1. No category

KAPITEL
IMPERIAUSMEN OG STORMAGTERNE
14
1juni 1897 kunne dronning Victoria fejre, at hun havde sid
det på den britiske trone i 60 år. Victoria var ikke bare britisk
dronning; hun var også kejserinde af Indien. Til imperiet hørte
også Canada, Australien og New Zealand samt en række
større og mindre områder i Afrika, Vestindien og Stillehavet.
Victoria var med andre ord hersker over et verdensrige. En
Vicekongen at Indien, George Curzon
(1859-1925)
Fotografi fra Ca. 1900
Dronning Victoria var repræsenteret Indien af
en vicekonge. George Curzon blev vicekonge i
1898. Det britiske kolonistyre i Indien bestod
at to elementer, direkte styre af landet og
samarbejde med lokale fyrster. På billedet ser vi
vicekongen på besøg hos en af de lokale fyrster,
maharaja Peshkar. Curzon blev frataget stillingen
efter otte år, fordi haii gennemførte reformer,
som blev betragtet som for indiskvenhige
stor del af imperiet havde briterne erobret inden for de sid
ste tyve år i bitter konkurrence med andre stormagter. Mod
slutningen af 1800-tallet drev de europæiske stormagter en
hysterisk jagt på kolonier. Hvad karakteriserede denne jagt?
Hvilke drivkræfter lå bag?
b
13
I.’
P47
~~
~
~.
..3~
-
I
-.
-A
:1
-
y
114 I DEL 4 EN
EUROPADOMINERET VERDEN
1850-1914
Europæerne i Afrika
1830
Frankrig invaderer Algier
1852
Transvaal i Sydafrika bliver oprettet at boerne
1881
H. M. Stanley grundlægger Leopoidville for Leopold 2.
1882
Briterne slår et nationalistisk oprør ned i Ægypten
1884
Berlin-konferencen om deling at Afrika begynder
1896
Etiopierne besejrer de invaderende italienske styrker
1899
Boerkrigen i Sydafrika begynder
IM PER IAL ISM EN
Imperialisme vil sige, at stater skaffer sig herredømme og kontrol over andre
stater. Det kan ske militært, politisk eller økonomisk. At udvide sin magt på
bekostning af andre har altid været en del af menneskehedens historie. Impe
rialismen rummede dog en væsentlig forskel i forhold til tidligere: Vesteuro
pæerne nøjedes ikke med at erobre territorier i sine nærområder. De drog
på erobringstogt over store oceaner til andre kontinenter; og de opbyggede
imperier, som strakte sig over flere kontinenter.
Imperialismens tidsalder
Den britiske statsminister betragtede i 1852 kolonierne som “en møllesten
om halsen på os”. I Canada, Australien og New Zealand var briterne åbne for
indre selvstyre. Samtidig var de spanske og portugisiske imperier i opløsning.
De sydamerikanske stater var blevet selvstændige. Mange tolkede det som et
tegn på, at den oversøiske erobring, som var startet i 1400-tallet, gik mod sin
afslutning; men det skulle vise sig, at de tog fejl.
I 1870’erne tog udviklingen en ny og dramatisk vending. Europæiske sta
ter nærmest konkurrerede om at få fat i de sidste “ledige” landområder på
kloden, som kunne udnyttes. I løbet af 20-25 år blev en fjerdedel af Jordens
areal erobret af europæiske imperialister og omformet efter deres behov.
Storbritannien og Frankrig havde i kraft af deres flåder overherredømmet og
gik foran. De nye europæiske nationalstater, Tyskland og Italien, gjorde også
krav på “en plads i Solen”. Det samme gjorde kong Leopold 2. af Belgien.
Ny eller traditionel imperialisme
Da interessen for nye kolonier blussede op i 1870’erne, havde flere af sta
terne allerede store koloniriger at forsvare. Frankrig havde erobret Algier i
1830 og var i færd med at trænge ind i Indokina. Briterne havde styrket deres
position i Indien, og for at sikre sejlruten til Indien havde de sat sig på Kapko
lonien på sydspidsen af Afrika.
