Caritas - Jernbanemaerker

Rejse til Georgien og Armenien 6. maj – 13. maj 2013
Deltagere: Keld Møller Pedersen, Sigrid Keinicke, Anna-Lise og Erik Ravn,
Annelise og Karl Haubjerg, Thorkild og Inger-Merete Kay.
Mandag den 6. maj 2013
Vi startede i strålende solskin hjemme fra Lund. Sigrid stod og ventede i ankomsthallen på Horsens banegård. Vi ventede en stund på Annelise og Karl og besluttede så, at vi hellere ville vente ude på perronen i det dejlige solskinsvejr.
Den samme gode idé havde Annelise og Karl fået, de stod der allerede.
Så kom toget, og vi blev forenet med de andre rejsedeltagere. Turen til lufthavnen gik let og problemfrit gennem et
smukt solbeskinnet forårslandskab. Dejligt grønne marker og skovbunde hvide af anemoner.
Vel ankommet til lufthavnen blev der tjekket ind og afleveret bagage. Thorkild og Keld gik til toldkontoret, for at få
deklareret pengene som skulle afleveres i Georgien og Armenien, det tog noget tid. Sikkerhedstjekket gik også glat,
dog måtte Sigrid og jeg af med skoene, vi havde begge metalspænder på. Nu var alle sultne, og vi købte sandwich i
Lagkagehuset, vi var også heldige at finde en siddeplads.
Turen til München gik fint, letskyet det meste af vejen, overskyet under indflyvningen, fin landing.
Gik ”osede” sammen med Anna-Lise og købte noget
chokolade.
Tilbage ved mødestedet skænkede Karl en cognac
og Annelise delte chokolade ud. De ville fejre, at de
var blevet bedsteforældre til en lille pige. Vi havde
set billeder af vidunderet i toget, og ja, det var en
yndig lille pige.
KL. 18 gik vi alle hen for at spise. Det blev til gullaschsuppe og kyllingekarrysuppe. Bagefter gik nogle af os hen for at
købe is til dessert. Kl. 21.20 afgang fra München.
En lidt turbulent flyvetur på grund af uvejr. Jeg fik dog sovet noget undervejs både før og efter serveringen i flyet. Jeg
vågnede med et spjæt, da lyset blev tændt, da vi nærmede os Tbilisi, jeg troede, at det var et lyn. Igen en fin landing,
dog ruskede det noget i flyet, og der kom en brat opbremsning. Det har nok stormet udenfor.
Vi blev mødt i lufthavnen af Gela Chikhradze og Revaz Shavladze (Rezi), og kørt til hotellet i en noget ramponeret
minibus. Revaz fortalte, at det ikke var den bus, han oprindeligt havde en aftale om; men der var helligdag i Georgien, påske, hvor der er tradition for at familien mødes, og at man besøger familiegravstedet, og chaufføren havde
måske festet lidt rigeligt. Vi fik udpeget forskellige seværdigheder undervejs blandt andet landets ”pengetank”. I
kvarteret hvor hotellet lå, var der både en moské, en synagoge og lige overfor hotellet en katolsk kirke, georgierne er
et meget tolerant folk, fortalte Rezi. Vi ankom til Hotel City, et charmerende lille hotel, fik vore nøgler, og kl. 05 var
jeg klar til at sove lidt.
Tirsdag den 7. maj 2013
Morgenmadsbuffet kl. 8, det er altid spændende, hvad der er på bordet i et fremmed land. Det så spændende ud.
Frugt og grønt, havregrød, brød, morgenmadsprodukter, yoghurt, ost, pålæg og kage.
Morgendram på Kelds værelse, det er godt for maven.
Udsigten fra Kelds terrasse.
I det fjerne skimtes ”Moder Georgia”.
Kl. 10 skulle vi mødes i forhallen for at spadsere til Fredspladsen og se lidt på byen. På vejen derhen vekslede AnnaLise de euro vi havde betalt til madkassen til GLA=lira ca. 2 GLA for 1 €. Vi beundrede rosentræerne, den store gyldne
statue af Sct. Georg og Dragen midt på pladsen og de forskellige fontæner. Der var også en livlig trafik af biler og busser. Et busknudepunkt, der kom busser hele tiden både store og mindre og nogle minibusser, der så temmelig private ud. Der var også mange taxaer, der kræves ingen bevilling som herhjemme, man skulle bare registreres, så kan
man købe et taxaskilt og sætte det på bilen.
Byens rådhus
Sct. Georg og dragen
I baggrunden restaurering, glasudbygning
Bygning klar til restaurering
Gela og Revaz kom med bussen kl. 11 og vi kørte op i bjergene til et børnehjem i landsbyen Kojori, 1500m over havet. Turen op til børnehjemmet var meget smuk, med mange sving og trykken for ørerne, en stigning på 1000m på
bare 20km. Bjergområdet er meget eftertragtet til ferieboliger. Folk fra Tbilisi køber jord eller gamle bygninger for at
få en sommerbolig der. Temperaturen i Tbilisi kan gå op til 45˚c i sommertiden, i bjergene ca. 25˚C, derfor rejser alle
der har mulighed for det væk en månedstid i august. Vi så syren, guldregn, hvidtjørn, frugttræer og et kastanjetræ,
der stod i blomst. Vi så også fåreflokke med deres hyrde og fritgående køer uden hyrde. På vejen op fik vi udpeget,
hvor vi skulle spise frokost.
Børnehjemmet blev bygget i 1950’erne, det var beregnet til 100 børn, som boede der og gik i skole i en bygning der
lå lige ved siden af. P.t. var der ca. 20 børn flere ville komme til i september og i vintermånederne, børnetallet kunne
svinge fra ca. 20 til ca. 90. de blev henvist af de sociale myndigheder og senere fordelt på mindre børnehjem eller i
plejefamilier.
Børnehjemsbygningen var meget slidt og forfalden, men der var rent og ryddeligt overalt. Vi kom ind i en forhal, så
samlingssalen, spisesalen, køkken og opvaskerum. Så gik vi ovenpå og så toiletter og baderum (håndvaske, bruser
fandtes i nabobygningen). Derefter så vi et drengeværelse og et pigeværelse. Piger og drenge var på hver sin afdeling, på hver side af trappen. Hvert værelse var beregnet til 5 børn.
samlingssalen
Et ”aktivitetsrum”
Døren ud …. der er meget koldt om vinteren
En værelsesgang
Et drenge værelse
Et pige værelse
Derefter gik vi over i den tidligere skolebygning, som nu bruges til forskellige aktiviteter af kreativ art. Vi så produkter
af et aktivitetsprojekt som forskellige kunstnere havde haft med børnene. Der var eksempler på keramik, maling,
tegning, løvsavsarbejder, vævning, syning og meget mere. Nu stod brændeovnen og blev ikke brugt mere, men der
var stadig gang i sy-værkstedet.
Indgangshallen med produkter af en kunstprojekt
Arbejde med forskellige stoftyper, broderi, vævning
Rester af keramikprojekt
perlearbejde
Børnene går nu i skole i den nærliggende landsby, siden år 2000. I begyndelsen havde det skabt problemer. Børnene
blev drillet blandt andet p.g.a. deres tøj og sko. Nu gik det meget bedre, og børnene fra børnehjemmet etablerede
venskaber med børnene i landsbyen, og var også sammen uden for skoletiden.
