Afgræsning af strandeng ved Myrthuegård
Lægekokleare var på tur med Hans Egede Lægekokleare har tykke kødfulde blade, der holder sig friske og grønne vinteren igennem. Den kaldes også skørbugsurt, da den tidligere blev brugt af søfolkene mod skørbug. Planten har et meget højt indhold af C-vitamin. Søfolk og opdagelsesrejsende som Hans Egede havde de nedsaltede blade med på langtur. Kokleare hører til samme blomsterfamilie som sennep og karse, og bladene har også en lidt skarp smag. Engelskgræs udskiller salt Nogle af strandengens planter f.eks. engelskgræs har specielle saltkirtler, og planten kan udskille saltet på overfladen. Dermed holdes saltkoncentrationen lav inden i planten. Af samme grund har Engelskgræs spredt sig langs mange veje, hvor vintersaltning har øget saltkoncentrationen i jorden. Afgræsning af strandeng ved Myrthuegård Strandengen dannes af tidevandet Strandengen ved Myrthuegård Strandenge dannes, når havet i forbindelse med de daglige tidevandspåvirkninger aflejrer sand og lerpartikler langs kysten. Når aflejringerne hæver terrænet til et tilstrækkeligt niveau, begynder landplanterne at rykke ind i området. Efterhånden som oversvømmelserne aflejrer mere ler og sand, hæves terrænet, og med tiden bliver strandengen kun oversvømmet ved ekstra høje vandstande i forbindelse med stormvejr. Nu kan en lang række plantearter vokse på strandengen, og danne forskellige bælter af plantesamfund, hvor de mest salttålende arter findes tættest på kysten. Strandengen er relativt højtliggende og oversvømmes kun 1-2 gange hver vinter. Planterne er en blanding af typiske strandengsplanter og arter, som også findes på ferske enge. Der kan stadig ses et skift i plantearter, efterhånden som man bevæger sig fra kysten og længere ind i landet. Fra vadefladerne med vadegræs bliver vegetationen mere sammenhængende med arter som strandtrehage, harril, strand-asters m.fl. Herefter bliver arter som rød svingel, gåsepotentil, strandvejbred og strand-engelskgræs mere almindelige. Efterhånden som strandengen bliver mere tør og mindre påvirket af saltvand, går den over i egentlig strandoverdrev. Afgræsning som naturpleje Uden afgræsning vil strandengen vokse til i tagrør. Kvæget æder de unge tagrør, og mange forskellige planter kan nu spire frem. De store tunge dyr træder grønsværen op. Det skaber et ujævnt knoldet terræn med fugtige huller og tørre tuer, der giver varierede levesteder for mange arter af planter og insekter. Disse er igen føde for de ænder og vadefugle, der raster og yngler på strandengene. Området har været afgræsset i en meget lang periode. Strandeng med ørkenplanter Den kraftige saltpåvirkning på den yderste strandeng virker udtørrende på de planter, der vokser her. Derfor har mange strandengsplanter nogle ligheder med ørkenplanter. Saltpåvirkningen af omgivelserne vil ofte være højere end saltindholdet i planterne, hvilket giver planten problemer med at optage vand og næringsstoffer fra omgivelserne. Strandengens planter har forskellige måder at tage sig af saltet på. Harril dør af saltforgiftning Den lille sivplante harril er en typisk art for strandengen. Den er vidt udbredt på strandenge i hele landet og vokser i den yderste del af strandengen. Harril ophober salt i plantevævet, og planten dør til sidst af saltforgiftning. Da den når at blomstre og sætte frø, gør det ikke noget for artens overlevelse. Et andet problem på strandeng, marsk og vade er jordens høje fugtighed, der forhindrer ilt i at trænge ned til rødderne. Harril har ekstra lange rødder, der gør det muligt at nå ind i områder, hvor der er bedre iltforhold. Rødben Rødben er en af Vadehavets mest almindelige vadefugle, og den er let at kende på de røde ben og det røde og sorte næb. Den yngler på strandenge og søger ofte føde på vadefladerne, hvor den bruger sit lange næb til at fange krebsdyr, der lever nede i mudderet. Vadehavet er også et vigtigt rasteområde for trækkende rødben, og om efteråret opholder der sig op mod 10.000 rødben i området. Viben - den mystiske månefugl Det er noget særligt at se vibens karakteristiske akrobatiske sangflugt over strandengen. Viben lever af insekter, orme, frøer, snegle samt plantedele. Ved fuldmåne er den også aktiv om natten, hvor man kan høre dens karakteristiske stemme vuii-o-vuiipvip-vip-euvii, der har givet arten dens danske navn. Tidligere var viben en af de mest almindelige fugle i Danmark, men bestanden er mere end halveret siden 1970’erne. Tilbagegangen skyldes primært den mere intensive drift af enge og strandenge, der nedsætter antallet af planter og smådyr på engene, og formindsker fødegrundlaget for viberne. Viben lægger sine æg i en fordybning i jorden, og er meget sårbar, hvis der høstes hø på engen, inden ungerne er flyvefærdige. Viben er kendt for sin særlige ”afledningsadfærd”. Den voksne fugl løber rundt på engen med hængende vinge, så den ser ud som om, den har brækket vingen. På den måde kan den aflede opmærksomheden fra ungerne og lokke rovdyr væk fra reden. Vadehavet er et af kerneområderne for viber, og hvert år yngler der 1-2 par viber ved Myrtue. Tekst: Anne-Vibe Jensen Illustrationer: Niels Knudsen og Kirsten Hjørne
© Copyright 2024