1. No category

Indhold:
Leder
Korea
Hugo Chàvez
Vi er røde indeni
Huskeseddel
Grønland - fra selvstyre til
selvstændighed
Fortid, nutid, fremtid i kampen mod fascismen
Forklar mig hvordan
Endløsning
EU-løgnen
Udstilling om Jesper Klein
Husk lige en ting
Digt
Maj 2013
Danmarkshistoriens bedst uddannede generation.
”Hvad har I tænkt jer at tro på, mig eller jeres egne
øjne?” spurgte Groucho Marx for snart mange år siden.
Groucho Marx var ikke blot filmskuespiller – den ene
af de berømmelige tre ”Marx Brothers” - men han var
tilligemed en klog og vittig spøgefugl, som brugte sarkasmen og ironien i samfundskritikken. Der lå megen
livsvisdom og erfaring bag hans tilsyneladende tilfældige kommentarer til udviklingen. Oftest ramte han plet!
Groucho Marx
Når man i dag læser ovennævnte citat, falder tankerne
helt naturligt til forholdene i vort eget land i det tidlige
forår 2013.
Når man ser og hører statsminister, Helle Thorning
Schmidt og hendes førstemand – finansminister,
Bjarne Corydon – manden med stenansigtet – stiller
man sig nøjagtig det samme spørgsmål som Groucho
Marx: Hvem skal du tro på – Helle, Bjarne, Holger,
Annette, Lars, kuglestøderen, Barfoed, Pia eller Thulesen Dahl – eller dine egne øjne?
Vi vil anbefale, at du tror på dine egne øjne – det uanset om du er svagsynet, skal have nye briller – eller er
total blind. For selv en blind mand kan i dag føle med
sin stok, hvilken vej det går i dansk politik. Løgn over
løgn – intet andet!
Sandheden er sat ud af kraft – løgn, spin og bedrag er
en uadskillelig del af dansk politik.
”Vores børn skal blive så dygtige, at de efter folkeskolen kan tage en faglig uddannelse eller gå i gymnasiet,”
sagde statsministeren i sin nytårstale.. Og - tilføjede
hun:
”Det vigtigste for at det kan lykkes, er selvfølgelig skolens lærere. De er skolens hjerte. Jo mere tid børnene
tilbringer sammen med jer, jo dygtigere bliver de.”
Dårligt var ordene udtalt, før man stak en kniv i skolens hjerte. Velforberedt – og planlagt lang tid før –
erklærede arbejdsgiverne: KL og staten – lockout mod
den samlede lærerstand, og sendte 875.000 børn på
forlænget påskeferie.
De eksaminer – som man fra regeringen inklusive SF
og det øvrige ”samarbejdende folkestyre” anser for absolut nødvendige for den enkeltes fremtid i det kapitalistiske samfund – blev udsat på ubestemt tid.
Helle Thorning: ”Jeg vil sige til alle Danmarks unge:
Tag en uddannelse!”
Samtidig strammede man adgangskravene for optagelse på de videregående uddannelser og meddelte
ved samme lejlighed, at de studerende skal hurtigere
gennem uddannelserne – og som rosinen i pølseenden - at SU-en ville blive beskåret!
”Vi har brug for Jer. I må være klar til forandring!”
Fremturede statsministeren, fulgt
om af sin evig snakkende undervisnings- og skoleminister, Antorini.
Hvilken forandring? Hvordan hænger det sammen?
Det hænger overhovedet ikke sammen! Det er den
dystre sandhed!
Men forandringens vinde blæste! Det er på alle måder
en kold tid, vi befinder os i. Finansministeriet fremsatte sine krav til ”en bedre skole.” I al sin enkelhed lød
de: Vi bestemmer lærernes arbejdstid. Med tryk på ”vi
bestemmer”!
Lærernes arbejdstid var altså det springende, det afgørende punkt – ikke undervisningens indhold eller
kvalitet. Der var ikke tale om reelle forhandlinger –
men om et endegyldigt diktat.
Eleverne blev naturligvis ikke hørt! De skal blot sidde stille og holde mund, mens undervisningsminister
Antorini og finansminister Corydon ”ordner deres
fremtid”.
Hvor får de det dog fra?
Corydon og finansministeriet har indgået en såkaldt
”Resultat-kontrakt med Moderniserings-styrelsen.”
Den nye styrelses embedsmænd varetager effektiviseringerne i den offentlige sektor – herunder ”forhandlingerne” med de statsligt ansatte lærere, som løber
parallelt med kommunernes konflikt med deres lærere.
”Kontrakten” ophøjer overenskomstforhandlingerne
til det vigtigste middel til at ”trimme” udgifterne i staten.
Hvis chefen for den nye styrelse klare sin opgave til
finansministerens fulde tilfredshed, kan han påregne
en bonus på 250.000,- kroner.
Hvem siger så, at forbrydelse ikke betaler sig?
OK13 skal være løftestang for at fremme Moderniserings-styrelsens dagsorden om at gøre løn og arbejdstid i staten til en væsentlig og integreret del af udgiftspolitikken, skriver man i Kontrakten.
Det er ”et nybrud” udtalte en af mange såkaldte specialister.
Men hvor får de dog alle disse modeller og bedrageriske nye ord fra? Her kommer vi til at gå lidt tilbage
i tiden til nu heldigvis afdøde Margaret Thatchers tid.
Da hun omsider gik af efter at have bragt de britiske
arbejdere til tiggerstaven, overtog Labour magten
med Tonny Blair i spidsen.
Labour blev til ”New Labour”, som uden de store vanskeligheder overtog Thatchers politik. I stedet That- Lærene har vist politikerne en kampvilje, som ikke var
cherisme fik man den ”Den tredje Vej”. I praksis en forudset!
videreførelse af Thatchers brutale politik, vendt mod
samfundets svageste. Hendes opgør med fagbevægelsen blev ligeledes fortsat.
Lad os gå tilbage til slut-90-erne:
Den britiske ”Minister for Handel og Industri”, Peter
Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro det var
Mendelson, kridtede på de britiske fagforeningers
løgn, men efter New Labours ”Tredje Vej” er gået al
kongres i Blackpool banen op for forholdet mellem
kødets gang i Storbritannien – blev det inspirationsBlair-regeringen og fagbevægelsen:
kilden for den socialdemokratiske top i Danmark.
”Enten fortsætter de (fagforeningerne) deres moderHelle Thorning og hendes håndgangne mænd har
nisering, eller også bliver de ineffektive, overflødige og
adopteret den såkaldte New Labour-strategi. - som er
fastfrosset i tiden.” Han fortsatte med at love, at ”foret brud med den hidtidige socialdemokratiske strateholdet mellem Labour-regeringen og dens traditionelle
gi. Nu sættes pligterne før rettighederne. ”Det skal
støtter vil være præget af ærlighed, ligefremhed og opkunne betale sig at arbejde... Markedet før mennerigtighed.”
sket. I kender smøren!
Hvorefter han meddelte, at: … ”der under ingen omSamtidig, og som et af sine vigtigste mål, sættes fagbestændigheder vil ske tilbagevenden til de strejkefyldte
vægelsen uden for enhver indflydelse.
70’ere, hvor Labour blev opfattet som et parti i lommen
på arbejderklassens fagbevægelse.”
Sluttelig udtalte han, hvis nogen endnu skulle være i
tvivl:” … at Labour aldrig mere ville lade fagforeningerne få så stor indflydelse på en Labour-regering.”
Det forlyder, at de forsamlede pampere rejste sig og
klappede af ministerens tale og udsigten til deres egen
snarlige begravelse.
Måske burde man tænke lidt over det i nogle af
LO-forbundene, som under lærer-konflikten mente,
at finansministerens ageren var helt efter i orden og i
Dens opgave er nu at provomere regeringens tiltag,
overensstemmelse med ”Den danske Model”.
uanset at man derved modarbejder sine egne og medMåske burde man også erindre, at Den danske Molemmernes interesser til fordel for en krisepolitik, der
del” er resultatet af en voldtægt – et arbejdsgiverdiktat
vender den tunge ende nedad.
– efter lockouten i 1899, hvor danske arbejdere blev
Det er overraskende for mange, men burde ikke være
sultet til underkastelse.
det, hvis man bare kendte en lille smule til arbejderbevægelsens historie de sidste 30-40 år.
Den der ikke kender historien er dømt til at gentage den!
Antifascistisk Forum Kulturpolitisk tidsskrift.
Udgivet af ”Foreningen Antifascistisk Forum”.
Medudgivere: ”Horserød Stutthof Foreningen” og – ”FIR.dk. - Féderation Internationale des Résistans –
Association Antifasciste.”
Ledelse: Formand og politisk redaktør Anton Nielsen.([email protected])
Kasserer: Dennie Ditzel. ([email protected])
Redaktion: Ansvarshavende redaktør, Flemming Hybert ([email protected])
Medlemmer af redaktionen: Lilli Rodeck, Henning Jacobsen, Tonny Warming Tue Magnussen, Egon Laugesen, Annette Mørk.
Medlemskab -abonnement: 200,- kr. pr. år (4 numre. )
Netadresse: www.antifascistisk forum.dk
ISSN nr. 2245-4195.
Henvendelse til Antifascistisk Forum:
Anton Nielsen
Møllevej 17,
3650 Ølstykke.
Tlf. 47 17 90 69.
Dennie Ditzel
Ibsvej 94
2880 Bagsværd.
Tlf. 4498 2824
Antifascistisk Forums Støttefond:
Man kan støtte Antifascistisk Forum økonomisk på:
Kontingent/abonnement indbetales ligeledes på konto.
Arbejdernes Landsbank: reg. nr. 5332. Kontonummer: 0000244920
Danmark bidrager til optrapningen af krisen i Korea
Dansk officer i Korea
Dansk militær er udstationeret i Korea og deltager
i de øvelser, som flere gange hvert år bringer Korea
på randen af åben krig.
Af Henning Jakobsen
Den 18. marts udsendte Venskabsforeningen Danmark – Den Demokratiske Folkerepublik Korea en
udtalelse, hvori man fordømte de amerikansk ledede
krigsøvelser, Foal Eagle og Key Resolve, i Korea. Det
fremgår endvidere af udtalelsen, at der i sidstnævnte
øvelse, foruden amerikanske og sydkoreanske styrker
også deltager militær fra Danmark, Storbritannien,
Canada, Australien og Colombia. Endelig opfordredes den danske regering til at indstille deltagelsen i
denne øvelse, som hvert år er med til at optrappe den
i forvejen spændte situation på verdens mest militariserede halvø, Koreahalvøen. der sikkert mange som
tænkte: ”Hvad var nu det for noget?”, Fortsat dansk
deltagelse i Koreakrigen, som jo kun er sat på pause
af en hårdt prøvet våbenhvile fra 1953, er ikke noget,
som de hjemlige medier har skrevet meget om. Heller ikke Dagbladet Arbejderen, som efterfølgende bad
om aktindsigt hos
Forsvarsministeriet. Forsvarsministeriet svarede den
21. marts, at der har deltaget fire danske officerer i
FN-øvelsen Key Resolve. Samtidig bedyres det, at der
er tale om en stabsøvelse, altså en papirøvelse, som er
”en årligt tilbagevendende FN-øvelse, der skal være
med til at sikre fred og sikkerhed på den koreanske
halvø, og understrege partnerskabet mellem Sydkorea og de lande, der som en del af ”United Nations
Command”, sendte soldater eller andre bidrag - i Danmarks tilfælde hospitalsskibet Jutlandia - til Koreakrigen. Beslutninger om at deltage i øvelser er ikke noget
forsvarsudvalget eller UPN (Udenrigspolitisk Nævn –
red.) skal godkende, men der vil kunne være tale om
orientering om deltagelse. Det er ikke vurderingen, at
dansk deltagelse i øvelsen kan optrappe den spændte situation på den koreanske halvø eller at de danske
deltagere udsættes for fare.” Endvidere hedder det, at
”Det er forsvaret selv, der lægger op til om forsvaret
skal deltage i øvelser”…
Sikrer FN freden i Korea?
Det lyder jo smukt – en FN-øvelse, som skal være med
til at sikre fred og sikkerhed på den koreanske halvø…
Men vent nu lige; hvorfor er der en FN-kom-
mando i Sydkorea? - og hvorfor optræder (primært)
USA’s og Sydkoreas soldater under FN’s blå banner
i Korea? Historietimerne skulle gerne have lært os,
at krigen mod Nordkorea i 1950 blev godkendt af et
FN, hvor Taiwan sad på Kinas plads og Sovjetunionen
”var udenfor døren”. Uanset FN-beslutningen var der
da også kun 21 lande, som deltog i felttoget (det danske hospitalsskib medregnet). I øvrigt blev der i 1975
i FN’s generalforsamling vedtaget en resolution (3390
B), som pointerede at FN-flaget i Korea skulle stryges
og FN-styrkerne trækkes hjem.
- Videre til den næste påstand, ”at FN-øvelsen ikke
kan optrappe den spændte situation”. Når det i pressemeddelelsen fra ”The Republic of Korea - United
States Combined Forces Command” den 11. marts
ved starten på øvelsen “Key Resolve” oplyses, at der
udover de deltagende syv lande også er neutrale observatører fra Schweiz og Sverige*, som skal overvåge,
at øvelsen er i overensstemmelse med våbenhvilebetingelserne, siger det alt om, at det danske militærs
udenomsparlamentariske krigsmanøvrer ikke er en
så selvfølgelig uproblematisk sikring af fred og sikkerhed, som forsvarsministeriet påstår.
Dansk-sydkoreansk parløb med døden
Men er det nu også bare det danske militær, som kom
dumpende forbi helt af sig selv? Eller hvad? Svaret
fandtes efter lidt søgning på Udenrigsministeriets
hjemmeside. Men inden da viste oplysninger fra en
hjemmeside tilhørende det det amerikanske militær
i Koreas, at allerede fra 2010 har Danmark deltaget
i forskellige krigsøvelser i Korea, ikke kun den årlige
øvelse, Key Resolve. På Udenrigsministeriets hjemmeside findes endeligt dokumentet ”fællesudtalelse
om etablering af strategisk partnerskab mellem Sydkorea og Danmark”, dateret den 12. maj 2011.
Dokumentet indeholder fælles krav om nedrustning
– i Nordkorea naturligvis. Endvidere hedder det, at
Sydkorea anerkender den danske genetablering af sin
deltagelse i FN-kommandoen i år 2000 (altså under
Nyrup-regeringen) samt den danske udsendelse af officerer til FN-kommandoen i Sydkorea fra april 2009.
Også på bl.a. det militær-industrielle område lægges
der i dokumentet op til samarbejde mellem de to lande.
Det viser sig altså, at Danmark uden stor bevågenhed
fra medier eller parlamentarikere siden april 2009
har været militært tilstede i Korea. Det er ikke nogen
uskyldig foreteelse. Det er en del af Danmark bidrag
til vor tids Antikomintern: Den vestlige imperialismes
selvbestaltede ret til at få folkeslag til at makke ret –
uanset midlerne. Retten til at forsvare USA’s (og EU’s)
militære og økonomiske førerskab uanset omkostningerne. Men i modsætning til Libyen, hvor mordene på
en befolkning ved Middelhavskysten i humanismens,
demokratiets og oliens hellige navn kunne foretages
sikkert fra fly i mange kilometers højde, langt ude
over Middelhavet, vil en fortsættelse af Koreakrigen
efter 60 års våbenhvile være en mindst lige så beskidt
affære, som de tre millioner døde og ”FN-styrkernes”
tilbageslag til udgangspunktet ved den 38. breddegrad, da Koreakrigen sidst var varm, vidner om.
Note: Sverige og Schweiz udgør resterne af ”de neutrale nationers overvågningskommission”, som blev nedsat efter våbenhvileaftalen i 1953 for netop at overvåge
denne – de svenske og schweiziske repræsentanter var
udpeget af ”FN-kommandoen”, mens Koreas Folkehær havde udpeget repræsentanter fra Tjekkoslovakiet og Polen. De sidstnævnte to landes repræsentanter
blev dog hjemsendt fra Nordkorea i hhv. 1993 og 1995
efter at de to lande var endt som USA’s lakajer efter
den europæiske kontrarevolution.
Kilder: Udtalelse fra Venskabsforeningen Danmark –
Den Demokratiske Folkerepublik Korea den 18. marts
2013, Svar fra Forsvarsministeriet den 21. marts 2013
på ønske om aktindsigt fra Dagbladet Arbejderen ,
Udenrigsministeriets hjemmeside - http://sydkorea.
um.dk/ samt det amerikanske militær i Sydkoreas
hjemmeside - http://www.usfk.mil/usfk/ .
En krigs resultat!
Hugo Chávez.
Venezuelas præsident Hugo Rafáel Chávez Frías
døde tirsdag den 5. 3. 2013 af kræft, efter lang tids
behandling på et hospital i Havanna, Cuba. Stillet
overfor en alvorlig kræftsygdom, måtte selv verdens bedste sundheds – og sygehussystem give op.
De sidste fem dage tilbragte han på et militærhospital i Caracas.
Hugo Chávez død er et stort tab, ikke blot for Venezuela og Latinamerika men for alle undertrykte i
hele verden. En mand so,m gav håb for millioner af
fattige mennesker, og som med de muligheder han
havde, formåede at gøre livet lidt lettere for millioner af fattige i Venezuela.
Af Tonny Warming.