Indien var vigtig for briterne. De importerede billige råvarer fra Indien i
store mængder, især bomuld og te, og de solgte industrivarer på det indiske
KAPITEL 14 IMPERIALISMEN OG STORMAGTERNE
I
175
marked, som ikke var noget lille marked! Søvejen til Indien var lang. Derfor
behøvede briterne havne som Cape Town, hvor skibene kunne få nye og
friske forsyninger. De havde også behov for flådebaser og udstationering af
store militærstyrker for at beskytte britiske handelsfartøjer og flådebaserne,
og ikke mindst for at forsvare Indien og hindre andre stormagter i at komme
for nær Indien.
Briterne havde også bidt sig fast på andre strategisk vigtige steder langs
søvejen til Indien. 11875 købte Storbritannien andele i Suezkanalen, som
var blevet anlagt i årene 1859-69. Suezkanalen var hovedpulsåren mellem
England og kolonierne i Asien. Meget af det, som skete i perioden 1875-1914,
drejede sig om at styrke og beskytte forbindelseslinjerne til indien. Det var
ikke mindst som ejer af Kapkolonien og interessent i Suezkanalen, at England
blev en af hovedaktørerne i kapløbet om Afrika.
Den imperialistiske bølge mod slutningen af 1800-tallet er blevet tolket som
historisk ny og anderledes end tidligere tiders imperieopbygning. I forbin
delse med den kolonisering, der fulgte i kølvandet på de store opdagelser,
var datidens store handelskompagnier således de vigtigste aktører fx blev
den britiske kontrol med Indien frem til 1800-tallet sikret af det engelske
ostindiske kompagni og ikke af den britiske statsmagt. En del forenklet kunne
man med et nutidigt begreb betegne denne tids kolonialisme som en opgave,
staten havde “udliciteret” til private handelskompagnier, som fik monopol
på råstofudvinding og handel i et givet område og ret til at uddanne militære
styrker til forsvar af området.
De europæiske koloniriger i 1914
Storbritannien var verdens største kolonimagt.
Det britiske imperium omfattede en tjerdel af
hele klodens landarealer. Brfterne herskede over
400 millioner mennesker. Det franske imperiurn
var næststorst. De gamle nederlandske, portugi
siske og spanske imperier var blevet reduceret,
men eksisterede fortsat. Tyskland, Italien og
Belgien skaffede sig også kolonier i 1800-tallet.
Rusland herskede over et enormt imperium, men
da det var et sammenhængende landområde,
blev det ikke betegnet som et kolonirigo
—
4
Q
D ~2fl~IRiiT1~’DiItI~hmJ
E1 Det russiske I~ jII~h5~J
I
1F’
-.,
3
I
.._~
176
DEL 4 EN
‘~4
~.
I
.-.
i~
,
~
1850-1914
EUROPADOMINERET VERDEN
‘)
~
...
-.
.;,
•
•3
:
-
r
~
~
-.:
~i.._
k~..
‘-
‘•~-,
:~..
--
•-
-
~
~5__~~
.‘~
~
.5~;_•—
•
.•
.
-~
~
I
~ ~T~- J
-~ -
••k..I’_
~%
•~.
~
-
-~
~
•
~
~
:
~ ~‘
~.:,
~
,.
•_
~
~..
-
,~.;..
..
.-~
,,-.
~
-
5
.~•,
-~“•
~
•
~
- .-•
~
•
-
-,
~—.L
I
.‘~
•1
I
-
-
-;;•
-‘
:
—
•-
:-.—~
~,
‘~~— —-. ~--
-...
—
.—
__.
—.
-
.—,~
.~e
—
—
Eduard Riou (1833-1900): Første tur gen
nem Suezkanalen
Illustration i en bog om Suezkanalen, som udkom
i åbningsåret 1869
.—~—4’
—
~•j’...
•~
‘-~
-
~-
•.:~-‘~~
.~-
•..I
—
4—
-
~
-.:~..
‘
~-.--~: ~
~
-
~
—~
•.
~
~--
~
5
5
L
-~
-
-
—~
.•,:
—
—
~
—
—
-
-
\~
~ -~
e-•.•._
-
-
~.
