Weekendavisen
Udland
# 40 5. oktober 2012
9
Separatisme. Catalonien bløder værre end nogen anden spansk region, og på kort tid har der bredt sig en folkelig opbakning til forestillingen om, at alt bliver bedre, hvis bare
catalanerne får deres egen stat. Men vejen mod et selvstændigt Catalonien vil blive lang og kompliceret.
Catalanske drømme
Af KASPER KLOCH
B
ARCELONA – Man kan mene meget om
den spanske kong Juan Carlos, men situationsfornemmelse er ikke hans stærkeste side.
For nylig slog han ud efter sin privatchauffør
for rullende kameraer, og få måneder forinden havde en elefantjagt i Botswana kostet
ham posten som ærespræsident for den spanske afdeling af
Verdensnaturfonden.
Meget bedre gik det ham ikke, da han forleden valgte at
blande sig i den højspændte situation i Catalonien, hvor et
folkeligt krav om uafhængighed har ført til en åben konfrontation mellem catalanske separatister og den spanske centralmagt. »Dette er ikke tiden til at jage fantasifostre,« formanede
den 74-årige konge som en godmodig pater familias, der
prøver at tale de uregerlige børnebørn til ro.
Reaktionen var forudsigelig: De catalanske nationalister
kom op i det røde felt og beskyldte kongen for at politisere.
De så hans indblanding som blot endnu et bevis på centralmagtens undertrykkelse af regionen og fik ny ammunition til
løsrivelsesprojektet. Stik imod hensigten om at samle nationen
midt i en krisetid er kongens intervention blevet vand på møllen for de catalanske separatister.
På få uger er situationen i Catalonien eskaleret i en grad, de
færreste havde fantasi til at forestille sig. Hundredtusinder er
gået på gaden med krav om catalansk uafhængighed, og de ledende politiske kræfter i regionen har sluttet trop. Præsidenten
for lokalregeringen, Artur Mas, har udskrevet catalansk
parlamentsvalg to år før tiden, for at få et folkeligt mandat til
at forfølge løsrivelsesprojektet. Vinder han valget, har han annonceret en vejledende folkeafstemning om catalansk uafhængighed i næste valgperiode. Mens sorgløse turister nyder kølig
cava på Barcelonas cafeer, er det politiske klima i regionen
blevet rødglødende.
Indtil for nylig var ideen om en selvstændig catalansk
stat forbeholdt en yderligtgående minoritet. Catalonien
har haft udstrakt selvstyre siden 1978, og partikoalitionen
Convergència i Unió (CiU), der har siddet på magten størstedelen af tiden, har trods en klar nationalistisk profil aldrig haft
uafhængighed på programmet.
Men den økonomiske krise i Spanien har ændret den
herskende diskurs. Catalonien bløder værre end nogen anden
spansk region, og på kort tid har der bredt sig en bred folkelig
opbakning til forestillingen om, at alt bliver bedre, hvis bare
Catalonien får sin egen stat.
Gode catalanske skattepenge
Oriol Pujol tager imod i CiUs hovedkvarter i den modernistiske bydel Eixample. Han er generalsekretær i den magtfulde
partikoalition og søn af Cataloniens grand old man, Jordi
Pujol, der var præsident for lokalregeringen fra 1980 til 2003.
Den veltalende Pujol tøver ikke, når han skal forklare, hvad
der ligger bag den aktuelle nationalistiske mobilisering.
Uafhængighedskravet, siger han, er en naturlig konsekvens
af et uretfærdigt skattesystem, der ikke har tilladt Catalonien
at være herre i eget hus. Catalonien bidrager gennem den
statslige omfordeling væsentlig mere til fælleskassen, end de får
igen. Gode catalanske skattepenge bruges til at holde fattigere
dele i Spanien oven vande, men nu er Catalonien selv sendt til
økonomisk tælling, og det er tid til at trække en streg i sandet.
»Bægeret er blevet så fyldt, at der ikke kan være en dråbe
mere i det. Vi har brug for vores økonomiske frihed til at redde
vores nation. Catalonien har ret til selv at bestemme sin egen
fremtid,« lyder det fra Pujol.
Argumentet om, at Catalonien udpines fra Madrid, er langtfra nyt, men det har fået ny vind i sejlene, efter at catalanerne
har mærket krisens konsekvenser på egen krop. I de gode år
i 00erne red Catalonien højt på den økonomiske bølge, men
boligboblens bristen har ramt hårdt. Galopperende arbejdsløshed, manglende hospitalssenge, nedskæringer i den offentlige
service og almindelige borgere, der må gå fra hus og hjem, har
været et slag mod selvfølelsen hos borgerne i den tidligere så
velstående region.