Efter meddelelsen om Hugo Chávez død gik, millioner
af mennesker på gaden i Venezuela til ære for deres
præsident Hugo Chávez. Hans lig ligger til ”lit de parade” tre dage i militærakademiet i hovedstaden Caracas. Simon Bolivar
Chávez forbillede var Simón Bolívar, som for 200 år
Ecuador og Cuba har begge meddelt tre dages lan- siden kæmpede mod kolonimagten Spanien. Bolívar
desorg til ære for Chávez. Hele Latinamerika var ville dengang befri og forene hele Latinamerika.
i sorg. Efter århundredes undertrykkelse i form af Chávez fik gennemført en del på sine 14 år ved mageuropæisk kolonisering, samt senere USA’s stort set ten. Arbejdsløsheden er reduceret fra 15 % til 6,5 %,
totale magt over regionen, som garant for kapitalis- alle har ret til folkepension, gratis sundhedsvæsen til
mens udbytning af regionen fortsatte, gik Chávez alle, et fald i børnedødelighed, fattigdommen redumod strømmen. Han satte gang i en anden sam- ceret fra 20 % til 7 %, de demokratiske processer er
fundsudvikling, mod socialismen. Han ville hæve blevet forbedret.
fattiges og almindelige arbejdere og bønders kår. Han satte en proces i gang mod et socialistisk samfund. Men der er lang vej igen.
I december 1998 vandt han præsidentvalget første
gang med 56 % af stemmerne, med løfte om bl.a. at øge Internationalt
beskatningen af landets rigeste, samt de udenlandske Chávez store forbillede og inspirator var Bolivar. som
selskaber og nationaliseringer for at finansiere gratis med frihedskrigen for omkring 200 år siden kæmpesundhedshjælp, flere og bedre hospitaler og skoler. de mod den spanske kolonialisering. Bolivar ville befri, hele Latinamerika. Denne ide, om national selvbeVed valget i 2000 fik Chávez 60 % af stemmerne. stemmelse og regional enhed, tog Chávez op.
Det faldt bestemt ikke i overklassens og USA’s smag.
Så der blev forsøgt et kup, som mislykkedes i 2002. I Chávez 14 år ved magten startede han en proces hen
I 2006 blev han genvalgt med 63 % af stemmerne. mod dette mål. Det lykkedes at få samlet hele, eller
dele af Latinamerika, i forskellige organisationer, som
Med en stemmedeltagelse på 81 %, blev han i 2012 ALBA, UNASUR og CELAC, at skabe fælles styrke
genvalgt med 54 % af stemmerne, mod oppositionens mod imperialisme og kapitalismen.
leder Henrique Capriles Radonski, som fik 45 %, selv
om han havde samlet en tidligere splittet opposition. Som modstykke til NAFTA (North American Free
Alle valg blev godkendt af internationale valgobservatø- Trade Agreement), et handelssamarbejde mellem
rer, på trods af at landets opposition kritiserede valget. Canada, USA g Mexico, som trådte i kraft 1994 var
Chávez holdt, hvad han lovede. Han vidste også at Chávez med til at skabe ALBA.
klassekampen raser, og var modig nok til at tage
kampen op mod imperialismen og kapitalismen. ALBA er et initiativ fra Chávez og Fidel Castro en betydningsfuld handelsalliance, et stort skridt, for at
skabe enhed i Latinamerika. ALBA – samarbejdet gør
op med liberalisme og konkurrence og bygger i stedet på samarbejde, solidaritet samt gensidig fordel.
Stifterne er otte lande: Venezuela, Cuba, Nicaragua,
Ecuador, Dominica, Antigua, Barbuda, St. Vincent og
Grenadinerne. Andre lande i Latinamerika deltager i
dele af samarbejdet. UNACUR, (Unionen af Sydamerikanske Nationer) er et energisamarbejde som samler alle lande i Sydamerika. Organisationen opbygger
en fælles investeringsbank, Bancosur, som er uafhængig af Den Internationale Valutafond. Samt områder som miljø og samordne fælles forsvarsinitiativer.
CELAC (Fællesskabet af Latinamerikanske og Caribiske Stater), var et af de sidste initiativer for at
samle Latinamerika, han var med til. Et modstykke til det USA – dominerende OAS (Organisationen af Amerikanske Stater), som ikke på nogen
måde har hjulpet Latinamerika ud af fattigdom.
USA´S reaktion
Det officielle USA´s reaktion på Chávez død er som
forventet. Det danske folketings verdensfrelser Barak Obama holder sig i neutrale vendinger, som kan
tolkes som man vil, afhængig af læseren. Obama ”er
fortsat interesseret i at udvikle et konstruktivt forhold til Venezuela.” Han siger, ”USA vil stadig støtte
det venezuelanske folk og vores interesse i at udvikle et konstruktivt forhold med Venezuelas regering.”
Han ser gerne, nu når Venezuela tager hul på et nyt
kapitel, at landet ”promoverer demokratiske principper, loven, og respekt for menneskerettigheder”.
Det skal man høre fra en præsident, som dagen efter modtagelsen af Nobels fredspris, sendte yderligere 30.000 soldater til Afghanistan. En præsident,
som stadig ikke har lukket fangelejren Guantánamo. En præsident, som ikke på nogen måder har
hjulpet nogen, ikke engang sin egen befolkning,
ud af fattigdom. Støtten til Venezuela fra USA,
er det samme som rebet, der støtter den hængte.
Kommunisterne i Venezuela
Siden valget af Chávez i 1998, har Venezuelas Kommunistiske Parti (PCV) støttet Chávez og hans parti Det
Forenede Socialistiske Parti (PSUV). I en erklæring fra
PCV hedder det: ”Chávez død ændrer ikke på, at enhed og kamp mod USA – imperialismen er de vigtigste
opgaver for Venezuelas folkelige revolutionære bevægelse, og målet er at opbygge et socialistisk Venezuela”.
Videre i samme erklæring: ”Vi opfordrer til, at man
deltager i bisættelsen som en hyldest til hans bidrag
til vort fædrelands fremtid….og at der nu sættes
ind på at skabe det materielle grundlag for opbygningen af det nye samfund, det socialistiske samfund”.
Fidel Castro og Hugo Chàvez
Chávez og kommunisterne var ikke enige i alle
spørgsmål om vejen til et socialistisk samfund. Men
på baggrund af en bred national enhedsfront, valgte
PCV at kæmpe sammen med Chávez og PSUV, for
”national selvbestemmelse samt social, politisk og
økonomisk udvikling med kurs mod socialismen.
PCV fremlagde i februar forslag til konkret behandling i parlamentet og i regeringen. 1. En lov, som giver
staten monopol på eksport og import. 2. At alt bankvæsen gøres statslig. 3. At mindstelønnen hæves, at
den fattige del af befolkningen kompenseres for tab
i købekraft pga. regeringens devaluering (februar
2013) af valutaen med 32 %, samt at pensioner for ca.
to millioner reguleres. Samt at overenskomster skal
genforhandles, med baggrund i samme devaluering.
Partiet understreger, at det ikke er initiativer, som har
socialistisk karakter.
Partiets vurdering er ifølge generalsekretær Oscar Figueras, ”at vi ikke har skabt det materielle grundlag,
ja på nogle områder ikke engang etableret det materielle grundlag for kapitalismen, så er det vanskeligt nu at foreslå initiativer med socialistisk indhold”.
Det samfund Chávez overtog i 1998, var et forsømt
samfund, fordi den herskende klasse siden selvstændigheden for 200 år siden, har været tilfreds med at
leve af de penge som eksport af landbrugsvarer, mineraler og olie har kunnet give dem til overflod.
Derfor ser kommunisterne det som nødvendigt, at udvikle samfundets produktionskræfter. Med andre ord er
det nødvendigt for landet at opbygge en selvstændig industri, for at kunne komme helt ud af kapitalismens klør.
Dette ikke sagt for at undervurdere Chávez betydning.
Han har givet landets befolkning meget i de fjorten år ved
magten, uddannelse, mad, bolig, og en bedre livskvalitet.
Kommunisterne støtter Chávez kandidat til præsidentposten Nicolas Maduro, ved valget den 14. april.
Hvad har vi gjort?
Chávez, en mand med mod og mandshjerte, samt
en stor social indikation er død. Han fik magten i et land, godt nok med olieindtægter. Men
han brugte det til at give millioner af fattige mennesker deres selvfølelse og stolthed tilbage. De
var noget, ikke bare affald på samfundets bund.
Men han var ikke alene. Andre før ham har trodset USA’s magt over Latinamerika. Et par eksempler er Fidel Castro, Salvador Allende og Daniel Ortega. Andre er fulgt efter, som vil gøre livet
lettere for de fattige i deres lande. Hvad har vi gjort?
Der findes ikke mange opløftende begivenheder hvor
lande med kapitalisme, gør op med det system, der,
med en kort undtagelse, nu gennem mere en 500 år
har hærget verden. Ikke et eneste sted har kapitalismen kunnet, eller villet, løse de sociale uligheder.
Tværtimod, det er et af dens eksistensbetingelser.
I Latinamerika er flere og flere lande i gang med at
gøre op med denne uretfærdighed.
Her i landet har vi en udenrigsminister som gør alt
for at miskreditere Hugo Chávez, ved at påstå at han
er kommet til magten ved et militærkup. Er manden dum eller uvidende? Jeg tror ikke at han er nogen af delene, men bevist vil svine landet til for at
tilpasse sig USA, som gerne definerer Venezuela
som en diktaturstat. Villy Søvndal har dog dementeret sin udtalelse til dagbladet ”Arbejderen” d. 19.3.
Men ingen andre steder er det blevet dementeret.
Her i Europa, ja også Danmark, gør vi det stik modsatte. Her knokler politikerne døgnet rundt for at øge
uligheden. Jage folk ud i arbejdsløshed, jage mennesker ud af deres boliger, skære ned på det sociale
sikkerhedsnet, som man med hårde kampe har tilkæmpet sig. Størstedelen af Europas befolkninger lever af suppekøkkener, eller vil snart komme til det. I
stadig flere Europæiske lande vokser fascismen frem.
Der sparkes nedad, ”nasserøve” folk på offentlig
hjælp og indvandrere lægges for had. Det er dem,
der er skyld i krisen. Det værste er, at regeringerne
og dens magtaperater ser passivt til denne udvikling.
Her i landet har vi en såkaldt arbejderregering, som
er mere sort end rød. En tyrkertro på kapitalismens
velsignelser og godhed, medfører også her større fattigdom for de fleste. Der lyttes stadig til de orakler fra
banker og finansinstitutter, som altid har stjålet fra ethvert samfund. Disse økonomer får lov til stadig at brede deres ”guldkorn” ud til befolkningerne. Politikerne
tror på dem, og retter sig også efter dem, selv om de
svigter de mennesker, som de påstår at repræsentere.
Inden
sidste
valg,
udgav
Helle
Thorning Schmidt og Villy Søvndal en lille folder, ”En fair løsning – sammen ud af krisen”
Her ville de, trods stor arbejdsløshed, og
mange års kamp for at få nedsat arbejdstiden, sætte den op. Vi skulle arbejde mere.
I pjecen får VK – regeringen og DF et fornuftigt ord
med på vejen. ”Regeringen og Dansk Folkeparti vil
lukke hullet i statskassen med nedskæringer på velfærden. Så går væksten i stå. Og det vil koste job både i
den private og offentlige sektor. Regeringen udelukker
hverken forringelser af dagpengene eller efterlønnen,
mens de velstillede har fået massive skattelettelser.
Det er regeringens vej.
Hugo Chàvez
Vi kan enten få en løsning med nedskæringer og skattelettelser til de absolut rigeste. Eller en fair løsning.
Vi vælger uden tøven det sidste”.
I dag ser det noget anderledes ud. Hvornår vil regeringen betale firmaer for at etablere sig, eller blive
her i landet? Hvor mange penge skal vi pumpe i tyveknægtenes lommer – banker og finansieringsselskaber, inden man finder ud af at nationalisere dem?
Regeringen sætter nu store kræfter ind for at knuse
fagbevægelsen. Vi skal arbejde mere, til en mindre løn.
Da pjecen ”En Fair Løsning – sammen ud
af krisen” blev skrevet, var den ikke gældende for kapitalen og alle dens institutioner.
”Sammen” gælder kun for samfundets svage.
Ville det ikke være dejligt med nogle politikere, der turde
anerkende at ideologi og klassekamp ikke er død. Politikere, der havde visioner om hvordan man kunne fravriste sig denne fundamentalistiske røverkapitalisme?
Tyveriet fra almindelige mennesker blev dog for åbenlys, da man forlangte at dem, der har konto i cypriotiske banker skulle trækkes 10 % fra deres indestående,
for at redde systemet. Det tyveri blev dog for meget.
Det vil være dejligt med et parti, der ensdigt varetog
arbejderklassens interesser.
Så kunne vi måske blive et af verdens lykkeligste folk
uden lykkepiller.
Vi er røde inden i
Engang for efterhånden længe siden, ville LO gerne, at gode skribenter lavede en ny sang til 1. maj. Jan Toftlund – som desværre døde alt for ung – skrev en, som LO desværre ikke kunne bruge.
Da vi fortsat finder, at sangens budskab i endnu højere grad passer på LO i 2013, bringer vi her den stadig
aktuelle sang.
Vi er røde inden i
Slut op, nu fejrer vi den første maj.
Klassekampen gælder også dig.
Marchér med os side ved side.
Vi er røde inden i.
Engang om året hejser vi det røde flag,
så folk kan se, vi stadig kæmper for en sag.
Det koster ikke noget at vise sammenhold
- de fleste har alligevel fået fri klokken tolv.
Fanerne er falmede og ædt op af møl
-til gengæld har vi sørget for et hav af øl.
De aktive har stablet op i kassevis
-og sælger dem for fire kroners overpris.
Slut op, nu fejrer vi den første maj.
Klassekampen gælder også dig.
Marchér med os side ved side.
Vi er røde inden i.
Når blot vi tør stå sammen, så er sejren vor.
Til kamp for bedre svendeløn og levevilkår.
Som regel er det kun lærlingen,
der intet får.
Ham sælger vi
hvert eneste overenskomstår.
Til kamp for kvinders ligeret fra tolv til fem;
så nærmer vi os spisetid og styrter hjem.
I dag har konen lavet vores yndlingsret.
En mand kan ikke kæmpe, hvis han ikke er mæt!
Slut op, nu fejrer vi den første maj.
Klassekampen gælder også dig.
Marchér med os side ved side.
Vi er røde inden i.
Bag efter tager vi ud i havekolonien
og drikker elefantøl og får brændevin
Så samles vi om bålet og det røde flag,
og fejrer vi har kæmpet for den samme sag,
Ingen af os føler sig som proletar
-heldigvis kan ingen se det udefra...
Vi sidder sammen hele natten og lar Helan gå,
indtil vi bliver røde udenpå.
Slut op, nu fejrer vi den første maj.
Klassekampen gælder også dig.
Marchér med os side ved side.
Vi er røde inden i.
En gang om året hejser vi det røde flag.
Der er stadig nok at kæmpe for i dag...
Klassekampen kører ikke uden os.
-I dag beviser vi, at vi kan stadig slås.
Vi startede som et revolutionært part...
Så blev vi kapitalens store alibi!
Til kamp mod pengemagtens klassetyrani...
Til kamp for et program med socialisme i...
Jan Toftlund.
Huskesedlen:
•
Rød 1. maj i Fælledparken. Mød blandt andre Antifascistisk Forum, Horserød Stutthof
Foreningen og FIR-dk på Rød 1.maj.
•
4. maj årsdagen for Danmarks befrielse. Møde på Halmtorvet og fakkeltog gennem Istedgade. Afsluttes med møde i Enghaveparken
•
5. juni: Grundlovsdag. Slut op om Folkebevægelsen mod EU’s grundlovsmøder.
•
22. juni: Horserød Stutthof Foreningens årlige mindemøde for de kommunister som
under besættelse var fængslet i Horserød og for de flestes vedkommende blev deporteret til
udryddelseslejren Stutthof. Mødested. Håbets Port ved Horserødlejren. Mødet starter klokken
11.00
Antifascistisk Forums Støttefond:
Man kan støtte Antifascistisk Forum økonomisk på:
Arbejdernes Landsbank: reg. nr. 5332. Kontonummer: 0000244920
Grønland – fra selvstyre til selvstændighed?
af Enid Riemenschneider
der samme muligheder som de større byer.
Grønland har nylig været igennem et valg til Landsting
og kommuneråd. Forud for valget kaldte nogle det et
skæbnevalg for Grønland. Men man kan også have den
mening, at det foregående valg i 2009, der bragte Inuit Ataqatigit (IA) til magten, var et afgørende valg for
overgangen fra hjemmestyreloven til selvstyreloven.
Man må også huske, at Grønland er et land, som
i mere end 200 år var Danmarks koloni, og som
siden afviklingen af kolonitiden efter Grundlovsændringen i 1953 stadigvæk har befundet sig i et afhængighedsforhold til Danmark.
Mærkerne og arrene efter koloniårene såvel som fra
”amts-årene”, der fulgte efter 1953, er dybe. Den tusindårige grønlandske kultur – også forstået som
menneskenes måde at leve og arbejde sammen
på – er revet op, og sproget er under pres. Det begyndte for alvor i ”amts-årene”, hvor skolevæsenet
bidrog til en udvikling af dobbelt halvsprogethed.
Kampen for hjemmestyret drejede sig ikke mindst om
sprog og kultur.
Ved valget i år tabte IA, endda ganske eftertrykkeligt,
og samtidig med at den nye koalition af Siumut, Atasut
og Partii Inuit offentliggør sin aftale og dermed planen
for de næste fire år, gør IA status over sin regeringstid og meddeler planen for sin rolle som opposition.
