1. No category

Kristeligt Dagblad
7
Mandag 22. august 2011
Baggrund
Denne side er redigeret af Marie Louise Bruun Rasmussen
eftermæle Kunstneren Per Ahlmann voksede op ved kirkegården i Lemvig. Det har sat sine spor: Nu arbejder han med personlige gravmæler
og vil være med til at højne den danske kirkegårdskultur
Keramik og kvalitet i døden
Af Jørgen Steens
Hans forældres hus var nærmeste nabo til kirkegården i
Lemvig, og den nu 45-årige
Per Ahlmann husker barndomstidens betagelse over
de mange personlige gravmonumenter – fremstillet på
Torvald og Eigil Westergaards sten- og billedhuggeri i Lemvig – som satte præg
på kirkegården.
”Min mors og fars soveværelse vendte lige ud til kirkegården. Den var derfor en
helt naturlig og altid tilstedeværende del af mit barndomsmiljø,” fortæller Ahlmann.
Nu, som anerkendt kunstner, arbejder han selv med
personlige og alternative
gravmæler. Det er hans bud
på en højnelse af den danske
kirkegårdsskulptur, og samtidig er han del af en generel
tendens i tiden, hvor gravmælerne eller gravminderne
bliver mere og mere individuelt præget. Således oplyser
en af de store leverandører
på området, Danske Stenhuggerier, der har 80 afdelinger landet over, at omkring hver tredje gravsten i
dag får en unik prægning.
Per Ahlmann ser det som
et udslag af, at vi i dag selv
skaber vores identitet, og
denne tendens rækker altså
helt til døden.
”For mange er det ikke
længere nok at være del af et
fællesskab. I dag ’brander’ vi
os mere som individer – på
godt og ondt – og det slår så
også igennem i kirkegårdsog begravelseskulturen.”
Kirkegården har altid afspejlet tiden, tilføjer han, og
i tidens trend ligger samtidig
et opgør med en lang periode, hvor gravsteder helst
skulle være så anonyme og
upersonlige som muligt.
”Det er jo også lidt af det
samme, der gør sig gældende, når folk lægger legetøj og
personlige effekter på en
grav. Det er måske ikke
smukt, men kan for nogle
udgøre en vigtig del af deres
sorgarbejde.”
Selv var Per Ahlmann på forkant med udviklingen, da
han i 1995 udførte sit afgangsprojekt fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding. ”Det
0 Per Ahlmann i arbejde på sit værksted. Foruden sine individuelle gravminder, er han i øjeblikket ved at udvikle idéer til produktioner i mindre serier, som
eksempelvis elipseformede gravmæler, der ses i en færdig udgave forrest i billedet. – Foto: Claus Fisker/Scanpix.
”Et keramisk gravmæle må godt
være flot i form og glasur, men det
må ikke blive outreret i forhold til
den øvrige kirkegårdskultur.”
per ahlmannn, keramiker
metaforiske mindemærke”
hed det og omfattede hans
bud på fem højst individualistiske gravminder, tænkt i
keramik og andre materialer,
hvor han i de enkelte værker
forsøgte at omsætte den pågældendes livshistorie i et
skulpturelt formsprog.
Blandt de fem var modellen til et gravmæle over ham
selv, som blev skabt, efter at
han havde fået venner og bekendte til at sætte ord på sin
person. Ud af det kom kunstværket ”Den selvstændige
men sårbare”, som i dag er
udstillet i Funebariet i København. Mindesmærket
kombinerede materialerne
træ og bronze, og en af tankerne var her, at træet ville
være nedbrudt og forsvinde i
løbet af 25-50 år og dermed
skabe kontrast til evigheden.
Per Ahlmann regnes i dag
blandt den nye generation af
keramikere, der bygger videre på kunsthåndværkets traditioner, men bruger leret
som et kunstnerisk udtryksmiddel. Han har i år fået tildelt et arbejdsstipendium fra
Statens Kunstfond, og nogle
af hans frit fabulerende
skulpturer indgår frem til
den 25. september sammen
med værker af 18 andre udvalgte svenske, norske og
danske keramikere i udstillingen ”Fortællespor” på
Danmarks Keramikmuseum
i Middelfart.