YMCA i Tbilisi har som projekt at tage børnene med ud på oplevelser cirkus, badeland, lejr o.a.. Hvad de ellers havde
af forventninger til aibidji kom der ikke noget klart svar på her.
Vi gjorde holdt ved det udpegede sted for at spise frokost. En meget fin restaurant med et stort udendørs spiseområde (og et rigtigt toilet). Vi fik en rigtig god og velsmagende måltid med traditionelle georgiske retter. Salat af agurk,
tomat, grøn chili, hakkede valnødder og persille. Tynde pandekager med en ”pølse” i/kebab. (Jeg fik at vide, at kebab
betyder hakket kød). Ostebrød, et stort pizalignende brød med smeltet ost. Dertil store stykker hvidt lidt syrligt brød
og paprika sovs/dressing. Tilslut blev der serveret Kigali, en pastaplade samlet til en pose med en kødbolle i, som så
er blevet kogt. Jeg smagte på alle retterne og synes, at det smagte rigtig godt, og med en stor øl til blev alle meget
mætte. Det var en fin oplevelse.
Menukortet studeres
Kingali er kommet på bordet
”gamle bondemænd” et flot tableau
Efter frokost kørte vi til en flygtninge landsby, Tserovani, med 2000 små ens huse, ens fra begyndelsen, nu var der
nogle steder, der var kommet et ekstra værelse til, eller en veranda foran indgangsdøren. Husene var ca. 45 – 50 m²,
skønner jeg. Der var 2½ værelse i hver, og der kunne bo flere generationer sammen. Vi kunne se, at der var små og
større haver om husene, hvor der blev dyrket grøntsager, frugttræer og vindruer.
FAKTABOKS
2000 boliger
6700 indbyggere
900 børn i skolealderen
350 børn under skolealderen
Flygtningebyen er en såkaldt IPD Camp, IPD=Internal Permanent Deplacement. Flygtningebyen blev bygget til at huse
internt fordrevne (flygtninge fra eget land) efter krigen mellem Ossetien, Georgien og Rusland i august 2008. Sydossetien er nu en del af Georgien.
Der var bygget et Kultur- /Forsamlingshus i IDP Campen. Der manglede lidt hist og her før det var helt færdigt og klar
til brug. Så vidt jeg forstod, var det regeringen der havde givet penge til huset; men det lokale styre ville ikke overtage driften, fordi det ikke var færdigt, som jeg hørte det, skulle det være færdigt inden tre uger, ellers ville projektet
være tabt, Jeg håber virkelig, at jeg har misforstået den del, det er ikke altid let at følge med, når de lokale taler engelsk.
Kulturhuset i flygtningelandsbyen Tserovani
Intens drøftelse mellem ”Rezi” og Karl.
En delegation fra ”landsbyen”
Det ufærdige gulv.
Resterende materiale.
Huset skal bruges som ”kulturhus”.
Blandt andet til undervisning i sang, dans og kulturhistorie.
Filmforvisning og op trædende.
Bibliotek
- og meget andet.
De havde mange gode ideer.
Det er blandt andet dette projekt YMCA Georgien søger hjælp til.
Fra IPD lejren kørte vi forbi en café, hvor der blev købt kaffe og kager, som vi skulle nyde på YMCA’s kontor, hvor vi
skulle høre om deres projekter.
YMCA i Tbilisi støtter børnene i flygtningebyen og på børnehjemmet ved at tage dem med på oplevelsesture eller på
sommerlejr ved Sortehavet. YMCA Georgien ejer et stykke jord der, en appelsinplantage, hvor de er ved at opføre et
hus. Det skal bruges til sommerlejre, og ungdomsherberg, eller til andre som vil leje sig ind og holde ferie, for eksempel os.
Steder hvor YMCA er repræsenteret = de blå pins. Hovedkontoret i Tbilisi = den røde pin. Under etablering =gul pin
Gela og Rezi fortalte meget engageret om YMCA’s arbejde i Georgien. Det blev aftalt, at Rezi og Karl skulle tale/maile
nærmere sammen om de projekter YMCA Georgien søger hjælp til. Karl mente, at det nok var nødvendigt med en
nøjere beskrivelse af projekterne, og han havde en beskrivelse med af et projekt som var sammenligneligt med campen ved Sortehavet. Den fik Rezi, så han kunne se, hvad der krævedes i en projektansøgning.
Præsentation af ”aibidji”’s bestyrelse
Gela viser billeder af campen ved Sortehavet
Derefter blev vi kørt hjem til hotellet. Alle trængte til at hvile efter en lang og begivenhedsrig dag.
Kl. 20 mødtes vi igen i receptionen. Keld ville vise os et ”listigt sted”, hvor vi eventuelt kunne Få lidt til halsen og maven. Vi begav os af sted til fods, og kom til en meget charmerende gade med mange restauranter og barer, og vi blev
enige om et sted at slå os ned. Vi bestilte vin, rød, hvid og rosé, og mad, forskellige slags supper og kebab. Vi fik
nogle rigtig hyggelige timer. Keld spurgte, om vi skulle evaluere dagens indtryk, det var der generel stemning for. Det
gik så over i noget der lignede et regulært bestyrelsesmøde, det var knapt så hyggeligt.
Der havde været tale om at evaluere dagen med en kop kaffe og en lille en, så der blev købt lidt ind på vejen hjem til
hotellet. Vi mødtes hos Anna-Lise og Erik for at slutte dagen. Anna-Lise og Erik havde det største værelse plus adgang
til en tagterrasse, hvor der var ekstra stole. Vi havde medbragt en elkedel, så det var muligt koge vand til kaffe,
Anna-Lise havde Neskaffe med.
Onsdag den 8. maj 2013
Efter en god nats søvn og et dejligt morgenmåltid mødtes vi hos Anna-Lise og Erik for at få vores ”medicin” til maven.
Kl. 10 kom chaufføren, for at køre os hen hvor vi skulle møde Rezi og Gela. De var begge forsinkede. Gela var punkteret, og Rezis yngste barn på 2 år var blevet syg med opkast, tynd mave og hævelse i halsen. Så Rezi havde været på
en sundhedsklinik med barnet, og hans far var kommet for at være hos barnet, hans kone skulle på arbejde. Her er
der nok ikke noget der hedder barnets første sygedag.
Så kørte vi ud af Tbilisi mod øst, som også er vejen mod lufthavnen. Vi kom igen forbi ”The national trust” en stor
hvid kubeformet bygning med runde blå/turkis farvede ”prikker”. Det så ud, som om den stod på det ene hjørne,
hvis man kan forestille sig det. Vi kom også forbi statens politibygning, en meget moderne bygning i turkisfarvet glas.
Det ser ud til at være meget populært i Georgiens officielle byggeri.
