cv - Daniel Pedersen

Vagtskifte i Hvidbjerg Bank
Jens Odgaard, 44, er pr. årsskiftet tiltrådt som kundechef i Hvidbjerg Banks hovedafdeling i Hvidbjerg. Det
sker som led i et generationsskifte, hvor han afløser Vagn Kalhøj, 62, der har ønsket at trappe ned og blive
seniorrådgiver med fremtidig base i bankens afdeling i Struer.
Vagtskiftet markeres med en reception i hovedkontoret fredag
den 8. februar 2013, kl. 13-16.
Jens Odgaard
Som kundechef og stedfortræder for bankens direktør får Jens
Odgaard ansvaret for Hvidbjerg Banks forretningsmæssige
udvikling i bankens historiske kerneområde og bliver samtidig
ansvarlig for kreditområdet – herunder i et vist omfang for hele
banken.
Jens Odgaard kom i lære som bankelev i 1988 i Salling Bank, og
her blev han bankbestyrer i 1996.
Fra 2000 til 2006 var han ansat som erhvervskundechef og
stedfortræder for direktøren i Vinderup Bank.
I 2007 fik han som områdedirektør det overordnede ansvar for den forretningsmæssige udvikling i
Andelskassen Midtvest Center Skjern.
I 2009 blev han ansat i Morsø Sparekasse som finansdirektør og senere i forbindelse med fusionen med
Morsø Bank i 2010, hvor banken kom til at hedde Fjordbank Mors, fortsatte han som områdedirektør for
forretningssupport og udvikling. Fra juni 2011 hvor banken overgik til Finansiel Stabilitet har Jens Odgaard
været ansat som områdedirektør for forretningssupport med ansvar for afvikling af en række aktiviteter i
Fjordbank Mors.
Sideløbende med sin bankkarriere har Jens Odgaard udover relevante bankuddannelser læst til merkonom i
finansiering og merkonom i regnskabsvæsen. Han har endvidere gennemført
ejendomsmægleruddannelsen.
”Jeg glæder mig til at komme tilbage til det kundevendte, og jeg mener, at Hvidbjerg Bank har gode
muligheder for fortsat at udvikle sig som en selvstændig bank til gavn for områdets virksomheder og private
husholdninger,” udtaler Jens Odgaard.
Privat bor den nye kundechef i Skive sammen med hustruen Helle og børnene Mikkel, 14 år, Isabella, 12, og
Marie på 8. Fritidsinteresserne omfatter bl.a. jagt, lystfiskeri, håndbold og fodbold.
”Jeg går meget op i fodbold og håndbold som tilskuer, og har tidligere selv udøvet begge sportsgrene. Mine
tre børn er alle aktive, og jeg er træner for min yngste datters fodboldhold,” siger Jens Odgaard, der også er
aktiv inden for motionscykling. 1. september 2012 deltog han således i – og gennemførte – cykelløbet
Århus-København.
Vagn Kalhøj
Vagn Kalhøj kom til Hvidbjerg Bank i 1996 efter en lang karriere i Midtbank – senest 15 år som leder af
bankens afdeling i Struer.
”Den daglige kontakt med de mange dejlige kunder er til stor
glæde for mig,” siger Vagn Kalhøj og fortsætter: ”Efter så mange
år kommer man tæt på rigtig mange mennesker. Man kender hele
familien og får ofte lejlighed til at tage del i både glæder og
sorger. Denne menneskelige vinkel sætter jeg stor pris på, og jeg
glæder mig til at kunne dyrke den endnu nogle år.”
Privat er Vagn Kalhøj meget sportsinteresseret, og i mere end 40
år har han været aktiv med forskellige fritidsjob i foreningslivet.
Bl.a. har Struer Boldklub i en lang årrække nydt godt af Vagn
Kalhøjs indsats som træner, kasserer, bestyrelsesmedlem og i en
periode også som formand.
Senere blev det Struer Sejlklub, hvor Vagn Kalhøj har ydet en indsats i bestyrelsen og som medlem af
ungdomsudvalget.
En gammel fodboldskade er årsag til, at Vagn Kalhøj i dag er endt som en aktiv motionscyklist.
”For fem-seks år siden måtte jeg have et nyt knæ,” fortæller han. ”Både lægerne og min søn, som er aktiv
cykelrytter i Holstebro Cykelklub, foreslog mig at købe en racercykel, så jeg kunne få ordentlig gang i
bentøjet igen. Jeg fulgte rådet, og blot ti måneder efter jeg fik det nye knæ, kørte junior og jeg i Tour de
France rytternes spor til toppen af Alpe d’Huez. Siden er cyklen blevet luftet mindst to gange om ugen på
de lokale landeveje fra det tidlige forår til det sene efterår.”
Den nye passion førte i 2011 til, at Vagn Kalhøj engagerede sig kraftigt i at trække det første officielle DCUcykelløb til egnen med Holstebro Cykle Club som arrangør og Hvidbjerg Bank som hovedsponsor.
I 2012 har Vagn Kalhøj været en af initiativtagerne til stiftelse af Struer Cykelklub, hvor han varetager
jobbet som kasserer og medlem af bestyrelsen.