Københavns bombardement 1807 Undervisningsmateriale

Københavns bombardement 1807
Undervisningsmateriale
Copyright © Det Historiske Hus ApS
HISTORIE LABORATORIET: 1807
Indhold:
Briterne kommer!
Side 3
København belejres
Side 6
Forhandling
Side 9
Bombardement
Side 12
Rygende Ruiner
Side 15
Nederlaget
Side 18
Grafik: Anna Falcon Svendsen, Falcon Grafisk Design (www.falcon-grafiskdesign.dk)
Tekst: Peter Henningsen og Jakob Seerup, baseret på deres kapitler i bogen 1807: Belejret og bombarderet.
Redaktion: Nanna Klitø
Layout: Vicki Lund Kaspersen
Korrektur: Birgitte Momme
Forsidebillede: Vor Frue Kirkes tårn brænder under bombardementet – set fra
Landemærket. Efter stik af C.W. Eckersberg/Københavns Bymuseum.
2
HISTORIE LABORATORIET: 1807
Briterne kommer!
len af det europæiske kontinent og i Nordafrika i tiden mellem 1792 og 1815. Det var
en række af krige præget af skiftende alliancer. Briterne var altid på den ene og franskmændene på den anden side. Faktisk var Napoleonskrigene i store træk en konflikt mellem Storbritannien og Frankrig om at være
Europas dominerende magt. En konflikt,
som med mellemrum havde stået på siden
den sene middelalder.
I 1794 erklærede Danmark-Norge sig
neutral i konflikten ligesom Sverige. Det
betød, at disse landes handelsskibe kunne
sejle i fred. Samtidig kunne skibene fragte
varer og udstyr for begge krigens parter. Siden den amerikanske uafhængighedskrig i
midten af 1770’erne havde danske købmænd
tjent store formuer på at sejle med handelsvarer for krigsførende nationer om bord på
neutrale danske skibe.
Neutralitetshandelen var så god en
forretning, at historikerne siden har kaldt
perioden fra 1770’erne til 1807 den florissante tid – den blomstrende tid. For handelen
var virkelig blomstrende, og København var
ved at oparbejde en rigdom, man ikke tidligere havde oplevet. Spørgsmålet var imidlertid, hvor længe Danmark kunne få lov til
at udnytte sin neutralitet på den måde.
Storbritannien havde længe forsøgt
at overtale kronprins Frederik og hans ministre til at stoppe den griske konvojsejlads. Danmark havde i stedet reageret ved
3
T. Rowlandson/Microcosm of London.
Napoleonskrigene fandt sted over størstede-
Angrebet på København bliver planlagt i
det britiske marineministerium.
at henvende sig til det da neutrale Rusland
for at få moralsk støtte. Russerne stillede
sig derfor i spidsen for en egentlig neutral
alliance. Medlemslandene, herunder Danmark, forpligtede sig til at forsvare og gengælde overgreb på hinandens interesser.
Alliancen, som kaldes det væbnede neutralitetsforbund, blev indgået den 4. november
1800.
Kort tid derefter kom Rusland til
enighed med Napoleon. De krævede, at
Danmark som medlem af neutralitetsforbundet skulle vælge side og aktivt bekæmpe briterne i Østersøen.
Slaget på Reden
Gjorde Danmark ikke det, ville landet risikere at blive invaderet af Napoleon. Hvis
Danmark gjorde, som russerne krævede,
ville briterne stå i en farlig situation. Danmarks flåde var nemlig forholdsvis stor.
Derfor besluttede briterne med magt at
HISTORIE LABORATORIET: 1807
4
Napoleons krav
Til gengæld truede franskmændene nu Danmarks sydgrænse i hertugdømmet Holsten,
som dengang hørte under den danske konge. Danmark fandt derfor forbundsfæller i
Preussen og Rusland, som ikke ønskede en
yderligere fransk invasion af det nordtyske
område. Danmark opstillede en professionel hær på ca. 20.000 mand i hertugdømmet Holsten for at garantere dets sikkerhed
mod en fransk invasion. For at være tættere på brændpunktet flyttede kronprinsen
og udenrigsminister Christian Bernstorff i
oktober 1805 til Kiel.
I slutningen af 1806 oprettede Napoleon ”fastlandsspærringen”. Ifølge denne
lov blev al handel med Storbritannien forbudt for franskmænd og deres allierede.
Storbritannien svarede igen med at forbyde
neutral handel mellem fjendtlige havne.
Dette skabte naturligvis vanskeligheder
for de tilbageværende neutrale lande, heriblandt Danmark. Napoleon slog nu Rusland
i en række kampe. De sluttede fred i Tilsit
Slaget på Reden. Willemoes om bord på
det gernerske flådebatteri.
Chr. Mølsted, Willemoesgården, Assens.
tvinge Danmark til at træde ud af det væbnede neutralitetsforbund.
Kronprins Frederik, som regerede på
sin sindssyge fars vegne, havde ikke tænkt
sig at give op uden kamp. I farvandet ud for
København blev der anlagt en forsvarslinje
af artillerifartøjer og flådebatterier i Kongedybet. Briterne måtte bryde denne forsvarslinje, hvis de ville så tæt på København, at
de kunne gennemføre et vellykket bombardement af byen. Den 2. april 1801 endte det
hele i et slag på Københavns red. Et lidt besynderligt slag, som Danmark egentlig tabte. Alligevel lykkedes det efterfølgende for
Danmark at udlægge nederlaget som en halv
sejr.
