommet over det, og siden havde han gang på gang sagt til sine børn:
”En dag vil vi få Slesvig tilbage, for Eideren har været dansk sydgrænse i tusind år!”
Var der nogen, han ikke kunne fordrage, så var det de forbistrede tyskere!
1864 havde været knugende. Anderledes var det gået i Treårskrigen i 1848-50. Her
havde han også været med. Han var da kun 14 år, men var alligevel blevet indrulleret
som håndlanger, og mod slutningen også som hornblæser. Dengang var det blevet en
klar dansk sejr, men da havde holstenerne også stået alene. De havde modsat sig, at den
nye danske grundlov skulle gælde helt til Eideren, hvad der var en selvfølge i Danmark.
Slesvigs særstilling som hertugdømme med tilknytning til Holsten skulle bibeholdes,
mente de. De havde altid arbejdet på at dominere hele Sønderjylland med tysk, men i
hele den nordlige del af landsdelen talte man i hvert fald kun dansk. Treårskrigen
afgjorde, at den danske konge fortsat var monark over både Slesvig og Holsten.
Desværre bestemtes det samtidig, at Slesvig ikke måtte knyttes tættere til Danmark end
til Holsten. Det sidste var lidt ærgerligt, syntes han.
Men militært var det en sejr, der blevet slået endeligt fast med slaget ved Isted i 1850,
hvor så mange faldt. Det var ved den lejlighed, at Grundtvig skrev: ”Guds fred med
vore døde i Danmarks rosengård, Guds fred med dem, der bløde af dybe hjertesår.”
Der var jubel i Danmark, da krigens udfald blev kendt. Sejrsparaden i København var
uforglemmelig og stod for ham som et af sit livs højdepunkter. At opleve et sådant
øjeblik, når man kun er 16 år, satte et præg på ham for livet.
Da det 13 år senere igen trak op til krig, var han da også blandt de første, der lod sig
indrullere. Alle ventede en ny sejrsrus, men så meget desto større var skuffelsen, da
nederlaget var en kendsgerning. Bismarck var i gang med at samle de tysktalende, og
denne gang var det veludrustede hære, der mødte de danske soldater. Belejringen af
skanserne ved Dybbøl varede i ti uger, men den 18. april 1864 var det slut. Som alle
gode danskere tog han nederlaget meget personligt.
I 1876 fik han tildelt Erindringsmedaljen for sin deltagelse i begge krigene. Den blev
overrakt af kronprinsen ved en særlig ceremoni i København, hvor han genså mange af
kammeraterne fra dengang.
Men sin første medalje havde han fået allerede i 1867 - Medaljen for Druknendes
Redning - eller Redningsmedaljen, som den også kaldtes. Ikke mindre end otte gange
sprang han i havnen og reddede mennesker i nød. I de fleste tilfælde var det børn, der
havde været for dristige. Det var i den periode, han drev provianthandelen fra sit lager
på hjørnet af Peder Skramsgade og Havnegade. Caroline og han havde slået sig ned her
på Gammelholm nogle år efter brylluppet 7. august 1857.
Thomas Christian blev født 10. september 1834 i Nyboder, hvor familien boede, fordi
hans far Christian Svendsen var kvartermester, dvs. underofficer på et orlogsskib. Han
var derfor vokset op blandt søens folk, så det var nærliggende at få et job i forbindelse
med vandet.
Han blev fast leverandør af friske varer til marinens mandskab. I sin båd færgede han
regelmæssigt tværs over Københavns Havn til Holmen med nye forsyninger. Han
leverede også proviant til handelsskibene, og dem var der mange af i Københavns
Havn, så mange at nogle af dem ankrede op ude på rheden, men han tog gerne turen
derud for at få afsat sine varer. Færgemand Svendsen blev lidt af et begreb blandt
søfolk, der regelmæssigt anløb København.
Det var i den forbindelse, at han adskillige gange blev redningsmand. En anden gang
Oldefars tænketank
C:\Documents and Settings\Kim\Dokumenter\_SF\Kilder\Data\025-ERI-1994-Tænketank.doc
4
krængede hans båd over, og det meste af lasten gik tabt. Selv reddede han sig i land
med to sække kartofler, en under hver arm, som han havde fatning nok til at gribe,
inden han selv gik overbord. Svømme kunne han jo. Det manglede også bare, både
hans far og bedstefar havde været i søetaten.
Senere - den 28. februar 1894 - havde fået tildelt en af rigets højeste ordener,
Dannebrogsordenen, endda Dannebrogsmændenes Hæderstegn. Han kunne derfor
skrive D.M. efter sit navn. Dannebrogsordenen var blevet stiftet i 1671 af Chr. V, men
det var en fornyelse af den Dannebrogsorden, der blev indstiftet af Valdemar Sejr i
1219 efter det berømte slag i Estland. Der var virkelig historie i den flotte medalje, og
han sad tit og betragtede den.
”Har deltaget som Frivillig i begge slesvigske Krige og reddet 8 Mennesker fra at
drukne. Indehaver af Robaadene i Frederiksberg Have” stod der anført ved hans billede
i spalte 1039 i Personalhistorisk Festskrift, som i 1903 var blevet udgivet i anledning af
Chr. IXs regeringsjubilæum. Han ejede ikke selv den store bog, men han havde haft
anledning til at se den igennem inde på Det kongelige Bibliotek.
Nu var han så havnet i Frederiksberg Have. Han var sidst i fyrrerne, da han fik tanken
om en anden slags bådfart. Det var en søndag eftermiddag, da familien var i
Fælledparken og han stod og betragtede nogle snadrende ænder i den lille sø, der
kaldes Absalons Briller, fordi den havde form som en brille. Da de gik hjem, forklarede
han planen for Caroline.
”Kan du ikke se,” sagde han, ”at på en sommerdag som i dag vil mange folk gerne ud
at sejle på søen. De ligger alligevel og keder sig i solen.”
Caroline var lidt skeptisk, men han gik i gang med at søge kommunen om den
fornødne tilladelse. Det trak imidlertid ud - og det havde siden fyldt ham med stor
taknemlighed. Det var jo et Guds under, at det ikke blev til noget, men at han i stedet
kom til at sejle i Frederiksberg Haves kanaler.
Det var hans forbindelse med marinen og kongehuset, der var skyld i det. Hvert nytår
var han til kur på slottet. Han iførte sig sit fineste puds, tog de hvide handsker på, og til
sidst hjalp Caroline ham med at fæstne de flotte medaljer på brystet.
Da det blev hans tur til at træde frem og ønske godt nytår, havde kronprinsen genkendt
ham. ”Tak i lige måde, Svendsen,” sagde han, ”hvordan går det med Holmens faste
stok?”
”Jeg har nye planer, Deres Majestæt,” svarede han. Og så havde han fortalt om sin
Fælledparkplan.
”Interessant,” havde kronprinsen bemærket, ”held og lykke med det!” Og så var
audiensen forbi.
Det var i nytåret 1882. Tre måneder senere fik han et brev med Amalienborgs segl på.
Det var fra den kongelige adjudant, kommandør G. Jacobsen, der meddelte, at hans
kongelige højhed kronprins Frederik ville anbefale en kongelig bevilling til bådfart i
Frederiksberg Haves kanaler, hvis Thomas Christian Theodor Svendsen ville have den
godhed at ansøge det rette ministerium.
Om han ville!
Han gik straks i gang. Frederiksberg Have hørte til de kongelige haver og sorterede
under statsforvaltningen. Han arbejdede på sagen i flere måneder. Han ville gøre det så
grundigt som muligt. Det lykkedes ham at få anbefalende tilsagn fra ansete folk, som
han kendte, dels fra sin færden ovre på Holmen og dels fra Den Slesvigske Forening,
hvor mange danskere mødtes for at drøfte sønderjydernes velfærd. Her havde han været
med fra begyndelsen og havde efterhånden fået adskillige venner i indflydelsesrige
kredse.
Til sidst havde han møjsommeligt prentet sin bevilling ned, og da han var færdig, læste
han højt for Caroline.
”Nu skal du høre Caroline Josephine,” sagde han - han brugte altid begge hendes
navne, når han skulle være højtidelig. ”Jeg har skrevet sådan:
Oldefars tænketank
C:\Documents and Settings\Kim\Dokumenter\_SF\Kilder\Data\025-ERI-1994-Tænketank.doc
5
)"
*
-
*
+
,
-
.
,
/
0
"
,
/
$3
-
1
$2
4
5
+
!
,
#$ 1
.
7
9
#;6&
5
">
*
7
+
3
/
+
+
*
6
*
8
"
3
2
:
#;&; '<
=
3
=(
5
+
*
/7
*
4 (
3
(
@ *
!
"
,
7 9(
+ (
?
+
*
*
/ /
4
$; -
7
#;;$
$;
)
”Det er flot,” sagde Caroline, ”som du dog kan, far!”
I de følgende måneder drømte han om Frederiksberg Haves fortryllelser. Han havde da
været der adskillige gange i årenes løb. Det var jo et almindeligt udflugtsmål for
københavnerne. Man kunne såmænd godt gå hele vejen, men efter at
hestesporvognsruten begyndte i 1862, så kørte de fleste med den. Og siden 1899, da
sporvejsdriften blev elektrificeret, blev det endnu lettere. Men sådan var det ikke
dengang, da han og Caroline tog på udflugt til Frederiksberg Have. De kørte med
”Hønen”, som den kaldtes, hele vejen fra Kongens Nytorv til Frederiksberg Runddel.
Det havde været lidt af en sensation dengang, men nu om stunder var alting blevet så
moderne.
I det hele taget var der sket en rivende udvikling i hans tid. Det kunne han se, når han
nu i dag, i 1907, så tilbage. For to år siden havde København indviet det nye rådhus,
efter at der var blevet bygget på det i en halv snes år. Det var imponerende, 105 meter
højt. Caroline og han havde været inde at se det, og de undredes over udviklingen.
Da de var nygifte, i 1857, havde de stået på Københavns vold, netop på det sted, hvor
rådhuset nu var blevet bygget. På den anden side af voldgraven var det nye Tivoli
blevet anlagt, og lidt længere fremme kunne man se den nye banegård med
jernbaneforbindelse til Roskilde, dengang Danmarks eneste jernbanestrækning.
Men ellers kunne man ikke se noget særligt byggeri på denne side af Valby Bakke. Jo,
man kunne lige skimte Bakkehuset, Frederiksberg ældste bygning. Hele Frederiksbergs
areal havde jo oprindelig været udlagt som Københavns ladegård - en stor køkkenhave,
der strakte sig fra Valby til Ladegårdsåen, og Bakkehuset havde da været bolig for
personalet, der havde tilsyn med den ende af Ladegården. Men ellers havde de ikke
kunnet se markante bygninger fra volden, da de stod der dengang.
Men oppe på bakken derude så man et flot syn: Frederiksberg Slot højt hævet, omgivet
af træerne i de kongelige haver, Frederiksberg Have og Søndermarken. Dengang havde
de ikke tænkt på, at de selv en dag skulle tilbringe så mange år i disse kongelige
omgivelser.
Oldefars tænketank
C:\Documents and Settings\Kim\Dokumenter\_SF\Kilder\Data\025-ERI-1994-Tænketank.doc
6
Og de havde heller ikke forestillet sig, at byens rådhustårn skulle komme til at stå
netop på det sted, hvor de den dag stod på volden og så mod vest. Men Vesterport,
som lå her, begyndte man faktisk at rive ned samme år, de blev gift. Så om nogen havde
oplevet hovedstadens udvikling, så var det Caroline og ham.
Svendsen fik sin bevilling. Den 13. maj 1883 åbnede han med to ret store robåde, som
han navngav efter kongesønnerne Frederik og Georg. Senere fik han to til, og de fik
navn efter den tredje prins, Valdemar, og hans utrolig populære gemalinde, prinsesse
Marie. De var blevet gift i 1885, da hun var 20 år gammel. Skønt fransk født og
opvokset i England havde prinsesse Marie hurtigt lært sig et næsten fejlfrit dansk, og
foruden sin interesse for at male kastede hun sig ud i byens liv her og der og alle vegne,
ved velgørenhedsarrangementer og meget andet. Selv byens brandkorps interesserede
hun sig for, havde fået syet en branduniform og deltog i slukning af ildebrande.
Brandstationen i Adelgade, hvor hans søn og svigerdatter havde boet, inden Christian
blev forflyttet til stationen på Frederikssundsvej, havde prinsesse Marie besøgt. Så da
han fik de to nye både, var det klart, hvad de skulle hedde.
På et hvidt skilt i agterstavnen stod bådenes navne med røde bogstaver: Frederik,
Georg, Valdemar og Marie.
Det kunne jo ikke være anderledes. Frederik VI, hvis navn især er knyttet til Haven,
kunne han ikke selv huske. Jo, han kunne huske, da han døde. Det var i 1839, han var
dengang 5 år gammel og havde stået med sin mor ved Holmens Kirke og set soldaterne
defilere forbi, da kongen blev begravet. Ellers havde han kun hørt, hvad de voksne
fortalte om Frederik VI, og han havde set billederne, kobberstik af kongefamilien, der
sejlede i kanalerne eller spadserede rundt i Frederiksberg Have.
Der var gået mange år siden dengang. Fem konger havde han oplevet: Frederik VI,
Christian VIII, Frederik VII, Christian IX og endelig Frederik VIII, som blev konge
sidste år - i 1906.
Men den kongelig bevilling - den havde han fået. Og de begyndte at lægge nye planer.
Det stod snart klart for Caroline og ham, at de burde flytte nærmere Frederiksberg
Have. I begyndelsen kørte han med hestesporvognen, hvis han da ikke ofrede en
kapervogn. Alle kørte tilsyneladende til Frederiksberg Runddel, men der skete jo også
meget på de kanter. Haveselskabets Have flyttede til Runddelen og åbnede i 1883, og
så var der jo alle forlystelserne på Frederiksberg Allé og i Allégade. Og De små
Familiehaver i Pile Allé. Det var virkelig et sted, hvor der skete noget.
Det endte med, at de fik en lejlighed på Vesterbrogade. Herfra var der bare en
behagelig spadseretur til Runddelen. Om foråret var alting så grønt på hele
strækningen, og han nød at gå turen. Han kunne enten gå ad Vesterbrogade til Pile Allé,
og det havde han gjort her i dette forår, fordi svigersønnen Fritz havde åbnet
installationsvirksomhed i nr. 180. Han og Ellen og den kun etårige Hans Christian
boede i samme ejendom, så det var jo nærliggende at hilse på dem, hvis de netop var
der. Men for det meste gik han gennem de store gartnerier. En af gartnerne havde
anlagt en allé af platantræer, så man kunne gå helt igennem til Frederiksberg Allé. Det
var usædvanligt at gå ad denne plantanvej mellem de sjældne ejendommelige træer.
