1. No category

økonomi
Litteratur
Udviklingsbistand
vækstEventyr
i Kurdistan
Bøger til
eliten
Kontanter frem for
konsulenter
Mens Irak er plaget af
konflikt, vælter den kurdiske
del af landet sig i fremgang
s.54 /
Nordafrikansk skrivekunst
er for de få og kredser mest
om de intellektuelle
s.42 /
Drop tunge programmer og dyre rådgivere – den mest
effektive fattigdomsbekæmpelse er at give folk penge i
hånden, mener internationale eksperter
s.58 /
DANMARKS
GLOBALE MAGASIN
– NR 3 · 2014 · juni/juli · 41. ÅRGANG –
Kriminel
kærlighed
Glem kvinderne —
seksuelle minoriteter er den
nye globale kampplads
s.10 /
Udgives af Danida, Udenrigsministeriet.
Få Udvikling
som app
App
dow 'en kan
nloa
des
1. ju
li
#1 juni/juli 2014
kriminel
kærlighed
Glem kvinderne — seksuelle minoriteter
er den nye globale kampplads
>>
Snart kan du tage Danmarks globale magasin med overalt på din tablet.
Vores nye app-version af magasinet udkommer 1. juli og åbner for nye måder
at fortælle historier på med brug af videoer, link og interaktiv infografik.
God fornøjelse!
Udgives af Danida, Udenrigsministeriet.
Download app'en gratis
Indhold
DANMARKS
GLOBALE MAGASIN
– NR 3 · 2014 · juni/juli · 41. ÅRGANG –
Bare stik dem pengene
s.58 /
Spåmænd går
online s.66 /
udvikling
Økonomi
Kineserne tørster efter rent
grundvand s.6 /
Fabriksulykke glemmes
ikke i Bangladesh s.48 /
Tyrkiet er kommet i
nødhjælpens superliga s.7 /
Nigeria er nu Afrikas
største økonomi s.51 /
Afghanske fordrevne beskyttes bedre s.7 /
Billige hygiejnebind er
indisk sællert s.51 /
s.34 /
Sydafrika: Kamp mod “korri- Senegal til kamp mod
fabriksskibe s.51 /
gerende” voldtægt s.18 /
Jordan: Kvinders ret er vigti- Kurdistan vælter sig i
gere end homoers ret s.22 / succes s.54 /
politik
kultur
Homoer er den nye værdipolitiske kampplads s.10 /
Koreaner forvandler tanker
til rum s.4 /
Bangladesh anerkender et
tredje køn s.12 /
Cambodjas jungle gemmer
historiske skatte s.8 /
Kriminalitet og vold stiger i
Kenya s.25 /
Politisk satireradio har succes i Elfenbenskysten s.26 /
Iransk fotograf sætter
billeder på fortid s.34 /
Islamiske klæder hitter i
modebranchen s.41 /
Kolde kontanter er bedre
end dyre konsulenter s.58 /
Nordafrikansk litteratur er
kun for eliten s.42 /
Iranske Tragedier
Fotografen Azadeh Akhlaghi iscenesætter historiske
mord på intellektuelle i suveræn øjenvidneserie.
s.12 /
Han, hun, hijra
Mens afrikanske lande kriminaliserer homoseksualitet,
anerkender Bangladesh transpersoner som tredje køn.
faste sider
Kronik: Boko Haram er
indenrigspolitik s.30 /
Underjordiske byer
dukker op i Cambodja
s.8 /
s.48 /
Kulturen Kort: Et helt
uroligt cykelhold s.40 /
Navne: Verdens vigtigste
hushjælp s.64 /
Asiatisk Plads: Nyt om
dansk bistand s.65 /
Indvikling: Krystalkuglerne
indtager Skype s.66 /
Et år efter Rana Plaza
Samapthi, Preethi og Runarani var i fabriksbygningen,
der kollapsede i Bangladesh sidste år. Mød dem her.
Værker fra verden
kunstnere fra nær og fjern udstiller i udvikling.
Tankelandskaber
4/
Stage of Mind
Af Jee Young Lee, Seoul
De primære motiver i denne serie
stammer fra mine spørgsmål om, hvem
jeg er lige nu. Det er en fotografisk
udredning af mine bekymringer, om min
identitet; en udforskning af mig selv og
en søgen efter de ting, jeg er i stand til at
gøre, ønsker at gøre, nyder at gøre og kan
gøre godt; mine tanker om, hvordan jeg
kunne leve mit liv.
I mit arbejde rekonstruerer jeg mine
følelser og forskellige situationer i forhold
til det omgivne samfund. Jeg genskaber
dette i et fortællende rum ved at male
og fylde rummet med egne håndlavede
objekter. Mit arbejde er, i sin essens, en
registrering af det, der optager mig
– og af processen, når man vokser op.
www.opiomgallery.com
5/
AGENDA
udvikling
Effektiv
indsats for
flygtninge
Foto: Jørgen Schytte/Danida (ned) 6 nG HAN GUAN/AP/Polfoto (øv)
6/
Dansk flygtningehjælp er nummer fire
på en rangliste over
verdens bedste ngo'er,
der er udarbejdet af
Global Journal – et
magasin, som fokuserer på god regeringsførsel.
Flygtningehjælpen
topper, når det specifikt gælder humanitær bistand.
Øverst på listen
er BRAC (tidligere
Bangladesh Rural
Advancement Committee), som også er
verdens største ngo
med 100.000 ansatte. BRAC har været
afgørende for, at folk i
Bangladesh (foto) har
fået bedre adgang til
lægehjælp og sundhedsydelser.
Listen tæller 100
organisationer, som
er udvalgt blandt
næsten 500 ud fra kriterier om effektivitet,
innovation og bæredygtighed i forhold
til organisationens
formål. • /RH
Kina tørster efter
rent grundvand
60 procent af det kinesiske grundvand og 16 procent af
jorden er forurenet, oplyser statsligt medie. En erkendelse
af miljøproblemet synes på vej.
Af REGNER HANSEN
Meget har vi hørt om smoggen i kinesiske
storbyer og Kinas placering som verdens største udleder af CO2. Nye officielle oplysninger
viser, at miljøproblemerne også gælder vandet
og jorden. Således er cirka 60 procent af grundvandet i Kina forurenet, rapporterer det statslige nyhedsbureau Xinhua. Der er taget tusindvis af prøver, som tilsammen tegner følgende
billede af urent vand: 44 procent af stederne har
"relativt dårlig" vandkvalitet, mens lige under
16 procent har "meget dårlig" vandkvalitet.
Ydermere er vandkvaliteten generelt forringet sammenlignet med et år tidligere.
Det står særlig skidt til med grundvandet
på den nordkinesiske slette – et område med
flere millionbyer. Kun tre procent af grundvandet i byerne kan karakteriseres som rent.
Dette er en medvirkende årsag til, at Kina
må dække to tredjedele af sit behov for vand
fra andet end underjordiske kilder.
OG JORDEN ER GIFTIG
Den officielle melding om grundvandet kommer umiddelbart efter en oplysning fra ministeriet for jordforvaltning om, at 16 procent af
jorden i Kina er forurenet – blandt andet med
giftstoffer såsom kadmium, kviksølv og arsen.
I forvejen er de kinesiske myndigheder
inden for det seneste år begyndt at rapportere
om den elendige luftkvalitet. Så sammenlagt
er der kommet en større åbenhed om landets
miljøkrise, efter at Kina gennem årtier har haft
en udviklingsmodel baseret på økonomisk
vækst for enhver pris.
Ma Jun, leder af Instituttet for Offentlige
og Miljømæssige Anliggender i Beijing, vurderer ifølge det britiske dagblad The Guardian, at en øget politisk erkendelse kan motivere samfundet til at takle miljøproblemerne.
Den større åbenhed er ledsaget af den
første skærpelse i 25 år af miljøloven i Kina.
Miljømyndighederne får flere beføjelser til at
skride ind, og forurenere skal bøde mere, når
de sviner vand, jord eller luft til.
Kina er bagud med miljøudviklingen, og
det mærkes ikke kun på luftforureningen.
Landets høje økonomiske vækst er ledsaget
af en omfattende vandforurening. Antallet af
steder med meget dårlig og dårlig vandkvalitet stiger til 60 procent. Det viser statslige tal.
Selve offentliggørelsen er udtryk for en erkendelse af problemet, som politikerne nu skal i
gang med at løse. •
Ny lov støtter
fordrevne
afghanere
byerne og hyppigt er blevet tvunget væk fra
området af myndighederne.
Loven roses af menneskerettighedsorganisationer, heriblandt Amnesty International,
som kalder den en livline til de fordrevne. Horia Mosadiq, Afghanistan-ansvarlig hos Amnesty, understreger, at det er vigtigt, at loven
følges op af politisk handling og understøttes
økonomisk. • /RH
Tyrkiet bliver et vigtigt donorland
Historisk blev Tyrkiet kaldt for “Europas
syge mand”. Landets boomende økonomi
i den seneste årrække har vendt op og ned
på rollerne, så Tyrkiet nu er blevet et vigtigt
donorland, som afhjælper dårlige sundhedsforhold og lignende fattigdomssymptomer i
andre lande.
Tyrkiet er nu verdens fjerdestørste bidragyder af humanitær bistand. Tyrkiet er samtidig den førende donor af udviklingsbistand
uden for udviklingsorganet DAC i den vestlige økonomiske samarbejdsorganisation
OECD. Eksempelvis har landet afsat, hvad
svarer til næsten 1,1 milliarder kroner årligt i
bistand til de mindst udviklede lande.
Syrien-krisen og Irak-krigen er medvirkende årsager til den nye tyrkiske rolle, uanset
at der blandt modtagerne desuden er lande
som Somalia, Pakistan og Indonesien. Grunden er også et voksende tyrkisk internationalt
udsyn under det konservative islamiske Retfærdigheds- og Udviklingsparti, som har haft
regeringsmagten siden 2002, samt – altså –
landets solide økonomiske vækst.
Samlet set gav verdens rige lande seks procent mere i udviklingsbistand i 2013 end året
før, oplyser OECD. Danmark er fortsat blandt
de kun fem lande, som lever op til FN's målsætning om at donere mindst 0,7 procent af
bruttonationalindkomsten i bistand. • /RH
Hvis man ved mere
om menneskers vilkår
rundt om i verden, er
man bedre i stand til
at hjælpe dem.
Dette er tankegangen bag en avanceret
database, MY World,
som FN er ved at opbygge sammen med
flere partnere.
Databasen er en
global undersøgelse
af, hvad folk oplever
som vigtigt i tilværelsen, så landenes
ledere mere præcist
kan sætte en udviklingsdagsorden fra
2015 og frem.
De adspurgte skal
udvælge seks blandt
16 spørgsmål, som vil
gøre størst forskel i
netop deres liv. Spørgsmålene
handler om økonomiske og sociale forhold,
bæredygtighed, sikkerhed, regeringsførelse og gennemsigtighed.
Deltagerne har
også mulighed for at
tilføje egne bud på,
hvad der kan medvirke til det gode liv.
Den globale undersøgelse omfatter
i øjeblikket svar fra
over to millioner mennesker og bliver hele
tiden mere præcis i
takt med, at der indløber tilbagemeldinger.
• /RH
data.myworld2015.org
7/
Fotos: Massoud Hossaini/AP/Polfoto (ØV.) & EYAD BABA/AP/Polfoto (midt)
Mens internationale styrker forbereder sig
på at forlade Afghanistan, har landet fået den
første lov, der beskytter de internt fordrevne
og dermed forbedrer udviklingsmulighederne.
Der er over 600.000 internt fordrevne i
Afghanistan. Heraf var 100.000 tvunget til at
forlade deres hjem alene i 2013.
Loven bekræfter afghaneres ret til at bosætte sig frit og fremhæver myndighedernes
pligt til at hjælpe. Formuleringerne er relevante for et stigende antal fordrevne, som slår
sig ned i interimistiske boliger i udkanten af
Database
om det
gode liv
Arkæologi
Fortidsskatte
vrimler frem
Sydøstasiens tidlige historie er fuld af huller på grund
af mangel på kilder og arkæologiske fund, mener eksperter. Men nylige kæmpe-opdagelser giver grund til
at tro, at der er meget, meget mere gemt i junglen.
Af Anya Palm, Phnom Penh
Foto: Erika Pineros
8/
Da Dr. Damian Evans i 2013 så
billederne fra en arkæologisk ekspedition ved turistbyen Siem Reap
i Cambodja, sad han længe stille og
kiggede på skærmen. Det tog tid, før
det dæmrede for ham: Der var en by
på billederne. En glemt, men komplet,
1.200 år gammel by.
Dr. Evans er direktør for Robert
Christie Center, der havde hovedansvaret for den arkæologiske ekspedition – og han havde svært ved at tro
på sit held:
“Det var fantastisk. Der var vejnet,
huse, dæmninger – kort sagt var der
et helt område under junglen, der var
100 procent dækket af menneskelige
konstruktioner, som vi ikke vidste lå
der,” fortæller han.
Fundet af middelalderbyen Mahendraparvata ændrede den cambodjanske historie: Befolkningen i landet
var langt mere urban end hidtil antaget. Men det er ikke alt:
“Der er meget mere at finde. Ikke
blot i Cambodja, men i hele Sydøstasien,” siger Damian Evans.
I forhold til sommerens mega-fund
handler det om, at arkæologerne nu
har en forståelse af, at templer fra
tidsperioden 802-1431, da Cambodja
hed Khmer-riget og var Sydøstasiens
mægtigste rige, ikke stod alene. De
var, viser det sig, centrum for urbane
områder. Og derfor tror Evans på, at
udgravninger omkring de allerede
kendte templer i Cambodja vil afsløre
flere byer.
“
Jeg tror, de fleste cambodjanere
kender de større linjer i historien
om Khmer-riget. Men nu begynder de at forstå, at vi kan lære
om vores fortid ved at grave i
jorden, og det har der ikke været
den store forståelse for tidligere.
Sakada Sakhoeun, arkæolog
Der har blot ikke været fokus på
den side af arkæologien før, mener
han:
“Det har traditionelt været sådan
i sydøstasiatisk arkæologi, at der har
været fokus på at genopbygge store
monumenter og templer, mens man
ikke har beskæftiget sig med befolkningen som sådan. Så der er store
huller i vores forståelse af de sociale,
kulturelle og miljømæssige aspekter
af den tidlige sydøstasiatiske historie,” forklarer han.
Historisk kontekst
Det har han ret i, lyder det fra direktøren på Center for Sydøstasiatiske
Studier ved Californiens Universitet
(UCLA), George Dutton. Der er en
række nye eksempler på fund, der har
afgørende betydning for historien om
Sydøstasien.
I 2005 fandt forskere en 127 kilometer lang forsvarsmur, bygget under
det vietnamesiske Nguyen-dynasti.
I 2009 dukkede der spor op fra en
4.000 år gammel stamme i Thailand
– stammens kvinder bar smykker, der
er afbildet i steninskriptioner lavet
2.000 år senere. Og for blot få måneder siden, i januar, dukkede resterne
af et palads op under et citadel i Vietnams hovedstad, Hanoi – det viste sig
at være den inderste del af kejserpaladset under Vietnams Ly-dynasti.
“Disse nye fund bekræfter, at der
er meget, meget mere at finde derude,
og det kommer til at bidrage enormt
til vores forståelse af regionens fortid,” siger han.
Det er mangel på kilder, der udgør
problemet for historikeren.
“Hvis man kigger på Europa, så
har vi et meget omfattende skriftligt
kildegrundlag, så vores forståelse for
den region er god. Men dette er ikke
tilfældet for Sydøstasien, hvor
over 50 års NGO-erfaring
raptim
Lokale vilde med arkæologi
Derfor er arkæologien ekstra vigtig
i netop Sydøstasien. I Cambodja er
historiens huller ved at blive fyldt
op med ny viden, netop på grund af
fund som middelalderbyen Mahendraparvata, mener arkæolog Sakada
Sakhoeun fra Arkæologi- & Udviklingsfonden – en af de lokale partnere,
der var med til at finde den glemte
middelalderby.
I dag er han i fuld gang med at
kortlægge de enkelte fund (foto) fra
byen. Og udgravningen skuffer ikke
– siden hovedfundet af Mahendraparvata i sommer har Sakada Sakhoeun,
Evans og deres kolleger opdaget over
75 nye arkæologisk interessante områder. Næsten et år efter fundet bliver
nye ting ved med at dukke op, forklarer de begge.
“Vi har kortlagt omkring 40 procent af byen nu. Kun 40 procent,”
siger Sakhoeun.
Tlf. 8723 1230
Glarmestervej 20A • 8600 Silkeborg
www.unitasrejser.dk • [email protected]
De overvældende resultater betyder også noget lidt mere nutidigt,
siger Sakada Sakhoeun: En holdningsændring hos folk.
“Cambodjanerne begynder at interessere sig mere for den arkæologiske
side af historien, når de hører om,
hvad vi har fundet,” siger han.
Han fortæller, at landsmænd, der
har bosat sig andre steder i verden, nu
ringer eller skriver til ham for at høre
nærmere om hans arkæologiske arbejde. Og i Cambodja er befolkningen
stolte af, at der er så rige kulturskatte i
deres land. Det er de meget interesserede i at få gravet ud, forklarer han.
“Jeg tror, de fleste cambodjanere
kender de større linjer i historien om
Khmer-riget. Men nu begynder de at
forstå, at vi kan lære om vores fortid
ved at grave i jorden, og det har der
ikke været den store forståelse for tidligere,” siger han.
Mere viden om folk
Det er lige netop den almene befolkning, der er interessant, mener UCLAdirektøren George Dutton. For det er
her, der er mindst viden:
“Så snart vi bevæger os ned under
elite-niveau i de sociale hierarkier, så
bliver hullerne i vores viden enorme.
Kort sagt, så mangler vi ofte helt
grundlæggende information om almindelige menneskers levevis – og de
udgjorde jo den store majoritet af Sydøstasiens befolkning,” siger han.
I Cambodja kan indretningen af
husene, stentøjet, lervarerne og opbygningen af vejnet og dæmninger i
Mahendraparvata måske give svaret
på, hvad den jævne middelalderlige
cambodjanske befolkning var for en
størrelse.
Og findes den viden under junglen
i Cambodja, er der stor sandsynlighed
for, at det også gælder resten af regionen, mener Dutton:
“Der er så mange fysiske rester, vi
stadig mangler at finde. Jeg formoder,
mange af disse opdagelser blot vil
have lokalinteresse, men der vil være
nogle, der har større implikationer. Vi
vil med sikkerhed finde ting, der ændrer historien lidt efter lidt, efterhånden som tiden går,” siger han. •
member of
raptim network
®
9/
værdi for pengene
personlig service
stor fleksibilitet
”
Fordelene ved at købe sin
raptim-billet hos Unitas
Rejser er til at forstå. At man også
kan se gevinsten på bundlinjen,
sætter mange af vores kunder pris
på.
Jacob H. Jensen
Teamleder, Unitas Rejser
annonce
klimatiske forhold er katastrofale for
alle former for nedskrevet materiale,
medmindre det er hakket ind i sten,”
siger han.
10/
LGBT
......
Navnet står for
Lesbiske, Bøsser,
Biseksuelle og
Transkønnede.
Nogle tilføjer flere
bogstaver som
Q for Queer eller
I for Inter-kønnede.
Tema
LGBT-rettigheder
Værdipolitik
homoer er de
nye kvinder
Lesbiske, bøsser, biseksuelle og transer giver spændinger mellem Vesten og lande i syd og øst – og er
fremtidens globale værdipolitiske kampplads.
11/
befolkningsflertal, vedtager love, der
går midt imod vores egen opfattelse?
Handels- og udviklingsminister
Mogens Jensen mener, at Danmark i
tilfælde som det ugandiske ikke skal
true med at trække sig, men derimod
true med at blive.
“Vedtagelsen af loven er udtryk
for en markant overskridelse af de
internationale menneskerettighedsforpligtelser, som Ugandas regering
har skrevet under på. Derfor har vi
reageret, ligesom andre donorer, ved
at omdirigere en del af udviklingsbistanden uden om den ugandiske
regering,” siger Mogens Jensen.
Han tilføjer, at fjernelse af al bistand ville gå ud over de fattigste
ugandere og samtidig risikere at
lægge de homoseksuelle yderlige for
had i befolkningen.
Charlotte Flindt Pedersen, vicedirektør i Institut for Menneskerettigheder, mener, at der er en hårfin balance mellem ikke at underkende det
faktum, at LGBT-personer krænkes
på deres mest “fundamentale rettigheder”, så som deres liv, retssikkerhed, forenings- og forsamlingsfrihed,
men samtidig være varsom med at
gøre spørgsmålet alene afgørende for
bistand.
“Man skal passe på med at tage en
enkelt sag frem og gøre den til altafgørende for bistanden. Donorlandene
risikerer en politisering af diskussionen, som spiller ind i populistiske
politikeres spil om magt, bruges til at
mane fjendebilleder frem af Vesten
og dermed underminerer muligheden
for at få indflydelse,” siger hun.
Hun tilføjer:
“Når det gælder værdier, hvor der
Et bredere sigte
er så lidt opbakning hos den alminMen ikke alle er enige i linjen. Chefen delige befolkning, er det vigtigt for
for Afrikakontoret i EU's diplomativarige ændringer, at debatten føres
ske tjeneste, Nick Westcott, har sagt, af nationale aktører med forståelse
at EU skal holde op med at belære
for den nationale sammenhæng som
afrikanerne om rettigheder for homenneskerettighedsinstitutioner eller
moseksuelle og i stedet fokusere på
kulturpersonligheder. Derfor skal de
mere “fundamentale rettigheder”.
lokale stemmer styrkes i debatten.” •
Foto: Gregory Bull/polfoto
I årevis har kvinders rettigheder været den store globale kampplads, både i den internationale udviklingsbistand og i FN. I dag er det
LGBT-rettigheder, der for alvor sætter
sind i kog og bistandspolitikker i spil.
Ingen steder er kampen mere intens lige nu end i de afrikanske lande,
som samtidig er de største modtagere
af globale bistandsmidler. Flere lande
har strammet lovgivningen inden
for de seneste år. Homoseksualitet
betragtes mange steder som noget
“uafrikansk”, der er kommet til takket
være skadelig, vestlig indflydelse. 38
afrikanske lande har ifølge Amnesty
Internationals seneste optælling en
lovgivning, der forbyder homoseksualitet.
Senest har Uganda indført lovgivning, der strammer landets i forvejen
hårde love mod homoseksualitet.
Med loven risikerer homoseksuelle
14 års fængsel for “førstegangsforseelser” og livsvarigt fængsel for “grov
homoseksualitet”.
Det stiller donorlande som Danmark over for spørgsmålet: Hvad gør
man, når demokratisk valgte regeringer, i øvrigt bakket op af et stort
Tema
LGBT-rettigheder
Bangladesh
Han, hun, hijra
Transkønnede hijraer bliver nu officielt anerkendt som et
tredje køn. I familierne og samfundet er de stadig uønskede.
Af Mikkel Danielsen, Dhaka / Fotos: Simon Læssøe
12/
Dalias hænder er bundet sammen, og hun hænger i en loftventilator med fødderne dinglende én meter
over jorden. Tårerne løber ned ad
hendes kinder, men hendes onkel viser ingen nåde. Igen og igen slår han
hende med en hockeystav. Mens hun
er ved at besvime, kan hun høre sine
brødre råbe: “Du er en dreng, så opfør
dig som en dreng.”
På det tidspunkt er Dalia 12 år gammel, og hun hedder Dalim. Sammen
med sin familie bor hun i Faridpur et
par timer fra Dhaka. Hun har indset, at
hun ikke er som de andre drenge. Hun
er begyndt at få følelser for jævnaldrende drenge, og når hendes mor ikke
opdager det, låner Dalia hendes kjoler
og sarier.
