.
BILAG A1
Henrik Dørge: ”Guldklumper”.
Weekendavisen 20. 4. 2011. Uddrag.
De veluddannede forældre behøver ikke ty til popsmarte ord som kvalitetstid og have dårlig
samvittighed over, at de for sjældent læser godnathistorie for Mathilde eller spiller bold med
Jonatan. Sandheden er, at veluddannede forældre bruger langt flere timer på at give børnene
omsorg end ufaglærte forældre gør.
Det mest påfaldende er den store sociale skævhed, når det kommer til, hvor meget tid der
afsættes til afkommet. Jo længere uddannelse forældrene har, jo flere timer vier man sit barn.
Den kvindelige akademiker bruger for eksempel 5 1/2 timer mere om ugen på børneomsorg
end rengøringsassistenten med ingen eller kort uddannelse.
Det er seniorforsker Jens Bonke fra Rockwool Fondens Forskningsenhed (RFF), der har samlet oplysningerne sammen, og han peger på, at det ikke er forældrenes arbejdstid, der kan forklare forskellene. Tværtimod arbejder højtuddannede typisk mere end lavtuddannede.
Ifølge Jens Bonke kan man dog ikke uden videre slutte, at lavtuddannede ikke er engagerede
i deres børn: »Jeg vil hellere konkludere, at dem med høj uddannelse mener, det er vigtigt at
være sammen med børnene. Man kan også forestille sig, at de mener, at de er rigtig gode til
det; at der kommer noget konkret ud af samværet. De vil gerne sørge for, at børnene får en
god uddannelse ligesom dem selv. Derfor læser man for eksempel oftere lektier med dem. De
ved også, at det er sundt, at børnene motionerer og spiser sundt.
Derfor sørger man for, at børnene får de vaner fra starten af. Men det er ikke ensbetydende
med, at de andre forældre forsømmer deres børn,« siger Jens Bonke.
Ideologisk er RFF’s tal bestemt ikke uden kant. Det har igennem mange år været et erklæret
politisk mål at bekæmpe negativ social arv. Populært sagt skal sosu-hjælperens barn have
samme muligheder som bankdirektørens, og her har vuggestuen, børnehaven og folkeskolen
længe været udpeget som de vigtigste arenaer i kampen for at gøre den sociale ulighed mindre. I dag har stort set samtlige kommuner for eksempel en børnepolitik, der prioriterer en
tidlig indsats og inklusion af socialt udsatte børn i daginstitutionerne.
Men de institutionelle forsøg på at mindske negativ social arv falder jo unægteligt lidt til jorden, hvis forældre i uddannelsessvage familier ikke selv prioriterer at bruge tid på omsorg,
læring og stimulering af deres børn. Her vender RFF’s data for så vidt bevisbyrden om og
rejser et sensibelt spørgsmål: Når mange børn fra ressourcesvage hjem stadig ikke formår at
klatre op ad den sociale rangstige, er det måske ikke så meget samfundets som forældrenes
skyld? Forhører man sig hos Jens Bonke, er de lavtuddannede forældres beskedne tidsforbrug
på at hjælpe og stimulerer børnene i hvert fald nok en del af forklaringen på, hvorfor det står
trægt til med at få brudt den negative sociale arv: »Jeg er ret overbevist om, at der er en sammenhæng. Det kan jo ikke alt sammen ligge i generne,« siger han.