Frederiksberg Allé var heller ikke kedelig at gå ad i sommerhalvåret. Alleenberg
udfyldte hele strækningen mellem Amicisvej og Dr. Priemes vej, og der var altid folk,
der sad og hyggede sig både ude og inde. Det var en travl tid for tjenerne, både hos
Alleenberg og Sommerlyst, der lå ved siden af. Caroline og han gik tit ind og hyggede
sig, når de gik hjem fra Haven. Om aftenen havde de foretrukket varieté Billigheden i
Allégade nr. 13. Der var god servering og festlig optræden, og så var der billeder af den
oldenborgske kongerække på væggene. Nu var varieten blevet til Thalia Teatret, og det
var ikke længere det samme.
Kehlets Café Chantant i nr. 9, hvor de i 1887 havde været med til Amanda Nielsens
debut, var i 1896 blevet købt af Lorry Fejlberg, og han havde afskaffet syngepigerne.
Dem havde Caroline ellers moret sig gevaldigt over.
Jo, der var sket mange ændringer i de senere år. På den anden side af Allégade var
Oldefars tænketank
C:\Documents and Settings\Kim\Dokumenter\_SF\Kilder\Data\025-ERI-1994-Tænketank.doc
7
bagergården i nr. 14 blevet revet ned og i stedet opført en stor flot ejendom. I nr. 14s
baghus havde kommunalbestyrelsen holdt sine første møder i 1858, da Frederiksberg
var blevet selvstændig kommune.
Klædefabrikken i nr. 16 var også væk, og her havde man for 17 år siden anlagt en ny
gade, der fik navnet Hollændervej.
Nr. 12 havde heldigvis fået lov at blive stående, og ligeledes den historiske nr. 10, der
kaldte sig Danmarks ældste restaurant, hvor Frederik VI i sin tid havde holdt
fugleskydning.
Han rejste sig og gik ned på broen og satte sig på bænken, et godt sted at sidde, når
solen skinnede direkte, som den gjorde sidst på eftermiddagen. Han så op på det høje
tårn i Zoologisk Have, der var blevet bygget for to år siden. Der var nogle deroppe, han
kunne se nogle balloner, en af dem blev sluppet og svævede ud over træerne.
Han havde taget sin Bibel med og sad og bladede lidt frem og tilbage. Den havde fulgt
ham i mange år, helt fra 1861. Det kunne han se af det, han engang havde skrevet bag i
bogen, ord, han havde nedfældet under indtryk af den truende situation dengang:
)*
1
0
1
A
=
:
*
9
3
:
+
0
:
,
1
:
,
+
:
:
3
:
,
,
#6 " (
9
#;6#
/
/
)
Der var gået 46 år siden dengang. Hvad havde han og Caroline dog ikke oplevet i alle
de år?
Han var lige ved at henfalde i nye betragtninger, men blev afbrudt af trin på stien, der
førte ned til huset.
Det var svigerdatteren Anna, der kom med den lille Svend Aage i hånden. ”Hallo,
svigerfar,” sagde hun, ”sidder du her alene? Jeg troede, Christian var her!”
”Nej, han gik for en times tid siden,” svarede han, ”han havde forskellige ærinder, han
skulle ordne. Hvad laver du på disse kanter?”
”Jeg var henne hos Ellen og Fritz og se den nye butik,” svarede Anna, ”og så fik jeg
lyst til at tage en tur herover.”
Hun satte sig på bænken ved siden af ham og tog sig til maven. ”Nu er der kun ca. tre
måneder til,” sagde hun, ”vi håber, det bliver en pige denne gang. Hun skal hedde
Sofie.”
”Og hvad så, hvis det bliver en dreng,” spurgte han.
”Så opkalder vi ham efter dig, svigerfar,” sagde hun og lo.
Svend Aage kom ud af bådehuset med et flag i hånden. Den gamle smilede, da han så
drengens karakteristiske stritører, som han også selv havde. Den 20. januar var den
raske lille knægt fyldt 2 år, men gamle Svendsen havde aldrig forstået, hvorfor de
havde givet ham navnet Svend Aage.
”Jamen, han hedder også Salomon,” havde Anna fremhævet, ”Salomon var da en stor
konge.”
Men det var der jo ingen dansk konge, der havde heddet. Hun kendte hans særheder
med hensyn til kongelige. Engang, da hun havde været til stede, kom prinsesse Marie
uventet med nogle hofdamer, og den gamle havde ikke vidst, hvilket ben han skulle stå
på af glæde. Den populære prinsesse, der gik under tilnavnet ”københavnerinden”,
færdedes overalt i byen, og det var oplagt, at hun en dag ville dukke op i Frederiksberg
Have. Svendsen ville selv ro, og det blev selvfølgelig med den båd, der hed Marie.
Anna tog Bibelen, som han havde lagt på bænken og lukkede bogen op. På omslagets
inderside læste hun hans sirlige skrift, som så ud til at have stået der i mange år:
Oldefars tænketank
C:\Documents and Settings\Kim\Dokumenter\_SF\Kilder\Data\025-ERI-1994-Tænketank.doc
8
"
1
B3
#;D& *
#;DE *
*
"
4
"
$6 #;'D
*
$& 9
C/
*
/
9
+
#%&; 3
##
$'
+
3
3
-
"
+
"
Hun sad lidt og betragtede navnene. ”Papirmagermester Hansen!” sagde hun
eftertænksomt, ”var det ikke ham, der kom fra Sverige?”
”Carl Frederik Hansen - det var min svigerfar. Jo, han kom fra Skåne,” svarede han,
”Skåne, Halland og Blekinge var jo dansk til 1660, og der var mange fra de danske
slægter, der drog til Danmark, da det trak ud med at få Skånelandene tilbage. Carolines
familie var blandt dem.”
De sad lidt uden at sige noget. Så tilføjede han:
”Min oldefar kom også fra Skåne!”
”Nej, da, er det rigtigt?” sagde Anna forbavset,
”det anede jeg ikke. Hvad hed han?”
”Han hed Lars Svendsen og blev født i Ystad i
1750.”
”Ja, så har du i hvert fald ikke mødt ham,” sagde
Anna, ”hvor ved du det fra?”
”Min farmor fortalte mig om det,” svarede han,
”hun døde, da jeg var 19 år, så jeg nåede at få
meget af vide om slægten på Bornholm. Jeg er jo
vokset op i Nyboder, og hun boede hos os i nogle
år, inden min far døde i 1848.”
Anna blev mere og mere forbavset. ”Bornholm?”
sagde hun, ”havde hun da familie på Bornholm?”
”Ja, min oldefar, Lars Svendsen, som jeg lige
fortalte dig om, tog over Østersøen og blev skipper
i Neksø, hvor han blev gift med min oldemor. Hun
hed Ingeborg Marcher og var fra Rønne.”
Den gamle kunne sin lektie. ”Min farfar blev født i
Neksø, men han og farmor flyttede til København.”
”Marcher-familien har jeg hørt om,” sagde Anna,
”det er vist en gammel slægt på Bornholm.”
Svend Aage og Christian
”Ja, den slags er der flere af derovre. Min
Thomas Theodor Svendsen
oldemors tipoldefar var sognepræst i Vestermarie.
i 1908
Han hed Rasmus Andersen Bleking. Han blev gift
med Kirsten Kofoed, niece til den navnkundige Jens Kofoed, der samlede
bornholmerne til opstand mod de svenske besættelsesstyrker. Allerede i december 1658
blev øen atter overdraget til den danske konge, så det var et kort svensk eventyr på
Bornholm.”
Han sad og tyggede lidt på den sidste sætning. ”Slesvig får vi nok også tilbage igen,”
føjede han til.
Han blev brat bragt tilbage til nutiden, da Anna spurgte, hvad klokken var. Han trak sit
ur frem og lukkede det op.
”Halvfem,” svarede han.
Det var typisk for Anna. Her sad han i historisk-filosofiske slægts- betragtninger, og så
spurgte hun bare, hvad klokken var.
Nå, han kunne nu godt lide hende, selv om hendes familie var socialdemokrater. Hun
havde haft en god indflydelse på sønnen, der havde været lidt af en vildbasse. Hun var
praktisk og vidste som regel, hvordan et problem skulle gribes an.
”Jeg må af sted,” sagde hun, ”vi går ud i Allégade og tager en sporvogn ad
Oldefars tænketank
C:\Documents and Settings\Kim\Dokumenter\_SF\Kilder\Data\025-ERI-1994-Tænketank.doc
9
Frederikssundsvej til.”
Efter syv års ægteskab havde de fået Svend Aage. Det var mens de endnu boede på
Adelgades brandstation. Nu var de flyttet til stationen på Frederiksundsvej, og hun
ventede sig igen.
”Det er en flot remise, der er kommet ude i Allégade,” føjede hun til, mens hun gik ud
af døren. ”Farvel og hils hjemme.”
Den 31. juli 1907 fik Anna endnu en søn, selv om de havde ønsket en pige. Som lille
kaldte de ham undertiden for Sofie - bare for sjov, men han kunne ikke lide det. Han fik
navnene Christian Thomas Theodor Svendsen - vores far.
Oldefars tænketank
C:\Documents and Settings\Kim\Dokumenter\_SF\Kilder\Data\025-ERI-1994-Tænketank.doc
10
- og min egen
- og min egen…
c:\documents and settings\kim\dokumenter\_sf\kilder\data\025-eri-1994-tænketank.doc
1
Min første erindring om verden knytter sig til udsigten fra min farmors vindue fra
førstesalen i Allégade 12. Hendes plads var en stor stol, hvor hun sad med højre side
mod det store trefags vindue, så hun let kunne se ned på gaden. Hendes højre ben, der
var stift, hvilede på en almindelig
spisebordsstol, men da hun kun brugte det
halve sæde, var der også plads til min lille
person. Hendes venstre ben, der kunne bøjes
en smule, lå på en lavere stol, en såkaldt
skomagerstol. Jeg lå på knæ og kiggede ud
og hørte hendes kommentarer til det, der
skete i stuen eller nede på gaden. Her lærte
jeg at tælle - cykellygterne, når de i
skumringen passerede forbi. Der var også
biler, men de var ikke så mange dengang, og
sporvognene, linje 9 og 18, kom kun af og
til. Cyklerne var derimod talrige, især i
myldretiden, når folk kørte hjem fra deres
arbejde. Farmor hed Anna Elvira Svendsen,
f. Jensen.
Allégade var et ideelt sted at lære verden at
kende. Det er det oprindelige Frederiksbergs
Christian Carl Svendsen
hovedgade helt tilbage fra den tid, da stedet
1929
endnu kaldtes Ny Hollænderby. Ifølge en
gammel vedtægt, der lykkeligvis er blevet
holdt i hævd, må der ikke bygges på arealet mellem husene og selve gaden. Kun mindre
lysthuse, hed det; området skulle fortsat være landligt, for i 1800-tallet var det mest et
landliggerområde for det københavnske borgerskab. Men storbyens vækst omsluttede
snart Frederiksberg. Alligevel er noget af idyllen bevaret.
Hvad så jeg så, når jeg lå der på stolen og kiggede ud? Til venstre Lorry, hvis kulørte
lamper dominerede i skumringen mellem træerne. De gamle hyggelige bygninger giver
stadig et indtryk af det gamle landsbymiljø. Cabaretsalen indenfor hed da også
Landsbyen, og her sad folk ved små borde, mens tjenerne havde travlt med at servere.
Af og til inviterede farmor hele familien i Lorry. Så fik vi chokolade og
flødeskumskager eller pandekager, mens vi måbende betragtede artisterne, der
udfoldede sig oppe på scenen.
Lorry, hvortil det nuværende Grock også regnedes, var dog ikke alt, vi kunne se fra
vinduet. Næste bygning var Thalia Teatret, den tidligere varieté Billigheden. Det lille
teater brændte i 1941, og til skam for kommunens tekniske forvaltning opførtes nogle
år senere en klods af en bygning, der med sin funktionalistiske stil helt bryder med det
øvrige miljø. Vi betragtede det fremadskridende byggeri, og helt galt så det ud, da ordet
"Ligkistemagasin" blev klasket op på marmorfacaden.
Resten af husrækken op til det nuværende rådhus var og er høje beboelsesejendomme,
trukket 50 meter væk fra gaden, et grønt anlæg med mindestatuer af 1800-tallets danske
guldalderdigtere. Lige overfor vort vindue stod en buste af Meir Goldschmidt, prydet
med en syvarmet lysestatue på soklen. Først senere blev jeg klar over, hvem han var.
Jeg betragtede blot det flotte mindesmærke. Under besættelsen blev det en nat væltet
omkuld af nazister. Længere henne kunne vi se den store statue af Holger Drachmann,
den var dog om sommeren delvis skjult af træernes løv. Det samme gjaldt Nathansens
buste i nærheden. Gik man videre gennem anlægget kom busten af Kaalund, og helt
oppe på en store plads mellem Bredegade og Smallegade stod statuen af Adam
Oehlenschläger. Den blev i 1953, da det nye rådhus skulle opføres, flyttet til
Søndermarken.
- og min egen…
c:\documents and settings\kim\dokumenter\_sf\kilder\data\025-eri-1994-tænketank.doc
2
I tiden omkring Første Verdenskrig solgte farfar juletræer på pladsen, der i dag er
Frederiksberg Rådhusplads. Oplysningen har jeg fra Georg Hansen, som jeg første
gang traf på bådebroen i Frederiksberg Have engang i slutningen af 1950erne. Han var
min fars skolekammerat, fik jeg at vide. Samme Georg Hansen anbefalede mig i 1973
som redaktør af Kirkeklokken. Han blev formand for bestyrelsen, og han sendte mig
ofte manuskripter, som han mente kunne bruges i bladet. Georg døde i 1987, og nogle
år før sendte han en lille seddel med, hvor der stod:
F*
=
9
- G
=
!
+
3
!
F
F
9
F
Farmors lejlighed var efter den tids forhold ret rummelig. Fra hoveddøren gik en lang
korridor med fem døre. Lige overfor lå
køkkenet med vindue ud til gården. På
samme side af korridoren var et lille toilet,
og ved siden af var der en dør til
soveværelset, men den var altid blokeret.
For at komme ind i soveværelset brugte vi
døren fra stuen. Midt på venstre side af
korridoren var en dør ind til den pæne stue,
dagligstuen som den kaldtes, skønt vi ikke
var der til daglig. Helt fremme i korridoren
var den sidste dør, der førte ind til
spisestuen, hvor vi for det meste opholdt os.
De store franske døre ind til dagligstuen var
som regel lukkede, men til fester blev de
lukket op. Juletræet stod altid lige indenfor.
I stuen stod farmors faste stol ved vinduet.
Der var også en buffet med en samovar
ovenpå. Den blev dog ikke brugt til te, men
til at gemme kvitteringer i.
Christian, Alice og Anna
Over buffeten ved siden af vinduet var en
ca. 1938
hylde med radioen, der i min tidligste tid var
en nyanskaffelse. Den blev brugt næsten hver dag, og hvis der var lidt knas i den, tog
farmor sin stok, der altid var i nærheden, og fra sin stol ved vinduet, kunne hun lige nå
radioen og give den et slag på siden. Det hjalp som regel altid.