-
.~.
I
-.
—
~—
—
—
.•••—
-
I modsætning hertil blev den nye imperialistiske bølge styret af statsmag
ten som et element i stormagtspolitikken. Forholdet mellem stormagterne i
Europa blev stadig mere spændt mod slutningen af 1800-tallet, og dermed
betragtede stormagterne store kolonibesiddelser som et middel til at styrke
deres position på den europæiske storpolitiske scene. De mange militære,
diplomatiske og finansielle ressourcer, som staterne derfor var villige til at
bruge på opgaven, gjorde det muligt at ekspandere overraskende hurtigt, og
verden blev vidne til et usædvanligt kapløb mellem stormagterne om kolo
nier. Det var også nyt, at nye områder Afrika og Asien blev inddraget i
stormagternes imperieplaner, ligesom det var nyt, at en begejstret opinion
derhjemme fuLgte imperiebyggeriet med største interesse gennem avisernes
daglige skildringer af voldsomme sammenstød i fjerne lande. Den slags stof
appellerede til følelser og nationalstolthed og kunne bruges af regeringerne til
at få folkelig opbakning til den oversøiske ekspansion og en til tider hasarde
ret udenrigspolitik i årene op til 1. verdenskrig.
—
—
KAPITEL 14 IMPERLALISMEN OG STORMAGTERNE
Den britiske everstkommanderende,
general Kitchener kaster malidiens aske
for vinden
Farfr’elltografl 1898
I den muslimske verden var der mange religiøst
inspirerede oprør mod det europæiske kolonisty
ret. Flere oprør blev anført at såkaldte madhier,
dvs, personer som blev anset for at være direkte
vejledt at Gud. Madhien Muhammed Ahmed
Abdullah stod i spidsen for et oprør mod briteme
i Sudan i midten at 1890’erne. Først i 1898
generobrede britiske styrker Sudan under ledelse
af general Kitchener, som senere blev britisk
krigsminister i 1914
~.
:
~~‘•
‘i
.
.~.
-
—... ..
~,—
1_
—
—~
.
~‘
177
.
~
•.~
~.
—‘
i
~-:
~
i
~.
,
.
(
~
~
.
-
~
:~
1,,.~
..-
•.
~..
(
-
~‘
-~
•
.
~
,
L
\
::~ ~
~ -~
— i
~
.
L
i:
,.
~
.
.v~
i
~
., ..
t
~
ç
~
~
-
.
,~.
~.
k
I
-
:~
~
..~.,..
..
~:;~‘
~
~
/
—.~-.
—
-~
.
c~-~.
.,
i-,~
.~:
.
..
-~
•
—~
~
~
. ‘-i,
.~ —~ ,$•~
—i.
~
-~‘b~ ~
%•~
~
~
‘-~-~
Teknologiske forudsætninger
De nye imperier var på mange måder et produkt af industrialismen. Der var
opstået et teknologisk og militært gab mellem de vestlige industrinationer og
resten af verden, bl. a. illustreret ved vestens ibrugtagning af rifler med maga
sin og maskingeværer mod slutningen af 1800-tallet. I et slag ved Omdurman
i Sudan i 1898 anvendte den engelske general Herbert Kitchener maskinge
værer i nedkæmpelsen af sudaneserne. Kitchener mistede 49 mand og Sudan
11.000. En sådan begivenhed viste europæerne tydeligt, hvilket magtmiddel
de havde til rådighed, og de blev derfor enige om ikke at sælge geværer og
våben i Afrika.
.&
‘L•
178
DEL 4 EN EUROPADOMINERET VERDEN 1850-1914
Det våbenteknologiske forspring var en vigtig forudsætning for erobringerne.
Medicinske landvindinger var en anden. Tropesygdomme havde fået euro
pæerne til at holde sig til kystområderne, men i 1820’erne opdagede man,
at kinin beskyttede mod malaria, og i 1840’erne begyndte europæerne i
Vestafrika at tage kinin regelmæssigt. Dødeligheden (antal døde pr. 1.000
personer) faldt fra op mod 750 om året til mellem 50 og 100.