Vi kørte gennem et frodigt landskab med mange store marker. Der var ingen bygninger ude på markerne. Landsbyerne lå sammen i små klumper, enten langs med vejen eller længere ude i landskabet. Jeg spurgte hvorfor det var
sådan, og fik svaret, at det var en skik fra gammel tid. Det havde været, og var, et uroplaget område med mange
krige i tidens løb. Jeg spurgte også om jordfordelingen efter at russerne havde forladt området. Jorden var blevet
fordelt mellem bønderne. Nogle havde været utilfredse, da noget jord var bedre end andet og dermed gav større
udbytte. Noget jord vidste man ikke, hvem det tilhørte. Meget jord var opkøbt af mafiaen eller udlændinge (indere),
så indere var ikke så vellidte på landet i Georgien. Vi kom gennem Georgiens vinland og op i bjergene. Desværre var
det bygevejr og oppe i bjergene var der tæt tåge. Rezi beklagede det mange gange, han sagde, at det var et meget
smukt landskab. Jeg tror han var lidt ked af det. Han havde glædet sig til at vise os sit smukke land.
Vi var på vej til ”Bodbe Monestary of St. Nino”. St. Nino kom som 16 årig fra Grækenland og bragte kristendommen
til Georgien, hun var niece til St. George. Efter at Georgien var blevet kristent trak hun sig tilbage til Bodbe slugten i
Kakheti, hvor hun døde ca. år 338-340. Der blev bygget et lille kloster på det sted hvor hun var begravet. Klosteret fik
særlig betydning i den sene middelalder. Konger af Kakheti valgte klosteret til deres kroning. Der har været flere kirker på stedet. Den nuværende basilika er opført i det 11. århundrede. Restaureret flere gange, 1605-1648, 1823,
1860’erne, 1880’erne. 1990’erne og genoptaget i 2003 (Bodbe Kloster-Wikipedia). Klosteret har været teologisk
skole, deposita for religiøse bøger, hjemsted for flere religiøse forfattere og skriftkloge. I sovjettiden 1924-1991 lukket og omdannet til hospital. Kirkerummet var helt overmalet med helgenbilleder. St. Ninos grav var omgivet af en
glaskiste, i gulvhøjde var der en træplade hvorpå der var et maleri af hendes ansigt. Der var adskillige turister/pilgrimme i kirken, som satte vokslys, bad foran malerierne og kyssede på glaskisten. Rezi fortalte, at stedet var meget
besøgt. Der var også en hellig kilde på stedet.
Pilgrimme ved den hellige kilde
Kirkerummet
Basilikaen (billeder fra nettet)
Helgenbillede
Sct. Ninos grav
Fra klosteret kørte vi mod byen Signagi siden 2007 kaldt ”The city of love”. Signagi er en meget gammel historisk by,
som nu er på UNESCO’s Verdens Arv´s listen. Restaureret for UNESCO midler, restaureringen fortsætter.
Spisestedet, som det ville se ud i godt vejr (fra nettet)
Byporten ved siden af spisestedet, som den så ud på dagen
Så fik vi mad, igen dejlige traditionelle georgiske retter
Mindemur over faldne fra de omliggende landsbyer. Fra 1. og 2. verdenskrig. Muren var meget lang, med mange
smukke, symboliske relieffer, mange flere end der er med her.
Billeder fra Signagi
Rådhuset
…en café
YMCA bygningen i Telavi
På broen er der skrevet ”waiting for the train” det skal
symbolisere længslen efter hjemlandet. Floden Enguri
ligger i det vestlige Georgien. 1992-1993 konflikt/krig
mellem Georgien- Abkhasien-Rusland
Fra Signagi kørte vi til Telavi også en gammel historisk by, hvor husene renoveres i gammel stil.Telavi YMCA er
oprettet i 2004 og har en stab på 5 personer. YMCA Georgia købte bygningen i 2007, den var da temmelig forfalden.
Den ser meget pæn ud nu både ude og inde, men den er stadig under renovering, blandt andet manglede der en
indvendig trappe. Der undervises i engelsk og EDB. Målgruppen er børn fra IDP gruppen, målet er at få dem integreret i området. Det er gratis for IDP at deltage, der er også betalende medlemmer fra byen. Når de er 18 år, kan de
være frivillige hjælpere. YMCA hjælper også med at finde støtte ”forældre” til børnene. I YMCA bygningen er der
også hostel rooms/vandrehjems værelser. Carl, volontør, fra American Peascore er der 1 år, skal blandt andet være
med i en basballcamp for ca. 250 personer, hvor de kan lære grundreglerne, 70 fra målgruppen og 63 betalende
børn fra byen. Det er meget populært at deltage. Gela har været instruktør for det russisske Baseball Landshold,
måske derfor den store interesse for baseball i YMCA. Vi var trætte efter mange oplevelser og en lang køretur. Så vi
blev ikke så længe, jeg ved ikke om det var planlagt sådan. Jeg følte det lidt, som om de ikke kom af med alt det de
gerne ville fortælle og vise os.
Gela og lederen af YMCA Telavi
Carl, volontør fra USA og Rezi
Tilbage i Tbilisi så vi den store nye kirke. En overdådig bygning med andre bygninger og en meget stor plads omkring.
Det er en Georgisk rigmand, der har betalt for byggeriet. Der er blandede følelser over byggeriet blandt byens
borgere. En stor gruppe har skullet flytte og lejeboliger blev revet ned.
Den nye store kirke, lidt på afstand, og lidt tættere på
men der er stadig mange trapper.
Ved indgangen var der en stor butik med lys, souveniers og bøger, på begge sider af døren. Inde i kirken var der en
overdådighed af lys og forgyldte madonna- og helgenbilleder. I en af de høje buer var der et stiilads, vi fik at vide, at
det er planen at hele loftet og væggene skal dækkes af malerier. Vi blev enige om, at det ikke lige var vores stil. På
vejen til hotellet, gjorde vi holdt ved svævebanen, og vi var nogle stykker der tog en tur og var henne og hilse på
Mother Georgia.
I baggrunden ”Fredsbroen”
”Fredsbroen” fra svævebanen
Keld i gondolen – i lysglimtet 5 mænd
Denne aften spiste vi på en ”Tysk” restaurant, et hyggeligt sted. Nogle fik suppe andre bestilte pølse og ost. Jeg fik en
dejlig aspergssuppe. De der fik ost fik meget ost og meget lidt brød, så de bød os andre på ostehapser. Godnatdrink
og evaluering.
Torsdag den 9. maj
Efter morgenmad og kuffertpakning blev vi afhentet på hotellet af Gela og Rezi, og kursen blev sat mod den armensk
– georiske grænse. Karl havde det ikke så godt, det var noget med maven. Jeg nød køreturen, og alt det nye vi kom
forbi, slugte jeg med øjnene. Vi fandt en by, Marneuli, hvor vi kunne drikke kaffe i et næsten nyt varehus med en
café på 1. sal. Anna-Lise og Annelise gik på jagt efter bananer til Karl, det mente han kunne være godt for maven.
Efter kaffepausen fortsatte turen mod grænsen. Vi kom forbi et meget stort militærområde, en flybase.
Billeder fra Marneuli (fundet på google)
Vi kom også igennem mange småbyer, som vi havde gjort de for vi kørte igengående dage, med små butikker, hvor
der kunne købes alt muligt, frugt, kød, drikkevarer, beklædning og mange andre ting. Disse butikker ser ikke ud af
meget, et lille bitte rum med en plade foran, som åbnes når butikken er åben.