Radioen bragte mange indtryk ind i stuen og nærede fantasien. Jeg undrede mig altid,
når vi hørte musik fra Wivex eller anden orkestermusik. Jeg forestillede mig et lille
orkester, bestående af små mænd med deres instrumenter. Ellers var det hørespil, der
var det store hit. Den ugentlige Familien Hansen af Jens Locher var almindelig kendt,
og indledningen med rollebesætningen kunne jeg efterhånden udenad: Aage: Aage
Schmidt, Gerda, hans kone: Ellen Rovsing osv. Under besættelsen hørte vi BBC på
farmors radio. Vi morede os, når vi hørte de kodede særmeldinger: Vi bringer en
særmelding, og så kom alle de sjove sætninger, som kun modstandsfolkene kunne tyde:
"Grisen løber på rulleskøjter" og en halv snes andre af samme skuffe.
- og min egen…
c:\documents and settings\kim\dokumenter\_sf\kilder\data\025-eri-1994-tænketank.doc
3
Med sine stive ben og sine gigtkrogede hænder, var farmor stærkt handicappet, men
ved at tage et afsæt fra stolen kunne hun alligevel selv rejse sig og gribe fat i buffeten
med højre hånd og i spisebordet med venstre. Hendes viljestyrke var kolossal, og hun
ville helst klare sig uden hjælp, hvis det var muligt. Selv det at gå ned og op ad trappen
klarede hun, når hun skulle på gaden. Hun holdt fast i gelænderet, mens hun lod sit
højre stive ben gå et trin ned ved at lade sin vægt falde bagover. Derefter flyttede hun
venstre ben, der kunne bøje ganske let, følge ned på samme trin. Så trak hun sig frem i
armene og gentog processen trin for trin.
I krogen ved sovekammerdøren stod kakkelovnen med kulkassen ved siden af. Da jeg
blev større, var det mit faste job at sørge for, at den var fyldt op med koks, briketter
eller tørv.
Farfar hed Christian Carl Hendrik Svendsen. Han blev født 1. januar 1869 og døde i
1922, så jeg nåede aldrig at møde ham. Han var brandmand, maskinmester i en
overordnet stilling med bopæl på brandstationen.
Efter brylluppet i 1898, boede de på Adelgade brandstation, hvor Svend Aage blev
født den 20. januar 1905; derefter flyttede de til brandstationen på Frederikssundsvej.
Her blev far født den 31. juli 1907 i Utterslev sogn og døbt i Brønshøj kirke i
september samme år.
I 1912 flyttede de til Allégade 12. Oldefar døde 7. maj 1907, og farfar overtog
bådsejladsen i Frederiksberg Haves kanaler. I begyndelsen var det i oldemors navn,
men da hun døde i 1913, fik han selv bevillingen.
Hvad jeg ved om min farfar, har jeg hørt af andre. Jeg så billeder af ham, især to, hvor
han var i sin brandmajoruniform. På det yngste var han en flot muskuløs mand, på det
andet var han kolossal tyk. Der gik ry af hans store omfang. Adskillige ældre
mennesker har refereret til ham, de fleste husker ham for hans omfangsrige korpus. Min
svigerfar Henning Roed læste omkring 1920 til navigatør i København og boede da på
Nylandsvej. Han erindrede farfars spændstighed trods tykkelsen. Med små raske åretag
roede han båden rundt i kanalerne.
Farmor var 57 år, da jeg kom til verden onsdag den 10. oktober 1928. Jeg fik navnet
Christian Carl Svendsen, men blev i mange år kaldt Denger.
Min første erindring er forbundet med farmor. Min mor, Ellen Kirsten Isaksen, fyldte
17 år fem dage efter min ankomst, så hun var altså kun godt 16 år, da hun kom i
(u)lykkelige omstændigheder. Det blev mormor meget utilfreds med, og mor blev
bogstavelig talt bortvist fra hjemmet i Pile Alle 47. Min far prøvede at formilde
mormor, men fandt det umuligt, og da mors sengetøj m. m. blev kylet ud på gaden,
kørte han det til Allégade på en trækvogn.
Mor flyttede altså til Allégade, og på den måde havnede også jeg der. Farmor var af
natur meget pragmatisk og tog hånd om situationen. Hendes søster Johanne skal have
sagt: "Hvorfor blander du dig dog i det, Anna?" Da blev farmor ilter og svarede: "Nu
skal jeg sige dig én ting, Johanne! Det er ikke den pæne unge pige, der har forført min
søn." Og sådan blev det.
Farmor blev født 12. januar 1871, året efter kong Christian X, blev vi undertiden
mindet om. Han var fra 26. september 1870, så hans fødselsdag faldt uvægerligt 3-4
måneder før farmors. 12. januar var altid en festdag i Allégade, især de runde dage.
75 års dagen var 12. januar 1946, og ved den lejlighed skrev jeg min første
lejlighedsvise, en hyldest til farmor. At jeg fik skrevet den, var en overraskelse, også for
mig selv.
Det gik sådan til: Min morbror Poul var familiens skjald. Hans evne til at skrive sange
og more et selskab var formidabel, og familie og venner hjemsøgte ham, når en festdag
nærmede sig; men en dag forkyndte han, at nu var det slut - han ville ikke levere flere
sange. Basta.
- og min egen…
c:\documents and settings\kim\dokumenter\_sf\kilder\data\025-eri-1994-tænketank.doc
4
Så nærmede farmors fødselsdag sig. Far og mor talte om sagen, og mor besluttede sig
til at gøre et forsøg. Hun ville besøge Karla og Poul i Henrik Rungsgade og spørge,
om han for denne sidste gang...
Da hun var gået, blev der stille i stuen. Far sad i en lænestol og læste, jeg ved
spisebordet, hvor jeg skrev et eller andet. Deres ordveksling summede i mit sind, og
pludselig begyndte nogle linier at tage form inde i hovedet, på melodien Lilli Marleen,
som havde været en af krigsårenes populære sange. Vers føjede sig til vers, og jeg sad
og sang dem inde i hovedet. Det faldt mig let, og efter en halv snes vers, løftede jeg
pludselig hovedet og sagde: "Nu har jeg skrevet en sang til farmor!"
Far måbede. "Hvad har du? Lad mig se!" Han fik papiret og begyndte at synge første
vers. Han var tydelig imponeret og sang alle versene. Det var virkelig en stjernestund.
Mor kom nedslået hjem.
"Nå, hvordan gik det?" spurgte far.
"Ja, han ville ikke," svarede hun.
"Nu kan det også være lige meget. Din søn har lige skrevet sangen." Og så sang de den
sammen. Sådan begyndte min løbebane som digter.
Både farmor og farfars familie var fra Gammelholm, kvarteret bag Det kongelige
Teater ned mod havnen. Farmors forældre, Inger Rasmine og Salomon Jensen, boede i
Tordenskjoldsgade 32, i baghuset, hvor arbejderklassen holdt til. Inger Rasmine fødte
10 børn i løbet af 22 år.
Farmor, Anna, var den ældste, og fra hun var 8 år, har hun mere eller mindre ført huset,
bistået af den 1½ år yngre Emma. Moderen var for det meste i omstændigheder og
måtte ligge meget. Hun døde i 1899, da farmor var 28 år. På det tidspunkt var farmor
nygift, og gigten var allerede begyndt at plage hende.
Farmors far døde i 1924, 80 år gammel. Da havde farmor været enke i to år. Salomon
Jensen havde i sit lange liv haft forskelligartede job. Han havde arbejdet på
hestesporvognen, der i hans tid var en nyhed i gadebilledet. Han havde også været
havnearbejder, men den længste tid arbejdede han hos kolonialfirmaet Trier
Goldschmidt, hvor han var i mere end 25 år.
Farmor havde 9 søskende, men nogle af dem døde tidligt. Efter farmor kom Emma og
Ellen, og derefter Niels, der var 8 år yngre end farmor. Så kom Albert, der døde som
lille, samt Olga, som døde af mæslinger, da hun var 8 år. En ny søster fik også navnet
Olga. Og så kom der endelig en dreng til, der fik navnet Aksel: Han blev søofficer, og
faderen var stolt af ham, så det var en stor sorg, da han døde allerede, da han var midt i
tyverne. Til sidst kom søsteren Astrid, der overlevede dem alle. Hun døde i 1967.
Farmors bror Niels og hans kone Dagmar kom tit på besøg i Allégade, ja, onkel Niels
så vi også en del til, da han blev enkemand. Han overlevede farmor og døde først efter,
at jeg selv var blevet gift, så også Inge nåede at lære ham at kende. Han var tit med
juleaften.
Jeg kunne godt lide onkel Niels. Han var meget rolig og vældig hyggelig, når han sad
og bakkede på sin pibe i farmors stue, mens han med sin dybe stemme talte med mig.
Jeg tror, han havde børnetække, skønt han aldrig selv fik børn. Han og Dagmar var et
elskeligt par. Man kan sige, at Niels levede på en stor fod. Hans sko var nr. 52, og de
blev fremstillet specielt til ham. Det var et emne, der tit blev bragt på bane.
Farmors øvrige søskende var piger. Astrid og hendes mand Svend Bjerge havde en
gård i Brørup i Jylland. Han kom fra et højskolemiljø, Askov højskole. Hans bedstefar
skal have skrevet "Kærlighed fra Gud" og "Herrens venner ingensinde". Astrid og
Svend havde ingen børn.
Jeg har mødt Astrid en enkelt gang, og det var ca. 10 år efter farmors død. Det gjorde
et stort indtryk på mig at se hende, for hun lignede sin ældste søster i den grad, at jeg
faktisk genoplevede min farmor.
- og min egen…
c:\documents and settings\kim\dokumenter\_sf\kilder\data\025-eri-1994-tænketank.doc
5
Olga blev gift og fik familie. Hendes mand hed Jens Andersen, snedkermester i
Odense. Ligesom Astrid kom hun sjældent øst for Storebælt.
De tre øvrige har jeg derimod klare erindringer om.
Emma, blev gift med Niels Peter Petersen, og de boede i Valby. Han døde i 1928,
Emma selv i 1939. Familien var aktive i den socialdemokratiske vælgerforening, Emma
endda i bestyrelsen i nogle år. Sønnen Ole blev formand for DSU, og i en lang årrække
var han borgerrepræsentant på Københavns Rådhus.
Emma kom tit på besøg hos farmor, til fødselsdage havde hun som regel datteren Inger
med, ligeledes den yngste Aksel, en gemytlig fætter til far, uddannet som kok. Ole og
Hans Otto, de to ældste drenge, husker jeg også, men mere sporadisk. Inger og Aksel
var derimod gerne med til familiefester. Inger har fortalt, at min konfirmation den 2.
april 1944, var noget af det fornøjeligste, hun har oplevet. Mors familie var alle lyse af
sind og havde været utroligt selskabelige, og der var blevet danset og sunget. På grund
af spærretiden var hun først kommet af sted, da det lysnede. Far fulgte hende på vej, og
hun havde spadseret hjem til Valhøjvej 11 i Valby.
Emma og Niels havde været gift i syv år, før de fik børn, men så fik de også de fire
ovennævnte. De boede Toftegårds Allé 28, 4. sal tv. Alle fire børn havde ligget i
samme vugge, og vuggen var nu havnet på loftet, hvor den var blevet opbevaringssted
for diverse grønsager. Denne vugge blev min første seng. Der var hjul under, og Inger
har fortalt, at da jeg var kommet til verden, trillede Aksel af sted med den hele vejen fra
Valby til Allégade. Med forenede kræfter var der nogle, der sørgede for at lette min
indgang.
Ellen, en anden af farmors søstre, var gift med Oluf. De boede på Mathildevej og havde
to piger. Ebba og hendes mand Gerhard Hansen var også gerne med ved selskaber i
Allégade. Gerhard var rødmosset og fuld af humør og havde altid en fornøjelig
bemærkning på læben. De havde ingen børn.
Det havde derimod den anden datter Gudrun, som var gift med Aage Petersen, der var
guldsmed i Pilestræde. De havde sønnen Erik, og de boede også i ejendommen på
Matildevej. Erik var ca. 7 år ældre end jeg, så i mine øjne var han dengang en stor
dreng, faktisk voksen.
Johanne, en anden af farmors søstre, fik sønnen Børge, der i en årrække roede i
Frederiksberg Have. Han kørte også taxa i København. Han var ungkarl, et flinkt
menneske, men en sær fyr var han.
Johanne blev født i 1881 og døde i 1938, og de sidste år boede hun hos farmor. Hun
led under, at Børge havde svært ved at vise følelser. En dag, da jeg var der, kom han på
visit, og da han skulle gå igen, sagde han, idet han gik ud af døren. "Farvel, mor!"
Da døren havde lukket sig, begyndte Johanne at græde. "Hørte du, hvad han sagde?
Han sagde 'mor'" Johanne snøftede og så hen på sin søster. Ved den lejlighed blev jeg
klar over, hvordan det var fat.
Da Johanne som ung blev gravid, flyttede hun fra Gammelholm. Hun var jo ikke gift og
søgte derfor bort fra barndomskvarteret. Hun kom senere tilbage og fik et ismejeri i
Tordenskjoldsgade, men som enlig mor havde hun det ikke så let. Børges far hørte vi
ikke meget om, det sagdes, at han var død. Imidlertid boede der en enkemand overfor
ismejeriet. Ham blev hun gift med, og da han hed Hansen, fik både Johanne og Børge
efternavnet Hansen.
Som ung tog Børge ud at sejle, men han rømmede fra skibet i Amerika. Han nåede
hjem, men var syg af gigtfeber.
Johanne blev begravet i familiegravstedet på Solbjerg kirkegård, hvor også farfar var
begravet.
Farfar (Christian Carl Hendrik) havde også søskende. Oprindelig havde oldemor født
- og min egen…
c:\documents and settings\kim\dokumenter\_sf\kilder\data\025-eri-1994-tænketank.doc
6
12 børn, men kun de 6 levede.
Feodora hed en af de ældre søstre. Hun døde ung, fordi hun drak af en flaske med en
eller anden slags kemisk væske, i fortvivlelse over, at hendes kæreste pludselig døde
kort tid inden det berammede bryllup.
En anden ældre søster, Anna, blev gift med den velhavende Peter Gørtz.
Peter og Anna fik sønnen Helmer, der blev gift med Judith. Hun tog sit eget liv, da
Helmer var hende utro med en anden kvinde. Da Helmer senere blev syg og også døde,
stod deres to halvstore børn, en dreng og en pige, uden forældre; deres farfar anbragte
en større sum til dem i Overformynderiet, men den kunne først udbetales, når de fyldte
21. De to børn var altså min farfars nevø og niece. Farmor blev indsat som deres
formynder, et hverv, der senere blev overtaget af farfars søster Ellen. Det var vist en
svær opgave, men de havde jo også i en vanskelig alder været ude for tragiske
begivenheder.
Pigen, Gudrun, boede i flere år hos farmor. Hun var da omkring 18, og jeg var 6-8 år
yngre. Hun var en livlig pige, der drømte om at blive skuespiller og som derfor var med
i en amatørteatertrup, hvad hun ivrigt fortalte om, når hun kom hjem. Broderen, der var
nogle få år ældre, var opkaldt efter sin farfar og hed altså også Peter Gørtz. Han kom tit
på besøg, var altid velklædt, høflig og beleven. Han blev gift med Irma, der var nogle
år ældre end han.