“Lige meget hvor meget jeg blev
slået og råbt ad, kunne jeg ikke ændre mig. Jeg har altid villet være en
kvinde, men det bliver jeg aldrig. Jeg
er et sted midt imellem. Jeg er en hijra,” siger hun i dag.
Hijraer er transkønnede, der er født
som drenge, men i højere grad ser sig
selv som kvinder.
I dag kan de få papir på, at de er
hverken eller, men hijraer. Som et af
de første lande i verden anerkender
Bangladesh transkønnede som et
tredje køn. I passet kan der nu sættes
kryds ved enten mand, kvinde eller
hijra.
“
Transkønnethed er slet ikke
det samme over hele verden. I
Sydasien har der historisk været
tradition for, at såkaldte kvinderoller ikke er bundet til et biologisk funderet køn, som i vesten.
Tobias Raun,
forsker
Anerkendelsen kom i hus i november 2013, efter at flere lokale menneskerettighedsorganisationer i årevis
har presset på for at få regeringen
til at ligestille hijraer med mænd og
kvinder. En af de ngo’er, der gik forrest i kampen, var Bandhu Social Welfare Society, den største organisation
for seksuelle minoriteter i Bangladesh. Organisationens direktør, Shale
Ahmed, ser anerkendelsen som et
skridt i den rigtige retning og tror, at
Bangladesh
• Befolkning: 150 millioner
• Hovedstad: Dhaka
• Religion: 90 procent er muslimer.
Ni procent er hinduer. Én procent
tilhører andre religioner.
den vil gøre det lettere at være hijra
i Bangladesh. Men der er stadig lang
vej igen for hijraerne, der kæmper
en hård kamp for at få uddannelse,
arbejde og accept blandt resten af
befolkningen.
“Hijraerne bliver hele tiden udsat
for overgreb. Ofte bliver de udstødt
af deres egne familier,” siger Shale
Ahmed.
Regeringen i Bangladesh vurderer,
at der lever omkring 10.000 hijraer i
landet, mens organisationer, der kæmper for transkønnedes rettigheder, anslår, at antallet nærmere ligger et sted
mellem 150.000 og 200.000.
Hijraernes historie kan dateres
næsten 2000 år tilbage, hvor de første
gang nævnes i hinduiske tekster. I
Indien lever der ifølge menneskerettighedsorganisationer mellem fire og
seks millioner hijraer. Også i Pakistan
og Nepal lever der flere hundredtusinde, som ser sig selv som hijraer.
Alle tre lande har de senere år givet
hijraerne mulighed for at identificere
sig som et tredje køn i officielle dokumenter.
Ifølge Tobias Raun, forsker i transkønnethed og medier ved Roskilde
Universitet, er det ikke overraskende,
at de sydasiatiske lande er først med
anerkendelserne.
“Transkønnethed er slet ikke det
samme over hele verden. I Sydasien
har der historisk været tradition for, at
såkaldte kvinderoller ikke er bundet
til et biologisk funderet køn, som i vesten,” siger han.
Hijraerne bor sammen
Dalia Hijra er i dag blevet 24 år. Hun
står og spejler sig, imens hun reder
sit hår. I værelset ved siden af sidder
Paka Hijra foran spejlet og lægger
make-up oven på de skægstubbe, hun
ikke har fået barberet af. De bor lidt
uden for Dhaka i et nedlagt industriområde, hvor de har rejst fire blikskure
over en sump. I blikskurene bor i alt
20 hijraer, der alle har opgivet deres
13/
>
>
efternavne, forladt deres familier og er
trådt ind i hijraernes hierarki.
Overhovedet blandt de 20 hijraer er
gruppens ældste medlem, Miss Boby.
Hun er guru i det lille samfund, hvor
hver enkelt af hijraerne kender sin nøjagtige placering. Miss Boby sørger for,
at der er husly og mad til alle. Til gengæld forventer hun at blive respekteret og forkælet af de hijraer, som er
placeret længst nede i rangordenen,
heriblandt Dalia.
På den måde lever næsten alle
Bangladesh’ hijraer. Alle større byer
har huse, hvor hijraerne lever sammen
i større grupper, og i Dhaka findes
husene i alle fattige kvarterer. Frygten
for overgreb er en af de overvejende
årsager til, at hijraerne vælger at bo
sammen.
En anden grund er, at de har svært
ved at få lov til at leje lejligheder. Udlejerne frygter, at de ikke kan leje de
omkringliggende lejligheder ud, hvis
mer og banker på døren. På en almindelig aften kan hun nå at være sammen med seks-otte kunder.
Prostitution eneste udvej
Alligevel tjener hun ikke penge
Ud over at være sikre baser for hijranok til at klare sig og må hver uge
erne, fungerer de små samfund også
tigge hos lokale butikker. Hun har
som bordeller. Prostitution er blevet
søgt arbejde hos flere skræddere og
den mest hyppige beskæftigelse
frisører, men arbejdsgiverne har forblandt hijraer i Bangladesh, efter at de- talt hende, at de er bange for, at hun
res traditionelle arbejdsopgaver er ved skræmmer kunderne væk.
at forsvinde. Historisk er hijraer blevet
“At være prostitueret er det værste
set som ikke-menneskelige skabninger, job, man kunne tænke sig, men jeg blider kunne kommunikere med guderne. ver nødt til det for at overleve,” siger
Dalia.
De tjente penge ved at velsigne og
Mange af de prostituerede hijraer
synge religiøse sange for nyfødte babyer og nygifte par. I dag er der ikke ret beskytter sig ikke, når de har sex med
mange, der tror på eller efterspørger
kunderne. Officielt er hiv-raten blandt
deres overnaturlige evner. Kun guruhijraerne på to procent i øjeblikket.
erne og de højest respekterede hijraer
Bandhu Social Welfare Society tager
kan leve af at udføre de hellige ritualer. selv stikprøver og har set tendenser til,
Når Miss Boby tager af sted for at
at hiv-raten blandt hijraer er stigende.
synge og danse til et bryllup, lægger
“Vi er bange for, at hiv-tilfældene
Dalia sig ind i sin seng. Her venter
vil eksplodere, hvis ikke hijraerne
hun på, at mænd fra nabolaget kombliver integreret i samfundet og kommer ud af prostitutionen,” siger Shale
Ahmed.
potentielle lejere får nys om, at de får
en hijra som nabo.
Flugt fra familien
Et par måneder efter at onklen forsøgte at banke Dalias seksualitet på
plads, bliver der holdt en stor fest hos
Dalias familie. Hendes 18-årige fætter
har opdaget, at Dalia er meget feminin,
og aftenen igennem forsøger han flere
gange at kysse hende. Da Dalia er gået
i seng, lister han sig ind på hendes værelse og tvinger sig til samleje.
Dalia siger ikke noget til sine forældre om voldtægten. Hun er bange
for, at de vil give hende skylden. I
stedet fortæller hun historien til en
ældre hijra, der ofte kommer til byen.
Hijraen tager Dalia med hen til Miss
Bobys gruppe, og dem har hun boet
sammen med lige siden.
“Jeg ser min familie cirka én gang
om året. De siger, at jeg ikke skal
komme for tit, fordi jeg skader deres
omdømme i byen. Jeg savner dem,
men heldigvis har jeg fået en ny hijrafamilie,” siger Dalia.
Miss Boby kan sagtens huske,
da Dalia flyttede ind i hendes hijragruppe.
“Dalias historie er forfærdelig, men
den er desværre ikke sjælden,” siger
Miss Boby.
14/
Dalia ser kun sin familie en gang om året, da
familien mener, hun skader dens omdømme.
Må klæde sig som mænd
Imamerne i Bangladesh tillader ikke
hijraer at træde ind i deres moskeer.
De kan kun få lov til at deltage i bøn-
Hijraer
• Ifølge regeringen lever der 10.000 hijraer
i Bangladesh. Organisationer for seksuelle minoriteter mener, at der lever mellem 150.000 og 200.000 hijraer i landet.
• Hijraer er typisk 12-15 år, når de forlader
familien og flytter sammen med andre
hijraer.
• Tidligere var de fleste hijraer kastrerede,
men i dag er det ikke længere en nødvendighed for at blive optaget i en gruppe.
• Hijraer beskrives første gang i det
erotiske, hinduistiske værk Kama Sutra
omkring år 300.
• Homoseksualitet kan straffes med op til
livstid, hvis politiet tager de homoseksuelle på fersk gerning.
nerne, hvis de tager herretøj på og
gemmer deres lange hår i en hat. Hos
Miss Bobys gruppe af hijraer har det
betydet, at de ikke kommer i den lokale moske.
I stedet samler de sig hver aften på
et lille værelse for at bede. I gruppen
er der både muslimer og hinduer. Alle
beder de til Allah og til den hinduistiske hijragud, Bahuchara Mata.
Parboti Hijra, som også er med i
Miss Bobys hijragruppe, fortæller, at
hijraerne også bliver diskrimineret i
skolesystemet. Helt frem til sit andet
år på universitet klædte hun sig som
en mand af frygt for, hvad der kunne
ske, hvis nogen vidste, hun var en hijra. Da nogle medstuderende til sidst
fik mistanke, besluttede hun sig for at
forlade skolen og flyttede ind hos de
andre hijraer over sumpen.
“Jeg kunne ikke holde ud at skjule
mig længere. Jeg føler, at jeg spiller
skuespil, når jeg tager herretøj på,”
siger hun.
Når Parboti skal se sin familie, er
hun nødt til at tage skjorte og bukser
på. Ellers vil familien ikke se hende.
De mødes altid flere kilometer væk
fra forældrenes hjem, fordi de er flove
over, at deres søn er en hijra.
Parboti håber, at den nye anerkendelse af det tredje køn kan betyde, at
hijraer fremover får bedre levevilkår i
Bangladesh.
“Den næste generation må ikke
lide, som jeg har lidt. I fremtiden skal
forældre se på deres børn på samme
måde – hvad enten de er drenge, piger
eller hijraer.”
Sydasien er pionerer, når det gælder
transkønnedes rettigheder i verden.
15/
“
Hijraerne i bangladesh har fundet ny familie:
De bor sammen i grupper og sørger for hinanden.
“Jeg tror, at flere lande de næste 10
år vil give transkønnede flere rettigheDen næste generation må ikke
der og stoppe den nuværende sygeliglide, som jeg har lidt. I fremtiden gørelse,” siger Tobias Raun.
Han forklarer udviklingen med, at
skal forældre se på deres børn på
de
transkønnede er blevet bedre til at
samme måde – hvad enten de er
samarbejde
med etablerede mennedrenge, piger eller hijraer.
skerettighedsorganisationer. Det giver
Parboti,
de transkønnede en mere slagkraftig
hijra
stemme og øget adgang til politikere
og medier.
Flere lande vil følge
Som i Bangladesh betyder en anerBortset fra de fire sydasiatiske lande
kendelse fra staten ikke nødvendigvis,
er det kun Australien og New Zealand, at de transkønnede har opbakning i
som giver deres borgere mulighed for befolkningen, men på sigt vil det have
at vælge et alternativ til mand eller
en positiv effekt, mener Tobias Raun.
kvinde.
“En officiel anerkendelse giver dem
Ifølge forsker Tobias Raun vil vi i
mulighed for at være herre over egen
de kommende år opleve, at transkønidentitet. Det er et skridt på vejen mod,
nedes rettigheder kommer på den po- at resten af en befolkning respekterer
litiske dagsorden over hele verden.
de transkønnede,” siger han. •
Tema
LGBT-rettigheder
GRØNLAND
ALASKA
(USA)
NORGE
CANADA
EUROPA:
41 lande
10 stater
USA
FINLAND
ESTLAND
LETLAND
LITAUEN
HVIDER
HOLLAND TYSKLAND POLEN
BELGIEN
UK
TJEKKIET
LUX.
SLOVAKIET
ØSTRIG
FRANKRIG
M
SCHWEIZ HUNGARY
RUMÆ
ITALIEN EKSJUGOSLAVIEN
BULG
ALBANIEN
STORBRITANNINEN
IRLAND
SVERIGE
DANMARK
PORTUGAL SPANIEN
GRÆKENLA
TUNESIEN
MOROKKO
LIBYEN
ALGERIET
VESTSAHARA
MEXICO
GUATEMALA
EL SALVADOR
16/
HAITI
DEN DOMINIKANSKE REPUBLIK
MAURITANIEN
PUERTO
RICO
BELIZE
HONDURAS
MALI
SENEGAL
GAMBIA
NICARAGUA
GUINEA
BISSAU
COSTA RICA
PANAMA
GUINEA
ELFENBENSKYSTEN
GHANA
LIBERIA
SIERRA LEONE
VENEZUELA
GUYANA
FRANSK GUYANA
SURINAM
COLOMBIA
NIGER
TCHAD
BURKINA
FASO
TOGO
BENIN
CUBA
JAMAICA
NIGERIA
DEN
CENTRALAFRIKAN
REPUPLIK
CAMEROUN
ÆKVATORIALGUINEA
CONGO
GABON
ECUADOR
DR CONG
BRASILIEN
PERU
ANGOLA
BOLIVIA
Fint nok
eller
forbudt?
NAMIBIA
PARAGUAY
BOTSWA
CHILE
ARGENTINA
LE
SYDAFRIKA
URUGUAY
Der er stor forskel på, hvor accepteret
det er at leve som seksuel minoritet
rundt omkring i verden, og hvad den
nationale lovgivning tillader.
Kilde: INTERNATIONAL LESBIAN, GAY, BISEXUAL, TRANS AND INTERSEX ASSOCIATION (ILGA), 2013
Dødsstraf
•Fængselsstraf op til 14 år
•Fra 14 år til livstid
•Tidsubestemt straf
Ægteskab tilladt
LGBT og Danida
......
Danidas nye strategiske ramme for ligestilling, rettigheder
og diversitet er på
trapperne og kommer
for første gang nogensinde til at indeholde
LGBT-aspekter.
RUSLAND
RUSLAND
KRAINE
KAZAKHSTAN
MOLDOVA
MONGOLIET
ÆNIEN
UZBEKISTAN
GEORGIEN
ASERBADJAN
ARMENIEN
TURKMENISTAN
TYRKIET
GARIEN
AND
KIRGISISTAN
NORDKOREA
SYDKOREA
SYRIEN
LIBANON
IRAK
ISRAEL
JORDAN
EGYPTEN
AFGHANISTAN
IRAN
KINA
(TIBET)
KUWAIT
PAKISTAN
SAUDI -ARABIEN BAHRAIN
QATAR
NEPAL
INDIEN
BHUTAN
TAIWAN
DESH
DE FORENEDE
ARABISKE EMIRATER
BURMA
OMAN
SUDAN
Den strategiske
ramme anvender et
bredt kønsbegreb, der
tager udgangspunkt
i køn som kulturel og
social konstruktion
– og inkluderer ‘mangfoldighed’.
JAPAN
TAJIKISTAN
SYDERITREA YEMEN YEMEN
Den nye strategiske
ramme er et supplement til Danmarks
udviklingsstrategi
Retten til et bedre liv
(2012).
LAOS
THAILAND
CAMBODJA
VIETNAM
NSKE
SYDSUDAN
ETIOPIEN
FILIPPINERNE
SRI
LANKA
17/
BRUNEI
SOMALIA
MALAYSIA
UGANDA
KENYA
SINGAPORE
RWANDA
NY
GUINEA
INDONESIEN
GO BURUNDI
PAPUA
NY
GUINEA
TANZANIA
ZAMBIA
MALAWI
MOZAMBIQUE
ZIMBABWE
MADAGASCAR
ANA
AUSTRALIEN
SWAZILAND
ESOTHO
A
Ægteskabslignende registrering
af parternerskab tilladt
Lovgivning uklar
Ingen specifik lovgivning
NEW
ZEALAND
TASMANIEN
Diskrimination er strafbart i
hele eller dele af landet
Lov indført 2013 forbyder “propaganda mod
utraditionelle familieformer”. Det betyder blandt
andet et forbud mod at vise sin homoseksualitet
frem i det offentlige rum.
18/
Sydafrika
Et bål
af vrede
I Afrikas mest homo-tolerante land lever de lesbiske
i frygt for “korrigerende voldtægter” – de myrdes og
voldtages som straf for deres seksualitet.
Af Jeppe Villadsen, Cape Town
Fotos: Zanele Muholi
Tema
LGBT-rettigheder
“
Hvis en kvinde går på politistationen og fortæller
om en voldtægt, der er begået som en hadforbrydelse,
risikerer hun at blive kaldt navne som “tomboy” og
bagefter trukket til side og voldtaget.
Sanja Bornman, jurist
Det er seks dage siden, Ndumie
Funda tog flugten fra sit hjem i udkanten af Cape Town i Sydafrika.
Hun er lesbisk og driver en ngo,
der har fokus på såkaldt “korrigerende
voldtægter”: Voldtægter begået mod
lesbiske – ofte massevoldtægter – under påskud af at ville “kurere” ofrene.
De seneste år har en bølge af brutale
seksuelle overgreb målrettet lesbiske
terroriseret landets homoseksuelle.
Nu er Ndumie Funda gået under
jorden sammen med sin kone. Det er
sket efter gentagne dødstrusler og
flere indbrud i deres lille rækkehus i
townshippen Nyanga i Cape Towns
sydlige udkant. Hun har set for mange
af sine lesbiske venner dræbt eller
voldtaget, fortæller hun.
“De får mig aldrig til at stoppe med
at arbejde her, men det er blevet for
stor en belastning at bo i området. Det
er for farligt. Nok er vi aktivister, men
vi er også mennesker, så vi besluttede
at lade os selv komme i første række,”
siger Ndumie Funda, der leder den
lille ngo Luleki Sizwe.
Nu er de flyttet til en hemmelig
adresse i en nabobydel. Indbruddene
og truslerne har de anmeldt til politiet,
men da de bad om sagsnummeret, fik
de en sms fra politiet, der sagde, at
sagen var droppet.
“Retssystemet er råddent – der er
ingen sikkerhed,” siger Ndumie Funda,
“du kan slet ikke regne med politiet,
især ikke ude i slumområderne.”
Ngo’en Luleki Sizwe dannede hun
tilbage i 2008. Organisationen tager
sager op og hjælper voldtægtsofre,
som er blevet glemt eller ignoreret af
myndighederne: En pige på et anerkendt college, der blev voldtaget af
en gruppe medstuderende. En lesbisk
kvinde, der efter en massevoldtægt
satte ild til sig selv, men overlevede.
Og mange flere.
Navnet Luleki Sizwe er en sammentrækning af navnene på to af
de kvinder, som har stået hende
nærmest, fortæller Ndumie Funda.
Hendes ekskæreste og en nær ven,
der begge døde af aids efter at være
blevet voldtaget.
“
De påstår, at de vil kurere
kvinderne, men det er dumhed.
I virkeligheden føler de sig truet
af de lesbiske, fordi vi – siger de
– tager deres kvinder.
Ndumie Funda,
lesbisk
“Jeg oprettede organisationen for
at ære min tidligere forlovede, der
blev voldtaget af fem mænd. Oplevelsen traumatiserede hende, og hun
blev smittet med hiv. Hun døde af
aids i 2007.”
Hver anden kvinde voldtages
I Sydafrika er voldtægter så almindelige, at de sjældent når nyhederne.
Overgreb på ældre kvinder og babyer
må nøjes med fire linjers avisnotitser.
En undersøgelse fra sidste år af knap
2.000 drenge i 9. klasser fordelt på 46
skoler i Cape Town og Port Elizabeth
viste, at 17,2 procent allerede havde
begået en eller flere voldtægter, fremgår det af det internationale tidsskrift
Sexual Transmitted Infections.
Sydafrikas Medical Research Council anslår, at der hvert år begås 1,4
millioner voldtægter. Det er flere per
indbygger end noget andet sted på
kloden. En ny voldtægt hvert 20. sekund. Hver anden kvinde kan forvente
at blive voldtaget i løbet af sin levetid.
Hvor stor en del, der er korrigerende voldtægter, vides ikke, da
politiet ikke registrerer voldtægtsofrenes seksuelle orientering, men
organisationerne på området er enige
om, at antallet er voksende. Man gætter på, at lesbiske rammes dobbelt så
ofte af voldtægt som heteroseksuelle
kvinder. Ifølge Luleki Sizwe udsættes 10 lesbiske kvinder hver uge for
voldtægt eller massevoldtægt alene i
Cape Town.
“De påstår, at de vil kurere kvinderne, men det er dumhed. I virkeligheden føler de sig truet af de lesbiske,
fordi vi – siger de – tager deres kvinder,” mener Ndumie Funda.
Sanja Bornman, jurist i Women's
Legal Centre, der arbejder for lighed
for kvinder i Sydafrika, bryder sig ikke
om udtrykket “korrigerende voldtægter”. Hun mener ikke, at de, der begår
voldtægterne, selv tror på, at det vil
ændre kvinderne. Det handler om at
afstraffe og udøve magt.
“Det er 100 procent patriarkalsk. At
se en kvinde, der ikke har brug for en
mand, opfattes som en trussel – et næsten personligt angreb på mandens
territorium. Kvinder skal agere under-
19/
>
>
20/
ordnede, de skal kende deres plads. Så
at træde ind på det mest ’mandlige’
af alle mandens områder, nemlig at
jage kvinder, virker voldsomt provokerende,” siger Sanja Bornman.
Dybe rødder
Cherith Sanger fra organisationen
Sonke Gender Justice Network i Cape
Town, der arbejder for ligestilling og
menneskerettigheder, peger på, at der
er en form for hypermaskulinitet på
spil, der eksisterer overalt i verden,
men i Sydafrika har nogle helt særlige
betingelser.
“Vold mod samfundets svageste er
en del af vores historie. Det har rødder i vores kolonihistorie, hvorfra vi
har arvet undertrykkelse og slaveri,
både fysisk og mentalt, og en skarp
opdeling af samfundet i første- og andenklasses borgere. Under apartheid
var der en stærk intolerance over for
forskellighed. Man skulle være hvid,
mand og heteroseksuel – afvigelser
fra denne standard blev mødt med forskellige grader af intolerance,” siger
Cherith Sanger.
Resultatet er lavt selvværd og udbredt vold i store befolkningsgrupper.
“Folk er traumatiserede efter apartheidsystemet og har en lav selvagtelse, fordi de ikke er blevet set som
lige med hvide. Det stikker dybt. Det
er stadig de hvide mænd i toppen af
Voldtægts­nationen
• Der bliver hvert år begået 1,4 millioner
voldtægter ifølge en undersøgelse fra
Sydafrikas Medical Research Council
– Sydafrikas befolkning er på 52 mio.
Det svarer til en ny voldtægt hvert 20.
sekund.
• Hver fjerde af de 1.738 mænd, som undersøgelsen bygger på, indrømmer at have
begået en eller flere voldtægter.
• FN’s nyhedstjeneste IRIN News sætter
antallet af voldtægter til 500.000 årligt.
• Under hvert 10. voldtægtsoffer fortæller
om overgrebet. Hver fjerde kvinde oplever hustruvold.
• For hver 100 mænd, der anklages for
voldtægt, går de 96 fri. I nogle tilfælde
vælger lokalsamfundet at afstraffe den
formodede gerningsmand med piskeslag
eller død.
Kilder: Sonke Gender Justice Network, Sexual Transmitted
Infections, IRIN News, Medical Research Council.
samfundet, og allernederst befinder
sig de fattige, sorte kvinder i slummen, især hvis de også er homoseksuelle. I Sydafrika kan man ikke snakke
om seksualitet uden også at kigge på
race. De to ting hænger tæt sammen,”
siger Cherith Sanger.