Racisme og biologi
1800-tallets europæere følte sig moralsk og kulturelt overlegne i forhold til de
“primitive” folkeslag i Afrika. Briter, franskmænd og tyskere så det nærmest
som deres pligt og opgave at sprede den europæiske civilisation til de “lave
restående folk” godt assisteret af den kristne mission.
—
I slutningen af 1800-tallet fandt imperialismen sin ideologiske begrundelse i
socialdarwinismen, Charles Datwin havde i bogen On The Origin ofSpecies
by Means ofNatural Selection (1859) vist, at de biologiske arter på Jorden
havde udviklet sig gennem naturlig udvælgelse, I kampen for tilværelsen
var det de mest livskraftige skabninger, som overlevede, og som førte sine
arveanlæg videre til næste genaration. Den britiske filosof Herbert Spencer
skabte udtrykket sut-viva! of the fittestog mente, at Darwins teori ikke kun
gjaldt for udviklingen af biologiske arter, men også i kampen for tilværelsen
mellem mennesker, stater og racer. Kun de stærkeste og mest livsduelige ville
overleve. Denne tankegang kaldes socialdarwinisme. Nogle af de europæiske
erobrere betragtede i forlængelse heraf den hvide race som en højere race og
europæernes teknologiske overlegenhed som et bevis herpå. Mange hand
lede i tråd med denne absurde tankegang og kunne derigennem legitimere
deres erobringer og undertrykkelse.
Markeder og stormagtsambitioner
I årtierne omkring 1900 var det en dominerende opfattelse, at Jordens res
sourcer var begrænsede, og at det var vigtigt at sikre sig adgang til råvarer,
halvfabrikata, markeder og billig arbejdskraft i fx mineindustrien. Som den
britiske koloniminister Joseph Chamberlain sagde i 1897: “Det er et tegn i
tiden, at al magt samles i hænderne på store imperier, mens mindre stater
reduceres til anden- og tredjerangs nationer.”
Heroverfor står, at stormagternes økonomiske udbytte af de nye erobringer i
Afrika blev meget magert. Afrika var ikke særlig vigtig for verdensmarkedet.
Men selv om det økonomiske udbytte alt i alt var tvivlsomt, var troen på
store gevinster i samtiden ikke desto mindre en vigtig drivkraft bag koloni
kapløbet.
KAPLØBET OM AFRIKA
Afrika var hovedscenen for den nye imperialisme. Ved starten af 1880’erne
var det kun Algier, Sydafrika og enkelte mindre kystområder som var under
KAPITEL 14 IMPERIALISMEN OG STORMAGTERNE
Europæiske kolonler I Afrika 11914
Sådan så Afrika-kortet ud efter det europæiske koloni-kapløb. Kun Liberla og Etiopien var
selvstændige i 1914
..“
..
______
.~
.
-
- ~
~
170
‘ja.
.
~
irni~s
Keneriøjrant.
Algeriet
Rio de Oro
(~TflT~
Fransk Vest-Afrika
Po4tuglslsk
Guinea
Fr. Somali
Br,
land
Fransk
ÆkvatoiialAMka
•“~
Slerra Leone
(Br.)
•
TOgolend
(Ty.)
Spansk’
Guinea
Etloplen
U
Bridsic
Bland
Belgisk Congo
Ascenslon (Br.)
blque
Wsk Sydvest-Ahlka
•
cana
Algeriet
M
gaskar
Syd-Rhodesia
negal
1880
(Br.)
lvlsBay
(Dr.)
lonion
fWt~undet
Swazlland(Br3
Basutoland (Br.)
OBritisk
DFransk
[]Portugisisk
Spansk
DBelgisk
D Tysk
I] Selvstændig stat
D Italiensk
direkte europæisk styre. Tredive år senere var der to formelt selvstændige
stater tilbage i Afrika, nemlig Liberia og Etiopien, som Italien forgæves havde
forsøgt at erobre. Resten af det afrikanske kontinent var delt op i kolonier,
som var underlagt europæiske kolonimagter.