En anden af farfars søstre var Ellen, der blev gift med Fritz Hansen, en af farfars
ungdomsvenner, som han havde lært at kende, da han gik på maskinistskole i
København. Fritz kom fra Kværndrup på Fyn, så han havde ikke noget hjem i byen, og
farfar tog ham derfor tit med hjem.
Navnene Fritz og Ellen hørte jeg tit, men jeg erindrer ikke rigtigt Fritz, skønt han først
døde i 1935, kun 65 år gammel. De havde en installationsforretning på Vesterbrogade,
først i nr. 180, nogle år senere flyttede de til nr. 182. Senere flyttede forretningen til nr.
194 og familien til Sct. Knudsvej 10 i stuen, fordi Fritz ikke længere kunne klare
trapperne til 4. sal. Efter Fritz' død blev virksomheden drevet videre og bestyret af
Ellen og datteren Bodil. Dem kendte jeg udmærket, da de gerne var med til fødselsdage
og lign. hos farmor. Af og til blev jeg sendt hen i forretningen, når vi havde brug for
elektriske artikler.
Ellen og Fritz fik i 1906 sønnen Hans Chr. Steen Hansen, der med tiden fik et
velrenommeret revisionsfirma i København. Under besættelsen var han aktiv i
modstandsbevægelsen. I 1943 blev han arresteret, og som en tysk reaktion på
folkestrejken i 1944 blev han og 28 andre fanger sendt til kz-lejren i Neuengamme,
men han nåede hjem med de hvide busser kort før krigens slutning. Fangenskabet
havde da mærket ham for resten af livet.
Det var Hans Christian, der ejede sommerhuset i Solrød, hvor vi i 1930erne tilbragte
nogle dejlige ferier. Huset kaldtes Det Hvide Hus.
Nora var endnu en søster til farfar, men hende erindrer jeg ikke. Heller ikke hendes
mand Valdemar. De boede Skt. Knudsvej 8, startede toiletskabskompagniet, og da det
gik godt, erhvervede de også nr. 10 med baghuset. Deres søn Herluf ejede stadig Skt.
Knudsvej 10, da mor og far og Flemming flyttede dertil i 1963. De boede i stueetagen,
og fik lejligheden, da Ellen og Bodil flyttede fra den. Toiletskabskompagniet bragte
udlejede toiletskabe til virksomheder rundt om i byen. I den forbindelse drev de også
en større vaskerivirksomhed i Grønnegade ved Hørsholm, hvor Gerda og Svend Aage
arbejdede i en årrække, han som chauffør.
Da mor og far flyttede til Skt. Knudsvej, begyndte vi at se en del til Herluf. Han
anskaffede sig en lille terrier, der hed Sambo, men det varede ikke længe, før den boede
fast hos mor og far, også efter at mor var blevet alene. En dag fik jeg til opgave at gå
den sidste tunge vej med den til Landbohøjskolen, hvor jeg, som lovet til mor,
konstaterede, at hunden virkelig var død.
- og min egen…
c:\documents and settings\kim\dokumenter\_sf\kilder\data\025-eri-1994-tænketank.doc
7
Farfar havde også en lillebror, Ejnar, den yngste af søskendeflokken. Han havde en
installatørvirksomhed i Roskilde, men da hans ægteskab gik i stykker, afhændede han
den og fik sine lærlinge anbragt hos onkel Fritz på Vesterbrogade. Han rejste til
Vestindien, der dengang var dansk. Her blev han gift med Johanne, og sammen drev de
en biograf, indtil en tyfon var skyld i, at hele virksomheden sluttede. Det siges, at han
rejste til Domingo, hvor han døde omkring 1940. Johanne og Ejnar havde børn, men vi
ved ikke noget om dem.
Alle disse slægtninge var med i familiebilledet, men de var ikke hverdagsgæster. Til
daglig havde jeg far, mor og farmor.
Og så var der farbror Svend Aage, kaldet onkel Svend. Han boede der også, i hvert
fald i begyndelsen.
Far og hans bror Svend Aage var af væsen ret forskellige. Mens far var den
principfaste, der tog sin tidlige status som familieoverhoved meget seriøst, var onkel
Svend den mere flegmatiske, der levede i nuet, og derfor altid var parat til at snakke
med mig og foretage sig noget sjovt. Jeg blev dengang altid kaldt Denger, og det var
først, da jeg var blevet voksen, at han vænnede sig til at kalde mig Christian.
På sit dødsleje havde farfar formanet farmor til at sørge for, at de to drenge kom i lære.
Det var i 1922, da far var godt 14 og Svend Aage 17. De kom da også begge i lære som
bådebyggere, først Svend Aage, men han havde andre planer, sprang fra lærepladsen og
tog ud at sejle. Far derimod gennemførte sin uddannelse og blev også en dygtig og
stabil håndværker. Det illustrerer deres medfødte natur godt. Svend Aage var impulsiv
og havde lyst til nye eventyr, mens far i pligttroskab ville konsolidere sig. Det blev mig,
der høstede fordelene fra dem begge.
Engang kom Svend Aage hjem fra en rejse og havde en lille abe med. Det var før jeg
ankom, men jeg har hørt om det. Farmor brød sig ikke om at have en abe i huset, men
han fik alligevel lov. Det varede dog ikke så længe, for dyret blev selvfølgelig halvskør
af at være alene hjemme. Den hvæsede, så farmor blev bange for den, og da hun en dag
kom hjem og fandt blækhuset væltet og gardinerne i laser på gulvet, gjorde hun kort
proces. "Aben skal ud, ellers må du ud," var hendes afgørelse. Svend gik op og
afleverede dyret i Zoologisk Have.
Svend Aage kunne altid fortælle fra sine rejser og ellers digtede han bare noget. Det var
skønt at være sammen med ham. Engang tog han mig med hen i Falkonér Alle, mellem
Gl.
Kongevej
og
Grundtvigsvej. Der lå en
legetøjsforretning, og der
var også en på den anden
side af gaden, så der var
store muligheder.
Han ville give mig en gave
og foreslog en flyver. Ja,
tak, det ville jeg gerne have,
så vi gik ind i butikken, og
de forskellige modeller blev
lagt frem på disken. Han
ville give mig den største,
en
stor
flot
model,
Gerda og Svend Aage Svendsen
overtrukket med stramt
1960’erne
japansk papir. Den var
virkelig flot, og jeg tænkte mig godt om og pegede til sidst på en lille model i træ, idet
jeg ræsonerede, at træ måtte være mere holdbart end papir.
Onkel Svend gjorde sig store anstrengelser for at overbevise mig om, at det ikke var
almindeligt papir, så jeg kunne trygt tage den store og flotte. Men jeg holdt fast ved den
lille, og jeg tror, han blev lidt skuffet. Han ville så gerne give mig en stor ting.
- og min egen…
c:\documents and settings\kim\dokumenter\_sf\kilder\data\025-eri-1994-tænketank.doc
8
En dag kom Svend Aage med Gerda, som blev hans kone. Jeg husker den dag, de blev
gift, det var vist i 1934. De skulle hen på rådhuset, der dengang lå på hjørnet af
Howitzvej og Falkonér Alle. Far, mor og farmor var der, og Gerda gjorde sig klar til at
gå - tiden var inde.
Så opdagede de, at Svend Aage var væk. Stor tumult - hvor var brudgommen? Farmor
anede det. Han sad nok og sludrede ovre i baghuset hos Sandbergs.
"Det er dog skrapt," sagde farmor, "ikke engang, når han skal giftes, kan han passe
tiden."
Så gik hun ind i soveværelset og lukkede vinduet op til gården og råbte: "Svend Aage,
kan du så komme!"
Så kom han. "Nå, ja, jeg skulle lige...," sagde han undskyldende,
De blev gift, og året efter fik de kusine Birthe.
Jeg var en halv snes år, da vi en juleaften var samlet på Howitzvej. Som sædvanlig
havde jeg fået et Knold og Tot hefte af farmor, og det fordybede jeg mig straks i til
trods for, at der også var andre gaver, bl. a. en større ting fra Gerda og Svend. Det var
et flot løbehjul til at træde op og ned. De var spændt på, hvad jeg sagde til det, og jeg
tror, det var mor, der rev mig ud af min læsning ved at sige: "Skal du ikke se nærmere
på din julegave?"
Jeg lagde Knold og Tot fra mig, gik hen til løbehjulet, kiggede et øjeblik på det og gik
så hen til Svend og Gerda, gav dem hånden og sagde: "Tak for julegaven!", hvorefter
jeg returnerede til Knold og Tot og fortsatte min afbrudte læsning. Mit indre
ræsonnement var dette: Du kan alligevel ikke bruge løbehjulet her i stuen, du kan lige
så godt læse dit nye Knold og Tot hefte.
De tog det meget pænt og morede sig over min tilsyneladende manglende interesse.
Gerda og Svend fik en moderne lejlighed på Emdrupvej. De havde noget så
usædvanligt som centralvarme og var fri for at fyre med koks eller andet, der støvede.
Jeg blev inviteret med til flere af deres nytårsaftener, som de holdt sammen med venner
og nogle af Gerdas søstre med deres mænd. Det var altid meget lystigt med sange og
hatte og serpentinere hen over lysekronen. Altanen var også en nyhed, og herfra sendte
vi raketter og andet fyrværkeri.
En sådan nytårsaften var jeg ret uheldig. Jeg sad og vippede på en stol, da den væltede
bagover, og jeg faldt og knaldede nakken ind i radiatoren, så blodet flød. Der blev stor
opstandelse. Af sted til skadestuen, hvor jeg blev lappet sammen, men heldigvis kunne
jeg tage med tilbage. Da det livlige selskab blev klar over, at det ikke var så slemt,
fortsatte festen.
Senere flyttede Gerda og Svend og Birthe til Rødovre, hvor de boede i en bungalow på
Ejbyvej. Her kom vi ofte på besøg.
Far byggede en af bådene under et halvtag derude. Da den var færdig, blev den rullet
hele vejen til Frederiksberg Have.
Under besættelsen blev Svend involveret i modstandsarbejde, og en dag blev han
arresteret i sit hjem i Rødovre. Det blev en forfærdelig tid for os alle, især for hans kone
Gerda og farmor, men vi blev alle berørt af det. Uheldigvis fandt man i en af hans
jakker et billede af fætteren Hans Christian, der allerede var arresteret. Under forhørene
fik han slået sine tænder løse, men han blev dog løsladt inden krigens slutning.
Straks efter mødtes vi alle i Allégade, og da en tysk soldat med maskinpistol passerede
forbi nede på gaden, sagde Svend Aage: "Nu er det snart slut, og så vil det være
allierede soldater, der går rundt på den måde nede i Tyskland."
En del år senere, fik han sukkersyge som en følgevirkning. Det gik dog udmærket, så
længe han huskede at tage sin insulin. Af og til forsømte han det og faldt om, og så
måtte far eller hvem, der nu var i nærheden, springe til og putte noget sødt i munden på
ham. På et tidspunkt fik han tildelt godtgørelse fra Frihedskampens Veteraner.
- og min egen…
c:\documents and settings\kim\dokumenter\_sf\kilder\data\025-eri-1994-tænketank.doc
9
I begyndelsen af 1976 flyttede Gerda og Svend Aage fra huset på Ejbyvej til
Ørbygård ved Roskildevej, til en udmærket lejlighed øverst i bygningen, hvorfra der
var en fantastisk udsigt. Men Svend døde kort tid efter, og et halvt år senere gik også
Gerda bort.
I Frederiksberg Have var der fire både, som far efterhånden fornyede. De nye blev en
smule større, og navnene - Georg, Frederik, Valdemar og Marie, som oldefar i sin tid
havde givet dem efter Christian IXs tre sønner og svigerdatteren Marie - blev bibeholdt,
dog undtaget Marie, som blev skiftet ud med Christian. To af bådene blev bygget på
pladsen bag Lorry, hvor jeg som stor dreng hjalp ham med at holde for nagler. Jeg lå
eller sad under båden og pressede en tung genstand mod naglen, mens han lå oppe i
båden og med en hammer nittede hver enkelt nagle, indtil den sad fast. "Næste," råbte
han, og så flyttede jeg hænderne, mens det værkede i armene. Også her stod vi under et
halvtag.
På samme sted lå og ligger bådene i vintertiden. Det var altid en særlig dag, når bådene
skulle på land om efteråret, gerne hen i nærheden af 1. november. Efter tørnen blev der
budt på en god frokost i Allégade eller senere på Howitzvej.
Om foråret blev bådene tjærede i bunden, og jeg hjalp ham tit med at male dem, for
der var altid noget af malingen, der skulle fornyes om foråret. Men han var også tit
alene om det, og jeg tror, at han havde nogle af sine bedste stunder på denne plads, når
han om foråret forberedte bådsæsonen. Vi betragtede de store ejendomme ovre på
Frederik VIs Allé, hvis bagside vender ud mod haven. Solen og lyset faldt direkte på
dem, og far sagde tit, at han ville ønske, at vi kunne få en lejlighed netop der. Det var
dog ikke så let.
Far havde også en ældre halvbror, der hed Walther Svendsen. Først som voksen blev
jeg klar over, at det var en søn, farfar havde fået, inden han mødte farmor. Han kom
ikke i farmors hjem, og jeg mener, at det først var som voksne, at far og Svend Aage
begyndte at omgås ham. Jeg ved ikke noget om moderen og hendes nærmere
omstændigheder.
Farmor og farfar havde været gift i 7 år, inden de fik børn, iøvrigt samme skæbne som
Emma og Niels. Men 20. januar 1905 fødte farmor Svend Aage. I den barnløse periode
er det kommet på tale, at de måske kunne få Walther i pleje. Men farmor sagde nej. Det
ville hun ikke være med til.
De boede på det tidspunkt på brandstationen i Adelgade, og en dag, da farmor går og
vasker gulv, kommer hendes svigermor på besøg. Hun har måske været fortaler for det
nævnte arrangement, jeg ved det ikke bestemt. Men der har været store spændinger
mellem de to kvinder. På vej til Adelgade går Caroline ind til slagteren og køber en
pakke med lever. Hun vil gerne have noget med og vil give middagen, men det bliver
der ikke noget af.
Da hun berører et ømtåleligt emne, flyver farmor i flint, og det ender med, at hun tager
pakken med lever og kaster i hovedet på svigermoderen, der skynder sig af sted med
lever i håret.
Formodentlig har de senere fået redet trådene og leveren ud. I hvert fald fik de et vist
samarbejde omkring Frederiksberg Have efter 1907, da oldefar døde. Selv døde
oldemor i 1913 og har i sine sidste år oplevet Annas to drenge.
Walther var gift og havde en søn, der også hed Walther. De boede i et hus på
Husumvej, og undertiden cyklede far, mor, Alice og jeg derud på solrige
sommersøndage. Onkel Walther var kørelærer, og af og til så vi hans bil passere forbi i
byen.