Bål af vrede
Volds- og selvtægtskulturen rammer
ikke kun lesbiske, men alle der stiller
sig uden for fællesskabet ved at være
anderledes – om det er homoseksuelle,
transseksuelle, flygtninge fra afrikanske nabolande eller blot kvinder, der
ønsker at stå på egne ben og eje deres
eget hus eller virksomhed. Alle risikerer at blive ofre for hadforbrydelser.
“
Vold mod samfundets svageste
er en del af vores historie. Det
har rødder i vores kolonihistorie,
hvorfra vi har arvet undertrykkelse og slaveri, både fysisk og
mentalt.
Cherith Sanger,
aktivist
Sydafrika er blandt verdens allerværste lande, når det gælder mord,
voldtægter og lynchninger. Og bydelen Nyanga, hvor Luleki Sizwe arbejder, er ingen undtagelse. Tværtimod.
Det er ikke alene et af de områder i
Sydafrika, hvor der sker flest voldtægter og hadforbrydelser. Det er også
den bydel i hele Sydafrika med flest
mord per indbygger. Befolkningen er
letantændelig. Lynchninger er en del
af dagligdagen.
Hurtigheden og alvoren i de sanktioner, der kan ramme enhver, som påkalder sig fællesskabets vrede, bliver
på grusomste vis tydeligt, allerede på
vej til interviewet med Ndumie Funda.
Det skal af sikkerhedsgrunde foregå
på en politistation i nærheden af hendes tidligere hjem.
En befærdet hovedgade tæt derpå.
Kvinder med bæreposer, børn der
leger, livlig handel i småbutikkerne
langs vejen. Folk synes knap nok at
ænse, at en mand lige er blevet fanget
ind af nogle mænd på gaden. Hans
forbrydelse er uklar, men straffen
ubønhørlig. Han bliver tæsket ihjel
med trækøller midt på den solbeskin-
nede gade og få meter fra Udviklings
taxa. Reaktionen fra mændene i bilen
foran er ikke at gribe ind for at stoppe
overfaldet, men tværtimod resolut at
gribe de kæppe, de selv har liggende i
deres bagagerum og deltage i henrettelsen, der fuldbyrdes med et bål af
flammende bildæk.
Det er den trykkedel af vold og
pøbeljustits, som Ndumie Funda er
flygtet fra, men stadig arbejder i.
Politi: “Tomboy”
En nylig dom på 11 gange livstid til en
voldtægtsforbryder, der har 12 voldtægter samt et drab af piger på mellem to og otte år på samvittigheden,
hilses velkommen af ngo’erne. Men
“regnbuenation” præget af lighed,
tolerance og medbestemmelse er
slående. Sydafrika har som det eneste
land i Afrika – og kun 15 lande i verden
– lovliggjort homoseksuelle ægteskaber. Forfatningen, der er blevet kaldt
verdens mest progressive, forbyder
specifikt diskrimination på baggrund
af seksuel orientering og giver endda
homoseksuelle ret til at adoptere.
“Der er en meget dyb kløft mellem
vores forfatning, og hvordan vi fungerer som et samfund generelt. Vi prøver
stadig at nå hen til det samfund, som
er udtrykt i forfatningen,” siger Sanja
Bornman og fortsætter:
“Vi har en god lovgivning, men der
bliver ikke gjort nok for at gøre folk
bevidste om dens indhold – at sikre, at
Sydafrika bevæger sig i retning af at
blive et bedre, mere åbent og tolerant
samfund. Der er et massivt fravær af
lederskab hele vejen fra toppen til
bunden af administrationen for at føre
de her ting ud i livet.”
Homo-hovedstaden
Cape Town er ellers kendt som Sydafrikas homo-hovedstad. Det er byen,
hvor man kan se lesbiske gå hånd
i hånd på gaden, og transseksuelle
spadserer frit omkring. Men man skal
ikke ret langt ud af bykernen, før billedet er et helt andet, påpeger Sanja
Bornman:
“Når det kommer til stykket, er
Sydafrika et dybt konservativt, patriarkalsk og traditionelt samfund. Den
almindelige holdning er, at homoseksualitet er uafrikansk. Jeg er selv
lesbisk og lever fint her i Cape Town,
regnbuenation? Trods diskrimination og vold kæmper Sydafrikas lesbiske
bortset måske fra et par tilråb, når jeg
videre. Her portrætteret af Den sydafrikanske fotograf Zanele Muholi.
går ned ad gaden med min kæreste
i hånden. Det er pigerne ude i slumde færreste tror, at dommen markerer
“Hvis en kvinde går på politistamen, der risikerer overfald.”
et skift i retning af skærpet indsats fra tionen og fortæller om en voldtægt,
Samme aften Udvikling har interviewet Ndumie Funda, er det et af
myndighederne. Ganske få voldtægts- der er begået som en hadforbrydelse,
forbrydere arresteres eller dømmes i
risikerer hun at blive kaldt navne som organisationens unge medlemmer,
Sydafrika.
tomboy og bagefter trukket til side og det går ud over. Pigen Sihle Skotshi
“Den sag har været forsinket i årevoldtaget. Vi har masser af eksempler dolkes ihjel af en gruppe mænd, da
vis. Staten gør slet ikke nok ved propå lesbiske, der forsøger at anmelde et hun fredag aften er ude med et par
blemet,” siger Cherith Sanger.
overfald, men politiet i stedet giver sig veninder for at more sig.
Lovgivningen er der ellers: Den
Den 19-årige lesbiske pige, der er
til at afhøre kvinden selv om hendes
såkaldte Sexual Offences Act samt
ivrig fodboldspiller og netop er blevet
seksualitet: Hvorfor kan du ikke lide
Victims Charter, der fastslår, at ethvert mænd? Hvor mange kvinder har du
optaget på college, dør kort efter på
offer skal tages seriøst, har krav på
hospitalet. Ifølge veninden er dette
været sammen med? Hvorfor går du
beskyttelse, hjælp mv. Men ofte bliver klædt, som du gør?” fortæller Sanja
hendes sidste ord: “Vil I ikke undskylde for mig til min mor, jeg elsker
lovene ikke efterlevet af politiet.
Bornman.
jer alle sammen.”
“Men oftest kender de slet ikke til
Forestillingen om den sydafrikanindholdet af lovgivningen, så hvordan Tabt forfatning
Kontrasten mellem voldskulturen og
ske regnbuenation begynder at ligne
skal de så kunne implementere den,”
forestillingen om Sydafrika som en
en luftspejling. •
spørger Sanja Bornman.
21/
Tema
LGBT-rettigheder
Jordan
fatalt at
blive afsløret
Homoseksualitet er ikke forbudt, men ikke-heteroseksuelle
livsformer tolereres ikke i Jordan – og selvom FN presser på,
vil politikere hellere kæmpe for kvinder end for homoer.
Foto: Privat (tv.) & My. Kali magazine
22/
Af Susanne Cordes, Amman
Madian Al Jazerah traver hvileløst rundt
i det tomme ikke-rygerrum i sin bogcafé,
Books@cafe, i den trendy del af Amman, med
sin iPhone klistret til øret og konstant gestikulerende.
Han har længe arbejdet for, at der skulle
afholdes en workshop med særligt fokus på
LGBT-problematikker for ansatte i FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) i Jordans
mange flygtningelejre.
“UNHCR har ikke nogen føling med vores
samfundsgruppe. De tror, at de kan tage en
homoseksuel asylsøger fra Syrien eller Yemen
og give ham opholdstilladelse her i Jordan.
Men det giver ingen mening, for her vil han
blot blive integreret i endnu et ikke-tolerant
og potentielt homo-voldeligt samfund,” forklarer han.
I 11. time har han fundet ud af, at workshoppen er blevet arrangeret uden om det homoseksuelle miljø og skal afvikles allerede næste
dag. I værste fald kan hastværket resultere i
en uønsket eksponering af de homoseksuelle
flygtninge, der har indvilliget i at stille op
og dele deres historier. Det kan blive fatalt
for dem, hvis deres seksuelle identitet bliver
offentligt kendt. Derfor har Madians telefon
glødet det meste af dagen.
Madian Al Jazerah bliver som oftest med et
skævt smil refereret til som de homo- og transseksuelles Godfather i Amman. Tilnavnet er
ikke helt ved siden af.
“
Vi kommer
ikke til at se
en ændring af
homoseksuelles rettigheder
de næste fem år.
Men om ti år?
Absolut. Simpelthen fordi vi bliver
ved med at tale
vores sag.
Madian Al Jazerah,
caféejer
Books@cafe åbnede i 1997 som et fristed
for homoseksuelle og andre alternativt tænkende. Selv har Madian taget så mange tæsk
og i flere omgange levet i landflygtighed på
grund af sin seksualitet, at han ikke kan slås
tilbage længere. Han er den, der tegner det homoseksuelle miljø udadtil, og han er den, man
kommer til, hvis man er løbet væk hjemmefra,
fordi familien ikke vil acceptere, at man ikke
vil giftes med en af det modsatte køn.
Hovedparten af de ansatte på Books@cafe
er homo- eller transseksuelle. Ved at ansætte
dem giver Madian Al Jazerah dem mulighed
for at tjene penge og have et normalt liv. En
mulighed, de ikke har andre steder i det jordanske samfund.
“I dag mødtes jeg med en ung mand, der
for nylig sprang ud over for sine forældre.
Hans mor blev så irriteret på ham, at hun kastede en gryde med kogende olie efter ham.
Hun ramte ham strategisk lige på røven, så
hans hud er blevet helt deform af en tredjegradsforbrænding. Det er klart, at han ikke
kan blive boende hos sin familie, så nu er jeg i
gang med at hjælpe ham til at finde en anden
måde at bo på,” fortæller han.
Drømmen om et singleliv
Når man sidder hævet over byen på Books@
cafe og nyder synet af den bølgende stenbys
spredte nattelys, er det svært at forestille
sig, at homoseksualitet skulle være proble-
matisk i Jordan. I det store oplyste
vindue ud mod byens tage sidder to
butch-kvinder og deler en sisha; den
ene med tørklæde, den anden i skovmandsskjorte. Homoseksuelle mænd
kommer ud og ind, mødes i par eller
små grupper, kindkysser og sætter
sig afslappet med en vandpibe eller
en drink, mens dancehits fra 1980’ernes bagkatalog drøner som lydtapet.
I stueetagen sælges internationale
bestsellere om sex og singleliv. Vi
kunne være i New York, London eller
København.
Men uden for cafeens glasruder er
virkeligheden en anden.
I modsætning til en del af de
omkringliggende lande er homoseksualitet ikke forbudt ved lov i Jordan,
men et kompliceret socialt system af
islamisk lov og ældgamle stammelove,
gør det umuligt for et ungt menneske
med ikke-heteroseksuel identitet at stå
offentligt frem og leve sit liv frit. Det
stigma, LGBT-mennesker møder, er så
massivt, at de fleste vælger et liv, hvor
de hemmeligholder deres seksualitet.
Det gælder Yasmina, der i mange
år har levet under radaren som lesbisk. Hendes nærmeste venner kender
til hendes seksuelle identitet, og hun
har også haft diskrete pigekærester,
men hun har aldrig fortalt familien om
sin seksualitet. Det ville knuse hendes
mors hjerte, fortæller hun, og det kan
hun ikke gøre.
Familien er og bliver den vigtigste
kerne i jordanernes liv. Det nationale
statistikkontor, der fører statistik over
alle aspekter af den jordanske befolknings livsmønstre, har derfor heller
ikke en statistik over, hvor mange
mennesker i Jordan der lever som
singler. Den er ganske enkelt ikke
nødvendig, for er man ikke gift, bor
man sammen med familien, uanset
hvor gammel man er.
For Yasmina ligger den største
hurdle for at leve et frit liv i familiemønsteret. Hun er en statistisk undtagelse og har i en årrække boet alene,
men møder konstant fordomme om, at
hun er promiskuøs.
Hendes ønske er, at der bliver åbnet op for en større mangfoldighed
af livsformer, frem for at der skal
kæmpes specifikt for homoseksuelles
rettigheder. Hun har brugt en del år
på at engagere sig i ngo-arbejde med
hovedsæde i Libanon for LGBT-rettigheder, men har i dag trukket sig ud af
arbejdet igen. Dels fordi homoseksuel-
23/
Selvom homoseksualitet er et tabu i Jordan, har landet
et spirende LGBT-miljø og et LGBT-magasin: My.Kali.
les rettigheder alt for ofte kommer til
at stå for bøssers rettigheder frem for
at inkludere lesbiske og transseksuelle, og dels fordi hun føler, at der er
for mange stakeholders med forskellige dagsordner på området.
I dag fokuserer hun sit arbejde omkring lokalt, socialt arbejde, der skal
skabe større mangfoldighed og åbenhed over for forskellige livsformer,
og for at piger og drenge skal have
samme udfoldelsesmuligheder.
En menneskeret
Uanset hvor de står i forhold til at
kæmpe for rettigheden til at leve i
overensstemmelse med deres seksualitet, står alle i det homo- og transseksuelle miljø i Jordan over for den
samme udfordring. Det er fatalt at
blive outet (afsløret som homo, red.)
Bliver ens seksuelle identitet først
offentligt kendt, rammer samfundets
uformelle sanktioner hårdt. Man risikerer at blive udstødt af familien, og
det bliver umuligt at få job, og uden
de to sikkerhedsnet venter ofte et liv
på gaden med prostitution.
I juni 2011 vedtog FN for første
gang en resolution på LGBT-området.
Her blev det slået fast, at retten til at
leve frit i overensstemmelse med sin
seksuelle orientering og identitet er
en menneskeret.
Resolutionen afstedkom den
første FN-rapport med fokus på
LGBT-rettigheder. Rapporten viste
et graverende mønster i den globale
diskrimination af homo- og transseksuelle og konstaterede, at gruppen
af LGBT-personer er en af de mest
sårbare befolkningsgrupper på globalt
plan. Ofte er LGBT-personer mål for
organiseret vold og diskrimination fra
>
Om et internationalt pres fra FN
ville kunne speede processen op, ser
hun ikke som en mulighed.
“I Jordan diskuterer vi stadig visse
aspekter af FN’s kvindekonvention
(CEDAW). De aspekter, der møder
modstand, er netop dem, der omhandler kvinders ret til fri seksualitet,” forklarer hun afvisende.
>
Foto: Alfredo D’Amato/Panos/Polfoto
24/
Om ti år sker der noget
Abla Abu Elbeh deler sin skepsis over
for FN’s pres på medlemslandenes lovgivning med lesbiske Yasmina, selvom
deres kritikpunkter er helt forskellige.
Yasminas kritik retter sig mod
FN’s beredvillighed til kun at arbejde
ud fra et vestligt feministisk såkaldt
queer-perspektiv. Ikke at den vestlige
feminisme og de vestlige LGBTorganisationer ikke har udrettet et
stort stykke arbejde, når det kommer
Jo mere, der tales om homoseksuelle, desto bedre, for
til kvinde- og LGBT-rettigheder. Som
med snakken kommer også accepten, mener LGBT-aktivist.
jordansk feminist og aktivist kan hun
bare hverken relatere sig til deres
religiøse ekstremister og militante beudgangspunkt eller grundlag. Aktivivægelser såvel som fra deres familier
sterne i Mellemøsten og Nordafrika
Seksuel orientering er et perog nærmiljø.
(MENA-regionen) må efter hendes
Resolutionen mødte allerede fra
mening finde deres egen vej og
sonligt spørgsmål. Det er ikke et
start massiv kritik, blandt andet fra
arbejde ud fra et helt andet begrebsemne for offentligheden og derThe Organisation of the Islamic Conapparat, som de selv definerer.
for ikke noget, vi skal forholde
ference (OIC), en organisation af 57
Madian Al Jazerah ved godt, at han
os til politisk. Derfor er det helmuslimske medlemslande, der også
ikke skal lede efter opbakning fra poler ikke en af vores prioriteter.
litisk hold. Af samme grund har han
tæller Jordan. I overensstemmelse
Abla Abu Elbeh,
ikke gjort brug af sin demokratiske
med hovedparten af medlemslandene
partileder
stemmeret i mange år. Alligevel er
i OIC stemte Jordan imod den.
han langt mere fortrøstningsfuld over
Kvinder vigtigere end homoer
for fremtiden.
Om FN’s resolution og pres på medhåndbevægelse viser, at det ikke er en
“Vi kommer ikke til at se en ænlemslandene alligevel vil være i stand af Hasd-partiets kampe. I Jordan er
dring af homoseksuelles rettigheder
til at rykke ved forholdene for LGBTde næste fem år. Men om ti år? Abdet personlige ikke politisk.
solut. Simpelthen fordi vi bliver ved
personer i Jordan på sigt, er et åbent
“Seksuel orientering er et personligt spørgsmål. Det er ikke et emne
med at tale vores sag. Her kan FN
spørgsmål.
for offentligheden og derfor ikke
hjælpe. Jo mere et emne bliver talt om
Abla Abu Elbeh er Jordans første
noget, vi skal forholde os til politisk.
offentligt, des hurtigere kommer det
kvindelige partileder. Hun leder det
Derfor er det heller ikke en af vores
til at føles velkendt. Selv for dem, der
venstreorienterede Hasd-parti, der
prioriteter. Vi prioriterer at arbejde
er imod det af religiøse eller politiske
med hendes ord kæmper for de fattiges og de socialt marginaliseredes
mod børneægteskaber, hvor piger
grunde. Når det bliver velkendt, begynder det også at blive accepteret, og
rettigheder; dem, der ikke er repræstadig giftes væk, selvom de er under 14 år. Vi prioriterer at arbejde
senterede i landets lovgivning.
så er det, man kan begynde at skubbe
for kvinders politiske deltagelse. De
Især er hun optaget af at ændre
til folks tankemønstre,” siger han.
prioriteter vil altid komme før homoJordans ligestillingsartikel, der lige
“Det er på mange måder det, der
seksuelles rettigheder,” svarer Abla
nu sikrer jordanske statsborgere lige
skete for kvinders rettigheder. Det nye
Abu Elbeh.
rettigheder uanset race, religion og
i Jordan er, at vi begynder at se ordet
Perspektiverne for, hvornår homosprog. For Abla Abu Elbeh er det afgø’homoseksuel’ i aviserne og høre det i
rende, at artiklen også kommer til at
og transseksuelles rettigheder komnyhederne. Det vil rykke ved noget,”
mer til at rykke op ad prioriteringsliomfatte ordet “køn”.
siger han og skynder sig at svare telesten, virker langsigtede.
fonen, der bliver ved med at ringe.
På spørgsmålet om, hvorvidt man
“Det kommer ikke til at ske i denne
Lige nu og her er der unge mennekunne forestille sig, at artiklen i den
sker, der skal have et sted at bo og en
nærmeste fremtid ydermere blev udvi- generation. Heller ikke i den næste.
det til at omfatte “seksuel orientering”, Men hvem ved, hvad der vil ske deref- dør, de kan lukke, ind til et liv, der er
ter. Verden udvikler sig jo,” svarer hun. deres eget. •
bliver der dog stille. En afvisende
“
AGENDA
politik
Militært
samarbejde
rettet mod
Kina
Kriminalitetsbølge i Kenya
Kenya og i særdeleshed hovedstaden
Nairobi oplever en markant stigning i kriminaliteten i denne tid. Voldsforbrydelser udgør
en chokerende stor andel. Ifølge den officielle
statistik var der op mod cirka 20 procent flere
drab, røverier, voldtægter og andre voldelige
forbrydelser i 2013 end året før. Siden er situationen yderligere forværret, tyder meldinger på.
Samtidig viser tal fra det uafhængige
Security Research & Information Centre i
Nairobi, at 41 procent af alle anmeldte lovovertrædelser er voldsforbrydelser. Der bliver ofte
anvendt skydevåben.
Kriminalitetsbølgen forklares af eksperter
med, at politiet er ude af stand til at optræde
som en respekteret ordensmagt. Tværtimod
er betjente tit en del af problemet og deltager
i forbrydelserne. Hertil kommer, at flere ledende politikeres anseelse er lav, fordi de selv
synes at være i konflikt med loven.
Borgerne fæster mere tillid til private sikkerhedsfirmaer, som efterhånden beskæftiger
over 100.000 mennesker alene i Nairobi.
Også den politiske vold er taget til efter
belejringen sidste efterår af et indkøbscenter
i Nairobi, der kostede 67 mennesker livet.
Den radikale islamiske gruppe al-Shabab fra
Somalia stod bag. Senest var der i maj to bombeangreb mod offentlige busser i udkanten af
hovedstaden. • /Regner Hansen
Mere omfordeling blandt chilenerne
Chile har en af de mest liberale markedsøkonomier i Latinamerika, men efter valget af
socialisten Michelle Bachelet til præsident for
anden gang er der en omfattende skattereform
på vej, der fører til en øget omfordeling af indkomster.
Blandt andet skal der være gratis offentlig
undervisning på alle niveauer, og der skal gennemføres forbedringer på social- og sundhedsområdet, der sikrer en mere lige adgang.
Chiles økonomi er generelt solid, men uligheden er vokset betydeligt de seneste årtier.
Bachelet, som også var præsident i 2006-2010,
tiltrådte i marts.
Hendes centrum-venstre-regering ventes
at fremlægge det
storstilede reformforslag midt
på året. • /RH
25/
Fotos: Felipe Trueba/EPA/Scanpix (ned. tv), Sven Torfinn/Polfoto (øv. th) &
Stephen Crowley/Scanpix (ned)
Der er voksende
spændinger mellem
Kina og Filippinerne
om, hvor grænsen
skal trækkes i Det
Sydkinesiske Hav, og
dette har været medvirkende til, at Filippinerne nu forlænger
en militær samarbejdsaftale med USA.
Tilmed åbner aftalen
for en udvidelse af
den amerikanske militære tilstedeværelse
i Filippinerne.
Samarbejdsaftalen gælder i 10 år og
giver det amerikanske militær adgang
til filippinske baser
og til at udstationere
kampfly og krigsskibe i Filippinerne.
Tilstedeværelsen
af amerikanske soldater er et følsomt
emne blandt filippinerne, fordi landet er
tidligere amerikansk
koloni. To store amerikanske baser nær
hovedstaden Manila,
Subic og Clark, blev
lukket i 1991. • /RH
Radio
26/
L for
latterligt
foto: colourbox
Humor er velkendt i Elfenbenskysten.
Det er politisk satire ikke. Nyt radioprogram
imiterer landets politikere og vælter sig i succes.
Af Bram Posthumus, Abidjan
Det er showet, der har alt: en
kendingsmelodi, man kan synge med
på, en fængende jingle komponeret
over James Browns I feel good, en
hurtigtsnakkende vært og producer,
et indslag, hvor man kan ringe ind, og
en samling af landets mest populære
komikere. Velkommen til L’Afterwork,
live i Elfenbenskystens æter hver arbejdsdag mellem 18 og 20.
For 18 måneder siden besluttede
Abidjans – hovedstaden i Elfenbenskystens – førende kommercielle radiostation, Radio Nostalgie, at prøve
noget helt nyt i et tidsrum, der var
blevet ledigt, efter at et andet program
var blevet nedlagt.
“Idéen bag L’Afterwork var at kaste lys over alle de politikere, der gør
livet så svært for os andre,” fortæller
Jean Jacques Varold, studievært og
producer.
“Så I giver dem igen?” spørger jeg.
“Vi giver dem røg, vil jeg hellere
sige,” svarer han – og bryder sammen
af grin.
Og netop latter har været en tilbagevendende lydkulisse i og omkring
Nostalgie-studiet.
Varold fortsætter:
“Her er, hvad vores plan er: Vi gør
grin med vores ledere, indtil de ringer
fra paladset og siger, at vi skal stoppe.