Nogle ord om de grønlandske partier: De tre ældste partier er Siumut, Atassut og det førnævnte IA.
De er alle dannet i 1970’erne og indgik med hver deres
overbevisning og synsvinkel i kampen for hjemmestyret. Man kan lære noget om dem ved at forstå deres navne. Siumut betyder ”fremad”, Atassut oversætter selv sit
navn til ”samhørighed” (men egentlig er det ”bindeled”).
Inuit Ataqatigit betyder ”menneskeligt fællesskab”.
Siumut kæmpede for et hjemmestyre med så meget selvstyre som muligt, mens Atassut stod på en
mere forsigtig, konservativ linje i forholdet til Danmark. IA, der erklærede sig socialistisk, undertiden
marxistisk, stilede fra starten mod selvstændighed.
Alle tre partier er gledet mod højre. Atassut er tydeligt et borgerligt parti, Siumut er socialdemokratisk,
og IA placerer sig selv mellem SF og Enhedslisten.
I hjemmestyretiden er der kommet andre partier til,
og nogle af dem er forsvundet igen. Den nyeste partidannelse er Partii Inuit. Nyhedens interesse afføder
stemmer, det kender vi også i Danmark. Partiet skal
være dannet af udbrydere fra IA, men det vil hurtigt
vise sig, om der er en holdbar, politisk substans, eftersom partiet er budt inden for i regeringskoalitionen.
Nogle fakta
Nogle få fakta må man have for øje, når man beskæftiger sig med Grønland. Man må huske, at Grønland er et kolossalt land. Lagt på Europakortet rækker det fra Oslo til Tanger. Spredt, og hovedsageligt
i byerne på vestkysten, lever der cirka 57.000 mennesker. Det er færre end i Helsingør Kommune og
lidt flere end i Hvidovre Kommune. Landet er i dag
bundet sammen af højteknologi – en udvikling, der
startede før hjemmestyret, men er videreudviklet siden gennem udbygning af luft-, tv- og it-trafikken.
Et af målene er at give afsides liggende byg
Også i dag er Grønland økonomisk afhængig af
den danske stat. Grunden hertil er landets samfundsøkonomiske og teknologiske stade, som oprindelig skyldes den danske tilpasning af landet til
kapitalistisk udvikling og økonomi. Senere kom
hjemmestyrets overtagelse og videreførelse - mod
bloktilskud - af offentlige områder, værker og service, der havde været drevet af den danske stat.
Under de nuværende erhvervsforhold kan landet ikke eksistere på indtægterne fra hovederhvervene
fiskeindustri
og
turisme.
Spørgsmålet
er
også,
om
bloktilskuddet,
der med selvstyret blev ”låst fast”, overhovedet vil række til simpel vedligeholdelse. Til
den nødvendige udvikling rækker det ikke.
Dertil kommer et udbredt ønske om uafhængighed af Danmark, hvilket jo kun kan opnås
gennem økonomisk uafhængighed - og bloktilskuddet udgør faktisk en betydelig del af selvstyrets indtægter. Grønlands Statistik skrev i 2011:
”Med 3.870 mio. kr. og en andel på 61 pct. udgøres størstedelen af selvstyrets indtægter
imidlertid af overførsler fra udlandet og den
danske stat. Bloktilskuddet fra den danske stat udgør 3.533 mio. kr. i 2011. En betydelig del heraf føres videre til kommunerne. I 2011 overfører selvstyret således 2.288 mio. kr. i drifts- og
kapitaltilskud til kommunerne.” (Indtægterne fra udlandet er EU’s betaling for grønlandske fiskekvoter. er)
frafaldet, hvilket IA har hilst med tilfredshed. IA har
desuden hele tiden været enig i, at der skal skabes
nye og varige arbejdspladser i storskalaprojekterne.
Den afgåede landsstyreformand Kuupik Kleist
har gjort en læseværdig status over IA’s fire regeringsår: ”Fremgang over en bred front.” Der er
Derfor må og skal landet søge nye og suppleren- mange positive resultater, men selv en god langde erhvervs- og indtægtsmuligheder, og den sto- tidsplan kan være svær at sluge for en befolkning,
re chance ligger i udvindingen af landets råstof- der sidder i problemer til halsen. Ved at læse både
fer. Men udviklingen af sådanne erhverv kræver denne status og koalitionsaftalen kan man få et
investeringer, som ligger langt over Grønlands for- godt indtryk af disse problemers beskaffenhed.
måen. At vælge Kina som samarbejdspartner er
klogt. Kina er kendt blandt udviklingslande for Koalitionsaftalen er omfattende og detaljeret i sit sagsfairness og reel støtte i fælles udviklingsprojekter. register, men da den er blottet for måltal og angivelse
af finansiering, er det svært at se den som andet end en
Efter valget
skitse eller en ønskeseddel. Derved står den i nogen grad
Nu er valget overstået, og Grønland har en centrum-høj- i modsætning til ”Fremgang...”, som er dokumenteret.
re-venstre-regering. Nogle iagttagere mente, at valgets
store spørgsmål gik på frygten for, at arbejdsmarkedet En foruroligende hensigt i aftalen skal afslutningsvis
gennem storskalaprojekterne skulle blive oversvøm- nævnes: ”Nul-tolerancen for uranholdige mineramet af kinesiske løntrykkere. Andre iagttagere mente, ler ophæves. Dette skal ske med (under) hensyn til
at IA blev straffet for ikke at have gjort tilstrækkeligt sundheden, naturen og miljøet.” Partii Inuit har dog
mod arbejdsløsheden og heller ikke løst de mange an- efter valget taget afstand herfra, og man mindes også
dre problemer, som det grønlandske samfund plages af. protestbevægelsen i midten af 1970’erne i Grønland
imod uranefterforskningen og planerne om udvinSiumut gik til valg på ændringer af storskalalo- ding ved Kvanefjeld..., så måske går det ikke så galt.
ven. Den grønlandske arbejdskraft skulle sikres imod social dumping. Men dernæst skulle de Vi er sikkert mange, som i den kommende tid spændt
udenlandske selskaber betale royalties fra dag ét, vil holde øje med den videre politiske udvikling efter
ikke fra den dag, hvor indtjeningen starter. Det- valget. Følg selv med ved at skrive partinavnene på nette ganske urealistiske krav ser dog nu ud til at være tet med .gl bagved, eller gå ind på Grønlands Selvstyre!
Det nye landsstyre.
1933 – 2013 – 80-året for nazismens magtovertagelse i Tyskland.
Fortid – nutid – og fremtid I Kampen mod fascismen
I Hamburg står en mindesten i Rosenhaven ved
skolen i Bullenhuser Damm. Den er rejst til minde om de 20 jødiske børn der den 20. april 1945
blev hængt i kælderen under skolen. Børnene var
blevet brugt som forsøgsdyr, men nu, hvor nazi-Tysklands nederlag var uundgåeligt, havde bødlerne travlt med at slette deres spor, Børnene var
så små og vejede så lidt, at bødlerne måtte hænge
sig i deres fødder for at gennemføre henrettelsen.
På mindestenen i Rosenhaven står der:
”Her står du tavs – men når du vender dig så ti ikke.”
Af Anton Nielsen.
som ikke afstod fra brugen af nogen midler for at
nå, det de ville. Et samfund byggende på ultravold, løgne, politisk ensretning - og det totale bedrag.
Med Det tredje Riges fødsel var krigen kommet helt
tæt på, herefter var det kun et spørgsmål om tid –
kort tid – før den ville bryde ud. Det vidste alle, selv
om de vestlige ledere foregøglede befolkningerne, at
”fred i vor tid” var sikret efter forræderiet i Mönchen
Samtidig hermed blev dødsdommen fældet over millioner af mennesker – blandt dem millioner af Europas børn, som de 20 jødiske børn i skolen i Bullenhuser Damm i Hamburg.
Erik Carlebach – tysk antifascist – skrev i sin bog: ”Hitler – et hændeligt uheld? - om Weimar-republikkens
moralske, politiske og økonomiske opløsning og nazisternes voksende magt. Han lagde ikke fingre imellem, når han placerer ansvaret for den skæbnesvangre
splittelse mellem kommunister og socialdemokrater. Den eneste kraft, som kunne have sat en stopper
for det nazistiske barbari, og dermed måske kunnet
have
forhindret
krigen.
En
kendsgerning
vi alle burde lære noget af – også i 2013.
Forberedelser til deres død blev taget længe før de blev
født – den 30. januar 1933. Den dag hvor rigspræsident Hindenburg udnævnte Hitler til rigskansler.
Det var dagen, hvor Weimar-republikken gik under i
skam og forrådte det tyske folk. Man overlod mere eller
mindre velvilligt Tyskland til de nazistiske mordere.
Jagten på jøder og kommunister – siden socialdemokrater og fagforeningsfolk og alle andre, som vovede at
løfte deres stemme i protest mod det nazistiske bæst.
Den tyske arbejderbevægelse gik under i strømme af
Weimar-republikkens sidste krampetrækninger
blod.
beskrevet dag for dag.
Tyskland blev et lovløst samfund under na- 1932.
6. november: Rigsdagsvalg. Nazisterne taber
zisternes og stor-finansens diktatur. Et ra- —
cistisk
og
gennem-militaristisk
samfund, omkring 2 millioner stemmer. SPD og KPD er i fællesskab stærkere end nazisterne.
—
19. november: En gruppe bank- og industriledere opfordrer skriftligt Hinden burg til at udnævne
Hitler til rigskansler.
—
I året 1932 blev ifølge ”Rote Hilfe” 81 arbejdere skudt af politiet og 139 af SA og SS. Der blev
indledt politisk retsforfølgelse mod mere end 133.000
antifascister. Antallet af arbejdsløse var steget til
mere end seks millioner.
myrdes i Buchenwald i 1945.
—
22. marts: Rigsdagen åbnes i Potsdam. SPD’s
medlemmer møder ikke op. Og KPD’s 81 mandater
bliver erklæret ugyldige, en stor del af KPD’s medlemmer allerede fængslet.
—
Hindenburg tillader indførelse af særdomstole og udsteder amnesti til alle nazister, der er dømt
for terrorhandlinger.
—
Konsolideringen af magten gik ind i den fore1933.
løbige slutfase. De første kz-lejre oprettes. SA organi—
22. januar: De socialdemokratiske fagforenin- serer boykot af jøder i hele Tyskland.
Bogafbrænger udtaler:” Vi som fagforeninger må regne med
dingerne begynder:
enhver regering. Vi vil forhandle med enhver ar”Den der brænder bøger – brænder mennebejdsminister. Vi skal mødes med rigskansleren, lige sker næste gang,” sagde Thomas Mann. Han fik ret!
meget hvad han end måtte hedde.”
—
19. april: Den socialdemokratiske fagfor—
29. januar: KPD gentager sit tilbud om en
eningsledelse opfordrer til at deltage i de af nazisterenhedsfront fra 20. juli 1932 til SPD og fagforeninne organiserede 1. maj-arrangementer.
gerne.
—
22. juni: - altså tre dage senere – forbydes
—
30. januar: Hindenburg udnævner Hitler til
SPD. Deres parlamentsmandater kasseres. Ca. 3000
rigskansler. KPD fornyede sit tilbud om enhedsfront SPD-funktionærer arresteres med kort varsel. Partitil SPD og fagforeningerne. Walter Ulbricht overbrin- ets formue beslaglægges.
ger på den kommunistiske centralkomite´s vegne
Som rosinen i pølseenden nedlægger de borSPDs partiledelse et forslag om fælles generalstrejke. gerlige partier sig selv.
Forslaget afvises. I de følgende dage bryder massestrejker alligevel ud på trods af den socialdemokratiske ledelse.
—
1. februar: På Hitlers forlangende opløser
Hindenburg Rigsdagen. Dagen efter besættes ”Karl
Liebknecht-Haus.”
—
3. februar: Hitler forkynder over for befalingsmænd i Reichwehr og Reichmarine parolen:
”Erobring af nyt ”Lebensraum” i Østen – og marxismens udryddelse.
—
16. februar: Forfatteren Carl von Ossietzky
udtaler på et forfattermøde i Berlin: I dag ved vi, at
der til venstre for os nu kun findes forbundsfæller.”
Han blev myrdet.
—
20. februar:Krupp, I.G. Farben og Vereinigte
Stahlwerkw stiller 3. millioner Mark til rådighed for
De raske danske unge mennesker i Konservativ Ungden nazistiske valgkamp.
dom, fremviste ægte begejstring for den udvikling syd
—
27. februar: Rigsdagen brænder. Branden er
påsat af nazisterne, men kommunisterne anklages for for grænsen. De led af ”stormagtsdrømme” om ”Tuat have påsat branden. Flere end 10.000 kommunister sindårsriget”. Men DKP bekæmpede dem med næb og
klør
og socialdemokrater arresteres. Den kommunistiske presse forbydes. Brandstifteren Göring slæber
Reaktioner i Danmark.
Kominterns leder, Dimitrof og hans kammerater i
Hvordan opfattedes disse skæbnesvangre begivenretten.
heder i Danmark? Hvilke skridt foretog arbejder—
28. februar: En nødforordning fra Hindenbevægelsen sig for ikke at komme i samme situaburg sætter under påskud af at ville ”afværge statstion som den tyske arbejderklasse? De der kender
truende kommunistiske voldshandlinger” praktisk
talt alle demokratiske rettigheder i forfatningen ud af historien vil vide, at man absolut intet havde lært
endsige forstået. Man havde for længst taget parti.
kraft.
En samlet front fra nazisterne over heglen—
3. marts: Ernst Thälmann arresteres. Han
de KU-ere til Socialdemokratiet gik til angreb på
kommunisterne. Kommunister var før besættelsen - og forblev under besættelsen – hovedfjenden for danske politikere - ikke nazisterne!
I parentes bemærket fortsatte denne tilstand –
ud over en kort tid i 1945 – frem til dags dato.
Kommunistiske opfordringer til Socialdemokratiet om enhed i kampen mod fascismen, blev hånligt afvist af den socialdemokratiske ledelse. Opfordringen fra Kominterns 7. Verdenskongres om
nødvendigheden af enhed mellem kommunister
og socialdemokrater i kampen mod den fascistiske
trussel, blev afvist som billig og falsk propaganda.
frihedens og ytringsfrihedens forkæmper dengang som nu – det opportunt at fremkomme med deres uforgribelige meninger om jøder og ”jødespørgsmålet”, som de kaldte det.
I en ledende artikel forklarede man, at:
”... vi slet ikke kan sætte os ind i det tyske jødeproblem,
skønt vi også herhjemme har kunnet lægge mærke
til jødernes uheldige egenskaber. Der er ganske vist
jøder, som har vist sig som gode danske mænd, men
der er også jøder, som har været forgrundsfigurer i
svindelaffærer og uappetitlige pornografi- og fosterdrabsaffærer.
I stedet oprettede man HIPA – ”Hovedorganisationernes Informations og Propagandaafdeling”
- hvis opgave udtrykkelig var at bekæmpe kommunisterne med alle midler. Man skulle trykke og
udsprede antikommunistisk propaganda og afholde indoktrinerings-kurser. Samtidig oprettede man
sit eget kartotek til registrering af kommunister.
Man betalte postvæsnet for at få navne og adresser
på de, der holdt Arbejderbladet, samtidig oprettedes
et stikkerkorps på arbejdspladserne, som rapporterede til HIPA om kommunisternes gøren og laden.
Men det vi har set af uheldigt i Danmark, er kun
en svag afglans af, hvad man har oplevet med jøder i mellemeuropæiske og østeuropæiske lande. Der har jøder ført an i det tvivlsomme forretningsliv, i den tvivlsomme forlystelsesindustri og
navnlig i politiske bevægelser yderst til venstre.
Det var ikke russere, men jøder med russiske navne,
som druknede Rusland i blod. Det var ikke en ungarer,
men en jøde der ledede den kortvarige, blodige rådsrepublik i Budapest. Det var ikke en tysker, men en jøde,
der på samme tid gjorde München til et slagtehus.”
Da tyskerne i 1940 besatte Danmark, anså HIPA det
– helt i den officielle samarbejdspolitiks ånd, og i lighed med Politiets afd. D – Det Politiske Politi – som
særdeles vigtigt at udlevere navne og adresser på
de tidligere Spaniens-frivillige til tysk politi, da de
– de Spaniens-frivillige – jo ”... både var våbentrænede og dertil villige til at yde modstand igen.”
Avisen tog forsigtigt, meget forsigtigt – næsten
umærkeligt – afstand fre de metoder, der blev anvendt i Tyskland, man skulle jo nødig gøre den store nabo i syd knotten. Det var der ingen grund til,
så meget mere, som at man var enig. Derfor påstod man, ”at problemet var europæisk”, og måske kunne løses ved at ”... man overlod jøderne
et af de tidligere tyske koloniområder i Afrika.”
Og jøderne – hvad med jøderne?
Vi går et øjeblik tilbage i historien til 1938: Til ”Krystalnatten” i Tyskland den 9. november, hvor synagoger blev brændt, jøder arresteret, mishandlet og
for manges vedkommende sendt i kz-lejr og myrdet.
Fire dage efter pogromen, mente den daværende redaktion på ”Jyllands Posten” -
I 1939 var redaktionen på Jyllands Posten blevet
mere afklaret på en række spørgsmål. Man vidste nu, hvorfra vinden blæste – den blæste fra syd.
Ikke mere uddenomssnak – man går lige til sagen:
”.... de politiske Godtfolk, som bavler mest om Demokrati og Frihed, er her, som alle andre Steder,
det sletteste Statsstyre, og de må følgelig sættes ud
af spillet, inden Genrejsningen kan gennemføres.