En dag dukkede han op hjemme på Howitzvej og forærede mig et par bukser med
lammeskind foran på benene. Han havde fejlagtigt købt dem som et skind til at lægge
over køleren på sin bil, for at kølervandet ikke skulle fryse. Men det var beregnet til en
dreng, der ville agere cowboy. Jeg brugte dem især til fastelavn.
- og min egen…
c:\documents and settings\kim\dokumenter\_sf\kilder\data\025-eri-1994-tænketank.doc
10
Sønnen Walther var en del ældre end jeg. Han var også kørelærer, og jeg mødte ham
så sent som engang i 1980erne, mens vi havde kontor på Nitivej 8. En dag, da jeg kom
ud af opgangen, var en kørelærer ved at undervise sin elev i at vende vognen. Jeg så
skiltet med Walther Svendsen og genkendte straks onkel Walthers søn. Jeg gik hen og
gav mig til kende, og vi hilste på hinanden, men mere kom der ikke ud af det.
Far blev udlært som bådebygger, og han var en dygtig håndværker. Han blev ramt af
arbejdsløshed under depressionen. Det var samtidig med, at jeg blev født, men vi
klarede os, da vi jo boede hos farmor. Dels havde hun en pæn enkepension efter sin
mand, og dels gav også bådfarten i Frederiksberg Have en ekstraindtægt om sommeren.
Farmor havde fået bevillingen efter farfar og beholdt den til 1947, to år før hun døde.
Hun opfordrede da far til at søge den, og han fik den. I praksis havde han da været chef
i en årrække og drevet det hele med både mor og farmor ved kassen.
I begyndelsen af 1930erne kom far i arbejde. Farmor og Sandberg klarede selv
hverdagene og kunne med hjælpere også tage sig af søndagene, så far og mor kunne få
nogle ferieuger om sommeren. Engang kørte de på tandemtur til Sønderjylland. De
sendte brev fra turen og kom hjem med et billede, hvor de stod ved Dybbøl Mølle.
Andre somre var vi ved Solrød Strand, hvor vi lånte et rummeligt sommerhus, Det
Hvide Hus, der tilhørte fars fætter Hans Christian Steen Hansen. Vi cyklede dertil, en
strækning på 28 km. Alice og jeg kørte foran, og efterhånden lærte vi strækningen at
kende. Et sted var et hus med marieglas for vinduerne, og når vi så det, råbte vi: "Der er
huset med de runde vinduer." Nogle gange var vi der udover fars ferie, og i en uges tid
kørte han på cykel frem og tilbage til sit arbejde hver dag.
I Solrød havde vi tit besøg af mors søstre og deres børn. Det var altid festligt, når vi
var mange, der skulle til stranden. Morfar var der også af og til.
Farmor boede på 1. sal til venstre. Naboen var en frue, der boede alene i mange år. Hun
hed fru de Matzio. De hilste, når de mødtes, og var kun undtagelsesvis inde hos
hinanden. Ovenpå boede skiftende personer. En af dem var fru Tårdrup, som jeg kan
huske, fordi hun var søster til Robert Storm Petersen, der boede i nærheden på
Asgaardsvej. Engang kom hun ned og forærede mig nogle af Storms festlige hefter. En
anden ovenboer var frøken Rasmussen, der var ret snakkesalig. Hun kom tit ind til
farmor og over i bådehuset og sad og sludrede, også med mor efter at farmor var død. I
stueetagen var der et bogføringsfirma. Lokalerne blev senere inddraget i den fornemme
møbelforretning i nr. 14. Der blev lavet forbindelse mellem de to forretninger, så
indgangen i nr. 12 ikke blev anvendt.
Området nedenfor farmors vindue var en velholdt have, der om sommeren var fyldt
med blomster. Men der var et hvidt stakit omkring, så det var kun undtagelsesvis, vi
kom derind. Derimod kunne vi løbe ind i gården bag huset. Den var ikke så stor, men
der var gode smuthuller. En passage førte til gårdene, der hørte til Hollændervej.
Derovre var der et havehus, hvor Sandbergs søn Aage og hans familie boede. Bag
Hollændervejs ejendomme var der ikke noget byggeri, men mange små haver, der
gjorde området lyst og landligt.
Baghuset i farmors gård havde store garagedøre, men de blev sjældent lukket op, for
stueetagen fungerede mest som lagerplads. Ovenpå var der et snedkerværksted, som
undertiden fik hejst materialer op i en talje, der ragede ud øverst oppe på anden sal. Af
og til var jeg oppe på værkstedet på første sal, hvor der duftede af træ og savsmuld.
I gårdens sidebygning boede den gamle Sandberg, der i mange år var farmors trofaste
rorgænger i Frederiksberg Have, en vennesæl mand, der var glad for at have dette
sommerjob. Han boede sammen med sin datter og svigersøn, Ellen og Ole Bertelsen.
Ole var jord- og betonarbejder, rødmosset og slagfærdig, han blev senere formand for
fagforeningen, hvor han blev fuldtids. De havde en søn, der hed Egon, og han blev min
første legekammerat. Vore to familier sås tit.
Til højre for farmors gadedør var en lem i jorden. Den var af træ, men blev senere
udskiftet med en af jern. Man kunne her komme ned i nogle kælderrum, der gik ind
- og min egen…
c:\documents and settings\kim\dokumenter\_sf\kilder\data\025-eri-1994-tænketank.doc
11
under trappen og lokalet i stueetagen. Hernede var farmors lager af brændsel, først og
fremmest koks, senere også briketter og tørv.
Da jeg kunne klare det, var det mit faste job at fylde hendes store kulkasse op en eller
to gange om ugen, alt efter temperaturen. Da der ikke var elektrisk lys dernede, havde
jeg undertiden et stearinlys med, men ofte følte jeg mig blot frem, fyldte to spande, op
og ned, indtil kassen var fuld. Jeg blev selvfølgelig noget sortsmudsket, og det støvede
også i stuen, når koksene væltede ned i kassen. Men det gav en dejlig varme, og så
kunne man med en stikkedel få varmet vand i kakkeloven. Når den fløjtede, var det
bare med at komme hen og få den ud.
Egon var knap tre år ældre end jeg. Han var en ret stille og eftertænksom dreng, og vi
havde mange gode stunder. Jeg var tit oppe hos ham. En lang trappe førte op til den
lille lejlighed, og endnu en trappe førte op til kvistværelset. Jeg var der ofte, når de
skulle spise, og i mine helt yngre år var det noget specielt, for det var før, de fik indlagt
elektrisk lys, og det var ellers almindeligt, men her i baghuset skete det tilsyneladende
med forsinkelse. Den store petroleumslysekrone over bordet blev tændt, og den oplyste
hver en krog. Ellen satte en stor gryde med varme kartofler midt på spisebordet, og alle
fik en gaffel og en kniv, og så gik det ellers løs med at pille kartofler.
Da vi flyttede til Howitzvej, så jeg kun Egon af og til. Jeg husker en episode, da jeg var
omkring 10 år. Han og en kammerat kom over ved bådehuset for at få fat i mig.
Kammeraten havde vist Egon et træ, hvor man kunne klatre op ad stammen til en stor
gren, fra grenen over til et andet træ og så ned ad dette andet træs stamme. Kammeraten
havde en ven, der kunne gøre dette kunststykke, hævdede han. Egon havde svaret, at
han kendte også en, der kunne gøre det - han mente mig - men det ville den anden ikke
tro på.
Nu kom de så ivrigt diskuterende, og da jeg så Egons forventninger og iøvrigt syntes,
at jeg var god til at klatre, så svarede jeg nok så kækt: "Selvfølgelig kan jeg det. Hvor
er det træ!"
"Ovre ved legepladsen. Kom og se!" sagde de, og vi vandrede ivrigt gennem Haven.
Da vi kom til stedet, stoppede de; det var der, hvor bådene fra det brede vand atter
drejer ind i en smallere kanal på vej mod en bro. Der var en bænk ved stien, og her stod
vi, da de pegede op.
Jeg blegnede, da jeg så, hvor højt det var oppe - i 3. sals højde - og hvor vanskeligt det
ville være at kravle ud på den gren, de ønskede, for at komme over til det andet træ.
De så forventningsfulde på mig, og jeg stod lidt og tyggede på det. Så sagde jeg: "Jeg
kan måske godt, men det vil være for farligt. Jeg vil ikke gøre det!"
Fra farmors stue gik man ind i soveværelset, et ret langt rum med et trefagsvindue ud
mod gården. Fra vinduet kunne man se over til køkkenvinduet, idet soveværelset
dannede en vinkel med den øvrige del af lejligheden. Helt inde overfor vinduet stod
farmors seng langs væggen. Lige indenfor døren til venstre stod endnu en seng, som jeg
husker jeg sov i, men som helt lille har jeg nok sovet hos far og mor i en af stuerne.
Undertiden fik jeg lov at kravle op i farmors seng, men det er begrænset, hvad jeg
husker fra de allerførste år.
En episode, som ligger langt tilbage, var på et tidspunkt, da jeg kunne gå, men ikke
særlig sikkert. Far sad sammen med en kammerat i sofaen inde i den pæne stue. Døren
til korridoren stod åben, og ude i køkkenet gik mor eller farmor.
Så ville de to mænd have en øl, og far sagde: "Kan du sige øl?"
Jeg sagde: "Ol!"
De morede sig kongeligt. "Kan du høre?" sagde far til den anden, "han siger ol."
De morede sig over, at jeg ikke kunne udtale ø. Jeg var mig ikke bevidst,
at jeg udtalte det anderledes, heller ikke at jeg var morsom, men jeg gentog ol, så tit de
ønskede det.
- og min egen…
c:\documents and settings\kim\dokumenter\_sf\kilder\data\025-eri-1994-tænketank.doc
12
"Kan du gå ud i køkkenet og hente en øl?" sagde far til mig, og jeg stavrede af sted,
mens jeg gentog: "Ol, ol."
Far råbte til mor eller farmor ude i køkkenet: "Denger kommer, giv ham en øl med
ind!"
Jeg fik flasken, og det var ikke nogen helt let opgave at bære den. Jeg holdt godt fast
og nåede gennem korridoren, kom med lidt besvær over dørtrinet ind i stuen og gav
flasken til far. De morede sig stadig over mig, og far gav sin ven flasken og sendte mig
af sted igen.
Jeg tog turen en gang til. "Ol, ol!" Og så fik de sig en dram.
Både på grund af min usikre gang og mit tungemål skønner jeg, at det er langt tilbage.
Jeg har måske været omkring 2 år.
Ét er i hvert fald sikkert: Det var første gang, jeg hentede øl.
På et tidspunkt fik jeg lov at gå ned at lege med Egon, men kun lige nedenfor opgangen
eller inde i gården. I den lange passage, der førte ud til gaden, var der en rist, og fra
risten var der ca. 15 meter ud til selve kørebanen. Denne rist fik jeg udpeget som det
punkt, jeg måtte gå ud til. Hertil og ikke længere.
Men det glemte jeg, og en dag stod jeg helt ude ved gaden og sparkede med den ene
fod i rendestenen. Pludselig var far over mig, tog hårdt fat i min arm og gav mig et
ordentlig slag bagi, så jeg vrælede.
"Sagde jeg ikke, at du kun måtte gå til risten?" sagde han brysk. Han påstod altid
senere, at han havde stået oppe i vinduet og ventet på, at jeg skulle bryde forbudet, så
han kunne give mig en lærestreg. Det har sikkert været rigtigt, for opdragelse blev
efterhånden en af hans specialer.
En morgen vækkede farmor mig. Det må have været engang i 1931.
"Nu skal du høre," sagde hun, "storken har været her i nat, og den havde en lillesøster
med til Egon, så nu har Egon en lillesøster."
Jeg blev interesseret og ville gerne vide mere, mest om storken. Og farmor var meget
Christian og Alice Svendsen
1936
villig til at beskrive den flotte fugl for mig.
"Den kom med en lille pige, og da den havde været inde og aflevere hende, så fløj den
et par gange rundt i gården, og til sidst forsvandt den over muren," fortalte hun.
Der var en høj brandmur ind til restaurationen i nr. 10. Jeg skyndte mig ind i
soveværelset og kiggede over mod muren, men storken var selvfølgelig over alle
bjerge. Jeg kunne ikke begribe, at de voksne ikke havde vækket mig, men de sagde, at
- og min egen…
c:\documents and settings\kim\dokumenter\_sf\kilder\data\025-eri-1994-tænketank.doc
13
jeg sov jo så godt. Jeg kendte storken fra billeder, men jeg ville gerne have set en
rigtig levende en. Nu måtte jeg tage fantasien til hjælp, og jeg forestillede mig tit den
store fugl flyve rundt i gården for til sidst at forsvinde over den høje mur.
Da jeg var fyldt 4 år, flyttede vi til Howitzvej 66, 1.tv. Det var en markant begivenhed,
som er let at huske, og det må have været en mærkbar forandring for farmor. Men både
til hverdag og fest kom vi stadig i Allégade, så i min erindring flyder det lidt sammen,
hvad der var før og efter flytningen.
Dengang var der masser af ledige lejligheder at vælge imellem. Det blev kun til en toværelsers, sikkert bestemt af huslejens størrelse. Men det må især for mor have været
en positiv forandring. Først var de blevet gift, hvilket jeg ikke rigtig blev klar over, før
det var sket, for det ændrede ikke noget ved min hverdag.
Vi havde ellers nok behov for mere plads, for året efter blev min søster Alice født og 5
år senere kom lillebror Leif, og først, da han var godt et år flyttede vi til nr. 64A, hvor
der var flere rum.
Pladsmanglen var et problem, og da jeg var en halv snes år blev der talt meget om at
flytte, f. eks. til den anden ende af Finsensvej, hvor moster Oda og onkel Edmund
boede. For mig var det en skrækkelig tanke at skulle flytte bort fra kvarteret, hvor jeg
havde kammerater og kendte alle gårde og kældre. Men det blev afværget, da far en
dag fik en lys idé.
Han gik over til fru Klæbel, der var blevet enke året før. Nu boede hun alene i en større
lejlighed i baghuset, og da hun gerne ville flytte til en mindre og billigere, blev det
afgjort, at vi skulle bytte.
Jeg blev ovenud lykkelig ved afgørelsen. Oven i købet lå den nye lejlighed lige ved
siden af en hestestald, hvor nogle af byens arbejdsheste havde deres tilholdssted. Fra
værelset, hvor vi tre børn kom til at sove i fars hjemmebyggede 3-etages seng, kunne vi
høre hestenes prusten inde i stalden og se dem, når de tørnede ud tidligt om morgenen
og når de senere vendte hjem og skraldevognene blev spulede. At det også gav ekstra
mange fluer måtte vi tage med.
En dag tog mor mig ved hånden, og jeg husker spadsererturen langs kirkegårdsmuren
ned ad Frederiksberg Allé. Nu skulle jeg hilse på min mormor, fik jeg at vide. Jeg
mener, det var før vi flyttede fra Allégade, men måske har det været nogle år efter.