I begrundelsen for arbejdsstipendiet fra Statens Kunstfond anføres blandt andet, at
Per Ahlmann ”fremtræder
som noget så sjældent som
en keramisk skulptør, der er
fuldkommen ét med sit materiale. Form, indhold, glasur og farve kan simpelthen
ikke tænkes uden hinanden”.
Hans frie skulpturer er
fantasifulde og vildtvoksende. I udformningen af sine
gravmæler dyrker han en
mere afdæmpet stil.
”Der er jo mange muligheder i keramikken, og et kera-
misk gravmæle må godt være
flot i form og glasur, men det
må ikke blive outreret i forhold til den øvrige kirkegårdskultur. Det skal derimod matche den, i respekt
for den mindekultur, det er
en del af.”
Per Ahlmann har gennem
årene haft bestillinger på flere individuelle gravmæler.
Foruden de individuelle
gravminder, der bliver til efter indgående samtaler og
drøftelser med bestilleren, er
han nu i gang med at videreudvikle sin idé om produktion af gravmæler i mindre serier.
”Det bliver sådan lidt i retning af, hvad man i sin tid
oplevede i den danske møbelindustri, hvor det ikke bare gjaldt om at masseproducere så meget og så billigt
som muligt, men hvor der
blev lagt vægt på det gode
håndværk,” siger han.
På hjemmesiden gravminder.net, der er under opbygning, kan ses flere af hans
forslag. Selv finder han det
naturligt, at man i levende live tænker over sit gravminde, og han tror, at det måske
kan give anledning til, at
børn og forældre kan få en
god snak om døden og det
liv, de har haft sammen.
Indtil gravmindet skal i
brug, kan det stå som et
kunstværk i haven, foreslår
Per Ahlmann.
”Det oplevede man jo også
i gamle dage, når en landmand valgte en marksten,
som han fik kørt hjem til gården. Så man også på den måde, ved daglig omgang, får et
tæt forhold til den skulptur,
som engang skal pryde ens
gravsted.”
[email protected]
0 Et lille udvalg af Per Ahlmanns bud på keramiske gravmæler. – Alle fotos: Per Ahlmann.
De har bestilt deres gravmæle
Anna og Finn Nielsen
kan godt lide tanken om
et smukt kunstværk på
deres fælles gravsted
Af Jørgen Steens
De tager hinanden i hånden,
mens de går tur ud i naturen omkring sommerhuset i Vendsyssel,
og er i høj grad i live. Begge har
haft kræft, og begge er kommet
godt over sygdommen, så der ligger ikke nogen aktuel anledning
bag. Alligevel er Anna og Finn
Nielsen helt på det rene med, at
de nu er så gamle – henholdsvis
81 og 79 år – at døden er rykket
tættere på.
”Det er ikke noget, vi går og
spekulerer så meget over til daglig, men mange skriver jo salmer
op, som de vil have sunget til deres begravelse. Vi er blot gået et
skridt videre,” forklarer Finn
Nielsen.
Sammen har de bestilt deres
fælles gravmæle, som kunstneren
Per Ahlmann nu er ved at få gjort
færdig. Det vil til sin tid blive placeret på det familiegravsted, hvor
Anna og Finn Nielsen engang
skal begraves. Her er i forvejen
gravene for hans bedsteforældre
og Halvor – den farbror, der
druknede ved en badeulykke i
1920 og derved kom til at lægge
navn til Halvorsminde Ungdomsskole, nu Halvorsminde Efterskole, i Hjørring.