Den folkelige mobilisering viste sig den 11. september,
da fejringen af den catalanske nationaldag i Barcelona
forvandlede sig til en kæmpedemonstration for catalansk
uafhængighed. I en cocktail af social frustration, gadefest
og nationalistisk agitation omdannede mellem en halv og
halvanden milion mennesker, afhængig af hvem der tæller,
boulevarden Passeig de Gràcia til et sydende hav af Esteladas,
den separatistiske variant af det catalanske flag med en
hvid stjerne på en trekantet blå baggrund. Skilte i tusindtal
annoncerede demonstrationens budskab: »Catalonien – en
ny stat i Europa«.
Den tidligere FC Barcelona-træner, ærkecatalaneren og
folkehelten Pep Guardiola, var med på en storskærm fra New
York og gav sin stemme til uafhængigheden.
Det tabte fædreland
Hos den separatistiske paraplyorganisation Reagrupament
Independentista har Josep Sort svært ved at skjule sin begejstring. Reagrupament kæmper på tværs af partipolitiske
interesser for at skabe flertal for catalansk uafhængighed, og
for Josep Sort er det en lang lidelseshistorie, der nu måske er
ved at nå sin afslutning.
»Vores forfædre kæmpede i krigen mod Spanien i 1700-tallet. Vores bedsteforældre og forældre kæmpede mod Francos
diktatur. Nu er tiden kommet til os. Det er vores musik, der
spilles, og vores tur til at danse,« lyder det fra den 48-årige universitetsprofessor, der sidder i organisationens centrale ledelse.
Selv om Catalonien har været en del af Spanien i mere end
500 år, lever forestillingen om det tabte fædreland stadig i
bedste velgående. I den nationalistiske udlægning af historien
er Spanien en invasionsmagt, der har tvunget det catalanske
folk ind i en unaturlig statskonstruktion.
Catalonien var i Middelalderen et stort rige med udstrakt
magt langs Middelhavets kyster, men blev i 1469 smedet
sammen med Castilien gennem ægteskabet mellem Isabel af
Castilien og Ferdinand af Aragonien.
For de catalanske nationalister startede ulykkerne for alvor i
1714, da Catalonien tabte til Spanien i den spanske arvefølgekrig og efterfølgende fik frataget sine privilegier og underlagt
strenge diktater fra Madrid.
Århundreders anstrengt samliv fik tilføjet en ekstra bitter
LAYOUT: ANDREAS PERETTI
Hvis det står til demonstranterne i Barcelona, er dette snart det nye nationalflag for et selvstændigt Catalonien. Men nem bliver processen ikke. FOTO: REUTERS/ALBERT GEA
dimension under Francos styre 1939-1975, hvor catalansk
sprog og kultur blev holdt nede med hård hånd. Folkedansen
sardanas blev forbudt, og det var ikke tilladt at tale catalansk
i det offentlige rum. FC Barcelonas hjemmebane Camp Nou
var det eneste fristed, hvor catalonierne kunne tale deres sprog
offentligt og få kollektivt afløb for vreden mod centralmagten,
især når ærkefjenden Real Madrid kom på besøg.
Catalonien fik efter Francos død genoprettet sine gamle
institutioner og tilladelse til at benytte catalansk som officielt
sprog, men nationalismens flamme er ikke af den grund blevet
slukket. Hvor kampen i det demokratiske Spanien hidtil har
fokuseret på at styrke catalansk sprog, kultur og økonomisk
selvbestemmelse inden for rammerne af den spanske stat, har
projektet nu sat kurs mod reel løsrivelse.
Kortsynet
Mens de catalanske socialister i PSC ikke kan beslutte sig til,
hvilket ben de skal stå på i den aktuelle konflikt, er de konservative fra det spanske regeringsparti Partido Popular (PP)
nu sammen med det lille parti Ciutadans de eneste, der åbent
bekæmper uafhængighedsplanerne i det catalanske parlament.
Parlamentsmedlem José Coto Roquet fra PP finder det
respektløst og kortsynet at tale om nationalisme på et tidspunkt,
hvor Spanien er presset i knæ af den økonomiske krise.
»Der er brug for at finde løsninger på udfordringerne i fællesskab. Hvordan skal man forklare de arbejdsløse, at vi bruger
kræfterne på at trække nye grænser i stedet for at arbejde sammen på at skabe job til dem?« siger Roquet til Weekendavisen.
Roquet langer også ud efter den herskende forestilling om,
at det vil være en god forretning for Catalonien at træde ud af
rigsfællesskabet. Han frygter, at en selvstændig catalansk stat
vil blive sat uden for EU og dermed også det indre marked. De
catalanske virksomheder vil, hvis det sker, miste den direkte
adgang til deres største »eksportmarked« – Spanien. Cataloniens
enorme gæld og store budgetunderskud vil desuden gøre det nye
land økonomisk handlingslammet, vurderer Roquet.
Begejstringen hos de store catalanske virksomheder har da
også været til at overse. Flere har åbent erklæret, at de vil rykke
teltpælene op og etablere sig andre steder i Spanien i tilfælde af
catalansk uafhængighed. Det er også meldingen fra lederen af
det catalanske forlagsimperium Planeta, José Manuel Lara.
