Lægekokleare var på tur med
Hans Egede
Lægekokleare har tykke kødfulde blade,
der holder sig friske og grønne vinteren
igennem. Den kaldes også skørbugsurt, da
den tidligere blev brugt af søfolkene mod
skørbug. Planten har et meget højt indhold
af C-vitamin. Søfolk og opdagelsesrejsende
som Hans Egede havde de nedsaltede
blade med på langtur. Kokleare hører til
samme blomsterfamilie som sennep og
karse, og bladene har også en lidt skarp
smag.
Engelskgræs udskiller salt
Nogle af strandengens planter f.eks.
engelskgræs har specielle saltkirtler, og
planten kan udskille saltet på overfladen.
Dermed holdes saltkoncentrationen lav
inden i planten. Af samme grund har
Engelskgræs spredt sig langs mange
veje, hvor vintersaltning har øget
saltkoncentrationen i jorden.
Afgræsning af strandeng ved Myrthuegård
Strandengen dannes af tidevandet
Strandengen ved Myrthuegård
Strandenge dannes, når havet i forbindelse med de
daglige tidevandspåvirkninger aflejrer sand og lerpartikler
langs kysten. Når aflejringerne hæver terrænet til et
tilstrækkeligt niveau, begynder landplanterne at rykke
ind i området. Efterhånden som oversvømmelserne
aflejrer mere ler og sand, hæves terrænet, og med
tiden bliver strandengen kun oversvømmet ved ekstra
høje vandstande i forbindelse med stormvejr. Nu kan
en lang række plantearter vokse på strandengen, og
danne forskellige bælter af plantesamfund, hvor de mest
salttålende arter findes tættest på kysten.
Strandengen er relativt højtliggende og oversvømmes kun
1-2 gange hver vinter. Planterne er en blanding af typiske
strandengsplanter og arter, som også findes på ferske
enge. Der kan stadig ses et skift i plantearter, efterhånden
som man bevæger sig fra kysten og længere ind i landet.
Fra vadefladerne med vadegræs bliver vegetationen mere
sammenhængende med arter som strandtrehage, harril,
strand-asters m.fl. Herefter bliver arter som rød svingel,
gåsepotentil, strandvejbred og strand-engelskgræs mere
almindelige. Efterhånden som strandengen bliver mere
tør og mindre påvirket af saltvand, går den over i egentlig
strandoverdrev.
Afgræsning som naturpleje
Uden afgræsning vil strandengen vokse til i tagrør. Kvæget
æder de unge tagrør, og mange forskellige planter kan nu
spire frem. De store tunge dyr træder grønsværen op. Det
skaber et ujævnt knoldet terræn med fugtige huller og
tørre tuer, der giver varierede levesteder for mange arter
af planter og insekter. Disse er igen føde for de ænder og
vadefugle, der raster og yngler på strandengene.
Området har været afgræsset i en meget lang periode.
Strandeng med ørkenplanter
Den kraftige saltpåvirkning på den yderste strandeng virker
udtørrende på de planter, der vokser her. Derfor har mange
strandengsplanter nogle ligheder med ørkenplanter. Saltpåvirkningen af omgivelserne vil ofte være højere end saltindholdet i planterne, hvilket giver planten problemer med
at optage vand og næringsstoffer fra omgivelserne. Strandengens planter har forskellige måder at tage sig af saltet på.
Harril dør af saltforgiftning
Den lille sivplante harril er en typisk art
for strandengen. Den er vidt udbredt
på strandenge i hele landet og vokser
i den yderste del af strandengen. Harril
ophober salt i plantevævet, og planten
dør til sidst af saltforgiftning. Da den
når at blomstre og sætte frø, gør det
ikke noget for artens overlevelse. Et
andet problem på strandeng, marsk
og vade er jordens høje fugtighed,
der forhindrer ilt i at trænge ned til
rødderne. Harril har ekstra lange
rødder, der gør det muligt at nå
ind i områder, hvor der er bedre
iltforhold.
Rødben
Rødben er en af Vadehavets mest
almindelige vadefugle, og den er let at
kende på de røde ben og det røde og
sorte næb. Den yngler på strandenge og
søger ofte føde på vadefladerne, hvor
den bruger sit lange næb til at
fange krebsdyr, der lever nede i
mudderet. Vadehavet er også et
vigtigt rasteområde for trækkende
rødben, og om efteråret opholder
der sig op mod 10.000 rødben i området.
Viben - den mystiske månefugl
Det er noget særligt at se vibens karakteristiske akrobatiske sangflugt over strandengen.
Viben lever af insekter, orme, frøer, snegle samt plantedele. Ved fuldmåne er den
også aktiv om natten, hvor man kan høre dens karakteristiske stemme vuii-o-vuiipvip-vip-euvii, der har givet arten dens danske navn. Tidligere var viben en af de mest
almindelige fugle i Danmark, men bestanden er mere end halveret siden 1970’erne.
Tilbagegangen skyldes primært den mere intensive
drift af enge og strandenge, der nedsætter antallet
af planter og smådyr på engene, og formindsker
fødegrundlaget for viberne. Viben lægger sine
æg i en fordybning i jorden, og er meget
sårbar, hvis der høstes hø på engen, inden
ungerne er flyvefærdige. Viben er kendt
for sin særlige ”afledningsadfærd”.
Den voksne fugl løber rundt
på engen med hængende
vinge, så den ser ud som om,
den har brækket vingen. På
den måde kan den aflede
opmærksomheden fra ungerne
og lokke rovdyr væk fra reden.
Vadehavet er et af
kerneområderne for viber, og
hvert år yngler der 1-2 par
viber ved Myrtue.
Tekst: Anne-Vibe Jensen
Illustrationer: Niels Knudsen og Kirsten Hjørne