På pladen med Anna og Finn
Nielsens navne på gravmælet vil
0 Et foto af det ikke færdigbrændte gravmæle, som derfor mangler
farverne: sort-blålig og blå på den nederste, keramiske del af gravmindet. Symbolerne er her ”Livets kilde”, der henfører til Anna og Finn
Nielsens arbejde med unge på Halvorsminde Ungdomsskole, og to
kastanjefrugter, der viser hen til det træ, der i 1920 blev plantet i skolegården på skolen og endnu stod der, da de var forstanderpar.
– Foto: Per Ahlmann.
0 Anna og Finn Nielsen er i høj grad i live og nyder her naturen omkring deres sommerhus, men de har
det godt ved tanken om, at et smukt og personligt gravmæle engang skal pryde deres fælles gravsted.
– Foto: Lars Horn/Scanpix.
der også stå ”Halvorsminde”, for
Halvorsminde Ungdomsskole
har været en væsentlig del af deres liv, ligesom den har været det
for de forudgående slægtled.
Finn Nielsens bedstefar oprettede skolen i 1903, i 1935 overtog
hans forældre lederskabet, og efter faderens alt for tidlige død
fortsatte hans mor som forstan-
der frem til 1965. Anna og Finn
Nielsen var dermed tredje generation i familieskabet, der fra 1965
til pensionen i 1992 ledede skolen.
Bevidstheden om at være en del
af en slægt og familie har i høj
grad haft indflydelse på Anna og
Finn Nielsens beslutning om at
følge traditionen og sætte sig et
minde på familiegravstedet, ligesom andre slægtled har gjort det
før dem. I dette perspektiv betragter de også døden.
”Vi er her en tid, og så overtager næste led,” siger Anna Nielsen og citerer en linje fra Jeppe
Aakjærs ”Som dybest brønd”:
”Din egen dag er kort, men slæg-
tens lang”. Selv kan hun føre sin
slægt helt tilbage til 1400-1500tallet.
”På den måde har jeg det fint
med døden, med tanken om, at
nu tager andre over. Livet er jo
dejligt, og vi ønsker at være raske
og rørige så længe som muligt,
men den dag, vi bliver syge og
trætte, er det også dejligt at vide,
at vi får lov at sove i fred. Døden
kan være en befrielse, når det
kommer dertil. Så døden skræmmer mig ikke.”
Det pensionerede forstanderpar kendte Per Ahlmanns hustru,
Lisbeth Eugenie Christensen,
som er billedkunstner og har været elev på Halvorsminde Ungdomsskole. Mødet med Per Ahlmann gav dem idéen til at få lavet
deres eget fælles gravmæle.
”Vi vidste jo, at Per også arbejdede med gravmæler, og det tiltaler os, at vi nu får et smukt kunstværk, der virkelig udtrykker noget af det, der har haft betydning
for vores liv,” siger de.
Udformningen af deres kommende gravmæle har været længe
undervejs med løbende kommunikation og møder mellem parret
og kunstneren, ligesom Per Ahlmann har været på besøg på
Halvorsminde Ungdomsskole for
også her at samle et indtryk fra
deres liv. Hans første skitseprojekt kasserede de, da Anna og
Finn Nielsen ikke mente, det udtrykte nok om dem. Derefter kom
den ene af deres to døtre på banen med ny inspiration til symbolikken: ”Livets kilde”, der skal
symbolisere arbejdet med de unge på skolen, og to kastanjefrugter, som viser hen til det træ, der i
1920 blev plantet i skolens gård,
og som stadig stod der, da Anna
og Finn Nielsen var forstanderpar.
Selve gravmindet udarbejdes i
keramik – stentøj – mens den
ovale navneplade bliver i sort,
sandblæst granit. Den kan skrues
af og sendes til stenhugger, når
dødsdatoerne engang skal tilføjes. Hvornår det sker, optager
dem ikke. Døden er ikke noget,
de taler om til daglig. Dertil har
de for travlt med at leve.
”Vi har et godt liv, og det bliver
vi forhåbentlig ved med længe
endnu, men vi har det samtidig
godt med at have tingene afklaret, også på dette område, og vores børn synes, det er helt fint,”
siger Finn Nielsen.
[email protected]