Det minder unægtelig meget, om det vi hører i dag
fra samme avis. Den redaktionelle linie er fastholdt!
Vennerne ligner til forveksling fortidens støtter. I dag
under nye navne som Trykkefrihedsselskabet, historiefuskeren på Syddansk Universitet, præsten fra
Seem, hans datter og sorte fætter fra Dansk Folkeparti
og deres medløbere – støttet af voldsmændene fra forskellige nazi-grupper – nationalt som internationalt.
Men værst af alt er det, at vi nu igen – som
under besættelsen – må lægge øre til de
samme toner fra såkaldt ”ansvarlige” politikere – folk
som uden at blinke sender vort land i krig på en
løgn - og som bevidst undergraver de sidste rester af det borgerlige demokrati og sætter retssikkerheden ud af kraft – mens modstanderne af deres ”lov og orden- politik” udnævnes til terrorister.
Vær årvågne! Politistaten lurer lige om hjørnet.
Finland og den dansk/tyske ikke-angrebspagt.
Efter borgerkrigen i Finland i 1918 mellem de Hvide
og de Røde, som endte med de fascistiske og militaristiske kræfter sejr, og henrettelsen af 18.000 finske arbejdere, overtog General Mannerheim magten i Finland.
Under Finlandskrigen – november1939 til marts 1940
– kæmpede alle ”gode kræfter for det Hvide Finland”.
Nazister fra hele Skandinavien drog til Finland for at
bekæmpe bolsjevismen og Sovjetunionen. Den danske
reaktion sluttede hundrede procent op på finsk side.
De Finlands-frivillige blev – til forskel for de Spaniens-frivillige – ikke fængslet eller forfulgt for at kæmpe for en fremmed magt. Schalburg - den senere leder
af terroristerne i Schalburg- korpset – Schalburg og
de øvrige nazistiske officerer var borgerskabets helte.
– hvis hovedformål for Sovjetunionen var at vinde tid, man havde ingen illusioner om nazisternes hensigter – så var den dansk-tyske pagt indgået alene på baggrund af den tyske regerings
løfte om at ville respektere Danmarks neutralitet.
Parolen var allerede da: Gå stille – tal sagte. Endelig ikke lægge sig ud med det nazistiske regime,
som man for øvrigt var enig med i mange forhold
– ikke mindst i deres behandling af politiske modstandere dvs. alle til venstre for Socialdemokratiet.
To måneder senere – 1. september 1939 – angreb
Tyskland Polen.
Den anden verdenskrig var begyndt!
Den 30. november 1939 – altså før Danmark
blev besat – udbrød der igen krig mellem Finland og Sovjetunionen. Nu tonede man rent flag.
Den danske regering udsendte i dagens anledning en
erklæring, hvori man sagde: ”... men denne gang fører Finland ikke sin kamp alene, men sammen med
andre europæiske lande kæmper det under Tysklands førerskab for at bevare en samfundsorden i
overensstemmelse med europæisk kultur. Der er en
fælles europæisk interesse i dette opgør, hvis resultat på afgørende måde vil kunne bidrage til at bevare Europas lande for indre samfundsopløsning.”
10 måneder efter indgåelsen af den dansk-tyske ikke-angrebspagt – 9. april 1940 – blev Danmark besat
af det nazistiske Tyskland.
Danmark under besættelse.
Linien var lagt fra første dag. Få timer efter at besættelsen var en kendsgerning udsendtes følgende erklæring fra Kongen og regeringen.
Heri stod bl.a.:
”... De tyske tropper, der nu befinder sig her i landet,
træder i forbindelse med den danske værnemagt,
og det er befolkningens pligt at afholde sig fra enhver modstand mod disse tropper. Den danske regering vil forsøge at sikre det danske folk og vort
land imod de af krigsforhold følgende ulykker og
opfordrer derfor befolkningen til rolig og behersket
holdning over for disse forhold, som nu er opstået.
Ro og orden må præge landet, og loyal optræden må
udvises over for alle som har en myndighed at udøve.
København d. 9. april 1940 Chr, R/ Th. Stauning.”
Den 1. juni 1939 vedtog folketinget den dansk-tyske
ikke-angrebspagt med alle stemmer mod kommunisternes tre.
I modsætning til den russisk-tyske ikke-angrebspagt
22 juni 1941: Tyskland angriber Sovjetunionen. I Danmark gik politiet i aktion fra morgenstunden. De havde
fået deres ordre fra Gestapo – statsministeren og regeringen havde givet deres samtykke – så man klappede
hælene sammen, og jagten gik ind. Dansk og tysk po
liti i uskøn forening, arresterede alle de kommunister, Antikommintern-pagten.
24.
novemde kunne få fat i – inklusive partiets tre medlemmer af ber 1941 underskrev udenrigsminister Erik
folketinget. I første omgang fik de dog kun fat i den ene. Scavenius
antikominternpagten
i
Berlin.
Deutche Algemeine Zeitzung skrev i den anledning:
”...mandigt
bekendte
den
danske
udenrigsminister
sig
til
kampen
mod
bolsjevismen, der netop i de nordiske stater truer i Sovjetonionens skikkelse. Under Tysklands ledelse gælder det nu at bevare fællesskabets system i
overensstemmelse ned med den europæiske kultur.”
29. august 1943 gjorde det danske folk op med samarbejdspolitikken. Regeringen måtte gå af. Kommunisterne i Horserød og Vestrefængsel blev med
regeringens tavse samtykke udleveret til Gestapos
forgodtbefindende. Den 2. oktober lagde skibet Wartheland fra på Langelinie med sin menneskelige last
– danske jøder og kommunister – Untermenchen!
Bestemmelsessted: Helvedes forgård i kz-lejrene Theresienstadt og Stutthof.
De hemmelige kartoteker kom i funktion.
Uden at blinke brød man grundloven. Kommunistloven blev først vedtaget d. 20. august. Men
så var man da også på lovens grund, mente man.
Partierne kappedes om, hvem der havde bekæmpet
kommunisterne mest. Alsing Andersen fra Socialdemokratiet. ”Socialdemokratiet kan med sandhed sige,
at det igennem årene har været det parti, der har gjort
den største indsats i kampen mod kommunismen, og
Socialdemokratiet anser da også kommunisterne som
fjende nr. 1.”
Ikke nazisterne, men kommunisterne var hovedfjenden. Det var tydelig tale.
Ole Bjørn Kraft fra det Konservative Folkeparti mente
dog nok, at de havde gjort deres i kampen mod de satans kommunister.
Han sagde blandt meget andet sludder:
”Om det kommunistisk partis karakter og stilling her i
landet har der længe ikke hersket tvivl; den har i virkeligheden været klar, lige siden vi havde den grundlæggende debat om dette partis stilling i 1933.” (Året for
Hitlers magtovertagelse.)
Partiet blev forbudt og gik i illegalitet, men ”den kongelige danske regering,” gav Frikorps Danmark den danske stats blå stempel.
Samme dag blev det meddelt, at: … den tyske værnemagt er rede til at indsætte Frikorps Danmark i kampen mod Sovjet,”
Frihedens time slog for Danmarks vedkommende
den 4. maj om aftenen, da den danske radio fra London meddelte, at ”De tyske tropper i Holland, Belgien,
Nordvest-Tyskland og i Danmark havde overgivet sig.”
Glæden
var
stor
men
kort.
I spidsen som statsminister i den såkaldte ”Befrielsesregering” satte man Vilhelm Buhl – den
mand som tidligere havde opfordret befolkningen til at stikke og udleverer modstandsfolk og sabotører, så de kunne få ”deres retfærdige straf ”.
Siden nedsatte man den såkaldte ”Parlamentariske
Kommission”, der skulle stille politikerne og andre
til ansvar for deres handlinger under besættelsen.
Men det forunderlige skete, det viste sig – efter at kommissionen havde siddet i årevis – at politikerne var
rene som nyfalden sne. Ja faktisk var de ”Danmarks
modigste frihedskæmpere”, som uselvisk havde kæmpet frihedens sag. Men de havde ikke kunnet træde
frem i offentligheden før nu – det kan vel alle forstå?
Så resultatet blev kort fortalt, at de små fisk blev
straffet, men de store – danske som tyske - gik fri.
af landsretten. Med henvisning af et dekret nr. 13224
udstedt af den amerikanske præsident. Et dekret fra en
amerikansk krigsforbryder vejer tungere end dansk lov.
‑
Næste i rækken var ”Fighters & Lovers”, som blev
idømt en millionbøde, for at have trykt colombianske
FARCs og palæstinensiske PFLPs symboler på deres vare.
‑
Foreningen Oprør og den daværende talsmand,
nu afdøde, Patrick Mac Manus, var de næste i rækken.
‑
Horserød Stutthof Foreningen og Tømrenes
Faglige Klub, som begge blev dømt for at have ydet
”økonomisk støtte til en terrororganisation”. Det var
løgn pengene blev henholdsvis anvendt som humanitær hjælp til Gaza og et bibliotek i Columbia.
‑
På tyrkisk ordre rejstes der sag mod den kurdiske
TV-kanal, ROJ-tv, for at få stoppet deres udsendelser til
kurderne i hele Europa. Retssagen er ikke slut endnu. Retssagen er opfyldelse af et gammelt løfte fra daværende statsminister Anders Fogh
Rasmussen, som en betingelse for Tyrkiets stemme, da han skulle være NATOs generalsekretær.
‑
Næste sag er rejst mod en række herboende kurdere, for at have indsamlet penge til den kurdiske frihedsbevægelse, PKK.
2013 - Kampen går videre.
‑
En i denne sammenhæng mindre sag,
Hitler og hans kumpaner er døde, men fascis- blev rejst mod unge antifascister for at have skremen lever fortsat, og trives i bedste velgående i da- vet på Danske Banks facade ”Fuck Kapitalismen”
gens betændte politiske og økonomiske klima.
Imperialismens sociale og politiske kræfter og industri- og finansverdenens kapital, der bragte Hitler
til magten den 30. januar 1933, virker også i dag. En
kendsgerning som viser sig tydelig i dag vor verden
endnu engang er kastet ud i en global krise. Så Hitler var ikke nogen trykfejl i historien, som mange
borgerlige historikere påstår. Ganske bestemte kræfter anbragte ham i det tyvende århundredes historie.
Krig, fremmedhad, racisme og terrorlove står i
dag øverst på den politiske dagsorden. Formålet
er, at lukke munden på enhver opposition og indgyde angst i befolkningen, så kun de få tør sige
deres mening. Samtidig kriminaliseres det internationale
solidaritetsarbejde.
Frihedsbevægelser udråbes til at være terrororganisationer – og vil
man ikke have en terroranklage på halsen, holder man
sig langt væk fra enhver form for solidaritetsarbejde.
Men at der stadig er mennesker, som tør tale magten midt
imod vidner den længere og længere række retssager,
mod mennesker og organisationer, som tager kampen for
bevarelse af demokratiet, alvorligt. Inden for få år har
man brugt terrorlovene mod:
‑
Den humanitære tamilske hjælpeorganisation, TRO, hvis penge, som skulle have været brugt til at
hjælpe sunamiofrene på Sri Lanka – blev indefrosset
Disse sager er alene nævnt som eksempler på hvilken vej vinden blæser, og hvor vigtig den antifascistiske kamp og kampen for de sidste rester
af demokratiet er, hvis vi ikke skal ende i et retsløst samfund, hvor alene magten bestemmer.
Lighedspunkterne mellem dengang og nu er mange.
Alt for mange. Nu som dengang har man allieret sig
med aggressorerne. Nu som før udviser de skruppelløse imperialister, som skiftende danske regeringer får
sine ordrer fra, en total foragt for indgåede aftaler. Uden
skrupler bryder man dem, hvis det passer i krammet.
Løgnen er – som under Det tredje Rige – et anerkendt og meget brugt middel i den den ideologiske og politiske kamp. Intet er så usselt, at det ikke
kan bringes til torvs for at genere en politisk modstander. Göbbels har bestemt ikke levet forgæves.
Hans efterkommere, hvad enten de hedder Bush, Romsfeld, Blair, Obama, Fogh Rasmussen, Per Stig Møller,
Lars Løkke, Helle Thorning Smidt eller Corydon, tager
ikke et sekund i betænkning, at sende unge mennesker i krig på et mildt sagt løgnagtig og falsk grundlag.
Det var ”en slåfejl” erklærede Damarks daværende udenrigsminister, Per Stig Møller, da han i sin
tid blev afsløret. Er det forbrydelse eller dumhed –
spørger man sig selv? Men dumhed kan det næppe
være, da Stig Møller dengang var kendt som regeringens kloge mand! Så er der kun én mulighed tilbage.
Nødstedt irakisk
asylansøger i Brorsons
Kirke.
Horserød-Stutthof Foreningen:
http://www.horserød-stutthofforeningen.dk/
Forklar mig hvordan……..
Af Lilli Rodeck
Så nu ved jeg, hvordan Hitler kunne opbygge et Tyskland klar til at erobre verden, samtidig med udryddelsen af uønskede mennesker. Vi er ikke i Danmark eller
EU helt så langt ude, men vi er godt på vej. Dog er en
stor forskel EU’s og den danske regerings fastholdelse
Jeg var ikke gammel, før spørgsmålene meldte sig. af, at demokratiet fungerer. Men kan man kalde et syOg det vigtigste spørgsmål var, hvordan de forbry- stem demokratisk, når det er ude af trit med befolknindelser, der skete i Tyskland og de besatte lande kunne gens holdninger? Kan man kalde et land demokratisk,
ske uden at befolkningerne i området gjorde oprør? når over 80 % af lovene skrives af EU, som jo ikke er
Hvordan kunne en regering få en hel befolkning til at demokratisk opbygget, da kommisærene jo ikke er folaccepterer de mange forringelser i dagligdagen, f.eks. kevalgte? Og kan et land blive ved med at fungere, når
faglige forringelser, manglende strejkeret, manglende det i princippet er ligegyldig, hvem man stemmer på?
ytringsfrihed, stikkeri m.m.? Hvordan kunne mennesker leve tæt på lejre, hvor mennesker blev udsat for Ja, i min høje alder har jeg stadig mange spørgsmål,
sult, mishandling, tvangsarbejde og henrettelser? Jeg men de har ændret sig lidt. Nu ved jeg, hvordan et lands
kunne ikke forstå det. Og alle de voksne, som prøvede befolkning kan holdes hen i passivitet. Jeg ved, at nu
at forklare, kunne heller ikke kommer med gode lo- som før, bliver de kritisk tænkende betragtet som progiske besvarelser. Så min spørgsmål forblev ubesvaret blem-skabere! Men hvis ingen siger noget, ingen skriindtil EU og følgerne af Lissabontraktaten begyndte ver noget, ingen gør noget, så vil befolkningen om 50 år
at vise sig, samtidig med starten på den nuværende blive mødt med min barndoms spørgsmål. Hvordan?
cykliske krise. Uden sværdslag og vilde protester ser
vi mennesker blive deporteret til usikre lande, hvor de 9. april prøver man nu at glemme, snart glemmer
risikere tortur og død. Vi bevidner udvisning af ro- de vel også ofrene fra koncentrationslejrene, atommaer, hvis eneste forbrydelse er fattigdom. Vi ser ar- bomberne over Hiroshima og Nagasaki, og alle de
bejdsgiverne fratage arbejderne tilkæmpede rettighe- politiske spil, som muliggjorde disse forbrydelser.
der. Vi ser lønnedgang og snart vil vi se tvangsarbejde.
Jeg er vokset op i skyggen af 2. Verdenskrig. Lige fra jeg
var lille, har krigen spillet en stor rolle i min tilværelse. 9.
april blev afholdt år efter år, og min mor fortalte om flyene, som hun så komme hen over tagene i København.
Antifascistisk Forums Støttefond:
Man kan støtte Antifascistisk Forum økonomisk på:
Arbejdernes Landsbank: reg. nr. 5332. Kontonummer: 0000244920
Kontingent/abonnement indbetales ligeledes på ovenstående konto.:
Endeløsning
At arbejdsløshed volder sorg,
det viser statistikken,
dog ej ifølge Christiansborg
-der mestrer man taktikken.
Først regner vi de mange fra,
vi ej vil understøtte
-på denne måde kan vi da
nok et par nuller flytte!
Og når de sultne er gemt hen
i gravens sorte hul,
så kan vi konstatere en
arbejdsløshed på nul.
Erwin Neutzsky-Wulff
EU er løgnens projekt!
Af Egon Laugesen
En gruppe bestående af landsledelse og aktivister fra
Folkebevægelsen mod EU har besøgt EU-parlamentet i Bruxelles. Som altid en blandet fornøjelse. Når
man bevæger sig rundt i EU-kvarteret, får man rigtigt indtryk af, hvor stort et maskineri, det er. Foruden
EU-parlamentet ligger også Kommissionens bygninger her, og von Rompoy er ved at bygge et nyt hovedkvarter. Desuden er kvarteret spækket med kontorbygninger, der alle huser forskellige EU-institutioner
og lobbyorganisationer.
På pladsen foran EU-parlamentet mødes den måbende besøger af en udstilling med navnet: ”Out of
the Abyss; How Europeans built Peace together”. På
dansk: ”Ud af afgrunden; hvordan europæerne byggede freden sammen”.
Udstilling foran EU-parlamentet.
Der fortælles om de direkte valg til EU-parlamentet,
og om hvordan EU støtter demokrati ude i verden.