»Det ville ikke være, fordi jeg ønskede det. Det ville være, fordi
jeg blev tvunget. Radikaliseringen i det politiske landskab fylder
mig med dyb rædsel,« udtalte Lara for nylig til spansk radio.
Lang og kompliceret vej
Noget tyder på, at en stigende andel af catalanerne vender det
døve øre til disse argumenter. Den nationalistiske eufori stråler
om kap med efterårssolen i Barcelona. Nok så mange snusfornuftige argumenter kan ikke konkurrere med det følelsesmæssige brændstof i nationalisternes argumentation.
Uafhængighedsflaget Estelada hænger stadig fra balkoner
og husfacader og flankerer strømmene af turister, der vandrer
op og ned ad Ramblaen, beundrer Gaudis arkitektur og farer
vild i det gotiske kvarter på jagt efter nye oplevelser i den
catalanske metropol.
Meningsmålinger viser, at over 50 procent af catalanerne i
dag går ind for en selvstændig catalansk stat – et tal, der ellers i
årevis har ligget stabilt omkring de 20.
Men selv om de separatistiske tanker har fået vind i sejlene,
vil vejen mod et selvstændigt Catalonien være lang og kompliceret, og den vil kræve mere og andet end det catalanske folks
tilslutning. Det fortæller Juan Carlos Gavara, der er professor i forfatningsret ved Barcelonas Autónoma-universitet, til
Weekendavisen.
»En catalansk folkeafstemning om uafhængighed har i sig
selv ingen juridisk gyldighed, da en løsrivelse fra Spanien vil
forudsætte en ændring af den spanske forfatning. Og det vil
kræve, at alle spaniere bliver spurgt, da det er det spanske folk,
der er forfatningens eneste legitime subjekt.«
Juridisk gyldighed eller ej, catalanerne har ikke tænkt sig at
lade sig bremse af den slags tekniske spidsfindigheder. I stedet
for en officiel folkeafstemning, der vil være direkte forfatningsstridig, har den catalanske præsident Artur Mas derfor
annonceret en såkaldt consulta popular i næste valgperiode,
hvor catalanerne ved stemmeurnerne kan tilkendegive, om de
fortsat ønsker at tilhøre Spanien.
Resultatet vil ikke have officiel gyldighed, men et af flere
mulige scenarier er, at det catalanske parlament vil bruge en
massiv folkelig tilslutning som afsæt til at erklære en selvstændig
catalansk stat.
Forhold til EU
Det vil ifølge Gavara i givet fald være en særdeles usikker strategi:
»Hvis Catalonien udråber en stat i strid med forfatningen,
vil de få brug for det internationale samfunds accept af statens
gyldighed. De medlemslande i EU, der selv har problemer med
løsrivelsestendenser, som Storbritannien, Italien og Belgien, vil
næppe se positivt på det catalanske projekt. Der ligger heller
ikke i EU-systemet nogen hjælp at hente for en selvudråbt stat,
medmindre man kan sandsynliggøre, at store humanitære
overgreb ligger bag ønsket om at bryde ud, som det var tilfældet
med Kosovo. I tilfældet Catalonien betragter jeg det som meget
usandsynligt,« siger han.
Uanset hvad udfaldet bliver, har de seneste ugers udvikling
sendt Catalonien og Spanien ud på en eksistentiel rutsjetur, hvor
selve ideen om Spanien er sat på højkant.
Det catalanske uafhængighedsprojekt er en lige højre til
forfatningen fra 1978, der definerer Spanien som en »uopløselig
enhed«. Forfatningen var resultatet af den komplicerede demokratiseringsproces efter Francos død, hvor kong Juan Carlos
spillede en central rolle som brobygger og samlingsfigur.
Den nye demokratiske forfatning skulle lægge afstand til
fortidens ulykker og samle Spanien i et fælles, solidarisk projekt
på tværs af regionale, kulturelle og sociale skel. Cataloniens
nuværende soloridt vidner om, at det ikke er lykkedes.
For tilhængere af Spaniens enhed er det catalanske løsrivelsesprojekt et frontalangreb på den nationale forbrødringsproces.
»De vil have os til at vælge, om vi vil være catalanere eller
spaniere,« klager José Coto Roquet fra den catalanske afdeling af
Partido Popular. »Jeg er både catalaner og spanier. At vælge mellem de to er som at skulle vælge mellem sin far og sin mor.«
Den 25. november går de catalanske vælgere til stemmeurnerne og vil vende tomlen op eller ned til den separatistiske
dagsorden. Kun tiden kan vise, om det i sidste ende vil føre til,
at Europa får et nyt land.
Rejs fra 28. oktober 2012 til 31.marts 2013. Bestil inden 17. oktober. Afhængig af vilkår og betingelser og ledige pladser. Administrationsgebyr på DKK47 pr. passager / pr. ﬂyvning kan forekomme.
KORREKTUR: FLEMMING GERTZ