Sammenhængende koloniriger
Delingen af Afrika skete ganske vist på rekordtid, men i enkelte områder var
der dog en vis europæiske tilstedeværelse inden slutningen af 1800-tallet.
Egypten, som havde været en provins i Osmannerriget, var i årene 1798-1 801
besat af Frankrig under Napoleon. Den franske besættelse havde sat sig spor,
og i årene derefter påbegyndte det nye styre en modernisering af landet efter
vestligt mønster. Blandt andet anlagde man ved hjælp af fransk kapital Suezkanalen i årene 1859-69.
Moderniseringen gjorde styret afhængig af lån fra de europæiske lande, og
i 1875 solgte den egyptiske regering sine andele i Suez-kanal-selskabet til
Storbritannien. For at beskytte den store investering besatte briterne Egypten i
1882, men lod den lokale hersker, kediven, blive siddende under britisk kon
trol. Storbritannien fik derved fuld kontrol over både Suezkanalen og Nilen,
som med sine kanaler var af stor betydning for egyptisk økonomi.
1801 DEL 4 EN
EUROPADOMINERET VERDEN 1850-1914
i:’
;
~
~
~
~“.-—:•
:~
~
J~
‘
~
~
-~
~.
‘~‘
~
Briterne havde også haft fodfæste i Sydafrika siden slutningen af 1700-tallet,
hvor de erobrede Kapkolonien og drev boerne længere mod nord. Briterne
udarbejdede nu planer for et sammenhængende kolonirige i Afrika fra Cairo i
nord til Kapkolonien i syd. Frankrig svarede igen med erobringer i Vestafrika.
Tyskland erobrede på få år (1 883-85) store landområder i øst-, Syd- og
Vestafrika. Briterne svarede igen ved at erobre Uganda og Kenya for at hindre
tyskerne i at nå frem til Nilens kilder og i syd indtog man det nuværende
Zimbabwe og Zambia. Ved hjælp fra den engelske opdagelsesrejsende
Henry M. Stanley blev Congo en belgisk kronkoloni.
Berlin-konferencen
-.
:i~’f~
-~
~
Den marokkanske sultan fraskriver sig
tronen
Illustration fra det franske tidsskifft
Le Petit Journal
Marokko kan føre sin historie som et selvstæn
digt muslimsk rige tilbage til 700-tallet, og i
1400-tallet og 1500-tallet modstod landet portu
gisiske og spanske erobringsforsøg. Men i 1912
måtte sultanen fraskrive sig tronen, og Marokko
blev fransk koloni. Det var både gældsproblemer
og militære trusler, som tvang sultanen til at gå af
De mange modsætninger mellem stormagterne, som kapløbet om Afrika
skabte, fik den tyske kansler Bismarck til at tage initiativet til en international
konference i Berlin i 1885. Målet var at skabe enighed om internationale
spilleregler om den fremtidige kolonisering af Afrika. På konferencen var der
enighed om, at den magt, som havde besat et kystområde, havde fortrinsret
til landet bag kystområdet. Hvis man undlod at erobre baglandet, bortfaldt
fortrinsretten imidlertid, og der var principiel lige ret for alle, I realiteten bi
drog konferencen til at øge kapløbet om Afrika: Hver kolonimagt satte alt ind
på at erobre sit “bagland” så hurtigt som muligt.
Konferencen godkendte også den belgiske konges overherredømme over
Congo. Senere blev det afsløret, at kongen ranede enorme værdier til sig
fra Congo og var skyldig i nogle af de mest brutale overgreb på lokalbefolk
ningen. Skønsmæssigt mistede 10 millioner mennesker livet som følge af
overgreb fra kong Leopold og hans håndlangere. 11908 blev kongen tvunget
til at sælge sin kronkoloni til den belgiske stat.
KOLONISTYRE
“Her er vi, tre hvide mænd i hjertet af Afrika, med 20 negersoldater og 50
negerpolitibetjente, ca. 100 kilometer fra den nærmeste lejr med forstærknin
ger. Vi skal styre et distrikt med Ca. ½ mio. velbevæbnede vildmænd, som
for ganske nylig er kommet i kontakt med den hvide mand... Situationen er
rigtig morsom.”