At EU har afsat folkevalgte politikere i Grækenland
og Italien nævnes ikke med et ord. Naturligvis er det
også tabu, at de seneste EU-pagter og traktater dikteret af krisen er vedtaget hen over hovedet på de europæiske befolkninger uden folkeafstemninger. I EU’s
selvforståelse er det ikke et demokratisk problem, at
EU-kommissionen, denne ikke-folkevalgte forsamling, har eneret på at fremsætte lovforslag, der gælder
for mere 500 mio. mennesker!
På en planche fortælles den rørende historie om,
hvordan EU sender nødhjælp ud i verden. Der er intet
om høje toldmure eller tyveriet af naturressourcer fra
Afrika forklædt som handelsaftaler.
EU er fredens projekt! Denne løgn er blevet gentaget
så mange gange, at mange sagesløse mennesker har
den opfattelse. Løgnen går selvfølgelig igen på udstillingen. Der er ingen planche om de franske kolonikrige i bl.a. Algeriet. Europæiske lederes støtte
til Vietnamkrigen nævnes ikke. Nutidens krige med
europæiske deltagelse som Afghanistan, Irak, Libyen
og Mali er heller ikke et tema for udstillingen. Listen
over krige med europæisk deltagelse siden 1945 er
alenlang. Alene Frankrig har interveneret mere end
50 gange i Nord - og Vestafrika. At EU huser nogle
af de største våbeneksportører i verden, der gladelig
sælger våben til diktatorer, fremgår heller ikke.
På en række plancher over pladsen fortælles Euro- Skulle AF’s læsere få lyst til at besøge uhyret i Brupas historie fra Auswitz til EU får Nobels Fredspris xelles, skal denne udstilling anbefales! Den styrker
sidste år. Magen til historieforfalskning skal man EU-modstanden. EU er løgnens projekt!
lede længe efter! Alt hvad, der kan gavne fortællingen om den europæiske samling, er taget med. Alt
hvad, der kan forstyrre dette idealbillede er undladt! Begivenheder, der intet har med EF/EU at
gøre tages som indtægt for ”den europæiske idé”.
Nellikerevolutionen i Portugal, oberststyrets fald
i Grækenland og Murens fald skrives på EU’s CV!
FIR.dk. - Féderation Internationale des Résistans – Association Antifasciste.
http://www.fir-danmark.dk/cms/
OM EN GAMMEL VELBEGAVET OPRØRER.
Jacob Dampe var en dansk videnskabsmand og
politiker, (1790 – 1867) Der i datidens kampe mellem reaktion og fremskridt, kastede sig ind i kampen på fremskridtets side. I 1820 blev han fængslet og dømt til døden for højforræderi. En straf
som Frederik d. 6. ændrede til livsvarigt fængsel.
Af Jens Forup
de en anden statsforfatning - en fri neapolitansk eller spansk for eksempel - ja, så burde det være tilladt!
Og da myndighederne oven i købet gennem politispioner fik nys om, at den stejle Dampe havde indbudt
til et stiftende møde for at lave en slags demokratisk
forening, der blandt soldaterne og de fattige skulle arbejde for fjernelse af enevælden, så blev det for meget!
Efter det dramatiske oprørsforsøg i 1817 i Tugt-,
Rasp- og Forbedringshuset, der medførte at den despotiske konge egenhændigt beordrede grusomme henrettelser af bl.a. 19-årige, blev Dampe og en
sympatiserende smedemester Jørgensen arresteret.
Jacob Dampe
Der står den sandelig, den efterhånden 26 år gamle bog! Og selvfølgelig - når man nu engang er
mig - drejer det sig om gamle ting og sager: Jacob J. Dampe … hvem i alverden var han dog?
Efter at den grusomme enevælde havde landsforvist
Danmarks mest beundrede - og hadede - kulturpersonlighed, var der ikke mange der vovede pelsen med kritik
af systemet og diverse mislige forhold. For eksempel var
der dødsstraf for forbrydelsen CRIMEN LÆSÆ MAJESTATIS, dvs. majestætsfornærmelse, og det var netop den ”forbrydelse”, P.A. Heiberg var blevet dømt for.
Men Dampe var modig og begavet og velformuleret. Han var uddannet som teolog og filosof, og
hans antiautoritære og fornuftsbetonede prædikener
i årene lige før år 1820 blev SÅ store tilløbsstykker,
især blandt den mere fattige del af befolkningen,
at politiet ofte måtte rykke ud og agere ordensværn
for at forhindre tumulter og eventuelt slå dem ned.
Efter den såkaldte statsbankerot i 1814, der gjorde de
rige rigere og de fattige fattigere - næsten en naturlov
- var Dampe alene om at afsløre bankerottens uhyrlige
slagsider. Og han var i det hele taget meget flittig og
fik besynderligt nok trykt nogle artikler om berettigelsen af det enevældige monarki: hvis nu folket ønske
Anklageren, der naturligvis var fanatisk tilhænger
af kongedømmet, krævede, at de to skulle lide Danske Lovs strengeste straf: ”at have forbrudt ære, liv og
gods, den højre hånd levende afhugges, kroppen parteres og lægges på stejle, og hovedet med hånden sættes på en stage.” Nøjagtig som med Struense og Brandt
45 år tidligere!
De blev dog ”benådet” til livsvarig indespærring, og
efter 6 år i Kastellet blev Dampe sejlet til det fjerne
Christiansø, hvor han med flere tilbageture til Kastellet måtte friste en kummerlig tilværelse de næste 16 år.
Efter nogle desperate flugtforsøg - hvor man dog forstår ham! - og forgæves benådningsansøgninger kunne han dog endelig blive en fri mand i det noget mildere politiske klima efter kongens død, så i år 1841 fik
han allernådigst lov til at bosætte sig i Rønne.
De demokratiske strømninger, der nu var fremherskende både ude i Europa og herhjemme - som bekendt blev enevælden afskaffet med junigrundloven i
1849 - var selvfølgelig hovedårsagen til
at myndighederne nu så med mildere øjne på en oprørsk person som Dampe. Men først i 1848 fik han
lov til at vende tilbage til sit savnede København. Et
København der, som Goldschmidt sagde i sit sa-
tiriske blad ”Corsaren”, måtte være uhyggeligt gen- min forvisning i syv år, lidelser mig tilføjede formekendeligt for Dampe, for intet havde i virkelighe- delst min lære om folkets ret” (1858), genudgivet i
den ændret sig under Dampes mangeårige fravær. 1951.
Jacob Dampe døde den 22. december 1867 på Københavns Kommunehospital, 77 år gammel. Som en slags
forsinket officiel anerkendelse af hans indsats for demokratiets indførelse i Danmark modtog han i sine
sidste år en beskeden pension, bevilget af Rigsdagen,
den tids Folketing.
Alle disse spændende ting - og meget mere til om
denne gamle revolutionære kæmpe - kan man læse
om i den bog, jeg omtalte allerførst: Michael Helms
”Det kvalte demokrati. Guldalderens glemte systemkritikere” fra 1986.
GULDALDEREN! Ja, for de velhavende og reaktioDet var nu ikke helt sandt, for nu kunne han igen både nære. Slet ikke for de såkaldt almindelige mennesker,
holde taler og udgive politiske tekster, og han nåede der havde at adlyde en indskrænket og diktatorisk
heldigvis også at få skrevet om sit fængselsophold: konge af Guds nåde - og for manges vedkommende
”Fortælling om mit fængsel i hårdeste grad i tyve år, og leve i yderste fattigdom!
Fra ”Den store Danske”
J.J. Dampe, Jacob Jacobsen Dampe, 10.1.1790-22.12.1867, dansk politisk agitator og forfatter.
Skræddersønnen Dampe fik en akademisk uddannelse og blev i 1812 dr.phil. på en afhandling
om Koranen. Han var nogle år adjunkt i Slagelse, men efter konflikter med det lokale borgerskab vendte han tilbage til København, hvor han var aktiv i det enevældekritiske læseselskab
Clio og holdt prædikener og foredrag, som blev standset af regeringen.
I 1820 krævede han afholdt en folkeafstemning om en demokratisk forfatning; hvis kongen
sagde nej hertil, skulle hæren opfordres til oprør. En forening, der skulle arbejde for sagen, blev
på forhånd infiltreret af politiet, og ved det stiftende møde blev Dampe og hans meningsfælle,
smedemester H.C. Jørgensen, arresteret og senere idømt dødsstraf; Frederik 6. ændrede dog
straffen til livsvarigt fængsel. 1821-41 sad Dampe fængslet, dels i Kastellet, dels på Christiansø.
Han fik herefter tilladelse til at færdes frit på Bornholm, men først ved tronskiftet i 1848 fik han
amnesti og blev tilkendt en lille pension som kompensation for sit martyrium.
Udstilling om Jesper Klein
Af Flemming Hybert
ser… Det var en stor fornøjelse at lege med ham”.
Som bekendt døde den folkekære skuespiller Jesper Klein i august 2011. I den forbindelse kører
Revymuseet på Frederiksberg i øjeblikket en udstilling
om hans liv og levned, om hans liv som skuespiller,
humorist og ikke mindst humanist. I den sidst nævnte forbindelse fungerede han på mange planer. Han
bestred en række bestyrelsesposter. Som engageret
fredsforkæmper bestred han en tid formandsposten
for Kunstnere for fred, og som aktiv antifascistisk var
han tilbage i 2008 medstifter af Antifascistisk Forum.
På udstillingen vises forskellige klip fra hans omfangsrige repertoire, hans virksomhed som skuespiller, som forfatter og hans optræden i Danmarks
Radio, hvor han gjorde sig bemærket i såvel radio
som i TV, bl.a. i talrige børne -og ungdomsprogrammer I flæng kan nævnes Klyderne og Svend Erik kedeligs kvartet, hvor han gennemgående optrådte på
slap line med Tom McEwan, Jess Ingerslev og Lykke
Nielsen. Karakteristisk nok i barok stil og med brod
og vid omhandlende aktuelle samfundsspørgsmål.
På udstillingen fremvises en række udsagn fra kolleger
og andre, der på forskellig vis har kendt Jesper Klein.
I en årrække optrådte han i fjernsyn, radio og diverse
show sammen med Flemming Jensen, der i en udtalelse
om deres fælles optræden siger: ”Det er en gave at ha fået
lov til at lave den slags med Jesper.” Og Tom McEwan,
med hvem han -som allerede nævnt – ligeledes optrådte sammen med i diverse sammenhænge, udtaler sig
på lignende måde: ”Jesper og jeg var som to legoklod
Meget symptomatisk og tankevækkende er dog
især hans søn, Sebastian Kleins erindring om sin
far, hvori han kort citerer ham for følgende: ”det
er bedre selv at blive snydt end at snyde andre”.
Udstillingen på Revymuseet på Frederiksberg kan beses frem til søndag den 2. juni 2013
”Husk lige én ting. Man bliver aldrig den samme
igen”
Astrid Blumensaadt 1901 - 2003, arresteret i nov.1943 og deporteret til kz-lejren Ravensbrück)
mens den effektive og nyudnævnte departementschef Eivind Larsen satte sig i spidsen for aktionen
og sagde til de samlede betjente ”at de denne dag
måtte se lidt bort fra Retsplejeloven og Grundloven”. Den tyske fortegnelse over kommunister indeholdt et beskedent antal af de danske kommunister, så Eivind Larsen og Odmar lavede deres egne
lister for København og sendte telegrammer ud til
landets andre politikredse, som gav de stedlige politimestre beføjelser til at anholde hvem de mente
skulle anholdes. Efter anholdelse og fængsling endte
kommunisterne som internerede i Horserødlejren.
Af Anette Mørk
Anholdelser
Dem vi hyldede som helte eller ofrene for fascismen. I København blev 147 anholdt, hvoraf kun 22 var øn”Vi blev afluset ved grænsen og måtte derefter selv sket af tyskerne. I provinsen anholdtes 192, hvoraf
finde hjem”, således beskriver 91 årige Alfred An- kun de 16 var på tyskernes liste. Kun 62 ud af 339 var
dersen hjemkomsten til Danmark efter 18 måne- forlangt arresteret - men de danske myndigheder
der i koncentrationslejren Stutthof. Tre af hans var grundige i deres bestræbelser og to af de mest
kammerater fra kz-lejrens helvede begik efterføl- nidkære var overbetjent Chr. Madsen og overbetjent
gende selvmord efter hjemkomsten til Danmark. Dinesen. Takket være deres ”indsats” fik mange uhelSøndag d. 22. juni 1941 erklærede Hitler, at han bredelige ar på sjæl og krop. Blandt de anholdte var et
havde givet den tyske værnemagt befaling til med folketingsmedlem: Redaktør Martin Nielsen. Arbejdsalle stående magtmidler ” at redde kulturverdenen mand Alfred Jensen og Aksel Larsen blev først pågrefra de dødelige farer, bolsjevismens indebærer” og i bet senere. Aksel Larsen kom ikke til Horserød, men
Danmark blev der fra radioen og diverse nyheds- blev sendt direkte til Sachsenhausen og Neuengamme
redaktioner udsendt følgende meddelelse: ”Af po- og kom hjem med de hvide busser i 1945. Forfatteren
litimæssige hensyn er det indtil videre forbudt at Hans Kirk, maler og forfatter Hans Scherfig og forfatbringe nogen som helst omtale af forskellige politi- ter Martin Andersen Nexø var også blandt de arremæssige forholdsregler, der er iværksat i anledning sterede, men opnåede dog at blive løsladt henholdsvis
af Sovjets-Ruslands inddragning i krigen. Dette for- pga. af sygdom i Vestre fængsel og Martin Andersen
bud omfatter b.la. lukningen af enkelte virksomhe- Nexø fordi at justitsminister Thune Jacobsen ”mente
der, interneringen af forskellige personer og forbud at en fængsling af den anerkendte forfatter, ville skade
mod al lystsejllads i Sundet søndag og mandag”. Danmarks omdømme! Den 2. oktober 1943 blev kommunisterne overført til koncentrationslejren Stutthof.
Modstandsfolk, Spaniensfrivillige og kommunister
Liste over kommunister
Den dag tog direktør Svenningsen fra udenrigs- blev jaget vildt af regering og politi, Gestapo og stikministeriet til Dagmarhus, hvor nazisterne havde kere. Mange af dem som ikke blev arresteret under
hovedkvarter og fik overrakt en liste over de dan- klapjagten på kommunisterne, blev modstandsfolk
ske kommunister, som besættelsesmagten ønske- eller var det, da størstedelen af den danske modde arresteret. Svenningsen kunne ikke få fat kon- standsbevægelse blev oprettet og organiseret af komtakt til justitsminister Harald Petersen, så han munister, men blev arresteret på et senere tidspunkt
ringede til statsminister Stauning, som sagde god .Blandt dem som undgik politiets nidkærhed, var
for tyskernes anmodning med udsagnet. ”De ting, modstanden stor og effektiv i forhold til sabotage,
der krævedes fra tysk side, skulle gennemføres”. den store folkestrejke og illegale blade/pamPå få timer - med blåstempling af statsministeren - tråd- fletter. De havde også en stor andel i at de
jøder
undgik
koncentrationslejrete Den Danske Grundlov ud af kraft og politikommis- mange
ne,
ved
at
hjælpe
dem
med
flugten til Sverige.
sær J. Odmar fik hurtigt samlet Københavns betjente,
sandelig deres hipoarbejde, i alle henseender for at
hjælpe besættelsesmagten, som de også gjorde ved
arrestationen af de danske kommunister og modstandsfolk). Den danske opstand bredte sig til hele
Danmark og kommunisterne var bærende kraft i
opstanden med organisering, løbesedler og koordinering. D. 28. august om formiddagen opsøgte den
tyske gesandt og rigsbefuldmægtige Werner Best
statsminister Erik Scavenius med et dokument, som
krævede underskrivelse af den danske regering for
undtagelsestilstand og dødsstraf for sabotage. Tidligt om eftermiddagen kl. 15.30 gav Scavenius og regeringen afslag på anmodningen og regeringen blev
Den store folkestrejke.
BOPA/KOPA eller Borgerlige eller kommunistiske så i teorien afsat og blev en forretningsmæssig emPartisaner. I 1942/43 hed de KOPA og var dannet af bedsmandsregering. Mistilliden forsvandt ikke af
tidligere Spaniensfrivillige, men i april skiftede de den grund, da de fortsatte samarbejdet med tyskerne.
navn til BOPA, hvor man samlede mange af de illega- Få timer efter henrettede tyskerne den første danske
le grupper, for at få en bedre organisering og de hav- modstandsmand, 27.årige Poul Edvin Kjær Sørende mellem 125-175 medlemmer og udførte mere end sen. Werner Best og Statsminister Scavenius havde et
1000 aktioner. Torsdag d. 22. juni satte BOPA en ef- nært venskabeligt forhold, hvilket betød at Best med
fektiv stopper for Riffelsyndikatets produktion til den stor succes kunne praktisere sin ”opsynsforvaltning”.
tyske krigsførelse og ødelagde for 10 millioner kroner
– den største skade under krigen ved sabotage, (A.P. Tyskerne henretter frihedskæmpere
Møllers virksomhed). Det var begyndelsen på en ræk- Natten mellem d. 28. og 29. august rykkede tyskerke store, som små daglige aktiviteter mod den tyske ne ind i Horserødlejren og pågreb 150 af de interbesættelsesmagt og regeringens lefle for samarbejde nerede kommunister, for at sende dem til koncenfor enhver pris. Dagen efter d. 23. juni mødtes Bør- trationslejren Stutthof, mens 90 nåede at flygte.
ge Brandt (Børge Thing) – leder af BOPA – med en Ca. 6000 danskere kom i fængsel elrække kommunister fra jernindustrien bl.a. fra B&W. ler koncentrationslejr uden for Danmark:
De lagde en slagplan for at effektivisere kampen på ar- Medlemmer af modstandsbevægelsen (mange var
bejdspladserne mod besættelsesmagten. B&W skulle kommunister): 2850 – 240 døde (De fleste blev sendt
gå i spidsen. Alle vidste på grund af de mange sabo- til Neuengamme, Sachsenhausen og Dachau).
tageaktioner over hele Danmark, at der var en stor Danske jøder: 481 – 53 døde (Theresienstadt).
risiko for at tyskerne indførte undtagelsestilstand. Grænsevagter: 141 – 41 døde.