Briterne fik uden større besvær nedkæmpet den danske forsvarslinje. De kunne
nu bryde igennem forsvarslinjen og påbegynde et bombardement af København, men
gjorde det ikke. I stedet tilbød lord Nelson,
der stod i spidsen for de britiske styrker, våbenstilstand. Han regnede med, at danskerne
var godt møre og sikkert særdeles villige til
at forhandle. Samtidig skete der det, at den
russiske zar afgik ved døden. På den måde
blev den russiske indflydelse på neutralitetsforbundet, og dermed Danmark, pludselig
svækket. Derfor kunne kronprins Frederik
let gå ind på de britiske forhandleres krav.
Kravene var, at Danmark skulle træde ud
af forbundet samt lade være med at udruste
den danske krigsflåde. Briterne havde endnu
ikke hørt om zarens dødsfald og var derfor
glade for resultatet. København og flåden
var reddet - for denne gang.
HISTORIE LABORATORIET: 1807
Kronprins Frederik regerede
på vegne af sin sindssyge far,
kong Christian 7.
F.C. Gröger/Det Nationalhistoriske Museum på FrederiksborgSlot.
den 7. juli 1807, hvor Napoleon kom overens
med zar Alexander 1. Det betød, at Danmark
efterhånden var det eneste neutrale land på
det europæiske fastland.
Den britiske udenrigsminister Canning ville ikke sidde med hænderne i skødet, mens Napoleon handlede. Det var kun
et spørgsmål om tid, før Napoleon ville
stille direkte krav til Danmark. På det tidspunkt, hvor bestemmelserne i Tilsitfreden
blev kendt i Storbritannien, havde Canning
faktisk allerede igangsat en storstilet militær aktion: Ekspeditionen til København og
kravet om overdragelse af den danske flåde
til Storbritannien.
Storbritannien sendte i juli 1807 en
større invasionsflåde til Østersøen. Formålet var at kræve den danske flåde udleveret
– af frygt for at den skulle falde i Napoleons
5
hænder. Briternes frygt var dog baseret på
et falsk rygte. I virkeligheden var den danske flåde ikke særligt godt udrustet. De fleste skibe lå aftaklede på Holmen i København, dvs. de kunne slet ikke sejle nogen
steder.
HISTORIE LABORATORIET: 1807
Den 18. juli gav den britiske udenrigsminister Canning ordre til, at den britiske flåde
skulle gøre sig klar til togt. Canning beordrede den 22. juli samtlige britiske havne
lukket for trafik. Det gjorde han for at sikre,
at hverken Danmark eller Napoleon skulle
opdage, hvad briterne pønsede på. Intet skib
– selv ikke den usleste pram – måtte afsejle
eller lægge til på engelsk område. På denne
måde kunne man effektivt forhindre, at informationer om den britiske flådeudrustning
nåede fastlandet. Forbuddet blev først ophævet den 31. juli. Da havde den britiske flåde
allerede været undervejs i fem dage.
Den britiske flådestyrke, der nærmede sig Danmark i august 1807, var enorm.
Den bestod af i alt 25 linjeskibe og ca. 40
fregatter, slupper, kanonbåde og bombarderskibe, i alt ca. 65 orlogsskibe, herunder
et 98-kanoners skib, 18 74-kanoners skibe
og seks 64-kanoners skibe. Hertil kom 377
transportfartøjer, mere end halvdelen af dem
var chartrede tyske skibe. Om bord var en
landgangshær på ca. 30.000 mand, ca. 3.000
heste og et omfattende artilleri af kanoner,
haubitser, morterer og de nye congrevske
brandraketter.
Det var en imponerende styrke, der
vidnede om, hvor alvorligt Storbritannien
tog situationen. Man ville have den danske
flåde, uanset prisen. Der blev landsat 30.000
britiske tropper ved Vedbæk nord for København i dagene fra den 16. august 1807
og frem. Det var ikke blot en afgørende be-
6
J.C. Borups Forlag/Københavns Bymuseum.
København belejres
Den britiske flåde ankommer til Øresund
i august 1807.
givenhed i danmarkshistorien, men også i
Napoleonskrigene internationalt set.
Briterne går i land
Hvis briterne havde forventet modstand,
blev de skuffede. Ingen dansk hær ventede på dem, for den lå i Holsten, klar til
at imødegå et evt. fransk angreb. Samme
dag havde kronprinsen ellers udsendt en
bekendtgørelse om, at krigen mellem Danmark og Storbritannien nu var en realitet.
Alle tro undersåtter skulle gribe til våben
for at tilintetgøre ”Fiendens frække Hensigter”. Alligevel kunne de britiske soldater
næsten uantastet under fuld musik marchere mod København, hvortil de ankom nogle
dage senere. Charles Cadell, der befandt
sig i det 28. regiment, fortæller i sine erindringer: ”Vi mødte ingen modstand; vi så
blot nogle få dragoner i det fjerne. Hæren
rykkede frem med omkring fire mil denne
aften, og om natten lå vi med vore våben i
en bygmark”.
HISTORIE LABORATORIET: 1807
stillinger var uden for rækkevidde af byens
forsvarere. Men de forreste britiske stillinger blev udsat for hyppig beskydning fra
Københavns volde.
Københavns beliggenhed kom til
at spille en afgørende rolle i byens forsvar
og belejring. Byen var reelt en fæstning.
Et system af volde og skanser omkransede
storbyen med dens ca. 100.000 indbyggere.
Uden om voldene var byen yderligere omgivet mod sjællandssiden af søerne og på den
anden side af Amagers flade marker. Mod
sydvest og øst var byen omgivet af vand ved
henholdsvis Kalveboderne og Københavns
Red. Søforsvaret var forbedret siden 1801.
