Vaarst samlingen

Indlæg til vaarst.dk 1. Vaarstsamlingen. Foreningen ”Vaarstsamlingen” blev stiftet i sep. 2011 på initiativ af en lille gruppe borgere med interesse i lokalhistorie. Foreningens formål: at indsamle, registrere og bevare historisk materiale med tilknytning til Vaarst og dens borgere, foreninger, virksomheder og institutioner, samt at gøre materialet tilgængeligt og formidle dette til beboerne, herunder børn og unge. Formålet er tænkt opfyldt ved at tage udgangspunkt i det eksisterende materiale, som findes i Vaarst, herunder den samling som er opbygget af nu afdøde Søren Kvist Foreningens første bestyrelse konstitueredes således: Britta Nielsen (formand), Tove Kvist (kasserer), Nicolaj Pedersen, Frede Skov Andersen, Itte Nielsen (sekretær), Lene Thorsen (suppleant), Tom Greiffenberg (rådgiver). Et medlemskab koster 100 kr pr husstand og 50 kr for enlige. Foreningen har til huse på første sal i den gamle skole, hvor vi deler lokaler med Ungdomsklubben. Vi modtager meget gerne materialer af lokalhistorisk karakter. 2. Nyt fra Vaarstsamlingen sep 2012. Sidst i maj måned inviterede vi alle, der havde tid og lyst, til et arrangement i klubhuset med temaerne: Teknodyn, Teglværket og Matrikelvæsenet. Alle tre emner blev meget levende og spændende fremlagt af Nicolaj Pedersen, Søren Madsen Nielsen og Tom Greiffenberg. Det var dejligt at opleve et pænt fremmøde, -­‐ og især dejligt, at tidligere Vaarstborgere viste interesse for arrangementet. Vores forening nærmer sig 1-­‐års fødselsdag, -­‐ og endelig kan vi offentliggøre, at vi for ca 14 dage siden har fået et lokale på den gamle skole. Selv om vi er en ung forening, har vi jo allerede utrolig meget lokalhistorisk materiale til rådighed. Alt dette glæder vi os til at dele med og vise jer, når det er kommet på plads. Men ting tar´ tid, så inden endelig flytning af alle arkivalierne, skal vi ha´ fremskaffet reoler og skabe, som vi håber, vi kan få tilskud til via forskellige fonde. 3. Nyt fra Vaarstsamlingen 2013. Vaarstsamlingen havde sidst i maj arrangeret en aften, hvor alle, der havde tid og lyst kunne komme og høre tre ”piger” fortælle om deres opvækst i Vaarst. Idémanden bag projektet var Nicolaj, der, ifm sit arbejde med gamle billeder fra Vaarst, var stødt på et skolebillede, fra da pigerne gik i 1. klasse i 1950/51. Der var ikke langt fra idé til handling, -­‐ og heldigvis var de alle tre med på at komme og fortælle. Det blev en rigtig hyggelig aften med rigtig mange fremmødte og rigtig megen god snak om gamle minder. Minderne vælter jo frem, når der først bliver lukket op for skufferne, så der var livlig snak over kaffen. Første fortæller var Sonja Guldbæk, som fortalte om sin families daglige virke med landbrug. Det var rigtigt spændende at høre om alle de forskellige og mangeartede arbejdsopgaver i datidens landbrug. Hendes historie gav også mange eksempler på udviklingen i landbruget fra dengang og til nu. Inge Kirketerp fortalte levende om sin opvækst på Vaarst Andelsmejeri, samt om sin far og hans mange forskellige, og for den tid, lidt atypiske interesser, -­‐ bl.a. fotografering og filmoptagelser. Takket være mejerist Kirketerp har vi i dag levende billeder af mange personer og aktiviteter fra Vaarst i 50´erne. Sidste fortæller var Kirsten Gregersen, der voksede op i slagterforretningen, der lå på Gudumvej. Kirstens beretning var næsten som at se en film, -­‐ rigtig spændende. Fælles for alle beretningerne var en levendegørelse af dagligdagen i 50´erne, med dens glæder men også med dens mange forskellige arbejdsopgaver, for såvel voksne som børn. Alle tre kunne fortælle om pligter og opgaver, som de skulle bidrage med, for at familiens dagligdag fungerede, -­‐ noget der dengang var helt selvfølgeligt, og derfor ikke blev opfattet som sure pligter. Sideløbende med fortællingerne viste Nicolaj billeder på storskærm. Det er helt sikkert ikke sidste gang, at vi forsøger os med et sådant arrangement, for alle mennesker har en historie, -­‐ og det er vigtigt at få den fortalt! Fra venstre: Kirsten, Sonja og Inge. 4. I forbindelse med Byfesten, var Vaarstsamlingen også repræsenteret. Vores lille stand inde i teltet viste plancher med billeder af datidens mange butikker, der var et stort kort over Vaarst og omegn samt mapper omhandlende emner fra Vaarst. Dejligt at opleve interesse for vores bys historie, og især dejligt at tilflyttere også viste stor interesse for emnerne. 5. Generalforsamlingen den 17.9.13 resulterede i genvalg af bestyrelsesmedlemmer og revisorer, så foreningens bestyrelse består herefter fortsat af Britta Nielsen (formand), Tove Kvist (kasserer), Frede Skov Andersen, Nicolaj Pedersen, Lene Thorsen (suppleant), Itte Nielsen (sekretær) og Tom Greiffenberg (supervisor). Efter generalforsamlingen kunne de mange fremmødte opleve en meget levende beretning om opvækst og barndom på Stenbækgård, fortalt af søskendeparret Else og Svenning Vestergård. 6. Husk: Vaarstsamlingen holder åbent arkiv for alle interesserede HVER TIRSDAG I HVER MÅNED! 7. Vores forening mangler et logo, så har du et godt forslag modtages det meget gerne. Der kan forventes en lille præmie til vinderen. 8. Vi har været så heldige, at Spar Nord Fonden har skænket foreningen 10000 kr til indkøb af et bransikret skab, så nu kan de dyrebare billeder og dokumenter opbevares forsvarligt. Stor TAK til Spar Nord. Vi har ligeledes været så heldige, at få en andel af AKA-­‐puljen. Pengene herfra er anvendt til reoler m.m. Tak for det!