A/B SundParken Rantzausminde, Afd. D 23. april 2014 Nyhedsbrev nr. 97 Pengeinstitutankenævnet Foreningen har den 22. april fremsendt en klage (også kaldet en anke) til Pengeinstitutankenævnet. Klagen er en opfølgning på det afslag, som foreningen havde modtaget fra Nykredit og som blev omtalt på generalforsamlingen den 24. marts. Klagen vedrører primært, at Nykredit - i forbindelse med at de to fastrenteswapaftaler blev indgået - beregnede sig en fortjeneste (også kaldet en kreditmarginal) uden at oplyse foreningen om det. For de to swaps samlet udgør kreditmarginalen 631.818 kr. Bestyrelsens påstand overfor Pengeinstitutankenævnet er, at hvis foreningen var blevet oplyst om kreditmarginalen og den udgift, marginalen i det skjulte påførte foreningen, havde foreningen sammenlignet kreditmarginalen med kurstabet på fastforrentede lån og havde så med sikkerhed valgt det kendte og sikre – fastforrentede lån. De to fastrenteswapaftaler er indgået i 2005 og i 2006 og vil dermed efter både de gamle og de nu gældende forældelsesregler være forældede. Der er imidlertid den mulighed tilbage, at forældelsesfristen kan suspenderes (sættes ud af kraft) indtil det tidspunkt, hvor foreningen blev eller burde være blevet klar over sit krav. I dette tilfælde blev bestyrelsen først opmærksom på kravet ved læsning af Jyllands-Posten den 23. oktober 2013. Det afgørende er her, om Pengeinstitutankenævnet er enige med os og derfor suspenderer forældelsesfristen. Hvis ikke har vi desværre fortabt muligheden for at få ret. I Pengeinstitutankenævnet kan alene behandles sager vedrørende pengeinstitutter, medens kreditforeningssager kan behandles i Realkreditankenævnet. I vores tilfælde, hvor der er tale om en kombinationsløsning, som omfatter fastrenteswap og Cibor lån, betyder det, at fastrenteswap skal behandles i Pengeinstitutankenævnet og Cibor lån skal behandles i Realkreditankenævnet. Der er dog først grund til at gå til Realkreditankenævnet, hvis vi får medhold i vores klage hos Pengeinstitutankenævnet. I relation til Pengeinstitutankenævnet er foreningens ønske Fremadrettet, at aftalerne vedr. de to fastrenteswap umiddelbart bringes til ophør uden udgift for foreningen. Bagudrettet, at foreningen holdes skadesløs for de udgifter, foreningen indtil aftalernes ophør har haft på de to fastrenteswap. Den ordinære generalforsamling i Grundejerforeningen (GSR) Tirsdag den 8. april 2014 var der ordinær generalforsamling i GSR. De vigtigste emner var: Foreningens økonomiske situation er så god, bl.a. på grund af milde vintre, at det blev besluttet ikke at opkræve kontingent i 2014. Afd. D sparer derved 700 x 16 = 11.200 kr. Vedtægterne blev ændret, sådan at de bringes i overensstemmelse med Lokalplanen, ifølge hvilken GSR alene skal varetage pasning af de grønne områder. Vedtægterne skal underskrives, både af bestyrelsen og af Svendborg kommune. Vedtægterne træder først i kraft, når de er godkendt af begge parter. Indtil da gælder de nuværende vedtægter. Der resterer fortsat en færdiggørelse af den del af den nord-sydgående sti, som ligger mellem afd. G og H. Dette afventer en afklaring af, om det er Svendborg kommune eller GSR, der skal betale. Børge Larsen fra afd. D blev genvalgt som formand. Hans Damsgaard fra afd. G blev genvalgt og Hans-Henrik Hansen fra afd. E blev nyvalgt som bestyrelsesmedlemmer. 1 A/B SundParken Rantzausminde, Afd. D 23. april 2014 Nøgleoplysningsskema På generalforsamlingen den 24. marts lovede bestyrelsen at sende et udfyldt Nøgleoplysningsskema rundt til alle beboere, så snart ministeriet havde skema og ITsystem klar og bestyrelsen derpå havde udfyldt skemaet. Skemaet er nu udfyldt, men det viser sig, at det pga. en masse ministeriepåført tekstforklaring fylder ikke mindre end 8 sider. Og så er det i farver. Bestyrelsen har derfor besluttet kun at udlevere skemaet til beboere, der har deres bolig til salg –aktuelt Dora i nr. 55 – og i stedet lægge skemaet på foreningens hjemmeside www.ab-sundparken.dk. Gasfyr Bestyrelsen har valgt at sige ja til et tilbud fra Lyder om servicering af foreningens gasfyr for en ny 2-årig periode. Abonnementsprisen for perioden 1. juni 2014 til 31. maj 2016 er pr. år 15.732 kr. Det giver en prisstigning på 216 kr. i forhold til den sidste 2-års periode. I budgettet for 2014 er til abonnement på gasfyr afsat 17.000 kr. Hans Lyder vurderer iøvrigt, at gasfyrene, der nu er 10 år gamle, vil kunne holde i endnu 510 år. I de kommende år må vi ifølge Hans Lyder forvente, at primært blæsere og cirkulationspumper skal udskiftes. Enkelte er allerede udskiftet. Bestyrelsen vil nøje følge op på reservedelsforbruget som indikator på, hvornår fyrene er udskiftningsmodne. YouSee abonnement På generalforsamlingen blev det af en beboer under Eventuelt nævnt som en mulighed, at beboerne selv betalte abonnement direkte til YouSee og formålet skulle være, at huslejen kunne reduceres og at huslejen i afd. D derved mere rimeligt kunne sammenlignes med de afdelinger i SundParken, hvor beboerne selv betaler for abonnement til kabel-tv. I afd. D betaler foreningen i 2014 173 kr. pr. bolig pr. måned. På forespørgsel oplyser YouSee, at det ville koste 219 kr., hvis hver bolig selv skulle betale. Pr. bolig ville merudgiften dermed blive 46 kr. pr. måned, svarende til 552 kr. pr. år. For alle 16 boliger ville merudgiften pr. år blive 8.832 kr. Status vedr. klassificering af foreningens boligvej Den 7. marts 2014 modtog foreningen et brev fra Svendborg kommune indeholdende en såkaldt påtænkt afgørelse i sagen, hvorefter kun den del af vejen, der sluttede med de to carporte i nr. 67 og 69, skulle være privat fællesvej, medens den resterende del skulle være afd. D’s privatvej. Kommunen udbad sig foreningens bemærkninger og disse blev fremsendt den 17. marts. Bestyrelsen afviser heri kommunens forslag, der efter bestyrelsens vurdering hverken er i overensstemmelse med privatvejsloven eller med Lokalplanen. Siden da har vi intet hørt fra kommunen og har derfor rykket for en afgørelse. LEI-kode ved indberetning af swaps Ny EU-lovgivning, afledt af finanskrisen, betyder, at en række detaljerede oplysninger om renteswap skal indberettes til et EU-transaktionsregister. Det gælder også for de to renteswap, som foreningen har indgået med Nykredit. Udgiften til oprettelse i registeret er 100 britiske pund (ca. 925 kr. + moms) og til årlig vedligeholdelse 55 britiske pund (ca. 510 kr. + moms), som skal betales af foreningen. Foreningens LEI-kode er éntydig kode i EUtransaktionsregisteret på samme måde, som et cpr-nr. éntydigt identificerer en person i cpr-registeret. Niels Jørgen Skov 2
© Copyright 2024