Udbygningen af søbefæstningen med det
primitive fort Prøvestenen og det mere vel-
København omringes
udbyggede Trekroner med kraftigt artilleri
afskrækkede de britiske orlogsskibe fra at
I ro og mag kunne den britiske øverstkommanderende, general Cathcart, dagen efter
gruppere sine regimenter og batterier i en
halvkreds om byen fra Svanemøllebugten
i øst til Kalveboderne i sydvest. Herfra bevægede de britiske tropper sig videre ind
mod Københavns volde. Den 25. august
stod de ved søerne. De lagde nu en jernring
omkring byen og mødte næsten ingen modstand. Enkelte udfald fra København blev
slået effektivt tilbage.
De britiske soldater overnattede i
telte eller under åben himmel i de stillinger, som de gravede. Det var høsttid, og det
høje korn på markerne blev brugt til at lave
hytter af. Det kunne skærme lidt for nattekulden og insekter. De bagest beliggende
7
Det Kongelige Bibliotek.
Når briterne ingen modstand mødte,
skyldtes det altså, at hovedparten af den
danske hær lå i Holsten. De tilbageværende tropper var forsvindende små i forhold
til briternes 30.000 mand. De danske tropper på Sjælland bestod af ca. 5.500 mand
regulære soldater. Hertil kom en bondehær
på ca. 2.400 mand samt den københavnske
borgervæbning på 4.000 mand, der bestod
af håndværkere, som var under ledelse af
håndværksmestre. De skulle bevogte byens volde. Hertil kom Livjægerkorpset på
300 mand, der bestod af unge handelsfolk
og Studenterkorpset på 800 mand. Københavns samlede forsvarsstyrke bestod altså i
alt af ca. 13.000 mand, og kun en tredjedel
af dem var rigtige soldater.
General William Schaw, Lord
Cathcart, kobberstik af C.
Bestland efter maleri af I.
Hoppner 1809.
HISTORIE LABORATORIET: 1807
Det Kongelige Bibliotek.
gå for tæt på byen fra søsiden. Ikke en eneste bombe ramte København fra søsiden
takket være søforterne og de forsvarende
danske skibe.
Det tog tid for de britiske tropper at
bakse det tunge belejringsartilleri på plads
og etablere batterier rundt om byen til trods
for deres meget overlegne ressourcer. Batterierne var arrangeret i to linjer. Den inderste linje nærmest voldene var udstyret
med feltkanoner med fladbaneskyts. De
skulle imødegå danske angreb eller støtte
en eventuel britisk storm mod de danske
stillinger. Den yderste linje bestod af meget
svære morterer. Fra en afstand af mellem
1.500 og 2.000 meter skulle de bombardere
byen med granater. Granaterne havde en
kaliber på 8, 10 eller 13 britiske tommer
og vejede op til 50 kg hver. De store, runde kugler var fyldt med krudt og forsynet
Briternes landgang i Vedbæk.
8
med et brandrør. Det kunne indstilles, så
kuglens sprængladning eksploderede ved
nedslaget. De 40 morterer var anbragt, så
de ikke kunne ses fra Københavns volde.
Det var krumbaneskyts, som ikke behøvede frit udsyn til målet. Fra positioner som
Rolighedsvej, Nørrebrogade ved Assistens
Kirkegård og Øster Allé kunne man snildt
ramme de tætbefolkede boligkvarterer omkring Frue Plads.
Hensigten med at anvende dette tunge artilleri var ikke at ramme militære mål.
Det stod hurtigt klart, at briterne sigtede efter de markante kirketårne.
Kampen i Classens Have
Den 23. august iværksatte danskerne et
modangreb mod nogle britiske batterier ved
Svanemøllen. To dage senere rykkede de
danske tropper ud mod nogle britiske batterier på Assistens Kirkegård. Målet var at
fælde nogle træer, som dækkede for de danske soldaters udsyn. Det endte i en kamp
med briterne i området omkring Classens
Have på Østerbro. Briterne trak sig imidlertid i ly i haven, og kampen måtte opgives
for denne gang.
Den 31. august rykkede de danske
tropper ud igen. Det lykkedes denne gang
for dem at fordrive briterne fra haven. Dens
træer blev nu fældet, således at haven ikke
længere kunne tjene som skjul for de fjendtlige tropper. Kampen i Classens Have var
faktisk danskernes eneste vellykkede modangreb.
HISTORIE LABORATORIET: 1807
Briterne igangsatte hele missionen mod
Danmark, fordi Storbritanniens udenrigsminister Canning havde modtaget et brev
fra den britiske diplomat lord Pembroke om,
at den danske flåde var under udrustning.
Han troede derfor, at danskerne sammen
med Frankrig ville blokere de livsvigtige
britiske forbindelseslinjer i Østersøområdet. Bedre blev det ikke af, at Canning den
7. juli modtog endnu et brev fra en af sine
hemmelige agenter i Le Havre i Normandiet. Han fortalte, at han fra velinformerede
kilder vidste, at Napoleon snart ville invadere hertugdømmet Holsten og kræve den
danske flåde udleveret. Det var Napoleons
hensigt, berettede kilden, at benytte flåden
til en invasion af Irland.
Canning sendte den britiske diplomat
sir Francis Jackson til Kiel for at forhandle
med kronprins Frederik og udenrigsminister Christian Bernstorff. Han var så opsat
på omgående handling, at han ikke gav sig
tid til at vente på opdaterede informationer
fra sine folk i København. Cannings hastværk fik store konsekvenser, fordi historien
om udrustningen af flåden var usand. Fra
dansk side holdt man netop flåden i ro for
ikke at provokere Storbritannien.
Diplomatiet fejler
Kronprins Frederik, som regerede i sin
sindssyge fars sted, opholdt sig med hæren i
Holsten sammen med sin udenrigsminister.
Han havde overladt forhandlingerne med de
9
General Ernst Peymann (1735-1823)
og søofficeren Steen Bille (1751-1833)
under belejringen af København i 1807.
Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.
