Jakob Trelborg fra Sdr. Vium i Vestjylland har udskiftet næsten alle sine pærer til LED pærer og effekten er faldet fra 662 W til 273 W total svarende til en reduktion på 59 %. Familien Trelborg i Sdr. Vium har fået en ny interesse, de er gået aktivt ind for nedbringelse af deres energiforbrug, og har udskiftet næsten alle deres pærer til LED pærer. ”Der er gået helt sport i at nedbringe forbruget, og så er det oveni købet sket for en beskeden investering på omkring 5.000 kr. som også inkluderer et par nye lamper. Vi har kun skiftet, hvor det har givet mening for os. Eksempelvis mangler der stadig nogle steder, hvor vi har lysdæmper, ved spisebordet og sofabordet. Men udskiftningen her kommer nok inden længe, når jeg finder nogle LED pærer med en god lyskvalitet hertil” fortæller Jakob Trelborg. Det var vigtigt for familien ikke blot at skifte til LED pærer, men også at skifte til nogle LED pærer, som giver en virkelig god lyskvalitet. Derfor har Jakob brugt en del tid på at undersøge kvaliteten på forskellige LED udbydere. ”Det har været vigtigt for os, at lyskilden havde så høj Ra-indeks som mulig. Solens lyskilde er på 100, og de LED pærer jeg har købt er på 95-96, så jeg er godt tilfreds, de giver et rigtigt godt lysskær” fortæller Jakob. Familien havde besøg af Energirådgiver Line Nørmark fra HusetsEnergi.dk, og udover at tale om udskiftning af pærerne, så gik snakken også på familiens oliefyr ”Vores fyr er 12 år gammelt, og Line og jeg talte lidt om, det skulle skiftes eller ej. Og det skal selvfølgelig skiftes på et tidspunkt, og så bliver det til en luft/vand varmepumpe” slutter Jakob Trelborg. Har du spørgsmål RING 9992 9292 Finsensvej 3, 7430 Ikast, [email protected], www.HusetsEnergi.dk
© Copyright 2024