Citatet er hentet fra en britisk officers dagbog i 1902. Officeren var statio
neret i Kikuyuland i Kenya. Citatet er et vidnesbyrd om, at kapløbet i Afrika
førte til større erobringer, end kolortimagterne havde råd til at administrere
direkte. Styret i kolonierne måtte derfor opbygges ved hjælp af lokale samar
bejdspartnere. I et længere historisk perspektiv drejede det sig ikke bare om
at sikre sig administrativ kontrol over et område, men om at opbygge stater
på et kontinent, hvis indbyggere slet ikke havde forestillinger om, hvad en
moderne stat var.
KAPITEL 14 IMPERIALISMEN OG STORMAGTERNE
I
181
Statsgrænserne nutidens Afrika er i det store og hele de samme som dem,
de europæiske kolonimagter trak omkring år 1900. For en række staters ved
kommende blev grænsedragningen katastrofal, fordi europæerne ikke vidste
ret meget om de forskellige folkeslag og etniske grupper. De manglede også
viden om traditionelle handelsnetværk og handeisruter, og nogle steder blev
handelsruter skåret over af nye grænser.
Kolonistyret afhang meget af, om der var tale om en handelskoloni eller en
bosætningskoloni. I handelskolonier som Ghana og Senegal dominerede
store europæiske handelsselskaber. Deres succes var meget afhængig af ro og
samarbejde med lokalbefolkningen. Her var repræsentanter for de internatio
nale selskaber forholdsvis få, og de havde ingen ønsker om at bosætte sig i
området permanent.
Det var derimod anderledes i bosætnings-kolonier som Algier, Kenya, Rho
desia og Sydafrika. I disse områder var europæerne ude efter jord og udvan
drede dertil i tusindvis. Lokalbefolkningen blev udsat for tvang og undertryk
kelse i langt højere grad end andre steder.
A OG STILLEHAVET
ASIEN, LATINA
Amerikansk Imperialisme I Caribien og
Stillehavet
Amerikansk imperialisme fik et andet præg end
den europæiske. Amerikanerne opbyggede
ikke et kolonirige, som de havde formel politisk
kontrol over, I Caribien og Mellemamerika sikrede
de sig indflydelse dels ved hjælp af korrupte
lokale politikere, dels ved rnilitæraktioner. I Kina
prøvede de at sikre sig de samme økonomi
fordele som europæerne
‘•
Rusland
~
tte
ya og
edte sig også til Asien og Stillehavet. Frankr’
Jagten på territo’
a og Laos. Briterne udvidede deres område~
Vietnam,
erobr
ma.
A’s udvikling fra en lille forbundsstat langs Am
udstrækning gik fra Atlanterhavet til Stillehav
—
—
østkyst til en stat, hvis
n sammenhængende ero
~ka~
~
i
Meutane~
Ma
0
-I
~
inakanske
blik
‘
Boninøyane
~dco.
0•
Hawaii ‘lI~IJ
Britisk Honduras
Guatemaià
El Salva.
gua
Costa Rica
Panama
‘~:.::
‘b
~...
4.
Tytuila ÇJ~:’
,
‘:
.
,
r
~ USA-væbnede
at
•
~SA-territodelsessfære
nezuela
olombi
14 IMPERIALISMEN OG STORMAGTERNE
KAPITEL
I
185
KONSEKVENSER AF KOLONIKAPLØBET
De vestlige landes imperialisme frem til 1. verdenskrig var præget af
voldsmagt og tvang. Resultatet var i første omgang lidelse, personlige kræn
kelser og nedvurdering af lokal kultur. Det var en bitter arv, der senere skulle
blive en drivkraft i koloniernes uafhængighedsbevægelser. Imperialismen
udfordrede også traditionelle værdier og traditionel tænkning i de samfund,
som blev erobret. Men vestlige ideer og forestillinger om demokrati og ret
tigheder blev overtaget og tilpasset samfundenes egen kultur og blev i næste
omgang brugt mod europæerne.