Solen skinnede, og vi drejede ned ad en vej med små haver foran ejendommene. "Det
er Kochsvej," forklarede mor, "vi skal hen i den anden ende."
Det var i nr. 44, næsten ved Vesterbrogade. 3. sal til venstre. Vi ringede på, og mormor
lukkede op. Hun virkede meget rar, syntes jeg.
Der var også to piger, mine to yngste mostre. Lis var en lille voksen, ca. 15 år, men
Grethe oplevede jeg som et barn, en stor pige ganske vist, men alligevel ikke så fjernt
fra mig selv.
Ved vinduet stod et klaver, og det var første gang jeg så sådan et. Grethe kunne oven i
købet spille på det, og hun begyndte at spille efter nodeheftet, der stod på klaveret. Det
var nogle børnesange med tegninger af høns og grise og andre dyr. Jeg var ret
imponeret, og fra mit synspunkt var besøget en succes.
Da vi gik, hang de ud af vinduet og vinkede til os, da vi gik tilbage ad Kochsvej.
Alices fødsel fandt sted torsdag den 4. januar 1934, og jeg husker dagen på grund af
endnu en storkehistorie. Far var hjemme, lidt usædvanligt for jeg mener, at han på det
tidspunkt var kommet i arbejde. Han tog mig med hen til vinduet og lagde papir og
farveblyanter i vindueskarmen, og så forklarede han mig, at jeg nu skulle have en
lillesøster.
"Jeg kører af sted med mor, og så kan du stå her og kigge efter storken," sagde han og
anbragte et stykke sukker i vindueskarmen. "Storken kommer nok her forbi, så jeg
lægger et stykke sukker til den her, det kan den godt lide. Nu må du love at blive
stående her!"
- og min egen…
c:\documents and settings\kim\dokumenter\_sf\kilder\data\025-eri-1994-tænketank.doc
14
Det lovede jeg, og jeg stod der også i adskillige timer. Langt om længe vendte far
hjem.
"Du har fået en lillesøster," sagde han glad.
Jeg måbede. "Jamen, jeg har ikke set storken," svarede jeg.
Far var aldrig sen til at finde svar. Han tog mig med hen til vinduet og pegede på
sukkeret.
"Kan du se," sagde han, "der mangler et lille hjørne af sukkeret. Storken har ikke været
rigtig sulten, den har kun taget ganske lidt."
Jeg godtog forklaringen om den lynhurtige stork, men jeg blev lidt skeptisk. Én ting
var dog sikker nok: Jeg havde fået en søster, hende kunne jeg se, og det var da meget
bedre.
Leif blev født onsdag den 5. april 1939. Da jeg nu var blevet 10 år, havde jeg forladt
storke-teorien, men min kundskab om fødsler var alligevel ikke så veludviklet. Mor
skulle denne gang føde på Franz Howitz' fødeklinik, havde vi fået at vide. Den lå nogle
hundrede meter længere nede ad Howitzvej, på hjørnet af Solbjergvej.
"Når tiden er inde," sagde far, "skal vi have fat i en taxa, som kan køre mor hen til
klinikken."
Det undrede mig, så jeg sagde: "Der er jo ikke ret langt. Kan hun ikke gå derhen?"
"Nej, det kan slet ikke lade sig gøre," svarede han, "det er ligesom, hvis du har rigtig
ondt i maven, så kan du heller ikke gå nogen steder."
Jeg havde prøvet at have mavepine, så det kunne jeg godt forestille mig. Så blev jeg så
klog.
Mor kom af sted og nedkom med vores lillebror onsdag den 5. april 1939. Den
følgende dag var skærtorsdag, og vejret var strålende solskin. Far skulle hen og se til
mor og den nyfødte, og der måtte ikke allerede komme børn på besøg, så Alice og jeg
fik besked på at gå hjem til farmor.
Det var ved middagstid, og nedenfor farmors opgang mødte vi Inge Bertelsen og en
anden pige. Det var kun få, der havde fået nyheden om vores nye lillebror, så vi følte, at
vi bar på en hemmelighed. Vi gjorde os lidt kostbare, men det var ikke så vanskeligt for
de to piger at få det ud af os, som vi tilsyneladende vidste og ikke ville sige.
Det blev diskuteret, hvad barnet skulle hedde. Poul var på tale, men det blev til Leif,
for det var der ingen anden i familien, der hed.
Flemming blev født omkring
daggry onsdag den 18. marts
1949.
I
mine
fremadskridende kundskaber
om fødsler var jeg nu nået så
langt, at jeg kunne tilkalde
den taxa, der kørte mor til
fødegangen på Frederiksberg
Hospital.
Far arbejdede dengang som
skibstømrer på B&W. Han
skyndte sig i de dage med at
komme hjem, da det var
ganske åbenbart, at tiden for
barnets ankomst nærmede
sig. Men netop den 17. om
aftenen blev han opfordret til
at arbejde over, fordi et skib,
der lå i Københavns havn,
skulle gøres klar til afsejling
næste morgen. Han undslog
Christian og Ellen på cykeltur i Jylland
1938
- og min egen…
c:\documents and settings\kim\dokumenter\_sf\kilder\data\025-eri-1994-tænketank.doc
15
Alice, Inge, Flemming, Christian og Leif
Ca. 1955
sig, men blev presset og fik forklaret, hvor nødvendigt det var, fordi hver dag i havnen
kostede rederen store summer. I håbet om, at mor ville vente endnu en dag, sagde han
til sidst ja. Vi havde ikke selv telefon, så han ringede til farmor og forklarede
situationen, og hun skikkede så bud over til mor.
Men den nat ankom Flemming som barn nr. 4. Omkring klokken halvto kom mor ind
og vækkede mig.
"Du må skaffe en vogn," sagde hun, "jeg må af sted til hospitalet."
Jeg fik hurtigt tøj på og ilede ned på gaden, hvor det lykkedes mig at få fat i en taxa, og
i løbet af en halv time var vi på fødeafdelingen. Mor blev lagt i seng, og jeg fik hendes
tøj udleveret og fik at vide, at jeg godt kunne gå hjem, de vidste ikke, hvor lang tid, der
kunne gå. Jeg spadserede så hjem til Alice og Leif, der lå og sov.
Om morgenen ved 6-tiden kom far hjem. Jeg lå i det åbne vindue og nød solen. Far
kom trækkende med sin cykel ind gennem porten, og da han så mig i vinduet, standsede
han og sagde: "Er mor kommet ind?" Og da jeg svarede bekræftende, sagde han: "Ja,
jeg tænkte det nok!"
Han kom op, og vi sad og nakkede lidt. Henad kl. 7 bad han mig om at gå ned i
cigarforretningen, der fungerede som kiosk, og ringe til det telefonnummer, jeg havde
fået opgivet. Og så fik jeg den store nyhed: Fru Svendsen havde fået en dreng på over 9
pund, og de havde det begge godt.
Alice og Leif gik i skole, far gik i seng og tog senere på dagen over til mor, og jeg tog
af sted til J. H. Schultz Bogtrykkeri, hvor jeg var i lære, og fortalte, hvorfor jeg kom for
sent. Min begrundelse blev accepteret.
FDF blev en del af mine drengeår. Første gang, jeg erfarede, at noget sådan fandtes, var
jeg ca. 6 år. Det var søndag, og far og jeg stod på hjørnet af Howitzvej og Solvej. Da
der lød musik oppe fra Ndr. Fasanvej, stoppede vi og kiggede. Ned ad Howitzvej kom
en deling FDFere med faner og fuld musik.
Far forklarede mig, hvem det var. "Det er FDF," sagde han, "det er delledrenge. Det
var jeg også som dreng, og det kan du også blive en dag."
Det blev jeg også. Det var dog ikke på hans initiativ, men måske har hans ord ligget i
baghovedet. Jeg har vel været 8-9 år, da en kammerat spurgte, om jeg ville med hen i
FDF, og jeg sagde straks ja.
Den første aften, jeg var der, var ikke særlig spændende. Det var på Solberg skole på
Nylandsvej, og det var gymnastik - fritstående øvelser - men jeg blev der alligevel, og
blev snart indrulleret i F4s aktiviteter, der for det meste foregik i Godthåbskirkens
- og min egen…
c:\documents and settings\kim\dokumenter\_sf\kilder\data\025-eri-1994-tænketank.doc
16
menighedshus på Nylandsvej. Der var patruljemøder og kredsmøder, sange fra en af
de to sangbøger, enten fra Danske Drenge eller fra March og Lejr, som vi gerne kaldte
Lars og Mejer. Jeg var først pilt, senere væbner. 1. søndag efter nytår var der mønstring
for alle kredse. Man mødte i fuld galla og marcherede til samlingsstedet for de fem
Frederiksberg-kredse, hvor forskellige arrangementer fandt sted. Om sommeren var jeg
med på lejrene, mest på Jomsborg ved Isefjorden, hvor jeg var fire somre.
Jomsborg er et dejligt minde. At sidde på kæmpehøjen og synge "Der står et slot i
Vesterled", mens solen forsvandt bag fjorden, er uforglemmeligt. Men der var også
turene i Nordskoven, hvor holdene kæmpede om at vinde æren, eller natøvelserne, som
altid blev forventet med stor spænding.
En gang var jeg på en uges patruljetur, hvor vi med kærre gik fra Køge til Jomsborg.
En anden gang var jeg på Baunelejr ved Tystrup-Bavelse sø, hvor Gunnar Tjalve var
lejrchef. Det var i 1942, hvor der skulle have været Marselisborg-lejr, som blev holdt i
Jylland hvert fjerde år. Men på grund af krig og besættelse, og de dermed forbundne
rejsevanskeligheder, blev der i stedet holdt landsdelslejre.
I 1935 begyndte jeg i skolen. Mor og jeg gik hen på Nylandsvejens skole for at blive
indskrevet til 1. klasse efter sommerferien. Men der var ikke plads. Jeg var stadig kun 6
år, og jeg tror, at mor og far overvejede at vente endnu et år, men besluttede så, at det
alligevel skulle være nu.
Vi blev henvist til skolen på Lollandsvej, hvor jeg gik i skole i 9 år, og hvor også Alice
og Leif kom til at gå.
Grundskolen kaldtes de første 5 år, og i den tid gik jeg i en klasse, hvor der kun var
drenge. Læreren hed Kjær, men han var der kun i kort tid, så fik vi fru Gerda Dencker
som klasselærer. Hendes mand var indehaver af et kendt firma med elektriske
installationer, og de boede i en villa på Grundtvigsvej.
At der ikke var piger i klassen satte sit præg på den. Især i de første år. Jeg var lidt af
en klasseklovn, der kunne få de andre til at grine, ikke grovkornet, bare almindelige
drengestreger. Undertiden gik vi dog over stregen og så vankede der.
Engang var vi en flok drenge i 1. klasse, der fandt det sjovt at tisse i papirkurven, en
kasse af træ, der stod ved vinduet. Jeg tror ikke, det var mig, der begyndte, men vi stod
i en kreds rundt om den. Det skete gerne efter sidste time, og det var bare for sjov. Jeg
spekulerede ikke nærmere over, at det kunne være særlig forkert, men syntes bare, at
det var sjovt, at vi gjorde noget i fællesskab. Og de andre har sikkert haft det på samme
måde.
Vi blev dog brat vækket en morgen, da fru Dencker med alvorlig mine kom ind i
klassen fulgt af skoleinspektøren. Det var ham, der førte ordet, og han talte med store
bogstaver. Jeg anede ikke, hvad det drejede sig om, før han sagde det. Der var nogen i
klassen, der havde tisset i papirkurven, og det var noget værre griseri, det lugtede, og
rengøringsdamen havde klaget over det, påstod han. Han ville vide, hvem der havde
været med. De, der havde gjort det, skulle rejse sig op.
Der sad vi så i fuldstændig tavshed. Han gentog sin opfordring, og så begyndte de
skyldige at rejse sig. Vi var fire mand, der stod op. Der var vistnok flere, der havde
været med, men inspektøren afsluttede forhøret. Vore navne blev skrevet ned, og så
sagde han, at vi skulle vente et øjeblik.
Hele klassen sad i rædsel over, hvad han kunne finde på. Der gik dog ikke mange
øjeblikke, så var vi ikke i tvivl om, hvad der skulle ske. Han åbnede døren og stod med
et spanskrør i hånden. Med navns nævnelse blev den første kaldt ud, døren blev lukket,
og så hørte vi alle suset, da han fik to rappe slag bagi.
Døren gik op, og drengen kom vrælende ind. Det samme gentog sig med os alle fire;
jeg var nummer tre og fik her min første spanskrørserfaring.
Det var ret sjældent, at spanskrøret blev brugt, men af og til tyede en lærer til denne
mulighed. Engang kastede jeg en snebold i frikvarteret. Det så Knud Vad Thomsen, der
i de år var fast gårdvagt. Han styrede lige imod mig og sagde: "Gå op og stil dig under
uret!"
- og min egen…
c:\documents and settings\kim\dokumenter\_sf\kilder\data\025-eri-1994-tænketank.doc
17
Jeg stod og ventede, da han kom med et spanskrør i hånden. Det var smidigt, og han
gik og bøjede enderne mod hinanden. "Buk," sagde han, og så fik jeg et rap bagi. Han
var en kontant mand og egentlig meget flink. Han var en af De Tre fra Radioen, en
almindelig kendt populær trio. I de større klasser havde vi ham i sang. Engang spillede
han 1812 ouverturen og forklarede os, hvad der skete undervejs. "Nu angriber
franskmændene, og nu er det russerne" osv.
Engang gemte Ib og jeg os bag radiatoren, hvor der akkurat var plads til to drenge.
Alle i klassen skulle absolut hen og spidse blyant i papirkurven, der stod ved radiatoren,
og de stak så hovedet ind og lavede grimasser. Frk. Jerndorff-Jessen har uden tvivl
været klar over, hvad der skete, men lod som ingenting. Vi havde regning, og det var
sidste time. Læreren var gået, og efterhånden forsvandt også alle kammeraterne.
Da der var blevet stille i bygningen, ville vi også gå hjem. Vi var på 3. sal og begyndte
at gå ned ad de brede trapper, indtil vi kun manglede en etage. Den sidste trappe førte
lige forbi lærerværelsets dør, der var forsynet med en glasrude, og der så vi vores
lærerinde, der stod og redte sit hår. Vi vendte omgående om og begyndte at løbe op, Ib
først, men hun havde set os. Hun rev døren op og råbte: "Christian, kom her ned!"
Ib var væk, men jeg blev nødt til at gå ned til hende.
"Nå, er du i skole i dag?"
Ja, det måtte jeg jo indrømme.
"Hvor var du da i regnetimen?"
Jo, jeg var da oppe i klassen, hævdede jeg, og det var jo rigtig nok.
"Lad os gå derop, så du kan vise mig, hvor du sad!"
Vi vandrede op ad trappen og ind i klassen.
"Nå, vis mig så hvilket bord, du sad ved!" blev hun ved.
Jeg hævede armen og pegede ubestemt ud over klassen: "Dèr!"