Så kom vi til grænsen. Jeg var forbavset over hvor moderne det så ud, slet ikke hvad jeg havde forestillet mig. Vi tog
hjerteligt afsked med Gela, Rezi og chaufføren, og trillede afsted med vore kufferter. I grænsebygningen blev jeg
antastet af en dame, som ville have mig til at udfylde et spørgeskema. Det var der jo ikke tid til, jeg skulle jo følge
med gruppen. Hun stillede så spørgsmål medes vi gik, hvor jeg kom fra, hvordan jeg var kommet til grænsen,
hvordan jeg var kommet til Georgien og hvor mange gange jeg havde været i Georgien. Passene blev set efter og
stemplet, og så fortsatte vi mod den armenske grænse, så vidt jeg husker gik vi over en bro.Ved den armenske
grænsestation blev vi glædeligt overraskede. Passene blev sevfølgeligt set grundigt efter og chekket med
computeren, men der skulle ingen visum til, vi fik blot et stempel i passet. Naira kom og tog imod os, og Tigran
ventede med minibussen. Så gik det afsted ad snoede veje op og ned i et meget smukt landskab. Vi blev enige om at
holde picnic under vejs. Naira skulle være guide. Jeg sad på forreste sæde med store ører og spørgelyst. Vi kunne se
en stor sø, Naira vidste ikke hvad den hed. Den lå i Azerbajdjan, vi kørte ind i mellem meget tæt på grænsen. Vi kom
også forbi en meget stor militærlejr. Vi kørte igennem en meget stor by, Vadnazor, Armeniens 3. største by med et
anslået inbyggertal på 104.800 i 2009 imod 148.890 officielt opgjort i 1979. Der er hver sommer en meget stor
kulturfestival med musik, dans og teater. Der kommer så mange mennesker tilrejsende, at det er nødvendigt at
bestille værelser 2–3 mdr. før. Vi kørte igennem en lang tunnel. Da vi kom ud fik jeg lige et glimt af et monument for
den armenske silkevej. Nogle steder er der meget ujævnt og huller i vejen. Oppe i bjergene ligger der stadig sne. Vi
kom også igennem byen Dilijan. Dilijan er en kurby, som ligger smukt omgivet af skovkædte bjerge. Befolkningstallet
er faldet fra 23.700 i 1989 til anslået 15.600 i 2009. Den armenske regering vil gøre Dilijan til et regionalt
finanscentrum, og begynder med at flytte mange af nationalbankens opgaver dertil i 2013.
Billeder fra Vadnazor
Panorama over Dilijan
og omegn
(billederne er fundet på nettet)
Picnic i det fri. Vi fik kebab i lavash, øl eller sodavand til. Stedet ejes af en person/familie, som også lejer ud til andre.
Nu var det også absolut nødvendigt at træde af på naturens vegne, og vi spurgte efter et toilet. Det viste sig at være
et lille skur på den anden side af vejen. Et cement gulv med hul i lige ned til en lille rende, der så løb ned mod floden.
Lugten var ikke rar, men udsigten var smuk. - Så kom vi til vejen langs med Sevan søen, den var stadig rimelig at køre
på. Ned mod søen ligger der mange store forladte bygninge nogle i ruiner, andre ikke færdigbyggede. Det er ferie-,
rekreations- og sanatoriebygninger fra sovjettiden. Naira fortalte, at hun selv havde været på ferie sådanne steder
som barn. Jeg så skilte med navnene Shorja og Artanish. Der så ud til at ligger forladte bygninger oppe i bjergene.
Der havde været minedrift guld, kul og sand til cement og glasfremstilling. Nu var de fleste miner lukkede. Så mødte
vi en flok køer på vejen.
Smukke kig tværs over Sevan til bjerge med sne på.
Til sidst en meget hullet grusvej.
Da vi ankom til Camp Daranak fik vi en varm velkomst. Der var travlhed i køkkenet. Kamo var ved at lægge kød på
grillen lægges kød på grillen. Bordet var smukt dækket. Der kom en oveflod af mad og drikkevarer. Kød, fisk, salater,
brød, ost, frugt, schokolade, kage og is, meget mere en vi kunne spise.
Smukt dekorede salater
Frugten skæres ud …
Flot foldede servietter
det færdige resultat
Kamo
-
Keld
-
Naira
aftenens overraskelse
Kagemesteren, Alisa …
og den flotte kage
Der blev holdt taler og skålet, mange gange. - Vi fik gaver 1 flaske armensk cognac og en æske chokolade. - Det var
Victory Day i Armenien, så alle havde fri helt til mandag. Derfor skulle vi ikke forvente så mange elever inde på YMCA
i Vardenis.
Bagefter var der fyrværkeri, i anledning af at det var Kelds 25. besøg hos YMCA Vardenis.
Tilslut fik vi anvist hvor vi skulle sove. Der blev byttet lidt rundt, så ægtepar kunne sove sammen. Vi fik redt sengene
og faldt hurtigt i søvn efter dagens strabadser.
Fredag den 10. maj 2013
Efter en god nats søvn fik vi dejlig morgenmad. To af pigerne var blevet i campen for at lave morgenmad til os. De
andre var kørt med Varditer og Kamo tilbage til Vardenis. Så fik vi pakket sammen, nogle fik tid til et slag bordtennis.
Keld var blevet dårlig, han havde været oppe mange gange om natten, Karl gik op for at se, hvordan han havde det.
Han ville gerne blive i campen, Naira blev hos ham, så han ikke skulle være helt alene. Vi andre besteg minnibussen
og kørte mod Vardenis. Der var både god vej og dårlig vej. Flokke af køer og får i det fjerne. Små landsbyer med små
buttikker.
Camp Daranak
Thorkild – Anna-Lise – Erik – Sigrid
Karl og Naira får et slag bordtennis
Ankommet til YMCA i Vardenis fik vi en varm velkomst.
Vi blev vist rundt.
De små viste hvad de havde lært af
engelsk. Vi så, hvordan rummene trængte til renovering igen, især salen hvor de har musik, sang og dans; men de
havde fået midler til at lægge vinyl på gulvet. I stueetagens ene ende var der blevet indrettet en frisørsalon. Det
var en frisør, som betalte husleje. Husets stab kunne få ordnet hår og negle gratis, folk fra byen kom som betalende
kunder. Det var en meget dygtig og annerkendt frisør i Vardenis, og to eller tre piger kom i salonen, hvor de kunne
blive oplært som frisør. Det var en amerikansk organisation, som havde doneret pengene til projektet med frisørsalonen. Det var meningen, at projektet skulle vare nogle år, og så skulle det kunne hvile i sig selv.
Stuetagens
anden side var stadig i ruiner, der havde været en brand der engang. Nu skulle de i gang med at renovere den, og de
havde fået samlet nogle af midler ind til det, men manglede stadig en anseeligt beløb, fordi alt skulle laves af
profesionelle håndværkere, da alle insatalationer vedrørende el og vand kom derfra.
Børnene fremsiger vers på engelsk
Gulvet der skal renoveres
Så kom tiden til overrækkelse af de penge, som ”aibidji” havde med til YMCA Vardenis. Varditer fortalte om, hvad
der var blevet lavet siden sidst, og hvad deres fremtidige planer og ønsker var. Som sagt var stueetagen 1. prioritet.