Man aftalte at påbegynde aktionen ”Gå tidlig hjem”. Asociale. 430 – 165 døde (homoseksuelle, kriminelle,
(Undskyldningen var at arbejderne skulle passe deres tiggere, prostituerede, m.fl.)
kolonihaver!) Søndag meddelte radioavisen, at der fra Kommunister fra Horserød: 150 – 22 døde (Stutthof).
dagen efter ville være spærretid fra 20.00.- til 05.00. Politi: 1967 – 240 døde (Neuengamme).
B&W gik i spidsen. Mandag d. 26. juni kl. 14.00. var
arbejdsstandsningen en realitet 1200 mand var gået I Mindelunden i Ryparken blev 197 danske frihedshjem – kommunisterne og deres sympatisører var de kæmpere henrettet. I dag er der forsat 105 gravsteder.
første 300-400 mand som gik hjem. Mandag aften var De resterende er overført til deres hjemegn, og har
der demonstrationer mod spærretidens indførelse fået deres sidste hvilested. Men der var også 151 fri– især i arbejderkvartererne Nørrebro og Vesterbro. hedskæmpere, som forsvandt under krigen og ingen
Svaret fra besættelsesmagten var, at de satte militær- som ingen har oplysninger om. Danmark var stolte
patruljer og Schalburgkorpset ind, hvilket resulterede af de mænd og kvinder, som havde ydet modstand.
i 7 dræbte og 27 sårede. Tirsdag bredte strejken sig I de første år efter besættelsen var der stor fokus på
til hundrede af virksomheder, fabrikker, kontorer og de levende og døde i offentligheden, med størst fokus
andre arbejdspladser, bl.a. havnearbejderne og brød- på dem som gav den højeste pris: deres liv. Hvad var
fabrikkerne. Der blev efter spærretiden afholdt de- den højeste pris? Størstedelen af de overlevende vendmonstrationer, gårdfester og bygget barrikader og la- te hjem med fysiske og psykiske ar, de aldrig overvet bål i gaderne. Torsdag aften blev tre dræbt, 30 såret vandt. Dertil var ødelagte mennesker, som forsøgte
og 75 arresteret af dansk politi. (Ja, politiet gjorde at genvinde deres liv og styrke, ødelagt af erindringen
om det umenneskelige de havde oplevet og dertil et konstant skrantende helbred, som ikke blev
fuldt anerkendt af myndighederne. Mange begik
selvmord, drak sig ihjel eller fik store og svære psykiske livsvilkår, som gik ud over koner, børn, familie og venner. De endte i bitterhed over den manglende anerkendelse fra myndigheder, og med en
dårlig økonomi og mangel på forståelse fra deres
medmennesker. De og deres familier blev svigtet!
Ryparken
K.Z. syndromet beskrevet af Knud Hermann og
Poul Thygesen
Eller ”Hungerdystrofiens følgetilstand 8 år efter”(særtryk i ugeskrift for læger 1954):
I 1947 begyndtes en helbredsundersøgelse af de ca.
1300 overlevende danskere fra tyske K.Z. lejre og det
blev beskrevet i et særtryk for ”Ugeskrift for læger i
1954”: ”K Z - Syndromet” eller ”Hungerdystrofiens
følgetilstand 8 år efter” af Knud Hermann og Poul Thygesen (Sidstnævnte fik stor betydning via hans udtalelser i erstatningssagerne)Deres udredning var banebrydende, fordi at de allerede i 1949 påviste at nervøse
symptomer var årsag til at mange ikke kunne vende
tilbage til det liv de havde før opholdet i KZ- lejrene.
stens. ¾ del er generet af hovedpine og næsten lige så
mange af svimmelhed. Blandt syndromets vegetative
fænomener er diarre og mange erkender i dag at det
ofte udløses af psykisk vej. Små irritationsmomenter og
ubehagelige spekulationer, kan starte turen til klosettet. Tanken om at skulle forhandle med en eller anden
autoritet kan gøre det – eller et brev med et ubehageligt
indhold og flere af vores patienter tilbragte formiddagen på toilettet, fordi de skulle til undersøgelsen. Mange bliver forpustede, hvis de f.eks. skal op ad trapper
eller cykler i lidt modvind. En simpel spadseretur kan
også gøre det. Ved grundlige medicinske undersøgelser
vises der ingen tegn på fysiske lidelser”
”Hos 70 % er der natlige anfald af hjertebanken. Her vil
forklaringen ofte være drømme af ængstende indhold
eller spekulationer under vedholdende søvnløshed.
Sveden kan rende af pågældende så han må skifte tøj.
Mekanismen er sikkert kompliceret ved en kombination af somatiske, samt psykogene faktorer. Potensen er
svigtet, og måske som led i svigtende kræfter og måske
på grund af de særlige forstyrrelser, har den tidligere
kz-fange ændret attitude over for hans miljø i almindelighed og over for sin hustru i særdeleshed. Hun bliver beklageligt ofte den person som bliver skiven for
den syges almindelige irritabilitet og opsparede vrede
gennem en dags fortrædeligheder. De fleste betegnes
at udseende som ældre end betegnes alderen. 2/3 del
betegner at særlige tilfælde medvirker til at forringe
deres arbejdsevne. De er næsten altid i trist humør. De
kan også i dage eller uger have depressive idéer i form af
ringhedsfornemmelse, stigende selvbebrejdelser, selvmordstanker og enkelte har forsøgt at tage sig af dage.
Tristheden er et stort problem, men ikke så plagsomt
som irritabiliteten med hurtige og overdrevne affektudsving, som fører patienten ud i hidsighed, vrede,
forbitrelse eller sandt raseri. Mange reagerer konstant
med udskælden og slag i bordet hjemme over for kone
og børn og ikke sjældent er det ledsaget af indre spænding, ængstelse og rastløshed, som fører til en planløs
vandren for at være alene. Dét sammen med trætheden finder de mest generende. Andre igen har pludselig depressive affekter og de brister i kortvarig gråd,
som de ikke kan beherske. Symptomet kan være yderst
plagsomt og hindre patienten i at færdes blandt andre
mennesker. Koncentrationsevnen og hukommelsen
forstyrrelsen er utvivlsom medansvarlig for det ringe
udbytte, som mange patienter har af intellektuelle sysler: Aviser, bøger, tidsskrifter, foredrag eller i diskussioner, kan de ikke huske hvad de har læst efter et par sider
eller de mister tråden”
Fra rapporten (i uddrag)
”I kz-lejrene blev slutproduktet muselmanden – en
ung, ældet voksen på 35-40 kg, konturerne præget
af skelettet, hud og muskler hentærede, uden vækst
af hår og negle, regelmæssig vansiret af liggesår og
et sikkert bytte for infektioner. Holdning og bevægelse præget af kraftesløshed og sjælelige funktioner
udviskede af apati. Legemlige og psykiske delfunktioner ofres for det ene formål: At opretholde livet”
”Ved undersøgelserne i 1947/48 har hovedparten ret
hurtigt genvundet deres tidligere vægt, men ikke deres tidlogere kræfter og ca. halvdelen 54 % har mu- Besættelsestidens ofre.
skelsmerter og ca. halvdelen har nedsat infektionsresi De mange psykiske symptomer mente rappor
ten tydede på ”en organisk beskadigelse af hjernen”.
Dette fik stor betydning for dem, der søgte erstatning/
pension, da størstedelen blev bevilget efter de fysiske
symptomer i de første 6 år efter befrielsen.
I 1945 blev der hurtigt vedtaget ” Lov om erstatning til
besættelsestiden ofre afsnit 1 i lov nr. 475 af 1.oktober
1945”, men ofrene skulle selv fremlægge beviser for at
deres fysiske og psykiske skader var en følge af deres
modstandsarbejde og/eller deres ophold i fængsler eller KZ-lejre. 90 % af afgørelserne fra Direktoratet for
Ulykkesforsikring fik de første år en invaliditetsgrad
på eller under 15 % og der blev givet erstatninger derefter. Andre fik en invaliditetsgrad under 5 %, hvilket
betød at de beløb de fik, mere var af en symbolsk karakter end en hjælp. Dette var på trods af at de var lagt
mere skadet end invaliditetsgraden på 5 %. I 1950 blev
der på baggrund af lægernes resultater og undersøgelser gennemgået seks sager af retslægerådet, og de kom
til den konklusion at ”mange fanger på grund af den
langvarige underernæring havde fået organiske hjerneskader”. Direktoratet for Ulykkesforsikring meddelte
derefter at fangernes sager ville blive genoptaget, og at
fanger med nervøse lidelser også ville kunne få erstatning. Mange sager blev genoptaget i 51´ og 53´ - 6 og
8 år efter befrielsen, da det viste sig at K.Z. fangernes
”gentilpasningsproces” ikke var lykkedes. De få som
dengang fik invalidepension f.eks. af en 15 % invaliditetsgrad, skulle selv indtjene de resterende 85 % i
lønindtægt. I mange tilfælde var det ikke en mulighed
pga. af de fysiske og psykiske skader, og de måtte ansøge igen og igen om at få deres invaliditetsgrad opgraderet. Jo flere år der gik, hvor de deporterede forsøgte at få et familieliv- og arbejdsliv til at fungere, jo
sværere blev det at få erstatning og eller pension. Dertil skal lægges at flere fik skattegæld, da de ikke kunne
betale den skat, de skulle ud fra de få midler de havde.
Da skat dengang ikke blev trukket af lønnen, men personligt skulle indbetales på kommunekontoret.
Det var derfor en udgift, som kom bagefter husleje, el
og andet, som var en forudsætning for at have en hjem
og en forsørgelse. Dette betød at myndighederne var
meget aktive i forhold til at få deres tilgodehavende
indfriet, hvilket blev en yderligere belastning for dem,
som var i den situation.
Sammenslutningen af erhvervshæmmede fra Frihedskampen
Foreningen ”Sammenslutningen af erhvervshæmmede fra Frihedskampen” blev grundlagt i august 1949
af Børge Emil Pedersen, sammen med andre og den
fik stor betydning for de mange overlevende, i deres
utrættelige kamp om hjælp til de invaliderede overlevende. Børge Emil Petersen blev arresteret som
modstandsmand og sendt til Neuengamme og Dalum,
hvorfra han vendte hjem stærkt underernæret og hårdt
ramt af tuberkulose og døde kun 56 år gammel i 1968.
De fleste oplevede allerede få efter krigen, at den opbakning og forståelse og almene respekt for deres
indsats og oplevelser, forsvandt i glemslens tåger.
Holdningen var ”at de skulle se at komme videre og
ikke dvæle over de år eller måneder de havde været i
fangenskab. Det var et overstået kapital og de havde
ydermere fået erstatning af staten” Det blev en daglig
kamp for de fleste at opretholde et arbejdsliv, familieliv, og et socialt liv og have anstændige økonomiske
vilkår. Jo flere år der gik inden deres fysiske og psykiske skader blev åbenlyse, jo mere vrangvillige var
myndighederne i deres forståelse for hvilke slags ofre,
de havde kontakt med. Dette forværrede eller direkte ødelagde de mennesker, som havde været i forreste
række, da der skulle kæmpes for Danmark – politisk
og/eller som modstandsfolk. De mennesker der kom
hjem efter deres ophold i helvede, mødte ikke en psykologisk forståelse eller hjælp. De skulle yde,
give, arbejde og de forsøgte, for de ville gerne, men
størstedelen endte med at føle sig mislykkede familiemennesker, fædre, mødre, arbejdsduelige, venner
og kammerater, kollegaer og som menneske. Når de
ikke var helte mere, men vrag – blev de stemplet som
dovne, psykisk syge, alkoholikere. Enkelte blev endda
beskyldt for at ville slå økonomisk plat på deres oplevelser. Selv deres nære omgivelser kunne det knibe
med forståelsen for deres oplevelser. De skulle gemmes af vejen og glemmes. De ødelagde det historiske
billede af de stærke kvinder og mænd – vores foregangsmænd (kvinder), som kæmpede mod fascismen
og nazismen. De havde oplevet to statsministre, en regering, Danmarks kapitalistiske elite, politifolk samt
nazistiske danskere svigte dem, udlevere dem under
besættelsen. De blev groft svigtet igen efter besættelsen og de efterfølgende 5 -10-20 år. De døde ikke
– men de gav deres liv alligevel. De måtte igennem
unødvendige ydmygelser og kampe for at fåe en an-
stændig tilværelse. For at få den hjælp, de havde krav
på i forhold til fysisk eller psykisk sygdom. Det burde
ikke have været en kamp og en byrde for dem og deres
familier at få økonomien til at hænge sammen.
De opløste hjem og De røde enker.
Kommunisternes indespærring og deportering havde
store konsekvenser for deres koner, mænd og børn og
det fortsatte desværre i efterkrigsårene og for mange
indtil de døde. De overlevende kommunister, som
kom i koncentrationslejren Stutthof, overlevede i høj
grad, fordi deres hustruer oprettede gruppen ”De
røde enker”, som fik gennemført at deres kære fik
Røde Korspakker, som reelt, - hvor lidt det end var
- blev forskellen på liv og død. Dette skete trods af at
hustruerne og børnene ikke selv fik megen hjælp af de
offentlige myndigheder, når deres mænd og forsørgelsesgrundlag ikke mere var der. De måtte opretholde
de opløste hjem i op til to eller tre år – uden et reelt
stabilt forsørgelsesgrundlag og de sociale myndighederne var uvillige i forhold til at hjælpe dem. De fandt
ligefrem en pervers glæde i , at finde deres personlige foragt for kommunister frem og behandlede dem
som tiggere. F.eks. var der folketingsmedlem Martin
Nielsens kone – Agnes Nielsen og mor til parrets søn,
som fik en audiens hos statsminister Stauning for at få
økonomisk hjælp, så familierne kunne klare sig. For at
få en opbakning om retfærdighed for de deporterede,
men efter hun havde fremlagt sit budskab, afsluttede
Stauning audiensen med ordene: ”Nu må De gå”. Eller som Aksel Hansen fra Holbæk beskrev sin kone
og søns forhold: ”Min kone som sad alene tilbage med
min søn på to år, fik en yderst dårlig behandling på socialkontoret. Hun blev budt 15,-kr om ugen til mad og
husleje. Huslejen alene var 25,-kr. om måneden. Min
kone gik ofte grædende fra dette kontor, som behandlede hende og min søn på den mest nedværdigende måde
man kan tænke sig. Her skal man huske på at det ikke
var tyskerne som bestemte hvor meget hun skulle have
– det afhang alene af socialkontorerne, hvor man gav
hende så lidt som muligt.”
Villy Fuglsang - deporteret til Stutthof - beskriver betydningen af Røde kors pakkerne: ”Disse pakker reddede sikkert adskillige af os fra hurtigt at bukke under.
Men jeg glemmer aldrig følelsen ved at se den måde
mange af mine forsultne medfanger så på os, når vi
modtog ”danskerpakker”.
Ingen sulten hunds øjne kunne se mere bedende ud,
når vi sad og spiste, skrev han. Men vi var jo hjælpeløse
overfor så mange. Endvidere beskriver han, hvordan
sult ændrer et menneske: ”Umiddelbart bliver man grå
og grumset i huden. Blodet bliver ligesom tyndt, man
fryser altid og sår vil ikke heles.
Det prikker i fingerspidserne, ligesom de altid sover.
Man mister alle sine kræfter og tankerne kredser kun
om mad. Vi fik alverdens sygdomme: Bylder og udslet,
flegmone, rosen, tuberkulose.
Efterhånden som massetilintetgørelsen blev sat i system, kunne krematorierne ikke slå til. Derfor brændte
man nu lig på åbne bål: Hundreder i høje stabler. Med
tørre træstammer mellem og overhældt med olie.”
Der er en markant forskel mellem den beskrivelse
KZ-fangernes giver af forholdene og den de offentlige
myndigheder giver. Generalkonsul Schrader fra Danzig beskriver således de deporteredes dagligdag: ”Man
formoder, at mændene arbejder i værksteder og sikkert udendørs, med at anlægge banespor, bygge fæstningsværker etc. Man er yderst tilfredse med de danske
fanger i Stutthof. Bygningerne er pæne og velholdte og
alt ser ordentligt ud”. Martin Nielsen beskriver forholdende meget anderledes: ”Hver kvadratmeter i blokkene er optaget, i alle blokke ligger der to og to i hver køje.
Gulvet var belagt med mennesker, mellem køjerækkerne, i samlingsstuerne, på bordene og i vaskerummene.
Men overfyldningen betød samtidigt et utroligt svineri
af lus og skidt. Tyfus og plettyfus hærgede lejren. Krematoriet, der en nat på grund af overbelastning brændte, fik installeret fire nye forbrændingsovne og gik over
til oliefyring i stedet for. Alligevel kunne det ikke klare
opgaven. Ligene kunne ikke skaffes af vejen i samme
tempo, som dødfaldene indtraf.”