Forhandling
udenlandske diplomater til Udenrigsministeriets direktør Joachim Bernstorff, udenrigsministerens bror. Det var ret uheldigt.
Det gav nemlig en uhyre langsommelig forretningsgang, for Joachim Bernstorff havde
ikke ret til selvstændigt at træffe vigtige
beslutninger. Efter hvert møde med fremmede diplomater – også de britiske – måtte
han videresende alle forespørgsler og noter
til Holsten for at få kronprinsens og udenrigsministerens svar. Det kunne tage op til
en uge, før svaret kom tilbage til Joachim
Bernstorff. Herefter skulle afgørelserne underskrives af landets formelle regent, den
sindssyge kong Christian 7. Først derefter
kunne Bernstorff endelig levere svaret til
de fremmede diplomater.
Den britiske diplomat Jackson skulle
præsentere kronprinsen og udenrigsministeren for et ultimatum: Danmark skulle alliere sig med Storbritannien og lade briterne
HISTORIE LABORATORIET: 1807
Udenrigsminister Christian
Günther Bernstorff befandt sig i
Holsten sammen med kronprins
Frederik, da de mødtes med
den britiske udsending Francis
Jackson.
J.F.A. Darbès/Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.
råde over den danske flåde. Danskerne ville
dog få flåden tilbage, når krigen med Napoleon engang var forbi. Ville man ikke indgå
i en alliance, krævede briterne dog stadig
råderet over den danske flåde. Men altså
kun som et slags ’lån’, ikke som et krigsbytte. Hvis Danmark afviste alle britiske krav,
ville landet blive udsat for en belejring og
et bombardement af København, indtil man
gav efter.
Jackson fik otte dage som frist til at
få forhandlingerne på plads. Derefter ville
den britiske flåde tage sagen i egen hånd.
Uanset hvilken løsning danskerne valgte,
stod det som et ufravigeligt krav, at briterne
skulle have fuld kontrol over den danske
flåde. Men Francis Jackson fik forkludret
10
forhandlingerne grundigt. Han krævede
nemlig bare den danske flåde udleveret – i
stedet for at tilbyde danskerne at være med i
en alliance. Canning havde ønsket, at Jackson skulle overtale danskerne på en venligsindet måde, med logiske argumenter. I
stedet fik han præsenteret sagen så klodset,
at både kronprinsen og udenrigsministeren
blev rasende og følte sig dybt forulempede.
Krig uden kronprins
Uden at have givet Jackson noget entydigt
svar på ultimatummet drog kronprins Frederik den 8. august til København. Han
ville træffe forberedelser til byens mobilisering og hente sin syge far. Så snart
Jackson fandt ud af, at kronprinsen havde
forladt Kiel, rejste han selv til København.
Men de to forhandlere mødtes ikke igen:
Da kronprinsens rejseselskab på vejen tilbage til Kiel ankom til Nyborg, hørte de,
at Jackson dagen før havde krydset bæltet i
modsat retning. Dermed gik briterne glip af
en chance for at fremsætte deres krav igen.
Samtidig mistede Danmark muligheden for
at undgå bombardementet uden at underkaste sig totalt.
I København troede man, at kronprinsen var kommet for at kæmpe side om
side med sine undersåtter. Men her tog man
grundigt fejl. Kronprinsen havde forsikret
Jackson om, at han ville være på kamppladsen og kæmpe til det yderste, hvis briterne
angreb København. Men han nøjedes med
at samle de kommanderende generaler, landets ministre og de ledende embedsmænd
HISTORIE LABORATORIET: 1807
om sig, ”og han erfarede da snart af disse,
om ej alt før, at den britiske armada var af
en sådan styrke, at forsvar med held måtte
anses for aldeles ugørligt og umuligt”. Han
gav derpå sine ordrer og rejste allerede
samme dag tilbage til Kiel med sin far og
de ledende regeringsmænd.
I spidsen for byens forsvar sattes
den 72-årige generalmajor Ernst Peymann.
Han fik den øverste myndighed over landstyrkerne og flåden. Som hans næstkommanderende udpegedes generalmajor Carl
Bielefeldt fra landstyrkerne og kommandør
Steen Bille fra flåden. Og straks efter var
kronprinsen på vej tilbage til Kiel.
Der var med andre ord tale om det
værst tænkelige diplomatiske kaos. Alle beslutningstagere var ude af stand til at komme i kontakt med hinanden. Den britiske
udsending optrådte oven i købet uden den
diplomatiske dygtighed, der måske kunne
have afværget situationen.
Kanonerne tager over
Den 1. september fremsatte briterne som
ægte gentlemen igen en opfordring om at
udlevere flåden, så videre krigshandlinger
og blodsudgydelse kunne undgås. I modsat fald måtte briterne nødtvungent igangsætte et bombardement af København. Når
byen faldt, ville de tidligere storsindede
tilbud ikke længere gælde. I så fald ville
man ikke nøjes med at tage flåden som lån,
men erobre den og beholde den. Byen ville
blive behandlet som enhver anden erobret
fæstning. Peymann måtte betragte dette
11
som det sidste tilbud fra engelsk side. Nu
kunne det ikke længere trækkes i langdrag.
Peymann spurgte straks, om briterne ville
tillade, at der blev sendt en udsending ned
til kronprinsen i Holsten for at høre hans
mening. Det ville de ikke.
Dagen efter henvendte briterne sig
endnu en gang til Peymann med besked
om, at man nu fra britisk side havde strakt
sig til det yderste. Briterne fremsatte nærmest i desperation igen tilbuddet om fredelig overenskomst. Endnu en gang afviste
Peymann rutinemæssigt tilbuddet. Briterne
gjorde tilsyneladende alt, hvad de kunne,
for at undgå en storm på København.