De manglede plads, og plads til bedre spiseforhold. De ville gerne have en café (internetcafé), hvor unge mennesker
kunne mødes i trygge rammer, et sted hvor børnene og staben kunne spise deres mad. Ordentlige toiletforhold.
Varditer fortalte, at de havde de fleste af pengene, som de skulle bruge, men at de stadig manglede ca. 10.000 €, så
de blev nok nødt til at låne i banken. Det var ikke let, det var dyrt, og banken skulle have pant i huset; men arbejdet
skulle sættes i gang om kort tid og være færdigt i løbet af sommeren. Så overrakte Thorkild pengene, og Varditer
blev fuldstændig stum, ”aibidji” havde 13.000 € med. Så det var lige det beløb hun manglede. Så var alle glade. Der
var et par ekstra gæster med Lea og hendes lillesøster. Lea er journaliststuderende, og havde valgt at ville skrive om
en lille NGO. Hun var så faldet over ”aibidji”, fordi de havde været i gang over så lang tid, og fordi de afleverede
pengene personligt, havde hun valgt det, som sit afgangsprojekt. Lea havde talt i telefon med Thorkild flere gange,
og hun har også interview’et ham personligt. Lea var meget betaget af seancen, hun tog mange notater og billeder.
Thorkild–Karl–Alisa Sukoyan–Varditer
Karl – Alisa – Varditer
Th. – Varditer – Hary – Lea - Bogholderen
Inden vi skulle afsted fik Annelise ordnet negle, Anna-Lise og jeg fik ordnet hår og en hurtig gang lak på neglene.
Vi gik en tur gennem Vardenis. Jeg ved ikke om der kun er en gade, jeg tror vi gik på strøget. Der var i hvert fald en
del butikker. En med brudeudstyr og en med rigtig smart tøj, ja alle slags butikker. I et supermarked købte Anna-Lise
ind, brød, pølse, ost og vand. Så kunne vi være selvforsynede om aftenen i stedet for at gå ud og spise. Vi havde mest
lyst til at blive på hotellet, da vi regnede med, at være godt trætte om aftenen. Efter at have købt ind, fortsatte vi til
kirken, som vi også indeni. Her ventede Tigran med minnibussen.
Vi havde ønsket at se Kamos gård, så der kørte vi hen på vej ud til campen. Vi kørte først ad en rimelig god vej. Den
lille vej ned til gården var umulig at køre på. Det havde regnet og vejen var meget ujævn og opkørt. Vi blev enige om,
at vi sagtens kunne gå ned til gården. Erik havde glemt sin jakke i bussen, så han frøs, det blæste noget køligt.
Gården var ikke efter danske standarder. Det havde været en gård med får i sovjettiden. Der var der ikke så højt til
loftet i stalden, og det var mørkt. Der lugtede meget stærkt af komøg og ajle. Der blev nok ikke muget ud hver dag.
Kamo havde en del køer. De var ude i bjergene og græsse om dagen, og de blev drevet hjem for at blive malket. Der
kom fire koner og malkede dem. Stalden var oprindelig en gedestald fra russernes tid, derfor var der ikke så højt til
loftet. Karl gik med Kamo for at se hans mælketank og kølerum, det var han meget imponeret af, men det var også et
krav fra sundhedsmyndighederne, hvis Kamo ville sælge mælken til mejeriet. Tigran havde fundet en anden vej ind til
gården, så han kom med bussen og hentede os, denne vej var mere jævn og ikke så lang ud til asfaltvejen.
Fra gården kørte vi ud til campen for at hente Keld og Naira. De stod begge på trappen for at tage imod os. Keld
havde det nu meget bedre, og vi kunne sætte kursen mod Yerevan. Jeg bad Naira om at fortælle, hvis vi kom forbi
noget interessant eller spændende.
Det første Naira fortalte var, at byen Sevan havde fået sit navn efter byen Van, i det nuværende Tyrkiet. I Sevan
havde flygtninge fra folkemordet bosat sig. Byen lå smukt ved en sø, ligesom den by de var flygtet fra under
folkemordet, så de ville give den navn efter deres hjemby, Van. Men fordi det var på en sørgelig baggrund de var
havnet der, fik den navnet Sevan. ”se” betyder sort (sorg) på armensk. Naira fortalte også at kultur, sange, brød og
madtraditioner stadig er, som de var i det ”gamle” Van. Hun fortalte også at oldeforældre, på begge hendes
forældres side, havde været ofre i folkemordet, så hun var vokset op med historien.
I Lake Sevan ligger der en ø. Naira fortalte en legende om en kongedatter, som havde forelsket sig i en fattig ung
gartner. De måtte selvfølgelig ikke få hinanden; men blev ved med at mødes i hemmelighed. Da kongen opdagede
dette, blev prinsessen anbragt i et tårn ude på øen. Hun svingede med en lanterne fra tårnets vindue, og hver nat
svømmede den unge forelskede gartner ud til hende. Det opdagede kongen, han murede vinduet til. En båd med en
lanterne blev sat i vandet. Den unge mand svømmede efter lyset, men båden blev ved med at sejle væk, og til sidst
druknede han. Til minde om det unge ulykkelige par er der rejst en kæmpe statue af prinsessen med lanternen ved
Lake Sevan. Jeg nåede lige at få et glimt af den, da vi kørte forbi.
På halvøen der stikker ud i Lake Sevan ligger der et kloster, det blev præsteseminar i 1876,og der lå en kirke fra det
13. århundrede. Der uddannes også præster i dag. Der er en fantastisk akustik i kirkensom, har et meget dygtigt kor,
der synger vidunderligt.
Jeg spurgte til Armeniens udvikling. Jeg kan se det går fremad. Naira fortalte at det gik langsomt. I 1988 havde der
været et frygteligt jordskælv, Gyumri og Spitak kolapsede totalt, det officielle antal omkomne ca. 25.000. Derefter
kom 4 dårlige år. Sovjets kolaps, mange russere rejste ud af Armenien. Krig med Azerbajdjan. Ingen olie. Ingen
elektricitet. Atomkraftværker lukket ned på grund af det store jordskælv. Det har taget mange år at komme på fode
igen.
Så kom vi til Yerevan. Igen stod øjnene på stilke. Statue af Abovian, berømt armensk forfatter født 1809 forsvundet
1848. Abovian er også et bynavn. Studenterområde – 4 universiteter. Parlamentsbygningen, Nationalakadeniet.
Moderne knunst, del af en lang trappe med skulpturer og stor blomsterkummer, der leder op til kuntsmuseet. Det
hele farer forbi i glimt.
Ankomst til Villa Ayghedzor, værelse på kvisten, dejligt stort værelse med gamle møbler. Hvile ca. 1 time. Mødes til
aftensmåltid, brød, ost og spegepølse indkøbt i Vardenis. Vin fra Georgien og Satevik (gaver), cognac eller vodka til
de der ønskede. En rigtig god og hyggelig agslutning på en lang dag.
Billeder fra vores værelse ….
med pejs
Sigrid
Annelise
Karl
Thorkild
Lørdag den 11. maj 2013
Kl. 8.30 - morgendram på terassen, derefter morgenmad, et meget veldækket og smuk morgenbord.