Men helt ærligt; det kan jeg ikke se
ske.”
timede oneliners. Og de morer sig
kosteligt undervejs.
At gøre det – live! – hver aften uden
at trætte publikum kræver talentfulde
performere. Det har L’Afterwork heldigvis. Yao Patrick, bedre kendt som
Chuken Pat, har været med siden
begyndelsen. Han er en veteran på
scenen med utallige onemanshows.
Han kan spille guitar og keyboard,
han kan synge, fortælle historier og
imitere utallige berømte og ordinære
personer fra Elfenbenskysten.
“Jeg arbejder for Elfenbenskystens
uniformerede styrker. Min rolle har altid været at få soldaterne til at falde til
ro, særligt når de kom ud til fronten,”
fortæller han.
Seriøse jokere
Et særkende ved showet er imitationen af både nuværende og tidligere
præsidenter. Elfenbenskystens leder
Alassane Ouattara og forgængere
som Laurent Gbagbo og Henri Konan
Bédié har været igennem kværnen –
det samme har naboer som Guineas
turbulente tidligere leder, kaptajn
Moussa Dadis Camara, og Burkina
Fasos regionale mægler og mediator
Blaise Compaoré. De diskuterer aktuelle sager, joker og kommer med godt
Det er en vigtig reminder om, at
showet blev født i kølvandet på en
frygtelig politisk krise, der næsten
kastede landet ud i borgerkrig. Konflikten kostede 3.000 mennesker livet.
Chuken Pat vil dog ikke høre noget
om, at han har valgt side.
“Jeg tjener en institution.”
Værterne i L'Afterwork har en fest,
når de laver satire-radio.
“
Det får vores ledere til at se sig
selv, som folket ser dem. De har
ikke tid til at gå på barer eller
restauranter for at finde ud af,
hvad folket tænker om dem. Det
gør vi for dem. Så når de hører
på os, tænker de: Aha – så det er
sådan, at folket ser os. Og det er
en god ting.”
Chuken Pat,
leder af L’Afterwork
God til accenter
Som den første, der var med i showet,
er Chuken Pat stadig gruppens ubestridte leder. Andre er kommet til
senere, som Ton Ton Joe, der faktisk
arbejder for landets nationale elselskab, men altså også spiller guitar
og kan synge ballader – de fleste på
yoruba. Han imiterer den nigerianske
præsident: “God aften, damer og djantra (kan oversættes til prostituerede,
red.).”
For at gøre teamet komplet har to
fuldtids-komikere også sluttet sig til:
Den aldrende historiefortæller Koloko
Germain (som er Henri Konan Bédié i
showet) og Mala Adamo, der er braget
Elfenbenskysten
• Officielt navn: Côte d'Ivoire. Landet er
tidligere fransk koloni og fik sin uafhængighed i 1960.
• Befolkning: 23 millioner
• Religion: 38.6% af befolkningen er muslimer, 32.8% er kristne, 11.9% tilhører en
oprindelig religion.
ind på scenen med sine underholdende imitationer af franske talere
med sahelisk accent. Blaise Compaoré
og Nigers præsident Mahamadou Issoufou er i sikre hænder hér. Han gør
det rigtigt godt, når han skal ramme
Burkinabé-lederens særprægede
vokale tonefald, der går en oktav op i
slutningen af enhver sætning.
“Vi har kendt hinanden længe og
er klar over de talenter, vi hver især
besidder og bringer med til programmet. At integrere alt dette i programmet var i virkeligheden et spørgsmål
om fin-tuning,” siger Koloko.
Adamo tilføjer:
“At lave en god imitation kræver
en masse arbejde. Du bliver nødt til
at følge dit offer. Blaise, for eksempel,
snakker perfekt fransk, men han har
en Burkinabé-accent. Du har brug for
tid for at få det på plads.”
Koloko forklarer:
“Jeg følger mit offer på fjernsyn,
fordi vi naturligvis ikke kan møde
dem fysisk hver dag. Jeg ser på videoer; den måde, han taler på, når han
adresserer et publikum, men også
når han taler til en mindre flok. Jeg
observerer. Og så laver jeg forskellige forsøg. Når jeg skal lave en ny
stemme, så ringer jeg til mine venner
og spørger dem: Hvem tror du, det her
er? Hvis de gætter rigtigt, er det en
succes.”
Apropos succes, har L’Afterwork
netop opnået det umulige: at skubbe
Radio France International væk fra
den bedste sendetid.
“Ja, hvis vi skal lægge ydmygheden lidt på hylden, så modtager vi
en masse telefonopkald fra folk, der
synes, at det er det bedste program,
de nogensinde har hørt,” indrømmer
Chuken Pat.
27/
>
>
“Det får vores ledere til at se sig
selv, som folket ser dem. De har ikke
tid til at gå på barer eller restauranter
for at finde ud af, hvad folket tænker
om dem. Det gør vi for dem. Så når de
hører på os, tænker de: Aha – så det
er sådan, at folket ser os. Og det er en
god ting.”
Latter på tværs
Humor har været et træk ved Elfenbenskysten i umindelige tider, men
det her er satire, som ingen har hørt
før. Varold er begejstret for den nye
strømning.
“Dette show åbner op for muligheder over hele Afrika. Og ikke kun for
radio, men også for fjernsyn.”
Måske er det sprogbarrieren, der
forhindrer ham i at vide, at der faktisk
er et Afterwork på tv – i Kenya. XYZ
Showet er udsprunget af den berømte
tegneserieforfatter Gados (Godfrey
Mwampembwa, aka Gado, er en berømt tegneserietegner fra Tanzania,
red.) tankeunivers og er rettet mod de
samme mål som L’Afterwork.
Så hvis du er politiker i Afrika i
disse dage, må du hellere vænne dig
til at blive spiddet satirisk.
“Vi kan formidle budskaber, som
ingen andre kan,” reflekterer Adamo.
“Styrken er, at vi kan gøre det uden
at skabe synderlig ballade.”
“
Dette show åbner op for
muligheder i hele Afrika.
Jean Jacques Varold,
studievært og producer
“Jeg fortæller noget om vores
samfunds tilstand ved at male en karikaturtegning af vores ledere,” tilføjer
Chuken Pat.
Men er der grænser?
Ja, det er der, siger han.
28/
Fotos: Radio Nostalgie (Ned. & Midt) & Luc Gnago/Reuters/Scanpix (Øv.)
Elfensbenskystens første politiske
satire-program er blevet en
lyttersucces.
Magthaverne. nuværende og tidligere præsidenter som
Laurent Gbago (midt) imiteres i satireprogrammet.
“Vi kan lave karikaturer af vores ledere, men vi skal også respektere dem.
Vi må være subtile. Når alt kommer til
alt, har vi været igennem en svær tid,
så det, vi gør, skal også være med til at
bevare den fred, vi nu har opnået.” •
Oversat af Simon KratholmAnkjærgaard
Artiklen bringes med tilladelse fra
magasinet Think Africa Press.
Ranum
Verdensklasse
Ranum Efterskole College kombinerer efterskole med international uddannelse i dansk 9. og 10. klasse,
Cambridge IGCSE og Advanced Level. Vælg mellem 60 forskellige profilfag, valgfag, klubfag, samt
3 rejser til hele verden. Et skoleår med høj faglighed, dansk sprog og kultur, en oplevelse for livet.
Book en rundvisning på www.ranumefterskole.dk
Kronik
Bag om
#BringBackOurGirls
200 kidnappede piger og en verden i oprør. Men de færreste i
Vesten forstår, at den islamiske terrorgruppe Boko Haram er en
del af et årelangt og kompliceret indenrigspolitisk spil i Nigeria.
Af Busayo Iruemiobe, journalist og filminstruktør, LAGOS
Fotos: Afolabi Sotunde/scanpix (tv.) & Det Hvide Hus (th.)
30/
Vrede. Mennesker over hele kloden krævede de kidnappede skolepiger
løsladt, også i Nigeria hvor demonstranter samledes i Abuja.
Det var en smuk lørdag morgen
i byen Jos. Den uophørlige regn, der
havde præget den første halvdel af
året, var stoppet for et øjeblik for at
give plads til en fugtig kulde. Jorden
var ren, og blomsterne duftede. Desværre var dagens anledning alt andet
end smuk. Vi befandt os på en kirkegård. Vi var kommet for at sige farvel
til en af vores egne.
Hendes navn var Jenny, en køn
22-årig universitetsstuderende, fuld af
liv, mål og drømme. Hun burde have
været optaget af at stifte en familie,
begynde en karriere, betale tilbage til
samfundet og forfølge lykken – ligesom sine jævnaldrende. Alt dette var
uden for hendes rækkevidde nu.
Mens alle vi, der var i kontakt med
hende, vil savne hende resten af vores
liv, vil Jenny for alle andre i Nigeria
blot være et tal i statistikken; én af de
tusindvis af sjæle, der er gået til grunde
i den opstand, der foregår i den nordlige region af Nigeria. Den blev startet
i 2009 af en ekstremistisk gruppe, som
verden har lært at kende som Boko
Haram, hvilket løst kan oversættes til
“vestlig uddannelse er forbudt”.
“
Nigeria mistede sin uskyld for
flere år siden. Det er sket i takt
med, at bombesprængninger er
blevet normen.
Klokken otte om aftenen torsdag
1. maj – en dag, der er synonym med
arbejderes solidaritet over hele verden
– eksploderede en bombe, der var placeret i en bil ved et proppet busstoppested i Nyanya lige uden for Abuja,
Nigerias føderale hovedstad. Den
dræbte Jenny og mindst 18 andre. Og
sårede adskillige flere. Dette var naturligvis en forfærdelig handling, men
endnu mere chokerende var gerningsmændenes skamløshed ved at lade
lynet slå ned to gange samme sted.
Det var ikke første gang, at en
bombe eksploderede i Nyanya. Faktisk kom den i kølvandet på en anden,
der var blevet bragt til sprængning
kun tre uger tidligere, mandag 14.
april, på en overfyldt busholdeplads
få meter fra eksplosionen 1. maj. Den
første dræbte 71 mennesker og sårede
hundredvis. Det er til dato det mest
USAs førstedame Michelle Obama har
engageret sig i kampagnen for DE BORTFØRTE skolepiger I NIGERIA.
rystende anslag fra terroristernes side,
og handlingen blev fordømt både ude
og hjemme.
Nigeria mistede sin uskyld for flere
år siden. Det er sket i takt med, at bombesprængninger er blevet normen.
Og derfor har det ikke været svært for
befolkningen at komme videre efter
endnu en hændelse af denne karakter.
Men for resten af verden skulle der
en kidnapning af over 200 piger fra et
gymnasium i den nordøstlige delstat
Borno – foretaget af Boko Harams terrorister – til, før det globale søgelys for
alvor blev rettet ind på Nigeria og landets sikkerhedskvaler. Historien om de
kidnappede piger, der nu er blevet fortalt og foldet ud verden over, fokuserer
i vid udstrækning på slaveri og på muligheden for international intervention
på “Det Mørke Kontinent”. Selvom
dette kan have en grad af sandhed, er
der meget mere under overfladen.
Magtkamp
Selvom det ikke var svært at gætte
sig til, hvem der stod bag de to Nyanya-blodbad, var det interessant at
iagttage, hvordan ikke bare myndighederne, men også alle mulige andre
fortolkede situationen – og tro mig,
når jeg siger, at ingen kan kaste med
mudder som nigerianerne.
Normalt er første reaktion at politisere alt og alle. Regeringspartiet
People’s Democratic Party (PDP)
anklagede det største oppositionsparti All Progressive Congress (APC)
for at stå bag bomben. Dem fra nord
beskyldte præsidenten for at være
ufølsom, da han kun få timer efter at
have været til stede på gerningsstedet
i Nyanya, hvor han lidenskabeligt
havde krævet, at gerningsmændene
blev fundet og straffet, blev set til
et parti-rally i den nordlige delstat
Kano – godt i gang med valgkampen
frem mod 2015-valget. Hans ivrighed
31/
>
>
Fotos: AFP/Scanpix (tv.) & stringer/AFP/Scanpix (TH.)
32/
for at deltage skyldtes faktisk, at han
ønskede at hele det interne brud inden for PDP, som havde forårsaget
en masseflugt af politikere fra nord
fra partiet – det vil jeg vende tilbage
til senere. Et flertal af dem fra syd,
særligt dem fra Syd-Syd og dem fra
Syd-Øst, anede en konspiration hos
de nordlige politikere i deres bestræbelser på at miskreditere præsidenten,
der selv er fra syd, og dennes forsøg
på at stjæle rampelyset, efter at Nigeria havde fået status som den største
økonomi i verden og havde været tæt
på at få værtskabet for World Economic Forum i maj til Ajuba.
Usikkerhed er ikke et nyt fænomen
i Nigeria. I adskillige år har NigerDelta-regionen stået i flammer. Den
olierige region, der har stået for over
90 procent af skatteindtægterne til
centraladministrationen, er i vid udstrækning blevet fattigere som et resultat af korruption, dårlig ledelse og
miljømæssige skader. Kun en lille indflydelsesrig brøkdel af befolkningen
har fået fordel af olien, mens strømmen af petro-dollars med den rette
mand i førersædet har skabt vækst og
udvikling i andre egne af landet.
Følelsen af at være blevet marginaliseret og ignoreret af flere på
hinanden følgende regeringer skabte
en række bevægelser, der krævede
en større bid af oliekagen og bedre
kontrol over deres naturressourcer. Regeringen svarede hurtigt igen ved at
tilbageholde og/eller torturere aktivisterne og ved at deltage i udenomretslige drab, heriblandt henrettelsen af
forfatteren Ken Saro-Wiwa. Men bevægelserne vendte tilbage – i større antal
og meget mere voldelige. De begyndte
at vandalisere olierørledningerne,
kidnappe oliearbejdere og starte en
decideret væbnet kamp mod militæret,
som ville have varet i årevis, hvis ikke
et amnesti-program havde bragt den
til en skrøbelig afslutning. Behandlin-
En repræsentant for BOKO Haram
toner frem på nigeriansk tv.
gen af befolkningen i Syd-Syd over
deres egne ressourcer har spor tilbage
til regionens etniske ijaw-oprindelse.
Ijaw-folket, som den siddende præsident stammer fra, er en minoritet i Nigerias mangfoldighed, og det forklarer,
hvorfor ijaw-folket for nylig er steget
i anseelse – og hvorfor politisk magt
er så attraktiv for de mange etniske
grupper. Men præsident Goodluck Jonathan balancerer på en knivsæg frem
mod det næste præsidentvalg i februar
2015, hvis han vil bevare sin magt.
“
Terroristerne hævder, at de vil
islamisere Nigeria, men den
generelle overbevisning er, at bevægelsen er finansieret af magtfulde politikere fra nord, der
ønsker at skabe en spænding i det
politiske etablissement og miskreditere præsident Jonathan.
Politisk betalt terror
Nigeria er to lande, der er blevet
smeltet sammen og administreret
som ét – et resultat af det britiske kolonistyre for over et århundrede siden.
Landet er delt mellem det overvejende
muslimske nord og det overvejende
kristne syd. Efter at være vendt tilbage til den demokratiske styreform
i 1999 har det magtfulde PDP ført en
politik, hvor magten er gået på omgang mellem seks geopolitiske zoner:
Nord-Vest, Nord-Central, Nord-Øst,
Syd-Vest, Syd-Syd og Syd-Øst. General
Olusegun Obasanjo, en tidligere militær præsident for Syd-Vest-regionen,
blev den første præsident, der sad to
perioder. Forhindret af forfatningen i
at stille op til en tredje periode, håndplukkede han Alhaji Umaru Yar’adua
som sin efterfølger i 2007. Præsident
Yar’adua fra det magtfulde Nord-Vest
var imidlertid ikke ved særligt godt
helbred, og to år inde i sin første
periode døde han. I Dr. Goodluck
Jonathan havde Syd-Syd-regionen en
vicepræsident, der kunne træde til
og fuldføre sin tidligere chefs første
periode. Det åbne politiske spørgsmål
var nu, hvorvidt præsident Jonathan,
en mand med en meget svag politisk
base, villigt ville afgive magten efter
at have fuldført perioden, eftersom det
jo nu var de nordlige regioners tur til
at “herske”. Det ville han ikke.
Præsident Goodluck stod de to resterende år igennem, stillede op for sig
selv i 2011 – og vandt en overvældende
sejr i det, som både lokale og internationale observatører betegner som et
frit og retfærdigt valg. Det antændte
med det samme en række årsag-effektmekanismer i partiet, såvel som i
resten af landet, blandt andet i form af
uro i flere nordlige egne og snesevis af
dræbte. Magtfulde nordlige politikere
forlod PDP med trusler om, at landet
med tiden ville blive ukontrollerbart
med en kristen præsident fra syd.
Vi spoler nu frem til 2014, hvor
Boko Haram er til stede overalt i vores
samfund. Bevægelsen har terroriseret
det meste af den nordlige region og
har efterladt sig et spor af sorg, tårer
og blod. Valget af mål er tilfældig
– både kirker og moskeer angribes,
kristne såvel som muslimer, civile
såvel som uniformerede. Boko Haram
stod bag bombningen af FN-hovedkvarteret i Abuja og af mediehuse
og politistationer. Tidligere i 2014
kampagne på sociale medier, som
også USA’s førstedame har involveret
sig i, hedder #BringBackOurGirls,
red.) – hurtigt og effektivt. Jeg skal
også være den første til at flashe mit
pro-kapitalistiske standpunkt og min
kærlighed til den amerikanske livsstil. Men vi må være påpasselige med
vores handlinger, efterhånden som
vi åbner Pandoras æske, fordi der vil
blive stillet flere spørgsmål, end der
vil blive givet svar.
Eksempelvis: Er Nigeria klar til
at gå i seng med de vestlige magter,
der er notorisk kendte for at forfølge
politikker, der primært flugter med
deres egne ambitioner? (USA sendte
i maj militært personel til Nigeria for
at finde de kidnappede piger, red.).
Er dette et af USA’s forsøg på at få
dominans over Kina i den magtkamp
mellem de to, der finder sted på kontinentet? Hvor meget længere vil de
vestlige magter gå, når først pigerne
er hjemme igen? Er denne “assistance” begyndelsen på en vestlig indtrængen i andre dele af Afrika, hvor
præmien er større? Er Nigeria klar til
at indgå et partnerskab med de vestlige lande, når disse takler terrorisme
på en måde, der ikke nødvendigvis vil
For mange nigerianere er bilbomber blevet en del af hverdagen,
blive varmt modtaget af de nordlige
her i NyaNya på bustationen, hvor skribentens veninde blev dræbt.
regioner og de omkringliggende muslimske stater? Er Nigeria klar til at
blive trukket ind i en global krig mod
chefer, har påstået, at efterretningstjenesterne var kompromitterede – og terror med udsigterne til en flodbølge
Hvor meget længere vil de vesthar givet utallige løfter om at få bugt
af hævn fra jihadister på nigeriansk
med Boko Haram én gang for alle.
jord? Hvor effektiv har det amerikanlige magter gå, når først pigerne
ske militær været i bestræbelserne på
I
et
dristigt
angreb
i
Chibok,
en
er hjemme igen? Er denne “assiat få bugt med ekstremismen i Somaforstad
til
byen
Borno,
ødelagde
fundastance” begyndelsen på en vestmentalisterne
i
april
en
skole
og
kidlia, den stigende voldsbølge i Libyen
lig indtrængen i andre dele af
nappede over 200 piger og kvinder –
og Irak eller den berygtede krigsherre
Afrika, hvor præmien er større?
nyheden, der ramte alverdens medier. Joseph Kony? (i Uganda, red.)
Når vi afgiver suverænitet til
USA vil ind
udenlandske kræfter med hemmelige
stormede en gruppe ind på et gymna- Den første reaktion fra centralregedagsordener, risikerer vi at eskalere
sium i den nordøstlige delstat Yobe og ringens side på handlingen var at
de komplekse interne problemer, som
dræbte over 50 drenge. Få uger senere betvivle, at hændelsen overhovedet
udlændinge betragter som éndimensionelle og som noget, der kan indgjorde den det samme mod et rent
havde fundet sted, hvilket betød en
dæmmes lokalt.
pige-gymnasium.
meget forsinket reaktion. Rationalet
Latinamerikanske lande som Chile,
Terroristerne hævder, at de vil isbag dette var, at det sikkert var endnu
lamisere Nigeria, men den generelle
en gimmick for at få præsidenten til at Nicaragua og Argentina har først for
overbevisning er, at bevægelsen er
tage sig tosset ud. Men selv da det gik nylig fundet deres egne ståsteder efter
finansieret af magtfulde politikere fra op for præsidenten, at pigerne faktisk årtier under brutale regimer undernord, der ønsker at skabe en spænvar forsvundet, virkede han handicap- støttet af amerikanerne i deres forsøg
ding i det politiske etablissement og
pet i sine handlinger.
på at inddæmme fjenden – kommunismen. Det skal Nigeria have in mente
miskreditere præsident Jonathan
Det betød nye aktører på scenen:
i sit forsøg på at finde en måde at få
– denne glansløse øverste chef uden
terrorismens bekæmpere i form af
vores piger tilbage på. •
nogen klar plan for, hvordan han vil
regeringerne fra USA, Frankrig, Storvinde krigen. Han har erklæret undta- britannien og Israel.
gelsestilstand i de uroplagede delstaOversat af Simon KratholmSom alle andre ønsker jeg, at voter, har fyret og erstattet de militære
res piger kommer hjem (den globale
Ankjærgaard.
“
33/
Iran
Hun
fotograferer
historien
Fotos: Azadeh Akhlaghi
34/
Billedserie
Iranske mord
Der var engang, hvor tilskuere til dramatiske begivenheder
ikke havde mulighed for at hive
en iPhone frem, tage billeder og få
øjeblikke efter dele dem med hele
verden.
Kameraet var for de få, og historiske momenter – såsom attentater
– blev sjældent fanget af linsen.
Men hvad nu, hvis iPhonen var
hvermandseje, også for 50 eller 100
år siden?
Den tanke har den iranske fotograf Azadeh Akhlaghi – i øvrigt født
1979, året for den islamiske revolution i landet – grebet.
I 13 tableauer skildrer hun dramatiske øjeblikke i Persiens og
senere Irans historie. Det drejer sig
mestendels om drab på intellektuelle, journalister, digtere og andre,
som måske har været med til at
plante et håb om et bedre Iran.
Akhlaghi studerede i otte år
filmproduktion i Australien, inden
hun vendte tilbage til Iran. Hendes
filmbaggrund fornægter sig ikke
i de spektakulære og dramatiske
widescreen-billeder.
Det tog hende tre år at researche
de mange drab og mystiske dødsfald, der er blevet til smukke, men
tragiske billeder. Målet var at
komme så tæt som muligt på den
virkelige begivenhed – om ikke andet så i stemningen.
Inden Azadeh Akhlaghis udstilling af de 13 billeder blev vist i
udlandet, havde den premiere i Teheran. Her var modtagelsen stærkt
bevæget. Mange slægtninge til de
dræbte på hendes billeder kom
rejsende fra hele Iran for at gense
deres kære genskabt i tableauerne.
Akhlaghi gemmer sig i øvrigt
selv som et vidne til historien på
alle billederne – kig efter kvinden
med det røde tørklæde. • / SK
35/
>
>
36/
7. december 1953. Tre ingeniørstuderende, Azar Shariat Razavi,
Ahmad Ghandchi og Mostafa Bozorgnia, myrdes af det iranske
politi på Teheran Universitet. De bliver mindet hvert år på deres
dødsdato i store studenterdemonstrationer I IRAN.