I virkeligheden var det imod de britiske officerers militære æresbegreber at udføre et bombardement af en forsvarsløs by.
Arthur Wellesley, som senere blev en meget berømt general, ville f.eks. langt hellere
have afskåret København fra tilførsel af
forsyninger. På den måde kunne man have
fået byen til at overgive sig uden at bombardere den. Problemet med et bombardement
var, at danskerne ikke kunne overgive sig
med æren i behold, før det rent faktisk var
begyndt: ”Danskerne kæmper i virkeligheden kun for æren”, hævdede Wellesley, ”og
det ville være vanærende ikke at underkaste
sig et bombardement”.
HISTORIE LABORATORIET: 1807
Efter at briterne havde belejret København, besluttede den øverstbefaldende for
forsvaret af byen at ødelægge de ting uden
for voldene, som fjenden kunne tænkes at
få glæde af. Den 19. august begyndte danskerne at afbrænde træer på store områder
omkring den nuværende hovedbanegård.
Og den 24. august afbrændte man samtlige
reberbaner, de steder hvor der blev produceret tovværk, på Vesterbro. Med i købet
røg hele den sydlige side af Vesterbrogade
helt til Vesterbro torv samt de bygninger,
der lå mellem Sortedamssøen og volden.
Også bygningerne på Glacisholmen og
landsteder på Vesterbro blev flammernes
bytte. Det var den brændte jords taktik.
Til gengæld mødte briterne under
belejringen kun ringe militær modstand.
De blev udsat for nogle spredte småangreb fra forskellige danske korps samt fra
den sjællandske bondehær. Den 29. august
tørnede denne primitive hær bevæbnet
med hellebarder, spyd og sværd m.v. sammen med 1.000 kiltklædte skotter. Fjenden
marcherede frem med sænkede bajonetter
til lyden af trommer og sækkepiber. Danskerne flygtede i panik mod Køge. Slaget
kaldtes senere Træskoslaget, fordi mange
af bønderne smed deres træsko, inden de
stak af.
Vor Frue Kirke i fare
Onsdag den 2. september brød helvede
imidlertid løs. Det kom tilsyneladende bag
12
Københavns Bymuseum.
Bombardement
Briternes bombardement af København
natten mellem den 4. og 5. september
1807, set fra Christianshavn. Koloreret
stik, C.W. Eckersberg/G.L. Lahde.
på københavnerne, at de britiske belejrere
rent faktisk havde ondt i sinde. Indtil da havde man ikke taget truslen videre alvorligt.
De første bomber slog uden varsel
ned på Kongens Nytorv og ved Nikolaj kirkeplads. Nikolaj Kirke var allerede en ruin
efter en stor bybrand i 1795. På området
havde der bredt sig en række boder, hvor
byens slagtere holdt til med kødudsalg.
Samtidig begyndte en konstant og vedvarende beskydning med sprængbomber og
brandraketter. Det blev værre, efterhånden
som det blev mørkt. Himlen over København oplystes af et storslået fyrværkeri med
død og ødelæggelse til følge.
Sprængbombernes virkning var
skrækindjagende. De kunne trænge igennem flere etager, når de først ramte plet. Og
de stoppede først deres uhyggelige susen
gennem husene, når de nåede kælderetagerne, hvor de eksploderede. ”I flere tilfælde
HISTORIE LABORATORIET: 1807
Københavns Bymuseum.
havde de morderiske granater banet sig vej
helt ned i kældrene og dræbt mødre med
deres børn ved brystet”, beretter Charles
Cadell med utilsløret afsky.
Ved daggry om morgenen den 3.
september blev skydningen så småt indstillet. Den stoppede helt mellem kl. 7 og 8
om morgenen. Nattens rædsler var ovre, og
københavnerne kunne få et tiltrængt pusterum. Det var især gået ud over de kvarterer,
der lå nærmest volden. Herfra begyndte allerede samme dag en folkevandring med
kurs mod Christianshavn og Amager. Man
vidste, at der ikke var britiske tropper her.
Derfor blev både Christianshavn og Amager betragtet som sikre tilflugtssteder. De
fattige søgte i stedet tilflugt i Rundetårns
sneglegang eller i ruinerne under det i 1794
nedbrændte Christiansborg, i slottets buegange eller i de kongelige stalde.
Hele torsdagen den 3. september var
der fred og ro. Men om aftenen ved 18-tiden brød helvede atter løs. Bombardementerne varede lige til kl. 8 fredag morgen den
4. september. Det gik igen hårdt ud over
voldkvartererne, men denne gang havde
briterne også indstillet kanonerne efter byens tårne. Man sigtede tydeligt nok efter at
ramme Vor Frue Kirke, der var det højeste
af alle byens vartegn. Den første nat havde
brandvæsenet næsten klaret at holde skik på
brandene. Det blev dog sværere og sværere
at holde trit, efterhånden som beskydningen forstærkedes. Brandfolkene blev trætte
af mangel på søvn og hvile, og de løb tør for
vand. Det blev også sværere og sværere at
komme ind i husene og slukke ilden, da folk
havde forladt dem og låst efter sig. Desuden
blev gaderne ufremkommelige på grund af
ruindynger og brændende bygninger.
Vor Frue Kirke brænder
Efter endnu en stille dag om fredagen den 4.
september startede beskydningen igen fredag aften. Denne gang voldsommere end de
foregående to nætter. Nu faldt der bomber
over et meget større areal, og enkelte nåede endda helt ud til Christianshavn. Uden
for Vestervold, der husede de store tømmerpladser, omtrent der hvor Københavns
Hovedbanegård ligger i dag, gik der ild i de
store lagre af tømmer, og en voldsom brand
flammede op.