Kl. 11.00 - afgang mod blindeskolen. På blindeskolen blev vi modtaget af en pige og en dreng klædt i nationaldragter. De bød os på brød og salt. Derefter bød direktøren os velkommen, vi blev vist ind på kontoret, som for nylig
var blevet renoveret for den seneste donation fra ”aibidji”. Der var også sat drikkevarer frugt og schokolade frem.
En del af traktemenet
Direktøren for blindeskolen, Keld M. P. og Thorkild
Derefter var der rundvisning i huset, hvor vi fik vist, hvad der var indkøbt og lavet for de penge ”aibidji” havde
donneret.
En længe ønsket fryseboks
Renovering af rum, der skal være ”øve køkken”
Tandlægeklinik, delvis udstyret af ”aibidji”
Menneske torso, så eleverne kan føle på delene.
Gelænder fra kælder til kvist i den manglende side.
Billedet taler for sig selv…….
EDB rummet er udstyret med talende computere og printere der skriver ud med blindskrift. Direktøren forklarede, at
Danmark var et af de lande der var længst fremme i undervisningen af blinde og svagtseende, med hensyn til brug af
computere, og at de anvendte et dansk program i undervisningen. IT undervisningen giver børnene og de unge langt
bedre muligheder for at blive integreret i omverdenen.
Efter rundvisningen, var der atter samling på direktørens kontor, hvor alle fik overrakt en pose gaver, chokolade, et
strikket tørklæde, vin, til damerne en bordløber og til mændene et stor keramik krus. Til slut var der fotografering på
trappen.
Kl. 12.15 – afgang til ”Zatik” – ”zatik” har fået navneforandring fra ”Zatik” Orphanage til ”Zatik” Social Care Center.
På ”Zatik” fik vi en rundvisning og orientering om forholdene på ”Zatik” i dag. Under besøget på ”Zatik” blev vi også
orienteret lidt om forholdene på ”gården”. Blandt andet spurgte vi ind til produktionen af ost. Da Ashot var i
Danmark havde vi fået den opfattelse, at der ikke blev lavet ost på gården mere Ashot forsikrede, at der stadig blev
lavet ost. Vi skulle besøge gården senere, så kunne vi jo selv se hvordan det stod til. – Og der blev overrakt et
pengebeløb.
Annelise og Karl
Naira, Ashot og Thorkild på Ashots kontor på ”Zatik”
Den Armenske regering har gennem årene omlagt behandlingen af børn med særlige behov fra ophold på
institutioner til udredning, behandling og tilbagevenden til forældrene, familien eller familepleje eller andre
opholdssteder. ”Zatik” har på nuværende tidspunkt 120 børn at tage vare på. 20 børn i alderen 3-18 år er i
døgnpleje, i en periode på 6 måneder, hvor de har det sværest, og hvor man finder ud af , om de kan komme hjem til
familien, eller hvad der videre skal ske med dem. 100 børn, 3-18 år er i dagpleje, børnehave og efter skoletid. Dette
er socialt udsatte børn. Mange familier magter ikke at tage vare på deres børn på grund af stor fattigdom og
arbejdsløshed.
Nogle af sovesalene var under ombygning til kontorer. En sovesal skulle blive til fem kontorer til blandt andet
pshykologer, phsykiatere, socialrådgivere og andre sagsbehandlere. Regeringen ejer bygningerne og giver børnene
husly og fortæring; men renovering af lokaler, og oplevelser for børnene er der ingen penge til, så der er stadig stort
behov for ”aibidji”s hjælp.
Opholdsrum
EDB undervisningslokale
Under rundvisnningen blev vi budt på kaffe, te, kage og schokolade. Nogle af børnene havde lavet nogle fantastisk
flotte dekorationer af crepepapir.
---- efter besøget på ”Zatik” kørte vi til Regnbuehuset hvor vi skulle spise frokost.
Igen et overdådigt bord. Jeg syntes at det var alt for meget; men fik forklaret at det er ikke hver dag pigerne får kød,
til daglig lever de meget spartansk, men i dag var det en festdag.
Ashot med to af pigerne. Pigen til venstre bor ikke mere i Regnbuehuset da hun er blevet gift, men fordi hendes to år
gamle søn var syg og i behandling på hospitalet i Yerevan, boede hun der midlertidigt. Ellers boede hun sammen
med sin mand i Dilijan, som ligger et par hundrede km nord for Yerevan, nø forsøen Van. Pigen til højre var et rigtigt
livstykke. Hun underholdt med en parodi på Ashot, og hun fortalte meget livlivligt om sig selv. Hun studerer til
journalist, hun havde været i Indien, hvor hun havde boet flere år. Der er en Armensk koloni der.
Efter frokosten, der sluttede med kaffe og kage, gik vi ovenpå for at se på kort og købe en god stak med hjem.
Kortene er håndsyde af pigerne i Regnbuehuset, på den måde tjener de lidt lommepenge til egne fornødenheder.
Da vi kom ud i bussen, blev vi igen ovevældede. Der stod en gavepose til os hver med vin, chokolade og konfekture i.
Så gik turen ud til gården hvor vi ankom kl. 16.30. Vi fik en rundvisning, Ashot var ved at bygge en ny, større kostald.
Pengene havde han fået af sin søster i USA, som havde lavet noget fundraising blandt armenere derovre. Der var
dog ikke nok til at bygge stalden færdig, så Ashot håbede, at der kom flere penge. Vi var også inde og se, hvor de to
familier, der er på gården, bor. Det er nogle meget små og sølle forhold; men man kan se, at de gør hvad de kan for
at holde det pænt. Den ene familie har tre små piger, og den anden familie har to drenge og venter nummer tre.
Derefter gik vi ned til mejeriet. Der var ingen el, så alt var mørkt, men der lå nogle oste i karret med saltlage.
Ostene i karret
De to kvinder på gården. Mejeristen i den hvide kittel.
Tilbage på gården fik vi serveret dejlig kølig drikke youghurt med agurketern og koriander blade i.
Pigerne leger… og en gammel traktor der ikke virker
Annelise
Anna-Lise
Sigrid
De tre små piger i entreen ved siden af stue/soveværelse
et par af gårdens mænd
Så gik turen tilbage til hotellet. Vi sprang aftensmåltidet over, ingen var sultne efter den overdådige beværtning på
Regnbuehuset, der jo var en sen frokost. Vi evaluerede dagens oplevelser over et par flasker vin, og gik hver til sit for
at hvile og slappe af et par timer. Der blev et vældigt uvejr lyn, torden, regn og blæsevejr. Det så flot ud med lynene
over byen op mod bjergene, jeg var spændt på, om uvejret ville drive over inden vi skulle ud og se på byen om
aftenen.
KL. 21 kom Tigran igen med bussen sammen med Ashot og Naira, vi skulle ned på Republikpladsen for at se fare
springvandene og høre musik. Stor skuffelse da vi kom dertil, alt var mørkt og stille. Ingen farvespringvand, ingen
musik. Ashot tog en hurtig beslutning og vi kørte til Operapladsen for at finde et sted til en kop kaffe eller andet,
hvad vi nu havde lyst til. Da bilen var parkeret, førte Ashot an, og så gik det stærkt, fra den ene café og restaurant til
den næste for at finde et godt sted. Nogle steder syntes Ashot at det var for koldt eller trak, andre steder kunne vi
ikke sidde sammen hele gruppen.