"Hvor?" Hun blev ved.
Og det endte selvfølgelig med, at hun spurgte, om jeg ikke havde siddet bag
varmeapparatet sammen med Ib.
Hun tog mig så med ned i et andet klasserum, hvor jeg kunne sidde og indhente det
forsømte, mens hun sad og lavede noget af sit hjemmearbejde. Næste dag var det Ibs
tur.
Jeg fik en seddel med hjem, der skulle underskrives. Det hændte af og til, og det var
altid noget skrækkeligt for mig, for mor viste den altid til far. Hendes evne til at skælde
ud var begrænset - til gengæld var hans ubegrænset. Jeg kunne nok få et rap nu og da,
men det var sjældent, og det var heller ikke nødvendigt. Hans stemme var nok.
Da jeg begyndte i FDF i Godthåbskirken, havde jeg allerede været med i
søndagsskolen i Frederiksberg kirke i et årstid eller mere. Det var Egon, der fortalte
mig, at han havde været i søndagsskole, og det varede ikke længe, før jeg gik med
derhen. Han holdt snart op og kom der ikke siden, mens jeg var ret stabil i
vinterhalvåret helt frem til min konfirmation i 1944.
Min søster Alice begyndte snart at gå med. Hun var ikke ret gammel og jeg blev
formanet til at se efter hende og holde hende i hånden, især når vi skulle over gaden. Vi
spadserede så hånd i hånd gennem Frederiksberg Have til Frederiksberg menighedshus
i Pile Allé 3. Far og mor var vist ikke kede af, at vi var beskæftiget søndag formiddag.
På vej hjem gik Alice og jeg forbi farmor. Hun sagde altid: "Tag koppen ned til mig!"
På en hylde på væggen stod en række tekopper, og en af dem var fuld af mønter. Vi fik
hver overrakt en 5 øre, senere blev det forhøjet til 10 øre.
Min lærer hed Sven Hansen. Han var enkemand. Forstanderen hed Ditlevsen, og han
blev på et tidspunkt gift en af lærerinderne. Hansen tog sit søndagsjob meget seriøst, og
klassen blev af og til inviteret hjem i hans villa, Kirkevænget 11 i Valby. Jeg fik ikke
noget forhold til de andre børn, men kan især huske hr. Hansen, fordi han interesserede
sig for mig og mine forhold. Han var grosserer i et skrivemaskinefirma på Strøget, og
han blev årsag til, at jeg fik læreplads i J. H. Schultz Bogtrykkeri i Niels Juelsgade.
Lærepladser var vanskelige at få, så det var en god hjælp. Selv om jeg havde forladt
- og min egen…
c:\documents and settings\kim\dokumenter\_sf\kilder\data\025-eri-1994-tænketank.doc
18
hans klasse, opsøgte han os på Howitzvej for at spørge om han kunne hjælpe. Da
lærepladsen først var ledig et år efter, jeg havde sluttet i skolen, foreslog han, at jeg
kom på Akademisk Kursus og tog mellemskoleeksamen i løbet af et år. Efter den tid
ville han gerne have bekostet, at jeg læste videre om aftenen, men på det tidspunkt var
jeg træt af skolearbejde.
Mit venskab med Børge hører til min barndoms bedste og eventyrligste minder. Hans
forældre, hr. og fru Nielsen, udlejede liggestole på den store plæne nedenfor
Frederiksberg Slot. Han var et par år yngre end jeg, og vi lærte hinanden at kende på et
tidligt tidspunkt, og det varede ved, til vi blev små voksne. Vi sås kun, når vejret var så
godt, at folk ville sejle eller sidde i en liggestol, men de lange sommerdage gav mange
anledninger. Og selv om vi kunne være bortrejst i nogle ferieuger, så var der alligevel
mange dage i Frederiksberg Have. Børges søster Ruth var nogle år ældre end jeg, og
min søster var nogle år yngre end Børge, så han og jeg strejfede for det meste rundt i
Haven, som vi lærte at kende ud og ind.
Jeg havde mange kammerater, både i skolen, i FDF og hjemme på Howitzvej, men
Børge var noget særligt. Vi trivedes kolossalt godt, og jeg kan ikke huske, at vi nogen
sinde var uvenner.
Sejladsen åbnede før liggestoleudlejningen, så vi var der altid først. Jeg stod og
ventede, og mor sagde tit: "Du skal se, Børge kommer nok snart!" Og inden længe
dukkede familien Nielsen op.
"Halløj," råbte de og vinkede, når de gik forbi. Så forsvandt de ind bag træerne bagved
iskagehuset, hvor stolene overnattede i et skur. Og snart stod der en række stole op ad
stammen på det store kastanjetræ i plænehjørnet. Hvis Børge en enkelt gang ikke var
med, var jeg helt elendig, men det skete sjældent.
Hvad lavede vi så? Ja, vi foretog os blot, hvad drenge foretager sig. Vi byggede huler,
klatrede i træer, skød med bue og pil og strejfede rundt i alle Havens buskadser, og vi
blev knyttet sammen med stærke følelser.
En dag fandt vi i et krat en kuffert med tyvekoster, som vi sammen med en af de
voksne bragte til politistationen på Howitzvej. Vi fik vist også senere en mindre
findeløn og følte os som politiets særlige udsendinge, selv om vi ikke ligefrem havde
ledt efter noget.
Engang klatrede vi over gitteret på Kineserbroen. Dengang var der absolut ingen
adgang til Kineserøen, så der var altid en vis nysgerrighed efter at komme over og
undersøge det hele nærmere. Vi vovede det, selv om det var søndag eftermiddag, hvor
der var fyldt med folk
på plænerne. Det var
lidt af et kunststykke at
forcere det ret store
gitter med de spidse
nedadrettede
jernstænger.
Da vi havde beset øens
herligheder, skulle vi
tilbage igen, og så gik
det galt. Vi var øverst
på gitteret, da vi hørte
råb
og
så
en
havebetjent
komme
ilende. Jeg havde fået
begge ben over og
sprang ned og spænede
Forrest: Christian og Børge(?)
væk, men da Børge
Bagest: Alice, Grethe, Ellen med Leif
skulle løfte sit bageste
Liggestol: Morfar (Carl Emil)
ben over, ville han på
Ca. 1939
- og min egen…
c:\documents and settings\kim\dokumenter\_sf\kilder\data\025-eri-1994-tænketank.doc
19
grund af situationen være hurtig, og en af jernspidserne jog ind i det bløde kød bag på
benet.
Havebetjenten fik fat i ham, og blødende og snøftende blev han ført over til sine
forældre. Jeg fulgte med, for vi var jo ikke ukendte i Haven. Vi fik en ordentlig
reprimande, men ellers skete der ikke noget, udover at Børge i mange år havde et stort
ar på benet.
En anden gang fandt vi ud af, hvordan man kunne komme gratis i Zoologisk Have.
Apistemplet, der dengang fungerede som billetsted, havde et jerngitter, der stødte op til
bygningen. Den nederste halvdel havde tætsiddende jernstænger, men øverst var
længere imellem stængerne. Vi kunne lige akkurat klemme os igennem. Men en dag, da
nogle gæster var på vej ind for at løse billet, så de os, og et øjeblik efter kom
billetdamen farende ud og råbte og skældte. Vi var netop på vej gennem gitteret, men
foretog et hurtigt tilbagetog og stak af.
Børge var også med i Solrød engang. Vi spillede badminton og havde det herligt
sammen. Vi lo og grinede, og engang, da vi sad og spiste, blev det for meget for far.
Han sad med en avis og ville have, at vi spiste ordentligt. "Hold så op og sid stille,"
tordnede han.
Der blev ro i 5 sekunder. Så vendte jeg langsomt hovedet mod Børge, der sad ved
siden af mig, og så hviskede jeg den første, helt tilfældige sætning, der faldt mig ind.
Jeg sagde: "Har du hat på?" Og så spruttede vi af grin. Far blev gal, og vi blev vist bort
fra bordet. Vi skyndte os væk, til et sted, hvor vi kunne ligge på jorden og holde os på
maven.
Sidste gang jeg så Børge, var vi ca. 16-18 år. Vi havde da ikke set hinanden i nogle år
og var klar over, at "dengang" var forbi. Vi gik over i Frederiksberg Have og lå på den
store plæne, der engang havde været fyldt af liggestole. Det var en dag, hvor der ikke
var mange mennesker.
Vi var nostalgiske, ikke mindst Børge, og han sagde: "Der er ikke mange, der som vi
har været denne have igennem på alle leder og kanter!" Desværre svarede jeg for
hurtigt: "Især på kanterne!" Vi morede os, men jeg fortrød, at jeg ikke svarede i samme
stemningsfulde alvor.
Vi mistede kontakten med hinanden, men jeg tænkte tit på ham.
Da Inge og jeg var blevet gift, kom vi en dag hjem på Howitzvej, og jeg fik et mindre
chok, da mor fortalte mig, at Børge var død. Hun havde mødt en af hans ældre søstre,
der havde fortalt det. Han skulle giftes og var ved at indrette en lejlighed. Han stod på
en stige og ordnede noget med en lysekrone, da han blev ramt af den elektrisk strøm.
Det var et tragisk budskab om en god ven.
Jeg var 5-6 år, da jeg fik mit livs første vandgang. Det var sidst på eftermiddagen lige
inden lukketid. Farmor var ved kassen, og nede i båden sad to unge mænd og ventede
på afgang. Tiden blev trukket lidt ud i håb om, at der ville vise sig flere passagerer. Jeg
skulle med på turen og blev sat ned i båden, mens far gik ind i bådehuset for at ordne et
eller andet. Jeg flyttede mig hen ved åren, hvor der ikke er noget rækværk og bøjede
mig ned for at nå vandet og fik overbalance.
Jeg opfattede ikke, hvad der skete, men jeg husker fornemmelsen under vandet, hvor
jeg lå med hovedet nedad. Jeg spilede øjnene op og så solens stråler brydes i vandet,
mens boblerne steg opad. En sær fornemmelse, som jeg siden har haft let ved at
genkalde.
Hvad der foregik over vandet, fik jeg først at vide bagefter. Farmor hørte plumpet og
så, at jeg var forsvundet.
"Christian, Christian," skreg hun, "Denger er faldet i vandet!"
Far kom springende ud af huset og ned i båden. Han jog hånden ned i vandet og fik fat
i mig. Snart sad jeg på bænken pakket ind i håndklæder og tæpper, mens forskellige
mennesker kom ilende for at se den reddede.
De to unge mænd i båden havde intet foretaget sig, og det gav, forståeligt nok,
anledning til undren hos de voksne.
- og min egen…
c:\documents and settings\kim\dokumenter\_sf\kilder\data\025-eri-1994-tænketank.doc
20
Den 13. maj 1933 var det 50 år siden, at oldefar startede bådsejladsen i Frederiksberg
Have. Jeg var da 4½ år.
En journalist fra Aftenbladet, et af eftermiddagsbladene, havde været på besøg, og det
var blevet til en artikel, som ville blive offentliggjort på selve dagen. Han bebudede, at
en fotograf ville komme over i bådehuset på en bestemt dag, og så skulle farmor sørge
for at være til stede, så hun kunne blive fotograferet på selve stedet.
Et klokkeslet blev aftalt, og da dagen oprandt gik hun af sted i god tid. Jeg fulgtes med
hende, de øvrige var allerede derovre. Vi nåede frem, og vi sad alle og ventede og
ventede. Ingen fotograf. Det gav lidt nerver, for alle vidste, at farmor med sine stive ben
og krogede fingre havde gjort en indsats for at være der. Hun skældte ud på fotografen,
der ikke var der, og da der efterhånden var gået flere timer over tiden, besluttede hun at
gå hjem igen, så kunne han komme hjem og tage billedet, hvis han skulle dukke op.
Jeg fik besked på at gå med farmor hjem igen. Hun tog sin klapvogn, hvor der altid lå
nogle tunge blyklodser indpakket på sædet, så hun lettere kunne støtte sig til den, når
hun gik.
Jeg lukkede gadedøren op, og vognen blev stillet på sin plads indenfor under trappen.
Så gik det op ad trinene. Hun hævede sig frem i armene for hvert trin, og vi nåede op,
fik overtøjet af, og hun satte sig på sin plads ved vinduet.
Der gik ikke mange minutter, før der kom ilbud: Fotografen var kommet, og han
insisterede på, at billedet skulle tages ovre i Haven. Farmor var godt gal i hovedet, da
hun gik i gang med en ny tur derover. Men hun nåede frem og blev endda hjulpet helt
ned på broen, hvor der blev taget et billede med mig ved siden af på bænken. Det var
det, der blev brugt i avisen.
Da jeg var seks år, blev far omvendt. Der skete noget i hans sind, som kulminerede i en
afgjort tro på, at der er en styrende Gud over alt. Hans motto kunne fra da af være "Alt
af nåde", ord, han senere ofte citerede.
Såvidt jeg ved var der ingen mennesker, der påvirkede ham. Hjemmefra var der ikke
meget at hente i den retning. Farmor holdt sig til det jordnære, og det meldte hun klart
ud med, når han prædikede for hende.
Det var omkring nytår 1935, vist nok nytårsaften. Vi var hos farmor, og far talte
uafladeligt om de tanker, der var nye for ham. På et tidspunkt fik jeg besked om at gå i
seng, og jeg gik ind i sengen, der stod lige indenfor
sovekammerdøren og lå og lyttede til fars stemme, der
lød inde fra stuen, af og til afbrudt af andre, der
blandede sig. Ole Bertelsen blev tilkaldt fra baghuset,
og måske har der været få andre. Til sidst indvilligede
han i at gå ind og lægge sig på farmors seng.
Han lå så i den anden ende af soveværelset og var
tilsyneladende højt oppe. Han talte og syntes at være i
en overstadig stemning. De andre inde ved siden af,
blev tilsyneladende forskrækkede over hans tilstand,
så de ringede formodentlig efter en læge, og en
ambulance blev tilkaldt. Stærke arme kom og løftede
ham i vejret og bar ham ud. Han gjorde ikke
modstand, men syntes i sit sind at være løftet over det,
der foregik. Han sagde en hel masse, og jeg forstod
ikke, hvad det var, der foregik.
Tre dage senere kom han hjem, helt fattet, men
forandret for altid. "Ligesom Kristus var tre dage i
graven og derefter opstod, sådan fik jeg mit liv ændret
i løbet af disse tre dage," har jeg senere hen et par
gange hørt ham sige.
- og min egen…
c:\documents and settings\kim\dokumenter\_sf\kilder\data\025-eri-1994-tænketank.doc
21
Christian Thomas
Theodor Svendsen
Han begyndte at læse i Bibel, men sluttede sig ikke til nogen menighed. Han var helt
sin egen og diskuterede gerne troen med hvem som helst. Jehovas Vidner og
Adventister gik rundt ved dørene, og far inviterede dem gerne ind, og han var skrap til
med Bibelen i hånd at gendrive deres argumenter. Det blev til mange hede diskutioner,
og når noget gik imod fornuften og kærligheden, kunne han med logiske bibelske
slutninger hamle op med sekteriske påstande.