37/
26. april 1974. StudenteRaktivisten Marzieh Ahmadi Oskuie bliver
skudt af det hemmelige iranske politi, SAVAK, i Teheran.
>
>
38/
17. oktober 1939. Poeten, politikeren og den politiske fange
Mohammad Farrokhi Yazdi dør i Qasr Fængslet i TehEran
efter at have fået en indsprøjtning med luft.
10. september 1979. Humanisten, teologen
og stifteren af den iranske frihedsbevægelse under revolutionen, Ayatollah
Mahmoud Taleghani, dør under mystiske
omstændigheder lige efter Irans revolution. Folk går amok og strømmer til kapellet for at vise ham den sidste respekt,
og mange besvimer.
24. juni 1908. Forfatteren, redaktøren og den revolutionære intellektuelle JahāngirKhān-e Sūr-e-Esrāfil engagerede sig lidenskabeligt i den iranske forfatningsrevolution (1905-06), men efter et magtskifte bliver han henrettet for sin rolle i revolutionen
– det sker i de iranske lederes sommerbolig Bagh-e Shah i TehEran.
Azadeh Akhlaghi
Den iranske kunstner og fotograf (f. 1979) bor og
arbejder i henholdsvis Iran og Australien. Hun er
uddannet inden for både computervidenskab og
film og laver i dag både fotografi, videokunst og
kortfilm.
39/
kulturen kort
tre aktuelle udgivelser om globale forhold.
40/
Tropiske
feberrytmer
Revolutionens Cyklen gav en
lydspor
chance til
musik: Dengue Dengue Dengue
(DDD) blev dannet i 2010 i Perus
hovedstad, Lima, og har taget navn
efter den potentielt dødbringende,
tropiske dengue-feber. Felipe Salmon
og Rafael Pereira, som udgør DDD,
er både producere, DJ’s og grafiske
designere, og når bandet går på scenen, er det med et overdådigt audiovisuelt show – Salmon og Pereira bærer blandt andet masker, der sagtens
kunne ligne et syn fra den vildeste
feberdrøm!
DDD er nu aktuelle med et nyt
album, Serpiente Dorado. Musikken
tager udgangspunkt i den latinamerikanske musiktradition cumbia – en
populær musikgenre, der oprindeligt
kom til Latinamerika via Caribien og
Panama fra Afrika med de afrikanske
slaver. DDD's musik beskrives som
“tropisk bass” – bandet remixer egne
tracks, tilsætter elektronisk lyd, Jamaican dancehall, techno og hiphop beats.
I 2011 inviterede den kendte
fransk-spanske musiker Manu Chao
og det colombianske band Bomba
Estéreo de peruvianske musikere
med på turné, og DDD blev også sat
på programmet på festivaler i Europa.
I år kan bandet opleves på Roskilde
Festival. • /Pernille Bærendtsen
Dokumentarfilm: Electro Chaabi
er titlen på den fransk-tunesiske journalist og filmskaber Hind Meddebs
77 minutter lange film, der dokumenterer, hvordan en helt ny slags undergrundsmusik voksede ud af Kairos
arbejderkvarterer i slipstrømmen på
Det Arabiske Forår i Egypten, nemlig
musikken med samme navn som
filmen: Electro Chaabi. Chaabi er arabisk for populær og folkelig, og også
navnet på den traditionelle musik,
der for eksempel spilles til bryllupper
i Nordafrika og Mellemøsten.
Traditionelle arabiske rytmer tilsættes elektronisk lyd, punk, hiphop
samt politiske tekster som denne: "In
whose favour is this revolution? They
tricked us and changed the regime.
They told us life would be good. It all
turned out to be an illusion."
Folkets oprør påvirkede musikken – de unge ægyptere skriver selv
nye tekster og optræder med dem. De
vil have elektronisk musik og hurtigere beats, der får folk ud at danse i
gaderne. Filmen strækker sig over et
helt år og følger, hvilken rolle musikken spiller i folks dagligliv. Vi følger
DJ’s, de unge på gaden og er med
helt ind i dagligstuerne og til vilde
gadefester. • /PB
Bog: Da rwandiske Adrien Niyonshuti deltog i De Olympiske Lege i
2012 i London i mountainbike, sluttede han på en 39. plads. For Niyonshuti handlede det imidlertid ikke
om at vinde, men om at kvalificere
sig og gennemføre. Niyonshuti er
en af hovedpersonerne i forfatteren
Tim Lewis’ bog En ny begyndelse –
Den utrolige historie om Rwandas
cykelhold, som er udkommet i dansk
oversættelse præcis 20 år efter folkedrabet i Rwanda.
Syv år gammel mister Niyonshuti
sin familie under folkedrabet. Det er
dog ikke det centrale – for de andre
hovedpersoner, de to udlændinge,
har hver især slæbt tung bagage
med til Rwanda: Mountainbikeren og
cykelproducenten Tom Ritchey skal
arbejde sig ud af en personlig krise,
efter at hans kone har forladt ham,
og cykelholdets træner, Jock Boyer,
den første amerikaner, der deltog i
Tour de France (1981), har afsonet en
etårig fængselsdom for børnemishandling i USA.
Bogen handler således både om,
hvordan et land har genopfundet sig
selv oven på en national katastrofe,
og hvordan enkeltpersoner udnytter
nye chancer. • /PB
Serpiente Dorado
Electro Chaabi
En ny begyndelse
Kunstner: Dengue Dengue Dengue
Enchufada Records (2014)
www.enchufada.com
Instruktør: Hind Meddeb
Monoduofilms (2014), 77 min.
www.monoduo.net
Forfatter: Tim Lewis
Turbine Forlaget (2014), 300 s., 299 kr.
www.turbineforlaget.dk
kultur
Islamisk
modebølge
Det handler ikke
alene om burkinien
længere, denne særlige heldækkende
badedragt til kvinder.
Der er kommet en
vifte af beklædningsgenstande, der
imødekommer det stigende behov blandt
muslimske kvinder
for at klæde sig smart
og samtidig tækkeligt
i henhold til religiøse
forskrifter.
Resultatet er en
specialiseret, hurtigt
voksende islamisk
modeindustri, der
også omfatter chikke
brudekjoler, tørklæder med et tvist og
fikse dragter.
Der er nu islamiske modeshows i
Dubai, Jakarta (foto)
og Kuala Lumpur, og
der er islamiske modemagasiner såsom
det egyptiske Hijab
Fashion.
Trenden breder
sig uden for islamiske
kredse. For eksempel
præsenterer tøjkæden
H&M kollektioner,
der er inspireret af
islamiske snit fra Mellemøsten. • /RH
Videospil for en bedre verden
I kraft af fortælleelementerne og de visuelle
udtryk kan videospil noget andet end andre
medier, og i flere u-lande bliver de brugt til at
skabe sociale forandringer.
Blandt eksemplerne er et videospil, hvor
deltagerne bliver inddraget i den israelskpalæstinensiske konflikt og skal træffe sociale,
politiske og militære beslutninger på grundlag af faktiske begivenheder.
I et andet spil får deltagerne tildelt virtuelle opgaver såsom at indsamle bøger til
piger i Kenya. Hvis deltagerne når op på et
bestemt antal virtuelle bøger, udløser det en
donation af rigtige bøger, der skal fremme
alfabetisering og ligestilling mellem kønnene
i u-lande.
Videospillene er udviklet i samarbejde med
organisationen Games for Change, der ser spil
som et humanitært og uddannelsesmæssigt
redskab. • /RH
41/
Fattige læser e-bøger
på mobiltelefonen
Det er mere bekvemt, det er billigere, og
adgangen er bedre. Sådan forklarer de implicerede selv, hvorfor der er kommet et boom
blandt fattige med hensyn til at læse bøger på
mobiltelefonen. En undersøgelse, foretaget af
FN's kulturorganisation (UNESCO) i Afrika
(foto) og Sydasien, viser, at over 60 procent
efter eget udsagn læser flere bøger nu, hvor
de kan hente bøgerne ned på mobilen, end da
deres eneste mulighed var at skaffe de traditionelle fysiske bøger.
Undersøgelsen omfatter næsten 5.000 personer i syv lande og er udarbejdet sammen med
blandt andet organisationen World–reader, hvis
mission er at udbrede e-bøger i udviklingslande.
Samtidig siger hver tredje af de adspurgte
– alle voksne – at de læser bøger højt fra mobilen for deres børn.
Efterhånden har seks milliarder ud af verdens befolkning på omkring syv milliarder
adgang til mobiltelefon. Potentialet for alfabetisering via den håndholdte tingest er således
enormt – ikke mindst i betragtning af, at det
mange steder er rigtig svært at få greb om en
fysisk bog.
“Mobiltelefoner kan hjælpe mennesker til
at udvikle, understøtte og forbedre deres evner til at læse,” fastslår UNESCO-rapportens
forfatter, Mark West.
I øvrigt er den mest populære genre blandt
e-bøgerne, som Worldreader tilbyder, kærlighedsromaner. På andenpladsen kommer religion. • /Regner Hansen
Fotos: Xinhua News Agency/Eyevine/Polfoto (øv.tv), Piers Benatar/Panos/Polfoto (th)
AGENDA
illustration: otto dickmeiss
42/
litteratur
nordafrika
Bøger er noget
for eliten
Litteraturen i Nordafrika er på et højt intellektuelt niveau, som ikke
når den brede befolkning. Den er skabt af to verdener, den arabiske og
den europæiske, og kredser især om temaet identitet.
43/
Af Anna Bridgwater
Nedjma betyder stjerne på arabisk.
Det er også navnet på det helt centrale litterære værk i Algeriet, og en af de første romaner overhovedet i Nordafrika.
Romanen er skrevet på fransk af Katib
Yacine i 1956, før uafhængigheden i 1962, og
mens der var en bevidsthed om, at man havde
en nationalitet, som ikke er fransk, men arabisk. Hovedpersonen i bogen er en kvinde, der
hedder Nedjma.
“Hun er et symbol på Algeriet. Hun er af
blandet race – fransk, berberisk, arabisk og
jødisk – og hun bliver tilbedt af fire forskellige mænd. Det er en klassiker, og alle senere
romaner i Nordafrika refererer til Nedjma,”
fortæller June Dahy, studielektor på Institut
for Tværkulturelle og Regionale Studier på
Københavns Universitet, og tilføjer:
“Tonen er helt tydeligt ikke-fransk, men
arabisk, selvom den er skrevet på fransk.”
Sammenstødet mellem det arabiske og det
europæiske trækker dybe spor gennem hele
området, og Rasmus Alenius Boserup, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale
Studier (DIIS), siger om Algeriet:
“Uddannelsessystemet var fransksproget,
så kulturen er præget af fransk tænkning.
Samtidig er der er en klar insisteren på, at
man ikke skal omfavne det franske alt for meget. Det giver en splittet kulturel scene.”
Udvikling er på
litterær rundrejse
til kontinenterne Frankrig møder Arabien
Landene i Nordafrika har været overvejende
og er nu nået til
arabiske i 1.200 år, men litteratur forstået som
Nordafrika.
skriftlige fortællinger, der bearbejder menSerien om nutidig neskelige erfaringer, kom først til Nordafrika
verdenslitteratur med de vestlige koloniherrer.
“Litteraturen er født i mødet mellem den
har tidligere
eksisterende kultur og vestlige modernitet,”
været forbi
forklarer Joshua Sabih, lektor i mellemøstlige
Latinamerika,
og nordafrikanske studier på Københavns
Sydøstasien og
Universitet.
Mellemøsten.
Groft sagt er litteraturen i Nordafrika postkolonial; en litteratur, der beskæftiger sig med,
eller er præget af, kolonialisme. I første halvdel
af 1900-tallet havde Frankrig et fast greb om de
lande, der kaldes Magreb-landene, nemlig Tunesien, Algeriet, Marokko og nogle gange også
Vestsahara og Mauretanien. Navnet "Magreb"
stammer fra det arabiske ord Al-Maghrib, som
betyder solnedgang eller vest, og det var de
arabiske erobrere, der navngav området.
I dag udgives der litteratur på både arabisk
og fransk i Magreb-landene. Joshua Sabih er
>
>
selv født i Marokko, uddannet i Frankrig og i dag bosat i København. Han
siger, at hans personlige hybriditet er
ganske typisk for området:
“Moderne magrebinsk litteratur
opstod i starten af det 20. århundrede.
De vestlige litterære genrer mødte
den arabiske tradition for lyrik og
mundtlige fortællinger, og disse kulturmøder spillede en stor rolle for litteraturen, på både arabisk og fransk.”
“
I Magreb-landene har litteraturen altid tilhørt eliten, både på
fransk og arabisk. Derfor er litteratur en magtfuld kulturform,
som respekteres.
Joshua Sabih, lektor, KUA
44/
Elitekultur
Joshua Sabih peger på en særlig litterær strømning i Magreb-landene,
nemlig den, der skabes i de jødiske
samfund. Nordafrikas jøder tilhører de
sefardiske jøder, og selvom de er en
minoritet i området, deler de mange af
den arabiske befolknings oplevelser:
“Franske Jacques Derrida tilhører
eksempelvis en sefardisk algerisk
familie. Han har sagt: ’Jeg taler et
sprog, der ikke er mit,’ for hans sprog
er arabisk, men han skriver på fransk,
for det er det sprog, han er uddannet
på,” fortæller Joshua Sabih. Han fremhæver, at Magreb-landenes litteratur
er på et højt intellektuelt niveau, som
ikke når den brede befolkning.
“I Magreb-landene har litteraturen
altid tilhørt eliten, både på fransk og
Det er Nordafrika
I denne artikel er Nordafrika defineret
som Egypten, Algeriet, Libyen, Marokko,
Tunesien, Vestsahara, Mauretanien og
Sudan (da den nordlige del er arabisk).
Hvem var kolonimagt hvor?
Englændere og franskmænd i Egypten,
englændere i Sudan, italienere i Libyen,
franskmænd i Marokko, Tunesien,
Algeriet og Mauretanien og Spanien i
Vestsahara.
arabisk. Derfor er litteratur en magtfuld kulturform, som respekteres.”
Ifølge Rikke Hostrup Haugbølle,
ph.d.-stipendiat og specialist i Tunesien, er litteraturen ikke noget, som
fylder meget i landet. Den politiske
sammenhæng er, at kolonimagterne
er blevet afløst af autoritære regimer i
alle Magreb-landene.
“Man har haft nogle relativt illegitime personer ved magten, og så har
man som stat monopoliseret de kulturelle udtryk. Kulturen er identitetsskabende og blev gidsel i magthavernes
selvfortælling,” siger Rikke Hostrup
Haugbølle.
Hun forklarer, at alle har adgang
til uddannelse i Tunesien, men at få
læser litteratur:
“Mange af de intellektuelle, også
i Marokko, som er kommet til orde,
tilhører en sekulær elite. Marokko
har eksempelvis Tahar Ben Jelloun.
Han er et godt eksempel på den halveksilerede frankofone, elitære kultur,
som kommer til at tegne Nordafrikas
kultur, men de er meget lidt repræsentative for befolkningen i landet.”
Andre kulturformer
Rikke Hostrup Haugbølle kan faktisk
ikke nævne en tunesisk, folkelig forfatter, som lever i landet og skriver på
arabisk:
“Skriftlig litteratur er ikke en del
af den brede, folkelige kultur i Nordafrika. Den litteratur, man læser i
skolen, er enten gammel, eller også
læser man noget, som er fremstillet
til undervisning. Der findes ikke en
Hanne Vibeke Holst, som man sidder
og læser i toget på vej til arbejde.”
Analfabetisme bremser også litteraturens udbredelse. Over 60 procent
af kvinderne i Tunesien er analfabeter,
og tallet er endnu højere i Marokko.
Rikke Hostrup Haugbølle siger:
“Det sætter sin begrænsning på,
hvem der kan læse det skrevne ord.
Litteraturen kommer ikke til at blomstre. Men de mundtlige fortællinger
lever, det samme gør poesi.”
Hun understreger, at der skabes
samtidskultur i Tunesien:
“Fordi litteraturen har været fraværende har folk fundet andre udtryksformer. Siden 2003 er alternative
medier, sociale medier, radiokanaler
og satellit-tv-kanaler stormet frem.
Yngre rappere udtrykker sig om revolutionen på poetisk vis. Og vi ser det
samme i Algeriet.”
Algeriets traumer
Det store Algeriet adskiller sig på
nogle måder fra de andre Magreblande, fordi landet har naturgas og
dermed en stærk økonomi, og befolkningen på godt 45 millioner er
relativt veluddannede. Men Rasmus
Alenius Boserup fra DIIS siger, at
også Algeriets kultur er præget af
kolonitiden.
“Der er en meget stærk islamisme
og nationalisme, som er bygget op om
anti-kolonialismen. Man er enige om
ikke at være franske; man vil gerne
klare sig selv. Det stikker langt dybere
end i andre lande. Der blev produceret
enormt meget litteratur om uafhængighedskrigen.”
Cirka halvdelen af den algeriske
litteratur udkommer på fransk, men
arabisk er landets officielle sprog. Som
Boserup siger:
“Du skal kunne arabisk for at være
ansat i det offentlige. Men den læsende offentlighed er delt over, idet
halvdelen ikke kan læse arabisk.”
30 år efter uafhængighedskrigen
– fra 1992 til 2002 – oplevede Algeriet
det såkaldte Sorte Årti. 200.000 mennesker blev slået ihjel under den politiske vold, og det præger litteraturen.
“
Siden 2003 er det stormet
frem med alternative medier,
sociale medier, radiokanaler og
satellit-tv-kanaler.
Rikke Hostrup Haugbølle,
ph.d.-stipendiat og specialist i Tunesien
Boserup fortæller om perioden:
“Kulturpersonligheder blev udset
som mål for terror. Teaterdirektører,
skribenter, sangere og så videre blev
skudt ned. Den mest markante del af
Algeriets kulturliv gik i eksil. Kulturforbruget er meget privatiseret, der er
næsten ingen biografer og meget få
boghandlere i Algeriet.”
I dag er der igen ved at opstå et offentligt kulturliv, fortæller Boserup:
“Der begynder at vokse en smule
middelklassekultur frem. Folk skal
lige finde ud af, at de ikke bliver skudt,
hvis de laver poetry slam.”
Fortsættes s. 46
Seks litterære fyrtårne
fra Nordafrika
algeriet
libyen
Radwa Ashour (f. 1946) er en af
Egyptens mest anerkendte forfattere. Hun er født i Kairo, uddannet i
litteraturvidenskab og har en ph.d.
fra University of Massachussets i
USA. Ashour har udgivet romaner,
et selvbiografisk værk, noveller
og litteraturkritik. Bedst kendt er
den prisbelønnede Thulāthīyat
Gharnāţah (Granada: A Novel)
fra 1994, en historisk trilogi om en
muslimsk families skæbne i den
spanske by Granada og om den
hybridkultur, der eksisterede i Sydspanien, inden araberne og jøderne
blev fordrevet.
I Algeriet er Yasmina Khadra
(f. 1955) en populær fransksproget
krimiforfatter. Yasmina Khadra
er et pseudonym for Mohammed
Moulessehoul. Han var officer i den
algeriske hær og brugte sin kones
navn for at undgå militærets censur
under borgerkrigen. Han afslørede
først sin identitet, da han forlod
hæren og bosatte sig i Frankrig i
2001. Siden debuten i 1997 har hans
romaner skildret de voldelige konflikter i hans hjemland. En enkelt
roman foregår dog i Afghanistan
og handler om Taleban.
Libyske Hisham Matar (f. 1970)
er født i New York. I 1973 flyttede
familien tilbage til Libyen, men
flygtede til Kairo i 1979. Hisham
Matar er uddannet i design og
arkitektur i London, og hans debutroman In the Country of Men var
kandidat til den prestigefyldte Man
Booker-pris i 2006. Han har skrevet
essays i den arabisksprogede avis
Asharq Alawsat og i flere store
engelsksprogede aviser, blandt
andet The New York Times. Hans
anden roman, Anatomy of a Disappearance, udkom i 2011. Han bor i
London og skriver på engelsk.
Sudan
tunesien
algeriet
Tayeb Salih (1929-2009) fra Sudan skrev i 1966 romanen Mawsim
al-Hiğra ilā ash-Shamāl (Season of
Migration to the North). Den blev
af en gruppe arabiske kritikere og
forfattere udråbt som den vigtigste
arabiske roman i det 20. århundrede. Romanen fik en blandet
modtagelse, da den blev udgivet,
og blev forbudt i en række arabiske
lande på grund af udpenslet erotik.
Hovedpersonen er en ung mand,
der vender hjem til Sudan efter syv
år i Europa, og er et eksempel på
tematiseringen af mødet mellem
europæisk og arabisk kultur.
Albert Memmi (f.1920) blev
født ind i arbejderklassen som
jøde i Tunesien. Han har skrevet
en række bøger om kolonisering,
og hans tekster om det spændte
forhold mellem koloniherrerne og
befolkningen er klassikere. Han
har også skrevet flere romaner,
blandt andet den selvbiografiske
La statue de sel fra 1953 (Pillar of
Salt). Alt hans arbejde kredser om
at befinde sig i et skæringspunkt
mellem tre kulturer: Den arabiske,
den franske og den jødiske, og selv
siger Memmi, at han er af berbisk
afstamning.
Ahlem Mosteghanemi (f. 1953)
har skrevet en arabisksproget triologi, som er en af de mest solgte
arabiske romaner overhovedet. Første bind handler om Algeriets befrielseskamp og hedder Dhākirat
al-jasad (Legemets Erindring) fra
1993. Den handler om, hvordan
erindringen sidder i kroppen og
om uforløst kærlighed som symbol
på den uforløste frihedskamp. Med
sine mange henvisninger til klassisk arabisk litteratur er romanen
et opgør med den frankofone litterære tradition i området.
45/
Fotos: www.radwaashour.net & Polfoto
Egypten
>
>
46/
Ét statsligt forlag til alle
Libyen var under italiensk herredømme fra 1911-1943, men landets litteratur er udelukkende skrevet på arabisk. Dansk-libyske Safia Aoude læser
arabisk på Københavns Universitet
og specialiserer sig i libysk litteratur.
Hun siger:
“Den italienske kolonitid har ikke
haft samme indflydelse på libysk litteratur, som eksempelvis fransk har haft
det på Marokko.”
Ligesom i Magreb-landene kredsede libysk litteratur i mange år om en
søgen efter egen identitet. Men under
Gadaffis regime etablerede staten et
statsligt forlag til alle udgivelser og
fik kontrol over litteraturen. I 1990
blev grebet løsnet, og litteraturen
blomstrede. Men det største fremskridt skete, da internettet kom til
Libyen i 1998. Libyske forfattere kom i
kontakt med andre arabiske forfattere
og kunne udgives i udlandet. I dag er
der et levende litteraturmiljø i Libyen,
siger Safia Aoude:
“Nutidig libysk litteratur er blevet
lidt mere udbredt i Vesten, navnlig
forfatteren Ibrahim al-Koni. Han har
blandt andet været kandidat til Nobels litteraturpris, og hans tema er
altid ørkenen og den rolle, ørkenen
spiller i forhold til menneskets eksistensmuligheder.”
FOto: Phillippe Lissac/Godong/Scanpix
Egyptens litteratur
Kolonitiden spiller en mindre rolle i
Egyptens litteratur, end i de øvrige
Dagens titler. En ganske lille bogbutik
på det store weekend-marked i byen
Douz, Tunesien.
nordafrikanske lande. Tyngdepunkterne i den arabiske verdens kulturliv
har i århundreder været Kairo, Beirut
og Bagdad. Derfor havde Egypten i
egne og omverdenens øjne en højere
status end de øvrige nordafrikanske
lande, og Egyptens litteraturhistorie er
også ældre end resten af Nordafrikas,
da oldtidens ægyptere var nogle af de
første til at skabe skriftlig fiktion.