Kejser Mutsuhito (1852-1912) holder
krlgsråd
Japansk træsnit fra slutningen af 1800-tallet.
Som konsekvens af kolonikapløbet øgede Europa og Vesten sin magt og
indflydelse i det, vi i dag kalder den tredje verden. På godt og ondt var
denne kolonisering af den tredje verden det første bidrag til at samle kloden
i et bredt sammenhængende væv af økonomisk og politisk afhængighed.
Imperialismen blev startfasen til den komplekse form for gensidig afhæn
gighed mellem lande og civilisationer, som præger vores liv i dag. Mari kan
derfor sige, at imperialisniens tidsalder dannede optakten til globaliseringen
i vor tid.
Japan modstod både europæisk, amerikansk og
russisk impe~alisme, men agerede selv som en
imperialistisk stat over for Kina og Korea
•
~ ili~~~
I.
i
dl
~-
i
—. ~-
~6
-.
~
~,
~it1,~
z
-~~:
-
‘~
~j~lh
•å-..
~DllIfrL~
*
~lu ~I
•__
~\• ~•.s.
KAPITEL
VESTLIG IMPERIALISME
—
14
IMPERIALISMEN OG STORMAGTERNE
I
189
UDBYTNING ELLER UDVIKLING?
•~q4r
_J.
1)1..._~,
‘
—
.-~~•-‘•‘
~
.-.-—‘.‘~,
,~
..~.d
~
1.
~
~&~•
,-~••‘,
•~••
~~I••~
—
.L;~
\
•
~ ~
d
~—
~
-:
Unge mennesk~r med lemlæstede arme i
den belgiske koloni Kongo
...
~~/k
~
Fotografi fra 1907-1910
~
‘~~1n:~
-i.
~
Kvindelig missionær underviser burmesi
ske kvinder omkring 1850
Illustration fra en bog om amerikanske missionærer
ç•
~
Vestlig imperialisme var særlig intensiv
i perioden 1870-1920. Det har været
diskuteret meget, hvilke motiver der lå bag
europæernes ønske om at underlægge sig
områder I andre verdensdele. Var det bare
økonomiske motiver, eller var det et ønske
om at udbrede kristendommen og vestlig
kultur? Det har også været diskuteret,
hvilken betydning det fik for de lande, der
blev koloniseret. Var der bare tale om en
økonomisk udbytning, som førte til, at
koloniområderne blev tappet for ressour
cer og stagnerede, eller førte den vestlige
imperialisme til økonomiske og kulturelle
fremskridt for kolonieme?
Svaret på disse spørgsmål vil nok variere
efter, hvem der giver svaret. Mange me
ner, at den britiske kolonisering af Indien
ødelagde en civilisation, som var både
ældre og rigere end den vestlige. Andre
mener, at koloniseringen af Afrika, især
syd for Sahara, tilførte Afrika en højere
civilisation.
gerne. Da de hvides fremfærd i Belgisk
Congo blev kendt, vakte det opsigt og
afsky. 11907 deltog selv ærkebiskoppen af
Canterbury i en stor Congo-demonstration
i London. Leopold 2. måtte afstå kolonien
til den belgiske stat i 1908.
Men overalt fandt der overgreb sted, og
der er ikke tvivl om, at de overgreb og
massedrab som skete i den belgiske kong
Leopold 2. private Congo-koloni hører til
historiens mest sorte kapitler. De unge
mennesker, vi ser på billedet er sandsyn
ligvis blevet lemlæstet af den private milits
Anglo-Belgian-lndia Rubber Company.
Denne milits var kendt for at straffe lands
byer, som ikke leverede nok rågummi, ved
at hugge hænderne af nogle af indbyg
Der kan på den anden side heller ikke
være tvivl om, at europæerne mange
steder tog kampen op mod fattigdom,
analfabetisme og tropesygdomme og deri
gennem bidrog til et bedre liv for mange
afrikanere, men det skete ikke med
udgangspunkt i respekt for den eksiste
rende civilisation og kultur i de kolonise
rede områder. Vestlig kulturimperialisme
og etnocentrisme var fælles for soldaten,
forretningsmanden og missionæren.