Det lykkedes nu briterne at få ram
på tårnet på Vor Frue Kirke. En brandraket
satte sig fast i spiret og begyndte at smelte
kobberpladerne. Det smeltede kobber satte
Vor Frue Kirkes tårn brænder
– set fra Landemærket. Rundetårn ses til venstre. Efter stik af
C.W. Eckersberg.
13
HISTORIE LABORATORIET: 1807
Københavns Bymuseum.
ild til træværket, og inden længe stod den
gamle prægtige middelalderkirke i flammer. Der findes beretninger om, hvordan
man kunne høre britiske jubelråb i det fjerne, da tårnet blev ramt.
Fra den brændende kirke bredte
flammerne sig som en steppebrand gennem Latinerkvarteret og fortærede professorboligerne og de studerendes kollegier.
Det lykkedes at redde Trinitatis Kirke og
universitetsbiblioteket på loftet fra flam-
Vor Frue Kirke brænder,
Københavns bombardement set
fra Christianshavn. Detalje fra
maleri af Wagner.
merne. Holmens faste stok, flådens faste
mandskab, ydede en enorm arbejdsindsats
og nedbrød de omliggende huse for at forhindre ilden i at sprede sig. Bombardementet fortsatte natten og formiddagen igennem lige til kl. 12, lørdag den 5. september.
14
Det stod lysende klart, at det var nyttesløst
at modstå briterne. Jo længere man holdt
stand, jo mere ville byen blive ødelagt.
Bombningen standses
Magistratens 32 mænd (den tids borgerrepræsentation) og en række af byens kendte
mænd henvendte sig nu til Københavns
kommandant Peymann og bad ham om at
kapitulere. Nok var Peymann en skrivebordsgeneral uden megen militær erfaring,
men han var intet fjols. Han kunne udmærket se, hvor det bar hen. Problemet var blot,
at han ikke havde fået nogen beføjelser af
kronprinsen til at indgå våbenhvile eller kapitulation. Han havde tværtimod fået ordre
om at kæmpe til det yderste.
Da al videre modstand var nyttesløs, sendte Peymann dog et bud til general
Cathcart for at bede om våbenstilstand og
forhandlinger. Cathcart svarede, at han kun
ville standse beskydningen, hvis Peymann
kapitulerede. Peymann måtte svare, at han
ikke kunne kapitulere officielt, før han havde talt med myndighederne i byen. Alligevel indstillede briterne bombardementet.
Natten mellem den 5. og 6. september var der for første gang i flere dage stille
i byen.
HISTORIE LABORATORIET: 1807
Danmark havde overgivet sig. De britiske
soldater rykkede straks ind på Holmen for
at klargøre flåden, så den kunne sejle til
Storbritannien.
Sophia Thalbitzer, en købmandskone fra København, fortæller, hvordan
flådens håndværkere, de såkaldte ’tømmermænd’, kom i oprør, da de hørte om
kapitulationen: ”En utallig Mængde Mennesker, hvoriblandt 500 Tømmermænd
med deres Øxer, havde forsamlet sig paa
Kongens Nytorv og forlangte at vide Indholdet af Capitulationen, og truede med at
ødelægge den øvrige Deel af Byen, ifald
Flaaden blev overleveret de Britiske. Garden til hest, Husarerne, Rytterne og Bosniakkerne søgte forgieves at holde styr
paa dem. Denne dag var næsten ligesaa
skrækkelig som de Andre. Fienden udenfor, Oprør inden i Byen, de brændende
Ruiner, de mange ulykkelige Mennesker,
som havde mistet deres Mænd, Koner eller Børn ved Bomberne, og deres Ejendom
ved Ilden. Man kan ikke tænke sig større
Elendighed”.
Det var imidlertid ikke kun Holmens faste mandskab, der var i oprør.
Kommandør Paludan deltog i kampene på
en af de kanonbåde, der forsøgte at afværge angreb fra søsiden. Han fortæller også
om, hvordan nyheden om kapitulationen
chokerede søofficererne og matroserne:
”Harme opfyldte hver Mands bryst. Mandskabet græd og faldt hinanden om Halsen.
15
Københavns Bymuseum.
Rygende ruiner
Området omkring Gråbrødre Torv i
ruiner efter briternes bombardementer.
”Hvad har vi kjæmpet for, hvad har vi lidt
for? De Forræddere, som have handlet saaledes imod os, burde trampes ned!” – dette
var de almindelige udtryk”.
Slukørede roede de i land ved Larsens Plads. Her mødte Paludan som den
første Holmens kvartermester, der sad og
græd ”som et lille barn”. Paludan klappede ham trøstende på ryggen og gik hjem
til sit logi, hvor alt var, som da han forlod
det. ”Det var, som om jeg var vågnet af en
frygtelig drøm”.
Flygtningelejre
De materielle skader på København var
store: Der var i løbet af de rædselsfulde
bombenætter blevet kastet et utal af bomber, granater og brandraketter. Byens
myndigheder registrerede 1.071 skader
på ejendommene. Hårdest var det gået ud
over kvartererne ved Nørrevold: Nørre
kvarter, Klædebo kvarter, Frimands kvarter og Rosenborg kvarter. Her var stort set
HISTORIE LABORATORIET: 1807
omkring i byen i telte. De, der kunne findes plads til, fik ophold i byens kirker. De
elendige forhold, som stod på i månedsvis
efter bombardementet, skabte grobund for
infektionssygdomme.
I mange år har den udbredte opfattelse været, at omkring 1.600 mennesker
blev dræbt under det britiske bombardement. Nye historiske undersøgelser viser
imidlertid, at antallet af døde var begrænset. Ifølge kirkebøger og hospitalslister
døde kun knap 200 civile som direkte årsag af bombardementet. Militæret opgjorde et lignende antal døde i forbindelse med
indsatsen mod briterne.