“
Det, der definerer Egypten, er
en stærk civilisatorisk selvbevidsthed og stolthed. Egypterne
har simpelthen en stærk kulturel
kapital.
Jonas Norgaard Mortensen
Jonas Norgaard Mortensen har
boet i Kairo som regionsleder for
ngo’en Danmission og har blandt andet studeret arabisk historie og kultur.
Han fortæller, at Egypten i store træk
er et meget homogent land med overvejende ét sprog, arabisk, og overvejende én form for islam, sunni.
“Det, der definerer Egypten, er en
stærk civilisatorisk selvbevidsthed og
stolthed. Egypterne har simpelthen en
stærk kulturel kapital.”
Men den militære magtovertagelse
i 1952 svækkede landets position som
områdets førende kulturland. Om
den forandring siger Jonas Norgaard
Mortensen:
“Den liberale, pulserende udvikling, som mødet med Vesten
bragte med sig, blev mødt af en
modreaktion, nemlig Det Arabiske
Broderskab, konservatisme og fundamentalisme. Disse modpoler var så
indrammet af et samfund, som siden
1950’erne har været et totalitært system funderet i militæret. Romanen
Yacoubians Hus eksemplificerer de
modpoler.”
Imarat Ya'qubyan (Yacoubians hus)
af Alaa Al Aswany fra 2007 er måske
det mest berømte moderne litterære
værk fra Nordafrika overhovedet.
Romanen foregår i et boligkompleks
i Kairo, hvor beboernes livsforløb
væves ind og ud mellem hinanden i
en fortælling om kærlighed, magt og
afmagt.
“De modpoler eksisterer stadig i
dag: På den ene side er der de globali-
serede unge, på den anden fundamentalisterne, og over dem alle står den
militært baserede magtelite,” siger
Jonas Norgaard Mortensen.
Det arabiske forår
I foråret 2011 gjorde fattige og undertrykte arabere i mange lande oprør
mod de autoritære regimer. Oprørene
startede i Tunesien og spredte sig
hurtigt i området:
“Det arabiske forår kommer naturligvis også til udtryk i områdets
litteratur,” siger June Dahy. Hun har
oversat romanen al-Bayt al-andalusī
(Det andalusiske hus) af den algeriske
forfatter Waciny Laredj:
“Bogen forudsiger på mange måder, at der vil komme et oprør i den
arabiske verden. Forfatteren beskriver,
hvorledes den socialistiske stat bliver
et forkontor for kapitalismens interesser, hvordan staten bliver mafiosificeret, og de interesser, der styrer, er storkapitalens, ikke borgernes interesser.
Romanen forudsiger et oprør, fordi
der er grænser for, hvor langt man kan
drive et menneske ud.”
Joshua Sabih fortæller, at marokkanske forfattere siden det arabiske
forår har taget fat i nogle af de emner,
som tidligere var fejet under gulvtæppet. I dag dukker emner som islamificering, homoseksualitet og kravet om
frihed op i litteraturen.
“Man gør krav på, at man har ret
til at diskutere disse emner. Der er
forskellige kræfter, ikke nødvendigvis
forankret i en bestemt ideologi, som
regeringen og magthavere ikke har
kontrol over,” siger Joshua Sabih.
Men Rikke Hostrup Haugbølle
pointerer, at det arabiske forår i nogle
lande måske bringer kulturel ensretning med sig:
“Den store værdidebat handler
om, hvilken rolle islam skal spille, og
om landenes udvikling bedst fremmes af et islamistisk samfund eller
et sekulært? Har islam gjort landene
bagudstående, og er det uforeneligt
med modernisering? Eller er islam
så grundlæggende en værdi, at den
skal lægges til grund for samfundets
indretning?”
Jonas Norgaard Mortensen boede i
Kairo under det arabiske forår, og han
er optimist:
“Det arabiske forår er blevet forår
for kritisk tænkning og kunst. Det
arabiske forår gjorde diversitet til en
styrke.” •
Ryslinge Efterskole skaber Ja-power!
Et år på efterskole i Danmark:
Fyns smukkeste efterskole
– med et internationalt snit og et højt fagligt niveau
Vi vil lidt
mere...
Få øjenkontakt
10. klasse
Projektledelse
Cambridge esol certificeret exam.
Science
Kunst og design
Adventure
Teater
Musik
Journalistik
Højskolen 1 · 5856 Ryslinge · 6267 1020 · [email protected] · www.ryslinge-efterskole.dk
Bangladesh
Grav nummer 31
Verdens hidtil værste ulykke i tøjindustrien fandt sted i
Bangladesh sidste år. Runarani og hendes to døtre var på
arbejde i fabriksbygningen Rana Plaza, da den kollapsede.
Tekst og fotos Christina Lund Sørensen, Dhaka
48/
Runarani (TV.) og datteren Preethi (TH.) var på arbejde i fabriksbygningen,
da den kollapsede. De fandt aldrig Preethis søster Samapthi.
Samapthi havde altid været
den intelligente i familien, mente
Runarani. Samapthi var den førstefødte; en pige.
Sidenhen kom Preethi og til sidst
deres lillebror til. Runarani blev gift
ung og fik hurtigt børn, sådan som de
fleste andre i landsbyen nær Jatrapur i
det nordøstlige Bangladesh. Som barn
bekymrede hun sig aldrig om noget.
Men da hun blev gift som 17-årig og
blev gravid hurtigt efter, begyndte bekymringerne; hvordan skulle de tjene
penge nok til at brødføde deres børn?
Runarani og hendes mand havde
hørt, at der var arbejde at få på de
store fabrikker i Dhaka, hvor de syede
tøj til folk i Europa og USA, og da
Preethi og Samapthi var store nok til
også at kunne få arbejde, pakkede familien sammen og drog til Dhaka.
I 2012 fik først Runarani og siden
hendes to døtre arbejde på en tekstilfabrik, der lå i en ni etager høj bygning i bydelen Savar, nord for Bangladeshs hovedstad Dhaka. Fordelt på
de ni etager var fem tekstilfabrikker,
der alle producerede tøj til kunder i
Europa og USA.
Runarani, Samapthi, Preethi og de
andre arbejdere gik hver morgen i
snorlige, farverige rækker gennem gaderne i det omkringliggende kvarter,
hvor de alle boede med deres familier.
De fleste af kvinderne var iklædt en
shalwar kameez. En klædedragt, der
består af løse bukser, en lang skjorte
og et tørklæde, der er svøbt løst omkring hovedet og håret.
På fabrikken var det noget helt
andet tøj, de syede. Her syede de ting
som farverige hotpants til at sælge til
britiske teenagere i Primarks butikker
i England, børnetøj til Walmarts butikker i USA og herreskjorter til danske
Tøjeksperten. Og der var nok at lave.
Ordrerne fra kæderne i Vesten strømmede ind.
Godt sammenhold
Gradvist begyndte familien at vænne
sig til at bo i Savar og til at arbejde
på fabrikken. Alt var anderledes end
i landsbyen, men alle de andre på
fabrikken og i bygningen, hvor de
boede, var også kommet fra landet for
at arbejde med at sy tøj, så alle var i
samme situation.
På fabrikken Ether Tex, der lå på
Rana Plazas syvende etage, var kvindernes opgave at samle de forskellige
dele, der tilsammen skulle udgøre en
skjorte eller et par bukser, og sy det
sammen. Der var næsten altid overarbejde at få. Kvinderne mødte ind
klokken otte hver morgen, og de gik
sjældent derfra før midnat. Men de
klagede ikke, for arbejdet genererede
penge til familien, og for første gang
nogensinde føltes det, som om de klarede sig godt.
På Ether Tex blev alle kvinderne,
der arbejdede der, hurtigt venner med
hinanden. Deres supervisor sørgede
for, at arbejdsmoralen blandt kvinderne var høj, og at de sladrede så lidt
som muligt. Han hjalp dem altid og
opmuntrede dem positivt, og arbejdsmiljøet var godt, husker Runarani.
Også datteren Preethi holdt af sit
job. Hendes opgave var at sy lommer på
jeans, og hver dag følte hun, at hun blev
bedre og bedre til at sy. Egentlig skulle
hun være 18 år for at arbejde på en
tøjfabrik, men det var bestemt ikke ualmindeligt, at 15-årige, som hun, arbejdede på fabrikkerne. En af fordelene, for
fabrikken, var, at hun ikke skulle have
så meget i løn som en ældre kvinde.
“
Pludselig var det, som om
bygningen gav efter i en stor
krampetrækning. Det tog blot
et øjeblik, og så var Rana Plaza
kollapset.
Tvunget tilbage på arbejde
Den 23. april 2013 blev der fundet store revner i bygningen, hvor
Runarani og hendes døtre arbejdede.
Myndighederne beordrede straks al
produktion i Rana Plaza standset, og
arbejderne fik besked på at gå hjem;
fabrikken var farlig at opholde sig
i, og i værste fald risikerede den at
styrte sammen.
Kort tid efter at kvinderne var kommet hjem, fik de at vide, at fabrikken
alligevel ikke var lukket, og Samapthi
begyndte at modtage opkald fra en
af deres overordnede. Han pressede
på for, at hun skulle overbevise de
andre arbejdere om at møde op næste
morgen. Hvis ikke de mødte op, ville
de ikke få udbetalt penge for deres
overarbejde, og de ville desuden blive
trukket i løn. Samapthi og Runarani
besluttede sig sammen for, at de ville
møde op næste morgen.
Bangladesh
India
Dhaka
Myanmar
(burma)
Tragedien i Rana Plaza
• Da fabriksbygningen i Bangladeshs hovedstad Dhaka kollapsede i april 2013,
omkom 1.134 personer under murbrokkerne og dobbelt så mange blev såret.
• Den internationale arbejdsorganisation
(ILO), der administrerer The Rana Plaza
Donors Trust Fund, har beregnet, at erstatningerne til ofrene og de efterladte
løber op i 216 millioner kr.
Kilder: Danwatch og ILO.
Næste morgen gik de på arbejde
og ankom til fabrikken klokken otte
som sædvanlig. De fleste andre var
også mødt op, fordi de havde modtaget beskeden om, at de ellers ikke
ville få deres løn. Præcis som enhver
anden morgen gik symaskiner og
maskinerne til at tilskære tøjet med
i gang og fyldte lokalet med brummende arbejdsomhed. Runarani
kunne mærke en utilpashed i kroppen.
Noget var anderledes, end det plejede,
men hun vidste ikke, hvad det var.
Hun kunne ikke sætte ord på følelsen,
men havde, som flere af de andre på
systuen, svært ved at koncentrere sig
om sit arbejde.
Hun havde talt med sine kollegaer
om revnerne, men ingen af dem vidste
nok om sådan noget til at argumentere over for deres overordnede, at noget føltes forkert. Runarani havde Preethi over for sig, og Samapthi befandt
sig lidt længere fremme i lokalet.
Pludselig var det, som om bygningen
gav efter i en stor krampetrækning.
Det tog blot et øjeblik, og så var Rana
Plaza kollapset.
Skrig i mørket
Runarani og Preethi lå i mørket og
holdt hinanden i hånden. De kunne
høre skrig i mørket og gråd. Runarani
tænkte, at de ikke ville komme levende ud derfra. Preethi begyndte
at græde, men hendes mor sagde til
hende, at hun var nødt til at tage det
roligt, og at hun ikke måtte græde.
49/
>
>
50/
“Hvis du græder, bliver du tørstig,
og vi har ikke noget vand, og vi ved
heller ikke, hvornår vi får det. Spar din
tårer,” sagde Runarani til Preethi.
Alt var gået så hurtigt. Det eneste,
Runarani huskede bagefter, var, hvordan hun havde kastet sig i retningen
af Preethi for at nå hende. Hun fik fat
Tekstillandet Bangladesh
i hendes hånd, og de to blev fanget
under murbrokker og bjælker. En stor
• Tekstilsektoren tegner sig for over 80
bjælke var kollapset oven på det omprocent af landets eksport.
råde, hvor de var fastklemt, og det var
• Omfatter 5.600 fabrikker.
umuligt at komme fri.
Alt var mørkt, men de kunne høre
• Beskæftiger over fire millioner arbejdere, og røre ved hinanden. De var i live.
heraf 80 procent kvinder, der hovedsaligt Og de gik ud fra, at det ville Samapthi
er uuddannede og fra fattige landdistrikter.
også være. Hun var jo den kloge i
• Siden 1980’erne er den del af tekstilindu- familien, som de altid lyttede til. Hun
strien i Bangladesh, der producerer tøj til skulle nok klare sig, tænkte Preethi.
Otte timer senere blev Runarani
firmaer i Vesten, eksploderet. På blot et
og Preethi befriet fra murbrokkerne.
par årtier er Bangladesh blevet verdens
næststørste eksportør af tøj til vestlige
Alt var kaotisk udenfor. Hundredvis
butikker, kun overgået af Kina.
af frivillige forsøgte at redde levende
og døde fri af murbrokkerne. Runarani
• I Danmark er det primært de største mo- og Samapthi husker, at de blev tilbudt
devirksomheder, der outsourcer til Bang- lidt vand og blev transporteret til et
ladesh, da outsourcing til landet kræver
hospital for at få tilset deres skader.
store ordrer.
De fysiske skader var overfladiske, det
Kilder: Danwatch og Danish Fashion Institute.
var chokket, der var det værste.
Logo · Skals Efterskole
Håbet slukkes
Efter to dage uden noget spor af
Samapthi gik familien selv i gang
med at lede efter hende. De var stadig
overbevist om, at hun var sluppet ud
af Rana Plaza i live, men som dagene
gik, og de stadig ikke havde fundet
hende på nogen af hospitalerne eller
klinikkerne, der behandlede ofrene,
indså de, at Samapthi måtte være død.
Men først i februar 2014 vidste de det
med sikkerhed. Familien havde indleveret dna-prøver, og de var blevet matchet med en grav med nummeret “31”.
Her var Samapthi blevet begravet i dagene efter kollapset. Der var ikke plads
til alle de døde på lighusene, så myndighederne havde begravet flere hundrede
ofre, før de var blevet identificeret.
Runarani mistede sin datter i Rana
Plaza, og Preethi mistede sin søster.
Ingen af dem tør arbejde i tekstilindustrien længere, så de har besluttet
sig for at tage tilbage til landet igen.
De håber stadig, at tøjfirmaerne en
dag udbetaler den lovede økonomiske
erstatning. •
Læs også s. 52
Marginal Reklamebureau · marginal.dk
VERDEN SKAL EROBRES!
Vi glæder os til at udfordre dig!
MARGINAL.DK
SKALs har et spændende tilbud til dig, der
ønsker at færdiggøre hele din internationale
grunduddannelse i Danmark.
Logo · Skals Efterskole
Cambridge IGCSE på SKALs + International Baccalaureate (IB)
eller studentereksamen med kollegieplads på et af de kostgymnasier
vi samarbejder med.
annonce
VI HAR FOKUS PÅ DIG, DIN PERSONLIGE OG BOGLIGE UDVIKLING
SKALS EFTERSKOLE · KÆRVEJ 11, 8832 SKALS · TLF.: +45 8669 5011
BESØG OS OGSÅ PÅ: WWW.SKALS-EFTERSKOLE.DK
Marginal Reklamebureau · marginal.dk
erhverv
Bind giver
business
Inderen Arunachalam Muruganantham
er et eksempel på, at
der er muligt at skabe
sig et erhverv ved at
afhjælpe udækkede
behov i et udviklingsland. Muruganantham har udviklet en
enkel maskine, som
fremstiller superbillige hygiejnebind.
Maskinen findes
nu i 1.300 landsbyer
i 23 indiske delstater.
Hver maskine giver i
gennemsnit beskæftigelse til 10 kvinder, og
den har desuden bidraget til at forbedre
sundhedsforholdene.
Mange kvinder
brugte tidligere klude
som menstruationsbind, som de tilmed
undlod at vaske. De
ville nemlig undgå
"udstille" kludene i
forbindelse med tørringen.
Muruganantham
gør det også muligt
for piger at fuldføre
skolegangen. Hidtil
kvittede en fjerdedel
af alle piger skolen,
når de begyndte at
menstruere. • /RH
Senegal til kamp
mod fabriksskibe
LÆNGE HAR kampen mod rovfiskeri ud for
Senegals kyst været håbløs. Men nu tager de
senegalesiske myndigheder utraditionelle
midler i brug ud for Vestafrikas kyst, og det
giver bonus.
Fiskeriminister Haïdar el Ali, som har en
fortid som mangeårig leder af en miljøorganisation, har allieret sig med den radikale
miljøgruppe Sea Shepherd. Så senegalesiske
fiskeriinspektører og miljøaktivister stævner
ud i samme båd for at hindre store udenlandske trawlere (foto) i at støvsuge vandet
for fisk. Fabriksskibene kommer fra Rusland,
Ukraine, Sydkorea og Spanien.
Tidligere i år opbragte de senegalesiske
myndigheder en russisk trawler, som kunne
fange lige så meget hver dag, som en lokal
fisker fanger på et år. • /RH
51/
Nigeria: Afrikas største
økonomi
Nigeria er pludselig forvandlet til Afrikas største økonomi og overhaler derved Sydafrika. Springet op på førstepladsen skyldes en
ny beregningsmetode, som medtager blandt
andet telekommunikation, luftfartsselskaber,
informationsteknologi og kultur.
Analytikerne siger, at det er rimelige økonomiske aktiviteter at inddrage. Til forskel fra
andre lande har Nigeria ikke revideret grundlaget for bruttonationalproduktet i flere årtier.
Resultatet er næsten en fordobling af BNP, så
det i 2013 var på 80.300 milliarder naira. Det
svarer cirka til 2.750 milliarder kroner.
For blot 20 år siden var der én teleoperatør
og cirka 300.000 telefonlinjer i Nigeria. Nu
er der snesevis af udbydere og 120 millioner
mobiltelefon-abonnenter. For to årtier siden
var der ét luftfartsselskab. Nu er der adskillige flyselskaber, som medtager tilsammen
næsten fem millioner passagerer årligt. Den
nigerianske filmindustri var engang beskeden. Nu producerer Nollywood (foto), som
den kaldes, næsten 900 spillefilm hvert år.
Det er såmænd ikke mange færre end indiske
Bollywood.
Potentialet er der til noget endnu større i
Nigeria, som har 170 millioner indbyggere.
Således er Nigerias BNP pr. borger stadig kun
en tredjedel af Sydafrikas. • /Regner Hansen
Fotos: Seyllou/AFP/SCANPIX (øv.) & Akintunde Akinleye/Reuters/Scanpix (midt)
AGENDA
52/
Ikon
En sidste
omfavnelse
Billedet af to dødsofre, der holder om hinanden i
Rana Plazas murbrokker er blevet synonymt med
tekstilarbejdernes kamp i Bangladesh. Mød fotografen
og den politiske aktivist Taslima Akhter her.
Af Christina Lund Sørensen
FOto Taslima Akhter
Hvornår gik det op for dig, at Rana Plaza
var kollapset?
Jeg fik et opkald kort tid efter, og så ringede jeg lidt rundt for at finde ud af, om det
var sandt. Derefter satte jeg kurs mod Savar, hvor Rana Plaza lå. Alt var et stort kaos,
da jeg nåede derud cirka et par timer efter
ulykken. Og det var et helt ubeskriveligt
syn, der ventede mig. Den dag i dag har jeg
stadig mareridt om alle de lig, jeg så, og jeg
kan huske den søde stank, der var overalt,
da ligene begyndte at gå i forrådnelse.
Hvornår tog du billedet?
Jeg tog det billede på den allerførste dag
(24. april 2013, red.). Teknisk set var det den
25. april, fordi klokken var to om natten. Billedet er blevet et symbol på tekstilarbejderens kamp og synonym med katastrofen. På
en eller anden måde kan vi virkelig mærke,
at det er mennesker. De er ikke maskiner.
De har drømme ligesom alle os andre.
Gennem det her billede får verden mere
at vide om tekstilarbejdere. Og jeg er lykkelig, hvis det her fotografi kan være med
til, at folk åbner øjnene for, hvad det vil sige
at arbejde i tekstilindustrien i Bangladesh.
Hvad ved du om parret på billedet?
Jeg har prøvet, men det er ikke lykkes mig
at finde dem. Jeg vil meget gerne vide,
hvem de er. Jeg bliver ofte spurgt, om jeg
har fundet ud af, hvem de er. Og nogle
gange bliver jeg stresset, når nogen spørger til dem, for der er jo også mange andre,
som døde, som vi heller ikke ved, hvem er.
Du har arbejdet med tekstilarbejderes
rettigheder i årevis – hvad er status for
arbejderne nu, hvor årsdagen er rundet?
Stort set ingen af ofrene eller de efterladte
har fået udbetalt økonomisk kompensation,
og der foregår fortsat mange meget kritisable ting på fabrikkerne, og vi frygter, at
en ny katastrofe vil ske. Vi betragter ikke
kollapset som en ulykke, men som massedrab. Myndighederne og ejeren af fabrikken vidste, at den var livsfarlig at arbejde i,
men alligevel blev arbejderne beordret på
arbejde. •
53/
Vækst
Det andet Irak
Skyskrabere, shopping-centre og pariserhjul. Mens det øvrige Irak
er plaget af vold og frygt for borgerkrig, er der rivende økonomisk
vækst i den kurdiske del af landet.
Af Sandra Meinecke og Sarah Schannong, irakisk Kurdistan
Fotos: Sangar Abubakir
54/
Regn og torden har forvandlet
dalens jord til mudder, men skelettet
til en 17-etagers bygning konkurrerer
upåvirket med kraner, minareter og
bjerge om at nå de få skyer, der er tilbage på himlen efter nattens buldren.
Det er formiddag i den nordlige og
kurdiske del af Irak. På en byggeplads
kommer en mand gående gennem
mudderet bærende på en kæmpe plade,
mens tre andre er ved at blande en ny
omgang cement. En anden af håndvær-
kerne, Hashem Imra, er omhyggeligt i
gang med at vaske sit værktøj.
“Jeg kom hertil for et års tid siden
for at arbejde. Men jeg har stadig min
familie og mine børn længere oppe
nordpå, så jeg rejser frem og tilbage
med et par måneders mellemrum,”
fortæller han.
Svimlende høje betonbygninger er
ikke noget sjældent syn i denne del
af Irak, som i modsætning til resten
af landet oplever et gevaldigt vækst-
boom – med en vækstrate på 12 procent i 2012 ifølge Den Internationale
Valutafond (IMF).
Inspiration fra Dubai
Et stykke oppe ad vejen fra Hashem
Imras arbejdsplads troner en endnu
højere bygning på 34 etager frem. Det
er den ene del af Jaff Towers. Dens
tvilling kommer til at stå færdig i
slutningen af 2014. De to tårne bliver
de højeste lejlighedskomplekser i hele
Irak. Det er det jordanske firma FALCON Company, som allerede har bygget blandt andet en stor bank i byen,
der står bag konstruktionen.
“Vi har kun én aftale i Bagdad lige
nu, men vi har flere aftaler rundt omkring i Kurdistan,” siger manager og
civilingeniør Amir Kamal fra sit kontor i en træbarak bag byggepladsen.
Han fortæller, at firmaets næste
planlagte byggeprojekt er opførelsen af et privathospital i regionen.
Halvfærdige hoteller og kæmpemæssige shopping-centre venter på, at
købelystne kurdere og udenlandske
forretningsmænd får adgang, og overalt skyder nye, luksuriøse beboelsesområder frem.