Statue af en af Armeniens berømte komponister
Naira fortalte, at Operapladsen normalt myldrer af liv, nu lå helt øde hen fordi det var dårligt vejr. Om dagen
kommer der familier med børn, som løber og leger, cykler eller løber på rulleskøjter. Om vinteren bliver pladsen
overrislet, så man kan løbe på skøjter.
Jeg syntes disse ”instrumenter” var helt fantastiske. Der er mange flotte arrangementer af blomster og planter i
Yerevan.
Vi endte med at gå ind på en fin restaurant, som lå oven over nogle fine butikker. Der var en balkon, hvor vi kunne
sidde og se ud over en plads. Der var nu noget køligt og blæsende der, så jeg undrede mig lidt over, at det skulle
være bedre der, end de andre steder vi havde været forbi. Heldigvis sad vi i nærheden af en gasvarmer; men da vi
ikke alle kunne sidde ved et bord, og de andre begyndte at fryse og flyttede gasvarmeren, så vi kom til at fryse, blev
der enighed om, at vi skulle sætte os indenfor. I mellemtiden havde vi bestilt forskellige drinks. Vi fik bænket os inde
i restauranten, hvor der blev sat nogle borde sammen, så vi kom til at sidde sammen alle, og vi fik vore drinks, som
vi nød mens vi sad og sludrede om dagens oplevelser.
Karl
Ashot
Erik
Anna-Lise
Efter hyggeligt samvær, hentede Tigran bussen og vi blev kørt hjem til hotellet. Det blev ikke den aften, vi havde
forventet, men sjov og hyggelig alligevel. Vi fik set noget andet i byen, det var tørvejr, mens vi gik rundt, det blæste
meget, men det gør ikke noget, når bare man er i godt selskab, og det var i hvert fald jeg. Det eneste der var
ærgerligt var, at Annelise ikke fik set det smukke springvand og ikke fik oplevet Republikpladsen i al dens pragt.
Søndag den 12. maj 2013
Det blæste meget i nat, måske regnede det også. Det er et meget usædvanligt vejr i Armenien. På denne årstid plejer
det at vare solskin og dejligt vejr.Det havde det også været i hele ugen før vi kom.
I dag skulle det være fridag og turistdag, ingen besøg på forskellige projekter. Vi skulle mødes kl. 10, hvor Tigran ville
komme med bussen sammen med Naira. Tigran var der ligesom de øvrige dage præcis på det aftalte tidspunkt.
Første stop var supermarkedet nede på hjørnet, hvor der skulle købes ind til picninc senere på dagen. Et
supermarked i Armenien er meget forskelligt fra et i Danmark. I Armenien er hver afdeling slagter, bager, parfumeri
m.m. sin egen selvstændige butik, med hver sit kasseapparat, og det der står på hylderne i gangene betales så ved
kassen ved udgangen. Anna-Lise, som er vores kassemester, og Naira stod for indkøbene.
Efter indkøbene til frokosten var overstået, kørte vi til markedspladsen, hvor vi fik en time til at gå rundt og kigge, og
købe et eller andet, som vi absolut ikke kunne leve uden. Jeg købte et sølvvedhæng med forskellige små sten i.
Efter besøget på markedet kørte bussen mod Geghard kloster som ligger ca. 40 km øst for Yerevan, på vej dertil kom
vi forbi vejen til Garni, hvor vi senere skulle se et gammelt græsk/romersk tempel. Geghard betyder jern eller
spydspids. En legende fortæller at en af de første kristne bragte en af de spydspidser, der var blevet stukket i siden
på Jesus på korse,t til Geghard, deraf navnet. Geghard kloster og kirke var oprindeligt hugget ind i klippen.
Da bilen var parkeret gik vi op til klosteranlæget, det var meget imponerende. Man kunne se vor munkenes celler var
hugget ud i klippen. Vi kiggede ind i kirken og stod og fulgte gudstjenesten en tid. Der var nogle kvinder, som sang
utroligt smukt. Bagefter var der altergang, og vi så hvordan folk gik op til præsten for at få alter brødet og vinen, alle
drak af samme kalk, som blev tørret af hvergang en havde drukket af den.
Kors indhugget i klippevæggen
Naira smider sten op på klippehylden
Pladsen foran kirken
Bistader og en gammel ”munke hylde”
Billeder fra klippekirken
Kirken der bruges i dag
På vej op til munkecelle og klippekirke
Det eneste lys kommer fra et hul i loftet Nedsivende vand frostsprænger vægen
Flere billeder fra klippe kirker, der var flere kirkerum. Her er der udhugget reliefer i muren
Karl og Keld beundrer de smukke søjler
Vægudsmykning og lysbord
Lyshullet og Udsmykninger i loftsbuen
Helligt vand fra en kilde i muren, bliver brugt til dåb
Kildens udspring i klippevægen
Fra karet er der et afløb, og vandet løber gennem rummet
En gravsten
Reliefer og rester af kalkmaleri
En fos der løb nær ved
På den anden side af fossen var der en meget gammel klippehule, måske den første.
Hvor Gregor Lysbærreren havde levet.
Et meget spændende historisk sted.
Gribende.
Selvfølgelig var der også marked med brød, pølser, frugt og souvenirs.
Kl. 13.30 skulle vi mødes og køre til Garni Templet, og som sædvanlig var alle præcise, dejligt.
Garni Templet blev bygget i det 1. århundrede under romersk besættelse af Armenien. Der har været flere stor
jordskælv i det 4. det 6. og det 10. århundrede, så templet og andre bygninger indenfor ringmuren er gået til grunde.
De omkringboende tog mange af stenene til egne bygninger. Da Armenien blev kristent blev der også bygget kirker,
som også er forfaldet under jordskælvene. I 1376 blev templet plyndret. I 1679 blev templet ødelagt af et jordskælv
de fleste bygningsdele var dog tilbage, så det kunne rekonstrueres 1969-1975. Kirkerne blev dog ikke genopbygget.
Der blev foretaget udgravninger 1909-1919, men den fulde offentliggørelse af templets arkitektur udkom først i
1933. I 1945 fandt man, på en nærliggende kirkegård, en sten med græsk indskrift om templets opførelse. I 1949
genoptog russiske arkæologer udgravninger, det ændrede forsvarsanlægets datering til 3.-2. århundrede FK,
samtidig med Alexander Den Stores persiske invasion spredte den græske kultur sig. Omkring 500 år senere
byggedes Mithras tempel, Mithra svarer til det græske Helios, som betyder sol, altså et soltempel. De romerske bade
blev bygget på samme tid. Det var på den tid romerne kæmpede for at få herredømmet i mellemøsten med
Armenien som kampplads. (Der en del sammenblanding mellem græsk og romersk i de oplysninger, jeg har fundet
på nettet).
Mithras Tempel, er det eneste bevarede eksempel på græsk arkitektur i Armenien
Ruinen af en stor kirke, den byggede russerne jo ikke op.