Disse tal er altså meget lavere, end
hvad man hidtil har antaget. Det gamle
tal på 1.600 døde stammer fra en bog, der
blev udgivet i midten af 1800-tallet, men
oplysningerne i den er forkerte. Alligevel
kan man stadig finde det høje tal i mange
historiebøger og opslagsværker.
alle bygninger jævnet med jorden. Mirakuløst havde Skt. Petri kirke og universitetets konsistoriebygning mod Nørregade
overlevet rædslerne, selv om kirken var raseret indvendigt. Nørregade og Fiolstræde
hørte ellers til de hårdest ramte områder.
Universitetets hovedbygning var brændt,
mens det var lykkedes at redde universitetsbiblioteket på Trinitatis Kirkes loft.
Tusinder blev efter bombernes hærgen hjemløse. Ca. 300 gårde og huse var
nedbrændt, mens godt og vel et par tusinde huse var beskadiget af bomber og
brand. Ca. 7.000 familier måtte forlade
deres hjem efter briternes angreb. Særligt
de fattige var meget udsatte, da de ikke
havde mulighed for at bo hos venner el-
James Lonsdale 1808/familieeje.
ler familie. I stedet slog mange lejr rundt
Fredelig besættelse
Ifølge aftalen om kapitulation omfattede
den britiske besættelse Kastellet (den militære fæstning) og flådens områder på
Nyholm samt Gammelholm på Sjællandssiden (øst for Holmens Kanal). Briterne
indkvarterede ikke deres soldater i selve
byen. Dels fordi den var for ødelagt, dels
fordi man ikke ville provokere københavnerne unødigt.
En engelsk officer fortalte, hvordan
danskerne generelt behandlede de britiske
besættere med høflighed og respekt, selv
om de ikke lagde skjul på ”deres misfor-
Sir William Congreve under
bombardementet af København i 1807. Bag ham ses
en raketaffutage – en rampe, hvorfra en brandraket
netop er blevet affyret mod
byen.
16
HISTORIE LABORATORIET: 1807
nøjelse” over gæsternes angreb: ”Jeg hørte
ikke om, at nogen person skulle være blevet forulempet eller dårligt behandlet, selv
ikke i hovedstaden, til trods for den sværm
af britiske officerer, der befandt sig dér dag
og nat, og det endda selv om den ild, der
havde fortæret deres huse, endnu ikke var
døet ud. I en lignende situation ville der i
de fleste andre hovedstæder, i særdeleshed
i det sydlige Europa, have fundet utallige
attentater sted.”
brandraketter, som blev brugt under bombardementet. Congreve havde fået ideen
til sine raketter i indien, hvor briterne var
blevet angrebet med krudtdrevne raketter
bygget af jern.
Der blev i alt affyret ca. 300 congrevske raketter mod København under
det britiske bombardement. Selv om der
blev skudt langt flere almindelige granater
og bomber ind over byen, var københavnerne mest bange for raketterne. De fløj
nemlig så langsomt, at man kunne nå at
se dem komme. Congreves opfindelse var
forløber for den slags raketter, men bruger
i moderne krigsførelse.
Inden Congreve tog ind til byen,
havde han fået at vide, at københavnerne
nærede en vis uvilje mod netop ham. Derfor
havde han forklædt sig. I to dage vandrede
han rundt i ruinerne og så på virkningerne
af sit forbløffende våben. Han var efter sigende meget tilfreds. Han mente, at det var
hans vidunderlige raketter, der havde forårsaget de største brande: ”Den anden nat,
da ingen raketter blev affyret, opstod der
ingen brande, skønt næsten 1.000 granater
og brandbomber blev kastet ind i byen. På
de to nætter, hvor raketterne blev anvendt,
brændte hele byen voldsomt”.
Vidunderlige raketter
Orlogsmuseet.
Blandt de britiske besøgende i København
efter bombardementet befandt sig også
William Congreve, som havde opfundet de
De to typer congrevske
raketter med hhv. spidst
og rundt hoved. Spidserne havde modhager, som
kunne sætte sig fast i f.eks.
træbjælkerne under et tag.
17
HISTORIE LABORATORIET: 1807
Nederlaget
Københavns Bymuseum.
Bombardementet endte altså med en overgivelse. Den 6. september begav tre danske
forhandlere sig til fods fra den ødelagte by
til Lille Triangel for at mødes med briterne
og kapitulere betingelsesløst. Danskerne
accepterede at udlevere flåden. Man accepterede endvidere, at Kastellet og orlogsværftet på Holmen blev besat, indtil
flåden var blevet taklet og gjort klar til afgang. Den 19. oktober 1807 blev sat som
frist. Herefter skulle briterne være ude af
landet.
Den britiske flåde landsatte nu
6.000 mand, der i løbet af seks uger udrustede hele den danske flåde. De skibe,
de ikke kunne tage med sig, huggede de
i stykker. De fjernede samtidig alt materiel fra flådens magasiner. Briterne var så
grundige, at de endda tog værktøj, som tilhørte værftets arbejdere.
Alt, hvad der ikke kunne tages med,
blev ødelagt. Overalt på både Nyholm og
Gammelholm blev der udført omfattende
hærværk. Et billede af søfolk, som vælter
et linjeskib, der stod på stablen på Nyholm,
gik Europa rundt i forskellige gengivelser
på kobberstik. Det blev ude i verden set
som et tegn på Storbritanniens uretfærdige behandling af Danmark. Billedet vakte
vrede selv i Storbritannien.
Tiden fra den 7. september og frem
til flådens afsejling den 22. oktober var
en af de mest besynderlige situationer,
København nogensinde har været i. Byen
Briterne ødelagde en række danske orlogsfartøjer, som var ved at blive bygget på værftet på Holmen i København.
var som sådan ikke besat; men britiske officerer havde lov til at færdes i byen indtil
solnedgang. De britiske officerer benyttede anledningen til at besøge det kongelige
kunstkammer, den kongelige malerisamling og andre spændende steder - ligesom
de gik på fransk restaurant!