Byens nye stolthed står næsten
færdig, et 28-etagers højt tårn med
blå glasfacade og spir på toppen:
Grand Millennium Hotel. Luksushotellet er designet med inspiration fra
det kendte luksushotel Burj Al Arab
i Dubai og ejet af en britisk hotelkæde, som siden 2012 har bygget tre
hoteller i provinsen. Den voksende
økonomi i det kurdiske område skyldes blandt andet, at de med den nye
demokratiske forfatning i 2005 fik
udstrakt grad af autonomi. Og det
har selvstyre­regeringen Kurdistan
Regional Government (KRG) for-
stået at udnytte. Siden Saddams fald
i 2003 har man overalt i regionens
tre hovedprovinser, Dohuk, Erbil og
Sulaymaniyah, set lignende byggeprojekter.
“
Byens nye stolthed står næsten
færdig, et 28-etagers højt tårn
med blå glasfacade og spir på
toppen: Grand Millennium
Hotel. Luksushotellet er designet med inspiration fra det
kendte luksushotel Burj Al Arab
i Dubai og ejet af en britisk
hotelkæde, som siden 2012 har
bygget tre hoteller i provinsen.
På vej frem
Den ustabilitet, som kendetegner resten af Irak, ses ikke her, og netop derfor er stadig flere udenlandske firmaer
interesserede i at investere i området.
Senest har Danmark åbnet et handelskontor i Kurdistan.
“Det kurdiske område er næsten
som et helt andet land,” siger Ane
Juul Rasmussen, som er analytiker i
Eksport Kredit Fonden (EKF).
Kreditfonden er ejet af den danske
stat og hjælper danske virksomheder
med at skaffe finansiering og sikre
virksomhederne mod de økonomiske
og politiske udfordringer, der kan opstå, når der investeres og handles med
andre lande, herunder Irak.
Ane Juul Rasmussen var senest i
irakisk Kurdistan i oktober sidste år,
hvor hun var af sted med en dansk
handelsdelegation. Hun vurderer,
at det er relativt sikkert for danske
virksomheder at investere i regionen,
men understreger, at “der er stadig en
masse uafklarede spørgsmål”.
Men hun forklarer samtidig, at de
økonomiske nøgletal for Irak er flotte,
og at landets betalingsevne er blevet
bedre, efter at de har fået eftergivet en
stor del af deres udlandsgæld.
“Det er et godt tegn. Gældseftergivelsen er selvfølgelig et symptom på,
at der har været et problem, men de
er på mange måder på rette vej med
deres økonomi.”
Især ser hun et stort potentiale for
virksomheder inden for olieeksport
og byggebranchen, men hun nævner
også, at der er potentiale for direkte
fødevareeksport – og for viden og moderne teknologi.
“Der er kraner over det hele. De
mange erhvervsdrivende skal også
55/
>
>
Irakisk Kurdistan
stat. De astronomiske beløb, regionen
tjener på olie, er en forudsætning for
at realisere denne drøm.
De tre nordlige provinser
Dohuk, Erbil og Sulaymaniyah
Tyrkiet
Syrien
Dohuk
Erbil
Sulaymaniya
IRAK
Iran
Baghdad
56/
have et sted at bo, så der bygges masser af hoteller og erhvervsejendomme,
så der er brug for byggematerialer,”
siger hun.
Vækstboomet har desuden, ifølge
Ane Juul Rasmussen, været med til
at skabe en voksende middelklasse i
Kurdistan med en større købekraft og
dermed ændrede forbrugsmønstre.
“Livsstilssygdomme er et stigende
problem, og på sundhedsområdet er
der derfor også store afsætningsmuligheder,” siger hun.
Pariserhjul og parker
På toppen af et af de mange bjerge,
som omringer regionens kulturelle
provins Sulaymaniyah, ligger en
udkigspost, som byens beboere ofte
besøger med madkurve om søndagen,
når årstiden tillader det.
Det er blevet aften og mørkt, da vi
besøger udkigsposten, og Sulaymaniyahs mange neonskilte, billygter
og gadelys glimter og funkler som
enhver anden kosmopolitisk storby
om natten. Men sådan har det ikke altid været. For bare 10 år siden var der
kun elektricitet i én enkelt time om
dagen i denne del af Irak. Nu rager et
kæmpe pariserhjul stolt og lysende
op i udkanten af byen – fra forlystelsesparken Chevi Land, der åbnede op
i efteråret 2013. I nærheden ligger udgravningerne til det, der inden længe
forventes at blive Kurdistans største
park med botaniske udsmykninger,
bænke og legepladser til de små.
Bag de mange byggerier ligger også
drømmen om en selvstædig kurdisk
kurdere, som bor på landet. Og med
naboer som Syrien, Iran og Tyrkiet befinder irakisk Kurdistan sig omringet
af konflikter. Krigen i Syrien har fået
Olien over bjergene
mere end en kvart million syriske kurDen kurdiske region modtager 17 pro- dere til at søge over grænsen – men
cent af statsbudgettet fra centralrege- en stor del af flygtningene bidrager til
ringen i Bagdad. Et beløb, der svarer
økonomien med billig arbejdskraft på
til befolkningens relative størrelse,
hoteller, cafeer, barer og byggepladser.
men regionens selvstyreregering ville
“Hvis området får problemer, er der
foretrække at administrere indtægmange store nationer, som har en interesse i, at der er stabilitet. Regionen
terne fra olieeksporten selv, mener
har indgået en masse kommercielle
EKF-analytiker Ane Juul Rasmussen.
aftaler med flere lande og stormagter,
“Senest er der bygget en olierørledning fra det kurdiske område ud
blandt andet Tyrkiet og Kina. Det er et
til kysten i Tyrkiet, hvor olien skal
diplomatisk og strategisk klogt træk
eksporteres fra, men der er endnu ikke af KRG,” siger Ane Juul Rasmussen.
styr på, hvordan indtægterne skal administreres og fordeles,” uddyber hun. For hurtig vækst
Kører man fra provinsen Sulayma- Selv om de internationale handelsaftaler skaber en sikkerhed for selvniyah ad de snoede og ujævne bjergstyreregeringen, er udviklingen også
veje mod den finansielle hovedstad
bekymrende. Det mener i hvert fald
Erbil, er tankbiler ikke et særsyn. Det
Rebwar Siwayli, som er samfundsdeer en offentlig kendt hemmelighed,
battør og institutleder på det kurdiske
at olie flere steder allerede transporteres ud af regionen til blandt andet
Salahaddin Universitets institut for
nabolandet Iran via bjergene. Men
filosofi.
investering kan betale sig på trods af
Han er optimistisk omkring den
uenigheder mellem Bagdad og Erbil,
økonomiske udvikling i irakisk Kurdistan. Men han frygter, at udviklingen
understreger Ane Juul Rasmussen,
går for hurtigt, og at kurderne glemda der er en meget favorabel investemer at bevare deres kultur og deres
ringslovgivning i det nordlige Irak.
håb om demokratiske forandringer.
“Den økonomiske vækst svarer
ikke til den kulturelle fremgang. Vi
skulle gerne se begge ting ske parallelt,” siger Rebwar Siwayli.
Den økonomiske vækst svarer
“I øjeblikket er de kurdiske politiikke til den kulturelle fremgang.
kere
meget naive. De tænker kun på at
Vi skulle gerne se begge ting ske
skabe
flere og flere oliekampagner og
parallelt.
hoteller i Kurdistan. Den kurdiske reRebwar Siwayli,
gering er nødt til at reflektere og være
samfundsdebattør og institutleder
selvkritisk.” •
“
Intet krav om skat, moms eller
visum gør den kurdiske region til en
såkaldt sikker havn for udenlandske
investorer. De betaler ikke skat til den
regionale regering KRG i de første ti
år eller moms de første fem, og det er
ikke nødvendigt for udenlandske virksomheder at samarbejde med en lokal
partner. Regionens tre internationale
lufthavne og intet krav om visum de
første 15 dage for hverken erhvervsdrivende eller turister, gør det nemt at
opretholde forretningsforbindelser.
Mens det økonomiske boom ses
i regionens større byer, er det fortsat
en stor fordring for KRG, at der også
kommer vækst til de mange fattige
Irakisk Kurdistan
• De første spadestik til et autonomt føderalt kurdisk Irak blev taget allerede i
1970.
• Dog fik Kurdistan under FN-beskyttelse
i praksis først autonomi i 1991, da de
irakiske tropper trak sig efter den første
Golfkrig.
• I 2005, to år efter Saddam Husseins fald,
blev det kurdiske selvstyre indskrevet i
den irakiske forfatning.
• 4,6 millioner mennesker bor i det kurdiske Irak, der har nogenlunde samme størrelse som Danmark. I modsætning til det
øvrige Irak er området stabilt.
Interview
4 skarpe til
ambassadøren
Irakisk Kurdistan er et område med
enormt potentiale, mener Gert Meinecke,
Danmarks ambassadør i Irak.
57/
Af Sarah Schannong
Hvilke udfordringer står den kurdiske region over for?
“Den største udfordring på det økonomiske område er at sikre, at regionens oliemilliarder bliver investeret
i udviklingsinitiativer, der på kort
sigt tilgodeser den brede befolkning
gennem øget adgang til sundhed,
uddannelse og ikke mindst skaber beskæftigelse i landområderne. Og som
på lidt længere sigt bidrager til at
diversificere den kurdiske økonomi –
og mindsker afhængigheden af olie.”
som landbrug, agroindustri og social
og fysisk infrastruktur er der bud
efter danske virksomheder. Der er et
perfekt match mellem de kurdiske
udviklingsprioriteringer og danske
virksomheders kompetencer.”
Hvad har handelskontoret af
betydning for udviklingen i irakisk
Kurdistan?
“Danmark har stor goodwill blandt
kurderne – både som samfundsmodel
og politisk som resultat af det store
antal kurdiske flygtninge, Danmark
Hvad har handelskontoret af
tog imod i 1980-90’erne. Mange er
betydning for danske virksomheders vendt tilbage til Kurdistan. Det betyder, at der i dag i Kurdistan er en stor
muligheder for at etablere sig i
regionen?
gruppe dansktalende kurdere – og
“Handelskontoret kan udarbejde
omvendt er der fortsat en stor gruppe
markedsanalyser og skabe kontakt
kurdisktalende i Danmark. Det gør
til potentielle kurdiske partnere og
det lettere at lave forretninger! Det
myndigheder. Jeg er ikke i tvivl om,
skubber i samme retning, at danske
at der er efterspørgsel på dansk viden produkter og danske modeller og
og teknologi. Nogle større danske
løsninger er relativt kendte. Kurderne
virksomheder er allerede aktive i
er kvalitetsbevidste og efterspørger
olieindustrien. Men også på områder langsigtede, bæredygtige løsninger.”
Foto: Lars Grunwald/Udenrigsministeriet
Hvordan vurderer du de
økonomiske fremtidsudsigter for
irakisk Kurdistan?
“Væksten i Irak har været over otte
procent om året de senere år – og
nærmer sig 12 procent i det kurdiske
område. Det er ikke tilfældigt, at
det irakiske Kurdistan i økonomisk
henseende sammenlignes med Golfstaterne. Væksten er stor, og der er
stadig potentiale for at øge olieproduktion og -eksport. Samtidig er der
et kæmpe potentiale for at fremme en
udvikling, hvor de store og stadig stigende olieindtægter omsættes i udviklingstiltag til fordel for den kurdiske befolkning", siger Gert Meinecke,
dansk ambassadør i Bagdad siden
2010 og uddyber:
“Et umiddelbart udviklingsmål for
den kurdiske selvstyreregering er at
gøre det kurdiske område selvforsynende med fødevarer. Omlægning og
modernisering af landbruget og udbygning af infrastrukturen står derfor
øverst på dagsordenen.”
FOREIGN AFFAIRS
Verdens førende meningsdannere og beslutningstagere analyserer globale forhold.
58/
Udviklingsbistand
Foto: Jørgen Schytte/Danida
Bare stik
dem pengene
Drop dyre konsulenter og tung administration.
Kontanter direkte i folks egne lommer er effektiv
fattigdomsbekæmpelse, skriver de internationale
udviklingseksperter Christopher Blattman og
Paul Niehaus.
Hvert år bruger velhavende
lande milliarder af dollar på at
hjælpe verdens fattige ved at betale for køer, geder, såsæd, bønner,
skolebøger, erhvervsuddannelser,
mikrolån og mange andre ting.
Meningen med denne type støtte er
at give fattige mennesker ting, de
ikke selv har råd til, eller redskaber
og færdigheder til at tjene penge
selv. Meget af denne støtte nytter
utvivlsomt. Men selv dér, hvor støtteprogrammer lykkes med at opnå
noget, sker det ofte på en uhyre
dyr og ineffektiv måde. Det skyldes
til dels udgifterne til drift.* Mere
bekymrende er selve udgiften til at
opkøbe og bortgive geder, skolebøger, sække fulde af bønner og så
videre.
De fleste udviklingsorganisationer er enten ude af stand til at
redegøre for deres udgifter eller
fremlægger ikke deres regnskaber
offentligt; men en række åbenhjertige organisationer har tilladt en
nøjere granskning af deres tal. De
peger på, at det er langt dyrere at
skænke ting til fattige, end man
skulle tro.
Tag for eksempel køer. Mange
vestlige organisationer donerer
59/
>
>
Foto: Jørgen Schytte/Scanpix/Danida
60/
husdyr til fattige familier, og med
dyrene følger instruktioner i, hvordan
man opdrætter og tjener penge på
dyrene. Køer koster sjældent mere end
et par hundrede dollar stykket; men
at levere dem – at finde modtagere,
administrere donationer og transportere dyrene – løber op. I Vestbengalen
i Indien bruger den velgørende organisation Bandhan 331 dollar på at
donere for 166 dollar husdyr og andre
værdier ud til fattige, viser en rapport fra et kreditvurderingsbureau.* I
Rwanda viste en undersøgelse foretaget af økonomen Rosemary Rawlings,
at udgifterne til at donere en drægtig
ko, inklusive undervisning og løbende
rådgivning via den velgørende organisation Heifer International, kan løbe
op i 3.000 dollar.
Den type programmer modvirker
givetvis fattigdom: Det er utvivlsomt
bedre at have en ko end ikke at have
en ko. Men de medfører også en unødvendig udgift, fordi de penge, der bruges på at anskaffe og levere køer eller
andre værdier, kunne gå direkte til de
fattige. Bandhan kunne for eksempel
give dobbelt så mange husstande
donationer svarende til den lokale pris
på en ko, som organisationen gør lige
nu i form af levende køer. Og i stedet
for hver ko, som Heifer donerer, kunne
organisationen donere 300 dollar –
cirka en halv rwandanesisk årsløn – til
ti fattige familier.
Er det virkelig mere værd at støtte
én familie med en naturaliedonation,
end det er at hjælpe dobbelt så mange
– eller endda ti gange så mange familier med økonomisk støtte? For et voksende antal fattigdomsbekæmpende
projekter ser svaret på det spørgsmål
ud til at være nej. Nye undersøgelser
viser, at kontantstøtte til fattige er lige
så godt eller bedre end mange mere
traditionelle former for støtte, når det
drejer sig om at reducere fattigdom.
Dertil kommer, at det bliver billigere
og billigere at overføre penge takket
være nye teknologier som mobiltelefoner og satellitkommunikations
udbredelse.*
ser viser overraskende, at ellers roste
strategier til fattigdomsbekæmpelse
som eksempelvis uddannelses- og
låne-programmer faktisk ikke er særlig effektive.
Et af de bedste eksempler er mikrolån, der er korttidslån til fattige
iværksættere. Ved at give folk, der
var for fattige til at kunne låne penge
af bankerne, lånemuligheder, var
tanken, at man kunne give de fattige
det springbræt, de havde brug for,
for at slippe ud af deres økonomiske
problemer. Mikrolån-bevægelsen, der
opstod i 1990’erne, tog verden med
storm og indbragte Grameen Bank i
Bangladesh en Nobelpris i 2006. Efterfølgende har en række problemer
imidlertid sat spørgsmålstegn ved
mikrolånenes succes.*
En anden populær strategi i forbindelse med udviklingsstøtte har været
erhvervsuddannelse. Der findes kun
sparsomt talmateriale på, hvor stor en
del af støtten der går til uddannelse,
men eksempelvis hævder Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO)
Start and Improve Your Business Program at have uddannet mere end 4,5
millioner mennesker i over 100 lande
siden 1977.
“Lær en mand at fiske, og du har
skaffet ham føde for resten af livet,”
siger man. Alligevel har udbyttet af at
uddanne mennesker – hvad enten det
har været inden for fiskeri eller landbrug eller tekstbehandling – i bedste
fald været sporadisk. I 2012 analyserede økonomerne David McKenzie
og Christopher Woodruff en række
tilfældige projekter i u-lande og konkluderede, at de kun havde ringe vedvarende effekt på modtagernes salg
eller overskud.
Derfor er det måske ikke så
mærkeligt, at folk i u-landene ikke
nødvendigvis vælger at investere i
uddannelse, når de får valget. I en
anden ny undersøgelse analyserede
den ene af os (Christopher Blattman)
et offentligt tilrettelagt uddannelsesprogram i Uganda sammen med to
økonomer. I stedet for bare at udbyde
undervisning inden for forskellige
Penge gør en forskel
erhverv, uddelte man legater på cirka
Et voksende erfaringsgrundlag – skabt 7.000 dollar til mere end 250 grupper
af forskellige grupper lige fra den
bestående af 15-25 unge mennesker
velgørende organisation Innovations
(omkring 400 dollar pr. medlem i
for Poverty Action til Verdensbangruppen) til gengæld for en enkel
ken – analyserer effekten af kontant
forretningsplan, der beskrev, hvordan
økonomisk støtte sammenlignet med gruppen ville bruge pengene til selv
naturaliedonationer. Nye undersøgel- at finansiere erhvervsrelevant under-
“
De brugte de fleste af pengene
på at anskaffe sig de fysiske redskaber og materialer, det krævede at komme i gang, og kun
omkring ti procent af pengene
på undervisning eller uddannelse. Det viste sig at være en
klog beslutning: I løbet af fire år
steg deltagernes indkomst i gennemsnit omkring 40 procent.
visning og nødvendige arbejdsredskaber. Derudover stod det grupperne
frit for at bruge pengene, der var
ingen kontrol. Hovedparten af deltagerne endte med at bruge legaterne
61/
Elever på Teknisk skole i Lusaka, Zambia. Undersøgelser viser, at fattige, der modtager
kontante beløb, ofte vælger at bruge nogle af pengene på anskaffe sig redskaber og
materialer til etablere deres egen virksomhed.
til at etablere sig inden for håndværk
som skrædderi eller metalforarbejdning. Men de brugte de fleste af
pengene på at anskaffe sig de fysiske
redskaber og materialer, det krævede
at komme i gang, og kun omkring ti
procent af pengene på undervisning
eller uddannelse. Det viste sig at være
en klog beslutning: I løbet af fire år
steg deltagernes indkomst i gennemsnit omkring 40 procent.*
i stikprøveundersøgelser vist sig at
drage nytte af kontantstøtte. Økonomer har analyseret kontante donationer med og uden betingelser i stor
målestok og i lille, og sammenlignet
dem med tilsvarende lån. Og ved at
analysere effekten af pengedonationer
over usædvanligt lange perioder –
fem år i Sri Lanka, fire i Uganda – har
forskere fået adgang til meget mere
detaljerede data, end det er muligt for
mange andre fattigdomsreducerende
Drop myterne
strategier.
I løbet af de seneste år er det blevet
Konklusionerne er særligt vigtige,
stadig mere tydeligt, at det virker at
eftersom mange bidragsydere, herunder regeringer, hjælpeorganisationer
forære penge væk i en lang række
sammenhænge. Mexicanske familier, og fagfolk inden for udviklingsfeltet,
stadig nærer betydelig modvilje mod
ghanesiske landmænd, kenyanske
landsbybeboere, malawiske skolepiger kontante donationer. De rejser en
række klassiske betænkeligheder: at
og krigsramte ugandere – alle har de
mændene drikker pengene op, at de
flittige, men uuddannede fattige har
svært ved at træffe fornuftige beslutninger, og at donationerne gør folk
endnu mere afhængige af bistand.
Indtil videre taler data imidlertid
imod selv de mest pessimistiske af
disse røster.
Undersøgelser viser, at verdens
fattigste ikke bare sløser økonomisk
støtte væk, selv ikke når der ingen
betingelser følger med pengene. Et
ekstremt eksempel stammer fra et
nyligt eksperiment ledet af denne
artikels ene forfatter (Blattman) og to
andre. I 2010-13 gav vi betingelsesløse
donationer på 200 dollar stykket til
nogle af de mindst disciplinerede
mænd, vi kunne finde: narkomaner
og småkriminelle i Liberias slum. De
>
>
trodsede forventningerne og lod ikke
pengene gå til spilde, men brugte dem
på basale fornødenheder eller på at
grundlægge små virksomheder. Hvis
end ikke disse mænd smider gratis
penge væk, hvem skulle så? *
Der er heller ikke noget, der peger
på, at betingelsesløse økonomiske
donationer gør modtagerne dovne.
Tværtimod. Økonomisk støtte har ofte
skabt velstand – især for fattige, der
ikke har haft mulighed for at udnytte
deres fulde potentiale, for eksempel
folk med små virksomheder, eller uuddannede unge med meget begrænset
adgang til hård valuta. Med sådanne
donationer har iværksættere i Ghana
og Sri Lanka udvidet deres forretnin-
62/
ger, fordrevne kvinder i Uganda er blevet selvstændige erhvervskvinder og
har fordoblet deres indtjening, og landmænd i Kenya har investeret i deres
egne virksomheder med stort udbytte.
For de fleste, der har været med i eksperimentet, har det betydet, at de har
øget deres fremtidige indtjeningsmuligheder på den lange bane. I visse tilfælde har de ikke gjort det. Men i hver
eneste undersøgelse har folk arbejdet
mindst lige så mange timer som før, de
fik pengene, om ikke flere. *
Dyre konsulenter
Den overvældende datamængde indikerer, at folk ikke er fattige, fordi de er
initiativforladte, men fordi de mangler
ressourcer og muligheder – ting der i
mange tilfælde kan købes for penge.
Donorer bør derfor overveje følgende:
For hver dollar vi bruger, gør vi da
mere gavn, end den fattige selv kunne
gøre med den samme dollar?
I 2010-11 stillede den katolske organisation Association of Volunteers
in International Service sig selv netop
det spørgsmål, da man evaluerede et
igangværende program i det efterkrigsramte Norduganda. For at hjælpe
1.800 af landets fattigste kvinder til at
blive selvstændige erhvervsdrivende
havde programmet givet hver kvinde
en donation på 150 dollar, fem dages
hjælp til virksomhedsudvikling samt
uddannelse og opfølgende besøg fra
hjælpearbejdere, der tilbød supervision og rådgivning. I alt kostede
programmet næsten 700 dollar for
hver fattigdomsramt kvinde, det hjalp.
Organisationen, der arbejdede sammen med et forskningsteam, hvori
denne artikels ene forfatter (Blattman)
indgik, bestemte sig for at måle effekten af programmet før dets dyreste
tilbud: de opfølgende besøg. Vi kunne
konkludere, at disse besøg øgede
kvindernes indtjening, men også at
de kostede mere end det dobbelte af
selve pengedonationen. Opfølgningsbesøgene var med andre ord mindre
effektive per dollar end selve den
økonomiske støtte og det femdages
kursus.*
“
Foto: Mikkel Østergaard/Scanpix/Danida
Den overvældende datamængde
indikerer, at folk ikke er fattige,
fordi de er initiativforladte, men
fordi de mangler ressourcer og
muligheder – ting der i mange
tilfælde kan købes for penge.
Kontant økonomisk støtte til fattige
har vist sig at skabe velstand.