I familiekredsen fik han til at begynde en del knubs. Når de samme mennesker havde
hørt på ham gentagne gange, kunne han blive sat på plads, og efterhånden lærte han at
tie, selv om det ikke faldt ham let.
Men han understregede, at ethvert menneske har en fri vilje, så de måtte jo selv
bestemme, hvad de ville lægge øre til, sagde han.
På sin arbejdsplads på B&W fik han øgenavnet Grammofonen - mange af arbejderne
havde dengang den slags tilnavne. Det var altid sjovt, når han talte med kolleger om de
forskellige arbejdskammerater, og de nævnte de andre ved navne, som var pudsige for
udenforstående.
Far døde i 1974, og få år efter blev Inge og jeg involveret i et omfattende filantropisk
Israel-arbejde, der blev kaldt Dansk-Jødisk Venskab. Vi udsendte volontører og
støttede forskellige formål i Israel og havde ofte brug for pengeoverførsler til
Jerusalem. Såvidt muligt sendte vi disse summer med folk, der skulle rejse til Israel.
I den forbindelse kom jeg en dag, omkring 1983, ind til en dame i Dronningens
Tværgade, der hed Benedicte. Han var fra en anden organisation, men vi hjalp
hinanden med den slags, og jeg havde noget, som hun skulle medbringe til vore folk i
Jerusalem.
Da jeg trådte ind i stuen, var der en mand, som jeg ikke kendte, men han kendte
tilsyneladende mig. Som leder af Dansk-Jødisk Venskab var der en del mennesker, der
kendte mig, uden at jeg nødvendigvis vidste, hvem de var.
Denne mand hed Svend Truelsen. Han boede i Kastrup, hvor han samlede brugt tøj,
som han pakkede i bæreposer og gav turister med til formål i Israel. Det første, han
sagde til mig, var: "Jeg har i mange år arbejdet på B&W, og jeg kendte din far. Han var
aldrig bange for at fortælle om sin tro blandt de andre derude. Han var virkelig et
vidne."
Senere mødte jeg Filip Hansen, en anden B&W-arbejder. Han sagde akkurat det
samme: "Din far var altid parat til at tale om Bibelen ude på B&W."
Hjemme prædikede han også tit for os allesammen. En overgang havde vi en fast
ugedag til at læse noget i Bibelen. Så stillede han spørgsmål, men som regel besvarede
han dem selv, for det meste nåede vi kun at sige få ord, inden han gik i gang. Lytte
havde han vanskeligt ved, så det blev jo ofte til, at vi sad og sagde ja og nej de rette
steder, og så kørte han videre med sine begrundelser. Han mente det godt nok, men
pædagog var han ikke.
Min første cykel fik jeg, da jeg var 9 år. Den var brugt, men var blevet malet. Far kom
hjem med den, men jeg havde en eller anden børnesygdom og havde feber. Han havde
stillet den op ad baghusets mur, så jeg kunne se den fra vinduet. Den dag, følte jeg, at
jeg virkelig voksede.
Da jeg skulle lære at køre på den, tog far mig over på Paludan Møllersvej, en blind
villavej ved Andebakkestien. Der var ingen trafik, og det var tilmed en søndag, men en
af beboerne lukkede et vinduet op og skældte mig ud. Det var en privat vej, og jeg
havde bare at fjerne mig.
Far blev rasende på ham, og der blev et større skænderi. Jeg lærte alligevel at køre på
cykel.
Mor var benådet med et lyst og positivt sind. Det blev hendes styrke i de mange storme,
hun allerede som ung kom ud for og også senere. Sin tidlige status som hustru og mor
- og min egen…
c:\documents and settings\kim\dokumenter\_sf\kilder\data\025-eri-1994-tænketank.doc
22
kommenterede hun engang sådan: "Kan man ikke få den, man elsker, så må man elske
den, man får!" Og det gjorde hun så. Der er ingen tvivl om, at hun elskede far. Han var
selv en grubler og var godt tjent med at have et lyst sind ved sin side. Og for os børn
var hun en fantastisk mor. Hun var altid at finde, parat til leg og lidt sjov.
Da vi engang spadserede i Smallegade med hinanden i hånden, fandt hun på, at vi ikke
måtte træde på stregerne mellem fliserne. "Hvorfor ikke?" spurgte jeg. "Nej, for så
kommer han efter os," sagde hun og pegede på en mand, der stod i døren ind til
isenkræmmeren. Vi morede os og gik hele vejen uden at træde på stregerne. Jeg var
altid meget stolt af hende, når hun skulle med hen i skolen eller andet sted. Hun var så
ung og så nydelig.
Morfar, Karl Emil Isaksen, blev født 14. marts 1878. Hans far hed Lars Peter Isaksen,
født 23. august 1849 i Sct. Jørgensbjerg. Moderen, Inger Nielsen, 12. juni 1848, vist
nok fra Sverige?
Morfar var mild og rar. Mormor har også været hyggelig og flink, men af uforståelige
grunde gik det skævt, da hun fik børnebørn. Ikke alene mor, men også hendes søskende
oplevede at blive afvist, da de fik børn. Derfor er vi alle vokset op uden en mormor,
skønt vi vidste, at hun fandtes.
Jeg har aldrig hørt et ondt ord om hende fra mor, far eller andre. Men ingen har fattet,
hvad der skete med hende. Hun døde i 1961.
Morfar og mormor fik to drenge og fire piger, og de havde et udmærket barndomshjem
i Pile Allé 47. Han arbejdede med byggearbejder og var bl.a. sjakformand, da
tunnelbanen ved Nørrevold blev anlagt. Han var poetisk anlagt og skrev sange til
festlige anledninger.
I forbindelse med sit arbejde var han i 1922 i Sønderjylland og sendte et lille digt
hjem, som moster Oda citerede for mig ved bordet, da vi den 18. januar 1994 var
samlet i Rødovre til Grethe og Alices 70 og 60 års fødselsdag:
Langt fra viv og børn,
nær den tyske ørn,
er jeg hjemmefra for at ta' den sidste tørn.
Lis på fatters skød,
Oda med til nød,
Ellen kan ej være dèr,
skønt hun er så sød.
Poul, den lille rad,
er vist vældig glad,
han af fatters tegnebog
stryger nok et blad.
Oskar er en karl,
helt fænomenal,
tryller væk og ta'r igen
li'som han var gal.
Skattemor til slut
får sin egen gut,
som har skrevet dette digt
på 10½ minut.
Morfar mødte jeg af og til i Allégade. Han kom cyklende og standsede, når han så mig.
Vi talte lidt sammen, og så tog han gerne sin pung frem og gav mig en skilling. Senere
så vi ham tit, især efter at ægteskabet blev opløst. Han boede en hel del år på et lejet
værelse på Vester Fælledvej hos fru Mensink, Odas svigermor, og kom tit i sine børns
hjem. En overgang kom han regelmæssigt hos os og fik sin middagsmad, men kom
iøvrigt meget sammen med alle sine børn. Han var let at omgås, skikkelig, smilende og
altid meget rar. Han døde i 1955.
- og min egen…
c:\documents and settings\kim\dokumenter\_sf\kilder\data\025-eri-1994-tænketank.doc
23
Vi så ret meget til mors familie. Især de tre piger, der fik børn, søgte sammen til
hverdagssamvær. Oda og Edmund fik en dreng, kaldet Lille Edmund, og tre piger,
Else, Tove og Bente. Lis og Aage fik John og Jan. Oskar og Sylle fik sønnen Carl.
Moster Oda og onkel Edmund boede på Henrik Ibsensvej, ikke så langt fra Howitzvej.
Fra deres vindue på første sal kunne man se, hvad der foregik på en lille plads på den
anden side af gaden. På det tidspunkt havde de kun Edmund og Else. Senere flyttede de
ud i den anden ende af Finsensvej, hvor nogle nye ejendomme var blevet opført.
Her boede de i en stuelejlighed under krigen, hvor onkel Edmund blev interneret. Han
var kommunist og havde deltaget i illegale aktiviteter. Efter krigen var Edmund
opstillet ved kommunevalget på Frederiksberg, men det var en kreds, hvor
kommunister ikke havde store muligheder for valg.
Lis og Aage boede Gl. Kalkbrænderivej 26 på Østerbro. Her var lidt længere vej, men
vi kørte med sporvogn. Aage havde slagterforretning i Istedgade, og under krigen kom
det os til gode, at vi havde en slagter i familien. Jeg blev ofte sendt derhen for at hente
noget godt, som i forvejen var lagt til side. Eller far tog det med på vej hjem fra
arbejdet. Aage og far havde et et godt kammeratligt forhold til hinanden. De skulle jo
begge tidligt op hver morgen, og da mor og Lis jo ikke skulle af sted om morgenen, så
lavede de to mænd meget sjov ud af det.
Sylle og Oskar boede i Keplersgade 5, 3.sal, på Amager. Der kom vi ikke så ofte, men
til gengæld var det altid noget særligt, fordi det var så langt væk. Vi skulle skifte
sporvogn på Rådhuspladsen, og så skulle vi over en bro og ud af den meget lange
Amagerbrogade. Efterhånden kunne jeg kende, når vi skulle af. Carl var kun få år yngre
end jeg, så jeg var gerne med ham nede i den kæmpestore gård, der hørte til
ejendommen.
Sylle var min gudmor, blev jeg senere klar over. Hun og Oskar har støttet far og mor,
da de havde brug for det. Oskar var en sjov onkel, altid parat til spøg. Han havde
engang været tryllekunster, og det blev der tit hentydet til. Som ung var han kommet
hjem med en abe, der havde forskrækket familien.
Undertiden dukkede Oskar pludselig op hjemme på Howitzvej. En dag, da Alice lige
var begyndt at lære at bruge et par strikkepinde, sagde han, da han så hendes
begyndervanskeligheder: "Kan du ikke strikke et par underbukser til mig?" Siden
spurgte han altid efter sine underbukser, når han kom.
Oskar var født år 1900, og han blev over 90 år.
Karla og Poul boede på Henrik Rungsvej. Jeg husker kun at have været der en enkelt
gang. Men vi så dem, når alle eller flere var samlet hos os eller i et af de andre hjem.
Senere flyttede de til et af højhusene på Bellahøj, hvor Karla stadig bor i 1995, over 90
år gammel. Poul, der var født i 1907, døde allerede i 1958. Han var dygtig til at
fremføre sine causerier, når der var fester. Han var disponent hos Simonsen & Weel, og
efter krigen foretog han hyppige forretningsrejser til London.
Et par episoder om far og Poul rinder mig i hu. Jeg var en stor dreng og besøgte en dag
morfar, mens han boede på Vester Fælledvej. Onkel Poul kom også, og mens vi var
der, kom far pludselig. Han havde lige fået sin Velo Solex, en lille motordrevet cykel,
der trak på forhjulet. Det var en nyanskaffelse, han virkelig var begejstret for. Han
fortalte om alle dens fortræffeligheder og om, hvor let han kom frem og tilbage til sit
arbejde.
Til sidst førte han os hen til vinduet og viste os den. Han havde stillet den på den anden
side af gaden, så vi let kunne se den. I begejstrede vendinger lovpriste han sit køretøj.
Da han sluttede, sagde Poul smilende: "Ja, og så er det min bil, der står ved siden af!"
Han havde lige fået bil - det var også noget nyt og ikke så almindeligt på det tidspunkt.
"Nå," sagde far, "er det din bil!" Og så fortsatte han med at fortælle om sin Velo Solex.
- og min egen…
c:\documents and settings\kim\dokumenter\_sf\kilder\data\025-eri-1994-tænketank.doc
24
Men Poul forstod ham og refererede senere til hændelsen som en meget positiv
oplevelse.
Engang var vi i en eller anden anledning samlet hos Lis og Aage. Det var om aftenen,
og samtalen kom ind på alvorlige emner. I hvert fald blev far ivrig og begyndte at
fremføre argumenter for troen på Gud. Han plejede ellers at passe på, for der havde
tidligere været kontroverser, men den aften blev han grebet af emnet.
Han gik over og satte sig på hug ved Pouls stol, og med håndbevægelser og ivrige ord
gav han sin mening til kende. Af og til svarede Poul et eller andet, og diskussionen
fortsatte. Til sidst blev det for meget for Poul, han blev vred og bad ham om at stoppe
omgående.
Far tog det meget pænt og satte sig stille hen på sin plads igen. Så fortsatte selskabet,
omend lidt trykket af episoden.
"Jeg tror, jeg tager hjem," sagde far lidt senere. Han tog alene af sted, vi andre blev.
Da selskabet trak ud, besluttede jeg, at jeg også ville tage hjem. Det var jeg stor nok til,
så jeg sagde farvel og gik. Da jeg kom hjem i stuen, sad far i den store lænestol med sin
Bibel opslået.
Hans ansigt lyste af glæde, og da han så mig, sagde han: "Jeg er så glad for, at jeg kan
sidde og læse i min Bibel!"
Han så så lykkelig ud i den stund.
Oda,Ellen,Grethe, Poul, Lis og Oskar Isaksen
1948
Min yngste moster Grethe er fra 1924 og knap 5 år ældre end jeg. Hun kom i familien
og var ligesom de øvrige mostre med i Solrød i ferietiden. I 1943 blev hun gift med sin
Poul i Frederiksberg Kirke, hvor familien var troppet op for at ønske til lykke.
Undertiden har Inge og jeg set dem, f.eks. da Inge og Grethe havde en del øveaftener i
firhændigt klaverspil. Poul og jeg sad og nød det, når de spillede "Digter og Bonde".
Efter jul var vi gerne til juletræsfest i fars fagforening - i Borgernes Hus eller
Hjemstavnslokalerne, engang var det på Gimle på Grundtvigsvej. Der var mange
- og min egen…
c:\documents and settings\kim\dokumenter\_sf\kilder\data\025-eri-1994-tænketank.doc
25
mennesker, ikke mindst børn i alle aldre, og det var meget festligt. Vi traf mange af
fars kolleger, bl.a. Robert Lund og hans kone og datter, en familie, vi undertiden
mødtes med hjemme hos os eller hos dem på Østerbro.
Ved en sådan julefest skete det engang, at far stod og talte med Robert. Jeg stod i
nærheden og hørte deres samtale, som gik ud på forskellen mellem drenges og pigers
modenhed. Piger blev hurtigere modne, mente de, hvad jeg synes lød som noget
sludder. Pludselig pegede far hen på Alice og mig og sagde: "Jeg tror f.eks., at hun
bliver gift før ham!"
Det var dog den værste, jeg længe havde hørt. Skulle Alice blive noget før mig, når jeg
hele tiden var fem år foran? De måtte jo ikke være rigtig kloge! Jeg besluttede, at det
skulle jeg nok sørge for ikke skete.
Det var nu ikke derfor, jeg blev gift først.
Senere forstod jeg, hvad de mente. Men pudsigt nok kan jeg huske det endnu.
Fortsættelse følger - måske!
- og min egen…
c:\documents and settings\kim\dokumenter\_sf\kilder\data\025-eri-1994-tænketank.doc
26