Uerstattelige tab
Om aftenen den 20. oktober stod de britiske skibe ud gennem sundet med de første
100 skibe. Dagen efter fulgte den britiske
hovedstyrke på 80 krigsskibe og 243 transportskibe.
Men de erobrede skibe var kun en
sidegevinst for Storbritannien. Det var
først og fremmest adgangen til det attraktive østersøområde, der var blevet sikret
for britisk skibsfart. Den danske flåde kunne nu ikke længere - hverken som neutral
magt eller allieret med Frankrig og Rusland - udgøre nogen trussel for den briti-
18
HISTORIE LABORATORIET: 1807
ske skibsfart i området. Denne sikring af
forsyningslinjerne var af strategisk vigtighed. Ikke kun i forhold til krigsførelsen,
men også på langt sigt, fordi det britiske
behov for skibstømmer og andre råvarer
var stort.
Tabet af flåden var uerstatteligt:
Landet havde hverken tid, økonomi eller
egetræ nok til at opbygge en ny orlogsflåde.
I stedet måtte man frem til krigens afslutning i 1814 nøjes med de få større skibe,
man kunne bygge. Derudover måtte man
klare sig med rokanonfartøjer i en slags
guerillakrig til søs.
Når briterne skulle føre deres konvojer med vigtige laster ud fra Østersøen
gennem Øresund, kunne de være sikre på
nærgående interesse fra de danske kanonbådes side. Hvis vinden pludselig lagde
sig, og de store britiske sejlskibe måtte
ligge stille, havde kanonbådene deres
fordele. Med deres årer kunne de hurtigt
manøvrere sig frem og erobre de ubeskyttede handelsskibe. Men hvis vinden kom
igen og gav de hurtige britiske orlogsbrigger mulighed for at afskære kanonbådenes
tilbagetrækningen til kysten, var de helt
fortabte.
Københavns Bymuseum.
punkterne i den såkaldte kanonbådskrig i
årene 1807-14 var, da den københavnske
roflåde angreb linjeskibet HMS Africa syd
for Dragør i oktober 1808.
Et større sammenstød med briterne
fandt sted den 22. marts 1808 i Slaget ved
Sjællands Odde. Her kæmpede Danmarks
sidste udrustede linjeskib Prins Christian
Frederik, der havde ligget i Norge under
bombardementet, en heltemodig kamp mod
den britiske overmagt, men tabte. Ved den
lejlighed døde Peter Willemoes, en søhelt
fra Slaget på Reden i 1801.
Den lille Christiansø øst for Bornholm fungerede under Englandskrigene
1801-1814 som en beskyttet base for danske kapere og kanonbåde. Den 24. oktober
1808 indledte briterne et angreb på denne
fæstning ude i Østersøen. Hvad formålet
var, er aldrig rigtig blevet opklaret. Angre-
Nye alliancer
Kapringen af handelsskibe med kostbare
laster var egentlig kanonbådenes største
åbenlyse fortjeneste. Egentlige militære
sejre opnåede man ganske vist ikke, ud over
at nogle mindre britiske orlogsskibe måtte
overgive sig til kanonbådene. Et af højde-
Presning på gaden. Maleri
af ukendt kunstner fra ca.
1780.
19
HISTORIE LABORATORIET: 1807
Chr. Mølsted/Øregård Gymnasium.
Danmark fallit
Krigen var dyr for Danmark. Store beløb
gik til hæren, til byggeriet af kanonbåde og
skanser langs de danske kyster. Dernæst til
genopbygning af det ødelagte København.
Sidst, men ikke mindst var spaniernes ophold heller ikke billigt. For at dække udgifterne blev der trykt flere pengesedler,
men pengene blev mindre og mindre værd.
Det endte med, at Danmark i begyndelsen af 1813 gik ’statsbankerot’ - der var
simpelthen ikke flere penge i statskassen.
Udenrigspolitisk gik det lige så galt.
Napoleons nedtur begyndte med nederlaget
i Rusland og ved Leipzig. Ved den endelige
fredsaftale i Kiel 1814 måtte Danmark ef-
Besætningsmedlemmer
fra den danske orlogsflåde
ser deres fartøjer forlade
Københavns havn under
britisk kommando.
ter 450 år afstå Norge til Sverige.
Danmark var i løbet af få år blevet
forvandlet fra en blomstrende handelsnation til et forarmet land. Bombardementet
af København, briternes erobring af flåden
samt bankerotten i 1813 og tabet af Norge
fik stor betydning for landet og dets indbyggere i de kommende år. 1807 kan derfor
siges at være et af de mest afgørende år i
danmarkshistorien.
bet ophørte da også lige så pludseligt, som
det var begyndt.
Danmark-Norge var stik imod eget
ønske blevet tvunget ud af neutraliteten og
sluttede nu forbund med Napoleon og spanierne. Som følge af dette sendte Napoleon den 13. marts 1808 en styrke på 9.000
mand, primært spaniere, til Danmark.
Styrken blev ledt af den franske marskal
Jean-Baptiste Bernadotte.
De franske og spanske soldater
skulle sammen med de danske afdelinger
gå til angreb mod Skåne, fordi Sverige
havde nægtet at stille sig på fransk side
mod Storbritannien. Dette blev dog aldrig
til noget, men spaniernes tid i Danmark
var årsag til adskillige problemer. Bl.a.
nedbrændte slottet Koldinghus den 29.-30.
marts 1808 på grund af spaniernes alt for
voldsomme fyring i kaminerne.
20