Dødens Port Stutthof
Generalkonsul Schrader: ”Der findes for tiden ingen
syge blandt de danske i lejren. Stutthof ligger ca. 40
km. fra Danzig og var før krigen byens udflugtssted.
Det ligger meget smukt.” Martin Nielsen: ”Daglig gik
mellem 200 og 250 fanger via gasvogn eller gaskammer
til krematoriet. Hundrede døde hver dag af tyfus, sult,
dysenteri og mishandlinger. Hver anden dag brændtes
et bål uden for lejren med mellem 600 og 800 lig. Ved
krematoriet lå mellem 1000 – 1200 lig stablet op i snorlige rækker som brændestabler, fordi ovnens kapacitet
ikke slog til.”
Tilfældig vold og drab er også blevet beskrevet af
modstandskvinderne Johanne Hansen og Ellen Nielsen til journalist Kate Fleron, da de i krigens sidste
måneder blev overflyttet fra Ravensbrück til Jugendlejr Uckermark: ”Vi lå over tusind mennesker i en sal,
Tonehalle hed den. Vi lå tæt, tæt på hinanden og Johanne og jeg var så syge, at vi måtte ud. Og så begyndte vi Galge og krematorie Stutthof
vores fortvivlede vandring hen over menneskekroppe,
Og så kom de hjem………………….
nogle prøvede at hjælpe os, andre tæskede løs på os. I
Lidt over 5000 mennesker skulle have hjælp, erstatseks dage lå vi. Vi led af tørst. Vi lå og suttede på nogle
ning, evt. invaliderente, da de kom hjem fra helvede
rå kartofler”. Jugendlejren var en lejr for massedrab.
på jorden, hvor død, vold, mishandling, umenneDe indsatte skulle sulte, fryse eller gasses ihjel. De
skelige forhold, nazistiske bødler og torturpsykopasyge blev ved henvendelse på reviret henrettet med en
ter havde været en del af daglige liv. Alle var stærkt
giftsprøjte. Hver dag blev de dårligste fanger peget ud
undervægtige med store fysiske skader og mere eller
af SS-folk, som udtog dem til gaskammeret og vejen
mindre i en psykisk dårlig tilstand.. Nogle fik aldrig
dertil foregik med tæsk og hån. Johanne Hansen og
nogen som helst form for hjælp, men ”klarede det
Ellen Nielsen måtte under SS-folkenes pisk og råben,
selv!” Deres historier minder i en uhyggelig grad om
bære deres svage medfanger og børn hen til de vogne,
hinandens: KZ syndrom, en evig kamp med myndigsom skulle føre dem til gaskamrene. Deres skelettynde
hederne om invaliderente og erstatning, familier som
arme klamrede sig til de to danske kvinder og de bad
gik i opløsning,.hvorefter de selv gik mere i opløsning.
desperat om hjælp. Men i kampen for at overleve måtSelv efter de afgik ved døden i en tidlig alder, måtte
te de gøre, som de fik befalet.
deres enker kæmpe for at beholde hus og hjem, da de
Svend Backhausen som blev deporteret for at have
ikke var sikret enkepension efter de døde. Mange af
trykt illegale blade beskriver sin ankomst til fangebørnene blev stærkt påvirket af at vokse op med en
lejren Mauthausen således: ”Vi kom hen til godvognefysisk handicappet far/mor, som desuden havde post
ne og der blev råbt at vi skulle være 80 personer i hver
traumatisk stress (som er betegnelsen i disse år), og
vogn. ”Himmel og hav”, tænkte jeg, ”nå, men vi skal
hvad det medførte i familielivet. Andre af de hjemnok kun køre en time eller to”. Det blev en tur på fire
vendte fik aldrig etableret en familie. De havde vædage og tre nætter og næsten uden mad og vand og inret ganske unge, da de blev deporteret til tilintetgøgen søvn. Toilettet var en lille blikdåse og vi prøvede
relseslejrene. De få, der formåede at skabe et rimeligt
at kaste indholdet ud af en lille sprække i togvognen.
liv, selvom det adrig blev rigtigt godt – er det billede,
Resultatet blev at det meste blæste tilbage i ansigtet på
vi skal have af de hjemvendte.. Sådan så det desværos. Da toget ankom til stationen Mauthausen lå der fire
re ikke ud – virkeligheden var en anden. En del kom
døde i vores vogn. Vi begyndte at marchere mod lejren.
hjem med via Røde Kors og ”De hvide busser” som
På alle sider af kolonnen gik SS-folk med deres maskinafhentede skandinaviske fanger, som blev opsamlet i
pistoler rettet mod os, mens andre morede sig med at
Neuengamme fra de forskellige lejre, mens f.eks. fanslå løs på os med deres geværkolber eller ridepiske, alt
gerne fra Stutthof skulle gennem ”Den lange march”
imens de råbte ”Los, los!” Da vi havde gået et stykke, fik
gennem det krigshærgede Europa, hvilket også kostenogle af fangerne øje på en vandrende, der løb ved vede menneskeliv.
jen. De styrtede straks over for at drikke af det beskidte
vand, alt imens SS’erne slog løs på dem. Under hele detForsikringsagent Jens Brochmann, Horsens:
te skuespil stod byens indbyggere tavse og så til”.
Arresteret 23 -6- 44. Først indsat i Aarhus arrest, der
næst Horserød, så Frøslevlejren, hvorfra han blev
sendt videre til Neuengamme. Her fik han dysenteri,
rosen i ansigtet (han var blind i 14 dage) og blev fysisk
mishandlet. (Neuengamme: På appelpladsen skulle
fangerne møde en eller flere gange om dagen, og disse
appeller var meget berygtede – for de meste fik fangerne lov til – i al slags vejr – at vente i timevis og i tilfælde
op til 30 timer i stram retstilling. Officielt var det føre
mandtal – i virkeligligheden var det for at genere fangerne. Ofte gemte de indsatte ligene for at få deres madration bestående af tynd kartoffelsuppe). Hjemkomst
for Jens Brochmann d. 8. maj 1945: Lider af kronisk
hovedpine, smerter i ryg og højre albue. Han var på
det tidspunkt 37 år.
1948: Jens Brochmann søger erstatning efter § 415
”lov om erstatning til besættelsestiden ofre” hos Direktoratet for ulykkesforsikringen.
11. maj 1950 er hans sag afgjort, og han bliver erklæret
15 % invalid.
1951: Retslægerådet afgiver en principiel afgørelse om
genoptagelse af tidligere deporterede fangers mulighed for at få revurderet deres sag, hvis de lider af nervøse følgetilstande og læge Poul Thygesen skriver til
Jens Brochmann at skal prøve at få sin sag genoptaget.
På det tidspunkt går Jens Brochmann ikke videre med
sin sag.
1952: Jens Brochmann bliver indlagt på det psykiatriske hospital Filadelfia i Dianalund, og efter indlæggelsen søger han igen en højere invaliditetsrente. D. 20.
sep. 1953: Jens Brochmann får opgraderet sin invaliditet fra 15 % til 55 %. I den periode han har søgt om
forhøjelse af pensionen, har han fået udbetalt underholdningshjælp fra sin hjemkommune, så det bliver
fratrukket hans pension som afdrag på gæld. Samme
år giver Erstatningsrådet ham en livsvarig hædersgave
på 800,kr. årligt, samt 200,kr. til hvert af hans tre børn
til det fyldte 18. år.
4. maj 1957: Jens Brochmann bliver erklæret 75 % invalid.
Han dør ved drukning i 1970, skadet på krop og sjæl.
Hans kone beskriver hans sidste år og død således:
”Jeg tror ikke at min mand kan være druknet på almindelig vis. Der må være tilstødt ham noget eller han
har opgivet. Han havde i de sidste år så mange uheld på
grund af ”blackout” – f.eks. kørte han ind i en mur med
vores bil og en anden gang op i en lastbil og mistede
kørekortet og en dag vi var til fødselsdag faldt han om.
En anden ting også var at han led af en frygtelig hovedpine og ondt i ryggen. Hans ryg var slået i stykker to
steder og vokset forkert sammen og doktoren sagde at
han ikke kunne hjælpe ham. Tit og mange gange sagde
han, at nu kunne han ikke holde det ud, hvis han skulle
gå og have ondt resten af sit liv, så kunne han lige så
godt krepere, som han sagde, først som sidst. Han var
så træt og nedtrykt.” (brev 17. juni 1971). Enken måtte
efterfølgende opleve at få afslag på enkepension, men
fik lov til at bibeholde årlige hædersgave. dengang
betød det store økonomiske belastninger at miste sin
mands indtægt. Læge Juul Madsen kan attestere Jens
Brochmanns utallige ”Black out”, som er almindelige
KZ.-Syndrom tilfælde. Hospitalet i Dianalund har udtalt ”at de aldrig har set et så molesteret kranie hos en
levende”. Jens Brochmann blev fundet i et bundgarn,
hans båd var føjet til en bundgarnspæl, motoren bundet op, årene lagt indenbords og alle redskaber var på
plads. Han stod ret op og ned i bundgarnet. Hans tøj
var i orden, og selv brillerne havde han på. En bekendt
beskriver ham således: ”Brochmann sagde, at han ikke
modtog invaliderente, men vi alle vidste at det ikke var
rigtigt. Han var en ener, han talte aldrig med nogen om
besættelsestiden og mødte han på gaden fra dengang,
gik han over på den anden side af gaden”. Skammen
over ikke at kunne klare sig selv og en kombination af
fysisk og psykiske men, isolerede mange.
Frøslev
Gartner Knud Børge Andersen, København:
Arresteret d. 2. nov. 1942 - aktivt DKP medlem og
sendt til Stutthof. (Stutthof: Martin Nielsen / deporteret folketingsmedlem om Arne Sode død: ”Arne Sode
var ikke medlem af Det kommunistiske parti, men havde været Spaniensfrivillig. Han havde længe gået med
smerter i sit ben. Han blev afvist på reviret, da han ikke
havde feber. Han fortsatte sit hårde udearbejde i vinteren 1943/44, hvilket endte op med at han blev indlagt
og de skar øjeblikkelig hans højre ben op. Men det var
for sent! Betændelsen havde ædt sig ind til knoglerne.
Arne Sode havde smerter og forstyrrede nattevagten.
Jeg vågnede ved at Arne Sode skreg. Det var nattevagten som roligt og systematisk slog ham i ansigtet med
et bræt, for at få ham til at tie stille. Senere blev Arne
Sode anbragt bagerst, hvor de som skulle dø, blev anbragt. Næste morgen bar et par hjælpere hans nøgne,
mishandlede ogtynde lig ud.”
Knud Børge Andersen var 28 år ved hjemkomsten og
på grund af hans sin fysiske dårlige tilstand får han et
rekreationsophold. Han bliver i august 1947 vurderet
til at være 5 % invalid (de forbandede 5 %, som mange kom til at lide under). Han søger i 1948 gennem
Centralkontoret for særlige anliggender om hjælp til
opstart af en grøntforretning, da han ikke kan magte arbejdet som gartner, men får afslag og må derfor
fortsætte sit periodevise arbejde som gartner. I 1953
bliver han tilkendt invaliderente på 10 %. I 1955 er
hans helbredstilstand yderlige forværret og han ansøger om genoptagelse af sagen, men får afslag med den
begrundelse, at der er gået mere end 5 år siden Direktoratet for ulykkesforsikringen tilkendte ham erstatning og invaliderente, og at sagen derfor er forældet.
Efter 1955 ernærer han sig ved salg af ure og andre
småting. Han lider dagligt af ondt i maven, er rastløs,
uomgængelig og udviser åbenlyse tegn på K.Z.-syndrom. I slutningen af 1959 får han tilkendt en invaliderente på 25 %. Som 41årig bor han i to værelser
på 4.sal i København – uden køkken og med toilet i
gården. På trods af en bedre bolig år senere, får han
aldrig et strejf af en anstændig tilværelse og dør efter
mange års sygdom, forgældet og ensom i 1977 – 57 år
gammel.
Filmoperatør Jens Christian Nielsen, København:
Modstandsmand, kommunist og især aktiv med illegale blade. Arresteret i september 1943, hvorefter
han tilbragte tre måneder i Vestre fængsels tyske afdeling. Han blev dømt 2½ års tugthus og blev sendt
til afsoning i Rendsburg. Han kom hjem over Neuengamme med de hvide busser i maj 1945, 37 år gammel og vejede på daværende tidspunkt 42 kg. Han fik
afslag på erstatning med den begrundelse af ”der var
arvelige svage nerver i hans familie og han derfor ikke
kunne komme i betragtning under lov af nr. 475”, dog
fik han af Fordelingsnævnet i december 1960 en fangetidsgodtgørelse fra Forbundsrepublikken Tyskland,
en check på 6700,-kr.! På trods af at mange af Jens
Christians Nielsens symptomer var lig med KZ-syndromet og med efterfølgende psykoser, som gav ham
invaliderente – fik han ikke pensionen som en følge af
sin deportering, dette fik stor betydning for familiens
økonomi. Hans kone Karen Nielsen skriver i et brev
april 1967: ”Da min mand kom på Sankt Hans hospital
tog de hele hans invalidepension og jeg får selv 98,-kr.
om ugen i sygelønsunderstøttelse, da jeg er indstillet
til operation på grund af gigt og ikke må arbejde.” Da
havde hendes mand været indlagt i 4 år! Endvidere
skriver hun: ”Der er nok mange, der har de værre og de
har deres lidelser og må føle sig uretfærdigt behandlet.
Min mand lider dog ikke på den måde, da han får så
meget medicin”. I 1970 anerkendte direktoratet at ”en part af Jens Christian Nielsens lidelse
var erstatningsgivende” og han blev tilkendt årligt beløb på 12.000,-kr. Han blev aldrig rask.
Carl Evald Nielsen – Kolding.
Modstandsmand som tilbragte 1½ år i Sachsenhausen. Han var 28 år ved hjemkomsten efter opholdet i Sachsenhausen. I 1976 er hans fysiske og
psykiske tilstand så dårlig at hans kone og datter søger hjælp til, at han kan få specifik hjælp
som et offer fra sit ophold i koncentrationslejren.
Krematorieovnene i Sachenhaus
Som de udtrykte det: ”Også hans pårørende har problemerne inde på livet. Carl Evald Nielsen døde d. 21.
november 1977 – 59 år gammel.” (Sachsenhausen:
”Fangerne levede under umenneskelige forhold. De
døde af udmattelse og sultede ihjel i tusindvis. I januar måned 1940 – beretter tidligere fange Harry Naujoks – fik 800 uarbejdsdygtige fanger ordre til at træde
sammen på appelpladsen. De havde hverken undertøj,
strømper eller vanter på. Således stod fangerne timevis
i 26 graders frost. I løbet af få dage døde 430 af dem på
grund af sult og sygdom. Indretningen af Sachsenhausen – var som i andre K.Z.-lejre og tugthuse, baseret på
fascistiske principper: Fangerne skulle blive viljeløse
og føjelige redskaber og menneskeværdigheden skulle
undermineres og blive tilintetgjort. Når fangerne var
på grund af sult var kommet så langt ned at de kun var
hud og knogler, foretog SS- lægerne en selektion, som i
næsten alle tilfælde førte til døden).
Carl Evald Nielsens søn skriver omstændighederne
omkring hans fars meget tydeligt (forkortet): ”Vi har
været så letsindige at love min far en undersøgelse på
Rigshospitalet, men har endnu ikke kunne nænne at
sige sandheden til ham – at det vi nu ved at det ikke
bliver en mulighed. Det værste ved min fars sygdom er,
at han selv er klar over sin egen situation.
Vi har på intet tidspunkt været så naive at tro at nogen kunne helberede min fars sygdom, men han har
så mange gener: Hans hænder og fødder bliver blålige,
han fryser og hans blodtryk er for højt, Han har stærke
smerter – isæt i sine ben og andre steder. Han lider af
angstneuroser, bliver bange og usikker når han møder
fremmede og f.eks. lever han i en konstant angst for at
han pension vil blive frataget ham og han skal sendes
på arbejdsmarkedet. Codimagnyl har været den videnskabelige løsning hos de læger, min far har talt med.
Min far bliver mere og mere elendig og i fem år har han
kun de piller for smerter og er til stadighed blevet dårligere. Man skulle tro at lægevidenskaben havde udviklet
andre og bedre lægemidler! De læger vi har opsøgt er
ukendte overfor tilfældet. Min far føler svigtet og gemt
af vejen og med rette. Gamle venner undgår ham, ingen
besøger ham eller lader høre fra sig og læger nægter at
se ham med hans velkendte skader. Det harmer også os
i familien. Min fars situation tager også meget hårdt
på min mor. Hun er meget bundet af min far. Han kan
ikke være alene – andet end få timer af gangen. Det er
et stort ansvar for hende i det daglige at fungere som
læge, uden at være sikker på om hun gør det rigtige og
ude af stand til at yde effektiv hjælp. Sidste år tabte hun
på måneder alt sit hår på grund af stress og skulle min
mor blive alvorlig syg, er der ingen til at passe min far.
Min far vil meget gerne tale ”Sachsenhausen” og han
tænker meget på det”.
Pressefotograf Villy Olsen / Danmarks Villy – København.
Spaniens frivillig og modstandsmand og gruppeleder i
BOPA og medlem af Danmarks kommunistiske parti.
Han var kendt som O.D. , hvilket førte tilbage til hans
tid som Spaniensfrivillig, hvor han konsekvent havde
underskrevet sig ” Olsen Danmark”. Han var allerede
fra 9. april forfulgt og efterlyst af besættelsesmagten.