Eksemplet fra Uganda illustrerer
endnu en fordel ved kontantstøtte:
Støtten kan fungere som “indeksfond”
for internationalt udviklingsarbejde.
En indeksfond er en samling investeringer, der ikke styres aktivt, hvilket
gør udgifterne for investorerne mindre. Dens værdi afspejler simpelthen
opture og nedture på de enkelte
poster i samlingen. På samme måde
er kontantstøtte et udviklingsprojekt
uden udgifter til nogen form for aktiv
styring, og hvordan den klarer sig, gi-
samme strategi blev udrullet over
for millioner af mennesker. Det er
uvist, om den er mere eller mindre
anvendelig i stor skala end traditionel bistand – og om korrupte embedsmænd og væbnede grupper ville
have lettere ved at udnytte den slags
programmer.
Men konklusionerne fra lande,
der allerede benytter sig af kontant
bistand i meget stor skala, er lovende.
Ifølge det britiske ministerium for
international udvikling, administrerer regeringer i u-landene allerede
kontantstøtteprogrammer, der når ud
til mellem 750 millioner og en milliard mennesker, for eksempel i form
af ansættelsesprogrammer i Indien,
pensionsfonde i Sydafrika eller velfærdsprogrammer i Brasilien. Mange
af disse programmer har en række betingelser, som skal opfyldes, før modtagerne kan få udbetalt pengene, som
at få en helbredsundersøgelse eller
en vaccination på en sundhedsklinik.
Men de munder alle ud i en kontant
udbetaling. Indtil videre er de værste
bekymringer – om svindel, korruption
og simpel ineffektivitet – blevet gjort
til skamme.
Nye teknologier har også gjort
denne type programmer nemmere
at føre ud i praksis. I Indien har den
ene af os (Niehaus) og to indiske
økonomer for nylig arbejdet sammen
med en delstatsregering om at måle
effekten, når papirpenge leveret med
posten til folkepensionister og mennesker i beskæftigelsestilbud skiftes
ud med digitale betalinger ved hjælp
af såkaldt biometrisk identifikation
(som fingeraftryk, red.). Konklusionen
var, at det nye system både formindsker tyveri og gør betalingerne sikrere
og hurtigere.*
En anden bekymring i forbindelse
med at udrulle kontante donationer i
stor skala i udviklingsøkonomier er,
at en pengetilførsel kan medføre en
ødelæggende inflation. Ingen ved, om
den bekymring vil vise sig at have
hold i virkeligheden. Det vil i høj grad
afhænge af, hvad de makroøkonomiske effekter af kontante donationer
Kunsten at indkassere
sammenlignes med – om det er fødevarehjælp, generel uddannelse eller
På trods af alle fordelene ved kontantstøtte er det uvist, hvordan denne andre varer og services. En hvilken
støtteform fremover vil bidrage til
som helst tilførsel af varer eller penge
fattigdomsbekæmpelse. Konklusiohar potentiale til at være ødelæggende, så faktisk er spørgsmålet, om
nerne på små forsøg med få tusind
modtagere kan ikke give et pålideligt det er værre at give penge end at give
noget andet.*
billede af, hvad der ville ske, hvis
ver et grundlag for at evaluere kvaliteten af de beslutninger, som offentlige
beslutningstagere og fagfolk fra udviklingsbranchen tager. Desværre er
den form for usentimental evaluering,
som man så i forskningen fra Uganda,
sjælden – for ikke at nævne det mod
og den disciplin, det kræver af en
organisation at lade sig sammenligne
på den måde.
Ikke desto mindre peger både
aktuelle undersøgelser og basal
økonomisk tankegang på tre tegn
på, at kontantstøtte vil være lige så
udbytterig som traditionel støtte.
For det første vil den være mest
værdifuld steder, hvor befolkningen
har været hårdt ramt af uventede
kriser – lande eller regioner, der skal
ovenpå efter voldelige konflikter,
naturkatastrofer eller lange perioder
med politisk usikkerhed. Tænk bare
på Sydøstasien efter en tsunami eller
på Mellemøsten, oversvømmet med
syriske flygtninge – hvor udbyttet,
efter at området har rejst sig igen,
vil være usædvanligt højt, og hvor
udfordringen ved at foretage kloge
investeringer uden lokalkendskab vil
være usædvanligt store.
For det andet vil kontantstøtte
også gøre sig godt i lande som
Ghana, Kenya og Uganda – relativt
stabile lande med en voksende økonomi, der har få faste stillinger til
befolkningen, og hvor de fleste er
selvstændige, fordi de ikke har andre
muligheder. Her arbejder mange af
de fattige med noget, de er overkvalificerede til, fordi de mangler den
nødvendige kapital, kreditværdighed
eller forsikring til at kunne udvide
deres virksomheder. Når der mangler
en finansiel infrastruktur, som det kan
tage årtier at udvikle, kan kontantstøtte være løsningen.
For det tredje vil de typer bistand,
som er mest tilbøjelige til at vise
bedre resultater end kontantstøtte,
ofte være dem, som er stilet mod et
kollektivt problem, eller det, som økonomer kalder “offentlige goder”. Sundhedssystemer, for eksempel.*
samarbejde med
Foreign Affairs
......
Udvikling samarbejder
redaktionelt med det
anerkendte tidsskrift
Foreign Affairs, som udgives af den amerikanske
tænketank Council on Foreign Relations.
Samarbejdet betyder, at vi bringer artikler
fra Foreign Affairs i dansk oversættelse.
Blot for at gøre det klart: Penge er
ikke nogen universalløsning. Det er
ikke alle, der vil være i stand til at få
deres indkomst eller virksomhed til at
vokse med et tilskud; nogle vil bruge
alle pengene til at dække akutte behov. Hvor effektive pengedonationer
er, er kun delvist dokumenteret, og
der er stadig mange ukendte faktorer
og risici. Men “bevismaterialet”, der
taler for kontante donationer, hober
sig op med større hast, end det gør
for alternativernes vedkommende, og
kontantstøtte fortjener at blive befriet
fra sit ry som en aparte form for bistand.
Lige så vigtigt er det, at donorer og
offentlighed holder hjælpeorganisationer ansvarlige for de ødsle udgifter, de
med mellemrum har. En forøgelse af
kontantstøtteprogrammer kunne i sig
selv være med til at sikre et øget fokus
på disse udgifter. Når det sker, vil den
globale kamp mod fattigdom træde
ind i en ny og bedre æra. •
Oversat af Julie Top-Nørgaard
Teksten er en forkortet udgave af artiklen Show Them the Money bragt i Foreign
Affairs. Udeladelser er markeret med *.
Reprinted by permission of Foreign
Affairs, May/June 2014, Vol 93, No 3.
Copyright 2014 by the Council on Foreign
Relations, Inc.
Christopher Blattman
er adjunkt i statskundskab
og internationale forhold
på Columbia University.
Paul Niehaus
er adjunkt i økonomi på
University of California,
San Diego, og medstifter af
GiveDirectly.
63/
navne
5 der rykker
Victoria Tauli-Corpuz, 61, Filippinerne, er af
FN’s Menneskerettighedsråd blevet udnævnt som
rådets Special Rapporteur for indfødte
folks rettigheder. Tauli-Corpuz er
stifter af ngo’en Tebtebba, og har også
undervist og skrevet bøger.
Fotos: ANWAR MUSTAFA/AFP/Scanpix & fkn & Lars Grunwald/udenrigsministeriet
64/
Hushjælpen
der kom på
forsiden
Indonesiske Erwiana
Sulistyaningsih er blevet
et symbol på dårlige
vilkår for unge kvinder,
der er migrantarbejdere
hos familier i Hongkong.
Grete Faremo, 58, bliver ny direktør for United
Nations Office for Project
Af REGNER HANSEN
Services (UNOPS), som
bl.a. står for indkøb til hele FN-systemet. Faremo var 2011-13 norsk justits Alt for længe var der alt for lidt
minister og tidligere også minister for opmærksomhed om de faktiske vilkår for de over 300.000 udenlandske
u-landsbistand 1990–1992.
kvinder, der bor og arbejder som husShigeru Ban, 56, har
hjælp hos familier i Hongkong. Langt
vundet Pritzker Architec- størsteparten er unge og kommer fra
ture Prize for 2014. Den
Indonesien og Filippinerne.
japanske arkitekt har i to
Men dette er der ændret på med
årtier arbejdet med at designe nye
Erwiana Sulistyaningsih, en 23-årig
hjem – “værdige, men til lavpris” – op- indonesisk hushjælp, som blev systeført i hårdt pap til flygtninge og ofre
matisk mishandlet af sin arbejdsgiver
for naturkatastrofer, i bl.a. Rwanda,
gennem syv måneder. Hun var så
Haiti og senest i Filippinerne.
forslået, at hun ikke kunne gå uden
støtte, da hun i januar i år nærmest
Orla Bakdal, 64, bliflygtede fra Hongkong for at komme
ver fra 1. september 2014
hjem til lægebehandling.
direktør for Den InternaSulistyaningsihs skæbne blev
tionale Arbejdsgruppe
lynhurtigt kendt blandt indoneserne
for Oprindelige Folk (IWGIA) med
i Hongkong, da fotos af hende med
sekretariat i København. Diplomaten skrammer og åbne sår begyndt at
har tidligere været Danmarks ambas- cirkulere på sociale medier, og landssadør i Mellemamerika, Malawi og
mænd samledes til demonstration
Zambia.
mod ligegyldigheden over for både
Sulistyaningsihs og deres egne forMulle Juul Korshold som migrantarbejdere i den
holm, 42, bliver ny kam“særlige administrative region” Hongpagnechef i Folkekirkens
kong, som hører under Kina.
Nødhjælp, hvor hun får anMyndighederne følte sig presset
svar for at udvikle og gennemføre en
– også af medierne – til at forfølge
ny kampagnestrategi. Hun er tidligere sagen, og i april vendte Sulistyadirektør i reklamevirksomheden Grey ningsih tilbage til Hongkong for at
samt stifter af virksomheden Protocol, vidne ved en distriktsdomstol, hvor
hun i grufulde detaljer berettede om
der har lederfokus på kvinder.
mishandlingen: Arbejdsgiveren slog
hende hyppigt, skiftende mellem at
anvende et kosteskaft, et støvsugerrør og en bøjle, og hun smadrede
sin ansattes hoved ind i væggen.
Arbejdsgiveren truede også med at
myrde Sulistyaningsihs forældre,
hvis hun ikke adlød. Hun undlod at
betale løn, og den aftalte ferie blev
heller ikke til noget.
ET EFTERTRAGTET MÅL
Hongkong er en eftertragtet destination for migrantarbejdere, fordi lønniveauet er relativt højt, og der – på
papiret – er ordnede forhold, herunder
garanterede fridage og ferie. Men
virkeligheden er altså anderledes i
mange tilfælde, hvilket også menneskerettighedsorganisationer har
påpeget.
Eksempelvis rapporterer Amnesty International om slavelignende
betingelser. De unge udenlandske
kvinder er forpligtet til at bo hos deres
arbejdsgiver og frygter at blive deporteret, hvis de fremsætter klager.
Måske begynder en ny æra med
Erwiana Sulistyaningsih, som af nyhedsmagasinet Time er udnævnt til at
være blandt verdens 100 mest indflydelsesrige personer i 2014 – på linje på
Angela Merkel og Beyoncé. •
Asiatisk Plads
kort nyt
om Danida
aktuelt
• Sydsudan: Den danske regering
har omlagt knap halvdelen af dette
års udviklingsbistand til Sydsudan
til hårdt tiltrængte indsatser. 35
millioner kroner omdirigeres til at
hjælpe 150.000 sydsudanesere med
at brødføde sig selv, og 10 millioner
går til en regional ledet mission, der
skal overvåge våbenhvilen mellem
konfliktens hovedparter.
• Global udvikling: Hvad skal frem-
tidens globale mål for at bekæmpe
fattigdom være? Det diskuterede
handels- og udviklingsminister Mogens Jensen og Folketingets udviklingsordførere i FN-byen 6. maj, hvor
emnet var den udviklingspolitiske
dagsorden efter FN’s 2015 Mål.
bruges som input til Fondens aktiviteter i 2015-17.
• Synergier mellem bistand og kom-
mercielle instrumenter: I Vietnam
har man gjort erfaringer med sammenhæng mellem bistand og kommercielt samarbejde. Studiet undersøger, om og hvordan bistanden kan
bane vejen for dansk erhvervsliv.
Læs også Eval News – i seneste
nummer (1/2014) om blandt andet
Evalueringskontorets overvejelser
om, hvordan “evaluerbarheden” af bistandsaktiviteter kan styrkes.
www.evaluering.dk
• Establishment of UNHCR in
Copenhagen – 41,2 mio. kr.
• Peace and Stabilisation Response
(FSB) 2014 – 30 mio. kr.
• Support to the International Rehabilitation Council for Torture Victims
(2013-2015) – 27 mio. kr.
Danidas interne bevillingskomité har
på sit møde 21. marts og 2. april indstillet følgende aktiviteter til støtte:
• Support for International Development Research – 12 mio. kr.
• Support to the Resumption of Public
Order and Criminal Justice Functions
and Protection of Civilians in the Central African Republic – 10,8 mio. kr.
UDGIVELSER
• Gepard-drengen: Klassesæt, elev• Myanmar: Promoting Just and Debog, film og lærervejledning om
EVALUERINGER
mocratic Governance in the Reform
I løbet af sommeren 2014 forventes tre
børneliv i Zambia (2014). En del af
Process – 10 mio. kr.
evalueringer og ét evalueringsstudie at
Børnenes U-landskalender.
blive offentliggjort:
• Core support to International Dalit
• Joint Evaluation of Support to the
• Evaluering af Danidas BusinessSolidarity Network – 4,2 mio. kr.
National Response to HIV/AIDS in
to-Business-programmer: UnUganda 2007-2012 (2014).
dersøger om B2B-programmet
www.danida.dk
• Evaluering af kommunikations- og
har medvirket til at øge vækst og
oplysningsdelen af Operation Dagsbeskæftigelse. Evalueringen bidraværk (2014).
ger desuden med erfaringer til den
Rettelse
videre implementering af Danida
• Rights and Governance for DevelopTo korrektioner til Udvikling nr. 2/14:
Business Partnerships.
ment – Experiences from support to
• Evaluering af Business Advocacy
a Nepal in transition (2014).
I artiklen “En EU-katedral til de få
Challenge Fund i Ghana: Evaluserbere” fremgår det af en tidslinje,
eringen fokuserer på erfaringer med www.danida-publikationer.dk
at Kosovo mister sit selvstyre i 1986
støtte til erhvervssektoren i Ghana
– det skete faktisk i 1989.
med henblik på at drage konklusioNYE BEVILLINGER
ner for den fremtidige støtte og for
Det oplyses i en boks på side 52, at
lignende programmer i andre lande. Danidas eksterne bevillingskomité har
Danmarks bidrag til Den Centralafrikanske Republik går gennem
på sit møde 8. april indstillet følgende
• Evaluering af Freds- og Stabilise- aktiviteter til støtte:
FN’s landefond. Der skulle stå “går
ringsfonden: Hovedformålet med
hovedsageligt gennem FN’s huma• Support to the Danish Institute for
nitære landefond og FN’s Flygtninevalueringen er at drage konklusioner af Fondens overordnede strategehøjkommissariat.”
Parties and Democracy (2014-2017)
giske relevans og funktion, som kan
– 75 mio. kr.
65/
IndVikling
Den moderne krystalkugle
hedder Skype
At spørge en spåmand- eller kone til råds i livets store
spørgsmål er en integreret del af den thailandske kultur.
Men i 2014 er der ikke meget røgelse, sorte katte og kaffegrums over at blive spået: I dag udlægges fremtiden online.
Af Anya Palm, Bangkok
Fotos: colourbox (tv.) & Anya Palm (th.)
66/
Witwacharop Naragits hjemmeside er farvestrålende. Astrologiske symboler i lilla, turkis, rød under
metal-gyldne bogstaver fortæller,
at det koster 289 baht (48 kroner)
at blive spået om sin fremtid af den
31-årige moderne spåmand.
“De fleste af mine kunder foretrækker at blive spået online i dag,”
fortæller Naragit, der har været spåmand i fem år og hovedsageligt spår
middelklassekvinder i Bangkok.
At blive spået, eller at søge spirituelle råd, er en integreret del af
det thailandske samfund – ifølge en
undersøgelse foretaget af Mahidol
Universitet i Bangkok konsulterer
omkring 80 procent af den thailandske befolkning en spåmand, når de
skal træffe afgørende beslutninger.
Men efterhånden som udviklingen
placerer thailænderne i kontorer
langt fra pagoden, eller på rejser væk
fra hjemstavnen, er trenden med at
besøge sin spåmand virtuelt, vokset.
“Der er et stort marked for det,
flere og flere gør det. Det er billigt
og tilgængeligt,” siger Naragit. Han
spår med tal – fødselsdato, telefonnumre, husnumre, nummerpladen
på bilen. Tallene afslører, hvad der
venter i fremtiden, og derfor behøver
han ikke at møde sine kunder fysisk,
mener han.
NUTIDENS SPÅMÆND som Witwacharop
Naragit dropper krystalkugler og
kaffegrums
Klare svar kræves
Det er godt fundet på at tilbyde
online-sessioner i Thailand, mener
spåguru Marcuz Katz, direktør for det
britiske, spirituelle Far Away Centre
og forfatter til bogen At spå i en moderne verden.
“Jeg tror, det er en uundgåelig
udvikling, at vi som medier også må
benytte os af de teknologiske muligheder,” siger han.
Men det har en direkte indflydelse
på spådomskunsten, forklarer han.
Der er nemlig to forskellige systemer,
som er populære inden for forudsigelsesbranchen lige nu: Det ene er
rådgivning, hvor spåmanden præsenterer de sandsynlige scenarier for
en person, og derefter rådgiver om,
hvordan det er bedst at forholde sig
til de oplevelser, der venter forude.
Det andet system er helt simpelt
synske forudsigelser, hvor kunden
spørger og får svar på sine spørgsmål
om, hvad der vil ske i fremtiden. Det
sidste er det mest populære lige nu,
og det er på grund af teknologien,
mener Katz:
“Folk vil have et klart svar, et simpelt svar. Med den moderne teknologi
bliver vores liv mere og mere komplicerede, og vi bliver bombarderet med
information og muligheder, og det
er svært at navigere i. Så søger man
enkeltheden i det spirituelle univers i
stedet,” siger han.
Naragit benytter sig af det sidste
system, hvor han forudsiger fremtiden. Han kan svare på alt, siger han,
og derfor fortæller han gerne IndViklings læsere, hvordan Thailands nærmeste fremtid vil forme sig:
“I juli vil Thailand miste en vigtig person, en religiøs leder. Der er
store forandringer på vej – særligt i
det nordlige Thailand, hvor der vil
komme en stor katastrofe – måske et
jordskælv – meget snart,” spår han.
Om det sker, vil tiden vise. Denne
artikel er skrevet i slutningen af maj. •
Fremblik
kolofon
om udvikling
Abonnement
Udvikling er gratis, men forsendelse til udlandet
pålægges efter nytår et gebyr. Udvikling
udkommer 6 gange per år.
Af Redaktionen
Tegn abonnement/adresseændring:
23. juni
FN’s Enkedag
Man kan vælge at trække på smilebåndet af FN’s uhyre mange mærkedage, men sådanne dage kan være en
god anledning til at berøre emner, der
oftest forbigås. Som nu verdens enker.
115 millioner af dem lever i fattigdom
og 81 millioner af dem har været udsat
for fysisk vold.
www.un.org
29. juni – 6. juli
Roskilde Festival
De tropiske rytmer i verdensklasse
kommer til at lyde på årets festival:
Les Ambassadeurs featuring Salif
Keïta, Amadou Bagayoko and Cheick
Tidiane Seck fra Mali. Herfra kommer
også kora-mesteren Toumani Diabaté
i følgeskab med sin søn, Sidiki. Fra
Latinamerika kan opleves Lima-duoen
Dengue Dengue Dengue (Se også
omtale i Kulturen Kort) og den colombianske trio La Chiva Gantiva. Og så
er der Omar Souleyman fra Syrien, de
indiske sufi-musikere Barmer Boys og
Manu Chao La Ventura fra Frankrig.
www.roskilde-festival.dk
www.udvikling.dk
Bestilling af tidligere numre:
www.danida-publikationer.dk
Abonnementsservice:
[email protected]
Næste nummer: 22. august 2014
Redaktion
Redaktør: Stefan Katić (SK), [email protected]
tlf. 33 92 07 09
Journalist: Ulrikke Moustgaard (ULM),
– [email protected]
tlf. 33 92 08 01
Nyhedsbrev, markedsføring etc: Sara Leth,
– [email protected]
Ansvarshavende ifølge medieansvarsloven:
Jesper Fersløv Andersen, kontorchef,
Udenrigsministeriets Presseenhed
Korrektur: Lisbeth Rindholdt
Grunddesign: Esben Niklasson.
Layout: e-Types Daily.
Tryk: Arco Grafisk. Papir: 115 gram MultiArt Matt
Dette nummer
NR 3 · 2014 · JUNI/JULI · 41. ÅRGANG
Udgivelsesdato: 17. juni 2014
Redaktionen afsluttet: 1. juni 2014
Fotos: Jørgen Schytte/Danida (tv) & Maiken Lyster Thonke/Danida (th)
Trykoplag: 18.400
23. juni
Fra Siam til Thailand
Og lidt for nørderne: 23. juni i år er
også 75-dagen for kongedømmet Siams skift af navn til Thailand. Manden,
der i 1939 ændrede landets navn til
Thailand, var marskal Phibun Songkhram, der var en stor beundrer af Hitler. Han tiltvang sig gradvis magten
og var diktator 1938-44, hvor Thailand
blev søgt indrettet efter europæisk
fascistisk forbillede.
6. juli
Malawi 50 år
Der bliver fest i Lilongwe i juli. Engang var Malawi en britisk koloni
under navnet Nyasaland, men i 1964
fik landet selvstændighed og blev
samtidig medlem af det britiske statssamfund Commonwealth. Malawi var
i en årrække partnerland for dansk
bistand.
www.malawi.gov.mw
www.2bangkok.com
ISBN 978-87-7087-815-9 (tryk)
ISBN 978-87-7087-816-6 (elektronisk)
ISSN 0106-0570
Forside: Zanele Muholi
Fotos s. 3: Colourbox & Simon Læssøe
& Christina Lund Sørensen & Azadeh Akhlaghi
Annoncesalg
Rosendahls Mediaservice,
Niels Hass – [email protected], tlf. 2933 6606
Udgiver
Danida, Udenrigsministeriet,
Asiatisk Plads 2, 1448 København K
Artikler i Udvikling udtrykker ikke nødvendigvis
Udenrigsministeriets synspunkter.
25.–26. juni
Konference om finansiering
af uddannelse
Global Partnership for Education
(GPE) er en multilateral platform for
udviklingssamarbejde om uddannelse. Den blev lanceret af Verdensbanken og en række partnere i 2002.
Nu er tiden kommet til en såkaldt
genopfyldningskonference, hvor donorerne skal binde sig for et bidrag.
28.–31. juli
Konference for verdens
fattigste lande
Gruppen af såkaldte LDC-lande
(Least Developed Countries)
holder ministerkonference i
Cotounou i den vestafrikanske stat Benin. Emnet er nye partnerskaber for udviklingen af
produktionskapaciteten i LDC-landene.
www.globalpartnership.org
www.unohrlls.org
Medlem af
Al henvendelse: Rosendahl-Schultz Distribution, Herstedvang 10, DK-2620 Albertslund, id-nr.: 42328