Kirkeruinen med bjerge i baggrunden
De omkringliggende bjerge viser hvor godt forsvarsanlægget ligger.
På billedet øverst th. ses en højttaler der var en behagelig form for elektronisk musik i området.
Naira fortalte, at det nu var moderne for unge mennesker at blive viet i templet. Det kunne hun nu ikke
rigtig forstå.
Ruinerne af de romerske bade fotograferet gennem ruden.
Dette billede er fundet på google.
Det romerske bad indeholdt fem rum. Af- og påklædningsværelse, koldtvands rum, det varme rum, varmtvands rum,
damp rum. Det mest interessante i badebygningen er mosaikarbejdet fra det 3. årh. det er lavet i natursten i 15
forskellige nuancer. Inskriptionerne er græske, mens billederne, fisk og havfruer, har orientalsk udtryk. En inskription
på Koine græsk lyder ordret oversat ”Vi fik end ikke en fisk fra søen eller havet” med andre ord ,vi arbejdede uden
løn.
Da vi havde set os mætte forsatte bilturen. Nu skulde vi finde et sted, hvor vi kunne spise vor medbragte mad. Jeg
syntes, at vi kørte længe, og at vi kørte forbi flere gode muligheder. Samtidig trak det op til regnvejr. Endelig fandt vi
et sted med overdækkede spisepladser. (Det var måske overdækkede spisepladser vi kørte efter, eller et sted hvor vi
alle kunne sidde sammen). Jeg tror det var ved en gammel vandmølle. Vi fik lov til at sætte os, og vi fik dækket
bordet, samtidig begyndte det at blæse kraftigt og småregne. Vi måtte skynde os at spise lidt, pludselig begyndte det
at regne meget kraftigt. Vi havde bestilt kaffe, nu blev vi tilbudt at drikke den inde i huset. Det tog vi imod med tak,
vi skulle ikke engang betale for kaffen. Efter at vi havde drukket kaffen, gik det i fuldt firspring over til bilen, og nu var
planen, at vi skulle hjem til hotellet for at hvile lidt, inden vi skulle ud at spise om aftenen, sammen med Ashot,
Naira, Tigran og hans familie.
Der dækkes op, endnu ser alt fredeligt ud
Det var nødvendigt, at holde på bægrene.
Vi prøvede at skærme af med paraplyer.
Da vi kom tilbage til hotellet, blev der spurgt, om der var nogen, der havde lyst til en sightseing tur i Yerevan. Det
ville karl, Annelise og jeg. Vi ventede i nogen tid, inden vi kørte, før Naira blev klar over, at Keld ikke skulle med.
Naira spurgte, hvad vi ville se. Jeg foreslog Yerevans ældste og nyeste kirke samt moder Armenia. Det mente jeg
kunne være mest interessant for Annelise at se, i den forholdsvis korte tid vi havde til rådighed. Først kørte vi til den
nye basilika, som blev bygget i år 2000 til minde om 1700 året for indførelse af kristendommen som Armeniens
officielle religion. Derefter kørte vi til Yerevans ældste kirke, eller det der er bevaret af den. Rundt om den var der et
stort byggeri i gang. Der skulle være kirkecenter, undervisning, kontorer og repræsentationslokaler. Til sidst kørte vi
op til Mother Armenia. Der var sket en del, siden jeg var der for tre år siden, flere udstillede genstande. Naira
fortalte, at der oprindeligt havde stået en statue af Stalin. Den var blevet fjernet efter at russerne havde forladt
Armenien, og efter mange drøftelser, var det blevet besluttet, at sætte denne statue op.
Sct. Gregor Lysbringerens Kirke
Yerevans år 2000 Basilika
Yerevans ældste kirke med en ny kirke under opførelse ved siden af. I baggrunden noget af det
nye kirkecenter, og et gammelt højhus fra sovjettiden.
På de to nederste billeder eksempler på udsmykning af den nye kirke.
Så vidt jeg husker, er der ikke sådanne udsmykninger på Sct. Gregor Lysbringerens Kirke
Da vi kom tilbage til hotellet, var der lige tid til at pakke lidt og blive frisket lidt op inden vi skulle ud at spise.
Da Tigran kom med bilen, var hans kone og børn ikke med. Det ene af børnene var blevet syg, mæslinger, eller røde
hunde tror jeg. Vi kørte øst ud ad byen, samme vej som til Vardenis. Stedet var et Tigran kendte gennem en ven. Det
var helt nyt, endu ikke helt færdigt i parken. Det skulle være klar til sommerens højsæsonen. Det lå på en sidevej til
M-15. Det var flot med en pragtfuld park, med kanaler, broer, overdækkede terasser/hytter, grillsteder, og udendørs
barer. Det hed ”Tsirami Restaurant Complex” (jeg har fundet det på nettet, google er min ven).
Indgangen til parken
…. Et smukt vandfald
Kanaler, broer og hytter i japansk stil, hvor man kan sidde og nyde sin mad
Bagning af ”lavash”
En pude gøres klar
først rulles dejen ud
så kommer den udrullede dej på armen
Lægges på puden…
….klar til at sætte på bordet
smækkes på siden af den glohede ovn i gulvet…
og færdigtbagt på få minutter
…sammen med anden dejlig armensk mad
Vi havde et par dejlige timer sammen, snakken gik, og vi nød den dejlige mad.
Hjemme på hotellet skulle det sidste pakkes i kufferterne, det kneb noget med pladsen på grund af alle de gaver vi
havde fået. Vi skulle også prøve at hvile eller sove lidt, før der var afgang til lufthavnen.
Mandag den 13. maj 2013
Vi kom i bussen, Ashot og Naira var også med. Vi var i lufthavnen i god tid. Indtjekning af bagagen tog lang tid for
vores gruppe. Der var nogle piger ved skranken, som åbenbart var nye i faget. De fortalte os, at flyet var en time
forsinket. Det blev vi noget urolige over, da vi kun havde 20 min. til at skifte fly i Wien. Der var ingen problemer i
sikkerhedskotrollen.
Vi fordrev ventetiden med en kop kaffe…
og opdagede, at de forhandlede kort fra Regnbuehuset lufthavnen
I flyet fortalte kaptajnen, at forsinkelsen skyldtes, at det havde været nødvendigt at skifte fly i Wien, men at han ville
gøre hvad han kunne for at indhente noget af tiden. Da vi ankom til Wien, var vi kun 20 min. forsinket, og da vi kom
af flyet stod der lufthavnspersonale og guidede os på vej. Fra flyet havde vi set, at vore kufferter var blevet læsset
om. Med det lange ben foran kom vi til gaten, hvor folk kun lige var begyndt at gå om bord.
Vi havde en fin flyvetur til København, hvor vi ankom planmæssigt. Vores bagage var det første der kom ud på
båndet, da det jo var det sidste, der var læsset på flyet i Wien. Så var der igen noget ventetid inden togafgang. Toget
kom og afgik til tiden, og vi ankom planmæssigt til Horsens. Hvor vi blev afhentet på stationen af Augustinus og kørt
hjem til Lund.
Det har været en dejlig tur, på trods af vejret, med mange nye, gode indtryk. Tak til rejsefæller og værter i Georgien
og Armenien.
Inger-Merete