Tyskerne havde udsat en stor dusør på ham. Han var
en af de første deltagere i aktiv sabotage og var medorganisator af den danske modstandsbevægelse. Blev
taget af tyskerne i 1942 med sprængstoffer og sendt
til Dreibergen og kz-lejren Sachsenhausen, men blev
sendt tilbage til Danmark og indsat i Vestre Fængsel.
Han var vidne til at 6 kammerater blev skudt i Ryvangen. På et tidspunkt er han frigivet/ flygtet (?), for 12.
januar 1944 blev igen han arresteret og ført til Dagmarhus og Vestre fængsel (et notat skriver at han blev
”frikøbt” af Frihedsrådet?) Landsretssagfører Emil
Bruckner var hovedmanden i en besynderlig menneskehandel sidst i marts 1945. Shell huset var blevet
bombet, hvor Gestapo holdt 26 modstandsledere som
gidsler. Bruckner blev kontaktet af Dansk Røde Kors:
Der var et tilbud fra en tysk Gestapomand,
som ville sørge for at få løsladt 12 danske modstandsfolk fra tysk fængsel og tortur. Prisen var 150.000,-kr.
og frit lejde til Sverige for tyskeren.
Villy Olsen
Frihedsrådet udpegede 12 danske fanger. Det var politifolk, officerer og frihedskæmpere. En af dem skulle
henrettes. Det var den lægestuderende Allan Rohde
– pludselig blev han løsladt og kunne gå ud i friheden, dagen før han skulle skydes. Det samme oplevede
17-21 andre danske fanger kort tid efter de første 12
frikøbte. (Var Willy en af dem? De første eller de sidste?) Ved befrielsen gik han straks ind i modstandsbevægelsens legale organisationer som bataljonschef for
P6. I 1966 bliver han omtalt som ca. 55 år i et brev, og
han ville så være ca. 34 da Danmark blev befriet. Han
får tilkendt 100 % invalidepension, så økonomisk klarer han sig rimeligt, men hans sår på sjælen betyder
at han får ”et vanskeligt sind”. I 1966 er han forgældet,
alkoholiker og psykisk syg. På grund af en angstneurose, drikker han for at kunne fungere, tale med andre, gå på gaden etc. Hans læge udtaler at ”han ikke vil
udskrive flere erklæringer til Willy, hvis det medfører
at han får flere penge til at drikke for. Han vil kun skrive erklæringer, hvis det kommer hjemmet til gode” og
skriver desuden ”at der er en dreng på 10 år, som efter
lægens skøn er stærkt miljøskadet på grund af Willys
tilstand” Willy får gennem ”Sammenslutningen af erhvervshæmmede fra frihedskampen” bevilget et ophold i 14 dage for krigsinvalider i Norge på ”Bæria”
i juli/august 1966. Lige før afrejsen forsøger han at få
en læge til at skrive en indlæggelse seddel til ham på
medicinsk afdeling for en undersøgelse, men lægen
giver ham i stedet for en henvisning til psykiatrisk
afdeling. En ven tog med ham derud, men da Villy
så gitrerne for vinduerne ville han ikke derind. Dog
fik vennen overtalt ham til at tale med en læge, som
sagde til vennen: ”at han ikke kunne tvangsindlægge
ham, hvis han ikke ville”. Villy gik fra afdelingen og
på værtshus. Villy fik stor hjælp af ”Sammenslutningen af erhvervshæmmede fra frihedskampen”, og
mens han opholdt sig i Norge ,skrev han: ”Mange tak
for opholdet og hjælpen hjemme. Her går det helt fint.
W.” Samtidig forsøger foreningen at arrangere lægehjælp til ham, når han kommer, samt søge fonde til
afvikling af hans gæld. De skriver bl.a. til Frihedsfonden: ”Vi har drøftet vores medlems situation og da han
grundet sit helbreds dårlige tilstand, over en længere
periode ikke har været i stand til at klare sine økonomiske forpligtigelser, har han opnået en gæld på ca.
3000,-kr. Han er gennem vores forening og jeres fond
sendt til rekreationsophold i Norge. Dette ophold varer
i 14 dage, Når han kommer hjem derfra er vi indstillet
på at hjælpe ham med lægebehandling hurtigst muligt.
Da han sandsynligvis lider af en angstneurose, vil det
være meget svært at få ham indlagt, hvor der hersker
fængselsagtige tilstande og gitre for vinduerne. Dette er
for os helt forståeligt, vi vil prøve ambulant behandling
i første omgang, eventuelt hos professor Villars Lunn,
på Rigshospitalet. At han skal langtidsbehandles kan
der ikke herske tvivl om, vi har selv konstateret en noget ejendommelig og fravigende optræden hos ham. Vi
håber at han gennem behandling kan blive nogenlunde
rask i sindet igen. På denne baggrund og ikke mindst
hans store indsats i frihedskampen anmoder vi indtrængende Fonden om at træde hjælpende til”.
I november 1966 bliver han indlagt på Bispebjergs
psykiatriske afdeling, og fremstår som boligløs, efter
hans kone har søgt separation.
I 1967 fremstår Villy forsat som boligløs – omend
han skriver i et brev, at ”han har et koldt sted at sove”.
Han havde, som så mange andre været i Dreibergen,
som Tulle Fiil fra Hvidstengruppen, der mistede sin
mand, bror og far. De blev henrettet af besættelsesmagten, hvorefter hun blev sendt til livsvarigt tugthus
i Dreibergen. Efter 10 måneder kom hun hjem med
De hvide busser og blev genforenet med sin da treårige datter Gulle Fiil, som i forbindelse med filmen
om Hvidstensgruppen udtalte: ”Vi har aldrig snakket
om krigen i mit hjem. Det gjorde simpelthen for ondt.
På mærkedage, fødselsdage og andet, var min mor helt
ødelagt og sådan var det hele hendes liv. Hun betalte prisen resten af sit liv. Dengang vidste man jo ikke
så meget om psykologi, så det hele var pakket godt og
grundigt væk.”
Kupon fra Sachenhaus
Specialarbejder Esben Holger Andersen – Amager.
Født d. 23. marts 1897: Arresteret d. 22. juni 1941 under kommunistloven og først interneret i Horserødlejren og derefter sendt til koncentrationslejren Stutthof.
Indlagt i juli 1945.
Indlagt på Blegdamshospitalet fra 1.- 6. – 46 til 12. -6. -1946. 6. juli samme år søger han erstatning for ophold i koncentrationslejr efter afsnit 1, nr. 475 af 1. oktober
1945 om erstatning af besættelsestidens ofre.
Indlagt på Rigshospitalet i juli 1946. 9. april 1947 får
han tilkendt invaliderente på 18 %.
12. – 4. / 21.- 4. / 19. -5.- 1947 går han til undersøgelser på Ortopædisk hospital I København.
30. -5. 1947 bliver han undersøgt på Kommunehospitalet i København.
7. juli 1947 skriver Ortopædisk hospital til
Kommunehospitalets
psykiatriske
afdeling
at han har været til undersøgelse hos dem.
16. juli 1947 bliver han igen undersøgt af Ortopædisk
hospital, som indlægger ham og han bliver udskrevet
d. 12. august 1947.
3. juni 1949 søger han forhøjelse af sin pension og skal
møde til undersøgelse på Rigshospitalet. Han får afslag.
10.-4. – 22.-4. 1952 indlagt med lungebetændelse.
21.-6. – 30.- 6. 1952 opereret på Sundby Hospital.
Han søger igen forhøjelse af sin pension i 1954 og
hans invaliditetsgrad bliver sat op fra 18 % til 55 %
23. – 5. – 29.- 5.- 1954 og d. 8. – 6. til d. 3. -7. 1954 er
han indlagt på Rigshospitalets afdeling for nervesygdomme / Københavns
miliærhospital og dem har han tilknytning til igen i
1956.
1957 bliver han igen tilknyttet Ortopædisk hospital i
København.
I1958søgerhanigenforhøjelseafsinpensionog15.februar 1958 bliver han invaliditetsgrad sat op fra 55 % til 65 %.
I 1960 søger han igen om forhøjelse og får afslag, som
han anker, da han kun med stor vanskelighed kan gå
og han derfor ikke har mulighed for indtjeningsmuligheder. Han skriver til Direktoratet d. 18. april 1960:
Til Direktoratet. Jeg har modtaget et afslag om genoptagelse af min sag. Det er rigtigt hvad doktor Jansen skriver at jeg ”går energisk” – ja, jeg er simpelthen
nødt til at bruge mine armkræfter, for at holde mig
oprejst med to stokke og hvis jeg kun bruger en stok
er min gang kravlen og vrikken og med meget store
smerter. Takket være invaliderettens trehjulede cykel.
Som jeg har lånt siden februar 1955, kan jeg komme
hele København rundt, hvis jeg ikke havde den cykel ville alle mine penge gå til transportudgifter. Jeg
prøver stadig at få Stutthof og bivirkningerne af 300
injektionen til at forsvinde, med træning og ophold
i frisk luft. Jeg har forstået at der burde tages hensyn
til – om man i det hele taget har indtjeningsmuligheder, i det fag man blev revet væk fra. Jeg beder derfor
direktoratet til at genoptage min sag. Jeg kan ikke blive helbred, sviger stadig og er meget træt hele tiden.
Esben H. Andersen.”
Der var i 1960 gået 15 år siden han kom hjem fra
Stutthof. Alle disse år var med sygdom, indlæggelser
på hospitaler, store smerter og en kamp for at få økonomien til at hænge sammen på en fornuftig måde.
I 1961 deltog Ebsen Holger Andersen i Den Store
Atommarch / Påskemarchen mellem d. 31. marts til d.
3. april, som havde sin begyndelse i Holbæk og afsluttede på Rådhuspladsen i København, så hans politiske
stillingtagen bibeholdt han hele sin tilværelse. Han
deltog i marchen i rullestol og med et godt humør.
18. januar 1965 må han tage ophold på et plejehjem,
efter indlæggelse på Gentofte hospital og han søgte
derfra en invalidebolig. Denne får han aldrig, da han
afgår ved døden få måneder efter.
Ludvig Lønning Bodenhoff Larsen – Roskilde.
Han blev som 20. årig aktiv i modstandsbevægelsen
under Erik Clausen / DKP. Han blev aldrig arresteret. For at komme ind under loven om erstatning til
besættelsestidens ofre, skulle det dokumenteres at en
person minimum havde haft et års belastende arbejde i modstandsbevægelsen. Dette betød at nogle af de
frihedskæmpere, som først blev aktive efter april 1944
ingen erstatning kunne få – uanset deres oplevelser og
eventuelle traumer. Dette betød at Ludvig Lønning
Bodenhoff Larsen i forhold til at søge pension, var en
af de heldige, som ikke faldt for tidsgrænsen! Han blev
erklæret 65 % invalid i 1976, 53 år gammel – da han
psykisk ofte var plaget af de oplevelser, han havde som
20 - 22årig under besættelsen. Erklæring fra ovennævnte: ”Roskilde foråret 1943: Ansat som ekstramedarbejder ved DSB, Roskilde station. Bopæl hos mine
forældre. I kraft af venskab og fælles politiske holdninger med brødrene Erik og Helmer Clausen, deltog jeg i
distribuering af illegale blade, som blev fremstillet hos
deres far Lars Clausen.
I efteråret 1943, blev et mere aktivt arbejde sat i gang.
Erik Clausen dannede en gruppe med følgende medlemmer: Erik Clausen, Helmer Clausen, Svend Åge Sørensen, Viggo Jacobsen og Lønning Larsen.
Våben stjal vi fra tyskerne. Og i kraft af min ansættelse
på Roskilde station, havde jeg mulighed for at organisere sprængstof (Aerolit), som ofte var under omlæsning
på Roskilde station. Vi foretog så sprængning af b.la. et
tysk militærkøretøj, som var anbragt på stationspladsen i Roskilde, madrasfabrikken i Roskilde og bagermester Klausens virksomhed i Roskilde.
I begyndelsen af 1944 fik vi ordre på at der skulle være
ro i byen, grundet forventede nedkastninger. Oberstløjtnant Lykkegård, som nu var kommet ind i billedet,
instruerede os i kendskab til og brugen af våben.
I efteråret 44´ modtog vi nedkastninger ved Hove Mølle, i nærheden af Gundsølille og ved Valborgskoven vest
for Roskilde.
Våben og sprængstof, blev pakket i kasse og sendt som
fragtgods, eller gik til lager på maskinfabrikken ”Selandia”, Københavnsvej i Roskilde.
Jernbanesabotage udførte vi to gange ved Borup station. Den ene fik desværre en ulykkelig udgang, idet man
på Roskilde station, havde tilkoblet en personvogn med
skolebørn. Nogle blev dræbt, andre blev svært lemlæstet. Ligeledes foretog vi en jernbanesabotage ved Roskilde station. Tysk krigsmateriel på vej mod København.
Likvideringer i Roskilde og omegn blev ligeledes udført
af denne gruppe og dette medførte at vi i efteråret 44
måtte gå under jorden med skiftende opholdssteder.
Da mit hjem blev udsat for tysk razzia, tog jeg til København og fik nye kontakter der.”
Ludvig Lønning Bodenhoff Larsen deltagelse modstandsarbejdet blev beskæftet af hans kammerater og
foruden sin pension fik han en årlig skattefri hædersgave på 1800,-kr. årligt.
Oskar Pedersen - Amager.
Modstandsmand og illegal fra april 1943, men blev
arresteret af besættelsesmagten i december 1944 og
indsat i fængsel, og blev derefter deporteret til Neuengamme, hvor han led et betydeligt vægttab. Efter
hjemkomsten i maj 1945 opstod der mave-og nervelidelser, men da en anmeldelse til Direktoratet for ulykkesforsikringen først fandt sted 1951, hvorfor sagen
bliver afvist i december 1952, som for sent anmeldt.
Men efter gennemførelsen af ny lov vedr. tidsfrister
får han i 1958 tilkendt en invaliditetsgrad på 25 %. I
november anmoder Oskar Pedersen igen om en genoptagelse af sin sag, med henblik på forhøjelse, da han
lider voldsomt af depressioner. Det får han afslag på,
og han taber også en ankesag, da det ikke er direktoratets skøn at ”hans nuværende depressioner, skyldes
de forhold han har levet under i tyske koncentrationslejre”. I 1963 har han ikke kunnet arbejde i et år og vil
efter lægelig vurdering end ikke kunne varetage lettere arbejde. Han får forhøjet sin invaliditetsgrad til 60
% og igen i 1966 til 80 %. Han og hans hustru får et
rekreationsophold på ”Bæreia” i Norge i juli/august i
14 dage i 1969, men allerede tre år efter er han på plejehjem. Han dør d. 4. april 1975.
4. Maj-Initiativet på Vesterbro
19:30
Vi mødes på Halmtorvet
Underholdning med Du Gamle Måne
Konferencier Ane Søegaard
Tale med en fra CrisisMirror
Tale v/Petter Sommerfeldt, Demos
Tale v/Ole Søborg, Fagforeninger mod racisme
20:36
Frihedsbudskabet afspilles
Røde Horn spiller op til fakkeltoget
20:45
Fakkeltoget begynder
21:30
Vi ankommer til Enghaveparken
Folkekøkken Vesterbro
Anno 2013: De brune støvler tramper i Europa igen 22:00
– og fascisme, nazisme og racisme er en politisk re- Slut
alitet.
SALAMI
DE FORSIGTIGE
Stykke for stykke
Langsomt men sikkert
Medicintilskud faldt bort
Hjemmehjælpen blev forringet
Hospitalerne skal skære ned
Åndssvageforsorgen nedtrappes
Plejehjemskontoer beskæres
Tidligere død vil give
yderligere besparelser
Børneinstitutioner nedskæres
Klassekvotienter sættes op
Uddannelsesstøtten forsvandt
Lærlinge blev frataget løn
Adgangsbegrænsning for studerende
Ufaglært arbejdskraft betyder
yderligere fortjenester.
Huslejerne sættes op
Kronens værdi sættes ned
Dyrtidsportioner beslaglægges
Jordværdierne øges
Arbejderne fratages forhandlingsret
Politiet udvider
Militæret sikres
Langsomt men sikkert
Stykke for stykke
De forsigtige siger: Bland ikke politik
ind i det faglige arbejde.
Af Carl Scharnberg
af Carl Scharnberg
Jeg siger: Alt er politisk. Spørgsmålet
om dit arbejde, dine vilkår, vor hverdag,
vor fremtid.
Alt er politisk. Må vi ikke snakke politik,
er det som at trække tænderne ud af munden
på mennesker, så man ikke mere kan tygge
det daglige brød. Så er der kun søbemaden
tilbage.
De forsigtige siger: Bland ikke politik
ind i fagbevægelsens arbejde.
Jeg siger: Enhver faglig kamp er politisk:
Den bestandige kamp mellem dem,
der skaber værdierne,
og dem, der tar resultatet af andres arbejde,
mellem dem, der har retten til at lede og fordele,
og de, man bestandig søger at lamme
med ordene: Bland ikke politik ind
i fagbevægelsens arbejde.
Lykkes det de forsigtige, der har opgivet håbet
om at ændre det bestående,
at gøre søbemad til dagens ret for småfolk,
vil kræfter og livsvilje langsomt tære bort af
underernæring.
Til den tid vil de besiddende i dyb
taknemmelighed
belønne de forsigtige, der med deres politiske
handling bidrog til at sikre, at magten og
æren
og retten til de skabte værdier tilhører de få
indtil videre.